Henvendelse af 15/11-24 fra ASE, Business Danmark og Krifa
Tilhører sager:
Aktører:
Henvendelse om foretræde i BEU ang. L75.pdf
https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/l75/bilag/3/2937629.pdf
Foretræde for BEU vedr. L75 København 15. november 2024 Ase, Business Danmark og Krifa ønsker foretræde for Folketingets Beskæftigelsesudvalg i forbindelse med udvalgets behandling af lovforslag L75 - Forslag til lov om ændring af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. (Tilpasning af rådsstruktur på beskæftigelses- og arbejdsmiljøområdet m.v.) Vi repræsenterer nogle af de største frie og uafhængige lønmodtagerorganisationer uden for hovedorganisationerne. Vi vil gerne pege på, hvor det nuværende lovforslag L75 konkret volder problemer i forhold til ministerens bemyndigelse til sammensætning af det nye Arbejdsmarkedsråd. Vi vil også gerne anvise en løsning for udvalget og Folketinget, der sikrer, at strukturen moderniseres, fremtidssikres og passer ind i den ændrede fagforeningstilslutning, så legitimiteten i den danske model kan fastholdes. Vi ønsker at skabe plads til lønmodtagerorganisationer uden for hovedorganisationerne i det nye Arbejdsmarkedsråd, så Folketinget med L75 får rettet op på det demokratiske underskud i den nuværende rådsstruktur på Beskæftigelsesministeriets ressortområde. Repræsentationen i de rådgivende råd og nævn under Beskæftigelsesministeriet afspejler ikke fordelingerne af lønmodtagerorganisationerne i Danmark. Tildelingen af repræsentation og dermed muligheden for indflydelse følger ikke et lighedsprincip. Det nuværende Beskæftigelsesråd er et af de råd, som med lovforslag L75 bliver nedlagt og erstattet af det nye Arbejdsmarkedsråd. Det initiativ støtter vi. I det nuværende Beskæftigelsesråd er der i dag 11 pladser tildelt lønmodtagerorganisationer, heraf er Fagbevægelsens Hovedorganisation tildelt 9 pladser. Det er ikke proportionalt i forhold til FH’s medlemsmæssige mandat. Til sammenligning har de frie og uafhængige fagforeninger ingen pladser, selvom vi repræsenterer 23 pct. af de organiserede fagforeningsmedlemmer i Danmark. Når dette finder sted, skyldes det, at den nuværende lovgivning bevidst forskelsbehandler nogle organisationer frem for andre. Offentligt L 75 - Bilag 3 Beskæftigelsesudvalget 2024-25 Derfor foreslår vi følgende konkretiseringer i lovforslaget til kriterier for repræsentation på lønmodtagerside i det kommende Arbejdsmarkedsråd: • Det foreslås at fremhæve og præcisere, at Arbejdsmarkedsrådets sammensætning skal sikre en proportional repræsentation af danske lønmodtagere og arbejdsgivere og afspejle det moderne arbejdsmarkeds mange forskellige arbejds- og ansættelsesformer. • Det foreslås at indskærpe, at ministeren tilpligtes at sikre ligebehandling af lønmodtagerorganisationer på baggrund af saglighed og uafhængigt af ideologisk ståsted. • Intet sted i lovforslaget og i de nuværende forarbejder til loven er der omtalt forhold, der vedrører overenskomster, og dette bør derfor følgende ikke være et sagligt kriterium i ministerens skøn. I lovforslaget bemyndiges ministeren til at træffe afgørelse om sammensætningen af Arbejdsmarkedsrådet. Derfor bør Folketinget som minimum regulere, hvilke lovlige kriterier, der kan ligge til grund for ministerens skøn. Med venlig hilsen Adm. direktør Karsten Mølgaard Jensen, Ase Formand Jens Neustrup Simonsen, Business Danmark Formand Jane Heitmann, Krifa