Henvendelse af 24/9-25 fra Pædagogisk LæringsCenterForening
Tilhører sager:
Aktører:
Notat til ministeren og forligskredsen final.pdf
https://www.ft.dk/samling/20251/lovforslag/l35/bilag/2/3084408.pdf
Notat til Børne- og Undervisningsministeren samt forligskredsen Vedr. Lovforslag om ændring af betegnelsen pædagogisk læringscenter til skolebibliotek og regelsanering Pædagogisk LæringsCenterForening hilser intentionen bag navneændringen velkommen. Et stærkt skolebibliotek er afgørende for børns læsning, trivsel og dannelse. Vi anbefaler dog, at følgende præciseres i lovteksten for at sikre, at intentionerne kan realiseres: 1. Fysiske skolebiblioteker på alle skoler Lovteksten bør præcisere, at hver skole skal have et fysisk skolebibliotek. Der skal være adgang til en aktuel bogsamling og digitale materialer. 2. Skolebibliotekarer Skolebibliotekets opgaver kræver lærerfaglige og vejledningskompetencer! Bl.a. vejledning i sammenhængende læseindsatser, formidling, undervisningsmidler og de nye fagplaner (Fagfornyelsen). Det bør fremgå, at ansvaret for og opgaverne på skolebiblioteket varetages af lærere med relevant didaktisk, pædagogisk og faglig efteruddannelse. 3. Skolebiblioteket som drivkraft for skoleudvikling Skolebibliotekets rolle i kapacitetsopbygning og samarbejde med ledelsen skal bevares i lovgivningen. Det bør fremgå, at skolebiblioteket er en integreret del af skolens udviklingsarbejde. 4. Samarbejde med bredt kulturliv Folkebiblioteket er en relevant aktør i forhold til læselyst og kulturformidling. Men loven bør åbne for bredere samarbejder: “Skolebiblioteket samarbejder med idræts-, forenings- og kulturlivet – herunder folkebiblioteket.” Dette afspejler også den praksis der allerede er, og giver mulighed for lokale samarbejdsmodeller. Hvis lovforslaget skal styrke børns læsning (læsekompetencer/læseglæde) og skabe et tidssvarende skolebibliotek, kræver det derfor: • Et fysisk skolebibliotek på alle skoler. • Lærerfaglige kompetencer i bemandingen. • En tydelig rolle i skoleudviklingen. • Et bredt samarbejde med kultur- og foreningslivet. Vi håber på, at vores stemme og argumenter vil blive hørt og finde vej ind i lovforslaget. Vi står selvfølgelig til rådighed for dialog om, hvordan lovgivningen bedst muligt kan realisere intentionerne i lovudkastet. Bedste hilsner/ på PLCFs vegne Runa Barbara Petersen Formand Pædagogisk LæringsCenterForening Skrænten 54A 1TV, 6200 Aabenraa Mobil: 61840688 Offentligt L 35 - Bilag 2 Børne- og Undervisningsudvalget 2025-26
Høringssvar PLCF - endelig udgave.pdf
https://www.ft.dk/samling/20251/lovforslag/l35/bilag/2/3084409.pdf
Side 1 af 2 10. juni 2025 Høring: Lovforslag om ændring af betegnelsen pædagogisk læringscenter til skolebibliotek og regelsanering Afsender: Pædagogisk LæringsCenterForening Pædagogisk LæringsCenterForenings høringssvar ifm. lovforslag om ændring af betegnelsen pædagogisk læringscenter til skolebibliotek og regelsanering. Pædagogisk LæringsCenterForening (PLCF) takker for muligheden for at afgive høringssvar i forbindelse med udkastet. PLCF hilser intentionen bag navneændringen velkommen, da den kan bidrage til øget genkendelighed og tydelighed i skolernes kommunikation med elever, forældre og samarbejdspartnere. Det fysiske skolebibliotek med læreruddannede skolebibliotekarer Lovforslaget har bl.a. til formål at understøtte elevernes læsning i fysiske bøger. PLCF bemærker dog, at der hverken stilles krav om et fysisk skolebibliotek eller afsættes midler til indkøb af fysiske bøger. Begge dele er afgørende for at realisere intentionen. PLCF anbefaler derfor, at det som minimum præciseres i lovteksten, at der skal være et fysisk skolebibliotek på enhver skole. Samtidig opfordrer PLCF til, at læsning og litteratur i bredere forstand – herunder digitale og multimodale bøger samt andre undervisningsmidler – indskrives i lovteksten med henblik på at understøtte elevernes læseglæde, læseudvikling og læring. PLCF anbefaler ligeledes, at det præciseres, at skolebiblioteket udgør en del af skolens samlede undervisningstilbud. PLCF har positivt bemærket, at det fortsat er en central opgave for skolebiblioteket at stille undervisningsmidler til rådighed for undervisningen og bøger til rådighed for elevernes læsning i og uden for skoletiden, samtidig med at det er præciseret, at der skal ydes vejledning heri. Det er dog afgørende, at denne opgave varetages af fagprofessionelle med en relevant didaktisk, pædagogisk og faglig efteruddannelse. PLCF anbefaler derfor, at det indskrives i loven, at opgaverne varetages af lærere ansat på skolen med kompetencer inden for didaktik, vejledning, læsning og undervisningsmidler. Skolebiblioteket som katalysator for skoleudvikling PLCF udtrykker bekymring over, at den nuværende understøttelse af skoleudvikling, kapacitetsopbygning og skolens organisatoriske arbejde, der er beskrevet i BEK nr. 271 af 28/2 2022, ikke indgår i lovforslaget. PLCF foreslår, at det i lovteksten understreges, at skolebiblioteket – herunder vejlederne – indgår i et formaliseret samarbejde med ledelsen om skolens udvikling. Skolebibliotekets samarbejde med eksterne aktører I forbindelse med lovforslagets formulering ”Opgaverne varetages i samarbejde med folkebiblioteket” understreger PLCF, at det ligger uden for folkebibliotekets kerneopgave og kompetencefelt at understøtte det undervisende personale i deres planlægning, gennemførelse og evaluering af undervisningen. Denne opgave forudsætter pædagogisk og didaktisk indsigt og uddannelse samt undervisnings- og vejlednings- kompetencer. Offentligt L 35 - Bilag 2 Børne- og Undervisningsudvalget 2025-26 Side 2 af 2 PLCF anser folkebiblioteket for en relevant samarbejdspartner for den del af skolebibliotekets opgaveløsning, der handler om læselyst og kulturformidling. Men hvis skolebiblioteket skal lykkes med at understøtte elevernes almene og kulturelle dannelse og udvikle undervisningsrelaterede aktiviteter for eleverne, fordrer det et bredt samarbejde med relevante aktører som det lokale foreningsliv og kulturinstitutioner – herunder folkebiblioteket. PLCF foreslår derfor, at formuleringen i lovforslaget justeres, så det fremgår, at “Skolebiblioteket samarbejder med idræts-, forenings- og kulturlivet – herunder folkebiblioteket”. En sådan præcisering vil både afspejle den praksis, der allerede findes på mange skoler, og sikre fleksibilitet i lokale samarbejdsmodeller. På vegne af Pædagogisk LæringsCenterForening Runa Barbara Petersen Formand Pædagogisk LæringsCenterForening, PLCF Skrænten 54A 1tv 6200 Aabenraa plcf@outlook.dk www.plcf.dk Mobil: 61840688