Henvendelse af 19/6-25 fra De Anbragtes Vilkår, FADD og Børns Vilkår om en ny model for at imødekomme behovet for akutanbringelser

1
Når unge har det allersværest, skal vi passe allerbedst på dem – behov for reelle
løsninger når børn og unge skal anbringes akut
FADD, Børns Vilkår og De Anbragtes Vilkår anbefaler en ny model for at
imødekomme behovet for akutanbringelser og at muligheden for anbringelse i
ikke-godkendte tilbud bliver fjernet.
Vi er nødt til at trække i håndbremsen. Erfaringerne med anbringelse af børn og
unge i ikke-godkendte tilbud kalder på en erkendelse. Vi har oplevet alt for
mange sager, hvor der:
Ikke kan redegøres for kvaliteten af det, som midlertidigt er hjem, for de børn unge,
der anbringes,
Akutbestemmelsen bruges forkert,
Man forsømmer at informere tilsynene, som loven foreskriver
Og hvor de enkelte tilbud samtidig er uforholdsmæssigt dyre.
Kæden er hoppet af!
Der er i sig selv ikke noget galt med, at der er rammer for, at man kan handle akut,
når der er brug for det. I sig selv er der heller ikke noget galt med, at man kan
stykke en løsning sammen, som er særligt tilrettelagt til en bestemt ung med
bestemte behov og muligheder.
Akutanbringelser præget af panik og tilfældigheder
Men på det seneste er det blevet tydeligt for mange, hvad få tættere på systemet
har vidst længe. Modellen, som den er nu, fungerer ikke.
I mange tilfælde er sagen, at anbringende kommune står med ryggen mod
muren og typisk med afslag fra flere godkendte/etablerede tilbud og mangler et
sted, som kan gribe en ung – det er det typisk – som har det meget svært – det er
det også typisk.
I den situation er kommunen presset til det yderste og er derfor en svag
forhandlingspart, som vil være tilbøjelig til at købe hvad som helst, for at få den
unge placeret. Realiteten er, at løsningen ofte bliver både dyr og dårlig. Når man
laver en ad hoc akutløsning, hvor man køber fx et ”enkeltmandsprojekt” i et
sommerhus, hvor en ung mandsopdækkes i døgndrift, så laver man opbevaring.
Det er som oftest utrygt for den unge, som sjældent får det bedre.
Det kan vi gøre bedre.
Offentligt
SOU Alm.del - Bilag 379
Socialudvalget 2024-25
2
Ny model skal sikre kvalitet og rimelige rammer om de unge, der har det
allersværest
Vi foreslår en model, der bygger på tre centrale greb:
- Fuld gennemsigtighed og investering i kvalitet er vejen frem: Det skal sikres,
at der er ”akutpladser” til rådighed hos et antal udvalgte, godkendte børne-
og ungehjem, så børn og unge ikke placeres i tilfældige sommerhusområder
med voksne, hvor vi ikke har sikkerhed for de pædagogiske kompetencer
og nærværende og fagligt dygtig ledelse.
- De dygtigste skal have de sværeste opgaver: De børne- og ungehjem, som
skal bære opgaven udvælges blandt steder med dokumenteret stabil, høj
kvalitet og højt kompetenceniveau. De steder skal tilbyde et antal
akutpladser, som skal benyttes, når der er behov for hurtige og kvalificerede
løsninger. Det er nødvendigt med en vis overkapacitet af pladser.
- Fællesskabet tager ansvaret på sig: Således bør der etableres en model
(evt. med inspiration fra de sikrede institutioner), hvor alle betaler ind
løbende og evt. med en ekstratakst når en plads aktiveres og tilpasses et
barn eller en ungs behov. Denne model vil betyde en løbende, men kendt
og overskuelig udgift, langt bedre mulighed for at kende priser, når en plads
skal aktiveres og alt andet lige langt højere kvalitet for pengene.
Det burde ikke være nødvendigt at nævne, men - akutbestemmelsen (3+3)
skal bruges i sjældne og akutte tilfælde - og ALTID inden for reglerne, og på
samme vis, at reglerne om støtte-kontakt skal anvendes, som de er tænkt og
beskrevet. De kan ikke, og skal ikke, anvendes som forklædte anbringelser.
Akutbestemmelsen 3+3 uger (Barnets Lov § 12, stk 3)
Kommunen kan, når der er et akut behov, beslutte at placere et barn eller en
ung i tre uger i en ikke godkendt plads, samtidigt skal de orientere socialtilsynet
herom. Placeringen kan være i en privat familie, hos fx en skolelærer, eller en
leverandør der tilbyder dette. Hvis placeringen skal opretholdes ud over den
tredje uge, så SKAL socialtilsynet godkende dette, og det vil kræve, at tilsynet
kan se, at akut-bestemmelsen er rigtigt anvendt, samt at der er en plan for
afslutning af forløbet indenfor maksimalt seks uger samlet.
Kommunen skal sikre, at der er fundet og etableret en varig løsning indenfor
seks uger.
3
… og så skal vi forebygge, så færrest muligt får brug for akutanbringelser
Her er vi også nødt til at rejse flaget for, at langt de fleste af de unge, der ender
med at blive placeret akut i ovennævnte situationer, er nogen, der har været i
systemet, siden de var små. De har oplevet svigt på svigt, også fra ”systemet” -
og vi har, som samfund, haft muligheden for at gribe dem tidligere. Måske har
de mødt voksne, som mente, at det var barnet, der var problemet, snarere end
omstændighederne, måske har der manglet kompetencer til at finde ud af,
hvad den unge havde brug – eller måske har der ikke været ressourcer. Uanset
så er ”akut” en sandhed, der oftest har modifikationer. Så når vi nu taler om de
akutte sager, hvor vi skal have en bedre model – så vil vi gøre vores til, at det
ikke kommer til at betyde, at vi glemmer alt det, der også er brug for. Nemlig, at
der bliver investeret i kvalitet i anbringelse i det hele taget, for at så få unge
som overhovedet muligt ender der, hvor behovet er akut.
Med venlig hilsen
Hanne Dalsgaard Skovgaarden, Formand for FADD
Fransiska Mannerup, Forperson for DAV
Rasmus Kjeldahl, Direktør for Børns Vilkår