Tiltrådt aktstykke

Tilhører sager:

Aktører:


Aktstykke.pdf

https://www.ft.dk/RIPdf/samling/20251/aktstykke/aktstk18/20251_aktstk_afgjort18.pdf

Afgjort den 23. oktober 2025
18
Finansministeriet. København, den 9. oktober 2025.
a. Finansministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at Finansministeriet på vegne af den
danske stat (”staten”) i 2025 kan indgå en juridisk bindende genudlånsaftale med Evida Holding
A/S, som indebærer, at staten kan udstede genudlån på op til 5.900,0 mio. kr. i udbetalt provenu i
perioden 2026-2056, med endelig tilbagebetalingstidspunkt senest i 2056, til Evida Holding A/S med
henblik på at finansiere et eller flere potentielle, kommercielle CCS-projekter inden for rørbunden
CO2-infrastruktur under forudsætning af, at en række betingelser er opfyldt.
Finansministeriet anmoder endvidere om Finansudvalgets tilslutning til, at der etableres hjemmel
til, at finansministeren kan udstede genudlån på op til 5.900,0 mio. kr. i udbetalt provenu i perioden
2026-2056, med endelig tilbagebetalingstidspunkt senest i 2056, til Evida Holding A/S med henblik
på at finansiere et eller flere potentielle, kommercielle CCS-projekter inden for rørbunden CO2-infra-
struktur ved optagelse af ny tekstanmærkning under § 40.21.10. Genudlån til Evida.
Indholdet af bilaget til nærværende aktstykke er særskilt fortroligt af hensyn til Evidas økonomiske
interesser, herunder i relation til Evidas forhandlingsposition i forbindelse med at modne og gen-
nemføre potentielle CCS-projekter samt muligheden for at bevare Evidas kommercielle potentiale
forbundet med sådanne CCS-projekter. Fortroligheden vurderes som udgangspunkt at være nødven-
dig frem til og med 2031, idet muligheden for at ophæve fortroligheden løbende vil blive vurderet
og vil bero på en konkret vurdering på tidspunktet. Finansministeriet orienterer Finansudvalget, når
fortroligheden af bilaget kan ophæves.
b. Baggrund
Evida Holding A/S (”Evida”) er et 100 pct. statsligt ejet selskab, hvis formål er, direkte eller
indirekte gennem datterselskaber, at eje, drive og udbygge gasdistributionsvirksomhed og relateret
infrastrukturvirksomhed inden for energi- og forsyningssektoren, såsom transport af naturgas, biogas,
brint og CO2. Transport af CO2 indgår som et element i CCS (fangst og lagring af CO2), og et
marked for CCS er under etablering i Danmark.
Med den politiske aftale Forhøjelse af Evidas genudlånsramme til brug for potentielle CCS-pro-
jekter inden for rørbunden CO2-infrastruktur af 17. juni 2025 ønsker regeringen, Danmarksdemo-
kraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og
Aktstykke nr. 18 Folketinget 2025-26
AE003374
Alternativet at forhøje Evidas genudlånsramme med op til yderligere ca. 6 mia. kr. til brug for poten-
tielle kommercielle CCS-projekter inden for rørbunden CO2-infrastruktur. Yderligere information om
de potentielle projekter fremgår af vedlagte, fortrolige bilag.
Den forhøjede genudlånsramme skal styrke Evidas mulighed for at aktivere sine kompetencer
inden for rørbunden CO2-infrastruktur, idet eventuelle træk på rammen forudsætter, at i) Evidas
ledelse har en dokumenteret forventning om, at projektets afkast er markedskonformt, herunder
ift. projektets risikoprofil, og ii) hverken genudlånet eller anvendelsen af midler fra genudlånet udgør
statsstøtte, der er uforenelig med EU’s statsstøtteregler.
Evida kan afsøge at indgå aftaler om at dele ejerskabet af de enkelte projekter med eksterne
medinvestorer med op til 50 pct., idet aftaler skal indgås på i al væsentlighed symmetriske vilkår
mellem Evida og eventuelle medinvestorer, herunder ift. governance.
Evidas mulighed for at optage statslige genudlån under den nye ramme vil gælde i løbet af en
investeringsperiode, som er nærmere defineret i en genudlånsaftale. Der vil ikke være mulighed for
at optage nye lån herefter, idet eksisterende lån dog kan refinansieres i henhold til bestemmelser
herom i genudlånsaftalen. Alle lån skal være tilbagebetalt i 2056.
Øvrige og supplerende vilkår for træk på genudlånsrammen tilrettelægges i en genudlånsaftale,
som udover ovenstående overordnede betingelser bl.a. vil blive udarbejdet under hensyntagen til Na-
tionalbankens gældende retningslinjer samt for at sikre overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler
med videre.
Uddybende om Evidas evt. træk på ny genudlånsramme
Når staten yder genudlån, vil det som udgangspunkt ske ved, at staten yder et lån til en genudlåns-
modpart på samme vilkår som statens lånevilkår, herunder samme finansieringsomkostninger. Der vil
derfor, når genudlånet ydes og frem til tilbagebetalingstidspunktet, blive optaget renteindtægter på §
37.61.10. Genudlån til Evida, som svarer til statens finansieringsomkostninger. Niveauet af renteind-
tægterne vil bl.a. afhænge af løbetiden på den statsobligation, der udstedes, samt markedsrenten på
udstedelsestidspunktet.
Staten påtager sig en kreditrisiko ved at yde genudlån til Evida, hvilket skal finansieres svarende til
den beregnede statsfinansielle risiko, jf. budgetvejledningens pkt. 2.2.15. Kreditrisikoen er fastsat til
1,47 pct. p.a. Den samlede kreditrisiko forbundet med genudlån til Evida vil afhænge af selskabets
udnyttelse af lånerammen og kursen på genudlånet ved optagelsestidspunktet. Ved fuld udnyttelse
af lånerammen og en obligationskurs på 100 ved lånets optagelse vil indtægten fra risikopræmien
udgøre 86,7 mio. kr. årligt. Betalingen af kreditrisikoen afholdes af Evida.
Rammen for lånoptagelsen skal tolkes således, at det provenu som Evida får udbetalt ved optagelse
af genudlånet udgør op til 5.900,0 mio. kr. Ved fuldkommen udnyttelse af lånerammen kan den
nominelle gældsoptagelse således være både større eller mindre end 5.900,0 mio. kr. afhængigt af
markedsværdien på de bagvedliggende lån.
Evida planlægger ikke at optage genudlån i 2025, og der er således ingen bevillingsmæssige
konsekvenser i 2025. De bevillingsmæssige konsekvenser af genudlånsadgangen søges indarbejdet
på kommende bevillingslove med henblik på, at Evida kan optage genudlån forventeligt fra 2026 og
frem.
c. Aktstykket forelægges Finansudvalget nu med henblik på, at Evida Holding A/S i forbindelse med
forventede, kommende forhandlinger med kommercielle parter i 2. halvår 2025 har mulighed for at
kunne fremvise materiel hjemmel til at kunne optage nye statslige genudlån.
2
e. Under henvisning til ovenstående anmodes om tilslutning til, at Finansministeriet på vegne af staten
i 2025 kan indgå en juridisk bindende genudlånsaftale med Evida Holding A/S, som indebærer, at
staten kan udstede genudlån på op til 5.900,0 mio. kr. i udbetalt provenu i perioden 2026-2056, med
endelig tilbagebetalingstidspunkt senest i 2056, til Evida Holding A/S med henblik på at finansiere
et eller flere potentielle, kommercielle CCS-projekter inden for rørbunden CO2-infrastruktur under
forudsætning af, at en række betingelser er opfyldt.
Endelig anmodes der om tilslutning til, at der på forslag til lov om tillægsbevilling for 2025 kan
optages følgende nye tekstanmærkning under § 40. Genudlån mv.
Materielle bestemmelser:
”Nr. 113. ad 40.21.10.
Finansministeren kan lade Evida Holding A/S optage yderligere genudlån hos Danmarks National-
bank med henblik på finansiering af et eller flere potentielle kommercielle CCS-projekter inden for
rørbunden CO2-infrastruktur. Lånoptagelsen skal ske inden for en ramme på maksimum 5.900 mio.
kr.
Stk. 2. Genudlån kan kun ydes i løbet af en investeringsperiode, som nærmere defineres i genud-
lånsaftalen. Der vil ikke være mulighed for at optage nye lån herefter, idet eksisterende lån dog kan
refinansieres i henhold til bestemmelser herom i genudlånsaftalen. Alle lån skal være tilbagebetalt i
2056.
Stk. 3. Evida Holding A/S betaler for modtagelsen af genudlån på op til 5.900 mio. kr. en
risikopræmie til staten på 1,47 pct. p.a. af nominelt udestående på lån optaget i medfør af stk. 1. ”
København, den 9. oktober 2025
Nicolai Wammen
/ Rasmus Thusgaard
Til Finansudvalget.
Tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 23-10-2025 (udvalget med undtagelse af Dansk Folkepartis medlem, der
stemte imod aktstykket)
3