Svar på spm. nr. S 853: Hvorfor mener ministeren ikke, at gentagne historier om svigt af unge på ikkegodkendte tilbud er nok til allerede nu at ændre reglerne for anbringelser af unge på disse tilbud?
Tilhører sager:
Aktører:
- Besvaret af: social- og boligministeren
- Spørger: Karina Adsbøl
- Til: Sophie Hæstorp Andersen
- Minister: social- og boligministeren
Svar på S 853.pdf
https://www.ft.dk/samling/20241/spoergsmaal/s853/svar/2124269/2995787.pdf
1 Holmens Kanal 22 1060 København K Telefon 33 92 93 00 post@sm.dk www.sm.dk Folketingets Lovsekretariat Medlem af Folketinget Karina Adsbøl (DD) har d. 18.marts 2025 stillet følgende spørgsmål nr. S 853 til social- og boligministeren, som hermed besvares. Spørgsmål nr. S 853: ”Hvorfor mener ministeren ikke, at gentagne historier om svigt af unge på ikkegodkendte tilbud er nok til allerede nu at ændre reglerne for anbringelser af unge på disse tilbud? (Spm. nr. S 853).” Svar: Der er ingen tvivl om, at det er helt afgørende, at vi sikrer er en høj kvalitet i alle anbringelser. De historier, der i den seneste tid er blevet beskrevet i pressen om svigt af bl.a. anbragte børn og unge på ikke-godkendte sociale tilbud, er den direkte årsag til, at vi er i gang med et arbejde, der skal se på snyd og svigt på sociale tilbud og på brugen af ikke-godkendte tilbud. Jeg vil indledningsvist gerne slå fast, at det er kommunerne, der har ansvaret for at overholde reglerne for brugen af ikke-godkendte tilbud. Ikke-godkendte tilbud må kun anvendes, når der er et akut behov for at finde et tilbud til en borger, og der ikke kan findes et egnet godkendt tilbud. Socialtilsynet skal orienteres, og det ikke-godkendte tilbud må maksimalt anvendes i to gange tre uger. Når det er sagt mener jeg, at der er behov for, at vi kommer grundigt omkring anvendelsen af og problemerne med ikke-godkendte tilbud, således at vi får udarbejdet en bæredygtig model for anbringelser i akutte situationer. Det er et arbejde, som mit ministerium i øjeblikket er i gang med, bl.a. i regi af rammeaftale om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet, hvor det blev aftalt at igangsætte et arbejde, der skal undersøge ”mulige regelændringer, der kan dæmme op for snyd svigt og ikke-godkendte tilbud” samt ”mulige initiativer i forhold til regulering af anvendelsen af ikke-godkendte tilbud”. Det er komplekse problemstillinger med mange elementer, der bl.a. handler om, hvordan vi bedst muligt passer på børn og unge i situationer, hvor kommunerne eksempelvis har udfordringer med at finde det rette tilbud. Vi er i denne forbindelse bl.a. i gang med at indhente oplysninger fra kommunerne om deres anvendelse af ikke-godkendte tilbud og deres oplevelse af reglerne på området. Disse oplysninger vil socialudvalget blive orienteret om. Sagsnr. 2025 - 1797 Doknr. 3843045 Dato 27-03-2025 Offentligt S 853 endeligt svar 2024-25 2 Det er således vigtigt for mig, at vi får dannet os et mere klart billede af mulige løsningsspor, samt hvordan vi bedst får greb om de udfordringer vi ser, før vi tyr til lovændringer – dette ikke mindst af hensyn til de børn og unge som det hele handler om. Med venlig hilsen Sophie Hæstorp Andersen Social- og boligminister