Fremsat den 11. april 2025 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)

Fremsat den 11. april 2025 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., lov om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v. og lov
om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser
(Etablering af særlige afdelinger for terrordømte m.v., styrkelse af kriminalforsorgens indsats over for ekstremisme og
radikalisering m.v. samt tiltag på offererstatningsområdet med henblik på at lette sagsbehandlingen af offererstatningssager
m.v.)
§ 1
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 201 af 28. februar 2023, som ændret ved lov nr. 893 af
21. juni 2022, lov nr. 1552 af 12. december 2023 og senest
ved § 11 i lov nr. 1656 af 30. december 2024, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 22 a indsættes før overskriften før § 23:
»§ 22 b. Fuldbyrdelse af en straf af fængsel eller forva-
ring for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j, skal
uanset § 22, stk. 1, ske i lukket fængsel, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for 15-17-årige, medmindre af-
gørende hensyn til retshåndhævelsen eller den unges forhold
taler herfor.
Stk. 3. Kriminalforsorgen kan undtagelsesvis bestemme,
at stk. 1 ikke skal finde anvendelse, hvis hensyn til den
indsattes helbred eller andre særlige omstændigheder taler
herfor.«
2. Efter § 23 indsættes før overskriften før § 24:
»§ 23 a. Fuldbyrdelse af en straf af fængsel eller forva-
ring for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j, skal
uanset § 23, stk. 1, 1. pkt., ske ved anbringelse i en afdeling
målrettet terrordømte, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for 15-17-årige, medmindre af-
gørende hensyn til retshåndhævelsen eller den unges forhold
taler herfor.
Stk. 3. Kriminalforsorgen kan undtagelsesvis bestemme,
at stk. 1 ikke skal finde anvendelse, hvis hensyn til den
indsattes helbred eller andre særlige omstændigheder taler
herfor.«
3. I § 24 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Overførsel til åbent fængsel kan desuden undla-
des, hvis den indsatte er anbragt på en afdeling målrettet
terrordømte i medfør af § 22, stk. 3, eller § 23 a, stk. 1, eller
er overført til en afdeling målrettet terrordømte i medfør af §
25, stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, eller § 27, stk. 2, nr. 2.«
4. I § 33, stk. 2, indsættes efter »institutionen,«: »eller til
anbringelse af særligt farlige terrordømte og radikaliserede
indsatte,«.
5. I § 50 a, stk. 1, indsættes efter »jf. dog stk. 5«: »og 6«.
6. I § 50 a indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Sager efter stk. 1 vedrørende udstationering af
indsatte, der er udvist af landet ved dom, behandles efter
ansøgning.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
7. I § 55, stk. 3, ændres »Gennemlæsning af breve« til:
»Gennemlæsning og optagelse af foto af breve«.
8. I § 55, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Der kan optages foto af breve til og fra indsatte omfat-
tet af 1. pkt., hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til
at forebygge kriminalitet.«
9. I § 55, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:
Lovforslag nr. L 198 Folketinget 2024-25
Justitsmin., j.nr. 2023-04656
AA014691
»Der kan optages foto af breve til og fra indsatte omfat-
tet af 1. pkt., hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til
at forebygge kriminalitet.«
10. I § 55, stk. 8, 1. pkt., indsættes efter »tilbageholdelsen«:
»eller fotooptagelsen«.
11. I § 55, stk. 8, indsættes som 3. pkt.:
»Orientering om fotooptagelse kan undlades af hensyn til
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me.«
12. I § 60, stk. 1, indsættes efter »iagttages«: », eller hvis det
sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme«.
13. I § 60, stk. 8, indsættes efter »hensyn«: », eller hvis det
sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme«.
14. I § 60, stk. 9, 1. pkt., indsættes efter »gennemlæse«: »,
optage foto af«, og efter »hensyn« indsættes: », hvis det sker
som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet«.
15. I § 62, stk. 1, ændres »hvis det er nødvendigt« til: »hvis
det er strengt nødvendigt«.
16. I § 65, stk. 1, ændres »hvis det er nødvendigt« til: »hvis
det er strengt nødvendigt«.
17. I § 66, stk. 1, ændres »hvis det er nødvendigt« til: »hvis
det er strengt nødvendigt«.
18. § 66 b, stk. 1, affattes således:
»Kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og videregi-
ve oplysninger om indsatte og andre personer, til andre
myndigheder, når det vurderes nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
eller andre myndigheders indsats mod radikalisering og ek-
stremisme eller af hensyn til at bekæmpe og forebygge
kriminalitet. Kriminalforsorgen kan som led i opgavevareta-
gelsen efter 1. pkt. gøre brug af fiktive profiler på sociale
medieplatforme.«
19. I § 91, stk. 1, indsættes efter »levevilkår«: », jf. dog stk.
2«.
20. I § 91 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Oversendelse til restanceinddrivelsesmyndighe-
den kan dog undlades, når bødestraf er idømt eller vedtaget
her i landet mod fysiske eller juridiske personer, der har fast
bopæl eller hjemsted i udlandet med henblik på, at myndig-
hederne i det pågældende land anmodes om at fuldbyrde
bødestraffen.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 2
I lov om samarbejde med Finland, Island, Norge
og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv., jf.
lovbekendtgørelse nr. 555 af 25. maj 2011, foretages
følgende ændring:
1. § 23 affattes således:
»§ 23. Beføjelser efter denne lov udøves af justitsministe-
ren eller den, ministeren bemyndiger dertil.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen
til at klage over afgørelser, der er truffet efter §§ 17 og
22, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed. Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte regler om klagefrist, behandling af kla-
gesager og opsættende virkning af klager.«
§ 3
I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014, som
ændret bl.a. ved lov nr. 486 af 30. april 2019 og senest
ved § 5 i lov nr. 665 af 11. juni 2024, foretages følgende
ændringer:
1. § 14 a affattes således:
»§ 14 a. Nævnet har til brug for behandlingen af ansøg-
ninger i medfør af denne lov terminaladgang til de nødven-
dige skatteoplysninger, herunder oplysninger i indkomstre-
gisteret, hos Skatteforvaltningen.«
2. I § 15, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Er ansøgeren mindreårig eller under værgemål, kan
nævnet bestemme, at ansøgerens forældre eller værger helt
eller delvist skal have dækket udgifter, som de har afholdt i
anledning af sagen.«
3. I § 17 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Statens krav mod skadevolder forrentes tidligst,
når kravet er overdraget til inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden.«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Stk. 2. § 3, nr. 3, har virkning i forhold til statens ubetalte
krav mod skadevoldere, der er opstået før den 1. juli 2025.
Stk. 3. Regler udstedt i medfør af § 91, stk. 3, i lov om
fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af
28. februar 2023, som senest ændret ved § 11 i lov nr. 1656
af 30. december 2024 forbliver i kraft, indtil de ophæves
eller afløses af regler udstedt i medfør af § 91, stk. 4, i lov
om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. denne lovs § 1, nr. 20.
§ 5
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer,
2
som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsi-
ger.
Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grøn-
landske forhold tilsiger.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Baggrund
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Etablering af særlige afdelinger målrettet terrordømte og radikaliserede indsatte
3.1.1. Gældende ret
3.1.1.1. Anbringelse og overførsel af dømte
3.1.1.2. Fællesskab
3.1.1.3. Cellevisitation
3.1.2. Justitsministeriets overvejelser
3.1.3. Den foreslåede ordning
3.2. Udstationering af udvisningsdømte indsatte
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Justitsministeriets overvejelser
3.2.3. Den foreslåede ordning
3.3. Optagelse af foto af indsattes brevveksling
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Justitsministeriets overvejelser
3.3.3. Den foreslåede ordning
3.4. Optagelse af foto af breve og andre optegnelser fundet i indsattes celler
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Justitsministeriets overvejelser
3.4.3. Den foreslåede ordning
3.5. Justering af reglerne for anvendelse af magtmidler og sikringsmidler i kriminalforsorgens
institutioner
4
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Magtanvendelse over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner
3.5.1.2. Anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner
3.5.1.3. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 3. oktober 2023 i sagen
El-Asmar mod Danmark (sagsnr. 27753/19)
3.5.2. Justitsministeriets overvejelser
3.5.3. Den foreslåede ordning
3.6. Udvidelse af kriminalforsorgens mulighed for behandling af personoplysninger om indsatte og
andre personer
3.6.1. Gældende ret
3.6.2. Justitsministeriets overvejelser
3.6.3. Den foreslåede ordning
3.7. Fuldbyrdelse af bødekrav over for skyldnere med fast bopæl eller hjemsted i udlandet
3.7.1. Gældende ret
3.7.2. Justitsministeriets overvejelser
3.7.3. Den foreslåede ordning
3.8. Afskæring af klageadgang af visse afgørelser i henhold til lov om samarbejde med Finland,
Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.
3.8.1. Gældende ret
3.8.2. Justitsministeriets overvejelser
3.8.3. Den foreslåede ordning
3.9. Erstatningsnævnets adgang til nødvendige skatteoplysninger
3.9.1. Gældende ret
3.9.2. Justitsministeriets overvejelser
3.9.3. Den foreslåede ordning
3.10. Erstatning for udgifter til advokatbistand til forældre eller værger
3.10.1. Gældende ret
3.10.2. Justitsministeriets overvejelser
3.10.3. Den foreslåede ordning
5
3.11. Rentetilskrivning på statens krav mod skadevolder efter renteloven
3.11.1. Gældende ret
3.11.1.1. Rentetilskrivning efter offererstatningsloven
3.11.1.2. Rentetilskrivning efter renteloven
3.11.2. Justitsministeriets overvejelser
3.11.3. Den foreslåede ordning
4. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
5. Forholdet til databeskyttelsesreglerne
5.1. Udvidelse af kriminalforsorgens mulighed for behandling af personoplysninger om indsatte og
andre personer
5.2. Erstatningsnævnets adgang til nødvendige skatteoplysninger
6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Klimamæssige konsekvenser
10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
11. Forholdet til EU-retten
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
13. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne)
har sammen med Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti
og Det Konservative Folkeparti i marts 2023 aftalt at videre-
føre initiativerne i flerårsaftalen for kriminalforsorgens øko-
nomi 2022-2025. Som det bl.a. fremgår af flerårsaftalen, vil
aftalepartierne iværksætte en række initiativer for at styrke
sikkerheden i landets fængsler og arrester og sætte ind over
for de mest udfordrende og farlige indsatte. Der er således
behov for en målrettet indsats over for terrordømte og radi-
kaliserede indsatte under varetægt og afsoning så risikoen
for, at kriminelle bliver radikaliserede, når de afsoner deres
straf, mindskes. En styrket indsats over for terrordømte og
radikaliserede indsatte vil samtidig sætte ind over for nogle
af de mest udfordrende og farlige indsatte og derved styrke
sikkerheden i landets fængsler.
Formålet med lovforslaget er derfor bl.a. at ændre en række
regler i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (straffuldbyrdelses-
loven), der er nødvendige for gennemførelsen af flerårsafta-
lens initiativ om styrkelse af indsatsen over for terrordømte
og radikaliserede indsatte under varetægtsfængsling og afso-
ning. Ændringerne skal understøtte etableringen af en vur-
deringsafdeling til terrordømte og en specialiseret afdeling
til placering af særligt farlige terrordømte og radikaliserede
indsatte.
Formålet med lovforslaget er derudover at sikre, at kriminal-
forsorgen har de nødvendige redskaber i deres efterretnings-
og sikkerhedsarbejde. Lovforslaget indeholder derfor forslag
om, at kriminalforsorgen i tilfælde, hvor der i dag er hjem-
mel til gennemlæsning af breve m.v., får mulighed for at
optage foto af indsattes brevveksling samt af breve og andre
optegnelser fundet i indsattes besiddelse af hensyn til orden
og sikkerhed i fængslerne, kriminalforsorgens indsats mod
6
radikalisering og ekstremisme samt for at forebygge krimi-
nalitet.
Lovforslaget indeholder desuden forslag om, at kriminalfor-
sorgen får hjemmel til at behandle personoplysninger om
indsatte og andre personer indsamlet fra sociale medieplat-
forme ved brug af en fiktiv profil, når ordens- og sikker-
hedsmæssige hensyn, hensynet til indsatsen mod radikalise-
ring og ekstremisme og hensynet til forebyggelse af krimi-
nalitet taler herfor.
Lovforslaget har derudover til formål at sikre en mere ef-
fektiv sagsbehandling i kriminalforsorgen af sager om udsta-
tionering af udvisningsdømte udlændinge, således at udvis-
ningsdømte indsatte fremover skal indgive ansøgning om
udstationering, og kriminalforsorgen derfor ikke vil være
forpligtet til at tage sager op af egen drift.
Med lovforslaget foreslås endvidere en sproglig præcisering
af straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om magtanvendel-
se og brug af sikringsmidler over for indsatte, således at
de bringes i overensstemmelse med de formuleringer, der
anvendes i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
praksis, hvorefter magtanvendelsen skal være ”strengt nød-
vendig”.
Lovforslaget har desuden til formål at sikre, at skyldnere
med fast bopæl eller hjemsted i udlandet oplever en kon-
sekvens af bl.a. færdselsrelaterede lovovertrædelser i Dan-
mark. Lovforslaget indeholder derfor ændringer af straffuld-
byrdelsesloven, der sikrer, at politiet ikke vil være forpligtet
til at oversende ubetalte bødekrav til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden i de tilfælde, hvor inddrivelse i
Danmark ikke er mulig. Dette muliggør, at der kan ske an-
modning om fuldbyrdelse af bødekravet hos de kompetente
myndigheder i skyldners hjemland.
Lovforslaget har også til formål at tilvejebringe bemyndigel-
se til at ensrette reglerne for klageadgange over afgørelser,
der er truffet efter §§ 17 og 22 om begæring om fuldbyrdel-
se af straf efter lov om samarbejde med Finland, Island,
Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.
Lovforslaget har endelig til formål at indføre tiltag på offe-
rerstatningsområdet, som skal medvirke til at lette sagsbe-
handlingen af offererstatningssager og regressager. Offerer-
statningsordningen, som varetages af Civilstyrelsen, er en
statslig erstatningsordning (garantiordning) som indebærer,
at ofre for forbrydelser har mulighed for at søge om erstat-
ning eller godtgørelse fra staten ved Erstatningsnævnet efter
lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser (offerer-
statningsloven). Hvis Erstatningsnævnet tilkender erstatning
eller godtgørelse, udbetales denne af staten, som derved ind-
træder i offerets erstatningskrav mod skadevolder (regres).
Offererstatningsområdet har historisk været præget af op-
hobning af sager og for lange sagsbehandlingstider. Justits-
ministeriet har derfor fokus på alle tiltag, der kan lette og
forenkle Civilstyrelsens sagsbehandling på offererstatnings-
området med henblik på at nedbringe mængden af verseren-
de sager og sagsbehandlingstiden.
Lovforslaget indeholder tre tiltag på offererstatningsområ-
det.
For det første foreslås det, at Erstatningsnævnet til brug for
behandlingen af ansøgninger i medfør af offererstatningslo-
ven får en videre terminaladgang til nødvendige skatteop-
lysninger hos Skatteforvaltningen. En sådan adgang vil let-
te sagsgangen hos Erstatningsnævnet og smidiggøre ansøg-
ningsprocessen for skadelidte.
For det andet foreslås det, at Erstatningsnævnet fremover får
mulighed for at dække udgifter, som forældre eller værger
har afholdt i anledning af en sag på vegne af f.eks. en min-
dreårig. Dette skal ses i lyset af, at det som udgangspunkt
er forældre eller værger, der antager en advokat på vegne af
den mindreårige, og som derfor hæfter for udgiften hertil.
For det tredje foreslås det, at statens krav mod skadevolder
tidligst forrentes, når kravet er overdraget til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden. Dette skal bidrage til at
lette den administrative byrde og sikre en smidig og effektiv
tilrettelæggelse af sagsgangen i behandlingen af regressager.
2. Baggrund
Det fremgår af flerårsaftalen for kriminalforsorgens økono-
mi 2022-2025, at aftalepartierne vil iværksætte en række
initiativer for at styrke sikkerheden i landets fængsler og
arrester og sætte ind over for de mest udfordrende og farlige
indsatte.
I december 2020 nedsatte den daværende justitsminister en
særlig tværministeriel indsatsgruppe, der skulle komme med
anbefalinger til, hvordan Danmark kan styrke indsatsen over
for terrordømte og radikaliserede personer både i fængslerne
og efter løsladelse. I september 2021 afgav indsatsgruppen
en række anbefalinger vedrørende indsatsen over for terror-
dømte og radikaliserede indsatte under varetægtsfængsling
og afsoning.
Det fremgår af flerårsaftalen om kriminalforsorgens økono-
mi 2022-2025, at aftalepartierne vil styrke indsatsen over
for terrordømte og radikaliserede indsatte under varetægts-
fængsling og afsoning.
Lov nr. 893 af 21. juni 2022 om ændring af lov om fuldbyr-
delse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige
andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsor-
gens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i
udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstatione-
ring til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel
m.v.) gennemførte en række af de initiativer, som fremgår af
flerårsaftalen, og som kræver lovændringer.
Derudover fremgår det bl.a., at aftalepartierne med afsæt
i indsatsgruppens anbefalinger vil indføre et nyt og mere
fleksibelt sikkerhedsregime for placering af terrordømte og
7
radikaliserede indsatte, ligesom systematiseringen og spe-
cialiseringen af risikovurderingerne af terrordømte og radi-
kaliserede indsatte skal styrkes.
Det fremgår af indsatsgruppens rapport bl.a., at antallet af
terrordømte og -sigtede samt radikaliserede i de danske
fængsler og arrester er steget de seneste år, ligesom antallet
af indsatte, som vurderes at være i risiko for at være radika-
liserede, også er steget. Fængselspopulationen i både Dan-
mark og Europa har inden for de seneste ti år gennemgået
en markant udvikling. Antallet af indsatte med terrorsager
og andre bekymringskategoriserede indsatte er steget, og de
indsattes profiler er blevet mere komplekse, bl.a. pga. en
større variation i de indsattes ideologiske tilknytning, kapa-
citet, kønsfordeling og straflængde. Det stiller nye krav til
myndighedernes indsats.
Valg af sikkerhedsregime, dvs. strategi og praksis for place-
ringen af terrordømte og radikaliserede indsatte i forhold
til henholdsvis hinanden og den øvrige fængselspopulation,
udgør et væsentligt element i indsatsen mod radikalisering i
fængslerne.
Indsatte i fængslerne kan være særligt modtagelige over
for påvirkning fra stærke lederfigurer som følge af den sår-
barhed og usikkerhed, der ofte vil være en konsekvens af
frihedsberøvelse. Der kan derfor være en risiko for, at radi-
kaliserede indsatte vil søge at påvirke og mobilisere andre
indsatte i ekstremistisk retning eller i yderste konsekvens,
at de vil søge at anspore andre indsatte til terrorisme. Det
kan derfor være et væsentligt element i indsatsen mod radi-
kalisering, at myndighederne har mulighed for at adskille
radikalisatorer fra påvirkelige indsatte.
Det kan desuden være en fordel at placere terrordømte og
eventuelt andre radikaliserede indsatte i specialiserede afde-
linger i den første periode af afsoningen, hvor der bl.a.
gennem specialiseret personale kan sikres en høj kvalitet
i den indledende vurdering af den dømtes risikoprofil og
potentiale for rehabilitering. Herigennem skabes de bedste
forudsætninger for at kunne udarbejde en individualiseret
handlingsplan for de terrordømtes videre afsoningsforløb.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Etablering af særlige afdelinger målrettet terror-
dømte og radikaliserede indsatte
3.1.1. Gældende ret
Reglerne om fuldbyrdelse af fængselsstraf findes i lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. (straffuldbyrdelsesloven).
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 indeholder en række be-
stemmelser om anbringelse af dømte i kriminalforsorgens
institutioner i forbindelse med afsoningens påbegyndelse
(§§ 20-23) og om efterfølgende overførsel af indsatte mel-
lem kriminalforsorgens institutioner (§§ 24-29).
Loven bygger på et grundlæggende princip om, at frihedsbe-
røvelse ikke må være mere indgribende, end formålet tilsi-
ger.
I overensstemmelse hermed er udgangspunktet, at fængsels-
straf afsones i fængsel frem for arresthus, i åbent fængsel
frem for lukket fængsel og så vidt muligt i en institution i
nærheden af den dømtes hjemsted. Dette udgangspunkt kan
kun fraviges i visse nærmere fastsatte tilfælde.
Derudover indeholder straffuldbyrdelseslovens kapitel 8 en
række bestemmelser om indsattes rettigheder og pligter
under opholdet i afsoningsinstitutionen, herunder blandt an-
det reglerne om fællesskab i §§ 33 og 33 a.
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 10 regulerer indgreb over
for den indsatte. Dette omfatter bl.a. reglerne om undersø-
gelse af den indsattes person og opholdsrum i §§ 60 og 60
a samt om udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte i §
63.
3.1.1.1. Anbringelse og overførsel af dømte
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 20, stk. 1, at
fængselsstraf som hovedregel fuldbyrdes i fængsel eller i
arresthus. Efter § 20, stk. 2 og 3, kan fængselsstraf dog
i særlige tilfælde fuldbyrdes i kriminalforsorgens udslus-
ningsfængsler og i institutioner mv. uden for kriminalforsor-
gen efter reglerne i lovens § 78 eller på den dømtes bopæl
under intensiv overvågning og kontrol efter reglerne i §§ 78
a – 78 f.
Fængselsstraf fuldbyrdes normalt i fængsel, jf. § 21, stk.
1. Fængselsstraffe kan dog i visse tilfælde fuldbyrdes i
arresthus, hvis hensynet til kriminalforsorgens kapacitetsud-
nyttelse eller særlige oplysninger om den dømte taler for
det, jf. stk. 2-4.
Fængselsstraf, der fuldbyrdes i et fængsel, udstås normalt i
et åbent fængsel, jf. § 22, stk. 1. Fuldbyrdelse af straffen
skal dog ske i lukket fængsel, når straffen er på 5 år eller
mere. Fuldbyrdelsen af straffen skal imidlertid også i dette
tilfælde ske i åbent fængsel, hvis det ikke findes betænkeligt
efter det i øvrigt oplyste om den dømte, jf. § 22, stk. 2.
Fuldbyrdelse af fængselsstraf kan dog ske i lukket fængsel i
en række nærmere oplistede tilfælde, hvor særlige oplysnin-
ger om den dømte eller karakteren af den pådømte krimina-
litet taler for det, jf. § 22, stk. 3-6.
Fuldbyrdelse kan bl.a. ske i lukket fængsel, hvis det må
anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medind-
satte, personale eller andre i institutionen eller som led i
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me, jf. § 22, stk. 3.
For personer idømt fængsel på livstid eller forvaring for
overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf af fæng-
sel på livstid, gælder, at fuldbyrdelse af straf skal ske i
lukket fængsel, medmindre hensyn til den indsattes helbred
taler herfor, jf. § 22 a.
8
Efter straffuldbyrdelseslovens § 23 skal fængselsstraf, så
vidt det er praktisk muligt, fuldbyrdes i nærheden af den
dømtes hjemsted. Ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller
lukket fængsel eller i hvilket arresthus den dømte skal an-
bringes, skal der endvidere tages hensyn til den dømtes egne
ønsker, navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie-
eller helbredsmæssige forhold.
Dette udgangspunkt – det geografiske nærhedsprincip – kan
dog fraviges i en række nærmere opregnede tilfælde, hvor
oplysninger om den dømte eller karakteren af den pådømte
kriminalitet taler for det, jf. § 23, stk. 2, nr. 1-9.
Nærhedsprincippet kan bl.a. fraviges for at forebygge over-
greb på medindsatte, personale eller andre i institutionen
eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme, jf. § 23, stk. 2, nr. 5, eller hvis hensynet til
retshåndhævelsen eller andre særlige omstændigheder taler
herfor, jf. § 23, stk. 2, nr. 9.
Som det fremgår af § 22, stk. 1, udstås fængselsstraf som
udgangspunkt i åbent fængsel. Bestemmelsen i § 22 regule-
rer således, hvor den dømte skal anbringes på det tidspunkt,
hvor den dømte skal påbegynde afsoningen, men derimod
ikke spørgsmålet om, hvor den indsatte på et senere tids-
punkt i afsoningen skal være placeret.
Straffuldbyrdelseslovens §§ 24-25 indeholder regler om
overførsel mellem åbne og lukkede fængsler.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 24, stk. 1, nr. 1 og 2, skal
en indsat overføres til et åbent fængsel, hvis betingelserne
for anbringelse i eller overførsel til lukket fængsel ikke læn-
gere er opfyldt, eller hvis overførsel i øvrigt ikke anses for
betænkelig. Overførsel til åbent fængsel kan dog undlades,
hvis den resterende straffetid er ganske kort, jf. § 24, stk.
2. Det bemærkes, at der i straffuldbyrdelseslovens § 89 des-
uden er fastsat en særlig sagsbehandlingsregel, der sikrer, at
bl.a. spørgsmålet om overførsel fra lukket til åbent fængsel
jævnligt vurderes også uden en ansøgning herom fra den
indsatte.
Det følger desuden af § 24 a, stk. 1, at en indsat, der udstår
en straf af fængsel på livstid eller forvaring for overtrædelse
af en bestemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid,
uanset § 24, stk. 1, nr. 2, ikke kan overføres fra lukket til
åbent fængsel, før den pågældende har udstået 10 år af den
idømte straf af fængsel på livstid eller har været anbragt
i forvaring i 10 år. Kriminalforsorgen kan undtagelsesvis
bestemme, at § 24 a, stk. 1, ikke skal finde anvendelse, hvis
hensyn til den indsattes helbred taler herfor, jf. § 24 a, stk. 3.
Straffuldbyrdelseslovens § 25 angiver en række tilfælde,
hvor en indsat i et åbent fængsel kan overføres til lukket
fængsel på baggrund af den dømtes adfærd under afsonin-
gen, for at forebygge undvigelse og kriminalitet eller ud
fra hensynet til den dømte selv. Overførsel til lukket fæng-
sel kan bl.a. ske, hvis det må anses for nødvendigt for at
forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i
institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme, jf. § 25, stk. 2.
Straffuldbyrdelseslovens § 26 indeholder regler om overfør-
sel af indsatte mellem ensartede afsoningsinstitutioner. Det
følger af § 26, stk. 1, nr. 1 og 4, at overførsel mellem
ensartede institutioner bl.a. kan ske af hensyn til den samle-
de udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner
eller for at forebygge overgreb på medindsatte, personale
eller andre i institutionen eller som led i kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Adgangen til at placere dømte i en bestemt institution på
baggrund af kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme blev indført ved lov nr. 169 af 27. februar
2016 om ændring af lov om straffuldbyrdelse m.v. (sektio-
nering af radikaliserede og ekstremistiske indsatte). Ændrin-
gen havde bl.a. til formål at give kriminalforsorgen mulig-
hed for at tage særlige forholdsregler ved placeringen af
radikaliserede og ekstremistiske indsatte i situationer, hvor
der vurderes at være en konkret risiko for, at den pågælden-
de vil søge at påvirke andre gennem udbredelse af voldeligt
ekstremistiske synspunkter. Det er forudsat i bemærkninger-
ne, at den pågældende placering skal være nødvendig som
følge af en konkret risiko for, at den indsatte vil søge at
påvirke medindsatte gennem udbredelse af voldeligt ekstre-
mistiske synspunkter, og at placeringen skal være egnet til
at begrænse risikoen for påvirkningen af andre til voldelig
ekstremisme, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 79
som fremsat, side 9.
Der sigtedes med ændringen både til personer, der er dømt
for terrorrelateret kriminalitet, dvs. overtrædelse af bestem-
melserne i straffelovens 12. eller 13. kapitel, og til personer,
der i øvrigt har udvist en adfærd, der indikerer, at der vil
være en risiko for, at de vil søge at påvirke andre til voldelig
ekstremisme, herunder gennem rekruttering til ekstremisti-
ske miljøer, der erfaringsmæssigt støtter voldelig ekstremis-
me.
Det fremgår bl.a. af forarbejderne, at de radikaliserede og
ekstremistiske indsatte ikke udgør en klart definerbar grup-
pe, hvorfor det i hvert enkelt tilfælde vil være nødvendigt
at vurdere, om der er behov for at tage særlige forholdsreg-
ler for at imødegå risikoen for radikaliserende påvirkning
af medindsatte, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L
79 som fremsat, side 6. For så vidt angår personer, der er
dømt for terrorrelateret kriminalitet, forudsættes det dog i
forslaget, at der i almindelighed vil være en formodning for,
at der er behov for at tage sådanne forholdsregler.
Straffuldbyrdelseslovens §§ 27 og 28 regulerer desuden mu-
ligheden for at overføre indsatte mellem arresthus og fæng-
sel.
Det følger endvidere af straffuldbyrdelseslovens § 29, at be-
stemmelserne i § 23 (nærhedsprincippet) finder tilsvarende
anvendelse ved afgørelse om overførsel efter §§ 24-28.
Justitsministeren kan i medfør af straffuldbyrdelseslovens §
9
30 fastsætte nærmere regler om anbringelse og overførsel
efter §§ 21-29.
Bemyndigelsen er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 174 af 31.
januar 2022 om anbringelse og overførsel af personer, som
skal udstå fængselsstraf eller forvaring (anbringelses- og
overførselsbekendtgørelsen) samt bekendtgørelse nr. 1067 af
28. juni 2022 om behandlingen af 15-17-årige, der anbringes
i kriminalforsorgens institutioner (ungebekendtgørelsen).
3.1.1.2. Fællesskab
Reglerne om indsattes adgang til fællesskab findes i straf-
fuldbyrdelseslovens §§ 33 og 33 a samt i bekendtgørelse
nr. 866 af 25. juni 2018 om indsattes adgang til fællesskab
mv. med andre indsatte i kriminalforsorgens institutioner
(fællesskabsbekendtgørelsen).
Hovedprincippet, der følger af straffuldbyrdelseslovens §
33, stk. 1, indebærer, at en indsat så vidt muligt skal have
adgang til fællesskab med andre indsatte. Det følger af for-
arbejderne, at bestemmelsen vedrører fællesskab i arbejdstid
og fritid, idet den dømte forudsættes så vidt muligt at have
adgang til at opholde sig i eget opholdsrum om natten, jf.
Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 3774. Det fremgår
desuden, at der med udtrykket »så vidt muligt« sigtes til, at
der ved fuldbyrdelsen af straf i arresthus er begrænsede mu-
ligheder for at tilbyde fællesskab på grund af de bygnings-
mæssige forhold.
Efter § 33, stk. 2, kan justitsministeren eller den, der bemyn-
diges dertil, bestemme, at fællesskab i fængselsafdelinger
eller arresthuse, som er udpeget til anbringelse af indsatte,
hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb
på medindsatte, personale eller andre i institutionen, skal
gennemføres som cellefællesskab med en anden indsat i
eget opholdsrum efter kriminalforsorgens nærmere bestem-
melse. Bestemmelsen giver således hjemmel til i særlige
fængselsafdelinger og arresthuse at gennemføre fællesskab
alene som cellefællesskab, uanset om der bygningsmæssigt
er mulighed for fællesskab i videre omfang.
Det fremgår desuden af forarbejderne, at ordningen f.eks.
kan benyttes i en situation, hvor en gruppe af indsatte i en
af afdelingerne for negativt stærke indsatte i statsfængslerne,
optræder stærkt truende over for andre indsatte eller perso-
nalet, og hvor det bl.a. under hensyn til de sikkerhedsmæssi-
ge forhold for medindsatte eller personalet vil være nødven-
digt at overføre en eller flere indsatte til en afdeling, hvor
der alene er cellefællesskab, jf. Folketingstidende 2004-05
(2. samling), tillæg A, side 452.
Udtrykket »negativt stærke« indsatte henviser navnlig, men
ikke udelukkende, til klart afgrænsede grupper af indsatte,
herunder rockere og deres støttegrupper samt bandemedlem-
mer, som erfaringsmæssigt individuelt eller som gruppe ska-
ber en magtposition i fængslet, og som ved hjælp af gruppe-
medlemmer uden for fængslet kan udstrække deres magt til
trusler og pres på de indsattes eller personalets familier mv.,
jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 3674.
Såfremt den indsatte selv ønsker det og forholdene tillader
det, kan en fængselsstraf fuldbyrdes uden eller med begræn-
set fællesskab, jf. § 33, stk. 3, eller uden fællesskab med
indsatte af modsat køn, bortset fra fællesskab i arbejdstiden,
jf. § 33, stk. 4.
Efter § 33, stk. 5, kan fængselsstraf uden fællesskab i øvrigt
kun fuldbyrdes efter reglerne i §§ 63 og 64 om udelukkelse
fra fællesskab efter kriminalforsorgsområdets bestemmelse
og mod den indsattes ønske.
Endelig følger det af § 33, stk. 6, at justitsministeren fast-
sætter nærmere regler om gennemførelse af fællesskab efter
§ 33, stk. 1 og 2, herunder om adgangen til at låse de
indsatte inde, og om de indsattes adgang til at kunne aflåse
eget opholdsrum. Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendt-
gørelse nr. 866 af 25. juni 2018 om indsattes adgang til
fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens in-
stitutioner (fællesskabsbekendtgørelsen), og der er udarbej-
det en vejledning af 28. juni 2022 om indsattes adgang
til fællesskab m.v. med andre indsatte i kriminalforsorgens
institutioner (fællesskabsvejledningen).
Straffuldbyrdelseslovens § 33 a, stk. 1, giver mulighed for
midlertidigt at begrænse eller ophæve fællesskabet i institu-
tionen eller dele af denne, når helt ekstraordinære ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn gør det påkrævet, herunder
når det under hensyn til en generelt truende stemning i
institutionen er nødvendigt af hensyn til medindsattes el-
ler personalets sikkerhed. Bestemmelsen tager bl.a. sigte
på nødretslignende situationer og på tilfælde, hvor mere or-
densmæssige hensyn af ekstraordinær karakter gør det nød-
vendigt midlertidigt at begrænse eller ophæve fællesskabet.
Efter § 33 a, stk. 2, må en afgørelse om midlertidig be-
grænsning eller ophævelse af fællesskabet efter § 33, stk.
1, ikke have et omfang eller en udstrækning, der er mere
vidtgående end de ekstraordinære ordens- eller sikkerheds-
mæssige hensyn nødvendiggør. Før der træffes afgørelse om
en midlertidig begrænsning eller ophævelse af fællesskabet,
bør det således nøje overvejes, hvilke afdelinger der skal
omfattes af foranstaltningen, og om det findes nødvendigt
at begrænse eller ophæve fællesskabet for samtlige indsatte
i institutionen. Endvidere skal det overvejes, hvorvidt det
er nødvendigt at ophæve fællesskabet fuldt ud, eller om
en begrænsning af fællesskabet, f.eks. i form af cellefælles-
skab, vil være tilstrækkelig. Foranstaltningen skal ophæves,
når ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn tilsiger, at det er
forsvarligt at genetablere almindeligt fællesskab. Den tids-
mæssige udstrækning af foranstaltningen afhænger således
af de konkrete forhold og indgrebets karakter.
Det følger af § 33 a, stk. 3, at udelukkelse fra fællesskab
skal gennemføres så skånsomt, som omstændighederne til-
lader det. Bestemmelsen i § 33 a, stk. 4, indebærer, at
kriminalforsorgsområdet dagligt skal overveje, om en for-
anstaltning efter § 33 a, stk. 1, kan ophæves eller begræn-
ses. Kriminalforsorgsområdet skal således løbende være op-
mærksom på, om der er indsatte som, f.eks. på baggrund
10
af personalets observationer i forbindelse med den daglige
kontakt med de indsatte, bør udtages af foranstaltningen,
f.eks. ved overførsel til anden institution.
Det er forudsat i forarbejderne, at iværksættelse og opret-
holdelse af foranstaltninger efter § 33 a, stk. 1, skal være
proportionalt og skånsomt, jf. Folketingstidende 2004-05 (2.
samling), tillæg A, side 457. Dette indebærer, at den mindst
indgribende foranstaltning skal vælges, hvis de praktiske
forhold tillader det, og at indgrebet skal foretages så skån-
somt, som omstændighederne tillader det, jf. proportionali-
tetsgrundsætningen og skånsomhedsgrundsætningen.
Efter § 33 a, stk. 5, skal kriminalforsorgsområdet så hurtigt
som muligt underrette Direktoratet for Kriminalforsorgen
om en afgørelse efter § 33 a, stk. 1. Kriminalforsorgsområ-
det skal endvidere dagligt underrette direktoratet, så længe
en sådan afgørelse efter stk. 1 opretholdes.
Endelig følger det af § 33 a, stk. 6, at justitsministeren
fastsætter nærmere regler om gennemførelse af midlertidig
begrænsning og ophævelse af fællesskabet efter § 33 a, stk.
1.
Som det fremgår ovenfor udstås frihedsstraf som udgangs-
punkt i fællesskab med andre indsatte, jf. straffuldbyrdelses-
lovens § 33, stk. 1. I § 63 er der dog fastsat regler for,
hvornår kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om udelukkelse fra fællesskab med andre indsatte.
3.1.1.3. Cellevisitation
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 10 indeholder en række be-
stemmelser om indgreb over for den indsatte, herunder reg-
ler om undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum.
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, at
Direktoratet for Kriminalforsorgen og det relevante krimi-
nalforsorgsområde uden retskendelse kan undersøge, hvilke
effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller
på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for
at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerheds-
hensyn iagttages, herunder 1) når den indsatte indsættes i
institutionen, 2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig
besiddelse af effekter, 3) før og efter besøg eller 4) før og
efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 432 af 31. maj 2000
om fuldbyrdelse af straf m.v.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, at
der med udtrykket »undersøge, hvilke effekter en indsat har
i sin besiddelse på sin person« sigtes til indgreb, der har
karakter af legemsbesigtigelse, dvs. de former for indgreb,
hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige le-
geme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgel-
sesøjemed. Der tænkes bl.a. på besigtigelse, der ikke kræver
egentlig afklædning, men f.eks. opknapning af en skjorte
eller opsmøgning af et ærme for at se efter skjulte effekter,
jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 3787.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø
og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes
som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutio-
ner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at fore-
bygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet
under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod
personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel
med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse
med besøg.
Efter § 60, stk. 3, kan kriminalforsorgsområdet endvidere af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn træffe bestemmelse
om en nærmere undersøgelse af den indsattes person, hvis
der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i
uretmæssig besiddelse af effekter.
Det fremgår af forarbejderne, at der med udtrykket »nærme-
re undersøgelse af den indsattes person« sigtes til indgreb,
hvor beføling af legemet er et led i selve undersøgelsen. Der
tænkes bl.a. på ydre undersøgelser, der består i en befø-
ling af legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult
under huden, udtagelse af blodprøver og ultralyd- og rønt-
genundersøgelser. Endvidere kan nævnes undersøgelse af
legemets hulrum og andre undersøgelser af legemets indre,
f.eks. rektoskopi og gynækologisk undersøgelse.
Det er i bemærkningerne desuden forudsat, at adgangen
til at foretage undersøgelse af den indsattes person under
hensyn til den indgribende karakter er betinget af, at der
kan påvises bestemte grunde til at antage, at den indsatte er
i uretmæssig besiddelse af effekter. Endvidere kan bestem-
melse om gennemførelse af en sådan nærmere undersøgelse
alene træffes af institutionens leder eller den, der bemyndi-
ges hertil. Der henvises til Folketingstidende 1999-00, tillæg
A, side 3787.
I § 60, stk. 4-7, er fastsat en række supplerende betingelser
for gennemførelse af undersøgelse af den indsatte.
Efter § 60, stk. 4, må undersøgelse ikke gennemføres, hvis
det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag,
som indgrebet må antages at forvolde, vil være et uforholds-
mæssigt indgreb. Bestemmelsen indebærer, at undersøgelse
af indsattes person og opholdsrum skal være proportionalt.
Undersøgelse skal desuden foretages så skånsomt, som om-
stændighederne tillader, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60,
stk. 5.
Undersøgelse, der indebærer afklædning, må kun foretages
og overværes af personer af samme køn som den indsatte,
jf. § 60, stk. 6. Dette gælder dog ikke for sundhedspersona-
le. Kravet kan på grund af den kønsmæssige fordeling af
personalet i den enkelte institution betyde, at en undersøgel-
se ikke altid vil kunne ske straks.
11
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a., at det
afhængig af undersøgelsens formål kan være nødvendigt
at udelukke den indsatte fra fællesskab, indtil personale af
samme køn som den indsatte er kommet til stede. Med hen-
blik på i videst muligt omfang at undgå tilfælde af denne
karakter forudsættes det i forarbejderne til bestemmelsen,
at den enkelte institution ved tilrettelæggelsen af vagtplaner
mv. er særligt opmærksom på kravet om, at undersøgelser
skal foretages og overværes af personer af samme køn som
den indsatte, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side
1164.
Endelig må undersøgelse af den indsattes person efter stk.
3 kun foretages under medvirken af en læge, jf. § 60, stk.
7. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse
under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko
samt den indsattes tilstand er lægeligt forsvarligt.
Kriminalforsorgsområdet kan efter § 60, stk. 8, træffe be-
stemmelse om tilbageholdelse af effekter, der findes i den
indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Kriminalforsorgen kan desuden uden retskendelse gennem-
læse og træffe bestemmelse om gennemlæsning og tilbage-
holdelse af breve og andre optegnelser, som findes i den
indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens-
og sikkerhedsmæssige hensyn, jf. § 60, stk. 9.
Det fremgår af forarbejderne, at med ordet »optegnelser«
sigtes f.eks. til dagbøger, regnskaber mv., jf. Folketingsti-
dende 1999-00, tillæg A, side 3708.
Endelig følger det af § 60, stk. 11, at justitsministeren fast-
sætter regler om gennemførelsen af undersøgelser af den
indsattes person og opholdsrum. Bemyndigelsen er udmøn-
tet ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 106 af 30. januar
2019 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum
i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesbekendtgø-
relsen). Bekendtgørelsen fastsætter bl.a. regler om undersø-
gelser af indsattes opholdsrum, herunder om, at den ind-
satte når der er gennemført undersøgelse af den indsattes
opholdsrum, skal orienteres herom, jf. § 5. Herudover kan
der henvises til vejledning nr. 9733 af 28. juni 2022 om
undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminal-
forsorgens institutioner (undersøgelsesvejledningen).
I medfør af straffuldbyrdelseslovens § 66 b kan kriminalfor-
sorgen indsamle, behandle og videregive oplysninger om
indsatte, hvis bl.a. hensyn til kriminalforsorgens eller andre
myndigheders indsats mod radikalisering og ekstremisme
taler herfor.
Bestemmelsen blev indført som led i en styrkelse af kri-
minalforsorgens efterretningsarbejde, således at kriminalfor-
sorgen bl.a. kunne blive bedre i stand til løbende at vurde-
re trusler samt risici i forhold til konkrete indsatte. I den
forbindelse fandt man det afgørende, at efterretningsanaly-
ser og trusselsvurderinger af enkeltpersoner kan videregives
fra kriminalforsorgen til f.eks. politiet, hvis det vurderes
nødvendigt for at understøtte den modtagende myndigheds
opgaver, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), L 21
som fremsat, side 6.
3.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Ved placeringen af terrordømte og radikaliserede personer
anvender kriminalforsorgen i dag en såkaldt ”de facto-spred-
ningsstrategi”, hvor de pågældende så vidt muligt spredes
på forskellige fængsler og afdelinger. Denne tilgang er bl.a.
en konsekvens af vedtagelsen af lov nr. 169 af 27. februar
2016, der udvidede kriminalforsorgens muligheder for at
sektionere radikaliserede indsatte i fængslerne med henblik
på at begrænse deres adgang til at påvirke andre indsatte.
På baggrund af erfaringer fra andre europæiske lande har
den indsatsgruppe, der har arbejdet med tiltag til at styrke
indsatsen over for indsatte og løsladte terrordømte og radi-
kaliserede i Danmark, i sin første delrapport ”Indsatsen over
for terrordømte og radikaliserede indsatte under varetægt
og afsoning” bl.a. anbefalet, at der i Danmark indføres et
såkaldt ”kombineret sikkerhedsregime”, hvor den hidtidige
spredningstilgang suppleres med muligheden for at samle
særligt farlige indsatte, herunder radikalisatorer, i én eller
flere specialiserede afdelinger målrettet terrordømte og radi-
kaliserede personer.
Indsatsgruppen har konkret anbefalet, at der oprettes en ter-
rorafdeling til indledende vurdering af terrordømte, således
at terrordømte umiddelbart efter, at der er afsagt dom i deres
straffesag, placeres i transit på en særlig højsikkerhedsaf-
deling målrettet terrordømte, inden anmeldelse til endeligt
afsoningssted. Det anbefales desuden, at der oprettes en
specialiseret afdeling, som er målrettet terrordømte og radi-
kaliserede indsatte, der vurderes uegnede til at blive spredt
blandt andre indsatte fra den øvrige fængselspopulation.
Indsatsgruppen har endvidere anbefalet, at den indledende
vurderingsperiode varer minimum seks måneder, hvorefter
kriminalforsorgen kan vurdere, om den enkelte terrordømte
er egnet til at blive overflyttet til et af fængslerne i kriminal-
forsorgsområderne, eller om den pågældende bør placeres i
den specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte og
radikaliserede indsatte.
På baggrund af indsatsgruppens anbefalinger, er det Justits-
ministeriets opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt, at
nye terrordømte anbringes i en vurderingsafdeling i begyn-
delsen af afsoningsforløbet. Den dømte vil som udgangs-
punkt blive anbragt på vurderingsafdelingen i en periode
på indtil seks måneder, hvorefter kriminalforsorgen skal
vurdere, om den enkelte terrordømte er egnet til at blive
overført til en almindelig afdeling i et fængsel i et af de to
kriminalforsorgsområder. Overførsel bør kun ske, hvis den
terrordømte samarbejder og vurderes egnet til rehabilitering
og integration med den øvrige fængselspopulation.
Hvis den pågældende vurderes at være særligt farlig, idet
den pågældende eksempelvis ikke samarbejder eller vurde-
res at kunne påvirke og radikalisere andre indsatte, bør den
12
pågældende placeres i den specialiserede afdeling for særligt
farlige terrordømte og radikaliserede indsatte. Der vil her
være tale om en højsikkerhedsafdeling med specialiseret
personale. Grundlaget for fortsat placering i den specialise-
rede afdeling skal herefter vurderes løbende.
I dag har kriminalforsorgen mulighed for efter en konkret
vurdering at placere terrordømte samt radikaliserede og eks-
tremistiske personer i den institution, der konkret anses for
at være det mest hensigtsmæssige afsoningssted, herunder
også lukkede fængsler, bl.a. hvis det må anses for nødven-
digt som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme. Efter gældende ret vil placering i de fore-
slåede afdelinger imidlertid forudsætte, at betingelserne for
anbringelse i lukket fængsel i straffuldbyrdelseslovens § 22
er opfyldt. Der vil derfor i praksis kunne forekomme tilfæl-
de, hvor terrordømte mv. efter en konkret vurdering kan
blive anmeldt til afsoning i et åbent fængsel.
En gennemførelse af anbefalingen fra indsatsgruppen kræ-
ver en ændring af de nuværende regler, så terrordømte
fremover som altovervejende udgangspunkt anmeldes til
placering i en vurderingsafdeling for terrordømte i et lukket
fængsel. Den terrordømte vil efter det indledende ophold i
vurderingsafdelingen efter en konkret vurdering skulle over-
føres til en afdeling i en almindelig afdeling i et fængsel
i et af de to kriminalforsorgsområder eller til afsoning i
den specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte og
radikaliserede indsatte.
Herved gives kriminalforsorgen de bedst mulige forudsæt-
ninger for at foretage en individualiseret vurdering af den
terrordømte og tilrettelægge placeringen af den pågældende
ud fra den pågældendes specifikke risikoprofil samtidig med
at det sikres, at den pågældende håndteres af specialiseret
personale med særlige kompetencer i forhold til vurdering
og håndtering af målgruppen.
En sådan ordning vil for nogle dømtes vedkommende inde-
bære en fravigelse af udgangspunktet om anbringelse i åbent
fængsel, jf. straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1, samt af
det geografiske nærhedsprincip, jf. straffuldbyrdelseslovens
§ 23, stk. 1, 1. pkt. Etableringen af den foreslåede ordning
kræver derfor ændring af straffuldbyrdelseslovens regler om
valg af afsoningsinstitution mv.
Indsatsgruppen anbefaler, at terrordømte placeres på en vur-
deringsafdeling i en periode på minimum seks måneder. I
medfør af de gældende regler om overførsel fra lukket til
åbent fængsel i straffuldbyrdelseslovens § 24, vil kriminal-
forsorgen imidlertid være forpligtet til under den terrordøm-
tes ophold i vurderingsafdelingen løbende at vurdere, om
betingelserne for placeringen af den pågældende fortsat er
opfyldt, dvs. også før udløbet af de første seks måneder.
Kriminalforsorgsområdet vil i den enkelte sag konkret skul-
le kunne begrunde, at placeringen på vurderingsafdelingen
fortsat er nødvendig som følge af en konkret risiko for, at
den pågældende vil søge at påvirke andre gennem udbredel-
se af voldeligt ekstremistiske synspunkter.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det mest hensigtsmæs-
sigt, hvis den terrordømtes ophold på vurderingsafdelingen
som udgangspunkt varer seks måneder. Som følge af ind-
satsgruppens anbefalinger bør udgangspunktet om overfør-
sel fra lukket til åbent fængsel kunne fraviges i de tilfælde,
hvor den dømte anbringes på vurderingsafdelingen, således
at kriminalforsorgen ikke i løbet af de første seks måne-
ders ophold i vurderingsafdelingen er forpligtet til af egen
drift at vurdere, om betingelserne for placeringen fortsat er
opfyldt. En gennemførelse af indsatsgruppens anbefalinger
kræver derfor en ændring af straffuldbyrdelseslovens regler
om overførsel fra lukket til åbent fængsel.
Det bemærkes, at kriminalforsorgen kan overføre den ind-
satte til et åbent fængsel eller til en afdeling i et andet
lukket fængsel før udløbet af den indledende periode på seks
måneder, såfremt det efter en konkret vurdering findes mest
hensigtsmæssigt.
For dømte, der er 15-17 år, er udgangspunktet, at strafudstå-
elsen ikke skal ske i fængsel eller arresthus, medmindre af-
gørende hensyn til retshåndhævelsen taler imod anbringelse
uden for fængsel og arresthus, jf. straffuldbyrdelseslovens
§ 78, stk. 2. Ungebekendtgørelsen fastsætter nærmere ret-
ningslinjer for anbringelse af 15-17-årige, herunder at an-
bringelse i lukket institution sker i Søbysøgård Fængsels
lukkede ungeafsnit, i Herstedvester Fængsel eller i arresthus
(Københavns Fængsler), jf. bekendtgørelsens § 6.
Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse hensigtsmæs-
sigt, at unge mellem 15 og 17 år undtagelsesvis kan anbrin-
ges på den kommende vurderingsafdeling for terrordømte
eller overføres til den specialiserede afdeling for særligt
farlige terrordømte og radikaliserede indsatte.
Anbringelse af de 15-17-årige på den kommende vurde-
ringsafdeling og specialiserede afdeling for særligt farlige
terrordømte og radikaliserede indsatte vil på grund af afde-
lingens særlige ekspertise på området for radikalisering og
ekstremisme bl.a. gøre det muligt at foretage en højt kva-
lificeret vurdering af, hvordan den pågældende bedst kan
afsone og indgå i et program fastsat af kriminalforsorgen
med henblik på at forebygge ny ligeartet kriminalitet.
Det er Justitsministeriets vurdering, at anbringelse af dømte,
der er under 18 år, på den kommende vurderingsafdeling
alene bør finde sted efter en konkret vurdering, hvor særli-
ge forhold tilsiger det. Anbringelse af de 15-17-årige på
vurderingsafdelingen vil imidlertid kræve en ændring af de
administrative regler på området, nærmere bestemt af unge-
bekendtgørelsen.
Retten til fællesskab er en grundlæggende ret for den en-
kelte indsatte. De indsattes adgang til fællesskab kan ligele-
des være afgørende for kriminalforsorgens mulighed for at
kunne foretage en grundig og professionel vurdering af de
terrordømtes profil og potentiale for rehabilitering. Dette vil
13
kvalificere grundlaget for at udarbejde en plan for de terror-
dømtes videre afsoningsforløb. Derfor bør der efter Justits-
ministeriets opfattelse som det altovervejende udgangspunkt
være adgang til fællesskab for de indsatte.
Det kan dog i visse tilfælde være nødvendigt midlertidigt at
begrænse eller ophæve fællesskabet i kriminalforsorgens in-
stitutioner. Derfor har kriminalforsorgen allerede i dag bl.a.
adgang til at begrænse eller ophæve fællesskabet i institutio-
ner, når helt ekstraordinære ordens- og sikkerhedsmæssige
hensyn gør det påkrævet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 33 a,
ligesom den enkelte indsatte kan udelukkes fra fællesskab
med andre indsatte i en række nærmere angivne situationer,
jf. herved § 63, stk. 1.
Det er i dag i medfør af § 33, stk. 2, muligt at gennemføre
fællesskab alene som cellefællesskab i særlige fængselsaf-
delinger og arresthuse. Bestemmelsen sigter primært mod
negativt stærke indsatte, der ifølge forarbejderne udgør en
klart afgrænset gruppe af indsatte, herunder rockere og de-
res støttegrupper, samt bandemedlemmer jf. nærmere herom
under pkt. 3.1.1. Efter Justitsministeriets opfattelse omfatter
denne persongruppe ikke nødvendigvis terrordømte og radi-
kaliserede indsatte.
Adgangen til fællesskab kan være afgørende for kriminal-
forsorgens mulighed for at observere den indsatte interagere
med øvrige indsatte, hvilket spiller en væsentlig rolle ved
vurderingen af den terrordømte, herunder i forhold til den
pågældendes videre afsoningsforløb. På den baggrund fin-
der Justitsministeriet, at gennemførelse af fællesskab på den
kommende vurderingsafdeling bør foregå efter de alminde-
ligt gældende regler for fællesskab. Fællesskab på vurde-
ringsafdelingen vil derfor som udgangspunkt gennemføres
som almindeligt fællesskab.
På den specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte
og radikaliserede indsatte kan der derimod være behov for
at muliggøre afskærmning fra andre indsatte, bl.a. på grund
af afdelingens særlige klientel, som kan indebære en øget
risiko for radikalisering af medindsatte.
Det vil efter Justitsministeriets opfattelse være en fordel
for afsoningsforholdene i den specialiserede afdeling for
særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte, at der
sikres en klar hjemmel til alene at etablere fællesskab som
cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum ef-
ter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse, såkaldt ”styret
fællesskab”. Herved får kriminalforsorgen mulighed for at
afskærme de indsatte for interaktion med øvrige indsatte,
bl.a. på grund af risiko for at den pågældende vil søge at
påvirke medindsatte gennem udbredelse af voldeligt ekstre-
mistiske synspunkter.
Det er imidlertid Justitsministeriet vurdering, at målgruppen
for den kommende specialiserede afdeling ikke vil være
omfattet af den nuværende personkreds i bestemmelsen i
straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 2, om begrænsning af
fællesskab. Adgang for kriminalforsorgen til at etablere sty-
ret fællesskab for særligt farlige terrordømte og radikalise-
rede indsatte vil derfor kræve en ændring af reglerne om
fællesskab for indsatte.
Det er i dag muligt for kriminalforsorgen at undersøge, hvil-
ke effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum
eller på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig
for at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikker-
hedsmæssige hensyn iagttages, herunder når den indsatte
indsættes i institutionen eller hvis den indsatte mistænkes
for uretmæssig besiddelse af effekter.
Ved at foretage undersøgelse af den indsattes person og
opholdsrum får kriminalforsorgen mulighed for at indsam-
le oplysninger om de indsatte, hvilket kan udgøre et væ-
sentligt element i indsatsen mod radikalisering og ekstre-
misme. Oplysninger om bl.a. indsattes ideologiske overbe-
visning, gruppetilhørsforhold og netværk kan således både
understøtte efterretningsindsatsen mod radikalisering og ek-
stremisme samt styrke sikkerheden i fængslerne.
Det er Justitsministeriets opfattelse mest hensigtsmæssigt, at
der på både vurderingsafdelingen og den specialiserede af-
deling for særligt farlige terrordømte og radikaliserede ind-
satte også kan foretages undersøgelse af de indsattes person
og opholdsrum som led i kriminalforsorgens indsats mod ra-
dikalisering og ekstremisme. Med henblik på at understøtte
indsatsen mod radikalisering og ekstremisme bedst muligt,
bør kriminalforsorgen desuden have mulighed for at undlade
at orientere den indsatte om cellevisitationen eller eventuelle
fund, hvis særlige omstændigheder taler herfor.
Sådanne undersøgelser kan bl.a. finde sted på baggrund af
en Request for Information (RFI) fra andre myndigheder,
oplysninger tilgået kriminalforsorgens sikkerhedsorganisati-
on eller en konkret indsats iværksat af kriminalforsorgens
sikkerhedsenhed.
Det er Justitsministeriets vurdering, at sådanne undersøgel-
ser generelt ikke kun skal kunne finde sted under henvisning
til ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, da det kan være
afgørende for at kunne indsamle oplysninger om f.eks. de
indsattes ideologiske overbevisning, gruppetilhørsforhold og
netværk samt tilvejebringe eventuelt materiale af ekstremi-
stisk art.
Med henblik på at give kriminalforsorgen de bedste forud-
sætninger i indsatsen mod radikalisering og ekstremisme,
finder Justitsministeriet desuden, at kriminalforsorgsområdet
bør kunne træffe bestemmelse om tilbageholdelse af eventu-
elle effekter, der findes i den indsattes besiddelse, hvis det
sker som led i indsatsen mod radikalisering og ekstremisme,
ligesom det bør være muligt uden retskendelse at optage
fotos af, gennemlæse eller træffe bestemmelse om tilbage-
holdelse af breve og andre optegnelser, der findes i den ind-
sattes besiddelse, som led i kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme, og af hensyn til at forebygge
kriminalitet.
Justitsministeriet finder derfor, at der er behov for at udvide
14
reglerne om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum
med henblik på at sikre udtrykkelig hjemmel til at foretage
sådanne indgreb, hvis det skønnes påkrævet af hensyn til
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me.
Endelig finder Justitsministeriet, at Kriminalforsorgen med
henblik på at understøtte indsatsen mod radikalisering og
ekstremisme bedst muligt bør have mulighed for at undlade
at orientere den indsatte om gennemlæsning af breve eller
andre optegnelser fundet i den indsattes besiddelse, når dette
sker af hensyn til indsatsen mod radikalisering og ekstremis-
me.
3.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om
anbringelse af dømte ændres, således at det fremover bliver
udgangspunktet, at terrordømte anbringes i lukket fængsel
på en vurderingsafdeling for terrordømte. Samtidig foreslås
det, at straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om henholds-
vis overførsel til åbent fængsel, fællesskab og cellevisitation
ændres med henblik på at give kriminalforsorgen de bedst
mulige forudsætninger for at kunne vurdere de terrordømtes
risikoprofil og tilpasse de pågældendes afsoningsforløb.
Det foreslås, at der indføres en ny bestemmelse i straffuld-
byrdelseslovens § 22 b, hvorefter fuldbyrdelse af straf af
fængsel eller forvaring for overtrædelse af straffelovens §§
114-114 j – uanset § 22, stk. 1 – skal ske i lukket fæng-
sel. Derudover foreslås det, at der indføres en ny bestem-
melse i § 23 a, hvorefter fuldbyrdelse af straf af fængsel
eller forvaring for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j
– uanset § 23, stk. 1, 1. pkt. – skal ske ved anbringelse i en
afdeling målrettet terrordømte.
Bestemmelserne vil muliggøre, at terrordømte som altover-
vejende udgangspunkt anmeldes til afsoning i en vurde-
ringsafdeling for terrordømte. Den terrordømte vil efter det
indledende ophold i vurderingsafdelingen skulle omplaceres
til en afdeling i en almindelig afdeling i et fængsel i et af de
to kriminalforsorgsområder efter en konkret vurdering eller
til den specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte
og radikaliserede indsatte. Såvel vurderingsafdelingen som
den specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte og
radikaliserede indsatte vil være placeret i et lukket fængsel.
Det foreslås desuden, at kriminalforsorgen undtagelsesvis
skal kunne bestemme, at fuldbyrdelsen af straf af fængsel
eller forvaring for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114
j ikke skal ske i hhv. lukket fængsel efter den foreslåede
§ 22 b, stk. 1, eller ved anbringelse i en afdeling målrettet
terrordømte efter den foreslåede § 23 a, stk. 1, hvis den
indsattes helbred eller andre særlige omstændigheder taler
herfor.
Andre særlige omstændigheder kan bl.a. foreligge, når den
enkelte indsattes farlighed eller konkrete forhold taler for,
at den pågældende ikke er egnet til placering på vurderings-
afdelingen. Dette vil bl.a. kunne være i tilfælde, hvor der
i en periode er få terrordømte placeret på afdelingen og
disse personer er fra samme sagskompleks, hvorfor det ikke
vil være muligt at sektionere afdelingen til mindre grupper,
uden at de pågældende bliver de facto udelukket fra fælles-
skab med de øvrige indsatte. Det vil ligeledes kunne være
tilfældet, hvor kriminalforsorgen på baggrund af oplysninger
fra øvrige myndigheder om en konkret indsat vurderer, at
den pågældende grundet f.eks. risiko for yderligere radika-
lisering eller mistanke om vold med ekstremistisk motiv i
samspil med øvrige terrordømte på afdelingen, bør anmeldes
direkte til afsoning på den specialiserede afdeling målrettet
særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte eller på
en særligt sikret afdeling.
Træffer kriminalforsorgen efter den foreslåede § 22 b, stk. 3,
bestemmelse om, at anbringelse ikke skal ske i lukket fæng-
sel, vil anbringelse af den indsatte finde sted efter de almin-
deligt gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 22. Træf-
fer kriminalforsorgen efter den foreslåede § 23 a, stk. 3,
bestemmelse om, at anbringelse ikke skal ske i en afdeling
målrettet terrordømte, vil den pågældende anbringes i lukket
fængsel i medfør af udgangspunktet i den foreslåede § 22
b, stk. 1, medmindre kriminalforsorgen efter bestemmelsens
stk. 3 træffer bestemmelse om fravigelse heraf.
Det bemærkes, at kriminalforsorgsområdet vil kunne træffe
bestemmelse om overførsel af indsatte til afdelingerne mål-
rettet henholdsvis terrordømte og særligt farlige terrordømte
og radikaliserede indsatte, hvis det må anses for nødvendigt
som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme, jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 2, § 26,
stk. 1, nr. 4, eller § 27, stk. 2, nr. 2. Overførsel vil i så
fald forudsætte, at den pågældende placering vurderes nød-
vendig som følge af en konkret risiko for, at den indsatte vil
søge at påvirke medindsatte gennem udbredelse af voldeligt
ekstremistiske synspunkter, og at placeringen er egnet til
at begrænse risikoen for påvirkning af andre til voldelig
ekstremisme.
De foreslåede bestemmelser i §§ 22 b og 23 a vil omfatte
personer, der er dømt for terrorrelateret kriminalitet, dvs. for
overtrædelse af en eller flere af bestemmelserne i straffelo-
vens §§ 114-114 j.
Hvorvidt den indsatte efter et indledende ophold på vurde-
ringsafdelingen skal overføres til afsoning i en almindelig
afdeling i et fængsel i et af de to kriminalforsorgsområder
eller eventuelt skal overgå til fortsat afsoning på den specia-
liserede afdeling for særligt farlige terrordømte og radikali-
serede indsatte, afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en
samlet vurdering. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplys-
ninger om den pådømte kriminalitet og kriminalforsorgens
observationer under afsoningen, herunder observationer re-
lateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur,
effekter, symboler og besøgende. Også oplysninger modta-
get fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vurderin-
gen. Overførsel til en almindelig afdeling bør kun ske, hvis
den terrordømte samarbejder og vurderes egnet til rehabilite-
ring og integration med den øvrige fængselspopulation.
15
Målgruppen for placering på den specialiserede afdeling
er de særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsat-
te. Herved sigtes navnlig til indsatte, der har udvist en ad-
færd, der indikerer, at den pågældende medfører risiko for
radikalisering af medindsatte i en sådan grad, at disse bliver
påvirket til voldelig ekstremisme eller forstærket i ekstremi-
stiske overbevisninger og hensigter. Der sigtes desuden til
indsatte, der vurderes voldsparate i en sådan grad, at den
pågældendes adfærd udgør en risiko for et ekstremistisk
motiveret overfald på personale eller medindsatte.
Under afsoningen på den specialiserede afdeling for særligt
farlige terrordømte og radikaliserede indsatte, skal det lø-
bende overvejes i hvert enkelt tilfælde, om formålet med
placeringen vil kunne tilgodeses ved mindre indgribende
foranstaltninger, herunder ved placering i et af kriminalfor-
sorgens andre fængsler med et mindre restriktivt sikkerheds-
regime og med en blandet fængselspopulation.
De foreslåede bestemmelser i §§ 22 b og 23 a vil for nogle
dømtes vedkommende indebære en fravigelse af udgangs-
punktet om anbringelse i åbent fængsel, jf. straffuldbyrdel-
seslovens § 22, stk. 1, samt af det geografiske nærhedsprin-
cip, jf. straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 1, 1. pkt.
Den foreslåede ordning vil alene gælde for personer dømt
for overtrædelse af de i straffelovens §§ 114-114 j nævnte
forbrydelser. Det bemærkes, at den almindeligt gældende
formodning for, at der ved anbringelse og overførsel af per-
soner, der er dømt for terrorrelateret kriminalitet, er behov
for at tage særlige forholdsregler, jf. nærmere herom under
punkt 3.1.1.1, imidlertid fortsat vil være gældende. Sådanne
forholdsregler kan bl.a. indebære, at den dømte placeres i
den institution, som kriminalforsorgen finder mest hensigts-
mæssig, f.eks. i et lukket fængsel, hvorved der kan ske en
fravigelse af nærhedsprincippet ved valg af afsoningsinstitu-
tion.
Med den foreslåede ordning forudsættes det, at personer
dømt for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j anbrin-
ges efter de foreslåede bestemmelser i §§ 22 b og 23 a, såle-
des at den pågældende kan placeres på vurderingsafdelingen
målrettet terrordømte, uden at der skal foretages en konkret
vurdering i det enkelte tilfælde, uanset at den pågældende
også er omfattet af bestemmelserne i § 22, stk. 3, sidste led,
og § 23, stk. 2, nr. 5.
Personer, som dømmes for overtrædelse af de øvrige be-
stemmelser i straffelovens 12. eller 13. kapitel, vil fortsat
efter en konkret vurdering kunne anmeldes til afsoning i
lukket fængsel og i en afdeling målrettet terrordømte, som
led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ek-
stremisme i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 3,
sidste led og § 23, stk. 2, nr. 5.
For personer, der er under 18 år og dømmes for overtrædelse
af straffelovens §§ 114-114 j, foreslås det, at udgangspunktet
fortsat skal være, at de anbringes i en institution efter straf-
fuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, og at de særlige anbringel-
sesregler i de foreslåede bestemmelser i § 22 b, stk. 1, og §
23 a, stk. 1, dermed ikke skal gælde.
Der er imidlertid behov for, at kriminalforsorgen efter en
konkret vurdering kan træffe bestemmelse om, at den dømte
under 18 år skal anbringes på eller overføres til henholdsvis
afdelingen målrettet terrordømte eller den specialiserede af-
deling målrettet særligt farlige terrordømte og radikalisere-
de indsatte, såfremt afgørende hensyn til retshåndhævelsen
eller den unges forhold taler herfor. Der foreslås således
undtagelser til udgangspunkterne om, at de særlige anbrin-
gelsesregler i de foreslåede bestemmelser i § 22 b, stk. 1, og
§ 23 a, stk. 1, ikke gælder for 15-17-årige, hvis afgørende
hensyn til retshåndhævelsen eller den unges forhold taler
herfor.
Undtagelserne vil eksempelvis kunne finde anvendelse i til-
fælde, hvor kriminalforsorgen under henvisning til karakte-
ren af den pådømte kriminalitet eller grundet forhold under
en eventuel varetægtsfængsling vurderer, at den unge dømte
har et særligt behov for at blive anbragt på en afdeling
målrettet terrordømte. I den forbindelse vil det kunne have
betydning, om den dømte inden for kort tid fylder 18 år.
Det foreslås desuden, at der i straffuldbyrdelseslovens § 24
indføres et nyt stk. 3, hvorefter overførsel til åbent fængsel
kan undlades, hvis den dømte er anbragt i medfør af § 22,
stk. 3, eller § 23 a, stk. 1, eller overført i medfør af bestem-
melserne i § 25, stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, eller § 27, stk. 2,
nr. 2.
Med den foreslåede ændring indføres der adgang til at fravi-
ge udgangspunktet om, at en indsat i lukket fængsel skal
overføres til åbent fængsel, når betingelserne i § 22, stk. 3-6,
og § 25, stk. 2-4, og 6, ikke længere er opfyldt, eller når
overførsel til åbent fængsel i øvrigt ikke anses for betænke-
ligt, jf. § 24, stk. 1, såfremt der er sket anbringelse efter §
22, stk. 3, eller § 23 a, stk. 1, eller overførsel som led i kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme
efter bestemmelserne i § 25, stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, eller §
27, stk. 2, nr. 2.
Ændringen indebærer, at dømte, der er anbragt til indleden-
de vurdering på vurderingsafdelingen, ikke skal overføres til
åbent fængsel, selvom betingelserne for anbringelse i lukket
fængsel ikke længere er opfyldt.
Med ændringen sikres, at kriminalforsorgsområdet ikke er
forpligtet til af egen drift løbende at vurdere, om betingel-
serne for placeringen på vurderingsafdelingen målrettet ter-
rordømte fortsat er opfyldt i løbet af de første seks måneders
ophold i afdelingen.
Den foreslåede ordning forudsættes alene at gælde i løbet
af de første seks måneder af den indsattes ophold på vur-
deringsafdelingen. Når indsatte har været placeret på vur-
deringsafdelingen i seks måneder, skal kriminalforsorgen
løbende vurdere, om den enkelte terrordømte er egnet til
overførsel.
16
Derudover foreslås det, at der indføres adgang til, at kri-
minalforsorgen kan begrænse de indsattes adgang til fæl-
lesskab i den specialiserede afdeling for særligt farlige ter-
rordømte og radikaliserede indsatte. Målgruppen for den
specialiserede afdeling er indsatte, hvis konkrete forhold
medfører, at de bør afskærmes for interaktion med andre
indsatte, bl.a. af hensyn til risikoen for radikalisering af
medindsatte.
På den baggrund foreslås der i § 33, stk. 2, at indføre ad-
gang til, at justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil,
kan bestemme, at fællesskab i fængselsafdelinger eller ar-
resthuse, som er udpeget til anbringelse af særligt farlige ter-
rordømte og radikaliserede indsatte, skal gennemføres som
cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum efter
kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.
Ændringen indebærer en udvidelse i adgangen til at gen-
nemføre fællesskab som cellefællesskab med en anden ind-
sat i eget opholdsrum. Udvidelsen forudsættes anvendt i
den kommende specialiserede afdeling for særligt farlige
terrordømte og radikaliserede indsatte, hvis særlige klientel
skaber et behov for at muliggøre afskærmning fra andre
indsatte, bl.a. på grund af risikoen for radikalisering af med-
indsatte.
Med den foreslåede ændring lægges der ikke op til at gen-
nemføre fællesskab på den kommende vurderingsafdeling
som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholds-
rum. På vurderingsafdelingen vil fællesskab således gen-
nemføres efter de i øvrigt gældende regler herom. Forskel-
len skyldes, at kriminalforsorgens mulighed for at observere
den indsatte i fællesskab med øvrige indsatte kan være afgø-
rende for at kunne vurdere den terrordømte i forhold til den
pågældendes videre afsoningsforløb.
Med den foreslåede ordning vil adgangen til at begrænse
fællesskab til cellefællesskab i den kommende specialisere-
de afdeling for særligt farlige terrordømte og radikaliserede
indsatte svare til den gældende adgang til at gennemføre
fællesskab som cellefællesskab for indsatte, hvis tilstedevæ-
relse skaber en særlig risiko for overgreb på medindsatte
mv. efter den hidtil gældende § 33, stk. 2.
Det bemærkes, at der fortsat vil være adgang til at sektione-
re indsatte på både vurderingsafdelingen og den specialise-
rede afdeling for særligt farlige terrordømte og radikalisere-
de indsatte som led i kriminalforsorgens generelle indsats
mod radikalisering og ekstremisme.
Dernæst foreslås det at udvide kriminalforsorgens mulighed
for at foretage undersøgelse af den indsattes person og op-
holdsrum til at omfatte tilfælde, hvor det sker som led i kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Det foreslås på den baggrund, at det i straffuldbyrdelseslo-
vens § 60, stk. 1, hvorefter Direktoratet for Kriminalforsor-
gen og kriminalforsorgsområdet i visse tilfælde uden rets-
kendelse kan undersøge, hvilke effekter en indsat har i sin
besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, indsættes
efter »iagttages«: », eller hvis det sker som led i kriminalfor-
sorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme«.
Ændringen indebærer, at der indføres udtrykkelig hjemmel
til, at kriminalforsorgen kan gennemføre undersøgelser af
indsattes person og opholdsrum, hvis det skønnes påkrævet
af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme.
Det bemærkes, at det for så vidt angår gennemførelsen
af cellevisitationer, kan være afgørende af hensyn til bl.a.
efterretningsindsatsen, at kriminalforsorgen kan undlade at
orientere den indsatte om, at en undersøgelse har fundet
sted, såfremt særlige omstændigheder taler herfor. Hvis lov-
forslaget vedtages, vil justitsministeren derfor ændre den
nuværende bekendtgørelse om undersøgelse af indsattes per-
son og opholdsrum m.v. i kriminalforsorgens institutioner,
der er udstedt i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 60,
stk. 11, til at fastsætte en regel om, at orientering af den
indsatte kan undlades, hvis særlige omstændigheder taler
herfor, når visitationen er sket af hensyn til indsatsen mod
radikalisering og ekstremisme.
Det foreslås desuden, at der i straffuldbyrdelseslovens §
60, stk. 8, hvorefter kriminalforsorgsområdet kan træffe be-
stemmelse om tilbageholdelse af effekter, der findes i den
indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, indsættes efter »hensyn«:
», eller hvis det sker som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme«.
Den foreslåede ændring af § 60, stk. 8, indebærer, at der ind-
føres hjemmel til, at kriminalforsorgsområdet kan træffe be-
stemmelse om tilbageholdelse af eventuelle effekter fundet
i forbindelse med kriminalforsorgens undersøgelser af ind-
sattes person og opholdsrum som led i kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme. Bestemmelsen
forventes bl.a. at blive anvendt til tilbageholdelse af effekter
fundet ved undersøgelser i de kommende afdelinger målret-
tet terrordømte og radikaliserede indsatte. Bestemmelsen vil
dog også kunne finde anvendelse til at tilbageholde effekter
fundet ved undersøgelser foretaget på andre fængsels- og
arrestafdelinger, hvis dette er sket som led i indsatsen mod
radikalisering og ekstremisme.
Endelig foreslås, at det i § 60, stk. 9, 1. pkt., hvorefter kri-
minalforsorgsområdet uden retskendelse kan træffe bestem-
melse om gennemlæsning og tilbageholdelse af breve og
andre optegnelser, som findes i den indsattes besiddelse,
hvis det skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige
hensyn, indsættes efter »hensyn«: », hvis det sker som led i
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me eller af hensyn til at forebygge kriminalitet«.
Den foreslåede ændring af § 60, stk. 9, indebærer, at der
indføres hjemmel til, at kriminalforsorgsområdet kan træffe
bestemmelse om gennemlæsning og tilbageholdelse af breve
og andre optegnelser fundet i forbindelse med kriminalfor-
sorgens undersøgelser af indsattes person og opholdsrum
17
som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme. Bestemmelsen forventes bl.a. at blive anvendt
til gennemlæsning og tilbageholdelse af breve mv. fundet
ved undersøgelser i de kommende afdelinger målrettet ter-
rordømte og radikaliserede indsatte. Bestemmelsen vil dog
også kunne finde anvendelse til at foretage gennemlæsning
og tilbageholdelse af breve mv. fundet ved undersøgelser
foretaget på andre fængsels- og arrestafdelinger, hvis dette
sker som led i indsatsen mod radikalisering og ekstremisme.
Med henblik på at understøtte indsatsen mod radikalisering
og ekstremisme bedst muligt vil kriminalforsorgen med den
foreslåede ordning få mulighed for at undlade at orientere
den indsatte om gennemlæsning af breve eller andre opteg-
nelser fundet i den indsattes besiddelse, når dette sker af
hensyn til indsatsen mod radikalisering og ekstremisme.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1-4 og 12-14,
og bemærkningerne hertil.
Der henvises desuden til ændringen om optagelse af foto
ved fund af breve og andre optegnelser i indsattes besiddelse
under pkt. 3.4.
3.2. Udstationering af udvisningsdømte indsatte
3.2.1. Gældende ret
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 9 indeholder bestemmelser
om indsattes kontakt til samfundet uden for institutionen,
herunder om udgang (§§ 46-50) og om udstationering til
egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller ud-
slusningsfængsel (§§ 50 a og 50 b).
Adgangen til udstationering til kriminalforsorgens udslus-
ningsfængsler eller til eget hjem med fodlænke er et normalt
led i afsoningen for dømte med en tidsbestemt fængselsstraf
på mere end 6 måneder. Adgangen til udstationering til
kriminalforsorgens udslusningsfængsler eller til eget hjem
med fodlænke blev ændret ved lov nr. 893 af 21. juni 2022
om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffelo-
ven, retsplejeloven og forskellige andre love som opfølgning
på et initiativ herom i flerårsaftalen om kriminalforsorgens
økonomi 2022-2025. Reglernes anvendelsesområde blev
ændret ved lov nr. 1552 af 12. december 2023 (Afskæring
af voldtægtsdømte personers mulighed for at afsone med
fodlænke). Det fremgår af forarbejderne hertil, at udstatione-
ring er en udgangsform, hvor den indsatte opholder sig uden
for fængsel og arrest i arbejds- eller undervisningstiden og i
fritiden, herunder om natten. Ophold kan f.eks. finde sted i
kriminalforsorgens udslusningsfængsler eller på egen bopæl,
evt. med fodlænke, jf. Folketingstidende 2023-24, Tillæg A,
L 12 som fremsat, side 3.
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, at
kriminalforsorgen bestemmer, om indsatte, der er idømt
tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstati-
oneres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol
(såkaldt ”back door”-fodlænke) eller til udslusningsfængsel,
når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at
være risiko for misbrug af udstationeringen, og hensynet til
retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.
Det fremgår af forarbejderne, at der med bestemmelsen i
straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, indførtes en pligt for
kriminalforsorgen til af egen drift at behandle spørgsmålet
om udstationering i alle relevante sager, hvor de tidsmæs-
sige betingelser er opfyldt, jf. Folketingstidende 2021-22,
Tillæg A, L 180 som fremsat, side 125.
Det fremgår desuden, at der ikke bør træffes afgørelse om
udstationering, hvis den dømte, f.eks. på grund af et massivt
alkoholmisbrug eller misbrug af euforiserende stoffer eller
andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgiv-
ning, vurderes at være ude af stand til at overholde de vilkår,
der gælder for udstationering. Et yderligere eksempel på en
sag, hvor der vil kunne foreligge misbrugsrisiko, kan være,
hvis en indsat er dømt for vold mod sin nabo og ikke har
været på fri fod mellem dom og afsoning. I en sådan sag
vil det helt klare udgangspunkt være, at den indsatte ikke
vil kunne udstationeres til samme bopæl med fodlænke. Til-
svarende vil en indsat, som har fået udgangskarantæne ek-
sempelvis pga. ny kriminalitet begået under udgang, eller
som i øvrigt har begået kriminalitet under afsoningen, som
det helt klare udgangspunkt heller ikke kunne udstationeres
på grund af risikoen for misbrug af udstationeringen, jf.
Folketingstidende 2021-22, Tillæg A, L 180 som fremsat,
side 126.
Det fremgår videre af forarbejderne, at der i vurderingen
af misbrugsrisikoen og hensynet til retshåndhævelsen bl.a.
vil skulle indgå oplysninger om kriminalitetens art, straffens
længde, tidligere straffe, disciplinærsager under afsoning,
udelukkelse fra fællesskab, overførsel fra åbent til lukket
fængsel, stofmisbrug samt udgangsmisbrug med deraf føl-
gende udgangskarantæne.
Efter § 50 a, stk. 2, kan udstationering tidligst ske otte må-
neder før forventet prøveløsladelse. Dette gælder alle former
for prøveløsladelse efter afsoning af tidsbestemt straf, jf.
straffelovens § 38, stk. 1 eller 2, eller § 40 a. Derudover er
det en betingelse, at der skal være en forventning om, at den
indsatte vil opfylde betingelserne for prøveløsladelse. Denne
betingelse vil skulle være opfyldt i hele udstationeringspe-
rioden. Det fremgår af forarbejderne, at indsatte som forven-
tes løsladt efter at have udstået sin fulde straflængde fordi
prøveløsladelse skønnes utilrådelig, ikke vil kunne udstatio-
neres efter den foreslåede bestemmelse, jf. Folketingstiden-
de 2021-22, Tillæg A, L 180 som fremsat, side 126.
Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og
kontrol forudsætter, at der er sikret den indsatte passende
beskæftigelse og underhold, jf. § 50 a, stk. 3. Det er forud-
sat i forarbejderne, at beskæftigelseskravet er begrundet i
resocialiseringshensyn. En person, der ikke har en form for
beskæftigelse, vil som udgangspunkt ikke kunne udstatione-
res til egen bolig under intensiv overvågning og kontrol. Be-
skæftigelseskravet vil dog kunne anses for at være opfyldt
ved deltagelse i dagcenteraktiviteter, programvirksomhed i
18
kriminalforsorgens regi eller lignende. Det vil under alle
omstændigheder være en betingelse for udstationering til
egen bolig med fodlænke, at den indsatte har et forsørgelses-
grundlag, jf. Folketingstidende 2021-22, Tillæg A, L 180
som fremsat, side 127.
Udstationering forudsætter desuden, at den indsattes bolig-
forhold er af en sådan beskaffenhed, at udstationeringen kan
gennemføres, og at personer over 18 år, der har samme
bopæl som den indsatte, meddeler samtykke dertil, jf. § 50
a, stk. 4.
Efter § 50 a, stk. 5, kan indsatte, der er dømt for overtræ-
delse af straffelovens § 216 eller § 225, jf. § 216, ikke
udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og
kontrol.
Udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og
kontrol er en alternativ måde at udstå en idømt fængselsstraf
på. Ifølge forarbejderne bør denne afsoningsform derfor in-
debære stort set samme begrænsning i den dømtes bevægel-
sesfrihed som strafafsoning i et fængsel. Dette forudsætter
ikke blot, at den dømte har en bolig, hvor den pågældende
kan pålægges at opholde sig under udståelse, men ligeledes
at boligen er af en sådan beskaffenhed, at det er praktisk
muligt at kontrollere, om den pågældende i udstationerings-
perioden opholder sig på bopælen i de tidsrum, som tilsyns-
myndighederne foreskriver, jf. Folketingstidende 2021-22,
Tillæg A, L 180 som fremsat, side 127.
Det følger af § 50 a, stk. 6, at § 46, stk. 3, finder tilsvarende
anvendelse ved vurderingen af, om indsatte kan udstatione-
res. Dette indebærer, at udstationering ikke kan finde sted,
hvis den dømte af politiet skønnes at have tilknytning til
en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verse-
rende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer,
og politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den
dømte skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten
er anvendt skydevåben, knive eller blankvåben m.v. eller
eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige ka-
rakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er begået
brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 50 b fastsætter justitsmini-
steren nærmere regler om udstationering til egen bopæl
under intensiv overvågning og kontrol og til udslusnings-
fængsel, herunder om behandling af sager om udstatione-
ring, om vilkår, kontrol og tilsyn m.v. samt om tilbagekal-
delse af tilladelser til udstationering.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse
nr. 1754 af 21. december 2023 om udgang til indsatte, der
udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens in-
stitutioner (udgangsbekendtgørelsen), der i § 50 indeholder
regulering af betingelserne for udstationering til egen bopæl
under intensiv overvågning og kontrol og til udslusnings-
fængslet, herunder om behandling af sager om udstatione-
ring, om vilkår, om kontrol og tilsyn m.v. og om tilbage-
kaldelse af tilladelser til udstationeringer. Der er endvidere
udarbejdet en vejledning om udgang til indsatte, der udstår
fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutio-
ner (udgangsvejledningen).
3.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår ovenfor under pkt. 3.2.1 kan indsatte, der
er dømt for seksualforbrydelser i medfør af straffelovens §
216, eller § 225, jf. § 216, ikke udstationeres til egen bolig
under intensiv overvågning og kontrol i medfør af straffuld-
byrdelseslovens § 50 a. Ligeledes gælder det, at indsatte,
som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af personer, og hvor politiet
oplyser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes
at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt sky-
devåben, knive eller blankvåben m.v. eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet
til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse
omfattet af straffelovens § 180, heller ikke kan udstationeres
efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a. Det betyder, at krimi-
nalforsorgen for alle andre indsatte er forpligtet til af egen
drift at behandle spørgsmålet om udstationering i alle sager,
hvor de tidsmæssige betingelser er opfyldt, herunder også
for så vidt angår indsatte, som er udvist af landet ved dom.
Nogle udvisningsdømte vil blive prøveløsladt efter straffelo-
vens § 38, stk. 1 eller 2, hvis det vurderes, at prøveløsladel-
sen ikke er utilrådelig, og – for så vidt angår prøveløsladelse
efter straffelovens § 38, stk. 2 – at den pågældendes udvis-
ning umiddelbart kan gennemføres. Udvisningsdømte vil i
disse tilfælde opfylde den tidsmæssige betingelse om, at
udstationering tidligst kan ske otte måneder før forventet
prøveløsladelse, jf. straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 2.
Udvisningsdømte vil dog i langt de fleste tilfælde få afslag
på udstationering. I hovedparten af sagerne begrundes afsla-
get med, at der er risiko for misbrug af udstationeringen
på grund af en undvigelsesrisiko. Af samme grund vil udvis-
ningsdømte, der undtagelsesvist får tilladelse til udgang, ty-
pisk alene få tilladelse til ledsaget udgang. Udvisningsdømte
vil som udgangspunkt også afsone i lukket fængsel under
hele afsoningen netop på grund af undvigelsesrisikoen.
Sagsbehandlingen i forbindelse med en udstationering inde-
bærer typisk, at der i fængslerne bestilles tolk mv. for at
forberede sagen, som den indsatte opfordres til at deltage
i oplysningen af. Dertil kommer, at sagsbehandlingen kan
give de indsatte en forventning om udstationering, hvilket
kan medføre et forhøjet konfliktniveau i fængslerne, idet de
pågældende indsatte eventuelt reagerer med frustration over
at have skullet medvirke til en sagsbehandling, som oftest
kan opfattes som udsigtsløs på forhånd.
Dertil kommer, at hovedformålet med udstationering efter
straffuldbyrdelseslovens § 50 a er, at den indsatte skal reso-
cialiseres i det danske samfund efter afsoning og derved
få mulighed for at opretholde kontakt og bygge bro til det
omgivende samfund, som den indsatte skal fungere i efter
19
endt afsoning. Indsatte, der er udvist af landet ved dom,
befinder sig ikke i en sammenlignelig situation med øvrige
indsatte, idet de ikke har samme behov for resocialisering i
det danske samfund.
Det er således Justitsministeriets vurdering, at kriminalfor-
sorgen ikke bør være underlagt forpligtelsen til at behandle
sager om udstationering af egen drift for så vidt angår ind-
satte, der er udvist af landet ved dom.
Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være enkelte sager,
hvor der forventes prøveløsladelse, og hvor misbrugsrisiko,
herunder undvigelsesrisiko, undtagelsesvis ikke taler imod
udstationering. Udvisningsdømte indsatte vil i sådanne til-
fælde være henvist til at skulle ansøge om udstationering.
3.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at straffuldbyrdelseslovens § 50 a ændres såle-
des, at sager vedrørende udstationering af indsatte, der er
udvist af landet ved dom, alene skal behandles efter ansøg-
ning.
Det er således ikke hensigten med den foreslåede ordning at
afskære disse indsattes ret til at få prøvet, om betingelserne
for udstationering i det konkrete tilfælde er opfyldt, men
alene at sagsbehandlingsproceduren herfor ændres, således
at kriminalforsorgen ikke længere af egen drift skal behand-
le spørgsmålet om udstationering i disse sager, selvom de
tidsmæssige betingelser herfor er opfyldt.
Det forudsættes, at kriminalforsorgens personale vejleder de
indsatte om, hvilke konkrete omstændigheder der skal være
til stede, for at de pågældende opfylder betingelserne for
udstationering efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a. Vejled-
ningen kan give den indsatte forudsætninger for at overveje,
om pågældende vil indgive ansøgning om udstationering.
Den foreslåede ordning ændrer ikke på, at udstationering
fortsat skal være en mulighed for udvisningsdømte indsat-
te med en tidsbestemt fængselsstraf på mere end 6 måne-
der. Kriminalforsorgen vil således efter den foreslåede ord-
ning fortsat have mulighed for at bestemme, at udvisnings-
dømte kan udstationeres, når betingelserne herfor er opfyldt,
herunder når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke
skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen, og
hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udsta-
tionering. Udstationering vil som hidtil tidligst kunne ske
otte måneder før forventet prøveløsladelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 5 og 6, og
bemærkningerne hertil.
3.3. Optagelse af foto af indsattes brevveksling
3.3.1. Gældende ret
Straffuldbyrdelseslovens §§ 55, 55 a og 56 indeholder regler
om indsattes ret til at brevveksle.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, har en indsat ret
til brevveksling.
Kriminalforsorgsområdet kan efter § 55, stk. 2, uden rets-
kendelse åbne og lukke breve til og fra den indsatte. Det
sker i den indsattes påsyn bortset fra de tilfælde, der er
omfattet af stk. 3-5.
Efter § 55, stk. 3, kan gennemlæsning af breve til og fra
den indsatte alene ske, hvis dette af kriminalforsorgsområdet
skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
syn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalise-
ring og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet,
af hensyn til overholdelse af § 55 a, eller for at beskytte den
forurettede ved lovovertrædelsen.
Efter § 55, stk. 4, skal der ske gennemlæsning af breve
til og fra indsatte, som af politiet skønnes at indtage en
ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer,
som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,
medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet.
Endvidere skal der ske gennemlæsning af breve til og fra
en indsat, som er dømt for overtrædelse af en af de forbr-
ydelser, der er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel,
eller som kriminalforsorgen skønner at være radikaliseret,
ekstremistisk eller i risiko for at blive det, hvis det skøn-
nes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af
hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet, jf.
§ 55, stk. 5.
I tilfælde hvor gennemlæsning har fundet sted, kan et brev
efter kriminalforsorgens bestemmelse tilbageholdes, hvis det
af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme,
af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør
afsendes, jf. § 55, stk. 6.
Et tilsendt brev, der af grunde som nævnt i stk. 6 ikke
bør udleveres, skal tilbagesendes. Et tilsendt brev kan dog
tilbageholdes, hvis det af sikkerhedsmæssige hensyn anses
for påkrævet, jf. § 55, stk. 7.
Afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdelsen af
brevet. Orientering af afsenderen kan dog undlades i indtil
fire uger, i det omfang formålet med tilbageholdelsen ellers
ville forspildes, jf. § 55, stk. 8.
Det fremgår af § 55, stk. 9, at justitsministeren fastsætter
regler om gennemførelsen af de indsattes ret til brevveks-
ling. Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr.
1026 af 28. juni 2022 om adgangen til brevveksling for
indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminal-
forsorgens institutioner (brevbekendtgørelsen).
I brevbekendtgørelsen er det bl.a. fastsat, at den indsatte skal
20
gøres bekendt med, at der er truffet afgørelse om gennem-
læsning af breve. Det følger således af bekendtgørelsens § 5,
at orientering af den indsatte kan undlades i indtil fire uger
i det omfang, formålet med gennemlæsningen ellers ville
forspildes.
Derudover følger det af brevbekendtgørelsen § 6, 1. pkt.,
at der skal gøres notat om grunden hertil og resultatet af
gennemlæsningen, når der er truffet afgørelse herom efter
straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3-5.
Efter § 7 i brevbekendtgørelsen skal breve, der tilbagehol-
des, opbevares af kriminalforsorgsområdet. Hvis indholdet
af et tilbageholdt brev må antages at give politiet eller en
anden af kriminalforsorgens myndigheder anledning til vi-
dere foranstaltning, skal brevet afleveres til vedkommende
myndighed.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 55 a, må en indsat, der
udstår fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for
overtrædelse af en bestemmelse, som hjemler straf på fæng-
sel på livstid, ikke uden tilladelse brevveksle de første 10
år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil den
pågældende har været anbragt i forvaring de første 10 år, jf.
dog § 56.
Efter § 56, stk. 1, har en indsat ret til ukontrolleret brev-
veksling med en række nærmere angivne danske og inter-
nationale myndigheder, institutioner og personer mv. Det
gælder bl.a. justitsministeren, Folketingets Ombudsmand og
den advokat, der har været beskikket for eller valgt af den
indsatte som forsvarer i den straffesag, der har ført til ind-
sættelse i institutionen eller i en verserende straffesag.
3.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Kriminalforsorgens fængsler og arresthuse har behov for
at rådføre sig med sikkerhedskonsulenter med særlige kom-
petencer i kriminalforsorgsområderne, i Direktoratet for Kri-
minalforsorgen eller ved politiet navnlig i forhold til ind-
satsen mod indsattes deltagelse i organiseret kriminalitet,
herunder som en del af rocker- og bandemiljøet, og som led
i indsatsen mod radikalisering og ekstremisme.
Som nævnt ovenfor fremgår det af § 6 i brevbekendtgørel-
sen, at der udarbejdes notater om indholdet af de breve,
der gennemlæses. Derudover udarbejdes rapporter, hvis det
vurderes, at der skal ske politianmeldelse og/eller indledes
en disciplinærsag.
Det er Justitsministeriets vurdering, at muligheden for gen-
givelse i et notat eller en rapport ikke i alle tilfælde er
tilstrækkeligt, og at gengivelser i notater eller rapporter er
forbundet med risiko for fejl, mangelfuld gengivelse eller
misforståelser. Justitsministeriet finder, at der er behov for,
at kriminalforsorgen kan optage foto af breve, som efter-
følgende kan sendes til sikkerhedskonsulenter i kriminalfor-
sorgsområdet, i Direktoratet for Kriminalforsorgen eller til
politiet, såfremt det findes nødvendigt af ordens- og sikker-
hedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens ind-
sats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet.
Optagelse af foto af brevenes indhold har det sigte at effekti-
visere kriminalforsorgens eksisterende efterretnings- og sik-
kerhedsarbejde, idet fotooptagelse frem for udarbejdelse af
notater eller rapporter bidrager til en mere professionel, kva-
lificeret og fyldestgørende dokumentation af oplysninger,
der giver anledning til f.eks. bekymring.
En nærmere analyse af breve til eller fra indsatte kan alene
eller i sammenhæng med andre oplysninger udgøre materia-
le, der giver anledning til bekymring i forhold til indsattes
ekstremistiske overbevisning, radikale ideologiske tilhørs-
forhold eller bandetilhørsforhold. Dette vil kræve et nærme-
re kendskab til de respektive miljøer, hvorfor der for den
enkelte institution i kriminalforsorgen kan være behov for
at kunne inddrage sikkerhedskonsulenter i et områdekontor,
Direktoratet for Kriminalforsorgen eller politiet. Behovet for
fotooptagelse af breve til og fra indsatte skyldes derudover
også, at breve, hvor der er sket gennemlæsning, ikke nød-
vendigvis kan tilbageholdes efter straffuldbyrdelseslovens §
55, stk. 6, fordi indholdet ikke i alle tilfælde isoleret set er
ulovligt eller giver anledning til bekymring. Fotooptagelse
bør derfor også af den grund være muligt i de tilfælde, hvor
der er sket gennemlæsning, selvom der ikke er adgang til
tilbageholdelse.
Hertil kommer, at breve med indhold, der giver anledning
til bekymring, i dag ikke kan videregives til Direktoratet for
Kriminalforsorgen eller politiet efter brevbekendtgørelsens §
7, hvis ikke oplysningerne i brevet i sig selv er tilstrækkeli-
ge til, at brevet kan tilbageholdes efter § 55, stk. 6 og 7.
På denne baggrund finder Justitsministeriet, at straffuldbyr-
delseslovens regler om indgreb i indsattes brevveksling bør
udvides, således at kriminalforsorgen efter gennemlæsning
af et brev til og fra indsatte kan optage foto af brevet, hvis
dette skønnes påkrævet af ordens eller sikkerhedsmæssige
hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radi-
kalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge
kriminalitet.
Med henblik på at understøtte indsatsen mod radikalisering
og ekstremisme bedst muligt bør kriminalforsorgen samtidig
have mulighed for at undlade at orientere afsenderen af
brevet om fotooptagelsen, når dette sker af hensyn til indsat-
sen mod radikalisering og ekstremisme.
3.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3-5, æn-
dres således, at kriminalforsorgens eksisterende beføjelser
efter disse bestemmelser udvides til at omfatte optagelse
af fotos af breve til og fra indsatte i samme omfang, som
kriminalforsorgen i dag er berettiget til at gøre sig bekendt
med indholdet af.
Den foreslåede ordning vil give kriminalforsorgen mulighed
for optagelse af fotos af breve til og fra indsatte, når kri-
21
minalforsorgen vurderer, at det er nødvendigt af ordens-
og sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til indsatsen mod
radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebyg-
ge kriminalitet i de tilfælde, hvor kriminalforsorgen træffer
afgørelse om gennemlæsning efter straffuldbyrdelseslovens
§ 55, stk. 3, samt i de tilfælde, hvor kriminalforsorgen som
udgangspunkt er forpligtet til at gennemlæse breve til og fra
indsatte efter § 55, stk. 4 og 5.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Den foreslåede udvidelse vil bl.a. indebære, at kriminalfor-
sorgen kan optage foto af indhold, der isoleret set eller i
sammenhæng med andre oplysninger udgør materiale, der
giver anledning til bekymring i forhold til indsattes ekstre-
mistiske overbevisning, radikale, ideologiske tilhørsforhold,
bandetilhørsforhold eller tilknytning til øvrig organiseret
kriminalitet.
Den foreslåede ordning sigter til at effektivisere kriminalfor-
sorgens mulighed for at inddrage sikkerhedskonsulenter, når
kriminalforsorgsområdet bliver bekendt med oplysninger,
der kan give anledning til bekymring. Kriminalforsorgen vil
således i højere grad kunne dokumentere oplysninger i breve
til eller fra den indsatte af relevans for kriminalforsorgens
sikkerheds- og efterretningsarbejde.
Det foreslås desuden, at straffuldbyrdelseslovens § 55, stk.
8, ændres således, at kriminalforsorgen kan undlade oriente-
ring af afsenderen om, at der er sket fotooptagelse af et brev,
når fotooptagelsen sker af hensyn til kriminalforsorgens ind-
sats mod radikalisering og ekstremisme.
Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier
som udgangspunkt slettes efter seks måneder. Dette kan fra-
viges i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kriminal-
forsorgens behandlingsaktiviteter, f.eks. hvis fotografierne
indgår i en efterretningsanalyse eller som dokumentation i
en afgørelsessag. Fotografierne slettes, når de ikke længere
er nødvendige at anvende af hensyn til kriminalforsorgens
behandlingsaktiviteter. Det forudsættes i den forbindelse,
at fotodokumentationen kan anvendes som led i kriminal-
forsorgens almindelige sagsbehandling, herunder som led i
kriminalforsorgens klagesagsbehandling.
Den foreslåede ordning medfører i øvrigt ikke ændringer i
forhold til gældende regler og praksis vedrørende indsattes
almindelige ret til brevveksling. Dette indebærer bl.a., at
breve, der tilbageholdes, som hidtil kan videregives til po-
litiet eller andre myndigheder, hvis indholdet af det pågæl-
dende brev må antages at give vedkommende myndighed
anledning til videre foranstaltning. Den foreslåede ordning
medfører desuden heller ikke ændringer af indsattes adgang
til ukontrolleret brevveksling med visse personer eller of-
fentlige myndigheder efter § 56.
Det bemærkes, at kriminalforsorgens eventuelle behandling
af personoplysninger som led i den foreslåede ordning vil
skulle ske inden for rammerne af retshåndhævelsesloven.
Kriminalforsorgen vil med forslaget få adgang til uden rets-
kendelse – foruden at gennemlæse breve – at optage foto
af breve til og fra indsatte, hvis de beskrevne betingelser er
opfyldt. Forslaget vil således – i sammenhæng med bestem-
melsen i straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 2, som giver
kriminalforsorgen mulighed for uden retskendelse at åbne
og lukke breve til og fra den indsatte – udgøre en særegen
undtagelse til grundlovens § 72, hvorefter bl.a. brud på post-
hemmeligheden alene må ske efter en retskendelse, hvor
ingen lov hjemler en særegen undtagelse.
Som anført ovenfor under pkt. 3.3.1 har kriminalforsorgen
allerede i dag mulighed for uden retskendelse at åbne og
lukke breve til og fra indsatte, gennemlæse dem under nær-
mere opregnede betingelser og gengive brevenes indhold i
et notat eller en rapport, og der er således alene tale om en
udvidelse af den eksisterende ordning, som varetager samme
hensyn.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7-11, og be-
mærkningerne hertil.
3.4. Optagelse af foto ved fund af breve og andre opteg-
nelser i indsattes celler
3.4.1. Gældende ret
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 10 indeholder en række be-
stemmelser om indgreb over for den indsatte, herunder reg-
ler om undersøgelse af den indsattes person og opholdsrum.
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 1, at
Direktoratet for Kriminalforsorgen og det relevante krimi-
nalforsorgsområde uden retskendelse kan undersøge, hvilke
effekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller
på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for
at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerheds-
hensyn iagttages, herunder 1) når den indsatte indsættes i
institutionen, 2) hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig
besiddelse af effekter, 3) før og efter besøg eller 4) før og
efter fravær fra institutionen eller opholdsafdelingen.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 432 af 31. maj 2000
om fuldbyrdelse af straf m.v.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, at
der med udtrykket »undersøge, hvilke effekter en indsat har
i sin besiddelse på sin person« sigtes til indgreb, der har
karakter af legemsbesigtigelse, dvs. de former for indgreb,
hvor der ikke sker nogen indtrængen i det menneskelige le-
geme eller nogen egentlig beføling af legemet i undersøgel-
sesøjemed. Der tænkes bl.a. på besigtigelse, der ikke kræver
egentlig afklædning, men f.eks. opknapning af en skjorte
eller opsmøgning af et ærme for at se efter skjulte effekter,
jf. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, side 3787.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
22
hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø
og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes
som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutio-
ner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at fore-
bygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet
under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod
personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel
med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse
med besøg.
Efter § 60, stk. 3, kan kriminalforsorgsområdet endvidere af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn træffe bestemmelse
om en nærmere undersøgelse af den indsattes person, hvis
der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte er i
uretmæssig besiddelse af effekter.
Det fremgår af forarbejderne, at der med udtrykket »nærme-
re undersøgelse af den indsattes person« sigtes til indgreb,
hvor beføling af legemet er et led i selve undersøgelsen. Der
tænkes bl.a. på ydre undersøgelser, der består i en befø-
ling af legemets overflade, f.eks. for at finde kapsler skjult
under huden, udtagelse af blodprøver og ultralyd- og rønt-
genundersøgelser. Endvidere kan nævnes undersøgelse af
legemets hulrum og andre undersøgelser af legemets indre,
f.eks. rectoskopi og gynækologisk undersøgelse.
Det er i bemærkningerne desuden forudsat, at adgangen
til at foretage undersøgelse af den indsattes person under
hensyn til den indgribende karakter er betinget af, at der
kan påvises bestemte grunde til at antage, at den indsatte er
i uretmæssig besiddelse af effekter. Endvidere kan bestem-
melse om gennemførelse af en sådan nærmere undersøgelse
alene træffes af institutionens leder eller den, der bemyndi-
ges hertil. Der henvises til Folketingstidende 1999-00, tillæg
A, side 3787.
I § 60, stk. 4-7, er fastsat en række supplerende betingelser
for gennemførelse af undersøgelse af den indsatte.
Efter § 60, stk. 4, må undersøgelse ikke gennemføres, hvis
det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag,
som indgrebet må antages at forvolde, vil være et uforholds-
mæssigt indgreb. Bestemmelsen indebærer, at undersøgelse
af indsattes person og opholdsrum skal være proportionalt.
Undersøgelse skal desuden foretages så skånsomt, som om-
stændighederne tillader, jf. straffuldbyrdelseslovens § 60,
stk. 5.
Undersøgelse, der indebærer afklædning, må kun foretages
og overværes af personer af samme køn som den indsatte,
jf. § 60, stk. 6. Dette gælder dog ikke for sundhedspersona-
le. Kravet kan på grund af den kønsmæssige fordeling af
personalet i den enkelte institution betyde, at en undersøgel-
se ikke altid vil kunne ske straks.
Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår bl.a., at det
afhængig af undersøgelsens formål kan være nødvendigt
at udelukke den indsatte fra fællesskab, indtil personale af
samme køn som den indsatte er kommet til stede. Med hen-
blik på i videst muligt omfang at undgå tilfælde af denne
karakter forudsættes det i forarbejderne til bestemmelsen,
at den enkelte institution ved tilrettelæggelsen af vagtplaner
mv. er særligt opmærksom på kravet om, at undersøgelser
skal foretages og overværes af personer af samme køn som
den indsatte, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side
1164.
Endelig må undersøgelse af den indsattes person efter stk.
3 kun foretages under medvirken af en læge, jf. § 60, stk.
7. Lægen tager stilling til, om indgrebets gennemførelse
under hensyn til den hermed forbundne smerte og risiko
samt den indsattes tilstand er lægeligt forsvarligt.
Kriminalforsorgsområdet kan efter § 60, stk. 8, træffe be-
stemmelse om tilbageholdelse af effekter, der findes i den
indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn.
Kriminalforsorgen kan desuden uden retskendelse gennem-
læse og træffe bestemmelse om gennemlæsning og tilbage-
holdelse af breve og andre optegnelser, som findes i den
indsattes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens-
og sikkerhedsmæssige hensyn, jf. § 60, stk. 9.
Det fremgår af forarbejderne, at med ordet »optegnelser«
sigtes f.eks. til dagbøger, regnskaber mv., jf. Folketingsti-
dende 1999-00, tillæg A, side 3708.
Endelig følger det af § 60, stk. 11, at justitsministeren fast-
sætter regler om gennemførelsen af undersøgelser af den
indsattes person og opholdsrum. Bemyndigelsen er udmøn-
tet ved udstedelse af bekendtgørelse nr. 106 af 30. januar
2019 om undersøgelse af indsattes person og opholdsrum
i kriminalforsorgens institutioner (undersøgelsesbekendtgø-
relsen). Bekendtgørelsen fastsætter bl.a. regler om undersø-
gelser af indsattes opholdsrum, herunder om, at den ind-
satte når der er gennemført undersøgelse af den indsattes
opholdsrum, skal orienteres herom, jf. § 5. Herudover kan
der henvises til vejledning nr. 9733 af 28. juni 2022 om
undersøgelse af indsattes person og opholdsrum i kriminal-
forsorgens institutioner (undersøgelsesvejledningen).
I medfør af straffuldbyrdelseslovens § 66 b kan kriminalfor-
sorgen indsamle, behandle og videregive oplysninger om
indsatte, hvis bl.a. hensyn til kriminalforsorgens eller andre
myndigheders indsats mod radikalisering og ekstremisme
taler herfor.
Bestemmelsen blev indført som led i en styrkelse af kri-
minalforsorgens efterretningsarbejde, således at kriminalfor-
sorgen bl.a. kunne blive bedre i stand til løbende at vurde-
re trusler samt risici i forhold til konkrete indsatte. I den
forbindelse fandt man det afgørende, at efterretningsanaly-
ser og trusselsvurderinger af enkeltpersoner kan videregives
fra kriminalforsorgen til f.eks. politiet, hvis det vurderes
23
nødvendigt for at understøtte den modtagende myndigheds
opgaver, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. samling), L 21
som fremsat, side 6.
3.4.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse erfarin-
gen, at der navnlig i forhold til indsatsen mod indsattes
deltagelse i organiseret kriminalitet, herunder som en del
af rocker- og bandemiljøet, og som led i indsatsen mod
radikalisering og ekstremisme er behov for at kunne rådføre
sig med sikkerhedskonsulenter med særlige kompetencer i
kriminalforsorgsområdet, i Direktoratet for Kriminalforsor-
gen eller ved politiet, hvis der er fundet breve eller andre
optegnelser i forbindelse med undersøgelse af den indsattes
celle.
Praksis i kriminalforsorgen i dag er, at der udarbejdes rap-
porter om indholdet af de breve og andre optegnelser, som
den indsatte findes i besiddelse af, hvis det vurderes, at der
skal ske politianmeldelse eller indledes en disciplinærsag.
Det er Justitsministeriets vurdering, at muligheden for gen-
givelse i en rapport ikke i alle tilfælde er tilstrækkeligt, og at
gengivelser i rapporter er forbundet med risiko for fejl, man-
gelfuld gengivelse og eller misforståelser. Justitsministeriet
finder, at der i den forbindelse er behov for, at kriminal-
forsorgen kan optage foto af breve og andre optegnelser,
som findes i den indsattes besiddelse, som efterfølgende kan
sendes til sikkerhedskonsulenter i kriminalforsorgsområdet,
Direktoratet for Kriminalforsorgen eller til politiet, herunder
Politiets Efterretningstjeneste (PET), såfremt det findes nød-
vendigt af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn
til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstre-
misme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Optagelse af foto af brevenes indhold har det sigte at ef-
fektivisere kriminalforsorgens eksisterende efterretnings- og
sikkerhedsarbejde, idet fotooptagelse frem for udarbejdelse
af rapporter bidrager til en mere professionel, kvalificeret
og fyldestgørende dokumentation af oplysninger, der giver
anledning til f.eks. bekymring.
En nærmere analyse af breve eller andre optegnelser fundet
i den indsattes besiddelse kan alene eller i sammenhæng
med andre oplysninger udgøre materiale, der giver anled-
ning til bekymring i forhold til indsattes ekstremistiske over-
bevisning, radikale ideologiske tilhørsforhold eller bandetil-
hørsforhold. Dette vil kræve et nærmere kendskab til de
respektive miljøer, hvorfor der for den enkelte institution
i kriminalforsorgen kan være behov for at kunne inddrage
sikkerhedskonsulenter i et områdekontor, Direktoratet for
Kriminalforsorgen eller politiet, herunder PET. Behovet for
at optage foto af breve fundet i indsattes besiddelse skyldes
derudover også, at breve, hvor der er sket gennemlæsning,
ikke nødvendigvis kan tilbageholdes efter straffuldbyrdel-
seslovens § 60, stk. 9, fordi indholdet ikke i alle tilfælde
isoleret set giver anledning til bekymring. Fotooptagelse bør
derfor også af den grund være muligt i de tilfælde, hvor der
er sket gennemlæsning, selvom der ikke er adgang til tilba-
geholdelse. På denne baggrund finder Justitsministeriet, at
straffuldbyrdelseslovens regler om undersøgelse af indsattes
celler bør udvides, således at det udtrykkeligt kommer til
at fremgå, at kriminalforsorgen efter gennemlæsning af et
brev eller andre optegnelser, som den indsatte er i besiddelse
af, kan optage foto heraf, hvis dette skønnes påkrævet af
ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til indsat-
sen mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet.
3.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 9, æn-
dres således, at kriminalforsorgens eksisterende beføjelser
udvides til at omfatte optagelse af fotos af breve og andre
optegnelser fundet i den indsattes besiddelse, som kriminal-
forsorgen i dag er berettiget til at gøre sig bekendt med.
Den foreslåede ordning vil give kriminalforsorgen mulighed
for optagelse af fotos af breve og andre optegnelser fundet
i den indsattes besiddelse, når kriminalforsorgen vurderer,
at det er påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn,
hvis det sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radi-
kalisering og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge
kriminalitet i de tilfælde, hvor kriminalforsorgen træffer af-
gørelse om gennemlæsning efter straffuldbyrdelseslovens §
60, stk. 9.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Det foreslås, at kriminalforsorgen kan optage foto af ind-
hold, der isoleret set eller i sammenhæng med andre oplys-
ninger udgør materiale, der giver anledning til bekymring
i forhold til den indsattes ekstremistiske overbevisning, ra-
dikale, ideologiske tilhørsforhold eller rocker- og bandetil-
hørsforhold.
Den foreslåede ordning sigter til at effektivisere kriminalfor-
sorgens mulighed for at inddrage sikkerhedskonsulenter, når
kriminalforsorgsområdet bliver bekendt med oplysninger,
der kan give anledning til bekymring. Kriminalforsorgen vil
således i højere grad kunne dokumentere oplysninger i breve
fundet i den indsattes besiddelse af relevans for kriminalfor-
sorgens sikkerhedsarbejde.
Med henblik på at understøtte indsatsen mod radikalisering
og ekstremisme bedst muligt bør kriminalforsorgen således
have mulighed for at undlade at orientere den indsatte om
fotooptagelse af breve eller andre optegnelser fundet i den
indsattes besiddelse, når dette sker af hensyn til indsatsen
mod radikalisering og ekstremisme.
Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier
af breve til eller fra indsatte som udgangspunkt slettes efter
seks måneder. Dette kan fraviges i det omfang, det er nød-
vendigt af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktivi-
teter, f.eks. hvis fotografierne indgår i en efterretningsanaly-
24
se eller som dokumentation i en afgørelsessag. Fotografier-
ne slettes, når de ikke længere er nødvendige at anvende
af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter. Det
forudsættes i den forbindelse, at fotodokumentationen kan
anvendes som led i kriminalforsorgens almindelige sagsbe-
handling, herunder som led i Direktoratet for Kriminalfor-
sorgens klagesagsbehandling.
Den foreslåede ordning medfører i øvrigt ikke ændringer i
forhold til gældende regler og praksis vedrørende fund af
breve og andre optegnelser i indsattes besiddelse eller ind-
sattes almindelige ret til brevveksling. Dette indebærer bl.a.,
at breve fundet i den indsattes besiddelse, der tilbageholdes,
som hidtil kan videregives til politiet eller andre myndighe-
der, hvis indholdet af det pågældende brev må antages at
give vedkommende myndighed anledning til videre foran-
staltning. Den foreslåede ordning medfører desuden heller
ingen ændringer af den indsattes adgang til ukontrolleret
brevveksling med visse personer eller offentlige myndighe-
der efter straffuldbyrdelseslovens § 56.
Det bemærkes, at kriminalforsorgens eventuelle behandling
af personoplysninger som led i den foreslåede ordning vil
skulle ske inden for rammerne af retshåndhævelsesloven.
Kriminalforsorgen vil med forslaget få adgang til uden rets-
kendelse – foruden at gennemlæse og tilbageholde breve
og andre optegnelser – at optage foto af breve og andre
optegnelser fundet i den indsattes besiddelse, hvis de beskr-
evne betingelser er opfyldt. Forslaget vil således udgøre en
særegen undtagelse til grundlovens § 72, hvorefter bl.a. brud
på posthemmeligheden alene må ske efter en retskendelse,
hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse.
Som anført ovenfor under pkt. 3.4.2 har kriminalforsorgen
allerede i dag mulighed for uden retskendelse at gennemlæ-
se og tilbageholde breve og andre optegnelser fundet i den
indsattes besiddelse under nærmere opregnede betingelser
og at gengive indholdet i en rapport, og der er således alene
tale om en udvidelse af den eksisterende ordning, som vare-
tager samme hensyn.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 14, og be-
mærkningerne hertil.
3.5. Justering af reglerne for anvendelse af magtmidler
og sikringsmidler i kriminalforsorgens institutioner
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Magtanvendelse over for indsatte i kriminalforsor-
gens institutioner
Reglerne om anvendelse af magt over for indsatte i krimi-
nalforsorgens institutioner findes i straffuldbyrdelseslovens
§ 62.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1, kan Direktoratet
for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet anvende
magt over for en indsat, hvis det er nødvendigt 1) for at
afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller
for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, 2) for
at hindre undvigelse eller standse undvegne eller 3) for
at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig
gennemførelse af denne er nødvendig, og den indsatte afvi-
ser eller undlader at følge personalets anvisninger herom.
Magtanvendelse kan ske ved greb, skjold, stav, peberspray
og tåregas, jf. straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 2. Bestem-
melsen antages at indeholde en udtømmende opregning af,
hvilke magtmidler der kan anvendes over for indsatte.
Ved lov nr. 183 af 8. marts 2011 om ændring af lov om
fuldbyrdelse af straf m.v. blev peberspray tilføjet som et
af de magtmidler, som kriminalforsorgens personale efter
bestemmelsen kan anvende. Ændringen bundede bl.a. i gode
erfaringer med anvendelsen af peberspray som magtmiddel
som forsøgsordning i visse af kriminalforsorgens institutio-
ner, der bl.a. viste, at peberspray havde haft en præventiv
effekt og havde skabt tryghed blandt de ansatte i Kriminal-
forsorgens institutioner.
Straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 3, indeholder et alminde-
ligt proportionalitetsprincip, hvorefter magtanvendelse ikke
må gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og den
krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at for-
volde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Magtanvendelse skal endvidere foretages så skånsomt, som
omstændighederne tillader, jf. straffuldbyrdelseslovens § 62,
stk. 4, og der skal gennemføres lægetilsyn efter magtanven-
delse, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilska-
dekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af
magt, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 5, fastsætter justits-
ministeren regler om bæring af magtmidler og anvendelse
af magt over for indsatte. Reglerne herom findes i bekendt-
gørelse nr. 1026 af 30. juni 2023 om anvendelse af magt
over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner (magtan-
vendelsesbekendtgørelsen).
Magtanvendelsesbekendtgørelsens § 2 fastslår, at der kun
må anvendes greb, skjold, stav, peberspray og tåregas i over-
ensstemmelse med retningslinjer fra Direktoratet for Krimi-
nalforsorgen.
Der er desuden i magtanvendelsesbekendtgørelsen fastsat
nærmere regler om anvendelsen af de enkelte magtmidler,
herunder om hvornår de enkelte magtmidler må bæres, og
hvordan de må anvendes. For så vidt angår peberspray frem-
går det bl.a. af bekendtgørelsens § 6, at før peberspray og
tåregas anvendes, skal det så vidt muligt tilkendegives den
indsatte, at peberspray eller tåregas vil blive anvendt, hvis
personalets påbud ikke efterkommes. Det skal så vidt muligt
sikres, at den indsatte har mulighed for at efterkomme på-
buddet.
Magtanvendelsesbekendtgørelsen suppleres desuden af reg-
lerne i skrivelse nr. 9571 af 3. juli 2023 om bekendtgørelse
25
om anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsor-
gens institutioner.
3.5.1.2. Anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens
institutioner
Efter straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, kan håndjern
anvendes, hvis det er nødvendigt 1) for at afværge truende
vold eller overvinde voldsom modstand, 2) for at hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse eller 3) for at hindre
undvigelse.
Straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 2, indeholder et almin-
deligt proportionalitetsprincip, hvorefter håndjern ikke må
gennemføres, såfremt det efter indgrebets formål og den
krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at for-
volde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændigheder-
ne tillader, jf. § 65, stk. 3, og der skal gennemføres lægetil-
syn, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilska-
dekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen
af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om læge-
hjælp.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 4, fastsætter justits-
ministeren regler om anvendelsen af håndjern, herunder om
lægetilsyn og andet tilsyn. Bemyndigelsen er anvendt til
udstedelse af bekendtgørelse nr. 175 af 31. januar 2022
om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens insti-
tutioner. Straffuldbyrdelseslovens § 65 a fastsætter desuden
regler om anvendelse af håndjern ved den indsattes fravær
fra lukkede fængsler og arrester, samt ved ophold uden for
cellen.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, at en
indsat efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet kan
anbringes i sikringscelle og herunder tvangsfikseres ved
anvendelse af bælte, hånd- og fodremme samt handsker,
hvis det er nødvendigt 1) for at afværge truende vold eller
overvinde voldsom modstand eller 2) for at hindre selvmord
eller anden selvbeskadigelse.
Straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 2, indeholder et alminde-
ligt proportionalitetsprincip, hvorefter anbringelse i sikrings-
celle og tvangsfiksering ikke må foretages, såfremt det efter
indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som
indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholds-
mæssigt indgreb.
Anbringelse skal foretages så skånsomt, som omstændighe-
derne tillader, jf. bestemmelsens stk. 3, og en indsat, der er
tvangsfikseret, skal have fast vagt, jf. § 66, stk. 4.
Ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle skal instituti-
onen straks anmode en læge om at foretage tilsyn med den
indsatte, jf. straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 5. Lægen skal
desuden tilse den pågældende, medmindre lægen skønner
sådant tilsyn åbenbart unødvendigt.
Ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal der
tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, herunder
om tilskadekomst, hos den indsatte, eller hvis den indsatte
selv anmoder om lægehjælp.
Endelig følger det af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 7,
at justitsministeren fastsætter regler om godkendelse af sik-
ringsceller og om anvendelsen af sikringsceller og tvangs-
fiksering, herunder lægetilsyn og andet tilsyn. Reglerne her-
om findes i bekendtgørelse nr. 175 af 31. januar 2022 om
anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutio-
ner.
Det er i bekendtgørelse om anvendelse af sikringsmidler
i kriminalforsorgens institutioner fastslået, at bestemmelse
om anvendelse af håndjern og ophør heraf træffes af krimi-
nalforsorgsområdet eller Direktoratet for Kriminalforsorgen,
jf. § 2, stk. 1. Bestemmelse om anbringelse i sikringscelle,
herunder tvangsfiksering, eller om anvendelse af andre sik-
ringsmidler eller ophør af disse foranstaltninger, træffes af
kriminalforsorgsområdet, jf. stk. 2.
Vedrørende anvendelse af håndjern fastslår bekendtgørel-
sens § 4, at ved anvendelse af håndjern, der ikke finder sted
i forbindelse med, at den indsatte flyttes fra én lokalitet til
en anden, skal den indsatte tilses af personalet med korte
mellemrum, der ikke må overstige en time. Der må kun an-
vendes håndjern af en type, der er godkendt af Direktoratet
for Kriminalforsorgen, jf. § 5.
Efter bekendtgørelsens § 6 kan der anvendes sikringscel-
le, herunder tvangsfiksering efter straffuldbyrdelseslovens §
66. I tilfælde, hvor den indsatte ikke er tvangsfikseret, skal
den pågældende jævnligt tilses af personalet, jf. § 7, og
tvangsfiksering kan kun helt undtagelsesvis ske i over 24
timer, jf. § 8. Der må kun anvendes sikringsceller, der er
godkendt af Direktoratet for Kriminalforsorgen, jf. § 9.
Derudover fastslår bekendtgørelsens § 12, at den indsatte
under anvendelse af håndjern, ophold i sikringscelle og an-
vendelse af andre sikringsmidler, kan udøve sine sædvanlige
rettigheder i det omfang, det er foreneligt med anvendelsen
eller opholdet. Kriminalforsorgsområdet skal yde den ind-
satte den fornødne bistand i den forbindelse.
Endelig indeholder bekendtgørelsens §§ 14-16 en række
regler om notat m.v. i forbindelse med anvendelse af sik-
ringsmidler, samt særlige regler om 15-17-årige, der anbrin-
ges i sikringscelle.
3.5.1.3. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom
af 3. oktober 2023 i sagen El-Asmar mod Danmark
(sagsnr. 27753/19)
Menneskerettighedsdomstolen afsagde den 3. oktober 2023
dom i sagen El-Asmar mod Danmark (sagsnr. 27753/19)
om fængselsbetjentes brug af peberspray mod en indsat i
en observationscelle i Enner Mark Fængsel. Dommen blev
endelig den 3. januar 2024.
26
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at Danmark har kræn-
ket EMRK artikel 3 om bl.a. umenneskelig eller nedværdi-
gende behandling ved, at myndighederne havde foretaget
en ineffektiv efterforskning af fængselsbetjentenes brug af
peberspray i en observationscelle uden en forudgående ad-
varsel, og det derved ikke kunne påvises, at anvendelsen af
peberspray i den konkrete situation havde været strengt nød-
vendigt. Menneskerettighedsdomstolen henviser i El-Asmar
mod Danmark indledningsvist til domstolens faste praksis
om, at enhver fysisk magtanvendelse over for frihedsberøve-
de personer, der går ud over det strengt nødvendige (”strictly
necessary”) vurderet i forhold til den frihedsberøvedes egen
handlemåde, nedgør menneskets værdighed og udgør i prin-
cippet en krænkelse af EMRK artikel 3.
Menneskerettighedsdomstolen udtaler, at peberspray er et
lovligt magtmiddel til brug for retshåndhævelsesformål,
men tilslutter sig Europarådets Torturkomités opfattelse af,
at peberspray er et potentielt farligt magtmiddel, der ikke
bør anvendes i lukkede rum og aldrig bør anvendes mod
fanger, som allerede er bragt under kontrol.
Menneskerettighedsdomstolens tilgang til peberspray i den-
ne sag er i overensstemmelse med domstolens praksis, hvor
det tidligere er fremhævet, at peberspray er et særligt farligt
magtmiddel, som kan forårsage bl.a. åndedrætsproblemer,
kvalme, opkastning, brystsmerter og allergi og i stærke do-
ser bl.a. lungeskader, og som derfor ikke bør anvendes i
lukkede rum og aldrig bør anvendes mod fanger bragt under
kontrol, jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 10.
april 2012 i sagen Ali Güneş mod Tyrkiet (sagsnr. 9829/07),
præmis 37-41, og dom af 13. februar 2014 i sagen Tali mod
Estland (sagsnr. 66393/10), præmis 78.
Et magtmiddels farlighed har betydning for vurderingen af,
hvornår en magtanvendelse kan anses for at have været
strengt nødvendigt. At peberspray anses for at være et sær-
ligt farligt magtmiddel medfører derfor, at kravene til, hvor-
når dets anvendelse er strengt nødvendigt, skærpes i forhold
til andre magtmidler, der ikke har samme farlighed.
Dommen i El-Asmar mod Danmark skal således ses i sam-
menhæng med Menneskerettighedsdomstolens øvrige prak-
sis, hvoraf det bl.a. følger, at det ved vurderingen af, om en
konkret magtanvendelse var ”strengt nødvendig” kan være
relevant at inddrage forskellige momenter, herunder bl.a. om
der er tale om en pludseligt eller tilfældigt opstået situation,
eller om myndigheden har haft tid og mulighed for at plan-
lægge aktionen og træffe de nødvendige foranstaltninger
samt om magtanvendelsen er resultatet af myndighedens
egne handlinger eller undladelser.
Magtanvendelsen skal desuden være strengt nødvendig i
forhold til både de anvendte magtmidler og den faktisk an-
vendte magt. Anvendelsen af magt kan således være strengt
nødvendig i en konkret situation, mens det anvendte magt-
middel samtidigt kan være uforholdsmæssigt. Farligheden
af det anvendte magtmiddel indgår således i vurderingen
af, om en magtanvendelse er strengt nødvendig. Der kan
bl.a. henvises til Jon Fridrik Kjølbro (2023): Den Europæ-
iske Menneskerettighedskonvention for praktikere, Jurist-
og Økonomforbundets Forlag, 6. udgave, side 305 ff.
3.5.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår under pkt. 3.5.1.1, indeholder straffuldbyr-
delsesloven og magtanvendelsesbekendtgørelsen allerede i
dag bestemmelser om anvendelse af magt over for indsatte
i kriminalforsorgens institutioner. Der stilles efter gældende
ret bl.a. krav om, at magtanvendelsen i det enkelte tilfælde
skal være nødvendig, jf. § 62, stk. 1, og at den skal være
i overensstemmelse med hhv. proportionalitetsprincippet og
skånsomhedsprincippet, jf. stk. 3 og 4.
Det er Justitsministeriets vurdering, at den gældende lovgiv-
ning på området er i overensstemmelse med EMRK artikel
3 om forbuddet mod bl.a. umenneskelig eller nedværdigen-
de behandling samt Menneskerettighedsdomstolens praksis,
herunder dommen El-Asmar mod Danmark.
Menneskerettighedsdomstolens afgørelse i El-Asmar mod
Danmark medfører således ikke, at der gælder et absolut
forbud mod anvendelse af peberspray, men dets særlige far-
lighed medfører et skærpet krav til, hvornår dets anvendelse
kan anses for værende strengt nødvendigt, herunder til for-
målet med magtanvendelsen. På grund af pebersprays poten-
tielt alvorlige virkninger skal alternative og mindre indgri-
bende midler til rådighed i den konkrete situation imidlertid
søges anvendt forud for peberspray. En strengt nødvendig
anvendelse af peberspray vil endvidere som udgangspunkt
forudsætte, at der er givet en forudgående advarsel, og at
anvendelsen ikke kunne have været undgået ved bedre for-
beredelse og planlægning.
Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at det
er hensigtsmæssigt at ændre straffuldbyrdelseslovens § 62,
stk. 1, så ordlyden af bestemmelsen ensrettes med sprog-
brugen i Menneskerettighedsdomstolens praksis, hvorefter
magtanvendelsen skal være ”strengt nødvendig”. Ændringen
er af sproglig karakter og vil ikke medføre ændringer i rets-
tilstanden. Der ændres dermed ikke på, at kriminalforsor-
gens magtanvendelse efter § 62 skal være strengt nødvendig
og i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens
praksis.
Herudover finder Justitsministeriet det hensigtsmæssigt at
foretage en lignende sproglig ændring i magtanvendelses-
bekendtgørelsen samt præcisere kravet om en advarsel
i bekendtgørelsens § 6 med henblik på mere tydelig-
hed. Samtidig vil retningslinjerne vedrørende brug af peber-
spray i kriminalforsorgens institutioner blive uddybet. For-
målet med ændringerne er bl.a. at tydeliggøre og mere ud-
trykkeligt indarbejde Menneskerettighedsdomstolens praksis
for anvendelse af peberspray i de danske regler og retnings-
linjer.
Menneskerettighedsdomstolens faste praksis om, at rets-
håndhævende myndigheders magtanvendelse, som ikke er
strengt nødvendig, udgør et brud på EMRK artikel 3, er ikke
27
begrænset i forhold til anvendelse af magt efter straffuldbyr-
delseslovens § 62. Den samme betingelse vil således også
gælde ved øvrige indgreb over for den indsatte, herunder
ved anvendelse af sikringsmidler i form af håndjern og sik-
ringsceller over for den indsatte.
Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at det
er mest hensigtsmæssigt også at ændre straffuldbyrdelseslo-
vens § 65, stk. 1, om anvendelse af håndjern, og § 66,
stk. 1, om anvendelse af sikringsceller, så ordlyden af be-
stemmelserne ligeledes ensrettes med sprogbrugen i Menne-
skerettighedsdomstolens praksis, hvorefter magtanvendelsen
skal være ”strengt nødvendig”. Ændringerne er af sproglig
karakter og vil ikke medføre ændringer i retstilstanden. Der
ændres dermed ikke på, at kriminalforsorgens anvendelse af
sikringsmidler efter §§ 65, stk. 1, og 66, stk. 1, skal være
strengt nødvendig og i overensstemmelse med Menneskeret-
tighedsdomstolens praksis.
3.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1,
indsættes et ”strengt”, således det af ordlyden af bestemmel-
sen fremgår, at anvendelse af magt over for indsatte i krimi-
nalforsorgens institutioner skal være strengt nødvendig.
Ændringen har til formål at ensrette ordlyden af straffuld-
byrdelseslovens § 62 om magtanvendelse med den formu-
lering, som Menneskerettighedsdomstolen anvender i sin
praksis, herunder i dommen El-Asmar mod Danmark. Æn-
dringen er af sproglig karakter og vil ikke medføre ændrin-
ger i retstilstanden.
Den foreslåede ændring indebærer, at Direktoratet for Kri-
minalforsorgen og kriminalforsorgsområdet således fortsat
vil kunne anvende magt over for en indsat, hvis det er
strengt nødvendigt for at afværge truende vold, overvinde
voldsom modstand eller for at hindre selvmord eller anden
selvbeskadigelse. Der vil desuden kunne anvendes magt,
når det er strengt nødvendigt for at hindre undvigelse el-
ler standse undvegne eller for at gennemtvinge en påbudt
foranstaltning, når øjeblikkelig gennemførelse af denne er
nødvendig, og den indsatte afviser eller undlader at følge
personalets anvisninger herom.
I en akut situation vil anvendelse af peberspray således også
fortsat kunne være strengt nødvendigt uden forudgående
advarsel, hvis en farlig situation tilsiger det.
Kravet om, at anvendelsen af magt skal være strengt nød-
vendig, gælder fortsat for alle magtmidler, dvs. greb, skjold,
stav, peberspray og tåregas.
Det bemærkes, at der med ændringen heller ikke lægges
op til en ændring af den gældende almindelige praksis
for anvendelse af magtmidler. Det forudsættes som hidtil,
at det mindst indgribende magtmiddel anvendes i en situa-
tion, hvor anvendelse af magt er strengt nødvendig. Hvilket
magtmiddel, der i en konkret situation er mindst indgriben-
de og dermed skal anvendes, vil fortsat bero på en kon-
kret vurdering af, hvad der i den pågældende situation er
strengt nødvendigt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 62, stk.
1, samt under hensyntagen til proportionalitets- og skånsom-
hedsprincippet, jf. § 62, stk. 3 og 4.
Det foreslås desuden, at der i straffuldbyrdelseslovens § 65,
stk. 1, indsættes et ”strengt”, således det af ordlyden af
bestemmelsen fremgår, at anvendelse af håndjern skal være
strengt nødvendig.
Ændringen har til formål at ensrette ordlyden af straffuld-
byrdelseslovens § 65 om anvendelse håndjern med den for-
mulering, som Menneskerettighedsdomstolen anvender i sin
praksis, samt med de øvrige bestemmelser i straffuldbyrdel-
sesloven. Ændringen er af sproglig karakter og vil ikke med-
føre ændringer i retstilstanden.
Den foreslåede ændring indebærer, at håndjern kan anven-
des, hvis det er strengt nødvendigt for at 1) afværge truende
vold eller overvinde voldsom modstand, 2) hindre selvmord
eller anden selvbeskadigelse eller 3) hindre undvigelse.
Endelig foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 66, stk.
1, indsættes et ”strengt”, således det af ordlyden af bestem-
melsen fremgår, at anvendelse af sikringsceller skal være
strengt nødvendig.
Ændringen har til formål at ensrette ordlyden af straffuld-
byrdelseslovens § 66 om anvendelse sikringsceller med den
formulering, som Menneskerettighedsdomstolen anvender i
sin praksis, samt med de øvrige bestemmelser i straffuldbyr-
delsesloven. Ændringen er af sproglig karakter og vil ikke
medføre ændringer i retstilstanden.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 15-17, og
bemærkningerne hertil.
Det bemærkes desuden, at der, såfremt lovforslaget vedta-
ges, vil blive foretaget en udbygning af de administrative
retningslinjer for anvendelse af magt i kriminalforsorgens
institutioner med henblik på at give en mere detaljeret be-
skrivelse af betingelserne for anvendelse af peberspray, her-
under i relation til pebersprays særlige farlighed samt krave-
ne til planlægning og advarsel ved anvendelse af peberspray.
3.6. Udvidelse af kriminalforsorgens mulighed for be-
handling af personoplysninger om indsatte og andre per-
soner
3.6.1. Gældende ret
Efter straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, kan kriminal-
forsorgen indsamle, behandle og videregive oplysninger om
indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, til andre
myndigheder, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn,
hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndigheders ind-
sats mod radikalisering og ekstremisme eller hensyn til at
bekæmpe og forebygge kriminalitet taler herfor.
Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 1541 af 18. decem-
ber 2018. Det fremgår bl.a. af forarbejderne, at kriminalfor-
28
sorgens sikkerhedsopgave havde udviklet sig markant over
de seneste år, og at erfaringerne viste, at trusselsbilledet
udviklede sig dynamisk og hurtigere end tidligere, og at
sikkerhedsopgaverne i kriminalforsorgen var blevet mere
komplekse og mangeartede, jf. Folketingstidende 2018-19
(1. samling), L 21 som fremsat, s. 6.
Det fremgår desuden, at der med udtrykket »ordensmæssige
hensyn« navnlig sigtes til hensyn til opretholdelse af et fy-
sisk og psykisk godt miljø og trivsel i bred forstand såvel
mellem de indsatte indbyrdes som i forhold til personalet i
kriminalforsorgens institutioner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at fore-
bygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet
under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod
personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel
med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse
med besøg.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der er
ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen kan
igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og
have forskellige endemål.
Radikaliseringen kan komme til udtryk ved støtte til radika-
le synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og kan også
medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler
for at opnå et politisk eller religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Med begrebet »hensyn til at bekæmpe og forebygge krimi-
nalitet« sigtes til kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitets-
forebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for krimi-
nalforsorgens institutioner.
Det fremgår endvidere af forarbejderne, at kriminalforsor-
gen i medfør af bestemmelsen af egen drift kan iværksætte
efterretningsarbejde med henblik på at indsamle oplysnin-
ger, som kan videregives til andre myndigheder, herunder
politiet og PET. Det fremgår desuden, at de indgreb, hvor
der sker indsamling af oplysninger, skal gennemføres inden
for de eksisterende lovgivningsmæssige rammer, herunder
straffuldbyrdelsesloven, og der er således ikke i medfør af
bestemmelsen adgang til at foretage yderligere eller mere in-
tensive indgreb over for indsatte eller personer, som indsatte
har kontakt til. Der henvises til Folketingstidende 2018-19
(1. samling), L 21 som fremsat, s. 7.
Straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, supplerer de almin-
delige regler i lov nr. 410 af 27. april 2017 om retshåndhæ-
vende myndigheders behandling af personoplysninger (rets-
håndhævelsesloven), jf. nærmere herom under pkt. 5.1.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 2, kan PET ind-
hente oplysninger om indsatte direkte fra registre og syste-
mer i kriminalforsorgen i det omfang, indhentelsen må anta-
ges at have betydning for varetagelsen af efterretningstjene-
stens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af
overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13. Kapitel 2 i
lov om PET finder anvendelse for indhentning af oplysnin-
ger efter 1. pkt.
Det fremgår af § 66 b, stk. 3, at justitsministeren kan fast-
sætte nærmere regler om kriminalforsorgens virksomhed
efter stk. 1. Bemyndigelsen er en gennemførelse af initia-
tivet om et forstærket efterretningsbillede i kriminalforsor-
gen fra Aftale om bandepakke IV – Trygge nabolag i hele
Danmark (Bandepakke IV) og er udnyttet til at udstede
bekendtgørelse nr. 851 af 27. juni 2024 om behandling af
personoplysninger i kriminalforsorgens efterretningsdataba-
se (KrimIntel). Bekendtgørelsen har til formål at fastsætte
regler om behandling af personoplysninger i kriminalforsor-
gens sikkerheds- og efterretningsarbejde.
3.6.2. Justitsministeriets overvejelser
Kriminalforsorgen får løbende kendskab til oplysninger, der
har betydning for kriminalforsorgens efterretnings- og sik-
kerhedsarbejde, ligesom kriminalforsorgen kan være i be-
siddelse af oplysninger, der kan have betydning for andre
myndigheders arbejde, herunder politiet og PET. Dette for-
udsætter, at kriminalforsorgen bliver i stand til bedre at
kunne tilvejebringe, systematisere, bearbejde og analysere
oplysninger, som kriminalforsorgens medarbejdere løbende
kommer i besiddelse af.
Kriminalforsorgen skal således løbende kunne udarbejde
nationale og lokale trusselsvurderinger og efterretningsana-
lyser på kriminalforsorgens område, herunder vedrørende
enkelte indsatte og konkrete grupper af indsatte som f.eks.
bandemedlemmer og personer, som af kriminalforsorgen
skønnes at være radikaliserede, ekstremistiske eller i risiko
for at blive det.
Indførelsen af adgangen til at behandle oplysninger om
indsatte og andre personer, som indsatte har kontakt til
efter straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, havde til for-
mål at supplere de almindelige regler om behandling af
personoplysninger i retshåndhævelsesloven ved at fastsætte
en udtrykkelig lovgivningsmæssig ramme for behandling af
sådanne oplysninger. Oplysninger om andre personer end
29
indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, kan bi-
drage betydeligt til kriminalforsorgens efterretnings- og sik-
kerhedsarbejde. Kriminalforsorgens erfaringer med arbejdet
med at styrke efterretnings- og sikkerhedsarbejdet viser dog,
at der i visse tilfælde er behov for, at kriminalforsorgen kan
behandle og anvende oplysninger om andre personer end
indsatte eller personer, som indsatte har kontakt til. Det kan
eksempelvis være oplysninger fra en samtale mellem en ind-
sat og en godkendt telefonindehaver, der i koder planlægger
et overfald på en anden indsat, som udelukkende omtales
med et alias. I sådanne tilfælde skal kriminalforsorgen, for
at kunne identificere vedkommende og dermed forebygge
en eventuel kommende voldsepisode, have adgang til at
indsamle og behandle relevante oplysninger om dette alias,
herunder via søgninger på internettet og proaktiv deling af
oplysningerne med politiet.
Kriminalforsorgen har i dag i et vist omfang mulighed for
at indsamle og behandle personoplysninger efter reglerne i
retshåndhævelsesloven, eksempelvis ved at fremsøge oplys-
ninger på internettet. Kriminelle grupperinger og indsatte i
kriminalforsorgens institutioner har ofte profiler på forskel-
lige sociale medieplatforme, og det er afgørende for krimi-
nalforsorgens efterretnings- og sikkerhedsarbejde at kunne
tilgå disse oplysninger.
I forbindelse med kriminalforsorgens efterretnings- og sik-
kerhedsarbejde kan kriminalforsorgens personale således ha-
ve brug for at verificere forskelligartede oplysninger på so-
ciale medieplatforme. Der kan eksempelvis være tale om
verificering af oplysninger tilvejebragt via aflytninger af
telefonsamtaler, tekst eller tags på indsattes celler. Sådan-
ne oplysninger kan omhandle oplysninger om bl.a. navne
og aliasser eller kontaktoplysninger såsom telefonnumre,
mailadresser eller brugernavne til sociale medier på andre
personer end indsatte, herunder også personer, som indsatte
ikke har direkte kontakt til. Derudover kan det ikke udeluk-
kes, at det kan være nødvendigt for kriminalforsorgen at
behandle andre personoplysninger, herunder oplysninger om
personer, som den indsatte ikke har direkte kontakt til, her-
under eksempelvis oplysninger om religiøs overbevisning.
For at styrke dette efterretnings- og sikkerhedsarbejde på so-
ciale medieplatforme sigtes der med lovforslaget til at give
kriminalforsorgen mulighed for at anvende avatar-løsninger
på sociale medieplatforme, bl.a. når det vurderes nødven-
digt som led i kriminalforsorgens og andre myndigheders
efterretnings- og sikkerhedsarbejde. En avatar er en virtuel
og grafisk repræsentation af en bruger på internettet (fiktiv
profil), der oprettes med det formål at foretage søgninger
på sociale medieplatforme blandt andet med henblik på at
verificere oplysninger.
Politiet kan som led i deres almindelige efterforskningskom-
petence foretage infiltration og som led heri videregive
urigtige og vildledende oplysninger, hvis der er tale om
et sagligt og proportionalt efterforskningsskridt, jf. eksem-
pelvis Højesterets kendelse af 14. maj 2024 (gengivet i
U. 2024.3334). Det er imidlertid usikkert i hvilket omfang
kriminalforsorgen, der som myndighed ikke foretager efter-
forskning, kan benytte fiktive profiler og dermed videregive
urigtige og vildledende oplysninger eksempelvis ved ind-
samling af oplysninger om indsatte og andre personer. Det
foreslås derfor, at der indføres en særskilt og udtrykkelig
lovhjemmel hertil.
Henset til kriminalforsorgens erfaringer med straffuldbyr-
delseslovens § 66 b sammenholdt med den øgede digitalise-
ring og de stigende datamængder fra offentligt tilgængelige
kilder er det Justitsministeriets vurdering, at der er behov for
en udvidelse af denne hjemmel, således at kriminalforsor-
gen også får et retligt grundlag for at behandle oplysninger
om andre personer, som indsatte ikke har direkte kontakt
til, samt udtrykkelig hjemmel til at behandle oplysninger
indsamlet på internettet ved brug af en fiktiv profil på
sociale medieplatforme, når det vurderes nødvendigt som
led i kriminalforsorgens efterretnings- og sikkerhedsarbejde,
herunder i de tilfælde hvor kriminalforsorgen ikke kan tilve-
jebringe oplysninger af relevans for dette arbejde i kriminal-
forsorgens egne systemer.
3.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås for det første at udvide den eksisterende hjem-
mel i straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, således at kri-
minalforsorgen kan behandle og videregive oplysninger til
andre myndigheder, herunder politiet og PET, om personer,
som indsatte ikke har direkte kontakt til, hvis det vurderes
nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af
hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndigheders ind-
sats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at
bekæmpe og forebygge kriminalitet.
Udvidelsen indebærer, at indsamlingen, behandlingen og vi-
deregivelsen af oplysninger fremover også vil omfatte op-
lysninger om personer, som indsatte ikke har direkte kontakt
til.
Som det fremgår ovenfor under pkt. 3.6.2, er det afgørende
for kriminalforsorgens efterretnings- og sikkerhedsarbejde
at kunne tilgå oplysninger på offentligt tilgængelige kilder
ved brug af en fiktiv profil. Nogle af disse kilder kræver
imidlertid logins og profiler, eksempelvis på sociale medie-
platforme. Det foreslås derfor for det andet i § 66 b, stk. 1,
2. pkt., at kriminalforsorgen som led i opgavevaretagelsen
efter 1. pkt. kan gøre brug af fiktive profiler på sociale
medieplatforme.
Den foreslåede bestemmelse vil supplere den nuværende
adgang i retshåndhævelsesloven til at behandle oplysninger
fra offentligt tilgængelige kilder og har til formål at sikre,
at kriminalforsorgens personale kan behandle oplysninger
om andre personer end indsatte på sociale medieplatforme,
når det vurderes nødvendigt af hensyn til kriminalforsorgens
eller andre myndigheders efterretnings- og sikkerhedsarbej-
de. Det forudsættes, at behandlingen af oplysninger alene
kan ske, når det vurderes nødvendigt af ordens- og sikker-
hedsmæssige hensyn, af hensyn til indsatsen mod radikalise-
30
ring og ekstremisme og af hensyn til at forebygge kriminali-
tet.
Formålet med den foreslåede ordning er at styrke kriminal-
forsorgens efterretnings- og sikkerhedsarbejde, således at
kriminalforsorgen løbende kan få kendskab til eller verifi-
cere oplysninger af betydning for dette arbejde. Konkret
sigtes der til at give kriminalforsorgen mulighed for at an-
vende avatar-løsninger på sociale medieplatforme, bl.a. når
det vurderes nødvendigt som led i kriminalforsorgens eller
andre myndigheders efterretnings- og sikkerhedsarbejde. En
avatar er en virtuel og grafisk repræsentation af en bruger
på internettet (fiktiv profil), der oprettes med det formål at
foretage søgninger på sociale medieplatforme blandt andet
med henblik på at verificere oplysninger.
Som det fremgår ovenfor under pkt. 3.6.2. har kriminelle
grupperinger og indsatte i kriminalforsorgens institutioner
ofte profiler på forskellige sociale medieplatforme. Dertil
kommer, at der kan være indirekte kontakter, som kan væ-
re af afgørende betydning for kriminalforsorgens arbejde
med konkrete indsatte. Eksempelvis kan der være tale om
afdækning af indsattes tilknytning til organiserede kriminel-
le netværk, herunder bandegrupperinger, hvor det vil være
nødvendigt at behandle oplysninger om personer med til-
knytning til disse miljøer, selvom der ikke kan påvises en
aktiv kontakt til indsatte på det givne tidspunkt for undersø-
gelsen. Det kan eksempelvis være et medlem af en bande-
gruppering, som på deres facebookprofil deler et billede af
en kvinde, som kriminalforsorgen har viden om indbetaler
penge til en indsat. Sådanne oplysninger kan være med
til at klarlægge potentielle netværk, som kriminalforsorgen
bør kende til for at sikre sikkerheden, hvis den pågældende
kvinde eksempelvis søger om at besøge en bestemt indsat.
Med den foreslåede ordning etableres der i § 66 b, stk. 1,
udtrykkelig hjemmel til, at kriminalforsorgen kan anvende
fiktive profiler som led i deres efterretnings- og sikkerheds-
arbejde. Ordningen indebærer, at kriminalforsorgen via den
fiktive profil kan tilføje venner og forbindelser på sociale
medieplatforme (og skabe en såkaldt ”persona” om den
fiktive profil, som får profilen til at fremstå mere trovær-
dig). Det forudsættes, at kriminalforsorgen via den fiktive
profil kan søge om medlemskab af lukkede og hemmelige
grupper på de sociale medieplatforme, som kræver tilkende-
givelse eller anmodning fra profilen. Brugen af fiktive profi-
ler sker under kriminalforsorgens ansvar. Aktiv interaktion
med andre profiler eller tilskyndelse til ulovlige handlinger i
sig selv ligger således uden for den foreslåede ordning. Kri-
minalforsorgen må som led i indsamlingen af oplysninger
ikke kunne påvirke væsentlige omstændigheder ved eventu-
elle lovovertrædelser, herunder bevirke en forøgelse af lov-
overtrædelsens omfang eller grovhed.
Det bemærkes, at kriminalforsorgens søgninger på internet-
tet, herunder ved brug af fiktive profiler, skal leve op til de
almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. saglighed
og proportionalitet. Der bør ved brug af fiktive profiler fore-
tages en konkret vurdering af i hvilke situationer og i hvilket
omfang, det er nødvendigt for kriminalforsorgen at anvende
fiktive profiler af hensyn til efterretnings- og sikkerhedsar-
bejdet.
Kriminalforsorgens behandling af de personoplysninger, der
tilvejebringes ved brug af fiktive profiler, vil desuden skulle
ske inden for rammerne af straffuldbyrdelseslovens § 66 b,
stk. 1, og retshåndhævelsesloven.
Med den foreslåede ordning forudsættes det, at kriminal-
forsorgen udarbejder retningslinjer for kriminalforsorgens
personales brug af fiktive profiler, således at det sker på
betryggende vis.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 18, og be-
mærkningerne hertil.
3.7 Fuldbyrdelse af bødekrav over for skyldnere med
fast bopæl eller hjemsted i udlandet
3.7.1. Gældende ret
Straffuldbyrdelseslovens kapitel 16 indeholder regler om
fuldbyrdelse af bødestraffe.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 90, stk. 1, at en
bøde skal betales til politiet, medmindre andet er bestemt
i afgørelsen. Politiet kan på skyldnerens anmodning tillade
henstand med eller afdragsvis betaling af bøden, jf. stk. 2.
Justitsministeren kan efter lovens § 90, stk. 3, fastsætte
bestemmelser om opkrævning af bøder, herunder om den
administrative behandling af sager om henstand med eller
afdragsvis betaling af bøder.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse
nr. 1250 af 29. november 2019 om opkrævning af visse bø-
der, offerbidrag, konfiskationsbeløb, sagsomkostninger m.v.
samt afgørelse om udståelse af forvandlingsstraf for bøde
(bødebekendtgørelsen).
Efter § 5, stk. 1, i bødebekendtgørelsen oversender politi-
et bødekravet til restanceinddrivelsesmyndigheden med hen-
blik på inddrivelse, hvis skyldneren ikke betaler det samlede
beløb inden den frist, der er fastsat og meddelt af politiet
eller i forbindelse med en tilladelse om henstand. Det er en
forudsætning for oversendelse til restanceinddrivelsesmyn-
digheden, at politiet forinden skriftligt har anmodet skyldne-
ren om inden 10 dage at indbetale det skyldige beløb, og
skyldneren ikke har efterkommet dette, jf. stk. 3, 1. pkt.
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 1, at ube-
talte bødekrav inddrives af restanceinddrivelsesmyndighe-
den, medmindre inddrivelsesmyndigheden skønner, at ind-
drivelse vil forringe den pågældendes levevilkår.
Inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostnin-
ger blev overført fra politiet til restanceinddrivelsesmyndig-
heden ved lov nr. 430 af 6. juni 2005 om ændring af
forskellige love og om ophævelse af lov om kommunalt
samarbejde om opkrævning og inddrivelse. Det følger af
31
forarbejderne, at det fortsat vil være politiet, der skal opkræ-
ve det skyldige beløb hos skyldneren samt forestå en even-
tuel rykkerprocedure. Det fremgår videre, at det først er i det
øjeblik, hvor betalingsfristen er overskredet, og hvor der ik-
ke på skyldnerens anmodning er indgået en afdragsordning
eller bevilget henstand med betalingen, at fordringen over-
går til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf.
Folketingstidende 2004-05 (2. samling), Tillæg A, s. 4693.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 2, kan restanceind-
drivelsesmyndigheden tillade henstand med eller afdragsvis
betaling af bøder.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 3, fastsætter skatte-
ministeren efterforhandling med justitsministeren nærmere
regler om inddrivelse af bøder, herunder den administrative
behandling af sager om henstand med eller afdragsvis beta-
ling af bøder og om eftergivelse af bøder m.v.
3.7.2. Justitsministeriets overvejelser
Politiets Administrative Center (PAC) er ansvarlig for op-
krævningen af bøder m.v. udstedt af dansk politi.
Hvis skyldner ikke betaler bøden, skal politiet sende kravet
til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. bø-
debekendtgørelsen § 5. Såfremt sigtede ikke har vedtaget
det pågældende bødeforelæg, oversender PAC sagen til ret-
ten i den retskreds, hvor forseelsen er begået med henblik på
afsigelse af dom – enten uden retsmøde eller i et retsmøde,
hvis sigtede rettidigt har anmodet herom. Findes sigtede
skyldig, forsøger PAC igen at opkræve bøden. Betales den
ikke, sendes en rykker til skyldner. Herefter oversendes
fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældssty-
relsen).
Gældsstyrelsens inddrivelsessystem stiller krav om entydig
identifikation af skyldner, når bødekrav oversendes fra poli-
tiet til inddrivelse, herunder ved tilknytning af eksempelvis
et CPR- eller CVR-nummer. Sager vedrørende udenlandske
skyldnere uden dansk CPR- eller CVR-nummer afvises,
medmindre fordringerne har tilknyttet et såkaldt AKR-num-
mer (”Alternative Kontakt Register”). AKR-nummeret skal
være med til at sikre entydig identifikation af skyldneren i
mangel af CPR- eller CVR-nummer.
Oprettelse af et AKR-nummer i Gældsstyrelsens inddrivel-
sessystem kræver yderligere oplysninger om skyldner for-
uden skyldners navn, adresse og land. For så vidt angår
privatpersoner er det oplysninger såsom kørekortnummer,
pasnummer, TIN-nummer (Tax Identification Number), So-
cial Security Number (fra USA) eller CRS-nummer. For så
vidt angår udenlandske virksomheder skal politiet oplyse
enten et udenlandsk virksomhedsnummer eller et EAN- eller
GLN-nummer (fakturabetalingsnumre).
Politiet er dog i mange tilfælde ikke i besiddelse af de
nødvendige oplysninger, hvilket medfører, at bøder, der er
udstedt af politiet, ikke kan tilknyttes et AKR-nummer i
Gældsstyrelsens inddrivelsessystem. Dette gør sig eksem-
pelvis gældende i den situation, hvor en udenlandsk stats-
borger – f.eks. en turist – i et udenlandsk indregistreret
køretøj bliver registreret via en automatisk trafikkontrol
(ATK). I en sådan situation vil politiet (via nummerpladen)
kunne identificere ejeren af køretøjet og dennes adresse,
men politiet vil ikke have adgang til oplysninger om den
pågældendes kørekortnummer m.v.
I tilfælde af fuldbyrdelse af bøder for overtrædelse af færd-
selslovgivningen, hvor politiet er i besiddelse af et person-
ID, er det forventningen, at politiet vil kunne oprette et
AKR-nummer på baggrund af dette. Selvom der i disse til-
fælde kan ske overdragelse til inddrivelse hos Gældsstyrel-
sen, vil Gældsstyrelsen alene have mulighed for at foretage
tvangsinddrivelse, såfremt skyldneren har aktiver i Danmark
eller får udbetalt A-indkomst fra Danmark, hvilket i de fle-
ste sager ikke er tilfældet. Tilsvarende gælder det for så
vidt angår skyldnere med dansk CPR- eller CVR-nummer,
som har bopæl eller hjemsted i udlandet, og hvor der ikke
kan foretages tvangsinddrivelse, fordi pågældende ikke har
aktiver i Danmark, eller får udbetalt A-indkomst.
Selvom Gældsstyrelsen i flere tilfælde ikke kan inddrive bø-
dekravet, er politiet imidlertid forpligtet til at oversende alle
bødekrav, herunder også bødekrav hos udenlandske skyldne-
re, til Gældsstyrelsen efter straffuldbyrdelseslovens § 91,
stk. 1, og bødebekendtgørelsens § 5.
Justitsministeriet finder, at det er vigtigt for retsfølelsen, at
der sker en effektiv retshåndhævelse, når udlændinge over-
træder loven i Danmark, og at de bl.a. ved færdselsrelate-
rede overtrædelser ikke kan færdes straffrit på de danske
veje, fordi de har bopæl eller hjemsted i udlandet. Det er
således uhensigtsmæssigt, at bøder udstedt til udenlandske
skyldnere i mange tilfælde ikke inddrives. Som følge af
udfordringerne med manglende oplysninger om skyldner er
der i dag ikke fremdrift i behandlingen af sagerne. Der er
derfor behov for en anden tilgang, der i højere grad vil sikre,
at den strafferetlige bøde faktisk fuldbyrdes, og lovovertræ-
deren dermed oplever en konsekvens ved sin lovovertrædel-
se.
På den baggrund er det Justitsministeriets vurdering, at poli-
tiet ikke fremover skal være forpligtet til at sende bødekrav
til Gældsstyrelsen med henblik på inddrivelse for så vidt
angår udenlandske skyldnere i de tilfælde, hvor Gældssty-
relsen ikke kan foretage inddrivelse. Det samme gør sig
gældende for så vidt angår skyldnere med dansk CPR- eller
CVR-nummer, som har bopæl eller hjemsted i udlandet, og
hvor der ikke kan foretages tvangsinddrivelse, fordi pågæl-
dende ikke har aktiver i Danmark eller får udbetalt A-ind-
komst.
I stedet skal det fremover være muligt at anmode de kompe-
tente myndigheder i skyldners bopælsland om at overtage
fuldbyrdelsen af bøden, efter at politiet forgæves har forsøgt
at opkræve bøden. Det bør dog fortsat være en mulighed at
oversende et bødekrav mod udenlandske personer, der har
væsentlige aktiver i Danmark, til restanceinddrivelsesmyn-
32
digheden hvis det vurderes, at Gældsstyrelsen i den konkrete
situation vil kunne foretage inddrivelse.
3.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indføre en undtagelse til udgangspunktet i
straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 1, hvorefter ubetalte bø-
der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, således
at det fremover bliver muligt i visse tilfælde at undlade at
overdrage ubetalte bødekrav til restanceinddrivelsesmyndig-
heden til inddrivelse.
Med den foreslåede ordning vil politiet ikke være forpligtet
til at oversende bøder til inddrivelse i sager mod udenland-
ske skyldnere i de tilfælde, hvor politiet ikke er lykkedes
med at opkræve bøden.
Den foreslåede ordning vil indebære, at hvis eksempelvis
en tysk turist bliver registreret via ATK for en færdselslovs-
overtrædelse i Danmark, vil de danske myndigheder kunne
anmode de kompetente myndigheder i Tyskland om at over-
tage fuldbyrdelsen af bøden, hvis politiet ikke lykkes med
at opkræve bøden. Politiet vil således ikke længere være
forpligtet til at overdrage sagen til restanceinddrivelsesmyn-
digheden med henblik på inddrivelse af bøden i alle tilfælde.
Såfremt der som følge af den foreslåede ordning skal gen-
nemføres mindre systemtilpasninger, vil tilpasningerne skul-
le ske under forudsætning af, at de ikke påvirker politiets
kapacitet til eksekvering af politiets it-udviklingsportefølje.
I visse tilfælde kan det dog være hensigtsmæssigt, at bøde-
kravet oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden til
inddrivelse, når politiet ikke lykkes med at opkræve bø-
den. Hvis det af politiet konstateres, at skyldneren undta-
gelsesvist har aktiver af væsentlig værdi i Danmark, som
restanceinddrivelsesmyndigheden vil kunne gøre udlæg i,
skal politiet have mulighed for at oversende bødekrav til re-
stanceinddrivelsesmyndigheden, såfremt det af politiet vur-
deres, at restanceinddrivelsesmyndigheden i den konkrete
situation vil kunne foretage inddrivelse. Efter den foreslåe-
de ordning vil politiet således fortsat have mulighed for at
oversende bødekravet til restanceinddrivelsesmyndigheden
til inddrivelse i disse tilfælde.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 19 og 20, og
bemærkningerne hertil.
3.8. Afskæring af klageadgang af visse afgørelser i hen-
hold til lov om samarbejde med Finland, Island, Norge
og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.
3.8.1. Gældende ret
Reglerne om overførelse af straffuldbyrdelse følger af lov
om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angå-
ende fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 555
af 25. maj 2011.
Det fremgår af lovens § 17, at fuldbyrdelse af straf mv. eller
anordning af tilsyn her i landet efter reglerne i §§ 1, 3, 7
eller 12 kun kan finde sted efter begæring af vedkommende
myndighed i Finland, Island, Norge eller Sverige. Det er
justitsministeren, der afgør, om begæringen bør imødekom-
mes.
Det er forudsat i forarbejderne, at begæringerne fra Finland,
Island, Norge eller Sverige imødekommes, medmindre sær-
lige omstændigheder taler herimod, jf. Folketingstidende
1962-63, tillæg A, spalte 341.
Det fremgår af § 22, at begæring til myndighederne i Fin-
land, Island, Norge eller Sverige om fuldbyrdelse af straf
mv. eller anordning af tilsyn i et af disse lande efter reglerne
i §§ 2, 5, 10 eller 15 fremsættes af justitsministeren.
Derudover fremgår det af § 23, at justitsministeren kan be-
stemme, at de beføjelser, der i loven er tillagt ministeren,
kan udøves af rigsadvokaten, statsadvokaterne eller politiet.
Justitsministeren har ved cirkulære nr. 220 af 16. december
1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige
angående fuldbyrdelse af straf m.v. med senere ændringer
tildelt politiet afgørelseskompetence til at fremsætte begæ-
ring om fuldbyrdelse i Finland, Island, Norge eller Sverige
af en her i landet idømt frihedsstraf, jf. § 13, stk. 1. Delega-
tionen omfatter dog ikke sager, hvis fuldbyrdelse er begyndt
i et fængsel, idet eventuel begæring i disse tilfælde frem-
sættes af Direktoratet for Kriminalforsorgen eller den, der
bemyndiges dertil, jf. stk. 3.
Det følger således af cirkulærets § 19, 1. pkt., at Direktora-
tet for Kriminalforsorgen, eller den, der bemyndiges dertil,
træffer afgørelse om spørgsmål om fuldbyrdelse her i landet
af frihedsstraf idømt i Finland, Island, Norge eller Sverige.
Endelig fremgår det af cirkulærets § 30, stk. 1, at Direktora-
tet for Kriminalforsorgen eller den, der bemyndiges dertil,
afgør spørgsmålene om overførelse af tilsyn med personer,
der er løsladt på prøve her i landet efter udståelse af fængsel
i Finland, Island, Norge eller Sverige, samt om overtagelse
af tilsyn her i landet med personer, der er løsladt på prøve
efter udståelse af fængsel mv. i Finland, Island, Norge eller
Sverige.
Foruden den generelle regulering af adgangen til at få
spørgsmålet om lovligheden af en afgørelse indbragt for ret-
ten i § 19 i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge
og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., er der ikke i
loven eller i administrative forskrifter udstedt i medfør heraf
fastsat nærmere regler om klageadgang for så vidt angår
afgørelser efter lovens §§ 17 og 22.
Adgangen til at klage over afgørelser efter disse bestemmel-
ser følger dermed af de almindelige principper for admini-
strativ rekurs, hvorefter en underliggende myndigheds afgø-
relse kan påklages til en overordnet myndighed.
Afgørelser i medfør af §§ 17 og 22 i lov om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
33
straf m.v. træffes i dag af Direktoratet for Kriminalforsorgen
i 1. instans med klageadgang til Justitsministeriet.
3.8.2. Justitsministeriets overvejelser
Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige
angående fuldbyrdelse af straf m.v. blev den 31. maj 1962
vedtaget af Folketinget, og loven er senest blevet ændret
ved lov nr. 394 af 30. april 2007. Siden denne ændring er
der sket en omfattende reorganisering af kriminalforsorgen
i 2014, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 190 som
fremsat.
Som led i en reorganisering af kriminalforsorgen i 2014 blev
det i forbindelse med forslag til lov om ændring af straf-
feloven, lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven
og lov om Offerfonden (Reorganisation af kriminalforsor-
gen, herunder begrænsning om klageadgangen) overvejet,
hvorledes adgangen til klageadgang på kriminalforsorgens
område skulle tilrettelægges, jf. Folketingstidende 2013-14,
tillæg A, L 190 som fremsat, side 18.
Den dagældende særlige organisatoriske indplacering af Di-
rektoratet for Kriminalforsorgen indebar, at direktoratet traf
den endelige administrative afgørelse på vegne af ministe-
ren, og at der før lovændringen ikke var nogen adgang til
at påklage direktoratets afgørelser til anden administrativ
myndighed, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 190
som fremsat, side 34.
Som følge af, at direktoratets afgørelseskompetence på veg-
ne af ministeren (det direkte referat) blev afskaffet, blev
der etableret et sædvanligt administrativt over/underordnel-
sesforhold mellem Justitsministeriet og direktoratet.
Justitsministeriet havde i den forbindelse den opfattelse, at
der imidlertid ikke efter afskaffelsen af det direkte referat
var behov for, at direktoratets afgørelser efter straffuldbyr-
delsesloven skulle kunne påklages til Justitsministeriet, jf.
Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 190 som fremsat,
side 34.
Derfor blev der ved vedtagelsen af lovforslaget etableret det
udgangspunkt i straffuldbyrdelsesloven, at afgørelser, der
træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen, og
som træffes efter straffuldbyrdelsesloven, ikke kan påklages
til højere administrativ myndighed, medmindre justitsmini-
steren konkret fastsætter regler herom, jf. straffuldbyrdelses-
lovens § 111, stk. 1, jf. stk. 3.
Som følge heraf kan direktoratet træffe en endelig admini-
strativ afgørelse i sager efter straffuldbyrdelsesloven, jf. Fol-
ketingstidende 2013-14, tillæg A, L 190 som fremsat, side
34, ligesom afgørelser truffet af de lokale kriminalforsorgs-
områder ikke kan påklages til Direktoratet for Kriminalfor-
sorgen.
Af de samme grunde finder Justitsministeriet, at reglerne
om klageadgang i forhold til afgørelser efter §§ 17 og 22
i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sveri-
ge angående fuldbyrdelse af straf m.v. bør ensrettes med
udgangspunkt i straffuldbyrdelsesloven for afgørelser truffet
af Direktoratet for Kriminalforsorgen og de lokale kriminal-
forsorgsområder.
På den baggrund foreslås det at nyaffatte bemyndigelsesbe-
stemmelsen i lovens § 23, som bl.a. vil blive udnyttet til at
fastsætte regler om afskæring af klageadgangen som anført
ovenfor.
3.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at nyaffatte § 23 i lov om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
straf m.v.
Det foreslås i § 23, stk. 1, at det kommer til at fremgå, at
beføjelser efter loven udøves af justitsministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil.
Den foreslåede nyaffattelse i § 23, stk. 1, vil medføre, at
ministeren fortsat vil kunne bemyndige underliggende myn-
digheder til at udøve beføjelse efter lov om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
straf m.v.
Nyaffattelsen er en sproglig opdatering af den gældende
bemyndigelse, så bemyndigelsens ordlyd afspejler den ge-
nerelle adgang for justitsministeren til at uddelegere kom-
petence efter loven til underliggende myndigheder og ikke
nævner bestemte underliggende myndigheder. Der er der-
med ikke tilsigtet materielle ændringer som følge af nyaffat-
telsen af bestemmelsen.
Det foreslås i § 23, stk. 2, at justitsministeren kan fastsætte
regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet
efter §§ 17 og 22, herunder om at afgørelserne ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed. Justitsmini-
steren kan i den forbindelse fastsætte regler om klagefrist,
behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.
Bestemmelsen vil medføre, at justitsministeren bemyndiges
til at fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørel-
ser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen efter
§§ 17 og 22 i loven angående fuldbyrdelse af straf m.v. eller
anordning af tilsyn. Justitsministeren vil i den forbindelse
kunne fastsætte regler om, at afgørelserne ikke kan indbrin-
ges for højere administrativ myndighed.
Det er således forventningen, at bemyndigelsen bl.a. vil bli-
ve udnyttet til at afskære klageadgangen i sager om overfø-
relse af fuldbyrdelse af straf m.v. eller anordning af tilsyn til
og fra Finland, Island, Norge eller Sverige, der på nuværen-
de tidspunkt træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen
som første instans.
Adgangen til at afskære klageadgang til højere administrativ
myndighed vil omfatte såvel afgørelser, der er truffet af
Direktoratet for Kriminalforsorgen, som afgørelser, der er
truffet af de lokale kriminalforsorgsområder, for det tilfælde,
34
at Direktoratet for Kriminalforsorgen ønsker at bemyndige
de lokale kriminalforsorgsområder til som 1. instans at træf-
fe afgørelser efter §§ 17 og 22.
Det bemærkes, at afgørelser om fuldbyrdelse af frihedsstraf
eller anordning af tilsyn her i landet fortsat vil kunne ind-
bringes for retten, jf. lovens § 19. Derudover vil der også
være mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at ju-
stitsministeren administrativt kan fastsætte nærmere regler
om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virk-
ning af klager.
Der vil derfor blive udarbejdet en ny bekendtgørelse om
klageadgang i sager om samarbejde med Finland, Island,
Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf.
Endelig forudsættes det, at cirkulære nr. 220 af 16. decem-
ber 1963 med efterfølgende ændringer, om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
straf m.v. som følge af udarbejdelsen af den nye bekendtgø-
relse tilsvarende konsekvensrettes.
Det tilsigtes, at den nye bekendtgørelse og ændringerne i
cirkulæret skal træde i kraft på samme tid som lovændrin-
gen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2 og bemærkninger-
ne hertil.
3.9. Erstatningsnævnets adgang til nødvendige skatteop-
lysninger
3.9.1. Gældende ret
Det fremgår af offererstatningslovens § 10 a, at justitsmini-
steren kan fastsætte regler om, at ansøgning om erstatning
og godtgørelse skal indgives ved anvendelse af den digitale
løsning, som Civilstyrelsen stiller til rådighed (digital selv-
betjening).
Bestemmelsen i § 10 a er indsat i offererstatningsloven ved
§ 1, nr. 2, i lov nr. 486 af 30. april 2019 om ændring af
lov om erstatning fra staten til ofre forbrydelser (Nedbring-
else af sagsbehandlingstiden i Erstatningsnævnet m.v.). Det
fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2018-19
(1. samling), tillæg A, L 172 som fremsat, side 20, at det
forudsættes, at justitsministeren med hjemmel i bemyndigel-
sen vil fastsætte nærmere regler om, at indgivelse af ansøg-
ning om erstatning og godtgørelse skal ske ved anvendel-
se af den digitale løsning, som Civilstyrelsen anviser. Det
forudsættes endvidere, at der i medfør af bemyndigelsen ek-
sempelvis vil blive fastsat nærmere regler om, at ansøgnin-
ger, som ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af
Erstatningsnævnet, og regler om, hvornår Erstatningsnævnet
kan dispensere fra kravet om anvendelse af digital selvbetje-
ning.
Med hjemmel i bl.a. offererstatningslovens § 10 a er udstedt
bekendtgørelse nr. 772 af 29. april 2021 om Erstatningsnæv-
nets behandling af ansøgninger om erstatning fra staten til
ofre for forbrydelser.
Efter bekendtgørelsens § 1 skal ansøgning om erstatning
som udgangspunkt indgives til Erstatningsnævnet ved an-
vendelse af den digitale løsning, som Civilstyrelsen stiller
til rådighed (digital selvbetjening). Af bekendtgørelsens § 5,
stk. 2, fremgår det, at politiet snarest sender Erstatningsnæv-
net de relevante akter i straffesagen, herunder politirappor-
ter, lægelige oplysninger, herunder politiattest, og eventuel
udskrift af dombog og retsbog. Endvidere fremgår det af
bekendtgørelsens § 7, at sekretariatschefen eller den, sekre-
tariatschefen bemyndiger hertil, afgør, hvilke oplysninger
der skal indhentes til brug ved sekretariatets forberedelse af
sagerne.
Det fremgår af offererstatningslovens § 14, stk. 1, at Erstat-
ningsnævnet kan opfordre ansøgeren til at medvirke til sa-
gens oplysning. Efterkommer ansøgeren ikke inden en fast-
sat frist en opfordring fra nævnet om at medvirke til sagens
oplysning, kan sagen afgøres på det i øvrigt foreliggende
grundlag, jf. § 14, stk. 3.
I erstatningssager, det vil sige hvor ansøgeren har søgt
om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevnetab-
serstatning eller forsørgertabserstatning, er det nødvendigt
med henblik på Erstatningsnævnets vurdering af, hvor stort
et tab ansøgeren har lidt, som følge af den strafbare hand-
ling, at nævnet modtager oplysninger om ansøgerens ind-
komstforhold. En erstatning for tabt arbejdsfortjeneste op-
gøres eksempelvis som forskellen mellem den indkomst,
skadelidte ville have haft, hvis ikke skaden var indtruffet,
og den indkomst, skadelidte faktisk har oppebåret. Til ind-
komsten hører bl.a. lønindtægt, indtægt fra egen virksomhed
og alle former for offentlige ydelser, der udbetales med hen-
blik på hel eller delvis forsørgelse. Dertil kommer diverse
pensionsbidrag. Erstatningsnævnet inddrager herudover op-
lysninger om ansøgers forskellige ansættelsesforhold inden
skaden, herunder antallet af arbejdstimer.
Efter offererstatningsloven kan Erstatningsnævnet få termi-
naladgang til de oplysninger i indkomstregisteret, der er
nødvendige til brug for behandlingen af ansøgninger i med-
før af loven, jf. lovens § 14 a.
Indkomstregisteret er et fælles offentligt register med op-
lysninger om borgernes indkomstforhold og arbejdsom-
fang. Registeret administreres af Skatteforvaltningen.
Bestemmelsen er – ligesom § 10 a – indsat i offererstat-
ningsloven ved lov nr. 486 af 30. april 2019. Det fremgår
af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2018-19 (1. sam-
ling), tillæg A, L 172 som fremsat, side 23, at Erstatnings-
nævnet med en sådan terminaladgang til de oplysninger i
indkomstregisteret, der er nødvendige for at kunne udmåle
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste eller erhvervsevnetab,
umiddelbart vil kunne tilvejebringe de relevante oplysninger
hurtigt uden at skulle henvende sig til ansøgeren selv. En
adgang til indkomstregisteret for nævnet vil effektivisere
35
sagsgangen i de typer af offererstatningssager, der kræver
oplysninger om indkomstforhold.
Det fremgår også af bemærkningerne til bestemmelsen,
at Erstatningsnævnet med en sådan terminaladgang til ind-
komstregisteret ikke vil være berettiget til at få adgang til
andre eller flere oplysninger, end hvad de allerede i dag
kan behandle i overensstemmelse med databeskyttelseslo-
vens og databeskyttelsesforordningens almindelige videregi-
velsesregler. Hjemlen skal derfor udmøntes ved en aftale
mellem Skatteforvaltningen og Erstatningsnævnet og ved
denne aftale skal det bl.a. nærmere fastlægges, hvilke op-
lysninger nævnet skal have adgang til, og hvilken type ad-
gang der skal være tale om (f.eks. webservice eller online
adgang). Aftalen skal indgås under iagttagelse af reglerne
i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen, og
Erstatningsnævnet vil kun være berettiget til at få adgang til
oplysninger i indkomstregisteret i det omfang, det efter en
konkret vurdering er nødvendigt og sagligt.
3.9.2. Justitsministeriets overvejelser
Erstatningsnævnet kan ikke med den nuværende terminalad-
gang i offererstatningslovens § 14 a indhente andre oplys-
ninger end de oplysninger, der fremgår af indkomstregistret.
Sådanne andre oplysninger kan f.eks. være de personlige
skatteoplysninger, som er en samling af borgerens detalje-
rede skattemæssige oplysninger, der bl.a. indeholder oplys-
ninger om borgernes enkelte ansættelsesforhold, timeantal,
indtægter, udbetalte sociale ydelser og perioder herfor. Af de
personlige skatteoplysninger fremgår alle ansættelsesforhold
i det pågældende år med en specifikation af ovennævnte
oplysninger.
Erstatningsnævnet kan indhente sådanne personlige skatte-
oplysninger efter forudgående samtykke fra ansøgeren. Den-
ne praksis kan forlænge sagsbehandlingstiden unødigt i vis-
se sager, f.eks. i tilfælde hvor en afgørelse om tilkendelse af
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste alene afventer indhen-
telse af personlige skatteoplysninger.
Det kan desuden for ansøgeren, som har været udsat for en
straffelovsovertrædelse, virke uoverskueligt og vanskeligt at
skulle indhente disse oplysninger selv.
Justitsministeriet finder det hensigtsmæssigt, at Erstatnings-
nævnet får mulighed for at indhente alle nødvendige skatte-
oplysninger, herunder personlige skatteoplysninger (såkald-
te R75’ere), selvom disse oplysninger ikke fremgår af ind-
komstregistret.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der gjorde
sig gældende i forhold til indførelsen af terminaladgangen til
oplysninger i indkomstregisteret, også gør sig gældende for
nødvendige skatteoplysninger. Erstatningsnævnet vil med en
terminaladgang til skatteoplysninger, der er nødvendige for
at kunne udmåle f.eks. erstatning for tabt arbejdsfortjeneste
eller erhvervsevnetab, umiddelbart kunne tilvejebringe de
relevante oplysninger hurtigt uden at skulle henvende sig til
ansøgeren selv. Det er i den forbindelse en forudsætning,
at ansøgeren har fremsat krav om erstatning for f.eks. tabt
arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab over for nævnet.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at dette vil smidiggøre
sagsbehandlingen hos Erstatningsnævnet og være til gavn
for den enkelte ansøger, da visse afgørelser vil kunne træffes
hurtigere end i dag.
For nærmere om ordningens databeskyttelsesretlige elemen-
ter henvises der til pkt. 5.2.
3.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at offererstatningslovens § 14 a nyaffattes,
således at Erstatningsnævnet til brug for behandlingen af
ansøgninger i medfør af denne lov har terminaladgang til de
nødvendige skatteoplysninger, herunder oplysninger i ind-
komstregisteret, hos Skatteforvaltningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Erstatningsnævnet
vil kunne indhente alle nødvendige oplysninger hos Skatte-
forvaltningen til brug for behandlingen af offererstatningssa-
ger, uanset om ansøgeren har samtykket til indhentningen af
oplysningerne.
Bestemmelsen vil være relevant i situationer, hvor der sø-
ges om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, erhvervsevne-
tab eller forsørgertab. I de tilfælde vil ansøgerens – eller
for så vidt angår forsørgertabserstatning f.eks. ægtefællens
– skatteoplysninger således være nødvendige for, at Erstat-
ningsnævnet kan træffe afgørelse i sagen. Eksempelvis vil
bestemmelsen finde anvendelse, når Erstatningsnævnet skal
tage stilling til, om der foreligger den fornødne årsagssam-
menhæng (kausalitet) mellem den strafbare handling og
ansøgerens indtægtstab. I disse situationer vil det være
afgørende, at Erstatningsnævnet kan tilgå oplysninger om
tidligere og senere ansættelsesforhold, indtægter, timeantal,
sygeperioder m.v.
Når en ansøger har søgt om erstatning for tabt arbejds-
fortjeneste, erhvervsevnetabserstatning eller forsørgertabser-
statning, vil Erstatningsnævnet herved kunne indhente op-
lysninger om ansøgerens faktiske indkomst i den relevante
periode, der søges om erstatning for.
Erstatningsnævnet vil således fremover i disse sager auto-
matisk kunne indhente alle nødvendige skatteoplysninger.
Den foreslåede ændring skal udmøntes ved en aftale mellem
på den ene side Skatteforvaltningen og på den anden side
Civilstyrelsen som sekretariat for Erstatningsnævnet. Denne
aftale skal indgås under iagttagelse af reglerne i databeskyt-
telsesloven og databeskyttelsesforordningen. Det forudsæt-
tes således, at Erstatningsnævnet kun vil være berettiget til
at få adgang til oplysningerne i det omfang, det efter en
konkret vurdering er nødvendigt.
For nærmere om ordningens databeskyttelsesretlige elemen-
ter henvises der til pkt. 5.2.
36
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, og bemærk-
ningerne hertil.
3.10. Erstatning for udgifter til advokatbistand til foræl-
dre eller værger
3.10.1. Gældende ret
Efter offererstatningsloven betales udgifterne ved sagens be-
handling ved Erstatningsnævnet, herunder udgifter til de un-
dersøgelser, der er omtalt i § 14, stk. 1, af staten, jf. lovens §
15, stk. 1.
Henvisningen til § 14, stk. 1, indebærer bl.a., at udgifter for-
bundet med lægeundersøgelser til brug for sagens oplysning
betales af staten.
Det følger af offererstatningslovens § 15, stk. 2, at Erstat-
ningsnævnet i særlige tilfælde kan bestemme, at ansøgeren
helt eller delvis skal have dækket udgifter, som pågældende
har afholdt i anledning af sagen.
Det er anført i betænkning nr. 751/1975 om erstatning fra
staten til ofre for forbrydelser, side 39 f., der ligger til
grund for offererstatningsloven, at udvalget forudsætter, at
sagsbehandlingen ved Erstatningsnævnet tilrettelægges såle-
des, at ansøgeren i almindelighed ikke behøver advokatbi-
stand. Hvis erstatningsopgørelsen er særligt kompliceret, el-
ler hvor der i øvrigt skønnes at være et særligt behov for
advokatbistand, kan Erstatningsnævnet dog yde erstatning
for rimelige udgifter til advokatbistand i forbindelse med
sagens behandling for nævnet.
Det følger af bestemmelsens ordlyd, at Erstatningsnævnet
alene kan bestemme, at ansøgeren helt eller delvist skal have
dækket udgifter, hvis ansøgeren selv har haft udgifter til
f.eks. advokatbistand. Der kan således ikke ydes dækning
efter bestemmelsen, hvis andre end ansøgeren har afholdt
udgifterne i anledning af sagen.
Bestemmelsen og lovbemærkningerne hertil forholder sig
ikke konkret til situationer, hvor ansøgeren er mindreårig el-
ler under værgemål, og hvor udgifterne normalt ikke afhol-
des af den mindreårige eller af en ansøger under værgemål.
3.10.2. Justitsministeriets overvejelser
Når et barn eller en person under værgemål er offer for en
forbrydelse og i den forbindelse pådrager sig personskade,
kan der være behov for at antage advokatbistand.
Mindreårige og personer under værgemål kan imidlertid ofte
ikke selv antage en advokat, og det vil derfor være ansøge-
rens forældre og/eller værger, som skal antage advokaten, og
som hæfter for udgiften hertil.
Hvis f.eks. en mindreårig har fået tilkendt erstatning eller
godtgørelse fra Erstatningsnævnet, vil der typisk være tale
om formue og ikke indtægt. Efter værgemålslovens § 25,
stk. 1, og stk. 2, 3. pkt., skal værgen sørge for, at formuen
bevares, og må kun med Familieretshusets godkendelse
(med rekurs til Civilstyrelsen) bruge af formuen. For min-
dreårige er Familieretshusets og Civilstyrelsens praksis i den
henseende restriktiv, og det er yderst sjældent, at betaling af
udgifter til advokatbistand ikke anses for omfattet af foræl-
drenes forsørgelsespligt.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at Erstatningsnævnet
bør kunne bestemme at forældre og/eller værger til mindreå-
rige ansøgere eller ansøgere under værgemål, som har af-
holdt udgifter til f.eks. advokatbistand i anledning af sagen
på vegne af den mindreårige eller personen under værgemål,
kan få dækning herfor. I praksis vil det indebære, at udbeta-
lingen vil kunne ske direkte til ansøgerens forældre og/eller
værger.
Det er således Justitsministeriets opfattelse, at Erstatnings-
nævnet – med henblik på at kunne tage højde for, at f.eks.
mindreårige ansøgere i almindelighed ikke selv afholder
udgifter i forbindelse med sagens behandling – bør have
mulighed for at bestemme, at forældre og/eller værger helt
eller delvist skal have dækket udgifter, som de har afholdt i
anledning af sagen, når den person, der søger om erstatning
efter offererstatningsloven, er mindreårig eller under værge-
mål.
3.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det i offererstatningslovens § 15, stk. 2, ind-
sættes som 2. pkt., at Erstatningsnævnet, hvis ansøgeren er
mindreårig eller under værgemål, kan bestemme, at ansøge-
rens forældre eller værger helt eller delvist skal have dækket
udgifter, som de har afholdt i anledning af sagen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forældre og/el-
ler værger for en mindreårig ansøger eller en ansøger under
værgemål kan få dækket udgifter, som de har afholdt i an-
ledning af sagen på vegne af den mindreårige eller personen
under værgemål, i samme omfang som andre ansøgere kan i
medfør af bestemmelsens stk. 2, 1. pkt.
Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor en
mindreårig f.eks. søger om erstatning efter offererstatnings-
loven, og hvor ansøgerens forældre og/eller værger har af-
holdt udgifter i anledning af sagen. Udgifterne kan bl.a.
bestå af advokatudgifter.
Der er ikke med ændringen ud over ovennævnte tilføjelse i
øvrigt tilsigtet ændringer af, hvornår Erstatningsnævnet helt
eller delvis kan bestemme at dække udgifter, som er afholdt
i anledning af sagen. Det vil således fortsat kun være, når
der foreligger særlige tilfælde, jf. bestemmelsens gældende
ordlyd, at Erstatningsnævnet kan træffe afgørelse om at
dække udgifter, som er afholdt i anledning af sagen. Som
anført ovenfor, jf. pkt. 3.10.1, kan der efter gældende ret
foreligge særlige tilfælde, hvis erstatningsopgørelsen er sær-
ligt kompliceret, eller hvor der i øvrigt skønnes at være
et særligt behov for advokatbistand. Sidstnævnte kan man
forestille sig især vil være gældende for forældre, der har
et barn, der har været udsat for en straffelovsovertrædelse,
37
og hvor forældrene i sagens natur også vil være ramt af
hændelsen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2, og bemærk-
ningerne hertil.
3.11. Rentetilskrivning på statens krav mod skadevolder
efter renteloven
3.11.1. Gældende ret
3.11.1.1. Rentetilskrivning efter offererstatningsloven
I offererstatningsloven findes en række bestemmelser om
forrentning af de krav, som behandles efter loven.
Det følger af offererstatningslovens § 6 c, stk. 1, at hvis
erstatning og godtgørelse udbetales senere end 14 dage ef-
ter afgørelsestidspunktet, forrentes beløbet fra udløbet af
14-dagesfristen med en årlig rente svarende til renten i ren-
telovens § 5, jf. dog stk. 2 og 3.
Det følger af offererstatningslovens § 6 c, stk. 2, at krav på
tort- og krænkelsesgodtgørelse og godtgørelse til efterladte,
der tilkendes af Erstatningsnævnet, forrentes efter reglerne i
§ 16 i lov om erstatningsansvar (erstatningsansvarsloven).
Af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, fremgår det, at
godtgørelse og erstatning kan kræves betalt 1 måned efter, at
skadevolderen har været i stand til at indhente de oplysnin-
ger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrel-
se. Er det, forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet,
at skadevolderen i alt fald skal betale en del af det krævede
beløb, kan denne del forlanges udbetalt efter reglerne i 1.
pkt. Et sådant udbetalt beløb samt beløb, der er udbetalt
som midlertidig erhvervsevnetabserstatning, kan ikke senere
kræves tilbagebetalt eller modregnet i andre erstatningspo-
ster.
Det fremgår videre af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2,
at beløbet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves
betalt efter stk. 1, med en årlig rente svarende til renten i
henhold til rentelovens § 5.
Det er Civilstyrelsen, der på baggrund af en afgørelse om
erstatning eller godtgørelse fra Erstatningsnævnet, udbetaler
erstatning eller godtgørelse til skadelidte. Det beløb, der ud-
betales til skadelidte, består af selve erstatningskravet (ho-
vedstolen) og eventuelle renter efter offererstatningslovens §
6 c, stk. 1 og 2.
Det følger af offererstatningslovens § 17, at staten, i det
omfang der ydes erstatning, indtræder i skadelidtes krav
mod skadevolderen. Lovens §§ 6 b og 6 c finder ligeledes
anvendelse ved opgørelse af statens krav mod skadevolder.
Idet Civilstyrelsen indtræder i skadelidtes krav mod skade-
volder, behandler Civilstyrelsen efter udbetalingen af erstat-
nings- eller godtgørelseskravet til skadelidte en sag om
regres mod skadevolder (regreskravet). Regreskravet mod
skadevolder består af selve erstatningskravet (hovedstolen)
og renter efter offererstatningslovens § 6 c, stk. 2, jf. erstat-
ningsansvarslovens § 16, stk. 2. Civilstyrelsen søger regre-
skravet indfriet ved at udstede et betalingspåkrav til skade-
volder.
3.11.1.2. Rentetilskrivning efter renteloven
Civilstyrelsens regreskrav mod skadevolder er et formueret-
ligt krav, som staten indtræder i, og det behandles derfor
efter formuerettens regler. Regreskravet er således omfattet
af renteloven, som gælder for rente af pengekrav på formue-
rettens område, jf. dog §§ 8 og 8 a, jf. rentelovens § 1, stk.
1.
Efter rentelovens § 3, stk. 1, skal rente betales fra forfalds-
dagen, hvis denne er fastsat i forvejen. I andre tilfælde skal
der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da
fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om
betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum,
der ligger forud for modtagelsen af anmodningen, jf. rente-
lovens § 3, stk. 2.
Rente efter rentelovens § 3, stk. 2, vedrører i forhold til
regreskrav på offererstatningsområdet regreskravets hoved-
stol, det vil sige eksklusiv eventuelle sagsomkostninger og
renter efter offererstatningslovens § 6 c, stk. 2, jf. erstat-
ningsansvarslovens § 16, stk. 2. Renterne tilskrives i hele
perioden frem til udløbet af den måned, hvor fordringen
eventuelt oversendes til inddrivelse hos Gældsstyrelsen, som
herefter tilskriver inddrivelsesrente efter gældsinddrivelses-
lovens § 5, stk. 1, så længe inddrivelsen finder sted.
Skadevolder kan også blive pålagt at betale sagsomkostnin-
ger, hvis der ikke sker betaling eller indgås et frivillig forlig
mellem skadevolder og Civilstyrelsen i forhold til det ud-
stedte betalingspåkrav, og domstolene ved en efterfølgende
retssag herom tilkender Civilstyrelsen sagsomkostninger.
Det bemærkes, at sagsomkostninger tilkendt ved dom eller
anden retsafgørelse i en borgerlig sag, forrentes fra fuldbyr-
delsesfristens udløb med rente som fastsat efter § 5, stk. 1
og 2, jf. rentelovens § 8 a, stk. 1. I tilfælde af appel skal
rente betales fra udløbet af fuldbyrdelsesfristen for afgørel-
sen i den foregående instans, i det omfang afgørelsen om
sagsomkostninger stadfæstes. Dette gælder, selv om appel
fandt sted inden fuldbyrdelsesfristens udløb eller appellen
i øvrigt havde opsættende virkning, jf. rentelovens § 8 a,
stk. 2. Fuldbyrdelsesfristen er normalt 14 dage, jf. retspleje-
lovens § 480, stk. 1 og 5.
Renten efter rentelovens § 5 (rente efter forfaldsdagen) fast-
sættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte reference-
sats med et tillæg på 8 pct. Som referencesats anses den
officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat hen-
holdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år,
jf. rentelovens § 5, stk. 1. Den aktuelle udlånsrentesats er
3,00. Det bemærkes, at inddrivelsesrenten efter gældsinddri-
velsesloven med virkning fra den 1. juli 2023 blev nedsat
med 4 pct.-point i forhold til det gældende renteniveau i
38
henhold til rentelovens § 5. Den aktuelle rentesats for ind-
drivelsesrente er 6,75.
Baggrunden for nedsættelsen af inddrivelsesrenten er en po-
litisk aftale af 20. juni 2022 mellem den daværende regering
(Socialdemokratiet) og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Ra-
dikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Liberal Allian-
ce, Alternativet og Kristendemokraterne om at styrke den
offentlige gældsinddrivelse frem mod 2030. Et af punkterne
i aftalen handler om rimelige vilkår for skyldnere, herunder
nedsættelse af inddrivelsesrenten. Det fremgår i den forbin-
delse af aftalen, at rentebyrden i praksis medfører, at mange
skyldnere har vanskeligt ved at nedbringe deres gæld til
det offentlige og blive gældfri, og at aftalepartierne finder
det væsentligt, at renteniveauet udtrykker en balance, hvor
renten ikke i sig selv gør det umuligt at afvikle gælden, men
hvor det heller ikke bliver mere attraktivt at stifte gæld til
det offentlige end at låne på det private marked.
3.11.2. Justitsministeriets overvejelser
Statens krav oversendes til inddrivelse hos Gældsstyrelsen,
når det er konstateret, at skadevolder ikke har betalt. Sta-
tens krav udgøres af den udbetalte erstatning eller godtgørel-
se (hovedstolen), eventuelle udbetalte renter og eventuelle
sagsomkostninger. Efter forfaldsdatoen oversender Civilsty-
relsen statens krav hurtigst muligt til Statens Administration,
som herefter indberetter kravet til Gældsstyrelsen. Det er
med ordningen forudsat, at statens krav oversendes og ind-
berettes inden for rimelig tid, således at inddrivelsesproces-
sen igangsættes hurtigst muligt.
Det er blevet konstateret, at Civilstyrelsen forud for over-
sendelsen af fordringerne til Gældsstyrelsen ikke hidtil har
tilskrevet renter efter rentelovens § 3, stk. 2, og § 8 a. Dette
er ligeledes tilfældet for politiet og anklagemyndigheden,
der før den 1. januar 2021 varetog behandlingen af regressa-
ger på offererstatningsområdet.
Civilstyrelsen har oplyst, at der ved oversendelse af rente-
krav efter rentelovens § 3, stk. 2, og § 8 a, til Gældsstyrel-
sen, vil skulle indberettes særskilte relaterede fordringer for
hver måned, hvor der skal tilskrives renter. Da indberetning
til Gældsstyrelsen først har været teknisk muligt fra slutnin-
gen af 2022, indebærer det, at der for hver hovedfordring
skal indberettes et antal fordringer svarende til antallet af
måneder, der er forløbet siden udløbet af de 30 dage fra
fremsættelsen af regreskravet over for skadevolder. Det er
Civilstyrelsens vurdering, at det vil koste ikke under 30 mio.
kr. at opgøre og indberette rentefordringer efter rentelovens
§ 3, stk. 2, og § 8 a, i forhold til de krav, der allerede har et
grundlag for inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Hertil kommer,
at der løbende vil opstå nye fordringer.
At der ikke er tilskrevet rente efter renteloven i den periode,
hvor fordringen har været under opkrævning via Civilstyrel-
sen og tidligere politiet og anklagemyndigheden, har ikke
haft betydning for rentetilskrivningen efter reglerne i gælds-
inddrivelsesloven, som finder sted efter, at fordringen er
overdraget til inddrivelse ved Gældsstyrelsen.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at det
vil være hensigtsmæssigt at undtage Civilstyrelsens behand-
ling af regressager på offererstatningsområdet fra rentelo-
vens § 3, stk. 2, og § 8 a, således at Civilstyrelsen ikke
skal tilskrive renter på krav mod en skadevolder. Statens
rentetilskrivning vil således alene omfatte den periode, hvor
fordringen er under inddrivelse ved Gældsstyrelsen.
Justitsministeriet finder i den forbindelse, at den administra-
tive og økonomiske byrde, som vil være forbundet med
opkrævning af rente efter rentelovens § 3, stk. 2, og § 8 a er
uforholdsmæssig stor.
Det bemærkes i øvrigt, at der i regressager ofte gøres krav
af en væsentlig størrelse gældende over for skadevolderen,
og at det i sig selv kan være vanskeligt for skadevolderen
at nedbringe denne gæld og dermed at blive gældfri. Det be-
mærkes videre, at så snart en fordring er oversendt til inddri-
velse hos inddrivelsesmyndighederne forrentes fordringen
efter gældsinddrivelsesloven.
Endelig bemærkes det, at det efter Justitsministeriets opfat-
telse vil være hensigtsmæssigt, at renteniveauet holdes sta-
bilt, således at kravet ikke tilskrives en forskellig rente af-
hængig af hvilken myndighed, der søger kravet indfriet. Æn-
dringen vil således medføre, at kravet kun tilskrives én type
rente (inddrivelsesrente).
Det er Justitsministeriets opfattelse, at ændringen bør gælde
alle regressager – det vil sige både bagudrettet og fremadret-
tet. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at den foreslåede
lovændring ikke har en bebyrdende karakter.
3.11.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det i offererstatningslovens § 17 indsættes
som et nyt stk. 2, at statens krav mod skadevolder tidligst
forrentes, når kravet er overdraget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden.
Ændringen vil indebære, at skadevolder ikke skal betale
rente af regreskrav efter rentelovens § 3, stk. 2, samt rente af
eventuelle sagsomkostninger efter rentelovens § 8 a.
Med den foreslåede ordning vil Civilstyrelsen – som tilfæl-
det er i dag – løbende oversende regreskrav til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden uden at tilskrive rente
efter rentelovens § 3, stk. 2, og § 8 a. Oversendelsen vil ske
via Statens Administration, og vil som udgangspunkt – som
i dag – finde sted hurtigst muligt efter forfaldsdagen.
Med den foreslåede ordning vil den administrative og øko-
nomiske byrde på offererstatningsområdet således holdes
på et minimum med henblik på at sikre en fortsat smidig
og effektiv tilrettelæggelse af sagsgangen i behandlingen af
regressager.
Det bemærkes, at der hermed ikke ændres ved, at regreskrav
39
fortsat vil skulle tilskrives inddrivelsesrente efter gældsind-
drivelseslovens § 5, stk. 1, når kravet oversendes til inddri-
velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.
Den foreslåede ordning vil endvidere medføre, at regreskrav,
herunder flere af en betydelig størrelse, ikke vil vokse yder-
ligere forud for oversendelsen til restanceinddrivelsesmyn-
digheden, hvilket vil understøtte skadevolderens mulighed
for at blive gældfri.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 3, og bemærk-
ningerne hertil.
4. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
De foreslåede bestemmelser i §§ 22 b og 23 a om anbringel-
se af personer dømt for overtrædelse af de i straffelovens
§§ 114 -114 j nævnte forbrydelser i lukket fængsel og på
en afdeling målrettet terrordømte indebærer en udvidelse
af adgangen til at placere disse persongrupper i bestemte
afsoningsinstitutioner.
Den indledende del af afsoningen vil som udgangspunktet
ske på vurderingsafdelingen som følge af en dom for over-
trædelse af straffelovens terrorbestemmelser, dvs. bestem-
melserne i straffelovens §§ 114-114 j. De foreslåede bestem-
melser i straffuldbyrdelseslovens §§ 22 b og 23 a vil derfor
i nogle situationer give mulighed for at placere denne mål-
gruppe til afsoning under mere restriktive forhold end andre
indsatte, uden at der er foretaget en vurdering af den enkel-
tes konkrete forhold.
Bestemmelserne kan principielt finde anvendelse på alle
indsatte, uanset hvilken religiøs og/eller politisk overbevis-
ning, der ligger til grund for de pågældendes radikale og
ekstremistiske adfærd. I praksis må det imidlertid antages,
at bestemmelserne på nuværende tidspunkt og i en årrække
fremover navnlig vil blive anvendt i forhold til personer
fra det militante islamistiske miljø, hvorfor indførelse af
bestemmelserne potentielt kan rejse spørgsmål om forskels-
behandling.
Efter artikel 14 i Den Europæiske Menneskerettighedskon-
vention (EMRK) skal nydelsen af de i konventionen aner-
kendte rettigheder og friheder sikres uden forskel på grund
af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden over-
bevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold til
et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert
andet forhold.
Forholdene under frihedsberøvelse må efter Den Europæ-
iske Menneskerettighedsdomstols (Domstolen) praksis anses
for omfattet af anvendelsesområdet for konventionens arti-
kel 3, som indeholder et forbud mod tortur og umenneskelig
eller nedværdigende behandling eller straf.
EMRK artikel 14 indeholder efter Domstolens praksis et
forbud mod usaglig forskelsbehandling, der indebærer, at
personer i sammenlignelige situationer som udgangspunkt
skal behandles ens. Bestemmelsen omfatter både direkte og
indirekte diskrimination.
Det følger videre af Domstolens praksis, at en forskelsbe-
handling er diskriminatorisk – og dermed i strid med artikel
14 – hvis den ikke er objektivt og sagligt begrundet. Heri
ligger omvendt, at forskelsbehandling er lovlig, hvis den
varetager et anerkendelsesværdigt formål, og der er propor-
tionalitet mellem det anvendte middel og det formål, der
søges realiseret.
Domstolen indrømmer konventionsstaterne en vis skøns-
margin ved vurderingen af, om og i hvilket omfang forskels-
behandling i ellers sammenlignelige situationer kan begrun-
des. Omfanget af denne skønsmargin varierer afhængigt af
de nærmere omstændigheder, emneområdet og baggrunden.
Formålet med de foreslåede bestemmelser i §§ 22 b og 23
a om anbringelse af personer dømt for overtrædelse af de
i straffelovens §§ 114 -114 j nævnte forbrydelser i lukket
fængsel og på en afdeling målrettet terrordømte, er at styrke
indsatsen over for terrordømte og radikaliserede indsatte
under afsoning.
De foreslåede bestemmelser har til formål at give kriminal-
forsorgen de bedst mulige forudsætninger for at foretage
en kvalificeret vurdering af den pågældendes profil, for deri-
gennem at kunne udarbejde en individualiseret plan for den
dømtes videre afsoningsforløb ud fra den dømtes specifikke
risikoprofil, samtidig med at det sikres, at de pågældende
håndteres af højt specialiseret personale med særlige kom-
petencer i forhold til vurdering og håndtering af målgrup-
pen.
På den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at de foreslå-
ede bestemmelser vil indebære diskrimination i henhold til
EMRK artikel 14, jf. artikel 3.
5. Forholdet til databeskyttelsesreglerne
5.1. Udvidelse af kriminalforsorgens mulighed for be-
handling af personoplysninger om indsatte m.v.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, kan kriminal-
forsorgen indsamle, behandle og videregive oplysninger om
indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, til andre
myndigheder, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn,
hensynet til kriminalforsorgen eller andre myndigheders
indsats mod radikalisering og ekstremisme eller hensynet
til at bekæmpe og forebygge kriminalitet taler herfor.
Med lovforslaget lægges der op til at udvide straffuldbyrdel-
seslovens § 66 b, stk. 1, 1. pkt., således, at indsamling,
behandling og videregivelse af oplysninger fremover også
kan omfatte oplysninger om personer, som indsatte ikke har
direkte kontakt til. Der lægges endvidere op til at indsætte
et nyt punktum i straffuldbyrdelseslovens § 66 b, hvorefter
kriminalforsorgen som led i opgavevaretagelsen efter 1. pkt.
vil få mulighed for at behandle personoplysninger indsamlet
40
på internettet (f.eks. på sociale medieplatforme), herunder
ved brug af en fiktiv profil.
Behandling efter § 66 b, stk. 1, 1. og 2. pkt. kan omfat-
te ikke-følsomme personoplysninger (f.eks. oplysninger om
navn, adresse, telefonnummer mv.), oplysninger om strafba-
re forhold og følsomme personoplysninger (f.eks. oplysnin-
ger om religiøs overbevisning mv.).
Det er Justitsministeriets vurdering, at kriminalforsorgens
behandling, herunder videregivelse, af personoplysninger
efter den foreslåede bestemmelse, vil være i overensstem-
melse med retshåndhævelseslovens §§ 9 og 10, idet behand-
lingen må anses for at være nødvendig eller strengt nød-
vendig med henblik på at forebygge eller afsløre strafbare
handlinger.
De foreslåede udvidelser af straffuldbyrdelseslovens § 66
b, stk. 1, vurderes nødvendige, idet kriminalforsorgen ikke
– som reglerne er i dag og via egne systemer – i tilstræk-
kelig grad kan verificere eller undersøge oplysninger af
relevans for kriminalforsorgens efterretnings- og sikkerheds-
arbejde. For nærmere om baggrunden for de foreslåede ud-
videlser henvises til lovforslagets pkt. 3.6.
Det forudsættes i øvrigt, at de øvrige bestemmelser i rets-
håndhævelsesloven, herunder de grundlæggende principper i
retshåndhævelseslovens § 4, også iagttages, når der behand-
les personoplysninger i medfør af den foreslåede bestem-
melse.
5.2. Erstatningsnævnets adgang til nødvendige skatteop-
lysninger
Med lovforslaget lægges der op til, at offererstatningslovens
§ 14 a udvides, således at Erstatningsnævnet til brug for
behandlingen af ansøgninger i medfør af denne lov får
terminaladgang til de nødvendige skatteoplysninger, herun-
der oplysninger i indkomstregisteret, hos Skatteforvaltnin-
gen. Erstatningsnævnet indhenter i dag sådanne oplysninger
via ansøgeren.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Erstatnings-
nævnet fremover vil kunne indhente alle nødvendige oplys-
ninger om indkomstforhold hos Skatteforvaltningen til brug
for behandlingen af offererstatningssager, uanset om ansø-
geren har samtykket til indhentningen af oplysningerne. Så-
danne oplysninger kan f.eks. være de personlige skatteop-
lysninger, som er en samling af borgerens detaljerede skatte-
mæssige oplysninger, der bl.a. indeholder oplysninger om
borgernes enkelte ansættelsesforhold, timeantal, indtægter,
udbetalte sociale ydelser og perioder herfor (dvs. almindeli-
ge personoplysninger).
Offererstatningslovens § 14 a udgør for så vidt angår Er-
statningsnævnets indsamling og behandling samt Skattefor-
valtningens videregivelse et supplerende retsgrundlag for
behandling inden for rammerne af databeskyttelsesforord-
ningens artikel 6, stk. 1, litra e, idet behandlingen vil være
nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave, som henhø-
rer under offentlig myndighedsudøvelse, som myndigheder-
ne har fået pålagt.
Justitsministeriet har lagt vægt på, at ansøgerens – eller for
så vidt angår forsørgertabserstatning f.eks. ægtefællens –
skatteoplysninger, der ikke fremgår af indkomstregisteret,
vil være nødvendige for, at Erstatningsnævnet kan træffe af-
gørelse i sagen. De pågældende oplysninger vil bl.a. indgå i
vurderingen af, hvorvidt der f.eks. foreligger årsagssammen-
hæng (kausalitet) mellem den strafbare handling og ansøge-
rens indtægtstab.
Den foreslåede ændring vil skulle bidrage til at sikre en me-
re smidig sagsbehandling hos Erstatningsnævnet og være til
gavn for den enkelte ansøger, da visse afgørelser vil kunne
træffes hurtigere end i dag.
Det bemærkes, at det forudsættes, at der indgås aftale mel-
lem på den ene side Skatteforvaltningen og på den anden si-
de Civilstyrelsen som sekretariat for Erstatningsnævnet. Af-
talen skal sikre, at Erstatningsnævnet alene gives adgang
til de personoplysninger, som er nødvendige til brug for
Erstatningsnævnets vurdering af ansøgningen.
Justitsministeriet skal i forlængelse heraf bemærke, at det
forudsættes, at de øvrige regler i databeskyttelsesforordnin-
gen og -loven iagttages i forbindelse med den behandling af
personoplysninger, der måtte ske i medfør af den foreslåede
bestemmelse, herunder de grundlæggende principper i data-
beskyttelsesforordningens artikel 5 samt reglerne om oplys-
ningspligt i forordningens artikel 14, behandlingssikkerhed
i forordningens artikel 32 og konsekvensanalyse i forordnin-
gens artikel 35.
6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslagets del om etablering af særlige afdelinger mål-
rettet terrordømte og radikaliserede indsatte implementerer
initiativet om styrkelse af indsatsen over for terrordømte
og radikaliserede indsatte under varetægtsfængsling og af-
soning, som er aftalt i flerårsaftalen for kriminalforsorgen
2022-2025. Kriminalforsorgen har udgifter på 16,9 mio. kr.
(2025-pl) i 2025 til implementering af initiativet, der finan-
sieres af flerårsaftalen for kriminalforsorgen 2023-2025.
Lovforslagets del om ændringen af straffuldbyrdelseslovens
§ 91, indebærer, at politiet ikke fremover er forpligtet til at
oversende ubetalte bødekrav til inddrivelse hos restanceind-
drivelsesmyndigheden. Den foreslåede ændring vil også for-
udsætte en ændring af bødebekendtgørelsen.
Ændringen indebærer for de bøder, der ikke indbetales til
politiet, og hvor de kompetente myndigheder i en anden
EU-medlemsstat anmodes om at fuldbyrde bødekravet, at
midlerne inddrevet af den anden EU-medlemsstat ikke vil
tilfalde den danske statskasse. Dette følger af artikel 13 i
Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005
om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på
bødestraffe, hvorefter midler fra fuldbyrdelsen af afgørelser
41
tilfalder fuldbyrdelsesstaten, medmindre andet er aftalt mel-
lem udstedelsesstaten og fuldbyrdelsesstaten.
Selve den foreslåede lovændring og ændringen i bødebe-
kendtgørelsen forventes ikke at have provenumæssige kon-
sekvenser i statsregnskabet vedrørende finanslovskonto §
11.23.02. Bøder, konfiskationer og parkeringsafgifter samt
salg af pas og våbentilladelser mv. Det skyldes, at de forud-
satte ændringer i straffuldbyrdelsesloven og bødebekendtgø-
relsen ikke vil have konsekvenser for politiets forsøg på at
opkræve bødekrav.
Lovforslaget vil betyde, at politiet fremadrettet vil afskrive
bøder, der ikke kan opkræves af politiet ved anmodning
om fuldbyrdelse i udlandet frem for at sende dem til Gælds-
styrelsen. Lovforslaget vil dog kun finde anvendelse i de til-
fælde, hvor der ikke kan tilvejebringes tilstrækkelige oplys-
ninger til, at Gældsstyrelsen kan foretage inddrivelse. Hvis
skyldner undtagelsesvist har aktiver af væsentlig værdi i
Danmark, som Gældsstyrelsen vil kunne gøre udlæg i, vil
ubetalte bøder mv. stadig kunne sendes til inddrivelse hos
Gældsstyrelsen.
Bødekrav vedrørende skyldnere med bopæl i udlandet sen-
des på nuværende tidspunkt ikke til inddrivelse, fordi
Gældsstyrelsens inddrivelsessystem, PSRM, ikke kan mod-
tage bødekrav vedrørende udlændinge fra politiet, da politiet
ikke har de påkrævede oplysninger til at registrere kravene
i PSRM. Der er ikke en forventning om, at det inden for
en kortere tidshorisont vil blive muligt at modtage kravene
i PSRM. På den baggrund vurderes lovændringen ikke at
medføre provenumæssige konsekvenser. Med udgangspunkt
i den aktuelle situation vurderes lovændringen ligeledes ikke
at have implementeringsmæssige konsekvenser for Gælds-
styrelsen.
Politiets Administrative Center (PAC) og evt. anklagemyn-
digheden vil i forbindelse med anmodning om fuldbyrdel-
se af bødekrav til de kompetente myndigheder i skyldners
hjemland have yderligere omkostninger forbundet med ænd-
ret sagsbehandling. Omkostningerne afhænger dog af gra-
den af mulig it-understøttelse, som ikke er endeligt afkla-
ret, hvorfor de administrative merudgifter ved lovforslagets
fremlæggelse ikke kan fastlægges, og derfor afholdes inden
for eksisterende rammer.
Lovforslagets del om udstationering af udvisningsdømte for-
ventes at få visse implementeringskonsekvenser for krimi-
nalforsorgen, som skal iværksætte nye sagsgange for sags-
behandling af udstationering af udvisningsdømte. Efter den
foreslåede ordning vil udvisningsdømte indsatte ikke fremo-
ver få deres sag om udstationering behandlet af egen drift
af kriminalforsorgen. Sagsbehandlingen foretages i stedet
på baggrund af en ansøgning fra den indsatte. Ordningen
forventes at medføre årlige mindreudgifter på 1,1 mio. kr.
som følge af sager, der ikke længere skal behandles. Der
henvises til lovforslagets pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Lovforslagets del om optagelse af foto af indsattes brev-
veksling samt af breve og andre optegnelser fundet i ind-
sattes besiddelse samt lovforslagets del om udvidelse af kri-
minalforsorgens mulighed for behandling af personoplysnin-
ger om indsatte og andre personer forventes at få visse im-
plementeringskonsekvenser for kriminalforsorgen i form af
tryg og sikker datahåndtering. Der forventes merudgifter for
kriminalforsorgen på skønnet 0,3 mio. kr. i 2025 og 0,2 mio.
kr. årligt fra 2026 og frem, der kan henføres dels til materi-
alepakker herunder it-udstyr og dels til uddannelse. Merud-
gifterne afholdes inden for kriminalforsorgens eksisterende
økonomiske rammer. Der henvises til lovforslagets pkt. 3.3,
3.4 og 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Lovforslagets § 3, nr. 1, om Erstatningsnævnets adgang til
nødvendige skatteoplysninger kan i visse sager reducere
sagsbehandlingstiden hos Erstatningsnævnet. Den reducere-
de sagsbehandlingstid fremkommer ved, at nævnet kan ind-
hente de nødvendige oplysninger med det samme. I dag
sker det ved, at nævnet anmoder ansøger eller ansøgerens
repræsentant om at indsende oplysningerne inden for en frist
på 4 uger. Ikke sjældent må fristen udsættes, hvilket forsin-
ker sagens behandling yderligere. Den foreslåede udvidelse
af terminaladgangen forventes ikke at medføre implemen-
teringskonsekvenser for Civilstyrelsen, idet der allerede er
etableret en terminaladgang til indkomstregistret.
Lovforslagets § 3, nr. 2, om erstatning for udgifter til ad-
vokatbistand til forældre eller værger kan indebære, at det
samlede beløb, som udbetales efter den statslige offererstat-
ning, vil være højere end i dag. Det er dog forventningen, at
merudgiften vil være begrænset, da det er et fåtal af nævnets
sager, som angår ansøgere, der er mindreårige eller under
værgemål. Dertil kommer, at erstatningsposterne i disse sag-
er ofte er mindre komplicerede som en konsekvens af, at
f.eks. mindreårige typisk ikke er på arbejdsmarkedet. Her-
ved bliver udgiften til advokatudgifter også mindre.
Lovforslagets § 3, nr. 3, om rentetilskrivning på statens krav
mod skadevolder forventes ikke at have økonomiske konse-
kvenser eller implementeringskonsekvenser for det offentli-
ge, idet denne del af lovforslaget skal tilpasse reglerne til
Civilstyrelsens gældende praksis. Ændringen har til formål
at sikre, at den administrative og økonomiske byrde på offe-
rerstatningsområdet fortsat holdes på et minimum.
Endelig vurderes lovforslaget at følge de syv principper for
digitaliseringsklar lovgivning, idet det bemærkes, at lovfor-
slaget er udarbejdet så enkelt og klart som muligt.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet m.v.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget indeholder ændringer til straffuldbyrdelseslo-
ven med henblik på at ændre sagsbehandlingen for udsta-
42
tionering af udvisningsdømte, således at udvisningsdømte
indsatte fremover skal indgive ansøgning om udstationering
og kriminalforsorgen derfor ikke skal tage sager op af egen
drift. Det er Justitsministeriets vurdering, at den foreslåede
ordning kan have negative administrative konsekvenser for
udvisningsdømte indsatte.
Det er ikke hensigten med den foreslåede ordning at afskæ-
re disse indsattes ret til at få prøvet, om betingelserne for
udstationering i det konkrete tilfælde er opfyldt, men ale-
ne at sagsbehandlingsproceduren herfor ændres, således at
kriminalforsorgen ikke længere af egen drift skal behandle
spørgsmålet om udstationering i disse sager, selvom de tids-
mæssige betingelser herfor er opfyldt.
Det forudsættes, at kriminalforsorgens personale vejleder de
indsatte om, hvilke konkrete omstændigheder der skal være
til stede, for at de pågældende opfylder betingelserne for
udstationering efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a.
Den foreslåede ordning ændrer således ikke på, at udstatio-
nering fortsat skal være en mulighed for udvisningsdømte
indsatte med en tidsbestemt fængselsstraf på mere end 6
måneder. Kriminalforsorgen vil således efter den foreslåede
ordning fortsat have mulighed for at bestemme, at udvis-
ningsdømte kan udstationeres.
Om den foreslåede ordning henvises der nærmere til pkt.
3.2.3 i de almindelige bemærkninger.
Lovforslaget indeholder derudover forslag til ændringer i
lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige
angående fuldbyrdelse af straf m.v. med henblik på bl.a. at
bemyndige justitsministeren til at fastsætte regler om adgan-
gen til at klage over afgørelser, der er truffet efter lovens §§
17 og 22, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes
for højere administrativ myndighed.
Den nærmere afgrænsning af afgørelserne er beskrevet i pkt.
3.8.3 i de almindelige bemærkninger.
Lovforslagets § 3, nr. 1, om Erstatningsnævnets adgang
til nødvendige skatteoplysninger kan i visse sager reduce-
re sagsbehandlingstiden hos Erstatningsnævnet til gavn for
borgerne. Derudover vil forslaget indebære en administrativ
lettelse for ansøgerne, da de ikke selv skal sørge for at
indhente de nødvendige oplysninger i Skatteforvaltningens
systemer og indsende dem til Erstatningsnævnet.
Lovforslagets § 3, nr. 2, om erstatning for udgifter til ad-
vokatbistand til forældre eller værger kan indebære, at det
samlede beløb, ansøgerens forældre og/eller værger modta-
ger fra den statslige offererstatning, vil være højere end
i dag. For skadevolder vil forslaget kunne medføre, at
vedkommende bliver pålagt et højere erstatningskrav i en
efterfølgende regressag.
Lovforslagets § 3, nr. 3, vil medføre, at den administrative
og økonomiske byrde på offererstatningsområdet holdes på
et minimum med henblik på at sikre en fortsat smidig og
effektiv tilrettelæggelse af sagsgangen i behandlingen af re-
gressager. Hvis ændringen ikke foretages vil det medføre, at
Civilstyrelsen fremover skal tilskrive rente efter rentelovens
bestemmelser med potentielt længere sagsbehandlingstid på
regressagerne til følge. Endelig vil ændringen medføre, at
regreskrav ikke vil vokse yderligere forud for oversendelsen
til restanceinddrivelsesmyndigheden, hvilket kan understøtte
skadevolderens mulighed for at blive gældfri.
9. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.
10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag om ændring af lov om fuldbyrdel-
se af straf m.v. samt ændring af lov om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
straf m.v. (§§ 1 og 2) har i perioden fra den 24. januar 2025
til den 21. februar 2025 (28 dage) været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Vestre Landsret, Østre Landsret, Sø- og Handelsretten,
Samtlige byretter, Aalborg Universitet – Juridisk Institut,
Aarhus Retshjælp, Aarhus Universitet – Juridisk Institut,
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikernes Central-
organisation, Alle landets kommuner, Amnesty Internatio-
nal, Ankestyrelsen, Asylret, Bedsteforældre for Asyl, Be-
redskabsstyrelsen, Borger- og retssikkerhedschefen i Skat-
teforvaltningen, Børnerådet, Børne- og Kulturchefforenin-
gen, Børns Vilkår, Centralorganisationernes Fællesudvalg
CFU, Cepos, Cevea, Copenhagen Business School - Jurid-
isk institut, Copenhagen Business School – CBS) – CBS
LAW – Institut for Ledelse, Danmarks Evalueringsinsti-
tut, Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), Danner,
Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Flygt-
ningehjælp, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Socialråd-
giverforening, Datatilsynet, Direktoratet for Kriminalforsor-
gen, Domstolsstyrelsen, Danske Regioner, Danske Advoka-
ter, Den Danske Dommerforening, Den Danske Europabe-
vægelse, Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettig-
heder, Den Katolske Kirke i Danmark, Det Kriminalpræ-
ventive Råd, DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom,
DI (Dansk Industri), Digitaliseringsstyrelsen, DIGNITY –
Dansk Institut Mod Tortur, Den Uafhængige Politiklage-
myndighed, Dommerfuldmægtigforeningen, Erhvervsstyrel-
sens område for bedre regulering, Familieretshuset, Flygt-
ningenævnet, Folketingets Ombudsmand, Foreningen af
Danske Skatteankenævn, Foreningen af Fængselsinspektø-
rer og Vicefængselsinspektører, Foreningen af Offentlige
Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen af
Statsforvaltningsjurister, Foreningen af Udlændingeretsad-
43
vokater, Foreningen Danske Revisorer, Forsete, Fængsels-
forbundet, Færøernes Landsstyre, HK, Højesteret, politiet
og anklagemyndigheden, Indvandrerrådgivningen, Institut
for Menneskerettigheder, IT-politisk forening, Justitia, KL
– Kommunernes Landsforening, Kvinfo, Kriminalforsorgs-
foreningen, Københavns Retshjælp, Københavns Universi-
tet – Det Juridiske Fakultet, Landsforeningen af Forsvars-
advokater, Landsforeningen KRIM, Landsskatteretten, Løg-
málaráðið (Landsstyreområdet for justitsanliggender), Naa-
lakkersuisut, Odense Retshjælp, Offerrådgivningen, Oxfam
IBIS, Politidirektørforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Red Barnet, Retspolitisk Forening, Rigsadvokaten, Rigspo-
litiet, Rigsombudsmanden Færøerne, Rigsombudsmanden
Grønland, Roskilde Universitet, Røde Kors, SAVN, Skatte-
ankestyrelsen, Skatteministeriet, SRF Skattefaglig Forening,
Sund og Bælt A/S, Syddansk Universitet – Juridisk Institut,
Tilsynet med Efterretningstjenesterne, Told & Skatteforbund
og Udlændingenævnet.
Et udkast til lovforslag om ændring af lov om erstatning fra
staten til ofre fra forbrydelser (§ 3) har i perioden fra den 16.
december 2024 til den 13. januar 2025 (28 dage) været sendt
i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, samt-
lige byretter, Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademi-
kerne, Ankenævnet for Forsikring, Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Business Danmark, Copenhagen Business School
(Juridisk Institut), Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Fol-
keoplysnings Samråd, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dan-
ske Advokater, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, Den Sociale Retshjælps Fond, Det Etiske
Råd, Det Kriminalpræventive Råd, Digitaliseringsstyrelsen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Forenin-
gen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Udlændingeret-
sadvokater – FAU, Forsikring & Pension, FRIDA Forsikring
Agentur A/S, HK-Landsklubben Danmarks Domstole, HK
Politiet og Anklagemyndigheden, Hjælp Voldsofre, Institut
for Menneskerettigheder, Justitia, Kommunernes Landsfor-
ening (KL), Københavns Retshjælp, Københavns Universi-
tet (Det Juridiske Fakultet), Landsforeningen af Forsvarsad-
vokater, Landsforeningen Krim, Offerrådgivningen i Dan-
mark, Patienterstatningen, Politiforbundet, Retspolitisk For-
ening, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grøn-
land, Rigsombudsmanden på Færøerne, Røde Kors, Syd-
dansk Universitet (Juridisk Institut), Aalborg Universitet
(Juridisk Institut), Aarhus Retshjælp og Aarhus Universitet
(Juridisk Institut).
13. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »In-
gen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Lovforslagets § 3, nr. 1, om Erstatnings-
nævnets adgang til nødvendige skatte-
oplysninger kan i visse sager reducere
sagsbehandlingstiden hos Erstatningsnæv-
net. Den reducerede sagsbehandlingstid
fremkommer ved, at nævnet kan indhen-
te de nødvendige oplysninger med det
samme. I dag sker det ved, at nævnet an-
moder ansøger eller ansøgerens repræsen-
tant om at indsende oplysningerne inden
for en frist på 4 uger. Ikke sjældent må
fristen udsættes, hvilket forsinker sagens
behandling yderligere.
Forslaget om etablering af særlige afdelinger
målrettet terrordømte og radikaliserede ind-
satte, der implementerer initiativet om styr-
kelse af indsatsen over for terrordømte og
radikaliserede indsatte under varetægtsfængs-
ling og afsoning indebærer, at kriminalforsor-
gen har udgifter på 16,9 mio. kr. (2025-pl) i
2025 til implementering af initiativet, der fi-
nansieres af flerårsaftalen for kriminalforsor-
gen 2023-2025.
Forslaget om fuldbyrdelse af bødekrav over
for skyldnere med bopæl i udlandet medfø-
rer, at politiet ikke er forpligtet til at over-
sende ubetalte bødekrav til inddrivelse hos
restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældssty-
relsen). Den foreslåede ændring forventes ik-
ke at have provenumæssige konsekvenser i
statsregnskabet vedrørende finanslovskonto
§ 11.23.02. Bøder, konfiskationer og parke-
ringsafgifter samt salg af pas og våbentilla-
delser.
Forslaget om udstationering af udvisnings-
dømte medfører årlige mindreudgifter på 1,1
mio. kr. som følger af sager, der ikke længere
skal behandles.
44
Forslaget om optagelse af foto af indsattes
brevveksling samt af breve og andre opteg-
nelser fundet i indsattes besiddelse medfører
merudgifter for kriminalforsorgen på skønnet
0,3 mio. kr. i 2025 og 0,2 mio. kr. årligt
fra 2026 og frem, der kan henføres dels til
materialepakker, herunder it-udstyr og dels til
uddannelse. Merudgifterne afholdes inden for
kriminalforsorgens eksisterende økonomiske
rammer.
Lovforslagets § 3, nr. 2, om erstatning for
udgifter til advokatbistand til forældre eller
værger kan indebære, at det samlede beløb,
som udbetales efter den statslige offererstat-
ning, vil være højere end i dag. Det er dog
forventningen, at merudgiften vil være be-
grænset, da det er et fåtal af nævnets sager,
som angår ansøgere, der er mindreårige el-
ler under værgemål. Dertil kommer, at erstat-
ningsposterne i disse sager ofte er mindre
komplicerede som en konsekvens af, at f.eks.
mindreårige typisk ikke er på arbejdsmarke-
det. Herved bliver udgiften til advokatudgif-
ter også mindre.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Forslaget om udstationering af udvisnings-
dømte forventes at få visse implementerings-
konsekvenser for kriminalforsorgen, som
skal iværksætte nye sagsgange for sagsbe-
handling af udstationering af udvisningsdøm-
te. Efter den foreslåede ordning vil udvis-
ningsdømte indsatte ikke fremover få sin sag
om udstationering behandlet af egen drift af
kriminalforsorgen. Sagsbehandlingen foreta-
ges i stedet på baggrund af en ansøgning fra
den indsatte.
Forslaget om optagelse af foto af indsattes
brevveksling og af breve og andre optegnel-
ser fundet i indsattes besiddelse samt forsla-
get om udvidelse af kriminalforsorgens mu-
lighed for behandling af personoplysninger
om indsatte og andre personer forventes at få
visse implementeringskonsekvenser for kri-
minalforsorgen i form af tryg og sikker data-
håndtering.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslagets § 3, nr. 1, om Erstatnings-
nævnets adgang til nødvendige skatteop-
lysninger kan i visse sager reducere sags-
behandlingstiden hos Erstatningsnævnet
til gavn for borgerne. Derudover vil for-
slaget indebære en administrativ lettelse
for ansøgerne, da de ikke selv skal sørge
Forslaget om udstationering af udvisnings-
dømte indebærer, at udvisningsdømte indsat-
te fremover skal indgive ansøgning om ud-
stationering, og at kriminalforsorgen derfor
ikke skal tage sager om udstationering op af
egen drift.
45
for at indhente de nødvendige oplysninger
i Skatteforvaltningens systemer og indsen-
de dem til Erstatningsnævnet.
Lovforslagets § 3, nr. 2, om erstatning for
udgifter til advokatbistand til forældre el-
ler værger kan indebære, at det samlede
beløb, som udbetales efter den statslige
offererstatning, vil være højere end i dag.
Forslaget om ændringer i lov om samarbej-
de med Finland, Island, Norge og Sverige
angående fuldbyrdelse af straf m.v. indebæ-
rer bl.a. at bemyndige justitsministeren til at
fastsætte regler om adgangen til at klage over
afgørelser, der er truffet efter lovens §§ 17 og
22, herunder om at afgørelserne ikke kan ind-
bringes for højere administrativ myndighed.
For skadevolder vil lovforslagets § 3, nr. 2,
om erstatning for udgifter til advokatbistand
til forældre eller værger, kunne medføre, at
vedkommende bliver pålagt et højere erstat-
ningskrav i en efterfølgende regressag.
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervs-
rettet EU-regulering (der i rele-
vant omfang også gælder ved im-
plementering af ikke-erhvervsret-
tet EU-regulering) (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Straffuldbyrdelsesloven bygger på et grundlæggende princip
om, at frihedsberøvelse ikke må være mere indgribende, end
formålet tilsiger.
I overensstemmelse hermed er udgangspunktet, at fængsels-
straf skal afsones i åbent fængsel frem for lukket fængsel, jf.
straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1.
Det ovennævnte udgangspunkt kan fraviges i nærmere op-
regnede tilfælde.
Efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens § 22,
stk. 3, kan fuldbyrdelse af straf bl.a. ske i lukket fængsel,
hvis det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb
på medindsatte, personale eller andre i institutionen eller
som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i straffuldbyrdel-
seslovens § 22 b, stk. 1, hvorefter fuldbyrdelse af straf af
fængsel eller forvaring for overtrædelse af straffelovens §§
114-114 j, uanset § 22, stk. 1, skal ske i lukket fængsel, jf.
dog stk. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udgangspunk-
tet om anbringelse i åbent fængsel, jf. § 22, stk. 1, fraviges
i tilfælde, hvor den dømte er kendt skyldig i overtrædelse
af straffelovens §§ 114-114 j. Bestemmelsen vil derved mu-
liggøre, at terrordømte som altovervejende udgangspunkt
anmeldes til placering i en vurderingsafdeling målrettet ter-
rordømte. Den terrordømte vil efter det indledende ophold i
vurderingsafdelingen efter en konkret vurdering skulle over-
føres til en almindelig afdeling i et fængsel i et af de to
kriminalforsorgsområder eller eventuelt til den specialisere-
de afdeling for særligt farlige terrordømte og radikaliserede
indsatte.
Den foreslåede ordning vil alene gælde for personer dømt
for overtrædelse af de i straffelovens §§ 114-114 j nævnte
forbrydelser. Den almindeligt gældende formodning for, at
der ved anbringelse og overførsel af personer, der er dømt
for terrorrelateret kriminalitet, er behov for at tage særlige
forholdsregler, jf. nærmere herom under punkt 3.1.1.1, vil
imidlertid fortsat være gældende. Sådanne forholdsregler
kan bl.a. indebære, at terrordømte placeres i den institution,
som kriminalforsorgen finder mest hensigtsmæssig, f.eks.
i et lukket fængsel, hvorved der kan ske en fravigelse af
nærhedsprincippet ved valg af afsoningsinstitution.
Det forudsættes, at personer dømt for overtrædelse af de
i straffelovens §§ 114-114 j nævnte forbrydelser vil blive
anbragt i lukket fængsel efter den foreslåede bestemmelse i
§ 22 b, uden at der skal foretages en konkret vurdering i det
enkelte tilfælde, uanset at den pågældende også er omfat-
tet af ovennævnte formodningsregel og straffuldbyrdelseslo-
vens § 22, stk. 3, sidste led.
Det bemærkes, at personer, som dømmes for overtrædelse af
de øvrige bestemmelser i straffelovens 12. eller 13. kapitel,
fortsat efter en konkret vurdering vil kunne anmeldes til af-
46
soning i lukket fængsel som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme, jf. § 22, stk. 3, sidste
led.
Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke gælder for 15-17-årige,
medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen eller den
unges forhold taler herfor.
Bestemmelsen indebærer, at udgangspunktet om anbringelse
i lukket fængsel ikke gælder for personer, der er under 18 år
og dømmes for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j.
Anbringelse af en person under 18 år vil som udgangspunkt
fortsat skulle ske i institution mv. uden for kriminalforsor-
gen i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, og §
4 i ungebekendtgørelsen, som omtalt under pkt. 3.1.2 i de
almindelige bemærkninger.
Taler afgørende hensyn til retshåndhævelsen eller den unges
forhold imidlertid for, at den 15-17-årige skal anbringes i
lukket fængsel, vil den dømte være omfattet af hovedreglen
i den foreslåede bestemmelse i § 22 b, stk. 1. Undtagelsen
om hensynet til retshåndhævelsen eller den unges forhold vil
eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor krimi-
nalforsorgen under henvisning til karakteren af den pådømte
kriminalitet eller grundet forhold under en eventuel vare-
tægtsfængsling vurderer, at den unge dømte har et særligt
behov for at blive anbragt i lukket fængsel. I den forbindelse
vil det kunne have betydning, om den dømte inden for kort
tid fylder 18 år.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 22 b, stk. 3,
hvorefter kriminalforsorgen undtagelsesvis kan bestemme,
at stk. 1 (anbringelse af terrordømte i lukket fængsel) ikke
skal finde anvendelse, hvis hensyn til den indsattes helbred
eller andre særlige omstændigheder taler herfor.
Træffer kriminalforsorgen bestemmelse herom, vil bestem-
melse om anbringelse i åbent eller lukket fængsel finde sted
efter de gældende regler i straffuldbyrdelseslovens §§ 22 og
22 a.
For så vidt angår hensynet til den indsattes helbred forud-
sættes det, at der skal foreligge lægelig dokumentation for,
at den indsattes påbegyndelse af afsoning i lukket fængsel
er skadeligt for dennes helbred. Det vil eksempelvis kunne
være tilfældet, hvis den indsatte har demenssygdom eller an-
dre former for mental sygdom. Det vil ligeledes kunne være
tilfældet, hvis den dømte har eller får fysiske handicaps,
som medfører, at det ikke vil kunne lade sig gøre at afsone i
lukket fængsel.
Andre særlige omstændigheder kan bl.a. foreligge, hvor det
ud fra oplysninger om den dømtes konkrete forhold, krimi-
nalitetens art eller sagen i øvrigt findes sikkerhedsmæssigt
forsvarligt at placere den pågældende til afsoning under
lempeligere forhold i et åbent fængsel.
Det bemærkes, at ovennævnte eksempel ikke udgør en ud-
tømmende beskrivelse af de tilfælde, der kan være omfattet
af undtagelsen i den foreslåede § 22 b, stk. 3. Bestemmelsen
forudsættes dog anvendt i begrænset omfang, idet udgangs-
punktet for personer dømt for overtrædelse af bestemmelser-
ne i straffelovens §§ 114-114 j med den foreslåede indførel-
se af § 22 b, stk. 1, vil være, at den pågældende anmeldes til
afsoning i vurderingsafdelingen for terrordømte i et lukket
fængsel.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 1, skal fuldbyrdel-
se af fængselsstraf så vidt muligt ske i nærheden af den
dømtes hjemsted. Der skal ved afgørelse af, i hvilket åbent
eller lukket fængsel den dømte skal anbringes, endvidere
tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende
arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige for-
hold.
I medfør af bestemmelsen er udgangspunktet for valg af af-
soningsinstitution det såkaldte geografiske nærhedsprincip.
Det geografiske nærhedsprincip kan fraviges i en række
nærmere oplistede tilfælde. Efter de gældende regler i straf-
fuldbyrdelseslovens § 23, stk. 2, nr. 5, kan nærhedsprincip-
pet bl.a. fraviges, for at forebygge overgreb på medindsatte,
personale eller andre i institutionen eller som led i kriminal-
forsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 23 a, stk. 1,
hvorefter fuldbyrdelse af straf af fængsel eller forvaring for
overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j – uanset § 23, stk.
1, 1. pkt. – skal ske ved anbringelse i en afdeling målrettet
terrordømte.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udgangspunk-
tet om det geografiske nærhedsprincip i § 23, stk. 1, vil
kunne fraviges i tilfælde, hvor den dømte er kendt skyldig
i overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j. Bestemmelsen
vil derved muliggøre, at terrordømte som altovervejende
udgangspunkt vil skulle anmeldes til afsoning i vurderings-
afdelingen målrettet terrordømte.
Hvorvidt den indsatte efter et indledende ophold på vurde-
ringsafdelingen skal overføres til afsoning i en almindelig
afdeling i et fængsel i et af de to kriminalforsorgsområder
eller eventuelt skal overgå til fortsat afsoning på den specia-
liserede afdeling for særligt farlige terrordømte og radikali-
serede indsatte, afgøres konkret i hver enkelt sag ud fra en
samlet vurdering. I denne vurdering kan bl.a. indgå oplys-
ninger om den pådømte kriminalitet og kriminalforsorgens
observationer under afsoningen, herunder observationer re-
lateret til den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur,
effekter, symboler og besøgende. Også oplysninger modta-
get fra andre myndigheder vil kunne inddrages i vurderin-
gen. Overførsel til almindeligt fængsel bør kun ske, hvis den
terrordømte samarbejder og vurderes egnet til rehabilitering
og integration med den øvrige fængselspopulation.
47
Den foreslåede ordning vil alene gælde for personer dømt
for overtrædelse af en eller flere af bestemmelserne i straf-
felovens §§ 114-114 j. Den almindeligt gældende formod-
ning for, at der ved anbringelse og overførsel af personer,
der er dømt for terrorrelateret kriminalitet, er behov for at
tage særlige forholdsregler, jf. nærmere herom under punkt
3.1.1.1, vil imidlertid fortsat være gældende. Sådanne for-
holdsregler kan bl.a. indebære, at terrordømte placeres i den
institution, som kriminalforsorgen finder mest hensigtsmæs-
sig, f.eks. i et lukket fængsel, hvorved der kan ske en fravi-
gelse af nærhedsprincippet ved valg af afsoningsinstitution.
Det forudsættes, at personer dømt for overtrædelse af de i
straffelovens §§ 114-114 j nævnte forbrydelser kan anbrin-
ges i lukket fængsel efter den foreslåede bestemmelse i § 22
b, uden at der skal foretages en konkret vurdering i det en-
kelte tilfælde, uanset at den pågældende også er omfattet af
ovennævnte formodningsregel og straffuldbyrdelseslovens §
23, stk. 2, nr. 5.
Personer, som dømmes for overtrædelse af de øvrige be-
stemmelser i straffelovens 12. eller 13. kapitel, vil desuden
fortsat efter en konkret vurdering kunne anmeldes til afso-
ning afdelingen målrettet terrordømte som led i kriminalfor-
sorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme, jf. § 23,
stk. 2, nr. 5.
Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke gælder for 15-17-årige,
medmindre afgørende hensyn til retshåndhævelsen taler her-
for.
Bestemmelsen indebærer, at udgangspunktet om anbringelse
på en vurderingsafdeling målrettet terrordømte ikke gælde
for personer, der er under 18 år og dømmes for overtrædelse
af straffelovens §§ 114-114 j.
Anbringelse af en person under 18 år vil som udgangspunkt
fortsat skulle ske i institution mv. uden for kriminalforsor-
gen i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78, stk. 2, og §
4 i ungebekendtgørelsen, som omtalt under pkt. 3.1.2 i de
almindelige bemærkninger.
Taler afgørende hensyn til retshåndhævelsen eller den unges
forhold imidlertid for, at den 15-17-årige skal anbringes på
vurderingsafdelingen, vil den dømte være omfattet af hoved-
reglen i den foreslåede bestemmelse i § 23 a, stk. 1. Und-
tagelsen om hensynet til retshåndhævelsen eller den unges
forhold vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde,
hvor kriminalforsorgen under henvisning til karakteren af
den pådømte kriminalitet eller grundet forhold under en
eventuel varetægtsfængsling vurderer, at den unge dømte
har et særligt behov for at blive anbragt på vurderingsafde-
lingen. I den forbindelse vil det kunne have betydning, om
den dømte inden for kort tid fylder 18 år.
Det foreslås desuden at indsætte en ny bestemmelse i §
23 a, stk. 3, hvorefter kriminalforsorgen undtagelsesvis kan
bestemme, at anbringelse af terrordømte ikke skal ske i en
afdeling målrettet terrordømte, hvis hensyn til den indsattes
helbred eller andre særlige omstændigheder taler herfor.
Træffer kriminalforsorgen bestemmelse herom, vil valg af
afsoningsinstitution finde sted efter de almindeligt gældende
regler i straffuldbyrdelseslovens § 23.
For så vidt angår hensynet til den indsattes helbred forud-
sættes det, at der skal foreligge lægelig dokumentation for,
at den indsattes påbegyndelse af afsoning under de forhold,
der gælder i en afdeling målrettet terrordømte er skadeligt
for dennes helbred. Det vil eksempelvis kunne være tilfæl-
det, hvis den indsatte har demenssygdom eller andre former
for mental sygdom. Det vil ligeledes kunne være tilfældet,
hvis den dømte har eller får fysiske handicaps, som medfø-
rer, at det ikke vil kunne lade sig gøre at afsone i lukket
fængsel.
Andre særlige omstændigheder kan bl.a. foreligge når den
enkelte indsattes farlighed eller konkrete forhold taler for,
at den pågældende ikke er egnet til placering på vurderings-
afdelingen. Dette vil bl.a. kunne være i tilfælde, hvor der
i en periode er få terrordømte placeret på afdelingen og
disse personer er fra samme sagskompleks, og hvor det ikke
vil være muligt at sektionere afdelingen til mindre grupper,
uden at de pågældende bliver de facto udelukket fra fælles-
skab med de øvrige indsatte. Det vil ligeledes kunne være
tilfældet, hvor kriminalforsorgen på baggrund af oplysninger
fra øvrige myndigheder om en konkret indsat vurderer, at
den pågældende grundet f.eks. risiko for yderligere radika-
lisering eller mistanke om vold med ekstremistisk motiv i
samspil med øvrige terrordømte på afdelingen, bør anmeldes
direkte til afsoning på den specialiserede afdeling målrettet
særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsatte eller på
en særligt sikret afdeling.
Det bemærkes, at ovennævnte eksempler ikke udgør en ud-
tømmende beskrivelse af de tilfælde, der kan være omfattet
af undtagelsen i den foreslåede § 23 a, stk. 3. Bestemmelsen
forudsættes dog anvendt i meget begrænset omfang, idet ud-
gangspunktet for personer dømt for overtrædelse af bestem-
melserne i straffelovens §§ 114-114 j med den foreslåede
indførelse af § 23 a, stk. 1, vil være, at den pågældende
skal anmeldes til afsoning i vurderingsafdelingen målrettet
terrordømte i et lukket fængsel.
Hvis lovforslaget vedtages, vil de administrative regler på
området, nærmere bestemt ungebekendtgørelsen, blive ænd-
ret med henblik på at tilvejebringe mulighed for, at kriminal-
forsorgen efter en konkret vurdering kan anbringe de 15-17-
årige på afdelingen målrettet terrordømte eller overføre dem
til den specialiserede afdeling for særligt farlige terrordømte
og radikaliserede indsatte.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Efter straffuldbyrdelseslovens § 24, stk. 1, nr. 1 og 2, skal
en indsat overføres til et åbent fængsel, hvis betingelserne
for anbringelse i eller overførsel til lukket fængsel ikke læn-
gere er opfyldt, eller hvis overførsel i øvrigt ikke anses for
48
betænkelig. Overførsel til åbent fængsel kan dog undlades,
hvis den resterende straffetid er ganske kort, jf. stk. 2.
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 24 indføres
et nyt stk. 3, hvorefter overførsel til åbent fængsel kan und-
lades, hvis den dømte er anbragt i medfør af § 22, stk. 3,
eller § 23 a, stk. 1, eller er overført i medfør af bestemmel-
serne i § 25, stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, eller § 27, stk. 2, nr. 2.
Efter disse bestemmelser kan indsatte overføres hhv. fra
åbent til lukket fængsel, mellem ensartede afsoningsinstitu-
tioner eller fra arresthus til fængsel, bl.a. hvis der sker som
led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ek-
stremisme.
Den foreslåede ordning vil medføre, at udgangspunktet om,
at en indsat i lukket fængsel skal overføres til åbent fængsel,
når betingelserne i § 22, stk. 3-6, eller § 25, stk. 2-4, eller 6,
ikke længere er opfyldt, eller når overførsel til åbent fængsel
i øvrigt ikke anses for betænkeligt, jf. § 24, stk. 1, kan fravi-
ges, såfremt den dømte er anbragt efter § 22, stk. 3, eller §
23 a, stk. 1, eller er overført som led i kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme i medfør af § 25,
stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, eller § 27, stk. 2, nr. 2.
Ændringen vil indebære at dømte, der er anbragt til indle-
dende vurdering på en afdeling målrettet terrordømte, ikke
skal overføres til åbent fængsel, selvom betingelserne for
anbringelse i lukket fængsel ikke længere er opfyldt.
Ændringen vil desuden indebære, at kriminalforsorgsområ-
det ikke er forpligtet til af egen drift løbende at vurdere, om
betingelserne for placeringen på afdelingen målrettet terror-
dømte fortsat er opfyldt i løbet af de første seks måneders
ophold i afdelingen.
Den foreslåede ordning forudsættes som udgangspunkt ale-
ne at gælde i løbet af de første seks måneder af den indsat-
tes ophold på vurderingsafdelingen. Når indsatte har været
placeret på vurderingsafdelingen i seks måneder, bør krimi-
nalforsorgen således løbende vurdere, om den enkelte terror-
dømte er egnet til overførsel.
Det bemærkes, at kriminalforsorgsområdet efter den foreslå-
ede ordning vil kunne træffe bestemmelse om at overføre en
indsat fra afdelingen målrettet terrordømte til åbent fængsel
inden udløbet af den indledende periode på seks måneder,
såfremt det vurderes mest hensigtsmæssigt og ikke i øvrigt
anses for betænkeligt.
Der lægges med den foreslåede ordning ikke i øvrigt op til
ændringer i anvendelsen af den gældende bestemmelse i §
24.
Endelig bemærkes, at den foreslåede ordning vil blive sup-
pleret af ændringer i anbringelses- og overførselsbekendtgø-
relsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Straffuldbyrdelseslovens § 33 regulerer indsattes adgang til
fællesskab.
Det fremgår af § 33, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven, at
indsatte så vidt muligt skal have adgang til fællesskab med
andre indsatte.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan justitsministeren, eller den,
der bemyndigelses dertil, bestemme, at fællesskab i fæng-
selsafdelinger eller arresthuse, som er udpeget til anbringel-
se af indsatte, hvis tilstedeværelse skaber en særlig risiko
for overgreb på medindsatte, personale eller andre i instituti-
onen, skal gennemføres som cellefællesskab med en anden
indsat i eget opholdsrum efter kriminalforsorgens nærmere
bestemmelse.
Såfremt den indsatte selv ønsker det og forholdene tillader
det, fuldbyrdes fængselsstraf uden eller med begrænset fæl-
lesskab, jf. bestemmelsens stk. 3, samt uden fællesskab med
indsatte af modsat køn, bortset fra fællesskab i arbejdstiden,
jf. stk. 4.
Fængselsstraf kan i øvrigt kun fuldbyrdes uden fællesskab
efter reglerne i §§ 63 og 64 om udelukkelse fra fællesskab,
jf. stk. 5.
Det bemærkes derudover, at udtrykket »fællesskab« ikke
omfatter en adgang for de indsatte til selv at vælge, hvilke
andre indsatte de vil være sammen med, eller ret til samvær
med alle øvrige indsatte. Der kan desuden træffes afgørelse
om, på hvilken af institutionens forskellige afdelinger de
enkelte indsatte skal placeres. Det gælder også placering på
særlige afdelinger for bestemte kategorier af indsatte, f.eks.
stofmisbrugere, indsatte med tilknytning til visse organisere-
de grupper, herunder bander og rockergrupper, eller indsatte
med særlig lange eller særlig korte straffe.
Det foreslås i § 33, stk. 2, at der efter »institutionen,« ind-
sættes: »eller til anbringelse af særligt farlige terrordømte og
radikaliserede indsatte,«.
Den foreslåede ændring vil indføre adgang til, at justitsmini-
steren eller den, der bemyndiges dertil, kan bestemme, at
fællesskab i fængselsafdelinger eller arresthuse, som er ud-
peget til anbringelse af særligt farlige terrordømte og radika-
liserede indsatte, skal gennemføres som cellefællesskab med
en anden indsat i eget opholdsrum efter kriminalforsorgens
nærmere bestemmelse.
Den foreslåede ændring vil indebære en udvidelse i adgan-
gen til at gennemføre fællesskab som cellefællesskab med
en anden indsat i eget opholdsrum efter kriminalforsorgens
nærmere bestemmelse.
Udvidelsen vil blive anvendt til at gennemføre fællesskab
som cellefællesskab på den kommende specialiserede afde-
ling for særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsat-
te, hvis særlige klientel skaber et behov for at muliggøre
49
afskærmning fra andre indsatte, bl.a. på grund af risikoen for
radikalisering af medindsatte. Den foreslåede bestemmelse
vil dog også gøre det muligt at træffe bestemmelse om at
gennemføre fællesskab som cellefællesskab på andre afde-
linger, der er udpeget til anbringelse af særligt farlige terror-
dømte og radikaliserede indsatte.
Det bemærkes, at der med den foreslåede ordning ikke læg-
ges op til at gennemføre fællesskab på den kommende vur-
deringsafdeling som cellefællesskab med en anden indsat i
eget opholdsrum. På vurderingsafdelingen vil fællesskab så-
ledes gennemføres efter de i øvrigt gældende regler herom.
Det bemærkes, at der med den foreslåede ændring af § 33,
stk. 2, ikke lægges op til øvrige ændringer i anvendelsesom-
rådet for bestemmelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Ifølge den gældende § 50 a, stk. 1, i straffuldbyrdelseslo-
ven bestemmer kriminalforsorgen, om indsatte, der er idømt
tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstati-
oneres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol
(såkaldt ”back door”-fodlænke) eller til udslusningsfængsel,
når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at
være risiko for misbrug af udstationeringen og hensynet til
retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.
Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1,
indsættes efter »jf. dog stk. 5«: »og 6«.
Dette skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6,
hvor det foreslås at indsætte et nyt stykke i straffuldbyrdel-
seslovens § 50 a som stk. 6.
Til nr. 6
Ifølge den gældende § 50 a, stk. 1, i straffuldbyrdelseslo-
ven bestemmer kriminalforsorgen, om indsatte, der er idømt
tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstati-
oneres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol
(såkaldt ”back door”-fodlænke) eller til udslusningsfængsel,
når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at
være risiko for misbrug af udstationeringen og hensynet til
retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.
Misbrugsvurderingen baseres på den indsattes aktuelle for-
hold og forhold under eventuel tidligere afsoning.
Udstationering er en udgangsform, hvor den indsatte ophol-
der sig uden for fængsel og arrest i arbejds- eller undervis-
ningstiden og i fritiden, herunder om natten. Ophold kan
f.eks. finde sted i kriminalforsorgens udslusningsfængsler
eller på egen bopæl, evt. med fodlænke.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 5, kan indsatte,
der er dømt for seksualforbrydelser i medfør af straffelovens
§ 216, eller § 225, jf. § 216, ikke udstationeres til egen bo-
pæl under intensiv overvågning og kontrol i medfør af straf-
fuldbyrdelseslovens § 50 a. Ligeledes gælder det, at indsatte
som af politiet skønnes at have tilknytning til en gruppe af
personer, som er aktivt involveret i en verserende voldelig
konflikt med en anden gruppe af personer, og politiet oply-
ser, at der inden for den gruppe, som den dømte skønnes
at have tilknytning til, som led i konflikten er anvendt sky-
devåben, knive eller blankvåben m.v. eller eksplosivstoffer,
som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet
til at forvolde betydelig skade, eller er begået brandstiftelse
omfattet af straffelovens § 180 heller ikke kan udstationeres
efter straffuldbyrdelseslovens § 50 a.
Efter gældende ret skal kriminalforsorgen i medfør af straf-
fuldbyrdelseslovens § 50 a, stk. 1, af egen drift vurdere, om
øvrige indsatte, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf på
6 måneder eller derover, kan udstationeres til egen bopæl
under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusnings-
fængsel, når de tidsmæssige betingelser er opfyldt, herunder
også indsatte, som er dømt til udvisning.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 50 a, stk. 6, hvorefter
sager vedrørende udstationering af indsatte, der er udvist af
landet, alene skal behandles efter ansøgning.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen ikke vil være for-
pligtet til af egen drift at behandle sager for så vidt angår
denne gruppe af indsatte, uagtet at de pågældende indsatte
opfylder de tidsmæssige betingelser herfor.
Det er ikke hensigten med den foreslåede ordning at afskæ-
re disse indsattes ret til at få prøvet, om betingelserne for
udstationering i det konkrete tilfælde er opfyldt. Forslaget
vil således alene indebære, at sagsbehandlingsproceduren
ændres, således at kriminalforsorgens behandling af spørgs-
målet om udstationering i disse sager fremover vil ske på
baggrund af ansøgning.
Det forudsættes i den forbindelse, at personalet i fængslerne
skal vejlede de indsatte om hvilke omstændigheder, der skal
være til stede, for at den indsatte kan opnå tilladelse til
udstationering efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 50
a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 7
Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, har indsatte ret
til brevveksling.
Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse åbne og
lukke breve til og fra den indsatte. Det sker i den indsattes
påsyn bortset fra de tilfælde, der er omfattet af § 55, stk. 3-5,
jf. § 55, stk. 2.
Efter § 55, stk. 3, kan gennemlæsning af breve til og fra
den indsatte alene ske, hvis dette af kriminalforsorgsområdet
skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
50
syn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalise-
ring og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet,
af hensyn til overholdelse af § 55 a eller for at beskytte den
forurettede ved lovovertrædelsen.
I tilfælde, hvor gennemlæsning har fundet sted, kan et brev
efter kriminalforsorgens bestemmelse tilbageholdes, hvis det
af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme,
af hensyn til at forebygge kriminalitet eller af hensyn til
beskyttelse af den forurettede ved lovovertrædelsen ikke bør
afsendes, jf. § 55, stk. 6.
Når der træffes afgørelse om gennemlæsning af breve efter
straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 3-5, skal der gøres no-
tat om grunden hertil og resultatet af gennemlæsningen, jf.
brevbekendtgørelsen § 6, 1. pkt.
Efter § 7 i brevbekendtgørelsen skal breve, der tilbagehol-
des, opbevares af kriminalforsorgsområdet. Hvis indholdet
af et tilbageholdt brev må antages at give politiet eller en
anden af kriminalforsorgens myndigheder anledning til vi-
dere foranstaltning, skal brevet afleveres til vedkommende
myndighed.
Det foreslås i § 55, stk. 3, at ændre »Gennemlæsning af
breve« til: »Gennemlæsning og optagelse af foto af breve«.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen i forbindelse med
gennemlæsning af et brev til og fra indsatte kan optage
foto af brevet, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- og
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme, af hensyn til at
forebygge kriminalitet, af hensyn til overholdelse af § 55 a
eller for at beskytte den forurettede ved lovovertrædelsen.
Kriminalforsorgen vil således fremover kunne optage foto af
indhold, der isoleret set eller i sammenhæng med andre op-
lysninger udgør materiale, der giver anledning til bekymring
blandt andet i forhold til indsattes ekstremistiske overbevis-
ning, radikale, ideologiske tilhørsforhold eller bandetilhørs-
forhold.
Muligheden for optagelse af foto forudsættes i praksis navn-
lig at finde anvendelse, hvis dette af kriminalforsorgen skøn-
nes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, af
hensyn til indsatsen mod radikalisering og ekstremisme eller
af hensyn til at forebygge kriminalitet, hvor kriminalforsor-
gen træffer afgørelse om gennemlæsning efter straffuldbyr-
delseslovens § 55, stk. 3.
Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier
som udgangspunkt slettes efter seks måneder. Dette kan fra-
viges i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kriminal-
forsorgens behandlingsaktiviteter, f.eks. hvis fotografierne
indgår i en efterretningsanalyse eller som dokumentation i
en afgørelsessag. Fotografierne slettes, når de ikke længere
er nødvendige at anvende af hensyn til kriminalforsorgens
behandlingsaktiviteter. Det forudsættes i den forbindelse,
at fotodokumentationen kan anvendes som led i kriminal-
forsorgens almindelige sagsbehandling, herunder som led i
kriminalforsorgens klagesagsbehandling.
Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i forhold
til gældende regler og praksis vedrørende indsattes alminde-
lige ret til brevveksling. Dette indebærer bl.a., at breve, der
tilbageholdes, som hidtil kan videregives til politiet eller
andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev
må antages at give vedkommende myndighed anledning
til videre foranstaltning. Den foreslåede ordning medfører
desuden heller ingen ændringer af indsattes adgang til ukon-
trolleret brevveksling med visse personer eller offentlige
myndigheder efter § 56.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 8
Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, har indsatte ret
til brevveksling.
Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse åbne og
lukke breve til og fra den indsatte. Det sker i den indsattes
påsyn bortset fra de tilfælde, der er omfattet af stk. 3-5, jf. §
55, stk. 2.
Det fremgår af § 55, stk. 4, at breve til og fra en indsat,
som af politiet skønnes at indtage en ledende eller koordi-
nerende rolle i en gruppe af personer, som tilsammen står
bag omfattende og alvorlig kriminalitet, skal gennemlæses,
medmindre det er åbenbart, at det ikke er nødvendigt af
ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet.
Det foreslås i § 55, stk. 4, at der indsættes et nyt 2. pkt.,
hvorefter der kan optages foto af breve til og fra indsatte
omfattet af 1. pkt., hvis dette skønnes påkrævet af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalfor-
sorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af
hensyn til at forebygge kriminalitet.
Forslaget indebærer, at når kriminalforsorgen foretager gen-
nemlæsning af breve til og fra indsatte, som af politiet
skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i
en gruppe af personer, som tilsammen står bag omfattende
og alvorlig kriminalitet vil der kunne optages foto af brevet,
hvis dette skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæs-
sige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme, eller af hensyn til at forebyg-
ge kriminalitet. Ved vurderingen heraf vil kriminalforsorgen
– afhængigt af omstændighederne i den konkrete sag – enten
kunne lægge egne oplysninger til grund eller indhente en
udtalelse fra politiet eller andre myndigheder.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø
og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes
som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutio-
ner.
51
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at fore-
bygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet
under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod
personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel
med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse
med besøg.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse i
bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens
institutioner.
Indsatsen mod radikalisering og ekstremisme kan i denne
forbindelse omfatte enhver form for resocialiserende påvirk-
ning af den nævnte gruppe af indsatte i bredeste forstand,
dvs. enhver indsats, der tager sigte på at anspore og under-
støtte den indsatte i at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der
er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen
kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer
og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme
til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstre-
mistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af
vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller
religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at optage foto af
indsattes brevveksling af ovennævnte hensyn må i øvrigt af-
gøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet vurdering af
de tilgængelige oplysninger om den indsatte. I denne vurde-
ring kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte kriminali-
tet og kriminalforsorgens egne observationer under afsoning
eller varetægtsfængsling, herunder observationer relateret til
den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur, effekter,
symboler og besøgende.
Kriminalforsorgen vil således fremover ved gennemlæsning
af breve af de ovennævnte hensyn kunne optage foto af
et helt brev eller indhold heri, der isoleret set eller i sam-
menhæng med andre oplysninger udgør materiale, der giver
anledning til bekymring blandt andet i forhold til ny krimi-
nalitet begået af indsatte, som af politiet skønnes at indtage
en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe af personer,
som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet.
Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier
som udgangspunkt slettes efter seks måneder. Dette kan fra-
viges i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kriminal-
forsorgens behandlingsaktiviteter, f.eks. hvis fotografierne
indgår i en efterretningsanalyse eller som dokumentation i
en afgørelsessag. Fotografierne slettes, når de ikke længere
er nødvendige at anvende af hensyn til kriminalforsorgens
behandlingsaktiviteter. Det forudsættes i den forbindelse,
at fotodokumentationen kan anvendes som led i kriminal-
forsorgens almindelige sagsbehandling, herunder som led i
kriminalforsorgens klagesagsbehandling.
Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i forhold
til gældende regler og praksis vedrørende indsattes alminde-
lige ret til brevveksling. Dette indebærer bl.a., at breve, der
tilbageholdes, som hidtil kan videregives til politiet eller
andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev
må antages at give vedkommende myndighed anledning
til videre foranstaltning. Den foreslåede ordning medfører
desuden heller ingen ændringer af indsattes adgang til ukon-
trolleret brevveksling med visse personer eller offentlige
myndigheder efter § 56.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 9
Ifølge straffuldbyrdelseslovens § 55, stk. 1, har indsatte ret
til brevveksling.
Kriminalforsorgsområdet kan uden retskendelse åbne og
lukke breve til og fra den indsatte. Det sker i den indsattes
påsyn bortset fra de tilfælde, der er omfattet af stk. 3-5, jf. §
55, stk. 2.
Det fremgår af § 55, stk. 5, at breve til og fra en indsat,
som er dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der
er nævnt i straffelovens 12. eller 13. kapitel, eller som kri-
minalforsorgen skønner at være radikaliseret, ekstremistisk
eller i risiko for at blive det, skal gennemlæses, hvis dette
skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hen-
syn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalise-
ring og ekstremisme eller af hensyn til at forebygge krimi-
nalitet.
Det foreslås i § 55, stk. 5, at der indsættes et nyt 2. pkt.,
hvorefter der kan optages foto af breve til og fra indsatte
omfattet af 1. pkt., hvis dette skønnes påkrævet af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalfor-
sorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af
hensyn til at forebygge kriminalitet.
Forslaget indebærer, at kriminalforsorgen i forbindelse med
gennemlæsning af breve til og fra indsatte, som er dømt for
52
overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straf-
felovens 12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgens
skønner at være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for
at blive det kan optage foto af brevet, hvis dette skønnes på-
krævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn
til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstre-
misme, eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Ved vurderingen heraf vil kriminalforsorgen – afhængigt af
omstændighederne i den konkrete sag – enten kunne lægge
egne oplysninger til grund eller indhente en udtalelse fra
politiet eller andre myndigheder.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø
og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes
som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutio-
ner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at fore-
bygge og forhindre, at de indsatte undviger, og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet
under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod
personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel
med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse
med besøg.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse i
bredeste forstand såvel i som uden for kriminalforsorgens
institutioner.
Indsatsen mod radikalisering og ekstremisme kan i denne
forbindelse omfatte enhver form for resocialiserende påvirk-
ning af den nævnte gruppe af indsatte i bredeste forstand,
dvs. enhver indsats, der tager sigte på at anspore og under-
støtte den indsatte i at leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der
er ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen
kan igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer
og have forskellige endemål. Radikaliseringen kan komme
til udtryk ved støtte til radikale synspunkter eller en ekstre-
mistisk ideologi og kan også medføre accept af brugen af
vold eller andre ulovlige midler for at opnå et politisk eller
religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Spørgsmålet om, hvorvidt det er påkrævet at optage foto af
indsattes brevveksling af ovennævnte hensyn må i øvrigt af-
gøres konkret i hver enkelt sag ud fra en samlet vurdering af
de tilgængelige oplysninger om den indsatte. I denne vurde-
ring kan bl.a. indgå oplysninger om den pådømte kriminali-
tet og kriminalforsorgens egne observationer under afsoning
eller varetægtsfængsling, herunder observationer relateret til
den indsattes adfærd, udtalelser, brug af litteratur, effekter,
symboler og besøgende.
Den foreslåede ordning vil kunne finde anvendelse både i
forhold til personer, der har - eller er i risiko for at udvikle -
radikale eller ekstremistiske holdninger, men som ikke nød-
vendigvis søger at fremme disse gennem ulovlige midler, og
i forhold til personer, der søger at fremme radikale og eks-
treme holdninger gennem vold eller andre ulovlige midler.
Kriminalforsorgen vil således fremover kunne optage foto
af et helt brev eller indhold heri, der isoleret set eller i
sammenhæng med andre oplysninger udgør materiale, der
giver anledning til bekymring blandt andet i forhold til
indsattes ekstremistiske overbevisning, radikale, ideologiske
tilhørsforhold eller bandetilhørsforhold.
Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier
som udgangspunkt slettes efter seks måneder. Dette kan fra-
viges i det omfang, det er nødvendigt af hensyn til kriminal-
forsorgens behandlingsaktiviteter, f.eks. hvis fotografierne
indgår i en efterretningsanalyse eller som dokumentation i
en afgørelsessag. Fotografierne slettes, når de ikke længere
er nødvendige at anvende af hensyn til kriminalforsorgens
behandlingsaktiviteter. Det forudsættes i den forbindelse,
at fotodokumentationen kan anvendes som led i kriminal-
forsorgens almindelige sagsbehandling, herunder som led i
kriminalforsorgens klagesagsbehandling.
Den foreslåede ændring medfører ikke ændringer i forhold
til gældende regler og praksis vedrørende indsattes alminde-
lige ret til brevveksling. Dette indebærer bl.a., at breve, der
tilbageholdes, som hidtil kan videregives til politiet eller
andre myndigheder, hvis indholdet af det pågældende brev
må antages at give vedkommende myndighed anledning
til videre foranstaltning. Den foreslåede ordning medfører
desuden heller ingen ændringer af indsattes adgang til ukon-
trolleret brevveksling med visse personer eller offentlige
myndigheder efter § 56.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 10 og 11
Det fremgår af § 55, stk. 8, 1. pkt., at afsenderen skal gøres
bekendt med tilbageholdelsen af brevet. Orienteringen af
afsenderen kan dog undlades i indtil fire uger, i det omfang
53
formålet med tilbageholdelsen ellers ville forspildes, jf. 2.
pkt.
Det foreslås i § 55, stk. 8, 1. pkt., efter »tilbageholdelsen« at
indsætte: »eller fotooptagelsen«.
Det vil medføre, at afsenderen skal gøres bekendt med tilba-
geholdelsen eller fotooptagelsen af brevet.
Derudover foreslås det at indsætte et nyt 3. pkt., hvorefter
orientering om fotooptagelse kan undlades af hensyn til kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr.
7, hvor det foreslås at etablere hjemmel til, at kriminalfor-
sorgen kan optage foto af indsattes brevveksling af hensyn
til orden og sikkerhed, indsatsen mod radikalisering og ek-
stremisme eller for at forebygge kriminalitet i straffuldbyr-
delseslovens § 55, stk. 3. Forslaget skal derudover ses i
sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8 og 9, hvor det
foreslås at etablere hjemmel til, at kriminalforsorgen kan
optage foto af indsattes brevveksling af hensyn til orden
og sikkerhed, indsatsen mod radikalisering og ekstremisme
eller for at forebygge kriminalitet i straffuldbyrdelseslovens
i § 55, stk. 4 og 5.
Det foreslåede medfører, at kriminalforsorgen som udgangs-
punkt er forpligtet til at underrette afsenderen af brevet om,
at der er sket fotooptagelse. Med henblik på at understøtte
indsatsen mod radikalisering og ekstremisme bedst muligt
vil kriminalforsorgen med den foreslåede ordning have mu-
lighed for at undlade at orientere afsenderen af brevet om,
at der er sket fotooptagelse af brevvekslingen efter stk. 3, 4
og 5, når fotooptagelsen er foretaget af hensyn til indsatsen
mod radikalisering og ekstremisme.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 12
Ifølge § 60, stk. 1, i straffuldbyrdelsesloven kan Direktoratet
for Kriminalforsorgen og det relevante kriminalforsorgsom-
råde uden retskendelse undersøge hvilke effekter, en indsat
har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller på sin person, hvis
en sådan undersøgelse er nødvendig for at sikre, at ordens-
bestemmelser overholdes, eller sikkerhedshensyn iagttages,
herunder 1) når den indsatte indsættes i institutionen, 2)
hvis den indsatte mistænkes for uretmæssig besiddelse af
effekter, 3) før og efter besøg eller 4) før og efter fravær fra
institutionen eller opholdsafdelingen.
Det foreslås i § 60, stk. 1, at der efter »iagttages« indsættes:
», eller hvis det sker som led i kriminalforsorgens indsats
mod radikalisering og ekstremisme«.
Den foreslåede ændring vil udvide kriminalforsorgens mu-
lighed for at foretage undersøgelse af den indsattes person
og opholdsrum til at omfatte tilfælde, hvor det sker som led i
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me.
Heri ligger, at der vil kunne foretages cellevisitationer og
personundersøgelser bl.a. med det formål at indsamle oplys-
ninger om den indsattes ideologiske overbevisning, gruppe-
tilhørsforhold og netværk. Undersøgelse af den indsattes
person og opholdsrum vil ligeledes kunne finde sted med
henblik på at tilvejebringe eventuelt materiale af ekstremi-
stisk art.
Sådanne undersøgelser kan bl.a. finde sted på baggrund af
en Request for Information (RFI) fra andre myndigheder,
oplysninger tilgået kriminalforsorgens sikkerhedsorganisati-
on eller en konkret indsats iværksat af kriminalforsorgens
sikkerhedsenhed.
Den foreslåede ændring tænkes navnlig anvendt til at gen-
nemføre cellevisitationer og personundersøgelser på afdelin-
ger for særligt farlige terrordømte og radikaliserede indsat-
te. Det vil dog med ændringen ligeledes være muligt at
foretage undersøgelse af indsattes person og opholdsrum på
andre fængsels- eller arresthusafdelinger, hvis der foreligger
en konkret mistanke om, at en indsat har et terrorrelateret
gruppetilhørsforhold, netværk eller lignende.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 13
Ifølge den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens
§ 60, stk. 8, kan kriminalforsorgsområdet træffe bestemmel-
se om tilbageholdelse af effekter, der findes i den indsattes
besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn.
Det foreslås i § 60, stk. 8, at der efter »hensyn« indsættes: »,
eller hvis det sker som led i kriminalforsorgens indsats mod
radikalisering og ekstremisme«.
Den foreslåede ændring vil udvide kriminalforsorgens mu-
lighed for at træffe bestemmelse om tilbageholdelse af ef-
fekter, som kriminalforsorgen finder i forbindelse med un-
dersøgelse af den indsattes person og opholdsrum foretaget
som led i kriminalforsorgens indsat mod radikalisering og
ekstremisme.
Heri ligger, at kriminalforsorgen vil kunne tilbageholde ef-
fekter bl.a. med det formål at indsamle oplysninger om den
indsattes ideologiske overbevisning, gruppetilhørsforhold og
netværk, eller med henblik på at tilvejebringe eventuelt ma-
teriale af ekstremistisk art.
Bestemmelsen vil bl.a. blive anvendt til tilbageholdelse af
effekter fundet ved undersøgelser foretaget i de kommen-
de afdelinger målrettet terrordømte og radikaliserede indsat-
te. Det vil dog med ændringen ligeledes være muligt at
træffe bestemmelse om tilbageholdelse af effekter på andre
fængsels- eller arrestafdelinger, hvis der foreligger en kon-
54
kret mistanke om, at en indsat er radikaliseret, har tilhørsfor-
hold til radikaliserede netværk eller lignende.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 14
Kriminalforsorgen kan uden retskendelse gennemlæse og
træffe bestemmelse om tilbageholdelse af breve og andre
optegnelser, som findes i den indsattes besiddelse, hvis det
skønnes påkrævet af ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn,
jf. straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 9.
Det foreslås i § 60, stk. 9, at der efter »gennemlæse« indsæt-
tes: », optage foto af«.
Det foreslås desuden i § 60, stk. 9, at der efter »hensyn«
indsættes: », hvis det sker som led i kriminalforsorgens ind-
sats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at
forebygge kriminalitet«.
De foreslåede ændringer vil udvide kriminalforsorgens mu-
lighed for at træffe bestemmelse om tilbageholdelse og
gennemlæsning af breve og andre optegnelser, som krimi-
nalforsorgen finder i forbindelse med undersøgelse af den
indsattes person og opholdsrum foretaget som led i bl.a. kri-
minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme.
Heri ligger, at kriminalforsorgen vil kunne tilbageholde ef-
fekter bl.a. med det formål at indsamle oplysninger om den
indsattes ideologiske overbevisning, gruppetilhørsforhold og
netværk, eller med henblik på at tilvejebringe eventuelt ma-
teriale af ekstremistisk art.
Bestemmelsen vil bl.a. blive anvendt til at træffe bestem-
melse om gennemlæsning og tilbageholdelse af breve mv.
fundet ved undersøgelser foretaget i de kommende afdelin-
ger målrettet terrordømte og radikaliserede indsatte. Det vil
dog med ændringen ligeledes være muligt at træffe bestem-
melse om gennemlæsning og tilbageholdelse af breve mv.
på andre fængsels- eller arrestafdelinger, hvis der foreligger
en konkret mistanke om, at en indsat er radikaliseret, har
tilhørsforhold til radikaliserede netværk eller lignende.
Med henblik på at understøtte indsatsen mod radikalisering
og ekstremisme bedst muligt vil kriminalforsorgen med den
foreslåede ordning have mulighed for at undlade at orientere
den indsatte om gennemlæsning af breve eller andre opteg-
nelser fundet i den indsattes besiddelse, når dette sker af
hensyn til indsatsen mod radikalisering og ekstremisme.
Muligheden for optagelse af foto forudsættes at finde anven-
delse, når kriminalforsorgen vurderer, at det er påkrævet af
ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn, hvis det sker som
led i indsatsen mod radikalisering og ekstremisme eller af
hensyn til at forebygge kriminalitet i de tilfælde, hvor kri-
minalforsorgen træffer afgørelse om gennemlæsning efter
straffuldbyrdelseslovens § 60, stk. 9.
Kriminalforsorgen vil således fremover kunne optage foto af
indhold, der isoleret set eller i sammenhæng med andre op-
lysninger udgør materiale, der giver anledning til bekymring
blandt andet i forhold til indsattes ekstremistiske overbevis-
ning, radikale, ideologiske tilhørsforhold eller bandetilhørs-
forhold.
Med begrebet »hensyn til at forebygge kriminalitet« sigtes
til kriminalitetsforebyggelse i bredeste forstand såvel i som
uden for kriminalforsorgens institutioner.
Med henblik på at understøtte indsatsen mod radikalisering
og ekstremisme bedst muligt vil kriminalforsorgen med den
foreslåede ordning have mulighed for at undlade at orientere
den indsatte om fotooptagelse af breve eller andre opteg-
nelser fundet i den indsattes besiddelse, når dette sker af
hensyn til indsatsen mod radikalisering og ekstremisme.
Med den foreslåede ordning forudsættes det, at fotografier
af breve til eller fra indsatte som udgangspunkt slettes efter
seks måneder. Dette kan fraviges i det omfang, det er nød-
vendigt af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktivi-
teter, f.eks. hvis fotografierne indgår i en efterretningsanaly-
se eller som dokumentation i en afgørelsessag. Fotografier-
ne slettes, når de ikke længere er nødvendige at anvende
af hensyn til kriminalforsorgens behandlingsaktiviteter. Det
forudsættes i den forbindelse, at fotodokumentationen kan
anvendes som led i kriminalforsorgens almindelige sagsbe-
handling, herunder som led i Direktoratet for Kriminalfor-
sorgens klagesagsbehandling.
Den foreslåede ordning om optagelse af foto medfører ikke
ændringer i forhold til gældende regler og praksis vedrø-
rende fund af breve og andre optegnelser fundet i indsat-
tes besiddelse eller indsattes almindelige ret til brevveks-
ling. Dette indebærer bl.a., at breve, der tilbageholdes, som
hidtil kan videregives til politiet eller andre myndigheder,
hvis indholdet af det pågældende brev må antages at gi-
ve vedkommende myndighed anledning til videre foranstalt-
ning. Den foreslåede ordning medfører desuden heller ingen
ændringer af indsattes adgang til ukontrolleret brevveksling
med visse personer eller offentlige myndigheder efter straf-
fuldbyrdelseslovens § 56.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 og 3.4. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 15
Reglerne om anvendelse af magt over for indsatte i krimi-
nalforsorgens institutioner findes i straffuldbyrdelseslovens
§ 62.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 1, kan Direktoratet
for Kriminalforsorgen og kriminalforsorgsområdet anvende
magt over for en indsat, hvis det er nødvendigt 1) for at
afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller
for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse, 2) for
at hindre undvigelse eller standse undvegne eller 3) for
at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig
55
gennemførelse af denne er nødvendig og den indsatte afviser
eller undlader at følge personalets anvisninger herom.
Magtanvendelse kan ske ved greb, skjold, stav, peberspray
og tåregas, jf. § 62, stk. 2.
Efter bestemmelsens stk. 3 og 4, skal magtanvendelse fore-
tages i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og
skånsomhedsprincippet.
Endelig følger det af straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 5, at
justitsministeren fastsætter regler om bæring af magtmidler
og anvendelse af magt over for indsatte. Sådanne regler
er fastsat i bekendtgørelse nr. 1026 af 30. juni 2023 om
anvendelse af magt over for indsatte i kriminalforsorgens
institutioner (magtanvendelsesbekendtgørelsen).
Det foreslås i § 62, stk. 1, at ordlyden af straffuldbyrdelses-
lovens regler om magtanvendelse ændres, så ordlyden af be-
stemmelsen ensrettes med den formulering, som Den Euro-
pæiske Menneskerettighedsdomstol anvender i sin praksis,
herunder i dommen El-Asmar mod Danmark, hvorefter en-
hver fysisk magtanvendelse over for frihedsberøvede per-
soner skal være strengt nødvendigt.
Baggrunden for den foreslåede ændring er Menneskerettig-
hedsdomstolens praksis vedrørende tærsklen for anvendelse
af peberspray som magtanvendelsesmiddel, herunder sagen
El-Asmar mod Danmark (27753/19), hvor Menneskerettig-
hedsdomstolen forholdt sig til fængselsbetjentes brug af pe-
berspray mod en indsat i en observationscelle i Enner Mark
Fængsel.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at Danmark har kræn-
ket EMRK artikel 3 om bl.a. umenneskelig eller nedværdi-
gende behandling ved, at myndighederne havde foretaget
en ineffektiv efterforskning af fængselsbetjentenes brug af
peberspray i en observationscelle uden en forudgående ad-
varsel, og det derved ikke kunne påvises, at anvendelsen
af peberspray i den konkrete situation havde været strengt
nødvendigt.
Det foreslås således i § 62, stk. 1, at ændre »hvis det er
nødvendigt« til: »hvis det er strengt nødvendigt«.
Den foreslåede ændring vil indebære, at det af ordlyden
af bestemmelsen fremgår, at anvendelse af magt over for
indsatte i kriminalforsorgens institutioner skal være strengt
nødvendig.
Formålet med ændringen er at ensrette ordlyden af straffuld-
byrdelseslovens § 62 om magtanvendelse med den formu-
lering, som Menneskerettighedsdomstolen anvender i sin
praksis, herunder i dommen El-Asmar mod Danmark. Æn-
dringen er af sproglig karakter og vil ikke medføre ændrin-
ger i retstilstanden. Der ændres dermed ikke på, at krimi-
nalforsorgens magtanvendelse efter § 62, skal være strengt
nødvendig og i overensstemmelse med Menneskerettigheds-
domstolens praksis.
Kriminalforsorgens betjente vil således fortsat kunne anven-
de magt over for en indsat, hvis det er strengt nødvendigt for
at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller
for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse. Der vil
desuden kunne anvendes magt, når det er strengt nødvendigt
for at hindre undvigelse eller standse undvegne eller for
at gennemtvinge en påbudt foranstaltning, når øjeblikkelig
gennemførelse af denne er nødvendig, og den indsatte afvi-
ser eller undlader at følge personalets anvisninger herom.
Kravet om, at anvendelsen af magt skal være strengt nød-
vendig, vil fortsat gælde for alle magtmidler, dvs. greb,
skjold, stav, peberspray og tåregas.
Hvilket magtmiddel, der i en konkret situation er mindst
indgribende og dermed skal anvendes, vil fortsat bero på en
konkret vurdering af, hvad der i den pågældende situation
er strengt nødvendigt, jf. straffuldbyrdelseslovens § 62, stk.
1, samt under hensyntagen til proportionalitets- og skånsom-
hedsprincippet, jf. § 62, stk. 3 og 4.
Den foreslåede ændring medfører ikke et absolut forbud
mod anvendelse af peberspray i kriminalforsorgens institu-
tioner. Det bemærkes dog, at peberspray – i overensstem-
melse med Menneskerettighedsdomstolens udtalelser i bl.a.
dommen El-Asmar mod Danmark – er et magtmiddel med
en særlig farlighed. Et magtmiddels farlighed har betydning
for vurderingen af, hvornår en magtanvendelse kan anses for
at have været strengt nødvendig. Derfor er kravene til, hvor-
når anvendelse af peberspray er strengt nødvendig, skærpet i
forhold til andre magtmidler, der ikke har samme farlighed.
Pebersprays potentielt alvorlige virkning bør bl.a. indgå i
vurderingen af, om anvendelse af peberspray i det konkrete
tilfælde er strengt nødvendigt, og om det udgør det mindst
indgribende magtmiddel i overensstemmelse med proportio-
nalitets- og skånsomhedsprincippet, jf. § 62, stk. 3 og 4. En
strengt nødvendig anvendelse af peberspray vil desuden som
udgangspunkt forudsætte, at der er givet en forudgående
advarsel, og at anvendelsen ikke kunne have været undgået
ved bedre forberedelse og planlægning. I en akut situation
vil anvendelse af peberspray fortsat kunne være strengt nød-
vendigt uden forudgående advarsel, hvis en farlig situation
tilsiger det.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 16 og 17
Straffuldbyrdelseslovens §§ 65 og 66 regulerer adgangen til
at anvende sikringsmidler i form af håndjern og sikringscel-
ler over for indsatte i kriminalforsorgens institutioner.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, kan håndjern
anvendes, hvis det er nødvendigt 1) for at afværge truende
vold eller overvinde voldsom modstand, 2) for at hindre
selvmord eller anden selvbeskadigelse eller 3) for at hindre
undvigelse.
56
Straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 2, indeholder et almin-
deligt proportionalitetsprincip, hvorefter håndjern ikke må
anvendes, såfremt det efter indgrebets formål og den kræn-
kelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde,
ville være et uforholdsmæssigt indgreb.
Håndjern skal anvendes så skånsomt, som omstændigheder-
ne tillader, jf. § 65, stk. 3, og der skal gennemføres lægetil-
syn, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilska-
dekomst, hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen
af håndjern, eller hvis den indsatte selv anmoder om læge-
hjælp.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 4, fastsætter justits-
ministeren regler om anvendelsen af håndjern, herunder om
lægetilsyn og andet tilsyn. Bemyndigelsen er anvendt til
udstedelse af bekendtgørelse nr. 175 af 31. januar 2022
om anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens insti-
tutioner. Straffuldbyrdelseslovens § 65 a fastsætter desuden
regler om anvendelse af håndjern ved den indsattes fravær
fra lukkede fængsler og arrester, samt ved ophold uden for
cellen.
Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 1, at en
indsat efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet kan
anbringes i sikringscelle og herunder tvangsfikseres ved
anvendelse af bælte, hånd- og fodremme samt handsker,
hvis det er nødvendigt 1) for at afværge truende vold eller
overvinde voldsom modstand eller 2) for at hindre selvmord
eller anden selvbeskadigelse.
Straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 2, indeholder et alminde-
ligt proportionalitetsprincip, hvorefter anbringelse i sikrings-
celle og tvangsfiksering ikke må foretages, såfremt det efter
indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som
indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholds-
mæssigt indgreb.
Anbringelse skal foretages så skånsomt, som omstændighe-
derne tillader, jf. bestemmelsens stk. 3, og en indsat, der er
tvangsfikseret, skal have fast vagt, jf. stk. 4.
Ved tvangsfiksering af en indsat i sikringscelle skal instituti-
onen straks anmode en læge om at foretage tilsyn med den
indsatte, jf. straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 5. Lægen skal
desuden tilse den pågældende, medmindre lægen skønner
sådant tilsyn åbenbart unødvendigt.
Ved anbringelse i sikringscelle uden tvangsfiksering skal der
tilkaldes læge, hvis der er mistanke om sygdom, herunder
om tilskadekomst, hos den indsatte, eller hvis den indsatte
selv anmoder om lægehjælp, jf. straffuldbyrdelseslovens §
66, stk. 6.
Endelig følger det af straffuldbyrdelseslovens § 66, stk. 7,
at justitsministeren fastsætter regler om godkendelse af sik-
ringsceller og om anvendelsen af sikringsceller og tvangs-
fiksering, herunder lægetilsyn og andet tilsyn. Reglerne her-
om findes i bekendtgørelse nr. 175 af 31. januar 2022 om
anvendelse af sikringsmidler i kriminalforsorgens institutio-
ner.
Det foreslås i § 65, stk. 1, og § 66, stk. 1, at ordlyden
af straffuldbyrdelseslovens regler om sikringsmidler i form
af håndjern og sikringsceller, herunder tvangsfiksering, æn-
dres, så ordlyden af bestemmelsen ensrettes med den for-
mulering, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
anvender i sin praksis, herunder i dommen El-Asmar mod
Danmark, hvorefter enhver fysisk magtanvendelse over for
frihedsberøvede personer skal være strengt nødvendigt.
Det foreslås således i § 65, stk. 1, og § 66, stk. 1, at ændre
»hvis det er nødvendigt« til: »hvis det er strengt nødven-
digt«.
De foreslåede ændringer vil indebære, at det af ordlyden
af bestemmelserne fremgår, at anvendelse af hhv. håndjern
og sikringsceller i kriminalforsorgens institutioner skal være
strengt nødvendig.
Ændringerne er af sproglig karakter og vil ikke medføre
ændringer i retstilstanden. Der ændres dermed ikke på, at
kriminalforsorgens anvendelse af hhv. håndjern og sikring-
smidler efter straffuldbyrdelseslovens § 65, stk. 1, og § 66,
stk. 1, skal være strengt nødvendig og i overensstemmelse
med Menneskerettighedsdomstolens praksis.
Om der kan ske anvendelse af håndjern og sikringsceller,
vil fortsat bero på en konkret vurdering af, hvad der i den
pågældende situation er strengt nødvendigt, jf. straffuldbyr-
delseslovens § 65, stk. 1, og § 66, stk. 1, samt under hensyn-
tagen til proportionalitets- og skånsomhedsprincippet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 18
Efter straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, kan kriminal-
forsorgen indsamle, behandle og videregive oplysninger om
indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, til andre
myndigheder, hvis ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn,
hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndigheders ind-
sats mod radikalisering og ekstremisme eller hensyn til at
bekæmpe og forebygge kriminalitet taler herfor. Bestemmel-
sen medfører derfor, at kriminalforsorgen af egen drift kan
iværksætte efterretnings- og sikkerhedsarbejde med henblik
på indsamling samt videregivelse af oplysninger til andre
myndigheder, herunder politiet.
Det bemærkes, at indgreb over for indsatte, hvor der sker
indsamling af oplysninger, skal gennemføres inden for de
eksisterende lovgivningsmæssige rammer, herunder straf-
fuldbyrdelsesloven, og lovens § 66 b, stk. 1, giver således
ikke adgang til at foretage yderligere eller mere intensive
indgreb over for indsatte eller personer, som indsatte har
kontakt til.
Efter straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, er der alene
57
hjemmel til, at kriminalforsorgen kan indsamle og behandle
oplysninger om indsatte samt personer, som indsatte har
kontakt til. Der er således ikke i dag udtrykkelig hjemmel
i straffuldbyrdelsesloven til indsamling og behandling af op-
lysninger om personer, som indsatte ikke har direkte kontakt
til.
Kriminalforsorgen skal løbende kunne udarbejde nationale
og lokale trusselsvurderinger og efterretningsanalyser på
kriminalforsorgens område, herunder vedrørende enkelte
indsatte og konkrete grupper af indsatte som f.eks. bande-
medlemmer og personer, som af kriminalforsorgen skønnes
at være radikaliserede, ekstremistiske eller i risiko for at
blive det.
Kriminalforsorgens erfaringer med arbejdet med en styrkel-
se af efterretnings- og sikkerhedsarbejdet viser dog, at der
i visse tilfælde er behov for, at kriminalforsorgen kan be-
handle og anvende oplysninger om andre personer end ind-
satte eller personer, som indsatte har kontakt til. Det kan
eksempelvis være tilfælde, hvor oplysninger tilvejebragt via
aflytning af telefonsamtaler om et formodet strafbart forhold
involverer andre personer end dem, som den indsatte har
kontakt til. Oplysninger om andre personer end indsatte og
personer som indsatte har kontakt til kan således bidrage be-
tydeligt til kriminalforsorgens efterretnings- og sikkerheds-
arbejde.
Det foreslås derfor at nyaffatte § 66 b, stk. 1. Med 1. pkt.
foreslås det, at kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og
videregive oplysninger om indsatte og andre personer, når
det vurderes nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens eller andre myndig-
heders indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af
hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet.
Den foreslåede ordning vil indebære, at indsamling, behand-
ling og videregivelse af oplysninger, når det vurderes nød-
vendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hen-
syn til kriminalforsorgens eller andre myndigheders indsats
mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til at
bekæmpe og forebygge kriminalitet, fremover også vil om-
fatte oplysninger om personer, som indsatte ikke har direkte
kontakt til.
Med udtrykket »ordensmæssige hensyn« sigtes navnlig til
hensyn til opretholdelse af et fysisk og psykisk godt miljø
og trivsel i bred forstand såvel mellem de indsatte indbyrdes
som i forhold til personalet i kriminalforsorgens institutio-
ner.
Med udtrykket »sikkerhedsmæssige hensyn« sigtes navnlig
til hensyn til opretholdelse af frihedsberøvelsen ved at fore-
bygge og forhindre, at de indsatte undviger og at forebygge
kriminalitet ved at modvirke, at indsatte begår kriminalitet
under afsoningen, f.eks. i form af trusler eller vold mod
personalet eller medindsatte, fængselsoptøjer samt handel
med og indsmugling af narkotika og lignende i forbindelse
med besøg.
Med begrebet »hensyn til at bekæmpe og forebygge krimi-
nalitet« sigtes til kriminalitetsbekæmpelse og kriminalitets-
forebyggelse i bredeste forstand såvel i som uden for krimi-
nalforsorgens institutioner.
Begreberne »radikalisering« og »ekstremisme« er ikke enty-
dige begreber, men dækker over varierende grader af tilslut-
ning til radikale og ekstreme synspunkter og handlinger.
Radikalisering er en proces, som kan foregå på forskellige
måder, og som kan ske over kortere eller længere tid. Der er
ingen simple årsagssammenhænge, og radikaliseringen kan
igangsættes på baggrund af mange forskellige faktorer og
have forskellige endemål.
Radikaliseringen kan komme til udtryk ved støtte til radika-
le synspunkter eller en ekstremistisk ideologi og kan også
medføre accept af brugen af vold eller andre ulovlige midler
for at opnå et politisk eller religiøst mål.
Ekstremisme er bl.a. kendetegnet ved forenklede verdensop-
fattelser og fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller sam-
fundsforhold ses som truende, samt intolerance og mang-
lende respekt for andre menneskers synspunkter, frihed og
rettigheder.
Begrebet omfatter endvidere afvisning af grundlæggende
demokratiske værdier og normer, manglende accept af de-
mokratiske beslutningsprocesser og anvendelse af ulovlige
og eventuelt voldelige metoder for at opnå et politisk eller
religiøst ideologisk mål.
Derudover ændres der ikke på den gældende retstilstand
efter bestemmelsen, som derved videreføres.
Kriminalforsorgen har i dag mulighed for at indsamle per-
sonoplysninger efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 66
b, stk. 1, og de almindelige regler i retshåndhævelsesloven,
eksempelvis ved at fremsøge oplysninger på internettet. Det
er imidlertid usikkert i hvilket omfang kriminalforsorgen,
der som myndighed ikke foretager efterforskning, kan be-
nytte fiktive profiler (f.eks. på sociale medieplatforme) og
dermed videregive urigtige og vildledende oplysninger, ek-
sempelvis ved behandling af oplysninger om indsatte og
andre personer.
Det foreslås derfor i § 66 b, stk. 1, 2. pkt., at kriminalforsor-
gen som led i opgavevaretagelsen efter 1. pkt. kan gøre brug
af fiktive profiler på sociale medieplatforme.
¬Den foreslåede ordning vil supplere den nuværende ad-
gang i straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, og retshånd-
hævelsesloven til at behandle oplysninger om indsatte og
andre personer fra internettet og har til formål at give
kriminalforsorgen udtrykkelig lovhjemmel til at kriminalfor-
sorgens personale kan indsamle oplysninger ved brug af
fiktive profiler på sociale medieplatforme, når det vurderes
nødvendigt af hensyn til kriminalforsorgens efterretnings-
og sikkerhedsarbejde.
58
Det forudsættes, at kriminalforsorgen via den fiktive profil
kan tilføje venner og forbindelser på sociale medieplatfor-
me (og således skabe en såkaldt ”persona” om den fiktive
profil, som får profilen til at fremstå mere troværdig). Det
forudsættes, at kriminalforsorgen via den fiktive profil kan
søge om medlemskab af lukkede og hemmelige grupper på
de sociale medieplatforme, som kræver tilkendegivelse eller
anmodning fra profilen.
En fiktiv profil vil blandt andet kunne anvendes i tilfælde,
hvor kriminalforsorgen kommer i besiddelse af oplysninger,
der kan have betydning for vurdering af sikkerheden i krimi-
nalforsorgens institutioner, eller oplysninger der kan have
betydning for andre myndigheders arbejde, og som krimi-
nalforsorgen ikke har mulighed for at verificere via egne
systemer. Det kan eksempelvis vedrøre oplysninger, som
stammer fra en telefonsamtale mellem indsatte og pårørende
om, at den pårørende skal foretage bestemte aktiviteter, eller
kommunikere til bestemte personer på sociale medieplatfor-
me på vegne af den indsatte. Derudover kan anvendelse af
fiktive profiler på sociale medieplatforme være nødvendigt
ved fund af billedmateriale på en celle hos en indsat, som
formodes at være radikaliseret, og hvor billedmaterialet bæ-
rer en tydelig symbolik for indforståede.
Ved hjælp af søgninger på sociale medieplatforme ved brug
af fiktive profiler vil kriminalforsorgen kunne verificere så-
danne oplysninger og finde ud af bl.a. hvilke navngivne per-
soner oplysningerne omhandler. Dette vil kunne anvendes til
at fastslå, om den indsatte måtte være i kontakt med eller
ønsker kontakt til organiserede kriminelle personer på fri
fod, til at forebygge indsmugling i fængslerne eller afværge
planlægning af undvigelser eller vold og trusler mod indsat-
te og ansatte.
Det forudsættes, at kriminalforsorgen alene kan anvende
fiktive profiler på sociale medieplatforme, når det vurderes
nødvendigt af hensyn til orden og sikkerhed, indsatsen mod
radikalisering og ekstremisme og for at forebygge kriminali-
tet.
Det bemærkes, at kriminalforsorgens søgninger på internet-
tet, herunder ved brug af fiktive profiler, skal leve op til de
almindelige forvaltningsretlige principper om bl.a. saglighed
og proportionalitet. Der bør ved brug af fiktive profiler
foretages en konkret vurdering af, i hvilke situationer og
i hvilket omfang, det er nødvendigt for kriminalforsorgen
at anvende fiktive profiler af hensyn til efterretnings- og
sikkerhedsarbejdet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
For nærmere om forholdet til databeskyttelsesreglerne hen-
vises til pkt. 5.1.
Til nr. 19 og 20
Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 91, stk. 1, at ube-
talte bødekrav inddrives af restanceinddrivelsesmyndighe-
den, medmindre inddrivelsesmyndigheden skønner, at ind-
drivelse vil forringe den pågældendes levevilkår.
Det følger af forarbejderne, at det er politiet, der skal
opkræve det skyldige beløb hos skyldneren samt forestå
en eventuel rykkerprocedure. Først i det øjeblik hvor be-
talingsfristen er overskredet, og hvor der ikke på skyldne-
rens anmodning er indgået en afdragsordning eller bevilget
henstand med betalingen, overgår fordringen til inddrivelse
hos restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen). Der
henvises til Folketingstidende 2004-05 (2. samling), Tillæg
A, s. 4693.
Efter § 5 i bødebekendtgørelsen oversender politiet bøde-
kravet til Gældsstyrelsen med henblik på inddrivelse, hvis
skyldneren ikke betaler det samlede beløb inden den frist,
der er fastsat og meddelt af politiet eller i forbindelse med
en tilladelse om henstand. Det er en forudsætning for over-
sendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden, at politiet for-
inden skriftligt har anmodet skyldneren om inden 10 dage
at indbetale det skyldige beløb, og skyldneren ikke har efter-
kommet dette, jf. stk. 3, 1. pkt.
Det foreslås i § 91, stk. 1, at indsætte en henvisning til
den undtagelse, der med lovforslagets § 1, nr. 20, foreslås
indsat som nyt stykke 2, som vil være en undtagelse til, at
restanceinddrivelsesmyndigheden inddriver bøden, når den
ikke betales, medmindre restanceinddrivelsesmyndigheden
skønner, at inddrivelse vil forringe den pågældendes levevil-
kår.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 91, stk. 2, hvorefter
oversendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden af bøde-
straf, som er idømt eller vedtaget her i landet mod fysiske
eller juridiske personer, der har fast bopæl eller hjemsted
i udlandet, uanset stk. 1 kan undlades med henblik på, at
myndighederne i det pågældende land anmodes om at fuld-
byrde bødestraffen.
Med den foreslåede ordning vil politiet ikke være forpligtet
til at oversende bøder til inddrivelse hos Gældsstyrelsen i de
sager, hvor politiet ikke lykkes med at opkræve bøden.
Den foreslåede ordning vil indebære, at hvis eksempelvis
en tysk turist bliver registreret for en færdselslovsovertræ-
delse i Danmark, vil kravet kunne sendes til de kompetente
myndigheder i Tyskland med henblik på, at de tyske myn-
digheder forestår fuldbyrdelsen af bøden efter, at politiet
selv har forsøgt at opkræve bøden. Politiet er således ikke
længere forpligtet til at oversende sagen til Gældsstyrelsen
med henblik på inddrivelse af bøden.
I visse tilfælde kan det dog være hensigtsmæssigt, at bø-
dekravet oversendes til Gældsstyrelsen til inddrivelse, når
politiet ikke lykkes med at opkræve bøden. Hvis det af
politiet konstateres, at skyldneren undtagelsesvist har væ-
sentlige aktiver i Danmark, som Gældsstyrelsen vil kunne
gøre udlæg i, skal politiet have mulighed for at overdrage
bødekrav til Gældsstyrelsen, såfremt det vurderes af politiet,
at Gældsstyrelsen i den konkrete situation vil kunne foretage
59
inddrivelse. Efter den foreslåede ordning vil politiet således
fortsat have mulighed for at oversende bødekravet til Gælds-
styrelsen til inddrivelse i disse tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Efter den gældende § 23 i lov om samarbejde med Finland,
Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v.
kan justitsministeren bestemme, at de beføjelser, der i loven
er tillagt ministeren, kan udøves af rigsadvokaten, statsadvo-
katerne eller politiet.
Det foreslås at nyaffatte § 23, stk. 1, således at beføjelser
efter loven udøves af justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil.
Den foreslåede nyaffattelse i § 23, stk. 1, vil medføre, at
ministeren fortsat vil kunne bemyndige underliggende myn-
digheder til at udøve beføjelse efter lov om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
straf m.v.
Nyaffattelsen er en sproglig opdatering af bemyndigelsen,
så bemyndigelsens ordlyd afspejler den generelle adgang for
justitsministeren til at uddelegere kompetence efter loven
til underliggende myndigheder. Der er dermed ikke tilsigtet
materielle ændringer som følge af nyaffattelsen af bestem-
melsen.
Det foreslås i § 23, stk. 2, at justitsministeren kan fastsætte
regler om adgangen til at klage over afgørelser, der er truffet
efter §§ 17 og 22, herunder om at afgørelserne ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed. Justitsmini-
steren kan i den forbindelse fastsætte regler om klagefrist,
behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.
Bestemmelsen indebærer, at ministeren kan fastsætte regler
om adgangen til at klage over afgørelser efter §§ 17 og 22,
herunder om, at afgørelser ikke kan indbringes for højere
administrativ myndighed. Bestemmelse til at afskære klage-
adgang til højere administrativ myndighed omfatter såvel af-
gørelser, der er truffet af Direktoratet for Kriminalforsorgen,
som afgørelser, der er truffet af de lokale kriminalforsorgs-
områder.
Det forudsættes i den forbindelse, at der udarbejdes en ny
bekendtgørelse om klageadgang i sager om samarbejde med
Finland, Island, Norge, og Sverige angående fuldbyrdelse
af straf. Det forudsættes, at der i den nye bekendtgørelse
bl.a. vil blive fastsat regler om at afskære administrativ kla-
geadgang for de typer af afgørelser, som Direktoratet for
Kriminalforsorgen i dag kan træffe efter cirkulærets § 13,
stk. 3, § 19 og § 30, stk. 1.
Endelig forudsættes det, at cirkulære nr. 220 af 16. decem-
ber 1963 med efterfølgende ændringer, om samarbejde med
Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af
straf m.v. som følge af udarbejdelsen af den nye bekendtgø-
relse tilsvarende konsekvensrettes.
Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at justits-
ministeren administrativt kan fastsætte nærmere regler om
klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning
af klager.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
Det fremgår af offererstatningslovens § 14 a, at Erstatnings-
nævnet kan få terminaladgang til de oplysninger i indkomst-
registeret, der er nødvendige til brug for behandlingen af
ansøgninger i medfør af denne lov.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
3.9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at offererstatningslovens § 14 a nyaffattes,
hvorefter Erstatningsnævnet til brug for behandlingen af
ansøgninger i medfør af denne lov har terminaladgang til
de nødvendige skatteoplysninger, herunder oplysninger i
indkomstregisteret, hos Skatteforvaltningen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at Erstatningsnævnet
f.eks. kan få terminaladgang til personlige skatteoplysnin-
ger, såfremt oplysningerne er nødvendige til brug for be-
handlingen af ansøgninger om erstatning. Det vil indebære,
at Erstatningsnævnet – uden at skulle indhente forudgående
samtykke fra ansøgeren – kan indhente alle nødvendige op-
lysninger hos Skatteforvaltningen til brug for behandlingen
af offererstatningssager. Erstatningsnævnet vil fortsat kunne
få terminaladgang til oplysninger i indkomstregistret.
Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situati-
oner, hvor der søges om erstatning for tabt arbejdsfortjene-
ste, erhvervsevnetab og/eller forsørgertab. Ved dette forstås
tilfælde, hvor det er nødvendigt for Erstatningsnævnet at
indhente oplysninger om f.eks. ansøgerens indkomstforhold
for at kunne træffe en afgørelse om ansøgerens ret til tabt
arbejdsfortjeneste og/eller erhvervsevnetab. Det vil eksem-
pelvis være nødvendigt for nævnet at kunne tilgå detaljere-
de oplysninger om tidligere og senere ansættelsesforhold,
indtægter, timeantal, sygeperioder m.v., hvis der søges om
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Endvidere vil det væ-
re nødvendigt at indhente disse oplysninger for at kunne
vurdere, hvorvidt der f.eks. foreligger årsagssammenhæng
(kausalitet) mellem den strafbare handling og ansøgerens
indtægtstab.
Erstatningsnævnet vil kun være berettiget til at få adgang til
oplysningerne i det omfang, det efter en konkret vurdering
er nødvendigt.
Der tilsigtes ikke i øvrigt nogen ændring af, hvornår Erstat-
60
ningsnævnet er berettiget til at indhente relevante oplysnin-
ger fra Skatteforvaltningen. For nærmere om ordningens
databeskyttelsesretlige elementer henvises der til pkt. 3.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Det fremgår af offererstatningslovens § 15, stk. 1, at udgif-
terne ved sagens behandling ved nævnet, herunder udgifter
til de undersøgelser, der er omtalt i § 14, stk. 1, betales af
staten. Erstatningsnævnet kan dog i særlige tilfælde bestem-
me, at ansøgeren helt eller delvis skal have dækket udgifter,
som han har afholdt i anledning af sagen, jf. bestemmelsens
stk. 2.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
3.10.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at det i § 15, stk. 2, indsættes som 2. pkt., at
Erstatningsnævnet, når ansøgeren er mindreårig eller under
værgemål, kan bestemme, at ansøgerens forældre eller vær-
ger helt eller delvist skal have dækket udgifter, som de har
afholdt i anledning af sagen.
Den foreslåede ændring vil medføre, at forældre og/eller
værger for en mindreårig ansøger eller en ansøger under
værgemål kan få dækning for udgifter, som de har afholdt i
anledning af sagen på vegne af den mindreårige eller perso-
nen under værgemål. Det vil indebære, at forældre og/eller
værger i disse situationer vil kunne få dækket udgifter, som
de har afholdt i anledning af sagen, i samme omfang som
ansøgere, der selv har afholdt sådanne udgifter.
Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor en
mindreårig f.eks. søger om erstatning efter offererstatnings-
loven, og hvor ansøgerens forældre og/eller værger har af-
holdt udgifter i anledning af sagen. Det er en forudsætning,
at ansøgerens forældre og/eller værger f.eks. har antaget en
advokat på et tidspunkt, hvor ansøgeren var under 18 år eller
under værgemål, og hvor ansøgeren således ikke selv kunne
eller burde antage en advokat.
Det forudsættes, at udgifterne navnlig vil bestå af udgifter til
advokatbistand, men også andre udgifter vil være omfattet
af bestemmelsen. Der er således ikke med ændringen ud
over ovennævnte tilføjelse i øvrigt tilsigtet ændringer af,
hvornår Erstatningsnævnet helt eller delvis kan bestemme at
dække udgifter, som er afholdt i anledning af sagen.
Erstatningsnævnet kan herved alene i særlige tilfælde be-
stemme, at forældre og/eller værger helt eller delvis skal
have dækket udgifter, som de har afholdt i anledning af
sagen på vegne af den mindreårige eller personen under
værgemål. Som det fremgår af pkt. 3.10.1 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger kan der foreligge særlige tilfælde,
hvis erstatningsopgørelsen er særligt kompliceret. Der vil
endvidere kunne foreligge særlige tilfælde, hvor der i øvrigt
skønnes at være et særligt behov for advokatbistand. Sidst-
nævnte vil særligt være gældende for forældre, der har et
barn, der har været udsat for en straffelovsovertrædelse, og
hvor forældrene i sagens natur også vil være ramt af hændel-
sen.
Der er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændring af Erstatnings-
nævnets praksis for tilkendelse af erstatning for udgifter til
advokatbistand.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af offererstatningslovens § 17, at staten, i det
omfang der ydes erstatning, indtræder i skadelidtes krav
mod skadevolderen. Offererstatningslovens §§ 6 b og 6 c
finder ligeledes anvendelse ved opgørelse af statens krav
mod skadevolder.
Det er Civilstyrelsen, der på baggrund af en afgørelse om
erstatning eller godtgørelse fra Erstatningsnævnet, udbetaler
erstatning eller godtgørelse til skadelidte. Det beløb, der
udbetales til skadelidte, består af selve erstatningskravet
(hovedstolen) og renter efter offererstatningslovens § 6 c,
stk. 1 og 2, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
3.11.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås, at det i lovens § 17 indsættes som stk. 2, at
statens krav mod skadevolder tidligst forrentes, når kravet er
overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden. Ved dette forstås, når Gældsstyrelsen har modtaget
kravet.
Ændringen vil indebære, at skadevolder ikke skal betale
rente af regreskrav efter rentelovens § 3, stk. 2, og rente af
eventuelle sagsomkostninger efter rentelovens § 8 a, fordi
statens krav mod skadevolder tidligst forrentes, når kravet er
overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-
heden.
Der er ikke tilsigtet nogen ændring af reglerne om rentetil-
skrivning efter øvrige regelsæt, herunder gældsinddrivelses-
lovens regler om inddrivelsesrente.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.11 i lovforslagets almindelige
bemærkninger
Til § 4
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Det indebærer, for så vidt angår lovens § 3, at loven finder
anvendelse på afgørelser, der træffes efter den 1. juli 2025,
uanset hvornår ansøgningen er indgivet.
Det foreslås i stk. 2, at § 3, nr. 3, har virkning i forhold til
61
statens ubetalte krav mod skadevoldere, der er opstået før
den 1. juli 2025.
Det foreslåede vil indebære, at § 3, nr. 3, finder anvendel-
se på statens ubetalte eksisterende krav, der er opstået før
lovens ikrafttræden. Det vil medføre, at Civilstyrelsen ikke
vil kunne opkræve renter efter rentelovens § 3, stk. 2, og
§ 8 a, for krav mod skadevolder i regressager på offererstat-
ningsområdet, fordi statens krav mod skadevolder tidligst
forrentes, når kravet er overdraget til inddrivelse hos restan-
ceinddrivelsesmyndigheden. Det gælder både i forhold til
krav, der eksisterede inden lovens ikrafttræden, og i forhold
til fremtidige krav.
I det omfang Civilstyrelsen eller politiet og anklagemyndig-
heden har rentekrav liggende, der relaterer sig til en hoved-
fordring, der er betalt, bortfalder disse.
Den foreslåede virkningsbestemmelse har ikke en bebyrden-
de karakter.
Det foreslås i stk. 3, at regler udstedt i medfør af § 91, stk.
3, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 201 af 28. februar 2023, som senest ændret ved § 11 i
lov nr. 1656 af 30. december 2024 forbliver i kraft, indtil de
ophæves eller afløses af regler udstedt i medfør af § 91, stk.
4, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. denne lovs § 1, nr.
20.
Den bemyndigelsesbestemmelse der følger af straffuldbyr-
delseslovens § 91, stk. 3, ændres til § 91, stk. 4, som følge
af den foreslåede bestemmelse i § 91, stk. 2. Bestemmelsen
er medtaget af ordenshensyn med henblik på at reglerne i
bekendtgørelse nr. 1110 af 25. oktober 2024 om inddrivelse
af gæld til det offentlige forbliver i kraft.
Til § 5
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesom-
råde.
Det foreslås, at lovens § 1, ikke skal gælde for Færøerne og
Grønland.
Det vil indebære, at de foreslåede ændringer af straffuldbyr-
delsesloven, jf. lovforslagets § 1, ikke vil gælde for Færøer-
ne og Grønland. Dette skyldes, at der for Færøerne gælder
en særlig straffuldbyrdelseslov, mens de gældende regler om
fuldbyrdelse af straf i Grønland er reguleret af kriminallov
for Grønland.
Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige
angående fuldbyrdelse af straf m.v., gælder for Færøerne
og for Grønland med de afvigelser, som følger af kriminal-
lov for Grønland, jf. lovens § 24. Det foreslås derfor, at
lovforslagets § 2 ved kongelig anordning helt eller delvis
skal kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland med
de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Det foreslås endvidere, at lovens § 3 ved kongelig anordning
helt eller delvis kan sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskom-
petencen på det strafferetlige område, som også omfatter
offererstatningsloven. Lovforslaget skal derfor ikke gælde
for Færøerne.
For Grønland gælder lov nr. 277 af 26. maj 1976 om er-
statning fra staten til ofre for forbrydelser, som er sat i
kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 472 af 25.
september 1984 med senere ændringer. Det foreslås derfor,
at lovforslaget ved kongelig anordning helt eller delvist skal
kunne sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
62
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse
nr. 201 af 28. februar 2023, som ændret ved lov nr. 893 af
21. juni 2022, lov nr. 1552 af 12. december 2023 og senest
ved § 7 i lov nr. 665 af 11. juni 2024, foretages følgende
ændringer:
1. Efter § 22 a indsættes før overskriften før § 23:
»§ 22 b. Fuldbyrdelse af en straf af fængsel eller forvaring
for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j, skal uanset §
22, stk. 1, ske i lukket fængsel, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for 15-17-årige, medmindre af-
gørende hensyn til retshåndhævelsen eller den unges forhold
taler herfor.
Stk. 3. Kriminalforsorgen kan undtagelsesvis bestemme,
at stk. 1 ikke skal finde anvendelse, hvis hensyn til den
indsattes helbred eller andre særlige omstændigheder taler
herfor.«
2. Efter § 23 indsættes før overskriften før § 24:
»§ 23 a. Fuldbyrdelse af en straf af fængsel eller forvaring
for overtrædelse af straffelovens §§ 114-114 j, skal uanset §
23, stk. 1, 1. pkt., ske ved anbringelse i en afdeling målrettet
terrordømte, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for 15-17-årige, medmindre af-
gørende hensyn til retshåndhævelsen eller den unges forhold
taler herfor.
Stk. 3. Kriminalforsorgen kan undtagelsesvis bestemme,
at stk. 1 ikke skal finde anvendelse, hvis hensyn til den
indsattes helbred eller andre særlige omstændigheder taler
herfor.«
§ 24. ---
Stk. 2. ---
3. I § 24 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Overførsel til åbent fængsel kan desuden undla-
des, hvis den indsatte er anbragt på en afdeling målrettet
terrordømte i medfør af § 22, stk. 3, eller § 23 a, stk. 1, eller
er overført til en afdeling målrettet terrordømte i medfør af §
25, stk. 2, § 26, stk. 1, nr. 4, eller § 27, stk. 2, nr. 2.«
§ 33. ---
Stk. 2. Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil,
kan bestemme, at fællesskab i fængselsafdelinger eller ar-
resthuse, som er udpeget til anbringelse af indsatte, hvis til-
stedeværelse skaber en særlig risiko for overgreb på medind-
satte, personale eller andre i institutionen, skal gennemføres
som cellefællesskab med en anden indsat i eget opholdsrum
efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse.
4. I § 33, stk. 2, indsættes efter »institutionen,«: »eller til
anbringelse af særligt farlige terrordømte og radikaliserede
indsatte,«:
63
Stk. 3-6. ---
§ 50 a. Kriminalforsorgen bestemmer, om indsatte, der er
idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan
udstationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og
kontrol eller til udslusningsfængsel, jf. dog stk. 5, når
1)-3) ---
Stk. 2-6. ---
5. I § 50 a, stk. 1, indsættes efter »jf. dog stk. 5«: »og 6«.
§ 50 a. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. § 46, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
6. I § 50 a indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Sager efter stk. 1 vedrørende udstationering af
indsatte, der er udvist af landet ved dom, behandles efter
ansøgning fra den pågældende indsatte.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
§ 55. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Gennemlæsning af breve til og fra den indsatte
kan alene ske, hvis dette af kriminalforsorgsområdet skøn-
nes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn,
af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme, af hensyn til at forebygge kriminalitet, af
hensyn til overholdelse af § 55 a eller for at beskytte den
forurettede ved lovovertrædelsen.
7. I § 55, stk. 3, ændres »Gennemlæsning af breve« til:
»Gennemlæsning og optagelse af foto af breve«.
§ 55. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Breve til og fra en indsat, som af politiet skønnes
at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe
af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig
kriminalitet, skal gennemlæses, medmindre det er åbenbart,
at det ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige
hensyn eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.
Stk. 5-9. ---
8. I § 55, stk. 4, indsættes som 2. pkt.:
»Der kan optages foto af breve til og fra indsatte omfat-
tet af 1. pkt., hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til
at forebygge kriminalitet.«
§ 55. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Breve til og fra en indsat, som er dømt for overtræ-
delse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens
12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner at
være radikaliseret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det,
skal gennemlæses, hvis dette skønnes påkrævet af ordens-
eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalfor-
sorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af
hensyn til at forebygge kriminalitet.
Stk. 6-9. ---
9. I § 55, stk. 5, indsættes som 2. pkt.:
»Der kan optages foto af breve til og fra indsatte omfat-
tet af 1. pkt., hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn til
at forebygge kriminalitet.«
§ 55. ---
Stk. 2-7. ---
Stk. 8. Afsenderen skal gøres bekendt med tilbageholdel-
sen af brevet. Orientering af afsenderen kan dog undlades
i indtil 4 uger, i det omfang formålet med tilbageholdelsen
ellers ville forspildes.
Stk. 9. ---
10. I § 55, stk. 8, 1. pkt., indsættes efter »tilbageholdelsen«:
»eller fotooptagelsen«.
11. I § 55, stk. 8, indsættes som 3. pkt.:
64
»Orientering om fotooptagelse kan undlades af hensyn til
kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremis-
me.«
§ 60. Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalfor-
sorgsområdet kan uden retskendelse undersøge, hvilke ef-
fekter en indsat har i sin besiddelse i sit opholdsrum eller
på sin person, hvis en sådan undersøgelse er nødvendig for
at sikre, at ordensbestemmelser overholdes eller sikkerheds-
hensyn iagttages, herunder,
1)-4) ---
12. I § 60, stk. 1, indsættes efter »iagttages«: », eller hvis det
sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme«.
§ 60. ---
Stk. 2-7. ---
Stk. 8. Kriminalforsorgsområdet kan træffe bestemmelse
om tilbageholdelse af effekter, der findes i den indsattes
besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn.
13. I § 60, stk. 8, indsættes efter »hensyn«: », eller hvis det
sker som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering
og ekstremisme«.
§ 60. ---
Stk. 2-8. ---
Stk. 9. Endvidere kan kriminalforsorgsområdet uden rets-
kendelse gennemlæse og træffe bestemmelse om tilbagehol-
delse af breve og andre optegnelser, som findes i den indsat-
tes besiddelse, hvis det skønnes påkrævet af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn. § 56 finder tilsvarende anven-
delse.
Stk. 10-11. ---
14. I § 60, stk. 9, 1. pkt., indsættes efter »gennemlæse«: »,
optage foto af« og efter »hensyn« indsættes: », hvis det sker
som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og
ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet«.
§ 62. Direktoratet for Kriminalforsorgen og kriminalfor-
sorgsområdet kan anvende magt over for en indsat, hvis det
er nødvendigt
1)-3) ---
Stk. 2-5. ---
15. I § 62, stk. 1, ændres »hvis det er nødvendigt« til: »hvis
det er strengt nødvendigt«.
§ 65. Håndjern kan anvendes, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom
modstand,
2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse el-
ler
3) for at hindre undvigelse
Stk. 2-4. ---
16. I § 65, stk. 1, ændres »hvis det er nødvendigt« til: »hvis
det er strengt nødvendigt«.
§ 66. Efter bestemmelse af kriminalforsorgsområdet kan
en indsat anbringes i sikringscelle og herunder tvangsfikse-
res ved anvendelse af bælte, hånd- og fodremme samt hand-
sker, hvis det er nødvendigt
1) for at afværge truende vold eller overvinde voldsom
modstand eller
2) for at hindre selvmord eller anden selvbeskadigelse.
Stk. 2-7. ---
17. I § 66, stk. 1, ændres »hvis det er nødvendigt« til: »hvis
det er strengt nødvendigt«.
65
§ 66 b. Kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og vi-
deregive oplysninger om indsatte og personer, som indsatte
har kontakt til, til andre myndigheder, hvis ordens- eller sik-
kerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminalforsorgens eller
andre myndigheders indsats mod radikalisering og ekstre-
misme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge kriminalitet
taler herfor.
Stk. 2-3. ---
18. § 66 b, stk. 1, affattes således:
»Kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og videregi-
ve oplysninger om indsatte og andre personer, til andre
myndigheder, når det vurderes nødvendigt af ordens- eller
sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens
eller andre myndigheders indsats mod radikalisering og ek-
stremisme eller af hensyn til at bekæmpe og forebygge
kriminalitet. Kriminalforsorgen kan som led i opgavevareta-
gelsen efter 1. pkt. gøre brug af fiktive profiler på sociale
medieplatforme.«
§ 91. Betales en bøde ikke, inddrives den af restanceind-
drivelsesmyndigheden, medmindre inddrivelsesmyndighe-
den skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt
vil forringe den pågældendes levevilkår.
Stk. 2-3. ---
19. I § 91, stk. 1, indsættes efter »levevilkår«: », jf. dog stk.
2«.
20. I § 91 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Oversendelse kan til restanceinddrivelsesmyndig-
heden kan dog undlades, når bødestraf er idømt eller vedta-
get her i landet mod fysiske eller juridiske personer, der
har fast bopæl eller hjemsted i udlandet med henblik på,
at myndighederne i det pågældende land anmodes om at
fuldbyrde bødestraffen.
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 2
I lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sveri-
ge angående fuldbyrdelse af straf mv., jf. lovbekendtgørelse
nr. 555 af 25. maj 2011, foretages følgende ændring:
§ 23. Justitsministeren kan bestemme, at de beføjelser, der
i loven er tillagt ministeren, kan udøves af rigsadvokaten,
statsadvokaterne eller politiet.
1. § 23 affattes således:
»§ 23. Beføjelser efter denne lov udøves af justitsministe-
ren eller den, ministeren bemyndiger dertil.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om adgangen
til at klage over afgørelser, der er truffet efter §§ 17 og
22, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed. Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte regler om klagefrist, behandling af kla-
gesager og opsættende virkning af klager.«
§ 3
I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014, som ænd-
ret bl.a. ved lov nr. 486 af 30. april 2019 og senest ved § 5 i
lov nr. 665 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
§ 14 a. Nævnet kan få terminaladgang til de oplysninger i
indkomstregisteret, der er nødvendige til brug for behandlin-
gen af ansøgninger i medfør af denne lov.
1. § 14 a affattes således:
»§ 14 a. Nævnet har til brug for behandlingen af ansøg-
ninger i medfør af denne lov terminaladgang til de nødven-
dige skatteoplysninger, herunder oplysninger i indkomstregi-
steret, hos Skatteforvaltningen.«
66
§ 15.
Stk. 1. ---
Stk. 2. Nævnet kan i særlige tilfælde bestemme, at ansøge-
ren helt eller delvis skal have dækket udgifter, som han har
afholdt i anledning af sagen.
2. I § 15, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»Er ansøgeren mindreårig eller under værgemål, kan næv-
net bestemme, at ansøgerens forældre eller værger helt eller
delvist skal have dækket udgifter, som de har afholdt i an-
ledning af sagen.«
§ 17.
Stk. 1. ---
3. I § 17 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Statens krav mod skadevolder forrentes tidligst,
når kravet er overdraget til inddrivelse hos restanceinddri-
velsesmyndigheden.«
67