L 82 - svar på MFU spm. 91 om at bekræfte, at tolkningsrummet for begrebet ”særkende” ikke per definition kan isoleres til at dække over det forhold, at en undtagelse i sin ordlyd er ”personlig”, men også kan tænkes at dække over andre forhold

Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 82 - Forslag til lov om ændring af momsloven (Ændring af reglerne om
forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 91 af 6. december 2024. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra ikkemedlem af udvalget Søren Søndergaard (EL).
Rasmus Stoklund
/ Jeanette Rose Hansen
9. december 2024
J.nr. 2024 - 7038
Offentligt
L 82 - endeligt svar på spørgsmål 91
Skatteudvalget 2024-25
Side 2 af 2
Spørgsmål
Vil ministeren bekræfte, at tolkningsrummet for begrebet ”særkende” ikke per definition
kan isoleres til at dække over det forhold, at en undtagelse i sin ordlyd er ”personlig”,
men også kan tænkes at dække over andre forhold, idet spørgeren bemærker, at EU-
Domstolen ikke har taget stilling til indholdet af begrebet og en række af undtagelserne
beskrevet i momsdirektivets bilag X, del B også inddrager særkender som f.eks. privat/of-
fentlig dikotomi, krav om ikke at ”medføre konkurrenceforvridning af betydning”, refe-
rencer til andre specifikke artikler i direktivet, geografisk afgrænsning, branchehenvisnin-
ger m.v.?
Svar
Som det fremgår af bl.a. mit svar på L 82 – spm. 80, må spørgsmålet om, hvorvidt en
momsfritagelse har et ”særkende”, der indebærer, at den ikke kan anvendes af en formid-
ler, bero på, om momsfritagelsen efter sit indhold kan anvendes af formidlere. Når en
momsfritagelse efter sit indhold er personlig, og formidleren ikke tilhører den person-
kreds, der kan anvende fritagelsen, er det både Skatteministeriets og Justitsministeriets
opfattelse, at momsfritagelsen har et ”særkende”, der indebærer, at den ikke kan anvendes
af den pågældende formidler.
Heri ligger selvsagt ikke, at der ikke også kan være yderligere tilfælde, hvor en momsfrita-
gelse efter sit indhold ikke kan anvendes af en formidler, fx som følge af en geografisk
begrænsning for bestemmelsens anvendelse. Den omstændighed, at der kan peges på
yderligere eksempler på, hvad der kan udgøre et ”særkende”, ændrer således ikke på Skat-
teministeriets og Justitsministeriets ovennævnte fortolkning.


Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 82 - Forslag til lov om ændring af momsloven (Ændring af reglerne om
forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 80 af 4. december 2024.
Rasmus Stoklund
/ Jeanette Rose Hansen
4. december 2024
J.nr. 2024 - 7038
Offentligt
L 82 - endeligt svar på spørgsmål 80
Skatteudvalget 2024-25
Offentligt
L 82 - endeligt svar på spørgsmål 91
Skatteudvalget 2024-25
Side 2 af 6
Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. december 2024 fra Dansk Erhverv og
Gorrissen Federspiel, jf. L 82 – bilag 18.
Svar
I henvendelsen anfører Dansk Erhverv (herefter DE) og Gorrissen Federspiel (herefter
GF), at indførelsen af moms på formidling af kunstneriske ydelser ikke er påkrævet efter
EU-retten.
Ifølge DE/GF synes nyere praksis fra EU-Domstolen ikke at understøtte Skatteministeri-
ets fortolkning. DE/GF henviser herved til EU-Domstolens domme i sag C-224/11,
BGZ Leasing, og i sag C-695/20, Fenix International.
DE/GF henviser i øvrigt til en dom af 25. april 2018 fra den tyske Bundesfinanzhof (sag
XI R 16/16), og til et citat fra Kommissionens svar til skatteministeren af 30. marts 2023,
som ifølge henvendelsen understøtter deres synspunkter.
Endelig anfører DE/GF, at en vedtagelse af lovforslaget vil betyde, at det ikke vil være
muligt at genindføre momsfrihed for formidling af kunstneriske ydelser, da momsfrihe-
den i Danmark hviler på en stand still-bestemmelse i momsdirektivet.
Hertil bemærkes
Lovforslag L 82 om ændring af reglerne for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet
medfører, at forvaltningsorganisationer fremover skal lægge moms på, når de sælger li-
censer til forfattere og kunstneres ophavsretsbelagte værker.
Formålet med lovforslaget er at bringe den danske retstilstand på området i overensstem-
melse med EU-retten. Det er både Skatteministeriets og Justitsministeriets juridiske vur-
dering, at den gældende retstilstand ikke er i overensstemmelse med EU-retten og derfor
skal ændres.
Regeringen har derfor besluttet at fremsætte lovforslaget, der er en genfremsættelse af L
106 (2021-22) og L 13 (2022-23, 1. samling).
Henvendelsen fra DE/GF, der består af en PowerPoint-præsentation anvendt under et
foretræde for Skatteudvalget, giver ikke anledning til en ændret juridisk vurdering.
Indledningsvist skal det bemærkes, at henvendelsen er baseret på samme grundsynspunkt,
som det, der fremgår af GF’s redegørelse til Skatteudvalget af 22. april 2022, jf. L 106 –
bilag 17 (2021-22). I denne redegørelse anfører advokatfirmaet, at fx forvaltningsorganisa-
tioner, fordi de er formidlere af licenserne på vegne af forfatterne og kunstnerne, kan an-
vende den såkaldte formidlingsregel og derved også kan omfattes af momsfritagelsen for
ydelser leveret af forfattere og kunstnere
Side 3 af 6
Jeg skal derfor overordnet henvise til min besvarelse af L 106 B - spørgsmål 87 (2021-
2022), hvor GFs redegørelse kommenteres.
Som der er redegjort for i det nævnte svar, indebærer formidlingsreglen, at der i moms-
mæssig henseende skal anses for at bestå to identiske leveringer, hvor samme ydelse først
leveres fra tjenesteyderen til formidleren og herefter fra formidleren til den endelige
kunde.
I EU-Domstolens dom af 14. juli 2011 i sag C-464/10, Henfling, præmis 36-37, er det om
sådanne formidlingssalg fastslået, at hvis leveringen af en tjenesteydelse fra den oprinde-
lige leverandør er momsfritaget, finder denne fritagelse ligeledes anvendelse på retsforhol-
det mellem formidleren og dennes kunde, medmindre den relevante momsfritagelse har
et ”særkende, som kan begrunde en indskrænkning af anvendelsesområdet for” momsfri-
tagelsen, så den ikke kan anvendes af formidleren.
Det er Skatteministeriets og Justitsministeriets vurdering, at den omstændighed, at moms-
fritagelsen for kunstnere er personlig og således ikke omfatter ydelser leveret af andre end
den fastsatte personkreds (kunstnere m.fl.) er et sådant ”særkende”, at momsfriheden
ikke kan udstrækkes til at gælde i forholdet mellem formidleren (forvaltningsorganisatio-
nen) og kunden (fx en tv-pakkeudbyder).
EU-Domstolen har således også i dom af 14. december 2005 i sag C-401/05, VDP Den-
tal Laboratory, fastslået, at en momsfritagelse, der var personafhængig (”levering af tjene-
steydelser præsteret af tandteknikere som et led i udøvelsen af deres erhverv samt tandlæ-
gers og tandteknikeres levering af tandproteser”) ikke kunne finde anvendelse på leverin-
ger af tandproteser foretaget af en mellemhandler, der ikke var omfattet af den relevante
personkreds. Dette gjaldt også, selv om de i sagen omhandlede tandproteser af mellem-
handleren var erhvervet fra en tandtekniker, der i sig selv var omfattet af momsfritagel-
sen.
DE/GF anfører i henvendelsen, at EU-Domstolen ikke nærmere har defineret, hvad der
skal forstås ved et ”særkende”.
Det er korrekt, at Henfling-dommen ikke definerer udtrykket nærmere, men det er i over-
ensstemmelse med EU-Domstolens udtrykkelige udsagn i dommen nødvendigt at under-
søge, om en given momsfritagelse har et særkende, der indebærer, at den efter sit indhold
ikke kan finde anvendelse på både den første levering og på formidlerens levering. Det er
efter Skatteministeriets og Justitsministeriets opfattelse netop tilfældet med hensyn til
momsfritagelsen for ydelser leveret fra kunstnere og forfattere, der efter sin udtrykkelige
ordlyd kun finder anvendelse på leveringer fra netop kunstnere og forfattere.
Det anføres desuden i henvendelsen, at nyere praksis fra EU-Domstolen ikke synes at
støtte Skatteministeriets fortolkning.
Side 4 af 6
Der henvises i den forbindelse for det første til dommen i sag C-224/11, BGŻ Leasing,
hvorom det anføres, at Domstolen ”[s]ynes at antage, at formidlingen (i andet led efter
reglen i momsdirektivets artikel 28) også er momsfri, selv hvis momsfritagelsen i første
led er ”personlig””.
Om dommen bemærkes, at Domstolen i dommens præmis 60-62 fastslog, at den rele-
vante momsfritagelse (”forsikringstransaktioner”) ikke er personlig. Den kunne derfor på-
beråbes af en leasinggiver til at viderefakturere en forsikringspræmie momsfrit, når lea-
singgiveren i eget navn og for egen regning tegnede en forsikring og ”videreovervæltede”
forsikringsdækningen/-præmien til sine leasingtagere. I dommens præmis 63-67 fastslog
EU-Domstolen, at resultatet ville være det samme, hvis leasinggiveren i sagen handlede
som formidler, altså for forsikringsselskabets regning.
Der er ingen uoverensstemmelse mellem EU-Domstolens udsagn i dommen og Skattemi-
nisteriets og Justitsministeriets fortolkning af formidlingsreglen. Også efter Skatteministe-
riets og Justitsministeriets fortolkning af formidlingsreglen kan en formidler ved levering
til den endelige kunde således påberåbe sig en momsfritagelse, der gælder for leverancen
til formidleren, når denne momsfritagelse ikke er personlig.
Som også anført i min besvarelse af L 82 – spørgsmål 58 giver dommen derfor ikke an-
ledning til en ændret juridisk vurdering.
Der henvises i DE’s/GF’s henvendelse for det andet til, at EU-Domstolen i dommen i
sag C-695/20, Fenix International, udtalte, at formidlingsreglen er affattet i generelle ven-
dinger uden begrænsninger og omfatter alle kategorier af ydelser, og at Domstolen i den
forbindelse ikke gentog sit udsagn i Henfling-dommens præmis 37 om momsfritagelser,
der har et ”særkende”.
Det udsagn i dommen, der henvises til, er helt i overensstemmelse med Skatteministeriets
og Justitsministeriets fortolkning af formidlingsreglen. Skatteministeriet og Justitsministe-
riet er således enige i, at formidlingsreglen er generel og gælder for alle kategorier af ydel-
ser. Formidlingsreglen gælder derfor for forvaltningsorganisationer, når de som formid-
lere leverer licenser vedrørende udnyttelse af ophavsretsbelagte værker.
Uenigheden vedrører imidlertid ikke anvendelsesområdet for formidlingsreglen, men der-
imod spørgsmålet om, hvad der er konsekvensen af, at formidlingsreglen finder anven-
delse, nærmere bestemt om en formidler i medfør af formidlingsreglen kan anvende en
momsfritagelse anvendt af den oprindelige leverandør, når denne fritagelse er personlig,
og formidleren ikke tilhører den personkreds, der kan påberåbe sig fritagelsen.
Dommen vedrørte i øvrigt en situation, hvor den oprindelige leverandør slet ikke var om-
fattet af en momsfritagelse. Problemstillingen om en formidlers adgang til at påberåbe sig
en momsfritagelse anvendt af den oprindelige leverandør var således ikke relevant i sagen.
Om dommen henvises i øvrigt til min besvarelse af L 82 – spørgsmål 60.
Side 5 af 6
Hvad angår den af DE/GF omtalte dom fra den tyske Bundesfinanzhof af 25. april 2018,
sag XI R 16/16, bemærkes, at Skatteministeriet og Justitsministeriet er opmærksomme på
dommen, der er kommenteret i Skatteministeriets og Justitsministeriets henvendelse til
Kommissionen, jf. den orientering af Folketinget, som blev oversendt den 12. maj 2023,
jf. EUU alm. del - bilag 472 (2022-23), hvor hele korrespondancen med EU-Kommissio-
nen er vedlagt.
Om dommen bemærkes, at domme fra andre medlemsstaters domstole, der fortolker
EU-retten, ikke er bindende for danske myndigheder, da det kun er EU-Domstolen, der
kan udtale sig endeligt herom. Selv hvis DE/GF’s forståelse af dommen var korrekt, ville
den derfor ikke påvirke den juridiske vurdering, der som nævnt ovenfor bl.a. bygger på
EU-Domstolens praksis.
Derudover bemærkes, at dommen synes at vedrøre tyske regler, der implementerer
momssystemdirektivet artikel 132, stk. 1, litra n, der fritager ” ”levering af ydelser eller va-
rer med nær tilknytning hertil, der præsteres af offentligretlige organer eller andre kultu-
relle organer, som er anerkendt af den pågældende medlemsstat”.
Efter ordlyden er denne fritagelse ikke personlig, idet salg (”levering”) af billetter til fx en
teaterforestilling, der ”præsteres” af et statsanerkendt teater, vil være omfattet. Ordlyden
stiller således ikke krav om, at det kun må være bestemte personer, der leverer ydelserne.
Under alle omstændigheder er de tyske skattemyndigheders fortolkning af formidlingsreg-
len helt på linje med Skatteministeriets og Justitsministeriets fortolkning. I den generelle
tyske vejledning om momsreglerne – hvor dommen fra den tyske Bundesfinanzhof omta-
les, og hvor det ankendes, at den specifikke tyske momsfritagelsesbestemmelse kan påbe-
råbes af en formidler – anføres det således udtrykkeligt, at en formidler skal opfylde even-
tuelle ”personlige betingelser” for at kunne påberåbe sig en momsfritagelse.
I henvendelsen anføres det yderligere, at DE’s/GF’s synspunkter understøttes af Kom-
missionens svar til Skatteministeriet af 30. marts 2023. Der henvises i den forbindelse til,
at det i svaret er anført:
”[b]eing such a standstill provision, it is for the Danish government to decide whether to
maintain this derogation or to eliminate it in its entirety or in parts. The Commission does
not play a role in that regard.”
Det citerede udsagn fra Kommissionens svar vedrører den danske momsfritagelsesbe-
stemmelse for kunstnere og forfattere, der som nævnt er baseret på en stand still-bestem-
melse i momssystemdirektivet. Det er – som anført af Kommissionen – op til Danmark
selv at bestemme, om denne fritagelsesbestemmelse skal opretholdes eller ej. Udsagnet
vedrører således ikke det relevante spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt forvalt-
ningsorganisationer i medfør af den særlige formidlingsregel også kan være omfattet af
momsfritagelsen for forfattere og kunstnere.
Side 6 af 6
Om dette spørgsmål tilkendegav EU-Kommissionen, at den ikke kan afgive en udtalelse
herom, da spørgsmålet ikke har været afgjort ved EU-Domstolen, og at den ikke kan tage
stilling til, hvordan EU-Domstolen vil stille sig, hvis spørgsmålet forelægges Domstolen
til afgørelse.
EU-Kommissionen er således ikke fremkommet med en udtalelse om spørgsmålet.
Det bemærkes, at det er det enkelte medlemslands forpligtelse at sikre, at landets lovgiv-
ning overholder EU-retten. Den omstændighed, at EU-Kommissionen ikke kan forven-
tes at ville anlægge en traktatkrænkelsessag, selv om den gældende retstilstand oprethol-
des, ændrer således ikke på Skatteministeriets og Justitsministeriets juridiske vurdering,
hvorefter det er nødvendigt at ændre retstilstanden for at bringe den i overensstemmelse
med EU-retten.
Hvad endelig angår betydningen af, at den danske momsfritagelsesbestemmelse er baseret
på en stand still-bestemmelse, synes DE/GF i henvendelsen at antage, at der med lov-
forslaget sker en ændring i anvendelsesområdet for den danske momsfritagelsesbestem-
melse. Dette synspunkt beror imidlertid på en misforståelse.
Jeg skal i den forbindelse henvise til min besvarelse af SAU L 82 – spørgsmål 3, hvor jeg
redegør for, at der ikke med lovforslaget foreslås en indholdsmæssig ændring af momsfri-
tagelsesbestemmelsen for forfattere og kunstnere, og at formidlingsreglen i momslovens §
4, stk. 4 – som forvaltningsorganisationer er omfattet af – heller ikke ændres ved lov-
forslaget.
Såfremt EU-Domstolen i en senere praksis skulle fastslå, at formidlere kan anvende en
momsfritagelse (i kraft af formidlingsreglen), selv om den pågældende fritagelse er per-
sonlig, og formidleren ikke er omfattet af den personkreds, som fritagelsen gælder for, vil
en sådan ny praksis også skulle lægges til grund ved anvendelsen af formidlingsreglen i
momslovens § 4, stk. 4. I givet fald vil praksis vedrørende formidlingsreglen således både
skulle og kunne ændres, således at forvaltningsorganisationernes levering af licenser bliver
momsfritaget.