Skriftlig fremsættelse (28. marts 2025)

Tilhører sager:

Aktører:


    AA14677

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20241/lovforslag/l186/20241_l186_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (28. marts 2025)
    Justitsministeren (Peter Hummelgaard):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende
    stoffer (Skærpet indsats mod narkotikakriminalitet, herunder
    opioider)
    (Lovforslag nr. L 186 )
    Regeringen ser med stor alvor på det bekymrende mis-
    brugsproblem vedrørende opioider, der i de senere år er
    begyndt at tage form blandt danske børn og unge, som på
    kort tid udvikler et problematisk misbrug, der fører til øde-
    læggende abstinenser og smadrede liv.
    Opioider er en gruppe af euforiserende stoffer, der vir-
    ker smertestillende og sløvende, og som er meget afhængig-
    hedsskabende. I USA har misbruget af opioider spredt sig
    voldsomt de senere år, og alene i perioden fra 2021 til 2022
    har opioider resulteret i mere end 80.000 dødelige overdoser
    i USA.
    De retsmedicinske institutter i Danmark har vurderet, at
    en række af de mest almindelige opioider sundhedsfagligt
    har en meget høj farlighed for brugeren, som vurderes høje-
    re end eksempelvis kokain, MDMA (ecstasy) og amfetamin.
    Regeringen præsenterede den 28. oktober 2024 udspillet
    »Ungdom uden opioider«, hvori der indgår en række nye
    initiativer, der skal forhindre, at udviklingen i Danmark lø-
    ber løbsk. Dette lovforslag har til formål at gennemføre de
    initiativer i udspillet, der kræver lovændringer.
    Med lovforslaget lægges der for det første op til at
    skærpe straffen for ulovlig besiddelse og videreoverdragel-
    se, herunder salg, af opioider. Det forudsættes således, at
    det nuværende strafniveau for videreoverdragelse af hero-
    in skærpes med en tredjedel i forhold til i dag, og at
    der samtidig fastsættes samlede, skærpede strafniveauer for
    ulovlig besiddelse og videreoverdragelse af andre typer af
    opioider end heroin. Samtidig lægges der op til generelt at
    lovfæste strafniveauerne for en række euforiserende stoffer
    for at skabe større klarhed over niveauerne.
    For det andet lægges der op til at skærpe straffen med
    en tredjedel, hvis der sælges ulovlige euforiserende stoffer,
    herunder opioider, via sociale medier eller fra detailbutikker,
    herunder kiosker. Der lægges op til, at denne strafskærpelse
    skal gælde i forhold til alle typer af euforiserende stoffer. Er
    der tale om ulovligt salg af opioider, vil strafskærpelsen
    skulle lægges oven i den ovennævnte skærpelse.
    For det tredje foreslås det at styrke mulighederne for ret-
    tighedsfrakendelse ved salg eller anden videreoverdragelse
    af euforiserende stoffer fra en detailbutik, så der kan ske
    rettighedsfrakendelse for både butiksindehavere og ansatte i
    videre omfang, end hvad der gælder for rettighedsfrakendel-
    se efter straffeloven i almindelighed.
    I forlængelse heraf lægges der for det fjerde op til, at der
    til rettighedsfrakendelsen skal kunne knyttes et forbud mod
    at opholde sig i eller i umiddelbar nærhed af en eller flere
    bestemte butikker, hvorfra der foregår detailsalg, hvis det
    findes påkrævet for at sikre, at frakendelsen efterleves.
    Det foreslås for det femte, at der indføres en særskilt
    hjemmel til at konfiskere motordrevne køretøjer, der anven-
    des til grove overtrædelser af lovgivningen om euforiseren-
    de stoffer, herunder køretøjer, der ejes af en tredjemand, hvis
    tredjemanden vidste eller burde vide, at køretøjet ville blive
    anvendt til den pågældende kriminalitet.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 186 Folketinget 2024-25
    Justitsmin., j.nr. 2024-07873
    AA014677