L 216 - svar på spm. 6 om teknisk bistand og støtte til undtagelse fra donationsforbuddet for personer bosat i Slesvig

Tilhører sager:

Aktører:


INU L 216 - svar på spm. 6.docx

https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/l216/bilag/0/3027744.pdf

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 6 (L 216), som Folketingets
Indenrigsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 15. maj 2025.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Carl Andersen (LA).
Spørgsmål nr. 6:
”Vil ministeren yde teknisk bistand til at udarbejde et ændringsforslag med
tilhørende bemærkninger, der undtager personer med bopæl i Slesvig fra
donationsforbuddet, og vil ministeren kunne støtte et sådant ændringsforslag?”
Svar:
./. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har som svar på spørgsmålet udarbejdet vedlagte
ændringsforslag til lovforslag nr. L 216.
Personer med bopæl i Slesvig er i ændringsforslaget afgrænset som fysiske personer,
uanset nationalitet eller nationalt tilhørsforhold i øvrigt, med bopæl i den tyske del af
Slesvig, også kaldet Sydslesvig, der er en del af den nordlige del af delstaten Slesvig-
Holstein i forbundsstaten Tyskland.
Af tidsmæssige grunde har det ikke været muligt for Indenrigs- og
Sundhedsministeriet at afklare, om ændringsforslaget, der skal tilgodese personer
med bopæl i et afgrænset område tæt på Danmark, kan gennemføres inden for
rammerne af EU-retten, herunder reglerne om kapitalens fri bevægelighed, forbud
mod nationalitetsdiskrimination m.v.
Opmærksomheden henledes på, at forslaget ligger uden for den politiske
forligsaftale, der er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og
Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative
Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet, om at indføre et forbud
mod udenlandske donationer til politiske partier, kandidatlister og kandidater, som
lovforslaget gennemfører.
Det bemærkes, at regeringen støtter lovforslaget i dets nuværende form, da det
udmønter den politiske forligsaftale, hvorfor regeringen således ikke støtter et
eventuelt ændringsforslag med det foreslåede indhold.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Folketingets Indenrigsudvalg
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 22-05-2025
Enhed: Valgenheden
Sagsbeh: miskh
Sagsnr.:2025 - 498
Dok. nr.: 343580
Offentligt
L 216 - endeligt svar på spørgsmål 6
Indenrigsudvalget 2024-25


Bilag til INU L 216 - svar på spm. 6.pdf

https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/l216/bilag/0/3027745.pdf

Ændringsforslag
til
forslag til lov om ændring af partiregnskabsloven og
partistøtteloven (Forbud mod udenlandske donationer til politiske
partier og kandidater) (L 216)
Ændringsforslag
Af (…):
Til § 1
1) I det under nr. 2 foreslåede § 2 a, stk. 2, indsættes som nyt nummer:
»4) Tilskud fra fysiske personer med bopæl i Sydslesvig.«
[Undtagelse af tilskud fra personer med bopæl i den tyske del af Slesvig]
Bemærkninger
Til nr. 1
Lovforslagets § 1, nr. 2, indeholder et foreslået forbud mod udenlandske donationer til
politiske partier og kandidater. I bestemmelsens nr. 1-3 er opregnet en række
undtagelser til forbuddet.
Det foreslås med ændringsforslaget, at tilskud (donationer) fra fysiske personer med
bopæl i Sydslesvig undtages fra forbuddet.
Den foreslåede ændring vil medføre, at fysiske personer, uanset nationalitet eller
nationalt tilhørsforhold i øvrigt, med bopæl i den tyske del af Slesvig, også kaldet
Sydslesvig, lovligt vil kunne give tilskud til politiske partier, kandidatlister og
kandidater.
Det forudsættes, at personer, der har bopæl i Sydslesvig, og som med det foreslåede
nr. 4 undtages fra forbuddet mod udenlandske tilskud, i forbindelse med ydelse af
tilskud dokumenterer deres bopæl i Sydslesvig.
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 22-05-2025
Enhed: Valgenheden
Sagsbeh: miskh
Sagsnr.:2025 - 498
Dok. nr.: 340066
Offentligt
L 216 - endeligt svar på spørgsmål 6
Indenrigsudvalget 2024-25
Side 2
Slesvig er en by i delstaten Slesvig-Holsten, men er ligeledes en historisk betegnelse
for et hertugdømme, som i dag omfatter områder på både den danske og den tyske
side af grænsen.
Sydslesvig er en historisk betegnelse, som i dag omfatter den nordlige del af delstaten
Slesvig-Holsten i Forbundsrepublikken Tyskland.