L 139 - svar på spm. 1 om, hvornår alle anbringelsessager forventes genvurderet, og om regeringen vil afsætte de nødvendige ressourcer til VISO-enheden
Tilhører sager:
Aktører:
GRU L 139 - svar på spm. 1.docm
https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/l139/spm/1/svar/2126548/2999827.pdf
1 Holmens Kanal 22 1060 København K Telefon 33 92 93 00 post@sm.dk www.sm.dk Folketingets Grønlandsudvalg Folketingets Grønlandsudvalg har d. 5. marts 2025 stillet følgende spørgsmål nr. 1 (L 139) til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz (IA). Spørgsmål nr. 1: ”Lovforslaget lægger op til, at der skal foretages nye vurderinger af anbringelser, hvor der er benyttet psykologiske test. Det vurderes af fagpersoner at skulle ske i op til 80 pct. af de 460 sager, d.v.s. knap 400 sager, der skal genvurderes af en ny enhed under VISO med tre ansatte med grønlandsk baggrund. Vil ministeren uddybe, hvordan de prioritere skal sagerne og hvordan de skal nå at genvurdere alle de sager? Hvornår forventer ministeren, at alle sager er genvurderet? Vil regeringen sørge for, at de nødvendige ressourcer afsættes til VISO enheden, så den kan komme gennem genvurdering af de mange sager hurtigt?” Svar: Jeg forstår spørgsmålet sådan, at der spørges til ressourcer afsat til den særlige enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold, der med L 139 foreslås oprettet i VISO (den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation), og som vil skulle anvendes i visse børnesager. Der spørges i den forbindelse til enhedens størrelse samt procedurer og tidshorisont for enhedens gennemgang af sager om eksisterende anbringelser, der falder inden for lovforslagets anvendelsesområde, herunder enhedens prioritering af sager. Hvad angår enhedens størrelse vil jeg gerne indledningsvist understrege, at jeg ikke kan genkende, at den nye enhed alene vil skulle bestå af tre ansatte. Social- og Boligministeriet har været i dialog med Social- og Boligstyrelsen, som har oplyst, at det heller ikke er et antal, de kan genkende. I forhold til spørgsmålet om ressourcer, kan jeg oplyse, at det fremgår af L 139 som fremsat, at lovforslaget vil medføre offentlige merudgifter for staten og kommunerne, herunder både til driften af den nye enhed og til kommunernes sagsbehandling i forbindelse med sager, der skal behandles i den særlige enhed. Der er i den forbindelse skønnet en væsentligt større økonomi end en enhed på alene tre medarbejdere. I den forbindelse bemærkes, at enheden samlet set vil komme til at bestå af både medarbejdere i Social- og Boligstyrelsen samt af fagpersoner fra VISO’s leverandørnetværk. Det er lagt til grund for den afsatte økonomi, at enheden samlet forventes dimensioneret med omkring 22 årsværk årligt i 2025-2026 og omkring 14 årsværk årligt varigt Sagsnr. 2025 - 247 Doknr. 2423777 Dato 02-04-2025 Offentligt L 139 - endeligt svar på spørgsmål 1 Socialudvalget 2024-25,Grønlandsudvalget 2024-25 2 fra 2027 og frem. I praksis vil enhedens endelige størrelse bero på bl.a. et kommende udbud vedr. eksterne specialister og på rekruttering af medarbejdere med de rette kompetencer til VISO. Lovforslaget som fremsat skønnes samlet set at ville medføre offentlige merudgifter på 35,0 mio. kr. i 2025, 36,3 mio. kr. i 2026, 25,1 mio. kr. i 2027, 24,3 mio. kr. i 2028 og årligt herefter. Det økonomiske skøn er som almindelig praksis givet med forbehold for, at de økonomiske konsekvenser for kommunerne skal forhandles med KL. I beregningerne af de skønnede udgifter er det forudsat, at arbejdet med den særlige enheds gennemgang af eksisterende anbringelser vil fordele sig ligeligt over 2025 og 2026. Dette vil dog afhænge af en række faktorer, herunder i hvilket omfang de omfattede familier ønsker at anvende enheden. Som beskrevet ovenfor vil den nye enhed samlet set komme til at bestå af medarbejdere i Social- og Boligstyrelsen samt af fagpersoner fra VISO’s leverandørnetværk. Det svarer til, hvordan VISO i øvrigt behandler sager i dag. I overensstemmelse med lovforslaget vil den særlige enhed skulle omfatte personer med relevante faglige kompetencer og viden om grønlandske sproglige og kulturelle forhold, og personer, der har de nødvendige sprogkundskaber i grønlandsk. Jeg ved, at VISO er optaget af at sikre, at den nye enhed kan virke i praksis allerede fra 1. maj 2025 hvor loven forventes at træde i kraft, herunder i forhold til spørgsmålet om rekruttering af relevante fagpersoner. Det er også min forståelse, at der er en dialog mellem den danske og den grønlandske socialstyrelse om at understøtte en god opstart af enheden. I forhold til spørgsmålet om procedurer for den særlige enheds behandling af sager, herunder eventuel prioritering af sagerne, vil VISO kunne tilrettelægge sagsbehandlingen inden for rammerne af lovgivning og bekendtgørelse. Jeg kan således oplyse, at det med lovforslagets § 171 d, stk. 3, foreslås, at social- og boligministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om behandlingen af sager i den særlige enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold og om sammensætning m.v. af den særlige enhed. De foreslåede bemyndigelser foreslås udmøntet ved en opdatering af den eksisterende bekendtgørelse om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO) i Social- og Boligstyrelsen. Et udkast til den opdaterede bekendtgørelse er udsendt i ekstern høring med frist den 7. april 2025. Det er derudover planen, at der skal udsendes en orienteringsskrivelse til kommuner, organisationer m.fl. med yderligere vejledning om anvendelsen af de nye regler, herunder information om enhedens behandling af sager efter de foreslåede bestemmelser i §§ 171 b og c. Afslutningsvist kan jeg oplyse, at der er tale om en ny opgave, som den særlige enhed i VISO vil skulle varetage, og det vil derfor være relevant at sikre, at der opsamles viden om kommunernes anvendelse af bistand fra den særlige enhed og om VISO’s gennemgang af igangværende sager, herunder sagsbehandlingstid, udfald mv. Social- og Boligministeriet er i dialog med VISO om at sikre vidensopsamling, herunder om antallet af sager, der er afsluttet i den særlige enhed, oplysninger om VISO’s vurdering ift. igangværende anbringelser mv., med henblik på at sikre mulighed for at følge omfanget af sager, sagsbehandlingstider mv. på dette område. 3 Med venlig hilsen Sophie Hæstorp Andersen Social- og boligminister