Lovudkast - Høring vedr. udkast til lov om ændring af lov om markedsføring, lov om forbrugeraftaler og forbrugerklageloven i høring, fra erhvervsministeren

Høringsliste
3F Fagligt Fælles Forbund, Advokatsamfundet, Akademikernes Central-
organisation, AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Ankenævn for Bi-
ler, Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, Ankenævnet for Feriehusudlej-
ning, Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber, Ankenævnet for Forsik-
ring, Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme, Ankenævnet for Kø-
reundervisning, Ankenævnet for Tekniske Installationer, Ankenævnet på
Energiområdet, APPLiA Danmark, ATP - Arbejdsmarkedets Tillægs
Pension, Autobranchen Danmark, Banedanmark, BAT, Bilbranchen,
Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL), Bryggeriforeningen, Bryggeri-
ets Ankenævn, Børnerådet, CBS - Copenhagen Business School, CEPOS,
Cevea, CO-Industri, Danmarks Aktive Forbrugere, Danmarks National-
bank, Danmarks Rejsebureau Forening, Danmarks Statistik, Dansk An-
noncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Bilbrancheråd,
Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk e-Mobilitet, Dansk Erhverv,
Dansk Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Kørelærer-Union,
Dansk Markedsføring, Dansk Mobilitet, Dansk Møbeltransport Forening,
Dansk Persontransport (DPT), Dansk Standard, Dansk Mode og Textil
(DM&T), DTL – Danske Vognmænd, Dansk Vand- og Spildevandsfor-
ening (DANVA), Danske Advokater, Danske Arkitektvirksomheder,
Danske Bedemænd, Danske Cykelhandlere, Danske malermestre, Danske
Medier, Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening, Danske
Regioner, Danske Universiteter, Dataetisk Råd, Datatilsynet, De Samvir-
kende Købmænd (DSK), Den Danske Dommerforening, Den danske
Fondsmæglerforening, Det finansielle ankenævn, Det Kriminalpræven-
tive Råd, DI Byggeri, DI Digital og Dansk Industri, Digitalt Ansvar,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DSB A/S, e-Mærket,
EnergiFyn, Evida Holding A/S, Fagbevægelsens Hovedorganisation,
FDM - Forenede Danske Motorejere, Feriehusudlejernes Branchefor-
ening, Finans og Leasing, Finans Danmark, Finanstilsynet, Flixbus A/S,
Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk,
Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), Foreningen af Offentlige
Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen Danske Revisorer,
Forsikring og Pension, Fynbus, Færøernes Landsstyre, Green Power Den-
mark, HK Danmark, HORESTA, Håndværkets Ankenævn, Institut for
Menneskerettigheder, IT-Branchen, IT-Politisk Forening, ITU - IT-Uni-
versitetet i København, Journalistforbundet, Justitia, Klagenævnet for
Ejendomsformidling, Klagenævnet for Taxi, KL – Kommunernes Lands-
forening, KOMBIT, Kreativitet & Kommunikation (KreaKom), Krimi-
nalforsorgsforeningen, Københavns Byret, Københavns Universitet,
Dato: 20. november 2024
KONKURRENCE- OG
FORBRUGERSTYRELSEN
ERHVERVSMINISTERIET
Offentligt
ERU Alm.del - Bilag 63
Erhvervsudvalget 2024-25
2
Landbrug og Fødevarer, Landsstyret via Rigsombudsmanden på Færø-
erne, Lokale Pengeinstitutter, Metroselskabet I/S, Midttrafik, Mobility
Denmark, Naalakkersuisut, Nordjyllands Trafikselskab, Parkeringsklage-
nævnet, Pakkerejse-Ankenævnet, Parcelhusejernes Landsforening, Politi-
forbundet i Danmark, Prosa (tidl. Forbundet af IT-Professionelle), Radio-
og TV-nævnet, RID Rejsearrangører i Danmark, Retspolitisk forening,
Retten i Esbjerg, Retten i Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i Herning,
Retten i Hillerød, Retten i Hjørring, Retten i Holbæk, Retten i Holstebro,
Retten i Horsens, Retten i Kolding, Retten i Lyngby, Retten i Nykøbing
F., Retten i Næstved, Retten i Odense, Retten i Randers, Retten i Ros-
kilde, Retten i Svendborg, Retten i Sønderborg, Retten i Viborg, Retten i
Aalborg, Retten i Aarhus, Retten på Bornholm, Retten på Frederiksberg,
Rettighedsalliancen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Rigspolitiet, Rigs-
revisionen, RUC - Roskilde Universitet, Rådet for digital sikkerhed, SDU
- Syddansk Universitet, Selvstyret via Rigsombudsmanden i Grønland,
Sex og Samfund, SMV Danmark, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk
og International Kriminalitet, Sydtrafik, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Tele-
ankenævnet, Teleindustrien, Trafikselskabet Movia, Visit Denmark, Ve-
stre Landsret, Østre Landsret, Aalborg Universitet og Aarhus BSS.


20. november 2024
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf. 33 92 33 50
Fax. 33 12 37 78
CVR-nr. 10092485
EAN nr. 5798000026001
em@em.dk
www.em.dk
s
Folketingets Erhvervsudvalg
Til Erhvervsudvalget
Vedlagt fremsender jeg til udvalgets orientering høringsbrev og høringsli-
ste vedr. forslag til lov om ændring af lov om markedsføring, lov om for-
brugeraftaler og forbrugerklageloven (gennemførelse af direktiv om styr-
kelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling og effektivisering af det
offentlige forbrugerklagesystem).
Med venlig hilsen
Morten Bødskov
Offentligt
ERU Alm.del - Bilag 63
Erhvervsudvalget 2024-25


UDKAST
Side 1
Forslag
til
Lov om ændring af lov om markedsføring, lov om forbrugeraftaler og
forbrugerklageloven1
(Gennemførelse af direktiv om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne
omstilling og effektivisering af det offentlige forbrugerklagesystem)
§ 1
I lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 866 af 15. juni 2022, som
ændret ved § 343 i lov nr. 718 af 13. juni 2023 og § 2 i lov nr. 732 af 13.
juni 2023, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 7,«: »og som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024
om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår
styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende,
L af 6. marts 2024,«.
2. I § 2 indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
»4) Varer: En vare som defineret i artikel 2, nr. 5, i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om
ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om
ophævelse af direktiv 1999/44/EF.«
Nr. 4-17 bliver herefter nr. 5-18.
3. I § 2 indsættes efter nr. 17, der bliver nr. 18, som nye numre:
»19) Miljøanprisning: Ethvert budskab eller enhver fremstilling, som
ikke er obligatorisk i henhold til EU-retten eller national ret, uanset form,
herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk fremstilling, såsom
mærker, mærkenavne, firmanavne eller produktnavne, der bruges i en
1
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem
bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6.
marts 2024.
Offentligt
ERU Alm.del - Bilag 63
Erhvervsudvalget 2024-25
UDKAST
Side 2
kommerciel kommunikation, og som angiver eller indikerer, at et
produkt, en produktkategori, et mærke eller en erhvervsdrivende har en
positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende
end andre produkter, produktkategorier, mærker eller erhvervsdrivende
eller har forbedret sin indvirkning over tid.
20) Generisk miljøanprisning: Enhver miljøanprisning, der fremsættes i
skriftlig eller mundtlig form, herunder via audiovisuelle medier, og som
ikke er indeholdt i et bæredygtighedsmærke, og hvor specifikationen af
anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form på samme medium.
21) Bæredygtighedsmærke: Ethvert frivilligt tillidsmærke,
kvalitetsmærke eller tilsvarende, enten offentligt eller privat, der har til
formål at fremhæve og promovere et produkt, en proces eller en
virksomhed under henvisning til deres miljømæssige eller sociale
karakteristika eller begge, og omfatter ikke nogen obligatorisk mærkning
krævet i henhold til EU-retten eller national ret.
22) Certificeringsordning: En tredjepartsverifikationsordning, der
certificerer, at et produkt, en proces eller en virksomhed opfylder visse
krav, giver mulighed for at anvende et tilsvarende bæredygtighedsmærke,
og hvis vilkår, herunder dens krav, er offentligt tilgængelige og opfylder
følgende betingelser:
a) Ordningen er på gennemsigtige, retfærdige og
ikkediskriminerende vilkår åben for alle erhvervsdrivende, der
er villige og i stand til at opfylde ordningens krav.
b) Ordningens krav udarbejdes af ordningens ejer i samråd
med relevante eksperter og interessenter.
c) Ordningen fastsætter procedurer for håndtering af
manglende overholdelse af ordningens krav og indeholder
bestemmelser om tilbagetrækning eller suspension af den
erhvervsdrivendes ret til anvendelse af
bæredygtighedsmærket i tilfælde af manglende overholdelse
af ordningens krav.
d) Overvågningen af den erhvervsdrivendes overholdelse af
ordningens krav er underlagt en objektiv procedure og udføres
af en tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed af både
ordningens ejer og den erhvervsdrivende er baseret på
internationale standarder og procedurer, EU-standarder og -
procedurer eller nationale standarder og procedurer.
UDKAST
Side 3
23) Anerkendte fremragende miljøpræstationer: Miljøpræstationer, der er
i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
EU-miljømærket, eller med nationale eller regionale EN ISO 14024 type
I-miljømærkeordninger, der er officielt anerkendt i medlemsstaterne,
eller de bedste miljøpræstationer i overensstemmelse med anden
gældende EU-ret.
24) Holdbarhed: Holdbarhed som defineret i artikel 2, nr. 13, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om salg af
varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF
og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF.
25) Softwareopdatering: En opdatering, som er nødvendig, for at varer
med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester bliver ved
med at være i overensstemmelse som omhandlet i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt
indhold og digitale tjenester og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning
(EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv
1999/44/EF, herunder en sikkerhedsopdatering, eller en opdatering
vedrørende funktionaliteter.
26) Forbrugsvare: Enhver komponent i en vare, der opbruges igen og igen
og skal udskiftes eller genopfyldes, for at varen kan fungere efter
hensigten.
27) Funktionalitet: En funktionalitet som defineret i artikel 2, nr. 9, i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om
salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv
2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF.«
4. § 5, stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) de væsentligste karakteristika ved produktet, herunder i det omfang
produktet står til rådighed, produktets fordele, risici, udførelse,
sammensætning, miljømæssige eller sociale karakteristika, tilbehør,
cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller
genanvendelighed, eftersalgsservice og klagebehandling, måden og
tidspunktet for fremstilling eller ydelse, levering, produktets
hensigtsmæssighed, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske
eller handelsmæssige oprindelse eller de resultater, som kan forventes
opnået ved brugen, eller resultaterne af og de vigtigste elementer ved
afprøvning eller kontrol af produktet,«.
UDKAST
Side 4
5. I § 5, stk. 2, nr. 10, ændres »forretningskendetegn eller« til:
»forretningskendetegn,«.
6. I § 5, stk. 2, nr. 11, ændres »objektive faktorer.« til: »objektive faktorer,«.
7. I § 5, stk. 2, indsættes efter nr. 11 som nye numre:
»12) fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende fremtidige
miljøpræstationer uden klare, objektive, offentligt tilgængelige og
verificerbare forpligtelser fastsat i en detaljeret og realistisk
gennemførelsesplan, der omfatter målbare og tidsbestemte mål og andre
relevante elementer, der er nødvendige for at støtte dens gennemførelse,
såsom tildeling af ressourcer, og som regelmæssigt kontrolleres af en
uafhængig tredjepartsekspert, hvis konklusioner gøres tilgængelige for
forbrugerne eller
13) reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke følger af
noget element ved produktet eller virksomheden.«
8. Efter § 6 b indsættes før overskriften før § 7:
Ȥ 6 c. Oplysninger om sammenligningsmetoden, de sammenlignede
produkter, leverandørerne af disse produkter samt de foranstaltninger, der
er indført til at holde de pågældende oplysninger ajour, betragtes som
væsentlige oplysninger, når en erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der
sammenligner produkter og giver forbrugeren oplysninger om
miljømæssige eller sociale karakteristika eller cirkularitetsaspekter såsom
holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed, for så vidt
angår produkterne eller leverandørerne af disse produkter.«
9. I § 16, stk. 1, ændres »nr. 13« til: »nr. 14«.
10. I bilag 1 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:
»2 a) Den erhvervsdrivende fremviser et bæredygtighedsmærke, som
ikke er baseret på en certificeringsordning eller ikke er etableret af
offentlige myndigheder.«
11. I bilag 1 indsættes efter nr. 4 som nye numre:
UDKAST
Side 5
»4 a) Den erhvervsdrivende fremsætter en generisk miljøanprisning,
selvom den erhvervsdrivende ikke kan påvise anerkendte fremragende
miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.
4 b) Den erhvervsdrivende fremsætter en miljøanprisning vedrørende
hele produktet eller den erhvervsdrivendes virksomhed som helhed, når
den kun vedrører et bestemt aspekt af produktet eller en specifik aktivitet
i den erhvervsdrivendes virksomhed.
4 c) Den erhvervsdrivende hævder på basis af kompensation for
drivhusgasemissioner, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv
indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner.«
12. I bilag 1 indsættes efter nr. 10 som nyt nummer:
»10 a) Krav, der som følge af retsregler gælder for alle produkter inden
for den relevante produktkategori på EU-markedet, præsenteres som et
særligt element ved den erhvervsdrivendes tilbud.«
13. I bilag 1 indsættes efter nr. 23 c før overskriften før nr. 24 som nye
numre:
»23 d) Den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger for forbrugeren
om, at en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på
funktionen af varer med digitale elementer eller brugen af digitalt indhold
eller digitale tjenester.
23 e) En softwareopdatering præsenteres som nødvendig, når den kun
tjener til at forbedre elementer ved funktionaliteterne.
23 f) Enhver kommerciel kommunikation vedrørende en vare, der
indeholder et element, som er indført for at begrænse dens holdbarhed,
selvom den erhvervsdrivende har adgang til oplysninger om elementet og
dets indvirkning på varens holdbarhed.
23 g) Den erhvervsdrivende hævder i modstrid med sandheden, at en vare
under normale anvendelsesbetingelser har en bestemt holdbarhed målt i
brugstid eller intensitet.
23 h) Den erhvervsdrivende angiver, at en vare kan repareres, når dette
ikke er tilfældet.
23 i) Den erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren til at udskifte eller
genopfylde en vares forbrugsvarer tidligere, end det er nødvendigt, af
tekniske årsager.
23 j) Den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger om forringelse af
en vares funktionalitet, når der anvendes forbrugsvarer, reservedele eller
UDKAST
Side 6
tilbehør, som den oprindelige producent ikke har leveret, eller hævder i
modstrid med sandheden, at en sådan forringelse vil ske.«
§ 2
I lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler, som ændret ved §
160 i lov nr. 652 af 8. juni 2017, § 44 i lov nr. 1666 af 26. december 2017
og § 1 i lov nr. 2158 af 27. november 2021, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »side 7,«: »og som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024
om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår
styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende,
L af 6. marts 2024,«.
2. I § 3 indsættes som nr. 19-23:
»19) Handelsmæssig garanti for holdbarhed: Enhver handelsmæssig
garanti, som producenten har påtaget sig over for forbrugeren om
salgsgenstandens holdbarhed i en bestemt periode, ud over sin retlige
forpligtelse, hvor producenten er direkte ansvarlig over for forbrugeren i
hele perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed for så vidt
angår afhjælpning eller omlevering af salgsgenstanden i
overensstemmelse med købelovens mangelsregler, når salgsgenstandens
holdbarhed ikke opretholdes.
20) Holdbarhed: Evne til at bevare sine påkrævede funktioner og ydeevne
ved normal brug.
21) Producent: Den, der har fremstillet salgsgenstanden, indført den i Den
Europæiske Union eller fremstår som producent ved at have forsynet
salgsgenstanden med sit navn, mærke eller andet kendetegn.
22) Score for reparationsmulighed: En score, der udtrykker en
salgsgenstands mulighed for at kunne repareres, baseret på
harmoniserede krav, der er fastlagt på EU-plan.
23) Softwareopdatering: En gratis opdatering, herunder en
sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at salgsgenstande med
digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester forbliver
mangelfri efter købelovens mangelsregler.«
UDKAST
Side 7
3. I § 8, stk. 1, nr. 10, indsættes efter »levering,«: »herunder, hvor det er
muligt, miljøvenlige leveringsmuligheder,«.
4. I § 8, stk. 1, nr. 16, indsættes efter »anvendelse,«: »og de væsentligste
elementer heri, og oplysningerne gives ved brug af den harmoniserede
meddelelse, jf. stk. 5,«.
5. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 16 som nye numre:
»17) hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkostninger og med
en varighed på mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for
den erhvervsdrivende, at den pågældende vare drager fordel af en sådan
garanti, dens varighed, og at købelovens mangelsregler kan finde
anvendelse, og oplysningerne gives ved brug af det harmoniserede
mærke, jf. stk. 5,
18) for salgsgenstande med digitale elementer, for digitalt indhold og for
digitale tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller oplysningerne
til rådighed for den erhvervsdrivende, den minimumsperiode, enten
angivet som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken
producenten eller udbyderen leverer softwareopdateringer,«.
Nr. 17-24 bliver herefter nr. 19-26.
6. I § 8, stk. 1, nr. 23, der bliver nr. 25, udgår efter »vidst,«: »og«.
7. I § 8, stk. 1, indsættes som nr. 27 og 28:
»27) hvor det er relevant, varens score for reparationsmulighed, og
28) tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og proceduren
for bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde
salgsgenstandene mangelfri, om tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt om reparationsbegrænsninger,
såfremt nr. 27 ikke finder anvendelse, og forudsat at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende.«
8. I § 8 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå
erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter
stk. 1, nr. 16 og 17.«
UDKAST
Side 8
9. I § 12, stk. 1, 2. pkt., ændres »19 og 20« til: »17, 21 og 22«.
10. I § 17, stk. 1, nr. 5, indsættes efter »anvendelse,«: »og de væsentligste
elementer heri, og oplysningerne gives ved brug af den harmoniserede
meddelelse, jf. stk. 3,«.
11. I § 17, stk. 1, indsættes efter nr. 5 som nye numre:
»6) hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkostninger og med
en varighed på mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for
den erhvervsdrivende, at den pågældende salgsgenstand drager fordel af
en sådan garanti, dens varighed og at købelovens mangelsregler finder
anvendelse, og oplysningerne gives ved brug af det harmoniserede
mærke, jf. stk. 3,
7) hvor det er relevant, eksistensen af og betingelserne for
eftersalgsservice og handelsmæssige garantier,
8) for varer med digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale
tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller oplysningerne til
rådighed for den erhvervsdrivende, den minimumsperiode, enten angivet
som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken producenten
eller udbyderen leverer softwareopdateringer,«.
Nr. 6-9 bliver herefter nr. 9-12.
12. I § 17, stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 11, udgår efter »elementer,«: »og«.
13. I § 17, stk. 1, indsættes som nr. 13 og 14:
»13) hvor det er relevant, varens score for reparationsmulighed, og
14) tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og proceduren
for bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde
salgsgenstandene mangelfri, om tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt om reparationsbegrænsninger,
såfremt nr. 13 ikke finder anvendelse, og forudsat at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende.«
14. I § 17 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå
erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter
stk. 1, nr. 5 og 6.«
UDKAST
Side 9
§ 3
I forbrugerklageloven, jf. lov nr. 524 af 29. april 2015 om alternativ
tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager, som ændret ved § 6 i lov nr.
640 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 6 indsættes:
»§ 6 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit
sekretariat til at træffe de i § 16, stk. 1 og 2, nævnte afgørelser.«
2. § 11 affattes således:
»§ 11. Konstaterer Nævnenes Hus på baggrund af mediationen, at
muligheden for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal
parterne underrettes om, at behandlingen af klagen afsluttes, jf. dog § 18,
stk. 1
Stk. 2. Forbrugeren skal samtidig med underretning om sagens afslutning
orienteres om muligheden for at indbringe klagen for
Forbrugerklagenævnet, jf. § 19, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Nævnenes Hus kan, i forbindelse med at behandlingen af klagen
afsluttes efter stk. 1, træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe
klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for åbenbart, at der ikke
kan gives forbrugeren medhold i klagen.«
3. I § 12, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Betales gebyret ikke inden for en frist, som er fastsat af Nævnenes Hus,
afvises klagen.«
4. I § 13, stk. 1, § 20, stk. 2 og § 39, stk. 2, ændres »Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsens« til: »Nævnenes Hus’«.
5. Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:
»Sambehandling af klager
§ 16 a. Et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus kan
bestemme, at flere ensartede, verserende klager mellem samme eller
forskellige parter skal behandles i forbindelse med hinanden.«
6. I § 20, stk. 1, nr. 1, udgår »og«.
UDKAST
Side 10
7. I § 20, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:
»2) Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse efter § 11, stk. 3, og«.
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.
8. I § 20, stk. 2, ændres »nr. 2« til: »nr. 3«.
9. I § 20 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere ensartede klager,
der verserer ved nævnet mellem samme eller forskellige parter, skal
behandles i forbindelse med hinanden.«
10. I § 21 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Nævnet kan bemyndige sekretariatet, jf. § 24, til at træffe
afgørelser i klager, hvor det må anses for åbenbart, at der kan gives medhold
i klagen.«
11. I § 27, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»Betales gebyret ikke inden for en frist, som er fastsat af
Forbrugerklagenævnet, afvises klagen.«
12. Efter § 33 indsættes:
Ȥ 33 a. En anmodning fra forbrugeren om genoptagelse af klagesagen
skal være indgivet skriftligt til Forbrugerklagenævnet eller det godkendte
private tvistløsningsorgan inden 30 dage fra modtagelsen af afgørelsen.
Stk. 2. Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan
kan se bort fra en overskridelse af fristen i stk. 1, hvis der foreligger særlige
forhold.«
13. I § 36, stk. 1, § 37, stk. 1, 1. pkt., to steder i § 37, stk. 3, i § 37, stk. 4, og
§ 38 indsættes efter »Nævnenes Hus«: »eller et godkendt privat
tvistløsningsorgan«.
14. I § 37, stk. 1, 1. pkt., § 37, stk. 4, og § 38 udgår »fra statskassen«.
15. I § 37, stk. 2, ændres »statskassen« til: »Nævnenes Hus eller et godkendt
privat tvistløsningsorgan«.
UDKAST
Side 11
16. I § 39 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Klage over afgørelser efter §§ 36-38 truffet af et godkendt privat
tvistløsningsorgan kan indbringes for Forbrugerklagenævnets formand.«
17. Efter § 39 indsættes i kapitel 8:
»§ 39 a. Godkendte private tvistløsningsorganers opkrævning og
inddrivelse af fordringer på gebyrer og omkostninger med tillæg af rente,
gebyrer og andre omkostninger for behandling af en klagesag skal ske efter
reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.«
Ȥ 4
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 1 og 2 træder i kraft den 27. september 2026.
Stk. 3. § 3 finder ikke anvendelse på klager, der er indbragt for Nævnenes
Hus eller Forbrugerklagenævnet inden lovens ikrafttræden. For sådanne
klager finder de hidtil gældende regler i forbrugerklageloven, jf. lov nr. 524
af 29. april 2015, anvendelse.«
UDKAST
Side 12
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Ændring af markedsføringsloven
3.1.1 Definitioner
3.1.1.1. Gældende ret
3.1.1.2. Direktivet
3.1.1.2.1. Varer
3.1.1.2.2. Miljøanprisning
3.1.1.2.3. Generisk miljøanprisning
3.1.1.2.4. Bæredygtighedsmærke
3.1.1.2.5. Certificeringsordning
3.1.1.2.6. Anerkendte fremragende miljøpræstationer
3.1.1.2.7. Holdbarhed
3.1.1.2.8. Softwareopdatering
3.1.1.2.9. Forbrugsvare
3.1.1.2.10. Funktionalitet
3.1.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.2. Vildledende handlinger og udeladelser
3.1.2.1. Gældende ret
UDKAST
Side 13
3.1.2.2. Direktivet
3.1.2.2.1. Væsentlige egenskaber
3.1.2.2.2. Fremtidige miljøpræstationer
3.1.2.2.3. Irrelevante reklamefordele
3.1.2.2.4. Sammenligning af produkter via tjeneste
3.1.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.1.3. Bilag 1 til markedsføringsloven
3.1.3.1. Gældende ret
3.1.3.2. Direktivet
3.1.3.2.1. Pkt. 2a
3.1.3.2.2. Pkt. 4a
3.1.3.2.3. Pkt. 4b
3.1.3.2.4. Pkt. 4c
3.1.3.2.5. Pkt. 10a
3.1.3.2.6. Pkt. 23d
3.1.3.2.7. Pkt. 23e
3.1.3.2.8. Pkt. 23f
3.1.3.2.9. Pkt. 23g
3.1.3.2.10. Pkt. 23h
3.1.3.2.11. Pkt. 23i
3.1.3.2.12. Pkt. 23j
3.1.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2. Ændring af forbrugeraftaleloven
UDKAST
Side 14
3.2.1. Definitioner
3.2.1.1. Gældende ret
3.2.1.1.1. Handelsmæssig garanti
3.2.1.1.2. Holdbarhed
3.2.1.1.3. Producent
3.2.1.1.4. Reparationsmulighed
3.2.1.1.5. Softwareopdatering
3.2.1.2. Direktivet
3.2.1.2.1. Handelsmæssig garanti for holdbarhed
3.2.1.2.2. Holdbarhed
3.2.1.2.3. Producent
3.2.1.2.4. Score for reparationsmulighed
3.2.1.2.5. Softwareopdatering
3.2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.2. Oplysningspligt
3.2.2.1. Gældende ret
3.2.2.1.1. Oplysningspligt for aftaler vedrørende varer og ikke finansielle
tjenesteydelser indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg
3.2.2.1.2. Oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller
aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
3.2.2.2. Direktivet
3.2.2.2.1. Oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden
for fast forretningssted
UDKAST
Side 15
3.2.2.2.1.1. Formelle krav for aftaler om fjernsalg
3.2.2.2.2. Andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden
for fast forretningssted
3.2.2.2.3. Harmoniseret meddelelse og mærke
3.2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.2.3.1. Oplysningspligter ved aftaler uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted og fjernsalgsaftaler
3.2.2.3.2. Andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden
for fast forretningssted
3.2.2.3.3. Harmoniseret meddelelse og mærke
3.3. Ændring af forbrugerklageloven
3.3.1. Adgang til at afskære klageadgangen til Forbrugerklagenævnet
3.3.1.1. Gældende ret
3.3.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.2. Afvisning af en klage ved forbrugerens manglende betaling af
klagegebyr
3.3.2.1. Gældende ret
3.3.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.3. Sambehandling af ensartede klager
3.3.3.1 Gældende ret
3.3.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.4. Delegation af afgørelseskompetence til Forbrugerklagenævnets
sekretariat
3.3.4.1. Gældende ret
3.3.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
UDKAST
Side 16
3.3.5. Delegation af afgørelseskompetence til private tvistløsningsorganers
sekretariater
3.3.5.1. Gældende ret
3.3.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.6. Frist for forbrugeres genoptagelsesanmodninger
3.3.6.1. Gældende ret
3.3.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.7. Omkostningsdækning til retssager ved afgørelser fra godkendte
private tvistløsningsorganer
3.3.7.1. Gældende ret
3.3.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.3.8. Godkendte private tvistløsningsorganers opkrævning og inddrivelse
af fordringer
3.3.8.1. Gældende ret
3.3.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
UDKAST
Side 17
1. Indledning
Med lovforslaget ønsker regeringen at styrke forbrugerbeskyttelsen. Dette
skal ske ved at sikre bedre forbrugeroplysning om visse produkters
holdbarhed og reparationsmuligheder, inden der indgås en aftale, samt
styrke forbrugerbeskyttelsen mod vildledende handelspraksis i form af
f.eks. vildledende miljøanprisninger. Det skal endvidere ske ved at sikre et
velfungerende, tidssvarende og effektivt forbrugerklagesystem, der kan
håndtere de tvister, der opstår mellem forbrugere og erhvervsdrivende i
forbindelse med forbrugernes køb af varer og tjenesteydelser. En hurtig og
effektiv løsning af sådanne tvister sikrer retssikkerhed, forudsigelighed og
stabilitet for både borgere og erhvervsliv.
Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne
omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre
oplysning, L af 6. marts 2024. Dette skal bl.a. bidrage til, at forbrugerne kan
træffe mere informerede beslutninger og miljøvenlige valg, når de køber
deres produkter og dermed fremme et mindre miljøbelastende forbrug, der
skal bidrage til den grønne omstilling. Der tilsigtes endvidere mere lige
konkurrencevilkår for erhvervsdrivende på tværs af EU. Ændringerne af
både direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om
forbrugerrettigheder er udtryk for totalharmonisering. Med lovforslaget
foreslås der ikke en overimplementering af direktivet.
Med lovforslaget tilføjes en række nye definitioner i markedsføringsloven,
herunder bl.a. en definition af miljøanprisning, bæredygtighedsmærke og
anerkendte fremragende miljøpræstationer. Det foreslås derudover at tilføje
nye former for handelspraksis, der skal betragtes som vildledende, hvis de
foranlediger eller kan forventes at foranledige gennemsnitsforbrugeren til at
træffe en transaktionsbeslutning, denne ellers ikke ville have truffet.
Det foreslås endvidere at udvide bilag 1 til markedsføringsloven, som
indeholder en liste over former for handelspraksis, der under alle
omstændigheder anses som urimelige. Udvidelsen vedrører bl.a.
erhvervsdrivendes brug af bæredygtighedsmærker, brug af generiske
miljøanprisninger og anprisninger vedrørende holdbarhed og reparation.
UDKAST
Side 18
Med lovforslaget tilføjes yderligere en række nye definitioner i
forbrugeraftaleloven, herunder bl.a. en definition af holdbarhed, producent
og reparationsmulighed. Det foreslås yderligere at udvide oplysningspligten
for erhvervsdrivende ved fjernsalgsaftaler og andre aftaler end aftaler om
fjernsalg til forbrugerne ved at stille krav til, at den erhvervsdrivende skal
give oplysninger om handelsmæssig garanti for holdbarhed,
softwareopdateringer for salgsgenstande med digitalt indhold og
reparationsmuligheder.
Den gældende forbrugerklagelov trådte i kraft den 1. oktober 2015. På
baggrund af samfundsudviklingen og de erfaringer, der er gjort med de
gældende regler siden 2015, foreslås det, at der foretages tilpasninger af
forbrugerklagesystemet med henblik på at sikre et velfungerende,
tidssvarende og effektivt forbrugerklagesystem til gavn for såvel forbrugere
som erhvervslivet.
Det foreslås bl.a., at klageadgang til Forbrugerklagenævnet efter endt
mediation begrænses, hvis det er åbenbart, at forbrugeren ikke kan få
medhold. Lovforslaget indeholder endvidere forslag om at udvide
kompetencen i sekretariaterne for Forbrugerklagenævnet og godkendte
private tvistløsningsorganer samt mulighed for at sambehandle klager.
Derudover foreslås det at indsætte en frist for forbrugeres anmodninger om
genoptagelse, og at godkendte private tvistløsningsorganer skal behandle
ansøgninger om og udgifter til omkostningsdækning til en forbruger ved
behandling af en klagesag ved domstolene.
2. Lovforslagets baggrund
Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne
omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre
oplysning (herefter benævnt direktivet). Direktivet skal være gennemført i
national lovgivning senest den 27. marts 2026, og reglerne skal træde i kraft
den 27. september 2026.
Den grønne omstilling har høj prioritet for regeringen. Det er derfor vigtigt,
at forbrugerne har pålidelige oplysninger om produkters miljøpåvirkning,
ikke oplever vildledende miljøanprisninger og manglende gennemsigtighed
og troværdighed i forbindelse med bæredygtighedsmærker. Det er også
UDKAST
Side 19
vigtigt, at forbrugerne har tillid til de miljøoplysninger, der er til rådighed,
da det kan medvirke til, at forbrugerne aktivt bidrager til den grønne
omstilling. Konkurrencen blandt erhvervsdrivende om at levere mere
miljøvenlige løsninger til forbrugerne kan potentielt blive et vigtigt redskab
i bestræbelserne på at forbedre klima og miljø. Såfremt forbrugerne ikke har
tillid til miljøanprisninger, kan det udgøre et problem for de
erhvervsdrivende, der reelt tilbyder mere miljøvenlige produkter. Nogle
erhvervsdrivende risikerer derudover unødigt høje
overholdelsesomkostninger i det omfang, medlemsstaterne indfører
forskellige nationale løsninger.
Med lovforslaget ønsker regeringen at bekæmpe vildledende
miljøanprisninger og fremme et mindre miljøbelastende forbrug gennem
regulering på EU-niveau. Direktivet ajourfører den eksisterende
forbrugerlovgivning og skal sikre, at forbrugerne beskyttes og aktivt kan
bidrage til den grønne omstilling.
For at sikre en hensigtsmæssig og korrekt implementering af direktivet,
foreslås det at foretage en direktivnær implementering heraf.
Forbrugerklageloven trådte i kraft den 1. oktober 2015. Loven er en
gennemførsel af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/11/EU af 21.
maj 2013 om alternativ tvistbilæggelse i forbindelse med tvister på
forbrugerområdet og om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og
direktiv 2009/22/EF (direktiv om ATB på forbrugerområdet). Med
forbrugerklageloven blev det offentlige forbrugerklagesystem opdelt i en
obligatorisk mediationsfase og en efterfølgende nævnsfase i
Forbrugerklagenævnet. Det er alene mediationsfasen, der er en
implementering af direktivet, mens nævnsfasen er en yderligere supplerende
beskyttelse af danske forbrugere.
Regeringens ønske om at sikre en høj forbrugerbeskyttelse, bl.a. med de
foreslåede ændringer af markedsføringsloven og forbrugeraftaleloven,
forudsætter, at der er et velfungerende, tidssvarende og effektivt
forbrugerklagesystem, der kan håndtere de tvister, der opstår mellem
forbrugere og erhvervsdrivende i forbindelse med forbrugernes køb af varer
og tjenesteydelser. Nævnenes Hus, der er den ansvarlige myndighed for
mediationsfasen, og som sekretariatsbetjener Forbrugerklagenævnet, har
gjort en række erfaringer med de gældende regler, bl.a. i lyset af reglernes
UDKAST
Side 20
betydning i praksis samt samfundsudviklingen siden 2015. Erfaringerne
viser, at det vil være hensigtsmæssigt at foretage visse tilpasninger af
forbrugerklagesystemet, bl.a. med henblik på at sikre, at sagerne behandles
hurtigt og effektivt under hensyn til forbrugernes og de erhvervsdrivendes
retssikkerhed, og at ressourcerne i såvel mediationsfasen som i nævnet kan
anvendes mest hensigtsmæssigt, herunder på de sager, hvor der er opstået
en reel juridisk tvist, som fordrer en vurdering af parternes indbyrdes
rettigheder og forpligtelser.
Med lovforslaget ønsker regeringen således tillige at sikre, at de regler, der
regulerer forbrugerklagesystemet, understøtter et velfungerende,
tidssvarende og effektivt forbrugerklagesystem, der ved en hensigtsmæssig
anvendelse af ressourcerne kan håndtere de tvister, der opstår mellem
forbrugere og erhvervsdrivende i forbindelse med forbrugernes køb af varer
og tjenesteydelser.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Ændring af markedsføringsloven
3.1.1. Definitioner
3.1.1.1. Gældende ret
Den gældende § 2 i lov om markedsføring (herefter benævnt
markedsføringsloven) indeholder i dag definitioner af 17 begreber, som er
centrale ved fortolkning af markedsføringsloven.
Markedsføringslovens § 2 indeholder dog ikke en definition af
miljøanprisning, generisk miljøanprisning, bæredygtighedsmærke,
certificeringsordning, anerkendte fremragende miljøpræstationer,
holdbarhed, softwareopdatering, forbrugsvare og funktionalitet.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF om virksomheders
urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (herefter
benævnt direktivet om urimelig handelspraksis), som er implementeret i
markedsføringsloven, indeholder i dag ikke specifikke bestemmelser om
miljøanprisninger.
3.1.1.2.Direktivet
3.1.1.2.1. Varer
UDKAST
Side 21
Artikel 2, stk. 1, litra ca, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra a, indeholder en definition af
varer.
Varer defineres som i artikel 2, nr. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af
varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og
om ophævelse af direktiv 1999/44/EF.
3.1.1.2.2. Miljøanprisning
Artikel 2, stk. 1, litra o, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra b, indeholder en definition af
en miljøanprisning.
En miljøanprisning defineres som ethvert budskab eller enhver fremstilling,
som ikke er obligatorisk i henhold til EU-retten eller national ret uanset
form, herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk fremstilling, såsom
mærker, mærkenavne, firmanavne eller produktnavne, der bruges i en
kommerciel kommunikation, og som angiver eller indikerer, at et produkt,
en produktkategori, et mærke eller en erhvervsdrivende har en positiv eller
ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end andre
tilsvarende produkter, produktkategorier, mærker eller erhvervsdrivende
eller har forbedret sin indvirkning over tid.
3.1.1.2.3. Generisk miljøanprisning
Artikel 2, stk. 1, litra p, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra b, indeholder en definition af
en generisk miljøanprisning.
En generisk miljøanprisning defineres som enhver miljøanprisning, der
fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, herunder via audiovisuelle
medier, og som ikke er indeholdt i et bæredygtighedsmærke, og hvor
specifikationen af anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form på
samme medium.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 9, at eksempler på
generiske miljøanprisninger omfatter ”miljøvenlig”, ”økovenlig”, ”grøn”,
”naturven”, ”økologisk”, ”miljøkorrekt”, ”klimavenlig”, ”mild mod
UDKAST
Side 22
miljøet”, ”CO2-venlig”, ”energieffektiv”, ”bionedbrydelig”, ”biobaseret”
eller lignende udsagn, der antyder eller giver indtryk af fremragende
miljøpræstationer.
3.1.1.2.4. Bæredygtighedsmærke
Artikel 2, stk. 1, litra q, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra b, indeholder en definition af
et bæredygtighedsmærke.
Et bæredygtighedsmærke defineres som ethvert frivilligt tillidsmærke,
kvalitetsmærke eller tilsvarende, enten offentligt eller privat, der har til
formål at fremhæve og promovere et produkt, en proces eller en virksomhed
under henvisning til deres miljømæssige eller sociale karakteristika eller
begge, og omfatter ikke nogen obligatorisk mærkning krævet i henhold til
EU-retten eller national ret.
3.1.1.2.5. Certificeringsordning
Artikel 2, stk. 1, litra r, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra b, indeholder en definition af
en certificeringsordning.
En certificeringsordning defineres som en tredjepartsverifikationsordning,
der certificerer, at et produkt, en proces eller en virksomhed opfylder visse
krav, giver mulighed for at anvende et tilsvarende bæredygtighedsmærke,
og hvis vilkår, herunder dens krav, er offentligt tilgængelige og opfylder
følgende kriterier: i) ordningen er på gennemsigtige, retfærdige og
ikkediskriminerende vilkår åben for alle erhvervsdrivende, der er villige og
i stand til at opfylde ordningens krav, ii) ordningens krav udarbejdes af
ordningens ejer i samråd med relevante eksperter og interessenter, iii)
ordningen fastsætter procedurer for håndtering af manglende overholdelse
af ordningens krav og indeholder bestemmelser om tilbagetrækning eller
suspension af den erhvervsdrivendes ret til anvendelse af
bæredygtighedsmærket i tilfælde af manglende overholdelse af ordningens
krav, og iv) overvågningen af den erhvervsdrivendes overholdelse af
ordningens krav er underlagt en objektiv procedure og udføres af en
tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed af både ordningens ejer og
den erhvervsdrivende er baseret på internationale standarder og procedurer,
EU-standarder og -procedurer eller nationale standarder og procedurer.
UDKAST
Side 23
3.1.1.2.6. Anerkendte fremragende miljøpræstationer
Artikel 2, stk. 1, litra s, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra b, indeholder en definition af
anerkendte fremragende miljøpræstationer.
Anerkendte fremragende miljøpræstationer defineres som
miljøpræstationer, der er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 66/2010, eller med nationale eller regionale EN
ISO 14024 type I-miljømærkeordninger, der er officielt anerkendt i
medlemsstaterne, eller de bedste miljøpræstationer i overensstemmelse med
anden gældende EU-ret.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 10, at anerkendte
fremragende miljøpræstationer kan påvises ved at stemme overens med
forordning (EF) nr. 66/2010 eller med officielt anerkendte EN ISO 14024-
miljømærkeordninger i medlemsstaterne eller ved at svare til de bedste
miljøpræstationer for et specifikt miljømæssigt karakteristika i
overensstemmelse med anden gældende EU-ret såsom klasse A i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2017/1369.
3.1.1.2.7. Holdbarhed
Artikel 2, stk. 1, litra t, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra b, indeholder en definition af
holdbarhed.
Holdbarhed defineres som i artikel 2, nr. 13, i direktiv (EU) 2019/771 af 20.
maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af
forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af
direktiv 1999/44/EF.
3.1.1.2.8. Softwareopdatering
Artikel 2, stk. 1, litra u, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra b, indeholder en definition af
en softwareopdatering.
En softwareopdatering defineres som en opdatering, som er nødvendig, for
at varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester bliver
UDKAST
Side 24
ved med at være i overensstemmelse som omhandlet i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse aspekter af
aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester og direktiv (EU)
2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om
ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om
ophævelse af direktiv 1999/44/EF, herunder en sikkerhedsopdatering, eller
en opdatering vedrørende funktionaliteter.
3.1.1.2.9. Forbrugsvare
Artikel 2, stk. 1, litra v, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra b, indeholder en definition af
en forbrugsvare.
En forbrugsvare defineres som enhver komponent i en vare, der opbruges
igen og igen og skal udskiftes eller genopfyldes, for at varen kan fungere
efter hensigten.
3.1.1.2.10. Funktionalitet
Artikel 2, stk. 1, litra w, i direktivet om urimelig handelspraksis som tilføjet
ved nærværende direktivs artikel 1, nr. 1, litra b, indeholder en definition af
en funktionalitet.
En funktionalitet defineres som i artikel 2, nr. 9, i direktiv (EU) 2019/771 af
20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af
forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af
direktiv 1999/44/EF.
3.1.1.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Da direktivets definitioner er udtryk for totalharmonisering og for at sikre
korrekt implementering af direktivet, er det nødvendigt at indsætte
tilsvarende definitioner i markedsføringsloven.
Det foreslås på den baggrund at fastsætte bestemmelser i
markedsføringsloven, der svarer til bestemmelserne i artikel 2, stk. 1, litra
ca, og litra o-w, i direktivet om urimelig handelspraksis. Begreberne er nye
i markedsføringsloven.
UDKAST
Side 25
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3, samt bemærkningerne hertil.
3.1.2. Vildledende handlinger og udeladelser
3.1.2.1. Gældende ret
Det følger af markedsføringslovens § 5, stk. 1, at en erhvervsdrivendes
handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsmåde eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at
vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte.
I markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 1-11, oplistes hvilke elementer, der
skal tages i betragtning ved vurderingen af, om en handelspraksis er
vildledende efter § 5, stk. 1. Listen over forhold i nr. 1-11 er ikke
udtømmende. Det følger af markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 2, at
vildledning efter stk. 1 kan relatere sig til de væsentligste egenskaber ved et
produkt.
Det følger af markedsføringslovens § 6, stk. 1, at en erhvervsdrivendes
handelspraksis ikke må vildlede ved at udelade eller skjule væsentlige
oplysninger eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig,
dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Markedsføringsloven indeholder dog ikke specifikke bestemmelser om
fremsættelse af fremtidige miljøpræstationer, reklamefordele for
forbrugerne, som er irrelevante, og erhvervsdrivende, der leverer en
tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbrugeren oplysninger om
produktets eller leverandørens miljømæssige eller sociale karakteristika
eller om cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder
eller genanvendelighed.
Forbrugerombudsmanden udgav i 2014 vejledning om brug af
miljømæssige og etiske påstande m.v. Af vejledningens afsnit 6.2. fremgår,
at markedsføring, der fremhæver, at et produkt ikke indeholder bestanddele
eller har egenskaber, som aldrig har kunnet henføres til produktet eller
produktkategorien, også vil kunne være vildledende. Det samme gælder en
markedsføring med unødig information, som eventuelt kan skjule det
væsentlige budskab.
UDKAST
Side 26
Det fremgår endvidere af vejledningens afsnit 9.2., at påstande om
målsætninger normalt kun må bruges i markedsføringen, hvis den
erhvervsdrivende har og fokuserer på klare og konkrete handlingsplaner for
at nå denne målsætning. Handlingsplanerne skal være igangsat eller være
umiddelbart forestående, og de skal være målbare.
Det følger af Europa-Kommissionens vejledning til fortolkning og
anvendelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF om
virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre
marked (2021/C 526/1), side 73, at direktivet om urimelig handelspraksis
ikke indeholder specifikke bestemmelser om miljøanprisninger. Det
etablerer imidlertid et retsgrundlag for at sikre, at erhvervsdrivende ikke
præsenterer miljøanprisninger på måder, der er urimelige over for
forbrugerne. Det forbyder ikke anvendelsen af ”grønne anprisninger”, så
længe de ikke er urimelige.
3.1.2.2. Direktivet
3.1.2.2.1. Væsentligste egenskaber
Det følger af artikel 6, stk. 1, litra b, i direktivet om urimelig handelspraksis,
som tilføjet ved nærværende direktiv artikel 1, stk. 2, litra a, at en
handelspraksis betragtes som vildledende, hvis den indeholder urigtige
oplysninger og derfor er usandfærdig eller f.eks. i kraft af sin generelle
fremstillingsform vildleder eller kan forventes at vildlede en
gennemsnitsforbruger, selvom oplysningerne er faktuelt korrekte, med
hensyn til oplysninger om de væsentligste karakteristika ved produktet
såsom det omfang, i hvilket det står til rådighed, dets fordele, risici,
udførelse, sammensætning, miljømæssige eller sociale karakteristika,
tilbehør, cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed, reparationsmuligheder
eller genanvendelighed, eftersalgsservice og klagebehandling, måden og
tidspunktet for fremstilling eller ydelse, levering, dets hensigtsmæssighed,
anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige
oprindelse eller de resultater, som kan forventes opnået ved brugen, eller
resultaterne af og de vigtigste elementer ved afprøvning eller kontrol af
produktet.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge direktivets præambelbetragtning nr.
3, at forbrugerne ikke bør vildledes om et produkts miljømæssige eller
sociale karakteristika eller cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed,
UDKAST
Side 27
reparationsmuligheder eller genanvendelighed gennem den generelle
præsentation af et produkt. Oplysninger fra erhvervsdrivende om et
produkts sociale karakteristika gennem hele dets værdikæde kan f.eks.
vedrøre kvaliteten og rimeligheden af den involverede arbejdsstyrkes
arbejdsvilkår såsom passende lønninger, social beskyttelse, sikkerheden på
arbejdspladsen og social dialog. Sådanne oplysninger kan også vedrøre
respekt for menneskerettigheder, ligebehandling og lige muligheder for alle,
herunder ligestilling mellem kønnene, inklusion og mangfoldighed, bidrag
til sociale initiativer eller etiske forpligtelser såsom dyrevelfærd. Et
produkts miljømæssige og sociale karakteristika kan forstås bredt og
omfatte et produkts miljømæssige og sociale aspekter, påvirkning og
præstationer.
3.1.2.2.2. Fremtidige miljøpræstationer
Det følger af artikel 6, stk. 2, litra d, i direktivet om urimelig handelspraksis,
som tilføjet ved nærværende direktiv artikel 1, stk. 2, litra b, at en
handelspraksis også betragtes som vildledende, hvis den i sin faktuelle
sammenhæng, idet der tages hensyn til alle elementer og betingelser,
foranlediger gennemsnitsforbrugeren, eller kan forventes at foranledige
denne, til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have
truffet, og den indebærer fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende
fremtidige miljøpræstationer uden klare, objektive, offentligt tilgængelige
og verificerbare forpligtelser fastsat i en detaljeret og realistisk
gennemførelsesplan, der omfatter målbare og tidsbestemte mål og andre
relevante elementer, der er nødvendige for at støtte dens gennemførelse,
såsom tildeling af ressourcer, og som regelmæssigt kontrolleres af en
uafhængig tredjepartsekspert, hvis konklusioner gøres tilgængelige for
forbrugerne.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge direktivets præambelbetragtning nr.
4 at sikre, at disse anprisninger er rimelige og troværdige, og derfor bør
sådanne anprisninger forbydes efter en vurdering fra sag til sag, når de ikke
understøttes af klare, objektive, offentligt tilgængelige og verificerbare
forpligtelser og mål fra den erhvervsdrivendes side, der er fastsat i en
detaljeret og realistisk gennemførelsesplan, der viser, hvordan disse
forpligtelser og mål vil blive nået, og hvori der afsættes ressourcer med
henblik herpå. Denne gennemførelsesplan bør indeholde alle de relevante
elementer, der er nødvendige for at opfylde forpligtelserne, såsom
UDKAST
Side 28
budgetmidler og teknologisk udvikling, hvor det er relevant og i
overensstemmelse med EU-retten. Sådanne anprisninger bør også
verificeres af en tredjepartsekspert, som bør være uafhængig af den
erhvervsdrivende, fri for interessekonflikt og med erfaring og kompetence
inden for miljøspørgsmål, og som bør være i stand til regelmæssigt at
overvåge den erhvervsdrivendes fremskridt med hensyn til forpligtelserne
og målene, herunder milepælene for at nå dem. Erhvervsdrivende bør sikre,
at tredjepartsekspertens regelmæssige konklusioner er tilgængelige for
forbrugerne.
3.1.2.2.3. Irrelevante reklamefordele
Det følger af artikel 6, stk. 2, litra e, i direktivet om urimelig handelspraksis,
som tilføjet ved nærværende direktiv artikel 1, stk. 2, litra b, at en
handelspraksis også betragtes som vildledende, hvis den er irrelevant og
ikke følger af noget element ved produktet eller virksomheden. En
handelspraksis kan således være faktuelt korrekt, men i sammenhængen
foranledige gennemsnitsforbrugeren eller forventes at kunne foranledige
denne til at træffe en transaktionsbeslutning, som han ellers ikke ville have
truffet.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 5, at en anden potentielt
vildledende handelspraksis, der skal tilføjes de specifikke praksisser, der er
omhandlet i artikel 6, stk. 2, i direktivet om urimelig handelspraksis, er
reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke direkte forbundet
med noget element ved dette specifikke produkt eller denne specifikke
virksomhed, og som vil kunne vildlede forbrugerne til at tro, at de er mere
gavnlige for forbrugerne, miljøet eller samfundet end andre produkter eller
virksomheder af samme type, f.eks. ved at hævde, at et bestemt mærke af
flaskevand er glutenfrit, eller at papirark ikke indeholder plast.
3.1.2.2.4. Sammenligning af produkter via tjeneste
Det følger af artikel 7, stk. 7, i direktivet om urimelig handelspraksis, som
tilføjet ved nærværende direktiv artikel 1, stk. 3, at såfremt en
erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der sammenligner produkter og giver
forbrugeren oplysninger om miljømæssige eller sociale karakteristika eller
om cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller
genanvendelighed, for så vidt angår produkterne eller leverandørerne af
UDKAST
Side 29
disse produkter, betragtes oplysninger om sammenligningsmetoden, de
sammenlignede produkter, leverandørerne af disse produkter samt de
foranstaltninger, der er indført til at holde de pågældende oplysninger ajour,
som væsentlige oplysninger.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge direktivets præambelbetragtning nr.
6 at sikre, at sammenligninger ikke vildleder forbrugerne, og derfor bør det
kræves, at erhvervsdrivende giver forbrugerne oplysninger om
sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter, leverandørerne af
disse produkter og foranstaltningerne til at holde oplysningerne ajour. Dette
bør sikre, at forbrugerne træffer mere informerede transaktionsbeslutninger,
når de baserer sig på sådanne sammenligninger. Det bør sikres, at sådanne
sammenligninger er objektive, navnlig ved at sammenligne produkter med
samme funktion ved brug af en fælles metode og fælles antagelser og ved at
sammenligne væsentlige og verificerbare elementer ved de produkter, der
sammenlignes.
3.1.2.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Bestemmelserne i direktivet er udtryk for totalharmonisering.
Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt med en direktivnær
implementering heraf for at sikre, at markedsføringsloven er i
overensstemmelse med direktivet.
Det foreslås derfor at nyaffatte markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 2, for
at sikre en korrekt implementering.
Det skyldes, at den gældende § 5, stk. 2, nr. 2, ikke oplister de eksempler på
væsentligste egenskaber, som nævnes i artikel 6, stk. 2, litra e, i direktivet
om urimelig handelspraksis. Sådanne eksempler fremgår alene af
bemærkninger til markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 2.
Ved nyaffattelse vil der ske en direktivnær implementering af hele ordlyden
i artikel 6, stk. 2, litra e, i direktivet om urimelig handelspraksis, så
eksemplerne på de væsentligste egenskaber vil fremgå direkte af
bestemmelsen i markedsføringslovens § 5, stk. 2, nr. 2. Derudover vil
miljømæssige eller sociale karakteristika og cirkularitetsaspekter såsom
holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed blive tilføjet til
oplistningen af de væsentligste karakteristika ved et produkt.
UDKAST
Side 30
Ændringen medfører ikke anden materiel ændring af retstilstanden end
tilføjelsen af miljømæssige eller sociale karakteristika og
cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller
genanvendelighed som eksempler på de væsentligste karakteristika ved et
produkt.
Der foreslås derudover en direktivnær implementering af direktivets
betingelser for fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende fremtidige
miljøpræstationer.
Det vil medføre, at vildledning efter markedsføringslovens § 5, stk. 1, kan
relatere sig til fremsættelse af miljøanprisninger vedrørende fremtidige
miljøpræstationer, hvis denne fremsættes uden klare, objektive, offentligt
tilgængelige og verificerbare forpligtelser. Disse forpligtelser skal være
fastsat i en realistisk gennemførelsesplan, der omfatter målbare og
tidsbestemte mål og andre elementer, der er nødvendige for at støtte dens
gennemførelse. Det kan f.eks. være tildeling af ressourcer, som
regelmæssigt kontrolleres af en uafhængig tredjepartsekspert, hvis
konklusioner gøres tilgængelige for forbrugerne.
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at den foreslåede artikel 6, stk. 2, litra
e, er en præcisering af gældende ret, og at denne type handelspraksis således
allerede i dag vil blive anset som vildledende efter markedsføringslovens §
5, stk. 1.
Forslaget vil medføre, at vildledning efter markedsføringslovens § 5, stk. 1,
kan relatere sig til reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante og
ikke følger af noget element ved produktet eller virksomheden.
Med de foreslåede bestemmelser tilføjes nr. 12 og 13 til
markedsføringslovens § 5, stk. 2, der specificerer de forhold, der skal tages
i betragtning ved vurderingen af, om en handelspraksis er vildledende efter
stk. 1. Der vil skulle foretages en konkret vurdering fra sag til sag.
Det foreslås endvidere at implementere direktivets artikel 7, stk. 7, i en ny
§ 6 c i markedsføringsloven.
Herefter vil oplysninger om sammenligningsmetoden, de sammenlignede
produkter, leverandørerne af disse produkter samt de foranstaltninger, der
er indført til at holde de pågældende oplysninger ajour, betragtes som
UDKAST
Side 31
væsentlige oplysninger, når en erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der
sammenligner produkter og giver forbrugeren oplysninger om
miljømæssige eller sociale karakteristika eller cirkularitetsaspekter, såsom
holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed, for så vidt
angår produkterne eller leverandørerne af disse produkter.
Der foreslås alene mindre sproglige ændringer af bestemmelsens ordlyd,
som ikke har materiel betydning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 og 8, samt bemærkningerne hertil.
3.1.3. Bilag 1 til markedsføringsloven
3.1.3.1. Gældende ret
Bilag 1 til markedsføringsloven implementerer bilag I til direktivet om
urimelig handelspraksis. Bilaget indeholder en liste over forskellige
konkrete former for handelspraksis, som under alle omstændigheder
betragtes som urimelige. Listen skal anvendes i samtlige medlemsstater og
må kun ændres ved en revision af direktivet. Erhvervsdrivende må ikke
anvende de former for handelspraksis, der er opregnet i bilag 1, uanset at
der ikke er handlet i strid med markedsføringslovens §§ 5-7, jf.
markedsføringslovens § 9.
Det betyder, at handelspraksis i strid med bilag 1 er urimelig og dermed
forbudt, og der skal ikke først laves en konkret vurdering i medfør af §§ 5-
7 i hvert enkelt tilfælde. Det kan dog ikke sluttes modsætningsvis, således
at en handelspraksis, der ikke er optaget på bilag 1, umiddelbart kan anses
for at være lovlig. De former for handelspraksis, som ikke er opregnet i
bilaget, skal derimod altid vurderes konkret på baggrund af §§ 5-7, jf.
Folketingstidende 2016-17, tillæg A, s. 59.
Forbrugerombudsmanden udgav i 2014 vejledning om brug af
miljømæssige og etiske påstande m.v. Det fremgår af vejledningens afsnit
6.2., at der i kravet om korrekthed og præcision ligger, at det klart og tydeligt
skal fremgå, om miljøpåstanden gælder virksomheden som sådan, en eller
flere aktiviteter eller et produkt. Det må oplyses, hvilke forhold påstanden
gælder, herunder egenskaber eller aspekter, og for produkters
vedkommende, om påstanden gælder hele eller dele af produktet,
emballagen eller andet.
UDKAST
Side 32
Det følger endvidere af vejledningens afsnit 6.2., at forhold eller krav, der
følger af lovgivningen, f.eks. et forbud mod at bruge visse stoffer i en
produkttype, ikke må bruges selvstændigt i markedsføringen.
Af vejledningens afsnit 6.4. fremgår det endvidere, at fritstående, generelle
miljømæssige påstande uden nærmere forklaring skal dokumenteres ved
livscyklusvurderinger. Disse skal foretages efter anerkendte og generelt
accepterede metoder for den pågældende produkttype og dermed omfatte en
kortlægning af forholdene (f.eks. miljø) og vurdering af de væsentlige
påvirkninger.
3.1.3.2. Direktivet
Bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis ændres i overensstemmelse
med bilaget til nærværende direktiv, jf. nærværende direktiv art. 1, nr. 4.
Med direktivet tilføjes 12 nye punkter til bilag I til direktivet om urimelig
handelspraksis.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 2, at det stadig bør være
muligt at betragte en handelspraksis som urimelig på grundlag af direktivet
om urimelig handelspraksis artikel 5-9, selvom denne særlige praksis ikke
er opført som en urimelig handelspraksis i bilag I til direktivet.
3.1.3.2.1. Pkt. 2a
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 2a, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende fremviser et
bæredygtighedsmærke, som ikke er baseret på en certificeringsordning eller
ikke er etableret af offentlige myndigheder.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge direktivets præambelbetragtning nr.
7, at bæredygtighedsmærker kan vedrøre mange karakteristika ved et
produkt, en proces eller en virksomhed, og det er afgørende at sikre deres
gennemsigtighed og troværdighed. Inden et bæredygtighedsmærke
fremvises, bør den erhvervsdrivende sikre, at det i henhold til
certificeringsordningens offentligt tilgængelige vilkår opfylder
minimumsbetingelser for gennemsigtighed og troværdighed, herunder
eksistensen af objektiv overvågning af overholdelse af ordningens krav. En
sådan overvågning bør foretages af en tredjepart, hvis kompetence og
uafhængighed af både ordningens ejer og den erhvervsdrivende er sikret på
basis af internationale standarder og procedurer, EU-standarder og-
UDKAST
Side 33
procedurer eller nationale standarder og procedurer, f.eks. ved at påvise
overensstemmelse med relevante nationale standarder såsom ISO 17065
”Overensstemmelsesvurdering – Krav til organer, der certificerer produkter,
processer og tjenesteydelser”, eller gennem de mekanismer, der er fastsat i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008. Det er fortsat
muligt at fremvise bæredygtighedsmærker uden en certificeringsordning,
når sådanne mærker er etableret af en offentlig myndighed, eller hvor
supplerende udtryks- og præsentationsformer for fødevarer anvendes i
overensstemmelse med artikel 35 i Europa-Parlamentet og Rådets
forordning (EU) nr. 1169/2011.
Det fremgår endvidere af direktivets præambelbetragtning nr. 7, at
eksempler på bæredygtighedsmærker, der er etableret af offentlige
myndigheder, er logoer, der tildeles, når kravene i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 eller (EF) nr. 66/2010 overholdes.
Visse certificeringsmærker som defineret i artikel 27 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 kan også fungere som
bæredygtighedsmærker, hvis de fremmer et produkt, en proces eller en
virksomhed med henvisning f.eks. til dets eller dens miljømæssige eller
sociale karakteristika eller begge dele. Den erhvervsdrivende bør kun have
mulighed for at fremvise sådanne certificeringsmærker, hvis de er oprettet
af offentlige myndigheder eller baseret på en certificeringsordning.
Frivillige markedsbaserede standarder og frivillige offentlige standarder for
grønne og bæredygtige obligationer er ikke primært rettet mod
detailinvestorer og er underlagt specifikke retsregler. Af disse grunde bør
disse standarder ikke betragtes som værende bæredygtighedsmærker i
henhold til nærværende direktiv.
3.1.3.2.2. Pkt. 4a
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 4a, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende fremsætter en generisk
miljøanprisning, selvom den erhvervsdrivende ikke er i stand til at påvise
anerkendte fremragende miljøpræstationer, der er relevante for påstanden.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 9, at eksempler på
generiske miljøanprisninger omfatter ”miljøvenlig”, ”økovenlig”, ”grøn”,
”naturven”, ”økologisk”, ”miljøkorrekt”, ”klimavenlig”, ”mild mod
miljøet”, ”CO2-venlig”, ”energieffektiv”, ”bionedbrydelig”, ”biobaseret”
UDKAST
Side 34
eller lignende udsagn, der antyder eller giver indtryk af fremragende
miljøpræstationer. Sådanne generiske miljøanprisninger bør forbydes, når
anerkendte fremragende miljøpræstationer ikke kan påvises. Når
specifikationen af miljøanprisningen gives tydeligt og i fremhævet form på
samme medium såsom samme reklamespot, produktets emballage eller
onlinesalgsgrænseflade, betragtes miljøanprisningen ikke som en generisk
miljøanprisning. Anprisningen ”klimavenlig emballage” vil f.eks. være en
generisk anprisning, hvorimod påstanden om, at ”100 % af den energi, der
anvendes til at fremstille denne emballage, kommer fra vedvarende
energikilder”, ville være en specifik anprisning, som ikke ville være
omfattet af dette forbud, uden at dette berører andre bestemmelser i direktiv
2005/29/EF, der fortsat finder anvendelse på disse specifikke anprisninger.
Herudover vil en anprisning, der fremsættes skriftligt eller mundtligt
kombineret med implicitte anprisninger såsom farver eller billeder, kunne
udgøre en generisk miljøanprisning.
Det fremgår endvidere af direktivets præambelbetragtning nr. 10, at
anerkendte fremragende miljøpræstationer kan påvises ved at stemme
overens med forordning (EF) nr. 66/2010 eller med officielt anerkendte EN
ISO 14024-miljømærkeordninger i medlemsstaterne eller ved at svare til de
bedste miljøpræstationer for et specifikt miljømæssigt karakteristika i
overensstemmelse med anden gældende EU-ret såsom klasse A i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2017/1369. De pågældende anerkendte fremragende miljøpræstationer bør
være relevante for hele anprisningen. En generisk miljøanprisning såsom
”energieffektiv” vil f.eks. kunne fremsættes på grundlag af anerkendte
fremragende miljøpræstationer i overensstemmelse med forordning (EU)
2017/1369. Derimod kan en generisk miljøanprisning såsom
”bionedbrydelig” ikke fremsættes på grundlag af anerkendte fremragende
miljøpræstationer i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 66/2010, i
det omfang der ikke er krav om bionedbrydelighed i de specifikke EU-
miljømærkekriterier for det pågældende produkt.
Tilsvarende bør en erhvervsdrivende ikke fremsætte en generisk anprisning
såsom ”bevidst”, ”bæredygtig” eller ”ansvarlig” udelukkende baseret på
anerkendte fremragende miljøpræstationer, fordi sådanne anprisninger
vedrører andre karakteristika ud over miljømæssige karakteristika såsom
sociale karakteristika.
UDKAST
Side 35
3.1.3.2.3. Pkt. 4b
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 4b, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende fremsætter en
miljøanprisning vedrørende hele produktet eller den erhvervsdrivendes
virksomhed som helhed, når den kun vedrører et bestemt aspekt af produktet
eller en specifik aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 11, at dette forbud f.eks.
gælder, når et produkt markedsføres som ”fremstillet af genanvendt
materiale”, hvilket giver indtryk af, at hele produktet er fremstillet af
genanvendt materiale, selvom det faktisk kun er emballagen, der er
fremstillet af genanvendt materiale, eller når en erhvervsdrivende giver
indtryk af, at den kun anvender vedvarende energikilder, selvom adskillige
af den erhvervsdrivendes forretningsfaciliteter faktisk stadig anvender
fossile brændstoffer. I overensstemmelse hermed bør forbuddet ikke
forhindre en erhvervsdrivende i at fremsætte miljøanprisninger om sin
virksomhed som helhed, forudsat at disse anprisninger er nøjagtige og
verificerbare, og at de ikke overvurderer de miljømæssige fordele, som det
ville være tilfældet i det andet af disse eksempler, hvis den pågældende
erhvervsdrivende skulle rapportere om et fald i anvendelsen af fossile
brændstoffer i sin virksomhed som helhed.
3.1.3.2.4. Pkt. 4c
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 4c, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende hævder på basis af
kompensation for drivhusgasemissioner, at et produkt har en neutral,
reduceret eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til
drivhusgasemissioner.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge direktivets præambelbetragtning nr.
12, at det er særlig vigtigt at forbyde fremsættelse af anprisninger, der er
baseret på kompensation for drivhusgasemissioner og hævder, at et produkt,
enten en vare eller en tjenesteydelse, har en neutral, reduceret eller positiv
indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner. Sådanne
anprisninger bør under alle omstændigheder forbydes, eftersom de vildleder
forbrugerne ved at få dem til at tro, at sådanne anprisninger vedrører selve
produktet eller leveringen og produktionen af det pågældende produkt, eller
UDKAST
Side 36
eftersom de giver forbrugerne det fejlagtige indtryk, at forbruget af det
pågældende produkt ikke har nogen indvirkning på miljøet.
Eksempler på sådanne anprisninger er ”klimaneutral”, ”certificeret CO2-
neutral”, ”carbonpositiv”, ”klimanettonulemission”, ”klimakompenseret”,
”reduceret klimapåvirkning” og ”begrænset CO2-fodaftryk”. Sådanne
anprisninger bør kun tillades, når de er baseret på det pågældende produkts
faktiske livscykluspåvirkninger og ikke på kompensation for
drivhusgasemissioner uden for produktets værdikæde, da førstnævnte og
sidstnævnte ikke er ækvivalente. Et sådant forbud bør ikke forhindre
virksomheder i at reklamere for deres investeringer i miljøinitiativer,
herunder CO2-kreditprojekter, så længe de giver sådanne oplysninger på en
måde, der ikke er vildledende, og som opfylder kravene i EU-retten.
3.1.3.2.5. Pkt. 10a
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 10a, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt krav, der som følge af retsregler gælder for alle
produkter inden for den relevante produktkategori på EU-markedet,
præsenteres som et særligt element ved den erhvervsdrivendes tilbud.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 15, at dette forbud f.eks.
bør gælde, hvor en erhvervsdrivende reklamerer med, at et bestemt produkt
ikke indeholder et specifikt kemisk stof, når det pågældende stof allerede er
forbudt ved retsregler for alle produkter i den pågældende produktkategori
i Unionen. Omvendt bør forbuddet ikke omfatte handelspraksis, der
fremmer erhvervsdrivendes eller produkters overholdelse af retlige krav, der
kun gælder for nogle produkter, men ikke for andre konkurrerende
produkter i samme kategori på EU-markedet, såsom produkter med
oprindelse uden for Unionen. Det kan være tilfældet, at det kræves, at visse
produkter på markedet opfylder visse retlige krav, mens det ikke kræves, at
andre produkter i samme produktkategori opfylder disse krav.
For eksempel vil det for fiskeprodukter produceret bæredygtigt i
overensstemmelse med EU-retten være tilladt at promovere de
bæredygtighedsmæssige karakteristika af de produkter, der overholder
retlige EU-krav, hvis fiskeprodukter med oprindelse i tredjelande, der
udbydes på EU-markedet, ikke er forpligtet til at overholde disse retlige EU-
krav.
UDKAST
Side 37
3.1.3.2.6. Pkt. 23d
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 23d, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger
for forbrugeren om, at en softwareopdatering vil have en negativ
indvirkning på funktionen af varer med digitale elementer eller brugen af
digitalt indhold eller digitale tjenester.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge direktivets præambelbetragtning nr.
17, at det bør være forbudt at tilbageholde oplysninger for forbrugere om, at
en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på funktionen af
varer med digitale elementer eller brugen af digitalt indhold eller digitale
tjenester. Generelt forventes erhvervsdrivende, der er ansvarlige for
udviklingen af softwareopdateringer, at råde over sådanne oplysninger,
mens erhvervsdrivende i andre tilfælde kan stole på pålidelige oplysninger
fra f.eks. softwareudviklere, leverandører eller kompetente nationale
myndigheder. Når den erhvervsdrivende f.eks. opfordrer forbrugerne til at
opdatere operativsystemet på deres smartphone, bør den erhvervsdrivende
ikke tilbageholde oplysninger for forbrugeren om, at en sådan opdatering vil
få en negativ indvirkning på nogle af smartphonens elementer, såsom
batteriet, visse applikationers præstation, eller som helhed gøre
smartphonen langsommere. Forbuddet bør gælde for enhver opdatering,
herunder sikkerhedsopdateringer og opdateringer vedrørende
funktionaliteter. For opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, der er
nødvendige for at opretholde varens, det digitale indholds og den digitale
tjenestes overensstemmelse, bør artikel 8 i Europa- Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2019/770 og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2019/771 også finde anvendelse. Dette berører ikke artikel 19
i direktiv (EU) 2019/770.
3.1.3.2.7. Pkt. 23e
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 23e, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt en softwareopdatering præsenteres som
nødvendig, når den kun tjener til at forbedre elementer ved
funktionaliteterne.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 18, at
softwareopdateringer, som er sikkerhedsopdateringer, er nødvendige for
UDKAST
Side 38
sikker brug af produktet, hvorimod dette ikke gælder for opdateringer
vedrørende forbedring af elementer ved funktionaliteterne. Det bør derfor
forbydes, at en softwareopdatering præsenteres som nødvendig for at
opretholde produktets overensstemmelse, hvor denne opdatering kun tjener
til at forbedre elementer ved funktionaliteterne.
3.1.3.2.8. Pkt. 23f
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 23f, at enhver kommerciel
kommunikation vedrørende en vare, der indeholder et element, som er
indført for at begrænse dens holdbarhed, selvom den erhvervsdrivende har
adgang til oplysninger om elementet og dets indvirkning på varens
holdbarhed, under alle omstændigheder anses for urimeligt.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 19, at kommerciel
kommunikation om varer, der indeholder et element, som er indført for at
begrænse deres holdbarhed, er en handelspraksis, der er til skade for
forbrugerne og miljøet, da en sådan kommunikation tilskynder til salg af
sådanne varer, hvilket fører til højere omkostninger for forbrugerne og til
unødvendig brug af ressourcer, affaldsproduktion og drivhusgasemissioner.
Sådan kommerciel kommunikation bør derfor forbydes, når oplysninger om
elementet og dets indvirkning på varens holdbarhed er tilgængelige for den
erhvervsdrivende. Eksempler på sådanne elementer kan være software, der
standser eller nedsætter varens funktionalitet efter en bestemt periode, eller
hardware, der er designet til at svigte efter en bestemt periode. Der kan også
være tale om en design- eller fabrikationsfejl, der, selvom den ikke er indført
som et element til dette formål, fører til, at varen svigter for tidligt, hvis den
ikke afhjælpes, når oplysninger om eksistensen og virkningerne af elementet
er blevet tilgængelige for den erhvervsdrivende.
Kommerciel kommunikation omfatter i forbindelse med dette forbud
kommunikation, der direkte eller indirekte har til formål at promovere
varerne. Fremstilling af varer og at gøre dem tilgængelige på markedet
udgør ikke kommerciel kommunikation. Dette forbud bør sigte mod
hovedsageligt at omfatte erhvervsdrivende, der også er producenter af
varerne, da det er dem, der fastslår varernes holdbarhed.
Det fremgår endvidere af direktivets præambelbetragtning nr. 19, at når en
vare identificeres som indeholdende et element, der begrænser
UDKAST
Side 39
holdbarheden, bør producenten af den pågældende vare derfor generelt
forventes at være opmærksom på dette element og dens indvirkning på
varens holdbarhed. Ikke desto mindre bør erhvervsdrivende, der ikke er
producenter af varerne, såsom sælgerne, være omfattet af denne
bestemmelse, hvis de har adgang til pålidelige oplysninger om elementet og
dens indvirkning på holdbarheden, såsom en erklæring fra en kompetent
national myndighed eller oplysninger fra producenten. Så snart den
erhvervsdrivende har adgang til sådanne oplysninger, bør forbuddet derfor
gælde, uanset om den erhvervsdrivende er bekendt med disse oplysninger
eller ej, f.eks. fordi vedkommende ignorerer dem. For at betragte en sådan
handelspraksis som urimelig bør det ikke være nødvendigt at påvise, at
formålet med elementet er at tilskynde til udskiftning af den pågældende
vare, men det vil være tilstrækkeligt at bevise, at elementet er blevet indført
for at begrænse varens holdbarhed.
Dette forbud berører ikke de beføjelser, som forbrugere har i tilfælde af en
vares manglende overensstemmelse i henhold til direktiv (EU) 2019/771.
Der bør skelnes mellem elementer, der begrænser varernes holdbarhed, og
fremstillingsmetoder, hvor der anvendes materialer eller processer af
generel lav kvalitet, hvilket begrænser varernes holdbarhed. En vares
manglende overensstemmelse, der skyldes anvendelse af materialer eller
processer af lav kvalitet, bør fortsat være omfattet af reglerne om varers
overensstemmelse i direktiv (EU) 2019/771.
3.1.3.2.9. Pkt. 23g
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 23g, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende, i modstrid med
sandheden, hævder, at en vare under normale anvendelsesbetingelser har en
bestemt holdbarhed målt i brugstid eller intensitet.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge direktivets præambelbetragtning nr.
20, at det bør forbydes at hævde, i modstrid med sandheden, at en vare med
hensyn til brugstid eller intensitet under normale anvendelsesbetingelser har
en bestemt holdbarhed. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en
erhvervsdrivende oplyser forbrugerne om, at en vaskemaskine forventes at
holde et vist antal vaskecyklusser i overensstemmelse med den normale
forventede brug angivet i brugsanvisningen, selvom den faktiske brug af
vaskemaskinen under de foreskrevne betingelser viser, at dette ikke er
UDKAST
Side 40
tilfældet. Sådanne påstande fremsættes i vid udstrækning af producenterne,
da det er dem, som fastslår varernes holdbarhed. Derfor forventes
erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne, generelt at være
opmærksomme på påstande i modstrid med sandheden om varers
holdbarhed, mens andre erhvervsdrivende såsom sælgere bør stole på
pålidelige oplysninger, som de har til rådighed, f.eks. på grundlag af en
erklæring fra en kompetent national myndighed eller oplysninger fra
producenten. En vares manglende overensstemmelse som følge af
lejlighedsvise fejl ved fremstillingen af en vare bør fortsat være omfattet af
reglerne om varers overensstemmelse i direktiv (EU) 2019/771.
3.1.3.2.10. Pkt. 23h
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 23h, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende angiver, at en vare kan
repareres, når dette ikke er tilfældet.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 21, at det bør være forbudt
at angive, at varer kan repareres, når sådan reparation ikke er mulig.
Det følger endvidere af direktivets præambelbetragtning nr. 22, at forbuddet
mod disse praksisser med hensyn til holdbarhed og reparationsmuligheder
vil give forbrugerbeskyttelsesmyndighederne i medlemsstaterne et
yderligere håndhævelsesredskab til bedre at beskytte forbrugernes interesser
i tilfælde, hvor de erhvervsdrivende ikke overholder kravene til varers
holdbarhed og reparationsmuligheder i henhold til produktspecifik EU-ret.
3.1.3.2.11. Pkt. 23i
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 23i, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren til
at udskifte eller genopfylde en vares forbrugsvarer tidligere, end det er
nødvendigt, af tekniske årsager.
Det fremgår af direktivets præambelbetragtning nr. 23, at det bør forbydes
at tilskynde forbrugeren til at udskifte eller genopfylde et produkts
forbrugsvarer tidligere, end det ellers ville være nødvendigt af tekniske
årsager. Sådanne praksisser vildleder forbrugeren til at tro, at varen ikke
længere vil fungere, medmindre dens forbrugsvarer udskiftes, hvilket fører
til, at forbrugeren køber flere forbrugsvarer end nødvendigt. Det bør f.eks.
UDKAST
Side 41
være forbudt at opfordre forbrugeren via printerindstillingerne til at udskifte
printerblækpatronerne, før de rent faktisk er tomme, for at fremme købet af
yderligere blækpatroner.
3.1.3.2.12. Pkt. 23j
Det følger af direktivets bilag I, pkt. 23j, at det under alle omstændigheder
anses for urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger
om forringelse af en vares funktionalitet, når der anvendes forbrugsvarer,
reservedele eller tilbehør, som den oprindelige producent ikke har leveret,
eller hævder i modstrid med sandheden, at en sådan forringelse vil ske.
Baggrunden for bestemmelsen er ifølge direktivets præambelbetragtning nr.
24, at det bør forbydes at tilbageholde oplysninger for forbrugeren om
forringelsen af en vares funktionalitet, når der anvendes forbrugsvarer,
reservedele eller tilbehør, som den oprindelige producent ikke har leveret.
Hvis en printer f.eks. er designet på en sådan måde, at dens funktionalitet er
begrænset, når der anvendes blækpatroner, som ikke er leveret af den
oprindelige producent af printeren, bør disse oplysninger ikke skjules for
forbrugeren, fordi en sådan praksis kan vildlede forbrugeren til at købe en
alternativ blækpatron, som ikke kan anvendes til den pågældende printer,
hvilket fører til unødvendige affaldsstrømme eller yderligere omkostninger
for forbrugeren. Hvis intelligente enheder er designet på en sådan måde, at
deres funktionalitet er begrænset, når der bruges opladere eller reservedele,
der ikke er leveret af den originale producent, bør disse oplysninger
ligeledes ikke tilbageholdes for køberen på købstidspunktet. Det bør også
være forbudt at vildlede forbrugeren til at tro, at anvendelsen af
forbrugsvarer, reservedele eller tilbehør, der ikke er leveret af den
oprindelige producent, vil forringe en vares funktionalitet, når dette ikke er
tilfældet. Generelt forventes erhvervsdrivende, der også er producenter af
varerne, at råde over disse oplysninger, mens andre erhvervsdrivende såsom
sælgere bør stole på pålidelige oplysninger, som de har til rådighed, f.eks.
på grundlag af en erklæring fra en kompetent national myndighed eller
oplysninger fra producenten.
UDKAST
Side 42
3.1.3.3. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det er Erhvervsministeriets vurdering, at tilføjelsen af pkt. 2 a, 4 a-c, 10 a
og 23 d-j i bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis ligeledes bør
tilføjes til bilag 1 til markedsføringsloven.
Bestemmelserne i bilag I til direktivet er udtryk for totalharmonisering.
Erhvervsministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt med en direktivnær
implementering heraf. Der er alene foretaget mindre sproglige ændringer i
forhold til direktivets ordlyd uden materiel betydning.
Med lovforslaget tilføjes derfor 12 nye punkter til bilag 1 til
markedsføringsloven, som indeholder en liste over former for
handelspraksis, som under alle omstændigheder anses som urimelige og
dermed forbudte.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10-13, samt bemærkningerne hertil.
3.2. Ændring af forbrugeraftaleloven
3.2.1. Definitioner
3.2.1.1. Gældende ret
Der findes i lov om forbrugeraftaler (herefter benævnt forbrugeraftaleloven)
en række definitioner af begreber, som har betydning for lovens
anvendelsesområde.
Forbrugeraftalelovens § 3 er lovens definitionsbestemmelse og gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2011/83/EU af 25. oktober
2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af
Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
97/7/EF (forbrugerrettighedsdirektivets) artikel 2. Alene visse af
definitionerne i artikel 2 er gennemført direkte i bestemmelsen i
forbrugeraftalelovens § 3. De øvrige definitioner fremgår enten indirekte af
forbrugeraftalelovens øvrige bestemmelser eller af lovbemærkningerne til
den relevante bestemmelse i forbrugeraftaleloven, der anvender begrebet.
Forbrugeraftaleloven bliver desuden suppleret af relevante definitioner i
andre love som købeloven.
UDKAST
Side 43
Nedenfor gennemgås de begreber, der er relevante for de ændringer, som
med direktivet foretages i forbrugerettighedsdirektivet.
3.2.1.1.1. Handelsmæssig garanti
Begrebet ”handelsmæssig garanti” defineres i forbrugeraftalelovens § 3, nr.
18, og dækker over enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller en
producent (garantigiveren) har påtaget sig over for forbrugeren. Dette
gælder forpligtelser ud over den retlige forpligtelse til at levere en
kontraktmæssig ydelse, som forpligtelser til at refundere købesummen eller
omlevere, reparere eller på anden måde afhjælpe mangler ved
salgsgenstanden, hvis den ikke svarer til de specifikationer eller ethvert
andet krav, der fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer,
der var tilgængelige på tidspunktet for eller før aftalens indgåelse, og som
ikke relaterer sig til ydelsens kontraktmæssighed.
Forbrugeraftalelovens § 3, nr. 18 gennemfører
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 14.
Der findes en tilsvarende definition i direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019
om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU)
2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF
(herefter benævnt varedirektivet) artikel 2, nr. 12.
3.2.1.1.2. Holdbarhed
Begrebet ”holdbarhed” er ikke særskilt defineret i forbrugeraftaleloven.
Holdbarhed er derimod defineret i købelovens § 3 a, nr. 6, som evnen til at
bevare sine påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug. Udtrykket
holdbarhed anvendes i købeloven om henholdsvis objektive krav til
salgsgenstanden og handelsmæssige garantier.
En tilsvarende definition findes i varedirektivets artikel 2, nr. 13, som § 3 a
gennemfører.
3.2.1.1.3. Producent
Begrebet ”producent” er ikke særskilt defineret i forbrugeraftaleloven.
Det fremgår dog af købelovens § 3 a, nr. 1, at en producent defineres som
den, der har fremstillet salgsgenstanden, indført den i Den Europæiske
UDKAST
Side 44
Union eller fremstår som producent ved at have forsynet salgsgenstanden
med sit navn, mærke eller andet kendetegn.
En tilsvarende definition findes i varedirektivets artikel 2, nr. 4, som § 3 a
gennemfører.
3.2.1.1.4. Reparationsmulighed
Begrebet ”reparationsmulighed” er ikke fast og entydigt defineret i dansk
ret.
Det fremgår af købelovens § 78, stk. 1, at køberen har ret til f.eks.
afhjælpning efter § 78 a, hvis salgsgenstanden lider af en mangel. Dette
indebærer, at sælgeren gør salgsgenstanden fri for mangler.
Af betænkning nr. 1576/2021 (delbetænkning I om gennemførelsen af
varedirektivet og direktivet om digitalt indhold), side 40 og 165, fremgår det
bl.a., at afhjælpning kan ske ved, at manglen udbedres ved reparation eller
ved, at sælgeren – hvis der foreligger en kvantitativ mangel – efterleverer
det, der mangler, og at en reparation som følge af en mangel kun skal bringe
salgsgenstanden i mangelfri tilstand, herunder også hvad angår holdbarhed.
3.2.1.1.5. Softwareopdatering
Begrebet ”softwareopdatering” er ikke defineret i hverken
forbrugeraftaleloven eller købeloven.
Det bemærkes dog, at det af købelovens § 75 d fremgår, at sælgeren ved
aftaler, som angår digitalt indhold, digitale tjenester eller varer med digitale
elementer, skal sikre, at køberen får besked og får leveret opdateringer,
herunder sikkerhedsopdateringer, som er nødvendige for at holde en
salgsgenstand fri for mangler i en given periode.
3.2.1.2. Direktivet
Direktivet tilføjer en række nye definitioner i forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 2. Flere af definitionerne henviser til definitioner i varedirektivet.
3.2.1.2.1. Handelsmæssig garanti for holdbarhed
Med direktivet indsættes der i forbrugerettighedsdirektivets artikel 2, nr.
14a, en definition af ”handelsmæssig garanti for holdbarhed”. Dette
UDKAST
Side 45
defineres som en producents handelsmæssige garanti for holdbarhed som
omhandlet i varedirektivets artikel 17, i henhold til hvilken producenten er
direkte ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for den
handelsmæssige garanti for holdbarhed for så vidt angår reparation eller
omlevering af varerne i overensstemmelse med artikel 14 i varedirektivet,
når varernes holdbarhed ikke opretholdes.
Artikel 14 i varedirektivet fastsætter nærmere regler for afhjælpning eller
omlevering af en vare. Det fremgår bl.a. af stk. 1, at afhjælpning eller
omlevering skal foretages gratis, inden for en rimelig tid fra det tidspunkt,
hvor sælgeren er blevet underrettet af forbrugeren om manglen, og uden
væsentlig ulempe for forbrugeren under hensyntagen til varens art og
forbrugerens formål med at anskaffe varen.
Artikel 17 i varedirektivet fastsætter nærmere regler om handelsmæssige
garantier. Det fremgår bl.a. af stk. 1, at enhver handelsmæssig garanti er
bindende for garantigiveren på de vilkår, der er fastsat i erklæringen om den
handelsmæssige garanti og dertilhørende reklamer, der var tilgængelige på
tidspunktet for eller før indgåelsen af aftalen, og at producenten er direkte
ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for den handelsmæssige
garanti for holdbarhed for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af
varerne i overensstemmelse med artikel 14.
Om begrebet ”handelsmæssig garanti for holdbarhed” fremgår det af
direktivets præambelbetragtning nr. 26, at der er tale om en forpligtelse fra
en producent over for forbrugeren med hensyn til en vares holdbarhed.
Nærmere bestemt er det en forpligtelse til at opretholde en vares krævede
funktioner og ydeevne ved normal brug.
3.2.1.2.2. Holdbarhed
Med direktivet indsættes der i forbrugerettighedsdirektivets artikel 2, nr.
14b, en definition af ”holdbarhed”. Definitionen henviser til varedirektivets
definition heraf. Derved defineres holdbarhed som varers evne til at bevare
deres påkrævede funktioner og ydeevne ved normal brug, jf. varedirektivets
artikel 2, nr. 13.
3.2.1.2.3. Producent
UDKAST
Side 46
Med direktivet indsættes der i forbrugerettighedsdirektivets artikel 2, nr.
14c, en definition af ”producent”. Definitionen henviser til varedirektivets
definition heraf. En producent defineres således som en, der har fremstillet
en vare, en importør, der har indført den i Unionen, eller enhver anden, der
fremstår som producent ved at have forsynet varen med sit navn, sit mærke
eller et andet kendetegn, jf. varedirektivets artikel 2, nr. 4.
3.2.1.2.4. Score for reparationsmulighed
Med direktivet indsættes der i forbrugerettighedsdirektivets artikel 2, nr.
14d, en definition af ”score for reparationsmulighed”. Dette defineres som
en score, der udtrykker en vares mulighed for at kunne repareres baseret på
harmoniserede krav, der er fastlagt på EU-plan.
3.2.1.2.5. Softwareopdatering
Med direktivet indsættes i forbrugerettighedsdirektivets artikel 2, nr. 14e,
en definition af ”softwareopdatering”. Dette defineres som en gratis
opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at
varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester bliver ved
med at være i overensstemmelse som omhandlet i direktiv 2019/770 om
visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester
og varedirektivet.
Denne overensstemmelse skal efter direktivets præambelbetragtning nr. 17
ses i lyset af artikel 8 i direktiv 2019/770, der opstiller objektive krav til det
digitale indholds eller den digitale tjenestes overensstemmelse med aftalen.
Derudover skal overensstemmelsen også ses i lyset af varedirektivets artikel
7, der ligeledes opstiller objektive krav til overensstemmelse for varen.
3.2.1.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
Forbrugerrettighedsdirektivets definitioner er væsentlige for direktivets
anvendelsesområde, da de nærmere afgrænser dette.
Forbrugerrettighedsdirektivets regler finder således kun anvendelse, hvis en
aftale ligger inden for det af definitionerne afgrænsede område.
For at sikre en korrekt implementering af direktivets ændringer i
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, som er totalharmoniseret, er det
nødvendigt at indsætte tilsvarende definitioner i forbrugeraftaleloven.
UDKAST
Side 47
Det foreslås på den baggrund, at der i forbrugeraftaleloven § 3, indsættes
fem nye definitioner, der svarer til de definitioner, som direktivets artikel 2,
stk. 1, indsætter i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2.
Justitsministeriet bemærker, at flere af direktivets definitioner er affattet i
overensstemmelse med og med henvisning til varedirektivet og direktivet
om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale
tjenester, som begge er implementeret i dansk ret i købeloven.
Justitsministeriet foreslår derfor, at definitionerne så vidt muligt affattes i
overensstemmelse med tilsvarende definitioner og relevante bestemmelser i
købeloven.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at begrebet ”handelsmæssig
garanti for holdbarhed” defineres som enhver handelsmæssig garanti, som
producenten har påtaget sig over for forbrugeren om varens holdbarhed i en
bestemt periode, ud over sin retlige forpligtelse, hvor producenten er direkte
ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for den handelsmæssige
garanti for holdbarhed for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af
varen i overensstemmelse med købelovens mangelsregler, når varens
holdbarhed ikke opretholdes.
Varedirektivets artikel 14 og artikel 17 er implementeret i købeloven i
henholdsvis §§ 75 a-77 a om mangelsregler og i § 86 a om handelsmæssige
garantier. Definitionen af handelsmæssig garanti for holdbarhed er derved
affattet i overensstemmelse med købelovens § 86 a og under henvisning til
købelovens mangelsregler.
Justitsministeriet foreslår, at begreberne ”holdbarhed” og ”producent”
defineres i overensstemmelse med de tilsvarende definitioner i købelovens
§ 3a, stk. 1, nr. 1 og 6, som gennemfører varedirektivets artikel 2, nr. 4 og
13.
Justitsministeriet foreslår, at begrebet ”score for reparationsmulighed”
defineres som en score, der udtrykker en vares mulighed for at kunne
repareres baseret på harmoniserede krav, der er fastlagt på EU-plan.
Endelig foreslår Justitsministeriet, at begrebet ”softwareopdatering”
defineres som en gratis opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering, som
er nødvendig for, at salgsgenstande med digitale elementer, digitalt indhold
og digitale tjenester forbliver mangelfri efter købelovens mangelsregler.
UDKAST
Side 48
Det bemærkes, at definitionen på en softwareopdatering i
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 14e, indeholder en henvisning til
varedirektivet og direktivet om visse aspekter af aftaler om levering af
digitalt indhold og digitale tjenester ved vurderingen af, hvornår varen er i
overensstemmelse med aftalen. Disse direktiver er implementeret i
købeloven, hvor der i §75a-77b findes regler om, hvornår en salgsgenstand
med digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester er i
overensstemmelse med aftalen og derved mangelfri.
Det er derfor Justitsministeriets vurdering, at en korrekt implementering af
begrebet forudsætter, at bestemmelsen henviser til købelovens
mangelsregler.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2, og bemærkningerne hertil.
3.2.2. Oplysningspligt
3.2.2.1. Gældende ret
3.2.2.1.1. Oplysningspligt for aftaler vedrørende varer og ikkefinansielle
tjenesteydelser indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller
ved fjernsalg
Forbrugeraftaleloven indeholder en række krav til oplysninger, som den
erhvervsdrivende skal give forbrugeren i forbindelse med forbrugeraftaler.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, at inden der indgås en aftale
om en vare eller en ikkefinansiel tjenesteydelse, skal den erhvervsdrivende,
hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved
fjernsalg, give forbrugeren en række oplysninger på en klar og forståelig
måde. De oplysninger, den erhvervsdrivende skal give forbrugeren, er
oplistet i § 8, stk. 1, nr. 1-24.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1.
Efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10, skal den erhvervsdrivende
give forbrugeren oplysninger om vilkår om betaling, levering, opfyldelse,
det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen
eller yde tjenesteydelsen, og, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes
praksis for klagebehandling.
UDKAST
Side 49
Efter forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 16, skal den erhvervsdrivende
give forbrugeren oplysninger om, at købelovens mangelsregler kan finde
anvendelse.
Det fremgår af lovbemærkningerne, jf. Folketingstidende 2013-14, tillæg A,
L 39, som fremsat, side 137, at bestemmelsen ikke tilsigter at indføre en
pligt for den erhvervsdrivende til at oplyse om det nærmere indhold af
købelovens mangelsregler, men alene en pligt til at oplyse om, at aftalen er
omfattet af disse regler.
For aftaler om fjernsalg fremgår det i øvrigt af forbrugeraftalelovens § 12,
stk. 1, at indgås en fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, og
pålægger aftalen forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal dette være
angivet klart og tydeligt på det sted, hvor bestillingen afgives. Endvidere
skal den erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før
forbrugeren afgiver sin bestilling, gøre forbrugeren opmærksom på de
oplysninger, der er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 19 og 20.
3.2.2.1.2. Oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller
aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, at inden der indgås en
anden aftale end en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted eller en aftale om fjernsalg, skal den erhvervsdrivende,
medmindre oplysningerne allerede fremgår tydeligt af sammenhængen, give
forbrugeren en række oplysninger på en klar og forståelig måde. De
oplysninger, den erhvervsdrivende skal give forbrugeren, er oplistet i § 17,
stk. 1, nr. 1-9.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1.
Efter § 17, stk. 1, nr. 5, skal den erhvervsdrivende give forbrugeren
oplysning om, at købelovens mangelsregler finder anvendelse.
Bestemmelsen har stort set samme ordlyd som forbrugeraftalelovens § 8,
stk. 1, nr. 16, og der henvises således til beskrivelsen af gældende ret i pkt.
3.2.2.1.1 ovenfor.
UDKAST
Side 50
3.2.2.2. Direktivet
3.2.2.2.1. Oplysningskrav for aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden
for fast forretningssted
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6 fastsættes oplysningskrav for
aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes faste
forretningssted.
Med direktivets artikel 2, nr. 3, foretages visse ændringer af gældende
bestemmelser, og der tilføjes nye bestemmelser i forbrugerettigheds-
direktivets artikel 6, stk. 1.
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra g, tilføjes således ”hvor
det er muligt, oplysningspligt om miljøvenlige leveringsmuligheder”.
Tilføjelsen skal ses i sammenhæng med direktivets præambelbetragtning nr.
37, hvoraf det fremgår, at erhvervsdrivende, hvor det er relevant, bør oplyse
forbrugerne om tilgængeligheden af miljøvenlige leveringsmuligheder,
såsom levering af varer via fragtcykel eller elektrisk leveringskøretøj eller
muligheden for bundtede forsendelsesmuligheder.
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra l, tilføjes ”og de
væsentligste elementer heri, herunder dens minimumsvarighed på to år som
fastsat i direktiv (EU) 2019/771, på en fremtrædende måde ved hjælp af den
harmoniserede meddelelse, der er omhandlet i nærværende direktivs artikel
22a”.
Herudover indsættes der i artikel 6, stk. 1, et nyt litra 1a, hvoraf det fremgår,
at hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkostninger og med
en varighed på mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for
den erhvervsdrivende, gives oplysninger om, at den pågældende vare drager
fordel af en sådan garanti, dens varighed og en påmindelse om eksistensen
af den retlige garanti for kontraktmæssighed, på en fremtrædende måde ved
hjælp af det harmoniserede mærke, der er omhandlet i artikel 22a.
Det følger hertil af direktivets præambelbetragtning nr. 31, at de
erhvervsdrivende bør oplyse forbrugerne om eksistensen og varigheden af
producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed for hele varen og ikke
kun for varens specifikke komponenter.
UDKAST
Side 51
Der indsættes i artikel 6, stk. 1, et nyt litra 1b, som forpligter den
erhvervsdrivende til at give en påmindelse om eksistensen af den retlige
garanti for digitalt indholds og digitale tjenesters kontraktmæssighed.
Der indsættes endvidere et nyt litra 1c, hvorefter den erhvervsdrivende
forpligtes til at give oplysninger om den minimumsperiode, enten angivet
som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken producenten eller
udbyderen leverer softwareopdateringer, hvis producenten eller udbyderen
stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende. Forpligtelsen
gælder i forhold til varer med digitale elementer, for digitalt indhold og for
digitale tjenester.
Der indsættes et nyt litra u, hvorefter den erhvervsdrivende, hvor det er
relevant, skal give oplysning om varernes score for reparationsmulighed.
Endelig indsættes et nyt litra v, hvoraf det fremgår, at den erhvervsdrivende,
hvis litra u, jf. ovenfor, ikke finder anvendelse, skal oplyse om
tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og proceduren for
bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde varerne
kontraktmæssige, om tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt oplysninger om reparations-
begrænsninger. Oplysningskravet forudsætter, at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende.
3.2.2.2.1.1. Formelle krav for aftaler om fjernsalg
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8 fastsættes en række formelle krav
for aftaler om fjernsalg, herunder om de oplysninger, som den
erhvervsdrivende skal stille til rådighed for forbrugeren.
Det fremgår bl.a. af artikel 8, stk. 2, 1. afsnit, at hvis en fjernsalgsaftale, der
indgås ved hjælp af elektroniske midler, pålægger forbrugeren en
betalingsforpligtelse, skal den erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet
form, og direkte før forbrugeren afgiver ordre, gøre denne opmærksom på
de oplysninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a, e, o og p. Disse
litra omfatter bl.a. oplysninger om varernes vigtigste egenskaber, den
samlede pris for varerne inklusive afgifter, hvor det er relevant aftalens
gyldighedsperiode og minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser i
henhold til aftalen.
UDKAST
Side 52
Med direktivets artikel 2, stk. 4, ændres ordlyden af
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, idet der navnlig tilføjes et
yderligere krav om at gøre forbrugeren opmærksom på artikel 6, stk. 1, litra
1a. For nærmere herom henvises der til pkt. 3.2.2.3.1. nedenfor og til
lovforslagets § 2, nr. 5, samt bemærkningerne hertil.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, affattes herefter således, at
hvis en fjernsalgsaftale, der indgås ved hjælp af elektroniske midler,
pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal den erhvervsdrivende
tydeligt og på en fremtrædende måde, og direkte før forbrugeren afgiver sin
ordre, gøre denne opmærksom på de oplysninger, der er omhandlet i artikel
6, stk. 1, litra a, e, la, o og p.
3.2.2.2.2. Andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden
for fast forretningssted
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5 fastsættes oplysningskrav
vedrørende andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden
for fast forretningssted.
Med direktivets artikel 2, stk. 2, foretages visse ændringer af gældende
bestemmelser, og der tilføjes nye bestemmelser i forbrugerettigheds-
direktivets artikel 5, stk. 1.
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra e, tilføjes således ”og
de væsentligste elementer heri, herunder dens minimumsvarighed på to år
som fastsat i varedirektivet på en fremtrædende måde ved hjælp af den
harmoniserede meddelelse, der er omhandlet i artikel 22a.”
I forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, indsættes endvidere en
række nye litraer.
Således indsættes der i artikel 5, stk. 1, et nyt litra ea, hvoraf det fremgår, at
hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkostninger og med
en varighed på mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for
den erhvervsdrivende, skal den erhvervsdrivende give oplysning om, at den
pågældende vare drager fordel af en sådan garanti, dens varighed og en
påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for kontraktmæssighed.
UDKAST
Side 53
Den erhvervsdrivende skal give oplysningerne på en fremtrædende måde
ved hjælp af det harmoniserede mærke, der er omhandlet i artikel 22a.
Det følger hertil af direktivets præambelbetragtning nr. 31, at de
erhvervsdrivende bør oplyse forbrugerne om eksistensen og varigheden af
producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed for hele varen og ikke
kun for varens specifikke komponenter.
Der indsættes et nyt litra eb, som forpligter den erhvervsdrivende til at give
en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for digitalt indholds og
digitale tjenesters kontraktmæssighed.
Der indsættes et nyt litra ec, hvorefter den erhvervsdrivende forpligtes til,
hvor det er relevant, at give oplysninger om eksistensen af og betingelserne
for eftersalgsservice og handelsmæssige garantier.
Der indsættes et nyt litra ed, hvorefter den erhvervsdrivende forpligtes til at
give oplysninger om den minimumsperiode, enten angivet som en periode
eller med henvisning til en dato, i hvilken producenten eller udbyderen
leverer softwareopdateringer, hvis producenten eller udbyderen stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende. Forpligtelsen gælder i
forhold til varer med digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale
tjenester.
Der indsættes et nyt litra i, hvorefter den erhvervsdrivende, hvor det er
relevant, skal give oplysninger, om varernes score for reparationsmulighed,
som fastsat på EU-niveau.
Endelig indsættes et nyt litra j, hvoraf det fremgår, at den erhvervsdrivende,
hvis litra i, jf. ovenfor, ikke finder anvendelse, skal oplyse om
tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og proceduren for
bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde varerne
kontraktmæssige, om tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt oplysninger om reparations-
begrænsninger. Oplysningskravet forudsætter, at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende.
3.2.2.2.3. Harmoniseret meddelelse og mærke
Med direktivet indsættes en ny artikel 22a i forbrugerrettighedsdirektivet.
UDKAST
Side 54
Artikel 22a foreskriver, at der – for at sikre at forbrugerne er velinformerede
og let kan forstå deres rettigheder i hele Unionen – skal anvendes en
harmoniseret meddelelse til at give oplysninger til forbrugerne om deres
handelsmæssige garanti efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1,
litra e, og artikel 6, stk. 1, litra l. Bestemmelsen foreskriver endvidere, at der
skal anvendes et harmoniseret mærke til at give oplysninger om
handelsmæssige garantier for holdbarhed i medfør af artikel 5, stk. 1, litra
ea, og artikel 6, stk. 1, litra la.
Det fremgår af artikel 22a, stk. 3, at den harmoniserede meddelelse skal
indeholde de væsentligste elementer i den retlige garanti for
kontraktmæssighed. Dette omfatter garantiens minimumsvarighed på to år,
som fastsat i varedirektivet, og en generel henvisning til muligheden for, at
varigheden af den retlige garanti for kontraktmæssighed er længere i
henhold til national ret.
Det fremgår af bestemmelsens stk. 5, at den harmoniserede meddelelse og
det harmoniserede mærke skal være let genkendelige og forståelige for
forbrugerne samt lette at bruge og gengive for de erhvervsdrivende.
Indholdet og udformningen af den harmoniserede meddelelse og det
harmoniserede mærke bliver fastlagt af Europa-Kommissionen ved hjælp af
gennemførelsesretsakter inden den 27. september 2025, jf. stk. 2 og 4.
Det følger af direktivets præambelbetragtning nr. 28, at det harmoniserede
mærke skal fremvises på en fremtrædende måde og anvendes på en måde,
der gør det let for forbrugerne at identificere hvilke varer, der drager fordel
af en handelsmæssig garanti for holdbarhed. Dette kan for eksempel være
ved, at mærket placeres direkte på emballagen for en bestemt vare, ved at
fremvise mærket på en fremtrædende måde på hylden, hvor de varer, der er
omfattet af en sådan garanti, er placeret, eller ved at mærket placeres direkte
ved siden af billedet af varen i tilfælde af onlinesalg. Hertil kan producenter,
der tilbyder sådanne handelsmæssige garantier for holdbarhed, selv placere
det harmoniserede mærke direkte på den bestemte vare eller på dens
emballage med henblik på at opnå en kommerciel fordel. Den
erhvervsdrivende bør her sikre, at det harmoniserede mærke er klart synligt.
Ligeledes følger det af direktivets præambelbetragtning nr. 28, at den
harmoniserede meddelelse skal fremvises på en fremtrædende måde, f.eks.
UDKAST
Side 55
på en iøjnefaldende plakat på en væg i butikken, ved siden af kasseskranken
eller, i tilfælde af onlinesalg, som en generel påmindelse på webstedet for
den erhvervsdrivende, der sælger varer.
3.2.2.3. Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3.2.2.3.1. Oplysningspligter ved aftaler uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted og fjernsalgsaftaler
Med direktivets artikel 2, stk. 3, ændres visse dele af
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, om oplysningskrav for aftaler
om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, idet
oplysningskravene udvides.
Herudover foretages der med direktivets artikel 2, stk. 4, en ændring i
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, om formelle krav for aftaler
om fjernsalg, som følge af ændringen af artikel 6, stk. 1.
Ændringerne i oplysningskravene er udtryk for totalharmonisering og skal
gennemføres i dansk lovgivning.
Forbrugerettighedsdirektivets artikel 6 er gennemført i
forbrugeraftalelovens § 8. Justitsministeriet foreslår derfor at ændre § 8 i
overensstemmelse med direktivet.
På baggrund af direktivets ændring af artikel 6, stk. 1, litra g, foreslår
Justitsministeriet at tilføje ”herunder, hvor det er muligt, miljøvenlige
leveringsmuligheder” i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 10, svarende til
formuleringen i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra g, som
affattet ved direktivets artikel 2, stk. 3, litra a.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra l, er implementeret i
forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 16, ved en generel henvisning til
købelovens mangelsregler.
Justitsministeriet foreslår at tilføje ”og de væsentligste elementer heri, og
oplysningerne gives ved brug af den harmoniserede meddelelse, jf. stk. 5”,
således at der ved formuleringen af bestemmelsen i høj grad tages
udgangspunkt i ordlyden af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1,
litra l, som affattet ved direktivets artikel 2, stk. 3, litra b.
UDKAST
Side 56
Indholdet af denne meddelelse vil blive fastlagt af Justitsministeriet på et
senere tidspunkt. Der henvises til pkt. 3.2.2.3.3. nedenfor og til lovforslagets
§ 2, nr. 7, samt bemærkningerne hertil.
Med direktivet indsættes tre nye oplysningspligter litra la-1c i forlængelse
af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra l.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, indsættes
et nyt nr. 17, som indebærer, at den erhvervsdrivende skal give oplysning
om en eventuel garanti for holdbarhed, som defineret ved den foreslåede §
3, nr. 19 i forbrugeraftaleloven, såfremt den erhvervsdrivende tilbyder en
sådan garanti. Oplysningen skal stilles til rådighed på en fremtrædende
måde ved brug af et harmoniseret mærke, jf. § 8, stk. 5, og skal bl.a.
indeholde oplysning om garantiens varighed.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører direktivets artikel 2, stk. 3, litra
c, som indsætter en ny artikel 6, stk. 1, litra la i forbrugerrettighedsdirektivet.
Der stilles efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra la, bl.a.
krav om, at sådanne oplysninger omfatter ”en påmindelse om eksistensen af
den retlige garanti for kontraktmæssighed”. Det er Justitsministeriets
opfattelse, at dette skal forstås som en henvisning til købelovens almindelige
mangelsregler. Justitsministeriet foreslår på den baggrund at formulere § 8,
stk. 1, nr. 17, i overensstemmelse hermed.
Det er Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen i direktivets artikel 6,
stk. 1, litra 1b, hvorefter den erhvervsdrivende skal give ”en påmindelse om
eksistensen af den retlige garanti for digitalt indholds og digitale tjenesters
kontraktmæssighed” ikke nødvendiggør en ny bestemmelse i
forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1.
Den nuværende bestemmelse i § 8, stk. 1, nr. 16, indeholder således en
generel henvisning til købelovens mangelsregler, som allerede omfatter den
retlige garanti for digitalt indhold og digitale tjenester.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, tilføjes
et nyt nr. 18, som indebærer, at den erhvervsdrivende skal oplyse om den
minimumsperiode, enten angivet som en periode eller med henvisning til en
dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer softwareopdateringer,
såfremt der er tale om en vare med digitale elementer, om digitalt indhold
UDKAST
Side 57
eller om digitale tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 6, stk. 1, litra lc, som indsat ved direktivets artikel 2, stk. 3, litra c.
Med direktivet tilføjes herudover yderligere to oplysningspligter i artikel 6,
stk. 1, i forbrugerrettighedsdirektivet. Det drejer sig om litra u og v.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, som
affattet ved dette lovforslag, indsættes et nyt nr. 27, som indebærer, at den
erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal give oplysning om varens score
for reparationsmulighed.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1,
litra u, som tilføjet ved direktivets artikel 2, stk. 3, litra d.
Justitsministeriet foreslår, at der i § 8, stk. 1, som affattet ved dette
lovforslag, endvidere indsættes et nyt nr. 28, som indebærer, at den
erhvervsdrivende skal oplyse om tilgængeligheden af og de anslåede
omkostninger ved og proceduren for bestilling af reservedele, der er
nødvendige for at holde varerne mangelfri, om tilgængeligheden af
reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt oplyse om
reparationsbegrænsninger, såfremt nr. 27 ikke finder anvendelse, og
forudsat at producenten stiller oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivet artikel 6, stk. 1,
litra v, som tilføjet ved direktivets artikel 2, stk. 3, litra d.
Det er Justitsministeriets vurdering, at formuleringen ”der er nødvendige for
at holde en vare kontraktmæssig”, som fremgår af artikel 6, stk. 1, litra v,
må forstås således, at der skal gives de oplysninger, som er nødvendige for
at holde en salgsgenstand mangelfri i overensstemmelse med købelovens
mangelsregler. Justitsministeriet foreslår derfor, at nr. 28 affattes i
overensstemmelse hermed.
Med direktivets artikel 2, stk. 4, foretages en ændring i
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, om formelle krav til aftaler
UDKAST
Side 58
om fjernsalg, som følge af, at der tilføjes et nyt litra la i artikel 6, stk. 1, om
oplysning om garanti for holdbarhed.
Justitsministeriet foreslår, at forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, som
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, er implementeret ved, ændres
i overensstemmelse hermed, således at den erhvervsdrivende også skal gøre
forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i det nye § 8, stk.
1, nr. 17, det vil sige om en eventuel garanti for holdbarhed.
Formålet med kravet er at sikre, at forbrugeren tager højde for disse
oplysninger, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 38.
Denne tilføjelse gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2,
som affattet ved direktivets artikel 2, stk. 4.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3-8, og bemærkningerne hertil.
3.2.2.3.2. Andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden
for fast forretningssted
Med direktivets artikel 2, stk. 2, ændres visse dele af
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, om oplysningskrav
vedrørende andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået uden
for fast forretningssted, idet oplysningskravene udvides.
Ændringerne i oplysningskravene er udtryk for totalharmonisering og skal
gennemføres i dansk lovgivning.
Forbrugerettighedsdirektivets artikel 5 er gennemført i
forbrugeraftalelovens § 17. Justitsministeriet foreslår derfor at ændre § 17 i
overensstemmelse med direktivet.
Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra e, er implementeret ved
forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, nr. 5, ved en generel henvisning til
købelovens mangelsregler.
Justitsministeriet foreslår, at der i § 17, stk. 1, nr. 5, tilføjes ”og de
væsentligste elementer heri, og oplysningerne gives ved brug af den
harmoniserede meddelelse, jf. stk. 3”, således at der ved formuleringen af
bestemmelsen i høj grad tages udgangspunkt i ordlyden af
UDKAST
Side 59
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra e, som affattet ved
direktivets artikel 2, stk. 2, litra a.
Indholdet af denne meddelelse vil blive fastlagt af Justitsministeriet på et
senere tidspunkt. Der henvises til pkt. 3.2.2.3.3. nedenfor og til lovforslagets
§ 2, nr. 12, samt bemærkningerne hertil.
Med direktivet indsættes herudover fire nye oplysningspligter i litra ea-ed i
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1.
På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at der i forbrugeraftalelovens §
17, stk. 1, indsættes et nyt nr. 6, som indebærer, at den erhvervsdrivende
skal give oplysning om en eventuel garanti for holdbarhed, som defineret
ved det foreslåede § 3, nr. 19, i forbrugeraftaleloven, såfremt den
erhvervsdrivende tilbyder en sådan garanti. Oplysningen skal stilles til
rådighed på en fremtrædende måde ved brug af et harmoniseret mærke, jf.
§ 17, stk. 3, og skal bl.a. indeholde oplysning om garantiens varighed.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 5, stk. 1, litra ea, som indsat ved direktivets artikel 2, stk. 2, litra b.
Der stilles efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra la, bl.a.
krav om, at sådanne oplysninger omfatter ”en påmindelse om eksistensen af
den retlige garanti for kontraktmæssighed”.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at dette skal forstås som en henvisning
til købelovens almindelige mangelsregler. Justitsministeriet foreslår på den
baggrund at formulere nr. 6 i overensstemmelse hermed.
Det er Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen i direktivets artikel 5,
stk. 1, litra eb, hvorefter den erhvervsdrivende skal give ”en påmindelse om
eksistensen af den retlige garanti for digitalt indholds og digitale tjenesters
kontraktmæssighed”, ikke nødvendiggør en ny bestemmelse i
forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1.
Den nuværende bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 5, indeholder således en
generel henvisning til købelovens mangelsregler, som allerede omfatter den
retlige garanti for digitalt indhold og digitale tjenester.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, tilføjes
et nyt nr. 7, som indebærer, at den erhvervsdrivende, hvor det er relevant,
UDKAST
Side 60
skal give oplysninger, om eksistensen af og betingelserne for
eftersalgsservice og handelsmæssige garantier.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 5, stk. 1, litra ec, som indsat ved direktivets artikel 2, stk. 2, litra b.
Justitsministeriet foreslår, at der i forbrugeraftalelovens § 17, stk. 1, tilføjes
et nyt nr. 8, som indebærer, at den erhvervsdrivende skal oplyse om den
minimumsperiode, enten angivet som en periode eller med henvisning til en
dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer softwareopdateringer,
såfremt der er tale om en vare med digitale elementer, om digitalt indhold
eller om digitale tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets
artikel 5, stk. 1, litra ed, som indsat ved direktivets artikel 2, stk. 2, litra b.
Direktivet tilføjer derudover yderligere to oplysningspligter i artikel 5, stk.
1, i forbrugerrettighedsdirektivet. Det drejer sig om litra i-j.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der i forbrugeraftalelovens §
17, stk. 1, som affattet ved dette lovforslag, indsættes et nyt nr. 13, hvorefter
den erhvervsdrivende, hvor det er relevant, skal give oplysninger, om
salgsgenstandens score for reparationsmulighed.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1,
litra i, som tilføjet ved direktivets artikel 2, stk. 2, litra c.
Justitsministeriet foreslår, at der i § 17, stk. 1, indsættes et nyt nr. 14, som
indebærer, at den erhvervsdrivende skal oplyse om tilgængeligheden af og
de anslåede omkostninger ved og proceduren for bestilling af reservedele,
der er nødvendige for at holde varerne mangelfri, om tilgængeligheden af
reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt oplysninger om
reparations-begrænsninger, såfremt det foreslåede nr. 13 ikke finder
anvendelse, og forudsat at producenten stiller oplysningerne til rådighed for
den erhvervsdrivende.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1,
litra j, som tilføjet ved direktivets artikel 2, stk. 2, litra c.
UDKAST
Side 61
Det er Justitsministeriets vurdering, at formuleringen ”der er nødvendige for
at holde en vare kontraktmæssig”, som fremgår af artikel 5, stk. 1, litra j, må
forstås således, at der skal gives de oplysninger, som er nødvendige for at
holde en salgsgenstand mangelfri i overensstemmelse med købelovens
mangelsregler. Justitsministeriet foreslår derfor, at nr. 14 affattes i
overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 9-13, og bemærkningerne hertil.
3.2.2.3.3. Harmoniseret meddelelse og mærke
Med direktivets artikel 2, nr. 5, indsættes i forbrugerrettighedsdirektivet en
ny artikel 22a om harmoniseret meddelelse og harmoniseret mærke, som
skal anvendes, når erhvervsdrivende skal give oplysninger til forbrugerne
efter forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra e-ea, og artikel 6,
stk. 1, litra l-la.
Det følger af artikel 22a, stk. 2 og 4, at Europa-Kommissionen senest den
27. september 2025 ved hjælp af gennemførelsesretsakter skal fastlægge
udformningen og indholdet af den harmoniserede meddelelse og det
harmoniserede mærke.
Den harmoniserede meddelelse skal indeholde de væsentligste elementer i
den retlige garanti for kontraktmæssighed, herunder dens
minimumsvarighed på to år som fastsat i direktiv (EU) 2019/771, og en
generel henvisning til muligheden for, at varigheden af den retlige garanti
for kontraktmæssighed er længere i henhold til national ret, jf. artikel 22a,
stk. 3.
Den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke skal være let
genkendelige og forståelige for forbrugerne og lette at bruge og gengive for
de erhvervsdrivende, jf. artikel 22a, stk. 5.
Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der bør indføres
hjemmel til, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om den
harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke.
Justitsministeriet foreslår således, at udformningen og indholdet af den
harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke fastsættes i en
UDKAST
Side 62
bekendtgørelse, som udstedes af justitsministeren i henhold til de
gennemførelsesakter, der udstedes af Europa-Kommissionen.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at der i forbrugeraftalelovens §§
8 og 17 indsættes en bemyndigelse til, at justitsministeren fastsætter regler
om måden hvorpå, erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til
forbrugerne efter henholdsvis forbrugeraftalelovens § 8, stk. 1, nr. 16 og 17,
og § 17, stk. 1, nr. 5 og 6, som affattet ved dette lovforslag, jf. de foreslåede
§ 8, stk. 5, og § 17, stk. 3.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7 og 12, og bemærkningerne hertil.
3.3. Ændring af forbrugerklageloven
3.3.1. Adgang til at afskære klageadgangen til
Forbrugerklagenævnet
3.3.1.1. Gældende ret
Forbrugerklagesystemet er reguleret i lov nr. 524 af 29. april 2015 om
alternativ tvistløsning i forbindelse med forbrugerklager
(forbrugerklageloven).
Det følger af lovens § 9, at forbrugere kan indbringe klager, der udspringer
af en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en vare
eller en tjenesteydelse, for Nævnenes Hus, jf. dog lovens § 13, stk. 2, 1. pkt.,
og § 16.
Det følger endvidere af lovens § 10, at Nævnenes Hus skal foretage
mediation i klager, der indbringes for styrelsen. Mediationen skal foretages
på grundlag af parternes – forbrugerens og den erhvervsdrivendes – egne
oplysninger. Nævnenes Hus skal i mediationen lægge særlig vægt på at
vejlede parterne om de generelle regler på området og at vejlede parterne
om Forbrugerklagenævnets praksis.
Formålet med mediationen er ifølge bemærkningerne til § 10 at søge at
skabe en dialog mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende og dermed
tilskynde dem til selv at finde den bedst mulige løsning på sagen.
Mediationen gennemføres på baggrund af de oplysninger, som parterne selv
kommer med, og Nævnenes Hus oplyser ikke sagen yderligere, ligesom der
i mediationsfasen ikke indhentes sagkyndige erklæringer, jf.
Folketingstidende 2014-15, tillæg A, L 118 som fremsat, side 12.
UDKAST
Side 63
Mediationen skal på den måde sikre et mere smidigt og effektivt
klagesystem. Det fremgår endvidere, at der ikke i Nævnenes Hus’ mediation
vil blive foretaget konkrete juridiske vurderinger i den enkelte sag, ligesom
der ikke vil blive truffet administrative afgørelser. Styrelsen skal optræde
som en uvildig tredjepart i sagen og vejlede faktuelt om de generelle regler
på området, bidrage til at genskabe en god dialog mellem parterner, vejlede
om Forbrugerklagenævnets generelle praksis på området og pege på
muligheder, som parterne måske ikke selv har tænkt på.
Konstaterer Nævnenes Hus på baggrund af mediationen, at muligheden for
at nå frem til en mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne, jf. lovens §
11, underrettes om, at sagen afsluttes, jf. dog lovens § 18, stk. 1. Forbrugeren
skal samtidig orienteres om muligheden for at indbringe sagen for
Forbrugerklagenævnet, jf. lovens § 19.
Det er en forudsætning for, at forbrugeren kan indbringe en klage for
Forbrugerklagenævnet, at der først har været gennemført mediation i
Nævnenes Hus, og at det ikke har været muligt at finde en mindelig løsning
ved mediationen, jf. lovens §§ 18 og 19.
Der findes ikke i dag regler om, at Nævnenes Hus, når mediationsfasen er
afsluttet, kan træffe en afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe
klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det er åbenbart, at forbrugeren ikke
kan få medhold i sin klage ved Forbrugerklagenævnet.
Når en forbruger efter endt mediation vælger at klage til
Forbrugerklagenævnet, følger det af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at
Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, når 1) der ikke er fundet en
mindelig løsning ved mediation i Nævnenes Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2)
prisen for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte
grænser fastsat af erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.
3.3.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Mæglingsteamet for Forbrugerklager i Nævnenes Hus modtager jævnligt
klager fra forbrugere, hvor det på baggrund af sagens faktum, gældende ret
og en fast praksis i Forbrugerklagenævnet er åbenbart, at forbrugerne ikke
vil kunne få medhold i en efterfølgende klage ved Forbrugerklagenævnet,
f.eks. fordi forbrugeren har reklameret for sent, fordi kravet mod den
UDKAST
Side 64
erhvervsdrivende uomtvisteligt er forældet, fordi det på baggrund af sagens
oplysninger står klart, at årsagen til fejlen på varen er forårsaget af
forbrugerens uhensigtsmæssige brug, fordi forbrugerens krav er i strid med
gældende lovgivning, fordi Forbrugerklagenævnet har en klar og utvetydig
praksis, eller fordi sagen er uegnet til behandling i mangel på beviser. Ofte
indbringes disse klager for Forbrugerklagenævnet, når der ikke kan opnås
en mindelig løsning mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende i
forbindelse med mediationen.
Det er efter Erhvervsministeriets opfattelse afgørende, at det offentlige
forbrugerklagesystem kan drives effektivt, og at ressourcer til nævnets
sagsbehandling m.v. kan anvendes på den mest hensigtsmæssige måde til
gavn for såvel forbrugere som erhvervslivet. Forbrugerklagenævnet bør
derfor ikke, når mediationsfasen er afsluttet, bruge unødig tid og ressourcer
på at behandle klager, hvor det på baggrund af parternes oplysninger fra
mediationen er åbenbart, at forbrugeren ikke kan få medhold i sin klage ved
Forbrugerklagenævnet med den konksekvens, at andre klager, hvor der er et
reelt behov for nævnets stillingtagen til en tvist, eventuelt kan få en længere
sagsbehandlingstid, ligesom såvel forbrugeren som den erhvervsdrivende
må vente på at få en endelig afklaring af tvisten.
Erhvervsministeriet finder ikke, at der bør ændres på selve mediationsfasen
eller den rolle, som Nævnenes Hus har i denne fase med henblik på at skabe
en dialog mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende og dermed tilskynde
dem til selv at finde den bedst mulige løsning på sagen. Nævnenes Hus bør
således fortsat ikke foretage yderligere sagsoplysning eller lave juridiske
vurderinger i forbindelse med selve mediationen, og Nævnenes Hus bør
heller ikke i den forbindelse træffe afgørelser ud over de afgørelser om
afvisning i forhold til formelle forhold ol., der følger af
forbrugerklagelovens § 13, stk. 2, og § 16.
Erhvervsministeriet finder på den baggrund, at det vil være
hensigtsmæssigt, at der indsættes hjemmel til, at Nævnenes Hus efter
gennemført mediation, hvis der ikke kan findes en mindelig løsning ved
mediationen, og på baggrund af de under mediationen fremkomne
oplysninger kan træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe
klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for åbenbart, at
Forbrugerklagenævnet ikke kan give forbrugeren medhold i klagen.
UDKAST
Side 65
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at en sådan ordning kan
gennemføres, uden at det tilsidesætter forudsætningen i
forbrugerklagesystemet om en mediationsfase og en nævnsbehandling med
kollegial behandling af klager med deltagelse af repræsentanter for
forbrugerne og erhvervslivet ved Forbrugerklagenævnet, jf.
forbrugerklagelovens § 26. Muligheden for at afskære forbrugerens adgang
til at indbringe en klage for Forbrugerklagenævnet er således tiltænkt
tilfælde, hvor der åbenbart ikke er behov for en meningsudveksling under
en eventuel nævnsbehandling. Herudover vil forbrugeren kunne vælge at
indbringe en afgørelse om, at klagen ikke kan indbringes for
Forbrugerklagenævnet, for formanden for Forbrugerklagenævnet. Dette
svarer til, hvad der gælder for andre afgørelser, der træffes af Nævnenes
Hus.
Det bemærkes, at en bestemmelse, der giver Nævnenes Hus adgang til at
afskære forbrugerens afgang til at klage til Forbrugerklagenævnet, når det
er åbenbart, at Forbrugerklagenævnet ikke kan give forbrugeren medhold i
klagen, ikke vil have betydning for forbrugerens adgang til at søge tvisten
løst ved mediation. Det bemærkes, at formålet med mediationen er at finde
frem til en mindelig løsning, som begge parter vil være tilfredse med i den
konkrete sag. Den løsning, som parterne må nå frem til under mediationen,
er således ikke nødvendigvis udtryk for den juridisk korrekte løsning.
Nævnenes Hus er dog i medfør af den almindelige forvaltningsretlige
vejledningspligt forpligtet til at vejlede generelt om reglerne på området og
Forbrugerklagenævnets praksis, men Nævnenes Hus vil ikke under
mediationen vejlede om, hvordan det juridiske udfald af den konkrete sag
vurderes at være, hvis sagen blev ført ved Forbrugerklagenævnet.
Det foreslås på den baggrund at nyaffatte § 11 i forbrugerklageloven.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 1, således, at hvis Nævnenes Hus på
baggrund af mediationen konstaterer, at muligheden for at nå frem til en
mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at sagen
afsluttes, jf. dog lovens § 18.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 2, således at forbrugeren samtidig med
underretning om sagens afslutning efter den foreslåede § 11, stk. 1, skal
orienteres om muligheden for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet,
jf. dog den foreslåede § 11, stk. 3, nedenfor.
UDKAST
Side 66
Det foreslåede stk. 1 og 2 er en videreførelse af den gældende bestemmelse
i forbrugerklagelovens § 11.
Den foreslåede § 11, stk. 1, vil indebære, at Nævnenes Hus som efter
gældende ret ud fra en konkret vurdering skal afslutte sagen, hvis det på
baggrund af mediationen konstateres, at det ikke er muligt at nå frem til en
mindelig løsning. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis den
erhvervsdrivende nægter at medvirke, eller parterne i øvrigt ikke kan nå til
enighed om en løsning af den pågældende tvist. Forbrugerens gebyr, jf. §
12, tilbagebetales ikke i disse tilfælde.
Den foreslåede § 11, stk. 2, vil indebære, at Nævnenes Hus som efter
gældende ret vil skulle oplyse forbrugeren om muligheden for at gå videre
med sagen til Forbrugerklagenævnet, jf. § 19. Fristerne i lovens § 18 for
sagsbehandling finder fortsat anvendelse. Nævnenes Hus vil dog ikke skulle
oplyse forbrugeren om muligheden for at gå videre med sagen til
Forbrugerklagenævnet, hvis Nævnenes Hus træffer afgørelse efter den
foreslåede § 11, stk. 3.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 3, således at Nævnenes Hus i forbindelse
med, at sagen afsluttes efter den foreslåede §11, stk. 1, kan træffe afgørelse
om, at forbrugeren ikke kan indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, hvis
det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i
klagen.
Den foreslåede § 11, stk. 3, vil medføre, at Nævnenes Hus, når mediationen
er gennemført og afsluttet, fordi det ikke er muligt for parterne at nå frem til
en mindelig løsning, vil kunne træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke vil
kunne indbringe sin klage for Forbrugerklagenævnet, hvis det på baggrund
af de oplysninger, som parterne har afgivet i forbindelse med mediationen,
må anses for åbenbart, at nævnet ikke vil kunne give forbrugeren medhold i
klagen.
Efter det foreslåede vil en forbruger således ikke som efter gældende ret i
alle tilfælde kunne indbringe en klage for Forbrugerklagenævnet, hvis det
ikke er lykkes parterne at finde en mindelig løsning ved mediationen.
Forbrugerklagenævnet vil dermed ikke skulle behandle klager, hvis
Nævnenes Hus efter afslutning af mediationen vurderer, at det er åbenlyst,
at Forbrugerklagenævnet ikke vil kunne give forbrugeren medhold i klagen.
UDKAST
Side 67
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes, når det efter endt
mediation på baggrund af de oplysninger, som forbrugeren og den
erhvervsdrivende har givet, er åbenbart, at Forbrugerklagenævnet ikke ved
en efterfølgende klage vil kunne give forbrugeren medhold i klagen. Det kan
f.eks. være klager, hvor det under mediationen er kommet frem, at
forbrugeren har reklameret for sent, hvor kravet mod den erhvervsdrivende
uomtvisteligt er forældet, hvor det på baggrund af sagens oplysninger står
klart, at årsagen til fejlen på varen er forårsaget af forbrugerens
uhensigtsmæssige brug, hvor forbrugerens krav er i strid med gældende
lovgivning, hvor Forbrugerklagenævnet har en klar og utvetydig praksis,
eller hvor sagen er uegnet til behandling i mangel på beviser.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes, hvis der på baggrund af
mediationen er et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag til at kunne træffe
afgørelse. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke medføre, at
Nævnenes Hus vil kunne indhente oplysninger, foretage juridiske
vurderinger eller træffe afgørelser vedrørende sagens materielle indhold i
forbindelse med mediationen, ligesom Nævnenes Hus ikke vil kunne
indhente yderligere oplysninger med henblik på at træffe afgørelse efter den
foreslåede § 11, stk. 3.
En afgørelse efter den foreslåede § 11, stk. 3, om, at en klage ikke kan
indbringes for Forbrugerklagenævnet, udgør en forvaltningsretlig afgørelse,
hvorfor forbrugeren har almindelige partsbeføjelser, herunder ret til
partsaktindsigt og evt. partshøring, ligesom de almindelige
forvaltningsretlige krav til selve afgørelsen, f.eks. krav om begrundelse og
klagevejledning, finder anvendelse.
Hvis Nævnenes Hus i medfør af den foreslåede bestemmelse træffer
afgørelse om, at en forbruger ikke vil kunne indbringe en klage for
Forbrugerklagenævnet, fordi forbrugeren åbenbart ikke kan få medhold i
klagesagen, vil forbrugere kunne klage over denne afgørelse til
Forbrugerklagenævnets formand i medfør af forbrugerklagelovens § 43, stk.
2.
Det foreslås endvidere, at der indsættes et nyt nr. 2 i § 20, stk. 1, i
forbrugerklageloven, hvorefter Forbrugerklagenævnet kan behandle en
klage, hvis Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om, at forbrugeren ikke
UDKAST
Side 68
kan indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, jf. den foreslåede § 11, stk.
3.
Den foreslåede bestemmelse, der er en konsekvens af den foreslåede § 11,
stk. 3, vil indebære, at Forbrugerklagenævnet ikke vil kunne behandle en
klage, når Nævnenes Hus har truffet afgørelse om, at forbrugeren ikke kan
indbringe sagen for nævnet, da det må anses for åbenbart, at der ikke kan
gives forbrugeren medhold i klagen. Bestemmelsen vil finde anvendelse i
situationer, hvor forbrugeren på trods af afgørelsen fra Nævnenes Hus
alligevel vælger at indgive en klage til Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnet vil fortsat kunne behandle en klage, hvis forbrugeren
har klaget over en afgørelse truffet i medfør af den foreslåede § 11, stk. 3,
til Forbrugerklagenævnets formand, jf. forbrugerklagelovens § 43, stk. 2, og
formanden har givet forbrugeren medhold.
3.3.2. Afvisning af en klage ved forbrugerens manglende betaling
af klagegebyr
3.3.2.1. Gældende ret
Det følger af § 12, stk. 1, 1. pkt., i forbrugerklageloven, at forbrugere skal
betale et gebyr for mediation i Nævnenes Hus.
Det følger endvidere af lovens § 27, stk. 1, at forbrugere skal betale et gebyr
for behandling af en klage ved Forbrugerklagenævnet.
En klage kan i dag indgives digitalt via Nævnenes Hus’ klageportal, hvor
gebyret betales i forbindelse med indgivelsen, eller en klage kan indgives
uden om klageportalen uden samtidig betaling af gebyret. Hvis klagen ikke
er indgivet via klageportalen, opkræver Nævnenes Hus gebyret fra
forbrugeren, efter at klagen er indgivet.
Betaling af gebyret er en forudsætning for behandlingen af en klage.
Det er på den baggrund fast praksis i såvel Nævnenes Hus som
Forbrugerklagenævnet, at en klage afvises, hvis forbrugeren ikke indbetaler
det krævede gebyr inden en fastsat frist. Der findes dog ikke i dag
udtrykkelige regler om, at Nævnenes Hus og Forbrugerklagenævnet afviser
at behandle klager, hvis forbrugeren ikke indbetaler gebyret inden for en
nærmere fastsat frist. Hvornår en klage i øvrigt kan afvises, er udtømmende
reguleret i forbrugerklageloven.
UDKAST
Side 69
3.3.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det er et krav, at en forbruger skal betale et gebyr for at få behandlet sin
klage i henholdsvis Nævnenes Hus og Forbrugerklagenævnet, og det
forudsættes hermed, at en klage ikke kan behandles, hvis gebyret ikke
betales. Det følger dermed af forholdets natur, at en klage skal afvises, hvis
forbrugeren ikke betaler det krævede gebyr. Modsat manglende betaling af
gebyr er de øvrige afvisningsgrunde efter forbrugerklageloven i dag
udtømmende reguleret i loven.
Det er på den baggrund Erhvervsministeriets opfattelse, at det vil være mest
hensigtsmæssigt, at der indsættes en udtrykkelig bestemmelse om afvisning
af klager ved manglende eller for sen indbetaling af det krævede klagegebyr,
således at alle afvisningsgrunde følger udtrykkeligt af forbrugerklageloven.
Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i henholdsvis
forbrugerklagelovens § 12, stk. 1, og § 27, stk. 1, hvorefter klagen afvises,
hvis gebyret ikke betales inden for en af Nævnenes Hus eller
Forbrugerklagenævnet fastsat frist.
De foreslåede ændringer vil indebære, at det kommer til at fremgå
udtrykkeligt af forbrugerklageloven, at Nævnenes Hus i mediationsfasen og
Forbrugerklagenævnet ved klagens indgivelse til nævnet afviser en klage,
hvis forbrugeren ikke indbetaler gebyret inden en nærmere fastsat frist.
Det forudsættes, at Nævnenes Hus og Forbrugerklagenævnet som i dag
fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken forbrugeren skal betale gebyret,
hvis klagen skal behandles.
3.3.3. Sambehandling af ensartede klager
3.3.3.1. Gældende ret
Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbrugerklageloven til, at
Nævnenes Hus, godkendte private tvistløsningsorganer eller
Forbrugerklagenævnet kan vælge at sambehandle modtagne klager, hvis
klagernes parter, tvistens karakter mv. gør en sådan behandling
hensigtsmæssig.
UDKAST
Side 70
3.3.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Det opleves både i Nævnenes Hus og i Forbrugerklagenævnet, at der fra
forskellige forbrugere modtages flere klager med ensartede krav mod
samme erhvervsdrivende, hvor det er både muligt og hensigtsmæssigt helt
eller delvist at behandle disse klager samtidig til gavn for alle sagens parter.
Det vil efter Erhvervsministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt, hvis der
indsættes en udtrykkelig hjemmel til, at Nævnenes Hus, godkendte private
tvistløsningsorganer og Forbrugerklagenævnet efter en konkret vurdering
kan vælge at sambehandle sådanne klager, når det vurderes at være det mest
hensigtsmæssige for at sikre en effektiv sagsbehandling, herunder med
henblik på at både forbrugerne og den erhvervsdrivende vil kunne få en
hurtig afklaring af deres tvist.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 16 a i forbrugerklageloven og et nyt
stk. 3 i forbrugerklagelovens § 20, hvorefter godkendte private
tvistløsningsorganer, Nævnenes Hus og Forbrugerklagenævnet kan
bestemme, at flere ensartede, verserende klager mellem samme eller
forskellige parter kan behandles i forbindelse med hinanden.
De foreslåede bestemmelser vil indebære, at godkendte private
tvistløsningsorganer, Nævnenes Hus og Forbrugerklagenævnet kan vælge
helt eller delvist at sambehandle allerede modtagne ensartede klager mellem
samme eller forskellige parter, hvis det vurderes at være det mest
hensigtsmæssige i forhold til de konkrete klager.
De foreslåede bestemmelser er hovedsageligt tiltænkt anvendt på
situationer, hvor flere forbrugere har ensartede krav imod samme
erhvervsdrivende, men bestemmelserne vil også kunne anvendes, hvis der
modtages egnede klager, hvor en eller flere forbrugere har ensartede krav
imod flere erhvervsdrivende.
Det forudsættes, at de foreslåede bestemmelser alene vil kunne anvendes
ved klager, hvor klagerne er ensartede, og hvor det skønnes hensigtsmæssigt
for alle de sambehandlede klager, at de behandles i forbindelse med
hinanden.
Det forudsættes endvidere, at en beslutning om helt eller delvist at
sambehandle to eller flere verserende klager ikke må kunne påvirke
UDKAST
Side 71
mediation om en mindelig løsning i den enkelte klagesag negativt, ligesom
sambehandling ikke må kunne forventes at medføre en mærkbar længere
sagsbehandlingstid for den enkelte klage.
3.3.4. Delegation af afgørelseskompetence til
Forbrugerklagenævnets sekretariat
3.3.4.1. Gældende ret
Nævnenes Hus er sekretariat for Forbrugerklagenævnet, jf.
forbrugerklagelovens § 24.
Forbrugerklagenævnet kan i medfør af forbrugerklagelovens § 21, stk. 3,
bemyndige Nævnenes Hus til at træffe afgørelse om afvisning mv. efter
lovens § 16 og § 21, stk. 2, på nævnets vegne.
I klagesager ved Forbrugerklagenævnet, hvor det må anses for åbenbart, at
forbrugeren skal have medhold i sin klage, har sekretariatet ikke efter
gældende ret hjemmel til efter bemyndigelse at træffe afgørelse på vegne af
nævnet.
3.3.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Forbrugerklagenævnet modtager regelmæssigt klager, hvor det må anses for
åbenbart, at forbrugeren skal have medhold i sin klage.
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at hensyn til en hurtig afklaring af en
tvist for forbrugere og erhvervslivet og en effektiv sagsbehandling og
udnyttelse af ressourcer i Forbrugerklagenævnet tilsiger, at der ikke i nævnet
skal anvendes unødige ressourcer på at behandle sager, hvor det må anses
for åbenbart, at forbrugeren skal have medhold i sin klage, det vil sige
klager, der ikke har principiel karakter, og hvor udfaldet på grundlag af
sagens oplysninger, herunder f.eks. en entydig sagkyndig udtalelse, må
anses for åbenbart, såfremt sagen blev forelagt for Forbrugerklagenævnet.
Erhvervsministeriets finder på den baggrund, at det vil være
hensigtsmæssigt, hvis Nævnenes Hus som sekretariat for
Forbrugerklagenævnet efter bemyndigelse fra nævnet kan træffe afgørelse i
klagesager på nævnets vegne, hvor det må anses for åbenbart, at der kan
gives forbrugeren medhold i klagen. Erhvervsministeriet finder, at en sådan
bemyndigelse vil understøtte en hensigtsmæssig anvendelse af
UDKAST
Side 72
Forbrugerklagenævnets ressourcer og en hurtig og effektiv sagsbehandling
af de klager, der indbringes for nævnet, da det i videre omfang sikres, at
nævnets indsats koncentreres om sager af mere principiel karakter, eller
hvor der er behov for en nævnsbehandling med kollegial behandling af
klager med deltagelse af repræsentanter for forbrugerne og erhvervslivet.
Hvis afgørelseskompetencen kan delegeres til sekretariatet i disse sager,
betyder det, at afgørelsen træffes af sekretariatet på nævnets vegne uden
deltagelse af forbruger- og erhvervsrepræsentanter under ledelse af en
formand, der er dommer. Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at dette
henset til erfaringerne med den gældende bemyndigelsesbestemmelse ikke
er betænkeligt. Forbrugerklagenævnets sekretariat har et indgående
kendskab til nævnets praksis, og sekretariatet træffer allerede juridiske
afgørelser om afvisning samt afgørelse i de sager, hvor er åbenbart, at
forbrugeren ikke kan få medhold i sin klage.
Herudover er afgørelser, der træffes af sekretariatet på nævnets vegne, på
samme måde som afgørelser, der træffes af Forbrugerklagenævnet selv,
hvor en forbruger får hel eller delvis medhold i sit krav, ikke bindende og
eksigible for sagens parter, hvis den erhvervsdrivende inden 30 dage fra
afgørelsens forkyndelse skriftligt har meddelt Forbrugerklagenævnet, at den
erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen. Derudover har
forbrugeren eller den erhvervsdrivende ret til at anmode først sekretariatet
og derefter nævnets formand om genoptagelse, hvis forbrugeren eller den
erhvervsdrivende finder, at afgørelsen er fejlbehæftet eller uberettiget.
Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 4 i forbrugerklagelovens § 21,
hvorefter Forbrugerklagenævnet kan bemyndige sekretariatet, Nævnenes
Hus, til at træffe afgørelse i klager, hvor det må anses for åbenbart, at der
kan gives forbrugeren medhold i klagen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerklagenævnet – i
praksis Forbrugerklagenævnets forretningsudvalg bestående af nævnets
formand, to erhvervsrepræsentanter og to forbrugerrepræsentanter – vil
kunne bemyndige Nævnenes Hus som sekretariatet til at træffe afgørelse på
nævnets vegne, når det må anses for åbenbart, at forbrugeren vil få medhold
i sin klage.
UDKAST
Side 73
Den foreslåede bestemmelse vil alene kunne finde anvendelse på
klagesager, hvor sagens udfald må anses for åbenbart på grundlag af sagens
oplysninger og Forbrugerklagenævnets praksis. Der vil således være tale om
sager, der ikke er af principiel karakter, og hvor det er ubetænkeligt, at der
træffes afgørelse, uden at klagen har været genstand for kollegial behandling
i nævnet med deltagelse af repræsentanter for forbrugerne og erhvervslivet
ved Forbrugerklagenævnet.
Den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis kunne anvendes på klager,
hvor det anses for åbenbart, at der vil kunne gives forbrugeren medhold, når
parternes bindende forligsaftale i mediationsfasen er blevet misligholdt af
den erhvervsdrivende, og hvor den erhvervsdrivende ikke besvarer
Forbrugerklagenævnets sekretariats henvendelser. Det vil også kunne være
klager, hvor parternes eneste tvist ved klagesagens indbringelse for nævnet
består i, hvorvidt en vare er mangelfuld, og hvor Forbrugerklagenævnets
sagkyndige ved en undersøgelse af varen har vurderet, at den lider af en
materiale- eller fabrikationsfejl, og der ikke foreligger øvrige relevante
forhold i sagen. Endvidere vil bestemmelsen kunne anvendes på klager,
hvor den erhvervsdrivende har handlet i strid med gældende lovgivning, og
sagen ikke er af principiel karakter, eller hvor Forbrugerklagenævnet har en
klar og utvetydig praksis.
3.3.5. Delegation af afgørelseskompetence til private
tvistløsningsorganers sekretariater
3.3.5.1. Gældende ret
Det følger af forbrugerklagelovens § 6, stk. 1, at erhvervsministeren kan
godkende oprettelsen af og vedtægterne for private tvistløsningsorganer,
som omfatter bestemte brancher eller andre afgrænsede områder.
Et privat tvistløsningsorgan kan alene godkendes, hvis tvistløsningsorganets
vedtægter indeholder bestemmelser om organets sammensætning og
sagsbehandling, som er betryggende for parterne, samt bestemmelser om
sagkundskab, uafhængighed, habilitet, gebyrer og omkostninger. Det er
endvidere en betingelse for godkendelse, at tvistløsningsorganets formand
og eventuelle næstformænd er dommere, jf. lovens § 6, stk. 2.
Det følger af forbrugerklagelovens § 16, stk. 1, at et godkendt privat
tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus skal afvise at behandle en klage,
hvis klagen hører under, er under behandling ved eller har været behandlet
UDKAST
Side 74
af et andet privat tvistløsningsorgan, et lovbestemt alternativt
tvistløsningsorgan, som er anmeldt til Europa-Kommissionen, et
udenlandsk tvistløsningsorgan, som er anmeldt til Europa-Kommissionen,
Nævnenes Hus eller en domstol. Af forbrugerklagelovens § 16, stk. 2, følger
det, at et godkendt privat tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus kan afvise
at behandle en klage, hvis 1) forbrugeren ikke forudgående har reklameret
over for den erhvervsdrivende, 2) klagen er useriøs eller unødig, 3) prisen
for varen eller tjenesteydelsen ligger under eller over en bestemt grænse
fastsat af erhvervsministeren efter § 6, stk. 3, eller § 13, stk. 2, 1. pkt., jf.
dog § 13, stk. 2, 2. pkt., 4) klagen ikke skønnes egnet til behandling ved et
godkendt privat tvistløsningsorgan eller i Nævnenes Hus, eller 5)
behandlingen af klagen i alvorlig grad vil hindre det godkendte private
tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus i at fungere effektivt.
Af forbrugerklagelovens § 17, stk. 1, fremgår det, at såfremt det er åbenbart,
at et godkendt privat tvistløsningsorgan skal afvise at behandle en klage,
skal klagen afvises senest tre uger efter modtagelsen. I andre tilfælde skal
tvistløsningsorganet afvise sagen hurtigst muligt.
Det følger af forbrugerklagelovens § 21, stk. 3, at Forbrugerklagenævnet
kan bemyndige Forbrugerklagenævnets sekretariatet (Nævnenes Hus) til at
træffe afgørelse på nævnets vegne om afvisning i medfør af § 16.
Private tvistløsningsorganer, der er godkendt efter forbrugerklageloven, har
efter gældende ret ikke samme mulighed for at delegere
afgørelseskompetence til deres sekretariater.
3.3.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Private tvistløsningsorganer modtager regelmæssigt klager, hvor der skal
ske afvisning i medfør af forbrugerklagelovens § 16.
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at hensyn til en hurtig afklaring af en
tvist for forbrugere og erhvervslivet og en effektiv sagsbehandling og
udnyttelse af ressourcer i godkendte private tvistløsningsorganer tilsiger, at
der ikke i tvistløsningsorganerne skal anvendes unødige ressourcer på at
behandle klager, der skal afvises. En adgang for et godkendt privat
tvistløsningsorgan til – på samme måde som det kan ske i
Forbrugerklagenævnet – at delegere kompetence til et sekretariat vil kunne
UDKAST
Side 75
understøtte en hurtig og effektiv klagesagsbehandling i tvistløsningsorganet.
Herudover vil det understøtte de godkendte private tvistløsningsorganer i at
overholde 3-ugers fristen i disse sager, jf. forbrugerklagelovens § 17, stk. 1.
Erhvervsministeriet finder på den baggrund, at det vil være
hensigtsmæssigt, hvis de godkendte private tvistløsningsorganer får samme
mulighed for at bemyndige tvistløsningsorganernes sekretariater til at træffe
afgørelse om afvisning i medfør af lovens § 16, stk. 1 og 2, som allerede
findes for Forbrugerklagenævnet.
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at det vil stemme bedst overens med
tvistløsningsorganernes autonomi, at det overlades til det enkelte
tvistløsningsorgan at bestemme, i hvilket omfang denne bemyndigelse
ønskes udnyttet, herunder om sekretariatet alene skal bemyndiges til at
træffe bestemmelse om afvisning i nærmere afgrænsede tilfælde.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 6 a i forbrugerklageloven, hvorefter et
godkendt privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit sekretariat til at træffe
de i § 16, stk. 1 og 2, nævnte afgørelser.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at et privat tvistløsningsorgan på
samme måde som Forbrugerklagenævnet vil kunne bemyndige sit
sekretariat til at afvise at behandle en klage i medfør af forbrugerklagelovens
§ 16, stk. 1 og 2.
Det er en forudsætning for, at et godkendt privat tvistløsningsorgan kan
udnytte bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse, at
tvistløsningsorganets sekretariat har de nødvendige juridiske kompetencer
til at træffe de afgørelser om afvisning, som tvistløsningsorganet ønsker at
delegere, samt har et indgående kendskab til relevante regler og til
tvistløsningsorganets praksis.
Det er endvidere en forudsætning for udnyttelse af bemyndigelsen, at det
private tvistløsningsorgan løbende vil skulle følge med i, hvilke sager
sekretariatet afviser på nævnets vegne. Dette vil kunne ske ved blandt andet
løbende skriftlig eller mundtlig orientering af det private tvistløsningsorgan.
Når Nævnenes Hus som sekretariat for Forbrugerklagenævnet træffer
afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, vil afgørelsen på samme måde
som afgørelser, der træffes af Forbrugerklagenævnet selv, hvor en forbruger
UDKAST
Side 76
får hel eller delvis medhold i sit krav, ikke være bindende og eksigible for
sagens parter, hvis den erhvervsdrivende inden 30 dage fra afgørelsens
forkyndelse skriftligt har meddelt Forbrugerklagenævnet, at den
erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.
Forbrugeren eller den erhvervsdrivende vil endvidere have ret til at anmode
først sekretariatet og derefter nævnets formand om genoptagelse ifølge
bekendtgørelse om behandling af forbrugerklager ved Nævnenes Hus og
Forbrugerklagenævnet § 14, stk. 1 og 2, hvis forbrugeren eller den
erhvervsdrivende finder afgørelsen fejlbehæftet eller uberettiget.
3.3.6. Frist for forbrugeres genoptagelsesanmodninger
3.3.6.1. Gældende ret
Det følger af forbrugerklagelovens § 32, at ønsker den erhvervsdrivende
ikke at være bundet af den afgørelse, som Forbrugerklagenævnet eller et
godkendt privat tvistløsningsorgan har truffet, skal den erhvervsdrivende
skriftligt meddele dette til nævnet eller tvistløsningsorganet inden 30 dage
fra forkyndelsen af afgørelsen.
En rettidig modtaget meddelelse fra en erhvervsdrivende efter
bestemmelsen indebærer, at den erhvervsdrivende ikke er bundet af den
afgørelse, som Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat
tvistløsningsorgan har truffet, og at afgørelsen således ikke kan
tvangsfuldbyrdes. Ønsker forbrugeren herefter at gå videre med sagen, må
forbrugeren anlægge en civil retssag mod den erhvervsdrivende.
En anmodning fra den erhvervsdrivende om genoptagelse af klagesagen, der
er indgivet skriftligt til Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private
tvistløsningsorgan inden udløbet af fristen i § 32, har opsættende virkning,
jf. lovens § 33. Fristen i § 32 regnes herefter fra det tidspunkt, hvor
anmodningen om genoptagelse er blevet afvist, eller hvor nævnet eller
tvistløsningsorganet har truffet afgørelse i genoptagelsessagen.
Der findes i dag ikke en tilsvarende frist for forbrugere, som ønsker sagen
genoptaget.
UDKAST
Side 77
3.3.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
En forbruger, der ikke får medhold eller kun får delvist medhold i sin klage,
kan i medfør det almindelige forvaltningsretlige princip om genoptagelse
anmode om at få sin sag genoptaget. Da forbrugerklageloven i dag ikke
indeholder en frist for forbrugerens anmodning om genoptagelse af en
klagesag, kan en forbruger begære en sag genoptaget også længe efter, at
den erhvervsdrivende har modtaget afgørelsen og har indrettet sig på, at
sagen og dermed parternes tvist er færdigbehandlet og afsluttet.
Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at når der er truffet en afgørelse i en
tvist mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, bør begge parter kunne
indrette sig herefter. Både forbrugeren og den erhvervsdrivende har en
interesse i at få vished for, om en sag, der er blevet afgjort af
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan, dermed
har fundet sin afslutning, eller om den anden part eventuelt må ønske at
anmode om genoptagelse eller at indbringe sagen for domstolene.
Det er på den baggrund Erhvervsministeriets opfattelse, at det er
hensigtsmæssigt, at der også for forbrugere indsættes en frist, inden for
hvilken forbrugeren skal have indgivet en anmodning om genoptagelse.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 33 a, stk. 1, i forbrugerklageloven,
hvorefter en anmodning fra forbrugeren om genoptagelse af klagesagen skal
være indgivet skriftligt til Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private
tvistløsningsorgan inden 30 dage fra modtagelsen af afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugeren vil være underlagt
en frist på 30 dage fra modtagelsen af en afgørelse, inden for hvilken
forbrugeren skal have anmodet om genoptagelse af klagesagen.
Fristen for anmodning om genoptagelse vil skulle beregnes fra modtagelsen
af afgørelsen, jf. også Justitsministeriets vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018
om beregning af klagefrister.
Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny § 33 a, stk. 2, hvorefter
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan kan se
bort fra en overskridelse af fristen i den foreslåede § 33 a, stk. 1, hvis der
foreligger særlige forhold.
UDKAST
Side 78
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerklagenævnet eller et
godkendt privat tvistløsningsorgan konkret kan se bort fra en
fristoverskridelse, hvis der foreligger særlige forhold.
Ved vurderingen af om der foreligger særlige forhold, skal
Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan bl.a.
inddrage baggrunden for fristoverskridelsen, herunder om overskridelsen
må anses for undskyldelig, længden af fristoverskridelsen, om der foreligger
modstående hensyn til den erhvervsdrivende og afgørelsens betydning for
forbrugeren.
3.3.7. Omkostningsdækning til retssager ved afgørelser fra
godkendte private tvistløsningsorganer
3.3.7.1. Gældende ret
Det følger af forbrugerklagelovens § 35, stk. 1, at når der er truffet afgørelse
i en klagesag, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.
Det følger af lovens § 36, stk. 1, at Nævnenes Hus efter ansøgning kan
meddele en forbruger, der helt eller delvis har fået medhold i
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan, og som
ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker
omkostningerne ved retssagen, omkostningsdækning efter bestemmelsens
stk. 2 og 3.
Formålet med omkostningsdækningen er at sikre, at det ikke er af
økonomiske årsager, at en forbruger ikke forfølger sit krav ved domstolene,
såfremt den erhvervsdrivende ikke efterlever nævnsafgørelsen.
Omkostningsdækning kan gives til en retssag i 1. instans, når retssagen er
anlagt af forbrugeren til opfyldelse af Forbrugerklagenævnets eller
tvistløsningsorganets afgørelse eller et forlig indgået for
Forbrugerklagenævnet, tvistløsningsorganet eller af den erhvervsdrivende
til ændring af Forbrugerklagenævnets eller tvistløsningsorganets afgørelse
eller et forlig indgået for Forbrugerklagenævnet eller tvistløsningsorganet.
Omkostningsdækning kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke
vil få medhold i sagen, jf. § 36, stk. 2.
Retsplejelovens §§ 331-335 finder tilsvarende anvendelse. Retsplejelovens
§ 335, 2. pkt., finder dog kun anvendelse, hvis forbrugeren opfylder de
UDKAST
Side 79
økonomiske betingelser for fri proces, jf. retsplejelovens § 325, jf. § 36, stk.
3.
Det følger endvidere af forbrugerklagelovens § 37, stk. 1, at Nævnenes Hus
efter ansøgning kan yde en forbruger, som har en retshjælpsforsikring eller
anden forsikring, der dækker omkostninger ved retssagen, godtgørelse fra
statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens
maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan
begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for
forsikringens maksimum. § 36, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse.
Omkostninger ved sagen dækkes efter § 37, stk. 1, i det omfang statskassen,
hvis der havde været meddelt omkostningsdækning efter § 36, ville have
ydet dækning efter § 36, stk. 3, jf. retsplejelovens §§ 331, 332 og 334, jf. §
37, stk. 2.
Når Nævnenes Hus har truffet afgørelse om, at betingelserne i § 37, stk. 1
for dækning af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens
maksimum, er opfyldt, sender Nævnenes Hus, jf. § 37, stk. 3, sagen til den
ret, der behandler eller har behandlet sagen, hvorefter retten fastsætter,
hvilket beløb der kan dækkes, jf. stk. 2.
Nævnenes Hus kan, jf. § 37, stk. 4, efter ansøgning yde en forbruger
godtgørelse fra statskassen af en eventuel selvrisiko i henhold til en
retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved en
retssag som nævnt i § 36, stk. 1 og 2.
Det følger endeligt at forbrugerklagelovens § 38, at Nævnenes Hus efter
ansøgning kan yde en forbruger godtgørelse fra statskassen for udgifter, som
med føje er afholdt i forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse
truffet af eller et forlig indgået for Forbrugerklagenævnet eller et godkendt
privat tvistløsningsorgan.
3.3.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Efter gældende ret medfører ordningen med omkostningsdækning, når en
forbruger, der har fået helt eller delvist medhold, forfølger sit krav mod en
erhvervsdrivende ved domstolene, at statskassen dækker forbrugerens
omkostninger til retssagen – også for så vidt angår sager, hvor der er truffet
afgørelse af et godkendt privat tvistløsningsorgan.
UDKAST
Side 80
Baggrunden for, at private aktører kan etablere og få godkendt private
tvistløsningsorganer under forbrugerklageloven, er, at det offentlige ikke
skal involveres i tvister, som parterne kan klare selv. De enkelte brancher
skal således så vidt muligt tage medansvar for klager inden for egne områder
samt afholde udgifterne til behandling af klager inden for det enkelte
tvistløsningsorgans område. Når et privat tvistløsningsorgan godkendes,
medfører det, at kompetencen til at behandle de klager, som omfattes af
tvistløsningsorganet, flyttes fra det offentlige forbrugerklagesystem til det
private tvistløsningsorgan.
De godkendte private tvistløsningsorganer finansieres af erhvervsdrivende
inden for det område, som tvistløsningsorganet dækker, og af brugerbetaling
gennem klagegebyrer samt gebyrer, som en erhvervsdrivende skal betale for
behandling af sagen, hvis forbrugeren får medhold i sin klage, eller sagen
forliges til forbrugerens fordel.
Erhvervsministeriet finder, at det vil være hensigtsmæssigt samt understøtte
de godkendte private tvistløsningsorganers autonomi og de
erhvervsdrivendes respekt for at efterleve de afgørelser, der træffes af de
private tvistløsningsorganer, at omkostningerne til ordningen med
omkostningsdækning til forbrugeres retssager afholdes af de enkelte,
godkendte private tvistløsningsorganer, der drives og finansieres af
brancherne.
Det foreslås at ændre § 36, stk. 1, § 37, stk. 1, 1, pkt., og stk. 2, § 37, stk. 3,
§ 37, stk. 4, og § 38, således at det fremgår, at såvel Nævnenes Hus som et
godkendt privat tvistløsningsorgan efter ansøgning kan meddele en
forbruger, der helt eller delvist har fået medhold i Forbrugerklagenævnet
eller et godkendt privat tvistløsningsorgan omkostningsdækning efter
bestemmelserne i forbrugerklagelovens §§ 36-38.
Den foreslåede ændring vil medføre, at en forbruger, der har fået helt eller
delvist medhold i en klage ved et godkendt privat tvistløsningsorgan, og som
efterfølgende vil indbringe sagen for domstolene, vil kunne ansøge om
omkostningsdækning ved det godkendte private tvistløsningsorgan, som har
truffet afgørelsen, i stedet for hos Nævnenes Hus.
Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at det godkendte private
tvistløsningsorgan, der har truffet den konkrete afgørelse, hvor forbrugeren
UDKAST
Side 81
efterfølgende ønsker af indbringe sagen for domstolene, selv vil skulle
afholde de udgifter, der er forbundet meddelelse af omkostningsdækning.
Der foretages ikke i øvrigt ændringer i reglerne om omkostningsdækninger,
herunder af de betingelser, som forbrugeren skal opfylde for at kunne få
omkostningsdækning.
Det foreslås endvidere at ændre § 37, stk. 1, 1, pkt., § 37, stk. 4, og § 38 i
forbrugerklageloven, således at det ikke fremgår, at udgifter til
omkostningsdækning dækkes af statskassen.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at statskassen efter forslaget
kun skal dække de udgifter, der er forbundet med omkostningsdækning i
forbindelse med afgørelser, der træffes af Forbrugerklagenævnet, mens
udgifter til omkostningsdækning i forbindelse med afgørelser, der træffes af
godkendte private tvistløsningsorganer, skal dækkes af
tvistløsningsorganerne selv.
Det foreslås endeligt, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 39 i
forbrugerklageloven, hvorefter klage over afgørelser efter §§ 36-38 truffet
af et godkendt privat tvistløsningsorgan kan indbringes for
Forbrugerklagenævnets formand.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forbrugere vil kunne klage til
Forbrugerklagenævnets formand over en afgørelse om
omkostningsdækning fra et godkendt privat tvistløsningsorgan på samme
måde som forbrugeren kan klage over en afgørelse om omkostningsdækning
fra Nævnenes Hus.
3.3.8. Godkendte private tvistløsningsorganers opkrævning og
inddrivelse af fordringer
3.3.8.1. Gældende ret
Et godkendt privat klagenævn kan i sine vedtægter fastsætte bestemmelser
om gebyrer og omkostninger for behandling af en klage ved nævnet, jf.
forbrugerklagelovens § 6, stk. 2.
Det følger af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, at loven gælder for
opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og
andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog
§§ 1 a og 1 b. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven desuden
UDKAST
Side 82
finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov.
Det følger endvidere af gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 1, at
skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, er
restanceinddrivelsesmyndighed, og at restanceinddrivelsesmyndigheden
forestår inddrivelse af fordringer, jf. § 1, stk. 1 og 2.
Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, gælder
gældsinddrivelsesloven bl.a. for opkrævning og inddrivelse af fordringer på
gebyrer, der opkræves eller inddrives af godkendte private klagenævn.
3.3.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede
ordning
Højesteret har ved kendelse af 8. februar 2023 i sag 32/2022, som gengivet
i UfR 2023.1967 H, fastslået, at Ankenævn for biler er omfattet af en
obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af
gældsinddrivelsesloven. Dette omfatter bl.a. fordringer på gebyrer fra
private klagenævn, da sådanne fordringer er bragt under
gældsinddrivelseslovens anvendelsesområde, jf.
gældsinddrivelsesbekendtgørelsen. Fordringen skulle derfor inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).
Erhvervsministeriet finder, at det vil være hensigtsmæssigt, at det
udtrykkeligt fremgår af forbrugerklageloven, hvordan godkendte private
klagenævns fordringer på gebyrer mv. skal inddrives.
Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en ny § 39 a i
forbrugerklageloven, hvorefter godkendte private tvistløsningsorganers
opkrævning og inddrivelse af fordringer på gebyrer og omkostninger med
tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger for behandling af en
klagesag skal ske efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det udtrykkeligt vil fremgå af
forbrugerklageloven, at gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligatorisk
inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven, herunder
fordringer på gebyrer og omkostninger fra godkendte private klagenævn,
der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i gældsinddrivelseslovens § 1,
stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens anvendelsesområde.
UDKAST
Side 83
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for
det offentlige
Lovforslaget forventes at have begrænsede økonomiske konsekvenser på
Justitsministeriets område, der kan henføres til en mindre tilgang i antallet
af politianmeldelser. Domstolsstyrelsen, Rigspolitiet og Rigsadvokaten
vurderer, at merudgifterne hertil kan afholdes inden for de eksisterende
økonomiske rammer.
Lovforslagets forventes endvidere at have begrænsede positive økonomiske
konsekvenser for det offentlige, idet Nævnenes Hus opnår en mindre
besparelse ved, at styrelsen ikke skal dække en forbrugers omkostninger til
en retssag, hvis sagen udspringer af en afgørelse fra et godkendt privat
tvistløsningsorgan, der giver forbrugeren medhold i sit krav.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser eller
implementeringskonsekvenser for regionerne og kommunerne.
For så vidt angår de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning er
princip 1 om enkle og klare regler relevant for dette lovforslag.
Bestemmelserne i lovforslaget er udarbejdet så enkelt og klart som muligt i
overensstemmelse hermed. De øvrige principper for digitaliseringsklar
lovgivning vurderes ikke at være relevante for lovforslaget.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslagets § 1 vurderes ikke at medføre væsentlige økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget indskærper, at
en række handels- og markedsføringspraksisser er ulovlige, herunder visse
typer anprisninger. Det er lovgivning, som virksomheder skal efterleve i
forbindelse med anvendelsen af miljøanprisninger i markedsføringen, men
forslaget er i væsentlighed i overensstemmelse med
Forbrugerombudsmandens praksis på området. Endvidere er der tale om
frivillige anprisninger.
[De administrative byrder for erhvervslivet som følge af nye
oplysningsforpligtelser i lovforslagets § 2 om handelsmæssige garantier for
holdbarhed, softwareopdateringer og reparationer er under afklaring].
Lovforslagets § 3 vurderes at have begrænsede økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet, idet et godkendt privat tvistløsningsorgan vil skulle dække
UDKAST
Side 84
en forbrugers omkostninger til en retssag, hvis sagen udspringer af en
afgørelse fra et godkendt privat tvistløsningsorgan, der giver forbrugeren
medhold i sit krav. Lovforslaget har begrænsede administrative
konsekvenser for erhvervslivet, idet et godkendt privat tvistløsningsorgan
vil skulle administrere ordningen for omkostningsdækning, hvis en retssag
udspringer af en afgørelse fra tvistløsningsorganet, der giver forbrugeren
medhold i sit krav.
Lovforslaget er i overensstemmelse med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering.
Det vurderes, at lovforslaget ikke går videre end minimumskravene i
direktivet efter princip 1. Erhvervslivet pålægges således ikke skærpede
krav eller lignende, som går ud over minimumsforpligtelserne i direktivet.
Det vurderes, at danske virksomheder ikke stilles dårligere i den
internationale konkurrence efter princip 2. Alle medlemsstater skal
implementere direktivet, og direktivet medfører ens regler på området for
markedsføring og forbrugerbeskyttelse på tværs af EU.
Det vurderes, at fleksibilitet og undtagelsesmuligheder i EU-reguleringen
udnyttes, hvor det er muligt og relevant efter princip 3. Lovforslaget
indeholder bestemmelser, som opretholder national lovgivning, hvor dette
er muligt efter direktivet.
Det vurderes, at det er nødvendigt at implementere direktivet ved lov efter
princip 4. Det er således ikke muligt og hensigtsmæssigt at implementere
direktivet gennem alternativer til regulering.
Lovforslaget følger direktivets vedtagelses- og ikrafttrædelsesdatoer og
træder ikke i kraft før tid, hvilket vurderes at være i overensstemmelse med
princip 5.
Lovforslaget vurderes ikke at påvirke virksomheders eller iværksætteres
innovationsmuligheder.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at medføre administrative konsekvenser for
borgerne.
UDKAST
Side 85
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at medføre klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at medføre miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2024/825/EU af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne
omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre
oplysning, L af 6. marts 2024. Direktivet skal være gennemført i national
lovgivning senest den 27. marts 2026 og træde i kraft den 27. september
2026.
Direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv. Lovforslaget er udtryk for en
direktivnær implementering for at sikre en hensigtsmæssig og korrekt
implementering.
De dele af lovforslagets § 3, der ændrer på sagsbehandlingen i
Forbrugerklagenævnet har ikke betydning for forholdet til EU-retten, idet
Forbrugerklagenævnet ikke er omfattet af kravene i ATB-direktivet og
derved ikke er et tvistløsningsorgan under ATB-direktivets ramme. ATB-
direktivet er et minimumsharmoniseringsdirektiv, og
Forbrugerklagenævnet er en yderligere forbrugerbeskyttelse.
Lovforslagets foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, er endvidere ikke
uforenelig med kravene i ATB-direktivet, idet Forbrugerklagenævnet netop
ikke er omfattet af kravene i ATB-direktivet og derved ikke er et
tvistløsningsorgan under ATB-direktivets ramme, men en yderligere
forbrugerbeskyttelse.
Lovforslagets § 3, nr. 1, lever op til kravene i ATB-direktivet, idet
afgørelserne efter bestemmelsen vil blive truffet efter delegation fra det
kompetente, private tvistløsningsorgan, hvor det samtidigt vil være muligt
for parterne at klage over afgørelsen til det kompetente, private
tvistløsningsorgan, der har delegeret afgørelseskompetencen til et
sekretariat.
UDKAST
Side 86
De øvrige dele af lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 20. november 2024 til den 18.
december 2024 været sendt i høring hos følgende myndigheder og
organisationer m.v.:
3F Fagligt Fælles Forbund, Advokatsamfundet, Akademikernes
Centralorganisation, AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Ankenævn
for Biler, Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, Ankenævnet for
Feriehusudlejning, Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber, Ankenævnet
for Forsikring, Ankenævnet for Hotel, Restaurant og Turisme, Ankenævnet
for Køreundervisning, Ankenævnet for Tekniske Installationer,
Ankenævnet på Energiområdet, APPLiA Danmark, ATP -
Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, Autobranchen Danmark, Banedanmark,
BAT, Bilbranchen, Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL),
Bryggeriforeningen, Bryggeriets Ankenævn, Børnerådet, CBS -
Copenhagen Business School, CEPOS, Cevea, CO-Industri, Danmarks
Aktive Forbrugere, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rejsebureau
Forening, Danmarks Statistik, Dansk Annoncørforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Bilbrancheråd, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Dansk e-Mobilitet, Dansk Erhverv, Dansk
Fjernvarme, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Kørelærer-Union, Dansk
Markedsføring, Dansk Mobilitet, Dansk Møbeltransport Forening, Dansk
Persontransport (DPT), Dansk Standard, Dansk Mode og Textil (DM&T),
DTL – Danske Vognmænd, Dansk Vand- og Spildevandsforening
(DANVA), Danske Advokater, Danske Arkitektvirksomheder, Danske
Bedemænd, Danske Cykelhandlere, Danske malermestre, Danske Medier,
Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening, Danske Regioner,
Danske Universiteter, Dataetisk Råd, Datatilsynet, De Samvirkende
Købmænd (DSK), Den Danske Dommerforening, Den danske
Fondsmæglerforening, Det finansielle ankenævn, Det Kriminalpræventive
Råd, DI Byggeri, DI Digital og Dansk Industri, Digitalt Ansvar,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DSB A/S, e-Mærket,
EnergiFyn, Evida Holding A/S, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDM
- Forenede Danske Motorejere, Feriehusudlejernes Brancheforening, Finans
og Leasing, Finans Danmark, Finanstilsynet, Flixbus A/S,
Forbrugerklagenævnet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet Tænk,
UDKAST
Side 87
Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), Foreningen af Offentlige
Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, Foreningen Danske Revisorer,
Forsikring og Pension, Fynbus, Færøernes Landsstyre, Green Power
Denmark, HK Danmark, HORESTA, Håndværkets Ankenævn, Institut for
Menneskerettigheder, IT-Branchen, IT-Politisk Forening, ITU - IT-
Universitetet i København, Journalistforbundet, Justitia, Klagenævnet for
Ejendomsformidling, Klagenævnet for Taxi, KL – Kommunernes
Landsforening, KOMBIT, Kreativitet & Kommunikation (KreaKom),
Kriminalforsorgsforeningen, Københavns Byret, Københavns Universitet,
Landbrug og Fødevarer, Landsstyret via Rigsombudsmanden på Færøerne,
Lokale Pengeinstitutter, Metroselskabet I/S, Midttrafik, Mobility Denmark,
Naalakkersuisut, Nordjyllands Trafikselskab, Parkeringsklagenævnet,
Pakkerejse-Ankenævnet, Parcelhusejernes Landsforening, Politiforbundet i
Danmark, Prosa (tidl. Forbundet af IT-Professionelle), Radio- og TV-
nævnet, RID Rejsearrangører i Danmark, Retspolitisk forening, Retten i
Esbjerg, Retten i Glostrup, Retten i Helsingør, Retten i Herning, Retten i
Hillerød, Retten i Hjørring, Retten i Holbæk, Retten i Holstebro, Retten i
Horsens, Retten i Kolding, Retten i Lyngby, Retten i Nykøbing F., Retten i
Næstved, Retten i Odense, Retten i Randers, Retten i Roskilde, Retten i
Svendborg, Retten i Sønderborg, Retten i Viborg, Retten i Aalborg, Retten
i Aarhus, Retten på Bornholm, Retten på Frederiksberg,
Rettighedsalliancen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Rigspolitiet,
Rigsrevisionen, RUC - Roskilde Universitet, Rådet for digital sikkerhed,
SDU - Syddansk Universitet, Selvstyret via Rigsombudsmanden i Grønland,
Sex og Samfund, SMV Danmark, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og
International Kriminalitet, Sydtrafik, TEKNIQ Arbejdsgiverne,
Teleankenævnet, Teleindustrien, Trafikselskabet Movia, Visit Denmark,
Vestre Landsret, Østre Landsret, Aalborg Universitet og Aarhus BSS.
11. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis
nej, anfør »Ingen«)
Negative
konsekvenser/merudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis
nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
UDKAST
Side 88
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen [De administrative byrder for
de erhvervsdrivende i
forbindelse med nye
oplysningsforpligtelser om
handelsmæssige garantier for
holdbarhed, software-
opdateringer og reparationer
er under afklaring].
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser
for borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2024/825/EU af 28. februar 2024 om ændring af
direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse
af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning.
Direktivet skal være gennemført i national lovgivning senest
den 27. marts 2026 og træde i kraft den 27. september 2026.
Direktivet er et totalharmoniseringsdirektiv. Lovforslaget er
udtryk for en direktivnær implementering, for at sikre en
hensigtsmæssig og korrekt implementering.
Er i strid med de principper for
implementering af
erhvervsrettet EU-regulering/
Ja Nej
X
UDKAST
Side 89
Går videre end minimumskrav
i EU-regulering (sæt X)
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Fodnoten til markedsføringslovens titel angiver bl.a., at loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører direktivet om urimelig handelspraksis
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om
virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre
marked og om ændring af Rådets direktiv 84/450/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og
Europa Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004).
Det foreslås, at der i fodnoten til lovens titel tilføjes en henvisning til
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28. februar 2024
om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår
styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig handelspraksis og gennem bedre oplysning, EU-
Tidende, L af 6. marts 2024.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremover vil fremgå af fodnoten
til lovens titel, at loven tillige indeholder bestemmelser, der gennemfører
den del af direktivet, som ændrer i direktivet om urimelig handelspraksis.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 4, stk. 1,
3. afsnit, hvorefter de nationale love og bestemmelser, der gennemfører
direktivet, ved vedtagelse eller offentliggørelse skal indeholde en
henvisning til direktivet.
Til nr. 2
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af en vare.
UDKAST
Side 90
Det foreslås at indsætte et nyt § 2, nr. 4, hvorefter en vare defineres som i
artikel 2, nr. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter
af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og
direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF.
Der sker således en rykning af nr. 4-17 i § 2, som herefter bliver nr. 5-18.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at varer skal forstås som 1) enhver
løsøregenstand og vand, gas og elektricitet i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 om visse aspekter af aftaler
om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv
2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF, når det udbydes til
salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde, og 2) enhver
løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt
indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af dette
digitale indhold eller denne digitale tjeneste ville forhindre varerne i at
opfylde deres funktion (”varer med digitale elementer”).
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, stk. 1, litra ca, i
direktivet om urimelig handelspraksis, som tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra
a, i direktivet.
Til nr. 3
Miljøanprisning
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af en
miljøanprisning.
Det foreslås at indsætte § 2, nr. 19, hvorefter en miljøanprisning defineres
som ethvert budskab eller enhver fremstilling, som ikke er obligatorisk i
henhold til EU-retten eller national ret, uanset form, herunder tekst, billeder,
grafisk eller symbolsk fremstilling, såsom mærker, mærkenavne,
firmanavne eller produktnavne, der bruges i en kommerciel kommunikation,
og som angiver eller indikerer, at et produkt, en produktkategori, et mærke
eller en erhvervsdrivende har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet
UDKAST
Side 91
eller er mindre miljøbelastende end andre produkter, produktkategorier,
mærker eller erhvervsdrivende eller har forbedret sin indvirkning over tid.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en miljøanprisning skal forstås
som et budskab eller en fremstilling vedrørende miljøet, herunder
klimarelaterede anprisninger, der bruges i en kommerciel kommunikation,
og som angiver eller indikerer, at et produkt m.v. har en positiv eller ingen
indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end andre produkter
m.v.
Der er tale om frivillige miljøanprisninger, og dermed ikke budskaber eller
fremstillinger, som er obligatoriske i henhold til EU-retten eller national ret.
En miljøanprisning kan både være udtrykkelig og implicit. En udtrykkelig
miljøanprisning er en anprisning, der fremsættes i skriftlig eller mundtlig
form, herunder via audiovisuelle medier. En implicit miljøanprisning er
f.eks. farver, billeder, lyde, symboler, grafik og lignende.
Kommerciel kommunikation omfatter kommunikation, der direkte eller
indirekte har til formål at promovere et produkt, en produktkategori, et
mærke eller en erhvervsdrivende.
Miljøanprisninger kan også være omfattet af anden lovgivning. For
eksempel stiller forordning (EF) 1272/2008 af 16. december 2008 om
klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (CLP-
forordningen) krav til angivelser ved markedsføring af stoffer og
blandinger. Økonomiske aktører skal derfor sikre sig, at
miljøanprisningerne er i overensstemmelse med reglerne i
markedsføringsloven såvel som eventuel særlovgivning.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 8 vil
fremvisning af et bæredygtighedsmærke som omfatter kommerciel
kommunikation, der antyder eller giver indtryk af, at et produkt har en
positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende
end konkurrerende produkter, også betragtes som en miljøanprisning.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
UDKAST
Side 92
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, litra o, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra b, nr.
o, i direktivet.
Generisk miljøanprisning
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af en
generisk miljøanprisning.
Det foreslås at indsætte § 2, nr. 20, hvorefter en generisk miljøanprisning
defineres som enhver miljøanprisning, der fremsættes i skriftlig eller
mundtlig form, herunder via audiovisuelle medier, og som ikke er indeholdt
i et bæredygtighedsmærke, og hvor specifikationen af anprisningen ikke
gives tydeligt og i fremhævet form på samme medium.
Eksempler på generiske miljøanprisninger kan være ”miljøvenlig”,
”økovenlig”, ”grøn”, ”naturven”, ”økologisk”, ”miljøkorrekt”,
”klimavenlig”, ”mild mod miljøet”, ”CO2-venlig”, ”energieffektiv”,
”bionedbrydelig”, ”biobaseret” eller lignende udsagn, som antyder eller
giver indtryk af fremragende miljøpræstationer, hvor specifikationen af
anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form sammen med
miljøanprisningen.
Såfremt specifikationen af miljøanprisningen gives tydeligt og i fremhævet
form på samme medium såsom samme reklamespot, produktets emballage
eller onlinesalgsgrænseflade, betragtes miljøanprisningen ikke som en
generisk miljøanprisning. Anprisningen ”klimavenlig emballage” vil f.eks.
være en generisk anprisning, hvorimod påstanden om, at ”100 pct. af den
energi, der anvendes til at fremstille denne emballage, kommer fra
vedvarende energikilder”, vil være en specifik anprisning.
Specifikationen af miljøanprisningen skal dog læses i sammenhæng med
miljøanprisningen, det vil sige i nær tilknytning til udsagnet, således at
forbrugeren læser anprisningen og forklaringen samtidig. En anprisning
betragtes derfor ikke som specifik, hvis forbrugeren f.eks. skal scrolle
længere ned på hjemmesiden eller klikke videre for at finde specifikationen
af miljøanprisningen. Dette er også i overensstemmelse med, hvornår der er
truffet en transaktionsbeslutning, jf. markedsføringslovens § 8.
UDKAST
Side 93
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 2, er det
fortsat muligt at betragte en handelspraksis som urimelig på grundlag af
direktivets artikel 5-9, selvom den særlige praksis ikke er opført som en
urimelig handelspraksis i bilag I til direktivet.
En anprisning, der fremsættes skriftligt eller mundtligt kombineret med
implicitte anprisninger såsom farver eller billeder, vil også kunne udgøre en
generisk anprisning efter en konkret vurdering, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 9.
Fremsættelse af en generisk miljøanprisning såsom ”bevidst”, ”bæredygtig”
eller ”ansvarlig” eller lignende udsagn bør ikke ske udelukkende baseret på
anerkendte fremragende miljøpræstationer, fordi sådanne anprisninger
vedrører andre karakteristika ud over miljømæssige karakteristika såsom
sociale karakteristika.
Generiske miljøanprisninger kan også være omfattet af anden lovgivning.
For eksempel stiller forordning (EF) 1272/2008 af 16. december 2008 om
klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger (CLP-
forordningen) krav til angivelser ved markedsføring af stoffer og
blandinger. Økonomiske aktører skal derfor sikre sig, at
miljøanprisningerne er i overensstemmelse med reglerne i
markedsføringsloven såvel som eventuel særlovgivning.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, litra p, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra b, nr.
p, i direktivet.
Bæredygtighedsmærke
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af et
bæredygtighedsmærke.
Det foreslås at indsætte § 2, nr. 21, hvorefter et bæredygtighedsmærke
defineres som ethvert frivilligt tillidsmærke, kvalitetsmærke eller
tilsvarende, enten offentligt eller privat, der har til formål at fremhæve og
UDKAST
Side 94
promovere et produkt, en proces eller en virksomhed under henvisning til
deres miljømæssige eller sociale karakteristika eller begge, og omfatter ikke
nogen obligatorisk mærkning krævet i henhold til EU-retten eller national
ret.
EU Ecolabel og Svanemærket er eksempler på frivillige
bæredygtighedsmærker, som har til formål at fremme og promovere et
produkt, en proces eller en virksomhed under henvisning til deres
miljømæssige karakteristika, som ikke omfatter nogen obligatorisk
mærkning krævet i henhold til EU-retten eller national ret.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 8 vil
fremvisning af et bæredygtighedsmærke som omfatter kommerciel
kommunikation, der antyder eller giver indtryk af, at et produkt har en
positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende
end konkurrerende produkter, også betragtes som en miljøanprisning, som
defineret i markedsføringslovens § 2, nr. 19, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
Kommerciel kommunikation omfatter kommunikation, der direkte eller
indirekte har til formål at promovere et produkt, en proces eller en
virksomhed.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, litra q, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra b, nr.
q, i direktivet.
Certificeringsordning
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af en
certificeringsordning.
Det foreslås at indsætte § 2, nr. 22, hvorefter en certificeringsordning
defineres som en tredjepartsverifikationsordning, der certificerer, at et
produkt, en proces eller en virksomhed opfylder visse krav, giver mulighed
for at anvende et tilsvarende bæredygtighedsmærke, og hvis vilkår,
UDKAST
Side 95
herunder dens krav, er offentligt tilgængelige og opfylder i alt fire
betingelser.
Det foreslås i litra a, at ordningen på gennemsigtige, retfærdige og
ikkediskriminerende vilkår er åben for alle erhvervsdrivende, der er villige
og i stand til at opfylde ordningens krav.
Det foreslås i litra b, at ordningens krav udarbejdes af ordningens ejer i
samråd med relevante eksperter og interessenter.
Det foreslås i litra c, at ordningen fastsætter procedurer for håndtering af
manglende overholdelse af ordningens krav og indeholder bestemmelser om
tilbagetrækning eller suspension af den erhvervsdrivendes ret til anvendelse
af bæredygtighedsmærket i tilfælde af manglende overholdelse af
ordningens krav.
Det foreslås i litra d, at overvågningen af den erhvervsdrivendes
overholdelse af ordningens krav er underlagt en objektiv procedure og
udføres af en tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed af både
ordningens ejer og den erhvervsdrivende er baseret på internationale
standarder og procedurer, EU-standarder og -procedurer eller nationale
standarder og procedurer.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at certificeringsordning skal
forstås som en tredjepartsverifikationsordning, der certificerer, at et
produkt, en proces eller en virksomhed opfylder ovenstående betingelser.
Betingelserne er kumulative, hvorefter alle betingelser skal være opfyldt for,
at en certificeringsordning kan certificere et produkt, en proces eller en
virksomhed og give mulighed for at anvende et tilsvarende
bæredygtighedsmærke.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 7 skal
fremvisning af et bæredygtighedsmærke ske i henhold til
certificeringsordningens offentligt tilgængelige vilkår og opfylde
minimumsbetingelser for gennemsigtighed og troværdighed, herunder
eksistensen af objektiv overvågning af overholdelsen af ordningens krav.
Overvågning af overholdelsen af ordningens krav skal foretages af en
tredjepart, hvis kompetence og uafhængighed både af ordningens ejer og
den erhvervsdrivende er sikret på basis af internationale standarder og
UDKAST
Side 96
procedurer, EU-standarder og procedurer eller nationale standarder og
procedurer f.eks. ved at påvise overensstemmelse med relevante
internationale standarder såsom ISO 17065 ”Overensstemmelsesvurdering
– Krav til organer, der certificerer produkter, processer og tjenesteydelser”,
eller gennem de mekanismer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 765/2008.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, litra r, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra b, nr. r,
i direktivet.
Anerkendte fremragende miljøpræstationer
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af
anerkendte fremragende miljøpræstationer.
Det foreslås at indsætte § 2, nr. 23, hvorefter anerkendte fremragende
miljøpræstationer defineres som miljøpræstationer, der er i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-
miljømærket, eller med nationale eller regionale EN ISO 14024 type I-
miljømærkeordninger, der er officielt anerkendt i medlemsstaterne, eller de
bedste miljøpræstationer i overensstemmelse med anden gældende EU-ret.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at anerkendte fremragende
miljøpræstationer skal forstås som miljøpræstationer, der opfylder kravene
og er i overensstemmelse med EU Ecolabel eller med nationale eller
regionale EN ISO 14024 type I-miljømærkeordninger, der er officielt
anerkendte i medlemsstaterne, herunder f.eks. Svanemærket, eller de bedste
miljøpræstationer i overensstemmelse med anden gældende EU-ret,
herunder f.eks. klasse A i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) 2017/1369.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 10 kan
anerkendte fremragende miljøpræstationer påvises ved at stemme overens
med forordning (EF) nr. 66/2010 eller med officielt anerkendte EN ISO
14024-miljømærkeordninger i medlemsstaterne eller ved at svare til de
UDKAST
Side 97
bedste miljøpræstationer for et specifikt miljømæssigt karakteristika i
overensstemmelse med anden gældende EU-ret såsom klasse A i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2017/1369.
Anerkendte fremragende miljøpræstationer er ikke tilstrækkeligt til at
fremsætte generiske miljøanprisninger såsom ”bevidst”, bæredygtig” eller
”ansvarlig”, da sådanne anprisninger vedrører andre karakteristika ud over
miljømæssige karakteristika, herunder f.eks. sociale karakteristika.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, litra s, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra b, nr. s,
i direktivet.
Holdbarhed
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af
holdbarhed.
Det foreslås at indsætte § 2, nr. 24, hvorefter holdbarhed defineres som i
artikel 2, nr. 13, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter
af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og
direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at holdbarhed skal forstås som en
vares evne til at bevare dens påkrævede funktioner og ydeevne ved normal
brug.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, litra t, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra b, nr. t,
i direktivet.
Softwareopdatering
UDKAST
Side 98
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af en
softwareopdatering.
Det foreslås at indsætte § 2, nr. 25, hvorefter en softwareopdatering
defineres som en opdatering, som er nødvendig, for at varer med digitale
elementer, digitalt indhold og digitale tjenester bliver ved med at være i
overensstemmelse som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale
tjenester og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af
aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og
direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF, herunder en
sikkerhedsopdatering eller en opdatering vedrørende funktionaliteter.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at softwareopdatering skal forstås
som en opdatering, herunder en sikkerhedsopdatering eller en opdatering
vedrørende funktionaliteter, som er nødvendig for, at varer med digitale
elementer, digitalt indhold og digitale tjenester fortsat er i overensstemmelse
med de subjektive og objektive krav til overensstemmelse, som er nævnt i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om
levering af digitalt indhold og digitale tjenester og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af
forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af
direktiv 1999/44/EF.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, litra u, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra b, nr.
u, i direktivet.
Forbrugsvare
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af en
forbrugsvare.
Det foreslås at indsætte § 2, nr. 26, hvorefter en forbrugsvare defineres som
enhver komponent i en vare, der opbruges igen og igen og skal udskiftes
eller genopfyldes, for at varen kan fungere efter hensigten.
UDKAST
Side 99
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en forbrugsvare skal forstås
som en del af en vare, der opbruges og skal genopfyldes eller udskiftes, for
at varen fortsat kan fungere efter hensigten.
Et eksempel på en forbrugsvare kan være farvepatroner i en printer, der skal
udskiftes, for at printeren kan fortsætte med at printe med farve.
Forbrugsvarer kan f.eks. være produkter som rengøringsmidler, elektronik,
tøj, sko og andre varer.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, litra v, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra b, nr.
v, i direktivet.
Funktionalitet
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke en definition af en
funktionalitet.
Det foreslås at indsætte § 2, nr. 27, hvorefter en funktionalitet defineres som
i artikel 2, nr. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om visse aspekter
af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og
direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at funktionalitet skal forstås som
en vares evne til at udføre dens funktion i betragtning af formålet hermed.
Bestemmelsen foreslås indført for at sikre, at begrebsterminologien
stemmer overens med de foreslåede ændringer og tilføjelser, som er
indeholdt i lovforslaget.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 2, litra w, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 1, litra b, nr.
w, i direktivet.
Til nr. 4
UDKAST
Side 100
Det fremgår af § 5, stk. 1, i markedsføringsloven, at en erhvervsdrivendes
handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at
vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte.
Det fremgår af § 5, stk. 2, nr. 2, i markedsføringsloven, at vildledning efter
stk. 1 kan relatere sig til de væsentligste egenskaber ved produktet.
Det foreslås at nyaffatte § 5, stk. 2, nr. 2, hvorefter vildledning efter stk. 1
kan relatere sig til de væsentligste karakteristika ved produktet, herunder i
det omfang produktet står til rådighed, produktets fordele, risici, udførelse,
sammensætning, miljømæssige eller sociale karakteristika, tilbehør,
cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller
genanvendelighed, eftersalgsservice og klagebehandling, måden og
tidspunktet for fremstilling eller ydelse, levering, produktets
hensigtsmæssighed, anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller
handelsmæssige oprindelse eller de resultater, som kan forventes opnået ved
brugen, eller resultaterne af og de vigtigste elementer ved afprøvning eller
kontrol af produktet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der ved produktets væsentligste
karakteristika skal forstås bl.a. produktets fordele og risici forbundet med
brug af produktet. Det omfatter også produktets udførelse, sammensætning,
miljømæssige eller sociale karakteristika, tilbehør, cirkularitetsaspekter,
herunder holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed.
Derudover dækker begrebet eftersalgsservice og klagebehandling samt
måden og tidspunktet for fremstilling eller ydelse samt levering. Begrebet
dækker også oplysninger om produktets egnethed til et givent formål,
anvendelse, mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige
oprindelse. Det omfatter ligeledes de resultater, som kan forventes opnået
ved brugen eller resultaterne af og de vigtigste elementer ved afprøvning
eller kontrol af produktet.
EU-Domstolen har i sag C-435/11, CHS Tour Services GmbH mod Team4
Travel GmbH, desuden fastslået, at det f.eks. kan dreje sig om oplysninger
om en eksklusiv ret til en tjenesteydelse. Det kan ligeledes være oplysninger
vedrørende det tidsmæssige omfang af en tjenesteydelse.
UDKAST
Side 101
Der er et overlap med de elementer, der er omfattet af § 5, stk. 2, nr. 1. For
eksempel kan miljøanprisninger, herunder tekst, billeder, grafisk eller
symbolsk fremstilling, være omfattet af både nr. 1 og 2. Det betyder, at
oplysninger om miljøanprisninger ikke må være usandfærdige, ligesom
fremstillingen af miljøanprisninger ikke må være vildledende. Dette
medfører, at enhver miljøanprisning skal fremføres på grundlag af
dokumentation, jf. markedsføringslovens § 13, som de kompetente
myndigheder kan verificere.
Faktuelt korrekte oplysninger kan således også være vildledende, jf.
markedsføringslovens § 5, stk. 1, hvis oplysningerne præsenteres eller
fremstår på en måde, der vildleder eller kan forventes at vildlede
gennemsnitsforbrugeren.
Det kan f.eks. være vildledende, hvis en vaskemaskinefabrikant hævder, at
en ny model reducerer vandforbruget med 75 pct., hvis vaskemaskinen kun
reducerer vandforbruget med 25 pct. i et gennemsnitshjem, selvom
vandforbruget reduceres med 75 pct. under laboratorieforhold.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 3, kan
oplysninger om et produkts sociale karakteristika gennem hele dets
værdikæde f.eks. vedrøre kvaliteten og rimeligheden af den involverede
arbejdsstyrkes arbejdsvilkår såsom passende lønninger, social beskyttelse,
sikkerheden på arbejdspladsen og social dialog. Sådanne oplysninger kan
også vedrøre respekt for menneskerettighederne, ligebehandling og lige
muligheder for alle, herunder ligestilling mellem kønnene, inklusion og
mangfoldighed, bidrag til sociale initiativer eller etiske forpligtelser såsom
dyrevelfærd. Et produkts miljømæssige og sociale karakteristika skal forstås
bredt og omfatter et produkts miljømæssige og sociale aspekter, påvirkning
og præstationer.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 6, stk. 1, litra b, i
direktivet om urimelig handelspraksis, som er ændret ved artikel 1, stk. 2,
litra a, i direktivet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.1.2.
Til nr. 5
UDKAST
Side 102
Det fremgår af § 5, stk. 1, i markedsføringsloven, at en erhvervsdrivendes
handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at
vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte.
Det fremgår af § 5, stk. 2, nr. 10, i markedsføringsloven, at vildledning efter
stk. 1 kan relatere sig til forveksling med en konkurrents produkt,
varemærke eller forretningskendetegn.
Det foreslås at ændre § 5, stk. 2, nr. 10, hvorefter »forretningskendetegn
eller« ændres til »forretningskendetegn,«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 7,
hvor der foreslås indsat et nyt nr. 12 og 13 i markedsføringslovens § 5, stk.
2.
Til nr. 6
Det fremgår af § 5, stk. 1, i markedsføringsloven, at en erhvervsdrivendes
handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at
vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte.
Det fremgår af § 5, stk. 2, nr. 11, i markedsføringsloven, at vildledning efter
stk. 1 kan relatere sig til enhver markedsføring af en vare i en medlemsstat
som værende identisk med en vare, som markedsføres i andre
medlemsstater, men hvor den pågældende vare med hensyn til
sammensætning og karakteristika frembyder betydelige forskelle,
medmindre det er begrundet i legitime og objektive faktorer.
Det foreslås at ændre §5, stk. 2, nr. 11, hvorefter »objektive faktorer.«
ændres til »objektive faktorer,«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 7,
hvor der foreslås indsat et nyt nr. 12 og 13 i markedsføringslovens § 5, stk.
2.
Til nr. 7
UDKAST
Side 103
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke regler om fremsættelse af
en miljøanprisning vedrørende fremtidige miljøpræstationer eller
reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke følger af noget
element ved produktet eller virksomheden.
Det fremgår af § 5, stk. 1, i markedsføringsloven, at en erhvervsdrivendes
handelspraksis ikke må indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin
fremstillingsform eller på anden måde vildlede eller kunne forventes at
vildlede gennemsnitsforbrugeren, uanset om oplysningerne er faktuelt
korrekte. Det fremgår af § 5, stk. 2, at vildledning efter stk. 1 kan relatere
sig til et eller flere af de elementer, der er oplistet i nr. 1-11.
Det foreslås at indsætte § 5, stk. 2, nr. 12, hvorefter vildledning efter stk. 1
kan relatere sig til fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende fremtidige
miljøpræstationer uden klare, objektive, offentligt tilgængelige og
verificerbare forpligtelser fastsat i en detaljeret og realistisk
gennemførelsesplan, der omfatter målbare og tidsbestemte mål og andre
relevante elementer, der er nødvendige for at støtte dens gennemførelse,
såsom tildeling af ressourcer, og som regelmæssigt kontrolleres af en
uafhængig tredjepartsekspert, hvis konklusioner gøres tilgængelige for
forbrugerne.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at fremsættelse af en
miljøanprisning vedrørende fremtidige miljøpræstationer kan vildlede
forbrugeren, hvis miljøanprisningen ikke opfylder klare, objektive,
offentligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser, som er fastsat i en
detaljeret og realistisk gennemførelsesplan og som regelmæssigt
kontrolleres af en uafhængig tredjepartsekspert, hvis konklusioner gøres
tilgængelige for forbrugerne. Gennemførelsesplanen skal omfatte målbare
og tidsbestemte mål og andre relevante elementer, der er nødvendige for at
støtte gennemførelsen, såsom tildeling af ressourcer.
En miljøanprisning vedrørende fremtidige miljøpræstationer kan
eksempelvis være ”CO2-neutral i 2050”, ”klimaneutral inden 2050”, ”50 %
mindre CO2 inden 2030”, ”vandforbrug reduceret med 40 % inden 2045”
eller lignende udsagn, som giver forbrugerne indtryk af, at de bidrager til en
lavemissionsøkonomi eller mindre indvirkning på klimaet og miljøet ved at
købe den erhvervsdrivendes produkter. Det kan også være
UDKAST
Side 104
miljøanprisninger uden en angiven tidshorisont som eksempelvis ”vi
bestræber os på at være klimaneutrale”.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 4 vil det være
en konkret vurdering fra sag til sag, om en anprisning er rimelig og
troværdig og understøttes af klare, objektive, offentligt tilgængelige og
verificerbare forpligtelser og mål fra den erhvervsdrivendes side, der er
fastsat i en detaljeret og realistisk gennemførelsesplan, der viser, hvordan
disse forpligtelser og mål vil blive nået, og hvori der afsættes ressourcer med
henblik herpå.
Gennemførelsesplanen skal indeholde alle de relevante elementer, der er
nødvendige for at opfylde forpligtelserne, såsom budgetmidler og
teknologisk udvikling, hvor det er relevant og i overensstemmelse med EU-
retten.
Sådanne anprisninger skal verificeres af en tredjepartsekspert, som er
uafhængig af den erhvervsdrivende, fri for interessekonflikter og med
erfaring og kompetence inden for miljøspørgsmål, og som bør være i stand
til regelmæssigt at overvåge den erhvervsdrivendes fremskridt med hensyn
til forpligtelserne og målene, herunder milepælene for at nå dem.
Tredjepartsekspertens regelmæssige konklusioner skal være tilgængelige
for forbrugerne.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 6, stk. 2, litra d, i
direktivet om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 2,
litra b, nr. d, i direktivet.
Det foreslås at indsætte § 5, stk. 2, nr. 13, hvorefter vildledning efter stk. 1
kan relatere sig til reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante og
ikke følger af noget element ved produktet eller virksomheden.
Markedsføring, der fremhæver, at et produkt eller en virksomhed ikke
indeholder bestanddele eller har egenskaber, som aldrig har kunnet henføres
til produktet, produktkategorien eller virksomheden, vil således være
vildledende. Et eksempel kan være at hævde, at et bestemt mærke af
flaskevand er glutenfrit, eller at papirark ikke indeholder plast.
UDKAST
Side 105
Ved vurderingen af om en reklamefordel er irrelevant for forbrugerne
lægges der også vægt på, hvor stor en andel af tilsvarende produkter eller
virksomheder, der har samme reklamefordel.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 6, stk. 2, litra e, i
direktivet om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 2,
litra b, nr. e, i direktivet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.1.2.
Til nr. 8
Den gældende markedsføringslov indeholder ikke regler vedrørende de
væsentligste oplysninger, når en erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der
sammenligner produkter og giver forbrugerne oplysninger om
miljømæssige eller sociale karakteristika eller cirkularitetsaspekter.
Det foreslås at indsætte § 6 c, hvorefter oplysninger om
sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter, leverandørerne af
disse produkter samt de foranstaltninger, der er indført til at holde de
pågældende oplysninger ajour, betragtes som væsentlige oplysninger, når en
erhvervsdrivende leverer en tjeneste, der sammenligner produkter og giver
forbrugeren oplysninger om miljømæssige eller sociale karakteristika eller
cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller
genanvendelighed, for så vidt angår produkterne eller leverandørerne af
disse produkter.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at såfremt en erhvervsdrivende
leverer en tjeneste, der sammenligner produkter og giver forbrugeren
oplysninger om produkternes eller leverandørernes miljømæssige eller
sociale karakteristika eller om cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed,
reparationsmuligheder eller genanvendelighed, vil oplysninger om
sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter, leverandørerne af
produkterne og de foranstaltninger, der er indført for at holde de pågældende
oplysninger ajour, betragtes som væsentlige oplysninger, som skal gives til
forbrugeren.
Sådanne sammenligninger skal være objektive, navnlig ved at sammenligne
produkter med samme funktion, ved brug af en fælles metode og fælles
UDKAST
Side 106
antagelser og ved at sammenligne væsentlige og verificerbare elementer ved
de produkter, der sammenlignes, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 6.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 7, stk. 7, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved artikel 1, stk. 3, i direktivet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.1.2.
Til nr. 9
Det fremgår af § 16, stk. 1, i markedsføringsloven, at størrelsen eller
opkrævningen af et gebyr, jf. § 2, stk. 1, nr. 13, der ikke er reguleret ved lov,
i et løbende kontraktforhold alene kan ændres til ugunst for forbrugeren,
hvis betingelserne herfor er klart fremhævet i kontrakten.
Det foreslås at ændre § 16, stk. 1, hvorefter henvisningen til »nr. 13« ændres
til »nr. 14«.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 2,
hvor det foreslås at indsætte et nyt nr. 4 i markedsføringslovens § 2,
hvorefter der sker en rykning af nr. 4-17, der bliver nr. 5-18.
Til nr. 10
Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over specifikke former
for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive. Bilaget
implementerer bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis.
Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der ikke er handlet i
strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for
handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.
Det foreslås at indsætte pkt. 2 a, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende fremviser et
bæredygtighedsmærke, som ikke er baseret på en certificeringsordning eller
ikke er etableret af offentlige myndigheder.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere
beskrivelse af begreberne bæredygtighedsmærke og certificeringsordning.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 2 kan en
handelspraksis stadig betragtes som urimelig på grundlag af artikel 5-9 i
UDKAST
Side 107
direktivet om urimelig handelspraksis, selvom denne særlige praksis ikke er
opført som en urimelig handelspraksis i bilag I til direktivet.
Man kan således ikke slutte modsætningsvist, at et bæredygtighedsmærke,
der f.eks. er baseret på en certificeringsordning, ikke kan være vildledende
efter en konkret vurdering efter markedsføringslovens §§ 5-7.
Dette gælder eksempelvis, hvis certificeringsordningens krav for tildeling
af bæredygtighedsmærket ikke stemmer overens med det indtryk,
forbrugerne får af det pågældende mærke. Fremvisning af et
bæredygtighedsmærke skal ske i henhold til certificeringsordningens
offentligt tilgængelige vilkår og opfylde minimumsbetingelser for
gennemsigtighed og troværdighed, herunder eksistensen af objektiv
overvågning af overholdelsen af ordningens krav.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 7 skal
overvågning af overholdelsen af ordningens krav foretages af en tredjepart,
hvis kompetence og uafhængighed både af ordningens ejer og den
erhvervsdrivende er sikret på basis af internationale standarder og
procedurer, EU-standarder og -procedurer eller nationale standarder og
procedurer, f.eks. ved at påvise overensstemmelse med relevante nationale
standarder såsom ISO 17065 ”Overensstemmelsesvurdering – Krav til
organer, der certificerer produkter, processer og tjenesteydelser”, eller
gennem de mekanismer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 765/2008.
Det er fortsat muligt at fremvise bæredygtighedsmærker uden en
certificeringsordning, når sådanne mærker er etableret af en offentlig
myndighed, eller hvor supplerende udtryks- og præsentationsformer for
fødevarer anvendes i overensstemmelse med artikel 35 i Europa-
Parlamentet og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011.
Eksempler på bæredygtighedsmærker, der er etableret af offentlige
myndigheder, er logoer, der tildeles, når kravene i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 eller (EF) nr. 66/2010 overholdes.
Visse certificeringsmærker som defineret i artikel 27 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 kan også fungere som
bæredygtighedsmærker, hvis de fremmer et produkt, en proces eller en
UDKAST
Side 108
virksomhed med henvisning til f.eks. dets eller dens miljømæssige eller
sociale karakteristika eller begge dele.
Frivillige markedsbaserede standarder og frivillige offentlige standarder for
grønne og bæredygtige obligationer er ikke primært rettet mod
detailinvestorer og er underlagt specifikke retsregler. Sådanne standarder
betragtes derfor ikke som værende bæredygtighedsmærker i denne
henseende.
I tilfælde hvor fremvisning af et bæredygtighedsmærke omfatter
kommerciel kommunikation, der antyder eller giver indtryk af, at et produkt
har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre
miljøbelastende end konkurrerende produkter, betragtes dette
bæredygtighedsmærke også som en miljøanprisning, jf.
markedsføringslovens § 2, nr. 19, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.
Kommerciel kommunikation omfatter kommunikation, der direkte eller
indirekte har til formål at promovere et produkt, en produktkategori, et
mærke eller en erhvervsdrivende.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 2a, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 1, pkt. 2a, i
direktivet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.1.3.
Til nr. 11
Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over specifikke former
for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive. Bilaget
implementerer bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis.
Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der ikke er handlet i
strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for
handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.
Det foreslås at indsætte pkt. 4 a, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende fremsætter en generisk
miljøanprisning, selvom den erhvervsdrivende ikke kan påvise anerkendte
fremragende miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.
UDKAST
Side 109
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere
beskrivelse af begreberne generisk miljøanprisning og anerkendte
fremragende miljøpræstationer.
Eksempler på generiske miljøanprisninger kan være ”miljøvenlig”,
”økovenlig”, ”grøn”, ”naturven”, ”økologisk”, ”miljøkorrekt”,
”klimavenlig”, ”mild mod miljøet”, ”CO2-venlig”, ”energieffektiv”,
”bionedbrydelig”, ”biobaseret” eller lignende udsagn, som antyder eller
giver indtryk af fremragende miljøpræstationer.
Miljøanprisningen betragtes dog ikke som en generisk miljøanprisning, hvis
specifikationen af miljøanprisningen gives tydeligt og i fremhævet form på
samme medium såsom samme reklamespot, produktets emballage eller
onlinesalgsgrænseflade. Anprisningen ”klimavenlig emballage” vil f.eks.
være en generisk anprisning, hvorimod anprisningen ”100 pct. af den energi,
der anvendes til at fremstille denne emballage, kommer fra vedvarende
energikilder” vil være en specifik anprisning.
Hvis en anprisning fremsættes skriftligt eller mundtligt kombineret med
implicitte anprisninger såsom farver eller billeder, vil dette også kunne
udgøre en generisk anprisning, og den erhvervsdrivende skal således kunne
påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 2 kan en
handelspraksis stadig betragtes som urimelig på grundlag af artikel 5-9 i
direktivet om urimelig handelspraksis, selvom denne særlige praksis ikke er
opført som en urimelig handelspraksis i bilag I til direktivet.
Man kan således ikke slutte modsætningsvist, at en generisk anprisning, der
er baseret på anerkendte fremragende miljøpræstationer, ikke kan være
vildledende efter en konkret vurdering efter markedsføringslovens §§ 5-7.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 10 kan
anerkendte fremragende miljøpræstationer påvises ved at stemme overens
med forordning (EF) nr. 66/2010 eller med officielt anerkendte EN ISO
14024-miljømærkeordninger i medlemsstaterne eller ved at svare til de
bedste miljøpræstationer for et specifikt miljømæssigt karakteristika i
overensstemmelse med anden gældende EU-ret såsom klasse A i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2017/1369.
UDKAST
Side 110
De pågældende anerkendte fremragende miljøpræstationer bør være
relevante for hele anprisningen. En generisk miljøanprisning såsom
”energieffektiv” vil f.eks. kunne fremsættes på grundlag af anerkendte
fremragende miljøpræstationer i overensstemmelse med forordning (EU)
2017/1369. Derimod kan en generisk miljøanprisning såsom
”bionedbrydelig” ikke fremsættes på grundlag af anerkendte fremragende
miljøpræstationer i overensstemmelse med forordning (EF) 66/2010, i det
omfang der ikke er krav om bionedbrydelighed i de specifikke EU-
miljømærkekriterier for det pågældende produkt.
Fremsættelse af en generisk miljøanprisning såsom ”bevidst”, ”bæredygtig”
eller ”ansvarlig” eller lignende udsagn bør ikke ske udelukkende baseret på
anerkendte fremragende miljøpræstationer, fordi sådanne anprisninger
vedrører andre karakteristika ud over miljømæssige karakteristika såsom
sociale karakteristika.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 4a, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 2, pkt. 4a, i
direktivet.
Det foreslås at indsætte pkt. 4 b, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende fremsætter en
miljøanprisning vedrørende hele produktet eller den erhvervsdrivendes
virksomhed som helhed, når den kun vedrører et bestemt aspekt af produktet
eller en specifik aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må
fremsætte en miljøanprisning vedrørende hele produktet eller den
erhvervsdrivendes virksomhed som helhed, når miljøanprisningen kun
vedrører et bestemt aspekt af produktet, herunder f.eks. emballagen, eller en
specifik, ikke-repræsentativ aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed.
Et eksempel kan være udsagnet ”fremstillet af genanvendt materiale”,
hvilket giver indtryk af, at hele produktet er fremstillet af genanvendt
materiale, selvom det faktisk kun er emballagen, der er fremstillet af
genanvendt materiale. Et eksempel kan endvidere være, når en
erhvervsdrivende giver indtryk af, at den kun anvender vedvarende
energikilder, selvom adskillige af den erhvervsdrivendes
forretningsfaciliteter stadig anvender fossile brændstoffer.
UDKAST
Side 111
Erhvervsdrivende kan fremsætte miljøanprisninger om sin virksomhed som
helhed, forudsat at disse anprisninger er nøjagtige og verificerbare, og at de
ikke overvurderer de miljømæssige fordele ved tiltaget, og markedsføringen
i øvrigt ikke er egnet til at give forbrugeren et fejlagtigt og dermed
vildledende indtryk.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 4b, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 2, pkt. 4b, i
direktivet.
Det foreslås at indsætte pkt. 4 c, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende hævder på basis af
kompensation for drivhusgasemissioner, at et produkt har en neutral,
reduceret eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til
drivhusgasemissioner.
Eksempler på sådanne anprisninger kan være ”klimaneutral”, ”certificeret
CO2-neutral”, ”carbonpositiv”, ”klimanettonulemission”,
”klimakompenseret”, ”reduceret klimapåvirkning” og ”begrænset CO2-
fodaftryk” eller lignende udsagn. Sådanne anprisninger kan alene
fremsættes, når de er baseret på det pågældende produkts faktiske
livscykluspåvirkninger og ikke på kompensation for drivhusgasemissioner
uden for produktets værdikæde, da førstnævnte og sidstnævnte ikke er
ækvivalente, og eftersom de vildleder forbrugerne ved at få dem til at tro, at
sådanne anprisninger vedrører selve produktet eller leveringen og
produktionen af det pågældende produkt, eller eftersom de giver
forbrugerne det fejlagtige indtryk, at forbruget af det pågældende produkt
ikke har nogen indvirkning på miljøet, jf. direktivets præambelbetragtning
nr. 12.
Forbuddet er på produktniveau, og virksomheder forhindres således ikke i
at markedsføre deres investeringer i miljøinitiativer, så længe disse
oplysninger gives på en måde, som opfylder kravene i EU-retten og som
ikke vildleder forbrugerne. Sådanne miljøanprisninger skal således
overholde reglerne for fremsættelse af miljøanprisninger, herunder f.eks.
generiske miljøanprisninger. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 og 11,
samt bemærkningerne hertil for en nærmere beskrivelse heraf.
UDKAST
Side 112
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 4c, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 2, pkt. 4c, i
direktivet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.1.3.
Til nr. 12
Bilag 1 til markedsføringsloven indeholder en liste over specifikke former
for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive. Bilaget
implementerer bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis.
Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der ikke er handlet i
strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for
handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.
Det foreslås at indsætte pkt. 10 a, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt krav, der som følge af retsregler gælder for alle
produkter inden for den relevante produktkategori på EU-markedet,
præsenteres som et særligt element ved den erhvervsdrivendes tilbud.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må
markedsføre et element som værende særligt ved den erhvervsdrivendes
tilbud, såfremt elementet er et krav, der følger af retsregler og gælder for
alle produkter inden for den relevante produktkategori på EU-markedet.
Forhold eller krav, der følger af lovgivning, f.eks. et forbud mod at bruge
visse stoffer i en produkttype, må ikke bruges selvstændigt i markedsføring.
Et eksempel herpå er, hvis en erhvervsdrivende reklamerer med, at et
bestemt produkt ikke indeholder et specifikt kemisk stof, når det
pågældende stof allerede er forbudt ved retsregler for alle produkter i den
pågældende produktkategori i Unionen.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 15 omfatter
dette dog ikke handelspraksis, der fremmer erhvervsdrivendes eller
produkters overholdelse af retlige krav, der kun gælder for nogle produkter,
men ikke for andre konkurrerende produkter i samme kategori på EU-
markedet, såsom produkter med oprindelse uden for Unionen. Det kan være
tilfældet, at det kræves, at visse produkter på markedet opfylder visse retlige
krav, mens det ikke kræves, at andre produkter i samme produktkategori
UDKAST
Side 113
opfylder disse krav. For eksempel vil det for fiskeprodukter produceret
bæredygtigt i overensstemmelse med EU-retten være tilladt at promovere
de bæredygtighedsmæssige karakteristika af de produkter, der overholder
retlige EU-krav, hvis fiskeprodukter med oprindelse i tredjelande, der
udbydes på EU-markedet, ikke er forpligtet til at overholde disse retlige EU-
krav.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 2 kan en
handelspraksis stadig betragtes som urimelig på grundlag af artikel 5-9 i
direktivet om urimelig handelspraksis, selvom denne særlige praksis ikke er
opført som en urimelig handelspraksis i bilag I til direktivet.
Man kan således ikke slutte modsætningsvist, at en anprisning, der f.eks.
fremhæver eller promoverer overholdelsen af retlige krav, der kun gælder
for nogle produkter i samme kategori på EU-markedet, ikke kan være
vildledende efter en konkret vurdering efter markedsføringslovens §§ 5-7.
Ved vurderingen af om en sådan anprisning er vildledende, lægges der vægt
på, hvor stor en andel af tilsvarende produkter på markedet, der har samme
miljømæssige fordel, det vil sige hvor mange produkter i samme kategori
på EU-markedet, der overholder de retlige krav. Dette er også i
overensstemmelse med foreslåede § 5, stk. 2, nr. 13 i markedsføringsloven,
jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 7, hvorefter erhvervsdrivende ikke
må reklamere for fordele for forbrugerne, som er irrelevante.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 10a, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 3, pkt. 10a, i
direktivet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 13
Bilag I til markedsføringsloven indeholder en liste over specifikke former
for handelspraksis, som altid anses for vildledende eller aggressive. Bilaget
implementerer bilag I til direktivet om urimelig handelspraksis.
UDKAST
Side 114
Det følger af § 9 i markedsføringsloven, at uanset at der ikke er handlet i
strid med §§ 5-7, må en erhvervsdrivende ikke anvende de former for
handelspraksis, der er opregnet i bilag 1.
Pkt. 23 d
Det foreslås at indsætte pkt. 23 d, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende tilbageholder
oplysninger for forbrugeren om, at en softwareopdatering vil have en
negativ indvirkning på funktionen af varer med digitale elementer eller
brugen af digitalt indhold eller digitale tjenester.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 2 og 3, for en
nærmere beskrivelse af begreberne varer, softwareopdatering og
funktionalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må
tilbageholde oplysninger for forbrugeren om, at en softwareopdatering vil
have en negativ indvirkning på funktionen af varer med digitale elementer
eller brugen af digitalt indhold eller digitale tjenester.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 17 forventes
erhvervsdrivende, der er ansvarlige for udviklingen af
softwareopdateringer, generelt at råde over sådanne oplysninger, mens
erhvervsdrivende i andre tilfælde kan stole på pålidelige oplysninger fra
f.eks. softwareudviklere, leverandører eller kompetente nationale
myndigheder. Når den erhvervsdrivende f.eks. opfordrer forbrugerne til at
opdatere operativsystemet på deres smartphone, må den erhvervsdrivende
ikke tilbageholde oplysninger for forbrugeren om, at en sådan opdatering vil
få en negativ indvirkning på nogle af smartphonens elementer, såsom
batteriet, visse applikationers præstation, eller som helhed gøre
smartphonen langsommere.
Forbuddet gælder for enhver opdatering, herunder sikkerhedsopdateringer
og opdateringer vedrørende funktionaliteter. For opdateringer, herunder
sikkerhedsopdateringer, der er nødvendige for at opretholde varens, det
digitale indholds og den digitale tjenestes overensstemmelse, finder artikel
8 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 og artikel 7 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 også anvendelse.
Dette berører ikke artikel 19 i direktiv (EU) 2019/770.
UDKAST
Side 115
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 23d, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 4, pkt. 23d, i
direktivet.
Pkt. 23 e
Det foreslås at indsætte pkt. 23 e, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt en softwareopdatering præsenteres som
nødvendig, når den kun tjener til at forbedre elementer ved
funktionaliteterne.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere
beskrivelse af begreberne softwareopdatering og funktionalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må
præsentere en softwareopdatering som nødvendig, hvis den kun har til
formål at forbedre elementer ved funktionaliteterne.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 18 er
softwareopdateringer, som er sikkerhedsopdateringer, nødvendige for
sikker brug af produktet. Dette gælder dog ikke for opdateringer vedrørende
forbedring af elementer ved funktionaliteterne. En softwareopdatering må
derfor ikke præsenteres som nødvendig for at opretholde produktets
overensstemmelse, altså en sikkerhedsopdatering, hvis opdateringen kun
tjener til at forbedre elementer ved funktionaliteterne.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 23e, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 4, pkt. 23e, i
direktivet.
Pkt. 23 f
Det foreslås at indsætte pkt. 23 f, hvorefter enhver kommerciel
kommunikation vedrørende en vare, der indeholder et element, som er
indført for at begrænse dens holdbarhed, selvom den erhvervsdrivende har
adgang til oplysninger om elementet og dets indvirkning på varens
holdbarhed, under alle omstændigheder anses som urimeligt.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere
beskrivelse af begrebet holdbarhed.
UDKAST
Side 116
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må
lave kommerciel kommunikation vedrørende en vare, hvis varen indeholder
et element, som er indført for at begrænse varens holdbarhed, når den
erhvervsdrivende har adgang til oplysninger om elementet og dets
indvirkning på varens holdbarhed.
Eksempler på sådanne elementer kan være software, der standser eller
nedsætter varens funktionalitet efter en bestemt periode, eller hardware, der
er designet til at svigte efter en bestemt periode. Der kan også være tale om
en design- eller fabrikationsfejl, der, selvom den ikke er indført som et
element til dette formål, fører til, at varen svigter for tidligt, hvis den ikke
afhjælpes, når oplysninger om eksistensen og virkningerne af elementet er
blevet tilgængelige for den erhvervsdrivende, jf. direktivets
præambelbetragtning nr. 19.
Kommerciel kommunikation omfatter kommunikation, der direkte eller
indirekte har til formål at promovere varerne. Fremstilling af varer og at
gøre dem tilgængelige på markedet udgør ikke kommerciel kommunikation.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 19 retter
bestemmelsen sig primært mod erhvervsdrivende, der også er producenter
af varerne, da det er dem, der fastslår varernes holdbarhed.
Når en vare identificeres som indeholdende et element, der begrænser
holdbarheden, forventes producenten af den pågældende vare at være
opmærksom på dette element og dens indvirkning på varens holdbarhed.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 19 er
erhvervsdrivende, der ikke er producenter af varerne, f.eks. sælgerne, også
omfattet af bestemmelsen, såfremt de har adgang til pålidelige oplysninger
om elementet og dens indvirkning på holdbarheden, såsom en erklæring fra
en kompetent national myndighed eller oplysninger fra producenten. Den
erhvervsdrivende er omfattet af forbuddet så snart vedkommende har
adgang til sådanne oplysninger, uanset om den erhvervsdrivende er bekendt
med disse oplysninger eller ej, f.eks. fordi vedkommende ignorerer dem.
For at betragte en sådan handelspraksis som urimelig bør det ikke være
nødvendigt at påvise, at formålet med elementet er at tilskynde til
udskiftning af den pågældende vare, men det vil være tilstrækkeligt at
bevise, at elementet er blevet indført for at begrænse varens holdbarhed.
UDKAST
Side 117
Forbuddet berører ikke de beføjelser, som forbrugere har i tilfælde af en
vares manglende overensstemmelse i henhold til direktiv (EU) 2019/771.
Der skelnes mellem elementer, der begrænser varernes holdbarhed, og
fremstillingsmetoder, hvor der anvendes materialer eller processer af
generel lav kvalitet, hvilket begrænser varernes holdbarhed. En vares
manglende overensstemmelse, der skyldes anvendelse af materialer eller
processer af lav kvalitet, bør fortsat være omfattet af reglerne om varers
overensstemmelse i direktiv (EU) 2019/771.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 23f, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 4, pkt. 23f, i
direktivet.
Pkt. 23 g
Det foreslås at indsætte pkt. 23 g, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende hævder i modstrid med
sandheden, at en vare under normale anvendelsesbetingelser har en bestemt
holdbarhed målt i brugstid eller intensitet.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere
beskrivelse af begrebet holdbarhed.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må
hævde, at en vare under normale anvendelsesbetingelser har en bestemt
holdbarhed målt i brugstid eller intensitet, hvis dette ikke er tilfældet.
Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en erhvervsdrivende oplyser forbrugerne
om, at en vaskemaskine forventes at holde et vist antal vaskecyklusser i
overensstemmelse med den normale forventede brug angivet i
brugsanvisningen, selvom den faktiske brug af vaskemaskinen under de
foreskrevne betingelser viser, at dette ikke er tilfældet. Sådanne påstande
fremsættes i vid udstrækning af producenterne, da det er dem, som fastslår
varernes holdbarhed.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 20 forventes
erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne, at være
opmærksomme på påstande i modstrid med sandheden om varers
holdbarhed, mens andre erhvervsdrivende såsom sælgere bør stole på
pålidelige oplysninger, som de har til rådighed, f.eks. på grundlag af en
UDKAST
Side 118
erklæring fra en kompetent national myndighed eller oplysninger fra
producenten. En vares manglende overensstemmelse som følge af
lejlighedsvise fejl ved fremstillingen af en vare bør fortsat være omfattet af
reglerne om varers overensstemmelse fastsat i direktiv (EU) 2019/771.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 23g, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 4, pkt. 23g, i
direktivet.
Pkt. 23 h
Det foreslås at indsætte pkt. 23 h, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende angiver, at en vare kan
repareres, når dette ikke er tilfældet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må
angive, at en vare kan repareres, hvis dette ikke er tilfældet.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 23h, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 4, pkt. 23h, i
direktivet.
Pkt. 23 i
Det foreslås at indsætte pkt. 23 i, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren
til at udskifte eller genopfylde en vares forbrugsvarer tidligere, end det er
nødvendigt, af tekniske årsager.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere
beskrivelse af begrebet forbrugsvare.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må
tilskynde forbrugeren til at udskifte eller genopfylde en vares forbrugsvarer
tidligere, end det er nødvendigt, af tekniske årsager.
Et eksempel herpå er når en erhvervsdrivende opfordrer forbrugeren via
printerindstillingerne til at udskifte printerblækpatronerne, før de rent
faktisk er tomme, for at fremme købet af yderligere blækpatroner.
UDKAST
Side 119
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 23i, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 4, pkt. 23i, i
direktivet.
Pkt. 23 j
Det foreslås at indsætte pkt. 23 j, hvorefter det under alle omstændigheder
anses som urimeligt, såfremt den erhvervsdrivende tilbageholder
oplysninger om forringelse af en vares funktionalitet, når der anvendes
forbrugsvarer, reservedele eller tilbehør, som den oprindelige producent
ikke har leveret, eller hævder i modstrid med sandheden, at en sådan
forringelse vil ske.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslaget § 1, nr. 3, for en nærmere
beskrivelse af begreberne forbrugsvare og funktionalitet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en erhvervsdrivende ikke må
tilbageholde oplysninger om forringelse af en vares funktionalitet, når der
anvendes forbrugsvarer, reservedele eller tilbehør, som ikke er leveret af den
oprindelige producent. Den erhvervsdrivende må ligeledes ikke hævde, at
der vil ske en forringelse af en vares funktionalitet ved anvendelse af
forbrugsvarer, reservedele eller tilbehør, som ikke er leveret af den
oprindelige producent, hvis dette ikke er tilfældet.
Et eksempel herpå er hvis en printer er designet på en sådan måde, at dens
funktionalitet er begrænset, når der anvendes blækpatroner, som ikke er
leveret af den oprindelige producent af printeren, må disse oplysninger ikke
skjules for forbrugeren, fordi en sådan praksis kan vildlede forbrugeren til
at købe en alternativ blækpatron, som ikke kan anvendes til den pågældende
printer, hvilket fører til unødvendige affaldsstrømme eller yderligere
omkostninger for forbrugeren.
Hvis intelligente enheder er designet på en sådan måde, at deres
funktionalitet er begrænset, når der bruges opladere eller reservedele, der
ikke er leveret af den originale producent, må den erhvervsdrivende ikke
tilbageholde sådanne oplysninger for køberen på købstidspunktet.
En erhvervsdrivende må ligeledes ikke anføre, at anvendelsen af
forbrugsvarer, reservedele eller tilbehør, der ikke er leveret af den
oprindelige producent, vil forringe en vares funktionalitet, når dette ikke er
UDKAST
Side 120
tilfældet. Generelt forventes erhvervsdrivende, der også er producenter af
varerne, at råde over disse oplysninger, mens andre erhvervsdrivende såsom
sælgere bør stole på pålidelige oplysninger, som de har til rådighed, f.eks.
på grundlag af en erklæring fra en kompetent national myndighed eller
oplysninger fra producenten, jf. direktivets præambelbetragtning nr. 24.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres bilag I, pkt. 23j, i direktivet
om urimelig handelspraksis, som er tilføjet ved bilag I, stk. 4, pkt. 23j, i
direktivet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1
Fodnoten til forbrugeraftalelovens titel angiver, at loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører forbrugerrettighedsdirektivet (Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om for-
brugerrettigheder) og direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002
om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne).
Det foreslås at ændre fodnoten til lovens titel således, at der tilføjes en
henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28.
februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt
angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende,
L af 6. marts 2024.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil fremgå af fodnoten til lovens
titel, at loven tillige indeholder bestemmelser, der gennemfører den del af
direktivet, som ændrer i forbrugerrettighedsdirektivet.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres direktivets artikel 4, stk. 1,
3. afsnit, hvorefter de nationale love og bestemmelser, der gennemfører
direktivet, ved vedtagelse eller offentliggørelse skal indeholde en
henvisning til direktivet.
Til nr. 2
UDKAST
Side 121
Forbrugeraftalelovens § 3, nr. 1-18, definerer, hvordan en række begreber,
som anvendes i lovens bestemmelser, skal forstås.
Det foreslås at indsætte fem nye numre med yderligere definitioner i
forbrugeraftalelovens § 3.
Det foreslås således, at der indsættes et nyt § 3, nr. 19, hvorefter
”handelsmæssig garanti for holdbarhed” defineres som enhver
handelsmæssig garanti, som producenten har påtaget sig over for
forbrugeren om salgsgenstandens holdbarhed i en bestemt periode, ud over
sin retlige forpligtelse, hvor producenten er direkte ansvarlig over for
forbrugeren i hele perioden for den handelsmæssige garanti for holdbarhed
for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af salgsgenstanden i
overensstemmelse med købelovens mangelsbeføjelser, når
salgsgenstandens holdbarhed ikke opretholdes.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en handelsmæssig garanti for
holdbarhed skal forstås som en forpligtelse fra en producent over for
forbrugeren med hensyn til en vares holdbarhed. Nærmere bestemt er det en
forpligtelse til at opretholde en salgsgenstands krævede funktioner og
ydeevne ved normal brug, som beskrevet i direktivets præambelbetragtning
nr. 26. Denne forpligtelse skal forstås i overensstemmelse med købelovens
§ 86 a, der vedrører handelsmæssige garantier, hvorefter producenten er
direkte ansvarlig over for køberen i hele perioden for den handelsmæssige
garanti for holdbarhed, for så vidt angår afhjælpning eller omlevering af
salgsgenstanden i overensstemmelse med købelovens § 78 a, stk. 4-8.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14a, som indsat ved
direktivets artikel 2, stk. 1.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 3, nr. 20, hvorefter ”holdbarhed”
defineres som evnen til at bevare sine påkrævede funktioner og ydeevne ved
normal brug.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at holdbarhed skal forstås på
samme vis som definitionen på holdbarhed i købelovens § 3 a, nr. 6, der
implementerer varedirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 13.
UDKAST
Side 122
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14b, som indsat ved
direktivets artikel 2, stk. 1.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 3, nr. 21, hvorefter ”producent”,
defineres som den, der har fremstillet salgsgenstanden, indført den i Den
Europæiske Union eller fremstår som producent ved at have forsynet
salgsgenstanden med sit navn, mærke eller andet kendetegn.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at producent skal forstås på
samme vis som definitionen på producent i købelovens § 3 a, nr. 1, der
implementerer varedirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 4.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14c, som indsat ved
direktivets artikel 2, stk. 1.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 3, nr. 22, hvorefter ”score for
reparationsmulighed” defineres, som en score, der udtrykker en
salgsgenstands mulighed for at kunne repareres baseret på harmoniserede
krav, der er fastlagt på EU-plan.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14d, som indsat ved
direktivets artikel 2, stk. 1.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 3, nr. 23, hvorefter en
”softwareopdatering” defineres som en gratis opdatering, herunder en
sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at salgsgenstande med digitale
elementer, digitalt indhold og digitale tjenester forbliver mangelfri efter
købelovens mangelsregler.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det ved vurderingen af, om
noget er en softwareopdatering, skal indgå, om opdateringen tjener til at
holde salgsgenstanden i overensstemmelse med aftalen, jf. købelovens
mangelsregler i §§ 75 a-77 b, og derved mangelfri.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, stk. 1, nr. 14e, som indsat ved
direktivets artikel 2, stk. 1.
UDKAST
Side 123
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt, inden der indgås en aftale om en vare eller en ikke finansiel
tjenesteydelse, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted eller ved fjernsalg.
Det fremgår af lovens § 8, stk. 1, nr. 10, at den erhvervsdrivende skal give
forbrugeren oplysning om vilkår for betaling, levering og opfyldelse, det
tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varen eller
yde tjenesteydelsen, og, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes praksis
for klagebehandling.
Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 10, således at der efter ”levering”
indsættes ”herunder, hvor det er muligt, miljøvenlige
leveringsmuligheder,”.
Den foreslåede bestemmelse vil i overensstemmelse med direktivets
præambelbetragtning nr. 37 indebære, at den erhvervsdrivende bør give
yderligere oplysning om miljøvenlige leveringmuligheder, som
eksempelvis levering af varer via fragtcykel, elektrisk leveringskøretøj eller
muligheden for bundtede forsendelsesmuligheder.
Erhvervsdrivende kan alene benytte udsagn såsom ”miljøvenlige
leveringsmuligheder” eller lignende i sin handelspraksis, såfremt
leveringsmetoden udgør en anerkendt fremragende miljøpræsentation. For
en nærmere definition på en anerkendt fremragende miljøpræsentation
henvises til § 1, nr. 3, der indsætter et nyt § 2, stk. 1, nr. 23, i
markedsføringsloven, og bemærkningerne hertil, herunder lovforslagets
pkt. 3.1.1.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivet artikel 6, stk. 1, litra g, som affattet ved
direktivets artikel 2, stk. 3, litra a.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.1.
Til nr. 4
UDKAST
Side 124
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt, inden der indgås en aftale om en vare eller en ikke finansiel
tjenesteydelse, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted eller ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 16, at den erhvervsdrivende skal give
forbrugeren oplysning om, at købelovens mangelsregler kan finde
anvendelse.
Det foreslås at ændre § 8, stk. 1, nr. 16, således at der efter ”anvendelse”,
indsættes ”og de væsentligste elementer heri og oplysningerne gives ved
brug af den harmoniserede meddelelse, jf. stk. 5,”.
Den foreslåede tilføjelse indebærer ikke, at erhvervsdrivende skal give
forbrugeren oplysninger om det nærmere indhold af købelovens
mangelsregler, men alene de væsentligste elementer heri, herunder særligt
købelovens almindelige reklamationsfrist.
Det foreslås yderligere, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren disse
oplysninger ved brug af den harmoniserede meddelelse. Indholdet af den
harmoniserede meddelelse vil blive fastsat af justitsministeren i henhold til
den foreslåede § 8, stk. 5, i forbrugeraftaleloven, hvorefter justitsministeren
fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver
meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 8, stk. 1, nr. 16, jf. pkt.
3.2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger og bemærkninger til
lovforslagets § 2, nr. 8.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 26 skal den
harmoniserede meddelelse fremvises på en fremtrædende måde, f.eks. på en
iøjnefaldende plakat på en væg i butikken, ved siden af kasseskranken eller,
i tilfælde af onlinesalg, som en generel påmindelse på webstedet for den
erhvervsdrivende, der sælger varer.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra l, som affattet ved
direktivets artikel 2, stk. 3, litra b.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.1.
UDKAST
Side 125
Til nr. 5
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt inden, der indgås en aftale om en vare eller en ikke finansiel
tjenesteydelse, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted eller ved fjernsalg.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 8, stk. 1, nr. 17, hvorefter den
erhvervsdrivende skal give forbrugeren oplysninger om, hvor producenten
tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker
hele varen, uden yderligere omkostninger og med en varighed på mere end
to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, at
den pågældende vare drager fordel af en sådan garanti, dens varighed, og at
købelovens mangelsregler kan finde anvendelse, og oplysningerne gives
ved brug af det harmoniserede mærke, jf. stk. 5.
At den erhvervsdrivende skal oplyse om, at købelovens mangelsregler
finder anvendelse, skal ikke forstås som en pligt for den erhvervsdrivende
til at give oplysninger om det nærmere indhold af købelovens
mangelsregler, men alene en pligt til at oplyse om, at aftalen er omfattet af
reglerne.
Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse med direktivets
præambelbetragtning nr. 31 indebære, at de erhvervsdrivende bør oplyse
forbrugerne om eksistensen og varigheden af producentens handelsmæssige
garanti for holdbarhed for hele varen og ikke kun for varens specifikke
komponenter.
Bestemmelsen vil herudover indebære, at den erhvervsdrivende skal give
forbrugeren oplysningerne ved brug af det harmoniserede mærke. Indholdet
af det harmoniserede mærke vil blive fastsat af justitsministeren i henhold
til det foreslåede § 8, stk. 5, i forbrugeraftaleloven, hvorefter
justitsministeren fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå
erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 8,
stk. 1, nr. 17. For nærmere herom henvises der til lovforslagets almindelige
bemærkninger pkt. 3.2.2.3 og til lovforslagets § 2, nr. 8, samt
bemærkningerne hertil.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 26 skal det
harmoniserede mærke fremvises på en fremtrædende måde og anvendes på
UDKAST
Side 126
en måde, der gør det let for forbrugerne at identificere, hvilke varer der
drager fordel af en handelsmæssige garanti for holdbarhed. Dette kan for
eksempel være ved, at mærket placeres direkte på emballagen for en bestemt
vare, ved at fremvise mærket på en fremtrædende måde på hylden, hvor de
varer, der er omfattet af en sådan garanti, er placeret, eller ved at mærket
placeres direkte ved siden af billedet af varen i tilfælde af onlinesalg. Hertil
kan producenter, der tilbyder sådanne handelsmæssige garantier for
holdbarhed, selv placere det harmoniserede mærke direkte på den bestemte
vare eller på dens emballage med henblik på at opnå en kommerciel fordel.
Den erhvervsdrivende bør her sikre, at det harmoniserede mærke er klart
synligt.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 8, stk. 1, nr. 18, hvorefter den
erhvervsdrivende skal give oplysninger for salgsgenstande med digitale
elementer, for digitalt indhold og for digitale tjenester, hvor producenten
eller udbyderen stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende,
den minimumsperiode, enten angivet som en periode eller med henvisning
til en dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer
softwareopdateringer.
Forpligtelsen til at give oplysninger om softwareopdateringer berører ikke
forbrugerens rettigheder efter købeloven.
Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse med direktivets
præambelbetragtning nr. 33 indebære, at forbrugerne bør modtage disse
oplysninger på en enkel og tydelig måde, så de kan sammenligne forskellige
minimumsperioder. Den erhvervsdrivende har alene pligt til at give disse
oplysninger, når producenten eller udbyderen har stillet oplysningerne til
rådighed.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra la og lc, som indsat ved
direktivets artikel 2, stk. 3, litra c.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.1.
Til nr. 6
UDKAST
Side 127
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt, inden der indgås en aftale om en vare eller en ikke finansiel
tjenesteydelse, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted eller ved fjernsalg.
Det fremgår af § 8, stk. 1, nr. 23, at den erhvervsdrivende skal oplyse
forbrugeren om hvor det er relevant, kompatibiliteten og interoperabiliteten
af digitalt indhold, digitale tjenester og varer med digitale elementer, i
henhold til hvad den erhvervsdrivende ved eller med rimelighed burde have
vidst, og.
Det foreslås, at der I § 8, stk. 1, nr. 23, der bliver nr. 25, udgår efter »vidst,«:
»og«.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovforslagets § 2, nr. 7,
tilføjer to nye numre efter nr. 24, som bliver nr. 26.
Til nr. 7
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt, inden der indgås en aftale om en vare eller en ikke finansiel
tjenesteydelse, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted eller ved fjernsalg.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 8, stk. 1, nr. 27, hvorefter den
erhvervsdrivende skal give oplysninger, hvor det er relevant, om varens
score for reparationsmulighed. Den erhvervsdrivende er alene forpligtet til
at give denne oplysning, hvis en sådan score findes for den pågældende
produktkategori og er påkrævet i henhold til EU-retten.
Det foreslås endvidere, at indsætte et nyt § 8, stk. 1, nr. 28, hvorefter den
erhvervsdrivende giver oplysninger om tilgængeligheden af og de anslåede
omkostninger ved og proceduren for bestilling af reservedele, der er
nødvendige for at holde salgsgenstandene mangelfri, om tilgængeligheden
af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt om
reparationsbegrænsninger, såfremt nr. 27 ikke finder anvendelse, og
forudsat at producenten stiller oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende.
UDKAST
Side 128
Oplysninger, som er nødvendige for at holde salgsgenstandene mangelfri,
skal forstås i overensstemmelse med købelovens almindelige mangelsregler.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra v og u, som tilføjet ved
direktivets artikel 2, stk. 3, litra d.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.1.
Til nr. 8
Forbrugeraftalelovens § 8 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt, inden der indgås en aftale om en vare eller en ikke finansiel
tjenesteydelse, hvis aftalen indgås uden for den erhvervsdrivendes
forretningssted eller ved fjernsalg.
Det foreslås at indsætte et nyt § 8, stk. 5, hvorefter justitsministeren
fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver
meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 8, stk. 1, nr. 16 og 17.
Dette vil indebære, at justitsministeren får bemyndigelse til at fastsætte det
nærmere indhold af den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede
mærke, som omtalt i § 8, stk. 1, nr. 16 og 17.
Som angivet i den nyindsatte artikel 22a i forbrugerrettighedsdirektivet,
bliver udformningen og indholdet af den harmoniserede meddelelse og det
harmoniserede mærke senest den 27. september 2025 fastlagt af Europa-
Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 22a, som indsat ved direktivets artikel
2, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.3.
Til nr. 9
Forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, fastsætter regler om indgåelse af en
fjernsalgsaftale ved hjælp af elektroniske midler, og pålægger aftalen
UDKAST
Side 129
forbrugeren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt
på det sted, hvor bestillingen afgives. Endvidere skal den erhvervsdrivende
tydeligt og i fremhævet form, og umiddelbart før forbrugeren afgiver sin
bestilling, gøre forbrugeren opmærksom på de oplysninger, der er nævnt i §
8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 19 og 20.
Med lovforslagets § 2, nr. 5, tilføjes der i forbrugeraftalens § 8, stk. 1, nr.
17, en oplysningspligt for den erhvervsdrivende til også at give oplysninger
om en eventuel handelsmæssig garanti for holdbarhed.
Det foreslås at ændre § 12, stk. 1, 2. pkt., således at »19 og 20« bliver til:
»17, 21 og 22«.
Forslaget er en konsekvensændring, som følge af, at lovens § 8, stk. 1 nr.
17-24 bliver nr. 19-26. jf. lovforslagets § 2, nr. 5, og dernæst at der med
direktivet tilføjes en yderligere henvisning til den nyindsatte § 8, stk. 1, nr.
17.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 8, stk. 2, som affattet ved direktivets
artikel 2, stk. 4.
Til nr. 10
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Det fremgår af § 17, stk. 1, nr. 5, at den erhvervsdrivende skal give
forbrugeren oplysning om, at købelovens mangelsregler finder anvendelse.
Det foreslås i § 17, stk. 1, nr. 5, efter ”anvendelse” at indsætte ”og de
væsentligste elementer heri, og oplysningerne gives ved brug af den
harmoniserede meddelelse, jf. stk. 3”.
Den foreslåede tilføjelse vil ikke indebære, at erhvervsdrivende skal give
forbrugeren oplysninger om det nærmere indhold af købelovens
mangelsregler, men alene de væsentligste elementer heri, herunder særligt
købelovens almindelige reklamationsfrist.
UDKAST
Side 130
Det foreslås yderligere, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren disse
oplysninger ved brug af den harmoniserede meddelelse.
Indholdet af den harmoniserede meddelelse vil blive fastsat af
justitsministeren i henhold til den foreslåede § 8, stk. 5, i
forbrugeraftaleloven, hvorefter justitsministeren fastsætter nærmere regler
om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til
forbrugerne efter § 17, stk. 1, nr. 5. For nærmere herom henvises der til
lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2.2.3 og til lovforslagets § 2,
nr. 8, samt bemærkningerne hertil.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 26 skal den
harmoniserede meddelelse fremvises på en fremtrædende måde, f.eks. på en
iøjnefaldende plakat på en væg i butikken, ved siden af kasseskranken eller,
i tilfælde af onlinesalg, som en generel påmindelse på webstedet for den
erhvervsdrivende, der sælger varer.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra e, som affattet ved
direktivets artikel 2, stk. 2, litra a.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.2.
Til nr. 11
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 6, hvorefter den
erhvervsdrivende skal oplyse forbrugeren om, hvor producenten tilbyder
forbrugeren en handelsmæssig garanti for holdbarhed, der dækker hele
varen, uden yderligere omkostninger og med en varighed på mere end to år,
og stiller disse oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende, at den
pågældende salgsgenstand drager fordel af en sådan garanti, dens varighed
og at købelovens mangelsregler finder anvendelse, og oplysningerne gives
ved brug af det harmoniserede mærke, jf. stk. 3.
UDKAST
Side 131
At den erhvervsdrivende skal oplyse om, at købelovens mangelsregler
finder anvendelse, skal ikke forstås som en pligt for den erhvervsdrivende
til at give oplysninger om det nærmere indhold af købelovens
mangelsregler, men alene en pligt til at oplyse om, at aftalen er omfattet af
reglerne.
Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse med direktivets
præambelbetragtning nr. 31 indebære, at de erhvervsdrivende bør oplyse
forbrugerne om eksistensen og varigheden af producentens handelsmæssige
garanti for holdbarhed for hele varen og ikke kun for varens specifikke
komponenter.
Det foreslås yderligere, at den erhvervsdrivende skal give forbrugeren disse
oplysninger ved brug af det harmoniserede mærke.
Indholdet af det harmoniserede mærke vil blive fastsat af justitsministeren i
henhold til den foreslåede § 17, stk. 3, i forbrugeraftaleloven, hvorefter
justitsministeren fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå
erhvervsdrivende giver meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter §
17, stk. 1, nr. 6. For nærmere herom henvises der til lovforslagets
almindelige bemærkninger pkt. 3.2.2.3 og til lovforslagets § 2, nr. 8, samt
bemærkningerne hertil.
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 26 skal det
harmoniserede mærke fremvises på en fremtrædende måde og anvendes på
en måde, der gør det let for forbrugerne at identificere hvilke varer, der
drager fordel af en handelsmæssige garanti for holdbarhed. Dette kan f.eks.
ske ved, at mærket placeres direkte på emballagen for en bestemt vare, ved
at fremvise mærket på en fremtrædende måde på hylden, hvor de varer, der
er omfattet af en sådan garanti, er placeret, eller ved at mærket placeres
direkte ved siden af billedet af varen i tilfælde af onlinesalg. Hertil kan
producenter, der tilbyder sådanne handelsmæssige garantier for holdbarhed,
selv placere det harmoniserede mærke direkte på den bestemte vare eller på
dens emballage med henblik på at opnå en kommerciel fordel. Den
erhvervsdrivende bør her sikre, at det harmoniserede mærke er klart synligt.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 7, hvorefter den
erhvervsdrivende skal give oplysninger, hvor det er relevant, om eksistensen
af og betingelserne for eftersalgsservice og handelsmæssige garantier.
UDKAST
Side 132
I overensstemmelse med direktivets præambelbetragtning nr. 32 bør
producenten og sælgeren frit kunne tilbyde andre typer handelsmæssige
garantier og eftersalgsservice. De oplysninger, der gives til forbrugeren om
sådanne andre handelsmæssige garantier eller servicer, bør imidlertid ikke
forvirre forbrugeren med hensyn til eksistensen og varigheden af en
producents handelsmæssige garanti for holdbarhed, og for hvilken et
harmoniseret mærke anvendes.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 8, hvorefter den
erhvervsdrivende skal give oplysninger for salgsgenstande med digitale
elementer, for digitalt indhold og for digitale tjenester, hvor producenten
eller udbyderen stiller oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende,
den minimumsperiode, enten angivet som en periode eller med henvisning
til en dato, i hvilken producenten eller udbyderen leverer
softwareopdateringer.
Forpligtelsen til at give oplysninger om softwareopdateringer berører ikke
forbrugerens rettigheder efter købeloven.
Den foreslåede bestemmelse vil også i overensstemmelse med direktivets
præambelbetragtning nr. 33 indebære, at forbrugerne modtager disse
oplysninger på en enkel og tydelig måde, så de kan sammenligne forskellige
minimumsperioder. Den erhvervsdrivende har alene pligt til at give disse
oplysninger, når producenten eller udbyderen har stillet oplysningerne til
rådighed.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra ea, ec og ed, som affattet
ved direktivets artikel 2, stk. 2, litra b.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.2.
Til nr. 12
Forbrugeraftalelovens § 17, fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
UDKAST
Side 133
Det fremgår af § 17, stk. 1, nr. 8, at den erhvervsdrivende skal give
forbrugeren oplysninger om hvor det er relevant, funktionaliteten, herunder
gældende tekniske beskyttelsesforanstaltninger, for digitalt indhold, digitale
tjenester og varer med digitale elementer.
Det foreslås, at i § 17, stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 11, udgår efter »elementer,«:
»og«.
Forslaget er en konsekvensændring som følge af, at lovforslagets § 2, nr. 11,
tilføjer tre nye numre efter nr. 8, som bliver nr. 11.
Til nr. 13
Forbrugeraftalelovens § 17, fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 13, hvorefter den
erhvervsdrivende skal give oplysninger, hvor det er relevant, om varernes
score for reparationsmulighed.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at erhvervsdrivende – inden
forbrugeren er bundet af en aftale – skal angive varens score for
reparationsmulighed som oplyst af producenten og som fastsat på EU-plan,
jf. direktivets præambelbetragtning nr. 34.
Det forudsættes, at erhvervsdrivende alene er forpligtet til at give disse
oplysninger, hvis en sådan score findes for den pågældende produktkategori
og er påkrævet i henhold til EU-retten.
Det foreslås endvidere at indsætte et nyt § 17, stk. 1, nr. 14, hvorefter den
erhvervsdrivende giver oplysninger om tilgængeligheden af og de anslåede
omkostninger ved og proceduren for bestilling af reservedele, der er
nødvendige for at holde salgsgenstandene mangelfri, om tilgængeligheden
af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger samt om
reparationsbegrænsninger, såfremt nr. 13 ikke finder anvendelse, og
forudsat at producenten stiller oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende.
Oplysninger som er nødvendige for at holde salgsgenstanden mangelfri, skal
forstås i overensstemmelse med købelovens almindelige mangelsregler.
UDKAST
Side 134
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 5, stk. 1, litra i og j, som affattet ved
direktivets artikel 2, stk. 2, litra c.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.2.
Til nr. 14
Forbrugeraftalelovens § 17 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes
oplysningspligt for andre aftaler end aftaler om fjernsalg eller aftaler indgået
uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Det foreslås at indsætte et nyt § 17, stk. 3, hvorefter justitsministeren
fastsætter nærmere regler om måden, hvorpå erhvervsdrivende giver
meddelelse om oplysninger til forbrugerne efter § 17, stk. 1, nr. 5 og 6.
Dette vil indebære, at justitsministeren får bemyndigelse til at fastsætte det
nærmere indhold af den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede
mærke, som omtalt i § 17 stk. 1, nr. 5 og 6.
Som angivet i den af direktivet nyindsatte § 22a, stk. 2 og 4, i
forbrugerrettighedsdirektivet, bliver den konkrete udformning og indhold af
den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke fastlagt af
Europa-Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter.
Med den foreslåede bestemmelse gennemføres
forbrugerrettighedsdirektivets artikel 22a, som affattet ved direktivets
artikel 2 stk. 5.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt.
3.2.2.3.
Til § 3
Til nr. 1
Det følger af forbrugerklagelovens § 21, stk. 3, at Forbrugerklagenævnet
kan bemyndige Forbrugerklagenævnets sekretariatet (Nævnenes Hus) til at
træffe afgørelse på nævnets vegne om afvisning i medfør af § 16.
UDKAST
Side 135
Private tvistløsningsorganer, der er godkendt efter forbrugerklageloven, har
efter gældende ret ikke samme mulighed for at delegere
afgørelseskompetence til deres sekretariater.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 6 a i forbrugerklagelovens, hvorefter
et godkendt privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit sekretariater til at
træffe de i § 16, stk. 1 og 2, nævnte afgørelser.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at et privat tvistløsningsorgan på
samme måde som Forbrugerklagenævnet vil kunne bemyndige sit
sekretariat til at afvise at behandle en klage i medfør af forbrugerklagelovens
§ 16, stk. 1 og 2.
Det er en forudsætning for, at et godkendt privat tvistløsningsorgan kan
udnytte bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse, at
tvistløsningsorganets sekretariat har de nødvendige juridiske kompetencer
til at træffe de afgørelser om afvisning, som tvistløsningsorganet ønsker at
delegere samt et indgående kendskab til relevante regler og til
tvistløsningsorganets praksis.
Det er endvidere en forudsætning for bemyndigelsen, at det private
tvistløsningsorgan løbende vil skulle følge med i, hvilke sager sekretariatet
afviser på nævnets vegne. Dette vil kunne ske ved blandt andet løbende
skriftlig eller mundtlig orientering af det private tvistløsningsorgan.
Når et sekretariat til et godkendt privat tvistløsningsorgan træffer afgørelse
efter den foreslåede bestemmelse, vil klageadgang til tvistløsningsorganet
følge af det almindelige over- og underordnelsesforhold mellem
sekretariatet og nævnet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.5. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Kapitel 5 i forbrugerklageloven, jf. lov nr. 524 af 29. april 2015, regulerer
mediation i Nævnenes Hus på baggrund af klager, der udspringer af en aftale
mellem en forbruger og en erhvervsdrivende om køb af en vare eller
tjenesteydelse.
UDKAST
Side 136
Det følger af lovens § 11, at konstaterer Nævnenes Hus på baggrund af
mediationen, at muligheden for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til
stede, skal parterne underrettes om, at sagen afsluttes, jf. dog lovens § 18,
stk. 1. Forbrugeren skal samtidig orienteres om muligheden for at indbringe
sagen for Forbrugerklagenævnet, jf. lovens § 19.
Det foreslås at nyaffatte forbrugerklagelovens § 11.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 1, således, at hvis Nævnenes Hus på
baggrund af mediationen konstaterer, at muligheden for at nå frem til en
mindelig løsning ikke er til stede, skal parterne underrettes om, at sagen
afsluttes, jf. dog lovens § 18, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til den gældende § 11, 1. pkt., vil
indebære, at Nævnenes Hus efter en konkret vurdering skal afslutte sagen,
hvis det på baggrund af mediationen konstateres, at det ikke er muligt at nå
frem til en mindelig løsning.
Den foreslåede bestemmelse vil f.eks. kunne anvendes, hvis den
erhvervsdrivende nægter at medvirke, eller parterne i øvrigt ikke kan nå til
enighed om en løsning af den pågældende tvist.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 2, således at forbrugeren samtidig med
underretning om sagens afslutning efter den foreslåede § 11, stk. 1, skal
orienteres om muligheden for at indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet,
jf. dog den foreslåede § 11, stk. 3, nedenfor.
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til den gældende § 11, 2. pkt., vil
indebære, at Nævnenes Hus vil skulle oplyse forbrugeren om muligheden
for at gå videre med sagen til Forbrugerklagenævnet, jf. § 19.
Fristerne i lovens § 18 for sagsbehandling vil fortsat finde anvendelse.
Nævnenes Hus vil dog ikke skulle oplyse forbrugeren om muligheden for at
gå videre med sagen til Forbrugerklagenævnet, hvis Nævnenes Hus træffer
afgørelse efter den foreslåede § 11, stk. 3.
Det foreslås at affatte § 11, stk. 3, således at Nævnenes Hus i forbindelse
med, at sagen afsluttes efter den foreslåede §11, stk. 1, kan træffe afgørelse
om, at forbrugeren ikke kan indbringe sagen for Forbrugerklagenævnet, hvis
UDKAST
Side 137
det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i
klagen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Nævnenes Hus, når
mediationen er gennemført og afsluttet, fordi det ikke er muligt for parterne
at nå frem til en mindelig løsning, vil kunne træffe afgørelse om, at
forbrugeren ikke vil kunne indbringe sin klage for Forbrugerklagenævnet,
hvis det på baggrund af de oplysninger, som parterne har afgivet i
forbindelse med mediationen, må anses for åbenbart, at nævnet ikke vil
kunne give forbrugeren medhold i klagen.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes, når det efter endt
mediation på baggrund af de oplysninger, som forbrugeren og den
erhvervsdrivende har givet, er åbenbart, at Forbrugerklagenævnet ikke ved
en efterfølgende klage vil kunne give forbrugeren medhold i klagen. Det kan
f.eks. være klager, hvor det under mediationen er kommet frem, at
forbrugeren har reklameret for sent, hvor kravet mod den erhvervsdrivende
uomtvisteligt er forældet, hvor det på baggrund af sagens oplysninger står
klart, at årsagen til fejlen på varen er forårsaget af forbrugerens
uhensigtsmæssige brug, hvor forbrugerens krav er i strid med gældende
lovgivning, hvor Forbrugerklagenævnet har en klar og utvetydig praksis,
eller hvor sagen er uegnet til behandling i mangel på beviser.
Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes, hvis der på baggrund af
mediationen er et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag til at kunne træffe
afgørelse. Den foreslåede bestemmelse vil således ikke medføre, at
Nævnenes Hus vil kunne indhente oplysninger, foretage juridiske
vurderinger eller træffe afgørelser vedrørende sagens materielle indhold i
forbindelse med mediationen, ligesom Nævnenes Hus ikke vil kunne
indhente yderligere oplysninger med henblik på at træffe afgørelse efter den
foreslåede § 11, stk. 3.
En afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, om, at en klage ikke kan
indbringes for Forbrugerklagenævnet, udgør en forvaltningsretlig afgørelse,
hvorfor forbrugeren har almindelige partsbeføjelser, herunder ret til
partsaktindsigt og evt. partshøring, ligesom de almindelige
forvaltningsretlige krav til selve afgørelsen, f.eks. krav om begrundelse og
klagevejledning, finder anvendelse.
UDKAST
Side 138
Hvis Nævnenes Hus i medfør af den foreslåede bestemmelse træffer
afgørelse om, at en forbruger ikke vil kunne indbringe en klage for
Forbrugerklagenævnet, fordi forbrugeren åbenbart ikke kan få medhold i
klagesagen, vil forbrugere kunne klage over denne afgørelse til
Forbrugerklagenævnets formand i medfør af forbrugerklagelovens § 43, stk.
2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 3
Det følger af § 12, stk. 1, nr. 1, i forbrugerklageloven, at forbrugeren skal
betale et gebyr for mediationen i Nævnenes Hus.
Det følger i dag ikke udtrykkeligt af forbrugerklageloven, at en klage
afvises, hvis forbrugeren ikke indbetaler det krævede gebyr inden en fastsat
frist.
Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i forbrugerklagelovens § 12, stk.
1, hvorefter en klage afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en frist,
som er fastsat af Nævnenes Hus.
Den foreslåede ændring vil indebære, at der indsættes en udtrykkelig
hjemmel til at afvise en klage, hvis forbrugeren ikke inden for en fastsat frist
betaler det krævede gebyr for at indbringe en klage over en
erhvervsdrivende for Nævnenes Hus med henblik på mediation.
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til gældende praksis i Nævnenes
Hus, vil endvidere indebære, at alle afvisningsgrunde vil fremgå
udtrykkeligt af forbrugerklageloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 4
Der er tale om en lovteknisk ændring, da erhvervsministeren i 2017
overførte det samlede forbrugerklagesystem fra Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen til Nævnenes Hus.
UDKAST
Side 139
Til nr. 5
Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbrugerklageloven til, at
Nævnenes Hus eller godkendte private tvistløsningsorganer kan vælge at
sambehandle modtagne klager, hvis klagernes parter, tvistens karakter mv.
gør en sådan behandling hensigtsmæssig.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 16 a i forbrugerklageloven, hvorefter
godkendte private tvistløsningsorganer og Nævnenes Hus kan bestemme, at
flere ensartede, verserende klager mellem samme eller forskellige parter kan
behandles i forbindelse med hinanden.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at godkendte private
tvistløsningsorganer og Nævnenes Hus kan vælge helt eller delvist at
sambehandle allerede modtagne ensartede klager mellem samme eller
forskellige parter, hvis det vurderes at være det mest hensigtsmæssige i
forhold til de konkrete klager.
Den foreslåede bestemmelse er hovedsageligt tiltænkt anvendt på
situationer, hvor flere forbrugere har ensartede krav imod samme
erhvervsdrivende, men bestemmelserne vil også kunne anvendes, hvis der
modtages egnede klager, hvor en eller flere forbrugere har ensartede krav
imod flere erhvervsdrivende.
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse alene vil kunne anvendes
ved klager, hvor klagerne er ensartede, og hvor det skønnes hensigtsmæssigt
for alle de sambehandlede klager, at de behandles i forbindelse med
hinanden.
Det forudsættes endvidere, at en beslutning om helt eller delvist at
samlehandle to eller flere verserende klager ikke må kunne påvirke
mediation om en mindelig løsning i den enkelte klagesag negativt, ligesom
sambehandling ikke må kunne forventes at medføre en mærkbar længere
sagsbehandlingstid for den enkelte klage.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i forhold
forbrugernes indgivelse af klager, betaling af gebyr, partsrettigheder eller de
afgørelser, der træffes af Nævnenes Hus og nævnene i forhold til den enkelte
klage.
UDKAST
Side 140
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 6
Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbrugerklagenævnet
kan behandle en klage, når 1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved
mediationen i Nævnenes Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen
eller tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat af
erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.
Det foreslås at ændre lovens § 20, stk. 1, nr. 1, således at ordet ”og” udgår.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 3,
nr. 7, foreslås indsat et nyt nr. 2 i forbrugerklagelovens § 20, stk. 1.
Til nr. 7
Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbrugerklagenævnet
kan behandle en klage, når 1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved
mediationen i Nævnenes Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen
eller tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat af
erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.
Det foreslås, at der indsættes et nyt nr. 2 i § 20, stk. 1, hvorefter
Forbrugerklagenævnet kan behandle en klage, hvis Nævnenes Hus ikke har
truffet afgørelse om, forbrugeren ikke kan indbringe sagen for
Forbrugerklagenævnet, jf. § 11, stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af, at der med lovforslagets
§ 3, nr. 1, foreslås en ny § 11, stk. 3, hvorefter Nævnenes Hus i forbindelse
med, at mediationsbehandlingen af en klage afsluttes, kan træffe afgørelse
om, at forbrugeren ikke kan indbringe klagen for Forbrugerklagenævnet,
hvis det må anses for åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i
klagen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerklagenævnet ikke vil
kunne behandle en klage, når Nævnenes Hus har truffet afgørelse om, at
forbrugeren ikke kan indbringe sagen for nævnet, da det må anses for
åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i klagen.
UDKAST
Side 141
Bestemmelsen vil finde anvendelse i situationer, hvor forbrugeren på trods
af afgørelsen fra Nævnenes Hus alligevel vælger at indgive en klage til
Forbrugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnet vil fortsat kunne behandle en klage, hvis forbrugeren
har klaget over en afgørelse truffet i medfør af den foreslåede § 11, stk. 3,
til Forbrugerklagenævnets formand, jf. forbrugerklagelovens § 43, stk. 2, og
formanden har givet forbrugeren medhold.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 8
Det følger af forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, at Forbrugerklagenævnet
kan behandle en klage, når 1) der ikke er fundet en mindelig løsning ved
mediationen i Nævnenes Hus, jf. lovens kapitel 5, og 2) prisen for varen
eller tjenesteydelsen ligger under eller over bestemte grænser fastsat af
erhvervsministeren, jf. lovens § 22, stk. 2.
Det foreslås at ændre lovens § 20, stk. 2, således at henvisningen til § 20,
stk. 1, nr. 2, ændres til § 20, stk. 1, nr. 3.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at der med lovforslagets § 3,
nr. 7, foreslås indsat et nyt nr. 2 i forbrugerklagelovens § 20, stk. 1, der
medfører, at § 20, stk. 1, nr. 2, bliver til § 20, stk. 1, nr. 3.
Til nr. 9
Der findes i dag ikke en udtrykkelig hjemmel i forbrugerklageloven til, at
Forbrugerklagenævnet kan vælge at sambehandle modtagne klager, hvis
klagernes parter, tvistens karakter mv. gør en sådan behandling
hensigtsmæssig.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 20, stk. 3, i forbrugerklageloven,
hvorefter Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere ensartede,
verserende klager mellem samme eller forskellige parter kan behandles i
forbindelse med hinanden.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerklagenævnet kan
vælge helt eller delvist at sambehandle allerede modtagne ensartede klager
UDKAST
Side 142
mellem samme eller forskellige parter, hvis det vurderes at være det mest
hensigtsmæssige i forhold til de konkrete klager.
Den foreslåede bestemmelse er hovedsageligt tiltænkt anvendt på
situationer, hvor flere forbrugere har ensartede krav imod samme
erhvervsdrivende, men bestemmelserne vil også kunne anvendes, hvis der
modtages egnede klager, hvor en eller flere forbrugere har ensartede krav
imod flere erhvervsdrivende.
Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse alene vil kunne anvendes
ved klager, hvor klagerne er ensartede, og hvor det skønnes hensigtsmæssigt
for alle de sambehandlede klager, at de behandles i forbindelse med
hinanden.
Det forudsættes endvidere, at en beslutning om helt eller delvist at
sambehandle to eller flere verserende klager ikke må kunne påvirke
mediation om en mindelig løsning i den enkelte klagesag negativt, ligesom
sambehandling ikke må kunne forventes at medføre en mærkbar længere
sagsbehandlingstid for den enkelte klage.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre ændringer i forhold
forbrugernes indgivelse af klager, betaling af gebyr, partsrettigheder eller de
afgørelser, der træffes af Forbrugerklagenævnet og nævnene i forhold til den
enkelte klage.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 10
Nævnenes Hus er sekretariat for Forbrugerklagenævnet, jf.
forbrugerklagelovens § 24.
Forbrugerklagenævnet kan i medfør af forbrugerklagelovens § 21, stk. 3,
bemyndige Nævnenes Hus til at træffe afgørelse om afvisning mv. efter
lovens § 16 og § 21, stk. 2, på nævnets vegne.
I klagesager ved Forbrugerklagenævnet, hvor det må anses for åbenbart, at
forbrugeren skal have medhold i sin klage, har sekretariatet ikke efter
gældende ret hjemmel til efter bemyndigelse at træffe afgørelse på vegne af
nævnet.
UDKAST
Side 143
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 21, stk. 4, i forbrugerklageloven,
hvorefter Forbrugerklagenævnet kan bemyndige sekretariatet, jf. lovens §
24, til at træffe afgørelse i klager, hvor det må anses for åbenbart, at der kan
gives forbrugeren medhold i klagen.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forbrugerklagenævnet vil
kunne bemyndige Nævnenes Hus som sekretariatet til at træffe afgørelse på
nævnets vegne, når det må anses for åbenbart, at forbrugeren vil få medhold
i sin klage. I praksis vil bemyndigelsen blive givet af
Forbrugerklagenævnets forretningsudvalg bestående af nævnets formand, to
erhvervsrepræsentanter og to forbrugerrepræsentanter.
Den foreslåede bestemmelse vil alene kunne finde anvendelse på
klagesager, hvor sagens udfald må anses for åbenbart på grundlag af sagens
oplysninger og Forbrugerklagenævnets praksis. Det forudsættes, at den
foreslåede bestemmelse alene vil kunne anvendes på sager, der ikke er af
principiel karakter, og hvor det er ubetænkeligt, at der træffes afgørelse,
uden at klagen har været genstand for kollegial behandling i nævnet med
deltagelse af repræsentanter for forbrugerne og erhvervslivet ved
Forbrugerklagenævnet.
Den foreslåede bestemmelse vil eksempelvis kunne anvendes på klager,
hvor det anses for åbenbart, at der vil kunne gives forbrugeren medhold, når
parternes bindende forligsaftale i mediationsfasen er blevet misligholdt af
den erhvervsdrivende, og hvor den erhvervsdrivende ikke besvarer
Forbrugerklagenævnets sekretariats henvendelser. Det vil også kunne være
klager, hvor parternes eneste tvist ved klagesagens indbringelse for nævnet
består i, hvorvidt en vare er mangelfuld, og hvor Forbrugerklagenævnets
sagkyndige ved en undersøgelse af varen har vurderet, at den lider af en
materiale- eller fabrikationsfejl, og der ikke foreligger øvrige relevante
forhold i sagen. Endvidere vil bestemmelsen kunne anvendes på klager,
hvor den erhvervsdrivende har handlet i strid med gældende lovgivning, og
sagen ikke er af principiel karakter, eller hvor Forbrugerklagenævnet har en
klar og utvetydig praksis.
Når Nævnenes Hus som sekretariat for Forbrugerklagenævnet træffer
afgørelse efter den foreslåede bestemmelse, vil afgørelsen på samme måde
som afgørelser, der træffes af Forbrugerklagenævnet selv, hvor en forbruger
får hel eller delvis medhold i sit krav, ikke være bindende og eksigible for
UDKAST
Side 144
sagens parter, hvis den erhvervsdrivende inden 30 dage fra afgørelsens
forkyndelse skriftligt har meddelt Forbrugerklagenævnet, at den
erhvervsdrivende ikke ønsker at være bundet af afgørelsen.
Forbrugeren eller den erhvervsdrivende vil endvidere have ret til at anmode
først sekretariatet og derefter nævnets formand om genoptagelse ifølge
bekendtgørelse om behandling af forbrugerklager ved Nævnenes Hus og
Forbrugerklagenævnet § 14, stk. 1 og 2, hvis forbrugeren eller den
erhvervsdrivende finder afgørelsen fejlbehæftet eller uberettiget.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 11
Det følger af § 27, stk. 1, nr. 1, i forbrugerklageloven, at forbrugeren skal
betale et gebyr for behandling af en klage ved Forbrugerklagenævnet.
Det følger i dag ikke udtrykkeligt af forbrugerklageloven, at en klage
afvises, hvis forbrugeren ikke indbetaler det krævede gebyr inden en fastsat
frist.
Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i forbrugerklagelovens § 27, stk.
1, hvorefter en klage afvises, hvis gebyret ikke betales inden for en frist,
som er fastsat af Forbrugerklagenævnet.
Den foreslåede ændring vil indebære, at indsættes en udtrykkelig hjemmel
til at afvise en klage, hvis forbrugeren ikke inden for en fastsat frist betaler
det krævede gebyr for at indbringe en klage over en erhvervsdrivende for
Forbrugerklagenævnet.
Den foreslåede bestemmelse, der svarer til gældende praksis i
Forbrugerklagenævnet Hus, vil endvidere indebære, at alle
afvisningsgrunde vil fremgå udtrykkeligt af forbrugerklageloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 12
UDKAST
Side 145
Det følger af forbrugerklagelovens § 32, at ønsker den erhvervsdrivende
ikke at være bundet af den afgørelse, som Forbrugerklagenævnet eller et
godkendt privat tvistløsningsorgan har truffet, skal den erhvervsdrivende
skriftligt meddele dette til nævnet eller tvistløsningsorganet inden 30 dage
fra forkyndelsen af afgørelsen.
Der findes i dag ikke en tilsvarende frist for forbrugere, som ønsker sagen
genoptaget.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 33 a i forbrugerklageloven.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 33 a, stk. 1, hvorefter en anmodning
fra forbrugeren om genoptagelse af klagesagen skal være indgivet skriftligt
til Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan
inden 30 dage fra modtagelsen af afgørelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugeren vil være underlagt
en frist på 30 dage fra modtagelsen af en afgørelse, inden for hvilken
forbrugeren skal have anmodet om genoptagelse af klagesagen.
Forbrugerens anmodning om genoptagelse vil skulle være modtaget inden
udløbet af fristen.
Fristen for anmodning om genoptagelse vil skulle beregnes fra modtagelsen
af afgørelsen, jf. også Justitsministeriets vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018
om beregning af klagefrister.
Det foreslås, at der indsættes et nyt § 33 a, stk. 2, hvorefter
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat tvistløsningsorgan kan se
bort fra en overskridelse af fristen i den foreslåede § 33 a, stk. 1, hvis der
foreligger særlige forhold.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Forbrugerklagenævnet eller et
godkendt privat tvistløsningsorgan konkret kan se bort fra en
fristoverskridelse, hvis der foreligger særlige forhold.
Ved vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, skal
Forbrugerklagenævnet eller det godkendte private tvistløsningsorgan bl.a.
inddrage baggrunden for fristoverskridelsen, herunder om overskridelsen
må anses for undskyldelig, længden af fristoverskridelsen, om der foreligger
UDKAST
Side 146
modstående hensyn til den erhvervsdrivende og afgørelsens betydning for
forbrugeren.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.6. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 13-16
Det fremgår af forbrugerklagelovens § 35, stk. 1, at når der er truffet
afgørelse i en klagesag, kan hver af parterne indbringe sagen for domstolene.
Efter lovens § 36 kan Nævnenes Hus efter ansøgning meddele en forbruger,
der helt eller delvis har fået medhold i Forbrugerklagenævnet eller et
godkendt privat tvistløsningsorgan, og som ikke har en retshjælpsforsikring
eller anden forsikring, der dækker omkostningerne ved retssagen,
omkostningsdækning til en retssag ved domstolene. Udgangspunktet efter
bestemmelsen er, at når en forbruger har fået helt eller delvis medhold af et
klagenævn, vil forbrugeren kunne få dækket udgifter i forbindelsen med et
sagsanlæg. Omkostningsdækning kan dog ikke gives, hvis det er åbenbart,
at forbrugeren ikke vil kunne få medhold i sagen.
Hvis Nævnenes Hus meddeler en forbruger omkostningsdækning,
godtgøres forbrugerens omkostninger til retssagen af statskassen.
Forbrugeren skal således bl.a. ikke betale afgifter i henhold til lov om
retsafgifter. Forbrugeren får endvidere beskikket en advokat til at udføre
sagen mod vederlag af statskassen. Derudover kan forbrugeren få godtgjort
udgifter fra statskassen, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen, og
forbrugeren skal ikke erstatte modparten sagens omkostninger. Forbrugeren
vil ligeledes kunne få dækket eventuelle udgifter i forbindelse med
tvangsfuldbyrdelse af en dom.
Efter forbrugerklagelovens § 37 kan Nævnenes Hus efter ansøgning yde en
forbruger, som har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der
dækker omkostninger ved retssagen, godtgørelse fra statskassen af den del
af omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, såfremt sagens
karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne
ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum. Ligeledes kan
Nævnenes Hus efter ansøgning godtgøre forbrugerens eventuelle selvrisiko
i henhold til en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker
omkostningerne ved en retssag.
UDKAST
Side 147
Efter forbrugerklagelovens § 38 kan Nævnenes Hus efter ansøgning yde en
forbruger godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i
forbindelse med tvangsfuldbyrdelse af en afgørelse truffet af eller et forlig
indgået for Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat
tvistløsningsorgan.
Det foreslås at ændre § 36, stk. 1, § 37, stk. 1, 1, pkt., og stk. 2, § 37, stk. 3,
§ 37, stk. 4, og § 38, således at det fremgår, at såvel Nævnenes Hus som et
godkendt privat tvistløsningsorgan efter ansøgning kan meddele en
forbruger, der helt eller delvist har fået medhold i Forbrugerklagenævnet
eller et godkendt privat tvistløsningsorgan omkostningsdækning efter
bestemmelserne i forbrugerklagelovens §§ 36-38.
Den foreslåede ændring vil medføre, at en forbruger, der har fået helt eller
delvist medhold i en klage ved et godkendt privat tvistløsningsorgan, og som
efterfølgende vil indbringe sagen for domstolene, vil kunne ansøge om
omkostningsdækning ved det godkendte private tvistløsningsorgan, som har
truffet afgørelsen, i stedet for hos Nævnenes Hus.
Den foreslåede ændring vil endvidere medføre, at det godkendte private
tvistløsningsorgan, der har truffet den konkrete afgørelse, hvor forbrugeren
efterfølgende ønsker af indbringe sagen for domstolene, selv vil skulle
afholde de udgifter, der er forbundet med meddelelse af
omkostningsdækning.
Der foretages ikke i øvrigt ændringer i reglerne om omkostningsdækninger,
herunder af de betingelser, som forbrugeren skal opfylde for kunne få
omkostningsdækning.
Det foreslås endvidere at ændre § 37, stk. 1, 1, pkt., § 37, stk. 4, og § 38 i
forbrugerklageloven, således at det ikke fremgår, at udgifter til
omkostningsdækning dækkes af statskassen.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at statskassen efter forslaget
kun skal dække de udgifter, der er forbundet med omkostningsdækning i
forbindelse med afgørelser, der træffes af Forbrugerklagenævnet, mens
udgifter til omkostningsdækning i forbindelse med afgørelser, der træffes af
godkendte private tvistløsningsorganer, skal dækkes af
tvistløsningsorganerne selv.
UDKAST
Side 148
Det foreslås endeligt, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 39 i
forbrugerklageloven, hvorefter klage over afgørelser efter §§ 36-38 truffet
af et godkendt privat tvistløsningsorgan kan indbringes for
Forbrugerklagenævnets formand.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at forbrugere vil kunne klage til
Forbrugerklagenævnets formand over en afgørelse om
omkostningsdækning fra et godkendt privat tvistløsningsorgan på samme
måde, som forbrugeren kan klage over en afgørelse om
omkostningsdækning fra Nævnenes Hus.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 17
Det fremgår af § 6, stk. 2, i forbrugerklageloven, at et godkendt privat
klagenævn i sine vedtægter kan fastsætte bestemmelser om gebyrer og
omkostninger for behandling af en klage ved nævnet.
Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, at loven gælder for
opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og
andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog
§§ 1 a og 1 b. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at loven desuden
finder anvendelse på fordringer, der er fastsat ved lov eller i henhold til lov.
Det følger endvidere af lovens § 2, stk. 1, at skatteministeren eller den,
ministeren bemyndiger dertil, er restanceinddrivelsesmyndighed, og at
restanceinddrivelsesmyndigheden forestår inddrivelse af fordringer, jf. § 1,
stk. 1 og 2.
Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 1, stk. 1, gælder
gældsinddrivelsesloven bl.a. for opkrævning og inddrivelse af fordringer på
gebyrer, der opkræves eller inddrives af private klagenævn.
Højesteret har ved kendelse af 8. februar 2023 i sag 32/2022, som gengivet
i UfR 2023.1967 H, fastslået, at Ankenævn for biler er omfattet af en
obligatorisk inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af
gældsinddrivelsesloven. Dette omfatter bl.a. fordringer på gebyrer fra
private klagenævn, da sådanne fordringer er bragt under
gældsinddrivelseslovens anvendelsesområde, jf.
UDKAST
Side 149
gældsinddrivelsesbekendtgørelsen. Fordringen skulle derfor inddrives af
restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen).
Det foreslås, at der indsættes en ny § 39 a i forbrugerklageloven, hvorefter
godkendte private tvistløsningsorganers opkrævning og inddrivelse af
fordringer på gebyrer og omkostninger med tillæg af renter, gebyrer og
andre omkostninger for behandling af en klagesag skal ske efter reglerne i
lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det udtrykkeligt vil fremgå af
forbrugerklageloven, at gældsinddrivelsesloven fastlægger en obligatorisk
inddrivelsesordning for de fordringer, der er omfattet af loven. Sådanne
fordringer omfatter fordringer på gebyrer og omkostninger fra godkendte
private klagenævn, der i kraft af bemyndigelsesbestemmelsen i
gældsinddrivelseslovens § 1, stk. 1, 2. pkt., er bragt ind under lovens
anvendelsesområde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.8. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 4
Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2025, jf. dog stk.
2 og 3.
Markedsføringsloven, forbrugeraftaleloven og forbrugerklageloven gælder
ikke for Færøerne og Grønland, jf. markedsføringslovens § 41,
forbrugeraftalelovens § 36 og forbrugerklagelovens § 48. Derfor gælder
nærværende ændringslov heller ikke for Færøerne og Grønland.
Lovforslagets § 1 kan ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
I Grønland gælder Inatsisartutlov om markedsføring og mærkning
(markedsføringsloven) L 39 2015. På Færøerne gælder 2008 8/5 Ll. 19
Markedsføring.
Lovforslagets § 2 er omfattet af forbrugeraftalelovens § 36, stk. 2, hvorefter
loven kan sættes i kraft for Grønland. Hvis denne anordningshjemmel
udnyttes i forbrugeraftaleloven, vil denne også anvendes til at sætte de af §
2 foreslåede ændringer i kraft sammen med forbrugeraftaleloven.
Forbrugeraftaleloven kan ikke sættes i kraft for Færøerne.
UDKAST
Side 150
Det foreslås i stk. 2, at § 1 og 2 skal træde i kraft den 27. september 2026.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lovens § 1 og 2 træder i kraft
på den fælles ikrafttrædelsesdato den 27. september 2026, som følger af
direktivets artikel 4, stk. 1.
Det foreslås i stk. 3, at loven ikke finder anvendelse på klager, der er
indbragt for Nævnenes Hus eller Forbrugerklagenævnet inden lovens
ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler i
forbrugerklageloven, jf. lov nr. 524 af 29. april 2015, anvendelse.
UDKAST
Side 151
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om markedsføring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 866 af 15.
juni 2022, som ændret ved § 344 i
lov nr. 718 af 13. juni 2023 og § 2 i
lov nr. 732 af 13. juni 2023,
foretages følgende ændringer:
Note 1) Loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 1998/6/EF af 16. februar
1998 om forbrugerbeskyttelse i
forbindelse med afgivelse af priser
på forbrugsvarer, EF-Tidende
1998, nr. L 80, side 27, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2019/771/EU af 20. maj
2019 om visse aspekter af aftaler
om salg af varer, om ændring af
forordning 2017/2394/EU og
direktiv 2009/22/EF og om
ophævelse af direktiv 1999/44/EF,
EU-Tidende 2019, nr. L 136, side
28, Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002
om behandling af
personoplysninger og beskyttelse
af privatlivets fred i den
1. I fodnoten til lovens titel
indsættes efter »side 7,«: affattes
således: »og som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2024/825 af 28.
februar 2024 om ændring af
direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår
styrkelse af forbrugernes rolle i den
grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis
og gennem bedre oplysning, EU-
Tidende, L af 6. marts 2024,«.
UDKAST
Side 152
elektroniske
kommunikationssektor, EF
Tidende 2002, nr. L 201, side 37,
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2005/29/EF af 11. maj
2005 om virksomheders urimelige
handelspraksis over for forbrugerne
på det indre marked og om ændring
af Rådets direktiv 84/450/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og
2002/65/EF og Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 2006/2004, EU-Tidende
2005, nr. L 149, side 22, som
ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2019/2161 af 27.
november 2019 om ændring af
Rådets direktiv 93/13/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 98/6/EF, 2005/29/EF og
2011/83/EU, for så vidt angår bedre
håndhævelse og modernisering af
EU-reglerne om
forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende
2019, nr. L 328, side 7, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/114/EF af 12.
december 2006 om vildledende og
sammenlignende reklame, EU-
Tidende 2006, nr. L 376, side 21,
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/123/EF af 12.
december 2006 om tjenesteydelser
i det indre marked, EU-Tidende
2006, nr. L 376 af 27. december
2006, side 36, Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2008/48/EF af
UDKAST
Side 153
23. april 2008 om
forbrugerkreditaftaler og om
ophævelse af Rådets direktiv
87/102/EØF, EU-Tidende 2008, nr.
L 133, side 66, Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv
2009/136/EF af 25. november 2009
om ændring af direktiv 2002/22/EF
om forsyningspligt og
brugerrettigheder i forbindelse med
elektroniske kommunikationsnet
og -tjenester, direktiv 2002/58/EF
om behandling af
personoplysninger og beskyttelse
af privatlivets fred i den
elektroniske
kommunikationssektor og
forordning (EF) nr. 2006/2004 om
samarbejde mellem nationale
myndigheder med ansvar for
håndhævelse af lovgivning om
forbrugerbeskyttelse, EU-Tidende
2009, nr. L 337, side 11, og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv
2014/17/EU af 4. februar 2014 om
forbrugerkreditaftaler i forbindelse
med fast ejendom til beboelse og
om ændring af direktiv 2008/48/EF
og 2013/36/EU og forordning (EU)
nr. 1093/2010, EU-Tidende 2014,
nr. L 60, side 34. Loven indeholder
endvidere en bestemmelse, der
fastsætter rammerne for
Forbrugerombudsmandens
kontrolbesøg i medfør af Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
2017/2394/EU af 12. december
2017 om samarbejde mellem
UDKAST
Side 154
nationale myndigheder med ansvar
for håndhævelse af lovgivning om
forbrugerbeskyttelse og om
ophævelse af forordning (EF) nr.
2006/2004, EU-Tidende 2017, nr.
L 345, side 1. Ifølge artikel 288 i
EUF-traktaten gælder en
forordning umiddelbart i hver
medlemsstat. Bestemmelsen i
loven er således udelukkende
begrundet i praktiske hensyn og
berører ikke forordningens
umiddelbare gyldighed i Danmark.
§ 2. I lovens forstås ved:
1-3) ---
4) Handelspraksis: En handling,
udeladelse, adfærd, fremstilling
eller kommerciel kommunikation,
herunder reklame og
markedsføring, foretaget af en
erhvervsdrivende med direkte
relation til promovering, salg eller
udbud af et produkt til forbrugerne.
2. I § 2 indsættes efter nr. 3 som nyt
nummer:
»4) Varer: En vare som defineret i
artikel 2, nr. 5, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om
visse aspekter af aftaler om salg af
varer, om ændring af forordning
(EU) 2017/2394 og direktiv
2009/22/EF og om ophævelse af
direktiv 1999/44/EF.«
Nr. 4-17 bliver herefter nr. 5-18.
5-17) ---
3. I § 2 indsættes efter nr. 17, der
bliver nr. 18, som nye numre:
»19) Miljøanprisning: Ethvert
budskab eller enhver fremstilling,
som ikke er obligatorisk i henhold
til EU-retten eller national ret,
uanset form, herunder tekst,
billeder, grafisk eller symbolsk
fremstilling, såsom mærker,
mærkenavne, firmanavne eller
produktnavne, der bruges i en
UDKAST
Side 155
kommerciel kommunikation, og
som angiver eller indikerer, at et
produkt, en produktkategori, et
mærke eller en erhvervsdrivende
har en positiv eller ingen
indvirkning på miljøet eller er
mindre miljøbelastende end andre
produkter, produktkategorier,
mærker eller erhvervsdrivende eller
har forbedret sin indvirkning over
tid.
20) Generisk miljøanprisning:
Enhver miljøanprisning, der
fremsættes i skriftlig eller mundtlig
form, herunder via audiovisuelle
medier, og som ikke er indeholdt i
et bæredygtighedsmærke, og hvor
specifikationen af anprisningen
ikke gives tydeligt og i fremhævet
form på samme medium.
21) Bæredygtighedsmærke:
Ethvert frivilligt tillidsmærke,
kvalitetsmærke eller tilsvarende,
enten offentligt eller privat, der har
til formål at fremhæve og
promovere et produkt, en proces
eller en virksomhed under
henvisning til deres miljømæssige
eller sociale karakteristika eller
begge, og omfatter ikke nogen
obligatorisk mærkning krævet i
henhold til EU-retten eller national
ret.
22) Certificeringsordning: En
tredjepartsverifikationsordning, der
certificerer, at et produkt, en proces
eller en virksomhed opfylder visse
krav, giver mulighed for at anvende
UDKAST
Side 156
et tilsvarende
bæredygtighedsmærke, og hvis
vilkår, herunder dens krav, er
offentligt tilgængelige og opfylder
følgende betingelser:
a) Ordningen er på gennemsigtige,
retfærdige og ikkediskriminerende
vilkår åben for alle
erhvervsdrivende, der er villige og i
stand til at opfylde ordningens krav.
b) Ordningens krav udarbejdes af
ordningens ejer i samråd med
relevante eksperter og
interessenter.
c) Ordningen fastsætter procedurer
for håndtering af manglende
overholdelse af ordningens krav og
indeholder bestemmelser om
tilbagetrækning eller suspension af
den erhvervsdrivendes ret til
anvendelse af
bæredygtighedsmærket i tilfælde af
manglende overholdelse af
ordningens krav.
d) Overvågningen af den
erhvervsdrivendes overholdelse af
ordningens krav er underlagt en
objektiv procedure og udføres af en
tredjepart, hvis kompetence og
uafhængighed af både ordningens
ejer og den erhvervsdrivende er
baseret på internationale standarder
og procedurer, EU-standarder og -
procedurer eller nationale
standarder og procedurer.
23) Anerkendte fremragende
miljøpræstationer:
Miljøpræstationer, der er i
UDKAST
Side 157
overensstemmelse med Europa-
Parlamentets og Rådets forordning
om EU-miljømærket, eller med
nationale eller regionale EN ISO
14024 type I-
miljømærkeordninger, der er
officielt anerkendt i
medlemsstaterne, eller de bedste
miljøpræstationer i
overensstemmelse med anden
gældende EU-ret.
24) Holdbarhed: Holdbarhed som
defineret i artikel 2, nr. 13, i
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om visse aspekter af aftaler
om salg af varer, om ændring af
forordning (EU) 2017/2394 og
direktiv 2009/22/EF og om
ophævelse af direktiv 1999/44/EF.
25) Softwareopdatering: En
opdatering, som er nødvendig, for
at varer med digitale elementer,
digitalt indhold og digitale tjenester
bliver ved med at være i
overensstemmelse som omhandlet i
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv om visse aspekter af aftaler
om levering af digitalt indhold og
digitale tjenester og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om
visse aspekter af aftaler om salg af
varer, om ændring af forordning
(EU) 2017/2394 og direktiv
2009/22/EF og om ophævelse af
direktiv 1999/44/EF, herunder en
sikkerhedsopdatering, eller en
opdatering vedrørende
funktionaliteter.
UDKAST
Side 158
26) Forbrugsvare: Enhver
komponent i en vare, der opbruges
igen og igen og skal udskiftes eller
genopfyldes, for at varen kan
fungere efter hensigten.
27) Funktionalitet: En
funktionalitet som defineret i
artikel 2, nr. 9, i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om
visse aspekter af aftaler om salg af
varer, om ændring af forordning
(EU) 2017/2394 og direktiv
2009/22/EF og om ophævelse af
direktiv 1999/44/EF.«
§ 5. ---
Stk. 2. Vildledning efter stk. 1 kan
relatere sig til et eller flere af
følgende elementer:
1) ---
2) de væsentligste egenskaber
ved produktet,
4. § 5, stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) de væsentligste karakteristika
ved produktet, herunder i det
omfang produktet står til rådighed,
produktets fordele, risici, udførelse,
sammensætning, miljømæssige
eller sociale karakteristika,
tilbehør, cirkularitetsaspekter
såsom holdbarhed,
reparationsmuligheder eller
genanvendelighed,
eftersalgsservice og
klagebehandling, måden og
tidspunktet for fremstilling eller
ydelse, levering, produktets
hensigtsmæssighed, anvendelse,
mængde, specifikationer,
geografiske eller handelsmæssige
oprindelse eller de resultater, som
UDKAST
Side 159
kan forventes opnået ved brugen,
eller resultaterne af og de vigtigste
elementer ved afprøvning eller
kontrol af produktet,«.
3-9) ---
10) forveksling med en
konkurrents produkt, varemærke
eller forretningskendetegn eller
5. I § 5, stk. 2, nr. 10, ændres
»forretningskendetegn eller« til:
»forretningskendetegn,«.
11) enhver markedsføring af en
vare i en medlemsstat som værende
identisk med en vare, som
markedsføres i andre
medlemsstater, men hvor den
pågældende vare med hensyn til
sammensætning og karakteristika
frembryder betydelige forskelle,
medmindre det er begrundet i
legitime og objektive faktorer.
6. I § 5, stk. 2, nr. 11, ændres
»objektive faktorer.« til: »objektive
faktorer,«.
7. I § 5, stk. 2, indsættes efter nr. 11
som nye numre:
»12) fremsættelse af en
miljøanprisning vedrørende
fremtidige miljøpræstationer uden
klare, objektive, offentligt
tilgængelige og verificerbare
forpligtelser fastsat i en detaljeret
og realistisk gennemførelsesplan,
der omfatter målbare og
tidsbestemte mål og andre relevante
elementer, der er nødvendige for at
støtte dens gennemførelse, såsom
tildeling af ressourcer, og som
regelmæssigt kontrolleres af en
uafhængig tredjepartsekspert, hvis
konklusioner gøres tilgængelige for
forbrugerne eller
13) reklamefordele for forbrugerne,
som er irrelevante og ikke følger af
UDKAST
Side 160
noget element ved produktet eller
virksomheden.«
§ 6b. --- 8. Efter § 6 b indsættes før
overskriften før § 7:
Ȥ 6 c. Oplysninger om
sammenligningsmetoden, de
sammenlignede produkter,
leverandørerne af disse produkter
samt de foranstaltninger, der er
indført til at holde de pågældende
oplysninger ajour, betragtes som
væsentlige oplysninger, når en
erhvervsdrivende leverer en
tjeneste, der sammenligner
produkter og giver forbrugeren
oplysninger om miljømæssige eller
sociale karakteristika eller
cirkularitetsaspekter såsom
holdbarhed, reparationsmuligheder
eller genanvendelighed, for så vidt
angår produkterne eller
leverandørerne af disse produkter.«
§ 16. Størrelsen eller
opkrævningen af et gebyr, jf. § 2,
stk. 1, nr. 13, der ikke er reguleret
ved lov, i et løbende
kontraktforhold kan alene ændres
til ugunst for forbrugeren, hvis
betingelserne herfor er klart
fremhævet i kontrakten.
9. I § 16, stk. 1, ændres »nr. 13« til:
»nr. 14«.
Bilag 1
1-2) --- 10. I bilag 1 indsættes efter nr. 2
som nyt nummer:
»2 a) Den erhvervsdrivende
fremviser et
bæredygtighedsmærke, som ikke er
baseret på en certificeringsordning
UDKAST
Side 161
eller ikke er etableret af offentlige
myndigheder.«
3-4) --- 11. I bilag 1 indsættes efter nr. 4
som nye numre:
»4 a) Den erhvervsdrivende
fremsætter en generisk
miljøanprisning, selvom den
erhvervsdrivende ikke kan påvise
anerkendte fremragende
miljøpræstationer, der er relevante
for anprisningen.
4 b) Den erhvervsdrivende
fremsætter en miljøanprisning
vedrørende hele produktet eller den
erhvervsdrivendes virksomhed som
helhed, når den kun vedrører et
bestemt aspekt af produktet eller en
specifik aktivitet i den
erhvervsdrivendes virksomhed.
4 c) Den erhvervsdrivende hævder
på basis af kompensation for
drivhusgasemissioner, at et produkt
har en neutral, reduceret eller
positiv indvirkning på miljøet med
hensyn til drivhusgasemissioner.«
5-10) --- 12. I bilag 1 indsættes efter nr. 10
som nyt nummer:
»10 a) Krav, der som følge af
retsregler gælder for alle produkter
inden for den relevante
produktkategori på EU-markedet,
præsenteres som et særligt element
ved den erhvervsdrivendes tilbud.«
11-23 c) --- 13. I bilag 1 indsættes efter nr. 23 c
før overskriften før nr. 24 som nye
numre:
»23 d) Den erhvervsdrivende
tilbageholder oplysninger for
UDKAST
Side 162
forbrugeren om, at en
softwareopdatering vil have en
negativ indvirkning på funktionen
af varer med digitale elementer
eller brugen af digitalt indhold eller
digitale tjenester.
23 e) En softwareopdatering
præsenteres som nødvendig, når
den kun tjener til at forbedre
elementer ved funktionaliteterne.
23 f) Enhver kommerciel
kommunikation vedrørende en
vare, der indeholder et element,
som er indført for at begrænse dens
holdbarhed, selvom den
erhvervsdrivende har adgang til
oplysninger om elementet og dets
indvirkning på varens holdbarhed.
23 g) Den erhvervsdrivende
hævder i modstrid med sandheden,
at en vare under normale
anvendelsesbetingelser har en
bestemt holdbarhed målt i brugstid
eller intensitet.
23 h) Den erhvervsdrivende
angiver, at en vare kan repareres,
når dette ikke er tilfældet.
23 i) Den erhvervsdrivende
tilskynder forbrugeren til at
udskifte eller genopfylde en vares
forbrugsvarer tidligere, end det er
nødvendigt, af tekniske årsager.
23 j) Den erhvervsdrivende
tilbageholder oplysninger om
forringelse af en vares
funktionalitet, når der anvendes
forbrugsvarer, reservedele eller
tilbehør, som den oprindelige
UDKAST
Side 163
producent ikke har leveret, eller
hævder i modstrid med sandheden,
at en sådan forringelse vil ske.«
§ 2
I lov nr. 1457 af 17. december
2013 om forbrugeraftaler, som
ændret ved § 160 i lov nr. 652 af 8.
juni 2017, § 44 i lov nr. 1666 af 26.
december 2017 og § 1 i lov nr. 2158
af 27. november 2021, foretages
følgende ændringer:
Note 1) Loven indeholder
bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/83/EU af 25. oktober
2011 om forbrugerrettigheder, om
ændring af Rådets direktiv
93/13/EØF og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv
1999/44/EF samt om ophævelse af
Rådets direktiv 85/577/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 97/7/EF, EU-Tidende
2011, nr. L 304, side 64, og Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv
2002/65/EF af 23. september 2002
om fjernsalg af finansielle
tjenesteydelser til forbrugerne og
om ændring af Rådets direktiv
90/619/EØF samt direktiv 97/7/EF
og 98/27/EF, EF-Tidende 2002, L
271, side 16.
1. I fodnoten til lovens titel
indsættes efter »side 7,«: »og som
ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv (EU) 2024/825 af
28. februar 2024 om ændring af
direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår
styrkelse af forbrugernes rolle i den
grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis
og gennem bedre oplysning, EU-
Tidende, L af 6. marts 2024,«.
§ 3. ---
UDKAST
Side 164
1-18) --- 2. I § 3 indsættes efter nr. 18 som
nye numre:
»19) Handelsmæssig garanti for
holdbarhed: Enhver handelsmæssig
garanti, som producenten har
påtaget sig over for forbrugeren om
salgsgenstandens holdbarhed i en
bestemt periode, ud over sin retlige
forpligtelse, hvor producenten er
direkte ansvarlig over for
forbrugeren i hele perioden for den
handelsmæssige garanti for
holdbarhed for så vidt angår
afhjælpning eller omlevering af
salgsgenstanden i
overensstemmelse med købelovens
mangelsregler, når
salgsgenstandens holdbarhed ikke
opretholdes.
20) Holdbarhed: Evne til at bevare
sine påkrævede funktioner og
ydeevne ved normal brug.
21) Producent: Den, der har
fremstillet salgsgenstanden, indført
den i Den Europæiske Union eller
fremstår som producent ved at have
forsynet salgsgenstanden med sit
navn, mærke eller andet kendetegn.
22) Score for reparationsmulighed:
En score, der udtrykker en
salgsgenstands mulighed for at
kunne repareres, baseret på
harmoniserede krav, der er fastlagt
på EU-plan.
23) Softwareopdatering: En gratis
opdatering, herunder en
sikkerhedsopdatering, som er
nødvendig for, at salgsgenstande
UDKAST
Side 165
med digitale elementer, digitalt
indhold og digitale tjenester
forbliver mangelsfri efter
købelovens mangelsregler.«
§ 8. ---
Stk. 1. Inden der indgås en aftale
om en vare eller en ikkefinansiel
tjenesteydelse, skal den
erhvervsdrivende, hvis aftalen
indgås uden for den
erhvervsdrivendes forretningssted
eller ved fjernsalg, på en klar og
forståelig måde give forbrugeren
oplysning om
1-9) ---
10) vilkår om betaling, levering,
opfyldelse, det tidspunkt, hvor den
erhvervsdrivende forpligter sig til
at levere varen eller yde
tjenesteydelsen, og, hvor det er
relevant, den erhvervsdrivendes
praksis for klagebehandling
3. I § 8, stk. 1, nr. 10, indsættes
efter »levering,«: »herunder, hvor
det er muligt, miljøvenlige
leveringsmuligheder,«
11-15) ---
16) at købelovens mangelsregler
kan finde anvendelse,
4. I § 8, stk. 1, nr. 16, indsættes
efter »anvendelse,«: »og de
væsentligste elementer heri ved
brug af den harmoniserede
meddelelse, jf. stk. 5,«
5. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 16
som nye numre:
»17) hvor producenten tilbyder
forbrugeren en handelsmæssig
garanti for holdbarhed, der dækker
hele varen, uden yderligere
omkostninger og med en varighed
på mere end to år, og stiller disse
oplysninger til rådighed for den
UDKAST
Side 166
erhvervsdrivende, gives
oplysningerne om, at den
pågældende vare drager fordel af en
sådan garanti, dens varighed, og at
købelovens mangelsregler kan
finde anvendelse, ved brug af det
harmoniserede mærke, jf. stk. 5,
18) for salgsgenstande med digitale
elementer, for digitalt indhold og
for digitale tjenester, hvor
producenten eller udbyderen stiller
oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende, den
minimumsperiode, enten angivet
som en periode eller med
henvisning til en dato, i hvilken
producenten eller udbyderen
leverer softwareopdateringer,«
Nr. 17-24 bliver herefter nr. 19-26.
17-24) --- 6. I § 8, stk. 1, indsættes efter nr. 24,
der bliver nr. 26, som nye numre:
»27) hvor det er relevant, varens
score for reparationsmulighed, og
28) oplysninger om
tilgængeligheden af og de anslåede
omkostninger ved og proceduren
for bestilling af reservedele, der er
nødvendige for at holde
salgsgenstandene mangelsfri, om
tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt
oplysninger om
reparationsbegrænsninger, såfremt
nr. 27 ikke finder anvendelse, og
forudsat at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende.«
Stk. 2-4. --- 7. I § 8 indsættes som stk. 5:
UDKAST
Side 167
»Stk. 5. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om måden, hvorpå
erhvervsdrivende giver meddelelse
om oplysninger til forbrugerne
efter stk. 1, nr. 16 og 17.«
§ 12. Indgås en fjernsalgsaftale
ved hjælp af elektroniske midler, og
pålægger aftalen forbrugeren en
betalingsforpligtelse, skal dette
være angivet klart og tydeligt på det
sted, hvor bestillingen afgives.
Endvidere skal den
erhvervsdrivende tydelig og i
fremhævet form, og umiddelbart
før forbrugeren afgiver sin
bestilling, gøre forbrugeren
opmærksom på de oplysninger, der
er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 19
og 20.
8. § 12, stk. 1, 2. pkt., affattes
således:
»Endvidere skal den
erhvervsdrivende tydeligt og i
fremhævet form, og umiddelbart
før forbrugeren afgiver sin
bestilling, gøre forbrugeren
opmærksom på de oplysninger, der
er nævnt i § 8, stk. 1, nr. 1, 6, 7, 17,
21 og 22.«
§ 17. ---
Stk. 1. Inden der indgås en anden
aftale end en aftale indgået uden for
den erhvervsdrivendes
forretningssted eller en aftale om
fjernsalg, skal den
erhvervsdrivende, medmindre
oplysningerne allerede fremgår
tydeligt af sammenhængen, på en
klar og forståelig måde give
forbrugeren oplysning om
1-4) ---
5) at købelovens mangelsregler
finder anvendelse,
9. I § 17, stk. 1, nr. 5, indsættes efter
»anvendelse,«: »og de væsentligste
elementer heri ved brug af den
harmoniserede meddelelse, jf. stk.
3,«
10. I § 17, stk. 1, indsættes efter nr.
5 som nye numre:
UDKAST
Side 168
»6) hvor producenten tilbyder
forbrugeren en handelsmæssig
garanti for holdbarhed, der dækker
hele varen, uden yderligere
omkostninger og med en varighed
på mere end to år, og stiller disse
oplysninger til rådighed for den
erhvervsdrivende, gives
oplysningerne om, at den
pågældende salgsgenstand drager
fordel af en sådan garanti, dens
varighed og at købelovens
mangelsregler finder anvendelse,
ved brug af det harmoniserede
mærke, jf. stk. 3,
7) hvor det er relevant, eksistensen
af og betingelserne for
eftersalgsservice og
handelsmæssige garantier,
8) for varer med digitale elementer,
for digitalt indhold og for digitale
tjenester, hvor producenten eller
udbyderen stiller oplysningerne til
rådighed for den erhvervsdrivende,
den minimumsperiode, enten
angivet som en periode eller med
henvisning til en dato, i hvilken
producenten eller udbyderen
leverer softwareopdateringer,«
Nr. 6-9 bliver herefter nr. 9-12.
6-9) --- 11. I § 17, stk. 1, indsættes efter nr.
9, der bliver nr. 12, som nye numre:
»13) hvor det er relevant, varens
score for reparationsmulighed, og
14) oplysninger om
tilgængeligheden af og de anslåede
omkostninger ved og proceduren
for bestilling af reservedele, der er
UDKAST
Side 169
nødvendige for at holde
salgsgenstandene mangelsfri, om
tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt
oplysninger om
reparationsbegrænsninger, såfremt
nr. 13 ikke finder anvendelse, og
forudsat at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende.«
Stk. 2. --- 12. I § 17 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren fastsætter
nærmere regler om måden, hvorpå
erhvervsdrivende giver meddelelse
om oplysninger til forbrugerne
efter stk. 1, nr. 5 og 6.«
UDKAST
Side 170
Bilag 2
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU)
2024/825
af 28. februar 2024
om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår
styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE
UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
særlig artikel 114,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale
parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale
Udvalg2
,
efter den almindelige lovgivningsprocedure3
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) For at bidrage til et velfungerende indre marked, der er baseret på et
højt forbruger- og miljøbeskyttelsesniveau, og for at gøre fremskridt med
den grønne omstilling er det afgørende, at forbrugerne er i stand til at
træffe informerede købsbeslutninger og dermed bidrage til mere
bæredygtige forbrugsmønstre. Dette indebærer, at de erhvervsdrivende har
et ansvar for at tilvejebringe klare, relevante og pålidelige oplysninger. Der
2
EUT C 443 af 22.11.2022, s. 75.
3
Europa-Parlamentets holdning af 17.1.2024 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets
afgørelse af 20.2.2024.
UDKAST
Side 171
bør derfor indføres specifikke regler i EU-forbrugerretten med det formål
at bekæmpe urimelig handelspraksis, der vildleder forbrugerne og
forhindrer dem i at træffe bæredygtige forbrugsvalg, såsom praksis i
forbindelse med tidlig forældelse af varer, vildledende miljøanprisninger
(»greenwashing«), vildledende oplysninger om produkters eller
erhvervsdrivendes sociale karakteristika eller uigennemsigtige og
utroværdige bæredygtighedsmærker. Disse regler vil gøre det muligt for
kompetente nationale organer effektivt at håndtere en sådan praksis. Ved
at sikre, at miljøanprisninger er rimelige, forståelige og pålidelige, vil de
erhvervsdrivende kunne operere på lige vilkår og give forbrugerne
mulighed for at vælge produkter, der reelt er bedre for miljøet end
konkurrerende produkter. Dette vil fremme konkurrencen i retning af mere
miljømæssigt bæredygtige produkter og dermed mindske den negative
indvirkning på miljøet.
(2) Disse nye regler bør indføres ved at ændre artikel 6 og 7 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF4
for så vidt angår former for
handelspraksis, der betragtes som vildledende og derfor forbydes på
grundlag af en vurdering fra sag til sag, og ved at ændre bilag I til direktiv
2005/29/EF med tilføjelse af specifikke former for vildledende praksis,
som under alle omstændigheder betragtes som urimelige og dermed er
forbudt. Som allerede fastsat i direktiv 2005/29/EF bør det stadig være
muligt at betragte en handelspraksis som urimelig på grundlag af nævnte
direktivs artikel 5-9, selv om denne særlige praksis ikke er opført som en
urimelig handelspraksis i bilag I til direktiv 2005/29/EF.
(3) For at sætte forbrugerne i stand til at træffe mere informerede
beslutninger og dermed stimulere efterspørgslen på og udbuddet af mere
bæredygtige varer, bør de ikke vildledes om et produkts miljømæssige
eller sociale karakteristika eller cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed,
reparationsmuligheder eller genanvendelighed gennem den generelle
præsentation af et produkt. Artikel 6, stk. 1, i direktiv 2005/29/EF bør
derfor ændres ved at tilføje miljømæssige og sociale karakteristika og
cirkularitetsaspekter til listen over de væsentligste egenskaber ved et
4
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders
urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked og om ændring af Rådets
direktiv 84/450/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og
2002/65/EF og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2006/2004 (»direktivet
om urimelig handelspraksis«) (EUT L 149 af 11.6.2005, s. 22).
UDKAST
Side 172
produkt, med hensyn til hvilke en erhvervsdrivendes praksis kan betragtes
som vildledende, efter en vurdering fra sag til sag. Oplysninger fra
erhvervsdrivende om et produkts sociale karakteristika gennem hele dets
værdikæde kan f.eks. vedrøre kvaliteten og rimeligheden af den
involverede arbejdsstyrkes arbejdsvilkår såsom passende lønninger, social
beskyttelse, sikkerheden på arbejdspladsen og social dialog. Sådanne
oplysninger kan også vedrøre respekt for menneskerettighederne,
ligebehandling og lige muligheder for alle, herunder ligestilling mellem
kønnene, inklusion og mangfoldighed, bidrag til sociale initiativer eller
etiske forpligtelser såsom dyrevelfærd. Et produkts miljømæssige og
sociale karakteristika kan forstås bredt og omfatte et produkts
miljømæssige og sociale aspekter, påvirkning og præstationer.
(4) Miljøanprisninger, navnlig klimarelaterede anprisninger, vedrører i
stigende grad fremtidige præstationer i form af en overgang til CO2- eller
klimaneutralitet eller et lignende mål inden en bestemt dato. Gennem
sådanne anprisninger skaber de erhvervsdrivende det indtryk, at
forbrugerne bidrager til en lavemissionsøkonomi ved at købe deres
produkter. For at sikre, at disse anprisninger er rimelige og troværdige, bør
artikel 6, stk. 2, i direktiv 2005/29/EF ændres med henblik på at forbyde
sådanne anprisninger efter en vurdering fra sag til sag, når de ikke
understøttes af klare, objektive, offentligt tilgængelige og verificerbare
forpligtelser og mål fra den erhvervsdrivendes side, der er fastsat i en
detaljeret og realistisk gennemførelsesplan, der viser, hvordan disse
forpligtelser og mål vil blive nået, og hvori der afsættes ressourcer med
henblik herpå. Denne gennemførelsesplan bør indeholde alle de relevante
elementer, der er nødvendige for at opfylde forpligtelserne, såsom
budgetmidler og teknologisk udvikling, hvor det er relevant og i
overensstemmelse med EU-retten. Sådanne anprisninger bør også
verificeres af en tredjepartsekspert, som bør være uafhængig af den
erhvervsdrivende, fri for interessekonflikter og med erfaring og
kompetence inden for miljøspørgsmål, og som bør være i stand til
regelmæssigt at overvåge den erhvervsdrivendes fremskridt med hensyn til
forpligtelserne og målene, herunder milepælene for at nå dem.
Erhvervsdrivende bør sikre, at tredjepartsekspertens regelmæssige
konklusioner er tilgængelige for forbrugerne.
UDKAST
Side 173
(5) En anden potentielt vildledende handelspraksis, der skal tilføjes de
specifikke praksisser, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2, i direktiv
2005/29/EF, er reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke
direkte forbundet med noget element ved dette specifikke produkt eller
denne specifikke virksomhed, og som vil kunne vildlede forbrugerne til at
tro, at de er mere gavnlige for forbrugerne, miljøet eller samfundet end
andre produkter eller virksomheder af samme type, f.eks. ved at hævde, at
et bestemt mærke af flaskevand er glutenfrit, eller at papirark ikke
indeholder plast.
(6) Sammenligning af produkter baseret på deres miljømæssige eller
sociale karakteristika eller cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed,
reparationsmuligheder eller genanvendelighed er en stadig mere
almindelig markedsføringsteknik, der kan vildlede forbrugerne, som ikke
altid er i stand til at vurdere disse oplysningers pålidelighed. For at sikre,
at sammenligninger ikke vildleder forbrugerne, bør artikel 7 i direktiv
2005/29/EF ændres, således at det kræves, at erhvervsdrivende giver
forbrugerne oplysninger om sammenligningsmetoden, de sammenlignede
produkter, leverandørerne af disse produkter og foranstaltningerne til at
holde oplysningerne ajour. Dette bør sikre, at forbrugerne træffer mere
informerede transaktionsbeslutninger, når de baserer sig på sådanne
sammenligninger. Det bør sikres, at sådanne sammenligninger er
objektive, navnlig ved at sammenligne produkter med samme funktion ved
brug af en fælles metode og fælles antagelser og ved at sammenligne
væsentlige og verificerbare elementer ved de produkter, der sammenlignes.
(7) Bæredygtighedsmærker kan vedrøre mange karakteristika ved et
produkt, en proces eller en virksomhed, og det er afgørende at sikre deres
gennemsigtighed og troværdighed. Derfor bør det forbydes at fremvise
bæredygtighedsmærker, der ikke er baseret på en certificeringsordning,
eller som ikke er blevet etableret af offentlige myndigheder, ved at
medtage denne praksis på listen i bilag I til direktiv 2005/29/EF. Inden et
bæredygtighedsmærke fremvises, bør den erhvervsdrivende sikre, at det i
henhold til certificeringsordningens offentligt tilgængelige vilkår opfylder
minimumsbetingelser for gennemsigtighed og troværdighed, herunder
eksistensen af objektiv overvågning af overholdelsen af ordningens krav.
En sådan overvågning bør foretages af en tredjepart, hvis kompetence og
uafhængighed både af ordningens ejer og den erhvervsdrivende er sikret på
UDKAST
Side 174
basis af internationale standarder og procedurer, EU-standarder og -
procedurer eller nationale standarder og procedurer, f.eks. ved at påvise
overensstemmelse med relevante internationale standarder såsom ISO
17065 »Overensstemmelsesvurdering – Krav til organer, der certificerer
produkter, processer og tjenesteydelser«, eller gennem de mekanismer, der
er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/20085
.
Det er fortsat muligt at fremvise bæredygtighedsmærker uden en
certificeringsordning, når sådanne mærker er etableret af en offentlig
myndighed, eller hvor supplerende udtryks- og præsentationsformer for
fødevarer anvendes i overensstemmelse med artikel 35 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/20116
.
Eksempler på bæredygtighedsmærker, der er etableret af offentlige
myndigheder, er logoer, der tildeles, når kravene i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 1221/20097
eller (EF) nr. 66/20108
overholdes.
Visse certificeringsmærker som defineret i artikel 27 i Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/24369
kan også fungere som
bæredygtighedsmærker, hvis de fremmer et produkt, en proces eller en
virksomhed med henvisning f.eks. til dets eller dens miljømæssige eller
sociale karakteristika eller begge dele. Den erhvervsdrivende bør kun have
mulighed for at fremvise sådanne certificeringsmærker, hvis de er oprettet
af offentlige myndigheder eller baseret på en certificeringsordning. Denne
regel supplerer bilag I, punkt 4, til direktiv 2005/29/EF, ifølge hvilket det
ikke er tilladt at hævde, at en erhvervsdrivende, en erhvervsdrivendes
handelspraksis eller et produkt er blevet godkendt eller tilladt af et
5
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af 9. juli 2008 om kravene
til akkreditering og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 339/93 (EUT L 218 af
13.8.2008, s. 30).
6
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1169/2011 af 25. oktober 2011 om
fødevareinformation til forbrugerne, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1924/2006 og (EF) nr. 1925/2006 og om ophævelse af Kommissionens
direktiv 87/250/EØF, Rådets direktiv 90/496/EØF, Kommissionens direktiv 1999/10/EF,
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF, Kommissionens direktiv 2002/67/EF
og 2008/5/EF og Kommissionens forordning (EF) nr. 608/2004 (EUT L 304 af 22.11.2011,
s. 18).
7
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 af 25. november 2009 om
organisationers frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og
miljørevision (EMAS) og om ophævelse af forordning (EF) nr. 761/2001 og
Kommissionens beslutning 2001/681/EF og 2006/193/EF (EUT L 342 af 22.12.2009, s. 1).
8
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om
EU-miljømærket (EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1).
9
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT L 336 af
23.12.2015, s. 1).
UDKAST
Side 175
offentligt eller privat organ, når dette ikke er tilfældet, eller at fremsætte en
sådan påstand uden at opfylde betingelserne for godkendelse eller
tilladelse. Frivillige markedsbaserede standarder og frivillige offentlige
standarder for grønne og bæredygtige obligationer er ikke primært rettet
mod detailinvestorer og er underlagt specifikke retsregler. Af disse grunde
bør disse standarder ikke betragtes som værende bæredygtighedsmærker i
henhold til nærværende direktiv. Det er vigtigt, at offentlige myndigheder
så vidt muligt og under overholdelse af EU-retten fremmer
foranstaltninger, der letter små og mellemstore virksomheders adgang til
bæredygtighedsmærker.
(8) I tilfælde hvor fremvisning af et bæredygtighedsmærke omfatter
kommerciel kommunikation, der antyder eller giver indtryk af, at et
produkt har en positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er mindre
miljøbelastende end konkurrerende produkter, bør dette
bæredygtighedsmærke også betragtes som en miljøanprisning.
(9) Bilag I til direktiv 2005/29/EF bør også ændres med henblik på at
forbyde fremsættelsen af en generisk miljøanprisning uden anerkendte
fremragende miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.
Eksempler på generiske miljøanprisninger omfatter »miljøvenlig«,
»økovenlig«, »grøn«, »naturven«, »økologisk«, »miljøkorrekt«,
»klimavenlig«, »mild mod miljøet«, »CO2-venlig«, »energieffektiv«,
»bionedbrydelig«, »biobaseret« eller lignende udsagn, der antyder eller
giver indtryk af fremragende miljøpræstationer. Sådanne generiske
miljøanprisninger bør forbydes, når anerkendte fremragende
miljøpræstationer ikke kan påvises. Når specifikationen af
miljøanprisningen gives tydeligt og i fremhævet form på samme medium
såsom samme reklamespot, produktets emballage eller
onlinesalgsgrænseflade, betragtes miljøanprisningen ikke som en generisk
miljøanprisning. Anprisningen »klimavenlig emballage« ville f.eks. være
en generisk anprisning, hvorimod påstanden om, at »100 % af den energi,
der anvendes til at fremstille denne emballage, kommer fra vedvarende
energikilder«, ville være en specifik anprisning, som ikke ville være
omfattet af dette forbud, uden at dette berører andre bestemmelser i
direktiv 2005/29/EF, der fortsat finder anvendelse på disse specifikke
anprisninger. Herudover vil en anprisning, der fremsættes skriftligt eller
UDKAST
Side 176
mundtligt kombineret med implicitte anprisninger såsom farver eller
billeder, kunne udgøre en generisk miljøanprisning.
(10) Anerkendte fremragende miljøpræstationer kan påvises ved at stemme
overens med forordning (EF) nr. 66/2010 eller med officielt anerkendte
EN ISO 14024-miljømærkeordninger i medlemsstaterne eller ved at svare
til de bedste miljøpræstationer for et specifikt miljømæssigt karakteristika i
overensstemmelse med anden gældende EU-ret såsom klasse A i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2017/136910
. De pågældende anerkendte fremragende miljøpræstationer
bør være relevante for hele anprisningen. En generisk miljøanprisning
såsom »energieffektiv« vil f.eks. kunne fremsættes på grundlag af
anerkendte fremragende miljøpræstationer i overensstemmelse med
forordning (EU) 2017/1369. Derimod kan en generisk miljøanprisning
såsom »bionedbrydelig« ikke fremsættes på grundlag af anerkendte
fremragende miljøpræstationer i overensstemmelse med forordning (EF)
nr. 66/2010, i det omfang der ikke er krav om bionedbrydelighed i de
specifikke EU-miljømærkekriterier for det pågældende produkt.
Tilsvarende bør en erhvervsdrivende ikke fremsætte en generisk
anprisning såsom »bevidst«, »bæredygtig« eller »ansvarlig« udelukkende
baseret på anerkendte fremragende miljøpræstationer, fordi sådanne
anprisninger vedrører andre karakteristika ud over miljømæssige
karakteristika såsom sociale karakteristika.
(11) En anden vildledende handelspraksis, der bør forbydes under alle
omstændigheder og således tilføjes på listen i bilag I til direktiv
2005/29/EF, er fremsættelsen af en miljøanprisning for hele produktet eller
den erhvervsdrivendes virksomhed som helhed, når den rent faktisk kun
vedrører et bestemt aspekt af produktet eller en specifik, ikke-
repræsentativ aktivitet i den erhvervsdrivendes virksomhed. Dette forbud
gælder f.eks., når et produkt markedsføres som »fremstillet af genanvendt
materiale«, hvilket giver indtryk af, at hele produktet er fremstillet af
genanvendt materiale, selv om det faktisk kun er emballagen, der er
fremstillet af genanvendt materiale, eller når en erhvervsdrivende giver
indtryk af, at den kun anvender vedvarende energikilder, selv om
10
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling
af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (EUT L 198 af
28.7.2017, s. 1).
UDKAST
Side 177
adskillige af den erhvervsdrivendes forretningsfaciliteter faktisk stadig
anvender fossile brændstoffer. I overensstemmelse hermed bør forbuddet
ikke forhindre en erhvervsdrivende i at fremsætte miljøanprisninger om sin
virksomhed som helhed, forudsat at disse anprisninger er nøjagtige og
verificerbare, og at de ikke overvurderer de miljømæssige fordele, som det
ville være tilfældet i det andet af disse eksempler, hvis den pågældende
erhvervsdrivende skulle rapportere om et fald i anvendelsen af fossile
brændstoffer i sin virksomhed som helhed.
(12) Det er særlig vigtigt at forbyde fremsættelse af anprisninger, der er
baseret på kompensation for drivhusgasemissioner og hævder, at et
produkt, enten en vare eller en tjenesteydelse, har en neutral, reduceret
eller positiv indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner.
Sådanne anprisninger bør under alle omstændigheder forbydes og tilføjes
på listen i bilag I til direktiv 2005/29/EF, eftersom de vildleder forbrugerne
ved at få dem til at tro, at sådanne anprisninger vedrører selve produktet
eller leveringen og produktionen af det pågældende produkt, eller eftersom
de giver forbrugerne det fejlagtige indtryk, at forbruget af det pågældende
produkt ikke har nogen indvirkning på miljøet. Eksempler på sådanne
anprisninger er »klimaneutral«, »certificeret CO2-neutral«,
»carbonpositiv«, »klimanettonulemission«, »klimakompenseret«,
»reduceret klimapåvirkning« og »begrænset CO2-fodaftryk«. Sådanne
anprisninger bør kun tillades, når de er baseret på det pågældende produkts
faktiske livscykluspåvirkninger og ikke på kompensation for
drivhusgasemissioner uden for produktets værdikæde, da førstnævnte og
sidstnævnte ikke er ækvivalente. Et sådant forbud bør ikke forhindre
virksomheder i at reklamere for deres investeringer i miljøinitiativer,
herunder CO2-kreditprojekter, så længe de giver sådanne oplysninger på en
måde, der ikke er vildledende, og som opfylder kravene i EU-retten.
(13) Der vil skulle fastsættes yderligere krav til miljøanprisninger i
specifikke EU-retsakter. Disse nye krav vil bidrage til målet i meddelelsen
fra Kommissionen af 11. december 2019om den europæiske grønne pagt
om at sætte køberne i stand til at træffe mere bæredygtige beslutninger og
reducere risikoen for greenwashing gennem pålidelige, sammenlignelige
og verificerbare oplysninger.
(14) Markedsføring på tværs af medlemsstaterne af varer som værende
identiske, når de i virkeligheden har betydelige forskelle med hensyn til
UDKAST
Side 178
sammensætning eller karakteristika, vil kunne vildlede forbrugerne og
foranledige dem til at træffe en transaktionsbeslutning, som de ellers ikke
ville have truffet. Sådanne markedsføringspraksisser er udtrykkeligt
behandlet i artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 2005/29/EF, der blev indført
ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/216111
, som
medlemsstaterne har skullet anvende fra den 28. maj 2022. Kommissionen
vil i 2024 vurdere og aflægge rapport om anvendelsen af direktiv (EU)
2019/2161, herunder artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 2005/29/EF, og om,
hvorvidt disse praksisser bør være underlagt strengere krav, herunder
forbud i bilag I. De nye bestemmelser mod greenwashing-praksisser i
nærværende direktiv bør også finde anvendelse på praksisser, hvor
versioner af det samme produkt markedsføres som identiske i forskellige
medlemsstater, på trods af at der er betydelige forskelle som omhandlet i
artikel 6, stk. 2, litra c), i direktiv 2005/29/EF.
(15) Præsentation af krav, der som følge af retsregler gælder for alle
produkter i den relevante produktkategori på EU-markedet, herunder
importerede produkter, som en særlig egenskab ved den erhvervsdrivendes
tilbud bør forbydes under alle omstændigheder og derfor tilføjes på listen i
bilag I til direktiv 2005/29/EF. Dette forbud bør f.eks. gælde, hvor en
erhvervsdrivende reklamerer med, at et bestemt produkt ikke indeholder et
specifikt kemisk stof, når det pågældende stof allerede er forbudt ved
retsregler for alle produkter i den pågældende produktkategori i Unionen.
Omvendt bør forbuddet ikke omfatte handelspraksis, der fremmer
erhvervsdrivendes eller produkters overholdelse af retlige krav, der kun
gælder for nogle produkter, men ikke for andre konkurrerende produkter i
samme kategori på EU-markedet, såsom produkter med oprindelse uden
for Unionen. Det kan være tilfældet, at det kræves, at visse produkter på
markedet opfylder visse retlige krav, mens det ikke kræves, at andre
produkter i samme produktkategori opfylder disse krav. For eksempel vil
det for fiskeprodukter produceret bæredygtigt i overensstemmelse med
EU-retten være tilladt at promovere de bæredygtighedsmæssige
karakteristika af de produkter, der overholder retlige EU-krav, hvis
11
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/2161 af 27. november 2019 om
ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF,
2005/29/EF og 2011/83/EU, for så vidt angår bedre håndhævelse og modernisering af EU-
reglerne om forbrugerbeskyttelse (EUT L 328 af 18.12.2019, s. 7).
UDKAST
Side 179
fiskeprodukter med oprindelse i tredjelande, der udbydes på EU-markedet,
ikke er forpligtet til at overholde disse retlige EU-krav.
(16) For at øge forbrugervelfærden bør ændringerne af direktiv
2005/29/EF også omfatte flere former for praksis i forbindelse med for
tidlig forældelse, herunder planlagt tidlig forældelse forstået som en
handelspraksis, hvor et produkt bevidst programmeres eller designes med
en begrænset levetid, således at det for tidligt bliver forældet eller
ikkefunktionsdygtigt efter en bestemt periode eller efter en forudbestemt
anvendelsesintensitet. Køb af produkter, som forventes at holde længere,
end de faktisk gør, er til skade for forbrugerne. Desuden har for tidlig
forældelse en generel negativ indvirkning på miljøet i form af øget affald
og øget anvendelse af energi og materialer. Derfor er det sandsynligt, at
håndteringen af oplysninger om tidlig forældelse også vil reducere
mængden af affald og bidrage til et mere bæredygtigt forbrug.
(17) Det bør også være forbudt i henhold til bilag I til direktiv 2005/29/EF
at tilbageholde oplysninger for forbrugere om, at en softwareopdatering vil
have en negativ indvirkning på funktionen af varer med digitale elementer
eller brugen af digitalt indhold eller digitale tjenester. Generelt forventes
erhvervsdrivende, der er ansvarlige for udviklingen af
softwareopdateringer, at råde over sådanne oplysninger, mens
erhvervsdrivende i andre tilfælde kan stole på pålidelige oplysninger fra
f.eks. softwareudviklere, leverandører eller kompetente nationale
myndigheder. Når den erhvervsdrivende f.eks. opfordrer forbrugerne til at
opdatere operativsystemet på deres smartphone, bør den erhvervsdrivende
ikke tilbageholde oplysninger for forbrugeren om, at en sådan opdatering
vil få en negativ indvirkning på nogle af smartphonens elementer, såsom
batteriet, visse applikationers præstation, eller som helhed gøre
smartphonen langsommere. Forbuddet bør gælde for enhver opdatering,
herunder sikkerhedsopdateringer og opdateringer vedrørende
funktionaliteter. For opdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, der er
nødvendige for at opretholde varens, det digitale indholds og den digitale
tjenestes overensstemmelse, bør artikel 8 i Europa- Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2019/77012
og artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets
12
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj 2019 om visse
aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (EUT L 136 af
22.5.2019, s. 1).
UDKAST
Side 180
direktiv (EU) 2019/77113
også finde anvendelse. Dette berører ikke artikel
19 i direktiv (EU) 2019/770.
(18) Softwareopdateringer, som er sikkerhedsopdateringer, er nødvendige
for sikker brug af produktet, hvorimod dette ikke gælder for opdateringer
vedrørende forbedring af elementer ved funktionaliteterne. Direktiv
2005/29/EF bør derfor forbyde, at en softwareopdatering præsenteres som
nødvendig for at opretholde produktets overensstemmelse, hvor denne
opdatering kun tjener til at forbedre elementer ved funktionaliteterne.
(19) Kommerciel kommunikation om varer, der indeholder et element,
som er indført for at begrænse deres holdbarhed, er en handelspraksis, der
er til skade for forbrugerne og miljøet, da en sådan kommunikation
tilskynder til salg af sådanne varer, hvilket fører til højere omkostninger
for forbrugerne og til unødvendig brug af ressourcer, affaldsproduktion og
drivhusgasemissioner. Sådan kommerciel kommunikation bør derfor
forbydes, når oplysninger om elementet og dets indvirkning på varens
holdbarhed er tilgængelige for den erhvervsdrivende. Eksempler på
sådanne elementer kan være software, der standser eller nedsætter varens
funktionalitet efter en bestemt periode, eller hardware, der er designet til at
svigte efter en bestemt periode. Der kan også være tale om en design- eller
fabrikationsfejl, der, selv om den ikke er indført som et element til dette
formål, fører til, at varen svigter for tidligt, hvis den ikke afhjælpes, når
oplysninger om eksistensen og virkningerne af elementet er blevet
tilgængelige for den erhvervsdrivende. Kommerciel kommunikation
omfatter i forbindelse med dette forbud kommunikation, der direkte eller
indirekte har til formål at promovere varerne. Fremstilling af varer og at
gøre dem tilgængelige på markedet udgør ikke kommerciel
kommunikation. Dette forbud bør sigte mod hovedsageligt at omfatte
erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne, da det er dem, der
fastslår varernes holdbarhed.
Når en vare identificeres som indeholdende et element, der begrænser
holdbarheden, bør producenten af den pågældende vare derfor generelt
forventes at være opmærksom på dette element og dens indvirkning på
varens holdbarhed. Ikke desto mindre bør erhvervsdrivende, der ikke er
13
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse
aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv
2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 28).
UDKAST
Side 181
producenter af varerne, såsom sælgerne, være omfattet af denne
bestemmelse, hvis de har adgang til pålidelige oplysninger om elementet
og dens indvirkning på holdbarheden, såsom en erklæring fra en
kompetent national myndighed eller oplysninger fra producenten. Så snart
den erhvervsdrivende har adgang til sådanne oplysninger, bør forbuddet
derfor gælde, uanset om den erhvervsdrivende er bekendt med disse
oplysninger eller ej, f.eks. fordi vedkommende ignorerer dem. For at
betragte en sådan handelspraksis som urimelig bør det ikke være
nødvendigt at påvise, at formålet med elementet er at tilskynde til
udskiftning af den pågældende vare, men det vil være tilstrækkeligt at
bevise, at elementet er blevet indført for at begrænse varens holdbarhed.
Dette forbud berører ikke de beføjelser, som forbrugere har i tilfælde af en
vares manglende overensstemmelse i henhold til direktiv (EU) 2019/771.
Der bør skelnes mellem elementer, der begrænser varernes holdbarhed, og
fremstillingsmetoder, hvor der anvendes materialer eller processer af
generel lav kvalitet, hvilket begrænser varernes holdbarhed. En vares
manglende overensstemmelse, der skyldes anvendelse af materialer eller
processer af lav kvalitet, bør fortsat være omfattet af reglerne om varers
overensstemmelse i direktiv (EU) 2019/771.
(20) En anden praksis, der bør forbydes i henhold til bilag I til direktiv
2005/29/EF, er i modstrid med sandheden at hævde, at en vare med hensyn
til brugstid eller intensitet under normale anvendelsesbetingelser har en
bestemt holdbarhed. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en
erhvervsdrivende oplyser forbrugerne om, at en vaskemaskine forventes at
holde et vist antal vaskecyklusser i overensstemmelse med den normale
forventede brug angivet i brugsanvisningen, selv om den faktiske brug af
vaskemaskinen under de foreskrevne betingelser viser, at dette ikke er
tilfældet. Sådanne påstande fremsættes i vid udstrækning af producenterne,
da det er dem, som fastslår varernes holdbarhed. Derfor forventes
erhvervsdrivende, der også er producenter af varerne, generelt at være
opmærksomme på påstande i modstrid med sandheden om varers
holdbarhed, mens andre erhvervsdrivende såsom sælgere bør stole på
pålidelige oplysninger, som de har til rådighed, f.eks. på grundlag af en
erklæring fra en kompetent national myndighed eller oplysninger fra
producenten. En vares manglende overensstemmelse som følge af
lejlighedsvise fejl ved fremstillingen af en vare bør fortsat være omfattet af
reglerne om varers overensstemmelse fastsat i direktiv (EU) 2019/771.
UDKAST
Side 182
(21) Tilsvarende bør bilag I til direktiv 2005/29/EF også ændres for at gøre
det forbudt at angive, at varer kan repareres, når sådan reparation ikke er
mulig.
(22) Forbuddet mod disse praksisser med hensyn til holdbarhed og
reparationsmuligheder i direktiv 2005/29/EF vil give
forbrugerbeskyttelsesmyndighederne i medlemsstaterne et yderligere
håndhævelsesredskab til bedre at beskytte forbrugernes interesser i
tilfælde, hvor de erhvervsdrivende ikke overholder kravene til varers
holdbarhed og reparationsmuligheder i henhold til produktspecifik EU-ret.
(23) En anden praksis associeret med for tidlig forældelse, som bør
forbydes og tilføjes på listen i bilag I til direktiv 2005/29/EF, er at
tilskynde forbrugeren til at udskifte eller genopfylde et produkts
forbrugsvarer tidligere, end det ellers ville være nødvendigt af tekniske
årsager. Sådanne praksisser vildleder forbrugeren til at tro, at varen ikke
længere vil fungere, medmindre dens forbrugsvarer udskiftes, hvilket fører
til, at forbrugeren køber flere forbrugsvarer end nødvendigt. Det bør f.eks.
være forbudt at opfordre forbrugeren via printerindstillingerne til at
udskifte printerblækpatronerne, før de rent faktisk er tomme, for at fremme
købet af yderligere blækpatroner.
(24) Bilag I til direktiv 2005/29/EF bør også ændres, så det forbydes at
tilbageholde oplysninger for forbrugeren om forringelsen af en vares
funktionalitet, når der anvendes forbrugsvarer, reservedele eller tilbehør,
som den oprindelige producent ikke har leveret. Hvis en printer f.eks. er
designet på en sådan måde, at dens funktionalitet er begrænset, når der
anvendes blækpatroner, som ikke er leveret af den oprindelige producent
af printeren, bør disse oplysninger ikke skjules for forbrugeren, fordi en
sådan praksis kan vildlede forbrugeren til at købe en alternativ blækpatron,
som ikke kan anvendes til den pågældende printer, hvilket fører til
unødvendige affaldsstrømme eller yderligere omkostninger for
forbrugeren. Hvis intelligente enheder er designet på en sådan måde, at
deres funktionalitet er begrænset, når der bruges opladere eller reservedele,
der ikke er leveret af den originale producent, bør disse oplysninger
ligeledes ikke tilbageholdes for køberen på købstidspunktet. Det bør også
være forbudt at vildlede forbrugeren til at tro, at anvendelsen af
forbrugsvarer, reservedele eller tilbehør, der ikke er leveret af den
oprindelige producent, vil forringe en vares funktionalitet, når dette ikke er
UDKAST
Side 183
tilfældet. Generelt forventes erhvervsdrivende, der også er producenter af
varerne, at råde over disse oplysninger, mens andre erhvervsdrivende
såsom sælgere bør stole på pålidelige oplysninger, som de har til rådighed,
f.eks. på grundlag af en erklæring fra en kompetent national myndighed
eller oplysninger fra producenten.
(25) For at forbrugerne kan træffe beslutninger på et mere oplyst grundlag,
og for at stimulere efterspørgslen på og udbuddet af mere holdbare varer,
bør der gives specifikke oplysninger om et produkts holdbarhed og
reparationsmuligheder for alle typer varer, inden aftalen indgås. Med
hensyn til varer med digitale elementer, digitalt indhold og digitale
tjenester bør forbrugerne desuden informeres om, hvor længe gratis
softwareopdateringer er tilgængelige. Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2011/83/EU14
om forbrugerrettigheder bør derfor ændres for at
give forbrugerne oplysninger forud for indgåelsen af aftaler om
holdbarhed, reparationsmuligheder og tilgængeligheden af opdateringer.
Oplysningerne bør gives til forbrugerne på en tydelig og forståelig måde
og i overensstemmelse med tilgængelighedskravene i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2019/88215
. Forpligtelsen til at give forbrugerne
disse oplysninger supplerer og berører ikke forbrugernes rettigheder i
henhold til direktiv (EU) 2019/770 og (EU) 2019/771.
(26) En god indikator for en vares holdbarhed er producentens
handelsmæssige garanti for holdbarhed i henhold til artikel 17 i direktiv
(EU) 2019/771. Producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed er en
forpligtelse fra en producent over for forbrugeren med hensyn til en vares
holdbarhed. Nærmere bestemt er det en forpligtelse til at opretholde en
vares krævede funktioner og ydeevne ved normal brug. For at informere
forbrugerne om, at der tilbydes en garanti for holdbarhed for en bestemt
vare, bør disse oplysninger gives til forbrugeren ved hjælp af et
harmoniseret mærke. Erhvervsdrivende, der sælger varer, bør, hvor
producenten stiller disse oplysninger til rådighed for den erhvervsdrivende,
forpligtes til at oplyse forbrugerne om eksistensen og varigheden af enhver
14
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om
forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT L 304 af 22.11.2011, s. 64).
15
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om
tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (EUT L 151 af 7.6.2019, s. 70).
UDKAST
Side 184
handelsmæssig garanti for holdbarhed, der tilbydes af producenten uden
yderligere omkostninger, dækker hele varen og har en varighed på mere
end to år. Den erhvervsdrivende bør ikke være forpligtet til aktivt at søge
efter sådanne oplysninger fra producenten, f.eks. ved at søge på
produktspecifikke websteder. For at undgå, at forbrugere forveksler den
handelsmæssige garanti for holdbarhed og den retlige garanti for
kontraktmæssighed, bør forbrugerne på det harmoniserede mærke mindes
om, at de også nyder godt af den retlige garanti for kontraktmæssighed.
(27) Nylige rapporter har vist, at forbrugere ofte ikke kender deres
juridiske rettigheder i henhold til direktiv (EU) 2019/771. En harmoniseret
meddelelse bør derfor minde forbrugerne om eksistensen af og de
væsentligste elementer i den retlige garanti for kontraktmæssighed,
herunder dens minimumsvarighed på to år, og en generel henvisning til
muligheden for, at varigheden af den retlige garanti for kontraktmæssighed
kan være længere i henhold til national ret. Dette vil forhindre, at der
opstår forvirring med hensyn til oplysningerne om den handelsmæssige
garanti for holdbarhed.
(28) Det harmoniserede mærke bør fremvises på en fremtrædende måde og
anvendes på en måde, der gør det muligt for forbrugerne let at identificere,
hvilke bestemte varer der drager fordel af en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der tilbydes af producenten uden yderligere omkostninger,
dækker hele varen og har en varighed på mere end to år, f.eks. ved at
mærket placeres direkte på emballagen for en bestemt vare, ved at
fremvise mærket på en fremtrædende måde på hylden, hvor de varer, der
er omfattet af en sådan garanti, er placeret, eller ved at mærket placeres
direkte ved siden af billedet af varen i tilfælde af onlinesalg. Producenter,
der tilbyder sådanne handelsmæssige garantier for holdbarhed, kan selv
placere det harmoniserede mærke direkte på den bestemte vare eller på
dens emballage med henblik på at opnå en kommerciel fordel.
Erhvervsdrivende bør sikre, at det harmoniserede mærke er klart synligt.
Den harmoniserede meddelelse bør samtidig give forbrugerne en generel
påmindelse om den retlige garanti om kontraktmæssighed, der gælder for
alle varer i overensstemmelse med direktiv (EU) 2019/771. Den
harmoniserede meddelelse bør fremvises på en fremtrædende måde, f.eks.
på en iøjnefaldende plakat på en væg i butikken, ved siden af
UDKAST
Side 185
kasseskranken eller, i tilfælde af onlinesalg, som en generel påmindelse på
webstedet for den erhvervsdrivende, der sælger varer.
(29) Kommissionen bør tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt
angår udformningen og indholdet af det harmoniserede mærke og den
harmoniserede meddelelse. Disse beføjelser bør udøves i
overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 182/201116
.
(30) I betragtning af minimumsvarigheden på to år for den retlige garanti
for kontraktmæssighed som fastsat i direktiv (EU) 2019/771 og det
forhold, at mange produktsvigt opstår efter denne periode, bør den
erhvervsdrivendes forpligtelse til at oplyse forbrugerne om eksistensen og
varigheden af producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed ved
hjælp af et harmoniseret mærke kun finde anvendelse på handelsmæssige
garantier for holdbarhed, der tilbydes i en periode på over to år. Derudover
bør det harmoniserede mærke også minde forbrugerne om eksistensen af
den retlige garanti for kontraktmæssighed.
(31) For at gøre det lettere for forbrugerne at træffe en informeret
transaktionsbeslutning, når de sammenligner varer, inden de indgår en
aftale, bør de erhvervsdrivende oplyse forbrugerne om eksistensen og
varigheden af producentens handelsmæssige garanti for holdbarhed for
hele varen og ikke for varens specifikke komponenter.
(32) Producenten og sælgeren bør frit kunne tilbyde andre typer
handelsmæssige garantier og eftersalgsservice. De oplysninger, der gives
til forbrugeren om sådanne andre handelsmæssige garantier eller servicer,
bør imidlertid ikke forvirre forbrugeren med hensyn til eksistensen og
varigheden af en producents handelsmæssige garanti for holdbarhed, der
tilbydes af producenten uden yderligere omkostninger, dækker hele varen
og har en varighed på mere end to år, og for hvilken et harmoniseret
mærke anvendes.
(33) For at forbrugerne kan træffe mere informerede beslutninger og for at
fremme konkurrencen mellem producenter for så vidt angår holdbarheden
16
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de
generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere
Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
UDKAST
Side 186
af varer med digitale elementer bør de erhvervsdrivende, der sælger disse
varer, oplyse forbrugerne om den minimumsperiode, i hvilken producenten
forpligter sig til at levere softwareopdateringer for sådanne varer, enten
angivet som en periode eller med henvisning til en dato. Ligeledes bør
erhvervsdrivende, der tilbyder digitalt indhold og digitale tjenester, oplyse
forbrugerne om den minimumsperiode, i hvilken udbyderen af det digitale
indhold eller den digitale tjeneste forpligter sig til at levere
softwareopdateringer, herunder sikkerhedsopdateringer, der er nødvendige
for at opretholde det digitale indholds og de digitale tjenesters
kontraktmæssighed. Denne forpligtelse bør sikre, at forbrugerne modtager
disse oplysninger på en enkel og tydelig måde, så de kan sammenligne
forskellige minimumsperioder. Dette berører ikke de forpligtelser, der er
fastsat i EU-retten, navnlig i direktiv (EU) 2019/770 og (EU) 2019/771,
og, hvor det er relevant, produktspecifik EU-ret. Oplysningerne om
softwareopdateringer bør gives på en måde, der ikke er vildledende i
henhold til direktiv 2005/29/EF. Den erhvervsdrivende bør kun være
forpligtet til at give disse oplysninger, hvis producenten eller udbyderen
har stillet sådanne oplysninger til rådighed.
(34) I henhold til artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 6, stk. 1, litra m), i
direktiv 2011/83/EU er erhvervsdrivende, inden forbrugerne er bundet af
en aftale, forpligtet til at give forbrugerne oplysninger om eksistensen af
og betingelserne for eftersalgsservice, herunder reparationstjenester, hvor
sådanne services gives. For at give forbrugerne mulighed for at træffe en
informeret transaktionsbeslutning og vælge varer, der er lettere at reparere,
bør de erhvervsdrivende derudover, hvor det er relevant, inden forbrugerne
er bundet af aftalen, for alle typer varer angive varens score for
reparationsmulighed som oplyst af producenten og som fastsat på EU-plan.
(35) For at sikre, at forbrugerne er velinformeret om
reparationsmulighederne for de varer, de køber, bør erhvervsdrivende,
hvor der ikke er fastsat en score for reparationsmulighed på EU-plan, give
andre relevante reparationsoplysninger, som producenten stiller til
rådighed, såsom oplysninger om tilgængeligheden, de anslåede
omkostninger og proceduren for bestilling af reservedele, der er
nødvendige for at opretholde varernes kontraktmæssighed,
tilgængeligheden af reparations- og vedligeholdelsesvejledninger og
reparationsbegrænsninger.
UDKAST
Side 187
(36) Erhvervsdrivende bør oplyse forbrugerne om det harmoniserede
mærke, minimumsperioden for opdateringer og andre oplysninger om
reparation end scoren for reparationsmuligheder, hvor en producent eller
udbyder af det digitale indhold eller den digitale tjeneste, hvis det ikke er
den erhvervsdrivende, gør de relevante oplysninger tilgængelige. Navnlig
med hensyn til varer bør den erhvervsdrivende give forbrugerne de
oplysninger, som producenten har givet den erhvervsdrivende eller på
anden måde har haft til hensigt at gøre let tilgængelige for forbrugeren
inden aftalens indgåelse, ved at anføre dem på selve produktet, dets
emballage eller mærker og etiketter, som forbrugeren normalt vil
undersøge, inden aftalen indgås. Den erhvervsdrivende bør ikke være
forpligtet til aktivt at søge efter sådanne oplysninger fra producenten,
f.eks. ved at søge på produktspecifikke websteder. Samtidig vil det være i
producenternes interesse proaktivt at give sådanne oplysninger for at opnå
en kommerciel fordel.
(37) Erhvervsdrivende bør i givet fald oplyse forbrugerne om
tilgængeligheden af miljøvenlige leveringsmuligheder såsom levering af
varer via fragtcykel eller elektrisk leveringskøretøj eller muligheden for
bundtede forsendelsesmuligheder.
(38) Hvis en fjernsalgsaftale, der skal indgås ved hjælp af elektroniske
midler, pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse, bør den
erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet form, og direkte før forbrugeren
afgiver en ordre, gøre denne opmærksom på det harmoniserede mærke, så
det sikres, at forbrugeren tager højde for disse oplysninger.
(39) Direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU bør fortsat fungere som et
»sikkerhedsnet«, der sikrer, at der kan opretholdes et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau i alle sektorer ved at supplere sektor- og
produktspecifik EU-ret, der har forrang i tilfælde af uoverensstemmelse.
(40) Målene for dette direktiv, nemlig at gøre det muligt for forbrugerne at
træffe mere informerede transaktionsbeslutninger for at fremme
bæredygtigt forbrug, at sætte en stopper for praksis, der skader den
bæredygtige økonomi og forhindrer forbrugerne i at træffe bæredygtige
forbrugsvalg, og at sikre en bedre og konsekvent anvendelse af Unionens
retlige ramme på forbrugerområdet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes
af medlemsstaterne, men kan på grund af problemets EU-dækkende
UDKAST
Side 188
karakter bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i
traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke
videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.
(41) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011fra
medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter17
har
medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade
meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere
dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de
tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse
med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter
er berettiget.
(42) For at lette en korrekt anvendelse af dette direktiv er det vigtigt, at
Kommissionen ajourfører vejledningerne om direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for at tage hensyn til indholdet af nærværende direktiv —
VEDTAGET DETTE DIREKTIV:
Artikel 1
Ændringer af direktiv 2005/29/EF
I direktiv 2005/29/EF foretages følgende ændringer:
1) I artikel 2, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Følgende litra indsættes:
»ca) »varer«: varer som defineret i artikel 2, nr. 5), i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2019/771(*)
_____________
(*) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj
2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af
17
EUT C 369 af 17.12.2011, s. 14.
UDKAST
Side 189
forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af
direktiv 1999/44/EF (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 28).«
b) Følgende litraer tilføjes:
»o) »miljøanprisning«: ethvert budskab eller enhver fremstilling, som ikke
er obligatorisk i henhold til EU-retten eller national ret, uanset form,
herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk fremstilling, såsom mærker,
mærkenavne, firmanavne eller produktnavne, der bruges i en kommerciel
kommunikation, og som angiver eller indikerer, at et produkt, en
produktkategori, et mærke eller en erhvervsdrivende har en positiv eller
ingen indvirkning på miljøet eller er mindre miljøbelastende end andre
produkter, produktkategorier, mærker eller erhvervsdrivende eller har
forbedret sin indvirkning over tid
p) »generisk miljøanprisning«: enhver miljøanprisning, der fremsættes i
skriftlig eller mundtlig form, herunder via audiovisuelle medier, og som
ikke er indeholdt i et bæredygtighedsmærke, og hvor specifikationen af
anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form på samme medium
q) »bæredygtighedsmærke«: ethvert frivilligt tillidsmærke, kvalitetsmærke
eller tilsvarende, enten offentligt eller privat, der har til formål at
fremhæve og promovere et produkt, en proces eller en virksomhed under
henvisning til deres miljømæssige eller sociale karakteristika eller begge,
og omfatter ikke nogen obligatorisk mærkning krævet i henhold til EU-
retten eller national ret
r) »certificeringsordning«: en tredjepartsverifikationsordning, der
certificerer, at et produkt, en proces eller en virksomhed opfylder visse
krav, giver mulighed for at anvende et tilsvarende bæredygtighedsmærke,
og hvis vilkår, herunder dens krav, er offentligt tilgængelige og opfylder
følgende kriterier:
i) ordningen er på gennemsigtige, retfærdige og ikkediskriminerende
vilkår åben for alle erhvervsdrivende, der er villige og i stand til at
opfylde ordningens krav
ii) ordningens krav udarbejdes af ordningens ejer i samråd med
relevante eksperter og interessenter
UDKAST
Side 190
iii) ordningen fastsætter procedurer for håndtering af manglende
overholdelse af ordningens krav og indeholder bestemmelser om
tilbagetrækning eller suspension af den erhvervsdrivendes ret til
anvendelse af bæredygtighedsmærket i tilfælde af manglende
overholdelse af ordningens krav, og
iv) overvågningen af den erhvervsdrivendes overholdelse af ordningens
krav er underlagt en objektiv procedure og udføres af en tredjepart, hvis
kompetence og uafhængighed af både ordningens ejer og den
erhvervsdrivende er baseret på internationale standarder og procedurer,
EU-standarder og -procedurer eller nationale standarder og procedurer
s) »anerkendte fremragende miljøpræstationer«: miljøpræstationer, der er i
overensstemmelse med Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 66/2010 (*), eller med nationale eller regionale EN ISO 14024 type I-
miljømærkeordninger, der er officielt anerkendt i medlemsstaterne, eller de
bedste miljøpræstationer i overensstemmelse med anden gældende EU-ret
t) »holdbarhed«: holdbarhed som defineret i artikel 2, nr. 13), i direktiv
(EU) 2019/771
u) »softwareopdatering« en opdatering, som er nødvendig, for at varer med
digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester bliver ved med at
være i overensstemmelse som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2019/770 (**) og (EU) 2019/771, herunder en
sikkerhedsopdatering, eller en opdatering vedrørende funktionaliteter
v) »forbrugsvare«: enhver komponent i en vare, der opbruges igen og igen
og skal udskiftes eller genopfyldes, for at varen kan fungere efter
hensigten
w) »funktionalitet«: funktionalitet som defineret i artikel 2, nr. 9), i
direktiv (EU) 2019/771.
_____________
(*) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25.
november 2009 om EU-miljømærket (EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1).
UDKAST
Side 191
(**) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20. maj
2019 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og
digitale tjenester (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 1).«
2) I artikel 6 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1, litra b), affattes således:
»b) de væsentligste karakteristika ved produktet såsom det omfang, i
hvilket det står til rådighed, dets fordele, risici, udførelse, sammensætning,
miljømæssige eller sociale karakteristika, tilbehør, cirkularitetsaspekter
såsom holdbarhed, reparationsmuligheder eller genanvendelighed,
eftersalgsservice og klagebehandling, måden og tidspunktet for
fremstilling eller ydelse, levering, dets hensigtsmæssighed, anvendelse,
mængde, specifikationer, geografiske eller handelsmæssige oprindelse
eller de resultater, som kan forventes opnået ved brugen, eller resultaterne
af og de vigtigste elementer ved afprøvning eller kontrol af produktet.«
b) I stk. 2 tilføjes følgende litraer:
»d) fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende fremtidige
miljøpræstationer uden klare, objektive, offentligt tilgængelige og
verificerbare forpligtelser fastsat i en detaljeret og realistisk
gennemførelsesplan, der omfatter målbare og tidsbestemte mål og andre
relevante elementer, der er nødvendige for at støtte dens gennemførelse,
såsom tildeling af ressourcer, og som regelmæssigt kontrolleres af en
uafhængig tredjepartsekspert, hvis konklusioner gøres tilgængelige for
forbrugerne
e) reklamefordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke følger af
noget element ved produktet eller virksomheden.«
3) I artikel 7 indsættes følgende stykke:
»7. Leverer en erhvervsdrivende en tjeneste, der sammenligner produkter
og giver forbrugeren oplysninger om miljømæssige eller sociale
karakteristika eller om cirkularitetsaspekter, såsom holdbarhed,
reparationsmuligheder eller genanvendelighed, for så vidt angår
produkterne eller leverandørerne af disse produkter, betragtes oplysninger
om sammenligningsmetoden, de sammenlignede produkter,
UDKAST
Side 192
leverandørerne af disse produkter samt de foranstaltninger, der er indført
til at holde de pågældende oplysninger ajour, som væsentlige
oplysninger.«
4) Bilag I ændres i overensstemmelse med bilaget til nærværende direktiv.
Artikel 2
Ændringer af direktiv 2011/83/EU
I direktiv 2011/83/EU foretages følgende ændringer:
1) I artikel 2 indsættes følgende numre:
»14a) »handelsmæssig garanti for holdbarhed«: en producents
handelsmæssige garanti for holdbarhed som omhandlet i artikel 17 i
direktiv (EU) 2019/771 i henhold til hvilken producenten er direkte
ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for den handelsmæssige
garanti for holdbarhed for så vidt angår reparation eller omlevering af
varerne i overensstemmelse med artikel 14 i direktiv (EU) 2019/771, når
varernes holdbarhed ikke opretholdes
14b) »holdbarhed«: holdbarhed som defineret i artikel 2, nr. 13), i direktiv
(EU) 2019/771
14c) »producent«: producent som defineret i artikel 2, nr. 4), i direktiv
(EU) 2019/771
14d) »score for reparationsmulighed«: en score, der udtrykker en vares
mulighed for at kunne repareres, baseret på harmoniserede krav, der er
fastlagt på EU-plan
14e) »softwareopdatering«: en gratis opdatering, herunder en
sikkerhedsopdatering, som er nødvendig for, at varer med digitale
elementer, digitalt indhold og digitale tjenester bliver ved med at være i
overensstemmelse som omhandlet i direktiv (EU) 2019/770 og (EU)
2019/771«.
2) I artikel 5, stk. 1, foretages følgende ændringer:
UDKAST
Side 193
a) Litra e) affattes således:
»e) en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for varers
kontraktmæssighed og de væsentligste elementer heri, herunder dens
minimumsvarighed på to år som fastsat i direktiv (EU) 2019/771, på en
fremtrædende måde ved hjælp af den harmoniserede meddelelse, der er
omhandlet i nærværende direktivs artikel 22a«.
b) Følgende litraer indsættes:
»ea) hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkostninger og med
en varighed på mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for
den erhvervsdrivende, gives oplysningerne om, at den pågældende vare
drager fordel af en sådan garanti, dens varighed og en påmindelse om
eksistensen af den retlige garanti for kontraktmæssighed på en
fremtrædende måde ved hjælp af det harmoniserede mærke, der er
omhandlet i artikel 22a
eb) en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for digitalt
indholds og digitale tjenesters kontraktmæssighed
ec) hvor det er relevant, eksistensen af og betingelserne for
eftersalgsservice og handelsmæssige garantier
ed) for varer med digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale
tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller oplysningerne til
rådighed for den erhvervsdrivende, den minimumsperiode, enten angivet
som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken producenten
eller udbyderen leverer softwareopdateringer.«
c) Følgende litraer tilføjes:
»i) hvor det er relevant, varernes score for reparationsmulighed
j) finder litra i) ikke anvendelse, og forudsat at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende, oplysninger om
tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og proceduren for
bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde varerne
kontraktmæssige, om tilgængeligheden af reparations- og
UDKAST
Side 194
vedligeholdelsesvejledninger samt oplysninger om
reparationsbegrænsninger.«
3) I artikel 6, stk. 1, foretages følgende ændringer:
a) Litra g) affattes således:
»g) forholdene vedrørende betaling, levering, herunder, hvor det er muligt,
miljøvenlige leveringsmuligheder, opfyldelse, det tidspunkt, hvor den
erhvervsdrivende forpligter sig til at levere varerne eller yde
tjenesteydelsen, samt, hvor det er relevant, den erhvervsdrivendes politik
for klagebehandling«.
b) Litra l) affattes således:
»l) en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for varers
kontraktmæssighed og de væsentligste elementer heri, herunder dens
minimumsvarighed på to år som fastsat i direktiv (EU) 2019/771, på en
fremtrædende måde ved hjælp af den harmoniserede meddelelse, der er
omhandlet i nærværende direktivs artikel 22a«.
c) Følgende litraer indsættes:
»la) hvor producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere omkostninger og med
en varighed på mere end to år, og stiller disse oplysninger til rådighed for
den erhvervsdrivende, gives oplysningerne om, at den pågældende vare
drager fordel af en sådan garanti, dens varighed og en påmindelse om
eksistensen af den retlige garanti for kontraktmæssighed på en
fremtrædende måde ved hjælp af det harmoniserede mærke, der er
omhandlet i artikel 22a
lb) en påmindelse om eksistensen af den retlige garanti for digitalt
indholds og digitale tjenesters kontraktmæssighed
lc) for varer med digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale
tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller oplysningerne til
rådighed for den erhvervsdrivende, den minimumsperiode, enten angivet
som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken producenten
eller udbyderen leverer softwareopdateringer.«
UDKAST
Side 195
d) Følgende litraer tilføjes:
»u) hvor det er relevant, varernes score for reparationsmulighed
v) finder litra u) ikke anvendelse, og forudsat at producenten stiller
oplysningerne til rådighed for den erhvervsdrivende, oplysninger om
tilgængeligheden af og de anslåede omkostninger ved og proceduren for
bestilling af reservedele, der er nødvendige for at holde varerne
kontraktmæssige, om tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt oplysninger om
reparationsbegrænsninger.«
4) Artikel 8, stk. 2, første afsnit, affattes således:
»2. Hvis en fjernsalgsaftale, der indgås ved hjælp af elektroniske midler,
pålægger forbrugeren en betalingsforpligtelse, gør den erhvervsdrivende
tydeligt og på en fremtrædende måde, og direkte før forbrugeren afgiver
sin ordre, denne opmærksom på de oplysninger, der er omhandlet i artikel
6, stk. 1, litra a), e), la), o) og p).«
5) Følgende artikel indsættes i kapitel V:
»Artikel 22a
Harmoniseret meddelelse og harmoniseret mærke
1. For at sikre, at forbrugerne er velinformerede og let kan forstå deres
rettigheder i hele Unionen, anvendes der en harmoniseret meddelelse til at
give oplysninger i medfør af artikel 5, stk. 1, litra e), og artikel 6, stk. 1,
litra l), og der anvendes et harmoniseret mærke til at give oplysninger i
medfør af artikel 5, stk. 1, litra ea), og artikel 6, stk. 1, litra la).
2. Senest den 27. september 2025fastlægger Kommissionen ved hjælp af
gennemførelsesretsakter udformningen og indholdet af den harmoniserede
meddelelse, der er omhandlet i stk. 1.
3. Den harmoniserede meddelelse skal indeholde de væsentligste
elementer i den retlige garanti for kontraktmæssighed, herunder dens
minimumsvarighed på to år som fastsat i direktiv (EU) 2019/771, og en
generel henvisning til muligheden for, at varigheden af den retlige garanti
for kontraktmæssighed er længere i henhold til national ret.
UDKAST
Side 196
4. Senest den 27. september 2025fastlægger Kommissionen ved hjælp af
gennemførelsesretsakter udformningen og indholdet af det harmoniserede
mærke, der er omhandlet i stk. 1.
5. Den harmoniserede meddelelse og det harmoniserede mærke skal være
let genkendelige og forståelige for forbrugerne og lette at bruge og gengive
for de erhvervsdrivende.
6. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren,
jf. artikel 27a«.
6) Følgende artikel indsættes:
»Artikel 27a
Udvalgsprocedure
1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som
omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011
(*).
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU)
nr. 182/2011.
_____________
(*) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16.
februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan
medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af
gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«
Artikel 3
Kommissionens rapportering og revision
Senest den 27. september 2031forelægger Kommissionen Europa-
Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv.
Denne rapport skal indeholde en vurdering af dette direktivs bidrag til at
styrke forbrugerrettigheder, navnlig effektiviteten af det harmoniserede
UDKAST
Side 197
mærke og den harmoniserede meddelelse med hensyn til at forbedre
tilgængeligheden af handelsmæssige garantier for holdbarhed og
forbrugernes forståelse heraf, samt forbrugernes bevidsthed om deres
rettigheder i henhold til den retlige garanti for kontraktmæssighed.
Rapporten skal endvidere indeholde en vurdering af dette direktivs
samlede bidrag til forbrugerdeltagelsen i den grønne omstilling og dets
indvirkning på de erhvervsdrivende.
Denne rapport ledsages, hvor det er relevant, af lovgivningsforslag.
Artikel 4
Gennemførelse
1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 27. marts 2026de
love og bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.
De underretter straks Kommissionen herom.
De anvender disse love og bestemmelser fra den 27. september 2026.
Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning
til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan
henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for
henvisningen.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste
nationale love og bestemmelser, som de udsteder på det område, der er
omfattet af dette direktiv.
Artikel 5
Ikrafttræden
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende.
UDKAST
Side 198
Artikel 6
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 28. februar 2024.
På Europa-Parlamentets vegne
R. METSOLA
Formand
På Rådets vegne
M. MICHEL
Formand
BILAG
Bilag I til direktiv 2005/29/EF ændres således:
1) Følgende nummer indsættes:
»2a) Den erhvervsdrivende fremviser et bæredygtighedsmærke, som ikke
er baseret på en certificeringsordning eller ikke er etableret af offentlige
myndigheder.«
2) Følgende numre indsættes:
»4a) Den erhvervsdrivende fremsætter en generisk miljøanprisning, selv
om den erhvervsdrivende ikke kan påvise anerkendte fremragende
miljøpræstationer, der er relevante for anprisningen.
4b) Den erhvervsdrivende fremsætter en miljøanprisning vedrørende hele
produktet eller den erhvervsdrivendes virksomhed som helhed, når den
kun vedrører et bestemt aspekt af produktet eller en specifik aktivitet i den
erhvervsdrivendes virksomhed.
UDKAST
Side 199
4c) Den erhvervsdrivende hævder på basis af kompensation for
drivhusgasemissioner, at et produkt har en neutral, reduceret eller positiv
indvirkning på miljøet med hensyn til drivhusgasemissioner.«
3) Følgende nummer indsættes:
»10a) Krav, der som følge af retsregler gælder for alle produkter inden for
den relevante produktkategori på EU-markedet, præsenteres som et særligt
element ved den erhvervsdrivendes tilbud.«
4) Følgende numre indsættes:
»23d) Den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger for forbrugeren om,
at en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på funktionen af
varer med digitale elementer eller brugen af digitalt indhold eller digitale
tjenester.
23e) En softwareopdatering præsenteres som nødvendig, når den kun
tjener til at forbedre elementer ved funktionaliteterne.
23f) Enhver kommerciel kommunikation vedrørende en vare, der
indeholder et element, som er indført for at begrænse dens holdbarhed,
selv om den erhvervsdrivende har adgang til oplysninger om elementet og
dets indvirkning på varens holdbarhed.
23g) Den erhvervsdrivende hævder i modstrid med sandheden, at en vare
under normale anvendelsesbetingelser har en bestemt holdbarhed målt i
brugstid eller intensitet.
23h) Den erhvervsdrivende angiver, at en vare kan repareres, når dette
ikke er tilfældet.
23i) Den erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren til at udskifte eller
genopfylde en vares forbrugsvarer tidligere, end det er nødvendigt, af
tekniske årsager.
23j) Den erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger om forringelse af en
vares funktionalitet, når der anvendes forbrugsvarer, reservedele eller
tilbehør, som den oprindelige producent ikke har leveret, eller hævder i
modstrid med sandheden, at en sådan forringelse vil ske.«
UDKAST
Side 200


Til høringsparterne
Høring over udkast til lov om ændring af lov om markedsføring, lov
om forbrugeraftaler og forbrugerklageloven (Gennemførelse af direk-
tiv om styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling og effek-
tivisering af det offentlige forbrugerklagesystem)
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sender hermed udkast til lov om æn-
dring af lov om markedsføring, lov om forbrugeraftaler og forbrugerklage-
loven i høring. Lovforslaget offentliggøres desuden på www.hoeringspor-
talen.dk.
Der tages forbehold for lovtekniske ændringer i det offentliggjorte udkast
til lov, der er vedhæftet med høringslisten.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal anmode om at modtage eventu-
elle høringssvar senest den 18. december 2024. Høringssvar bedes sendt
pr. e-mail til Lea Ørum Molsted (ltm@kfst.dk).
Baggrund og indhold
Formålet med lovforslaget er at styrke forbrugerbeskyttelsen og sikre bedre
forhold for forbrugerne. Lovforslaget skal bl.a. bidrage til, at forbrugerne
mere aktivt kan tage del i den grønne omstilling. Forslaget sigter mod at
mindske virksomheders brug af vildledende grøn markedsføring, samt at
forbrugerne får bedre oplysninger om produkters garanti og reparations-
muligheder. Lovforslaget skal endvidere bidrage til at understøtte en smi-
dig, hurtig og effektiv sagsbehandling og drift af forbrugerklagesystemet
til gavn for forbrugere, erhvervsdrivende og samfundet.
Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og
2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne
omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig praksis og gennem
bedre oplysning. Der foreslås i den forbindelse ændring af lov om mar-
kedsføring samt lov om forbrugeraftaler.
Med lovforslaget foreslås endvidere bl.a. begrænsning af klageadgang til
Forbrugerklagenævnet efter endt mediation, hvis det er åbenbart, at forbru-
geren ikke kan få medhold i klagen, mulighed for at sambehandle ensartede
klager og en udvidelse af kompetencen i sekretariaterne for Forbrugerkla-
genævnet og godkendte private tvistløsningsorganer. Disse ændringer fo-
retages i forbrugerklageloven.
Dato: 20. november 2024
KONKURRENCE- OG
FORBRUGERSTYRELSEN
ERHVERVSMINISTERIET
Offentligt
ERU Alm.del - Bilag 63
Erhvervsudvalget 2024-25
2
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Lea Ørum Molsted (ltm@kfst.dk) ved-
rørende lovforslagets § 1, Frederik Mathiias Arentoft Torp (frto@jm.dk)
vedrørende lovforslagets § 2 og Christian Niss Norup (cnno@naevnenes-
hus.dk) vedrørende lovforslagets § 3.
Med venlig hilsen
Lea Ørum Molsted
Fuldmægtig