Henvendelse af 20/8-25 fra Provstiudvalget i Ribe Domprovsti om "Ny Menighedsrådslov"

Til By-, Land- og Kirkeministeriet
Ribe den 18. august 2025
Provstiudvalget i Ribe Domprovstis høringssvar til lovforslag om forenkling og
større bæredygtighed i menighedsrådsarbejdet.
Provstiudvalget i Ribe Domprovsti vil indledningsvist udtrykke glæde over, at
lovforslaget om forenkling og større bæredygtighed i menighedsrådsarbejdet forholder
sig til undersøgelser om arbejdsmiljøet i folkekirken og, at mange
menighedsrådsmedlemmer har ønsket en forenkling af menighedsrådsarbejdet.
Dette sagt, så er det dog vores klare holdning, at lovforslaget er for vidtgående og reelt
er et opgør med menighedsrådenes suverænitet og derved folkekirkens forankring i de
enkelte sogne.
Til lovforslaget har vi følgende bemærkninger:
Personaleansvarlig. Problematisk med obligatoriske kurser.
Vi tilslutter os forslaget om at ændre kontaktpersonens titel til personaleansvarlig. Vi
tilslutter os også, at den personaleansvarlige skal tilbydes at gennemgå en uddannelse
som forudsætning for at bestride dette hverv. Vi vil dog gøre opmærksom på forslagets
brud på dansk demokratisk tradition ved, at folkevalgte skal på obligatoriske kurser for
at kunne varetage de opgaver, de er valgt til. Endvidere er det uklart, hvilke
konsekvenser, det måtte have, hvis et menighedsrådsmedlem ikke følger et obligatorisk
kursus.
Mulighed for eksklusion og menighedsrådsmedlem
Vi tilslutter os muligheden for at ekskludere et menighedsrådsmedlem, hvor der er tale
om, at menighedsrådsmedlemmets ageren vedvarende og voldsomt belaster
Offentligt
KIU Alm.del - Bilag 68
Kirkeudvalget 2024-25
arbejdsmiljøet. Det skal dog kun ske helt undtagelsesvist og have sin endelige
forankring hos biskoppen, der har det overordnede tilsyn med kirkens liv.
Reduktion af menighedsrådenes medlemmer får negative konsekvenser for
folkekirkens folkelige forankring
Vi er klar over, at det nogle steder i landet kan være vanskeligt at stille fuldt
menighedsråd. Vi mener dog, at menighedsråd kan blive for små, hvor opgaverne er
mange og store, og vi mener ikke at de uden videre kan erstattes af frivillige kræfter ad
hoc. Der er principiel forskel på folkevalgte, der har mandat og kan holdes ansvarlige
og er forpligtet på kontinuitet på den ene side og på den anden side frivillige, der ikke
tilsvarende kan holdes ansvarlige. Folkekirkens midler og beslutninger bør forvaltes af
folkevalgte. Det skal her tilføjes, at menighedsråd er en offentlig myndighed, der
reguleres af lovgivning og ikke af vedtægter, som i andre frivillige foreninger.
De valgte menighedsrådsmedlemmer har relationer til andre sammenhænge i
lokalområdet. Det kan være skolen, idrætsforeningen eller erhvervslivet.
Menighedsrådsmedlemmerne medvirker dermed til, at kirken har bred forankring i
lokalområdet. Denne forankring bliver mindre, når antallet af medlemmer reduceres.
Dette vil på sigt risikere at skade folkekirkens lokale forankring.
I flere menighedsråd i landområderne vil resultatet af lovforslaget tilmed være, at et
menighedsråd med færre antal medlemmer skal stå for mere end, det kan magte.
Lovforslaget betyder derfor ikke kun en forenkling af menighedsrådsarbejdet. Det
betyder også, at færre medlemmer får mere at lave.
Alene Ribe Domprovsti vil der således være 3 menighedsråd på 5-6 medlemmer, der
skal varetage driften af to middelalderkirke med dertil hørende kirkegårde. 1
menighedsråd på 5-6 medlemmer skal varetage driften af 3 middelalderkirker med
tilhørende kirkegårde. Driften af Ribe Domkirke skal også varetages af et
menighedsråd på 5-6 medlemmer. Domkirken er stiftets kirke med et omfattende
kirkeligt arbejde. Menighedsrådene bliver således flere steder i provstiet for små og
muligheden for, at de kan udføre deres opgaver, bliver kritisk.
Vi foreslår derfor, at antallet af menighedsrådsmedlemmer fastholdes på samme niveau
som hidtil. Dette vil sikre, at der er medlemmer nok til at varetage
menighedsrådsarbejdet, og det vil sikre den brede forankring i lokalområdet, som er
forudsætningen for folkekirkens liv og vækst.
Problematisk at konstituere sig efter minimumsmodel
I lovforslaget er det muligt at konstituere sig efter en minimumsmodel, som reducerer
de forskellige tillidshverv i menighedsrådene. Vi mener, at det øger risikoen for, at for
stor del af menighedsrådet kommer til at ligge hos et eller to medlemmer. Dette øger
risikoen for, at menighedsrådet ikke er funktionsdueligt, hvis formanden f.eks. får
forfald. Endvidere er det uforståeligt for os, at funktionen som kirkeværge udgår i
minimumsmodellen. Kirkeværgefunktionen er en af de ældste funktioner i kirken. Den
sikrer, at der er nogen, der har særligt ansvar for kirkebygningen og kirkegården.
Vi foreslår derfor, at det bliver obligatorisk, at der skal være samme antal tillidshverv
som hidtil.
Alle præster/ provster er fødte medlemmer af menighedsråd og skal stadig være
det
Vi har forståelse for at det for nogle præster kan blive uoverskueligt at sidde i flere
menighedsråd bl.a. hvor præsterne f.eks. er ansat i små kvoter eller i storpastorater.
Denne forpligtelse må begrænses, hvad lovforslaget også ønsker. Men dette skal ske
gennem muligheden for distriktsdeling udarbejdelse af regulativer for præsternes
arbejdsområde.
Da sognepræsten i luthersk forstand er kaldet af menigheden og som sådan også er født
medlem af menighedsrådet, mener vi, at udgangspunktet må være, at præster bør
deltage i menighedsrådsarbejdet, hvor det på nogen måde er muligt. Hvis forpligtelsen
kommer til at hvile på få eller måske kun en enkelt præst i rådet bliver denne
”repræsentant” for præsterne, ligesom at der sidder en repræsentant for de øvrige
medarbejdere. Men modsat medarbejderrepræsentanter er præster ansat og forpligtet
på særlig vis. Enhver præsts fødte medlemskab af et menighedsråd er med til at
fastholde såvel præst som menighedsråd på et forpligtende og godt samvirke mellem
teologens og lægmandens aspekter på sognets kirkelige arbejde.
Endvidere har præster forskellige teologisk observans, som repræsenterer de
menigheder, de er kaldede til. Dette perspektiv mangler, hvis kun “primærpræsten”,
skal sidde med. Dette risikerer at skabe konflikt både i menighederne og præsterne
imellem.
Da provster også er præster, gælder det også her, at provsterne er fødte medlemmer af
et menighedsråd. Derfor bør provsterne af samme ovennævnte grunde som
udgangspunkt deltage i menighedsrådsarbejdet, hvor det er muligt ved de kirker, hvor
de er kaldede som sognepræster.
Det skal være frivilligt for menighedsrådene at beslutte om driften af
præsteboligerne skal flyttes over i provstierne
Vi foreslår modsat lovforslaget, at drift af præsteboliger som udgangspunkt fastholdes
i menighedsrådets regi, hvor det ønskes og omvendt overdrages til provstiet, hvor det
ønskes. En sådan frivillighed findes i den nuværende lovgivning, og giver dermed
mulighed for forenkling i menighedsrådets arbejde, hvis det ønskes. Frivilligheden vil
respektere menighedsrådenes ret til selvbestemmelse.
Vi foreslår, at en overdragelse til provstiudvalget besluttes på første budgetråd efter
menighedsrådsvalget. Overdragelsen sker for en funktions periode ad gangen. Det må
ikke være sådan, at når overdragelsen er blevet besluttet en gang, er den sket en gang
for alle.
Vi foreslår, at det præciseres, at en tjenestebolig forsat ligger i samme pastorat, hvor
præsten har tjeneste. Et provstiudvalg må således ikke beslutte at flytte tjenesteboligen
væk fra pastoratet. Dette er uklart i lovforslaget.
Lovforslaget omtaler risikoen for et misforhold mellem menighedsråd og præst som
grund til at flytte vedligehold af boliger fra alle menighedsråd. Her mener vi, at der
også kan opstå konflikter og misforhold, hvor præsten oplever, at dennes direkte leder
(provsten) sidder med delansvar for præstens bolig.
Det skal være frivilligt for menighedsrådene at beslutte om kirkens jorde skal
driftes af provstiet
Vi foreslår, at drift af kirkens jorde fastholdes i menighedsrådets regi, hvor det ønskes
og omvendt overdrages til provstiet, hvor det ønskes. Også her findes der mulighed for
dette i den nuværende lovgivning.
Vi ønsker ikke, at driften af kirkens jorde tvangsmæssigt skal overtages af provstiet.
Ejendomsretten ligger hos menighedsrådet og derfor er det menighedsrådet, der har
initiativretten, hvis provstiet skal overtage dispositionsretten.
Ved at fastholde, at driften af kirkens jorde ligger hos menighedsrådet, - medmindre,
andet besluttes - sikrer man også det lokale engagement i den grønne omstilling. Der
er allerede mange menighedsråd, der har engageret sig i forskellige projekter, der lokalt
gør den grønne omstilling til en folkesag. Der er en risiko for, at dette engagement
mistes, hvis driften tvangsmæssigt skal overdrages til provstiet. Risikoen er større
fremmedgørelse overfor den grønne omstilling.
I forhold til driftens af tjenesteboliger og kirkernes jorde er det i denne sammenhæng
vigtigt at fastslå, at der findes forskellige legitime motivationer til at lade sig vælge ind
i et menighedsråd. Menighedsrådsmedlemmer, der gerne vil og mener sig kompetente
til at bidrage til det lokale kirkeliv ved vedligehold af bygninger og drift af kirkens
jorde, har lige så legitim motivation som medlemmer, der nærer ønske om at sidde i
menighedsrådets gudstjenesteudvalg eller kulturudvalg. Dette var i øvrigt en I.C.
Christensens afgørende tanker, der loven om menighedsråd blev indført.
Kirkegårdene
Vi forstår, at det kan være en forenkling at fjerne en række godkendelseskrav for
ændringer af kirkegårdenes indretning. Ikke desto mindre er kravene en mulighed for,
at ændringerne altid sker i samarbejde med provsti og stiftsøvrighed. Denne samtale
sikrer, at menighedsrådet ikke står alene, når der skal træffes beslutninger om
kirkegårdenes indretning. Ved at indretningen af kirkegården sker i samtale med andre
myndigheder sikres der tilmed en kontinuitet, der varer længere en menighedsrådets
funktionsperiode.
Lovforslaget indeholder ganske vist et forslag om, der obligatorisk skal indhentes
udtalelse fra kirkegårdskonsulent ved ændringer af kirkegårdene. Til gengæld er
menighedsrådene ikke forpligtede på at følge kirkegårdskonsulentens udtalelse.
Udtalelsen er kun vejledende.
Vi foreslår derfor, at menighedsrådenes arbejde med kirkegårdene skal følge samme
lovgivning som hidtil.
På vegne af provstiudvalget i Ribe Domprovsti
Morten Fester Thaysen, domprovsti


Til By-, Land- og Kirkeministeriet
Ribe den 18. august 2025
Høringssvar fra domprovst Morten Fester Thaysen til forslag til lov om ændring af lov
om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde, lov om bestyrelse og brug af
folkekirkens kirker m.m. og lov om folkekirkens økonomi (Understøttelse af
menighedsrådenes vedligeholdelse af middelalderkirker og orientering om foreløbige
ligningsbehov).
Som provst i Folkekirken har jeg følgende indvendinger til lovforslaget:
1. Statsliggørelse truer lokale strukturer og fremstår som ”kirkelig
ekspropriation”
Oprettelsen af en ny enhed for folkekirkens middelalderkirker under Fællesfonden er
et opgør med tanken om kirkens særeje. Enheden vil samle magt og
beslutningskompetence langt væk fra kontekst og de mennesker, der har lokalt
kendskab til kirkerne. Denne centralisering risikerer at svække det lokale engagement.
Endvidere vil det risikere at svække den generelle tillid til det kirkelige system, når
kirkeministeriet uden lokal inddragelse kan træffe beslutning om udlejning af
middelalderkirkerne, der er taget ud af brug. Kirkeministeriet bestemmer således
brugsprisen (§19, stk. 4). Kirkeministeriet kan endvidere træffe beslutning om salg af
kirken. Provenuet fra salg går til Fællesfonden – uden garanti for lokal gavn.
Kirkeministeriet vil således uden nærmere bestemmelser kunne fungere som statslig
udlejnings - og salgskontor for særlige kirkebygninger. Enheden for folkekirkens
middelalderkirker vil således fremstå som en ny statslig instans uden lokal forankring.
Dette vil ikke bare skabe slør i forholdet mellem stat og kirke. Det vil også true
betydningen af de lokale strukturer, som er afgørende for folkekirkens virke.
2. Svækkelse af menighedsråds og stifters myndighed
Der findes allerede en velfungerende balance mellem lokale og nationale hensyn i
folkekirken. Det nationale hensyn varetages af stiftsøvrigheden som har kompetence,
viden og erfaring med de stifternes lokale kirker. I vedligeholdelsessager varetages
denne opgave af stiftsøvrigheden med inddragelse af nationalt udpegede
kirkekonsulenter. Opgaven finder sted i samarbejde med de lokale kirkers
menighedsråd. Opgaven har været velfungerende i generationer.
Offentligt
KIU Alm.del - Bilag 68
Kirkeudvalget 2024-25
Når enheden for folkekirkens middelalderkirker udover driftsopgaver også skal have
rådgivende funktion, vil det ikke bare svække stiftsøvrighedens arbejde, det vil også
skabe endnu et bureaukratisk led. Til forskel fra stiftsøvrigheden har medarbejderne i
enheden for folkekirkens middelalderkirker ikke samme lokale kendskab. Jeg forudser,
at dette vil skabe unødvendighed langsomhed og konflikt i sagsbehandlingen.
Endvidere vil det skabe forvirring for menighedsrådene om, hvem der er rådgiverne.
Er det Stiftsøvrigheden eller er det Enheden for folkekirkens middelalderkirker?
3. Risiko for tab af lokalt engagement
En kirke uden lokalt ejerskab mister sin folkelige forankring og funktion som
samlingssted i sognet – også dér, hvor gudstjenestedeltagelse ikke nødvendigvis er høj.
Engagementet kommer ikke af mere administration ”oppefra”. Det kom derimod til at
svække det.
4: Enheden for folkekirkens middelalderkirker er en uklar konstruktion.
- Hvor mange kirker skal enheden reelt overtage driften af? I lovforslaget angives
tallet 5. Men biskoppen over Lolland-Falster Stift udtaler til medierne den 2. juni
2025: ”Jeg vil gætte, at vi om 1-2 generationer vil stå mellem 30 og 50 kirker,
der er i overskud, hvis den demografiske udvikling fortsætter….
(https://www.dr.dk/nyheder/indland/meningsraad-vil-foraere-forfaldne-kirker-
til-faelles-kirkelig-fond). Da det er kirkeministeren, der bestemmer
udskrivningsprocenten af den del af kirkeskatten, der går til fællesfonden og
dermed til enheden for folkekirkens middelalderkirker, er det uklart, hvor stor
denne enhed vil blive ad åre og hvor store de økonomiske konsekvenser vil være
for resten af folkekirken. Dette er der ingen overvejelser over i lovforslaget.
- Landsforeningen af Menighedsråd foreslås med i bestyrelsen. Når Enheden for
folkekirkens middelalderkirker netop bestyrer kirker, som menighedsråd har
givet fra sig, er det uklart hvorfor Landsforeningen af Menighedsråd skal sidde
i bestyrelsen. Dette kan skabe unødvendige misforståelser.
- Biskopper og stiftskontorchefer bør inddrages i bestyrelsesarbejdet – de har
teologisk, ledelsesmæssig og økonomisk viden og lokalt kendskab.
- Hvis kompetencer i enheden skal “gavne hele kirken”, er det uklart hvordan?
Hvad er det enheden giver, som ikke allerede findes lokalt og i Stiftsøvrighedens
arbejde?
Til forslaget om økonomi:
Forslaget om økonomi og kirkeskat er glidning mod mere statsstyring af Folkekirken.
- Fællesfonden bestyres under ansvar for Kirkeministeren (s.23). Lovforslaget er
udtryk for større statsstyring af Folkekirken. Folkekirken fremstår således som
en styrelse under staten som andre styrelser. Dette skaber slør i forholdet mellem
kirke og stat. Det bør derfor overvejes at demokratisere bestyrelsen af
fællesfonden for at skabe større transparens i beslutningerne og samtidigt sikre
geografisk spredning og større forankring i folkekirkens egne strukturer. I
betænkning 1544 er det et forslag om et ”folkekirkeligt fællesudvalg”, som man
kan lade sig inspirere af.
- Anbefalingen af national koordinering af kirkeskatten (s. 24) truer lokal
ansvarlighed. I dag sættes udskrivningsprocenten i samarbejde mellem provsti
og kommune, og samarbejdet er en del af folkekirkens lokale forankring.
Samarbejdet mellem provsti og kommune er endvidere udtryk for lokal frihed.
En national koordinering risikerer at slække både friheden og den lokale
forankring. Ganske vist består det lokale ansvar – men lovforslagets proceskrav
presser mod ensretning og større statslig styring. Dette er dybt problematisk.
Forslag til alternative løsninger:
Med stiftsøvrighed, konsulentordning, provstier og menighedsråd har folkekirken har
allerede stærke strukturer:
- Disse strukturer bør styrkes fremfor at oprette en ny alternativ
rådgivningsfunktion i enheden for middelalderkirke.
- Styrk provstiers mulighed for at varetage driften af middelalderkirker, hvor der
ikke længere er menighedsråd, der kan varetage driften. Dette vil sikre den
lokale forankring. Og det vil helt sikkert være billigere.
- Folkekirken har ikke brug for mere statsstyring gennem initiativer i
fællesfonden. Der er på alle niveauer i folkekirken brug for flere demokratiske
strukturer, der tager udgangspunkt i lokal forankring.
Lovforslaget overser det vigtigste: Folkekirkens liv er lokalt, og derfor er den lokale
forankring i beslutningsprocesser afgørende. Svækkes denne lokale forankring vil det
skabe fremmedgørelse. Centralisering løser ingenting.
Med venlig hilsen
Morten Fester Thaysen, domprovst i Ribe.