L 186 - svar på spm. 1 om kommentar til henvendelsen fra Finans og Leasing
Tilhører sager:
Aktører:
Besvarelse af REU spm. nr. 1 til L186.pdf
https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/l186/bilag/0/3020477.pdf
Side 1/4 Besvarelse af spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer (Skærpet indsats mod narkotikakriminalitet, herunder opioider) (L 186) Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer (Skærpet indsats mod narkotikakriminalitet, herunder opioider) (L 186), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 25. april 2025. Peter Hummelgaard / Morten Holland Heide Folketinget Christiansborg 1240 København K DK Danmark Dato: 13. maj 2025 Kontor: Strafferetskontoret Sagsbeh: Mikkel August von Buchwald Sagsnr.: 2025-05307 Dok.: 3707691 Slotsholmsgade 10 1216 København K. T +45 7226 8400 www.justitsministeriet.dk jm@jm.dk Offentligt L 186 - endeligt svar på spørgsmål 1 Retsudvalget 2024-25 Side 2/4 Spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer (Skærpet indsats mod narkotikakriminalitet, herunder opioider) (L 186): ”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 24/4-25 fra Finans og Leasing, jf. L 186 - bilag 2?” Svar: 1. Grundlæggende synes jeg, at den foreslåede ordning om tredjemandskonfiskation af motordrevne køretøjer er udtryk for en fornuftig balance mellem hensynet til at bekæmpe narkotikakriminalitet og hensynet til at beskytte godtroende tredjemænd, der f.eks. låner eller leaser biler ud. Lovforslaget ændrer ikke ved færdselslovens ordning om tredjemandskonfiskation. Hvorvidt et motordrevet køretøj kan konfiskeres efter de foreslåede regler i lov om euforiserende stoffer har derfor ingen betydning for spørgsmålet om, hvorvidt køretøjet kan konfiskeres efter færdselslovens regler om vanvidskørsel. Som det fremgår af pkt. 2.2.3 i høringsnotatet (L 186 – bilag 1), er der på baggrund af høringssvaret fra Finans og Leasing og Mobility Danmark i forhold til det udkast til lovforslag, der har været i offentlig høring, foretaget en ændring af det foreslåede § 3 c, stk. 4, i lov om euforiserende stoffer og bemærkningerne hertil. 2. Med det foreslåede § 3 c, stk. 4, får politiet hjemmel til at videregive oplysninger til ejeren af et motordrevet køretøj om, at en anden person er blevet sigtet for en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvor køretøjet er blevet anvendt. Det fremgår af pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger om forholdet til databeskyttelsesreglerne (side 20), at politiet i medfør af bestemmelsen vil kunne videregive ikke- følsomme personoplysninger, herunder navn, adresse og oplysninger om sigtelser vedrørende grove overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer. Politiet vil endvidere kunne videregive oplysninger om vedkommendes personnummer, hvis det er nødvendigt for at sikre identifikation af den pågældende. Det fremgår ikke af lovforslaget, hvor længe et leasingselskab kan opbevare de oplysninger, som fremgår af en underretning om, at en person er blevet sigtet for en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, Side 3/4 hvor køretøjet er blevet anvendt. Oplysningerne kan således efter de almindelige datebeskyttelsesretlige regler opbevares så længe, der er et sagligt behov for det. Oplysningen om, at en person er blevet sigtet for en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvor køretøjet er blevet anvendt, er en faktuel oplysning. Politiet vil derfor ikke være forpligtet til f.eks. at oplyse om, at der er sket påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller frifindelse. Leasingselskabet vil derfor som udgangspunkt være berettiget til opbevare de oplysninger, som leasingselskabet har modtaget fra politiet, i en vis periode for derved at undgå, at der leases en bil til den person, som politiet har oplyst er blevet sigtet. Det er i den forbindelse Justitsministeriets vurdering, at leasingselskabet i sådanne tilfælde vil have et sagligt formål med opbevaring af oplysningerne i op til fem år. I den periode må det således antages, at leasingselskabet ved en efterfølgende grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvor et køretøj blev anvendt af den pågældende person, af den grund vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive anvendt til en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. Oplysningerne vil dog skulle slettes tidligere, hvis leasingselskabet, f.eks. fra den person, som oplysningerne angår, modtager dokumenterbare oplysninger, som ikke længere gør det nødvendigt at opbevare oplysninger om sigtelsen, f.eks. hvis sagen er opgivet som grundløs. Den foreslåede ordning giver ikke leasingselskaber videre adgang til at dele oplysninger, end hvad der allerede gælder i dag. 3. Som det fremgår af bemærkningerne til det foreslåede § 3 c, stk. 4 (lovforslagets side 35), skal bestemmelsen ses i sammenhæng med det foreslåede § 3 c, stk. 3, om muligheden for tredjemandskonfiskation, hvor det er forudsat, at tredjemandskonfiskation navnlig vil kunne ske, hvis ejeren forudgående er blevet underrettet om, at køretøjet er blevet anvendt ved en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. På baggrund af oplysningerne om køretøjet og den pågældende person vil leasingselskabet således have mulighed for at reagere og indrette sig efter dette, herunder efter omstændighederne kunne opsige en aftale om brug af køretøjet med leasingstageren. Det fremgår af bemærkningerne til det foreslåede § 3 c, stk. 3 (lovforslagets side 34), at der ved vurderingen af overtrædelsernes sammenhæng vil skulle Side 4/4 lægges vægt på, om overtrædelserne er begået af den samme person eller personer med tilknytning til hinanden, herunder medlemmer af samme gruppering, familie eller lignende. Hvis leasingselskabet er blevet underrettet om, at person A, som leasingselskabet har leaset et køretøj til, er blevet sigtet for en grov overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer, hvor køretøjet er blevet anvendt, vil dette således efter omstændighederne kunne indgå i vurderingen af, om leasingselskabet, som også leaser et køretøj til person B, der deler adresse med person A, vidste eller burde vide, at køretøjet leaset til person B ville blive anvendt til grove overtrædelser af lovgivningen af euforiserende stoffer. 4. For så vidt angår ikrafttrædelsestidspunktet foreslås det, at loven træder i kraft den 1. juli 2025. Med lovforslagets § 2, stk. 2, foreslås det, at ordningen for tredjemandskonfiskation ikke skal finde anvendelse for så vidt angår køretøjer, der er blevet anvendt af en anden end ejeren af køretøjet, og hvorom der er indgået aftale om leasing, leje eller lignende, i det omfang det godtgøres, at aftalen er indgået inden lovens ikrafttræden. Det fremgår af det foreslåede § 3 c, stk. 6, i lov om euforiserende stoffer, at straffelovens regler om konfiskation finder tilsvarende anvendelse. Efter straffelovens § 76, stk. 3, bortfalder særligt sikrede rettigheder over genstande, der konfiskeres, kun efter rettens bestemmelse. Der er derfor ikke i lovforslaget fastsat særlige regler om konfiskation af motordrevne køretøjer, til hvilke der er knyttet særligt sikrede rettigheder (såsom panterettigheder), og straffelovens § 76, stk. 3, vil derfor finde anvendelse i sådanne situationer. Af den grund foreslås der ikke en særlig ikrafttrædelsesregel om aftaler om lån af motordrevne køretøjer, til hvilke der er knyttet særligt sikrede rettigheder.