Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren

Side 1/1
Til brug for behandlingen af forslag til lov om ændring af lov om forbruger-
aftaler og lov om forsikringsaftaler (Øget forbrugerbeskyttelse ved fjernsalg
af finansielle tjenesteydelser) vedlægges en kommenteret høringsoversigt
og kopi af de modtagne høringssvar.
Peter Hummelgaard
/
Morten Schaumburg-Müller
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 28. marts 2025
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Jonas Karlsen
Sagsnr.: 2023-10309
Dok.: 3617257
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
L 185 - Bilag 1
Retsudvalget 2024-25


Side 1/24
K O M M E N T E R E T O V E R S I G T
over
høringssvar om forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler
og lov om forsikringsaftaler
(Øget forbrugerbeskyttelse ved fjernsalg af finansielle tjenesteydelser)
Indholdsfortegnelse
1. Høringen.................................................................................................. 2
1.1. Høringsperiode................................................................................. 2
1.2. Hørte myndigheder og organisationer m.v. ..................................... 2
2. Høringssvarene........................................................................................ 7
2.1. Generelle bemærkninger til lovforslaget.......................................... 7
2.2. Bemærkninger til de enkelte punkter i lovforslaget ......................... 9
2.2.1. Fortrydelsesfunktion for aftaler om fjernsalg, der indgås ved
hjælp af en onlinegrænseflade......................................................... 9
2.2.2. Oplysningskrav i forbindelse med aftaler om fjernsalg af
finansielle tjenesteydelser til forbrugerne ..................................... 11
2.2.3. Fyldestgørende redegørelser ............................................... 16
2.2.4. Yderligere beskyttelse af forbrugere på onlinegrænseflader18
2.2.5. Andre spørgsmål ................................................................. 20
3. Lovforslaget i forhold til lovudkastet.................................................... 24
Dato: 28. marts 2025
Kontor: Formueretskontoret
Sagsbeh: Jonas Karlsen
Sagsnr.: 2023-10309
Dok.: 3610172
Offentligt
L 185 - Bilag 1
Retsudvalget 2024-25
Side 2/24
1. Høringen
1.1. Høringsperiode
Et udkast til forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om
forsikringsaftaler (Øget forbrugerbeskyttelse ved fjernsalg af finansielle tje-
nesteydelser) har i perioden fra den 19. februar 2025 til den 18. marts 2025
været sendt i høring hos en række myndigheder, organisationer m.v.
Udkastet til lovforslag blev den 19. februar 2025 endvidere sendt Folketin-
gets Retsudvalg til orientering.
Herudover blev udkastet til lovforslag offentliggjort på Høringsportalen den
19. februar 2025.
1.2. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Nedenfor følger en samlet alfabetisk oversigt over hørte myndigheder og
organisationer m.v.
Ud for hver høringspart er det ved afkrydsning angivet, om der er modtaget
høringssvar, og om høringsparten i givet fald har haft bemærkninger til ud-
kastet til lovforslag.
Høringspart Hørings-
svar mod-
taget
Bemærk-
ninger
Ingen be-
mærk-
ninger
Ønsker
ikke at af-
give hø-
ringssvar
Østre Landsret X
Vestre Landsret X
Sø- og Handelsretten
Samtlige byretter X
Advokatrådet
Advokatsamfundet
Andelsboligforenin-
gens fællesrepræsen-
tation (ABF)
APPLiA Danmark
Side 3/24
AutoBranchen Dan-
mark
Autobranchens Han-
dels- og Industrifor-
ening (AUTIG)
Boxer TV ApS
Business Danmark
Canal Digital Dan-
mark A/S
Coop A/S
Copenhagen Busi-
ness School, Juridisk
Institut
Dagrofa
Danmarks Teaterfor-
ening
Dansk Arbejdsgiver-
forening
X
Dansk Boldspil-
Union
Dansk Byggeri
Dansk Detail
Dansk Energi
Dansk Erhverv X X
Dansk Fitness &
Helse Organisation
(DFHO)
Dansk Fjernvarme
Dansk Folkeoplys-
nings Samråd
Dansk Industri X X
Dansk Inkassobran-
cheforening
Dansk Internet Fo-
rum
Dansk IT
Dansk Kennel Klub
Dansk Kredit Råd
Side 4/24
Dansk Markedsfø-
ring
Dansk Teater
Danske Advokater
Danske Annoncører
og Markedsførere
Danske Forlag
Danske Gymnastik-
og Idrætsforeninger
(DGI)
Danske Mediedistri-
butører
Danske Medier
Danske Regioner
Danske Zoologiske
Haver og Akvarier
Datatilsynet
De Danske Bilimpor-
tører
De Frie Energisel-
skaber
De Samvirkende
Købmænd
Den Danske Dom-
merforening
Den Danske Dyrlæ-
geforening
Den Sociale Rets-
hjælps Fond
Det finansielle anke-
nævn
Digitaliseringsstyrel-
sen
Discovery Network
Danmark
Dommerfuldmægtig-
foreningen
Domstolsstyrelsen X X
Dyrenes beskyttelse
Side 5/24
Dyreværnet
Evida
Experian A/S Dan-
mark
Falck A/S
Finans Danmark X X
Finans og Leasing X X
Forbrugerklagenæv-
net
Forbrugerombuds-
manden
Forbrugerrådet Tænk
Forenede Danske
Antenneanlæg
Forenede Danske
Motorejere (FDM)
Foreningen for Plat-
formsøkonomi i
Danmark (FPD)
Forsikring og Pen-
sion
X X
Forsyningstilsynet
Franchise Danmark
FSR - danske reviso-
rer
HK Landsklubben
IT-Branchen
Kommunernes
Landsforening (KL)
X X
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
X X
Kreativitet & Kom-
munikation
Københavns Rets-
hjælp
Københavns Univer-
sitet, Det Juridiske
Fakultet
Side 6/24
Landbrug og Føde-
varer
Nordic Entertain-
ment Group
Optikerforeningen
PostNord Danmark
Radius Elnet
Retspolitisk For-
ening
Rigsombudsmanden
i Grønland
X
Rigsombudsmanden
på Færøerne
Salling Group
SEGES Heste
SikkerhedsBranchen
SMVdanmark
Stofa
Syddansk Universi-
tet, Juridisk Institut
TDC Group
TEKNIQ Installatø-
rernes Organisation
Teleindustrien
Telenor A/S
Telia
TV2 Danmark A/S
Viasat
Waoo
Ørsted
Aalborg Universitet,
Juridisk Institut
Aarhus Retshjælp
Aarhus Universitet,
Juridisk Institut
Side 7/24
2. Høringssvarene
2.1. Generelle bemærkninger til lovforslaget
Dansk Industri bemærker, at størstedelen af lovforslaget er baseret på et
ændringsdirektiv, der medfører totalharmonisering med undtagelse af bl.a.
muligheden for at indføre sprogkrav vedrørende de oplysninger, som den
erhvervsdrivende skal give forbrugeren i forbindelse med aftaler om fjern-
salg af finansielle tjenesteydelser.
Dansk Erhverv bakker op om Justitsministeriets målsætning om alene at
implementere ændringsdirektivet med de minimumskrav, der fremgår af di-
rektivet, således at danske virksomheder ikke pålægges unødige økonomi-
ske og administrative byrder i forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget.
Finans Danmark bemærker, at formålet med ændringsdirektivet er at for-
enkle og modernisere den lovgivningsmæssige ramme for finansielle tjene-
steydelser ved at indsætte en række bestemmelser fra fjernsalgsdirektivet i
forbrugerrettighedsdirektivet. Det følger heraf, at flere af bestemmelserne i
direktivet allerede er implementeret i dansk ret, herunder regler om prækon-
traktuelle oplysninger og fortrydelsesret. Herudover bemærkes det bl.a., at
det fremgår eksplicit af ændringsdirektivet, at direktivet ikke ændrer eksi-
sterende sektorspecifikke EU-retsakter. Finans Danmark opfordrer til, at der
alene foretages en direktivnær implementering, og at der ikke sker overim-
plementering, som generelt skaber ulige konkurrencevilkår for danske virk-
somheder i forhold til andre lande.
Finans og Leasing bemærker, at man overordnet er enig i Justitsministeriets
tilgang med hensyn til, at der gennemføres en direktivnær implementering
af ændringsdirektivet. Finans og Leasing bemærker i samme forbindelse, at
det bl.a. er vigtigt at holde de administrative byrder nede. Herudover be-
mærker Finans og Leasing, at der er flere steder, hvor de foreslåede nye
regler findes i ens eller tilnærmelsesvis ens udformning i forbrugerkreditdi-
rektivet, som skal være implementeret i dansk ret den 20. november 2025.
Det gør sig bl.a. gældende for reglerne om fyldestgørende redegørelser, på-
mindelse om fortrydelsesret og absolut fortrydelsesfrist. Finans og Leasing
fremhæver, at der bør sikres en ens forståelse af de pågældende bestemmel-
ser i forbrugeraftaleloven og kommende ændringer af kreditaftaleloven,
hvor forbrugerkreditdirektivet vil skulle implementeres.
Side 8/24
Forsikring og Pension bemærker, at lovforslaget som udgangspunkt er ud-
tryk for direktivnær implementering, og at ændringsdirektivets valgmulig-
heder kun udnyttes i meget begrænset omfang. Desuden påpeger organisa-
tionen, at dette falder fint i tråd med bl.a. regeringens fokus på at reducere
de administrative byrder. Forsikring og Pension anfører dog, at implemen-
teringen i forsikringsaftaleloven af ændringsdirektivets bestemmelser om
prækontraktuelle oplysningskrav (artikel 16 a) og fyldestgørende redegørel-
ser (artikel 16 d), sammenholdt med lex specialis-princippet, giver anled-
ning til bekymring, fordi forsikringsdistributionsdirektivet (2016/97) inde-
holder tilsvarende bestemmelser. Desuden fremhæver organisationen bl.a.,
at fortrydelsesfunktionen (forbrugerrettighedsdirektivets artikel 11 a) med-
fører betydelige administrative konsekvenser.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyser, at de har bidraget til gæl-
dende ret vedrørende omtalen af markedsføringsloven i forbindelse med im-
plementeringen af den ændring af forbrugerrettighedsdirektivet, der består i
indførelsen af artikel 16 e.
Justitsministeriet har noteret sig de modtagne bemærkninger. Formålet med
lovforslaget er at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2023/2673 af 22. november 2023 om ændring af direktiv 2011/83/EU for så
vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg og om
ophævelse af direktiv 2002/65/EF (herefter ”ændringsdirektivet”) i dansk
ret. Formålet med ændringsdirektivet er at forenkle og modernisere den lov-
givningsmæssige ramme for finansielle tjenesteydelser ved at ophæve 2002-
direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og sam-
tidig indsætte relevante bestemmelser i forbrugerrettighedsdirektivet, hvis
anvendelsesområde udvides til også at omfatte finansielle tjenesteydelser.
Dette indebærer bl.a., at en række af de bestemmelser, der fremgår af æn-
dringsdirektivet, allerede i dag er implementeret i dansk ret.
Justitsministeriet bemærker, at ændringsdirektivet medfører totalharmoni-
sering, medmindre andet konkret fremgår af de enkelte bestemmelser i di-
rektivet. Lovforslaget er som udgangspunkt udtryk for en direktivnær imple-
mentering, og de fleste af ændringsdirektivets valgmuligheder (dvs. mulig-
heder for at vedtage strengere bestemmelser end dem, der er omhandlet i
direktivet) udnyttes således ikke.
Herudover kan Justitsministeriet bemærke, at ændringsdirektivet ikke æn-
drer eksisterende sektorspecifikke EU-retsakter. Det følger bl.a. af
Side 9/24
ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 16 (gengivet i lovforslagets
indledning, jf. pkt. 1 i lovforslagets almindelige bemærkninger), at når an-
dre EU-retsakter, der regulerer specifikke finansielle tjenesteydelser, inde-
holder bestemmelser om oplysninger forud for aftaleindgåelsen, om fortry-
delsesret eller om fyldestgørende redegørelser, og uanset hvor detaljerede
disse bestemmelser er, bør kun de respektive bestemmelser i disse andre
EU-retsakter finde anvendelse på de pågældende specifikke finansielle tje-
nesteydelser til forbrugere, medmindre andet er fastsat i nævnte retsakter,
herunder medlemsstaternes udtrykkelige mulighed for at udelukke anven-
delsen af disse specifikke bestemmelser.
2.2. Bemærkninger til de enkelte punkter i lovforslaget
2.2.1. Fortrydelsesfunktion for aftaler om fjernsalg, der indgås ved hjælp af
en onlinegrænseflade
Dansk Erhverv bemærker, at den foreslåede indførelse af en fortrydelses-
funktion, der skal være tilgængelig på onlinegrænsefladen for alle erhvervs-
drivende, der sælger tjenester og/eller varer til forbrugere via en onlinegræn-
seflade, vil berøre mange danske erhvervsdrivende. Organisationen bemær-
ker i den forbindelse bl.a., at det er vigtigt, at de erhvervsdrivende dels får
tilstrækkelig tid til at få implementeret funktionen, og dels, at det fremgår
tydeligt, hvilke krav der er til funktionen. Dansk Erhverv foreslår derfor, at
tilsynsmyndighederne sammen med de relevante interessenter sætter sig
sammen og udarbejder en vejledning med henblik på, at virksomhederne fra
starten kan implementere en korrekt løsning i forhold til fortrydelsesfunkti-
onen. Derudover bemærker organisationen, at det er vigtigt, at kravene ikke
tolkes for indskrænkende og på en sådan måde, at virksomheder, der alle-
rede har en fortrydelsesfunktion, skal bruge tid og ressourcer på at imple-
mentere en ny funktion. Endelig bemærker Dansk Erhverv, at der i Danmark
ikke er et generelt problem med, at forbrugerne ikke ved eller ikke er i stand
til at fortryde køb foretaget på nettet, og at den nye fortrydelsesfunktion
(forbrugeraftalelovens § 20 a) formodentlig ikke vil få den store betydning
for danske forbrugere.
Finans Danmark fremhæver, at fortrydelsesfunktionen skal sikre, at for-
brugerne kan fortryde en aftale lige så let, som de kan indgå den. Det er
organisationens forståelse, at den erhvervsdrivende kan stille samme krav
til forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten som til indgåelsen af aftalen,
f.eks. at udnyttelsen af fortrydelsesretten godkendes med stærk
Side 10/24
kundeautentifikation, hvis indgåelsen af aftalen er sket med stærk kundeau-
tentifikation. Desuden bemærker organisationen, at det bør præciseres, hvad
der udgør en ”onlinegrænseflade”.
Finans og Leasing bemærker om fortrydelsesfunktionen, at det fremgår af
bemærkningerne til lovforslaget, at den erhvervsdrivende kan tilbyde hyper-
links, der leder forbrugeren til fortrydelsesfunktionen. Det fremgår imidler-
tid ikke, om det er et krav, at fortrydelsesfunktionen skal være på den samme
onlinegrænseflade, som aftalen er indgået på. Det er organisationens opfat-
telse, at der ikke bør være noget til hinder for, at fortrydelsesfunktionen fin-
des på en anden onlinegrænseflade end den onlinegrænseflade, hvor aftalen
er indgået på, så længe at fortrydelsesfunktionen har en fremtrædende plads
på onlinegrænsefladen og er let tilgængelig for forbrugeren.
Forsikring og Pension bemærker, at lovforslagets § 1, nr. 19, der er en di-
rektivnær implementering i forbrugeraftaleloven af ændringsdirektivets ar-
tikel 1, nr. 3, om den nye ”fortrydelsesfunktion”, vil medføre betydelige ad-
ministrative omkostninger til bl.a. udvikling af it-setup. Der henvises i den
forbindelse til Forsikring og Pensions svar af 28. februar 2025 til Justitsmi-
nisteriet på ministeriets anmodning om kvantificering af de administrative
konsekvenser.
Justitsministeriet bemærker, at ændringsdirektivet – som noget nyt – inde-
holder en bestemmelse om, at den erhvervsdrivende skal stille en ”fortry-
delsesfunktion” til rådighed for forbrugeren, hvis den erhvervsdrivende gi-
ver mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg ved hjælp af en onlinegræn-
seflade (forbrugerrettighedsdirektivets artikel 11 a). Det følger således af
direktivet, at den erhvervsdrivende – for aftaler om fjernsalg, der indgås ved
hjælp af en onlinegrænseflade – skal sikre, at forbrugeren også kan fortryde
aftalen ved hjælp af en fortrydelsesfunktion. Det fremgår af pkt. 2.2.2 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger, at en onlinegrænseflade f.eks. kan
være et websted eller en applikation, jf. direktivets præambelbetragtning nr.
37.
Som det fremgår af pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil
den foreslåede bestemmelse indebære, at den erhvervsdrivende skal sikre,
at forbrugeren også kan fortryde aftalen ved hjælp af en fortrydelsesfunk-
tion i tilfælde af aftaler om fjernsalg, der indgås ved hjælp af en onlinegræn-
seflade. Dette skal sikre, at forbrugerne kan fortryde en aftale lige så let,
som de kan indgå den. Med henblik herpå skal den erhvervsdrivende stille
Side 11/24
en fortrydelsesfunktion til rådighed for forbrugeren, som er let for forbru-
geren at finde, uafbrudt tilgængelig og klart synlig inden for fortrydelsesfri-
sten. For at lette processen kan den erhvervsdrivende f.eks. tilbyde hyper-
links, der leder forbrugeren til fortrydelsesfunktionen. Hvis forbrugeren har
bestilt flere varer eller tjenesteydelser ved samme aftale om fjernsalg, kan
den erhvervsdrivende give forbrugeren mulighed for at fortryde en del af
aftalen i stedet for hele aftalen, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 37.
Det fremgår desuden af bemærkningerne til den foreslåede § 20 a (lov-
forslagets § 1, nr. 19), at det forudsættes, at forbrugeren bør være i stand
til at finde og tilgå funktionen på en nem og enkel måde, og forbrugeren bør
f.eks. ikke være forpligtet til at foretage handlinger for at finde eller tilgå
funktionen, f.eks. download af en applikation, hvis aftalen ikke blev indgået
via den pågældende applikation, jf. herved også direktivets præambelbe-
tragtning nr. 37.
For så vidt angår kvantificering af de administrative konsekvenser forbun-
det med bl.a. fortrydelsesfunktionen kan Justitsministeriet bemærke, at Er-
hvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR) har oplyst, at det ikke
har været muligt at kvantificere de administrative konsekvenser for er-
hvervslivet, da det grundet datamæssige hensyn ikke har været muligt at
afdække den samlede virksomhedspopulation. Justitsministeriet er blevet
enige med Erhvervsministeriet og Erhvervsstyrelsen om, at de administra-
tive byrder skal kvantificeres på bagkant af lovforslagets ikrafttræden den
19. juni 2026, hvor omfanget af de omfattede virksomheder og deres om-
kostninger forbundet med at omstille sig til kravet om fortrydelsesfunktionen
er bedre kendt. Der kan i den forbindelse henvises til pkt. 4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
2.2.2. Oplysningskrav i forbindelse med aftaler om fjernsalg af finansielle
tjenesteydelser til forbrugerne
Dansk Industri bemærker, at Justitsministeriet har valgt at benytte mulig-
heden for at fastsætte sprogkrav (dansk) i relation til aftaler om fjernsalg af
finansielle tjenesteydelser, da dette bl.a. understøtter sprogkravet i henhold
til forbrugeraftalelovens regler om aftaler vedrørende varer og ikkefinan-
sielle tjenesteydelser indgået ved bl.a. fjernsalg. Det følger af de eksiste-
rende regler i forbrugeraftaleloven, at oplysninger, som den erhvervsdri-
vende har pligt til at give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den
erhvervsdrivende har markedsført den pågældende vare eller tjenesteydelse
Side 12/24
på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til at
modtage oplysningerne på et andet sprog.
Det er Dansk Industris forståelse af lovforslaget, at sprogkrav (dansk) i re-
lation til aftaler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser også kun gør sig
gældende, når den erhvervsdrivende har markedsført den finansielle tjene-
steydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke
til at modtage oplysningerne på et andet sprog.
Finans Danmark finder det positivt, at Justitsministeriet ikke har fundet
anledning til at foreslå strengere bestemmelser vedrørende prækontraktuelle
oplysningskrav end dem, der er omhandlet i ændringsdirektivets artikel 1,
nr. 4 (forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16 a, stk. 1, om oplysningskrav
i forbindelse med aftaler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til for-
brugere). Organisationen bemærker herudover bl.a., at det med lovforslagets
§ 1, nr. 10, foreslås, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal give
forbrugeren oplysning om, at prisen er blevet personaliseret på grundlag af
en automatiseret beslutningstagning. Der opfordres til, at det præciseres,
hvad der forstås ved, at prisen er blevet personaliseret på grundlag af en
automatiseret beslutningstagning.
Desuden bemærker Finans Danmark, at den foreslåede bestemmelse om, at
den erhvervsdrivende bl.a. skal minde forbrugeren om muligheden for at
fortryde fjernsalgsaftalen og om proceduren i forbindelse med fortrydelses-
retten, hvis den erhvervsdrivende først giver forbrugeren oplysninger min-
dre end én dag, inden forbrugeren er bundet af fjernsalgsaftalen, er uden
værdi for forbrugeren. Organisationen bemærker samtidig, at kravet følger
direkte af ændringsdirektivet. Det anbefales endvidere, at sprogkravet
(dansk) ikke opretholdes. Om lagdeling bemærker organisationen bl.a., at
det overordnet er positivt, at der foreslås en ret for den erhvervsdrivende til
at lagdele visse oplysninger, når de gives elektronisk. Det bemærkes, at lov-
forslaget er mere restriktivt end ændringsdirektivet med hensyn til hvilke
oplysninger, som er undtaget fra muligheden for lagdeling. F.eks. undtager
lovforslaget oplysninger om, at den finansielle tjenesteydelse vedrører in-
strumenter, der indebærer særlige risici som følge af deres særlige karakte-
ristika m.v., fra lagdelingsmuligheden. Disse oplysninger er ikke undtaget
lagdelingsmuligheden efter ændringsdirektivet.
Finans og Leasing bemærker i forhold til det foreslåede § 14, stk. 4, 3. og
4. pkt., i forbrugeraftaleloven (om påmindelse om fortrydelsesretten efter
Side 13/24
indgåelse af aftalen ved fjernsalg), at det ikke er klart fastlagt, hvad der skal
gælde, hvis denne påmindelse sker for tidligt (dvs. tidligere end én dag efter
indgåelse af aftalen) eller for sent (dvs. senere end 7 dage efter indgåelse af
aftalen), og at dette med fordel kunne beskrives klart i bemærkningerne.
Endvidere bemærkes det bl.a., at formålet med bestemmelsen er svært at se,
fordi oplysning om fortrydelsesretten også fremgår af standardinformation
indgået ved kontraktindgåelsen. Endelig bemærker organisationen, at der
bør foretages en vurdering af, i hvilket omfang det foreslåede § 15, stk. 1, 2.
pkt., i forbrugeraftaleloven (om forbrugere med handicap), allerede er dæk-
ket af kravene i tilgængelighedsloven, som implementerer et generelt direk-
tiv om samme emne.
Forsikring og Pension bemærker i relation til sprogkravet, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 12, at forsikringsdistributionsdirektivet indeholder regler om sprog-
krav. Organisationen bemærker endvidere om lagdeling (artikel 16 a, stk.
7), at der ikke henvises til litra j, men at denne henvisning bl.a. følger af det
foreslåede § 34 e, stk. 6 (jf. henvisningen til § 34 e, stk. 1, nr. 10). Hvad
angår lovforslagets § 2, nr. 8, hvorved der bl.a. indsættes et nyt oplysnings-
krav om miljømæssige eller sociale mål, som forsikringsydelsen tager sigte
på, hvis disse faktorer er integreret i forsikringsydelsen, bemærker organi-
sationen bl.a., at der bør henvises til tilfælde, hvor faktorerne er integreret i
»investeringsstrategien for« forsikringsydelsen, jf. ordlyden af artikel 16 a,
stk. 1, litra o, som bestemmelsen vil implementere. Herudover bemærker
organisationen, at lovforslagets § 2, nr. 9, om forsikringsselskabets pligt til
i visse tilfælde at påminde forbrugeren om muligheden for at fortryde afta-
len er en uhensigtsmæssig bestemmelse, men organisationen påpeger sam-
tidig, at der er tale om en direktivnær implementering.
Justitsministeriet kan bemærke, at det følger af lovforslagets § 1, nr. 14 (for-
brugeraftalelovens § 14, stk. 6), og § 2, nr. 12 (forsikringsaftalelovens § 34
e, stk. 5), at oplysninger, som erhvervsdrivende (herunder forsikringsselska-
ber) har pligt til at give forbrugeren, skal afgives på dansk, såfremt den
erhvervsdrivende har markedsført den pågældende finansielle tjeneste-
ydelse på dansk, medmindre forbrugeren giver sit udtrykkelige samtykke til
at modtage oplysningerne på et andet sprog.
De foreslåede bestemmelser vil bevirke, at den erhvervsdrivende som ud-
gangspunkt vil være forpligtet til at give oplysninger på dansk til forbruge-
ren forud for indgåelse af aftaler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser,
hvis den erhvervsdrivende har markedsført den finansielle tjenesteydelse på
Side 14/24
dansk. Det bemærkes i tilknytning hertil, at for at en markedsføring anses
for at være foretaget på dansk, må der skulle være tale om markedsføring
af et vist omfang, således at forbrugerens indgåelse af aftalen, selvom dette
ikke konkret kan dokumenteres, kunne være motiveret af den pågældende
markedsføring. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til for-
brugeraftalelovens § 8, stk. 4, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A, L 39
som fremsat, side 139, som også er gengivet i lovforslagets bemærkninger
til de foreslåede bestemmelser.
Hvad angår prækontraktuelle oplysninger om, hvor det er relevant, at pri-
sen er blevet personaliseret på grundlag af automatiseret beslutningstag-
ning, kan Justitsministeriet oplyse, at det bl.a. fremgår af ændringsdirekti-
vets præambelbetragtning nr. 27, at nogle erhvervsdrivende anvender au-
tomatisk beslutningstagning til at differentiere priserne mellem forskellige
forbrugergrupper, og i visse tilfælde tilpasses priserne forbrugernes indivi-
duelle prisfølsomhed. Derfor bør forbrugerne, inden de er bundet af en af-
tale om fjernsalg, informeres om, at prisen på den finansielle tjenesteydelse
er personaliseret på grundlag af automatisk beslutningstagning. Der kan i
øvrigt henvises til pkt. 2.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Justitsministeriet kan endvidere – i relation til formålet med kravet om på-
mindelse om mulighed for at fortryde aftalen – bemærke, at det følger af
ændringsdirektivets præambelbetragtning nr. 26, at der af hensyn til gen-
nemsigtigheden bør fastsættes krav for, hvornår oplysningerne bør gives til
forbrugeren forud for indgåelsen af aftalen om fjernsalg, og hvordan disse
oplysninger bør nå frem til forbrugeren. Herudover fremgår det af præam-
belbetragtningen, at hvis oplysningerne gives mindre end én dag før indgå-
elsen af aftalen om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, bør den erhvervs-
drivende være forpligtet til på et varigt medium at minde forbrugeren om
muligheden for at fortryde aftalen om fjernsalg af finansielle tjenesteydel-
ser. I tilfælde af at oplysningerne forud for aftaleindgåelsen gives mindre
end én dag, inden forbrugeren er bundet af en aftale om fjernsalg, bør den
erhvervsdrivende, på et varigt medium, mellem én og syv dage efter aftalens
indgåelse minde forbrugeren om muligheden for at fortryde aftalen om
fjernsalg. Der kan i øvrigt henvises til pkt. 2.3.4.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Justitsministeriet kan herudover bemærke, at det – med henblik på at gen-
nemføre ændringsdirektivets artikel 1, nr. 4 (forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 16 a, stk. 6, 2. afsnit) – foreslås at tydeliggøre i forbrugeraftaleloven
Side 15/24
og forsikringsaftaleloven, at de oplysninger, der skal gives til forbrugeren
inden der indgås en fjernsalgsaftale, efter anmodning skal gives til forbru-
gere med handicap, herunder synshandicap, i et passende og tilgængeligt
format.
Desuden kan Justitsministeriet oplyse, at hvis en anden EU-retsakt, der re-
gulerer specifikke finansielle tjenesteydelser, indeholder bestemmelser om
de oplysninger, der skal gives til forbrugeren forud for aftalens indgåelse
(f.eks. om sprogkrav), er det kun bestemmelserne i den pågældende EU-
retsakt, der finder anvendelse på de pågældende specifikke finansielle tje-
nesteydelser, uanset hvor detaljerede de pågældende bestemmelser er, med-
mindre andet er fastsat i nævnte EU-retsakt.
I tilfælde hvor den erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk med
henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg af en finansiel tjenesteydelse,
kan den erhvervsdrivende nøjes med at give forbrugeren oplysning om den
erhvervsdrivendes identitet og navnet på den person, som forbrugeren er i
kontakt med, og dennes forbindelse til den erhvervsdrivende samt om det
kommercielle formål med henvendelsen. Herudover kan den erhvervsdri-
vende med forbrugerens samtykke nøjes med at give oplysninger om tjene-
steydelsens vigtigste egenskaber, den samlede pris for tjenesteydelsen m.v.,
hvorvidt der er fortrydelsesret og fremgangsmåden ved brug af fortrydel-
sesretten m.v., eventuelle særlige risici ved tjenesteydelsen som følge af
ydelsens særlige karakter m.v., og – hvad angår forbrugeraftaleloven – det
beløb, som kan afkræves forbrugeren ved tilbagetræden fra en tjenesteydel-
sesaftale. Den fulde oplysningspligt skal dog opfyldes efterfølgende i for-
bindelse med meddelelse på varigt medium i overensstemmelse med forbru-
geraftalelovens § 15 og forsikringsaftalelovens § 34 f. Justitsministeriet fin-
der det bl.a. på den baggrund hensigtsmæssigt at fastsætte, at disse oplys-
ninger heller ikke skal være omfattet af den erhvervsdrivendes ret til lagde-
ling. Det bemærkes, at denne retsstilling følger af direktivet, om end direk-
tivet f.eks. ikke undtager oplysninger om, at den finansielle tjenesteydelse
vedrører instrumenter, der indebærer særlige risici som følge af deres sær-
lige karakteristika m.v., fra lagdelingsmuligheden. Oplysninger herom skal
efter gældende ret f.eks. gives, når den erhvervsdrivende kontakter forbru-
geren telefonisk med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg af en
finansiel tjenesteydelse, og det er bl.a. på den baggrund Justitsministeriets
opfattelse, at denne retsstilling også bør gælde i relation til den erhvervs-
drivendes ret til at lagdele oplysninger. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3.6.3
i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvoraf det bl.a. fremgår, at den
Side 16/24
foreslåede bestemmelse f.eks. vil indebære, at den erhvervsdrivende i for-
bindelse med, at der meddeles oplysninger til forbrugeren forud for aftale-
indgåelsen, vil have ret til at lagdele de fleste oplysninger, når de gives elek-
tronisk.
Justitsministeriet kan i øvrigt bemærke, at formuleringen »investeringsstra-
tegien for« i det fremsatte lovforslag er blevet tilføjet i ordlyden af det fore-
slåede § 34 e, stk. 1, nr. 16, således at bestemmelsen er i overensstemmelse
med ordlyden af artikel 16 a, stk. 1, litra o, som bestemmelsen tilsigter at
gennemføre.
2.2.3. Fyldestgørende redegørelser
Finans Danmark bemærker bl.a., at det synes uklart, om de forudgående
oplysninger efter forbrugeraftalelovens § 14, stk. 1, kan gives som en del af
en fyldestgørende redegørelse. Herudover opfordres bl.a. til, at det i lov-
forslaget uddybes, hvilke yderligere oplysninger der kan være omfattet af
kravet om at oplyse om ”de væsentlige karakteristika ved aftalen”. Endelig
opfordrer organisationen til, at det i lovforslaget præciseres nærmere, hvor-
dan forholdet er til anden lovgivning, og hvad der forstås ved ”personlig
betjening” ved den erhvervsdrivendes anvendelse af onlineværktøjer.
Finans og Leasing bemærker om det foreslåede § 14 b, stk. 2, i forbruger-
aftaleloven (om fyldestgørende redegørelser), at de er enige i Justitsministe-
riets tilgang som nævnt i lovbemærkningerne, hvorefter den erhvervsdri-
vende vil have mulighed for at præcisere, hvilken form samt hvilket omfang
de i stk. 1 omhandlede redegørelser skal have. Organisationen bemærker
endvidere, at det med fordel kunne præciseres i lovbemærkningerne, at be-
stemmelsen ikke indeholder krav om rådgivning af forbrugeren.
Justitsministeriet skal indledningsvist bemærke, at det fremgår af ændrings-
direktivets præambelbetragtning nr. 38, at forbrugeren – ud over de oplys-
ninger forud for aftaleindgåelsen, som den erhvervsdrivende skal give – sta-
dig kan have brug for hjælp til at afgøre, hvilken finansiel tjenesteydelse der
passer bedst til deres behov og finansielle situation. Der henvises i den for-
bindelse til pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvoraf det
bl.a. også fremgår, at hovedformålet med at give en fyldestgørende redegø-
relse er at sikre, at forbrugeren forstår den finansielle tjenesteydelse, som
den erhvervsdrivende tilbyder, inden vedkommende underskriver aftalen.
Side 17/24
Ved »de væsentlige karakteristika ved den foreslåede aftale« skal bl.a. for-
stås den samlede pris, som forbrugeren skal betale til selskabet, og beskri-
velsen af forsikringsydelsens vigtigste karakteristika og dens indvirkning på
forbrugeren, herunder, hvor det er relevant, om de accessoriske tjeneste-
ydelser kan eller ikke kan opsiges separat og konsekvenserne af en sådan
opsigelse, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 38. Det bemærkes, at dette
bl.a. fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 15 (om forbrugeraf-
talelovens § 14 b).
For så vidt angår bestemmelsens (forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16
d) forhold til anden lovgivning, kan Justitsministeriet henvise til pkt. 2.5.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger. Det fremgår heraf, at hvis en an-
den EU-retsakt, der regulerer specifikke finansielle tjenesteydelser, inde-
holder bestemmelser om de fyldestgørende redegørelser, der skal gives til
forbrugeren, er det kun bestemmelserne om fyldestgørende redegørelser i
den pågældende EU-retsakt, der finder anvendelse på disse specifikke fi-
nansielle tjenesteydelser, medmindre andet er fastsat i nævnte EU-retsakt
(forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16 d, stk. 5).
Om retten til at anmode om personlig betjening, hvis den erhvervsdrivende
anvender onlineværktøjer, følger det af pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger, at den foreslåede ændring bl.a. vil indebære, at forbrugeren
vil have ret til at få personlig betjening forud for aftaleindgåelsen, hvis den
erhvervsdrivende stiller redegørelser til rådighed ved hjælp af fuldautoma-
tiske onlineværktøjer såsom chatbots, robotrådgivning, interaktive værktø-
jer eller lignende midler. Den personlige betjening vil skulle gives gratis til
forbrugeren i den erhvervsdrivendes åbningstid. Hvis forbrugeren f.eks. er
i vanskeligheder, eller hvis der foreligger andre begrundede tilfælde, vil for-
brugeren også have ret til at anmode om og til at få personlig betjening,
efter at aftalen om fjernsalg er indgået. Der kan i øvrigt henvises til direk-
tivets præambelbetragtning nr. 40, som også er gengivet i pkt. 2.5.2 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger.
Justitsministeriet bemærker endvidere, at det fremgår af forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 16 d, stk. 2, at det er medlemsstaterne, der kan
præcisere, hvilken form samt hvilket omfang de i stk. 1 omhandlede redegø-
relser skal have. Det er i lyset heraf Justitsministeriets opfattelse, at adgan-
gen hertil bedst vil kunne udfyldes af den erhvervsdrivende. Den erhvervs-
drivende vil herved have mulighed for at kunne tilpasse redegørelsernes
form og omfang under hensyntagen til de omstændigheder, hvorunder den
Side 18/24
finansielle tjenesteydelse tilbydes, den forbruger, til hvem den tilbydes, og
arten af den finansielle tjenesteydelse, der tilbydes. Den erhvervsdrivende
vil i forbindelse med denne tilpasning skulle tage hensyn til forbrugerens
behov for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring
med den finansielle tjenesteydelse og dens karakter. Der henvises i øvrigt til
f.eks. pkt. 2.5.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor bl.a. den
foreslåede ordning er nærmere beskrevet.
2.2.4. Yderligere beskyttelse af forbrugere på onlinegrænseflader
Dansk Erhverv bemærker, at reguleringen af mørke mønstre (”dark pat-
terns”) som udgangspunkt bør ske via direktivet om urimelig handelsprak-
sis. Dansk Erhverv oplyser i den forbindelse, at den pågældende artikel (16
e) naturligvis skal implementeres, men organisationen vurderer samtidig, at
der formodentlig ville kunne gribes ind overfor de nævnte eksempler på dark
patterns med hjemmel i markedsføringslovens bestemmelser om vildle-
dende handlinger.
Finans Danmark bemærker, at den foreslåede bestemmelse, der implemen-
terer artikel 16 e, stk. 1, litra a, har til formål at forhindre vildledende eller
manipulerende tiltag, der forhindrer eller forringer forbrugernes evne til at
træffe frie og informerede beslutninger. Organisationen bemærker i samme
forbindelse, at rækkevidden af bestemmelsen er uklar, herunder om bestem-
melsen f.eks. er til hinder for, at der i forbindelse med kontooverførsler som
standard er valgt en bestemt type overførsel, bl.a. straks- eller standardover-
førsel, herunder f.eks. baseret på kundens historik, og om det kan udstræk-
kes til kampagner, herunder bannerreklamer.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bemærker, at det bør tilføjes i lov-
forslagets almindelige bemærkninger (pkt. 2.6.3), at det er Justitsministeri-
ets vurdering, hvorvidt det er nødvendigt at forbyde mindst én af formerne
for praksis, der er oplistet i artikel 16 e, stk. 1, litra a-c, eller alternativt at
vurderingen er foretaget i samarbejde med Erhvervsministeriet. Det samme
gør sig gældende i forhold til hensigtsmæssigheden af at imødegå den prak-
sis, der består i at lade bestemte valg fremgå tydeligere, når forbrugere, der
er tjenestemodtagere, anmodes om en beslutning.
Justitsministeriet bemærker, at det bl.a. fremgår af pkt. 2.6.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger, at det følger af ændringsdirektivets præambel-
betragtning nr. 41, at mørke mønstre (”dark patterns”) på
Side 19/24
erhvervsdrivendes onlinegrænseflader er praksis, der enten bevidst eller re-
elt i væsentlig grad forvrider eller forringer evnen hos de forbrugere, der er
modtagere af den finansielle tjenesteydelse, til at træffe selvstændige og in-
formerede valg eller beslutninger. Dette gælder især for aftaler om finan-
sielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg. Erhvervsdrivende kan anvende
en sådan praksis til at påvirke forbrugere, der er modtagere af deres tjene-
steydelser, til at udvise uønsket adfærd eller træffe uønskede beslutninger,
som kan få negative konsekvenser for dem. Det fremgår endvidere af samme
præambel-betragtning, at erhvervsdrivende derfor bør forbydes at vildlede
eller tilskynde forbrugere, der er modtagere af deres tjenesteydelser, og at
undergrave eller fordreje deres autonomi, beslutningstagning eller valg via
strukturen, udformningen eller funktionen af en onlinegrænseflade eller en
del deraf. Dette kan omfatte, men er ikke begrænset til, udnyttende design-
valg for at lede forbrugeren til valg eller handlinger, som er til fordel for
den erhvervsdrivende, men som ikke nødvendigvis er i forbrugerens inte-
resse, ved at præsentere valg på en ikkeneutral måde, f.eks. ved at give visse
valgmuligheder en mere fremtrædende plads gennem visuelle, auditive eller
andre komponenter, når forbrugeren skal træffe en beslutning.
Det bemærkes, at Justitsministeriet i det fremsatte lovforslag har foretaget
en præcisering af pkt. 2.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger på
baggrund af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens bemærkning, således at
det nu fremgår, at det er Justitsministeriets og Erhvervsministeriets vurde-
ring, at det er nødvendigt at forbyde mindst én af formerne for praksis i litra
a-c (artikel 16 e, stk. 1) ved indgåelse af aftaler om finansielle tjenesteydel-
ser ved fjernsalg for at sikre korrekt implementering af direktivet. Herud-
over er det anført, at Justitsministeriet og Erhvervsministeriet bl.a. af hen-
syn til, at det efter omstændighederne vil kunne pålægge erhvervslivet unød-
vendige byrder i forhold til ændringsdirektivets formål at regulere flere for-
mer for praksis blandt erhvervsdrivende som led i denne implementering,
har fundet det hensigtsmæssigt at imødegå den form for praksis, der består
i at lade bestemte valg fremgår tydeligere, når forbrugere, der er tjeneste-
modtagere, anmodes om en beslutning.
Endelig bemærker Justitsministeriet, at det fremgår af pkt. 2.6.3 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger, at det er Erhvervsministeriets opfattelse, at
de former for praksis blandt erhvervsdrivende, der er opregnet i artikel 16
e, stk. 1, litra a- c, efter omstændighederne vil kunne udgøre en overtrædelse
af bl.a. markedsføringslovens §§ 3-6 samt 8. Det fremgår endvidere heraf,
som anført ovenfor, at det imidlertid er Justitsministeriets og
Side 20/24
Erhvervsministeriets vurdering, at det – bl.a. henset til, at det følger af ar-
tikel 16 e, at der tages forbehold af direktiv 2005/29/EF og forordning
2016/679 – er nødvendigt at forbyde mindst én af formerne for praksis i litra
a-c ved indgåelse af aftaler om finansielle tjenesteydelser ved fjernsalg for
at sikre korrekt implementering af direktivet.
2.2.5. Andre spørgsmål
Finans Danmark anfører, at det bør fremgå af forbrugeraftaleloven, at lo-
vens bestemmelser om fortrydelsesret er subsidiære i forhold til bestemmel-
ser om fortrydelsesret i anden lovgivning, herunder EU-retsakter, der regu-
lerer specifikke finansielle tjenesteydelser. Endvidere bemærker organisati-
onen bl.a., at det eksisterende forbrugerbegreb i forbrugeraftaleloven, jf. lo-
vens § 2, stk. 1, indebærer, at andre end fysiske personer kan være forbru-
gere i forbrugeraftalelovens forstand. Dermed er forbrugeraftalelovens for-
brugerbegreb ifølge Finans Danmark udvidet i forhold til definitionen i for-
brugerrettighedsdirektivet, hvor en forbruger, jf. artikel 2, nr. 1, defineres
som ”enhver fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfat-
tede aftaler ikke handler som led i sit erhverv”. Organisationen bemærker i
den forbindelse, at visse af de foreslåede bestemmelser, herunder indførel-
sen af fortrydelsesfunktionen, af den grund kan karakteriseres som værende
overimplementering. Finans Danmark forslår på den baggrund, at lovforsla-
gets § 1, nr. 19 (om fortrydelsesfunktionen), begrænses til alene at omfatte
forbrugere i overensstemmelse med forbrugerrettighedsdirektivets defini-
tion (dvs. fysiske personer).
Herudover bemærker Finans Danmark vedrørende fortrydelsesret for aftaler
om værdipapirer indgået ”uden for forretningssted”, at de tilbage i 2015 har
været i dialog med Justitsministeriet om overimplementering i forbrugeraf-
talelovens § 18, stk. 3 (i dag stk. 4). Problemstillingen går efter organisatio-
nens opfattelse ud på, at § 18, stk. 2, nr. 15, undtager aftaler om værdipapi-
rer, hvis pris afhænger af udsving på kapitalmarkedet, fra fortrydelsesretten.
Det følger imidlertid af stk. 4, at denne undtagelse ikke gælder, hvis aftalen
er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Organisationen
henviser i øvrigt til en nærmere beskrivelse af problemstillingen i et vedlagt
brev af 25. marts 2015 fra Finansrådet (nu Finans Danmark) til Justitsmini-
steriet.
Finans og Leasing bemærker i relation til lovforslagets ændring af forbru-
geraftalelovens bilag 2 (§ 1, nr. 21), at det ønskes belyst i lovforslagets
Side 21/24
bemærkninger, om det vil være muligt indenfor ændringsdirektivets rammer
at anvende tiltaleformen ”Du” i stedet for ”De”, når den erhvervsdrivende
kommunikerer med forbrugere.
Forsikring og Pension bemærker, at de foreslåede ændringer i forsikrings-
aftaleloven (lovforslagets § 2) ikke tager højde for bestemmelserne om lex
specialis i det ændrede forbrugerrettighedsdirektiv, når det gælder de oplys-
ninger, der skal gives forud for aftaleindgåelsen, og i forhold til de fyldest-
gørende redegørelser. Således fremgår det udtrykkeligt af henholdsvis arti-
kel 16 a, stk. 10, og artikel 16 d, stk. 5, i direktivet, at hvis en anden EU-
retsakt, der regulerer specifikke finansielle tjenesteydelser, indeholder be-
stemmelser om de oplysninger, der skal gives til forbrugeren forud for afta-
lens indgåelse, eller om fyldestgørende redegørelser, er det kun bestemmel-
serne i den pågældende EU-retsakt, der finder anvendelse på de pågældende
specifikke finansielle tjenesteydelser, uanset hvor detaljerede de pågæl-
dende bestemmelser er, medmindre andet er fastsat i nævnte EU-retsakt.
Princippet er yderligere præciseret i direktivets præambelbetragtning nr. 16,
17 og 20. Organisationen oplyser bl.a., at forsikringsdistributionsdirektivet
(IDD/(EU) 2016/97), der bl.a. er implementeret i bekendtgørelse nr. 1557
af 6. december 2024 om god skik for forsikringsdistributører, og som også
gælder ved fjernsalg, er udtryk for en sektorspecifik retsakt, som indeholder
bestemmelser om såvel prækontraktuelle oplysninger som fyldestgørende
redegørelser. Dette direktiv nævnes også i ændringsdirektivets præambel-
betragtning nr. 17 og 20. I lyset heraf mener Forsikring og Pension, at artikel
16 a (om prækontraktuelle oplysninger) og artikel 16 d (om fyldestgørende
redegørelser) ikke bør implementeres i forsikringsaftaleloven. Forsikring og
Pension havde i øvrigt gerne set, at Justitsministeriet i forbindelse med åb-
ningen af forsikringsaftaleloven bl.a. havde revideret lovens §§ 12-14, der
indeholder regler for betaling, rykker og opsigelse af forsikringsaftaler, da
bestemmelserne efter organisationens opfattelse ikke længere kan anses for
tidssvarende.
Justitsministeriet kan oplyse, at der ikke med lovforslaget lægges op til at
ændre definitionen af forbrugerbegrebet i dansk ret. Det følger af forbru-
geraftalelovens § 2, stk. 1, at ved en forbrugeraftale forstås bl.a. en aftale,
som en erhvervsdrivende eller en person, der optræder i dennes navn eller
på dennes vegne, indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbru-
geren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Af forsikringsaftaleloven
fremgår det af § 2, stk. 4, 1. pkt., at ved en forbrugerforsikring forstås en
forsikringsaftale, hvor forsikringstageren (forbrugeren) ved aftalens
Side 22/24
indgåelse hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Definitionerne er i øv-
rigt gengivet i pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Justitsministeriet bemærker, at forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4, som ikke
foreslås ændret, bestemmer, at lovens kapitel 4 (om fortrydelsesret) gælder
for de i bestemmelsens stk. 2, nr. 15, nævnte aftaler, hvis aftalen vedrører
finansielle tjenesteydelser og er indgået uden for den erhvervsdrivendes for-
retningssted. Det kan i forlængelse heraf bemærkes, at ændringsdirektivets
indførelse af en ny artikel 16 b i forbrugerrettighedsdirektivet alene angår
fortrydelsesret i forbindelse med aftaler om fjernsalg af finansielle tjeneste-
ydelser. Forholdet mellem begrebet ”fjernsalgsaftale” og ”aftale indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted” følger af forbrugeraftale-
lovens § 3, nr. 4 og 5 (som ikke foreslås ændret).
Justitsministeriet bemærker om tiltaleformen ”De” i relation til lovforsla-
gets ændring af bl.a. forbrugeraftalelovens bilag 2 (§ 1, nr. 21), at denne
tiltaleform anvendes i ændringsdirektivet. Der henvises i den forbindelse til
den ændring af bilag 1, del A, til forbrugerrettighedsdirektivet, som sker ved
ændringsdirektivets artikel 1, nr. 7. Justitsministeriet kan i forlængelse
heraf bemærke, at det fremgår af forbrugeraftalelovens § 15, stk. 2, at op-
lysningerne om fortrydelsesretten (jf. § 14, stk. 1, nr. 10) skal gives ved brug
af standardfortrydelsesvejledningen i lovens bilag 2. Den erhvervsdrivende
kan dog anvende en anden tekst end den tekst, der følger af bilaget, hvis
forbrugeren herved gives tilsvarende informationer som efter bilaget og in-
formationerne ikke gives på en mindre tydelig og forståelig måde.
For så vidt angår forholdet til lex specialis-princippet, skal Justitsministe-
riet bemærke, at det fremgår af lovforslagets indledning, jf. pkt. 1 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger, at ændringsdirektivet ikke ændrer ek-
sisterende sektorspecifikke EU-retsakter. Det fremgår således af lovforsla-
gets indledning, at det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 16, at
det skal præciseres, at når andre EU-retsakter, der regulerer specifikke fi-
nansielle tjenesteydelser, indeholder bestemmelser om oplysninger forud
for aftaleindgåelsen, om fortrydelsesret eller om fyldestgørende redegørel-
ser, og uanset hvor detaljerede disse bestemmelser er, bør kun de respektive
bestemmelser i disse andre EU-retsakter finde anvendelse på de pågæl-
dende specifikke finansielle tjenesteydelser til forbrugere, medmindre andet
er fastsat i nævnte retsakter, herunder medlemsstaternes udtrykkelige mu-
lighed for at udelukke anvendelsen af disse specifikke bestemmelser.
Side 23/24
Det fremgår endvidere af pkt. 2.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger (om forudgående oplysningspligter), at det er fastsat i forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 16 a, stk. 10, om forholdet til andre EU-retsakter,
der regulerer specifikke finansielle tjenesteydelser, at hvis sådanne retsak-
ter indeholder bestemmelser om de oplysninger, der skal gives til forbruge-
ren forud for aftalens indgåelse, er det kun bestemmelserne i den pågæl-
dende EU-retsakt, der finder anvendelse på de pågældende specifikke finan-
sielle tjenesteydelser, uanset hvor detaljerede de pågældende bestemmelser
er, medmindre andet er fastsat i nævnte EU-retsakt. Hvis den anden EU-
retsakt ikke indeholder bestemmelser om oplysning om fortrydelsesret, un-
derretter den erhvervsdrivende forbrugeren om, hvorvidt der foreligger en
sådan ret i overensstemmelse med stk. 1, litra p.
Desuden følger det af pkt. 2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger
(om fyldestgørende redegørelser), at hvis en anden EU-retsakt, der regule-
rer specifikke finansielle tjenesteydelser, indeholder bestemmelser om de
fyldestgørende redegørelser, der skal gives til forbrugeren, er det kun be-
stemmelserne om fyldestgørende redegørelser i den pågældende EU-rets-
akt, der finder anvendelse på disse specifikke finansielle tjenesteydelser,
medmindre andet er fastsat i nævnte EU-retsakt. Der henvises i lovforslaget
i samme anledning til forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16 d, stk. 5, som
fastlægger forholdet til andre EU-retsakter, der regulerer specifikke finan-
sielle tjenesteydelser, i relation til fyldestgørende redegørelser.
Justitsministeriet kan således oplyse, at de relevante foreslåede bestemmel-
ser i forsikringsaftaleloven (f.eks. reglerne om fyldestgørende redegørelser)
ikke vil finde anvendelse, når forholdet er omfattet af anden EU-lovgivning
(f.eks. forsikringsdistributionsdirektivet). Justitsministeriet finder imidler-
tid, at det er nødvendigt og hensigtsmæssigt at implementere bestemmel-
serne i forsikringsaftaleloven. Det kan f.eks. være vigtigt, såfremt relevante
sektorspecifikke retsakter senere skulle blive ophævet eller ændret. Det føl-
ger desuden af forbrugeraftalelovens § 1, stk. 4, nr. 1, at loven som udgangs-
punkt ikke gælder for forsikringsaftaler omfattet af forsikringsaftaleloven
og henvendelser med henblik på indgåelse af aftale herom. Der kan endvi-
dere henvises til, at forsikringsaftalelovens kapitel I A allerede i dag inde-
holder regler om oplysningspligt og fortrydelsesret m.v. for forbrugerfor-
sikringer ved bl.a. fjernsalg. Det er således bl.a. også af de grunde Justits-
ministeriets opfattelse, at det er hensigtsmæssigt at gennemføre ændrings-
direktivet i både forbrugeraftaleloven og forsikringsaftaleloven.
Side 24/24
I forhold til spørgsmålet om en eventuel tilpasning af reglerne i forsikrings-
aftalelovens §§ 12-14 (om regler for betaling, rykker og opsigelse af forsik-
ringsaftaler) bemærker Justitsministeriet, at ændringsdirektivet ikke vil
medføre behov for ændringer af disse bestemmelser, og at lovforslaget så-
ledes ikke har nogen indholdsmæssig sammenhæng hermed. Justitsministe-
riet er dog – i lyset af Forsikring og Pensions henvendelse herom – åben for
at se nærmere på, om de nuværende regler på dette punkt med fordel kan
moderniseres.
3. Lovforslaget i forhold til lovudkastet
I forhold til det udkast til lovforslag, som har været i offentlig høring, er der
i det fremsatte lovforslag blevet foretaget justeringer af sproglig, redaktionel
og lovteknisk karakter. Derudover er der blevet foretaget en opdatering i
lovforslagets pkt. 4 om økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.


Indholdsfortegnelse
Høringssvar........................................................................................................... 1
Dansk Erhverv.................................................................................................... 1
Dansk Industri .................................................................................................... 4
Finans Danmark ................................................................................................. 6
Forsikring & Pension........................................................................................ 18
Finans og Leasing............................................................................................. 23
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen................................................................ 25
Høringssvar uden bemærkninger..................................................................... 27
Domstolsstyrelsen ............................................................................................ 27
Kommunernes Landsforening .......................................................................... 28
Offentligt
L 185 - Bilag 1
Retsudvalget 2024-25
DANSK ERHVERV
Børsgade 4
1217 København K
www.danskerhverv.dk
info@danskerhverv.dk
T. + 45 3374 6000
bda@danskerhverv.dk
BDA/BDA
Side 1/3
Justitsministeriet
Att.: Jonas Karlsen
Sendt på mail til jonk@jm.dk og
formueretskontoret@jm.dk
Den 18. marts 2025
Høring om forslag til lov om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om
forsikringsaftaler
Dansk Erhverv har ved mail af 19. februar 2025 modtaget ovenstående lovforslag i
høring og jeg skal hermed komme med Dansk Erhvervs bemærkninger til lovforsla-
get.
Generelle bemærkninger
Indledningsvist skal Dansk Erhverv bakke op om Justitsministeriets målsætning om
alene at implementere ændringsdirektivet med de minimumskrav, der fremgår af di-
rektivet således, at danske virksomheder ikke pålægges yderligere unødige økonomi-
ske og administrative byrder i forbindelse med vedtagelsen af dette lovforslag.
Ændringerne i lov om forbrugeraftaler
Den foreslåede indførelse af en fortrydelsesfunktion, der skal være tilgængelig på on-
linegrænsefladen for alle erhvervsdrivende, der sælger tjenester og/eller varer til for-
brugere via en onlinegrænseflade, vil berøre mange danske erhvervsdrivende.
Der er tale om en funktion, der skal implementeres via en it-løsning, og det er derfor
vigtigt, at de erhvervsdrivende dels får tilstrækkelig tid til at få implementeret funkti-
onen og dels, at det fremgår tydeligt præcis, hvilke krav, der er til funktionen.
Dansk Erhverv foreslår derfor, at tilsynsmyndighederne sammen med de relevante
interessenter sætter sig sammen og udarbejder en vejledning således, at virksomhe-
derne fra starten kan implementere en korrekt løsning i forhold til fortrydelsesfunkti-
onen. Derudover er det vigtigt, at kravene ikke tolkes for indskrænkende så virksom-
heder, der allerede har en fortrydelsesfunktion alligevel skal bruge tid og ressourcer
på at implementere en ny funktion.
Dansk Erhverv bidrager naturligvis meget gerne til dette arbejde.
Dansk Erhverv har ikke nogen bemærkninger til de foreslåede ændringer til lov om
forsikringsaftaler.
1
DANSK ERHVERV
Side 2/3
Specifikke bemærkninger
Ændringerne i lov om forbrugeraftaler
Nr. 3. - § 4, stk. 3
Reguleringen af Dark Patterns bør som udgangspunkt ske via direktivet om urimelig
handelspraksis og ikke ved implementering i diverse sektorspecifikke direktiver.
Dansk Erhverv er klar over, den pågældende artikel naturligvis skal implementeres,
da den nu er vedtaget som en del af direktivet, men Dansk Erhverv vurderer også, at
der formodentlig ville kunne gribes ind overfor de nævnte eksempler på dark patterns
med hjemmel i markedsføringslovens bestemmelser om vildledende handlinger
Nr. 19. - § 20 a
Indledningsvist skal det bemærkes, at det er Dansk Erhvervs opfattelse, at der i Dan-
mark ikke er et generelt problem med, at forbrugerne ikke ved eller ikke er i stand til
at fortryde køb foretaget på nettet. Den nye fortrydelsesfunktion, der indføres med
vedtagelsen af den nye § 20 a, vil derfor formodentlig ikke få den store betydning for
danske forbrugere.
Dansk Erhverv hilser det velkomment, at der hverken i direktivet eller lovforslaget er
stillet meget specifikke krav til udformningen af funktionen, men at det i et vist om-
fang bliver op til de enkelte virksomheder, hvordan funktionen udformes, når blot
den lever op til de overordnede krav i loven. Når det er sagt, er det dog vigtigt, at virk-
somhederne fra starten ved, hvordan tilsynsmyndighederne tolker de nye regler.
Der vil formodentlig være virksomheder, der allerede i dag har løsninger, der lever op
til kravene i loven og det er vigtigt, at de kan fortsætte med de eksisterende løsninger.
Der vil uden tvivl også være virksomheder, der i dag ikke har en funktion, der lever op
til lovens krav og det er vigtigt for disse virksomheder, at eventuelle tvivlsspørgsmål
kan ryddes af vejen så hurtigt som muligt således, at de kan implementere den rigtige
løsning første gang.
Dansk Erhverv vil derfor opfordre til, at tilsynsmyndighederne udarbejder en vejled-
ning således, at virksomhederne i god tid inden 19. juni 2026 ved, hvad der for ek-
sempel skal forstås ved udtryk som:
• Fortrydelsesfunktionen skal have en fremtrædende plads på onlinegrænsefla-
den og være let tilgængelig for forbrugeren, jf. stk. 1, 4. pkt.
• Forbrugeren bør være i stand til at finde og tilgå funktionen på en nem og en-
kel måde, jf. bemærkningerne til bestemmelsen.
Dansk Erhverv medvirker naturligvis meget gerne i udarbejdelsen af en sådan vejled-
ning.
2
DANSK ERHVERV
Side 3/3
Med venlig hilsen
Bo Dalsgaard
Chefkonsulent
3
4
5
Finans Danmark | Amaliegade 7 | 1256 København K | www.finansdanmark.dk
Høringssvar
18. marts 2025
Dok: FIDA-300870041-437-v1
Kontakt Anne Aarup Fenger
Justitsministeriet
Att.: Jonas Karlsen
Sendt pr. mail til jonk@jm.dk
Høringssvar – forbrugerbeskyttelse ved
fjernsalg af finansielle tjenesteydelser
Ændring af forbrugeraftaleloven (forslagets § 1)
Generelle bemærkninger
Finans Danmark bemærker, at formålet med ændringsdirektivet er at forenkle og
modernisere den lovgivningsmæssige ramme for finansielle tjenesteydelser ved
at indsætte en række bestemmelser fra fjernsalgsdirektivet i forbrugerrettigheds-
direktivet. Det følger, at en række af bestemmelserne i direktivet allerede er im-
plementeret i dansk ret, herunder regler om prækontraktuelle oplysninger og for-
trydelsesret, ligesom det eksplicit fremgår, at direktivet ændrer ikke eksisterende
sektorspecifikke EU-retsakter. I relation hertil finder vi, at bemærkningerne til de
enkelte bestemmelser med fordel kan uddybes i forhold til samspillet med anden
lovgivning.
Herudover opfordrer vi til, at der alene foretages en direktivnær implementering,
og at der ikke sker overimplementering, som generelt skaber ulige konkurrence-
vilkår for danske virksomheder i forhold til andre lande.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Lovforslagets § 1, nr. 3
Den foreslåede bestemmelse, der implementerer artikel 16 e, stk. 1, litra a, har til
formål at forhindre vildledende eller manipulerende tiltag, der forhindrer eller for-
ringer forbrugernes evne til at træffe frie og informerede beslutninger. Rækkevid-
den af bestemmelsen er uklar, herunder om bestemmelsen f.eks. er til hinder for,
at der i forbindelse med kontooverførsler som standard er valgt en bestemt type
overførsel, f.eks. straks- eller standardoverførsel, herunder f.eks. baseret på kun-
dens historik, og om det kan udstrækkes til kampagner, herunder bannerrekla-
mer. Vi opfordrer til en præcisering heraf.
Lovforslagets § 1, nr. 5-10
Vi finder det positivt, at Justitsministeriet ikke har fundet anledning til at forslå
strengere bestemmelser vedrørende prækontraktuelle oplysningskrav end dem,
der er omhandlet i ændringsdirektivets artikel 1, nr. 4 (forslag om artikel 16 a, stk.
6
Finans Danmark | Amaliegade 7 | 1256 København K | www.finansdanmark.dk 2
Høringssvar
18. marts 2025
Dok. nr.:
FIDA-300870041-437-v1
1). Vi bemærker dog, at Justitsministeriet har fundet det hensigtsmæssigt at op-
retholde de gældende prækontraktuelle oplysningskrav, også i de få tilfælde
hvor bestemmelserne på visse punkter går videre end dem, der omhandlet i arti-
kel 16 a, stk. 1.
Af hensyn til at undgå overimplementering og ”information overload” opfordrer
vi til, at de gældende prækontraktuelle oplysningskrav, der går ud over de be-
stemmelser, der er omhandlet i artikel 16 a, stk. 1, ikke opretholdes.
Det bør også fremgå, at de prækontraktuelle oplysningskrav, der går videre end
dem, der omhandlet i artikel 16 a, stk. 1, ikke er gældende, hvis den finansielle
tjenesteydelse er reguleret af anden lovgivning.
Det forslås i lovforslagets § 1, nr. 10, at den erhvervsdrivende skal give forbruge-
ren oplysning om, hvor det er relevant, at prisen er blevet personaliseret på
grundlag af en automatiseret beslutningstagning. Vi opfordrer til, at det præcise-
res, hvad der menes med, at prisen er blevet personaliseret på grundlag af en
automatiseret beslutningstagning. Vil f.eks. det forhold, at en kundes pris afhæn-
ger af kundens indplacering i en kundegruppe være omfattet af bestemmelsen,
hvis kundens indplacering i kundegruppen er sket automatisk på baggrund af
forretningsomfang?
Den foreslåede nye bestemmelse i forbrugeraftalelovens § 14, stk. 1, nr. 19, er en
direktivnær implementering af dele af art. 1, 4), i direktiv 2023/2673. Anvendelses-
området for den nye nr. 19 vil efter vores opfattelse være investeringsprodukter,
idet der henvises til ”miljømæssige eller sociale faktorer er integreret i investerings-
strategien”. Det bemærkes, at sådanne produkter allerede er omfattet af kravet
om præ-kontraktuelle oplysninger i SFDR. Henset hertil finder vi, at samspillet med
anden lovgivning (særligt SFDR) bør tydeliggøres i lovtekst og bemærkninger, og
at det konkretiseres, hvilke oplysninger, der skal gives og i hvilket format.
Lovforslagets § 1, nr. 12
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den erhvervsdrivende skal minde
forbrugeren om muligheden for at fortryde fjernsalgsaftalen og om proceduren i
forbindelse med fortrydelsesretten, hvis den erhvervsdrivende først giver forbruge-
ren oplysninger mindre end én dag, inden forbrugeren er bundet af fjernsalgsaf-
talen. Forslaget vil desuden medføre, at påmindelsen skal gives til forbrugeren på
et varigt medium senest syv dage efter aftaleindgåelsen. Selvom kravet følger di-
rekte af direktivet, og som følge heraf skal implementeres, er det dog vores op-
fattelse, at bestemmelsen påfører virksomhederne unødvendige omkostninger
og byrder uden at give værdi for forbrugeren.
7
Finans Danmark | Amaliegade 7 | 1256 København K | www.finansdanmark.dk 3
Høringssvar
18. marts 2025
Dok. nr.:
FIDA-300870041-437-v1
Lovforslagets § 1, nr. 14
Forslaget om at indføre sprogkrav vedrørende de oplysninger, som den erhvervs-
drivende skal give forbrugeren i forbindelse med aftaler om fjernsalg af finansielle
tjenesteydelser følger ikke af direktivet og udgør således overimplementering.
Vi anbefaler, at forslaget om sprogkrav ikke opretholdes.
Lovforslagets § 1, nr. 15
Lagdeling (§ 14 a)
Vi finder det overordnet positivt, at det forslås en ret for den erhvervsdrivende til
lagdele visse oplysninger, når de gives elektronisk.
Det fremgår af punkt 2.3.6.1. i lovbemærkningerne, at ved ”lagdeling” forstås til-
fælde, hvor visse oplysningskrav forud for aftaleindgåelsen betragtes som cen-
trale elementer og dermed placeres på en fremtrædende måde i første lag, og
andre detaljerede dele af oplysningerne forud for aftaleindgåelsen præsenteres
i ledsagende lag. Vi finder, at det bør fremgå direkte af loven, hvad der menes
med at lagdele oplysninger.
Vi forstår præambel nr. 33 således, at den anførte ”anden mulig måde” med at
give oplysninger forud for aftaleindgåelsen ad elektronisk vej ved hjælp af ind-
holdsfortegnelsen med overskrifter, der kan udvides, er et eksempel på lagdeling.
Vi opfordrer til, at begrebet præciseres.
Vi bemærker desuden, at lovforslaget er mere restriktivt end ændringsdirektivet
med hensyn til hvilke oplysninger, som er undtaget fra muligheden for lagdeling.
F.eks. undtager lovforslaget oplysninger om, at den finansielle tjenesteydelse
vedrører instrumenter, der indebærer særlige risici som følge af deres særlige ka-
rakteristika m.v., fra lagdelingsmuligheden. Disse oplysninger er ikke undtaget
lagdelingsmuligheden efter ændringsdirektivet.
Danske særregler skaber ulige konkurrencevilkår for danske virksomheder i for-
hold til andre lande. Særreglerne medfører desuden yderligere byrder og om-
kostninger for virksomheder, der opererer i flere lande til at udvikle løsninger, der
overholder nationale særregler. Vi foreslår derfor, at loven alene undtager oplys-
ninger fra lagdelingsmuligheden i overensstemmelse med bestemmelserne i æn-
dringsdirektivet.
8
Finans Danmark | Amaliegade 7 | 1256 København K | www.finansdanmark.dk 4
Høringssvar
18. marts 2025
Dok. nr.:
FIDA-300870041-437-v1
Fyldestgørende redegørelser (§ 14b)
Finans Danmark finder det uklart, om de forudgående oplysninger efter § 14, stk.
1 kan gives som en del af en fyldestgørende redegørelse. Vi opfordrer til en præ-
cisering heraf. Hvis de forudgående oplysninger efter § 14, stk. 1 skal gives sepa-
rat, synes lovforslaget at øge mængden af oplysninger, som forbrugeren skal
have forud for aftalens indgåelse, betydeligt. Det bemærkes i denne sammen-
hæng, at det fremgår af præambel nr. 38, at den blotte gengivelse af oplysnin-
gerne forud for aftaleindgåelsen muligvis ikke er tilstrækkelig og derfor bør und-
gås.
Vi skal herudover opfordre til, at det i lovforslaget uddybes, hvilke yderligere op-
lysninger, der kan være omfattet af kravet om at oplyse om ”de væsentlige ka-
rakteristika” ved aftalen set f.eks. i forhold til kravet i § 14, stk. 1, nr. 1 om at oplyse
om tjenesteydelsens vigtigste egenskaber og nr. 11 om eventuelle særlige risici
ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter.
Endelig opfordrer vi til, at lovforslaget præciserer forholdet til andre love. Vi fin-
der, at det bør fremgå af loven, at forbrugeraftalelovens bestemmelser om fyl-
destgørende redegørelser er subsidiære i forhold til bestemmelser fyldestgørende
redegørelser i anden lovgivning, herunder EU-forordninger, der regulerer speci-
fikke finansielle tjenesteydelser.
Som et eksempel på en sådan EU-retsakt nævner lovbemærkningernes punkt ar-
tikel 12, stk. 1, i forbrugerkreditdirektivet. Vi bemærker i den forbindelse, at forbru-
gerkreditdirektivet og kreditaftaleloven anvender begrebet ”fyldestgørende for-
klaringer”. Vi finder på den baggrund, at det bør præciseres, om der er forskel
på ”fyldestgørende redegørelser” i lovforslaget og ”fyldestgørende forklaringer” i
kreditaftaleloven, og i så fald hvori denne forskel består.
Lovforslaget behandler ikke samspillet mellem oplysningspligten efter § 14, stk. 1
og den foreslåede redegørelsespligt efter § 14 b. Det er således uklart om, det
forhold at oplysningspligten efter § 14 ikke finder anvendelse, fordi denne er re-
guleret af anden EU-lovgivning, har betydning for redegørelsespligten. Vi skal op-
fordre til, at det uddybes i lovforslaget.
Vi bemærker i øvrigt, at det fremgår af artikel 16 d, stk. 1, litra a, at redegørel-
serne skal omfatte ”de krævede oplysninger forud for aftaleindgåelsen”. Efter
lovforslaget til § 14 b. stk. 1, nr. 1, skal redegørelserne omfatte ”de i § 14, stk. 1,
nævnte oplysninger”. Vi bemærker, at henvisningen til ”de i § 14, stk. 1, nævnte
9
Finans Danmark | Amaliegade 7 | 1256 København K | www.finansdanmark.dk 5
Høringssvar
18. marts 2025
Dok. nr.:
FIDA-300870041-437-v1
oplysninger” alene giver mening i de tilfælde, hvor forbrugeren skal have oplys-
ninger efter af § 14, stk. 1, i forbrugeraftaleloven. Vi opfordrer til at præcisere,
hvad der gælder, hvis forbrugeren skal have oplysninger efter anden lovgivning.
Lovforslaget giver forbrugeren ret til ”personlig betjening”, hvis den erhvervsdri-
vende anvender onlineværktøjer. Det er vores forståelse, at kravet kan udfyldes
ved personlig telefonisk betjening, og at der ikke stilles krav om personlig fysisk
betjening.
Lovforslagets § 1, nr. 17
Finans Danmark finder, at det bør fremgå af loven, at forbrugeraftalelovens be-
stemmelser om fortrydelsesret er subsidiære i forhold til bestemmelser om fortry-
delsesret i anden lovgivning, herunder EU-retsakter, der regulerer specifikke finan-
sielle tjenesteydelser.
Lovforslagets § 1, nr. 19
Definitionen af forbrugeraftaler i § 2, stk. 1, i forbrugeraftaleloven betyder, at an-
dre end fysiske personer kan være forbrugere i forbrugeraftalelovens forstand.
Dermed er forbrugeraftalelovens forbrugerbegreb udvidet i forholdt til definitio-
nen i forbrugerrettighedsdirektivet, hvor en forbruger defineres i artikel 2, nr. 1,
som ”enhver fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede
aftaler ikke handler som led i sit erhverv”.
Det udvidede forbrugerbegreb i forbrugeraftaleloven medfører bl.a., at lovforsla-
gets § 1, nr. 19, om indførelse af en fortrydelsesfunktion, finder anvendelse for
både fysiske og juridiske personer, der hovedsageligt handler uden for deres er-
hverv. Dermed går lovforslaget videre end ændringsdirektivet, idet lovforslaget
udvider anvendelsesområdet for bestemmelsen on indførelse af en fortrydelses-
funktion til at omfatte andre end fysiske personer. Det er usikkert, om det udvi-
dede anvendelsesområde i forbrugeraftaleloven er i overensstemmelse med
ændringsdirektivet, der medfører totalharmonisering, medmindre andet konkret
fremgår af direktivets enkelte bestemmelser.
Det udvidede anvendelsesområde udgør under alle omstændigheder overim-
plementering, der skaber ulige konkurrencevilkår for danske virksomheder i for-
hold til andre lande. Det gælder særligt i forhold til bestemmelsen om fortrydel-
sesfunktion, hvor det udvidede forbrugerbegreb vil medføre betydelige merom-
kostninger for den finansielle sektor til udvikling og implementering af en fortrydel-
sesfunktion på onlinegrænseoverflader, der er rettet mod erhvervsdrivende og
10
Finans Danmark | Amaliegade 7 | 1256 København K | www.finansdanmark.dk 6
Høringssvar
18. marts 2025
Dok. nr.:
FIDA-300870041-437-v1
juridiske personer i stedet for alene at kunne udvikle og implementere en fortry-
delsesfunktion på onlinegrænseoverflader, der er rettet mod forbrugere, der er
fysiske personer.
Finans Danmark forslår derfor, at lovforslagets § 1, nr. 19, begrænses til alene at
omfatte forbrugere i overensstemmelse med forbrugerrettighedsdirektivets defini-
tion (dvs. fysiske personer).
Vi bemærker i denne sammenhæng, at det fremgår af lovbemærkningerne om
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v., at Justitsmini-
steriet på visse områder af hensyn til, at det efter omstændighederne vil kunne
pålægge erhvervslivet unødvendige byrder i forhold til ændringsdirektivets for-
mål, har foreslået, at der ikke skal vedtages strengere bestemmelser. Det synes at
stride mod denne linje at pålægge erhvervslivet yderligere byrder ved at an-
vende det udvidede forbrugerbegreb i forbindelse med indførelsen af fortrydel-
sesfunktionen.
Vi foreslår desuden, at det præciseres, at kravet om fortrydelsesfunktion kun er
gældende, hvis forbrugeren har fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven, og ikke
hvis forbrugeren har fortrydelsesret eller lignede efter anden lovgivning, f.eks. kre-
ditaftaleloven.
I relation til identifikation af kunden følger det af lovbemærkningerne, at fortry-
delsesfunktionen skal sikre, at forbrugerne kan fortryde en aftale lige så let, som
de kan indgå den. Det er vores forståelse, at virksomheden kan stille samme krav
til forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten som til indgåelsen af aftalen, f.eks.
at udnyttelsen af fortrydelsesretten godkendes med stærk kundeautentifikation,
hvis indgåelsen af aftalen er sket med stærk kundeautentifikation. Vi opfordrer til
en præcisering heraf.
Onlinegrænseflader er alene beskrevet med henvisning til præambelbetragtning
nr. 37, hvor der ved en onlinegrænseflade forstås enhver form for software, her-
under et websted eller en del af et websted, og applikationer, herunder mobil-
applikationer, jf. artikel 3, litra m, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2022/2065 (om digitale tjenester) og ændringsdirektivets præambelbetragtning
nr. 37. Finans Danmark opfordrer til, at der indsættes definition af ”onlinegrænse-
flade” i lovens § 3. I den forbindelse bør afklares, om en ”onlinegrænseflade” er
forskellig fra eller en udvidelse i forhold til ”brug af fjernkommunikation” og/eller
”et system for fjernslag”, som i dag er definitionen for en fjernsalgsaftale.
11
Finans Danmark | Amaliegade 7 | 1256 København K | www.finansdanmark.dk 7
Høringssvar
18. marts 2025
Dok. nr.:
FIDA-300870041-437-v1
Afslutningsvist
Fortrydelsesret for aftaler om værdipapirer indgået uden for forretningssted
Finans Danmark har tilbage i 2015 været i dialog med Justitsministeriet om over-
implementering i § 18, stk. 3 (nu stk. 4). Problemstillingen går på, at § 18, stk. 2, nr.
15, undtager aftaler om værdipapirer hvis pris afhænger af udsving på kapital-
markedet fra fortrydelsesretten. Stk. 4 anfører imidlertid, at denne undtagelse ikke
gælder, hvis denne aftale er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretnings-
sted. Vi henviser til en nærmere beskrivelse af problemstillingen i vedlagte brev af
25. marts 2015 fra Finansrådet (nu Finans Danmark).
Da ændringsdirektivet medfører strukturelle ændringer til forbrugerrettighedsdi-
rektivet ved at indføre artikel 16a-e, der specifikt angår finansielle tjenesteydelser,
finder Finans Danmark det afgørende, at Justitsministeriet tilpasser § 18, stk. 4, så
det er i overensstemmelse med direktivet, herunder specifikt artikel 16 b, stk. 2,
litra a.
Med venlig hilsen
Anne Aarup Fenger
Direkte: 30161136
Mail: afe@fida.dk
12
25. marts 2015
Finanssektorens Hus
Amaliegade 7
1256 København K
Telefon 3370 1000
mail@finansraadet.dk
www.finansraadet.dk
Journalnr. 342/01
Dok. nr. 534509-v4
Formueretskontoret
Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Att.: Helga Lund Laursen
Sendt via e-mail til hll@jm.dk
Forbrugeraftaleloven
I forlængelse af behagelig telefonsamtale den 23. marts 2015 retter Finans-
rådet henvendelse til Justitsministeriet, da vi er blevet opmærksom på en
konkret problemstilling vedrørende forbrugeraftaleloven1
(FAL). Problemstil-
lingen går ud på, at en forbruger ifølge lovens nuværende formulering synes
at have fortrydelsesret ved køb af værdipapirer i visse situationer. I det føl-
gende beskrives problemstillingen nærmere. Finansrådet vil gerne anmode
Justitsministeriet om et møde til en drøftelse heraf.
Baggrund
FAL blev med L39 om forslag til lov om forbrugeraftaler ændret med virk-
ning fra 13. juni 2014. Formålet med ændringerne var at implementere for-
brugerrettighedsdirektivet2
. Som led i implementeringen skete der blandt
andet ændring af reglerne om fortrydelsesret og definitionen af aftaler uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted, således at fortrydelsesretten de
facto er blevet udvidet.
Regulering af fortrydelsesret for aftaler om værdipapirer indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
Reglerne om fortrydelsesret fremgår af FAL kapitel 4, §§ 18-25. Det fremgår
af FAL § 18, stk. 1, at en forbruger som udgangspunkt har fortrydelsesret
ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for den erhvervsdriv-
endes forretningssted. FAL § 18, stk. 2, nr. 15, indeholder en undtagelse til
udgangspunktet, idet det her fremgår, at fortrydelsesretten ikke gælder for
”aftaler om varer, værdipapirer eller tjenesteydelser, hvis prisen afhænger
af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har nogen
indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden.”
I FAL § 18, stk. 3, findes en undtagelse til undtagelsen, da det anføres, at
udgangspunktet om fortrydelsesret alligevel gælder
”for de i stk. 2, nr. 15 nævnte aftaler, hvis aftalen vedrører finansielle tje-
nesteydelser og er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.”
Dette fremgår af lovens bemærkninger:
1
Lov nr. 1457 af 2013 om forbrugeraftaler
2
Direktiv nr. 83 af 2011 om forbrugerrettigheder
13
Side 2
Journalnr. 342/01
Dok. nr. 534509-v4
”Af stk. 3 fremgår det, at den i stk. 2, nr. 15, nævnte undtagelse dog ikke
gælder, hvis aftalen vedrører finansielle tjenesteydelser og er indgået uden
for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at reglerne om fortrydelsesret alli-
gevel vil finde anvendelse på aftaler omfattet af den foreslåede § 18, stk. 2,
nr. 15, hvis der er tale om en aftale vedrørende en finansiel tjenesteydelse
og denne aftale samtidigt er indgået uden for den erhvervsdrivendes forret-
ningssted, jf. definitionen heraf i lovforslagets § 3, nr. 2.
Der er tale om en delvis videreførelse af den gældende § 17, stk. 3, der
fastsætter visse begrænsninger af undtagelserne fra fortrydelsesretten. Med
den foreslåede bestemmelse videreføres denne begrænsning dog alene for
så vidt angår finansielle tjenesteydelser, hvorimod begrænsningen foreslås
ophævet i relation til spil, der med den foreslåede § 7, stk. 2, nr. 6, jf. § 18,
stk. 2, nr. 1, helt undtages fra lovens regler om såvel oplysningspligt som
fortrydelsesret.”
”Den foreslåede § 18, stk. 3, gælder aftaler vedrørende finansielle tjeneste-
ydelser indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted generelt,
hvorimod den gældende § 17, stk. 3, alene gælder visse aftaler vedrørende
finansielle tjenesteydelser indgået uden for fast forretningssted, nærmere
bestemt aftaler indgået i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos
forbrugeren, hvis aftalen vedrører andet end det, som forbrugeren har bedt
den erhvervsdrivende om at komme for, samt aftaler indgået under en ud-
flugt mv. arrangeret af den erhvervsdrivende, jf. den gældende forbrugeraf-
talelovs § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b (om aftaler inden for dørsalgsdirekti-
vets (direktiv 85/577/EØF) område).”
For så vidt angår definitionen af aftaler uden for den erhvervsdrivendes for-
retningssted fremgår de relevante definitioner af FAL § 3, nr. 2, litra a og
litra c.
I FAL § 3, nr. 2, litra a, defineres aftaler uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted som enhver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbru-
geren
”som er indgået med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige til-
stedeværelse på et sted, der ikke er den erhvervsdrivendes forretnings-
sted”.
I FAL § 3, nr. 2, litra c, defineres aftaler uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted som enhver aftale mellem den erhvervsdrivende og forbru-
geren
”som er indgået på den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved brug af
en fjernkommunikationsteknik, umiddelbart efter at forbrugeren er blevet
kontaktet personligt og individuelt af den erhvervsdrivende på et sted, som
14
Side 3
Journalnr. 342/01
Dok. nr. 534509-v4
ikke er den erhvervsdrivendes forretningssted, med samtidig fysisk tilstede-
værelse af den erhvervsdrivende og forbrugeren”.
Problemstilling
Efter implementeringen af forbrugerrettighedsdirektivet er der opstået en
meget væsentlig problemstilling vedrørende FAL. Problemstillingen vedrører
primært ændringen af undtagelsen til undtagelsen i § 18, stk. 3, om fortry-
delsesret for aftaler om værdipapirer, hvis pris afhænger af udsving på kapi-
talmarkedet.
Før L39 gjaldt undtagelsen til undtagelsen i § 18, stk. 3, kun for sådanne
aftaler uden for fast forretningssted, når der var tale om aftaler indgået i
forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg hos forbrugerne, hvis aftalen
vedrørte andet end det, som forbrugeren havde bedt den erhvervsdrivende
om at komme for. Med L39 er undtagelsen til undtagelsen i § 18, stk. 3,
blevet udvidet, så den gælder for aftaler indgået uden for den erhvervsdriv-
endes forretningssted generelt.
Problemstillingen er således, hvorvidt fortrydelsesretten kommer til at gæl-
de generelt for aftaler om værdipapirer uden for den erhvervsdrivendes for-
retningssted.
Problemstillingen drejer sig både om de situationer, hvor købet er sket un-
der den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens adresse, jf. FAL § 3, nr.
2, litra a, og den situation, hvor forbrugeren umiddelbart efter den er-
hvervsdrivendes besøg foretager købet ved brug af fjernkommunikations-
teknik, jf. FAL § 3, nr. 2, litra c. Sidstnævnte kan for eksempel ske ved, at
forbrugeren efterfølgende foretager købet på egen hånd i netbanken uden
bankens vidende.
I praksis bliver konsekvenserne meget vidtrækkende, da fortrydelsesretten
de facto kommer til at umuliggøre sædvanlig praksis for kundepleje for flere
kundesegmenter, for eksempel kunder med større engagementer eller kun-
der med begrænset bevægelighed eller et bevægelseshandicap. For disse
kundesegmenter sker det i dag i praksis ofte, at banken efter kundens an-
modning kommer på besøg på kundens adresse.
Finansrådets vurdering
Efter Finansrådets vurdering er det yderst problematisk, hvis der skulle væ-
re fortrydelsesret ved værdipapirhandel i situationer, hvor købet er sket ved
den erhvervsdrivendes besøg på kundens adresse, eller hvor købet er sket
umiddelbart efter den erhvervsdrivendes besøg på kundens adresse og ved
brug af fjernkommunikationsteknik. Fortrydelsesretten synes endda at gæl-
de, selvom besøget er kommet i stand på kundens anmodning, og selvom
besøget kun har handlet om det, kunden har anmodet banken om at kom-
me på besøg for.
Således som værdipapirmarkederne fungerer, vil det ikke være muligt for
den finansielle sektor at håndtere indførelse af fortrydelsesret på værdipa-
15
Side 4
Journalnr. 342/01
Dok. nr. 534509-v4
pirhandelsområdet, da kunderne dermed får adgang til at spekulere mod
den bank, der har solgt værdipapirerne til kunden, hvis kursen på værdipa-
pirerne efterfølgende falder – blot ved at gøre sin fortrydelsesret gældende
og lade handlen gå tilbage.
Det er som nævnt i dag almindelig praksis – både i og uden for Danmark –
at visse kundesegmenter serviceres ved, at banken afholder møder hos
kunden. Dette vil i praksis blive umuliggjort, hvis man i Danmark indfører
fortrydelsesret i de pågældende situationer.
Som begrundelse for fortrydelsesretten er der som nævnt i lovbemærknin-
gerne anført, at der i de nævnte situationer kan gøre sig et psykisk pres
eller et overraskelsesmoment gældende. Denne betragtning synes efter Fi-
nansrådets vurdering ikke at være relevant i de nævnte situationer, netop
hvis kunden selv har anmodet banken om besøget, og hvis besøget kun
handler om det, som kunden har anmodet om.
Der synes da også i de gældende direktiver at være taget højde for, at der
netop på værdipapirhandelsområdet ikke kan indføres fortrydelsesret.
Det gør sig således gældende i forbrugerrettighedsdirektivet, hvor det af
art. 16, litra b, fremgår, at
”medlemsstaterne må ikke give mulighed for at udøve fortrydelsesretten
som omhandlet i artikel 9-15 i forbindelse med aftaler om fjernsalg og afta-
ler indgået uden for fast forretningssted for så vidt angår følgende:
b) levering af varer eller tjenesteydelser, hvis pris er afhængig af udsving
på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på, og
som kan optræde inden fortrydelsesrettens udløb”.
Det fremgår videre af forbrugerrettighedsdirektivets art. 4, at direktivet er
underlagt totalharmonisering, idet:
”Medlemsstaterne må ikke i national ret opretholde eller indføre bestemmel-
ser, der fraviger dem, der er fastsat i dette direktiv, herunder strengere el-
ler lempeligere bestemmelser, for at sikre et andet forbrugerbeskyttelsesni-
veau, medmindre andet er fastsat i dette direktiv”.
I lyset af disse bestemmelser forekommer fortrydelsesretten, jævnfør FAL
§ 18, stk. 3, efter Finansrådets vurdering ikke i overensstemmelse med for-
brugerrettighedsdirektivet. Selvom L39 som nævnt havde til formål at im-
plementere forbrugerrettighedsdirektivet, lader det til, at L39 med sin udvi-
delse af fortrydelsesretten reelt har virket modsat direktivets hensigt, da
fortrydelsesretten på dette område i medfør af direktivet burde være afskaf-
fet.
16
Side 5
Journalnr. 342/01
Dok. nr. 534509-v4
Finansrådet vil gerne anmode Justitsministeriet om et møde til drøftelse af
problemstillingen. Spørgsmål til sagen og henvendelse om et møde bedes
rettet til undertegnede underdirektør Susanne Dolberg.
Med venlig hilsen
Susanne Dolberg
Direkte +45 3370 1061
sdo@finansraadet.dk
17
18.03.2025
F&P
Philip Heymans Allé 1
2900 Hellerup
Tlf.: 41 91 91 91
fp@fogp.dk
www.fogp.dk
CVR 11 62 81 84
Kirstine Thorsen
Chefkonsulent, Cand.jur
kth@fogp.dk
Sagsnr. GES-2022-00186
DokID 509259
Brancheorganisation
for forsikringsselskaber
og pensionskasser
Justitsministeriet
Att.: Morten Schaumburg-Müller
Slotsholmsgade 10
1216 København K
F&P’s svar på høring over forslag til lov om ændring af
lov om forbrugeraftaler og lov om forsikringsaftaler mv.
F&P takker for muligheden for at afgive svar på høringen over forslag til lov
om ændring af lov om forbrugeraftaler og lov om forsikringsaftaler samt ud-
kast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse vedrørende oplysning
om fortrydelsesret i henhold til lov om forsikringsaftaler.
Indledningsvis vil F&P gerne kvittere for, at lovforslaget som udgangspunkt
er udtryk for direktivnær implementering, og at ændringsdirektivets valgmu-
ligheder kun udnyttes i meget begrænset omfang. Dette falder fint i tråd med
F&P’s og regeringens fokus på at reducere de administrative byrder.
Når det er sagt, er der to elementer i lovforslaget, der særligt giver anledning
til bekymring. Det drejer sig om:
• Implementeringen i forsikringsaftaleloven (FAL) af ændringsdirektivets
bestemmelser om henholdsvis de prækontraktuelle oplysningskrav (arti-
kel 16a) og fyldestgørende redegørelser (artikel 16d) sammenholdt med
lex specialis princippet, som er indsat i begge artikler. Forsikringsdistri-
butionsdirektivet (IDD/(EU) 2016/97), der bl.a. er implementeret i be-
kendtgørelse nr. 1557 af 06/12/2024 om god skik for forsikringsdistribu-
tører, og som også gælder ved fjernsalg, er udtryk for en sektorspecifik
retsakt, som indeholder bestemmelser om såvel prækontraktuelle oplys-
ninger som om fyldestgørende redegørelser, og
• de økonomiske og administrative konsekvenser af den ny fortrydelses-
funktion
De to forhold er nærmere uddybet nedenfor.
18
F&P
Sagsnr. GES-2022-00186
DokID 509259
Side 2
Generelt om implementeringen af artikel 16a og artikel 16d i for-
sikringsaftaleloven
• Det er F&P’s opfattelse, at de foreslåede ændringer i forsikringsaftaleloven
(lovforslagets § 2) ikke tager højde for bestemmelserne om lex speci-
alis i det ændrede forbrugerrettighedsdirektiv, når det gælder de oplys-
ninger, der skal gives forud for aftaleindgåelsen og de fyldest-
gørende redegørelser. Således fremgår det udtrykkeligt af henholds-
vis artikel 16a, stk. 10, og artikel 16d stk. 5, i ændringsdirektivet, at hvis en
anden EU-retsakt, der regulerer specifikke finansielle tjenesteydelser, in-
deholder bestemmelser om de oplysninger, der skal gives til forbrugeren
forud for aftalens indgåelse eller om fyldestgørende redegørelser, er det
kun bestemmelserne i den pågældende EU-retsakt, der finder anvendelse
på de pågældende specifikke finansielle tjenesteydelser, uanset hvor de-
taljerede de pågældende bestemmelser er, medmindre andet er fastsat i
nævnte EU-retsakt (se også lovforslaget side 14 nederst, side 26 midterst
og side 49 øverst, hvor Justitsministeriet refererer til princippet). Lex spe-
cialis princippet er yderligere præciseret i forhold til de nævnte bestem-
melser i direktivets præambel (betragtning 16, 17 og 20).
Forsikringsdistributionsdirektivet (IDD/(EU) 2016/97), der bl.a. er im-
plementeret i bekendtgørelse nr. 1557 af 06/12/2024 om god skik for for-
sikringsdistributører, og som også gælder ved fjernsalg, er udtryk for en
sektorspecifik retsakt, som indeholder bestemmelser om såvel prækon-
traktuelle oplysninger som om fyldestgørende redegørelser. IDD nævens
også udtrykkeligt i betragtningerne 17 og 20 som eksempler på sektor spe-
cifik lovgivning.
Det fremgår udtrykkeligt af betragtning 16 i ændringsdirektivet, at lex spe-
cialis princippet er indsat i bestemmelserne om oplysninger forud for af-
taleindgåelsen, om fortrydelsesret og om fyldestgørende redegørelser ”Af
hensyn til retssikkerheden og for at sikre, at der ikke sker dobbeltarbejde
eller overlap…” Ved at have regler om prækontraktuelle oplysninger og
fyldestgørende redegørelser i både FAL og god skik bekendtgørelsen til-
sidesættes formålet med lex specialis princippet i ændringsdirektivet der-
med.
I lyset af ovenstående mener F&P ikke, at det er korrekt at implementere
ændringsdirektivets artikel 16 a om prækontraktuelle oplysninger og arti-
kel 16 d om fyldestgørende redegørelser i FAL. Derimod bør artikel 16b
om fortrydelsesret som foreslået fortsat være implementeret i FAL, da
IDD ikke indeholder bestemmelser herom.
Hvis ændringsdirektivets bestemmelser implementeres i FAL, vurderes
det, at der er tale om overimplementering af IDD’s bestemmelser om præ-
kontraktuelle oplysninger og fyldestgørende redegørelser. IDD, artikel 22,
19
F&P
Sagsnr. GES-2022-00186
DokID 509259
Side 3
stk. 2, giver mulighed for overimplementering. Det falder dog ikke i tråd
med regeringens indsats med at reducere byder for erhvervslivet og sikre
bedre regulering. Hvis der overimplementeres, skal det fremgå af lov-
forslagets bemærkninger, ligesom EIOPA og EU-Kommissionen skal un-
derrettes herom. Ligeledes bør bekendtgørelsen om god skik for forsik-
ringsdistributører i så fald henvise til FAL’s regler. Det eneste sted, der
henvises til fjernslagsdirektivet i IDD, er i artikel 23, stk. 7, der vedrører
formkrav ved telefonsalg (implementeret i god skik bekendtgørelsens be-
stemmelse om formkrav, § 3, stk. 6).
Konkret om implementeringen af dele af art. 16a
• Hvad angår sprogkravet, som foreslås indsat i et nyt stk. 5, i FAL § 34 e
(jf. lovforslagets § 2, nr. 12), bemærkes det, i øvrigt, at IDD allerede inde-
holder et sprogkrav i artikel 23, stk. 1, litra c). Det er implementeret i god
skik bekendtgørelsens § 3, stk. 1, 3. punktum.
• Med hensyn til Justitsministeriets ønske om at skabe overensstemmelse
mellem de oplysninger, der ikke vil være omfattet af den erhvervsdriven-
des mulighed for lagdeling, og de oplysninger, som den erhvervsdrivende
med forbrugerens samtykke kan nøjes med at give, når den erhvervsdri-
vende kontakter forbrugeren telefonisk med henblik på indgåelse af en af-
tale om fjernsalg vedrørende en finansiel tjenesteydelse (lovforslagets § 2,
nr. 12, hvorved der indsættes et nyt. stk. 6, i FAL § 34 e), bemærkes det, at
der i de relevante bestemmelser i det ændrede forbrugerrettighedsdirektiv
(artikel 16 a, stk. 4, og stk. 7) allerede henvises til de samme oplysnings-
krav (nemlig litra a), f), g), k) og p). Litra j), om eventuelle særlige risici
ved tjenesteydelsen som følge af ydelsens særlige karakter m.v., er der-
med ikke omfattet. Litra j) er derimod indsat i det nye stk. 6, i FAL § 34 e,
om lagdeling, og i stk. 3, om telefonisk henvendelse.
• Hvad angår lovforslagets § 2, nr. 8, hvorved der bl.a. indsættes et nyt op-
lysningskrav, nr. 16 i § 34 e, stk. 1, i FAL (”oplysninger om eventuelle mil-
jømæssige eller sociale mål, som forsikringsydelsen tager sigte på, hvis
miljømæssige eller sociale faktorer er integreret i forsikringsydelsen”),
bemærkes det, at det kan blive komplekst, hvis det skal tolkes så langt, at
mål i f.eks. bæredygtighedsrapportering (f.eks. skadebehandling) skal
nævnes ved tilbudsgivningen. Det er let at komme på kant af green-
washingregler, hvis sådanne mål sendes til forbrugerne ifm. tilbudsgiv-
ningen. Der gøres i øvrigt opmærksom på, at ”investeringsstrategien for”
burde være indsat i bestemmelsen efter ”integreret i”, jf. ændringsdirekti-
vets artikel 16a, stk. 1, litra o), som bestemmelsen implementerer.
• Vel vidende, at der er tale om direktivnær implementering, vurderer F&P,
at lovforslagets § 2, nr. 9, hvorved der i FAL, § 34 e, stk. 2, indsættes to
20
F&P
Sagsnr. GES-2022-00186
DokID 509259
Side 4
nye punktummer om forsikringsselskabets pligt til at påminde forbruge-
ren om muligheden for at fortryde aftalen, er en uhensigtsmæssig be-
stemmelse. Hertil kommer, at den vil medføre større administrative om-
kostninger til udvikling af IT-set-up. Forståelsen af bestemmelsen kan
bedst illustreres ved et eksempel:
Kunden ringer den 1. april 2025, kl. 16, til forsikringsselskabet for at
tegne en indboforsikring med ikrafttræden den 2. april 2025 (fra mid-
nat). Kunden og forsikringsselskabet indgår en forsikringsaftale, og
kunden modtager samme dag (1. april 2025), oplysninger fortrydelses-
ret mv.
Kunden er bundet af aftalen med forsikringsselskabet, og skal betale
præmie fra den 2. april 2025, hvor forsikringstiden løber.
I eksemplet gives de oplysninger, der er omhandlet i § 34 e, stk. 1, mindre
end én dag, inden forbrugeren er bundet af en forsikringsaftale. I eksem-
plet kunne forsikringsaftalen også være trådt i kraft samme dag, som kun-
den kontaktede forsikringsselskabet.
Det er, som vi forstår bestemmelsen, herefter tanken, at forsikringsselska-
bet nu skal sende kunden (forbrugeren) en påmindelse om muligheden
for at fortryde forsikringsaftalen og om den procedure, der skal følges for
at fortryde, i overensstemmelse med §§ 34 i-34 k. Påmindelse skal gives
til forbrugeren mellem én og syv dage efter indgåelsen af forsikringsafta-
len (på varigt medium).
Det betyder i eksemplet, at forsikringsselskabet fx den 4. april 2025 skal
give kunden besked om muligheden for fortrydelse, og senest den 8. april.
En sådan ekstra meddelelse/orientering til kunden efter aftalen er trådt i
kraft, og alle dokumenter mv. allerede er leveret til kunden, vil medføre
større administrative omkostninger til udvikling af IT-set-up. Og vil med-
føre udgifter for forsikringsselskaberne.
Hertil kommer, at det muligvis vil være vanskeligt at identificere de situ-
ationer, hvor meddelelsen skal gives.
Hertil bemærkes, at der efter bestemmelsen skal påmindes om mulighe-
den for at fortryde forsikringsaftalen - ikke alene efter den "almindelige"
14 dages fortrydelsesret (den mest kendte og relevante fortrydelse), men
også efter den "lille" fortrydelsesret i § 34 j, stk. 2, nr. 2 (hvor selskabet
efter § 34 k, stk. 2, faktisk kan pålægge forbrugeren at betale for en del af
ydelsen). Der kan blive tale om en ganske kompliceret information.
21
F&P
Sagsnr. GES-2022-00186
DokID 509259
Side 5
Fortrydelsesfunktionen
• Hvad angår lovforslagets § 1, nr. 19, der er en direktivnær implementering
i forbrugeraftaleloven af ændringsdirektivets artikel 1, nr. 3, om den nye
”fortrydelsesfunktion”, skal F&P endnu engang gøre opmærksom på,
at det vurderes, at funktionen vil medføre betydelige administrative om-
kostninger til udvikling af IT-set-up m.v. Der henvises i den forbindelse
til F&P’s svar af 28. februar 2025 på Justitsministeriets anmodning om
kvantificering af de administrative konsekvenser.
Øvrigt
• F&P havde gerne, jf. tidligere drøftelser med ministeriet, set, at man i for-
bindelse med åbningen af FAL bl.a. havde revideret §§ 12-14, der indehol-
der regler for betaling, rykker og opsigelse af forsikringsaftaler, da be-
stemmelserne ikke længere anses for tidssvarende.
• F&P har ingen bemærkninger til udkastet til bekendtgørelse om ændring
af bekendtgørelse vedrørende oplysning om fortrydelsesret i henhold til
lov om forsikringsaftaler.
Med venlig hilsen
Kirstine Thorsen
22
23
24
25
26
27
28