Svar på spm. nr. S 90: Finder ministeren det rimeligt, at yngre kræftpatienter kan få afslag på patienterstatning med henvisning til, at kræft forekommer sjældent i deres aldersgruppe, og vil ministeren tage initiativ til at gennemgå praksis på området?
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: indenrigs- og sundhedsministeren
- Til: Sophie Løhde
- Spørger: Per Larsen
- Minister: indenrigs- og sundhedsministeren
Svar på spm. S 90.docx
https://www.ft.dk/samling/20251/spoergsmaal/s90/svar/2172927/3085325.pdf
Medlem af Folketinget Per Larsen (KF) har den 16. oktober 2025 stillet følgende spørgsmål nr. S 90 til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmål S 90: ”Finder ministeren det rimeligt, at yngre kræftpatienter kan få afslag på patienterstatning med henvisning til, at kræft forekommer sjældent i deres aldersgruppe, og vil ministeren tage initiativ til at gennemgå praksis på området?” Svar: Det berører mig dybt, når et ungt menneske dør af kræft, og jeg har stor forståelse for, at man kan have et ønske om erstatning, når en sygdom ultimativt fører til, at en patient dør alt for tidligt. Det gælder særligt, hvis sygdommen har taget lang tid for sundhedspersonerne at opdage, eller hvis en patient gentagende gange har opsøgt hjælp. Jeg kender kun den omtalte sag fra medierne, men kan generelt oplyse, at der er forskellige betingelser for at opnå erstatning. En af dem er, hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de givne omstændigheder ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, så det konkrete hændelsesforløb kunne være undgået. Dette gælder også i tilfælde af fejldiagnosticering. I praksis betyder det også, at der kan opstå situationer, hvor et sygdomsforløb eller skadestilfælde udvikler sig på en måde, som det ikke med rimelighed havde været muligt at forudse. Der vil i sådanne tilfælde ikke altid være grundlag for erstatning, fordi selv en erfaren specialist ikke med rimelighed kunne have opdaget sygdommen tidligere. For mig understreger dette, hvor vigtigt det er, at sundhedspersonalet er opmærksom på uspecifikke symptomer på kræft – ikke mindst hos unge patienter, hvor alvorlig sygdom som kræft ikke nødvendigvis er det første, man mistænker. Derfor har regeringen med Kræftplan V afsat varige midler til at styrke den tidlige opsporing af kræft gennem større viden om uspecifikke symptomer på kræft. Indsatsen skal bl.a. bidrage til, at de praktiserende læger bliver klædt bedre på til at identificere borger med uspecifikke symptomer på kræft, herunder hos unge borgere. Med venlig hilsen Sophie Løhde Folketingets Lovsekretariat Slotsholmsgade 10-12 DK-1216 København K T +45 7226 9000 F +45 7226 9001 M sum@sum.dk W sum.dk Dato: 27-10-2025 Enhed: Patientsikkerhed og Lovkvalitet Sagsbeh: ilj Sagsnr.:2025 - 10454 Dok. nr.: 4536226 Offentligt S 90 endeligt svar 2025-26