Fremsat den 6. februar 2025 af kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt)

Fremsat den 6. februar 2025 af kulturministeren (Jakob Engel-Schmidt)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om sikring af kulturværdier i Danmark og
om supplerende bestemmelser til forordning om indførsel og import af
kulturgenstande
(Ændring af reglerne om tilbageholdelse og beslaglæggelse, sanktioner for overtrædelse af indførselsforordningens
bestemmelser om importørerklæringer og importlicenser m.v.)
§ 1
I lov om sikring af kulturværdier i Danmark og om
supplerende bestemmelser til forordning om indførsel og
import af kulturgenstande, jf. lovbekendtgørelse nr. 1267 af
25. november 2024, foretages følgende ændringer:
1. § 12 a, stk. 1, affattes således:
»Den kompetente myndighed, jf. § 14 a, stk. 1, vurderer
efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen om gen-
stande, der efter toldloven er udtaget til kontrol, er omfattet
af indførselsforbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019
om indførsel og import af kulturgenstande, eller af reglerne
om importørerklæring og importlicens i artikel 3, stk. 2, i
forordningen.«
2. § 12 a, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Politiet kan efter anmodning fra den kompetente myn-
dighed, jf. § 14 a, stk. 1, efter reglerne om beslaglæggelse i
retsplejelovens kapitel 74 beslaglægge genstande, der vurde-
res at kunne være omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880
af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande
eller af reglerne om importørerklæring eller importlicens i
artikel 3, stk. 2, i forordningen. Politiet kan dog med henblik
på efterfølgende vurdering fra den kompetente myndighed
foretage en beslaglæggelse på eget initiativ, hvis formålet
ellers ville forspildes.«
3. I § 13 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Med bøde straffes den, der indfører en kultur-
genstand, der er omfattet af reglerne om importlicens eller
importørerklæring, jf. artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om
indførsel og import af kulturgenstande, uden importlicens
eller importørerklæring, jf. forordningens artikel 4 og 5.
Stk. 5. Med bøde straffes den, der i en importørerklæring
eller ved ansøgning om en importlicens giver urigtige eller
vildledende oplysninger eller dokumentation, eller undlader
at fremlægge relevante oplysninger eller dokumentation af
betydning for sagen, som vedkommende er i besiddelse af,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 6-8.
4. I § 13, stk. 4, der bliver stk. 6, ændres »stk. 3« til: »stk.
3-5«.
5. Efter § 14 indsættes i kapitel 5:
Ȥ 14 a. Kulturministeren udpeger den kompetente myn-
dighed i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og im-
port af kulturgenstande, jf. forordningens artikel 4, stk. 11.
Stk. 2 Afgørelser om afslag på importlicens i henhold til
forordningens artikel 4, truffet af den kompetente myndig-
hed, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«
§ 2
Loven træder i kraft den 28. juni 2025.
Lovforslag nr. L 137 Folketinget 2024-25
Kulturmin., j.nr. 2024-673
AK002330
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Ændring af reglerne om tilbageholdelse og beslaglæggelse
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Fastsættelse af straf for undladelse af fremlæggelse af importlicens eller importørerklæring samt for afgivelse af
urigtige oplysninger eller dokumentation i forbindelse hermed
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Kravet i art. 3, stk. 2, og sanktioner i artikel 11 i forordningen om indførsel og import af kulturgenstande
2.2.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Kompetent myndighed i henhold til forordningen
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Konsekvenser for opfyldelse af FN’s Verdensmål
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880
af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande
etablerer fælles regler for handel med tredjelande for at
sikre en effektiv beskyttelse mod ulovlig handel med og
tab eller ødelæggelse af kulturgenstande, bevare menneske-
hedens kulturarv og forhindre finansiering af terrorisme og
hvidvask af penge gennem salg af stjålne kulturgenstande til
købere i Unionen.
Med forordningen indførtes den 28. december 2020 et gene-
relt forbud mod indførsel af kulturgenstande til Unionens
toldområde, hvis genstandene er ulovligt er eksporteret fra
tredjelande. Lov nr. 899 af 21. juni 2022 om ændring af lov
om sikring af kulturværdier i Danmark fastsætter sanktioner
for overtrædelse heraf, ligesom loven indførte en række sup-
plerende bestemmelser om håndhævelsen af forordningens
forbud vedrørende beslaglæggelse m.v.
Fra den 28. juni 2025 vil der ifølge forordningen være
krav om enten en importørerklæring eller en egentlig im-
portlicens ved indførsel i Unionen af visse kategorier af
kulturgenstande. I henhold til forordningens artikel 11 er det
medlemsstaterne, der fastsætter sanktioner for overtrædelse
af disse regler.
Hensigten med lovforslaget er at fastlægge sådanne sanktio-
ner samt indføre og tilpasse øvrige nødvendige bestemmel-
ser med henblik på at håndhæve forordnigens regler, i form
af bestemmelser om beslaglæggelse, om udpegning af kom-
petent myndighed og om afskæring af klageadgang.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2
2.1. Ændring af reglerne om tilbageholdelse og beslag-
læggelse
2.1.1. Gældende ret
Det følger af toldlovens § 10 a, at Skatteforvaltningen fore-
tager kontrol af, at der ikke ved indførsel i, udførsel fra eller
transit gennem det danske toldområde sker overtrædelse af
forbud mod indførsel, udførsel eller transit, der er fastsat af
sikkerhedsmæssige, sundhedsmæssige, veterinære, plantepa-
tologiske, valutamæssige eller andre grunde.
Når Skatteforvaltningen udtager en vare til kontrol, kan kon-
trollen dels bestå af en dokumentkontrol, dels af en fysisk
varekontrol. Mens kontrollen pågår, må varen ikke fjernes
fra det sted, hvor varen er frembudt, medmindre Skattefor-
valtningen giver tilladelse. Ved ”frembudt” forstås, at Skat-
teforvaltningen underrettes om, at varen er ankommet og
tilgængelig for toldkontrol, enten på et sædvanligt toldsted
eller et andet sted, der på forhånd er anvist eller godkendt af
Skatteforvaltningen.
Det følger af artikel 139, stk. 7, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) Nr. 952/2013 af 9. oktober 2013
om EU-toldkodeksen (herefter toldkodeksen), at en vare ik-
ke må fjernes fra frembydelsesstedet uden Skatteforvaltnin-
gens tilladelse, indtil kontrollen er gennemført. Som et led
i kontrollen kan Skatteforvaltningen indhente faglig bistand
og udtalelser fra andre parter, f.eks. en anden kompetent
myndighed. Det er f.eks. relevant, hvis der er behov for at
kvalificere varens art for at afgøre, om varen er omfattet af
et indførselsforbud i medfør af lovgivningen på den kompe-
tente myndigheds ressortområde.
En fysisk varekontrol efter toldkodeksens artikel 188 gen-
nemføres som hovedregel på det sted, hvor varen er frem-
budt. Afhængig af varens art kan den fysiske varekontrol
gennemføres hos en kompetent myndighed med lagerfaci-
liteter med særlige opbevaringsforhold, jf. også toldkodek-
sens artikel 189. Det er relevant, hvis varen vil lide skade,
hvis den ikke opbevares under passende forhold, f.eks. med
hensyn til temperatur, lys eller luftfugtighed.
Når varekontrollen er gennemført, træffer Skatteforvaltnin-
gen i overensstemmelse med toldkodeksens artikel 194 af-
gørelse om, hvorvidt varen kan frigives og dermed overla-
des til importøren. Viser varekontrollen, at varen er omfattet
af et importforbud og derfor kræver en tilladelse til import
som ikke foreligger, kan varen ikke frigives til importøren.
Finder Skatteforvaltningen i forbindelse med en toldkontrol
en vare, der ikke er frembudt og toldangivet, anses varen
som forsøgt indsmuglet. Når skyldige beløb, f.eks. til told,
bøde og sagsomkostninger, er betalt, udleveres varer, der
er taget i bevaring, under iagttagelse af de gældende almin-
delige indførselsforskrifter til den, hos hvem de er taget i
bevaring eller beslaglagt, eller til en anden, der godtgør at
være berettiget til varerne, jf. toldlovens § 83, stk. 3, 1.
pkt. Når de nævnte skyldige beløb er betalt, er der ikke
efter toldloven grundlag for fortsat at have varen i bevaring,
uanset at det er konstateret, at varen er omfattet af et import-
forbud eller en importrestriktion.
Ved en ændring af loven, jf. lov nr. 899 af 21. juni 2022,
blev der i lov om sikring af kulturværdier i Danmark og
om supplerende bestemmelser til forordning om indførsel
og import af kulturgenstande (herefter kulturværdiloven)
indsat § 12 a. Hensigten var at opnå sikkerhed for, at en
genstand, der var ulovligt udført fra sit oprindelsesland, men
blev indført i Danmark med en korrekt toldangivelse, kunne
tilbageholdes.
Det følger af kulturværdilovens § 12 a, stk. 1, at forsendel-
ser, der vurderes at indeholde genstande, der er omfattet af
forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel
og import af kulturgenstande, kan tages i bevaring af Skat-
teforvaltningen eller politiet, når de i henhold til toldloven
er frembudt korrekt, med henblik på at anmode Kulturmi-
nisteriet om at vurdere 1) hvilken del af den pågældende
forordnings bilag genstandene er omfattet af, og 2) om gen-
standene er fjernet fra det lands område, hvor de er skabt
eller fundet, i strid med dette lands love og bestemmelser.
Det følger af § 12 a, stk. 2, at Skatteforvaltningen eller
politiet under iagttagelse af reglerne om beslaglæggelse i
retsplejelovens kapitel 74 kan beslaglægge forsendelser, der
vurderes at indeholde genstande omfattet af forbuddet i arti-
kel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import
af kulturgenstande. Beslaglæggelse kan ske med henblik på
overdragelse efter kulturværdilovens § 13 a, uanset at betin-
gelserne i retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 2, og § 803, stk.
1, 1. pkt., ikke er opfyldt.
Retsplejelovens kapitel 74 indeholder blandt andet §§ 802,
803, 805 og 806. Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, og §
803, stk. 1, 1. pkt., kan genstande beslaglægges, hvis der
med rimelig grund er mistanke om en lovovertrædelse, der
er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage,
at genstanden kan tjene som bevis eller bør konfiskeres,
eller at genstanden ved lovovertrædelsen er taget fra nogen,
som kan kræve den tilbage.
Efter retsplejelovens § 805, stk. 1, må beslaglæggelse ikke
foretages, såfremt indgrebet står i misforhold til sagens be-
tydning og det tab eller den ulempe, som indgrebet kan
antages at medføre.
Efter retsplejelovens § 806, stk. 4, kan politiet træffe beslut-
ning om beslaglæggelse, hvis indgrebets øjemed ville for-
spildes, hvis retskendelse skulle afventes. Fremsætter den,
mod hvem indgrebet retter sig, anmodning herom, skal poli-
tiet snarest muligt og senest inden 24 timer forelægge sagen
for retten, der ved kendelse afgør, om indgrebet kan godken-
des.
Reglerne om beslaglæggelse er i retspraksis anvendt ana-
logt til beslaglæggelse af genstande til brug for retssager
i udlandet, jf. Højesterets kendelse af 9. maj 1972 i sag
3
nr. 100/1972, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1972,
s. 600 f., og Vestre Landsrets kendelse af 26. oktober 1987 i
sag nr. 6-S. 1754/1987, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæ-
sen 1988, s. 203 f. Det er en betingelse, at beslaglæggelse
ville kunne ske i en tilsvarende dansk sag.
2.1.2. Skatteministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Når en toldkontrol og eventuel opkrævning af told, moms og
afgifter er afsluttet, og der er truffet afgørelse om, hvorvidt
varen kan udleveres til importøren, er Skatteforvaltningens
opgave i forbindelse med indførslen af varen afsluttet. Der
er dermed ikke et toldmæssigt formål med på dette tidspunkt
at kunne tage en vare i bevaring eller beslaglægge den.
Det er vurderingen, at Skatteforvaltningens mulighed for at
kunne tage en genstand i bevaring i medfør af kulturværdi-
lovens § 12 a, stk. 1, kan ophæves.
En vurdering af, hvorvidt en vare er omfattet af indfør-
selsforbuddet i artikel 3, stk. 1, eller kravene om importli-
cens og importørerklæring i artikel 3, stk. 2, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april
2019 om indførsel og import af kulturgenstande forudsæt-
ter en faglig ekspertise, som Skatteforvaltningen ikke besid-
der. Det vurderes derfor fortsat nødvendigt, at Skatteforvalt-
ningen i forbindelse med gennemførelse af en toldkontrol
kan indhente faglig bistand fra Kulturministeriet til brug
for en vurdering af, hvorvidt en given vare er omfattet af
forordningen. Der ses derfor ikke at være et behov for en
særskilt hjemmel til at kunne tage varer i bevaring, mens
kontrollen gennemføres.
Det foreslås at affatte § 12 a, stk. 1, således, at den kom-
petente myndighed efter anmodning fra Skatteforvaltningen
vurderer, om genstande, der efter toldloven er udtaget til
kontrol, er omfattet af indførselsforbuddet i artikel 3, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880
af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande,
eller af reglerne om importørerklæring og importlicens i
artikel 3, stk. 2, i samme forordning.
Der henvises til punkt 2.3 om den kompetente myndighed i
henhold til forordningen.
Med forslaget vil hjemlen i kulturværdiloven til, at Skatte-
forvaltningen og politiet kan tage en vare i bevaring, blive
ophævet. Formålet med dette er at undgå tvivl om hvilket
hjemmelsgrundlag en vare er taget i bevaring efter, så længe
Skatteforvaltningen gennemfører en varekontrol. Forslaget
ændrer ikke ved beføjelser, som Skatteforvaltningen har ef-
ter anden lovgivning, f.eks. toldloven og toldkodeksen.
Forslaget vil medføre, at når Skatteforvaltningen i forbindel-
se med en toldkontrol finder en vare, der kan være omfattet
af indførselsforbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamen-
tets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019
om indførsel og import af kulturgenstande, eller af reglerne
om importørerklæring og importlicens i artikel 3, stk. 2,
i forordningen, vil Skatteforvaltningen kunne anmode den
kompetente myndighed om faglig bistand til at vurdere,
om varen er omfattet af forordningen, og den kompetente
myndighed vil i bekræftende fald kunne anmode politet om
at beslaglægge varen. Det bemærkes, at den kompetente
myndigheds vurdering af, hvorvidt der skal anmodes om
beslaglæggelse, ikke er en afgørelse i forvaltningslovens
forstand.
Afklaringen af, om genstande er omfattet af forordningen
eller ej, har betydning for, hvad der efterfølgende sker med
genstanden.
Er varen ikke omfattet af forordningen, vil Skatteforvalt-
ningen gennemføre toldkontrollen efter toldlovgivningens
almindelige regler og udlevere varen til importøren, såfremt
der ikke i øvrigt er noget til hinder herfor.
Er varen ifølge den kompetente myndigheds vurdering om-
fattet af forordningen, vil det være op til den kompetente
myndighed at anmode politiet om at beslaglægge varen. Så-
fremt en del af en forsendelse vurderes at være ulovlig, og
det ikke er muligt at adskille de formodet ulovlige dele fra
forsendelsens øvrige indhold, vil den kompetente myndig-
hed kunne anmode politiet om at beslaglægge hele forsen-
delsen.
Det foreslås derfor, at politiet under iagttagelse af reglerne
om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 efter anmod-
ning fra den kompetente myndighed vil kunne beslaglægge
genstande, der vurderes at kunne være omfattet af forbud-
det i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets for-
ordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og
import af kulturgenstande eller af reglerne om importører-
klæring eller importlicens i artikel 3, stk. 2 og 3, i samme
forordning.
Det foreslås, at Skatteforvaltningens beslaglæggelseskompe-
tence efter kulturværdiloven ophæves, da beslaglæggelsen
sker med henblik på retsforfølgelse og evt. med henblik
på overdragelse til oprindelseslandet ved kulturministerens
foranstaltning efter lovens § 13 a, og at beslaglæggelsen
dermed ikke angår toldmæssige forhold.
2.2. Fastsættelse af straf for undladelse af fremlæggelse
af importlicens eller importørerklæring samt for afgivel-
se af urigtige oplysninger eller dokumentation i forbin-
delse hermed
2.2.1. Gældende ret
Efter kulturværdilovens § 13, stk. 3 og 4, straffes med bø-
de eller under skærpende omstændigheder fængsel den, der
overtræder forbuddet mod indførsel af kulturgenstande, der
er ulovligt udført fra det land, hvor genstanden er skabt
eller fundet, jf. artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019. Dette
forbud omfatter alle de typer af kulturgenstande, der fremgår
af forordningens bilag, del A. Overtrædelse af reglerne om
4
importlicens og importørerklæring er ikke i sig selv omfattet
af kulturværdilovens nuværende strafbestemmelser.
Afhængig af de nærmere omstændigheder vil overtrædelse
af reglerne om importlicens og importørerklæring kunne
være omfattet af bestemmelser i straffeloven.
Det følger af straffelovens § 163, at den, som i øvrigt til
brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt
eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller
bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Det følger af straffelovens § 171, at den, der gør brug af
et falsk dokument til at skuffe i retsforhold, straffes for
dokumentfalsk.
Straffelovens § 163 vil efter omstændighederne kunne finde
anvendelse i den situation, hvor en importør angiver urigtige
oplysninger i en importørerklæring. Straffelovens § 171, stk.
1, vil efter omstændighederne kunne finde anvendelse ved
brug af falske dokumenter som dokumentation for oplysnin-
ger i importørerklæringen. Straffelovens bestemmelser vil
dog kun være anvendelige ved forsætlige overtrædelser.
2.2.2. Kravet i art. 3, stk. 2, og sanktioner i artikel 11 i
forordningen om indførsel og import af kulturgenstande
Artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og im-
port af kulturgenstande fastlægger, at kulturgenstande, der er
omhandlet i forordningens bilag, del A, og som er fjernet fra
det lands område, hvor de er skabt eller fundet, i strid med
dette lands love og bestemmelser, ikke må indføres til Uni-
onens toldområde. Forordningens artikel 3, stk. 2, fastsætter
særlige procedurer for import af særlige kategorier af kultur-
genstande. Udgangspunktet er, at disse særlige procedurer
udspringer af den særlige risiko for ulovlig handel, der er
knyttet til genstande omfattet af forordningens bilag, del B
og C.
Forordningens bilag, del B, omfatter arkæologiske genstan-
de og dele af historiske og kunstneriske monumenter. Som
sådanne anses også liturgiske ikoner og statuer, også selvom
de oprindeligt har været fritstående.
Indførelsen af den særlige procedure for importlicens for
disse kategorier af kulturgenstande må ses i lyset af, at den-
ne type genstande generelt i særlig grad er udsat for ulovlig
handel, bl.a. også fordi sådanne genstande normalt ikke i nu-
tiden er mulige at udføre lovligt af deres oprindelseslande,
og fordi denne type genstande i dag som udgangspunkt er
offentligt eje mange steder.
Reglerne må også ses i lyset af, at ulovlig handel med denne
type genstande ofte er ledsaget af særligt betydelige skade-
virkninger f.eks. ulovlige arkæologiske udgravninger eller
deciderede plyndringer. I en del lande, der er vigtige funds-
teder for kommercielt attraktive arkæologiske genstande,
kan den ulovlige handel ydermere bidrage til at finansiere
kriminelle organisationer eller terrorgrupper.
Sådanne genstande er også omfattet af forbuddet i forord-
ningens artikel 3, stk. 1, som omfatter alle kulturgenstande
(defineret ved bilagets del A). Det kan imidlertid være van-
skeligt at håndhæve dette forbud, da det kan være vanskeligt
at løfte et bevis for, at f.eks. en arkæologisk genstand er
ulovligt udført fra sit oprindelsesland. Såvel oprindelseslan-
det som tidspunktet for genstandens udførsel herfra kan væ-
re vanskelige for myndighederne at fastslå.
Artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-
ning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og im-
port af kulturgenstande fastlægger, at visse kulturgenstande
kun må indføres i Unionen i medfør af særlige regler, og
med visse undtagelser i medfør af forordningens artikel 3,
stk. 4-5. Genstande, som er omfattet af forordningens bilag,
del B, kræver en importlicens, mens genstande, som er om-
fattet af forordningens bilag, del C, skal være ledsaget af
en importørerklæring. Disse krav træder i kraft d. 28. juni
2025. Importlicens udstedes efter ansøgning i det i forord-
ningens artikel 8 angivne system, som stilles til rådighed
af Kommissionen. Importørerklæring indgives på forhånd
af den, der indfører en kulturgenstand omfattet af forordnin-
gens bilag, del C. Erklæring indgives også i det i forordnin-
gens artikel 8 angivne system.
Forordningens bilag, del B, omfatter arkæologiske fund
samt dele af kunstneriske og historiske monumenter, der
er mere end 250 år gamle. Genstande omfattet af forordnin-
gens bilag, del B, kan fra 28. juni 2025 kun indføres på
Unionens område med en importlicens.
Forordningens bilag, del C, omfatter øvrige kulturgenstande
(den generelle afgrænsning af kulturgenstande fastlægges i
bilagets del A), som er mere end 200 år gamle og har en
markedsværdi på mere end 18.000 euro pr. stk. Genstande
omfattet af forordningens del C kan fra 28. juni 2025 kun
indføres på Unionens område ved fremlæggelse af en impor-
tørerklæring.
Kravet om importlicens og importørerklæring omfatter, jf.
forordningens artikel 3, stk. 4, ikke genstande, som er re-
turvarer, jf. artikel 203 i forordning (EU) nr. 952/2013, gen-
stande som indføres udelukkende med det formål at sørge
for sikker opbevaring hos en offentlig myndighed, indtil de
sikkert kan returneres, eller genstande, der indføres midler-
tidigt til bl.a. videnskabelige, bevaringsmæssige eller udstil-
lingsmæssige formål af institutioner, der er godkendt med
henblik herpå af det enkelte lands kompetente myndighed.
Kravet om importlicens omfatter, jf. forordningens artikel 3,
stk. 5, ikke genstande, der er indført under proceduren for
midlertidig import, jf. artikel 250 i forordningen (EU) nr.
952/2013, når de skal præsenteres på kommercielle kunst-
messer. De skal i stedet ledsages af en importørerklæring, og
vil senere skulle opnå importlicens, hvis de i forlængelse af
et salg skal indføres permanent.
5
Reglerne om importlicens findes i forordningens artikel
4. Reglerne for importørerklæringer findes i forordningens
artikel 5.
Forordningens artikel 11 pålægger medlemsstaterne at fast-
sætte regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af
overtrædelse af bestemmelserne i forordningen. Det anføres,
at sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til
overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2.2.3. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Det overordnede formål med de foreslåede sanktionsbestem-
melser er at forhindre indførsel af ulovligt udførte kultur-
genstande omfattet af forordningens bilag, del B og C.
Sådanne genstande er også omfattet af forbuddet i forord-
ningens artikel 3, stk. 1, som omfatter alle kulturgenstande
(defineret ved bilagets del A). Det kan imidlertid være van-
skeligt at håndhæve dette forbud, da det kan være vanskeligt
at løfte et bevis for, at f.eks. en arkæologisk genstand er
ulovligt udført fra sit oprindelsesland. Såvel oprindelseslan-
det som tidspunktet for genstandens udførsel herfra kan væ-
re vanskelige for myndighederne at fastslå.
Det er på den baggrund, at det blev vurderet nødvendigt
i forordningen at fastsætte nærmere bestemmelser om, at
det er den, der ønsker at indføre en arkæologisk genstand,
der tilstrækkeligt skal dokumentere, at genstanden er lovligt
udført fra sit oprindelsesland, jf. bl.a. forordningens artikel
4, stk. 7, litra d, hvor det fastslås, at en ansøgning om im-
portlicens altid skal afslås, hvis myndighederne i oprindel-
seslandet har rejst krav om tilbagelevering. Dette må igen
ses i lyset af de meget alvorlige skadevirkninger af ulovlig
handel med genstande omfattet af forordningens bilag, del
B.
Dette taler for, at det må anses for en alvorlig forseelse at
unddrage genstande fra proceduren for importlicens, eller at
opnå importlicens ved at udelade relevante oplysninger eller
fremsætte urigtige oplysninger eller dokumentation, uanset
om der i øvrigt kan løftes en bevisbyrde for, at en genstand
er ulovligt udført fra sit oprindelsesland i henhold til forord-
ningens artikel 3, stk. 1.
Det er på den baggrund Kulturministeriets vurdering, at
strafferammerne for overtrædelse af reglerne om importli-
cens bør være de samme som for overtrædelse af selve
forbuddet mod indførsel af ulovligt udførte kulturgenstande
i forordningens artikel 3, stk. 1, dvs. bøde eller under skær-
pende omstændigheder fængsel op til 2 år. Skærpende om-
stændigheder skal forstås på samme måde som i gældende
lov, dvs. at overtrædelsen er begået forsætligt eller groft
uagtsomt, og der er opnået en økonomisk vinding eller der
er andre omstændigheder, der kan sidestilles hermed.
Samtidig er det nødvendigt, at der kan straffes for uagtsom-
me overtrædelser, for at bestemmelsen kan anvendes til
at håndhæve en forpligtelse til at udvise tilstrækkelig om-
hu. Uanset, at eksisterende strafbestemmelser allerede ville
kunne anvendes på visse overtrædelser af forordningens reg-
ler om importlicens og importørerklæring, med straframme
op til bøde og evt. fængsel i 4 måneder, vurderer Kulturmi-
nisteriet derfor, at der er behov for en særskilt strafbestem-
melse i kulturværdiloven. I visse tilfælde vil overtrædelse af
forordningens regler dog også kunne udgøre dokumentfalsk
i henhold til straffelovens §§ 171 og 172, der i særligt grove
tilfælde hjemler straf ind til 6 års fængsel.
Forordningens bilag, del C, omfatter kulturgenstande (i hen-
hold til bilagets del A), som er mere end 200 år gamle og
har en markedsværdi på mere end 18.000 euro pr. stk. Af-
græsningen må ses i lyset af behovet for at underlægge gen-
stande, der er i særlig høj risiko for ulovlig handel, og som
samtidig har stor betydning for oprindelseslandets kulturarv,
en særlig procedure, samtidig med, at der er behov for at af-
veje dette mod ulempen for borgerne og ressourceforbruget
hos myndighederne. Forordningens skelnen mellem de to
redskaber, importlicens og importørerklæring, må endvidere
efter Kulturministeriets opfattelse ses som en afspejling af,
at genstande omfattet af forordningens bilag, del C, som
udgangspunkt i mindre grad end genstande omfattet forord-
ningen bilag, del B, er omfattet af risiko for ulovlig handel.
Det må dog samtidig understreges, at også reglerne om im-
portørerklæringer i højere grad pålægger den, der indfører
en kulturgenstand, ansvaret for at sikre sig den nødvendige
dokumentation for, at en genstand er lovligt udført fra sit
oprindelsesland. Sanktionerne for at unddrage genstande fra
proceduren eller fremlægge urigtige oplysninger og doku-
mentation i forbindelse med importørerklæringer i skærpen-
de tilfælde bør derfor være alvorlige, uanset om der samtidig
kan løftes en bevisbyrde for en overtrædelse af selve forbud-
det mod indførelse af ulovligt udførte kulturgenstande.
Det er på den baggrund Kulturministeriets vurdering, at
straframmerne for overtrædelse af reglerne om importører-
klæring også bør være de samme som for overtrædelse af
selve forbuddet mod indførsel af ulovligt udførte kulturgen-
stande, dvs. bøde eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 2 år. Samtidig er det nødvendigt, at der kan
straffes for uagtsomme overtrædelser, for at bestemmelsen
kan anvendes til at håndhæve en forpligtelse til at udvise
tilstrækkelig omhu. Straffelovens regler hjemler heller ikke
straf for at indføre en genstand i landet uden at fremlægge
licens. Forpligtelsen til at afdække, om en genstand er om-
fattet af dette krav påhviler som udgangspunkt den, der ind-
fører den. Uanset, at visse eksisterende strafbestemmelser
evt. ville kunne anvendes i visse tilfælde, med straframme
op til bøde og evt. fængsel i 4 måneder, vurderer Kulturmi-
nisteriet derfor, at der er behov for en særskilt strafbestem-
melse i kulturværdiloven.
Det er hensigten, at den foreslåede § 13, stk. 4 og 5, også
finder anvendelse på uagtsom overtrædelse af forordningens
regler. Det forudsættes således, at den der indfører en kultur-
genstand omfattet af reglerne udviser rimelig omhu i at sikre
sig, at afgivne oplysninger er korrekte og rimelig omhu i
6
at vurdere, om en genstand, som man ønsker at indføre, er
omfattet af reglerne. Såfremt forordningens regler overtræ-
des, men hvor der ud fra en konkret vurdering er udvist
tilstrækkelig omhu, må dette anses for at ligge under den
nedre grænse for strafbare overtrædelser, idet dette vil falde
uden for, hvad der kan tilregnes gerningsmande som uagt-
somt. Vurderingen af, hvorvidt der er udvist tilstrækkelig
omhu foretages som hovedregel i praksis af den kompetente
myndighed forud for politianmeldelse af et forhold.
I visse tilfælde kan man desuden have erhvervet en arkæolo-
gisk genstand under omstændigheder eller til en pris, der gør
det naturligt at antage, at der er ikke er tale om en arkæolo-
gisk genstand, eller man kan have erhvervet en genstand,
som det fremstår unaturligt at betegne som en arkæologisk
genstand omfattet af reglerne, men hvor det efterfølgende
ved toldkontrol konstateres, at der faktisk er tale om en
arkæologisk genstand. Der kan f.eks. være tale om billige
souvenirs, der fremstår uægte. Her må forholdet tilsvarende
siges at lægge under den nedre grænse for strafbare overtræ-
delser, idet dette vil falde uden for, hvad der kan tilregnes
gerningsmanden som uagtsomt, med mindre der er særligt
grundlag for at antage, at den, der indfører genstanden,
havde viden eller mistanke om, at der var tale om en reel
arkæologisk genstand. Også her foretages vurderingen som
udgangspunkt af den kompetente myndighed forud for poli-
tianmeldelse.
Det samme gør sig gældende for kravet om importørerklæ-
ringer for andre typer kulturgenstande, der er mere end 200
år gamle og har en værdi på over 18.000 euro stykket. Her
vil den, der indfører en genstand, normalt kunne antage
uden yderligere undersøgelse, at en genstand, man nyligt har
erhvervet, faktisk har den markedsværdi, man har erhvervet
den til, og såfremt det alligevel ved en nærmere undersø-
gelse fra den kompetente myndighed skulle vise sig ikke
at være tilfældet, vil det igen kunne siges at ligge under
den nedre grænse for strafbare overtrædelser, idet dette vil
falde uden for, hvad der kan tilregnes gerningsmanden som
uagtsomt.
Vurderingen heraf vil dog skulle foretages konkret. Det vil
eksempelvis tale imod at anse forholdet for under den nedre
grænse for straf, hvis forhold taler for at den, der indfører
genstanden rent faktisk er vidende om, at genstanden har
en højere markedsværdi, end vedkommende har betalt for
den, f.eks. hvis køberen, i modsætning til sælger, kan sand-
synliggøres at have gennemskuet, at et maleri er af en kendt
kunstner.
Den foreslåede strafferamme i skærpelsesbestemmelsen er
fastsat ud fra en betragtning om, at den ulovlige udførsel
af kulturgenstande, som den foreliggende lovændring har
til hensigt at bremse, ofte indebærer alvorlig ødelæggelse
af kulturarven. Indførsel af genstande kan have baggrund i
ulovlige udgravninger af arkæologiske lokaliteter eller deci-
derede plyndringer af historiske og religiøse monumenter,
ofte ledsaget af væsentlig ødelæggelse af kulturarven.
Strafferammen er endvidere fastsat ud fra hensynet til, at
overtrædelse af reglerne om importlicens reelt må betegnes
som svarende til en overtrædelse af det almindelige indfør-
selsforbud, men uden at bevisbyrden for det almindelige
indførselsforbud kan løftes. Det følger af forordningen, at
det kun skal være lovligt at indføre arkæologiske genstande,
såfremt det kan dokumenteres, at de er lovligt udført fra
deres oprindelsesland (eller det land, hvor de senest har
opholdt sig i fem år, såfremt oprindelseslandet ikke kan
fastslås pålideligt eller genstanden er udført før 24. april
1972). Baggrunden herfor er, at det kan være meget vanske-
ligt at bevise, at en arkæologisk genstand faktisk er udført
ulovligt af sit oprindelsesland, og at dem der handler med
arkæologiske genstande kunne udnytte dette faktum, hvis
ikke man indfører de særlige regler. De særlige regler træder
således i mange tilfælde i stedet for det almindelige indfør-
selsforbud, og bør have samme straframme.
Det bemærkes, at gerningsforholdet anses for fuldbyrdet,
i det øjeblik en genstand indføres i Danmark, ikke først
når denne har passeret toldkontrollen. Hvis indførsel af en
genstand i strid med reglerne f.eks. konstateres i tolden i
en lufthavn, straffes den, der har indført den, for at have
overtrådt reglerne, og ikke kun for forsøg på overtrædelse af
reglerne.
Med lovforslaget foreslås det således på baggrund af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17.
april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande, jf.
punkt 2.2.2, at fastsatte sanktionsbestemmelser for indførsel
af kulturgenstande i strid med reglerne i forordningen om
importlicens eller importørerklæring, jf. forordningens arti-
kel 4 og 5. Det foreslås at gøre det strafbart at undlade at
fremlægge en importlicens eller en importørerklæring over
for toldmyndighederne, når en sådan efter forordningen er
påkrævet. Det foreslås ligeledes at gøre det strafbart at give
urigtige oplysninger eller urigtig dokumentation i forbindel-
se med ansøgning om en importlicens eller afgivelse af en
importørerklæring, herunder også at give vildledende oplys-
ninger eller dokumentation, eller at undlade at fremlægge
oplysninger eller dokumentation, som man er i besiddelse
af, og som man ved eller burde vide kunne tale imod, at
genstandene er lovligt udført fra deres oprindelsesland.
2.3. Kompetent myndighed i henhold til forordningen
2.3.1. Gældende ret
Ordningen vedrørende ansøgning om importlicenser findes
ikke i dag. Det bemærkes, at lov om sikring af kulturværdier
i Danmark og om supplerende bestemmelser til forordning
om indførsel og import af kulturgenstande indeholder en
ordning vedrørende eksporttilladelser, som søges hos Kul-
turværdiudvalget. I henhold til lovens § 14 kan Kulturvær-
diudvalgets afgørelser om eksporttilladelse ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
2.3.2. Kulturministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
7
Det følger af forordningens artikel 2, nr. 5, at den kompeten-
te myndighed er den myndighed, som medlemsstaten har
udpeget til at udstede importlicenser. Forordningen fastlæg-
ger ikke retningslinjer for udpegning af denne myndighed,
og det er derfor Kulturministeriets vurdering, at der skal
etableres lovhjemmel til at udpege denne myndighed. Den
kompetente myndigheds afgørelser om tildeling af importli-
cens kræver faglige vurderinger for så vidt angår kulturgen-
standes art og oprindelse, og kræver dermed kulturfaglig
ekspertise. Det foreslås derfor, at hjemlen til at udpege den-
ne myndighed tillægges kulturministeren.
Det er hensigten, at det vil være Nationalmuseet, der udpe-
ges som kompetent myndighed, da Nationalmuseet er Dan-
marks hovedmuseum på det arkæologiske område og ord-
ningen om importlicenser specifikt omfatter arkæologiske
genstande. Skulle senere erfaringer med ordningen medfø-
re, at det vurderes mest hensigtsmæssigt at overdrage opga-
ven, eller dele af den, til en anden institution, vurderes det
dog mest hensigtsmæssigt, at dette kan ske uden ny lovgiv-
ning. Kompetencen til at udpege den kompetente myndig-
hed foreslås på denne baggrund tildelt til kulturministeren.
Den kompetente myndighed skal således tage stilling til
ansøgninger om importlicens i henhold til forordningens
artikel 4. Dette er den eneste type afgørelse, den kompetente
myndighed vil skulle træffe. Ansøger skal tilvejebringe do-
kumentation af relevant art for, at en genstand er udført fra
det land, hvor den er skabt eller fundet, i overensstemmelse
med dette lands love og bestemmelser. Alternativt kan der
tilvejebringes dokumentation for, at genstanden er udført fra
det land, hvor den senest har befundet sig i en periode på
mere end fem år – og hvor opbevaringen skete med henblik
på andet end midlertidig brug, transit, reeksport eller omlad-
ning – hvis det land, hvor kulturgenstanden er skabt eller
fundet ikke kan fastslås pålideligt eller genstanden er udført
herfra før d. 24. april 1972.
Stillingtagen til ansøgningerne vil kræve en nærmere faglig
vurdering af dokumentationens pålidelighed og af forhold
relateret til genstandenes nærmere karakter – f.eks. deres
sandsynlige alder og oprindelsessted og fundsted, deres
sjældenhed og sandsynligheden for, at forskellige typer op-
lysninger om proveniens faktisk ville være til stede.
Som udgangspunkt vil den kompetente myndigheds afgørel-
ser om udstedelse af importlicens være omfattet af alminde-
lig ulovbestemt rekursadgang, hvorefter en afgørelse truffet
af en underordnet myndighed kan påklages til en overordnet
myndighed.
Det er dog Kulturministeriets vurdering, at ministeriet ikke
i praksis vil have forudsætningerne for at tage kvalificeret
stilling til den kompetente myndigheds vurderinger. Det
ville kræve en faglig indsigt i vurdering af arkæologiske
genstandes sandsynlige alder og oprindelsessted og af hvil-
ke proveniensoplysninger, der typisk foreligger om genstan-
de. Kulturministeriet er ikke i besiddelse af en sådan faglig
indsigt. På den baggrund foreslås det, at Kulturministeriet
ikke fungerer som rekursinstans.
Udover at behandle ansøgninger om importlicenser bistår
den kompetente myndighed også Skatteforvaltningen ved
vurdering af, om genstande kan være indført i strid med
forordningens regler, og anmoder i givet fald politiet om be-
slaglæggelse af genstande med henblik på videre efterforsk-
ning. Den kompetente myndigheds vurderinger heraf er ikke
afgørelser i forvaltningslovens forstand.
3. Konsekvenser for opfyldelse af FN᾽s verdensmål
Lovforslaget vurderes at kunne have en positiv betydning
for opfyldelsen af delmål 11.4, Indsatsen for at beskytte
og bevare verdens kultur- og naturarv skal styrkes. Ulov-
lig handel med kulturarv er en markant årsag til ødelæg-
gelse af verdens kulturarv, da ulovligt handlede genstande
ofte erhverves ved ulovlige arkæologiske udgravninger eller
plyndring af monumenter. Bekæmpelsen af denne handel
bidrager således til at beskytte og bevare kulturarven på
verdensplan.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekven-
ser for kommuner og regioner.
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konse-
kvenser for kommuner og regioner.
Lovforslaget vurderes at medføre begrænsede merudgifter
for myndighederne i straffesagskæden, som kan håndteres
inden for myndighedernes eksisterende økonomiske ram-
mer.
Principperne for digitaliseringsklar lovgivning er ikke rele-
vante for lovforslaget.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konse-
kvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekven-
ser.
9. Forholdet til EU-retten
8
Lovforslaget gennemfører Danmarks forpligtelse til at fast-
sætte regler om straf for overtrædelse af regler i artikel 3,
stk. 2, artikel 4 og artikel 5 i Europa-Parlamentets og rådets
forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel
og import af kulturgenstande, samt Danmarks forpligtelse til
at gennemføre nødvendige foranstaltninger ved indførsel af
kulturgenstande i strid med dette forbud.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 5. december
2024 til den 8. januar 2025 (34 dage) været sendt i høring
hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Auktionslederforeningen, Blue Shield Dan-
mark, Bruun Rasmussens Auktioner, Dansk Kunst og An-
tikvitetshandler Union, Danske Advokater, Danske Galleri-
er, Danske Universiteter, Dansk Institut for Internationale
Studier, Davids Samling, Den Danske Antikvarboghandler-
forening, Den Danske Dommerforening, Det Kriminalpræ-
ventive Råd, Foreningen af Kunsthaller i Danmark, For-
eningen af Offentlige Anklagere, Forbrugerrådet, Glyptote-
ket, ICOM Danmark, Institut for Menneskerettigheder, Ju-
stitia, KAD Kunst, Landsforeningen af Forsvarsadvokater,
Landsforeningen KRIM, Lauritz.com, Organisationen Dan-
ske Museer, Retspolitisk Forening, Sotheby᾽s København,
Statens Naturhistoriske Museum og UNESCOs National-
kommission.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Danmarks forpligtelse til at fastsætte regler om straf for over-
trædelse af regler i artikel 3, stk. 2, artikel 4 og artikel 5 i Europa-Parlamentets og rådets
forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande,
samt Danmarks forpligtelse til at gennemføre nødvendige foranstaltninger ved indførsel
af kulturgenstande i strid med dette forbud.
Er i strid med de fem princip-
per for implementering af er-
hvervsrettet EU-regulering/Over-
implementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det følger af kulturværdilovens § 12 a, stk. 1, at forsendel-
ser, der vurderes at indeholde genstande, der er omfattet af
forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel
og import af kulturgenstande, kan tages i bevaring af Skat-
teforvaltningen eller politiet, når de i henhold til toldloven
er frembudt korrekt, med henblik på at anmode Kulturmini-
steriet om at vurdere, hvilken del af den pågældende forord-
nings bilag genstandene er omfattet af, og om genstandene
er fjernet fra det lands område, hvor de er skabt eller fundet,
i strid med dette lands love og bestemmelser.
Det foreslås, at § 12 a, stk. 1, affattes således, at den kom-
petente myndighed efter anmodning fra Skatteforvaltningen
9
vurderer, om genstande, der efter toldloven er udtaget til
kontrol, er omfattet af indførselsforbuddet i artikel 3, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880
af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande,
eller af reglerne om importørerklæring og importlicens i
artikel 3, stk. 2, i forordningen.
Det foreslåede vil medføre, at Skatteforvaltningen kan an-
mode den kompetente myndighed, jf. punkt 2.3 ovenfor,
om at vurdere, om genstande, der er udtaget til kontrol, er
omfattet af indførselsforbuddet, der følger af den nævnte
forordning. Skatteforvaltningens kontrol kan f.eks. ske efter
toldlovens § 10 a, der bl.a. skal imødegå overtrædelse af for-
bud mod indførsel og udførsel. Den kompetente myndighed
vil f.eks. kunne vurdere følgende:
– Hvilken del af den pågældende forordnings bilag gen-
standene er omfattet af.
– Om genstandene er fjernet fra det lands område, hvor
de er skabt eller fundet, i strid med dette lands love og
bestemmelser.
– Om genstandene er omfattet af reglerne om importlicens
eller importørerklæring.
– Om der er afgivet urigtige oplysninger eller urigtig do-
kumentation i forbindelse med importørerklæringen ved-
rørende genstanden eller i ansøgningen om importlicens
vedrørende genstanden.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af kulturværdilovens § 12 a, stk. 2, 1. pkt., at
Skatteforvaltningen eller politiet – under iagttagelse af reg-
lerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74 – kan
beslaglægge forsendelser, der vurderes at indeholde genstan-
de omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parla-
mentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april
2019 om indførsel og import af kulturgenstande.
Det foreslås, at § 12 a, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og at der i
stedet indsættes to nye punktummer.
Det foreslås i § 12 a, stk. 2, 1. pkt, at politiet efter anmod-
ning fra den kompetente myndighed og under iagttagelse
af reglerne om beslaglæggelse i retsplejelovens kapitel 74
kan beslaglægge genstande, der vurderes at kunne være om-
fattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa- Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om
indførsel og import af kulturgenstande eller af reglerne om
importørerklæring eller importlicens i artikel 3, stk. 2, i
samme forordning.
Det foreslåede vil medføre, at det fremover er politiet, der
kan foretage beslaglæggelsen, hvis den kompetente myndig-
hed har anmodet om det. Skatteforvaltningen vil kunne be-
slaglægge genstandene efter toldlovens regler, i det omfang
beslaglæggelse f.eks. sker til sikkerhed for betaling af told,
moms og eventuelle afgifter.
Der henvises til punkt 2.3 om den kompetente myndighed i
henhold til forordningen.
En beslaglæggelse vil alene angå den del af en forsendel-
se, der formodes at være ulovlig, hvis alene en del af for-
sendelsen formodes at være ulovlig, og det er muligt at
adskille de formodet ulovlige dele fra forsendelsens øvrige
indhold. Hvis det ikke er muligt, vil beslaglæggelsen angå
hele forsendelsen.
Henvisningen til retsplejelovens kapitel 74 indebærer bl.a.,
at afgørelse om beslaglæggelse træffes af retten, med mindre
indgrebets øjemed ville forspildes, hvis retskendelse skulle
afventes, jf. lovens § 806, stk. 1, 2 og 4. Tilsvarende kan der
fremsættes begæring for retten om hel eller delvis ophævel-
se af beslaglæggelsen, jf. retsplejelovens § 807 c. Henvis-
ningen til retsplejelovens kapitel 74 indebærer endvidere, at
der eksempelvis vil kunne ske beslaglæggelse af en kultur-
genstand, hvis den, der har rådighed over genstanden, med
rimelig grund er mistænkt for en overtrædelse af forbuddet
i forordningens artikel 3, stk. 1, jf. retsplejelovens § 802,
stk. 1, nr. 1. Tilsvarende vil der kunne ske beslaglæggelse af
en kulturgenstand, som en person, der ikke er mistænkt, har
rådighed over, hvis der grund til at antage, at der er tale om
en overtrædelse af forbuddet i forordningens artikel 3, stk. 1,
jf. retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at der tillige
kan ske beslaglæggelse i det omfang, det i øvrigt følger
af retsplejelovens regler, eksempelvis beslaglæggelse med
henblik på sikring af bevis, såfremt betingelserne herfor er
opfyldt.
Det foreslås i § 12 a, stk. 2, 2. pkt., at politiet dog med
henblik på efterfølgende vurdering fra den kompetente myn-
dighed kan foretage en beslaglæggelse på eget initiativ, hvis
formålet ellers ville forspildes. Beslaglæggelse sker også i
disse tilfælde under iagttagelse af reglerne i retsplejelovens
kapitel 74.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at selvom den
kompetente myndighed ikke har anmodet politiet om det,
kan politiet beslaglægge genstande, der vurderes at kunne
være omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Par-
lamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april
2019 om indførsel og import af kulturgenstande eller af
reglerne om importørerklæring eller importlicens i artikel
3, stk. 2, i samme forordning. Den foreslåede bestemmelse
er begrænset til de tilfælde, hvor afventningen af en anmod-
ning fra den kompetente myndighed vil medføre, at formålet
med beslaglæggelsen ellers forspildes. I sådanne situationer
vil politiet efter beslaglæggelsen skulle forelægge genstan-
dene for den kompetente myndighed til vurdering af, om
genstandene er omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880
af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande
eller af reglerne om importørerklæring eller importlicens i
artikel 3, stk. 2, i samme forordning.
10
Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i forbindelse med,
at politiet i forbindelse med ransagning af et varelager ved
mistanke om salg af stjålne varer finder varer, der måske
ikke er stjålne, men som udviser tegn på at være blevet
indført uden overholdelse af forordningens regler.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.1.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 3
I gældende ret findes der ikke en bestemmelse om straf for
overtrædelse af reglerne om importlicenser og importører-
klæringer i artikel 3, stk. 2, litra a og b, i Europa-Parlamen-
tets og rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019
om indførsel og import af kulturgenstande. Afhængig af de
nærmere omstændigheder vil overtrædelse af reglerne om
importlicens og importørerklæring kunne være omfattet af
bestemmelser i straffelovens § 163 og § 171. Straffelovens
bestemmelser vil dog kun være anvendelige for så vidt at
overtrædelsen af reglerne sker forsætligt.
Det foreslås, at der i lovens § 13 indsættes et nyt stk. 4
og 5 om straf for overtrædelse af reglerne i artikel 3, stk.
2, litra a og b i Europa-Parlamentets og rådets forordning
(EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af
kulturgenstande.
I det foreslåede stk. 4 fastlægges det, at med bøde straffes
den, der indfører en kulturgenstand, der er omfattet af reg-
lerne om importlicens eller importørerklæring, jf. artikel 3,
stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kul-
turgenstande, uden importlicens eller importørerklæring, jf.
forordningens artikel 4 og 5.
I det foreslåede stk. 5 fastlægges det, at med bøde straffes
den, der i en importørerklæring eller ved ansøgning om en
importlicens giver urigtige eller vildledende oplysninger el-
ler dokumentation, eller undlader at fremlægge relevante op-
lysninger eller dokumentation af betydning for sagen, som
vedkommende er i besiddelse af, medmindre højere straf er
forskyldt efter anden lovgivning
Bestemmelsen vil også kunne omfatte den, der undla-
der at fremlægge oplysninger eller dokumentation, som
vedkommende er i besiddelse af, og som vedkommende ved
eller burde vide kunne tale imod, at genstandene er lovligt
udført fra deres oprindelsesland.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der kan pålæg-
ges bødestraf uanset, at overtrædelsen af forbuddet alene
kan tilregnes gerningspersonen som uagtsomt.
Det følger af forordningens artikel 11, at sanktionen skal
stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen. I lyset heraf vur-
derer Kulturministeriet, at der kan være en række tilfælde,
hvor der ikke bør pålægges straf for overtrædelse af forbud-
det. Dette kan være under hensyn til overtrædelser af baga-
telagtig karakter eller i tilfælde, hvor overtrædelsen ikke kan
tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom.
I forhold til spørgsmålet om overtrædelser af bagatelagtig
karakter, så kan der være tilfælde, hvor en genstand teknisk
set er en arkæologisk genstand, men er af så almindelig
og anonym karakter, at det ikke kan forventes, at gernings-
personen har opfattet den som en genstand, der kunne væ-
re omfattet af indførselsregler. F.eks. kan genstande som
muslingeskaller fra bopladser eller flintafslag efter forord-
ningens definition være arkæologiske genstande. I forhold
til overtrædelser, der ikke kan tilregnes den pågældende
som forsætlig eller uagtsom, kan man f.eks. have erhvervet
en arkæologisk genstand under omstændigheder eller til en
pris, der gør det naturligt at antage, at der er ikke er tale
om en arkæologisk genstand, eller man kan have erhvervet
en genstand, som det fremstår unaturligt at betegne som en
arkæologisk genstand omfattet af reglerne, men hvor det
efterfølgende ved toldkontrol konstateres, at der faktisk er
tale om en arkæologisk genstand. Der kan f.eks. være tale
om billige souvenirs, der fremstår uægte. Her må forholdet
anses for at lægge under den nedre grænse for strafbare
overtrædelser, medmindre der er særligt grundlag for at
antage, at den, der indfører genstanden, havde viden eller
mistanke om, at der var tale om en reel arkæologisk gen-
stand. Også her foretages vurderingen som udgangspunkt af
den kompetente myndighed forud for politianmeldelse.
Det samme gør sig f.eks. gældende for kravet om importø-
rerklæringer for andre typer kulturgenstande, der er mere
end 200 år gamle og har en værdi på over 18.000 euro styk-
ket. Her vil den, der indfører en genstand, normalt kunne
antage uden yderligere undersøgelse, at en genstand, man
nyligt har erhvervet, faktisk har den markedsværdi, man har
erhvervet den til, og såfremt det alligevel ved en nærmere
undersøgelse fra den kompetente myndighed skulle vise sig
ikke at være tilfældet, vil det igen kunne siges at ligge under
den nedre grænse for strafbare overtrædelser.
Vurderingen heraf vil dog skulle foretages konkret. Det vil
eksempelvis tale imod at anse forholdet for under den nedre
grænse for straf, hvis forhold taler for at den, der indfører
genstanden rent faktisk er vidende om, at genstanden har
en højere markedsværdi, end han har betalt for den, f.eks.
hvis køberen, i modsætning til sælger, kan sandsynliggøres
at have gennemskuet, at et maleri er af en kendt kunstner.
Der kan endvidere være tilfælde, hvor en overtrædelse ikke
kan tilregnes den, der indfører en genstand, som forsætlig
eller uagtsom. Det er således ikke hensigten, at der pålægges
bødestraf, hvis gerningspersonen ikke har haft en rimelig
mulighed for at gennemskue, at en genstand er omfattet
af reglerne eller at en oplysning er forkert, f.eks. fordi
vedkommende har erhvervet genstanden fra en handlende,
der har præsenteret dokumentation for genstandens proveni-
ens, der er urigtig, men måtte forekomme troværdig. Ved
proveniens forstås genstandens oprindelse og historik, i
form af hvem der har ejet den og hvor den har befundet
sig
11
Som udgangspunkt bør bødeniveauet svare til værdien af
den eller de ulovligt indførte genstande, svarende til den al-
lerede eksisterende strafbestemmelse vedr. de allerede gæl-
dende dele af forordningen. Fastsættelsen af straffen vil fort-
sat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne
strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning,
hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller for-
mildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler
om straffens fastsættelse i straffelovens 10. kapitel.
Der henvises i øvrigt til punkt. 2.2.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 4
I gældende ret findes der ikke en bestemmelse om strafskær-
pelse for overtrædelse af reglerne om importlicenser og im-
portørerklæringer, som de følger af artikel 3, stk. 2, litra a
og b, samt artikel 4 og 5 i Europa-Parlamentets og rådets
forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og
import af kulturgenstande.
Det foreslås, at der i lovens § 13, stk. 4, som bliver stk. 6,
indsættes en henvisning til den foreslåede § 13, stk. 4 og 5,
om straf for overtrædelse af reglerne i artikel 3, stk. 2, litra
a og b samt artikel 4 og 5 i Europa-Parlamentets og rådets
forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og
import af kulturgenstande, således at skærpelsesbestemmel-
sen også kommer til at omfatte reglerne om importlicenser
og importørerklæringer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at straffen efter
det foreslåede stk. 4 og 5 kan stige til fængsel i indtil 2
år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov
uagtsomhed, og hvis der 1) ved overtrædelsen er opnået
eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv
eller andre, herunder ved besparelser, eller 2) hvis der fore-
ligger skærpende omstændigheder, der kan sidestilles med
nr. 1. Her sigtes til, at en person erhverver en kulturgen-
stand i udlandet og forsætligt eller groft uagtsomt søger at
indføre den i Danmark med henblik på at lade den indgå
i sin personlige samling eller lignende. Det er dog alene
hensigten, at dette motiv for indførsel skal sidestilles med
økonomisk vinding, når kulturgenstanden har stor værdi
eller sjældenhed. Alle genstande under bilagets del C må
anses for sådanne, mens genstande under bilagets del B som
udgangspunkt kan anses for sådanne, hvis de i en dansk
kontekst ville have været danefæ.
Det bemærkes, at henvisningen til det foreslåede stk. 4 og
5 vil indebære, at der kan idømmes fængselsstraf for groft
uagtsomme overtrædelser af forordningens artikel 3, stk.
2. Givet sjældenheden af de genstande, der typisk vil være
omfattet af reglerne om importlicens og importørerklæring,
må der foreligge en særlig forpligtelse til at udvise stor
agtpågivenhed ved erhvervelse og indførsel. Kulturministe-
riet finder det derfor rimeligt, at groft uagtsomme overtræ-
delser ligesom forsætlige overtrædelser skal kunne medføre
fængselsstraf. Der tænkes her navnlig på sager, hvor profes-
sionelle handlende med kulturgenstande groft tilsidesætter
pligten til at udvise rimelig omhu, f.eks. ved at undlade
at kontrollere proveniensoplysninger, som åbenlyst fremstår
tvivlsomme.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes kon-
krete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændig-
heder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fravi-
ges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete
sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder,
jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens 10. kapitel.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.2.3 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til nr. 5
Ordningen om importlicenser til arkæologiske genstande er
ny, og der findes på nuværende tidspunkt ikke en kompetent
myndighed med beføjelse til at udstede importlicenser.
Kompetente myndigheder er efter Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om ind-
førsel og import af kulturgenstande artikel 2, nr. 5, defineret
som de offentlige myndigheder, medlemsstaterne har udpe-
get til at udstede importlicenser.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 14 a vedr. udpegning
af kompetent myndighed i henhold til forordningen.
Det foreslås i stk. 1, at kulturministeren udpeger den kom-
petente myndighed i henhold til Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om ind-
førsel og import af kulturgenstande, jf. forordningens artikel
4, stk. 11.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kulturministe-
ren får mulighed for at udpege en kompetent myndighed i
henhold til forordningen, som besidder de nødvendige fag-
lige kompetencer til at behandle ansøgninger vedr. importli-
cens til arkæologiske genstande.
Da opgaven primært vedrører udstedelse af importlicens
for arkæologiske genstande, forventes Nationalmuseet, der
er Danmarks arkæologiske hovedmuseum, at blive udpeget
som kompetent myndighed. Hvis erfaringerne skulle vise
det relevant, vil kulturministeren i medfør af den foreslåede
bestemmelse kunne udpege en ny kompetent myndighed
uden fornyet lovgivningsarbejde.
I gældende ret er ikke fastsat bestemmelser om klageadgang
for de afgørelser, som den kompetente myndighed under
Kulturministeriet, vil komme til at træffe om ansøgning om
importlicenser i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets
og rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om
indførsel og import af kulturgenstande. Disse afgørelser vil
derfor efter den almindelige retsgrundsætning om rekurs
kunne påklages til Kulturministeriet.
12
Det foreslås i stk. 2, at afgørelser om afslag på importlicens i
henhold til forordningens artikel 4, truffet af den kompetente
myndighed, ikke kan påklages til anden administrativ myn-
dighed.
Med den foreslåede bestemmelse vil afgørelser om ansøg-
ninger om importlicenser til genstande omfattet af forord-
ningens bilag, del B, som er den type ansøgninger den kom-
petente myndighed vil skulle behandle, ikke kunne påklages
til Kulturministeriet. Afgørelsen vil kunne indbringes for
domstolene i henhold til grundlovens § 63.
Den kompetente myndigheds stillingtagen til ansøgninger
vil – navnlig i tilfælde, hvor der er risiko for afslag, hvor
der typisk ikke vil foreligge formelle tilladelser fra oprin-
delseslandet – bestå i stillingtagen til forskellig dokumenta-
tion for genstandens proveniens, og ofte argumenter for, at
genstandens oprindelsesland ikke kan fastslås pålideligt, og
der derfor ikke kan tilvejebringes dokumentation for lovlig
eksport herfra. Det kræver betydelig faglig indsigt at tage
stilling til disse argumenter, og Kulturministeriet vurderer
derfor ikke, at ministeriet som rekursmyndighed i praksis
ville have forudsætninger for at tage kvalificeret stilling til
den kompetente myndigheds vurderinger.
Der ses heller ikke nogen hensigtsmæssige muligheder for
at henvise klagebehandling til et nævn. Der er ikke noget
eksisterende klagenævn, der er i besiddelse af ovennævnte
faglige indsigt, og givet ordningens forventet beskedne om-
fang vil det ikke være hensigtsmæssigt at oprette et særligt
klagenævn hertil.
Der henvises i øvrigt til punkt 2.3.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 28. juni 2025,
samtidig med at forordningens regler om importlicenser og
importørerklæringer træder i kraft.
Der kan kun straffes for overtrædelser af forordningen, der
begås efter lovens ikrafttræden.
Lov om sikring af kulturværdier i Danmark gælder ikke for
Færøerne og Grønland, jf. lovens § 16, ligesom loven ikke
indeholder hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne
og Grønland. Denne ændringslov gælder på den baggrund
ikke for Færøerne og Grønland og kan ikke sættes i kraft for
Færøerne og Færøerne.
13
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 12 a Forsendelser, der vurderes at indeholde genstande,
der er omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1, i Eu- ropa-Par-
lamentets og Rådets for- ordning (EU) 2019/880 af 17. april
2019 om indførsel og import af kulturgenstande, kan tages
i beva- ring af told- og skatteforvaltningen eller politiet, når
de i henhold til toldloven er frembudt korrekt, med henblik
på at anmode Kulturmini- steriet om at vurdere,
1) hvilken del af den pågældende forordnings bilag genstan-
dene er omfattet af, og
2) om genstandene er fjernet fra det lands område, hvor
de er skabt eller fundet, i strid med dette lands love og
bestemmelser.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltnin- gen eller politiet kan under
iagtta- gelse af reglerne om beslaglæg- gelse i retsplejelo-
vens kapitel 74 beslaglægge forsendelser, der vur- deres
at indeholde genstande om- fattet af forbuddet i artikel 3,
stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af kultur-
genstande.
§ 13. ---
Stk. 1-3. ---
Stk. 4. Straffen efter stk. 3 kan stige til fængsel i indtil 2
år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov
uagtsomhed, og hvis
1) der ved overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en økono-
misk fordel for den pågældende selv eller an- dre, herunder
ved besparelser, eller
2) der foreligger skærpende om- stændigheder, der kan side-
stillesmed nr. 1.
§ 1
I lov om sikring af kulturværdier i Danmark og om supple-
rende bestemmelser til forordning om indførsel og import
af kulturgenstande, jf. lovbekendtgørelse nr. 1267 af 25. no-
vember 2024, foretages følgende ændringer:
1. § 12 a, stk. 1, affattes således:
»Den kompetente myndighed, jf. § 14 a, stk. 1, vurderer ef-
ter anmodning fra told- og skatteforvaltningen om genstan-
de, der efter toldloven er udtaget til kontrol, er omfattet af
indførselsforbuddet i artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om
indførsel og import af kulturgenstande, eller af reglerne om
importørerklæring og importlicens i artikel 3, stk. 2, i for-
ordningen.«
2. § 12 a, stk. 2, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
»Politiet kan efter anmodning fra den kompetente myndig-
hed, jf. § 14 a, stk. 1, efter reglerne om beslaglæggelse i
retsplejelovens kapitel 74 beslaglægge genstande, der vurde-
res at kunne være omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 1,
i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/880
af 17. april 2019 om indførsel og import af kulturgenstande
eller af reglerne om importørerklæring eller importlicens i
artikel 3, stk. 2, i forordningen. Politiet kan dog med henblik
på efterfølgende vurdering fra den kompetente myndighed
foretage en beslaglæggelse på eget initiativ, hvis formålet
ellers ville forspildes.«
3. I § 13 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Med bøde straffes den, der indfører en kulturgen-
stand, der er omfattet af reglerne om importlicens eller im-
portørerklæring, jf. artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) 2019/880 af 17. april 2019 om
indførsel og import af kulturgenstande, uden importlicens
eller importørerklæring, jf. forordningens artikel 4 og 5.
Stk. 5. Med bøde straffes den, der i en importørerklæring
eller ved ansøgning om en importlicens giver urigtige eller
vildledende oplysninger eller dokumentation, eller undlader
at fremlægge relevante oplysninger eller dokumentation af
betydning for sagen, som vedkommende er i besiddelse af,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.«
14
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 6-8.
4. I § 13, stk. 4, der bliver stk. 6, ændres »stk. 3« til: »stk.
3-5«.
5. Efter § 14 indsættes i kapitel 5:
Ȥ 14 a. Kulturministeren udpeger den kompetente myndig-
hed i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2019/880 af 17. april 2019 om indførsel og import af
kulturgenstande, jf. forordningens artikel 4, stk. 11.
Stk. 2. Afgørelser om afslag på importlicens i henhold til
forordningens artikel 4, truffet af den kompetente myndig-
hed, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.«
15