Fremsat den 27. marts 2025 af udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek)

Fremsat den 27. marts 2025 af udlændinge- og integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek)
Forslag
til
Lov om ændring af udlændingeloven og forskellige andre love1
(Skærpelse af udvisningsreglerne samt indarbejdelse af reglerne om udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne m.v.)
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 2.
september 2024, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 572 af 31.
maj 2010, § 1 i lov nr. 721 af 27. april 2021, § 1 i lov nr. 452
af 20. april 2022, § 10 i lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr.
1698 af 30. december 2024 og senest ved § 1 i lov nr. 1702
af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 9, stk. 13, ændres »frihedsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe-
røvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en
straf af denne karakter« til: »fængselsstraf eller en anden
strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, og den herboende per-
son ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf,
hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
2. I § 9, stk. 15, nr. 1, ændres »anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
varighed« til: »en anden strafferetlig retsfølge end fængsels-
straf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvel-
se, og den herboende person ville være idømt mindst 6 må-
neders ubetinget fængsel, hvis der ikke var idømt en sådan
anden retsfølge«.
3. I § 9, stk. 23, og § 9 j, stk. 7, ændres »frihedsstraf eller
anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulig-
hed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne karakter« til: »fængselsstraf
eller en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den
pågældende ville være idømt betinget eller ubetinget fæng-
selsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
4. I § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, ændres »§§ 22, 23 eller 24« til:
»§§ 22 eller 23«.
5. I § 10, stk. 3, 1. pkt., ændres »§§ 22-24 eller 25« til: »§§
22, 23 eller 25«.
6. I § 10, stk. 4, 1. pkt., ændres », jf. § 32, stk. 1, nr. 1
og 5« til: »efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5«, »§ 8, stk.
3, og« ændres til: »8, stk. 3, «, og », dog tidligst 2 år efter
udrejsen« udgår.
7. § 10, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
8. I § 11, stk. 3, nr. 2, ændres »anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
varighed« til: »en anden strafferetlig retsfølge end fængsels-
straf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvel-
se, og den herboende person ville være idømt mindst 6
måneders fængsel, hvis der ikke var idømt en sådan anden
retsfølge«.
9. I § 11, stk. 9, ændres »frihedsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe-
røvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en
straf af denne karakter« til: »fængselsstraf eller en anden
strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, og ville være idømt be-
tinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt
en sådan anden retsfølge«.
1 Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og
deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse
af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF, EU-Tidende 2004, nr. L
158, side 77.
Lovforslag nr. L 180 Folketinget 2024-25
Udlændinge- og Integrationsmin., j.nr. 2024-16475
CS002048
10. I § 11 a, stk. 1, § 11 a, stk. 1, nr. 1 og 2, § 11 a, stk. 2, §
11 a, stk. 2, nr. 1-3, § 11 a, stk. 4, § 24 a, nr. 2, to steder i §
27, stk. 5, og § 39 a, stk. 3, nr. 1 og 2, ændres »frihedsstraf«
til: »fængselsstraf«.
11. I § 11 a, stk. 1, nr. 1 og 2, udgår », dog altid indtil
udløbet af den prøvetid, der er fastsat i dommen«.
12. I § 11 a, stk. 4, ændres »frihedsstraffen« til: »fængsels-
straffen«.
13. I § 11 a, stk. 6, ændres »Anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse, der ville have medført en betinget eller
ubetinget frihedsstraf« til: »En anden strafferetlig retsfølge
end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, og hvor der ville være idømt en betinget
eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en
sådan anden retsfølge«, og »og 3« udgår.
14. I § 11 a, stk. 9, ændres »frihedsstraf eller anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for fri-
hedsberøvelse, for lovovertrædelser, der ville have medført
en straf af denne karakter« til: »fængselsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, og hvor udlændingen
ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis
der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
15. I § 14 a, stk. 2, nr. 3, ændres »frihedsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse begået her i landet,
der ville have medført en straf af denne karakter« til: »fæng-
selsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge end fængsels-
straf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvel-
se, og som ville være idømt betinget eller ubetinget fæng-
selsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
16. I § 19, stk. 5, 1. pkt., ændres »§§ 22-24, § 25« til: »§§
22, 23, 25«.
17. §§ 22-24 ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 22. Udlændinge, der idømmes ubetinget fængselsstraf,
udvises, jf. dog § 26, stk. 2.
Stk. 2. Udlændinge, der har haft lovligt ophold her i lan-
det i de sidste 5 år eller derunder, som idømmes betinget
fængselsstraf, udvises, jf. dog § 26, stk. 2.
§ 23. Udlændinge, der idømmes en anden strafferetlig
retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulig-
hed for frihedsberøvelse, og som ville skulle udvises efter
§ 22, hvis der ikke var idømt en sådan anden strafferetlig
retsfølge, udvises, jf. dog § 26, stk. 2.«
18. I § 24 b, stk. 1, og § 42 a, stk. 11, ændres »§§ 22-24« til:
»§§ 22 eller 23«.
19. I § 24 b indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Er der i medfør af § 26 b ikke grundlag for at
udvise en udlænding, der er omfattet af EU-reglerne, jf. §
2, stk. 1 og 2, efter §§ 22 eller 23, tildeles udlændingen en
advarsel.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
20. I § 24 b, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 1«:
»eller 2«.
21. I § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 25 c ændres »§§ 22-24« til:
»§§ 22 og 23«.
22. I § 26, stk. 2, ændres »§§ 22-24 og 25« til: »§§ 22, 23 og
25«.
23. § 26 b affattes således:
»§ 26 b. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf.
§ 2, stk. 1 og 2, kan kun udvises, hvis deres personlige
adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig
trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og
udvisning sker af hensyn til den offentlige orden eller den
offentlige sikkerhed, jf. dog stk. 2 og 3. Udvisningen skal
være proportional, og ved vurderingen heraf må forhold, der
ikke vedrører den individuelle sag, eller hensyn, som tjener
generalpræventive eller økonomiske formål, ikke indgå. En
tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde en afgørel-
se om udvisning.
Stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. §
2, stk. 1 og 2, og som efter 5 års uafbrudt lovligt ophold
her i landet har opnået ret til tidsubegrænset ophold, må ikke
udvises i henhold til stk. 1, medmindre det er begrundet i
alvorlige hensyn til den offentlige orden eller den offentlige
sikkerhed.
Stk. 3. Udlændinge, der er statsborgere i et EU- eller
EØS-land, jf. § 2, stk. 1, må ikke udvises i henhold til stk.
1, medmindre det er bydende nødvendigt af hensyn til den
offentlige sikkerhed, når de pågældende
1) har haft lovligt ophold her i landet i de 10 forudgående
år, eller
2) er mindreårige, med undtagelse af tilfælde, hvor udvis-
ningen er nødvendig af hensyn til barnets tarv som
fastlagt i De Forenede Nationers konvention af 20. no-
vember 1989 om barnets rettigheder.
Stk. 4. I forbindelse med, at der træffes afgørelse om
udvisning i henhold til stk. 1, skal der bl.a. tages hensyn
til varigheden af den pågældendes ophold her i landet, den
pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og øko-
nomiske situation, den pågældendes sociale og kulturelle
integration her i landet og tilknytning til hjemlandet.
Stk. 5. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. §
2, stk. 1 og 2, kan kun udvises af hensyn til den offentlige
sundhed, hvis udvisning er begrundet i sygdomme, der iføl-
ge Verdenssundhedsorganisationen er potentielt epidemiske,
samt andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære
sygdomme, der er truffet nationale beskyttelsesforanstaltnin-
ger mod. Sygdomme, der opstår efter de første 3 måneder
efter ankomstdatoen, kan ikke begrunde en afgørelse om
2
udvisning. Hensyn, der tjener økonomiske formål, må ikke
indgå i vurderingen.«
24. I § 27, stk. 1, ændres »§§ 22, 23 og 25 a« til: »§ 22, stk.
2, og § 25 a«.
25. I § 28, stk. 1, indsættes efter »i følgende tilfælde«: », jf.
dog § 28 a«.
26. § 28, stk. 1, nr. 7, affattes således:
»7) Hvis udlændingen betragtes som en trussel mod Schen-
genlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, offentlig
sundhed eller internationale forbindelser, og navnlig
hvis udlændingen på dette grundlag er indberettet som
uønsket i Schengenlandenes nationale databaser. Ud-
lændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog
ikke afvises på grund af hensynet til andre Schengen-
landes offentlige orden, indre sikkerhed eller internatio-
nale forbindelser.«
27. I § 28, stk. 2, og stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »jf. dog
stk. 5«: »og § 28 a«.
28. I § 28, stk. 6, indsættes efter »såfremt det findes påkræ-
vet af hensyn til statens sikkerhed«: », jf. dog § 28 a«.
29. Efter § 28 indsættes:
»§ 28 a. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf.
§ 2, stk. 1 og 2, kan kun afvises, hvis deres personlige
adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig
trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og
afvisning sker af hensyn til den offentlige orden eller den
offentlige sikkerhed. Afvisningen skal være proportional, og
ved vurderingen heraf må forhold, der ikke vedrører den
individuelle sag, eller hensyn, som tjener generalpræventive
eller økonomiske formål, ikke indgå. En tidligere straffedom
kan ikke i sig selv begrunde en afgørelse om afvisning.
Stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. §
2, stk. 1 og 2, kan kun afvises af hensyn til den offentlige
sundhed, hvis afvisning er begrundet i sygdomme, der iføl-
ge Verdenssundhedsorganisationen er potentielt epidemiske,
samt andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære
sygdomme, der er truffet nationale beskyttelsesforanstaltnin-
ger mod. Hensyn, der tjener økonomiske formål, må ikke
indgå i vurderingen.«
30. I § 32, stk. 4, nr. 2, ændres »§ 22, § 23 eller § 24« til:
»§§ 22 eller 23,«, »eller idømmes en ubetinget fængselsstraf
af indtil 3 måneders varighed« udgår, og »for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne karakter eller
varighed« ændres til: »og udlændingen ville være idømt be-
tinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden
retsfølge«.
31. I § 32, stk. 4, nr. 4, ændres »§ 22, § 23 eller § 24« til:
»§§ 22 eller 23,«, »mere end 3 måneder og« udgår, og »for
en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
varighed« ændres til: »og udlændingen ville være idømt en
ubetinget fængselsstraf af indtil 1 års varighed, hvis der ikke
var idømt en sådan anden retsfølge«.
32. I § 32, stk. 4, nr. 5, udgår »hvis udlændingen udvises
efter § 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr.
1, jf. § 22, nr. 4-8, eller«.
33. I § 32, stk. 4, nr. 6, ændres »§ 22, § 23 eller § 24«
til: »§§ 22 eller 23«, og »for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne varighed« ændres til: »og
udlændingen ville være idømt en ubetinget fængselsstraf af
mere end 1 års og indtil 1 år og 6 måneders varighed, hvis
der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
34. I § 32, stk. 4, nr. 7, ændres »§ 22, § 23 eller § 24«
til: »§§ 22 eller 23«, og »for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne varighed« ændres til: »og
udlændingen ville være idømt en ubetinget fængselsstraf af
mere end 1 år og 6 måneders varighed, hvis der ikke var
idømt en sådan anden retsfølge«.
35. I § 32, stk. 5, nr. 1, ændres »§ 22, § 23 eller § 24« til:
»§§ 22 eller 23«.
36. I § 42 k, stk. 2, nr. 3, og § 42 l, stk. 2, nr. 3, ændres
»frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebæ-
rer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovov-
ertrædelse begået her i landet, der ville have medført en
straf af denne karakter« til: »fængselsstraf eller en anden
strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, og hvor udlændingen
ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis
der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
37. I § 49, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 22-24 eller 25 c« til:
»§§ 22, 23 eller 25 c«.
38. I § 51, stk. 2, 1. pkt., ændres »§§ 22-24 og 25-25 c« til:
»§§ 22, 23 og 25-25 c«.
39. I § 58 g, stk. 1, nr. 1, ændres »§§ 22-24 for en lovover-
trædelse med en strafferamme på mindst 1 år og meddelt
indrejseforbud for mindst 6 år« til: »§§ 22 eller 23 for en
lovovertrædelse med en strafferamme på mindst 1 år«.
40. I § 59 b, stk. 2, ændres »for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne varighed« til: »og udlændin-
gen ville være idømt mindst 3 måneders ubetinget fængsel,
hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
§ 2
I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 27.
august 2024, som ændret ved § 1 i lov nr. 1190 af 8. juni
2021, § 1 i lov nr. 414 af 23. april 2024 og § 25 i lov nr.
1655 af 30. december 2024, foretages følgende ændring:
1. Overalt i loven ændres »lovovertrædelse, der er nævnt
i udlændingelovens § 22, nr. 4-8« til: »overtrædelse af lov
om euforiserende stoffer, lov om knive og blankvåben m.v.,
3
lov om våben og eksplosivstoffer m.v., bekendtgørelse om
våben og ammunition mv., udlændingeloven eller straffelo-
ven, der kan straffes med fængsel i 2 år eller derover, eller af
en bestemmelse, som er omfattet af straffelovens kapitel 12
eller 13«.
§ 3
I hjemrejseloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1014 af 27.
august 2024, som ændret ved § 2 i lov nr. 1191 af 8. juni
2021, § 2 i lov nr. 1700 af 30. december 2024 og § 21 i lov
nr. 1702 af 30. december 2024, foretages følgende ændring:
1. I § 12, stk. 3, § 13, stk. 2, nr. 2, og § 14, stk. 2, ændres »§§
22-24« til: »§§ 22 eller 23«.
§ 4
I lov om kommunale og regionale valg, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1381 af 5. december 2024, som
ændret ved § 19 i lov nr. 1703 af 30. december 2024,
foretages følgende ændring:
1. I § 1, stk. 3, nr. 3, ændres »§§ 22-24 eller § 25 c« til: »§§
22, 23 eller 25 c«.
§ 5
I lov om valg af danske medlemmer til Europa-
Parlamentet, jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 8. januar 2024,
foretages følgende ændring:
1. I § 3, stk. 3, nr. 1, ændres »§§ 22-24 eller § 25 c« til: »§§
22, 23 eller 25 c«.
§ 6
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Stk. 2. § 1, nr. 6, 17, 30-32 og 39, og §§ 3-5 finder ikke
anvendelse på lovovertrædelser begået før lovens ikrafttræ-
den. For sådanne lovovertrædelser finder de hidtil gældende
regler anvendelse.
Stk. 3. § 2 finder ikke anvendelse på ansøgninger om
hjælp til repatriering og reintegrationsbistand indgivet før
lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hid-
til gældende regler anvendelse.
§ 7
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 1, nr. 1-18, 21, 22, 24 og 30-40, og § 3 kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis
de færøske og grønlandske forhold tilsiger. Bestemmelserne
kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning og baggrund
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Skærpelse af reglerne om udvisning af kriminelle udlændinge ved dom
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Udlændingelovens regler om udvisning af udlændinge ved dom for straf-
bart forhold
2.1.1.1.1. Trappestigeordningen
2.1.1.1.2. Særlige udvisningsregler
2.1.1.1.3. Den konkrete afvejning efter udlændingelovens § 26, stk. 2
2.1.1.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8
2.1.1.2.1. Medlemsstaternes skønsmargin
2.1.1.3. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning ved dom
2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Udvisning og afvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Opholdsdirektivet
2.2.1.2. Udlændingeloven
2.2.1.3. Udlændingeloven sammenholdt med opholdsdirektivet
2.2.1.4. Ud- og afvisning af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed
2.2.1.4.1. Nærmere om offentlig orden og offentlig sikkerhed
2.2.1.4.2. Trusselsvurdering – den personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar
og tilstrækkelig trussel
2.2.1.4.3. Trusselsvurdering – truslen skal berøre en grundlæggende samfundsinte-
resse
2.2.1.4.4. Proportionalitetsvurderinger
2.2.1.4.5. Øget beskyttelse mod udvisning af personer med tidsubegrænset ophold
2.2.1.4.6. Øget beskyttelse mod udvisning af personer med 10 års ophold samt min-
dreårige
2.2.1.5. Særligt om afvisning
2.2.1.6. Ud- og afvisning af hensyn til den offentlige sundhed
2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Tilbageholdelse og bortfald af den resterende repatrieringsstøtte
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Hjælp til repatriering
2.3.1.2. Reintegrationsbistand
2.3.1.3. Udlændingelovens § 22, nr. 4-8
2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
3. Forholdet til internationale forpligtelser
3.1. FN’s konventioner
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det of-
fentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
5
1. Indledning og baggrund
Det fremgår af pkt. 6.2 i regeringsgrundlaget ”Ansvar for
Danmark” fra december 2022, at ”regeringen vil udvise flest
muligt kriminelle udlændinge inden for konventionerne. ”
Formålet med dette lovforslag er at indfri denne del af rege-
ringsgrundlaget ved at gennemføre yderligere stramninger af
reglerne på udvisningsområdet, således at der bliver sendt et
klart signal om, at udlændinge, der misbruger deres ophold i
Danmark til at begå kriminalitet, ikke har noget at gøre i det
danske samfund.
Det foreslås derfor at skærpe udlændingelovens udvisnings-
regler, således at kriminelle udlændinge, der idømmes en
ubetinget fængselsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, al-
tid skal udvises, medmindre det med sikkerhed vil være i
strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Den særlige adgang til udvisning, der gælder for en lang
række overtrædelser af nærmere angivne bestemmelser i
navnlig straffeloven, herunder forbrydelser mod den offent-
lige myndighed, almenfarlige forbrydelser, forbrydelser i fa-
milieforhold, seksualforbrydelser, forbrydelser mod liv og
legeme, forbrydelser mod den personlige frihed og formue-
forbrydelser, er løbende blevet skærpet. Der er således efter
de gældende regler allerede vid adgang til at udvise udlæn-
dinge, der idømmes ubetinget fængselsstraf for en lang ræk-
ke alvorlige kriminalitetsformer. I disse tilfælde vil udvis-
ning kunne ske uanset varigheden af udlændingens ophold
her i landet og fængselsstraffens længde.
Det er regeringens opfattelse, at der i al væsentlighed bør
gøres op med den gældende trappestigeordning, der indebæ-
rer, at jo længere tid en udlænding har opholdt sig her i
landet, desto grovere kriminalitet (længere fængselsstraf)
skal der til, før den pågældende kan udvises. Varigheden
af udlændingens ophold i Danmark skal ikke længere i sig
selv kunne være afgørende for, om der kan udvises, hvis en
udlænding idømmes ubetinget fængselsstraf.
Der lægges med lovforslaget derfor op til at skærpe udvis-
ningsreglerne, således at det alene er Danmarks internatio-
nale forpligtelser, der udgør den retlige grænse for, hvornår
der kan ske udvisning ved idømmelse af ubetinget fængsels-
straf.
Lovforslaget indeholder på den baggrund for det første et
forslag om at nyaffatte visse regler i udlændingeloven om
udvisning ved dom, således at alle udlændinge, der idømmes
ubetinget fængselsstraf, kan udvises, uanset varigheden af
opholdet i Danmark, længden af den idømte straf, kriminali-
tetens art samt eventuel tidligere kriminalitet. Det vil således
alene være Danmarks internationale forpligtelser, som sætter
grænsen for, hvornår udlændinge, der idømmes ubetinget
fængselsstraf, udvises.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,
at afskaffelsen af trappestigeordningen ved ubetinget fæng-
selsstraf i et vist omfang vil kunne medvirke til, at flere
kriminelle udlændinge udvises.
Udviklingen på udvisningsområdet vil løbende kunne følges
ved hjælp af statistiske oplysninger, der registreres af rele-
vante myndigheder på området, og som kan udtrækkes på
efterspørgsel.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.
Udlændingelovens bestemmelser om ud- og afvisning finder
som udgangspunkt også anvendelse på udlændinge, der er
omfattet af EU-reglerne. Det gælder dog kun i det omfang,
det er foreneligt med EU-retten.
For at tydeliggøre adgangen til at ud- og afvise udlændinge
omfattet af EU-reglerne indeholder lovforslaget for det an-
det et forslag om, at EU-reglerne om ud- og afvisning, som
i dag er gennemført i EU-opholdsbekendtgørelsen, indarbej-
des i udlændingeloven. Formålet er at give et bedre overblik
over gældende ret ved at samle reglerne om ud- og afvisning
i udlændingeloven. Der er tale om en teknisk indarbejdning
af gældende ret, der samtidig giver mulighed for at beskrive
rammerne for den afvejning, der skal foretages ved vurde-
ringen af spørgsmålet om ud- og afvisning af udlændinge
omfattet af EU-reglerne.
Forslaget om at indarbejde EU-reglerne om ud- og afvisning
i udlændingeloven indebærer på den baggrund ikke ændrin-
ger af gældende ret.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.2.
Da hjælp til repatriering og reintegrationsbistand i dag tilba-
geholdes eller bortfalder, hvis den pågældende på tidspunk-
tet for udbetalingen er registreret sigtet eller dømt for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr.
4-8, skal der med den foreslåede ophævelse af udlændingel-
ovens § 22, nr. 4-8, tages stilling til, om og i hvilket omfang,
der i fremtiden skal ske tilbageholdelse og bortfald af hjælp
til repatriering og reintegrationsbistand i tilfælde af krimina-
litet.
Det er i den forbindelse Udlændinge- og Integrationsmini-
steriets opfattelse, at personer, der har begået en række
særligt grove kriminalitetsformer, fortsat ikke bør have mu-
lighed for at opnå hjælp til repatriering og reintegrationsbi-
stand.
Det foreslås derfor at ændre reglerne i repatrieringsloven
for at sikre, at der fortsat vil kunne ske tilbageholdelse og
bortfald af den resterende repatrieringsstøtte, såfremt en ud-
lænding sigtes eller dømmes for grov kriminalitet.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.3.
Endelig indeholder lovforslaget forslag til en række juste-
ringer med naturlig sammenhæng med nogle af de nævnte
forslag, tekniske ændringer, der ikke indebærer ændringer af
gældende ret, samt sproglige præciseringer.
6
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Skærpelse af reglerne om udvisning af kriminelle
udlændinge ved dom
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Udlændingelovens regler om udvisning af udlæn-
dinge ved dom for strafbart forhold
Ved udvisning i udlændingelovens forstand forstås en afgø-
relse, der indebærer, at en udlændings ret til at opholde sig
her i landet bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladel-
se på ny må indrejse og opholde sig her i landet.
Udlændingelovens regler om udvisning af udlændinge ved
dom for strafbart forhold fremgår af udlændingelovens kapi-
tel 4.
2.1.1.1.1. Trappestigeordningen
Udlændingelovens regler om udvisning af udlændinge ved
dom for strafbart forhold fremgår af udlændingelovens §§
22-24 og § 25 c, jf. § 49, stk. 1. Reglerne er strukturelt
bygget op efter en såkaldt trappestigeordning, der indebærer,
at jo længere tid en udlænding har opholdt sig her i landet,
desto grovere kriminalitet (længere fængselsstraf) skal der
til, før den pågældende kan udvises. Trappestigeordningen
er udtryk for et proportionalitetsprincip, hvor der på den ene
side tages hensyn til udlændingens tilknytning til Danmark,
som bl.a. giver sig til udtryk ved varigheden af den pågæl-
dendes lovlige ophold her i landet, og på den anden side
bl.a. hensynet til at sikre den offentlige orden og forebygge
kriminalitet i det danske samfund.
Trappestigeordningen blev indført ved udlændingelovens
ikrafttræden i 1983 (lov nr. 226 af 8. juni 1983). Af bemærk-
ningerne til loven fremgår det, at hensynene bag modellen
er, at udlændinge, der i kraft af et længerevarende ophold
i Danmark har en nærmere tilknytning til det danske sam-
fund, bør nyde en større beskyttelse mod udvisning end
udlændinge med begrænset eller slet ingen tilknytning til
landet. Der henvises til betænkning nr. 968 af 1982 om
udlændingelovgivningen – udkast til ny udlændingelov, side
49.
Trappestigeordningen sondrer mellem lovligt ophold i mere
end de sidste 9 år (8 år for flygtninge), lovligt ophold i
mere end de sidste 5 år og andre udlændinge, dvs. udlæn-
dinge med ophold i 5 år eller derunder. Denne sondring
bygger på overvejelser om parallelitet mellem beskyttelsen
mod udvisning og opholdsbetingelserne for meddelelse af
tidsubegrænset opholdstilladelse og erhvervelse af dansk
indfødsret ved naturalisation. Overvejelserne om denne son-
dring stammer fra de ekspertudvalgsbetænkninger, der lå til
grund for udarbejdelsen af udlændingeloven af 1983, og er
sidenhen blevet videreført i forbindelse med senere revisio-
ner af udvisningsreglerne. Udlændinge med 9 års uafbrudt
lovligt ophold (8 år for flygtninge) har således under norma-
le omstændigheder mulighed for at erhverve indfødsret ved
lov. Opholdsbetingelsen for tidsubegrænset opholdstilladel-
se har tidligere været 5 år.
Det følger således af udlændingelovens § 22, nr. 1-3, at en
udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere
end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2 (flygtnin-
ge), som har haft lovligt ophold her i landet i mere end
de sidste 8 år, kan udvises, hvis den pågældende idømmes
ubetinget straf af enten mindst 3 års fængsel eller af mindst
1 års fængsel for flere strafbare forhold, eller af mindst 1 års
fængsel, hvis den pågældende tidligere har fået en ubetin-
get frihedsstraf, eller hvis den pågældende idømmes anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne varighed eller karakter.
Efter udlændingelovens § 23 kan en udlænding, som har
haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 5 år,
udvises af de grunde, der er nævnt i § 22, eller hvis den
pågældende idømmes ubetinget straf af enten mindst 1 års
fængsel eller af mindst 6 måneders fængsel for flere forhold,
eller hvis den pågældende idømmes ubetinget straf af mindst
6 måneders fængsel og tidligere her i landet er idømt ubetin-
get fængselsstraf, eller hvis den pågældende idømmes anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne varighed eller karakter.
Efter udlændingelovens § 24 kan andre udlændinge, dvs.
udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i
mere end de sidste 5 år, udvises af de grunde, der er nævnt i
§§ 22 eller 23, eller hvis den pågældende idømmes betinget
eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
karakter.
Med frihedsstraf sidestilles således anden strafferetlig rets-
følge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvel-
se efter reglerne i straffelovens kapitel 9, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af samme varighed
eller samme karakter. Omfattet er således bl.a. dom til an-
bringelse på psykiatrisk afdeling efter straffelovens §§ 68
eller 69, dom til forvaring efter straffelovens § 70 og dom til
ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.
2.1.1.1.2. Særlige udvisningsregler
Trappestigeordningen er løbende blevet suppleret af regler,
der udvider adgangen til udvisning i tilfælde af idømmel-
se af ubetinget frihedsstraf for nærmere angiven krimina-
litet. Formålet med de supplerende regler er, at alvorlige
kriminalitetsformer så vidt muligt skal medføre udvisning
uden særlige begrænsninger som følge af varigheden af ud-
lændingens ophold her i landet og længden af den idømte
straf. Disse regler fremgår af udlændingelovens § 22, nr.
4-8.
Efter udlændingelovens § 22, nr. 4, kan en udlænding –
7
uanset varigheden af den pågældendes ophold her i landet
og længden af den idømte straf – udvises, hvis udlændingen
idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af lov om
euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 290,
når udbyttet er opnået ved overtrædelse af lov om euforise-
rende stoffer eller straffelovens § 191 (narkotikakriminalitet
og hæleri med hensyn til udbyttet ved narkotikakriminali-
tet).
Efter udlændingelovens § 22, nr. 5, kan en udlænding –
uanset varigheden af den pågældendes ophold her i landet
og længden af den idømte straf – udvises, hvis udlændingen
idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af udlæn-
dingelovens § 59, stk. 8, eller straffelovens § 125 a (mennes-
kesmugling).
Efter udlændingelovens § 22, nr. 6, kan en udlænding –
uanset varigheden af den pågældendes ophold her i landet
og længden af den idømte straf – udvises, hvis udlændingen
idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af straffelo-
vens kapitel 12 og 13 (forbrydelser mod statens sikkerhed
m.v.), § 119, stk. 1 og 2 og stk. 4, 2. pkt., jf. 1 pkt., og §
119 b (vold m.v. mod tjenestemand), § 123 (vidnetrusler), §
136 (tilskyndelse til forbrydelse), §§ 180 og 181 (forsætlig
brandstiftelse), § 183, stk. 1 og 2 (sprængning m.v.), § 183
a (fly- og skibskapring), § 184, stk. 1 (forstyrrelse af trans-
portmidlers drift og sikkerhed), § 186, stk. 1, og § 187, stk.
1 (fare for andres liv eller sundhed ved forgiftning af drik-
kevand m.v.), § 193, stk. 1 (forstyrrelse af driften af sam-
færdselsmidler), § 208, stk. 1 (bigami), § 210, stk. 1 og 3,
jf. stk. 1, og § 215 (forbrydelser i familieforhold, herunder
incest), § 216, § 222, § 225, jf. §§ 216 og 222, § 226, § 235
(seksualforbrydelser, herunder voldtægt), § 237 (manddrab),
§ 241, 2. pkt. (uagtsomt manddrab under særligt skærpende
omstændigheder), §§ 243-246 (psykisk vold, simpel vold,
grov vold og vold med døden til følge), § 249, 2. pkt. (uagt-
som betydelig legemsbeskadigelse under særligt skærpende
omstændigheder), § 250 (hensætte en person i hjælpeløs
tilstand), § 252, stk. 1 og 2 (forsætlig fareforvoldelse og
smitte med livstruende sygdom), § 253, stk. 2 (flugtbilisme),
§ 260 a (forestå religiøs vielse uden borgerlig gyldighed
eller indgåelsen af andet ægteskabslignende forhold med en
person under 18 år), § 261, stk. 2 (frihedsberøvelse under
skærpende omstændigheder), § 262 a (menneskehandel), §
276, jf. § 286 (tyveri af særligt grov beskaffenhed), § 276 a,
jf. § 286 (indbrudstyveri af særligt grov beskaffenhed), §§
278-283, jf. § 286 (underslæb, bedrageri, afpresning m.v. af
særligt grov beskaffenhed), § 279, jf. § 285 (hvis forholdet
angår socialt bedrageri), § 288 (røveri), § 289 (overtrædelse
af bl.a. skattelovgivningen af særligt grov karakter), § 289 a
(svig med nationale- eller EU-midler), § 290, stk. 2 (hæleri
af særligt grov beskaffenhed), eller § 291, stk. 1, jf. stk. 4,
og § 291, stk. 2 (groft hærværk).
Efter udlændingelovens § 22, nr. 7, kan en udlænding –
uanset varigheden af den pågældendes ophold her i landet
og længden af den idømte straf – udvises, hvis udlændingen
idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af straffelo-
vens § 260 (ulovlig tvang) eller § 266 (trusler) under henvis-
ning til, at den pågældende har tvunget nogen til at indgå
ægteskab, til at indgå i en religiøs vielse uden borgerlig
gyldighed eller til at indgå i et andet ægteskabslignende
forhold mod eget ønske eller har fastholdt nogen ved tvang i
et sådant ægteskab eller forhold.
Efter udlændingelovens § 22, nr. 8, kan en udlænding –
uanset varigheden af den pågældendes ophold her i landet
og længden af den idømte straf – udvises, hvis udlændingen
idømmes ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af straffelo-
vens § 192 a, § 10, stk. 1, jf. §§ 1 og 2, i lov om våben og
eksplosivstoffer, § 59, stk. 4, jf. § 18, stk. 1, i bekendtgørel-
se nr. 1444 af 1. december 2016 om våben og ammunition
m.v., eller § 7, jf. §§ 1 og 2, i lov om knive og blankvåben
m.v. (besiddelse af våben eller eksplosivstoffer under særligt
skærpende omstændigheder, ulovlig besiddelse mv. af våben
eller eksplosivstoffer mv. eller ulovlig besiddelse af knive
eller blankvåben).
Også efter udlændingelovens § 22, nr. 4-8, gælder det, at
frihedsstraf sidestilles med anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, f.eks.
dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling efter straffelo-
vens §§ 68 eller 69, dom til forvaring efter straffelovens §
70 og dom til ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.
2.1.1.1.3. Den konkrete afvejning efter udlændingelovens §
26, stk. 2
En afgørelse om udvisning ved dom træffes i to led. Først
vurderes det, om det kriminelle forhold giver adgang til
udvisning, jf. reglerne i §§ 22-24, jf. nærmere herom under
pkt. 2.1.1.1. Dernæst foretages der en konkret vurdering
af, om en udvisning med sikkerhed vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2, jf.
nærmere herom under pkt. 2.1.1.2.
Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding altid
udvises efter bl.a. §§ 22-24, medmindre dette med sikkerhed
vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,
jf. dog § 26 b. Bestemmelsen i § 26 b indeholder en særlig
regel om udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-
reglerne. Spørgsmålet om udvisning af denne persongruppe
skal følgelig vurderes efter § 26 b og ikke efter § 26, stk. 2,
jf. nærmere herom under pkt. 2.2.
Hovedreglen i sager om udvisning er således, at en udlæn-
ding skal udvises, hvis der er hjemmel hertil i udlændin-
geloven. Udvisning skal kun undlades, hvis udvisning med
sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale for-
pligtelser. Udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne
kan dog kun ske i overensstemmelse med udlændingelovens
§ 26 b. I tilfælde, hvor domstolene vurderer, at der ikke er
grundlag for at udvise en udlænding, tildeles udlændingen
en advarsel om udvisning. Hvis den pågældende begår et nyt
strafbart forhold, vil der ved en afgørelse om udvisning ved
dom på det tidspunkt skulle lægges vægt på, om udvisning
må anses for særlig påkrævet, fordi den pågældende ikke
tidligere er udvist, fordi dette med sikkerhed ville være i
8
strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlæn-
dingelovens § 24 b.
2.1.1.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 8
Ved vurderingen af, om udvisning med sikkerhed vil være
i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) særlig
relevant. Bl.a. FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettigheder og FN’s Børnekonvention indeholder dog ligele-
des relevante bestemmelser på dette område.
Ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdom-
stol (Menneskerettighedsdomstolen) har en stat ret til at
kontrollere udlændinges indrejse og ophold på dens territo-
rium. Det kan således udledes af praksis, at EMRK ikke
garanterer en ret for en udlænding til at indrejse og ophol-
de sig i et bestemt land, og at de kontraherende stater har
beføjelse til – som led i deres opgave med at opretholde
offentlig orden – at udvise en udlænding, der er dømt for en
forbrydelse.
EMRK indeholder ikke regler, der direkte tager sigte på at
regulere medlemsstaternes adgang til at udvise udlændinge
på grund af et strafbart forhold, men navnlig EMRK artikel
8 om ret til respekt for privatliv og familieliv har dog be-
tydning i denne sammenhæng. Ved vurderingen af, om en
udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser, skal der således navnlig foreta-
ges en vurdering af, om udvisning vil være forenelig med
EMRK artikel 8.
Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for
bl.a. sit privatliv og familieliv. Ingen offentlig myndighed
må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det
sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed,
den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for
at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder
og friheder, jf. EMRK artikel 8, stk. 2. I det omfang, der
med en konkret afgørelse om udvisning foretages indgreb i
udlændingens privatliv og familieliv, skal staten påvise, at
betingelserne for indgrebet er opfyldt, jf. EMRK artikel 8,
stk. 2.
Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at ind-
greb i udlændingens ret til privatliv eller familieliv skal stå
i rimeligt forhold til de formål, som indgrebet, f.eks. en ud-
visning, skal varetage. Denne proportionalitetsafvejning er i
almindelighed afgørende for, om udvisning af en kriminel
udlænding vil være forenelig med EMRK artikel 8.
Proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8 foretages
på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række
elementer. Menneskerettighedsdomstolen har i sin dom af
23. juni 2008 i sagen Maslov mod Østrig (appl. no. 1638/03)
opregnet en række momenter, som indgår i proportionali-
tetsvurderingen af, hvorvidt en udvisning er i overensstem-
melse med EMRK artikel 8. I dommens præmis 68 opreg-
nes følgende kriterier: 1) Den begåede kriminalitets art og
grovhed, 2) varigheden af udlændingens ophold i bopæls-
landet, 3) tiden efter den begåede kriminalitet og den på-
gældendes adfærd i denne periode, 4) de berørte personers
statsborgerskab, 5) udlændingens familiesituation, herunder
ægteskabets varighed og andre faktorer, der viser familie-
livets effektivitet, 6) hvorvidt ægtefællen havde kendskab
til kriminaliteten, da forholdet blev etableret, 7) hvorvidt
der er børn i ægteskabet og i så fald deres alder, 8) alvor-
ligheden af de vanskeligheder, den medfølgende ægtefælle
med sandsynlighed vil møde i det land, som udlændingen
udvises til, 9) børnenes bedste interesser og velbefindende,
herunder navnlig alvorligheden af de vanskeligheder, som
udlændingens børn med sandsynlighed vil møde i det land,
som udlændingen udvises til, og 10) fastheden af sociale,
kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med
modtagerlandet.
Varigheden af et meddelt indrejseforbud indgår også som et
moment i vurderingen af, om en udvisning er i overensstem-
melse med EMRK artikel 8. Dette følger ligeledes af bl.a.
dommen Maslov mod Østrig og dom af 7. december 2021
i sagen Savran mod Danmark (appl. no. 57467/15), hvor
Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at længden af et ind-
rejseforbud har betydning for proportionalitetsvurderingen
efter EMRK artikel 8 (henholdsvis præmis 98 og 182).
Ved vurderingen skal både afgørelsen om udvisning og
indrejseforbuddets længde opfylde kravet om proportionali-
tet. Der kan således være tilfælde, hvor det er foreneligt med
EMRK artikel 8 at udvise en udlænding på grund af krimi-
nalitet, men hvor indrejseforbuddets længde bør begrænses
af hensyn til EMRK. Det har således i nogen tilfælde været
berettiget at træffe afgørelse om udvisning, men det har
udgjort en krænkelse, at udvisningen var kombineret med et
indrejseforbud for f.eks. bestandig. Det er navnlig tilfældet
ved såkaldte ”settled migrants”, dvs. udlændinge, der enten
er født i eller kommet til Danmark i en ung alder og har
tilbragt det meste af sin barn- og ungdom i Danmark. Hvis
det udgør et uforholdsmæssigt indgreb at udvise en udlæn-
ding, er det uden betydning, at der er tale om et tidsbegræn-
set indrejseforbud, jf. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention – for praktikere, 6. udgave
(2023), side 1020.
Det ses løbende, at de danske domstole nedsætter varighe-
den af et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5,
nr. 1, af hensyn til EMRK artikel 8. Som eksempel herpå
kan bl.a. henvises til Højesterets dom af 20. september 2023
i sag nr. 29/2023 (trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2023 på
side 5549). Sagen omhandlede en 37-årig, der i Danmark
var registreret som afghansk statsborger. Han indrejste i
Danmark som barn og havde boet her siden. Han var ikke
gift eller samlevende og havde ingen børn. Han blev idømt 3
års fængsel for besiddelse af fire skydevåben med tilhørende
ammunition under særligt skærpende omstændigheder. Han
var endvidere fundet skyldig i en række overtrædelser af vå-
benloven og knivloven. Højesteret fandt efter karakteren og
9
omfanget af den begåede kriminalitet, der var straffet med
fængsel i 3 år, og henset til hans tidligere dom fra januar
2021, og at han efter denne dom var fortsat med at begå
ligeartet kriminalitet efter at være meddelt advarsel om ud-
visning, at meget stærke grunde talte for at udvise ham. Hø-
jesteret fandt endvidere, at styrken af hans tilknytning til
Danmark – hvor han dog ikke har stiftet egen familie –
og hans manglende tilknytning til hjemlandet, ikke havde
en sådan vægt, at udvisning i sig selv ville være et upro-
portionalt indgreb i strid med EMRK artikel 8. Højesteret
fandt imidlertid, at et indrejseforbud for bestandig ville være
uproportionalt, og at indrejseforbuddets varighed passende
kunne fastsættes til 6 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5,
nr. 1.
Menneskerettighedsdomstolen afsiger løbende domme, der
vedrører udvisning af kriminelle udlændinge af Danmark og
forholdet til EMRK artikel 8. De nyere domme vil blive
gennemgået kronologisk i det følgende.
Menneskerettighedsdomstolen afsagde den 12. januar 2021
dom i to sager, Khan mod Danmark (appl. no. 26957/19)
og Munir Johana mod Danmark (appl. no. 56803/18). I
den første sag var klageren, der er pakistansk statsborger,
født i Danmark, mens klageren i den anden sag, der er ira-
kisk statsborger, var kommet til Danmark som barn. Begge
klagere var tidligere straffet adskillige gange for alvorlig
kriminalitet. Klageren i den første sag var desuden ledende
medlem af bandegrupperingen Loyal To Familia. Klagerne
blev idømt henholdsvis 3 måneders og 6 måneders fængsel
og udvist med et indrejseforbud i 6 år. Menneskerettigheds-
domstolen fandt i begge tilfælde, at udvisning var i over-
ensstemmelse med EMRK artikel 8 og henviste bl.a. til,
at indrejseforbuddets længde indgår i afvejningen af, om
en udvisning er i overensstemmelse med EMRK artikel 8
(præmis 79 i Khan mod Danmark og præmis 63 i Munir
Johana mod Danmark).
I sagen Abdi mod Danmark (appl. no. 41643/19), dom af
14. september 2021, henviste Menneskerettighedsdomstolen
til, at indrejseforbuddets længde er et af de elementer, som
Menneskerettighedsdomstolen i sin praksis lægger vægt på
ved vurderingen af, om en udvisning er proportional (præ-
mis 38). Klageren var kommet til Danmark som barn og
havde haft lovligt ophold her i landet i ca. 20 år. Han var
idømt 2 år og 6 måneders fængsel navnlig for besiddelse af
et skarpladt skydevåben, og som følge heraf var han blevet
udvist med et indrejseforbud for bestandig. Til trods for, at
Menneskerettighedsdomstolen i sagen isoleret set anerken-
dte, at de danske domstole havde foretaget en grundig vur-
dering af, om der forelå tungtvejende grunde for udvisning,
fandt Menneskerettighedsdomstolen, at der var tale om en
krænkelse af EMRK artikel 8. Menneskerettighedsdomsto-
len udtalte i den forbindelse bl.a., at udvisningen af klageren
– i lyset af sagens samlede omstændigheder – kombineret
med et indrejseforbud for bestandig var uproportional (præ-
mis 44). Menneskerettighedsdomstolen henviste bl.a. til, at
klagerens tilknytning til hjemlandet var stort set ikke-eksi-
sterende, at han som voksen ikke havde begået betydelig
kriminalitet, og at han ikke tidligere havde modtaget en
advarsel om udvisning eller var betinget udvist.
I sagen Avci mod Danmark (appl. no. 40240/19), dom af
30. november 2021, blev klageren idømt 4 års fængsel
for alvorlig narkotikakriminalitet. Klageren, der var tyrkisk
statsborger, var født og opvokset i Danmark. Klageren hav-
de ikke stiftet selvstændig familie her i landet. Klageren
var tidligere straffet, men havde ikke tidligere modtaget en
betinget udvisning eller advarsel om udvisning. I byretten
blev klageren tildelt en advarsel om udvisning, da byretten
vurderede, at udvisning af klageren med sikkerhed ville væ-
re i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Lands-
retten omgjorde dog byrettens dom således, at klageren blev
udvist med et indrejseforbud for bestandig. Landsretten lag-
de navnlig vægt på kriminalitetens art og grovhed samt
den idømte straf, herunder at der var tale om organiseret
narkotikakriminalitet begået sammen med andre og over
en længere periode, hvorfor der var risiko for, at klageren
ville fortsætte med at begå kriminalitet i Danmark, hvis
han ikke blev udvist af landet. Et flertal på fire ud af syv
dommere i Menneskerettighedsdomstolens kammer fandt, at
de danske domstole havde foretaget en grundig afvejning
af alle relevante hensyn i sagen, og at indgrebet var under-
støttet af relevante og tilstrækkelige grunde. Flertallet frem-
hævede bl.a., at deltagelse i et organiseret netværk af narko-
tikakriminalitet er et forhold, der kan true den offentlige
orden. Dette, sammenholdt med klagerens tidligere krimi-
nelle forhold, førte til, at flertallet fandt, at udvisning med et
indrejseforbud for bestandig var et proportionalt indgreb for
at sikre forebyggelse af uro og kriminalitet og dermed inden
for rammerne af EMRK artikel 8. Afslutningsvist henviste
flertallet til subsidiaritetsprincippet, hvorefter det vil kræve
tungtvejende grunde at tilsidesætte de nationale domstoles
vurdering, når afvejningen er blevet foretaget af de nationale
myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, der er
fastlagt i Menneskerettighedsdomstolens praksis.
I sagen Savran mod Danmark (appl. no. 57467/15) var kla-
geren en tyrkisk statsborger, der var indrejst i Danmark som
barn. Klageren havde haft lovligt ophold her i landet i mere
end 14 år. Klageren havde ikke stiftet selvstændig familie
i Danmark. Klageren blev i 2009 dømt for at have begået
vold med døden til følge. På grund af klagerens psykiske
sygdom (paranoid skizofreni) blev han dømt til anbringelse
på en sikret afdeling uden længstetid. Herudover blev han
udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestandig.
Klageren forsøgte flere gange at få ophævet udvisningsdom-
men efter udlændingelovens § 50 a under henvisning til, at
han i Tyrkiet ikke ville kunne få tilstrækkelig behandling for
sin psykiske sygdom, hvilket blev endeligt afvist af lands-
retten i 2015. Klageren gjorde over for Menneskerettigheds-
domstolen gældende, at udvisning var i strid med klagerens
rettigheder efter EMRK artikel 3 (forbud mod tortur) og
EMRK artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familie-
liv). Ved dom af 1. oktober 2017, afsagt af et af Menneske-
rettighedsdomstolens kamre, fandt et flertal, at udvisning af
klageren ville være i strid med EMRK artikel 3, navnlig for-
10
di de danske myndigheder ikke i tilstrækkeligt omfang hav-
de sikret sig, at klageren i Tyrkiet havde adgang til den nød-
vendige sundhedsbehandling. Kammeret tog herefter ikke
stilling til påstanden om krænkelse af EMRK artikel 8. På
Danmarks foranledning blev sagen indbragt for Menneske-
rettighedsdomstolens Storkammer, som afgjorte sagen ved
dom af 7. december 2021. Et flertal i Storkammeret (16 ud
af 17 dommere) fandt, at der ved udvisning af klageren ikke
var sket krænkelse af EMRK artikel 3, da klagerens mentale
tilstand ikke var så tilstrækkelig alvorlig, at sygdomskriteriet
kunne anses for at være opfyldt. Et flertal (11 ud af 17
dommere) fandt derimod, at landsrettens afgørelse om ikke
at ophæve klagerens udvisningsdom og det heraf følgende
indrejseforbud for bestandig, udgjorde en krænkelse af kla-
gerens rettigheder efter EMRK artikel 8. Flertallet fandt
bl.a., at de danske domstole ikke i tilstrækkeligt omfang
havde taget ændringerne i klagerens personlige forhold i be-
tragtning ved vurderingen af, om udvisningsdommen skulle
ophæves. Klageren havde i en betydelig periode modtaget
behandling for sin psykiske sygdom og var i bedring, hvil-
ket ikke var indgået med tilstrækkelig vægt ved de danske
domstoles vurdering af klagerens risiko for recidiv. Flertallet
fandt, at de danske domstole ikke havde taget tilstrækkeligt
hensyn til klagerens stærke tilknytning til Danmark. Flertal-
let fandt også, at det forhold, at klageren blev frifundet
for straf og i stedet dømt til anbringelse på en psykiatrisk
afdeling, medfører, at alvoren af den kriminalitet, som kla-
geren har begået, ikke kan tillægges samme vægt. Flertallet
noterede sig, at de danske domstole ikke havde mulighed
for at foretage en prøvelse af indrejseforbuddets varighed,
herunder for at forkorte varigheden af dette af hensyn til
Danmarks internationale forpligtelser. Flertallet fandt, at de
danske domstole ikke havde foretaget den rette afvejning
af hensynene i sagen og konkluderede derfor, at afgørelsen
om ikke at ophæve klagerens udvisningsdom, hvorefter kla-
geren blev udvist af Danmark med et indrejseforbud for
bestandig, var i strid med klagerens ret til respekt for sit
privatliv efter EMRK artikel 8.
Udlændinge- og Integrationsministeriet skal hertil bemærke,
at det ved lov nr. 469 af 14. maj 2018 om ændring af
udlændingeloven (Skærpede regler om udvisning af krimi-
nelle udlændinge), som trådte i kraft den 16. maj 2018,
blev muligt at fastsætte et indrejseforbud af kortere varighed
for at sikre overensstemmelse med Danmarks internationale
forpligtelser.
Ved lov nr. 919 af 21. juni 2022 om ændring af udlændin-
geloven, lov om danskuddannelse til voksne udlændinge
m.fl., hjemrejseloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v.
(Prøvelse af udvisning m.v.), som trådte i kraft den 23. juni
2022, blev der endvidere indført mulighed for at forkorte
varigheden af et indrejsebud i forbindelse med en prøvelse
efter udlændingelovens §§ 50-50 b, hvis varigheden af det
allerede meddelte indrejseforbud betyder, at en opretholdel-
se af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Dan-
marks internationale forpligtelser.
Menneskerettighedsdomstolen afviste den 3. marts
2022 at behandle sagen Ahmed mod Danmark
(appl. no. 16588/20). Klageren, der var pakistansk statsbor-
ger, kom til Danmark som barn. Klageren havde ikke stiftet
selvstændig familie i Danmark. Klageren blev idømt 3 år og
6 måneders fængsel (inkl. en reststraf på 1 år og 2 måneders
fængsel) for vold af særlig grov beskaffenhed begået som
mindreårig og samtidig udvist af Danmark med et indrejse-
forbud for bestandig. Klageren var tidligere straffet for røve-
ri og vold. Forholdet, som førte til udvisning, blev begået
mindre end 2 måneder efter, at klageren var dømt for ligear-
tet kriminalitet. Menneskerettighedsdomstolen fandt bl.a., at
de nationale domstole havde foretaget en grundig afvejning
af alle relevante forhold, herunder af klagerens tilknytning
til Danmark og hjemlandet, og at udvisning med et indrejse-
forbud for bestandig i lyset af sagens omstændigheder var
en proportional foranstaltning. Menneskerettighedsdomsto-
len afviste derfor at behandle sagen under henvisning til, at
klagen var åbenlyst ubegrundet (”manifestly ill-founded”).
Menneskerettighedsdomstolen afviste den 17. marts
2022 at behandle sagen Abdulji mod Danmark
(appl. no. 20579/20). Klageren, der var statsborger i Nord-
makedonien, var født i Danmark. Klageren havde ikke stif-
tet selvstændig familie her i landet. Klageren var tidligere
straffet og meddelt en advarsel om udvisning. Klageren
blev idømt 1 år og 10 måneders fængsel (inkl. en rest-
straf på 10 måneders fængsel) for bl.a. narkotikakriminalitet
og blev samtidig udvist af Danmark med indrejseforbud i
12 år. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at de nationale
domstole havde foretaget en grundig afvejning af alle rele-
vante hensyn i sagen, herunder af klagerens tilknytning til
Danmark og hjemlandet, og at udvisning med et indrejsefor-
bud i 12 år i lyset af sagens omstændigheder måtte anses for
en proportional foranstaltning. Menneskerettighedsdomsto-
len afviste derfor at behandle sagen under henvisning til, at
klagen var åbenlyst ubegrundet.
Menneskerettighedsdomstolen afviste ligeledes den 17.
marts 2022 at behandle sagen Hussain mod Danmark
(appl. no. 31572/19). Klageren, der var pakistansk statsbor-
ger, var født i Danmark. Klageren havde ikke stiftet selv-
stændig familie her i landet. Klageren var medlem af bande-
grupperingen Loyal to Familia og tidligere straffet gentagne
gange. Klageren blev idømt 3 år og 6 måneders fængsel for
bl.a. vold af særlig grov beskaffenhed mod en fængselsbe-
tjent og besiddelse af narkotika. Han blev samtidig udvist
af Danmark med et indrejseforbud for bestandig. Menneske-
rettighedsdomstolen fandt, at de nationale domstole havde
foretaget en grundig afvejning af alle relevante hensyn i sag-
en, herunder af klagerens tilknytning til Danmark og hjem-
landet, og at udvisning med et indrejseforbud for bestandig
i lyset af sagens omstændigheder måtte anses for en propor-
tional foranstaltning. Menneskerettighedsdomstolen afviste
derfor at behandle sagen under henvisning til, at klagen var
åbenlyst ubegrundet.
Menneskerettighedsdomstolen afviste ligeledes den 17.
marts 2022 at behandle sagen Bajrami mod Danmark
(appl. no. 24379/20). Klagerne var en far, der var albansk
11
statsborger, og hans mindreårige datter, der var dansk stats-
borger. Den førstnævnte klager var indrejst i Danmark som
voksen og havde haft lovligt ophold her i landet i ca. 17
år. Klageren havde et voksent barn og to mindreårige børn,
herunder den anden klager, som boede hos deres mor. Den
førstnævnte klager – dvs. faren – var tidligere straffet for
bl.a. narkotikakriminalitet og betinget udvist herfor. Han
blev idømt 5 års fængsel og udvist for bestandig for bl.a.
narkotikakriminalitet. Menneskerettighedsdomstolen fandt,
at de nationale domstole havde foretaget en grundig afvej-
ning af alle relevante hensyn i sagen, herunder af den først-
nævnte klagers tilknytning til Danmark og hjemlandet, og
at udvisning for bestandig i lyset af sagens omstændigheder
måtte anses for en proportional foranstaltning. Menneskeret-
tighedsdomstolen fandt det desuden ikke godtgjort, at klage-
rens børn ville blive påvirket af udvisningen i en sådan grad,
at dette måtte opveje hensynet til udvisning af den først-
nævnte klager. Menneskerettighedsdomstolen afviste derfor
at behandle sagen under henvisning til, at klagen var åben-
lyst ubegrundet.
I sagen Noorzae mod Danmark (appl. no. 44810/20), dom
af 5. september 2023, var klageren afghansk statsborger, der
var indrejst i Danmark som barn. Klageren havde haft lov-
ligt ophold her i landet i ca. 18 år. Klageren havde ikke stif-
tet selvstændig familie her i landet. Klageren var tidligere
straffet for mindre alvorlig kriminalitet, men ikke tidligere
betinget udvist eller advaret om udvisning ved ny kriminali-
tet. Klageren blev idømt 1 år og 3 måneders fængsel for bl.a.
narkotikakriminalitet, vold og besiddelse af kniv. Han blev
samtidig udvist med et indrejseforbud i 12 år.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at den begåede krimi-
nalitet, der førte til udvisning, isoleret set var af en sådan
karakter, at klageren måtte anses for at udgøre en alvorlig
trussel mod den offentlige orden. Menneskerettighedsdoms-
tolen fandt samtidig, at samtlige af klagerens tidligere straffe
for bl.a. hærværk, tyveri og overtrædelse af lov om eufori-
serende stoffer var afgjort med bødestraf, hvorfor klageren
ikke generelt kunne anses for at udgøre en trussel mod den
offentlige orden. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede,
at klageren alene var dømt for mindre alvorlig kriminali-
tet og i øvrigt var begyndt at reintegrere sig i det danske
samfund ved at starte i terapi og genoptage sine studier, at
klageren var idømt en forholdsvis mild straf, og at klageren
ikke tidligere var betinget udvist eller meddelt en advarsel
om udvisning. Alligevel traf de nationale domstole afgørelse
om, at klageren skulle udvises med et indrejseforbud i 12 år,
selvom det var muligt at meddele et indrejseforbud af korte-
re varighed. Menneskerettighedsdomstolen udtalte også, at
klagerens bånd til hjemlandet stort set var ikke-eksisteren-
de. Sagens samlede omstændigheder i kombination med, at
klageren var udvist med et indrejseforbud i 12 år, gjorde, at
udvisningen var uproportional (præmis 38), og der forelå på
den baggrund en krænkelse af EMRK artikel 8.
I sagen Sharifi mod Danmark (appl. no. 31434/21), dom
af 5. september 2023, var klageren en afghansk statsborger,
som var indrejst i Danmark som barn og havde haft lov-
ligt ophold her i landet i ca. 16 år. Klageren var tidligere
straffet for mindre alvorlig kriminalitet, men ikke tidligere
betinget udvist eller advaret om udvisning ved ny kriminali-
tet. Klageren blev idømt 2 år og 6 måneders fængsel for
våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder
med henblik på ulovligt videresalg. Han blev samtidig med-
delt et indrejseforbud i 12 år. Menneskerettighedsdomstolen
udtalte, at de nationale domstole besluttede at meddele kla-
geren et indrejseforbud i 12 år, uagtet at der var mulighed
for at meddele et indrejseforbud af kortere varighed, og
at landsretten kunne have undersøgt, om et indrejseforbud
af kortere varighed ville have været relevant i sagen (præ-
mis 36). Menneskerettighedsdomstolen udtalte endvidere, at
klagerens tilknytning til Danmark var meget stærke i mod-
sætning til klagerens tilknytning til hjemlandet, som var ik-
ke-eksisterende. Henset til sagens samlede omstændigheder,
herunder at der blev meddelt et indrejseforbud i 12 år, fandt
Menneskerettighedsdomstolen, at udvisningen var uproport-
ional, og der forelå på den baggrund en krænkelse af EMRK
artikel 8.
I sagen Sarac mod Danmark (appl. no. 19866/21), dom af 9.
april 2024, var klageren en bosnisk-hercegovinsk statsbor-
ger, som var indrejst i Danmark som barn og havde haft
lovligt ophold her i landet i ca. 26 år. Klageren havde ikke
stiftet selvstændig familie her i landet. Klageren var tidlige-
re straffet for mindre alvorlig kriminalitet, herunder for to
forhold om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer,
hvorefter klageren blev idømt 30 dages betinget fængsel og
bødestraf, men klageren var ikke tidligere betinget udvist
eller advaret om udvisning ved ny kriminalitet. Klageren
blev idømt 2 års fængsel for narkotikakriminalitet og besid-
delse af ammunition uden tilladelse. Klageren blev samtidig
udvist med et indrejseforbud for bestandig. Menneskerettig-
hedsdomstolen fandt, at den begåede kriminalitet, der førte
til udvisning, isoleret set var af en sådan karakter, at klager
måtte anses for at udgøre en alvorlig trussel mod den offent-
lige orden. Menneskerettighedsdomstolen fandt samtidig, at
klagerens tidligere straf for overtrædelser af lov om eufori-
serende stoffer, som var afgjort med 30 dages betinget fæng-
sel og bødestraf, ikke kunne føre til, at klageren generelt
kunne anses for at udgøre en trussel mod den offentlige or-
den. Menneskerettighedsdomstolen fremhævede, at klageren
ikke tidligere var betinget udvist eller advaret om udvisning,
at der var tale om en forholdsvis mild straf for den begåede
kriminalitet, der førte til udvisning, og at klageren havde
meget stærk tilknytning til Danmark i modsætning til hjem-
landet. Alligevel traf de nationale domstole afgørelse om,
at klageren skulle udvises med et indrejseforbud for bestan-
dig, selvom det var muligt at meddele et indrejseforbud af
kortere varighed. Sagens samlede omstændigheder i kombi-
nation med, at klageren var udvist med et indrejseforbud for
bestandig, gjorde, at udvisningen var uproportional, og der
forelå på den baggrund en krænkelse af EMRK artikel 8.
I sagen Nguyen mod Danmark (appl. no. 2116/21), dom
af 9. april 2024, var klageren en vietnamesisk statsborger,
der var indrejst i Danmark som barn. Klageren havde haft
12
lovligt ophold i ca. 29 år. Klageren havde tre børn, hvoraf
det ene barn var mindreårig. Klageren var primær omsorgs-
person for det ene myndige barn, der led af fysiske og
psykiske handicap. Klageren var ikke tidligere straffet. Kla-
geren blev idømt 1 år og 6 måneders fængsel og udvist med
et indrejseforbud i 12 år for narkotikakriminalitet og groft
tyveri. Menneskerettighedsdomstolen fremhævede bl.a., at
klageren havde et mindreårigt barn, at klageren var primær
omsorgsperson for sit myndige barn med handicap, og at
klageren var idømt en forholdsvis mild straf for den begåe-
de kriminalitet, der førte til udvisning. Alligevel traf de
nationale domstole afgørelse om, at klageren skulle udvises
med et indrejseforbud i 12 år, selvom der var mulighed
for at meddele et indrejseforbud af kortere varighed. Menne-
skerettighedsdomstolen fandt endvidere, at klageren, under
henvisning til sit langvarige ophold i Danmark, havde meget
stærke bånd til Danmark i modsætning til sit hjemland. Sa-
gens samlede omstændigheder i kombination med, at klage-
ren var udvist med et indrejseforbud i 12 år, gjorde, at udvis-
ningen var uproportional, og der forelå på den baggrund en
krænkelse af EMRK artikel 8.
I sagen Wangthan mod Danmark (appl. no. 51301/22), dom
af 9. april 2024, var klageren en thailandsk statsborger, der
var indrejst i Danmark som voksen. Klageren havde haft
lovligt ophold her i landet i ca. 4 år. Klageren var ikke tidli-
gere straffet. Klageren blev idømt 6 måneders fængsel for
bl.a. forsøg på vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter
mod sin ægtefælle samt vold mod et af sine børn. Klage-
ren blev samtidig udvist med et indrejseforbud i 6 år. Men-
neskerettighedsdomstolen fandt bl.a., at de nationale dom-
stole havde foretaget en grundig afvejning af alle relevan-
te forhold, herunder af klagerens tilknytning til Danmark
og hjemlandet. Menneskerettighedsdomstolen fremhævede
i den forbindelse, at klageren var indrejst i Danmark som
voksen, at klageren havde haft lovligt ophold i Danmark i
under 4 år, da klageren begik de forhold, som førte til udvis-
ning, og at klagerens tilknytning til sit hjemland var meget
stærkere end klagerens tilknytning til Danmark. Menneske-
rettighedsdomstolen lagde tillige vægt på, at klagerens børn,
som begge var thailandske statsborgere, kunne udrejse med
klageren til Thailand, hvor det stadig ville være muligt for
børnene at integrere sig, og at klageren i øvrigt var udvist af
Danmark med et tidsbegrænset indrejseforbud. Menneske-
rettighedsdomstolen fandt derfor samlet set, at udvisning af
klageren ikke indebar en krænkelse af EMRK artikel 8.
Menneskerettighedsdomstolen afviste den 15. februar 2024
at behandle seks sager anlagt mod Danmark under henvis-
ning til, at sagerne var åbenlyst ubegrundede, idet de natio-
nale domstole havde foretaget grundige afvejninger af alle
relevante forhold ved afgørelserne om udvisning. Sagerne er
kort beskrevet i det følgende.
I sagerne Fateh mod Danmark (appl. no. 60766/19) og
Belgacem mod Danmark (appl. no. 61126/19) var klager-
ne algeriske og danske statsborgere og begge født i Dan-
mark. Klagerne havde ikke stiftet selvstændige familier
her i landet. Klagerne var ikke tidligere dømt for krimina-
litet. Klagerne blev idømt 3 års fængsel for forsøg på terror-
kriminalitet. Klagerne fik endvidere frataget deres danske
statsborgerskab og blev udvist med indrejseforbud for be-
standig.
I sagen Payam mod Danmark (appl. no. 32739/21) var kla-
geren en afghansk statsborger, der var indrejst i Danmark
som barn. Klageren var tidligere straffet og betinget udvist
to gange. Klageren blev idømt 3 års fængsel og udvist for
bestandig for våbenbesiddelse under særligt skærpende om-
stændigheder.
I sagen Kibar mod Danmark (appl. no. 11093/22) var klage-
ren en tyrkisk statsborger, der var født i Danmark. Klageren
var tidligere straffet og betinget udvist. Klageren blev idømt
3 år og 3 måneders fængsel og udvist med et indrejseforbud
for bestandig for bl.a. våbenbesiddelse.
I sagen Kurland mod Danmark (appl. no. 54157/21) var
klageren en svensk statsborger, der var født i Danmark. Kla-
geren var tidligere straffet adskillige gange, herunder for al-
vorlig kriminalitet. Klageren blev idømt 2 år og 6 måneders
fængsel for bl.a. vidnetrusler, røveri og forsøg herpå begået
under skærpende omstændigheder. Han blev samtidig udvist
med et indrejseforbud for bestandig.
I sagen Cakmak mod Danmark (appl. no. 21783/22) var
klageren en tyrkisk statsborger, der var født i Danmark. Kla-
geren blev idømt 6 år og 3 måneders fængsel for forsøg
på manddrab begået i april 2013. Han blev samtidig udvist
med et indrejseforbud for bestandig. Klageren var på ger-
ningstidspunktet tilknyttet en bandegruppering. Endvidere
var klageren efter gerningstidspunktet i den foreliggende sag
straffet adskillige gange for forskelligartet kriminalitet og
meddelt en advarsel om udvisning i september 2019.
Menneskerettighedsdomstolen har ligeledes i en række dom-
me inddraget det forhold, at udlændingen tidligere var adva-
ret om konsekvenserne ved ny kriminalitet, som et – blandt
flere – af de elementer, der kan tillægges vægt i proportiona-
litetsafvejningen.
I sagen Al-Masudi mod Danmark (appl. no. 35740/21), dom
af 5. september 2023, var klageren irakisk statsborger og
indrejst i Danmark som barn. Klageren havde haft lovligt
ophold her i landet i ca. 20 år. Klageren havde en kæres-
te i Danmark, som klageren aldrig havde boet sammen
med. Sammen med kæresten havde klageren et barn, som
var undfanget, mens klageren sad varetægtsfængslet. Kla-
geren var tidligere straffet, herunder for gentagen vold og
røveri begået som mindreårig. Derudover var klageren be-
tinget udvist og advaret om udvisning. Klageren blev idømt
2 år og 9 måneders fængsel for bl.a. narkotikakriminali-
tet og våbenbesiddelse. Klageren blev samtidig meddelt et
indrejseforbud for bestandig. Menneskerettighedsdomstolen
udtalte, at indgrebet i klagerens privatliv (og eventuelle
familieliv) var understøttet af relevante og tilstrækkelige
grunde. Menneskerettighedsdomstolen lagde bl.a. vægt på,
at klageren tidligere var straffet samt henholdsvis betinget
13
udvist og advaret om udvisning, at den begåede kriminalitet,
der førte til udvisning, var af en sådan karakter, at klageren
udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige orden, og
at klageren udviste manglende vilje til at efterleve dansk
ret til trods for, at han tidligere både var betinget udvist
samt meddelt en advarsel om udvisning ved fortsat krimi-
nalitet. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at de danske
domstole havde foretaget en grundig afvejning af alle rele-
vante hensyn i sagen og fandt derfor samlet set, at udvisning
af klageren med et indrejseforbud for bestandig ikke indebar
en krænkelse af EMRK artikel 8.
I sagen Goma mod Danmark (appl. no. 18646/22), dom af
5. september 2023, var klageren en congolesisk statsborger,
der var indrejst i Danmark som barn. Klageren havde haft
lovligt ophold her i landet i ca. 17 år. Klageren var tidlige-
re straffet og betinget udvist. Klageren blev idømt 2 års
fængsel (inkl. en reststraf på 306 dages fængsel) for røveri
samt udvist af Danmark med et indrejseforbud for bestan-
dig. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at udvisning med
et indrejseforbud for bestandig var proportionalt henset til
sagens konkrete omstændigheder. Menneskerettighedsdoms-
tolen fandt, at den begåede kriminalitet var af en sådan
karakter, at klageren udgjorde en alvorlig trussel mod den
offentlige orden, og at klageren i øvrigt udviste manglende
vilje til at efterleve dansk ret til trods for, at han tidligere
var blevet betinget udvist. Med henvisning til subsidiaritets-
princippet fandt Menneskerettighedsdomstolen, at udvisning
af klageren med et indrejseforbud for bestandig ikke indebar
en krænkelse af EMRK artikel 8.
I førnævnte sag Munir Johana mod Danmark, jf. oven-
for, hvor Menneskerettighedsdomstolen fandt udvisning af
klageren i overensstemmelse med EMRK artikel 8, lagde
Menneskerettighedsdomstolen i proportionalitetsafvejningen
bl.a. vægt på, at klageren var betinget udvist to gange med
en prøvetid på to år, og at han begik kriminalitet i prøvetiden
(præmis 56).
I førnævnte sag Abdi mod Danmark, jf. ovenfor, hvor Men-
neskerettighedsdomstolen statuerede krænkelse af EMRK
artikel 8, lagde Menneskerettighedsdomstolen i proportiona-
litetsafvejningen bl.a. vægt på, at klageren ikke tidligere var
betinget udvist eller advaret om udvisning ved ny kriminali-
tet (præmis 41 og 42).
For en nærmere gennemgang af Maslov-kriterierne og prak-
sis fra Menneskerettighedsdomstolen henvises bl.a. til be-
mærkningerne til lov nr. 469 af 14. maj 2018 om ændring af
udlændingeloven (Skærpede regler om udvisning af krimi-
nelle udlændinge), jf. Folketingstidende 2017-2018, tillæg
A, L 156 som fremsat, side 5-12.
Ved denne lovændring blev udlændingelovens § 26, stk.
2, nyaffattet med det formål, med udgangspunkt i praksis
fra Menneskerettighedsdomstolen om retten til respekt for
privatlivet og familielivet i EMRK artikel 8, at fastsætte
retningslinjer for, hvornår kriminelle udlændinge i alminde-
lighed skal udvises. Disse retningslinjer er i sammenhæng
med ovenstående gennemgang af nyere praksis fra Menne-
skerettighedsdomstolen fortsat retvisende.
Menneskerettighedsdomstolen afsagde den 12. november
2024 dom i fire sager mod Danmark. De fire domme
fra Menneskerettighedsdomstolen viser, at der skal ske en
vurdering af en udlændings udsigt til at genindrejse i Dan-
mark efter endt indrejseforbud, hvis udlændingens indrejse-
forbud er blevet nedsat efter udlændingelovens § 32, stk.
5, nr. 1. Hvis en sådan udsigt må anses for at være ren
teoretisk (”purely theoretical”), vil det ifølge Menneskeret-
tighedsdomstolen være uberettiget at tillægge længden af
et indrejseforbud afgørende vægt i den samlede proportio-
nalitetsafvejning. Det skyldes, at et tidsbegrænset indrejse-
forbud under sådanne omstændigheder de facto vil udgøre
et indrejseforbud for bestandig. Sagerne er beskrevet i det
følgende.
I sagen Winther mod Danmark (appl. no. 9588/21), dom
af 12. november 2024, var klageren en syrisk statsborger,
der var indrejst i Danmark som voksen. Klageren havde
haft lovligt ophold her i landet i ca. 4 år. Klageren havde
en kæreste og to mindreårige børn, som alle var danske
statsborgere. Klageren var ikke tidligere straffet af relevans
for sagen. Klageren blev idømt 8 måneders fængsel for bl.a.
grov vold, afpresning, forsøg på tvang, narkotikakriminalitet
og forfalskning af pengesedler. Klageren blev i den forbin-
delse udvist med et indrejseforbud i 6 år.
Menneskerettighedsdomstolen bemærkede, at de danske
domstole ikke i almindelighed foretager en efterprøvelse af,
om der er en reel mulighed for, at den udvisningsdømte
kan genindrejse i Danmark, når et tidsbegrænset indrejsefor-
bud er udløbet. Det havde Højesteret heller ikke gjort i den
foreliggende sag, idet Højesteret alene havde henvist til, at
klageren ville kunne genetablere sit familieliv i Danmark på
et senere tidspunkt, hvis betingelserne for opholdstilladelse i
øvrigt var opfyldt.
Menneskerettighedsdomstolen udtalte generelt, at såfremt
de nationale domstole, i lyset af de gældende udlændinge-
retlige regler på afgørelsestidspunktet, finder, at den udvis-
ningsdømtes muligheder for at genindrejse lovligt til Dan-
mark, herunder som minimum på et kort besøg, er rent
teoretiske (”purely theoretical”), vil det ifølge Menneskeret-
tighedsdomstolen være uberettiget at tillægge længden af
et indrejseforbud afgørende vægt i den samlede proportiona-
litetsafvejning. Det skyldes, at et tidsbegrænset indrejsefor-
bud under sådanne omstændigheder de facto vil udgøre et
indrejseforbud for bestandig.
I den foreliggende sag var indrejseforbuddet fastsat til 6 år
på grund af straffens længde i overensstemmelse med reg-
lerne herom. Menneskerettighedsdomstolen fandt, at læng-
den af indrejseforbuddet udgjorde et kriterie i den samlede
proportionalitetsafvejning af udvisningsspørgsmålet, men at
det tilsyneladende ikke blev tillagt væsentlig vægt af Højes-
teret, der derimod navnlig lagde vægt på arten og grovheden
af den begåede kriminalitet.
14
Menneskerettighedsdomstolen konkluderede således, at der
var sket indgreb i klagerens ret til respekt for sit privatliv
og familieliv, men at indgrebet var understøttet af relevante
og tilstrækkelige grunde, og at de nationale domstole ved
afgørelsen om udvisning havde foretaget en eksplicit og
grundig vurdering af forholdet til EMRK artikel 8. Dermed
tilkom det ikke Menneskerettighedsdomstolen at tilsidesætte
de nationale domstoles vurdering af sagens realitet, og der
forelå derfor ikke krænkelse af EMRK artikel 8.
I sagen Savuran mod Danmark (appl. no. 3645/23), dom af
12. november 2024, var klageren en tyrkisk statsborger, der
var født i Danmark. Klageren havde haft lovligt ophold her
i landet i ca. 30 år. Klageren havde ikke stiftet selvstændig
familie her i landet. Klageren var ikke tidligere straffet af
relevans for sagen. Klageren blev idømt 2 år og 3 måneders
fængsel for narkotikakriminalitet og udvist med et indrej-
seforbud i 6 år. Henset til grovheden af forbrydelsen og
længden af den idømte straf kunne indrejseforbuddet, efter
reglerne i udlændingeloven, meddeles for bestandig. Lands-
retten nedsatte imidlertid indrejseforbuddet til 6 år på grund
af klagerens stærke tilknytning til Danmark. Klageren blev
efterfølgende idømt 14 dages tillægsstraf for besiddelse af
hash under sin afsoning og modtog samtidig en advarsel om
udvisning som følge af, at der var begået en mindre alvorlig
lovovertrædelse.
Menneskerettighedsdomstolen udtalte generelt, at længden
af et indrejseforbud alene er et af mange forhold, der skal
indgå i vurderingen af, om udvisning er i overensstemmelse
med EMRK artikel 8, og at dette forhold – eller andre – i
almindelighed ikke i sig selv kan være afgørende for udfal-
det af vurderingen. I en dansk kontekst forholder dette sig
imidlertid anderledes, da der i medfør af udlændingelovens
§ 32, stk. 5, nr. 1, er mulighed for at nedsætte længden
af et indrejseforbud, hvis et indrejseforbud af en længere
varighed med sikkerhed vil være i strid med Danmarks in-
ternationale forpligtelser (præmis 37). Dette indebærer, at
længden af et tidsbegrænset indrejseforbud i visse grænsetil-
fælde (”in some borderline cases”) kan blive afgørende i
den proportionalitetsvurdering, som de nationale domstole
foretager. Dette var tilfældet i den foreliggende sag, hvor
landsretten havde nedsat indrejseforbuddet af hensyn til kla-
gerens rettigheder efter EMRK artikel 8.
Klageren havde over for Menneskerettighedsdomstolen
gjort gældende, at det tidsbegrænsede indrejseforbud de fac-
to udgjorde et permanent indrejseforbud, da klageren ikke
har en realistisk mulighed for at erhverve en ny opholds-
tilladelse i Danmark. Klageren havde imidlertid ikke gjort
gældende, at klageren efter udløbet af indrejseforbuddet ik-
ke ville være i stand til at opnå visum til at genindrejse i
Danmark på et kortvarigt besøg for at se sin familie. Derfor
fandt Menneskerettighedsdomstolen, at klagerens mulighed
for at genindrejse til Danmark ikke er rent teoretisk (”purely
theoretical”). Menneskerettighedsdomstolen fandt derfor ik-
ke grund til at betvivle de nationale domstoles konklusion
om, at den tidsmæssige begrænsning af indrejseforbuddet
var en omstændighed, der kunne gøre udvisning af klageren
forenelig med konventionen. Der forelå derfor ikke en kræn-
kelse af EMRK artikel 8.
I sagen Al-Habeeb mod Danmark (appl. no. 14171/23), dom
af 12. november 2024, var klageren en irakisk statsborger,
som var indrejst i Danmark som barn. Klageren havde haft
lovligt ophold i mere end 21 år. Klageren var i religiøst æg-
teskab med en dansk statsborger og havde et barn. Klageren
var tidligere straffet for forsøg på røveri som mindreårig
samt forsøg på vold og gentagen vold og var advaret om
udvisning ved fortsat kriminalitet. Klageren blev idømt 2 år
og 3 måneders fængsel for grov vold i gentagelsestilfælde
samt udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år. Hen-
set til grovheden af forbrydelsen og længden af den idømte
straf kunne indrejseforbuddet, efter reglerne i udlændingelo-
ven, meddeles for bestandig. De danske domstole nedsatte
imidlertid indrejseforbuddet til 12 år af hensyn til Danmarks
internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 32, stk.
5, nr. 1.
Menneskerettighedsdomstolen udtalte generelt, at såfremt
de nationale domstole, i lyset af de gældende udlændinge-
retlige regler på afgørelsestidspunktet, finder, at den udvis-
ningsdømtes muligheder for at genindrejse lovligt til Dan-
mark, herunder som minimum på et kort besøg, er rent
teoretiske (”purely theoretical”), vil det ifølge Menneskeret-
tighedsdomstolen være uberettiget at tillægge længden af
et indrejseforbud afgørende vægt i den samlede proportiona-
litetsafvejning. Det skyldes, at et tidsbegrænset indrejsefor-
bud under sådanne omstændigheder de facto vil udgøre et
indrejseforbud for bestandig.
Klageren havde over for Menneskerettighedsdomstolen
gjort gældende, at det tidsbegrænsede indrejseforbud de fac-
to var et indrejseforbud for bestandig, da klageren aldrig
vil kunne opfylde kravene for visum eller en ny opholds-
tilladelse i Danmark. Menneskerettighedsdomstolen fandt
imidlertid, at udsigten til at genindrejse i Danmark ikke er
rent teoretisk for en person, der, ligesom klageren, har stiftet
selvstændig familie i Danmark, da der derved er mulighed
for at blive meddelt opholdstilladelse på baggrund af fami-
liesammenføring.
Menneskerettighedsdomstolen konkluderede, at udvisningen
var understøttet af relevante og tilstrækkelige grunde, og at
de danske domstole havde foretaget en grundig afvejning af
alle relevante hensyn i sagen. Menneskerettighedsdomstolen
henviste til subsidiaritetsprincippet, hvorefter det vil kræve
tungtvejende grunde at tilsidesætte de nationale domstoles
vurdering, når afvejningen er blevet foretaget af de nationa-
le myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, der
er fastlagt i Menneskerettighedsdomstolens praksis. Menne-
skerettighedsdomstolen fandt ikke, at der forelå sådanne
tungtvejende grunde. Der forelå derfor ikke en krænkelse
af EMRK artikel 8.
I sagen Sharafane mod Danmark (appl. no. 5199/23), dom
af 12. november 2024, var klageren en irakisk statsborger,
der var født i Danmark. Klageren havde haft lovligt ophold
15
her i landet i ca. 23 år. Klageren havde ikke stiftet selv-
stændig familie her i landet. Klageren var ikke tidligere
straffet. Klageren blev idømt 2 år og 6 måneders fængsel
for narkotikakriminalitet. I byretten blev klageren tildelt en
advarsel om udvisning, da byretten vurderede, at udvisning
af klageren med sikkerhed ville være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser. Landsretten omgjorde dog byret-
tens dom således, at klageren blev udvist med et indrejsefor-
bud i 6 år. Henset til grovheden af forbrydelsen og længden
af den idømte straf kunne indrejseforbuddet, efter reglerne i
udlændingeloven, have været meddelt for bestandig. Lands-
retten nedsatte imidlertid indrejseforbuddet til 6 år på grund
af klagerens stærke tilknytning til Danmark, jf. udlændingel-
ovens § 32, stk. 5, nr. 1.
Klageren havde over for Menneskerettighedsdomstolen
gjort gældende, at det tidsbegrænsede indrejseforbud de fac-
to var et indrejseforbud for bestandig, da klageren aldrig vil
kunne opfylde kravene for visum eller en ny opholdstilladel-
se i Danmark efter endt indrejseforbud.
Menneskerettighedsdomstolen udtalte generelt, at såfremt
de nationale domstole, i lyset af de gældende udlændinge-
retlige regler på afgørelsestidspunktet, finder, at den udvis-
ningsdømtes muligheder for at genindrejse lovligt til Dan-
mark, herunder som minimum på et kort besøg, er rent
teoretiske (”purely theoretical”), vil det ifølge Menneskeret-
tighedsdomstolen være uberettiget at tillægge længden af
et indrejseforbud afgørende vægt i den samlede proportiona-
litetsafvejning. Det skyldes, at et tidsbegrænset indrejsefor-
bud under sådanne omstændigheder de facto vil udgøre et
indrejseforbud for bestandig.
Menneskerettighedsdomstolen fandt, at den af den danske
regerings fremlagte statistik indikerede, at udsigten til at
kunne genindrejse i Danmark på baggrund af familiesam-
menføring ikke er ren teoretisk for udlændinge med en æg-
tefælle eller partner. Menneskerettighedsdomstolen udtalte
samtidig, at situationen dog er en anden for klageren, der
er en irakisk statsborger uden partner. Da der ikke er nogen
indikationer på, at klageren vil kunne opnå opholdstilladelse
til arbejds- eller studieformål, vil hans eneste mulighed for
at vende tilbage til Danmark være på besøg. Menneskeret-
tighedsdomstolen udtalte i den forbindelse, at det må være
op til den danske regering at bevise, at der på trods af
de i Danmark meget snævre betingelser for at få udstedt
visum, er realistisk udsigt til, at klageren kan genindrejse
i Danmark efter udløbet af indrejseforbuddet. Menneskeret-
tighedsdomstolen fandt, at den af den danske regering frem-
lagte statistik ikke kunne støtte regeringens argumenter, idet
ingen udlænding tilhørende visumhovedgruppe 5 havde fået
udstedt et visum i de seneste fem år. Menneskerettigheds-
domstolen konkluderede på den baggrund og særligt under
hensyn til den snævre adgang til visum samt statistikken
over udstedte visum, at den danske regering ikke havde be-
vist, at udsigten for udlændinge, der som klageren, tilhører
visumhovedgruppe 5 og er uden ægtefælle eller partner, til
at vende tilbage til Danmark selv på et kort besøg, ikke blot
er ren teoretisk. Menneskerettighedsdomstolen konkludere-
de følgelig, at klagerens adgang til genindrejse i Danmark
efter endt indrejseforbud er rent teoretisk, og at det 6-årige
indrejseforbud derfor de facto for ham ville udgøre et indrej-
seforbud for bestandig. Menneskerettighedsdomstolen udtal-
te på den baggrund, at indrejseforbuddets tidsbegrænsede
natur ikke kunne tillægges afgørende betydning i vurderin-
gen af, om klagerens udvisning er forenelig med EMRK
artikel 8. Udvisningen var således uproportional og udgjorde
en krænkelse af EMRK artikel 8.
Som følge af Menneskerettighedsdomstolens dom i Shara-
fane-sagen blev bekendtgørelse nr. 1545 af 12. december
2024 om udlændinges adgang til Danmark på grundlag af
visum (visumbekendtgørelsen) ændret med virkning fra den
1. januar 2025. Det følger således nu eksplicit af ordlyden
af visumbekendtgørelsens § 16, stk. 7, at der kan meddeles
visum til en udlænding, der er født og opvokset her i landet
eller kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af
visumhovedgruppe 5, i tilfælde, hvor udlændingens tidsbe-
grænsede indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5,
nr. 1, er udløbet, og udlændingens ret til privatliv i medfør af
Danmarks internationale forpligtelser vil blive krænket, hvis
der ikke udstedes visum.
Den 18. marts 2025 anvendte Højesteret for første gang
visumbekendtgørelsens § 16, stk. 7, i sag nr. 72/2024. Sagen
omhandlede en 25-årig somalisk statsborger, der var født i
Danmark. Han var ikke gift eller samlevende og havde in-
gen børn. Han var ved Østre Landsrets dom af 5. april 2024
idømt 1 år og 9 måneders fængsel for narkotikakriminalitet
og udvist med et indrejseforbud i 6 år under henvisning til
udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1. Han var tidligere straf-
fet adskillige gange, herunder for grov vold begået som min-
dreårig. Han blev i 2016 udvist betinget og blev i 2020, efter
forholdet i den foreliggende sag var blevet begået, tildelt en
advarsel om udvisning for overtrædelse af knivloven. Højes-
teret fandt, at der efter en samlet vurdering af karakteren
og omfanget af den kriminalitet, som udlændingen havde
begået, forelå meget tungtvejende grunde for at udvise ham,
uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede
tilknytning til Somalia.
Med henvisning til Menneskerettighedsdomstolens dom i
Sharafane-sagen gjorde udlændingen gældende, at indrejse-
forbuddet reelt ville være for bestandig, idet han som stats-
borger i Somalia, der tilhører visumhovedgruppe 5 i visum-
bekendtgørelsen, kun rent teoretisk har mulighed for at få
udstedt visum til Danmark.
Højesteret fandt, at det med visumbekendtgørelsens § 16,
stk. 7, er klargjort, at visumreglerne skal administreres i
overensstemmelse med EMRK artikel 8, således at et tids-
begrænset indrejseforbud til en udlænding, der er født og
opvokset her i landet eller kommet hertil som ganske ung,
og som er omfattet af visumreglernes hovedgruppe 5, ikke
reelt får samme virkning som et indrejseforbud for bestan-
dig. På den baggrund vurderede Højesteret, at udlændingens
mulighed for at få udstedt visum til Danmark efter udløbet
af et indrejseforbud i 6 år ikke kun er rent teoretisk. Det
16
var således ikke uproportionalt og dermed ikke i strid med
EMRK artikel 8 at udvise udlændingen med et tidsbegræn-
set indrejseforbud. Højesteret tiltrådte herefter, at udlændin-
gen kunne udvises med et indrejseforbud i 6 år.
2.1.1.2.1. Medlemsstaternes skønsmargin
Menneskerettighedsdomstolen overlader en vis skønsmargin
(”certain margin of appreciation”) til de nationale domsto-
le, når de skal foretage proportionalitetsafvejningen efter
EMRK artikel 8. Denne skønsmargin går dog hånd i hånd
med europæisk kontrol (”European supervision”), hvilket
betyder, at det er Menneskerettighedsdomstolen, der har
kompetencen til at afsige den endelige dom over, om en
udvisning er i overensstemmelse med EMRK artikel 8, jf.
f.eks. præmis 76 i sagen Maslov mod Østrig, dom af 23. juni
2008.
Der synes i Menneskerettighedsdomstolens praksis at væ-
re en bevægelse i retning af, at Menneskerettighedsdoms-
tolen har givet medlemsstaterne en bredere skønsmargin,
jf. herved Salem mod Danmark (appl. no. 77036/11)
dom af 1. december 2016, Hamesevic mod Danmark
(appl. no. 25748/15) afvisningsafgørelse af 16. maj
2017, Alam mod Danmark (appl. no. 33809/15) afvis-
ningsafgørelse af 6. juni 2017, Ndidi mod Storbritanni-
en (appl. no. 41215/14) dom af 14. september 2017,
Khan mod Danmark (appl. no. 26947/19) og Munir Jo-
hana mod Danmark (appl. no. 56803/18) domme af 12.
januar 2021, Avci mod Danmark (appl. no. 40240/19)
dom af 30. november 2021, Ahmed mod Danmark
(appl. no. 16588/20) afvisningsafgørelse af 3. marts 2022,
Abdulji mod Danmark (appl. no. 20579/20) og Hussain
mod Danmark (appl. no. 31572/19) og Bajrami mod Dan-
mark (appl. no. 24379/20) afvisningsafgørelser af 17. marts
2022 samt Fateh mod Danmark (appl. no. 60766/19)
og Belgacem mod Danmark (appl. no. 61126/19) og
Payam mod Danmark (appl. no. 32739/21) og Kibar
mod Danmark (appl. no. 11093/22) og Kurland mod Dan-
mark (appl. no. 54157/21) og Cakmak mod Danmark
(appl. no. 21783/22) afvisningsafgørelser af 15. februar
2023.
Eksempelvis bemærkede Menneskerettighedsdomstolen i
Ndidi-sagen, at kravet om europæisk kontrol (”European
supervision”) ikke betyder, at Menneskerettighedsdomsto-
len nødvendigvis på ny er nødt til at foretage en propor-
tionalitetsafvejning for at vurdere, om en udvisning er ud-
tryk for en tilstrækkelig balance mellem de relevante inte-
resser. Menneskerettighedsdomstolen har tværtimod i sager
om EMRK artikel 8 som udgangspunkt forstået skønsmar-
ginen sådan, at hvor de uafhængige og upartiske nationale
domstole omhyggeligt har undersøgt faktum og anvendt de
relevante menneskerettighedsstandarder i overensstemmelse
med konventionen og Menneskerettighedsdomstolens prak-
sis og i tilstrækkelig grad har afvejet klagerens interesse
over for de mere generelle samfundsinteresser i sagen, bør
Menneskerettighedsdomstolen ikke erstatte de kompetente
nationale myndigheders vurdering af sagen med sin egen
vurdering, herunder især vurderingen af de faktuelle oplys-
ninger om proportionalitet. Den eneste undtagelse er, hvor
der er væsentlige grunde (”strong reasons”) til at gøre det-
te. Der henvises til dommens præmis 76.
Subsidiaritetsprincippet betyder således, at Menneskerettig-
hedsdomstolen som udgangspunkt ikke vil tilsidesætte de
nationale myndigheders vurdering i de tilfælde, hvor de
nationale myndigheder i en konkret sag har foretaget en
rimelig afvejning af de relevante hensyn, medmindre der
foreligger tungtvejende grunde (”strong reasons”).
Menneskerettighedsdomstolen henviste til subsidiaritets-
princippet i bl.a. Khan mod Danmark, Munir Johana mod
Danmark og Avci mod Danmark, jf. ovenfor, hvorefter Men-
neskerettighedsdomstolen, når afvejningen er blevet foreta-
get af de nationale myndigheder i overensstemmelse med
de kriterier, som er fastlagt i Menneskerettighedsdomstolens
praksis, vil kræve tungtvejende grunde for at substituere de
nationale domstoles vurdering med sin egen (præmis 81 i
Khan mod Danmark, præmis 65 i Munir Johana mod Dan-
mark og præmis 38 i Avci mod Danmark).
Menneskerettighedsdomstolen må på denne baggrund for-
ventes at være tilbageholdende med at sætte sin vurdering
af udvisningssagen i stedet for de nationale domstoles vur-
dering, hvis de nationale domstole 1) omhyggeligt har un-
dersøgt faktum, 2) har anvendt de relevante menneskerettig-
hedsstandarder i overensstemmelse med EMRK og Menne-
skerettighedsdomstolens praksis og 3) i tilstrækkelig grad
har afvejet klagerens interesse over for de mere generelle
samfundsinteresser i sagen.
2.1.1.3. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning ved dom
Udlændingelovens § 32 regulerer, i hvilke tilfælde der med-
deles et indrejseforbud og varigheden af indrejseforbuddet.
Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, at
der meddeles et indrejseforbud til udlændinge, der er ud-
vist. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning ved dom
efter udlændingelovens §§ 22-24 er således en følge af, at
udlændingen udvises, og varigheden af det meddelte indrej-
seforbud afhænger som udgangspunkt af den idømte straf.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, meddeles et indrejse-
forbud i forbindelse med udvisning ved dom på grund af
strafbart forhold, jf. udlændingelovens §§ 22-24, for en peri-
ode på 4 år ved idømmelse af betinget fængselsstraf eller
ubetinget fængselsstraf af indtil 3 måneders varighed (nr.
2), for en periode på 6 år ved ubetinget fængselsstraf af
mere end 3 måneders, men ikke over 1 års varighed (nr.
4), og for en periode på 12 år ved ubetinget fængselsstraf
af mere end 1 års og indtil 1 år og 6 måneders varighed
(nr. 6). Indrejseforbud meddeles for bestandig ved ubetinget
fængselsstraf af mere end 1 år og 6 måneders varighed (nr.
7).
Ved udvisning efter udlændingelovens § 22, nr. 4-8, § 23,
nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8
17
(udvisning ved visse nærmere bestemte lovovertrædelser),
eller hvis udlændingen er udvist ved dom og ikke har haft
lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6
måneder, meddeles et indrejseforbud altid for mindst 6 år, jf.
udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5.
Med fængselsstraf sidestilles anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse,
f.eks. dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling efter straf-
felovens §§ 68 eller 69, dom til forvaring efter straffelovens
§ 70 og dom til ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, kan der medde-
les et indrejseforbud af kortere varighed i tilfælde, hvor en
udlænding udvises efter §§ 22-24, og et indrejseforbud af
den varighed, der er nævnt i § 32, stk. 4, vil indebære, at
udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 7, kan et indrejseforbud,
der er meddelt en udlænding, som er omfattet af EU-regler-
ne, ophæves efter ansøgning, hvis den pågældendes person-
lige adfærd ikke længere kan anses for at udgøre en reel,
umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel imod den offent-
lige orden, sikkerhed eller sundhed.
2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
Det er regeringens holdning, at der skal sendes et klart
signal om, at kriminelle udlændinge, der misbruger deres
ophold i Danmark til at begå kriminalitet, ikke har noget at
gøre i det danske samfund, uanset hvor længe udlændingen
har opholdt sig i Danmark.
Der er i dag vid adgang til udvisning af udlændinge, der be-
går kriminalitet i Danmark. Udlændinge- og Integrationsmi-
nisteriet vurderer dog samtidig, at der er rum for at skærpe
reglerne yderligere.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den bag-
grund, at den gældende trappestigeordning bør afskaffes,
således at ubetinget fængselsstraf i alle tilfælde skal føre til
udvisning, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser. Det skal således
ikke længere afhænge af faste krav til bl.a. varigheden af
udlændingens ophold her i landet eller af kriminalitetens art,
om der er adgang til udvisning, hvis en udlænding idømmes
ubetinget fængselsstraf.
Det bør således alene være Danmarks internationale forplig-
telser, herunder navnlig EMRK artikel 8, der skal udgøre
den retlige grænse for, om en udlænding, der idømmes ube-
tinget fængselsstraf, kan udvises.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at
afskaffelsen af trappestigeordningen ved ubetinget fængsels-
straf i et vist omfang vil kunne medvirke til, at flere krimi-
nelle udlændinge udvises. Det er dog samtidig vurderingen,
at det ikke vil føre til markant flere udviste i praksis. Det-
te skyldes, at der allerede efter de gældende regler er vid
adgang til udvisning, og at det i de tilfælde, hvor der ikke
udvises, ofte ikke skyldes manglende hjemmel til udvisning,
men snarere Danmarks internationale forpligtelser, herunder
EMRK artikel 8, der sætter grænsen for, om der konkret kan
ske udvisning.
Det er dog også Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at en videre adgang til en domstolsprøvelse af,
om der kan udvises inden for rammerne af Danmarks in-
ternationale forpligtelser, også vil gøre det muligt i flere
sager end i dag at tildele en advarsel i de tilfælde, hvor dom-
stolene som følge af Danmarks internationale forpligtelser
konkret finder, at der ikke kan udvises. En sådan advarsel
kan få betydning for, om en udlænding i en senere straffesag
kan udvises, idet advarslen tillægges vægt ved vurderingen
af, om det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser at udvise eller ej.
Det er som nævnt vurderingen, at en videre adgang til dom-
stolsprøvelse af, om der kan udvises inden for rammerne
af Danmarks internationale forpligtelser, i et vist omfang
vil kunne medvirke til, at flere kriminelle udlændinge udvi-
ses. Det er samtidig vurderingen, at andelen af tilfælde, hvor
domstolene vil nå frem til, at der som følge af Danmarks
internationale forpligtelser ikke kan udvises, og hvor der i
disse tilfælde i stedet skal meddeles en advarsel om udvis-
ning, jf. udlændingelovens § 24 b, også vil kunne stige som
følge af den videre adgang til domstolsprøvelse.
Udlændinge- og Integrationsministeriet finder i forlængelse
af overvejelserne om, at ubetinget fængselsstraf i alle tilfæl-
de bør føre til udvisning, medmindre dette med sikkerhed
vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, at
reglerne om indrejseforbud bør ændres, således at der i alle
tilfælde, hvor udlændinge udvises på baggrund af en ubetin-
get fængselsstraf, bør meddeles et indrejseforbud af mindst
6 års varighed. De danske domstole vil efter en konkret
vurdering fortsat kunne meddele et indrejseforbud af kortere
varighed i de tilfælde, hvor en udvisning kombineret med
et indrejseforbud af mindst 6 års varighed vil medføre, at
udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår på den bag-
grund, at udlændingelovens §§ 22 og 23 nyaffattes, og at
udlændingelovens § 24 ophæves.
Forslaget vil betyde, at alle udlændinge, der idømmes ube-
tinget fængselsstraf, udvises, medmindre dette med sikker-
hed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtel-
ser. Dette skal således gælde uanset varigheden af opholdet
her i landet, kriminalitetens art, længden af den idømte straf
samt eventuel tidligere kriminalitet.
Udlændinge, som idømmes en betinget fængselsstraf og har
haft lovligt ophold i Danmark i 5 år eller derunder, skal
efter forslaget som hidtil udvises, medmindre dette med sik-
18
kerhed vil være i strid med Danmarks internationale forplig-
telser.
Udlændinge, der idømmes en anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, skal
efter forslaget som hidtil udvises i det omfang, de ville være
blevet udvist, hvis der ikke var idømt en anden strafferetlig
retsfølge end fængselsstraf. Dette gælder dog ikke, hvis ud-
visningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser.
Andre strafferetlige retsfølger, dvs. bl.a. dom til anbringelse
eller til ambulant behandling med mulighed for frihedsberø-
velse efter straffelovens §§ 68 eller 69, dom til forvaring
efter straffelovens § 70 og dom til ungdomssanktion efter
straffelovens § 74 a, sidestilles således med fængselsstraf i
det omfang, udlændingen ville være blevet udvist, hvis der
ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge end fængsels-
straf.
Afgørelsen af, om der i en straffesag kan udvises ved dom,
vil fortsat skulle træffes af domstolene på baggrund af en
konkret vurdering, og der ændres heller ikke med lovforsla-
get på den vurdering, der skal foretages efter udlændingelo-
vens § 26, stk. 2. De proportionalitetshensyn, som er nævnt
under pkt. 2.1.1.2, der indgår i den gældende trappestige-
ordning, der foreslås afskaffet, herunder kriminalitetens art
og grovhed, varigheden af udlændingens ophold, længden
af den idømte straf samt eventuel tidligere kriminalitet, vil
fortsat indgå i domstolenes vurdering af, om udvisning i
det enkelte tilfælde med sikkerhed vil være i strid med Dan-
marks internationale forpligtigelser.
For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, vil udvis-
ning dog som hidtil skulle ske i overensstemmelse med de
principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af
retten til fri bevægelighed, jf. den foreslåede præcisering
af bestemmelsen i udlændingelovens § 26 b. Udlændingelo-
vens § 26, stk. 2, vil således som hidtil ikke finde anvendel-
se for denne persongruppe. Der henvises i øvrigt til bemærk-
ningerne til lovforslagets § 1, nr. 23.
Det foreslås endvidere at ændre reglerne om indrejseforbud
i udlændingelovens § 32, således at alle udlændinge, der
udvises på baggrund af en ubetinget fængselsstraf, vil blive
meddelt et indrejseforbud af mindst 6 års varighed.
Det vil betyde, at udlændinge, der i dag udvises efter ud-
lændingelovens § 24, nr. 2, dvs. udlændinge, som ikke har
haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 5 år
og idømmes en ubetinget fængselsstraf af indtil 3 måneders
varighed for en lovovertrædelse, der ikke er omfattet af
den skærpede udvisningsadgang i § 22, nr. 4-8 (udvisning i
forbindelse med dom for overtrædelse af nærmere bestemte
bestemmelser i navnlig straffeloven, uanset varigheden af
udlændingens ophold her i landet og straffens længde), og
som i dag meddeles et indrejseforbud på 4 år, fremover vil
blive meddelt et indrejseforbud på 6 år.
Der ændres ikke ved, at der fortsat efter en konkret vurde-
ring kan meddeles et indrejseforbud af en kortere varighed
end 6 år, hvis dette betyder, at der dermed kan ske udvisning
i en sag, hvor udvisning ellers med sikkerhed ville være i
strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Det vil dog være det klare udgangspunkt, at et indrejsefor-
buds varighed fastsættes på baggrund af varigheden af den
idømte fængselsstraf, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4. Det
er således alene i tilfælde, hvor varigheden af indrejsefor-
buddet vil have selvstændig og afgørende betydning for, om
udvisning vil være i strid med Danmarks internationale for-
pligtelser, at der kan meddeles et indrejseforbud af kortere
varighed.
Det kan på baggrund af Menneskerettighedsdomstolens
praksis udledes, at der navnlig kan være grundlag for at
fravige udgangspunktet ved udvisning af fastboende udlæn-
dinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har
tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet,
og som ikke har væsentlige forstraffe, jf. bl.a. de førnævnte
sager Abdi mod Danmark, Noorzae mod Danmark, Sharifi
mod Danmark, Nguyen mod Danmark og Sarac mod Dan-
mark. Der henvises til pkt. 2.1.1.2 for en nærmere gennem-
gang af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 30-32.
2.2. Udvisning og afvisning af udlændinge omfattet af
EU-reglerne
2.2.1. Gældende ret
Unionsborgeres ret til fri bevægelighed følger af Trakta-
ten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). I
TEUF artikel 20, stk. 2, er unionsborgeres ret til at færdes
og opholde sig frit på medlemsstaternes område opregnet
blandt de rettigheder, der følger af unionsborgerskabet. Ret-
ten til fri bevægelighed er endvidere bekræftet som en per-
sonlig rettighed i EU’s Charter om Grundlæggende Rettig-
heder.
Efter TEUF artikel 21, stk. 1, har enhver unionsborger ret
til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område
med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat
i traktaterne og i gennemførelsesbestemmelserne hertil. Be-
stemmelsen er udmøntet ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og
deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit
på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet).
Opholdsdirektivet gælder også for statsborgere i EØS-lande-
ne (Island, Liechtenstein og Norge) samt Schweiz.
Opholdsdirektivet er gennemført i dansk ret ved bekendtgø-
relse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om ophold i Danmark for
udlændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions reg-
ler om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen), og
ved dele af udlændingeloven. Direktivets ud- og afvisnings-
19
bestemmelser er gennemført ved bl.a. EU-opholdsbekendt-
gørelsens kapitel 9.
2.2.1.1. Opholdsdirektivet
Opholdsdirektivet finder efter direktivets artikel 3, stk. 1,
anvendelse på unionsborgere, der rejser til eller tager ophold
i en anden medlemsstat end den, hvor de pågældende er
statsborgere, samt deres familiemedlemmer, uanset nationa-
litet, der ledsager eller slutter sig til dem. Opholdsdirektivet
finder anvendelse fra indrejsetidspunktet og uanset ophol-
dets længde. Familiemedlemmer kan aflede en opholdsret af
en unionsborger, der aktuelt udøver retten til fri bevægelig-
hed i Unionen som økonomisk aktiv eller selvforsørgende
(primær fri bevægelighed). Ved familiemedlemmer forstås
ægtefælle, registreret partner, direkte efterkommere samt di-
rekte efterkommere af ægtefællen eller den registrerede part-
ner, som ikke er fyldt 21 år, eller som forsørges af unions-
borgeren (eller dennes ægtefælle), slægtninge i opstigende
linje samt slægtninge i opstigende linje til ægtefællen eller
den registrerede partner, som forsørges af unionsborgeren,
jf. direktivets artikel 2, nr. 2, litra a-d (nære familiemedlem-
mer). Med ægtefælle sidestilles i dansk ret en unionsborgers
registrerede partner eller faste samlever. I forhold til faste
samlevere, er det en betingelse, at der mellem parterne
består en behørigt dokumenteret varig tilknytning, og at
unionsborgeren påtager sig et forsørgelsesansvar over for
den pågældende i overensstemmelse med forsørgelsesansva-
ret for ægtefæller i dansk ret. Også andre familiemedlem-
mer, uanset nationalitet, kan under visse betingelser være
omfattet af direktivet, jf. opholdsdirektivets artikel 3, stk.
2. Det drejer sig om familiemedlemmer, der ikke er nære
familiemedlemmer, hvis de i det land, de ankommer fra,
forsørges af eller hører til den unionsborgers husstand, der
er hovedindehaveren af retten til ophold, eller hvor alvorlige
helbredsmæssige grunde gør det absolut nødvendigt, at uni-
onsborgeren personligt plejer familiemedlemmet.
EU-Domstolen har i en række domme fastslået, at opholds-
direktivet finder analog anvendelse på familiemedlemmer,
der ledsager eller slutter sig til en dansk statsborger, som
vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til
fri bevægelighed i en anden medlemsstat (sekundær fri be-
vægelighed), jf. bl.a. dom af 12. marts 2012, sag C-456/12,
O og B, og den deri nævnte retspraksis. Opholdsdirektivet
finder endvidere analog anvendelse i forhold til familiemed-
lemmer til unionsborgere, der har udøvet retten til fri bevæ-
gelighed i Danmark og har opnået dansk statsborgerskab, og
som samtidig bevarer deres oprindelige statsborgerskab i en
medlemsstat, jf. dom af 14. november 2017, sag C-165/16,
Lounes.
2.2.1.1.1. EU-Domstolens praksis indebærer endvidere, at
der er en mere kvalificeret beskyttelse mod udvisning, end
hvad der ellers følger af udlændingelovens regler, for ud-
lændinge med opholdsret i henhold til TEUF artikel 20 og
udlændinge omfattet af Associeringsaftalekomplekset (As-
socieringsaftalen mellem EU og Tyrkiet af 12. september
1963 og Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. septem-
ber 1980 om udvikling af associeringen). Opholdsdirektivet
finder dog ikke anvendelse for disse udlændinge.
For så vidt angår tredjelandsstatsborgere, som på baggrund
af EU-Domstolens praksis i henhold til TEUF artikel 20 har
opnået en afledt opholdsret som familiemedlem til en dansk
statsborger, der bor i Danmark og aldrig har udøvet retten til
fri bevægelighed, har EU-Domstolen fastslået, at der er vis-
se særlige situationer, hvor et tredjelandsfamiliemedlem kan
aflede en opholdsret af en unionsborger i medfør af TEUF
artikel 20 om unionsborgerskabet, selvom unionsborgeren
aldrig har udøvet retten til fri bevægelighed og opholder
sig i sin oprindelsesmedlemsstat. Det drejer sig om de situa-
tioner, hvor der består et afhængighedsforhold mellem ek-
sempelvis en dansk statsborger og en tredjelandsstatsborger,
som har en sådan karakter, at den danske statsborger reelt vil
være nødsaget til at forlade Unionens område som helhed
sammen med tredjelandsstatsborgeren, hvis denne nægtes en
opholdsret, eller den pågældende udvises. Opholdstilladelse
til denne persongruppe meddeles efter udlændingelovens § 9
c. I relation til spørgsmålet om udvisning skal der foretages
en skærpet trusselsvurdering efter kriterier, der svarer til
kriterierne i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, idet ud-
og afvisning af denne gruppe kun kan ske i ekstraordinære
tilfælde. Der skal ikke foretages en prøvelse efter udlændin-
gelovens § 26, stk. 2, af, om udvisning med sikkerhed vil
være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Se
domme af 13. september 2016 i sag C-165/14, Rendón Ma-
rín (herefter Rendón Marín, (C-165/14)), og i sag C-304/14,
CS (herefter CS (C-304/14)), og dom af 5. maj 2022 i de
forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU (herefter XU
(C-451/19 og C-532/19)).
For så vidt angår økonomisk aktive tyrkiske statsborgere og
deres familiemedlemmer, som er omfattet af Associerings-
aftalekomplekset bemærkes, at afgørelse nr. 1/80, der har
direkte virkning i dansk ret, skal sikre gunstige vilkår for
en tyrkisk arbejdstagers mulighed for at fortsætte udøvelsen
af en påbegyndt økonomisk aktivitet i den værtsstat, hvori
arbejdstageren allerede befinder sig. Afgørelse nr. 1/80 re-
gulerer således tyrkiske arbejdstageres og deres familiemed-
lemmers rettigheder samt betingelserne for begrænsninger i
disse rettigheder.
For de tyrkiske arbejdstagere og deres familiemedlemmer,
der har rettigheder efter afgørelse nr. 1/80, idet de opfyl-
der betingelserne i afgørelsens artikel 6 eller 7, kan der i
henhold til afgørelsens artikel 14, stk. 1, sådan som bestem-
melsen er fortolket i retspraksis, alene træffes afgørelse om
udvisning begrundet i hensynet til den offentlige orden, den
offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed.
EU-Domstolen fastslog i præmis 78 og 79 i dom af 8.
december 2011 i sag C-371/08, Ziebell (herefter Ziebell,
(C-371/08)), som drejede sig om udvisning af en tyrkisk
statsborger, der var født og opvokset i Tyskland, at artikel 12
i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om
tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding
kan bruges som EU-retlig referenceramme ved anvendelsen
20
af artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Efter direktivets
artikel 12 kan medlemsstaterne kun træffe afgørelse om at
udvise en fastboende udlænding, hvis vedkommende udgør
en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod den offentlige
orden eller den offentlige sikkerhed. Endvidere må udvis-
ningen ikke være begrundet i økonomiske forhold, og før
en afgørelse om udvisning træffes, skal der tages hensyn
til varigheden af opholdet i medlemsstaten, den pågælden-
des alder, konsekvenserne for den pågældende og dennes
familiemedlemmer samt tilknytningen til opholdslandet eller
manglende tilknytning til oprindelseslandet.
Det fremgår af Ziebell, (C-371/08), præmis 82, at foranstalt-
ninger begrundet i den offentlige orden eller sikkerhed kun
kan træffes, hvis det efter en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde viser sig, at den pågældendes personlige adfærd
aktuelt udgør en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel, der
berører en grundlæggende samfundsinteresse.
Ved denne vurdering skal myndighederne påse, at såvel
proportionalitetsprincippet som den berørte persons grund-
læggende rettigheder overholdes, navnlig retten til respekt
for privatliv og familieliv. Udvisning begrundet i den offent-
lige orden og sikkerhed kan ikke træffes automatisk efter
en straffedom eller med generalpræventive formål, der skal
afholde andre udlændinge fra at begå lovovertrædelser, jf.
dommens præmis 83. Se som eksempel fra højesteretsprak-
sis bl.a. dommen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2022,
side 195.
I praksis betyder det, at spørgsmålet om udvisning af tyrki-
ske statsborgere omfattet af Associeringsaftalekomplekset
skal vurderes efter kriterier, der svarer til dem, der følger
af opholdsdirektivets artikel 27 og 28, stk. 1, selvom den-
ne persongruppe ikke er omfattet opholdsdirektivet. Dog
gælder den øgede beskyttelse mod udvisning efter opholds-
direktivets artikel 28, stk. 2 og 3, ikke for økonomisk aktive
tyrkiske statsborgere eller deres familiemedlemmer. Dette er
fastslået for så vidt angår opholdsdirektivets artikel 28, stk.
3, i bl.a. Ziebell, (C-371/08).
Vurderingen af, om en udlænding er omfattet af EU-regler-
ne og herunder, om en tyrkisk statsborger er omfattet af
afgørelse nr. 1/80, foretages af Udlændingestyrelsen eller
Styrelsen for International Rekruttering og Integration i for-
bindelse med anklagemyndighedens indhentelse af udtalel-
ser i straffesager efter udlændingelovens § 57.
2.2.1.1.2. Endelig er der særlige regler for britiske statsbor-
gere og deres familiemedlemmer med opholdsret i Danmark
efter udtrædelsesaftalen (”Aftalen om Det Forenede Konge-
rige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Euro-
pæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab” af
31. januar 2020 (EU-Tidende 2020, nr. L 29, side 7 ff.)),
for hvem bekendtgørelse nr. 1700 af 23. november 2020 om
gennemførelse af visse bestemmelser i udtrædelsesaftalen
mellem EU og Det Forenede Kongerige, for så vidt angår
retten til indrejse, ophold og arbejde i Danmark, finder an-
vendelse. Det følger af bekendtgørelsens § 16, at det alene
er ved afgørelse om udvisning på grund af adfærd, der er
udvist før udløbet af overgangsperioden den 31. december
2020, at de pågældende er sidestillet med udlændinge om-
fattet af EU-reglerne. Ved afgørelser om udvisning på grund
af adfærd udvist efter dette tidspunkt finder EU-reglerne
ikke anvendelse, og spørgsmål om ud- og afvisning skal
vurderes efter de regler, der gælder for tredjelandsstatsbor-
gere.
2.2.1.1.3. Opholdsdirektivets kapitel VI fastsætter betingel-
serne for, at en medlemsstat med henvisning til den offentli-
ge orden, sikkerhed eller sundhed kan begrænse retten til
indrejse og ophold for unionsborgere og deres familiemed-
lemmer, som har ret til indrejse og ophold i henhold til di-
rektivet. Anvendelsen af udtrykket begrænsninger i opholds-
direktivets kapitel VI skal forstås bredt og omfatter bl.a.
afgørelser om udvisning og afvisning truffet i henhold til
dansk ret.
Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, kan medlemssta-
terne med forbehold for bestemmelserne i direktivets kapitel
VI begrænse retten til fri bevægelighed og ophold for en
unionsborger eller et familiemedlem uanset nationalitet af
hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Der
må ikke lægges økonomiske betragtninger til grund.
Det følger af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, at foran-
staltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller
sikkerhed skal være i overensstemmelse med proportionali-
tetsprincippet og udelukkende kan begrundes i vedkommen-
des personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig
selv begrunde anvendelsen af sådanne foranstaltninger. Den
personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og til-
strækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende
samfundsinteresse. Begrundelser, der ikke vedrører den indi-
viduelle sag, eller som har generel præventiv karakter, må
ikke anvendes.
Opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1 og 2, er gennemført i
dansk ret ved EU-opholdsbekendtgørelsens § 36.
I medfør af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 1, skal værts-
medlemsstaten, før den træffer afgørelse om udsendelse (ud-
visning) af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed,
tage hensyn til bl.a. varigheden af den pågældendes ophold
på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder,
helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation,
samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten
og tilknytning til hjemlandet.
Det følger af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2, at værts-
medlemsstaten ikke må træffe en udsendelsesafgørelse (ud-
visningsafgørelse) vedrørende en unionsborger eller dennes
familiemedlemmer, uanset nationalitet, når de har opnået ret
til tidsubegrænset ophold på værtsmedlemsstatens område,
medmindre det skyldes alvorlige hensyn til den offentlige
orden eller sikkerhed.
Det følger endvidere af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3,
at der ikke må træffes en udsendelsesafgørelse (udvisnings-
21
afgørelse) i forhold til unionsborgere, medmindre afgørelsen
er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed
som fastlagt af medlemsstaten, hvis de a) har haft ophold i
værtsmedlemsstaten i de 10 forudgående år, eller b) er min-
dreårige, medmindre udsendelsen (udvisning) er nødvendig
af hensyn til barnets tarv som fastlagt i De Forenede Natio-
ners konvention af 20. november 1989 om barnets rettighe-
der.
Opholdsdirektivets artikel 28 er gennemført i dansk ret ved
EU-opholdsbekendtgørelsens § 37.
Opholdsdirektivets artikel 27-28 skal læses i lyset af direkti-
vets præambelbetragtninger 23-24.
Det fremgår af betragtning 23, at udsendelse (udvisning) af
unionsborgere og deres familiemedlemmer af hensyn til den
offentlige orden eller sikkerhed er en foranstaltning, der kan
være en alvorlig belastning for de personer, der har gjort
brug af de traktatfæstede rettigheder og friheder, og som
reelt er integreret i værtsmedlemsstaten. Omfanget af sådan-
ne foranstaltninger bør derfor begrænses i overensstemmel-
se med proportionalitetsprincippet og under hensyntagen til
graden af de pågældende personers integration, varigheden
af deres ophold i værtsmedlemsstaten, deres alder, helbreds-
tilstand, familiemæssige og økonomiske situation samt deres
tilknytning til oprindelseslandet.
Af betragtning 24 fremgår, at jo stærkere unionsborgere og
deres familiemedlemmer er integreret i værtsmedlemsstaten,
desto stærkere bør beskyttelsen mod udsendelse (udvisning)
være. Kun i ekstraordinære tilfælde, når det er bydende
nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed, bør der
kunne træffes foranstaltninger til udsendelse (udvisning) af
unionsborgere, der har opholdt sig i mange år på værtsmed-
lemsstatens område, især hvis de er født og har opholdt sig
der hele deres liv. Endvidere bør reglen om ekstraordinære
tilfælde ligeledes gælde for foranstaltninger til udsendelse
(udvisning) af mindreårige for at sikre deres tilknytning til
deres familie i overensstemmelse med De Forenede Natio-
ners konvention af 20. november 1989 om barnets rettighe-
der.
I medfør af opholdsdirektivets artikel 29, stk. 1, er de eneste
sygdomme, der kan begrunde foranstaltninger, der begræn-
ser den frie bevægelighed, de sygdomme, der er potentielt
epidemiske ifølge relevante instrumenter fra Verdenssund-
hedsorganisationen, samt andre smitsomme infektionssyg-
domme eller parasitære sygdomme, for så vidt værtsmed-
lemsstaten har truffet beskyttelsesforanstaltninger mod dem
for egne statsborgere.
Det følger af opholdsdirektivets artikel 29, stk. 2, at syg-
domme, der opstår efter de første tre måneder efter ankomst-
datoen, ikke kan begrunde en udsendelse af landet.
Opholdsdirektivets artikel 29, stk. 1 og 2, er gennemført i
dansk ret ved EU-opholdsbekendtgørelsens § 38, stk. 1 og 2.
Det følger af opholdsdirektivets artikel 33, stk. 1, at værts-
medlemsstaten kun kan træffe en udsendelsesafgørelse (ud-
visningsafgørelse) som straf eller som retlig følgevirkning
til fængselsstraf, hvis betingelserne i artikel 27, 28 og 29 er
opfyldt.
Opholdsdirektivets materielle beskyttelsesregler om ud- og
afvisning finder alene anvendelse, hvis der gøres indgreb i
en aktuel opholdsret i henhold til direktivet, jf. herved dom
af 10. september 2019 i sag C-94/18, Chenchooliah, præmis
87, om en tredjelandsstatsborger, der tidligere havde haft en
afledt opholdsret som familiemedlem til en unionsborger, og
som fortsat opholdt sig i værtsmedlemsstaten efter, at den-
nes afledte opholdsret var ophørt. I en sådan situation er det
alene direktivets proceduremæssige beskyttelsesgarantier,
der finder anvendelse, f.eks. reglerne om skriftlighed, dom-
stolsprøvelse og fastsættelse af udrejsefrist. En tredjelands-
statsborger, hvis afledte opholdsret efter opholdsdirektivet
er ophørt, og som f.eks. begår en udvisningsbegrundende
kriminalitet, kan således ikke længere påberåbe sig direkti-
vets materielle udvisningsbeskyttelse. Det betyder, at vurde-
ringen af spørgsmålet om udvisning ikke skal foretages efter
kriterierne i opholdsdirektivets artikel 27 og 28. De relevan-
te proceduremæssige garantier i direktivets artikel 30 og 31
finder derimod fortsat anvendelse i forhold til en udlænding,
der har haft en sådan opholdsret, men ikke længere opfylder
betingelserne herfor. I sagen, der vedrørte spørgsmålet om
fastsættelse af indrejseforbud i forbindelse med udvisning
på grund af ulovligt ophold, fastslog EU-Domstolen, at der
ikke kunne fastsættes et indrejseforbud som følge af det
ulovlige ophold.
2.2.1.2. Udlændingeloven
Udlændingelovens regler om ud- og afvisning findes i kapi-
tel 4 og 5. Bestemmelserne i kapitel 4 og 5 gælder, medmin-
dre andet fremgår, også for udlændinge omfattet af EU-reg-
lerne.
EU-rettens almindelige forrang fremgår af udlændingelo-
vens § 2, stk. 3, hvorefter de begrænsninger, der følger af
loven, kun finder anvendelse på udlændinge, der er omfattet
af EU-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse
regler.
I forhold til udvisning fastslår udlændingelovens § 26 b,
som findes i lovens kapitel 4 om udvisning, at der kun
kan ske udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne,
hvis det er i overensstemmelse med de principper, der efter
EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevæge-
lighed.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 1744 af 27. december
2016 om ændring af udlændingeloven (Ændring af udvis-
ningsreglerne m.v.) med henblik på at tydeliggøre, at udlæn-
dinge, som er omfattet af EU-reglerne, kun kan udvises
i overensstemmelse med de principper, der efter EU-regler-
ne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed,
jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 49, som frem-
sat. Lovændringen havde således udelukkende til formål at
22
tydeliggøre den retsstilling, der i forvejen var gældende for
udlændinge omfattet af EU-reglerne, jf. udlændingelovens §
2, stk. 3.
Udlændingelovens kapitel 5 om afvisning indeholder ik-
ke en bestemmelse, der svarer til udlændingelovens § 26
b. EU-rettens almindelige forrang, jf. udlændingelovens § 2,
stk. 3, indebærer imidlertid, at principperne for begrænsning
af retten til fri bevægelighed også finder anvendelse i en af-
visningssituation. Se nærmere om udlændingelovens regler
om afvisning under pkt. 2.2.1.5.
2.2.1.3. Udlændingeloven sammenholdt med opholdsdirekti-
vet
Udlændinge omfattet af EU-reglerne har i medfør af bl.a.
opholdsdirektivets artikel 27 og 28 en mere kvalificeret be-
skyttelse mod ud- og afvisning, end hvad der ellers følger af
udlændingelovens regler. Beskyttelsen mod udvisning øges
i takt med opholdets varighed og med graden af den pågæl-
dendes integration i værtsmedlemsstaten.
I praksis indebærer den EU-retlige beskyttelse, at når det er
konstateret, at betingelserne for ud- eller afvisning i udlæn-
dingelovens kapitel 4 og 5 er opfyldt, skal der foretages en
samlet og konkret vurdering af, om betingelserne for ud-
og afvisning efter EU-retten er opfyldt. Det betyder bl.a.,
at spørgsmålet om udvisning skal vurderes efter udlændin-
gelovens § 26 b, og ikke efter udlændingelovens § 26, stk.
2, som tilfældet er for udlændinge, der ikke er omfattet af
EU-reglerne.
Ved vurderingen efter udlændingelovens § 26 b finder krite-
rierne for adgangen til udvisning i opholdsdirektivet anven-
delse sammen med EU’s Charter om Grundlæggende Rettig-
heder, som i artikel 7 indeholder rettigheder svarende til
dem, der er sikret ved EMRK artikel 8, stk. 1, jf. charterets
artikel 52, stk. 3. Det forhold, at spørgsmålet om udvisning
ikke skal vurderes efter udlændingelovens § 26, stk. 2, æn-
drer således ikke ved, at rettighederne efter EMRK gælder
ved siden af EU-retten for denne persongruppe.
EU-Domstolens praksis vedrørende opholdsdirektivet er
særlig relevant for vurderingen af ud- og afvisning. Det
gælder også retspraksis fra før opholdsdirektivets ikrafttræ-
den den 30. april 2004 og gennemførelse i national ret
den 30. april 2006, hvorved Rådets direktiv 64/221/EØF
(om samordning af de særlige foranstaltninger, som gælder
for udlændinge med hensyn til rejse og ophold, og som
er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed
og sundhed) blev ophævet. Opholdsdirektivet er en kodifi-
cering af tidligere retspraksis, og unionsborgere og deres
familiemedlemmer må ikke tillægges færre rettigheder end
før direktivets vedtagelse. EU-Domstolen fortolker løbende
direktivet på grundlag af præjudicielle spørgsmål, som nati-
onale domstole forelægger med henblik på at kunne træffe
afgørelse i konkrete sager. EU-Domstolen træffer i modsæt-
ning til Menneskerettighedsdomstolen ikke afgørelse i de
konkrete sager om ud- eller afvisning.
EU-Kommissionen har den 22. december 2023 udstedt en
meddelelse med vejledning om bl.a. opholdsdirektivets ud-
visningsbestemmelser, jf. Vejledning om retten til fri be-
vægelighed for EU-borgere og deres familiemedlemmer
(EUT C, C/2023/1392) (EU-Kommissionens 2023-vejled-
ning). Vejledningen bygger på og erstatter Kommissionens
retningslinjer, KOM (2009) 313 og KOM (1999) 372, med-
mindre andet følger af vejledningen.
2.2.1.4. Ud- og afvisning af hensyn til den offentlige orden
eller sikkerhed
2.2.1.4.1. Nærmere om offentlig orden og offentlig sikker-
hed
Det følger af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, at det er
en betingelse for at begrænse retten til fri bevægelighed og
ophold for en unionsborger eller et familiemedlem, uanset
nationalitet, at dette sker af hensyn til den offentlige orden
eller sikkerhed (eller sundhed).
Det er ikke nærmere defineret i TEUF eller opholdsdirekti-
vet, hvad der skal forstås ved begreberne ᾽᾽den offentlige
orden᾽᾽ eller ᾽᾽sikkerhed᾽᾽.
I EU-Kommissionens 2023-vejledning er det anført, at det
er vigtigt at sondre mellem de to begreber, jf. afsnit 13.1.1. I
praksis vurderes sondringen fortrinsvis at have betydning
i tilfælde omfattet af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3,
hvorefter udvisning alene kan ske af hensyn til den offentli-
ge sikkerhed. Begrebet offentlig sikkerhed er snævrere end
begrebet offentlig orden. En adfærd eller handling vil derfor
kunne anses for at være i strid med den offentlige orden
uden samtidig at være i strid med den offentlige sikkerhed.
EU-Domstolen har anerkendt, at medlemsstaterne i det væ-
sentlige har frihed til i overensstemmelse med deres nationa-
le behov, der kan variere fra medlemsstat til medlemsstat
og fra en tidsperiode til en anden, at bestemme, hvad hen-
synene til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed
kræver. Medlemsstaterne er således ikke efter EU-retten for-
pligtet til at anvende en fælles værdiskala, jf. bl.a. dom af
22. maj 2012 i sag C-348/09, P. I. (herefter P. I. (C-348/09)),
præmis 21, og den deri nævnte retspraksis.
En afgørelse om ud- eller afvisning skal tillige baseres på
hensyn, som er specifikke for beskyttelsen af den offentlige
orden og sikkerhed i den medlemsstat, der træffer afgørel-
sen. Afgørelsen kan derfor ikke alene begrundes i hensyn,
som en anden medlemsstat har påberåbt sig som begrundel-
se for en ud- eller afvisningsafgørelse, men sådanne hensyn
kan indgå i det skøn, som udøves af de nationale myndighe-
der og domstole i forbindelse med den konkrete trusselsvur-
dering, jf. dom af 10. juli 2008 i sag C-33/07, Jipa, (herefter
Jipa (C-33/07)), præmis 25, og dom af 31. januar 2006 i sag
C-503/03, Kommissionen mod Spanien (herefter Kommissi-
onen mod Spanien (C-503/03)), præmis 59.
Selvom udgangspunktet herefter er, at det er op til den en-
kelte medlemsstat at fastlægge hensynene til den offentlige
23
orden og den offentlige sikkerhed, skal disse hensyn, særligt
i det omfang de skal begrunde en fravigelse af det grund-
læggende princip om fri bevægelighed for personer, under
alle omstændigheder fortolkes strengt, og rækkevidden af
disse hensyn kan ikke ensidigt fastlægges af den enkelte
medlemsstat uden kontrol af EU-Domstolen og EU-institu-
tionerne, jf. bl.a. P. I. (C-348/09), præmis 23, og den deri
nævnte retspraksis.
2.2.1.4.1.1. Ifølge EU-Domstolens praksis kan enhver lov-
overtrædelse i princippet være omfattet af begrebet ”den
offentlige orden”. Begrebet er således i udgangspunktet
bredt. EU-Domstolen har dog udtalt, at der ud over den for-
styrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse
indebærer, skal foreligge en reel, umiddelbar og tilstrække-
lig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteres-
se. Se f.eks. dom i Jipa, (C-33/07), præmis 23, og den deri
nævnte retspraksis, og CS, (C-304/14), præmis 38.
Kerneområdet for udvisning og afvisning af hensyn til den
offentlige orden må antages at være kriminalitet, og det
følger af retspraksis, at udvisning alene kan ske med hen-
visning til den offentlige orden, når den udviste adfærd
ifølge værtsmedlemsstatens lovgivning er strafbar, eller når
der er truffet andre faktiske og effektive foranstaltninger
til bekæmpelse af denne adfærd over for egne statsborgere,
jf. f.eks. dom af 18. maj 1982 i de forenede sager 115/81
og 116/81, Adoui og Cornuaille, præmis 9, hvor to franske
prostituerede blev udvist af Belgien med henvisning til be-
skyttelsen af den offentlige orden. Da prostitution ikke i sig
selv var ulovligt i Belgien, og der ikke var iværksat andre
effektive foranstaltninger til bekæmpelse af prostitution over
for belgiske statsborgere, kunne deres adfærd ikke begrunde
udvisning af hensyn til den offentlige orden. Se også dom af
26. november 2002 i sag C-100/01, Olazabal, præmis 32 og
42.
Som et eksempel på lovovertrædelser, der ikke kan begrun-
de, at en medlemsstat kan påberåbe sig hensynet til at be-
skytte den offentlige orden i henhold til opholdsdirektivets
artikel 27 og 28, henvises til bl.a. dom af 2. oktober 2019
i sag C-93/18, Bajratari (herefter Bajratari, (C-93/18)), præ-
mis 50-52. Sagen vedrørte ikke udvisning, men et afslag
på opholdsret på grundlag af indkomst, der hidrørte fra
beskæftigelse, der var udøvet ulovligt (uden opholds- og ar-
bejdstilladelse), hvilket ikke var tilstrækkelig alvorligt til, at
hensynet til at beskytte den offentlige orden kunne begrunde
et afslag på opholdsret.
2.2.1.4.1.2. Begrebet offentlig sikkerhed er snævrere end be-
grebet offentlig orden, jf. 2023-vejledningens afsnit 13.1.1,
og der skal derfor som udgangspunkt mere til for at statuere,
at en adfærd er i strid med den offentlige sikkerhed.
Det fremgår af EU-Domstolens praksis, at begrebet offentlig
sikkerhed omfatter en medlemsstats indre og ydre sikkerhed,
jf. bl.a. dom af 23. november 2010 i sag C-145/09, Tsakou-
ridis, (herefter Tsakouridis (C-145/09)), præmis 43, og den
deri nævnte retspraksis.
Den ydre sikkerhed kan bl.a. påvirkes af risikoen for en
alvorlig forstyrrelse af en medlemsstats internationale for-
bindelser eller af nationernes fredelige sameksistens. Den
indre sikkerhed kan bl.a. påvirkes af en direkte trussel mod
den pågældende medlemsstats befolknings tryghed og fysi-
ske sikkerhed, jf. f.eks. dom af 2. maj 2018 i de forenede
sager C-331/16 og C-366/16, K. og H. F., (herefter K. og
H. F. (C-331/16 og C-366/16)), præmis 42.
I retspraksis synes grænsedragningen mellem ydre og indre
sikkerhed ikke at være tillagt afgørende vægt eller retlig
betydning. EU-Domstolen har således fastslået, at også en
trussel mod de grundlæggende offentlige institutioners og
tjenesters funktionsmåde eller befolkningens overlevelse el-
ler en trussel mod militære interesser vil kunne påvirke den
offentlige sikkerhed, uden at præcisere, om der var tale om
den ydre eller den indre sikkerhed, jf. CS, (C-3014/14),
præmis 39, og Tsakouridis, (C-145/09), præmis 44.
EU-Domstolen har tillige fastslået, at kriminel adfærd af
særlig alvorlig eller grov karakter vil kunne påvirke den
offentlige sikkerhed.
I Tsakouridis, (C-145/09), som vedrørte fortolkningen af op-
holdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, var en unionsbor-
ger, der var født og opvokset i Tyskland, blevet dømt for en
række lovovertrædelser, herunder vold, ulovlig besiddelse
og handel med narkotika. EU-Domstolen udtalte, at bekæm-
pelse af narkotikakriminalitet begået i en organiseret bande
kan være omfattet af begrebet den offentlige sikkerhed, jf.
præmis 45. Domstolen henviste bl.a. til, at der er tale om en
vidtforgrenet kriminalitetstype med betydelige økonomiske
og operationelle midler, som ofte har grænseoverskridende
dimensioner, og som kan være på et sådant niveau, at den
direkte truer roen og den fysiske sikkerhed hos befolkningen
som helhed eller hos en stor del heraf, jf. præmis 46 og 47.
Sagen P. I, (C-348/09) omhandlede en unionsborger, som
havde opholdt sig i Tyskland i ca. 20 år, og som blev
idømt fængselsstraf for bl.a. seksuelt misbrug af en mindre-
årig. EU-Domstolen henviste til, at seksuel udnyttelse af
børn i henhold til TEUF artikel 83, stk. 1, udgør kriminalitet
af særlig grov karakter, som har en grænseoverskridende
dimension. Domstolen fastslog i forlængelse heraf, at det er
tilladt medlemsstaterne at antage, at de lovovertrædelser, der
er opregnet i TEUF artikel 83, stk. 1, andet afsnit, ud fra en
konkret vurdering kan føre til begrænsninger af opholdsret-
ten af hensyn til den offentlige sikkerhed, jf. præmis 25-28.
TEUF artikel 83, stk. 1, andet afsnit, henviser til terrorisme,
menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og børn,
ulovlig narkotikahandel, ulovlig våbenhandel, hvidvaskning
af penge, korruption, forfalskning af betalingsmidler, edb-
kriminalitet og organiseret kriminalitet som kriminalitet af
særlig grov karakter.
EU-Domstolens henvisning til kriminalitetsformerne i
TEUF artikel 83, stk. 1, andet afsnit, udelukker ikke, at an-
dre alvorlige kriminalitetsformer kan føre til en udvisnings-
24
afgørelse med henvisning til den offentlige sikkerhed, jf.
herved også bestemmelsens ordlyd. Se til illustration Høje-
sterets dom af 19. juni 2019, gengivet i Ugeskrift for Rets-
væsen 2019, side 3197, og nedenfor i pkt. 2.2.1.4.6.
2.2.1.4.2. Trusselsvurdering – den personlige adfærd skal
udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel
Det følger af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, at udover,
at ud- eller afvisningen skal være begrundet i hensyn til den
offentlige orden eller sikkerhed, er det en grundlæggende
betingelse i alle afgørelser om ud- eller afvisning af udlæn-
dinge omfattet af EU-reglerne, at afgørelsen støttes på de
pågældendes personlige adfærd, der skal udgøre en reel,
umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, som berører en
grundlæggende samfundsinteresse (trusselsbetingelsen). Der
er tale om en toleddet vurdering, som kvalificerer kravene
til ud- og afvisning af hensyn til den offentlige orden eller
sikkerhed.
Der skal for det første foretages en konkret vurdering af, om
den pågældendes personlige adfærd udgør en reel, umiddel-
bar og tilstrækkelig alvorlig trussel. For det andet skal det
vurderes, om truslen berører en grundlæggende samfundsin-
teresse, jf. nedenfor pkt. 2.2.1.4.3.
Ifølge EU-Domstolens faste praksis er vurderingen af, om
den personlige adfærd udgør en trussel i opholdsdirektivets
forstand, i almindelighed ensbetydende med en vurdering af,
om den pågældende vil være tilbøjelig til fortsat at udvise en
sådan adfærd i fremtiden, jf. f.eks. P. I., (C-348/09), præmis
30.
Det skal derfor fremgå af begrundelsen for en afgørelse om
ud- eller afvisning, hvordan den pågældendes adfærd og
handlinger i det konkrete tilfælde udgør en reel, umiddelbar
og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende sam-
fundsinteresse, og om det på den baggrund er sandsynligt,
at den pågældende fortsat vil udvise en sådan adfærd i frem-
tiden (prognose af risikoen for recidiv).
I vurderingen af den pågældendes adfærd indgår bl.a. ka-
rakteren og grovheden af den begåede lovovertrædelse, hyp-
pigheden og antallet af lovovertrædelser, den skade, der er
forvoldt, og graden af den pågældendes personlige medvir-
ken. Personlige forhold, såsom f.eks. et narkotikamisbrug,
kan også indgå i vurderingen af, om den pågældende vil
være tilbøjelig til fortsat at begå narkotikarelateret krimina-
litet. I vurderingen indgår endvidere, om kriminaliteten er
organiseret, om der foreligger straffritagelsesgrunde, og om
der er idømt straf, herunder straffens art og varighed.
Der skal tillige tages hensyn til den tid, der er gået, siden de
pågældende handlinger blev begået, og til personens efter-
følgende adfærd, herunder om denne adfærd vidner om, at
den pågældende fortsat må antages at udgøre en trussel mod
en grundlæggende samfundsinteresse, jf. f.eks. Tsakouridis,
(C-145/09), præmis 50, og den deri nævnte retspraksis. Det-
te er f.eks. relevant i gentagelsestilfælde eller i tilfælde, hvor
den pågældende har siddet fængslet.
Højesteret har ved flere lejligheder forholdt sig til spørgsmå-
let om prognosen af risikoen for recidiv og i den forbindelse
lagt vægt på, om kriminaliteten er spontan og tilfældigheds-
præget i modsætning til systematisk og planlagt, om den
pågældende er tidligere straffet, om der er tale om et enkelt-
stående eller flere forhold, om handlingen er begået alene
eller i forening. Højesteret har endvidere lagt vægt på den
skadevirkning, som den udviste adfærd konkret har haft.
Se til illustration Højesterets dom af 29. december 2008,
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2009, side 813, om en
unionsborger, der samme dag, som han indrejste, begik
tyveri til en samlet værdi af 4.700 kr. i et stormagasin
ved brug af en pose, der indvendigt var forsynet med stan-
niol eller lignende for at omgå butiksalarmer (en såkaldt
»russerpose«), samt bidetang til at fjerne eventuelle alarm-
brikker. Den pågældende havde i sit hjemland flere længe-
varende fængselsstraffe bag sig for bl.a. tyveri, forsætlig
ødelæggelse eller beskadigelse af ejendele, afpresning og
skadeforvoldelse, og vedtog under sit ophold i Danmark
endvidere en udenretlig bøde for tyveri efter straffelovens §
276, jf. § 287, stk. 1. På baggrund af tyveriets professionelle
karakter og oplysningerne om, at unionsborgeren tidligere
var idømt længerevarende fængselsstraffe i sit hjemland,
fandt Højesteret, at trusselsbetingelsen i opholdsdirektivets
artikel 27, stk. 2, 2. led, var opfyldt.
Se til illustration endvidere Højesterets dom af 18. septem-
ber 2019, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2019, side
4073, hvor Højesteret fandt, at trusselsbetingelsen i opholds-
direktivets artikel 27, stk. 2, 2. led, ikke var opfyldt. Sagen
vedrørte en unionsborger, der opholdt sig i Danmark som
turist, og som blev fundet skyldig i vold og idømt 30 dages
fængsel. Med hensyn til udvisningsspørgsmålet lagde Højes-
teret bl.a. vægt på, at den pågældende ikke var tidligere
straffet, at den begåede vold var et enkeltstående tilfælde,
og at det ikke var sandsynligt, at den pågældende ville være
tilbøjelig til på ny at begå en strafbar handling, som den han
var dømt for.
Der kan også henvises til Højesterets dom af 31. marts 2011,
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 1800, om
ulovlig omgang med hittegods og forsøg på cykeltyveri,
hvor Højesteret lagde vægt på, at der ikke var nogen med-
gerningsmænd, at den pågældende ikke var tidligere straffet
i Danmark, samt at forholdet havde en sådan tilfældig ka-
rakter og måtte antages at have haft så begrænset skadevirk-
ning, at den pågældendes adfærd ikke kunne anses for at
udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel,
der berørte en grundlæggende samfundsinteresse.
I Højesterets dom af 22. maj 2019, gengivet i Ugeskrift for
Retsvæsen 2019, side 2879, blev to unionsborgere bosat i
Danmark fundet skyldige i legemsangreb af særlig rå og
brutal karakter og idømt ubetinget fængsel i 3 måneder. Ved
afgørelsen af udvisningsspørgsmålet lagde Højesteret vægt
på, at de ikke tidligere var straffet, at de var i beskæftigelse
i Danmark, hvor de var fast bosiddende, og at begge havde
gode personlige forhold. Højesteret fandt på den baggrund
25
og henset til omstændighederne ved voldsforholdet, at det
ikke var sandsynligt, at de pågældende ville være tilbøjelige
til på ny at begå en strafbar handling som den, der var
dømt for, og at deres adfærd derfor ikke kunne anses for at
udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel,
der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
At truslen skal være ”umiddelbar” indebærer et krav om
aktualitet. Det antages i almindelighed, at truslen skal fore-
ligge på det tidspunkt, hvor afgørelsen om ud- eller afvis-
ning træffes af de nationale myndigheder eller efterprøves
af retsinstanserne, jf. bl.a. dom af 29. april 2004 i de forene-
de sager C-482/01 og C-493/01, Orfanopoulos og Oliveri,
(herefter Orfanopoulos og Oliveri (C-482/01 og C-493/01)),
præmis 79 og 81, og Rendón Marín, (C-165/14), præmis
65. I sidstnævnte dom, hvor en tredjelandsstatsborgers an-
søgning om opholdstilladelse i Spanien blev afslået med
henvisning til, at den pågældende fem år tidligere var dømt
for en strafbar handling i Spanien, gentog EU-Domstolen, at
en tidligere straffedom ikke i sig selv kan begrunde et afslag
på opholdstilladelse. Herudover bemærkede EU-Domstolen
i relation til den tidligere straffedom, at den idømte fæng-
selsstraf var gjort betinget, og at den efter det oplyste ikke
var fuldbyrdet på afgørelsestidspunktet, hvorfor trusselsbe-
tingelsen ikke kunne antages at være opfyldt.
Af EU-Domstolens dom af 13. juni 2024 i sag C-62/23,
Pedro Francisco, følger det dog samtidig, at opholdsdirekti-
vets artikel 27 ikke er til hinder for, at myndighederne ved
trusselsvurderingen tager hensyn til en anholdelse, som den
pågældende har været genstand for, selvom det ikke har gi-
vet anledning til strafforfølgning. I sagen var et tredjelands-
familiemedlem blevet anholdt som formodet gerningsmand
i forbindelse med en overtrædelse relateret til den offent-
lige sundhed og på grund af tilhørsforhold til kriminelle
organisationer og bander. Politiet havde ikke undersøgt, om
anholdelsen havde givet anledning til strafforfølgning. EU-
Domstolen henviste til, at en tidligere straffedom ikke i sig
selv kan begrunde foranstaltninger efter direktivets artikel
27, hvilket så meget desto mere gør sig gældende for en
anholdelse, som den i sagen omhandlede.
Selvom konstateringen af en reel, umiddelbar og tilstrække-
lig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfunds-
interesse, som nævnt ovenfor, som altovervejende hovedre-
gel forudsætter en individuel vurdering af, at den pågælden-
de person vil være tilbøjelig til også i fremtiden at udvise
den pågældende adfærd, vil karakteren af det begåede for-
hold også i sig selv kunne opfylde trusselsbetingelsen, jf.
dom af 27. oktober 1977 i sag 30/77, Bouchereau, (herefter
Bouchereau, (30/77)) præmis 29, og K. og H. F., (C-331/16
og C-366/16). Myndigheder og domstole kan derfor efter en
konkret vurdering nå frem til, at en handling eller adfærd,
uafhængigt af risikoen for recidiv, er af så alvorlig karakter,
at den i sig selv kan begrunde en ud- eller afvisningsafgørel-
se, f.eks. i tilfælde af manddrab eller forsøg derpå.
I K. og H. F. (C-331/16 og C-366/16) forelå en helt særlig
situation, hvor to udlændinge, længe før de fik status som
unionsborger eller familiemedlem til en unionsborger, var
blevet udelukket fra at blive anerkendt som flygtninge i hen-
hold til artikel 1F, litra a, i Flygtningekonventionen, fordi
de pågældende havde gjort sig skyldige i krigsforbrydelser
tilbage i tid. I sagen synes EU-Domstolen at lægge til grund,
at en person kan have begået handlinger, som har en sådan
karakter, at den pågældendes blotte tilstedeværelse kan ud-
gøre en umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, selvom
der ikke umiddelbart vurderes at være risiko for recidiv. Af
dommen fremgår det bl.a., at den omstændighed alene, at
den tidligere adfærd blev begået i en historisk og social sam-
menhæng, der var specifik for personernes oprindelsesland,
og som ikke kunne forventes at gentage sig i værtsmedlems-
staten, ikke var til hinder for, at myndighederne kunne nå
frem til, at der forelå en tilstrækkelig alvorlig trussel. Dom-
stolen fastslog dog samtidig, at medlemsstaterne ikke med
henvisning til den begåede handling automatisk kan lægge
til grund, at de pågældendes blotte tilstedeværelse udgør
en trussel i opholdsdirektivets forstand, og at der også i
en sådan situation skal foretages en individuel vurdering. I
den konkrete vurdering skal navnlig arten og alvoren af
de omhandlede forbrydelser eller handlinger, graden af den
pågældendes personlige medvirken heri og eksistensen af
eventuelle straffritagelsesgrunde, såsom tvang eller nødvær-
ge, indgå, jf. præmis 51, 52, 54, 56, 58-60, 65 og 66.
I Højesterets dom af 17. november 2021, gengivet i Uge-
skrift for Retsvæsen 2022, side 406, var en unionsborger
fundet skyldig i spirituskørsel ved at have ført en varebil
med en promille på 3,04. For Højesteret var spørgsmålet,
om udvisningen var i overensstemmelse med opholdsdirek-
tivet. Unionsborgeren var ikke tidligere straffet, men Højes-
teret fandt, at den pågældendes adfærd udgjorde en reel,
umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en
grundlæggende samfundsinteresse, og at udvisning kunne
begrundes i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed,
selvom der var tale om et førstegangstilfælde af spirituskør-
sel, og selvom den pågældende ud fra det oplyste ikke havde
et generelt spiritusmisbrug. Højesteret omtaler ikke risikoen
for recidiv, men fremhæver bl.a., at spirituskørslen ikke kun-
ne anses for spontan eller tilfældighedspræget. Det er ikke
klart, om dommen er et eksempel på, at det begåede forhold
er så alvorlig i sig selv, at den opfylder trusselsvurderingen,
eller om det, uanset at den pågældende var ustraffet, var
risikoen for recidiv, som førte til, at Højesteret tiltrådte ud-
visningspåstanden.
Det følger endvidere af opholdsdirektivets artikel 27, stk.
2, 1. pkt., 2. afsnit, at ud- eller afvisningsafgørelser, der
træffes af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed,
skal være begrundet i den individuelle sag, og at general-
præventive grunde ikke kan påberåbes til støtte for sådanne
afgørelser. Der kan f.eks. ikke træffes afgørelse om ud- el-
ler afvisning med henblik på at statuere et afskrækkende
eksempel, jf. bl.a. dom af 26. februar 1975 i sag 67/74,
Bonsignore (herefter Bonsignore (67/74)). I sagen havde en
unionsborger uforvarende dræbt sin bror. Den pågældende
blev ikke idømt en straf for uagtsomt manddrab, men fik
26
en bøde for overtrædelse af våbenlovgivningen. De tyske
myndigheder udviste den pågældende for at statuere et ek-
sempel for andre udlændinge i en tid med genopblussen af
vold i storbyerne. EU-Domstolen fandt på den baggrund, at
udvisningen var uberettiget, jf. dommens præmis 5-7.
Ifølge fast retspraksis fra EU-Domstolen må ud- og afvis-
ning heller ikke være en automatisk følge af en straffedom,
jf. Bonsignore (67/74), præmis 5-7, og dom af 19. januar
1999 i sag C-348/96, Calfa, (herefter Calfa, (C-348/96))
præmis 23-28. I Calfa, (C-348/96) var en unionsborger,
der opholdt sig i Grækenland som turist, blevet idømt en
fængselsstraf på 3 måneder for besiddelse af ulovlige eufori-
serende stoffer til personligt brug, hvilket automatisk førte
til udvisning med livsvarigt indrejseforbud. EU-Domstolen
fastslog, at EU-retten var til hinder for en generel regel
om automatisk udvisning efter en straffedom uden hensynta-
gen til udlændingens personlige adfærd eller den fare, som
vedkommende aktuelt udgjorde for den offentlige orden, jf.
præmis 25 ff. Se i samme retning Orfanopoulos og Olive-
ri, (C-482/01 og C-493/01), præmis 91-94, Se også dom
af 17. november 2011 i sag C-434/10, Aladzhov, (herefter
Aladzhov, (C-434/10)), præmis 42-49, hvor EU-Domstolen
underkendte en national regel med en tilsvarende indbygget
automatik, der blev udløst på grundlag af skattegæld uden
hensyntagen til den pågældendes personlige adfærd.
Et aktuelt medlemskab af en organisation eller forening kan
endvidere begrunde en afgørelse om ud- eller afvisning,
hvis organisationens eller foreningens aktiviteter i værts-
medlemsstaten betragtes som uønskede ud fra et samfunds-
mæssigt hensyn. Det følger af Kommissionens 2023-vejled-
ning, afsnit 13.1.2, at et sådant aktuelt medlemskab kan
tages i betragtning, når den pågældende deltager i organisa-
tionens aktiviteter og identificerer sig med dens mål eller
planer. Organisationens aktiviteter skal ikke nødvendigvis
være kriminaliseret eller underlagt et forbud, så længe der
er truffet administrative foranstaltninger, der kan modvirke
organisationens aktiviteter. Et tidligere tilhørsforhold kan
som udgangspunkt ikke udgøre en aktuel trussel. I dom af 4.
december 1974 i sag 41/74, Van Duyn, (herefter Van Duyn
(41/74)), om en unionsborger, der som følge af medlemskab
af Scientology, som den pågældende også påtænkte at arbej-
de for, blev nægtet indrejse, synes EU-Domstolen imidlertid
at have anerkendt, at også et tidligere medlemskab efter
omstændighederne kan være relevant i forhold til at begræn-
se den fri bevægelighed, såfremt tilknytningen (deltagelse
i organisationens virksomhed og accept af mål og hensigt)
kan betragtes som udtryk for den pågældendes personlige
forhold, jf. præmis 17-19.
Det følger af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. pkt.,
at tidligere straffedomme ikke i sig selv kan begrunde,
at der træffes foranstaltninger om at begrænse retten til
indrejse og ophold af hensyn til den offentlige orden eller
sikkerhed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bl.a.
forbuddet mod automatiske afgørelser uden en individuel
vurdering og aktualitetskravet i trusselsvurderingen, som er
omtalt ovenfor.
Det fremgår af dom af 17. november 2011 i sag C-430/10,
Gaydarov, (herefter Gaydarov (C-430/10)), at det forhold, at
den pågældende tidligere har været genstand for en straffe-
dom, ikke er tilstrækkeligt til automatisk at antage, at perso-
nen udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trus-
sel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, hvil-
ket er afgørende for at begrunde en begrænsning af retten til
fri bevægelighed, jf. præmis 38. En tidligere straffedom for
kriminalitet vil imidlertid kunne indgå i den konkrete trus-
selsvurdering, hvis den pågældende begår ny kriminalitet,
med henblik på vurderingen af risikoen for recidiv, som ind-
går som et led i trusselsvurderingen, jf. ovenfor. Gentagen
kriminalitet, herunder gentagen småkriminalitet, vil på den
baggrund tillige kunne tages i betragtning, selvom de enkel-
te overtrædelser i sig selv ikke vurderes at udgøre en til-
strækkelig alvorlig trussel. Se i denne retning præmis 28-39
i EU-Domstolens dom af 4. oktober 2007 i sag C-349/06,
Polat, (herefter Polat, (C-349/06)), hvor den pågældende
over en længere årrække gentagne gange var blevet dømt
for bl.a. tyverier og narkotikakriminalitet. Der kan endvidere
henvises til EU-Kommissionens 2023-retningslinjer, afsnit
13.1.2.
En tidligere straffedom kan dermed som udgangspunkt kun
få betydning, når de omstændigheder, som har ført til dom-
fældelsen, er udtryk for et personligt forhold, der indebærer
en aktuel trussel mod den offentlige orden, jf. Bouchereau,
(33/77), præmis 27 og 28, idet der skal foretages en vurde-
ring af den pågældendes personlige adfærd og forhold. Det
gælder også i tilfælde, hvor et tidligere begået strafbart for-
hold har en så alvorlig karakter, at det i sig selv kan betrag-
tes som en trussel mod den offentlige orden, jf. Bouchereau,
(33/77), præmis 29, smh. m. præmis 35, og K. og H. F.,
(C-331/16 og C-366/16).
Det følger af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, 2. pkt.,
at der ikke må lægges økonomiske betragtninger til grund
ved afgørelsen af, om der kan træffes foranstaltninger, der
begrænser retten til indrejse og ophold. Der kan således
f.eks. ikke træffes afgørelse om ud- eller afvisning efter
artikel 27 og 28 med henvisning til, at den pågældende er
arbejdsløs, eller at der er høj arbejdsløshed i værtsstaten.
I dom af 4. oktober 2012 i sag C-249/11, Byankov, havde en
medlemsstat pålagt en af sine egne statsborgere et udrejse-
forbud for at sikre betaling af en privat gæld. EU-Domstolen
fandt, at en sådan begrænsning af retten til fri bevægelig-
hed, der er begrundet i økonomiske hensyn, var uforenelig
med opholdsdirektivet, idet hverken trusselsbetingelsen eller
kravet om proportionalitet var opfyldt. Der henvises til dom-
mens præmis 29-48.
2.2.1.4.3. Trusselsvurdering – truslen skal berøre en grund-
læggende samfundsinteresse
Når det er konstateret, at den pågældendes personlige ad-
færd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig
trussel, er det for det andet en betingelse for at begrænse
retten til indrejse og ophold ved en afgørelse om af ud-
27
og afvisning, at den pågældendes personlige adfærd udgør
en trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse,
som er nødvendig at beskytte af hensyn til opretholdelsen
af den offentlige orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets
artikel 27, stk. 2, 3. pkt. Betingelsen kvalificerer de hensyn
til den offentlige orden og sikkerhed, der kan begrunde ud-
eller afvisning.
Ved grundlæggende samfundsinteresse må i almindelighed
forstås værtsmedlemsstatens grundlæggende interesser. Ved
fastlæggelsen af en grundlæggende samfundsinteresse har
medlemsstaterne en vis frihed, på samme måde som de har
til i overensstemmelse med deres nationale behov at bestem-
me, hvad hensynene til den offentlige orden og den offent-
lige sikkerhed kræver, idet udøvelsen af dette skøn dog er
underlagt EU-Domstolens og EU-institutionernes kontrol.
Selvom medlemsstaterne har en vis frihed ved fastlæggelsen
af, hvad der udgør en grundlæggende samfundsinteresse, in-
debærer kravet, at ikke enhver lovovertrædelse kan begrun-
de en afgørelse om udvisning under påberåbelse af hensynet
til at beskytte den offentlige orden eller sikkerhed. Der hen-
vises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23.
2.2.1.4.4. Proportionalitetsvurderinger
Når det er fastslået, at betingelsen om en umiddelbar
tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende sam-
fundsinteresse er opfyldt, skal der efter opholdsdirektivets
artikel 27, stk. 2, foretages en vurdering af, om udvisning
begrundet i hensynet til den offentlige orden eller sikkerhed
er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
Ved vurderingen af, om der skal gennemføres begrænsnin-
ger i retten til indrejse og ophold, herunder om betingelserne
for udvisning er opfyldt, skal der både foretages en afvej-
ning efter artikel 27, stk. 2, af, om hensynet til de grundlæg-
gende samfundsinteresser konkret kan begrunde et indgreb i
retten til fri bevægelighed, og en vurdering efter artikel 28,
stk. 1, af de individuelle forhold der taler henholdsvis for
eller imod udvisning.
2.2.1.4.4.1. Proportionalitetsvurderingen efter artikel 27, stk.
2, indebærer, at det påhviler de nationale myndigheder i
hvert enkelt tilfælde at begrunde, at en afgørelse om ud-
eller afvisning er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det
mål, der forfølges, og ikke går ud over, hvad der er nød-
vendigt med henblik på at nå dette mål. Det skal således
bl.a. undersøges, om der findes alternative foranstaltninger,
der er mindre indgribende end ud- eller afvisning, og som
kan være ligeså effektive i forhold til at sikre beskyttelse
af den påberåbte grundlæggende samfundsinteresse, jf. bl.a.
Aladzhov, (C-434/10), præmis 47.
Der skal i den forbindelse foretages en afvejning mellem
beskyttelsen af en grundlæggende samfundsinteresse og ind-
grebet i udøvelsen af retten til fri bevægelighed og ophold
samt retten til respekt for privatliv og familieliv.
I afvejningen skal der tages hensyn til bl.a. graden af den
trussel for samfundet, som følger af den pågældendes til-
stedeværelse i værtsmedlemsstaten, herunder handlingernes
art, hyppighed, den kumulative trussel samt den skade, de
har forvoldt, jf. EU-Kommissionens 2023-vejledning, afsnit
13.1.2 og 13.1.3, over for hensynet til den særlige retsstil-
ling, som udlændinge omfattet af EU-reglerne har, jf. i den-
ne retning jf. bl.a. Orfanopoulos og Oliveri, (C-482/01 og
C-493/01), præmis 95 og 96, og K. og H. F., (C-331/16 og
C-366/16), præmis 67.
2.2.1.4.4.2. Efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 1, skal
der, før der træffes afgørelse om udsendelse (udvisning),
med begrundelse i den offentlige orden eller sikkerhed, tag-
es hensyn til bl.a. varigheden af den pågældendes ophold
på værtsmedlemsstatens område, den pågældendes alder,
helbredstilstand, familiemæssige og økonomiske situation,
samt sociale og kulturelle integration i værtsmedlemsstaten
og tilknytning til hjemlandet.
Opregningen i artikel 28, stk. 1, er ikke udtømmende. Det
fremgår af EU-Kommissionens 2023-vejledning, afsnit
13.1.3 om proportionalitetsvurderingen bl.a., at den pågæl-
dendes personlige og familiemæssige forhold skal vurderes
nøje, og i den forbindelse fremhæves en række momenter.
Det drejer sig om konsekvenserne af udvisning for perso-
nens økonomiske, personlige og familiemæssige situation,
herunder for andre familiemedlemmer, som fortsat vil have
ret til at opholde sig i værtsmedlemsstaten, hensynet til bar-
nets tarv, hvor store vanskeligheder ægtefællen eller partne-
ren og børnene vil blive mødt af i den berørte persons hjem-
land, graden af tilknytning til henholdsvis værtsmedlems-
staten og oprindelsesmedlemsstaten, herunder tilstedeværel-
sen af slægtninge, besøg i hjemlandet og sprogkundskaber,
evt. manglende tilknytning til oprindelsesmedlemsstaten el-
ler værtsmedlemsstaten, f.eks. hvis den pågældende er født
i værtsmedlemsstaten eller har boet der fra en tidlig alder,
opholdets varighed i værtsmedlemsstaten, da situationen for
en turist vil adskille sig fra situationen for en, der har boet i
værtsmedlemsstaten i mange år samt alder og helbred.
Som eksempel på en sag, hvor Højesteret fandt, at udvisning
ikke ville være i strid med proportionalitetsprincippet i op-
holdsdirektivets artikel 27, stk. 2, sammenholdt med artikel
28, stk. 1, kan henvises til Højesterets dom af 17. november
2021, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2022, side 406,
om udvisning på grund af spirituskørsel med en promille
på 3,04. Højesteret lagde vægt på, at unionsborgeren alene
havde haft ophold og beskæftigelse i Danmark i få år og
(nu) var udrejst, samt at han ikke talte dansk og ikke havde
familiemedlemmer i Danmark.
Endvidere kan nævnes Højesterets dom af 29. september
2017, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2018, side 293,
om en unionsborger, som havde opholdt sig i Danmark i
under fem år, og som blev idømt ubetinget fængsel i 1
år og 3 måneder for voldtægtsforsøg. Den pågældende var
født i Tyrkiet, men indrejste som 20-årig i Sverige, hvor
han havde opnået statsborgerskab forud for indrejsen i Dan-
28
mark. Højesteret fandt, at betingelserne i opholdsdirektivets
artikel 27, stk. 2, var opfyldt, og efter en samlet vurdering af
omstændighederne i sagen, herunder den begåede alvorlige
kriminalitet og den pågældendes tilknytning til Danmark
samt Sverige og Tyrkiet, at udvisning var en proportional
foranstaltning.
Også i Højesterets dom af 31. marts 2011, gengivet i Uge-
skrift for Retsvæsen 2011, side 1788 (butikstyveri til en
værdi af 4.800 kr. og simpel vold, begået af flere i forening)
og Højesterets dom af 29. december 2008, gengivet i Uge-
skrift for Retsvæsen 2009, side 813 (tyveri i stormagasin til
en værdi af 4.700 kr., gentagelsestilfælde), hvor forholdene
alle var begået kort tid efter indrejsen, og hvor de pågæl-
dende ikke havde nogen tilknytning til Danmark, fandt Hø-
jesteret, at en proportionalitetsvurdering efter henholdsvis
artikel 27, stk. 2, og artikel 28, stk. 1, ikke var til hinder for
udvisning.
Til illustration af en sag, hvor Højesteret fandt, at en udvis-
ning ikke ville være i overensstemmelse med proportiona-
litetsprincippet i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, sam-
menholdt med artikel 28, stk. 1, kan nævnes Højesterets
dom af 29. december 2008, gengivet i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 2009, side 808, om en unionsborger, der var idømt 60
dages fængsel for vold mod en buschauffør. Højesteret lagde
vægt på, at den pågældende ikke tidligere var straffet, og at
han på tidspunktet for voldsforholdet havde opholdt sig ca.
1 år og 3 måneder i Danmark, hvor han havde arbejde og fa-
milie. Unionsborgeren havde efter det i sagen omhandlende
voldsforhold desuden modtaget bøder for henholdsvis ulov-
lig omgang med hittegods og besiddelse af euforiserende
stoffer. Om disse efterfølgende forhold udtalte Højesteret, at
de senere bødesager efter deres karakter ikke kunne tillæg-
ges betydning ved afgørelsen af spørgsmålet om udvisning.
2.2.1.4.4.3. EU-Domstolen har endvidere i en række dom-
me fastslået, at Den Europæiske Unions charter om grund-
læggende rettigheder (Charteret) er bindende for medlems-
staterne ved administrationen af opholdsdirektivet, og med
henvisning til Charterets artikel 52, stk. 3, bekræftet, at
Charterets artikel 7 vedrørende retten til respekt for privat-
liv og familieliv, indeholder rettigheder svarende til dem,
der er sikret ved EMRK artikel 8, stk. 1. Charterets artikel
7 skal gives samme betydning og omfang som EMRK ar-
tikel 8, stk. 1, således som denne bestemmelse er blevet
fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, jf.
bl.a. Tsakouridis, (C-145/09), præmis 52, dom af 5. okto-
ber 2010 i sag C-400/10 PPU, J. McB., (herefter J. McB.,
(C-400/10)) præmis 53, dom af 6. december 2012 i de for-
enede sager C-356/11 og C-357/11, O. og S., (herefter O. og
S., (C-356/11 og C-357/11)), præmis 76 og dom af 5. juni
2018 i sag C-673/16, Coman, (herefter Coman, (C-673/16)),
præmis 49.
Som nævnt under pkt. 2.1.1.2 foretages proportionalitetsvur-
deringen efter EMRK artikel 8 på baggrund af en samlet og
konkret vurdering af en række elementer, som Menneskeret-
tighedsdomstolen har oplistet i dommen Maslov mod Østrig,
dom af 23. juni 2008. For en nærmere gennemgang af Mas-
lov-kriterierne og praksis fra Menneskerettighedsdomstolen
henvises bl.a. til bemærkningerne til lov nr. 469 af 14. maj
2018, Folketingstidende 2017-2018, tillæg A, L 156 som
fremsat, side 5-12.
Ved vurderingen i henhold til opholdsdirektivets artikel 28,
stk. 1, skal der således (tillige) tages hensyn til EMRK arti-
kel 8 og Menneskerettighedsdomstolens fortolkning heraf.
Til illustration af samspillet mellem opholdsdirektivet og
EMRK artikel 8 kan henvises til Højesterets dom af 28.
oktober 2019, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2020,
side 132, om en 17-årig tredjelandsstatsborger med tidsube-
grænset opholdsret efter opholdsdirektivet, som var idømt
en fællesstraf på 3 år og 6 måneder, hvoraf 1 år og 2 må-
neder var betinget, for et groft umotiveret overfald begået
i forening med uidentificerede gerningsmænd, som bragte
forurettede i livsfare. Han var få måneder før den aktuelt
begåede kriminalitet straffet for bl.a. flere røverier ved an-
vendelse af kniv og vold. Højesteret bemærkede, at tiltalte
kom til Danmark fra hjemlandet som knap 8-årig, og at han
havde boet ca. halvdelen af sit liv i hjemlandet, hvor han
havde gået i skole et par år. Han havde haft lovligt ophold
her i landet i ca. 8 år, hvor han boede sammen med sin
mor og søster. Hans bror boede også her i landet. Han så
sine herboende onkler og tanter. Moderens søskende boede
i hjemlandet. Faderen, som han alene havde haft meget be-
grænset kontakt med, havde tidligere boet i England, men
var i februar 2019 flyttet til Danmark. Tiltalte havde gået i
folkeskole i Danmark og havde ikke anden uddannelse. Han
talte og forstod sproget i hjemlandet, men kunne ikke skrive
det. Han var opvokset med hjemlandets kultur og havde
været i hjemlandet tre gange, senest en længere periode i
2017. Han havde haft god kontakt med familien i hjemlan-
det indtil for et par år siden. Højesteret tiltrådte, at tiltaltes
tilknytning til Danmark var stærkere end hans tilknytning til
hjemlandet, men fandt, at han havde forudsætninger for at
etablere en tilværelse i hjemlandet, hvis han udvistes. Efter
arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidli-
gere kriminalitet fandt Højesteret efter en samlet vurdering,
at de hensyn, der talte for udvisning, herunder risikoen for,
at han igen ville begå alvorlig personfarlig kriminalitet, var
så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn,
som talte mod udvisning. Det forhold, at han var mindreårig,
da han begik kriminaliteten, kunne efter omstændighederne
ikke føre til et andet resultat.
Højesteret fandt, at der var en betydelig risiko for, at han
også fremover ville begå alvorlig personfarlig kriminalitet i
Danmark, hvis han ikke blev udvist. Højesteret tiltrådte her-
efter, at udvisning ikke var et uproportionalt indgreb i strid
med opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, og artikel
28, stk. 1, samt Menneskerettighedskonventionens artikel 8
og Charterets artikel 7.
2.2.1.4.5. Øget beskyttelse mod udvisning af personer med
tidsubegrænset ophold
29
Det følger af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 2, at værts-
medlemsstaten ikke må træffe en udsendelsesafgørelse (ud-
visningsafgørelse) vedrørende en unionsborger eller dennes
familiemedlemmer, uanset nationalitet, når de har opnået ret
til tidsubegrænset ophold på værtsmedlemsstatens område,
medmindre det skyldes alvorlige hensyn til den offentlige
orden eller sikkerhed.
Unionsborgere og deres familiemedlemmer med ret til tidsu-
begrænset ophold på en værtsmedlemsstats område har såle-
des en stærkere beskyttelse mod begrænsninger i retten til
indrejse og ophold (udvisning), idet disse alene kan udvises,
hvis der foreligger alvorlige hensyn til den offentlige orden
eller sikkerhed.
Retten til tidsubegrænset ophold er reguleret i opholdsdirek-
tivets artikel 16, stk. 1, og 2, som fastslår, at unionsborgere,
der har haft lovligt ophold i værtsmedlemsstaten fem år i
træk i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat
i opholdsdirektivet, har ret til tidsubegrænset ophold. Tilsva-
rende gælder for familiemedlemmer, der ikke er unionsbor-
gere, men som fem år i træk har boet sammen med unions-
borgeren. I forhold til betydningen af fraværsperioder følger
det af opholdsdirektivets artikel 16, stk. 3, at opholdets uaf-
brudte karakter ikke berøres af midlertidige fravær, der ikke
tilsammen overstiger seks måneder om året, og heller ikke
af fravær af længere varighed på grund af værnepligt, eller
af ét fravær på højst 12 på hinanden følgende måneder af
vægtige grunde som f.eks. graviditet og fødsel, alvorlig syg-
dom, studier eller erhvervsuddannelse eller udstationering
på en anden medlemsstats område eller i et tredjeland. Det
fremgår af artikel 16, stk. 4, at retten til tidsubegrænset
ophold kun mistes ved fravær fra værtsmedlemsstaten i to
på hinanden følgende år. Artikel 17 indeholder særregler
om tidsubegrænset opholdsret for unionsborgere og deres
familie, der ikke længere har erhvervsmæssig beskæftigelse
i værtsmedlemsstaten, og artikel 18 vedrører ret til tidsube-
grænset ophold for visse tredjelandsfamiliemedlemmer.
Den 5-årige periode, der kræves for at opnå ret til tidsube-
grænset ophold, løber fra tidspunktet for den pågældendes
lovlige ophold i værtsmedlemsstaten, og retten til tidsube-
grænset ophold skal være opnået på det tidspunkt, hvor
handlingen eller kriminaliteten begås (dvs. på gerningstids-
punktet), for at den pågældende er omfattet af udvisningsbe-
skyttelsen i artikel 28, stk. 2.
Udlændinge omfattet af EU-reglerne kan have opnået ret til
tidsubegrænset ophold, selvom der ikke er ansøgt herom,
og selvom et registreringsbevis eller et opholdskort ikke er
udstedt. Retten til tidsubegrænset ophold er resultatet af en
faktuel situation, og udstedelsen af et registreringsbevis eller
et opholdskort er konstaterende og ikke retsstiftende.
EU-Domstolen har endvidere forholdt sig til perioder med
afsoning og fastslået, at sådanne perioder ikke kan medreg-
nes med henblik på erhvervelse af retten til tidsubegrænset
ophold, og at sådanne perioder afbryder opholdets uafbrudte
karakter med den konsekvens, at der ikke efter løsladelsen
kan støttes ret på perioder med lovligt ophold forud for
afsoningen. Det indebærer, at opholdet med henblik på op-
nåelse af ret til tidsubegrænset ret til ophold beregnes forfra,
dvs. fra løsladelsen, jf. EU-Domstolens dom af 16. janu-
ar 2016 i sag C-378/12, Onuekwere (herefter Onuekwere,
(C-378/12)). I dommen udtaler EU-Domstolen, at idømmel-
sen af en ubetinget fængselsstraf viser, at den dømte ikke
har respekteret de værdier, som værtsmedlemsstaten har gi-
vet udtryk for i sin strafferet, hvorfor det åbenlyst ville stride
mod det formål, som i henhold til opholdsdirektivet forføl-
ges med en sådan opholdsret, hvis der skulle tages hensyn
til perioder med afsoning, jf. dommens præmis 25-27. Der
henvises i øvrigt til EU-Domstolens dom af 17. april 2018
i de forenede sager C-316/16, B, og C-424/16, Vomero,
(herefter Vomero, (C-316/16 og C-424/16)), præmis 57-59.
Kravet om alvorlige hensyn til den offentlige orden eller
sikkerhed, indebærer, at der stilles skærpede krav til arten og
grovheden af den handling, der kan begrunde udvisning, og
til begrundelsen for nødvendigheden og proportionaliteten
heraf i det konkrete tilfælde.
Se til illustration fra praksis Højesterets dom af 25. august
2021, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 4769
(dissens), hvor Højesteret fandt det berettiget at udvise
under henvisning til alvorlige hensyn til den offentlige or-
den. Sagen angik en unionsborger, der var idømt fængsel i
40 dage for forsøg på indbrudstyveri begået i forening med
to medgerningsmænd. Samtlige dommere lagde ved sagens
afgørelse til grund, at tiltalte havde haft ophold i Danmark i
ca. 6 år på gerningstidspunktet og havde ret til tidsubegræn-
set ophold efter EU-reglerne. Højesterets flertal fandt, at der
forelå alvorlige hensyn til den offentlige orden, og lagde
vægt på bl.a., at der ikke var tale om spontan eller tilfældig-
hedspræget kriminalitet, men om et planlagt indbrudstyveri
begået i forening. Flertallet udtalte, at sådan kriminalitet
udgør et alvorligt samfundsproblem, jf. opholdsdirektivets
artikel 28, stk. 2. Højesterets mindretal bemærkede, at der
var tale om et enkeltstående forhold efter ca. 6 års lovligt
ophold og arbejde i Danmark, som alene havde udløst en
kortvarig fængselsstraf. Mindretallet fandt herefter, at der
hverken efter kriminalitetens beskaffenhed eller risikoen
for, at vedkommende ville begå ligeartet strafbart forhold
i fremtiden, kunne siges at foreligge alvorlige hensyn til den
offentlige orden.
Se endvidere den tidligere omtalte dom af 28. oktober 2019
fra Højesteret gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2020, side
132, om en mindreårig tredjelandsstatsborger, som havde
opnået ret til tidsubegrænset ophold efter EU-reglerne, og
som siden han var ca. 8 år havde boet i Danmark, hvor
en stor del af hans familie også boede. Den mindreårige
blev idømt ubetinget fængselsstraf i 3 år og 6 måneder samt
udvist, efter at være blevet fundet skyldig i grov, umotiveret
vold begået i forening med andre, som bragte forurettede i
livsfare. Han var få måneder før den aktuelt begåede krimi-
nalitet straffet for bl.a. flere røverier ved anvendelse af kniv
og for vold. Efter at have begået de to første røverier var han
frihedsberøvet i omkring 1½ måned, hvorefter han kort tid
30
efter begik røveri igen. På den baggrund fandt Højesteret, at
der var en betydelig risiko for, at han også fremover ville
begå alvorlig personfarlig kriminalitet i Danmark, hvis han
ikke blev udvist. Højesteret fandt endvidere, at hans adfærd
udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trus-
sel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, og at
udvisning var begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige
orden eller sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk.
2, 2. led, og artikel 28, stk. 2. Efter en samlet afvejning
af hans personlige forhold, herunder hans tilknytning til
henholdsvis Danmark og hjemlandet, fandt Højesteret, på
baggrund af arten og grovheden af såvel hans nuværende
som hans tidligere kriminalitet, at de hensyn, der talte for
udvisning af tiltalte, herunder risikoen for, at han igen ville
begå alvorlig personfarlig kriminalitet, var så tungtvejende,
at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod
udvisning, hvorfor betingelserne for udvisning var opfyldt.
2.2.1.4.6. Øget beskyttelse mod udvisning af personer med
10 års ophold samt mindreårige
Det følger af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a
og b, at der ikke må træffes en udsendelsesafgørelse (ud-
visningsafgørelse) i forhold til unionsborgere, medmindre
afgørelsen er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige
sikkerhed, som fastlagt af medlemsstaten, hvis de a) har haft
ophold i værtsmedlemsstaten i de 10 forudgående år, eller
b) er mindreårige, medmindre udsendelsen (udvisningen)
er nødvendig af hensyn til barnets tarv som fastlagt i De
Forenede Nationers konvention af 20. november 1989 om
barnets rettigheder.
Bestemmelsen omfatter i modsætning til artikel 27 og 28,
stk. 1 og 2, kun unionsborgere og ikke tredjelandsfamilie-
medlemmer til unionsborgere, og udvisning kan efter be-
stemmelsen kun begrundes i hensyn til den offentlige sik-
kerhed, men ikke i hensyn til den offentlige orden.
Opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, indeholder en betydelig
stærkere beskyttelse mod udvisning end artikel 28, stk. 2,
idet der efter bestemmelsen alene kan træffes afgørelse om
udvisning, hvis afgørelsen er bydende nødvendig af hensyn
til den offentlige sikkerhed, som er et væsentligt strengere
krav end kravet om alvorlige hensyn, jf. artikel 28, stk. 2.
Det følger af opholdsdirektivets betragtning 24, at der kun
i ekstraordinære tilfælde, når det er bydende nødvendigt
af hensyn til den offentlige sikkerhed, bør kunne træffes
foranstaltninger til udsendelse (udvisning) af unionsborgere,
der har opholdt sig i mange år på værtsmedlemsstatens om-
råde. Hensigten er således at forbeholde anvendelsen af op-
holdsdirektivets artikel 28, stk. 3, til ekstraordinære tilfælde.
Som udgangspunkt er det op til medlemsstaterne at afgøre,
om udvisning er bydende nødvendig af hensyn til den of-
fentlige sikkerhed, jf. ordlyden af bestemmelsen og f.eks.
P. I., (C-348/09), præmis 22, men medlemsstaternes skøn er
underlagt EU-Domstolens og EU-institutionernes kontrol.
EU-Domstolen har navnlig i to domme haft anledning til at
udtale sig om begrebet ”bydende nødvendig”.
I Tsakouridis, (C-145/09) fastslog EU-Domstolen, at begre-
bet bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikker-
hed forudsætter ikke blot eksistensen af en trussel mod den
offentlige sikkerhed, men ligeledes at en sådan trussel er
endog særligt alvorlig, jf. præmis 41. Det følger af samme
doms præmis 46-47, at handel med narkotika begået i en
organiseret bande kan udgøre en trussel af denne karakter,
idet der er tale om en vidtforgrenet kriminalitetstype med
betydelige økonomiske og operationelle midler, som meget
ofte har grænseoverskridende forbindelser, og som kan have
et sådant niveau, at den direkte truer roen og den fysiske
sikkerhed hos befolkningen som helhed eller hos en stor del
heraf. I præmis 49 fastslog Domstolen endvidere, at vurde-
ringen af, om udvisning er bydende nødvendig af hensyn til
den offentlige sikkerhed, ikke kan stå alene, idet der altid
skal foretages en proportionalitetsvurdering efter artikel 27,
stk. 2, og 28, stk. 1.
I P. I., (C-348/09) udtalte EU-Domstolen, at det er tilladt
medlemsstaterne at anse de lovovertrædelser, der er opreg-
net i TEUF artikel 83, stk. 1, andet afsnit, for at indebære
et særligt alvorligt indgreb i en grundlæggende samfundsin-
teresse, der kan udgøre en direkte trussel mod befolkningens
tryghed og fysiske sikkerhed, og dermed være omfattet af
begrebet bydende nødvendig af hensyn til den offentlige
sikkerhed, hvilket kan begrunde en udsendelse (udvisning)
i medfør af art. 28, stk. 3, på betingelse af, at sådanne
strafbare handlinger er begået på en måde, som er af særlig
grov karakter, hvilket det tilkommer de nationale domstole
at efterprøve på baggrund af en individuel undersøgelse af
den konkrete sag, jf. præmis 28.
Som anført ovenfor, pkt. 2.2.1.4.1 om offentlig sikkerhed,
henvises der i TEUF artikel 83, stk. 1, andet afsnit, til terro-
risme, menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og
børn, ulovlig narkotikahandel, ulovlig våbenhandel, hvid-
vaskning af penge, korruption, forfalskning af betalingsmid-
ler, edb-kriminalitet og organiseret kriminalitet som krimi-
nalitet af særlig grov karakter.
Da TEUF artikel 83, stk. 1, efter sin ordlyd ikke er udtøm-
mende, kan andre kriminalitetsformer end dem, der er er
nævnt i bestemmelsen, føre til udvisning af en person om-
fattet af artikel 28, stk. 3, jf. herved Højesterets dom af
19. juni 2019, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2019,
side 3197, hvor Højesteret fandt, at også andre kriminalitets-
former, herunder overtrædelse af straffelovens § 192 a om
overtrædelse af lov om våben og eksplosivstoffer m.v., der
ikke har karakter af våbenhandel eller organiseret kriminali-
tet som nævnt i TEUF artikel 83, stk. 1, og overtrædelse
af straffelovens § 245 om grov vold vil kunne have en
sådan særlig grov karakter, at kriminaliteten er omfattet af
begrebet ”bydende nødvendig af hensyn til den offentlige
sikkerhed”. Sagen angik en unionsborger, som var født og
opvokset i Danmark, og som blev fundet skyldig i ulovlig
våbenbesiddelse med tilhørende ammunition samt gentagen
31
vold. Han blev idømt fængsel i 2 år og 6 måneder. For så
vidt angår udvisningsspørgsmålet udtalte Højesteret, at selv-
om overtrædelse af straffelovens § 192 a var udtryk for grov
kriminalitet, kunne overtrædelsen efter opholdsdirektivets
artikel 28, stk. 3, litra a, ikke anses for at være begået på en
måde, som var af særlig grov karakter, og som indebar en
direkte trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikker-
hed, heller ikke når overtrædelsen af straffelovens § 192 a
blev sammenholdt med den kriminalitet, som tiltalte i øvrigt
var dømt for i sagen og ved tidligere domme. Højesteret
fastslog, at der ikke forelå et sådant ekstraordinært tilfælde,
at udvisning af tiltalte kunne anses for bydende nødvendig
af hensyn til den offentlige sikkerhed, jf. opholdsdirektivets
artikel 28, stk. 3, litra a.
Endvidere henvises til Højesterets dom af 25. juni 2020,
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2020, side 2971, hvor
Højesteret med en stort set enslydende begrundelse fandt, at
der ikke kunne ske udvisning. Sagen omhandlede en unions-
borger, som var født og opvokset i Danmark, og som blev
fundet skyldig i ulovlig våbenbesiddelse, gentagen vold,
overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, overtrædelse
af knivloven samt adskillige overtrædelser af færdselsloven,
og idømt fængsel i 2 år og 6 måneder.
Til illustration kan der endvidere henvises til Højesterets
dom af 21. april 2015, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen
2015, side 2513, hvor Højesteret omvendt nåede frem til, at
udvisning måtte anses for bydende nødvendig af hensyn til
den offentlige sikkerhed. Sagen angik en 41-årig unionsbor-
ger, som var født i Danmark, hvor han havde boet næsten
hele sit liv, og som, da den seneste dom blev afsagt, tidligere
var idømt i alt ca. 20 års fængsel for en række forhold
begået over en årrække, bl.a. personfarlig kriminalitet. Han
havde ingen tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, men
nogen tilknytning til hjemlandet, da hans bror og bekendte
boede der. Hans kæreste og barn opholdt sig i en anden
medlemsstat. Højesteret lagde vægt på grovheden af den
dømtes kriminalitet, omfanget af hans tidligere kriminali-
tet samt hans manglende integration i Danmark. Det blev
ligeledes tillagt vægt, at han havde tilknytning til hjemlan-
det. Højesteret fandt, at udvisning ikke ville være i strid med
opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a, om, at udvisning
skal være bydende nødvendig af hensyn til den offentlige
sikkerhed, eller EMRK artikel 8.
Det er en betingelse for at være omfattet af beskyttelsen
i artikel 28, stk. 3, litra a, at unionsborgeren har opholdt
sig i Danmark i de 10 år, der går forud for afgørelsen om
udvisning.
Beskyttelsen i artikel 28, stk. 3, litra a, kan kun påberåbes,
hvis den pågældende først har opnået ret til tidsubegrænset
ophold, jf. opholdsdirektivets artikel 16, stk. 1, og dermed
opfylder betingelsen for at være omfattet af den i artikel
28, stk. 2, nævnte beskyttelse, jf. Vomero, (C-316/16 og
C-424/16), præmis 49-50, samt K. og H. F. (C-331/16 og
C-366/16), præmis 73.
I modsætning til den 5-årige periode, der kræves for at opnå
ret til tidsubegrænset ophold, og som løber fra tidspunktet
for den pågældendes lovlige ophold i værtsmedlemsstaten,
beregnes 10 års perioden ved at regne tilbage fra datoen
for afgørelsen om udvisning, jf. EU-Domstolens dom af
16. januar 2014 i sag C-400/12, M. G. (herefter M. G.,
(C-400/12)), præmis 24 og 28, samt Vomero, (C-316/16 og
C-424/16), præmis 65-66, og den deri nævnte praksis.
Det indebærer, at kravet om 10 års forudgående ophold i
henhold til opholdsdirektivet ikke nødvendigvis er opfyldt,
selvom der er gået mere end 10 år fra indrejsen, og der
er opnået tidsubegrænset opholdsret, idet perioden i princip-
pet ikke må være afbrudt, jf. M. G., (C-400/12), præmis
27. Har unionsborgeren haft et eller flere ophold uden for
Danmark i løbet af de 10 forudgående år, skal der foretages
en konkret vurdering af, om den pågældende er omfattet
af opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3. EU-Domstolen har
herom udtalt, at der i hvert enkelt tilfælde skal tages hensyn
til alle relevante forhold, navnlig varigheden af hvert af den
pågældendes fravær fra værtsmedlemsstaten, den samlede
varighed og hyppigheden af disse fravær samt grunde, der
har fået den pågældende til at forlade denne medlemsstat, og
som er egnede til at fastslå, om disse fravær indebærer, ”at
centrummet for den pågældendes personlige, familiemæssi-
ge eller erhvervsmæssige interesser er flyttet til en anden
stat”, jf. Tsakouridis, (C-145/09), præmis 32 og 33.
I forhold til betydningen af perioder med afsoning følger
det af EU-Domstolens retspraksis, at sådanne perioder ikke
skal regnes med ved opgørelsen af, om beskyttelsen i arti-
kel 28, stk. 3, litra a er opnået, og at disse perioder i prin-
cippet afbryder opholdets uafbrudte karakter, således at 10-
årsperioden begynder forfra efter endt afsoning, jf. M. G.,
(C-400/12), præmis 32 ff. Selvom dette er udgangspunktet,
har Domstolen dog tillige fastslået, at der – med henblik på
at afgøre, om sådanne perioder har medført, at den integra-
tionsmæssige tilknytning til værtsmedlemsstaten, som tidli-
gere er opnået, er blevet brudt, således at den pågældende
ikke længere er omfattet af den beskyttelse, der er sikret ved
denne bestemmelse – skal foretages en samlet vurdering af
den pågældendes situation på det tidspunkt, hvor spørgsmå-
let om udvisning opstår. I forbindelse med denne samlede
vurdering skal perioderne med afsoning indgå, sammen med
alle de i hvert enkelt tilfælde relevante forhold, herunder i
givet fald den omstændighed, at den pågældende har haft
ophold i værtsmedlemsstaten i 10 år forud for sin afsoning,
jf. Vomero, (C-316/16 og C-424/16), præmis 70, og den
deri nævnte retspraksis. Herudover kan bl.a. styrken af den
integrationsmæssige tilknytning, der er opnået til værtsmed-
lemsstaten før den pågældendes afsoning, karakteren af den
overtrædelse, der danner grundlag for den idømte fængsels-
straf, og de omstændigheder, hvorunder overtrædelsen blev
begået, såvel som den pågældendes opførsel i afsoningspe-
rioden tages i betragtning.
2.2.1.5. Særligt om afvisning
Opholdsdirektivets kapitel 6 vedrører begrænsninger i retten
32
til indrejse og ophold, og finder derfor også anvendelse i en
afvisningssituation.
Den omstændighed, at den pågældende i en afvisningssitua-
tion som udgangspunkt ikke har opnået en tilknytning til
værtmedlemsstaten, betyder, at der ikke er de samme be-
skyttelseshensyn, som ved en afgørelse om udvisning. Som
følge heraf er opholdsdirektivets artikel 28 som udgangs-
punkt ikke relevant, medmindre der er tale om en unionsbor-
ger, der genindrejser efter tidligere at have haft ophold.
Bortset herfra stilles de samme krav til myndighedernes vur-
dering som ved udvisningsafgørelser. Det betyder, at en af-
gørelse om afvisning skal være begrundet i hensynet til den
offentlige orden eller sikkerhed, og konkret i vedkommen-
des personlige adfærd samt være i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet. Der henvises til gennemgangen
ovenfor i pkt. 2.2.1.4.1-2.2.1.4.4 om bl.a. vurderingen af den
personlige adfærd, trusselsvurderingen og proportionalitets-
vurderingen efter artikel 27, stk. 2.
Til illustration kan henvises til Kommissionen mod Spa-
nien, (C-503/03), hvor to tredjelandsfamiliemedlemmer til
spanske statsborgere blev nægtet henholdsvis indrejse og
visum til Spanien, alene fordi de tyske myndigheder havde
indberettet dem som uønskede i Schengeninformationssyste-
met (SIS). En sådan indberetning kan udgøre et indicium
for, at der er et forhold, som kan begrunde, at indrejse
i Schengenområdet nægtes, men de spanske myndigheder
skulle forud herfor have undersøgt, om de pågældendes til-
stedeværelse i Spanien udgjorde en reel, aktuel og tilstræk-
kelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinte-
resse i Spanien, jf. præmis 59. Se i samme retning Van
Duyn, (41/74).
Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, kan en udlænding, der
ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt registrerings-
bevis eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, og en nordisk
statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, afvises ved
indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonven-
tionen, i en række oplistede tilfælde. De oplistede tilfælde
fremgår af § 28, stk. 1, nr. 1-7.
Det følger af § 28, stk. 1, nr. 7, at der kan ske afvisning, hvis
andre hensyn til Schengenlandenes offentlige orden, forhold
til fremmede magter eller sikkerheds- eller sundhedsmæssi-
ge grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her
i landet.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 410 af 10. juni 1997
om ændring af udlændingeloven (Schengenkonventionen
m.v.).
Det fremgår af bemærkningerne til loven, jf. Folketingsti-
dende 1996-97, tillæg A, side 4785, at afvisningsgrunden i
§ 28, stk. 1, nr. 7, indeholder en udvidelse i forhold til den
dagældende § 28, stk. 1, nr. 5, idet der nu i overensstemmel-
se med Schengenkonventionens artikel 5, stk. 1, litra e, skal
tages hensyn til alle Schengenlandenes offentlige orden samt
forhold til fremmede magter.
Det fremgår videre af bemærkningerne, at de anførte sund-
hedsmæssige grunde i § 28, stk. 1, nr. 7, må antages at
være indeholdt i begrebet offentlig orden i Schengenkonven-
tionens artikel 5, stk. 1, litra e, og at der i stedet for det
i konventionen anvendte begreb ᾽᾽internationale forbindel-
ser᾽᾽ i lovteksten er anvendt begrebet ᾽᾽forhold til fremmede
magter᾽᾽, idet dette begreb ses at blive anvendt i dansk ret.
Endvidere fremgår det af bemærkningerne, at bestemmelsen
i § 28, stk. 1, omfatter alle udlændinge, bortset fra udlæn-
dinge, der har opholdstilladelse her i landet, og nordiske
statsborgere med fast bopæl her i landet. Bestemmelsen har
således et videre anvendelsesområde end Schengenkonven-
tionens artikel 5, stk. 1, der alene vedrører udlændinge i
Schengenkonventionens forstand, dvs. personer, der ikke er
statsborgere i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet
EU. Endelig fremgår det, at for så vidt angår udlændinge,
der er omfattet af udlændingelovens § 2, stk. 1 eller 2
(EU/EØS-statsborgere eller udlændinge omfattet af EU-reg-
lerne), finder afvisningsgrundene i nr. 3-6 ikke anvendelse.
Det fremgår ikke af bestemmelsen, at for så vidt angår
udlændinge, der er omfattet af udlændingelovens § 2, stk.
1 eller 2, kan afvisning alene ske inden for rammerne af
opholdsdirektivet.
Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, kan retten til ind-
rejse og ophold for en unionsborger eller et familiemedlem
uanset nationalitet begrænses af hensyn til den offentlige
orden, sikkerhed eller sundhed.
Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, skal foranstaltnin-
ger truffet af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed
være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og
kan udelukkende begrundes i vedkommendes personlige ad-
færd. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde
anvendelsen af sådanne foranstaltninger. Den personlige ad-
færd skal udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvor-
lig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteres-
se. Begrundelser, der ikke vedrører den individuelle sag,
eller som har generel præventiv karakter, må ikke anvendes.
Efter opholdsdirektivet kan der alene ske afvisning, hvis
afvisningen er begrundet i den personlige adfærd, som skal
udgøre en reel, aktuel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod
den medlemsstat, som vedkommende søger indrejse til, jf.
herved også Kommissionen mod Spanien, (C-503/03). Uni-
onsborgere og deres familiemedlemmer kan således ikke
efter EU-retten afvises af hensyn til forholdet til fremmede
magter eller af hensyn til andre Schengenlandes offentlige
orden eller indre sikkerhed, medmindre trusselsbetingelsen i
opholdsdirektivet er opfyldt i forhold til den offentlige orden
her i landet.
2.2.1.6. Ud- og afvisning af hensyn til den offentlige sund-
hed
Det fremgår af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, at med-
lemsstaterne med forbehold for bestemmelserne i direktivets
kapitel VI kan begrænse retten til fri bevægelighed og op-
33
hold for en unionsborger eller et familiemedlem uanset na-
tionalitet af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller
sundhed. Der må i den forbindelse ikke lægges økonomiske
betragtninger til grund.
De nærmere betingelser, der skal være opfyldt for at kunne
træffe afgørelse om ud- eller afvisning af hensyn til den
offentlige sundhed, er reguleret i opholdsdirektivets artikel
29.
I medfør af opholdsdirektivets artikel 29, stk. 1, er de eneste
sygdomme, der kan begrunde foranstaltninger, der begræn-
ser den frie bevægelighed, de sygdomme, der er potentielt
epidemiske ifølge relevante instrumenter fra Verdenssund-
hedsorganisationen, samt andre smitsomme infektionssyg-
domme eller parasitære sygdomme, for så vidt værtsmed-
lemsstaten har truffet beskyttelsesforanstaltninger mod dem
for egne statsborgere.
Ud- og afvisning af hensyn til den offentlige sundhed er
dermed begrænset til de tilfælde, hvor man i det internatio-
nale samfund er enige om, at der tale om en akut risiko
for folkesundheden, og hvor værtsmedlemsstaten har truffet
beskyttelsesforanstaltninger mod dem for egne statsborgere.
Opholdsdirektivet indeholder ikke nærmere vejledning om,
hvad der skal forstås ved kravet om, at der skal være truffet
beskyttelsesforanstaltninger mod de i artikel 29, stk. 1, an-
givne sygdomme i forhold til egne statsborgere. Det ses hel-
ler ikke at være fastlagt i EU-Domstolens retspraksis, at der
skal være parallelitet mellem de begrænsninger, der iværk-
sættes over for udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne,
og de nationale beskyttelsesforanstaltninger.
Det følger af EU-Domstolens retspraksis, at medlemsstater-
ne ikke generelt og uden konkret begrundelse kan begrænse
retten til fri bevægelighed og ophold af hensyn til den of-
fentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Begrænsninger i ret-
ten til fri bevægelighed er således underlagt et generelt pro-
portionalitetsprincip, hvorefter sådanne begrænsninger skal
være egnede, nødvendige og stå i et rimeligt forhold til det
hensyn, der forsøges varetaget. Ifølge Domstolens faste rets-
praksis, jf. bl.a. dom af 13. april 2010 i sag C-73/08, Bressol
m.fl. (herefter Bressol, (C-73/08)), præmis 71, påhviler det
de nationale myndigheder, som har indført en foranstaltning,
der udgør en undtagelse til et EU-retligt princip, i hvert
enkelt tilfælde at godtgøre, at foranstaltningen er egnet til at
sikre, at det påberåbte mål nås, og ikke går ud over, hvad der
er nødvendigt med henblik på at nå dette mål. De hensyn,
der kan påberåbes af en medlemsstat, skal derfor ledsages
af en analyse af egnetheden og forholdsmæssigheden af den
foranstaltning, som medlemsstaten har truffet, såvel som
præcise oplysninger til støtte for dens argumentation, jf. i
denne retning dom af 18. marts 2004 i sag C-8/02, Leichtle
(herefter Leichtle, (C-8/02)), præmis 45-46.
Af EU-Kommissionens 2023-vejledning afsnit 13.2 fremgår
det, at proportionaliteten af folkesundhedsforanstaltninger,
der begrænser udøvelsen af retten til fri bevægelighed inden
for EU, kan afhænge af, om den pågældende medlemsstat
indfører sammenlignelige folkesundhedsmæssige foranstalt-
ninger på nationalt plan. Herefter henvises til COVID-19
pandemien, hvor rejserelaterede test- eller karantænekrav
var typisk tilgængelige foranstaltninger, der i mindre grad
udgjorde indgreb end et generelt forbud mod ind- eller
udrejse. Det fremgår endvidere, at medlemsstaterne som
sidste udvej kan nægte ikke-bosiddende unionsborgere og
deres familiemedlemmer indrejse af hensyn til folkesundhe-
den, samt at alle foranstaltninger, der griber ind i retten til fri
bevægelighed, skal ophæves hurtigst muligt.
Det følger af opholdsdirektivets artikel 29, stk. 2, at syg-
domme, der opstår mere end tre måneder efter ankomstda-
toen, ikke kan begrunde en udsendelse (udvisning) af lan-
det. Det betyder, at medlemsstaternes mulighed for at kunne
ud- eller afvise af hensyn til den offentlige sundhed, er tids-
mæssigt begrænset til de første tre måneder efter ankomsten
på værtsmedlemsstatens område.
2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
Opholdsdirektivets bestemmelser om ud- og afvisning er
gennemført i EU-opholdsbekendtgørelsen og udlændingelo-
ven. Direktivets ud- og afvisningsbestemmelser er bl.a. gen-
nemført ved EU-opholdsbekendtgørelsens kapitel 9.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
reglerne om adgangen til at ud- og afvise udlændinge, der er
omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed, bør indarbej-
des i udlændingeloven og samtidig udgå af EU-opholdsbe-
kendtgørelsen, hvor disse bestemmelser indgår i dag. Bag-
grunden herfor er bl.a., at det ved en sådan indarbejdning
sikres, at EU-reglerne om ud- og afvisning placeres i na-
turlig forlængelse af de nationale bestemmelser i udlændin-
geloven, der giver hjemmel til at træffe afgørelse om ud-
og afvisning. Herved tydeliggøres adgangen til at ud- og
afvise udlændinge omfattet af EU-reglerne, ligesom det gi-
ver et bedre overblik over sammenhængen med de allerede
eksisterende regler herom i udlændingeloven.
Lovforslaget giver samtidig mulighed for at præcisere og
beskrive rammerne for den afvejning, der skal foretages
ved vurderingen af spørgsmålet om ud- og afvisning af ud-
lændinge omfattet af EU-reglerne. Beskrivelsen, der tager
udgangspunkt i EU-Domstolens omfattende retspraksis samt
i nyere retspraksis fra Højesteret, er ikke udtømmende, og
bør læses i lyset af den løbende udvikling på området.
Sammenfattende er det Udlændinge- og Integrationsministe-
riets opfattelse, at udlændingelovens § 26 b bør nyaffattes,
så betingelserne for udvisning af udlændinge omfattet af
EU-reglerne om fri bevægelighed fremgår direkte af bestem-
melsen. Det er endvidere ministeriets opfattelse, at der som
en ny § 28 a i udlændingeloven indsættes en bestemmelse,
hvoraf betingelserne for afvisning af udlændinge omfattet af
EU-reglerne om fri bevægelighed fremgår.
2.2.3. Den foreslåede ordning
34
Det foreslås, at opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1 og 2, og
artikel 28 og 29, stk. 1 og 2, indarbejdes i udlændingeloven
og udgår af EU-opholdsbekendtgørelsen.
Det foreslås således, at udlændingelovens § 26 b nyaffattes,
så betingelserne for udvisning af udlændinge omfattet af
EU-reglerne om fri bevægelighed fremgår direkte af bestem-
melsen.
Det foreslås endvidere, at der som en ny bestemmelse ind-
sættes en § 28 a i udlændingeloven, hvoraf betingelserne
for afvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne om fri
bevægelighed fremgår.
Direktivteksten foreslås indarbejdet i udlændingeloven ved
omskrivning. Om den foreslåede ordlyd af bestemmelserne
bemærkes, at Udlændinge- og Integrationsministeriet så vidt
muligt har anvendt ordlyden af bestemmelserne i opholds-
direktivet, for at undgå fortolkningstvivl og sikre korrekt
anvendelse af EU-retten. Indarbejdelsen indebærer ikke æn-
dringer af gældende ret.
De foreslåede bestemmelser foreslås dog tilpasset den
sprogbrug og systematik, der følges i udlændingelovens be-
stemmelser i øvrigt.
Med forslagene sikres det, at EU-reglerne om ud- og afvis-
ning placeres i naturlig forlængelse af de nationale bestem-
melser i udlændingeloven, der giver hjemmel til at træffe
afgørelse om ud- og afvisning.
Samtidig beskrives rammerne for den afvejning, der skal
foretages ved vurderingen af spørgsmålet om ud- og afvis-
ning af udlændinge omfattet af EU-reglerne. Formålet er
bl.a. at tydeliggøre adgangen til at ud- og afvise denne
persongruppe og give et bedre overblik over gældende ret
ved at samle reglerne om ud- og afvisning i udlændingelo-
ven. De betingelser, som særligt gælder for udlændinge om-
fattet af EU-reglerne, beskrives med afsæt i EU-Domstolens
retspraksis samt nyere praksis fra Højesteret. Der er tale om
en ikke-udtømmende beskrivelse, som bør læses i lyset af
den løbende udvikling på området.
De danske myndigheder og domstole skal således i hvert
enkelt tilfælde, hvor der rejses spørgsmål om udvisning af
en udlænding, der er omfattet af EU-reglerne, foretage en
samlet og konkret vurdering af, om en udvisning vil være
i overensstemmelse med EU-retten. I tilfælde af tvivl vil
det være op til domstolene at vurdere konkret, om der efter
EU-retten vil kunne ske udvisning.
I forlængelse af den foreslåede § 28 a foreslås det, at der i
udlændingelovens § 28, stk. 1, § 28, stk. 2, § 28, stk. 3, 1.
pkt., og § 28, stk. 6, indsættes en henvisning til § 28 a.
Formålet med disse ændringer til § 28, er at tydeliggøre, at
afvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne om fri be-
vægelighed, dvs. personer omfattet af udlændingelovens § 2,
stk. 1 eller 2, alene kan ske, hvis det er i overensstemmelse
med den samtidigt foreslåede § 28 a.
Det foreslås herudover, at § 28, stk. 1, nr. 7, nyaffattes, dels
således at ordlyden i bestemmelsen svarer til indrejsebetin-
gelsen i Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1, litra e,
dels således at det fremgår af bestemmelsen, at udlændinge,
der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, ikke kan afvises på
grund af hensynet til andre Schengenlandes offentlige orden,
indre sikkerhed eller internationale forbindelser.
Formålet med nyaffattelsen er at sikre, at ordlyden af § 28,
stk. 1, nr. 7, er i overensstemmelse med reglerne om unions-
borgeres og deres familiemedlemmers ret til tage ophold i
andre EU-medlemsstater og begrænsningerne i denne ret,
jf. opholdsdirektivet, samt med ordlyden af Schengengræn-
sekodeksens artikel 6, stk. 1, litra e.
I dag er opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1 og 2, og artikel
28 og 29 gennemført i EU-opholdsbekendtgørelsen. Det er
derfor hensigten at ophæve de bestemmelser i EU-opholds-
bekendtgørelsen, som gennemfører disse artikler, samtidig
med ikrafttrædelsen af de foreslåede ændringer i udlændin-
geloven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23 og 25-29, og be-
mærkningerne hertil.
Det foreslås endelig, at reglerne om adgangen til at tildele
udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, en advarsel,
præciseres. Det foreslås derfor, at det i en ny bestemmelse
i § 24 b, stk. 2, præciseres, at hvis der i medfør af § 26 b
ikke er grundlag for at udvise en udlænding, der er omfattet
af EU-reglerne, efter §§ 22 eller 23, tildeles udlændingen en
advarsel.
Det følger af EU-reglerne, at en tidligere straffedom ikke
automatisk kan føre til en afgørelse om udvisning. Om be-
tydningen af tidligere straffedomme i forbindelse med stil-
lingtagen til udvisning af udlændinge, der er omfattet af EU-
reglerne henvises til afsnit 2.2.1.4.2 og til bemærkningerne
til den foreslåede § 1, nr. 19.
2.3. Tilbageholdelse og bortfald af den resterende repa-
trieringsstøtte
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Hjælp til repatriering
Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 1, at kommunal-
bestyrelsen efter ansøgning yder hjælp til repatriering til
en person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 6. Personer
omfattet af repatrieringsordningens personkreds er således
flygtninge m.v., familiesammenførte til flygtninge m.v., an-
dre familiesammenførte udlændinge, udlændinge med op-
holdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til
personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder,
samt danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der i
forbindelse med repatriering løses fra deres danske statsbor-
gerskab. Der kan kun udbetales hjælp til repatriering, hvis
personen ikke har midler hertil og ønsker at vende tilbage
35
til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil
den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, med
henblik på at tage varig bopæl.
Hjælp til repatriering omfatter udgifter til rejsen fra Dan-
mark til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land,
hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning,
udgifter til transport af personlige ejendele eller hjælp til
udgifter til køb af personligt bohave, udgifter til transport af
erhvervsudstyr, etableringshjælp, køb af erhvervsudstyr, sy-
geforsikring i fire år i hjemlandet, det tidligere opholdsland
eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, udgifter til medbragt lægeordineret medicin, ud-
gifter til nødvendige personlige hjælpemidler og nødvendig
vaccination samt udgifter til skolegang, jf. repatrieringslo-
vens § 7 a, stk. 1, nr. 1-10.
En del af denne hjælp udbetales i to dele, jf. repatrieringslo-
vens § 7 a, stk. 2-5. Det drejer sig om etableringshjælp, jf. §
7 a, stk. 1, nr. 4, udgifter til sygeforsikring, jf. § 7 a, stk. 1,
nr. 6, udgifter til skolegang, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 9, samt hjælp
til dækning af behandlingsudgifter, jf. § 7 a, stk. 4.
Første del af hjælpen udbetales således i Danmark i for-
bindelse med tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere
opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær
familiemæssig tilknytning.
Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 5, at kommunal-
bestyrelsen inden udbetaling af den sidste del af hjælpen
til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5, indhenter en udtalelse
fra politiet om, hvorvidt den pågældende på udbetalingstids-
punktet er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret
for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens §
22, nr. 4-8, og som er begået her i landet forud for kommu-
nalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repatriering.
Det følger videre af repatrieringslovens § 7, stk. 4, 1. pkt.,
at såfremt den pågældende på tidspunktet for udbetaling af
den sidste del af hjælpen til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5,
er sigtet for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingel-
ovens § 22, nr. 4-8, tilbageholdes udbetalingen, indtil der
afsiges endelig dom. Er der på tidspunktet for udbetaling af
den sidste del af hjælpen til repatriering sket domfældelse
ved endelig dom for en lovovertrædelse, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-8, eller fører sigtelsen, jf. 1.
pkt., til domfældelse ved endelig dom, bortfalder den sidste
del af hjælpen til repatriering, jf. repatrieringslovens § 7,
stk. 4, 2. pkt.
2.3.1.2. Reintegrationsbistand
Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 1, at kommunal-
bestyrelsen efter ansøgning kan yde en løbende, månedlig
reintegrationsbistand i 5 år til en person, der er omfattet af
§ 3, stk. 1 eller 6, hvis personen ikke har midler, som kan
dække behovet for reintegrationsbistand (nr. 1), ønsker at
vende tilbage til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller
et land, hvor til den pågældende har nær familiemæssig
tilknytning, med henblik på at tage varig bopæl (nr. 2),
har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år (nr. 3) og på
tidspunktet for repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betin-
gelserne for at modtage førtidspension eller er fyldt 50 år
og på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold
må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag
i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil
den pågældende har nær familiemæssig tilknytning (nr. 4).
Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 2, 1. pkt., at
personen, i stedet for en løbende, månedlig reintegrationsbi-
stand i 5 år, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse
efter stk. 1, kan anmode om at modtage en løbende, må-
nedlig livslang reintegrationsbistand, som udgør 80 pct. af
reintegrationsbistanden efter stk. 1.
Videre fremgår det af repatrieringslovens § 10, stk. 3, at
kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en supple-
rende løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en
person, som er omfattet af § 3, stk. 1 eller 6, og som er
berettiget til reintegrationsbistand efter stk. 1 og meddelt
opholdstilladelse her i landet før den 1. juli 2002. Den sup-
plerende reintegrationsbistand udgør 1.000 kr. pr. måned. I
stedet for en løbende, månedlig ydelse i 5 år kan personen,
inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter 1. pkt.,
anmode om at modtage en løbende, månedlig, livslang ydel-
se på 800 kr. De nærmere regler om udbetaling af reintegra-
tionsbistand er udmøntet i bekendtgørelse nr. 416 af 28.
april 2014 om betingelserne for og fremgangsmåden ved
udbetaling af reintegrationsbistand.
Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 7, at Udbetaling
Danmark i forbindelse med udbetaling af den løbende, må-
nedlige reintegrationsbistand, jf. § 10, stk. 1 og 2, årligt i
en periode på 3 år fra bevillingen af reintegrationsbistanden
indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt den pågæl-
dende er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for
en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22,
nr. 4-8, og som er begået her i landet forud for kommunalbe-
styrelsens afgørelse om reintegrationsbistand.
Konstaterer Udbetaling Danmark i forbindelse med den år-
lige indhentelse af udtalelse fra politiet, jf. stk. 7, at den
pågældende er registreret sigtet i Kriminalregisteret for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr.
4-8, tilbageholdes den løbende, månedlige ret til reintegrati-
onsbistand, indtil der afsiges endelig dom, jf. repatrierings-
lovens § 10, stk. 6, 1. pkt. Er der på tidspunktet for den
årlige indhentelse af oplysninger fra politiet sket domfældel-
se ved endelig dom for en lovovertrædelse, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-8, eller fører sigtelsen, jf. 1.
pkt., til domfældelse ved endelig dom, bortfalder retten til
den resterende del af den løbende, månedlige reintegrations-
bistand fra tidspunktet for indhentelse af oplysningerne, jf.
repatrieringslovens § 10, stk. 6, 2. pkt.
2.3.1.3. Udlændingelovens § 22, nr. 4-8
En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i
mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilla-
36
delse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt
ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, kan efter
udlændingelovens § 22, nr. 4, udvises, hvis udlændingen
efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191
eller § 290, når udbyttet er opnået ved overtrædelse af lov
om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191, idømmes
ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
karakter.
Udlændingen kan udvises efter § 22, nr. 5, hvis udlændin-
gen efter § 59, stk. 8, eller straffelovens § 125 a idømmes
ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
karakter.
Udlændingen kan udvises efter § 22, nr. 6, hvis udlændingen
efter bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller efter
straffelovens § 119, stk. 1 og 2 og stk. 4, 2. pkt., jf. 1. pkt.,
§ 119 b, § 123, § 136, § 180, § 181, § 183, stk. 1 og 2, §
183 a, § 184, stk. 1, § 186, stk. 1, § 187, stk. 1, § 193, stk.
1, § 208, stk. 1, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 215, § 216, §
222, § 225, jf. §§ 216 og 222, § 226, § 235, § 237, § 241, 2.
pkt., §§ 243-246, § 249, 2. pkt., § 250, § 252, stk. 1 og 2, §
253, stk. 2, § 260 a, § 261, stk. 2, § 262 a, § 276, jf. § 286, §
276 a, jf. § 286, §§ 278-283, jf. § 286, § 279, jf. § 285, hvis
forholdet angår socialt bedrageri, § 288, § 289, § 289 a, §
290, stk. 2, § 291, stk. 1, jf. stk. 4, eller § 291, stk. 2, idøm-
mes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
karakter.
Udlændingen kan endvidere udvises efter § 22, nr. 7, hvis
udlændingen efter straffelovens §§ 260 eller 266 under hen-
visning til, at den pågældende har tvunget nogen til at indgå
ægteskab, til at indgå i en religiøs vielse uden borgerlig
gyldighed eller til at indgå i et andet ægteskabslignende
forhold mod eget ønske eller har fastholdt nogen ved tvang i
et sådant ægteskab eller forhold, idømmes ubetinget friheds-
straf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne karakter.
Endelig kan udlændingen udvises efter § 22, nr. 8, hvis
udlændingen efter straffelovens § 192 a, § 10, stk. 1, jf. §§
1 og 2, i lov om våben og eksplosivstoffer, § 59, stk. 4, jf. §
18, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1444 af 1. december 2016 om
våben og ammunition m.v., eller § 7, jf. §§ 1 og 2, i lov om
knive og blankvåben m.v. idømmes ubetinget frihedsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der
ville have medført en straf af denne karakter.
2.3.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser
Da hjælp til repatriering og reintegrationsbistand i dag tilba-
geholdes eller bortfalder, hvis den pågældende på tidspunk-
tet for udbetalingen er registreret sigtet eller dømt for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr.
4-8, skal der med den foreslåede ophævelse af udlændingel-
ovens § 22, nr. 4-8, tages stilling til, om og i hvilket omfang,
der i fremtiden skal ske tilbageholdelse og bortfald af hjælp
til repatriering og reintegrationsbistand i tilfælde af krimina-
litet.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at
det kan virke stødende for den almindelige retsopfattelse, at
en person kan opnå hjælp til repatriering og reintegrationsbi-
stand, når den pågældende er registreret sigtet for en lovov-
ertrædelse, og på den baggrund befinder sig i en position,
hvor vedkommende efter udrejsen efter omstændighederne
kan blive kendt skyldig for en eller flere lovovertrædelser
begået inden indgivelsen af ansøgningen om repatrierings-
støtte.
Det er i den forbindelse indgået i Udlændinge- og Integra-
tionsministeriets overvejelser, at den pågældende – hvis
vedkommende inden ansøgningstidspunktet var blevet kendt
skyldig i en eller flere lovovertrædelser begået inden indgi-
velse af ansøgningen om hjælp til repatriering og reintegra-
tionsbistand – efter de gældende regler ville skulle afsone
en eventuel fængselsstraf, inden den pågældende kunne bli-
ve bevilget repatrieringsstøtte. Såfremt den pågældende i
forbindelse med straffesagen blev udvist, ville den pågæl-
dende ikke længere være omfattet af repatrieringslovens per-
sonkreds og ville således ikke kunne modtage støtte efter
repatrieringsloven.
Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets vur-
dering, at der fortsat skal kunne ske tilbageholdelse og
bortfald af hjælp til repatriering og reintegrationsbistand i
tilfælde af kriminalitet.
Det er samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets
vurdering, at der fortsat bør være en bagatelgrænse for
hvilke former for kriminalitet, der skal medføre tilbagehol-
delse og bortfald af hjælp til repatriering og reintegrations-
bistand. På denne måde sikres, at en person, der allerede
er udrejst, ikke mister retten til at få udbetalt yderligere
støtte til repatrieringen i de situationer, hvor den pågældende
har begået en lovovertrædelse, der kan anses for at være
af bagatelagtig karakter set i forhold til det overordnede
formål med repatrieringsordningen. Det er i den forbindelse
ministeriets vurdering, at det ikke vil være hensigtsmæssigt
set i forhold til repatrieringslovens formål, hvis en sigtelse
for mindre alvorlig kriminalitet, f.eks. almindeligt tyveri,
medfører, at en person, der allerede er repatrieret, ikke kan
opnå den sidste del af hjælp til repatriering eller fortsatte lø-
bende, månedlige reintegrationsbistand, og som følge heraf
fortryder sin repatriering og returnerer til Danmark.
Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderer på den bag-
grund, at der fortsat skal ske tilbageholdelse og bortfald af
hjælp til repatriering og reintegrationsbistand i tilfælde af
37
alvorlig kriminalitet, og dermed ikke enhver form for lovov-
ertrædelse, som i fremtiden vil kunne begrunde udvisning.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at den sidste del af hjælp til repatriering skal
tilbageholdes, hvis udlændingen på tidspunktet for udbeta-
lingen er sigtet for en overtrædelse af lov om euforiserende
stoffer, lov om knive og blankvåben m.v., lov om våben og
eksplosivstoffer m.v., bekendtgørelse om våben og ammuni-
tion mv., udlændingeloven eller straffeloven, der kan straffes
med fængsel i 2 år eller derover, eller af en bestemmelse,
som er omfattet af straffelovens kapitel 12 eller 13, som
er begået her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgø-
relse om hjælp til repatriering. Det foreslås også, at den
sidste del af hjælp til repatriering skal bortfalde, hvis den
repatrierede ved endelig dom findes skyldig i en af disse
overtrædelser, eller hvis den pågældende allerede ved kom-
munalbestyrelsens henvendelse til politiet er kendt skyldig
ved endelig dom for en af de nævnte overtrædelser begået
her i landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om
hjælp til repatriering.
Tilsvarende foreslås det, at den løbende, månedlige reinte-
grationsbistand skal tilbageholdes, indtil der falder endelig
dom, såfremt den pågældende i forbindelse med indhentelse
af den årlige udtalelse fra politiet konstateres at være regi-
streret i Kriminalregisteret som sigtet for en overtrædelse af
lov om euforiserende stoffer, lov om knive og blankvåben
m.v., lov om våben og eksplosivstoffer m.v., bekendtgørelse
om våben og ammunition mv., udlændingeloven eller straf-
feloven, der kan straffes med fængsel i 2 år eller derover,
eller af en bestemmelse, som er omfattet af straffelovens
kapitel 12 eller 13. Det foreslås også, at den løbende, må-
nedlige reintegrationsbistand skal bortfalde, hvis der på tids-
punktet for det årlige opslag i Kriminalregisteret er faldet
endelig dom for en overtrædelse af lov om euforiserende
stoffer, lov om knive og blankvåben m.v., lov om våben og
eksplosivstoffer m.v., bekendtgørelse om våben og ammuni-
tion mv., udlændingeloven eller straffeloven, der kan straffes
med fængsel i 2 år eller derover, eller af en bestemmelse,
som er omfattet af straffelovens kapitel 12 eller 13, eller
hvis sigtelsen fører til endelig dom.
I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen og Udbetaling
Danmark har konstateret, at den pågældende er registreret
som sigtet i Kriminalregisteret for en overtrædelse af lov
om euforiserende stoffer, lov om knive og blankvåben m.v.,
lov om våben og eksplosivstoffer m.v., bekendtgørelse om
våben og ammunition mv., udlændingeloven eller straffelo-
ven, der kan straffes med fængsel i 2 år eller derover, eller
af en bestemmelse, som af en bestemmelse er omfattet af
straffelovens kapitel 12 eller 13, som er begået her i landet
forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til repa-
triering eller reintegrationsbistand, vil kommunalbestyrelsen
og Udbetaling Danmark således skulle træffe afgørelse om
bortfald af den sidste del af hjælp til repatriering eller den
resterende del af den løbende, månedlige reintegrationsbi-
stand, hvis der sker domfældelse efter de pågældende før-
nævnte love og kapitel 12 eller 13 i straffeloven.
Med den foreslåede ordning er der tiltænkt en bagatelgræn-
se for lovovertrædelser, der kan føre til tilbageholdelse og
bortfald af repatrieringsstøtte, der ligger så tæt op ad den
nuværende ordning som muligt. Da den foreslåede ordning
indebærer en generel henvisning til overtrædelse af en ræk-
ke love, der kan straffes med fængsel i 2 år eller derover,
eller af en bestemmelse, som er omfattet af straffelovens ka-
pitel 12 og 13, og ikke som i dag en opregning af en række
konkrete forbrydelser i udlændingelovens § 22, nr. 4-8, vil
der ikke være fuldstændig sammenfald med, hvordan det er
i dag. Der er således bestemmelser i de love, der nævnes
i den foreslåede ordning, der kan straffes med fængsel i
2 år eller derover, som ikke er nævnt i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-8, i dag, ligesom der er bestemmelser, der er
nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-8, hvor overtrædelse
ikke kan straffes med fængsel i 2 år eller derover. Der vil
således kunne forekomme tilfælde, hvor repatrieringsstøtten
ikke i dag vil blive tilbageholdt og/eller bortfalde, men hvor
dette vil ske i fremtiden, og omvendt, men hensigten er, at
retstilstanden i videst muligt omfang vil blive videreført.
Den foreslåede ordning er, for så vidt angår undersøgelserne
forud for udbetaling af den sidste del af støtten og fortsat-
te løbende, månedlige reintegrationsbistand, knyttet op på
sigtelser eller domme for overtrædelse af lov om euforise-
rende stoffer, lov om knive og blankvåben m.v., lov om
våben og eksplosivstoffer m.v., bekendtgørelse om våben
og ammunition mv., udlændingeloven eller straffeloven, der
kan straffes med fængsel i 2 år eller derover, eller af en be-
stemmelse, som er omfattet af straffelovens kapitel 12 eller
13. Der vil således være tale om en række særligt grove kri-
minalitetsformer, herunder narkotikasmugling, seksualforbr-
ydelser, vold, manddrab m.v. Disse kriminalitetsformer vil
allerede i dag medføre tilbageholdelse og bortfald af hjælp
til repatriering og reintegrationsbistand, jf. også Folketings-
tidende 2020-21, tillæg A, L 215 som fremsat, side 53.
Politiet vil i forbindelse med behandlingen af sagen og afgi-
velse af udtalelserne efter repatrieringslovens § 7, stk. 5, og
§ 10, stk. 7, fortsat i muligt omfang skulle omfatte personen
af de retssikkerhedsgarantier, som følger af forvaltningslo-
ven og forvaltningsretten, herunder bl.a. partshøring, ret til
at afgive udtalelse og begrundelse. Dette gælder allerede i
dag.
Der er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændring i behandlingen af
sagerne.
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
Udvisning kan ikke finde sted, hvis det vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser. I den forbindel-
se er EMRK med tilhørende tillægsprotokoller særlig rele-
vant. FN’s konvention om borgerlige og politiske rettighe-
der, FN’s Børnekonvention og Flygtningekonventionen in-
deholder ligeledes relevante bestemmelser på dette område.
38
Det vurderes, at lovforslaget er i overensstemmelse med
Danmarks internationale forpligtelser. For en nærmere
gennemgang af EMRK artikel 8 henvises der til pkt.
2.1.1.2. Nedenfor følger en kort gennemgang af forholdet
til relevante konventioner på udvisningsområdet.
3.1. FN’s konventioner
FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder in-
deholder i artikel 12 et forbud mod vilkårlig nægtelse af
retten til indrejse i eget land og i artikel 13 et krav om indi-
viduel prøvelse af en udlændings udvisningssag. Artikel 17
og artikel 23 beskytter retten til respekt for bl.a. familielivet.
Efter artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention skal barnets
tarv komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende
børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private
institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyn-
digheder eller lovgivende organer. Efter artikel 9, stk. 3,
skal deltagerstaterne respektere retten for et barn, der er
adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde
regelmæssig personlig forbindelse og direkte kontakt med
begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets
tarv. Ved adskillelse som følge af bl.a. udvisning påhviler
der deltagerstaten en række forpligtelser med henblik på
at give oplysninger om det fraværende familiemedlems op-
holdssted, jf. artikel 9, stk. 4.
Flygtningekonventionen af 28. juli 1951 begrænser staternes
adgang til at afvise, udvise og udsende udlændinge, som er
anerkendte flygtninge. Efter konventionens artikel 33, stk. 1,
må ingen kontraherende stat udvise eller afvise en flygtning
ved grænserne til områder, hvor hans liv eller frihed ville
være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans
tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske
anskuelser (princippet om non-refoulement).
Det følger imidlertid af Flygtningekonventionens artikel 33,
stk. 2, at beskyttelsen i stk. 1 ikke kan påberåbes af en
flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare
for statens sikkerhed, eller som efter endelig dom for en
særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for sam-
fundet. Flygtningekonventionens refoulementsforbud er så-
ledes ikke absolut. Forbuddet er inkorporeret i dansk ret i
udlændingelovens § 31, stk. 2. Bestemmelsen henviser dog
samtidig til udlændingelovens § 31, stk. 1, som derved sik-
rer overholdelse af det absolutte forbud mod refoulement i
EMRK artikel 3.
Det følger af EMRK artikel 3, at ingen må underkastes
tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling
eller straf. Det såkaldte refoulementsforbud er, som nævnt
ovenfor, inkorporeret i dansk ret i udlændingelovens § 31,
stk. 1, hvorefter en udlænding ikke må udsendes til et land,
hvor den pågældende risikerer dødsstraf eller at blive un-
derkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende be-
handling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet
mod videresendelse til et sådant land. Refoulementsforbud-
det i EMRK artikel 3 er absolut og omfatter samtlige ud-
lændinge, som er genstand for en udsendelsesafgørelse. En
afgørelse om udsendelse skal derfor altid indeholde en stil-
lingtagen til, hvorvidt refoulementsforbuddet er overholdt.
Vurderingen af, hvorvidt der kan ske udvisning og efterføl-
gende udsendelse af en udlænding er i dansk ret todelt,
således at domstolene alene tager stilling til udvisnings-
spørgsmålet, hvorefter udlændingemyndighederne bestående
af Udlændingestyrelsen i 1. instans og Flygtningenævnet i 2.
instans tager stilling til udsendelsesspørgsmålet.
En udvisningsdom medfører, at udlændingens ret til ophold
i medfør af udlændingelovens § 7 bortfalder, jf. udlændin-
gelovens § 26 c. Forudsat, at udlændingen ikke ønsker
at udrejse frivilligt, skal Udlændingestyrelsen herefter tage
stilling til udsendelsesspørgsmålet, jf. udlændingelovens §
31, jf. § 49 a.
Finder udlændingemyndighederne, at en udvisningsdømt
udlænding fortsat er omfattet af udlændingelovens § 7,
og at udelukkelsesbetingelserne, herunder udelukkelsesreg-
lerne i Flygtningekonventionen, ikke er opfyldt, forpligtes
udlændingemyndighederne til på ny at meddele den pågæl-
dende opholdstilladelse. Finder udlændingemyndighederne
derimod, at en udvisningsdømt udlænding isoleret set er
omfattet af udlændingelovens § 7, men at betingelserne for
udelukkelse er opfyldt, vil udlændingen forblive i landet
på et såkaldt ”tålt ophold”, såfremt den pågældende ikke
udrejser frivilligt.
Med lovforslaget lægges der op til, at kriminelle udlændinge
skal udvises i videst muligt omfang, men at dette skal ske
inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtel-
ser, herunder FN’s konvention om borgerlige og politiske
rettigheder, FN’s Børnekonvention samt Flygtningekonven-
tionen.
Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at
lovforslaget er i overensstemmelse med Danmarks internati-
onale forpligtelser.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslagets § 1 nr. 17, om skærpelse af udvisningsregler-
ne forventes på det foreliggende grundlag at medføre sam-
lede statslige merudgifter på 28,8 mio. kr. i 2025 og 57,5
mio. kr. årligt i 2026 og frem. Den foreslåede skærpelse vil
være ressourcekrævende for de danske myndigheder, herun-
der særligt for politiet, anklagemyndigheden, domstolene,
kriminalforsorgen og udlændingemyndighederne.
Der forventes på Justitsministeriets område merudgifter i
politiet, domstolene og kriminalforsorgen på i alt 23,9 mio.
kr. i 2025 og 47,8 mio. kr. årligt i 2026 og frem, jf. tabel 1.
39
Tabel 1: Samlede statslige merudgifter på Justitsministeriets område
Mio. kr. (2025-pl) 2025 2026 2027 2028
Udgifter i alt 23,9 47,8 47,8 47,8
§ 11.23.01. Politiet
og den lokale ankla-
gemyndighed mv.
16,9 33,8 33,8 33,8
§ 11.23.04. Den Cen-
trale Anklagemyn-
dighed
0,7 1,4 1,4 1,4
§ 11.31.01. Kriminal-
forsorgen
0,6 1,2 1,2 1,2
§ 11.41.02. Retterne 5,7 11,4 11,4 11,4
Der forventes på Udlændinge- og Integrationsministeriets
område merudgifter til Styrelsen for International Rekrutte-
ring og Integration, Udlændingestyrelsen og Hjemrejsesty-
relsen på i alt 4,9 mio. kr. i 2025 og 9,7 mio. kr. årligt i 2026
og frem, jf. tabel 2.
Tabel 2: Samlede statslige merudgifter på Udlændinge- og Integrationsministeriets område
2025 2026 2027 2028
Udgifter i alt 4,9 9,7 9,7 9,7
§ 14.21.01. Styrelsen
for International Re-
kruttering og Integra-
tion
0,3 0,6 0,6 0,6
§ 14.31.01.
Udlændingestyrelsen
0,3 0,5 0,5 0,5
§ 14.41.01. Hjemrej-
sestyrelsen
4,3 8,6 8,6 8,6
Merudgifterne i 2025 og frem finansieres af de generelle re-
server på finansloven. De økonomiske konsekvenser i 2025
indarbejdes på forslag til lov om tillægsbevilling for 2025,
mens de økonomiske konsekvenser i 2026 og frem vil være
afspejlet på finanslovforslaget for 2026.
Lovforslagets § 1, nr. 23 og 29, om at indarbejde opholdsdi-
rektivets artikel 27-29 i udlændingeloven skønnes ikke at
have økonomiske konsekvenser eller implementeringsmæs-
sige konsekvenser for det offentlige.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konse-
kvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for bor-
gerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslagets § 1, nr. 17, om skærpelse af reglerne om
40
udvisning af kriminelle udlændinge ved dom vurderes at
udgøre en restriktion i henhold til stand still klausulen i arti-
kel 13 i afgørelse nr. 1/80 til EU’s Associeringsaftale med
Tyrkiet. En sådan restriktion kan dog begrundes i henhold til
afgørelsens artikel 14 om begrænsninger begrundet i hensy-
net til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, forudsat
at den er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte
formål om beskyttelse af den offentlige orden, sikkerhed
eller sundhed, og at den ikke går videre, end hvad der er
nødvendigt for at nå dette formål. Der henvises til dom af 2.
september 2023 i sag C-402/21, Staatssecretaris van Justitie
en Veiligheid, som vedrørte en skærpelse af udvisningsreg-
lerne i Nederlandene. Det følger bl.a. af dommen, at det
ved vurderingen af, om en restriktion kan begrundes, er rele-
vant at se på, om der i forbindelse med reglens anvendelse
foretages en individuel vurdering af den pågældende tyrki-
ske arbejdstagers aktuelle situation i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet og grundlæggende rettigheder.
Af dommen fremgår det også, med henvisning til EU-Dom-
stolens hidtidige retspraksis, at udgangspunktet er, at det
er op til den enkelte medlemsstat at fastlægge hensynene
til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed, men
at disse hensyn skal fortolkes strengt, og at skærpelsen af
udvisningsreglerne i Nederlandene kunne begrundes inden
for den skønsmargin, som en medlemsstat har til at fastsætte
foranstaltninger, der tjener hensynet til den offentlige orden.
En udvisning af en associeringsberettiget tyrkisk statsborger
vil som hidtil ske efter en konkret og individuel vurdering
på baggrund af de af EU-Domstolen fastlagte kriterier jf.
lovforslagets pkt. 2.2.1.1.1.
Det er på baggrund af ovenstående vurderingen, at lovfor-
slaget er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte
formål om beskyttelse af den offentlige orden, og at det
ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette
formål, og dermed er i overensstemmelse med EU-retten.
Lovforslagets § 1, nr. 19 og 23, om forslag til ændring
af nogle af udlændingelovens udvisningsregler indebærer
ikke materielle ændringer i forhold til, at udvisning af en
udlænding omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed
fortsat skal ske i overensstemmelse med betingelserne for
ud- og afvisning i opholdsdirektivet (Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unions-
borgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og
opholde sig frit på medlemsstaternes område).
Med lovforslagets § 1, nr. 23 og 29, indarbejdes opholds-
direktivets bestemmelser om ud- og afvisning af personer
omfattet af EU-reglerne i udlændingeloven. Bestemmelserne
er i dag gennemført i EU-opholdsbekendtgørelsen. Hvis lov-
forslaget vedtages, vil bestemmelserne herom i EU-opholds-
bekendtgørelsen blive ophævet i forbindelse med lovens
ikrafttræden. Lovforslaget indebærer således ikke ændringer
af gældende ret.
Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsmini-
steriets vurdering, at lovforslaget er i overensstemmelse med
EU-retten.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 6. januar 2025
til den 3. februar 2025 (28 dage) været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
ACE Denmark Akkrediteringsinstitutionen, Advokatrådet
(Advokatsamfundet), Amnesti Nu, Amnesty International,
Asylret, Bedsteforældre for Asyl, Beredskabsstyrelsen, Be-
skæftigelsesrådet, Børnerådet, Børns Vilkår, Centralorga-
nisationernes Fællesudvalg (CFU), Copenhagen Business
School (Juridisk Institut), Danes Worldwide, Danish Bi-
ometrics, Danmarks Biblioteksforening, Danmarks Rejsebu-
reau Forening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv,
Dansk Flygtningehjælp, Dansk Handicaporganisation (DSI),
Dansk Missionsråd, Dansk PEN, Dansk Socialrådgiverfor-
ening, Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, Dansk Ungdoms
Fællesråd, Danske Advokater, Danske Handicaporganisatio-
ner, Danske Rederier, Danske Regioner, Datatilsynet, Den
Danske Dommerforening, Den Danske Europabevægelse,
Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, Den
Katolske Kirke i Danmark, Det Centrale Handicapråd,
Det Kriminalpræventive Råd, Det Nationale Integrations-
råd (Tidligere: Rådet for Etniske Minoriteter), DFUNK –
Dansk Flygtningehjælp Ungdom, DIGNITY – Dansk Insti-
tut Mod Tortur, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Doku-
mentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DUI –
Leg og Virke, Finans Danmark (Tidligere: Finansrådet),
Flygtningenævnet, Folkehøjskolernes Forening i Danmark,
Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af Udlæn-
dingeretsadvokater, Foreningen Grønlandske Børn, Forsik-
ring og Pension, FrikirkeNet, Færøernes Landsstyre, Global
Biodiversity Information Facility (GBIF), GLS-A, Handels,
Transport og Serviceerhvervene (DI), HK/Danmark, Ind-
vandrermedicinsk klinik - Odense Universitetshospital, Ind-
vandrerrådgivningen, Institut for Menneskerettigheder, In-
ternational Organization for Migration (IOM), Jobrådgiver-
nes brancheforening, Journalistforbundet, Justitia, Kirkernes
Integrationstjeneste, KL – Kommunernes Landsforening,
Knud Vilby (på vegne af Fredsfonden), Kommunernes Re-
vision, Kriminalforsorgsforeningen, Kristelig Arbejdsgiver-
forening, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Fri-
hed (Kvindefredsligaen), Københavns Universitet (Det Ju-
ridiske Fakultet), Landsforeningen Adoption & Samfund,
Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen af
nuværende og tidligere psykiatribrugere, Landsforeningen
KRIM, Landsforeningen SIND, Landsorganisation af kvin-
dekrisecentre (LOKK), Mellemfolkeligt Samvirke, Naalak-
kersuisut (Grønlands Selvstyre), Plums Fond for fred økolo-
gi og bæredygtighed (Tidl. Fredsfonden), Politiforbundet,
PRO-Vest, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten
for Østre Landsret, PTU – Livet efter ulykken, Red Bar-
net, Refugees Welcome, Retspolitisk Forening, Røde Kors,
Samarbejdsgruppen om Børnekonventionen, Samtlige byret-
41
ter, SOS Racisme, Syddansk Universitet (Juridisk Institut),
Sø- og Handelsretten, Udlændingenævnet, Ungdommens
Røde Kors, UNHCR (Regional Representation for Northern
Europe), Work-live-stay Southern Denmark, Ægteskab uden
grænser, Ældresagen, Aalborg Universitet (Juridisk Institut)
og Aarhus Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Erhverv/In-
ternational Community, 3F og 3F Privat Service og Hotel og
Restauration (3F PSHR).
Færøernes Landsstyre har i sin udtalelse anført, at landssty-
ret tager lovforslagets § 7 til efterretning, og at de ikke har
øvrige bemærkninger til lovforslaget.
Grønlands Selvstyre har i sin udtalelse anført, at lovforslaget
ikke giver anledning til bemærkninger.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Lovforslagets § 1 nr. 17, om skærpel-
se af udvisningsreglerne forventes på
det foreliggende grundlag at medføre
samlede statslige merudgifter på 28,8
mio. kr. i 2025 og 57,5 mio. kr. årligt
i 2026 og frem. Den foreslåede skær-
pelse vil være ressourcekrævende for
de danske myndigheder, herunder
særligt for politiet, anklagemyndighe-
den, domstolene, kriminalforsorgen
og udlændingemyndighederne.
Der forventes på Justitsministeriets
område merudgifter i politiet, dom-
stolene og kriminalforsorgen på i alt
23,9 mio. kr. i 2025 og 47,8 mio. kr.
årligt i 2026 og frem.
Der forventes på Udlændinge- og In-
tegrationsministeriets område merud-
gifter til Styrelsen for International
Rekruttering og Integration, Udlæn-
dingestyrelsen og Hjemrejsestyrelsen
på i alt 4,9 mio. kr. i 2025 og 9,7 mio.
kr. årligt i 2026 og frem.
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for bor-
gerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
42
Miljø- og naturmæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med EU-retten. Der henvi-
ses til pkt. 9.
Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-
regulering (der i relevant omfang og-
så gælder ved implementering af ik-
ke-erhvervsrettet EU-regulering) (sæt
X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Efter udlændingelovens § 9, stk. 13, kan opholdstilladel-
se efter stk. 1, nr. 1 (ægtefællesammenføring), medmindre
ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens en-
hed, taler derfor, ikke gives, såfremt den herboende person
inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørel-
sen for et eller flere forhold begået mod en ægtefælle eller
samlever ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget
frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne karakter, for
overtrædelse af straffelovens § 213, § 216, stk. 1, § 225, jf. §
216, stk. 1, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 237, 243-246, 250,
260, 261, 262 a eller 266.
Bestemmelsen indebærer, at der gælder en 10-årig karens-
periode, i hvilken der som udgangspunkt ikke kan opnås
ægtefællesammenføring med en herboende person, hvis den
pågældende ved endelig dom er idømt betinget eller ube-
tinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for de
angivne former for kriminalitet begået mod en tidligere æg-
tefælle eller samlever.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 9, stk. 13, såle-
des at »frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
karakter« ændres til »fængselsstraf eller en anden strafferet-
lig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mu-
lighed for frihedsberøvelse, og den herboende person ville
være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der
ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven
og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes
i straffeloven, foreslås det, at »frihedsstraf« erstattes med
»fængselsstraf«.
Derudover foreslås nogle sproglige præciseringer af den
del af bestemmelsen, der vedrører den situation, hvor den
pågældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, så det fremgår mere tydeligt, at bestem-
melsen omfatter de tilfælde, hvor den pågældende ville være
idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke
var idømt en anden strafferetlig retsfølge.
Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil med-
føre ændringer af materiel karakter.
Til nr. 2
Efter udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 1, kan opholdstilla-
delse efter stk. 1, nr. 1, litra e, medmindre ganske særlige
grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler deri-
mod, kun gives, såfremt den herboende person ikke er idømt
ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne varighed.
Bestemmelsen omhandler ægtefællesammenføring til andre
udlændinge end nordiske statsborgere og flygtninge og inde-
bærer, at ægtefællesammenføring som udgangspunkt ikke
kan opnås, hvis den herboende person er idømt ubetinget
straf af mindst 6 måneders fængsel eller en anden strafferet-
lig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for friheds-
berøvelse, og den herboende person ville være idømt mindst
6 måneders ubetinget fængsel, hvis der ikke var idømt en
sådan anden retsfølge.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 1,
således at »anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne varighed« ændres
til »en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den
herboende person ville være idømt mindst 6 måneders ube-
tinget fængsel, hvis der ikke var idømt en sådan anden rets-
følge«.
Forslaget vil alene indebære sproglige præciseringer af den
del af bestemmelsen, der vedrører den situation, hvor den
pågældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, således det vil komme til at fremgå mere
43
tydeligt, at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den
pågældende ville være idømt 6 måneders ubetinget fængsel,
hvis der ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.
Forslaget vil ikke medføre ændringer af materiel karakter.
Til nr. 3
Efter udlændingelovens § 9, stk. 23, kan opholdstilladelse
efter stk. 1, nr. 2, medmindre ganske særlige grunde, herun-
der hensynet til familiens enhed, taler derfor, ikke gives,
såfremt den i Danmark fastboende person eller dennes ægte-
fælle eller samlever inden for en periode på 10 år inden tids-
punktet for afgørelsen for et eller flere forhold begået mod
et eller flere mindreårige børn ved endelig dom er idømt
betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe-
røvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en
straf af denne karakter, for overtrædelse af straffelovens §
210, stk. 1 eller 3, jf. stk. 1, §§ 213, 215, 215 a, 216, 218,
219, 222, 223, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216, 218, 219, 222,
223 eller § 224, stk. 1, §§ 226, 232, § 233, stk. 1 og 2, §§
233 a, 235, 237, 243-246, 250, 260, 260 a, 261, § 262 a, stk.
2, eller § 266.
Bestemmelsen indebærer, at der som udgangspunkt gælder
en karensperiode på 10 år for familiesammenføring med
børn under 15 år, hvis den herboende person eller dennes
ægtefælle eller samlever er idømt betinget eller ubetinget
fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebæ-
rer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den pågæl-
dende ville være idømt betinget eller ubetinget fængsels-
straf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge, for
seksuelle overgreb eller anden personfarlig kriminalitet mod
mindreårige børn.
Efter udlændingelovens § 9 j, stk. 7, kan opholdstilladelse
efter stk. 1, medmindre særlige grunde taler derfor, ikke
gives, hvis værtspersonen eller dennes ægtefælle eller sam-
lever inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for af-
gørelsen for et eller flere forhold begået mod en person, der
på gerningstidspunktet var au pair hos den domfældte, ved
endelig dom er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der
ville have medført en straf af denne karakter, for overtrædel-
se af straffelovens § 216, stk. 1, § 225, jf. § 216, stk. 1, §
233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 237, 243-246, 250, 260, 261, 262
a, 262 b eller 266.
Bestemmelsen indebærer, at der som udgangspunkt gælder
en karensperiode på 10 år for opholdstilladelse med henblik
på au pair-ophold, hvis værtspersonen eller dennes ægtefæl-
le eller samlever er idømt betinget eller ubetinget fængsels-
straf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, og den pågældende vil-
le være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der
ikke var idømt en sådan anden retsfølge, for seksuelle over-
greb eller anden personfarlig kriminalitet mod en tidligere
au pair-person hos den dømte.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 9, stk. 23, og §
9 j, stk. 7, således at »frihedsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe-
røvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en
straf af denne karakter« ændres til »fængselsstraf eller en
anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den pågælden-
de ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf,
hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven
og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes
i straffeloven, foreslås det, at »frihedsstraf« erstattes med
»fængselsstraf«.
Derudover foreslås sproglige præciseringer af den del af
bestemmelserne, der vedrører den situation, hvor den på-
gældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, så det fremgår mere tydeligt, at bestem-
melserne omfatter de tilfælde, hvor den pågældende ville
være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der
ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.
Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil med-
føre ændringer af materiel karakter.
Til nr. 4
Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, at
en udlænding uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde – dvs. for-
hold, der udelukker fra opholdstilladelse – ikke, medmindre
særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler
derfor, kan gives opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n, 9
p eller 9 q, hvis udlændingen uden for landet er dømt for et
forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller
24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet, eller hvis
der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden for
landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medføre
udvisning efter §§ 22, 23 eller 24.
Det foreslås at ændre § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, således at »§§
22, 23 eller 24« ændres til »§§ 22 eller 23«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til nr. 5
Det fremgår af udlændingelovens § 10, stk. 3, 1. pkt., at
en udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i
forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller 25, eller som
har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 5, i forbindelse med
bortfald efter § 21 b, stk. 1, ikke kan gives opholdstilladelse
44
efter §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde, herunder hensy-
net til familiens enhed, taler derfor.
Det foreslås at ændre § 10, stk. 3, 1. pkt., således at »§§
22-24 eller 25« ændres til »§§ 22, 23 eller 25«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24. Dette indebærer, at alle lovovertrædelser, der fører til en
ubetinget fængselsstraf, vil kunne føre til udvisning.
Til nr. 6
Efter udlændingelovens § 10, stk. 4, kan en udlænding, som
har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5, ikke gives
opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, og §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9
p eller 9 q, medmindre ganske særlige grunde, herunder
hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år
efter udrejsen. Kravet om, at der skal være forløbet 2 år
fra udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding, som ikke
er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1
(tredjelandsstatsborger), og som er udvist efter § 25 b eller
er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2.
Udlændingelovens § 10, stk. 4, regulerer muligheden for
opholdstilladelse på andet grundlag end asyl til udlændinge,
der er meddelt indrejseforbud i forbindelse med udvisning,
jf. § 32, stk. 1, nr. 1, eller bortfald af opholdstilladelse, jf. §
32, stk. 1, nr. 5.
Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2, jf.
stk. 3, at der som det klare udgangspunkt fastsættes et ind-
rejseforbud, hvis udlændingen er pålagt at udrejse af landet
straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med en udrej-
sefrist, jf. § 33, stk. 2.
Før de ændringer af udlændingeloven, der blev gennemført
med lov nr. 821 af 9. juni 2020 om ændring af udlændin-
geloven, integrationsloven og forskellige andre love (For-
enkling af regler, herunder om klageadgangen til Udlændin-
genævnet og indrejseforbud, indførelse af en bagatelgrænse
for tilbagebetaling af gebyr, præcisering af adgangen og
ændring af kompetencen til at forlænge en udrejsefrist, op-
følgning på evaluering af Danmarks anvendelse af Schen-
genreglerne om bl.a. tilbagesendelse og præcisering af ræk-
kevidden af indrejseforbud omfattet af udsendelsesdirektivet
m.v.), blev udlændinge, der var tredjelandsstatsborgere, og
som var pålagt at udrejse af landet straks, eller som ikke ud-
rejste i overensstemmelse med en udrejsefrist, som udgangs-
punkt udvist og meddelt et indrejseforbud, jf. de dagældende
bestemmelser i udlændingelovens § 25 b, stk. 2, og § 32,
stk. 1.
De var derfor omfattet af den dagældende bestemmelse i ud-
lændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., hvorefter blandt andre
udlændinge, der havde indrejseforbud efter § 32, stk. 1, ikke
kunne gives opholdstilladelse efter § 8, stk. 3, §§ 9-9 f, 9 i-9
n, 9 p eller 9 q, medmindre ganske særlige grunde, herunder
hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år
efter udrejsen.
Efter udlændingemyndighedernes praksis kan der også in-
den for perioden på 2 år meddeles opholdstilladelse efter
de bestemmelser, der er nævnt i § 10, stk. 4, hvis ganske
særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler
derfor, dvs. hvis det vil være i strid med Danmarks internati-
onale forpligtelser at meddele afslag.
Med lov nr. 821 af 9. juni 2020 blev udlændingelovens § 32,
stk. 1, nyaffattet og adgangen til at meddele indrejseforbud
til udlændinge, som er pålagt at udrejse af landet straks eller
ikke udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist, blev
indført i § 32, stk. 1, nr. 2.
I den forbindelse blev udlændingelovens § 10, stk. 4, 2.
pkt., konsekvensændret, således at bestemmelsen fastslår,
at blandt andre tredjelandsstatsborgere, der er meddelt ind-
rejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, ikke er omfattet af
2-årskravet i § 10, stk. 4, 1. pkt. Det svarer til indholdet af
den tidligere bestemmelse i § 10, stk. 4, 2. pkt., hvorefter
2-årskravet ikke gjaldt for tredjelandsstatsborgere, som var
udvist efter § 25 b.
Ved en fejl blev § 10, stk. 4, 1. pkt., imidlertid ikke konse-
kvensændret i forhold til udlændinge, der meddeles indrejse-
forbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 2.
Der foreslås forskellige justeringer af udlændingelovens §
10, stk. 4.
For det første foreslås det at ændre § 10, stk. 4, 1. pkt.,
således at »jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5« ændres til »efter § 32,
stk. 1, nr. 1, 2 eller 5«.
Der er tale om en rettelse, som indebærer, at udlændinge,
der har indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1,
nr. 2, fordi de er pålagt at udrejse af landet straks eller ikke
udrejser i overensstemmelse med en udrejsefrist, alene vil
kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens §
8, stk. 3, §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis ganske
særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler
derfor. Det svarer til det, der var gældende før ændringerne
af udlændingeloven ved lov nr. 821 af 9. juni 2020.
Det forhold, at bestemmelsen ved en fejl ikke blev konse-
kvensændret ved ovennævnte lovændring, har ikke haft kon-
sekvenser for udlændinge i praksis.
For det andet foreslås det i § 10, stk. 4, 1. pkt., at »§ 8, stk.
3, og« ændres til »8, stk. 3, «, således at opremsningen af
de bestemmelser, hvorefter der alene kan meddeles opholds-
tilladelse, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til
familiens enhed, taler derfor, fremstår korrekt. Der er alene
tale om en sproglig rettelse.
For det tredje forslås det i § 10, stk. 4, 1. pkt., at », dog
tidligst 2 år efter udrejsen« udgår.
Som udlændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., er formuleret,
45
vil der tidligst 2 år efter udrejsen kunne gives opholdstilla-
delse efter de bestemmelser, der er nævnt i § 10, stk. 4, 1.
pkt., til en udlænding med indrejseforbud efter § 32, stk.
1, nr. 1 eller 5, uanset at ganske særlige grunde, herunder
hensynet til familiens enhed, taler for at meddele opholds-
tilladelse. Der sigtes herved til Danmarks internationale for-
pligtelser.
Kravet om, at der tidligst kan meddeles opholdstilladelse
efter de bestemmelser, der er nævnt i udlændingelovens §
10, stk. 4, 2 år efter udlændingens udrejse, fremstår således
absolut og foreslås at udgå af bestemmelsen, idet Danmarks
internationale forpligtelser ikke giver mulighed for en abso-
lut regel.
Der er alene tale om at præcisere § 10, stk. 4, således at
den bringes i overensstemmelse med udlændingemyndighe-
dernes praksis, hvorefter der også inden for perioden på 2
år meddeles opholdstilladelse efter de bestemmelser, der er
nævnt i § 10, stk. 4, hvis ganske særlige grunde, herunder
hensynet til familiens enhed, taler derfor, dvs. hvis det vil
være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at
meddele afslag.
Til nr. 7
Efter udlændingelovens § 10, stk. 4, 2. pkt., gælder kravet
om, at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen, ikke for en
udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er
nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og som er udvist
efter § 25 b eller er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1,
nr. 2.
Kravet i udlændingelovens § 10, stk. 4, 2. pkt., henviser til
kravet i § 10, stk. 4, 1. pkt., om, at der tidligst kan meddeles
opholdstilladelse efter de bestemmelser, der er nævnt i ud-
lændingelovens § 10, stk. 4, 2 år efter udlændingens udrejse.
Det foreslås, at § 10, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
Som følge af de foreslåede ændringer i § 10, stk. 4, 1.
pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 6, vil § 10, stk. 4, 2. pkt.,
ikke længere have selvstændig betydning, idet 2-årskravet i
overensstemmelse med gældende praksis, jf. ovenfor, ikke
vil finde anvendelse.
Til nr. 8
Det fremgår af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 2, at det er
en betingelse for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilla-
delse, at udlændingen ikke er idømt ubetinget straf af mindst
6 måneders fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
varighed.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 2,
således at »anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne varighed« ændres
til »en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den
herboende person ville være idømt mindst 6 måneders fæng-
sel, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
Forslaget indebærer alene sproglige præciseringer af den
del af bestemmelsen, der vedrører den situation, hvor den
pågældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, således det kommer til at fremgå mere
tydeligt, at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den på-
gældende ville være idømt mindst 6 måneders fængsel, hvis
der ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.
Forslaget vil ikke medføre ændringer af materiel karakter.
Til nr. 9
Efter udlændingelovens § 11, stk. 9, kan en udlænding, der
uden for de tilfælde, der er nævnt i stk. 3, nr. 2 og 3, her
i landet er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller
anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulig-
hed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne karakter, ikke meddeles tids-
ubegrænset opholdstilladelse før efter udløbet af de tidsrum,
der er nævnt i § 11 a.
Bestemmelsen indebærer, at en udlænding, der er idømt
en fængselsstraf, som ikke fører til udelukkelse fra tidsube-
grænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk.
3, nr. 2 eller 3, eller en anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og som
ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis
der ikke var idømt en sådan anden retsfølge, først kan opnå
tidsubegrænset opholdstilladelse efter udløbet af de karens-
perioder, der er nævnt i udlændingelovens § 11 a.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 11, stk. 9, såle-
des at »frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne ka-
rakter« ændres til »fængselsstraf eller en anden strafferetlig
retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulig-
hed for frihedsberøvelse, og ville være idømt betinget eller
ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan
anden retsfølge«.
Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven
og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes
i straffeloven, foreslås det, at »frihedsstraf« erstattes med
»fængselsstraf«.
Derudover foreslås sproglige præciseringer af den del af be-
stemmelsen, der vedrører den situation, hvor den pågælden-
de ikke er idømt fængselsstraf, men en anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe-
røvelse, så det kommer til at fremgå mere tydeligt, at be-
stemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den pågældende ville
46
være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der
ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.
Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil med-
føre ændringer af materiel karakter.
Til nr. 10
Bestemmelserne i § 11 a indeholder regler om forskellige
karensperioder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstil-
ladelse, hvis udlændingen er idømt frihedsstraf.
Efter udlændingelovens § 24 a, nr. 2, skal der ved afgørelse
om udvisning ved dom lægges vægt på, om udvisning må
anses for særlig påkrævet på grund af længden af den idøm-
te frihedsstraf.
Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid,
hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en
senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været
undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i de i stk.
1 nævnte tidsrum.
Efter § 39 a, stk. 3, kan Udlændingestyrelsen, medmindre
det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtel-
ser, nægte at udstede særlig rejselegitimation til en udlæn-
ding, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde
har behov for et sådant dokument, eller inddrage et sådant
dokument i de tilfælde, der følger af stk. 3, nr. 1-10.
Bestemmelserne i udlændingelovens § 11 a, § 24 a, § 27,
stk. 5, og § 39 a indeholder en række henvisninger til termi-
nologien frihedsstraf.
Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven
og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes
i straffeloven, foreslås det at ændre § 11 a, stk. 1, § 11 a, stk.
1, nr. 1 og 2, § 11 a, stk. 2, § 11 a, stk. 2, nr. 1-3, § 11 a, stk.
4, § 24 a, nr. 2, to steder i § 27, stk. 5, og § 39 a, stk. 3, nr. 1
og 2, således at »frihedsstraf« erstattes med »fængselsstraf«.
Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil med-
føre ændringer af materiel karakter.
Til nr. 11
Efter udlændingelovens § 11 a, stk. 1, nr. 1, er betinget
frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste til hinder for
meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 7 år og 6
måneder fra tidspunktet for afsigelse af endelig dom, dog
altid indtil udløbet af den prøvetid, der er fastsat i dommen.
Efter udlændingelovens § 11 a, stk. 1, nr. 2, er anden betin-
get frihedsstraf til hinder for meddelelse af tidsubegrænset
opholdstilladelse i 6 år fra tidspunktet for afsigelse af ende-
lig dom, dog altid indtil udløbet af den prøvetid, der er
fastsat i dommen.
Det følger imidlertid af straffelovens § 56, stk. 2, 2. pkt., at
prøvetiden i almindelighed ikke kan overstige 3 år. Under
særlige omstændigheder kan der dog fastsættes en prøvetid
på indtil 5 år, jf. 3. pkt.
Endvidere følger det af straffelovens § 63, stk. 3, 1. pkt.,
at der i en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste
fastsættes en prøvetid på højst 2 år.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 11 a, stk. 1, nr. 1
og 2, således at », dog altid indtil udløbet af den prøvetid,
der er fastsat i dommen« udgår.
Det betyder, at perioden, hvor tidsubegrænset opholdstilla-
delse ikke kan meddeles som følge af en betinget friheds-
straf, jf. udlændingelovens § 11 a, stk. 1, nr. 1 og 2, altid vil
være længere end prøvetiden fastsat i dommen.
Til nr. 12
Efter udlændingelovens § 11 a, stk. 4, er en delvis betinget
frihedsstraf uden for de tilfælde, der er nævnt i § 11, stk.
3, nr. 2 og 3, til hinder for meddelelse af tidsubegrænset
opholdstilladelse i det tidsrum, som den ubetingede del af
frihedsstraffen ville give anledning til, jf. stk. 2.
Bestemmelsen fastsætter karensperioden for opnåelse af
tidsubegrænset opholdstilladelse i tilfælde, hvor en udlæn-
ding er idømt en delvis betinget fængselsstraf.
Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven
og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes
i straffeloven, foreslås det at ændre § 11 a, stk. 4, således at
»frihedsstraffen« erstattes med »fængselsstraffen«.
Der er alene tale om en sproglig justering, der ikke vil
medføre ændringer af materiel karakter.
Til nr. 13
Bestemmelsen i udlændingelovens § 11 a, stk. 6, fastsætter
karensperioder for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilla-
delse i de tilfælde, hvor udlændingen ikke er udelukket fra
at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse som følge af krimi-
nalitet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 2 og 3, og
hvor udlændingen er idømt en anden strafferetlig retsfølge
end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse og ville være idømt en betinget eller ube-
tinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden
retsfølge.
Det foreslås at ændre § 11 a, stk. 6, således at »Anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have med-
ført en betinget eller ubetinget frihedsstraf« ændres til »En
anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og hvor der ville
være idømt en betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis
der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
47
Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven
og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes
i straffeloven, foreslås det, at »frihedsstraf« erstattes med
»fængselsstraf«.
Endvidere indebærer forslaget sproglige præciseringer af
bestemmelsen, således at det vil fremgå mere tydeligt, at
bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den pågældende
ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis
der ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.
Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil med-
føre ændringer af materiel karakter.
Efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, kan der, medmin-
dre der er grundlag for at inddrage opholdstilladelsen efter
§ 19, efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilla-
delse til en udlænding over 18 år, hvis udlændingen ikke
er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for
overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210,
215, 215 a, 216 eller 222-224, § 225, jf. § 216, §§ 243-246,
§ 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, omfat-
ter således ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for
overtrædelse af en række bestemmelser i straffeloven, men
ikke andre strafferetlige retsfølger.
Det foreslås at ændre § 11 a, stk. 6, således at »og 3« udgår.
Henvisningen til § 11, stk. 3, nr. 3, i § 11 a, stk. 6, er
misvisende, idet bestemmelsen ikke vedrører andre straffe-
retlige retsfølger og foreslås at udgå. Der er alene tale om en
teknisk rettelse.
Til nr. 14
Det fremgår af udlændingelovens § 11 a, stk. 9, at hvis
en udlænding flere gange er idømt betinget eller ubetinget
frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for lovovertrædel-
ser, der ville have medført straf af denne karakter, beregnes
de i stk. 1, 2 og 4-6 nævnte tidsrum ud fra den sidst idømte
retsfølge, medmindre tidsrummet herved bliver kortere end
det tidsrum, der efter stk. 1, 2 eller 4-6 er gældende for
udlændingen efter en tidligere idømt retsfølge.
Bestemmelsen vedrører beregningen af de karensperioder,
der er indeholdt i udlændingelovens § 11 a, stk. 1, 2 og 4-6,
i tilfælde, hvor en udlænding flere gange er idømt betinget
eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og
hvor udlændingen ville være idømt betinget eller ubetinget
fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden rets-
følge.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 11 a, stk. 9,
således at »frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
lovovertrædelser, der ville have medført en straf af denne
karakter« ændres til »fængselsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulig-
hed for frihedsberøvelse, og hvor udlændingen ville være
idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke
var idømt en sådan anden retsfølge«.
Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven
og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes
i straffeloven, foreslås det, at »frihedsstraf« erstattes med
»fængselsstraf«.
Derudover foreslås sproglige præciseringer af den del af be-
stemmelsen, der vedrører den situation, hvor den pågælden-
de ikke er idømt fængselsstraf, men en anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe-
røvelse, så det kommer til at fremgå mere tydeligt, at be-
stemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den pågældende ville
være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der
ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.
Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil med-
føre ændringer af materiel karakter.
Til nr. 15
Udlændingelovens § 14 a, stk. 1, vedrører muligheden for,
at asylansøgere under visse betingelser får adgang til at tage
beskæftigelse uden en arbejdstilladelse.
Det fremgår af udlændingelovens § 14 a, stk. 2, nr. 3, at
dette ikke gælder for udlændinge, der er idømt betinget eller
ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse begået her i landet, der ville have medført
en straf af denne karakter.
Det foreslås at ændre § 14 a, stk. 2, nr. 3, således at »friheds-
straf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse
begået her i landet, der ville have medført en straf af denne
karakter« ændres til »fængselsstraf eller en anden strafferet-
lig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, og som ville være idømt be-
tinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt
en sådan anden retsfølge«.
Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven
og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes
i straffeloven, foreslås det, at »frihedsstraf« erstattes med
»fængselsstraf«.
Derudover foreslås sproglige præciseringer af den del af
bestemmelsen, der vedrører den situation, hvor den pågæl-
dende ikke er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf,
men en anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller gi-
ver mulighed for frihedsberøvelse, således at det vil fremgå
mere tydeligt, at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor
den pågældende ville være idømt betinget eller ubetinget
48
fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en anden strafferetlig
retsfølge.
Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil med-
føre ændringer af materiel karakter.
Til nr. 16
Det fremgår af udlændingelovens § 19, stk. 5, at en tids-
begrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse kan inddra-
ges, såfremt en administrativ myndighed i et andet Schen-
genland eller i et land, der er tilknyttet Den Europæiske
Union, på baggrund af omstændigheder, der her i landet
kunne medføre udvisning efter §§ 22-24, § 25, § 25 a, stk.
1 eller stk. 2, nr. 3, eller § 25 c, har truffet endelig afgørelse
om udsendelse af en udlænding, der ikke er statsborger i et
Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den Europæiske
Union. Er afgørelsen om udsendelse truffet på baggrund af
et strafbart forhold, kan opholdstilladelsen alene inddrages,
hvis udlændingen er dømt for en lovovertrædelse, der i
det pågældende land kan medføre en straf af mindst 1 års
fængsel. Stk. 3, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Der
kan ikke træffes afgørelse om inddragelse efter 1. pkt., hvis
udlændingen er familiemedlem til en statsborger i et land,
der er tilsluttet Den Europæiske Union, som har gjort brug
af sin ret til fri bevægelighed, jf. § 2, stk. 4.
Det foreslås at ændre § 19, stk. 5, 1. pkt., således at »§§
22-24, § 25« ændres til »§§ 22, 23, 25«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til nr. 17
Udlændingelovens regler i §§ 22-24 om udvisning ved dom
for strafbart forhold er bygget op som en såkaldt trappesti-
geordning, der indebærer, at jo længere tid en udlænding har
opholdt sig lovligt her i landet, desto grovere kriminalitet
(længere fængselsstraf) skal der til, før den pågældende kan
udvises. Trappestigeordningen er udtryk for et proportionali-
tetsprincip, hvor der på den ene side tages hensyn til udlæn-
dingens tilknytning til Danmark, som giver sig til udtryk ved
bl.a. varigheden af den pågældendes ophold her i landet, og
på den anden side bl.a. hensynet til at sikre den offentlige
orden og forebygge kriminalitet i det danske samfund.
Udlændingelovens § 22, nr. 1-3, er et udtryk for, at udlæn-
dinge, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end de
sidste 9 år (8 år for flygtninge), har den bedste beskyttelse
mod udvisning. For denne gruppe udlændinge er der som
udgangspunkt først hjemmel til udvisning ved idømmelse
af ubetinget fængselsstraf af enten mindst 3 års fængsel, af
mindst 1 års fængsel, hvis straffen er tildelt på baggrund af
flere strafbare forhold, eller af mindst 1 års fængsel, hvis
udlændingen tidligere her i landet er idømt ubetinget fæng-
selsstraf.
Udlændingelovens § 23 vedrører udlændinge, der har haft
lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 5 år – men
ikke i mere end de sidste 9 år (8 år for flygtninge), som er
omfattet af § 22. Udlændingelovens § 23 giver hjemmel til
at udvise denne gruppe udlændinge som følge af ubetinget
fængselsstraf af enten mindst 1 års fængsel, af mindst 6
måneders fængsel, hvis straffen er tildelt på baggrund af
flere strafbare forhold, eller af mindst 6 måneders fængsel,
hvis udlændingen tidligere her i landet er idømt ubetinget
fængselsstraf.
Udlændinge, der ikke har haft lovligt ophold her i landet i
mere end de sidste 5 år, har den laveste grad af beskyttelse
mod udvisning, idet der er hjemmel til at udvise denne grup-
pe udlændinge som følge af idømmelse af både betinget og
ubetinget fængselsstraf, jf. udlændingelovens § 24.
Som et supplement til trappestigeordningen er der blevet
indført en skærpet adgang til at udvise udlændinge, der
idømmes ubetinget fængselsstraf for en række nærmere be-
stemte lovovertrædelser af navnlig straffeloven. Det betyder,
at disse lovovertrædelser kan medføre udvisning uden sær-
lige begrænsninger som følge af længden af udlændingens
ophold her i landet og længden af den idømte straf. Den-
ne skærpede udvisningsadgang er indeholdt i udlændingelo-
vens § 22, nr. 4-8, og den er løbende blevet udvidet til at
omfatte en lang række kriminalitetsformer, herunder forbr-
ydelser mod statens sikkerhed, narkotikakriminalitet samt
visse forbrydelser i familieforhold, seksualforbrydelser, her-
under voldtægt, forbrydelser mod liv og legeme og formue-
forbrydelser.
Det betyder, at der er hjemmel til at udvise alle udlændinge,
der idømmes ubetinget fængselsstraf for at have begået disse
nærmere angivne lovovertrædelser, uanset varigheden af op-
holdet her i landet og længden af den idømte fængselsstraf,
jf. udlændingelovens § 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, og § 24, nr.
1. Som nævnt ovenfor vil udlændinge, der ikke har haft lov-
ligt ophold her i landet i mere end de sidste 5 år, også kunne
udvises ved betinget fængselsstraf, jf. udlændingelovens §
24, nr. 2.
Generelt gælder det, at en anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, sidestil-
les med fængselsstraf. En anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, omfat-
ter bl.a. dom til anbringelse eller dom til ambulant behand-
ling med mulighed for frihedsberøvelse efter straffelovens
§§ 68 eller 69, dom til forvaring efter straffelovens § 70 og
dom til ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.
Hvis der efter de beskrevne regler i udlændingelovens §§
22-24 er hjemmel til at udvise en udlænding, skal der ske
udvisning, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser. Er udlændingen
49
omfattet af EU-reglerne, kan udvisning dog kun ske inden
for rammerne af EU-retten, jf. udlændingelovens § 26 b.
Hvis domstolene vurderer, at en udvisning med sikkerhed
vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,
vil udlændingen i stedet skulle meddeles en advarsel om
udvisning ved fortsat kriminalitet, jf. udlændingelovens § 24
b.
Ved vurderingen af, om udvisning med sikkerhed vil være
i strid med Danmarks internationale forpligtelser, er navnlig
EMRK artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familie-
liv relevant. Menneskerettighedsdomstolens vurdering fore-
tages på baggrund af en samlet og konkret afvejning af en
række elementer, herunder kriminalitetens art og grovhed
(herunder straffens længde, tidligere domme for strafbart
forhold og eventuelle tidligere advarsler om udvisning) over
for udlændingens tilknytning til Danmark, herunder varighe-
den af udlændingens ophold i Danmark, udlændingens fami-
liesituation og fastheden af udlændingens sociale, kulturelle
og familiemæssige bånd med Danmark og det land, som
udlændingen udvises til. Herudover indgår indrejseforbud-
dets længde også som et element, der tillægges betydning
ved Menneskerettighedsdomstolens vurdering. Det følger af
praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at den vægt, der
må lægges på de enkelte elementer, nødvendigvis varierer
efter den enkelte sags konkrete omstændigheder. Der henvi-
ses til pkt. 2.1.1.2 for en nærmere gennemgang af Maslov-
kriterierne og praksis fra Menneskerettighedsdomstolen.
Det foreslås at nyaffatte § 22, stk. 1, hvorefter en udlænding,
der idømmes ubetinget fængselsstraf, udvises, jf. dog § 26,
stk. 2.
Den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 22, stk. 1,
vil medføre, at der vil være hjemmel til udvisning i alle til-
fælde, hvor der idømmes ubetinget fængselsstraf, dvs. uan-
set længden af udlændingens ophold her i landet, straffens
længde og kriminalitetens art. Det vil herefter alene være
Danmarks internationale forpligtelser, der sætter grænsen
for udvisning ved idømmelse af ubetinget fængselsstraf.
Det foreslås i stk. 2, at udlændinge, der har haft lovligt
ophold her i landet i de sidste 5 år eller derunder, ligeledes
udvises ved idømmelse af betinget fængselsstraf, jf. dog §
26, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 22, stk.
2, svarer indholdsmæssigt til den gældende bestemmelse i
udlændingelovens § 24, nr. 2, om adgangen til udvisning
af udlændinge, der har haft lovligt ophold her i landet i
de sidste 5 år eller derunder og idømmes betinget fængsels-
straf. Der vil således som hidtil også være hjemmel til
udvisning af udlændinge, der har haft lovligt ophold her i
landet i de sidste 5 år eller derunder og idømmes en fæng-
selsstraf, der er betinget.
Endvidere foreslås det i § 23, at en udlænding, der idøm-
mes en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og som
ville skulle udvises efter § 22, hvis der ikke var idømt en
sådan anden strafferetlig retsfølge, udvises, jf. dog § 26, stk.
2.
Den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 23 vil med-
føre, at en udlænding, medmindre udvisning med sikkerhed
vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser,
skal udvises, hvis den pågældende idømmes en anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, og udlændingen ville kunne udvises efter
den foreslåede bestemmelse i § 22, hvis der ikke var idømt
en sådan anden strafferetlig retsfølge.
En anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, omfatter bl.a. dom til anbrin-
gelse eller dom til ambulant behandling med mulighed for
frihedsberøvelse efter straffelovens §§ 68 eller 69, dom til
forvaring efter straffelovens § 70 og dom til ungdomssankti-
on efter straffelovens § 74 a.
Den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 23 betyder
således, at i tilfælde, hvor en udlænding ikke idømmes al-
mindelig straf, men i stedet idømmes en sådan anden retsføl-
ge, vil udlændingen skulle udvises – medmindre udvisning
med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser – hvis der ville være hjemmel til at udvise
udlændingen efter den foreslåede bestemmelse i § 22, hvis
udlændingen var idømt almindelig straf.
Dette svarer til den gældende ordning, hvorefter en anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, sidestilles med fængselsstraf.
En afgørelse om udvisning vil fortsat skulle træffes i to
led, således at det først vurderes, om det kriminelle forhold
giver adgang til udvisning efter de foreslåede bestemmelser
i udlændingelovens §§ 22 og 23, og at det dernæst vurderes,
om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk.
2. Dette gælder dog ikke i forhold til udlændinge omfattet
af EU-reglerne, hvor vurderingen af, om der kan ske udvis-
ning, skal foretages efter den foreslåede § 26 b og ikke efter
§ 26, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 23.
Endelig foreslås det at ophæve udlændingelovens § 24.
Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede nyaf-
fattelse af udlændingelovens §§ 22 og 23, jf. ovenfor, her-
under forslaget til § 22, stk. 2, der indholdsmæssigt svarer
til den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 24, nr.
2. Der er således tale om en konsekvensændring som følge
af forslaget om at nyaffatte §§ 22 og 23.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 18
Det fremgår af udlændingelovens § 24 b, stk. 1, at er der
i medfør af § 26, stk. 2, ikke grundlag for at udvise en
50
udlænding efter §§ 22-24, tildeles udlændingen en advarsel
om, at hvis den pågældende begår nyt strafbart forhold, vil
der ved en afgørelse om udvisning ved dom på det tidspunkt
skulle lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig
påkrævet, fordi den pågældende ikke tidligere er udvist af
den grund, at dette med sikkerhed ville være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2.
Det fremgår af udlændingelovens § 42 a, stk. 11, at Udlæn-
dingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen, medmindre særlige
grunde taler derimod, skal bestemme, at en udlænding, hvis
opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, er bort-
faldet, jf. § 32, stk. 1, eller § 21 b, stk. 1, men som ikke
kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der har fået
afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, men
som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding, der
er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24, og som ikke er
varetægtsfængslet efter hjemrejselovens § 14, en udlænding,
hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter §
21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist efter § 25, ikke
får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b, stk. 1, 3, 8 og 9,
når den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted,
jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri bespisningsordning,
eller at udlændingen alene får udbetalt grundydelse, jf. §
42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3 og 7,
og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk. 3, 6 og 7, når
den pågældende er indkvarteret på et indkvarteringssted, jf.
stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsordning, såfremt de i
nærmere betingelser fastsat i nr. 1-7 er opfyldt.
Det foreslås at ændre § 24 b, stk. 1, og § 42 a, stk. 11,
således at »§§ 22-24« ændres til »§§ 22 eller 23«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til nr. 19
Det fremgår af udlændingelovens § 24 b, stk. 1, at hvis der
i medfør af § 26, stk. 2, ikke er grundlag for at udvise en
udlænding efter §§ 22-24, tildeles udlændingen en advarsel
om, at hvis den pågældende begår nyt strafbart forhold, vil
der ved en afgørelse om udvisning ved dom på det tidspunkt
skulle lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig
påkrævet, fordi den pågældende ikke tidligere er udvist af
den grund, at dette med sikkerhed ville være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2.
Det følger af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 2. pkt., at
tidligere straffedomme ikke i sig selv kan begrunde, at der
træffes foranstaltninger om at begrænse retten til indrejse og
ophold af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed.
Det fremgår af Gaydarov, (C-430/10), at det forhold, at den
pågældende tidligere har været genstand for en straffedom,
ikke er tilstrækkeligt til automatisk at antage, at personen
udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel,
der berører en grundlæggende samfundsinteresse, hvilket er
afgørende for at begrunde en begrænsning af retten til fri
bevægelighed, jf. præmis 38.
EU-Domstolen har endvidere fastslået, at en tidligere straf-
fedom som udgangspunkt kun kan få betydning, når de om-
stændigheder, som har ført til domfældelsen, er udtryk for
et personligt forhold, der indebærer en aktuel trussel mod
den offentlige orden, jf. Bouchereau, (33/77), præmis 27
og 28. Der skal således altid foretages en vurdering af den
pågældendes personlige adfærd. Det gælder også i tilfælde,
hvor et tidligere begået strafbart forhold har en så alvorlig
karakter, at det i sig selv kan betragtes som en trussel mod
den offentlige orden, jf. Bouchereau, (33/77), præmis 29,
smh. m. præmis 35, og K. og H. F., (C-331/16 og C-366/16).
Det foreslås, at der i § 24 b, indsættes et nyt stk. 2, hvorefter
der, hvis der i medfør af § 26 b ikke er grundlag for at
udvise en udlænding, der er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2,
stk. 1 og 2, efter §§ 22 eller 23, tildeles den pågældende en
advarsel.
Med den foreslåede bestemmelse præciseres reglerne om
adgangen til at meddele udlændinge, der er omfattet af EU-
reglerne, en advarsel.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at i tilfælde, hvor
en udlænding, der er omfattet af EU-reglerne dømmes for
kriminalitet, jf. udlændingelovens §§ 22 eller 23, men hvor
domstolene, efter en konkret bedømmelse, ikke finder, at
betingelserne i udlændingelovens § 26 b om udvisning,
er opfyldt, tildeler domstolene den pågældende en advar-
sel. Hvis den pågældende på et senere tidspunkt begår ny
kriminalitet, og domstolene derfor på ny skal tage stilling til,
om betingelserne for at udvise den pågældende er opfyldt,
kan det indgå som et element i trusselsvurderingen, at den
pågældende tidligere har begået kriminalitet.
Det forhold, at en udlænding, der er omfattet af EU-regler-
ne, dømmes for kriminalitet, jf. udlændingelovens §§ 22
eller 23, og tildeles en advarsel efter den foreslåede § 24 b,
stk. 2, fordi betingelserne for udvisning efter udlændingelo-
vens § 26 b, ikke er opfyldt, vil således ikke i sig selv kunne
medføre, at den pågældende udvises, hvis denne på ny begår
kriminalitet, idet der på ny skal tages stilling til, om der skal
ske udvisning i overensstemmelse med EU-reglerne.
Til nr. 20
Det fremgår af udlændingelovens § 24 b, stk. 2, at tildeles
en udlænding en advarsel efter stk. 1, skal retten i forbindel-
se med dommens afsigelse vejlede udlændingen om betyd-
ningen heraf.
Det foreslås at ændre § 24 b, stk. 2, der bliver stk. 3, således
at der efter »stk. 1« indsættes »eller stk. 2«.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede
§ 1, nr. 19, og betyder, at tildeles en udlænding en advarsel
51
efter udlændingelovens § 24 b, stk. 1, eller den foreslåede §
24 b, stk. 2, vil retten i forbindelse med dommens afsigelse
skulle vejlede udlændingen om betydningen heraf.
Til nr. 21
Det fremgår af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, at
en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet
i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis
udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt
for overtrædelse af § 42 a, stk. 7, 5. pkt., jf. § 60, stk. 1,
straffelovens §§ 119, 119 b, 243, 244, 266, 276-283 eller
290, toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, lov om våben
og eksplosivstoffer eller lov om knive og blankvåben m.v.,
eller udlændingen over for politiet har erkendt overtrædel-
sen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til
udøvelsen af det strafbare forhold.
Det fremgår af udlændingelovens § 25 c, at en udlænding
med opholdstilladelse efter § 9 f uden for de i §§ 22-24
nævnte tilfælde kan udvises, hvis udlændingen er dømt for
overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og
13 eller straffelovens §§ 136, 243, 260 a, 266, 266 a eller
266 b.
Det foreslås at ændre § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 25 c, således
at »§§ 22-24« ændres til »§§ 22 og 23.«
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til nr. 22
Det fremgår af udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlæn-
ding skal udvises efter §§ 22-24 og 25, medmindre dette
med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale
forpligtelser, jf. dog § 26 b. Der henvises i den forbindelse
til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås at ændre § 26, stk. 2, således at »§§ 22-24 og
25« ændres til »§§ 22, 23 og 25«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til nr. 23
Efter udlændingelovens § 26 b kan udvisning af en udlæn-
ding, som er omfattet af EU-reglerne, kun ske i overens-
stemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder
for begrænsning af retten til fri bevægelighed.
I praksis indebærer den EU-retlige beskyttelse, at når det
er konstateret, at betingelserne for udvisning i udlændingel-
ovens kapitel 4 er opfyldt, skal der foretages en samlet og
konkret vurdering af de begrænsninger i adgangen til at
udvise, der følger af EU-retten.
De EU-regler, der gælder for begrænsning af retten til fri
bevægelighed, findes i Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og
deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit
på medlemsstaternes område (opholdsdirektivet). Direktivet
fastsætter i kapitel VI betingelserne for, at en medlemsstat
med henvisning til den offentlige orden, sikkerhed eller
sundhed kan begrænse retten til indrejse og ophold for uni-
onsborgere og deres familiemedlemmer.
Disse bestemmelser er i dag gennemført ved bekendtgørelse
nr. 1457 af 6. oktober 2020 om ophold i Danmark for ud-
lændinge, der er omfattet af Den Europæiske Unions regler
om fri bevægelighed (EU-opholdsbekendtgørelsen).
Der henvises til gennemgangen af de relevante bestemmel-
ser i opholdsdirektivet i pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det foreslås, at udlændingelovens § 26 b nyaffattes.
Med nyaffattelsen indarbejdes opholdsdirektivets bestem-
melser om ud- og afvisning i udlændingeloven.
Den foreslåede nyaffattelse af § 26 b vil indholdsmæssigt
svare til den gældende § 26 b og de tilsvarende bestemmel-
ser i bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 om ophold
i Danmark for udlændinge, der er omfattet af Den Europæ-
iske Unions regler om fri bevægelighed, og nyaffattelsen
indebærer dermed ikke ændringer af gældende ret.
Den foreslåede bestemmelse i § 26 b vil omfatte unionsbor-
gere og statsborgere i EØS-lande og Schweiz samt deres
familiemedlemmer uanset nationalitet. Der henvises i øvrigt
til pkt. 2.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 26 b, stk. 1, at udlændinge, der er omfat-
tet af EU-reglerne, kun kan udvises, hvis deres personlige
adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig
trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse,
og udvisning sker af hensyn til den offentlige orden eller
den offentlige sikkerhed, jf. dog det foreslåede stk. 2 og
3. Udvisningen skal være proportional, og ved vurderingen
heraf må forhold, der ikke vedrører den individuelle sag, el-
ler hensyn, som tjener generalpræventive eller økonomiske
formål, ikke indgå. En tidligere straffedom vil ikke i sig selv
begrunde en afgørelse om udvisning.
Bestemmelsen vil indarbejde opholdsdirektivets artikel 27,
stk. 1 og 2, i udlændingeloven.
Det følger af den foreslåede § 26 b, stk. 1, at det vil være
en grundbetingelse for udvisning af udlændinge, som er om-
fattet af EU-reglerne, at udvisning sker af hensyn til den
offentlige orden eller sikkerhed.
Ifølge EU-Domstolens retspraksis kan enhver lovovertræ-
delse i princippet være omfattet af begrebet ”den offentlige
52
orden”. Se f.eks. Jipa, (C-33/07) præmis 23, og den deri
nævnte retspraksis, og CS (C-304/14), præmis 38.
Begrebet ”den offentlige orden” er således i udgangspunktet
bredt. Begrebet ”offentlig sikkerhed” er snævrere end begre-
bet offentlig orden, og derfor skal der som udgangspunkt
mere til for at statuere, at en adfærd er i strid med den of-
fentlige sikkerhed. En adfærd eller handling vil derfor kunne
anses for at være i strid med den offentlige orden uden
at være i strid med den offentlige sikkerhed. Der henvises
herom til pkt. 2.2.1.4.1 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger.
Udover, at udvisningen skal være begrundet i hensyn til den
offentlige orden eller den offentlige sikkerhed, følger det af
den foreslåede § 26 b, stk. 1, at det vil være en grundbetin-
gelse for udvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne,
at deres personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og
tilstrækkelig alvorlig trussel, som berører en grundlæggende
samfundsinteresse.
Den trusselsvurdering, der vil skulle foretages i medfør af
den foreslåede bestemmelse, er toleddet. Der vil for det
første skulle foretages en konkret bedømmelse af, om den
pågældendes personlige adfærd kan anses for at udgøre en
reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, og for det
andet, om truslen berører en grundlæggende samfundsinte-
resse.
Ifølge fast retspraksis er vurderingen af den personlige ad-
færd i almindelighed ensbetydende med en vurdering af, om
den pågældende vil være tilbøjelig til fortsat at udvise en
sådan adfærd i fremtiden, jf. herved f.eks. P. I. (C-348/09),
præmis 30.
At truslen skal være ”umiddelbar” indebærer et krav om
aktualitet, hvilket i almindelighed antages at indebære, at
truslen vil skulle foreligge på det tidspunkt, hvor afgørelsen
om udvisning træffes eller efterprøves.
Af begrundelsen for en afgørelse om udvisning vil det der-
for skulle fremgå, hvordan den pågældendes handlinger eller
adfærd i det konkrete tilfælde udgør en reel, umiddelbar
og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende sam-
fundsinteresse, og om det på den baggrund er sandsynligt,
at den pågældende fortsat vil udvise en sådan adfærd i frem-
tiden (prognose af risikoen for recidiv).
I trusselsvurderingen vil bl.a. karakteren og grovheden af
den begåede lovovertrædelse, hyppigheden og antallet af
lovovertrædelser, den skade, der er forvoldt ved lovovertræ-
delsen, graden af den pågældendes personlige medvirken,
om kriminaliteten er organiseret, om der er straffritagelses-
grunde, og om der er idømt straf, herunder straffens art og
varighed, skulle indgå.
Der vil tillige skulle tages hensyn til den tid, der er gået,
siden den pågældende handling blev begået, og til personens
efterfølgende adfærd, herunder om denne adfærd vidner om,
at den pågældende fortsat må antages at udgøre en trussel
mod en grundlæggende samfundsinteresse. Dette vil bl.a.
være relevant i gentagelsestilfælde eller i tilfælde, hvor den
pågældende har siddet fængslet. Er der er tale om gentagen,
men mindre alvorlig kriminalitet, som ikke har ført til udvis-
ning, og er der forløbet længere tid, siden den blev begået,
vil det tale for, at den pågældendes adfærd ikke udgør en
reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel.
Selvom konstateringen af en reel, umiddelbar og tilstrække-
lig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfunds-
interesse, i almindelighed forudsætter en vurdering af, at
den pågældende vil være tilbøjelig til fortsat at udvise den
pågældende adfærd, som udgør en sådan trussel, kan det
også tænkes, at det begåede forhold i sig selv opfylder trus-
selsbetingelsen. Myndigheder og domstole vil derfor efter
en konkret og individuel vurdering kunne nå frem til, at en
handling eller adfærd – uafhængigt af risikoen for recidiv
– er af så alvorlig karakter, at den i sig selv kan begrun-
de udvisning, f.eks. i tilfælde af manddrab eller forsøg på
manddrab eller lignende meget alvorlig kriminalitet.
Forhold, der ikke vedrører den individuelle sag, eller hen-
syn, der tjener generalpræventive formål, vil ikke kunne
indgå ved afgørelsen om udvisning. Der vil derfor ikke kun-
ne træffes afgørelse om udvisning med henblik på f.eks. at
statuere et eksempel.
Ved trusselsvurderingen skal der for det andet tages stilling
til, om der i det konkrete tilfælde er tale om en grundlæg-
gende samfundsinteresse, som det er nødvendigt at beskytte
af hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed.
Ved grundlæggende samfundsinteresse må i almindelighed
forstås værtsmedlemsstatens grundlæggende samfundsinte-
resse. Selvom medlemsstaterne har en vis frihed ved fast-
læggelsen af, hvad der vil udgøre en grundlæggende sam-
fundsinteresse, indebærer kravet, at ikke enhver lovovertræ-
delse vil kunne begrunde en afgørelse om udvisning under
påberåbelse af hensynet til at beskytte den offentlige orden
eller sikkerhed.
På den baggrund er det Udlændinge- og Integrationsmini-
steriets opfattelse, at mindre forseelser ikke i sig selv vil
kunne begrunde ud- og afvisning af udlændinge omfattet af
EU-reglerne. Som et eksempel på en lovovertrædelse, der
ikke kunne begrunde, at hensynet til at beskytte den offentli-
ge orden i henhold til opholdsdirektivets artikel 27 og 28,
kan påberåbes, kan henvises til Bajratari, (C-93/18), præmis
49-52, om beskæftigelse, der var udøvet ulovligt uden den
nødvendige opholds- og arbejdstilladelse.
Ved den konkrete stillingtagen til, om trusselsbetingelsen er
opfyldt, vil der efter Udlændinge- og Integrationsministeri-
ets opfattelse som udgangspunkt være en formodning for,
at kriminalitet, som straffes med hjemmel i straffeloven, an-
går og afspejler en grundlæggende samfundsinteresse. Uden
yderligere støttepunkter omfatter formodningen ikke delik-
ter, som er undergivet privat påtale eller betinget offentlig
påtale.
53
Som eksempler på sager, hvor Højesteret ud fra en samlet
vurdering fandt, at trusselsbetingelsen ikke var opfyldt, og at
adfærden ikke berørte en grundlæggende samfundsinteresse,
kan nævnes Højesterets dom af 31. marts 2011 og gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 1794 (husfredskrænkel-
se) og Højesterets dom af 31. marts 2011 og gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2011, side 1800 (opbrydning af cy-
kellås). Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.4.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Det bemærkes, at der også i særlovgivningen vil kunne
være delikter, som kan være udtryk for en grundlæggende
samfundsinteresse. Her vil den strafferamme, der er knyttet
til særlovsovertrædelsen, samt den konkret idømte straf have
væsentlig betydning for vurderingen af, om en grundlæg-
gende samfundsinteresse berøres.
I Højesterets dom af 17. november 2021 gengivet i Uge-
skrift for Retsvæsen 2022, side 406, fandt Højesteret såle-
des, at en unionsborger, der havde gjort sig skyldig i over-
trædelse af færdselslovens § 53, stk. 1, ved at have udøvet
spirituskørsel med en promille på 3,04, for hvilket han blev
idømt en fængselsstraf på 20 dage, ved sin adfærd udgjorde
en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der be-
rørte en grundlæggende samfundsinteresse (færdselssikker-
heden).
I overensstemmelse med opholdsdirektivets artikel 27, stk.
1, 2. pkt., foreslås det i § 26 b, stk. 1, at der ikke må
lægges økonomiske betragtninger til grund ved afgørelsen
om udvisning.
Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at en
tidligere straffedom ikke i sig selv vil kunne begrunde en
afgørelse om udvisning.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med bl.a. forbuddet
mod automatiske afgørelser uden individuel vurdering og
aktualitetskravet i trusselsvurderingen.
EU-Domstolen har fastslået, at en tidligere straffedom som
udgangspunkt kun kan få betydning i det omfang de om-
stændigheder, som har ført til domfældelsen, er udtryk for
et personligt forhold, der indebærer en aktuel trussel mod
den offentlige orden, jf. Bouchereau, (33/77), præmis 27
og 28. Udvisning kan således ikke være en automatisk føl-
ge af en straffedom, og der skal altid foretages en indivi-
duel vurdering af den personlige adfærd, jf. f.eks. Calfa,
(C-348/96). Det gælder også i tilfælde, hvor et tidligere
begået strafbart forhold har en så alvorlig karakter, at det
i sig selv kan betragtes som en trussel mod den offentlige
orden.
En tidligere straffedom for kriminalitet vil på den baggrund
kunne indgå i den konkrete trusselsvurdering, hvis den på-
gældende begår ny kriminalitet, idet tidligere straffedomme
vil kunne tages i betragtning med henblik på vurderingen af
risikoen for recidiv, som indgår som en del af trusselsvurde-
ringen. Gentagen kriminalitet, herunder gentagen småkrimi-
nalitet, vil på den baggrund tillige kunne tages i betragtning,
selvom de enkelte overtrædelser ikke i sig selv vurderes at
udgøre en tilstrækkelig alvorlig trussel, jf. EU-Kommission-
ens 2023-vejledning. Se endvidere i denne retning præmis
28-39 i Polat, (C-349/06).
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at hvis det kan
fastslås, at grundbetingelsen om, at den personlige adfærd
udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel,
der berører en grundlæggende samfundsinteresse, er opfyldt,
og udvisning er begrundet i hensyn til den offentlige orden
eller sikkerhed, skal der tillige foretages en vurdering af, om
udvisningen er proportional.
Proportionalitetsvurderingen indebærer, at udvisningsafgø-
relsen konkret skal være egnet til at sikre virkeliggørelsen af
det formål, den forfølger, og ikke går ud over, hvad der er
nødvendigt med henblik på at nå dette mål. Det skal således
bl.a. undersøges, om der findes alternative foranstaltninger,
der er mindre indgribende i den pågældendes udøvelse af
retten til fri bevægelighed end udvisning, og som kunne
have været lige så effektive i forhold til at sikre beskyttelse
af den påberåbte grundlæggende samfundsinteresse.
Der skal i forlængelse heraf foretages en afvejning mellem
på den ene side beskyttelsen af den grundlæggende sam-
fundsinteresse, der kan begrunde en udvisning, og på den
anden side de interesser hos den pågældende, der vedrører
dennes udøvelse af retten til fri bevægelighed og ophold i
egenskab af unionsborger og retten til respekt for privatliv
og familieliv. Der henvises til bemærkningerne til det fore-
slåede stk. 4 nedenfor og til pkt. 2.2.1.4.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 26 b, stk. 2, at udlændinge, der er omfattet
af EU-reglerne, og som efter 5 års uafbrudt lovligt ophold
her i landet har opnået ret til tidsubegrænset ophold, ikke må
udvises i henhold til det foreslåede stk. 1, medmindre det
er begrundet i alvorlige hensyn til den offentlige orden eller
den offentlige sikkerhed.
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre opholdsdirekti-
vets artikel 28, stk. 2.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at unionsborgere
og deres familiemedlemmer har en øget beskyttelse mod ud-
visning, når de efter 5 års uafbrudt lovligt ophold i Danmark
har opnået ret til tidsubegrænset ophold.
Efter den foreslåede bestemmelse vil det være en betingelse
for beskyttelse mod udvisning, at retten til tidsubegrænset
ophold i Danmark er opnået på tidspunktet for den udviste
adfærd (dvs. på gerningstidspunktet). Det er uden betydning,
efter hvilken bestemmelse i opholdsdirektivet, den tidsube-
grænsede opholdsret er opnået.
Reglerne om ret til tidsubegrænset ophold for unionsborge-
re og deres familiemedlemmer følger af opholdsdirektivets
kapitel IV, artikel 16-18. Bestemmelserne er gennemført i
dansk ret ved EU-opholdsbekendtgørelsens kapitel 4, §§
18-20.
54
Udgangspunktet er, at unionsborgere, der har haft lovligt
ophold i værtsmedlemsstaten 5 år i træk i overensstemmelse
med de betingelser, der er fastsat i opholdsdirektivet, har
ret til tidsubegrænset ophold. Tilsvarende gælder for fami-
liemedlemmer, der ikke er unionsborgere, men som 5 år i
træk har boet sammen med unionsborgeren, jf. direktivets
artikel 16, stk. 1 og 2.
Vedrørende fortolkningen af ”lovligt har haft ophold”, følger
det af EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i de for-
enede sager C-424/10 og C-425/10, Ziolkowski m.fl., at et
ophold i henhold til en medlemsstats nationale ret, som ikke
opfylder betingelserne i direktivets artikel 7, stk. 1, ikke
betragtes som lovligt ophold i henhold til opholdsdirektivets
artikel 16, stk. 1. Det betyder, at en opholdsperiode, der
opfylder betingelserne for lovligt ophold i henhold til dansk
national ret, men som ikke opfylder betingelserne i opholds-
direktivets artikel 7, ikke kan indgå i beregningen af de 5 års
ophold, der kræves for at opnå tidsubegrænset ret til ophold
efter opholdsdirektivets artikel 16. Det kunne eksempelvis
være en tredjelandsstatsborger, der har haft et forudgående
ophold i Danmark efter nationale regler, og som efterføl-
gende bliver familiemedlem til en unionsborger og dermed
opnår rettigheder i henhold til opholdsdirektivet. Omvendt
kan opholdsperioder, som opfylder betingelserne for lovligt
ophold i henhold til dansk ret, og som (også) opfylder be-
tingelserne for lovligt ophold i opholdsdirektivets artikel 7,
indgå i beregningen. Den foreslåede § 26 b, stk. 2, skal
fortolkes på tilsvarende vis.
I forhold til betydningen af perioder af fravær fra værtsmed-
lemsstaten henvises til pkt. 2.2.1.4.5 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
EU-Domstolen har endvidere forholdt sig til perioder med
afsoning og fastslået, at sådanne perioder ikke kan anses
for at være lovligt ophold i opholdsdirektivets forstand og
ikke kan medregnes med henblik på erhvervelse af retten
til tidsubegrænset ophold, og at sådanne perioder afbryder
opholdets uafbrudte karakter med hensyn til denne erhver-
velse, jf. Onuekwere, (C-378/12), og M. G., (C-400/12).
Den 5-årige periode, der kræves for at opnå ret til tidsube-
grænset ophold, løber fra tidspunktet for den pågældendes
lovlige ophold i værtsmedlemsstaten, og retten til tidsube-
grænset ophold skal være opnået på det tidspunkt, hvor
handlingen eller kriminaliteten begås (dvs. på gerningstids-
punktet).
Udlændinge omfattet af EU-reglerne vil kunne have opnået
ret til tidsubegrænset ophold, selvom der ikke er ansøgt
herom, og selvom et registreringsbevis eller et opholdskort
ikke er udstedt. Retten til tidsubegrænset ophold er således
resultatet af en faktuel situation, og udstedelsen af et regi-
streringsbevis eller et opholdskort er konstaterende og ikke
retsstiftende.
Efter den foreslåede § 26 b, stk. 2, vil der kun kunne ske
udvisning, hvis det skyldes alvorlige hensyn til den offent-
lige orden eller sikkerhed. Dette indebærer, at der stilles
skærpede krav til arten og grovheden af den handling, der
skal begrunde udvisningen, herunder til begrundelsen for
nødvendigheden og proportionaliteten af udvisningen i det
konkrete tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.2.5 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger, og de deri nævnte domme fra Højeste-
ret gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2020, side 132, og
Ugeskrift for Retsvæsen 2021, side 4769 (dissens).
Det foreslås i § 26 b, stk. 3, at udlændinge, der er stats-
borgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union
eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske
Samarbejdsområde, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, ikke
må udvises i henhold til stk. 1, medmindre det er bydende
nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed, når de
pågældende 1) har haft lovligt ophold her i landet i de 10
forudgående år, eller 2) er mindreårige, med undtagelse af
tilfælde, hvor udvisningen er nødvendig af hensyn til bar-
nets tarv som fastlagt i De Forenede Nationers konvention
af 20. november 1989 om barnets rettigheder.
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre opholdsdirekti-
vets artikel 28, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil i modsætning til de foreslå-
ede stk. 1 og 2 kun omfatte unionsborgere (og ikke tredje-
landsfamiliemedlemmer til unionsborgere), og udvisning vil
alene kunne begrundes i hensynet til den offentlige sikker-
hed (og ikke i hensynet til den offentlige orden).
Den foreslåede bestemmelse vil give unionsborgere en bety-
delig stærkere beskyttelse mod udvisning end de foreslåede
stk. 1 og 2, idet der alene vil kunne træffes afgørelse om
udvisning, hvis udvisningen er ”bydende nødvendig af hen-
syn til den offentlige sikkerhed”, hvilket er et væsentligt
strengere krav end ”alvorlige hensyn” i den foreslåede stk.
2.
I Tsakouridis, (C-145/09) forholdt EU-Domstolen sig såle-
des til begrebet bydende nødvendig af hensyn til den of-
fentlige sikkerhed og fastslog, at begrebet forudsætter, ikke
blot eksistensen af en trussel mod den offentlige sikkerhed,
men ligeledes at en sådan trussel er endog særligt alvorlig,
jf. præmis 41. Af samme doms præmis 46-47 fremgår, at
handel med narkotika begået i en organiseret bande kan
udgøre en trussel af denne karakter, idet der er tale om en
vidtforgrenet kriminalitetstype med betydelige økonomiske
og operationelle midler, som meget ofte har grænseoverskri-
dende forbindelser, og som kan have et sådant niveau, at den
direkte truer roen og den fysiske sikkerhed hos befolkningen
som helhed eller hos en stor del heraf.
I P. I. (C-348/09) præmis 28 og 33 udtalte EU-Domstolen
endvidere, at det er tilladt medlemsstaterne at anse de lov-
overtrædelser, der er opregnet i TEUF artikel 83, stk. 1,
andet afsnit, for at indebære et særligt alvorligt indgreb i en
grundlæggende samfundsinteresse, der kan udgøre en direk-
te trussel mod befolkningens tryghed og fysiske sikkerhed,
55
og dermed være omfattet af begrebet ”bydende nødvendig
af hensyn til den offentlige sikkerhed”. Sådanne lovovertræ-
delser kan begrunde en udvisning, hvis de er begået på en
måde, som er af særlig grov karakter.
Der henvises i TEUF artikel 83, stk. 1, andet afsnit, til terro-
risme, menneskehandel og seksuel udnyttelse af kvinder og
børn, ulovlig narkotikahandel, ulovlig våbenhandel, hvid-
vaskning af penge, korruption, forfalskning af betalingsmid-
ler, edb-kriminalitet og organiseret kriminalitet som krimi-
nalitet af særlig grov karakter.
Det følger heraf, at udvisning af unionsborgere, som er
omfattet af den foreslåede § 26 b, stk. 3, vil kunne ske
på baggrund af bl.a. de kriminalitetsformer, der er nævnt i
TEUF artikel 83, stk. 1, idet bestemmelsen ifølge sin ordlyd
ikke er udtømmende. Andre kriminalitetstyper end dem, der
er nævnt i TEUF artikel 83, stk. 1, vil således også kunne
føre til udvisning af en person omfattet af den foreslåede
bestemmelse, jf. herved Højesterets dom af 19. juni 2019 og
gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2019, side 3197.
Det foreslås i § 26 b, stk. 3, nr. 1, at det er en betingelse for
at være omfattet af beskyttelsen, at unionsborgeren har haft
lovligt ophold her i landet i de 10 forudgående år.
Det betyder, at unionsborgeren vil skulle have opholdt sig
i Danmark i de 10 år, der går forud for afgørelsen om udvis-
ning.
En unionsborger vil kun kunne påberåbe sig beskyttelsen
efter den foreslåede bestemmelse, hvis den pågældende først
har opnået ret til tidsubegrænset ophold, og dermed opfylder
betingelsen for den i den foreslåede § 26 b, stk. 2, nævnte
beskyttelse.
I modsætning til den 5-årige periode, der kræves for at opnå
ret til tidsubegrænset ophold, og som løber fra tidspunktet
for den pågældendes lovlige ophold i værtsmedlemsstaten,
beregnes 10-års perioden ved at regne tilbage fra datoen for
afgørelsen om udvisning.
Det indebærer, at kravet om 10 års forudgående ophold i
henhold til opholdsdirektivet ikke nødvendigvis er opfyldt,
selvom der er gået mere end 10 år fra indrejsen, og der er
opnået tidsubegrænset opholdsret, idet den 10-årige periode
i princippet ikke må være afbrudt. Har unionsborgeren haft
et eller flere ophold uden for Danmark i løbet af de 10
forudgående år, vil der skulle foretages en konkret vurdering
af, om den pågældende er omfattet af den foreslåede stk. 3.
Om denne vurdering har EU-Domstolen udtalt, at der i hvert
enkelt tilfælde skal tages hensyn til alle relevante forhold,
navnlig varigheden af hver af den pågældendes fravær fra
værtsmedlemsstaten, den samlede varighed og hyppigheden
af disse fravær samt grunde, der har fået den pågældende
til at forlade medlemsstaten, og på grundlag af hvilke det
kan fastslås, om disse fravær indebærer, at centrum for den
pågældendes personlige, familiemæssige eller erhvervsmæs-
sige interesser er flyttet til en anden stat, jf. Tsakouridis
(C-145/9), præmis 32 og 33.
I forhold til betydningen af perioder med afsoning følger
det af EU-Domstolens retspraksis, jf. M. G., (C-400/12),
præmis 32ff., at sådanne perioder ikke skal tages regnes med
ved opgørelsen af, om den øgede beskyttelse i den foreslåe-
de § 26 b, stk. 3, nr. 1, er opnået, og at sådanne perioder
i princippet afbryder opholdets uafbrudte karakter, således
at 10-årsperioden begynder forfra efter endt afsoning. Selv-
om dette er udgangspunktet, har EU-Domstolen dog tillige
fastslået, at der – med henblik på at afgøre, om sådanne
perioder har medført, at den integrationsmæssige tilknytning
til værtsmedlemsstaten, som tidligere er opnået, er blevet
brudt, således at den pågældende ikke længere er omfattet
af den beskyttelse, der er sikret ved denne bestemmelse –
skal foretages en samlet vurdering af personens situation
på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om udvisning opstår. I
forbindelse med denne samlede vurdering vil perioderne
med afsoning skulle indgå sammen med alle de i hvert
enkelt tilfælde relevante forhold, herunder i givet fald den
omstændighed, at den pågældende person har haft ophold i
værtsmedlemsstaten i 10 år forud for sin afsoning. Endvide-
re vil bl.a. styrken af den integrationsmæssige tilknytning,
der er opnået til værtsmedlemsstaten før den pågældendes
afsoning, karakteren af den overtrædelse, der danner grund-
lag for den idømte fængselsstraf, og de omstændigheder,
hvorunder overtrædelsen blev begået, såvel som den pågæl-
dendes opførsel i afsoningsperioden, kunne tages i betragt-
ning.
Det foreslås i § 26 b, stk. 3, nr. 2, at mindreårige unions-
borgere, med undtagelse af tilfælde, hvor udvisningen er
nødvendig af hensyn til barnets tarv som fastlagt i De For-
enede Nationers konvention af 20 november 1989 om bar-
nets rettigheder, kun kan udvises efter det foreslåede stk. 1,
hvis det er bydende nødvendigt af hensyn til den offentlige
sikkerhed.
For mindreårige unionsborgere vil således gælde, at beskyt-
telsen mod udvisning ikke er betinget af et forudgående
lovligt ophold på 10 år, og ej heller er betinget af, at
den mindreårige har opnået tidsubegrænset opholdstilladel-
se. Det må antages, at unionsborgeren skal være mindreårig
på afgørelsestidspunktet for være omfattet af beskyttelsen.
Det foreslås i § 26 b, stk. 4, at der, inden der træffes afgørel-
se om udvisning i henhold til stk. 1, navnlig skal tages hen-
syn til varigheden af den pågældendes ophold her i landet,
den pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og
økonomiske situation, den pågældendes sociale og kulturelle
integration her i landet og tilknytning til hjemlandet.
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre opholdsdirekti-
vets artikel 28, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i tæt sammenhæng
med den foreslåede § 26 b, stk. 1, hvorefter udlændinge,
der er omfattet af EU-reglerne, kun vil kunne udvises, hvis
56
deres personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og til-
strækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende
samfundsinteresse, og udvisning sker af hensyn til den of-
fentlige orden eller den offentlige sikkerhed. Der vil således
efter det foreslåede stk. 1, skulle foretages en proportiona-
litetsvurdering, hvorefter udvisningen skal være egnet til
at sikre virkeliggørelsen af det formål, der forfølges med
udvisningen, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for
at nå dette mål. Der henvises herom til bemærkningerne til
det foreslåede stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4, medfører, at der, før
der træffes afgørelse om udvisning med begrundelse i den
offentlige orden eller sikkerhed, ud over proportionalitets-
vurderingen efter det foreslåede stk. 1, tillige navnlig vil
skulle tages hensyn til varigheden af den pågældendes op-
hold her i landet, den pågældendes alder, helbredstilstand,
familiemæssige og økonomiske situation, den pågældendes
sociale og kulturelle integration her i landet og tilknytning
til hjemlandet.
Ved vurderingen af, om der skal gennemføres begrænsnin-
ger i retten til indrejse og ophold, herunder om betingelserne
for udvisning er opfyldt, vil der således dels efter det fore-
slåede stk. 1 skulle foretages en afvejning af, om hensynet
til de grundlæggende samfundsinteresser kan begrunde et
indgreb i retten til fri bevægelighed, dels efter det foreslåede
stk. 4 skulle foretages en vurdering af, hvilke individuelle
forhold der taler henholdsvis for eller imod udvisning.
Opregningen i det foreslåede stk. 4 er ikke udtømmende.
Det fremgår af EU-Kommissionens 2023-vejledning, afsnit
13.1.3 om proportionalitetsvurderingen, bl.a., at den pågæl-
dendes personlige og familiemæssige forhold skal vurderes
nøje for at fastslå, hvorvidt den påtænkte foranstaltning er
rimelig og ikke går ud over, hvad der er strengt nødvendigt
for at nå det tilsigtede mål, og hvorvidt der kan anvendes
mindre strenge foranstaltninger for at nå dette mål. Der
fremhæves derefter en række momenter, der skal indgå i
vurderingen. Det drejer sig om konsekvenserne af udvisning
for personens økonomiske, personlige og familiemæssige
situation, herunder for andre familiemedlemmer, som fortsat
vil have ret til at opholde sig i værtsmedlemsstaten, hensy-
net til barnets tarv, hvor store vanskeligheder ægtefællen el-
ler partneren og børnene vil blive mødt af i den berørte per-
sons hjemland, graden af tilknytning til hhv. værtsmedlems-
staten og oprindelsesmedlemsstaten, herunder tilstedeværel-
sen af slægtninge, besøg i hjemlandet og sprogkundskaber,
evt. manglende tilknytning til oprindelsesmedlemsstaten el-
ler værtsmedlemsstaten, f.eks. hvis den pågældende er født
i værtsmedlemsstaten eller har boet der fra en tidlig alder,
opholdets varighed i værtsmedlemsstaten, da situationen for
en turist vil adskille sig fra situationen for en, der har boet i
værtsmedlemsstaten i mange år samt alder og helbred.
Varigheden af opholdet indgår som et væsentligt element
i vurderingen. At udvisningsbeskyttelsen øges i takt med
opholdets varighed følger tillige af de foreslåede § 26 b,
stk. 2 og 3, hvorefter der stilles større krav til, hvornår der
kan ske udvisning, når en person har opnået tidsubegrænset
opholdsret (efter 5 års lovligt ophold) og endnu større krav,
hvis den pågældende har haft lovligt ophold i 10 år eller er
mindreårig.
Det foreslåede stk. 4 og den deri indeholdte proportionali-
tetsvurdering vil finde anvendelse i forbindelse med alle ud-
visningsafgørelser, herunder afgørelser vedrørende personer,
der er omfattet af den stærkere beskyttelse i de foreslåede §
26 b, stk. 2 og 3.
EU-Domstolen har i en lang række domme fastslået, at
Charteret er bindende for medlemsstaterne ved administra-
tionen af opholdsdirektivet og med henvisning til EU’s
Charter artikel 52, stk. 3, bekræftet, at Charterets artikel
7 vedrørende retten til respekt for privatliv og familieliv,
indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved
EMRK artikel 8, stk. 1, og at Charterets artikel 7 skal gives
samme betydning og omfang som EMRK artikel 8, stk. 1,
således som denne bestemmelse er blevet fortolket af Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol, jf. bl.a. J. McB.,
(C-400/10)), præmis 53, O. og S., (C-356/11 og C-357/11),
præmis 76 og Coman, (C-673/16), præmis 49.
Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede stk. 1
ovenfor og til pkt. 2.2.1.4.4 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Endelig foreslås det i § 26 b, stk. 5, at udlændinge, der er
omfattet af EU-reglerne, kun kan udvises af hensyn til den
offentlige sundhed, hvis udvisning er begrundet i sygdom-
me, der ifølge Verdenssundhedsorganisationen er potentielt
epidemiske, samt andre smitsomme infektionssygdomme
eller parasitære sygdomme, der er truffet nationale beskyt-
telsesforanstaltninger mod. Sygdomme, der opstår efter de
første 3 måneder efter ankomstdatoen, kan ikke begrunde
en afgørelse om udvisning. Hensyn, der tjener økonomiske
formål, må ikke indgå i vurderingen.
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre opholdsdirekti-
vets artikel 29, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse vil fastslå, at begrænsning af
retten til fri bevægelighed ud over hensyn begrundet i den
offentlige orden og den offentlige sikkerhed vil kunne be-
grundes i hensynet til den offentlige sundhed.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at de eneste
sygdomme, der vil kunne begrunde foranstaltninger, der
begrænser den frie bevægelighed, er de sygdomme, der er
potentielt epidemiske ifølge relevante instrumenter fra Ver-
denssundhedsorganisationen, samt andre smitsomme infekti-
onssygdomme eller parasitære sygdomme, for så vidt der er
truffet nationale beskyttelsesforanstaltninger.
Udvisning af hensyn til den offentlige sundhed vil således
være begrænset til de tilfælde, hvor det internationale sam-
fund er enig om, at der tale om en akut risiko for folkesund-
heden.
57
Det følger af det foreslåede stk. 5, 2. pkt., at sygdomme, der
opstår mere end tre måneder efter ankomstdatoen, ikke vil
kunne begrunde en afgørelse om udvisning. Det betyder, at
muligheden for at kunne udvise af hensyn til den offentlige
sundhed, vil være tidsmæssigt begrænset til de første tre
måneder efter ankomsten på værtsmedlemsstatens område.
Opholdsdirektivet indeholder ikke nærmere vejledning om,
hvad der skal forstås ved kravet om, at der skal være truffet
beskyttelsesforanstaltninger mod de angivne sygdomme i
forhold til egne statsborgere. Det ses heller ikke at være
fastlagt i EU-Domstolens praksis, at der skal være paralle-
litet mellem de begrænsninger, der iværksættes over for ud-
lændinge, som er omfattet af EU-reglerne og de nationale
beskyttelsesforanstaltninger.
Det fremgår imidlertid af EU-Domstolens praksis, at med-
lemsstaterne ikke generelt og uden konkret begrundelse kan
begrænse retten til fri bevægelighed og ophold af hensyn til
den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Begrænsnin-
ger i retten til fri bevægelighed er således underlagt et gene-
relt proportionalitetsprincip, hvorefter sådanne begrænsnin-
ger skal være egnede, nødvendige og stå i et rimeligt forhold
til det hensyn, der forsøges varetaget. Ifølge Domstolens
retspraksis, jf. bl.a. Bressol, (C-73/08), præmis 71, påhviler
det de nationale myndigheder, som har indført en foranstalt-
ning, der udgør en undtagelse til et EU-retligt princip, i
hvert enkelt tilfælde at godtgøre, at foranstaltningen er egnet
til at sikre, at det påberåbte mål nås, og ikke går ud over,
hvad der er nødvendigt med henblik på at nå dette mål. De
hensyn, der kan påberåbes af en medlemsstat, skal derfor
ledsages af en analyse af egnetheden og forholdsmæssighe-
den af den foranstaltning, som medlemsstaten har truffet,
såvel som præcise oplysninger til støtte for dens argumenta-
tion, jf. i denne retning Leichtle, (C-8/02), præmis 45-46. En
sådan analyse skal være objektiv, detaljeret og underbygget
med tal og skal ved hjælp af pålidelige, overensstemmende
og beviskraftige oplysninger kunne godtgøre, at der rent
faktisk foreligger risici for den offentlige sundhed.
Som eksempler på reglernes anvendelse i praksis henvises
til pkt. 2.1.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger og
bemærkningerne til nr. 29, hvor Danmarks håndtering af
virussen COVID-19 (SARS-CoV-2) i årene 2020-2021 og
EU’s praktiske vejledning til grænsevagter (Grænsehåndbo-
gen) er nærmere omtalt.
Til nr. 24
Det fremgår af udlændingelovens § 27, stk. 1, at de i § 9
q, stk. 8, § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, § 17, stk. 1, 3. pkt.,
§§ 22, 23 og 25 a nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet
for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis an-
søgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra
tidspunktet for ansøgningens indgivelse eller fra tidspunktet,
hvor betingelserne for opholdstilladelsen er opfyldt, hvis
dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunktet.
Det foreslås at ændre § 27, stk. 1, således at »§§ 22, 23 og
25 a« ændres til »§ 22, stk. 2, og § 25 a«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til nr. 25
Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, kan en udlænding, der
ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt registrerings-
bevis eller opholdskort, jf. udlændingelovens § 6, her i lan-
det, og en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i
landet, afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen, i en række oplistede tilfælde.
Det foreslås, at § 28, stk. 1, ændres således, at der efter »i
følgende tilfælde« indsættes », jf. dog § 28 a«.
Baggrunden for forslaget er den foreslåede indsættelse af
§ 28 a i udlændingeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 29, der
gennemfører de relevante artikler i opholdsdirektivet om
adgangen til at afvise udlændinge omfattet af EU-reglerne.
Formålet med den foreslåede ændring i § 28, stk. 1, er
således at tydeliggøre, at afvisning af udlændinge omfattet
af EU-reglerne, dvs. personer omfattet af udlændingelovens
§ 2, stk. 1 eller 2, alene kan ske, hvis det er i overensstem-
melse med den samtidigt foreslåede § 28 a.
Den foreslåede ændring i § 28, stk. 1, medfører ikke i øv-
rigt ændringer af gældende ret og adgangen til at træffe
afgørelse om afvisning ved indrejsen fra et land, der ikke er
tilsluttet Schengenkonventionen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.5 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 26
Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, kan en udlænding, der
ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt registrerings-
bevis eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, og en nordisk
statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, afvises ved
indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonven-
tionen, i en række oplistede tilfælde. De oplistede tilfælde
fremgår af § 28, stk. 1, nr. 1-7.
Det følger af § 28, stk. 1, nr. 7, at en udlænding kan afvises,
hvis andre hensyn til Schengenlandenes offentlige orden,
forholdet til fremmede magter eller sikkerheds- eller sund-
hedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have
ophold her i landet.
Det foreslås, at § 28, stk. 1, nr. 7, nyaffattes således, at en
udlænding kan afvises, hvis udlændingen betragtes som en
trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sik-
kerhed, offentlig sundhed eller internationale forbindelser,
58
og navnlig hvis udlændingen på dette grundlag er indberettet
som uønsket i Schengenlandenes nationale databaser. Ud-
lændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog
ikke afvises på grund af hensynet til andre Schengenlandes
offentlige orden, indre sikkerhed eller internationale forbin-
delser.
Bestemmelsen i § 28, stk. 1, nr. 7, blev senest ændret ved
lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingelo-
ven (Schengenkonventionen m.v.), med henblik på at imple-
mentere Schengenkonventionens artikel 5, stk. 1, litra e,
hvorefter en udlænding kan få tilladelse til at indrejse og
opholde sig i Schengenlandene i op til tre måneder, hvis den
pågældende ikke udgør en trussel for en af Schengenlande-
nes offentlige orden, nationale sikkerhed eller internationale
forbindelser.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Fol-
ketingstidende 1996-97, tillæg A, side 4785, at de anførte
sundhedsmæssige grunde i § 28, stk. 1, nr. 7, blev antaget
at være indeholdt i begrebet offentlig orden i Schengenkon-
ventionens artikel 5, stk. 1, litra e, og at der i stedet for det
i konventionen anvendte begreb ᾽᾽internationale forbindel-
ser᾽᾽ i lovteksten blev anvendt begrebet ᾽᾽forhold til frem-
mede magter᾽᾽, idet dette begreb var anvendt i dansk ret.
Med vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets Forord-
ning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af
en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schen-
gengrænsekodeks) blev en tilsvarende indrejsebetingelse
indsat i dennes artikel 5, stk. 1, litra e. Det følger heraf,
at en udlænding ikke må betragtes som en trussel mod
Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, offent-
lig sundhed eller internationale forbindelser, og navnlig ikke
på dette grundlag må være indberettet som uønsket i med-
lemsstaternes nationale databaser. Med vedtagelsen af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2016/399 af 9.
marts 2016 om en EU-kodeks for personers grænsepassage
(Schengengrænsekodeks) (kodifikation), blev bestemmelsen
indsat i artikel 6, stk. 1, litra e.
Efter artikel 27 i direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004
(opholdsdirektivet), som er gennemført i dansk ret bl.a.
ved § 36 i bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020 (EU-
opholdsbekendtgørelsen), kan retten til indrejse og ophold
for unionsborgere og deres familiemedlemmer begrænses af
hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed.
Unionsborgere og deres familiemedlemmer kan imidlertid
ikke afvises af hensyn til andre Schengenlandes offentlige
orden, indre sikkerhed eller internationale forbindelser efter
artikel 27 i opholdsdirektivet og § 36 i EU-opholdsbekendt-
gørelsen.
Baggrunden for nyaffattelsen er at ensrette bestemmelsens
ordlyd med ordlyden af afvisningsbestemmelsen i Schen-
gengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1, litra e, og at sikre,
at § 28, stk. 1, nr. 7, er i overensstemmelse med reglerne
om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til tage
ophold i andre EU-medlemsstater samt begrænsningerne i
denne ret, jf. opholdsdirektivet.
Den foreslåede nyaffattelse vil indebære, at en udlænding
der ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt registre-
ringsbevis eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, og en
nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet,
kan afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet
Schengenkonventionen, hvis den pågældende betragtes som
en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre
sikkerhed, offentlig sundhed eller internationale forbindel-
ser. Det gælder navnlig, hvis udlændingen på dette grundlag
er indberettet som uønsket i Schengenlandenes nationale
databaser.
Den foreslåede nyaffattelse vil endvidere indebære, at det
fremgår af bestemmelsens ordlyd, at unionsborgere og de-
res familiemedlemmer ikke kan afvises af hensyn til andre
Schengenlandes offentlige orden, indre sikkerhed eller inter-
nationale forbindelser.
De i den foreslåede § 28, stk. 1, nr. 7, anførte afvisnings-
grunde er i overensstemmelse med indrejsebetingelserne i
Schengenkonventionens artikel 5, stk. 1, litra e, indrejsebe-
tingelserne i Schengengrænsekodeksens artikel 6, stk. 1, li-
tra e, og artikel 27 i opholdsdirektivet.
Der er tale om en præcisering af implementeringen af den
oprindelige adgang til afvisning af tredjelandsstatsborgere,
unionsborgere og deres familiemedlemmer. Der sker med
nyaffattelsen dermed ikke en ændring af gældende ret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.5 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 27
Efter udlændingelovens § 28, stk. 2, skal statsborgere i lan-
de, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen eller Den
Europæiske Union, afvises ved indrejsen fra et land, der ik-
ke er tilsluttet Schengenkonventionen, efter bestemmelserne
i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk. 5.
Efter udlændingelovens § 28, stk. 3, kan en udlænding, der
ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt registrerings-
bevis eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, eller en nordisk
statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, afvises ved
indrejsen fra et Schengenland efter bestemmelserne i § 28,
stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk. 5. En nordisk statsborger kan dog
kun afvises efter § 28, stk. 1, nr. 2, såfremt den pågældende
indrejser fra et ikke-nordisk land, jf. § 39, stk. 4.
Det foreslås, at i § 28, stk. 2, og stk. 3, 1. pkt., efter »jf. dog
stk. 5« indsættes »og § 28 a«.
Baggrunden for forslaget er den foreslåede indsættelse af
§ 28 a i udlændingeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 29, der
gennemfører de relevante artikler i opholdsdirektivet om
adgangen til at afvise udlændinge omfattet af EU-reglerne.
59
Formålet med den foreslåede ændring i § 28, stk. 2 og stk. 3,
1. pkt., er således at tydeliggøre, at afvisning af udlændinge
omfattet af EU-reglerne, alene kan ske, hvis det er i overens-
stemmelse med den samtidigt foreslåede § 28 a.
Den foreslåede ændring af § 28, stk. 2, og stk. 3, 1. pkt., vil
ikke i øvrigt medføre ændringer af gældende ret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.5 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 28
Efter udlændingelovens § 28, stk. 6, kan en udlænding, der
ikke har fast bopæl her i landet, uanset bestemmelserne i
kapitel 1, afvises, såfremt det findes påkrævet af hensyn til
statens sikkerhed.
Det foreslås, at § 28, stk. 6, ændres således, at der efter »så-
fremt det findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed«
indsættes », jf. dog § 28 a«.
Baggrunden for forslaget er den foreslåede indsættelse af
§ 28 a i udlændingeloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 29, der
gennemfører de relevante artikler i opholdsdirektivet om
adgangen til at afvise udlændinge omfattet af EU-reglerne.
Formålet med den foreslåede ændring i § 28, stk. 6, er såle-
des at tydeliggøre, at afvisning af udlændinge omfattet af
EU-reglerne alene vil kunne ske, hvis det er i overensstem-
melse med den samtidigt foreslåede § 28 a.
Den foreslåede ændring af i § 28, stk. 6, medfører således
ikke ændringer af gældende ret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.5 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 29
Efter udlændingelovens § 28, stk. 1, kan en udlænding, der
ikke har opholdstilladelse eller har fået udstedt registrerings-
bevis eller opholdskort, jf. § 6, her i landet, og en nordisk
statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, afvises ved
indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonven-
tionen, i en række oplistede tilfælde. De oplistede tilfælde
fremgår af § 28, stk. 1, nr. 1-7.
Det følger af § 28, stk. 1, nr. 7, at der kan ske afvisning, hvis
andre hensyn til Schengenlandenes offentlige orden, forhold
til fremmede magter eller sikkerheds- eller sundhedsmæssi-
ge grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her
i landet.
Det følger af bestemmelsens stk. 2, at statsborgere i lande,
der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen eller Den Euro-
pæiske Union, skal afvises ved indrejsen fra et land, der ikke
er tilsluttet Schengenkonventionen, efter bestemmelserne i
stk. 1, nr. 1-7, jf. dog bestemmelsens stk. 5.
Efter bestemmelsens stk. 3 kan en udlænding, der ikke har
opholdstilladelse eller har fået udstedt registreringsbevis el-
ler opholdskort, jf. lovens § 6, her i landet, eller en nordisk
statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, afvises
ved indrejsen fra et Schengenland efter bestemmelserne i
stk. 1, nr. 1-7, jf. dog bestemmelsens stk. 5. En nordisk
statsborger kan dog kun afvises efter bestemmelsens stk. 1,
nr. 2, såfremt den pågældende indrejser fra et ikke-nordisk
land, jf. lovens § 39, stk. 4.
Efter bestemmelsens stk. 6 kan en udlænding, der ikke har
fast bopæl her i landet, uanset bestemmelserne i lovens ka-
pitel 1 afvises, såfremt det findes påkrævet af hensyn til
statens sikkerhed.
Efter udlændingelovens § 2, stk. 3, finder de begrænsninger,
der følger af udlændingeloven, kun anvendelse på udlændin-
ge, der er omfattet af EU-reglerne, i det omfang det er
foreneligt med disse regler.
Udlændingelovens § 2, stk. 3, afspejler EU-rettens alminde-
lige forrang og indebærer, at principperne for begrænsning
af retten til fri bevægelighed finder anvendelse i en afvis-
ningssituation, der har hjemmel i udlændingelovens kapitel
5.
Opholdsdirektivet fastsætter i kapitel VI betingelserne for,
at en medlemsstat med henvisning til den offentlige orden,
sikkerhed eller sundhed kan begrænse retten til indrejse og
ophold for unionsborgere og deres familiemedlemmer, som
har lovligt ophold i henhold til direktivet.
Efter opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1, kan medlemssta-
terne med forbehold for bestemmelserne i direktivets kapitel
VI begrænse retten til fri bevægelighed og ophold for en
unionsborger eller et familiemedlem uanset nationalitet af
hensyn til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Der
må ikke lægges økonomiske betragtninger til grund.
Det følger af opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, at foran-
staltninger truffet af hensyn til den offentlige orden eller
sikkerhed skal være i overensstemmelse med proportionali-
tetsprincippet og udelukkende kan begrundes i vedkommen-
des personlige adfærd. En tidligere straffedom kan ikke i sig
selv begrunde anvendelsen af sådanne foranstaltninger. Den
personlige adfærd skal udgøre en reel, umiddelbar og til-
strækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende
samfundsinteresse. Begrundelser, der ikke vedrører den indi-
viduelle sag, eller som har generel præventiv karakter, må
ikke anvendes.
Opholdsdirektivets artikel 27, stk. 1 og 2, er gennemført i
dansk ret ved EU-opholdsbekendtgørelsens § 36.
I medfør af opholdsdirektivets artikel 29, stk. 1, er de
eneste sygdomme, der kan begrunde foranstaltninger, der
begrænser den frie bevægelighed, de sygdomme, der er
potentielt epidemiske ifølge relevante instrumenter fra Ver-
denssundhedsorganisationen, samt andre smitsomme infekti-
onssygdomme eller parasitære sygdomme, for så vidt værts-
60
medlemsstaten har truffet beskyttelsesforanstaltninger mod
dem for egne statsborgere. Det følger af opholdsdirektivets
artikel 29, stk. 2, at sygdomme, der opstår efter de første tre
måneder efter ankomstdatoen, ikke kan begrunde en udsen-
delse af landet.
Opholdsdirektivets artikel 29, stk. 1 og 2, er gennemført i
dansk ret ved EU-opholdsbekendtgørelsens § 38, stk. 1 og 2.
I dansk praksis indebærer den EU-retlige beskyttelse, at når
det er konstateret, at betingelserne for afvisning, som frem-
går af udlændingelovens § 28 i lovens kapitel 5 er opfyldt,
skal der tillige foretages en samlet og konkret vurdering af,
om de betingelser for afvisning, der følger af EU-retten, er
opfyldt.
Den omstændighed, at den pågældende i en afvisningssitua-
tion ikke har opnået en tilknytning til Danmark betyder, at
der ikke er de samme beskyttelseshensyn, som ved en afgø-
relse om udvisning, medmindre den pågældende genindrej-
ser efter et tidligere (længerevarende) ophold, hvilket bl.a.
har betydning for proportionalitetsvurderingen.
Det foreslås, at der i forlængelse af udlændingelovens §
28 indsættes en ny § 28 a, som fastsætter kriterierne for
afvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne.
Med forslaget samles reglerne om afvisning, der gælder for
udlændinge omfattet af EU-reglerne, i udlændingeloven. Det
sker ved, at EU-reglerne, der gælder for begrænsning af
retten til fri bevægelighed for så vidt angår afvisning, der i
dag er gennemført i EU-opholdsbekendtgørelsens kapitel 9,
indarbejdes i udlændingelovens kapitel 5 om afvisning.
Herved vil EU-reglerne om afvisning fremgå i naturlig for-
længelse af de nationale bestemmelser i udlændingelovens
kapitel 5, der giver hjemmel til at træffe afgørelse om afvis-
ning, hvorved sammenhængen mellem reglerne tydeliggø-
res.
EU-reglerne om afvisning i opholdsdirektivets artikel 27 og
29 har hidtil været gennemført i EU-opholdsbekendtgørel-
sen. Den foreslåede gennemførelse i udlændingeloven vil
således alene erstatte gennemførelsen i EU-opholdsbekendt-
gørelsen, og der foretages ikke ændringer af gældende ret.
Direktivteksten foreslås gennemført ved omskrivning. Om
den foreslåede ordlyd af bestemmelserne bemærkes, at det
så vidt muligt er ordlyden af bestemmelserne i opholdsdi-
rektivet, der er anvendt. De foreslåede bestemmelser fore-
slås dog tilpasset den sprogbrug og systematik, der følges i
udlændingelovens bestemmelser i øvrigt.
Den foreslåede bestemmelse i § 28 a omfatter unionsborgere
og statsborgere i EØS-lande og Schweiz samt deres familie-
medlemmer, uanset nationalitet. Der henvises i øvrigt til pkt.
2.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 28 a, stk. 1, at udlændinge, der er omfat-
tet af EU-reglerne, kun kan afvises, hvis deres personlige
adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig
trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og
afvisning sker af hensyn til den offentlige orden eller den
offentlige sikkerhed. Afvisningen skal være proportional, og
ved vurderingen heraf må forhold, der ikke vedrører den
individuelle sag, eller hensyn, som tjener generalpræventive
eller økonomiske formål, ikke indgå. En tidligere straffedom
kan ikke i sig selv begrunde en afgørelse om afvisning.
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre opholdsdirekti-
vets artikel 27 og 29 for så vidt angår adgangen til at afvise
udlændinge omfattet af EU-reglerne.
Det følger af den foreslåede § 28 a, stk. 1, at det vil være en
grundbetingelse for afvisning af udlændinge, som er omfat-
tet af EU-reglerne, at dette sker af hensyn til den offentlige
orden eller sikkerhed.
Vedrørende begreberne den offentlige orden og sikkerhed
henvises til pkt. 2.2.1.4.1 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23.
Udover, at afvisningen skal være begrundet i hensyn til den
offentlige orden eller den offentlige sikkerhed, følger det af
den foreslåede § 28 a, stk. 1, at det er en grundbetingelse for
afvisning af udlændinge omfattet af EU-reglerne, at deres
personlige adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig
alvorlig trussel, som berører en grundlæggende samfundsin-
teresse.
Vedrørende trusselsvurderingen henvises til pkt. 2.2.1.4.2 og
2.2.1.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23.
I overensstemmelse med opholdsdirektivets artikel 27, stk.
2., 2. afsnit, foreslås det i § 28 b, stk. 1, at forhold, der
ikke vedrører den individuelle sag, eller hensyn, der tjener
generalpræventive formål, ikke må indgå ved afgørelsen om
afvisning. Der vil derfor ikke kunne træffes afgørelse om
afvisning med henblik på f.eks. at statuere et eksempel.
I overensstemmelse med opholdsdirektivets artikel 27, stk.
1, 2. pkt., foreslås det, at der ikke må lægges økonomiske
betragtninger til grund ved afgørelsen af, om der kan træffes
foranstaltninger, der begrænser den fri bevægelighed. Der
vil derfor f.eks. ikke efter bestemmelsen kunne træffes afgø-
relse om afvisning af en unionsborger eller dennes familie
med henvisning til, at den pågældende er arbejdsløs, eller at
der er høj arbejdsløshed i værtsstaten.
Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at en
tidligere straffedom ikke i sig selv vil kunne begrunde en
afgørelse om afvisning.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
bl.a. forbuddet mod automatiske afgørelser uden individuel
vurdering og aktualitetskravet i trusselsvurderingen.
EU-Domstolen har fastslået, at en tidligere straffedom som
udgangspunkt kun kan få betydning i det omfang de om-
61
stændigheder, som har ført til domfældelsen, er udtryk for
et personligt forhold, der indebærer en aktuel trussel mod
den offentlige orden, jf. Bouchereau, (33/77), præmis 27
og 28. Det gælder også i tilfælde, hvor et tidligere begået
strafbart forhold har en så alvorlig karakter, at det i sig selv
kan betragtes som en trussel mod den offentlige orden. Af-
visning vil således ikke kunne være en automatisk følge af
en straffedom eller en indberetning i Schengeninformations-
systemet (SIS). Der vil altid skulle foretages en individuel
trusselsvurdering, jf. i denne retning Calfa, (C-348/96), præ-
mis 24 og 25 og Kommissionen mod Spanien, (C-503/03),
præmis 59.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at hvis det kan
fastslås, at grundbetingelsen om, at den personlige adfærd
udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel,
der berører en grundlæggende samfundsinteresse er opfyldt,
og afvisning er begrundet i hensyn til den offentlige orden
eller sikkerhed, vil der tillige skulle foretages en vurdering
af, om afvisningens er proportional.
Vedrørende proportionalitetsvurderinger henvises til pkt.
2.2.1.4.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger og til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 23.
Afvisningssituationen adskiller sig i praksis fra udvisnings-
situationen, hvilket bl.a. indebærer, at der ikke i afgørelser
om afvisning skal foretages en vurdering efter opholdsdirek-
tivets artikel 28, stk. 1. Den omstændighed, at den pågæl-
dende i en afvisningssituation ikke har taget ophold og ikke
har opnået en tilknytning til Danmark betyder dermed, at der
ikke er de samme beskyttelseshensyn, som ved en afgørelse
om udvisning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.4 og 2.2.1.5 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i § 28 a, stk. 2, at udlændinge, der er omfattet
af EU-reglerne, kun kan afvises af hensyn til den offentlige
sundhed, hvis afvisning er begrundet i sygdomme, der iføl-
ge Verdenssundhedsorganisationen er potentielt epidemiske,
samt andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære
sygdomme, der er truffet nationale beskyttelsesforanstaltnin-
ger mod. Hensyn, der tjener økonomiske formål, må ikke
indgå i vurderingen.
Den foreslåede bestemmelse vil gennemføre opholdsdirekti-
vets artikel 29, stk. 1.
Det foreslås således, at en afgørelse om afvisning, foruden
at være begrundet i hensynet til den offentlige orden eller
den offentlige sikkerhed tillige vil kunne være begrundet
i hensynet til den offentlige sundhed i tilfælde, hvor det
internationale samfund er enig om, at der er tale om en akut
risiko for folkesundheden.
Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at de eneste
sygdomme, der kan begrunde foranstaltninger, der begræn-
ser den frie bevægelighed, er de sygdomme, der er poten-
tielt epidemiske ifølge relevante instrumenter fra Verdens-
sundhedsorganisationen, samt andre smitsomme infektions-
sygdomme eller parasitære sygdomme, som Danmark har
truffet nationale beskyttelsesforanstaltninger mod.
Afvisning af hensyn til den offentlige sundhed vil således
være begrænset til de tilfælde, hvor man i det internationale
samfund er enige om, at der er tale om en akut risiko for
folkesundheden.
Opholdsdirektivet indeholder ikke nærmere vejledning om,
hvad der skal forstås med kravet om, at der skal være truf-
fet beskyttelsesforanstaltninger mod de i artikel 29, stk. 1,
angivne sygdomme i forhold til egne statsborgere. Det ses
heller ikke at være fastlagt i EU-Domstolens praksis, at der
skal være parallelitet mellem de begrænsninger, der iværk-
sættes over for udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne
og de beskyttelsesforanstaltninger, der træffes i forhold til
egne statsborgere.
Det følger af EU-Domstolens praksis, at medlemsstaterne
ikke generelt og uden konkret begrundelse kan begrænse
retten til fri bevægelighed og ophold af hensyn til den of-
fentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Begrænsninger i ret-
ten til fri bevægelighed er således underlagt et generelt pro-
portionalitetsprincip, hvorefter sådanne begrænsninger skal
være egnede, nødvendige og stå i et rimeligt forhold til det
hensyn, der forsøges varetaget. Ifølge Domstolens retsprak-
sis, jf. bl.a. Bressol, (C-73/08), præmis 71, påhviler det de
nationale myndigheder, som har indført en foranstaltning,
der udgør en undtagelse til et EU-retligt princip, i hvert
enkelt tilfælde at godtgøre, at foranstaltningen er egnet til at
sikre, at det påberåbte mål nås, og ikke går ud over, hvad der
er nødvendigt med henblik på at nå dette mål. De hensyn,
der kan påberåbes af en medlemsstat, skal derfor ledsages
af en analyse af egnetheden og forholdsmæssigheden af den
foranstaltning, som medlemsstaten har truffet, såvel som
præcise oplysninger til støtte for dens argumentation (jf. i
denne retning Leichtle, (C-8/02), præmis 45-46). En sådan
analyse skal være objektiv, detaljeret og underbygget med
tal og skal ved hjælp af pålidelige, overensstemmende og
beviskraftige oplysninger kunne godtgøre, at der rent faktisk
foreligger risici for den offentlige sundhed.
Som et eksempel på en situation, der vil falde ind under
den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde og på be-
tydningen og udfaldet af, at der skal foretages en proportio-
nalitetsvurdering, kan henvises til Danmarks håndtering af
virussen COVID-19 (SARS-CoV-2) i årene 2020-2021. CO-
VID-19 blev i begyndelsen af 2020 kategoriseret som en
pandemisk sygdom af Verdenssundhedsorganisationen. Dan-
mark indførte i den forbindelse midlertidig grænsekontrol
ved alle indre grænser som led i indsatsen mod spredning
af COVID-19. Det indebar, at udlændinge, der ikke allerede
havde lovligt ophold i Danmark, blev afvist ved indrejse af
sundhedsmæssige grunde i henhold til udlændingelovens §
28, stk. 1, nr. 7, og stk. 3, medmindre de havde et anerken-
delsesværdigt formål og kunne fremvise en negativ test for
COVID-19 foretaget forud for indrejsen.
62
Som et andet eksempel på reglernes anvendelse i praksis
kan der henvises til EU’s praktiske vejledning til grænsevag-
ter (Grænsehåndbogen), pkt. 8.1 om nægtelse af indrejse på
grundlag af risikoen for SARS samt de konkrete foranstalt-
ninger, der blev truffet i forhold til passagerer, der ankom fra
Kina.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1.6 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 30-32
Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2, meddeles et
indrejseforbud for en periode på 4 år, hvis udlændingen
udvises efter § 22, § 23 eller § 24 og idømmes en betinget
fængselsstraf eller idømmes en ubetinget fængselsstraf af
indtil 3 måneders varighed eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
karakter eller varighed, jf. dog nr. 5, eller hvis udlændingen
udvises efter § 25 c.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 4, meddeles et
indrejseforbud for en periode på 6 år, hvis udlændingen
udvises efter § 22, § 23 eller § 24 og idømmes en ubetinget
fængselsstraf af mere end 3 måneder og indtil 1 års varighed
eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der
ville have medført en straf af denne varighed.
Bestemmelserne i udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2 og
4, vedrører tilfælde, hvor der fastsættes et indrejseforbud på
henholdsvis 4 og 6 år i forbindelse med en dom for et straf-
bart forhold, og hvor indrejseforbuddets længde afhænger af
længden af den idømte straf.
Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5, meddeles et ind-
rejseforbud for en periode på mindst 6 år, hvis udlændingen
udvises efter § 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8,
eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller hvis udlændingen er
udvist ved dom og ikke har haft lovligt ophold her i landet i
længere tid end de sidste 6 måneder.
Bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5, vedrø-
rer for det første tilfælde, hvor der fastsættes et indrejsefor-
bud på mindst 6 år i forbindelse med udvisning ved dom for
et strafbart forhold, der er omfattet af den skærpede udvis-
ningsadgang i udlændingelovens § 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf.
§ 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, om udvisning
for overtrædelse af nærmere angivne bestemmelser i navnlig
straffeloven uanset varigheden af udlændingens ophold her i
landet og længden af den idømte straf.
Bestemmelsen vedrører for det andet tilfælde, hvor der fast-
sættes et indrejseforbud på mindst 6 år i forbindelse med
udvisning ved dom for et strafbart forhold, hvor udlændin-
gen ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end
de sidste 6 måneder.
Det foreslås for det første at ændre § 32, stk. 4, nr. 2, således
at »§ 22, § 23 eller § 24« ændres til »§§ 22 eller 23«, jf.
lovforslagets § 1, nr. 30.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens
§ 24. Med de foreslåede ændringer vil ikke kun de lovover-
trædelser, der er omfattet af § 22, nr. 4-8, kunne føre til
udvisning uanset varigheden af udlændingens ophold her i
landet og længden af den idømte straf. Det vil fremover
gælde alle lovovertrædelser, der fører til en ubetinget fæng-
selsstraf, dvs. uanset kriminalitetens art. Det betyder, at den
særlige udvisningsadgang i udlændingelovens § 22, nr. 4-8,
afskaffes.
Det foreslås endvidere at ændre § 32, stk. 4, nr. 2, således
at »eller idømmes en ubetinget fængselsstraf af indtil 3 må-
neders varighed« udgår, jf. lovforslagets § 1, nr. 30.
Forslaget medfører, at udlændinge, der idømmes en betinget
fængselsstraf, og udlændinge, der udvises efter udlændingel-
ovens § 25 c, vil blive meddelt et indrejseforbud af 4 års
varighed efter bestemmelsen i udlændingelovens § 32, stk.
4, nr. 2.
Endelig foreslås det at ændre § 32, stk. 4, nr. 2, således at
»for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af
denne karakter eller varighed« ændres til »og udlændingen
ville være idømt betinget fængselsstraf, hvis der ikke var
idømt en sådan anden retsfølge«, jf. lovforslagets § 1, nr. 30.
Forslaget vedrører den situation, hvor en udlænding ikke er
idømt fængselsstraf, men en anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og det
foreslås præciseret, at bestemmelsen omfatter de tilfælde,
hvor den pågældende ville være idømt betinget fængsels-
straf, hvis der ikke var idømt en anden strafferetlig retsføl-
ge. Forslaget medfører ikke ændringer af materiel karakter.
Det foreslås for det andet at ændre § 32, stk. 4, nr. 4, således
at »§ 22, § 23 eller § 24« ændres til »§§ 22 eller 23«, jf.
lovforslagets § 1, nr. 31.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens
§ 24. Med de foreslåede ændringer vil ikke kun de lovover-
trædelser, der er omfattet af § 22, nr. 4-8, kunne føre til
udvisning uanset varigheden af udlændingens ophold her i
landet og længden af den idømte straf. Det vil fremover
gælde alle lovovertrædelser, der fører til en ubetinget fæng-
selsstraf, dvs. uanset kriminalitetens art. Det betyder, at den
særlige udvisningsadgang i udlændingelovens § 22, nr. 4-8,
afskaffes.
Det foreslås endvidere at ændre § 32, stk. 4, nr. 4, således at
»mere end 3 måneder og« udgår, jf. lovforslagets § 1, nr. 31.
Forslaget medfører, at ikke kun udlændinge, der idømmes
63
en ubetinget fængselsstraf af mere end 3 måneder og indtil
1 års varighed, men også udlændinge, der idømmes en ube-
tinget fængselsstraf i op til 3 måneder, vil blive meddelt et
indrejseforbud i 6 år. Det vil bl.a. gælde de udlændinge, der
i dag meddeles et indrejseforbud i 6 år i forbindelse med
udvisning ved dom for et strafbart forhold, der er er omfattet
af den særlige udvisningsadgang i udlændingelovens § 22,
nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22,
nr. 4-8, der foreslås afskaffet, jf. ovenfor.
Forslaget medfører endvidere, at udlændinge, der i dag ud-
vises efter udlændingelovens § 24, nr. 2, dvs. udlændinge,
som ikke har haft lovligt ophold her i landet i mere end de
sidste 5 år og idømmes en ubetinget fængselsstraf af indtil
3 måneders varighed for en lovovertrædelse, der ikke er
omfattet af § 22, nr. 4-8, og i dag meddeles et indrejseforbud
på 4 år efter § 32, stk. 2, nr. 2, fremover vil blive meddelt
et indrejseforbud på 6 år efter § 32, stk. 2, nr. 4. For denne
persongruppe vil forslaget således indebære en skærpelse af
indrejseforbuddets varighed.
Det bemærkes, at der som hidtil vil kunne meddeles et ind-
rejseforbud af kortere varighed, hvis et indrejseforbud af
den varighed, der er nævnt i udlændingelovens § 32, stk.
4, vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid
med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelo-
vens § 32, stk. 5, nr. 1.
Endelig foreslås det at ændre § 32, stk. 4, nr. 4, således
at »for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf
af denne varighed« ændres til »og udlændingen ville være
idømt en ubetinget fængselsstraf af indtil 1 års varighed,
hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 31.
Forslaget vedrører den situation, hvor en udlænding ikke er
idømt fængselsstraf, men en anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og det
foreslås præciseret, at bestemmelsen omfatter de tilfælde,
hvor den pågældende ville være idømt en ubetinget fæng-
selsstraf af indtil 1 års varighed, hvis der ikke var idømt
en anden strafferetlig retsfølge. Forslaget medfører ikke æn-
dringer af materiel karakter.
Det foreslås for det tredje at ændre § 32, stk. 4, nr. 5, således
at »hvis udlændingen udvises efter § 22, nr. 4-8, § 23, nr.
1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller«
udgår, jf. lovforslagets § 1, nr. 32.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 31, der indebærer, at ubetinget fængselsstraf
i indtil 1 år vil medføre et indrejseforbud i 6 år, jf. oven-
for. Udlændinge, der i dag meddeles et indrejseforbud i 6 år
efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 5, i forbindelse med
udvisning ved dom for et strafbart forhold, der er er omfattet
af den særlige udvisningsadgang i udlændingelovens § 22,
nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24, nr. 1, jf. § 22,
nr. 4-8, vil som følge heraf fremover være omfattet af den
foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 32, stk. 4, nr.
4, hvorfor det på den baggrund foreslås, at henvisningen til
den særlige udvisningsadgang i den gældende bestemmelse i
§ 32, stk. 4, nr. 5, udgår.
Det vil betyde, at § 32, stk. 4, nr. 5, fremover alene vil
regulere meddelelse af et indrejseforbud på mindst 6 år,
hvis udlændingen er udvist ved dom og ikke har haft lovligt
ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1.1.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 33
Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 6, meddeles et
indrejseforbud for en periode på 12 år, hvis udlændingen
udvises efter § 22, § 23 eller § 24 og idømmes en ubetinget
fængselsstraf af mere end 1 års og indtil 1 år og 6 måneders
varighed eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne varighed.
Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor der fastsættes et ind-
rejseforbud på 12 år i forbindelse med en dom for et straf-
bart forhold.
Det foreslås for det første at ændre § 32, stk. 4, nr. 6, således
at »§ 22, § 23 eller § 24« ændres til »§§ 22 eller 23«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Det foreslås for det andet, at »for en lovovertrædelse, der
ville have medført en straf af denne varighed« ændres til
»og udlændingen ville være idømt en ubetinget fængsels-
straf af mere end 1 års og indtil 1 år og 6 måneders varig-
hed, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
Forslaget indebærer alene sproglige præciseringer af den
del af bestemmelsen, der vedrører den situation, hvor den
pågældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, så det fremgår mere tydeligt, at bestem-
melsen omfatter de tilfælde, hvor den pågældende ville være
idømt en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 års og indtil
1 år og 6 måneders varighed, hvis der ikke var idømt en
sådan anden retsfølge.
Forslaget vil således ikke medføre ændringer af materiel
karakter.
Til nr. 34
Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, meddeles et ind-
rejseforbud for bestandig, hvis udlændingen udvises efter §
22, § 23 eller § 24 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af
mere end 1 år og 6 måneders varighed eller anden strafferet-
64
lig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for friheds-
berøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en
straf af denne varighed.
Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor der fastsættes et ind-
rejseforbud for bestandig i forbindelse med en dom for et
strafbart forhold.
Det foreslås for det første at ændre § 32, stk. 4, nr. 7, således
at »§ 22, § 23 eller § 24« ændres til »§§ 22 eller 23«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Det foreslås for det andet, at »for en lovovertrædelse, der
ville have medført en straf af denne varighed« ændres til
»og udlændingen ville være idømt en ubetinget fængsels-
straf af mere end 1 år og 6 måneders varighed, hvis der ikke
var idømt en sådan anden retsfølge«.
Forslaget indebærer alene sproglige præciseringer af den
del af bestemmelsen, der vedrører den situation, hvor den
pågældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, så det fremgår mere tydeligt, at bestem-
melsen omfatter de tilfælde, hvor den pågældende ville væ-
re idømt en ubetinget fængselsstraf af mere end 1 og 6
måneders varighed, hvis der ikke var idømt en sådan anden
retsfølge.
Forslaget vil således ikke medføre ændringer af materiel
karakter.
Til nr. 35
Efter udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, kan der meddeles
et indrejseforbud af en kortere varighed, hvis udlændingen
udvises efter § 22, § 23 eller § 24, og et indrejseforbud
af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil indebære, at
udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks
internationale forpligtelser.
Det foreslås at ændre § 32, stk. 5, nr. 1, således at »§ 22, §
23 eller § 24« ændres til »§§ 22 eller 23«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til nr. 36
Det følger af udlændingelovens § 42 k, stk. 2, at visse asyl-
ansøgeres mulighed for at flytte i egen bolig, jf. § 42 k, stk.
1, ikke gælder for blandt andre ”udlændinge, der er idømt
betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe-
røvelse, for en lovovertrædelse begået her i landet, der ville
have medført en straf af denne karakter”, jf. § 42 k, stk. 2,
nr. 3.
Tilsvarende følger det af udlændingelovens § 42 l, stk. 2,
at visse asylansøgeres mulighed for privat indkvartering, jf.
§ 42 l, stk. 1, ikke gælder for blandt andre ”udlændinge,
der er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse begået her i landet,
der ville have medført en straf af denne karakter”, jf. § 42 l,
stk. 2, nr. 3.
Det foreslås at ændre § 42 k, stk. 2, nr. 3, og § 42 l, stk. 2,
nr. 3, således at »frihedsstraf eller anden strafferetlig retsføl-
ge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse,
for en lovovertrædelse begået her i landet, der ville have
medført en straf af denne karakter« ændres til »fængselsstraf
eller en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og hvor
udlændingen ville være idømt betinget eller ubetinget fæng-
selsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
Med henblik på at ensarte terminologien i udlændingeloven
og i den forbindelse anvende den terminologi, der anvendes
i straffeloven, foreslås det, at »frihedsstraf« erstattes med
»fængselsstraf«.
Derudover foreslås sproglige præciseringer af den del af be-
stemmelsen, der vedrører den situation, hvor den pågælden-
de ikke er idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, men
en anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, så det fremgår mere tydeligt,
at bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor den pågældende
ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis
der ikke var idømt en anden strafferetlig retsfølge.
Der er alene tale om sproglige justeringer, der ikke vil med-
føre ændringer af materiel karakter. Det vil således som
hidtil fortsat være en betingelse, at lovovertrædelsen skal
være begået her i landet.
Til nr. 37
Det fremgår af udlændingelovens § 49, stk. 1, at når en
udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter
anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågæl-
dende skal udvises i medfør af §§ 22-24 eller 25 c eller til-
deles en advarsel i medfør af § 24 b. Træffes der bestemmel-
se om udvisning, skal dommen indeholde bestemmelse om
indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 1-5. Dommen skal
ledsages af en vejledning om indrejseforbuddets omfang og
retsvirkninger.
Det foreslås at ændre § 49, stk. 1, 1. pkt., således at »§§
22-24 eller 25 c« ændres til »§§ 22, 23 eller 25 c«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
65
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til nr. 38
Det fremgår af udlændingelovens § 51, stk. 2, 1. pkt., at er
en udlænding i udlandet idømt straf for en lovovertrædelse,
der har haft eller må antages at skulle have haft virkning
her i landet, kan der under de i §§ 22-24 og 25-25 c nævnte
betingelser træffes bestemmelse om udvisning.
Det foreslås at ændre § 51, stk. 2, 1. pkt., således at »§§
22-24 og 25-25 c« ændres til »§§ 22, 23 og 25-25 c«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til nr. 39
Efter udlændingelovens § 58 g, stk. 1, nr. 1, indberetter
udlændingemyndighederne en udlænding, der ikke er stats-
borger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet Den
Europæiske Union, som uønsket til SIS, hvis udlændingen
er udvist af landet i medfør af §§ 22-24 for en lovovertræ-
delse med en strafferamme på mindst 1 år og meddelt ind-
rejseforbud for mindst 6 år.
Det fremgår af artikel 24, stk. 1, litra a, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) 2018/1861 af 28. november
2018 om oprettelse, drift og brug af Schengeninformations-
systemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, om æn-
dring af konventionen om gennemførelse af Schengenafta-
len og om ændring og ophævelse af forordning (EF) nr.
1987/2006 (herefter SIS-forordningen), at medlemsstaterne
indlæser en indberetning om nægtelse af indrejse og ophold,
når medlemsstaten på grundlag af en individuel vurdering,
som omfatter en vurdering af den pågældende tredjelands-
statsborgers personlige omstændigheder og konsekvenserne
af at nægte vedkommende indrejse og ophold, har konklude-
ret, at tilstedeværelsen af nævnte tredjelandsstatsborger på
dens område udgør en trussel mod den offentlige orden, den
offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, og med-
lemsstaten derfor har vedtaget en retlig eller administrativ
afgørelse i overensstemmelse med sin nationale ret om at
nægte indrejse og ophold og foretaget en national indberet-
ning med henblik på nægtelse af indrejse og ophold.
Det fremgår videre af artikel 24, stk. 2, litra a, at de situa-
tioner, der er omfattet af stk. 1, litra a, opstår, når en tred-
jelandsstatsborger i en medlemsstat er blevet dømt for en
lovovertrædelse, for hvilken en frihedsstraf af en varighed
på mindst et år er foreskrevet.
Det foreslås i § 58 g, stk. 1, nr. 1, at »§§ 22-24 for en lovov-
ertrædelse med en strafferamme på mindst 1 år og meddelt
indrejseforbud for mindst 6 år« ændres til »§§ 22 eller 23
for en lovovertrædelse med en strafferamme på mindst 1
år«.
Der er dels tale om en konsekvensændring som følge af
lovforslagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte
udlændingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelo-
vens § 24.
Den foreslåede ændring vil også indebære, at der kan ske
indberetning af en udlænding i SIS, hvis den pågældende
bliver udvist efter de foreslåede bestemmelser i §§ 22 eller
23 for en lovovertrædelse med en strafferamme på mindst 1
år.
Ændringen tilpasser den nationale bestemmelse i udlændin-
geloven om indberetning i SIS til SIS-forordningen, så ud-
lændinge, der udvises, i videst muligt omfang bliver indbe-
rettet i SIS og ikke kun i de tilfælde, hvor udvisningen også
medfører et indrejseforbud for mindst 6 år.
Det er vurderingen, at både de foreslåede nye udvisnings-
regler i §§ 22 og 23, der i et vist omfang vil medvirke til, at
flere kriminelle udlændinge udvises, og den her foreslåede
tilpasning til SIS-forordningen, som konsekvens vil kunne
få betydning for antallet af udlændinge, der vil blive indbe-
rettet som uønskede i SIS.
Til nr. 40
Med fængsel fra 1 år indtil 3 år straffes den udlænding,
der indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud eller
et tilhold, der er meddelt i forbindelse med udvisning og
straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne varighed, jf. udlændingelovens §
59 b, stk. 2.
Det foreslås at ændre udlændingelovens § 59 b, stk. 2, såle-
des at »for en lovovertrædelse, der ville have medført en
straf af denne varighed« ændres til »og udlændingen ville
være idømt mindst 3 måneders ubetinget fængsel, hvis der
ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
Forslaget indebærer alene sproglige præciseringer af den
del af bestemmelsen, der vedrører den situation, hvor den
pågældende ikke er idømt fængselsstraf, men en anden straf-
feretlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
frihedsberøvelse, så det fremgår mere tydeligt, at bestem-
melsen omfatter de tilfælde, hvor udlændingen ville være
idømt mindst 3 måneders ubetinget fængsel, hvis der ikke
var idømt en anden strafferetlig retsfølge.
Forslaget vil således ikke medføre ændringer af materiel
karakter.
Til § 2
66
Til nr. 1
Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 4, 1. pkt., at er
den pågældende på tidspunktet for udbetaling af den sidste
del af hjælpen til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5, sigtet for
en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22,
nr. 4-8, tilbageholdes udbetalingen, indtil der afsiges endelig
dom. Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 4, 2. pkt.,
at er der på tidspunktet for udbetaling af den sidste del af
hjælpen til repatriering sket domfældelse ved endelig dom
for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens §
22, nr. 4-8, eller fører sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse
ved endelig dom, bortfalder den sidste del af hjælpen til
repatriering.
Det følger af repatrieringslovens 7, stk. 5, at kommunalbe-
styrelsen inden udbetaling af den sidste del af hjælpen til
repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5, indhenter en udtalelse fra po-
litiet om, hvorvidt den pågældende på udbetalingstidspunk-
tet er registreret sigtet eller dømt i Kriminalregisteret for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr.
4-8, og som er begået her i landet forud for kommunalbesty-
relsens afgørelse om hjælp til repatriering.
Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 6, 1. pkt., at
konstaterer Udbetaling Danmark i forbindelse med den år-
lige indhentelse af udtalelse fra politiet, jf. stk. 7, at den
pågældende er registreret sigtet i Kriminalregisteret for en
lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr.
4-8, tilbageholdes den løbende, månedlige ret til reintegrati-
onsbistand, indtil der afsiges endelig dom. Det følger videre
af repatrieringslovens § 10, stk. 6, 2. pkt., at er der på tids-
punktet for den årlige indhentelse af oplysninger fra politiet
sket domfældelse ved endelig dom for en lovovertrædelse,
der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-8, eller fører
sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved endelig dom, bort-
falder den løbende, månedlige reintegrationsbistand.
Det følger endelig af repatrieringslovens § 10, stk. 7, at
Udbetaling Danmark i forbindelse med udbetaling af den
løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf. § 10, stk. 1 og
2, årligt i en periode på 3 år fra bevillingen af reintegrations-
bistanden indhenter en udtalelse fra politiet om, hvorvidt
den pågældende er registreret sigtet eller dømt i Kriminalre-
gisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelo-
vens § 22, nr. 4-8, og som er begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om reintegrationsbistand.
Det foreslås overalt i loven at ændre »lovovertrædelse, der
er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-8« til »overtrædelse
af lov om euforiserende stoffer, lov om knive og blankvåben
m.v., lov om våben og eksplosivstoffer m.v., bekendtgørelse
om våben og ammunition mv., udlændingeloven eller straf-
feloven, der kan straffes med fængsel i 2 år eller derover,
eller af en bestemmelse, som er omfattet af straffelovens
kapitel 12 eller 13«.
Baggrunden for den foreslåede ændring er den foreslåe-
de ændring af udvisningsreglerne, hvorefter ”trappestigeord-
ningen” i udlændingelovens §§ 22-24 afskaffes, herunder
de særlige udvisningsvisningsregler i udlændingelovens §
22, nr. 4-8. Efter den foreslåede nye udlændingelovs § 22,
stk. 1, udvises udlændinge, der idømmes ubetinget fængsels-
straf, jf. dog udlændingelovens § 26, stk. 2. Efter den fore-
slåede nye udlændingelovs § 22, stk. 2, udvises udlændinge,
der har haft lovligt ophold her i landet i de sidste 5 år eller
derunder, ligeledes ved idømmelse af betinget fængselsstraf,
jf. dog § 26, stk. 2.
Den foreslåede ændring vil have den virkning, at den rester-
ende repatrieringsstøtte vil blive tilbageholdt og/eller bort-
falde i tilfælde af, at den pågældende bliver sigtet og/eller
dømt for en række grovere kriminalitetsformer.
Der vil kunne være tilfælde, hvor repatrieringsstøtten ikke i
dag vil blive tilbageholdt og/eller bortfalde, men hvor dette
vil ske i fremtiden, og omvendt. Eksempelvis vil overtrædel-
se af straffelovens § 289 a i dag medføre tilbageholdelse og/
eller bortfald af repatrieringsstøtten, jf. repatrieringslovens
§ 7, stk. 4, og § 10, stk. 6, jf. udlændingelovens § 22, nr.
6, mens overtrædelse heraf i fremtiden ikke vil medføre
tilbageholdelse og/eller bortfald, da overtrædelsen ikke kan
straffes med fængsel i 2 år eller derover. Hensigten er dog,
at retstilstanden i videst muligt omfang vil blive videreført.
Det er i øvrigt ikke tilsigtet nogen ændring i behandlingen af
sagerne.
Til § 3
Til nr. 1
Det fremgår af hjemrejselovens § 12, stk. 3, at en udlæn-
ding, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens
§§ 22-24, og som ikke er varetægtsfængslet efter § 14, skal
give møde på nærmere angivne tidspunkter med henblik på
at sikre en effektiv fuldbyrdelse af bestemmelsen om udvis-
ning, medmindre særlige grunde taler derimod.
Det fremgår af hjemrejselovens § 13, stk. 2, nr. 2, at Hjem-
rejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding skal tage ophold
på et bestemt indkvarteringssted, jf. udlændingelovens § 42
a, stk. 5, medmindre særlige grunde taler derimod, hvis
udlændingen er udvist ved endelig dom efter udlændingelo-
vens §§ 22-24 og ikke er varetægtsfængslet efter § 14.
Det fremgår af hjemrejselovens § 14, stk. 2, at en udlæn-
ding, som har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 7, og som er udvist ved en-
delig dom efter udlændingelovens §§ 22-24, kan varetægts-
fængsles med henblik på at sikre udlændingens udsendelse
som følge af beslutningen om udvisning.
Det foreslås at ændre § 12, stk. 3, § 13, stk. 2, nr. 2 og § 14,
stk. 2, således at »§§ 22-24« ændres til »§§ 22 eller 23«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
67
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til § 4
Til nr. 1
Det fremgår af § 1, stk. 3, nr. 3, i lov om kommunale og re-
gionale valg, at en udlænding, der er udvist ved endelig dom
efter udlændingelovens § 22-24 og 25 c, ikke har valgret.
Det foreslås at ændre § 1, stk. 3, nr. 3, således at »§§ 22-24
eller § 25 c« ændres til »§§ 22, 23 eller 25 c«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til § 5
Til nr. 1
Det fremgår af § 3, stk. 3, nr. 1, i lov om valg af danske
medlemmer til Europa-Parlamentet, at en udlænding, der er
udvist ved endelig dom efter udlændingelovens § 22-24 og
25 c, ikke har valgret.
Det foreslås at ændre § 3, stk. 3, nr. 1, således at »§§ 22-24
eller § 25 c« ændres til »§§ 22, 23 eller 25 c«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 17, hvorved det foreslås at nyaffatte udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 og at ophæve udlændingelovens §
24.
Til § 6
Det foreslås i § 6, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli
2025.
Det vil bl.a. betyde, at udlændingelovens §§ 22 og 23 som
affattet ved lovforslagets § 1, nr. 17, fra og med den 1. juli
2025 finder anvendelse ved spørgsmålet om udvisning af
udlændinge, der idømmes ubetinget fængselsstraf, jf. § 22,
stk. 1, ved spørgsmålet om udvisning af udlændinge, der har
haft lovligt ophold her i landet i de sidste 5 år eller derunder
og idømmes betinget fængselsstraf, jf. § 22, stk. 2, og ved
spørgsmålet om udvisning af udlændinge, der idømmes en
anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og som ville skul-
le udvises efter § 22, hvis der ikke var idømt en sådan anden
strafferetlig retsfølge, jf. § 23.
Efter forslaget til § 6, stk. 2, finder lovens § 1, nr. 6, 17,
30-32 og 39, samt §§ 3-5 ikke anvendelse på lovovertrædel-
ser, der er begået før lovens ikrafttræden den 1. juli 2025.
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 2, medfører, at ud-
lændinge, der får fastsat et indrejseforbud efter udlændingel-
ovens § 32, stk. 1, nr. 2, fordi de er pålagt at udrejse af
landet straks eller ikke udrejser i overensstemmelse med
en udrejsefrist, for en lovovertrædelse, der er begået efter
lovens ikrafttræden, alene vil kunne meddeles opholdstilla-
delse efter udlændingelovens § 8, stk. 3, §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9
p eller 9 q, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til
familiens enhed, taler derfor, jf. udlændingelovens § 10, stk.
4, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 6.
Bestemmelsen i § 6, stk. 2, medfører endvidere, at udlæn-
dingelovens §§ 22 og 23 ikke vil finde anvendelse på lov-
overtrædelser begået før lovens ikrafttræden. Det betyder, at
hvis lovovertrædelsen er begået før lovens ikrafttræden, fin-
der de hidtil gældende regler i udlændingelovens §§ 22-24
anvendelse.
Bestemmelsen i § 6, stk. 2, medfører også, at de foreslåede
ændringer af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 2, 4 og 5,
som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 30-32, om fastsættelse
af indrejseforbuddets længde, ikke vil finde anvendelse på
lovovertrædelser begået før lovens ikrafttræden. Hvis en ud-
lænding er dømt for en lovovertrædelse begået før lovens
ikrafttræden, og der som følge heraf skal fastsættes et ind-
rejseforbud, finder de hidtil gældende regler i udlændingelo-
vens § 32, stk. 4, nr. 2, 4 og 5, anvendelse.
Endelig vil bestemmelsen i § 6, stk. 2, betyde, at for krimi-
nalitet, der er begået før lovens ikrafttræden, vil en udvis-
ning for en lovovertrædelse med en strafferamme på mindst
1 år, og som har medført et indrejseforbud for mindst 6 år
som følge af udvisningen, blive indberettet i Schengeninfor-
mationssystemet (SIS), jf. udlændingelovens § 58 g, stk. 1,
nr. 1. For kriminalitet, der er begået efter lovens ikrafttræ-
den, vil et indrejseforbud i forbindelse med en udvisning
blive indberettet, når udvisningen skyldes en lovovertrædel-
se med en strafferamme på mindst 1 år, jf. den foreslåede
ændring af § 58 g, stk. 1, nr. 1, som fremgår af lovforslagets
§ 1, nr. 39.
Efter forslagets § 6, stk. 3, finder lovens § 2 ikke anvendelse
på ansøgninger om hjælp til repatriering og reintegrations-
bistand indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøg-
ninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Det foreslåede vil indebære, at hvis ansøgningen om hjælp
til repatriering og reintegrationsbistand er indgivet før lo-
vens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler i repatrie-
ringslovens § 7, stk. 4, 1. og 2. pkt., stk. 5, § 10, stk. 6, 1.
og 2. pkt. og stk. 7, samt udlændingelovens § 22, nr. 4-8,
anvendelse.
En sådan ordning vil betyde, at verserende sager færdigbe-
handles i kommunalbestyrelsen efter de gældende regler. Så-
ledes vil en anmodning om udbetaling af den resterende
repatrieringsstøtte, hvor ansøgningen om hjælp til repatrie-
ring er indgivet inden lovens ikrafttræden, skulle behandles
efter de gældende regler. Det betyder, at repatrieringsstøtten
68
tilbageholdes eller bortfalder, hvis ansøgeren efter udrejsen
sigtes eller dømmes for forhold omfattet af den gældende
udlændingelovs § 22, nr. 4-8, der er begået helt eller delvist
før udrejsen.
Er ansøgningen om repatriering indgivet efter lovens ikraft-
træden, vil en sigtelse eller dom for overtrædelse af de be-
stemmelser, der er nævnt i den gældende udlændingelovs
§ 22, nr. 4-8, alene føre til tilbageholdelse eller bortfald af
repatrieringsstøtten, hvis overtrædelsen er af lov om eufori-
serende stoffer, lov om knive og blankvåben m.v., lov om
våben og eksplosivstoffer, bekendtgørelse om våben og am-
munition mv., udlændingeloven eller straffeloven, der kan
straffes med fængsel i 2 år eller derudover, eller af en be-
stemmelse, som er omfattet af straffelovens kapitel 12 eller
13. Hvis overtrædelsen ikke er det, vil repatrieringsstøtten
ikke blive tilbageholdt eller bortfalde.
Samtidig vil en overtrædelse af lov om euforiserende stof-
fer, lov om knive og blankvåben m.v., lov om våben og
eksplosivstoffer, bekendtgørelse om våben og ammunition
mv., udlændingeloven eller straffeloven, der kan straffes
med fængsel i 2 år eller derudover, eller af en bestemmelse,
som er omfattet af straffelovens kapitel 12 eller 13, føre
til tilbageholdelse og bortfald af repatrieringsstøtten, hvis
ansøgningen er indgivet efter lovens ikrafttræden, uanset at
den konkrete lovovertrædelse ikke er omfattet af den gæl-
dende udlændingelovs § 22, nr. 4-8.
Til § 7
Det fremgår af udlændingelovens § 66 og hjemrejselovens
§ 31, at lovene ikke gælder for Færøerne og Grønland, men
ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøs-
ke eller grønlandske forhold tilsiger.
Efter repatrieringslovens § 19 gælder loven ikke for Færø-
erne og Grønland. Lovens § 16, som udgør en ændring
af udlændingeloven, kan dog ved kongelig anordning helt
eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de
afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold
tilsiger.
Det foreslås i § 7, stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne
og Grønland.
Det foreslås i § 7, stk. 2, at lovens § 1, nr. 1-18, 21, 22, 24
og 30-40, og § 3 ved kongelig anordning helt eller delvis
kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændrin-
ger, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger. End-
videre vil det betyde, at de enkelte lovelementer kan sættes i
kraft på forskellige tidspunkter.
Forslaget betyder, at lovens § 1, nr. 19, 20, 23 og 25-29
ikke kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og
Grønland. Baggrunden herfor er, at lovens § 1, nr. 23 og
25-29, gennemfører dele af opholdsdirektivet i udlændin-
geloven. Opholdsdirektivet finder ikke anvendelse for Færø-
erne og Grønland, da de ikke er medlem af EU.
De øvrige ændringer skal ikke kunne sættes i kraft for
Færøerne og Grønland. Det skyldes, at den lovgivning, der
foreslås ændret, ikke finder anvendelse i og ikke kan sættes
i kraft for Færøerne og Grønland. Det drejer sig om repatrie-
ringsloven, lov om kommunale og regionale valg og lov om
valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet.
69
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1009 af 2. sep-
tember 2024, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 572 af 31.
maj 2010, § 1 i lov nr. 721 af 27. april 2021, § 1 i lov nr. 452
af 20. april 2022, § 10 i lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr.
1698 af 30. december 2024 og senest ved § 1 i lov nr. 1702
af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:
§ 9. ---
Stk. 2-12. ---
Stk. 13. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, kan, medmindre
ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens en-
hed, taler derfor, ikke gives, såfremt den herboende person
inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørel-
sen for et eller flere forhold begået mod en ægtefælle eller
samlever ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget
frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne karakter, for
overtrædelse af straffelovens § 213, § 216, stk. 1, § 225, jf.
§ 216, stk. 1, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 237, 243-246,
250, 260, 261, 262 a eller 266.
1. I 9, stk. 13, ændres »anden strafferetlig retsfølge, der inde-
bærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lov-
overtrædelse, der ville have medført en straf af denne karak-
ter« til: »en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og
den herboende person ville være idømt mindst 6 måneders
ubetinget fængsel, hvis der ikke var idømt en sådan anden
retsfølge«.
Stk. 14. ---
Stk. 15. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra e, kan, med- 2. I § 9, stk. 15, nr. 1, ændres »anden strafferetlig retsfølge,
mindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til famili- der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
ens enhed, taler derimod, kun gives, såfremt den herboende en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
person varighed« til: »en anden strafferetlig retsfølge end fængsels-
1) ikke er idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders fæng- straf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvel-
sel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller se, og den herboende person ville være idømt mindst 6 må-
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, neders ubetinget fængsel, hvis der ikke var idømt en sådan
der ville have medført en straf af denne varighed, anden retsfølge«.
2-8) ---
Stk. 16-22. ---
Stk. 23. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan, medmin-
dre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens
enhed, taler derfor, ikke gives, såfremt den i Danmark fast-
boende person eller dennes ægtefælle eller samlever inden
for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for
et eller flere forhold begået mod et eller flere mindreårige
børn ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget fri-
hedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne karakter, for
overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1 eller 3, jf. stk. 1,
§§ 213, 215, 215 a, 216, 218, 219, 222, 223, § 224, stk. 1,
§ 225, jf. §§ 216, 218, 219, 222, 223 eller § 224, stk. 1, §§
226, 232, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 235, 237, 243-246,
250, 260, 260 a, 261, § 262 a, stk. 2, eller § 266.
3. I § 9, stk. 23, og § 9 j, stk. 7, ændres »frihedsstraf eller
anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulig-
hed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne karakter« til: »fængselsstraf
eller en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og den
pågældende ville være idømt betinget eller ubetinget fæng-
selsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
§ 9 j ---
Stk. 2-6. ---
Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1 kan, medmindre særli-
ge grunde taler derfor, ikke gives, hvis værtspersonen eller
dennes ægtefælle eller samlever inden for en periode på 10
70
år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller flere forhold
begået mod en person, der på gerningstidspunktet var au
pair hos den domfældte, ved endelig dom er idømt betinget
eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
karakter, for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, §
225, jf. § 216, stk. 1, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 237,
243-246, 250, 260, 261, 262 a, 262 b eller 266.
Stk. 8-10. ---
§ 10. ---
Stk. 2. En udlænding kan uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde
ikke, medmindre særlige grunde, herunder hensynet til fami-
liens enhed, taler derfor, gives opholdstilladelse efter §§ 7-9
f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, hvis
4. I § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, ændres »§§ 22, 23 eller 24« til:
»§§ 22 eller 23«.
1) udlændingen uden for landet er dømt for et eller forhold,
som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, så-
fremt pådømmelsen var sket her i landet,
2) der er alvorlig grund til at antage, at udlændingen uden
for landet har begået en lovovertrædelse, som kunne medfø-
re udvisning efter §§ 22, 23 eller 24,
3-5) ---
Stk. 3. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk.
1, i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 eller § 25,
eller som har et indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 5, i
forbindelse med bortfald efter § 21 b, stk. 1, kan ikke gives
opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, stk. 1 eller 2, medmindre
særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler
derfor. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk.
1, i forbindelse med udvisning efter § 25 a, § 25 b eller §
25 c, eller som har indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2,
kan gives opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 eller 2,
medmindre særlige grunde taler derimod.
5. I § 10, stk. 3, 1. pkt., ændres »§§ 22-24 eller 25« til: »§§
22, 23 eller 25«.
Stk. 4. En udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk.
1, nr. 1 og 5, kan ikke gives opholdstilladelse efter § 8, stk.
3, og §§ 9-9 f, 9 i-9 n, 9 p eller 9 q, medmindre ganske
særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler
derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Kravet om, at der
skal være forløbet 2 år fra udrejsen, gælder dog ikke for en
udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er
nævnt i § 2, stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og som er udvist
efter § 25 b eller er meddelt indrejseforbud efter § 32, stk. 1,
nr. 2.
6. I § 10, stk. 4, 1. pkt., ændres »jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og
5« til: »efter § 32, stk. 1, nr. 1, 2 eller 5«, »§ 8, stk. 3, og«
ændres til: »8, stk. 3, «, og », dog tidligst 2 år efter udrejsen«
udgår.
7. § 10, stk. 4, 2. pkt., ophæves.
Stk. 5-6. ---
§ 11. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Medmindre der er grundlag for at inddrage opholds-
tilladelsen efter § 19, kan der efter ansøgning meddeles
tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding over 18 år,
hvis:
1) ---
2) Udlændingen er ikke idømt ubetinget straf af mindst
6 måneders fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse for en
8. I § 11, stk. 3, nr. 2, ændres »anden strafferetlig retsfølge,
der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for
en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
varighed« til: »en anden strafferetlig retsfølge end fængsels-
71
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
varighed
straf, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvel-
se, og den herboende person ville være idømt mindst 6
måneders fængsel, hvis der ikke var idømt en sådan anden
retsfølge«.
3-9) ---
Stk. 4-8. ---
Stk. 9. En udlænding, der uden for de tilfælde, der er nævnt 9. I § 11, stk. 9, ændres »frihedsstraf eller anden straffe-
i stk. 3, nr. 2 og 3, her i landet er idømt betinget eller ube- retlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
tinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der in- frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
debærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en medført en straf af denne karakter« til: »fængselsstraf
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne eller en anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf,
karakter, kan ikke meddeles tidsubegrænset opholdstillad- der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse,
else før efter udløbet af de tidsrum, der er nævnt i § 11 a. og ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf,
Stk. 10-21. --- hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
§ 11 a. Betinget frihedsstraf er til hinder for meddelelse 10. I § 11 a, stk. 1, § 11 a, stk. 1, nr. 1 og 2, § 11 a, stk.
af tidsubegrænset opholdstilladelse i følgende tidsrum: 2, § 11 a, stk. 2, nr. 1-3, § 11 a, stk. 4, § 24 a, nr. 2, to
1) Betinget frihedsstraf med vilkår om samfundstjeneste er steder i § 27, stk. 5, og § 39 a, stk. 3, nr. 1 og 2, ændres
til hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse »frihedsstraf« til: »fængselsstraf«.
i 7 år og 6 måneder fra tidspunktet for afsigelse af endelig 11. I § 11 a, stk. 1, nr. 1 og 2, udgår », dog altid indtil
dom, dog altid indtil udløbet af den prøvetid, der er fastsat i udløbet af den prøvetid, der er fastsat i dommen«.
dommen.
2) Anden betinget frihedsstraf er til hinder for meddelelse
af tidsubegrænset opholdstilladelse i 6 år fra tidspunktet for
afsigelse af endelig dom, dog altid indtil udløbet af den
prøvetid, der er fastsat i dommen.
Stk. 2. Ubetinget frihedsstraf er uden for de tilfælde, der er
nævnt i § 11, stk. 3, nr. 2 og 3, til hinder for meddelelse af
tidsubegrænset opholdstilladelse i følgende tidsrum:
1) Ubetinget frihedsstraf i under 60 dage er til hinder for
meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i 12 år fra
tidspunktet for løsladelse, jf. dog nr. 2.
2) Ubetinget frihedsstraf i under 60 dage for overtrædelse af
straffelovens kapitel 12 eller 13 er til hinder for meddelelse
af tidsubegrænset opholdstilladelse i 18 år fra tidspunktet
for løsladelse.
3) Ubetinget frihedsstraf i 60 dage eller mere, men under
6 måneder, er til hinder for meddelelse af tidsubegrænset
opholdstilladelse i 15 år fra tidspunktet for løsladelse.
Stk. 3. ---
Stk. 4. En delvis betinget frihedsstraf er uden for de tilfælde,
der er nævnt i § 11, stk. 3, nr. 2 og 3, til hinder for meddelel-
se af tidsubegrænset opholdstilladelse i det tidsrum, som den
ubetingede del af frihedsstraffen ville give anledning til, jf.
stk. 2.
12. I § 11 a, stk. 4, ændres »frihedsstraffen« til: »fængsels-
straffen«.
Stk. 5. ---
Stk. 6. Anden strafferetlig retsfølge, der indebære eller giver 13. I § 11 a, stk. 6, ændres »Anden strafferetlig retsfølge, der
mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
ville have medført en betinget eller ubetinget frihedsstraf, er lovovertrædelse, der ville have medført en betinget eller
uden for de tilfælde, der er nævnt i § 11, stk. 3, nr. 2 og 3, til ubetinget frihedsstraf« til: »En anden strafferetlig retsfølge
hinder for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse i end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for
følgende tidsrum: frihedsberøvelse, og hvor der ville være idømt en betinget
1-4) --- eller ubetinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en
Stk. 7-8. --- sådan anden retsfølge«, og »og 3« udgår.
Stk. 9. Er udlændingen flere gange idømt betinget eller ube- 14. I § 11 a, stk. 9, ændres »frihedsstraf eller anden straffe-
tinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der retlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for
indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for lov- frihedsberøvelse, for lovovertrædelser, der ville have med-
72
overtrædelser, der ville have medført straf af denne karakter, ført en straf af denne karakter« til: »fængselsstraf eller
beregnes de i stk. 1, 2 og 4-6 nævnte tidsrum ud fra den anden strafferetlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer
sidst idømte retsfølge, medmindre tidsrummet herved bliver eller giver mulighed for frihedsberøvelse, og hvor udlændin-
kortere end det tidsrum, der efter stk. 1, 2 eller 4-6 er gæld- gen ville være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf,
ende for udlændingen efter en tidligere idømt retsfølge. hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
§ 14 a. ---
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for
1-2) ---
3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget friheds- 15. I § 14 a, stk. 2, nr. 3, ændres »frihedsstraf eller anden
straf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
straf mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse begået her i
begået her i landet, der ville have medført en straf af denne landet, der ville have medført en straf af denne karakter« til:
karakter, »fængselsstraf eller en anden strafferetlig retsfølge end
4-7) --- fængselsstraf, der indebærer eller giver mulighed for fri-
Stk. 3-6. --- hedsberøvelse, og som ville være idømt betinget eller ube-
tinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden
retsfølge«.
§ 19. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilla-
delse kan inddrages, såfremt en administrativ myndighed i
et andet Schengenland eller i et land, der er tilknyttet Den
Europæiske Union, på baggrund af omstændigheder, der her
i landet kunne medføre udvisning efter §§ 22-24, § 25, §
25 a, stk. 1 eller stk. 2, nr. 3, eller § 25 c, har truffet
endelig afgørelse om udsendelse af en udlænding, der ikke
er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet
Den Europæiske Union. Er afgørelsen om udsendelse truffet
på baggrund af et strafbart forhold, kan opholdstilladelsen
alene inddrages, hvis udlændingen er dømt for en lovover-
trædelse, der i det pågældende land kan medføre en straf
af mindst 1 års fængsel. Stk. 3, 2. pkt., finder tilsvarende
anvendelse. Der kan ikke træffes afgørelse om inddragelse
efter 1. pkt., hvis udlændingen er familiemedlem til en stats-
borger i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, som
har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, jf. § 2, stk. 4.
16. I § 19, stk. 5, 1. pkt., ændres »§§ 22-24, § 25« til: »§§
22, 23, 25«.
Stk. 6-10. ---
§ 22. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet 17. §§ 22-24 ophæves, og i stedet indsættes:
i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstil- »§ 22. Udlændinge, der idømmes ubetinget fængselsstraf,
ladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt udvises, jf. dog § 26, stk. 2.
ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, kan udvises, Stk. 2. Udlændinge, der har haft lovligt ophold her i
hvis landet i de sidste 5 år eller derunder, som idømmes be-
1) udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 3 års tinget fængselsstraf, udvises, jf. dog § 26, stk. 2.
fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovover-
trædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, § 23. Udlændinge, der idømmes en anden strafferetlig
2) udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ube- retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver mulig-
tinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig hed for frihedsberøvelse, og som ville skulle udvises efter
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for friheds- § 22, hvis der ikke var idømt en sådan anden strafferetlig
berøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført retsfølge, udvises, jf. dog § 26, stk. 2.«
en straf af denne varighed,
3) udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års
fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer el-
ler giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
73
delse, der ville have medført en straf af denne varighed,
og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf
eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der
ville have medført en straf af denne karakter,
4) udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller
straffelovens § 191 eller § 290, når udbyttet er opnået ved
overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller straffe-
lovens § 191, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne karakter,
5) udlændingen efter § 59, stk. 8, eller straffelovens § 125
a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe-
røvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en
straf af denne karakter,
6) udlændingen efter bestemmelser i straffelovens kapitel 12
og 13 eller efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2 og stk. 4, 2.
pkt., jf. 1. pkt., § 119 b, § 123, § 136, § 180, § 181, § 183,
stk. 1 og 2, § 183 a, § 184, stk. 1, § 186, stk. 1, § 187, stk.
1, § 193, stk. 1, § 208, stk. 1, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, §
215, § 216, § 222, § 225, jf. §§ 216 og 222, § 226, § 235, §
237, § 241, 2. pkt., §§ 243-246, § 249, 2. pkt., § 250, § 252,
stk. 1 og 2, § 253, stk. 2, § 260 a, § 261, stk. 2, § 262 a, §
276, jf. § 286, § 276 a, jf. § 286, §§ 278-283, jf. § 286, §
279, jf. § 285, hvis forholdet angår socialt bedrageri, § 288,
§ 289, § 289 a, § 290, stk. 2, § 291, stk. 1, jf. stk. 4, eller
§ 291, stk. 2, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne karakter,
7) udlændingen efter straffelovens §§ 260 eller 266 under
henvisning til, at den pågældende har tvunget nogen til at
indgå ægteskab, til at indgå i en religiøs vielse uden borger-
lig gyldighed eller til at indgå i et andet ægteskabslignende
forhold mod eget ønske eller har fastholdt nogen ved tvang i
et sådant ægteskab eller forhold, idømmes ubetinget friheds-
straf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne karakter, eller
8) udlændingen efter straffelovens § 192 a, § 10, stk. 1, jf.
§§ 1 og 2, i lov om våben og eksplosivstoffer, § 59, stk.
4, jf. § 18, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1444 af 1. december
2016 om våben og ammunition m.v., eller § 7, jf. §§ 1 og
2, i lov om knive og blankvåben m.v., idømmes ubetinget
frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne karakter.
§ 23. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet
i mere end de sidste 5 år, kan udvises
1) af de grunde, der er nævnt i § 22,
2) hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1
års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne varighed,
74
3) hvis udlændingen for flere strafbare forhold idømmes
ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne varighed, eller
4) hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 6
måneders fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der in-
debærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en
lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne va-
righed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængsels-
straf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse,
der ville have medført en straf af denne karakter.
§ 24. Andre udlændinge kan udvises
1) af de grunde, der er nævnt i §§ 22 eller 23, eller
2) hvis udlændingen idømmes betinget eller ubetinget fri-
hedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne karakter.
§ 24 a. Ved afgørelse om udvisning ved dom skal der læg-
ges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet på
grund af
1) ---
2) længden af den idømte frihedsstraf,
3-7) ---
§ 24 b. Er der i medfør af § 26, stk. 2, ikke grundlag for at 18. I § 24 b, stk. 1, og § 42 a, stk. 11, ændres »§§ 22-24«
udvise en udlænding efter §§ 22-24, tildeles udlændingen en til: »§§ 22 eller 23«.
advarsel om, at hvis den pågældende begår nyt strafbart for-
hold, vil der ved en afgørelse om udvisning ved dom på det 19. I § 24 b indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
tidspunkt skulle lægges vægt på, om udvisning må anses for »Stk. 2. Er der i medfør af § 26 b ikke grundlag for at udvise
særlig påkrævet, fordi den pågældende ikke tidligere er ud- en udlænding, der er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, stk. 1
vist af den grund, at dette med sikkerhed ville være i strid og 2, efter §§ 22 eller 23, tildeles udlændingen en advarsel.«
med Danmarks internationale forpligtelser, jf. § 26, stk. 2. Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
Stk. 2. Tildeles en udlænding en advarsel efter stk. 1, skal
retten i forbindelse med dommens afsigelse vejlede udlæn-
dingen om betydningen heraf.
20. I § 24 b, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »stk. 1«:
»eller 2«.
§ 25 a. En udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i
landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan endvidere
udvises, hvis
21. I § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 25 c ændres »§§ 22-24« til:
»§§ 22 og 23«.
1) udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er
dømt for overtrædelse af § 42 a, stk. 7, 5. pkt., jf. § 60, stk.
1, hjemrejselovens § 23, stk. 1, jf. § 13, stk. 3, straffelovens
§§ 119, 119 b, 243, 244, 266, 276-283 eller 290, toldlovens
§ 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, lov om våben og eksplosivstoffer
eller lov om knive og blankvåben m.v., eller udlændingen
over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet
under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det
strafbare forhold, eller
2) ---
Stk. 2. ---
§ 25 c. En udlænding med opholdstilladelse efter § 9 f
kan uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde udvises, hvis
75
udlændingen er dømt for overtrædelse af bestemmelser i
straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens §§ 136,
243, 260 a, 266, 266 a eller 266 b.
§ 26. ---
Stk. 2. En udlænding skal udvises efter §§ 22-24 og 25,
medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Dan-
marks internationale forpligtelser, jf. dog § 26 b.
22. I § 26, stk. 2, ændres »§§ 22-24 og 25« til: »§§ 22, 23 og
25«.
§ 26 b. For udlændinge, som er omfattet af EU-reglerne, 23. § 26 b affattes således:
kan udvisning kun ske i overensstemmelse med de prin- »§ 26 b. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2,
cipper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af stk. 1 og 2, kan kun udvises, hvis deres personlige adfærd
retten til fri bevægelighed. udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel,
der berører en grundlæggende samfundsinteresse, og ud-
visning sker af hensyn til den offentlige orden eller den
offentlige sikkerhed, jf. dog stk. 2 og 3. Udvisningen skal
være proportional, og ved vurderingen heraf må forhold,
der ikke vedrører den individuelle sag, eller hensyn, som
tjener generalpræventive eller økonomiske formål, ikke ind-
gå. En tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde en
afgørelse om udvisning.
Stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2,
stk. 1 og 2, og som efter 5 års uafbrudt lovligt ophold her
i landet har opnået ret til tidsubegrænset ophold, må ikke
udvises i henhold til stk. 1, medmindre det er begrundet i
alvorlige hensyn til den offentlige orden eller den offentlige
sikkerhed.
Stk. 3. Udlændinge, der er statsborgere i et EU- eller EØS-
land, jf. § 2, stk. 1, må ikke udvises i henhold til stk. 1,
medmindre det er bydende nødvendigt af hensyn til den
offentlige sikkerhed, når de pågældende
1) har haft lovligt ophold her i landet i de 10 forudgående år,
eller
2) er mindreårige, med undtagelse af tilfælde, hvor udvisnin-
gen er nødvendig af hensyn til barnets tarv som fastlagt i De
Forenede Nationers konvention af 20. november 1989 om
barnets rettigheder.
Stk. 4. I forbindelse med, at der træffes afgørelse om ud-
visning i henhold til stk. 1, skal der bl.a. tages hensyn til
varigheden af den pågældendes ophold her i landet, den
pågældendes alder, helbredstilstand, familiemæssige og øko-
nomiske situation, den pågældendes sociale og kulturelle
integration her i landet og tilknytning til hjemlandet.
Stk. 5. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2,
stk. 1 og 2, kan kun udvises af hensyn til den offentlige
sundhed, hvis udvisning er begrundet i sygdomme, der iføl-
ge Verdenssundhedsorganisationen er potentielt epidemiske,
samt andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære
sygdomme, der er truffet nationale beskyttelsesforanstaltnin-
ger mod. Sygdomme, der opstår efter de første 3 måneder
efter ankomstdatoen, kan ikke begrunde en afgørelse om
udvisning. Hensyn, der tjener økonomiske formål, må ikke
indgå i vurderingen.«
§ 27. De i § 9 q, stk. 8, § 11, stk. 3, nr. 1, og stk. 5, § 17,
stk. 1, 3. pkt., §§ 22, 23 og 25 a nævnte tidsrum regnes fra
24. I § 27, stk. 1, ændres »§§ 22, 23 og 25 a« til: »§ 22, stk.
2, og § 25 a«.
76
tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret
eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her
i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse eller fra
tidspunktet, hvor betingelserne for opholdstilladelsen er op-
fyldt, hvis dette tidspunkt ligger efter ansøgningstidspunk-
tet.
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Den tid, hvori en udlænding har været varetægts-
fængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået
frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsføl-
ge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse,
for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget
frihedsstraf, medregnes ikke i de i stk. 1 nævnte tidsrum.
§ 28. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller har
fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort, jf. § 6, her
i landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl
her i landet, kan afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er
tilsluttet Schengenkonventionen, i følgende tilfælde:
25. I § 28, stk. 1, indsættes efter »i følgende tilfælde«: », jf.
dog § 28 a«.
1-6) ---
7) Hvis andre hensyn til Schengenlandenes offentlige orden, 26. § 28, stk. 1, nr. 7, affattes således:
forhold til fremmede magter eller sikkerheds- eller sund- »7) Hvis udlændingen betragtes som en trussel mod Schen-
hedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have genlandenes offentlige orden, indre sikkerhed, offentlig
ophold her i landet. sundhed eller internationale forbindelser, og navnlig hvis
Stk. 2. Statsborgere i lande, der ikke er tilsluttet Schengen- udlændingen på dette grundlag er indberettet som uønsket
konventionen eller Den Europæiske Union, skal afvises ved i Schengenlandenes nationale databaser. Udlændinge, der
indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonven- er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke afvises på
tionen, efter bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk. 5 grund af hensynet til andre Schengenlandes offentlige
Stk. 3. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse eller orden, indre sikkerhed eller internationale forbindelser.«
har fået udstedt registreringsbevis eller opholdskort, jf. § 6,
her i landet, eller en nordisk statsborger, som ikke har fast 27. I § 28, stk. 2, og stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »jf.
bopæl her i landet, kan afvises ved indrejsen fra et Schen- dog stk. 5«: »og § 28 a«.
genland efter bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk. 5.
En nordisk statsborger kan dog kun afvises efter stk. 1,
nr. 2, såfremt den pågældende indrejser fra et ikke-nordisk
land, jf. § 39, stk. 4.
Stk. 4-5. ---
Stk. 6. En udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet,
kan uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises, såfremt det
findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.
28. I § 28, stk. 6, indsættes efter »såfremt det findes påkræ-
vet af hensyn til statens sikkerhed«: », jf. dog § 28 a«.
Stk. 7-9. ---
29. Efter § 28 indsættes:
»§ 28 a. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf.
§ 2, stk. 1 og 2, kan kun afvises, hvis deres personlige
adfærd udgør en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig
trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse,
og afvisning sker af hensyn til den offentlige orden eller
den offentlige sikkerhed, jf. dog stk. 2. Afvisningen skal
være proportional, og ved vurderingen heraf må forhold, der
ikke vedrører den individuelle sag, eller hensyn, som tjener
generalpræventive eller økonomiske formål, ikke indgå. En
tidligere straffedom kan ikke i sig selv begrunde en afgørel-
se om afvisning.
Stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, jf. §
2, stk. 1 og 2, kan kun afvises af hensyn til den offentlige
sundhed, hvis afvisning er begrundet i sygdomme, der iføl-
77
ge Verdenssundhedsorganisationen er potentielt epidemiske,
samt andre smitsomme infektionssygdomme eller parasitære
sygdomme, der er truffet nationale beskyttelsesforanstaltnin-
ger mod. Hensyn, der tjener økonomiske formål, må ikke
indgå i vurderingen.«
§ 32. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Indrejseforbud meddeles, jf. dog stk. 5, med følgende
varighed:
1) ---
2) En periode på 4 år, hvis udlændingen udvises efter § 22,
§ 23 eller § 24 og idømmes en betinget fængselsstraf eller
idømmes en ubetinget fængselsstraf af indtil 3 måneders
varighed eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne karakter eller
varighed, jf. dog nr. 5, eller hvis udlændingen udvises efter
§ 25 c.
30. I § 32, stk. 4, nr. 2, ændres »§ 22, § 23 eller § 24« til:
»§§ 22 eller 23,«, »eller idømmes en ubetinget fængselsstraf
af indtil 3 måneders varighed« udgår, og »for en lovovertræ-
delse, der ville have medført en straf af denne karakter eller
varighed« ændres til: »og udlændingen ville være idømt be-
tinget fængselsstraf, hvis der ikke var idømt en sådan anden
retsfølge«.
3) ---
4) En periode på 6 år, hvis udlændingen udvises efter § 22,
§ 23 eller § 24 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af
mere end 3 måneder og indtil 1 års varighed eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne varighed.
31. I § 32, stk. 4, nr. 4, ændres »§ 22, § 23 eller § 24« til:
»§§ 22 eller 23,«, »mere end 3 måneder og« udgår, og »for
en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne
varighed« ændres til: »og udlændingen ville være idømt en
ubetinget fængselsstraf af indtil 1 års varighed, hvis der ikke
var idømt en sådan anden retsfølge«.
5) En periode på mindst 6 år, hvis udlændingen udvises efter
§ 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, jf. § 22, nr. 4-8, 32. I § 32, stk. 4, nr. 5, udgår »hvis udlændingen udvises
eller hvis udlændingen er udvist ved dom og ikke har haft efter § 22, nr. 4-8, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller § 24,
lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 må- nr. 1, jf. § 22, nr. 4-8, eller«.
neder.
6) En periode på 12 år, hvis udlændingen udvises efter §
22, § 23 eller § 24 og idømmes en ubetinget fængselsstraf
af mere end 1 års og indtil 1 år og 6 måneders varighed
eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver
mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der
ville have medført en straf af denne varighed.
33. I § 32, stk. 4, nr. 6, ændres »§ 22, § 23 eller § 24«
til: »§§ 22 eller 23«, og »for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne varighed« ændres til: »og
udlændingen ville være idømt en ubetinget fængselsstraf af
mere end 1 års og indtil 1 år og 6 måneders varighed, hvis
der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
7) For bestandig, hvis udlændingen udvises efter § 22, § 23
eller § 24 og idømmes en ubetinget fængselsstraf af mere 34. I § 32, stk. 4, nr. 7, ændres »§ 22, § 23 eller § 24« til:
end 1 år og 6 måneders varighed eller anden strafferetlig »§§ 22 eller 23«, og »for en lovovertrædelse, der ville have
retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsbe- medført en straf af denne varighed« ændres til: »og udlæn-
røvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en dingen ville være idømt en ubetinget fængselsstraf af mere
straf af denne varighed. end 1 år og 6 måneders varighed, hvis der ikke var idømt
8-10) --- en sådan anden retsfølge«.
Stk. 5. Der kan meddeles et indrejseforbud af kortere varig-
hed i følgende tilfælde:
1) Udlændingen udvises efter § 22, § 23 eller § 24, og et
indrejseforbud af den varighed, der er nævnt i stk. 4, vil
indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med
Danmarks internationale forpligtelser.
35. I § 32, stk. 5, nr. 1, ændres »§ 22, § 23 eller § 24« til:
»§§ 22 eller 23«.
2-3) ---
Stk. 6-10. ---
§ 39 a. ---
Stk. 1-2. ---
78
Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan, medmindre det vil være
i strid med Danmarks internationale forpligtelser, nægte at
udstede særlig rejselegitimation til en udlænding, der ikke
kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov
for et sådant dokument, eller inddrage et sådant dokument i
følgende tilfælde:
1) Når der er rejst sigtelse mod udlændingen for et strafbart
forhold, som kan antages at medføre frihedsstraf, og der på
grund af sagens beskaffenhed eller udlændingens forhold
er grund til at antage, at den pågældende vil unddrage sig
ansvaret ved udrejse af landet eller forbliven i udlandet.
2) Når udlændingen er idømt frihedsstraf, som ikke er afso-
net, eller er pålagt bødestraf eller konfiskation, som ikke
er erlagt, eller for hvilken sikkerhed ikke foreligger, og der
på grund af sagens beskaffenhed eller udlændingens forhold
er grund til at antage, at den pågældende vil unddrage sig
ansvaret ved udrejse af landet eller forbliven i udlandet.
3-10) ---
Stk. 4-14. ---
§ 42 a. ---
Stk. 2-10. ---
Stk. 11. Udlændingestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen skal,
medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en
udlænding, hvis opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1
eller 2, er bortfaldet, jf. § 26 c, eller § 21 b, stk. 1, men
som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31, en udlænding,
der har fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse
efter § 7, men som ikke kan udsendes af landet, jf. § 31,
en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter §§ 22-24,
og som ikke er varetægtsfængslet efter hjemrejselovens §
14, en udlænding, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er
bortfaldet efter § 21 b, stk. 1, og en udlænding, der er udvist
efter § 25, ikke får udbetalt kontante ydelser, jf. § 42 b,
stk. 1, 3, 8 og 9, når den pågældende er indkvarteret på
et indkvarteringssted, jf. stk. 5, hvor der er en vederlagsfri
bespisningsordning, eller at udlændingen alene får udbetalt
grundydelse, jf. § 42 b, stk. 1 og 2, forsørgertillæg, jf. §
42 b, stk. 3 og 7, og nedsat forsørgertillæg, jf. § 42 b, stk.
3, 6 og 7, når den pågældende er indkvarteret på et indkvar-
teringssted, jf. stk. 5, uden en vederlagsfri bespisningsord-
ning, såfremt
1-7) ---
Stk. 12-15. ---
§ 42 k. ---
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for
1-2) ---
3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget friheds- 36. I § 42 k, stk. 2, nr. 3, og § 42 l, stk. 2, nr. 3, ændres
straf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller »frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovover- eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovover-
trædelse begået her i landet, der ville have medført en straf trædelse begået her i landet, der ville have medført en straf
af denne karakter, af denne karakter« til: »fængselsstraf eller en anden straffe-
4-7) --- retlig retsfølge end fængselsstraf, der indebærer eller giver
Stk. 3-7. --- mulighed for frihedsberøvelse, og hvor udlændingen ville
være idømt betinget eller ubetinget fængselsstraf, hvis der
79
§ 42 l. --- ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke for
1-2) ---
3) udlændinge, der er idømt betinget eller ubetinget friheds-
straf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller
giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse
begået her i landet, der ville have medført en straf af denne
karakter,
4-6) ---
Stk. 3-7. ---
§ 49. Når en udlænding dømmes for strafbart forhold, afgø-
res det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen,
om den pågældende skal udvises i medfør af §§ 22-24 eller
25 c eller tildeles en advarsel i medfør af § 24 b. Træffes
der bestemmelse om udvisning, skal dommen indeholde be-
stemmelse om indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk.
1-5. Dommen skal ledsages af en vejledning om indrejsefor-
buddets omfang og retsvirkninger.
37. I § 49, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 22-24 eller 25 c« til:
»§§ 22, 23 eller 25 c«.
Stk. 2-3. ---
§ 51. ---
Stk. 2. Er en udlænding i udlandet idømt straf for en lovov-
ertrædelse, der har haft eller må antages at skulle have haft
virkning her i landet, kan der under de i §§ 22-24 og 25-25
c nævnte betingelser træffes bestemmelse om udvisning. Så-
fremt udlændingen har fast bopæl i Danmark, indbringes
spørgsmålet til afgørelse ved byretten i den retskreds, hvor
den pågældende bor. Sagen kan fremmes uden udlændin-
gens tilstedeværelse. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.
38. I § 51, stk. 2, 1. pkt., ændres »§§ 22-24 og 25-25 c« til:
»§§ 22, 23 og 25-25 c«.
§ 58 g. Udlændingemyndighederne indberetter en udlæn- 39. I § 58 g, stk. 1, nr. 1, ændres »§§ 22-24 og meddelt
ding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, indrejseforbud for mindst 6 år« til: »§§ 22 eller 23 for en
der er tilsluttet Den Europæiske Union, som uønsket til SIS, lovovertrædelse med en strafferamme på mindst 1 år«.
hvis
1) udlændingen er udvist af landet i medfør af §§ 22-24 for
en lovovertrædelse med en strafferamme på mindst 1 år og
meddelt indrejseforbud for mindst 6 år,
2-11) ---
Stk. 2-4. ---
§ 59 b. ---
Stk. 2. Med fængsel fra 1 år indtil 3 år straffes den udlæn-
ding, der indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud
eller et tilhold, der er meddelt i forbindelse med udvisning
og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel eller anden
strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed
for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have
medført en straf af denne varighed.
40. I § 59 b, stk. 2, ændres »for en lovovertrædelse, der ville
have medført en straf af denne varighed« til: »og udlændin-
gen ville være idømt mindst 3 måneders ubetinget fængsel,
hvis der ikke var idømt en sådan anden retsfølge«.
§ 2
I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 27.
august 2024, som ændret ved § 1 i lov nr. 1190 af 8. juni
2021, § 1 i lov nr. 414 af 23. april 2024 og § 25 i lov nr.
1655 af 30. december 2024, foretages følgende ændring:
§ 7. ---
Stk. 2-3. ---
80
Stk. 4. Er den pågældende på tidspunktet for udbetaling af
den sidste del af hjælpen til repatriering, jf. § 7 a, stk. 2-5,
sigtet for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelo-
vens § 22, nr. 4-8, tilbageholdes udbetalingen, indtil der
afsiges endelig dom. Er der på tidspunktet for udbetaling
af den sidste del af hjælpen til repatriering sket domfældel-
se ved endelig dom for en lovovertrædelse, der er nævnt
i udlændingelovens § 22, nr. 4-8, eller fører sigtelsen, jf.
1. pkt., til domfældelse ved endelig dom, bortfalder den
sidste del af hjælpen til repatriering. Kommunalbestyrelsens
tilkendegivelse om tilbageholdelse af udbetalingen er ikke
en afgørelse.
1. Overalt i loven ændres »lovovertrædelse, der er nævnt
i udlændingelovens § 22, nr. 4-8« til: »overtrædelse af lov
om euforiserende stoffer, lov om knive og blankvåben m.v.,
lov om våben og eksplosivstoffer m.v., bekendtgørelse om
våben og ammunition mv., udlændingeloven eller straffelo-
ven, der kan straffes med fængsel i 2 år eller derover, eller af
en bestemmelse, som er omfattet af straffelovens kapitel 12
eller 13«.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen indhenter inden udbetaling af
den sidste del af hjælpen til repatriering, jf. § 7 a, stk.
2-5, en udtalelse fra politiet om, hvorvidt den pågældende
på udbetalingstidspunktet er registreret sigtet eller dømt i
Kriminalregisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i
udlændingelovens § 22, nr. 4-8, og som er begået her i
landet forud for kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp
til repatriering.
Stk. 6-11. ---
§ 10. ---
Stk. 2-5. ---
Stk. 6. Konstaterer Udbetaling Danmark i forbindelse med
den årlige indhentelse af udtalelse fra politiet, jf. stk. 7,
at den pågældende er registreret sigtet i Kriminalregisteret
for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelovens
§ 22, nr. 4-8, tilbageholdes den løbende, månedlige ret til
reintegrationsbistand, indtil der afsiges endelig dom. Er der
på tidspunktet for den årlige indhentelse af oplysninger fra
politiet sket domfældelse ved endelig dom for en lovover-
trædelse, der er nævnt i udlændingelovens § 22, nr. 4-8,
eller fører sigtelsen, jf. 1. pkt., til domfældelse ved ende-
lig dom, bortfalder den løbende, månedlige reintegrationsbi-
stand. Udbetaling Danmarks tilkendegivelse om tilbagehol-
delse af udbetalingen er ikke en afgørelse.
Stk. 7. Udbetaling Danmark indhenter i forbindelse med ud-
betaling af den løbende, månedlige reintegrationsbistand, jf.
§ 10, stk. 1 og 2, årligt i en periode på 3 år fra bevillingen af
reintegrationsbistanden en udtalelse fra politiet om, hvorvidt
den pågældende er registreret sigtet eller dømt i Kriminalre-
gisteret for en lovovertrædelse, der er nævnt i udlændingelo-
vens § 22, nr. 4-8, og som er begået her i landet forud for
kommunalbestyrelsens afgørelse om reintegrationsbistand.
Stk. 8-13. ---
§ 3
I hjemrejseloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1014 af 27. au-
gust 2024, som ændret ved § 2 i lov nr. 1191 af 8. juni 2021,
§ 2 i lov nr. 1700 af 30. december 2024 og § 21 i lov nr.
1702 af 30. december 2024, foretages følgende ændring:
§ 12. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. En udlænding, der er udvist ved endelig dom efter
udlændingelovens §§ 22-24, og som ikke er varetægtsfæng-
slet efter § 14, skal give møde på nærmere angivne tids-
1. I § 12, stk. 3, § 13, stk. 2, nr. 2, og § 14, stk. 2, ændres »§§
22-24« til: »§§ 22 eller 23«.
81
punkter med henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse
af bestemmelsen om udvisning, medmindre særlige grunde
taler derimod.
Stk. 4. ---
§ 13. ---
Stk. 2. Hjemrejsestyrelsen bestemmer, at en udlænding skal
tage ophold på et bestemt indkvarteringssted, jf. udlændin-
gelovens § 42 a, stk. 5, medmindre særlige grunde taler
derimod, hvis
1) ---
2) udlændingen er udvist ved endelig dom efter udlændin-
gelovens §§ 22-24 og ikke er varetægtsfængslet efter § 14,
3-4) ---
Stk. 3-6. ---
§ 14. ---
Stk. 2. En udlænding, som har indgivet ansøgning om op-
holdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, og som
er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24,
kan varetægtsfængsles med henblik på at sikre udlændin-
gens udsendelse som følge af beslutningen om udvisning.
Stk. 3-7. ---
§ 4
I lov om kommunale og regionale valg, jf. lovbekendtgørel-
se nr. 1381 af 5. december 2024, som ændret ved § 19 i lov
nr. 1703 af 30. december 2024, foretages følgende ændring:
§ 1. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Følgende personer har uanset stk. 1, nr. 2-4, ikke 1. I § 1, stk. 3, nr. 3, ændres »§§ 22-24 eller § 25 c« til: »§§
valgret: 22, 23 eller 25 c«.
1-2) ---
3) en udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlæn-
dingelovens §§ 22-24 eller § 25 c,
4-5) ---
Stk. 4-5. ---
§ 5
I lov om valg af danske medlemmer til Europa-Parlamentet,
jf. lovbekendtgørelse nr. 5 af 8. januar 2024, foretages føl-
gende ændring:
§ 3. ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. Følgende personer har uanset stk. 1, nr. 3, ikke valg-
ret:
1) En udlænding, der er udvist ved endelig dom efter udlæn- 1. I § 3, stk. 3, nr. 1, ændres »§§ 22-24 eller § 25 c« til: »§§
dingelovens §§ 22-24 eller § 25 c, og 22, 23 eller 25 c«.
2) ---
Stk. 4. ---
82