L 82 - svar på MFU spm. 90 om ministeren vil kontakte myndigheder i Estland med henblik på at udrede nærmere, hvordan de estiske myndigheder kommer frem til en tolkning af EU-retten, der indebærer, at licens til ophavsrettigheder ikke omfattes som værende økonomisk virksomhed

Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 82 - Forslag til lov om ændring af momsloven (Ændring af reglerne om
forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 90 af 6. december 2024. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra ikkemedlem af udvalget Søren Søndergaard (EL).
Rasmus Stoklund
/ Jeanette Rose Hansen
9. december 2024
J.nr. 2024 - 7038
Offentligt
L 82 - endeligt svar på spørgsmål 90
Skatteudvalget 2024-25
Side 2 af 2
Spørgsmål
I forlængelse af svaret på L 82 – spørgsmål 24 bedes ministeren oplyse, om ministeren vil
kontakte myndigheder i Estland med henblik på at udrede nærmere, hvordan de estiske
myndigheder kommer frem til en tolkning af EU-retten, der indebærer, at licens til op-
havsrettigheder ikke omfattes som værende økonomisk virksomhed, hvormed der anlæg-
ges en fortolkning, der er diametral modsat skatteministeriets fortolkning?
Svar
Jeg skal indledningsvis henvise til min besvarelse af SAU L 82 spørgsmål 24, hvoraf der er
redegjort for det nabotjek, der er er foretaget.
Det fremgår af svaret, at ni af de responderende lande oplyser, at levering af licenser til
ophavsretbelagte værker er momspligtig i de respektive landes momslovgivninger, uanset
hvem der meddeler licensen – dvs. at ydelsen er momspligtig, uanset om det fx er en
kunstner selv eller en forvaltningsorganisation, der leverer den. Et enkelt EU-land (Let-
land) oplyste, at man (ligesom Danmark) udnytter den særlige standstill-bestemmelse i
momssystemdirektivets bilag X, del B, nr. 2, til at momsfritage selve kunstnernes
meddelelse af licens vedrørende ophavsrettigheder, hvilket svarer til det foreslåede i L 106
– og nu L 82. Med andre ord har Letland samme forståelse af den særlige momsfritagelse
for kunstnere som Danmark.
Det fremgår også af svaret, at Estland ikke anser det for at være økonomisk virksomhed
at give licens til ophavsrettigheder, og derfor er licenserne ikke momspligtige. Det blev
endvidere oplyst, at der ikke var umiddelbare planer om at ændre national lovgivning.
Estland har ikke begrundet sin beslutning om ikke at indrette sig efter EU-Domstolens
dom i C-501/19, UMCR ADA, som fastslår, at det er økonomisk aktivitet – og dermed
momspligtigt – når forvaltningsorganisationer leverer licenser til kunstneres ophavsretbe-
lagte værker.
Jeg vil i denne forbindelse pointere, at det er det enkelte EU-lands forpligtelse at sikre, at
dets nationale lovgivning er i overensstemmelse med EU-reglerne, og at det er Skattemi-
nisteriets og Justitsministeriets juridiske vurdering, at den gældende retstilstand ikke er i
overensstemmelse med EU-retten og derfor skal ændres.


Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 82 - Forslag til lov om ændring af momsloven (Ændring af reglerne om
forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 1 af 12. november 2024.
Rasmus Stoklund
/ Jeanette Rose Hansen
4. december 2024
J.nr. 2024 - 7038
Offentligt
L 82 - endeligt svar på spørgsmål 1
Skatteudvalget 2024-25
Offentligt
L 82 - endeligt svar på spørgsmål 90
Skatteudvalget 2024-25
Side 2 af 6
Spørgsmål
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 12. november 2024 fra Dansk Industri, jf.
L 82 – bilag 2.
Svar
I henvendelsen anfører Dansk Industri (DI), at der grundlæggende er forskellige opfattel-
ser af, om lovforslaget er nødvendigt for, at Danmark overholder EU-reglerne på områ-
det. DI henviser til, at GorrissenFederspiel og Deloitte m.fl. har vurderet, at der ikke er
behov for lovændring på området. DI anfører endvidere, at EU-Kommissionen har til-
kendegivet, at det alene er et politisk spørgsmål, om Danmark ønsker at indføre moms.
Herudover anfører DI, at lovforslagets ikrafttrædelses- og virkningstidspunkt allerede er
den 1. januar 2025, hvilket ikke giver de berørte virksomheder tilstrækkelig tid til at til-
passe diverse systemer til at kunne håndtere de nye regler rettidigt. I den forbindelse hen-
viser DI til, at det i bemærkningerne til begge de tidligere fremsatte lovforslag om æn-
dring af reglerne om forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet – L 106 og L 13 – blev
anført, at erhvervslivet, herunder særligt forvaltningsorganisationerne, har behov for til-
pasning af deres IT-systemer.
DI påpeger, at der stadig er behov for tilpasninger, men at dette ikke nævnes i L 82. DI
kritiserer desuden, at forslaget ikke overholder punkt 3.5.2.2 i Vejledning om lovkvalitet,
hvorefter lovforslag som udgangspunkt skal være vedtaget mindst 4 uger før ikrafttrædel-
sestidspunktet, så virksomhederne har god tid til at omstille sig til de nye regler, og at lov-
forslaget ikke var adviseret i regeringens lovprogram.
DI foreslår, at ikrafttrædelsestidspunktet udskydes med et år til 1. januar 2026.
Hertil bemærkes
Lovforslag L 82 om ændring af reglerne for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet
medfører, at forvaltningsorganisationer fremover skal lægge moms på, når de sælger li-
censer til forfattere og kunstneres ophavsretbelagte værker.
Formålet med lovforslaget er at bringe de danske regler på området i overensstemmelse
med EU-retten. Det er både Skatteministeriets og Justitsministeriets juridiske vurdering,
at den gældende retstilstand ikke er i overensstemmelse med EU-retten og derfor skal æn-
dres.
Regeringen har derfor besluttet at fremsætte lovforslaget, der er en genfremsættelse af L
106 (2021-22) og L 13 (2022-23, 1. samling).
EU-Domstolen har i sag C-501/19, UMCR, afgjort, at det er økonomisk virksomhed, når
forvaltningsorganisationer leverer licenser til forfatteres og kunstneres ophavsretsbelagte
værker mod vederlag. Det betyder, at denne ydelse som udgangspunkt er momspligtig.
Side 3 af 6
Danmark har en momsfritagelse for forfattervirksomhed og kunstnerisk virksomhed, som
betyder, at visse ydelser leveret af forfattere og kunstnere er momsfritaget. Fritagelsen er
en særregel, som afviger fra EU’s fælles momsregler i momssystemdirektivet, og som kan
opretholdes pga. en stand still-bestemmelse i momssystemdirektivet. Fritagelsen gælder
efter sin ordlyd imidlertid kun for ydelser leveret af forfatterne og kunstnerne selv, dvs. at
den er personlig og derfor ikke kan anvendes af andre som fx forvaltningsorganisationer
og arvinger, når de leverer licenser vedrørende ophavsretsbelagte værker.
For så vidt angår den nævnte udtalelse fra advokatfirmaet GorrissenFederspiel, hvor ad-
vokatfirmaet anfører, at fx forvaltningsorganisationer, fordi de er formidlere af licenserne
på vegne af forfatterne og kunstnerne, kan anvende den såkaldte formidlingsregel og der-
ved også kan omfattes af momsfritagelsen for ydelser leveret af forfattere og kunstnere,
skal jeg henvise til min besvarelse af L 106 B - spørgsmål 87 (2021-2022), hvor Gorrissen-
Federspiels udtalelse kommenteres.
Som der er redegjort for i det nævnte svar, indebærer de særlige regler om formidling af
ydelser eller salg af varer for fremmed regning (kommissionssalg), at der i momsmæssig
henseende skal anses for at bestå to identiske leveringer, hvor samme vare eller ydelse
først leveres fra producenten/tjenesteyderen til formidleren og herefter fra formidleren til
den endelige kunde.
I EU-Domstolens dom af 14. juli 2011 i sag C-464/10, Henfling, præmis 36-37, er det om
sådanne formidlingssalg fastslået, at hvis leveringen af en tjenesteydelse fra den oprinde-
lige leverandør er momsfritaget, finder denne fritagelse ligeledes anvendelse på retsforhol-
det mellem formidleren og dennes kunde, medmindre den relevante momsfritagelse har
et ”særkende, som kan begrunde en indskrænkning af anvendelsesområdet for” momsfri-
tagelsen, så den ikke kan anvendes af formidleren.
Det er Skatteministeriets og Justitsministeriets vurdering, at den omstændighed, at moms-
fritagelsen for kunstnere er personlig og således ikke omfatter ydelser leveret af andre end
den fastsatte personkreds (kunstnere m.fl.) er et sådant ”særkende”, at momsfriheden
ikke kan udstrækkes til at gælde i forholdet mellem formidleren (forvaltningsorganisatio-
nen) og kunden (fx en tv-pakkeudbyder).
EU-Domstolen har således også i dom af 14. december 2005 i sag C-401/05, VDP Den-
tal Laboratory, fastslået, at en momsfritagelse, der var personafhængig (”levering af tjene-
steydelser præsteret af tandteknikere som et led i udøvelsen af deres erhverv samt tandlæ-
gers og tandteknikeres levering af tandproteser”) ikke kunne finde anvendelse på leverin-
ger af tandproteser foretaget af en mellemhandler, der ikke var omfattet af den relevante
personkreds. Dette gjaldt også, selv om de i sagen omhandlede tandproteser af mellem-
handleren var erhvervet fra en tandtekniker, der i sig selv var omfattet af momsfritagel-
sen.
GorrissenFederspiel anfører i sin udtalelse, at det forhold, at momsfriheden for kunstneri-
ske ydelser er personlig, ikke udgør et sådant særkende som omtalt i Henfling-dommen,
Side 4 af 6
idet GorrissenFederspiel i øvrigt anfører, at dette er et særkende, ”som Skatteministeriet
selv definerer indholdet af”, jf. redegørelsen s. 10 (pkt. 7.27) og s. 13 (pkt. 8.3).
Det er imidlertid i overensstemmelse med EU-Domstolens udtrykkelige udsagn i Henf-
ling-dommen nødvendigt at undersøge, om en given momsfritagelse har et særkende, der
indebærer, at den efter sit indhold ikke kan finde anvendelse på begge leveringer. Det er
efter Skatteministeriets og Justitsministeriets opfattelse netop tilfældet med hensyn til
momsfritagelsen for ydelser leveret fra kunstnere, der efter sin udtrykkelige ordlyd kun
finder anvendelse på leveringer fra netop kunstnere. Det er således Skatteministeriets og
Justitsministeriets vurdering, at forvaltningsorganisationerne ikke kan anvende momsfrita-
gelsen for kunstnere.
I forhold til EU-Kommissionens udtalelse bemærkes, at den har udtalt, at det er en poli-
tisk beslutning i Danmark, hvorvidt Danmark vil opretholde den særlige danske momsfri-
tagelse for forfattere og kunstnere. Med lovforslaget præciseres momsfritagelsen i over-
ensstemmelse med stand-still bestemmelsen, således at der ikke er tvivl om, at den kun
omfatter forfattere og kunstnere. Momsfritagelsen bevares dermed.
Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt forvaltningsorganisationer i medfør af den særlige
formidlingsregel også kan være omfattet af momsfritagelsen for forfattere og kunstnere,
har EU-Kommissionen tilkendegivet, at den ikke kan afgive en udtalelse herom, da
spørgsmålet ikke har været afgjort ved EU-Domstolen, og at den ikke kan tage stilling til,
hvordan EU-Domstolen vil stille sig, hvis spørgsmålet forelægges Domstolen til afgø-
relse.
EU-Kommissionen er således ikke fremkommet med en udtalelse om spørgsmålet. Jeg
skal i den forbindelse i øvrigt henvise til den orientering af Folketinget, som blev over-
sendt den 12. maj 2023, jf. EUU alm. del - bilag 472 (2022-23), hvor hele korrespondan-
cen med EU-Kommissionen er vedlagt.
Det bemærkes, at det er det enkelte medlemslands forpligtelse at sikre, at landets lovgiv-
ning overholder EU-retten. Den omstændighed, at EU-Kommissionen ikke kan forven-
tes at ville anlægge en traktatkrænkelsessag, selv om den gældende retstilstand oprethol-
des, ændrer således ikke på Skatteministeriets og Justitsministeriets juridiske vurdering,
hvorefter det er nødvendigt at ændre retstilstanden for at bringe den i overensstemmelse
med EU-retten.
For så vidt angår ikrafttrædelses-og virkningstidspunktet er det Skatteministeriets og
Justitsministeriets vurdering, at den gældende retstilstand ikke er i overensstemmelse med
EU-retten, og at det følger af EU-retten, at retstilstanden i sådanne tilfælde så hurtigt som
muligt bør bringes i overensstemmelse med EU-retten.
På baggrund af de oplysninger, der efter lovforslagets fremsættelse er fremkommet om de
systemændringer, der vil være nødvendige for at implementere momspligten, vurderer jeg
imidlertid, at der bør ske en udskydelse af virkningstidspunktet. Jeg har derfor til hensigt
Side 5 af 6
at fremsætte et ændringsforslag, der indebærer, at loven først får virkning for levering af
licenser, der vedrører udnyttelse af forfatteres og kunstneres ophavsret fra og med den 1.
juli 2025, så branchen får ca. ½ år til at gennemføre de nødvendige systemændringer.
Derimod vurderer Skatteministeriet og Justitsministeriet ikke, at det retligt kan begrundes,
at virkningstidspunktet udskydes helt til 1. januar 2026, således som DI foreslår.
Det skal for en ordens skyld tilføjes, at det under processen med lovforslaget er kommet
frem, at udbydere af tv-pakker i praksis ikke har lagt moms på den del af en tv-pakkes
pris, der har sammenhæng med prisen for de licenser, som udbyderne har erhvervet fra
forvaltningsorganisationerne. Denne praksis er baseret på en afgørelse fra det daværende
Momsnævn fra 1996 (TfS1996.847MNA).
I afgørelsen fastslog Momsnævnet, at en tv-udbyder kunne bruge den særlige momsretlige
udlægsregel i momslovens § 27, stk. 3, nr. 3, til at viderefakturere en forholdsmæssig andel
af licensbetalingerne til det daværende Copy-Dan til sine kunder uden at pålægge moms.
Nævnet lagde herved til grund, at der var tale om godtgørelse af ”en omkostning, der reelt
afholdes for selskabets enkelte kunder i forhold til disses "træk" på ydelserne”.
Det er vurderingen, at Momsnævnets afgørelse ikke er i overensstemmelse med EU-retten,
og at det derfor er nødvendigt at ændre praksis, således at tv-pakkeudbydere skal lægge
moms på hele tv-pakkeprisen, dvs. også den del af prisen, der har sammenhæng med beta-
ling til forvaltningsorganisationerne for erhvervelse af licenser til udnyttelse af ophavsrets-
belagte værker.
Det skyldes, at tv-pakkeudbyderes erhvervelse af licenser fra forvaltningsorganisationer
ikke kan anses for at være sket i aftagernes (seernes) navn og for deres regning, allerede
fordi aftagerne ikke erhverver licenser (visningsrettigheder), men derimod alene en ret til at
se de tv-programmer, der indgår i den tv-pakke, de køber.
Desuden følger det af EU-Domstolens praksis, at en udgift kun kan anses for at være af-
holdt i den endelige aftagers navn, når den endelige aftager hæfter direkte for betalingen i
forhold til leverandøren, således at leverandøren kan rette et krav direkte mod den endelige
aftager.
Skattestyrelsen har været i dialog med Kulturministeriet om forståelsen af ophavsretslovens
regler og på baggrund heraf har konkluderet, at aftalen om licensbetaling mellem en for-
valtningsorganisation og en tv-pakkeudbyder ikke indgås i slutkundens navn, og at forvalt-
ningsorganisationerne ikke kan rette et krav på betaling direkte mod slutkunden. Det er på
den baggrund vurderingen, at praksis for udbydere af tv-abonnementers anvendelse af ud-
lægsordningen er i strid med momsloven og den bagvedliggende bestemmelse i momssy-
stemdirektivet.
Det betyder, at det – selv hvis det blev antaget, at forvaltningsorganisationerne kan benytte
formidlingsreglen til at undlade at lægge moms på, når de meddeler licenser – vil være
Side 6 af 6
nødvendigt fremadrettet at ændre den forkerte praksis vedrørende udlægsreglen, så der
lægges moms på også den del af tv-pakkeprisen, der består af betaling for licenser.
En sådan praksisændring vil dog ikke være relevant, hvis lovforslaget vedtages, så der læg-
ges moms på forvaltningsorganisationernes levering af licenser til tv-pakkeudbyderne. Det
vil nemlig indebære, at der ikke vil være en momsfritagelse, som tv-pakkeudbyderne kan
”videreføre” til seerne ved brug af udlægsreglen.


Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 82 - Forslag til lov om ændring af momsloven (Ændring af reglerne om
forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 24 af 26. november 2024. Spørgsmålet er stillet ef-
ter ønske fra ikkemedlem af udvalget Søren Søndergaard (EL).
Rasmus Stoklund
/ Jeanette Rose Hansen
4. december 2024
J.nr. 2024 - 7038
Offentligt
L 82 - endeligt svar på spørgsmål 24
Skatteudvalget 2024-25
Offentligt
L 82 - endeligt svar på spørgsmål 90
Skatteudvalget 2024-25
Side 2 af 2
Spørgsmål
Vil ministeren oplyse, om der i forbindelse med L 82 er foretaget et nabotjek i forhold til,
om andre EU-lande har samme tolkning som de danske myndigheder i forhold til konse-
kvenserne af EU-dom C-501/19, UCMR-ADA?
Svar
Lovforslag L 82 om ændring af reglerne for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet
medfører, at forvaltningsorganisationer fremover skal lægge moms på, når de sælger li-
censer til forfattere og kunstneres ophavsretbelagte værker.
Der blev i forbindelse med behandlingen af L 106 fremsat den 21. december 2021 forta-
get et nabotjek af de andre EU-landes regler og eventuelle konsekvenser på baggrund af
EU-Domstolens dom i C-501/19, UMCR.
Der henvises til SAU L 106 – spm. 53 (2021-22), hvoraf det fremgår, at der på tidspunk-
tet for besvarelsen af spørgsmålet var modtaget 10 svar, hvor det i samtlige svar blev op-
lyst, at dommen ikke nødvendiggjorde en ændring af national ret i de responderende
lande. Det fremgår af svarene, at man på linje med dommen har anset det for en ydelse
mod vederlag at meddele licens til kunstneres ophavsrettigheder, fx når forvaltningsorga-
nisationer har meddelt licens til kunstneres ophavsrettigheder (i eget navn og for kunstne-
rens regning). Den omhandlede ydelse har derfor i udgangspunktet været en momspligtig
ydelse også før EU-Domstolens dom (i modsætning til i Danmark).
Ni af landene oplyser desuden, at ydelsen er momspligtig i de respektive momslovgivnin-
ger, uanset hvem der meddeler licensen – dvs. at ydelsen er momspligtig, uanset om det
fx er en kunstner selv eller en forvaltningsorganisation, der leverer den. Et enkelt EU-
land (Letland) oplyste, at man (ligesom Danmark) udnytter den særlige standstill-bestem-
melse i momssystemdirektivets bilag X, del B, nr. 2, til at momsfritage selve kunstnernes
meddelelse af licens vedrørende ophavsrettigheder, hvilket svarer til det foreslåede i L 106
– og nu L 82.
Efterfølgende blev der modtaget et svar fra Estland, som oplyste, at Estland ikke anser
det for at være økonomisk virksomhed at give licens til ophavsrettigheder, og derfor er
licenserne ikke momspligtige. Det blev endvidere oplyst, at der ikke var umiddelbare pla-
ner om at ændre national lovgivning. Jeg vil i denne forbindelse pointere, at det er det en-
kelte EU-lands forpligtelse at sikre, at dets nationale lovgivning er i overensstemmelse
med EU-reglerne.


Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 106 - Forslag til lov om ændring af momsloven. (Ændring af reglerne om
forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet, brugtmoms, momsgodtgørelse og -fritagelse
for diplomater og justering af reglerne om undervisning og turistsalg m.v.).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 87 af 29. april 2022. Spørgsmålet er stillet efter øn-
ske fra Louise Schack Elholm (V).
Det bemærkes, at den tværministerielle arbejdsgruppe (bestående af Skatteministeriet,
Kulturministeriet, Erhvervsministeriet og Erhvervsstyrelsen) samt Justitsministeriet har
tilsluttet sig Skatteministeriets vurdering af, at den foreslåede ændring i L 106 er nødven-
dig for at sikre, at de danske regler er i overensstemmelse med EU-retten.
Jeppe Bruus
/ Jeanette Rose Hansen
9. maj 2022
J.nr. 2021 - 2113
Offentligt
L 106 - endeligt svar på spørgsmål 87,L 106 A - endeligt svar på spørgsmål 87,L 106 B - endeligt svar på spørgsmål 87
Skatteudvalget 2021-22,Skatteudvalget 2021-22,Skatteudvalget 2021-22
Offentligt
L 82 - endeligt svar på spørgsmål 90
Skatteudvalget 2024-25
Side 2 af 8
Spørgsmål
Vil ministeren kommentere redegørelsen af 29/4-22 fra Gorrissen og Federspiel, jf. L 106
- bilag 17?
Svar
Med L 106 foreslår regeringen bl.a. at gennemføre en række tilpasninger af momsloven
for at bringe reglerne i overensstemmelse med EU-retten. I den forbindelse foreslås en
ændring af momsfritagelsen for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet.
I forbindelse med folketingsbehandlingen har Skatteudvalget bedt Gorrissen Federspiel
Advokatpartnerselskab (GF) om at vurdere, hvorvidt lovforslaget er udtryk for en mini-
mumsimplementering eller med andre ord, om det er nødvendigt at indføre moms, når
forvaltnings- og medlemsorganisationer meddeler licens til ophavsrettigheder som fore-
slået i L 106.
Hertil bemærkes
Indledningsvis noterer Skatteministeriet sig, at der er overensstemmelse mellem GFs og
Skatteministeriets vurderinger på en række punkter.
For det første er der enighed om, at den såkaldte standstill-bestemmelse i momssystemdi-
rektivets artikel 371 alene tillader en fortsat anvendelse af visse, allerede eksisterende
momsfritagelser, men ikke genindførelse af ophørte fritagelser. Virkningen heraf er bl.a.,
at der ikke kan genindføres momsfrihed i relation til overdragelse af ophavsrettigheder, da
denne situation efter praksis har været momspligtig. Der henvises til redegørelsen fra GF,
s. 3 (pkt. 4.6) og s. 5 (pkt. 6.12).
For det andet er der enighed om, at ordlyden af den i L106 foreslåede nye affattelse af
momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 7, er i bedre overensstemmelse med
standstill-bestemmelsen i momssystemdirektivet. Der henvises til redegørelsen fra GF, s.
4 (pkt. 6.7) og s. 5 (pkt. 6.13 og 6.18).
For det tredje er der enighed om, at det er en betingelse for momsfritagelse i medfør af
momssystemdirektivets bilag X, del B, nr. 2, at der er tale om ydelser, som er »leveret af«
forfattere og kunstnere, herunder udøvende kunstnere (fritagelsen er altså personlig). Der
henvises til redegørelsen fra GF, s. 2 (pkt. 3.7) og s. 13 (pkt. 8.3).
For det fjerde er der enighed om, at der er tilfælde, hvor formidlerreglen i momssystemdi-
rektivets artikel 28 finder anvendelse, men hvor momsfriheden ikke kan udstrækkes til at
finde anvendelse på både leverancen fra den oprindelige tjenesteyder (kommittenten) til
formidleren (kommissionæren) og på leverancen fra formidleren til kunden. Afgørende
herfor er, om den relevante momsfritagelse indeholder et sådant ”særkende” som omtalt i
præmis 37 i dommen C-464/10, Henfling, at den ikke kan finde anvendelse på begge le-
verancer.
Side 3 af 8
Sagens kerne – og den primære uoverensstemmelse – består efter Skatteministeriets op-
fattelse i, om momsfritagelsen for kunstneriske ydelser indeholder et sådant særkende
som omtalt i Henfling-dommen.
I redegørelsen fra GF konkluderes det, at det forhold, at momsfriheden for kunstneriske
ydelser er personlig, ikke udgør et sådant særkende, som kan begrunde, at der i medfør af
formidlerreglen i artikel 28 ikke også er momsfritagelse i forholdet mellem formidleren og
kunden, jf. redegørelsen, s. 13 (pkt. 8.3).
Det er således GFs vurdering, at en formidler (fx en forvaltningsorganisation), der i eget
navn for kunstnernes regning leverer licenser til kunstneres ophavsrettigheder til kunder,
kan omfattes af momsfritagelsen for ydelser leveret af forfattere og kunstnere, jf.
standstill bestemmelsen i momssystemdirektivets bilag X, del B, nr. 2, som gennemført i
momslovens § 13, stk. 1, nr. 7.
I redegørelsen fra GF anføres på den baggrund, at EU-retten – i modsætning til, hvad der
antages i lovforslaget – ikke stiller krav om at gøre meddelelse af licens til ophavsrettighe-
der momspligtig, når licensen meddeles af andre end forfatteren eller kunstneren selv, fx
via en udpeget kollektiv forvaltningsorganisation (formidler), der handler i eget navn, men
for indehaveren af ophavsrettighedens regning. GF konkluderer derfor, at der ikke er et
EU-retligt behov for at foretage den foreslåede ændring i L 106.
I det efterfølgende kommenteres alene det centrale punkt, hvorom der ikke er enighed –
nemlig spørgsmålet om forståelsen af reglen om formidling i eget navn for fremmed reg-
ning (momssystemdirektivets artikel 28) og formidlingsreglens samspil med momsfritagel-
sen for kunstnere.
Det fremgår af L 106, flere svar på Skatteudvalgets spørgsmål til L 106 og den tværmini-
sterielle redegørelse, at det er regeringens vurdering, at fx forvaltningsorganisationer, der
leverer licenser til kunstneres ophavsrettigheder i eget navn, ikke kan være omfattet af
momsfritagelsen for leveringer af forfattere og kunstnere, herunder udøvende kunstnere,
idet denne fritagelse er personafhængig, jf. den udtrykkelige ordlyd af standstill-bestem-
melsen i momsdirektivet:
”Del B
Transaktioner, som medlemsstaterne kan fortsætte med at fritage for afgift
[…]
2) Ydelser leveret af forfattere, kunstnere, herunder udøvende kunstnere, advokater og andre perso-
ner i liberale erhverv, bortset fra lægegerningen og dertil knyttede erhverv, undtagen følgende ydelser:
a) Overdragelse af patenter, varemærker og lignende rettigheder samt meddelelse af li-
censer vedrørende disse rettigheder”
Undtagelsen i del B, nr. 2, gælder ikke uindskrænket. Det er i henhold til ordlyden af be-
stemmelsen en betingelse, at der er tale om ydelser leveret af forfattere, kunstnere, herun-
der udøvende kunstnere. Dette indebærer, at ydelserne skal »leveres af« en bestemt
Side 4 af 8
personkreds i form af »forfattere, kunstnere, herunder udøvende kunstnere«. Momsfrita-
gelsen er personlig og omfatter ikke ydelser leveret af andre end den fastsatte person-
kreds.
På den baggrund er det Skatteministeriets vurdering, at dette forhold udgør et sådant sær-
kende, at momsfriheden ikke kan udstrækkes til at gælde i forholdet mellem formidleren
og kunden.
Det bemærkes, at dette også er Skatteforvaltningens gældende opfattelse. Forvaltningsor-
ganisationer er tidligere ikke blevet anset for at være omfattet af momsreglerne, da leve-
ring af licens til kunstneres ophavsrettigheder ikke er blevet anset for at være økonomisk
virksomhed, hvilket er en anden begrundelse for, at de ikke har skullet betale moms af
disse ydelser. EU-Domstolen har imidlertid i sag C-501/19, UCMR-ADA, fastslået, at det
er økonomisk virksomhed at levere licens til kunstneres ophavsrettigheder, og leverin-
gerne er derfor omfattet af momsreglerne.
Som nævnt ovenfor består uoverensstemmelsen mellem Skatteministeriets og GFs vurde-
ring i, om formidlere, der leverer licenser i eget navn, men for kunstneres regning, i hen-
hold til den særlige formidlingsregel i momssystemdirektivets artikel 28 kan gøre brug af
fritagelsen for kunstneriske ydelser, nu da deres ydelser anses for at være økonomisk virk-
somhed.
Nedenfor gennemgås de momsregler, der gælder, hvor en mellemmand henholdsvis fore-
tager salg i eget navn og for egen regning (mellemhandler) og foretager salg i eget navn,
men for fremmed regning (formidling eller kommission). Gennemgangen belyser konse-
kvensen af den særlige formidlingsregel specifikt i forhold til forvaltningsorganisationers
levering i eget navn af licenser til ophavsrettigheder.
Mellemhandlersituationer
I figur 1 (nedenfor) er der tale om mellemhandlersituationen, hvor der først foretages en
levering fra producenten til mellemhandleren og dernæst fra mellemhandleren til kunden.
En mellemhandler er karakteriseret ved at handle i eget navn og for egen regning. Mel-
lemhandleren overtager ved købet fra producenten ejendomsretten til varen/ydelsen.
Med andre ord køber mellemhandleren ydelsen/varen og sælger den videre.
Som det fremgår af figuren, behandles leveringen af varen/ydelsen som udgangspunkt
ens i begge led. Er leveringen fra producenten af ydelsen/varen til mellemhandleren/kø-
beren momsfri, vil leveringen fra mellemhandleren til kunden som udgangspunkt også
være momsfri.
Side 5 af 8
Figur 1. Momsregler ved mellemhandlere
I figur 2 (nedenfor) er der fortsat tale om et mellemhandler-forhold, men i modsætning
til beskrivelsen i figur 1, er leveringen fra den oprindelige tjenesteyder/vareproducent til
mellemhandleren omfattet af en momsfritagelse, der alene tillader momsfritagelse for den
oprindelige tjenesteyder/vareproducent.
Der er to leveringer som i figur 1. Første levering sker fra producenten til mellemhandle-
ren, og anden levering sker fra mellemhandleren til kunden. Som det fremgår af figuren,
behandles leveringen af ydelsen eller varen forskelligt i de to led, fordi den er personaf-
grænset. Leveringen fra producenten til mellemhandleren er omfattet af den personaf-
grænsede momsfritagelse, hvorimod leveringen fra mellemhandleren til kunden er moms-
pligtig, da mellemhandleren ikke er omfattet af personkredsen nævnt i momsfritagelsen.
Situationen i figur 2 svarer til situationen i sag C-401/05, VDP Dental Laboratory, hvor
EU-Domstolen fandt, at en momsfritagelse, der er personafhængig (levering af tjeneste-
ydelser præsteret af tandteknikere som et led i udøvelsen af deres erhverv samt tandlægers
og tandteknikeres levering af tandproteser) ikke finder anvendelse på leveringer foretaget
af en mellemhandler, der ikke opfylder de personafhængige betingelser. Dette gjaldt også,
selv om de i sagen omtalte tandproteser af mellemhandleren var erhvervet fra en tandtek-
niker, der i sig selv er omfattet af momsfritagelsen.
Det forhold, at den relevante momsfritagelse efter sin ordlyd var personlig, var således et
særkende ved momsfritagelsen, der indebar, at den ikke kunne anvendes på det senere vi-
deresalg.
Figur 2. Momsregler ved mellemhandlere (når momsfritagelsen har et særkende)
Side 6 af 8
Formidlersituationer
I stedet for at være et mellemhandlersalg kan en ydelse/vare leveres gennem en formidler,
der handler i eget navn, men for fremmed regning. I dette tilfælde er der ikke et retsfor-
hold mellem producenten og kunden, men derimod mellem formidleren og kunden, uan-
set at leveringen sker for producentens regning. I retsforholdet mellem formidleren og
den, for hvis regning formidleren handler (producenten), leveres der en såkaldt formid-
lingsydelse og dermed ikke den samme ydelse eller vare som den, der leveres til den ende-
lige kunde.
Da denne situation i store træk svarer til mellemhandler-situationen, jf. figur 1, er der for
ydelser fastsat en særlig formidlingsregel i momssystemdirektivets artikel 28, der efter sin
udtrykkelige ordlyd indebærer, at en sådan situation i momsretlig henseende skal behand-
les som to successive leveringer af samme ydelse, helt på linje med leveringerne i mellem-
handlersituationen. Dette gælder altså, selv om det er en ”fiktion”, at der mellem den op-
rindelige leverandør og formidleren er foretaget en levering af samme ydelse som den, der
leveres til den endelige kunde.
Der gælder en helt tilsvarende regel om kommissionsforhold for varer, jf. momssystemdi-
rektivets artikel 14, stk. 2, litra c. Denne bestemmelse fastsætter, at overdragelse af en vare
i henhold til en kommissionsaftale skal anses for en afgiftspligtig levering, og bestemmel-
sen indebærer, at der skal anses for at foreligge to successive leveringer af samme vare,
selv om mellemmanden handler i eget navn, men for fremmed regning. EU-Domstolen
har i overensstemmelse hermed fastslået, at denne regel om kommissionssalg af varer har
samme indhold og virkninger som formidlingsreglen vedrørende ydelser i direktivets arti-
kel 28, jf. dommen i sag C-274/15, Kommissionen mod Luxembourg, præmis 85-89.
De særlige regler om sådanne formidling af ydelser eller salg af varer for fremmed regning
(kommissionssalg) indebærer, at der i momsmæssig henseende skal anses for at bestå to
identiske leveringer, hvor samme vare eller ydelse først leveres fra producenten/tjeneste-
yderen til formidleren og herefter fra formidleren til den endelige kunde. Konsekvensen
er, at der ikke leveres en formidlingsydelse fra mellemmanden til producenten/tjeneste-
yderen, der er den første person i trepartsforholdet, men at der blot foretages to leverin-
ger af samme vare eller ydelse i forlængelse af hinanden. Dette er illustreret i figur 3 (ne-
denfor) med stiplet linje.
Figur 3. Momsregler ved formidling
Side 7 af 8
Som det fremgår, behandles leveringen af varen/ydelsen som udgangspunkt ens i begge
led. Er leveringen fra producenten til formidleren momsfri, vil leveringen fra formidleren
til kunden som udgangspunkt også være momsfri og omvendt.
Med de særlige formidlingsregler for varer og ydelser sidestilles salg gennem formidlere,
der handler i eget navn og for fremmed regning, altså i momsmæssig henseende helt med
salg gennem mellemhandlere, der handler i eget navn og for egen regning. Dette er efter
Skatteministeriets opfattelse ikke blot en følge af reglernes udtrykkelige ordlyd, men også
helt i overensstemmelse med reglernes formål. Det er Skatteministeriets opfattelse, at det
er en både naturlig og nødvendig konsekvens heraf, at en sådan formidler skal ligestilles
med en mellemhandler, der handler for egen regning, således at de to situationer behand-
les ens, mens der derimod ikke er noget grundlag for at tillægge formidlere, der handler
for fremmed regning, en anden og bedre retsstilling end mellemhandlere, der handler for
egen regning.
Når en formidler, der handler i eget navn, men for fremmed regning, får leveret en ydelse
momsfrit fra en producent (fx når en forvaltnings- eller medlemsorganisation får leveret
licenser momsfrit fra en kunstner), og denne momsfritagelse efter sit indhold kun finder
anvendelse på bestemte afgiftspligtige personer (som momsfritagelsen for kunstnere), har
fritagelsen dermed et særkende, der indebærer, at momsfritagelsen ikke vil kunne anven-
des på leveringen fra formidleren til kunden, når formidleren ikke selv opfylder betingel-
serne for, at momsfritagelsen kan finde anvendelse.
Som det fremgår af figur 4 (nedenfor) behandles leveringen af ydelsen derfor forskelligt i
de to led. Leveringen fra producenten af ydelsen til formidleren er momsfri, og leveringen
fra formidleren til kunden er momspligtig. Dette giver således samme resultat, som hvis
transaktionerne involverede en mellemhandler i stedet for en formidler, jf. figur 2, hvor-
ved situationerne sidestilles.
Figur 4. Momsregler med formidling (når momsfritagelsen har et særkende)
Ovenstående gennemgang af reglerne for mellemhandlere og formidlere kan kun føre til
den konklusion, at forvaltningsorganisationerne ikke kan anvende momsfritagelsen for
kunstnere i momslovens § 13, stk. 1, nr. 7.
Det bemærkes, at Skatteministeriet er uenig med bemærkningen i GFs redegørelse side 10
(pkt. 7.27 og 7.28) om, at Skatteministeriet ”selv definerer indholdet af”, hvad der udgør
et særkende ved en momsfritagelse, som indebærer, at den ikke kan finde anvendelse på
Side 8 af 8
begge de leveringer, der efter formidlingsreglen skal anses for foretaget, når en formidler
handler i eget navn, men for fremmed regning.
Tværtimod er det Skatteministeriets opfattelse, at det i overensstemmelse med EU-Dom-
stolens udtrykkelige udsagn i Henfling-dommen er nødvendigt at undersøge, om en given
momsfritagelse har et særkende, der indebærer, at den efter sit indhold ikke kan finde an-
vendelse på begge leveringer. Det er netop tilfældet med hensyn til momsfritagelsen for
ydelser leveret fra kunstnere, der efter sin udtrykkelige ordlyd kun finder anvendelse på
leveringer fra netop kunstnere. Det er således ikke et særkende, som Skatteministeriet har
”defineret”, idet fritagelsens personlige karakter derimod er et særkende, der følger di-
rekte af ordlyden.
Det bemærkes endvidere, at GF i sin redegørelse ikke angiver, hvad der – i stedet for fri-
tagelsesbestemmelsens udtrykkelige betingelser, som GF åbenbart ikke finder relevante –
skulle kunne være et særkende ved en fritagelse, der indebærer, at den ikke kan anvendes
på leveringen fra en formidler, der handler i eget navn, men for fremmed regning.
Endelig kan der vedrørende GFs bemærkninger om kunstneres mulighed for at anvende
momsfritagelsen ved leveringer foretaget i selskabsform bl.a. henvises til besvarelsen af
spørgsmål 22 til L 106. Det bemærkes desuden, at momsreglerne anvendes ensartet på af-
giftspligtige personer, uanset om de driver virksomhed i personligt regi eller i selskabs-
form. Det er således uden betydning for adgangen til at anvende en momsfritagelse for
”kunstnere”, om kunstneren driver virksomheden i et selskab, der derfor er ejer af op-
havsrettighederne til de kunstneriske værker. På samme måde finder momsfritagelsen for
tandlæger og tandteknikere, som Domstolen behandlede i sag C-401/05, VDP Dental La-
boratory, fx anvendelse på denne personkreds, uanset om de driver virksomheden i sel-
skabsform.
Sammenfattende er det således fortsat Skatteministeriets opfattelse, at den foreslåede æn-
dring er nødvendig for at sikre, at de danske regler er i overensstemmelse med EU-retten,
herunder at momsfritagelsen for kunstneriske ydelser indeholder et sådant særkende, som
indebærer momsfritagelsen for kunstnere ikke kan udstrækkes til forvaltnings- og med-
lemsorganisationers leverancer.