Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 16/4-25

Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2, 1448 København K Tlf.: +45 3392 0000 Fax: +45 32 54 05 33
E-mail: um@um.dk Web: UM.dk 1/1
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg Dato
16-04-2025
Bilag
1
Sag/ID Nr.
25/01475
Enhed
EUKOOR
LISTE
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets
meddelelse om EU-Domstolens aktiviteter pr. 16. april 2025 i retssager, som har
den danske regerings interesse.
Marie Bjerre
Offentligt
EUU Alm.del - Bilag 389
Europaudvalget 2024-25


1
Udenrigsministeriet EUJUR j.nr. 23/02607
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret 16. april 2025
Asiatisk Plads 2 – 1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 E-mail: EUJUR@um.dk
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i
retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat procesdele-
gation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af general-
advokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske rege-
ring, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. General-
advokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside
(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr. Titel og kort sagsresumé Deltager i PD Proces-
skridt
Dato
C-521/21 Rzecznik Praw Obywatelskich
Emne:
Domstolenes uafhængighed.
Spørgsmål:
1. Skal artikel 2 og artikel 19, stk. 1, i traktaten om Den Eu-
ropæiske Union(»TEU«) og artikel 6, stk. 1-3, TEU, sammen-
holdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, fortolkes således, at der ikke er
tale om en ret som omhandlet i EU-Domstolens praksis, så-
fremt denne ret er sat med bl.a. en person, der er udnævnt
som dommer ved denne ret, efter en procedure, hvor:
a) udnævnelsen af den person, der er udpeget som dommer
af Prezydent Rzeczypospolitej Polskie (Repu-blikken Polens
præsident) blev foretaget af det nuværen-de Krajowa rada sa-
downictwa (det nationale domstols-råd), som blev udpeget i
strid med den polske forfatning og polsk lovgivning, og som
ikke er et uafhængigt organ og ikke omfatter repræsentanter
for dommerstanden i dets sammensætning, som er udpeget
uafhængigt af den udøvende og lovgivende magt, og indstil-
lingen til embe-det som dommer dermed ikke var gyldig i
henhold til national ret;
b) deltagerne i udpegningsproceduren ikke havde ret til at på-
klage afgørelsen til en ret som omhandlet i artikel 2 TEU, 19,
stk. 1, TEU, og artikel 6, stk. 1-3, TEU, sammen-holdt med
[chartrets] artikel 47 [?]
2. Skal artikel 2 TEU og artikel 19, stk. 1, TEU, sammen-
holdt med chartrets artikel 47, fortolkes således, at disse be-
stemmelser – i en situation, hvor en ret er sat med en person,
UM
JM
GA 29.04.25
Offentligt
EUU Alm.del - Bilag 389
Europaudvalget 2024-25
2
der er udpeget på de betingelser, der er beskrevet i det første
spørgsmål–:
a) er til hinder for anvendelse af nationale lovbestem-melser,
der henviser til enekompetencen for en afdeling ved Sad
Najwyzszy (øverste domstol, Polen), til at kon-trollere lovlig-
heden af udpegelsen af en sådan person til embedet som
dommer, hvilken afdeling udelukkende er sammensat af per-
soner, der er udpeget til dommerem-bedet på de betingelser,
der er beskrevet i det første spørgsmål, og hvilke nationale
lovbestemmelser samtidig kræver, at indsigelser mod udnæv-
nelse til dommerembe-det under hensyntagen til den institu-
tionelle og systemi-ske kontekst ikke skal efterprøves
b) kræver – for at sikre den effektive virkning af EU-retten –
en sådan fortolkning af nationale lovbestem-melser, som vil
gøre det muligt for en ret også ex officio at udelukke en sådan
person fra at behandle sagen på grundlag af – en analog an-
vendelse af – bestemmelser om udelukkelse af en dommer,
der er inhabil (iudex inhabilis);
c) kræver, at den nationale ret, for at anvende EU-retten og
opnå den effektive virkning (effet utile) heraf, skal se bort fra
en dom afsagt af den nationale forfatningsdom-stol, for så
vidt som det i dommen fastslås, at det er uforeneligt med
national ret at behandle en anmodning om udelukkelse af en
dommer med den begrundelse, at udnævnelsen, som ikke op-
fyldte de EUretlige krav om en uafhængig og upartisk dom-
stol, der forudgående er blevet oprettet ved lov i den for-
stand, som omhandlet i artikel 19, stk. 1, TEU sammenholdt
med chartrets artikel 47, var mangelfuld; d) kræver, at den
nationale ret, for at anvende EU-retten og opnå den effektive
virkning (effet utile) heraf, ser bort fra en dom afsagt af den
nationale forfatningsdomstol, hvis den forhindrer fuldbyr-
delse af en foreløbig forholdsregel, der er fastsat i henhold til
en kendelse afsagt af EUDomstolen, som indebærer udsæt-
telse med anvendelsen af nationale bestemmelser, der forhin-
drer de nationale domstole i at undersøge over-holdelsen af
de EU-retlige krav vedrørende en uafhængig og upartisk
domstol, der forudgående er blevet oprettet ved lov i hen-
hold til artikel 19, stk. 1, TEU sammenholdt med chartrets
artikel 47.
C-790/23 Qassioun
Sagen vedrører:
Skal artikel 18, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fast-
sættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken
medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøg-
ning om international beskyttelse, der er indgivet af en tred-
jelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne,
fortolkes således, at et afslag på ansøgningen som omhandlet
i denne bestemmelse omfatter det tilfælde, hvor en midlerti-
dig opholdstilla-delse, der tidligere efter ansøgning er med-
delt den pågældende person i Danmark, og som er baseret på
et behov for beskyttelse, ikke blev forlænget, når afgørelsen
om ikke at forlænge ikke blev truffet på grundlag af en an-
søgning fra denne person herom, men blev truffet myndig-
heden af egen drift?
UM
JM
UIM
GA 30.04.25
C-214/23 Europa-Kommissionen mod Kongeriget Danmark
Kommissions påstand:
(1) at det fastslås, at Kongeriget Danmark har tilsidesat sine
forpligtelser i henhold til artikel 29 i Europa-Parlamentets
UM
JM
KUM
Dom 08.05.25
3
og Rådets direktiv (EU) 2019/790 af 17. april 2019 om op-
havsret og beslægtede rettigheder på det digitale indre mar-
ked og om ændring af direktiv 96/9/EF og 2001/29/EF
(EUT L 130 af 17.5.2019, s 92), ved ikke senest den 7. juni
2021 at havde vedtaget alle de love og administrative be-
stemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet,
eller, under alle omstæn-digheder, ved ikke at have underret-
tet Kommissionen om disse love og administrative bestem-
melser,
(2) at Kongeriget Danmark tilpligtes at betale Kommissi-
onen et fast beløb på 3 642 EUR pr. dag fra dagen efter fri-
sten for gennemførelsen af Direktivet og indtil den dag,
hvor traktatbruddet bringes til ophør, eller i tilfælde af, at det
ikke er bragt til ophør, datoen for afsigelsen af dom i nær-
værende sag, dog minimum 1 456 000 EUR,
(3) at Kongeriget Danmark tilpligtes at betale Kommissi-
onen tvangsbøder på 21 840 EUR pr. dag fra datoen for af-
sigelsen af dom i nærværende sag, indtil Kongeriget Dan-
mark har opfyldt sine forpligtelser i henhold til direktivet,
samt
(4) at Kongeriget Danmark pålægges at betale sagens om-
kostninger.
C-560/23 Tang
Sagen vedrører:
1) Skal fristbestemmelserne i Dublinforordningens artikel
29, stk. 1 og 2, fortolkes således, at fristen på seks måneder
i Dublinforordningens artikel 29, stk. 1, 2. led, regnes fra den
endelige, materielle afgørelse af sagen i tilfælde, hvor en prø-
velsesinstans i den anmodende medlemsstat, jf. Dublinfor-
ordningens artikel 27, har foretaget hjemvisning af sagen om
overførsel til den kompetente myndighed i første instans,
som efterføl-gende har truffet for-nyet afgørelse om over-
førsel senere end seks måneder efter modtagelse af den an-
svarlige medlemsstats accept, herunder når hjemvisningen er
begrundet i, at den ansvarlige med-lemsstat, der oprinde-ligt
har accepteret overførslen, efterfølgende har truffet beslut-
ning om generelt at suspendere overførsler i med-før af
Dublinforordningen, og hvor udsendelsen af den pågæl-
dende udlænding er tillagt opsættende virkning?
UM
JM
UIM
GA 08.05.25
C-130/24 Stadt Wuppertal
Sagen vedrører:
1. Afhænger opholdsretten i henhold til artikel 20 TEUF af,
om en visumprocedure, der i henhold til lov er nød-vendig
for udstedelse af en national opholdstilladelse, med rimelig-
hed kan gennemføres inden for et kort tidsrum, der kan be-
grænses på en hensigtsmæssig måde?
2. Opstår opholdsretten i henhold til artikel 20 TEUF i med-
før af EU-retten, således at retten kun skal bekræftes af de
nationale myndigheder, eller skal en sådan op-holdsret tilde-
les konstitutivt af de nationale myndighe-der?
3. I tilfælde af, at opholdsretten opstår automatisk i medfør
af EU-retten: På hvilket tidspunkt opstår da retten?
4. I tilfælde af, at opholdsretten skal tildeles af de natio-nale
myndigheder: Fra hvilket tidspunkt skal retten da gælde med
tilbagevirkende kraft?
UM
JM
UIM
Dom 08.05.25
4
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Forkortelser i sagstypekolonnen:
O-sag = Sagen følges til orientering
F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg
Sagsnr. Titel og kort sagsresumé Interessent Sags-
type
Pro-
ces-
skridt
Dato
C-453/23 Prezydent Miasta Mielca
Sagen vedrører:
1) I lyset af artikel 107, stk. 1, i traktaten om Den Eu-
ropæ-iske Unions funktionsmåde (konsolideret ud-
gave: EUT C 202 af 7.6.2016, s. 47) fordrejer eller
truer det med at fordreje konkurrencen, når en med-
lemsstat indrømmer en skattelempelse, der er rettet
mod alle virksomheder, som f.eks. artikel 7, stk. 1, nr.
1, litra a), i lov af 12. januar 1991 om lokale skatter og
afgifter (Dz.U. af 2019, nr. 1170, med senere ændrin-
ger), og som består i fritagelse for ejendomsskat af
grunde, bygninger og anlæg, der udgør en del af jern-
baneinfrastrukturen i henhold til bestemmelserne om
jernbanetransport, og som stilles til rådighed for jern-
banevirksomheder?
2) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende, er
en virksomhed, der har nydt godt af en skattefrita-
gelse i henhold til ovennævnte nationale bestem-
melse, der er indført uden overholdelse af den kræ-
vede procedure i artikel 108, stk. 3, i traktaten om
Den Europæiske Unions funktionsmåde (konsolide-
ret udgave: EUT C 202 af 7.6.2016, s. 47), sammen-
holdt med artikel 2 i Rådets forordning (EU)
2015/1589 af 13. juli 2015 om fastlæggel-se af regler
for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Eu-
ropæiske Unions funktionsmåde (konsolideret tekst)
(EØS-relevant tekst: EUT L 248 af 24.9.2015, s. 9),
forpligtet til at betale den udestående skat med tillæg
af renter?
EM O-sag Dom 29.04.25
C-386/23 Novel Nutriology
Sagen vedrører::
Må der annonceres for stoffer fra planter eller urter
(»botaniske stoffer«) med sundhedsanprisninger (jf. ar-
tikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1924/2006) eller
med henvisninger til generelle, uspecifikke gavnlige
virkninger, som næringsstoffet eller fødevaren har for
et godt almenhelbred og velvære (jf. artikel 10, stk. 3, i
forordning (EF) nr. 1924/2006), uden at disse anpris-
ninger er tilladt i henhold til denne forordning og med-
taget på listerne over anprisnin-ger, der er tilladt i hen-
hold til forordningens artikel 13 og 14 (jf. forordnin-
gens artikel 10, stk. 1), eller uden at disse henvisninger
ledsages af en beslægtet specifik sundhedsanprisning,
der er opført på de i forordningens artikel 13 eller 14
fastsatte lister (jf. forordningens artikel 10, stk. 3), når
autoritetens vurdering og Kommissionens undersø-
gelse af opførelsen på EF-listerne i henhold til forord-
ningens artikel 13 og 14 af de vedrørende »botaniske
stof-fer« anmeldte anprisninger endnu ikke er tilende-
bragt?
FVM O-sag Dom 30.04.25
5
C-536/23 Mutua Madrileña Automovilista
Sagen vedrører:
Skal artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012
om retternes kompetence og om anerkendel-se og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handels-
retlige område, sammenholdt med denne forordnings
artikel 11, stk. 1, litra b), fortolkes således, at også en
EU-medlemsstat i sin egenskab af arbejdsgiver, der har
opretholdt aflønningen af en tjenestemand under den-
nes (midlertidige) uarbejdsdygtighed efter en trafik-
ulykke og er indtrådt i de rettigheder, der tilkommer
denne, over for et selskab, som er etableret i en anden
medlems-stat, i hvilket det køretøj, der var involveret i
ulykken, er ansvarsforsikret, kan anlægge sag mod for-
sikringsselskabet som »skadelidt« i den nævnte bestem-
melses forstand ved retten på det sted, hvor den uar-
bejdsdygtige tjenestemand har bopæl, såfremt der er
hjemmel for et direkte sagsanlæg?
MEDST O-sag Dom 30.04.25
C-630/23 AxFina Hungary
Sagen vedrører:
1. Er det korrekt at fortolke formuleringen »[aftalen]
kan opretholdes uden de
urimelige kontraktvilkår« i artikel 6, stk. 1, i Rådets di-
rek-tiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige
kontraktvil-kår i forbrugeraftaler (herefter »direktiv
93/13«) således, at en forbrugeraftale i fremmed valuta
kan opretholdes uden en kontraktbestemmelse, som
vedrører omfanget af hovedydelsen i henhold til kon-
trakten, og hvorved forbrugeren pålægges hele kursri-
sikoen, henset til at mekanismen for valutaomregning
er reguleret i med-lemsstatens nationale ret ved bin-
dende retsforskrifter?
Er en retspraksis i en medlemsstat (på grundlag af en
fortolkning af medlemsstatens nationale ret i lyset af
direktivet, som overholder de fortolkningsprincipper,
der er opstillet af Den Europæiske Unions Domstol),
hvorefter det under hensyntagen til princippet om
ugrundet berigelse
a) påbydes, at de beløb, som kreditgiveren har opkræ-
vet i henhold til det kontraktvilkår, der er blevet erklæ-
ret urimeligt, skal tilbagebetales til forbrugeren (eller
opgø-res til fordel for denne), men dette påbud ikke
indebærer en restitutio in integrum, eftersom en spe-
ciel bestemmel-se i national ret udelukker denne mu-
lige retsvirkning af ugyldigheden, og reglerne om
ugrundet berigelse heller ikke finder uafhængig anven-
delse, eftersom national ret ikke fastsætter denne rets-
virkning af aftalens ugyldighed, men frigør forbruge-
ren fra de virkninger, der er særligt ufordelagtige for
vedkommende, samtidig med at lige-vægten mellem
aftaleparterne genoprettes ved anvendel-se af den pri-
mære retsvirkning, som medlemsstatens nationale ret
fastsætter i tilfælde af ugyldighed, dvs. at aftalen erklæ-
res gyldiggjort i den forstand, at de urimeli-ge kon-
traktvilkår ikke medfører nogen forpligtelse for for-
brugeren, men at de øvrige (ikke-urimelige) elementer
i aftalen (herunder renter i henhold til aftalen og øvrige
JM’s Formue-
retskontor
O-sag Dom 30.04.25
6
omkostninger) forbliver bindende for parterne på i øv-
rigt samme vilkår, og
b) der, såfremt en gyldiggørelse ikke er mulig, fastsæt-
tes de retsvirkninger af ugyldigheden, at aftalen af hen-
syn til opgørelsen af mellemværendet erklæres gyldig,
indtil der træffes afgørelse, og mellemværendet mellem
parterne opgøres ved anvendelse af princippet om
ugrundet berigelse,
forenelig med artikel 1, stk. 2, artikel 6, stk. 1, og artikel
7, stk. 1, i direktiv 93/13?
2. Kan det ved fastsættelsen af retsvirkningerne af en
aftale, som er ugyldig af de anførte grunde, undlades at
anvende en bestemmelse i medlemsstatens nationale
ret, som trådte i kraft efterfølgende og fra dette tids-
punkt indførte en obligatorisk omregning til forint, ef-
tersom denne bestemmelse som følge af fastlåsningen
af veksel-kursen pålægger forbrugeren en vis del af
kursrisikoen, på trods af at forbrugeren – på grund af
det urimelige kontraktvilkår – burde være fuldstændig
frigjort fra denne risiko?
3
3. Såfremt det i henhold til EU-retten ikke er muligt at
fastsætte retsvirkningerne af ugyldigheden enten der-
ved, at aftalen gyldiggøres, eller at den erklæres gyldig,
hvilke retsvirkninger kan da på det tilsvarende funda-
ment af retspraksis fastsættes contra legem uafhængigt
af med-lemsstatens nationale lovgivning om retsvirk-
ningerne og alene på grundlag af EU-retten, henset til
at direktiv 93/13 ikke fastsætter regler for retsvirknin-
gerne af ugyl-digheden?
C-678/23 Spitalul Clinic de Pneumoftiziologie Iaşi
Sagen vedrører:
1) Er artikel 9 og artikel 11, stk. 6, i Rådets direktiv
89/391 om iværksættelse af foranstaltninger til forbed-
ring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under ar-
bejdet til hinder for en bindende national lovgivning
og praksis, hvorefter arbejdstagerne ikke har ret til di-
rekte at henvende sig til den kompetente myndighed
med hensyn til sikkerhed og sundhed under arbejdet,
såfremt de skønner, at de foranstaltninger, der er truf-
fet, og de midler, der er stillet til rådighed af arbejdsgi-
veren, ikke er tilstrækkelige til at garantere sikkerheden
og sundheden under arbejdet, og heller ikke kan an-
lægge sag ved domstolene, såfremt de skønner, at ar-
bejdsgiveren ikke har opfyldt sine forpligtelser med
hensyn til klassificering af arbejdssteder som arbejds-
steder, [der udsætter arbejdstagerne for] belastende
forhold, hverken for den arbejdsperiode, der allerede
er gennemført, eller for den fremtidige periode af an-
sættelsesforhol-det?
2) Har artikel 11, stk. 6, i direktiv 89/391 vertikal di-
rekte virkning, og giver denne artikel, sammenholdt
med artikel 31, stk. 1, og med bestemmelserne i artikel
47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæg-
gende rettigheder, arbejdstagerne ret til domstolsbe-
skyttelse i tilfælde af, at de arbejdsgivere som de lovbe-
stemte forpligtelser påhviler, ikke opfylder disse for-
pligtelser?
MEDST O-sag GA 30.04.25
7
C-699/23 Caja Rural de Navarra
Sagen vedrører:
1. Er det i strid med princippet om gennemsigtighed at
opkræve et »oprettel-sesgebyr« for den erhvervsdriv-
endes levering af ydelser, som ikke specificeres, hver-
ken med hensyn til deres indhold eller den tid, der an-
vendes på dem, hvilket forhindrer forbrugeren i at ef-
terprøve, dels om opkrævningen af gebyret er i over-
ensstemmelse med det aftalte eller det, der fremgår af
prisli-sten, eller i hvert fald med det, der er rimeligt
henset til ydelsens art, og dels at ingen ydelser overlap-
per hinanden, at forbrugeren ikke betaler for ydelser,
for hvilke der allerede betales gennem de ordinære ren-
ter, og at den er-hvervsdrivende ikke på ny opkræver
betaling for en anden ydelse?
2. Er det i strid med princippet om gennemsigtighed,
at den erhvervsdrivende ved markedsføringen af den
rentesats, vedkommende tilbyder i forbindelse med lån
med pant i fast ejendom til forbrugere, ikke også oply-
ser det »opret-telsesgebyr«, som obligatorisk skal beta-
les på tidspunktet for den markedsførte aftales indgå-
else, navnlig når dette gebyr udgør en kendt, på for-
hånd fastlagt og fast procentdel af lånebeløbet, uanset
hvad dette beløb måtte være?
3. Såfremt undersøgelserne i forbindelse med ansøg-
ningen og administratio-nen i denne forbindelse og
indsamlingen og analysen af oplysningerne om ansø-
gerens kreditværdighed og evne til at betale af på lånet
i hele dets løbetid samt vurderingen af den forelagte
sikkerhed er blandt de ydelser, for hvilke der betales
med oprettelsesgebyret, når låneansøgningen godken-
des og låne-aftalen indgås, og såfremt der ikke skal be-
tales for disse ydelser, hvis lånean-søgningen afvises, er
der da tale om ydelser, der indgår i bankvirksomhed,
og som udgør en del af sikkerhedsproceduren i denne
forbindelse, og skal udgif-terne hertil bæres af penge-
instituttet som omhandlet i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/17/EU om forbrugerkreditafta-
ler i forbindelse med fast ejendom til beboelse?
4. Såfremt oprettelsesgebyret udgør en godtgørelse for
ydelser, som ikke vedrører den långivende enheds egen
virksomhed, og derfor betales ud over de ordinære
renter, skal dette pengeinstitut da ikke udstede en til-
hørende faktura til forbrugeren med udspecificering
og angivelse af moms for hver af de leverede ydelser?
5. Er det i strid med princippet om gennemsigtighed,
at den erhvervsdrivende, som kræver betaling af et op-
rettelsesgebyr som pris for en række helt konkrete
ydelser, ikke forud for aftalens indgåelse stiller en pris-
liste med angivelse af timeprisen for hver af disse ydel-
ser til rådighed for forbrugeren, således at denne dels
på forhånd ved, hvad låneaftalens endelige pris vil
være, og dels kan sammenligne prisen for disse ydelser
med de priser, der tilbydes af andre erhvervsdrivende?
6. Er det i overensstemmelse med princippet om gen-
nemsigtighed, at den erhvervsdrivende opkræver beta-
ling for en række helt konkrete ydelser, som er nød-
vendige for indgåelsen af den påtænkte aftale mellem
EM
SKM
JM
O-sag Dom 30.04.25
8
parterne, ved at udregne en procentdel af det totale lå-
nebeløb, således at identiske ydelser, som er leveret af
det samme antal personer og i lige lang tid, faktureres
som »oprettelsesgebyr« til forskellige beløb afhængigt
af lånebeløbet i det enkelte tilfælde?
7. Er artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF til hinder
for en kontrol af gen-nemsigtigheden, som indebærer,
at kontraktvilkåret om oprettelsesgebyret anses for uri-
meligt, hvis gebyret overstiger et konkret beløb, som
fastsættes på baggrund af en statistik hentet på inter-
nettet over priserne på sådanne geby-rer?
8. Er artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv
93/13/EØF til hinder for en national retspraksis,
hvorefter spørgsmålet om, hvorvidt oprettelsesgebyret
er uforholdsmæssigt, afgøres på baggrund af de beløb,
der ifølge statistikkerne blev opkrævet i oprettelsesge-
byr i Spanien på det pågældende tidspunkt, idet disse
oprettelsesgebyrer blev opkrævet på et tidspunkt, hvor
kontraktvilkår, som indeholdt et sådant oprettelsesge-
byr, ikke var undergivet en prøvelse af deres rimelig-
hed?
9. Er det i strid med effektivitetsprincippet, at den er-
hvervsdrivende i aftaler indgået før gennemførelsen af
direktiv 2014/17/EU i Spaniens interne rets-orden
opkræver et oprettelsesgebyr som betaling for under-
søgelsen af den potentielle låntagers kreditværdighed
og transaktionens levedygtighed, når sådanne undersø-
gelser efter gennemførelsen af det nævnte direktiv ikke
længere kan medføre omkostninger for den potentielle
låntager?
10. Skal artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13/EØF fortol-
kes således, at denne bestemmelse er til hinder for en
national retspraksis såsom den, der er udvik-let af Tri-
bunal Supremo (øverste domstol) i sag STS 816/2023
af 29. maj 2023, hvorefter prøvelsen af rimeligheden af
kontraktvilkåret om »oprettelsesgeby-ret« ikke kræver,
at dette vilkår konkretiserer, hvilke ydelser der betales
for ved oprettelsesgebyret, eller hvilken pris de faktu-
reres til, og at denne urimelig-hedskontrol er begræn-
set til en efterprøvning af, om det pågældende kon-
traktvilkår tydeligt angiver det beløb, som forbrugeren
skal betale, og om dette beløb ikke overstiger den fast-
satte proportionalitetstærskel?
C-80/24 Zwrotybankowe.pl
Sagen vedrører:
a. Skal artikel 22, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbru-
gerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv
87/102/EØF (EUT L af 2008, nr. 133, s. 66) fortolkes
således, at denne be-stemmelse er til hinder for en na-
tional lovgivning, der giver en forbruger mulighed for
at overdrage de rettigheder, den pågældende er blevet
tildelt ved nationale bestemmelser, der gennemfører
direktivet, til en tredjemand, der ikke er en forbruger?
b. Skal artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets di-
rektiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kon-
traktvilkår i forbrugeraftaler ([udelades] EUT L af
1993, nr. 95, s. 29) fortolkes således, at rettens forplig-
telse til ex officio at undersøge, om et kontraktvilkår er
JM’s Formue-
retskontor
O-sag GA 30.04.25
9
urimeligt, også gælder for et vilkår i en aftale om over-
dragelse af krav, der er indgået mellem en forbruger og
en tredjemand, når denne aftale påberåbes af den på-
gældende tredjemand i en retssag som grundlag for
dennes søgsmålskompetence i en sag mod den er-
hvervsdrivende, som er forbrugerens oprindelige med-
kontrahent?
C-197/24 Šiľarský
Sagen vedrører:
1) Skal artikel 1, stk. 2, sammenholdt med artikel 2, nr.
1) og 3), samt artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om
bekæmpelse af forsinkelser i betalinger i handelstrans-
aktioner i den gældende udgave fortolkes således, at (i)
begrebet en »virksomhed« også om-fatter en fysisk
person, der i en situation som den i hovedsagen om-
handlede, benytter advokattjenester til at oprette et
handelsselskab, hvor den pågælden-de skal være med-
lem af bestyrelsen samt være en af de to stiftere og
partnere, og (ii) begrebet en »handelstransaktion« om-
fatter en transaktion, der i en situation som den i ho-
vedsagen omhandlede, fører til, at advokaten yder tje-
nester til denne person med henblik på stiftelse af et
handelsselskab?
2) Hvis det første spørgsmål besvares benægtende, skal
begrebet »forbruger« i artikel 2, litra b), i Rådets direk-
tiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontrakt-
vilkår i forbrugeraftaler som ændret, sammenholdt
med artikel 8 i dette direktiv fortolkes således, at dette
begreb, i en situation som den i ho-vedsagen omhand-
lede, også omfatter en fysisk person, over for hvem der
gøres krav gældende i henhold til en aftale om levering
af juridiske tjeneste-ydelser, hvis genstanden for denne
aftale var tjenesteydelser med henblik på oprettelse af
et handelsselskab, og sagsøgte skulle være medlem af
bestyrelsen samt være en af de to stiftere og partnere i
dette selskab?
ERST O-sag GA 30.04.25
C-282/24 Polismyndigheten
Sagen vedrører:
Kan en ændring af vederlagsmodellen i en rammeaf-
tale, der oprindeligt blev udbudt på baggrund af tilde-
lingskriteriet laveste tilbudte pris, hvor balancen mel-
lem faste og variable priser ændres, samtidig med at
prisniveauerne juste-res i et sådant omfang, at den
samlede kontraktværdi ikke ændres mere end på mar-
ginal vis, medføre, at rammeaftalens overordnede ka-
rakter skal anses for at være blevet ændret i den betyd-
ning, hvori dette udtryk anvendes i udbudsdi-rektivets
artikel 72, stk. 2?
KFST O-sag GA 30.04.25
C-370/24 Nastolo
Sagen vedrører:
1. »Skal artikel 13 i direktiv 2009/103/EF fortolkes så-
ledes, at i tilfælde af et trafikuheld, som har impliceret
passageren af et stjålet køretøj, har det organ, som er
udpeget til erstatning i henhold til artikel 10 i direktiv
2009/103/EF, bevisbyrden for, at den skadelidte vid-
ste, at bilen var stjålet?«
2. »Er denne bestemmelse, som fortolket i denne ret-
ning, i bekræftende fald til hinder for en ordning som
TRM O-sag Dom 30.04.25
10
den italienske, for så vidt som denne ordning fortolkes
og anvendes således, at den skadelidte passager bærer
bevisbyrden?«
T-499/20 Banco Cooperativo Español mod SRB
Påstande:
— Det fastslås, at artikel 5, stk. 1, i Kommissionens
delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober
2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex
ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT
2015, L 11, s. 44) ikke skal finde anvendelse.
— Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans
den 19. marts 2020 om beregning af ex ante-bidrag til
Den Fælles Afviklingsfond for 2016
(SRB/ES/2020/16) annulleres på grund af tilsidesæt-
telse af artikel 103, stk. 2, andet afsnit, i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj
2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af
kreditinstitutter og inve-steringsselskaber og om æn-
dring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF,
2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF,
2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og
2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og
(EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190) og af
artikel 70 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 806/2014 af 15. juli 2014 om ensartede regler
og en ensartet procedure for afvikling af kreditinstitut-
ter og visse investeringsselskaber inden for rammerne
af en fælles afviklingsmekanisme og en fælles afvik-
lingsfond og om ændring af forord-ning (EU) nr.
1093/2010 (EUT 2014, L 225, s. 1), fortolket i lyset af
artikel 16 i Den Europæiske Unions charter om grund-
læggende rettigheder samt af pro-portionalitetsprin-
cippet.
— Under alle omstændigheder fastslås det, at den an-
fægtede afgørelse ikke kan have retsvirkninger med til-
bagevirkende kraft fra tidspunktet for vedtagel-sen af
afgørelsen fra Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) om
ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2016
(SRB/ES/2020/06), og den anfægtede afgørelses arti-
kel 3 annulleres følgelig, for så vidt som den har så-
danne virk-ninger.
— SRB tilpligtes under alle omstændigheder at betale
sagsøgeren erstatning:
— Principalt svarende til morarenter af det betalte be-
løb i 2016 fra den 23. juni 2016 og indtil den dato, hvor
SRB betaler de skyldige beløb, til den gæl-dende ECB-
refinansieringssats (p.t. 0 %) forhøjet med 3,5 procent-
point.
— Subsidiært, og kun såfremt Retten måtte finde, at
den anfægtede afgørelse materielt er i overensstem-
melse med gældende ret, men ikke kan have rets-virk-
ninger med tilbagevirkende kraft, svarende til mora-
renter af det betalte beløb i 2016 fra den 23. juni 2016
og indtil den 19. marts 2020, fra hvilken dato den an-
fægtede afgørelse har retsvirkning, til den gældende
ECB-refinansieringssats (p.t. 0 %) forhøjet med 3,5
procentpoint.
Finanstilsynet O-sag Dom 30.04.25
11
— Mere subsidiært med et beløb svarende til den for-
tjeneste, som sagsøgeren havde opnået, såfremt sagsø-
geren ved aktionerne den 16. juni 2016 havde erhver-
vet tiårige spanske statsobligationer til en værdi sva-
rende til ex ante-bidraget for 2016 beregnet fra den 23.
juni 2016 og indtil den dato, hvor SRB betaler de skyl-
dige beløb (eller den 19. marts 2020, såfremt Retten
måtte finde, at den anfægtede afgørelse materielt er i
overensstemmelse med gældende ret, men ikke kan
have retsvirkninger med tilbagevirkende kraft).
— Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale
sagsomkostningerne.
C-580/23 og
C-795/23
Konektra
Sagen vedrører:
1. Findes der for brugskunstværker et regel-undtagel-
sesforhold mellem den designretlige og den ophavsret-
lige beskyttelse således, at der i forbindelse med den
ophavsretlige prøvelse af disse værkers originalitet skal
stilles større krav til skaberens frie og kreative valg end
for andre værktyper?
2. Skal der i forbindelse med den ophavsretlige prø-
velse af originaliteten (også) tages hensyn til skaberens
subjektive synspunkt i forhold til skabelses-processen,
og skal denne navnlig træffe de frie og kreative valg
bevidst, for at de skal anses for frie og kreative valg
som omhandlet i Den Europæiske Unions Domstols
praksis?
3. Såfremt der i forbindelse med prøvelsen af origina-
litet skal tages afgørende hensyn til, om og hvorvidt
kunstnerisk virksomhed objektivt er kommet til udtryk
i værket: Kan der med henblik på denne prøvelse også
tages hensyn til omstændigheder, som er indtrådt efter
tidspunktet for frembringelsens tilbli-velse, som er af-
gørende for bedømmelsen af originaliteten, såsom
præsentati-on af frembringelsen på kunstudstillinger
eller museer eller dens anerkendelse i fagkredse?
Patent- og Vare-
mærkestyrelsen
O-sag GA 08.05.25
C-115/24 Österreichische Zahnärztekammer
Sagen vedrører:
1.1. Omfatter anvendelsesområdet for artikel 3, litra d),
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientret-tigheder i
forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydel-
ser, hvorefter sundhedsydelserne i tilfælde af telemedi-
cin anses for at være leveret i den medlemsstat, hvor
sundhedstjenesteyderen er etableret, kun godtgørelse
af udgifter som omhandlet i direktivets artikel 7?
1.2. Såfremt spørgsmål 1.1. besvares benægtende, fast-
sætter artikel 3, litra d), i direktiv 2011/24/EU da et
generelt oprindelseslandsprincip for telemedi-cinske
ydelser?
1.3. Fastsætter Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspek-
ter af informationssamfundstjenester, navnlig elektro-
nisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elek-
tronisk handel«) et oprindelseslandsprincip for teleme-
dicinske ydelser?
2.1. Henviser udtrykket »sundhedsydelser i tilfælde af
telemedicin« som omhandlet i artikel 3, litra d), i direk-
UM
SUM
O-sag GA 08.05.25
12
tiv 2011/24/EU udelukkende til enkelt-stående medi-
cinske ydelser, som gennemføres (grænseoverskri-
dende) ved hjælp af informations- og kommunikati-
onsteknologier (IKT), eller til en samlet behandlings-
aftale, der også kan omfatte fysiske undersøgelser i pa-
tientens bopælsstat?
2.2. Såfremt fysiske undersøgelser kan være omfattet,
skal ydelser ved hjælp af IKT da udgøre den overve-
jende del, for at der foreligger en »sundheds-ydelse i
tilfælde af telemedicin«, og efter hvilke kriterier skal det
i så fald vurderes, om de udgør den overvejende del?
2.3. Skal en medicinsk behandling samlet set betragtes
som en grænseover-skridende sundhedsydelse som
omhandlet i artikel 3, litra d) og e), i direktiv
2011/24/EU, når en sundhedstjenesteyder, der i for-
hold til patienten er hjemmehørende i en anden med-
lemsstat, og hvormed patienten har indgå-et en be-
handlingsaftale (her en tandklinik), leverer en del af
den samlede behandling ved hjælp af IKT, hvorimod
den anden del af den samlede ydelse leveres af en sund-
hedstjenesteyder, der er hjemmehørende i samme
medlemsstat som patienten (en etableret tandlæge)?
3.1. Skal artikel 2, litra n), sammenholdt med artikel 3,
litra d), og artikel 4, litra a), i direktiv 2011/24/EU, og
sammenholdt med artikel 5, stk. 3, i Euro-pa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. septem-
ber 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifi-
kationer, fortolkes således, at en tandklinik, der er etab-
leret i Tyskland i tilfælde af »telemedicinske sund-heds-
ydelser« i Østrig skal overholde de i denne stat gæl-
dende nationale faglige, fagretlige eller administrative
adfærdsregler (navnlig §§ 24, 26 og 31 i den østrigske
Zahnärztegesetz (lov om tandlæger))?
3.2. Skal artikel 5, stk. 3, i direktiv 2005/36/EF fortol-
kes således, at en sund-hedstjenesteyder flytter til en
anden medlemsstat, når vedkommende alene leverer
medicinske ydelser ved hjælp af IKT? Foreligger der,
såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, en flyt-
ning til en anden medlemsstat, hvis vedkommende la-
der medhjælpere ved udførelsen foretage fysiske un-
dersø-gelser eller behandlinger i patientens bopælsstat?
4. Er den frie udveksling af tjenesteydelser som fastsat
i artikel 56 ff. TEUF til hinder for bestemmelserne i
den østrigske lov om tandlæger, som i §§ 24 ff. primært
fastsætter en direkte og personlig udøvelse af faget og
kun fast-sætter en »foreløbig« fri udveksling af tjene-
steydelser for »EØS-statsborgere« inden for rammerne
af § 31 i lov om tandlæger, i situationer som den fore-
liggende, hvor en udenlandsk tandlæge – i princippet
permanent – i henhold til en samlet behandlingsaftale
leverer ydelser, til dels ved hjælp af IKT fra udlandet
(dvs. ved en grænseoverskridende korrespondance-tje-
nesteydelse), og til dels i indlandet gennem en autori-
seret østrigsk tandlæ-ge som medhjælper ved udførel-
sen?
C-205/24 Europa-Kommissionen mod Irland
Påstande:
— Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser
i henhold til
MLM O-sag Dom 08.05.25
13
artikel 30, stk. 1 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning
(EU) nr. 1143/2014 af 22. oktober 2014 om forebyg-
gelse og
håndtering af introduktion og spredning af invasive
ikkehjemmehørende arter (1), idet denne medlemsstat
ikke har
fastlagt bestemmelser om sanktioner for overtrædelse
af forordning
(EU) nr. 1143/2014 og ikke har meddelt Kommissio-
nen sådanne
bestemmelser senest den 2. januar 2016.
— Irland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
C-236/24 Provincie Oost-Vlaanderen et Sogent
Sagen vedrører:
»Skal artikel 9a i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering
af visse offentlige og private projekters indvirkning på
miljøet, som blev indsat ved direktiv 2014/52/EU af
16. april 2014, for-tolkes således, at i tilfælde, hvor den
kompetente myndighed samtidig er bygherre, finder
den passende adskillelse af uforenelige funktioner i
forbindelse med varetagelsen af de opgaver, der følger
af dette direktiv, også anvendelse på bedømmelsen af
det spørgsmål, om de projekter, der er omhandlet i
dette direktivs artikel 4, stk. 2, skal underkastes den
vurdering, der er fastsat i dette direktivs artikel 5-10?«
TRM
MLM
O-sag Dom 08.05.25
C-315/24 Nestlé Sverige
Sagen vedrører:
Kan oplysninger om et produkts energiværdi og dets
mængder af
forskellige næringsstoffer, der angives andre steder end
i næringsdeklaratio-nen,
udgøre en supplerende beskrivelse af produktets egen-
skaber og karakteristika som
omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra g), i forordning
2016/128?
Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende, er artikel
6, stk. 2, som
forbyder, at oplysningerne i den obligatoriske nærings-
deklaration gentages i
mærkningen, da til hinder for, at der i en beskrivelse
som omhandlet i artikel 5,
stk. 2, litra g), anføres oplysninger om energiværdien
og mængderne af forskel-lige næringsstoffer, hvis disse
oplysninger er angivet anderledes end pr. 100 g eller
pr.
100 ml?
FVM O-sag GA 08.05.25