FIU alm. del - svar på spm. 376 om ministeren vil forholde sig til den særligt sagkyndige Anna Piil Damms kommentar i ”Offentlige kommentarer til Vismandsrapporten F2025”, hvor hun rejser spørgsmålet, om det kunne være mere hensigtsmæssigt at anbefale en mindre justering af ministeriernes regneprincipper mv.

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K
Finansudvalget
Christiansborg
21. oktober 2025
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 376 (Alm. del) af 18.
september 2025 stillet efter ønske fra Christina Olumeko (ALT)
Spørgsmål
I Dansk Økonomi, forår 2025, anbefaler formandskabet for De Økonomiske Råd,
at ministerierne som udgangspunkt undlader at indregne arbejdsudbudsvirkninger
ved ændringer i forbrugsafgifter, og i stedet foretager en konkret vurdering fra sag
til sag. Finansministeriet afviser i deres kommentarer til rapporten denne
anbefaling med den begrundelse, at en nulvirkning ikke udgør et middelret skøn
for arbejdsudbudseffekten af ændringer i forbrugsafgifter.
Vil ministeren imidlertid forholde sig til den særligt sagkyndige Anna Piil Damms
kommentar i ”Offentlige kommentarer til Vismandsrapporten F2025”, hvor hun
rejser spørgsmålet, om det kunne være mere hensigtsmæssigt at anbefale en
mindre justering af ministeriernes regneprincipper – f.eks. ved at gå fra fuld til
delvis ækvivalens – frem for at antage en generel nulvirkning? Kommentaren
ligger i forlængelse af kommentarerne fra særligt sagkyndige professor Torben M.
Andersens bemærkninger, idet han anfører, at der næppe er tale om en
nulvirkning, men at der heller ikke er belæg for at antage fuld ækvivalens, jf.
”Kommentarer til diskussionsoplægget, Det Økonomiske Råds møde 27. maj
2025”, Torben M Andersen.
Svar
Finansministeriet vurderer, at det nuværende ækvivalensprincip til
personskatteområdet aktuelt udgør det bedst tilgængelige grundlag for at skønne
over arbejdsudbudsvirkninger af forbrugsafgifter. Det bygger på den simple
betragtning, at en ændring i borgernes forbrugsmuligheder, hvad enten det
afspejler en indkomstskatteændring eller en afgiftsændring, på lang sigt skal have
samme virkning på borgernes arbejdsudbud.
Et forslag om at gå fra fuld til delvis ækvivalens rejser væsentlige spørgsmål. For
det første konkluderer formandskabet på baggrund af deres egen
litteraturgennemgang, at den empiriske litteratur er utilstrækkelig til at kunne
anvendes som grundlag for et regneprincip. Der foreligger derfor heller ikke et
tilstrækkeligt empirisk grundlag for at fastsætte en konkret værdi for delvis
ækvivalens. Det skal ses i lyset af, at der ikke findes et tilsvarende empirisk
grundlag for arbejdsudbudsvirkningen af forbrugsskatter som for indkomstskatter,
jf. Skatteøkonomisk Redegørelse 2021.
Offentligt
FIU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 376
Finansudvalget 2024-25
Side 2 af 2
For det andet vil delvis ækvivalens skabe asymmetri i regneprincipperne, hvis
ændringer i indkomstskatter påvirker arbejdsudbuddet fuldt ud, mens tilsvarende
effekter for forbrugsafgifter kun delvist indregnes. En sådan skævvridning kan
systematisk favorisere omlægninger mod forbrugsbeskatning fremfor
indkomstbeskatning med indbygget risiko for underfinansiering.
Formandskabets anbefaling vil fx betyde, at en reduktion af indkomstskatterne og
en samtidig forhøjelse af forbrugsafgifterne, som samlet set fastholder
husholdningernes købekraft, vil medføre, at husholdningerne øger deres
arbejdsudbud. Fx skønnes en nedsættelse af arbejdsmarkedsbidraget med 1 pct.-
point at medføre et mindreprovenu efter tilbageløb og adfærd på knap 11 mia. kr.
og øge strukturel beskæftigelse med 1.560 fuldtidspersoner.
Såfremt der til illustration forudsættes fx halv arbejdsudbudsvirkning ved
ændringer i forbrugsafgifter, vil en forhøjelse af fx momssatsen på ca. 1,4 pct.-
point kunne modgå mindreprovenuet fra lempelsen af arbejdsmarkedsbidraget.
Dermed kan der konstrueres en provenuneutral omlægning af skattesystemet,
hvor strukturel beskæftigelse er øget med ca. 800 fuldtidspersoner.
Med ministeriernes nuværende ækvivalensprincip vurderes forhøjelsen af
momssatsen at reducere arbejdsudbuddet med 1.510 fuldtidspersoner og deraf
føre til et mindreprovenu på ca. 200 mio. kr., som ikke vil være finansieret i en
sådan skatteomlægning.
Finansministeriet fastholder på den baggrund, at ækvivalensprincippet udgør det
mest robuste grundlag for konsekvensvurderinger på det foreliggende
vidensgrundlag.
Med venlig hilsen
Nicolai Wammen
Finansminister