Svar på spm. nr. S 914: Mener ministeren, at der er behov for ekstra donationsregler målrettet politiske partier, selvom juridiske og fysiske personer på »Forbudslisten mod modtagelse af donationer« allerede er afskåret fra at foretage sådanne donationer?
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: indenrigs- og sundhedsministeren
- Til: Kaare Dybvad Bek
- Spørger: Carl Andersen
- Minister: udlændinge- og integrationsministeren
Svar på spm. nr. S 914.docx
https://www.ft.dk/samling/20241/spoergsmaal/s914/svar/2130280/3005913.pdf
Medlem af Folketinget Carl Andersen (LA) har den 2. april 2025 stillet følgende spørgsmål nr. S 914 til indenrigs- og sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmål S 914: ”Mener ministeren, at der er behov for ekstra donationsregler målrettet politiske partier, selvom juridiske og fysiske personer på »Forbudslisten mod modtagelse af donationer« allerede er afskåret fra at foretage sådanne donationer?” Begrundelse: Der henvises til artiklen »Flertal lander aftale om forbud mod udenlandske donationer i dansk politik. Men datterselskaber kan stadig støtte« bragt på altinget.dk den 1. april 2025. Svar: Forbudslisten er en liste over fysiske og juridiske personer, fra hvem det ikke er tilladt at modtage donationer. Listen består af personer, som vil modarbejde eller underminere demokratiet og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder i Danmark via donationer. Der fremgår i dag én fysisk person og ni juridiske personer af listen, hvoraf flere har adresse i udlandet. Partier, kandidatlister og kandidater må derfor ikke modtage donationer fra de ti personer på listen. Som reglerne er i dag, er det dog muligt for partier, kandidatlister og kandidater at modtage tilskud fra myndigheder og fysiske og juridiske personer i udlandet, som ikke fremgår af forbudslisten. Dette giver personer i udlandet samt andre stater mulighed for at øve indflydelse på det danske folkestyre ved hjælp af økonomisk støtte til politiske partier og kandidater. Set i lyset af den nuværende trussels- og sikkerhedssituation samt den øgede interesse fra udenlandske aktører i europæisk politik mener jeg ikke, at forbudslisten i tilstrækkeligt omfang forhindrer risikoen for udenlandsk påvirkning af det danske folkestyre ved hjælp af donationer til politiske partier og kandidater. Ved at indføre yderligere regler om modtagelse af donationer for partier, kandidatlister og kandidater, såsom et forbud mod modtagelse af donationer fra udlandet, kan muligheden for udenlandsk påvirkning ved hjælp af donationer begrænses. Jeg mener derfor ligesom et meget bredt flertal i Folketinget, at det er hensigtsmæssigt, at reglerne om private tilskud til partier, kandidatlister og kandidater strammes, således at der indføres et generelt forbud mod modtagelse af donationer af enhver størrelse fra udlandet. Med venlig hilsen Sophie Løhde Folketingets Lovsekretariat Slotsholmsgade 10-12 DK-1216 København K T +45 7226 9000 F +45 7226 9001 M sum@sum.dk W sum.dk Dato: 11-04-2025 Enhed: Demokratikontoret – Valgenheden Sagsbeh: Mikkel Skovgaard Hansen Sagsnr.:2025 - 3952 Dok. nr.: 323195 Offentligt S 914 endeligt svar 2024-25