Svar på spm. nr. S 1408: Hvad er ministerens holdning til Børnerådets anbefalinger til en reform af plejefamilieområdet, og hvornår indkalder ministeren til forhandlinger som lovet?
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: social- og boligministeren
- Spørger: Lotte Rod
- Til: Sophie Hæstorp Andersen
- Minister: social- og boligministeren
Svar på S 1408.pdf
https://www.ft.dk/samling/20241/spoergsmaal/s1408/svar/2159054/3062428.pdf
1 Holmens Kanal 22 1060 København K Telefon 33 92 93 00 post@sm.dk www.sm.dk Folketingets Lovsekretariat Medlem af Folketinget Lotte Rod (RV) har d. 27. august 2025 stillet følgende spørgsmål nr. S 1408 til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmål nr. S 1408: ”Hvad er ministerens holdning til Børnerådets anbefalinger til en reform af plejefamilieområdet, og hvornår indkalder ministeren til forhandlinger som lovet?” Svar: Jeg er først og fremmest utrolig glad for, at Børnerådet med deres rapport sætter fokus på børn og unge, der selv har erfaringer med at bo hos en plejefamilie. Det er vigtigt, at vi tager de perspektiver alvorligt, når vi skal se på, hvordan vi kan styrke området. Jeg er optaget af, at børn og unge, der bor hos en plejefamilie, ikke skal opleve at komme i klemme mellem kommunen og plejeforældrene, hvis der er uenighed om forhold under anbringelsen. Børn og unge bør under ingen omstændigheder have et ansvar for plejefamiliens arbejdsvilkår eller opleve at skulle fremstille sig selv dårligere, end de har det. Derfor skal der findes løsninger, som giver gennemsigtighed og ro omkring anbringelserne. Vi har samtidig brug for, at flere har lyst til at blive plejeforældre og vi skal fastholde dem, der allerede er det. Det er grundlaget for, at vi kan sikre gode anbringelser med omsorg og den nødvendige kvalitet. Kommunerne skal naturligvis altid vælge det anbringelsessted, der bedst imødekommer barnets behov, og de skal kunne rekruttere de plejefamilier, der er brug for. Som politikere skal vi bakke op om det og sikre, at der er de rette lovgivningsmæssige rammer på plads til, at kommunerne kan løse opgaven. Anbefalingerne afspejler, at der er tale om et komplekst område, som kræver, at vi finder de rette løsninger. Det kan vi kun gøre, hvis alle bidrager med relevant viden og derfor hilser jeg naturligvis alle input til arbejdet velkommen. Jeg forventer, at aftalekredsen bag Børnene Først kommer til at tage hul på drøftelserne snarest muligt. Med venlig hilsen Sophie Hæstorp Andersen Social- og boligminister Sagsnr. 2025 - 4675 Doknr. 39680908 Dato 03-09-2025 Offentligt S 1408 endeligt svar 2024-25