Svar på spm. nr. S 1197: Hvilke tiltag vil ministeren iværksætte for at beskytte små og mellemstore bryggerier mod de økonomiske byrder, som investeringer i nye tappelinjer og håndtering af genbrugsemballage medfører?
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: miljøministeren
- Minister: europaministeren
- Spørger: Brigitte Klintskov Jerkel
- Til: Marie Bjerre
Svar på spm. S 1197.pdf
https://www.ft.dk/samling/20241/spoergsmaal/s1197/svar/2147124/3036310.pdf
Miljø- og Ligestillingsministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk J.nr. 2025-3770 Den 5. juni 2025 Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1197 stillet den 27. maj 2025 af Brigitte Klintskov Jerkel (KF). Spørgsmål nr. S 1197 ”Hvilke tiltag vil ministeren iværksætte for at beskytte små og mellemstore bryggerier mod de økonomiske byrder, som investeringer i nye tappelinjer og håndtering af genbrugsemballage medfører?” Svar Jeg er optaget af, at de miljømæssige gevinster ved øget genbrug af emballage står mål med de erhvervsmæssige byrder for særligt små og mellemstore bryggerier. Derfor arbejdede Danmark i forhandlingerne om emballageforordningen for, at genbrugsmålene skulle være fleksible, og at mikro- og små virksomheder skulle kunne undtages. Det betyder, at bryggerierne ifølge forordningen nu kun skal leve op til genbrugsmålet i de tilfælde, hvor de er den endelige distributør (sidste salgsled). Det er, når bryggeriet sælger fx en dåse eller flaske øl direkte til forbrugeren. Det kunne være på egen hjemmeside eller i en butik/cafe direkte på bryggeriet. I de tilfælde, hvor bryggeriet sælger deres øl i fx supermarkedet eller til en festival, vil det være supermarkedet eller festivalen, som er endelig distributør og skal leve op til genbrugsmålet. Af forordningen fremgår desuden undtagelser specifikt for mikro- og små virksomheder. Er bryggeriets butik eller cafe fx under 100 m2, er det undtaget genbrugsmålet. Såfremt bryggeriet serverer fadøl, eller hælder øllet fra dåsen over i et glas, sælger de ikke en emballage og er derfor ikke omfattet genbrugsmål. Et mikrobryggeri med under 10 ansatte, som sælger mindre end 1 ton emballage årligt, er også undtaget målet. Endelig blev det indskrevet i forordningen, at op til 5 bryggerier kan gå sammen om at nå målet om 10 pct. genbrugsemballage og dermed dele byrderne mellem sig. Jeg vil fortsat have fokus på, at de små- og mellemstore bryggerier ikke pålægges unødige byrder. Jeg og mit ministerium er derfor løbende i dialog med branchen om, hvordan implementeringen af emballageforordningen bedst muligt balancerer hensynet til små- og mellemstore bryggerier og ønsket om forebyggelse af de stigende emballageaffaldsmængder. Magnus Heunicke / Signe Vallebo Folketingets Lovsekretariat Christiansborg 1240 København K Offentligt S 1197 endeligt svar 2024-25