SUU alm. del - svar på spm. 536 om merudgifter i forbindelse med at udvide den eksisterende vederlagsfrie tandpleje, der i dag dækker de 0-21-årige, til alle borgere med sundhedskort
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: SUU alm. del (Spørgsmål 536)
Aktører:
- Besvaret af: indenrigs- og sundhedsministeren
- Adressat: indenrigs- og sundhedsministeren
- Stiller: Peder Hvelplund
SUU alm. del - svar på spm. 536.docx
https://www.ft.dk/samling/20241/almdel/suu/bilag/0/3040701.pdf
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 536 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 16. maj 2025. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peder Hvelplund (EL). Spørgsmål nr. 536: ”Vil ministeren redegøre for de offentlige merudgifter i forbindelse med at udvide den eksisterende vederlagsfrie tandpleje, der i dag dækker de 0-21-årige, til alle borgere med sundhedskort? Ministeren bedes som led i sin besvarelse skønne over, hvor meget tiltaget vil reducere offentlige udgifter til relevante tilskudsordninger, puljer m.m. og administration af disse m.v. som følge af, at en universel ordning måtte blive indført i stedet for.” Svar: De nøjagtige offentlige udgifter ved at udvide den eksisterende vederlagsfrie tandplejeordning til at omfatte alle borgere med sundhedskort kendes ikke. Det skyldes bl.a., at der er stor usikkerhed knyttet til de adfærdsændringer, det vil medføre at indføre den foreslåede ordning, og at der mangler data om danskernes tandlægeudgifter på individniveau. Det er derfor ikke muligt at svare præcist på spørgsmålet. Udviklingen af en regnemodel, som vil kunne estimere offentlige udgifter inklusive adfærdseffekter ved at indføre vederlagsfri tandpleje, vil kræve et betydeligt udviklingsarbejde og særskilt finansiering. Ifølge oplysninger fra Danmark Statistik vedrørende udgifter til tandpleje i Danmark udgjorde brugerbetalingen på tandpleje, herunder også bidrag fra sundhedsforsikringer, ca. 8,1 mia. kr. i 2024 (2024-priser). Heraf udgjorde husholdningernes egenbetaling ca. 6,6 mia. kr., og bidrag fra sundhedsforsikringer udgjorde ca. 1,5 mia. kr. Disse tal er dog behæftet med væsentlig usikkerhed og afspejler ikke nødvendigvis udgifterne ved at indføre vederlagsfri tandpleje for alle. Tallene inkluderer eksempelvis ikke adfærdsmæssige ændringer som følge af, at brugerbetalingen fjernes. Det må forventes, at forbruget af tandplejeydelser vil stige ved indførelsen af vederlagsfri tandpleje, og at de samlede udgifter forbundet med en sådan ordning derfor vil være højere end 8,1 mia. kr. årligt. Eventuelle administrative besparelser mv. ved indførelsen af den foreslåede ordning vurderes ikke at ændre det samlede udgiftsskøn væsentligt. Med venlig hilsen Sophie Løhde Folketingets Sundhedsudvalg Slotsholmsgade 10-12 DK-1216 København K T +45 7226 9000 M sum@sum.dk W sum.dk Dato: 13-06-2025 Enhed: Borgernær Sundhed Sagsbeh: msmj Sagsnr.:2025 - 5483 Dok. nr.: 345489 Offentligt SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 536 Sundhedsudvalget 2024-25