Fremsat den 26. februar 2025 af erhvervsministeren (Morten Bødskov)

Fremsat den 26. februar 2025 af erhvervsministeren (Morten Bødskov)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om markedsføring, lov om forbrugeraftaler og
forbrugerklageloven1)
(Gennemførelse af direktiv om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling og effektivisering af det offentlige
forbrugerklagesystem)
Erhvervsministeriet
§ 1
I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 1420 af
2. december 2024, som ændret ved § 7 i lov nr. 1669 af 30.
december 2024, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 7,«:
»som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv
2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af
forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre be-
skyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning,
EU-Tidende, L af 6. marts 2024,«.
2. I § 2 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
»4) Varer: Løsøregenstande, herunder varer med digitale
elementer, og vand, gas og elektricitet, der udbydes til
salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde.«
Nr. 4-17 bliver herefter nr. 5-18.
3. I § 2 indsættes som nr. 19-27:
»19) Miljøanprisning: Ethvert budskab eller enhver frem-
stilling, som ikke er obligatorisk i henhold til EU-ret-
ten eller national ret, uanset form, herunder tekst,
billeder, grafisk eller symbolsk fremstilling, såsom
mærker, mærkenavne, firmanavne eller produktnavne,
der bruges i en kommerciel kommunikation, og som
angiver eller indikerer, at et produkt, en produktkate-
gori, et mærke eller en erhvervsdrivende har en posi-
tiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre
miljøbelastende end andre produkter, produktkategori-
er, mærker eller erhvervsdrivende eller har forbedret
sin indvirkning på miljøet over tid.
20) Generisk miljøanprisning: Enhver miljøanprisning,
der fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, herun-
der via audiovisuelle medier, og som ikke er indeholdt
i et bæredygtighedsmærke, og hvor specifikationen af
anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form
på samme medium.
21) Bæredygtighedsmærke: Ethvert frivilligt tillidsmærke,
kvalitetsmærke eller tilsvarende, enten offentligt eller
privat, der har til formål at fremhæve og promovere
et produkt, en proces eller en virksomhed under hen-
visning til deres miljømæssige eller sociale karakteri-
stika eller begge, og omfatter ikke nogen obligatorisk
mærkning krævet i henhold til EU-retten eller national
ret.
22) Certificeringsordning: En tredjepartsverifikationsord-
ning, der certificerer, at et produkt, en proces eller en
virksomhed opfylder visse krav, giver mulighed for at
anvende et tilhørende bæredygtighedsmærke, og hvis
vilkår, herunder ordningens krav, er offentligt tilgæn-
gelige og opfylder følgende betingelser:
a) Ordningen er på gennemsigtige, retfærdige og ik-
kediskriminerende vilkår åben for alle erhvervs-
drivende, der er villige og i stand til at opfylde
ordningens krav.
b) Ordningens krav udarbejdes af ordningens ejer i
samråd med relevante eksperter og interessenter.
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv
2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og
gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts 2024.
Lovforslag nr. L 147 Folketinget 2024-25
Erhvervsmin.,
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, j.nr. 24/06393
CQ003135
c) Ordningen fastsætter procedurer for håndtering af
manglende overholdelse af ordningens krav og in-
deholder bestemmelser om tilbagetrækning eller
suspension af den erhvervsdrivendes ret til anven-
delse af det tilhørende bæredygtighedsmærke i til-
fælde af manglende overholdelse af ordningens
krav.
d) Overvågningen af den erhvervsdrivendes overhol-
delse af ordningens krav er underlagt en objektiv
procedure og udføres af en tredjepart, hvis kom-
petence og uafhængighed af både ordningens ejer
og den erhvervsdrivende er baseret på internatio-
nale standarder og procedurer, EU-standarder og
-procedurer eller nationale standarder og procedu-
rer.
23) Anerkendte fremragende miljøpræstationer: Miljø-
præstationer, der er i overensstemmelse med Europa-
Parlamentets og Rådets forordning om EU-miljømær-
ket, eller med nationale eller regionale EN ISO 14024
type I-miljømærkeordninger, der er officielt anerkendt
i medlemsstaterne, eller de bedste miljøpræstationer i
overensstemmelse med anden gældende EU-ret.
24) Holdbarhed: Evne til at bevare sine påkrævede funkti-
oner og ydeevne ved normal brug.
25) Softwareopdatering: En opdatering, herunder en sik-
kerhedsopdatering, som er nødvendig for, at varer
med digitale elementer, digitalt indhold og digitale
tjenester forbliver mangelfri efter købelovens mangel-
sregler, eller en opdatering vedrørende funktionalite-
ter.
26) Forbrugskomponent: Enhver komponent i en vare, der
opbruges igen og igen og skal udskiftes eller genop-
fyldes for, at varen kan fungere efter hensigten.
27) Funktionalitet: Evne til at udføre sine påkrævede
funktioner og ydeevne ved normal brug.«
4. § 5, stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) de væsentligste egenskaber ved produktet, herunder
i hvilket omfang produktet står til rådighed, produk-
tets fordele, risici, udførelse, sammensætning, miljø-
mæssige eller sociale karakteristika, tilbehør, cirkulari-
tetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder
eller genanvendelighed, eftersalgsservice og klagebe-
handling, metode og tidspunkt for fremstilling eller
ydelse, levering, produktets hensigtsmæssighed, anven-
delse, mængde, specifikationer, geografiske eller han-
delsmæssige oprindelse eller de resultater, som kan for-
ventes opnået ved brugen, eller resultaterne af og de
vigtigste elementer ved afprøvning eller kontrol foreta-
get af produktet,«
5. I § 5, stk. 2, nr. 10, ændres »forretningskendetegn, eller«
til: »forretningskendetegn,«.
6. I § 5, stk. 2, nr. 11, ændres »objektive faktorer.« til:
»objektive faktorer,«.
7. I § 5, stk. 2, indsættes som nr. 12 og 13:
»12) fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende frem-
tidige miljøpræstationer uden klare, objektive, offent-
ligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser fastsat
i en detaljeret og realistisk gennemførelsesplan, der
omfatter målbare og tidsbestemte mål og andre rele-
vante elementer, der er nødvendige for at støtte dens
gennemførelse, såsom tildeling af ressourcer, og som
regelmæssigt kontrolleres af en uafhængig tredjepart-
sekspert, hvis konklusioner gøres tilgængelige for for-
brugerne, eller
13) reklamere med fordele for forbrugerne, som er irrele-
vante og ikke følger af noget element ved produktet
eller virksomheden.«
8. Efter § 6 b indsættes før overskriften før § 7:
Ȥ 6 c. Leverer en erhvervsdrivende en tjeneste, der sam-
menligner produkter og giver forbrugeren oplysninger om
miljømæssige eller sociale karakteristika eller om cirkula-
ritetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder el-
ler genanvendelighed, for så vidt angår produkterne eller
leverandørerne af disse produkter, betragtes oplysninger om
sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter, le-
verandørerne af disse produkter samt de foranstaltninger, der
er indført til at holde de pågældende oplysninger ajour, som
væsentlige oplysninger.«
9. I § 16, stk. 1, ændres »nr. 13« til: »nr. 14«.
10. I bilag 1 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»2 a) Den erhvervsdrivende fremviser et bæredygtigheds-
mærke, som ikke er baseret på en certificeringsord-
ning eller ikke er etableret af offentlige myndighe-
der.«
11. I bilag 1 indsættes efter nr. 4 som nye numre:
»4 a) Den erhvervsdrivende fremsætter en generisk miljø-
anprisning, selvom den erhvervsdrivende ikke kan
påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer,
der er relevante for anprisningen.
4 b) Den erhvervsdrivende fremsætter en miljøanprisning
vedrørende hele produktet eller den erhvervsdriven-
des virksomhed som helhed, når den kun vedrører et
bestemt aspekt af produktet eller en specifik aktivitet
i den erhvervsdrivendes virksomhed.
4 c) Den erhvervsdrivende hævder på basis af kompensa-
tion for drivhusgasemissioner, at et produkt har en
neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet
med hensyn til drivhusgasemissioner.«
12. I bilag 1 indsættes efter nr. 10 som nyt nummer:
»10 a) Krav, der som følge af retsregler gælder for alle
produkter inden for den relevante produktkategori
på EU-markedet, præsenteres som et særligt ele-
ment ved den erhvervsdrivendes tilbud.«
13. I bilag 1 indsættes efter nr. 23 c før overskriften før nr.
24 som nye numre:
2
»23 d) Den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger for
forbrugeren om, at en softwareopdatering vil have
en negativ indvirkning på funktionen af varer med
digitale elementer eller brugen af digitalt indhold
eller digitale tjenester.
23 e) En softwareopdatering præsenteres som nødvendig,
når den kun tjener til at forbedre elementer ved
funktionaliteterne.
23 f) Enhver kommerciel kommunikation vedrørende en
vare, der indeholder et element, som er indført for
at begrænse dens holdbarhed, selvom den erhvervs-
drivende har adgang til oplysninger om elementet
og dets indvirkning på varens holdbarhed.
23 g) Den erhvervsdrivende hævder i modstrid med sand-
heden, at en vare under normale anvendelsesbetin-
gelser har en bestemt holdbarhed målt i brugstid
eller intensitet.
23 h) Den erhvervsdrivende angiver, at en vare kan repa-
reres, når dette ikke er tilfældet.
23 i) Den erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren til at
udskifte eller genopfylde en vares forbrugskompo-
nenter tidligere, end det er nødvendigt af tekniske
årsager.
23 j) Den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger
om forringelse af en vares funktionalitet, når der
anvendes forbrugskomponenter, reservedele eller
tilbehør, som den oprindelige producent ikke har
leveret, eller hævder i modstrid med sandheden, at
en sådan forringelse vil ske.«
Justitsministeriet
§ 2
I lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler,
som ændret ved § 160 i lov nr. 652 af 8. juni 2017, § 44 i lov
nr. 1666 af 26. december 2017 og § 1 i lov nr. 2158 af 27.
november 2021, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 7,«: »og
ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825
af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle
i den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod uri-
melig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af
6. marts 2024,«.
2. I § 3 indsættes som nr. 19-23:
»19) Handelsmæssig garanti for holdbarhed: Enhver han-
delsmæssig garanti, som producenten har påtaget sig
over for forbrugeren om salgsgenstandens holdbarhed
i en bestemt periode, ud over sin retlige forpligtelse,
hvor producenten er direkte ansvarlig over for forbru-
geren i hele perioden for den handelsmæssige garanti
for holdbarhed for så vidt angår afhjælpning eller om-
levering af salgsgenstanden i overensstemmelse med
købelovens mangelsregler, når salgsgenstandens hold-
barhed ikke opretholdes.
20) Holdbarhed: Evne til at bevare sine påkrævede funkti-
oner og ydeevne ved normal brug.
21) Producent: Den, der har fremstillet salgsgenstanden,
indført den i Den Europæiske Union eller fremstår
som producent ved at have forsynet salgsgenstanden
med sit navn, mærke eller andet kendetegn.
22) Score for reparationsmulighed: En score, der udtryk-
ker en salgsgenstands mulighed for at kunne repare-
res, baseret på harmoniserede krav, der er fastlagt på
EU-plan.
23) Softwareopdatering: En gratis opdatering, herunder en
sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at salgs-
genstande med digitale elementer, digitalt indhold og
digitale tjenester forbliver mangelfri efter købelovens
mangelsregler.«
3. I § 8, stk. 1, nr. 10, indsættes efter »levering,«: »herunder
om muligt miljøvenlige leveringsmuligheder,«.
4. I § 8, stk. 1, nr. 16, indsættes efter »anvendelse,«: »og
de væsentligste elementer ved mangelsreglerne, og oplys-
ningerne gives ved brug af regler fastsat i medfør af stk. 5,«.
5. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 16 som nye numre:
»17) hvor producenten tilbyder forbrugeren en handels-
mæssig garanti for holdbarhed, der dækker hele varen,
uden yderligere omkostninger og med en varighed
på mere end to år, og stiller disse oplysninger til rå-
dighed for den erhvervsdrivende, at den pågældende
vare drager fordel af en sådan garanti, dens varighed,
og oplysningerne gives ved brug af regler fastsat i
medfør af stk. 5,
18) for salgsgenstande med digitale elementer, for digitalt
indhold og for digitale tjenester, hvor producenten
eller udbyderen stiller oplysningerne til rådighed for
den erhvervsdrivende, den minimumsperiode, enten
angivet som en periode eller med henvisning til en
dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer
softwareopdateringer,«
Nr. 17-24 bliver herefter nr. 19-26.
6. I § 8, stk. 1, nr. 23, der bliver nr. 25, ændres »vidst, og«
til: »vidst,«.
7. I § 8, stk. 1, nr. 24, der bliver nr. 26, ændres »klage.« til:
»klage,«.
8. I § 8, stk. 1, indsættes som nr. 27 og 28:
»27) hvor det er relevant, varens score for reparationsmu-
lighed, og
28) såfremt nr. 27 ikke finder anvendelse, og forudsat at
producenten stiller oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende, tilgængeligheden af og de anslåe-
de omkostninger ved og proceduren for bestilling af
reservedele, der er nødvendige for at holde salgsgen-
standene mangelfri, om tilgængeligheden af reparati-
ons- og vedligeholdelsesvejledninger samt om repara-
tionsbegrænsninger.«
3
9. I § 8 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om op-
lysninger til forbrugerne efter stk. 1, nr. 16 og 17.«
10. I § 12, stk. 1, 2. pkt., ændres »19 og 20« til: »17, 21 og
22«.
11. I § 17, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »anvendelse,«: »og
de væsentligste elementer ved mangelsreglerne, og oplys-
ningerne gives ved brug af regler fastsat i medfør af stk. 3,«.
12. I § 17, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nye numre:
»6) hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæs-
sig garanti for holdbarhed, der dækker hele varen, uden
yderligere omkostninger og med en varighed på me-
re end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed
for den erhvervsdrivende, at den pågældende salgsgen-
stand drager fordel af en sådan garanti, dens varighed,
og oplysningerne gives ved brug af regler fastsat i med-
før af stk. 3,
7) hvor det er relevant, eksistensen af og betingelserne for
eftersalgsservice og handelsmæssige garantier,
8) for varer med digitale elementer, for digitalt indhold og
for digitale tjenester, hvor producenten eller udbyderen
stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdri-
vende, den minimumsperiode, enten angivet som en
periode eller med henvisning til en dato, i hvilken
producenten eller udbyderen leverer softwareopdaterin-
ger,«
Nr. 6-9 bliver herefter nr. 9-12.
13. I § 17, stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 11, ændres »elementer,
og« til: »elementer,«.
14. I § 17, stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 12, ændres »vidst.« til:
»vidst,«.
15. I § 17, stk. 1, indsættes som nr. 13 og 14:
»13) hvor det er relevant, varens score for reparationsmu-
lighed, og
14) såfremt nr. 13 ikke finder anvendelse, og forudsat at
producenten stiller oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende, tilgængeligheden af og de anslåe-
de omkostninger ved og proceduren for bestilling af
reservedele, der er nødvendige for at holde salgsgen-
standene mangelfri, om tilgængeligheden af reparati-
ons- og vedligeholdelsesvejledninger samt om repara-
tionsbegrænsninger.«
16. I § 17 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om op-
lysninger til forbrugerne efter stk. 1, nr. 5 og 6.«
Erhvervsministeriet
§ 3
I forbrugerklageloven, lov nr. 524 af 29. april 2015, som
ændret ved § 6 i lov nr. 640 af 11. juni 2024, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 6 indsættes:
»§ 6 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan kan bemyn-
dige sit sekretariat til at træffe afgørelser efter § 16, stk. 1 og
2.«
2. § 11 affattes således:
»§ 11. Konstaterer Nævnenes Hus på baggrund af media-
tionen, at muligheden for at nå frem til en mindelig løsning
ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at behandlin-
gen af klagen afsluttes, jf. dog § 18, stk. 1.
Stk. 2. Forbrugeren skal samtidig med underretning om
sagens afslutning orienteres om muligheden for at indbringe
klagen for Forbrugerklagenævnet efter § 19, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Nævnenes Hus kan ved afslutning af klager efter
stk. 1, træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbrin-
ge klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for
åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i kla-
gen.«
3. I § 12, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Klagen afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en
frist, som er fastsat af Nævnenes Hus.«
4. I § 13, stk. 1, § 20, stk. 2, og § 39, stk. 2, ændres »Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsens« til: »Nævnenes Hus’«.
5. Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:
»Sambehandling af klager
§ 16 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Næv-
nenes Hus kan bestemme, at flere ensartede, verserende kla-
ger mellem samme eller forskellige parter skal behandles i
forbindelse med hinanden.«
6. I § 20, stk. 1, nr. 1, udgår »og«.
7. I § 20, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om at afskære
klageadgangen efter § 11, stk. 3, og«
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.
8. I § 20, stk. 2, ændres »nr. 2« til: »nr. 3«.
9. I § 20 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere
ensartede, verserende klager, mellem samme eller forskelli-
ge parter, skal behandles i forbindelse med hinanden.«
10. I § 27, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Betales gebyret ikke inden for en frist, som er fastsat af
Forbrugerklagenævnet, afvises klagen.«
4
11. Efter § 33 indsættes:
Ȥ 33 a. En anmodning fra forbrugeren om genoptagelse
af klagesagen skal være indgivet skriftligt til Forbrugerkla-
genævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan in-
den 30 dage fra modtagelsen af afgørelsen.
Stk. 2. Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat
tvistløsningsorgan kan se bort fra en overskridelse af fristen
i stk. 1, hvis der foreligger særlige forhold.«
12. Efter § 39 indsættes i kapitel 8:
»§ 39 a. Godkendte private tvistløsningsorganers opkræv-
ning og inddrivelse af fordringer for behandling af en kla-
gesag med tillæg af rente, gebyrer og andre omkostninger
skal ske efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.«
§ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 1 og 2 træder i kraft den 27. september 2026.
Stk. 3. § 3 finder ikke anvendelse på klager, der er ind-
bragt for Nævnenes Hus eller Forbrugerklagenævnet inden
lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gæl-
dende regler anvendelse.
5
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund
3. Lovforslagts hovedpunkter
3.1. Ændring af markedsføringsloven
3.1.1. Definitioner
3.1.1.1. Gældende ret
3.1.1.1.1. Varer
3.1.1.1.2. Holdbarhed
3.1.1.1.3. Softwareopdatering
3.1.1.1.4. Funktionalitet
3.1.1.2. ECGT-direktivet
3.1.1.2.1. Varer
3.1.1.2.2. Miljøanprisning
3.1.1.2.3. Generisk miljøanprisning
3.1.1.2.4. Bæredygtighedsmærke
3.1.1.2.5. Certificeringsordning
3.1.1.2.6. Anerkendte fremragende miljøpræstationer
3.1.1.2.7. Holdbarhed
3.1.1.2.8. Softwareopdatering
3.1.1.2.9. Forbrugskomponent
3.1.1.2.10 Funktionalitet
3.1.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.2. Vildldende handlinger og udeladelser
3.1.2.1. Gældende ret
3.1.2.2. ECGT-direktivet
3.1.2.2.1. Vildledende handlinger
3.1.2.2.2. Vildledende udeladelser
3.1.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.2.3.1. Vildledende handlinger
3.1.2.3.2. Vildledende udeladelser
3.1.3. Bilag 1 til markedsførignsloven
3.1.3.1. Gældende ret
3.1.3.2. ECGT-direktivet
3.1.3.2.1. Nr. 2a
3.1.3.2.2. Nr. 4a
3.1.3.2.3. Nr. 4b
3.1.3.2.4. Nr. 4c
3.1.3.2.5. Nr. 10a
3.1.3.2.6. Nr. 23d
3.1.3.2.7. Nr. 23e
6
3.1.3.2.8. Nr. 23f
3.1.3.2.9. Nr. 23g
3.1.3.2.10. Nr. 23h
3.1.3.2.11. Nr. 23i
3.1.3.2.12. Nr. 23j
3.1.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.3.3.1. Særligt om forholdet mellem markedsføringslovens bilag 1, nr. 4 a, og forbruger-
aftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10
3.2. Ændring af forbrugeraftaleloven
3.2.1. Definitioner
3.2.1.1. Gældende ret
3.2.1.1.1. Handelsmæssig garanti
3.2.1.1.2. Holdbarhed
3.2.1.1.3. Producent
3.2.1.1.4. Reparationsmulighed
3.2.1.1.5. Softwareopdatering
3.2.1.2. ECGT-direktivet
3.2.1.2.1. Handelsmæssig garanti for holdbarhed
3.2.1.2.2. Holdbarhed
3.2.1.2.3. Producent
3.2.1.2.4. Score for reparationsmulighed
3.2.1.2.5. Softwareopdatering
3.2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.2. Oplysningspligt
3.2.2.1. Gældende ret
3.2.2.1.1. Oplysningspligt for aftaler vedrørende varer og ikke finansielle tjenesteydelser
indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg
3.2.2.1.2. Oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
3.2.2.2. ECGT-direktivet
3.2.2.2.1. Oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forret-
ningssted
3.2.2.2.1.1. Formelle krav for aftaler om fjernsalg
3.2.2.2.2. Andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forret-
ningssted
3.2.2.2.3. Harmoniseret meddelelse og mærke
3.2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.2.3.1. Oplysningspligter ved aftaler uden for den erhvervsdrivendes forretningssted og
fjernsalgsaftaler
3.2.2.3.2. Andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden for fast forret-
ningssted
3.2.2.3.3. Harmoniseret meddelelse og mærke
3.3. Ændring af forbrugerklageloven
3.3.1. Adgang til at afskære klageadgangen til Forbrugerklagenævnet
3.3.1.1. Gældende ret
3.3.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.2. Afvisning af en klage ved forbrugerens manglende betaling af klagegebyr
3.3.2.1. Gældende ret
3.3.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.3. Sambehandling af ensartede klager
3.3.3.1. Gældende ret
7
3.3.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.4. Delegation af afgørelseskompetence til private tvistløsningsorganers sekretariater
3.3.4.1. Gældende ret
3.3.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.5. Frist for forbrugeres genoptagelsesanmodninger
3.3.5.1. Gældende ret
3.3.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.6. Godkendte private tvistløsningsorganers opkrævning og inddrivelse af fordringer
3.3.6.1. Gældende ret
3.3.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Med lovforslaget ønsker regeringen (SVM) at styrke forbru-
gerbeskyttelsen. Dette skal ske ved at sikre bedre forbruger-
oplysning om visse produkters holdbarhed og reparations-
muligheder, inden der indgås en aftale, samt styrke forbru-
gerbeskyttelsen mod vildledende handelspraksis i form af
f.eks. vildledende miljøanprisninger. Det skal endvidere ske
ved at sikre et fortsat velfungerende, tidssvarende og effek-
tivt forbrugerklagesystem, der kan håndtere de tvister, der
opstår mellem forbrugere og erhvervsdrivende i forbindelse
med forbrugernes køb af varer og tjenesteydelser. En hurtig
og effektiv løsning af sådanne tvister sikrer retssikkerhed,
forudsigelighed og stabilitet for både borgere og erhvervsliv.
Den grønne omstilling har høj prioritet for regeringen. Det
er vigtigt, at forbrugerne har pålidelige oplysninger om pro-
dukters miljøpåvirkning, ikke oplever vildledende miljøan-
prisninger og manglende gennemsigtighed og troværdighed
i forbindelse med bæredygtighedsmærker. Det er også vig-
tigt, at forbrugerne har tillid til de miljøoplysninger, der er
til rådighed, da det kan medvirke til, at forbrugerne aktivt
bidrager til den grønne omstilling. Såfremt forbrugerne ikke
har tillid til miljøanprisninger, kan det udgøre et problem
for de erhvervsdrivende, der reelt tilbyder mindre miljøbela-
stende produkter. Nogle erhvervsdrivende risikerer derudo-
ver unødigt høje overholdelsesomkostninger i det omfang,
medlemsstaterne indfører forskellige nationale løsninger.
Med lovforslaget tilføjes en række nye definitioner i mar-
kedsføringsloven, bl.a. en definition af miljøanprisning, bæ-
redygtighedsmærke og anerkendte fremragende miljøpræ-
stationer. Det foreslås derudover at tilføje nye former for
handelspraksis, der skal betragtes som vildledende, hvis de
foranlediger eller kan forventes at foranledige gennemsnits-
forbrugeren til at træffe en transaktionsbeslutning, denne
ellers ikke ville have truffet.
Det foreslås endvidere at udvide bilag 1 til markedsførings-
loven, som indeholder en liste over former for handels-
praksis, der under alle omstændigheder anses som urime-
lige. Udvidelsen vedrører bl.a. erhvervsdrivendes brug af
bæredygtighedsmærker, brug af generiske miljøanprisninger
og anprisninger vedrørende holdbarhed og reparation.
Med lovforslaget tilføjes yderligere en række nye definitio-
ner i forbrugeraftaleloven, bl.a. en definition af holdbarhed,
producent og reparationsmulighed. Det foreslås yderligere
at udvide oplysningspligten for erhvervsdrivende ved fjern-
salgsaftaler og andre aftaler end aftaler om fjernsalg til
forbrugerne ved at stille krav til, at den erhvervsdrivende
skal give oplysninger om handelsmæssig garanti for hold-
barhed, softwareopdateringer for salgsgenstande med digi-
talt indhold og reparationsmuligheder.
Forbrugerklageloven trådte i kraft den 1. oktober 2015. På
baggrund af samfundsudviklingen og de erfaringer, der er
gjort med reglerne siden 2015, foreslås det, at der foretages
mindre justeringer af forbrugerklagesystemet med henblik
på at understøtte et velfungerende, tidssvarende og effektivt
forbrugerklagesystem til gavn for såvel forbrugere som er-
hvervslivet.
Det foreslås bl.a., at klageadgang til Forbrugerklagenævnet
efter endt mediation begrænses, hvis det er åbenbart, at
forbrugeren ikke kan få medhold. Lovforslaget indeholder
endvidere forslag om mulighed for at sambehandle klager
samt at indsætte en frist for forbrugeres anmodninger om
genoptagelse.
8
2. Baggrund
Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring
af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styr-
kelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem
bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre
oplysning (herefter ECGT-direktivet). Direktivet skal være
gennemført i national lovgivning senest den 27. marts 2026,
og reglerne skal træde i kraft den 27. september 2026.
Ændringerne af både direktivet om urimelig handelspraksis
og direktivet om forbrugerrettigheder er udtryk for totalhar-
monisering. For at sikre en hensigtsmæssig og korrekt im-
plementering af direktivet, foreslås det at foretage en direk-
tivnær implementering heraf.
Forbrugerklageloven trådte i kraft den 1. oktober 2015. Lo-
ven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2013/11 af 21. maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i
forbindelse med tvister på forbrugerområdet og om ændring
af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2009/22/EF
(herefter direktiv om ATB på forbrugerområdet). Med for-
brugerklageloven blev det offentlige forbrugerklagesystem
opdelt i en obligatorisk mediationsfase og en efterfølgende
nævnsfase i Forbrugerklagenævnet. Det er alene mediations-
fasen, der er en implementering af direktivet, mens nævns-
fasen er en yderligere supplerende beskyttelse af danske
forbrugere.
Nævnenes Hus er den ansvarlige myndighed for mediations-
fasen og sekretariatsbetjener Forbrugerklagenævnet. Næv-
nenes Hus har gjort en række erfaringer med forbrugerkla-
geloven, bl.a. i lyset af reglernes betydning i praksis samt
samfundsudviklingen siden 2015. Erfaringerne viser, at det
vil være hensigtsmæssigt at foretage mindre ændringer af
forbrugerklagesystemet, bl.a. med henblik på at sikre, at
sagerne behandles hurtigt og effektivt under hensyn til for-
brugernes og de erhvervsdrivendes retssikkerhed, og at res-
sourcerne i såvel mediationsfasen som i nævnet kan anven-
des mest hensigtsmæssigt, herunder på de sager, hvor der
er opstået en reel juridisk tvist, som fordrer en vurdering af
parternes indbyrdes rettigheder og forpligtelser.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Ændring af markedsføringsloven
3.1.1. Definitioner
3.1.1.1. Gældende ret
Der findes i lov om markedsføring (herefter markedsfø-
ringsloven) en række definitioner af begreber, som har be-
tydning for lovens anvendelsesområde.
Markedsføringslovens § 2 er lovens definitionsbestemmel-
se og gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbru-
gerne på det indre marked og om ændring af Rådets direk-
tiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (herefter UCP-di-
rektivet) artikel 2.
Loven indeholder ikke en definition af varer, miljøanpris-
ning, generisk miljøanprisning, bæredygtighedsmærke, cer-
tificeringsordning, anerkendte fremragende miljøpræstatio-
ner, holdbarhed, softwareopdatering, forbrugskomponent og
funktionalitet. Visse af begreberne følger dog af anden
dansk lovgivning, herunder lov om forbrugeraftaler (herefter
forbrugeraftaleloven) og lov om køb (herefter købeloven).
I det følgende gennemgås de begreber, der er relevante for
de ændringer, som ECGT-direktivet foretager i UCP-direkti-
vet, og som er defineret i anden dansk lovgivning,
3.1.1.1.1. Varer
Begrebet ”varer” er ikke særskilt defineret i markedsførings-
loven.
Varer er derimod defineret i forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1,
som løsøregenstande, herunder varer med digitale elementer,
og vand, gas og elektricitet, der udbydes til salg i et afgræn-
set volumen eller en bestemt mængde.
Varer med digitale elementer omfatter tilfælde, hvor digitalt
indhold eller digitale tjenester er integreret i eller indbyrdes
forbundet med varerne på en sådan måde, at fraværet af
det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville forhindre
varerne i at opfylde deres funktion, jf. forbrugeraftalelovens
§ 3, nr. 11.
En tilsvarende definition findes i artikel 2, nr. 3, i Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv om forbrugerrettigheder,
om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse
af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 97/7/EF (herefter forbrugerrettighedsdirekti-
vet), som indeholder en henvisning til artikel 2, nr. 5, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af
20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af va-
rer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv
2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (heref-
ter varedirektivet).
3.1.1.1.2. Holdbarhed
Begrebet ”holdbarhed” er ikke særskilt defineret i markeds-
føringsloven.
Holdbarhed er derimod defineret i købelovens § 3 a, nr.
6, som evnen til at bevare sine påkrævede funktioner og
ydeevne ved normal brug. Udtrykket holdbarhed anvendes
i købeloven om henholdsvis objektive krav til salgsgenstan-
den og handelsmæssige garantier.
9
En tilsvarende definition findes i varedirektivets artikel 2,
nr. 13, som købelovens § 3 a gennemfører.
3.1.1.1.3. Softwareopdatering
Begrebet ”softwareopdatering” er ikke defineret i dansk ret.
Det bemærkes dog, at det af købelovens § 75 d fremgår,
at sælgeren ved aftaler, som angår digitalt indhold, digitale
tjenester eller varer med digitale elementer, skal sikre, at
køberen får besked og får leveret opdateringer, herunder
sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for at holde en
salgsgenstand fri for mangler i en given periode.
3.1.1.1.4. Funktionalitet
Begrebet ”funktionalitet” er ikke særskilt defineret i mar-
kedsføringsloven.
Funktionalitet er derimod defineret i købelovens § 3 a, nr.
5, som evnen til at udføre sine funktioner i betragtning af
formålet.
Udtrykket funktionalitet anvendes i købelovens § 75 b, nr.
1, og § 75 c, stk. 1, nr. 4, om henholdsvis subjektive og
objektive krav til salgsgenstanden.
En tilsvarende definition findes i varedirektivets artikel 2,
nr. 9, som købelovens § 3 a gennemfører.
3.1.1.2. ECGT-direktivet
ECGT-direktivet tilføjer en række nye definitioner i UCP-di-
rektivets artikel 2. Flere af definitionerne henviser til defini-
tioner i varedirektivet.
3.1.1.2.1. Varer
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets arti-
kel 2, litra ca, en definition af ”varer”. Definitionen henviser
til definitionen i varedirektivets artikel 2, nr. 5.
Derved defineres varer som enhver løsøregenstand, vand,
gas og elektricitet, når det udbydes til salg i et afgrænset vo-
lumen eller en bestemt mængde, og enhver løsøregenstand,
der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt ind-
hold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet
af dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste ville
forhindre varerne i at opfylde deres funktion.
3.1.1.2.2. Miljøanprisning
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets arti-
kel 2, litra o, en definition af ”miljøanprisning”. Dette defi-
neres som ethvert budskab eller enhver fremstilling, som
ikke er obligatorisk i henhold til EU-retten eller national ret
uanset form, herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk
fremstilling, såsom mærker, mærkenavne, firmanavne eller
produktnavne, der bruges i en kommerciel kommunikation,
og som angiver eller indikerer, at et produkt, en produktka-
tegori, et mærke eller en erhvervsdrivende har en positiv
eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbela-
stende end andre tilsvarende produkter, produktkategorier,
mærker eller erhvervsdrivende eller har forbedret sin ind-
virkning over tid.
3.1.1.2.3. Generisk miljøanprisning
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets ar-
tikel 2, litra p, en definition af ”generisk miljøanpris-
ning. Dette defineres som enhver miljøanprisning, der frem-
sættes i skriftlig eller mundtlig form, herunder via audiovi-
suelle medier, og som ikke er indeholdt i et bæredygtigheds-
mærke, og hvor specifikationen af anprisningen ikke gives
tydeligt og i fremhævet form på samme medium.
Det følger af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 9,
at eksempler på generiske miljøanprisninger omfatter ”mil-
jøvenlig”, ”økovenlig”, ”grøn”, ”naturven”, ”økologisk”,
”miljøkorrekt”, ”klimavenlig”, ”mild mod miljøet”, ”CO2-
venlig”, ”energieffektiv”, ”bionedbrydelig”, ”biobaseret” el-
ler lignende udsagn, der antyder eller giver indtryk af frem-
ragende miljøpræstationer.
3.1.1.2.4. Bæredygtighedsmærke
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets artikel
2, litra q, en definition af ”bæredygtighedsmærke”. Dette
defineres som ethvert frivilligt tillidsmærke, kvalitetsmærke
eller tilsvarende, enten offentligt eller privat, der har til for-
mål at fremhæve og promovere et produkt, en proces eller
en virksomhed under henvisning til deres miljømæssige el-
ler sociale karakteristika eller begge, og omfatter ikke nogen
obligatorisk mærkning krævet i henhold til EU-retten eller
national ret.
3.1.1.2.5. Certificeringsordning
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets arti-
kel 2, litra r, en definition af ”certificeringsordning”. Dette
defineres som en tredjepartsverifikationsordning, der certifi-
cerer, at et produkt, en proces eller en virksomhed opfylder
visse krav, giver mulighed for at anvende et tilhørende bære-
dygtighedsmærke, og hvis vilkår, herunder ordningens krav,
er offentligt tilgængelige og opfylder følgende betingelser: i)
ordningen er på gennemsigtige, retfærdige og ikkediskrimi-
nerende vilkår åben for alle erhvervsdrivende, der er villige
og i stand til at opfylde ordningens krav, ii) ordningens
krav udarbejdes af ordningens ejer i samråd med relevante
eksperter og interessenter, iii) ordningen fastsætter procedu-
rer for håndtering af manglende overholdelse af ordningens
krav og indeholder bestemmelser om tilbagetrækning eller
suspension af den erhvervsdrivendes ret til anvendelse af
det tilhørende bæredygtighedsmærke i tilfælde af manglende
overholdelse af ordningens krav, og iv) overvågningen af
den erhvervsdrivendes overholdelse af ordningens krav er
underlagt en objektiv procedure og udføres af en tredjepart,
hvis kompetence og uafhængighed af både ordningens ejer
og den erhvervsdrivende er baseret på internationale stan-
10
darder og procedurer, EU-standarder og -procedurer eller
nationale standarder og procedurer.
3.1.1.2.6. Anerkendte fremragende miljøpræstationer
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets artikel
2, litra s, en definition af ”anerkendte fremragende miljø-
præstationer”. Dette defineres som miljøpræstationer, der
er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 66/2010, eller med nationale eller regio-
nale EN ISO 14024 type I-miljømærkeordninger, der er offi-
cielt anerkendt i medlemsstaterne, eller de bedste miljøpræ-
stationer i overensstemmelse med anden gældende EU-ret.
Det fremgår af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr.
10, at anerkendte fremragende miljøpræstationer kan påvi-
ses ved at stemme overens med forordning (EF) nr. 66/2010
eller med officielt anerkendte EN ISO 14024-miljømærke-
ordninger i medlemsstaterne eller ved at svare til de bed-
ste miljøpræstationer for et specifikt miljømæssigt karakte-
ristika i overensstemmelse med anden gældende EU-ret sås-
om klasse A i overensstemmelse med Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2017/1369.
3.1.1.2.7. Holdbarhed
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets arti-
kel 2, litra t, en definition af ”holdbarhed”. Definitionen
henviser til definitionen i varedirektivets artikel 2, nr. 13.
Derved defineres holdbarhed som varers evne til at bevare
deres påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug.
3.1.1.2.8. Softwareopdatering
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets arti-
kel 2, litra u, en definition af ”softwareopdatering”. Dette
defineres som en opdatering, som er nødvendig for, at varer
med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester
bliver ved med at være i overensstemmelse som omhandlet
i direktiv om visse aspekter af aftaler om levering af digi-
talt indhold og digitale tjenester samt varedirektivet, herun-
der en sikkerhedsopdatering, eller en opdatering vedrørende
funktionaliteter.
3.1.1.2.9. Forbrugskomponent
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets arti-
kel 2, litra v, en definition af ”forbrugskomponent”. Dette
defineres som enhver komponent i en vare, der opbruges
igen og igen og skal udskiftes eller genopfyldes for, at varen
kan fungere efter hensigten.
3.1.1.2.10. Funktionalitet
Med ECGT-direktivet indsættes der i UCP-direktivets arti-
kel 2, litra w, en definition af ”funktionalitet”. Definitionen
henviser til definitionen i varedirektivets artikel 2, nr. 9.
Derved defineres en funktionalitet som varernes evne til at
udføre deres funktioner i betragtning af formålet hermed.
3.1.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
UCP-direktivets definitioner er væsentlige for direktivets
anvendelsesområde. ECGT-direktivet medfører, at der tilfø-
jes ovenstående nye definitioner til UCP-direktivet. For at
sikre en korrekt implementering af ECGT-direktivets æn-
dringer i UCP-direktivets artikel 2, som er totalharmonise-
ret, er det nødvendigt at indsætte tilsvarende definitioner i
markedsføringsloven.
På baggrund heraf foreslås det, at der i markedsføringslo-
vens § 2 indsættes ti nye definitioner, der svarer til de defi-
nitioner, som ECGT-direktivets artikel 1, stk. 1, indsætter i
UCP-direktivets artikel 2.
Der er foretaget mindre sproglige ændringer i forhold til
den danske sprogversion af ECGT-direktivet. Dette er for at
skabe bedre samspil med den eksisterende sprogbrug i mar-
kedsføringsloven, men har ingen indholdsmæssig betydning.
Erhvervsministeriet bemærker, at nogle af ECGT-direktivets
definitioner er affattet i overensstemmelse med og med hen-
visning til varedirektivet og direktivet om visse aspekter af
aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester,
som begge er implementeret i dansk ret i købeloven. Er-
hvervsministeriet foreslår derfor, at definitionerne så vidt
muligt affattes i overensstemmelse med tilsvarende definiti-
oner og relevante bestemmelser i købeloven.
Erhvervsministeriet foreslår, at begrebet ”varer” defineres
i overensstemmelse med den tilsvarende definition i forbru-
geraftalelovens § 3, nr. 1, som gennemfører Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november
2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og
2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og moder-
nisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse (herefter
moderniseringsdirektivet), som indeholder en henvisning til
varedirektivets artikel 2, nr. 3.
Erhvervsministeriet foreslår endvidere, at begreberne ”hold-
barhed” og ”funktionalitet” defineres i overensstemmelse
med de tilsvarende definitioner i købelovens § 3 a, stk. 1, nr.
5 og 6, som gennemfører varedirektivets artikel 2, nr. 9 og
13.
Endelig foreslår Erhvervsministeriet, at begrebet ”software-
opdatering” defineres som en opdatering, herunder en sik-
kerhedsopdatering, som er nødvendig for, at varer med digi-
tale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester forbliver
mangelfri efter købelovens mangelsregler, eller en opdate-
ring vedrørende funktionaliteter.
Det bemærkes, at definitionen af en softwareopdatering i
UCP-direktivets artikel 2, litra u, indeholder en henvisning
til varedirektivet og direktivet om visse aspekter af aftaler
11
om levering af digitalt indhold og digitale tjenester ved vur-
deringen af, hvornår varen er i overensstemmelse med afta-
len. Disse direktiver er implementeret i købeloven, hvor der
i §§ 75 a-77 b findes regler om, hvornår en salgsgenstand
med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester
er i overensstemmelse med aftalen og derved mangelfri.
Det er derfor Erhvervsministeriets vurdering, at en korrekt
implementering af begrebet forudsætter, at bestemmelsen
henviser til købelovens mangelsregler.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, samt bemærk-
ningerne hertil.
3.1.2. Vildledende handlinger og udeladelser
3.1.2.1. Gældende ret
Det følger af markedsføringslovens § 5, stk. 1, at en er-
hvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigtige
oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsmåde eller på
anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gen-
nemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte.
I markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 1-11, oplistes hvilke
elementer, der skal tages i betragtning ved vurderingen af,
om en handelspraksis er vildledende efter § 5, stk. 1. Listen
over forhold i nr. 1-11 er ikke udtømmende. Det følger af
markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 2, at vildledning efter
stk. 1 kan relatere sig til de væsentligste egenskaber ved et
produkt.
Det følger af markedsføringslovens § 6, stk. 1, at en er-
hvervsdrivendes handelspraksis ikke må vildlede ved at
udelade eller skjule væsentlige oplysninger eller præsentere
væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig
eller uhensigtsmæssig måde.
Markedsføringsloven indeholder dog ikke specifikke be-
stemmelser om fremsættelse af fremtidige miljøpræstationer,
reklamere med fordele for forbrugerne, som er irrelevante,
og erhvervsdrivende, der leverer en tjeneste, der sammenlig-
ner produkter og giver forbrugeren oplysninger om produk-
tets eller leverandørens miljømæssige eller sociale karakteri-
stika eller om cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, repa-
rationsmuligheder eller genanvendelighed.
Forbrugerombudsmanden udgav i 2011 vejledning om brug
af miljømæssige og etiske påstande m.v. (herefter 2011-vej-
ledning). Det fremgår af vejledningens afsnit 6.2, at mar-
kedsføring, der fremhæver, at et produkt ikke indeholder
bestanddele eller har egenskaber, som aldrig har kunnet hen-
føres til produktet eller produktkategorien, også vil kunne
være vildledende. Det samme gælder en markedsføring med
unødig information, som eventuelt kan skjule det væsentli-
ge budskab. Dette fremgår ligeledes af afsnit 2 i Forbruger-
ombudsmandens anbefalinger til virksomheders miljømar-
kedsføring, som blev offentliggjort i oktober 2024 (herefter
2024-anbefalinger).
Det fremgår endvidere af 2011-vejledningens afsnit 9.2, at
påstande om målsætninger normalt kun må bruges i mar-
kedsføringen, hvis den erhvervsdrivende har og fokuserer
på klare og konkrete handlingsplaner for at nå denne mål-
sætning. Handlingsplanerne skal være igangsat eller være
umiddelbart forestående, og de skal være målbare. Dette
fremgår ligeledes af afsnit 9 i 2024-anbefalingerne.
Det følger af Europa-Kommissionens vejledning til fortolk-
ning og anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2005/29/EF om virksomheders urimelige handelspraksis
over for forbrugerne på det indre marked (2021/C 526/1),
side 73, at UCP-direktivet ikke indeholder specifikke be-
stemmelser om miljøanprisninger. Det etablerer imidlertid
et retsgrundlag for at sikre, at erhvervsdrivende ikke præ-
senterer miljøanprisninger på måder, der er urimelige over
for forbrugerne. Det forbyder ikke anvendelsen af ”grønne
anprisninger”, så længe de ikke er urimelige.
3.1.2.2. ECGT-direktivet
3.1.2.2.1. Vildledende handlinger
I UCP-direktivets artikel 6 fastsættes regler om urimelig
handelspraksis, herunder vildledende handlinger.
Med ECGT-direktivets artikel 1, stk. 2, foretages visse æn-
dringer af gældende bestemmelser, og der tilføjes nye be-
stemmelser i UCP-direktivets artikel 6.
I UCP-direktivets artikel 6, stk. 1, litra b, tilføjes således ”
miljømæssige eller sociale karakteristika, tilbehør, cirkulari-
tetsaspekter såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller
genanvendelighed”.
Det følger hertil af ECGT-direktivets præambelbetragtning
nr. 3, at forbrugerne ikke bør vildledes om et produkts
miljømæssige eller sociale karakteristika eller cirkularitetsa-
spekter såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller gen-
anvendelighed gennem den generelle præsentation af et pro-
dukt. Oplysninger fra erhvervsdrivende om et produkts soci-
ale karakteristika gennem hele dets værdikæde kan f.eks.
vedrøre kvaliteten og rimeligheden af den involverede ar-
bejdsstyrkes arbejdsvilkår såsom passende lønninger, social
beskyttelse, sikkerheden på arbejdspladsen og social dia-
log. Sådanne oplysninger kan også vedrøre respekt for men-
neskerettigheder, ligebehandling og lige muligheder for alle,
herunder ligestilling mellem kønnene, inklusion og mang-
foldighed, bidrag til sociale initiativer eller etiske forpligtel-
ser såsom dyrevelfærd. Et produkts miljømæssige og sociale
karakteristika kan forstås bredt og omfatte et produkts miljø-
mæssige og sociale aspekter, påvirkning og præstationer.
Der indsættes i UCP-direktivets artikel 6, stk. 2, et nyt litra
d, hvorefter fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende
fremtidige miljøpræstationer uden klare, objektive, offentligt
tilgængelige og verificerbare forpligtelser fastsat i en detal-
jeret og realistisk gennemførelsesplan, der omfatter målbare
og tidsbestemte mål og andre relevante elementer, der er
12
nødvendige for at støtte dens gennemførelse, såsom tildeling
af ressourcer, og som regelmæssigt kontrolleres af en uaf-
hængig tredjepartsekspert, hvis konklusioner gøres tilgæn-
gelige for forbrugerne også betragtes som en vildledende
handelspraksis, hvis den i sin faktuelle sammenhæng, idet
der tages hensyn til alle elementer og betingelser, foranledi-
ger gennemsnitsforbrugeren, eller kan forventes at foranledi-
ge denne, til at træffe en transaktionsbeslutning, som han
ellers ikke ville have truffet.
Det følger af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 4,
at disse anprisninger er rimelige og troværdige, og derfor
bør sådanne anprisninger forbydes efter en vurdering fra
sag til sag, når de ikke understøttes af klare, objektive,
offentligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser og mål
fra den erhvervsdrivendes side, der er fastsat i en detaljeret
og realistisk gennemførelsesplan, der viser, hvordan disse
forpligtelser og mål vil blive nået, og hvori der afsættes
ressourcer med henblik herpå. Denne gennemførelsesplan
bør indeholde alle de relevante elementer, der er nødvendige
for at opfylde forpligtelserne, såsom budgetmidler og tekno-
logisk udvikling, hvor det er relevant og i overensstemmelse
med EU-retten. Sådanne anprisninger bør også verificeres
af en tredjepartsekspert, som bør være uafhængig af den
erhvervsdrivende, fri for interessekonflikt og med erfaring
og kompetence inden for miljøspørgsmål, og som bør være
i stand til regelmæssigt at overvåge den erhvervsdrivendes
fremskridt med hensyn til forpligtelserne og målene, herun-
der milepælene for at nå dem. Erhvervsdrivende bør sikre, at
tredjepartsekspertens regelmæssige konklusioner er tilgæn-
gelige for forbrugerne.
Der indsættes endvidere i UCP-direktivets artikel 6, stk.
2, et nyt litra e, hvorefter reklame for fordele for forbru-
gerne, som er irrelevante og ikke følger af noget element
ved produktet eller virksomheden, også betragtes som en
vildledende handelspraksis, hvis den i sin faktuelle sammen-
hæng, idet der tages hensyn til alle elementer og betingelser,
foranlediger gennemsnitsforbrugeren, eller kan forventes at
foranledige denne, til at træffe en transaktionsbeslutning,
som han ellers ikke ville have truffet.
Det følger af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 5,
at det ligeledes bør betragtes som en urimelig handelspraksis
at reklamere med fordele for forbrugerne, som er irrelevan-
te og ikke direkte forbundet med noget element ved dette
specifikke produkt eller denne specifikke virksomhed, og
som vil kunne vildlede forbrugerne til at tro, at de er mere
gavnlige for forbrugerne, miljøet eller samfundet end andre
produkter eller virksomheder af samme type, f.eks. ved at
hævde, at et bestemt mærke af flaskevand er glutenfrit, eller
at papirark ikke indeholder plast.
3.1.2.2.2. Vildledende udeladelser
I UCP-direktivets artikel 7 fastsættes regler om urime-
lig handelspraksis, herunder vildledende udeladelser. Med
ECGT-direktivets artikel 1, stk. 3, tilføjes en ny bestemmel-
se i UCP-direktivets artikel 7.
Der indsættes i UCP-direktivets artikel 7, et nyt stk. 7, hvor-
efter såfremt en erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der
sammenligner produkter og giver forbrugeren oplysninger
om miljømæssige eller sociale karakteristika eller om cir-
kularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder
eller genanvendelighed, for så vidt angår produkterne eller
leverandørerne af disse produkter, betragtes oplysninger om
sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter, le-
verandørerne af disse produkter samt de foranstaltninger, der
er indført til at holde de pågældende oplysninger ajour, som
væsentlige oplysninger.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge ECGT-direktivets
præambelbetragtning nr. 6 at sikre, at sammenligninger ik-
ke vildleder forbrugerne, og derfor bør det kræves, at er-
hvervsdrivende giver forbrugerne oplysninger om sammen-
ligningsmetoden, de sammenlignede produkter, leverandø-
rerne af disse produkter og foranstaltningerne til at holde
oplysningerne ajour. Dette bør sikre, at forbrugerne træffer
mere informerede transaktionsbeslutninger, når de baserer
sig på sådanne sammenligninger. Det bør sikres, at sådanne
sammenligninger er objektive, navnlig ved at sammenligne
produkter med samme funktion ved brug af en fælles meto-
de og fælles antagelser og ved at sammenligne væsentlige
og verificerbare elementer ved de produkter, der sammenlig-
nes.
3.1.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
3.1.2.3.1. Vildledende handlinger
Med ECGT-direktivets artikel 1, stk. 2, ændres visse dele
af UCP-direktivets artikel 6 om vildledende handlinger. Æn-
dringerne er udtryk for totalharmonisering og skal gennem-
føres i dansk lovgivning.
UCP-direktivets artikel 6 er gennemført i markedsføringslo-
vens § 5. Erhvervsministeriet foreslår derfor at ændre § 5 i
overensstemmelse med ECGT-direktivet.
På baggrund af ECGT-direktivets ændring af artikel 6, stk.
1, litra b, foreslår Erhvervsministeriet at nyaffatte markeds-
føringslovens § 5, stk. 2, nr. 2, svarende til formuleringen
i UCP-direktivets artikel 6, stk. 1, litra b, som affattet ved
ECGT-direktivets artikel 1, stk. 2, litra a.
Det skyldes, at den gældende § 5, stk. 2, nr. 2, ikke oplister
de eksempler på væsentligste egenskaber, som nævnes i ar-
tikel 6, stk. 2, litra e, i direktivet om urimelig handelsprak-
sis. Disse eksempler fremgår alene af bemærkningerne til
markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 2.
Ved nyaffattelse vil der ske en direktivnær implementering
af hele ordlyden i UCP-direktivets artikel 6, stk. 2, litra e,
så eksemplerne på de væsentligste egenskaber vil fremgå di-
rekte af bestemmelsen i markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr.
2. Derudover vil miljømæssige eller sociale karakteristika
og cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed, reparationsmu-
13
ligheder eller genanvendelighed blive tilføjet til oplistningen
af de væsentligste egenskaber ved et produkt.
Ændringen medfører ikke anden indholdsmæssig ændring af
retstilstanden end tilføjelsen af miljømæssige eller sociale
karakteristika og cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed, re-
parationsmuligheder eller genanvendelighed som eksempler
på de væsentligste egenskaber ved et produkt.
Med ECGT-direktivet indsættes to nye handelspraksisser i
UCP-direktivets artikel 6, stk. 2, litra d og e.
Erhvervsministeriet foreslår, at der i markedsføringslovens
§ 5, stk. 2, indsættes et nyt nr. 12, som indebærer, at vildled-
ning efter stk. 1, også kan relatere sig til fremsættelse af
miljøanprisninger vedrørende fremtidige miljøpræstationer,
hvis denne fremsættes uden klare, objektive, offentligt til-
gængelige og verificerbare forpligtelser. Disse forpligtelser
skal være fastsat i en realistisk gennemførelsesplan, der om-
fatter målbare og tidsbestemte mål og andre elementer, der
er nødvendige for at støtte dens gennemførelse. Det kan
f.eks. være tildeling af ressourcer, som regelmæssigt kon-
trolleres af en uafhængig tredjepartsekspert, hvis konklusio-
ner gøres tilgængelige for forbrugerne.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
artikel 6, stk. 2, litra d, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 2, litra b.
Erhvervsministeriet foreslår, at der i § 5, stk. 2, indsættes et
nyt nr. 13, som indebærer at vildledning efter stk. 1, også
kan relatere sig til at reklamere med fordele for forbrugerne,
som er irrelevante og ikke følger af noget element ved pro-
duktet eller virksomheden.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
artikel 6, stk. 2, litra e, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 2, litra b.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at artikel 6, stk. 2,
litra e, i UCP-direktivet, allerede i dag vil blive anset som
vildledende efter markedsføringslovens § 5, stk. 1.
Der er foretaget mindre sproglige ændringer i forhold til
den danske sprogversion af ECGT-direktivet. Dette er for at
skabe bedre samspil med den eksisterende sprogbrug i mar-
kedsføringsloven, men har ingen indholdsmæssig betydning.
3.1.2.3.2. Vildledende udeladelser
Med ECGT-direktivets artikel 1, stk. 3, indsættes et nyt
stk. 7 i UCP-direktivets artikel 7 om vildledende udeladel-
ser. Tilføjelsen er udtryk for totalharmonisering og skal gen-
nemføres i dansk lovgivning.
UCP-direktivets artikel 7 er gennemført i markedsføringslo-
vens §§ 6-6 b. Erhvervsministeriet foreslår derfor at ændre §
6 i overensstemmelse med ECGT-direktivet.
Erhvervsministeriet foreslår, at der efter markedsføringslo-
vens § 6 b indsættes en ny § 6 c, som indebærer, at hvis
en erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der sammenligner
produkter og giver forbrugeren oplysninger om miljømæssi-
ge eller sociale karakteristika eller om cirkularitetsaspekter,
såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvende-
lighed, for så vidt angår produkterne eller leverandørerne af
disse produkter, betragtes oplysninger om sammenlignings-
metoden, de sammenlignede produkter, leverandørerne af
disse produkter samt de foranstaltninger, der er indført til
at holde de pågældende oplysninger ajour, som væsentlige
oplysninger.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
artikel 7, stk. 7, som indsat ved ECGT-direktivets artikel 1,
stk. 3.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, 7 og 8, samt be-
mærkningerne hertil.
3.1.3. Bilag 1 til markedsføringsloven
3.1.3.1. Gældende ret
Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over
forskellige konkrete former for handelspraksis, som under
alle omstændigheder betragtes som urimelige. Erhvervsdri-
vende må ikke anvende de former for handelspraksis, der er
opregnet i bilag 1, uanset at der ikke er handlet i strid med
markedsføringslovens §§ 5-7, jf. markedsføringslovens § 9.
Det betyder, at handelspraksis i strid med bilag 1 er urimelig
og dermed forbudt, og der skal ikke først foretages en kon-
kret vurdering i medfør af §§ 5-7 i hvert enkelt tilfælde.
Ifølge bemærkningerne kan der ikke sluttes modsætningsvis,
således at en handelspraksis, der ikke er optaget på bilag
1, umiddelbart kan anses for at være lovlig. De former for
handelspraksis, som ikke er opregnet i bilaget, skal derimod
altid vurderes konkret på baggrund af §§ 5-7, jf. Folketings-
tidende 2016-17, tillæg A, L 40 som fremsat, side 59.
Bilag 1 til markedsføringsloven gennemfører bilag I til
UCP-direktivet. Listen skal anvendes i samtlige medlems-
stater og må kun ændres ved en revision af direktivet, jf.
artikel 5, stk. 5, i UCP-direktivet.
Det fremgår af Forbrugerombudsmandens 2011-vejledning,
afsnit 6.2, at der i kravet om korrekthed og præcision lig-
ger, at det klart og tydeligt skal fremgå, om miljøpåstanden
gælder virksomheden som sådan, en eller flere aktiviteter
eller et produkt. Det må oplyses, hvilke forhold påstanden
gælder, herunder egenskaber eller aspekter, og for produkt-
ers vedkommende, om påstanden gælder hele eller dele af
produktet, emballagen eller andet. Dette fremgår ligeledes af
afsnit 2 i 2024-anbefalingerne.
Det følger endvidere af 2011-vejledningens afsnit 6.2, at for-
hold eller krav, der følger af lovgivningen, f.eks. et forbud
mod at bruge visse stoffer i en produkttype, ikke må bruges
selvstændigt i markedsføringen.
14
Af 2011-vejledningens afsnit 6.4 fremgår det endvidere,
at fritstående, generelle miljømæssige påstande uden nær-
mere forklaring skal dokumenteres ved livscyklusvurderin-
ger. Disse skal foretages efter anerkendte og generelt accep-
terede metoder for den pågældende produkttype og dermed
omfatte en kortlægning af forholdene (f.eks. miljø) og vur-
dering af de væsentlige påvirkninger. Dette fremgår ligele-
des af afsnit 6.1 i 2024-anbefalingerne.
3.1.3.2. ECGT-direktivet
ECGT-direktivet tilføjer en række nye punkter til bilag I til
UCP-direktivet, jf. ECGT-direktivets artikel 1, stk. 4.
Det følger af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 2,
at det stadig bør være muligt at betragte en handelspraksis
som urimelig på grundlag af direktivet om urimelig handels-
praksis artikel 5-9, selvom denne særlige praksis ikke er
opført som en urimelig handelspraksis i bilag I til direktivet.
3.1.3.2.1. Nr. 2a
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 2a, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende fremviser
et bæredygtighedsmærke, som ikke er baseret på en certifi-
ceringsordning eller ikke er etableret af offentlige myndig-
heder.
Det følger hertil af ECGT-direktivets præambelbetragtning
nr. 7, at bæredygtighedsmærker kan vedrøre mange karakte-
ristika ved et produkt, en proces eller en virksomhed, og
det er afgørende at sikre deres gennemsigtighed og trovær-
dighed. Inden et bæredygtighedsmærke fremvises, bør den
erhvervsdrivende sikre, at det i henhold til certificeringsord-
ningens offentligt tilgængelige vilkår opfylder minimums-
betingelser for gennemsigtighed og troværdighed, herunder
eksistensen af objektiv overvågning af overholdelse af ord-
ningens krav. En sådan overvågning bør foretages af en
tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed af både ord-
ningens ejer og den erhvervsdrivende er sikret på basis af
internationale standarder og procedurer, EU-standarder og-
procedurer eller nationale standarder og procedurer, f.eks.
ved at påvise overensstemmelse med relevante nationale
standarder såsom ISO 17065 ”Overensstemmelsesvurdering
– Krav til organer, der certificerer produkter, processer og
tjenesteydelser”, eller gennem de mekanismer, der er fast-
sat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
765/2008. Det er fortsat muligt at fremvise bæredygtigheds-
mærker uden en certificeringsordning, når sådanne mærker
er etableret af en offentlig myndighed, eller hvor suppleren-
de udtryks- og præsentationsformer for fødevarer anvendes
i overensstemmelse med artikel 35 i Europa-Parlamentet og
Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011.
Det fremgår endvidere af ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 7, at eksempler på bæredygtighedsmærker, der
er etableret af offentlige myndigheder, er logoer, der tildeles,
når kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 1221/2009 eller (EF) nr. 66/2010 overholdes. Visse
certificeringsmærker som defineret i artikel 27 i Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 kan også fun-
gere som bæredygtighedsmærker, hvis de fremmer et pro-
dukt, en proces eller en virksomhed med henvisning f.eks.
til dets eller dens miljømæssige eller sociale karakteristika
eller begge dele. Den erhvervsdrivende bør kun have mulig-
hed for at fremvise sådanne certificeringsmærker, hvis de
er oprettet af offentlige myndigheder eller baseret på en
certificeringsordning. Frivillige markedsbaserede standarder
og frivillige offentlige standarder for grønne og bæredygtige
obligationer er ikke primært rettet mod detailinvestorer og
er underlagt specifikke retsregler. Af disse grunde bør disse
standarder ikke betragtes som værende bæredygtighedsmær-
ker i henhold til nærværende direktiv.
3.1.3.2.2. Nr. 4a
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 4a, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende fremsæt-
ter en generisk miljøanprisning, selvom den erhvervsdriven-
de ikke er i stand til at påvise anerkendte fremragende miljø-
præstationer, der er relevante for påstanden.
Det følger af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 9,
at eksempler på generiske miljøanprisninger omfatter ”mil-
jøvenlig”, ”økovenlig”, ”grøn”, ”naturven”, ”økologisk”,
”miljøkorrekt”, ”klimavenlig”, ”mild mod miljøet”, ”CO2-
venlig”, ”energieffektiv”, ”bionedbrydelig”, ”biobaseret” el-
ler lignende udsagn, der antyder eller giver indtryk af frem-
ragende miljøpræstationer. Sådanne generiske miljøanpris-
ninger bør forbydes, når anerkendte fremragende miljøpræ-
stationer ikke kan påvises. Når specifikationen af miljøan-
prisningen gives tydeligt og i fremhævet form på samme
medium såsom samme reklamespot, produktets emballage
eller onlinesalgsgrænseflade, betragtes miljøanprisningen
ikke som en generisk miljøanprisning. Anprisningen ”klima-
venlig emballage” vil f.eks. være en generisk anprisning,
hvorimod påstanden om, at ”100 % af den energi, der an-
vendes til at fremstille denne emballage, kommer fra vedva-
rende energikilder”, ville være en specifik anprisning, som
ikke ville være omfattet af dette forbud, uden at dette berø-
rer andre bestemmelser i direktiv 2005/29/EF, der fortsat
finder anvendelse på disse specifikke anprisninger. Herudo-
ver vil en anprisning, der fremsættes skriftligt eller mundt-
ligt kombineret med implicitte anprisninger såsom farver
eller billeder, kunne udgøre en generisk miljøanprisning.
Det fremgår endvidere af ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 10, at anerkendte fremragende miljøpræstatio-
ner kan påvises ved at stemme overens med forordning (EF)
nr. 66/2010 eller med officielt anerkendte EN ISO 14024-
miljømærkeordninger i medlemsstaterne eller ved at svare
til de bedste miljøpræstationer for et specifikt miljømæssigt
karakteristika i overensstemmelse med anden gældende EU-
ret såsom klasse A i overensstemmelse med Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369. De pågæl-
dende anerkendte fremragende miljøpræstationer bør være
15
relevante for hele anprisningen. En generisk miljøanprisning
såsom ”energieffektiv” vil f.eks. kunne fremsættes på grund-
lag af anerkendte fremragende miljøpræstationer i overens-
stemmelse med forordning (EU) 2017/1369. Derimod kan
en generisk miljøanprisning såsom ”bionedbrydelig” ikke
fremsættes på grundlag af anerkendte fremragende miljø-
præstationer i overensstemmelse med forordning (EF) nr.
66/2010, i det omfang der ikke er krav om bionedbrydelig-
hed i de specifikke EU-miljømærkekriterier for det pågæl-
dende produkt.
Det følger videre af samme præambelbetragtning, at en er-
hvervsdrivende tilsvarende ikke bør fremsætte en generisk
anprisning såsom ”bevidst”, ”bæredygtig” eller ”ansvarlig”
udelukkende baseret på anerkendte fremragende miljøpræ-
stationer, fordi sådanne anprisninger vedrører andre karakte-
ristika ud over miljømæssige karakteristika såsom sociale
karakteristika.
3.1.3.2.3. Nr. 4b
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 4b, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende fremsæt-
ter en miljøanprisning vedrørende hele produktet eller den
erhvervsdrivendes virksomhed som helhed, når den kun ve-
drører et bestemt aspekt af produktet eller en specifik aktivi-
tet i den erhvervsdrivendes virksomhed.
Det fremgår af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr.
11, at dette forbud f.eks. gælder, når et produkt markedsfø-
res som ”fremstillet af genanvendt materiale”, hvilket giver
indtryk af, at hele produktet er fremstillet af genanvendt
materiale, selvom det faktisk kun er emballagen, der er
fremstillet af genanvendt materiale, eller når en erhvervsdri-
vende giver indtryk af, at den kun anvender vedvarende
energikilder, selvom adskillige af den erhvervsdrivendes for-
retningsfaciliteter faktisk stadig anvender fossile brændstof-
fer. I overensstemmelse hermed bør forbuddet ikke forhind-
re en erhvervsdrivende i at fremsætte miljøanprisninger om
sin virksomhed som helhed, forudsat at disse anprisninger
er nøjagtige og verificerbare, og at de ikke overvurderer
de miljømæssige fordele, som det ville være tilfældet i det
andet af disse eksempler, hvis den pågældende erhvervsdri-
vende skulle rapportere om et fald i anvendelsen af fossile
brændstoffer i sin virksomhed som helhed.
3.1.3.2.4. Nr. 4c
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 4c, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende hævder
på basis af kompensation for drivhusgasemissioner, at et
produkt har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på
miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner.
Det følger af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 12,
at det er særlig vigtigt at forbyde fremsættelse af anprisnin-
ger, der er baseret på kompensation for drivhusgasemissio-
ner og hævder, at et produkt, enten en vare eller en tjenes-
teydelse, har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning
på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner. Sådanne
anprisninger bør under alle omstændigheder forbydes, efter-
som de vildleder forbrugerne ved at få dem til at tro, at så-
danne anprisninger vedrører selve produktet eller leveringen
og produktionen af det pågældende produkt, eller eftersom
de giver forbrugerne det fejlagtige indtryk, at forbruget af
det pågældende produkt ikke har nogen indvirkning på mil-
jøet.
Eksempler på sådanne anprisninger er ”klimaneutral”, ”cer-
tificeret CO2-neutral”, ”carbonpositiv”, ”klimanettonule-
mission”, ”klimakompenseret”, ”reduceret klimapåvirkning”
og ”begrænset CO2-fodaftryk”. Sådanne anprisninger bør
kun tillades, når de er baseret på det pågældende produkts
faktiske livscykluspåvirkninger og ikke på kompensation
for drivhusgasemissioner uden for produktets værdikæde,
da førstnævnte og sidstnævnte ikke er ækvivalente. Et så-
dant forbud bør ikke forhindre virksomheder i at reklamere
for deres investeringer i miljøinitiativer, herunder CO2-kre-
ditprojekter, så længe de giver sådanne oplysninger på en
måde, der ikke er vildledende, og som opfylder kravene i
EU-retten, jf. ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 12.
3.1.3.2.5. Nr. 10a
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 10a, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt krav, der som følge af retsregler
gælder for alle produkter inden for den relevante produktka-
tegori på EU-markedet, præsenteres som et særligt element
ved den erhvervsdrivendes tilbud.
Det fremgår af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr.
15, at dette forbud f.eks. bør gælde, hvor en erhvervsdriven-
de reklamerer med, at et bestemt produkt ikke indeholder
et specifikt kemisk stof, når det pågældende stof allerede
er forbudt ved retsregler for alle produkter i den pågælden-
de produktkategori i Unionen. Omvendt bør forbuddet ikke
omfatte handelspraksis, der fremmer erhvervsdrivendes eller
produkters overholdelse af retlige krav, der kun gælder for
nogle produkter, men ikke for andre konkurrerende produk-
ter i samme kategori på EU-markedet, såsom produkter med
oprindelse uden for Unionen. Det kan være tilfældet, at det
kræves, at visse produkter på markedet opfylder visse retlige
krav, mens det ikke kræves, at andre produkter i samme
produktkategori opfylder disse krav.
3.1.3.2.6. Nr. 23d
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 23d, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende tilbage-
holder oplysninger for forbrugeren om, at en softwareopda-
tering vil have en negativ indvirkning på funktionen af varer
med digitale elementer eller brugen af digitalt indhold eller
digitale tjenester.
16
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge ECGT-direktivets
præambelbetragtning nr. 17, at det bør være forbudt at til-
bageholde oplysninger for forbrugere om, at en softwareo-
pdatering vil have en negativ indvirkning på funktionen af
varer med digitale elementer eller brugen af digitalt indhold
eller digitale tjenester. Generelt forventes erhvervsdrivende,
der er ansvarlige for udviklingen af softwareopdateringer,
at råde over sådanne oplysninger, mens erhvervsdrivende i
andre tilfælde kan stole på pålidelige oplysninger fra f.eks.
softwareudviklere, leverandører eller kompetente nationale
myndigheder. Når den erhvervsdrivende f.eks. opfordrer for-
brugerne til at opdatere operativsystemet på deres smartpho-
ne, bør den erhvervsdrivende ikke tilbageholde oplysninger
for forbrugeren om, at en sådan opdatering vil få en negativ
indvirkning på nogle af smartphonens elementer, såsom bat-
teriet, visse applikationers præstation, eller som helhed gøre
smartphonen langsommere. Forbuddet bør gælde for enhver
opdatering, herunder sikkerhedsopdateringer og opdaterin-
ger vedrørende funktionaliteter. For opdateringer, herunder
sikkerhedsopdateringer, der er nødvendige for at oprethol-
de varens, det digitale indholds og den digitale tjenestes
overensstemmelse, bør artikel 8 i Europa- Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2019/770 og artikel 7 i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 også finde anven-
delse. Dette berører ikke artikel 19 i direktiv (EU) 2019/770.
3.1.3.2.7. Nr. 23e
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 23e, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt en softwareopdatering præsen-
teres som nødvendig, når den kun tjener til at forbedre ele-
menter ved funktionaliteterne.
Det fremgår af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr.
18, at softwareopdateringer, som er sikkerhedsopdateringer,
er nødvendige for sikker brug af produktet, hvorimod dette
ikke gælder for opdateringer vedrørende forbedring af ele-
menter ved funktionaliteterne. Det bør derfor forbydes, at en
softwareopdatering præsenteres som nødvendig for at opret-
holde produktets overensstemmelse, hvor denne opdatering
kun tjener til at forbedre elementer ved funktionaliteterne.
3.1.3.2.8. Nr. 23f
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direk-
tivet et nyt nr. 23f, hvorefter enhver kommerciel kommuni-
kation vedrørende en vare, der indeholder et element, som
er indført for at begrænse dens holdbarhed, selvom den er-
hvervsdrivende har adgang til oplysninger om elementet og
dets indvirkning på varens holdbarhed, under alle omstæn-
digheder anses for urimeligt.
Det fremgår af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr.
19, at kommerciel kommunikation om varer, der indeholder
et element, som er indført for at begrænse deres holdbar-
hed, er en handelspraksis, der er til skade for forbrugerne
og miljøet, da en sådan kommunikation tilskynder til salg
af sådanne varer, hvilket fører til højere omkostninger for
forbrugerne og til unødvendig brug af ressourcer, affaldspro-
duktion og drivhusgasemissioner. Sådan kommerciel kom-
munikation bør derfor forbydes, når oplysninger om elemen-
tet og dets indvirkning på varens holdbarhed er tilgængelige
for den erhvervsdrivende. Eksempler på sådanne elementer
kan være software, der standser eller nedsætter varens funk-
tionalitet efter en bestemt periode, eller hardware, der er
designet til at svigte efter en bestemt periode. Der kan også
være tale om en design- eller fabrikationsfejl, der, selvom
den ikke er indført som et element til dette formål, fører
til, at varen svigter for tidligt, hvis den ikke afhjælpes, når
oplysninger om eksistensen og virkningerne af elementet er
blevet tilgængelige for den erhvervsdrivende.
Kommerciel kommunikation omfatter i forbindelse med det-
te forbud kommunikation, der direkte eller indirekte har til
formål at promovere varerne. Fremstilling af varer og at
gøre dem tilgængelige på markedet udgør ikke kommerciel
kommunikation. Dette forbud bør sigte mod hovedsageligt
at omfatte erhvervsdrivende, der også er producenter af va-
rerne, da det er dem, der fastslår varernes holdbarhed.
Det fremgår endvidere af ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 19, at når en vare identificeres som indehol-
dende et element, der begrænser holdbarheden, bør produ-
centen af den pågældende vare derfor generelt forventes at
være opmærksom på dette element og dens indvirkning på
varens holdbarhed. Ikke desto mindre bør erhvervsdrivende,
der ikke er producenter af varerne, såsom sælgerne, være
omfattet af denne bestemmelse, hvis de har adgang til på-
lidelige oplysninger om elementet og dens indvirkning på
holdbarheden, såsom en erklæring fra en kompetent natio-
nal myndighed eller oplysninger fra producenten. Så snart
den erhvervsdrivende har adgang til sådanne oplysninger,
bør forbuddet derfor gælde, uanset om den erhvervsdriven-
de er bekendt med disse oplysninger eller ej, f.eks. fordi
vedkommende ignorerer dem. For at betragte en sådan han-
delspraksis som urimelig bør det ikke være nødvendigt at
påvise, at formålet med elementet er at tilskynde til udskift-
ning af den pågældende vare, men det vil være tilstrækkeligt
at bevise, at elementet er blevet indført for at begrænse
varens holdbarhed.
Dette forbud berører ikke de beføjelser, som forbrugere har i
tilfælde af en vares manglende overensstemmelse i henhold
til direktiv (EU) 2019/771. Der bør skelnes mellem elemen-
ter, der begrænser varernes holdbarhed, og fremstillingsme-
toder, hvor der anvendes materialer eller processer af gene-
rel lav kvalitet, hvilket begrænser varernes holdbarhed. En
vares manglende overensstemmelse, der skyldes anvendelse
af materialer eller processer af lav kvalitet, bør fortsat være
omfattet af reglerne om varers overensstemmelse i direktiv
(EU) 2019/771.
3.1.3.2.9. Nr. 23g
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 23g, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende, i mod-
17
strid med sandheden, hævder, at en vare under normale
anvendelsesbetingelser har en bestemt holdbarhed målt i
brugstid eller intensitet.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge ECGT-direktivets
præambelbetragtning nr. 20, at det bør forbydes at hævde,
i modstrid med sandheden, at en vare med hensyn til brugs-
tid eller intensitet under normale anvendelsesbetingelser har
en bestemt holdbarhed. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis
en erhvervsdrivende oplyser forbrugerne om, at en vaskema-
skine forventes at holde et vist antal vaskecyklusser i over-
ensstemmelse med den normale forventede brug angivet i
brugsanvisningen, selvom den faktiske brug af vaskemaski-
nen under de foreskrevne betingelser viser, at dette ikke er
tilfældet. Sådanne påstande fremsættes i vid udstrækning
af producenterne, da det er dem, som fastslår varernes
holdbarhed. Derfor forventes erhvervsdrivende, der også er
producenter af varerne, generelt at være opmærksomme på
påstande i modstrid med sandheden om varers holdbarhed,
mens andre erhvervsdrivende såsom sælgere bør stole på
pålidelige oplysninger, som de har til rådighed, f.eks. på
grundlag af en erklæring fra en kompetent national myndig-
hed eller oplysninger fra producenten. En vares manglende
overensstemmelse som følge af lejlighedsvise fejl ved frem-
stillingen af en vare bør fortsat være omfattet af reglerne om
varers overensstemmelse i direktiv (EU) 2019/771.
3.1.3.2.10. Nr. 23h
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 23h, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende angiver, at
en vare kan repareres, når dette ikke er tilfældet.
Det følger af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 21,
at det bør være forbudt at angive, at varer kan repareres, når
sådan reparation ikke er mulig.
Det følger endvidere af ECGT-direktivets præambelbetragt-
ning nr. 22, at forbuddet mod disse praksisser med hensyn
til holdbarhed og reparationsmuligheder vil give forbruger-
beskyttelsesmyndighederne i medlemsstaterne et yderligere
håndhævelsesredskab til bedre at beskytte forbrugernes inte-
resser i tilfælde, hvor de erhvervsdrivende ikke overholder
kravene til varers holdbarhed og reparationsmuligheder i
henhold til produktspecifik EU-ret.
3.1.3.2.11. Nr. 23i
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 23i, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende tilskyn-
der forbrugeren til at udskifte eller genopfylde en vares
forbrugskomponenter tidligere, end det er nødvendigt af tek-
niske årsager.
Det fremgår af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr.
23, at det bør forbydes at tilskynde forbrugeren til at udskif-
te eller genopfylde et produkts forbrugskomponenter tidli-
gere, end det ellers ville være nødvendigt af tekniske årsa-
ger. Sådanne praksisser vildleder forbrugeren til at tro, at va-
ren ikke længere vil fungere, medmindre dens forbrugskom-
ponenter udskiftes, hvilket fører til, at forbrugeren køber
flere forbrugskomponenter end nødvendigt. Det bør f.eks.
være forbudt at opfordre forbrugeren via printerindstillinger-
ne til at udskifte printerblækpatronerne, før de rent faktisk er
tomme, for at fremme købet af yderligere blækpatroner.
3.1.3.2.12. Nr. 23j
Med ECGT-direktivet indsættes der i bilag I til UCP-direkti-
vet et nyt nr. 23j, hvorefter det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende tilbage-
holder oplysninger om forringelse af en vares funktionalitet,
når der anvendes forbrugskomponenter, reservedele eller til-
behør, som den oprindelige producent ikke har leveret, eller
hævder i modstrid med sandheden, at en sådan forringelse
vil ske.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge ECGT-direktivets
præambelbetragtning nr. 24, at det bør forbydes at tilbage-
holde oplysninger for forbrugeren om forringelsen af en
vares funktionalitet, når der anvendes forbrugskomponenter,
reservedele eller tilbehør, som den oprindelige producent
ikke har leveret. Hvis en printer f.eks. er designet på en
sådan måde, at dens funktionalitet er begrænset, når der
anvendes blækpatroner, som ikke er leveret af den oprin-
delige producent af printeren, bør disse oplysninger ikke
skjules for forbrugeren, fordi en sådan praksis kan vildlede
forbrugeren til at købe en alternativ blækpatron, som ikke
kan anvendes til den pågældende printer, hvilket fører til
unødvendige affaldsstrømme eller yderligere omkostninger
for forbrugeren. Hvis intelligente enheder er designet på en
sådan måde, at deres funktionalitet er begrænset, når der
bruges opladere eller reservedele, der ikke er leveret af den
originale producent, bør disse oplysninger ligeledes ikke
tilbageholdes for køberen på købstidspunktet. Det bør også
være forbudt at vildlede forbrugeren til at tro, at anvendel-
sen af forbrugskomponenter, reservedele eller tilbehør, der
ikke er leveret af den oprindelige producent, vil forringe en
vares funktionalitet, når dette ikke er tilfældet. Generelt for-
ventes erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne,
at råde over disse oplysninger, mens andre erhvervsdrivende
såsom sælgere bør stole på pålidelige oplysninger, som de
har til rådighed, f.eks. på grundlag af en erklæring fra en
kompetent national myndighed eller oplysninger fra produ-
centen.
3.1.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Med ECGT-direktivets bilag I ændres UCP-direktivets bi-
lag I, som indeholder en liste over specifikke former for
handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggre-
sive. Ændringerne er udtryk for totalharmonisering og skal
gennemføres i dansk lovgivning.
Bilag I til UCP-direktivet er gennemført i bilag 1 til
18
markedsføringsloven. Erhvervsministeriet foreslår derfor at
ændre bilag 1 til markedsføringslovens i overensstemmelse
med ECGT-direktivet, og det foreslås derfor, at der indsæt-
tes 12 nye numre i bilag 1 til markedsføringsloven.
Der er alene foretaget mindre sproglige ændringer i forhold
til den danske sprogversion af direktivet. Dette er for at
skabe bedre samspil med den eksisterende sprogbrug i mar-
kedsføringsloven, men har ingen indholdsmæssig betydning.
Erhvervsministeriet foreslår, at der indsættes et nyt nr. 2 a,
hvorefter det altid anses for vildledende, hvis den erhvervs-
drivende fremviser et bæredygtighedsmærke, som ikke er
baseret på en certificeringsordning eller ikke er etableret af
offentlige myndigheder.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 2a, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
2a.
Erhvervsministeriet foreslår, at der indsættes et nyt nr. 4 a,
hvorefter det altid anses for vildledende, hvis den erhvervs-
drivende fremsætter en generisk miljøanprisning, selvom
den erhvervsdrivende ikke kan påvise anerkendte fremra-
gende miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 4a, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
4a.
Erhvervsministeriet foreslår derudover, at der indsættes et
nyt nr. 4 b, hvorefter det altid anses for vildledende, hvis den
erhvervsdrivende fremsætter en miljøanprisning vedrørende
hele produktet eller den erhvervsdrivendes virksomhed som
helhed, når den kun vedrører et bestemt aspekt at produktet
eller en specifik aktivitet i den erhvervsdrivendes virksom-
hed.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 4b, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
4b.
Erhvervsministeriets foreslår, at der indsættes et nyt nr. 4 c,
hvorefter det altid anses for vildledende, hvis den erhvervs-
drivende hævder på basis af kompensation for drivhusga-
semissioner, at et produkt har en neutral, reduceret eller
positiv indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgase-
missioner.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 4c, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
4c.
Erhvervsministeriet foreslår, at der indsættes et nyt nr. 10 a,
hvorefter det altid anses for vildledende, hvis krav, der som
følge af retsregler gælder for alle produkter inden for den
relevante produktkategori på EU-markedet, præsenteres som
et særligt element ved den erhvervsdrivendes tilbud.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 10a, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
10a.
Erhvervsministeriet foreslår, at der indsættes et nyt nr. 23 d,
hvorefter det altid anses for vildledende, hvis den erhvervs-
drivende tilbageholder oplysninger for forbrugeren om, at
en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på
funktionen af varer med digitale elementer eller brugen af
digitalt indhold eller digitale tjenester.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 23d, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
23d.
Erhvervsministeriet foreslår endvidere, at der indsættes et
nyt nr. 23 e, hvorefter det altid anses for vildledende, hvis en
softwareopdatering præsenteres som nødvendig, når den kun
tjener til at forbedre elementer ved funktionaliteterne.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 23e, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
23e.
Erhvervsministeriet foreslår, at der indsættes et nyt nr. 23
f, hvorefter enhver kommerciel kommunikation vedrørende
en vare, der indeholder et element, som er indført fort at
begrænse dens holdbarhed, selvom den erhvervsdrivende
har adgang til oplysninger om elementet og dets indvirkning
på varens holdbarhed, altid anses for vildledende.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 23f, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
23f.
Erhvervsministeriet foreslår, at der indsættes et nyt nr. 23
g, hvorefter det altid anses for vildledende, hvis den er-
hvervsdrivende hævder i modstrid med sandheden, at en
vare under normale anvendelsesbetingelser har en bestemt
holdbarhed målt i brugstid eller intensitet.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 23g, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
23g.
Erhvervsministeriet foreslår derudover, at der indsættes et
nyt nr. 23 h, hvorefter det altid anses for vildledende, hvis
den erhvervsdrivende angiver, at en vare kan repareres, når
dette ikke er tilfældet.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 23h, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
23h.
Erhvervsministeriet foreslår endvidere, at der indsættes et
nyt nr. 23 i, hvorefter det altid anses for vildledende, hvis
den erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren til at udskifte
eller genopfylde en vares forbrugskomponenter tidligere,
end det er nødvendigt at tekniske årsager.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
19
bilag I, nr. 23i, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
23i.
Endelig foreslår Erhvervsministeriet, at der indsættes et nyt
nr. 23 j, hvorefter det altid anses for vildledende, hvis den
erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger om forringelse
af en vares funktionalitet, når der anvendes forbrugskom-
ponenter, reservedele eller tilbehør, som den oprindelige
producent ikke har leveret, eller hævder i modstrid med
sandheden, at en sådan forringelse vil ske.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører UCP-direktivets
bilag I, nr. 23j, som indsat ved ECGT-direktivets bilag I, nr.
23j.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10-13, samt bemærk-
ningerne hertil.
3.1.3.3.1. Særligt om forholdet mellem
markedsføringslovens bilag 1, nr. 4 a, og
forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10
Med den foreslåede ændring af bilag 1 til markedsføringslo-
ven vil det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervs-
drivende fremsætter en generisk miljøanprisning såsom
”miljøvenlig” eller lignende udsagn, selvom den erhvervs-
drivende ikke kan påvise anerkendte fremragende miljøpræ-
stationer, der er relevante for anprisningen, jf. foreslåede nr.
4 a. Der henvises til pkt. 3.1.3.2.2 ovenfor.
Med ECGT-direktivet ændres endvidere forbrugerrettigheds-
direktivets artikel 6, stk. 1, litra g, som er gennemført i
forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10. Det foreslås således
at tilføje ”herunder om muligt miljøvenlige leveringsmulig-
heder” i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10, jf. pkt.
3.2.2.3 nedenfor.
En erhvervsdrivendes udsagn om ”miljøvenlige leverings-
muligheder” vil således betragtes som en generisk miljøan-
prisning, og den erhvervsdrivende skal kunne påvise aner-
kendte fremragende miljøpræstationer, der er relevante for
anprisningen.
Anerkendte fremragende miljøpræstationer vil eksempelvis
kunne påvises ved at stemme overens med officielt aner-
kendte EN ISO 14024-miljømærkeordninger (”type I-miljø-
mærker”) i medlemsstaterne, herunder Svanemærket. Aner-
kendte fremragende miljøpræstationer skal endvidere være
relevante for anprisningen sammenholdt med, hvad der på
det pågældende tidspunkt er almindeligt for den pågælden-
de type af levering. Miljøvenlige leveringsmuligheder vil
eksempelvis kunne påvises ved at være i overensstemmelse
med Svanemærkets e-handelstransport. Det kan endvidere
påvises ved at svare til de bedste miljøpræstationer for
et specifikt miljømæssigt karakteristika i overensstemmelse
med anden gældende EU-ret.
Det bemærkes, at der er tale om en dynamisk retlig standard,
således at området påvirkes af samfundsudviklingen. Et
transportmiddel som vil betragtes som ”miljøvenlig” i 2025,
vil således ikke nødvendigvis betragtes som ”miljøvenlig” i
2035 grundet samfundsudviklingen.
Erhvervsministeriet vurderer dog, at det ikke vil være en
betingelse for opfyldelse af oplysningspligten efter forbru-
geraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10, at den erhvervsdrivende
anvender ordene ”miljøvenlige leveringsmuligheder”. Op-
lysningspligten vil ligeledes kunne opfyldes ved, at den er-
hvervsdrivende konkret oplyser, hvilke leveringsmuligheder,
der tilbydes for den konkrete vare eller tjenesteydelse, f.eks.
via elcykel, uden at skrive ”miljøvenlig leveringsmulighed”.
Såfremt den erhvervsdrivende ønsker at anvende udsagnet
”miljøvenlige leveringsmuligheder” i sin markedsføring, vil
udsagnet skulle overholde markedsføringslovens bilag 1, nr.
4 a. Et udsagn om ”vi leverer på elcykel” eller lignende vil
derimod være en specifik anprisning om faktiske forhold. Et
sådant udsagn skal ligeledes kunne dokumenteres efter mar-
kedsføringslovens § 13, men skal dog ikke påvise anerken-
dte fremragende miljøpræstationer, da der ikke er tale om en
generisk miljøanprisning.
Den erhvervsdrivende skal dog være opmærksom på, at det
generelle udsagn ikke må vildlede eller kunne forventes
at vildlede forbrugerne, selvom den erhvervsdrivende kan
påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer. Dette er i
overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragt-
ning nr. 2, jf. pkt. 3.1.3.2 ovenfor.
3.2. Ændring af forbrugeraftaleloven
3.2.1. Definitioner
3.2.1.1. Gældende ret
Der findes i lov om forbrugeraftaler (herefter forbrugerafta-
leloven) en række definitioner af begreber, som har betyd-
ning for lovens anvendelsesområde.
Forbrugeraftalelovens § 3 er lovens definitionsbestemmel-
se og gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettig-
heder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om
ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 97/7/EF (herefter forbrugerret-
tighedsdirektivet) artikel 2. Alene visse af definitionerne i
artikel 2 er gennemført direkte i bestemmelsen i forbruger-
aftalelovens § 3. De øvrige definitioner fremgår enten indi-
rekte af forbrugeraftalelovens øvrige bestemmelser eller af
lovbemærkningerne til den relevante bestemmelse i forbru-
geraftaleloven, der anvender begrebet. Forbrugeraftaleloven
bliver desuden suppleret af relevante definitioner i andre
love, som købeloven.
I det følgende gennemgås de begreber, der er relevante for
de ændringer, som ECGT-direktivet foretager i forbrugeret-
tighedsdirektivet.
20
3.2.1.1.1. Handelsmæssig garanti
Begrebet ”handelsmæssig garanti” defineres i forbrugerafta-
lelovens § 3, nr. 18, og dækker over enhver forpligtelse,
som den erhvervsdrivende eller en producent (garantigive-
ren) har påtaget sig over for forbrugeren. Dette gælder
forpligtelser ud over den retlige forpligtelse til at levere
en kontraktmæssig ydelse, som forpligtelser til at refundere
købesummen eller omlevere, reparere eller på anden måde
afhjælpe mangler ved salgsgenstanden, hvis den ikke svarer
til de specifikationer eller ethvert andet krav, der fremgår
af garantierklæringen eller af de relevante reklamer, der var
tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse,
og som ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.
Forbrugeraftalelovens § 3, nr. 18 gennemfører forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 2, nr. 14.
Der findes en tilsvarende definition i direktiv (EU) 2019/771
af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af
varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv
2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (heref-
ter varedirektivet) artikel 2, nr. 12.
3.2.1.1.2. Holdbarhed
Begrebet ”holdbarhed” er ikke særskilt defineret i forbruger-
aftaleloven.
Holdbarhed er derimod defineret i købelovens § 3 a, nr.
6, som evnen til at bevare sine påkrævede funktioner og
ydeevne ved normal brug. Udtrykket holdbarhed anvendes
i købeloven om henholdsvis objektive krav til salgsgenstan-
den og handelsmæssige garantier.
En tilsvarende definition findes i varedirektivets artikel 2,
nr. 13, som § 3 a gennemfører.
3.2.1.1.3. Producent
Begrebet ”producent” er ikke særskilt defineret i forbruger-
aftaleloven.
Det fremgår dog af købelovens § 3 a, nr. 1, at en produ-
cent defineres som den, der har fremstillet salgsgenstanden,
indført den i Den Europæiske Union eller fremstår som pro-
ducent ved at have forsynet salgsgenstanden med sit navn,
mærke eller andet kendetegn.
En tilsvarende definition findes i varedirektivets artikel 2,
nr. 4, som § 3 a gennemfører.
3.2.1.1.4. Reparationsmulighed
Begrebet ”reparationsmulighed” er ikke defineret i dansk
ret.
Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, at køberen har ret
til bl.a. afhjælpning efter § 78 a, hvis salgsgenstanden lider
af en mangel. Dette indebærer, at sælgeren gør salgsgenstan-
den fri for mangler.
Af betænkning nr. 1576/2021 (delbetænkning I om gennem-
førelsen af varedirektivet og direktivet om digitalt indhold),
side 40 og 165, fremgår det bl.a., at afhjælpning kan ske
ved, at manglen udbedres ved reparation eller ved, at sælge-
ren – hvis der foreligger en kvantitativ mangel – efterleverer
det, der mangler, og at en reparation som følge af en mangel
kun skal bringe salgsgenstanden i mangelfri tilstand, herun-
der også hvad angår holdbarhed.
3.2.1.1.5. Softwareopdatering
Begrebet ”softwareopdatering” er ikke defineret i dansk ret.
Det bemærkes dog, at det af købelovens § 75 d fremgår,
at sælgeren ved aftaler, som angår digitalt indhold, digitale
tjenester eller varer med digitale elementer, skal sikre, at
køberen får besked og får leveret opdateringer, herunder
sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for at holde en
salgsgenstand fri for mangler i en given periode.
3.2.1.2. ECGT-direktivet
ECGT-direktivet tilføjer en række nye definitioner i forbru-
gerrettighedsdirektivets artikel 2. Flere af definitionerne
henviser til definitioner i varedirektivet.
3.2.1.2.1. Handelsmæssig garanti for holdbarhed
Med ECGT-direktivet indsættes der i forbrugerettighedsdi-
rektivets artikel 2, nr. 14a, en definition af ”handelsmæssig
garanti for holdbarhed”. Dette defineres som en producents
handelsmæssige garanti for holdbarhed som omhandlet i
varedirektivets artikel 17, i henhold til hvilken producenten
er direkte ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for
den handelsmæssige garanti for holdbarhed for så vidt angår
reparation eller omlevering af varerne i overensstemmelse
med artikel 14 i varedirektivet, når varernes holdbarhed ikke
opretholdes.
Artikel 14 i varedirektivet fastsætter nærmere regler for af-
hjælpning eller omlevering af en vare. Det fremgår bl.a. af
stk. 1, at afhjælpning eller omlevering skal foretages gratis,
inden for en rimelig tid fra det tidspunkt, hvor sælgeren er
blevet underrettet af forbrugeren om manglen, og uden væ-
sentlig ulempe for forbrugeren under hensyntagen til varens
art og forbrugerens formål med at anskaffe varen.
Artikel 17 i varedirektivet fastsætter nærmere regler om
handelsmæssige garantier. Det fremgår bl.a. af stk. 1, at en-
hver handelsmæssig garanti er bindende for garantigiveren
på de vilkår, der er fastsat i erklæringen om den handels-
mæssige garanti og dertilhørende reklamer, der var tilgæn-
gelige på tidspunktet for eller før indgåelsen af aftalen, og at
producenten er direkte ansvarlig over for forbrugeren i hele
perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed for
så vidt angår afhjælpning eller omlevering af varerne i over-
ensstemmelse med artikel 14.
Om begrebet ”handelsmæssig garanti for holdbarhed” frem-
går det af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 26, at
21
der er tale om en forpligtelse fra en producent over for
forbrugeren med hensyn til en vares holdbarhed. Nærmere
bestemt er det en forpligtelse til at opretholde en vares kræ-
vede funktioner og ydeevne ved normal brug.
3.2.1.2.2. Holdbarhed
Med ECGT-direktivet indsættes der i forbrugerettigheds-
direktivets artikel 2, nr. 14b, en definition af ”holdbar-
hed”. Definitionen henviser til varedirektivets definition
heraf. Derved defineres holdbarhed som varers evne til at
bevare deres påkrævede funktioner og ydeevne ved normal
brug, jf. varedirektivets artikel 2, nr. 13.
3.2.1.2.3. Producent
Med ECGT-direktivet indsættes der i forbrugerettighedsdi-
rektivets artikel 2, nr. 14c, en definition af ”producent”. De-
finitionen henviser til varedirektivets definition heraf. En
producent defineres således som en, der har fremstillet en
vare, en importør, der har indført den i Unionen, eller enhver
anden, der fremstår som producent ved at have forsynet
varen med sit navn, sit mærke eller et andet kendetegn, jf.
varedirektivets artikel 2, nr. 4.
3.2.1.2.4. Score for reparationsmulighed
Med ECGT-direktivet indsættes der i forbrugerettighedsdi-
rektivets artikel 2, nr. 14d, en definition af ”score for repara-
tionsmulighed”. Dette defineres som en score, der udtrykker
en vares mulighed for at kunne repareres baseret på harmo-
niserede krav, der er fastlagt på EU-plan.
3.2.1.2.5. Softwareopdatering
Med ECGT-direktivet indsættes i forbrugerettighedsdirekti-
vets artikel 2, nr. 14e, en definition af ”softwareopdate-
ring”. Dette defineres som en gratis opdatering, herunder
en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at varer med
digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester bli-
ver ved med at være i overensstemmelse som omhandlet i
direktiv 2019/770 om visse aspekter af aftaler om levering
af digitalt indhold og digitale tjenester og varedirektivet.
Denne overensstemmelse skal efter ECGT-direktivets præ-
ambelbetragtning nr. 17 ses i lyset af artikel 8 i direktiv
2019/770, der opstiller objektive krav til det digitale ind-
holds eller den digitale tjenestes overensstemmelse med af-
talen. Derudover skal overensstemmelsen også ses i lyset
af varedirektivets artikel 7, der ligeledes opstiller objektive
krav til overensstemmelse for varen.
3.2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Forbrugerrettighedsdirektivets definitioner er væsentlige for
direktivets anvendelsesområde, da de nærmere afgrænser
dette. Forbrugerrettighedsdirektivets regler finder således
kun anvendelse, hvis en aftale ligger inden for det af defini-
tionerne afgrænsede område.
For at sikre en korrekt implementering af ECGT-direktivets
ændringer i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, som er
totalharmoniseret, er det nødvendigt at indsætte tilsvarende
definitioner i forbrugeraftaleloven.
Det foreslås på den baggrund, at der i forbrugeraftaleloven
§ 3, indsættes fem nye definitioner, der svarer til de defini-
tioner, som ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1, indsætter i
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2.
Justitsministeriet bemærker, at flere af ECGT-direktivets de-
finitioner er affattet i overensstemmelse med og med henvis-
ning til varedirektivet og direktivet om visse aspekter af
aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester,
som begge er implementeret i dansk ret i købeloven. Justits-
ministeriet foreslår derfor, at definitionerne så vidt muligt
affattes i overensstemmelse med tilsvarende definitioner og
relevante bestemmelser i købeloven.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at begrebet
”handelsmæssig garanti for holdbarhed” defineres som en-
hver handelsmæssig garanti, som producenten har påtaget
sig over for forbrugeren om varens holdbarhed i en bestemt
periode, ud over sin retlige forpligtelse, hvor producenten
er direkte ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for
den handelsmæssige garanti for holdbarhed for så vidt angår
afhjælpning eller omlevering af varen i overensstemmelse
med købelovens mangelsregler, når varens holdbarhed ikke
opretholdes.
Varedirektivets artikel 14 og artikel 17 er implementeret i
købeloven i henholdsvis §§ 75 a-77 a om mangelsregler
og i § 86 a om handelsmæssige garantier. Definitionen af
handelsmæssig garanti for holdbarhed er derved affattet i
overensstemmelse med købelovens § 86 a og under henvis-
ning til købelovens mangelsregler.
Justitsministeriet foreslår, at begreberne ”holdbarhed” og
”producent” defineres i overensstemmelse med de tilsvaren-
de definitioner i købelovens § 3 a, stk. 1, nr. 1 og 6, som
gennemfører varedirektivets artikel 2, nr. 4 og 13.
Justitsministeriet foreslår, at begrebet ”score for reparations-
mulighed” defineres som en score, der udtrykker en vares
mulighed for at kunne repareres baseret på harmoniserede
krav, der er fastlagt på EU-plan.
Endelig foreslår Justitsministeriet, at begrebet ”softwareo-
pdatering” defineres som en gratis opdatering, herunder
en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at salgsgen-
stande med digitale elementer, digitalt indhold og digitale
tjenester forbliver mangelfri efter købelovens mangelsregler.
Det bemærkes, at definitionen på en softwareopdatering
i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 14e, indehol-
der en henvisning til varedirektivet og direktivet om visse
aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digita-
22
le tjenester ved vurderingen af, hvornår varen er i overens-
stemmelse med aftalen. Disse direktiver er implementeret i
købeloven, hvor der i §§ 75 a-77 b findes regler om, hvornår
en salgsgenstand med digitale elementer, digitalt indhold
og digitale tjenester er i overensstemmelse med aftalen og
derved mangelfri.
Det er derfor Justitsministeriets vurdering, at en korrekt
implementering af begrebet forudsætter, at bestemmelsen
henviser til købelovens mangelsregler.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne
hertil.
3.2.2. Oplysningspligt
3.2.2.1. Gældende ret
3.2.2.1.1. Oplysningspligt for aftaler vedrørende varer
og ikkefinansielle tjenesteydelser indgået uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg
Forbrugeraftaleloven indeholder en række krav til oplysnin-
ger, som den erhvervsdrivende skal give forbrugeren i for-
bindelse med forbrugeraftaler.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, at inden
der indgås en aftale om en vare eller en ikkefinansiel tje-
nesteydelse, skal den erhvervsdrivende, hvis aftalen indgås
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved
fjernsalg, give forbrugeren en række oplysninger på en klar
og forståelig måde. De oplysninger, den erhvervsdrivende
skal give forbrugeren, er oplistet i § 8, stk. 1, nr. 1-24.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 6, stk. 1.
Efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10, skal den
erhvervsdrivende give forbrugeren oplysninger om vilkår
om betaling, levering, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den
erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller yde
tjenesteydelsen, og, hvor det er relevant, den erhvervsdri-
vendes praksis for klagebehandling.
Efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 16, skal den er-
hvervsdrivende give forbrugeren oplysninger om, at købelo-
vens mangelsregler kan finde anvendelse.
Det fremgår af bemærkningerne, jf. Folketingstidende
2013-14, tillæg A, L 39 som fremsat, side 137, at bestem-
melsen ikke tilsigter at indføre en pligt for den erhvervsdri-
vende til at oplyse om det nærmere indhold af købelovens
mangelsregler, men alene en pligt til at oplyse om, at aftalen
er omfattet af disse regler.
For aftaler om fjernsalg fremgår det i øvrigt af forbruger-
aftalelovens § 12, stk. 1, at indgås en fjernsalgsaftale ved
hjælp af elektroniske midler, og pålægger aftalen forbruge-
ren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart
og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives. Endvidere
skal den erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet form,
og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre
forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i §
8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 19 og 20.
3.2.2.1.2. Oplysningspligt for andre aftaler end aftaler
om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, at inden
der indgås en anden aftale end en aftale indgået uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted eller en aftale om fjern-
salg, skal den erhvervsdrivende, medmindre oplysningerne
allerede fremgår tydeligt af sammenhængen, give forbruge-
ren en række oplysninger på en klar og forståelig måde. De
oplysninger, den erhvervsdrivende skal give forbrugeren, er
oplistet i § 17, stk. 1, nr. 1-9.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 5, stk. 1.
Efter § 17, stk. 1, nr. 5, skal den erhvervsdrivende give for-
brugeren oplysning om, at købelovens mangelsregler finder
anvendelse.
Bestemmelsen har stort set samme ordlyd som forbrugeraf-
talelovens § 8, stk. 1, nr. 16, og der henvises således til
beskrivelsen af gældende ret i pkt. 3.2.2.1.1 ovenfor.
3.2.2.2. ECGT-Direktivet
3.2.2.2.1. Oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og aftaler
indgået uden for fast forretningssted
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6 fastsættes oplys-
ningskrav for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden
for den erhvervsdrivendes faste forretningssted.
Med ECGT-direktivets artikel 2, nr. 3, foretages visse æn-
dringer af gældende bestemmelser, og der tilføjes nye be-
stemmelser i forbrugerettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1.
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra g, til-
føjes således ”hvor det er muligt, oplysningspligt om miljø-
venlige leveringsmuligheder”.
Tilføjelsen skal ses i sammenhæng med ECGT-direktivets
præambelbetragtning nr. 37, hvoraf det fremgår, at erhvervs-
drivende, hvor det er relevant, bør oplyse forbrugerne om
tilgængeligheden af miljøvenlige leveringsmuligheder, sås-
om levering af varer via fragtcykel eller elektrisk leverings-
køretøj eller muligheden for bundtede forsendelsesmulighe-
der.
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra l, tilfø-
jes ”og de væsentligste elementer heri, herunder dens mini-
mumsvarighed på to år som fastsat i direktiv (EU) 2019/771,
på en fremtrædende måde ved hjælp af den harmonisere-
de meddelelse, der er omhandlet i ECGT-direktivets artikel
22a”.
23
Herudover indsættes der i artikel 6, stk. 1, et nyt litra 1a,
hvoraf det fremgår, at hvor producenten tilbyder forbrugeren
en handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker hele
varen, uden yderligere omkostninger og med en varighed på
mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for
den erhvervsdrivende, gives oplysninger om, at den pågæl-
dende vare drager fordel af en sådan garanti, dens varighed
og en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for
kontraktmæssighed, på en fremtrædende måde ved hjælp af
det harmoniserede mærke, der er omhandlet i artikel 22a.
Det følger hertil af ECGT-direktivets præambelbetragtning
nr. 31, at de erhvervsdrivende bør oplyse forbrugerne om
eksistensen og varigheden af producentens handelsmæssige
garanti for holdbarhed for hele varen og ikke kun for varens
specifikke komponenter.
Der indsættes i artikel 6, stk. 1, et nyt litra 1b, som forpligter
den erhvervsdrivende til at give en påmindelse om eksisten-
sen af den retlige garanti for digitalt indholds og digitale
tjenesters kontraktmæssighed.
Der indsættes et nyt litra 1c, hvorefter den erhvervsdrivende
forpligtes til at give oplysninger om den minimumsperiode,
enten angivet som en periode eller med henvisning til en
dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer softwa-
reopdateringer, hvis producenten eller udbyderen stiller op-
lysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende. Forplig-
telsen gælder i forhold til varer med digitale elementer, for
digitalt indhold og for digitale tjenester.
Der indsættes et nyt litra u, hvorefter den erhvervsdrivende,
hvor det er relevant, skal give oplysning om varernes score
for reparationsmulighed.
Endelig indsættes et nyt litra v, hvoraf det fremgår, at den
erhvervsdrivende, hvis litra u, jf. ovenfor, ikke finder anven-
delse, skal oplyse om tilgængeligheden af og de anslåede
omkostninger ved og proceduren for bestilling af reserve-
dele, der er nødvendige for at holde varerne kontraktmæs-
sige, om tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdel-
sesvejledninger samt oplysninger om reparations-begræns-
ninger. Oplysningskravet forudsætter, at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende.
3.2.2.2.1.1. Formelle krav for aftaler om fjernsalg
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8 fastsættes en række
formelle krav for aftaler om fjernsalg, herunder om de op-
lysninger, som den erhvervsdrivende skal stille til rådighed
for forbrugeren.
Det fremgår bl.a. af artikel 8, stk. 2, 1. afsnit, at hvis en
fjernsalgsaftale, der indgås ved hjælp af elektroniske mid-
ler, pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse, gør den
erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet form, og direkte
før forbrugeren afgiver ordre, denne opmærksom på de op-
lysninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a, e, o
og p. Disse litraer omfatter bl.a. oplysninger om varernes
vigtigste egenskaber, den samlede pris for varerne inklusive
afgifter, hvor det er relevant aftalens gyldighedsperiode og
minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i henhold
til aftalen.
Med ECGT-direktivets artikel 2, stk. 4, ændres ordlyden
af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, idet der
navnlig tilføjes et yderligere krav om at gøre forbrugeren
opmærksom på artikel 6, stk. 1, litra 1a. For nærmere herom
henvises der til pkt. 3.2.2.3.1 nedenfor og til lovforslagets §
2, nr. 5, samt bemærkningerne hertil.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, affattes her-
efter således, at hvis en fjernsalgsaftale, der indgås ved
hjælp af elektroniske midler, pålægger forbrugeren en beta-
lingsforpligtelse, gør den erhvervsdrivende tydeligt og på en
fremtrædende måde, og direkte før forbrugeren afgiver sin
ordre, denne opmærksom på de oplysninger, der er omhand-
let i artikel 6, stk. 1, litra a, e, la, o og p.
3.2.2.2.2. Andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler
indgået uden for fast forretningssted
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5 fastsættes oplys-
ningskrav vedrørende andre aftaler end aftaler om fjernsalg
eller aftaler indgået uden for fast forretningssted.
Med ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, foretages visse æn-
dringer af gældende bestemmelser, og der tilføjes nye be-
stemmelser i forbrugerettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1.
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra e, til-
føjes således ”og de væsentligste elementer heri, herunder
dens minimumsvarighed på to år som fastsat i varedirektivet
på en fremtrædende måde ved hjælp af den harmoniserede
meddelelse, der er omhandlet i artikel 22a. ”
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, indsættes
endvidere en række nye litraer.
Således indsættes der i artikel 5, stk. 1, et nyt litra ea, hvoraf
det fremgår, at hvor producenten tilbyder forbrugeren en
handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker hele va-
ren, uden yderligere omkostninger og med en varighed på
mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for
den erhvervsdrivende, skal den erhvervsdrivende give op-
lysning om, at den pågældende vare drager fordel af en så-
dan garanti, dens varighed og en påmindelse om eksistensen
af den retlige garanti for kontraktmæssighed. Den erhvervs-
drivende skal give oplysningerne på en fremtrædende måde
ved hjælp af det harmoniserede mærke, der er omhandlet i
artikel 22a.
Det følger hertil af ECGT-direktivets præambelbetragtning
nr. 31, at de erhvervsdrivende bør oplyse forbrugerne om
eksistensen og varigheden af producentens handelsmæssige
garanti for holdbarhed for hele varen og ikke kun for varens
specifikke komponenter.
Der indsættes et nyt litra eb, som forpligter den erhvervsdri-
vende til at give en påmindelse om eksistensen af den retlige
24
garanti for digitalt indholds og digitale tjenesters kontrakt-
mæssighed.
Der indsættes et nyt litra ec, hvorefter den erhvervsdrivende
forpligtes til, hvor det er relevant, at give oplysninger om
eksistensen af og betingelserne for eftersalgsservice og han-
delsmæssige garantier.
Der indsættes et nyt litra ed, hvorefter den erhvervsdrivende
forpligtes til at give oplysninger om den minimumsperiode,
enten angivet som en periode eller med henvisning til en
dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer softwa-
reopdateringer, hvis producenten eller udbyderen stiller op-
lysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende. Forplig-
telsen gælder i forhold til varer med digitale elementer, for
digitalt indhold og for digitale tjenester.
Der indsættes et nyt litra i, hvorefter den erhvervsdrivende,
hvor det er relevant, skal give oplysninger, om varernes
score for reparationsmulighed, som fastsat på EU-niveau.
Endelig indsættes et nyt litra j, hvoraf det fremgår, at den
erhvervsdrivende, hvis litra i, jf. ovenfor, ikke finder anven-
delse, skal oplyse om tilgængeligheden af og de anslåede
omkostninger ved og proceduren for bestilling af reserve-
dele, der er nødvendige for at holde varerne kontraktmæs-
sige, om tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdel-
sesvejledninger samt oplysninger om reparations-begræns-
ninger. Oplysningskravet forudsætter, at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende.
3.2.2.2.3. Harmoniseret meddelelse og mærke
Med ECGT-direktivet indsættes en ny artikel 22a i forbru-
gerrettighedsdirektivet.
Artikel 22a foreskriver, at der – for at sikre at forbrugerne
er velinformerede og let kan forstå deres rettigheder i hele
Unionen – skal anvendes en harmoniseret meddelelse til at
give oplysninger til forbrugerne om deres handelsmæssige
garanti efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1,
litra e, og artikel 6, stk. 1, litra l. Bestemmelsen foreskriver
endvidere, at der skal anvendes et harmoniseret mærke til at
give oplysninger om handelsmæssige garantier for holdbar-
hed i medfør af artikel 5, stk. 1, litra ea, og artikel 6, stk. 1,
litra la.
Det fremgår af artikel 22a, stk. 3, at den harmoniserede
meddelelse skal indeholde de væsentligste elementer i den
retlige garanti for kontraktmæssighed. Dette omfatter garan-
tiens minimumsvarighed på to år, som fastsat i varedirekti-
vet, og en generel henvisning til muligheden for, at varighe-
den af den retlige garanti for kontraktmæssighed er længere
i henhold til national ret.
Det fremgår af bestemmelsens stk. 5, at den harmoniserede
meddelelse og det harmoniserede mærke skal være let gen-
kendelige og forståelige for forbrugerne samt lette at bruge
og gengive for de erhvervsdrivende.
Indholdet og udformningen af den harmoniserede meddelel-
se og det harmoniserede mærke bliver fastlagt af Europa-
Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter inden
den 27. september 2025, jf. stk. 2 og 4.
Det følger af ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 28,
at det harmoniserede mærke skal fremvises på en fremtræ-
dende måde og anvendes på en måde, der gør det let for
forbrugerne at identificere hvilke varer, der drager fordel
af en handelsmæssig garanti for holdbarhed. Dette kan for
eksempel være ved, at mærket placeres direkte på emballa-
gen for en bestemt vare, ved at fremvise mærket på en
fremtrædende måde på hylden, hvor de varer, der er omfat-
tet af en sådan garanti, er placeret, eller ved at mærket
placeres direkte ved siden af billedet af varen i tilfælde
af onlinesalg. Hertil kan producenter, der tilbyder sådanne
handelsmæssige garantier for holdbarhed, selv placere det
harmoniserede mærke direkte på den bestemte vare eller
på dens emballage med henblik på at opnå en kommerciel
fordel. Den erhvervsdrivende bør her sikre, at det harmoni-
serede mærke er klart synligt.
Ligeledes følger det af ECGT-direktivets præambelbetragt-
ning nr. 28, at den harmoniserede meddelelse skal fremvises
på en fremtrædende måde, f.eks. på en iøjnefaldende plakat
på en væg i butikken, ved siden af kasseskranken eller, i
tilfælde af onlinesalg, som en generel påmindelse på web-
stedet for den erhvervsdrivende, der sælger varer.
3.2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
3.2.2.3.1. Oplysningspligter ved aftaler uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted og fjernsalgsaftaler
Med ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, ændres visse dele
af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, om oplys-
ningskrav for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for
fast forretningssted, idet oplysningskravene udvides.
Herudover foretages der med ECGT-direktivets artikel 2,
stk. 4, en ændring i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8,
stk. 2, om formelle krav for aftaler om fjernsalg, som følge
af ændringen af artikel 6, stk. 1.
Ændringerne i oplysningskravene er udtryk for totalharmo-
nisering og skal gennemføres i dansk lovgivning.
Forbrugerettighedsdirektivets artikel 6 er gennemført i for-
brugeraftalelovens § 8. Justitsministeriet foreslår derfor at
ændre § 8 i overensstemmelse med ECGT-direktivet.
På baggrund af ECGT-direktivets ændring af artikel 6, stk.
1, litra g, foreslår Justitsministeriet at tilføje ”herunder om
muligt miljøvenlige leveringsmuligheder” i forbrugeraftale-
lovens § 8, stk. 1, nr. 10, svarende til formuleringen i forbru-
gerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra g, som affattet
ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra a.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra l, er im-
25
plementeret i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 16, ved en
generel henvisning til købelovens mangelsregler.
Justitsministeriet foreslår at tilføje ”og de væsentligste ele-
menter heri, og oplysningerne gives ved brug af nærmere
fastsatte regler efter stk. 5”, således at der ved formuleringen
af bestemmelsen i høj grad tages udgangspunkt i ordlyden
af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra l, som
affattet ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra b, men
at der tages højde for måden, hvorpå den harmoniserede
meddelelse vil blive implementeret i dansk ret.
Der henvises til pkt. 3.2.2.3.3 nedenfor og til lovforslagets
bemyndigelsesbestemmelse § 2, nr. 9, samt bemærkningerne
hertil.
Med ECGT-direktivet indsættes tre nye oplysningspligter
i litra la-1c i forlængelse af forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 6, stk. 1, litra l.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens §
8, stk. 1, indsættes et nyt nr. 17, som indebærer, at den
erhvervsdrivende skal give oplysning om en eventuel garan-
ti for holdbarhed, som defineret ved den foreslåede § 3,
nr. 19, i forbrugeraftaleloven, såfremt den erhvervsdrivende
tilbyder en sådan garanti. Oplysningen skal stilles til rådig-
hed på en fremtrædende måde og oplysningen gives ved
brug af nærmere fastsatte regler efter stk. 5, og skal bl.a.
indeholde oplysning om garantiens varighed. Der henvises
til pkt. 3.2.2.3.3 nedenfor og til lovforslagets bemyndigel-
sesbestemmelse § 2, nr. 9, samt bemærkningerne hertil for
så vidt angår hvilke regler, der vil blive fastsat efter § 8, stk.
5.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører ECGT-direktivets
artikel 2, stk. 3, litra c, som indsætter en ny artikel 6, stk. 1,
litra la, i forbrugerrettighedsdirektivet.
Der stilles efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk.
1, litra la, bl.a. krav om, at sådanne oplysninger omfatter
”en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for
kontraktmæssighed”. Det er Justitsministeriets vurdering, at
dette krav ikke nødvendiggør en formulering herom i § 8,
stk. 1, nr. 17, idet den nuværende bestemmelse i § 8, stk.
1, nr. 16, indeholder en generel henvisning til købelovens
mangelsregler, som allerede omfatter den retlige garanti for
digitalt indhold og digitale tjenester.
Grundet den nuværende bestemmelse i § 8, stk. 1, nr. 16, er
det samtidig Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen i
ECGT-direktivets artikel 6, stk. 1, litra 1b, hvorefter den er-
hvervsdrivende skal give ”en påmindelse om eksistensen af
den retlige garanti for digitalt indholds og digitale tjenesters
kontraktmæssighed” ikke nødvendiggør en ny bestemmelse
i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens §
8, stk. 1, indsættes et nyt nr. 18, som indebærer, at den
erhvervsdrivende skal oplyse om den minimumsperiode,
enten angivet som en periode eller med henvisning til en
dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer softwa-
reopdateringer, såfremt der er tale om en vare med digitale
elementer, om digitalt indhold eller om digitale tjenester,
hvor producenten eller udbyderen stiller oplysningerne til
rådighed for den erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerrettig-
hedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra lc, som indsat ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra c.
Med ECGT-direktivet tilføjes herudover yderligere to oplys-
ningspligter i artikel 6, stk. 1, i forbrugerrettighedsdirekti-
vet. Det drejer sig om litra u og v.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens §
8, stk. 1, indsættes et nyt nr. 27, som indebærer, at den
erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal give oplysning
om varens score for reparationsmulighed.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 6, stk. 1, litra u, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 2, stk. 3, litra d.
Justitsministeriet foreslår, at der i § 8, stk. 1, endvidere ind-
sættes et nyt nr. 28, som indebærer, at den erhvervsdrivende,
såfremt nr. 27 ikke finder anvendelse, og forudsat at produ-
centen stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdri-
vende, skal oplyse om tilgængeligheden af og de anslåede
omkostninger ved og proceduren for bestilling af reservede-
le, der er nødvendige for at holde varerne mangelfri, om
tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdelsesvejled-
ninger samt oplyse om reparationsbegrænsninger.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivet
artikel 6, stk. 1, litra v, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 2, stk. 3, litra d.
Det er Justitsministeriets vurdering, at formuleringen ”der
er nødvendige for at holde en vare kontraktmæssig”, som
fremgår af artikel 6, stk. 1, litra v, må forstås således, at
der skal gives de oplysninger, som er nødvendige for at
holde en salgsgenstand mangelfri i overensstemmelse med
købelovens mangelsregler. Justitsministeriet foreslår derfor,
at nr. 28 affattes i overensstemmelse hermed.
Med ECGT-direktivets artikel 2, stk. 4, foretages en ændring
i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, om formelle
krav til aftaler om fjernsalg, som følge af, at der tilføjes et
nyt litra la i artikel 6, stk. 1, om oplysning om garanti for
holdbarhed.
Justitsministeriet foreslår, at forbrugeraftalelovens § 12, stk.
1, som forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, er
implementeret ved, ændres i overensstemmelse hermed, så-
ledes at den erhvervsdrivende også skal gøre forbrugeren
opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i det nye §
8, stk. 1, nr. 17, det vil sige om en eventuel garanti for
holdbarhed.
Formålet med kravet er at sikre, at forbrugeren tager højde
26
for disse oplysninger, jf. ECGT-direktivets præambelbetragt-
ning nr. 38.
Denne tilføjelse gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 8, stk. 2, som affattet ved ECGT-direktivets artikel 2,
stk. 4.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3-10, og bemærknin-
gerne hertil.
3.2.2.3.2. Andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler
indgået uden for fast forretningssted
Med ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, ændres visse dele
af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, om oplys-
ningskrav vedrørende andre aftaler end aftaler om fjernsalg
eller aftaler indgået uden for fast forretningssted, idet oplys-
ningskravene udvides.
Ændringerne i oplysningskravene er udtryk for totalharmo-
nisering og skal gennemføres i dansk lovgivning.
Forbrugerettighedsdirektivets artikel 5 er gennemført i for-
brugeraftalelovens § 17. Justitsministeriet foreslår derfor at
ændre § 17 i overensstemmelse med ECGT-direktivet.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra e, er
implementeret ved forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 5,
ved en generel henvisning til købelovens mangelsregler.
Justitsministeriet foreslår, at der i § 17, stk. 1, nr. 5, tilføjes
”og de væsentligste elementer heri, og oplysningerne gives
ved brug af nærmere fastsatte regler efter stk. 3”, således
at der ved formuleringen af bestemmelsen i høj grad tages
udgangspunkt i ordlyden af forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 5, stk. 1, litra e, som affattet ved ECGT-direktivets
artikel 2, stk. 2, litra a, men at der tages højde for måden
hvorpå den harmoniserede meddelelse vil blive implemente-
ret i dansk ret.
Der henvises til pkt. 3.2.2.3.3 nedenfor og til lovforslagets
bemyndigelsesbestemmelse § 2, nr. 16, samt bemærkninger-
ne hertil.
Med ECGT-direktivet indsættes herudover fire nye oplys-
ningspligter i litra ea-ed i forbrugerrettighedsdirektivets arti-
kel 5, stk. 1.
På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at der i forbru-
geraftalelovens § 17, stk. 1, indsættes et nyt nr. 6, som
indebærer, at den erhvervsdrivende skal give oplysning om
en eventuel garanti for holdbarhed, som defineret ved det
foreslåede § 3, nr. 19, i forbrugeraftaleloven, såfremt den
erhvervsdrivende tilbyder en sådan garanti. Oplysningen
skal stilles til rådighed på en fremtrædende måde og oplys-
ningerne gives ved brug af nærmere fastsatte regler efter
§ 17, stk. 3, og skal bl.a. indeholde oplysning om garanti-
ens varighed. Der henvises til pkt. 3.2.2.3.3 nedenfor og
til lovforslagets bemyndigelsesbestemmelse § 2, nr. 9, samt
bemærkningerne hertil for så vidt angår hvilke regler, der vil
blive fastsat efter § 8, stk. 5.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerrettig-
hedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra ea, som indsat ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, litra b.
Der stilles efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk.
1, litra la, bl.a. krav om, at sådanne oplysninger omfatter
”en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for
kontraktmæssighed”.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at dette skal forstås som
en henvisning til købelovens almindelige mangelsregler. Ju-
stitsministeriet foreslår på den baggrund at formulere nr. 6 i
overensstemmelse hermed.
Det er Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen i
ECGT-direktivets artikel 5, stk. 1, litra eb, hvorefter den er-
hvervsdrivende skal give ”en påmindelse om eksistensen af
den retlige garanti for digitalt indholds og digitale tjenesters
kontraktmæssighed”, ikke nødvendiggør en ny bestemmelse
i forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1.
Den nuværende bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 5, indeholder
således en generel henvisning til købelovens mangelsregler,
som allerede omfatter den retlige garanti for digitalt indhold
og digitale tjenester.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens §
17, stk. 1, tilføjes et nyt nr. 7, som indebærer, at den er-
hvervsdrivende, hvor det er relevant, skal give oplysninger,
om eksistensen af og betingelserne for eftersalgsservice og
handelsmæssige garantier.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerrettig-
hedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra ec, som indsat ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, litra b.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens §
17, stk. 1, tilføjes et nyt nr. 8, som indebærer, at den er-
hvervsdrivende skal oplyse om den minimumsperiode, enten
angivet som en periode eller med henvisning til en dato,
i hvilken producenten eller udbyderen leverer softwareopda-
teringer, såfremt der er tale om en vare med digitale elemen-
ter, om digitalt indhold eller om digitale tjenester, hvor pro-
ducenten eller udbyderen stiller oplysningerne til rådighed
for den erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerrettig-
hedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra ed, som indsat ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, litra b.
ECGT-direktivet tilføjer derudover yderligere to oplysnings-
pligter i artikel 5, stk. 1, i forbrugerrettighedsdirektivet. Det
drejer sig om litra i-j.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der i forbru-
geraftalelovens § 17, stk. 1, som affattet ved dette lovfor-
slag, indsættes et nyt nr. 13, hvorefter den erhvervsdrivende,
27
hvor det er relevant, skal give oplysninger, om salgsgenstan-
dens score for reparationsmulighed.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 5, stk. 1, litra i, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 2, stk. 2, litra c.
Justitsministeriet foreslår, at der i § 17, stk. 1, indsættes
et nyt nr. 14, som indebærer, at den erhvervsdrivende,
såfremt det foreslåede nr. 13 ikke finder anvendelse, og
forudsat at producenten stiller oplysningerne til rådighed
for den erhvervsdrivende, skal oplyse om tilgængeligheden
af og de anslåede omkostninger ved og proceduren for
bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde
varerne mangelfri, om tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt oplysninger om reparati-
onsbegrænsninger.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 5, stk. 1, litra j, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 2, stk. 2, litra c.
Det er Justitsministeriets vurdering, at formuleringen ”der
er nødvendige for at holde en vare kontraktmæssig”, som
fremgår af artikel 5, stk. 1, litra j, må forstås således, at
der skal gives de oplysninger, som er nødvendige for at
holde en salgsgenstand mangelfri i overensstemmelse med
købelovens mangelsregler. Justitsministeriet foreslår derfor,
at § 17, stk. 1, nr. 14, affattes i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 11-15, og bemærknin-
gerne hertil.
3.2.2.3.3. Harmoniseret meddelelse og mærke
Med ECGT-direktivets artikel 2, nr. 5, indsættes i forbru-
gerrettighedsdirektivet en ny artikel 22a om harmoniseret
meddelelse og harmoniseret mærke, som skal anvendes, når
erhvervsdrivende skal give oplysninger til forbrugerne efter
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra e-ea, og
artikel 6, stk. 1, litra l-la.
Det følger af artikel 22a, stk. 2 og 4, at Europa-Kommissio-
nen senest den 27. september 2025 ved hjælp af gennemfø-
relsesretsakter skal fastlægge udformningen og indholdet af
den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mær-
ke.
Den harmoniserede meddelelse skal indeholde de væsentlig-
ste elementer i den retlige garanti for kontraktmæssighed,
herunder dens minimumsvarighed på to år som fastsat i
direktiv (EU) 2019/771, og en generel henvisning til mulig-
heden for, at varigheden af den retlige garanti for kontrakt-
mæssighed er længere i henhold til national ret, jf. artikel
22a, stk. 3.
Den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mær-
ke skal være let genkendelige og forståelige for forbrugerne
og lette at bruge og gengive for de erhvervsdrivende, jf.
artikel 22a, stk. 5.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der
bør indføres hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler om den harmoniserede meddelelse og det
harmoniserede mærke.
Justitsministeriet foreslår således, at udformningen og ind-
holdet af den harmoniserede meddelelse og det harmonise-
rede mærke fastsættes i en bekendtgørelse, som udstedes af
justitsministeren i henhold til de gennemførelsesakter, der
udstedes af Europa-Kommissionen.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der i forbru-
geraftalelovens §§ 8 og 17 indsættes en bemyndigelse til,
at justitsministeren fastsætter regler om måden hvorpå, er-
hvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbru-
gerne efter henholdsvis forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr.
16 og 17, og § 17, stk. 1, nr. 5 og 6, som affattet ved dette
lovforslag, jf. de foreslåede § 8, stk. 5, og § 17, stk. 3.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 9 og 16, og bemærk-
ningerne hertil.
3.3. Ændring af forbrugerklageloven
3.3.1. Adgang til at afskære klageadgangen til
Forbrugerklagenævnet
3.3.1.1. Gældende ret
Forbrugerklagesystemet er reguleret i forbrugerklageloven.
Det følger af forbrugerklagelovens § 9, at forbrugere kan
indbringe klager, der udspringer af en aftale mellem en for-
bruger og en erhvervsdrivende om køb af en vare eller en
tjenesteydelse, for Nævnenes Hus, jf. dog § 13, stk. 2, 1.
pkt., og § 16.
Det følger endvidere af § 10, at Nævnenes Hus skal foretage
mediation i klager, der indbringes for styrelsen, jf. § 9. Me-
diationen skal foretages på grundlag af parternes – forbruge-
rens og den erhvervsdrivendes – egne oplysninger. Nævne-
nes Hus skal i mediationen lægge særlig vægt på at vejlede
parterne om de generelle regler på området og at vejlede
parterne om Forbrugerklagenævnets praksis.
Formålet med mediationen er ifølge bemærkningerne til §
10 at søge at skabe en dialog mellem forbrugeren og den
erhvervsdrivende og dermed tilskynde dem til selv at finde
den bedst mulige løsning på sagen. Mediationen gennemfø-
res på baggrund af de oplysninger, som parterne selv kom-
mer med, og Nævnenes Hus oplyser ikke sagen yderligere,
ligesom der i mediationsfasen ikke indhentes sagkyndige
erklæringer, jf. Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 118
som fremsat, side 12. Mediationen skal på den måde sikre et
mere smidigt og effektivt klagesystem. Det fremgår endvi-
dere, at der ikke i Nævnenes Hus’ mediation vil blive foreta-
get konkrete juridiske vurderinger i den enkelte sag, ligesom
der ikke vil blive truffet administrative afgørelser. Styrelsen
skal optræde som en uvildig tredjepart i sagen og vejlede
faktuelt om de generelle regler på området, bidrage til at
28
genskabe en god dialog mellem parterner, vejlede om For-
brugerklagenævnets generelle praksis på området og pege på
muligheder, som parterne måske ikke selv har tænkt på.
Konstaterer Nævnenes Hus på baggrund af mediationen, at
muligheden for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til
stede, skal parterne, jf. forbrugerklagelovens § 11, underret-
tes om, at sagen afsluttes, jf. dog § 18, stk. 1. Forbrugeren
skal samtidig orienteres om muligheden for at indbringe
sagen for Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.
Det er en forudsætning for, at forbrugeren kan indbringe
en klage for Forbrugerklagenævnet, at der først har været
gennemført mediation i Nævnenes Hus, og at det ikke har
været muligt at finde en mindelig løsning ved mediationen,
jf. §§ 18 og 19.
Der findes ikke i dag regler om, at Nævnenes Hus, når
mediationsfasen er afsluttet, kan afskære klageadgangen til
Forbrugerklagenævnet, hvis det er åbenbart, at forbrugeren
ikke kan få medhold i sin klage ved Forbrugerklagenævnet.
Når en forbruger efter endt mediation vælger at klage til
Forbrugerklagenævnet, følger det af forbrugerklagelovens §
20, stk. 1, at Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage,
når 1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved mediation
i Nævnenes Hus, jf. kapitel 5, og 2) prisen for varen eller
tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte grænser
fastsat af erhvervsministeren, jf. § 22, stk. 2.
3.3.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Mæglingsteamet for Forbrugerklager i Nævnenes Hus mod-
tager jævnligt klager fra forbrugere, hvor det på baggrund
af sagens faktum, gældende ret eller en fast praksis i Forbru-
gerklagenævnet er åbenbart, at forbrugerne ikke vil kunne
få medhold i en efterfølgende klage ved Forbrugerklagen-
ævnet, f.eks. fordi forbrugeren har reklameret for sent, fordi
kravet mod den erhvervsdrivende uomtvisteligt er forældet,
fordi det på baggrund af sagens oplysninger står klart, at
årsagen til fejlen på varen er forårsaget af forbrugerens
uhensigtsmæssige brug, fordi forbrugerens krav er i strid
med gældende lovgivning, fordi Forbrugerklagenævnet har
en klar og utvetydig praksis, eller fordi sagen er uegnet til
behandling i mangel på beviser. Ofte indbringes disse klager
for Forbrugerklagenævnet, når der ikke kan opnås en minde-
lig løsning mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende i
forbindelse med mediationen.
Det er efter Erhvervsministeriets opfattelse afgørende, at
det offentlige forbrugerklagesystem drives effektivt, og at
ressourcer til nævnets sagsbehandling m.v. anvendes på den
mest hensigtsmæssige måde til gavn for såvel forbrugere
som erhvervslivet. Forbrugerklagenævnet bør derfor ikke,
når mediationsfasen er afsluttet, bruge unødig tid og res-
sourcer på at behandle klager, hvor det på baggrund af
parternes oplysninger fra mediationen er åbenbart, at for-
brugeren ikke vil få medhold i sin klage ved Forbrugerkla-
genævnet. Udsigtsløse klager har den konsekvens, at andre
klager, hvor der er et reelt behov for nævnets stillingtagen
til en tvist, eventuelt kan få en længere sagsbehandlingstid,
ligesom såvel forbrugeren som den erhvervsdrivende må
vente på at få en endelig afklaring af tvisten.
Erhvervsministeriet finder ikke, at der bør ændres på selve
mediationsfasen eller den rolle, som Nævnenes Hus har i
denne fase med henblik på at skabe en dialog mellem for-
brugeren og den erhvervsdrivende og dermed tilskynde dem
til selv at finde den bedst mulige løsning på sagen. Nævne-
nes Hus bør således fortsat ikke foretage yderligere sagsop-
lysning eller lave juridiske vurderinger vedrørende den kon-
krete klage i forbindelse med selve mediationen, og Nævne-
nes Hus bør heller ikke i den forbindelse træffe afgørelser
ud over de afgørelser om afvisning i forhold til formelle
forhold og lignende, der følger af forbrugerklagelovens §
13, stk. 2, og § 16.
Erhvervsministeriet finder på den baggrund, at det vil være
hensigtsmæssigt, at der indsættes hjemmel til, at Nævnenes
Hus efter gennemført mediation, hvis der ikke er fundet
en mindelig løsning ved mediationen, og på baggrund af
de under mediationen fremkomne oplysninger kan træffe
afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for
Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for åbenbart, at
Forbrugerklagenævnet ikke kan give forbrugeren medhold i
klagen. Såfremt sagen ikke før eller under mediationen er
tilstrækkeligt oplyst, kan Nævnenes Hus efter omstændighe-
derne indhente yderligere oplysninger fra parterne, med hen-
blik på at Nævnenes Hus efterfølgende kan træffe afgørelse
om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbruger-
klagenævnet, såfremt betingelserne herfor er opfyldt.
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at en sådan ordning
kan gennemføres, uden at det tilsidesætter forudsætningen i
forbrugerklagesystemet om en mediationsfase og en nævns-
behandling med kollegial behandling af klager med delta-
gelse af repræsentanter for forbrugerne og erhvervslivet ved
Forbrugerklagenævnet, jf. forbrugerklagelovens § 26. Mu-
ligheden for at afskære forbrugerens adgang til at indbrin-
ge en klage for Forbrugerklagenævnet er således tiltænkt
tilfælde, hvor der åbenbart ikke er behov for en meningsud-
veksling under en eventuel nævnsbehandling. Herudover vil
forbrugeren kunne vælge at indbringe en afgørelse om, at
klagen ikke kan indbringes for Forbrugerklagenævnet, for
formanden for Forbrugerklagenævnet. Dette svarer til, hvad
der gælder for andre afgørelser, der træffes af Nævnenes
Hus.
Det bemærkes, at en bestemmelse, der giver Nævnenes Hus
adgang til at afskære forbrugerens adgang til at klage til
Forbrugerklagenævnet, når det er åbenbart, at Forbrugerkla-
genævnet ikke kan give forbrugeren medhold i klagen, ik-
ke vil have betydning for forbrugerens adgang til at søge
tvisten løst ved mediation. Det bemærkes, at formålet med
mediationen er at finde frem til en mindelig løsning, som
begge parter vil være tilfredse med i den konkrete sag. Den
løsning, som parterne må nå frem til under mediationen, er
29
således ikke nødvendigvis udtryk for den juridisk korrekte
løsning. Nævnenes Hus er dog i medfør af den almindelige
forvaltningsretlige vejledningspligt forpligtet til at vejlede
generelt om reglerne på området og Forbrugerklagenævnets
praksis, men Nævnenes Hus vil ikke under mediationen vej-
lede om, hvordan det juridiske udfald af den konkrete sag
vurderes at være, hvis sagen blev ført ved Forbrugerklagen-
ævnet.
Det foreslås på den baggrund at nyaffatte § 11 i forbruger-
klageloven.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 1, således at hvis Nævnenes
Hus på baggrund af mediationen konstaterer, at muligheden
for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal
parterne underrettes om, at sagen afsluttes, jf. dog § 18, stk.
1.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 2, således at forbrugeren
samtidig med underretning om sagens afslutning efter den
foreslåede § 11, stk. 1, skal orienteres om muligheden for
at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, jf. dog den
foreslåede § 11, stk. 3, nedenfor.
Det foreslåede stk. 1 og 2 er en videreførelse af den gælden-
de bestemmelse i forbrugerklagelovens § 11.
Den foreslåede § 11, stk. 1, vil indebære, at Nævnenes
Hus som efter gældende ret ud fra en konkret vurdering
skal afslutte sagen, hvis det på baggrund af mediationen
konstateres, at det ikke er muligt at nå frem til en mindelig
løsning. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis den er-
hvervsdrivende nægter at medvirke, eller parterne i øvrigt
ikke kan nå til enighed om en løsning af den pågældende
tvist. Forbrugerens gebyr, jf. § 12, tilbagebetales ikke i disse
tilfælde.
Den foreslåede § 11, stk. 2, vil indebære, at Nævnenes Hus
som efter gældende ret vil skulle oplyse forbrugeren om
muligheden for at gå videre med sagen til Forbrugerklagen-
ævnet, jf. § 19. Fristerne i lovens § 18 for sagsbehandling
finder fortsat anvendelse. Nævnenes Hus vil dog ikke skulle
oplyse forbrugeren om muligheden for at gå videre med
sagen til Forbrugerklagenævnet, hvis Nævnenes Hus træffer
afgørelse efter den foreslåede § 11, stk. 3.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 3, således at Nævnenes Hus
i forbindelse med, at sagen afsluttes efter den foreslåede §
11, stk. 1, kan træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan
indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må an-
ses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold
i klagen.
Den foreslåede § 11, stk. 3, vil medføre, at Nævnenes Hus,
når mediationen er gennemført og afsluttet, fordi det ikke
er muligt for parterne at nå frem til en mindelig løsning,
vil kunne træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke vil kunne
indbringe sin klage for Forbrugerklagenævnet, hvis det på
baggrund af de oplysninger, som parterne har afgivet i for-
bindelse med mediationen, må anses for åbenbart, at nævnet
ikke vil kunne give forbrugeren medhold i klagen.
Efter det foreslåede vil en forbruger således ikke som efter
gældende ret i alle tilfælde kunne indbringe en klage for
Forbrugerklagenævnet, hvis det ikke er lykkedes parterne
at finde en mindelig løsning ved mediationen. Forbruger-
klagenævnet vil dermed ikke skulle behandle klager, hvis
Nævnenes Hus efter afslutning af mediationen vurderer, at
det er åbenlyst, at Forbrugerklagenævnet ikke vil kunne give
forbrugeren medhold i klagen.
Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt nr. 2 i § 20,
stk. 1, i forbrugerklageloven, hvorefter Forbrugerklagenæv-
net kan behandle en klage, hvis Nævnenes Hus ikke har
truffet afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe sag-
en for Forbrugerklagenævnet, jf. den foreslåede § 11, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
den foreslåede § 11, stk. 3, og vil indebære, at Forbrugerkla-
genævnet ikke vil kunne behandle en klage, når Nævnenes
Hus har truffet afgørelse om, at forbrugeren ikke kan ind-
bringe sagen for nævnet, da det må anses for åbenbart, at der
ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen. Bestemmelsen
vil finde anvendelse i situationer, hvor forbrugeren på trods
af afgørelsen fra Nævnenes Hus alligevel vælger at indgive
en klage til Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnet vil fortsat kunne behandle en klage,
hvis forbrugeren har klaget over en afgørelse truffet i med-
før af den foreslåede § 11, stk. 3, til Forbrugerklagenævnets
formand, jf. forbrugerklagelovens § 43, stk. 2, og formanden
har givet forbrugeren medhold.
3.3.2. Afvisning af en klage ved forbrugerens manglende
betaling af klagegebyr
3.3.2.1. Gældende ret
Det følger af § 12, stk. 1, 1. pkt., i forbrugerklageloven, at
forbrugere skal betale et gebyr for mediation i Nævnenes
Hus.
Det følger endvidere af § 27, stk. 1, at forbrugere skal betale
et gebyr for behandling af en klage ved Forbrugerklagenæv-
net.
En klage kan i dag indgives digitalt via Nævnenes Hus’
klageportal, hvor gebyret betales i forbindelse med indgivel-
sen, eller en klage kan indgives uden om klageportalen uden
samtidig betaling af gebyret. Hvis klagen ikke er indgivet
via klageportalen, opkræver Nævnenes Hus gebyret fra for-
brugeren, efter at klagen er indgivet.
Betaling af gebyret er en forudsætning for behandlingen af
en klage.
Det er på den baggrund fast praksis i såvel Nævnenes Hus
som Forbrugerklagenævnet, at en klage afvises, hvis forbru-
geren ikke indbetaler det krævede gebyr inden en fastsat
30
frist. Der findes dog ikke i dag udtrykkelige regler om, at
Nævnenes Hus og Forbrugerklagenævnet afviser at behand-
le klager, hvis forbrugeren ikke indbetaler gebyret inden
for en nærmere fastsat frist. Hvornår en klage i øvrigt kan
afvises, er udtømmende reguleret i forbrugerklageloven.
3.3.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det er et krav, at en forbruger skal betale et gebyr for at
få behandlet sin klage i henholdsvis Nævnenes Hus og For-
brugerklagenævnet, og det forudsættes hermed, at en klage
ikke kan behandles, hvis gebyret ikke betales. Det følger
dermed af administrativ praksis, at en klage skal afvises,
hvis forbrugeren ikke betaler det krævede gebyr. Modsat
manglende betaling af gebyr er de øvrige afvisningsgrunde
efter forbrugerklageloven i dag udtømmende reguleret i lo-
ven.
Det er på den baggrund Erhvervsministeriets opfattelse,
at det vil være mest hensigtsmæssigt, at der indsættes en
udtrykkelig bestemmelse om afvisning af klager ved mang-
lende eller for sen indbetaling af det krævede klagegebyr,
således at alle afvisningsgrunde følger udtrykkeligt af for-
brugerklageloven.
Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i henholdsvis
forbrugerklagelovens § 12, stk. 1, og § 27, stk. 1, hvorefter
klagen afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en af
Nævnenes Hus eller Forbrugerklagenævnet fastsat frist.
De foreslåede ændringer vil indebære, at det kommer til
at fremgå udtrykkeligt af forbrugerklageloven, at Nævnenes
Hus i mediationsfasen og Forbrugerklagenævnet ved kla-
gens indgivelse til nævnet afviser en klage, hvis forbrugeren
ikke indbetaler gebyret inden en nærmere fastsat frist.
Det forudsættes, at Nævnenes Hus og Forbrugerklagenæv-
net som i dag fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken
forbrugeren skal betale gebyret, hvis klagen skal behandles.
Forslaget er en kodificering af gældende administrativ prak-
sis og vil ikke medføre en ændring af heraf.
3.3.3. Sambehandling af ensartede klager
3.3.3.1. Gældende ret
Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbruger-
klageloven til, at Nævnenes Hus, godkendte private tvistløs-
ningsorganer eller Forbrugerklagenævnet kan vælge at sam-
behandle modtagne klager, hvis klagernes parter, tvistens
karakter mv. gør en sådan behandling hensigtsmæssig.
3.3.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det opleves både i Nævnenes Hus og i Forbrugerklagenæv-
net, at der fra forskellige forbrugere modtages flere klager
med ensartede krav mod samme erhvervsdrivende.
Det vil efter Erhvervsministeriets opfattelse være hensigts-
mæssigt, hvis der indsættes en udtrykkelig hjemmel til, at
Nævnenes Hus, godkendte private tvistløsningsorganer og
Forbrugerklagenævnet efter en konkret vurdering kan vælge
at sambehandle sådanne klager helt eller delvist, når det vur-
deres at være det mest hensigtsmæssige og til gavn for alle
sagens parter for at sikre en effektiv sagsbehandling, herun-
der med henblik på at både forbrugerne og den erhvervsdri-
vende vil kunne få en hurtig afklaring af deres tvist.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 16 a og stk. 3 i §
20, hvorefter godkendte private tvistløsningsorganer, Næv-
nenes Hus og Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere
ensartede, verserende klager mellem samme eller forskellige
parter skal behandles i forbindelse med hinanden.
De foreslåede bestemmelser vil indebære, at godkendte pri-
vate tvistløsningsorganer, Nævnenes Hus og Forbrugerkla-
genævnet kan vælge helt eller delvist at sambehandle allere-
de modtagne ensartede klager mellem samme eller forskelli-
ge parter, hvis det vurderes at være det mest hensigtsmæssi-
ge i forhold til de konkrete klager.
De foreslåede bestemmelser er hovedsageligt tiltænkt an-
vendt på situationer, hvor flere forbrugere har ensartede
krav imod samme erhvervsdrivende, men bestemmelserne
vil også kunne anvendes, hvis der modtages egnede klager,
hvor en eller flere forbrugere har ensartede krav imod flere
erhvervsdrivende.
Det forudsættes, at de foreslåede bestemmelser alene vil
kunne anvendes ved klager, hvor klagerne er ensartede, og
hvor det skønnes hensigtsmæssigt for alle de sambehandlede
klager, at de behandles i forbindelse med hinanden.
Det forudsættes endvidere, at en beslutning om helt eller
delvist at sambehandle to eller flere verserende klager ik-
ke må kunne påvirke mediation om en mindelig løsning i
den enkelte klagesag negativt, ligesom sambehandling ikke
må kunne forventes at medføre en mærkbar længere sagsbe-
handlingstid for den enkelte klage.
3.3.4. Delegation af afgørelseskompetence til private
tvistløsningsorganers sekretariater
3.3.4.1. Gældende ret
Det følger af forbrugerklagelovens § 6, stk. 1, at erhvervs-
ministeren kan godkende oprettelsen af og vedtægterne for
private tvistløsningsorganer, som omfatter bestemte bran-
cher eller andre afgrænsede områder.
Et privat tvistløsningsorgan kan alene godkendes, hvis tvist-
løsningsorganets vedtægter indeholder bestemmelser om or-
ganets sammensætning og sagsbehandling, som er betryg-
gende for parterne, samt bestemmelser om sagkundskab,
uafhængighed, habilitet, gebyrer og omkostninger. Det er
endvidere en betingelse for godkendelse, at tvistløsningsor-
ganets formand og eventuelle næstformænd er dommere, jf.
§ 6, stk. 2.
31
Det følger af forbrugerklagelovens § 16, stk. 1, at et god-
kendt privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus skal
afvise at behandle en klage, hvis klagen hører under, er
under behandling ved eller har været behandlet af et an-
det privat tvistløsningsorgan, et lovbestemt alternativt tvist-
løsningsorgan, som er anmeldt til Europa-Kommissionen,
et udenlandsk tvistløsningsorgan, som er anmeldt til Euro-
pa-Kommissionen, Nævnenes Hus eller en domstol. Af for-
brugerklagelovens § 16, stk. 2, følger det, at et godkendt
privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus kan afvise at
behandle en klage, hvis 1) forbrugeren ikke forudgående
har reklameret over for den erhvervsdrivende, 2) klagen er
useriøs eller unødig, 3) prisen for varen eller tjenesteydel-
sen ligger under eller over en bestemt grænse fastsat af
erhvervsministeren efter § 6, stk. 3, eller § 13, stk. 2, 1. pkt.,
jf. dog § 13, stk. 2, 2. pkt., 4) klagen ikke skønnes egnet
til behandling ved et godkendt privat tvistløsningsorgan eller
i Nævnenes Hus, eller 5) behandlingen af klagen i alvorlig
grad vil hindre det godkendte private tvistløsningsorgan el-
ler Nævnenes Hus i at fungere effektivt.
Af forbrugerklagelovens § 17, stk. 1, fremgår det, at såfremt
det er åbenbart, at klagen ikke kan behandles af et godkendt
privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus, skal tvistløs-
ningsorganet eller Nævnenes Hus afvise klagen senest 3
uger efter modtagelsen. I andre tilfælde skal tvistløsningsor-
ganet eller Nævnenes Hus afvise sagen hurtigst muligt.
Det følger af forbrugerklagelovens § 21, stk. 3, at Forbru-
gerklagenævnet kan bemyndige Forbrugerklagenævnets se-
kretariatet (Nævnenes Hus) til at træffe afgørelse på nævnets
vegne om afvisning i medfør af § 16.
Private tvistløsningsorganer, der er godkendt efter forbruger-
klageloven, har efter gældende ret ikke samme mulighed for
at delegere afgørelseskompetence til deres sekretariater.
3.3.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Private tvistløsningsorganer modtager regelmæssigt klager,
hvor der skal ske afvisning i medfør af forbrugerklagelovens
§ 16.
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at hensyn til en hur-
tig afklaring af en tvist for forbrugere og erhvervslivet og
en effektiv sagsbehandling og udnyttelse af ressourcer i
godkendte private tvistløsningsorganer tilsiger, at der ikke i
tvistløsningsorganerne skal anvendes unødige ressourcer på
at behandle klager, der skal afvises. En adgang for et god-
kendt privat tvistløsningsorgan til – på samme måde som det
kan ske i Forbrugerklagenævnet – at delegere kompetence
til et sekretariat vil kunne understøtte en hurtig og effektiv
klagesagsbehandling i tvistløsningsorganet. Herudover vil
det understøtte de godkendte private tvistløsningsorganer i
at overholde 3-ugers fristen i disse sager, jf. § 17, stk. 1.
Erhvervsministeriet finder på den baggrund, at det vil være
hensigtsmæssigt, hvis de godkendte private tvistløsningsor-
ganer får samme mulighed for at bemyndige tvistløsningsor-
ganernes sekretariater til at træffe afgørelse om afvisning i
medfør af § 16, stk. 1 og 2, som allerede findes for Forbru-
gerklagenævnet.
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at det vil stemme
bedst overens med tvistløsningsorganernes autonomi, at det
overlades til det enkelte tvistløsningsorgan at bestemme,
i hvilket omfang denne bemyndigelse ønskes udnyttet, her-
under om sekretariatet alene skal bemyndiges til at træffe
bestemmelse om afvisning i nærmere afgrænsede tilfælde.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 6 a, hvorefter et god-
kendt privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit sekretari-
at til at træffe afgørelser efter § 16, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at et privat tvist-
løsningsorgan på samme måde som Forbrugerklagenævnet
vil kunne bemyndige sit sekretariat til at afvise at behandle
en klage i medfør af § 16, stk. 1 og 2.
Det er en forudsætning for, at et godkendt privat tvistløs-
ningsorgan kan udnytte bemyndigelsen i den foreslåede be-
stemmelse, at tvistløsningsorganets sekretariat har de nød-
vendige juridiske kompetencer til at træffe de afgørelser
om afvisning, som tvistløsningsorganet ønsker at delegere,
samt har et indgående kendskab til relevante regler og til
tvistløsningsorganets praksis.
Det er endvidere en forudsætning for udnyttelse af bemyndi-
gelsen, at det private tvistløsningsorgan løbende vil skulle
følge med i, hvilke sager sekretariatet afviser på nævnets
vegne. Dette vil kunne ske ved blandt andet løbende skriftlig
eller mundtlig orientering af det private tvistløsningsorgan.
Hvis et privat tvistløsningsorgan udnytter hjemlen til, at se-
kretariatet kan afvise visse sager på vegne af nævnet og ind-
sætter dette som en mulighed i nævnets vedtægter, vil næv-
net samtidigt være forpligtet til at indsætte en bestemmelse
i vedtægterne om, at forbrugeren eller den erhvervsdrivende
vil have ret til at anmode nævnets formand om genoptagel-
se, idet dette følger som en betingelse ifølge bekendtgørelse
om godkendelse af private tvistløsningsorganers § 24.
3.3.5. Frist for forbrugeres genoptagelsesanmodninger
3.3.5.1. Gældende ret
Det følger af forbrugerklagelovens § 32, at ønsker den er-
hvervsdrivende ikke at være bundet af den afgørelse, som
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsnings-
organ har truffet, skal den erhvervsdrivende skriftligt med-
dele dette til nævnet eller tvistløsningsorganet inden 30 dage
fra forkyndelsen af afgørelsen.
En rettidig modtaget meddelelse fra en erhvervsdrivende ef-
ter bestemmelsen indebærer, at den erhvervsdrivende ikke er
bundet af den afgørelse, som Forbrugerklagenævnet eller et
godkendt privat tvistløsningsorgan har truffet, og at afgørel-
sen således ikke kan tvangsfuldbyrdes. Ønsker forbrugeren
32
herefter at gå videre med sagen, må forbrugeren anlægge en
civil retssag mod den erhvervsdrivende.
En anmodning fra den erhvervsdrivende om genoptagelse
af klagesagen, der er indgivet skriftligt til Forbrugerklagen-
ævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan inden
udløbet af fristen i § 32, har opsættende virkning, jf. §
33. Fristen i § 32 regnes herefter fra det tidspunkt, hvor
anmodningen om genoptagelse er blevet afvist, eller hvor
nævnet eller tvistløsningsorganet har truffet afgørelse i gen-
optagelsessagen.
Der findes i dag ikke en tilsvarende frist for forbrugere, som
ønsker sagen genoptaget.
3.3.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
En forbruger, der får afvist sin klage, ikke får medhold
eller kun får delvist medhold i sin klage, kan i medfør det
almindelige forvaltningsretlige princip om genoptagelse an-
mode om at få sin sag genoptaget. Da forbrugerklageloven
i dag ikke indeholder en frist for forbrugerens anmodning
om genoptagelse af en klagesag, kan en forbruger begære
en sag genoptaget også længe efter, at den erhvervsdrivende
har modtaget afgørelsen og har indrettet sig på, at sagen og
dermed parternes tvist er færdigbehandlet og afsluttet.
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at når der er truffet
en afgørelse i en tvist mellem en forbruger og en erhvervs-
drivende, bør begge parter kunne indrette sig herefter. Både
forbrugeren og den erhvervsdrivende har en interesse i at
få vished for, om en sag, der er blevet afgjort af Forbru-
gerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan,
dermed har fundet sin afslutning, eller om den anden part
eventuelt må ønske at anmode om genoptagelse eller at
indbringe sagen for domstolene.
Det er på den baggrund Erhvervsministeriets opfattelse, at
det er hensigtsmæssigt, at der også for forbrugere indsættes
en frist, inden for hvilken forbrugeren skal have indgivet en
anmodning om genoptagelse.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 33 a, stk. 1, i forbru-
gerklageloven, hvorefter en anmodning fra forbrugeren om
genoptagelse af klagesagen skal være indgivet skriftligt til
Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløs-
ningsorgan inden 30 dage fra modtagelsen af afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugeren vil
være underlagt en frist på 30 dage fra modtagelsen af en
afgørelse, inden for hvilken forbrugeren skal have anmodet
om genoptagelse af klagesagen.
Fristen for anmodning om genoptagelse vil skulle beregnes
fra modtagelsen af afgørelsen, jf. også Justitsministeriets
vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klage-
frister.
Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny § 33 a, stk.
2, hvorefter Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat
tvistløsningsorgan kan se bort fra en overskridelse af fristen
i den foreslåede § 33 a, stk. 1, hvis der foreligger særlige
forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerkla-
genævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan konkret
kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis der foreligger sær-
lige forhold.
Ved vurderingen af om der foreligger særlige forhold, skal
Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløs-
ningsorgan bl.a. inddrage baggrunden for fristoverskridel-
sen, herunder om overskridelsen må anses for undskyldelig,
længden af fristoverskridelsen, om der foreligger modståen-
de hensyn til den erhvervsdrivende og afgørelsens betydning
for forbrugeren.
3.3.6. Godkendte private tvistløsningsorganers opkrævning
og inddrivelse af fordringer
3.3.6.1. Gældende ret
Et godkendt privat klagenævn kan i sine vedtægter fastsætte
bestemmelser om gebyrer og omkostninger for behandling
af en klage ved nævnet, jf. forbrugerklagelovens § 6, stk. 2.
Det følger af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, at loven
gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med til-
læg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves
eller inddrives af det offentlige, jf. dog §§ 1 a og 1 b. Skat-
teministeren kan fastsætte regler om, at loven desuden fin-
der anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i
henhold til lov. Det følger endvidere af gældsinddrivelseslo-
vens § 2, stk. 1, at skatteministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, er restanceinddrivelsesmyndighed, og at
restanceinddrivelsesmyndigheden forestår inddrivelse af for-
dringer, jf. § 1, stk. 1 og 2.
Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, gælder
gældsinddrivelsesloven bl.a. for opkrævning og inddrivelse
af fordringer på gebyrer, der opkræves eller inddrives af
godkendte private klagenævn.
3.3.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Højesteret har ved kendelse af 8. februar 2023 i sag
32/2022, som gengivet i UfR 2023.1967 H, fastslået, at
Ankenævn for biler er omfattet af en obligatorisk inddrivel-
sesordning for de fordringer, der er omfattet af gældsinddri-
velsesloven. Dette omfatter bl.a. fordringer på gebyrer fra
private klagenævn, da sådanne fordringer er bragt under
gældsinddrivelseslovens anvendelsesområde, jf. gældsind-
drivelsesbekendtgørelsen. Fordringen skulle derfor inddri-
ves af restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).
Erhvervsministeriet finder, at det vil være hensigtsmæssigt,
at det udtrykkeligt fremgår af forbrugerklageloven, hvordan
33
godkendte private klagenævns fordringer på gebyrer mv.
skal inddrives.
Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny § 39 a
i forbrugerklageloven, hvorefter godkendte private tvistløs-
ningsorganers opkrævning og inddrivelse af fordringer for
behandling af en klagesag med tillæg af renter, gebyrer og
andre omkostninger skal ske efter reglerne i lov om inddri-
velse af gæld til det offentlige.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det udtrykke-
ligt vil fremgå af forbrugerklageloven, at gældsinddrivelses-
loven fastlægger en obligatorisk inddrivelsesordning for de
fordringer, der er omfattet af loven, herunder fordringer på
gebyrer og omkostninger fra godkendte private klagenævn,
der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i gældsinddrivel-
seslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens
anvendelsesområde.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at have begrænsede økonomiske
konsekvenser på Justitsministeriets område, der kan henfø-
res til en mindre tilgang i antallet af politianmeldelser. Dom-
stolsstyrelsen, Rigspolitiet og Rigsadvokaten vurderer, at
merudgifterne hertil kan afholdes inden for de eksisterende
økonomiske rammer.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekven-
ser eller implementeringskonsekvenser for regionerne og
kommunerne.
For så vidt angår de syv principper for digitaliseringsklar
lovgivning er princip 1 om enkle og klare regler relevant
for dette lovforslag. Bestemmelserne i lovforslaget er udar-
bejdet så enkelt og klart som muligt i overensstemmelse her-
med. De øvrige principper for digitaliseringsklar lovgivning
vurderes ikke at være relevante for lovforslaget.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslagets § 1 vurderes ikke at medføre væsentlige
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet. Lovforslaget indskærper, at en række handels- og
markedsføringspraksisser er ulovlige, herunder visse typer
anprisninger. Det er lovgivning, som virksomheder skal
efterleve i forbindelse med anvendelsen af miljøanprisnin-
ger i markedsføringen, og der tale om frivillige anprisnin-
ger. Lovforslaget er i overensstemmelse med Forbrugerom-
budsmandens praksis på området.
Erhvervsstyrelsens Område for Bedre regulering (OBR) har
vurderet, at lovforslagets § 2 med stor sandsynlighed vil
medføre væsentlige administrative konsekvenser for dansk
erhvervsliv. De administrative konsekvenser forventes bl.a.
at bestå i, at virksomhederne vil have IT-omstillingsomkost-
ninger forbundet med videregivelse af en række produktspe-
cifikke oplysninger på grund af de ændrede oplysningskrav
ved indgåelse af forbrugeraftaler.
De administrative konsekvenser for erhvervslivet kan dog
ikke kvantificeres på nuværende tidspunkt og vil derfor bli-
ve kvantificeret i samarbejde mellem Justitsministeriet og
OBR ved en ex-post måling efter lovforslagets forventede
ikrafttræden.
Lovforslaget vurderes ikke at påvirke virksomheders eller
iværksætteres innovationsmuligheder.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Det vurderes, at lovforslagets del om, at Nævnenes Hus
ved afslutning af klager efter endt mediation kan afskære
forbrugeres klageadgang til Forbrugerklagenævnet, hvis det
må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren
medhold i klagen, kan have negative administrative konse-
kvenser, idet borgerne i visse tilfælde afskæres fra adgangen
til at klage til Forbrugerklagenævnet.
Lovforslaget vurderes herudover ikke at have administrative
konsekvenser for borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at medføre klimamæssige konse-
kvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at medføre miljø- og naturmæs-
sige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2024/825/EU af 28. februar 2024 om ændring af di-
rektiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse
af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplys-
ning, L af 6. marts 2024 (herefter ECGT-direktivet). ECGT-
direktivet skal være gennemført i national lovgivning senest
den 27. marts 2026 og træde i kraft den 27. september 2026.
ECGT-direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv. Lovfor-
slaget er udtryk for en direktivnær implementering for at
sikre en hensigtsmæssig og korrekt implementering.
De dele af lovforslagets § 3, der ændrer sagsbehandlingen
i Forbrugerklagenævnet, har ikke betydning for forholdet
til EU-retten, idet Forbrugerklagenævnet ikke er omfattet af
kravene i ATB-direktivet og derved ikke er et tvistløsnings-
organ under ATB-direktivets ramme. ATB-direktivet er et
minimumsharmoniseringsdirektiv, og Forbrugerklagenævnet
er en yderligere forbrugerbeskyttelse.
Foreslåede § 11, stk. 3, i forbrugerklageloven, som affattet
ved lovforslagets § 3, nr. 2, er endvidere ikke uforenelig
34
med kravene i ATB-direktivet, idet Forbrugerklagenævnet
netop ikke er omfattet af kravene i ATB-direktivet og derved
ikke er et tvistløsningsorgan under ATB-direktivets ramme,
men en yderligere forbrugerbeskyttelse.
Foreslåede § 6 a i forbrugerklageloven, som affattet ved
lovforslagets § 3, nr. 1, lever op til kravene i ATB-direktivet,
idet afgørelserne efter bestemmelsen vil blive truffet efter
delegation fra det kompetente, private tvistløsningsorgan,
hvor det samtidigt vil være muligt for parterne at klage over
afgørelsen til det kompetente, private tvistløsningsorgan, der
har delegeret afgørelseskompetencen til et sekretariat.
De øvrige dele af lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Lovforslaget er i overensstemmelse med de fem principper
for implementering af erhvervsrettet EU-regulering.
Det vurderes, at lovforslaget ikke går videre end minimums-
kravene i ECGT-direktivet efter princip 1. Erhvervslivet
pålægges således ikke skærpede krav eller lignende, som
går ud over minimumsforpligtelserne i ECGT-direktivet. Det
vurderes, at danske virksomheder ikke stilles dårligere i den
internationale konkurrence efter princip 2. Alle medlemssta-
ter skal implementere ECGT-direktivet, og direktivet medfø-
rer ens regler på området for markedsføring og forbrugerbe-
skyttelse på tværs af EU.
Det vurderes, at fleksibilitet og undtagelsesmuligheder i
EU-reguleringen udnyttes, hvor det er muligt og relevant
efter princip 3. Lovforslaget indeholder bestemmelser, som
opretholder national lovgivning, hvor dette er muligt efter
ECGT-direktivet.
Det vurderes, at det er nødvendigt at implementere ECGT-
direktivet ved lov efter princip 4. Det er således ikke muligt
og hensigtsmæssigt at implementere ECGT-direktivet gen-
nem alternativer til regulering.
Lovforslaget følger ECGT-direktivets vedtagelses- og ikraft-
trædelsesdatoer og træder ikke i kraft før tid, hvilket vurde-
res at være i overensstemmelse med princip 5.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 20. november
2024 til den 18. december 2024 (28 dage) været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
3F Fagligt Fælles Forbund, Advokatsamfundet, Akademi-
kernes Centralorganisation, AE - Arbejderbevægelsens Er-
hvervsråd, Ankenævn for Biler, Ankenævnet for Bus, Tog
og Metro, Ankenævnet for Feriehusudlejning, Ankenævnet
for Fondsmæglerselskaber, Ankenævnet for Forsikring, An-
kenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme, Ankenævnet for
Køreundervisning, Ankenævnet for Tekniske Installationer,
Ankenævnet på Energiområdet, APPLiA Danmark, ATP
- Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, Autobranchen Dan-
mark, Banedanmark, BAT, Bilbranchen, Brancheforeningen
Dansk Luftfart (BDL), Bryggeriforeningen, Bryggeriets An-
kenævn, Børnerådet, CBS - Copenhagen Business School,
CEPOS, Cevea, CO-Industri, Danmarks Aktive Forbrugere,
Danmarks Nationalbank, Danmarks Rejsebureau Forening,
Danmarks Statistik, Dansk Annoncørforening, Dansk Ar-
bejdsgiverforening, Dansk Bilbrancheråd, Dansk Ejendoms-
mæglerforening, Dansk e-Mobilitet, Dansk Erhverv, Dansk
Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Kørelærer-
Union, Dansk Markedsføring, Dansk Mobilitet, Dansk Mø-
beltransport Forening, Dansk Persontransport (DPT), Dansk
Standard, Dansk Mode og Textil (DM&T), DTL – Danske
Vognmænd, Dansk Vand- og Spildevandsforening (DAN-
VA), Danske Advokater, Danske Arkitektvirksomheder,
Danske Bedemænd, Danske Cykelhandlere, Danske maler-
mestre, Danske Medier, Danske Private Parkeringsselska-
bers Brancheforening, Danske Regioner, Danske Universite-
ter, Dataetisk Råd, Datatilsynet, De Samvirkende Købmænd
(DSK), Den Danske Dommerforening, Den danske Fonds-
mæglerforening, Det finansielle ankenævn, Det Kriminal-
præventive Råd, DI Byggeri, DI Digital og Dansk Industri,
Digitalt Ansvar, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstols-
styrelsen, DSB A/S, e-Mærket, EnergiFyn, Evida Holding
A/S, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDM - Forene-
de Danske Motorejere, Feriehusudlejernes Brancheforening,
Finans og Leasing, Finans Danmark, Finanstilsynet, Flix-
bus A/S, Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsmanden,
Forbrugerrådet Tænk, Foreningen for Dansk Internethandel
(FDIH), Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af
Statsadvokater, Foreningen Danske Revisorer, Forsikring og
Pension, Fynbus, Færøernes Landsstyre, Green Power Den-
mark, HK Danmark, HORESTA, Håndværkets Ankenævn,
Institut for Menneskerettigheder, IT-Branchen, IT-Politisk
Forening, ITU - IT-Universitetet i København, Journalist-
forbundet, Justitia, Klagenævnet for Ejendomsformidling,
Klagenævnet for Taxi, KL – Kommunernes Landsforening,
KOMBIT, Kreativitet & Kommunikation (KreaKom), Kri-
minalforsorgsforeningen, Københavns Byret, Københavns
Universitet, Landbrug og Fødevarer, Landsstyret via Rigs-
ombudsmanden på Færøerne, Lokale Pengeinstitutter, Me-
troselskabet I/S, Midttrafik, Mobility Denmark, Naalakker-
suisut, Nordjyllands Trafikselskab, Parkeringsklagenævnet,
Pakkerejse-Ankenævnet, Parcelhusejernes Landsforening,
Politiforbundet i Danmark, Prosa (tidl. Forbundet af IT-Pro-
fessionelle), Radio- og TV-nævnet, RID Rejsearrangører i
Danmark, Retspolitisk forening, Retten i Esbjerg, Retten
i Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i Herning, Retten
i Hillerød, Retten i Hjørring, Retten i Holbæk, Retten i
Holstebro, Retten i Horsens, Retten i Kolding, Retten i
Lyngby, Retten i Nykøbing F., Retten i Næstved, Retten
i Odense, Retten i Randers, Retten i Roskilde, Retten i
Svendborg, Retten i Sønderborg, Retten i Viborg, Retten
i Aalborg, Retten i Aarhus, Retten på Bornholm, Retten
på Frederiksberg, Rettighedsalliancen, Rigsadvokaten, Rigs-
politichefen, Rigspolitiet, Rigsrevisionen, RUC - Roskilde
Universitet, Rådet for digital sikkerhed, SDU - Syddansk
Universitet, Selvstyret via Rigsombudsmanden i Grønland,
Sex og Samfund, SMV Danmark, Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk og International Kriminalitet, Sydtrafik, TEK-
35
NIQ Arbejdsgiverne, Teleankenævnet, Teleindustrien, Tra- fikselskabet Movia, Visit Denmark, Vestre Landsret, Østre
Landsret, Aalborg Universitet og Aarhus BSS.
11. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-
før »Ingen«)
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-
før »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes at have be-
grænsede økonomiske konsekvenser
på Justitsministeriets område, der
kan henføres til en mindre tilgang
i antallet af politianmeldelser. Dom-
stolsstyrelsen, Rigspolitiet og Rigs-
advokaten vurderer, at merudgifterne
hertil kan afholdes inden for de eksi-
sterende økonomiske rammer.
Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Ingen Erhvervsstyrelsens Område for Bed-
re regulering (OBR) har vurderet,
at lovforslagets § 2 med stor sand-
synlighed vil medføre væsentlige ad-
ministrative konsekvenser for dansk
erhvervsliv. De administrative kon-
sekvenser forventes bl.a. at bestå i,
at virksomhederne vil have IT-om-
stillingsomkostninger forbundet med
videregivelse af en række produkt-
specifikke oplysninger på grund af
de ændrede oplysningskrav ved ind-
gåelse af forbrugeraftaler.
De administrative konsekvenser for
erhvervslivet kan dog ikke kvantifi-
ceres på nuværende tidspunkt og vil
derfor blive kvantificeret i samarbej-
de mellem Justitsministeriet og OBR
ved en ex-post måling efter lovfor-
slagets forventede ikrafttræden.
Administrative konsekvenser for borger-
ne
Ingen Det vurderes, at lovforslagets del
om, at Nævnenes Hus ved afslutning
af klager efter endt mediation kan
afskære forbrugeres klageadgang til
Forbrugerklagenævnet, hvis det må
36
anses for åbenbart, at der ikke kan
gives forbrugeren medhold i klagen,
kan have negative administrative
konsekvenser, idet borgerne i visse
tilfælde afskæres fra adgangen til at
klage til Forbrugerklagenævnet.
Lovforslaget vurderes herudover ik-
ke at have administrative konse-
kvenser for borgerne.
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2024/825/EU af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne
omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre
oplysning, L af 6. marts 2024. Direktivet skal være gennemført i national
lovgivning senest den 27. marts 2026 og træde i kraft den 27. september
2026.
ECGT-direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv. Lovforslaget er udtryk for
en direktivnær implementering for at sikre en hensigtsmæssig og korrekt
implementering.
De dele af lovforslagets § 3, der ændrer sagsbehandlingen i Forbrugerklagen-
ævnet har ikke betydning for forholdet til EU-retten, idet Forbrugerklagen-
ævnet ikke er omfattet af kravene i ATB-direktivet og derved ikke er et
tvistløsningsorgan under ATB-direktivets ramme. ATB-direktivet er et mini-
mumsharmoniseringsdirektiv, og Forbrugerklagenævnet er en yderligere for-
brugerbeskyttelse.
Foreslåede § 11, stk. 3, i forbrugerklageloven, som affattet ved lovforslagets
§ 3, nr. 2, er endvidere ikke uforenelig med kravene i ATB-direktivet, idet
Forbrugerklagenævnet netop ikke er omfattet af kravene i ATB-direktivet og
derved ikke er et tvistløsningsorgan under ATB-direktivets ramme, men en
yderligere forbrugerbeskyttelse.
Foreslåede § 6 a i forbrugerklageloven, som affattet ved lovforslagets § 3, nr.
1, lever op til kravene i ATB-direktivet, idet afgørelserne efter bestemmelsen
vil blive truffet efter delegation fra det kompetente, private tvistløsningsor-
gan, hvor det samtidigt vil være muligt for parterne at klage over afgørelsen
til det kompetente, private tvistløsningsorgan, der har delegeret afgørelses-
kompetencen til et sekretariat.
Er i strid med de fem principper for im-
plementering af erhvervsrettet EU-regu-
lering (der i relevant omfang også gælder
ved implementering af ikke-erhvervsret-
tet EU-regulering) (sæt X)
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Fodnoten til lov om markedsførings (herefter markedsfø-
ringsloven) titel angiver, at loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører direktivet om urimelig handelspraksis (Eu-
37
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj
2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for
forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets
direktiv 84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa Parla-
mentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004).
Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel således, at
der indsættes efter »side 7,«: »som ændret ved Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar
2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for
så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne
omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis
og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts
2024,«.
Der tilføjes derved en henvisning til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om
ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt
angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling
gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem
bedre oplysning (herefter ECGT-direktivet).
Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil fremgå af
fodnoten til lovens titel, at loven tillige indeholder bestem-
melser, der gennemfører den del af ECGT-direktivet, som
ændrer i direktivet om urimelig handelspraksis (herefter
UCP-direktivet).
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres ECGT-direk-
tivets artikel 4, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale lo-
ve og bestemmelser, der gennemfører ECGT-direktivet, ved
vedtagelse eller offentliggørelse skal indeholde en henvis-
ning til ECGT-direktivet.
Til nr. 2
Markedsføringslovens § 2, nr. 1-17, definerer en række be-
greber, som anvendes i lovens bestemmelser. § 2 indeholder
dog ikke en definition af en vare.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 4, hvorefter
»varer« defineres som løsøregenstande, herunder varer med
digitale elementer, og vand, gas og elektricitet, der udbydes
til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varer skal for-
stås på samme vis som definitionen af varer i forbrugeraf-
talelovens § 3, nr. 1, som er i overensstemmelse med for-
brugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 3, der henviser til
definitionen i varedirektivets artikel 2, nr. 5.
Varer med digitale elementer vil omfatte tilfælde, hvor di-
gitalt indhold eller digitale tjenester er integreret i eller
indbyrdes forbundet med varerne på en sådan måde, at fra-
været af det digitale indhold eller den digitale tjeneste ville
forhindre varerne i at opfylde deres funktion, jf. forbrugeraf-
talelovens § 3, nr. 11.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra ca, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra a.
Til nr. 3
(Til nr. 19)
Markedsføringslovens § 2, nr. 1-17, definerer en række be-
greber, som anvendes i lovens bestemmelser. § 2 indeholder
dog ikke en definition af en miljøanprisning.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 19, hvorefter
»miljøanprisning« defineres som ethvert budskab eller en-
hver fremstilling, som ikke er obligatorisk i henhold til
EU-retten eller national ret, uanset form, herunder tekst,
billeder, grafisk eller symbolsk fremstilling, såsom mærker,
mærkenavne, firmanavne eller produktnavne, der bruges i
en kommerciel kommunikation, og som angiver eller indi-
kerer, at et produkt, en produktkategori, et mærke eller en
erhvervsdrivende har en positiv eller ingen indvirkning på
miljøet eller er mindre miljøbelastende end andre produkter,
produktkategorier, mærker eller erhvervsdrivende eller har
forbedret sin indvirkning på miljøet over tid.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en miljøanpris-
ning skal forstås som et budskab eller en fremstilling ved-
rørende miljøet, herunder klimarelaterede anprisninger, der
bruges i en kommerciel kommunikation, og som angiver
eller indikerer, at et produkt m.v. har en positiv eller ingen
indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end
andre produkter m.v.
En miljøanprisning vil både kunne være udtrykkelig og
implicit. En udtrykkelig miljøanprisning vil være en anpris-
ning, der fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, herunder
via audiovisuelle medier. En implicit miljøanprisning vil
derimod være en anprisning, der ikke fremsættes i skriftlig
eller mundtlig form, men f.eks. via farvevalg, herunder en
grøn baggrund, billeder, lyde, symboler, grafik og lignen-
de. Det vil således være en konkret vurdering af markeds-
føringens helhedsindtryk, om der er tale om en miljøanpris-
ning.
Kommerciel kommunikation vil omfatte kommunikation,
der direkte eller indirekte har til formål at promovere et
produkt, en produktkategori, et mærke eller en erhvervsdri-
vende.
Definitionen vil dække over såvel specifikke miljøanprisnin-
ger og generiske miljøanprisninger. En specifik miljøanpris-
ning vil eksempelvis kunne være ”100 pct. af den energi, der
anvendes til at fremstille denne emballage, kommer fra ved-
varende energikilder”, hvor specifikationen gives sammen
med anprisningen. En generisk miljøanprisning vil eksem-
pelvis kunne være ” klimavenlig emballage”, hvor der ikke
gives yderligere forklaring sammen med anprisningen.
En specifik miljøanprisning må ikke være vildledende efter
markedsføringslovens §§ 5 og 6 sammenholdt med § 8, og
38
den erhvervsdrivende skal kunne dokumentere rigtigheden
af oplysninger om faktiske forhold, jf. markedsføringslovens
§ 13. En generisk miljøanprisning skal leve op til de samme
krav som en specifik miljøanprisning, og skal derudover
kunne påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer, der
er relevante for anprisningen.
Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede defini-
tion af anerkendte fremragende miljøpræstationer i markeds-
føringslovens § 2, nr. 23, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
Miljøanprisninger vil også kunne være omfattet af anden
lovgivning. For eksempel stiller forordning (EF) 1272/2008
af 16. december 2008 om klassificering, mærkning og
emballering af stoffer og blandinger (CLP-forordningen)
krav til angivelser ved markedsføring af stoffer og blan-
dinger. Økonomiske aktører vil derfor skulle sikre sig, at
miljøanprisningerne er i overensstemmelse med reglerne i
markedsføringsloven såvel som eventuel særlovgivning.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 8 vil fremvisning af et bæredygtighedsmærke
som omfatter kommerciel kommunikation, der antyder eller
giver indtryk af, at et produkt har en positiv eller ingen
indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end
konkurrerende produkter, også blive betragtet som en miljø-
anprisning.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra o, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra b.
(Til nr. 20)
Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af
en generisk miljøanprisning.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 20, hvorefter
»generisk miljøanprisning« defineres som enhver miljøan-
prisning, der fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, her-
under via audiovisuelle medier, og som ikke er indeholdt i
et bæredygtighedsmærke, og hvor specifikationen af anpris-
ningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form på samme
medium.
Eksempler på generiske miljøanprisninger vil være ”mil-
jøvenlig”, ”økovenlig”, ”grøn”, ”naturven”, ”økologisk”,
”miljøkorrekt”, ”klimavenlig”, ”mild mod miljøet”, ”CO2-
venlig”, ”energieffektiv”, ”bionedbrydelig”, ”biobaseret” el-
ler lignende udsagn, som antyder eller giver indtryk af
fremragende miljøpræstationer, hvor specifikationen af an-
prisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form sammen
med miljøanprisningen.
Såfremt specifikationen af miljøanprisningen gives tydeligt
og i fremhævet form på samme medium f.eks. samme rekla-
mespot, produktets emballage eller onlinesalgsgrænseflade,
vil miljøanprisningen ikke betragtes som en generisk mil-
jøanprisning. Anprisningen vil dog fortsat være en miljøan-
prisning, som er omfattet af definitionen på en miljøanpris-
ning, jf. foreslåede § 2, nr. 19, i markedsføringsloven. An-
prisningen ”klimavenlig emballage” vil f.eks. være en gene-
risk anprisning, hvorimod påstanden om, at ”100 pct. af
den energi, der anvendes til at fremstille denne emballage,
kommer fra vedvarende energikilder”, vil være en specifik
miljøanprisning.
Specifikationen af miljøanprisningen vil dog skulle læses
i sammenhæng med miljøanprisningen, det vil sige i nær
tilknytning til udsagnet, således at forbrugeren kan læse an-
prisningen og forklaringen samtidig. En anprisning vil der-
for ikke blive betragtet som specifik, hvis forbrugeren f.eks.
skal scrolle længere ned på hjemmesiden eller klikke videre
for at finde specifikationen af miljøanprisningen. Dette vil
også være i overensstemmelse med, hvornår der er truffet en
transaktionsbeslutning, jf. markedsføringslovens § 8.
Generiske miljøanprisninger vil også kunne være omfattet
af anden lovgivning. For eksempel stiller forordning (EF)
1272/2008 af 16. december 2008 om klassificering, mærk-
ning og emballering af stoffer og blandinger (CLP-forord-
ningen) krav til angivelser ved markedsføring af stoffer og
blandinger. Økonomiske aktører vil derfor skulle sikre sig,
at miljøanprisningerne er i overensstemmelse med reglerne i
markedsføringsloven såvel som eventuel særlovgivning.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra p, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra b.
(Til nr. 21)
Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af et
bæredygtighedsmærke.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 21, hvorefter
»bæredygtighedsmærke« defineres som ethvert frivilligt til-
lidsmærke, kvalitetsmærke eller tilsvarende, enten offentligt
eller privat, der har til formål at fremhæve og promovere et
produkt, en proces eller en virksomhed under henvisning til
deres miljømæssige eller sociale karakteristika eller begge,
og omfatter ikke nogen obligatorisk mærkning krævet i hen-
hold til EU-retten eller national ret.
EU Ecolabel og Svanemærket vil være eksempler på frivilli-
ge bæredygtighedsmærker, som har til formål at fremme og
promovere et produkt, en proces eller en virksomhed under
henvisning til deres miljømæssige karakteristika, som ikke
omfatter nogen obligatorisk mærkning krævet i henhold til
EU-retten eller national ret, jf. ECGT-direktivets præambel-
betragtning nr. 7.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 8 vil fremvisning af et bæredygtighedsmærke,
som omfatter kommerciel kommunikation, der antyder eller
giver indtryk af, at et produkt har en positiv eller ingen
indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end
konkurrerende produkter, også blive betragtet som en miljø-
anprisning, jf. foreslåede § 2, nr. 19, i markedsføringsloven.
39
Kommerciel kommunikation vil omfatte kommunikation,
der direkte eller indirekte har til formål at promovere et
produkt, en proces eller en virksomhed.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra q, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra b.
(Til nr. 22)
Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af
en certificeringsordning.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 22, hvorefter
»certificeringsordning« defineres som en tredjepartsverifika-
tionsordning, der certificerer, at et produkt, en proces eller
en virksomhed opfylder visse krav, giver mulighed for at
anvende et tilhørende bæredygtighedsmærke, og hvis vilkår,
herunder ordningens krav, er offentligt tilgængelige og op-
fylder følgende betingelser:
Det foreslås i litra a, at ordningen på gennemsigtige, retfær-
dige og ikkediskriminerende vilkår er åben for alle erhvervs-
drivende, der er villige og i stand til at opfylde ordningens
krav,
Det foreslås i litra b, at ordningens krav udarbejdes af ord-
ningens ejer i samråd med relevante eksperter og interessen-
ter,
Det foreslås i litra c, at ordningen fastsætter procedurer
for håndtering af manglende overholdelse af ordningens
krav og indeholder bestemmelser om tilbagetrækning eller
suspension af den erhvervsdrivendes ret til anvendelse af
det tilhørende bæredygtighedsmærke i tilfælde af manglende
overholdelse af ordningens krav, og
Det foreslås i litra d, at overvågningen af den erhvervsdri-
vendes overholdelse af ordningens krav er underlagt en
objektiv procedure og udføres af en tredjepart, hvis kom-
petence og uafhængighed af både ordningens ejer og den
erhvervsdrivende er baseret på internationale standarder og
procedurer, EU-standarder og -procedurer eller nationale
standarder og procedurer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en certificer-
ingsordning skal forstås som en tredjepartsverifikationsord-
ning, der certificerer, at et produkt, en proces eller en virk-
somhed opfylder ovenstående betingelser. Betingelserne er
kumulative, hvorefter alle betingelser skal være opfyldt for,
at en certificeringsordning kan certificere et produkt, en pro-
ces eller en virksomhed og give mulighed for at anvende et
tilhørende bæredygtighedsmærke.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 7 vil fremvisning af et bæredygtighedsmærke
skulle ske i henhold til certificeringsordningens offentligt
tilgængelige vilkår og opfylde minimumsbetingelser for
gennemsigtighed og troværdighed, herunder eksistensen af
objektiv overvågning af overholdelsen af ordningens krav.
Overvågning af overholdelsen af ordningens krav bør foreta-
ges af en tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed både
af ordningens ejer og den erhvervsdrivende er sikret på basis
af internationale standarder og procedurer, EU-standarder og
procedurer eller nationale standarder og procedurer f.eks.
ved at påvise overensstemmelse med relevante internationa-
le standarder såsom ISO 17065 ”Overensstemmelsesvurde-
ring – Krav til organer, der certificerer produkter, processer
og tjenesteydelser”, eller gennem de mekanismer, der er
fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
765/2008.
Der er foretaget mindre sproglige ændringer i forhold til
ECGT-direktivets ordlyd, herunder er ordet ”kriterier” ænd-
ret til ”betingelser”, og ”tilsvarende” er ændret til ”tilhø-
rende”. Dette er sket for at skabe bedre samspil med den
eksisterende sprogbrug i markedsføringsloven og medfører
ingen indholdsmæssige ændringer.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra r, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra b.
(Til nr. 23)
Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af
anerkendte fremragende miljøpræstationer.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 23, hvorefter
»anerkendte fremragende miljøpræstationer« defineres som
miljøpræstationer, der er i overensstemmelse med Europa-
Parlamentets og Rådets forordning om EU-miljømærket, el-
ler med nationale eller regionale EN ISO 14024 type I-mil-
jømærkeordninger, der er officielt anerkendt i medlemssta-
terne, eller de bedste miljøpræstationer i overensstemmelse
med anden gældende EU-ret.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at anerkendte
fremragende miljøpræstationer skal forstås som miljøpræ-
stationer, der opfylder kravene og er i overensstemmel-
se med EU Ecolabel eller med nationale eller regionale
EN ISO 14024 type I-miljømærkeordninger, der er offici-
elt anerkendte i medlemsstaterne, f.eks. Svanemærket, el-
ler de bedste miljøpræstationer i overensstemmelse med
anden gældende EU-ret, f.eks. klasse A i overensstemmel-
se med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2017/1369. Dette er i overensstemmelse med ECGT-direkti-
vets præambelbetragtning nr. 10.
Anerkendte fremragende miljøpræstationer vil ikke være
tilstrækkeligt til at fremsætte generiske miljøanprisninger
såsom ”bevidst”, ”bæredygtig” eller ”ansvarlig”, da sådan-
ne anprisninger vedrører andre karakteristika ud over miljø-
mæssige karakteristika, f.eks. sociale karakteristika.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra s, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra b.
(Til nr. 24)
40
Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af
holdbarhed.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 24, hvorefter
»holdbarhed« defineres som evne til at bevare sine påkræve-
de funktioner og ydeevne ved normal brug.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at holdbarhed
skal forstås på samme vis som definitionen af holdbarhed i
købelovens § 3 a, nr. 6, der implementerer varedirektivets
artikel 2, nr. 13.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra t, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra b.
(Til nr. 25)
Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af
en softwareopdatering.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 25, hvorefter
»softwareopdatering« defineres som en opdatering, herunder
en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at varer
med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester
forbliver mangelfri efter købelovens mangelsregler, eller en
opdatering vedrørende funktionaliteter.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det ved vurde-
ringen af, om noget er en softwareopdatering, skal indgå,
om opdateringen tjener til at holde varen i overensstemmel-
se med aftalen, jf. købelovens mangelsregler i §§ 75 a-77 b
og derved mangelfri.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra u, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra b.
(Til nr. 26)
Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af
en forbrugskomponent.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 26, hvorefter
»forbrugskomponent« defineres som enhver komponent i
en vare, der opbruges igen og igen og skal udskiftes eller
genopfyldes, for at varen kan fungere efter hensigten.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en forbrugs-
komponent vil skulle forstås som en del af en vare, der
opbruges og skal genopfyldes eller udskiftes, for at varen
fortsat kan fungere efter hensigten.
En forbrugskomponent vil f.eks. kunne være farvepatroner i
en printer, der skal udskiftes for, at printeren kan fortsætte
med at printe med farve. Forbrugskomponenter vil kunne
være produkter såsom rengøringsmidler, elektronik, tøj, sko
og andre varer.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra v, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra b.
(Til nr. 27)
Markedsføringslovens § 2 indeholder ikke en definition af
en funktionalitet.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 2, nr. 27, hvorefter
»funktionalitet« defineres som evne til at udføre sine påkræ-
vede funktioner og ydeevne ved normal brug.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at funktionalitet
skal forstås på samme måde som definitionen af en funktio-
nalitet i købelovens § 3 a, nr. 5, der implementerer varedi-
rektivets artikel 2, nr. 9.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 2, litra w, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 1, litra b.
Til nr. 4
Det fremgår af § 5, stk. 1, i markedsføringsloven, at en
erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigti-
ge oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på
anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gen-
nemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte.
Det fremgår af § 5, stk. 2, nr. 2, i markedsføringsloven, at
vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til de væsentligste
egenskaber ved produktet.
Det foreslås at nyaffatte § 5, stk. 2, nr. 2, hvorefter vild-
ledning efter stk. 1 kan relatere sig til de væsentligste
egenskaber ved produktet, herunder i hvilket omfang pro-
duktet står til rådighed, produktets fordele, risici, udførelse,
sammensætning, miljømæssige eller sociale karakteristika,
tilbehør, cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparati-
onsmuligheder eller genanvendelighed, eftersalgsservice og
klagebehandling, metode og tidspunkt for fremstilling eller
ydelse, levering, produktets hensigtsmæssighed, anvendelse,
mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige
oprindelse eller de resultater, som kan forventes opnået ved
brugen, eller resultaterne af og de vigtigste elementer ved
afprøvning eller kontrol foretaget af produktet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at produktets væ-
sentligste egenskaber vil skulle forstås som bl.a. produktets
fordele og risici forbundet med brug af produktet. Det vil
også omfatte produktets udførelse, sammensætning, miljø-
mæssige eller sociale karakteristika, tilbehør, cirkularitetsa-
spekter, herunder holdbarhed, reparationsmuligheder eller
genanvendelighed. Derudover vil begrebet dække eftersalgs-
service og klagebehandling samt metode og tidspunkt for
fremstilling eller ydelse samt levering. Begrebet vil også
dække oplysninger om produktets egnethed til et givent for-
mål, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller
handelsmæssige oprindelse. Det vil også omfatte de resulta-
41
ter, som kan forventes opnået ved brugen eller resultaterne
af og de vigtigste elementer ved afprøvning eller kontrol
foretaget af produktet.
EU-Domstolen har i sag C-435/11, CHS Tour Services
GmbH mod Team4 Travel GmbH, desuden fastslået, at det
f.eks. kan dreje sig om oplysninger om en eksklusiv ret
til en tjenesteydelse. Væsentlige egenskaber kan ligeledes
være oplysninger vedrørende det tidsmæssige omfang af en
tjenesteydelse.
Der er et overlap mellem de elementer, der er omfattet af
henholdsvis § 5, stk. 2, nr. 1 og 2. For eksempel vil miljøan-
prisninger, herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk
fremstilling, kunne være omfattet af både nr. 1 og 2. Det vil
betyde, at oplysninger om miljøanprisninger ikke må være
usandfærdige, ligesom fremstillingen af miljøanprisninger
ikke må være vildledende. Dette vil medføre, at enhver mil-
jøanprisning skal fremføres på grundlag af dokumentation,
jf. markedsføringslovens § 13, som de kompetente myndig-
heder kan verificere.
Faktuelt korrekte oplysninger vil således også kunne være
vildledende, jf. markedsføringslovens § 5, stk. 1, hvis oplys-
ningerne præsenteres eller fremstår på en måde, der vildle-
der eller kan forventes at vildlede gennemsnitsforbrugeren.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 3 vil oplysninger om et produkts sociale karak-
teristika gennem hele dets værdikæde f.eks. kunne vedrøre
kvaliteten og rimeligheden af den involverede arbejdsstyr-
kes arbejdsvilkår såsom passende lønninger, social beskyt-
telse, sikkerheden på arbejdspladsen og social dialog. Så-
danne oplysninger vil også kunne vedrøre respekt for men-
neskerettighederne, ligebehandling og lige muligheder for
alle, herunder ligestilling mellem kønnene, inklusion og
mangfoldighed, bidrag til sociale initiativer eller etiske for-
pligtelser såsom dyrevelfærd. Et produkts miljømæssige og
sociale karakteristika vil skulle forstås bredt og omfatter et
produkts miljømæssige og sociale aspekter, påvirkning og
præstationer.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direkti-
vets artikel 6, stk. 1, litra b, som ændret ved ECGT-direkti-
vets artikel 1, stk. 2, litra a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 5
Det fremgår af § 5, stk. 1, i markedsføringsloven, at en
erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigti-
ge oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på
anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gen-
nemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte.
Det fremgår af § 5, stk. 2, nr. 10, i markedsføringsloven, at
vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til forveksling med
en konkurrents produkt, varemærke eller forretningskende-
tegn.
Det foreslås at ændre § 5, stk. 2, nr. 10, hvorefter »forret-
ningskendetegn, eller« ændres til »forretningskendetegn,«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 7, hvor der foreslås indsat et nyt nr. 12 og 13
i markedsføringslovens § 5, stk. 2.
Til nr. 6
Det fremgår af § 5, stk. 1, i markedsføringsloven, at en
erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigti-
ge oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på
anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gen-
nemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte.
Det fremgår af § 5, stk. 2, nr. 11, i markedsføringsloven, at
vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til enhver markeds-
føring af en vare i en medlemsstat som værende identisk
med en vare, som markedsføres i andre medlemsstater, men
hvor den pågældende vare med hensyn til sammensætning
og karakteristika frembyder betydelige forskelle, medmindre
det er begrundet i legitime og objektive faktorer.
Det foreslås at ændre §5, stk. 2, nr. 11, hvorefter »objektive
faktorer.« ændres til »objektive faktorer,«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 7, hvor der foreslås indsat et nyt nr. 12 og 13
i markedsføringslovens § 5, stk. 2.
Til nr. 7
Det fremgår af § 5, stk. 1, i markedsføringsloven, at en
erhvervsdrivendes handelspraksis ikke må indeholde urigti-
ge oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på
anden måde vildlede eller kunne forventes at vildlede gen-
nemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte. Det fremgår af § 5, stk. 2, at vildledning efter stk.
1 kan relatere sig til et eller flere af de elementer, der er
oplistet i nr. 1-11.
Markedsføringsloven indeholder dog ikke regler om frem-
sættelse af en miljøanprisning vedrørende fremtidige miljø-
præstationer eller reklame for fordele for forbrugerne, som
er irrelevante og ikke følger af noget element ved produktet
eller virksomheden.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 5, stk. 2, nr. 12,
hvorefter vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til fremsæt-
telse af en miljøanprisning vedrørende fremtidige miljøpræ-
stationer uden klare, objektive, offentligt tilgængelige og
verificerbare forpligtelser fastsat i en detaljeret og realistisk
gennemførelsesplan, der omfatter målbare og tidsbestemte
mål og andre relevante elementer, der er nødvendige for at
42
støtte dens gennemførelse, såsom tildeling af ressourcer, og
som regelmæssigt kontrolleres af en uafhængig tredjepart-
sekspert, hvis konklusioner gøres tilgængelige for forbruger-
ne.
En miljøanprisning vedrørende fremtidige miljøpræstationer
vil eksempelvis kunne være ”CO2-neutral i 2050”, ”klima-
neutral inden 2050”, ”50 % mindre CO2 inden 2030”,
”vandforbrug reduceret med 40 % inden 2045” eller lignen-
de udsagn, som giver forbrugerne indtryk af, at de bidra-
ger til en lavemissionsøkonomi eller mindre indvirkning på
klimaet og miljøet ved at købe den erhvervsdrivendes pro-
dukter. Det vil også kunne være miljøanprisninger uden en
angiven tidshorisont som eksempelvis ”vi bestræber os på at
være klimaneutrale”.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 4 vil det være en konkret vurdering fra sag til
sag, om en anprisning er rimelig og troværdig og understøt-
tes af klare, objektive, offentligt tilgængelige og verificerba-
re forpligtelser og mål fra den erhvervsdrivendes side, der er
fastsat i en detaljeret og realistisk gennemførelsesplan, der
viser, hvordan disse forpligtelser og mål vil blive nået, og
hvori der afsættes ressourcer med henblik herpå.
Gennemførelsesplanen bør indeholde alle de relevante ele-
menter, der er nødvendige for at opfylde forpligtelserne,
såsom budgetmidler og teknologisk udvikling, hvor det er
relevant og i overensstemmelse med EU-retten.
Sådanne anprisninger bør verificeres af en tredjepartseks-
pert, som er uafhængig af den erhvervsdrivende, fri for in-
teressekonflikter og med erfaring og kompetence inden for
miljøspørgsmål, og som bør være i stand til regelmæssigt
at overvåge den erhvervsdrivendes fremskridt med hensyn
til forpligtelserne og målene, herunder milepælene for at nå
dem. Den erhvervsdrivende bør sikre, at tredjepartseksper-
tens regelmæssige konklusioner vil være tilgængelige for
forbrugerne.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direkti-
vets artikel 6, stk. 2, litra d, som indsat ved ECGT-direkti-
vets artikel 1, stk. 2, litra b.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 5, stk. 2, nr. 13, hvor-
efter vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til at reklamere
med fordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke
følger af noget element ved produktet eller virksomheden.
Markedsføring, der fremhæver, at et produkt eller en virk-
somhed ikke indeholder bestanddele eller har egenskaber,
som aldrig har kunnet henføres til produktet, produktkatego-
rien eller virksomheden, vil således kunne være vildledende
efter en konkret vurdering. Et eksempel på at reklamere med
fordele, som er irrelevante vil kunne være at hævde, at et
bestemt mærke af flaskevand er glutenfrit, eller at papirark
ikke indeholder plast.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direkti-
vets artikel 6, stk. 2, litra e, som indsat ved ECGT-direkti-
vets artikel 1, stk. 2, litra b.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 8
Markedsføringsloven indeholder ikke regler vedrørende de
væsentligste oplysninger, når en erhvervsdrivende leverer en
tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbrugerne
oplysninger om miljømæssige eller sociale karakteristika el-
ler cirkularitetsaspekter.
Det foreslås at indsætte en ny § 6 c, hvorefter hvis en
erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der sammenligner pro-
dukter og giver forbrugeren oplysninger om miljømæssige
eller sociale karakteristika eller om cirkularitetsaspekter,
såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvende-
lighed, for så vidt angår produkterne eller leverandørerne af
disse produkter, betragtes oplysninger om sammenlignings-
metoden, de sammenlignede produkter, leverandørerne af
disse produkter samt de foranstaltninger, der er indført til
at holde de pågældende oplysninger ajour, som væsentlige
oplysninger.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at såfremt en er-
hvervsdrivende leverer en tjeneste, der sammenligner pro-
dukter og giver forbrugeren oplysninger om produkternes
eller leverandørernes miljømæssige eller sociale karakteri-
stika eller om cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, repa-
rationsmuligheder eller genanvendelighed, vil oplysninger
om sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter,
leverandørerne af produkterne og de foranstaltninger, der
er indført for at holde de pågældende oplysninger ajour,
blive betragtet som væsentlige oplysninger, som skal gives
til forbrugeren.
Sådanne sammenligninger vil skulle være objektive, navnlig
ved at sammenligne produkter med samme funktion, ved
brug af en fælles metode og fælles antagelser og ved at
sammenligne væsentlige og verificerbare elementer ved de
produkter, der sammenlignes, jf. ECGT-direktivets præam-
belbetragtning nr. 6.
Forpligtelsen vil omfatte erhvervsdrivende, der leverer en
sådan tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbru-
geren oplysninger herom.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 6 bør dette sikre, at forbrugerne kan træffe
mere informerede transaktionsbeslutninger, når de baserer
sig på sådanne sammenligninger.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres UCP-direk-
tivets artikel 7, stk. 7, som indsat ved ECGT-direktivets
artikel 1, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
43
Til nr. 9
Det fremgår af § 16, stk. 1, i markedsføringsloven, at stør-
relsen eller opkrævningen af et gebyr, jf. § 2, stk. 1, nr. 13,
der ikke er reguleret ved lov, i et løbende kontraktforhold
alene kan ændres til ugunst for forbrugeren, hvis betingel-
serne herfor er klart fremhævet i kontrakten.
Det foreslås at ændre § 16, stk. 1, hvorefter henvisningen til
»nr. 13« ændres til »nr. 14«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovfor-
slagets § 1, nr. 2, hvor det foreslås at indsætte et nyt nr. 4 i
markedsføringslovens § 2, hvorefter der sker en rykning af
nr. 4-17, der bliver nr. 5-18.
Til nr. 10
Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over
specifikke former for handelspraksis, som altid anses for
vildledende eller aggressive. Bilaget implementerer bilag I
til UCP-direktivet.
Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der
ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende
ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i
bilag 1.
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 2 a, hvor-
efter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervs-
drivende fremviser et bæredygtighedsmærke, som ikke er
baseret på en certificeringsordning eller ikke er etableret af
offentlige myndigheder.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3,
for en nærmere beskrivelse af begreberne bæredygtigheds-
mærke og certificeringsordning.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 2 vil en handelspraksis stadig kunne betragtes
som urimelig på grundlag af UCP-direktivets artikel 5-9,
selvom denne særlige praksis ikke er opført som en urimelig
handelspraksis i bilag I til UCP-direktivet.
Man vil således ikke kunne slutte modsætningsvist, at et
bæredygtighedsmærke, der f.eks. er baseret på en certificer-
ingsordning, ikke vil kunne være vildledende efter en kon-
kret vurdering efter markedsføringslovens §§ 5-7.
Dette vil eksempelvis gælde, hvis certificeringsordningens
krav for tildeling af bæredygtighedsmærket ikke stemmer
overens med det indtryk, forbrugerne får af det pågældende
mærke. Fremvisning af et bæredygtighedsmærke vil skulle
ske i henhold til certificeringsordningens offentligt tilgæn-
gelige vilkår og opfylde minimumsbetingelser for gennem-
sigtighed og troværdighed, herunder eksistensen af objektiv
overvågning af overholdelsen af ordningens krav.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 7 vil overvågning af overholdelsen af ordnin-
gens krav skulle foretages af en tredjepart, hvis kompetence
og uafhængighed både af ordningens ejer og den erhvervs-
drivende er sikret på basis af internationale standarder og
procedurer, EU-standarder og -procedurer eller nationale
standarder og procedurer, f.eks. ved at påvise overensstem-
melse med relevante nationale standarder såsom ISO 17065
”Overensstemmelsesvurdering – Krav til organer, der certifi-
cerer produkter, processer og tjenesteydelser”, eller gennem
de mekanismer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rå-
dets forordning (EF) nr. 765/2008.
Det vil fortsat være muligt at fremvise bæredygtighedsmær-
ker uden en certificeringsordning, når sådanne mærker er
etableret af en offentlig myndighed, eller hvor supplerende
udtryks- og præsentationsformer for fødevarer anvendes i
overensstemmelse med artikel 35 i Europa-Parlamentet og
Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011.
Eksempler på bæredygtighedsmærker, der er etableret af
offentlige myndigheder, kan være logoer, der tildeles, når
kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 1221/2009 eller (EF) nr. 66/2010 overholdes. Visse cer-
tificeringsmærker som defineret i artikel 27 i Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 vil også kunne
fungere som bæredygtighedsmærker, hvis de fremmer et
produkt, en proces eller en virksomhed med henvisning til
f.eks. dets eller dens miljømæssige eller sociale karakteri-
stika eller begge dele.
Frivillige markedsbaserede standarder og frivillige offentli-
ge standarder for grønne og bæredygtige obligationer er
ikke primært rettet mod detailinvestorer og er underlagt spe-
cifikke retsregler. Sådanne standarder vil derfor ikke blive
betragtet som værende bæredygtighedsmærker i denne hen-
seende.
I tilfælde hvor fremvisning af et bæredygtighedsmærke om-
fatter kommerciel kommunikation, der antyder eller giver
indtryk af, at et produkt har en positiv eller ingen indvirk-
ning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end konkur-
rerende produkter, vil dette bæredygtighedsmærke også bli-
ve betragtet som en miljøanprisning, jf. foreslåede § 2, nr.
19. Det vil dog ikke nødvendigvis blive betragtet som en
generisk miljøanprisning, jf. foreslåede § 2, nr. 20. Dette vil
bero på en konkret vurdering.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
2a, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bi-
lag I, nr. 2a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 11
Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over
specifikke former for handelspraksis, som altid anses for
44
vildledende eller aggressive. Bilaget implementerer bilag I
til UCP-direktivet.
Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der
ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende
ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i
bilag 1.
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 4 a, hvoref-
ter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdri-
vende fremsætter en generisk miljøanprisning, selvom den
erhvervsdrivende ikke kan påvise anerkendte fremragende
miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3,
for en nærmere beskrivelse af begreberne generisk miljøan-
prisning og anerkendte fremragende miljøpræstationer.
Generiske miljøanprisninger vil f.eks. kunne være udsagn
som ”miljøvenlig”, ”økovenlig”, ”grøn”, ”naturven”, ”øko-
logisk”, ”miljøkorrekt”, ”klimavenlig”, ”mild mod miljøet”,
”CO2-venlig”, ”energieffektiv”, ”bionedbrydelig”, ”biobase-
ret” eller lignende, som antyder eller giver indtryk af frem-
ragende miljøpræstationer. Det vil således ofte være såkaldte
absolutte udsagn uden forklaring, som vil kunne udgøre en
generisk miljøanprisning.
Miljøanprisningen vil dog ikke blive betragtet som en ge-
nerisk miljøanprisning, hvis specifikationen af miljøanpris-
ningen gives tydeligt og i fremhævet form på samme me-
dium såsom samme reklamespot, produktets emballage el-
ler onlinesalgsgrænseflade. Anprisningen ”klimavenlig em-
ballage” vil f.eks. være en generisk anprisning, hvorimod
anprisningen ”100 pct. af den energi, der anvendes til at
fremstille denne emballage, kommer fra vedvarende energi-
kilder” vil være en specifik anprisning, hvor der gives en
forklaring sammen med miljøanprisningen. Anprisningen
”miljøvenlige leveringsmuligheder” vil endvidere være en
generisk miljøanprisning, hvorimod anprisningen ”vi leverer
via elcykel” vil være en specifik anprisning.
Hvis en anprisning fremsættes skriftligt eller mundtligt
kombineret med implicitte anprisninger såsom farver eller
billeder, vil dette også kunne udgøre en generisk anprisning,
og den erhvervsdrivende vil således skulle påvise anerken-
dte fremragende miljøpræstationer.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 2 vil en handelspraksis stadig kunne betragtes
som urimelig på grundlag af ¬UCP-direktivets artikel 5-9,
selvom denne særlige praksis ikke er opført som en urimelig
handelspraksis i bilag I til UCP-direktivet.
Man vil således ikke kunne slutte modsætningsvist, at en
generisk anprisning, der er baseret på anerkendte fremragen-
de miljøpræstationer, ikke kan være vildledende efter en
konkret vurdering efter markedsføringslovens §§ 5-7.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 10 vil anerkendte fremragende miljøpræstatio-
ner kunne påvises ved at stemme overens med forordning
(EF) nr. 66/2010 eller med officielt anerkendte EN ISO
14024-miljømærkeordninger i medlemsstaterne eller ved at
svare til de bedste miljøpræstationer for et specifikt miljø-
mæssigt karakteristika i overensstemmelse med anden gæl-
dende EU-ret såsom klasse A i overensstemmelse med Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369.
De pågældende anerkendte fremragende miljøpræstationer
bør være relevante for hele anprisningen. En generisk
miljøanprisning såsom ”energieffektiv” vil f.eks. kunne
fremsættes på grundlag af anerkendte fremragende mil-
jøpræstationer i overensstemmelse med forordning (EU)
2017/1369. Derimod vil en generisk miljøanprisning såsom
”bionedbrydelig” ikke kunne fremsættes på grundlag af an-
erkendte fremragende miljøpræstationer i overensstemmelse
med forordning (EF) 66/2010, i det omfang der ikke er krav
om bionedbrydelighed i de specifikke EU-miljømærkekrite-
rier for det pågældende produkt.
Overensstemmelse med EMAS vil ikke selvstændigt kun-
ne udgøre dokumentation for anerkendte fremragende miljø-
præstationer, da EMAS primært knytter sig til en organisati-
ons miljøforhold eller miljøforholdene ved en virksomheds
processer.
Fremsættelse af en generisk miljøanprisning såsom ”be-
vidst”, ”bæredygtig” eller ”ansvarlig” eller lignende udsagn
bør ikke ske udelukkende baseret på anerkendte fremragen-
de miljøpræstationer, fordi sådanne anprisninger vedrører
andre karakteristika ud over miljømæssige karakteristika
såsom sociale karakteristika. Det vil således være en for-
udsætning, at den erhvervsdrivende kan påvise anerkendte
fremragende miljøpræstationer for alle disse karakteristika
og ikke blot miljømæssige og/eller sociale karakteristika for
at kunne anvende udsagn som nævnt ovenfor.
Dette vil dog ikke være til hinder for, at virksomheder oply-
ser om og opfylder regler om bæredygtighed i overensstem-
melse med særregulering, f.eks. bæredygtighedsrapportering
samt produkt- og branchespecifik regulering. Benyttes ud-
sagn om bæredygtighed selvstændigt i markedsføringen, vil
dette blive betragtet som en generisk miljøanprisning, og
den erhvervsdrivende skal kunne påvise anerkendte fremra-
gende miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
4a, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bi-
lag I, nr. 4a.
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 4 b, hvoref-
ter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdri-
vende fremsætter en miljøanprisning vedrørende hele pro-
duktet eller den erhvervsdrivendes virksomhed som helhed,
når den kun vedrører et bestemt aspekt af produktet eller en
specifik aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervs-
drivende ikke må fremsætte en miljøanprisning vedrøren-
de hele produktet eller den erhvervsdrivendes virksomhed
45
som helhed, når miljøanprisningen kun vedrører et bestemt
aspekt af produktet, f.eks. emballagen, eller en specifik, ik-
ke-repræsentativ aktivitet i den erhvervsdrivendes virksom-
hed.
Udsagnet ”fremstillet af genanvendt materiale” vil f.eks.
kunne give indtryk af, at hele produktet er fremstillet af
genanvendt materiale, selvom det faktisk kun er emballagen,
der er fremstillet af genanvendt materiale. Det vil også kun-
ne være, når en erhvervsdrivende f.eks. giver indtryk af,
at den kun anvender vedvarende energikilder, selvom adskil-
lige af den erhvervsdrivendes forretningsfaciliteter stadig
anvender fossile brændstoffer.
Erhvervsdrivende vil kunne fremsætte miljøanprisninger om
sin virksomhed som helhed, forudsat at disse anprisninger
er nøjagtige og verificerbare, og at de ikke overvurderer
de miljømæssige fordele ved tiltaget, og markedsføringen i
øvrigt ikke er egnet til at give forbrugeren et fejlagtigt og
dermed vildledende indtryk.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
4b, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bi-
lag I, nr. 4b.
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 4 c, hvoref-
ter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdri-
vende hævder på basis af kompensation for drivhusgasemis-
sioner, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv
indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner.
Sådanne anprisninger vil f.eks. kunne være udsagn som
”klimaneutral”, ”certificeret CO2-neutral”, ”carbonpositiv”,
”klimanettonulemission”, ”klimakompenseret”, ”reduceret
klimapåvirkning” og ”begrænset CO2-fodaftryk” eller lig-
nende. Sådanne anprisninger vil alene kunne fremsættes, når
de er baseret på det pågældende produkts faktiske livscyklu-
spåvirkninger og ikke på kompensation for drivhusgasemis-
sioner uden for produktets værdikæde, da førstnævnte og
sidstnævnte ikke er ækvivalente, og eftersom de vil kunne
vildlede forbrugerne ved at få dem til at tro, at sådanne
anprisninger vedrører selve produktet eller leveringen og
produktionen af det pågældende produkt, eller eftersom de
kan give forbrugerne det fejlagtige indtryk, at forbruget af
det pågældende produkt ikke har nogen indvirkning på mil-
jøet, jf. ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 12.
Forbuddet vil være på produktniveau, således at miljøanpris-
ningen skal vedrøre det konkrete produkt. En erhvervsdri-
vende vil alene kunne fremsætte en miljøanprisning som
f.eks. ”CO2-neutral” eller ”klimakompenseret” vedrørende
et produkt, såfremt den erhvervsdrivende kan dokumentere,
at det pågældende produkt er ”CO2-neutralt” eller ”klima-
kompenseret” baseret på produktets faktiske livscykluspå-
virkninger og ikke på kompensation for drivhusgasemissio-
ner uden for det pågældende produkts værdikæde.
Forbuddet vil ikke være på virksomhedsniveau, og virksom-
heder forhindres således ikke i at markedsføre deres investe-
ringer i miljøinitiativer, så længe disse oplysninger gives på
en måde, som opfylder kravene i EU-retten, og som ikke
vildleder forbrugerne. Sådanne miljøanprisninger vil fortsat
skulle overholde reglerne for fremsættelse af miljøanprisnin-
ger, herunder generiske miljøanprisninger og fremsættelse
af miljøanprisninger vedrørende fremtidige miljøpræstatio-
ner. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, samt bemærk-
ningerne hertil for en nærmere beskrivelse heraf.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
4c, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets bi-
lag I, nr. 4c.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 12
Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over
specifikke former for handelspraksis, som altid anses for
vildledende eller aggressive. Bilaget implementerer bilag I
til UCP-direktivet.
Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der
ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende
ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i
bilag 1.
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 10 a, hvor-
efter det altid anses for vildledende, såfremt krav, der som
følge af retsregler gælder for alle produkter inden for den
relevante produktkategori på EU-markedet, præsenteres som
et særligt element ved den erhvervsdrivendes tilbud.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdri-
vende ikke må markedsføre et element som værende særligt
ved den erhvervsdrivendes tilbud, såfremt elementet er et
krav, der følger af retsregler og gælder for alle produkter
inden for den relevante produktkategori på EU-markedet.
Forhold eller krav, der følger af lovgivning, f.eks. et forbud
mod at bruge visse stoffer i en produkttype, vil ikke kunne
bruges selvstændigt i markedsføring. Det vil eksempelvis
kunne være, hvis en erhvervsdrivende reklamerer med, at
et bestemt produkt ikke indeholder et specifikt kemisk stof,
når det pågældende stof allerede er forbudt ved retsregler for
alle produkter i den pågældende produktkategori i Unionen.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 15 vil dette dog ikke omfatte handelspraksis,
der fremmer erhvervsdrivendes eller produkters overholdel-
se af retlige krav, der kun gælder for nogle produkter, men
ikke for andre konkurrerende produkter i samme kategori
på EU-markedet, såsom produkter med oprindelse uden for
Unionen. Det vil også kunne være tilfældet, at det kræves,
at visse produkter på markedet opfylder visse retlige krav,
mens det ikke kræves, at andre produkter i samme produkt-
kategori opfylder disse krav.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
46
tragtning nr. 2 vil en handelspraksis stadig kunne betragtes
som urimelig på grundlag af UCP-direktivets artikel 5-9,
selvom denne særlige praksis ikke er opført som en urimelig
handelspraksis i bilag I til UCP-direktivet.
Man vil således ikke kunne slutte modsætningsvist, at en
anprisning, der f.eks. fremhæver eller promoverer overhol-
delsen af retlige krav, der kun gælder for nogle produkter
i samme kategori på EU-markedet, ikke vil kunne være
vildledende efter en konkret vurdering efter markedsførings-
lovens §§ 5-7.
Ved vurderingen af om en sådan anprisning kan være vildle-
dende, vil der blive lagt vægt på, hvor stor en andel af tilsva-
rende produkter på markedet, der har samme miljømæssige
fordel, det vil sige hvor mange produkter i samme katego-
ri på EU-markedet, der overholder de retlige krav. Dette
hænger sammen med den foreslåede § 5, stk. 2, nr. 13, i
markedsføringsloven, som affattet ved forslagets § 1, nr. 7,
hvorefter erhvervsdrivende ikke må reklamere med fordele
for forbrugerne, som er irrelevante.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
10a, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets
bilag I, nr. 10a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 13
Bilag I til markedsføringsloven indeholder en liste over
specifikke former for handelspraksis, som altid anses for
vildledende eller aggressive. Bilaget implementerer bilag I
til UCP-direktivet.
Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der
ikke er handlet i strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende
ikke anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i
bilag 1.
(Til nr. 23 d)
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 d, hvor-
efter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervs-
drivende tilbageholder oplysninger for forbrugeren om, at
en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på
funktionen af varer med digitale elementer eller brugen af
digitalt indhold eller digitale tjenester.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr.
2 og 3, for en nærmere beskrivelse af begreberne varer,
softwareopdatering og funktionalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdri-
vende ikke må tilbageholde oplysninger for forbrugeren om,
at en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på
funktionen af varer med digitale elementer eller brugen af
digitalt indhold eller digitale tjenester.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 17 forventes erhvervsdrivende, der er ansvarli-
ge for udviklingen af softwareopdateringer, generelt at råde
over sådanne oplysninger, mens erhvervsdrivende i andre
tilfælde kan stole på pålidelige oplysninger fra f.eks. softwa-
reudviklere, leverandører eller kompetente nationale myn-
digheder. Når den erhvervsdrivende f.eks. opfordrer forbru-
gerne til at opdatere operativsystemet på deres smartphone,
må den erhvervsdrivende ikke tilbageholde oplysninger for
forbrugeren om, at en sådan opdatering vil få en negativ
indvirkning på nogle af smartphonens elementer, såsom bat-
teriet, visse applikationers præstation, eller som helhed gøre
smartphonen langsommere.
Forbuddet vil gælde for enhver opdatering, herunder sikker-
hedsopdateringer, og opdateringer vedrørende funktionalite-
ter. For opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, der
er nødvendige for at opretholde varens, det digitale indholds
og den digitale tjenestes overensstemmelse, finder artikel 8
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 og
artikel 7 i varedirektivet også anvendelse. Dette vil dog ikke
berøre artikel 19 i direktiv (EU) 2019/770.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
23d, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets
bilag I, nr. 23d.
(Til nr. 23 e)
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 e, hvor-
efter altid anses for vildledende, såfremt en softwareopdate-
ring præsenteres som nødvendig, når den kun tjener til at
forbedre elementer ved funktionaliteterne.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr.
3, for en nærmere beskrivelse af begreberne softwareopdate-
ring og funktionalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdri-
vende ikke må præsentere en softwareopdatering som nød-
vendig, hvis den kun har til formål at forbedre elementer
ved funktionaliteterne.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 18 er softwareopdateringer, som er sikkerheds-
opdateringer, nødvendige for sikker brug af produktet. Det-
te gælder dog ikke for opdateringer vedrørende forbedring
af elementer ved funktionaliteterne. En softwareopdatering
må derfor ikke præsenteres som nødvendig for at oprethol-
de produktets overensstemmelse, altså en sikkerhedsopdate-
ring, hvis opdateringen kun tjener til at forbedre elementer
ved funktionaliteterne.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
23e, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets
bilag I, nr. 23e.
(Til nr. 23 f)
47
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 f, hvoref-
ter enhver kommerciel kommunikation vedrørende en vare,
der indeholder et element, som er indført for at begrænse
dens holdbarhed, selvom den erhvervsdrivende har adgang
til oplysninger om elementet og dets indvirkning på varens
holdbarhed, altid anses for vildledende.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3,
for en nærmere beskrivelse af begrebet holdbarhed.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdri-
vende ikke må lave kommerciel kommunikation vedrørende
en vare, hvis varen indeholder et element, som er indført for
at begrænse varens holdbarhed, når den erhvervsdrivende
har adgang til oplysninger om elementet og dets indvirkning
på varens holdbarhed.
Eksempler på sådanne elementer kan være software, der
standser eller nedsætter varens funktionalitet efter en be-
stemt periode, eller hardware, der er designet til at svigte
efter en bestemt periode. Der kan også være tale om en
design- eller fabrikationsfejl, der, selvom den ikke er indført
som et element til dette formål, fører til, at varen svigter
for tidligt, hvis den ikke afhjælpes, når oplysninger om eksi-
stensen og virkningerne af elementet er blevet tilgængelige
for den erhvervsdrivende, jf. ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 19.
Kommerciel kommunikation vil omfatte kommunikation,
der direkte eller indirekte har til formål at promovere va-
rerne. Fremstilling af varer og at gøre dem tilgængelige
på markedet vil ikke udgøre kommerciel kommunikation. I
overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbetragt-
ning nr. 19 retter bestemmelsen sig primært mod erhvervs-
drivende, der også er producenter af varerne, da det er dem,
der fastslår varernes holdbarhed.
Når en vare identificeres som indeholdende et element, der
begrænser holdbarheden, forventes producenten af den på-
gældende vare at være opmærksom på dette element og dens
indvirkning på varens holdbarhed.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 19 vil erhvervsdrivende, der ikke er produ-
center af varerne, f.eks. sælgerne, også være omfattet af
bestemmelsen, såfremt de har adgang til pålidelige oplys-
ninger om elementet og dens indvirkning på holdbarheden,
såsom en erklæring fra en kompetent national myndighed
eller oplysninger fra producenten. Den erhvervsdrivende vil
være omfattet af forbuddet så snart vedkommende har ad-
gang til sådanne oplysninger, uanset om den erhvervsdriven-
de er bekendt med disse oplysninger eller ej, f.eks. fordi
vedkommende ignorerer dem. For at betragte en sådan han-
delspraksis som urimelig bør det ikke være nødvendigt at
påvise, at formålet med elementet er at tilskynde til udskift-
ning af den pågældende vare, men det vil være tilstrækkeligt
at bevise, at elementet er blevet indført for at begrænse
varens holdbarhed.
Forbuddet vil ikke berøre de beføjelser, som forbrugere
har i tilfælde af en vares manglende overensstemmelse i
henhold til varedirektivet. Der skelnes mellem elementer,
der begrænser varernes holdbarhed, og fremstillingsmetoder,
hvor der anvendes materialer eller processer af generel lav
kvalitet, hvilket begrænser varernes holdbarhed. En vares
manglende overensstemmelse, der skyldes anvendelse af
materialer eller processer af lav kvalitet, vil fortsat være
omfattet af reglerne om varers overensstemmelse i varedi-
rektivet.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
23f, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets
bilag I, nr. 23f.
(Til nr. 23 g)
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 g, hvoref-
ter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdri-
vende hævder i modstrid med sandheden, at en vare under
normale anvendelsesbetingelser har en bestemt holdbarhed
målt i brugstid eller intensitet.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3,
for en nærmere beskrivelse af begrebet holdbarhed.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdri-
vende ikke må hævde, at en vare under normale anvendel-
sesbetingelser har en bestemt holdbarhed målt i brugstid
eller intensitet, hvis dette ikke er tilfældet.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en erhvervsdrivende op-
lyser forbrugerne om, at en vaskemaskine forventes at holde
et vist antal vaskecyklusser i overensstemmelse med den
normale forventede brug angivet i brugsanvisningen, selvom
den faktiske brug af vaskemaskinen under de foreskrevne
betingelser viser, at dette ikke er tilfældet. Sådanne påstande
fremsættes i vid udstrækning af producenterne, da det er
dem, som fastslår varernes holdbarhed.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 20 forventes erhvervsdrivende, der også er pro-
ducenter af varerne, at være opmærksomme på påstande i
modstrid med sandheden om varers holdbarhed, mens andre
erhvervsdrivende såsom sælgere bør stole på pålidelige op-
lysninger, som de har til rådighed, f.eks. på grundlag af en
erklæring fra en kompetent national myndighed eller oplys-
ninger fra producenten. En vares manglende overensstem-
melse som følge af lejlighedsvise fejl ved fremstillingen
af en vare bør fortsat være omfattet af reglerne om varers
overensstemmelse fastsat i varedirektivet.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
23g, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets
bilag I, nr. 23g.
(Til nr. 23 h)
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 h, hvoref-
ter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdri-
48
vende angiver, at en vare kan repareres, når dette ikke er
tilfældet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdri-
vende ikke må angive, at en vare kan repareres, hvis dette
ikke er tilfældet.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
23h, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets
bilag I, nr. 23h.
(Til nr. 23 i)
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 i, hvoref-
ter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdri-
vende tilskynder forbrugeren til at udskifte eller genopfylde
en vares forbrugskomponenter tidligere, end det er nødven-
digt af tekniske årsager.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3,
for en nærmere beskrivelse af begrebet forbrugskomponent.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdri-
vende ikke må tilskynde forbrugeren til at udskifte eller
genopfylde en vares forbrugskomponenter tidligere, end det
er nødvendigt af tekniske årsager.
Et eksempel herpå er når en erhvervsdrivende opfordrer
forbrugeren via printerindstillingerne til at udskifte printer-
blækpatronerne, før de rent faktisk er tomme, for at fremme
købet af yderligere blækpatroner.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
23i, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets
bilag I, nr. 23i.
(Til nr. 23 j)
Det foreslås, at der i bilag 1 indsættes et nyt nr. 23 j, hvoref-
ter det altid anses for vildledende, såfremt den erhvervsdri-
vende tilbageholder oplysninger om forringelse af en vares
funktionalitet, når der anvendes forbrugskomponenter, reser-
vedele eller tilbehør, som den oprindelige producent ikke
har leveret, eller hævder i modstrid med sandheden, at en
sådan forringelse vil ske.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr.
3, for en nærmere beskrivelse af begreberne forbrugskompo-
nent og funktionalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdri-
vende ikke må tilbageholde oplysninger om forringelse af en
vares funktionalitet, når der anvendes forbrugskomponenter,
reservedele eller tilbehør, som ikke er leveret af den oprin-
delige producent. Den erhvervsdrivende må ligeledes ikke
hævde, at der vil ske en forringelse af en vares funktionalitet
ved anvendelse af forbrugskomponenter, reservedele eller
tilbehør, som ikke er leveret af den oprindelige producent,
hvis dette ikke er tilfældet.
Et eksempel herpå kan være, hvis en printer er designet på
en sådan måde, at dens funktionalitet er begrænset, når der
anvendes blækpatroner, som ikke er leveret af den oprindeli-
ge producent af printeren. I sådan et tilfælde må disse oplys-
ninger ikke skjules for forbrugeren, fordi en sådan praksis
vil kunne vildlede forbrugeren til at købe en alternativ blæk-
patron, som ikke kan anvendes til den pågældende printer,
hvilket kan føre til unødvendige affaldsstrømme eller yderli-
gere omkostninger for forbrugeren.
Hvis intelligente enheder er designet på en sådan måde, at
deres funktionalitet er begrænset, når der bruges opladere
eller reservedele, der ikke er leveret af den originale produ-
cent, må den erhvervsdrivende ikke tilbageholde sådanne
oplysninger for køberen på købstidspunktet.
En erhvervsdrivende må ligeledes ikke anføre, at anvendel-
sen af forbrugskomponenter, reservedele eller tilbehør, der
ikke er leveret af den oprindelige producent, vil forringe en
vares funktionalitet, når dette ikke er tilfældet. Generelt for-
ventes erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne,
at råde over disse oplysninger, mens andre erhvervsdrivende
såsom sælgere bør stole på pålidelige oplysninger, som de
har til rådighed, f.eks. på grundlag af en erklæring fra en
kompetent national myndighed eller oplysninger fra produ-
centen, jf. ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 24.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, nr.
23j, til UCP-direktivet, som indsat ved ECGT-direktivets
bilag I, nr. 23j.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Fodnoten til lov om forbrugeraftalers (herefter forbrugeraf-
taleloven) titel angiver, at loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører forbrugerrettighedsdirektivet (Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober
2011 om for-brugerrettigheder) og direktivet om fjernsalg af
finansielle tjenesteydelser (Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af
finansielle tjenesteydelser til forbrugerne).
Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel således, at
der indsættes efter »side 7,«: »og ved Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om
ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt
angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling
gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem
bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts 2024,«.
Der tilføjes derved en henvisning til Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om
ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt
angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling
49
gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem
bedre oplysning (herefter ECGT-direktivet).
Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil fremgå af
fodnoten til lovens titel, at loven tillige indeholder bestem-
melser, der gennemfører den del af ECGT-direktivet, som
ændrer i forbrugerrettighedsdirektivet.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres ECGT-direk-
tivets artikel 4, stk. 1, 3. afsnit, hvorefter de nationale lo-
ve og bestemmelser, der gennemfører ECGT-direktivet, ved
vedtagelse eller offentliggørelse skal indeholde en henvis-
ning til ECGT-direktivet.
Til nr. 2
Forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1-18, definerer en række be-
greber, som anvendes i lovens bestemmelser.
Det foreslås at indsætte fem nye numre med yderligere defi-
nitioner i forbrugeraftalelovens § 3.
(Til nr. 19)
Det foreslås således, at der indsættes et nyt nr. 19, hvoref-
ter »handelsmæssig garanti for holdbarhed« defineres som
enhver handelsmæssig garanti, som producenten har påtaget
sig over for forbrugeren om salgsgenstandens holdbarhed
i en bestemt periode, ud over sin retlige forpligtelse, hvor
producenten er direkte ansvarlig over for forbrugeren i hele
perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed for
så vidt angår afhjælpning eller omlevering af salgsgenstan-
den i overensstemmelse med købelovens mangelsbeføjelser,
når salgsgenstandens holdbarhed ikke opretholdes.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en handels-
mæssig garanti for holdbarhed skal forstås som en forplig-
telse fra en producent over for forbrugeren med hensyn til
en vares holdbarhed. Nærmere bestemt er det en forpligtel-
se til at opretholde en salgsgenstands krævede funktioner
og ydeevne ved normal brug, som beskrevet i direktivets
præambelbetragtning nr. 26. Denne forpligtelse skal forstås
i overensstemmelse med købelovens § 86 a, der vedrører
handelsmæssige garantier, hvorefter producenten er direkte
ansvarlig over for køberen i hele perioden for den handels-
mæssige garanti for holdbarhed, for så vidt angår afhjælp-
ning eller omlevering af salgsgenstanden i overensstemmel-
se med købelovens § 78 a, stk. 4-8.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14a, som indsat ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.
(Til nr. 20)
Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 20, hvorefter »hold-
barhed« defineres som evnen til at bevare sine påkrævede
funktioner og ydeevne ved normal brug.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at holdbarhed
skal forstås på samme vis som definitionen af holdbarhed i
købelovens § 3 a, nr. 6, der implementerer varedirektivets
artikel 2, stk. 1, nr. 13.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14b, som indsat ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.
(Til nr. 21)
Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 21, hvorefter »pro-
ducent« defineres som den, der har fremstillet salgsgenstan-
den, indført den i Den Europæiske Union eller fremstår
som producent ved at have forsynet salgsgenstanden med sit
navn, mærke eller andet kendetegn.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at producent skal
forstås på samme vis som definitionen på producent i købe-
lovens § 3 a, nr. 1, der implementerer varedirektivets artikel
2, stk. 1, nr. 4.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14c, som indsat ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.
(Til nr. 22)
Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 22, hvorefter »sco-
re for reparationsmulighed« defineres, som en score, der
udtrykker en salgsgenstands mulighed for at kunne repareres
baseret på harmoniserede krav, der er fastlagt på EU-plan.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14d, som indsat ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.
(Til nr. 23)
Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 23, hvorefter en
»softwareopdatering« defineres som en gratis opdatering,
herunder en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at
salgsgenstande med digitale elementer, digitalt indhold og
digitale tjenester forbliver mangelfri efter købelovens man-
gelsregler.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det ved vurde-
ringen af, om noget er en softwareopdatering, skal indgå,
om opdateringen tjener til at holde salgsgenstanden i over-
ensstemmelse med aftalen, jf. købelovens mangelsregler i
§§ 75 a-77 b, og derved mangelfri.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14e, som indsat ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
50
Til nr. 3
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervs-
drivendes oplysningspligt, inden der indgås en aftale om
en vare eller en ikke finansiel tjenesteydelse, hvis aftalen
indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg.
Det fremgår af lovens § 8, stk. 1, nr. 10, at den erhvervs-
drivende skal give forbrugeren oplysning om vilkår for
betaling, levering og opfyldelse, det tidspunkt, hvor den
erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller yde
tjenesteydelsen, og, hvor det er relevant, den erhvervsdri-
vendes praksis for klagebehandling.
Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 10, således at der
efter »levering« indsættes »herunder om muligt miljøvenlige
leveringsmuligheder,«.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med
ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 37 indebære, at
den erhvervsdrivende bør give yderligere oplysning om mil-
jøvenlige leveringmuligheder, som eksempelvis levering af
varer via fragtcykel, elektrisk leveringskøretøj eller mulig-
heden for bundtede forsendelsesmuligheder.
Det vil ikke være en betingelse for opfyldelse af oplysnings-
pligten, at den erhvervsdrivende anvender ordene ”miljø-
venlige leveringsmuligheder”. Oplysningspligten vil ligele-
des kunne opfyldes ved, at den erhvervsdrivende konkret
oplyser, hvilke leveringsmuligheder, der tilbydes for den
konkrete vare eller tjenesteydelse f.eks. via elcykel. Såfremt
den erhvervsdrivende ønsker at benytte udsagnet i sin mar-
kedsføring, skal udsagnet overholde markedsføringslovens
regler herom.
Erhvervsdrivende vil alene kunne benytte udsagnet ”miljø-
venlige leveringsmuligheder” eller lignende i sin handels-
praksis, såfremt leveringsmetoden udgør en anerkendt frem-
ragende miljøpræsentation. For en nærmere definition på en
anerkendt fremragende miljøpræsentation henvises til § 1,
nr. 3, der indsætter et nyt § 2, nr. 23, i markedsføringsloven,
og bemærkningerne hertil, herunder lovforslagets pkt. 3.1.1.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivet artikel 6, stk. 1, litra g, som affattet ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 4
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervs-
drivendes oplysningspligt, inden der indgås en aftale om
en vare eller en ikke finansiel tjenesteydelse, hvis aftalen
indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 16, at den erhvervsdrivende
skal give forbrugeren oplysning om, at købelovens mangel-
sregler kan finde anvendelse.
Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 16, således at der efter
»anvendelse«, indsættes »og de væsentligste elementer ved
mangelsreglerne og oplysningerne gives ved brug af regler
fastsat i medfør af stk. 5,«.
Den foreslåede tilføjelse indebærer, at den erhvervsdriven-
de skal give forbrugeren oplysninger om de væsentligste
elementer ved købelovens mangelsregler, herunder særligt
købelovens almindelige reklamationsfrist.
Den erhvervsdrivende vil skulle give forbrugeren disse op-
lysninger ved brug af regler fastsat i medfør af § 8, stk.
5. Efter den foreslåede § 8, stk. 5, i forbrugeraftaleloven,
fastsætter justitsministeren nærmere regler om måden, hvor-
på erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til
forbrugerne efter § 8, stk. 1, nr. 16, jf. pkt. 3.2.2.3 i lov-
forslagets almindelige bemærkninger og bemærkninger til
lovforslagets § 2, nr. 9.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivet artikel 6, stk. 1, litra l, som affattet ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra b.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 5
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervs-
drivendes oplysningspligt, inden der indgås en aftale om
en vare eller en ikke finansiel tjenesteydelse, hvis aftalen
indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 8, stk. 1, nr. 17,
hvorefter den erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplys-
ninger om, hvor producenten tilbyder forbrugeren en han-
delsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker hele varen,
uden yderligere omkostninger og med en varighed på mere
end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for den
erhvervsdrivende, at den pågældende vare drager fordel af
en sådan garanti, dens varighed, og at købelovens mangel-
sregler kan finde anvendelse, og oplysningerne gives ved
brug af regler fastsat i medfør af stk. 5.
At den erhvervsdrivende skal oplyse om, at købelovens
mangelsregler finder anvendelse, skal ikke forstås som en
pligt for den erhvervsdrivende til at give oplysninger om det
nærmere indhold af købelovens mangelsregler, men alene en
pligt til at oplyse om, at aftalen er omfattet af reglerne.
Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse
med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 31 indebæ-
re, at de erhvervsdrivende skal oplyse forbrugerne om ek-
sistensen og varigheden af producentens handelsmæssige
garanti for holdbarhed for hele varen og ikke kun for varens
specifikke komponenter.
51
Bestemmelsen vil herudover indebære, at den erhvervsdri-
vende skal give forbrugeren oplysningerne ved brug af reg-
ler fastsat i medfør af § 8, stk. 5. Efter den foreslåede §
8, stk. 5, i forbrugeraftaleloven, fastsætter justitsministeren
nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver
meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 8, stk.
1, nr. 16 og nr. 17. For nærmere herom henvises der til
lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.2.3 og til
lovforslagets § 2, nr. 9, samt bemærkningerne hertil.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 8, stk. 1, nr. 18,
hvorefter den erhvervsdrivende skal give oplysninger for
salgsgenstande med digitale elementer, for digitalt indhold
og for digitale tjenester, hvor producenten eller udbyderen
stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende,
den minimumsperiode, enten angivet som en periode eller
med henvisning til en dato, i hvilken producenten eller ud-
byderen leverer softwareopdateringer.
Forpligtelsen til at give oplysninger om softwareopdaterin-
ger berører ikke forbrugerens rettigheder efter købeloven.
Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse
med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 33 indebæ-
re, at forbrugerne skal modtage disse oplysninger på en
enkel og tydelig måde, så de kan sammenligne forskellige
minimumsperioder. Den erhvervsdrivende har alene pligt til
at give disse oplysninger, når producenten eller udbyderen
har stillet oplysningerne til rådighed.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivet artikel 6, stk. 1, litra la og lc, som indsat
ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra c.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 6
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervs-
drivendes oplysningspligt, inden der indgås en aftale om
en vare eller en ikke finansiel tjenesteydelse, hvis aftalen
indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 23, at den erhvervsdrivende
skal oplyse forbrugeren om, hvor det er relevant, kompati-
biliteten og interoperabiliteten af digitalt indhold, digitale
tjenester og varer med digitale elementer, i henhold til hvad
den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have
vidst.
Det foreslås, at der i § 8, stk. 1, nr. 23, der bliver nr. 25,
ændres »vidst, og« til: »vidst,«.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovfor-
slagets § 2, nr. 7, tilføjer to nye numre efter nr. 24, som
bliver nr. 26.
Til nr. 7
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervs-
drivendes oplysningspligt, inden der indgås en aftale om
en vare eller en ikke finansiel tjenesteydelse, hvis aftalen
indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 24, at den erhvervsdrivende
skal oplyse forbrugeren om, hvor det er relevant, mulighed
for klageadgang og i givet fald om forudsætningerne for
klage.
Det foreslås, at der i § 8, stk. 1, nr. 24, der bliver nr. 26,
ændres »klage.« til: »klage,«, således at der indsættes et »,«
i stedet for et ».«.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovfor-
slagets § 2, nr. 7, tilføjer to nye numre efter nr. 24, som
bliver nr. 26.
Til nr. 8
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervs-
drivendes oplysningspligt, inden der indgås en aftale om
en vare eller en ikke finansiel tjenesteydelse, hvis aftalen
indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 8, stk. 1, nr. 27,
hvorefter den erhvervsdrivende skal give oplysninger, hvor
det er relevant, om varens score for reparationsmulighed.
Den erhvervsdrivende er alene forpligtet til at give denne
oplysning, hvis en sådan score findes for den pågældende
produktkategori og er påkrævet i henhold til EU-retten.
Det foreslås endvidere, at indsætte et nyt § 8, stk. 1, nr. 28,
hvorefter den erhvervsdrivende, såfremt nr. 27 ikke finder
anvendelse, og forudsat at producenten stiller oplysningerne
til rådighed for den erhvervsdrivende, skal give oplysninger
om tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og
proceduren for bestilling af reservedele, der er nødvendige
for at holde salgsgenstandene mangelfri, om tilgængelighe-
den af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt om
reparationsbegrænsninger.
Oplysninger, som er nødvendige for at holde salgsgenstan-
dene mangelfri, vil skulle forstås i overensstemmelse med
købelovens almindelige mangelsregler.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivet artikel 6, stk. 1, litra v og u, som tilføjet
ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 3, litra d.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 9
52
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervs-
drivendes oplysningspligt, inden der indgås en aftale om
en vare eller en ikke finansiel tjenesteydelse, hvis aftalen
indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg.
Det foreslås at indsætte et nyt § 8, stk. 5, hvorefter justits-
ministeren fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå er-
hvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbru-
gerne efter § 8, stk. 1, nr. 16 og 17.
Dette vil indebære, at justitsministeren får bemyndigelse
til at fastsætte det nærmere indhold af den harmoniserede
meddelelse og det harmoniserede mærke, der følger af den
af ECGT-direktivet nyindsatte § 22a, stk. 2 og 4, i forbruger-
rettighedsdirektivet.
Som angivet i den nyindsatte artikel 22a i forbrugerrettig-
hedsdirektivet, bliver udformningen og indholdet af den har-
moniserede meddelelse og det harmoniserede mærke senest
den 27. september 2025 fastlagt af Europa-Kommissionen
ved hjælp af gennemførelsesretsakter.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 26 vil den harmoniserede meddelelse skulle
fremvises på en fremtrædende måde, f.eks. på en iøjnefal-
dende plakat på en væg i butikken, ved siden af kasseskran-
ken eller, i tilfælde af onlinesalg, som en generel påmindelse
på webstedet for den erhvervsdrivende, der sælger varer.
Ligeledes vil det harmoniserede mærke i overensstemmelse
med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 26 skulle
fremvises på en fremtrædende måde og anvendes på en
måde, der gør det let for forbrugerne at identificere, hvilke
varer der drager fordel af en handelsmæssige garanti for
holdbarhed. Dette kan for eksempel være ved, at mærket
placeres direkte på emballagen for en bestemt vare, ved at
fremvise mærket på en fremtrædende måde på hylden, hvor
de varer, der er omfattet af en sådan garanti, er placeret,
eller ved at mærket placeres direkte ved siden af billedet
af varen i tilfælde af onlinesalg. Hertil kan producenter,
der tilbyder sådanne handelsmæssige garantier for holdbar-
hed, selv placere det harmoniserede mærke direkte på den
bestemte vare eller på dens emballage med henblik på at
opnå en kommerciel fordel. Den erhvervsdrivende skal her
sikre, at det harmoniserede mærke er klart synligt.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivet artikel 22a, som indsat ved ECGT-direkti-
vets artikel 2, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 10
Forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, fastsætter regler om ind-
gåelse af en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske mid-
ler, og pålægger aftalen forbrugeren en betalingsforpligtelse,
skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted, hvor
bestillingen afgives. Endvidere skal den erhvervsdrivende
tydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før forbruge-
ren afgiver sin bestilling, gøre forbrugeren opmærksom på
de oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 19 og
20.
Med lovforslagets § 2, nr. 5, tilføjes der i forbrugeraftalens §
8, stk. 1, nr. 17, en oplysningspligt for den erhvervsdrivende
til også at give oplysninger om en eventuel handelsmæssig
garanti for holdbarhed.
Det foreslås at ændre § 12, stk. 1, 2. pkt., således at »19 og
20« bliver til: »17, 21 og 22«.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, som affattet ved ECGT-
direktivets artikel 2, stk. 4.
Forslaget er desuden en konsekvensændring, som følge af,
at forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1 nr. 17-24 bliver nr. 19-26.
jf. lovforslagets § 2, nr. 5.
Til nr. 11
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den er-
hvervsdrivendes oplysningspligt for andre aftaler end aftaler
om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdri-
vendes forretningssted.
Det fremgår af § 17, stk. 1, nr. 5, at den erhvervsdrivende
skal give forbrugeren oplysning om, at købelovens mangel-
sregler finder anvendelse.
Det foreslås i § 17, stk. 1, nr. 5, efter »anvendelse« at ind-
sætte »og de væsentligste elementer ved mangelsreglerne,
og oplysningerne gives ved brug af regler fastsat i medfør af
stk. 3«.
Den foreslåede tilføjelse indebærer, at den erhvervsdriven-
de skal give forbrugeren oplysninger om de væsentligste
elementer ved købelovens mangelsregler, herunder særligt
købelovens almindelige reklamationsfrist.
Den erhvervsdrivende vil skulle give forbrugeren disse op-
lysninger ved brug af regler fastsat i medfør af den foreslå-
ede § 17, stk. 3. Efter den foreslåede § 17, stk. 3, i forbru-
geraftaleloven, fastsætter justitsministeren nærmere regler
om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om
oplysninger til forbrugerne efter § 17, stk. 1, nr. 5 og 6. For
nærmere herom henvises der til lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.2.3 og til lovforslagets § 2, nr. 16,
samt bemærkningerne hertil.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivet artikel 5, stk. 1, litra e, som affattet ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, litra a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
53
Til nr. 12
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den er-
hvervsdrivendes oplysningspligt for andre aftaler end aftaler
om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdri-
vendes forretningssted.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 6, hvorefter
den erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om, hvor pro-
ducenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkost-
ninger og med en varighed på mere end to år, og stiller disse
oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, at den
pågældende salgsgenstand drager fordel af en sådan garanti,
dens varighed og at købelovens mangelsregler finder anven-
delse, og oplysningerne gives ved brug af regler fastsat i
medfør af stk. 3.
At den erhvervsdrivende skal oplyse om, at købelovens
mangelsregler finder anvendelse, skal ikke forstås som en
pligt for den erhvervsdrivende til at give oplysninger om det
nærmere indhold af købelovens mangelsregler, men alene en
pligt til at oplyse om, at aftalen er omfattet af reglerne.
Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse
med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 31 indebæ-
re, at de erhvervsdrivende skal oplyse forbrugerne om ek-
sistensen og varigheden af producentens handelsmæssige
garanti for holdbarhed for hele varen og ikke kun for varens
specifikke komponenter.
Den erhvervsdrivende skal give forbrugeren disse oplysnin-
ger ved brug af regler fastsat i medfør af den foreslåede
§ 17, stk. 3, i forbrugeraftaleloven. Efter § 17, stk. 3, fast-
sætter justitsministeren nærmere regler om måden, hvorpå
erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til for-
brugerne efter § 17, stk. 1, nr. 6. og 7. For nærmere herom
henvises der til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.3 og til lovforslagets § 2, nr. 16, samt bemærkningerne
hertil.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 7, hvorefter
den erhvervsdrivende skal give oplysninger, hvor det er re-
levant, om eksistensen af og betingelserne for eftersalgsser-
vice og handelsmæssige garantier.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 32 skal producenten og sælgeren frit kunne
tilbyde andre typer handelsmæssige garantier og eftersalgs-
service. De oplysninger, der gives til forbrugeren om sådan-
ne andre handelsmæssige garantier eller servicer, skal imid-
lertid ikke forvirre forbrugeren med hensyn til eksistensen
og varigheden af en producents handelsmæssige garanti for
holdbarhed, og for hvilken et harmoniseret mærke anvendes.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 8, hvoref-
ter den erhvervsdrivende skal give oplysninger for salgsgen-
stande med digitale elementer, for digitalt indhold og for
digitale tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende, den
minimumsperiode, enten angivet som en periode eller med
henvisning til en dato, i hvilken producenten eller udbyde-
ren leverer softwareopdateringer.
Forpligtelsen til at give oplysninger om softwareopdaterin-
ger berører ikke forbrugerens rettigheder efter købeloven.
Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse
med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 33 indebæ-
re, at forbrugerne modtager disse oplysninger på en enkel
og tydelig måde, så de kan sammenligne forskellige mini-
mumsperioder. Den erhvervsdrivende har alene pligt til at
give disse oplysninger, når producenten eller udbyderen har
stillet oplysningerne til rådighed.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivet artikel 5, stk. 1, litra ea, ec og ed, som
affattet ved ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, litra b.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 13
Forbrugeraftalelovens § 17, fastsætter regler om den er-
hvervsdrivendes oplysningspligt for andre aftaler end aftaler
om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdri-
vendes forretningssted.
Det fremgår af § 17, stk. 1, nr. 8, at den erhvervsdrivende
skal give forbrugeren oplysninger om, hvor det er relevant,
funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelses-
foranstaltninger, for digitalt indhold, digitale tjenester og
varer med digitale elementer.
Det foreslås, at i § 17 stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 11, ændres
»elementer, og« til: »elementer,«.
Forslaget er en konsekvensretning som følge af, at lovforsla-
gets § 2, nr. 12, tilføjer tre nye numre efter nr. 8, som bliver
nr. 11.
Til nr. 14
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den er-
hvervsdrivendes oplysningspligt for andre aftaler end aftaler
om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdri-
vendes forretningssted.
Det fremgår af § 17, stk. 1, nr. 8, at den erhvervsdrivende
skal give forbrugeren oplysninger om, hvor det er relevant,
funktionaliteten, herunder gældende tekniske beskyttelses-
foranstaltninger, for digitalt indhold, digitale tjenester og
varer med digitale elementer.
Det foreslås, at i § 17 stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 12, ændres
»vidst.« til: »vidst,«, således at ».« ændres til et »,«.
Forslaget er en konsekvensretning som følge af, at lovforsla-
54
gets § 2, nr. 12, tilføjer tre nye numre efter nr. 8, som bliver
nr. 11.
Til nr. 15
Forbrugeraftalelovens § 17, fastsætter regler om den er-
hvervsdrivendes oplysningspligt for andre aftaler end aftaler
om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdri-
vendes forretningssted.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 13, hvorefter
den erhvervsdrivende skal give oplysninger, hvor det er rele-
vant, om varernes score for reparationsmulighed.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsdriven-
de – inden forbrugeren er bundet af en aftale – skal angive
varens score for reparationsmulighed som oplyst af produ-
centen og som fastsat på EU-plan, jf. ECGT-direktivets præ-
ambelbetragtning nr. 34.
Det forudsættes, at erhvervsdrivende alene er forpligtet til at
give disse oplysninger, hvis en sådan score findes for den
pågældende produktkategori og er påkrævet i henhold til
EU-retten.
Det foreslås endvidere at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 14,
hvorefter den erhvervsdrivende, såfremt nr. 13 ikke finder
anvendelse, og forudsat at producenten stiller oplysningerne
til rådighed for den erhvervsdrivende, skal give oplysninger
om tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og
proceduren for bestilling af reservedele, der er nødvendige
for at holde salgsgenstandene mangelfri, om tilgængelighe-
den af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt om
reparationsbegrænsninger.
Oplysninger som er nødvendige for at holde salgsgenstan-
den mangelfri, skal forstås i overensstemmelse med købelo-
vens almindelige mangelsregler.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivet artikel 5, stk. 1, litra i og j, som affattet ved
ECGT-direktivets artikel 2, stk. 2, litra c.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 16
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den er-
hvervsdrivendes oplysningspligt for andre aftaler end aftaler
om fjernsalg eller aftaler indgået uden for den erhvervsdri-
vendes forretningssted.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 3, hvorefter justits-
ministeren fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå er-
hvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbru-
gerne efter § 17, stk. 1, nr. 5 og 6, som affattet ved dette
lovforslag.
Dette vil indebære, at justitsministeren vil skulle fastsætte
det nærmere indhold af den harmoniserede meddelelse og
det harmoniserede mærke, der følger af den af ECGT-direk-
tivet nyindsatte § 22a, stk. 2 og 4, i forbrugerrettighedsdi-
rektivet.
Som angivet i den nyindsatte § 22a, stk. 2 og 4, i forbru-
gerrettighedsdirektivet, bliver den konkrete udformning og
indhold af den harmoniserede meddelelse og det harmonise-
rede mærke fastlagt af Europa-Kommissionen ved hjælp af
gennemførelsesretsakter.
I overensstemmelse med ECGT-direktivets præambelbe-
tragtning nr. 26 vil den harmoniserede meddelelse skulle
fremvises på en fremtrædende måde, f.eks. på en iøjnefal-
dende plakat på en væg i butikken, ved siden af kasseskran-
ken eller, i tilfælde af onlinesalg, som en generel påmindelse
på webstedet for den erhvervsdrivende, der sælger varer.
Ligeledes vil det harmoniserede mærke i overensstemmelse
med ECGT-direktivets præambelbetragtning nr. 26 skulle
fremvises på en fremtrædende måde og anvendes på en
måde, der gør det let for forbrugerne at identificere, hvilke
varer der drager fordel af en handelsmæssige garanti for
holdbarhed. Dette kan for eksempel være ved, at mærket
placeres direkte på emballagen for en bestemt vare, ved at
fremvise mærket på en fremtrædende måde på hylden, hvor
de varer, der er omfattet af en sådan garanti, er placeret,
eller ved at mærket placeres direkte ved siden af billedet
af varen i tilfælde af onlinesalg. Hertil kan producenter,
der tilbyder sådanne handelsmæssige garantier for holdbar-
hed, selv placere det harmoniserede mærke direkte på den
bestemte vare eller på dens emballage med henblik på at
opnå en kommerciel fordel. Den erhvervsdrivende skal her
sikre, at det harmoniserede mærke er klart synligt.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres forbrugerret-
tighedsdirektivet artikel 22a, som affattet ved ECGT-direkti-
vets artikel 2 stk. 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2.2.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til § 3
Til nr. 1
Det følger af forbrugerklagelovens § 21, stk. 3, at Forbru-
gerklagenævnet kan bemyndige Forbrugerklagenævnets se-
kretariatet (Nævnenes Hus) til at træffe afgørelse om afvis-
ning af klager på nævnets vegne i medfør af § 16.
Private tvistløsningsorganer, der er godkendt efter forbruger-
klageloven, har efter gældende ret ikke samme mulighed for
at delegere afgørelseskompetence til deres sekretariater.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 6 a, hvorefter et
godkendt privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit sekre-
tariat til at træffe afgørelser efter § 16, stk. 1 og 2.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at et privat tvist-
løsningsorgan på samme måde som Forbrugerklagenævnet
55
vil kunne bemyndige sit sekretariat til at afvise at behandle
en klage i medfør af forbrugerklagelovens § 16, stk. 1 og 2.
Det er en forudsætning for, at et godkendt privat tvistløs-
ningsorgan kan udnytte bemyndigelsen i den foreslåede be-
stemmelse, at tvistløsningsorganets sekretariat har de nød-
vendige juridiske kompetencer til at træffe de afgørelser
om afvisning, som tvistløsningsorganet ønsker at delegere
samt et indgående kendskab til relevante regler og til tvist-
løsningsorganets praksis.
Det er endvidere en forudsætning for bemyndigelsen, at det
private tvistløsningsorgan løbende vil skulle følge med i,
hvilke sager sekretariatet afviser på nævnets vegne. Dette vil
kunne ske ved blandt andet løbende skriftlig eller mundtlig
orientering af det private tvistløsningsorgan.
Når et sekretariat til et godkendt privat tvistløsningsorgan
træffer afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, vil kla-
geadgang til tvistløsningsorganet følge af det almindelige
over- og underordnelsesforhold mellem sekretariatet og
nævnet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 2
Kapitel 5 i forbrugerklageloven regulerer mediation i Næv-
nenes Hus på baggrund af klager, der udspringer af en aftale
mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en
vare eller tjenesteydelse.
Det følger af lovens § 11, at såfremt Nævnenes Hus på bag-
grund af mediationen konstaterer, at muligheden for at nå
frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne
underrettes om, at sagen afsluttes, jf. dog lovens § 18, stk.
1. Forbrugeren skal samtidigt orienteres om muligheden for
at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.
Det foreslås at nyaffatte forbrugerklagelovens § 11.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 1, således at hvis Nævnenes
Hus på baggrund af mediationen konstaterer, at muligheden
for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal
parterne underrettes om, at behandlingen af klagen afsluttes,
jf. dog § 18, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til den gældende §
11, 1. pkt., vil indebære, at Nævnenes Hus efter en konkret
vurdering skal afslutte sagen, hvis det på baggrund af me-
diationen konstateres, at det ikke er muligt at nå frem til en
mindelig løsning.
Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis den erhvervsdri-
vende nægter at medvirke, eller parterne i øvrigt ikke kan nå
til enighed om en løsning af den pågældende tvist.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 2, således at forbrugeren
samtidig med underretning om sagens afslutning skal orien-
teres om muligheden for at indbringe sagen for Forbruger-
klagenævnet efter § 19, jf. stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til den gældende §
11, 2. pkt., vil indebære, at Nævnenes Hus vil skulle oplyse
forbrugeren om muligheden for at gå videre med sagen til
Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.
Fristerne i lovens § 18 for sagsbehandling vil fortsat finde
anvendelse.
Nævnenes Hus vil dog ikke skulle oplyse forbrugeren om
muligheden for at indbringe klagen for Forbrugerklagenæv-
net, hvis Nævnenes Hus træffer afgørelse efter stk. 3.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 3, således at Nævnenes Hus
ved afslutning af klager efter stk. 1, kan træffe afgørelse
om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbruger-
klagenævnet, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan
gives forbrugeren medhold i klagen.
Nævnenes Hus vil, når mediationen er gennemført og afslut-
tet, fordi det ikke er muligt for parterne at nå frem til en
mindelig løsning, kunne træffe afgørelse om, at forbrugeren
ikke kan indbringe sin klage for Forbrugerklagenævnet, hvis
det på baggrund af de oplysninger, som parterne har afgivet
i forbindelse med mediationen, må anses for åbenbart, at
nævnet ikke vil kunne give forbrugeren medhold i klagen.
Dette kan f.eks. være tilfældet for klager, hvor det under me-
diationen er kommet frem, at forbrugeren har reklameret for
sent, hvor kravet mod den erhvervsdrivende uomtvisteligt er
forældet, hvor det på baggrund af sagens oplysninger står
klart, at årsagen til fejlen på varen er forårsaget af forbru-
gerens uhensigtsmæssige brug, hvor forbrugerens krav er i
strid med gældende lovgivning, hvor Forbrugerklagenævnet
har en klar og utvetydig praksis, eller hvor sagen er uegnet
til behandling i mangel på beviser.
Nævnenes Hus vil alene kunne træffe afgørelse om, at for-
brugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenæv-
net, hvis der på baggrund af mediationen er et tilstrækkeligt
oplysningsgrundlag til at kunne træffe afgørelse. Den fore-
slåede bestemmelse vil således ikke medføre, at Nævnenes
Hus indhenter oplysninger, foretager juridiske vurderinger
vedrørende den konkrete sag eller træffer afgørelse vedrø-
rende sagens materielle indhold i forbindelse med selve me-
diationen. Såfremt sagen ikke før eller under mediationen
er tilstrækkeligt oplyst, vil Nævnenes Hus efter omstændig-
hederne kunne indhente yderligere oplysninger fra parterne
med henblik på, at Nævnenes Hus efterfølgende vil kunne
træffes afgørelse om, at forbrugeren ikke vil kunne indbrin-
ge klagen for Forbrugerklagenævnet, såfremt betingelserne
herfor er opfyldt.
Det vil som udgangspunkt ikke være åbenbart, at forbruge-
ren ikke vil kunne få medhold, hvis der efter mediationen er
behov for i væsentligt omfang at indhente yderligere oplys-
ninger. Dette vil eksempelvis kunne omfatte klager, hvor der
er behov for at indhente et omfattende sagsmateriale for at
56
oplyse sagen, eller hvor der er behov for, at en sagkyndig
undersøger sagens genstand nærmere.
En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse om, at en
klage ikke kan indbringes for Forbrugerklagenævnet, udgør
en forvaltningsretlig afgørelse, hvorfor forbrugeren har al-
mindelige partsbeføjelser, herunder ret til partsaktindsigt og
evt. partshøring, ligesom de almindelige forvaltningsretlige
krav til selve afgørelsen, f.eks. krav om begrundelse og
klagevejledning, finder anvendelse.
Hvis Nævnenes Hus i medfør af den foreslåede bestemmelse
træffer afgørelse om, at en forbruger ikke vil kunne indbrin-
ge en klage for Forbrugerklagenævnet, fordi forbrugeren
åbenbart ikke kan få medhold i klagesagen, vil forbrugeren
kunne klage over denne afgørelse til Forbrugerklagenævnets
formand i medfør af forbrugerklagelovens § 43, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 3
Det følger af § 12, stk. 1, nr. 1, i forbrugerklageloven, at
forbrugeren skal betale et gebyr for mediationen i Nævnenes
Hus.
Det følger i dag ikke udtrykkeligt af forbrugerklageloven,
at en klage afvises, hvis forbrugeren ikke indbetaler det
krævede gebyr inden en fastsat frist.
Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i forbrugerklagel-
ovens § 12, stk. 1, hvorefter en klage afvises, hvis gebyret
ikke betales inden for en frist, som er fastsat af Nævnenes
Hus.
Den foreslåede ændring vil indebære, at der indsættes en
udtrykkelig hjemmel til at afvise en klage, hvis forbrugeren
ikke inden for en fastsat frist betaler det krævede gebyr for
at indbringe en klage over en erhvervsdrivende for Nævne-
nes Hus med henblik på mediation.
Den foreslåede bestemmelse, der udgør en kodificering af
gældende administrativ praksis i Nævnenes Hus, vil endvi-
dere indebære, at alle afvisningsgrunde vil fremgå udtrykke-
ligt af forbrugerklageloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 4
Der er tale om en lovteknisk ændring, da erhvervsministeren
i 2017 overførte det samlede forbrugerklagesystem fra Kon-
kurrence- og Forbrugerstyrelsen til Nævnenes Hus.
Til nr. 5
Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbruger-
klageloven til, at Nævnenes Hus eller godkendte private
tvistløsningsorganer kan vælge at sambehandle modtagne
klager, hvis klagernes parter, tvistens karakter mv. gør en
sådan behandling hensigtsmæssig.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 16 a, hvorefter
godkendte private tvistløsningsorganer og Nævnenes Hus
kan bestemme, at flere ensartede, verserende klager mellem
samme eller forskellige parter skal behandles i forbindelse
med hinanden.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at godkendte pri-
vate tvistløsningsorganer og Nævnenes Hus kan vælge helt
eller delvist at sambehandle allerede modtagne ensartede
klager mellem samme eller forskellige parter, hvis det vur-
deres at være det mest hensigtsmæssige i forhold til de
konkrete klager.
Den foreslåede bestemmelse er hovedsageligt tiltænkt an-
vendt på situationer, hvor flere forbrugere har ensartede
krav imod samme erhvervsdrivende, men bestemmelserne
vil også kunne anvendes, hvis der modtages egnede klager,
hvor en eller flere forbrugere har ensartede krav imod flere
erhvervsdrivende.
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse alene vil
kunne anvendes ved klager, hvor klagerne er ensartede, og
hvor det skønnes hensigtsmæssigt for alle de sambehandlede
klager, at de behandles i forbindelse med hinanden.
Flere klager vil kunne anses for ensartede, hvis klagerne
hviler på lignende faktiske og retlige omstændigheder. Dette
kan f.eks. være tilfældet, hvis klagerne angår en identisk
fejl på den samme type vare, der er købt hos den samme er-
hvervsdrivende eller butikskæde, eller hvis flere forbrugere
er blevet opkrævet et beløb for den samme type af ydelse fra
et forsyningsselskab, en abonnementstjeneste eller lignende.
Sambehandling af flere klager vil navnlig kunne være hen-
sigtsmæssig som følge af procesøkonomiske forhold. Det
tilkommer det godkendte private tvistløsningsorgan eller
Nævnenes Hus at vurdere, om det konkret er hensigtsmæs-
sigt at behandle to eller flere klager sammen.
Det forudsættes endvidere, at en beslutning om helt eller
delvist at sambehandle to eller flere verserende klager ik-
ke må kunne påvirke mediation om en mindelig løsning
i den enkelte klagesag negativt, ligesom sambehandling
ikke må kunne forventes at medføre en mærkbar længere
sagsbehandlingstid for den enkelte klage. Hvis en part mod-
sætter sig sambehandling, vil partens klage ikke indgå i
sambehandling med øvrige klager, men vil blive behandlet
særskilt.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i
forhold forbrugernes indgivelse af klager, betaling af gebyr,
partsrettigheder eller de afgørelser, der træffes af Nævnenes
Hus og nævnene i forhold til den enkelte klage.
57
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 6
Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbru-
gerklagenævnet kan behandle en klage, når 1) der ikke er
fundet en mindelig løsning ved mediationen i Nævnenes
Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen eller tjene-
steydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat
af erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.
Det foreslås at ændre lovens § 20, stk. 1, nr. 1, således at
ordet »og« udgår.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med
lovforslagets § 3, nr. 7, foreslås indsat et nyt nr. 2 i forbru-
gerklagelovens § 20, stk. 1.
Til nr. 7
Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbru-
gerklagenævnet kan behandle en klage, når 1) der ikke er
fundet en mindelig løsning ved mediationen i Nævnenes
Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen eller tjene-
steydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat
af erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.
Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 2 i § 20, stk. 1,
hvorefter Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, hvis
Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om at afskære kla-
geadgangen efter § 11, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse hænger sammen med, at der
med lovforslagets § 3, nr. 2, foreslås en ny § 11, stk. 3,
hvorefter Nævnenes Hus i forbindelse med, at mediationsbe-
handlingen af en klage afsluttes, kan træffe afgørelse om, at
forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagen-
ævnet, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives
forbrugeren medhold i klagen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerkla-
genævnet vil kunne behandle en klage, når Nævnenes Hus
ikke har truffet afgørelse om, at forbrugeren ikke kan ind-
bringe sagen for nævnet, da det må anses for åbenbart, at der
ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.
Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor for-
brugeren på trods af afgørelsen fra Nævnenes Hus alligevel
vælger at indgive en klage til Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnet vil fortsat kunne behandle en klage,
hvis forbrugeren har klaget over en afgørelse truffet i med-
før af den foreslåede § 11, stk. 3, til Forbrugerklagenævnets
formand, jf. forbrugerklagelovens § 43, stk. 2, og formanden
har givet forbrugeren medhold.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 8
Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbru-
gerklagenævnet kan behandle en klage, når 1) der ikke er
fundet en mindelig løsning ved mediationen i Nævnenes
Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen eller tjene-
steydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat
af erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.
Det foreslås at ændre lovens § 20, stk. 2, således at henvis-
ningen til § 20, stk. 1, nr. 2, ændres til § 20, stk. 1, nr. 3.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med
lovforslagets § 3, nr. 7, foreslås indsat et nyt nr. 2 i forbru-
gerklagelovens § 20, stk. 1, der medfører, at § 20, stk. 1, nr.
2, bliver til § 20, stk. 1, nr. 3.
Til nr. 9
Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbruger-
klageloven til, at Forbrugerklagenævnet kan vælge at sam-
behandle klager, hvis klagernes parter, tvistens karakter mv.
gør en sådan behandling hensigtsmæssig.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 20, stk. 3, hvorefter
Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere ensartede,
verserende klager mellem samme eller forskellige parter
skal behandles i forbindelse med hinanden.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerkla-
genævnet kan vælge helt eller delvist at sambehandle allere-
de modtagne ensartede klager mellem samme eller forskelli-
ge parter, hvis det vurderes at være det mest hensigtsmæssi-
ge i forhold til de konkrete klager.
Den foreslåede bestemmelse er hovedsageligt tiltænkt an-
vendt på situationer, hvor flere forbrugere har ensartede
krav imod samme erhvervsdrivende, men bestemmelserne
vil også kunne anvendes, hvis der modtages egnede klager,
hvor en eller flere forbrugere har ensartede krav imod flere
erhvervsdrivende.
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse alene vil
kunne anvendes ved klager, hvor klagerne er ensartede, og
hvor det skønnes hensigtsmæssigt for alle de sambehandlede
klager, at de behandles i forbindelse med hinanden.
Flere klager vil kunne anses for ensartede, hvis klagerne
hviler på lignende faktiske og retlige omstændigheder. Dette
kan f.eks. være tilfældet, hvis klagerne angår en identisk
fejl på den samme type vare, der er købt hos den samme er-
hvervsdrivende eller butikskæde, eller hvis flere forbrugere
er blevet opkrævet et beløb for den samme type af ydelse fra
et forsyningsselskab, en abonnementstjeneste eller lignende.
Sambehandling af flere klager vil navnlig kunne være hen-
sigtsmæssig som følge af procesøkonomiske forhold. Det
tilkommer det godkendte private tvistløsningsorgan eller
Nævnenes Hus at vurdere, om det konkret er hensigtsmæs-
sigt at behandle to eller flere klager sammen.
58
Det forudsættes endvidere, at en beslutning om helt eller
delvist at sambehandle to eller flere verserende klager ik-
ke må kunne påvirke mediation om en mindelig løsning
i den enkelte klagesag negativt, ligesom sambehandling
ikke må kunne forventes at medføre en mærkbar længere
sagsbehandlingstid for den enkelte klage. Hvis en part mod-
sætter sig sambehandling, vil partens klage ikke indgå i
sambehandling med øvrige klager, men vil blive behandlet
særskilt.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i
forhold forbrugernes indgivelse af klager, betaling af gebyr,
partsrettigheder eller de afgørelser, der træffes af Forbruger-
klagenævnet og nævnene i forhold til den enkelte klage.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 10
Det følger af § 27, stk. 1, i forbrugerklageloven, at forbru-
geren skal betale et gebyr for behandling af en klage ved
Forbrugerklagenævnet.
Det følger i dag ikke udtrykkeligt af forbrugerklageloven,
at en klage afvises, hvis forbrugeren ikke indbetaler det
krævede gebyr inden en fastsat frist.
Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i forbrugerklagel-
ovens § 27, stk. 1, hvorefter en klage afvises, hvis gebyret
ikke betales inden for en frist, som er fastsat af Forbruger-
klagenævnet.
Den foreslåede ændring vil indebære, at der indsættes en
udtrykkelig hjemmel til at afvise en klage, hvis forbrugeren
ikke inden for en fastsat frist betaler det krævede gebyr for
at indbringe en klage over en erhvervsdrivende for Forbru-
gerklagenævnet.
Den foreslåede bestemmelse, der udgør en kodificering af
gældende administrativ praksis i Forbrugerklagenævnet, vil
endvidere indebære, at alle afvisningsgrunde vil fremgå ud-
trykkeligt af forbrugerklageloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 11
Det følger af forbrugerklagelovens § 32, at ønsker den er-
hvervsdrivende ikke at være bundet af den afgørelse, som
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsnings-
organ har truffet, skal den erhvervsdrivende skriftligt med-
dele dette til nævnet eller tvistløsningsorganet inden 30 dage
fra forkyndelsen af afgørelsen.
Der findes i dag ikke en tilsvarende frist for forbrugere, som
ønsker sagen genoptaget.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 33 a i forbrugerkla-
geloven.
Det foreslås i stk. 1, at en anmodning fra forbrugeren om
genoptagelse af klagesagen skal være indgivet skriftligt til
Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløs-
ningsorgan inden 30 dage fra modtagelsen af afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugeren vil
være underlagt en frist på 30 dage fra modtagelsen af en
afgørelse, inden for hvilken forbrugeren skal have anmodet
om genoptagelse af klagesagen.
Forbrugerens anmodning om genoptagelse vil skulle være
modtaget af Forbrugerklagenævnet eller det godkendte pri-
vate tvistløsningsorgan inden udløbet af fristen.
Fristen for anmodning om genoptagelse vil skulle beregnes
fra modtagelsen af afgørelsen, jf. også Justitsministeriets
vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om beregning af klage-
frister.
Det foreslås i stk. 2, at Forbrugerklagenævnet eller et god-
kendt privat tvistløsningsorgan kan se bort fra en overskri-
delse af fristen i stk. 1, hvis der foreligger særlige forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerkla-
genævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan konkret
kan se bort fra en fristoverskridelse, hvis der foreligger sær-
lige forhold.
Ved vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, skal
Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløs-
ningsorgan bl.a. inddrage baggrunden for fristoverskridel-
sen, herunder om overskridelsen må anses for undskyldelig,
længden af fristoverskridelsen, om der foreligger modståen-
de hensyn til den erhvervsdrivende og afgørelsens betydning
for forbrugeren.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 12
Det fremgår af § 6, stk. 2, i forbrugerklageloven, at et
godkendt privat klagenævn i sine vedtægter kan fastsætte
bestemmelser om gebyrer og omkostninger for behandling
af en klage ved nævnet.
Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, at loven
gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræ-
ves eller inddrives af det offentlige, jf. dog §§ 1 a og 1
b. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven desu-
den finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov
eller i henhold til lov. Det følger endvidere af lovens § 2,
stk. 1, at skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger
dertil, er restanceinddrivelsesmyndighed, og at restanceind-
drivelsesmyndigheden forestår inddrivelse af fordringer, jf.
§ 1, stk. 1 og 2.
59
Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, gælder
gældsinddrivelsesloven bl.a. for opkrævning og inddrivelse
af fordringer på gebyrer, der opkræves eller inddrives af
private klagenævn.
Højesteret har ved kendelse af 8. februar 2023 i sag
32/2022, som gengivet i UfR 2023.1967 H, fastslået, at
Ankenævn for biler er omfattet af en obligatorisk inddrivel-
sesordning for de fordringer, der er omfattet af gældsinddri-
velsesloven. Dette omfatter bl.a. fordringer på gebyrer fra
private klagenævn, da sådanne fordringer er bragt under
gældsinddrivelseslovens anvendelsesområde, jf. gældsind-
drivelsesbekendtgørelsen. Fordringen skulle derfor inddri-
ves af restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).
Det foreslås, at der indsættes en ny § 39 a, hvorefter god-
kendte private tvistløsningsorganers opkrævning og inddri-
velse af fordringer på gebyrer og omkostninger med tillæg
af renter, gebyrer og andre omkostninger for behandling af
en klagesag skal ske efter reglerne i lov om inddrivelse af
gæld til det offentlige.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil fremgå
af forbrugerklageloven, at gældsinddrivelsesloven fastlæg-
ger en obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der
er omfattet af loven. Sådanne fordringer omfatter fordringer
på gebyrer og omkostninger fra godkendte private klage-
nævn, der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i gældsind-
drivelseslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens
anvendelsesområde.
Forslaget er en kodificering af gældende praksis og vil ikke
medføre en ændring af heraf.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.6 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til § 4
Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. juli
2025, jf. dog stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, at § 1 og 2 skal træde i kraft den 27.
september 2026.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lovens § 1 og
2 vil træde i kraft den 27. september 2026, som følger af
ECGT-direktivets artikel 4, stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at § 3 ikke finder anvendelse på klager,
der er indbragt for Nævnenes Hus eller Forbrugerklagenæv-
net inden lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de
hidtil gældende regler anvendelse.
Markedsføringsloven, forbrugeraftaleloven og forbrugerkla-
geloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. markeds-
føringslovens § 41, forbrugeraftalelovens § 36 og forbruger-
klagelovens § 48. Der gælder ikke en anordningshjemmel,
hvorefter lovene ikke kan sættes i kraft. Derfor gælder
nærværende ændringslov heller ikke for Færøerne og Grøn-
land. Lovforslagets § 1 kan ikke sættes i kraft for Færøerne
og Grønland.
I Grønland gælder Inatsisartutlov om markedsføring og
mærkning (markedsføringsloven) L 39 2015. På Færøerne
gælder 2008 8/5 Ll. 19 Markedsføring.
Lovforslagets § 2 er omfattet af forbrugeraftalelovens § 36,
stk. 2, hvorefter loven kan sættes i kraft for Grønland. Hvis
denne anordningshjemmel udnyttes i forbrugeraftaleloven,
vil denne også anvendes til at sætte de af § 2 foreslåede
ændringer i kraft sammen med forbrugeraftaleloven. Forbru-
geraftaleloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne.
60
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1420 af 2. december 2024, som ændret ved §
7 i lov nr. 1669 af 30. december 2024, foretages
følgende ændringer:
Note 1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 1998/6/EF af 16. februar 1998 om for-
brugerbeskyttelse i forbindelse med afgivelse af
priser på forbrugsvarer, EF-Tidende 1998, nr.
L 80, side 27, dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2019/771/EU af 20. maj 2019
om visse aspekter af aftaler om salg af varer,
om ændring af forordning 2017/2394/EU og di-
rektiv 2009/22/EF og om ophævelse af direk-
tiv 1999/44/EF, EU-Tidende 2019, nr. L 136,
side 28, Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling
af personoplysninger og beskyttelse af privatli-
vets fred i den elektroniske kommunikationssek-
tor, EF Tidende 2002, nr. L 201, side 37, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF
af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige
handelspraksis over for forbrugerne på det in-
dre marked og om ændring af Rådets direktiv
84/450/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
2006/2004, EU-Tidende 2005, nr. L 149, side
22, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2019/2161 af 27. november 2019
om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF,
2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår
bedre håndhævelse og modernisering af EU-reg-
lerne om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2019,
nr. L 328, side 7, dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december
2006 om vildledende og sammenlignende rekla-
me, EU-Tidende 2006, nr. L 376, side 21, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »si-
de 7,«: »som ændret ved Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. febru-
ar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbru-
gernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre
oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts 2024,«.
61
af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det
indre marked, EU-Tidende 2006, nr. L 376 af
27. december 2006, side 36, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008
om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rå-
dets direktiv 87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr. L
133, side 66, Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om æn-
dring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt
og brugerrettigheder i forbindelse med elektro-
niske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv
2002/58/EF om behandling af personoplysninger
og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroni-
ske kommunikationssektor og forordning (EF) nr.
2006/2004 om samarbejde mellem nationale myn-
digheder med ansvar for håndhævelse af lovgiv-
ning om forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende 2009,
nr. L 337, side 11, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2014/17/EU af 4. februar 2014
om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast
ejendom til beboelse og om ændring af direktiv
2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU)
nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014, nr. L 60, side
34. Loven indeholder endvidere en bestemmel-
se, der fastsætter rammerne for Forbrugerombuds-
mandens kontrolbesøg i medfør af Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning 2017/2394/EU af
12. december 2017 om samarbejde mellem nati-
onale myndigheder med ansvar for håndhævelse
af lovgivning om forbrugerbeskyttelse og om op-
hævelse af forordning (EF) nr. 2006/2004, EU-Ti-
dende 2017, nr. L 345, side 1. Ifølge artikel 288
i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart
i hver medlemsstat. Bestemmelsen i loven er så-
ledes udelukkende begrundet i praktiske hensyn
og berører ikke forordningens umiddelbare gyl-
dighed i Danmark.
§ 2. I lovens forstås ved:
1-3) --- 2. I § 2 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
4) Handelspraksis: En handling, udeladelse, ad-
færd, fremstilling eller kommerciel kommunika-
tion, herunder reklame og markedsføring, foreta-
get af en erhvervsdrivende med direkte relation
til promovering, salg eller udbud af et produkt til
forbrugerne.
»4) Varer: Løsøregenstande, herunder varer med
digitale elementer, og vand, gas og elektricitet, der
udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en
bestemt mængde.«
5-17) --- Nr. 4-17 bliver herefter nr. 5-18.
62
3. I § 2 indsættes som nr. 19-27:
»19) Miljøanprisning: Ethvert budskab eller en-
hver fremstilling, som ikke er obligatorisk i hen-
hold til EU-retten eller national ret, uanset form,
herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk
fremstilling, såsom mærker, mærkenavne, firma-
navne eller produktnavne, der bruges i en kom-
merciel kommunikation, og som angiver eller in-
dikerer, at et produkt, en produktkategori, et mær-
ke eller en erhvervsdrivende har en positiv eller
ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljø-
belastende end andre produkter, produktkategori-
er, mærker eller erhvervsdrivende eller har forbed-
ret sin indvirkning på miljøet over tid.
20) Generisk miljøanprisning: Enhver miljøanpris-
ning, der fremsættes i skriftlig eller mundtlig
form, herunder via audiovisuelle medier, og som
ikke er indeholdt i et bæredygtighedsmærke, og
hvor specifikationen af anprisningen ikke gives
tydeligt og i fremhævet form på samme medium.
21) Bæredygtighedsmærke: Ethvert frivilligt til-
lidsmærke, kvalitetsmærke eller tilsvarende, enten
offentligt eller privat, der har til formål at fremhæ-
ve og promovere et produkt, en proces eller en
virksomhed under henvisning til deres miljømæs-
sige eller sociale karakteristika eller begge, og
omfatter ikke nogen obligatorisk mærkning kræ-
vet i henhold til EU-retten eller national ret.
22) Certificeringsordning: En tredjepartsverifikati-
onsordning, der certificerer, at et produkt, en pro-
ces eller en virksomhed opfylder visse krav, giver
mulighed for at anvende et tilhørende bæredygtig-
hedsmærke, og hvis vilkår, herunder ordningens
krav, er offentligt tilgængelige og opfylder følgen-
de betingelser:
a) Ordningen er på gennemsigtige, retfærdige og
ikkediskriminerende vilkår åben for alle erhvervs-
drivende, der er villige og i stand til at opfylde
ordningens krav.
b) Ordningens krav udarbejdes af ordningens
ejer i samråd med relevante eksperter og interes-
senter.
c) Ordningen fastsætter procedurer for håndte-
ring af manglende overholdelse af ordningens
krav og indeholder bestemmelser om tilbagetræk-
ning eller suspension af den erhvervsdrivendes ret
til anvendelse af det tilhørende bæredygtigheds-
63
mærke i tilfælde af manglende overholdelse af
ordningens krav.
d) Overvågningen af den erhvervsdrivendes
overholdelse af ordningens krav er underlagt en
objektiv procedure og udføres af en tredjepart,
hvis kompetence og uafhængighed af både ordnin-
gens ejer og den erhvervsdrivende er baseret på
internationale standarder og procedurer, EU-stan-
darder og -procedurer eller nationale standarder og
procedurer.
23) Anerkendte fremragende miljøpræstationer:
Miljøpræstationer, der er i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
EU-miljømærket, eller med nationale eller regio-
nale EN ISO 14024 type I-miljømærkeordninger,
der er officielt anerkendt i medlemsstaterne, eller
de bedste miljøpræstationer i overensstemmelse
med anden gældende EU-ret.
24) Holdbarhed: Evne til at bevare sine påkrævede
funktioner og ydeevne ved normal brug.
25) Softwareopdatering: En opdatering, herunder
en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at
varer med digitale elementer, digitalt indhold og
digitale tjenester forbliver mangelfri efter købelo-
vens mangelsregler, eller en opdatering vedrøren-
de funktionaliteter.
26) Forbrugskomponent: Enhver komponent i en
vare, der opbruges igen og igen og skal udskiftes
eller genopfyldes for, at varen kan fungere efter
hensigten.
27) Funktionalitet: Evne til at udføre sine påkræ-
vede funktioner og ydeevne ved normal brug.«
§ 5. ---
Stk. 2. Vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til
et eller flere af følgende elementer:
1) ---
4. § 5, stk. 2, nr. 2, affattes således:
2) de væsentligste egenskaber ved produktet, »2) de væsentligste egenskaber ved produktet,
herunder i hvilket omfang produktet står til rå-
dighed, produktets fordele, risici, udførelse, sam-
mensætning, miljømæssige eller sociale karakte-
ristika, tilbehør, cirkularitetsaspekter såsom hold-
barhed, reparationsmuligheder eller genanvende-
lighed, eftersalgsservice og klagebehandling, me-
tode og tidspunkt for fremstilling eller ydelse,
levering, produktets hensigtsmæssighed, anven-
delse, mængde, specifikationer, geografiske eller
64
handelsmæssige oprindelse eller de resultater, som
kan forventes opnået ved brugen, eller resultaterne
af og de vigtigste elementer ved afprøvning eller
kontrol foretaget af produktet,«.
3-9) ---
10) forveksling med en konkurrents produkt, va-
remærke eller forretningskendetegn eller
5. I § 5, stk. 2, nr. 10, ændres »forretningskende-
tegn, eller« til: »forretningskendetegn,«.
11) enhver markedsføring af en vare i en med-
lemsstat som værende identisk med en vare, som
markedsføres i andre medlemsstater, men hvor
den pågældende vare med hensyn til sammensæt-
ning og karakteristika frembryder betydelige for-
skelle, medmindre det er begrundet i legitime og
objektive faktorer.
6. I § 5, stk. 2, nr. 11, ændres »objektive faktorer.«
til: »objektive faktorer,«.
7. I § 5, stk. 2, indsættes som nr. 12 og 13:
»12) fremsættelse af en miljøanprisning vedrøren-
de fremtidige miljøpræstationer uden klare, objek-
tive, offentligt tilgængelige og verificerbare for-
pligtelser fastsat i en detaljeret og realistisk gen-
nemførelsesplan, der omfatter målbare og tidsbe-
stemte mål og andre relevante elementer, der er
nødvendige for at støtte dens gennemførelse, sås-
om tildeling af ressourcer, og som regelmæssigt
kontrolleres af en uafhængig tredjepartsekspert,
hvis konklusioner gøres tilgængelige for forbru-
gerne, eller
13) reklamere med fordele for forbrugerne, som
er irrelevante og ikke følger af noget element ved
produktet eller virksomheden.«
§ 6b. --- 8. Efter § 6 b indsættes før overskriften før § 7:
Ȥ 6 c. Leverer en erhvervsdrivende en tjenes-
te, der sammenligner produkter og giver forbru-
geren oplysninger om miljømæssige eller sociale
karakteristika eller om cirkularitetsaspekter, sås-
om holdbarhed, reparationsmuligheder eller gen-
anvendelighed, for så vidt angår produkterne eller
leverandørerne af disse produkter, betragtes oplys-
ninger om sammenligningsmetoden, de sammen-
lignede produkter, leverandørerne af disse produk-
ter samt de foranstaltninger, der er indført til at
holde de pågældende oplysninger ajour, som væ-
sentlige oplysninger.«
§ 16. Størrelsen eller opkrævningen af et gebyr,
jf. § 2, stk. 1, nr. 13, der ikke er reguleret ved lov,
i et løbende kontraktforhold kan alene ændres til
9. I § 16, stk. 1, ændres »nr. 13« til: »nr. 14«.
65
ugunst for forbrugeren, hvis betingelserne herfor
er klart fremhævet i kontrakten.
Bilag 1
1-2) --- 10. I bilag 1 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»2 a) Den erhvervsdrivende fremviser et bæredyg-
tighedsmærke, som ikke er baseret på en certifi-
ceringsordning eller ikke er etableret af offentlige
myndigheder.«
3-4) ---
11. I bilag 1 indsættes efter nr. 4 som nye numre:
»4 a) Den erhvervsdrivende fremsætter en gene-
risk miljøanprisning, selvom den erhvervsdriven-
de ikke kan påvise anerkendte fremragende miljø-
præstationer, der er relevante for anprisningen.
4 b) Den erhvervsdrivende fremsætter en miljø-
anprisning vedrørende hele produktet eller den er-
hvervsdrivendes virksomhed som helhed, når den
kun vedrører et bestemt aspekt af produktet eller
en specifik aktivitet i den erhvervsdrivendes virk-
somhed.
4 c) Den erhvervsdrivende hævder på basis af
kompensation for drivhusgasemissioner, at et pro-
dukt har en neutral, reduceret eller positiv indvirk-
ning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissio-
ner.«
5-10) ---
12. I bilag 1 indsættes efter nr. 10 som nyt num-
mer:
»10 a) Krav, der som følge af retsregler gælder for
alle produkter inden for den relevante produktka-
tegori på EU-markedet, præsenteres som et særligt
element ved den erhvervsdrivendes tilbud.«
11-23 c) ---
13. I bilag 1 indsættes efter nr. 23 c før overskrif-
ten før nr. 24 som nye numre:
»23 d) Den erhvervsdrivende tilbageholder oplys-
ninger for forbrugeren om, at en softwareopdate-
ring vil have en negativ indvirkning på funktionen
af varer med digitale elementer eller brugen af
digitalt indhold eller digitale tjenester.
23 e) En softwareopdatering præsenteres som nød-
vendig, når den kun tjener til at forbedre elemen-
ter ved funktionaliteterne.
23 f) Enhver kommerciel kommunikation vedrø-
rende en vare, der indeholder et element, som er
indført for at begrænse dens holdbarhed, selvom
den erhvervsdrivende har adgang til oplysninger
66
om elementet og dets indvirkning på varens hold-
barhed.
23 g) Den erhvervsdrivende hævder i modstrid
med sandheden, at en vare under normale anven-
delsesbetingelser har en bestemt holdbarhed målt i
brugstid eller intensitet.
23 h) Den erhvervsdrivende angiver, at en vare
kan repareres, når dette ikke er tilfældet.
23 i) Den erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren
til at udskifte eller genopfylde en vares forbrugs-
varer tidligere, end det er nødvendigt, af tekniske
årsager.
23 j) Den erhvervsdrivende tilbageholder oplys-
ninger om forringelse af en vares funktionalitet,
når der anvendes forbrugsvarer, reservedele eller
tilbehør, som den oprindelige producent ikke har
leveret, eller hævder i modstrid med sandheden, at
en sådan forringelse vil ske.«
§ 2
I lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbru-
geraftaler, som ændret ved § 160 i lov nr. 652 af
8. juni 2017, § 44 i lov nr. 1666 af 26. december
2017 og § 1 i lov nr. 2158 af 27. november 2021,
foretages følgende ændringer:
Note 1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om for-
brugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv
93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rå-
dets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 97/7/EF, EU-Tidende 2011,
nr. L 304, side 64, og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september
2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser
til forbrugerne og om ændring af Rådets direktiv
90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF og 98/27/EF,
EF-Tidende 2002, L 271, side 16.
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »si-
de 7,«: »og ved Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om
ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU
for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i
den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse
mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning,
EU-Tidende, L af 6. marts 2024,«.
§ 3. ---
1-18) --- 2. I § 3 indsættes som nr. 19-23:
»19) Handelsmæssig garanti for holdbarhed: En-
hver handelsmæssig garanti, som producenten har
påtaget sig over for forbrugeren om salgsgenstan-
dens holdbarhed i en bestemt periode, ud over sin
67
retlige forpligtelse, hvor producenten er direkte
ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for
den handelsmæssige garanti for holdbarhed for så
vidt angår afhjælpning eller omlevering af salgs-
genstanden i overensstemmelse med købelovens
mangelsregler, når salgsgenstandens holdbarhed
ikke opretholdes.
20) Holdbarhed: Evne til at bevare sine påkrævede
funktioner og ydeevne ved normal brug.
21) Producent: Den, der har fremstillet salgsgen-
standen, indført den i Den Europæiske Union el-
ler fremstår som producent ved at have forsynet
salgsgenstanden med sit navn, mærke eller andet
kendetegn.
22) Score for reparationsmulighed: En score, der
udtrykker en salgsgenstands mulighed for at kun-
ne repareres, baseret på harmoniserede krav, der er
fastlagt på EU-plan.
23) Softwareopdatering: En gratis opdatering, her-
under en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig
for, at salgsgenstande med digitale elementer, di-
gitalt indhold og digitale tjenester forbliver man-
gelfri efter købelovens mangelsregler.«
§ 8. ---
1-9) ---
10) vilkår om betaling, levering, opfyldelse, det
tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter
sig til at levere varen eller yde tjenesteydelsen,
og, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes
praksis for klagebehandling,
3. I § 8, stk. 1, nr. 10, indsættes efter »levering,«:
»herunder om muligt miljøvenlige leveringsmulig-
heder,«.
11-15) ---
16) at købelovens mangelsregler kan finde anven-
delse,
4. I § 8, stk. 1, nr. 16, indsættes efter »anvendel-
se,«: »og de væsentligste elementer ved mangel-
sreglerne, og oplysningerne gives ved brug af reg-
ler fastsat i medfør af stk. 5,«.
5. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 16 som nye
numre:
»17) hvor producenten tilbyder forbrugeren en
handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker
hele varen, uden yderligere omkostninger og med
en varighed på mere end to år, og stiller disse
oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende,
at den pågældende vare drager fordel af en sådan
garanti, dens varighed, og oplysningerne gives ved
brug af regler fastsat i medfør af stk. 5,
18) for salgsgenstande med digitale elementer,
for digitalt indhold og for digitale tjenester, hvor
68
producenten eller udbyderen stiller oplysningerne
til rådighed for den erhvervsdrivende, den mini-
mumsperiode, enten angivet som en periode eller
med henvisning til en dato, i hvilken producenten
eller udbyderen leverer softwareopdateringer,«.
17-22) --- Nr. 17-24 bliver herefter nr. 19-26.
23) hvor det er relevant, kompatibiliteten og in-
teroperabiliteten af digitalt indhold, digitale tjene-
ster og varer med digitale elementer, i henhold til
hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelig-
hed burde have vidst, og
6. I § 8, stk. 1, nr. 23, der bliver nr. 25, ændres
»vidst, og« til: »vidst,«.
24) hvor det er relevant, mulighed for klagead-
gang og i givet fald om forudsætningerne for kla-
ge.
7. I § 8, stk. 1, nr. 24, der bliver nr. 26, ændres
»klage.« til: »klage,«.
8. I § 8, stk. 1, indsættes som nr. 27 og 28:
»27) hvor det er relevant, varens score for repara-
tionsmulighed, og
28) oplysninger om tilgængeligheden af og de an-
slåede omkostninger ved og proceduren for bestil-
ling af reservedele, der er nødvendige for at hol-
de salgsgenstandene mangelsfri, om tilgængelig-
heden af reparations- og vedligeholdelsesvejled-
ninger samt oplysninger om reparationsbegræns-
ninger, såfremt nr. 27 ikke finder anvendelse, og
forudsat at producenten stiller oplysningerne til
rådighed for den erhvervsdrivende.«
Stk. 2-4. ---
9. I § 8 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Justitsministeren fastsætter nærmere reg-
ler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver
meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter
stk. 1, nr. 16 og 17.«
§ 12. Indgås en fjernsalgsaftale ved hjælp af
elektroniske midler, og pålægger aftalen forbruge-
ren en betalingsforpligtelse, skal dette være angi-
vet klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen
afgives. Endvidere skal den erhvervsdrivende ty-
delig og i fremhævet form, og umiddelbart før
forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre forbruge-
ren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i
§ 8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 19 og 20.
10. I § 12, stk. 1, 2. pkt., ændres »19 og 20« til:
»17, 21 og 22«.
§ 17. ---
1-4) ---
69
5) at købelovens mangelsregler finder anvendelse, 11. I § 17, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »anven-
delse,«: »og de væsentligste elementer ved man-
gelsreglerne, og oplysningerne gives ved brug af
regler fastsat i medfør af stk. 3,«.
12. I § 17, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nye
numre:
»6) hvor producenten tilbyder forbrugeren en han-
delsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker he-
le varen, uden yderligere omkostninger og med
en varighed på mere end to år, og stiller disse
oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende,
at den pågældende salgsgenstand drager fordel af
en sådan garanti, dens varighed, og oplysningerne
gives ved brug af regler fastsat i medfør af stk. 3,
7) hvor det er relevant, eksistensen af og betin-
gelserne for eftersalgsservice og handelsmæssige
garantier,
8) for varer med digitale elementer, for digitalt
indhold og for digitale tjenester, hvor producenten
eller udbyderen stiller oplysningerne til rådighed
for den erhvervsdrivende, den minimumsperiode,
enten angivet som en periode eller med henvis-
ning til en dato, i hvilken producenten eller udby-
deren leverer softwareopdateringer,«.
6-7) --- Nr. 6-9 bliver herefter nr. 9-12.
8) hvor det er relevant, funktionaliteten, herun-
der gældende tekniske beskyttelsesforanstaltnin-
ger, for digitalt indhold, digitale tjenester og varer
med digitale elementer, og
13. I § 17, stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 11, ændres
»elementer, og« til: »elementer,«.
9) hvor det er relevant, kompatibiliteten og intero-
perabiliteten af digitalt indhold, digitale tjenester
og varer med digitale elementer, i henhold til
hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelig-
hed burde have vidst.
14. I § 17, stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 12, ændres
»vidst.« til: »vidst,«.
15. I § 17, stk. 1, indsættes som nr. 13 og 14:
»13) hvor det er relevant, varens score for repara-
tionsmulighed, og
14) såfremt nr. 13 ikke finder anvendelse, og
forudsat at producenten stiller oplysningerne til
rådighed for den erhvervsdrivende, tilgængelighe-
den af og de anslåede omkostninger ved og proce-
duren for bestilling af reservedele, der er nødven-
dige for at holde salgsgenstandene mangelfri, om
tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdel-
sesvejledninger samt om reparationsbegrænsnin-
ger.«
70
Stk. 2. ---
16. I § 17 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere
regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver
meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter
stk. 1, nr. 5 og 6.«
§ 3
I forbrugerklageloven, lov nr. 524 af 29. april
2015, foretages følgende ændringer:
§ 6. ---
1. Efter § 6 indsættes:
»§ 6 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan
kan bemyndige sit sekretariat til at træffe afgørel-
ser efter § 16, stk. 1 og 2.«
2. § 11 affattes således:
§ 11. Konstaterer Nævnenes Hus på baggrund
af mediation, at muligheden for at nå frem til en
mindelig løsning ikke er tid stede, skal parterne
underrettes om, at sagen afsluttes, jf. dog § 18,
stk. 1. Forbrugeren skal samtidig orienteres om
muligheden for at indbringe sagen for Forbruger-
klagenævnet, jf. § 19.
»§ 11. Konstaterer Nævnenes Hus på baggrund
af mediationen, at muligheden for at nå frem til
en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne
underrettes om, at behandlingen af klagen afslut-
tes, jf. dog § 18, stk. 1.
Stk. 2. Forbrugeren skal samtidig med underret-
ning om sagens afslutning orienteres om mulighe-
den for at indbringe klagen for Forbrugerklagen-
ævnet efter § 19, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Nævnenes Hus kan ved afslutning af kla-
ger efter stk. 1, træffe afgørelse om, at forbrugeren
ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenæv-
net, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan
gives forbrugeren medhold i klagen.«
§ 12. Forbrugeren skal betale et gebyr for me-
diation i Nævnenes Hus. Gebyret tilbagebetales
ikke, medmindre sagen afvises efter § 16.
3. I § 12, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt
punktum:
»Klagen afvises, hvis gebyret ikke betales inden
for en frist, som er fastsat af Nævnenes Hus.«
§ 13. Erhvervsministeren fastsætter nærmere
regler for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens
virksomhed efter denne lov.
4. I § 13, stk. 1, § 20, stk. 2, og § 39, stk. 2, ændres
»Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens« til: »Næv-
nenes Hus’«.
§ 16. ---
5. Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:
»Sambehandling af klager
§ 16 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan
eller Nævnenes Hus kan bestemme, at flere ens-
artede, verserende klager mellem samme eller for-
71
skellige parter skal behandles i forbindelse med
hinanden.«
§ 20. Forbrugerklagenævnet kan behandle en
klage, når
1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved
mediationen i Nævnenes Hus, jf. kapitel 5, og
6. I § 20, stk. 1, nr. 1, udgår »og«.
7. I § 20, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt
nummer:
»2) Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om at
afskære klageadgangen efter § 11, stk. 3, og«.
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.
Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 2, kan Forbrugerklagen-
ævnet behandle klager, der forelægges for nævnet
på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens initiativ,
jf. § 22, stk. 3.
8. I § 20, stk. 2, ændres »nr. 2« til: »nr. 3«.
4. I § 13, stk. 1, § 20, stk. 2, og § 39, stk. 2, ændres
»Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens« til: »Næv-
nenes Hus᾽«.
9. I § 20 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at
flere ensartede, verserende klager, mellem samme
eller forskellige parter, skal behandles i forbindel-
se med hinanden.«
§ 27. Forbrugeren skal betale et gebyr for be-
handling af en klage ved Forbrugerklagenævnet.
10. I § 27, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Betales gebyret ikke inden for en frist, som er
fastsat af Forbrugerklagenævnet, afvises klagen.«
§ 33. --- 11. Efter § 33 indsættes:
Ȥ 33 a. En anmodning fra forbrugeren om gen-
optagelse af klagesagen skal være indgivet skrift-
ligt til Forbrugerklagenævnet eller det godkendte
private tvistløsningsorgan inden 30 dage fra mod-
tagelsen af afgørelsen.
Stk. 2. Forbrugerklagenævnet eller et godkendt
privat tvistløsningsorgan kan se bort fra en over-
skridelse af fristen i stk. 1, hvis der foreligger
særlige forhold.«
§ 39. ---
Stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens af-
gørelser efter §§ 36-38 kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.
4. I § 13, stk. 1, § 20, stk. 2, og § 39, stk. 2, ændres
»Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens« til: »Næv-
nenes Hus᾽«.
12. Efter § 39 indsættes i kapitel 8:
»§ 39 a. Godkendte private tvistløsningsorga-
ners opkrævning og inddrivelse af fordringer for
72
behandling af en klagesag med tillæg af rente, ge-
byrer og andre omkostninger skal ske efter regler-
ne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.«
73
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2024/825
af 28. februar 2024
om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i
den grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg(1),
efter den almindelige lovgivningsprocedure(2), og
ud fra følgende betragtninger:
(1) For at bidrage til et velfungerende indre marked, der er baseret på et højt forbruger- og miljøbeskyttel-
sesniveau, og for at gøre fremskridt med den grønne omstilling er det afgørende, at forbrugerne er i stand
til at træffe informerede købsbeslutninger og dermed bidrage til mere bæredygtige forbrugsmønstre. Dette
indebærer, at de erhvervsdrivende har et ansvar for at tilvejebringe klare, relevante og pålidelige oplysnin-
ger. Der bør derfor indføres specifikke regler i EU-forbrugerretten med det formål at bekæmpe urimelig
handelspraksis, der vildleder forbrugerne og forhindrer dem i at træffe bæredygtige forbrugsvalg, såsom
praksis i forbindelse med tidlig forældelse af varer, vildledende miljøanprisninger (»greenwashing«),
vildledende oplysninger om produkters eller erhvervsdrivendes sociale karakteristika eller uigennemsig-
tige og utroværdige bæredygtighedsmærker. Disse regler vil gøre det muligt for kompetente nationale
organer effektivt at håndtere en sådan praksis. Ved at sikre, at miljøanprisninger er rimelige, forståelige
og pålidelige, vil de erhvervsdrivende kunne operere på lige vilkår og give forbrugerne mulighed for at
vælge produkter, der reelt er bedre for miljøet end konkurrerende produkter. Dette vil fremme konkurren-
cen i retning af mere miljømæssigt bæredygtige produkter og dermed mindske den negative indvirkning
på miljøet.
(2) Disse nye regler bør indføres ved at ændre artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2005/29/EF(3) for så vidt angår former for handelspraksis, der betragtes som vildledende og derfor
forbydes på grundlag af en vurdering fra sag til sag, og ved at ændre bilag I til direktiv 2005/29/EF
med tilføjelse af specifikke former for vildledende praksis, som under alle omstændigheder betragtes som
urimelige og dermed er forbudt. Som allerede fastsat i direktiv 2005/29/EF bør det stadig være muligt
at betragte en handelspraksis som urimelig på grundlag af nævnte direktivs artikel 5-9, selv om denne
særlige praksis ikke er opført som en urimelig handelspraksis i bilag I til direktiv 2005/29/EF.
(3) For at sætte forbrugerne i stand til at træffe mere informerede beslutninger og dermed stimulere efter-
spørgslen på og udbuddet af mere bæredygtige varer, bør de ikke vildledes om et produkts miljømæssige
74
eller sociale karakteristika eller cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller gen-
anvendelighed gennem den generelle præsentation af et produkt. Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2005/29/EF
bør derfor ændres ved at tilføje miljømæssige og sociale karakteristika og cirkularitetsaspekter til listen
over de væsentligste egenskaber ved et produkt, med hensyn til hvilke en erhvervsdrivendes praksis kan
betragtes som vildledende, efter en vurdering fra sag til sag. Oplysninger fra erhvervsdrivende om et
produkts sociale karakteristika gennem hele dets værdikæde kan f.eks. vedrøre kvaliteten og rimeligheden
af den involverede arbejdsstyrkes arbejdsvilkår såsom passende lønninger, social beskyttelse, sikkerheden
på arbejdspladsen og social dialog. Sådanne oplysninger kan også vedrøre respekt for menneskerettighe-
derne, ligebehandling og lige muligheder for alle, herunder ligestilling mellem kønnene, inklusion og
mangfoldighed, bidrag til sociale initiativer eller etiske forpligtelser såsom dyrevelfærd. Et produkts
miljømæssige og sociale karakteristika kan forstås bredt og omfatte et produkts miljømæssige og sociale
aspekter, påvirkning og præstationer.
(4) Miljøanprisninger, navnlig klimarelaterede anprisninger, vedrører i stigende grad fremtidige præsta-
tioner i form af en overgang til CO2- eller klimaneutralitet eller et lignende mål inden en bestemt
dato. Gennem sådanne anprisninger skaber de erhvervsdrivende det indtryk, at forbrugerne bidrager til
en lavemissionsøkonomi ved at købe deres produkter. For at sikre, at disse anprisninger er rimelige og
troværdige, bør artikel 6, stk. 2, i direktiv 2005/29/EF ændres med henblik på at forbyde sådanne anpris-
ninger efter en vurdering fra sag til sag, når de ikke understøttes af klare, objektive, offentligt tilgængelige
og verificerbare forpligtelser og mål fra den erhvervsdrivendes side, der er fastsat i en detaljeret og
realistisk gennemførelsesplan, der viser, hvordan disse forpligtelser og mål vil blive nået, og hvori
der afsættes ressourcer med henblik herpå. Denne gennemførelsesplan bør indeholde alle de relevante
elementer, der er nødvendige for at opfylde forpligtelserne, såsom budgetmidler og teknologisk udvikling,
hvor det er relevant og i overensstemmelse med EU-retten. Sådanne anprisninger bør også verificeres af
en tredjepartsekspert, som bør være uafhængig af den erhvervsdrivende, fri for interessekonflikter og med
erfaring og kompetence inden for miljøspørgsmål, og som bør være i stand til regelmæssigt at overvåge
den erhvervsdrivendes fremskridt med hensyn til forpligtelserne og målene, herunder milepælene for at
nå dem. Erhvervsdrivende bør sikre, at tredjepartsekspertens regelmæssige konklusioner er tilgængelige
for forbrugerne.
(5) En anden potentielt vildledende handelspraksis, der skal tilføjes de specifikke praksisser, der er
omhandlet i artikel 6, stk. 2, i direktiv 2005/29/EF, er reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante
og ikke direkte forbundet med noget element ved dette specifikke produkt eller denne specifikke virksom-
hed, og som vil kunne vildlede forbrugerne til at tro, at de er mere gavnlige for forbrugerne, miljøet
eller samfundet end andre produkter eller virksomheder af samme type, f.eks. ved at hævde, at et bestemt
mærke af flaskevand er glutenfrit, eller at papirark ikke indeholder plast.
(6) Sammenligning af produkter baseret på deres miljømæssige eller sociale karakteristika eller cirkula-
ritetsaspekter såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed er en stadig mere almin-
delig markedsføringsteknik, der kan vildlede forbrugerne, som ikke altid er i stand til at vurdere disse
oplysningers pålidelighed. For at sikre, at sammenligninger ikke vildleder forbrugerne, bør artikel 7 i
direktiv 2005/29/EF ændres, således at det kræves, at erhvervsdrivende giver forbrugerne oplysninger
om sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter, leverandørerne af disse produkter og foran-
staltningerne til at holde oplysningerne ajour. Dette bør sikre, at forbrugerne træffer mere informerede
transaktionsbeslutninger, når de baserer sig på sådanne sammenligninger. Det bør sikres, at sådanne
sammenligninger er objektive, navnlig ved at sammenligne produkter med samme funktion ved brug af en
75
fælles metode og fælles antagelser og ved at sammenligne væsentlige og verificerbare elementer ved de
produkter, der sammenlignes.
(7) Bæredygtighedsmærker kan vedrøre mange karakteristika ved et produkt, en proces eller en virksom-
hed, og det er afgørende at sikre deres gennemsigtighed og troværdighed. Derfor bør det forbydes
at fremvise bæredygtighedsmærker, der ikke er baseret på en certificeringsordning, eller som ikke er
blevet etableret af offentlige myndigheder, ved at medtage denne praksis på listen i bilag I til direktiv
2005/29/EF. Inden et bæredygtighedsmærke fremvises, bør den erhvervsdrivende sikre, at det i henhold til
certificeringsordningens offentligt tilgængelige vilkår opfylder minimumsbetingelser for gennemsigtighed
og troværdighed, herunder eksistensen af objektiv overvågning af overholdelsen af ordningens krav. En
sådan overvågning bør foretages af en tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed både af ordningens
ejer og den erhvervsdrivende er sikret på basis af internationale standarder og procedurer, EU-standarder
og -procedurer eller nationale standarder og procedurer, f.eks. ved at påvise overensstemmelse med
relevante internationale standarder såsom ISO 17065 »Overensstemmelsesvurdering — Krav til organer,
der certificerer produkter, processer og tjenesteydelser«, eller gennem de mekanismer, der er fastsat i Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008(4). Det er fortsat muligt at fremvise bæredyg-
tighedsmærker uden en certificeringsordning, når sådanne mærker er etableret af en offentlig myndighed,
eller hvor supplerende udtryks- og præsentationsformer for fødevarer anvendes i overensstemmelse med
artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011(5).
Eksempler på bæredygtighedsmærker, der er etableret af offentlige myndigheder, er logoer, der tilde-
les, når kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009(6) eller (EF) nr.
66/2010(7) overholdes. Visse certificeringsmærker som defineret i artikel 27 i Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2015/2436(8) kan også fungere som bæredygtighedsmærker, hvis de fremmer et
produkt, en proces eller en virksomhed med henvisning f.eks. til dets eller dens miljømæssige eller
sociale karakteristika eller begge dele. Den erhvervsdrivende bør kun have mulighed for at fremvise
sådanne certificeringsmærker, hvis de er oprettet af offentlige myndigheder eller baseret på en certificer-
ingsordning. Denne regel supplerer bilag I, punkt 4, til direktiv 2005/29/EF, ifølge hvilket det ikke er
tilladt at hævde, at en erhvervsdrivende, en erhvervsdrivendes handelspraksis eller et produkt er blevet
godkendt eller tilladt af et offentligt eller privat organ, når dette ikke er tilfældet, eller at fremsætte en
sådan påstand uden at opfylde betingelserne for godkendelse eller tilladelse. Frivillige markedsbaserede
standarder og frivillige offentlige standarder for grønne og bæredygtige obligationer er ikke primært
rettet mod detailinvestorer og er underlagt specifikke retsregler. Af disse grunde bør disse standarder
ikke betragtes som værende bæredygtighedsmærker i henhold til nærværende direktiv. Det er vigtigt, at
offentlige myndigheder så vidt muligt og under overholdelse af EU-retten fremmer foranstaltninger, der
letter små og mellemstore virksomheders adgang til bæredygtighedsmærker.
(8) I tilfælde hvor fremvisning af et bæredygtighedsmærke omfatter kommerciel kommunikation, der
antyder eller giver indtryk af, at et produkt har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er
mindre miljøbelastende end konkurrerende produkter, bør dette bæredygtighedsmærke også betragtes som
en miljøanprisning.
(9) Bilag I til direktiv 2005/29/EF bør også ændres med henblik på at forbyde fremsættelsen af en
generisk miljøanprisning uden anerkendte fremragende miljøpræstationer, der er relevante for anpris-
ningen. Eksempler på generiske miljøanprisninger omfatter »miljøvenlig«, »økovenlig«, »grøn«, »natur-
ven«, »økologisk«, »miljøkorrekt«, »klimavenlig«, »mild mod miljøet«, »CO2-venlig«, »energieffektiv«,
»bionedbrydelig«, »biobaseret« eller lignende udsagn, der antyder eller giver indtryk af fremragende
76
miljøpræstationer. Sådanne generiske miljøanprisninger bør forbydes, når anerkendte fremragende miljø-
præstationer ikke kan påvises. Når specifikationen af miljøanprisningen gives tydeligt og i fremhævet
form på samme medium såsom samme reklamespot, produktets emballage eller onlinesalgsgrænseflade,
betragtes miljøanprisningen ikke som en generisk miljøanprisning. Anprisningen »klimavenlig emballa-
ge« ville f.eks. være en generisk anprisning, hvorimod påstanden om, at »100 % af den energi, der
anvendes til at fremstille denne emballage, kommer fra vedvarende energikilder«, ville være en specifik
anprisning, som ikke ville være omfattet af dette forbud, uden at dette berører andre bestemmelser i
direktiv 2005/29/EF, der fortsat finder anvendelse på disse specifikke anprisninger. Herudover vil en
anprisning, der fremsættes skriftligt eller mundtligt kombineret med implicitte anprisninger såsom farver
eller billeder, kunne udgøre en generisk miljøanprisning.
(10) Anerkendte fremragende miljøpræstationer kan påvises ved at stemme overens med forordning
(EF) nr. 66/2010 eller med officielt anerkendte EN ISO 14024-miljømærkeordninger i medlemsstaterne
eller ved at svare til de bedste miljøpræstationer for et specifikt miljømæssigt karakteristika i overens-
stemmelse med anden gældende EU-ret såsom klasse A i overensstemmelse med Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2017/1369(9). De pågældende anerkendte fremragende miljøpræstationer bør
være relevante for hele anprisningen. En generisk miljøanprisning såsom »energieffektiv« vil f.eks. kunne
fremsættes på grundlag af anerkendte fremragende miljøpræstationer i overensstemmelse med forordning
(EU) 2017/1369. Derimod kan en generisk miljøanprisning såsom »bionedbrydelig« ikke fremsættes
på grundlag af anerkendte fremragende miljøpræstationer i overensstemmelse med forordning (EF) nr.
66/2010, i det omfang der ikke er krav om bionedbrydelighed i de specifikke EU-miljømærkekriterier for
det pågældende produkt. Tilsvarende bør en erhvervsdrivende ikke fremsætte en generisk anprisning sås-
om »bevidst«, »bæredygtig« eller »ansvarlig« udelukkende baseret på anerkendte fremragende miljøpræ-
stationer, fordi sådanne anprisninger vedrører andre karakteristika ud over miljømæssige karakteristika
såsom sociale karakteristika.
(11) En anden vildledende handelspraksis, der bør forbydes under alle omstændigheder og således tilføjes
på listen i bilag I til direktiv 2005/29/EF, er fremsættelsen af en miljøanprisning for hele produktet
eller den erhvervsdrivendes virksomhed som helhed, når den rent faktisk kun vedrører et bestemt aspekt
af produktet eller en specifik, ikke-repræsentativ aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed. Dette
forbud gælder f.eks., når et produkt markedsføres som »fremstillet af genanvendt materiale«, hvilket giver
indtryk af, at hele produktet er fremstillet af genanvendt materiale, selv om det faktisk kun er emballagen,
der er fremstillet af genanvendt materiale, eller når en erhvervsdrivende giver indtryk af, at den kun
anvender vedvarende energikilder, selv om adskillige af den erhvervsdrivendes forretningsfaciliteter
faktisk stadig anvender fossile brændstoffer. I overensstemmelse hermed bør forbuddet ikke forhindre
en erhvervsdrivende i at fremsætte miljøanprisninger om sin virksomhed som helhed, forudsat at disse
anprisninger er nøjagtige og verificerbare, og at de ikke overvurderer de miljømæssige fordele, som
det ville være tilfældet i det andet af disse eksempler, hvis den pågældende erhvervsdrivende skulle
rapportere om et fald i anvendelsen af fossile brændstoffer i sin virksomhed som helhed.
(12) Det er særlig vigtigt at forbyde fremsættelse af anprisninger, der er baseret på kompensation for driv-
husgasemissioner og hævder, at et produkt, enten en vare eller en tjenesteydelse, har en neutral, reduceret
eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner. Sådanne anprisninger bør under
alle omstændigheder forbydes og tilføjes på listen i bilag I til direktiv 2005/29/EF, eftersom de vildleder
forbrugerne ved at få dem til at tro, at sådanne anprisninger vedrører selve produktet eller leveringen
og produktionen af det pågældende produkt, eller eftersom de giver forbrugerne det fejlagtige indtryk,
at forbruget af det pågældende produkt ikke har nogen indvirkning på miljøet. Eksempler på sådanne
77
anprisninger er »klimaneutral«, »certificeret CO2-neutral«, »carbonpositiv«, »klimanettonulemission«,
»klimakompenseret«, »reduceret klimapåvirkning« og »begrænset CO2-fodaftryk«. Sådanne anprisninger
bør kun tillades, når de er baseret på det pågældende produkts faktiske livscykluspåvirkninger og ikke på
kompensation for drivhusgasemissioner uden for produktets værdikæde, da førstnævnte og sidstnævnte
ikke er ækvivalente. Et sådant forbud bør ikke forhindre virksomheder i at reklamere for deres investerin-
ger i miljøinitiativer, herunder CO2-kreditprojekter, så længe de giver sådanne oplysninger på en måde,
der ikke er vildledende, og som opfylder kravene i EU-retten.
(13) Der vil skulle fastsættes yderligere krav til miljøanprisninger i specifikke EU-retsakter. Disse nye
krav vil bidrage til målet i meddelelsen fra Kommissionen af 11. december 2019 om den europæiske
grønne pagt om at sætte køberne i stand til at træffe mere bæredygtige beslutninger og reducere risikoen
for greenwashing gennem pålidelige, sammenlignelige og verificerbare oplysninger.
(14) Markedsføring på tværs af medlemsstaterne af varer som værende identiske, når de i virkeligheden
har betydelige forskelle med hensyn til sammensætning eller karakteristika, vil kunne vildlede forbruger-
ne og foranledige dem til at træffe en transaktionsbeslutning, som de ellers ikke ville have truffet. Sådan-
ne markedsføringspraksisser er udtrykkeligt behandlet i artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 2005/29/EF,
der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161(10), som medlemsstaterne
har skullet anvende fra den 28. maj 2022. Kommissionen vil i 2024 vurdere og aflægge rapport om
anvendelsen af direktiv (EU) 2019/2161, herunder artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 2005/29/EF, og om,
hvorvidt disse praksisser bør være underlagt strengere krav, herunder forbud i bilag I. De nye bestemmel-
ser mod greenwashing-praksisser i nærværende direktiv bør også finde anvendelse på praksisser, hvor
versioner af det samme produkt markedsføres som identiske i forskellige medlemsstater, på trods af at der
er betydelige forskelle som omhandlet i artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 2005/29/EF.
(15) Præsentation af krav, der som følge af retsregler gælder for alle produkter i den relevante produkt-
kategori på EU-markedet, herunder importerede produkter, som en særlig egenskab ved den erhvervsdri-
vendes tilbud bør forbydes under alle omstændigheder og derfor tilføjes på listen i bilag I til direktiv
2005/29/EF. Dette forbud bør f.eks. gælde, hvor en erhvervsdrivende reklamerer med, at et bestemt pro-
dukt ikke indeholder et specifikt kemisk stof, når det pågældende stof allerede er forbudt ved retsregler
for alle produkter i den pågældende produktkategori i Unionen. Omvendt bør forbuddet ikke omfatte
handelspraksis, der fremmer erhvervsdrivendes eller produkters overholdelse af retlige krav, der kun
gælder for nogle produkter, men ikke for andre konkurrerende produkter i samme kategori på EU-marke-
det, såsom produkter med oprindelse uden for Unionen. Det kan være tilfældet, at det kræves, at visse
produkter på markedet opfylder visse retlige krav, mens det ikke kræves, at andre produkter i samme
produktkategori opfylder disse krav. For eksempel vil det for fiskeprodukter produceret bæredygtigt i
overensstemmelse med EU-retten være tilladt at promovere de bæredygtighedsmæssige karakteristika
af de produkter, der overholder retlige EU-krav, hvis fiskeprodukter med oprindelse i tredjelande, der
udbydes på EU-markedet, ikke er forpligtet til at overholde disse retlige EU-krav.
(16) For at øge forbrugervelfærden bør ændringerne af direktiv 2005/29/EF også omfatte flere former
for praksis i forbindelse med for tidlig forældelse, herunder planlagt tidlig forældelse forstået som en
handelspraksis, hvor et produkt bevidst programmeres eller designes med en begrænset levetid, således
at det for tidligt bliver forældet eller ikkefunktionsdygtigt efter en bestemt periode eller efter en forudbe-
stemt anvendelsesintensitet. Køb af produkter, som forventes at holde længere, end de faktisk gør, er til
skade for forbrugerne. Desuden har for tidlig forældelse en generel negativ indvirkning på miljøet i form
af øget affald og øget anvendelse af energi og materialer. Derfor er det sandsynligt, at håndteringen af
78
oplysninger om tidlig forældelse også vil reducere mængden af affald og bidrage til et mere bæredygtigt
forbrug.
(17) Det bør også være forbudt i henhold til bilag I til direktiv 2005/29/EF at tilbageholde oplysninger
for forbrugere om, at en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på funktionen af varer
med digitale elementer eller brugen af digitalt indhold eller digitale tjenester. Generelt forventes erhvervs-
drivende, der er ansvarlige for udviklingen af softwareopdateringer, at råde over sådanne oplysninger,
mens erhvervsdrivende i andre tilfælde kan stole på pålidelige oplysninger fra f.eks. softwareudviklere,
leverandører eller kompetente nationale myndigheder. Når den erhvervsdrivende f.eks. opfordrer forbru-
gerne til at opdatere operativsystemet på deres smartphone, bør den erhvervsdrivende ikke tilbageholde
oplysninger for forbrugeren om, at en sådan opdatering vil få en negativ indvirkning på nogle af smartp-
honens elementer, såsom batteriet, visse applikationers præstation, eller som helhed gøre smartphonen
langsommere. Forbuddet bør gælde for enhver opdatering, herunder sikkerhedsopdateringer og opdaterin-
ger vedrørende funktionaliteter. For opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, der er nødvendige for
at opretholde varens, det digitale indholds og den digitale tjenestes overensstemmelse, bør artikel 8 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770(11) og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2019/771(12) også finde anvendelse. Dette berører ikke artikel 19 i direktiv (EU) 2019/770.
(18) Softwareopdateringer, som er sikkerhedsopdateringer, er nødvendige for sikker brug af produktet,
hvorimod dette ikke gælder for opdateringer vedrørende forbedring af elementer ved funktionaliteter-
ne. Direktiv 2005/29/EF bør derfor forbyde, at en softwareopdatering præsenteres som nødvendig for at
opretholde produktets overensstemmelse, hvor denne opdatering kun tjener til at forbedre elementer ved
funktionaliteterne.
(19) Kommerciel kommunikation om varer, der indeholder et element, som er indført for at begrænse
deres holdbarhed, er en handelspraksis, der er til skade for forbrugerne og miljøet, da en sådan kommuni-
kation tilskynder til salg af sådanne varer, hvilket fører til højere omkostninger for forbrugerne og til
unødvendig brug af ressourcer, affaldsproduktion og drivhusgasemissioner. Sådan kommerciel kommuni-
kation bør derfor forbydes, når oplysninger om elementet og dets indvirkning på varens holdbarhed er
tilgængelige for den erhvervsdrivende. Eksempler på sådanne elementer kan være software, der standser
eller nedsætter varens funktionalitet efter en bestemt periode, eller hardware, der er designet til at svigte
efter en bestemt periode. Der kan også være tale om en design- eller fabrikationsfejl, der, selv om
den ikke er indført som et element til dette formål, fører til, at varen svigter for tidligt, hvis den ikke
afhjælpes, når oplysninger om eksistensen og virkningerne af elementet er blevet tilgængelige for den
erhvervsdrivende. Kommerciel kommunikation omfatter i forbindelse med dette forbud kommunikation,
der direkte eller indirekte har til formål at promovere varerne. Fremstilling af varer og at gøre dem tilgæn-
gelige på markedet udgør ikke kommerciel kommunikation. Dette forbud bør sigte mod hovedsageligt
at omfatte erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne, da det er dem, der fastslår varernes
holdbarhed.
Når en vare identificeres som indeholdende et element, der begrænser holdbarheden, bør producenten af
den pågældende vare derfor generelt forventes at være opmærksom på dette element og dens indvirkning
på varens holdbarhed. Ikke desto mindre bør erhvervsdrivende, der ikke er producenter af varerne, såsom
sælgerne, være omfattet af denne bestemmelse, hvis de har adgang til pålidelige oplysninger om elemen-
tet og dens indvirkning på holdbarheden, såsom en erklæring fra en kompetent national myndighed
eller oplysninger fra producenten. Så snart den erhvervsdrivende har adgang til sådanne oplysninger, bør
forbuddet derfor gælde, uanset om den erhvervsdrivende er bekendt med disse oplysninger eller ej, f.eks.
79
fordi vedkommende ignorerer dem. For at betragte en sådan handelspraksis som urimelig bør det ikke
være nødvendigt at påvise, at formålet med elementet er at tilskynde til udskiftning af den pågældende
vare, men det vil være tilstrækkeligt at bevise, at elementet er blevet indført for at begrænse varens
holdbarhed. Dette forbud berører ikke de beføjelser, som forbrugere har i tilfælde af en vares manglende
overensstemmelse i henhold til direktiv (EU) 2019/771. Der bør skelnes mellem elementer, der begrænser
varernes holdbarhed, og fremstillingsmetoder, hvor der anvendes materialer eller processer af generel
lav kvalitet, hvilket begrænser varernes holdbarhed. En vares manglende overensstemmelse, der skyldes
anvendelse af materialer eller processer af lav kvalitet, bør fortsat være omfattet af reglerne om varers
overensstemmelse i direktiv (EU) 2019/771.
(20) En anden praksis, der bør forbydes i henhold til bilag I til direktiv 2005/29/EF, er i modstrid med
sandheden at hævde, at en vare med hensyn til brugstid eller intensitet under normale anvendelsesbetin-
gelser har en bestemt holdbarhed. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en erhvervsdrivende oplyser forbru-
gerne om, at en vaskemaskine forventes at holde et vist antal vaskecyklusser i overensstemmelse med den
normale forventede brug angivet i brugsanvisningen, selv om den faktiske brug af vaskemaskinen under
de foreskrevne betingelser viser, at dette ikke er tilfældet. Sådanne påstande fremsættes i vid udstrækning
af producenterne, da det er dem, som fastslår varernes holdbarhed. Derfor forventes erhvervsdrivende, der
også er producenter af varerne, generelt at være opmærksomme på påstande i modstrid med sandheden
om varers holdbarhed, mens andre erhvervsdrivende såsom sælgere bør stole på pålidelige oplysninger,
som de har til rådighed, f.eks. på grundlag af en erklæring fra en kompetent national myndighed eller
oplysninger fra producenten. En vares manglende overensstemmelse som følge af lejlighedsvise fejl ved
fremstillingen af en vare bør fortsat være omfattet af reglerne om varers overensstemmelse fastsat i
direktiv (EU) 2019/771.
(21) Tilsvarende bør bilag I til direktiv 2005/29/EF også ændres for at gøre det forbudt at angive, at varer
kan repareres, når sådan reparation ikke er mulig.
(22) Forbuddet mod disse praksisser med hensyn til holdbarhed og reparationsmuligheder i direktiv
2005/29/EF vil give forbrugerbeskyttelsesmyndighederne i medlemsstaterne et yderligere håndhævelses-
redskab til bedre at beskytte forbrugernes interesser i tilfælde, hvor de erhvervsdrivende ikke overholder
kravene til varers holdbarhed og reparationsmuligheder i henhold til produktspecifik EU-ret.
(23) En anden praksis associeret med for tidlig forældelse, som bør forbydes og tilføjes på listen i bilag
I til direktiv 2005/29/EF, er at tilskynde forbrugeren til at udskifte eller genopfylde et produkts forbrugs-
varer tidligere, end det ellers ville være nødvendigt af tekniske årsager. Sådanne praksisser vildleder
forbrugeren til at tro, at varen ikke længere vil fungere, medmindre dens forbrugsvarer udskiftes, hvilket
fører til, at forbrugeren køber flere forbrugsvarer end nødvendigt. Det bør f.eks. være forbudt at opfordre
forbrugeren via printerindstillingerne til at udskifte printerblækpatronerne, før de rent faktisk er tomme,
for at fremme købet af yderligere blækpatroner.
(24) Bilag I til direktiv 2005/29/EF bør også ændres, så det forbydes at tilbageholde oplysninger for
forbrugeren om forringelsen af en vares funktionalitet, når der anvendes forbrugsvarer, reservedele eller
tilbehør, som den oprindelige producent ikke har leveret. Hvis en printer f.eks. er designet på en sådan
måde, at dens funktionalitet er begrænset, når der anvendes blækpatroner, som ikke er leveret af den op-
rindelige producent af printeren, bør disse oplysninger ikke skjules for forbrugeren, fordi en sådan praksis
kan vildlede forbrugeren til at købe en alternativ blækpatron, som ikke kan anvendes til den pågældende
printer, hvilket fører til unødvendige affaldsstrømme eller yderligere omkostninger for forbrugeren. Hvis
80
intelligente enheder er designet på en sådan måde, at deres funktionalitet er begrænset, når der bruges
opladere eller reservedele, der ikke er leveret af den originale producent, bør disse oplysninger ligeledes
ikke tilbageholdes for køberen på købstidspunktet. Det bør også være forbudt at vildlede forbrugeren til
at tro, at anvendelsen af forbrugsvarer, reservedele eller tilbehør, der ikke er leveret af den oprindelige
producent, vil forringe en vares funktionalitet, når dette ikke er tilfældet. Generelt forventes erhvervsdri-
vende, der også er producenter af varerne, at råde over disse oplysninger, mens andre erhvervsdrivende
såsom sælgere bør stole på pålidelige oplysninger, som de har til rådighed, f.eks. på grundlag af en
erklæring fra en kompetent national myndighed eller oplysninger fra producenten.
(25) For at forbrugerne kan træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag, og for at stimulere efter-
spørgslen på og udbuddet af mere holdbare varer, bør der gives specifikke oplysninger om et produkts
holdbarhed og reparationsmuligheder for alle typer varer, inden aftalen indgås. Med hensyn til varer
med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester bør forbrugerne desuden informeres om,
hvor længe gratis softwareopdateringer er tilgængelige. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/
EU(13) om forbrugerrettigheder bør derfor ændres for at give forbrugerne oplysninger forud for indgåelsen
af aftaler om holdbarhed, reparationsmuligheder og tilgængeligheden af opdateringer. Oplysningerne bør
gives til forbrugerne på en tydelig og forståelig måde og i overensstemmelse med tilgængelighedskravene
i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882(14). Forpligtelsen til at give forbrugerne disse
oplysninger supplerer og berører ikke forbrugernes rettigheder i henhold til direktiv (EU) 2019/770 og
(EU) 2019/771.
(26) En god indikator for en vares holdbarhed er producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed
i henhold til artikel 17 i direktiv (EU) 2019/771. Producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed
er en forpligtelse fra en producent over for forbrugeren med hensyn til en vares holdbarhed. Nærmere
bestemt er det en forpligtelse til at opretholde en vares krævede funktioner og ydeevne ved normal
brug. For at informere forbrugerne om, at der tilbydes en garanti for holdbarhed for en bestemt vare, bør
disse oplysninger gives til forbrugeren ved hjælp af et harmoniseret mærke. Erhvervsdrivende, der sælger
varer, bør, hvor producenten stiller disse oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, forpligtes til
at oplyse forbrugerne om eksistensen og varigheden af enhver handelsmæssig garanti for holdbarhed, der
tilbydes af producenten uden yderligere omkostninger, dækker hele varen og har en varighed på mere
end to år. Den erhvervsdrivende bør ikke være forpligtet til aktivt at søge efter sådanne oplysninger fra
producenten, f.eks. ved at søge på produktspecifikke websteder. For at undgå, at forbrugere forveksler den
handelsmæssige garanti for holdbarhed og den retlige garanti for kontraktmæssighed, bør forbrugerne på
det harmoniserede mærke mindes om, at de også nyder godt af den retlige garanti for kontraktmæssighed.
(27) Nylige rapporter har vist, at forbrugere ofte ikke kender deres juridiske rettigheder i henhold til
direktiv (EU) 2019/771. En harmoniseret meddelelse bør derfor minde forbrugerne om eksistensen af og
de væsentligste elementer i den retlige garanti for kontraktmæssighed, herunder dens minimumsvarighed
på to år, og en generel henvisning til muligheden for, at varigheden af den retlige garanti for kontrakt-
mæssighed kan være længere i henhold til national ret. Dette vil forhindre, at der opstår forvirring med
hensyn til oplysningerne om den handelsmæssige garanti for holdbarhed.
(28) Det harmoniserede mærke bør fremvises på en fremtrædende måde og anvendes på en måde, der gør
det muligt for forbrugerne let at identificere, hvilke bestemte varer der drager fordel af en handelsmæssig
garanti for holdbarhed, der tilbydes af producenten uden yderligere omkostninger, dækker hele varen og
har en varighed på mere end to år, f.eks. ved at mærket placeres direkte på emballagen for en bestemt
vare, ved at fremvise mærket på en fremtrædende måde på hylden, hvor de varer, der er omfattet af en
81
sådan garanti, er placeret, eller ved at mærket placeres direkte ved siden af billedet af varen i tilfælde af
onlinesalg. Producenter, der tilbyder sådanne handelsmæssige garantier for holdbarhed, kan selv placere
det harmoniserede mærke direkte på den bestemte vare eller på dens emballage med henblik på at opnå
en kommerciel fordel. Erhvervsdrivende bør sikre, at det harmoniserede mærke er klart synligt. Den
harmoniserede meddelelse bør samtidig give forbrugerne en generel påmindelse om den retlige garanti
om kontraktmæssighed, der gælder for alle varer i overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/771. Den
harmoniserede meddelelse bør fremvises på en fremtrædende måde, f.eks. på en iøjnefaldende plakat på
en væg i butikken, ved siden af kasseskranken eller, i tilfælde af onlinesalg, som en generel påmindelse på
webstedet for den erhvervsdrivende, der sælger varer.
(29) Kommissionen bør tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår udformningen og indholdet
af det harmoniserede mærke og den harmoniserede meddelelse. Disse beføjelser bør udøves i overens-
stemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011(15).
(30) I betragtning af minimumsvarigheden på to år for den retlige garanti for kontraktmæssighed som
fastsat i direktiv (EU) 2019/771 og det forhold, at mange produktsvigt opstår efter denne periode, bør den
erhvervsdrivendes forpligtelse til at oplyse forbrugerne om eksistensen og varigheden af producentens
handelsmæssige garanti for holdbarhed ved hjælp af et harmoniseret mærke kun finde anvendelse på
handelsmæssige garantier for holdbarhed, der tilbydes i en periode på over to år. Derudover bør det har-
moniserede mærke også minde forbrugerne om eksistensen af den retlige garanti for kontraktmæssighed.
(31) For at gøre det lettere for forbrugerne at træffe en informeret transaktionsbeslutning, når de sammen-
ligner varer, inden de indgår en aftale, bør de erhvervsdrivende oplyse forbrugerne om eksistensen og
varigheden af producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed for hele varen og ikke for varens
specifikke komponenter.
(32) Producenten og sælgeren bør frit kunne tilbyde andre typer handelsmæssige garantier og eftersalgs-
service. De oplysninger, der gives til forbrugeren om sådanne andre handelsmæssige garantier eller
servicer, bør imidlertid ikke forvirre forbrugeren med hensyn til eksistensen og varigheden af en produ-
cents handelsmæssige garanti for holdbarhed, der tilbydes af producenten uden yderligere omkostninger,
dækker hele varen og har en varighed på mere end to år, og for hvilken et harmoniseret mærke anvendes.
(33) For at forbrugerne kan træffe mere informerede beslutninger og for at fremme konkurrencen mellem
producenter for så vidt angår holdbarheden af varer med digitale elementer bør de erhvervsdrivende, der
sælger disse varer, oplyse forbrugerne om den minimumsperiode, i hvilken producenten forpligter sig til
at levere softwareopdateringer for sådanne varer, enten angivet som en periode eller med henvisning til
en dato. Ligeledes bør erhvervsdrivende, der tilbyder digitalt indhold og digitale tjenester, oplyse forbru-
gerne om den minimumsperiode, i hvilken udbyderen af det digitale indhold eller den digitale tjeneste
forpligter sig til at levere softwareopdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, der er nødvendige for at
opretholde det digitale indholds og de digitale tjenesters kontraktmæssighed. Denne forpligtelse bør sikre,
at forbrugerne modtager disse oplysninger på en enkel og tydelig måde, så de kan sammenligne forskelli-
ge minimumsperioder. Dette berører ikke de forpligtelser, der er fastsat i EU-retten, navnlig i direktiv
(EU) 2019/770 og (EU) 2019/771, og, hvor det er relevant, produktspecifik EU-ret. Oplysningerne om
softwareopdateringer bør gives på en måde, der ikke er vildledende i henhold til direktiv 2005/29/EF. Den
erhvervsdrivende bør kun være forpligtet til at give disse oplysninger, hvis producenten eller udbyderen
har stillet sådanne oplysninger til rådighed.
82
(34) I henhold til artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 6, stk. 1, litra m), i direktiv 2011/83/EU er
erhvervsdrivende, inden forbrugerne er bundet af en aftale, forpligtet til at give forbrugerne oplysninger
om eksistensen af og betingelserne for eftersalgsservice, herunder reparationstjenester, hvor sådanne
services gives. For at give forbrugerne mulighed for at træffe en informeret transaktionsbeslutning og
vælge varer, der er lettere at reparere, bør de erhvervsdrivende derudover, hvor det er relevant, inden
forbrugerne er bundet af aftalen, for alle typer varer angive varens score for reparationsmulighed som
oplyst af producenten og som fastsat på EU-plan.
(35) For at sikre, at forbrugerne er velinformeret om reparationsmulighederne for de varer, de køber,
bør erhvervsdrivende, hvor der ikke er fastsat en score for reparationsmulighed på EU-plan, give andre
relevante reparationsoplysninger, som producenten stiller til rådighed, såsom oplysninger om tilgængelig-
heden, de anslåede omkostninger og proceduren for bestilling af reservedele, der er nødvendige for at op-
retholde varernes kontraktmæssighed, tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger
og reparationsbegrænsninger.
(36) Erhvervsdrivende bør oplyse forbrugerne om det harmoniserede mærke, minimumsperioden for op-
dateringer og andre oplysninger om reparation end scoren for reparationsmuligheder, hvor en producent
eller udbyder af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, hvis det ikke er den erhvervsdrivende,
gør de relevante oplysninger tilgængelige. Navnlig med hensyn til varer bør den erhvervsdrivende give
forbrugerne de oplysninger, som producenten har givet den erhvervsdrivende eller på anden måde har haft
til hensigt at gøre let tilgængelige for forbrugeren inden aftalens indgåelse, ved at anføre dem på selve
produktet, dets emballage eller mærker og etiketter, som forbrugeren normalt vil undersøge, inden aftalen
indgås. Den erhvervsdrivende bør ikke være forpligtet til aktivt at søge efter sådanne oplysninger fra
producenten, f.eks. ved at søge på produktspecifikke websteder. Samtidig vil det være i producenternes
interesse proaktivt at give sådanne oplysninger for at opnå en kommerciel fordel.
(37) Erhvervsdrivende bør i givet fald oplyse forbrugerne om tilgængeligheden af miljøvenlige leverings-
muligheder såsom levering af varer via fragtcykel eller elektrisk leveringskøretøj eller muligheden for
bundtede forsendelsesmuligheder.
(38) Hvis en fjernsalgsaftale, der skal indgås ved hjælp af elektroniske midler, pålægger forbrugeren en
betalingsforpligtelse, bør den erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet form, og direkte før forbrugeren
afgiver en ordre, gøre denne opmærksom på det harmoniserede mærke, så det sikres, at forbrugeren tager
højde for disse oplysninger.
(39) Direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU bør fortsat fungere som et »sikkerhedsnet«, der sikrer, at der
kan opretholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i alle sektorer ved at supplere sektor- og produktspe-
cifik EU-ret, der har forrang i tilfælde af uoverensstemmelse.
(40) Målene for dette direktiv, nemlig at gøre det muligt for forbrugerne at træffe mere informerede
transaktionsbeslutninger for at fremme bæredygtigt forbrug, at sætte en stopper for praksis, der skader
den bæredygtige økonomi og forhindrer forbrugerne i at træffe bæredygtige forbrugsvalg, og at sikre en
bedre og konsekvent anvendelse af Unionens retlige ramme på forbrugerområdet, kan ikke i tilstrækkelig
grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af problemets EU-dækkende karakter bedre nås
på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf.
artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf.
nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
83
(41) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissi-
onen om forklarende dokumenter(16) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget,
at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer
forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumen-
ter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.
(42) For at lette en korrekt anvendelse af dette direktiv er det vigtigt, at Kommissionen ajourfører
vejledningerne om direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for at tage hensyn til indholdet af nærværende
direktiv —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Ændringer af direktiv 2005/29/EF
I direktiv 2005/29/EF foretages følgende ændringer:
1) I artikel 2, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Følgende litra indsættes:
»ca)»varer«: varer som defineret i artikel 2, nr. 5), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2019/771 (*)
(*) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af
aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og
om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 28).« "
b) Følgende litraer tilføjes:
»o) »miljøanprisning«: ethvert budskab eller enhver fremstilling, som ikke er obligatorisk i
henhold til EU-retten eller national ret, uanset form, herunder tekst, billeder, grafisk eller
symbolsk fremstilling, såsom mærker, mærkenavne, firmanavne eller produktnavne, der
bruges i en kommerciel kommunikation, og som angiver eller indikerer, at et produkt, en
produktkategori, et mærke eller en erhvervsdrivende har en positiv eller ingen indvirkning på
miljøet eller er mindre miljøbelastende end andre produkter, produktkategorier, mærker eller
erhvervsdrivende eller har forbedret sin indvirkning over tid
p) »generisk miljøanprisning«: enhver miljøanprisning, der fremsættes i skriftlig eller mundtlig
form, herunder via audiovisuelle medier, og som ikke er indeholdt i et bæredygtighedsmær-
ke, og hvor specifikationen af anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form på
samme medium
q) »bæredygtighedsmærke«: ethvert frivilligt tillidsmærke, kvalitetsmærke eller tilsvarende, en-
ten offentligt eller privat, der har til formål at fremhæve og promovere et produkt, en proces
eller en virksomhed under henvisning til deres miljømæssige eller sociale karakteristika eller
begge, og omfatter ikke nogen obligatorisk mærkning krævet i henhold til EU-retten eller
national ret
r) »certificeringsordning«: en tredjepartsverifikationsordning, der certificerer, at et produkt, en
proces eller en virksomhed opfylder visse krav, giver mulighed for at anvende et tilsvarende
bæredygtighedsmærke, og hvis vilkår, herunder dens krav, er offentligt tilgængelige og
opfylder følgende kriterier:
84
i) ordningen er på gennemsigtige, retfærdige og ikkediskriminerende vilkår åben for alle
erhvervsdrivende, der er villige og i stand til at opfylde ordningens krav
ii) ordningens krav udarbejdes af ordningens ejer i samråd med relevante eksperter og
interessenter
iii) ordningen fastsætter procedurer for håndtering af manglende overholdelse af ordningens
krav og indeholder bestemmelser om tilbagetrækning eller suspension af den erhvervs-
drivendes ret til anvendelse af bæredygtighedsmærket i tilfælde af manglende overhol-
delse af ordningens krav, og
iv) overvågningen af den erhvervsdrivendes overholdelse af ordningens krav er underlagt
en objektiv procedure og udføres af en tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed af
både ordningens ejer og den erhvervsdrivende er baseret på internationale standarder og
procedurer, EU-standarder og -procedurer eller nationale standarder og procedurer
s) »anerkendte fremragende miljøpræstationer«: miljøpræstationer, der er i overensstemmelse
med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 (*), eller med nationale
eller regionale EN ISO 14024 type I-miljømærkeordninger, der er officielt anerkendt i
medlemsstaterne, eller de bedste miljøpræstationer i overensstemmelse med anden gældende
EU-ret
t) »holdbarhed«: holdbarhed som defineret i artikel 2, nr. 13), i direktiv (EU) 2019/771
u) »softwareopdatering« en opdatering, som er nødvendig, for at varer med digitale elementer,
digitalt indhold og digitale tjenester bliver ved med at være i overensstemmelse som om-
handlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 (**) og (EU) 2019/771,
herunder en sikkerhedsopdatering, eller en opdatering vedrørende funktionaliteter
v) »forbrugsvare«: enhver komponent i en vare, der opbruges igen og igen og skal udskiftes
eller genopfyldes, for at varen kan fungere efter hensigten
w) »funktionalitet«: funktionalitet som defineret i artikel 2, nr. 9), i direktiv (EU) 2019/771.
(*) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om
EU-miljømærket (EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1)."
(**) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af
aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 1).« "
2) I artikel 6 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1, litra b), affattes således:
»b) de væsentligste karakteristika ved produktet såsom det omfang, i hvilket det står til rådighed,
dets fordele, risici, udførelse, sammensætning, miljømæssige eller sociale karakteristika,
tilbehør, cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelig-
hed, eftersalgsservice og klagebehandling, måden og tidspunktet for fremstilling eller ydelse,
levering, dets hensigtsmæssighed, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller
handelsmæssige oprindelse eller de resultater, som kan forventes opnået ved brugen, eller
resultaterne af og de vigtigste elementer ved afprøvning eller kontrol af produktet.«
b) I stk. 2 tilføjes følgende litraer:
»d) fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende fremtidige miljøpræstationer uden klare,
objektive, offentligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser fastsat i en detaljeret og
realistisk gennemførelsesplan, der omfatter målbare og tidsbestemte mål og andre relevante
elementer, der er nødvendige for at støtte dens gennemførelse, såsom tildeling af ressourcer,
og som regelmæssigt kontrolleres af en uafhængig tredjepartsekspert, hvis konklusioner
gøres tilgængelige for forbrugerne
85
e) reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke følger af noget element ved
produktet eller virksomheden.«
3) I artikel 7 indsættes følgende stykke:
»7. Leverer en erhvervsdrivende en tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbrugeren
oplysninger om miljømæssige eller sociale karakteristika eller om cirkularitetsaspekter, såsom
holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed, for så vidt angår produkterne eller
leverandørerne af disse produkter, betragtes oplysninger om sammenligningsmetoden, de sam-
menlignede produkter, leverandørerne af disse produkter samt de foranstaltninger, der er indført
til at holde de pågældende oplysninger ajour, som væsentlige oplysninger.«
4) Bilag I ændres i overensstemmelse med bilaget til nærværende direktiv.
Artikel 2
Ændringer af direktiv 2011/83/EU
I direktiv 2011/83/EU foretages følgende ændringer:
1) I artikel 2 indsættes følgende numre:
»14a)»handelsmæssig garanti for holdbarhed«: en producents handelsmæssige garanti for holdbarhed
som omhandlet i artikel 17 i direktiv (EU) 2019/771 i henhold til hvilken producenten er direkte
ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed for
så vidt angår reparation eller omlevering af varerne i overensstemmelse med artikel 14 i direktiv
(EU) 2019/771, når varernes holdbarhed ikke opretholdes
14b) »holdbarhed«: holdbarhed som defineret i artikel 2, nr. 13), i direktiv (EU) 2019/771
14c) »producent«: producent som defineret i artikel 2, nr. 4), i direktiv (EU) 2019/771
14d) »score for reparationsmulighed«: en score, der udtrykker en vares mulighed for at kunne repare-
res, baseret på harmoniserede krav, der er fastlagt på EU-plan
14e) »softwareopdatering«: en gratis opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig
for, at varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester bliver ved med at være i
overensstemmelse som omhandlet i direktiv (EU) 2019/770 og (EU) 2019/771«.
2) I artikel 5, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Litra e) affattes således:
»e) en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for varers kontraktmæssighed og de
væsentligste elementer heri, herunder dens minimumsvarighed på to år som fastsat i direktiv
(EU) 2019/771, på en fremtrædende måde ved hjælp af den harmoniserede meddelelse, der
er omhandlet i nærværende direktivs artikel 22a«.
b) Følgende litraer indsættes:
»ea)hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker
hele varen, uden yderligere omkostninger og med en varighed på mere end to år, og stiller
disse oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, gives oplysningerne om, at den
pågældende vare drager fordel af en sådan garanti, dens varighed og en påmindelse om
86
eksistensen af den retlige garanti for kontraktmæssighed på en fremtrædende måde ved hjælp
af det harmoniserede mærke, der er omhandlet i artikel 22a
eb) en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for digitalt indholds og digitale tjene-
sters kontraktmæssighed
ec) hvor det er relevant, eksistensen af og betingelserne for eftersalgsservice og handelsmæssige
garantier
ed) for varer med digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale tjenester, hvor produ-
centen eller udbyderen stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende, den
minimumsperiode, enten angivet som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken
producenten eller udbyderen leverer softwareopdateringer.«
c) Følgende litraer tilføjes:
»i) hvor det er relevant, varernes score for reparationsmulighed
j) finder litra i) ikke anvendelse, og forudsat at producenten stiller oplysningerne til rådighed
for den erhvervsdrivende, oplysninger om tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger
ved og proceduren for bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde varerne
kontraktmæssige, om tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt
oplysninger om reparationsbegrænsninger.«
3) I artikel 6, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Litra g) affattes således:
»g) forholdene vedrørende betaling, levering, herunder, hvor det er muligt, miljøvenlige leve-
ringsmuligheder, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at
levere varerne eller yde tjenesteydelsen, samt, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes
politik for klagebehandling«.
b) Litra l) affattes således:
»l) en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for varers kontraktmæssighed og de
væsentligste elementer heri, herunder dens minimumsvarighed på to år som fastsat i direktiv
(EU) 2019/771, på en fremtrædende måde ved hjælp af den harmoniserede meddelelse, der
er omhandlet i nærværende direktivs artikel 22a«.
c) Følgende litraer indsættes:
»la) hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker
hele varen, uden yderligere omkostninger og med en varighed på mere end to år, og stiller
disse oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, gives oplysningerne om, at den
pågældende vare drager fordel af en sådan garanti, dens varighed og en påmindelse om
eksistensen af den retlige garanti for kontraktmæssighed på en fremtrædende måde ved hjælp
af det harmoniserede mærke, der er omhandlet i artikel 22a
lb) en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for digitalt indholds og digitale tjene-
sters kontraktmæssighed
lc) for varer med digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale tjenester, hvor produ-
centen eller udbyderen stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende, den
minimumsperiode, enten angivet som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken
producenten eller udbyderen leverer softwareopdateringer.«
d) Følgende litraer tilføjes:
»u) hvor det er relevant, varernes score for reparationsmulighed
v) finder litra u) ikke anvendelse, og forudsat at producenten stiller oplysningerne til rådighed
for den erhvervsdrivende, oplysninger om tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger
ved og proceduren for bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde varerne
87
kontraktmæssige, om tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt
oplysninger om reparationsbegrænsninger.«
4) Artikel 8, stk. 2, første afsnit, affattes således:
»2. Hvis en fjernsalgsaftale, der indgås ved hjælp af elektroniske midler, pålægger forbrugeren en
betalingsforpligtelse, gør den erhvervsdrivende tydeligt og på en fremtrædende måde, og direkte før
forbrugeren afgiver sin ordre, denne opmærksom på de oplysninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1,
litra a), e), la), o) og p).«
5) Følgende artikel indsættes i kapitel V:
»Artikel 22a
Harmoniseret meddelelse og harmoniseret mærke
1. For at sikre, at forbrugerne er velinformerede og let kan forstå deres rettigheder i hele Unionen,
anvendes der en harmoniseret meddelelse til at give oplysninger i medfør af artikel 5, stk. 1, litra
e), og artikel 6, stk. 1, litra l), og der anvendes et harmoniseret mærke til at give oplysninger i
medfør af artikel 5, stk. 1, litra ea), og artikel 6, stk. 1, litra la).
2. Senest den 27. september 2025 fastlægger Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter
udformningen og indholdet af den harmoniserede meddelelse, der er omhandlet i stk. 1.
3. Den harmoniserede meddelelse skal indeholde de væsentligste elementer i den retlige garanti
for kontraktmæssighed, herunder dens minimumsvarighed på to år som fastsat i direktiv (EU)
2019/771, og en generel henvisning til muligheden for, at varigheden af den retlige garanti for
kontraktmæssighed er længere i henhold til national ret.
4. Senest den 27. september 2025 fastlægger Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter
udformningen og indholdet af det harmoniserede mærke, der er omhandlet i stk. 1.
5. Den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke skal være let genkendelige og
forståelige for forbrugerne og lette at bruge og gengive for de erhvervsdrivende.
6. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 27a«.
6) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 27a
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (*).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.
(*) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle
regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gen-
nemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).« "
Artikel 3
Kommissionens rapportering og revision
88
Senest den 27. september 2031 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om
anvendelsen af dette direktiv.
Denne rapport skal indeholde en vurdering af dette direktivs bidrag til at styrke forbrugerrettigheder,
navnlig effektiviteten af det harmoniserede mærke og den harmoniserede meddelelse med hensyn til at for-
bedre tilgængeligheden af handelsmæssige garantier for holdbarhed og forbrugernes forståelse heraf, samt
forbrugernes bevidsthed om deres rettigheder i henhold til den retlige garanti for kontraktmæssighed. Rap-
porten skal endvidere indeholde en vurdering af dette direktivs samlede bidrag til forbrugerdeltagelsen i
den grønne omstilling og dets indvirkning på de erhvervsdrivende.
Denne rapport ledsages, hvor det er relevant, af lovgivningsforslag.
Artikel 4
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 27. marts 2026 de love og bestemmelser,
der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De underretter straks Kommissionen herom.
De anvender disse love og bestemmelser fra den 27. september 2026.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv
eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de
nærmere regler for henvisningen.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og bestemmel-
ser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 5
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 6
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne
Udfærdiget i Strasbourg, den 28. februar 2024.
På Europa-Parlamentets vegne
R. METSOLA
Formand
På Rådets vegne
M. MICHEL
Formand
89
BILAG
Bilag I til direktiv 2005/29/EF ændres således:
1) Følgende nummer indsættes:
»2a) Den erhvervsdrivende fremviser et bæredygtighedsmærke, som ikke er baseret på en certificer-
ingsordning eller ikke er etableret af offentlige myndigheder.«
2) Følgende numre indsættes:
»4a) Den erhvervsdrivende fremsætter en generisk miljøanprisning, selv om den erhvervsdrivende
ikke kan påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.
4b) Den erhvervsdrivende fremsætter en miljøanprisning vedrørende hele produktet eller den er-
hvervsdrivendes virksomhed som helhed, når den kun vedrører et bestemt aspekt af produktet
eller en specifik aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed
4c) Den erhvervsdrivende hævder på basis af kompensation for drivhusgasemissioner, at et produkt
har en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissio-
ner.«
3) Følgende nummer indsættes:
»10a)Krav, der som følge af retsregler gælder for alle produkter inden for den relevante produktkatego-
ri på EU-markedet, præsenteres som et særligt element ved den erhvervsdrivendes tilbud.«
4) Følgende numre indsættes:
»23d)Den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger for forbrugeren om, at en softwareopdatering vil
have en negativ indvirkning på funktionen af varer med digitale elementer eller brugen af digitalt
indhold eller digitale tjenester.
23e) En softwareopdatering præsenteres som nødvendig, når den kun tjener til at forbedre elementer
ved funktionaliteterne.
23f) Enhver kommerciel kommunikation vedrørende en vare, der indeholder et element, som er
indført for at begrænse dens holdbarhed, selv om den erhvervsdrivende har adgang til oplysninger
om elementet og dets indvirkning på varens holdbarhed.
23g) Den erhvervsdrivende hævder i modstrid med sandheden, at en vare under normale anvendelses-
betingelser har en bestemt holdbarhed målt i brugstid eller intensitet.
23h) Den erhvervsdrivende angiver, at en vare kan repareres, når dette ikke er tilfældet.
23i) Den erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren til at udskifte eller genopfylde en vares forbrugsva-
rer tidligere, end det er nødvendigt, af tekniske årsager.
23j) Den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger om forringelse af en vares funktionalitet, når
der anvendes forbrugsvarer, reservedele eller tilbehør, som den oprindelige producent ikke har
leveret, eller hævder i modstrid med sandheden, at en sådan forringelse vil ske.«
90
(1) EUT C 443 af 22.11.2022, s. 75.
(2) Europa-Parlamentets holdning af 17.1.2024 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 20.2.2024.
(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre mar-
ked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet om urimelig handelspraksis«) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene til akkreditering og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr.
339/93 (EUT L 218 af 13.8.2008, s. 30).
(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens direktiv 87/250/EØF, Rådets
direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF og
2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 18).
(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 af 25. november 2009 om organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for
miljøledelse og miljørevision (EMAS) og om ophævelse af forordning (EF) nr. 761/2001 og Kommissionens beslutning 2001/681/EF og 2006/193/EF
(EUT L 342 af 22.12.2009, s. 1).
(7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1).
(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker
(EUT L 336 af 23.12.2015, s. 1).
(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv
2010/30/EU (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 1).
(10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-reglerne om forbrugerbeskyttelse
(EUT L 328 af 18.12.2019, s. 7).
(11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester
(EUT L 136 af 22.5.2019, s. 1).
(12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU)
2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 28).
(13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).
(14) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (EUT L 151 af 7.6.2019,
s. 70).
(15) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal
kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(16) EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
91