Fremsat den 30. september 2025 af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Fremsat den 30. september 2025 af Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om, at Danmark skal afvise at indføre EU’s emballageafgift
Folketinget pålægger regeringen at meddele EU’s instituti-
oner, at Danmark afviser at implementere den del af EU’s
regler for emballage og emballageaffald, der omhandler et
udvidet producentansvar. Regeringen skal dermed sikre, at
EU-reglerne om en »emballageafgift« (forstået som EU-reg-
lerne om udvidet producentansvar for emballage) ikke bliver
gennemført i Danmark.
Beslutningsforslag nr. B 183 Folketinget 2024-25
AX031699
Bemærkninger til forslaget
Baggrund og formål
EU har vedtaget et såkaldt udvidet producentansvar, der
pålægger medlemslandene at sikre, at virksomheder betaler
for affaldshåndtering af deres produkters emballage. Dette
er også blevet omtalt som »EU’s emballageafgift«. Formå-
let fra EU-lovgivernes side er at reducere mængden af en-
gangsemballage og øge graden af genanvendelse ved at lade
producenter og importører betale for håndtering af emballa-
geaffald.
Forslagsstillerne finder imidlertid, at ordningen i praksis
udgør en EU-pålagt emballageafgift, som vil have en række
negative konsekvenser for Danmark. Med dette beslutnings-
forslag ønsker Dansk Folkeparti derfor at sikre, at Danmark
afviser at indføre »emballageafgiften« og i stedet bevarer sin
suveræne ret til selv at forme politikken på området.
Belastning for dansk erhvervsliv og forbrugere
En hovedbegrundelse for at afvise EU’s »emballageafgift«
er hensynet til danske erhvervsvirksomheder og forbruge-
re. Afgiften vil påføre danske producenter og importører be-
tydelige ekstra omkostninger. Disse omkostninger vil uvæ-
gerligt blive sendt videre til forbrugerne i form af højere
priser på varer, herunder helt almindelige dagligvarer. Alle-
rede inden den fulde ikrafttræden har danske erhvervsorga-
nisationer advaret om, at ordningen kan føre til mærkbare
prisstigninger på f.eks. fødevarer (»Katastrofal regning for
emballageaffald afværget«, www.danskindustri.dk, den 12.
september 2025). Regeringen har selv måttet erkende pro-
blemet: Det blev i 2022 antaget, at producentgebyrerne kun-
ne holdes på et rimeligt niveau, men de faktiske beregninger
viser nu langt højere udgifter end forventet. Faktisk risikere-
de danske virksomheder at skulle betale over 1 mia. kr. år-
ligt samlet set i nye gebyrer og afgifter for emballage. En så
massiv merudgift vil ramme konkurrenceevnen for danske
virksomheder, særlig de små og mellemstore virksomheder,
der har færrest ressourcer til at absorbere ekstra omkostnin-
ger. Det vil også forplante sig til forbrugerne, der allerede
kæmper med høje leveomkostninger.
Som følge af erhvervslivets pres og de økonomiske reali-
teter har regeringen annonceret tiltag for at mindske byrden,
herunder en midlertidig afskaffelse af den volumenbaserede
emballageafgift i 2026 og 2027, hvilket svarer til en lettel-
se for virksomhederne på op mod 250 mio. kr. over 2 år
(»Regeringen vil sikre klarhed for virksomhederne og ro
om emballagepriserne«, Miljø- og Ligestillingsministeriets
pressemeddelelse af 11. september 2025).
Forslagsstillerne noterer sig, at regeringens lempelser kun
er symptombehandling – de understreger faktisk problemets
omfang. Det grundlæggende problem er selve »EU-afgif-
ten«. Danmark bør slet ikke befinde sig i en situation, hvor
vi først pålægges et udvidet producentansvar, dernæst må
kompensere nødlidende virksomheder med lempelser og
lapperier. Ved helt at afvise de EU-dikterede afgifter på
emballage undgår vi at skade dansk erhvervsliv, og samtidig
sparer vi danske forbrugere for endnu en ekstraregning ved
kasseapparatet.
Miljø- og klimaskepsis over for afgiften
Det erklærede formål med de EU-dikterede afgifter på
emballage er at fremme en grønnere adfærd – mindre for-
brug af emballage, mere genanvendelse – og dermed gav-
ner man tilsyneladende miljøet og klimaet. Disse mål deler
Folketinget som udgangspunkt. Imidlertid er det langt fra
sikkert, at en EU-dikteret afgift på emballage opnår disse
formål i praksis.
For det første kan afgiften vise sig at være et blindt, bu-
reaukratisk instrument: Virksomhederne kan vælge blot at
betale afgiften som en ekstra udgift uden nødvendigvis at
ændre emballagevaner markant. Afgiften risikerer dermed
primært at fungere som en pengeindsamlingsmekanisme,
mens miljøgevinsten bliver forholdsvis begrænset.
For det andet er der en risiko for uhensigtsmæssige bi-
virkninger. En afgift motiverer måske virksomheder til at
reducere mængden af emballage, men dette kan ske på må-
der, der ikke klart gavner klimaet. Hvis produkter f.eks.
får mindre eller tyndere emballage for at spare en del af
afgiften, kan det øge risikoen for produktspild eller beska-
digede varer, hvilket paradoksalt nok kan øge det samlede
ressourcespild og CO₂-belastningen. Desuden peges der på,
at den gældende model for emballageafgifter ikke i tilstræk-
kelig grad belønner virksomheder, der vælger miljøvenlige
emballagematerialer. Alle materialer rammes stort set lige
hårdt af afgiften, uanset om der er tale om genanvendt
plast, bioplast, bæredygtigt papir eller konventionelle mate-
rialer. Når miljøvenlige alternativer pålægges samme afgift
som mindre miljøvenlige, mindskes incitamentet til at inve-
stere i grønnere emballagetyper. Forslagsstillerne finder det
inkonsekvent, at en ordning, der markedsføres som grøn,
ikke differentierer tydeligt mellem bæredygtige og mindre
bæredygtige materialer.
Danmark har allerede en høj miljøstandard og veludbyg-
gede systemer til håndtering af affald og genbrug. Vi har
f.eks. succesfulde pantordninger og en generel miljøbevidst-
hed i befolkningen, som har ført til stigende genanvendel-
se. Regeringen og Folketinget har desuden mulighed for na-
tionalt at vedtage målrettede miljøtiltag – f.eks. støtte til ud-
vikling af nye genanvendelige emballagetyper eller skærpe-
de krav til emballageproducenter – frem for at lægge en flad
afgift på al emballage. Det er forslagsstillernes vurdering,
at danske miljø- og klimahensyn bedre varetages gennem
egne, skræddersyede løsninger frem for gennem en EU-dik-
teret afgift. En afvisning af en EU-dikteret emballageafgift
betyder ikke, at man giver køb på grøn omstilling. Det bety-
der tværtimod, at Danmark kan forfølge de grønne mål på
en smartere og mere fleksibel måde, uden at det sker via en
byrdefuld afgift med tvivlsom effekt.
2
National suverænitet og juridiske overvejelser
Forslagsstillerne lægger afgørende vægt på det suveræ-
nitetsmæssige aspekt i sagen. Beskatning og afgiftsfastsæt-
telse er helt centrale elementer i et lands suverænitet og
økonomiske politik. Med EU’s regler om det udvidede pro-
ducentansvar er der tale om, at EU reelt vil påtvinge med-
lemslandene en bestemt afgiftsstruktur. Dansk Folkeparti
har historisk kæmpet imod, at EU udvikler sig i retning
af en egentlig finanspolitisk union med fælles skatter og
afgifter. Ved at sige nej til en EU-dikteret emballageafgifte
markerer Danmark et principfast standpunkt om, at skatte-
og afgiftsområdet hører under national selvbestemmelse,
medmindre der er tale om helt ekstraordinære tilfælde god-
kendt af Folketinget (jf. § 20-proceduren i grundloven om
suverænitetsafgivelse).
Juridisk kan det diskuteres, om indførelse af en EU-dikte-
ret emballageafgift er i tråd med subsidiaritetsprincippet og
proportionalitetsprincippet i EU-samarbejdet. Subsidiaritets-
princippet tilsiger, at beslutninger skal træffes så tæt på bor-
gerne som muligt, og at EU kun skal handle, hvor målene
ikke effektivt kan opnås af medlemslandene selv. I tilfældet
med emballage og affaldshåndtering er det forslagsstiller-
nes opfattelse, at Danmark udmærket selv kan regulere og
fremme genanvendelse uden indblanding fra Bruxelles. Der
er ikke noget ved emballageaffaldets karakter, der nødven-
diggør et harmoniseret EU-afgiftssystem – tværtimod varie-
rer affaldssystemer og forbrugsmønstre betragteligt landene
imellem. Danmark bør i alle tilfælde insistere på sin ret til at
sige fra, hvis EU-initiativer overskrider rimelige grænser for
national kompetence. At afvise at implementere en EU-dik-
teret emballageafgift vil være et klart signal om, at vi værner
om vores konstitutionelle prærogativer på skatteområdet.
Selvfølgelig er Danmark forpligtet af de traktater og di-
rektiver, vi indgår, men Folketinget har ikke afgivet suve-
rænitet på skatteområdet uden forbehold. En ensidig dansk
afvisning af at gennemføre emballageafgiften kan muligvis
give anledning til en konflikt med EU-retten. Forslagsstiller-
ne mener imidlertid, at det er en nødvendig diskussion at
tage. Skulle dette beslutningsforslag blive vedtaget, vil det
være regeringens opgave at søge en løsning – om nødven-
digt ved genforhandling, undtagelser eller et egentligt opgør
i EU-regi om afgiftens rimelighed. Danmark er tidligere,
bl.a. via forbehold og undtagelser, gået forrest for at beskyt-
te nationale interesser inden for EU-samarbejdet. Det bør
vi gøre igen her, hvor både princippet om suverænitet og
konkrete danske job og kroner står på spil.
EU-bureaukrati og administrativ byrde
Endelig skal det understreges, at en EU-dikteret emballa-
geafgift repræsenterer endnu et lag af bureaukrati, som dan-
ske virksomheder og myndigheder vil blive underlagt. Im-
plementeringen af den komplekse ordning kræver oprettelse
af nye registre og systemer, hvor virksomhederne skal ind-
berette detaljerede oplysninger om al deres emballage (vægt,
materiale, type m.v.) for at kunne blive afgiftspålignet kor-
rekt. Særlig for mindre virksomheder kan dette udgøre en
uforholdsmæssig stor administrativ byrde. I stedet for at
bruge tid og penge på at udvikle deres forretning eller grøn-
nere emballageløsninger vil virksomhederne skulle afsætte
ressourcer til at navigere i et nyt bureaukratisk system af
regler, gebyrsatser, indberetningsfrister og kontrolmekanis-
mer. Det er velkendt, at EU-regler ofte medfører one size
fits all-løsninger, som ikke tager højde for nationale og
branchemæssige forskelle – og emballageafgiften er ingen
undtagelse.
Forløbet op til ikrafttrædelsen har allerede været præget
af usikkerhed og justeringer. Som nævnt har regeringen
set sig nødsaget til hastigt at tilpasse ordningen (f.eks. via
midlertidig suspension af visse afgiftselementer og løfter
om at undersøge billigere modeller i nabolande) for at imø-
dekomme kritikken. Dette understreger, at den oprindelige
EU-model har været tung og urealistisk fra start. Det rodede
forløb omkring implementeringen vidner om, at det bureau-
kratiske maskineri ikke har haft føling med virkelighedens
omkostninger og praktiske udfordringer. Ved at afvise en
EU-dikteret emballageafgift kan Danmark undgå at kaste
sig ud i et administrativt morads, som måske i sidste ende
alligevel må gentænkes. I stedet kan vi fokusere på enkle-
re, mere gennemtænkte nationale initiativer i dialog med
erhvervslivet, som både gavner miljøet og er til at arbejde
med i praksis.
Afvisningens konsekvens og signal
Forslagsstillerne er bevidste om, at en dansk enegang
mod en EU-dikteret emballageafgift vil være et usædvanligt
skridt. Ikke desto mindre vurderes det, at fordelene ved at
stå fast klart overstiger ulemperne. Ved at forkaste en EU-
dikteret afgift vil Danmark
– beskytte danske arbejdspladser og virksomheder mod en
ny omkostning, der kan svække konkurrenceevnen og
væksten,
– skåne forbrugerne for unødige prisstigninger på helt al-
mindelige varer i en tid, hvor mange husholdninger er
økonomisk pressede,
– holde fast i en principfast linje om dansk suverænitet,
hvor Folketinget ikke blot gummistempler EU-dikterede
afgifter, men selv bestemmer skatte- og afgiftsforhold
inden for rigets grænser, og
– tilskynde til bedre løsninger for miljøet, idet vi med en
afvisning tvinger os selv og EU til at tænke i alternative,
måske mere effektive initiativer end en simpel afgift.
Danmark har historisk set ikke været bange for at sige fra
i EU-sammenhænge, når nationale kerneinteresser er truet
– tænk på de danske forbehold og særordninger, som har
sikret os indflydelse og fleksibilitet. At afvise en EU-dikte-
ret emballageafgift vil sende et stærkt signal til Bruxelles
om, at grøn omstilling ikke skal ske gennem topstyring og
bureaukratiske afgifter, men gennem respekt for nationale
forskelle og løsninger. EU-systemet må forstå, at legitimite-
ten af fælles beslutninger mindskes, hvis de opleves som
urimelige på nationalt plan. Danmark risikerer på sigt at
undergrave opbakningen til det europæiske samarbejde, hvis
vi slavisk implementerer enhver afgiftsidé uden hensyn til
3
vores egne borgere og virksomheder. Derfor er det bedre
åbent at sige fra på dette punkt.
Konklusion
Med vedtagelsen af dette beslutningsforslag vil Folketin-
get klart tilkendegive, at Danmark står afvisende over for en
EU-dikteret emballageafgift. Regeringen vil blive forpligtet
til at handle aktivt i EU-regi for at undgå gennemførelse af
afgifter i Danmark – om nødvendigt ved at søge permanente
undtagelser eller ved at alliere sig med ligesindede lande,
der ligeledes ser kritisk på ordningen. Beslutningsforslaget
hviler på et ønske om at beskytte Danmarks økonomi, miljø-
indsats og demokratiske selvbestemmelse. Dansk Folkeparti
mener, at vi sagtens kan værne om miljø og klima uden
at underlægge os unødige EU-dikterede afgifter. Folketin-
get bør derfor med dette forslag pålægge regeringen at gå
imod EU’s udvidede producentansvar og i stedet arbejde
for løsninger, der tilgodeser både danske erhvervsinteresser,
miljøet og respekten for national suverænitet. Danmark bør
gå foran med et godt eksempel ved at sige klart nej tak til en
EU-dikteret emballageafgift.
4
Skriftlig fremsættelse
Morten Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om, at Danmark skal
afvise at indføre EU’s emballageafgift.
(Beslutningsforslag nr. B 183)
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
5