Fremsat den 11. december 2024 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)

Fremsat den 11. december 2024 af justitsministeren (Peter Hummelgaard)
Forslag
til
Lov om ændring af kriminallov for Grønland og retsplejelov for Grønland
(Styrket indsats mod stalking, kriminalisering af identitetsmisbrug og afbrydelse af påtalefrist m.v.)
§ 1
I kriminallov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1187
af 18. september 2023, som senest ændret ved lov nr. 411 af
23. april 2024, foretages følgende ændringer:
1. § 21, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Påtalefristen afbrydes, når den pågældende gøres
bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmo-
der om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for
overtrædelsen. Påtalefristen for en juridisk persons ansvar
kan afbrydes over for en person, der efter retsplejelovens
§ 135 kan modtage forkyndelser på den juridiske persons
vegne.«
2. I § 22, stk. 5, udgår »og 6«.
3. Efter § 88 a indsættes:
»§ 88 b. For stalking dømmes den, der på en måde, som
er egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og
vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chika-
nerer den pågældende.«
4. Efter § 95 indsættes:
»§ 95 a. For identitetsmisbrug dømmes den, der uberetti-
get
1) anvender oplysninger om en anden person, herunder
cpr-nummer, navn og billede, til på utilbørlig vis at
udgive sig for at være denne person eller
2) videregiver materiale, hvor der er gjort brug af oplys-
ninger om en anden person, herunder cpr-nummer,
navn og billede, til på utilbørlig vis at manipulere den-
ne persons fremtræden.«
5. § 99, stk. 5 og 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 5. Er en ærefornærmende sigtelse ubeføjet, optages
der efter forurettedes påstand en bemærkning herom i doms-
slutningen.«
Stk. 7 bliver herefter stk. 6.
6. Efter § 99 indsættes:
»§ 99 a. Ved dom for overtrædelse af §§ 94, 95 a og 99
kan det samtidig bestemmes, at en udtalelse, en meddelelse
eller et billede m.v. skal slettes, hvis det er muligt.
Stk. 2. Forpligtelsen efter stk. 1 påhviler den, der dømmes
for overtrædelsen. Har denne ikke rådighed over udtalelsen,
meddelelsen eller billedet, kan forpligtelsen pålægges den,
som har en sådan rådighed.«
7. Efter § 160 indsættes:
Ȥ 160 a. Justitsministeren kan efter forhandling med
Naalakkersuisut, social- og boligministeren samt indenrigs-
og sundhedsministeren fastsætte regler om meddelelse af
tilladelse til udgang m.v. til personer, der er anbragt på
hospital eller anden institution i henhold til en afgørelse
truffet i medfør af § 157. Justitsministeren kan i den forbin-
delse fastsætte regler om, at kompetencen til meddelelse og
tilbagekaldelse af tilladelse til udgang m.v. kan delegeres
til overlægen på psykiatriske afdelinger og til lederen og
lederens stedfortræder på boformer, jf. § 108 i lov om social
service, der drives af kommuner, regioner og private. Ju-
stitsministeren kan i den forbindelse endvidere fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed.«
8. § 262, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
Lovforslag nr. L 112 Folketinget 2024-25
Justitsmin., j.nr. 2023-05061
AA014504
§ 2
I retsplejelov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186
af 18. september 2023, som senest ændret ved lov nr. 662 af
11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 301, nr. 2, ændres »forening eller« til: »forening,«.
2. I § 301, nr. 3, ændres »arveret.« til: »arveret eller«.
3. I § 301 indsættes som nr. 4:
»4) mortifikation efter kriminallovens § 99, stk. 5, eller
pålæg efter kriminallovens § 99 a, når ærefornærmelser
påtales offentligt.«
4. I § 336 b, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »psykisk vold,«:
»stalking,«.
5. I § 340 a, stk. 1, nr. 2, litra b, ændres »eller § 88 a« til: »§
88 a eller § 88 b«.
6. I § 361, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »kan«: »efter for-
handling med Naalakkersuisut, social- og boligministeren
samt indenrigs- og sundhedsministeren«.
7. I § 436 indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Justitsministeren kan efter forhandling med Naa-
lakkersuisut, social- og boligministeren samt indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte regler om meddelelse af tilla-
delse til udgang m.v. til personer, der er indlagt på hospital
m.v. i medfør af stk. 3, når der ikke i øvrigt er taget stilling
hertil. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed.«
§ 3
Loven træder i kraft den 1. marts 2025.
2
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Særskilt bestemmelse om stalking i kriminalloven
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Bedre beskyttelse af stalkingofre i kriminalsagsbehandlingen
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Beskikkelse af bistandsbisidder
2.2.1.2. Underretning om gerningspersonens løsladelse og udgang
2.2.1.3. Mulighed for videoafhøring
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Kriminalisering af identitetsmisbrug
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Persondataloven
2.3.1.2. Ophavsretsloven
2.3.1.3. Inatsisartutlov om markedsføring og mærkning (markedsføringsloven)
2.3.1.4. Hjemmestyrets bekendtgørelse om reklamer og sponsorering i radio og tv (reklamebekendtgørelsen)
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Sletning af udtalelser, meddelelser, billeder m.v.
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. Straffelovrådets overvejelser
2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets udformning
2.5. Formen for afbrydelse af påtalefristen
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser
2.5.3. Straffelovrådets overvejelser
2.5.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.6. Mortifikation og fastsættelse af beløb til dækning af omkostningerne ved offentliggørelse af en dom om
ærefornærmelser
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Straffelovrådets overvejelser
3
2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.7. Etablering af bemyndigelser til at fastsætte regler om udgang m.v. for personer anbragt i hospital m.v. i
henhold til retsafgørelser fastsat i medfør af kriminalloven og retsplejeloven
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klimamæssige konsekvenser
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen ønsker i fællesskab med Naalakkersuisut at ud-
vikle danske ansvarsområder i Grønland. Regeringen vil
sammen med Grønland arbejde for, at de danske ansvarsom-
råder i Grønland følger standarden i Danmark med respekt
for de forhold og forskelle, der er mellem Danmark og
Grønland. Dertil vil regeringen løbende prioritere, at lovgiv-
ningen på danske ansvarsområder opdateres.
Som led i dette har Justitsministeriet efter ønske fra Naalak-
kersuisut udarbejdet dette lovforslag, som styrker indsatsen
mod stalking, gennemfører en kriminalisering af identitets-
misbrug og forenkler reglerne om afbrydelse af påtalefrister.
Der er i takt med den teknologiske udvikling opstået nye
metoder, hvormed gerningspersoner kan udsætte ofre for
massiv forfølgelse og chikane, hvilket kan have store fysi-
ske og psykiske konsekvenser for ofrene. Derudover er der
i takt med den øgede digitalisering af samfundet opstået
en øget risiko for identitetsmisbrug, som ikke nødvendigvis
sker med uberettiget økonomisk vinding for øje, men som
ikke desto mindre kan opleves som krænkende for den,
der får misbrugt sin identitet. Efter Justitsministeriets og
Naalakkersuisuts opfattelse er der derfor behov for at indfø-
re en selvstændig bestemmelse om henholdsvis stalking og
identitetsmisbrug i kriminalloven.
På den baggrund foreslås følgende ændringer af kriminallo-
ven og retsplejeloven:
Det foreslås for det første at indføre en særskilt bestemmelse
om stalking i kriminalloven, som sikrer, at en gerningsper-
son vil kunne dømmes for stalking, selvom der på forhånd
ikke er udstedt et tilhold, opholdsforbud eller sket bortvis-
ning.
Det foreslås for det andet, at der i kriminallovens kapitel
om freds- og ærekrænkelser indsættes en ny bestemmelse,
der kriminaliserer den, der uberettiget anvender oplysninger,
herunder cpr-nummer, navn og billede, til på utilbørlig vis
at udgive sig for at være en anden person eller uberettiget
videregiver materiale, hvor der er gjort brug af sådanne op-
lysninger til på utilbørlig vis at manipulere en anden persons
fremtræden. Det foreslås, at forbuddet imod identitetsmis-
brug skal gælde generelt, dvs. både når misbruget foregår på
og uden for internettet.
Det foreslås for det tredje at indsætte en ny bestemmelse i
kriminallovens § 99 a om sletning af udtalelser, meddelelser
eller billeder, som har tilknytning til en overtrædelse af lo-
vens §§ 94 og 99 samt den foreslåede bestemmelse i § 95 a
med henblik på at forhindre tilgængeligheden og den videre
udbredelse af disse udtalelser m.v.
Det foreslås for det fjerde, at forurettede i sager om stalking
skal have mulighed for at få beskikket en bisidder efter rets-
plejelovens § 333 på samme måde som forurettede i f.eks.
sager om vold.
Det foreslås for det femte, at forurettede i sager om stalking
efter anmodning skal have ret til at blive underrettet ved
gerningspersonens løsladelse og udgang.
Det foreslås for det sjette, at der gives mulighed for videoaf-
høring af børn under 15 år, hvis barnet eller en af barnets
nærmeste er forurettet i en sag om stalking, hvor den mis-
tænkte også er en af barnets nærmeste.
Det foreslås for det syvende, at der foretages en ændring
af kriminallovens bestemmelse om afbrydelse af påtalefri-
ster, så anklagemyndigheden og politiet får samme enkle
fremgangsmåde til at afbryde fristen, som andre offentlige
myndigheder har i dag efter bestemmelsen i kriminallovens
§ 21, stk. 5.
Lovforslaget bygger på disse punkter på fire ændringer af
4
den danske straffelov, der blev foretaget dels ved lov nr. 364
af 25. maj 2005 om ændring af straffeloven (Forældelse,
skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.), dels ved lov
nr. 1719 af 27. december 2018 om ændring af straffeloven,
retsplejeloven, lov om erstatningsansvar og medieansvarslo-
ven (Freds- og ærekrænkelser m.v.), dels ved lov nr. 2600 af
28. december 2021 om ændring af straffeloven, retsplejelo-
ven og lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (Styr-
ket indsats mod stalking) og dels ved lov nr. 292 af 8. marts
2022 om ændring af straffeloven (Kriminalisering af identi-
tetsmisbrug). Lovændringen fra 2005 byggede på Straffelov-
rådets betænkning nr. 1441/2004 om visse forældelsesretlige
spørgsmål samt betænkning nr. 1438/2004 fra Justitsministe-
riets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet
(Brydensholt-udvalget) om forældelse af strafansvaret for
særlovsovertrædelser m.v. Lovændringen fra 2018 byggede
på Straffelovrådets betænkning nr. 1563/2017 om freds- og
ærekrænkelser (m.v.).
Foruden lovforslaget lægger Justitsministeriet op til at ajour-
føre anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om
tilhold, opholdsforbud og bortvisning, der også indeholder
et kriminalretligt værn mod stalking.
Herudover foreslås for det ottende, at der foretages ændrin-
ger af kriminalloven og retsplejeloven med henblik på at
etablere de fornødne bemyndigelser til at kunne fastsætte
administrative regler om udgang m.v. for personer anbragt i
hospital eller institution i henhold til retsafgørelser i medfør
af kriminalloven og retsplejeloven.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Særskilt bestemmelse om stalking i kriminalloven
2.1.1. Gældende ret
Kriminalloven indeholder i dag ikke en særskilt bestemmel-
se om stalking.
Kriminalloven indeholder imidlertid en række andre bestem-
melser, som omfatter uønsket kontakt, forfølgelse eller chi-
kane.
Efter kriminallovens § 88 a dømmes for psykisk vold den,
som tilhører eller er nært knyttet til en andens husstand eller
tidligere har haft en sådan tilknytning til husstanden, og
som gentagne gange over en periode udsætter den anden for
groft nedværdigende, forulempende eller krænkende adfærd,
der er egnet til utilbørligt at styre den anden, herunder ved
udøvelse af negativ social kontrol.
Det fremgår endvidere af kriminallovens § 98, stk. 1, at for
fremsættelse af trusler dømmes den, som på en måde, der
er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget
eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage
en forbrydelse.
Lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold, opholdsforbud og
bortvisning (tilholdsloven), som er sat i kraft for Grønland
ved kongelig anordning nr. 250 af 20. marts 2017 og ændret
ved lov nr. 572 af 10. maj 2022, kriminaliserer desuden i et
vist omfang stalking, hvis det sker i forbindelse med, at et
tilhold, et opholdsforbud eller en bortvisning overtrædes.
Det fremgår således af tilholdslovens § 21, stk. 1, at den,
der er givet et tilhold efter § 1, et opholdsforbud efter §
3 eller er bortvist efter § 7, idømmes foranstaltninger efter
kriminalloven for forsætlig overtrædelse heraf.
2.1.2. Justitsministeriets overvejelser
Stalking kan have særdeles store psykiske, fysiske og socia-
le konsekvenser for ofrenes liv og hverdag. Der er derfor
behov for generelt at styrke indsatsen mod stalking.
Stalking er i dag i et vist omfang kriminaliseret i tilholdslo-
vens § 21, stk. 1. Bestemmelsen finder dog kun anvendelse
i situationer, hvor gerningspersonen tidligere er meddelt et
tilhold, et opholdsforbud eller en bortvisning.
I takt med den teknologiske udvikling er der imidlertid op-
stået nye metoder, hvormed gerningspersoner kan udsætte
ofre for massiv forfølgelse og chikane. Særligt den øgede
brug af sociale medier har muliggjort nye former for forføl-
gelse, bl.a. gennem brugen af falske profiler, og en sådan
digital stalking kan være særdeles intensiv og forstyrrende
for offeret.
Efter Justitsministeriets opfattelse yder den eksisterende re-
gulering ikke et tilstrækkeligt effektivt kriminalretligt værn
mod stalking, ligesom den ikke afspejler forbrydelsens al-
vor. Justitsministeriet finder således, at en særskilt krimina-
lisering af stalking i kriminalloven, uden krav om forudgå-
ende tilhold m.v., vil sende et vigtigt signal til ofre og ger-
ningspersoner om, at stalking udgør en alvorlig forbrydelse.
Justitsministeriet finder derfor, at der er behov for et styrket
kriminalretligt værn mod stalking, hvor offeret er i centrum.
Justitsministeriet er i den forbindelse opmærksom på, at det
i Danmark i forbindelse med udformningen af den danske
lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning i 2011 blev
overvejet at indsætte en selvstændig stalkingbestemmelse i
straffeloven, uden krav om forudgående tilhold m.v. Straf-
feretsplejeudvalget anbefalede imidlertid i betænkning nr.
1526/2011 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, side
99ff, den nuværende ordning i den danske tilholdslov, idet
den efter udvalgets opfattelse indebar en bedre beskyttelse
af den forurettede end en bestemmelse om straf uden forud-
gående tilhold. Strafferetsplejeudvalget lagde herved bl.a.
vægt på, at der er lavere beviskrav for at udstede tilhold
end for at idømme straf, og på at en ordning med et forud-
gående tilhold var mere forenelig med det grundlæggende
retssikkerhedsmæssige krav om, at den, der skal straffes,
efter strafbestemmelsens udformning har haft mulighed for
at indse, at der begås et strafbart forhold.
Justitsministeriet er endvidere opmærksom på, at også Straf-
felovrådet i en redegørelse af 15. februar 1988 om spørgs-
5
målet om en eventuel ændring af straffelovens dagældende
§ 265 overvejede spørgsmålet om kriminalisering af forføl-
gelse og chikane uden forudgående advarsel. Straffelovrådet
fandt i den forbindelse, at en forudgående advarsel udgjorde
en passende afgrænsning af det strafbare område, og at det
derfor var nødvendigt at besvare denne forudsætning for
straf for den pågældende adfærd.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at tilsvarende hensyn
til at styrke værnet mod stalking gør sig gældende for Grøn-
land.
Justitsministeriet finder det på den baggrund hensigtsmæs-
sigt at opretholde den nuværende mulighed for efter til-
holdsloven at give et tilhold, et opholdsforbud eller en
bortvisning. Justitsministeriet finder således, at forbudsord-
ningen efter tilholdsloven fortsat vil kunne være et effektivt
redskab, der kan medvirke til at beskytte personer mod at
blive udsat for forfølgelse eller chikane, hvis den suppleres
af en særskilt stalkingbestemmelse i kriminalloven uden
krav om forudgående tilhold m.v. Det forudsættes i den
forbindelse, at de to ordninger – afhængigt af de nærmere
omstændigheder – vil kunne anvendes parallelt i henholds-
vis et forvaltningsretligt og kriminalretligt spor, ligesom de
også vil kunne anvendes uafhængigt af hinanden, f.eks. for-
di forurettede ikke måtte ønske et forudgående tilhold m.v.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Justitsministeriet foreslår, at der indsættes en ny bestemmel-
se i kriminalloven som § 88 b, hvorefter den, som på en
måde, der er egnet til at krænke en anden persons fred, sy-
stematisk og vedvarende kontakter, forfølger eller på anden
måde chikanerer den pågældende, dømmes for stalking.
Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at gerningsperso-
nens adfærd udgør en krænkelse af forurettedes fred. Det
forudsættes i den forbindelse, at bestemmelsen omfatter ad-
færd, der generelt er egnet til at udgøre en fredskrænkel-
se. Bestemmelsen indebærer imidlertid ikke et krav om, at
forurettede i det konkrete tilfælde har følt sig krænket. An-
vendelsen af bestemmelsen er derfor ikke afhængig af, om
adfærden har påført den forurettede psykiske skader eller
lignende.
Hvorvidt et tilfælde af kontakt, forfølgelse eller chikane kan
karakteriseres som egnet til at krænke forurettedes fred og
dermed som en overtrædelse af bestemmelsen, vil skulle
afgøres ud fra en konkret helhedsvurdering af sagens om-
stændigheder.
Fastsættelsen af foranstaltningen i den enkelte sag vil be-
ro på rettens konkrete vurdering af alle sagens relevante
omstændigheder. Retten skal således i forbindelse med for-
anstaltningens fastsættelse bl.a. lægge vægt på karakteren,
omfanget og varigheden af den krænkende adfærd, foruret-
tedes forhold til gerningspersonen og de konsekvenser, som
adfærden har haft for forurettede og eventuelt dennes pårø-
rende.
Det bør indgå som en skærpende omstændighed i forbindel-
se med rettens fastsættelse af foranstaltning, at tiltalte tidli-
gere er dømt for stalking eller overtrædelser af tilhold, eller
at forurettede befinder sig i en situation, hvor forurettede
er påtvunget en vis kontakt med gerningspersonen. Som ek-
sempel herpå kan nævnes, at gerningspersonen er forælder
til forurettedes mindreårige børn, eller at forurettede og ger-
ningspersonen er kolleger.
Ved valget og udmålingen af foranstaltning vil retten fortsat
skulle tage hensyn til den enkelte gerningspersons personli-
ge forhold, herunder hvad der skønnes nødvendigt for at
afholde vedkommende fra yderligere lovovertrædelser, jf.
kriminallovens § 121, stk. 1, nr. 2. Der vil imidlertid også
skulle tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed, herunder
samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågæl-
dende art, jf. § 121, stk. 1, nr. 1.
Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning er sat i kraft
for Grønland ved kongelig anordning nr. 250 af 20. marts
2017 og ændret ved lov nr. 572 af 10. maj 2022. Det for-
udsættes, at tilholdslovens regler om udstedelse af tilhold,
opholdsforbud og bortvisning vil skulle anvendes på samme
måde som hidtil, og at der kan dømmes i sammenstød
med overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i kriminal-
lovens § 88 b.
Har politiet rejst sigtelse efter den foreslåede bestemmelse
i kriminallovens § 88 b, forudsættes det at give politiet an-
ledning til at overveje, om forurettede skal vejledes om reg-
lerne i tilholdsloven, jf. vejledningspligten i tilholdslovens
§ 15. Det betyder, at det efter omstændighederne vil kunne
være relevant at vejlede forurettede om, at tilhold, opholds-
forbud eller bortvisning kan besluttes på dennes anmodning.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærk-
ningerne hertil.
2.2. Bedre beskyttelse af stalkingofre i kriminalsagsbe-
handlingen
2.2.1. Gældende ret
Retsplejeloven indeholder en række regler, der giver foruret-
tede en række rettigheder under efterforskningen og behand-
lingen af en kriminalsag i sager om overtrædelse af bl.a.
kriminallovens §§ 88 og 88 a om henholdsvis vold og psy-
kisk vold.
2.2.1.1. Beskikkelse af bistandsbisidder
Retsplejelovens § 333 vedrører beskikkelse af en bisidder
for forurettede i kriminalsager. Det fremgår af bestemmel-
sens stk. 1, at retten i sager, der vedrører overtrædelse af
kriminallovens § 37 (krænkelse af offentlig myndighed),
hvis der er tale om vold eller trussel herom, § 74 (blodskam)
og §§ 77-81 (voldtægt, kønslig udnyttelse, kønsligt forhold
til børn, forførelse, kønsligt forhold til en ung person mod
betaling), § 84, stk. 1 (blufærdighedskrænkelse), § 86, stk. 1,
6
jf. § 12 (forsøg på manddrab), §§ 88-89 (vold, psykisk vold
og prisgivelse af menneskeliv), § 90, stk. 3 (forvoldelse af
fare for smitte med en livstruende sygdom), § 91 (ulovlig
tvang), § 92 (frihedsberøvelse), § 93 (menneskehandel) eller
§ 112 (røveri), beskikker en bisidder for den, der er foruret-
tet ved lovovertrædelsen, efter anmodning fra den foruret-
tede, medmindre lovovertrædelsen er af mindre alvorlig ka-
rakter, eller bisidderbistand må anses for åbenbar unødven-
dig. Hvis den forurettede er under 15 år, har den forurettede
krav på beskikkelse af en bisidder, hvis sagen vedrører en
overtrædelse af kriminallovens § 74 og §§ 77-81.
Det fremgår endvidere af bestemmelsens stk. 4, at politiet
skal vejlede forurettede eller, hvis forurettede er afgået ved
døden som følge af forbrydelse, forurettedes nære pårørende
om adgangen til bisidderbeskikkelse. Det skal fremgå af
sagen, at der er givet sådan vejledning.
2.2.1.2. Underretning om gerningspersonens løsladelse og
udgang
Efter retsplejelovens § 336 b, stk. 1, 1. pkt., kan forurettede
i sager, hvor der er afsagt dom om anbringelse i anstalt, jf.
kriminallovens kapitel 31, for en grovere overtrædelse af
kriminalloven, hvor vold, psykisk vold, trusler eller anden
personfarlig kriminalitet indgår, eller en seksualforbrydelse,
underrettes om tidspunktet for den dømtes første uledsagede
udgang og løsladelse samt om eventuel undvigelse, hvis
forurettede har anmodet herom. Det er en betingelse for
bestemmelsens anvendelse, at den dømte har været tilbage-
holdt før dom og ikke har været løsladt mellem dommens
afsigelse og fuldbyrdelse.
I sådanne tilfælde underrettes den forurettede desuden efter
anmodning, hvis gerningspersonen under afsoning og på
institutionens område med institutionens viden medvirker
i optagelserne til et tv- eller radioprogram produceret til
udsendelse i Grønland, hvori den pågældende har en frem-
trædende rolle, eller i et portrætinterview i et grønlandsk
dagblad, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. Det samme gælder
ved medvirken i optagelserne af et sådant tv- eller radiopro-
gram eller interview uden for institutionens område i tilfæl-
de, hvor institutionen har meddelt tilladelse til udgang med
viden herom, jf. bestemmelsens stk. 1, 3. pkt.
Er den forurettede afgået ved døden, underrettes den foruret-
tedes nære pårørende efter anmodning, jf. bestemmelsens
stk. 1, 4. pkt. Underretning kan afslås, hvis væsentlige hen-
syn til gerningspersonen taler for det, jf. bestemmelsens stk.
1, 5. pkt.
Reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, hvis ger-
ningspersonen er dømt til særlige foranstaltninger over for
psykisk syge kriminelle efter kriminallovens § 157, dom til
forvaring efter kriminallovens § 161 eller dom til anbringel-
se i en psykiatrisk ledet anstalt under kriminalforsorgen i
Danmark efter de tidligere gældende regler, jf. bestemmel-
sens stk. 2.
I medfør af retsplejelovens § 336 b, stk. 3, kan justitsmini-
steren fastsætte nærmere regler om underretningsordningen,
hvilket er sket i bekendtgørelse nr. 1560 af 19. december
2022 for Grønland om underretning ved udgang og løsladel-
se m.v. samt ved medvirken i tv- eller radioprogrammer eller
portrætinterview.
2.2.1.3. Mulighed for videoafhøring
Det følger af retsplejelovens § 340 a, stk. 1, at politiets
afhøring af en person kan optages på video med henblik på
anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlin-
gen efter retsplejelovens § 467 a (videoafhøring), hvis 1)
personen er under 13 år, 2) personen er under 15 år, og efter-
forskningen vedrører en overtrædelse af a) kriminallovens §
74 (blodskam) eller kapitel 18 (seksualforbrydelser) eller b)
kriminallovens § 86, stk. 1 (manddrab), § 88, 1. pkt. (vold),
eller § 88 a (psykisk vold), hvor personen eller en af dennes
nærmeste er forurettet, og den, der er mistænkt, er en af
personens nærmeste. Videoafhøring kan endvidere ske, hvis
3) personen er under 18 år, og særlige omstændigheder taler
for videoafhøring, eller 4) personen er 18 år eller derover og
har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsned-
sættelse, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring.
Forsvareren skal være til stede under videoafhøringen, jf.
retsplejelovens § 340 a, stk. 2. Efter bestemmelsens stk. 3,
har den, der er mistænkt, derimod ikke adgang til at overvæ-
re videoafhøringen. Den pågældende skal dog snarest muligt
have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse
videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er
mistænkt, eller dennes forsvarer om, at der foretages genaf-
høring af personen, skal fremsættes snarest muligt herefter.
Vil den, der er mistænkt, eller forsvareren modsætte sig, at
videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhand-
lingen, skal den pågældende senest 4 uger efter videoaf-
høringens foretagelse indbringe spørgsmålet for retten, jf.
bestemmelsens stk. 4. Retten kan se bort fra en fristoverskri-
delse, der må anses for undskyldelig.
2.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det nærmere fremgår af pkt. 2.1.3 ovenfor, foreslås
det med lovforslaget, at der indsættes en ny bestemmelse i
kriminallovens § 88 b om stalking.
Justitsministeriet finder, at den nye stalkingbestemmelse i
kriminalloven bør suppleres af en bedre retstilling for for-
urettede under efterforskningen og behandlingen af krimi-
nalsager om stalking.
Justitsministeriet finder derfor, at der i sager om stalking
efter den foreslåede bestemmelse i kriminallovens § 88 b – i
lighed med bl.a. sager om overtrædelse af kriminallovens §
88, 1. pkt., og § 88 a om henholdsvis vold og psykisk vold
– bør indføres regler om beskikkelse af bistandsbisidder,
underretning af forurettede ved gerningspersonens udgang
og løsladelse m.v. og videoafhøring af personer under 15 år i
visse situationer.
7
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at den forurettede i sager om stalking skal have
mulighed for at få beskikket en bisidder efter retsplejelovens
§ 333 på samme måde som forurettede i f.eks. sager om
vold. Den foreslåede bestemmelse i § 88 b vil blive omfattet
af retsplejelovens § 333 allerede som følge af dens placering
i kriminalloven.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 336 b, stk. 1, 1. pkt.,
og § 340 a, stk. 1, nr. 2, litra b, indsættes en henvisning
til den foreslåede bestemmelse i kriminallovens § 88 b om
stalking.
Den foreslåede udvidelse af retsplejelovens § 336 b, stk. 1,
1. pkt., vil indebære, at der i forhold til en dom til anstalts-
anbringelse, jf. kriminallovens kapitel 31, for en grovere
overtrædelse af kriminalloven, hvor stalking efter den fore-
slåede bestemmelse i kriminallovens § 88 b indgår, skal ske
underretning af forurettede eller dennes nærmeste efter de
nærmere regler herom i § 336 b, stk. 1. Forurettede, eller
dennes nærmeste, vil således på anmodning skulle underret-
tes om tidspunktet for gerningspersonens første uledsagede
udgang og løsladelse og om eventuel undvigelse, hvis den
dømte har været tilbageholdt før dom og ikke har været løs-
ladt mellem dommens afsigelse og fuldbyrdelse. Udvidelsen
indebærer endvidere, at forurettede på anmodning vil skul-
le underrettes, hvis gerningspersonen under afsoning og på
institutionens område med institutionens viden medvirker
i optagelserne til et tv- eller radioprogram produceret til
udsendelse i Grønland, hvori den pågældende har en frem-
trædende rolle, eller i et portrætinterview i et grønlandsk
dagblad. Det samme vil gælde ved medvirken i optagelserne
af et sådant tv- eller radioprogram eller interview uden for
institutionens område i tilfælde, hvor institutionen har med-
delt tilladelse til udgang med viden herom. Underretning vil
kunne afslås, hvis væsentlige hensyn til gerningspersonen
taler for det.
Den foreslåede udvidelse af retsplejelovens § 340 a, stk. 1,
nr. 2, litra b, vil indebære, at der kan foretages videoafhøring
af personer under 15 år vedrørende efterforskning om over-
trædelse af den foreslåede bestemmelse i kriminallovens §
88 b, hvis personen eller dennes nærmeste er forurettet og
den, der er mistænkt, er en af personens nærmeste.
Med de foreslåede udvidelser af anvendelsesområdet for
retsplejelovens bestemmelser om underretning af forurette-
de og videoafhøring, sikres der herved en retsstilling for
forurettede i sager om stalking efter den foreslåede bestem-
melse i kriminallovens § 88 b, der svarer til retsstillingen for
forurettede i sager om overtrædelser af bl.a. kriminallovens
§ 88, 1. pkt., og § 88 a om henholdsvis vold og psykisk
vold.
Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændrin-
ger af retstilstanden efter de pågældende bestemmelser.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2, nr. 4 og 5, og
bemærkningerne hertil.
2.3. Kriminalisering af identitetsmisbrug
2.3.1. Gældende ret
Identitetsmisbrug er ikke kriminaliseret i grønlandsk ret. Der
findes dog en række bestemmelser i kriminalloven, som
kriminaliserer misbrug af en andens identitet med henblik på
at opnå en økonomisk gevinst eller lignende.
Det drejer sig f.eks. om kriminallovens § 104 om bedrageri,
når misbruget sker med henblik på at opnå en uberettiget
økonomisk vinding, f.eks. ved at udgive sig for en anden
og optage lån eller foretage et køb med et dertil hørende
formuetab til følge for forurettede. Det drejer sig endvidere
om kriminallovens § 94, nr. 1 og 5, hvis der er tale om
hacking eller brud på brevhemmeligheden.
Identitetsmisbrug kan også foregå ved, at en person opretter
en falsk profil på eksempelvis et socialt medie, hvor den
pågældende udgiver sig for at være en anden eksisterende
person. Hvis den pågældende i den forbindelse videregiver
oplysninger om den anden person, vil det efter omstændig-
hederne kunne udgøre en overtrædelse af kriminallovens §
95 om uberettiget videregivelse af meddelelser m.v. vedrø-
rende en andens private forhold. Kriminallovens § 95 finder
således anvendelse, hvor en gerningsperson uberettiget vide-
regiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens pri-
vate forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under
omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget en
bredere offentlighed.
Der vil også kunne være tale om en overtrædelse af krimi-
nallovens § 99 om ærefornærmelser, hvis man eksempelvis
bruger profilen til at fremstille den anden person i et dårligt
lys ved at give udtryk for ekstreme synspunkter, som den
pågældende ikke kan tillægges.
Kriminallovens § 61 om dokumentmisbrug og kriminallo-
vens § 102 om tyveri vil endvidere efter omstændighederne
kunne være relevante, f.eks. hvis forudgående dokument-
misbrug eller tyveri muliggør et efterfølgende identitetsmis-
brug.
Kriminalloven dækker imidlertid ikke alle tilfælde af mis-
brug af en anden persons identitet. Eksempelvis vil det ikke
i sig selv udgøre en overtrædelse af kriminalloven blot at
give sig ud for at være en anden, f.eks. ved at oprette en
profil på sociale medier, der fremstår som en anden persons.
2.3.1.1. Persondataloven
Lov om behandling af personoplysninger (persondataloven)
er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 1238
af 14. oktober 2016 og ændret ved anordning nr. 898 af 26.
juni 2023.
Persondataloven gælder bl.a. for behandling af personoplys-
ninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af elektro-
nisk databehandling, og for ikke-elektronisk behandling af
8
personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et regis-
ter.
I persondatalovens § 5 er der fastsat en række grundlæggen-
de krav for behandling af personoplysninger, herunder at
oplysninger skal behandles i overensstemmelse med god
databehandlingsskik.
Persondatalovens § 6 fastsætter, hvornår der kan ske be-
handling af de såkaldt almindelige, ikke-følsomme person-
oplysninger. Det følger bl.a. af bestemmelsen, at behandling
kun er lovlig, hvis det sker med samtykke fra den person,
oplysningerne vedrører (den registrerede), eller hvis det er
nødvendigt af hensyn til varetagelse af mindst én af de
legitime interesser, der er nærmere angivet i lovens § 6, stk.
1, nr. 2-7. Behandling af personoplysninger, der f.eks. sker
som led i oprettelse af falske profiler på internettet med en
anden persons navn og/eller billede, vil kunne udgøre en
overtrædelse heraf.
For overtrædelse af persondataloven kan der idømmes for-
anstaltninger efter kriminalloven, jf. persondatalovens §§ 65
og 66.
2.3.1.2. Ophavsretsloven
Ophavsretsloven er sat i kraft for Grønland ved kongelig
anordning nr. 1342 af 11. december 2019.
Efter ophavsretslovens §§ 1 og 2 har den, som frembringer
et litterært eller kunstnerisk værk, ophavsret til værket og
dermed som udgangspunkt eneret til at råde over det.
Efter lovens § 70 har den, som fremstiller et fotografisk
billede (fotografen), eneret til at råde over billedet ved at
fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt
for almenheden. Ophavsmanden kan dog ikke råde over et
bestilt portrætfoto uden samtykke fra bestilleren, jf. lovens §
60.
Efter ophavsretslovens § 76 kan den, der forsætligt eller
groft uagtsomt overtræder lovens § 2 eller § 70, idømmes
bøde eller i visse tilfælde ved forsæt og under særligt skær-
pende omstændigheder dom til anbringelse i anstalt indtil 1
år og 6 måneder.
2.3.1.3. Inatsisartutlov om markedsføring og mærkning
(markedsføringsloven)
Markedsføringslovens § 3 indeholder et krav om, at er-
hvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under
hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene
samfundsinteresser. Det kan eksempelvis være i forbindelse
med uberettiget brug af et billede i strid med markedsfø-
ringslovens regler om god markedsføringsskik. Det er såle-
des ikke tilladt at bruge billeder af andre personer i sin
markedsføring, hvis der ikke er meddelt tilladelse fra de
personer, der kan ses på billedet.
Det følger af markedsføringslovens § 38, stk. 1, at handlin-
ger i strid med loven kan forbydes ved dom.
Efter markedsføringslovens § 39, stk. 1, kan den, der over-
træder et forbud idømt efter § 39, idømmes en bøde.
2.3.1.4. Hjemmestyrets bekendtgørelse om reklamer og
sponsorering i radio og tv (reklamebekendtgørelsen)
Det fremgår af reklamebekendtgørelsens § 12, at reklamer i
radio og fjernsyn ikke må afbilde eller referere til personer,
det være sig i disses private eller offentlige egenskaber,
medmindre forudgående tilladelse er opnået.
Reklamer må heller ikke uden forudgående tilladelse afbilde
eller referere til noget, der tilhører en person, på en måde,
der er egnet til at fremkalde indtrykket af en personlig anbe-
faling.
Efter reklamebekendtgørelsens § 37, stk. 1, kan overtrædel-
se af bekendtgørelsens § 12 medføre en bøde.
2.3.2. Justitsministeriets overvejelser
Identitetsmisbrug er i dag ikke særskilt kriminaliseret i grøn-
landsk ret, og kriminalloven dækker derfor langt fra alle
tilfælde af misbrug af en anden persons identitet. Det vil
for eksempel ikke i sig selv udgøre en overtrædelse af krimi-
nalloven at oprette en profil på sociale medier, hvor man
udgiver sig for at være en anden.
Internettet har været med til at ændre den måde, vi kan
kommunikere med hinanden på, og er i høj grad blevet en
integreret del af grønlændernes hverdag.
Samtidig spiller sociale medier en stadig større rolle i hver-
dagen hos de fleste grønlændere, herunder ikke mindst hos
de yngre generationer, som er massivt til stede på de nye
medier. Disse medier udgør efterhånden også unges primære
kilde til information om, hvad der sker i verden omkring
dem. Sociale medier bruges dog ikke kun til udveksling af
synspunkter og nyhedsformidling. For mange er sociale me-
dier en væsentlig faktor i deres sociale liv, der bl.a. bruges
til at holde kontakt med familie og venner samt at indgå i
diverse grupper og fællesskaber med ligesindede.
Digitaliseringen og udbredelsen af sociale medier har desu-
den medført nye udfordringer, herunder at det bl.a. i mere
udpræget grad er blevet muligt at misbruge andre personers
navne og billeder. Det ses i den forbindelse generelt, at
helt almindelige borgere i stigende grad får misbrugt deres
profiler på sociale medier m.v.
Justitsministeriet finder, at der på den baggrund er behov for
en øget regulering af området, så det sikres, at lovgivningen
på dette punkt følger med tiden. Det gælder særligt i relation
til internettet, herunder sociale medier og datingplatforme,
da identitetsmisbrug i høj grad er et internetbaseret fæno-
men, men også i de tilfælde hvor identitetsmisbrug ikke
foregår på internettet.
En kriminalisering af identitetsmisbrug bør derfor efter Ju-
stitsministeriets opfattelse gælde, både hvor identitetsmis-
9
brug sker digitalt, og hvor det finder sted i den fysiske
verden.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i kriminallovens
§ 95 a, der indfører et forbud mod identitetsmisbrug, selvom
der ikke i forlængelse heraf begås en kriminel handling.
Forslaget indebærer, at den, der uberettiget anvender oplys-
ninger om en anden person, herunder cpr-nummer, navn og
billede, til på utilbørlig vis at udgive sig for at være denne
person, dømmes for identitetsmisbrug. Det samme gælder
den, der uberettiget videregiver materiale, hvor der er gjort
brug af oplysninger om en anden person, herunder cpr-num-
mer, navn og billede, til på utilbørlig vis at manipulere den-
ne persons fremtræden.
Kriminaliseringen stiller ikke krav om, at identitetsmisbru-
get er sket med et bestemt formål om f.eks. at skade den
anden persons omdømme eller med henblik på økonomisk
vinding. Disse former for identitetsmisbrug vil således som
udgangspunkt allerede i dag kunne udgøre en overtrædelse
af kriminallovens bestemmelser om ærefornærmelse og be-
drageri.
Ved valget og udmålingen af foranstaltning vil retten fortsat
skulle tage hensyn til den enkelte gerningspersons personli-
ge forhold, herunder hvad der skønnes nødvendigt for at
afholde vedkommende fra yderligere lovovertrædelser, jf.
kriminallovens § 121, stk. 1, nr. 2. Der vil imidlertid også
skulle tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed, herunder
samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågæl-
dende art, jf. § 121, stk. 1, nr. 1.
Det bemærkes, som anført ovenfor under pkt. 2.3.1.1, at
identitetsmisbrug tillige vil kunne udgøre en overtrædelse
af persondataloven, som er sat i kraft for Grønland ved
kongelig anordning nr. 1238 af 14. oktober 2016 og ændret
ved anordning nr. 898 af 26. juni 2023.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærk-
ningerne hertil.
2.4. Sletning af udtalelser, meddelelser, billeder m.v.
2.4.1. Gældende ret
Kriminalloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at
en domfældt eller andre i forlængelse af en dom kan blive
pålagt at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede m.v.,
som har tilknytning til en overtrædelse af kriminallovens §§
94, 95 a og 99.
En dom om uberettiget videregivelse af oplysninger på in-
ternettet vil efter omstændighederne kunne indeholde en be-
stemmelse om konfiskation af oplysningerne, i det omfang
de ligger på et sted på internettet, som den, der er ansvarlig
for overtrædelsen, råder over som ejer eller bruger, jf. krimi-
nallovens § 166, stk. 2, og § 167, stk. 2. Der vil i givet fald
under sagens behandling efter omstændighederne kunne ske
beslaglæggelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
Lov om behandling af personoplysninger (persondataloven)
er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 1238
af 14. oktober 2016 og ændret ved anordning nr. 898 af 26.
juni 2023.
Persondatalovens § 37, stk. 1, fastlægger, at den dataansvar-
lige skal berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser
sig urigtige eller vildledende eller på lignende måde er be-
handlet i strid med lov eller bestemmelser udstedt i medfør
af lov, hvis en registeret person fremsætter anmodning her-
om. Herudover skal de grundlæggende krav for behandling
af personoplysninger i persondatalovens § 5 iagttages. Det
følger bl.a. heraf, at behandling af personoplysninger skal
tilrettelægges således, at der foretages fornøden ajourføring
af oplysningerne, og at der skal foretages den fornødne
kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller
vildledende oplysninger. Personoplysninger, der viser sig
urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller
berigtiges. Endvidere må indsamlede personoplysninger ik-
ke opbevares på en måde, der giver mulighed for at identifi-
cere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er
nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil personoplysnin-
gerne behandles.
2.4.2. Straffelovrådets overvejelser
Ved lov nr. 1719 af 27. december 2018 om ændring af straf-
feloven, retsplejeloven, lov om erstatningsansvar og medie-
ansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser m.v.) blev der indsat
en ny bestemmelse i straffelovens § 271 om sletning af udta-
lelser, meddelelser eller billeder, som har tilknytning til en
overtrædelse af lovens §§ 264, 267 eller 268, med henblik
på at forhindre tilgængeligheden og den videre udbredelse af
disse udtalelser m.v.
Ved lov nr. 292 af 8. marts 2022 om ændring af straffeloven
(Kriminalisering af identitetsmisbrug) blev der i denne be-
stemmelse indsat en henvisning til straffelovens § 264 e om
identitetsmisbrug.
Lovændringen fra 2018 byggede på Straffelovrådets overve-
jelser i betænkning nr. 1563/2017 om freds- og ærekrænkel-
ser (m.v.).
I betænkningen overvejede Straffelovrådet, om håndhævel-
sen ved uberettiget videregivelse af oplysninger m.v. på
internettet eller udbredelse af ærekrænkelser på internettet
kunne styrkes gennem eksisterende eller nye værktøjer, her-
under hvordan der bedst muligt kunne tages højde for den
forøgede skadevirkning af freds- og ærekrænkelser, der gør
sig gældende, når disse udbredes gennem internettet.
Straffelovrådet fandt det relevant at indsætte en bestemmel-
se i straffeloven om sletning af udtalelser, meddelelser eller
billeder, der er videregivet i strid med straffelovens §§ 264
d, 267 eller 268.
10
Rådet bemærkede, at en sådan bestemmelse var aktualiseret
i takt med internettets udbredelse, hvor det er muligt at
fjerne f.eks. en artikel, hvori der udbredes en ærekrænkel-
se, mens det ikke er muligt at fjerne en tilsvarende artikel
i f.eks. en trykt avis. Hertil kom, at behovet for sletning
var større i relation til internettet, hvor udtalelsen m.v. var
tilgængelig og nemt kunne fremsøges, mens det var sværere
at opspore en tidligere trykt avisartikel.
I forhold til den foreslåede bestemmelses anvendelsesområ-
de anførte Straffelovrådet, at bestemmelsen kun ville finde
anvendelse i forhold til personer eller virksomheder m.v.,
der har en sådan rådighed over udtalelsen m.v., at det er
muligt at slette den. Rådet bemærkede endvidere, at bestem-
melsen også ville kunne omfatte andre, der har den rådighed
over en hjemmeside m.v., som kræves for at kunne foretage
sletningen.
Straffelovrådet var opmærksom på, at der kunne være en
række både praktiske og juridiske problemstillinger, der i
konkrete tilfælde ville indebære, at bestemmelsen ikke i alle
tilfælde kunne anvendes eller håndhæves. Straffelovrådet
var endvidere opmærksom på, at bestemmelsen – selv om
den var bredt formuleret i forhold til den persongruppe, der
kan pålægges at foretage sletning – ikke ville indebære, at
freds- og ærekrænkende ytringer effektivt fjernes fra inter-
nettet. Disse forhold var efter rådets opfattelse ikke i sig
selv tilstrækkelig grund til at afstå fra at foreslå en sådan
bestemmelse. Det var tværtimod efter rådets opfattelse helt
naturligt, at navnlig en domfældt person, men også andre,
forpligtes til at fjerne udtalelser m.v. med et strafbart ind-
hold, hvis det er muligt.
Straffelovrådet overvejede desuden, hvilke udtalelser, oplys-
ninger m.v. bestemmelsen burde omfatte. Rådet fandt i den
forbindelse, at bestemmelsen – henset til at bestemmelsen
ville blive suppleret af databeskyttelsesforordningen – kun
burde omfatte udtalelser, meddelelser eller billeder, som i
sig selv er strafbare, dvs. som har en sådan karakter, at de er
omfattet af straffelovens §§ 264 d, 267 eller 268.
Justitsministeriet var enig i Straffelovrådets overvejelser, og
forslag om en bestemmelse om sletning og lovændringen fra
2018 blev derfor udformet i overensstemmelse med Straffe-
lovrådets udkast.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 183-196.
2.4.3. Justitsministeriets overvejelser og lovforslagets ud-
formning
Justitsministeriet finder, at Straffelovrådets overvejelser om
behovet for at styrke håndhævelsen af straffelovens bestem-
melser om fredskrænkelser, ærefornærmelser og den foreslå-
ede bestemmelse om identitetsmisbrug også gør sig gælden-
de for kriminalloven.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at det
er relevant at tilføje en mulighed for at give pålæg om
sletning af oplysninger, herunder udtalelser, meddelelser,
billeder m.v., som har den nødvendige tilknytning til en
overtrædelse af §§ 94 og 99 samt den foreslåede bestemmel-
se i § 95 a.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærk-
ningerne hertil.
2.5. Formen for afbrydelse af påtalefristen
2.5.1. Gældende ret
Det følger af kriminallovens § 21, stk. 1, at påtale ikke
finder sted, når der alene ville være blevet idømt bøde eller
konfiskation, og der er forløbet 2 år efter lovovertrædelsens
ophør, medmindre der foreligger overtrædelse af bestem-
melser om offentlige skatter og afgifter, hvorved pligtige
ydelser søges unddraget det offentlige, eller når der er forlø-
bet så lang tid, efter at en lovovertrædelse er begået, at for-
udsætningerne for at iværksætte foranstaltninger efter den-
nes lovs tredje del (foranstaltningerne) ikke længere skønnes
at være til stede.
Af § 21, stk. 5, 1. pkt., følger, at påtalefristen afbrydes ved
ethvert rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes
for overtrædelsen. Bestemmelsen fortolkes således, at den
ikke alene omfatter rettens handlinger, men også de skridt,
som anklagemyndigheden iværksætter i dette øjemed, f.eks.
rettens modtagelse af anklageskrift eller begæring om efter-
forskningsforhør. Rettergangsskridt under efterforskningen
kan også afbryde påtalefristen, f.eks. sigtelse i grundlovsfor-
hør eller begæring om ransagning.
Anmodning om forsvarerbeskikkelse kan desuden være
et fristafbrydende rettergangsskridt, herunder i tilfælde,
hvor forsvarerbeskikkelsen iværksættes på sigtedes foran-
ledning. Det gælder dog kun, når anmodningen fremsættes
af en sigtet person. Anmodning om forsvarerbeskikkelse for
en person, der »senere måtte blive mistænkt eller sigtet«,
f.eks. efter retsplejelovens § 321 a om forsvarerbeskikkelse
ved videoafhøring, er ikke fristafbrydende. Fristafbrydende
er anmodning om rettergangsskridt, der fremsættes, når en
konkret identificeret person sigtes for forbrydelsen.
Kriminallovens § 21, stk. 5, 2. og 3. pkt., indeholder to
undtagelser fra hovedreglen om fristafbrydelse ved retter-
gangsskridt. Begge undtagelser retter sig mod sager, der kan
afgøres med bøde.
Den første undtagelse angår sager, der efter retsplejeloven
kan afgøres ved vedtagelse af bødeforelæg udfærdiget af
politiet. I disse tilfælde afbrydes påtalefristen, når sigtede
gøres bekendt med forelægget.
Den anden undtagelse omfatter øvrige tilfælde, hvor krimi-
nalretligt ansvar for en overtrædelse kan pålægges af en ad-
ministrativ myndighed. Her afbrydes påtalefristen, når den
pågældende gøres bekendt med, at vedkommende er sigtet
for overtrædelsen.
Sidstnævnte undtagelse vedrører efter ordlyden tilfælde,
11
hvor en administrativ myndighed har hjemmel til at »pålæg-
ge« en bøde. Bestemmelsen fortolkes i praksis således, at
den også er anvendelig i tilfælde, hvor myndigheden kan
»forelægge« en bøde til vedtagelse, hvilket er den mest al-
mindelige hjemmel i nutidig lovgivning.
2.5.2. Brydensholt-udvalgets overvejelser
Ved lov nr. 364 af 24. maj 2005 om ændring af straffeloven
(Forældelse, skærpelse af straffen for falske afsonere m.v.)
blev der foretaget en ændring af straffelovens § 94, stk. 5,
om afbrydelse af forældelsesfrister, så anklagemyndigheden
og politiet fik samme enkle fremgangsmåde til at afbryde
forældelsen, som andre offentlige myndigheder havde efter
den dagældende bestemmelse i straffelovens § 94, stk. 5.
Ændringen byggede på Straffelovrådets betænkning nr.
1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgsmål samt be-
tænkning nr. 1438/2004 fra Justitsministeriets udvalg om
økonomisk kriminalitet og datakriminalitet (Brydensholt-ud-
valget) om forældelse af strafansvaret for særlovsovertræ-
delser.
Brydensholt-udvalget fandt, at den daværende ordning,
hvorefter der var tre former for afbrydelse af forældelses-
fristen i straffelovens § 94, stk. 5, 1.-3. pkt., var uhensigts-
mæssig. Det var bl.a. udvalgets opfattelse, at det var uhel-
digt, hvis en administrativ sag skulle indbringes for retten
for at afbryde forældelsesfristen, herunder i sager, hvor det
var muligt, men uvist, om sagen kunne afgøres administra-
tivt. Udvalget fandt desuden, at den fortsatte tendens til, at
efterforskningen sker uden rettens medvirken også talte for,
at forældelsesafbrydelsen henlægges til politiet.
På den baggrund var det udvalgets opfattelse, at den gene-
relle hovedregel i alle sager burde være, at den pågældende
gøres bekendt med sigtelsen. Hensynet til den sigtede talte
også for, at der almindeligvis ikke skulle være mulighed for,
at den pågældende først efter, at forældelsesfristen ville væ-
re udløbet, gøres bekendt med, at der verserer en straffesag.
Udvalget fandt endvidere, at forældelsesfristen alternativt
skulle kunne afbrydes, når anklagemyndigheden anmoder
om rettergangsskridt.
Udvalgets forslag betød, at politiet og anklagemyndigheden
fik samme simple fremgangsmåde til at afbryde forældelses-
fristen som andre offentlige myndigheder havde efter den
dagældende bestemmelse i § 94, stk. 5.
Udvalget fandt desuden, at forsvarerbeskikkelse i modsæt-
ning til den gældende retstilstand kun skulle være fristafbry-
dende, hvis det var anklagemyndigheden, der anmoder her-
om. Den sigtedes retsstilling skulle således ikke forringes,
alene fordi den pågældende anmoder om forsvarerbeskikkel-
se. Da beskikkelse af forsvarer forudsætter, at den pågæl-
dende er sigtet, vil forældelsen typisk være afbrudt forud
for det tidspunkt, hvor den sigtede anmoder om forsvarer-
beskikkelse. Udvalgets forslag om ændring i retstilstanden
for så vidt angår den sigtedes begæringer ville derfor kun
få praktisk betydning i situationer, hvor der var tvivl om,
hvorvidt den tidligere sigtelse har været præcis nok til at
afbryde forældelsen.
Endelig anførte udvalget, at en forældelsesafbrydende sig-
telse burde være en egentlig sigtelse med alle de retsvirknin-
ger, der er knyttet hertil. Det var efter udvalgets opfattelse
ikke tilstrækkeligt, at der for at beskytte den pågældende
gives en retsstilling, hvor visse af retsvirkningerne fandt
anvendelse, uden at der formelt rejses sigtelse.
Om Brydensholt-udvalgets overvejelser henvises nærmere
til betænkning nr. 1438/2004, side 72 f.
2.5.3. Straffelovrådets overvejelser
Straffelovrådet tilsluttede sig Brydensholt-udvalgets overve-
jelser om en ændring af reglerne om afbrydelse af forældel-
sesfristen. Rådet henviste bl.a. til, at anklagemyndigheden
og politiet herved fik samme enkle fremgangsmåde til at af-
bryde forældelsesfristen, som andre offentlige myndigheder
havde efter straffelovens § 94, stk. 5.
Straffelovrådet kunne endvidere tiltræde, at afbrydelse af
forældelsesfristen som følge af anmodning om forsvarerbe-
skikkelse alene burde gælde, hvor forsvarerbeskikkelse blev
iværksat på anklagemyndighedens initiativ.
På den baggrund foreslog rådet, at der i stedet for den
dagældende bestemmelse i § 94, stk. 5, 1.-3. pkt., burde
indsættes en bestemmelse, hvorefter forældelsesfristen ville
blive afbrudt, når den pågældende gøres bekendt med sigtel-
sen, eller når anklagemyndigheden anmoder om rettergangs-
skridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen.
Om Straffelovrådets overvejelser henvises nærmere til be-
tænkning nr. 1441/2004, side 56 f.
Justitsministeriet tilsluttede sig Brydensholt-udvalgets og
Straffelovrådets overvejelser samt rådets forslag om afbry-
delse af forældelsesfristen.
2.5.4. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet finder, at Brydensholt-udvalgets og Straf-
felovrådets overvejelser om behovet for at ensrette og for-
enkle reglerne om afbrydelse af forældelsesfrister også gør
sig gældende for kriminalloven.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at det
er relevant at ændre kriminallovens bestemmelse om afbry-
delse af påtalefrister, så anklagemyndigheden og politiet får
samme enkle fremgangsmåde til at afbryde forældelsen, som
andre offentlige myndigheder har efter bestemmelsen i § 21,
stk. 5.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærk-
ningerne hertil.
12
2.6. Mortifikation og fastsættelse af beløb til dækning
af omkostningerne ved offentliggørelse af en dom om
ærefornærmelser
2.6.1. Gældende ret
Kriminallovens § 99 indeholder i stk. 5 en bestemmelse om,
at der efter den fornærmedes påstand i domsslutningen kan
optages en bemærkning om, at en ærefornærmende sigtelse
er ubeføjet (såkaldt mortifikation). Bestemmelsens stk. 6
indeholder en bestemmelse om fastsættelse af en sum til
dækning af omkostningerne ved offentliggørelse af en dom.
2.6.2. Straffelovrådets overvejelser
Ved lov nr. 1719 af 27. december 2018 om ændring af straf-
feloven, retsplejeloven, lov om erstatningsansvar og medie-
ansvarsloven (Freds- og ærekrænkelser m.v.) blev straffelo-
vens § 272, stk. 2, om fastsættelse af et beløb til dækning
af omkostningerne ved offentliggørelse af en dom, ophæ-
vet. Derudover blev straffelovens § 271, stk. 1, om mortifi-
kation nyaffattet og flyttet til § 270.
Lovforslaget byggede på Straffelovrådets betænkning nr.
1563/2017 om freds- og ærekrænkelser m.v.
I betænkningen overvejede Straffelovrådet, om den dagæl-
dende bestemmelse i straffelovens § 273, stk. 1, om mortifi-
kation skulle ophæves som overflødig, idet bestemmelsen
dels ikke tilføjede noget i forhold til en fældende dom om
overtrædelse af § 267, og dels fordi mortifikation på ulov-
bestemt grundlag kunne anvendes, hvis man ikke ønskede
samtidig at nedlægge påstand om straf.
Straffelovrådet fandt imidlertid ikke grundlag herfor, idet
det ikke forekom hensigtsmæssigt at ophæve en udtrykke-
lig bestemmelse, når der fortsat skulle gælde et tilsvarende
ulovbestemt princip. Dette gjaldt, selv om bestemmelsen og
det ulovbestemte princip til dels havde forskellige anvendel-
sesområder.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 160-162.
Straffelovrådet overvejede endvidere, om bestemmelsen i
straffelovens § 273, stk. 2, om offentliggørelse af domskon-
klusioner burde videreføres, herunder om den var nødvendig
ved siden af medieansvarslovens § 54 om offentliggørelse i
det massemedie, hvor krænkelsen var sket.
Bestemmelsen anvendtes i retspraksis, og der blev tilkendt
forholdsvis høje beløb til offentliggørelse efter den. Det var
ikke desto mindre Straffelovrådets opfattelse, at bestemmel-
sen burde ophæves som utidssvarende og til dels overflø-
dig. Som begrundelse herfor anførte Straffelovrådet, at den
digitale udvikling indebar, at den forurettede i mange tilfæl-
de omkostningsfrit kunne offentliggøre en domskonklusion
på internettet. Det blev endvidere bemærket, at på områder
dækket af medieansvarsloven ville denne lov i vidt omfang
give mulighed for offentliggørelse af dommen eller dele
heraf i det krænkende medie.
Der henvises i øvrigt til betænkningens side 162-163.
Justitsministeriet var enig i Straffelovrådets overvejelser og
ændringerne af straffelovens § 273 blev derfor udformet i
overensstemmelse med Straffelovrådets udkast.
2.6.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Justitsministeriet finder, at Straffelovrådets overvejelser om
behovet for at ændre straffelovens § 273 også gør sig gæl-
dende for kriminalloven.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at det
er relevant at nyaffatte kriminallovens § 99, stk. 5, om mor-
tifikation, samt ophæve kriminallovens § 99, stk. 6, om
fastsættelse af et beløb til dækning af omkostningerne ved
offentliggørelse af en dom om ærefornærmelser.
Som konsekvens af forslagets § 1, nr. 5, om bl.a. ophævelse
af kriminallovens § 99, stk. 6, foreslås det desuden at ophæ-
ve kriminallovens § 262, stk. 2, hvorefter en afgørelse efter
§ 99, stk. 6, kan fuldbyrdes efter den dømtes død.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 2, 5 og 8, samt
§ 2, nr. 1-3, og bemærkningerne hertil.
2.7. Etablering af bemyndigelser til at fastsætte regler
om udgang m.v. for personer anbragt i hospital m.v. i
henhold til retsafgørelser fastsat i medfør af kriminallo-
ven og retsplejeloven
2.7.1. Gældende ret
Efter kriminalloven og retsplejeloven kan der efter omstæn-
dighederne træffes retsafgørelser, som medfører anbringelse
eller indlæggelse af en person på hospital eller institution i
Grønland eller i Danmark.
Kriminallovens kapitel 33 indeholder regler om særlige for-
anstaltninger over for psykisk syge kriminelle, der bl.a. kan
idømmes, hvis gerningsmanden på tidspunktet for lovover-
trædelsen var sindssyg eller i en tilstand, der ganske må
ligestilles hermed, eller var mentalt retarderet, når det er
nødvendigt for at forebygge, at gerningsmanden begår yder-
ligere lovovertrædelser, jf. lovens § 156, stk. 1.
Efter kriminallovens § 157, stk. 1, kan retten, hvis det findes
formålstjenligt for at forebygge yderligere lovovertrædelser,
bestemme, at den dømte skal anbringes på hospital eller
anden institution i Grønland eller i Danmark.
Kapitel 35 i retsplejeloven indeholder regler om tilbagehol-
delse af sigtede. Det følger i den forbindelse af lovens §
361, stk. 1, at hvis betingelserne for tilbageholdelse er til
stede, men tilbageholdelsens formål kan opnås ved mindre
indgribende forholdsregler, træffer retten med sigtedes sam-
13
tykke afgørelse herom. Retten kan dog undtagelsesvis træffe
afgørelse herom uden sigtedes samtykke.
Efter § 361, stk. 2, nr. 3 og 4, kan retten som mindre ind-
gribende forholdsregler træffe afgørelse om, at sigtede skal
tage ophold i egnet hjem eller institution (nr. 3) eller under-
give sig psykiatrisk behandling eller afvænningsbehandling
for misbrug af alkohol, narkotika el.lign., om nødvendigt på
hospital eller særlig institution (nr. 4).
I den forbindelse bemærkes, at tilbageholdelse i surrogat i
medfør af § 361, stk. 2, nr. 3 og 4, i praksis ofte sker ved an-
bringelse af den pågældende på en institution eller hospital i
Danmark, jf. cirkulære nr. 9873 af 13. oktober 2023, Rigsad-
vokatmeddelelsen, afsnittet om psykisk afvigende kriminelle
– Grønland, pkt. 2.4.
Retsplejelovens § 436 indeholder regler om personundersø-
gelser af den sigtede. Efter § 436, stk. 2, skal sigtede menta-
lundersøges, når dette findes at være af betydning for sagens
afgørelse, og den ulempe eller de omkostninger, der er for-
bundet med undersøgelsen, ikke står i misforhold til sagens
karakter og grovhed. Hvis sigtede er tilbageholdt eller ikke
udtrykkeligt giver samtykke til undersøgelsen, kan denne
kun finde sted efter rettens afgørelse. Afgørelsen træffes ved
en beslutning, der skal begrundes.
Videre følger det af § 436, stk. 3, at hvis det findes nødven-
digt, at sigtede indlægges til mentalundersøgelse på hospital
i eller uden for Grønland eller anden tilsvarende institution,
træffer retten beslutning herom. §§ 362-366 finder tilsvaren-
de anvendelse.
Det bemærkes, at mentalundersøgelse under indlæggelse i
medfør af § 436, stk. 3, i praksis foretages på et hospital i
Danmark, jf. cirkulære nr. 9873 af 13. oktober 2023, Rigsad-
vokatmeddelelsen, afsnittet om psykisk afvigende kriminelle
– Grønland, pkt. 3.1.5.
Der findes ikke en særskilt regulering vedrørende udgang
m.v. for personer, der er anbragt eller indlagt på hospital
eller institution i henhold til en retsafgørelse truffet i medfør
af kriminallovens § 157, stk. 1, eller retsplejelovens § 361,
stk. 2, nr. 3 eller 4, eller § 436, stk. 3.
Det bemærkes dog, at efter retsplejelovens § 361, stk. 4, kan
justitsministeren fastsætte regler om meddelelse af tilladelse
til udgang m.v. til personer, der er anbragt i institution eller
hospital m.v. i medfør af stk. 2, nr. 3 eller 4, når der ikke
i øvrigt er taget stilling hertil. Justitsministeren kan i den
forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af
disse regler, ikke kan indbringes for højere administrativ
myndighed.
Bestemmelsen i § 361, stk. 4, svarer stort set til den danske
retsplejelovs § 765, stk. 6, der dog udtrykkeligt bestemmer,
at justitsministeren fastsætter regler efter den omhandlede
bemyndigelse efter forhandling med social- og indenrigsmi-
nisteren (i dag social- og boligministeren) og sundheds-
og ældreministeren (i dag indenrigs- og sundhedsministe-
ren). På tilsvarende vis forudsættes det efter bemærkninger-
ne til retsplejelovens § 361, stk. 4, at der optages forhand-
linger med Grønlands Selvstyre, hvorunder social- og sund-
hedsområdet hører, forud for udstedelse af regler i medfør af
§ 361, stk. 4, jf. Folketingstidende 2007-08, tillæg A, L 34
som fremsat, s. 1463. Der er ikke udstedt regler i medfør af
bestemmelsen.
I praksis administreres spørgsmål om udgangstilladelse m.v.
for personer, der i henhold til en retsafgørelse truffet i med-
før af kriminallovens § 157, stk. 1, eller retsplejelovens §
361, stk. 3 eller 4, eller § 436, stk. 3, er anbragt eller indlagt
på hospital m.v., efter principperne i bekendtgørelse nr. 200
af 25. marts 2004 om udgangstilladelse m.v. til personer, der
er anbragt i hospital eller institution i henhold til strafferetlig
afgørelse eller i medfør af farlighedsdekret, som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1184 af 6. december 2012 (i det følgen-
de omtalt som bekendtgørelsen om udgangstilladelse m.v.
til personer, der er anbragt i hospital eller institution). For
nærmere herom kan bl.a. henvises til cirkulære nr. 9873
af 13. oktober 2023, Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om
psykisk afvigende kriminelle – Grønland, pkt. 2.4 og 7.6, og
betænkning nr. 1442/2004 om det grønlandske retsvæsen af-
snit X, kapitel 7, pkt. 7.3 (om den dagældende praksis ved-
rørende udgangstilladelse m.v. i relation til tilbageholdelse i
surrogat).
Bekendtgørelsen om udgangstilladelse m.v. til personer, der
er anbragt i hospital eller institution, finder bl.a. anvendelse
på personer, som i henhold til en dom i medfør af den
danske straffelovs §§ 68, 69 og 73, eller en afgørelse i
medfør af den danske retsplejelovs § 765, stk. 2, nr. 3 eller
4, eller § 809, stk. 2, er anbragt eller indlagt på hospital eller
institution m.v., jf. bekendtgørelsens § 1.
2.7.2. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning
Som anført ovenfor i pkt. 2.7.1 findes der ikke en særskilt
regulering vedrørende spørgsmål om udgangstilladelse m.v.
for personer, der i henhold til en retsafgørelse truffet i med-
før af kriminallovens § 157, stk. 1, eller retsplejelovens §
361, stk. 2, nr. 3 eller 4, eller § 436 stk. 3, er anbragt
eller indlagt på hospital eller institution, men i praksis admi-
nistreres området i henhold til principperne i den danske
bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til personer, der er
anbragt i hospital eller institution.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der bør ske en kodifi-
cering af denne praksis vedrørende udgangstilladelser m.v.
14
for personer, der i henhold til en grønlandsk retsafgørelse
er anbragt på hospital eller institution i Grønland eller i
Danmark. Justitsministeriet finder således, at der bør tilveje-
bringes en særskilt regulering vedrørende udgangstilladelser
m.v. for denne personkreds, svarende til reguleringen heraf
i den danske bekendtgørelse om udgangstilladelse m.v. til
personer, der er anbragt i hospital eller institution, som der i
praksis allerede administreres efter.
Det bemærkes, at den danske bekendtgørelse om udgangs-
tilladelse m.v. til personer, der er anbragt i hospital eller
institution, er udstedt i medfør af bl.a. den danske straffelovs
§ 73 a og den danske retsplejelovs § 765, stk. 5 (nu stk.
6), og § 811, stk. 2, mens kriminalloven og retsplejeloven
for Grønland ikke indeholder tilsvarende bemyndigelsesbe-
stemmelser, idet det dog bemærkes, at den gældende bemyn-
digelse i den grønlandske retsplejelovs § 361, stk. 4, med
visse undtagelser svarer til den danske retsplejelovs § 765,
stk. 6.
Justitsministeriet vurderer på den baggrund, at der er behov
for at etablere de fornødne bemyndigelsesbestemmelser i
henholdsvis kriminalloven og retsplejeloven med henblik
på at kunne fastsætte administrative regler om udgangstilla-
delser m.v. for personer, der i henhold til en grønlandsk
retsafgørelse er anbragt på hospital eller institution.
Der foreslås på den baggrund indført nye bestemmelser ved
en ny § 160 a i kriminalloven og i et nyt stykke i retspleje-
lovens § 436 med henblik på at skabe den fornødne bemyn-
digelse for justitsministeren til administrativt at fastsætte
regler om udgangstilladelse m.v. til personer, der er anbragt
på hospital eller institution i Grønland eller i Danmark i hen-
hold til en retsafgørelse truffet i medfør af kriminallovens §
157, stk. 1, eller retsplejelovens § 436, stk. 3.
For så vidt angår den gældende bemyndigelsesbestemmel-
se i § 361, stk. 4, i retsplejelov for Grønland foreslås en
ændring, hvorefter bemyndigelsen fremadrettet vil forudsæt-
te en forhandling med Naalakkersuisut, social- og boligmi-
nisteren samt indenrigs- og sundhedsministeren, jf. neden-
for. Hensigten med den foreslåede ændring er ligeledes at
sikre den fornødne bemyndigelse til administrativt at fast-
sætte regler om udgangstilladelse m.v. for personer, der i
henhold til en retsafgørelse i medfør af § 361, stk. 2, nr.
3 eller 4, er anbragt på hospital eller institution i enten
Grønland eller i Danmark.
Der er med de foreslåede ændringer af bemyndigelsesbe-
stemmelserne i kriminalloven og retsplejeloven lagt op til, at
bestemmelserne i det væsentlige vil få samme indhold som
bemyndigelsesbestemmelserne i den danske straffelovs § 73
a, og den danske retsplejelovs § 765, stk. 6, og § 811, stk. 2.
Dog er der med de foreslåede ændringer lagt op til, at
justitsministerens fastsættelse af regler om meddelelse af
tilladelse til udgang m.v. for personer, der i henhold til en
grønlandsk retsafgørelse er anbragt eller indlagt på hospital
m.v., vil skulle ske efter forhandling med Naalakkersuisut,
social- og boligministeren samt indenrigs- og sundhedsmini-
steren.
Dette skal for så vidt angår Naalakkersuisut ses i lyset af, at
ansvaret for anbringelse og behandling efter kriminallovens
kapitel 33 af sindssyge personer eller personer, der ganske
må ligestilles hermed, og af mentalt retarderede påhviler
henholdsvis sundhedsvæsenet og socialvæsenet under selv-
styret, jf. kriminallovens § 240, stk. 1 og 2.
Det er forudsat, at forhandlingen med social- og boligmini-
steren samt indenrigs- og sundhedsministeren afgrænses til
deres respektive kompetenceområder.
Hvis lovforslaget vedtages, er det forventningen, at der –
med forbehold for den i forslaget foreskrevne forhandling
med Naalakkersuisut, social- og boligministeren samt inden-
rigs- og sundhedsministeren – vil blive udstedt en bekendt-
gørelse om udgang m.v. for personer, der er anbragt i hospi-
tal m.v. i henhold til en retsafgørelse i medfør af kriminallo-
vens § 157, stk. 1, eller retsplejelovens § 361, stk. 2, nr. 3
eller 4, eller § 436, stk. 3.
Det er i den forbindelse hensigten, at en kommende be-
kendtgørelse i medfør af de foreslåede bemyndigelsesbe-
stemmelser vil skulle have et indhold, der svarer til den
danske udgangsbekendtgørelse med de tilpasninger, som de
grønlandske forhold tilsiger. Der er således ikke tilsigtet
væsentlige ændringer i forhold til den praktiske administra-
tion i spørgsmål om udgangstilladelser m.v. for personer,
der er anbragt i hospital m.v. i henhold til en grønlandsk
retsafgørelse i medfør af kriminallovens § 157, stk. 1, eller
retsplejelovens § 361, stk. 2, nr. 3 eller 4, eller § 436, stk. 3,
idet der allerede i dag administreres efter principperne i den
danske udgangsbekendtgørelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 7, og § 2, nr. 6
og 7, og bemærkningerne hertil.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre begrænsede merudgifter
for politiet og anklagemyndigheden samt for domstolene,
der kan henføres til en øget sagsmængde. Hertil forventes
merudgifter for kriminalforsorgen på ca. 0,7-4,0 mio. kr. år-
ligt, som kan henføres til ekstra belæg i kriminalforsorgen i
Grønland. Merudgifterne håndteres inden for myndigheder-
nes eksisterende økonomiske rammer.
15
Lovforslaget har ikke implementeringsmæssige konsekven-
ser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for bor-
gerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 24. maj 2024
til den 21. juni 2024 været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet, Advokatsamfundet, Amnesty International,
Avannaata Kommunia, Dansk IT, Dansk Socialrådgiver-
forening, Danske Advokater, Danske Handicaporganisatio-
ner, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dommer-
forening, Den Uafhængige Politiklagemyndighed, Det Kri-
minalpræventive Råd, Direktoratet for Kriminalforsorgen,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Forenin-
gen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Foreningen af Offentlige Anklagere
i Grønland, Foreningen af Statsadvokater, Forsvarerforenin-
gen i Grønland, Grønlandske Advokater, Grønlands Lands-
ret, Grønlands Politiforening, Grønlands Råd for Menneske-
rettigheder, Det Grønlandske Hus, Institut for Menneske-
rettigheder, Justitia, Kommune Qeqertalik, Kommuneqarfik
Sermersooq, Kommune Kujalleq, Kommunernes Landsfor-
ening, Kredsdommerforeningen, Kriminalpolitisk Forening
(KRIM), Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsfor-
eningen SIND, Landsforsvareren for Grønland, Lægefor-
eningen, Nunatsinni Advokatit, PiSiu (Det Grønlandske Kri-
minalpræventive Råd), Politiforbundet i Danmark, Psykia-
trifonden, Retspolitisk Forening, Retten i Grønland, Rigsad-
vokaten, Rigspolitiet, Østre Landsret, Vestre Landsret og
Qeqqata Kommunia.
10. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen. Lovforslaget forventes at medføre begrænse-
de merudgifter for politiet og anklagemyn-
digheden samt for domstolene, der kan hen-
føres til en øget sagsmængde. Hertil for-
ventes merudgifter for kriminalforsorgen på
ca. 0,7-4,0 mio. kr. årligt, som kan hen-
føres til ekstra belæg i kriminalforsorgen
i Grønland. Merudgifterne håndteres inden
for myndighedernes eksisterende økonomi-
ske rammer.
De endelige økonomiske konsekvenser for
det offentlige vil skulle afklares.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen. Ingen.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Ingen. Ingen.
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Ingen. Ingen.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen. Ingen.
Klimamæssige konsekvenser Ingen. Ingen.
16
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-retten
Er i strid med de fem princip-
per for implementering af er-
hvervsrettet EU-regulering/Over-
implementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det følger af kriminallovens § 21, stk. 5, 1. pkt., at påtale-
fristen afbrydes ved ethvert rettergangsskridt, hvorved den
pågældende sigtes for overtrædelsen.
Kriminallovens § 21, stk. 5, 2. og 3. pkt., indeholder to
undtagelser fra hovedreglen om fristafbrydelse ved retter-
gangsskridt. Begge undtagelser retter sig mod sager, der kan
afgøres med bøde.
Den første undtagelse angår sager, der efter retsplejeloven
kan afgøres ved vedtagelse af bødeforelæg udfærdiget af
politiet. I disse tilfælde afbrydes påtalefristen, når sigtede
gøres bekendt med forelægget.
Den anden undtagelse omfatter øvrige tilfælde, hvor et kri-
minalretligt ansvar for en overtrædelse kan pålægges af en
administrativ myndighed. Her afbrydes påtalefristen, når
den pågældende gøres bekendt med, at vedkommende er
sigtet for overtrædelsen.
Det foreslås at ændre kriminallovens bestemmelse om af-
brydelse af påtalefrister, så anklagemyndigheden og politiet
får samme simple fremgangsmåde til at afbryde forældelsen,
som andre offentlige myndigheder har i dag efter bestem-
melsen i § 21, stk. 5.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 5, 1. pkt.,
afbrydes påtalefristen, når den pågældende gøres bekendt
med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder om
rettergangsskridt hvorved den pågældende sigtes for over-
trædelsen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at anklagemyndig-
heden og politiet får samme simple fremgangsmåde til at
afbryde påtalefristen, som andre offentlige myndigheder har
i dag efter § 21, stk. 5. Påtalefristen afbrydes således, når
den pågældende gøres bekendt med sigtelsen. Endvidere
afbrydes forældelsen, når anklagemyndigheden anmoder om
rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for over-
trædelsen.
Det bemærkes, at Østre Landsret ved kendelse af 27. sep-
tember 2023 har truffet afgørelse om, at det forhold, at et
bødeforelæg er kommet frem til den sigtedes e-boks, inde-
bærer, at forældelsesfristen afbrydes.
I modsætning til gældende ret skal anmodningen til retten
om rettergangsskridt ske på anklagemyndighedens initiativ
for at have forældelsesafbrydende virkning. Den pågælden-
de persons begæring om forsvarerbeskikkelse vil ikke i sig
selv have forældelsesafbrydende virkning, når anklagemyn-
digheden videresender begæringen til retten.
Anmodning om rettergangsskridt, hvorved den pågælden-
de sigtes for overtrædelsen, har forældelsesafbrydende virk-
ning. Anmodning om f.eks. beslutninger om telefonaflyt-
ning efter retsplejelovens kap. 36 eller om ransagning eller
beslaglæggelse efter retsplejelovens kap. 37 kan ligeledes
afbryde påtalefristen. Anmodning efter retsplejelovens §
321 a om forsvarerbeskikkelse for en person, der senere
måtte blive mistænkt eller sigtet, kan imidlertid ikke afbryde
påtalefristen.
Det er selve anmodningen om rettergangsskridt, der afbry-
der påtalefristen. Det er uden betydning, hvornår og om
dette følges op af et retsmøde, eller om retten beslutter at
afslå anmodningen.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 5, 2. pkt., kan
påtalefristen for en juridisk persons ansvar afbrydes over
for en person, der efter retsplejelovens § 135 kan modtage
forkyndelser på den juridiske persons vegne.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der for juridiske
personers vedkommende alene sker afbrydelse af påtalefri-
sten, når den juridiske person sigtes. Bestemmelsen regu-
lerer samtidig, hvilke personer der kan ske fristafbrydelse
over for med virkning for den juridiske person.
Fristafbrydelse skal efter den foreslåede bestemmelse ske
over for personer, der efter retsplejelovens § 135 kan mod-
tage forkyndelse på den juridiske persons vegne. Det vil i
praksis omfatte en vid kreds af personer, f.eks. ansatte.
Det bemærkes, at Østre Landsret ved kendelse af 27. sep-
tember 2023 har truffet afgørelse om, at det forhold, at et
bødeforelæg er kommet frem til den sigtedes e-boks, inde-
bærer, at forældelsesfristen afbrydes.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
17
Det foreslås, at henvisningen til § 99, stk. 6, i § 22, stk. 5,
udgår som en konsekvens af det foreslåede § 1, nr. 5, om, at
§ 99, stk. 6, ophæves.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Kriminalloven indeholder i dag ikke en særskilt bestemmel-
se om stalking.
Lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (tilholdslo-
ven) er sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr.
250 af 20. marts 2017 og ændret ved lov nr. 572 af 10. maj
2022.
Efter tilholdsloven kan der for overtrædelse af et tilhold,
et opholdsforbud eller en bortvisning imidlertid idømmes
foranstaltninger efter kriminalloven, jf. tilholdslovens § 21,
stk. 1.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 88 b i kriminalloven,
hvorefter den, som på en måde der er egnet til at krænke
en anden persons fred, systematisk og vedvarende kontakter,
forfølger eller på anden måde chikanerer den pågældende,
dømmes for stalking.
Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at gerningsperso-
nens adfærd udgør en krænkelse af forurettedes fred. Det
forudsættes i den forbindelse, at bestemmelsen omfatter
adfærd, der generelt er egnet til at udgøre en fredskrænkel-
se. Det vil derfor ofte være et element i adfærden, at foruret-
tede oplever at få sin fred krænket. Bestemmelsen indebærer
imidlertid ikke et krav om, at forurettede i det konkrete
tilfælde har følt sig krænket, herunder at adfærden har påført
forurettede psykiske skader eller lignende.
Der kan ved vurderingen af, om adfærden er egnet til at
krænke forurettedes fred, lægges vægt på den nærmere ka-
rakter af adfærden, herunder parternes interne relation, og
hvorvidt adfærden efter sit indhold, sin form og hyppighed
er egnet til – eller søger at virke – utryghedsskabende, ube-
hagelig eller forstyrrende.
Det vil ikke nødvendigvis være den almindelige opfattelse
af handlingens karakter, der er afgørende for, om der er tale
om en fredskrænkelse, som er omfattet af den foreslåede
bestemmelse, men de konkrete omstændigheder adfærden
indgår i. Der kan således være tale om en adfærd, der isole-
ret set kan synes uskyldig og harmløs, men som set i en
sammenhæng og i forhold til gerningspersonens og foruret-
tedes fælles historik kan opleves særdeles intimiderende og
utryghedsskabende.
Det bemærkes, at enkelte henvendelser fra gerningspersonen
til forurettede i et samlet adfærdsmønster, som ellers vurde-
res at være en fredskrænkelse, efter omstændighederne vil
kunne være berettigede. Dette vil afhænge af en konkret
vurdering af den enkelte sag, men vil f.eks. kunne gøre sig
gældende i tilfælde, hvor gerningspersonen og forurettede
har fælles børn, og kommunikationen vedrører børnenes tarv
m.v.
Der skal således samlet set være tale om adfærd af en vis
varighed, intensitet og dermed grovhed.
Der vil i den forbindelse f.eks. kunne lægges vægt på, om
forurettede har ændret vaner som følge af gerningspersonens
adfærd, herunder benyttet sig af en anden rute til arbejde
eller skiftet telefonnummer, adresse m.v. Det vil typisk væ-
re et element i den krænkende behandling, at forurettede
oplever at få sine grænser overskredet, herunder f.eks. ved
udtalte eller indirekte trusler. Som nævnt ovenfor er det dog
ikke et krav, at forurettede i det konkrete tilfælde har følt
sig krænket, herunder at adfærden har påført forurettede
psykiske skader eller lignende.
En krænkelse af forurettedes fred kan f.eks. bestå i, at
gerningspersonen som led i en systematisk og vedvarende
forfølgelse eller chikane af forurettede forsætligt overtræder
et tilhold, et opholdsforbud eller en bortvisning omfattet af
tilholdslovens § 1, § 3 eller § 7. Det er ikke i sig selv
tilstrækkeligt (eller nødvendigt) for bestemmelsens anven-
delse, at et tilhold er overtrådt, men der kan lægges vægt
på dette forhold ved bedømmelsen af, om der er tale om en
fredskrænkelse.
Bestemmelsens anvendelse forudsætter endvidere, at der er
tale om kontakt, forfølgelse eller adfærd, der på anden måde
kan betegnes som chikanerende.
Ved »kontakt« forstås henvendelser fra gerningspersonen
til forurettede, der har karakter af personlig, skriftlig, telefo-
nisk og/eller digital kontakt. Bestemmelsen omfatter såvel
direkte som indirekte eller nonverbal kontakt. Personlig
kontakt omfatter gerningspersonens fysiske fremmøde på
f.eks. forurettedes bopæl, arbejdsplads eller andre steder,
hvor gerningspersonen har kendskab til, at forurettede op-
holder sig. Personlig kontakt omfatter derimod ikke situati-
oner, hvor gerningspersonen tilfældigt og kortvarigt f.eks.
møder forurettede på gaden, uden at gerningspersonen tager
initiativ til interaktion.
Skriftlig kontakt omfatter breve eller lignende analoge kom-
munikationsformer, mens telefonisk kontakt omfatter kon-
takt, som foregår ved anvendelse af telefonnettet, herunder
fremsendelse af en tekst- eller billedbesked (f.eks. sms᾽er og
mms᾽er). Har gerningspersonen f.eks. lagt en besked på en
telefonsvarer med forsæt til at opnå kontakt til forurettede,
vil der være tale om telefonisk kontakt.
Endelig omfatter digital kontakt enhver kontakt, som foregår
gennem internettet eller et lignende system til spredning
af information. Som eksempler kan nævnes e-mail, internet-
chat, internettelefoni og sociale medier, herunder Facebook,
Instagram og Twitter. Det samme gælder for kontakt, som
foregår ved brug af Skype, Facetime, WhatsApp, Viber og
lignende programmer til opkald, chat og videoopkald via
internettet.
18
Som eksempler på kontakt, der sker ved anvendelse af in-
ternettet eller et lignende system til spredning af informa-
tion, kan nævnes situationer, hvor gerningspersonen f.eks.
har afsendt en tekstbesked, mail eller skrevet en besked på
Facebook. Hvis en mail eller besked ikke kommer frem
til forurettede enten på grund af tekniske vanskeligheder,
eller fordi henvendelsen af tredjemand ikke videregives til
forurettede, vil forholdet efter omstændighederne kunne ka-
rakteriseres som forsøg på stalking. Det vil i sådanne tilfæl-
de imidlertid være en betingelse, at henvendelsen reelt vil
kunne anses for rettet til den forurettede, ligesom gernings-
personen på tidspunktet for fremsættelsen skal have haft
forsæt til, at henvendelsen kom til forurettedes kendskab.
Som eksempler på indirekte kontakt, der vil kunne være om-
fattet, kan nævnes henvendelser, der fremsættes via en nært-
stående tredjemand, eller henvendelser, der fremsættes via
offentlige opslag på f.eks. sociale medier. Indirekte kontakt
vil endvidere kunne være gerningspersonens fremsendelse
eller placering af gaver eller andre genstande på forurette-
des bopæl eller arbejdsplads, der har til hensigt at sende
et budskab til forurettede, f.eks. en indirekte trussel, en
kærlighedserklæring eller lignende. Sker indirekte kontakt
via tredjemand, vil denne efter omstændighederne kunne
dømmes for medvirken til overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse, jf. kriminallovens § 13.
Ved »forfølgelse« forstås, at gerningspersonen følger efter,
iagttager eller overvåger forurettede uden helt at nærme sig,
således at adfærden ikke eller ikke med sikkerhed kan be-
tegnes som kontakt.
Som eksempler kan nævnes tilfælde, hvor gerningspersonen
– enten analogt eller digitalt – søger at indsamle information
om forurettedes gøren og laden.
Den analoge forfølgelse kan således f.eks. indebære, at ger-
ningspersonen ved sin fysiske tilstedeværelse overvåger for-
urettedes bopæl eller forfølger og overvåger forurettede, når
han eller hun forlader sin bopæl eller arbejdsplads.
Forfølgelsen kan også finde sted ved brug af digitale en-
heder, f.eks. GPS-udstyr, der påsættes forurettedes køretøj,
eller ved hacking af forurettedes smartphone, webcam, e-
mailkonto, messenger-konto, banktransaktioner eller lignen-
de med det formål at indsamle oplysninger om forurettedes
private forhold og gøren og laden.
Forfølgelse vil endvidere kunne bestå i gerningspersonens
henvendelser til forurettedes familiemedlemmer, venner el-
ler offentlige myndigheder med det formål at indsamle in-
formation om forurettedes private forhold og gøren og la-
den.
Afgørende for, om forfølgelsen er omfattet af den foreslåede
bestemmelse er, at der er tale om en adfærd, som efter
omstændighederne kan være belastende i samme grad som
egentlig kontakt.
Udtrykket »på anden måde chikanerer« skal forstås bredt og
kan omfatte alle typer af handlinger, herunder fysisk ageren
og forskellige former for kommunikation.
Som eksempler, der efter omstændighederne vil kunne ud-
gøre chikane, kan nævnes beskadigelse af forurettedes ejen-
dele eller spredning af information om forurettede, herunder
ved offentliggørelse af private oplysninger samt rygtespred-
ning og falske anklager.
Der kan f.eks. være tale om, at gerningspersonen kontakter
forurettedes arbejdsplads, familie, venner m.v. for at sprede
rygter om forurettede, at der gives fejlagtig information til
offentlige myndigheder, herunder indgives falske anmeldel-
ser til politiet, at der sendes private billeder (uanset om disse
udgør en overtrædelse af kriminallovens § 95) til andre af
forurettede, at der bestilles et stort antal varer til levering
hos forurettede, eller at der ofte sendes beskeder til foruret-
tede om, at man har kendskab til, hvor den pågældende
befinder sig. Det bemærkes, at bestemmelsen også vil kunne
finde anvendelse, hvis gerningspersonen har fået andre til at
foretage de nævnte handlinger for sig.
Der kan således også være tale om almindelig, dagligdags-
adfærd, der imidlertid på baggrund af en samlet vurdering,
herunder særligt gerningspersonens og forurettedes forudgå-
ende relation og adfærdens hyppighed, antager karakter af
chikane.
Den foreslåede bestemmelse forudsætter endvidere, at der er
tale om en adfærd, der er »systematisk og vedvarende«. Be-
grebet indebærer, at der skal være tale om en adfærd, der
gentages og i almindelighed opfattes som et mønster. En-
keltstående krænkelser, f.eks. en enkelt chikanøs opringning
eller et enkelt tilfælde af personlig kontakt m.v. til foruret-
tede ved dennes private bopæl eller på vej til eller fra
arbejde, falder således uden for bestemmelsens anvendelses-
område. Er der tale om meget alvorlige krænkelser, vil få
tilfælde dog ud fra en samlet vurdering kunne være tilstræk-
keligt. Kravet om en systematisk og vedvarende adfærd in-
debærer ikke, at adfærden nødvendigvis skal bestå af samme
type krænkelser.
For at der kan være tale om en vedvarende adfærd, skal
den endvidere være foregået over en periode. Hvor lang
denne periode skal være afhænger af en samlet konkret
vurdering. Heri indgår bl.a. intensiteten og den potentielle
skadevirkning af adfærden. Er der tale om meget hyppige
eller intensive episoder, vil selv en meget kort periode kunne
medføre, at den foreslåede bestemmelse finder anvendelse.
Det er en forudsætning for at blive idømt en foranstaltning
for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse, at der er det
fornødne forsæt, jf. kriminallovens § 11. Gerningspersonen
skal have forsæt i relation til samtlige objektive momenter.
Forsæt vil som udgangspunkt foreligge, hvis gerningsperso-
nen tager kontakt, forfølger eller på anden måde chikanerer
forurettede, efter at vedkommende er meddelt et tilhold,
et opholdsforbud eller en bortvisning efter tilholdslovens §
1, § 3 eller § 7. I denne situation kan der pådrages et kri-
19
minalretligt ansvar i sammenstød med tilholdslovens § 21,
stk. 1. Tilsvarende vil forsæt i almindelighed foreligge, hvis
gerningspersonen bliver bekendt med, at forurettede har ind-
givet en politianmeldelse for overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse eller har anmodet om et forbud efter tilholdslo-
ven, og gerningspersonen efter dette tidspunkt tager kontakt,
forfølger eller på anden måde chikanerer forurettede.
Fortsæt vil også efter omstændighederne kunne foreligge,
når politiet har interveneret i sagen, uden at der foreligger en
egentlig politianmeldelse for overtrædelse af kriminallovens
§ 88 b eller en anmodning om tilhold m.v. Det kan f.eks.
være i tilfælde, hvor politiet har vejledt den, der forfølger
eller chikanerer, i form af en formaning (dvs. en uformel
advarsel om, at politiet kan give den pågældende et tilhold,
opholdsforbud eller bortvisning, hvis adfærden fortsætter)
samt orienteret om konsekvenserne af et tilhold, et opholds-
forbud eller en bortvisning.
Endelig vil forsæt eksempelvis også kunne foreligge, hvis
forurettede på en klar og utvetydig måde – enten i ord eller
handlinger – over for gerningspersonen har tilkendegivet, at
den udviste adfærd er uønsket.
Har forurettede og gerningspersonen ikke haft nogen form
for kontakt forud for adfærden, vil en lang række henven-
delser fra gerningspersonen, f.eks. ved fremsendelse af ga-
ver, breve, beskeder eller fysisk kontakt kunne antyde, at
gerningspersonen må have indset, at adfærden var egnet til
at krænke forurettedes fred. Det vil desuden være tilfældet,
hvis forurettede og gerningspersonen tidligere har indgået
i et ægteskabs- eller ægteskabslignende forhold, og karakte-
ren af forholdet har medført, at forurettede efter al sandsyn-
lighed ikke ønsker kontakt med gerningspersonen. Det vil
dog afhænge af de nærmere omstændigheder i den konkrete
sag, hvorvidt det må formodes, at gerningspersonen måtte
vide, at forurettede ikke ønskede kontakt.
Det er i alle tilfælde afgørende, om der er tale om en af ger-
ningspersonen initieret henvendelse til den forurettede. En
adfærd vil således som udgangspunkt ikke være egnet til at
udgøre en krænkelse af forurettedes fred, hvis forurettede
selv har initieret kontakt til gerningspersonen. Der vil navn-
lig kunne lægges vægt på, om forurettede – enten i ord eller
handling – på en klar og utvetydig måde har frabedt sig
den pågældende adfærd, f.eks. hvis parterne tidligere har
indgået i et ægteskab eller ægteskabslignende forhold, og
omstændighederne ved forholdets afslutning udgør en stærk
formodning for, at forurettede ikke ønsker kontakt med ger-
ningspersonen.
Hvis forurettedes adfærd ikke klart og utvetydigt indikerer,
at denne ikke ønsker kontakt med gerningspersonen, vil den
efter omstændighederne kunne udelukke, at gerningsperso-
nen havde det fornødne forsæt. Det vil f.eks. kunne være
tilfældet, hvis forurettede har frabedt sig kontakt, men efter-
følgende selv kontakter gerningspersonen.
Forudgående tilkendegivelser fra forurettede om, at denne
ikke ønsker kontakt, er ikke en betingelse for, at gernings-
personen har haft det fornødne forsæt. Forfølgelse eller
kontakt m.v. af en person, som ikke har en forudgående
personlig relation til gerningspersonen, vil derfor efter om-
stændighederne også kunne være omfattet af bestemmelsens
anvendelsesområde.
Forsæt vil efter omstændighederne også kunne foreligge
uden for disse situationer, hvis den udviste adfærd har en
sådan varighed, intensitet og grovhed, at det for gernings-
personen måtte stå klart, at der er tale om en krænkelse af
forurettedes fred.
Det vil således afhænge af de nærmere omstændigheder i
den konkrete sag, om det fornødne forsæt foreligger.
Fastsættelsen af foranstaltningen i den enkelte sag vil be-
ro på rettens konkrete vurdering af alle sagens relevante
omstændigheder. Retten skal således i forbindelse med for-
anstaltningens fastsættelse bl.a. lægge vægt på karakteren,
omfanget og varigheden af den krænkende adfærd, foruret-
tedes forhold til gerningspersonen og de konsekvenser, som
adfærden har haft for forurettede og eventuelt dennes pårø-
rende.
Det bør indgå som en skærpende omstændighed i forbindel-
se med rettens fastsættelse af foranstaltning, at tiltalte tidli-
gere er dømt for stalking eller overtrædelser af tilhold, eller
at forurettede befinder sig i en situation, hvor forurettede
er påtvunget en vis kontakt med gerningspersonen. Som ek-
sempel herpå kan nævnes, at gerningspersonen er forælder
til forurettedes mindreårige børn, eller at forurettede og ger-
ningspersonen er kolleger.
Ved valget og udmålingen af foranstaltning skal retten ta-
ge hensyn til den enkelte gerningspersons personlige for-
hold, herunder hvad der skønnes nødvendigt for at afholde
vedkommende fra yderligere lovovertrædelser, jf. kriminal-
lovens § 121, stk. 1, nr. 2. Der skal imidlertid også tages
hensyn til lovovertrædelsens grovhed, herunder samfundets
interesse i at modvirke handlinger af den pågældende art, jf.
§ 121, stk. 1, nr. 1.
Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i kriminallo-
vens § 88 b efter omstændighederne vil kunne omfatte ad-
færd, der i forvejen er selvstændigt kriminaliseret, herunder
f.eks. psykisk vold efter kriminallovens § 88 a.
Særligt for så vidt angår forholdet mellem den foreslåede
bestemmelse og § 88 a bemærkes det, at foranstaltning efter
den foreslåede bestemmelse i § 88 b – i modsætning til
kriminallovens § 88 a – ikke forudsætter, at gerningsperso-
nen er eller har været tilknyttet forurettedes husstand. Den
foreslåede bestemmelse vil således kunne omfatte adfærd
over for f.eks. en tidligere kæreste, som gerningspersonen
ikke har boet sammen med, og adfærd over for en kollega,
en kendt person eller lignende, der ikke kan anses for en nær
relation, og som ikke vil kunne pådømmes efter kriminallo-
vens § 88 a.
20
Det bemærkes endvidere, at det er en betingelse for anven-
delse af kriminallovens § 88 a, at adfærden er egnet til
utilbørligt at styre den anden. Det er ikke en betingelse for
anvendelse af den foreslåede bestemmelse i kriminallovens
§ 88 b, at gerningspersonens adfærd er egnet til at styre
forurettede. Er der således tale om en fredskrænkelse, der er
chikanerende, men som ikke er egnet til at give gerningsper-
sonen en magtposition i forhold til forurettede, vil forholdet
efter omstændighederne kunne være omfattet af den foreslå-
ede bestemmelse, uden at være omfattet af kriminallovens
§ 88 a. Det forudsættes således, at der vil kunne dømmes i
sammenstød, hvis en overtrædelse er omfattet af både § 88
a og den foreslåede § 88 b, og at der derved udmåles en
samlet foranstaltning.
Der kan herudover være tale om andre former for kriminali-
tet, som begås som led i stalkingen, f.eks. falsk anklage efter
kriminallovens § 58, indgivelse af falsk anmeldelse af en
forbrydelse til offentlig myndighed m.v., jf. § 59, åbning af
breve m.v. efter § 94, nr. 1, uberettiget fotografering eller
iagttagelse via kikkert af personer der befinder sig på ikke
frit tilgængeligt sted, jf. § 94, nr. 4, uberettiget videregivel-
se af meddelelser eller billeder vedrørende private forhold
jf. § 95, husfredskrænkelse, jf. § 96, eller hærværk, jf. §
113. Det forudsættes også i sådanne tilfælde, at der vil kun-
ne dømmes i sammenstød for overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse og de øvrige relevante bestemmelser i krimi-
nalloven. En anvendelig bestemmelse i kriminalloven skal
i det konkrete tilfælde dermed alene udelades, hvis en an-
den bestemmelse fuldt ud har absorberet gerningsindholdet i
førstnævnte og derfor karakteriserer det begåede forhold på
tilstrækkelig vis.
Hvis et tilhold, en bortvisning eller et opholdsforbud over-
trædes i forbindelse med overtrædelsen af den foreslåede
bestemmelse, vil der tillige kunne dømmes for overtrædelse
af tilholdslovens § 21, stk. 1.
Politiet bør, i forbindelse med en sigtelse efter den foreslå-
ede bestemmelse i kriminallovens § 88 b, overveje, om
forurettede skal vejledes om reglerne i tilholdsloven, jf. vej-
ledningspligten i tilholdslovens § 15, stk. 2. Det vil således
kunne være relevant at vejlede forurettede om, at der efter
omstændighederne vil kunne træffes afgørelse om tilhold,
opholdsforbud eller bortvisning på dennes anmodning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Identitetsmisbrug er ikke kriminaliseret i grønlandsk ret,
men der findes dog en række bestemmelser i kriminalloven,
der kriminaliserer misbrug af en anden persons identitet, når
det sker med henblik på at begå anden kriminalitet.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i kriminal-
lovens § 95 a, hvorefter den, der uberettiget anvender oplys-
ninger om en anden person, herunder cpr-nummer, navn og
billede, til på utilbørlig vis at udgive sig for at være denne
person, eller uberettiget videregiver materiale, hvor der er
gjort brug af sådanne oplysninger om en anden person til
på utilbørlig vis at manipulere denne persons fremtræden,
dømmes for identitetsmisbrug.
Den foreslåede bestemmelse i § 95 a, nr. 1, indebærer, at
det fremover vil udløse et kriminalretligt ansvar uberettiget
at anvende oplysninger, herunder cpr-nummer, navn og bil-
lede, til på utilbørlig vis at udgive sig for at være en anden
person. Det vil gælde, selvom der ikke i forlængelse heraf
begås en ulovlig handling, og uanset om identitetsmisbruget
sker digitalt eller ej.
Bestemmelsen stiller ikke krav om, at identitetsmisbruget
er sket med et bestemt formål om f.eks. at skade den an-
den persons omdømme eller med henblik på økonomisk
vinding. Disse former for identitetsmisbrug vil således som
udgangspunkt allerede i dag være omfattet af kriminallovens
bestemmelser om ærekrænkelse og bedrageri.
Ved »identitetsmisbrug« forstås det tilfælde, hvor en ger-
ningsperson uberettiget anvender oplysninger, herunder cpr-
nummer, navn og billede, til på utilbørlig vis at udgive sig
for at være en anden person. Det er ikke et krav, at identi-
teten én til én skal være sammenfaldende med en anden
persons. Der kan f.eks. være tilfælde, hvor der gøres brug
af sammensatte oplysninger, således at en persons billede
anvendes under et andet navn eller lignende.
Begrebet »oplysninger« skal forstås bredt og omfatter f.eks.
cpr-nummer, navn, billede, telefonnummer, privatadresse og
underskrift.
Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne omfatte tilfæl-
de, hvor en gerningsperson uden forurettedes samtykke op-
retter en falsk profil på et socialt medie eller en datingprofil
på en datingplatform ved anvendelse af en fysisk persons
identitet i form af navn eller billede. Det samme vil gælde,
hvor gerningspersonen f.eks. udelukkende gør uberettiget
brug af en anden fysisk persons billede, men ikke øvrige
oplysninger, hvorved profilen er at forveksle med den anden
fysiske person. Tilfælde, hvor der oprettes et såkaldt opslag
på et socialt medie, vil også kunne være omfattet af bestem-
melsens anvendelsesområde, hvis der uberettiget anvendes
oplysninger om en anden fysisk person.
Det vil endvidere bl.a. kunne være omfattet af bestemmel-
sen, hvis en gerningsperson uberettiget gør brug af en anden
persons identitet og udgiver sig for at være denne person
ved f.eks. at sende fysiske breve til adressater med den
anden persons identitet som afsender.
Kravet om, at gerningspersonen »uberettiget« skal have an-
vendt de pågældende oplysninger, herunder cpr-nummer,
navn og billede, indebærer, at anvendelsen ikke vil falde
inden for den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde,
hvis den person, som oplysningerne vedrører, har givet sam-
tykke hertil.
21
Gerningspersonen skal endvidere have forsæt til »at udgive
sig for at være en anden person«. Det indebærer, at ger-
ningspersonen skal have forsæt til at anvende oplysninger,
herunder cpr-nummer, navn og billede, med henblik på at
udgive sig for at være en anden person.
Kravet om, at udgivelsen for at være en anden person skal
være »utilbørlig«, indebærer, at der – også uden for de si-
tuationer, hvor der foreligger samtykke – vil kunne være
tilfælde, hvor det ikke vil udgøre en overtrædelse af bestem-
melsen at anvende en anden persons oplysninger til at udgi-
ve sig for at være denne person.
Det drejer sig f.eks. efter omstændighederne om tilfælde,
hvor der gøres brug af oplysningerne i rent private sammen-
hænge, i forbindelse med parodier og satire eller i anden
kulturel eller kunstnerisk sammenhæng. Det forudsættes i
den forbindelse, at der er en videre adgang til at gøre brug af
kendte personers billeder m.v. i parodier, kunstinstallationer
m.v. Der er tale om ikke-udtømmende eksempler, og der vil
i det enkelte tilfælde skulle foretages en konkret vurdering
af, om udgivelsen for at være en anden person er utilbørlig,
bl.a. under hensyn til ytringsfriheden.
Det bemærkes i den forbindelse endvidere, at politiet i
samme omfang som i dag bl.a. vil kunne foretage efterforsk-
ning ved brug af falske identiteter, herunder i tilfælde hvor
politiet f.eks. gør brug af en profil på et socialt medie, der
er identisk med en eksisterende profil på internettet. Der er
i sådanne tilfælde ikke tale om utilbørlig brug af en andens
identitet.
Sager om identitetsmisbrug vil kunne være af varierende
grovhed og spænde fra enkeltstående tilfælde af mindre
krænkende karakter til groft misbrug af en andens oplysnin-
ger. Groft identitetsmisbrug vil bl.a. kunne foreligge, hvis
der er tale om længerevarende, systematiske og gentagne
tilfælde. Der vil ved rettens fastsættelse af foranstaltningen
skulle lægges vægt på, hvor kvalificeret identitetsmisbruget
er, og om det er særligt krænkende for den forurettede, her-
under f.eks. om forurettedes oplysninger anvendes i en por-
nografisk kontekst. Der vil endvidere skulle lægges vægt på,
hvad den potentielle skadevirkning må forventes at kunne
blive for den forurettede, herunder f.eks. om identitetsmis-
bruget foregår på flere sociale medier, og i hvilket omfang
gerningspersonen har taget kontakt til forurettedes nære re-
lationer, herunder arbejdsgiver, familie, venner m.v.
Ved valget og udmålingen af foranstaltning vil retten fortsat
skulle tage hensyn til den enkelte gerningspersons personli-
ge forhold, herunder hvad der skønnes nødvendigt for at
afholde vedkommende fra yderligere lovovertrædelser, jf.
kriminallovens § 121, stk. 1, nr. 2. Der vil imidlertid også
skulle tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed, herunder
samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågæl-
dende art, jf. § 121, stk. 1, nr. 1.
Det bemærkes i øvrigt, at behandling af personoplysninger,
der f.eks. sker som led i oprettelse af falske profiler på
internettet med en anden persons navn og/eller billede, efter
omstændighederne endvidere vil kunne udgøre en overtræ-
delse af persondataloven, som sat i kraft for Grønland ved
kongelig anordning nr. 1238 af 14. oktober 2016 og ændret
ved anordning nr. 898 af 26. juni 2023.
Det bemærkes endvidere, at i tilfælde, hvor der foreligger
en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse om identi-
tetsmisbrug forud for, samtidig med eller efter en overtræ-
delse af f.eks. kriminallovens § 57 om falsk erklæring, §
95 om uberettiget videregivelse af meddelelser m.v., § 99
om ærefornærmelse, § 102 om tyveri, § 104 om bedrageri
eller § 105 om databedrageri, forudsættes den foreslåede
bestemmelse at skulle anvendes i sammenstød med andre
bestemmelser.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) krimi-
nalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens 5. kapitel.
Den foreslåede bestemmelse i 95 a, nr. 2, indebærer, at det
fremover vil udløse et kriminalretligt ansvar uberettiget at
videregive materiale, hvor der er gjort brug af oplysninger
om en anden person, herunder cpr-nummer, navn og billede,
til på utilbørlig vis at manipulere denne persons fremtræden.
Det vil gælde, selvom der ikke i forlængelse heraf begås
en ulovlig handling, og uanset om identitetsmisbruget sker
digitalt eller ej. Bestemmelsen stiller ikke krav om, at identi-
tetsmisbruget er sket med et bestemt formål.
Kravet om, at gerningspersonen »uberettiget« skal have vi-
deregivet materiale, hvor der er gjort brug af oplysninger
om en anden person, herunder cpr-nummer, navn og billede,
indebærer, at videregivelsen ikke vil falde inden for den
foreslåede bestemmelses anvendelsesområde, hvis den per-
son, som oplysningerne vedrører, har givet samtykke hertil.
Ved »videregive« skal forstås tilfælde, hvor gerningsperso-
nen gør materiale offentligt tilgængeligt, herunder på inter-
nettet, eller videregiver materialet til andre.
Kravet om, at manipulationen af en anden persons fremtræ-
den skal være »utilbørlig«, indebærer, at der – også uden
for de situationer, hvor der foreligger samtykke – vil kunne
være tilfælde, hvor det ikke vil udgøre en overtrædelse af
bestemmelsen at videregive materiale, hvor der er gjort brug
af en anden persons oplysninger, til at manipulere denne
persons fremtræden.
Det drejer sig f.eks. efter omstændighederne om tilfælde,
hvor der gøres brug af oplysningerne i rent private sammen-
hænge, i forbindelse med parodier og satire eller i anden
kulturel eller kunstnerisk sammenhæng. Det forudsættes i
den forbindelse, at der er en videre adgang til at gøre brug af
kendte personers billeder m.v. i parodier, kunstinstallationer
m.v. Der er tale om ikke-udtømmende eksempler, og der vil
i det enkelte tilfælde skulle foretages en konkret vurdering
af, om manipulationen af en anden persons fremtræden er
utilbørlig, bl.a. under hensyn til ytringsfriheden.
22
Ved »materiale« forstås bl.a. tekst, lyd- eller billedmateriale.
Ved begrebet »manipulere en anden persons fremtræden«
skal bl.a. forstås, at det relevante materiale påvirkes eller
ændres, så den pågældende persons ageren, udseende, udta-
lelser m.v. kommer til at fremstå på en måde, som ikke er
retvisende.
Den foreslåede bestemmelse vil således efter omstændighe-
derne kunne omfatte tilfælde, hvor der gøres brug af så-
kaldte deepfakes, dvs. manipulation af lyd og video ved
hjælp af kunstig intelligens, så en person figurerer i video-
er m.v., hvor vedkommende gør eller siger noget, som
vedkommende ikke har gjort eller sagt i virkeligheden. Det
kan f.eks. endvidere være tilfælde, hvor forurettedes ansigt
er klippet ind i forskellige former for pornografisk materia-
le, så det fremstår, som om forurettede har deltaget i de
pågældende seksuelle aktiviteter. Det kan desuden f.eks. væ-
re tilfældet, hvor forurettedes ansigt er klippet ind i en video
med lyd, hvor det fremstår, som om forurettede siger noget,
som vedkommende ikke har sagt.
Det bemærkes, at ovenstående tilfælde efter omstændighe-
derne også vil kunne være dækket af andre bestemmelser i
kriminalloven, herunder kriminallovens § 84 om blufærdig-
hedskrænkelse.
Gerningspersonen skal have forsæt til uberettiget at videre-
give materiale, hvor der er gjort brug af oplysninger om
en anden person, herunder cpr-nummer, navn, billede m.v.,
til på utilbørlig vis at manipulere en anden persons fremtræ-
den. Det indebærer, at gerningspersonen skal have forsæt
til, at en sådan manipulation har fundet sted, og forsæt til
uberettiget at videregive materialet.
Sager om identitetsmisbrug vil kunne være af varierende
grovhed og spænde fra enkeltstående tilfælde af mindre
krænkende karakter til groft misbrug af en andens oplysnin-
ger. Groft identitetsmisbrug vil bl.a. kunne foreligge, hvis
der er tale om længerevarende, systematiske og gentagne
tilfælde. Der vil ved rettens fastsættelse af foranstaltningen
skulle lægges vægt på, hvor kvalificeret identitetsmisbruget
er, og om det er særligt krænkende for den forurettede, her-
under f.eks. om forurettedes oplysninger anvendes i en por-
nografisk kontekst. Der vil endvidere skulle lægges vægt på,
hvad den potentielle skadevirkning må forventes at kunne
blive for den forurettede, herunder f.eks. om identitetsmis-
bruget foregår på flere sociale medier, og i hvilket omfang
gerningspersonen har taget kontakt til forurettedes nære re-
lationer, herunder arbejdsgiver, familie, venner m.v.
Ved valget og udmålingen af foranstaltning vil retten fortsat
skulle tage hensyn til den enkelte gerningspersons personli-
ge forhold, herunder hvad der skønnes nødvendigt for at
afholde vedkommende fra yderligere lovovertrædelser, jf.
kriminallovens § 121, stk. 1, nr. 2. Der vil imidlertid også
skulle tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed, herunder
samfundets interesse i at modvirke handlinger af den pågæl-
dende art, jf. § 121, stk. 1, nr. 1.
Det bemærkes i øvrigt, at behandling af personoplysninger,
der f.eks. sker som led i oprettelse af falske profiler på
internettet med en anden persons navn og/eller billede, efter
omstændighederne endvidere vil kunne udgøre en overtræ-
delse af persondataloven, som sat i kraft for Grønland ved
kongelig anordning nr. 1238 af 14. oktober 2016 og ændret
ved anordning nr. 898 af 26. juni 2023.
Det bemærkes endvidere, at i tilfælde, hvor der foreligger
en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse om identi-
tetsmisbrug forud for, samtidig med eller efter en overtræ-
delse af f.eks. kriminallovens § 57 om falsk erklæring, §
95 om uberettiget videregivelse af meddelelser m.v., § 99
om ærefornærmelse, § 102 om tyveri, § 104 om bedrageri
eller § 105 om databedrageri, forudsættes den foreslåede
bestemmelse at skulle anvendes i sammenstød med andre
bestemmelser.
Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) krimi-
nalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens 5. kapitel.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Kriminallovens § 99 indeholder i stk. 5 en bestemmelse om,
at der efter den fornærmedes påstand i domsslutningen kan
optages en bemærkning om, at en ærefornærmende sigtelse
er ubeføjet (såkaldt mortifikation). Bestemmelsens stk. 6
indeholder en bestemmelse om fastsættelse af en sum til
dækning af omkostningerne ved offentliggørelse af en dom.
Det foreslås, at § 99, stk. 6, ophæves som overflødig og
utidssvarende, og at stk. 5 nyaffattes.
Det fremgår således af forslaget til § 99, stk. 5, at der
efter forurettedes påstand optages en bemærkning herom i
domsslutningen, hvis en ærefornærmende sigtelse er ubefø-
jet (mortifikation).
Der er tale om en videreførelse af den gældende § 99, stk. 5,
og der tilsigtes ingen anden ændring, end at den foreslåede
bestemmelse kun skal finde anvendelse på ærefornærmen-
de sigtelser (statement of facts), hvorimod den gældende
bestemmelse finder anvendelse i forhold til sigtelser, der i
et vist omfang også omfatter ”værdidomme” (value judge-
ments).
Mortifikation vil være obligatorisk, når der nedlægges på-
stand herom, og der i øvrigt foreligger en overtrædelse af §
99.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Kriminalloven indeholder ikke i dag en bestemmelse om, at
23
en domfældt eller andre i forlængelse af en dom kan blive
pålagt at slette en udtalelse, meddelelse eller et billede m.v.,
som har tilknytning til kriminallovens §§ 94, 95 a og 99.
En dom om uberettiget videregivelse af oplysninger på in-
ternettet vil efter omstændighederne kunne indeholde en be-
stemmelse om konfiskation af oplysningerne, i det omfang
de ligger på et sted på internettet, som den, der er ansvarlig
for overtrædelsen, råder over som ejer eller bruger, jf. krimi-
nallovens § 166, stk. 2, og § 167, stk. 2. Der vil i givet fald
under sagens behandling efter omstændighederne kunne ske
beslaglæggelse efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.
Lov om behandling af personoplysninger (persondataloven)
er sat i¬kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 1238
af 14. oktober¬2016 og ændret ved anordning nr. 898 af 26.
juni 2023.
Persondatalovens § 37, stk. 1, fastlægger, at den dataansvar-
lige skal¬berigtige, slette eller blokere oplysninger, der vi-
ser sig urigtige eller¬vildledende eller på lignende måde
er behandlet i strid med lov eller¬bestemmelser udstedt i
medfør af lov, hvis en registreret person frem-¬sætter an-
modning herom. Herudover skal de grundlæggende krav
for¬behandling af personoplysninger i persondatalovens §
5 iagttages. Det¬følger bl.a. heraf, at behandling af person-
oplysninger skal tilrettelæg-¬ges således, at der foretages
fornøden ajourføring af oplysningerne, og¬at der skal fore-
tages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles
urigtige eller vildledende oplysninger. Personoplysninger,
der¬viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt
slettes eller berigtiges. Endvidere må indsamlede personop-
lysninger ikke opbevares¬på en måde, der giver mulighed
for at identificere den registrerede i et¬længere tidsrum end
det, der er nødvendigt af hensyn til de formål,¬hvortil perso-
noplysningerne behandles.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i kriminal-
lovens § 99 a om sletning af udtalelser, meddelelser eller
billeder m.v., som har tilknytning til en overtrædelse af kri-
minallovens §§ 94, 95 a og 99 med henblik på at forhindre
tilgængeligheden og den videre udbredelse af disse udtalel-
ser m.v.
Efter forslagets stk. 1 kan det ved dom for overtrædelse
af §§ 94, 95 a og 99 samtidig bestemmes, at en udtalelse,
en meddelelse eller et billede m.v. skal slettes, hvis det er
muligt.
Denne bestemmelse vil ikke indeholde en selvstændig for-
pligtelse til sletning inden for området for lov om behand-
ling af personoplysninger (persondataloven), som er sat i
kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 1238 af 14.
oktober 2016 og ændret ved anordning nr. 898 af 26. juni
2023. Denne forpligtelse er i stedet reguleret i persondatalo-
vens § 37, stk. 1, der fastlægger, at den dataansvarlige skal
berigtige, slette eller blokere oplysninger, der viser sig urig-
tige eller vildledende eller på lignende måde er behandlet
i strid med lov eller bestemmelser udstedt i medfør af lov,
hvis en registeret person fremsætter anmodning herom.
For så vidt angår tilfælde, som falder uden for persondatalo-
vens regler om pligt til sletning, fastsætter den foreslåede
bestemmelse en pligt til sletning, ligesom bestemmelsen vil
indebære, at denne pligt vil kunne håndhæves af domstolene
i forbindelse med en kriminalsag. De tilfælde, som falder
uden for reglerne i persondataloven om pligt til sletning, og
som bestemmelsen således fastsætter en pligt til sletning i
forhold til, er f.eks., når loven slet ikke finder anvendelse, jf.
persondatalovens §§ 1 og 2 (om lovens område), eller hvis
overtrædelsen er begået mod andre end fysiske personer.
Forslaget er begrænset til tilfælde, hvor en person dømmes
for overtrædelse af §§ 94, 95 a og 99. I en dom herom vil
det således efter forslaget samtidig kunne bestemmes, at den
udtalelse eller meddelelse eller det billede m.v., som man
dømmes for fremsættelse, udbredelse eller viderebringelse
af, skal slettes.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke kunne anvendes i rela-
tion til udtalelser, meddelelser eller billeder m.v., som ikke
har den nødvendige tilknytning til overtrædelsen af §§ 94,
95 a og 99. I tilfælde, hvor man dømmes for overtrædelse
af § 99, vil det således kun være den udtalelse eller medde-
lelse, der indeholder ærefornærmelsen, som bestemmelsen
finder anvendelse på, ligesom det kun er det billede, der er
videregivet i strid med den foreslåede bestemmelse i § 95 a,
bestemmelsen finder anvendelse på.
Forpligtelsen til at slette noget efter reglerne i persondatalo-
ven vil bestå, selv om der ikke kan ske eller ikke konkret
sker håndhævelse heraf i medfør af den foreslåede bestem-
melse. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke på no-
gen måde indsnævre den forpligtelse til sletning, der følger
af reglerne i persondataloven. Den registrerede vil således
kunne påberåbe sig sin ret til sletning i medfør af reglerne
i persondataloven direkte over for den dataansvarlige, lige
som den registrerede vil kunne klage til Datatilsynet, som i
medfør af persondatalovens § 58, stk. 1, og § 59, stk. 1, vil
kunne påbyde den dataansvarlige at slette oplysningerne.
Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at forpligtelsen efter bestemmel-
sens stk. 1 påhviler den, der dømmes for overtrædelsen.
Det foreslås i forlængelse heraf i stk. 2, 2. pkt., at har denne
ikke rådighed over udtalelsen, meddelelsen eller billedet,
kan forpligtelsen pålægges den, som har en sådan rådighed.
Bestemmelsen vil indebære, at forpligtelsen primært skal
pålægges den domfældte. Bestemmelsen kan således kun
anvendes over for andre, hvis disse har rådighed over en
udtalelse m.v., som domfældte ikke har rådighed over. Be-
stemmelsen kan anvendes både over for domfældte og flere
andre, hvis dette – fordi udtalelsen m.v. findes flere steder –
er nødvendigt for at opnå tilstrækkelig sletning.
Rådighed skal forstås sådan, at det skal være muligt at slette
den pågældende udtalelse m.v. Denne mulighed kan f.eks.
24
foreligge, hvis man har (lovlig) adgang til at redigere den
hjemmeside, som indeholder udtalelsen, eller hvis man har
(lovlig) adgang til den Facebookkonto, hvor udtalelsen m.v.
er udbredt fra.
Pålægget indebærer, at udtalelsen m.v. skal slettes, i det
omfang dette er muligt for domfældte eller en anden per-
son. Der kan ikke i pålægget indfortolkes en pligt for dom-
fældte til at rette henvendelse til søgemaskiner, sociale me-
dier m.v. med henblik på at få disse til at slette udtalelser
m.v., som domfældte ikke har rådighed over, selv om det
er domfældte, der har udbredt dem, medmindre en sådan
pligt følger af persondataloven. Der er imidlertid mulighed
for direkte at pålægge søgemaskiner, sociale medier m.v.
forpligtelser efter bestemmelsen.
Forbeholdet om, at det skal være muligt at fjerne udtalelsen
m.v., indebærer i relation til forfattere m.v., der er dømt for
overtrædelser gennem indholdet af et massemedie, som er
omfattet af landstingslov om medieansvar, at forpligtelsen
skal pålægges redaktøren, der har rådigheden over mediets
internetsted.
Formålet med bestemmelsen er således bl.a. at tage højde
for de tilfælde, hvor en forfatter, en tidligere redaktør eller
en udgiver dømmes for at have begået en overtrædelse af de
nævnte bestemmelser i f.eks. en artikel i en internetavis, og
hvor en af disse mangler rådighed over mediets internetavis
og dermed ikke har mulighed for at fjerne artiklen. Forplig-
telsen til at fjerne en udtalelse m.v., der er udbredt gennem
indholdet af et massemedie, som er omfattet af landstingslov
om medieansvar, vil således i alle tilfælde skulle pålægges
den til enhver tid værende ansvarshavende redaktør efter
stk. 2, fordi denne i modsætning til f.eks. en forfatter har
rådighed over mediets internetavis, herunder mulighed for at
fjerne eller ændre artikler.
Det vil i den forbindelse som det klare udgangspunkt være
et krav, at ærekrænkelsen er begået gennem indholdet af
et massemedie, der er omfattet af landstingslov om medie-
ansvar. Denne betingelse indebærer, at bestemmelsen finder
anvendelse, hvis nogen, jf. § 9 i landstingslov om mediean-
svar, gøres ansvarlig for mediets indhold. Redaktøren kan
således som udgangspunkt ikke forpligtes til at fjerne en
krænkelse, som en person uden tilknytning til mediet har
begået, hvis denne krænkelse berettiget er viderebragt af
mediet, medmindre et pålæg herom konkret vurderes at væ-
re i overensstemmelse med EMRK artikel 10.
Det bemærkes i den forbindelse, at domstolene i alle tilfæl-
de, hvor en anden end gerningspersonen har rådighed over
det pågældende elektroniske medie, vil skulle foretage en
selvstændig vurdering af, hvorvidt et pålæg om at slette den
pågældende meddelelse eller billede vil krænke den pågæl-
dendes ytringsfrihed efter navnlig EMRK artikel 10.
Det vil bero på en konkret vurdering, hvad der skal til for at
slette ærefornærmelsen. Er der tale om f.eks. en artikel, kan
fornærmelsen slettes ved at fjerne selve artiklen fra internet-
tet (afpublicere). Det vil ikke være tilstrækkeligt at afindek-
sere artiklen, fordi den fortsat er at finde på internettet, selv
om det ikke er muligt ved hjælp af søgeord at søge den
frem. Er forpligtelsen pålagt Google eller en anden lignende
søgemaskine, der ikke har rådighed over det internetsted,
hvor udtalelsen m.v. er udbredt, vil forpligtelsen imidlertid
netop indebære afindeksering. Det forudsættes, at medierne
kan opbevare den oprindelige artikel m.v. på en måde, der
forhindrer nye fornærmelser af forurettede, dvs. utilgænge-
ligt for offentligheden.
Efter omstændighederne vil det være tilstrækkeligt at ano-
nymisere forurettede i en artikel eller at fjerne ærefornær-
mende ord eller sætninger, således at artiklen i øvrigt kan
forblive på internettet. Dette vil imidlertid ikke være til-
strækkeligt, hvis det på trods heraf kan konstateres, hvem
forurettede er, og hvilken udtalelse der har været tale om.
Nedlægges der påstand om, at pligten skal påhvile en per-
son, der ikke er part i kriminalretssagen, skal denne indstæv-
nes i sagen med henblik på at have taleret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 7
Der findes ikke i dag en særskilt regulering for Grønland
vedrørende spørgsmål om udgangstilladelse m.v. for person-
er, der i henhold til en retsafgørelse truffet i medfør af
kriminallovens § 157, stk. 1, er anbragt på hospital eller
institution, ligesom kriminalloven ikke indeholder bestem-
melser, der giver den fornødne bemyndigelse til at fastsætte
administrative regler om udgangstilladelser for denne per-
songruppe.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i kriminal-
loven som § 160 a med henblik på at etablere den fornød-
ne bemyndigelse for justitsministeren til administrativt at
fastsætte regler om udgangstilladelse m.v. til personer, der
i henhold til en retsafgørelse truffet i medfør af kriminallo-
vens § 157, stk. 1, er anbragt i hospital eller institution i
Grønland eller i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den danske straffe-
lovs § 73 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 1360 af 28. september
2022 med senere ændringer, med en enkelt undtagelse i
forhold til kredsen af forhandlingsparter.
Den foreslåede § 160 a, 1. pkt., fastslår, at justitsministeren
efter forhandling med Naalakkersuisut, social- og boligmini-
steren samt indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte
regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til per-
soner, der er anbragt på hospital eller anden institution i
henhold til en afgørelse truffet i medfør af § 157.
25
Efter det foreslåede 2. pkt. kan justitsministeren fastsætte
regler om, at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse
af tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på
psykiatriske afdelinger og til lederen og lederens stedfortræ-
der på boformer, jf. § 108 i lov om social service, der drives
af kommuner, regioner og private.
Justitsministeren kan i den forbindelse endvidere fastsætte,
at afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed, jf. det fore-
slåede 3. pkt.
Hvis lovforslaget vedtages, er det forventningen, at der –
med forbehold for den i forslaget foreskrevne forhandling
med Naalakkersuisut, social- og boligministeren samt inden-
rigs- og sundhedsministeren – vil blive udstedt en bekendt-
gørelse om udgang m.v. for personer, der er anbragt i ho-
spital m.v. i henhold til en retsafgørelse i medfør af bl.a.
kriminallovens § 157, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 8
Det foreslås, at § 262, stk. 2, ophæves som en konsekvens af
det foreslåede § 1, nr. 5, om, at § 99, stk. 6, ophæves.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1-2
De foreslåede ændringer er en konsekvens af det foreslåede
§ 2, nr. 3, om indsættelse af et nyt nummer i retsplejelovens
§ 301, nr. 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 og 2.6 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 3
Det følger af retsplejelovens § 301, at sager, hvor dette er
særligt bestemt ved lov, landstingslov eller landstingsforord-
ning, og sager, hvor der nedlægges påstand om 1) særlige
følger, der til fyldestgørelse for det offentlige er fastsat for
overtrædelser af visse love, herunder bygningsloven og skat-
telovgivningen, 2) ophævelse af en forening eller 3) tab af
arveret, skal behandles efter kriminalretsplejens regler.
Det foreslås at indsætte et nyt nr. 4 i retsplejelovens § 301,
så sager, hvorunder det offentlige nedlægger påstand om
mortifikation i henhold til den foreslåede bestemmelse i
kriminallovens § 99, stk. 5, eller pålæg efter den foreslåede
bestemmelse i kriminallovens § 99 a, når ærefornærmelser
påtales offentligt, skal behandles efter kriminalretsplejens
regler.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af forslaget om, at
bestemmelsen i kriminallovens § 99, stk. 6, om offentliggø-
relse af en dom om ærefornærmelse ophæves, at § 99, stk. 5,
om mortifikation nyaffattes, jf. det foreslåede § 99, stk. 5, og
at der som noget nyt skal kunne gives pålæg om fjernelse af
ærefornærmelser m.v. fra f.eks. internettet, jf. den foreslåede
§ 99 a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 og 2.6 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Til nr. 4
Det følger af retsplejelovens § 336 b, stk. 1, 1. pkt., at i
sager, hvor der er afsagt dom om anbringelse i anstalt, jf.
kriminallovens kapitel 31, for en grovere overtrædelse af
kriminalloven, hvor vold, psykisk vold, trusler eller anden
personfarlig kriminalitet indgår, eller en seksualforbrydelse,
underrettes den forurettede efter anmodning om tidspunktet
for den dømtes første uledsagede udgang og løsladelse og
om eventuel undvigelse, hvis den dømte har været tilbage-
holdt før dom og ikke har været løsladt mellem dommens
afsigelse og fuldbyrdelse.
I sådanne tilfælde underrettes den forurettede desuden efter
anmodning, hvis gerningspersonen under afsoning og på
institutionens område med institutionens viden medvirker
i optagelserne til et tv- eller radioprogram produceret til
udsendelse i Grønland, hvori den pågældende har en frem-
trædende rolle, eller i et portrætinterview i et grønlandsk
dagblad, jf. bestemmelsens stk. 1, 2. pkt. Det samme gælder
ved medvirken i optagelserne af et sådant tv- eller radio-
program eller interview uden for institutionens område i
tilfælde, hvor institutionen har meddelt tilladelse til udgang
med viden herom, jf. § bestemmelsens, stk. 1, 3. pkt. Er
den forurettede afgået ved døden, underrettes den forurette-
des nære pårørende efter anmodning, jf. § 336 b, stk. 1,
4. pkt. Underretning kan afslås, hvis væsentlige hensyn til
gerningspersonen taler for det, jf. bestemmelsens stk. 1, 5.
pkt.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 336 b, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i
kriminallovens § 88 b.
Dette indebærer, at der i forhold til en dom til anbringel-
se i anstalt for en grovere overtrædelse af kriminalloven,
hvor stalking efter den foreslåede bestemmelse i § 88 b, jf.
lovforslagets § 1, nr. 3, indgår, på samme måde som for
bl.a. vold og psykisk vold vil skulle ske underretning af
forurettede eller dennes nære efter anmodning i henhold til
de nærmere regler herom i § 336 b, stk. 1.
Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændring
af retstilstanden.
26
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 5
Retsplejelovens § 340 a indeholder regler om politiets fore-
tagelse af videoafhøring. Det følger af bestemmelsens stk. 1,
at politiets afhøring af en person kan optages på video med
henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hoved-
forhandlingen, hvis personen er under 13 år, eller personen
er under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse
af kriminallovens § 74 (blodskam) eller kapitel 18 (seksual-
forbrydelser) eller kriminallovens § 86, stk. 1 (manddrab),
§ 88, 1. pkt., eller § 88 a (vold og psykisk vold), hvor
personen eller en af dennes nærmeste er forurettet, og den,
der er mistænkt, er en af personens nærmeste. Videoafhøring
kan endvidere ske, hvis personen er under 18 år, og særlige
omstændigheder taler for videoafhøring, eller personen er
18 år eller derover og har en alvorlig psykisk lidelse eller
væsentlig funktionsnedsættelse, og særlige omstændigheder
taler for videoafhøring.
Det foreslås, at der i retsplejelovens § 340 a, stk. 1, nr.
2, litra b, indsættes en henvisning til den foreslåede bestem-
melse i kriminallovens § 88 b.
Dette vil indebære, at der på samme måde som ved efter-
forskning af overtrædelser af bl.a. kriminallovens § 88, 1.
pkt., og § 88 a om henholdsvis vold og psykisk vold kan
foretages videoafhøring af personer under 15 år ved efter-
forskning af overtrædelse af den foreslåede bestemmelse
i kriminallovens § 88 b om stalking, hvor personen eller
dennes nærmeste er forurettet og den, der er mistænkt, er en
af personens nærmeste.
Der er ikke med lovforslaget i øvrigt tilsigtet nogen ændring
af retstilstanden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Retsplejelovens § 361 indeholder regler om mindre indgri-
bende forholdsregler i forbindelse med tilbageholdelse af
sigtede, herunder om at retten, jf. § 361, stk. 2, nr. 3 og
4, kan træffe afgørelse om, at sigtede skal tage ophold i
egnet hjem eller institution (nr. 3), eller undergive sig psyki-
atrisk behandling eller afvænningsbehandling for misbrug af
alkohol, narkotika el.lign., om nødvendigt på hospital eller
særlig institution (nr. 4).
Efter den gældende bestemmelse i § 361, stk. 4, i retspleje-
lov for Grønland kan justitsministeren fastsætte regler om
meddelelse af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er
anbragt i institution eller hospital m.v. til personer, der er
anbragt i institution eller hospital m.v. i medfør af stk. 2,
nr. 3 eller 4, når der ikke i øvrigt er taget stilling hertil. Ju-
stitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser,
der træffes i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for
højere administrativ myndighed.
Det foreslås i § 361, stk. 4, 1. pkt., efter ”kan” at indsætte
”efter forhandling med Naalakkersuisut, social- og boligmi-
nisteren samt indenrigs- og sundhedsministeren”.
Hensigten med den foreslåede ændring er at sikre, at be-
myndigelsesbestemmelsen i § 361, stk. 4, indeholder den
fornødne hjemmel til administrativt at fastsætte regler om
udgangstilladelser m.v. til personer, der i henhold til en rets-
afgørelse i medfør af § 361, stk. 2, nr. 3 eller 4, er anbragt på
hospital eller institution m.v. i Grønland eller i Danmark.
Bestemmelsen i § 361, stk. 4, 1. pkt., vil med den foreslåede
ændring få samme indhold som den danske retsplejelovs §
765, stk. 6, jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 4. marts 2024,
med en enkelt undtagelse, idet det fremadrettet vil følge
af bestemmelsen, at justitsministeren efter forhandling med
Naalakkersuisut, social- og boligministeren og sundhedsmi-
nisteren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til
udgang m.v. til personer, der er anbragt i institution eller
hospital m.v. i medfør af stk. 2, nr. 3 eller 4, når der ikke i
øvrigt er taget stilling hertil.
Hvis lovforslaget vedtages, er det forventningen, at der –
med forbehold for den i forslaget foreskrevne forhandling
med Naalakkersuisut, social- og boligministeren samt inden-
rigs- og sundhedsministeren – vil blive udstedt en bekendt-
gørelse om udgang m.v. for personer, der er anbragt i ho-
spital m.v. i henhold til en retsafgørelse i medfør af bl.a.
retsplejelovens § 361, stk. 2, nr. 3 eller 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 7
Retsplejelovens § 436 indeholder regler om personundersø-
gelser af sigtede, herunder om betingelserne for mentalun-
dersøgelse, jf. stk. 2. Det følger af stk. 3, 1. pkt., at hvis
det findes nødvendigt, at sigtede indlægges til mentalunder-
søgelse på hospital i eller uden for Grønland eller anden
tilsvarende institution, træffer retten beslutning herom.
Der findes ikke i dag en særskilt regulering for Grønland
vedrørende spørgsmål om udgangstilladelse m.v. for person-
er, der i henhold til en retsafgørelse truffet i medfør af rets-
plejelovens § 436, stk. 3, er indlagt på hospital eller institu-
tion, ligesom retsplejeloven ikke indeholder bestemmelser,
der giver den fornødne bemyndigelse til at fastsætte admini-
strative regler om udgangstilladelser for denne persongrup-
pe.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 6 i § 436 med henblik på
at etablere den fornødne bemyndigelse for justitsministeren
til administrativt at fastsætte regler om udgangstilladelse
m.v. til personer, der i henhold til en retsafgørelse truffet i
27
medfør af retsplejelovens § 436, stk. 3, er indlagt på hospital
m.v. i Grønland eller i Danmark.
Den foreslåede bestemmelse svarer til den danske retspleje-
lovs § 811, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 4. marts
2024, med en enkelt undtagelse i forhold til kredsen af for-
handlingsparter.
Det foreslåede § 436, stk. 6, 1. pkt., indebærer, at justitsmi-
nisteren efter forhandling med Naalakkersuisut, social- og
boligministeren samt indenrigs- og sundhedsministeren kan
fastsætte regler om meddelelse af tilladelse til udgang m.v.
til personer, der er indlagt på hospital m.v. i medfør af stk. 3.
Hvis lovforslaget vedtages, er det forventningen, at der –
med forbehold for den i forslaget foreskrevne forhandling
med Naalakkersuisut, social- og boligministeren samt inden-
rigs- og sundhedsministeren – vil blive udstedt en bekendt-
gørelse om udgang m.v. for personer, der er anbragt i ho-
spital m.v. i henhold til en retsafgørelse i medfør af bl.a.
retsplejelovens § 436, stk. 3, jf. nærmere herom under pkt.
2.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Efter det foreslåede 2. pkt. kan justitsministeren i den for-
bindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i medfør af disse
regler, ikke kan indbringes for højere administrativ myndig-
hed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2025.
28
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I kriminalloven for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1187
af 18. september 2023, som senest ændret ved lov nr. 411 af
23. april 2024, foretages følgende ændringer:
§ 21. ---
Stk. 2-4. ---
1. § 21, stk. 5, affattes således:
Stk. 5. Påtalefristen afbrydes ved ethvert rettergangsskridt,
hvorved den pågældende sigtes for overtrædelsen. I sager,
der efter retsplejeloven kan afgøres ved vedtagelse af bøde-
forelæg udfærdiget af politiet, afbrydes påtalefristen, når
sigtede gøres bekendt med forelægget. I andre tilfælde, hvor
et kriminalretligt ansvar for en overtrædelse kan pålægges
af en administrativ myndighed, afbrydes fristen, når den
pågældende gøres bekendt med, at den pågældende er sigtet
for overtrædelsen. Påtalefristen kan ikke afbrydes over for
en juridisk person med virkning i forhold til personer, der
har handlet på den juridiske persons vegne.
»Stk. 5. Påtalefristen afbrydes, når den pågældende gøres
bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmo-
der om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for
overtrædelsen. Påtalefristen for en juridisk persons ansvar
kan afbrydes over for en person, der efter retsplejelovens
§ 135 kan modtage forkyndelser på den juridiske persons
vegne.«
Stk. 6. ---
§ 22. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1-4 finder også anvendelse
med hensyn til de retsfølger, der omtales i § 99, stk. 5 og 6,
dog at forældelsesfristen er 3 år.
2. I § 22, stk. 5, udgår »og 6«.
§ 88 a. --- 3. Efter § 88 a indsættes:
»§ 88 b. For stalking dømmes den, der på en måde, som
er egnet til at krænke en anden persons fred, systematisk og
vedvarende kontakter, forfølger eller på anden måde chika-
nerer den pågældende.«
§ 95. --- 4. Efter § 95 indsættes:
»§ 95 a. For identitetsmisbrug dømmes den, der uberetti-
get
1) anvender oplysninger om en anden person, herunder
cpr-nummer, navn og billede, til på utilbørlig vis at udgive
sig for at være denne person eller
2) videregiver materiale, hvor der er gjort brug af oplys-
ninger om en anden person, herunder cpr-nummer, navn og
billede, til på utilbørlig vis at manipulere denne persons
fremtræden.«
§ 99. ---
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Er en ærefornærmende sigtelse ubeføjet, skal der
efter den fornærmedes påstand optages en bemærkning her-
om i domskonklusionen.
Stk. 6. Den, der dømmes for en ærefornærmende sigtelse,
kan efter den fornærmedes påstand tilpligtes at betale den
fornærmede et af retten fastsat beløb til at dække omkostnin-
5. § 99, stk. 5 og 6, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 5. Er en ærefornærmende sigtelse ubeføjet, optages
der efter forurettedes påstand en bemærkning herom i doms-
slutningen.«
29
gerne ved offentliggørelse i en eller flere offentlige aviser
enten af domskonklusionen alene eller tillige af begrundel-
sen for dommen. Dette gælder, selv om dommen kun lyder
på mortifikation efter stk. 5.
Stk. 7. For ærefornærmelse mod en afdød dømmes den,
som fremsætter eller udbreder ærefornærmende udtalelser
mod en afdød.
Stk. 7 bliver herefter stk. 6.
§ 99. --- 6. Efter § 99 indsættes:
»§ 99 a. Ved dom for overtrædelse af §§ 94, 95 a og 99
kan det samtidig bestemmes, at en udtalelse, en meddelelse
eller et billede m.v. skal slettes, hvis det er muligt.
Stk. 2. Forpligtelsen efter stk. 1 påhviler den, der dømmes
for overtrædelsen. Har denne ikke rådighed over udtalelsen,
meddelelsen eller billedet, kan forpligtelsen pålægges den,
som har en sådan rådighed.«
§ 160. --- 7. Efter § 160 indsættes:
Ȥ 160 a. Justitsministeren kan efter forhandling med Naa-
lakkersuisut, social- og boligministeren samt indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte regler om meddelelse af tilla-
delse til udgang m.v. til personer, der er anbragt på hospital
eller anden institution i henhold til en afgørelse truffet i med-
før af § 157. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte
regler om, at kompetencen til meddelelse og tilbagekaldelse
af tilladelse til udgang m.v. kan delegeres til overlægen på
psykiatriske afdelinger og til lederen og lederens stedfortræ-
der på boformer, jf. § 108 i lov om social service, der drives
af kommuner, regioner og private. Justitsministeren kan i
den forbindelse endvidere fastsætte, at afgørelser, der træffes
i medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere admi-
nistrativ myndighed.«
§ 262. ---
Stk. 2. En afgørelse efter § 99, stk. 6, kan dog fuldbyrdes
efter den dømtes død.
8. § 262, stk. 2, ophæves.
Stk. 3. Anklagemyndigheden kan endvidere indbringe
spørgsmålet om opretholdelse af en konfiskation for ret-
ten. Konfiskation kan kun opretholdes, for så vidt angår
genstande eller beløb, der er erhvervet som udbytte ved
forbrydelsen, eller som svarer til et sådant udbytte. Retten
kan ændre bestemmelsen om konfiskation, så der i stedet for
genstande konfiskeres et beløb.
Stk. 3 bliver herefter stk. 2.
§ 2
I retsplejelov for Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 1186 af
18. september 2023, som senest ændret ved lov nr. 662 af 11.
juni 2024, foretages følgende ændringer:
§ 301. Efter reglerne i dette afsnit behandles endvidere
sager, hvor dette er særligt bestemt ved lov, landstingslov
eller landstingsforordning, og sager, hvor der nedlægges på-
stand om
1) ---
2) ophævelse af en forening eller 1. I § 301, nr. 2, ændres »forening eller« til: »forening,«.
3) tab af arveret. 2. I § 301, nr. 3, ændres »arveret.« til: »arveret eller«.
3. I § 301 indsættes som nr. 4:
30
»4) mortifikation efter kriminallovens § 99, stk. 5, eller på-
læg efter kriminallovens § 99 a, når ærefornærmelser påtales
offentligt.«
§ 336 b. I sager, hvor der er afsagt dom om anbringelse
i anstalt, jf. kriminallovens kapitel 31, for en grovere over-
trædelse af kriminalloven, hvor vold, psykisk vold, trusler
eller anden personfarlig kriminalitet indgår, eller en seksu-
alforbrydelse, underrettes den forurettede efter anmodning
om tidspunktet for den dømtes første uledsagede udgang
og løsladelse og om eventuel undvigelse, hvis den dømte
har været tilbageholdt før dom og ikke har været løsladt
mellem dommens afsigelse og fuldbyrdelse. I sådanne til-
fælde underrettes den forurettede desuden efter anmodning,
hvis gerningsmanden under afsoning og på institutionens
område med institutionens viden medvirker i optagelserne
til et tv- eller radioprogram produceret til udsendelse i Grøn-
land, hvori den pågældende har en fremtrædende rolle, eller
i et portrætinterview i et grønlandsk dagblad. Det samme
gælder ved medvirken i optagelserne af et sådant tv- eller
radioprogram eller interview uden for institutionens områ-
de i tilfælde, hvor institutionen har meddelt tilladelse til
udgang med viden herom. Er den forurettede afgået ved
døden, underrettes den forurettedes nære pårørende efter an-
modning. Underretning kan afslås, hvis væsentlige hensyn
til gerningsmanden taler for det.
4. I § 336 b, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »psykisk vold,«:
»stalking,«.
Stk. 2-3. ---
§ 340 a. Politiets afhøring af en person kan optages på
video med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis
under hovedforhandlingen efter § 467 a (videoafhøring) i
følgende tilfælde:
1) ---
2) Personen er under 15 år, og efterforskningen vedrører
en overtrædelse af
a) ---
b) § 86, stk. 1, § 88, 1. pkt., eller § 88 a, i kriminallov
for Grønland, hvor personen eller en af dennes nærmeste
er forurettet og den, der er mistænkt, er en af personens
nærmeste.
5. I § 340 a, stk. 1, nr. 2, litra b, ændres »eller § 88 a« til: »§
88 a eller § 88 b«.
3-4) ---
Stk. 2-4. ---
§ 361. ---
Stk. 2-3. ---
Stk. 4. Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelel-
se af tilladelse til udgang m.v. til personer, der er anbragt i
institution eller hospital m.v. i medfør af stk. 2, nr. 3 eller 4,
når der ikke i øvrigt er taget stilling hertil. Justitsministeren
kan i den forbindelse fastsætte, at afgørelser, der træffes i
medfør af disse regler, ikke kan indbringes for højere admi-
nistrativ myndighed.
6. I § 361, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »kan«: »efter for-
handling med Naalakkersuisut, social- og boligministeren
samt indenrigs- og sundhedsministeren«.
§ 436. ---
Stk. 2-5. ---
7. I § 436 indsættes som stk. 6:
31
»Stk. 6. Justitsministeren kan efter forhandling med Naa-
lakkersuisut, social- og boligministeren samt indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte regler om meddelelse af tilla-
delse til udgang m.v. til personer, der er indlagt på hospital
m.v. i medfør af stk. 3, når der ikke i øvrigt er taget stilling
hertil. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte, at
afgørelser, der træffes i medfør af disse regler, ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed.«
32