Fremsat den 26. februar 2025 af transportministeren (Thomas Danielsen)

Fremsat den 26. februar 2025 af transportministeren (Thomas Danielsen)
Forslag
til
Lov om ændring af færdselsloven
(Revision af forsøgsordninger for selvkørende motorkøretøjer og selvkørende enheder og obligatorisk digital selvbetjening ved
indberetning af sikkerhedsrådgivere)
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26.
november 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 82 indsættes som stk. 10:
»Stk. 10. Transportministeren kan fastsætte regler om, at
dokumenter og oplysninger om en virksomheds udpegede
sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods i medfør
af stk. 5 skal indsendes ved anvendelse af den digitale løs-
ning, som ministeren stiller til rådighed.«
2. I § 92 g, stk. 2, 1. pkt., ændres »på bestemte vejstræknin-
ger« til: »i bestemte områder«.
3. § 92 g, stk. 5, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 5. Transportministeren fastsætter regler for forsøg
med kørsel med selvkørende motorkøretøjer. Transportmi-
nisteren kan fastsætte nærmere regler for de enkelte for-
søg. Transportministeren kan i forbindelse med fastsættelse
af regler efter 1. og 2. pkt. fravige bestemmelserne i kapitel
2, 4, 5, 9-11 og 13 a, jf. dog stk. 3.
Stk. 6. Lov om trafikselskaber finder ikke anvendelse på
forsøg med selvkørende motorkøretøjer, jf. dog regler fastsat
i medfør af stk. 7.
Stk. 7. Transportministeren kan, i forbindelse med fastsæt-
telse af regler efter stk. 5, fastsætte regler om, at lov om
trafikselskaber finder anvendelse på forsøg med selvkørende
motorkøretøjer, hvis det vurderes, at et forsøg har karakter
af offentlig servicetrafik.
Stk. 8. Transportministeren skal, i forbindelse med fast-
sættelse af regler om forsøg efter stk. 5 og efter forhandling
med justitsministeren, fastsætte regler om straf, herunder
bestemmelser om ansvarssubjekt, for overtrædelse af denne
lovs regler. Transportministeren kan i den forbindelse efter
forhandling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18.
Stk. 9. Transportministeren kan i forbindelse med fastsæt-
telse af regler om straf efter stk. 8 efter forhandling med
justitsministeren bestemme, at en tilladelsesindehaver kan
pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilreg-
nes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Tilsvaren-
de gælder en juridisk person, der er tilladelsesindehaver,
selv om der inden for dens virksomhed ikke er begået en
overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske
person knyttede personer eller den juridiske person som
sådan.«
4. § 92 h, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
5. § 92 h, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til forsøg efter stk. 1
indsendes til transportministeren ledsaget af en nærmere be-
skrivelse af forsøget.«
6. § 92 h, stk. 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.
7. I § 92 h, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 4« til: »stk.
2«.
8. I § 92 h, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres
»stk. 5« til: »stk. 4«.
9. I § 92 h, stk. 6, der bliver stk. 5, indsættes som 3. og 4.
pkt.:
»Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om de
forhold, som assessoren skal vurdere efter stk. 4. Endvidere
kan transportministeren fastsætte regler om, at en assessor-
vurdering helt eller delvist kan genanvendes, såfremt ansø-
geren søger om tilladelse til et nyt forsøg i et nyt område
med samme type køretøj, ligesom transportministeren kan
fastsætte regler om lempeligere vilkår for assessorvurderin-
Lovforslag nr. L 146 Folketinget 2024-25
Transportmin., j.nr. 2023-3343
DG001032
gen for FN- eller EU-typegodkendte køretøjer og køretøjer,
hvor der er en sikkerhedschauffør i køretøjet.«
10. I § 92 h, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres »stk. 4« til: »stk.
2«.
11. I § 92 i indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om beta-
ling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse
af tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer, jf. §
92 h, stk. 1.«
12. §§ 92 j og 92 k ophæves.
13. I § 92 l indsættes efter »emissionsfrit køretøj,«: »jf. dog
§ 92 m, stk. 6,«.
14. § 92 m, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Der kan meddeles tilladelse til forsøg med eller test af
selvkørende enheder efter en vurdering af de nødvendige
færdselssikkerhedsmæssige forhold, herunder de tekniske og
sikkerhedsmæssige egenskaber for den enhed, der ønskes
anvendt i forsøget eller testen, omfanget og karakteren af
færdslen og fremkommeligheden på den strækning eller i
det område, hvor forsøget eller testen ønskes gennemført,
samt eventuelt planlagt afmærkning, afspærring eller øvrige
sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med forsøget eller
testen.«
15. I § 92 m, stk. 2, 1. pkt., udgår »efter høring af vejmyn-
digheden« og », jf. stk. 1«.
16. I § 92 m, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Transportministeren skal inden meddelelsen af en tilla-
delse påse, at vejmyndigheden er blevet hørt om det pågæl-
dende forsøg.«
17. I § 92 m indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Den kommunale vejmyndighed kan udpege områ-
der i kommunen som testzoner til brug for test af selvkøren-
de enheder i et testegnet miljø. Vejmyndigheden skal give
transportministeren besked om udpegningen af en testzone
og offentliggøre udpegningen.
Stk. 4. Transportministeren meddeler tilladelse til konkre-
te test af selvkørende enheder inden for en udpeget testzo-
ne. Transportministeren skal underrette politiet om meddelte
tilladelser forud for testens igangsættelse.
Stk. 5. Transportministeren kan ved meddelelse af tilladel-
se til forsøg med eller test af selvkørende enheder fastsætte
vilkår om monitorering, varighed, opfølgning m.v.
Stk. 6. Transportministeren kan til konkrete forsøg med
selvkørende enheder dispensere fra kravet om, at enheden
skal være emissionsfri, jf. § 92 l.
Stk. 7. Transportministeren kan til enhver tid tilbagekalde
en tilladelse til forsøg eller test med den virkning, at forsø-
get eller testen umiddelbart skal bringes til ophør.«
Stk. 3-7 bliver herefter stk. 8-12.
18. § 92 m, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., affattes
således:
»Tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enhe-
der kan meddeles til erhvervsdrivende, forsknings- og un-
dervisningsinstitutter, foreninger, organisationer, offentlige
myndigheder, selskaber og institutioner, samt selvejende og
private institutioner.«
19. I § 92 m, stk. 4, der bliver stk. 9, ændres »forsøg med
selvkørende enheder« til: »forsøg med og test af selvkøren-
de enheder«, og »tilladelse til forsøg« ændres til: »tilladelse
til forsøg eller test«.
20. I § 92 m, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1. pkt., ændres
»forsøg med selvkørende enheder« til: »forsøg med eller test
af selvkørende enheder«.
21. I § 92 m, stk. 7, der bliver stk. 12, ændres »stk. 4 og 6«
til: »stk. 9 og 11«, og »stk. 5« ændres til: »stk. 10«.
22. I § 92 m indsættes som stk. 13:
»Stk. 13. Transportministeren kan fastsætte regler om, at
forsøg med eller test af selvkørende enheder med nærmere
definerede egenskaber vedrørende f.eks. størrelse, hastighed
og anvendelsesområde kan gennemføres uden en forudgåen-
de tilladelse.«
23. I § 92 n, stk. 1, ændres »forsøg med selvkørende enhe-
der« til: »forsøg med og test af selvkørende enheder«, og »§
92 m, stk. 2« ændres til: »§ 92 m, stk. 2 eller 4«.
24. I § 92 o, stk. 1, ændres »forsøg med selvkørende enhe-
der« til: »forsøg med eller test af selvkørende enheder«, og
»§ 92 m, stk. 2« ændres til: »§ 92 m, stk. 2 og 4«.
25. I § 92 o, stk. 2, ændres »tilladelse til forsøg« til: »tilla-
delse til forsøg eller test«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til: »§
92 m, stk. 2 og 4«.
26. I § 92 o, stk. 3, 1. pkt., ændres »forsøg« til: »forsøg eller
test«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til: »§ 92 m, stk. 2 eller 4«.
27. I § 92 p, 1. pkt., ændres »regler om forsøg« til: »regler
om forsøg eller test«, og »stk. 4, 6 og 7« ændres til: »stk. 9,
11 og 12«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning og baggrund
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Revision af forsøgsordning for selvkørende motorkøretøjer
2.1.1. Tilladelse til kørsel i bestemte områder
2.1.1.1. Gældende ret
2.1.1.2. Transportministeriets overvejelser
2.1.1.3. Den foreslåede ordning
2.1.2. Ansøgningsprocessen
2.1.2.1. Gældende ret
2.1.2.2. Transportministeriets overvejelser
2.1.2.3. Den foreslåede ordning
2.1.3. Assessorvurderingen
2.1.3.1. Gældende ret
2.1.3.2. Transportministeriets overvejelser
2.1.3.3. Den foreslåede ordning
2.2. Revision af forsøgsordning for selvkørende enheder
2.2.1. Mulighed for forsøg med større selvkørende enheder på arealer med almindelig færdsel
2.2.1.1. Gældende ret
2.2.1.1.1.Almindelig færdsel
2.2.1.1.2.Vægt og dimensioner
2.2.1.1.3.Høring af vejmyndigheden og orientering af politiet
2.2.1.1.4.Vilkår i tilladelser til forsøg med selvkørende enheder
2.2.1.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.1.2.1.Tilladelse til forsøg med større selvkørende enheder på arealer med almindelig færdsel
2.2.1.2.2.Høring af vejmyndigheden og orientering af politiet
2.2.1.2.3.Vilkår i tilladelser til forsøg med selvkørende enheder
2.2.2. Mulighed for at kommunerne kan udpege testzoner til test af selvkørende enheder
2.2.2.1. Gældende ret
2.2.2.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2.3. Flere aktører får mulighed for at bruge forsøgsordningen
2.2.3.1. Gældende ret
2.2.3.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Obligatorisk digital selvbetjening ved indberetning af sikkerhedsrådgivere
2.3.1. Gældende ret
3
2.3.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4.1. Revision af forsøgsordning for selvkørende motorkøretøjer
4.2. Revision af forsøgsordning for selvkørende enheder
4.3. Obligatorisk digital selvbetjening ved indberetning af sikkerhedsrådgivere
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
5.1. Revision af forsøgsordning for selvkørende motorkøretøjer
5.2. Revision af forsøgsordning for selvkørende enheder
5.3. Obligatorisk digital selvbetjening ved indberetning af sikkerhedsrådgivere
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v
11. Sammenfattende skema
1. Indledning og baggrund
Selvkørende teknologi kan potentielt bidrage til en positiv
samfundsudvikling for såvel borgere som virksomheder og
myndigheder, fordi teknologien på sigt kan frigøre værdifuld
tid til opgaver, som ikke kan varetages uden menneskelig
indblanding, f.eks. at køretid kan benyttes til at løse andre
opgaver i stedet for at føre køretøjet. Teknologien er stadig i
sit tidlige stadium, men det er vigtigt, at vi også i Danmark
sikrer, at vores regler ikke udgør en hindring for, at vi kan
gøre os erfaringer med en teknologi, som potentielt kan
blive en afgørende faktor for at drive såvel erhverv som
den offentlige sektor effektivt i fremtiden. Med lovforslaget
foreslås de gældende forsøgsrammer for såvel selvkørende
motorkøretøjer som selvkørende enheder revideret.
Formålet med lovforslaget er således – for så vidt angår de
selvkørende motorkøretøjer – at udmønte otte anbefalinger
fra Færdselsstyrelsens og Vejdirektoratets evaluering af for-
søgsordningen for selvkørende motorkøretøjer fra 2022. Her
anbefales i det væsentlige, at den politiske involvering
i godkendelsesprocessen reduceres, at godkendelser gives
uden en særskilt udstedelse af bekendtgørelser for de enkel-
te forsøg, og at der gives mulighed for en mere lempelig
proces for tilladelse til forsøg, der gennemføres med en
sikkerhedschauffør samt for forsøg, hvor der anvendes FN-
eller EU-typegodkendte køretøjer. Evalueringen kan findes
på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Som opfølgning på evalueringen har lovforslaget således
til formål at gøre processerne mere enkle i forbindelse med
ansøgning om forsøg med selvkørende motorkøretøjer i
Danmark, når dette kan ske færdselssikkerhedsmæssigt for-
svarligt, samt at give mulighed for, at der kan laves forsøg
med selvkørende motorkøretøjer i større områder end i dag.
For så vidt angår selvkørende enheder betyder den tekno-
logiske udvikling hele tiden nye former for transport og
serviceydelser. Det gælder bl.a. selvkørende enheder, som
kan bruges til at transportere genstande eller udføre service-
ydelser som f.eks. at rydde sne, rengøre fortove eller sam-
le tyggegummi op. Enhederne kan f.eks. også benyttes af
virksomheder til intern levering af reservedele mellem to
fabriksbygninger eller af forsknings- og undervisningsinsti-
tutter til intern levering af laboratorieprøver og medicin.
Hertil kommer, at transport- og serviceydelser traditionelt
udføres af bemandede benzin- og dieseldrevne motordrevne
køretøjer, hvor selvkørende enheder, som typisk vil være
eldrevne, kan medvirke til at reducere udledningen af CO2
og andre luftforurenende stoffer. Derudover kan selvkørende
enheder på sigt afhjælpe en stor udfordring med mangel på
arbejdskraft særligt i kommunerne.
Den gældende forsøgsordning har været gældende siden
sommeren 2021, og der har været gennemført meget få for-
søg i medfør heraf. Det er Transportministeriets vurdering,
at der nu er behov for at justere ordningen, så der åbnes for
en mere omfattende brug af selvkørende enheder.
Transportministeriet har på baggrund af anbefalinger i en
evaluering af forsøgsordningen for selvkørende enheder fra
Færdselsstyrelsen fra 2023 arbejdet sammen med kommu-
ner og relevante aktører indenfor robotteknologi om at juste-
re ordningen. Evalueringen kan ses på Færdselsstyrelsens
hjemmeside.
Med dette lovforslag foreslår Transportministeriet således,
at forsøgsordningen ændres på tre hovedpunkter: 1) Det vil
fremover blive muligt at gennemføre forsøg i områder med
almindelig færdsel, 2) der vil ikke fremover være en på
4
forhånd angivet begrænsning i vægt og dimensioner af de
selvkørende enheder, der i stedet vil blive fastsat ved udste-
delse af tilladelse til det enkelte forsøg, og 3) de kommunale
vejmyndigheder får mulighed for på forhånd at udpege test-
zoner, hvor der kan gennemføres test af selvkørende enheder
som led i udvikling og test af enheden.
Endelig er formålet med lovforslaget at indføre hjemmel
til, at transportministeren kan fastsætte regler om, at oplys-
ninger om en virksomheds udpegede sikkerhedsrådgivere
for vejtransport af farligt gods skal indsendes ved anvendel-
se af en digital selvbetjeningsløsning.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Revision af forsøgsordning for selvkørende motorkø-
retøjer
2.1.1. Tilladelse til kørsel i bestemte områder
2.1.1.1. Gældende ret
Det fremgår af § 92 g, stk. 2, i færdselsloven, at forsøg
med selvkørende motorkøretøjer skal gennemføres på be-
stemte vejstrækninger. Transportministeren har dermed ikke
hjemmel i færdselsloven til at tillade forsøg med selvkøren-
de motorkøretøjer i bestemte områder. Det fremgår endvide-
re, at forsøg kan afgrænses til bestemte tidspunkter, samt
at forsøg altid skal gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt
forsvarligt. Der kan gennemføres forsøg til og med SAE
niveau 4.
SAE er en standard, som opdeler køretøjerne i 6 automati-
seringsniveauer. Niveauerne går fra 0 til 5, hvor føreren i
niveau 0, 1 og 2 varetager sine opgaver i overensstemmelse
med færdselslovens almindelige regler. Førerens rolle på
niveau 3 og 4 fraviger førerens rolle efter færdselsloven. Fø-
res et selvkørende motorkøretøj således, uden at en fysisk
person har fuld kontrol over køretøjet på den måde, som er
foreskrevet i færdselslovens almindelige regler, kan køretø-
jet således alene benyttes til almindelig færdsel på vej, hvis
transportministeren har meddelt tilladelse hertil i medfør af
reglerne.
En ansøgning om tilladelse til forsøg forudsættes blandt
andet at indeholde oplysninger om forsøgets geografiske ud-
strækning på strækningsniveau med en klar angivelse af, på
hvilke strækninger der ønskes gennemført forsøg med kørsel
på henholdsvis niveau 3 og 4. Inden for den geografiske
udstrækning af et forsøg kan der forekomme strækninger,
hvor kørslen vil blive gennemført på et lavere automatise-
ringsniveau. Disse dele af forsøget skal tillige anføres i
ansøgningen, selvom denne kørsel sker i overensstemmelse
med færdselslovens almindelige regler.
Ved en niveau 3-forsøgsstrækning forstås, at den tekniske
indretning er i stand til at føre køretøjet på strækningen. Det
er imidlertid en forudsætning, at der er en fysisk person,
som deltager i forsøget, og som under de givne forhold på
ethvert tidspunkt under kørslen kan foretage alle nødvendige
manøvrer, der kan sikre, at kørslen sker færdselssikkerheds-
mæssigt forsvarligt. Den tekniske indretning af køretøjet kan
således få behov for hjælp fra en fysisk person (en passiv
fører) og vil i disse situationer opfordre den fysiske person
til inden for et kort tidsrum at overtage kontrollen med
køretøjet på forsøgsstrækningen.
En fysisk person, som deltager i et forsøg på en niveau
3-forsøgsstrækning, skal have erhvervet kørekort til den på-
gældende køretøjskategori og skal overholde reglerne om
spirituskørsel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspå-
virkende stoffer i færdselslovens §§ 53 og 54.
Ved en niveau 4-forsøgsstrækning er det ligeledes den tek-
niske indretning, som er i stand til at føre køretøjet på stræk-
ningen. Den tekniske indretning kan på ethvert tidspunkt
foretage en korrekt tolkning af trafikken omkring køretøjet
og kan foretage alle nødvendige manøvrer, der sikrer, at
kørslen sker færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, herun-
der ultimativt i en uforudset situation bringe køretøjet til
sikker standsning på en måde, som er forsvarlig i forhold til
færdselssikkerheden.
Ved en niveau 4-forsøgsstrækning forudsættes det, at den
tekniske indretning kort efter en sådan uforudset situation
overdrager føringen til en fysisk person, som er til stede i
køretøjet, eller til en operatør, som ikke er fysisk til stede i
køretøjet under kørslen. Overdragelsen af føringen til en fy-
sisk fører eller til en operatør sker, efter at køretøjet er bragt
til sikker standsning. I det tilfælde, at føringen overdrages til
en operatør, skal denne have løbende adgang til detaljeret in-
formation om køretøjets omgivelser gennem tekniske hjæl-
pemidler såsom kamera, mikrofon, satellitnavigation, radar,
lidar (afstandsmåling med laser) eller andre typer sensorer.
Baggrunden for forsøgsordningens krav om, at der på ni-
veau 4-forsøgsstrækninger skal være en fysisk fører eller
operatør, der er standby, er hovedsageligt et hensyn til, at
der efter en sikker standsning ofte kan opstå behov for en
dialog med myndighedspersoner eller andre om, hvor køre-
tøjet skal parkeres hensigtsmæssigt i forhold til den øvrige
færdsel. Det kan f.eks. være i forbindelse med et færdselsu-
held, som køretøjet ikke selv er impliceret i.
En fysisk fører eller en operatør af et selvkørende motor-
køretøj, som deltager i et forsøg på en niveau 4-forsøgss-
trækning, skal have erhvervet kørekort til den pågældende
køretøjskategori og skal overholde reglerne om spirituskør-
sel og kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende
stoffer i færdselslovens §§ 53 og 54.
Det følger af gældende ret, at kørsel på niveau 5 ikke er
tilladt. Med lovforslaget vil kørsel på niveau 5 fortsat ikke
være tilladt.
2.1.1.2 Transportministeriets overvejelser
I Færdselsstyrelsen og Vejdirektoratets evaluering af for-
søgsordning for selvkørende motorkøretøjer fra 2022 frem-
går det, at flere interessenter har ønsket at kunne søge om
forsøgstilladelse til kørsel i et konkret område i stedet for på
konkrete vejstrækninger. Ønsket er begrundet i målet om at
opnå større fleksibilitet i rutevalg, da man ved en tilladelse
til kørsel i konkrete områder fremfor på konkrete vejstræk-
5
ninger, kan ændre ruten, hvis en vejstrækning eksempelvis
er midlertidigt lukket, f.eks. pga. vejarbejde.
Transportministeriet finder, at der bør gives tilladelse til
kørsel i bestemte områder i stedet for på bestemte vejstræk-
ninger, da dette vil give større fleksibilitet til ansøgerne,
ligesom det vil gøre det mere enkelt for ansøgerne at til-
rettelægge deres forsøg. Det vurderes ikke at gå ud over
færdselssikkerheden, da assessor, som er en fagligt kompe-
tent og uafhængig rådgiver, fortsat skal foretage en vurde-
ring af, hvorvidt forsøget i et bestemt område kan foregå
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt, ligesom den lokale
vejmyndighed og politiet vil blive hørt i forbindelse med
ansøgningen om tilladelse til forsøg.
2.1.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 92 g, stk. 2, ændres, således at der
fremadrettet kan gives tilladelse til at forsøgene gennemfø-
res i bestemte områder i stedet for på bestemte vejstræk-
ninger. Forsøg efter bestemmelsen kan fortsat afgrænses til
bestemte tidspunkter og skal fortsat gennemføres færdsels-
sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Med den foreslåede ordning vil det blive nemmere for
ansøger at udføre forsøg i større områder, da der ikke skal
ansøges om tilladelse til hver enkelt vejstrækning.
2.1.2. Ansøgningsprocessen
2.1.2.1. Gældende ret
Det følger af færdselslovens § 92 h, stk. 1, at transportmi-
nisteren efter høring af vejmyndigheden og politiet medde-
ler tilladelse til forsøg, samt at transportministeren fastlæg-
ger nærmere vilkår for de enkelte forsøg. Disse vilkår fast-
sættes i konkrete bekendtgørelser til hvert enkelt forsøg. Det
fremgår endvidere af § 92 h, stk. 1, at tilladelse først kan
meddeles, efter at sagen har været forelagt et af Folketinget
nedsat udvalg. Der skal således udstedes særskilte bekendt-
gørelser for de enkelte forsøg, og tilladelsen til forsøg kan
først gives, når sagen har været forelagt for Folketingets
Transportudvalg.
Forud for at en ansøgning om forsøg med selvkørende
motorkøretøjer kan indsendes, skal forsøget desuden være
vurderet af en godkendt assessor. Godkendelsen af assessor
sker ved ansøgning til Færdselsstyrelsen på baggrund af
bekendtgørelse om assessorer i forbindelse med forsøg med
selvkørende motorkøretøjer.
Derudover kræver forsøg med selvkørende motorkøretøjer
sagsbehandling af flere myndigheder. Der er derfor nedsat
en taskforce med henblik på at gøre ansøgningsproceduren
så smidig og ensartet som mulig for ansøgeren.
Taskforcen består af fire faste medlemmer, som er Færd-
selsstyrelsen, Rigspolitiet, Rigsadvokaten og Vejdirektora-
tet.
Udover de faste medlemmer kan øvrige relevante myndig-
heder f.eks. Justitsministeriet, kommuner eller Transportmi-
nisteriet inddrages i behandlingen af ansøgningen. Inddra-
gelse af øvrige relevante myndigheder afhænger af forsøgets
omfang, karakter, geografi m.m.
En ansøgning om forsøg med selvkørende motorkøretøjer
sendes til Vejdirektoratet. Ved modtagelsen af ansøgningen
undersøger Vejdirektoratet, om de nødvendige dokumenter
og oplysninger er vedlagt. Derefter påbegynder taskforcens
medlemmer at behandle ansøgningen ud fra deres fagområ-
der.
Behandlingen af ansøgningen tager udgangspunkt i asses-
sorens vurdering af forsøget. Den faglige sagsbehandling vil
derfor som udgangspunkt bestå i at afsøge om, alle relevante
sikkerhedsforhold er blevet afdækket. På samme måde afsø-
ges forsøgets påvirkning og krav til de trafikale og øvrige
fysiske forhold.
Når ansøgningen er blevet behandlet af taskforcen, mun-
der arbejdet ud i enten igangsættelse af den videre proces
mod godkendelse af forsøget eller i et begrundet afslag. Af-
slag vil blive givet, hvis det er taskforcens vurdering, at
forsøget med selvkørende motorkøretøjer ikke kan gennem-
føres i overensstemmelse med færdselslovens krav til trafik-
sikkerhed.
For at der er juridisk sikkerhed omkring blandt andet
strafansvar, skal der til hvert forsøg endvidere udarbejdes
en særskilt bekendtgørelse. Vejdirektoratet udarbejder på
baggrund af taskforcens vurdering en bekendtgørelse til det
enkelte forsøg. Bekendtgørelsen fastlægger blandt andet,
hvem der er strafansvarlig, hvis der opstår en trafikulykke
i forbindelse med forsøget.
Når bekendtgørelsen er udarbejdet, vil den efter de almin-
delige retningslinjer for udstedelse af bekendtgørelser blive
sendt i høring, hvor alle interesserede vil kunne afgive hø-
ringssvar. Når høringen er overstået og eventuelt indkomne
høringssvar er behandlet, sendes bekendtgørelsen til god-
kendelse i Transportministeriet.
Færdselsloven fastlægger endvidere, at en tilladelse først
kan meddeles, efter at sagen har været forelagt Transportud-
valget.
Bekendtgørelsen vil derfor som minimum i sin endelige
form skulle forelægges udvalget, der kan komme med be-
mærkninger hertil. Der er også mulighed for, at sagen kan
forelægges udvalget tidligere i processen, hvis der er tale om
særligt omfattende eller vidtrækkende forsøg.
Når udvalget har fået forelagt sagen, kan transportmini-
steren godkende bekendtgørelsen og dermed forsøget. Vejdi-
rektoratet udsteder herefter bekendtgørelsen og fremsender
tilladelsen til ansøgeren, f.eks. bekendtgørelse nr. 453 af
20. april 2020 om Autonomous Mobility A/S’ forsøg med
selvkørende motorkøretøjer ved Slagelse Sygehus og Psyki-
atrisygehus Slagelse.
Med den gældende ordning er der således en række trin,
som ansøgningen skal igennem, før en eventuel tilladelse
kan udstedes.
2.1.2.2. Transportministeriets overvejelser
I Færdselsstyrelsen og Vejdirektoratets evaluering fra
6
2022 fremgår det, at flere interessenter har udtrykt, at den
administrative og politiske proces i forbindelse med ansøg-
ning om tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøre-
tøjer forekommer for lang og tung. Særligt den politiske
behandling i Folketingets Transportudvalg samt kravet om
udstedelse af enkelte bekendtgørelser for hvert forsøg opfat-
tes som unødigt tung.
Baggrunden for, at man valgte at udstede særskilte be-
kendtgørelser for hvert enkelt forsøg, var blandt andet, at
man fandt det mest hensigtsmæssigt, at bestemmelser om
straf blev fastsat individuelt i de enkelte forsøgsbekendtgø-
relser, således at strafansvaret blev tilpasset forsøgsobjektet,
de trafikale forhold og andre omstændigheder ved det enkel-
te forsøg.
Da den nuværende proces, hvor der på grund af udstedelse
af særskilte bekendtgørelser, skal foretages høring, vurde-
ring af administrative og økonomiske konsekvenser, indlæs-
ning i Lovtidende m.v., synes uforholdsmæssig tung, er det
Transportministeriets vurdering, at den politiske proces i
forbindelse med ansøgning om forsøg bør forenkles således,
at ansøgninger ikke længere skal forelægges for Transpor-
tudvalget, ligesom det vurderes at være muligt at udarbejde
en overordnet rammebekendtgørelse, som kan dække alle
forsøg, og som kan danne grundlag for en administrativ
tilladelse.
2.1.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at § 92 h, stk. 1, 3. pkt., ophæves, således
at transportministeren kan meddele tilladelse til forsøg efter
høring af vejmyndigheden og politiet, uden at sagen har
været forelagt et af Folketinget nedsat udvalg. Med den
foreslåede ændring vil der fremadrettet desuden ikke i ud-
gangspunktet skulle udstedes særskilte bekendtgørelser for
de enkelte forsøg. Der vil i stedet blive udarbejdet en over-
ordnet rammebekendtgørelse, som gælder for alle forsøg.
Som noget nyt vil der blive fastsat generelle straffebe-
stemmelser i den nye rammebekendtgørelse – i stedet for
som i dag, hvor der fastsættes konkrete strafbestemmelser til
hvert enkelt forsøg ved særbekendtgørelser. Af de fire for-
søg, som indtil nu har været i gang efter den gældende ord-
ning, er der fastsat helt enslydende straffebestemmelser. Det
er derfor vurderingen, at disse bestemmelser mere hensigts-
mæssigt kan gælde for alle forsøg.
Det kan dog vise sig, at der i enkelte forsøg skal fastsættes
supplerende strafbestemmelser, hvorfor transportministeren
fortsat vil have mulighed for at udstede særskilte bekendtgø-
relser. Dette kan for eksempel være, hvis et forsøg er særligt
komplekst, og hvor der derfor kan være behov for at supple-
re de generelle straffebestemmelser i rammebekendtgørelsen
med særlige regler om straffeansvar, der er afpasset til et
konkret forsøg.
Der vil fortsat blive udstedt administrative tilladelser, som
vil udgøre almindelige afgørelser i overensstemmelse med
forvaltningsloven, og som vil gælde sideløbende med den
overordnede rammebekendtgørelse og eventuelle særskilte
bekendtgørelser. Den administrative tilladelse vil indeholde
de nærmere vilkår for tilladelsen. I det omfang sådanne
vilkår efter en konkret vurdering skal strafbelægges, vil de
dog komme til at fremgå af den særbekendtgørelse, som
eventuelt udstedes til forsøget.
Derudover vil ansøgningerne med den foreslåede æn-
dring ikke skulle forelægges for Folketingets Transportud-
valg. Transportministeren vil i stedet løbende orientere
Transportudvalget om de forsøg, der får tilladelse efter for-
søgsordningen.
Med den foreslåede ændring vil kravene til ansøgningen
desuden ikke længere fremgå af loven. De specifikke krav
til, hvad ansøgningen konkret skal indeholde, vil fremadret-
tet fremgå af den overordnede rammebekendtgørelse. Det er
ikke hensigten at ændre på, hvilke krav der bliver stillet
til indholdet af ansøgningen, men skulle udviklingen på
området vise, at der f.eks. stilles unødige krav, kan ram-
mebekendtgørelsen justeres administrativt. Det bemærkes i
den forbindelse, at de nuværende lovfastsatte krav om, at
tilladelser skal være gældende i to år og kan fornyes efter
de to år, også fremover vil udgå af loven og i stedet blive
indarbejdet i rammebekendtgørelsen. Heller ikke her er det
hensigten at ændre på kravene, men skulle udviklingen over
tid vise, at to-årige tilladelser er unødvendigt korte, f.eks.
pga. forbedret teknologi, vil det være muligt at justere gyl-
dighedsperioden i rammebekendtgørelsen.
Det bemærkes i den forbindelse, at tilladelsesindehaver – i
tilfælde af, at forsøget ændres undervejs – vil være forpligtet
til at overveje, om ændringen kan rummes inden for den
udstedte tilladelse. Er der tale om væsentlig ændring, f.eks.
udskiftning af køretøjer med andre tekniske egenskaber end
det tilladte, vil det kunne være påkrævet at igangsætte en
fornyet ansøgningsproces. Der vil være tale om en konkret
vurdering af, hvor væsentlig ændringen er for forsøget og
de vilkår, som forsøget kører under. Tilladelsesindehaver vil
til støtte for en sådan vurdering kunne søge vejledning hos
Vejdirektoratet som tilladelsesudsteder.
Transportministeren vil sørge for, at forsøgsordningen lø-
bende bliver evalueret. Evalueringerne vil ske, efterhånden
som der indsamles erfaringer som led i de tilladelser, som
bliver udstedt.
2.1.3. Assessorvurderingen
2.1.3.1. Gældende ret
Det følger af færdselslovens § 92 h, stk. 5, at ansøgning
om tilladelse efter stk. 4 vedlægges en vurdering fra en god-
kendt assessor om konsekvenserne for færdselssikkerheden
ved gennemførelse af forsøget. Assessorens vurdering skal
indeholde en vurdering af køretøjets egenskaber og hastig-
hed, vejinfrastrukturen, førerens/operatørens rolle, ansøgers
organisation samt tiltag, som kan reducere risikoen for ulyk-
ker.
2.1.3.2. Transportministeriets overvejelser
Det fremgår af Færdselsstyrelsen og Vejdirektoratets eva-
luering af forsøgsordning for selvkørende motorkøretøjer fra
7
2022, at flere respondenter mener, at assessorordningen er
kompliceret og omkostningskrævende, hvorfor der er behov
for, at assessorvurderingen gøres hurtigere samt mindre ad-
ministrativ og økonomisk belastende.
Transportministeriet deler vurderingen af, at assessorord-
ningen kan medføre, at ansøgningsprocessen er kompliceret
og administrativ tung. Det ændrer dog ikke ved, at det som
udgangspunkt er vigtigt, at en uvildig ekspert (en assessor),
som har de fornødne kompetencer til at vurdere forsøget,
herunder rute/infrastruktur, trafikbilledet, teknologien, ansø-
gers organisation m.v., gennemgår forsøget i sin helhed,
således at det sikres, at forsøget kan gennemføres færdsels-
sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Det er dog vurderingen, at det bør være muligt at gøre
processen med assessorvurderingen mere enkel, idet der
blandt andet er elementer i vurderingen, som vil være ens
fra forsøg til forsøg. Dette gælder f.eks. teknologien, så-
fremt der anvendes FN- eller EU-typegodkendte køretøjer,
ligesom der bør kunne lempes på assessors gennemgang
af forsøget, hvis forsøget indebærer, at der er en sikkerheds-
chauffør med i køretøjet. I de tilfælde vil der være en fysisk
person til stede, som kan gribe ind, hvis køretøjet eller færd-
selssituationen i øvrigt fører til farlige situationer i trafikken.
2.1.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at stk. 6 i § 92 h ændres, således at det vil
fremgå, at hvis en ansøger allerede har fået tilladelse til for-
søg, kan ansøgeren genanvende dele af assessorvurderingen
fra dette forsøg, hvis ansøger søger om tilladelse til et nyt
forsøg i et nyt område med samme type køretøj.
Dele af assessorvurderingen vil således kunne genbruges
for så vidt angår de forhold, som vedrører køretøjet, ansø-
gers organisation og data. Ansøger vil på den baggrund
udelukkende skulle indhente en assessorvurdering i forhold
til færdselssikkerheden i det nye område, som der søges
om tilladelse kørsel i. Dette forudsætter i sagens natur, at
den tidligere godkendte teknologi, som har været anvendt i
tidligere forsøg, skal anvendes med samme funktionaliteter,
herunder ift. karakteren af vejinfrastrukturen, færdselsbille-
det, trafikarter m.v., i det nye forsøgsområde.
Derudover foreslås det at bemyndige transportministeren
til at kunne fastsætte regler om lempeligere vilkår for asses-
sorvurderingen for FN- eller EU-typegodkendte køretøjer og
køretøjer, hvor der er en sikkerhedschauffør i køretøjet.
Den foreslåede ændring vil medføre, at assessorens vur-
dering ved FN- eller EU-typegodkendte køretøjer vil blive
mere enkel, da man ved FN- eller EU-typegodkendte køre-
tøjer, som ombygget til selvkørende funktion i niveau 3 eller
4, lægger til grund, at de mekaniske og tekniske krav til
køretøjet er opfyldt, og at assessor derfor alene skal forholde
sig til de til- eller ombyggede funktioner.
Derudover forventes det, at hvis der er en sikkerheds-
chauffør til stede i køretøjet, vil chaufføren hurtigt kunne
overtage føringen af køretøjet, såfremt det skønnes nødven-
digt, hvorfor det også vil være muligt at lempe på kravene til
assessorvurderingen ved forsøg i disse tilfælde.
De konkrete lempelser i forhold til assessorvurderingen
vil blive fastsat i bekendtgørelse om assessorer i forbindelse
med forsøg med selvkørende motorkøretøjer.
Dette vil lette processen i forbindelse med ansøgningen
om tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer, da
der ikke vil være ligeså mange krav til assessorvurderingen.
2.2. Revision af forsøgsordning for selvkørende enheder
2.2.1. Mulighed for forsøg med større selvkørende enhe-
der på arealer med almindelig færdsel
2.2.1.1. Gældende ret
Muligheden for at gennemføre forsøg med selvkørende
enheder fremgår af færdselslovens §§ 92 l - 92 p. Efter § 92
l forstås ved en selvkørende enhed et førerløst emissionsfrit
køretøj, der kører med lav hastighed på hjul, bælter el.lign.,
og som er teknisk indrettet således, at en fysisk person kan
overtage kontrollen af køretøjet.
Efter § 92 m må kørsel med en selvkørende enhed på
færdselslovens anvendelsesområde alene finde sted, hvis
transportministeren har meddelt tilladelse hertil, og der kan
alene meddeles tilladelse til kørsel med selvkørende enhe-
der på strækninger og i områder, som i begrænset omfang
anvendes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsar-
ter. Det fremgår af § 92 m, stk. 2, at transportministeren
meddeler tilladelse til forsøg med selvkørende enheder efter
høring af vejmyndigheden, og at transportministeren skal
underrette politiet om meddelte tilladelser forud for forsø-
gets igangsættelse. Tilladelse til forsøg med selvkørende en-
heder forudsætter, at en fysisk person kan overtage kontrol-
len af enheden, når dette anvises af den selvkørende enheds
tekniske indretning, eller når den fysiske person vurderer, at
der er behov herfor, jf. § 92 m, stk. 5.
Rammerne for forsøgsordningen er udmøntet i bekendtgø-
relse nr. 941 af 19. maj 2021 om forsøg med selvkørende
enheder, jf. færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., § 82, stk.
4, § 84, stk. 1, § 85, stk. 1, § 92 m, stk. 4, stk. 5, 3. og
4. pkt., og stk. 6 og 7, § 92 p, § 118, stk. 13, 1. pkt., og
§ 134 a, stk. 2. Kompetencen til at meddele tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder og til at føre tilsyn med
meddelte tilladelser m.v. er med hjemmel i § 3, stk. 1, i be-
kendtgørelse nr. 373 af 9. april 2024 om Færdselsstyrelsens
opgaver, beføjelser samt klageadgang, jf. færdselslovens §
134 a, stk. 1, delegeret til Færdselsstyrelsen, der har den
tekniske fagkundskab inden for køretøjsteknik.
Kravene til en ansøgning om tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder fremgår af § 21 i bekendtgørelse nr.
941 af 19. maj 2021 om forsøg med selvkørende enheder,
hvor det blandt andet fremgår, at en ansøgning skal sendes
til Færdselsstyrelsen. Færdselsstyrelsen behandler modtagne
ansøgninger samt medsendt dokumentation. Inden Færdsels-
styrelsen meddeler hel eller delvis tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder sendes afgørelsen i høring hos vejmyn-
digheden. Eventuelle bemærkninger vil indgå i den endeli-
ge vurdering af, om tilladelse til forsøg med selvkørende
enheder meddeles, ligesom at der i afgørelsen kan stilles
8
vilkår for brug af tilladelsen. Endeligt orienteres politiet om
en eventuelt meddelt tilladelse til forsøg med selvkørende
enheder.
Efter den gældende § 92 o, kan transportministeren fast-
sætte regler om betaling af gebyr for behandling af ansøg-
ning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkøren-
de enheder og for udførelse af tilsyn. Bekendtgørelse nr.
557 af 28. maj 2024 om gebyrer og afgifter på Færdselssty-
relsens område indeholder i dag nærmere bestemmelser om
Færdselsstyrelsens opkrævning af gebyr i forbindelse med
behandling af ansøgninger om og tilsyn med forsøg med
selvkørende enheder.
2.2.1.1.1. Almindelig færdsel
Efter § 92 m, stk. 1, må kørsel med en selvkørende enhed
på færdselslovens anvendelsesområde, jf. færdselslovens §
1, alene finde sted, hvis transportministeren har meddelt til-
ladelse hertil, og der kan alene meddeles tilladelse til kørsel
med selvkørende enheder på strækninger og i områder, som
i begrænset omfang anvendes til almindelig færdsel af en
eller flere færdselsarter.
Det fremgår af bemærkningerne til det lovforslag, der ind-
førte forsøgsordningen, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg
A, L 37 som fremsat, side 6, at anvendelsesområdet blev
begrænset til strækninger og områder, som i begrænset om-
fang anvendes til almindelig færdsel af en eller flere færd-
selsarter, fordi der ved at tillade kørsel med de selvkørende
enheder introduceredes en helt ny type af køretøjer på færd-
selslovens område, og det efter Transportministeriets opfat-
telse var vigtigt, at der ved introduktionen af de selvkørende
enheder blev taget behørigt hensyn til færdselssikkerheden
og øvrige trafikantgruppers oplevelse af tryghed.
Ved introduktionen af ordningen fandt Transportministeri-
et derfor, at de selvkørende enheder i første omgang ikke
skulle have mulighed for at færdes på alle dele af færdsels-
lovens anvendelsesområde, og at området derfor skulle be-
grænses til de dele af færdselslovens anvendelsesområde,
hvor den øvrige færdsel er begrænset.
Som det fremgår af bemærkninger til bestemmelsen, jf.
Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, si-
de 21, kan sådanne områder f.eks. være parkeringspladser,
stisystemer eller andre afgrænsede arealer på virksomheder
eller offentlige institutioner, byggepladser, havneområder og
områder i lufthavne. Det er dog en forudsætning, at der på
sådanne eller lignende områder er en begrænset mængde af
færdsel.
Det fremgår af bemærkningerne, at der således ikke kan
meddeles tilladelse til forsøg med selvkørende enheder på
strækninger, som bruges til afvikling af den almindelige
trafik, og at det vil bero på en konkret vurdering i forbin-
delse med de enkelte ansøgninger om tilladelse til forsøg,
hvorvidt de ansøgte områder har en tilstrækkelig begrænset
trafikmængde til, at der kan meddeles tilladelse.
2.2.1.1.2. Vægt og dimensioner
Som det fremgår af bemærkningerne til det lovforslag,
der indførte den gældende forsøgsordning, jf. Folketingsti-
dende 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 19, fast-
sætter transportministeren efter færdselslovens § 85, stk. 1,
bestemmelser om største tilladte akseltryk og totalvægt for
køretøjer i såvel belæsset som ubelæsset stand. § 82, stk. 4,
§ 84, stk. 1, og § 85, stk. 1, gælder for alle køretøjer, der er
omfattet af definitionen »køretøj« i færdselslovens § 2, nr.
10, og bestemmelserne kan derfor bruges til at fastsætte reg-
ler om last, dimensioner og vægt for selvkørende enheder.
Bestemmelser om selvkørende enheders tilladte vægt og
dimensioner er fastsat i bekendtgørelse nr. 941 af 19. maj
2021 om forsøg med selvkørende enheder. Det fremgår såle-
des af bekendtgørelsens § 6, at en selvkørende enhed højst
må have en totalvægt på 100 kg. Af § 7 fremgår det, at en
selvkørende enhed i såvel belæsset som ubelæsset stand ikke
må have dimensioner, der overskrider en længde på 1,20 m,
en bredde på 0,75 m, og en højde på 1,25 m, jf. dog stk. 2.
2.2.1.1.3. Høring af vejmyndigheden og orientering af poli-
tiet
Det fremgår af § 92 m, stk. 2, at transportministeren
meddeler tilladelse til forsøg med selvkørende enheder efter
høring af vejmyndigheden. Kompetencen til at administrere
ordningen er delegeret til Færdselsstyrelsen, der har den tek-
niske fagkundskab inden for køretøjsteknik. Det er således
Færdselsstyrelsen, der står for sagsbehandlingen af ordnin-
gen, mens vejmyndigheden bidrager som høringspart.
Vejdirektoratet har i medfør af § 6, stk. 1 og 2, i lov
om offentlige veje m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af
24. april 2024 (herefter vejloven) fået henlagt administrati-
onen af statens veje af transportministeren. Vejdirektoratet
er dermed den administrerende vejmyndighed for statens
veje. Kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommune-
veje, jf. § 7 i vejloven, og for private fællesveje og private
fællesstier, jf. § 1, stk. 2, i lov om private fællesveje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1050 af 17. september 2024 (herefter
privatvejsloven). For så vidt angår private veje er den på-
gældende vejejer vejmyndighed.
Efter færdselslovens § 92, kan vejmyndigheden træffe
færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens ud-
nyttelse eller indretning, bl.a. bestemmelser om parkering
og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod
visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af
gågader.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der ind-
førte den gældende forsøgsordning, jf. Folketingstidende
2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 20, at formålet
med høringen af vejmyndigheden er, at vejmyndigheden
derved kan bidrage med oplysninger og klarhed over, om
der skal tages særlige hensyn til trafikmængden eller eventu-
elt vejarbejde på den strækning eller område, hvor et forsøg
med selvkørende enheder ønskes udført.
Det fremgår også, at transportministeren ikke er forpligtet
til at følge vejmyndighedens bemærkninger, men at vejmyn-
dighedens bemærkninger skal indgå i den endelige vurde-
9
ring af, om tilladelse skal gives, og i givet fald på hvilke
vilkår.
Det fremgår derudover, at hvis en ansøger af tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder ønsker at udføre et forsøg
på et privatejet område, hvor færdselsloven finder anvendel-
se, og ansøgeren ikke samtidig er ejer af det pågældende
område, er det i forbindelse med indsendelse af ansøgning
om tilladelse til forsøg påkrævet, at ansøgeren fremsender et
samtykke fra den pågældende private vejejer.
Det følger også af § 92 m, stk. 2, at transportministeren
skal underrette politiet om meddelte tilladelser til forsøg
med selvkørende enheder forud for forsøgets igangsættelse.
Ved introduktionen af forsøgsordningen fremgår det
af bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende
2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 6, at det er
Transportministeriets vurdering, at det ikke er nødvendigt
at foretage en decideret høring af politiet forud for medde-
lelse af tilladelse til forsøg, da selvkørende enheder alene
må færdes på strækninger og områder, som kun i begræn-
set omfang anvendes til almindelig færdsel. Det fremgår,
at der dermed ikke vil være den samme færdselssikkerheds-
mæssige risiko ved kørsel med selvkørende enheder som
f.eks. for selvkørende motorkøretøjer. Det fremgår videre,
at Transportministeriet dog finder det vigtigt, at politiet er
bekendt med forestående forsøg, hvorfor det blev foreslået,
som det gælder i dag, at politiet skal underrettes om meddel-
te tilladelser forud for forsøgenes igangsættelse.
2.2.1.1.4. Vilkår i tilladelser til forsøg med selvkørende en-
heder
Det er forudsat i bemærkningerne til lovforslaget, at trans-
portministeren i tilladelser til forsøg med selvkørende enhe-
der i medfør af almindelige forvaltningsretlige principper
kan fastsætte vilkår, herunder om geografisk afgrænsning af
forsøget til at måtte foregå på nærmere bestemte strækninger
eller inden for et nærmere bestemt geografisk område, jf.
Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side
9.
Der kan således fastsættes vilkår om den maksimale kon-
struktive hastighed, som de selvkørende enheder må køre
med på de ansøgte områder. Der kan f.eks. også fastsættes
vilkår om en tidsmæssig afgrænsning af forsøget, der såle-
des kan være begrænset til en bestemt periode og til kørsel
på bestemte tidspunkter på døgnet.
Det fremgår videre, at det følger af almindelige forvalt-
ningsretlige principper, at en tilladelse kan inddrages, hvis
vilkårene i tilladelsen ikke overholdes, og at tilladelsen til
kørsel med selvkørende enheder dermed kan inddrages, hvis
den selvkørende enhed anvendes til et andet formål end det,
der er givet tilladelse til. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis
en selvkørende enhed anvendes til ulovlig dataindsamling i
form af f.eks. billeder eller video, eller hvis en selvkørende
enhed anvendes til transport af ulovligt gods.
Endelig fremgår det, at en tilladelse endvidere i medfør
af almindelige forvaltningsretlige principper kan tilbagekal-
des, hvis forudsætningerne for tilladelsen ændrer sig. Det er
f.eks. tilfældet, hvis forsøget med de selvkørende enheder
viser sig at være til fare for færdselssikkerheden. Det er
f.eks. også tilfældet, hvis en tilladelsesindehaver nægter at
udlevere dokumentation og oplysninger, som anmodet om
i forbindelse med transportministerens udførelse af tilsyn i
medfør af § 92 n, stk. 1 og 2, hvis der er skabt tilstrække-
lig tvivl om de færdselssikkerhedsmæssige aspekter af det
pågældende forsøg med selvkørende enheder.
2.2.1.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
2.2.1.2.1. Tilladelse til forsøg med større selvkørende enhe-
der på arealer med almindelig færdsel
Evalueringen af den nuværende forsøgsordning viser, at
der er udfordringer med kravet i den gældende § 92 m, stk.
1, 2. pkt., hvorefter en selvkørende enhed efter tilladelse må
anvendes på færdselslovens område på strækninger og om-
råder, hvor der alene er et begrænset omfang af almindelig
færdsel.
Evalueringen viser, at det ikke er gennemskueligt for an-
søgerne, hvilke områder, der er omfattet af bestemmelsen,
og at det ikke er muligt at opfylde alle formål med selvkø-
rende enheder, når der kun kan gives tilladelse til forsøg
med selvkørende enheder på områder, som alene i begrænset
omfang anvendes til almindelig færdsel af en eller flere
færdselsarter.
Samme evaluering viser ligeledes, at de maksimale fysi-
ske rammer for de selvkørende enheder i den gældende
forsøgsordning afskærer en række robotvirksomheder fra at
kunne anvende ordningen, da deres robotter har dimensio-
ner, som overskrider grænsen for vægt og dimensioner i den
gældende bekendtgørelse. Det drejer sig blandt andet om
logistikrobotter til anvendelse internt på fabriksområder og
landbrugsrobotter, hvis primære arbejdsopgaver udføres på
marker, men som kan have behov for at krydse veje, som
er omfattet af færdselslovens område. Samme problematik
er gældende for en række robotter til naturpleje og udendørs
vedligeholdelsesopgaver, herunder f.eks. fejerobotter og ro-
botter til hækklipning.
Det er derfor Transportministeriets vurdering, at det er
en forudsætning for at understøtte vækst og udvikling på
området for selvkørende enheder, at forsøgsordningens an-
vendelsesområde udvides til også at omfatte områder med
almindelig færdsel.
Det er Transportministeriets vurdering, at der vil kunne
åbnes for forsøg med selvkørende enheder på steder, hvor
der er almindelig færdsel, og for at der kan køres med stør-
re og tungere selvkørende enheder, mens der forsat er et
afgørende hensyn til færdselssikkerheden og til, at forsøget
kan afvikles færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Derfor
vil der stadig skulle ske en vurdering af strækningen eller
området, som enheden ønskes anvendt i, sammenholdt med
den konkrete enhed, der ønskes anvendt, og der vil forsat
være de samme sikkerhedsmæssige krav til maskinen og
10
dens egenskaber, herunder at maskindirektivets regler om
CE-mærkning skal overholdes.
For fortsat at sikre, at anvendelse af nye teknologier og
køretøjstyper skal ske færdselssikkerhedsmæssigt forsvar-
ligt, og uden at det skaber unødig utryghed for øvrige tra-
fikantgrupper, foreslås det, at der fortsat er tale om en for-
søgsordning, hvor kørsel med selvkørende enheder fortsat
kræver en konkret tilladelse fra transportministeren. Her vil
der ske en nøje vurdering af de nødvendige færdselssikker-
hedsmæssige forhold i forbindelse med forsøget.
Transportministeriet er opmærksom på, at en udvidelse
af forsøgsordningens anvendelsesområde til også at omfatte
områder med almindelig færdsel vil betyde, at de selvkøren-
de enheder i højere grad vil skulle indgå i den almindelige
trafik side om side med eksisterende færdselsarter, ligesom
større selvkørende enheder i højere grad vil kunne påvirke
fremkommeligheden og færdselssikkerheden negativt.
Det er derfor også ministeriets vurdering, at det i højere
grad bliver nødvendigt at foretage en overordnet færdsels-
sikkerhedsmæssig vurdering af det enkelte forsøg med hen-
blik på, at vurdere den færdselssikkerhedsmæssige risiko for
det enkelte forsøg.
Vurderingen vil tage udgangspunkt i færdselsbilledet på
det ansøgte område sammenholdt med udformningen af den
selvkørende enhed. Færdselsbilledet vil i den forbindelse
være et udtryk for blandt andet kompleksiteten af forskellige
færdselsarter, trafikintensiteten og fremkommeligheden, her-
under på forskellige tider af døgnet, og den tilstedeværende
infrastruktur på det konkrete område.
Tilsvarende vil den selvkørende enheds størrelse, vægt,
sikkerhedssystemer og udformning spille en rolle i vurderin-
gen af forsøgets risiko. Et forsøg med en mindre robotplæ-
neklipper, som, udover at være CE-mærket efter maskindi-
rektivet, er konstrueret efter specifikke sikkerhedsstandarder
for sådanne maskiner, og derigennem har en veldokumente-
ret egensikkerhed, som skal køre i en park i tidsrum, hvor
der er et begrænset omfang af færdsel på græsarealerne, vil
f.eks. kunne vurderes som et lavrisikoforsøg og vil kunne
foretages med få og enkle vilkår.
Modsat vil et forsøg med f.eks. en robot, som skal klippe
hæk, og derfor har eksponerede skarpe dele, i en park eller
på et stisystem i tidsrum med almindelig færdsel kunne
anses som et højrisikoforsøg, og det vil derfor være nødven-
digt at fastsætte yderligere vilkår for forsøget. Det kan f.eks.
være et vilkår om, at forsøget skal superviseres af en person,
som er fysisk til stede ved robotten og som kan gribe ind
eller stoppe robotten, hvis der opstår farlige situationer, lige-
som der kan fastsættes vilkår om afmærkning af området,
når enheden kører, eller vilkår om, at enheden kun kan be-
nyttes på bestemte tider af døgnet m.v.
For at opnå tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
vil der således skulle være sikkerhed for maskinens basale
sikkerhedsmæssige egenskaber, og der vil derudover også
blive set på den generelle fremkommelighed og på karak-
teren og mængden af færdsel på det pågældende område,
hvor forsøget ønskes gennemført. Alt efter vurderingen af
det samspil, vil der blive stillet krav og passende vilkår om
monitorering, varighed og opfølgning m.v.
Som beskrevet ovenfor, er den gældende forsøgsordnings
begrænsninger i størrelse og vægt af de selvkørende enhe-
der, der kan få tilladelse til forsøg med, fastsat i bekendtgø-
relse nr. 941 af 19. maj 2021 om forsøg med selvkørende
enheder. Med baggrund i ovenstående foreslås det, at de
begrænsninger i vægt og dimensioner, der fremgår af be-
kendtgørelsen i dag, vil blive ophævet. I stedet vil der, som
beskrevet ovenfor blive foretaget en konkret vurdering af,
om enhedens vægt og dimensioner kan operere færdselssik-
kerhedsmæssigt forsvarligt i et givent område.
Det er Transportministeriets vurdering, at Færdselsstyrel-
sen, der har den tekniske fagkundskab inden for køretøjstek-
nik, fortsat vil være egnet til at foretage denne vurdering
af sikkerheden i et ansøgt forsøg med selvkørende enheder,
herunder med behørigt input fra vejmyndigheden.
Bl.a. på grund af forsøgselementet og ordningens tekni-
ske karakter, finder Transportministeriet det fortsat hensigts-
mæssigt, at transportministeren har hjemmel til at fastsætte
nærmere regler om forsøg med selvkørende enheder, herun-
der om selvkørende enheders hastighed, placering på vej,
brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af gods, identifi-
kationsnummer, gebyrer og krav til ansøgning om tilladelse
til forsøg.
Selvkørende teknologi er et område i stor udvikling, og
det er svært at forudse, hvordan området udvikler sig, bl.a.
på baggrund af ændringerne i forsøgsordningen med dette
lovforslag. Derfor kan der opstå en situation, hvor det, for
at undgå unødig administration, vil være hensigtsmæssigt, at
nogle typer af selvkørende enheder, som generelt vurderes at
være færdselssikkerhedsmæssige uproblematiske, eventuelt
skal kunne anvendes i forsøgsordningen uden en forudgåen-
de tilladelse. Det kunne f.eks. være små enheder med meget
lav hastighed, der ikke krydser stier eller veje, eller enheder
med andre lignede karakteristika.
For at understøtte den udvikling foreslås det, at transport-
ministeren skal kunne fastsætte regler om, at forsøg med
selvkørende enheder med nærmere definerede egenskaber
vedrørende f.eks. størrelse, hastighed og anvendelsesområ-
de, kan gennemføres i forsøgsordningen uden en forudgå-
ende tilladelse. Forsøgsordningen er udmøntet i bekendtgø-
relse nr. 941 af 19 maj 2021 om forsøg med selvkørende
enheder. En fremtidig beslutning om, at en særlig type af
selvkørende enheder, skal kunne køre under forsøgsordnin-
gen uden en forudgående tilladelse, vil kunne udmøntes i
bekendtgørelsen.
Det foreslås videreført som en forudsætning for tilladelse
til forsøg med selvkørende enheder, at der er tale om en
førerløs emissionsfri enhed, der kører med lav hastighed, og
at en fysisk person kan overtage kontrollen af enheden enten
ved hjælp af en fjernbetjening eller f.eks. via computersty-
ring af enheden.
For at gøre det muligt at understøtte en højere grad af brug
af selvkørende teknologi i brancher, hvor man i dag ofte
bruger store og tunge maskiner på diesel, foreslås det dog,
11
at transportministeren til konkrete forsøg med selvkørende
enheder kan dispensere fra kravet om, at enheden skal være
emissionsfri. Det er i dag ikke teknologisk muligt at køre
med helt emissionsfri enheder til nogle typer af opgaver på
en rentabel måde, men nogle virksomheder har udviklet ma-
skiner, der ikke er emissionsfri, dvs. dieseldrevne, men som
kan give en energibesparelse på 20-40 % per arealenhed
sammenlignet med samme redskab trukket af en almindelig
traktor.
Det vil fortsat være en del af den grundlæggende defini-
tion af en selvkørende enhed, at der er tale om et emissi-
onsfrit køretøj. For ikke at afskære brugen af selvkørende
teknologi ved opgaver som f.eks. præcisionslandbrug og
naturpleje, og dermed gå glip af gevinsterne for miljøet
ved formindsket dieselforbrug samt gevinsten ved et mindre
behov for arbejdskraft, foreslås det dog, at dette skal kunne
fraviges i konkrete tilfælde.
Der vil være tale om en konkret vurdering, hvor det vil
indgå, om det vurderes, at den konkrete enhed bruger min-
dre energi end en traditionel maskine, der ellers ville blive
anvendt, så der stadig er en energimæssig besparelse ved
forsøget, selvom der ikke anvendes en helt emissionsfri en-
hed.
Det forventes, at den konkrete kompetence til at træffe
afgørelser efter denne undtagelse vil ligge hos Færdselssty-
relsen, der står for den generelle administration af forsøgs-
ordningen.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, og be-
mærkningerne hertil.
Det foreslås videreført, at selvkørende enheder ikke må
anvendes til personbefordring.
Det foreslås også videreført, at forsøgsordningen samt til-
syn med de tilladte forsøg skal være finansieret via gebyrer
og dermed være brugerbetalt. Ved den nærmere udmøntning
af den ændrede forsøgsordning på baggrund af dette lovfor-
slag, forventes det, at der på bekendtgørelsesniveau vil blive
medtaget bestemmelser om kommunernes mulighed for at
opkræve gebyr fra ansøger for udgifter i forbindelse med
behandling af ansøgninger og ved opgaver i forbindelse med
tilsyn.
Der foreslås ikke ændret ved muligheden for at indhente
sagkyndig bistand i forbindelse med vurderingen af en an-
søgning, og at transportministeren vederlagsfrit kan kræve
relevante dokumenter og oplysninger udleveret.
Det foreslås også videreført, at færdselslovens objektive
erstatningsansvar og forsikringspligt pålægges tilladelses-
indehaveren for eventuelle skader forvoldt af en selvkøren-
de enhed under et forsøg, og at transportministeren efter
forhandling med justitsministeren kan fastsætte regler om
straf, herunder regler om det strafferetlige ansvarssubjekt
for overtrædelse af færdselslovens regler. Der foreslås ikke
ændret ved, at en selvkørende enhed ikke skal registreres i
Køretøjsregisteret, men i stedet udstyres med et identifikati-
onsnummer, så enheden tydeligt kan identificeres.
Overvejelserne om behandling af persondata i forbindelse
med vedtagelsen af forsøgsordningen gør sig fortsat gælden-
de, og det forventes, at bekendtgørelsen fortsat vil indehol-
de krav til automatisk pixelering og sikring mod ulovlig
overtagelse. Hvis der i kraft af de selvkørende enheders
navigationssystemer undtagelsesvist skulle blive indsamlet
og behandlet personoplysninger (f.eks. hvis en person er
umiddelbar identificerbar alene på grund af personens spe-
cifikke fysiske kendetegn) vil en sådan behandling skulle
ske i overensstemmelse med den persondataretlige lovgiv-
ning. Eventuel behandling af andre typer af persondata, som
måtte ske som følge af brug af enhederne (f.eks. eventuelle
lydoptagelser) vil ligeledes skulle ske i overensstemmelse
med reglerne i den persondataretlige lovgivning. Der henvi-
ses til bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folketingstidende
2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 10.
Ligesom da forsøgsordningen blev indført i 2021, foreslås
det, at der efter en periode foretages en evaluering af ord-
ningen, der kan danne grundlag for en politisk stillingtagen
til, om ordningen skal fortsætte uændret, justeres, ophæves
eller udvides. Med baggrund i erfaringerne fra evalueringen
af den gældende ordning, der blev gennemført efter 3 år
på baggrund af et meget lille antal forsøg, foreslås det, at
der evalueres 5 år efter ændringerne med dette lovforslag
er trådt i kraft. Evalueringen vil bl.a. skulle fokusere på ind-
virkningen af kørsel med selvkørende enheder på trafikbille-
det, herunder samspillet med øvrige trafikanter, eventuelle
uheld og hændelser, samt omfanget og udbredelsen af kørsel
med selvkørende enheder på de afgrænsede områder.
For nærmere om tilladelse til forsøg med større og tungere
selvkørende enheder på områder med almindelig færdsel,
henvises til lovforslagets § 1, nr. 14, og bemærkningerne
hertil.
2.2.1.2.2. Høring af vejmyndigheden og orientering af poli-
tiet
Som beskrevet ovenfor i punkt 2.2.1.1.3 om gældende
ret, meddeler transportministeren tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder efter høring af vejmyndigheden.
Kompetencen til at administrere forsøgsordningen er de-
legeret til Færdselsstyrelsen, og det er således Færdselssty-
relsen, der har den tekniske fagkundskab inden for køretøjs-
teknik, som godkender de enkelte forsøg med selvkørende
enheder, mens vejmyndigheden bidrager som høringspart.
Vejmyndigheden kan vurdere, hvor egnet et område eller
en strækning er til at gennemføre forsøg med selvkørende
enheder, herunder fremkommeligheden og den fysiske ind-
retning af arealet sammenholdt med mængden af færdsel
på det pågældende areal, og hvilke sikkerhedsmæssige for-
anstaltninger et forsøg med selvkørende enheder kræver i
det pågældende område.
I administrationen af ordningen oplever Færdselsstyrelsen
store forskelle på, i hvilken grad vejmyndigheden har været
inddraget i sagen, inden ansøgningen sendes til Færdselssty-
relsen. I nogle tilfælde har vejmyndigheden været medafsen-
der på ansøgningen eller har lagt en grundig udtalelse med i
ansøgningsmaterialet.
Det foreslås derfor, at formuleringen af bestemmelsen æn-
12
dres, så det fremover vil fremgå, at transportministeren skal
påse, at vejmyndigheden er blevet hørt, så det vil være
klart, at ansøgningen om forsøg med en selvkørende enhed
ikke skal sendes i høring til den pågældende vejmyndighed
igen, hvis vejmyndigheden er kommet med fyldestgørende
bemærkninger i forbindelse med ansøgningen eller på et
andet tidspunkt.
Det vil dog kræve en fornyet inddragelse eller høring af
vejmyndigheden, hvis sagen ændrer sig undervejs i behand-
lingen af ansøgningen, eller hvis det af andre saglige grunde
vurderes nødvendigt at høre vejmyndigheden igen.
Det kan være relevant for vejmyndigheden at benytte
nogle af de redskaber, der allerede findes i færdselsloven
med henblik på at træffe passende foranstaltninger for at
opretholde færdselssikkerheden på vejene, f.eks. i forhold
til afmærkning eller foranstaltninger efter færdselslovens §
92. Der vil selvsagt skulle være tale om foranstaltninger,
der har tilknytning til det konkrete forsøg med selvkørende
enheder.
Alt efter de fysiske rammer og de konkrete ansøgninger
om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, kan der
godt i det konkrete tilfælde være tale om meget små sik-
kerhedsforanstaltninger, eller at der slet ikke er behov for
nye færdselssikkerhedsmæssige foranstaltninger. Men vej-
myndigheden bør i alle tilfælde forholde sig til spørgsmålet
om et eventuelt behov for f.eks. foranstaltninger efter § 92.
Hvis Færdselsstyrelsen ved behandlingen af en konkret
ansøgning om forsøg vurderer, at der ikke er truffet be-
slutning om tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, kan
Færdselsstyrelsen opfordre den pågældende vejmyndighed
til at forholde sig til spørgsmålet om sikkerhedsforanstalt-
ninger eller eventuelt meddele afslag på den konkrete ansøg-
ning om tilladelse til forsøg med en begrundelse om, at
fraværet af f.eks. sikkerhedsforanstaltninger efter færdsels-
lovens § 92 konkret indebærer, at gennemførslen af forsøget
ikke er færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Det bemærkes, at der på lovprogrammet for folketings-
året 2024-25 er planlagt fremsættelse af et lovforslag om
ændring af færdselsloven, lov om offentlige veje m.v. og
lov om private fællesveje (Opgavebortfald og forenkling af
sagsgange ved vejmyndighedens dispositioner over offentli-
ge veje og private fællesveje m.v.), der bl.a. vil indeholde
en ændring af færdselslovens § 92. Lovforslaget har til for-
mål at reducere kommunernes administrative opgaver ved
at begrænse de tilfælde i vejloven og privatvejsloven, hvor
vejmyndigheden skal forhandle med politiet, inden vejmyn-
digheden kan træffe endelig afgørelse. Ændring af færdsels-
loven sker som led i opgavebortfald på Justitsministeriets
område. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen mellem
regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2024 fra
maj 2023 og på regeringens forslag til finanslov for 2025.
Som beskrevet ovenfor i punkt 2.2.1.1.3 om gældende ret,
og som beskrevet i bemærkningerne til det lovforslag, der
indførte forsøgsordningen, jf. Folketingstidende 2020-21,
tillæg A, L 37 som fremsat, side 9 og side 21, skal transport-
ministeren orientere politiet om meddelte tilladelser til for-
søg med selvkørende enheder, inden forsøget igangsættes.
Selvom der nu foreslås åbnet for, at der vil kunne udføres
forsøg med selvkørende enheder på områder med alminde-
lig færdsel, er det Transportministeriets opfattelse, at det
forsat ikke er nødvendigt med en egentlig høring af politiet
i forbindelse med en tilladelse til forsøg med selvkørende
enheder. Transportministeriet vurderer i den sammenhæng,
at høringen af vejmyndigheden, der i nogle tilfælde skal ind-
drage politiet i deres vurderinger sammen med Færdselssty-
relsens vurdering af det samlede forsøg, udgør en stærk nok
garant for, at der tages de nødvendige færdselssikkerheds-
mæssige vurderinger og forholdsregler. Det bemærkes i øv-
rigt, at både Færdselsstyrelsen og vejmyndigheden generelt
kan kontakte politiet i forbindelse med sagsbehandlingen af
færdselsmæssige spørgsmål.
Vurderingen af at politiet ikke ved denne ændring skal
inddrages i højere grad end i dag i de enkelte godkendelser,
skal også ses i lyset af den generelle ændring af politiets
opgaver, herunder i samspillet med vejmyndigheden, hvor
vejmyndigheden får flere opgaver og mere beslutningskom-
petence, hvor politiet ikke skal inddrages.
For nærmere om høring af vejmyndigheden og vejmyn-
dighedens mulighed for at træffe beslutning om sikkerheds-
foranstaltninger, henvises til lovforslagets § 1, nr. 15 og 16,
og bemærkningerne hertil.
2.2.1.2.3. Vilkår i tilladelser til forsøg med selvkørende en-
heder
Som beskrevet ovenfor i punkt 2.2.1.1.4 om gældende
ret og i bemærkningerne til det lovforslag, der indførte for-
søgsordningen, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L
37 som fremsat, side 9 og side 21, følger det af alminde-
lige forvaltningsretlige principper, at transportministeren i
tilladelser til forsøg med selvkørende enheder kan fastsætte
relevante vilkår.
Et af de afgørende elementer i forbindelse med at sikre
færdselssikkerheden og fremkommeligheden omkring for-
søg med selvkørende enheder, og at der gennemføres nogle
forsøg, der giver et tilstrækkeligt datagrundlag til at kunne
drage nyttig viden af de tilladte forsøg, er at der i tilladel-
serne kan fastsættes de nødvendige vilkår for forsøget om
monitorering, varighed, opfølgning m.v.
Derfor foreslås det præciseret i det foreslåede § 92 m, stk.
5, at transportministeren ved meddelelse af tilladelser til for-
søg med selvkørende enheder kan fastsætte eventuelle vilkår
om monitorering, varighed, opfølgning m.v. Det vil være op
til en vurdering af det konkrete forsøg at bestemme, hvilke
vilkår der vil være relevante i det enkelte forsøg. Denne vur-
dering vil have en tæt sammenhæng med de sikkerhedsfor-
anstaltninger, der er planlagt for forsøget, jf. den foreslåede
§ 92 m, stk. 2, og ovenfor om vejmyndighedens rolle i punkt
2.2.1.2.2.
Man kan dog ikke forestille sig et forsøg, hvor der ikke
vil blive stillet nogen vilkår. Selv i de forsøg, der som ud-
gangspunkt udgør en meget lille færdselssikkerhedsmæssig
13
risiko, vil alene forsøgselementet medføre vilkår om f.eks.
varighed og opfølgning m.v.
Det vil være en grundlæggende betingelse i hver enkelt
tilladelse til forsøg, at transportministeren til enhver tid
kan tilbagekalde tilladelsen og derved midlertidigt eller
permanent afslutte forsøget. Dette skal sikre, at forsøg, hvor
færdselssikkerheden har vist sig ikke at være tilstrækkeligt
tilgodeset, kan bringes til ophør med det samme. Det fore-
slås derfor, at der i § 92 m indsættes et nyt stk. 7, hvorefter
transportministeren til enhver tid kan tilbagekalde en tilla-
delse til forsøg med selvkørende enheder med den virkning,
at forsøget umiddelbart skal bringes til umiddelbart ophør.
For nærmere om vilkår i forbindelse med en tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder henvises til lovforslagets §
1, nr. 17, og bemærkningerne hertil.
2.2.2. Mulighed for at kommunerne kan udpege testzo-
ner til test af selvkørende enheder
2.2.2.1. Gældende ret
Det fremgår af § 92 m, stk. 1, at kørsel med en selvkøren-
de enhed på færdselslovens anvendelsesområde, jf. færdsels-
lovens § 1, alene må finde sted, hvis transportministeren
har meddelt tilladelse hertil. Det fremgår videre af stk. 2, at
transportministeren meddeler tilladelse til forsøg med selv-
kørende enheder, jf. stk. 1, efter høring af vejmyndigheden.
Kompetencen til at administrere ordningen er delegeret til
Færdselsstyrelsen, der har den tekniske fagkundskab inden
for køretøjsteknik. Det er således Færdselsstyrelsen, der står
for sagsbehandlingen af ordningen, mens vejmyndigheden
bidrager som høringspart men ikke har en selvstændig be-
slutningskompetence.
Vejdirektoratet har i medfør af § 6, stk. 1 og 2, i vejl-
oven fået henlagt administrationen af statens veje af trans-
portministeren. Vejdirektoratet er dermed den administreren-
de vejmyndighed for statens veje. Kommunalbestyrelsen er
vejmyndighed for kommuneveje, jf. § 7 i vejloven, og for
private fællesveje og private fællesstier, jf. § 1, stk. 2, i
privatvejsloven. For så vidt angår private veje er den pågæl-
dende vejejer vejmyndighed.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der ind-
førte den gældende forsøgsordning, jf. Folketingstidende
2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 20, at formålet
med høringen er, at vejmyndigheden derved kan bidrage
med oplysninger og klarhed over, om der skal tages særlige
hensyn til trafikmængden eller eventuelt vejarbejde på den
strækning eller i det område, hvor et forsøg med selvkøren-
de enheder ønskes udført.
Det fremgår også, at transportministeren ikke er forpligtet
til at følge vejmyndighedens bemærkninger, men at vejmyn-
dighedens bemærkninger skal indgå i den endelige vurde-
ring af, om tilladelse skal gives, og i givet fald på hvilke
vilkår.
Det fremgår derudover, at hvis en ansøger af tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder ønsker at udføre et forsøg
på et privatejet område, hvor færdselsloven finder anvendel-
se, og ansøgeren ikke samtidig er ejer af det pågældende
område, er det i forbindelse med indsendelse af ansøgning
om tilladelse til forsøg påkrævet, at ansøgeren fremsender et
samtykke fra den pågældende private vejejer.
Ifølge vejlovens § 80 kan det offentlige vejareal med vej-
myndighedens tilladelse anvendes til 1) varig eller midlerti-
dig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer,
løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte,
reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af køretøjer med hen-
blik på salg eller udlejning, jf. dog §§ 80 a og 80 b, eller
3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med reparation,
påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign., når dette sker
som led i erhvervsmæssig virksomhed.
Efter færdselslovens § 92 kan vejmyndigheden træffe
færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens ud-
nyttelse eller indretning, bl.a. bestemmelser om parkering
og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod
visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af
gågader.
2.2.2.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Evalueringen af den nuværende forsøgsordning viser, at
der særligt i landets kommuner er potentiale for, at selv-
kørende enheder vil kunne afhjælpe en række af de udfor-
dringer, som den offentlige sektor står overfor med f.eks.
nedslidende arbejdsopgaver og mangel på arbejdskraft. Eva-
lueringen viser dog også, at den nuværende forsøgsordning
ikke i tilstrækkelig grad giver kommunerne det nødvendige
råderum, når det kommer til at afprøve nye robotter med nye
funktionaliteter på et tidligt stadie i udviklingen af enheden,
og før de sættes i drift.
Samtidig har der fra kommunal side været et ønske om,
at kommunerne i højere grad kan understøtte lokale robo-
tvirksomheder i den afsluttende testfase af deres udviklings-
proces ved f.eks. at kunne facilitere testområder, som er
udpeget af kommunen, og hvor selvkørende enheder kan
afprøves i fysiske rammer, hvor enheden i et vist omfang
interagerer med andre færdselsarter, men stadig under kon-
trollerede forhold.
Transportministeriet anser det som et af forsøgsordnin-
gens primære formål, at relevante aktører, som f.eks. kom-
munerne, får mulighed for at udnytte og drage nytte af selv-
kørende enheders potentiale ift. at udføre mandskabstunge
og rutineprægede opgaver automatisk og frigøre varme hæn-
der til andre opgaver, hvor der er mangel på arbejdskraft
m.v. Endvidere er det et væsentligt formål at skabe bedre
rammer for robotvirksomheder, herunder at understøtte ud-
viklingsprocessen og derigennem sikre, at udviklingen og
produktionen af disse højteknologiske produkter fortsat kan
finde sted i Danmark også.
Det er derfor også Transportministeriets opfattelse, at det
for at understøtte udviklingen og anvendelsen af selvkøren-
de enheder, er vigtigt at give plads til de kommuner, der
gerne vil gå forrest. Derfor foreslås det, at kommunerne
sikres de nødvendige værktøjer til at understøtte udviklingen
14
af selvkørende enheder ved, at kommunen kan spille en
mere aktiv rolle i identificeringen og udpegningen af egnede
testområder inden for kommunens eget geografiske område.
Det er i den forbindelse ligeledes Transportministeriets
vurdering, at ansvaret for at foretage de nødvendige vurde-
ringer i forbindelse med udpegningen af et område, herun-
der aspekter som færdselssikkerhed og fremkommelighed,
vil kunne varetages af den kommunale vejmyndighed. Det
er ministeriets vurdering, at den kommunale vejmyndighed
besidder et dybere og bredere indblik i færdselsbilledet på
kommunens veje, stier, pladser, parker og fortove, og at
vejmyndigheden derfor har alle de nødvendige kompetencer
til at løfte denne opgave.
Det foreslås derfor, at der i § 92 m, stk. 3, indføres
hjemmel til, at den kommunale vejmyndighed kan udpege
områder i kommunen som testzoner til brug for test af
selvkørende enheder i et testegnet miljø, og at transportmi-
nisteren efter den foreslåede § 92 m, stk. 4, kan meddele
tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for
en udpeget testzone. Hermed får kommunen beføjelse til at
anvende en præcist afgrænset del af kommunens arealer til,
at robotvirksomheder kan teste selvkørende enheder, uden
at enhederne udfører driftsmæssige opgaver. Testzonen kan
således alene anvendes til at udvikle enheden, herunder sær-
ligt enhedens egenskaber i forhold til interaktion med andre
færdselsarter. Det forudsættes også herved, at en sådan test-
zone placeres i et område, hvor den øvrige trafik er egnet til
at interaktion med selvkørende enheder.
Det foreslås i § 92 m, stk. 3, at vejmyndigheden skal give
transportministeren besked om udpegningen af en testzone
samt offentliggøre udpegningen af testzonen. Der foreslås
ikke fastsat specifikke krav til offentliggørelsen af udpeg-
ningen af testzonen. Det vil følge den metode, som den
pågældende kommune sædvanligvis benytter til at offentlig-
gøre den type af beslutninger. Det må dog antages, at be-
slutningen som minimum vil skulle fremgå af kommunens
hjemmeside. Det forudsættes, at vejmyndigheden revurderer
udpegningen af testzonen, hvis der sker væsentlige ændrin-
ger af området.
Med lovforslaget og den kommunale vejmyndigheds mu-
lighed for at udpege testzoner til brug for forsøg med
selvkørende enheder, vil der således blive introduceret to
forskellige typer af tilladelser til forsøg med selvkørende
enheder.
Det ene vil være det kendte forsøg fra den gældende for-
søgsordning, hvor forsøgene kan have driftslignende karak-
ter med selvkørende enheder, der måske er afprøvet i andre
lande eller på aflukkede områder, som man i stor udstræk-
ning ved, hvordan opfører sig, men som nu vil skulle køre
på færdselslovens område i Danmark, med de nødvendige
sikkerhedsforanstaltninger.
Det andet vil være det mere testlignende forsøg, der vil
kunne gennemføres i de testzoner, som det foreslås, at den
kommunale vejmyndighed kan udpege. Her vil der være tale
om såkaldte ”sandkasser”, hvor der vil kunne gennemføres
test med selvkørende enheder, der har brug for en højere
grad af afprøvning blandt en grad af almindelig færdsel, der
ikke er en del af et organiseret forsøg, inden de vil være klar
til et mere driftslignende forsøg.
For fortsat at sikre, at test af nye teknologier og nye selv-
kørende enheder udføres færdselssikkerhedsmæssigt for-
svarligt, og uden at det skaber unødig utryghed for øvrige
trafikantgrupper, foreslås det, at der fortsat vil være tale
om en forsøgsordning, hvor selve testen af en selvkørende
enhed inden for den udpegede testzone kræver en konkret
tilladelse fra transportministeren. Her vil der fortsat ske en
nøje vurdering af de nødvendige færdselssikkerhedsmæssige
forhold i forbindelse med testen.
Færdselsstyrelsen, der forventes at skulle varetage admini-
strationen af ordningen, vil ved denne type af godkendelser
som hovedregel ikke tage stilling til det geografiske område,
som testen forsøges gennemført i, da vejmyndigheden ved
udpegning af testzonen allerede har taget stilling til det geo-
grafiske område og områdets egnethed som testzone. Færd-
selsstyrelsen vil stadig vurdere den selvkørende enhed, der
ønskes testet i den konkrete ansøgning, og vurdere de over-
ordnede færdselssikkerhedsmæssige forhold ved den ønske-
de test.
Ligesom ved de mere driftslignende forsøg foreslås det,
at transportministeren skal underrette politiet om meddelte
tilladelser forud for igangsættelsen af en test indenfor en
udpeget testzone.
Det vil være relevant, at vejmyndigheden i forbindelse
med udpegningen af testzonen har forholdt sig til spørgsmå-
let om færdselssikkerhedsmæssige foranstaltninger og om
nødvendigt truffet beslutning om at benytte nogle af de red-
skaber, der er hjemmel til at træffe beslutning om i færdsels-
lovens § 92. Der vil skulle være tale om foranstaltninger, der
er nødvendige som følge af udpegningen af testzonen. Alt
efter de fysiske rammer og de test af selvkørende enheder,
der forventes at blive gennemført inden for testzonen, kan
der godt i det konkrete tilfælde være tale om meget små
sikkerhedsforanstaltninger, eller at der slet ikke er behov
for nye sikkerhedsforanstaltninger. Vejmyndigheden bør dog
forholde sig til spørgsmålet og eventuelt træffe beslutninger
om foranstaltninger efter § 92.
Da det foreslås, at udpegningen af en testzone ikke skal
godkendes af Færdselsstyrelsen, vil en vurdering af om
vejmyndigheden har forholdt sig til spørgsmålet om sikker-
hedsforanstaltninger i mange tilfælde ske i forbindelse med
ansøgninger om tilladelse til konkrete test af selvkørende
enheder inden for den udpegede testzone. Hvis Færdselssty-
relsen ved behandlingen af en sådan konkret ansøgning vur-
derer, at den ansøgte enhed ikke kan opereres i testzonen
forsvarligt, når der ikke er truffet beslutning om tilstrække-
lige sikkerhedsforanstaltninger, kan Færdselsstyrelsen gå i
dialog med pågældende vejmyndighed om spørgsmålet om
sikkerhedsforanstaltninger i området. I sidste ende må Færd-
selsstyrelsen meddele afslag på den konkrete ansøgning
om tilladelse til test af selvkørende enheder, hvis fraværet
af tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger gør, at gennem-
førslen af forsøget ikke vurderes færdselssikkerhedsmæssigt
forsvarligt.
15
Udpegning af testzoner efter § 92 m, stk. 3, vil ikke være
omfattet af vejlovens § 80. Idet der er tale om en forsøgsord-
ning, vurderes det ikke at være relevant med en eventuel
permanent ændring af vejlovens § 80. Udpegningen af en
testzone vil selvsagt skulle være i overensstemmelse med
øvrige tilladelser givet efter § 80 på samme areal.
For nærmere om udpegningn af testzoner og om vejmyn-
dighedens mulighed for at træffe beslutning om sikkerheds-
foranstaltninger henvises til lovforslagets § 1, nr. 17, og
bemærkningerne hertil.
2.2.3. Flere aktører får mulighed for at bruge forsøgs-
ordningen
2.2.3.1. Gældende ret
Det følger af § 92 m, stk. 3, at forsøg med selvkørende
enheder alene må foretages af erhvervsdrivende, forsknings-
og undervisningsinstitutter og offentlige myndigheder. Pri-
vatpersoner kan derved ikke udføre forsøg med selvkørende
enheder.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lov-
forslaget, der indførte forsøgsordningen, jf. Folketingstiden-
de 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 7, er denne
begrænsning, af hvem der kan få tilladelse til at foretage
forsøg med selvkørende enheder, indsat for at sikre, at der
sker en gradvis introduktion af de selvkørende enheder på
færdselslovens område.
Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folke-
tingstidende 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 21,
at forsøgene skal udføres som led i erhvervsudøvelse, forsk-
ningsvirksomhed eller myndighedsudøvelse. Det vil dermed
ikke være muligt for privatpersoner at opnå tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder. Det fremgår, at der med
begrebet offentlige myndigheder i øvrigt menes myndighe-
der, der i henhold til offentlighedsloven betragtes som myn-
digheder inden for den offentlige forvaltning.
2.2.3.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det er Transportministeriets vurdering, at tilladelse til
forsøg med og test af selvkørende enheder bør kunne ud-
stedes til en større kreds af ansøgere, hvorfor der, udover
erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinstitutter og
offentlige myndigheder, bør kunne meddeles tilladelse til
offentlige selskaber, offentlige institutioner, selvejende og
private institutioner, foreninger og organisationer.
Denne udvidelse af kredsen af ansøgere tager sigte på,
at alle private og selvejende institutioner såsom uddannel-
sesinstitutioner, plejehjem, daginstitutioner, fonde m.v., der
ønsker at anvende selvkørende enheder på færdselslovens
område, vil få mulighed for at ansøge om tilladelse her-
til. Herudover foreslås det, at foreninger og organisationer
vil kunne ansøge om forsøg med eller test af selvkørende
enheder. Det kan f.eks. være sports- og idrætsforeninger,
bolig- og ejerforeninger og andre organisationer og forbund.
Den foreslåede ændring tager også sigte på, at f.eks. DSB,
Sund & Bælt Holding A/S eller andre offentlige selskaber
skal kunne bruge ordningen og muligheden for at bruge
selvkørende enheder. Det forudsættes stadig, at forsøgene
eller testene udføres som led i udøvelsen af det pågældende
erhverv eller virke.
Privatpersoner vil med denne udvidelse af bestemmelsen
fortsat ikke kunne udføre forsøg med eller test af selvkøren-
de enheder. Ved denne fortsatte begrænsning sikres det, at
der stadig vil ske en gradvis introduktion af de selvkørende
enheder på færdselslovens område.
Det foreslås derfor i § 92 m, stk. 8, at tilladelse til forsøg
med eller test af selvkørende enheder kan meddeles til er-
hvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinstitutter, for-
eninger, organisationer, offentlige myndigheder, selskaber
og institutioner samt selvejende og private institutioner.
For nærmere om udvidelsen af kredsen af aktører, der kan
gennemføre forsøg med eller test af selvkørende enheder,
henvises til lovforslagets § 1, nr. 17, og bemærkningerne
hertil.
2.3. Obligatorisk digital selvbetjening ved indberetning
af sikkerhedsrådgivere
2.3.1. Gældende ret
Ifølge § 2, stk. 3, i lov om godskørsel kan transportmini-
steren for alle former for virksomhed, hvis aktiviteter omfat-
ter vejtransport, lastning og losning af farligt gods, fastsætte
regler om udpegelse af sikkerhedsrådgivere, herunder regler
om sikkerhedsrådgiverens opgaver og uddannelseskrav samt
om betaling for afholdelse af prøver vedrørende sådanne
personers kundskaber og færdigheder. Ligeledes kan trans-
portministeren efter færdselslovens § 82, stk. 5, fastsætte
bestemmelser om transport af farligt gods.
Lov om godskørsels § 2, stk. 3, og færdselslovens § 82,
stk. 5, er delegeret til Færdselsstyrelsen i bekendtgørelse
nr. 373 af 9. april 2024 om Færdselsstyrelsens opgaver og
beføjelser samt klageadgang.
Bemyndigelsen i lov om godskørsel § 2, stk. 3, og færd-
selslovens § 82, stk. 5, er udnyttet til at fastsætte regler
i bekendtgørelse nr. 1618 af 8. december 2023 om sikker-
hedsrådgivere for vejtransport af farligt gods. Bekendtgørel-
sen indeholder de nærmere regler om udpegning af sikker-
hedsrådgivere, herunder virksomheders pligt til at indsende
oplysninger om udpegede sikkerhedsrådgivere.
Efter bekendtgørelsens § 4 skal virksomheder omfattet af
bekendtgørelsen skriftligt udpege en eller flere sikkerheds-
rådgivere. Herefter skal virksomhederne efter bekendtgørel-
sens § 6 senest 30 dage efter udpegelsen indsende en kopi
af sikkerhedsrådgiverbeviset og en blanket med oplysninger
om den eller de udpegede sikkerhedsrådgiver(e) til Færd-
selsstyrelsen. Virksomheden skal oplyse Færdselsstyrelsen
om ændringer i oplysningerne samt oplyse om tilfælde, hvor
en sikkerhedsrådgiver ophører med at varetage hvervet i
virksomheden. En sikkerhedsrådgiver kan ved meddelelse
til Færdselsstyrelsen afmelde sig som sikkerhedsrådgiver for
16
en virksomhed, hvis denne ikke længere varetager hvervet
i virksomheden. Oplysninger og meddelelse kan sendes ved
digital selvbetjening via www.virk.dk. Virksomhederne eller
sikkerhedsrådgiverne kan således selv vælge, om de ønsker
at benytte den digitale selvbetjeningsløsning, som Færdsels-
styrelsen stiller til rådighed, eller på anden måde indsende
oplysningerne.
2.3.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det foreslås, at transportministeren bemyndiges til at ind-
føre regler om, at oplysninger og meddelelse om virksom-
hedernes udpegede sikkerhedsrådgivere skal indsendes ved
anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som trans-
portministeren stiller til rådighed.
Bemyndigelsen forventes delegeret til Færdselsstyrelsen
og anvendt til udstedelse af regler om obligatorisk anven-
delse af en digital selvbetjeningsløsning ved indsendelse af
oplysninger om udpegede sikkerhedsrådgivere til Færdsels-
styrelsen.
Bestemmelsen har til formål at reducere papirbaseret
kommunikation mellem virksomheder og offentlige myndig-
heder. Desuden er formålet at reducere de administrative
omkostninger i forbindelse med myndighedens behandling
af indsendte oplysninger.
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
Danmark ratificerede den 3. november 1986 Wienerkon-
ventionen om vejtrafik af 8. november 1968. Wienerkonven-
tionen om vejtrafik er vedtaget af UNECE, FN’s økonomi-
ske kommission for Europa. UNECE er en organisation, der
gør det muligt for medlemsstaterne at forhandle internatio-
nale aftaler på mange områder.
Af Wienerkonventionens artikel 8, stk.1, fremgår, at der
altid skal være en fører af et køretøj eller en kombination af
køretøjer (»Every moving vehicle or combination of vehic-
les shall have a driver«). Den danske færdselslov er afstemt
med dette princip, herunder færdselslovens § 56, hvor det
fremgår, at et motorkøretøj kun må føres af en person, der
har erhvervet kørekort.
UNECE organiserer arbejdsgrupper, som udvikler og op-
daterer rækken af aftaler på transportområdet, som er ind-
gået under FN, herunder Wienerkonventionen om vejtra-
fik. UNECE’s arbejdsgruppe om trafiksikkerhed (Working
Party on Road Traffic Safety) har drøftet fortolkningen af
konventionen i relation til selvkørende motorkøretøjer.
Ved arbejdsgruppens 72. møde, som blev afholdt i Geneve
den 29. marts 2016 - 1. april 2016, indgik det således i
afrapporteringen, at der under betingelse af, at der er en
person, som er i stand til at overtage føringen af et selvkø-
rende køretøj, ikke ses behov for at ændre konventionen
med henblik på, at der kan gennemføres forsøg. Det fremgik
endvidere i afrapporteringen fra mødet, at den person, som
skal være i stand til at overtage føringen af køretøjet, enten
kan befinde sig i selve køretøjet eller uden for køretøjet.
Transportministeriet forstår UNECE-arbejdsgruppens for-
tolkning således, at der lægges vægt på, at det er en fysisk
person, som skal være i stand til at overtage føringen, og at
det ikke er denne persons fysiske tilstedeværelse i køretøjet,
som er afgørende. Det er Transportministeriets opfattelse,
at denne persons mulighed for at gribe ind forudsætter, at
køretøjet befinder sig inden for denne persons synsvidde,
eller ved at denne person har adgang i realtid til detalje-
ret information om køretøjets omgivelser gennem tekniske
hjælpemidler såsom kamera, mikrofon, satellitnavigation,
radar, lidar og andre typer sensorer. Det vil således være
inden for rammerne af konventionen at tillade kørsel med
selvkørende motorkøretøjer, hvor føreren ikke er fysisk til
stede i køretøjet, men har adgang til at overvåge kørslen ved
hjælp af andre tekniske indretninger.
Der er i UNECE yderligere vedtaget bestemmelser for
godkendelsen af automatiserede kørselssystemer på niveau
3 til brug på motorveje. Disse bestemmelser er fastsat i
FN-Regulativ 157 om systemer til automatisk vognbaneassi-
stance.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
4.1. Revision af forsøgsordning for selvkørende motorkøre-
tøjer
I forhold til implementeringskonsekvenser for det offent-
lige vil Transportministeriet sikre, at vejmyndighederne og
politiet inddrages i behandlingen af ansøgninger. I de dele af
landet, hvor en ansøger planlægger at gennemføre forsøg ef-
ter lovforslaget, vil vejmyndighederne derfor skulle afsætte
ressourcer til at behandle de pågældende ansøgninger.
Endvidere kan det blive aktuelt, at der i bestemte områder,
som udpeges til at kunne anvendes til forsøg med selvkø-
rende teknologi, skal skiltes herom. Udgifterne forbundet
hermed vil dog efter den gældende § 92 i, stk. 1, i færdsels-
loven, kunne pålægges tilladelsesindehaveren.
Der forventes imidlertid kun et begrænset antal årlige
ansøgninger inden for ordningen, hvorfor det samlet set vur-
deres, at lovforslaget vil have minimale økonomiske konse-
kvenser for kommunerne.
For så vidt angår økonomiske konsekvenser for staten, vil
der med lovforslaget blive tilvejebragt en hjemmel, hvoref-
ter transportministeren kan fastsætte regler om betaling af
gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af til-
ladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer. Forsøgs-
ordningen kan dermed blive brugerfinansieret for så vidt
angår Transportministeriets, herunder Færdselsstyrelsens og
Vejdirektoratets, udgifter.
Der forventes imidlertid kun et begrænset antal årlige an-
søgninger, hvorfor arbejdet hermed indtil videre forventes at
kunne holdes inden for de eksisterende bevillingsmæssige
rammer.
4.2. Revision af forsøgsordning for selvkørende enheder
17
Lovforslaget vil medføre mindre implementeringskonse-
kvenser for staten, idet lovforslaget forudsætter en justering
af den gældende tilladelsesordning for forsøg med selvkø-
rende enheder. Tilladelsesordningen foreslås fortsat admini-
streret af Færdselsstyrelsen. Der vil derfor være få admi-
nistrative omstillings- og driftskonsekvenser på baggrund
af ændringerne i tilladelsesordningen i forbindelse med be-
handlingen af ansøgninger om tilladelser til forsøg og udfø-
relse af tilsyn.
Den gældende lov indeholder allerede i dag hjemmel for
transportministeren til at fastsætte regler om gebyr for be-
handling af ansøgninger om og udstedelse af tilladelser til
forsøg med selvkørende enheder og om betaling af gebyr for
udførelse af tilsyn med forsøg med selvkørende enheder.
Bekendtgørelse nr. 557 af 28. maj 2024 om gebyrer og
afgifter på Færdselsstyrelsens område indeholder i dag nær-
mere bestemmelser om Færdselsstyrelsens opkrævning af
gebyr i forbindelse med behandling af ansøgninger om og
tilsyn med forsøg med selvkørende enheder. Det foreslås
videreført.
Det foreslås også videreført fra den gældende ordning, at
transportministeren har bemyndigelse til at fastsætte regler
om, at eventuelle udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse
med sagsbehandlingen eller udførelse af tilsyn, kan videre-
faktureres til ansøgerne.
Det foreslås endvidere videreført fra den gældende ord-
ning, at eventuelle udgifter f.eks. til vejafmærkning eller
mindre ændringer af forsøgsstrækningernes indretning, som
påføres det offentlige i forbindelse med et tilladt forsøg, kan
pålægges tilladelsesindehaveren.
Lovforslaget vil medføre mindre implementeringskonse-
kvenser for kommunerne, idet det er hensigten med ændrin-
gen, at ordningen skal bruges i større omfang, og der derfor
vil kunne forekomme en større efterspørgsel på sagsbehand-
ling hos særligt de kommunale vejmyndigheder. Med den
foreslåede ændring af ordningen vil der fortsat skulle ske en
høring af vejmyndigheden forud for udstedelse af tilladelse
til forsøg med selvkørende enheder, eller vejmyndigheden
kan udtale sig om ansøgningen i forbindelse med en konkret
ansøgning, og der kan derfor være mindre omkostninger
forbundet med vejmyndighedernes sagsbehandling.
Ved den nærmere udmøntning af den ændrede forsøgsord-
ning på baggrund af dette lovforslag kan der på bekendtgø-
relsesniveau blive medtaget bestemmelser om kommunernes
mulighed for at opkræve gebyr fra ansøger for de udgifter,
der er forbundet med behandling af ansøgninger og ved op-
gaver i forbindelse med tilsyn. Kommunerne forudsættes at
administrere et eventuelt gebyr som omkostningsdækkende,
dvs. kommunerne vil kun kunne få dækket omkostningerne
i forbindelse med sagsbehandlingen og må ikke oppebære et
overskud på ordningen.
Lovforslaget vurderes derfor ikke at medføre væsentlige
omkostninger for det offentlige.
Det er hensigten, at forslaget på sigt vil kunne medføre
færre udgifter særligt for kommunerne, hvis der i højere
grad bruges selvkørende enheder i den kommunale forvalt-
ning til f.eks. opgaver med vedligehold.
I det omfang offentlige myndigheder måtte ønske at delta-
ge i forsøgsordningen for selvkørende enheder, vil der være
de samme omkostninger til betaling af gebyr for behandling
af ansøgninger og udførelse af tilsyn som for erhvervslivet.
Ved udarbejdelsen af lovforslaget har de syv principper
for digitaliseringsklar lovgivning været overvejet. Den gæl-
dende forsøgsordning har ikke været anvendt i et ret stort
omfang, og med dette lovforslag ønskes det at udvide an-
vendelsesområdet og brugen af ordningen. Det forventes
dog ikke, at en større brug af ordningen og lempeligere
betingelser for en godkendelse til forsøg eller test som følge
af dette lovforslag vil medføre offentlige implementerings-
konsekvenser eller behov for en yderligere digitalisering
af sagsbehandlingen. Det vurderes, at lovforslaget ikke er
relevant for de enkelte principper for digitaliseringsklar lov-
givning.
4.3. Obligatorisk digital selvbetjening ved indberetning af
sikkerhedsrådgivere
I forhold til obligatorisk digital selvbetjening ved indbe-
retning af sikkerhedsrådgivere vurderes det, at udgifterne
til administration i Færdselsstyrelsen vil mindskes, hvis det
bliver obligatorisk for virksomhederne at indberette via en
digital selvbetjeningsløsning. Virksomheders anvendelse af
en digital selvbetjeningsløsning vil betyde automatisk data-
behandling og validering af oplysninger.
Endelig vurderer Transportministeriet, at principperne for
digitaliseringsklar lovgivning er fulgt. Det vurderes, at reg-
lerne i lovforslaget er udformet på en klar og entydig måde,
og at det tydeligt fremgår, at det er virksomheder, der udfø-
rer transport med farligt gods, som bestemmelserne primært
retter sig mod, jf. princip 1 om enkle og klare regler. Det
vurderes endvidere, at princip 2 om digital kommunikation
er fulgt, da lovforslaget har til formål at etablere en lov-
hjemmel til obligatorisk anvendelse af en digital løsning
for virksomheder. Lovhjemlen er desuden teknologineutral i
overensstemmelse med princippet. I overensstemmelse med
princip 6 om anvendelse af offentlig infrastruktur vurderes
det muligt at inkorporere nye sagsgange forbundet med de
foreslåede nye opgaver, herunder i forhold til indberetninger
af oplysninger om sikkerhedsrådgivere i eksisterende IT-sy-
stemer.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
5.1. Revision af forsøgsordning for selvkørende motorkøre-
tøjer
Lovforslaget lægger op til, at den virksomhed, som ønsker
at udføre forsøg med selvkørende motorkøretøjer, skal ind-
hente en tilladelse til kørsel i et bestemt område. Dette kan
medføre administrative og økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet, men det er ikke anderledes end den gældende
ordning. Hovedformålet med dette lovforslag er netop at
18
forenkle ansøgningsprocessen, herunder på visse områder
lempe kravene til den påkrævede assessorvurdering, hvorfor
det alt andet lige forventes, at konsekvenserne for erhvervs-
livet lettes i forhold til den gældende ordning.
5.2. Revision af forsøgsordning for selvkørende enheder
Lovforslaget forbedrer erhvervslivets, herunder iværksæt-
teres, mulighed for at bruge forsøgsordningen. Lovforslaget
giver større mulighed for at søge om tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder, idet det foreslås, at det fremover ikke
kun skal være muligt at få tilladelse til forsøg på strækninger
eller i områder, som i begrænset omfang anvendes til almin-
delig færdsel, og at der fremover ikke vil være en på forhånd
angivet begrænsning i vægt og dimensioner af de selvkøren-
de enheder, der kan gives tilladelse til forsøg med. For i hø-
jere grad at understøtte udviklingen og afprøvningen af nye
og bedre selvkørende enheder foreslås det også, at der kan
udføres test af selvkørende enheder i såkaldte testzoner ud-
peget af den kommunale vejmyndighed. Herudover foreslås
det, at kredsen af aktører, der kan anvende forsøgsordningen
udvides, så f.eks. almene boligorganisationer og offentlige
selskaber også kan bruge ordningen. Virksomheder, som ser
en forretningsmæssig interesse i at deltage i forsøg med
selvkørende enheder, vil afhængigt af de konkrete forsøg
kunne opnå økonomiske fordele ved gennemførelse af for-
søg eller test efter forsøgsordningen.
Da forsøgsordningen vil blive brugerfinansieret, vil der
for de erhvervsvirksomheder, som ansøger om tilladelse
til forsøg eller test, være økonomiske omkostninger forbun-
det med Færdselsstyrelsens og eventuelt kommunens sags-
behandling af ansøgninger og Færdselsstyrelsens udførelse
af tilsyn for meddelte tilladelser. Omkostningerne til denne
sagsbehandling og udførelse af tilsyn vil blive opkrævet som
gebyr. Gebyrets størrelse vil konkret afhænge af forsøgets
kompleksitet. Det forventes, at der vil blive opkrævet gebyr
efter regning for medgået tid.
For de erhvervsvirksomheder, som ansøger om tilladelse
til forsøg eller test, vil der være administrative konsekven-
ser i form af indsendelse af ansøgninger samt udarbejdelse
af oplysninger og dokumentation m.v. til brug for ansøg-
ningen. Ligeledes vil der være administrative konsekvenser
forbundet med tilsyn. Erhvervsvirksomhedernes timeforbrug
forbundet med udformning af ansøgning og udarbejdelse af
dokumentation m.v. i forbindelse med indsendelse af ansøg-
ning og efterfølgende tilsyn vil afhænge af det pågældende
forsøgs kompleksitet og den enkelte ansøgers kompetencer.
5.3. Obligatorisk digital selvbetjening ved indberetning af
sikkerhedsrådgivere
I forhold til obligatorisk digital selvbetjening ved indbe-
retning af sikkerhedsrådgivere vurderes det, at lovforslaget
ikke vil have administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Det vurderes, at anvendelse af den digitale løsning, som
transportministeren stiller til rådighed, som udgangspunkt
ikke vil medføre ændringer i den tid, virksomhederne skal
anvende i forbindelse med indsendelse af oplysninger om
udpegede sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt
gods, da der i henhold til gældende ret allerede er pligt
til, at virksomheder indberetter oplysninger om udpegede
sikkerhedsrådgivere for transport af farligt gods. Der forven-
tes derfor som udgangspunkt ingen ændringer i byrder for
erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
De selvkørende enheder er som udgangspunkt emissions-
frie køretøjer. I det omfang anvendelsen af selvkørende en-
heder erstatter brugen af benzin- og dieseldrevne motordrev-
ne køretøjer, vil lovforslaget medføre positive klimamæssige
konsekvenser. Endvidere vil brugen af de selvkørende enhe-
der frem for benzin- og dieseldrevne motordrevne køretøjer
kunne reducere støjniveauet fra trafikken.
Omfanget af de positive klimamæssige konsekvenser vil
afhænge af omfanget af forsøg, og om brugen af de selvkø-
rende enheder vil erstatte brug af benzin- og dieseldrevne
motordrevne køretøjer.
Lovforslaget indeholder ingen klimamæssige konsekven-
ser, for så vidt angår de foreslåede bestemmelser om revi-
sion af forsøgsordning for selvkørende motorkøretøjer og
obligatorisk digital selvbetjening ved indberetning af sikker-
hedsrådgivere.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konse-
kvenser.
9. Forholdet til EU-retten
EU-typegodkendte motorkøretøjer, herunder også selvkø-
rende motorkøretøjer, godkendes i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2018/858 af 30.
maj 2018 om godkendelse og markedsovervågning af mo-
torkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt af systemer,
komponenter og separate tekniske enheder til sådanne kø-
retøjer, om ændring af forordning (EF) nr. 715/2007 og
(EF) nr. 595/2009 og om ophævelse af direktiv 2007/46/EF
(herefter forordning 2018/858). Forordningen omfatter nye
motorkøretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske
enheder til sådanne køretøjer fremstillet i ubegrænsede seri-
er og køretøjer fremstillet i små serier.
Forordningen finder anvendelse på motorkøretøjer i klas-
se M og N samt påhængskøretøjer hertil i klasse O, som
er beregnet til kørsel på offentlig vej, herunder køretøjer
udformet og konstrueret i en eller flere etaper, og på syste-
mer, komponenter og separate tekniske enheder samt dele
og udstyr udformet og konstrueret til sådanne køretøjer og
påhængskøretøjer hertil.
Derudover fastsættes krav til motorkøretøjer i forordning
19
2019/2144 af 27. november 2019 om krav til typegodken-
delse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt
systemer, komponenter og separate tekniske enheder til så-
danne køretøjer for så vidt angår deres generelle sikkerhed
og beskyttelsen af køretøjspassagerer og bløde trafikanter
(herefter forordning 2019/2144). Disse særlige krav er fast-
sat i Kommissionens gennemførselsforordning 2022/1426 af
5. august 2022 om regler for anvendelsen af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 for så vidt
angår ensartede procedurer og tekniske specifikationer for
typegodkendelse af det automatiserede kørselssystem (ADS)
i fuldautomatiske køretøjer (herefter forordning 2022/1426),
som gennemfører forordning 2019/2144, ved at fastsætte
bestemmelser om ensartede procedurer og tekniske specifi-
kationer for typegodkendelse af det automatiserede kørsels-
system (ADS) i fuldautomatiske køretøjer produceret i små
serier.
Forordning 2022/1426 finder anvendelse på motorkøretø-
jer i klasse M og N for så vidt angår deres automatiserede
kørselssystem i forbindelse med følgende tre brugsscenari-
er; fuldautomatiske køretøjer, herunder køretøjer med dob-
belt funktionsmåde, der er udformet og konstrueret til befor-
dring af passagerer eller godstransport i et foruddefineret
område, fuldautomatiske køretøjer, herunder køretøjer med
dobbelt funktionsmåde, der er udformet og konstrueret til
befordring af passagerer eller godstransport på en forudde-
fineret rute med faste start- og slutpunkter på en rejse/tur
og køretøjer med dobbelt funktionsmåde med fuldautoma-
tisk kørsel til parkeringsanvendelser i foruddefinerede par-
keringsfaciliteter.
Selvkørende enheder er omfattet af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner
og om ændring af direktiv 95/16/EF, med senere ændrin-
ger (maskindirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2023/1230 af 14. juni 2023 om maskiner
og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/42/EF og af Rådets direktiv 73/361/EØF, når denne
finder anvendelse fra den 20. januar 2027. Maskindirektivet
er implementeret i dansk ret i bekendtgørelse nr. 1094 af 1.
juni 2021 om maskiner med senere ændringer.
Maskindirektivet finder anvendelse på produkter, herun-
der maskiner, og fastsætter bl.a. bestemmelser om, hvorle-
des maskiner skal konstrueres og fremstilles, så de ikke
udgør en sikkerhedsrisiko, når de anvendes. Direktivet fast-
sætter endvidere bestemmelser om, at medlemsstaterne skal
træffe de nødvendige foranstaltninger, for at sikre, at maski-
ner kun kan markedsføres eller ibrugtages, såfremt de opfyl-
der direktivets bestemmelser og ikke udgør en risiko for
bl.a. personers sikkerhed og sundhed, og når det er relevant,
for miljøet. Ligeledes stiller direktivet krav om, at maskiner
underlægges en overensstemmelsesvurdering, og at de CE-
mærkes, såfremt de opfylder direktivets bestemmelser.
Maskindirektivets bilag I fastsætter, at der kan være for-
skrifter, som skal være opfyldt ved kørsel på offentlig vej,
ud over maskindirektivets bestemmelser. Maskindirektivet
fastsætter ligeledes ikke køretøjstekniske krav af færdsels-
sikkerhedsmæssig karakter til køretøjer. Det er derfor ikke
i strid med direktivet at fastsætte sådanne nationale køretøjs-
tekniske krav til maskiner, der anvendes på færdselslovens
område, herunder de selvkørende enheder, der er CE-mær-
kede i henhold til direktivet.
Administrative forskrifter fastsat i medfør af de foreslåede
bestemmelser i lovforslaget vil blive notificeret i medfør
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535
af 9. september 2015 om en informationsprocedure med
hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informati-
onssamfundets tjenester (informationsproceduredirektivet).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af
12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked
(servicedirektivet) har til formål at skabe et indre marked
uden indre grænser for fri bevægelighed for tjenesteydel-
ser. Direktivet indeholder bl.a. regulering af mulighed for
tilladelsesordninger og krav til disse, og direktivet fastsætter
en række krav, som myndigheder ikke må stille tjenesteyde-
re. Servicedirektivet omfatter ikke tjenesteydelser på trans-
portområdet, herunder havnetjenester, der falder ind under
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde afsnit
VI.
Da selvkørende enheder udøver transport og er transport-
midler, er det Transportministeriets vurdering, at selvkøren-
de enheder i lovforslagets forstand er en del af transpor-
tområdet, og at reguleringen af deres kørsel derfor ikke er
omfattet af direktivet.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2025/14
af 19. december 2024 har til formål at introducere fælles
regler om godkendelse og markedsovervågning af mobile
ikke-vejgående maskiner, der kører på offentlig vej. Forord-
ning 2025/14 gælder dog ikke for køretøjer med en kon-
struktivt bestemt hastighed på højst 6 km i timen, jf. artikel
2, stk. 2, hvilket er udgangspunktet for de enheder, der kan
søges om tilladelse til forsøg med efter forsøgsordningen
for selvkørende enheder. Derudover er der i forordningens
artikel 5, stk. 6, en mulighed for nationalt at begrænse eller
forbyde kørsel på offentlig vej med maskiner godkendt efter
forordningen, bl.a. hvis maskinerne på grund af deres fuld-
automatiske eller fjernbetjente køresystem til brug på vej er
underlagt begrænsninger i henhold til national ret. Det er
således Transportministeriets vurdering, at forsøgsordningen
er i overensstemmelse med forordning 2025/14.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Udkast til lovforslaget har været sendt i offentlig høring i
to dele.
For så vidt angår forslagene om revision af forsøgsordning
for selvkørende motorkøretøjer og obligatorisk digital selv-
betjening ved indberetning af sikkerhedsrådgivere, har et
udkast til lovforslag i perioden fra den 2. december 2024
til den 7. januar 2025 (36 dage) været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, ATAX Arbejdsgiverforening for person-
transport, ATL - Transportens arbejdsgivere, Autobranchen
Danmark, Cyklistforbundet, Danmarks Motor Union, Dan-
marks Tekniske Universitet, Institut for Transport (DTU
20
Transport), Dansk Bilbrancheråd, Dansk Bilforhandler Uni-
on, Dansk Erhverv, Dansk Handicap Forbund, Dansk Køre-
lærer-Union, Dansk Metal, Dansk PersonTransport (DPT),
Dansk Standard, Dansk Vejforening, Danske Kørelæreres
Landsforbund, Danske Motorcyklister, Danske Regioner,
Danske Speditører, Datatilsynet, DI - Dansk Industri, Dom-
merforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, DTL - Dan-
ske Vognmænd, Fagligt Fælles Forbund (3F), Falck A/S,
FDM (Forenede Danske Motorejere), Forbrugerombuds-
manden, Forbrugerrådet Tænk, Foreningen af Frie Køre-
lærere, Foreningen af offentlige anklagere, Foreningen af
Sikkerhedsrådgivere i Danmark (FASID), Forsikring & Pen-
sion, Frie Danske Lastbilvognmænd – FDL, ITD - Branche-
organisation for den danske vejgodstransport, KL - Kommu-
nernes Landsforening, Landbrug & Fødevarer, Landdistrik-
ternes Fællesråd, Mobility Denmark, NOAH-Trafik, Politi-
forbundet, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Sikker
Trafik, Trafikselskaberne i Danmark (TID), Trafiksikker-
hedsgruppen ved Aalborg Universitet, Transporterhvervets
Uddannelser (TUR) og Veteranknallertklubben Arkiv.
For så vidt angår forslaget om revision af forsøgsordning
for selvkørende enheder, har et udkast til lovforslag i perio-
den fra den 29. november 2024 til den 5. januar 2025 (37
dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og
organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Agro Intelligence ApS, Autobranch-
en Danmark, Automobilbranchens Handels- og Industrifor-
ening, Samtlige byretter, Capra Robotics ApS, Conpleks
Innovation ApS, Conpleks Robotech ApS, Cyklistforbundet,
Danmarks Motor Union, Danmarks Tekniske Universitet –
Institut for Transport (DTU Transport), Dansk Bilbranche-
råd, Dansk Bilforhandler Union, Dansk Erhverv, Dansk In-
dustri (DI), Dansk Kørelærer-Union, Dansk Køreskole Fore-
ning, Dansk Standard, Dansk Transport & Logistik (DTL),
Dansk Vejforening, Danske Advokater, Danske Biludlejere,
Danske Kørelæreres Landsforbund, Danske Motorcyklister,
Danske Regioner, Datatilsynet, De Danske Bilimportører,
Den Danske Dommerforening, DFIM - Dansk forening for
international motorkøretøjsforsikring, Dimaps ApS, Dom-
merfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Falck Dan-
mark A/S, Fodgængerforbundet, Forbrugerombudsmanden,
Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske Motorejere (FDM),
Foreningen af Frie Kørelærere, Forsikring & Pension, Frie
Danske Lastbilvognmænd (FDL), GTS – Godkendt Tekno-
logisk Service, Havarikommissionen for Vejtrafikulykker,
Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder, Interna-
tional Transport Danmark (ITD), Kommunal Vejteknisk
Forening, Kommunernes Landsforening KL, Kørelærerfor-
eningen, Køreprøvesagkyndiges Landsforening, Landbrug
& Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen
af Polio Trafik- og Ulykkesskadede, Landsforening af
Forsvarsadvokater, Lorenz Technology ApS, Meili ApS,
NOAH-Trafik, Novo Nordisk, Odense Robotics, Politifor-
bundet i Danmark, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for
Grøn Omstilling, Rådet for Sikker Trafik, Starship Tech-
nologies, Sikre Veje, TinyMobileRobots ApS, Trafikforsk-
ningsgruppen ved Aalborg Universitet, Transporterhvervets
Uddannelser, Veteranknallertklubben Aktiv, Vestre og Østre
Landsret.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »In-
gen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Lovforslaget vil indebære mindre admini-
stration på Transportministeriets område
for så vidt angår registrering af sikker-
hedsrådgivere, idet Færdselsstyrelsen ik-
ke skal foretage manuel behandling af
indsendte oplysninger. De positive konse-
kvenser kan ikke kvantificeres yderligere.
Ingen
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
I forhold til selvkørende motorkøretø-
jer forenkles ansøgningsprocessen og vil
medføre mindre administration for staten.
Behandling af flere ansøgninger om selvkø-
rende enheder kan medføre flere udgifter til
administration af området for såvel stat som
kommuner. Disse udgifter kan dog gebyrfi-
nansieres, ligesom der er hjemmel til at på-
lægge tilladelsesindehaver udgifter for det
offentlige forbundet med forsøg. Samlet set
forventes mindre konsekvenser.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Med de foreslåede udvidelser af forsøgs-
ordningen for selvkørende enheder vil
lovforslaget kunne medføre økonomiske
fordele for danske virksomheder, som ser
en forretningsmæssig interesse i at deltage
Efter lovforslaget skal der fsva. forsøgsord-
ningen for selvkørende enheder fortsat beta-
les gebyr for behandling af ansøgninger samt
for udførelse af tilsyn med tilladelserne. Ge-
21
i forsøg med og test af selvkørende enhe-
der.
byr vil blive opkrævet efter regning for med-
gået tid.
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
I forhold til selvkørende motorkøretøjer
forenkles ansøgningsprocessen, ligesom
den påkrævede assessorvurdering på en-
kelte punkter lettes, hvilket vil medføre
mindre administration for erhvervslivet.
Efter lovforslaget skal der fortsat ansøges om
tilladelse til forsøg med såvel selvkørende
enheder som motorkøretøjer, hvilket medfø-
rer administrative konsekvenser for erhvervs-
livet.
Der kan være begrænsede administrative
konsekvenser for erhvervslivet fsva. forslaget
om registrering af sikkerhedsrådgivere.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Lovforslaget forventes at kunne medføre
positive klimamæssige konsekvenser, i det
omfang de selvkørende enheder erstatter
brugen af benzin- og dieseldrevne motor-
drevne køretøjer.
Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten EU-typegodkendte motorkøretøjer, herunder også selvkørende motorkøretøjer, godken-
des i overensstemmelse med forordning 2018/858. Forordningen omfatter nye motor-
køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer
fremstillet i ubegrænsede serier og køretøjer fremstillet i små serier. Herudover fast-
sættes krav til disse køretøjer i forordning 2019/2144 samt gennemførelsesforordning
2022/1426. Med lovforslaget vil der blive stillet lempeligere krav til assessorvurdering af
forsøg med selvkørende motorkøretøjer, som er EU-typegodkendte.
De selvkørende enheder er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF, med
senere ændringer (maskindirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2023/1230 af 14. juni 2023 om maskiner og om ophævelse af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2006/42/EF og af Rådets direktiv 73/361/EØF, når denne finder anven-
delse fra den 20. januar 2027. Maskindirektivet er implementeret i dansk ret i bekendtgø-
relse nr. 1094 af 1. juni 2021 om maskiner med senere ændringer, og forsøgsordningen
for selvkørende enheder forudsættes administreret og udmøntet i overensstemmelse her-
med.
Er i strid med de fem princip-
per for implementering af er-
hvervsrettet EU-regulering/Over-
implementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den gældende bestemmelse i færdselslovens § 82 regu-
lerer køretøjers belæsning. Bestemmelsens stk. 4-8 udgør
bemyndigelsesbestemmelser. Ifølge færdselslovens § 82,
stk. 4, kan transportministeren fastsætte bestemmelser om
anbringelse af last og om fastgørelse af denne samt om
afmærkning af langt eller bredt gods. Derudover følger det
af færdselslovens § 82, stk. 5, at transportministeren kan
fastsætte bestemmelser om transport af farligt gods, herun-
der om tvungen ansvarsforsikring til dækning af erstatnings-
ansvar, der opstår i forbindelse med transport af sådant
gods. Det følger endvidere af færdselslovens § 82, stk. 6, at
transportministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil,
til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation
22
har adgang til en virksomheds forretningslokaler, herunder
lagerlokaler, transportmidler og gods, forretningsbøger, do-
kumenter, herunder materiale, der opbevares i elektronisk
form, med henblik på at føre kontrol med bestemmelser
fastsat i medfør af stk. 4 og 5. Herunder har transportmini-
steren eller den, ministeren bemyndiger dertil, adgang til at
foretage undersøgelser af dokumenter m.v. og udtage prøver
af farligt gods eller emballager med henblik på nærmere
undersøgelse.
Det følger desuden af § 6 i bekendtgørelse nr. 1618 af
8. december 2023 om sikkerhedsrådgivere for vejtransport
af farligt gods skal virksomhederne senest 30 dage efter
udpegelsen indsende en kopi af sikkerhedsrådgiverbeviset
og en blanket med oplysninger om den eller de udpegede
sikkerhedsrådgiver(e) til Færdselsstyrelsen. Virksomheden
skal oplyse Færdselsstyrelsen om ændringer i oplysningerne
samt oplyse om tilfælde, hvor en sikkerhedsrådgiver ophø-
rer med at varetage hvervet i virksomheden. En sikkerheds-
rådgiver kan ved meddelelse til Færdselsstyrelsen afmelde
sig som sikkerhedsrådgiver for en virksomhed, hvis denne
ikke længere varetager hvervet i virksomheden. Oplysnin-
ger og meddelelse kan sendes ved digital selvbetjening
via www.virk.dk. Virksomhederne eller sikkerhedsrådgiver-
ne kan således selv vælge, om de ønsker at benytte den
digitale selvbetjeningsløsning, som Færdselsstyrelsen stiller
til rådighed, eller på anden måde indsende oplysningerne,
eksempelvis ved brug af fysisk post.
Der er imidlertid ikke hjemmel til, at transportministeren
kan fastsætte regler om, at oplysninger om en virksomheds
udpegede sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt
gods, skal indsendes ved anvendelse af den digitale løsning,
som ministeren stiller til rådighed. Herved er det ikke muligt
at gøre brug af en obligatorisk selvbetjeningsløsning.
Det foreslås at indsætte et nyt § 82, stk. 10, hvorefter
transportministeren kan fastsætte regler om, at oplysninger
om en virksomheds udpegede sikkerhedsrådgivere for vej-
transport af farligt gods, skal indsendes ved anvendelse af
den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed.
Der er tale om en ny bestemmelse. Bestemmelsen har
til formål at reducere papirbaseret kommunikation mellem
virksomheder og offentlige myndigheder. Formålet er at re-
ducere de administrative omkostninger i forbindelse med
den administrerende myndigheds behandling af indsendte
oplysninger og herved frigive tid og ressourcer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Færdselssty-
relsen eller den, transportministeren bemyndiger dertil, kan
fastsætte krav om, at oplysninger om en virksomheds ud-
pegede sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods
skal indsendes ved anvendelse af en digital selvbetjenings-
løsning. Hvis oplysningerne ikke indgives ved anvendelse
af den anviste digitale selvbetjeningsløsning, vil den som
udgangspunkt blive afvist medmindre det vurderes, at særli-
ge grunde taler for, at den digitale selvbetjeningsløsning kan
fraviges, for eksempel hvis løsningen er ude af drift.
Krav til dokumenter og oplysninger, der skal indgives,
fastsættes ved bekendtgørelse.
Til nr. 2
Efter færdselslovens § 92 g, stk. 2, skal forsøg efter stk.
1 gennemføres på bestemte vejstrækninger og kan afgrænses
til bestemte tidspunkter. Forsøg skal altid gennemføres færd-
selssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Det følger af den foreslåede ændring af § 92 g, stk. 2,
at ændres kravet om bestemte vejstrækninger til bestemte
områder.
Af hensyn til muligheden for at udbrede kørsel med
selvkørende motorkøretøjer foreslås det med ændringen, at
forsøg kan gennemføres på bestemte områder i stedet for
bestemte vejstrækninger. Dette vil betyde, at i stedet for
at skulle angive samtlige vejstrækninger, som man ønsker
at udføre forsøg på, vil man fremadrettet skulle søge om
at udføre forsøg i et helt område. Dette vil blandt andet
gøre det mere enkelt for ansøger at ændre en rute, hvis der
opstår forhold, som eksempelvis vejarbejde, som gør, at den
pågældende rute skal ændres.
Formålet med ændringen er således at give større fleksibi-
litet til ansøgerne, ligesom at formålet er at gøre det mere
enkelt for ansøgerne at tilrettelægge deres forsøg. Når an-
søger indgiver sin ansøgning om tilladelse til forsøg med
selvkørende motorkøretøjer, skal ansøgningen indeholde en
redegørelse for forsøgets geografiske udstrækning, hvoraf
det fremgår, nøjagtigt hvilke områder der vil blive omfat-
tet af forsøget. Ansøger kan via et kort, henvisninger til
vejstrækninger eller vejnavne eller på anden vis redegøre
herfor.
Det er endvidere stadig et grundlæggende krav, at for-
søg kan gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvar-
ligt. Ændringen vurderes ikke at gå ud over færdselssikker-
heden, da en assessor fortsat skal foretage en vurdering af,
hvorvidt forsøget kan foregå færdselssikkerhedsmæssigt for-
svarligt, ligesom den lokale vejmyndighed og politi vil blive
hørt i forbindelse med ansøgningen om tilladelse til forsøg i
et bestemt område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 3
Det følger af færdselslovens § 92 g, stk. 5, at transportmi-
nisteren fastsætter nærmere bestemmelser om forsøg med
selvkørende motorkøretøjer.
Det foreslås, at § 92 g, stk. 5, affattes på ny.
Det foreslås i § 92 g, stk. 5, 1. pkt., at transportministeren
fastsætter regler for forsøg med kørsel med selvkørende
motorkøretøjer.
Med forslaget vil der blive fastsat overordnede regler
for forsøg med selvkørende motorkøretøjer. De overordne-
de regler vil blive fastsat i en rammebekendtgørelse, som
gælder for alle forsøg med selvkørende motorkøretøjer. Be-
kendtgørelsen vil blandt andet indeholde krav til den fysiske
person, ansøgningen, straf m.v. Dette skal danne grundlaget
for en hurtigere og mere smidig sagsbehandling, da der ikke
23
længere vil skulle udstedes særskilte bekendtgørelser for
hvert enkelt forsøg.
Der vil, ligesom i dag, skulle udstedes administrative tilla-
delser, men det vil være i henhold til den overordnede ram-
mebekendtgørelse, hvorfor sagsbehandlingen vil blive lettet,
idet der ikke længere skal udstedes både en administrativ
tilladelse samt en særskilt bekendtgørelse til hvert enkelt
forsøg.
Det foreslås i § 92 g, stk. 5, 2. pkt., at transportministeren
kan fastsætte nærmere bestemmelser for de enkelte forsøg.
Det foreslåede vil indebære, at transportministeren kan
fastsætte konkrete betingelser for det enkelte forsøg.
Da det ikke kan afvises, at der er enkelte forsøg, som
kan indeholde særlige forhold som kræver, at der, ligesom i
dag, skal fastsættes konkrete betingelser for det enkelte for-
søg, giver den foreslåede bestemmelse transportministeren
bemyndigelse hertil. Dette kan eksempelvis være, hvis der
skal fastsættes særlige strafbestemmelser eller hvis der skal
fastsættes bestemmelser efter den foreslåede § 92 g, stk. 7,
hvorefter ministeren kan bestemme, at et konkret forsøg skal
være omfattet af lov om trafikselskaber.
De konkrete betingelser vil blive fastsat i en særskilt be-
kendtgørelse, som vil gælde sideløbende med den admini-
strative tilladelse.
Det foreslås i § 92 g, stk. 5, 3. pkt., at transportministeren i
denne forbindelse kan fravige bestemmelserne i kapitel 2, 4,
5, 9-11 og 13 a, jf. dog stk. 3.
Det vil formentlig særligt være relevant at fravige bestem-
melserne i de nævnte kapitler i de tilfælde, hvor kørslen
sker på en niveau 4-forsøgsstrækning, hvor der ikke er krav
om en fysisk fører. Som fastsat i § 92 g, stk. 3, kan der
dog i ingen tilfælde ske fravigelse fra reglerne i lovens §§
53 og 54, som omhandler spirituskørsel samt kørsel under
påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom, m.v.
Hjemlen til at fravige færdselslovens kapitel 5 om hastig-
hed kan alene anvendes til at tillade en lavere hastighed, end
hvad der følger af de almindelige hastighedsgrænser. Der
kan således forekomme situationer, hvor der under forsøg
eksempelvis tillades kørsel på en bestemt vej med selvkø-
rende biler med en maksimal hastighed på 20 km i timen,
mens hastighedsgrænsen for almindelige køretøjer er 50
km i timen. Lav hastighed kan imidlertid volde problemer
både i forhold til fremkommeligheden i trafikken og for
færdselssikkerheden, og sådanne aspekter skal derfor indgå i
assessors færdselssikkerhedsmæssige vurdering af forsøget.
Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 j, kan
transportministeren efter høring af trafikselskabet fastsætte
regler om, at lov om trafikselskaber ikke finder anvendelse
på forsøget.
Det foreslås i § 92 g, stk. 6, at lov om trafikselskaber ikke
finder anvendelse på forsøg med selvkørende motorkøretø-
jer.
Forslaget vil indebære, at der kan meddeles tilladelse til,
at forsøg med selvkørende motorkøretøjer, uden at det skal
udføres i regi af det trafikselskab, som er oprettet i den
pågældende region, hvor forsøget rent geografisk skal finde
sted. Konsekvensen af, at lov om trafikselskaber ikke finder
anvendelse, er, at trafik omfattet af forsøget ikke bliver
betragtet som offentlig servicetrafik, som kun må udføres
i regi af trafikselskaberne og inden for rammerne af lov
om trafikselskaber. Den foreslåede bestemmelse om, at lov
om trafikselskaber ikke finder anvendelse, vil medføre, at
der f.eks. ikke er krav om, at der i forsøget skal anvendes
bestemte takster. Der vil heller ikke være krav om, at der
skal indhentes en tilladelse til rutekørsel, således som det
normalt følger af kapitel 3 i lov om trafikselskaber.
Det foreslås i § 92 g, stk. 7, at transportministeren kan
fastsætte regler om, at lov om trafikselskaber finder anven-
delse, hvis det vurderes, at et forsøg har karakter af offentlig
servicetrafik.
Med forslaget kan transportministeren, hvis det vurderes,
at et forsøg har karakter af offentlig servicetrafik, bestemme,
at lov om trafikselskaber finder anvendelse.
Baggrunden for dette er, at såfremt der udføres forsøg,
som har karakter af offentlig servicetrafik, eksempelvis hvis
et trafikselskab indsætter en selvkørende bus i stedet for en
almindelig bus med en chauffør på en busrute, da vil lov om
trafikselskaber skulle finde anvendelse, idet forsøget dermed
er offentlig servicetrafik i form af almindelig rutekørsel. Der
vil således skulle være et krav om, at der i forsøget anven-
des de takster, der ellers gælder for offentlig servicetrafik i
trafikselskabets område. Desuden vil de øvrige regler i lov
om trafikselskaber ligeledes finde anvendelse, og kørslen
vil være omfattet af trafikselskabets tilladelse til almindelig
rutekørsel.
Såfremt transportministeren fastsætter regler om, at lov
om trafikselskaber finder anvendelse, vil dette ske i en
særskilt bekendtgørelse, som vil gælde sideløbende med
den administrative tilladelse, som det også fremgår under
bemærkningerne til § 92 g, stk. 5, 2. pkt.
Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 k,
kan transportministeren efter forhandling med justitsmini-
steren fastsætte regler om straf, herunder bestemmelser
om ansvarssubjekt for overtrædelser af færdselslovens reg-
ler. Transportministeren kan i den forbindelse efter forhand-
ling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18. Trans-
portministeren kan endvidere i forbindelse med fastsættelse
af regler om straf efter forhandling med justitsministeren
bestemme, at en tilladelsesindehaver kan pålægges bødean-
svar, selvom overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågælden-
de som forsætlig eller uagtsom. Tilsvarende gælder for en
juridisk person, der er tilladelsesindehaver, selvom der inden
for dens virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der
kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede
personer eller den juridiske person som sådan.
Med bestemmelsen i § 92 g, stk. 8, foreslås det, at ved
fastsættelse af bestemmelser om forsøg efter stk. 5, fastsæt-
ter transportministeren efter forhandling med justitsministe-
ren regler om straf, herunder bestemmelser om ansvarssub-
jekt for overtrædelser af færdselslovens regler. Transportmi-
24
nisteren kan i den forbindelse efter forhandling med justits-
ministeren fravige kapitel 17 og 18.
Forsøg med selvkørende motorkøretøjer vil efter omstæn-
dighederne medføre, at færdselslovens gældende bestem-
melser om straf mv. i kapitel 17 og 18 ikke finder anvendel-
se, når overtrædelsen af færdselsloven udelukkende skyldes
en teknisk indretning i et selvkørende motorkøretøj. Der vil
således kunne opstå et straffrit rum, hvor der ikke vil være et
strafferetligt ansvarssubjekt.
Da færdselslovens strafbestemmelser i kapitel 17 og 18
er formuleret i lyset af, at strafsubjektet er en fysisk person
med kørekort, vil strafbestemmelserne ikke i alle tilfælde
kunne anvendes. Dette er eksempelvis tilfældet, hvor en
overtrædelse sanktioneres med en frakendelse af førerretten.
Bestemmelsen er en videreførelse af den hidtidige § 92
k, stk. 1, i færdselsloven, og er således alene flyttet op til
§ 92 g for at samle rammebetingelser for forsøgene i en
bestemmelse. Der er tale om en uændret videreførelse af
retstilstanden, som sikrer, at der kan fastsættes fyldestgøren-
de straffebestemmelser, som er afpasset med hvert enkelt
forsøg. Der henvises til lovforslag nr. L120 som fremsat,
jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, side 8 ff. for en
nærmere beskrivelse heraf. Som noget nyt foreslås dog med
dette lovforslag, at visse straffebestemmelser kan fastsættes
ens for alle i en ny rammebekendtgørelse, men med fortsat
mulighed for om nødvendigt at fastsætte særregler for kon-
krete forsøg i særbekendtgørelser.
Den foreslåede bestemmelse giver transportministeren be-
myndigelse til, i forbindelse med udarbejdelse af den samle-
de rammebekendtgørelse efter den foreslåede § 92 g, stk.
5, efter forhandling med justitsministeren, at tage stilling
til, hvem der skal kunne gøres strafferetligt ansvarlig for de
overtrædelser af færdselsloven, som føreren eller det selvkø-
rende motorkøretøj forårsager.
Transportministeren vil i den forbindelse efter forhandling
med justitsministeren fastsætte de nærmere regler om straf
for overtrædelser af færdselslovens bestemmelser, herunder
om, hvordan sådanne overtrædelser skal strafsanktioneres,
samt hvornår reglerne i færdselslovens kapitel 17 og kapitel
18 skal fraviges.
I de fire forsøg, som har været gennemført med den nu-
værende ordning, er der fastsat de samme strafbestemmel-
ser i alle fire bekendtgørelser, som påtænkes at komme til
at fremgå af den overordnede rammebekendtgørelse. Straf-
bestemmelserne vil som udgangspunkt være følgende: 1)
færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og frakendelse af
førerret m.v. finder anvendelse, når en fysisk person, som
har overtaget føringen af et selvkørende motorkøretøj, over-
træder færdselslovens eller straffelovens regler, samt hvis
den fysisk person, som har til ansvar at overtage føringen af
det selvkørende motorkøretøj, undlader at overtage føringen
af køretøjet, 2) færdselslovens kapitel 17 og 18 om straf og
frakendelse af førerret m.v. finder anvendelse, når en fysisk
person, som har til ansvar at overtage føringen, overtræder
færdselslovens §§ 53 og 54, 3) tilladelsesindehaveren kan
straffes med bøde efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 2,
hvis vilkår for en tilladelse tilsidesættes, eller såfremt den
fysiske person ikke kan straffes, 4) juridiske personer kan
pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel
5, og 5) strafansvar kan pålægges juridiske personer, selv
om der inden for den juridiske persons virksomhed ikke er
begået en overtrædelse, som kan tilregnes en eller flere til
den juridiske persons knyttede personer.
Bemyndigelsen vil dog også kunne anvendes til, at trans-
portministeren, efter den foreslåede § 92 g, stk. 5, 2. pkt.,
kan fastsætte særskilte strafbestemmelser for de enkelte for-
søg, såfremt det findes nødvendigt.
Her tænkes særligt på, at der kan være tilfælde, hvor
de overordnede strafbestemmelser ikke er dækkede for et
forsøg, og der således opstår behov for at fastsætte særli-
ge strafbestemmelser for det enkelte forsøg. I det tilfælde
kan transportministeren anvende bemyndigelse til at udstede
særlige regler for det pågældende forsøg. Der vil således
blive udstedt en særskilt bekendtgørelse til det pågældende
forsøg, som vil indeholde de særlige strafbestemmelser. Så-
fremt det er konkrete vilkår, som fremgår af den administra-
tive tilladelse, der skal strafbelægges, vil disse vilkår fremgå
af den særbekendtgørelse, som udstedes til forsøget.
Der vil fortsat blive udstedt administrative tilladelser, som
vil udgøre almindelige afgørelser i overensstemmelse med
forvaltningsloven, og som vil gælde sideløbende med den
overordnede rammebekendtgørelse og eventuelle særskilte
bekendtgørelser. Den administrative tilladelse vil indeholde
de nærmere vilkår for tilladelsen.
Den foreslåede ændring vil således indeholde en bemyn-
digelse til både at fastsætte generelle regler i en rammebe-
kendtgørelse samt at fastsætte særlige regler for de enkelte
forsøg i særskilte bekendtgørelser.
Bemyndigelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte
regler om straf for handlinger eller undladelser, som ikke
er strafsanktionerede efter den nugældende færdselslov, der
kan tilregnes føreren, den fysiske person i køretøjet, der
deltager i forsøget som passiv fører, operatøren eller tilladel-
sesindehaveren. Det kan eksempelvis tænkes, at der viser sig
behov for at regulere en færdselssikkerhedsmæssigt uhen-
sigtsmæssig til- og frakobling af den tekniske indretning
under kørslen. I det tilfælde, hvor køretøjet føres helt eller
delvist af en operatør, kan operatørens eventuelle særlige
opgaver ligeledes nødvendiggøre, at der fastsættes særlige
regler om operatørens dispositioner. Hvis der efter en kon-
kret vurdering er behov for at fastsætte bestemmelser om
straf for overtrædelser af sådanne regler, vil bemyndigelsen
kunne anvendes hertil.
Bemyndigelsen vil endvidere efter omstændighederne
kunne anvendes til at pålægge tilladelsesindehaveren et ob-
jektivt strafansvar for visse overtrædelser af færdselslovens
regler, jf. den foreslåede bestemmelse i § 92 g, stk. 9.
Den foreslåede bemyndigelse gør det muligt både at fast-
sætte overordnede strafbestemmelser i rammebekendtgørel-
sen samt at fastsætte særskilte strafbestemmelser fra forsøg
til forsøg, herunder at tilpasse ansvarssubjektet og reglerne
om straf til det enkelte forsøgs rammer, som de særlige be-
25
hov, som kørsel på henholdsvis niveau 3-forsøgsstrækninger
og niveau 4-forsøgsstrækninger afføder. Ved udnyttelsen af
den foreslåede bemyndigelse vil føreransvaret og færdsels-
lovens normale ansvarssystem i øvrigt blive fastholdt i det
omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt.
Kørsel på niveau 0, 1 og 2 inden for den geografiske af-
grænsning af et forsøg, som også omfatter niveau 3-forsøgs-
strækninger eller niveau 4-forsøgsstrækninger, vil ske inden
for rammerne af færdselslovens almindelige bestemmelser
om straf. For at sikre, at der ikke er tvivl om, hvilke bestem-
melser om straf der er gældende for en given kørsel, vil det
i den overordnede bekendtgørelse, der fastsættes i medfør af
§ 92 g, stk. 5, være nøje angivet, hvornår kørsel går fra et
automatiseringsniveau til et andet.
Den foreslåede ordning ændrer ikke på anvendelsesom-
rådet for straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab og
straffelovens § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadi-
gelse. En fører, en fysisk person i køretøjet, der deltager i
forsøget som passiv fører, en operatør eller en tilladelsesind-
ehaver, der uagtsomt forvolder en andens død eller tilføjer
nogen betydelig skade på legeme og helbred, kan således
ifalde strafansvar efter straffelovens §§ 241 og 249, hvis
betingelserne herfor er opfyldt.
Med bestemmelsen i § 92 g, stk. 9, foreslås det, at trans-
portministeren i forbindelse med fastsættelse af regler om
straf efter stk. 8 efter forhandling med justitsministeren kan
bestemme, at en tilladelsesindehaver kan pålægges bødean-
svar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågæl-
dende som forsætlig eller uagtsom. Tilsvarende gælder en
juridisk person, der er tilladelsesindehaver, selv om der in-
den for dens virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der
kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede
personer eller den juridiske person som sådan.
Bestemmelsen er en videreførelse af den hidtidige § 92
k, stk. 2, i færdselsloven, og er således alene flyttet op til
§ 92 g for at samle rammebetingelser for forsøgene i en
bestemmelse. Der er tale om en uændret videreførelse af
retstilstanden, som sikrer, at der kan fastsættes fyldestgøren-
de straffebestemmelser, som er afpasset med hvert enkelt
forsøg, dog således at visse straffebestemmelser fastsættes
ens for alle i rammebekendtgørelsen med mulighed for om
nødvendigt at fastsætte særregler for konkrete forsøg i sær-
bekendtgørelser.
Med bestemmelsen tilvejebringes hjemmel til at fastsæt-
te regler om rent objektivt strafansvar for tilladelsesindeha-
veren, som vil kunne udformes i lyset af, at det er det
selvkørende motorkøretøj – og ikke en fører m.v. – der
umiddelbart forårsager overtrædelsen. Et sådant ansvar vil
således af bevismæssige og praktiske grunde hverken være
betinget af, at overtrædelsen kan tilregnes en fysisk tilladel-
sesindehaver eller en juridisk person som sådan, ligesom
ansvaret heller ikke vil være betinget af, at overtrædelsen
kan tilregnes en person, der er ansat af eller knyttet til tilla-
delsesindehaveren. Dette vil bl.a. kunne imødegå, at der kan
opstå et straffrit rum i de situationer, hvor køretøjet føres af
en teknisk indretning, og hvor føreren ikke har pådraget sig
et strafferetligt ansvar.
Hjemlen vil alene skulle anvendes i forhold til de bestem-
melser i færdselsloven eller regler fastsat i medfør af §
92 g, stk. 5, hvor det vil være hensigtsmæssigt at straffe
tilladelsesindehaveren på objektivt grundlag, f.eks. fordi fø-
reren, den fysiske person i køretøjet, der deltager i forsøget
som passiv fører, eller operatøren har en beføjet forventning
om, at tilladelsesindehaveren har indrettet den tekniske ind-
retning af køretøjet på en måde, så det reagerer korrekt i
overensstemmelse med reglerne.
Det kan f.eks. dreje sig om fortolkning af signalanlæg,
hvor fremkørsel ved rødt lys udgør en handling, som utve-
tydigt vil være en overtrædelse af færdselsloven. Andre ek-
sempler kan være overtrædelse af den maksimalt tilladte
hastighed på en vejstrækning eller forkert fortolkning af
færdselstavler eller af afmærkninger på kørebanen.
Hjemlen forventes primært anvendt i situationer, hvor ju-
ridiske personer får tilladelse til forsøg. Hjemlen vil ikke
blive anvendt til at fastsætte regler om objektivt strafansvar
for andre end tilladelsesindehaveren. Der fastsættes ingen
forvandlingsstraf for bødeansvaret.
Til nr. 4
Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 h, stk. 1,
meddeler transportministeren efter høring af vejmyndighe-
den og politiet tilladelse til forsøg i henhold til regler fastsat
i medfør af § 92 g, stk. 5. Transportministeren fastlægger
nærmere vilkår for de enkelte forsøg. Tilladelse kan først
meddeles, efter at sagen har været forelagt et af Folketinget
nedsat udvalg.
Det foreslås, at § 92 h, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
Med den foreslåede ophævelse skal sagerne ikke længere
forelægges for Folketingets Transportudvalg.
Formålet med den foreslåede ændring er således at for-
enkle processen i forbindelse med ansøgning om forsøg
med selvkørende motorkøretøjer. Dette gøres ved, at der,
i stedet for udstedelse af enkelte bekendtgørelser til hvert
enkelt forsøg, udstedes en overordnet rammebekendtgørelse,
som gælder for alle forsøg med selvkørende motorkøretø-
jer. Transportministeren vil dog fortsat have mulighed for
at udstede særskilte bekendtgørelser til de enkelte forsøg,
såfremt dette findes nødvendigt, jf. den foreslåede ændring
i § 92 g, stk. 5. Med den foreslåede ændring vil ansøgnin-
gerne ikke skulle forelægges for Folketingets Transportud-
valg. Transportministeren vil i stedet løbende udarbejde en
orientering til Transportudvalget, hvor udvalget vil blive
orienteret om de forsøg, som der er givet tilladelse til. Dette
vil gøre den politiske proces mere enkel og mindre tidskræ-
vende.
Tilladelsen meddeles den enkelte ansøger som en konkret
afgørelse i henhold til den fastsatte rammebekendtgørelse
for forsøg med selvkørende motorkøretøjer. Tilladelsen skal
indeholde de specifikke vilkår, som gælder for det pågæl-
dende forsøg.
I visse tilfælde vil gennemførelse af et forsøg dog forud-
sætte, at ansøger opnår tilladelse af andre myndigheder eller
26
undtagelser fra anden lovgivning. Såfremt Transportministe-
riet konstaterer, at gennemførelsen af et forsøg forudsætter,
at ansøger opnår tilladelse fra andre myndigheder eller dis-
pensation fra anden lovgivning, vil dette fremgå som et
vilkår i afgørelsen. Det kan også være tilfældet, at der er
særlige regler, som skal gælde for det enkelte forsøg. I dette
tilfælde vil transportministeren udstede en særskilt bekendt-
gørelse med de bestemmelser, som skal gælde for det pågæl-
dende forsøg, jf. den foreslåede § 92 g, stk. 5.
Ønsker en tilladelsesindehaver i løbet af den periode,
hvortil der er givet tilladelse til forsøg, at ændre på dele
af et forsøg, kan dette ske gennem en henvendelse til Trans-
portministeriet.
Imødekommelse af en anmodning om at ændre på dele
af et forsøg forudsætter dog, at tilladelsesindehaveren ved-
lægger en udtalelse fra forsøgets assessor, jf. § 92 h, stk.
4, hvori det bekræftes, at ændringen vil være færdselssik-
kerhedsmæssigt forsvarlig. Ændringer af forsøg har ingen
virkning i forhold til den periode, hvortil den oprindelige
tilladelse blev givet.
I henhold til færdselslovens § 134 a, stk. 2, kan transport-
ministeren fastsætte regler om adgangen til at påklage afgø-
relser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter § 134
a, stk. 1, herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes
for ministeren. I det tilfælde, at transportministeren medde-
ler et afslag på en ansøgning om forsøg med selvkørende
motorkøretøjer, afslag på henvendelse om forlængelse af et
forsøg, afslag på henvendelse om ændring af et forsøg eller
delvist afslag på henvendelse om ændring af et forsøg, skal
afgørelsen begrundes. Kompetencen til at meddele tilladelse
til eller afslag på forsøg med selvkørende motorkøretøjer vil
blive delegeret til Vejdirektoratet. I overensstemmelse med
færdselslovens § 134 a, stk. 2, vil der – ligesom i dag –
blive fastsat regler om, at der ikke er mulighed for at påkla-
ge afgørelsen administrativt fra Vejdirektoratet til transport-
ministeren. Dette skyldes, at ansøgninger om selvkørende
motorkøretøjer er karakteriseret ved høj teknisk kompleksi-
tet, som forudsætter særlige faglige kompetencer at behand-
le. Transportministeriets departement besidder ikke sådanne
kompetencer og vil derfor ikke være egnet til at varetage
en saglig klagesagsbehandling. Afgørelser vil dog kunne
indbringes for Folketingets Ombudsmand eller domstolene.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger for så vidt angår ansøgningsprocessen.
Til nr. 5
Det følger af færdselslovens § 92 h, stk. 2, at tilladelse til
forsøg efter stk. 1 meddeles for en periode på op til 2 år. Til-
ladelsen kan fornyes af transportministeren efter høring af
vejmyndigheden og politiet.
Det foreslås, at § 92 h, stk. 2, ophæves og det i stedet ind-
sættes, at ansøgning om tilladelse til forsøg efter stk. 1 skal
indsendes til transportministeren ledsaget af en nærmere be-
skrivelse af forsøget. Der vil blive udarbejdet en overordnet
rammebekendtgørelse, som vil omfatte alle forsøg med selv-
kørende motorkøretøjer. Det følger i dag af § 92 h, stk. 2, at
tilladelse til forsøg efter stk. 1 meddeles for en periode op
til 2 år samt at tilladelsen kan fornyes af transportministeren
efter høring af vejmyndigheden og politiet. Dette vil fremo-
ver fremgå af rammebekendtgørelsen.
Det følger i dag af § 92 h, stk. 4, at ansøgning om tilladel-
se til forsøg efter stk. 1 skal indsendes til Transportministe-
riet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget. Ansøg-
ningen skal indeholde en beskrivelse af de motorkøretøjer,
der indgår i forsøget, en detaljeret plan for gennemførelsen
af forsøget, herunder hvilke niveauer af automatisering der
er tale om, de vejstrækninger, forsøget ønskes gennemført
på, og de trafikale og vejrmæssige forhold, hvori forsøget
forventes at blive gennemført, og en beskrivelse af forsø-
gets organisering. Det fremgår endvidere af § 92 h, stk. 4,
at ansøgningen skal indeholde en gennemarbejdet plan for
indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, brug,
videregivelse, samkøring og sletning af data, der genereres
i forbindelse med kørslen. Disse krav til indholdet af ansøg-
ningen vil med ophævelsen af § 92 h, stk. 4, herefter fremgå
af rammebekendtgørelsen.
Det skal bemærkes, at for så vidt angår beskrivelsen af de
motorkøretøjer, der indgår i forsøget, vil Transportministeri-
et i sin vurdering lægge vægt på, at der er dokumentation
for, at de anvendte selvkørende motorkøretøjer er EU-type-
godkendte, FN-godkendte eller nationalt godkendte. Køretø-
jer, som ikke er EU-typegodkendte eller FN-godkendte kan
i stedet opnå en national godkendelse ved at være undersøgt
og vurderet af en godkendt prøvningsinstans for deres sik-
kerhed i forhold til gældende regler.
Det bemærkes i den forbindelse, at tilladelsesindehaver – i
tilfælde af, at forsøget ændres undervejs – vil være forpligtet
til at overveje, om ændringen kan rummes inden for den
udstedte tilladelse. Er der tale om væsentlig ændring, fx
udskiftning af køretøjer med andre tekniske egenskaber end
det tilladte, vil det kunne være påkrævet at igangsætte en
fornyet ansøgningsproces. Der vil være tale om en konkret
vurdering af, hvor væsentlig ændringen er for forsøget og
de vilkår, som forsøget kører under. Tilladelsesindehaver vil
til støtte for en sådan vurdering kunne søge vejledning hos
Vejdirektoratet som tilladelsesudsteder.
Til nr. 6
Det følger af færdselslovens § 92 h, stk. 4, at ansøgning
om tilladelse til forsøg efter stk. 1 indsendes til Transportmi-
nisteriet ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget. An-
søgningen skal indeholde en beskrivelse af de motorkøretø-
jer, der indgår i forsøget, en detaljeret plan for gennemførel-
sen af forsøget, herunder hvilke niveauer af automatisering
der er tale om, de vejstrækninger, forsøget ønskes gennem-
ført på, og de trafikale og vejrmæssige forhold, hvori forsø-
get forventes at blive gennemført, og en beskrivelse af for-
søgets organisering. Ansøgningen skal endvidere indeholde
en gennemarbejdet plan for indsamling, registrering, syste-
matisering, opbevaring, brug, videregivelse, samkøring og
sletning af data, der genereres i forbindelse med kørslen.
Det foreslås, at § 92 h, stk. 4, ophæves.
27
For så vidt angår de specifikke krav til indholdet af ansøg-
ningen henvises der til den overordnet rammebekendtgørel-
se, som vil træde i kraft samtidig med ændringerne til loven,
og som vil indeholde kravene til ansøgningen.
Til nr. 7
Det følger af færdselslovens § 92 h, stk. 5, at ansøgning
om tilladelse efter stk. 4 vedlægges en vurdering fra en god-
kendt assessor om konsekvenserne for færdselssikkerheden
ved gennemførelse af forsøget.
Det foreslås, i lovforslagets § 92 h, stk. 5, der bliver stk. 3,
at henvisningen til stk. 4 ændres til stk. 2.
Baggrunden for ændringen er, at § 92 h, stk. 2 og 4, er op-
hævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 6 og 7, hvorfor henvisningen
skal ændres.
Til nr. 8
Efter Færdselslovens § 92 h, stk. 6, 1. pkt., kan transport-
ministeren fastsætte regler om godkendelse af assessorer, jf.
stk. 5, herunder om assessorers uafhængighed og kompeten-
ce, og om tilsyn med godkendte assessorer. Transportmini-
steren kan endvidere fastsætte regler om tavshedspligt for
assessorer, assessorers ansvarsforsikring og krav til assesso-
rers underleverandører.
Det foreslås, i lovforslagets § 92 h, stk. 6, 1. pkt., der
bliver stk. 5, 1. pkt., at henvisningen til stk. 5 ændres til stk.
4.
Ændringen er en konsekvens af, at det i lovforslagets § 1,
nr. 6, foreslås, at § 92 h, stk. 4, ophæves, hvorefter stk. 5-7
bliver stk. 4-6.
Til nr. 9
Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 h, stk. 6,
kan transportministeren fastsætte regler om godkendelse af
assessorer, herunder om assessorers uafhængighed og kom-
petence, og om tilsyn med godkendte assessorer. Transport-
ministeren kan endvidere fastsætte regler om tavshedspligt
for assessorer, assessorers ansvarsforsikring og krav til as-
sessorers underleverandører.
Da forsøgene altid skal kunne gennemføres færdselssik-
kerhedsmæssigt forsvarligt, jf. § 92 g, stk. 2, er det således
et krav for at opnå tilladelse til forsøget, at en godkendt
assessor vurderer forsøget.
Det foreslås, at der i § 92 h, stk. 6, indsættes et 3. pkt.,
hvoraf det fremgår, at transportministeren kan fastsætte nær-
mere regler om de forhold, som assessoren skal vurdere
efter stk. 4.
Med ændringen kan der i en bekendtgørelse fastsættes
regler om, hvilke forhold, som assessoren skal vurdere,
herunder om forsøget kan gennemføres færdselssikkerheds-
mæssigt forsvarligt, køretøjets indretning og udstyr, vejens
infrastruktur, førerens eller operatørens rolle, ansøgers orga-
nisation m.v.
Det foreslås endvidere, at der i § 92 h, stk. 6, indsættes
et 4. pkt., hvoraf det fremgår, at transportministeren kan
fastsætte regler om, at en assessorvurdering helt eller delvist
kan genanvendes, såfremt ansøgeren søger om tilladelse til
et nyt forsøg i et nyt område med samme type køretøj,
ligesom transportministeren kan fastsætte regler om lempe-
ligere vilkår for assessorvurderingen for FN- eller EU-type-
godkendte køretøjer og køretøjer, hvor der er en sikkerheds-
chauffør i køretøjet.
Bestemmelsen vil give hjemmel til, at transportministeren
kan fastsætte regler om, at en assessorvurdering helt eller
delvist kan genanvendes, såfremt ansøgeren søger om tilla-
delse til et nyt forsøg i et nyt område med samme type
køretøj. Såfremt en ansøger, som tidligere har fået tilladelse
til forsøg med selvkørende motorkøretøjer med et specifikt
køretøj, søger om tilladelse til kørsel i et nyt område med
samme køretøj, kan ansøger genanvende dele af assessor-
vurderingen, som vedrører selve køretøjet samt dele af as-
sessorvurderingen, som vedrører føreren/operatørens rolle,
ansøgers organisation samt tiltag, som kan reducere risikoen
for ulykker. Assessoren skal fortsat vurdere, om forsøget
kan gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt i
det nye område.
Derudover vil hjemlen kunne benyttes til, at transportmi-
nisteren kan fastsætte regler om lempeligere vilkår for asses-
sorvurderingen for FN- eller EU-typegodkendte køretøjer og
køretøjer, hvor der er en sikkerhedschauffør i køretøjet.
Ved et EU-typegodkendt køretøj forstås et køretøj, som
har gennemgået EU-typegodkendelsesprocessen, og som
dermed er typegodkendt efter forordning 2018/858. Ved et
FN-typegodkendt køretøj forstås derimod et køretøj, som
er typegodkendt efter FN-regulativer, men som ikke nød-
vendigvis har været igennem EU-typegodkendelsesproces-
sen. Begge typer af køretøjer har således gennemgået en
international godkendelsesproces, og det vurderes på den
baggrund, at der kan fastsættes lempeligere krav til asses-
sorens vurdering ved disse køretøjer. De nærmere regler
for, hvilke krav assessorens kan lempe på i forbindelse
med genanvendelse af assessorvurderingen samt ved FN-
og EU-typegodkendte køretøjer og køretøjer, hvor der er en
sikkerhedschauffør i køretøjet, vil blive fastsat i en særskilt
bekendtgørelse.
Der fremgår af § 6 i den gældende bekendtgørelse om
assessorer i forbindelse med forsøg med selvkørende motor-
køretøjer en række forhold, som skal indgå i assessorens
vurdering af et konkret forsøg, herunder en vurdering af kø-
retøjets tekniske egenskaber, indretning og udstyr. Anvendes
der FN- eller EU-typegodkendte køretøjer vil der med en
ændring af bekendtgørelsen blive åbnet for, at assessoren i
vidt omfang kan lægge til grund for sin vurdering af det
element i forsøget, at køretøjets tekniske egenskaber, indret-
ning og udstyr er færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt og
anvendeligt, eftersom der allerede er foretaget myndigheds-
vurderinger og -godkendelser heraf. Tilsvarende vil der med
en ændring af bekendtgørelsen blive tilvejebragt mulighed
for, at assessor kan lægge mindre vægt på at vurdere tiltag,
som kan reducere risikoen for ulykker, ved forsøg, når der
er en fysisk sikkerhedschauffør ombord i køretøjet. Det er
28
vurderingen, at det bedste redskab til at håndtere uforudsete
situationer i trafikken m.v. er en fysisk person i køretøjet,
som kan gribe ind og overtage styringen. Det betyder ikke,
at mulige tiltag til at reducere ulykker ikke skal vurderes ved
alle forsøg, men alene, at tiltag, som konkret kan varetages
lige så godt eller bedre af en sikkerhedschauffør ombord
i køretøjet, kan vægtes mindre i assessorens samlede vurde-
ring.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger for så vidt angår assessorvurderingen.
Til nr. 10
Efter færdselslovens § 92 h, stk. 7, kan transportministe-
ren fastsætte nærmere regler om krav til ansøgningen om
tilladelse til forsøg, jf. stk. 4, herunder om, hvilken doku-
mentation der skal vedlægges ansøgningen.
Det foreslås i § 92 h, stk. 7, der bliver stk. 6, at »stk. 4«
ændres til: »stk. 2«.
Baggrunden for ændringen er, at § 92 h, stk. 2-4, jf. lov-
forslagets § 1, nr. 6 og 7, foreslås ophævet, hvorfor henvis-
ningen skal ændres.
Til nr. 11
Efter de gældende regler i færdselslovens § 92 i, kan
udgifter, der påføres det offentlige efter forsøg, der gennem-
føres efter tilladelse meddelt i henhold til regler fastsat i
medfør af § 92 g, stk. 5, jf. § 92 h, stk. 1, pålægges tilladel-
sesindehaveren. Transportministeren kan pålægge ansøgeren
at stille sikkerhed for sådanne udgifter.
Det foreslås, at der i § 92 i, indsættes et stk. 2, hvoref-
ter transportministeren kan fastsætte regler om betaling af
gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilla-
delse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer, jf. § 92 h,
stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at transportmi-
nisteren kan fastsætte regler om, at forsøgsordningen vil
blive brugerbetalt af ansøgere om tilladelse, hvormed statens
udgifter i forbindelse med administrationen af forsøgsord-
ningen for selvkørende motorkøretøjer dækkes.
Gebyrordningen vil følge de almindelige principper i Fi-
nansministeriets Budgetvejledning, hvoraf bl.a. fremgår, at
gebyrer skal fastsættes således, at der opnås fuld dækning
for de omkostninger, som er forbundet med det gebyrbelagte
område. Der må dog ikke opnås mere end fuld dækning. Det
foreslås, at der betales gebyr efter regning for medgået tid
til sagsbehandling af ansøgning om tilladelse til forsøg med
selvkørende motorkøretøjer.
Regler om fastsættelse af betaling af gebyr for behandling
af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med
selvkørende motorkøretøjer vil blive fastsat i en særskilt
bekendtgørelse.
De samlede omkostninger for behandlingen af en ansøg-
ning om tilladelse til forsøg vil variere afhængig af det
ansøgte forsøgs kompleksitet og omfang.
Med den nuværende ordning er der i alt kun givet tilla-
delse til fire forsøg, hvorfor det ikke forventes, at der vil
komme mange ansøgninger. Men da der med revisionen af
forsøgsordningen bliver lempet på kravene til ansøgnings-
processen, herunder også assessorvurderingen, er det for-
håbningen, at flere vil gøre brug af forsøgsordningen, og at
der dermed vil komme flere ansøgninger.
Til nr. 12
Det følger af færdselslovens § 92 j, at transportministeren
i forbindelse med fastsættelse af regler efter § 92 g, stk.
5, efter høring af trafikselskabet kan fastsætte, at lov om
trafikselskaber ikke finder anvendelse på forsøget.
Det følger endvidere af færdselslovens § 92 k, stk. 1,
at ved fastsættelse af bestemmelser om forsøg efter § 92
g, stk. 5, fastsætter transportministeren efter forhandling
med justitsministeren regler om straf, herunder bestemmel-
ser om ansvarssubjekt for overtrædelser af færdselslovens
regler. Transportministeren kan i den forbindelse efter for-
handling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18.
Af § 92 k, stk. 2, fremgår det, at transportministeren i
forbindelse med fastsættelse af regler om straf efter stk. 1
efter forhandling med justitsministeren kan bestemme, at en
tilladelsesindehaver kan pålægges bødeansvar, selvom over-
trædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig
eller uagtsom. Tilsvarende gælder en juridisk person, der er
tilladelsesindehaver, selvom der inden for dens virksomhed
ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller
flere til den juridiske person knyttede personer eller den
juridiske person som sådan.
Det foreslås, at §§ 92 j og 92 k,ophæves.
Ophævelsen sker som følge af, at bestemmelserne flyttes
til § 92 g, stk. 3, samt i § 92 g, stk. 8 og 9, i lovforslaget. Be-
stemmelserne i § 92 k, stk. 1 og 2, videreføres i sin helhed.
Til nr. 13
Efter færdselslovens § 92 l, forstås ved en selvkørende
enhed et førerløst emissionsfrit køretøj, der kører med lav
hastighed på hjul, bælter el.lign., og som er teknisk indrettet
således, at en fysisk person kan overtage kontrollen af køre-
tøjet.
Det foreslås, at der i § 92 l efter »emissionsfrit køretøj,«
indsættes »jf. dog § 92 m, stk. 6,«.
Ændringen skal ses i lyset af, at det i § 1, nr. 17, foreslås
at indsætte et nyt § 92 m, stk. 6, hvorefter transportministe-
ren til konkrete forsøg med selvkørende enheder kan dispen-
sere fra kravet om, at enheden skal være emissionsfri, jf. §
92 l.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr.
17, og pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 14
Efter færdselslovens § 92 m, stk. 1, 1. pkt., må kørsel med
en selvkørende enhed på færdselslovens anvendelsesområde
29
alene finde sted, hvis transportministeren har meddelt tilla-
delse hertil. Efter § 92 m, stk. 1, 2. pkt., kan der alene
meddeles tilladelse til kørsel med selvkørende enheder på
strækninger og i områder, som i begrænset omfang anvendes
til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.
Efter færdselslovens § 92 kan vejmyndigheden træffe
færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens ud-
nyttelse eller indretning, bl.a. bestemmelser om parkering
og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod
visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af
gågader.
Det foreslås, at § 92 m, stk. 1, 2. pkt., affattes således,
at der kan meddeles tilladelse til forsøg med eller test af
selvkørende enheder efter en vurdering af de nødvendige
færdselssikkerhedsmæssige forhold, herunder de tekniske og
sikkerhedsmæssige egenskaber for den enhed, der ønskes
anvendt i forsøget eller testen, omfanget og karakteren af
færdslen og fremkommeligheden på den strækning eller i
det område, hvor forsøget eller testen ønskes gennemført,
samt eventuelt planlagt afmærkning, afspærring eller øvrige
sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med forsøget eller
testen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der fremover
ikke vil være en generel begrænsning i brugen af forsøgs-
ordningen, så der kun kan meddeles tilladelse til forsøg
eller test i områder, som i begrænset omfang anvendes til
almindelig færdsel. Der vil fortsat være et afgørende fokus
på færdselssikkerheden, men det vil fremover bero på en
helhedsvurdering af det ansøgte forsøg eller den ansøgte
test, om der vil kunne meddeles tilladelse til forsøget eller
testen. Der vil således blive foretaget en vurdering af færds-
len i området eller på strækningen, hvor forsøget eller testen
ønskes gennemført, af fremkommeligheden og indretningen
af området eller strækningen, af planlagte sikkerhedsforan-
staltninger i forbindelse med forsøget eller testen, og den
selvkørende enhed, der ønskes anvendt.
Efter forslaget vil der således fortsat være tale om en for-
søgsordning og om en tilladelsesordning, og der vil fortsat
være et afgørende fokus på de samme sikkerhedsmæssige
krav til den selvkørende enhed og dens egenskaber, herun-
der at maskindirektivets regler om CE-mærkning, overhol-
des.
Det vil fortsat som udgangspunkt være en forudsætning
for tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder,
at der er tale om en førerløs emissionsfri enhed, der kører
med lav hastighed, og at en fysisk person, kan overtage
kontrollen af enheden, enten ved hjælp af en fjernbetjening
eller f.eks. via computerstyring af enheden. Det vil fortsat
gælde, at selvkørende enheder ikke må anvendes til person-
befordring.
Vurderingen af det ansøgte forsøg eller den ansøgte test
vil skulle tage udgangspunkt i færdselsbilledet på det ansøg-
te område sammenholdt med udformningen af den selvkø-
rende enhed. Færdselsbilledet vil i den forbindelse være et
udtryk for blandt andet kompleksiteten af forskellige færd-
selsarter, trafikintensiteten, herunder på forskellige tider af
døgnet, og den tilstedeværende infrastruktur på det konkrete
område.
Tilsvarende vil den selvkørende enheds størrelse, vægt,
sikkerhedssystemer og udformning spille en rolle i vurderin-
gen af forsøgets risiko. Et forsøg med en mindre robotplæ-
neklipper, som, udover at være CE-mærket efter maskindi-
rektivet, er konstrueret efter specifikke sikkerhedsstandarder
for sådanne maskiner, og derigennem har en veldokumente-
ret egensikkerhed, som skal køre i en park i tidsrum, hvor
der er et begrænset omfang af færdsel på græsarealerne, vil
f.eks. kunne vurderes som et lavrisikoforsøg, og vil kunne
foretages med få og enkle vilkår.
Modsat vil et forsøg med f.eks. en robot, som skal klippe
hæk, og derfor har eksponerede skarpe dele, i en park eller
på et stisystem i tidsrum med almindelig færdsel kunne
anses som et højrisikoforsøg, og det vil derfor være nødven-
digt at fastsætte yderligere vilkår for forsøget. Det kan f.eks.
være et vilkår om, at forsøget skal superviseres af en person,
som er fysisk til stede ved robotten, og som kan gribe ind
eller stoppe robotten, hvis der opstår farlige situationer, lige-
som der kan fastsættes vilkår om afmærkning af området,
når enheden kører, og vilkår om, at enheden kun kan benyt-
tes på bestemte tider af døgnet m.v.
For at opnå tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
skal der således være sikkerhed for de basale egenskaber
for maskinen, og der vil derudover også blive set på den
generelle fremkommelighed og på karakteren og mængden
af færdsel på det pågældende område, hvor forsøget ønskes
gennemført. Alt efter vurderingen af det samspil, vil der
blive stillet krav om passende vilkår om monitorering, va-
righed og opfølgning, og det vil være relevant for vejmyn-
digheden at benytte nogle af de redskaber, der er hjemmel til
at træffe beslutning om i færdselslovens § 92 i forbindelse
med forsøg med selvkørende enheder.
Færdselsstyrelsen, der har den tekniske fagkundskab in-
den for køretøjsteknik, vil være egnet til at foretage denne
vurdering af sikkerheden i et ansøgt forsøg med eller test
af selvkørende enheder, herunder med behørigt input fra
vejmyndigheden. Administrationen af ordningen vil fortsat
blive varetaget af Færdselsstyrelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 15 og 16
Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportmi-
nisteren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder efter
høring af vejmyndigheden. Kompetencen til at administre-
re ordningen er i bekendtgørelse nr. 373 af 9. april 2024
om Færdselsstyrelsens opgaver og beføjelser samt klagead-
gang delegeret til Færdselsstyrelsen, der har den tekniske
fagkundskab inden for køretøjsteknik. Det er således Færd-
selsstyrelsen, der står for sagsbehandlingen af ordningen,
mens vejmyndigheden bidrager som høringspart.
Vejdirektoratet har i medfør af § 6, stk. 1 og 2, i vejl-
oven fået henlagt administrationen af statens veje af trans-
portministeren. Vejdirektoratet er dermed den administreren-
30
de vejmyndighed for statens veje. Kommunalbestyrelsen er
vejmyndighed for kommuneveje, jf. § 7 i vejloven, og for
private fællesveje og private fællesstier, jf. § 1, stk. 2, i
privatvejsloven. For så vidt angår private veje er den pågæl-
dende vejejer vejmyndighed.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der ind-
førte den gældende forsøgsordning, jf. Folketingstidende
2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 20, at formålet
med høringen af vejmyndigheden er, at vejmyndigheden
derved kan bidrage med oplysninger og klarhed over, om
der skal tages særlige hensyn til trafikmængden eller even-
tuelt vejarbejde på den strækning eller det område, hvor et
forsøg med selvkørende enheder ønskes udført. Det fremgår
også, at transportministeren ikke er forpligtet til at følge
vejmyndighedens bemærkninger, men vejmyndighedens be-
mærkninger skal indgå i den endelige vurdering af, om tilla-
delse skal gives, og i givet fald på hvilke vilkår.
Det fremgår derudover, at hvis en ansøger af tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder ønsker at udføre et forsøg
på et privatejet område, hvor færdselsloven finder anvendel-
se, og ansøgeren ikke samtidig er ejer af det pågældende
område, vil det i forbindelse med indsendelse af ansøgning
om tilladelse til forsøg være påkrævet, at ansøgeren frem-
sender et samtykke fra den pågældende private vejejer.
Efter færdselslovens § 92 kan vejmyndigheden træffe
færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens ud-
nyttelse eller indretning, bl.a. bestemmelser om parkering
og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod
visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af
gågader.
I administrationen af ordningen oplever Færdselsstyrelsen
store forskelle på, i hvilken grad vejmyndigheden har været
inddraget i sagen, inden ansøgningen sendes til Færdselssty-
relsen. I nogle tilfælde har vejmyndigheden været medafsen-
der på ansøgningen eller har lagt en grundig udtalelse med i
ansøgningsmaterialet.
Det foreslås, at i § 92 m, stk. 2, 1. pkt., udgår »efter høring
af vejmyndigheden« og », jf. stk. 1«.
Det foreslås samtidig, at der i § 92 m, stk. 2, efter 1.
pkt. indsættes et nyt punktum, hvorefter Transportministeren
inden meddelelsen af en tilladelse skal påse, at vejmyndig-
heden er blevet hørt om det pågældende forsøg.
Formålet med den foreslåede formulering, at transportmi-
nisteren ”skal påse, at vejmyndigheden er blevet hørt”, er i
højere grad at ramme en mere smidig sagsbehandling, der i
højere grad kan tilpasses den modtagne ansøgning.
Derudover er der foretaget en redaktionel ændring af be-
stemmelsen, idet den gældende henvisning fra stk. stk. 2
til stk. 1 i samme bestemmelse ikke er nødvendig. Der er
alene tale om en lovteknisk justering uden indholdsmæssig
betydning.
Den foreslåede ændring vil medføre, at en ansøgning om
forsøg med en selvkørende enhed ikke skal sendes i høring
til den pågældende vejmyndighed igen, hvis vejmyndighe-
den er kommet med fyldestgørende bemærkninger i forbin-
delse med ansøgningen eller på et andet tidspunkt.
Det vil dog kræve en fornyet inddragelse eller høring af
vejmyndigheden, hvis sagen ændrer sig undervejs i behand-
lingen af ansøgningen, eller hvis det af andre saglige grunde
vurderes nødvendigt at høre vejmyndigheden igen. Det kan
f.eks. være, hvis der sker ændringer i ansøgningsmaterialet,
der medfører, at vejmyndighedens oprindelige udtalelse om
sagen ikke længere vurderes at dække det fulde billede af
sagens omstændigheder, eller hvis der efter vejmyndighe-
dens udtalelse sker ændringer i det fysiske område eller den
strækning, hvor forsøget ønskes gennemført.
Det kan være relevant for vejmyndigheden at benytte
nogle af de redskaber, der allerede findes i færdselsloven
med henblik på at træffe passende foranstaltninger for at
opretholde færdselssikkerheden på vejene, f.eks. i forhold
til afmærkning eller foranstaltninger efter færdselslovens §
92. Der vil selvsagt skulle være tale om foranstaltninger,
der har tilknytning til det konkrete forsøg med selvkørende
enheder.
Alt efter de fysiske rammer og de konkrete ansøgninger
om tilladelse til forsøg med selvkørende enheder, kan der
godt i det konkrete tilfælde være tale om meget små sik-
kerhedsforanstaltninger, eller at der slet ikke er behov for
nye færdselssikkerhedsmæssige foranstaltninger. Men vej-
myndigheden bør i alle tilfælde forholde sig til spørgsmålet
om eventuelt behov for f.eks. foranstaltninger efter § 92.
Hvis Færdselsstyrelsen ved behandlingen af en konkret
ansøgning om forsøg vurderer, at der ikke er truffet be-
slutning om tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, kan
Færdselsstyrelsen opfordre den pågældende vejmyndighed
til at forholde sig til spørgsmålet om sikkerhedsforanstalt-
ninger eller eventuelt meddele afslag på den konkrete ansøg-
ning om tilladelse til forsøg med en begrundelse om, at
fraværet af f.eks. sikkerhedsforanstaltninger efter færdsels-
lovens § 92 konkret indebærer, at gennemførslen af forsøget
ikke er færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.1.1.3 og 2.2.1.2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 17
Efter færdselslovens § 92 l forstås ved en selvkørende
enhed et førerløst emissionsfrit køretøj, der kører med lav
hastighed på hjul, bælter el.lign., og som er teknisk indrettet
således, at en fysisk person kan overtage kontrollen af køre-
tøjet.
Det fremgår af § 92 m, stk. 1, at kørsel med en selvkøren-
de enhed på færdselslovens anvendelsesområde jf. færdsels-
lovens § 1, alene må finde sted, hvis transportministeren
har meddelt tilladelse hertil. Det fremgår videre af stk. 2, at
transportministeren meddeler tilladelse til forsøg med selv-
kørende enheder, jf. stk. 1, efter høring af vejmyndigheden.
Kompetencen til at administrere ordningen er delegeret til
Færdselsstyrelsen, der har den tekniske fagkundskab inden
for køretøjsteknik. Det er således Færdselsstyrelsen, der står
for sagsbehandlingen af ordningen, mens vejmyndigheden
bidrager som høringspart, men ikke har en selvstændig be-
slutningskompetence.
31
Vejdirektoratet har i medfør af § 6, stk. 1 og 2, i vejl-
oven fået henlagt administrationen af statens veje af trans-
portministeren. Vejdirektoratet er dermed den administreren-
de vejmyndighed for statens veje. Kommunalbestyrelsen er
vejmyndighed for kommuneveje, jf. § 7 i vejloven, og for
private fællesveje og private fællesstier, jf. § 1, stk. 2, i
privatvejsloven. For så vidt angår private veje er den pågæl-
dende vejejer vejmyndighed.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, der ind-
førte den gældende forsøgsordning, jf. Folketingstidende
2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 20, at formålet
med høringen er, at vejmyndigheden derved kan bidrage
med oplysninger og klarhed over, om der skal tages særlige
hensyn til trafikmængden eller eventuelt vejarbejde på den
strækning eller område, hvor et forsøg med selvkørende
enheder ønskes udført.
Det fremgår også, at transportministeren ikke er forpligtet
til at følge vejmyndighedens bemærkninger, men vejmyn-
dighedens bemærkninger skal indgå i den endelige vurde-
ring af, om tilladelse skal gives, og i givet fald på hvilke
vilkår.
Det fremgår derudover, at hvis en ansøger af tilladelse til
forsøg med selvkørende enheder ønsker at udføre et forsøg
på et privatejet område, hvor færdselsloven finder anvendel-
se, og ansøgeren ikke samtidig er ejer af det pågældende
område, er det i forbindelse med indsendelse af ansøgning
om tilladelse til forsøg påkrævet, at ansøgeren fremsender et
samtykke fra den pågældende private vejejer.
Ifølge vejlovens § 80 (Lovbekendtgørelse nr. 435 af 24.
april 2024 om offentlige veje), kan det offentlige vejareal
med vejmyndighedens tilladelse anvendes til 1) varig eller
midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, mate-
rialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater,
skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af køretøjer
med henblik på salg eller udlejning, jf. dog §§ 80 a og 80
b, eller 3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med repara-
tion, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign., når dette
sker som led i erhvervsmæssig virksomhed.
Efter færdselslovens § 92, kan vejmyndigheden træffe
færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens ud-
nyttelse eller indretning, bl.a. bestemmelser om parkering
og standsning, etablering af fodgængerfelter og forbud mod
visse færdselsarter, herunder med henblik på etablering af
gågader.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at
en tilladelse kan tilbagekaldes, hvis vilkårene i tilladelsen
ikke overholdes eller hvis forudsætningerne for tilladelsen
ændrer sig.
Rammerne for forsøgsordningen er udmøntet i bekendtgø-
relse nr. 941 af 19. maj 2021 om forsøg med selvkørende
enheder, jf. i færdselslovens § 68, stk. 1, 1. pkt., § 82, stk. 4,
§ 84, stk. 1, § 85, stk. 1, § 92 m, stk. 4, stk. 5, 3. og 4. pkt.,
og stk. 6 og 7, § 92 p, § 118, stk. 13, 1. pkt., og § 134 a, stk.
2, i færdselsloven og § 3, stk. 1, i bekendtgørelsen om Færd-
selsstyrelsens opgaver, beføjelser og klageadgang, udmøntet
i bekendtgørelse nr. 941 af 19. maj 2021 om forsøg med
selvkørende enheder. Kompetencen til at meddele tilladelse
til forsøg med selvkørende enheder og til at føre tilsyn med
meddelte tilladelser m.v. i bekendtgørelsen om forsøg med
selvkørende enheder er med hjemmel i § 3, stk. 1, i bekendt-
gørelse nr. 373 af 9. april 2024 om Færdselsstyrelsens opga-
ver, beføjelser samt klageadgang, jf. færdselslovens § 134 a,
stk. 1, delegeret til Færdselsstyrelsen, der har den tekniske
fagkundskab inden for køretøjsteknik.
Det foreslås, at der i § 92 m, efter stk. 2, indsættes et nyt
stk. 3, 1. pkt., hvorefter den kommunale vejmyndighed kan
udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test
af selvkørende enheder i et testegnet miljø.
Den foreslåede ændring vil medføre, at den kommunale
vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzo-
ner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet
miljø. Hermed får kommunen beføjelse til at anvende en
præcist afgrænset del af kommunens arealer til, at robotvirk-
somheder kan teste selvkørende enheder, uden at enhederne
udfører driftsmæssige opgaver. Testzonen kan således alene
anvendes til at udvikle enheden, herunder særligt enhedens
egenskaber i forhold til interaktion med andre færdselsar-
ter. Det forudsættes også herved, at en sådan testzone place-
res i et område, hvor den øvrige trafik er egnet til interaktion
med selvkørende enheder.
Det kan være relevant, at vejmyndigheden i forbindelse
med udpegningen af testzonen har forholdt sig til spørgsmå-
let om færdselssikkerhedsmæssige foranstaltninger og om
nødvendigt truffet beslutning om at benytte nogle af de red-
skaber, der er hjemmel til at træffe beslutning om i færdsels-
lovens § 92. Der vil skulle være tale om foranstaltninger, der
er nødvendige som følge af udpegningen af testzonen. Alt
efter de fysiske rammer og de test af selvkørende enheder,
der forventes at blive gennemført inden for testzonen, kan
der godt i det konkrete tilfælde være tale om meget små
sikkerhedsforanstaltninger, eller at der slet ikke er behov
for nye sikkerhedsforanstaltninger. Vejmyndigheden bør dog
forholde sig til spørgsmålet og eventuelt træffe beslutninger
om foranstaltninger efter § 92.
Da det foreslås, at udpegningen af en testzone ikke skal
godkendes af Færdselsstyrelsen, vil en vurdering af om
vejmyndigheden har forholdt sig til spørgsmålet om sikker-
hedsforanstaltninger i mange tilfælde ske i forbindelse med
ansøgninger om tilladelse til konkrete test af selvkørende
enheder inden for den udpegede testzone. Hvis Færdselssty-
relsen ved behandlingen af en sådan konkret ansøgning vur-
derer, at den ansøgte enhed ikke kan opereres i testzonen
forsvarligt, når der ikke er truffet beslutning om tilstrække-
lige sikkerhedsforanstaltninger, kan Færdselsstyrelsen gå i
dialog med pågældende vejmyndighed om spørgsmålet om
sikkerhedsforanstaltninger i området. I sidste ende må Færd-
selsstyrelsen meddele afslag på den konkrete ansøgning
om tilladelse til test af selvkørende enheder, hvis fraværet
af tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger gør, at gennem-
førslen af forsøget ikke vurderes færdselssikkerhedsmæssigt
forsvarligt.
Det foreslås endvidere, at der indsættes et § 92 m, stk.
3, 2. pkt., hvorefter vejmyndigheden skal give transportmi-
32
nisteren besked om udpegningen af en testzone og offentlig-
gøre udpegningen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at vejmyndighe-
den skal give transportministeren besked om udpegningen
af en testzone samt offentliggøre udpegningen af testzo-
nen. Der foreslås ikke fastsat specifikke krav til offentliggø-
relsen af udpegningen af testzonen. Det vil følge den meto-
de, den pågældende kommune sædvanligvis benytter til at
offentliggøre den type af beslutninger. Det må dog antages,
at beslutningen som minimum skal fremgå af kommunens
hjemmeside. Det forudsættes, at vejmyndigheden revurderer
udpegningen af testzonen, hvis der sker væsentlige ændrin-
ger af området.
Udpegning af testzoner efter § 92 m, stk. 3, vil ikke være
omfattet af vejlovens § 80. Idet der er tale om en forsøgsord-
ning, vurderes det ikke at være relevant med en eventuel
permanent ændring af vejlovens § 80. Udpegningen af en
testzone vil selvsagt skulle være i overensstemmelse med
øvrige tilladelser givet efter § 80 på samme areal.
Det foreslås også, at der indsættes et nyt § 92 m, stk. 4,
hvorefter transportministeren meddeler tilladelse til konkre-
te test af selvkørende enheder inden for en udpeget testzone.
Med den foreslåede bestemmelse kan transportministeren
give tilladelse til mere testlignende forsøg, der vil kunne
gennemføres i de testzoner, som det foreslås, at den kommu-
nale vejmyndighed kan udpege. Her vil der være tale om
såkaldte ”sandkasser”, hvor der kan gennemføres test med
selvkørende enheder, der har brug for en højere grad af
afprøvning blandt en grad af almindelig færdsel, der ikke er
en del af et organiseret forsøg, inden de vil være klar til et
mere driftslignende forsøg.
I disse test af selvkørende enheder vil der også skulle tag-
es nødvendige sikkerhedsmæssige forholdsregler, der passer
til den enkelte selvkørende enhed, der ønskes testet indenfor
et sådant område, og det vil være relevant for vejmyndighe-
den at benytte nogle af de redskaber, der er hjemmel til
at træffe beslutning om i færdselslovens § 92, i forbindel-
se med konkrete ansøgninger om test af selvkørende enhe-
der. Der vil selvsagt skulle være tale om foranstaltninger,
der har tilknytning til den konkrete test af selvkørende enhe-
der, og ved test af selvkørende enheder inden for en testzone
vil der være en større mulighed for at afprøve enhedernes
tekniske funktioner og samspillet med den færdsel, enheder-
ne møder, som led i at udvikle enheden til at kunne løse
driftslignende opgaver.
Alt efter de fysiske rammer og de konkrete ansøgninger
om tilladelse til test af selvkørende enheder, kan der godt i
det konkrete tilfælde være tale om meget små sikkerhedsfor-
anstaltninger, eller at der slet ikke er behov for nye færdsels-
sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Men vejmyndigheden
bør i alle tilfælde forholde sig til spørgsmålet om eventuelt
behov for f.eks. foranstaltninger efter § 92.
Hvis Færdselsstyrelsen ved behandlingen af en konkret
ansøgning om test vurderer, at der ikke er truffet beslutning
om tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, kan Færdsels-
styrelsen opfordre den pågældende vejmyndighed til at for-
holde sig til spørgsmålet om sikkerhedsforanstaltninger eller
eventuelt meddele afslag på den konkrete ansøgning om til-
ladelse til test med en begrundelse om, at fraværet af f.eks.
sikkerhedsforanstaltninger efter færdselslovens § 92 konkret
indebærer, at gennemførslen af testen ikke er færdselssikker-
hedsmæssigt forsvarligt.
For fortsat at sikre, at test af nye teknologier og nye selv-
kørende enheder udføres færdselssikkerhedsmæssigt for-
svarligt, og uden at det skaber unødig utryghed for øvrige
trafikantgrupper, forslås det, at der fortsat vil være tale om
en forsøgsordning, hvor selve testen af en selvkørende en-
hed inden for den udpegede testzone kræver en konkret
tilladelse fra transportministeren. Her vil der fortsat ske en
nøje vurdering af de nødvendige færdselssikkerhedsmæssige
forhold i forbindelse med testen.
Færdselsstyrelsen, der foreslås at varetage administratio-
nen af ordningen, vil ved denne type af godkendelser, som
hovedregel ikke tage stilling til det geografiske område,
som testen forsøges gennemført i, da vejmyndigheden ved
udpegning af testzonen allerede har taget stilling til det geo-
grafiske område og områdets egnethed som testzone. Færd-
selsstyrelsen vil stadig vurdere den selvkørende enhed, der
ønskes testet i den konkrete ansøgning, og vurdere de over-
ordnede færdselssikkerhedsmæssige forhold ved den ønske-
de test.
Ved disse test af selvkørende enheder inden for en testzo-
ne vil det også være relevant, at vejmyndigheden træffer
beslutning om eventuelle nødvendige sikkerhedsforanstalt-
ninger, afmærkning m.v., jf. færdselslovens § 92. Der vil
skulle være tale om foranstaltninger, der er medført af de
konkrete test af selvkørende enheder.
Det foreslås i den foreslåede § 92 m, stk. 4, 2. pkt., videre-
ført fra den gældende forsøgsordning, at transportministeren
skal underrette politiet om meddelte tilladelser forud for
testens igangsættelse.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at transportmi-
nisteren forud for testens igangsættelse vil skulle underrette
det stedlige politi om den tilladte test. Politiet vil hermed
blive bekendt med den forestående test.
Derudover foreslås det, at der indsættes et § 92 m, stk. 5,
hvorefter transportministeren ved meddelelse af tilladelse til
forsøg med eller test af selvkørende enheder, kan fastsætte
vilkår om monitorering, varighed, opfølgning m.v.
Det vil være op til en vurdering af det konkrete forsøg
at bestemme, hvilke vilkår der vil være relevante i det enkel-
te forsøg. Denne vurdering vil have en tæt sammenhæng
med de sikkerhedsforanstaltninger, der er planlagt for forsø-
get. Man kan dog ikke forestille sig et forsøg, hvor der ikke
vil blive stillet nogen vilkår. Selv i de forsøg, der som ud-
gangspunkt udgør en meget lille færdselssikkerhedsmæssig
risiko, vil alene forsøgselementet medføre vilkår om f.eks.
varighed og opfølgning m.v.
Det foreslås, at der i § 92 m, indsættes et stk. 6, hvorefter
transportministeren til konkrete forsøg med selvkørende en-
heder kan dispensere fra kravet om, at enheden skal være
emissionsfri, jf. § 92 l.
33
Det vil fortsat være en del af den grundlæggende defini-
tion af en selvkørende enhed, at der er tale om emissionsfri
køretøjer, men den foreslåede ændring vil medføre, at det
krav vil kunne fraviges i konkrete tilfælde. Der vil være
tale om en konkret vurdering, hvor det vil skulle indgå, om
det vurderes, at den konkrete enhed bruger mindre energi
end en traditionel maskine, der ellers ville blive anvendt, så
der stadig er en energimæssig besparelse, selvom der ikke
anvendes en helt emissionsfri enhed.
Det forventes, at den konkrete kompetence til at træffe
afgørelser efter denne undtagelse vil ligge hos Færdselssty-
relsen, der står for den generelle administration af forsøgs-
ordningen.
Det foreslås, at der i § 92 m, indsættes et stk. 7, hvorefter
transportministeren til enhver tid kan tilbagekalde en tilla-
delse til forsøg eller test med den virkning, at forsøget eller
testen umiddelbart skal bringes til ophør.
Det foreslåede vil medføre, at der skabes udtrykkelig
hjemmel til, at der som en del af forsøgsordningen kan ske
tilbagekaldelse af en tilladelse i nødvendige tilfælde.
Tilbagekaldelse af en tilladelse vil bl.a. kunne ske med
baggrund i hændelser med betydning for færdselssikkerhe-
den, eller hvis der af andre grunde opstår tvivl om, hvorvidt
forsøget eller testen fortsat kan gennemføres færdselssikker-
hedsmæssigt forsvarligt. Det vil bero på transportministe-
rens skøn, om den opståede tvivl om forsøgets færdselssik-
kerhedsmæssige forsvarlighed har en sådan karakter, at tilla-
delsen skal tilbagekaldes.
Bestemmelsen vil medføre, at en tilladelse til forsøg med
eller test af selvkørende enheder kan tilbagekaldes, hvis den
selvkørende enhed anvendes til et andet formål end det,
der er givet tilladelse til. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis
en selvkørende enhed anvendes til ulovlig dataindsamling i
form af f.eks. billeder eller video, eller hvis en selvkørende
enhed anvendes til transport af ulovligt gods. Det kan også
være tilfældet, hvis et forsøg eller en test med selvkørende
enheder viser sig at være til fare for færdselssikkerheden,
eller hvis en tilladelsesindehaver nægter at udlevere doku-
mentation og oplysninger, som anmodet om i forbindelse
med transportministerens udførelse af tilsyn i medfør af §
92 n, stk. 1 og 2, hvis der er skabt tilstrækkelig tvivl om
de færdselssikkerhedsmæssige aspekter af det pågældende
forsøg med selvkørende enheder.
Kompetencen til at meddele tilladelse til forsøg med selv-
kørende enheder og til at føre tilsyn med meddelte tilla-
delser m.v., er delegeret til Færdselsstyrelsen, der har den
tekniske fagkundskab inden for køretøjsteknik, og det vil i
praksis være Færdselsstyrelsen, der vil træffe afgørelse om
tilbagekaldelse af en tilladelse til forsøg med eller test af
selvkørende enheder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 og 2.2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 18
Det følger af § 92 m, stk. 3, 1. pkt., at forsøg med selv-
kørende enheder alene må foretages af erhvervsdrivende,
forsknings- og undervisningsinstitutter og offentlige myn-
digheder. Privatpersoner kan derved ikke udføre forsøg med
selvkørende enheder. Efter stk. 3, 2. pkt., må selvkørende
enheder ikke anvendes til personbefordring.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lov-
forslaget, der indførte forsøgsordningen, jf. Folketingstiden-
de 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 7, er denne
begrænsning af, hvem der kan få tilladelse til at foretage
forsøg med selvkørende enheder indsat for at sikre, at der
sker en gradvis introduktion af de selvkørende enheder på
færdselslovens område.
Det følger af bestemmelsens bemærkninger, jf. Folke-
tingstidende 2020-21, tillæg A, L 37 som fremsat, side 21,
at forsøgene skal udføres som led i erhvervsudøvelse, forsk-
ningsvirksomhed eller myndighedsudøvelse. Det vil dermed
ikke være muligt for privatpersoner at opnå tilladelse til for-
søg med selvkørende enheder. Det fremgår, at med begrebet
offentlige myndigheder menes i øvrigt myndigheder, der i
henhold til offentlighedsloven betragtes som myndigheder
inden for den offentlige forvaltning.
Det foreslås, at 1. pkt. i § 92 m, stk. 3, der bliver stk.
8, affattes således, at tilladelse til forsøg med eller test
af selvkørende enheder kan meddeles til erhvervsdrivende,
forsknings- og undervisningsinstitutter, foreninger, organi-
sationer, offentlige myndigheder, selskaber og institutioner
samt selvejende og private institutioner.
Det foreslåede vil åbne for, at flere typer af aktører vil
kunne udføre forsøg med selvkørende enheder, enten i form
af forsøg med selvkørende enheder eller i form af test af
selvkørende enheder inden for en udpeget testzone, så selv-
kørende enheder kan bruges i større dele af samfundet.
Privatpersoner vil med denne udvidelse af bestemmelsen
fortsat ikke kunne udføre forsøg med eller test af selvkøren-
de enheder. Med denne fortsatte begrænsning sikres det, at
der fortsat vil ske en gradvis introduktion af de selvkørende
enheder på færdselslovens område.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forsøg med
selvkørende enheder og test af selvkørende enheder inden
for en udpeget testzone kan udføres af erhvervsdrivende,
forsknings- og undervisningsinstitutter, foreninger, organi-
sationer, offentlige myndigheder, selskaber og institutioner
samt selvejende og private institutioner.
Denne udvidelse af kredsen af ansøgere tager sigte på,
at alle private og selvejende institutioner såsom uddannel-
sesinstitutioner, plejehjem, daginstitutioner, fonde m.v., der
ønsker at anvende selvkørende enheder på færdselslovens
område, vil få mulighed for at ansøge om tilladelse her-
til. Herudover foreslås det, at foreninger og organisationer
vil kunne ansøge om forsøg med selvkørende enheder. Det
kan f.eks. være sports- og idrætsforeninger, bolig- og ejer-
foreninger og andre organisationer og forbund. Den foreslå-
ede ændring tager også sigte på, at f.eks. DSB, Sund &
Bælt Holding A/S eller andre offentlige selskaber skal kun-
ne bruge ordningen og muligheden for at bruge selvkørende
enheder. Det forudsættes stadig, at forsøgene eller testene
34
udføres, som led i udøvelsen af det pågældende erhverv eller
virke.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 19
Efter færdselslovens § 92 m, stk. 4, kan transportministe-
ren fastsætte nærmere regler om forsøg med selvkørende
enheder, herunder om selvkørende enheders hastighed, pla-
cering på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af
gods og identifikationsnummer og om krav til ansøgning om
tilladelse til forsøg.
Det foreslås, at i § 92 m, stk. 4, der bliver stk. 9, ændres
»forsøg med selvkørende enheder« til »forsøg med og test
af selvkørende enheder«, og »tilladelse til forsøg« ændres til
»tilladelse til forsøg eller test«.
Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåe-
de ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, sondres mellem for-
søg med selvkørende enheder og test af selvkørende enhe-
der. Det er hensigten, at transportministerens bemyndigelse
til at fastsætte nærmere regler skal gælde både for forsøg
med selvkørende enheder og for test af selvkørende enheder,
der foretages inden for vejmyndighedens udpegede testzo-
ner.
Den foreslåede ændring vil medføre, at transportministe-
rens bemyndigelse gælder både forsøg med selvkørende en-
heder og test af selvkørende enheder.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 17, og pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger.
Til nr. 20
Efter færdselslovens § 92 m, stk. 5, forudsætter tilladelse
til forsøg med selvkørende enheder, at en fysisk person
kan overtage kontrollen af enheden, når dette anvises af
den selvkørende enheds tekniske indretning, eller når den
fysiske person vurderer, at der er behov herfor. Den fysiske
person skal overholde reglerne om spirituskørsel og kørsel
under påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom
m.v. i §§ 53 og 54. Transportministeren kan efter forhand-
ling med justitsministeren fastsætte, at § 55, stk. 1 og 2, og
bestemmelser fastsat i medfør af § 55, stk. 4, 1. pkt., finder
anvendelse i forhold til den fysiske person. Transportmini-
steren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte,
at § 77, stk. 1, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til selvkø-
rende enheder og den fysiske person.
Det foreslås, at i § 92 m, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 10,
1. pkt., ændres »forsøg med selvkørende enheder« ændres til
»forsøg med eller test af selvkørende enheder«.
Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåe-
de ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, sondres mellem for-
søg med selvkørende enheder og test af selvkørende enhe-
der. Den foreslåede ændring vil medføre, at betingelsen om,
at en fysisk person kan overtage kontrollen af en selvkøren-
de enhed, når dette anvises af den selvkørende enheds tekni-
ske indretning, eller når den fysiske person vurderer, at der
er behov herfor, vil gælde for både forsøg med selvkørende
enheder og for test af selvkørende enheder, der foretages
inden for vejmyndighedens udpegede testzoner.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 17, og pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærk-
ninger.
Til nr. 21
Efter Færdselslovens § 92 m, stk. 4, kan transportministe-
ren fastsætte nærmere regler om forsøg med selvkørende
enheder, herunder om selvkørende enheders hastighed, pla-
cering på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af
gods og identifikationsnummer og om krav til ansøgning om
tilladelse til forsøg.
Efter § 92 m, stk. 6, kan transportministeren også fastsætte
regler vedrørende den fysiske person, der kan overtage kon-
trollen af den selvkørende enhed, herunder bestemmelser
om alderskrav, krav til kompetencer og krav til den fysiske
persons placering m.v.
Efter § 92 m, stk. 7, kan transportministeren ved fastsæt-
telse af regler i medfør af stk. 4 og 6, fravige bestemmelser-
ne i færdselslovens kapitel 2-5 og 10 og § 70, jf. dog stk. 5.
Det foreslås, at i § 92 m, stk. 7, der bliver stk. 12, ændres
»stk. 4 og 6« til »stk. 9 og 11«, og »stk. 5« ændres til »stk.
10«.
Ændringen er en konsekvens af, at der med den foreslåede
ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, indsættes 5 nye stykker,
hvorefter § 92 m, stk. 3-7 herefter bliver stk. 8-12.
Til nr. 22
Efter færdselslovens § 92 m, stk. 1, 1. pkt., må kørsel med
en selvkørende enhed på færdselslovens anvendelsesområde
alene finde sted, hvis transportministeren har meddelt tilla-
delse hertil.
Det foreslås, at indsætte et nyt § 92 m, stk. 13, hvorefter
transportministeren kan fastsætte regler om, at forsøg med
eller test af selvkørende enheder med nærmere definerede
egenskaber vedrørende f.eks. størrelse, hastighed og anven-
delsesområde kan gennemføres uden en forudgående tilla-
delse.
Ændringen vil medføre, at transportministeren kan beslut-
te, at der ikke skal søges om tilladelse til at anvende visse
specifikke typer af selvkørende enheder under forsøgsord-
ningen. Det kan være relevant, hvis der opstår en situation,
hvor nogle typer af selvkørende enheder, vurderes at være
færdselssikkerhedsmæssigt uproblematiske køre med. Det
kunne f.eks. være små enheder med meget lav hastighed, der
ikke krydser stier eller veje, eller enheder med andre lignede
karakteristika.
Forsøgsordningen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 941
af 19 maj 2021 om forsøg med selvkørende enheder. En
fremtidig beslutning om, at en særlig type af selvkørende
enheder, skal kunne køre under forsøgsordningen uden en
35
forudgående tilladelse, vil kunne udmøntes i bekendtgørel-
sen.
Der henvises til pkt. 2.2.1.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 23
Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportmi-
nisteren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Efter
færdselslovens § 92 n, stk. 1, fører transportministeren tilsyn
med forsøg med selvkørende enheder, der gennemføres i
henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.
Det foreslås, at i § 92 n, stk. 1, ændres »forsøg med
selvkørende enheder« til »forsøg med og test af selvkørende
enheder«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til »§ 92 m, stk. 2 og
4«.
Ændringen skal ses i lyset af, at det med den foreslåede
ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyn-
dighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til
brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og
at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af
selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der
skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enhe-
der og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en
udpeget testzone. Bestemmelsen vil medføre, at transport-
ministeren fører tilsyn med både forsøg med selvkørende
enheder og tilladelse til test af selvkørende enheder inden
for en udpeget testzone meddelt efter denne forsøgsordning.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Til nr. 24
Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportmi-
nisteren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Efter
færdselslovens § 92 n, stk. 1, fører transportministeren tilsyn
med forsøg med selvkørende enheder, der gennemføres i
henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.
Efter § 92 o, stk. 1, kan transportministeren fastsætte reg-
ler om betaling af gebyr for behandling af ansøgning om og
udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkørende enheder
og for udførelse af tilsyn, jf. § 92 m, stk. 2, og § 92 n, stk. 1.
Det foreslås, at i § 92 o, stk. 1, ændres »forsøg med
selvkørende enheder« ændres til »forsøg med eller test af
selvkørende enheder«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til »§ 92
m, stk. 2 og 4«.
Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede
ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyn-
dighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til
brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og
at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af
selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der
skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enhe-
der og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en
udpeget testzone. Bestemmelsen vil medføre, at transport-
ministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for be-
handling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til både
forsøg med og test af selvkørende enheder og for udførelse
af tilsyn med begge typer af tilladelser.
Bekendtgørelse nr. 557 af 28. maj 2024 om gebyrer og
afgifter på Færdselsstyrelsens område indeholder i dag nær-
mere bestemmelser om Færdselsstyrelsens opkrævning af
gebyr i forbindelse med behandling af ansøgninger om og
tilsyn med forsøg med selvkørende enheder.
Ved den nærmere udmøntning af den ændrede forsøgsord-
ning på baggrund af dette lovforslag, forventes det, at der på
bekendtgørelsesniveau vil blive medtaget bestemmelser om
kommunernes mulighed for at opkræve gebyr fra ansøger
for udgifter i forbindelse med behandling af ansøgninger og
ved opgaver i forbindelse med tilsyn. Kommunerne vil kun
kunne få dækket omkostningerne i forbindelse med sagsbe-
handlingen og må ikke oppebære et overskud på ordningen.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 og 2.2.1.2 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 25
Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportmi-
nisteren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Efter
færdselslovens § 92 n, stk. 1, fører transportministeren tilsyn
med forsøg med selvkørende enheder, der gennemføres i
henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.
Efter § 92 o, stk. 2, kan transportministeren fastsætte reg-
ler om, at ansøgeren og tilladelsesindehaveren skal afholde
udgifter til sagkyndig bistand, der er indhentet ved behand-
ling af en ansøgning om tilladelse til forsøg, jf. § 92 m, stk.
2, og ved udførelse af tilsyn, jf. § 92 n, stk. 1.
Det foreslås, at i § 92 o, stk. 2, ændres »tilladelse til
forsøg« til »tilladelse til forsøg eller test«, og »§ 92 m, stk.
2« ændres til »§ 92 m, stk. 2 og 4«.
Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede
ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyn-
dighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til
brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og
at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af
selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der
skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enhe-
der og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en
udpeget testzone. Bestemmelsen vil medføre, at transport-
ministeren kan fastsætte regler om, at ansøgeren og tilladel-
sesindehaveren skal afholde udgifter til sagkyndig bistand,
der er indhentet ved behandling af en ansøgning, ved både
forsøg med og test af selvkørende enheder.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Til nr. 26
Efter færdselslovens § 92 m, stk. 2, meddeler transportmi-
nisteren tilladelse til forsøg med selvkørende enheder. Efter
færdselslovens § 92 n, stk. 1, fører transportministeren tilsyn
36
med forsøg med selvkørende enheder, der gennemføres i
henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.
Efter § 92 o, stk. 3, kan udgifter, der påføres det offent-
lige efter forsøg, der gennemføres efter tilladelse meddelt
i henhold til § 92 m, stk. 2, pålægges tilladelsesindehave-
ren. Transportministeren kan pålægge ansøgeren at stille sik-
kerhed for sådanne udgifter.
Det foreslås, at i § 92 o, stk. 3, 1. pkt., ændres »forsøg« til
»forsøg eller test«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til »§ 92 m,
stk. 2 eller 4«.
Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede
ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyn-
dighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til
brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og
at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af
selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der
skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enhe-
der og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en
udpeget testzone. Bestemmelsen vil medføre, at udgifter, der
påføres det offentlige efter forsøg eller test, der gennemføres
efter tilladelse meddelt i henhold til § 92 m, stk. 2 eller
4, kan pålægges tilladelsesindehaveren, og at det vil være
muligt at pålægge ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne
udgifter.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Til nr. 27
Efter Færdselslovens § 92 m, stk. 4, kan transportministe-
ren fastsætte nærmere regler om forsøg med selvkørende
enheder, herunder om selvkørende enheders hastighed, pla-
cering på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring, fragt af
gods og identifikationsnummer og om krav til ansøgning om
tilladelse til forsøg.
Efter § 92 m, stk. 6, kan transportministeren også fastsætte
regler vedrørende den fysiske person, der kan overtage kon-
trollen af den selvkørende enhed, herunder bestemmelser
om alderskrav, krav til kompetencer og krav til den fysiske
persons placering m.v.
Efter § 92 m, stk. 7, kan transportministeren ved fastsæt-
telse af regler i medfør af stk. 4 og 6, fravige bestemmelser-
ne i færdselslovens kapitel 2-5 og 10 og § 70, jf. dog stk. 5.
Det følger af § 92 p, at ved fastsættelse af regler om for-
søg efter § 92 m, stk. 7, 9 og 10, fastsætter transportministe-
ren efter forhandling med justitsministeren regler om straf,
herunder regler om ansvarssubjekt for overtrædelse af færd-
selslovens regler og regler udstedt i medfør heraf. Trans-
portministeren kan i den forbindelse efter forhandling med
justitsministeren fravige kapitel 17.
Det foreslås, at i § 92 p, 1. pkt., ændres »regler om for-
søg« til »regler om forsøg eller test«, og »stk. 4, 6 og 7«
ændres til: »stk. 9, 11 og 12«.
Ændringen skal ses i lyset af, at der med den foreslåede
ændring i § 1, nr. 17, foreslås, at den kommunale vejmyn-
dighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til
brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø, og
at transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af
selvkørende enheder inden for den udpegede testzone. Der
skal således sondres mellem forsøg med selvkørende enhe-
der og test af selvkørende enheder, der udføres inden for en
udpeget testzone.
Ændringen er derudover en konsekvens af, at der med den
foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, indsættes fem
nye stykker, hvorefter § 92 m, stk. 3-7, herefter bliver stk.
8-12.
Bestemmelsen vil medføre, at transportministeren ved
fastsættelse af regler om forsøg eller test efter § 92 m,
stk. 9, 11 og 12, efter forhandling med justitsministeren
fastsætter regler om straf, herunder regler om ansvarssubjekt
for overtrædelse af færdselslovens regler og regler udstedt i
medfør heraf. Transportministeren vil i den forbindelse efter
forhandling med justitsministeren kunne fravige kapitel 17.
Formålet med ændringen er således, at test af selvkørende
enheder skal være omfattet af bemyndigelsesbestemmelsen,
ligesom forsøg med selvkørende enheder, der er omfattet
i dag. Ændringen indebærer ikke, at der vil blive fastsat
ændrede regler om straf for overtrædelse af færdselslovens
regler og regler udstedt i medfør heraf.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 17, og til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Ifølge færdselslovens § 143 gælder loven ikke for Færøer-
ne og Grønland, og loven indeholder ikke en anordningsbe-
stemmelse om, at lovens regler kan sættes i kraft for Færø-
erne og Grønland. Nærværende lovforslag om ændring af
færdselsloven indeholder derfor ikke en anordningsbestem-
melse om, at lovforslagets regler kan sættes i kraft for Fær-
øerne og Grønland, og af den grund er der ikke indsat en
territorialbestemmelse i lovforslaget.
37
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af
26. november 2024, foretages følgende ændringer:
§ 82. ---
Stk. 2-9. ---
1. I § 82 indsættes som stk. 10:
»Stk. 10. Transportministeren kan fastsætte regler
om, at dokumenter og oplysninger om en virksom-
heds udpegede sikkerhedsrådgivere for vejtransport
af farligt gods i medfør af stk. 5 skal indsendes ved
anvendelse af den digitale løsning, som ministeren
stiller til rådighed.«
§ 92 g. ---
Stk. 2. Forsøg efter stk. 1 skal gennemføres på
bestemte vejstrækninger og kan afgrænses til be-
stemte tidspunkter. Forsøg skal altid gennemføres
færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
2. I § 92 g, stk. 2, 1. pkt., ændres »på bestemte
vejstrækninger« til: »i bestemte områder«.
Stk. 3 og 4. ---
Stk. 5. Transportministeren fastsætter nærmere
bestemmelser om forsøg med kørsel med selvkø-
rende motorkøretøjer. Transportministeren kan i
denne forbindelse fravige bestemmelserne i kapi-
tel 2, 4, 5, 9-11 og 13 a, jf. dog stk. 3.
3. § 92 g, stk. 5, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 5. Transportministeren fastsætter regler for
forsøg med kørsel med selvkørende motorkøretø-
jer. Transportministeren kan fastsætte nærmere reg-
ler for de enkelte forsøg. Transportministeren kan i
forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. og 2.
pkt. fravige bestemmelserne i kapitel 2, 4, 5, 9-11
og 13 a, jf. dog stk. 3.
Stk. 6. Lov om trafikselskaber finder ikke anven-
delse på forsøg med selvkørende motorkøretøjer, jf.
dog regler fastsat i medfør af stk. 7.
Stk. 7. Transportministeren kan, i forbindelse med
fastsættelse af regler efter stk. 5, fastsætte regler
om, at lov om trafikselskaber finder anvendelse på
forsøg med selvkørende motorkøretøjer, hvis det
vurderes, at et forsøg har karakter af offentlig ser-
vicetrafik.
Stk. 8. Transportministeren skal i forbindelse med
fastsættelse af regler om forsøg efter stk. 5 og efter
38
forhandling med justitsministeren fastsætte regler
om straf, herunder bestemmelser om ansvarssub-
jekt, for overtrædelse af denne lovs regler. Trans-
portministeren kan i den forbindelse efter forhand-
ling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18.
Stk. 9. Transportministeren kan i forbindelse med
fastsættelse af regler om straf efter stk. 8 efter
forhandling med justitsministeren bestemme, at en
tilladelsesindehaver kan pålægges bødeansvar, selv
om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågælden-
de som forsætlig eller uagtsom. Tilsvarende gælder
en juridisk person, der er tilladelsesindehaver, selv
om der inden for dens virksomhed ikke er begået
en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til
den juridiske person knyttede personer eller den
juridiske person som sådan.«
§ 92 h. Transportministeren meddeler efter høring
af vejmyndigheden og politiet tilladelse til forsøg
i henhold til regler fastsat i medfør af § 92 g, stk.
5. Transportministeren fastlægger nærmere vilkår
for de enkelte forsøg. Tilladelse kan først medde-
les, efter at sagen har været forelagt et af Folketin-
get nedsat udvalg.
4. § 92 h, stk. 1, 3. pkt., ophæves.
Stk. 2. Tilladelse til forsøg efter stk. 1 meddeles
for en periode på op til 2 år. Tilladelsen kan forny-
es af transportministeren efter høring af vejmyn-
digheden og politiet.
5. § 92 h, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til forsøg efter
stk. 1 indsendes til transportministeren ledsaget af
en nærmere beskrivelse af forsøget.«
Stk. 3. ---
Stk. 4. Ansøgning om tilladelse til forsøg efter
stk. 1 indsendes til Transportministeriet ledsaget
af en nærmere beskrivelse af forsøget. Ansøgnin-
gen skal indeholde en beskrivelse af de motorkø-
retøjer, der indgår i forsøget, en detaljeret plan
for gennemførelsen af forsøget, herunder hvilke
niveauer af automatisering der er tale om, de vej-
strækninger, forsøget ønskes gennemført på, og de
trafikale og vejrmæssige forhold, hvori forsøget
forventes at blive gennemført, og en beskrivelse
af forsøgets organisering. Ansøgningen skal end-
videre indeholde en gennemarbejdet plan for ind-
samling, registrering, systematisering, opbevaring,
brug, videregivelse, samkøring og sletning af data,
der genereres i forbindelse med kørslen.
6. § 92 h, stk. 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.
39
Stk. 5. Ansøgning om tilladelse efter stk. 4 ved-
lægges en vurdering fra en godkendt assessor om
konsekvenserne for færdselssikkerheden ved gen-
nemførelse af forsøget.
7. I § 92 h, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 4«
til: »stk. 2«.
Stk. 6. Transportministeren kan fastsætte regler
om godkendelse af assessorer, jf. stk. 5, herunder
om assessorers uafhængighed og kompetence, og
om tilsyn med godkendte assessorer. Transportmi-
nisteren kan endvidere fastsætte regler om tavs-
hedspligt for assessorer, assessorers ansvarsforsik-
ring og krav til assessorers underleverandører.
8. I § 92 h, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt.,
ændres »stk. 5« til: »stk. 4«.
9. I § 92 h, stk. 6, der bliver stk. 5, indsættes som 3.
og 4. pkt.:
»Transportministeren kan fastsætte nærmere reg-
ler om de forhold, som assessoren skal vurdere
efter stk. 4. Endvidere kan transportministeren fast-
sætte regler om, at en assessorvurdering helt eller
delvist kan genanvendes, såfremt ansøgeren søger
om tilladelse til et nyt forsøg i et nyt område med
samme type køretøj, ligesom transportministeren
kan fastsætte regler om lempeligere vilkår for as-
sessorvurderingen for FN- eller EU-typegodkendte
køretøjer og køretøjer, hvor der er en sikkerheds-
chauffør i køretøjet.«
Stk. 7. Transportministeren kan fastsætte nærme-
re regler om krav til ansøgningen om tilladelse til
forsøg, jf. stk. 4, herunder om, hvilken dokumen-
tation der skal vedlægges ansøgningen.
10. I § 92 h, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres »stk. 4«
til: »stk. 2«.
§ 92 i. --- 11. I § 92 i indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler
om betaling af gebyr for behandling af ansøgning
om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selv-
kørende motorkøretøjer, jf. § 92 h, stk. 1.«
§ 92 j. Transportministeren kan i forbindelse med
fastsættelse af regler efter § 92 g, stk. 5, efter
høring af trafikselskabet fastsætte, at lov om tra-
fikselskaber ikke finder anvendelse på forsøget.
12. §§ 92 j og 92 k ophæves.
§ 92 k. Ved fastsættelse af bestemmelser om for-
søg efter § 92 g, stk. 5, fastsætter transportmini-
steren efter forhandling med justitsministeren reg-
ler om straf, herunder bestemmelser om ansvars-
subjekt for overtrædelser af færdselslovens reg-
ler. Transportministeren kan i den forbindelse efter
forhandling med justitsministeren fravige kapitel
17 og 18.
40
Stk. 2. Transportministeren kan i forbindelse
med fastsættelse af regler om straf efter stk. 1 ef-
ter forhandling med justitsministeren bestemme, at
en tilladelsesindehaver kan pålægges bødeansvar,
selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den på-
gældende som forsætlig eller uagtsom. Tilsvaren-
de gælder en juridisk person, der er tilladelsesind-
ehaver, selv om der inden for dens virksomhed
ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes
en eller flere til den juridiske person knyttede per-
soner eller den juridiske person som sådan.
§ 92 l. Ved en selvkørende enhed forstås et fører-
løst emissionsfrit køretøj, der kører med lav has-
tighed på hjul, bælter el.lign., og som er teknisk
indrettet således, at en fysisk person kan overtage
kontrollen af køretøjet.
13. I § 92 l, indsættes efter »emissionsfrit køretøj,«:
»jf. dog § 92 m, stk. 6,«.
§ 92 m. Kørsel med en selvkørende enhed på
denne lovs anvendelsesområde, jf. § 1, må alene
finde sted, hvis transportministeren har meddelt
tilladelse hertil. Der kan alene meddeles tilladelse
til kørsel med selvkørende enheder på strækninger
og i områder, som i begrænset omfang anvendes
til almindelig færdsel af en eller flere færdselsar-
ter.
14. § 92 m, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Der kan meddeles tilladelse til forsøg med el-
ler test af selvkørende enheder efter en vurdering
af de nødvendige færdselssikkerhedsmæssige for-
hold, herunder de tekniske og sikkerhedsmæssige
egenskaber for den enhed, der ønskes anvendt i
forsøget eller testen, omfanget og karakteren af
færdslen og fremkommeligheden på den strækning
eller i det område, hvor forsøget eller testen ønskes
gennemført, samt eventuelt planlagt afmærkning,
afspærring eller øvrige sikkerhedsforanstaltninger i
forbindelse med forsøget eller testen.«
Stk. 2. Transportministeren meddeler efter hø-
ring af vejmyndigheden tilladelse til forsøg med
selvkørende enheder, jf. stk. 1. Transportministe-
ren skal underrette politiet om meddelte tilladelser
forud for forsøgets igangsættelse.
15. I § 92 m, stk. 2, 1. pkt., udgår »efter høring af
vejmyndigheden« og », jf. stk. 1«.
16. I § 92 m, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»Transportministeren skal inden meddelelsen af
en tilladelse påse, at vejmyndigheden er blevet hørt
om det pågældende forsøg.«
17. I § 92 m indsættes efter stk. 2 som nye stykker:
»Stk. 3. Den kommunale vejmyndighed kan udpe-
ge områder i kommunen som testzoner til brug for
test af selvkørende enheder i et testegnet miljø. Vej-
myndigheden skal give transportministeren besked
om udpegningen af en testzone og offentliggøre
udpegningen.
41
Stk. 4. Transportministeren meddeler tilladelse til
konkrete test af selvkørende enheder inden for en
udpeget testzone. Transportministeren skal under-
rette politiet om meddelte tilladelser forud for te-
stens igangsættelse.
Stk. 5. Transportministeren kan ved meddelelse af
tilladelse til forsøg eller test af selvkørende enheder
fastsætte vilkår om monitorering, varighed, opfølg-
ning m.v.
Stk. 6. Transportministeren kan til konkrete for-
søg med selvkørende enheder dispensere fra kravet
om, at enheden skal være emissionsfri, jf. § 92 l.
Stk. 7. Transportministeren kan til enhver tid til-
bagekalde en tilladelse til forsøg eller test med den
virkning, at forsøget eller testen umiddelbart skal
bringes til ophør.«
Stk. 3-7 bliver herefter stk. 8-12.
Stk. 3. Forsøg med selvkørende enheder må
alene foretages af erhvervsdrivende, forsknings-
og undervisningsinstitutter og offentlige myndig-
heder. Selvkørende enheder må ikke anvendes til
personbefordring.
18. § 92 m, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt.,
affattes således:
»Tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende
enheder kan meddeles til erhvervsdrivende, forsk-
nings- og undervisningsinstitutter, foreninger, orga-
nisationer, offentlige myndigheder, selskaber og
institutioner, samt selvejende og private institutio-
ner.«
Stk. 4. Transportministeren kan fastsætte nærme-
re regler om forsøg med selvkørende enheder, her-
under om selvkørende enheders hastighed, place-
ring på vej, brug af signaler og tegn, lygteføring,
fragt af gods og identifikationsnummer og om
krav til ansøgning om tilladelse til forsøg.
19. I § 92 m, stk. 4, der bliver stk. 9, ændres »for-
søg med selvkørende enheder« til: »forsøg med og
test af selvkørende enheder«, og »tilladelse til for-
søg« ændres til: »tilladelse til forsøg eller test«.
Stk. 5. Tilladelse til forsøg med selvkørende en-
heder forudsætter, at en fysisk person kan overtage
kontrollen af enheden, når dette anvises af den
selvkørende enheds tekniske indretning, eller når
den fysiske person vurderer, at der er behov her-
for. Den fysiske person skal overholde reglerne
om spirituskørsel og kørsel under påvirkning af
bevidsthedspåvirkende stoffer, sygdom m.v. i §§
53 og 54. Transportministeren kan efter forhand-
ling med justitsministeren fastsætte, at § 55, stk.
1 og 2, og bestemmelser fastsat i medfør af §
55, stk. 4, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til
den fysiske person. Transportministeren kan efter
20. I § 92 m, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1.
pkt., ændres »forsøg med selvkørende enheder« til:
»forsøg med eller test af selvkørende enheder«.
42
forhandling med justitsministeren fastsætte, at §
77,stk. 1, 1. pkt., finder anvendelse i forhold til
selvkørende enheder og den fysiske person.
Stk. 6. ----
Stk. 7. Transportministeren kan ved fastsættelse
af regler i medfør af stk. 4 og 6 fravige bestem-
melserne i kapitel 2-5 og 10 og § 70, jf. dog stk. 5.
21. I § 92 m, stk. 7, der bliver stk. 12, ændres »stk.
4 og 6« til: »stk. 9 og 11«, og »stk. 5« ændres til:
»stk. 10«.
22. I § 92 m indsættes som stk. 13:
»Stk. 13. Transportministeren kan fastsætte regler
om, at forsøg med eller test af selvkørende enhe-
der med nærmere definerede egenskaber vedrøren-
de f.eks. størrelse, hastighed og anvendelsesområde
kan gennemføres uden en forudgående tilladelse.«
§ 92 n. Transportministeren fører tilsyn med for-
søg med selvkørende enheder, der gennemføres i
henhold til tilladelse efter § 92 m, stk. 2.
Stk. 2. ------
23. I § 92 n, stk. 1, ændres »forsøg med selvkøren-
de enheder« til: »forsøg med og test af selvkørende
enheder«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til: »§ 92 m,
stk. 2 eller 4«.
§ 92 o. Transportministeren kan fastsætte regler
om betaling af gebyr for behandling af ansøgning
om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selv-
kørende enheder og for udførelse af tilsyn, jf. § 92
m, stk. 2, og § 92 n, stk. 1.
24. I § 92 o, stk. 1, ændres »forsøg med selvkøren-
de enheder« til: »forsøg med eller test af selvkøren-
de enheder«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til: »§ 92
m, stk. 2 og 4«.
Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler
om, at ansøgeren og tilladelsesindehaveren skal
afholde udgifter til sagkyndig bistand, der er ind-
hentet ved behandling af en ansøgning om tilladel-
se til forsøg, jf. § 92 m, stk. 2, og ved udførelse af
tilsyn, jf. § 92 n, stk. 1.
25. I § 92 o, stk. 2, ændres: »tilladelse til forsøg«
til: »tilladelse til forsøg eller test«, og »§ 92 m, stk.
2« ændres til: »§ 92 m, stk. 2 og 4«.
Stk. 3. Udgifter, der påføres det offentlige efter
forsøg, der gennemføres efter tilladelse meddelt i
henhold til § 92 m, stk. 2, kan pålægges tilladel-
sesindehaveren. Transportministeren kan pålægge
ansøgeren at stille sikkerhed for sådanne udgifter.
26. I § 92 o, stk. 3, 1. pkt., ændres: »forsøg« til:
»forsøg eller test«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til:
»§ 92 m, stk. 2 og 4«.
§ 92 p. Ved fastsættelse af regler om forsøg efter
§ 92 m, stk. 4, 6 og 7, fastsætter transportministe-
ren efter forhandling med justitsministeren regler
om straf, herunder regler om ansvarssubjekt for
overtrædelse af færdselslovens regler og regler ud-
stedt i medfør heraf. Transportministeren kan i den
27. I § 92 p, 1. pkt., ændres: »regler om forsøg« til:
»regler om forsøg eller test«, og »stk. 4, 6 og 7« til:
»stk. 9, 11 og 12«.
43
forbindelse efter forhandling med justitsministeren
fravige kapitel 17.
44