Fremsat den 30. januar 2025 af Helle Bonnesen (KF) og Frederik Bloch Münster (KF)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX30941

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20241/beslutningsforslag/b106/20241_b106_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 30. januar 2025 af Helle Bonnesen (KF) og Frederik Bloch Münster (KF)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om at sikre, at markedsføringsloven ikke rammer ikkespilrelaterede produkter,
    og at ansvarlige reklamer tillades
    Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2025 at fremsætte lovforslag om en ændring af markedsføringslovens §
    11 b, der sikrer, at loven undgår at ramme ikkespilrelaterede produkter, med henblik på at øge konkurrencen på bankmarkedet
    og give danskerne bedre mulighed for at få finansiel rådgivning, herunder om billigere finansiering af køb af elbil m.v.
    Beslutningsforslag nr. B 106 Folketinget 2024-25
    AX030941
    Bemærkninger til forslaget
    Med vedtagelsen af nærværende beslutningsforslag sikres
    danskerne bedre mulighed for kendskab til kompetent fi-
    nansiel rådgivning og økonomisk fordelagtige lån og opspa-
    ringsmuligheder, uanset om det drejer sig om lån til køb
    af elbil, pensions- eller børneopsparinger eller boliglån. For-
    slaget har til formål at øge konkurrencen på de finansielle
    markeder og sikre gennemsigtig og relevant information til
    danskerne uden at skade hensigten bag den oprindelige lov.
    Forbud mod kviklån og begrænsning af reklamer for spil
    opretholdes
    Da et flertal i Folketinget i juni 2020 vedtog lovforslag
    nr. L 149 Forslag til lov om ændring af lov om forbrugs-
    lånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finan-
    siel virksomhed (Opgør med kviklån m.v.), folketingsåret
    2019-20, var hensigten at beskytte forbrugere mod dyre
    kviklån og potentielle eller egentlige ludomaner mod at se
    en fodboldkamp indledt med en spilreklame efterfulgt af
    en reklame for et lån, som man kunne bruge til at spille
    for. Forslagsstillerne mener, at den hensigt er god og rig-
    tig. Nærværende beslutningsforslag ændrer ikke på de reg-
    ler, der blev vedtaget dengang.
    Forslaget handler heller ikke om reglerne for ÅOP (samle-
    de årlige omkostninger i procent for et lån). Forslaget hand-
    ler alene om at give danskerne mulighed for at se reklamer
    for f.eks. fordelagtige lån til køb af elbiler, pensions- eller
    børneopsparinger eller boliglån, dvs. reklamer fra en bank
    eller et leasingselskab, som ikke handler om produkter, man
    kan bruge til at spille for.
    Nærværende beslutningsforslag fokuserer specifikt på
    markedsføringsforbuddet i markedsføringslovens § 11 b
    (lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024) og har
    til formål at sikre, at danskerne får adgang til information
    om bl.a. grønne finansieringsløsninger uden at blive påvir-
    ket af unødvendige begrænsninger, som er beregnet til at
    forhindre noget andet, nemlig eksponering for dyre kviklån i
    forbindelse med spilreklamer.
    Ikkespilrelateret markedsføring bør tillades
    I dag er § 11 b uhensigtsmæssig bredt formuleret, idet
    det følger af loven, at »Enhver markedsføring af forbrugs-
    lånsvirksomheder og kreditaftaler til forbrugere i forbindelse
    med markedsføring af spil eller spiludbydere er forbudt, jf.
    dog stk. 2-4.« (lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december
    2024). Det betyder, at et fordelagtigt lån til f.eks. en elbil
    vil være omfattet, også selv om lånevilkårene er rimelige og
    inden for den nye lovs rammer. Desuden er formuleringen
    »i forbindelse med« i praksis svær at håndtere og bidrager
    utilsigtet til at forbyde en bank at reklamere for hjælp til
    privatøkonomi eller gældsrådgivning, hvis der optræder en
    reklame for pengespil tæt på eller i forlængelse af bankens
    reklame. Hvad der bringes af reklamer i fjernsynet eller
    på sociale platforme som f.eks. Facebook, er ikke noget
    banker eller leasingselskaber har kontrol over, og derfor
    afholder nogle aktører sig fra at markedsføre tilbud, der
    kunne komme forbrugerne til gavn. Konsekvensen bliver, at
    de spilreklamer, som lovforslag nr. L 149 havde til formål
    at stramme op over for, reelt forhindrer reklamer for f.eks.
    gældsrådgivning, lån til energirenovering af huse eller lån til
    elbiler.
    Markedet for elbiler styrkes
    En stor andel af de danskere, der planlægger at anskaffe
    sig eller udskifte en bil inden for de kommende 5 år, har
    deres øjne rettet mod elbilsmarkedet. Næsten otte ud af ti
    svarer, at de overvejer at købe en elbil, mens hver tredje
    svarer, at de overvejer at købe en elbil, men at de venter
    på, at priserne falder. Det fremgår af Elbilindeks 2024, som
    er udarbejdet af Clever på baggrund af en undersøgelse
    blandt 2.000 repræsentativt udvalgte danskere (»Danskernes
    holdning til elbiler og elbilvaner – Elbilindekset 2024«, Cle-
    ver.dk).
    Forslagsstillerne mener, at det vil være en klar fordel for
    kommende bilkøbere, at de kender til de mest fordelagtige
    lån. En ændring af markedsføringslovens § 11 b vil give
    danskerne bedre adgang til information om grønne finansie-
    ringsmuligheder såsom lån til elbiler.
    Evaluering bør føre til justering og øget konkurrence
    I »Evaluering af aftalen om et opgør med kviklån«, der
    blev udgivet af Erhvervsministeriet i april 2022, fremhæves
    tre centrale pointer, som belyser formålet med de gældende
    restriktioner. Pointerne illustrerer, hvorfor der er behov for
    en tilpasning af loven med henblik på at skabe mere konkur-
    rence til fordel for forbrugerne.
    For det første fremgår det, at »Hensigten med aftalen
    var at skabe større forbrugerbeskyttelse på markedet for
    usikrede forbrugslån, der var præget af lån med meget høje
    omkostninger og tvivlsomme forretningsmodeller. Særligt
    unge samt udsatte persongrupper risikerede at blive fanget
    af uoverskuelige gældsforpligtelser, hvilket man ønskede at
    forebygge.« (side 5).
    Det kan ikke siges at være tilfældet, at en reklame for
    f.eks. en børneopsparing skulle være med til at sætte unge
    eller udsatte i uoverskuelige gældsforpligtelser. Alligevel er
    denne type reklame i dag begrænset af markedsføringsloven.
    For det andet fremgår det, at »Endvidere blev der i mar-
    kedsføringslovens § 11 b indført et forbud mod enhver mar-
    kedsføring af forbrugerkreditaftaler og forbrugslånsvirksom-
    heder i forbindelse med markedsføring af spil eller spilud-
    bydere med visse undtagelser. Hensigten med sidstnævnte
    var at få sat en stopper for den aggressive markedsføring af
    kviklån særligt i forbindelse med spil.« (side 6-7).
    Det Konservative Folkeparti ved ordfører Mona Juul be-
    mærkede under første behandlingen af lovforslag nr. L 149:
    »Det er meget svært for mig at have sympati for udbydere,
    der udnytter svage sjæle, unge sårbare mennesker og måske
    endda ludomaners trang ved at lægge markedsføring af lån
    2
    op ad spilreklamer.« (L 149, folketingsåret 2019-20). Det
    kan dog ikke påstås at være tilfældet, at et fordelagtigt lån
    til f.eks. en ny elbil skulle kunne kobles negativt sammen
    med ludomani eller spillevirksomheder. Alligevel er denne
    type reklame i dag de facto forbudt eller stærkt begrænset,
    fordi de udbydere, der ønsker at reklamere på tv, ikke ved,
    om der vises en reklame for spil umiddelbart efter reklamen
    for deres produkt. Med andre ord fortrænger de spil, man
    politisk ønsker at begrænse, reklamer for f.eks. grønne lån,
    der kan bidrage til, at danskerne kan spare penge på at købe
    en elbil, og måske endda få flere til at vælge en elbil frem
    for andre typer biler.
    For det tredje fremgår det, at »Forbuddet skulle understøt-
    te, at forbrugere ikke bliver eksponeret for og optager for-
    brugerkreditaftaler med høje omkostninger til brug for spil.«
    (side 39). Det kan ikke siges at være tilfældet, at reklamer
    for forskellige pensionsopsparinger understøtter, at der opta-
    ges dyre lån til at spille på fodboldkampes resultat. Alligevel
    forhindres denne type reklamer i dag.
    Evalueringen viser også, at markedsføringslovens § 11
    b hæmmer konkurrencen. Det fremgår af evalueringen, at
    »Effekten af markedsføringsforbuddet i forbindelse med
    markedsføring af spil eller spiludbydere gælder mere end
    forbrugslån alene, fordi alle udbydere af forbrugslån under
    ét afholdes fra markedsføring af brand og logo, hvilket
    betyder, at virksomheden også er omfattet af forbuddet i
    forbindelse med sin markedsføring af andre produkter end
    forbrugerkreditaftaler. Hvis en virksomhed for eksempel
    sælger både forbrugerkreditaftaler og andre produkter under
    samme brand, så må virksomheden ikke markedsføre dette
    brand i forbindelse med spil eller spiludbydere. Markedsfø-
    ringsforbuddet kan derfor have betydning for den effektive
    konkurrence på andre markeder for finansielle produkter.«
    (side 15-16).
    Ovennævnte betyder med andre ord, at hvis en bank tilby-
    der forbrugslån til f.eks. et nyt køkken, må den ikke rekla-
    mere for lån til elbiler, hvis der kan være en spilreklame i
    umiddelbar nærhed af reklamen for lån. Dette er upraktisk,
    da det er gavnligt med konkurrence på markederne, også når
    det kommer til finansielle produkter.
    Ludomani er alvorligt og kræver en målrettet indsats
    Ludomani og den ofte medfølgende gældsspiral er en
    alvorlig problemstilling, som kræver stor opmærksomhed
    og ansvarlig regulering. Ifølge en undersøgelse for Spille-
    myndigheden havde 0,67 pct. af den voksne danske befolk-
    ning i 2021 alvorlige pengespilsproblemer. Det svarer til
    ca. 29.500 personer. Samtidig er andelen af personer med
    moderate pengespilsproblemer steget fra 1,2 pct. i 2016 til
    3,7 pct. i 2021 (»Prævalensundersøgelse af pengespil og
    pengespilsproblemer i Danmark 2021«, Spillemyndigheden,
    maj 2022).
    Dertil kommer, at tal fra Ludomaniforeningen viser, at
    11 pct. af ludomaner har et sidemisbrug såsom alkohol,
    medicin eller euforiserende stoffer, hvilket kan forværre
    deres økonomiske situation og føre til alvorlige gældspro-
    blemer (»Ludomani–statistikker og tal«, Ludomaniforenin-
    gen.dk). Denne udfordring kræver målrettede tiltag mod
    markedsføring, der kan bidrage til overgældssætning og
    spilleafhængighed. Det er imidlertid vigtigt at adskille denne
    type markedsføring fra ansvarlige reklamer, som ikke er
    relateret til spil, og som kan gavne forbrugerne.
    Lige vilkår for ens reklamer
    Med en justering af markedsføringslovens § 11 b vil
    pengeinstitutter få mulighed for at reklamere på linje med
    pensions- og forsikringsselskaber. Det betyder, at f.eks. en
    lokal sparekasse kan informere borgerne om muligheden for
    en højere rente på børneopsparinger, om fordelene ved at
    omlægge boliglån, eller om, hvordan privatopsparede pensi-
    onsmidler kan investeres. Denne adgang til information vil
    give danskerne bedre forudsætninger for at træffe oplyste
    økonomiske beslutninger og understøtte deres økonomiske
    planlægning.
    Samlet set vil ændringen skabe større transparens og kon-
    kurrence på de finansielle markeder, hvilket kommer dan-
    skerne til gode. Samtidig vil loven fortsat beskytte de mest
    sårbare grupper mod potentielt skadelig markedsføring, da
    den fastholder fokus på kviklån og lån, der kan bruges til
    spil.
    3
    Skriftlig fremsættelse
    Helle Bonnesen (KF):
    Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
    at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om at sikre, at
    markedsføringsloven ikke rammer ikkespilrelaterede
    produkter, og at ansvarlige reklamer tillades.
    (Beslutningsforslag nr. B 106)
    Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
    forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
    4