L 212 - svar på MFU spm. 1 om, hvordan behandlingsbehovene beregnes og hvilke data, de baserer sig på

Folketingets Sundhedsudvalg har den 15. maj 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 1 (L
212) til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Theresa Scavenius (UFG).
Spørgsmål nr. 1:
”Efter de nye bestemmelser skal der laves en national fordeling af lægekapaciteter,
der baserer sig på borgernes behandlingsbehov. Vil ministeren redegøre for, hvordan
behandlingsbehovene beregnes og hvilke data, de baserer sig på?”
Svar:
For information om beregningen af behandlingsbehovet henviser jeg til
rapportudkast om den nationale fordelingsmodel for læger i det almenmedicinske
tilbud.
Rapporten fremgår af høringsmaterialet vedr. bekendtgørelsen om den nationale
model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, som
er offentliggjort den 14. maj 2025. Der kan forekomme ændringer i
rapporten på baggrund af høringssvar til bekendtgørelsen.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Folketingets Sundhedsudvalg
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
M sum@sum.dk
W sum.dk
Dato: 20-05-2025
Enhed: Borgernær Sundhed
Sagsbeh: gkh
Sagsnr.:2025 - 3640
Dok. nr.: 340522
. / .
Offentligt
L 212 - endeligt svar på spørgsmål 1
Sundhedsudvalget 2024-25


2025
UDKAST
Den nationale fordelings-
model for læger i det almen-
medicinske tilbud
Offentligt
L 212 - endeligt svar på spørgsmål 1
Sundhedsudvalget 2024-25
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 2 / 28
Udgiver Sundhedsdatastyrelsen
Ansvarlig institution Sundhedsdatastyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Version 1
Versionsdato 9. maj 2025
Web-adresse www.sundhedsdata.dk
Titel Den nationale fordelingsmodel for læger i det almenmedicinske tilbud
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 3 / 28
Indhold
1. Introduktion ..................................................................................................................4
1.1 Situationen i dag ....................................................................................................................... 5
1.2 Udarbejdelse af modellen.......................................................................................................... 5
1.3 Anvendelse af modellen ............................................................................................................ 6
1.4 Modellens betydning for den geografiske fordeling................................................................... 8
2. Beskrivelse af fordelingsmodellen.................................................................................9
2.1 Estimation på baggrund af befolkningens karakteristika ........................................................... 9
2.2 Korrigering baseret på middellevetid........................................................................................16
3. Fordelingsmodellens egenskaber................................................................................21
3.1 Den geografiske fordeling på tværs af sundhedsråd .................................................................21
3.2 Den geografiske fordeling på tværs af kommuner ................................................................... 22
3.3 Fordeling på tværs af klinikker..................................................................................................23
3.4 Fordeling på tværs af individer................................................................................................. 25
4. Population og datagrundlag........................................................................................27
5. Fremskrivning..............................................................................................................28
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 4 / 28
1. Introduktion
Udarbejdelsen af den nationale fordelingsmodel tager afsæt i Aftale om Sundhedsreform 2024,
som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Dan-
marksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre
den 15. november 2024.
Med aftalen er aftalepartierne enige om, at der skal være en bedre og mere ligelig fordeling af
læger i det almenmedicinske tilbud, så alle borgere får let og lige adgang til udredning og be-
handling, uanset hvor i landet de bor. Det almenmedicinske tilbud skal i langt højere grad prio-
ritere indsatsen for de mest sårbare og syge borgere. Derfor skal fordelingen af lægekapaciteter
ske nationalt, så patienttallet i den enkelte klinik tilpasses sammensætningen af patienter og
deres behandlingsbehov. Klinikker i områder med mange borgere med et stort behandlingsbe-
hov skal have færre patienter, mens klinikker med mange ressourcestærke og raske borgere skal
have flere patienter.
Aftalens tiltag om en mere lige fordeling af læger i det almenmedicinske tilbud er i vid udstræk-
ning baseret på Sundhedsstrukturkommissionens anbefaling. Af kommissionens forslag fremgår
det, at kapaciteten i det almenmedicinske tilbud skal fordeles mere ligeligt, og at antal patienter
i den enkelte klinik skal afspejle patienternes behov. Kommissionen foreslår, at dette skal ske
igennem en national model, som estimerer behandlingsbehovet i den enkelte klinik fx ud fra
patienternes alder, køn, somatisk og psykisk sygdom og socioøkonomiske variable.
Den nationale fordelingsmodel, som beskrives i denne rapport, fastlægger derfor befolkningens
behandlingsbehov i både sundhedsråd og på klinikniveau på baggrund af borgernes demografi-
ske, helbredsmæssige og socioøkonomiske karakteristika.
Boks 1: Formål med modellen
Mere lige geografisk
fordeling
Mere tid til patienter
med størst behov
Mere lige fordeling af
opgaver i det almen-
medicinske tilbud
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 5 / 28
1.1 Situationen i dag
I dag er der ingen national fordeling af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud. Regio-
nerne fastlægger hver især antallet af ydernumre og lægekapaciteter samt den geografiske pla-
cering af disse under hensyn til at sikre en tilstrækkelig lægedækning inden for det geografiske
område, som de er ansvarlige for.
Det antal patienter, en klinik minimum skal have tilmeldt, inden klinikken får ret til at lukke for
tilgangen af nye patienter – også kaldt normtallet – er i dag fastsat i overenskomst om almen
praksis, som aftales mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og De Praktiserende Lægers
Organisation. Ifølge overenskomsten skal en klinik i udgangspunktet som minimum have 1.600
patienter tilmeldt pr. lægekapacitet, inden den får ret til at lukke for tilgang af nye patienter.
Det vil sige, at antallet af patienter, en klinik skal have tilknyttet, inden den får ret til at lukke for
tilgangen af nye patienter, i dag ikke afhænger af patientsammensætningen i den enkelte klinik.
1.2 Udarbejdelse af modellen
Indenrigs- og sundhedsministeren har fremsat et forslag til ændring af Sundhedsloven på bag-
grund af Aftale om Sundhedsreform 2024. Ifølge den foreslåede § 206 b, stk. 4 bemyndiges in-
denrigs- og sundhedsministeren til at fastlægge den nationale fordelingsmodel for læger i det
almenmedicinske tilbud.
Aftalepartierne er enige om, at den nationale fordelingsmodel skal udarbejdes under inddra-
gelse af en ekspertgruppe for at kvalitetssikre modellen. Modellen er derfor udarbejdet under
inddragelse af en ekspertgruppe. Ekspertgruppen har udelukkende haft til formål at rådgive om
hvordan modellen estimerer et retvisende behandlingsbehov. Ekspertgruppen har derved ikke
taget stilling til den anvendelse af modellen, som fremgår af afsnit 1.3.
Ved udarbejdelsen af modellen – og på baggrund af drøftelse med ekspertgruppen – er der lagt
vægt på nedenstående principper for modellen:
• Validitet: Modellen skal give et retvisende og objektivt billede af behandlingsbehovet
inden for geografiske områder og på klinikniveau.
• Enkelthed og transparens: Grundlaget for fordelingen mellem geografiske områder og
klinikkerne skal være enkelt og transparent.
• Stabilitet: Fordelingsmodellens resultater inden for geografiske områder og klinikker
skal være stabile over tid.
• Uafhængighed: Fordelingsmodellens resultater skal være eksogene og skal ikke kunne
påvirkes af regionernes eller klinikkernes adfærd.
Ekspertgruppens opdrag og vurdering af den nationale fordelingsmodel fremgår af bilag 3. Her-
udover er det jf. Aftale om Sundhedsreform 2024 planlagt, at modellen skal evalueres i 2028.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 6 / 28
1.3 Anvendelse af modellen
Anvendelsen af den nationale fordelingsmodel fastsættes i sundhedsloven i det fremsatte lov-
forslags affatning af § 206 b. Nedenstående afsnit beskriver, hvordan modellen skal anvendes,
jf. bemærkningerne til den fremsatte lovændring.
Den overordnede geografiske fordeling
Den nationale fordelingsmodel for læger i det almenmedicinske tilbud lægges til grund for den
overordnede geografiske fordeling af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, som skal
ske statsligt med udgangspunkt i patienternes behandlingsbehov. Indenrigs- og sundhedsmini-
steren fastsætter derved hvor mange nye lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, som
må udmøntes inden for sundhedsrådenes geografiske område, med udgangspunkt i modellen.
Regionsrådet vil fortsat, som i den gældende ordning, skulle sikre lægedækning og stå for den
lokale planlægning af det almenmedicinske tilbud. Regionsrådet vil skulle planlægge og be-
stemme placeringen af lægekapaciteter og udmøntning af nye lægekapaciteter og ydernumre i
overensstemmelse med den nationale fordeling af lægekapacitet og inden for det antal lægeka-
paciteter, som fordelingsmodellen fastlægger inden for et sundhedsråd.
Inden for sundhedsrådene estimerer fordelingsmodellen behandlingsbehovet i den enkelte kli-
nik. Regionerne vil i planlægningen, placeringen og kapacitetsstyringen af det almenmedicinske
tilbud skulle bruge det estimerede behandlingsbehov for patienterne til at understøtte, at læ-
gekapaciteten inden for sundhedsrådene fordeles efter behov. Regionerne vil således skulle ud-
mønte flere kapaciteter i områder inden for sundhedsrådene, hvor behandlingsbehovet er
større.
Fastlæggelsen af antal lægekapaciteter pr. sundhedsråd vil ikke medføre, at eksisterende yder-
numre eller lægekapaciteter nedlægges. Det vil udelukkende betyde, at udbud af nye yder-
numre og lægekapaciteter indenfor sundhedsrådet skal ske inden for rammerne af det fastlagte
antal lægekapaciteter. Et regionsråd vil i ekstraordinære situationer kunne afvige fra det fast-
lagte antal lægekapaciteter og træffe midlertidige foranstaltninger f.eks. ved pludselig høj be-
folkningsvækst i et lokalområde. Denne fleksibilitet skal understøtte, at regionerne også i særligt
opståede situationer kan efterleve deres myndighedsforpligtigelse til at tilvejebringe almenme-
dicinsk lægehjælp til borgerne.
Minimumspatienttal for den enkelte klinik
Den nationale fordelingsmodel for læger i det almenmedicinske tilbud lægges også til grund for
regionernes fastsættelse af det antal patienter, en klinik som minimum skal have tilknyttet, før
klinikken får ret til at lukke for tilgang af yderligere patienter. Ved fastsættelse af minimums-
patienttallet for den enkelte klinik skal regionerne tage højde for patienternes behandlingsbe-
hov i klinikken, og derved den nationale fordelingsmodel, men også lokale og klinikspecifikke
forhold såsom lægernes ressourcer. I fastlæggelsen af minimumspatienttallet i den enkelte klinik
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 7 / 28
vil det derfor være relevant for regionsrådet at inddrage lokale og klinikspecifikke forhold, her-
under blandt andet den enkelte kliniks nærmere forudsætninger for at levere en given kapacitet.
For at tage højde for lokale og klinikspecifikke forhold, jf. også ovenfor, vil regionsrådets fast-
læggelse af minimumspatienttallet indebære et behov for dialog med enkelte klinikker med hen-
blik på nærmere at afdække klinikkernes forhold og kapacitet og afsøge løsninger i de tilfælde,
hvor fordelingsmodellens minimumspatienttal giver udfordringer. En sådan løsning vil f.eks.
kunne være en forståelse om gradvis tilpasning af patienttallet over tid. I vurderingen af behovet
for at pålægge en klinik en højere lukkegrænse, end klinikken ønsker, vil regionsrådet kunne
inddrage i hvilken udstrækning, der er andre klinikker i lokalområdet, der ønsker og allerede
varetager flere patienter, end det fordelingsmodellen tilsiger. Dette vil dermed kunne reducere
behovet for, at andre klinikker i området skal øge patienttallet.
I situationer, hvor der i regionsrådets planlægning vil være lagt op til at fastsætte et mini-
mumspatienttal for en klinik, der vil ligge væsentligt over det gældende og over klinikkens nu-
værende patienttal, forudsættes det, at regionsrådet først vil søge at aftale patienttallet frivilligt
med klinikken ud fra en fælles forståelse af klinikkens samlede situation og muligheder.
Fastlæggelse af nye minimumspatienttal vil indebære, at klinikker, der vil få mulighed for at
lukke for tilgang af patienter ved et lavere antal patienter end efter de gældende regler, vil
kunne lukke for tilgang af patienter indtil, at klinikken når minimumsantallet af patienter for
klinikken. Et lavere minimumsantal af patienter vil ikke umiddelbart resultere i et lavere patient-
tal for den enkelte klinik, da en reduktion i patienttallet i den enkelte klinik vil skulle ske ved
naturlig afgang af patienter. En klinik vil således ikke kunne frasige sig allerede tilknyttede pati-
enter som følge at en lavere lukkegrænse.
En klinik vil omvendt som udgangspunkt skulle åbne for tilgang for patienter, hvis klinikken har
mange patienter med lavt behandlingsbehov og således har færre patienter end minimumsan-
tallet af patienter, som fastlægges på baggrund af den nationale fordelingsmodel for lægekapa-
citeter i det almenmedicinske tilbud, behandlingsbehovet blandt de tilmeldte patienter og i om-
rådet og på baggrund af relevant viden om klinikkernes forhold og dialog med klinikkerne.
Ny honorarstruktur
I Aftale om Sundhedsreform 2024 fremgår det, at der fra 2027 skal være en ny honorarstruktur,
som sikrer, at der er sammenhæng mellem lægernes honorar og borgernes behandlingsbehov.
Læger med de mest syge patienter skal have færre patienter og mere i honorar pr. patient end
de læger, der behandler de mindre syge borgere. Honorarerne skal differentieres, så læger med
en høj patienttyngde kan have færre patienter uden at miste indtjening, mens læger med en
lavere patienttyngde skal have flere patienter for at opretholde den samme indtjening.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 8 / 28
1.4 Modellens betydning for den geografiske fordeling
Overordnet estimerer modellen , at der er væsentlige forskelle på borgernes behandlingsbehov
på tværs af sundhedsråd. Det medfører, at nogle sundhedsråd vurderes at skulle have væsentlig
flere læger pr. indbygger i forhold til andre sundhedsråd. Eksempelvis finder modellen, at der
skal være omkring 30 procent flere læger pr. indbygger i Sundhedsråd Vendsyssel i forhold til
Sundhedsråd Aarhus, jf. figur 1.
Figur 1 Relativt behandlingsbehov inden for sundhedsråd (pct.)
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen.
Note: Figuren viser behandlingsbehovet inden for sundhedsrådet ift. befolkningens gennemsnitlige behandlingsbehov opgjort i
procent. Behandlingsbehovet fastlægges på baggrund af den nationale fordelingsmodel.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 9 / 28
2. Beskrivelse af fordelingsmodellen
Fundamentet for den nationale fordelingsmodel er en estimation af befolkningens behandlings-
behov ud fra borgernes demografiske, helbredsmæssige og socioøkonomiske karakteristika
samt deres bopæl. En statistisk model vil aldrig kunne givet et perfekt indblik i hver enkelt bor-
gers behandlingsbehov. Men modellen giver en indikation, som er bedre end i dag, hvor alle
borgere antages at have det samme behandlingsbehov uanset alder, kroniske sygdomme mv.
De følgende afsnit beskriver hvordan hver enkelt borgers behandlingsbehov estimeres på bag-
grund af deres karakteristika ud fra en statistisk model, hvordan deres behandlingsbehov heref-
ter korrigeres ud fra middellevetid, og datagrundlaget for beregningerne. I afsnittene illustreres
også hvilke isolerede bidrag, som hhv. den statistiske model og korrigeringen ud fra middelleve-
tid har på borgernes behandlingsbehov. Det bemærkes, at borgernes endelige behandlingsbe-
hov, og resultaterne fra modellens samlede estimation, først illustreres i kapitel 3.
2.1 Estimation på baggrund af befolkningens karakteristika
Det statistiske behandlingsbehov for hver enkelt borger estimeres først på baggrund af borger-
nes demografiske, helbredsmæssige og socioøkonomiske karakteristika, som fremgår af boks 2.
Betydningen af borgernes karakteristika fastsættes ud fra den statistiske sammenhæng mellem
deres karakteristika og deres historiske forbrug af ydelser i det almenmedicinske tilbud.
På baggrund af den statistiske sammenhæng mellem hvert karakteristikum og historisk forbrug
fastsættes en ”sygdomsvægt” for hver borger. Denne sygdomsvægt angiver hvor stort borge-
rens behandlingsbehov vurderes at være i forhold til en gennemsnitlig person. Beregningsme-
toden illustreres i boks 2.
Historisk forbrug som approksimation for behandlingsbehov
Det historiske forbrug af ydelser i det almenmedicinske tilbud1
anvendes som en approksimation
af borgeres behandlingsbehov. En tilsvarende fremgangsmåde benyttes i andre lande f.eks. Eng-
land.2
Fordelen ved at benytte historisk forbrug som approksimation af borgernes behandlings-
behov er, at historisk forbrug baseres på de ydelser, som borgerne faktisk har modtaget hos
deres læge i det almenmedicinske tilbud. Det historiske forbrug afspejler særligt behandlings-
behovet i et land som Danmark, hvor der ikke er egenbetaling, og tilgængeligheden i det almen-
medicinske tilbud derved ikke afhænger af borgernes betalingsevne. Fordelen ved historisk for-
brug er også, at det ændres, hvis det almenmedicinske tilbud løser nye opgaver. Dette medfører,
at modellen løbende kan tilpasses ændringer i den opgave, som lægen løser for borgerne i det
almenmedicinske tilbud.
Alternativet til at benytte historisk forbrug som approksimation for borgernes behandlingsbe-
hov er at antage hvor stort behandlingsbehovet er for borgere med forskellige karakteristika.
1 Opgjort som bruttohonorarer i det almenmedicinske tilbud. En yderligere definition fremgår af dokumentationen i bilag 1.
2
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/24657375/
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 10 / 28
Det kan være komplekst at vurdere, hvordan borgernes behandlingsbehov afhænger af forskel-
lige karakteristika såsom alder, uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning, og vil derfor være
præget af skøn og formodninger. Det vil herudover kræve, at betydningen af forskellige karak-
teristika løbende revurderes, hvis lægerne skal løse flere og nye opgaver for deres patienter.
Det bemærkes, at en borgers estimerede behandlingsbehov ikke afhænger af borgerens eget
historiske forbrug, men af det historiske forbrug for alle individer med samme karakteristika. Fx
afhænger en 80-årigs estimerede behandlingsbehov af de ydelser, som alle 80-årige på tværs af
hele landet har modtaget hos deres læge, og ikke den enkelte 80-åriges historiske forbrug.
Anvendelsen af historisk forbrug har den ulempe, at det kan videreføre eksisterende ulighed i
tilgængelighed og behandling i det almenmedicinske tilbud. Fx hvis alle 80-årige modtager for
lidt behandling hos deres læge i forhold til deres faktiske behov. Historisk forbrug tager ligeledes
ikke højde for, at ydelser kan have forskellig varighed og kompleksitet, afhængig af patienten,
da lægerne afregnes ens for konsultationen uanset konsultationens længde.
Det bemærkes, at udfordringer med anvendelse af historisk forbrug særligt er et resultat af geo-
grafiske forskelle i tilgængelighed og benyttelse af almenmedicinske tilbud, samt den nuvæ-
rende honorarstruktur. Formålet med modellen er, at lægerne skal have mere tid til patienterne
med størst behov, hvilket skal mindske uligheden, og derved også udfordringerne med historisk
forbrug. Herudover planlægges en ny honorarstruktur i 2027. Hvis formålet med modellen ind-
fris, og en ny honorarstruktur understøtter prioriteringen af patienter med størst behov, kan
modellen forbedres med tiden.
På grund af fordelene ved at benytte historisk forbrug som approksimation for borgernes be-
handlingsbehov, og ulemperne ved alternativet, vurderes historisk forbrug at være det bedste
og mest objektive fundament for estimationen af borgernes behandlingsbehov.
For at kompensere for de nuværende udfordringer med anvendelse af historisk forbrug, og for
at tage højde for, at der kan være forskel på patienter med samme karakteristika, foretages en
korrigering af borgernes behandlingsbehov ud fra middellevetid. Dette beskrives i afsnit 2.2.
Den statistiske models egenskaber på individniveau
Det behandlingsbehov, som modellen estimerer for hvert karakteristika, fremgår af boks 3 og 4
nedenfor. Boksene viser hhv. de estimerede basisvægte for køn- og aldersgrupper samt vægtbi-
dragene fra de øvrige karakteristika. Herudfra kan det fx aflæses, at en 90-årig kvinde som ud-
gangspunkt estimeres at have et behandlingsbehov, der er mere end dobbelt så stort som en
gennemsnitlig person (basisvægt=2,12). Hvis den 90-årige kvinde herudover har 4+ somatiske
sygdomme vil modellen vurdere, at hun har et behandlingsbehov, der er mere end tre gange så
stort som en gennemsnitlig person (vægt=3,37). Personer har ofte flere af de karakteristika, som
fremgår af boks 4, og har derfor ofte en højere sygdomsvægt, end basisvægten i boks 3. De
gennemsnitlige sygdomsvægte for køn- og aldersgrupperne, når der tages højde for hvilke øvrige
karakteristika, som personerne har, fremgår af tabel 1 i bilag 2.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 11 / 28
Modellen finder, at ældre borgere, personer uden for arbejdsmarkedet og personer med soma-
tiske og psykiske sygdomme har et større behandlingsbehov, mens personer med en lang vide-
regående uddannelse vurderes at have et mindre behandlingsbehov. Denne sammenhæng mel-
lem borgernes karakteristika og behandlingsbehov er i overensstemmelse med den gængse lit-
teratur.3
3 https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2022/Sundhedsprofil/Sundhedsprofi-
len.ashx?sc_lang=da&hash=5C9A9A81483F6C987D5651976B72ECB2
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 12 / 28
Note: En nærmere beskrivelse af de enkelte karakteristika jf. boks 2 og afgrænsningen for det samlede bruttohonorar fremgår af
bilag 1.
Boks 2: Estimation af behandlingsbehovet på baggrund af befolk-
ningens karakteristika
Hvert enkelt individs karakteristika opgøres
Alder og køn
Uddannelse
Civilstand
Hvert individs behandlingsbehov estimeres på baggrund af deres karakteristika
𝐻𝑖𝑠𝑡𝑜𝑟𝑖𝑠𝑘𝐹𝑜𝑟𝑏𝑟𝑢𝑔𝑖 = α + ∑ β1 𝐾ø𝑛𝑖 ⋅ 𝐴𝑙𝑑𝑒𝑟𝑔𝑟𝑢𝑝𝑝𝑒𝑟𝑖 + ∑ β2 𝑆𝑜𝑚𝑎𝑡𝑖𝑠𝑘𝑒 𝑠𝑦𝑔𝑑𝑜𝑚𝑚𝑒𝑖
+ 𝛽3 𝑃𝑠𝑦𝑘𝑖𝑎𝑡𝑟𝑖𝑠𝑘 𝑠𝑦𝑔𝑑𝑜𝑚𝑖 + 𝛽4 𝐶𝑖𝑣𝑖𝑙𝑠𝑡𝑎𝑛𝑑𝑖 + ∑ β5 𝐸𝑡𝑛𝑖𝑐𝑖𝑡𝑒𝑡𝑖 + ∑ β6 𝑈𝑑𝑑𝑎𝑛𝑛𝑒𝑙𝑠𝑒𝑖
+𝛽7 𝐴𝑟𝑏𝑒𝑗𝑑𝑠𝑚𝑎𝑟𝑘𝑒𝑑𝑠𝑡𝑖𝑙𝑘𝑛𝑦𝑡𝑛𝑖𝑛𝑔𝑖 + 𝜖𝑖
Hvert individ tildeles en vægt på baggrund af det estimerede behandlingsbehov
Somatiske og psykiske sygdomme
Arbejdsmarkedstilknytning
Etnicitet
Hvert individ tildeles en sygdomsvægt, som definerer
deres behandlingsbehov.
En person tildeles en vægt på 1, hvis personen vurde-
res at have et gennemsnitligt behandlingsbehov. En
person tildeles derimod en vægt på 1,2, hvis personen
vurderes at have et behandlingsbehov, som er 20 pct.
større end en gennemsnittet, og en vægt på 0,8, hvis
personen vurderes at have et behandlingsbehov, som
er 20 pct. mindre end gennemsnittet.
0,8 1 1,2
Sygdomsvægtede
borgere
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 13 / 28
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen.
Note: Tabellen viser de estimerede basisvægte for hver køn- og aldersgruppe i modellen. Dvs. borgernes estimerede behand-
lingsbehov i forhold til en gennemsnitlig person. Basisvægtene estimeres for modellens kontrolgruppe, som består af per-
soner, der ikke har de karakteristika, der fremgår af boks 4 nedenfor.
Boks 3: Basisvægte for køns- og aldersgrupper
Børn
0-årige: 1,28
1-4-årige: 0,59
5-9-årige: 0,30
10-14-årige: 0,34
Kvinder
15-19-årige: 0,65
20-24-årige: 0,88
25-29-årige: 1,05
30-34-årige: 1,07
35-39-årige: 0,94
40-44-årige: 0,84
45-49-årige: 0,84
50-54-årige: 0,87
55-59-årige: 0,88
60-64-årige: 0,90
65-69-årige: 1,04
70-74-årige: 1,22
75-79-årige: 1,36
80-84-årige: 1,59
85-89-årige: 1,89
90+ årige: 2,13
Mænd
15-19-årige: 0,31
20-24-årige: 0,36
25-29-årige: 0,41
30-34-årige: 0,44
35-39-årige: 0,46
40-44-årige: 0,47
45-49-årige: 0,52
50-54-årige: 0,57
55-59-årige: 0,64
60-64-årige: 0,72
65-69-årige: 0,88
70-74-årige: 1,05
75-79-årige: 1,19
80-84-årige: 1,41
85-89-årige: 1,71
90+ årige: 2,01
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 14 / 28
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen
Note: Tabellen viser de estimerede vægtbidrag fra de resterende karakteristika i modellen. Dvs. det yderligere estimerede be-
handlingsbehov for borgere med de nævnte karakteristika i forhold til en gennemsnitlig person.
Den statistiske models geografiske egenskaber
For at illustrere den statistiske models isolerede egenskaber og validitet sammenlignes borger-
nes estimerede behandlingsbehov med middellevetid på kommuneniveau. Middellevetiden in-
den for et geografisk område kan fortolkes som et mål for borgernes samlede sygdomsbillede,
og sammenligningen kan derved fortolkes som en validitetstest af modellen.
Den statistiske models estimerede behandlingsbehov og middellevetiden på kommuneniveau
fremgår af hhv. figur 2 og 3. Af figurerne observeres det, at behandlingsbehovet estimeres at
være større i områder, hvor borgerne også dør tidligere. Eksempelvis vurderer modellen, at bor-
gerne på Lolland har et behandlingsbehov, som er 28 procent større end en gennemsnitlig per-
sons (dvs. at borgerne på Lolland har en gennemsnitlig sygdomsvægt på 1,28 jf. beregningsme-
toden i boks 2). Ligeledes fremgår det af figur 3, at borgerne på Lolland også dør næsten tre år
tidligere end en gennemsnitlig borger. Det behandlingsbehov, som den statistiske model esti-
merer, stemmer altså overens med andre mål for borgernes sygdomsbillede.
Modellen korrigerer borgernes estimerede behandlingsbehov på baggrund af middellevetid.
Korrigeringen foretages for at kompensere for udfordringerne med anvendelse af historisk for-
brug som approksimation for behandlingsbehov i den statistiske model, og for at tage højde for,
at der kan være forskel på patienter med samme karakteristika. Korrigeringen beskrives i næste
Boks 4: Estimerede vægtbidrag fra øvrige karakteristika
Somatiske og psy-
kiske sygdomme
To somatiske
sygdomme: 0,56
Tre somatiske
sygdomme: 0,80
Fire+ somatiske
sygdomme: 1,25
Mindst én psykisk
sydom: 0,46
Indvandre og
efterkommere fra
MENAPT-lande
Indvandre: 0,09
Efterkommere: 0,03
Civilstand
Enke/fraskilt: 0,11
Arbejdsmarkeds-
tilknytning
Udenfor arbejdsmarke-
det: 0,54
Uddannelse
Grundskole: 0,05
Lang videregående
uddannelse: -0,11
Forældres uddannelse
Grundskole: 0,01
Lang videregående
uddannelse: -0,03
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 15 / 28
afsnit. Borgernes samledes estimerede behandlingsbehov på baggrund af den statistiske model
og middellevetidskorrigeringen illustreres i kapitel 3.
Figur 2 Relativt behandlingsbehov på kommuner jf. den statistiske model (pct.)
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen.
Note: Figuren viser det relative behandlingsbehov (dvs. den gennemsnitlige sygdomsvægt inden for hver kommune i forhold til
landsgennemsnittet opgjort i procent) beregnet udelukkende på baggrund af den statistiske model jf. boks 2.
Figur 3 Middellevetid for 0-årige inden for kommuner (år)
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen.
Note: Middellevetid er beregnet på baggrund af data fra 2019 til 2023. Ærø, Fanø, Samsø og Læsø ekskluderes fra opgørelsen
pga. usikkerheden vedr. små populationer.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 16 / 28
2.2 Korrigering baseret på middellevetid
Den statistiske model beskrevet ovenfor har den fordel, at den lægger vægt på de patienter,
som den enkelte læge vurderer har et ekstra behandlingsbehov. Det sikrer, at borgernes be-
handlingsbehov opdateres løbende i takt med, at det almenmedicinske tilbud skal løse flere og
nye opgaver. Den individbaserede model har også den fordel, at den kan skønne behandlings-
behovet for den enkelte patient, og derved behandlingsbehovet i den enkelte klinik. Det sikrer,
at der ikke generaliseres på tværs af patienter inden for samme geografiske område.
Som beskrevet ovenfor kan anvendelse af historisk forbrug dog også medføre, at eksisterende
ulighed i behandling videreføres i modellen. Historisk forbrug kan ligeledes ikke afspejle alle nu-
ancer i den behandling, som patienterne modtager hos deres læge. For at kompensere for dette
– og for at kompensere for det faktum, at en statistisk model fx ikke kan se forskel på en res-
sourcestærk 80-årig, og en mindre ressourcestærk 80-årig, hvis de har samme observerbare ka-
rakteristika – foretages en middellevetidskorrigering.
Middellevetidskorrigeringen sikrer, at modellen fastlægger et højere behandlingsbehov i områ-
der, hvor borgerne dør tidligere. Hvornår borgerne dør er et overordnet sygdomsmål, som kan
fange mange nuancer i borgernes helbredstilstand. Korrigeringen medfører fx, at en 80-årig på
Lolland vurderes at være mere behandlingskrævende end en 80-årig i Gentofte. Korrigeringen
baseres på middellevetiden i de enkelte sundhedsråd og kommuner, hvor borgerne er bosat.
Teknisk beskrivelse af korrigeringen baseret på middellevetid
Korrigeringen udføres ved at omfordele en andel af borgernes samlede behandlingsbehov – og
derved også lægeressourcer – proportionalt med antallet af tabte leveår, som borgerne bereg-
nes at have. Dvs. at alle borgeres behandlingsbehov først nedjusteres, hvorefter nedjusteringen
i behandlingsbehovet fordeles til de geografiske områder, hvor borgerne dør tidligere. Omfor-
delingen sikrer, at behandlingsbehovet opjusteres i områder, hvor befolkningen dør tidligt, uden
at niveauet for det samlede behandlingsbehov ændres. Det samlede behandlingsbehov opgøres
på baggrund af borgernes sygdomsvægt, jf. boks 2, mens antallet af tabte leveår beregnes på
baggrund af middellevetiden i det sundhedsråd og den kommune, hvor borgerne er bosat.
En illustration af korrigeringen fremgår af boks 5. Korrigeringen foretages ved først at reducere
hver enkelt borgers sygdomsvægt med 7,5 procentpoint. Den samlede nedjustering i borgernes
sygdomsvægt (dvs. 7,5 procentpoint gange antallet af borgere) fordeles herefter til sundheds-
rådene proportionalt med antallet af tabte leveår inden for sundhedsrådene. Antallet af tabte
leveår inden for et sundhedsråd beregnes som forskellen mellem middellevetiden i det givne
sundhedsråd og middellevetiden i det sundhedsråd, som har den højeste middellevetid blandt
alle sundhedsrådene, ganget med antallet af borgere på 65 år eller derover inden for sundheds-
rådet.
Opjusteringen af borgernes sygdomsvægt i de sundhedsråd, hvor borgerne dør tidligt, medfører,
at der prioriteres flere lægeressourcer til disse sundhedsråd. Korrigeringen tager udgangspunkt
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 17 / 28
i antal tabte leveår for personer på 65 år og derover, da det især vurderes at være behandlings-
behovet for borgere i denne aldersgruppe, som kan være forskelligt på tværs af geografi, uaf-
hængigt af borgernes karakteristika.
Korrigeringen ud fra middellevetid justerer først borgernes sygdomsvægt i hvert sundhedsråd,
da den geografiske fordeling af læger i det almenmedicinske tilbud styres for hvert sundhedsråd
jf. afsnit 1.3. Det vurderes dog ikke hensigtsmæssigt, at den nationale fordelingsmodel genera-
liserer inden for sundhedsrådene. Den opjustering af borgernes sygdomsvægt, som tildeles
hvert sundhedsråd, fordeles derfor på tværs af kommuner inden for sundhedsrådene. Sygdoms-
vægten fordeles til kommunerne inden for sundhedsrådene proportionalt med antallet af tabte
leveår inden for kommunerne. Den proportionale opjustering af borgernes sygdomsvægt på
tværs af kommuner inden for sundhedsrådene, medfører, at der skal være relativt flere læger i
kommuner inden for sundhedsrådene, hvor borgerne dør tidligere. I modsætning til den individ-
baserede model vil der dog fortsat være tale om en vis generalisering inden for kommuner, hvor
der kan være betydelige lokale forskelle.
Det bemærkes også, at størrelsesordenen på middellevetidskorrigeringen stemmer overens
med de vægte, som tildeles i det kommunale tilskuds- og udligningssystem (vægt på 2 procent)
og fordelingen for regionernes bloktilskud på sundhedsområdet (vægt på 10 pct.).
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 18 / 28
Boks 5: Korrigering af sygdomsvægt på baggrund af middelleve-
tid
Hver enkelt borgers vægt nedjusteres
Vægtene fordeles ud fra middellevetiden på tværs af sundhedsråd
Inden for sundhedsrådet fordeles vægtene forskelligt på tværs af kommunerne
0,8 1 1,2
Sygdomsvægtede
borgere
0,725 0,925 1,125
Sygdomsvægtede
borgere
Hver borgers sygdomsvægt ned-
justeres med 7,5 procentpoint
+/- 0,0
Gennemsnitlig ændring i vægt for bor-
gere i Roskilde Kommune
+ 0,23
Gennemsnitlig ændring i vægt for bor-
gere i Lolland Kommune
- 0,05
Gennemsnitlig ændring i vægt for bor-
gere i Sundhedsrådet Aarhus
+ 0,06
Gennemsnitlig ændring i vægt for borgere i
Sundhedsrådet Østsjælland og øerne
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 19 / 28
Korrigeringens egenskaber på individ- og kommuneniveau
Korrigeringen omfordeler 7,5 procent af borgernes samlede sygdomsvægt, på baggrund af mid-
dellevetid. Størrelsesorden er valgt for at balancere hensynet til, at der skal tages højde for geo-
grafiske forskelle i behandlingsbehov (som ikke kan forklares af den statistiske model på bag-
grund befolkningens helbredsmæssige og socioøkonomiske forskelle m.v.) samt hensynet til ikke
at generalisere for meget på tværs af borgere inden for samme geografiske område.
Konkret medfører korrigeringen, at alle borgere på Lollands behandlingsbehov opjusteres med
det, som svarer til 23 procent af en gennemsnitlig persons behandlingsbehov. En 80-årig kvinde
på Lolland går derved fra at have et vurderet behandlingsbehov, som er knap 90 procent større
end en gennemsnitlig persons, til at have et vurderet behandlingsbehov, som er omkring 110
procent større end en gennemsnitlig persons. Omvendt medfører korrigeringen, at alle borgere
i Gentoftes behandlingsbehov nedjusteres med 7,5 procent af en gennemsnitlig persons be-
handlingsbehov. En 80-årig kvinde i Gentofte går derved fra at have et vurderet behandlingsbe-
hov, som er knap 90 procent større end en gennemsnitlig persons, til et vurderet behandlings-
behov, som er omkring 80 procent større end en gennemsnitlig persons.
Ulempen ved korrigeringen er nemlig, at der generaliseres på tværs af borgere inden for samme
geografiske område. Et eksempel er, at behandlingsbehovet for en borger i Gellerupparken i
Aarhus nedjusteres på samme måde som behandlingsbehovet for en borger i Aarhus midtby. På
klinikniveau skal regionerne derfor være opmærksomme på, at korrigeringen generaliserer på
tværs af klinikker, som kan være forskellige, når de foretager den lokale planlægning af kapaci-
teten i det almenmedicinske tilbud.
Effekten af korrigeringen inden for hver kommune illustreres i figur 4 og fremgår af tabel 3 i bilag
2. Metoden anvendt til beregning af middellevetid og antal tabte leveår er beskrevet i bilag 1.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 20 / 28
Figur 4 Effekten af korrigeringen på borgernes sygdomsvægt inden for kommuner
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen.
Note: Ændring i den gennemsnitlige sygdomsvægt inden for kommuner på baggrund af middellevetidskorrigeringen. Ændringen
er opgjort i procentpoint.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 21 / 28
3. Fordelingsmodellens egenskaber
Den nationale fordelingsmodel beregner borgernes behandlingsbehov inden for sundhedsråd
og kommuner samt på klinik- og individniveau ud fra beregningsmetoderne, jf. afsnit 2. De føl-
gende afsnit beskriver det estimerede behandlingsbehov inden for hver af disse niveauer.
3.1 Den geografiske fordeling på tværs af sundhedsråd
Den nationale fordelingsmodel for læger i det almenmedicinske tilbud estimerer, at der er væ-
sentlige forskelle i behandlingsbehovet for borgere på tværs af sundhedsråd, og at der derved
skal være flere læger pr. indbygger i nogle sundhedsråd i forhold til andre.
Konkret estimerer modellen, at borgerne i det sundhedsråd med det højeste estimerede be-
handlingsbehov har et omkring 30 procent større behandlingsbehov end borgerne i det sund-
hedsråd med det laveste estimerede behandlingsbehov. Dette fremgår af figur 5, som viser, at
borgerne i Sundhedsråd Vendsyssel estimeres at have et behandlingsbehov, som er 16 procent
større end behandlingsbehovet for en gennemsnitlig borger. Til sammenligning estimerer mo-
dellen, at borgerne i Sundhedsråd Aarhus har et behandlingsbehov, som er omkring 13 procent
lavere end behandlingsbehovet for en gennemsnitlig borger.
Figur 5 Relativt behandlingsbehov inden for sundhedsråd (pct.)
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen.
Note: Figuren viser behandlingsbehovet inden for sundhedsrådet ift. befolkningens gennemsnitlige behandlingsbehov opgjort i
procent. Behandlingsbehovet fastlægges på baggrund af den nationale fordelingsmodel. Behandlingsbehovet der vises er
inklusiv middellevetidskorrigeringen.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 22 / 28
3.2 Den geografiske fordeling på tværs af kommuner
Regionerne skal planlægge kapaciteten og placeringen af de almenmedicinske tilbud inden for
sundhedsrådene under hensyn til det behandlingsbehov, som modellen fastlægger for de en-
kelte klinikker i det almenmedicinske tilbud. Regionerne skal således udmønte flere lægekapa-
citeter i områder inden for sundhedsrådene, hvor behandlingsbehovet er større. Nedenfor illu-
streres derfor behandlingsbehovet på kommuneniveau i figur 6.
Af figur 6 fremgår det, at der er væsentlige forskelle på det estimerede behandlingsbehov på
tværs af kommuner inden for sundhedsrådene. For eksempel fremgår det, at borgerne i Lolland
kommune vurderes at have et behandlingsbehov, som er 43 procent større end behandlingsbe-
hovet for en gennemsnitlig person, mens borgerne i Roskilde kommune vurderes at have et be-
handlingsbehov, som er 4 procent lavere end behandlingsbehovet for en gennemsnitlig person.
Inden for Sundhedsrådet Østsjælland og øerne vurderes borgerne i nogle kommuner altså at
have et behandlingsbehov, som er omtrent 50 procent større end borgerne i andre kommuner.
Figur 6 Relativt behandlingsbehov inden for kommuner (pct.)
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen
Note: Figuren viser behandlingsbehovet inden for en kommune ift. befolkningens gennemsnitlige behandlingsbehov opgjort i
procent. Behandlingsbehovet fastlægges på baggrund af den nationale fordelingsmodel. Behandlingsbehovet der vises er
inklusiv middellevetidskorrigeringen.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 23 / 28
3.3 Fordeling på tværs af klinikker
Den nationale fordelingsmodel estimerer også væsentlig variation i behandlingsbehovet på
tværs af klinikkerne på baggrund af deres patientpopulationer og det område, hvor de er place-
ret. Dette gælder både på tværs af landet og inden for samme sundhedsråd. Den nationale for-
delingsmodel har nemlig den fordel, at den tager udgangspunkt i det enkelte individs karakteri-
stika, og at den derfor kan give et indblik i behandlingsbehovet i den enkelte klinik i det almen-
medicinske tilbud.
Den nationale fordelingsmodel kan opgøre, hvor mange sygdomsvægtede patienter den enkelte
klinik varetager på baggrund af klinikkens patientpopulation og det område, hvor klinikken er
placeret. Med udgangspunkt i det nuværende normtal på 1.600 patienter kan modellen også
opgøre, hvornår en klinik estimeres at varetage 1.600 sygdomsvægtede patienter.
Modellen vurderer, at de 10 procent af klinikkerne i landet, som varetager patienterne med det
største behandlingsbehov, reelt varetager 1.600 sygdomsvægtede patienter, allerede når de va-
retager 1.350 patienter. Omvendt vurderer modellen, at de klinikker med de 10 procent mindst
behandlingskrævende patienter, først varetager 1.600 sygdomsvægtede patienter, når de vare-
tager 1.950 patienter. Modellen vurderer samtidig, at langt størstedelen af klinikker (80 procent)
reelt varetager 1.600 patienter, når de varetager mellem 1.350 og 1.950 patienter.
En statistisk model kan ikke beskrive alle nuancer i den enkelte borgeres behandlingsbehov. På
klinikniveau kan patientpopulationen derved være mere behandlingskrævende end modellen
tilsiger.
Inden for de enkelte sundhedsråd er der væsentlig forskel på behandlingsbehovet, som estime-
res for patientpopulationerne i de enkelte klinikker. Fx estimerer modellen inden for Sundheds-
rådet Østsjælland og øerne, at de 10 procent af klinikker, som har de mest behandlingskrævende
patienter inden for sundhedsrådet, reelt varetager 1.600 sygdomsvægtede patienter, allerede
når de varetager 1.150 patienter. Omvendt vurderer modellen, at de klinikker med de 10 pro-
cent mindst behandlingskrævende patienter inden for sundhedsrådet, først varetager 1.600 syg-
domsvægtede borgere, når de varetager 1.750 patienter. Langt størstedelen af klinikkerne i
sundhedsrådet (80 procent) vurderes at varetage 1.600 sygdomsvægtede patienter, når de va-
retager mellem 1.150 og 1.750 patienter.
Det patientspænd hvorudfra størstedelen af klinikkerne (80 procent) ifølge modellen estimeres
at varetager 1.600 sygdomsvægtede patienter, fremgår for hver af sundhedsrådene i figur 7. Her
observeres det, at der er klinikker inden for næsten alle sundhedsråd, som vurderes at varetage
flere sygdomsvægtede patienter end faktiske patienter, og klinikker inden for næsten alle sund-
hedsråd, som vurderes at varetage færre sygdomsvægtede patienter, end faktiske patienter.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 24 / 28
Figur 7 Variation i antallet af patienter i klinikken, som jf. modellen svarer til 1.600
sygdomsvægtede patienter, inden for sundhedsrådet (10. og 90. fraktil)
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen.
Note: Figuren viser hvor mange patienter de klinikker med de 10 procent mest behandlingskrævende patienter og de klinikker
med de 10 procent mindst behandlingskrævende patienter skal varetage, før de beregningsteknisk varetager 1.600 syg-
domsvægtede patienter. Tallene repræsenterer derved variation på tværs af klinikker inden for sundhedsråd. Modellen
estimerer, at ingen klinikker skal varetage mere end 2.300 patienter, før de estimeres at varetage 1.600 sygdomsvægtede
patienter. Ligeledes estimerer modellen, at ingen klinikker skal varetage mindre end 1.000 patienter, før de estimeres at
varetage 1.600 sygdomsvægtede patienter. Behandlingsbehovet, der vises, er inklusiv middellevetidskorrigeringen.
Trekantsområdet:
[1.450-1.750]
Vendsyssel:
[1.200-1.550]
Midt:
[1.450-1.750]
Fyn:
[1.300-1.800]
Nordsjælland:
[1.400-1.850]
Hovedstaden Nord:
[1.600-2.000]
Hovedstaden:
[1.650-2.000]
Hovedstaden Syd og Vest:
[1.450-1.800]
Østsjælland og øerne:
[1.150-1.750]
Midt- og Vestsjælland:
[1.250-1.600]
Aarhus:
[1.650-2.000]
Horsens:
[1.500-1.900]
Kronjylland:
[1.350-1.700]
Sønderjylland:
[1.350-1.550]
Sydvestjylland:
[1.350-1.650]
Limfjorden:
[1.350-1.750]
Vestjylland:
[1.400-1.750]
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 25 / 28
3.4 Fordeling på tværs af individer
Den nationale fordelingsmodel estimerer behandlingsbehovet på individniveau og kan forklare
næsten 30 procent af variationen i det historiske forbrug af ydelser i det almenmedicinske til-
bud. For at vurdere, hvor præcist modellen estimerer behandlingsbehovet, sammenlignes det
modelestimerede behandlingsbehov med individernes faktiske forbrug af ydelser i figur 8.
Den lysegrønne kurve i figur 8 viser fordelingen af de ”faktiske” sygdomsvægte på tværs af indi-
vider i befolkningen. Dvs. hvert individs faktiske forbrug afholdt i det almenmedicinske tilbud i
forhold til en gennemsnitlig persons faktiske forbrug beregnet over en periode på 5 år. Det frem-
går, at den 1 procent af befolkningen med mindst aktivitet ikke har modtaget ydelser i det al-
menmedicinske tilbud inden for de seneste 5 år, mens den 1 procent af befolkningen med mest
aktivitet har afholdt 6 gange så meget aktivitet som en gennemsnitlig person.
Den blå kurve viser de estimerede sygdomsvægte for de samme individer. Her fremgår det, at
de individer, som har mindst aktivitet også estimeres at have lavere sygdomsvægte, mens de
individer, som har mest aktivitet, også estimeres at have højere sygdomsvægte.
Det bemærkes, at modellen ifølge figuren overestimerer behandlingsbehovet for de mest raske
borgere, mens den underestimerer behandlingsbehovet for de mest syge borgere. Trods at de
estimerede sygdomsvægte ikke matcher aktiviteten perfekt, afspejler sygdomsvægtene befolk-
ningens behandlingsbehov bedre end den nuværende situation, hvor alle vurderes at have
samme behandlingsbehov jf. den stiplede linje.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 26 / 28
Figur 8 Sammenligning af det faktiske og estimerede behandlingsbehov ift. gen-
nemsnittet
Kilde: Egne beregninger på baggrund af resultater fra den nationale fordelingsmodel, Sundhedsdatastyrelsen.
Note: Figuren viser fordelingen af de faktiske sygdomsvægte, målt som faktisk forbrug i det almenmedicinske tilbud i forhold til
en gennemsnitlig person over en 5-årig periode (lysegrøn kurve). Denne sammenlignes med de estimerede sygdomsvægte
(den blå kurve). Faktisk forbrug opgøres på baggrund af bruttohonoraret i det almenmedicinske tilbud.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 27 / 28
4. Population og datagrundlag
Hovedelementet i den nationale fordelingsmodel for læger i det almenmedicinske tilbud er de
vægte, som estimeres for de demografiske, helbredsmæssige og socioøkonomiske karakteristika
som indgår i den statistiske model, jf. afsnit 2.1. Disse vægte estimeres på baggrund af en af-
grænset population bestående af alle personer, som pr. 1. januar 2023 var i live og bosat i Dan-
mark og tilmeldt sygesikringsgruppe 1. Hver af disse personers karakteristika opgøres pr. 1. ja-
nuar 2023 eller på baggrund af kalenderåret 2023. Vægtene estimeres herefter på baggrund af
populationens afholdte bruttohonorar i det almenmedicinske tilbud i samme år.
De estimerede vægte videreføres herefter til en population bestående af alle personer, som pr.
1. januar 2025 var i live og bosat i Danmark og tilmeldt sygesikringsgruppe 1. Denne population
benyttes til at opgøre behandlingsbehovet inden for klinikker, og som grundlaget for fremskriv-
ningen, jf. afsnit 5, da den giver et mere tidstro billede af patientpopulationen. Det er denne
population, som lægges til grund for beregningerne på klinikniveau.
I forhold til den geografiske fordeling af lægekapaciteter er det i stedet det fremskrevne antal
sygdomsvægtede borgere inden for hver sundhedsråd, som lægges til grund for styringen af
lægekapacitet i det almenmedicinske tilbud. Fremskrivningen beskrives nedenfor i afsnit 5.
Den nærmere definition af hver af de demografiske, helbredsmæssige og socioøkonomiske ka-
rakteristika samt opgørelsen af populationens bruttohonorar fremgår af bilag 1.
Den nationale fordelings- model for læger i det almenmedicinske tilbud 28 / 28
5. Fremskrivning
Den nationale fordelingsmodel skal styre den geografiske fordeling af lægekapaciteter inden for
sundhedsråd, jf. afsnit 1.3. Da regionernes planlægning og kapacitetstyring af lægekapaciteter
har et længere sigte, er det nødvendigt at fremskrive befolkningens behandlingsbehov.
Befolkningens behandlingsbehov fremskrives derfor op baggrund af befolkningsfremskrivninger
fra Danmarks Statistik og uændrede gennemsnitlige sygdomsvægt inden for køn- og aldersgrup-
per i hver enkelt kommune. Fremgangsmåden beskrives nærmere i boks 6.
Metoden antager, at borgernes behandlingsbehov inden for hver køn- og aldersgruppe i en gi-
ven kommune forbliver uændret. Det betyder for eksempel, at en 80-årig kvinde på Lolland an-
tages at være lige så behandlingskrævende om to år, som en 80-årig kvinde estimeres at være i
dag. En sådan fremskrivning er behæftet med usikkerhed, hvorfor der ikke fremskrives mange
år ud i fremtiden. Det er fremskrivningen af antal sygdomsvægtede borgere ultimo året, som
lægges til grund for den geografiske fordeling af kapaciteter inden for de enkelte sundhedsråd.
Boks 6: Fremskrivning af befolkningens behandlingsbehov
Befolkningens behandlingsbehov fremskrives på baggrund af nedenstående formel:
𝐹𝑟𝑒𝑚𝑠𝑘𝑟𝑒𝑣𝑒𝑡 𝑏𝑒ℎ𝑎𝑛𝑑𝑙𝑖𝑛𝑔𝑠𝑏𝑒ℎ𝑜𝑣𝑘
= ∑(𝐹𝑟𝑒𝑚𝑠𝑘𝑟𝑒𝑣𝑒𝑡 𝑎𝑛𝑡𝑎𝑙 𝑏𝑜𝑟𝑔𝑒𝑟𝑒𝑎,𝑘
⋅ 𝐺𝑒𝑛𝑛𝑒𝑚𝑠𝑛𝑖𝑡𝑙𝑖𝑔 𝑠𝑦𝑔𝑑𝑜𝑚𝑠𝑣æ𝑔𝑡𝑎,𝑘)
• 𝐹𝑟𝑒𝑚𝑠𝑘𝑟𝑒𝑣𝑒𝑡 𝑏𝑒ℎ𝑎𝑛𝑑𝑙𝑖𝑛𝑔𝑠𝑏𝑒ℎ𝑜𝑣𝑘 = det fremskrevne antal sygdomsvæg-
tede borgere indenfor kommune, 𝑘.
• 𝐹𝑟𝑒𝑚𝑠𝑘𝑟𝑒𝑣𝑒𝑡 𝑎𝑛𝑡𝑎𝑙 𝑏𝑜𝑟𝑔𝑒𝑟𝑒𝑎,𝑘 = det fremskrevne antal borgere indenfor
køn- og aldersgruppe, 𝑎, og kommune, 𝑘, på baggrund af Danmarks stati-
stiks befolkningsfremskrivninger.
• 𝐺𝑒𝑛𝑛𝑒𝑚𝑠𝑛𝑖𝑡𝑙𝑖𝑔 𝑠𝑦𝑔𝑑𝑜𝑚𝑠𝑣æ𝑔𝑡𝑎,𝑘 = den gennemsnitlige estimerede syg-
domsvægt for borgere i køn- og aldersgruppe, 𝑎, og kommune, 𝑘.