Henvendelse af 28/10-25 fra Ribe Stift om Biskop Elof Westergaards manifest "Kirker som levende kulturarv"

Kære medlemmer i Kirkeudvalget
Vedhæftet finder du biskop Elof Westergaards manifest *Kirker som levende kulturarv*, som netop
er udgivet fra Ribe Stift.
Manifestet er skrevet som et bud på at løfte blikket og sætte en vision for de danske
middelalderkirker – en vision, der rækker ud over det rent administrative og økonomiske
perspektiv. Baggrunden er den nye centrale enhed for middelalderkirker, som nu bliver en realitet.
Med manifestet ønsker biskop Elof Westergaard at starte en nødvendig samtale om, hvilken ånd
og hvilket blik, der skal bære arbejdet med vores ældste kirkebygninger fremover. Han peger på
behovet for, at vi i fællesskab fastholder kirkerne som levende kulturarv – som huse, der fortsat
kan skabe mening og resonans i både lokalsamfund og folkekirke.
Vi sender manifestet til jer, fordi vi håber, at det kan inspirere til debat og refleksion i jeres
sammenhænge, og fordi vi mener, at netop denne samtale er vigtig at tage – på tværs af kirkelige
og politiske niveauer.
Vi håber, I vil læse med, dele jeres tanker og bruge manifestet som afsæt for videre drøftelser.
Skulle I have spørgsmål eller lyst til at drøfte manifestet nærmere, er biskop Elof Westergaard
meget gerne til rådighed for en samtale.
Med venlig hilsen,
Kommunikationsmedarbejder Helle Trolle Nordentoft-Christensen,
Offentligt
KIU Alm.del - Bilag 9
Kirkeudvalget 2025-26


KIRKER SOM LEVENDE
KULTURARV
Et manifest
”Alt, hvad der ikke hviler på fortidens fundament,
bliver hurtigt forældet”
Robert Pogue Harrison
Offentligt
KIU Alm.del - Bilag 9
Kirkeudvalget 2025-26
Manifest | Elof Westergaard
2
Manifest, Kirker som levende kulturarv
Oktober 2025
Forsidefoto: Skrave Kirke af Mette Fauerskov
”Kirkerne er og bliver vores ældste, fineste og mest omfattende
bygningskulturarv, og det påhviler os alle, uanset hvor meget eller lidt de
bruges, at vedligeholde og bevare dem, deres udsmykning, inventar og
gravminder”
Per Kristian Madsen, tidligere direktør for
Nationalmuseet
Manifest | Elof Westergaard
3
Indhold
Indhold............................................................................................................................................3
Forord .........................................................................................................................................4
Kirkerne som bærere af tid og erindring ......................................................................................7
Kritiske perspektiver og nye visioner ...........................................................................................8
Fortsat indviede bygninger.......................................................................................................9
Kirkerne som selvejende..........................................................................................................9
Et nyt og mere generøst blik .................................................................................................. 10
Konkrete eksempler – billeder i landskabet............................................................................ 11
Kirkerne som resonansrum.................................................................................................... 11
Konkrete råd.............................................................................................................................. 12
Kirkerne som langsomhedens og nærværets huse.................................................................... 14
Litteratur.................................................................................................................................... 15
Fotos......................................................................................................................................... 15
Tak............................................................................................................................................ 15
Manifest | Elof Westergaard
4
Forord
Dette manifest er et bud på at løfte blikket og sætte en vision for noget af det mest
betydningsfulde i det danske landskab: de gamle romanske og gotiske landsbykirker,
som står som stille vidner i landskabet og fortæller om alt det, de har oplevet. En
ambition, der rækker ud over, hvad et bureaukratisk og økonomisk paradigme kan
tilvejebringe – og som undgår en gold instrumentalisering, som så let sker i vores tid.
De fleste af de ca. 1700 middelalderkirker er i god brug1
, ikke mindst når man
betænker befolkningens størrelse i de mange mindre landsbyer og i det åbne
landskab, hvor vi møder mange af dem. Kirkegårdene omkring de gamle kirker tjener
desuden fortsat som begravelsessteder, passet med omhu af lokale gravere.
Nogle kirker bruges kun sjældent, og enkelte, ganske få af disse kirker, er på vej ind
under den nye centrale enhed for middelalderkirker – en enhed, hvor menighedsråd
efter en længere proces kan frasige sig ansvaret og lægge kirken i en central fond
inden for folkekirken. Enheden skal desuden rådgive de menighedsråd, som har
gamle middelalderkirker.
Den nye enhed bliver nu en realitet. Netop derfor må vi stille os selv det afgørende
spørgsmål:
• Hvordan skal vi betragte de kirker, som flyttes ind i enheden, og hvordan skal
rådgivningen finde sted?
• Hvordan skal samspillet fremover være mellem menighedsråd, provsti og
stift/biskop og stiftsøvrighed?
• Hvortil tjener den nye enhed i forhold til det allerede eksisterende gode
arbejde, som gøres i landets ti stifter med inddragelse af nationalmuseet,
kongelige bygningsinspektører, kirkegårdskonsulenter m.fl. Et rigt arbejde,
som giver plads til at sammenholde og afveje forholdet mellem ønsker til
brug og funktion, historisk arv, genbrug, æstetik og de landskabelige værdier.
Dybest set er mit anliggende med dette manifest at sætte fokus på:
• Hvilken ånd skal bære synet på de danske middelalderkirker i de kommende
år?
• Hvordan kan vi styrke deres skjulte ressourcer, den hellig arv og de levende
aktiver, kirkerne har af betydning for både land, lokalsamfund og menneske?
De gamle kirker vil fortsat være en del af vores landskab. Opgaven bliver derfor for os
at fastholde fokus på kirkerne som kulturbærere og som steder præget af mange
århundreders menneskelig erfaring og indlejret kristendom samt som universelle
holdepunkter af eksistentiel karakter– både for de få kirker, der flyttes ind i enheden,
og for alle de øvrige.
Manifestet udspringer af flere års debat, kritik og uenighed. Det har skærpet mit blik
for, hvor væsentligt det er, at kirkerne ikke reduceres til regnestykker eller prikker på
et kort. Hver kirke er unik og har sin historie knyttet til den lokale historie.
Manifest | Elof Westergaard
5
Kulturarven er vigtig, ikke fordi den kan måles, men fordi den giver mening, dybde og
resonans i vores liv. Tiden er nu til at løfte samtalen fra forvaltning til vision. Vi skal
højne bevidstheden om denne kulturarv som noget eksistentielt vedkommende og
værdifuldt.
Jeg håber således, at disse visioner og refleksioner kan inspirere til, hvordan vi
fremover betragter, værner om og bruger de middelalderlige kirker – ikke som
fortidslevn, men som betydningsfulde og levende huse – også der, hvor de ikke
længere anvendes til gudstjeneste
Elof Westergaard
Biskop over Ribe Stift
1
”I det nuværende Danmark er der i to optællinger fra 1990 og 1993 angivet en total for kendte sognekirker på
henholdsvis 2689 og 2692. Af dem er 1516 bevarede romanske kirker, mens 168 er gotiske. Det giver 1684 bevarede
landsbykirker fra middelalderen”. Per Kristian Madsen,31
Manifest | Elof Westergaard
6
”Det først, som jeg altså skal gennemgå med kirkeværgerne og jer alle,
er denne kirke og dette Guds hus, hvorfra kirkeværgerne jo har deres
navn. De hedder kirkeværger, fordi de skal værge, forsvare, kirken og
tage sig af den sørge for, at den får, hvad den skal have. De skal også
opkræve det, man skylder den, og i det hele taget ordne kirkens forhold
sådan, at den kristne almue til hver en tid uhindret kan høre Guds ord
herinde. Det er det, som kirkeværgerne skal tage sig af. Hvis de ikke gør
det, skal de hedde kirkeforværrere og ikke kirkeværger. Kirke kalder vi
dette sted inde og ude, sådan som det står her bygget af sten og kalk,
og det kan I takke jeres forældre for. Ja, de er er gået bort skal takkes,
fordi de vedligeholdt sted til gode for jer, længe før I blev født til
verden. Hvis denne kirke ikke stod her nu, så var i nok ikke kommet på
den tanke at opføre en sådan bygning, Nu skal I også vedligeholde
denne kirke, som jeres forgængere har bygget, jeres børn til gode, for
at også de kan få Guds salige ord at høre herinde, når jeres hoveder
engang ligger og sover herinde i kirken eller ude på kirkegården”
Biskop Peder Palladius, En Visitatsbog
Manifest | Elof Westergaard
7
Kirkerne som bærere af tid og erindring
De gamle kirker står i landskabet som vidner – ikke blot om en svunden tid, men om
en særlig måde at erfare verden på. De rummer mange lag af menneskelig aktivitet,
tro og kultur, som stadig kan sanses. De mange gamle kirker i Danmark er en
kulturarv, som i omfang og arkitektonisk og landskabelig værdi ikke findes ret mange
steder i verden – måske ingen. De er huse ældre end nationen selv – ældre end de
fleste ord, vi har til rådighed. De er som ankre med fortøjninger ned i dybet, som den
svenske forfatter Maja Hagermann så fint har beskrevet kulturarv.
De fleste kirker bruges på årets søn- og helligdage og danner rum for livets
væsentlige begivenheder. De er yndede mål for turister fra både ind- og udland. Selv
der, hvor brugen er sjælden, mister de ikke deres betydning. De står som spor, tegn
på evangeliets forkyndelse og menneskelivets kontinuitet – kristendommens og
kulturens hukommelse i landskabet. Og de er derfor også en af grundene til, at den
danske befolkning i så høj grad er medlemmer af den danske folkekirke og så gerne
betaler deres kirkeskat.
Den finske arkitekt Juhani Pallasmaa har understreget, at arkitekturens opgave
overskrider det funktionelle: ”Bygningskunstens opgave er at tydeliggøre og relatere
den menneskelige eksistens og give den betydninger, der overskrider det verdslige”.
Kirkerne står stille i landskabet, men de lever og ældes med os. Hvert møde med dem
kan give os en erfaring af både øjeblikkets friskhed og livets dybde – som når vi lader
hånden glide over kvaderstenen, mærker granitten, eller træder ind i rummet og
fornemmer, at verden fornyes gennem de kristne symboler og historiens spor.
De er bygget af hænder, der for længst er døde, men som byggede til noget, som har
været i snart 1000 år. Og de kræver stadigvæk menneskehænder – murere, der ved,
hvordan mørtlen blandes, og tømrere, der med nænsomhed skarrer bjælker, så det
gamle bevares.
Som Juhani Pallasmaa skriver, skaber god arkitektur et mikrokosmos, en hel verden,
hvor fysiske og mentale strukturer forenes og giver os en oplevelse af sammenhæng
og betydning. Kirkerne er netop sådanne mikrokosmos, bærer en åndelig dimension,
hvor tidens langsomhed og menneskets virke mødes.
Manifest | Elof Westergaard
8
Kritiske perspektiver og nye visioner
Arkitekturens og kulturarvens betydning må også afspejles i de strukturer, vi opretter
for at tage vare på kirkerne. Etableringen af den nye kirkelige enhed, som skal rådgive
menighedsrådene og kan overtage ansvaret for visse kirker, udspringer af
sekularisering, urbanisering og deraf følgende økonomiske forskelle på tværs af
landet.
Enheden må derfor ikke blive et sted, hvor man “kommer af med” kirker. Den skal
tværtimod fremme det lokale ejerskab, inspirere til ideer og understrege
kirkeværgens betydning – hvordan kærlighed og veneration for kirken er afgørende.
Opgaven er ikke kun teknisk eller organisatorisk, men også åndelig og kulturel:
Hvordan bevarer vi forbindelsen mellem kirke, landskab og menneske, når ejerskabet
flyttes? Den valgte model rummer muligheder, men kræver en klar åndelig og
teologisk forståelse. Vi må bidrage til et nyt narrativ – et, der ikke ser de gamle
bygninger som problemer, men som levende, meningsbærende huse.
Hvis enheden overhovedet skal give mening, skal den gøre sig overvejelser over
bygningernes betydning. Den må medregne alle perspektiver på tværs af fag. Et
arbejde, som allerede i dag løftes i de stifter, hvor menighedsråd sammen med
sagkyndige, konsulenter og biskop drøfter det enkelte projekt f.eks. på
konsulenterrunder. Det er vigtige dage, hvor vi på lokationen får lejlighed til at se og
drøfte byggeprojekter, som menighedsrådet tager initiativ til for at passe på deres
kirke og tjene kirkelivet.
Ligesom man i sin tid satte teologer og musikere sammen i Folkekirkens Liturgisk
Forum, kunne man sætte teologer, bygnings- og landskabsarkitekter, historikere og
andre folk sammen i den nye kirkeenhed. Det kunne give perspektiver, som vil være
frugtbare ikke bare for kirken men også for resten af samfundet – og ikke bare handle
om, hvad vi skal stille op med bygninger, som ikke skal bruges mere. Det kunne forny
den fælles fortælling om de danske kirker, som en unik kulturarv.
Opgaven er altså ikke kun teknisk eller organisatorisk, men også åndelig og kulturel:
• Hvordan bevarer vi forbindelsen mellem kirke, landskab og menneske, når
ejerskabet flyttes?
Den valgte model rummer muligheder, men det kræver en klar åndelig og teologisk
forståelse samt sans for arkitektur, landskab og historie. Vi må derfor bidrage til et
nyt narrativ – et, der ikke ser de gamle bygninger som problemer, men som levende,
meningsbærende huse og vigtig kulturav.
Manifest | Elof Westergaard
9
Fortsat indviede bygninger
Når ansvaret for nogle kirker flyttes til en central enhed, vil bygningerne fortsat høre
under folkekirken og om end de er taget ud af brug stå som indviede bygninger. Vi
må i den forbindelse forstå og reflektere over, hvad det betyder.
Nye som gamle kirker og kirkegårde er alle indviede. Indvielsen er stadig central, da
den understreger kirke og kirkegårds særlige karakter, åndeligt som historisk, dvs.
kirkebygningen skal fortsat betragtes som en kirkebygning med de perspektiver, det
fordrer.
Det er her, enhedens egentlige prøve ligger: om det kirkelige blik kan fastholdes midt
i administrative og økonomiske hensyn. Dvs. det er er uhyre vigtigt, at der skal ligge
et arbejdsgrundlag for enheden, der understøtter en sådan helhedstænkning.
Centerdannelser frister let til ensidige perspektiver, et fokus på forvaltning af huse
ikke i brug, og hvor man kommer til at glemme de liturgiske og eksistentielt åndelige
dimensioner.
Kirkerne er stadigvæk kirker – ikke afindviede, betydningsløse huse.
Det kræver et generøst blik, der rækker ud over det nødvendige vedligehold. Kirker
placeret i enheden bliver nok passet på afstand, men kirkedøren behøver ikke derfor
være låst og nøglen gemt i en skuffe langt væk. Et indviet hus skal f.eks. gerne være
åbent og tilgængeligt – et rum for stilhed, fordybelse og møde med det hellige.
Kirkerne som selvejende
Kirkerne er selvejende. Det forhold må vi ikke glemme, selv ikke for kirker, der lægges
ind i den nye enhed. Det sikrer en helt afgørende spænding mellem lokal/regional
forankring og national kulturarvs værdi.
De gamle kirker har for langt de fleste vedkommende deres egne menighedsråd og
de står under et overtilsyn af stiftsøvrigheden. Sådan vil det være også under
etableringen af den nye kirkeenhed.
Den nuværende struktur har i mere end hundrede år skabt en frugtbar balance
mellem nærhed og distance – mellem det lokale engagement og det nationale
ansvar. Siden 1912, hvor menighedsrådene fik ansvaret for kirkerne, og den
efterfølgende konsulentordning fra 1922 blev indført, har vi haft en ordning, der
forener æstetisk, teologisk og kulturhistorisk omtanke.
Det har gjort folkekirken til en af de mest sammenhængende og folkeligt forankrede
institutioner i landet. Netop denne dobbelthed – menighedsrådets lokale ansvar og
stiftets overordnede tilsyn – er afgørende for, at kirkerne fortsat opleves som både
folkelige og almene. De er lokalt forankrede, men tilhører hele landet. Det er en
Manifest | Elof Westergaard
10
balance, der forener stat og civilsamfund, folk og kirke, nærvær og ansvar. Som
biskop Peder Palladius allerede skrev i indledningen til sin visitatsbog, er det
biskoppens første opgave “at se til, at kirkeværgen passer på kirken.” Det
understreger, at kirken altid har været et fælles anliggende, hvor både teologisk og
praktisk omsorg må følges ad.
Når en kirke lægges i en enhed under fællesfonden, fjernes det umiddelbart fra dette
lokale kredsløb. Den bliver let en sag blandt mange – et økonomisk aktiv i et system,
snarere end en levende bygning i et konkret landskab. Den risikerer at miste sin
menneskelige forankring og blive reduceret til en prik på et kort, et forvaltningsobjekt
snarere end et trosrum. En sådan kirke er imidlertid stadigvæk mere end en kirke
gemt væk i en national kirkeenhed. Og det er vigtigt, at man i kirkeenheden og hos de
kirkelige myndigheder har blik for dette. Hvis et menighedsråd ikke længere magter
opgaven som kirkeværge, bør man i kirkeenheden desuden som udgangspunkt ikke
tænke på, hvordan man får lagt den op i enheden, men derimod medtænke de
nærmere niveauer i kirken: provsti eller stift – hvor kirken så fortsat kan stå under
biskoppeligt tilsyn. Så længe den er en indviet bygning, bør den forblive i kirkens eget
kredsløb af ansvar og betydning.
Et nyt og mere generøst blik
Alt for ofte omtales kirker som problemer: “vi har for mange kirker” eller
“vedligeholdelsesbyrden er for stor.” Sådanne udsagn overser den sanselige og
eksistentielle værdi. Vi må insistere på et større og mere nuanceret sprog – et, der
genindsætter mening og forankring og ikke overlader det til management og
krisehåndtering.
Der kan være kirker og kirkegårde, der i mindre grad har mulighed for at stå
velpassede og plejede, hvor kirken ikke kan stå nykalket hele tiden og hvor
kirkegården må drives mere ekstensivt – det er allerede virkeligheden – men ånden i
arbejdet med de gamle kirker skal være respektfuld og inddragende også selv, når
befolkningsgrundlaget er lille, og pengene små.
Enheden må derfor ikke blive et redskab til afvikling, men et sted, der fremmer lokale
og decentrale løsninger. Historien om kirkerne må holdes åben – som en fortælling
om muligheder, arv og håb.
Som forfatteren Jenny Odell har påpeget, er forestillingen om nødvendighed ofte en
konstruktion – ikke en kendsgerning. Derfor må vi nægte at se kirkerne som en byrde
for fællesskabet.
Manifest | Elof Westergaard
11
Konkrete eksempler – billeder i landskabet
Madum Kirke ved Ulfborg – et lille sogn på godt 200 indbyggere, hvor gudstjeneste
afholdes ca. en gang om måneden. Kirken står som en perle af granitkvadre og Jais
Nielsens stærke og særprægede krucifiks står på alterbordet med den lille
farvestrålende mosaikrude i apsis, udført af den samme kunstner.
Ubjerg Kirke placeret på et værft midt i marsklandskabet beliggende ved den dansk-
tyske grænse bærer vidnesbyrd om tilhørsforhold i et grænseland. En perle af et
anlæg, hvor samspillet mellem kirke og kirkegård er så fint, og hvor kirken er rig på
historie. Sognet har knap 300 indbyggere. Her er både dansk- og tysksproget
gudstjenester, en gudstjeneste ca. hver fjortendes dag.
Hjerpsted Kirke, et sømærke med udsigt over marsken, minder os om, at kirker ikke
blot er huse, men pejlemærker, hvor himmel og jord mødes. Her bor 83 mennesker
og her er to søndagsgudstjenester om måneden.
Hver enkelt kirke er unik – ikke udskiftelig. De minder os om, at historien aldrig kun er
lokal, men fælles. En kirke for to hundrede mennesker eller mindre tjener også sit
formål, ikke mindst på de mindre steder, hvor kirken også ofte tjener som
samlingssted. Hvis vi vil fremme bosætning i hele landet, må vi glæde os over hver
gudstjeneste, hver levende menighed – stor som lille.
Kirkerne som resonansrum
Digteren Wallace Stevens skrev: “Jeg er det, der er omkring mig.”
Kirkerne er ikke blot bygninger, men resonansrum, hvor vores væren i verden formes.
Når vi taler om dem som byrder, gør vi os selv fattigere.
At abstrahere kirkerne fra landskabet og den menneskelige erfaring fratager dem
deres sjæl. De må ikke reduceres til diagrammer og vedligeholdelsesbudgetter.
De forbinder håndværk, arkitektur og tro – erfaringer, der rører ved tidens og
kulturens dybder.
Derfor har vi brug for et generøst, taknemmeligt blik på de gamle bygninger – et blik,
der ser dem som levende resonansrum, ikke som udgiftsposter.
Manifest | Elof Westergaard
12
Konkrete råd
Lad klokkerne ringe
Sørg for, at klokkerne fortsat ringer morgen og aften – også i kirker med få
gudstjenester.
Styrk det lokale ansvar
Fasthold valg af kirkeværge ved den enkelte kirke og skab lokale ansvarsposter, der
forbinder mennesker med kirken.
Hold dørene åbne
Lad kirkerne møde mennesker i hverdagen – også i egne, hvor der sjældent er
gudstjeneste.
Accepter patina og tidens spor
Man må gerne kunne se på en næsten 1000 år gammel bygning, at generation efter
generation har slidt på den.
Vedligeholdelse skal sigte mod, at bygningen bevares – ikke nødvendigvis, at den altid
ser nyistandsat ud.
Giv plads til lokale kirkelige handlinger
Giv mulighed for, at medlemmer og borgere fortsat kan få en kirkelig handling og
blive begravet ved deres hjem- eller slægtskirkegård – også i kirker, der indgår i nye
enheder.
Kirke og kirkegård er fortsat indviede rum og steder.
Bevar kirkerne som selvejende
Kirkerne er selvejende, og det bør de forblive – også hvor menighedsrådet har svært
ved at løfte opgaven.
Tænk kreativt: Hvordan kan lokal forankring og national betydning forenes?
Involver lokale ildsjæle
Giv plads til, at lokale frivillige kan inddrages i pasning og vedligehold af kirke og
kirkegård, fx gennem kirkelaug, som holder øje med bygningen og tjekker taget.
Beskyt kirkernes særlige værdi
Undgå, at kirkernes beståen bliver en økonomisk presbold. Anerkend, at også i
tyndtbefolkede områder bærer de gamle kirker en uvurderlig tyngde i landskabet.
Manifest | Elof Westergaard
13
Bevar modet og glæden
Menighedsråd må ikke lade sig kue. Det er ok at have kirker i små sogne og med
begrænset kirkegang – hver gudstjeneste og menighed er værdifuld.
Styrk samarbejdet med Nationalmuseet og stifternes kirkegårdskonsulenter
Sørg for, at samarbejdet fungerer i praksis, og overvej fleksible løsninger med lokale
fagfolk for at undgå ventetid og dobbeltarbejde.
Tænk helhed og tværfagligt
Inddrag flere perspektiver – både lokalt (præst, organist, graver) og regionalt (provst,
biskop) – og videreudvikl konsulentordninger i forbindelse med nye kirkeenheder.
Dyrk det fælles sprog og kærlighed til kirkerne
Øg bevidsthed, engagement og omsorg for kirkebygningerne i hele fællesskabet.
Manifest | Elof Westergaard
14
Kirkerne som langsomhedens og nærværets huse
Den finske arkitekt Juhani Pallasmaa skriver: “Arkitektur skal bremse oplevelsen,
standse tiden og forsvare tavshed og naturlig langsomhed.” Kirkerne skal ikke
gemmes væk, men holdes åbne og nærværende – som levende rum, der vækker
nysgerrighed og forankring.
De gamle kirker repræsenterer en kultur, hvor tid, materiale, håndværk og
menneskelig erfaring forenes. At miste dem er at miste en sanselig og eksistentiel
dimension af livet i landskabet. Kirkerne skal opleves, røres og betrædes.’
Juhani Pallasmaa trækker i den forbindelse et citat af den australske forfatter Tyson
Yunkaporta frem: “Skabelse er ikke en begivenhed i fortiden, men en fortsat
praksis, der kræver vogtere, som holder forbindelsen levende.” De gamle kirker er
netop sådanne steder for fortsat skabelse – levende huse, hvor vi igen og igen kan
skabe mening. Lad os derfor ikke gemme dem væk, men holde dem åbne – ikke kun
af pligt, men af kærlighed.
En kultur, der mister sine kirker, mister ikke blot bygninger, men sin evne til at
erfare verden i dybde og langsomhed. De gamle kirker er ikke problemer, men på
én gang erindringssteder og resonansrum i et landskab, der ellers bliver mere
funktionelt og fladt.
Uden dem bliver vi let fattigere – og mere hjemløse.
Manifest | Elof Westergaard
15
Litteratur
Maja Hagerman, Trådarna I Väven,Stockholm 2019
Robert Pogue Harrison, The Dominion of the Dead, Chicago 2003
Per Kristian Madsen, Guds huse på landet, Aarhus 2023
Jenny Odell, Red Tiden, Zetland 2025
Peder Palladius, En Visitatsbog, Anis 2003
Juhani Pallasmaa, The Eyes of the Skin, Archictecture and the senses, John Wiley and Sons Ltd.,
2024 (2012)
Juhani Pallasmaa, The thinking hand. Existential and embodied wisdom in Architecture, John
Wiley and Sons Ltd, 2009
Fotos
Forside: Skrave kirke, foto Mette Fauerskov
Side 16: Sneum kirke, foto Mette Fauerskov
Tak
Hvor er det en stor gave at have gode folk omkring sig, som positivt kritisk læser
med og fortsat korrigerer ens opfattelse. Dette manifest kunne ikke være blevet til
uden med- og modspil fra stiftskontorchef Elisabeth Aggerbeck, landskabsarkitekt
og kirkegårdskonsulent Mette Fauerskov, provst Margrethe Dahlerup Koch, Kgl.
Bygningsinspektør Gunilla Rønnow, domprovst Morten Thaysen, stiftsfuldmægtig
Sussie Vig og kunststuderende Anna Margrethe Westergaard. Tak til jer alle.
En særlig tak til arkitekt Anders Kærsgaard, Silkeborg, som introducerede mig for
den finske arkitekt Juhanni Pallasmaa. At læse hans bøger har for mig været en
umådelig stor hjælp til at udtrykke det, som ligger mig på hjertet med dette
manifest, nemlig en stor kærlighed til de danske kirker og at det er en stor gave for
os i folkekirken at må tage vare på dem.
Manifest | Elof Westergaard
16
SNEUM KIRKE, FOTO METTE FAURSKOV