Fremsat den 14. november 2024 af miljøministeren (Magnus Heunicke)

Fremsat den 14. november 2024 af miljøministeren (Magnus Heunicke)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet
(Forbud mod udledning af vand fra røggasrensesystemer på skibe, forbud mod dumpning af optaget havbundsmateriale
i vanddybder under 6 meter og i nærmere afgrænsede områder, regulering af udledninger til havet fra offshore CO2-
lagringsplatforme, marin geoengineering m.v.)
§ 1
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse
nr. 147 af 19. februar 2024, som ændret ved § 1 i lov nr.
463 af 15. maj 2017 og § 4 i lov nr. 322 af 2. april 2024,
foretages følgende ændringer:
1. Efter § 4 indsættes:
»§ 4 a. Ved marin geoengineering forstås i denne lov
ethvert bevidst indgreb i havmiljøet med henblik på at mani-
pulere naturlige processer, herunder for at modvirke menne-
skeskabte klimaforandringer eller deres virkninger, og som
har potentiale til at resultere i skadelige påvirkninger, særligt
hvor disse påvirkninger kan være udbredte, langvarige eller
alvorlige.
Stk. 2. Marin geoengineering efter stk. 1 omfatter ikke
akvakultur, herunder havbrug, kunstige rev, eller øvrige ma-
rine genopretningstiltag.«
2. I § 19 c, stk. 2, 3. pkt., udgår »på 50.000 USD«.
3. § 26, stk. 5, 1, pkt. ophæves.
4. I § 27 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Miljøministeren kan meddele påbud om udjæv-
ning af toppe af havbundsmateriale på et område, hvor der
er givet tilladelse til klapning, når vilkår fastsat efter stk. 1,
om mindstedybde og fordeling af materiale på området, ikke
er overholdt.«
5. I § 28 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om forbud
mod dumpning af optaget havbundsmateriale i områder,
hvor vanddybden er under 6 meter.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod
dumpning af optaget havbundsmateriale i nærmere afgræn-
sede områder, herunder til brug for beskyttelse af naturgeno-
pretningstiltag.«
6. Efter kapitel 9 indsættes:
»Kapitel 9 a
Udledning af røggasrensevand
§ 29 b. Miljøministeren kan fastsætte regler om udledning
af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på skibe, her-
under med henblik på at opfylde internationale aftaler.«
7. I § 30, stk. 1, ændres »der stammer fra undersøgelse
eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder
kulbrinter« til: »som er en følge af eller har tilknytning til
aktiviteter fra offshore platforme, herunder olie- og gasplat-
forme og CO2-lagringsplatforme«.
8. I § 30, stk. 3, indsættes efter »brugere af«: »offshore«,
og »efterforskning og produktion af kulbrinter« ændres til:
»eller med tilknytning til aktiviteter fra offshore platforme,
herunder olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatforme«.
9. Efter § 33 a indsættes i kapitel 10:
»§ 33 b. Miljøministeren kan fastsætte regler om marin
geoengineering, herunder til opfyldelse af internationale af-
taler herom.
Stk. 2. I regler udstedt efter stk. 1 kan det bestemmes,
at marin geoengineering, herunder anbringelse af stoffer og
materialer i havet, ikke må finde sted eller kun kan finde
sted efter tilladelse.
Stk. 3. I regler udstedt efter stk. 1, kan miljøministeren
fastsætte nærmere regler om tilladelsesordningen efter stk.
Lovforslag nr. L 104 Folketinget 2024-25
Miljø- og Ligestillingsmin., j.nr. 2023-5044
DD000489
2, herunder om ansøgningens indhold, høringsprocedurer
og inddragelse af offentligheden, risikovurderinger, prøve-
udtagning og analyser af påvirkningen af havmiljøet og hav-
bunden og om vurdering og behandling af sager efter regler
udstedt i medfør af denne bestemmelse.
Stk. 4. I regler udstedt efter stk. 1, kan miljøministeren
fastsætte krav om, at ansøger for egen regning lader foreta-
ge analyser, risikovurderinger, overvågningsprogrammer og
peer reviews af ansøgningen.«
10. I § 34 b, stk. 1, ændres »Miljøministeren udarbejder ef-
ter forhandling med forsvarsministeren og« til: »Ministeren
for samfundssikkerhed og beredskab udarbejder«, og »plat-
forme og tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden
for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efter-
forskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde« ændres
til: »olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssyste-
mer beliggende inden for sikkerhedszonen, havvindmøller
og øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatfor-
me og PtX-platforme«
11. I § 45 d, stk. 2, ændres »en platform og tilsluttet rør-
ledningssystem beliggende inden for sikkerhedszonen, som
anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion el-
ler transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde« til: »olie- og gasplatforme samt
tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden for sikker-
hedszonen, havvindmøller og øvrige offshore platforme,
herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme«.
12. I § 47 b, stk. 4, udgår »der hidrører fra efterforskning,
produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterrito-
rium og dansk kontinentalsokkelområde,«, og efter »driften«
indsættes: », når en skade eller overhængende fare for en
skade hidrører fra olie- og gasplatforme samt tilsluttede rør-
ledningssystemer, havvindmøller og øvrige offshore platfor-
me, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme«.
13. I § 47 b, stk. 5, udgår »der hidrører fra efterforskning,
produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterrito-
rium og dansk kontinentalsokkelområde,«, og efter »rettig-
hedshaveren« indsættes: », når en skade eller overhængen-
de fare for en skade hidrører fra olie- og gasplatforme
samt tilsluttede rørledningssystemer, havvindmøller og øvri-
ge offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme«.
14. I § 49, stk. 1, 2. pkt., § 50, nr. 2, og § 51, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter »§ 33, stk. 2 og 4,«: »§ 33 b, stk. 1 og 2,«.
15. I § 49, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 og § 53 a, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter »§ 33, stk. 2,«: »§ 33 b, stk. 1 og 2,«.
16. I § 51, stk. 1, indsættes som nr. 5:
»5) Påbud efter § 27, stk. 2.«
17. § 52, stk. 1, affattes således:
»Afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a samt
afgørelser truffet efter regler udstedt i medfør af § 19 b, stk.
3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b og § 34 a, stk. 3, kan
påklages af
1) afgørelsens adressat og
2) enhver, der må antages at have en individuel, væsentlig
interesse i sagens udfald.«
18. I § 52, stk. 5, indsættes efter »Et forbud eller påbud
efter«: »§ 27, stk. 2,«.
19. I § 52, stk. 6, ændres »de personer, som er nævnt i §
52, stk. 1, nr. 1« til: »enhver, der må antages at have en
individuel væsentlig interesse i sagens udfald«.
20. I § 52 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
klageberettigelse for afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og
kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter regler, der er fastsat
i medfør af § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b
og § 34 a, stk. 3, for lokale samt landsdækkende foreninger
og organisationer samt myndigheder, som ikke er omfattet af
stk. 2.«
21. I § 54, stk. 2, 1. pkt., udgår »kun«, og efter »særlige om-
stændigheder« indsættes: », som forhåndstilladelse til flere
mulige forureningshændelser«, og i 2. pkt., indsættes efter
»skal angive,«: »i hvilke tilfælde tilladelsen vil kunne finde
anvendelse, samt«.
22. I § 55, stk. 3, indsættes efter »driften af en«: »offshore«,
og »efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter
på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde«
ændres til: »offshoreaktiviteter, herunder fra olie- og gas-
platforme og CO2-lagringsplatforme«.
23. § 55 a affattes således:
»Miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilken form
oplysninger, og øvrige informationer til brug for administra-
tion af regler, som kan kræves i medfør af denne lov og de
forskrifter, der udstedes i medfør af loven eller af internatio-
nale og EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov, skal
indsendes, herunder at det udelukkende skal foregå digitalt.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-sy-
stemer, særlige digitale formater, skemaer og den til enhver
tid gældende, nationale eID-løsning eller lignende.
Stk. 3. En digital meddelelse anses efter denne lov for at
være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.«
24. I § 59, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »eller § 45 d, stk. 2,
eller påbud efter«: »§ 27, stk. 2,«.
25. I § 60 indsættes efter »§ 24, stk. 3,«: »§ 29 b,«, og efter
»§ 33, stk. 1,« indsættes: »§ 33 b,«.
26. I § 61, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »28«: », 29 b«, og
»§§ 32, og 33« ændres til: »§§ 32, 33 og 33 b«.
2
27. I overskriften til bilag 1 ændres »til klapning« til:
»dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
3
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forbud mod udledning af røggasrensevand
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Havmiljøloven
2.1.1.2. Havretskonventionen
2.1.1.3. Vandrammedirektivet
2.1.1.4. Havstrategidirektivet
2.1.1.5. SSP-direktivet om forurening fra skibe og håndhævelse
2.1.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Forbud mod klapning i vanddybder under 6 meter og nærmere afgrænsede områder og tiltag om påbud m.v.
2.2.1. Forbud mod klapning i områder under 6 meter
2.2.1.1. Gældende ret
2.2.2.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
2.2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.2. Hjemmel til at forbyde klapning i nærmere afgrænsede områder
2.2.2.1. Gældende ret
2.2.2.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
2.2.2.3. Den foreslåede ordning
2.2.3. Ophævelse af krav om at klapning fortrinsvis skal ske inden for søterritoriet
2.2.3.1. Gældende ret
2.2.3.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
2.2.3.3. Den foreslåede ordning
2.2.4 Påbud om udjævning af toppe af klapmateriale på en klapplads i henhold til vilkår i klaptilladelsen
2.2.4.1 Gældende ret
2.2.4.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
2.2.4.3. Den foreslåede ordning
2.3. Anden bortskaffelse og udledning af stoffer til havet fra offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme
m.v.
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. CO2-lagring og platformsbegrebet
2.3.1.2. Udledning i havet og anden bortskaffelse af stoffer og materialer fra offshore olie- og gasplatform
2.3.1.3. Udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasplatforme
4
2.3.1.4. OSPAR-konventionen
2.3.1.5. MARPOL-konventionen og udtømning i havet
2.3.1.6. Dumpning i havet
2.3.1.7. Begrebet anden bortskaffelse
2.3.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Marin geoengineering
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Havmiljøloven
2.4.1.2. Londonprotokollen
2.4.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
2.4.3. Den foreslåede ordning
2.5. Udvidelse af beredskabsregler for platforme på havet
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Havmiljølovens anvendelsesområde
2.5.1.2. Havmiljøberedskab
2.5.1.3. Tilsyn med offshore olie- og gasplatforme
2.5.1.4. Miljøskaderegler for så vidt angår olie- og gasplatforme
2.5.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets og Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs overvejelser
2.5.3. Den foreslåede ordning
2.6. Forhåndstilladelse til anvendelse af dispergeringsmidler til bekæmpelse af olieforurening i særlige tilfælde
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs overvejelser
2.6.3. Den foreslåede ordning
2.7. Administrative bestemmelser og klageregler
2.7.1. Klageregler
2.7.1.1. Gældende ret
2.7.1.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
2.7.1.3. Den foreslåede ordning
2.7.2. Digital kommunikation
2.7.2.1. Gældende ret
2.7.2.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
2.7.2.3. Den foreslåede ordning
2.7.3. Gebyr for typegodkendelse af ballastvand
2.7.3.1. Gældende ret
2.7.3.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det danske havmiljø har igennem årtier været presset. Det
skyldes en lang række forskellige, negative presfakto-
rer. Presfaktorerne omfatter også aktiviteter, der foregår på
havet, herunder skibsfart, klapning og aktiviteter, som har til
formål at nedbringe CO2-udledninger. Aktiviteter på havet
skal dog ikke ske på bekostning af havets tilstand. Det er
derfor regeringens ambition med lovforslaget at gennemføre
en række tiltag, som tilsigter at forebygge og begrænse foru-
rening og anden negativ påvirkning af havmiljøet og naturen
i havet ved at sætte mere restriktive rammer for udførelsen
af aktiviteter på havet.
Aftalepartierne (regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og
Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokra-
terne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, En-
hedslisten, Radikale Venstre og Alternativet) bag ”Aftale
om forbud mod udledning af scrubbervand” af 11. april
2024 har besluttet, at det skal være forbudt at udlede røggas-
rensevand fra skibes svovlrøggasrensesystemer, de såkaldte
”scrubbere”, til havet i Danmarks søterritorium. Røggasren-
sevand er en væsentlig kilde til udledning af tungmetaller og
tjærestoffer, der ophobes i havbunden og i havets fødekæder
og har en skadelig virkning på havmiljøet. Når stofferne
først er kommet ud i havmiljøet, nedbrydes de enten meget
langsomt eller slet ikke.
Med lovforslaget foreslås, at der indsættes en bemyndigel-
se til miljøministeren til at fastsætte regler om udledning
af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på skibe. Den
foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 1, nr. 6, skal be-
nyttes til at fastsætte et forbud mod udledning af røggasren-
sevand i det danske søterritorium. Tiltaget bidrager også til
at opfylde forpligtelserne under vandramme- og havstrategi-
direktiverne.
Aftalepartierne (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne,
Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Al-
liance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale
Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige) bag ”Aftale om
Danmarks Havplan” har besluttet at gennemføre tiltag for
klapning, der skal minimere den negative påvirkning på
havmiljøet. Der er i alt besluttet 10 tiltag, som skal øge
hensynet til natur og miljø, øge myndigheders mulighed for
kontrol, øge graden af nyttiggørelse frem for klapning samt
gøre ansøgningsprocessen mere gennemsigtig og åben. Med
lovforslaget bemyndiges miljøministeren til at fastsætte reg-
ler om forbud mod klapning i vanddybder under 6 meter,
som skal øge beskyttelsen af de vigtige havområder under
6 meter. Miljøministeren bemyndiges også til at kunne for-
byde klapning i nærmere afgrænsede områder, herunder
i forbindelse med marine naturgenopretningstiltag, såsom
etablering af stenrev eller udplantning af ålegræs. Der fore-
slås endvidere indsat en udtrykkelig hjemmel til at kræve
udjævning af toppe af havbundsmateriale på en klapplads,
ved overtrædelse af vilkår om mindstedybde og fordeling
af klapmateriale. De konkrete regler udmøntes i bekendtgø-
relsen om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget hav-
bundsmateriale, ligesom de øvrige tiltag for klapning, som
blev besluttet ved havplanen.
Det danske offshoreområde har siden 1970´erne været præ-
get af indvinding af olie og gas, og derfor har mange af
reglerne på miljøområdet været målrettet offshore platforme
til indvinding af olie og gas. I medfør af klimaloven skal
Danmark reducere 70 pct. af alle drivhusgasudledninger i
2030, sammenlignet med niveauet i 1990. Der er på den
baggrund indgået en lang række politiske aftaler om at frem-
me offshore CO2-lagring under havbunden. Det er også be-
sluttet, at CO2-lagring skal ske miljø- og sikkerhedsmæssigt
forsvarligt. Med ændringen af havmiljøloven sikres det, at
regler om anden bortskaffelse og udledning af stoffer og
materialer til havet også finder anvendelse for CO2-lagrings-
platforme m.v.
Med lovforslaget sikres det derudover, at statens eksterne
beredskabsplan også vil gælde for andre platforme end olie
og gasplatforme, herunder også CO2-lagringsplatforme og
havvindmøller. Med udvidelsen af den eksterne beredskabs-
plan sikres det, at statens eksterne beredskab kan iværksæt-
tes i tilfælde af omfattende forurening af havet fra havvind-
møller og alle former for offshore platforme.
Der introduceres med lovforslaget endvidere et nyt område,
som ikke tidligere har været reguleret. Det omhandler akti-
viteter, der kategoriseres som marin geoengineering. Marin
geoengineering er en betegnelse for menneskelige indgreb i
havet, hvor de naturlige processer påvirkes, for bl.a. at imø-
degå klimaforandringer, og som kan resultere i omfattende,
langvarige eller alvorlige konsekvenser for havmiljøet. Et
indgreb kan f.eks. være anbringelse af træflis eller jernspå-
ner i havet med henblik på at stimulere primærvækst af
alger, som dermed optager mere CO2 fra atmosfæren. De
anbragte materialer kan dog indeholde uønskede stoffer,
der optages i fødekæden, og som, når de synker til bunds,
kan medføre omfattende iltsvind eller andre alvorlige kon-
6
sekvenser eller have anden negativ indvirkning på økosyste-
met.
Med vedtagelsen af lovforslaget vil Folketinget give sam-
tykke efter grundlovens § 19, stk. 1, 2. pkt., til, at regeringen
på Danmarks vegne kan tiltræde resolution LP. 4(8) under
FN´s søfartsorganisations IMO´s Londonprotokol om fore-
byggelse af forurening af havet mod dumpning af stoffer
og materialer (Londonprotokollen), samt senere ændringer
hertil, som vedtages efter proceduren i Londonprotokollens
artikel 21 og 22. Det bemærkes, at senere ændringer til re-
solutionen vil kunne gennemføres administrativt i dansk ret
med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 33 b. FN’s
Søfartsorganisation vil efter vedtagelsen - gennem Uden-
rigsministeriet - blive informeret om, at Danmark tiltræder
resolution LP. 4(8) om ændring af Londonprotokollen. Re-
solutionen til Londonprotokollen er optrykt som bilag 2 til
lovforslaget. En dansk oversættelse af ændringen er optrykt
som bilag 3.
Lovforslaget indeholder herudover en række administrative
ændringer, som dels er konsekvensrettelser som følge af de
ovenstående ændringer, herunder regler om klagemuligheder
og straf, men også en række ændringer, der skal rette op på
uhensigtsmæssige bestemmelser, såsom oplistningen af kla-
geberettigede organisationer og myndigheder, hjemmel til
digital kommunikation og gebyrfastsættelse for godkendelse
af ballastvandanlæg.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forbud mod udledning af røggasrensevand
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Havmiljøloven
Det fremgår af bemærkningerne til havmiljøloven fra 1993,
at loven skal regulere al forurening fra skibe inden for lo-
vens territoriale gyldighedsområde, og at miljøbeskyttelses-
loven regulerer den landbaserede forurening af havmiljøet,
jf. Folketingstidende 1992-93, Tillæg A, spalte 7313.
Danmarks territoriale gyldighedsområde består af søterrito-
riet og den eksklusive økonomiske zone. Ved søterritoriet
(eller territorialfarvandet) forstås det ydre og indre territori-
ale farvand. Det indre territoriale farvand er vandområder,
såsom havne, havneindløb, rede, bugter, fjorde, sunde og
bælter, som er beliggende inden for de til enhver tid gæl-
dende basislinjer. Det ydre territoriale farvand omfatter de
områder af havet, som indadtil er begrænset af de til enhver
tid gældende basislinjer og udadtil er begrænset af linjer
trukket således, at afstanden fra ethvert punkt på disse linjer
til det nærmeste punkt på basislinjen er 12 sømil (22.224 m),
jf. lov nr. 200 af 7. april 1999 om afgrænsning af søterritori-
et. Danmark har højhedsretten inden for søterritoriet og kan
derfor fastsætte nationale regler, sikre overholdelse af disse,
m.v.
Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om beskyttelse af
havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 147 af 19. februar 2024
(havmiljøloven), at loven finder anvendelse for danske skibe
og skibe, der befinder sig på dansk søterritorium. Loven
finder endvidere anvendelse for udenlandske skibe, der bef-
inder sig i de eksklusive økonomiske zoner, i det omfang det
er foreneligt med international ret og for udenlandske skibe,
der befinder sig uden for de eksklusive økonomiske zoner,
i det omfang det er foreneligt med international ret, jf. hav-
miljølovens § 2, stk. 1, nr. 5 og 6. Havmiljøloven omfatter
ikke orlogsskibe og andre skibe, der ejes eller benyttes af en
stat, så længe skibet udelukkende benyttes i ikkekommerciel
statstjeneste, jf. havmiljølovens § 2, stk. 2.
Det følger af havmiljølovens § 33, stk. 1, at miljøministeren
kan, herunder til opfyldelse af internationale aftaler, fastsæt-
te regler, jf. lovens formål, til forebyggelse og begrænsning
af forurening fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet af
reglerne i havmiljølovens kapitel 2-10.
Bestemmelsen i § 33, stk. 1, har ifølge bemærkningerne til
havmiljøloven karakter af en ”opsamlingsbestemmelse”, der
skal gøre det muligt inden for rammerne af lovens formål
at fastsætte regler om forurening fra skibe og platforme,
som ikke er omfattet af lovens øvrige bestemmelser eller
anden lovgivning i øvrigt, jf. Folketingstidende 1992-93 til-
læg A, spalte 7334-7335. I de internationale havforurenings-
konventioner og inden for FN’s søfartsorganisation IMO
(International Maritime Organisation), foregår der et løben-
de arbejde med at forbedre og udbygge de internationale
aftaler om forebyggelse og bekæmpelse af havforurening,
og bestemmelsen muliggør gennemførelsen af internationale
vedtagelser herom. Endvidere kan der efter bestemmelsen
fastsættes regler om specielle forhold eller aktiviteter, der
har betydning for danske farvande på grund af disse farvan-
des særlige karakter eller for at imødegå aktiviteter, der
indebærer forureningsrisiko i øvrigt. Som eksempel næv-
nes i bemærkningerne til havmiljøloven fra 1993, at der
muligvis kunne blive behov for at regulere bunkervirksom-
hed (flydende tankstationer) og oplægning af skibe i fjorde
og lignende, jf. Folketingstidende 1992-93 tillæg A, spalte
7334-7335. Bemyndigelsen kan også tænkes anvendt til at
fastsætte særlige regler for aktiviteter i f.eks. EU-fuglebe-
skyttelsesområder og Ramsar-områder.
Det følger af havmiljølovens § 45, at miljøministeren hen-
holdsvis ministeren for samfundssikkerhed og beredskab
(tidligere forsvarsministeren) fører tilsyn med overholdelsen
af lovens bestemmelser og de forskrifter, der udstedes i
henhold til loven. Forsvarsministeren fik ved kongelig reso-
lution af 11. juni 1999 overført ansvaret for den udøvende
virksomhed på havmiljøområdet, herunder den statslige ma-
ritime miljøovervågning og håndhævelse samt den statslige
maritime forureningsbekæmpelse til søs. Forsvarsministe-
rens opgaver i relation til havmiljøberedskabet, herunder an-
svaret for og dedikerede kapaciteter til bekæmpelse af miljø-
hændelser i havet og omkring maritim energiinfrastruktur, er
ved kongelig resolution af 29. august 2024 overført til mini-
7
steren for samfundssikkerhed og beredskab. Miljøministeren
har fortsat det lovgivningsmæssige ansvar.
Miljøministeren kan efter havmiljølovens § 48, stk. 1, be-
myndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed
eller efter forhandling med vedkommende minister andre
statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne
lov er tillagt ministeren.
2.1.1.2. Havretskonventionen
De Forenende Nationers Havretskonvention af 10. december
1982 (herefter benævnt ”havretskonventionen”) trådte i kraft
for Kongeriget Danmark den 16. december 2004. Konven-
tionen indeholder bl.a. regler for anvendelse af havene og
deres ressourcer og forpligter bl.a. parterne til at beskytte og
bevare havmiljøet, herunder det åbne havs levende ressour-
cer.
Konventionen fastsætter i kapitel XII, afsnit 5, artikel 211
(4), at kyststater, under udøvelsen af deres suverænitet inden
for deres søterritorium, kan udstede love og forskrifter til
forebyggelse, begrænsning og kontrol af havforurening fra
fremmede fartøjer, herunder fartøjer, der udøver retten til
uskadelig passage. Sådanne love og forskrifter må i overens-
stemmelse med konventionens kapitel II, afsnit 3 (artikel
17-33), ikke hindre fremmede skibes ret til uskadelige pas-
sage.
Retten til uskadelig passage er fastsat i havretskonventio-
nens artikel 17 i kapitel II, afsnit 3. Ved passage forstås
sejlads gennem søterritoriet med det formål at gennemsejle
søterritoriet uden at sejle ind i indre farvande eller anløbe en
red eller havnefacilitet uden for de indre farvande eller med
det formål at sejle ind i eller ud fra indre farvande eller anlø-
be en sådan red eller havnefacilitet, jf. havretskonventionens
artikel 18 (1) i kapitel II, afsnit 3. Passage skal ske uden
afbrydelse og behørigt hurtig. Den omfatter dog standsning
og opankring, men kun i det omfang dette sker som led i
almindelig sejlads eller nødvendiggøres af force majeure el-
ler nød eller med henblik på at yde hjælp til personer, skibe
eller luftfartøjer i fare eller nød, jf. havretskonventionens
artikel 18 (2) i kapitel II, afsnit 3. Passage er uskadelig i det
omfang, den ikke er til skade for kyststatens fred, orden eller
sikkerhed. Sådan passage skal finde sted i overensstemmelse
med havretskonventionen og andre folkeretlige regler, jf.
havretskonventionens artikel 19 (1) i kapitel II, afsnit 3. Pas-
sage af et fremmed skib, som betragtes som skadelig for
kyststatens fred, orden eller sikkerhed, er defineret i havrets-
konventionens artikel 19 (2) i kapitel II, afsnit 3.
Det fremgår af havretskonventionens kapitel II, afsnit 3,
artikel 24 om kyststatens pligter, at kyststaten ikke må lægge
hindringer i vejen for uskadelig passage gennem søterritori-
et, undtagen i overensstemmelse med konventionen.
Artikel 21(f) i kapitel II, afsnit 3, fastsætter, at kyststaten, i
overensstemmelse med konventionens bestemmelser og an-
dre folkeretlige regler, kan udstede love og forskrifter vedrø-
rende uskadelig passage gennem søterritoriet af hensyn til
bevarelse af kyststatens miljø og forebyggelse, begrænsning
og kontrol med forurening heraf. Sådanne forskrifter må dog
ikke vedrøre fremmede skibes udformning, konstruktion,
bemanding eller udstyr, medmindre forskrifterne gennemfø-
rer almindeligt anerkendte, folkeretlige regler eller normer.
Havretskonventionens kapitel XII, afsnit 6, artikel 220 fast-
sætter regler om håndhævelse fra kyststatens side. Når et
fartøj frivilligt befinder sig i en stats havn eller ved en stats
offshore terminal, kan kyststaten i overensstemmelse med
reglerne i konventionens kapitel XII, afsnit 7 om garantier i
forbindelse med håndhævelsen indlede retsforfølgning med
hensyn til enhver overtrædelse af dens love og forskrifter,
som er udstedt i overensstemmelse med havretskonventio-
nen eller gældende internationale regler og normer med hen-
blik på forebyggelse, begrænsning og kontrol af forurening
fra fartøjer, når overtrædelsen har fundet sted inden for den-
ne stats søterritorium eller eksklusive økonomiske zone, jf.
havretskonventionens artikel 220, stk. 1.
I tilfælde, hvor der er åbenbar grund til at antage, at et
fartøj, som befinder sig på en stats søterritorium, under sin
passage heraf har overtrådt de af denne stat i overensstem-
melse med havretskonventionen udstedte love og forskrifter
eller gældende internationale regler og normer med henblik
på forebyggelse, begrænsning og kontrol af forurening fra
fartøjer, kan kyststaten med forbehold af anvendelsen af
de relevante bestemmelser i kapitel II, afsnit 3, foretage fy-
sisk inspektion af fartøjet for at konstatere overtrædelsen og
kan, hvor beviserne berettiger dertil, indlede retsforfølgning,
herunder tilbageholdelse af fartøjet i henhold til dens lov-
givning, dog med forbehold af konventionens kapitel XII,
afsnit 7 om garantier i forbindelse med håndhævelsen, jf.
havretskonventionens artikel 220 (2).
Havretskonventionens Artikel 42(1)(b) regulerer transitpas-
sage, hvor der stilles strengere krav end til uskadelig pas-
sage i såkaldte ”stræder”. Reglerne om transitpassage er
således lex specialis til reglerne om uskadelig passage. De
danske stræder (i hhv. Øresund, Lillebælt og Storebælt) er
dog ikke omfattet af anvendelsesområdet, idet de i stedet
er omfattet af de såkaldte »historiske« stræderegimer, regu-
leret ved gældende mangeårige internationale konventioner,
jf. artikel 35, litra c. Kyststatens mulighed for regulering
af skibsfarten i et historisk stræde bygger på reglerne om
uskadelig passage, jf. ovenfor.
2.1.1.3. Vandrammedirektivet
Efter direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for
Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (vandrammedi-
rektivet) skal forringelse af alle vandområders tilstand fore-
bygges, og det skal sikres, at vandområderne opnår mindst
god tilstand, dvs. for overfladevandområder god økologisk
tilstand og god kemisk tilstand. Vandrammedirektivet om-
fatter bl.a. vandløb, søer, overgangsvande og kystvande så-
ledes, at alt kystvand ud til 1 sømil fra basislinjen er om-
8
fattet af vandrammedirektivets miljømål om god økologisk
og kemisk tilstand, mens kystvandet fra 1. sømil til 12.
sømil fra kysten kun er omfattet af målet om god kemisk
tilstand. Vandrammedirektivet gælder ikke i internationalt
farvand.
2.1.1.4. Havstrategidirektivet
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2008/56/EF af
17. juni 2008 om fastlæggelse af en ramme for Fælles-
skabets havmiljøpolitiske foranstaltninger (havstrategidirek-
tivet) forpligter medlemsstaterne til at opnå eller opretholde
god miljøtilstand i havmiljøet. God miljøtilstand vurderes
bl.a. i forhold til miljøfarlige stoffer. Direktivet er imple-
menteret ved lov om havstrategi, jf. lovbekendtgørelse nr.
123 af 1. februar 2024.
2.1.1.5. SSP-direktivet om forurening fra skibe og håndhæ-
velse
Europa-Parlamentet og Rådets direktiv nr. 2005/35/EF af 7.
september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse
af sanktioner, herunder strafferetlige sanktioner for ulovlig
forurening, som ændret ved Europa-Parlamentet og Rådets
direktiv 2009/123/EF af 21. oktober 2009 (SSP-direktivet),
forpligter medlemsstaterne til at håndhæve overtrædelser af
reglerne i FN’s søfartsorganisations IMO’s konvention om
forebyggelse af forurening fra skibe (MARPOL-konventio-
nen). Direktivet er implementeret i bekendtgørelser udstedt
i medfør af havmiljøloven. Direktivet gælder dog alene for
overtrædelser af reglerne om udtømning af olie og flydende
stoffer transporteret i bulk, som er reguleret i MARPOL-
konventionens anneks I og II.
Som et led i Kommissionens ”maritime sikkerhedspakke”
fremlagde Kommissionen i juni 2023 et udkast til ændring
af SSP-direktivet, som bl.a. har til formål at udvide direk-
tivets anvendelsesområde til de øvrige dele af MARPOL-
konventionen, herunder udtømninger af kloakspildevand og
affald. Endvidere omfatter direktivet krav til håndhævelse af
regler, der fastsættes om udledninger af vand fra røggasren-
sesystemer på skibe (scrubbere), som FN’s søfartsorganisati-
on IMO ligeledes har udstedt retningslinjer for.
I februar 2024 blev der indgået en aftale om revisionen af
SSP-direktivet mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen
og Rådet. Det reviderede direktiv forventes vedtaget i Rådet
den 18. november 2024. Når det ændrede direktiv træder i
kraft vil Danmark være forpligtet til at sikre håndhævelse
af nationale regler efter det udvidede anvendelsesområde,
som er udtømninger af kloakspildevand, affald og vand fra
røggasrensesystemer på skibe (scrubbere). Danmark har al-
lerede regler om håndhævelse for overtrædelse af havmiljø-
lovens regler om kloakspildevand og affald. Ved fastsættel-
sen af nationale regler om udledning af vand fra røggasren-
sesystemer på skibe, vil Danmark også være forpligtet til at
håndhæve disse.
Håndhævelsesopgaven for ulovlige udtømninger i henhold
til havmiljøloven er i dag delt mellem Miljøstyrelsen og
Forsvaret.
2.1.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at der
bør fastsættes en udtrykkelig bemyndigelse til miljøministe-
ren, hvorefter ministeren vil kunne fastsætte regler om ud-
ledninger af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på
skibe. Den foreslåede bestemmelse skal gennemføre ”Aftale
om forbud mod udledning af scrubbervand” mellem rege-
ringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne) og Socia-
listisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne,
Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternati-
vet af den 11. april 2024. Formålet med reglerne er at be-
skytte havmiljøet mod miljøfarlige stoffer samt at bidrage
til at opfylde forpligtelserne under vandrammedirektivet og
havstrategidirektivet, herunder at mindske den betydelige
mængde af tungmetaller og tjærestoffer, som udledes fra
røggasrensesystemer på skibe i det danske havområde.
Selvom aftalen kun vedrører udledninger fra svovlrøggas-
rensesystemer, bør bemyndigelsen formuleres mere generelt,
således at der i fremtiden vil kunne fastsætte regler for
andre røggasrensesystemer, hvis dette besluttes. Den for
nuværende planlagte udmøntning relaterer sig således kun
til svovlrøggasrensesystemer. Svovlrøggasrensesystemer an-
vendes til reduktion af svovloxider (SOx) i skibets udstød-
ningsgas.
Aftalen indeholder forskellige ikrafttrædelsesdatoer for
svovlrøggasrensesystemer i henholdsvis åben og lukket ope-
ration. Åben operation vil sige, at røggasrensesystemet ope-
rer i en tilstand, hvor røggasrensevand kun ledes én gang
gennem røggasrenseenheden, før det udledes i havet, modsat
lukket operation, hvor røggasrensesystemet opererer i en til-
stand, hvor røggasrensevand ledes flere gange gennem røg-
gasrenseenheden, og der kan udledes en mindre mængde så-
kaldt ”bleed-off”-vand, såfremt dette ikke opsamles. ”Bleed-
off”-vand er en vandig opløsning, som er fjernet fra røggas-
rensevandet fra et røggasrensesystem, der opererer i lukket
operation, med henblik på at bevare røggasrensesystemets
krævede egenskaber og effektivitet.
Det understreges, at der er i aftalen kun er tale om et for-
bud mod selve udledningen fra røggasrensesystemer og ikke
et forbud mod installationen i sig selv, eller anvendelsen
heraf uden at udlede røggasrensevand, herunder ”bleed-off”-
vand. Det vil således fortsat være muligt at anvende lukkede
røggasrensesystemer i danske territorialfarvande, der kan
opsamle ”bleed-off”-vand efter 1. juli 2029.
Der findes alternativer, der helt eller delvist hindrer udled-
ning af røggasrensevand til havet, herunder bl.a. brug af
lavsvovlsbrændstof eller røggasrensesystemer i lukket ope-
ration. Røggasrensesystemer i lukket operation recirkulerer
vaskevandet, akkumulerer slam og udleder en lille, men
9
koncentreret, mængde vaskevand til havet. Visse skibe har
tankkapacitet til at opsamle vaskevandet og kan operere
med nul udledning på kortere distancer. Det akkumulerede
slam afleveres i havnenes modtagefaciliteter. Opgørelser fra
International Council on Clean Transportation (ICCT) viser,
at der globalt er installeret ca. 80 pct. åbne røggasrensesy-
stemer, der udleder vaskevandet direkte til havet, og 17 pct.
hybride røggasrensesystemer, der kan skifte mellem åben og
lukket operation. Globalt er der fra 2014 til 2023 sket en
stigning i antallet af skibe med røggasrensesystemer fra ca.
100 til ca. 5.000. Det skyldes, at det er billigere at købe høj-
svovls bunkerolie (HFO) og installere et røggasrensesystem
end at købe lavsvovlbrændstof.
Det må antages, at det vil være muligt at udstede en be-
kendtgørelse om forbud mod udledning af røggasrensevand
med hjemmel i opsamlingsbestemmelsen i § 33, stk. 1. Mil-
jø- og Ligestillingsministeriet finder imidlertid, at der bør
skabes et klart og udtrykkeligt grundlag for udstedelsen af
dette forbud henset til de væsentlige erhvervsøkonomiske
konsekvenser og den betydelige miljøeffekt forbundet med
den nye regulering. En selvstændig lovhjemmel vil desuden
skabe gennemsigtighed og fokus på de nye regler.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at et
forbud mod udledning af røggasrensevand i søterritoriet er i
overensstemmelse med havretskonventionen. Ministeriet har
herved lagt vægt på, at havretskonventionen ikke er til hin-
der for, at der fastsættes nationale regler vedrørende uskade-
lig passage gennem det territoriale farvand med hensyn til
bevarelse af miljø og forebyggelse, begrænsning og kontrol
mod forurening heraf i det omfang, der ikke er tale om en
regulering af skibets udformning, konstruktion, bemanding
eller udstyr.
Formålet med de foreslåede regler er at beskytte havmiljøet
mod miljøfarlige stoffer samt at bidrage til at opfylde for-
pligtelserne under vandramme- og havstrategidirektiverne,
herunder at mindske den betydelige mængde af tungmetaller
og tjærestoffer, som udledes fra røggasrensesystemer på ski-
be i det danske havområde.
Det er hertil Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering,
at der ikke er tale om en regulering af skibets udformning,
konstruktion, bemanding eller udstyr, idet en ombygning af
skibet ikke vil være nødvendigt for at kunne passere gen-
nem danske territorialfarvande. I stedet vil det være muligt
at anvende lavsvovlsbrændstof i forbindelse med passagen
eller hvis muligt anvende røggasrensesystemet i lukket ope-
ration. Forbuddet hindrer dermed ikke retten til uskadelig
passage, men indebærer blot, at gennemfarten styres af kyst-
statens miljøregler.
Det bemærkes dog, at reglerne om uskadelig passage for-
hindrer, at tilsynsmyndighederne kan stoppe et udenlandsk
skib, der er i uskadelig passage gennem dansk farvand, jf.
artikel 17-19. Tilsynsmyndigheden vil derfor kun kunne fo-
retage fysisk inspektion af udenlandske skibe, hvis de går i
havn.
Kyststatens mulighed for regulering af skibsfarten i et histo-
risk stræde bygger på reglerne om uskadelig passage. Det
kommende forbud vil derfor også gælde i disse stræder in-
den for territorialfarvandet i overensstemmelse med reglerne
om uskadelig passage.
Såfremt der senere fastsættes internationale regler om udled-
ninger af røggasrensevand, vil disse kunne implementeres i
national ret med hjemmel i denne bestemmelse.
Den forventede udmøntning af bemyndigelsen ved en be-
kendtgørelse om forbud mod udledning af røggasrensevand
til havet fra røggasrensningsanlæg, som forudsættes udstedt
efter lovforslaget, skal endvidere notificeres efter informati-
onsproceduredirektivet.
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i havmiljøloven indsættes et nyt kapitel
9 a og heri en ny § 29 b, hvorefter miljøministeren bemyndi-
ges til i en bekendtgørelse at fastsætte regler om udledninger
af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på skibe.
Det forventes, at bemyndigelsen vil blive udmøntet ved fast-
sættelse af et forbud mod udledning af røggasrensevand i
det danske søterritorium, der skal træde i kraft den 1. juli
2025.
Det foreslåede forbud forventes for nuværende rettet mod
skibe med svovlrøggasrensesystemer. Det bemærkes, at mi-
nisteren vil kunne benytte bemyndigelsen til at fastsætte reg-
ler om udledning af røggasrensevand for andre røggasrense-
systemer end svovlrøggasrensesystemer, herunder i henhold
til politiske aftaler om udledning af røggasrensevand til ha-
vet.
Det foreslåede forbud vil skulle gælde for skibe med svovl-
røggasrensesystemer i åben operation, hvor røggasrensevand
ledes én gang gennem røggasrenseenheden, før det udledes
i havet. Det foreslåede forbud vil træde i kraft uden en over-
gangsordning, idet rederierne umiddelbart vil kunne omstille
til lavsvovlsbrændstof eller for hybride røggasrensesystemer
vil kunne anvende lukket operation.
Det foreslås, at der vil blive fastsat nærmere regler om en
overgangsordning på 4 år for skibe, der anvender svovlrøg-
gasrensesystemer i lukket operation, idet kun en mindre
mængde restprodukt udledes herfra. Overgangsperioden skal
give skibe, der allerede har svovlrøggasrensesystemer, der
opererer i lukket operation, mulighed for installation eller
ombygning af opbevaringstank til restproduktet. Skibene vil
alternativt på samme vis som skibe med svovlrøggasrense-
systemer i åben operation også have mulighed for umiddel-
bart at omstille til lavsvovlsbrændstof, hvorfor ombygning
af skibet ikke vil være et krav. For skibe med svovlrøggas-
rensesystemer der opererer i lukket operation vil reglerne
således træde i kraft den 1. juli 2029.
Formålet med det kommende forbud mod udledning af røg-
10
gasrensevand er at beskytte havmiljøet mod miljøfarlige
stoffer samt at bidrage til at opfylde forpligtelserne under
vandrammedirektivet og havstrategidirektivet, herunder at
mindske den betydelige mængde af tungmetaller og tjære-
stoffer, som udledes fra svovlrøggasrensesystemer på skibe i
det danske søterritorium.
Den foreslåede bemyndigelse vil endvidere kunne benyttes
til at fastsætte regler om forbud mod udledning af røggas-
rensevand, der vedtages i internationale fora, herunder FN’s
søfartsorganisation IMO.
Bemyndigelsen vil ligeledes kunne udnyttes til at foretage
ændringer i de regler, der forudsættes udstedt om udledning
af fra svovlrøggasrensesystemer som beskrevet ovenfor.
Miljøministerens tilsyn efter havmiljølovens § 45 forventes
delegeret til Miljøstyrelsen i henhold til havmiljølovens §
48, stk. 1.
Regler, der vil blive fastsat i medfør af den foreslåede
bemyndigelse, vil endvidere være strafbelagt i henhold til
havmiljølovens § 61, stk. 1, 1. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6, og bemærkningerne
hertil.
2.2. Forbud mod klapning i vanddybder under 6 meter
og nærmere afgrænsede områder og tiltag om påbud
m.v.
2.2.1. Forbud mod klapning i områder med vanddybder
under 6 meter
2.2.1.1. Gældende ret
Klapning er dumpning af opgravet havbundsmateriale et
andet sted på havbunden, end der hvor det blev taget op. Det
kaldes klapning på grund af metoden der almindeligvis an-
vendes, hvor dumpningen foregår gennem klapperne i bun-
den af et skib.
Klapning har til formål at sikre, at havne og anlægsarbejder,
som skal oprense sejlrender og havnebassiner, kan genplace-
re sedimentet fra havbunden, et andet sted på havbunden, så
skibe, færger, lystbåde og fiskefartøjer kan sejle ind og ud af
havnen. Klapning kan dog påvirke tilstanden af havmiljøet
på en negativ måde, eftersom sedimentet, der klappes, lan-
der på et område af havbunden, hvor de naturlige forhold i
en årrække efter er påvirkede. Klapning kan således påvirke
de dyr og planter, der lever i det påvirkede område, og
det dumpede materiale bidrager til øget forurening med næ-
ringsstoffer og miljøfarlige stoffer til havmiljøet.
Danmarks havområde består af søterritoriet og den eksklusi-
ve økonomiske zone. Ved søterritoriet forstås det ydre og
indre territoriale farvand. Det indre territoriale farvand er
vandområder, såsom havne, havneindløb, rede, bugter, fjor-
de, sunde og bælter, som er beliggende inden for de til
enhver tid gældende basislinjer. Det ydre territoriale farvand
omfatter de områder af havet, som indadtil er begrænset af
de til enhver tid gældende basislinjer og udadtil er begræn-
set af linjer trukket således, at afstanden fra ethvert punkt på
disse linjer til det nærmeste punkt på basislinjen er 12 sømil
(22.224 m), jf. lov nr. 200 af 7. april 1999 om afgrænsning
af søterritoriet. Danmark har højhedsretten inden for søterri-
toriet, og kan derfor fastsætte nationale regler, sikre overhol-
delse af disse m.v.
Den eksklusive økonomiske zone er havområder uden for
og stødende op til søterritoriet indtil en afstand af 200 sømil
fra de til enhver tid gældende basislinjer. I de eksklusive
økonomiske zoner har Danmark suveræne rettigheder, for så
vidt angår bl.a. efterforskning og udnyttelse, bevarelse og
forvaltning af havbundens, undergrundens og den overlig-
gende vandmasses naturlige ressourcer, såvel levende som
ikke-levende. Endvidere har Danmark jurisdiktion i de eks-
klusive økonomiske zoner med hensyn til anlæg og benyt-
telse af kunstige øer, installationer og anlæg, videnskabelig
havforskning samt beskyttelse og bevarelse af havmiljøet,
jf. lov nr. 411 af 22. maj 1996 om eksklusive økonomiske
zoner.
Havmiljøloven indeholder et forbud mod dumpning i havet
af stoffer og materialer, bortset fra dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning), jf. havmiljølovens § 25, stk.
1. Miljøministeren meddeler tilladelse til og fører tilsyn med
klapning, jf. havmiljølovens § 26. Kompetencen er delegeret
til Miljøstyrelsen.
Af havmiljølovens bilag 1 fremgår de forhold og hensyn,
som skal vurderes i forbindelse med behandling af en ansøg-
ning om tilladelse til klapning, jf. havmiljølovens § 26, stk.
2, herunder materialets fysiske, kemiske og biologiske egen-
skaber, nedbrydelighed, ophobning, mængde og art m.v.
Det fremgår derudover af havmiljølovens § 26, stk. 3, at der
kun må meddeles tilladelse til klapning, såfremt havbunds-
materialet vurderes at indeholde uvæsentlige mængder og
koncentrationer af de i bilag 2 nævnte stoffer og materialer,
og såfremt disse ikke er tilført havbundsmaterialet med hen-
blik på bortskaffelse.
Efter havmiljølovens § 28, kan miljøministeren fastsætte
nærmere regler om tilladelsesordningen for klapning, her-
under om ansøgningens indhold, om miljøkonsekvensvurde-
ring, om inddragelse af offentligheden, om prøveudtagning
og analyser af havbundsmateriale og om vurdering og be-
handling af sager efter § 26. De nærmere regler er udmøntet
i bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om bypass, nyttig-
gørelse og klapning af optaget havbundsmateriale (klapbe-
kendtgørelsen).
Det fremgår bl.a. af klapbekendtgørelsen, at genplacering af
havbundsmateriale sker i henhold til et hierarki, hvor bypass
og nyttiggørelse går forud for klapning, jf. klapbekendtgø-
relsens § 3. Bypass er videreførelse af havbundsmateriale
langs kysten, hvor det bliver i dets naturlige miljø og med-
virker til at beskytte kysten. Nyttiggørelse af havbundsmate-
11
riale vil f.eks. være kystfodring eller projekter på land, hvor
der er brug for råstoffer. Hierarkiet medfører, at der ikke kan
meddeles tilladelse til klapning, før det er vurderet, hvorvidt
havbundsmaterialet kan bypass’ eller nyttiggøres.
Det fremgår endvidere af klapbekendtgørelsens § 2, nr. 7,
at en klapplads er det område hvor oprensnings- og uddyb-
ningsmaterialet bortskaffes ved klapning. Det fremgår også
af klapbekendtgørelsen, at ansøger skal angive forslag til
klapplads, som skal indtegnes på søkort eller tilsvarende
kortmateriale med målestoksforhold og dybdekurver, og
vedlagt en liste over positioner for områdeafgrænsningen
angivet i grader og decimalminutter.
Klapbekendtgørelsen suppleres af vejledning nr. 9702 af 20.
oktober 2008 fra By- og Landskabsstyrelsen om Dumpning
af optaget havbundsmateriale – klapning. Det fremgår af
afsnit 2.4. i vejledningen, at havområder mellem 0-6 meters
dybde generelt er meget produktive i forhold til ålegræs,
tang, fiskeyngel, fugle m.v., hvorfor der bør foretages en
nærmere vurdering af klapningers påvirkning i områder med
mindre end 6 meters dybde.
2.2.1.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
Der er med den politiske aftale om Danmarks Havplan fra
juni 2023, som blev indgået mellem regeringen (Socialde-
mokratiet, Venstre, Moderaterne) og samtlige af Folketin-
gets partier (Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokrater-
ne, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, Radikale
Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige) sikret en ambitiøs
tilgang til beskyttelsen af havmiljøet. Havplansaftalen om-
fatter derfor bl.a. restriktioner for klapning i vanddybder
under 6 meter. Lavvandede områder under 6 meter er særligt
produktive med hensyn til en række vigtige forhold for hav-
miljøet såsom ålegræs, tang, fiskeyngel, fugle m.v.
Aftalepartierne er enige om, at klapning skal forbydes i
områder, hvor vanddybden er under 6 meter. Aftalepartierne
er endvidere enige om, at der i bl.a. Limfjorden er særlige
forhold som en lav gennemsnitsdybde og lang afstand til
alternative klappladser, som indebærer, at der fortsat skal
være mulighed for at klappe på lavere vanddybder end 6
meter.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at hav-
miljølovens § 28 ikke giver den fornødne klarhed til at
kunne hjemle et generelt forbud mod klapning i områder
med vanddybder under 6 meter. Havmiljølovens § 28 gi-
ver miljøministeren adgang til at fastsætte regler generelt
om tilladelsesordningen for klapning, som inkluderer bl.a.
ansøgningens indhold, inddragelse af offentligheden, prøve-
udtagning og analyser af havbundsmateriale. Bestemmelsen
vurderes dog ikke at være tilstrækkelig til at kunne indføre
et generelt forbud mod klapning i bestemte områder.
2.2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at miljøministeren bemyndiges til at kunne
fastsætte regler om forbud mod klapning i områder, hvor
vanddybden er under 6 meter, jf. den foreslåede § 28, stk. 2,
jf. lovforslagets § 1, nr. 5.
Forbuddet vil blive udmøntet i klapbekendtgørelsen, hvor-
med der vil blive fastsat et generelt forbud mod klapning i
områder, hvor vanddybden er under 6 meter. Bestemmelsen
vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte en model for
klapning i vanddybder under 6 meter i Limfjorden i henhold
til havplansaftaleteksten.
Et område, hvor vanddybden er under 6 meter, konstateres
ved en dybdemåling af et område. For klappladser, hvor
vanddybden både er over og under 6 meter, vil forbuddet,
således kun gælde den del af klappladsen, som ligger under
6 meter. Ordningen medfører, at Miljøstyrelsen vil kunne af-
slå at give tilladelse til klapning, hvis der ved en dybdemå-
ling kan konstateres, at vanddybden i det ansøgte område,
hvori ansøger har søgt om klapning, er under 6 meter.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med reglerne i klapbekendtgørel-
sen, og vil derfor også være tilsynsmyndighed for regler om
forbud mod klapning i områder, hvor vanddybden er under
6 meter. Regler der vil blive fastsat i medfør af § 1, nr. 5
vil endvidere være strafbelagt i henhold til havmiljølovens §
61, stk. 1, 1. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
2.2.2. Hjemmel til at forbyde klapning i nærmere afgrænse-
de områder
2.2.2.1. Gældende ret
Havmiljøloven indeholder et forbud mod dumpning i havet
af stoffer og materialer, bortset fra dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning), jf. havmiljølovens § 25, stk.
1. Miljøministeren meddeler tilladelse til og fører tilsyn med
klapning, jf. havmiljølovens § 26. Kompetencen er delegeret
til Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen kan i en tilladelse til klapning stille vilkår om
bl.a. fremgangsmåde, optagning, udlægning, tilsyn og sik-
kerhedsforanstaltninger m.v., jf. havmiljølovens § 27, stk. 1,
2. pkt. Det følger af havmiljølovens § 26, stk. 5, at klapning
fortrinsvis skal finde sted inden for dansk søterritorium, og
at konventionen til beskyttelse af havmiljøet i Østersøområ-
det nedsatte kommission skal høres, inden der i Østersøen
gives tilladelse til klapning uden for dansk søterritorium.
Før 1. januar 2007, hørte administrationen af klapning til
under amterne, som også var tilladelsesmyndighed for sager
om klapning. Under amterne blev der udpeget områder til
brug for klapning. Det er ikke en praksis, som er videreført
af Miljøstyrelsen. Der kan søges om klapning i de allerede
eksisterende klappladser, som blev udlagt af amterne, men
der kan ikke på forhånd gives tilladelse til at klappe på de
12
eksisterende klappladser. Der foretages altid en konkret vur-
dering af klappladsens egnethed i hver enkelt sag, og Miljø-
styrelsen har som tilladelsesgivende myndighed i klapsager
mulighed for at henvise klapning til andre områder. Valg
af klapplads i konkrete sager sker ud fra en miljømæssig
vurdering, som afvejes i forhold til sejlads- eller fiskerimæs-
sige interesser, samt råstofinteresser, kulturhistoriske beskyt-
telsesinteresser og til havnenes ønske om at begrænse sejlaf-
standen.
2.2.2.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
Der er med den politiske aftale om Danmarks Havplan fra
juni 2023, som blev indgået mellem regeringen (Socialde-
mokratiet, Venstre, Moderaterne) og samtlige af Folketin-
gets partier (Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokrater-
ne, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, Radikale
Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige) sikret en ambitiøs
tilgang til beskyttelsen af havmiljøet. Det er bl.a. aftalt, at
der, ud fra et ønske om at fremme biodiversitet, igangsættes
en undersøgelse af mulighederne for og konsekvenser ved
et forbud mod klapning i udvalgte områder, hvor råstofom-
råder minimeres, herunder i Køge Bugt.
Analysen for at reducere arealet af råstofzoner foreligger
forventeligt i 2025. Undersøgelse af mulighederne for og
konsekvenser ved et forbud mod klapning i udvalgte områ-
der, hvor råstofområder minimeres, jf. havplansaftalen, fore-
tages derfor først efter analysen af arealet for råstofzoner
foreligger i 2025.
Derudover har partierne bag Grøn Fond (Socialdemokratiet,
Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedsli-
sten, og Konservative) besluttet at oprette en Havnaturfond,
som skal bidrage til genopretning af havnatur og biodiversi-
tet og til viden om miljø- og natureffekterne af udbygningen
af vedvarende energi på havet. Havnaturfonden skal bl.a.
understøtte marine genopretningstiltag, såsom etablering af
stenrev og ålegræs.
Det er på den baggrund Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at der bør etableres en hjemmel i havmiljøloven
til at miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod
klapning i nærmere afgrænsede områder, som kan understøt-
te de politiske aftaler om Danmarks Havplan og Havnatur-
fonden.
Reglerne om forbud mod klapning i nærmere afgrænsede
områder vil efter Miljø- og Ligestillingsministeriets opfattel-
se kunne understøtte marine naturgenopretningstiltag, som
f.eks. genetablering af stenrev og ålegræs, således at der
i områder, hvor man beslutter tiltag til beskyttelse eller na-
turgenopretning også kan forbyde klapning. Bemyndigelses-
bestemmelsen vil efter Miljø- og Ligestillingsministeriets
opfattelse også kunne understøtte et politisk ønske om at
friholde bestemte områder fra en række aktiviteter, for at
sikre bedre vilkår for havbunden og havmiljøet i det hele
taget, herunder klapning.
2.2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at miljøministeren bemyndiges til at kunne
fastsætte regler om forbud mod klapning i nærmere afgræn-
sede områder, herunder i områder, hvor der gennemføres
naturgenopretningstiltag, jf. den foreslåede § 28, stk. 3, jf.
lovforslagets § 1, nr. 5.
Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at miljøministe-
ren kan udpege områder, hvor det ikke er muligt at opnå
tilladelse til klapning. Bemyndigelsen vil først blive udmøn-
tet, når der i forbindelse med analysen for at reducere arealet
af råstofzoner evt. besluttes at fastsætte et forbud mod klap-
ning i bestemte områder, jf. havplansaftalen. Bemyndigelsen
vil dog også kunne anvendes til at forbyde klapning i forbin-
delse med andre tiltag, som f.eks. etablering af marine natur-
nationalparker og for at beskytte gyde- og opvækstområder
for fisk og bunddyr.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med reglerne i klapbekendtgørel-
sen, og vil derfor også være tilsynsmyndighed for regler om
forbud mod klapning i nærmere afgrænsede områder. Regler
der vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 28, stk. 3,
vil endvidere være strafbelagt i henhold til havmiljølovens §
61, stk. 1, 1. pkt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
2.2.3. Ophævelse af krav om at klapning fortrinsvis skal ske
inden for søterritoriet.
2.2.3.1. Gældende ret
Det fremgår af havmiljølovens § 26, stk. 5, at klapning
fortrinsvis skal finde sted inden for søterritoriet. Inden der
gives tilladelse til at klappe uden for søterritoriet, skal
HELCOM-kommissionen høres. HELCOM-kommissionen
er den i medfør af konventionen til beskyttelse af havmiljøet
i Østersøområdet (HELCOM) nedsatte kommission.
Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 435
af 10. juni 1997, hvor ordet ”fortrinsvist” blev indsat for
at gøre det muligt at tillade klapning uden for dansk søter-
ritorium, når dette udgør den miljømæssigt set bedste løs-
ning. Det fremgår af bemærkningerne til havmiljølovens §
26, stk. 5, at hensigten med ændringen var, at den faste bin-
ding til klappladsens placering vurderedes uhensigtsmæssig,
da den dagældende ordlyd udelukkede klapning uden for
f.eks. det internationale naturbeskyttelsesområde ved Vade-
havet, hvis afgrænsning er sammenfaldende med grænsen
for søterritoriet, jf. Folketingstidende, 1996-1997, tillæg A,
spalte 4827.
Den gældende bestemmelse i havmiljølovens § 26, stk. 5,
skal således sikre, at der kan gives tilladelse til klapning
uden for søterritoriet, når det udgør den miljømæssigt set
bedste løsning. Dog skal Miljøstyrelsen foretage høring af
HELCOM-kommissionen, inden der gives tilladelse til klap-
13
ning uden for søterritoriet i Østersøområdet, jf. lov nr. 435
af 10. juni 1997, jf. Folketingstidende, tillæg A, spalte 4827.
2.2.3.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at be-
stemmelsen i havmiljølovens § 26, stk. 5, hvorefter klapning
fortrinsvist skal foregå på søterritoriet ikke er tidssvarende,
da der i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om
klapning, uanset om der søges om klapning inden for eller
uden for søterritoriet, skal foretages en konkret vurdering af
de miljømæssige konsekvenser ved det ansøgte.
Der er en lang række af naturbeskyttelsesområder inden for
søterritoriet i Danmark, som f.eks. Ramsar-områder, EF-fug-
lebeskyttelsesområder og Natura 2000-områder. Derudover
er kystområderne særligt sårbare overfor de miljømæssige
påvirkninger fra klapning, herunder i forhold til bevoksnin-
gen af arealer med ålegræs og dets potentiale for at etablere
sig i nye områder, forekomst af algeopblomstring, bundfau-
na, iltsvind samt udledning og spredning af miljøfarlige
stoffer.
Det er på den baggrund Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at der ikke er grundlag for at opretholde en be-
stemmelse, hvorefter der fortrinsvis skal ske klapning inden
for søterritoriet. Det vil efter Miljø- og Ligestillingsministe-
riets vurdering også bidrage til at lette de administrative
byrder for både ansøger og Miljøstyrelsen i forbindelse med
en ansøgning om klapning i den eksklusive økonomiske
zone.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at der
særligt vil være behov for at give tilladelse til klapning i den
eksklusive økonomiske zone ved arbejder, der allerede pågår
i den eksklusive økonomiske zone, f.eks. store kommende
energiprojekter. I de tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at
give tilladelse til klapning i den eksklusive økonomiske zo-
ne i stedet for, at havbundsmaterialet skal fragtes og klappes
inden for det danske søterritorium.
2.2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ophæve havmiljølovens § 26, stk. 5, 1. pkt.,
således, at der ikke fortrinsvis skal ske klapning i søterrito-
riet. Miljøstyrelsen vil dermed ikke skulle tage stilling til,
hvorvidt der fortrinsvis bør ske klapning i søterritoriet i sag-
er, hvor der søges om klapning i den eksklusive økonomiske
zone.
Kravet i de gældende regler om, at HELCOM-Kommissio-
nen skal høres, inden der meddeles tilladelse til klapning
i Danmarks eksklusive økonomiske zone i Østersøområdet,
vil fortsat gælde, og der vil således skulle sendes en høring
til HELCOM-Kommissionen i tilfælde, hvor der søges om
klapning i den eksklusive økonomiske zone i Østersøen.
Ophævelsen af havmiljølovens § 26, stk. 5, 1. pkt., ændrer
ikke på den generelle praksis for at meddele tilladelse til
klapning, som altid kræver en konkret afvejning af sagli-
ge hensyn og en vurdering af de miljømæssige påvirknin-
ger. Det er derfor også Miljø- og Ligestillingsministeriets
opfattelse, at den foreslåede ændring ikke vil betyde en lem-
peligere praksis for meddelelse af tilladelse til klapning i
den eksklusive økonomiske zone.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3, og bemærkningerne
hertil.
2.2.4. Påbud om udjævning af toppe af klapmateriale på en
klapplads i henhold til vilkår i klaptilladelsen
2.2.4.1. Gældende ret
Efter havmiljølovens § 26, stk. 1, meddeler miljøministeren
tilladelse til og fører tilsyn med klapning. Kompetencen er
delegeret til Miljøstyrelsen. Miljøstyrelsen varetager bl.a.
tilsynsforpligtelsen gennem indrapporterede data og infor-
mationer fra tilladelsesindehaveren og eventuelle oplysnin-
ger, som Miljøstyrelsen modtager fra andre myndigheder og
borgere.
Miljøstyrelsen kan stille en række vilkår i tilladelsen til
klapning om bl.a. fremgangsmåden herunder optagning og
udlægning, tilsyn og sikkerhedsforanstaltninger m.v., jf. §
27, stk. 1, 2. pkt. Typiske vilkår i en klaptilladelse kan være,
at materiale, der klappes, skal fordeles jævnt på klapplad-
sen. Miljøstyrelsen kan ligeledes stille krav om, at tilladel-
sesindehaver skal måle mindstedybden på klappladsen efter
endt klapning og indrapportere det til Miljøstyrelsen. Vilkå-
rene skal primært sikre, at mindstedybden på klappladsen
ikke mindskes til gene for sejlads, og for at minimere risiko-
en for grundstødning.
De data, som skal indrapporteres efter endt klapning til Mil-
jøstyrelsen om, hvor der er klappet, hvad mindstedybden er
målt til, mængden, der bliver klappet, samt øvrige data, vil
i nogle tilfælde kunne danne baggrund for vurdering af, om
vilkår i klaptilladelsen om bl.a. mindstedybden er overholdt
ved at sammenligne målinger efter endt klapning med de
krav til mindstedybde, som der er givet i klaptilladelsen.
I andre tilfælde, hvor Miljøstyrelsen ikke ud fra de indrap-
porterede data kan se, om der er klappet i strid med vilkå-
rene, men hvor Miljøstyrelsen gøres opmærksom på uhen-
sigtsmæssige forhold på en klapplads fra andre myndigheder
eller borgere, vil der kunne være en formodning om, at der
er klappet i strid med vilkårene i en klaptilladelse.
Efter havmiljølovens § 45 b, skal tilsynsmyndigheden foran-
ledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet
har underordnet betydning. Bestemmelsen forpligter Miljø-
styrelsen til som tilsynsmyndighed at sikre en effektiv hånd-
hævelse af havmiljøloven undtagen i de tilfælde, hvor for-
holdet er bagatelagtigt. I praksis anvendes bestemmelsen til
bl.a. at udstede indskærpelser over for en tilladelsesindeha-
ver for forhold, som vurderes ikke at være i overensstem-
melse med klaptilladelsen.
14
I medfør af havmiljølovens § 59, stk. 1, nr. 2, kan der straf-
fes med bøde, hvis havbundsmateriale klappes i strid med
vilkår, der er stillet i en klaptilladelse efter havmiljølovens §
27.
Miljøministeren kan efter havmiljølovens § 42 a foretage
indgreb overfor skibe, herunder forbyde et skib at forsætte
sejlads, hvis der er sket eller er fare for udtømning eller
udledning, som er i strid med love og forskrifter efter loven,
og forbuddet eller påbuddet er nødvendigt for at forhindre
eller bekæmpe forurening af havet eller luften.
Bestemmelsen i havmiljølovens § 42 a forudsætter, at der er
tale om udtømning eller udledning, og at et evt. påbud er
nødvendigt for at bekæmpe forurening af havet. Bestemmel-
sen vil derfor ikke kunne anvendes i den situation, hvor der
dumpes havbundsmateriale på havbunden i strid med et vil-
kår om opretholdelse af en bestemt mindstedybde, eftersom
der i den situation ikke vil være en akut fare for forurening,
men snarere en fare for sejladssikkerheden i området, og
eftersom klapningen i sig selv forudgående er tilladt af myn-
dighederne.
2.2.4.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
Der er med den politiske aftale om Danmarks Havplan fra
juni 2023, som blev indgået mellem regeringen (Socialde-
mokratiet, Venstre, Moderaterne) og samtlige af Folketin-
gets partier (Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokrater-
ne, Liberal Alliance, Konservative, Enhedslisten, Radikale
Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige) sikret en ambitiøs
tilgang til beskyttelsen af havmiljøet. Havplanen omfatter
derfor bl.a. også tiltag for klapning med henblik på at redu-
cere skadevirkningerne fra klapning.
Et af tiltagene for klapning er, at sikre bedre kontrol med
vilkårene i en klaptilladelse og at give den fornødne hjem-
mel til efterlevelse heraf. Det er endvidere Miljø- og Lige-
stillingsministeriets vurdering, at tiltaget vil bidrage til at
sikre de sikkerhedsmæssige forhold på klappladsen, særligt i
forhold til sejladssikkerheden, men også sikre, at vilkår, der
er givet i klaptilladelsen, efterkommes.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at der
i de gældende regler i havmiljøloven ikke er hjemmel til
at kunne udstede et påbud til tilladelsesindehaveren af en
klaptilladelse til at udjævne toppe af klapmateriale på klap-
pladsen i overensstemmelse med tilladelsen. Påbudsbestem-
melserne i havmiljølovens § 42 a, vurderes ikke at kunne
anvendes i tilfælde, hvor der er klappet i strid med en klap-
tilladelse, eftersom der ikke vil være tale om akut fare for
forurening af havet. Havmiljølovens § 45 b anses derudover
ikke for at være tilstrækkelig hjemmel til at kunne udstede et
sådant påbud, da der er tale om en mere generel håndhævel-
sesbestemmelse.
2.2.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at miljøministeren kan meddele et påbud om
udjævning af toppe på en klapplads, hvis vilkår i klaptilla-
delsen om mindstedybde og fordeling af klapmateriale jævnt
på klappladsen, ikke er overholdt. Det forudsættes, at kom-
petencen til at udstede påbuddet delegeres til Miljøstyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Miljøstyrelsen
vil kunne meddele et påbud til indehaveren af en klaptilla-
delse i de tilfælde, hvor Miljøstyrelsen gennem data eller
oplysninger fra andre myndigheder eller borgere, vurderer,
at der er klappet i strid med vilkårene i en klaptilladelse. Op-
lysninger fra f.eks. en lystfisker eller fritidssejler om, at
dybdeforholdene på et givent område ikke er som angivet i
søkortene, kan dog ikke i sig selv føre til et påbud fra Miljø-
styrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse, men vil
indgå i den samlede konkrete vurdering ud fra alle sagens
omstændigheder. Udjævning af toppe af havbundsmateriale
i overensstemmelse med påbuddet skal ske for tilladelses-
indehavers egen regning og inden for de øvrige vilkår, der er
stillet i klaptilladelsen.
Et påbud efter den foreslåede bestemmelse vil kunne påkla-
ges til Miljø- og Fødevareklagenævnet af afgørelsens adres-
sat, jf. de foreslåede bestemmelser i § 51, stk. 1, nr. 5, og §
52, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og 18.
Der vil i medfør af den foreslåede ændring af § 59, stk. 1, nr.
3, jf. lovforslagets § 1, nr. 24, kunne straffes med bøde for
manglende overholdelse af det foreslåede påbud i § 1, nr. 4.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, 16, 19 og 24 og
bemærkningerne hertil.
2.3. Anden bortskaffelse og udledning af stoffer til havet
fra offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme
m.v.
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. CO2-lagring og platformsbegrebet
Geologisk lagring af CO2 i undergrunden reguleres af
lov om anvendelse af Danmarks undergrund (undergrund-
sloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1461 af 29. november
2023. Tilladelse til geologisk lagring af CO2 skal meddeles
efter denne lovs § 23. Geologisk lagring af CO2 er endvide-
re reguleret i bekendtgørelse nr. 1425 af 30. november 2016
om geologisk lagring af CO2 m.v. (CCS-bekendtgørelsen),
som sammen med undergrundsloven gennemfører Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv om geologisk lagring af
kuldioxid (CCS-direktivet).
De gældende regler om meddelelse af tilladelser til geolo-
gisk lagring af CO2 i den danske undergrund fremgår af un-
dergrundslovens kapitel 6 om anden anvendelse og kapitel 6
a om særlige bestemmelser om geologisk lagring og rørført
transport af CO2.
Det fremgår af undergrundslovens § 23 e, stk. 2, nr. 2, at
15
der ved CO2-lagringslokalitet forstås et bestemt område med
tilhørende volumen inden for en geologisk formation, der
anvendes til geologisk lagring af CO2, og tilhørende anlæg
på jordoverfladen og injektionsanlæg.
Havmiljøloven finder anvendelse på platforme på havet, jf.
lovens § 2, stk. 1, nr. 3. Begrebet »platform« omfatter efter
lovens bemærkninger såvel bevægelige som fast anbragte
platforme. Ved platforme tænkes primært på boreplatforme,
men også andre anlæg på havet, for eksempel vindmøllean-
læg, er omfattet af begrebet, jf. lov nr. 476 af 30. juni 1993,
jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte 7314.
Ved CO2-lagringsplatform forstås således i dette lovforslag
faste og mobile indretninger eller en kombination af sådanne
indretninger, herunder injektions-, lager og afskibningsenhe-
der, når de anvendes i forbindelse med CO2-lagring efter
undergrundsloven.
2.3.1.2. Udledning i havet og anden bortskaffelse af stoffer
og materialer fra offshore olie- og gasplatforme
Havmiljølovens § 30 bemyndiger miljøministeren til at fast-
sætte regler om udledning i havet af stoffer og anden bort-
skaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra under-
søgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster,
herunder kulbrinter.
Ved undersøiske mineralforekomster forstås almindeligvis
kulbrinter og andre råstoffer i undergrunden under havbun-
den. Andre råstoffer i undergrunden er defineret i under-
grundsloven som, kulbrinter, svovl, stensalt, kalisalt, brom
og ædle luftarter som helium. Kulbrinter er bl.a. olie og gas.
Havmiljølovens § 30 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 571
af 23. maj 2023 om udledning i havet af stoffer og materia-
ler fra offshore olie- og gasanlæg og om monitorering i ha-
vet omkring anlæggene (udledningsbekendtgørelsen). Olie-
og gasanlæg er defineret i udledningsbekendtgørelsens §
3, som faste eller mobile indretninger (platforme), når de
anvendes til efterforskningsboringer, brøndvedligeholdelses-
og stimulationsaktiviteter, produktionsboringer, injektions-
boringer og til produktion af olie- og gasforekomster i un-
dergrunden under havet samt rørledninger og andre anlæg til
transport af sådanne kulbrinter.
Efter havmiljølovens § 55, stk. 3, er ejeren eller den ansvar-
lige for driften af en platform og et tilsluttet rørledningssy-
stem beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i
forbindelse med efterforskning, produktion eller transport af
kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsok-
kelområde, forpligtet til vederlagsfrit at stille transport til og
fra et anlæg, herunder overførsel af udstyr, kost og logi og
andre fornødenheder, til rådighed for tilsynsmyndigheden i
forbindelse med tilsynsvirksomhed på anlægget efter loven
eller regler udstedt efter loven.
Forpligtelsen til at stille transport m.v. til rådighed gælder
dog alene for operatøren eller ejerne af olie- og gasplat-
forme i henhold til havmiljølovens § 55, stk. 3, eftersom
bestemmelsen alene vedrører anlæg, der anvendes til efter-
forskning, produktion eller transport af kulbrinter.
2.3.1.3. Udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasplatfor-
me
Udledningsbekendtgørelsen fastsætter regler om udledning
i havet af stoffer og materialer fra olie- og gasanlæg, der
opererer på dansk søterritorium eller dansk kontinentalsok-
kelområde, herunder med baggrund i de beslutninger og an-
befalinger, der vedtages af Oslo Paris Kommissionen under
Konventionen for beskyttelse af havmiljøet i Nordøst-Atlan-
ten (OSPAR-Konventionen).
De udledninger, der er omfattet af bekendtgørelsen, er en-
hver bortskaffelse i eller til havet, herunder til havbunden
og undergrunden, af stoffer og materialer fra olie- og gasan-
læg. Det omfatter bl.a. produceret vand, som er vand fra
olie- og gasreservoir, dispergeret olie, som er mikroskopiske
oliedråber suspenderet og spredt i produceret vand. Stoffer
og materialer defineres også som offshorekemikalier (som er
fastsat i medfør af OSPAR-konventionen), olie udledt med
produceret vand, olieholdigt kalkslam og sand, og borespå-
ner. Vaskevand og indholdet af kemi i vaskemidler m.v., er
også nogle af de stoffer, som i dag reguleres i udledningsbe-
kendtgørelsen.
Udledning af stoffer og materialer fra et olie- og gasan-
læg må kun finde sted efter tilladelse fra Miljøstyrelsen,
jf. udledningsbekendtgørelsens § 3. Der kan kun meddeles
tilladelse, hvis Miljøstyrelsen vurderer, at operatøren af plat-
formen har truffet de nødvendige foranstaltninger til at fo-
rebygge og begrænse forureningen, og at det sker uden at
kunne påføre omgivelserne forurening, som er uforenelig
med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet, jf. ud-
ledningsbekendtgørelsens § 6. Bekendtgørelsen sikrer der-
udover, at Miljøstyrelsen kan stille krav om, at operatøren
skal overvåge havmiljøet, herunder at udføre undersøgelser,
monitorere havbund og vandsøjle, samt foretage risikobase-
rede miljøvurderinger for egen regning.
I afgørelser efter udledningsbekendtgørelsen henvises der
endvidere til miljøvurderingen udarbejdet af den kompeten-
te myndighed (Energistyrelsen) for det konkrete olie- og
gasprojekt, for så vidt angår de generelle påvirkninger af
havmiljøet.
Miljøstyrelsen skal som tilsynsmyndighed som minimum
hvert tredje år gennemføre fysiske tilsyn på olie- og gasplat-
forme, jf. udledningsbekendtgørelsens § 14, stk. 2, og vil
i den forbindelse kunne stille krav om, at operatøren af
en offshore olie- og gasplatform stiller transport til og fra
platformen til rådighed samt kost og logi.
Eftersom udledningsbekendtgørelsen er en udmøntning af
bemyndigelsen i havmiljølovens § 30, som kun finder an-
vendelse for olie- og gasplatforme, vil bekendtgørelsen ikke
16
kunne finde anvendelse på udledninger m.v. fra offshore
CO2-lagringsplatforme.
2.3.1.4. OSPAR-konventionen
OSPAR-konventionen, hvis formål er beskyttelse af havmil-
jøet i det Nordøstlige Atlanterhav, blev undertegnet den 22.
september 1992 og trådte i kraft den 25. marts 1998. Dan-
mark tiltrådte konventionen i 1995, og den finder anvendel-
se for de danske dele af Nordsøen, Skagerrak og Kattegat,
inklusiv indre danske territorialfarvande, samt for Færøerne
og den østlige del af Grønland.
OSPAR-konventionen regulerer offshoreanlæg, som er defi-
neret som alle menneskeskabte konstruktioner, anlæg eller
skibe, eller dele heraf, der flyder eller står fast på havbun-
den, og som er anbragt i det maritime område med henblik
på offshore-virksomhed. Offshore-virksomhed er defineret
som aktiviteter i det maritime område med henblik på efter-
forskning efter samt vurdering og udnyttelse af flydende og
luftformige hydrocarboner, jf. konventionens artikel 1, litra j
og l.
Olie- og gasanlæg er således det eneste, som er reguleret af
OSPAR-konventionen. Udledninger og anden bortskaffelse
af stoffer og materialer fra offshore olie- og gasanlæg er i
Danmark reguleret i henhold til OSPAR’s anbefalinger og
vejledninger.
Der er vedtaget anbefalinger og retningslinjer for udledning
og anden bortskaffelse af stoffer og materialer fra offshore
olie- og gasanlæg i regi af OSPAR-konventionen. Det drejer
sig bl.a. om OSPAR’s afgørelse (decision) om et harmonise-
ret obligatorisk kontrolsystem for brugen og reduktionen af
udledninger af offshorekemikalier, og vejledning om vurde-
ring af stoffers kemiske farlighed, som anvendes og udledes
i forbindelse med offshoreaktiviteter i forbindelse med det
harmoniserede pre-screening skema for offshorekemikalier.
OSPAR’s anbefalinger og retningslinjer for udledning og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer finder således
alene anvendelse for olie- og gasanlæg og ikke for CO2-lag-
ringsplatforme.
2.3.1.5. MARPOL-konventionen og udtømning i havet
I havmiljølovens § 4, stk. 1, defineres udtømning som en-
hver udledning, udflydning eller bortskaffelse i havet af
stoffer eller materialer, der stammer fra den normale drift
af skibe eller bevægelige eller fast anbragte platforme. Ud-
tømning i havmiljøloven skal forstås i overensstemmelse
med FN’s søfartsorganisations konvention om forebyggelse
af forurening fra skibe (MARPOL-konventionen).
MARPOL´s anneks I regulerer udtømning af olie, og defi-
nerer platforme, som olie- og gasplatforme. I medfør af
havmiljølovens § 11, stk. 3, kan miljøministeren fastsætte
regler om udtømning af olie til opfyldelse af internationale
aftaler. Reglerne er udmøntet i bekendtgørelse nr. 539 af 22.
maj 2017 om udtømning af olie fra skibe (olieudtømnings-
bekendtgørelsen), som alene gælder for skibe, jf. § 1, stk.
1. Reglerne om udtømning af olie i MARPOL finder således
alene anvendelse for olie- og gasanlæg, og havmiljølovens
regler om udtømning af olie finder alene anvendelse for
skibe. Dermed er udledninger af olie fra offshore CO2-lag-
ringsplatforme således ikke omfattet af MARPOL anneks I
eller reglerne i olieudtømningsbekendtgørelsen.
De øvrige regler i MARPOL og havmiljøloven anses heller
ikke for at finde anvendelse i forbindelse med udledninger
og anden bortskaffelse af stoffer og materialer fra offshore
CO2-lagringsplatforme. MARPOL anneks II om flydende
stoffer der transporteres i bulk, som er implementeret i be-
kendtgørelse nr. 286 af 28. februar 2023 om kategorisering,
klassifikation, transport samt udtømning af flydende stoffer,
gælder alene for skibe, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1. Ud-
tømning af vaskevand som er reguleret af MARPOL anneks
V om affald, og af bekendtgørelse nr. 537 af 22. maj 2017
om udtømning af affald fra skibe og platforme (affaldsbe-
kendtgørelsen), gælder endvidere alene for olie- og gasplat-
forme, jf. bekendtgørelsens § 2, nr. 5, jf. havmiljølovens §
23.
2.3.1.6. Dumpning i havet
Dumpning i havet er reguleret af internationale konventi-
oner, herunder IMO’s Londonprotokol, hvis formål er at
forhindre havforurening ved dumpning af affald og andre
stoffer samt de regionale havkonventioner OSPAR og HEL-
COM, der danner grundlaget for havmiljølovens regler om
dumpning.
Ved dumping forstås enhver bortskaffelse i havet, på hav-
bunden og under havbunden - som ikke er udtømning – af
stoffer og materialer fra eller sammen med skibe, fly eller
bevægelige eller fastanbragte platforme, jf. havmiljølovens
§ 4, stk. 2. Udtømning fra skibe og platforme, som er regu-
leret af MARPOL, falder således uden for dumpningsbegre-
bet.
Af Londonprotokollens artikel 4.3. fremgår det, at bortskaf-
felse og lagring af stoffer og materialer, der stammer fra
eller er relateret til indvinding af olie og gas, ikke er omfat-
tet af Londonprotokollen. En lignende bestemmelse findes
dog ikke for udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og
materialer fra CO2-lagringsplatforme.
Der gælder et generelt forbud mod dumpning i havet i med-
før af havmiljølovens § 25, stk. 1, bortset fra dumpning af
optaget havbundsmateriale (klapning), og geologisk lagring
af CO2 under havbunden i medfør af bekendtgørelsen nr.
934 af 15. juni 2022 om undtagelse af geologisk lagring
af CO2 under havbunden og transport af CO2 til geologisk
lagring under havbunden fra forbuddene i lov om beskyttel-
se af havmiljøet mod dumpning og transport af stoffer og
materialer til dumpning om. Det vil sige, at strømmen af
17
CO2, som lagres under havbunden, ikke er dumpning. Det
omfatter dog alene CO2 og ikke de øvrige kemikalier og
stoffer, som anvendes i forbindelse med lagringen til f.eks.
at sikre brøndens funktioner, og som også ender op under
havbunden eller i havet.
Dumpning inkluderer ikke anbringelse i havet af stoffer el-
ler materialer, hvis anbringelse sker med andet formål end
bortskaffelse, jf., Londonprotokollens artikel 4.2.2. og hav-
miljølovens § 4, stk. 2, nr. 1. Dog må udledninger m.v., hvis
formål ikke er bortskaffelse, ikke stride mod Londonproto-
kollens formål.
Som eksempler på, hvad der falder uden for dumpningsbe-
grebet - fordi formålet ikke er bortskaffelse - nævnes der
i de specielle bemærkninger til havmiljølovens § 4, stk. 3,
nr. 1, opfyldning af havområder med henblik på anlæg af
kunstige øer på søterritoriet eller bygning af diger, hvis der
heri ikke sker en skjult affaldsbortskaffelse, jf. lov nr. 476
af 30. juni 1993, jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg A,
spalte 7317-7318.
Udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer
til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme er dermed ikke
omfattet af havmiljølovens bestemmelser om dumpning.
2.3.1.7. Begrebet anden bortskaffelse
Det fremgår af havmiljølovens § 4, stk. 3, nr. 2., at udtøm-
ning og dumpning ikke anses som udledning i havet af stof-
fer eller materialer, der er en direkte følge af undersøgelse
eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, jf. kapi-
tel 10. Det vil sige, at udledninger fra offshore indvinding af
olie og gas ikke er omfattet af reglerne om udtømning eller
dumpning.
Det fremgår af bemærkningerne til nyaffattelsen af havmil-
jøloven i 1993, at der ved begrebet ”anden bortskaffelse”
tænkes på afbrænding af væske, herunder naturgas, i for-
bindelse med brøndtestning, brøndstimulering m.v. og på
afbrænding af farlige gasarter i forbindelse med hydrocabo-
ner, herunder naturgas. Endvidere tænkes på bortskaffelse
via eller injektion under havoverfladen, jf. lov nr. 476 af 30.
juni 1993, jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte
7332. Således vil stoffer, der ender op under havbunden
ifm. olie og gasindvinding, ikke være at anse som dump-
ning, men er omfattet af begrebet ”anden bortskaffelse”.
At udledninger og injektion af stoffer ifm. indvinding af olie
og gas ikke er udtømning eller dumpning, jf. havmiljølovens
§ 4, stk. 3, nr. 2, er i overensstemmelse med Londonproto-
kollens artikel 4.3, hvorefter udledninger og bortskaffelse,
som er en direkte følge eller relateret til undersøgelse eller
udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, falder uden
for Londonprotokollens anvendelsesområde. Det samme gør
sig gældende i henhold til OSPAR-konventionens anneks III
artikel 3.1. og 3.2.
2.3.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
Med de politiske aftaler for fangst og geologisk lagring
af CO2 (CCS) er det besluttet, at der skal være mulighed
for CO2-lagring i Danmark under forudsætning af, at det
foregår under forsvarlige sikkerheds- og miljømæssige for-
hold. Tilladelse til lagring af CO2 i undergrunden under
havbunden meddeles i henhold til undergrundslovens § 23
af klima-, energi- og forsyningsministeren.
Havmiljølovens regler for udledning og anden bortskaffelse
af stoffer og materialer til havet fra offshore platforme, er
udformet på et tidspunkt, hvor de eneste aktiviteter på off-
shore platforme var i forbindelse med indvinding af olie
og gas. CO2 er kemisk set ikke at anse som en kulbrinte
eller som et andet undersøisk mineral. Udledninger og an-
den bortskaffelse fra CO2-lagringsplatforme er dermed ikke
omfattet af havmiljølovens § 30 eller udledningsbekendtgø-
relsen.
Det er endvidere Miljø- og Ligestillingsministeriets vurde-
ring, at udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og
materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme ikke
er omfattet af havmiljølovens regler om udtømninger af olie
eller affald fra skibe og platforme, eftersom reglerne for
udtømning af olie er begrænset til at gælde for skibe og
reglerne om udtømning af affald er begrænset til at gælde
for olie- og gasplatforme.
Det er ligeledes Miljø- og Ligestillingsministeriets vurde-
ring, at reglerne om dumpning i Londonprotokollen og hav-
miljøloven ikke finder anvendelse for udledninger og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore
CO2-lagringsplatforme, idet formålet med de anvendte stof-
fer og materialer ikke er bortskaffelse, men en følge af den
offshoreaktivitet som sker i forbindelse med lagringen. Det
er endvidere Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering at
udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer
til havet ikke er at anse som dumpning, når det sker som
følge af en aktivitet med lagring af CO2, eftersom stofferne
enten er naturligt forekommende eller tilsættes til brønden
og platformen, for at sikre de sikkerhedsmæssige forhold
omkring injektionen eller korrekt injektion af CO2´en i un-
dergrunden under havbunden. Udledninger anses derfor som
en direkte følge af selve aktiviteten med lagring af CO2, og
ikke med henblik på bevidst bortskaffelse.
Udledninger og anden bortskaffelse af stoffer til havet i
forbindelse med indvinding af olie og gas er i øvrigt ikke
at anse som dumpning, hvilket følger direkte af Londonpro-
tokollen og havmiljølovens § 4, stk. 1, nr. 2.
CO2-lagringsplatforme kan være tidligere olie- og gasplat-
forme, hvorfor de tidligere anvendte brønde til indvinding
af olie og gas også kan anvendes til CO2-lagring. Ved eta-
blering af nye CO2-lagringsplatforme vil det derfor være
nødvendigt at etablere brønde og boringer. Det er Miljø- og
Ligestillingsministeriets vurdering, at de stoffer og materia-
18
ler, der i dag anvendes, udledes og bortskaffes i forbindelse
med olie- og gasaktiviteter i henhold til udledningsbekendt-
gørelsen og havmiljølovens § 30, er meget lig de stoffer,
der anvendes, udledes og bortskaffes som en følge af eller i
tilknytning til CO2-lagring.
Det kan bl.a. være processpildevand, som indeholder natur-
ligt forekommende stoffer fra reservoiret og rester af tilsat-
te ”offshore kemikalier”. Kemikalierne tilsættes bl.a. for at
forhindre, at de rør, som leder CO2´en til reservoiret fra
platformen, ikke ruster (antikorrosionsmidler), for at hindre
tilgroning i rørene (desinfektionsmidler), for at rense vandet
(vandklaringsmidler) eller for at rense platformen med hen-
blik på at sikre de sikkerhedsmæssige forhold. Operatøren
er forpligtet til i videst muligt omfang at minimere udlednin-
gen af stofferne. Det kan dog ikke undgås, at nogle af stof-
ferne ender i de geologiske formationer under havbunden,
eller at processpildevandet, som kan indeholde olierester,
udledes til havet. Det samme gælder for vaskevand, som an-
vendes til at vaske platformen fri for olie og snavs, som ikke
altid vil kunne opsamles, og derfor medfører udledninger til
havet.
På den baggrund vurderer Miljø- og Ligestillingsministeriet,
at udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og mate-
rialer fra offshore CO2-lagringsplatforme bør reguleres på
samme måde som offshore olie- og gasplatforme for at sikre
beskyttelsen af havmiljøet.
Af hensyn til at sikre et ensartet administrationsgrundlag og
det samme beskyttelsesniveau er det ministeriets vurdering,
at de relevante anbefalinger og retningslinjer fra OSPAR om
udledning og anden bortskaffelse af stoffer til havet fra olie-
og gasplatforme, også bør gælde for CO2-lagringsplatforme.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for havmiljølo-
vens § 30, stk. 1, således, at miljøministeren bemyndiges
til også at fastsætte regler om anden bortskaffelse og udled-
ning i havet af stoffer og materialer fra CO2-lagringsplatfor-
me. Den foreslåede bemyndigelse vil indebære, at miljømi-
nisteren kan fastsætte regler om, at udledning eller anden
bortskaffelse af bestemte stoffer til havet ikke må finde
sted, hvis det indebærer en væsentlig risiko for forurening
af omgivelserne, jf. den foreslåede ændring af § 30, stk.
1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, ligesom det er tilfældet efter
reglerne om udledninger fra offshore olie og gasplatforme i
den nugældende havmiljølovs § 30, stk. 2.
Det foreslås endvidere, at udvide anvendelsesområdet for
havmiljølovens § 30, stk. 3, til også at gælde for ejere eller
brugere af CO2-lagringsplatforme eller andre offshore plat-
forme. Dermed kan de forpligtes til for egen regning at gen-
nemføre og indsende resultater af undersøgelser af havmil-
jøets fysiske, kemiske og biologiske tilstand til afdækning af
eventuelle miljømæssige påvirkninger af havmiljøet, jf. den
foreslåede ændring af § 30, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.
Det foreslås endvidere at udvide anvendelsesområdet for
havmiljølovens § 55, stk. 3, om transport til og fra offshore
platforme, således at miljøministeren efter den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 22, kan fastsætte regler
om, at ejeren eller operatøren af en offshore platform, her-
under CO2-lagringsplatforme, for egen regning skal stille
transport, kost og logi til rådighed i forbindelse med Miljø-
styrelsens tilsyn.
De foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 7, 8, og 22, har til
formål at sikre et ensartet regelsæt for udledning og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra alle off-
shore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme. Bestem-
melserne vil derfor også kunne anvendes til at fastsætte
regler om udledning og anden bortskaffelse af stoffer og
materialer til havet som følge af andre fremtidige aktiviteter
fra platforme. På den måde sikres det, at det fornødne hjem-
melsgrundlag er på plads, og kan anvendes til fordel for
beskyttelsen af havet i takt med udviklingen af aktiviteter på
havet.
Det forudsættes, at de foreslåede bestemmelser i § 1, nr. 7,
8, og 22, vil blive udmøntet i en bekendtgørelse, som har
til formål at etablere en tilladelsesordning for anden bort-
skaffelse og udledning i havet af stoffer og materialer fra
offshore CO2-lagringsplatforme. Bekendtgørelsen vil såle-
des skulle danne rammen for Miljøstyrelsens behandling af
ansøgninger om udledninger og anden bortskaffelse, hvoref-
ter ansøger skal opfylde de kriterier, der fastlægges, herun-
der at der skal indsendes oplysninger om de stoffer, der
anvendes og udledes, mængde, sammensætning m.v., samt
redegørelse af de potentielle påvirkninger af miljøet. Lige-
som efter den gældende tilladelsesordning for olie- og gas-
platforme, vil der i en tilladelse efter de foreslåede regler
for en tilladelsesordning for andre platforme, herunder CO2-
lagringsplatforme blive henvist til miljøvurderingen af det
konkrete projekt, udarbejdet af den kompetente myndighed
herfor. Miljøstyrelsen vil kunne stille krav om overvågning
af havmiljøet, og der vil kunne straffes for overtrædelse af
bekendtgørelsen, som forudsættes udarbejdet efter de fore-
slåede regler i § 1, nr. 7 og 8.
En offshoreoperatør vil således – i medfør af de foreslåede
ændringer af § 30, stk. 1 og 3, - skulle søge om tilladelse
til udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer
til havet i alle tilfælde, hvor der fra en offshore platform
udføres offshoreaktiviteter. Ved offshoreaktivitet forstås bl.a.
alle aktiviteter om undersøgelse og efterforskning forud
for selve udnyttelsen eller indvindingen af mineralforekom-
ster eller i forbindelse med CO2-lagring. Offshoreaktiviteter
dækker også over selve udnyttelsen, indvindingen eller lag-
ringen fra offshore platformen. Der skal dog være tale om,
at udledningen eller anden bortskaffelse af stoffer og mate-
rialer til havet er en følge af eller i tilknytning til offsho-
reaktiviteten. F.eks. vil udledninger fra evt. beboelse eller
tekniske anlæg på platformen, som generatorer til strøm til
beboelse m.v., når der ikke udføres offshoreaktiviteter, ikke
19
være omfattet. Sådanne udledninger kan dog være omfattet
af anden lovgivning efter havmiljøloven.
Afgørelser om anden bortskaffelse og udledning af stoffer
og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme
i medfør af reglerne som forudsættes udmøntet med den
foreslåede ændring af § 30, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr.
7, vil være omfattet af havmiljølovens regler om klage i
havmiljølovens § 49-53 a. Afgørelserne vil således kunne
påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageberettiget
vil være enhver med individuel og væsentlig interesse i
sagens udfald samt alle lokale og landsdækkende foreninger
og organisationer som har beskyttelse af natur og miljø,
samt rekreative interesser, som hovedformål. En afgørelse
vil ikke have opsættende virkning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7, 8 og 22, og bemærk-
ningerne hertil.
2.4. Marin geoengineering
2.4.1. Gældende ret
2.4.1.1. Havmiljøloven
Havmiljøloven indeholder et generelt forbud mod dumpning
af stoffer eller materialer i havet, bortset fra dumpning af
optaget havbundsmateriale (klapning), jf. havmiljølovens §
25, stk. 1, og lagring af CO2 under havbunden jf. regler
udstedt i medfør af havmiljølovens § 25, stk. 3.
Dumpning er i havmiljølovens § 4, stk. 2, defineret som
enhver bortskaffelse i havet, på havbunden og under hav-
bunden - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer
fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige eller fast
anbragte platforme og enhver bortskaffelse i havet, på hav-
bunden og under havbunden af skibe, fly eller bevægelige
eller fastanbragte platforme, herunder enhver udledning, ud-
flydning eller bortskaffelse af stoffer eller materialer, der er
bragt om bord eller transporteres med henblik på bortskaf-
felse eller stammer fra behandling af stoffer eller materialer,
der er bragt om bord eller transporteres med henblik på
bortskaffelse.
Efter havmiljølovens § 54, stk. 1, 1. pkt., må udledning i
havet af stoffer og materialer med henblik på videnskabelig
forskning i forureningsbekæmpelse eller med henblik på at
bekæmpe forurening af havet, ikke finde sted uden tilladelse
fra miljøministeren. Efter lovens § 54, stk. 2, 1. pkt., kan
tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kun gives i konkret foreliggen-
de enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for en
nærmere angivet periode. I de eksklusive økonomiske zoner
eller uden for dansk søterritorium i øvrigt kan tilladelse gi-
ves af de kompetente myndigheder i en stat, der har tiltrådt
konventionen om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet
(HELCOM-konventionen) eller konventionen om forebyg-
gelse af forurening fra skibe (MARPPOL-konventionen), jf.
havmiljølovens § 54, stk. 1, 2. pkt.
Det fremgår af bemærkningerne til havmiljølovens § 54, jf.
Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 7347, at hjemlen
navnlig er tænkt anvendt på udledning eller udspredning
af kemiske bekæmpelsesmidler (dispergering), som er en
form for olieforureningsbekæmpelse, der kan være forbun-
det med visse gener for havmiljøet, og en nøje vurdering,
herunder navnlig af de biologiske konsekvenser, er derfor
påkrævet. Tilladelsesbeføjelsen efter den gældende bestem-
melse er delegeret til Miljøstyrelsen, som har administreret
bestemmelsen restriktivt.
2.4.1.2. Londonprotokollen
Londonprotokollen under FN´s søfartsorganisation, hvis for-
mål er at forhindre havforurening ved dumpning af affald og
andre stoffer, blev vedtaget den 7. november 1996 og trådte
i kraft den 24. marts 2006. Danmark undertegnede protokol-
len den 17. april 1997. For Danmarks vedkommende finder
den anvendelse for alle dele af Danmarks havområder og
gælder for alle skibe, der sejler under dansk flag.
Londonprotokollen indeholder et generelt forbud mod
dumpning i havet i artikel 4, stk. 1, 1. led. Dumpning er de-
fineret i Londonprotokollen som enhver bevidst bortskaffel-
se og lagring af affald og andre materialer i havet fra skibe,
fly, platforme eller andre menneskeskabte konstruktioner på
havet. Det omfatter derudover enhver bevidst bortskaffelse
i havet af skibe, fly, platforme og andre menneskeskabte
konstruktioner på havet, jf. artikel 1, stk. 4.
I 2013 blev resolution LP. 4(8) om ændring af London-
protokollen vedrørende regulering af anbringelse af stoffer
og materialer til stimulering af havets primærproduktivitet
(”ocean fertilization”) og andre marin geoengineeringakti-
viteter vedtaget. Resolutionen indsætter en ny artikel 5 b
i Londonprotokollen, som definerer marin geoengineering
som ethvert bevidst indgreb i havmiljøet med henblik på
at manipulere naturlige processer, herunder for at modvirke
menneskeskabte klimaforandringer eller deres virkninger, og
som har potentiale til at resultere i skadelige påvirkninger,
særligt hvor disse påvirkninger kan være udbredte, langvari-
ge eller alvorlige.
Der blev endvidere indsat en ny artikel 6 b, hvorefter de
tiltrædende parter til Londonprotokollen forpligtes til at for-
byde anbringelsen af stoffer og materialer i havet fra skibe,
fly, platforme og andre menneskeskabte konstruktioner på
havet, når det sker i forbindelse med de marin geoenginee-
ringsaktiviteter, som er oplistet i et nyt anneks 4.
Den eneste aktivitet oplistet i det nye anneks 4 er ”ocean
fertilization”, og som derfor også er den eneste aktivitet,
som i medfør af resolutionen skal forbydes. ”Ocean fertiliza-
tion” er defineret som enhver menneskelig aktivitet med det
hovedformål at stimulere havets primærproduktivitet. Ved
primærproduktivitet menes produktion af organiske stoffer
i planter, alger og fotosyntetiske cyanobakterier, som er det
første led i økosystemets fødenet, da de kan lave fotosynte-
se. Det omfatter dog ikke konventionel akvakultur, herunder
20
havbrug eller kunstige rev. Efter anneks 4 kan de tiltrædende
parter til Londonprotokollen dog give tilladelse til ”ocean
fertilization” aktiviteter, hvis der er tale om forskningspro-
jekter, og såfremt projektet konkret kan tillades i henhold til
kriterierne i et nyt anneks 5.
Vurderingsværktøjet i det nye anneks 5 stiller krav til om-
rådet, hvori det videnskabelige projekt ønskes udført, herun-
der krav til beskrivelserne af områdets fysiske, geologiske,
kemiske og biologiske tilstand og vurderingen af påvirknin-
gen af området. Der stilles derudover en række krav til pla-
nerne for udførelsen af det videnskabelige projekt, herunder
miljøvurdering af effekter og påvirkninger, risikoanalyser og
planer for at minimere påvirkninger og forebygge forurening
ved brug af overvågningsprogrammer.
Reglerne om marin geoengineering, herunder ocean fertili-
zation, i medfør af resolution LP. 4(8) er endnu ikke trådt
i kraft. Ikrafttræden kan ske, når 2/3 dele af de tiltrædende
parter til Londonprotokollen meddeler IMO, at de accepterer
ændringerne. Derefter vil ændringerne træde i kraft efter
60 dage. Siden resolutionen blev vedtaget i 2013, har 7 ud
af i alt 55 lande accepteret ændringen, herunder Estland,
Finland, Tyskland, Holland, Norge, Storbritannien og Au-
stralien.
Selvom reglerne om marin geoengineering endnu ikke
er trådt i kraft, fremgår det af de indledende bemærknin-
ger til resolutionen, at resolution LC-LP. 1(2008) og LC-
LP. 2(2010) finder anvendelse for alle de tiltrædende parter
til Londonprotokollen, indtil ændringerne til Londonproto-
kollen om marin geoengineering i medfør af resolutionen
LP. 4(8) træder i kraft.
Resolution LC-LP. 1 (2008) handler om reguleringen af
”ocean fertilization”. I resolutionen er det vedtaget, at ak-
tiviteter som ”ocean fertilization” falder ind under London-
konventionens og Londonprotokollens anvendelsesområde,
og at ”ocean fertilization” kategoriseres som enhver aktivi-
tet, der foretages af mennesker, når hovedformålet er at
stimulere primær (algevækst) aktivitet i havet.
I resolution LC-LP. 2 (2010) vedrørende rammerne for vur-
deringen af videnskabelig forskning vedrørende ”ocean fer-
tilization” blev der vedtaget et vurderingsværkstøj for viden-
skabelig forskning af ”ocean fertilization” projekter. Vurde-
ringsværktøjet er det nye anneks 5. Resolutionen slår fast,
at hvert enkelt projekt skal vurderes konkret ved hjælp af
vurderingsværktøjet. Det blev derudover besluttet, at de til-
trædende parter til Londonprotokollen skal anlægge et for-
sigtighedsprincip, når vurderingsværktøjet anvendes, særligt
i forhold til om et projekt er videnskabeligt validt og ikke i
modstrid med Londonkonventionens og Londonprotokollens
formål.
2.4.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
Marin geoengineering er en betegnelse for menneskelige
indgreb i havet, hvor havets naturlige processer påvirkes,
for bl.a. at imødegå klimaforandringer. Et indgreb kan f.eks.
være anbringelse af træflis eller jernspåner i havet med hen-
blik på at stimulere primærvækst af alger, og som dermed
optager mere CO2 fra atmosfæren. Når disse stoffer bliver
optaget i fødekæden, og synker til bunds, kan det medføre
omfattende iltsvind. En anden metode, hvorpå man forsker i
at binde en større mængde CO2 i havet, er ved at manipulere
med naturlige effekter og tilføje stoffer som karbonat- eller
silikatmaterialer til havet. Det kan ændre på pH værdien,
carbonmætningen eller andre forhold og igangsætte naturli-
ge biokemiske processer. Tilsætningsstofferne kan indeholde
uønskede stoffer som f.eks. nikkel (eller andre potentielt
giftige stoffer), som kan skade marine organismer, hvilke
optages i fødekæden, og ende med at udgøre en trussel mod
menneskers sundhed og havpattedyr ved at akkumulere i
fødekæden.
Forskning i marine geoengineeringsteknikker er nationalt set
fortsat begrænset. Der er et stigende internationalt fokus på
området, og mange konkrete projekter er allerede iværksat
i andre landes havområder med det formål at nedbringe
CO2-udledninger ved binding af CO2 til havet i stedet. Ef-
terspørgslen efter løsninger, som kan være med til at ned-
bringe landes CO2-udledninger, stiger i takt med behovet for
konkrete tiltag for at komme i mål med de nationalt fastsat-
te reduktionsmål. Projekter for reduktion af CO2-udlednin-
ger må, efter Miljø- og Ligestillingsministeriets opfattelse,
dog ikke ske på bekostning af havmiljøet og havets økosys-
tem. Efter Miljø- og Ligestillingsministeriets opfattelse kan
marin geoengineeringsaktiviteter medføre væsentlige skade-
lige påvirkninger af havet og dets økosystem.
Efter Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering bør ma-
rin geoengineering i Danmarks havområder derfor være gen-
stand for regulering, som har til formål at sikre, at eventuel-
le forskningsprojekter kan gennemføres på en miljømæssig
forsvarlig måde, og hvor effekterne for havmiljøet analyse-
res og monitoreres løbende. Det er endvidere Miljø- og
Ligestillingsministeriets vurdering, at regulering af marin
geoengineering bør ske ved at tiltræde ændringerne til Lon-
donprotokollen i medfør af resolution LP. 4(8).
Efter Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering er marin
geoengineering ikke omfattet af det generelle dumpningsfor-
bud efter havmiljølovens § 25, stk. 1, af stoffer og materialer
i havet. Definitionen af dumpning er, at det skal ske med
henblik på bortskaffelse, jf. havmiljølovens § 4, stk. 2. Ma-
rin geoengineeringsaktiviteter er derimod defineret som et
ethvert bevidst indgreb i havmiljøet, med henblik på at
manipulere naturlige processer, herunder for at modvirke
menneskeskabte klimaforandringer eller deres virkninger, og
som har potentiale til at resultere i skadelige påvirkninger,
særligt hvor disse påvirkninger kan være udbredte, langvari-
ge eller alvorlige.
Marin geoengineeringsaktiviteter betragtes heller ikke som
dumpning i medfør af Londonprotokollen, jf. artikel 5 b i
resolutionen LP. 4(8). Der sondres endvidere i regi af Lon-
21
donprotokollen mellem dumpning af stoffer og materialer
i havet og anbringelse af stoffer og materialer i havet, efter-
som teknikken ”ocean fertilization”, i Londonprotokollen er
defineret som anbringelse i havet af stoffer og materialer
med henblik på at påvirke havets primærproduktivitet, og
ikke som dumpning.
Efter Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, kan hav-
miljølovens § 54, stk. 1, endvidere ikke anvendes til at regu-
lere marin geoengineering, eftersom bestemmelsen primært
har til formål at regulere forskningsprojekter i bekæmpelse
af forurening af havet. Marin geoengineering har ikke til
hensigt at bekæmpe forurening af havet, men har derimod
bl.a. til formål at nedbringe CO2-udledninger ved påvirk-
ning af de naturlige processer i havet.
På den baggrund er det Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at marin geoengineering ikke er omfattet af nu-
gældende lovgivning eller vil kunne reguleres i medfør af
nugældende lovgivning.
Såfremt det besluttes med lovforslaget at tiltræde resolution
LP. 4(8) om ændring af Londonprotokollen vedrørende an-
bringelse af stoffer og materialer til stimulering af havets
primærproduktivitet (”ocean fertilization”) og andre marin
geoengineeringsaktiviteter, vil Danmark være forpligtet til at
forbyde teknikken ”ocean fertilization”, som er anbringelse
af stoffer og materialer i havet med henblik på at stimu-
lere havets primærproduktivitet, f.eks. stimulere algevæk-
sten. Som følge af det nye anneks 4 og 5 vil Danmark dog
kunne tillade forskningsprojekter, efter en konkret vurdering
i henhold til vurderingsværktøjerne i det nye anneks 5 i Lon-
donprotokollen. Øvrige marine geoengineeringsteknikker er
i regi af Londonprotokollen fortsat ureguleret, men der tages
løbende stilling til, hvorvidt andre teknikker såsom ”Ocean
Alkalinity Enhancement”, ”Ocean Sinking of Biomass for
Carbon Storage” og Marine Surface Albedo Enhancement
Involving Reflective Particles”, også skal reguleres af Lon-
donprotokollen.
Det er endvidere Miljø- og Ligestillingsministeriets vurde-
ring, at selvom resolution LP. 4(8) om marin geoengineering
ikke træder i kraft som følge af Danmarks accept, kan reso-
lutionen med fordel danne grundlag for nationale regler om
marin geoengineering og sende et signal om, at Danmark
tager enhver form for forurening og påvirkning af havet
alvorligt.
2.4.3. Den foreslåede ordning
Med dette lovforslag foreslås det således, at der i kapitel
10 indsættes en bestemmelse, hvorefter miljøministeren be-
myndiges til at fastsætte regler om marin geoengineering,
herunder til opfyldelse af internationale aftaler herom, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, vedrørende indsættelse af § 33 b.
Med hjemmel i den foreslåede bestemmelse i § 33 b, jf.
lovforslagets § 1, nr. 9, vil regeringen på Danmarks vegne
være bemyndiget til at tiltræde resolution LP. 4(8) under
Londonprotokollen, samt senere ændringer hertil, som ved-
tages efter proceduren i Londonprotokollens artikel 21 og
22. Det bemærkes, at senere ændringer til resolutionen vil
kunne gennemføres administrativt i dansk ret med hjemmel i
bestemmelsen.
Det forventes, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse
i § 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, vil blive udmøntet såle-
des, at der etableres en ordning, hvor forskningsprojekter
med anbringelse af stoffer og materialer i havet, som har til
formål at stimulere havets primærproduktivitet, det såkaldte
”ocean fertilization”, kun kan udføres efter tilladelse fra
miljøministeren.
Det foreslås endvidere, at miljøministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår, der
vil kunne meddeles tilladelse efter det foreslåede § 33 b, stk.
1. jf. det foreslåede § 33 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr.
9. Det forventes i den forbindelse, at reglerne vil afspejle
vurderingsværktøjet i anneks 5 i resolution LP. 4(8) og der-
med indeholde regler om ansøgningens indhold, høringspro-
cedurer og inddragelse af offentligheden, risikovurderinger,
prøveudtagning og analyser af påvirkningen af havmiljøet
og havbunden, og om vurdering og behandling af sager.
I medfør af den foreslåede indsættelse af § 33 b, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 9, forventes det, at miljøministeren vil kunne
stille krav om, at ansøger for egen regning skal foretage ana-
lyser, risikovurderinger, overvågningsprogrammer samt peer
reviews af ansøgningen i henhold til anneks 5 i resolution
LP. 4(8).
Miljøministeren fører tilsyn med regler udstedt efter havmil-
jøloven, jf. havmiljølovens § 45. Tilsynet forventes delege-
ret til Miljøstyrelsen i henhold til havmiljølovens § 48, stk.
1. Den foreslåede bekendtgørelse om marin geoengineering
og tilladelsesordningen for forskningsprojekter med ocean
fertilization forventes således at høre under Miljøstyrelsens
tilsyn.
Overtrædelse af reglerne udstedt i medfør af bemyndigelsen
efter den foreslåede § 33 b, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 9,
vil kunne straffes med bøde efter den foreslåede ændring af
§ 61, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 26.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 og 26, og bemærk-
ningerne hertil.
2.5. Udvidelse af beredskabsregler for platforme på ha-
vet
2.5.1. Gældende ret
2.5.1.1. Havmiljølovens anvendelsesområde
Havmiljøloven finder anvendelse på alle danske skibe, luft-
fartøjer, platforme og rørledninger, uanset hvor de befinder
sig. Loven finder derudover bl.a. anvendelse på alle ikke
danske platforme, der befinder sig på dansk søterritorium
eller på dansk kontinentalsokkelområde, jf. havmiljølovens
22
§ 2, stk. 1, nr. 3. Det fremgår af bemærkningerne til bestem-
melsen, at der ved platforme tænkes primært på boreplat-
forme, men også andre havanlæg, som f.eks. vindmøllean-
læg på havet, er omfattet af loven, jf. lov nr. 476 af 30.
juni 1993, jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte
7314.
Danmarks havområde består af søterritoriet, som er det in-
dre og ydre territorialfarvand, samt Danmarks eksklusive
økonomiske zoner. Søterritoriet går ud til 12 sømil fra de
til enhver tid gældende basislinjer, som er linjer trukket
således, at afstanden fra ethvert punkt på disse linjer til det
nærmeste punkt på basislinjen er 12 sømil (22.224 m), jf.
lov om afgrænsning af søterritoriet. Ved eksklusive økono-
miske zoner forstås havområder uden for og stødende op til
søterritoriet indtil en afstand af 200 sømil fra de til enhver
tid gældende basislinjer, jf. lov om eksklusive økonomiske
zoner. Dansk kontinentalsokkelområde er sammenfaldende
med de eksklusive økonomiske zoner.
2.5.1.2. Havmiljøberedskab
Ved kongelig resolution af 29. august 2024 er der oprettet
et Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. For-
svarsministerens opgaver vedrørende havmiljøberedskabet,
herunder ansvaret for og dedikerede kapaciteter til bekæm-
pelse af miljøhændelser i havet og omkring maritim ener-
giinfrastruktur, er i den forbindelse overdraget til ministeren
for samfundssikkerhed og beredskab. Miljøministerens sag-
er vedrørende havmiljøberedskabet, herunder beredskabs-
planer i tilfælde af forurening fra olie og gasplatforme og
øvrige platforme i medfør af beredskabsbekendtgørelsen, er
ligeledes overdraget til ministeren for samfundssikkerhed og
beredskab.
Det betyder, at de opgaver, miljøministeren og forsvarsmini-
steren hidtil har varetaget vedrørende det interne og eksterne
beredskab for bekæmpelse af forurening fra olie- og gasan-
læg, rørledninger og andre platforme i henhold til havmiljø-
lovens kapitel 11 og beredskabsbekendtgørelsen, er overgået
til ministeren for samfundssikkerhed og beredskab.
Det følger af havmiljølovens § 34, at ministeren for sam-
fundssikkerhed og beredskab i samarbejde med redningsbe-
redskabet og andre myndigheder, som ministeren bemyndi-
ger hertil, forestår bekæmpelse af olie- og kemikalieforure-
ning af havet og de kystnære dele af søterritoriet. Forsvars-
kommandoen har udarbejdet en beredskabsplan for det stats-
lige beredskab, jf. Søværnskommandoens beredskabsplan
for det statslige danske beredskab til bekæmpelse af forure-
ning af havet med olie og andre skadelige stoffer af 7. marts
2023. I overensstemmelse med ressortdelingen af 29. august
2024 vil opdateringer af beredskabsplanen for det statslige
beredskab fremadrettet være forankret i Ministeriet for Sam-
fundssikkerhed og Beredskab.
I tilfælde af olie- eller kemikalieforurening af havet fra
platforme eller tilsluttede rørledninger påhviler det ejeren,
eller den der er ansvarlig for driften af platformen eller rør-
ledningen, straks at iværksætte den interne beredskabsplan
og påbegynde bekæmpelsen af forureningen, medmindre
den ansvarlige for driften er forpligtet hertil efter havmil-
jølovens § 47 c. Det følger af § 34 a, at ministeren for
samfundssikkerhed og beredskab (tidligere miljøministeren)
kan meddele påbud om, hvilke bekæmpelsesforanstaltninger
ejeren skal iværksætte, og fastsætte regler om beredskabet,
herunder hvilket mandskab og materiel m.v. der skal være til
rådighed i tilfælde af uheld på anlægget.
Det følger af havmiljølovens § 34 b, at ministeren for sam-
fundssikkerhed og beredskab (tidligere miljøministeren efter
forhandling med forsvarsministeren) under inddragelse af
den ansvarlige for driften af en platform, udarbejder en eks-
tern beredskabsplan for bekæmpelse af olie- og kemikalie-
forurening af havet fra offshore platforme og evt. tilsluttede
rørledningssystemer. Bestemmelsen er en gennemførelse af
artikel 29 og bilag VII og VIII i Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse
med offshore olie- og gasaktiviteter (offshoresikkerhedsdi-
rektivet) jf. lov nr. 1499 af 23. december 2014. Efter havmil-
jølovens § 34 b omfatter den eksterne beredskabsplan alene
offshore olie- og gasplatforme.
Der er i bekendtgørelse nr. 909 af 10. juli 2015 om be-
redskab ved forurening af havet fra olie- og gasanlæg, rør-
ledninger og andre platforme (beredskabsbekendtgørelsen)
fastsat regler om både det interne og det eksterne bered-
skab. Reglerne om den eksterne beredskabsplan er fastsat
i bekendtgørelsens kapitel 6 og bilag 2. Planen skal bl.a.
omfatte en beskrivelse af myndighedernes procedurer ved
underretning om spild, hvilke procedurer for alarmering og
beredskabsindsats, der sættes i værk ved underretning, og
en beskrivelse af de tiltag, der som led i den eksterne be-
redskabsplan, kan sættes i værk for at yde bistand til den
indsats, der sættes i værk af operatøren af en olie- og gas-
platform.
Efter beredskabsbekendtgørelsens § 18 skal Ministeriet for
Samfundssikkerhed og Beredskab (tidligere Miljøstyrelsen)
også udarbejde en samlet ekstern beredskabsplan bestående
af den eksterne beredskabsplan efter havmiljølovens § 34 b
og den eksterne beredskabsplan udarbejdet i medfør af § 45
b i offshoresikkerhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 125 af 6.
februar 2018, og videresende den til Europa-Kommissionen
samt til andre medlemsstater i EU og tredjelande, der kan
blive berørt af en større ulykke. Den eksterne beredskabs-
plan efter offshoresikkerhedslovens § 45 b udarbejdes af
Arbejdstilsynet og omhandler sikkerheden og sundheden på
offshore olie- og gasaktiviteter.
2.5.1.3. Tilsyn med offshore olie- og gasplatforme
Miljøministeren og ministeren for samfundssikkerhed og be-
redskab fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne i
havmiljøloven, og de forskrifter der udstedes i henhold til
loven, jf. havmiljølovens § 45, stk. 1. Tilsynsmyndigheden
skal foranledige, at et ulovligt forhold lovliggøres, medmin-
23
dre forholdet har underordnet betydning, jf. havmiljølovens
§ 45 b. I den situation, der er nævnt i havmiljølovens §
45 b, skal tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at
det ulovlige forhold skal bringes til ophør. Bringes det ulov-
lige forhold ikke til ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde
fortsat drift af en platform og tilsluttet rørledningssystem
beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i for-
bindelse med efterforskning, produktion eller transport af
kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsok-
kelområde, jf. havmiljølovens § 45 d.
Bestemmelsen i havmiljølovens § 45 d, stk. 2, gennemfø-
rer offshoresikkerhedsdirektivets artikel 18, stk. 1, på hav-
miljølovens område. Direktivet stiller i artikel 18, stk. 1,
litra e, krav om, at tilsynsmyndigheden skal kunne kræve
forbedringer og om nødvendigt forbyde fortsat drift af et-
hvert anlæg eller dele heraf eller enhver tilsluttet infrastruk-
tur (platform eller tilsluttet rørledningssystem beliggende
indenfor sikkerhedszonen), hvis det fremgår af et tilsyn, en
beslutning efter artikel 6, stk. 4, en periodisk gennemgang
af rapporten om større farer eller ændringer af anmeldelser
i henhold til artikel 11, at operatøren ikke længere har kapa-
citet til at opfylde de relevante krav efter direktivet, eller
der er rimelig tvivl om offshore olie- og gasaktiviteters eller
anlægs sikkerhed.
2.5.1.4. Miljøskaderegler for så vidt angår olie- og gasplat-
forme
En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøska-
de på havet skal vurderes i henhold til bestemmelserne i
havmiljølovens kapitel 14 a. Bestemmelserne definerer mil-
jøskade, overhængende fare for miljøskade samt, hvem der
kan anses som ansvarlig for driften af en erhvervsmæssig
aktivitet og for en miljøskade eller en overhængende fare
for miljøskade. Derudover indeholder kapitlet bestemmel-
ser om oplysnings- og undersøgelsespligt, iværksættelse af
forebyggende og skadesbegrænsende foranstaltninger samt
tilsynsmyndighedens pligt til at vurdere og afgøre, om en
forurening indebærer en miljøskade eller en overhængende
fare for en miljøskade.
Bestemmelserne i kapitel 14 a skal sikre, at alle de negative
påvirkninger af natur og miljø, som indebærer miljøskade
eller overhængende fare for miljøskade, identificeres og be-
handles i overensstemmelse med de særlige krav til sager-
nes behandling, som følger af miljøansvarsdirektivet. Det
vil sige, at hvis aktiviteten indebærer miljøskade eller en
overhængende fare for en miljøskade, og der er en ansvarlig
herfor, behandles denne efter miljøskadeloven. Indebærer
aktiviteten ikke en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade, anvendes de hidtil gældende regler, f.eks.
havmiljølovens § 43 og § 44.
Havmiljølovens § 47 a fastlægger hvad der skal forstås
ved en miljøskade og en overhængende fare for en miljøska-
de. Der henvises til miljøskadelovens §§ 7-11.
Havmiljølovens § 47 b, stk. 1, definerer, hvem der skal
anses som den ansvarlige for driften af aktiviteter, som kan
give anledning til en miljøskade eller en overhængende fare
for en miljøskade. Det fremgår således reguleres det, at ved
den ansvarlige for driften, forstås den ansvarlige for driften
af et skib, luftfartøj, en platform eller rørledning. Bestem-
melsen er ikke begrænset til bestemte platforme, og må der-
for anses at finde anvendelse for alle platforme omfattet af
havmiljølovens generelle anvendelsesområde, som omfatter
såvel bevægelige som fast anbragte platforme, boreplatfor-
me, men også andre anlæg på havet, for eksempel vindmøl-
leanlæg, jf. bemærkningerne til havmiljølovens § 2, stk. 1,
nr. 3, jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte 7314.
I havmiljølovens § 47 b, stk. 4 og 5, præciseres ansvarsfor-
delingen mellem den driftsansvarlige og rettighedshaveren
for olie- og gasplatforme.
Det fremgår således af havmiljølovens § 47 b, stk. 4, at den
driftsansvarlige, har ansvaret for at undersøge, forebygge
og afhjælpe en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade, der hidrører fra efterforskning, produktion eller
transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kon-
tinentalsokkelområde.
Rettighedshaveren har efter havmiljølovens § 47 b, stk. 5,
ansvaret for at afholde alle omkostninger ved undersøgelse,
forebyggelse og afhjælpning af miljøskade og overhængen-
de fare for miljøskade, der hidrører fra efterforskning, pro-
duktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium
og dansk kontinentalsokkelområde, herunder stille sikkerhed
og dække administrationsomkostninger efter miljøskadelo-
ven og afholde udgifter efter §§ 47 e og 47 g.
Bestemmelserne om delingen af ansvaret for håndtering af
miljøskader og overhængende fare for miljøskader mellem
den driftsansvarlige og rettighedshaveren for olie- og gas-
platforme gennemfører offshoresikkerhedsdirektivets artikel
7.
2.5.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets og Ministeriet for
Samfundssikkerhed og Beredskabs overvejelser
Reglerne om eksterne beredskabsplaner i havmiljølovens §
34 b om muligheden for at forbyde fortsat drift, hvis et
ulovligt forhold ikke bringes til ophør i medfør af havmiljø-
lovens § 45 d, stk. 2, og reglerne om den ansvarlige for en
miljøskade i havmiljølovens § 47 b, stk. 4 og 5, finder alene
anvendelse på olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørled-
ningssystemer og forurening der hidrører herfra. Uheld, og
forureningshændelser af havet med olie og kemikalier vil
imidlertid, også kunne finde sted fra havvindmøller eller
andre offshore platforme. Der er på den baggrund behov for
at udvide havmiljølovens §§ 34 b, 45 d, stk. 2 og 47 b, stk.
4 og 5, til også at omfatte havvindmøller og øvrige offshore
platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platfor-
me.
Det er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs
opfattelse, at operatørernes interne beredskaber, materiel,
24
personel osv., i langt de fleste tilfælde vil være tilstrækkeli-
ge til at kunne håndtere uheld og forureningshændelser. I
tilfælde af større forureningshændelser, bør der dog efter
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs opfattelse
være en plan for iværksættelse af et eksternt beredskab, som
også omfatter havvindmøller og øvrige offshore platforme,
såsom CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Det er endvidere Miljø- og Ligestillingsministeriets opfattel-
se, at en ændring af havmiljølovens § 45 d, stk. 2, vil væ-
re hensigtsmæssig, eftersom tilsynsmyndighederne bør have
samme mulighed for at forbyde fortsat drift eller meddele et
påbud om at bringe et ulovligt forhold til ophør, uanset om
der er tale om en olie- og gasplatform, en havvindmølle eller
øvrige offshore platforme, såsom CO2-lagringsplatforme og
PtX-platforme. Det kunne f.eks. være et forhold omfattet
af reglerne om interne beredskabsplaner, hvor tilsynsmyn-
digheden finder, at operatøren ikke lever op til kravene for
materiel eller mandskab til brug for en forureningshændelse.
Miljø- og Ligestillingsministeriet finder det derudover hen-
sigtsmæssigt at ændre reglerne i havmiljølovens § 47 b, stk.
4 og 5, således, at der i tilfælde af forurening fra offshore
platforme, såsom CO2-lagringsplatforme, PtX-platforme el-
ler havvindmøller vil gøre sig de samme forhold gældende
som for olie- og gasplatforme. Ansvaret for den umiddelba-
re forureningshændelse og ansvaret for at stille sikkerhed og
dække administrationsomkostninger efter miljøskadeloven
bør derfor også være delt mellem den ansvarlige for driften
og rettighedshaveren for havvindmøller og øvrige offshore
platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platfor-
me.
Det er efter Miljø- og Ligestillingsministeriets og Ministeri-
et for Samfundssikkerhed og Beredskabs vurdering, at de
ovennævnte ændringer vedrørende eksterne beredskabspla-
ner og miljøskadereglerne vil være med til at sikre en hel-
hedsorienteret tilgang til bekæmpelsen af større forurenings-
hændelser på havet, uanset om forureningen stammer fra
olie- og gasplatforme, en havvindmølle eller andre offshore
platforme.
2.5.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at udvide havmiljølovens § 34 b om eksterne
beredskabsplaner, § 45 d, stk. 2, om muligheden for at
forbyde fortsat drift af en platform, og § 47 b, stk. 4 og
5, om miljøansvarsreglernes begreb for den driftsansvarlige
til også at omfatte havvindmøller og øvrige andre offshore
platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platfor-
me.
Som konsekvens af den foreslåede ændring, vil der være et
behov for at ændre beredskabsbekendtgørelsen, således at
de nærmere krav til indholdet af en ekstern beredskabsplan
kommer til at omfatte havvindmøller og øvrige andre off-
shore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-
platforme. De foreslåede ændringer af havmiljølovens § 45
d, stk. 2, og § 47 b, stk. 4 og 5, giver ikke anledning til
ændringer i de administrative forskrifter.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10-13 samt bemærk-
ningerne hertil.
2.6. Forhåndstilladelse til anvendelse af dispergerings-
midler til bekæmpelse af olieforurening i særlige tilfælde
2.6.1. Gældende ret
Ved kongelig resolution af 29. august 2024 er der oprettet
et Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. Mil-
jøministerens opgaver vedrørende havmiljøberedskabet, her-
under beredskabsplaner i tilfælde af forurening fra olie og
gasplatforme og øvrige platforme i medfør af beredskabs-
bekendtgørelsen, er i den forbindelse blevet overdraget til
ministeren for samfundssikkerhed og beredskab.
Det betyder, at opgaver, miljøministeren og forsvarsmini-
steren indtil nu har varetaget vedrørende det interne og
eksterne beredskab for bekæmpelse af forurening fra olie-
og gasanlæg, rørledninger og andre platforme i henhold
til havmiljølovens kapitel 11 og beredskabsbekendtgørelsen
samt havmiljølovens § 54 om videnskabelig forskning i for-
ureningsbekæmpelse og tilladelse til udledning af stoffer
til havet til brug for bekæmpelse af forurening af havet
fremadrettet varetages af ministeren for samfundssikkerhed
og beredskab. Kompetencer, som hidtil har været delegeret
til Miljøstyrelsen, forventes på sigt at blive delegeret til en
styrelse under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Bered-
skab.
Det følger af havmiljølovens § 34 a, at det i tilfælde af olie-
eller kemikalieforurening af havet fra offshore platforme
eller rørledninger påhviler ejeren, eller den der er ansvarlig
for driften af platformen eller rørledningen, straks at iværk-
sætte den interne beredskabsplan, og påbegynde bekæmpel-
sen af forureningen. Ministeren for samfundssikkerhed og
beredskab (tidligere miljøministeren) kan meddele påbud
om, hvilke bekæmpelsesforanstaltninger ejeren skal iværk-
sætte, og fastsætte regler om beredskabet, herunder hvilket
mandskab, materiel m.v. der skal være til rådighed i tilfælde
af uheld på anlægget. Kompetencen har været delegeret til
Miljøstyrelsen.
De nærmere regler om beredskabet er fastsat i bekendtgørel-
se nr. 909 af 10. juli 2015 om beredskab ved forurening af
havet fra olie- og gasanlæg, rørledninger og andre platforme
(beredskabsbekendtgørelsen). Operatøren af en olie- og gas-
platform og den ansvarlige for driften af en rørledning eller
en anden platform skal opretholde et beredskab, som i tilfæl-
de af forurening af havet fra platformen eller rørledningen
kan bekæmpe forureningen, jf. beredskabsbekendtgørelsens
§ 2. Beredskabet skal bl.a. kunne bekæmpe forurening med
stoffer, der forbliver flydende på vandoverfladen, og som
kun er ringe vandopløselige, ved at foretage indkredsning,
optagning og transport af forureningen. Der skal derudover
regelmæssigt afholdes øvelser i brugen af materiellet og i
25
beredskabsprocedurerne. Ministeriet for Samfundssikkerhed
og Beredskab (tidligere Miljøstyrelsen) skal i god tid gøres
bekendt med tidspunktet for og indholdet af planlagte øvel-
ser og kan efter anmodning deltage i disse, jf. beredskabsbe-
kendtgørelsens §§ 14 og 15.
Operatørernes interne beredskabsplan skal godkendes af
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab (tidligere
Miljøstyrelsen) i henhold til beredskabsbekendtgørelsens §
5, også såfremt der sker væsentlige ændringer heraf, jf. §
6. Hvis Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab i
tilfælde af forurening af havet fra en olie- og gasplatform,
en rørledning eller en anden platform vurderer, at det er hen-
sigtsmæssigt, at det statslige beredskab bistår i bekæmpelsen
af forureningen, iværksættes det eksterne beredskab, jf. § 7 i
beredskabsbekendtgørelsen.
Det følger af havmiljølovens § 54, stk. 1, 1. pkt., at ud-
ledning i havet af stoffer eller materialer med henblik på
videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller på
at bekæmpe forurening af havet kun må finde sted efter
tilladelse ministeren for samfundssikkerhed og beredskab
(tidligere miljøministeren). Kompetencen til at meddele til-
ladelse efter § 54, har hidtil været delegeret til Miljøstyrel-
sen. Derudover kan tilladelse i de eksklusive økonomiske
zoner eller uden for dansk søterritorium gives af de kompe-
tente myndigheder i en stat, der har tiltrådt konventionen
om beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet (HELCOM)
eller konventionen om forebyggelse af forurening fra skibe
(MARPOL).
Det følger af havmiljølovens § 54, stk. 2, at tilladelse til
udledning i havet af stoffer og materialer med henblik på at
bekæmpe forurening i havet kun kan gives i konkret forelig-
gende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for
en nærmere angivet periode. Tilladelsen skal angive, hvilke
stoffer eller materialer der omfattes af tilladelsen, den sam-
lede mængde og vilkår om opbevaring, udtagning af perio-
diske kontrolprøver og indberetning. Konkret foreliggende
enkelttilfælde kan både være tilfælde, hvor operatøren af en
olie og gasplatform har iværksat forureningsbekæmpelse i
henhold til den interne beredskabsplan, og tilfælde, hvor det
statslige eksterne beredskab iværksættes for at forhindre en
større forureningshændelse.
Det fremgår af bemærkningerne til havmiljølovens § 54,
at bestemmelsen indebærer, at lovens udtømningskriterier
ikke finder anvendelse på udledning af stoffer og materia-
ler med henblik på videnskabelig forskning af forurenings-
bekæmpelse eller på at bekæmpe forurening af havet. Det
fremgår også, at der navnlig tænkes på udledning eller
udspredning af kemiske bekæmpelsesmidler (dispergering),
som kan være forbundet med visse gener for havmiljøet, og
at en nøje vurdering, herunder navnlig af de biologiske kon-
sekvenser, er påkrævet, jf. Folketingstidende, 1992-1993,
tillæg A, spalte 7347. Dispergeringsmidler vil ikke reducere
mængden af den olie, der er udledt til havmiljøet, men i
stedet flytte olien og potentielle miljøpåvirkninger under
havoverfladen. Dispergeringsmidlet sprøjtes på olielaget i
enten koncentreret eller fortyndet tilstand. Ved brug af dis-
pergeringsmidler kan olien dog ikke længere fjernes fra hav-
miljøet, og olien vil i stedet blive i havet, hvor den kan gøre
skade på havmiljøet og kun langsomt reduceres gennem
biologiske nedbrydningsprocesser.
Det fremgår af bemærkningerne til havmiljølovens § 54, at
den er en videreførelse af § 7 i havmiljøloven fra 1980,
og at Miljøstyrelsen hidtil har administreret bestemmelsen
restriktivt, jf. lov nr. 476 af 30. juni 1993, jf. Folketingsti-
dende 1992-1993, Tillæg A, spalte 7347. Den restriktive
praksis er videreført af Miljøstyrelsen, og der vil derfor kun
gives tilladelse til anvendelse af dispergeringsmidler under
særlige omstændigheder, eftersom der findes andre og mere
skånsomme metoder til at håndtere olie- og kemikalieforure-
ning. Særlige omstændigheder kan være i situationer, hvor
mængden af olie og forhold som hård vind og høje bølger
m.v. gør almindelige bekæmpelsesmetoder utilstrækkelige,
særligt af hensyn til beskyttelsen af f.eks. et fuglebeskyttel-
sesområde, Natura 2000-område eller lignende særligt hav-
område.
2.6.2. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs
overvejelser
De gældende regler om beredskabsplaner i havmiljøloven
har til formål at sikre, at operatørerne og staten kan håndtere
både mindre og større uheld og forureningshændelser med
olie og kemikalier i havet. Bekæmpelse af olieforurening
af havet ved brug af dispergeringsmidler kan kun ske med
konkret tilladelse fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og
Beredskab (tidligere Miljøstyrelsen). Som reglerne i havmil-
jøloven er i dag, kan der kun gives tilladelse til anvendelse
af dispergeringsmidler ved forureningshændelser i konkret
foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændig-
heder for en nærmere angivet periode. Ministeriet for Sam-
fundssikkerhed og Beredskab (tidligere Miljøstyrelsen) vil
derfor i praksis først kunne give tilladelse til anvendelse
af dispergeringsmidler til bekæmpelse af olieforurening i
havet, når forureningshændelsen er opstået og ikke som en
forhåndstilladelse.
For at anvendelsen af dispergeringsmidler kan have en brug-
bar effekt, er det nødvendigt, at Ministeriet for Samfunds-
sikkerhed og Beredskab (tidligere Miljøstyrelsen) kan træffe
afgørelse inden for en kort tidsperiode, som maksimalt ud-
gør to-tre timer. Dette kræver tilstedeværelse af sagsbehand-
lere i Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab med
tildelt kompetence og specialiseret viden om området på det
pågældende tidspunkt, hvor der ansøges om tilladelse, da en
meget hurtig sagsbehandling er afgørende for effektiviteten
af indsatsen.
Det er Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskabs
vurdering, at bekæmpelse af forurening på havet kræver
en hurtig og effektiv indsat, og at håndteringen af forurenin-
gen skal ske så skånsomt for havmiljøet som muligt. En
hurtig og effektiv indsats er især vigtigt i tilfælde af stør-
26
re forureningshændelser, hvor olieforurening af bl.a. kyster
eller naturbeskyttelsesområder er en væsentlig risiko. Det
er på den baggrund Ministeriet for Samfundssikkerhed og
Beredskabs vurdering, at den gældende ordning med krav
om tilladelse til at kunne anvende dispergeringsmidler i
henhold til havmiljølovens § 54, ikke i tilstrækkelig grad
tilgodeser behovet for at kunne agere hurtigt og effektivt i
de særlige tilfælde, hvor almindelige bekæmpelsesmetoder
er utilstrækkelige, eftersom tilladelse kun kan gives efter
forureningshændelsen er opstået, og som dermed potentielt
kan forsinke bekæmpelsen.
Det er på den baggrund Ministeriet for Samfundssikkerhed
og Beredskabs opfattelse, at der bør indføres en mulighed
for at kunne meddele en forhåndstilladelse til at anvende
dispergeringsmidler til brug for bekæmpelse af olieforure-
ning af havet under særlige omstændigheder, hvor alminde-
lige bekæmpelsesmidler ikke er tilstrækkelige. Dog på en
sådan måde, at der ikke lempes på betingelserne for at kun-
ne benytte dispergeringsmidler til bekæmpelse af olieforure-
ning.
2.6.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at havmiljølovens § 54, stk. 2, ændres såle-
des, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab
kan meddele forhåndstilladelse til anvendelse af bl.a. disper-
geringsmidler til brug for flere mulige forureningshændel-
ser. Den foreslåede ændring ændrer ikke på, at der fortsat
kan meddeles tilladelse til at udlede stoffer og materialer
til havet med henblik på videnskabelig forskning i forure-
ningsbekæmpelse eller til brug for at bekæmpe forurening af
havet i konkret foreliggende enkelttilfælde, efter forurenin-
gen er opstået. Der ændres endvidere ikke på, at tilladelsen
skal angive, hvilke stoffer eller materialer, der omfattes af
tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om opbevaring,
udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning.
Med den foreslåede ordning vil en forhåndstilladelse til brug
af dispergeringsmidler kun kunne finde anvendelse under
særlige omstændigheder, og det vil klart skulle fremgå af
en forhåndstilladelse, hvilke tilfælde af forureningshændel-
ser tilladelsen vil kunne anvendes til. Særlige omstændig-
heder vil f.eks. kunne være, hvis mængden af olie eller
særlige forhold som hård vind og høje bølger gør almindeli-
ge bekæmpelsesmetoder utilstrækkelige, særligt af hensyn
til beskyttelsen af f.eks. et fuglebeskyttelsesområde, Natura
2000-område eller lignende særligt havområde. Tilfælde,
hvor en forhåndstilladelse vil kunne finde anvendelse, vil
bl.a. kunne være en ukontrolleret udblæsning af olie fra en
olieproducerende brønd, som vurderes at ville fortsætte i en
længere periode, og hvor udblæsningens omfang, varighed
og mængden af olie vurderes til at udgøre alvorlig risiko for
påvirkningen af havet, havfugle, marinearter og kyster, og
hvor alternativer til brug af dispergeringsmidler vil medføre
større konsekvenser for miljøet end brugen af dispergerings-
midler.
Der er med den foreslåede ændring ikke tiltænkt en lempel-
se af betingelserne for at kunne benytte dispergeringsmidler
til bekæmpelse af olieforurening. Der er således alene tale
om en ændring i proceduren for at opnå tilladelse.
Med den foreslåede ordning vil en forhåndstilladelse til
anvendelse af dispergeringsmidler bl.a. kunne meddeles i
forbindelse med Ministeriet for Samfundssikkerhed og Be-
redskabs godkendelse af de interne beredskabsplaner i hen-
hold til havmiljølovens § 34 a. Tilladelsen vil skulle angive,
for hvilken periode tilladelsen gælder, i hvilke tilfælde af
forureningshændelser den vil kunne anvendes, samt hvilke
stoffer og mængder der vil kunne tillades.
Med ændringen af havmiljølovens § 54, stk. 2, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 1, nr. 21, finder de gældende regler
for bestemmelsen også anvendelse, herunder krav til indbe-
retning af alle tilfælde, hvor dispergeringsmidler anvendes,
og Miljøstyrelsen og Ministeriet for Samfundssikkerhed og
Beredskab vil kunne føre tilsyn i henhold til havmiljølovens
§ 45, stk. 1, og beredskabsbekendtgørelsens § 20. Endvidere
vil overtrædelser af bestemmelsen kunne straffes i henhold
til havmiljølovens § 59, stk. 1.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 21, og bemærkninger-
ne hertil.
2.7. Administrative bestemmelser og klageregler
2.7.1. Klageregler
2.7.1.1. Gældende ret
Havmiljølovens kapitel 15 fastsætter regler om administrati-
ve bestemmelser og klage.
Det fremgår af havmiljølovens § 49, stk. 1, at afgørelser
efter loven skal meddeles skriftligt til adressaten. Derudover
skal afgørelser efter loven og efter regler fastsat i medfør
af loven, meddeles til klageberettigede personer, organisati-
oner og myndigheder, og de myndigheder, der i øvrigt har
været inddraget i sagens behandling, jf. havmiljølovens §
52. Afgørelser skal dog alene meddeles de foreninger og
organisationer, der er nævnt i havmiljølovens § 52, stk. 2, nr.
3 og 4, når de har anmodet ministeren om underretning, jf. §
49, stk. 4 og 5.
Afgørelser, der kan påklages, skal indeholde oplysninger om
datoen for klagefristens udløb, at afgørelsen kan påklages
skriftligt, til hvem afgørelsen kan påklages, og at en klage
skal være modtaget inden klagefristens udløb, jf. havmiljø-
lovens § 50.
Det fremgår af havmiljølovens § 51, stk. 1, hvilke afgørelser
der kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er
bl.a. afgørelser om klapning efter havmiljølovens § 26 og
afgørelser efter kapitel 14 a om miljøskade. Det kan derudo-
ver være afgørelser om udledninger og anden bortskaffelse
af stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasan-
læg, som er fastsat i medfør af havmiljølovens § 30, stk. 1.
27
Afgørelser efter havmiljølovens § 26, § 34 a, stk. 3 og
kapitel 14 a og afgørelser efter regler fastsat i medfør af
lovens § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk.
3, kan påklages af enhver, der må antages at have en indivi-
duel væsentlig interesse i sagens udfald, jf. havmiljølovens
§ 52, stk. 1, nr. 1. Derudover er en række offentlige myndig-
heder, såsom Kommunalbestyrelsen og Sundhedsstyrelsen
oplistet som klageberettigede. Det samme er Forbrugerrådet,
Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af Danske Ral- og
Sandsugere, Danmarks Rederiforening, Bilfærgernes Rede-
riforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danske Hav-
ne, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) og Olie
Gas Danmark, jf. havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12.
Bestemmelsen i havmiljølovens § 52, stk. 1, blev indsat
ved lov nr. 447 af 31. maj 2000 om ændring af visse mil-
jølove, som implementerede Århuskonventionen, og blev
nyaffattet ved lov nr. 1401 af 27. december 2008 om æn-
dring af havmiljøloven, hvorved kredsen af klageberettigede
blev udvidet til også at omfatte Danske Havne og Forenin-
gen af Lystbådehavne i Danmark (FLID). Oplistningen af
klageberettigede i en lovbestemmelse var i vidt omfang en
videreførelse af, hvad der allerede fulgte af gældende ret. I
1993 blev der vedtaget en ny lov nr. 205 af 18. juni 1993
om beskyttelse af havmiljøet, hvor § 52, stk. 1, indeholder
en oplistning af 12 klageberettigede, som omfatter bl.a. of-
fentlige institutioner som kommunalbestyrelsen og embeds-
lægeinstitutionen, til organisationer og foreninger som Dan-
marks Naturfredningsforening, Greenpeace, Forbrugerrådet,
Danmarks Havfiskeriforening og Danmarks Sportsfiskeri-
forening. Det fremgår af bemærkningerne til lov om beskyt-
telse af havmiljøet, at en række administrative bestemmel-
ser (især lovforslagets kapitel 15) er omformuleret, så de
i udformningen er enslydende eller parallelle med de tilsva-
rende bestemmelser i eksempelvis miljøbeskyttelsesloven,
jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 7308. Det
fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til § 52, jf.
Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 7346, at kredsen
af klageberettigede er udvidet med Dansk Ornitologisk For-
ening og Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, som
har ønsket at blive tillagt klageret i forhold til afgørelser
vedrørende klapning.
Oplistningen i havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12 af kla-
geberettigede myndigheder, foreninger og organisationer er
således fastsat med inspiration fra den dagældende miljøbe-
skyttelseslov og har ændret form mange gange siden den
oprindelige havmiljølov fra 1980, dog altid med en oplist-
ning af klageberettigede myndigheder, foreninger og organi-
sationer. Som bestemmelsen er udformet i dag, har alle de
oplistede i havmiljølovens § 52, stk. 1, klageret til samtlige
af de oplistede afgørelser efter loven.
Ifølge havmiljølovens § 52, stk. 2, kan de i § 52, stk.1,
nævnte afgørelser endvidere påklages af lokale og lands-
dækkende foreninger og organisationer, der har beskyttelse
af natur og miljø som hovedformål, eller som varetager væ-
sentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne
interesser.
En klage skal indgives til den myndighed, som har truffet af-
gørelsen. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig
for myndigheden. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde
afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3
uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Miljø-
og Fødevareklagenævnet, jf. havmiljølovens § 51, stk. 3.
Afgørelser om påbud og forbud efter havmiljøloven kan
alene påklages af afgørelsens adressat, jf. havmiljølovens §
52, stk. 5. Det er f.eks. påbud om indgreb overfor skibe i
situationer, hvor der er fare for udtømning eller udledning,
og påbuddet er nødvendigt for at forhindre eller bekæmpe
forurening af havet, jf. § 42 a. Det fremgår af bemærknin-
gerne til § 52 i forslaget til lov nr. 205 af 24. februar 1993,
jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 7347, at kla-
geadgangen for afgørelser efter den gældende § 43 (nu §
42 a) er begrænset til adressaten for afgørelsen, idet det
skønnes, at det alene er adressaten, der vil have en interesse
i at påklage en afgørelse om forbud eller påbud.
Afgørelser om, at ejeren af et vindmølleanlæg skal gennem-
føre egenkontrol af støj fra vindmølleanlægget for egen reg-
ning, jf. havmiljølovens § 33, stk. 4, kan endvidere alene
påklages af afgørelsens adressat og enhver, der må antages
at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald, jf.
havmiljølovens § 52, stk. 6. Det fremgår af bemærkningerne
til bestemmelsen, at de klageberettigede foreslås at være
afgørelsens adressat samt enhver, der må antages at have en
individuel væsentlig interesse i sagens udfald, jf. folketings-
tidende 2014-15, tillæg A, side 75.
En klage over en afgørelse om klapning til Miljø- og
Fødevareklagenævnet har opsættende virkning, medmindre
Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet, jf. hav-
miljølovens § 53, stk. 2. Øvrige afgørelser efter loven og
efter regler fastsat i medfør af loven har ikke opsættende
virkning, herunder afgørelser om dispensation for reglerne
om udtømning af ballastvand efter § 19 b, afgørelser om
udledninger fra offshore olie- og gasanlæg i medfør af § 30,
stk. 1, og påbud om beredskab til bekæmpelse af olie og
kemikalieforurening fra offshore olie og gasanlæg, jf. § 53 a
og b.
2.7.1.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
Med lovforslagets § 1, nr. 9, vedrørende indsættelse af § 33
b foreslås det bl.a., at miljøministeren kan fastsætte regler
om marin geoengineering. Med bestemmelsen forudsættes
det, at der udstedes regler hvorefter forskningsprojekter med
anbringelse af stoffer og materialer i havet med henblik på
stimulere havets primærproduktivitet kræver tilladelse fra
Miljøstyrelsen.
Med lovforslagets § 1, nr. 4, vedrørende indsættelse af §
27, stk. 2, foreslås det endvidere, at Miljøstyrelse kan udste-
de et påbud om udjævning af toppe af havbundsmateriale
på et område, hvor der er givet tilladelse til klapning, når
vilkår fastsat i medfør af havmiljølovens § 27, stk. 1, om
28
mindstedybden og fordeling af materiale på området ikke er
overholdt.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at afgø-
relser og påbud efter de foreslåede regler i lovforslagets §
1, nr. 5 og 9, også bør kunne påklages til Miljø- og Fødeva-
reklagenævnet, ligesom de øvrige regler efter havmiljøloven
om bl.a. påbud og dispensation, og regler fastsat i medfør af
loven, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Enhver, der må antages at have en individuel væsentlig
interesse i sagens udfald, er klageberettiget i henhold til
de afgørelser, som er oplistet i havmiljølovens § 52, stk.
1. Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at de
foreslåede regler om marin geoengineering også bør kunne
påklages af enhver med en individuel væsentlig interesse i
sagen. Derudover er det Miljø- og Ligestillingsministeriets
vurdering, at de foreslåede regler om marin geoengineering
og de foreslåede regler om udledning og anden bortskaffelse
af stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagrings-
platforme også bør kunne påklages af lokale og landsdæk-
kende foreninger og organisationer, der har beskyttelse af
natur og miljø som hovedformål, eller som varetager væ-
sentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne
interesser, og når foreningen eller organisationen har ønsket
underretning om afgørelserne.
Havmiljøloven indeholder en oplistning af myndigheder,
organisationer og foreninger, som er klageberettiget efter
lovens gældende § 52, stk. 1, nr. 2-12. Den form for oplist-
ning af myndigheder, organisationer og foreninger, som er
klageberettiget i en lovbestemmelse blev indført for over 30
år siden. Som bestemmelsen er udformet i dag, har alle de
oplistede i havmiljølovens § 52, stk. 1, klageret til samtlige
af de oplistede afgørelser efter loven, selvom afgørelserne
ikke nødvendigvis er inden for organisationens eller forenin-
gens formålsområde.
En oplistning i loven af klageberettigede myndigheder, for-
eninger og organisationer er ikke en tilgang, som anvendes
mere i nyere eller andre sammenlignelige love, f.eks. lov
nr. 1461 af 29. november 2023 om anvendelse af Danmarks
undergrund. Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vur-
dering, at en oplistning i loven medfører, at listen er svær
at opdatere, hvis myndigheder, foreninger m.v. skifter navn,
lægges sammen med andre foreninger, eller ændrer deres
formål.
For at sikre, at der gives klageberettigelse til de aktuelle og
relevante myndigheder, foreninger og organisationer, vurde-
res det at være hensigtsmæssigt, at miljøministeren bemyn-
diges til at udstede regler, som fastsætter oplistningen af
klageberettigede myndigheder, organisationer og foreninger,
således at der skabes en mere fleksibel ordning, som ikke
kræver en lovændring, hvis oplistningen kræver opdatering.
Det er derudover Miljø- og Ligestillingsministeriets vurde-
ring, at den nuværende liste over myndigheder, organisati-
oner og foreninger i havmiljølovens gældende § 52, stk.
1, som er klageberettiget, ikke er opdateret. Foreningen af
Danske Ral- og Sandsugere har f.eks. ændret navn til Dan-
ske Råstoffer. Det er på den baggrund Miljø- og Ligestil-
lingsministeriets vurdering, at listen bør revideres. Miljø- og
Ligestillingsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på,
at ikke alle myndigheder, organisationer og foreninger, som
står angivet i havmiljølovens § 52, stk. 1, forventes at have
en interesse i at udnytte deres adgang til kunne påklage af-
gørelser efter bestemmelsen. Det er Miljø- og Ligestillings-
ministeriet opfattelse, at der bør være en vis sammenhæng
mellem de klageberettigede myndigheders, organisationers
og foreningers hovedformål eller varetagelse af interesser og
de sagsområder, som kan påklages.
2.7.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 49, stk. 1, 2. pkt.,
således, at afgørelser meddelt i medfør af regler udstedt
efter den foreslåede § 33 b om marin geoengineering vil
skulle meddeles til klageberettigede personer, organisationer
og myndigheder, og de myndigheder, der i øvrigt har været
inddraget i sagens behandling, jf. lovforslagets § 1, nr. 14.
Det foreslås endvidere at ændre havmiljølovens § 49, stk.
3, 1. pkt., og stk. 4, således at lokale og landsdækkende
foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og
miljø som hovedformål, vil kunne meddele miljøministeren,
at de ønsker underretning om afgørelser efter de foreslåede
regler om marin geoengineering, jf. lovforslagets § 1, nr.
15. Ændringen medfører også, at landsdækkende foreninger
og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål
at varetage væsentlige rekreative interesser, når afgørelserne
berører sådanne interesser, vil kunne meddele miljøministe-
ren, at de ønsker underretning om afgørelser, i medfør af
havmiljølovens § 49, stk. 5.
Med den foreslåede ændring af havmiljølovens § 50, nr. 2,
vil eventuelle klager over afgørelser om marin geoenginee-
ring efter regler udstedt i medfør af den foreslåede indsættel-
se af § 33 b, i havmiljøloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 9,
skulle indgives til miljøministeren. Klagen vil i medfør af
den foreslåede ændring i havmiljølovens § 51, stk. 1, nr.
3, jf. lovforslagets § 1, nr. 14, blive oversendt af miljømini-
steren til Miljø- og Fødevareklagenævnet, som dermed får
tillagt kompetencen til at afgøre sager efter den foreslåede
§ 33 b om marin geoengineering. De klageberettigede vil,
for afgørelser efter regler i medfør af den foreslåede § 33
b om marin geoengineering, være enhver med individuel og
væsentlig interesse i sagens udfald samt alle lokale og lands-
dækkende foreninger og organisationer, som har beskyttelse
af natur og miljø samt rekreative interesser som hovedfor-
mål.
Der foreslås en ændring af havmiljølovens § 51, stk. 1,
hvormed påbud om udjævning af toppe af havbundsmateri-
ale på et område, hvor der er overtrådt vilkår i klaptilladel-
sen om mindstedybde og fordeling af klapmaterialet, efter
lovforslagets § 1, nr. 4, om indsættelsen af § 27, stk. 2,
29
vil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf.
lovforslagets § 1, nr. 16.
Med ændringen af havmiljølovens § 52, kan miljøministeren
fastsætte nærmere regler om klageberettigelse for myndig-
heder, foreninger og organisationer, som ikke har beskyttel-
se af natur og miljø eller rekreative interesser som hovedfor-
mål. Det vil f.eks. være de erhvervsorganisationer, som i dag
er oplistet i havmiljølovens gældende § 52, stk. 1. Formålet
med ændringen er at sikre bedre mulighed for opdatering af
listen over klageberettigede, hvorfor det er forventningen, at
der i bekendtgørelsesform vil blive fastsat regler om hvilke
myndigheder, foreninger og organisationer, der er klagebe-
rettigede for afgørelser efter loven, og regler fastsat i medfør
af loven.
Bemyndigelsen i medfør af lovforslagets § 1, nr. 20, om, at
miljøministeren kan fastsætte regler om klageberettigelse for
afgørelser efter loven, forudsættes udmøntet således, at de
foreninger og organisationer, som i dag er klageberettiget,
fortsat vil være det. Der vil i den forbindelse også blive set
på, om det fortsat er relevant, at de oplistede myndigheder
samt kommunalbestyrelser og Sundhedsstyrelsen vil være
klageberettigede henset til, at de interesser, som kommunal-
bestyrelsen og Sundhedsstyrelsen varetager, muligvis ikke
længere er relevante for afgørelser efter havmiljøloven. Det
er endvidere forventningen, at der i bekendtgørelsen ikke
vil være en generel klageadgang for alle afgørelser efter
loven, men at foreninger og organisationer alene vil have
klageberettigelse i forhold til de afgørelser, som vedrører
foreningernes og organisationernes formåls- og interesseom-
råde.
Den foreslåede ændring af havmiljølovens § 52, stk. 5, inde-
bærer, at et påbud efter den foreslåede havmiljølovs § 27,
stk. 2, om udjævning af toppe af havbundsmateriale på et
område, hvor der er overtrådt vilkår i klaptilladelsen om
mindstedybde og fordeling af klapmaterialet, kan påklages
afgørelses adressat, jf. lovforslagets § 1, nr. 18.
Der vil derudover være tale om en ændring af havmiljølo-
vens § 52, stk. 6, som følge af den foreslåede ændring af
havmiljølovens § 52, stk. 1, i medfør af lovforslagets § 1, nr.
17.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14-20, og bemærknin-
gerne hertil.
2.7.2. Digital kommunikation
2.7.2.1. Gældende ret
Miljøministeren kan efter havmiljølovens § 55 a fastsætte
regler om i hvilken form oplysninger, som kan kræves i
medfør af loven og de forskrifter, der udstedes i henhold til
loven, skal indsendes.
Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at be-
stemmelsen udgør en generel hjemmel for miljøministeren
til at foreskrive i hvilken form oplysninger, der kan kræves
i medfør af loven, og de forskrifter, der udstedes i henhold
til loven, skal indsendes. Det fremgår desuden, at bemyndi-
gelsen skal kunne anvendes til at fastsætte regler i andre for-
hold, hvor der ifølge loven skal indsendes oplysninger, for
eksempel i forbindelse med udledninger indenfor offshore
industrien og dumpning af optaget havbundsmateriale (klap-
ning), jf. Folketingstidende 2001-02 (2. samling) Tillæg A,
spalte 1741. Hjemlen bemyndiger ministeren til at fastsætte
regler om, hvordan ansøgninger skal indgives til Miljøsty-
relsen, f.eks. i forbindelse med ansøgning om tilladelse til
klapning efter havmiljølovens § 26.
I forhold til digital kommunikation, indeholder havmiljølo-
ven på en række specifikke områder krav om anvendelse
af digitale selvbetjeningsløsninger, samt regler om at offent-
ligheden kan inddrages digitalt, eller visse oplysninger kan
offentliggøres digitalt. Det fremgår af havmiljølovens § 28,
at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om tilladel-
sesordningen for dumpning af havbundsmateriale, herunder
om ansøgningens indhold, om miljøkonsekvensvurdering,
herunder om inddragelse af offentligheden, om prøveudtag-
ning og analyser af havbundsmateriale og om vurdering
og behandling af sager efter § 26. Inddragelse af offentlig-
heden ved miljøkonsekvensvurdering kan ske udelukkende
digitalt. Af havmiljølovens § 51, stk. 3 fremgår, at klage
til Miljø- og Fødevareklagenævnet indgives skriftligt til
den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse
af digital selvbetjening, jf. dog § 21, stk. 2-4, i lov om
Miljø- og Fødevareklagenævnet. Endvidere skal efterfølgen-
de kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af
digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den
er tilgængelig for myndigheden. Myndigheden skal, hvis
den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt
ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende
klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagen skal ved
videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse,
de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en
udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærknin-
ger til sagen og de anførte klagepunkter.
Forvaltningslovens § 32 a giver mulighed for, at
vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at
anvende digital kommunikation ved henvendelser til den
offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, her-
under fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anven-
delsen af digital kommunikation. Med »digital kommunika-
tion« sigtes navnlig til digitale meddelelser, som kan gøres
læselige for modtageren ved gengivelse på en skærm, pa-
pirudskrift m.v., herunder henvendelser til offentlige myn-
digheder i form af elektronisk post. Herudover kan der ef-
ter omstændighederne være tale om andre digitale medier,
f.eks. video- eller lydoptagelser. Bestemmelsen finder an-
vendelse på digital kommunikation til »den offentlige for-
valtning«. Dette udtryk skal forstås i overensstemmelse med
de tilsvarende udtryk i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og
offentlighedslovens § 1, stk. 1. Omfattet er således alle for-
valtningsmyndigheder, herunder såvel statslige som kommu-
30
nale myndigheder. Udenfor falder organer, der ikke kan hen-
regnes den offentlige forvaltning som f.eks. domstolene. Be-
myndigelsen indebærer mulighed for at fastsætte regler, der
giver borgerne ret til også at benytte digital kommunikation
ved henvendelser til den offentlige forvaltning på områder,
hvor dette ikke er muligt efter den gældende lovgivning
m.v. Derimod indeholder bemyndigelsen ikke hjemmel til
at fastsætte bestemmelser, som ville udelukke borgerne fra
at anvende digital kommunikation, i det omfang dette efter
gældende ret er berettiget, jf. Folketingstidende 2001-02 (2.
samling) Tillæg A, spalte 2067.
Havmiljøloven indeholder ikke nogen generel hjemmel, som
bemyndiger miljøministeren til at fastsætte regler, der ude-
lukker andre kommunikationsformer end digital kommuni-
kation eller kræver, at oplysninger indsendes via digitale
løsninger.
2.7.2.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser
Havmiljølovens § 55 a giver alene mulighed for at fastsætte
regler om, hvordan ansøgningens form skal være, og altså
ikke at oplysninger, ansøgninger, skriftlig kommunikation
m.v. skal foregå digitalt. De øvrige bestemmelser i loven om
pligten til at anvende digitale løsninger gælder for specifik-
ke områder som f.eks. til brug for indsendelse af en klage til
Miljø- og Fødevareklagenævnet.
Forvaltningslovens § 32 a åbner endvidere alene op for, at
der kan fastsættes regler, der giver en ret til at kommunikere
digitalt med det offentlige, men ikke mulighed for at fast-
sætte en pligt til at kommunikere digitalt.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at der
bør være en generel adgang til at kunne fastsætte regler
om digital kommunikation, herunder at oplysninger, som
er nødvendige for behandlingen af sager efter loven eller
efter regler udstedt i medfør af loven, skal indsendes digi-
talt. Såfremt der ikke er krav om indsendelse af oplysninger
til myndigheder digitalt, vil Miljøstyrelsen, Kystdirektoratet
m.v. være forpligtet til at modtage fysiske ansøgninger, op-
lysninger m.v. Eftersom al sagsbehandling i dag foregår
digitalt, er modtagelsen af fysiske papirer m.v. ikke en tids-
svarende løsning.
En generel hjemmel i havmiljøloven til at fastsætte regler
om digital kommunikation vil i øvrigt understøtte imple-
menteringen af den fælles offentlige digitaliseringsstrategis
målsætning om, at skriftlig kommunikation mellem virk-
somheder, borgere og myndigheder skal foregå digitalt. Den
politiske aftale om digitaliseringsklar lovgivning fra 2018
betyder bl.a., at ny lovgivning skal tilvejebringe rammebe-
tingelserne for, at myndigheder kan opnå en hel eller delvis
digital administration samt brug af ny teknologi, som kan
understøtte en bedre og mere effektiv offentlig opgaveløs-
ning. En række andre love indeholder allerede i dag bemyn-
digelse til at stille krav om digital kommunikation mellem
virksomheder, borgere og myndigheder, herunder om anven-
delse af digitale systemer og formater m.v., herunder natur-
beskyttelseslovens § 70 a, jf. lovbekendtgørelse nr. 1392 af
4. oktober 2022, som ændret ved § 2 i lov nr. 1790 af 28.
december 2023 og § 10 i lov nr. 322 af 2. april 2024.
2.7.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås med dette lovforslag at etablere hjemmel til at
fastsætte regler om, at al kommunikation mellem på den
ene side borgere og virksomheder og på den anden side
myndigheder om forhold omfattet af havmiljøloven og af
regler fastsat i medfør af loven skal foregå digitalt.
Det vil fremgå af de enkelte bekendtgørelser, der udstedes
på området, på hvilken måde kommunikationen mellem
myndigheden og de pågældende virksomheder eller person-
er fremover skal foregå.
Lovforslagets § 1, nr. 23, indeholder forslag til en bestem-
melse i havmiljølovens § 55 a, stk. 1, som giver miljømini-
steren bemyndigelse til at fastsætte regler om pligt til at
anvende digital kommunikation i forbindelse med skriftlig
kommunikation om forhold, som er omfattet af havmiljølo-
ven. Det kan f.eks. dreje sig om indsendelse af ansøgning
om tilladelse til klapning eller udledning af stoffer og mate-
rialer fra offshore CO2-lagringsplatforme, rapporteringer i
medfør af tilladelser eller godkendelser udstedt i medfør af
loven, indsendelse af oplysninger eller indsendelse af oplys-
ninger til brug for ministerens tilsyn. Bemyndigelsen gælder
også for oplysninger, som skal indgives i medfør af regler
udstedt efter loven.
Med forslaget til § 55 a, stk. 2, foreslås det, at miljømini-
steren bemyndiges til at fastsætte regler om digital kommu-
nikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer,
særlige digitale formater og den til enhver tid gældende, na-
tionale eID-løsning eller lignende, som tilgodeser de samme
sikkerhedsmæssige hensyn som et eID. Det kan f.eks. være
et krav om, at man skal anvende en særlig selvbetjenings-
løsning eller bestemte ansøgningsskabeloner. Den foreslåe-
de bemyndigelse i § 55 a, stk. 2, indebærer endvidere, at
der vil kunne fastsættes regler om, at oplysningerne i en
henvendelse ikke kan anses for behørigt modtaget, hvis de
ikke indgives på den digitale måde, som er fastsat i de
bekendtgørelser, der udstedes i medfør af lovforslaget. Hvis
oplysninger m.v. alligevel sendes eksempelvis pr. brev, føl-
ger det af den almindelige vejledningspligt, at myndigheden
skal vejlede om reglerne på området, herunder om pligten til
at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.
Forslaget indebærer, at der kan fastsættes regler om, at
skriftlig kommunikation til og fra myndighederne skal fo-
regå digitalt, eksempelvis kan der stilles krav om, at den
pågældende oplyser en e-mailadresse, som den pågældende
kan kontaktes på, i forbindelse med behandlingen af en kon-
kret sag m.v. Ved kommunikation via e-mail kan der stilles
krav om sikker identifikation således, at mailen afsendes
med eID for at sikre, at afsenderen er den, vedkommende
giver sig ud for at være. Er der tale om udveksling af fortro-
31
lige eller følsomme personoplysninger, bør dette enten ske
ved krypterede mails (dette forudsætter typisk et certifikat til
den pågældende myndigheds e-postadresse) eller den offent-
lige digitale postløsning. Der vil således også kunne fastsæt-
tes regler om, at visse oplysninger sendes til myndighederne
ved krypterede mails eller via den offentlige digitale post-
løsning. Der vil også kunne stilles krav om anvendelse af
eID eller lignende i forbindelse med andre former for digital
kommunikation, eksempelvis via digitale selvbetjeningsløs-
ninger, så myndighederne har sikkerhed for, at afsenderen er
den, han eller hun giver sig ud for at være.
Der kan efter forslaget på bekendtgørelsesniveau stilles krav
om, at virksomheden eller fysiske personer skal anvende
bestemte it-systemer og særlige digitale formater for at sik-
re, at styrelsen kan håndtere de modtagne indberetninger,
jf. den foreslåede § 55 a, stk. 2. I den foreslåede § 55 a,
stk. 3, er det fastsat, at en digital meddelelse anses for at
være kommet frem til adressaten, dvs. til modtageren af
meddelelsen, når den er tilgængelig for denne.
En hvilken som helst skriftlig kommunikation, som foreta-
ges digitalt, herunder også en afgørelse, som sendes via
mail, via den offentlige digitale postløsning eller på anden
digital vis, er omfattet af bestemmelsen. Dette svarer til,
at et papirbrev anses for at være kommet frem, når det
pågældende brev er lagt i adressatens fysiske brevkasse. Det
er normalt uden betydning, om en afgørelse er kommet til
adressatens kundskab. Det er således uden betydning, om
eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af
meddelelsen. Adressaten bærer således risikoen ved ikke at
gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Forslaget
har betydning for alle meddelelser, herunder også for om
f.eks. en indberetning eller lignende kan anses for rettidig
fremkommet. Fremkomsttidspunktet er normalt afgørende
for, om en indberetning eller lignende til en myndighed
anses for rettidig.
Forslaget medfører ikke ændringer i de gældende principper
for beregning af frister i forbindelse med klager.
En meddelelse til en myndighed vil normalt være tilgænge-
lig for myndigheden på det tidspunkt, hvor myndigheden
kan behandle eller læse meddelelsen. Dette tidspunkt vil
normalt blive registreret automatisk i en modtagelsesanord-
ning eller et datasystem. En meddelelse, der først er tilgæn-
gelig efter kl. 24.00, anses normalt først for modtaget den
dag, meddelelsen er tilgængelig.
Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse til
en myndighed ikke fastlægges som følge af problemer
med myndighedens it-system eller andre lignende proble-
mer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på
det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan
fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunk-
tet. Det vil således ikke kunne komme virksomheden eller
borgeren til skade, at indberetning modtages efter fristens
udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.
En meddelelse fra en myndighed vil normalt være tilgæn-
gelig for modtageren, når adressaten vil kunne fremkalde
meddelelsen på en almindeligt fungerende computer tilslut-
tet internettet med almindeligt tilgængelige programmer og
dermed gøre sig bekendt med meddelelsens indhold.
Det er i denne forbindelse uden betydning, om adressaten
for myndighedens meddelelse har bragt sig i stand til at
tilgå meddelelsen, f.eks. hvis modtageren af en meddelel-
se, som myndigheden har sendt til den pågældende via
den offentlige digitale postløsning, ikke har skaffet sig den
fornødne eID-løsning til at modtage meddelelser i den of-
fentlige digitale postløsning, jf. lov om Offentlig Digital
Post, eller modtageren i sit elektroniske system har installe-
ret anordninger (spamfiltre, firewalls osv.), som afviser at
modtage meddelelser. Det er endvidere uden betydning, om
adressaten oplever, at vedkommendes egen computer ikke
fungerer, at vedkommende har mistet koden til sit eID eller
oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at
overvinde. Myndigheden kan dog i sådanne situationer give
adressaten mulighed for inden for en rimelig frist at fjerne
hindringen.
De generelle regler om krav om identifikation i dokumenter
fra myndigheder til borgere, herunder fravigelse af kravet
om personlig underskrift, er reguleret i § 32 b i forvaltnings-
loven.
Det bemærkes i øvrigt, at lovforslagets bestemmelser om
obligatorisk digital kommunikation alene vedrører kommu-
nikation om forhold, som er reguleret af havmiljøloven, i
forskrifter udstedt i medfør heraf eller i EU-retsakter om
forhold omfattet af loven.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 23 og bemærkningerne
hertil.
2.7.3. Gebyr for typegodkendelse af ballastvand
2.7.3.1. Gældende ret
Havmiljølovens kapitel 5 a indeholder regler om ballastvand
og sedimenter. Ved ballastvand forstås vand, der tages om-
bord på et skib for at regulere skibets styrlast, slagside,
dybgang, stabilitet eller spændinger, jf. havmiljølovens §
19 a, stk. 1. Ved sedimenter forstås bundfald fra et skibs
ballastvand, jf. havmiljølovens § 19 a, stk. 2. Miljøministe-
ren typegodkender efter § 19 c, stk. 1, i kapitel 5 a, anlæg
til behandling af ballastvand, for så vidt angår anlæggets
evne til at overholde behandlingskrav fastsat i medfør af §
19 b, stk. 2, og indhenter fra erhvervsministeren den del
af typegodkendelsen, der vedrører søfartsforhold, herunder
sikkerhed i medfør af lov om sikkerhed til søs.
Miljøministeren kan efter § 19 c, stk. 2, 1. pkt., fastsætte
regler om typegodkendelse af anlæg til behandling af bal-
lastvand, herunder om, hvilke oplysninger en ansøgning om
typegodkendelse skal indeholde, og om inddragelse af FN’s
søfartsorganisation. Miljøministeren kan herunder efter be-
32
stemmelsens 2. pkt. fastsætte regler om, at den, der ansøger
om typegodkendelse af anlæg til behandling af ballastvand,
for egen regning gennemfører og indsender resultater af
undersøgelser, der dokumenterer, at anlægget lever op til de
fastsatte behandlingsstandarder.
Det er i bestemmelsens 3. pkt. fastsat, at ansøgeren betaler
det beløb på 50.000 USD, som FN’s søfartsorganisation op-
kræver, når organisationen skal inddrages i behandlingen af
en ansøgning om typegodkendelse. Det fremgår af bestem-
melsens bemærkninger, at ansøgeren af en typegodkendelse
betaler alle omkostningerne i forbindelse med ansøgningen,
herunder også eventuelle udgifter til FN’s søfartsorganisati-
on, jf. Folketingstidende 2010-11, tillæg A, L 164, side 28.
2.7.3.2. Miljø- og Ligestillingsministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at stør-
relsen af beløbet i havmiljølovens § 19 c, stk. 2, 3. pkt.,
på 50.000 USD med tiden vil kunne ændre sig, hvorfor
bestemmelsen bør ændres således, at der i stedet for et kon-
kret beløb henvises til det til enhver tid gældende beløb
opkrævet af FN’s søfartsorganisation.
Beløbet i havmiljølovens § 19 c, stk. 2, 3. pkt., på 50.000
USD er fastsat ud fra en betragtning om, at den, der ansøger
om typegodkendelse, betaler alle omkostningerne i forbin-
delse med ansøgningen, herunder også eventuelle udgifter
til FN’s søfartsorganisation, og at FN’s søfartsorganisation
opkræver et gebyr på 50.000 USD for deres miljø- og sik-
kerhedsgodkendelse af et anlæg, der anvender aktive stoffer.
Størrelsen af beløbet, FN’s søfartsorganisation opkræver i
forbindelse med vurdering af et ballastvandbehandlingsan-
læg, udgør desuden ikke i alle tilfælde kun et administrati-
onsgebyr på 50.000 USD. Beløbet i havmiljølovens § 19
c, stk. 2, 3. pkt., på 50.000 USD svarer således kun til
det administrationsgebyr, som FN’s søfartsorganisation som
udgangspunkt opkræver for en vurdering af et ballastvand-
behandlingsanlæg ved GESAMP (”Joint Group of Experts
on the Scientific Aspects of Marine Environmental Protecti-
on”, som er et ekspertudvalg nedsat i FN’s søfartsorganisa-
tion). Hvis der til den førstkommende GESAMP-samling
kun er ét anlæg at præsentere, får producenten mulighed
for at vælge mellem at vente med at få anlægget præsente-
ret til næste møde, eller at få anlægget præsenteret på det
førstkommende møde. Hvis producenten vælger, at anlæg-
get skal præsenteres for GESAMP ved den førstkommende
samling, vil producenten blive pålagt et tillægsgebyr på
50.000 USD, og der skal derfor samlet set betales 100.000
USD til FN’s søfartsorganisation. Miljøstyrelsen opkræver
og opbevarer på nuværende tidspunkt administrationsgeby-
ret på 50.000 USD ved ansøgning til FN’s søfartsorganisa-
tion gennem GESAMP men ikke tillægsgebyret. Miljøsty-
relsen videresender hele beløbet på 50.000 USD til FN’s
søfartsorganisation.
I det tilfælde at FN’s søfartsorganisation skulle ændre det
administrative gebyr, f.eks. ved at hæve det, har Miljøsty-
relsen, som det er nu, ikke mulighed for at korrigere for
dette over for producenten. Den foreslåede ændring fra det
specifikke beløb vil give Miljøstyrelsen fleksibilitet til at
tilpasse sig en eventuel stigning af gebyret hos FN’s søfart-
sorganisation.
Der bliver desuden lagt sagsbehandlingstimer i at opkræve
og opbevare beløbet. Endvidere er der en økonomisk risiko i
forbindelse med håndtering af valuta, som Miljøstyrelsen vil
forvente mindskes, såfremt opkrævningsdelen ændres.
Det foreslås, at ændre havmiljølovens § 19 c, stk. 2, 3. pkt.,
således at der ikke indgår et fast beløb, men at det alene
fremgår, at der skal indbetales det beløb, som er påkrævet.
Den foreslåede ændring af beløbets størrelse medfører, at
Miljøstyrelsen vil kunne tilpasse en eventuel fremtidig juste-
ring af gebyret, der opkræves af FN’s søfartsorganisation.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 og bemærkningerne
hertil.
3. Konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål
Lovforslaget vurderes at bidrage positivt til opfyldelsen af
FN´s verdensmål nr. 14 om livet i havet, herunder særligt
delmål nr. 14.1 og 14.3. Lovforslaget vurderes endvidere at
bidrage til FN’s verdensmål nr. 3 om sundhed og trivsel,
herunder særligt pkt. 3.9. Der henvises til pkt. 8 om miljø-
og naturmæssige konsekvenser for beskrivelsen af lovforsla-
gets positive indvirkning på havmiljøet.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at medføre merudgifter for det of-
fentlige. De forventede merudgifter som følge af lovforsla-
get forventes at kunne afholdes inden for egen ramme.
Lovforslagets bestemmelser om udledninger af røggasrens-
ningsvand indeholder en bemyndigelsesbestemmelse, der i
første omgang skal udmøntes ved fastsættelse af forbud mod
udledning af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på
skibe i søterritoriet. Denne del af lovforslaget vil derfor ikke
i sig selv have nogen økonomiske eller administrative kon-
sekvenser for det offentlige. Der vil dog kunne være mindre
administrative og økonomiske konsekvenser for staten ved
udførelsen af tilsynsforpligtelsen i forbindelse med udmønt-
ningen af lovforslaget.
Lovforslagets bestemmelser om klapning indeholder endvi-
dere en bemyndigelsesbestemmelse til at fastsætte regler om
forbud mod klapning under 6 meter og forbud mod klapning
i nærmere afgrænsede områder. Det forudsættes med lovfor-
slaget, at der i bekendtgørelsesform fastsættes et generelt
forbud mod klapning i vanddybder under 6 meter, når en
model for klapning i Limfjorden er besluttet i henhold til
havplansaftalen. Der forventes i den forbindelse, at være
33
varige administrative økonomiske konsekvenser for staten
på 0,4 mio. kr. årligt og på 0,6 mio. kr. som en engangsud-
gift for Miljøstyrelsen i forbindelse med slutopmåling af
klappladser, der ikke længere kan benyttes til klapning.
Bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte regler om for-
bud mod klapning i nærmere afgrænsede områder udmøntes
først, såfremt der efter analysen for at reducere arealet af
råstofzoner som forventeligt bliver forelagt aftalekredsens
aftalepartier i 2025, er et politisk ønske om at indføre forbud
mod klapning i nærmere afgrænsede områder. Hjemlen kan
også anvendes til udmøntning af eller i forbindelse med
etablering af konkrete marine genopretningstiltag. De øko-
nomiske konsekvenser for det offentlige i den forbindelse,
vil blive vurderet i forbindelse med udmøntningen.
Den foreslåede ordning i lovforslaget om anden bortskaffel-
se og udledning i havet af stoffer og materialer fra offshore
CO2-lagringsplatforme, forudsættes ligeledes udmøntet i
en bekendtgørelse, hvormed der etableres en tilladelsesord-
ning. Det forventes at medføre merudgifter for det offentlige
på 0,9 mio.kr. årligt fra 2025 og fremefter til administration
af tilladelsesordningen og tilsyn.
Bemyndigelse til at fastsætte regler om marin geoenginee-
ring har ikke i sig selv statsfinansielle omkostninger. Det
forudsættes dog med tilladelsesordningen for forskningspro-
jekter om anbringelse af stoffer og materialer i havet med
henblik på at stimulere primærvæksten i havet (ocean fertili-
zation) i medfør af bemyndigelsesbestemmelsen i § 1, nr. 9,
at der vil være statsfinansielle omkostninger for 0,5 mio. kr.
årligt fra 2025 og fremefter.
Ændringen af havmiljølovens § 34 b, således at den eksterne
beredskabsplan, som udarbejdes af Miljøstyrelsen, også skal
omfatte havvindmøller og øvrige offshore platforme, såsom
CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme, vurderes at have
varige statsfinansielle omkostninger for 0,45 mio. kr. årligt
fra 2025 og fremefter. Ændringen af havmiljølovens § 45 d,
stk. 2, om tilsynsmyndighedernes mulighed for at forbyde
fortsat drift af en offshore platform, indtil et ulovligt forhold
er bragt til ophør, og § 47 b, stk. 4 og 5, om hvem der er an-
svarlig for en offshore platform i tilfælde af en miljøskade,
vurderes ikke at medføre statsfinansielle omkostninger.
Med lovforslaget ændres havmiljølovens § 54, således at
der kan opnås forhåndstilladelse til anvendelse og udledning
af dispergeringsmidler til brug for forureningsbekæmpelse
i særlige tilfælde. Ændringen vil medføre statsfinansielle
omkostninger på 0,22 mio. kr. årligt fra 2025 og fremefter.
Der forventes ingen statsfinansielle omkostninger forbundet
med ændringerne af reglerne om klage, digital kommunika-
tion eller gebyret for godkendelse af ballastvandanlæg.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriets vurdering, at lov-
forslaget og udmøntningen heraf følger de syv principper for
digitaliseringsklar lovgivning, som Digitaliseringsstyrelsen
har udarbejdet.
Det bemærkes særligt, at princip nr. 2 om digital kommuni-
kation ses efterlevet ved indførslen af obligatorisk digital
kommunikation mellem myndighed og borgere, samt myn-
digheder og virksomheder.
Princip nr. 3 om automatisk sagsbehandling ses efterlevet i
forlængelse heraf, da digital kommunikation kan bidrage til
at standardisere oplysninger og dermed gøre dem lettere at
behandle automatiseret.
Lovforslaget medfører ikke i øvrigt økonomiske eller imple-
menteringskonsekvenser for det offentlige.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslagets bestemmelse om udledninger af røggasrense-
vand fra røggasrensesystemer har ikke i sig selv konsekven-
ser for erhvervslivet, da der alene er tale om en bemyndigel-
sesbestemmelse.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil i første om-
gang udmøntes ved bekendtgørelse, hvor det forventes, at
der vil blive fastsat forbud mod udledning af røggasren-
sevand fra svovlrøggasrensesystemer på skibe i søterritori-
et. Forbuddet vil medføre erhvervsøkonomiske omkostnin-
ger på 19,5 mio. kr. årligt og 39,0 mio. kr. i omstillingsom-
kostninger for 6 rederier med omkostninger for op mod 50
danske skibe. Danske udstyrsproducenter vil omvendt have
indtægter, og danske havne forventes ikke at have udgifter.
De erhvervsøkonomiske konsekvenser knytter sig primært
til, at de fleste skibe, der som følge af et forbud, skifter til
dyrere brændstof med lavere svovlindhold. For enkelte skibe
vil det være billigere at installere andre typer af røggasren-
sesystemer frem for at skifte brændstoftype. Disse skibe
vil have omstillingsomkostninger til installation af andre ty-
per af røggasrensesystemer samt højere løbende omkostnin-
ger. Flere rederier, der opererer kystnært, arbejder allerede
på at skifte til lavsvovlsbrændstof. Dette er ikke afspejlet
i beregningerne af omkostningerne, men forventes at ville
kunne mindske omstillingsomkostningerne for rederierne.
Det anslås, at ca. 50 danskejede og danskflagede skibe vil
blive påvirket af regulering inden for 12 sømil, hvoraf ca.
1/3 allerede har hybride svovlrøggasrensesystemer installe-
ret. Det foreslås, at forbuddet træder i kraft uden en over-
gangsordning, idet rederierne umiddelbart kan omstille til
lavsvovlsbrændstof, hvis ikke der er installeret et lukket
eller hybridt svovlrøggasrensesystem.
Udstyrsproducenter forventes at have indtægter forbundet
med forslaget på 0,1-0,4 mio. kr. årligt og yderligere 0,4-2,4
mio. kr. som følge af omstillingen.
Danske havne vil blive berørt indirekte af reguleringen, idet
restprodukterne fra brugen af lukkede svovlrøggasrensesy-
stemer skal afleveres på havne. Det er ikke havnene selv,
men de berørte skibe, der er ansvarlige for at bortskaffe røg-
34
gasrensningsaffaldet. Der kan dog være pladsproblemer til
opsamlings- og rensningsudstyr på visse havne. De vigtigste
danske havne, der potentielt vil skulle modtage større rest-
produkter vil være Aarhus, Esbjerg, Odense og Fredericia
Havn. Hvis havnene får ekstraomkostninger, vil de med en
omkostningsbaseret prissætning sende denne regning videre
til skibsejere, hvilket allerede er praksis i dag.
For så vidt angår lovforslagets tiltag for klapning, herunder
bemyndigelsesbestemmelsen til at fastsætte et forbud mod
klapning i vanddybder under 6 meter, er det vurderet, at det
vil have erhvervsøkonomiske omkostninger for 6,7 mio. kr.
årligt.
Hjemlen i den foreslåede § 27, stk. 2, jf. lovforslagets §
1, nr. 4, til at meddele et påbud om at udjævne toppe af
havbundsmateriale på et område, hvor der er givet tilladelse
til klapning, når vilkår, fastsat i medfør af havmiljølovens §
27, stk. 1, om mindstedybde og fordeling af materialet på
området, ikke er overholdt, er vurderet til at have erhvervs-
økonomiske omkostninger for 1,2 mio. kr. årligt fra 2025 og
fremefter.
De erhvervsøkonomiske omkostninger for erhvervslivet, i
forbindelse med bemyndigelsesbestemmelsen til at forbyde
klapning i nærmere afgrænsede områder, vil først kunne
vurderes, når bestemmelsen udmøntes i forbindelse med
konkrete tiltag for bl.a. marine genopretningstiltag eller når
analysen for reducering af råstofzoner foreligger forventeligt
i 2025. Der vil i den forbindelse blive taget stilling til, i
hvilke områder klapning vil blive forbudt, og dermed også
hvilke erhvervsøkonomiske omkostninger, det vil have.
Ophævelsen af havmiljølovens § 26, stk. 5, vurderes ikke at
have nogen erhvervsøkonomiske omkostninger.
Tilladelsesordningen for udledninger og anden bortskaffel-
se af stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lag-
ringsplatforme er vurderet til, at have erhvervsøkonomiske
konsekvenser mindre end 4 mio. kr. årligt. Det samme gæl-
der for ændringen af havmiljølovens § 55, stk. 3, hvormed
operatøren skal stille transport og kost og logi til rådighed
for Miljøstyrelsen i forbindelse med deres tilsyn med CO2-
lagringsplatforme. Bestemmelsen forudsættes udmøntet så-
ledes, at Miljøstyrelsen alene foretager tilsyn med CO2-lag-
ringsplatforme i forbindelse med aktuelle udledningstilladel-
ser, og vurderes derfor at være af begrænset omfang, henset
til det begrænsede antal af CO2-lagringsplatforme.
Reglerne om marin geoengineering sætter rammerne for
forskningsprojekter, hvor ansøgere kan have udgifter for-
bundet med udformningen af en ansøgning til Miljøstyrelsen
og evt. til revision af ansøgningen fra eksterne forskere. Det
er dog vurderingen, at der ikke er tale om egentlig erhvervs-
økonomiske konsekvenser, eftersom forskningsområdet in-
den for marin geoengineering ikke vurderes på nuværende
tidspunkt at være erhvervsmæssigt.
De øvrige dele af lovforslaget, som primært er af admini-
strativ karakter, forventes ikke at have erhvervsøkonomiske
omkostninger. For så vidt angår gebyret for behandling af
ballastvandanlæg, jf. havmiljølovens § 19 b forventes det ik-
ke at have erhvervsøkonomiske omkostninger, idet udgiften
vurderes at være uændret og uafhængig af de foreslåede æn-
dringer, da producenterne af ballastvandbehandlingsanlæg
fortsat vil skulle betale gebyrer fastsat af FN’s søfartsorg-
anisation. Det vurderes, at det vil medføre en meget lille
lettelse af den administrative byrde for producenterne, hvis
de ikke både skal betale ét beløb til Miljøstyrelsen og ét
beløb til FN’s søfartsorganisation, som det nu er tilfældet for
de gange, hvor der tillægges et tillægsgebyr for behandling
på GESAMP.
Innovations- og iværksættertjekket er ikke relevant for lov-
forslaget.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget, herunder den påtænkte udmøntning af lovfor-
slaget, vurderes ikke at have administrative konsekvenser
for borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget forventes ikke at have klimamæssige konse-
kvenser. I forhold til ordningen om forbud mod udledning
af røggasrensningsvand fra skibe, som kan medføre at flere
skibe vælger at sejle ved brug af lavsvovlsbrændstof frem
for brug af tungt brændstof og røggasrensesystem, er der
ikke nogen entydig reduktion af CO2-emissioner til luften,
når man anskuer brændstofferne fra et livscyklusperspektiv.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes at have positive konsekvenser for
miljø- og natur.
For så vidt angår bemyndigelsen til at fastsætte regler om
udledning af røggasrensevand fra røggasrensesystemer, vil
et forbud mod udledning til havet reducere udledningen af
tungmetaller og tjærestoffer. Miljøstyrelsen har estimeret at
tungmetallerne cadmium, nikkel og kobber tilføres i stør-
re mængder via røggasrensevand end via spildevandstilførs-
ler. Stofferne anthracen, bly og zink tilføres ligeledes hav-
miljøet med røggasrensevand i forholdsvis store mængder,
dog i en mindre mængde end andelen fra spildevand. Stof-
ferne ophobes på havbunden og i havets fødekæder, hvilket
kan have skadelige konsekvenser for vandmiljøet samt for
menneskers sundhed ved indtag af fisk og skaldyr.
I de seneste vandområdeplaner er der ’ikke god’ tilstand i
en række kyst- og territorialfarvande netop for stofferne an-
thracen, bly og cadmium, og de skal i henhold til vandram-
medirektivet bringes i ’god’ tilstand inden 2027. Et forbud
vil bidrage til at opnå både vandramme- og havstrategidirek-
tivernes mål om god tilstand for miljøfarlige stoffer. Særligt
vurderer Miljøstyrelsen, at den samlede tilførsel af tjærestof-
35
fet anthracen og tungmetallet nikkel mindskes med hhv. 7
og 20 pct. Det kan betragtes som en stor reduktion, idet
nedfald fra luften, som er den største kilde til tungmetaller
og tjærestoffer i havmiljøet, primært skyldes grænseover-
skridende tilførsel via atmosfæren og derfor er afhængig af
andre landes indsatser. Det er ikke muligt at kvantificere,
hvor meget et forbud vil bringe Danmark tættere på opnå-
else af mål i vandramme- og havstrategidirektiverne, fordi
de miljøfarlige stoffer, der tilføres, ikke fordeler sig jævnt i
havmiljøet.
Den positive effekt af et forbud mod udledning af røggas-
rensevand vil på længere sigt også reducere omkostninger-
ne med håndtering af opgravet forurenet havbundsmateriale
ved de nødvendige, jævnlige uddybninger af havne og sejl-
render (klapning), der muliggør sejlads.
Forslaget vil endvidere reducere forsuring af de kystnære
områder, som er særligt følsomme over for fald i pH, da
det påvirker dannelsen af skaller og skeletter hos marine or-
ganismer. Samtidig vil flere skibe forventeligt vælge renere
brændstoffer, som er mindre miljøbelastende.
Tiltagene for klapning vurderes endvidere at have positive
konsekvenser for havmiljøet, herunder særligt bestemmelsen
om forbud mod klapning i områder, hvor vanddybden er
under 6 meter, som foreslås udmøntet i klapbekendtgørelsen
i medfør af den foreslåede § 28, stk. 5, jf. lovforslagets §
1, nr. 5. Vanddybder under 6 meter er særlig produktive i
forhold til fiskeyngel og forekomsten af ålegræs, hvorfor
områderne er særligt sårbare overfor påvirkninger som f.eks.
klapning.
Derudover er det vurderingen, at den foreslåede bestemmel-
se i § 1, nr. 5, om, at miljøministeren kan fastsætte nærmere
regler om forbud mod klapning i nærmere afgrænsede om-
råder, herunder i forbindelse med områder, hvor råstofind-
vinding minimeres, og andre marine genopretningstiltag vil
have positive effekter for havmiljøet. Med den forventede
udmøntning af bestemmelsen, vil konkrete forbud i forbin-
delse med f.eks. udplantning af ålegræs eller etablering af
stenrev være med til at sikre, at området forbliver uforstyrret
til gavn for det konkrete marine genopretningstiltag, men
også for havmiljøet generelt.
Tilladelsesordningen for anden bortskaffelse og udledning af
stoffer og materialer i havet fra offshore CO2-lagringsplat-
forme og tilladelsesordningen for marin geoengineerings-
projekter, som forudsættes udmøntet som følge af de fore-
slåede bestemmelser i § 1, nr. 7-9, har til formål at sikre
hensynet til havmiljøet, når der udføres aktiviteter på ha-
vet med klimamæssige formål. Med tilladelsesordningerne
sikres det, at der ikke meddeles tilladelse til udledning af
stoffer og materialer til havet, hvis det er forbundet med en
væsentlig påvirkning af havmiljøet. Miljøstyrelsen vil have
mulighed for at stille vilkår til prøvetagning, til mængder
der udledes, monitoreringsprogrammer m.v., og at aktivite-
ter ikke kan udføres uden tilladelse fra Miljøstyrelsen.
En udvidelse af havmiljølovens § 34 b, således at den eks-
terne beredskabsplan, som Miljøstyrelsen udarbejder også
omfatter havvindmøller og CO2-lagringsplatforme, udover
de allerede omfattede olie- og gasplatforme, har til formål
at sikre, at der ved større forureningshændelser er en plan
for håndtering af beredskabet. Havvindmøller kan indeholde
større mængder olie, som, i tilfælde af at havvindmøllen
kollapser eller lignende, vil kunne udledes til havet. Der
forventes ikke at skulle håndteres større mængder olie el-
ler kemikalier på CO2-lagringsplatforme, som det f.eks. er
tilfældet på olie- og gasplatforme, men der vil være olie
forbundet med f.eks. driften af generatorer og lignende på
platformen. Såfremt operatørernes interne beredskabsplaner
dermed ikke er tilstrækkelige til at håndtere olie eller kemi-
kalieudslippet, vil den eksterne beredskab hjælpe myndig-
hederne med at iværksætte den nødvendige forureningsbe-
kæmpelse, og dermed mindske forureningen af havmiljøet
ved opsamling af olien.
Med den foreslåede ordning, jf. lovforslagets § 1, nr. 21,
hvorefter havmiljølovens § 54, stk. 2, ændres, således at der
kan opnås forhåndstilladelse til anvendelse af dispergerings-
midler i tilfælde, hvor almindelig forureningsbekæmpelse
ikke er tilstrækkelig, ændres der ikke på i hvilke tilfælde,
der kan opnås tilladelse, men alene i proceduren for opnåel-
se af tilladelse. Det er derfor opfattelsen, at udvidelsen ikke
vil have konsekvenser for havmiljøet. En forhåndstilladelse
vil som hidtil skulle angive, hvilke stoffer eller materialer,
der omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og vilkår
om opbevaring, udtagning af periodiske kontrolprøver og
indberetning. Særlige tilfælde vil endvidere som hidtil være
i situationer, hvor mængden af olie og forhold som hård
vind og høje bølger m.v. gør almindelige bekæmpelsesme-
toder utilstrækkelige, særligt i forhold til beskyttelsen af
f.eks. et fuglebeskyttelsesområde, Natura 2000-område eller
lignende særligt havområde.
9. Forholdet til EU-retten
Bekendtgørelse om anden bortskaffelse og udledning af
stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsan-
læg, som forudsættes udstedt efter lovforslaget, skal noti-
ficeres efter informationsproceduredirektivet. Bekendtgørel-
sen vil indeholde en bestemmelse om forbud mod udledning
til havet og anden bortskaffelse af visse af de kemikalier,
der, efter OSPARs vurderinger og anbefalinger, udgør den
højeste miljørisiko. Disse kemikalier er allerede udfaset i
Danmark til offshore anvendelse, men eftersom der er tale
om en forbudsbestemmelse vurderes, at indførelsen af reg-
len bør notificeres efter informationsproceduredirektivet.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i havmiljølovens
§ 29 a om forbud mod udledning af røggasrensesystemer,
indeholder ikke i sig selv EU-retlige aspekter. Ved udmønt-
ning af den foreslåede § 29 a, vil relevante EU-retlige
aspekter blive inddraget.
36
Udkast til opfølgende bekendtgørelser vil i nødvendigt om-
fang blive notificeret efter informationsproceduredirektivet.
Det fremgår af TEUF artikel 34, at kvantitative indførselsre-
striktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende
virkning er forbudt mellem medlemsstaterne. I sag 8/74,
Belgien mod Dassonville (EU-domstolen) fremgår det af
præmis 5, at enhver af medlemsstaternes bestemmelser for
handelen, som direkte eller indirekte, øjeblikkeligt eller po-
tentielt, kan hindre samhandelen i Fællesskabet, må betrag-
tes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som
kvantitative restriktioner. I sag C-110/05, Kommissionen
mod Italien, fremgår det af præmis 17, at Europa-Kommis-
sionen er af den opfattelse, at anvendelseskrav ikke alene
omfatter en vares kendetegn, men også begrænsninger i va-
rers anvendelse i rum eller tid eller absolutte eller næsten
absolutte forbud mod anvendelsen af en vare. Det gælder
ligeledes, selvom der kun er tale om et delvist eller begræn-
set forbud i anvendelsen af den pågældende vare, såfremt
der er tale om en væsentlig anvendelsesbegrænsning, jf. sag
C-142/05, Åklagaren mod Mickelsson og Roos. En væsent-
lig anvendelsesbegrænsning kan få betydelig indflydelse på
interessen for at købe den pågældende vare og derved påvir-
ke markedsadgangen.
Det kan ikke udelukkes, at forslaget om et forbud med ud-
ledning af røggasrensevand fra skibe vil kunne medføre en
indirekte potentiel hindring for varernes fri bevægelighed i
og med, at der vil blive indført regler, der hindrer brugen af
røggasrensesystemer, som udleder røggasrensevand i dansk
territorialfarvand og dermed også de varer, der transporte-
res på disse skibe. Der er lagt vægt på, at et forbud mod
udledning af røggasrensevand vil kunne påvirke salget af
både åbne og lukkede røggasrensesystemer. Ligeledes vil
nogen rederier sandsynligvis skifte til lavsvovlsbrændstof,
hvilket vil kunne påvirke salget af tung olie (heavy fuel
oil, ”HFO”). Desuden vil varer, der transporteres på skibe
som udleder røggasrensevand, potentielt kunne blive påvir-
ket af forbuddet, idet transportprisen vil kunne stige, hvilket
muligvis vil kunne bidrage til prisstigninger på varerne om-
bord.
Antages det, at et forbud mod udledning af røggasrensevand
udgør en hindring af varernes fri bevægelighed, er det mi-
nisteriets opfattelse, at restriktionen under alle omstændig-
heder er begrundet i et legitimt hensyn og proportional i
forhold til målet. Artikel 36 i TEUF giver mulighed for und-
tagelser fra forbuddet mod handelsrestriktioner, hvis det er
begrundet i bl.a. beskyttelse af menneskers, dyrs og planters
sundhed og liv. Domstolens retspraksis fastsætter endvidere
såkaldte tvingende hensyn f.eks. miljøbeskyttelse, som en
medlemsstat kan påberåbe sig som begrundelse for nationale
foranstaltninger. I sag 302/86 Kommissionen mod Danmark
præmis 8 anerkender Domstolen »… beskyttelsen af miljø-
et som et af [Unionens] grundlæggende formål, der som
sådant kan retfærdiggøre visse begrænsninger i princippet
om de frie varebevægelser«. Hertil må restriktionen ikke ud-
gør et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult
begrænsning af samhandlen mellem medlemsstater. Miljø-
og Ligestillingsministeriet vurderer, at forbuddet mod udled-
ning af røggasrensevand er med til at beskytte havmiljøet
mod miljøfarlige stoffer samt at bidrage til at opfylde for-
pligtelserne under vandramme- og havstrategidirektiverne,
herunder at mindske den betydelige mængde af tungmetaller
og tjærestoffer, som udledes fra røggasrensesystemer på ski-
be i det danske territorialfarvand.
Det er endvidere Miljø- og Ligestillingsministeriets vurde-
ring af et forbud mod udledning af røggasrensevand, ikke
vil udgøre en disproportional restriktion. Der lægges vægt
på, at der findes andre fremgangsmåder, der helt eller delvist
hindrer udledning af røggasrensevand til havet, herunder
bl.a. brug af lavsvovlsbrændstof eller røggasrensesystemer i
lukket operation.
På baggrund af ovenstående overvejelse, vurderer Miljø- og
Ligestillingsministeriet, at EU-retten herunder artikel 34 i
TEUF, ikke er til hinder for etablering af et forbud med
udledning af røggasrensevand.
Lovforslagets øvrige elementer indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. august
2024 til den 25. september 2024 (28 dage) været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Albertslund Kommune, Allerød Kom-
mune, Assens Kommune, Ballerup Kommune, Billund
Kommune, Biologforbundet, Bornholms Regionskommune,
Brancheforeningen for Industriel Teknik, Brøndby Kommu-
ne, Brønderslev Kommune, CO-Industri, Color Line AS,
Concito, COWI A/S, Danish Seafood Association, Dan-
marks Fiskeriforening Producent Organisation, Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks Pelagiske Producentor-
ganisation, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Akvakul-
tur, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Erhverv, Dansk
Fritidsfiskerforbund, Dansk Miljøteknologi (Miljøteknisk
Brancheforening), Dansk Offshore, Dansk Ornitologisk For-
ening, Dansk Selskab for Miljøret, Dansk Transport og Lo-
gistik (DTL), Danske Beredskaber, Danske Havne, Danske
Maritime, Danske Maskinstationer og Entreprenører, Dan-
ske Rederier, Danske Speditører, DANVA, De Økonomiske
Råd, Det Nationale Netværk for Klimatilpasning (DNNK),
Det Økologiske Råd, DFDS A/S, DHI, DI, Dragør Kommu-
ne, Drivkraft Danmark, DTU, DTU Aqua, Egedal Kommu-
ne, ENERGINET. DK, Esbjerg Kommune, Fanø Kommune,
Favrskov Kommune, Faxe Kommune, Ferskvandsfiskerifor-
eningen, Force Technology, Foreningen af Danske Biologer,
Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, Foreningen af
Rådgivende Ingeniører (FRI), Fredensborg Kommune, Fre-
dericia Kommune, Frederiksberg Kommune, Frederikshavn
Kommune, Frederikssund Kommune, Furesø Kommune,
Faaborg Midtfyn Kommune, Gentofte Kommune, Genvin-
dingsindustrien – GI, GEUS - Danmarks og Grønlands Geo-
37
logiske Undersøgelser, Gladsaxe Kommune, Glostrup Kom-
mune, Greenpeace Danmark, Greenpower Denmark, Gre-
ve Kommune, Gribskov Kommune, Guldborgsund Kommu-
ne, Haderslev Kommune, Halsnæs Kommune, Hedensted
Kommune, Helsingør Kommune, Herlev Kommune, Her-
ning Kommune, Hillerød Kommune, Hjørring Kommune,
HK-Kommunal Miljøudvalg, Holbæk Kommune, Holstebro
Kommune, Horsens Kommune, Hvidovre Kommune, Hø-
je-Taastrup Kommune, Højmarklaboratoriet A/S, Højvang
Laboratorier A/S, Hørsholm Kommune, Ikast-Brande Kom-
mune, Ishøj Kommune, ITD, Jammerbugt Kommune, Ka-
lundborg Kommune, Kerteminde Kommune, KIMO Dan-
mark, KL, Kolding Kommune, Københavns Havn (By &
Havn), Københavns Kommune, Københavns Universitet
(Institut for Plante- og Miljøvidenskab), Køge Kommune,
Landsforeningen Levende Hav, Langeland Kommune, Lej-
re Kommune, Lemvig Kommune, Lloyd’s Register Consul-
ting – Energy A/S, Lolland Kommune, Lyngby-Taarbæk
Kommune, Læsø Kommune, Mariagerfjord Kommune, Ma-
rine Ingredients Denmark, Middelfart Kommune, Morsø
Kommune, Mærsk Olie og Gas A/S, Natur og Ungdom,
Niras, NOAH, Norddjurs Kommune, Nordfyns Kommu-
ne, Nordsøenheden, Nyborg Kommune, Næstved Kommu-
ne, OCEANA, Odder Kommune, Odense Kommune, Ods-
herred Kommune, Oliebranchens fællesrepræsentation, Or-
bicon (WSP), Professor dr. jur. Ellen Margrethe Basse,
Professor dr. jur. Peter Pagh, Rambøll Danmark, Randers
Kommune, Rebild Kommune, Rederiforeningen af 2010
og Danmarks Rederiforening, Ringkøbing-Skjern Kommu-
ne, Ringsted Kommune, Roskilde Kommune, Roskilde Uni-
versitet, Rudersdal Kommune, Rødovre Kommune, Samsø
Kommune, SGS Analytics, Silkeborg Kommune, Skander-
borg Kommune, Skive Kommune, Slagelse Kommune, Sol-
rød Kommune, Sorø Kommune, Spildevandsteknisk fore-
ning, Stevns Kommune, Struer Kommune, Svendborg Kom-
mune, Syddjurs Kommune, Søfartens Ledere, Sønderborg
Kommune, Teknologisk Institut, Thisted Kommune, Tænk-
etanken HAV, Tønder Kommune, Tårnby Kommune, Vade-
havssamarbejdet, Vallensbæk Kommune, Varde Kommune,
Vattenfall, Vejen Kommune, Vejle Kommune, Vesthimmer-
lands Kommune, Viborg Kommune, Vordingborg Kommu-
ne, WWF Verdensnaturfonden, Ærø Kommune, Ørsted, Aa-
benraa Kommune, Aalborg Kommune, Aalborg Universitet,
Aarhus Kommune, Aarhus Universitet (DCE - Nationalt
Center for Miljø og Energi) og Aarhus Universitet (Institut
for Miljøvidenskab)
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes at medføre merudgif-
ter for staten. De forventede merudgifter som
følge af lovforslaget forventes at kunne af-
holdes inden for egen ramme.
Lovforslagets bestemmelser om udledninger
af røggasrensningsvand vil kunne have min-
dre administrative og økonomiske konse-
kvenser for staten ved udførelsen af tilsyns-
forpligtelsen.
Forbuddet mod klapning i vanddybder under
6 meter vil have varige administrative økono-
miske konsekvenser for staten på 0,4 mio. kr.
årligt og på 0,6 mio. kr. som en engangsud-
gift for Miljøstyrelsen.
Regler om anden bortskaffelse og udledning
af stoffer og materialer til havet fra offshore
platforme, herunder CO2-lagringsplatforme,
vil have 0,9 mio. kr. årligt i merudgifter for
staten.
Regler om marin geoengineering forventes at
38
have merudgifter for staten på 0,5 mio. kr.
årligt.
Regler om den eksterne beredskabsplan for-
ventes at have merudgifter for 0,45 mio. kr.
årligt for staten.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Udstyrsproducenter forventes at have ind-
tægter forbundet med forslaget på 0,1-0,4
mio. kr. årligt og yderligere 0,4-2,4 mio.
kr. som følge af omstillingen.
Forbuddet mod udledning af røggasrense-
vand vil medføre erhvervsøkonomiske om-
kostninger på 19,5 mio. kr. årligt og 39,0
mio. kr. i omstillingsomkostninger for 6 rede-
rier med omkostninger for op mod 50 danske
skibe.
Regler om klapning forventes at have er-
hvervsøkonomiske omkostninger for 7,9 mio.
kr. årligt.
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Ingen De øvrige dele af lovforslaget som primært
er af administrativ karakter, forventes ikke at
have erhvervsøkonomiske omkostninger.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Lovforslaget, herunder den påtænkte ud-
møntning af lovforslaget, vurderes ikke at ha-
ve administrative konsekvenser for borgerne.
Klimamæssige konsekvenser Lovforslaget forventes ikke at have klima-
mæssige konsekvenser.
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Lovforslaget vurderes at have positive
konsekvenser for miljø- og natur.
Et forbud mod udledning af røggasrense-
vand til havet reducerer udledningen af
tungmetaller og tjærestoffer.
Et forbud vil bidrage til at opnå både
vandramme- og havstrategidirektivernes
mål om god tilstand for miljøfarlige stof-
fer.
Forslaget vil reducere forsuring af de kyst-
nære områder, som er særligt følsomme
over for fald i pH, da det påvirker dannel-
sen af skaller og skeletter hos marine or-
ganismer. Samtidig vil flere skibe forven-
teligt vælge renere brændstoffer, som er
mindre miljøbelastende.
Tiltagene for klapning vurderes endvidere
at have positive konsekvenser for havmil-
jøet, herunder særligt bestemmelsen om
forbud mod klapning i vanddybder under
6 meter, da disse områder er særlig pro-
39
duktive ift. fiskeyngel og forekomsten af
ålegræs.
Forholdet til EU-retten Bekendtgørelse om anden bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer til havet fra
offshore CO2-lagringsanlæg, som forudsættes udstedt efter lovforslaget, skal notificeres
efter informationsproceduredirektivet.
Ved udmøntning af den foreslåede § 29 a, vil relevante EU-retlige aspekter blive inddra-
get. Udkast til opfølgende bekendtgørelser vil i nødvendigt omfang blive notificeret efter
informationsproceduredirektivet.
Der henvises til lovforslagets afsnit 10 om forholdet til EU-retten.
Er i strid med de fem princip-
per for implementering af er-
hvervsrettet EU-regulering/Over-
implementering af EU-retlige mi-
nimumsforpligtelser
JA NEJ
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det fremgår af havmiljølovens § 4, stk. 1, at der ved udtøm-
ning forstås enhver udledning, udflydning eller bortskaffel-
se i havet af stoffer eller materialer, der stammer fra den
normale drift af skibe eller bevægelige eller fast anbragte
platforme.
Det fremgår endvidere af havmiljølovens § 4, stk. 2, at
der ved dumpning forstås enhver bortskaffelse i havet, på
havbunden og under havbunden - som ikke er udtømning
- af stoffer eller materialer fra eller sammen med skibe,
fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og enhver
bortskaffelse i havet, på havbunden og under havbunden af
skibe, fly eller bevægelige eller fastanbragte platforme.
Marin geoengineering er en aktivitet, som har et andet for-
mål end udtømning eller dumpning, eftersom der ikke er tale
om udledning i forbindelse med den normale drift af et skib
eller platform eller bortskaffelse af et stof eller materiale til
havet.
Derfor foreslås at indsætte et nyt § 4 a, stk. 1, efter hav-
miljølovens § 4, hvori marin geoengineering defineres som
ethvert bevidst indgreb i havmiljøet med henblik på at ma-
nipulere naturlige processer, herunder for at modvirke men-
neskeskabte klimaforandringer og/eller deres virkninger, og
som har potentiale til at resultere i skadelige påvirkninger,
særligt hvor disse påvirkninger kan være udbredte, langvari-
ge eller alvorlige.
Definitionen af marin geoengineering svarer til Londonpro-
tokollens nye artikel 5 b og har til formål at definere de
aktiviteter, som foreslås reguleret i medfør af den foreslåede
bemyndigelse i lovforslagets § 1, nr. 9.
Med udtrykket ”ethvert bevidst indgreb i havmiljøet” menes
en aktivitet på eller i havet, der udføres af mennesker med
det hovedformål at manipulere naturlige processer. Formålet
med denne manipulation kan bl.a. være med henblik på at
modvirke klimaforandringer.
Med udtrykket ”Skadelige påvirkninger” menes potentielle
påvirkninger på marine økosystemers struktur og dynamik,
herunder arter, populationer, samfund, habitater og proces-
ser.
Det foreslås i § 4 a, stk. 2, at marin geoengineering ikke
omfatter akvakultur, herunder havbrug, kunstige rev eller
øvrige marine genopretningstiltag.
Begrebet marin geoengineering foreslås ikke at omfatte hav-
brug og marine genopretningstiltag og vil dermed ikke være
omfattet af reguleringen i medfør af den foreslåede bemyn-
digelse i lovforslagets § 1, nr. 9. Marin geoengineering er
således ikke aktiviteter såsom akvakultur, herunder havbrug
eller øvrige marine genopretningstiltag, herunder f.eks. eta-
blering af stenrev, beplantning af ålegræs osv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 2
Det følger af havmiljølovens § 19 c, stk. 2, at den, der
ansøger om typegodkendelse af anlæg til behandling af
ballastvand, betaler det beløb på 50.000 USD, som FN’s
søfartsorganisation (IMO) opkræver, når organisationen skal
inddrages i behandlingen af en ansøgning om typegodken-
delse.
Der er efter gældende ret ikke mulighed for at korrigere
40
beløbet på 50.000 USD over for ansøgeren, hvis FN’s sø-
fartsorganisation skulle justere beløbet.
Det foreslås, at der i havmiljølovens § 19 c, stk. 2, 3. pkt.,
udgår »på 50.000 USD«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det bliver muligt at
opkræve ansøgeren et beløb i en anden størrelse end 50.000
USD, hvis FN’s søfartsorganisation beslutter at opkræve et
andet beløb. Miljøstyrelsen har bl.a. vurderet, at beløbets
størrelse med tiden kan ændre sig og oplyser desuden, at
FN’s søfartsorganisation kan beslutte at opkræve 100.000
USD, hvis der kun modtages en enkelt ansøgning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.3. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af havmiljølovens § 26, stk. 5, 1. pkt., at dump-
ning af optaget havbundsmateriale (klapning) fortrinsvis
skal finde sted inden for søterritoriet. Efter havmiljølovens
§ 26, stk. 5, 2. pkt., skal den i medfør af konventionen
til beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet nedsatte kom-
mission (HELCOM-Kommissionen) høres, inden der gives
tilladelse til at klappe uden for søterritoriet.
Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 435
af 10. juni 1997, hvor ordet ”fortrinsvist” blev indsat for
at gøre det muligt at tillade klapning uden for dansk søter-
ritorium, når dette udgør den miljømæssigt set bedste løs-
ning. Det fremgår af bemærkningerne til havmiljølovens §
26, stk. 5, at hensigten med ændringen var, at den faste bin-
ding til klappladsens placering vurderedes uhensigtsmæssig,
da den dagældende ordlyd udelukkede klapning uden for
f.eks. det internationale naturbeskyttelsesområde ved Vade-
havet, hvis afgrænsning er sammenfaldende med grænsen
for søterritoriet, jf. Folketingstidende, 1996-1997, tillæg A,
spalte 4827.
Det foreslås, at havmiljølovens § 26, stk. 5, 1. pkt., ophæves.
Med den foreslåede ophævelse af havmiljølovens § 26, stk.
5, 1. pkt., vil der ikke længere fortrinsvis skulle ske klapning
inden for søterritoriet. Med ophævelsen ændres der ikke
på, at det altid vil være en konkret vurdering om klapning
kan tillades i det ansøgte område i henhold til de gældende
regler i havmiljølovens kapitel 9 og klapbekendtgørelsen.
Den foreslåede ophævelse af § 26, stk. 5, 1. pkt., ændrer
ikke på, at HELCOM-Kommission skal høres, inden der
meddeles tilladelse til klapning i Danmarks eksklusive øko-
nomiske zone i Østersøområdet. Miljøstyrelsen vil fortsat
stå for høringen af kommissionen i sådanne tilfælde.
Der er en lang række af naturbeskyttelsesområder inden for
søterritoriet i Danmark, som f.eks. Ramsar-områder, EF-fug-
lebeskyttelsesområder og Natura 2000-områder. Derudover
er kystområderne særligt sårbare overfor de miljømæssige
påvirkninger fra klapning, herunder i forhold til bevoksnin-
gen af arealer med ålegræs og dets potentiale for at etablere
sig i nye områder, forekomst af algeopblomstring, bundfau-
na, iltsvind samt udledning og spredning af miljøfarlige
stoffer.
Den foreslåede ophævelse af havmiljølovens § 26, stk. 5,
1. pkt., forventes at få særlig betydning i de tilfælde, hvor
der vil være behov for at meddele klaptilladelser i den eks-
klusive økonomiske zone ved arbejder, der allerede pågår
i den eksklusive økonomiske zone, f.eks. store kommende
energiprojekter. I de tilfælde vil det være hensigtsmæssigt,
at der kan meddeles tilladelse til klapning i den eksklusive
økonomiske zone i stedet for, at havbundsmaterialet skal
fragtes over længere afstande for at blive dumpet i søterrito-
riet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 4
Efter havmiljølovens § 26, stk. 1, meddeler miljøministe-
ren tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning). Kompetencen er delegeret til
Miljøstyrelsen.
Det fremgår af havmiljølovens § 27, stk. 1, at Miljøstyrel-
sen kan stille en række vilkår i tilladelsen til klapning om
bl.a. fremgangsmåden herunder optagning og udlægning, til-
syn og sikkerhedsforanstaltninger. Typiske vilkår i en klap-
tilladelse kan være, at materiale der klappes, skal fordeles
jævnt på klappladsen. Miljøstyrelsen kan ligeledes stille
krav om, at tilladelsesindehaver skal måle mindstedybden
på klappladsen efter endt klapning og indrapportere det til
Miljøstyrelsen. Vilkårene skal primært sikre, at mindstedyb-
den på klappladsen ikke mindskes til gene for sejlads, og for
at minimere risikoen for grundstødning.
Det foreslås, at indsætte et stk. 2, i havmiljølovens § 27,
hvorefter miljøministeren kan meddele et påbud om udjæv-
ning af toppe af klapmateriale på et område, hvor der er
givet tilladelse til klapning, hvis vilkår om mindstedybde og
fordeling af materiale på området i tilladelsen til klapning
efter § 27, stk. 1, ikke er overholdt.
Det forventes, at ministerens kompetence til at udstede på-
buddet efter den foreslåede § 27, stk. 2, vil blive delegeret til
Miljøstyrelsen i henhold til havmiljølovens § 48, stk. 1.
Den foreslåede ændring indebærer, at Miljøstyrelsen bl.a. vil
kunne udstede et påbud på baggrund af de data og oplysnin-
ger, som bliver indrapporteret til Miljøstyrelsen fra tilladel-
sesindehaver efter endt klapning eller fra andre myndigheder
eller borgere.
Et påbud efter den foreslåede § 27, stk. 2, vil kunne påkla-
ges af afgørelsens adressat til Miljø- og Fødevareklagenæv-
net i henhold til de foreslåede indsættelser af § 51, stk. 1, nr.
41
5, og § 52, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og nr. 18. Der
henvises til de specielle bemærkninger til nr. 16 og 18.
Der vil kunne straffes med bøde for manglende overholdelse
af et påbud om udbedring af forholdene på en klapplads
efter den foreslåede § 27, stk. 2, i overensstemmelse med
øvrige forbud og påbud efter havmiljøloven. Der henvises til
de specielle bemærkninger til nr. 24.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 5
Havmiljøloven indeholder et forbud mod dumpning i havet
af stoffer og materialer, bortset fra dumpning af optaget
havbundsmateriale (klapning), jf. § 25, stk. 1. Miljøministe-
ren meddeler tilladelse til og fører tilsyn med klapning, jf.
havmiljølovens § 26. Kompetencen er delegeret til Miljøsty-
relsen.
Efter havmiljølovens § 28, kan miljøministeren fastsætte
nærmere regler om tilladelsesordningen for klapning, som
er udmøntet i bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om
bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmate-
riale (klapbekendtgørelsen). Det omfatter bl.a. regler om an-
søgningens indhold, inddragelse af offentligheden, fastsæt-
telse af vilkår om prøveudtagning og analyser af havbunds-
materiale m.v. samt vurdering og behandling af sager om
ansøgning om klapning efter havmiljølovens § 26. Miljøsty-
relsen kan stille en række vilkår i tilladelsen til klapning,
herunder fremgangsmåden, optagning, udlægning, tilsyn og
sikkerhedsforanstaltninger m.v., jf. § 27, stk. 1, 2. pkt.
Miljøstyrelsen har en restriktiv praksis for meddelelse af til-
ladelse til klapning i havområder, hvor vanddybder er under
6 meter, men der er ikke tale om et forbud.
Det foreslås, at indsætte et § 28, stk. 2, i havmiljølovens §
28, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om forbud
mod dumpning af optaget havbundsmateriale i lavvandede
områder under 6 meter.
Den foreslåede bemyndigelse vil medføre, at miljøministe-
ren kan fastsætte et generelt forbud mod klapning i alle
havområder, hvor vanddybden er under 6 meter.
Det foreslåede forbud vil blive udmøntet ved klapbekendt-
gørelsen og vil gælde for hele Danmarks havområde, såle-
des både i søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zo-
ne. Generelt er søterritoriet mere lavvandet end havområder
i den eksklusive økonomiske zone. Det foreslåede forbud
vil gælde i de konkrete havområder, hvor en dybdemåling
kan påvise, at dybden er under 6 meter. På klappladser,
hvor vanddybder ligger både over og under 6 meter, vil det
således kun være i den del af klappladsen, som ligger under
6 meter, hvor klapning ikke vil kunne tillades.
Bemyndigelsen efter den foreslåede § 28, stk. 2, vil kunne
anvendes til at meddele afslag på en ansøgning om klapning,
hvis der ved en dybdemåling kan konstateres, at det ansøgte
område er under 6 meter.
De lavvandede områder er spredt ud over forskellige dele af
Danmarks havområde, og områder som Vadehavet, Ringkø-
bing Fjord og Bælthavet kan nævnes som områder, hvor der
flere steder er lavvandede områder under 6 meter. Aftalepar-
tierne bag Danmarks Havplan er enige om, at de særlige
forhold for Limfjorden gør, at det fortsat skal være muligt at
klappe på lavere vanddybder end 6 meter i Limfjorden.
Bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 28, stk. 2,
vil ligeledes kunne anvendes til at fastsætte regler om for-
bud mod klapning i Limfjorden, når der er truffet politisk
beslutning om en model for klapning i Limfjorden i henhold
til havplansaftalen.
Miljøstyrelsen fører tilsyn med reglerne i klapbekendtgørel-
sen, og vil derfor også være tilsynsmyndighed for regler
om forbud mod klapning i lavvandede områder under 6
meter. Regler der vil blive fastsat i medfør af den foreslåede
§ 28, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, vil endvidere være
strafbelagt i henhold til havmiljølovens § 61, stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås, at der indsættes et stk. 3 i havmiljølovens §
28, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om forbud
mod dumpning af optaget havbundsmateriale i nærmere af-
grænsede havområder, herunder til brug for beskyttelsen af
marine naturgenopretningstiltag.
Den foreslåede bemyndigelse vil blive udmøntet ved, at
miljøministeren fastsætter regler i klapbekendtgørelsen om
et forbud mod klapning i nærmere afgrænsede havområ-
der. Bestemmelsen vil have til formål at sikre, at miljømini-
steren vil kunne fastsætte regler om forbud mod klapning i
nærmede afgrænsede områder, hvis der politisk er et ønske
herom. Det vil f.eks. kunne være tilfældet i forbindelse med
undersøgelsen af mulighederne for og konsekvenserne ved
et forbud mod klapning i udvalgte områder, hvor råstofom-
råder minimeres, herunder i Køge Bugt.
Bestemmelsen vil endvidere have til formål, at understøtte
gennemførelsen af eventuelle tiltag, som vil blive besluttet
som led i Havnaturfonden, som aftalt af partierne bag Grøn
Fond (Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti,
Radikale Venstre, Enhedslisten og Konservative), som skal
bidrage til genopretning af havnatur og biodiversitet og til
viden om miljø- og natureffekterne af udbygningen af ved-
varende energi på havet. Det vil f.eks. kunne være marine
naturgenopretningstiltag, såsom etablering af stenrev og åle-
græs.
Et forbud mod klapning i medfør af den foreslåede bestem-
melse i § 28, stk. 3, vil f.eks. kunne gælde for et område
med en radius på 50-100 meter fra det område, hvor et
stenrev etableres. Etableringen af et stenrev vil kunne blive
beskyttet af det generelle forbud mod klapning i havområder
under 6 meter i medfør af den foreslåede § 28, stk. 2. Med
den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 3, vil det endvidere
kunne suppleres med et områdeforbud for derved at sikre,
42
at der ikke klappes på områder over 6 meter i nærheden af
f.eks. et stenrev.
Den foreslåede bemyndigelse vil ikke være begrænset til at
kunne anvendes i forbindelse med naturgenopretningstiltag
og vil således også kunne anvendes til at forbyde klapning
i nærmere afgrænsede områder som i f.eks. marine naturna-
tionalparker.
Den foreslåede bemyndigelse vil også kunne anvendes i
tilfælde, hvor der lokalt, i nærmere afgrænsede områder, er
særlige naturmæssige hensyn, hvor et forbud mod klapning
vil kunne understøtte det. Det kunne f.eks. være på grund af
ålegræssets naturlige udbredelse til dybereliggende områder
eller for at beskytte gyde- og opvækstområder for fisk og
bunddyr.
Miljøstyrelsen vil skulle føre tilsyn med overholdelsen af
de regler, der fastsættes efter den foreslåede bemyndigelse
i den foreslåedes § 28, stk. 3. Manglende overholdelse af
de regler, der fastsættes efter den foreslåede bemyndigelse,
kan medføre straf i form af bøde i regler udstedt i medfør af
havmiljølovens gældende § 61, stk. 1, 1. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 6
Det følger af havmiljølovens gældende § 33, stk. 1. at mil-
jøministeren kan, herunder til opfyldelse af internationale
aftaler, fastsætte regler, jf. lovens formål, til forebyggelse
og begrænsning af forurening fra aktiviteter på havet, som
ikke er omfattet af reglerne i kapitel 2-10. Der er tale om en
opsamlingsbestemmelse, der bl.a. kan bruges til at fastsætte
regler om udledning til havet. Det må antages, at det vil
være muligt at udstede en bekendtgørelse om forbud mod
udledning af røggasrensevand med hjemmel i § 33, stk. 1.
Miljø- og Ligestillingsministeriet finder imidlertid, at der
bør skabes et klart og udtrykkeligt grundlag for udstedelsen
af dette forbud henset til de væsentlige erhvervsøkonomiske
konsekvenser og den betydelige miljøeffekt forbundet med
den nye regulering. Endvidere vil en selvstændig lovhjem-
mel skabe øget gennemsigtighed med reglerne.
Det foreslås, at der efter kapitel 9 indsættes et nyt kapitel
9 a om ”Udledning af røggasrensevand” og en ny § 29
b, hvorefter miljøministeren vil kunne fastsætte regler om
udledning af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på
skibe, herunder med henblik på at opfylde internationale
aftaler.
Den foreslåede bemyndigelse forventes udmøntet ved, at
miljøministeren fastsætter regler om et forbud mod udled-
ning af røggasrensevand fra svovlrøggasrensesystemer på
skibe i det danske søterritorium med henblik på at udmøn-
te den politiske aftale om forbud mod udledning af scrub-
bervand fra svovlrøggasrensesystemer mellem regeringen
(Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne) og Socialistisk
Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Kon-
servative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet af
den 11. april 2024. Det foreslåede forbud har til formål
at forbedre tilstanden i havmiljøet og samtidig bidrage til
forpligtelserne om god tilstand i både vandramme- og hav-
strategidirektiverne.
Det foreslåede forbud forventes for nuværende rettet mod
skibe med udledning af røggasrensevand fra svovlrøggas-
rensesystemer. Det bemærkes, at ministeren vil kunne be-
nytte bemyndigelsen til at fastsætte regler om udledning af
røggasrensevand for andre røggasrensesystemer end svovl-
røggasrensesystemer.
Røggasrensevand omfatter udledning til havet fra røggas-
rensesystemer, som følge af rensning af røggassen for at
reducere SOx. Et røggasrensesystem er et anlæg, der be-
står af en eller flere røggasrenseenheder, hvori røggas og
vaskevand blandes, og som er baseret på teknologi, der an-
vender et vådt rensningsmedium til reduktion af SOX fra
en røggasstrøm fra installerede brændselsolieforbrændings-
enheder. Der findes røggasrensesystemer, der kan operere i
enten åben eller lukket operation. Et hybridt røggasrensesy-
stem kan fungere i både åben og lukket operation. Åben
operation vil sige, at røggasrensesystemet operer i en til-
stand, hvor røggasrensevand kun ledes én gang gennem
røggasrenseenheden, før det udledes i havet, modsat lukket
operation, hvor røggasrensesystemet opererer i en tilstand,
hvor røggasrensevand ledes flere gange gennem røggasren-
seenheden, og der kan udledes en mindre mængde såkaldt
”bleed-off”-vand, såfremt dette ikke opsamles. ”Bleed-off”-
vand er en vandig opløsning, som er fjernet fra røggasren-
sevandet fra et røggasrensesystem, der opererer i lukket
operation, med henblik på at bevare røggasrensesystemets
krævede egenskaber og effektivitet. De nærmere definitioner
af begreberne foreslås fastsat i forbindelse med udmøntnin-
gen af reglerne ved bekendtgørelse.
Det er hensigten, at det foreslåede forbud vil omfatte udled-
ninger fra svovlrøggasrensesystemer, der opererer i både
åben og lukket operation.
Det foreslåede forbud forventes at træde i kraft den 1.
juli 2025 for udledninger fra skibe med svovlrøggasrense-
systemer i åben operation. For udledninger fra skibe med
svovlrøggasrensesystemer i lukket operation, vil forbuddet
forventes at træde i kraft den 1. juli 2029. Reglerne forven-
tes udmøntet ved bekendtgørelse.
Forslaget har i første række til formål at give miljøministe-
ren hjemmel til at fastsætte et forbud mod udledning af
røggasrensevand fra svovlrøggasrensesystemer i det danske
søterritorium, men vil også kunne bruges, hvis der i øvrigt
måtte opstå behov for yderligere at regulere udledning af
røggasrensevand.
Det er, udover muligheden for at fastsætte nationale regler,
desuden hensigten, at den foreslåede bemyndigelse potenti-
43
elt kan anvendes til at fastsætte andre regler om udledning
af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på skibe med
henblik på opfyldelsen af Danmarks eksisterende og fremti-
dige EU-retlige eller internationale forpligtelser i forhold til
udledninger af røggasrensevand fra røggasrensesystem på
skibe.
Den foreslåede bemyndigelse vil desuden give mulighed for,
at miljøministeren i særlige tilfælde kan fastsætte nærmere
regler om en dispensationsadgang fra forbuddet i en afgræn-
set tidsperiode. Dette kunne for eksempel være i forbindel-
se med et forskningsprojekt. Miljøministerens beføjelse for-
ventes i så fald delegeret til Miljøstyrelsen med hjemmel i
den gældende § 48, stk. 1.
Miljøministerens tilsyn efter lovens § 45 forventes delegeret
til Miljøstyrelsen i henhold til § 48, stk. 1.
Det er ligeledes hensigten, at strafbelægge manglende efter-
levelse af de regler, som vil blive udstedt i medfør af den
foreslåede § 29 b, med hjemmel i den foreslåede ændring
af havmiljølovens § 61, stk.1, 1. pkt. Der henvises i den
forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 26.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 7
Det fremgår af havmiljølovens § 30, stk. 1, at miljøministe-
ren kan fastsætte regler om udledning i havet af stoffer og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer
fra undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralfore-
komster, herunder kulbrinter.
Med de politiske aftaler for fangst og geologisk lagring
af CO2 (CCS) er det besluttet, at der skal være mulighed
for CO2-lagring i Danmark under forudsætning af, at det
foregår under forsvarlige sikkerheds- og miljømæssige for-
hold. Det gælder også for de aktiviteter der udføres fra
offshore CO2-lagringsplatforme i forbindelse med lagrin-
gen. Havmiljølovens regler er udformet på et tidspunkt, hvor
de eneste offshore-installationer var platforme til indvinding
af olie og gas, og tager derfor ikke højde for andre aktivite-
ter på havet, såsom CO2-lagring.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 30, stk. 1, således,
at miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af internatio-
nale aftaler, fastsætte regler om udledning i havet og anden
bortskaffelse af stoffer og materialer, som er en følge af
eller har tilknytning til aktiviteter fra offshore platforme,
herunder olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatforme.
Den foreslåede ændring indebærer, at miljøministeren kan
fastsætte regler om udledning og anden bortskaffelse af stof-
fer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatfor-
me og andre lignende platforme på havet og således ikke
alene offshore olie- og gasplatforme. Det vil endvidere f.eks.
kunne være fremtidige platforme eller anlæg på havet til
brug for indvinding af geotermisk energi, hvor udledninger
til havet eller anden bortskaffelse vil være en direkte føl-
ge af aktiviteten. Bestemmelsen vil fortsat være hjemmel
for den gældende udledningsbekendtgørelse for olie- og gas-
platforme.
Det forudsættes i den forbindelse, at bemyndigelsesbestem-
melsen udmøntes således, at der fastsættes regler om ud-
ledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til
havet fra offshore CO2-lagrinsplatforme. Bekendtgørelsen
vil tage udgangspunkt i de allerede gældende regler for olie-
og gasplatforme i udledningsbekendtgørelsen. Udledning og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra off-
shore CO2-lagringsplatforme vil derfor alene kunne ske ef-
ter tilladelse fra Miljøstyrelsen, ligesom det er tilfældet efter
udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasplatforme. Der
vil derudover blive fastsat regler om vilkår for tilladelser,
herunder tilladte mængder, prøvetagninger, egenkontrol m.v.
Den forventede udmøntning vil således medføre, at der skal
søges tilladelse til udledning og anden bortskaffelse af stof-
fer og materialer til havet, når der fra en offshore platform
udføres offshoreaktiviteter, som medfører en udledning.
Ved offshoreaktivitet forstås bl.a. alle aktiviteter om under-
søgelse og efterforskning forud for selve udnyttelsen eller
indvindingen af mineralforekomster, eller i forbindelse med
CO2-lagring. Offshoreaktivitet dækker også over selve ud-
nyttelsen, indvindingen eller lagringen fra offshore platfor-
men. Der skal dog være tale om, at udledningen eller anden
bortskaffelse af stoffer er en følge af eller i tilknytning
til offshoreaktiviteten. F.eks. vil udledninger fra evt. beboel-
se eller tekniske anlæg på platformen, som generatorer til
strøm til beboelse m.v., når der ikke udføres offshoreaktivi-
teter, ikke være omfattet. Sådanne udledninger kan dog være
omfattet af andre bestemmelser om udtømning af olie eller
affald efter havmiljølovens kapitel 2 og 7.
Tilladelsesordningen vil også, ligesom efter udledningsbe-
kendtgørelsen for olie- og gasanlæg, indebære, at operatøren
skal kunne dokumentere at have truffet de fornødne foran-
staltninger til at forebygge og begrænse forureningen, og at
udledninger kun vil kunne ske uden at påføre omgivelserne
forurening, som er uforenelig med hensynet til omgivelser-
nes sårbarhed og kvalitet. Miljøstyrelsen vil også kunne
stille en række vilkår til f.eks. mængder, der må udledes,
koncentrationen af de stoffer og materialer, der udledes,
prøvetagninger og analyser samt indberetning til myndighe-
derne.
En følge af den foreslåede ændring af havmiljølovens §
30, stk. 1, vil være, at havmiljølovens § 30, stk. 2, vil
finde anvendelse for tilladelsesordningen for udledninger
og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra
offshore CO2-lagringsplatforme. Dermed vil Miljøstyrelsen
også kunne træffe afgørelse om, at såfremt udledning og
anden bortskaffelse af bestemte stoffer antages at indebæ-
re en væsentlig risiko for forurening af omgivelserne, vil
det ikke kunne tillades. Tilladelsesordningen vil på den bag-
44
grund også indeholde et generelt forbud mod udledning af
de såkaldte sorte kemikalier, ligesom det er tilfældet efter
udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasanlæg.
Med den foreslåede ændring forudsættes det, at der udstedes
regler, som vil afspejle OSPAR-Kommissionens anbefalin-
ger og retningslinjer for udledning og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg,
som også vil gælde for udledning og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet fra andre offshore platforme,
herunder CO2-lagringsplatforme.
Miljøstyrelsen vil være tilsynsmyndighed for regler udstedt
i medfør af den foreslåede ændring af havmiljølovens § 30,
stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og dermed den bekendt-
gørelse, som forudsættes udstedt i medfør heraf om anden
bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer til havet
fra offshore CO2-lagringsplatforme. Miljøstyrelsen er i for-
vejen tilsynsmyndighed for udledningsbekendtgørelsen for
olie- og gasanlæg.
Manglende overholdelse af de regler, der fastsættes efter den
foreslåede ændring af bemyndigelsen, kan medføre straf i
form af bøde i regler udstedt i medfør af havmiljølovens
gældende § 61, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 8
Det fremgår af havmiljølovens § 30, stk. 1, at miljøministe-
ren kan fastsætte regler om udledning i havet af stoffer og
anden bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer
fra undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralfore-
komster, herunder kulbrinter. Det omfatter aktiviteter som
indvinding af olie og gas.
Det fremgår af havmiljølovens § 30, stk. 3, at efter reglerne i
stk. 1, kan det bestemmes, at ejere eller brugere af platforme
for egen regning skal gennemføre og indsende resultater af
undersøgelser af havmiljøets fysiske, kemiske og biologiske
tilstand til afdækning af eventuelle miljømæssige påvirknin-
ger af havmiljøet, som følge af efterforskning og produktion
af kulbrinter. Havmiljølovens § 30, stk. 3, finder derfor ikke
anvendelse for aktiviteter, som omhandler lagring af CO2.
Med de politiske aftaler for fangst og geologisk lagring
af CO2 (CCS) er det besluttet, at der skal være mulighed
for CO2-lagring i Danmark under forudsætning af, at det
foregår under forsvarlige sikkerheds- og miljømæssige for-
hold. Det gælder også for de aktiviteter, der udføres fra
offshore CO2-lagringsplatforme i forbindelse med lagrin-
gen. Havmiljølovens regler er udformet på et tidspunkt, hvor
de eneste offshore installationer var platforme til indvinding
af olie og gas, og tager derfor ikke højde for andre aktivite-
ter på havet, såsom CO2-lagring.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 30, stk. 3, således,
at det efter regler udstedt i medfør af havmiljølovens § 30,
stk. 1, endvidere kan bestemmes, at ejere eller brugere af
offshore platforme for egen regning skal gennemføre og
indsende resultater af undersøgelser af havmiljøets fysiske,
kemiske og biologiske tilstand til afdækning af eventuelle
miljømæssige påvirkninger af havmiljøet som følge af efter-
forskning og produktion af kulbrinter.
Den foreslåede ændring indebærer, at operatøren vil kunne
pålægges at udføre relevante moniteringer af f.eks. havbund
og vandsøjle, efter Miljøstyrelsens anvisninger i forbindelse
med en tilladelse udstedt efter regler efter den foreslåede
ændring af havmiljølovens § 30, stk. 1, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 7, og i forbindelse med udledning af produceret
vand vil skulle indsende vurderinger af den miljørisiko, som
udledningen giver anledning til.
Med den foreslåede ændring forudsættes det, at der udstedes
regler, som vil afspejle OSPAR-Kommissionens anbefalin-
ger og retningslinjer for udledning og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg,
som også vil gælde for udledning og anden bortskaffelse af
stoffer og materialer til havet fra andre offshore platforme,
herunder CO2-lagringsplatforme.
Miljøstyrelsen vil være tilsynsmyndighed for regler udstedt
i medfør af den foreslåede ændring af havmiljølovens §
30, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og dermed den be-
kendtgørelse som forventes udstedt i medfør heraf om anden
bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer til havet
fra offshore CO2-lagringsplatforme efter den foreslåede æn-
dring af havmiljølovens § 30, stk. 1, jf. lovforslagets § 1,
nr. 7. Miljøstyrelsen er i forvejen tilsynsmyndighed for ud-
ledningsbekendtgørelsen for olie- og gasanlæg.
Manglende overholdelse af de regler, der fastsættes efter
den foreslåede ændring af bemyndigelsen i § 30, stk. 1, kan
medføre straf i form af bøde i regler udstedt i medfør af
havmiljølovens gældende § 61, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 9
Havmiljøloven indeholder et generelt forbud mod dumpning
af stoffer og materialer i havet, bortset fra dumpning af
optaget havbundsmateriale (klapning) jf. § havmiljølovens §
25, stk. 1.
Det fremgår af havmiljølovens § 4, stk. 2, at dumpning
er enhver bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer
fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige eller fast
anbragte platforme og enhver bortskaffelse i havet af skibe,
fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme.
Efter havmiljølovens § 54, stk. 1, kan miljøministeren give
tilladelse til udledning i havet af stoffer og materialer med
45
henblik på videnskabelig forskning i forureningsbekæmpel-
se eller på at bekæmpe forurening. Der er navnlig tale om
kemiske bekæmpelsesmidler (dispergeringsmidler).
Marin geoengineering er et nyt begreb, som ikke er omfattet
af hverken havmiljølovens § 25 eller § 54.
Marin geoengineering har til formål at manipulere havets
naturlige processer, bl.a. for at imødegå klimaforandringer
eller deres virkninger, og som har potentiale til at resultere i
skadelige påvirkninger, særligt hvor disse påvirkninger kan
være udbredte, langvarige eller alvorlige. Marin geoenginee-
ring er også såkaldt ”ocean fertilization”, der betegnes som
enhver aktivitet, der udføres af mennesker, der har det ho-
vedformål at stimulere den primære produktivitet i havene.
I 2013 blev resolution LP. 4(8) om ændring af Londonpro-
tokollen vedrørende regulering af anbringelse af stoffer og
materialer til (”ocean fertilization”) og andre marin geoengi-
neeringaktiviteter i havmiljøet vedtaget. Resolutionen regu-
lerer marin geoengineering og indsætter et nyt artikel 5 b, 6
b og anneks 4 og 5 i Londonprotokollen.
Efter artikel 6 b, forpligtes de tiltrædende parter til London-
protokollen til at forbyde anbringelsen af stoffer og materia-
ler i havet fra skibe, fly, platforme og andre menneskeskabte
konstruktioner på havet, når det sker i forbindelse med de
marin geoengineeringsaktiviteter, som er oplistet i et nyt
annex 4.
Den eneste aktivitet oplistet i det nye annex 4 er ”ocean
fertilization”, som derfor også er den eneste aktivitet, som
i medfør af resolutionen skal forbydes. ”Ocean fertilizati-
on” er defineret som enhver menneskelig aktivitet med det
hovedformål at stimulere havets primærproduktivitet. Ved
primærproduktivitet menes produktion af organiske stoffer
i planter, alger og fotosyntetiske cyanobakterier, som er det
første led i økosystemets fødenet, da de kan lave fotosynte-
se. Det omfatter dog ikke konventionel akvakultur, herunder
havbrug eller kunstige rev. Efter annex 4 kan de tiltrædende
parter til Londonprotokollen dog give tilladelse til ”ocean
fertilization” aktiviteter, hvis der er tale om forskningspro-
jekter, og såfremt projektet konkret kan tillades i henhold til
kriterierne i et nyt annex 5.
Vurderingsværktøjet i det nye annex 5 stiller krav til områ-
det, hvori det videnskabelige projekt ønskes udført, herun-
der krav til beskrivelserne af områdets fysiske, geologiske,
kemiske og biologiske tilstand og vurderingen af påvirknin-
gen af området. Der stilles derudover en række krav til pla-
nerne for udførelsen af det videnskabelige projekt, herunder
miljøvurdering af effekter og påvirkninger, risikoanalyser og
planer for at minimere påvirkninger og forebygge forurening
ved brug af overvågningsprogrammer.
Med henblik på administrativ gennemførelse af ændringerne
til Londonprotokollen om marin geoengineering i medfør af
resolution LP. 4(8) foreslås det at indsætte en ny § 33 b, stk.
1, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om marin
geoengineering, herunder til opfyldelse af internationale af-
taler herom.
I medfør af den foreslåede § 33 b, stk. 1, vil regeringen på
Danmarks vegne være bemyndiget til at tiltræde resolution
LP. 4(8) under Londonprotokollen samt senere ændringer
hertil, som vedtages efter proceduren i Londonprotokollens
artikel 21 og 22. Den foreslåede bemyndigelse i § 33 b,
stk. 1, vil medføre, at senere ændringer til resolutionen vil
kunne gennemføres administrativt i dansk ret med hjemmel i
bestemmelsen.
Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte
regler om andre marin geoengineeringsteknikker end ”ocean
fertilization”, herunder såkaldt ”Ocean Alkalinity Enhance-
ment”, ”Ocean Sinking of Biomass for Carbon Storage” og
Marine Surface Albedo Enhancement Involving Reflective
Particles”, såfremt regulering af disse eller andre marin geo-
engineeringsteknikker vedtages i regi af Londonprotokollen.
Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte
regler om marin geoengineering, herunder som følge af an-
dre internationale aftaler end Londonprotokollen.
I medfør af den foreslåede § 33 b, stk. 2, vil miljøministeren
i regler udstedt efter den foreslåede stk. 1 kunne fastsætte
regler om, at marin geoengineeringsprojekter ikke må finde
sted eller kun kan finde sted efter tilladelse, herunder an-
bringelse af stoffer og materialer i havet.
Den foreslåede bemyndigelse i § 33 b, stk. 2 vil medføre,
at miljøministeren vil kunne fastsætte regler om bl.a. en
tilladelsesordning hvor forskningsprojekter med anbringel-
se af stoffer og materialer i havet, som har til formål at
stimulere havets primærproduktivitet, det såkaldte ”ocean
fertilization”, kun kan udføres efter en tilladelse fra Miljø-
styrelsen. Formålet er at gennemføre den nye artikel 6 b,
1 led., i medfør af resolution LP. 4(8). Bestemmelsen vil
endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler om andre
teknikker end ”ocean fertilization”, herunder såkaldt ”Ocean
Alkalinity Enhancement”, ”Ocean Sinking of Biomass for
Carbon Storage” og Marine Surface Albedo Enhancement
Involving Reflective Particles”, såfremt regulering af disse
eller andre marin geoengineeringsteknikker vedtages i regi
af Londonprotokollen.
Det foreslås i § 33 b, stk. 3, at miljøministeren i regler
udstedt efter den foreslåede stk. 1, vil kunne fastsætte regler
om tilladelsesordningen efter stk. 2, herunder om ansøgnin-
gens indhold, høringsprocedurer og inddragelse af offentlig-
heden, risikovurderinger, prøveudtagning og analyser af på-
virkningen af havmiljøet og havbunden og om vurdering og
behandling af sager efter regler udstedt i medfør af denne
bestemmelse.
Der vil blive fastsat regler i medfør af den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse i overensstemmelse med vurde-
ringsværktøjet i medfør anneks 5 i resolution LP. 4(8).
Det foreslås i § 33 b, stk. 4, at miljøministeren i regler
46
udstedt efter den foreslåede stk. 1, vil kunne fastsætte krav
om, at ansøger for egen regning lader foretage analyser,
risikovurderinger, overvågningsprogrammer og peer reviews
af ansøgningen.
Det forudsættes, at der vil blive fastsat regler om, at de krav
der stilles i forbindelse med en ansøgning og evt. tilladelse
om bl.a. udarbejdelse af overvågningsprogrammer og prøve-
tagninger m.v., skal ske efter ansøgers egen regning.
Miljøministerens bemyndigelse efter den foreslåede § 33 b
forventes delegeret til Miljøstyrelsen med hjemmel i den
gældende havmiljølovs § 48, stk. 1.
Miljøministeren fører tilsyn med regler udstedt efter havmil-
jøloven, jf. havmiljølovens § 45. Tilsynet forventes delege-
ret til Miljøstyrelsen i henhold til havmiljølovens § 48, stk.
1. Det forventes, at tilsynet vil have karakter af et admini-
strativt tilsyn, hvor Miljøstyrelsen gennem indberetninger
fra gennemførelsen af eventuelle forskningsprojekter med
anbringelse af stoffer og materialer i havet til brug for sti-
mulering af havene primær vækst (ocean fertilization), vil
kunne påse om vilkår i tilladelsen til forskningsprojektet er
overholdt.
Overtrædelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede
§ 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, vil kunne straffes efter
de foreslåede ændringer i § 61, stk. 1, jf. lovforslagets § 1,
nr. 26. Efter havmiljølovens § 61, stk. 1, kan overtrædelser
straffes med bøde. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2
år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov
uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade
på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller hvis der er opnået
eller tilsigtet en økonomisk fordel.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 10
Beredskab på havet er reguleret af havmiljølovens kapitel
11. Ansvaret var tidligere delt således, at miljøministeren
efter forhandling med forsvarsministeren og under inddra-
gelse af den driftsansvarlige for en platform skulle udar-
bejde en ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af olie-
og kemikalieforurening af havet fra offshore platforme og
evt. tilsluttede rørledningssystemer. Beredskabet hører ved
kongelig resolution af 29. august 2024 under ministeren for
samfundssikkerhed og beredskabs ressortansvar. Sker der
olie- eller kemikalieforurening af havet fra platforme eller
rørledninger, påhviler det ejeren, eller den der er ansvarlig
for driften af platformen eller rørledningen, straks at iværk-
sætte den interne beredskabsplan og påbegynde bekæmpel-
sen af forureningen. Det følger af havmiljølovens § 34 b, at
ministeren for samfundssikkerhed og beredskab er ansvarlig
for udarbejdelse af den eksterne beredskabsplan under ind-
dragelse af den driftsansvarlige for platformen.
Den eksterne beredskabsplan skal dog alene udarbejdes
for olie- og gasplatforme og rørledninger beliggende inden
for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efter-
forskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde jf. havmil-
jølovens § 34 b.
Det foreslås at foretage en ændring af havmiljølovens § 34
b, stk. 1, således at ministeren for samfundssikkerhed og
beredskab under inddragelse af den ansvarlige for driften
og, hvis det er relevant, rettighedshaveren udarbejder en
ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af olie- og kemika-
lieforurening af havet fra olie- og gasplatforme samt rørled-
ninger beliggende inden for sikkerhedszonen, havvindmøller
og øvrige offshore platforme, herunder bl.a. CO2-lagrings-
platforme.
Med den foreslåede ændring vil den eksterne beredskabs-
plan efter havmiljølovens § 34 b omfatte alle typer af off-
shore platforme og havvindmøller og ikke kun olie- og gas-
platforme samt tilsluttede rørledninger. Det vil bl.a. medfø-
re, at platforme, som håndterer CO2-lagring, også omfattes
af den eksterne beredskabsplan.
Der ændres med den foreslåede bestemmelse ikke på, at det
eksterne beredskab fortsat vil gælde for platforme, anlæg
og rørledninger, som er beliggende inden for søterritoriet
og dansk kontinentalsokkelområde, som det er defineret i
havmiljølovens § 5, stk. 1-3, og lov om søterritoriet og lov
om den eksklusive økonomiske zone.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at bestemmel-
sen i havmiljølovens § 34 b, stk. 1, afspejler den kongelige
resolution af 29. august 2024, hvorved ressortansvaret for
havmiljøberedskabet blev overdraget til Ministeriet for Sam-
fundssikkerhed og Beredskab.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 11
Tilsyn med havmiljøloven og forskrifter udstedt efter loven
foretages af henholdsvis miljøministeren og forsvarsministe-
ren (nu ministeren for samfundssikkerhed og beredskab),
jf. havmiljølovens § 45, stk. 1. Efter havmiljølovens § 45
b skal tilsynsmyndigheden foranledige et ulovligt forhold
lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.
I den situation, der er nævnt i havmiljølovens § 45 b, skal
tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige
forhold skal bringes til ophør, jf. havmiljølovens § 45 d, stk.
1. Er der tale om et ulovligt forhold på en olie- og gasplat-
form eller et tilsluttet rørledningssystem, f.eks. at operatøren
ikke længere har kapacitet til at opfylde de relevante krav
til beredskab efter reglerne i havmiljølovens kapitel 11, eller
der er rimelig tvivl om sikkerheden, og det ulovlige forhold
ikke bringes til ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde fort-
sat drift af olie- og gasplatformen, jf. havmiljølovens § 45 d,
stk. 2.
47
Bestemmelsen gennemfører offshoresikkerhedsdirektivets
artikel 18, stk. 1, på havmiljølovens område.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 45 d, stk. 2, således,
at hvis det ulovlige forhold efter havmiljølovens § 45 d,
stk. 1, ikke bringes til ophør, kan tilsynsmyndigheden forby-
de fortsat drift af en olie- og gasplatform samt tilsluttede
rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen,
havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder CO2-
lagringsplatforme og PtX-platforme.
Den foreslåede ændring indebærer, at bestemmelsen vil
kunne anvendes for alle typer af platforme på havet og
ikke være begrænset til olie- og gasplatforme. Det vil bl.a.
medføre, at platforme, som håndterer CO2-lagring eller PtX-
platforme, også kan blive mødt med et forbud mod fortsat
drift, hvis tilsynsmyndighederne har konstateret et ulovligt
forhold, og operatøren ikke har bragt det ulovlige forhold til
ophør.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 12
En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade
på havet skal vurderes i henhold til reglerne i havmiljølo-
vens kapitel 14 a. Efter havmiljølovens § 47 b, stk. 1, er
det den ansvarlige for driften af et skib, en platform, et
luftfartøj eller en rørledning, som er den ansvarlige i tilfælde
af miljøskade eller overhængende fare herfor. Bestemmelsen
er ikke begrænset til bestemte platforme og må derfor anses
at finde anvendelse for alle platforme omfattet af havmiljø-
lovens generelle anvendelsesområde, som omfatter såvel be-
vægelige som fast anbragte platforme, boreplatforme, men
også andre anlæg på havet, for eksempel vindmølleanlæg,
jf. bemærkningerne til havmiljølovens § 2, stk. 1, nr. 3, jf.
Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte 7314.
I havmiljølovens § 47 b, stk. 4 og 5, reguleres ansvarsforde-
lingen mellem den driftsansvarlige og rettighedshaveren for
olie- og gasplatforme.
Uheld og forureningshændelser af havet med olie og kemi-
kalier vil imidlertid også kunne finde sted fra havvindmøller
eller andre offshore platforme. Der er på den baggrund be-
hov for bl.a. at udvide havmiljølovens § 47 b, stk. 5, til
også at omfatte havvindmøller og øvrige offshore platforme,
herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Det fremgår således af havmiljølovens § 47 b, stk. 4, at den
ansvarlige for driften skal undersøge, forebygge og afhjælpe
en miljøskade eller overhængende fare herfor.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 47 b, stk. 4, således,
at der ved den ansvarlige for at undersøge forebygge og
afhjælpe en miljøskade eller en overhængende fare for en
miljøskade, forstås den ansvarlige for driften, når en skade
eller en overhængende fare for en skade der hidrører fra
olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer
beliggende inden for sikkerhedszonen, havvindmøller og
øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme
og PtX-platforme.
Med den foreslåede ændring vil ansvaret for en miljøska-
de eller overhængende fare herfor være delt mellem den
ansvarlige for driften og rettighedshaveren også i tilfælde,
hvor en miljøskade eller overhængende fare herfor hidrører
fra andre platforme end olie- og gasplatforme samt tilslut-
tede rørledningssystemer, herunder havvindmøller, CO2-lag-
ringsplatforme og PtX-platforme.
Dermed sikres en helhedsorienteret tilgang til bekæmpelsen
af miljøforureningshændelser på havet, uanset om forurenin-
gen stammer fra olie- og gasplatforme, en havvindmølle
eller andre offshore platforme.
Der henvises i øvrigt til den tilsvarende ændring i havmiljø-
lovens § 47 b, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 13
En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade
på havet skal vurderes i henhold til reglerne i havmiljølo-
vens kapitel 14 a. Efter havmiljølovens § 47 b, stk. 1, er
det den ansvarlige for driften af et skib, en platform, et luft-
fartøj eller en rørledning, som er den ansvarlige i tilfælde af
miljøskade eller overhængende fare herfor. Bestemmelsen er
ikke begrænset til bestemte platforme og må derfor anses for
at finde anvendelse for alle platforme omfattet af havmil-
jølovens generelle anvendelsesområde, som omfatter såvel
bevægelige som fast anbragte platforme og boreplatforme,
men også andre anlæg på havet, for eksempel vindmøllean-
læg, jf. bemærkningerne til havmiljølovens § 2, stk. 1, nr. 3,
jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte 7314.
I den gældende havmiljølovs § 47 b, stk. 4 og 5, regule-
res ansvarsfordelingen mellem den driftsansvarlige og ret-
tighedshaveren for olie- og gasplatforme. Bestemmelserne
om delingen af ansvaret for håndtering af miljøskader og
overhængende fare for miljøskader mellem den driftsansvar-
lige og rettighedshaveren for olie- og gasplatforme gennem-
fører offshoresikkerhedsdirektivets artikel 7.
Uheld og forureningshændelser af havet med olie og kemi-
kalier vil imidlertid også kunne finde sted fra havvindmøller
eller andre offshore platforme. Der er på den baggrund be-
hov for bl.a. at udvide havmiljølovens § 47 b, stk. 5, til
også at omfatte havvindmøller og øvrige offshore platforme,
herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 47 b, stk. 5, således,
at der ved den ansvarlige for at afholde alle omkostninger
ved undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøska-
de og overhængende fare for miljøskade, herunder stille sik-
48
kerhed og dække administrationsomkostninger efter miljø-
skadeloven og afholde udgifter efter §§ 47 e og 47 g, forstås
rettighedshaveren, når en skade eller overhængende fare for
en skade hidrører fra olie- og gasplatforme samt tilsluttede
rørledningssystemer, havvindmøller og øvrige offshore plat-
forme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.
Med den foreslåede ændring af § 47 b, stk. 5, vil rettig-
hedshaveren til havvindmøller og øvrige offshore platforme,
herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme blive for-
pligtet til at afholde alle omkostninger ved undersøgelse, fo-
rebyggelse og afhjælpning af miljøskade og overhængende
fare for en miljøskade, herunder stille sikkerhed og dække
administrative omkostninger efter miljøskadeloven og afhol-
de udgifter efter havmiljølovens §§ 47 e og 47.
Med den foreslåede ændring vil ansvaret for en miljøska-
de eller overhængende fare herfor være delt mellem den
ansvarlige for driften og rettighedshaveren også i tilfælde,
hvor en miljøskade eller overhængende fare herfor hidrører
fra andre platforme end olie- og gasplatforme samt tilslut-
tede rørledningssystemer, herunder havvindmøller, CO2-lag-
ringsplatforme og PtX-platforme.
Dermed sikres en helhedsorienteret tilgang til bekæmpelsen
af miljøforureningshændelser på havet, uanset om forurenin-
gen stammer fra olie- og gasplatforme, en havvindmølle
eller andre offshore platforme.
Der henvises i øvrigt til den tilsvarende ændring i havmiljø-
lovens § 47 b, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 14
Efter havmiljølovens § 49, stk. 1, skal afgørelser efter loven
meddeles skriftligt til adressaten. Derudover skal afgørelser
efter loven og regler fastsat i medfør af loven meddeles til
klageberettigede personer, organisationer og myndigheder,
og de foreninger og organisationer, der er nævnt i havmiljø-
lovens § 52, stk. 2, nr. 3 og 4, når de har anmodet ministeren
om underretning om afgørelserne.
En afgørelse, der kan påklages efter havmiljøloven, skal
indeholde oplysninger om, at klagen skal indgives til miljø-
ministeren, hvad klagefristen er, og at en klage skal være
modtaget inden klagefristens udløb, jf. § 50.
Af havmiljølovens § 51, stk. 1, fremgår det hvilke afgørelser
der kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er,
bl.a. afgørelser om klapning efter havmiljølovens § 26 og
afgørelser om udledninger og anden bortskaffelse af stoffer
og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg, som er
fastsat i medfør af havmiljølovens § 30, stk. 1.
Det foreslås, at der i havmiljølovens § 49, stk. 1, 2. pkt., §
50, nr. 2, og § 51, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »§ 33, stk. 2
og 4,«: »§ 33 b, stk. 1 og 2,«.
Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser meddelt
efter regler udstedt efter den foreslåede § 33 b om marin
geoengineering, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, tillige skal med-
deles klageberettigede personer, organisationer og myndig-
heder, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i
sagens behandling, jf. § 49, stk. 1.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at afgørelser
meddelt efter regler udstedt efter den foreslåede § 33 b
om marin geoengineering, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, skal
indeholde oplysning om, at en klage skal indgives til miljø-
ministeren, jf. § 50, nr. 2, og at afgørelser kan påklages til
Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. § 51, stk. 1, nr. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 15
Efter havmiljølovens § 49, stk. 3 og 4, kan lokale og lands-
dækkende foreninger og organisationer, som har beskyttelse
af natur og miljø som hovedformål, meddele miljøministe-
ren, at de ønsker underretning om nærmere angivne afgørel-
ser efter loven eller i medfør af regler, der er fastsat med
hjemmel i loven. Det er f.eks. afgørelser om klapning efter
havmiljølovens § 26, stk. 1, og afgørelser om udledning af
stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg
i medfør af udledningsbekendtgørelsen fastsat med hjemmel
i havmiljølovens § 30.
Det fremgår af havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 1, at afgørel-
ser efter lovens § § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a eller
regler fast i medfør af lovens § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, §
33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3, kan påklages af
1) enhver, der må antages at have en individuel væsentlig
interesse i sagens udfald.
Derudover har lokale og landsdækkende foreninger og orga-
nisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hoved-
formål eller som varetager væsentlige rekreative interesser,
når afgørelsen berører sådanne interesser også klageberetti-
gelse, jf. havmiljølovens § 52, stk. 2, samt de myndigheder
og erhvervsorganisationer og foreninger, der er oplistet i
havmiljølovens § 52, stk. 1 klageberettiget.
Klager over afgørelser efter loven og efter regler fastsat
i medfør af loven, som oplistet i havmiljølovens § 53 a
og b har ikke opsættende virkning, herunder afgørelser om
dispensation for reglerne om udtømning af ballastvand efter
§ 19 b, afgørelser om udledninger fra offshore olie- og gas-
anlæg i medfør af § 30, stk. 1, og påbud om beredskab til
bekæmpelse af olie og kemikalieforurening fra offshore olie
og gasanlæg efter havmiljølovens § 34 a, stk. 2 og 3.
Det foreslås, at i havmiljølovens § 49, stk. 3, 1. pkt., og stk.
49
4 og § 53 a, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 33, stk. 2,«: »§
33 b, stk. 1 og 2,«.
Den foreslåede ændring indebærer, at lokale og landsdæk-
kende foreninger og organisationer vil kunne meddele mil-
jøministeren, at de ønsker underretning om afgørelser om
marin geoengineering, som er meddelt efter regler udstedt i
medfør af den foreslåede § 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.
Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at klager over
afgørelser, som er meddelt efter regler udstedt efter den
foreslåede § 33 b om marin geonengineering, ikke har
opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagen-
ævnet bestemmer andet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1 i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 16
Det fremgår af havmiljølovens § 51, stk. 1, hvilke afgørelser
der kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er
bl.a. afgørelser om klapning efter havmiljølovens § 26, om
anden bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer fra
offshore olie- og gasanlæg, efter regler fastsat i medfør af
havmiljølovens § 30, afgørelser om dispensationer fra regler
om ballastvand efter havmiljølovens § 19 b, stk. 3.
Det foreslås, at det i havmiljølovens § 51, stk. 1, indsættes
som nr. 5: »5) Påbud efter § 27, stk. 2.«
Den foreslåede ændring indebærer, at et påbud efter den
foreslåede bestemmelse i havmiljølovens § 27, stk. 2, jf.
lovforslagets § 1, nr. 4, kan påklages til Miljø- og Fødevare-
klagenævnet. Den foreslåede § 27, stk. 2, omhandler påbud
om udjævning af toppe af havbundsmateriale på et område,
hvor der er givet tilladelse til klapning, når vilkår fastsat
efter stk. 1, om mindstedybde og fordeling af materiale på
området, ikke er overholdt.
I medfør af den foreslåede ændring af § 52, stk. 5, jf. lovfor-
slagets § 1, nr. 19, vil det alene være afgørelsens adressat,
der kan påklage en afgørelse om påbud efter den foreslåede
§ 27, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 17
Af havmiljølovens § 52, stk. 1, fremgår det, at afgørelser om
bl.a. klapning efter havmiljølovens § 26 og afgørelser om
udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer
til havet fra offshore olie- og gasanlæg, som er fastsat i med-
før af havmiljølovens § 30, stk. 1, kan påklages af enhver,
der må antages at have en individuel væsentlig interesse i
sagens udfald.
Derudover har lokale og landsdækkende foreninger og orga-
nisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hoved-
formål eller som varetager væsentlige rekreative interesser,
når afgørelsen berører sådanne interesser også klageberetti-
gelse, jf. havmiljølovens § 52, stk. 2.
Efter havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12, er også en
række offentlige myndigheder såsom Kommunalbestyrelsen
og Sundhedsstyrelsen klageberettiget. Det samme er For-
brugerrådet, Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af Dan-
ske Ral- og Sandsugere, Danmarks Rederiforening, Bilfær-
gernes Rederiforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Danske Havne, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark
(FLID) og Olie Gas Danmark.
Det foreslås, at havmiljølovens § 52, stk. 1, affattes således,
at afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a samt
afgørelser truffet efter regler, udstedt i medfør af § 19 b,
stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b, og § 34 a, stk. 3,
kan påklages af 1) afgørelsens adressat og 2) enhver, der må
antages at have en individuel og væsentlig interesse i sagens
udfald.
Formålet med bestemmelsen er at udtage de oplistede myn-
digheder og primært erhvervsorganisationer og foreninger i
den nugældende § 52, stk. 1, nr. 2-12, således, at havmiljø-
lovens § 52, stk. 1, kun giver klageberettigelse til enhver,
der må antages at have en individuel og væsentlig interesse
i sagens udfald. De oplistede foreninger, organisationer og
myndigheder i havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12, gives
klageberettigelse i henhold til regler, som fastsættes i med-
før af den foreslåede § 52, stk. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.
Med ændringen af havmiljølovens § 52, stk. 1, udvides
bestemmelsen til også at omfatte afgørelser om marin geo-
engineering, som meddeles med hjemmel i den foreslåede
§ 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. Der vil i medfør af
bestemmelsen også blive givet klageberettigelse til enhver,
der må antages at have en individuel og væsentlig interesse
i afgørelser om anden bortskaffelse og udledning i havet
af stoffer og materialer fra offshore CO2-lagringsplatforme,
eftersom de omfattes af den foreslåede ændring af § 30, stk.
1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 18
Af havmiljølovens § 52, stk. 5, kan et forbud eller påbud
efter havmiljølovens § 42 a, § 43 eller § 43 c, stk. 1 eller 2,
påklages af afgørelsens adressat.
Det foreslås, at der i havmiljølovens § 52, stk. 5, indsættes
efter »Et forbud eller påbud efter«: »§ 27, stk. 2,«.
Den foreslåede ændring vil indebære, at et påbud om at
udjævne toppe af havbundsmateriale på et område, hvor der
er meddelt tilladelse til klapning, når vilkår fastsat efter hav-
miljølovens § 27, stk. 1, om mindstedybde og fordeling af
50
materiale på området ikke er overholdt, alene kan påklages
af afgørelsens adressat.
Klageadgangen for afgørelser efter den foreslåede § 27, stk.
2, foreslås begrænset til adressaten for afgørelsen, idet det
skønnes, at det alene er adressaten, der vil have en interesse
i at påklage en afgørelse om påbud om udbedring af forhol-
dene på en klapplads.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 19
Efter havmiljølovens § 52, stk. 6, kan afgørelser truffet efter
regler udstedt i medfør af havmiljølovens § 33, stk. 4, om
pligt for ejeren af et vindmølleanlæg til for egen regning at
gennemføre egenkontrol af støj fra vindmølleanlæg, påkla-
ges af afgørelsens adressat og de personer, der er nævnt i §
52, stk. 1, nr. 1.
Det foreslås, at der i havmiljølovens § 52, stk. 6, ændres »de
personer, som er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 1« til: »enhver,
der må antages at have en individuel væsentlig interesse i
sagens udfald«.
Den foreslåede ændring indebærer, at at henvisningen til
havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 1, bliver erstattet med en-
hver, der må antages at have en individuel og væsentlig
interesse i sagens udfald.
Ændringen er en følge af nyaffattelsen af havmiljølovens §
52, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 20
Af havmiljølovens § 52, stk. 1, fremgår det, at afgørelser om
bl.a. klapning efter havmiljølovens § 26 og afgørelser om
udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer
til havet fra offshore olie- og gasanlæg, som er fastsat i med-
før af havmiljølovens § 30, stk. 1, kan påklages af enhver,
der må antages at have en individuel væsentlig interesse i
sagens udfald.
Derudover har lokale og landsdækkende foreninger og orga-
nisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hoved-
formål eller som varetager væsentlige rekreative interesser,
når afgørelsen berører sådanne interesser også klageberetti-
gelse, jf. havmiljølovens § 52, stk. 2.
Efter havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12 er også en
række offentlige myndigheder såsom Kommunalbestyrelsen
og Sundhedsstyrelsen klageberettiget. Det samme er For-
brugerrådet, Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af Dan-
ske Ral- og Sandsugere, Danmarks Rederiforening, Bilfær-
gernes Rederiforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Danske Havne, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark
(FLID) og Olie Gas Danmark.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 8 i havmiljølovens § 52,
hvorefter miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
klageberettigelse for afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og
kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter regler, der er fastsat
i medfør af § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b, og
§ 34 a, stk. 3, for lokale samt landsdækkende foreninger og
organisationer, som ikke er omfattet af stk. 2.
En oplistning i loven af klageberettigede myndigheder, for-
eninger og organisationer gør listen svær at opdatere, hvis
myndigheder, foreninger m.v. skifter navn, lægges sammen
med andre foreninger, eller ændrer deres formål. Der vil
derfor efter den foreslåede bestemmelse blive udstedt en
bekendtgørelse, som fastsætter klageberettigelsen for de en-
kelte foreninger, organisationer og myndigheder. Bekendt-
gørelsen vil lettere kunne opdateres løbende, og skal derfor
sikre, at der ikke gives ubegrundet klageberettigelse eller
ulig adgang til klageberettigelse for de relevante foreninger,
organisationer og myndigheder.
I forbindelse med udmøntningen af bemyndigelsesbestem-
melsen i den foreslåede § 52, stk. 8, vil ingen af de nuvæ-
rende oplistede foreninger eller organisationer miste deres
klageberettigelse for sager, som ligger inden for deres inte-
resse eller formålsområde, medmindre de måtte ønske det. I
forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vil der
dog blive taget stilling til, hvilke afgørelser efter loven som
de relevante foreninger, organisationer og myndigheder skal
være klageberettiget for, således at de ikke har adgang til
generelt at klage over alle afgørelser efter loven, men alene
de afgørelser som ligger inden for foreningens, organisatio-
nens eller myndighedens interesse- eller formålsområde, jf.
foreningens eller organisationens vedtægter. De samme inte-
resse- og formålsbestemte overvejelser vil gøre sig gælden-
de for så vidt angår offentlige myndigheder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindeli-
ge bemærkninger.
Til nr. 21
Det fremgår af havmiljølovens § 54, stk. 1, 1. pkt., at
udledning i havet af stoffer og materialer med henblik på
videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller på
at bekæmpe forurening af havet ikke må finde sted uden til-
ladelse fra ministeren for samfundssikkerhed og beredskab
(tidligere miljøministeren). Det fremgår endvidere af hav-
miljølovens § 54, stk. 2, at tilladelse efter stk. 1, 1. pkt.,
kun kan gives i konkret foreliggende enkelttilfælde eller
under særlige omstændigheder for en nærmere angivet peri-
ode. Tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer,
der omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og vilkår
om opbevaring, udtagning af periodiske kontrolprøver og
indberetning jf. § 54, stk. 2, 2. pkt.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 54, stk. 2, således,
51
at tilladelse til at udlede stoffer og materialer til havet med
henblik på videnskabelig forskning i forureningsbekæmpel-
se eller til brug for at bekæmpe forurening af havet, udover i
konkrete foreliggende enkelttilfælde eller under særlige om-
stændigheder for en nærmere angivet periode, fremover og-
så vil kunne gives som en forhåndstilladelse til flere mulige
forureningshændelser for en nærmere angivet periode. Det
foreslås endvidere at ændre bestemmelsen således, at tilla-
delsen skal angive, i hvilke tilfælde tilladelsen vil kunne
finde anvendelse.
Udvidelsen af havmiljølovens § 54, stk. 2, skal sikre et
mere effektivt beredskab i situationer, hvor almindelige be-
kæmpelsesmidler ikke er tilstrækkelige, og hvor akut for-
ureningsbekæmpelse ikke kan afvente en godkendelse fra
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det vil
f.eks. kunne være i særlige tilfælde, hvor mængderne af
olie eller særlige forhold som hård vind og høje bølger gør
almindelige bekæmpelsesmetoder utilstrækkelige, særligt af
hensyn til beskyttelsen af f.eks. et fuglebeskyttelsesområde,
Natura 2000-område eller lignende særligt havområde.
Det foreslås, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Be-
redskab efter den foreslåede bestemmelse vil kunne meddele
forhåndstilladelse til anvendelsen af stoffer og materialer til
at bekæmpe forurening af havet (navnlig dispergeringsmid-
ler) til brug for flere mulige forureningshændelser. Med en
forhåndstilladelse vil operatørerne af et offshore olie- og
gasanlæg kunne anvende dispergeringsmidler i henhold til
tilladelsen, hvis en forureningshændelse af et større omfang
opstår, uden først at skulle søge om tilladelse fra Ministeriet
for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det foreslås endvi-
dere, at forhåndstilladelsen skal angive i hvilke specifikke
tilfælde, tilladelsen vil kunne anvendes.
Det vil f.eks. kunne være en ukontrolleret udblæsning af olie
fra en olieproducerende brønd, som vurderes at ville fortsæt-
te i en længere periode, og hvor udblæsningens omfang,
varighed og mængden af olie vurderes at udgøre en alvorlig
risiko for påvirkningen af havet, havfugle, marinearter og
kyster, og hvor alternativer til brug af dispergeringsmidler
miljømæssigt vil medføre større konsekvenser for miljøet
end brugen af dispergeringsmidler. Dette skal sikre, at der
ikke anvendes kemiske bekæmpelsesmidler i videre omfang
end efter praksis i dag.
Det statslige havmiljøberedskab under Ministeriet for Sam-
fundssikkerhed og Beredskab vil endvidere kunne søge om
forhåndstilladelse til håndtering af forureningshændelser fra
skibe og efter hændelser fra olie- og gasplatforme i tilfæl-
de, hvor forureningsbekæmpelsen kræver det statslige be-
redskabs assistance, og hvor særlige omstændigheder som
f.eks. hård vind og høje bølger betyder, at almindelige be-
kæmpelsesmidler ikke er tilstrækkelige.
Den foreslåede ændring af havmiljølovens § 54, stk. 2,
ændrer ikke på, at håndteringen af forureningsbekæmpelse
som hidtil skal foregå med de mest skånsomme metoder for
havmiljøet, og altså som udgangspunkt ikke med anvendel-
sen af dispergeringsmidler. Det vil således skulle fremgå af
eventuelle forhåndstilladelser, i hvilke tilfælde der vil kunne
benyttes dispergeringsmidler, jf. ovenfor.
En forhåndstilladelse efter den foreslåede ændring af § 54,
stk. 2, til anvendelse af dispergeringsmidler vil kunne indgå
som et vilkår i godkendelsen af en olie- og gasplatforms
interne beredskabsplan, jf. beredskabsbekendtgørelsens § 5,
jf. § 3. En forhåndstilladelse vil skulle angive, for hvilken
periode tilladelsen gælder, i hvilke tilfælde den vil kunne an-
vendes samt hvilke stoffer og mængder der vil være omfattet
af tilladelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til nr. 22
Det fremgår af havmiljølovens § 55, stk. 3, at miljøministe-
ren kan fastsætte regler om pligt for ejeren eller den ansvar-
lige for driften af en platform og et tilsluttet rørledningssy-
stem, beliggende indenfor sikkerhedszonen, som anvendes
i forbindelse med efterforskning, produktion eller transport
af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinental-
sokkelområde, til vederlagsfrit at stille transport til og fra
et anlæg, herunder overførsel af udstyr, og kost og logi og
andre fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i
forbindelse med tilsynsvirksomhed på anlægget.
Havmiljølovens § 55, stk. 3, finder således alene anvendel-
se på offshore olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørled-
ningssystemer.
Det foreslås at ændre havmiljølovens § 55, stk. 3, således, at
miljøministeren fastsætter regler om pligt for ejeren eller
den ansvarlige for driften af en offshore platform og et
tilsluttet rørledningssystem beliggende inden for sikkerheds-
zonen, som anvendes i forbindelse med offshoreaktiviteter,
herunder fra olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatfor-
me, til vederlagsfrit at stille transport til og fra et anlæg,
herunder overførsel af udstyr, og kost og logi og andre
fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i forbin-
delse med tilsynsvirksomhed på anlægget efter loven eller
regler udstedt i medfør af loven.
Den foreslåede ændring indebærer, at miljøministeren vil
kunne fastsætte regler om, at ejeren eller operatøren af
en offshore platform, herunder CO2-lagringsplatforme, for
egen regning skal stille transport, kost og logi og andre
fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i forbin-
delse med tilsynsvirksomhed på platformen efter loven eller
regler udstedt i medfør af loven. Med ordningen vil alle
aktiviteter på platforme på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde være omfattet af bestemmelsen,
herunder olie og gasaktiviteter og CO2-lagring.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
52
Til nr. 23
Det følger af havmiljølovens gældende § 55 a, at miljømini-
steren kan fastsætte regler om, i hvilken form oplysninger,
som kan kræves i medfør af denne lov, og de forskrifter, der
udstedes i henhold til loven, skal indsendes. Derimod kan
der ikke med den gældende bestemmelse fastsættes regler
om, at digital kommunikation skal anvendes.
Det følger af forvaltningslovens § 32 a, at vedkommende
minister kan fastsætte regler om ret til at anvende digital
kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvalt-
ning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige
formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digi-
tal kommunikation. Forvaltningslovens § 32 a giver dog
ikke mulighed for at fastsætte en pligt til digital kommuni-
kation. Hjemmel til at kunne fastsætte regler om pligt til
at kommunikere digitalt skal derfor fastsættes i de enkelte
særlove.
Det foreslås at affatte havmiljølovens § 55 a, stk. 1, således,
at miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilken form
oplysninger og øvrige informationer til brug for administra-
tion af regler, som kan kræves i medfør af denne lov og
de forskrifter, der udstedes i henhold til loven eller af EU-
retsakter om forhold omfattet af denne lov, skal indsendes,
herunder at det udelukkende skal foregå digitalt.
Den foreslåede § 55 a, stk. 1, indebærer, at der indføres
hjemmel til obligatorisk digital kommunikation, således at
der ved bekendtgørelse kan fastsættes nærmere regler for
obligatorisk digital kommunikation i medfør af loven og de
forskrifter, der udstedes i medfør af loven. Den foreslåede
bestemmelse forventes anvendt til at fastsætte regler om ob-
ligatorisk digital kommunikation på havmiljølovens område
efterhånden, som behovet opstår, og der udvikles tekniske
løsninger.
Bestemmelsen er møntet på myndighedens kommunikation
til og fra virksomheder, uanset om de er fysiske eller juridi-
ske personer, og borgere. Bestemmelsen påtænkes desuden
anvendt til at fastsætte regler om, at pligten til at kommu-
nikere digitalt ikke kun gælder over for virksomheder og
borgere, men også for kommunikation mellem myndigheder
og en rådgiver f.eks. en konsulent, advokat eller lignende,
som optræder på virksomhedens eller borgerens vegne over
for myndigheden.
Bemyndigelsen vil kunne udnyttes til at fastsætte regler om
pligt til at anvende digital kommunikation i forbindelse med
skriftlig kommunikation om forhold, som er omfattet af lo-
ven samt regler, som udstedes i medfør af loven.
Der kan efter den foreslåede bestemmelse fastsættes regler
med krav om, at virksomheden skal anvende bestemte it-sy-
stemer og særlige digitale formater for at sikre, at myndig-
heden kan håndtere de modtagne indberetninger, eller for at
sikre at indsendt dokumentationsmateriale har den fornødne
validitet. Det kan f.eks. dreje sig om indsendelse af ansøg-
ning om tilladelse til klapning eller udledning af stoffer og
materialer fra offshore CO2-lagringsplatforme, rapporterin-
ger i medfør af tilladelser eller godkendelser udstedt i med-
før af loven, indsendelse af oplysninger eller indsendelse af
oplysninger til brug for ministerens tilsyn. Bemyndigelsen
gælder også for oplysninger, som skal indgives i medfør af
regler udstedt efter loven.
Retsvirkningen af at undlade at indsende oplysningerne via
det digitale system vil være, at oplysningerne ikke kan an-
ses for modtaget og dermed ikke kan behandles af myndig-
heden. Modtages oplysninger på anden måde end den for-
skrevne digitale måde, anses indsendelse af oplysningerne
for mangelfuld, og den relevante myndighed har herefter
en forpligtigelse til at vejlede om, hvorledes manglen kan
afhjælpes, dvs. om pligten til at kommunikere digitalt, jf.
forvaltningslovens § 7. Kun hvis indsender af oplysninger-
ne, for eksempel inden for en fastsat frist, ikke har rettet
op på de mangler, den pågældende ved vejledning er gjort
opmærksom på, kan oplysningerne anses for ikke at være
modtaget. Det er lagt til grund, at en afvisning af at tage
en sag under realitetsbehandling på grund af manglende an-
vendelse af den obligatorisk digitale selvbetjeningsløsning
er en afgørelse og indebærer en sagsbehandling, der følger
de almindelige forvaltningsretlige regler og principper om
eksempelvis partshøring og begrundelse. En sådan afgørelse
om afvisning vil normalt ikke hindre, at sagen senere genop-
tages, når en fyldestgørende ansøgning er indsendt. Det er
ikke hensigten med indførelse af krav om digital kommuni-
kation at ændre på, hvordan den offentlige myndighed hånd-
terer situationer, hvor en eventuel frist overskrides. Der vil
således i samme omfang som hidtil kunne tages hensyn til
årsagen til, at en frist ikke er overholdt, herunder hensynet
til en smidig håndtering af sagen.
Det foreslås endvidere i havmiljølovens § 55 a, stk. 2, at
miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om digital
kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-sy-
stemer, særlige digitale formater og eID eller lignende.
Den foreslåede § 55 a, stk. 2, indebærer, at miljøministeren
kan fastsætte krav om anvendelse af bestemte it-systemer og
digitale formater, samt om brug af eID eller lignende, som
tjener som en sikring af, at anmeldelsen kommer fra rette af-
sender. Dette indebærer bl.a., at skriftlige henvendelser m.v.
om forhold, som er omfattet af loven eller af regler, som er
udstedt i medfør af loven, til den relevante myndighed ikke
anses for behørigt modtaget, hvis de indsendes på anden vis
end den foreskrevne digitale måde. Det er i den forbindelse
uden betydning, at den pågældende oplever, at den pågæl-
dendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har
mistet koden til sit eID eller oplever lignende hindringer,
som det er op til den pågældende at overvinde.
Der vil efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kunne
stilles krav om, at virksomheder og borgere oplyser en e-
mailadresse, som myndighederne kan anvende til kontakt
i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller
henvendelse. I den forbindelse kan der også pålægges den
pågældende virksomhed eller borger en pligt til at underrette
53
om en eventuel ændring i e-mailadressen, inden den konkre-
te sag afsluttes eller henvendelsen besvares, medmindre e-
mails automatisk bliver videresendt til den nye e-mailadres-
se. Dette forventes i praksis typisk at være vedkommende
virksomheds eller borgers e-mailadresse i Offentlig Digital
Post.
Miljøministeren kan endvidere efter det foreslåede stk. 2
fastsætte regler, hvorefter der kan ske fritagelse af fysiske
og juridiske personer for digital kommunikation. En fysisk
person kan f.eks. fritages, hvis der foreligger særlige om-
stændigheder, som kan bevirke at personen er hindret i at
modtage sin post digitalt. Sådanne særlige omstændigheder
foreligger, hvis en person ikke har adgang til computer
i eget hjem, har kognitiv eller fysisk funktionsnedsættel-
se, hvor funktionsnedsættelsen hindrer digital postmodtagel-
se. Sprogbarrierer kan ligeledes være en særlig omstændig-
hed, der hindrer en person i digital postmodtagelse. Endvi-
dere kan der være praktiske vanskeligheder ved at skaffe sig
et eID. Der kan ligeledes ske fritagelse for fysiske personer,
for så vidt angår kommunikation om personers erhvervsak-
tiviteter samt juridiske personer. Kommunikation om perso-
ners erhvervsaktiviteter bør som altovervejende hovedregel
foregå digitalt, ligesom det er tilfældet for erhvervsvirksom-
heder. Kriterierne for fritagelse, når det drejer sig om kom-
munikation om personers private forhold beskrevet ovenfor,
finder derfor ikke anvendelse på kommunikation om perso-
ners erhvervsaktiviteter. Fritagelse for digital kommunika-
tion for fysiske personers erhvervsaktiviteter og juridiske
personer kan kun komme på tale, hvis der foreligger gans-
ke særlige omstændigheder, ligesom fritagelsen kan gøres
tidsbegrænset. Udenlandske virksomheder vil som udgangs-
punkt også være omfattet af pligten til obligatorisk digital
kommunikation, i det omfang pligten ikke strider mod EU-
retten. I den forbindelse er det bl.a. afgørende, om det er
teknisk muligt for virksomhederne at kommunikere digitalt
med myndigheden. Hvis der f.eks. stilles krav om et eID, og
har den udenlandske virksomhed ikke mulighed for at opnå
et eID, er det ikke teknisk muligt for virksomheden at kom-
munikere med myndigheden, og der må tilbydes alternative
løsninger.
Det forhold, at en virksomhed eller borger oplever, at den
pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågælden-
de har mistet koden til sin eID-løsning eller oplever lignen-
de hindringer, som det er op til den pågældende selv at
overvinde, kan som udgangspunkt ikke føre til fritagelse
for pligten til digital kommunikation. I så fald må den på-
gældende eksempelvis anmode en rådgiver om at varetage
kommunikationen på den pågældendes vegne.
Endelig foreslås det i § 55 a, stk. 3, at en digital meddelelse
efter denne lov anses for at være kommet frem, når den er
tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
Den foreslåede § 55 a, stk. 3, indebærer, at en meddelelse
anses for at være kommet frem til adressaten på det tids-
punkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten. Det
er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør
sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Dermed bliver
kommunikation i postløsningen offentligretligt reguleret og
sker med samme retsvirkninger som ved fremsendelse af
postbesørgede breve, der anses for at være kommet frem,
når de er lagt i adressatens fysiske postkasse. Fremkomst-
tidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter
får de tilsigtede retsvirkninger. Kan modtagelsestidspunktet
for en digital meddelelse ikke fastlægges som følge af pro-
blemer med tilsynsmyndighedens it-system eller andre lig-
nende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet
frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis
der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelses-
tidspunktet. Det vil således ikke komme virksomheden til
skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb,
hvis dette skyldes systemnedbrud.
Bestemmelsen finder anvendelse både på meddelelser, som
frivilligt sendes digitalt – hvis en borger eksempelvis er
undtaget fra digital fremsendelse – og på meddelelser, som
det er obligatorisk at sende digitalt.
Til nr. 24
Det fremgår af havmiljølovens § 59, stk. 1, hvilke regler ef-
ter loven, som ved overtrædelse kan straffes med bøde. Det
gælder bl.a. ved undladelse af at efterkomme et forbud eller
påbud efter havmiljølovens § 42 a eller § 43, stk. 1 og 2, om
indgreb over for skibe.
Det foreslås, at der i § 59, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »eller
§ 45 d, stk. 2, eller påbud efter«: »§ 27, stk. 2,«.
Den foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 2, omhandler påbud
som kan meddeles ved overtrædelse af vilkår i en klaptilla-
delse om bl.a. mindstedybde og fordeling af klapmaterialet
på klappladsen.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at manglende efter-
levelse af et påbud efter den foreslåede § 27, stk. 2, vil
kunne straffes ligesom øvrige regler om påbud og forbud
efter loven.
Til nr. 25
Det følger af den havmiljølovens gældende § 60, at foræl-
delsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v.
som omhandlet i § 59, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, samt for
overtrædelser af regler udstedt i medfør af § 11, stk. 3, §§
14, 18 og 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3, § 23, stk. 2,
§ 24, stk. 3, § 30, stk. 1, § 31, stk. 4, § 32, stk. 1 og 2, § 33,
stk. 1, § 39, stk. 1, §§ 40 og 41 og § 58 a, stk. 1.
Det foreslås, at der i § 60, indsættes efter »§ 24, stk. 3,«: »§
29 b,«, og efter »§ 33, stk. 1,« indsættes: »§ 33 b,«.
Den foreslåede ændring af § 60 indebærer, at der vil blive
fastsat en forældelsesfrist på 5 år for overtrædelser af regler
udstedt i medfør af § 29 b om udledning af røggasrensevand
og § 33 b om marin geoengineering.
54
Baggrunden for ændringen er, at der vil kunne være tale om
”skjulte” overtrædelser, der først opdages på et langt senere
tidspunkt. Det er derfor fundet nødvendigt at fastlægge en
længere forældelsesfrist for disse overtrædelser.
Det bemærkes, at de almindelige regler om strafferetlig
forældelse i øvrigt finder anvendelse ved overtrædelse af
havmiljøloven, jf. bl.a. straffelovens §§ 92-94.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. og 2.4. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 26
Det følger af havmiljølovens gældende § 61, stk. 1, pkt. 1, at
der i regler, der fastsættes i henhold til § 11, stk. 3, §§ 14 og
17-19, § 19 b, stk. 2-5, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3,
§ 23, stk. 2, § 24, §§ 28 og 30, § 31, stk. 4, §§ 32 og 33, §
34 a, stk. 3, §§ 39-41 og 47, § 47 g, stk. 2, § 55, stk. 2 og
3, § 55 a og § 58 a, kan fastsættes straf af bøde. Det følger
endvidere af bestemmelsens 2. pkt., at straffen kan stige til
fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som
anført i § 59, stk. 3. I bestemmelsens pkt. 3 fremgår det, at
for overtrædelser begået fra udenlandske skibe kan det dog
alene fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år
under tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 4.
Bestemmelsen i § 59, stk. 3, fastsætter, at straffen kan stige
til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsæt-
ligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædel-
sen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller
opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågælden-
de selv eller andre, herunder ved besparelser.
Bestemmelsen i § 59, stk. 4, fastsætter, at § 59, stk. 3, ikke
finder anvendelse på overtrædelser begået fra udenlandske
skibe, medmindre overtrædelsen er begået i indre territorialt
farvand. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe i
ydre territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil
2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af
havmiljøet eller af luften.
Selskaber m.v. (juridiske personer) kan efter lovens § 62
pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Det foreslås, at i § 61, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »28«: »,
29 b«, og at »§§ 32, og 33« ændres til: »§§ 32, 33 og 33 b«.
Den foreslåede ændring af § 61, stk. 1, 1. pkt., indebærer,
at der vil kunne fastsættes regler, hvorefter overtrædelse af
regler udstedt i medfør af de foreslåede § 29 b og § 33 b
vil kunne straffes med bøde. En virkning af den foreslåede
ændring af § 61, stk. 1, 1. pkt., er endvidere, at overtrædelse
af regler udstedt i medfør af de foreslåede § 29 b og §
33 a vil kunne medføre, at straffen kan stige til fængsel i
indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i
§ 59, stk. 3, hvorefter straffen kan stige til fængsel i indtil
2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov
uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade
på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller opnået eller til-
sigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller
andre, herunder ved besparelser, og i § 59, stk. 4, for uden-
landske skibe, hvorefter § 59, stk. 3, ikke finder anvendelse
på overtrædelser begået fra udenlandske skibe, medmindre
overtrædelsen er begået i indre territorialt farvand. For over-
trædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt
farvand kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der er
tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet eller
af luften.
Det bemærkes, at det ved lovovertrædelser begået af juridi-
ske personer er udgangspunktet ved valg af ansvarssubjekt,
at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en
række tilfælde imidlertid være anledning til, ud over tiltalen
mod den juridiske person, tillige at rejse tiltale mod en el-
ler flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende
har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Har
ledelsen af den juridiske person eller en overordnet ansat,
herunder direktøren, eksempelvis handlet forsætligt eller ud-
vist grov uagtsomhed, skal tiltalen foruden imod den juri-
diske person som udgangspunkt rejses mod den eller de
personligt ansvarlige. Tiltale mod underordnede ansatte skal
i almindelighed ikke rejses, medmindre der foreligger særli-
ge omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt
der er tale om en grov overtrædelse, som den underordnede
ansatte har begået forsætligt og eventuelt tillige på eget initi-
ativ. Der rejses tillige tiltale mod den juridiske person. Der
henvises i det hele til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om
strafansvar for juridiske personer.
Strafferetligt ansvar ved overtrædelse af bestemmelserne vil
derfor primært blive gjort gældende over for rederiet. Straf-
feretligt ansvar over for andre end den juridiske person,
eksempelvis føreren af et skib (udover for rederen), vil dog
fortsat bl.a. kunne komme på tale, hvis føreren har handlet
forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. og 2.4. i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 27
Efter havmiljølovens § 26, stk. 1, meddeler miljøministeren
tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget hav-
bundsmateriale. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse
til dumpning af optaget havbundsmateriale skal indgå de
forhold og hensyn, der er anført i bilag 1, jf. havmiljølovens
§ 26, stk. 2.
I overskriften til bilag 1 fremgår det, at det omhandler for-
hold, der skal vurderes i forbindelse med behandling af en
ansøgning om tilladelse til klapning.
Det foreslås i overskriften til bilag 1 at ændre »til klapning«
til: »dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)«.
Der er tale om en præcisering af overskriften til bilag 1 med
henblik på at strømline terminologien i havmiljølovens § 26,
55
stk. 1 og 2 med bilag 1. Der foretages ikke andre ændringer i
bilaget.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Lovforslaget gælder ikke for Færøerne og Grønland, da hav-
miljøloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. lovens
§ 68, og heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne og
Grønland.
56
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse
nr. 147 af 19. februar 2024, som ændret ved § 1 i lov nr.
463 af 15. maj 2017 og § 4 i lov nr. 322 af 2. april 2024,
foretages følgende ændringer:
§ 4. Stk. 1-4. – 1. Efter § 4 indsættes:
»§ 4 a. Ved marin geoengineering forstås i denne lov,
ethvert bevidst indgreb i havmiljøet med henblik på at mani-
pulere naturlige processer, herunder for at modvirke menne-
skeskabte klimaforandringer eller deres virkninger, og som
har potentiale til at resultere i skadelige påvirkninger, særligt
hvor disse påvirkninger kan være udbredte, langvarige eller
alvorlige.
Stk. 2. Marin geoengineering efter stk. 1 omfatter ikke akva-
kultur, herunder havbrug, kunstige rev, eller øvrige marine
genopretningstiltag.«
§ 19 c. Stk. 1 --
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om typegod-
kendelse af anlæg til behandling af ballastvand, herunder
om, hvilke oplysninger en ansøgning om typegodkendelse
skal indeholde, og om inddragelse af FN’s søfartsorgani-
sation. Miljøministeren kan herunder fastsætte regler om,
at den, der ansøger om typegodkendelse af anlæg til be-
handling af ballastvand, for egen regning gennemfører og
indsender resultater af undersøgelser, der dokumenterer, at
anlægget lever op til de fastsatte behandlingsstandarder. An-
søgeren betaler det beløb på 50.000 USD, som FN’s søfart-
sorganisation opkræver, når organisationen skal inddrages i
behandlingen af en ansøgning om typegodkendelse.
Stk. 3-5 –
2. I § 19 c, stk. 2, 3. pkt., udgår »på 50.000 USD«.
§ 26, Stk. 5. Dumpning af optaget havbundsmateriale skal
fortrinsvis finde sted inden for dansk søterritorium. Den i
medfør af konventionen til beskyttelse af havmiljøet i Øster-
søområdet nedsatte kommission skal høres, inden der i Øs-
tersøen gives tilladelse til dumpning af optaget havbunds-
materiale uden for dansk søterritorium.
3. § 26, stk. 5, 1, pkt. ophæves.
§ 27, Stk. 1. --
4. I § 27 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Miljøministeren kan meddele påbud om udjævning
af toppe af havbundsmateriale på et område, hvor der er
givet tilladelse til klapning, når vilkår fastsat efter stk. 1, om
mindstedybde og fordeling af materiale på området, ikke er
overholdt.«
57
§ 28, Stk. 1 –
6. I § 28 indsættes som stk. 2 og 3:
»Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod
dumpning af optaget havbundsmateriale i områder, hvor
vanddybden er under 6 meter.
Stk. 3. Miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod
dumpning af optaget havbundsmateriale i nærmere afgræn-
sede områder, herunder til brug for beskyttelse af naturgeno-
pretningstiltag.«
Kapitel 9
Forbud mod dumpning
§ 25 – 29 a
6. Efter kapitel 9 indsættes:
»Kapitel 9 a
Udledning af røggasrensevand
§ 29 b. Miljøministeren kan fastsætte regler om udledning af
røggasrensevand fra røggasrensesystemer på skibe, herunder
med henblik på at opfylde internationale aftaler.«
§ 30, stk. 1. Miljøministeren kan, herunder til opfyldelse
af internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i
havet og anden bortskaffelse af stoffer og materialer, der
stammer fra undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske
mineralforekomster, herunder kulbrinter
7. I § 30, stk. 1, ændres » der stammer fra undersøgelse
eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder
kulbrinter« til: »som er en følge af eller har tilknytning til
aktiviteter fra offshore platforme, herunder olie- og gasplat-
forme og CO2-lagringsplatforme.«
Stk. 2 -
Stk. 3. I regler udstedt i medfør af stk. 1 kan det endvide-
re bestemmes, at ejere eller brugere af platforme for egen
regning skal gennemføre og indsende resultater af undersø-
gelser af havmiljøets fysiske, kemiske og biologiske tilstand
til afdækning af eventuelle miljømæssige påvirkninger af
havmiljøet som følge af efterforskning og produktion af kul-
brinter.
8. I § 30, stk. 3, indsættes efter »brugere af«: »offshore«,
og »efterforskning og produktion af kulbrinter« ændres til:
»eller med tilknytning til aktiviteter fra offshore platforme,
herunder olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatforme«.
§ 33 a. –
9. Efter § 33 a indsættes i kapitel 10:
»§ 33 b. Miljøministeren kan fastsætte regler om marin geo-
engineering, herunder til opfyldelse af internationale aftaler
herom.
Stk. 2. I regler udstedt efter stk. 1 kan det bestemmes, at
marin geoengineering, herunder anbringelse af stoffer og
materialer i havet, ikke må finde sted eller kun kan finde
sted efter tilladelse.
58
Stk. 3. I regler udstedt efter stk. 1, kan miljøministeren
fastsætte nærmere regler om tilladelsesordningen efter stk.
2, herunder om ansøgningens indhold, høringsprocedurer
og inddragelse af offentligheden, risikovurderinger, prøve-
udtagning og analyser af påvirkningen af havmiljøet og hav-
bunden og om vurdering og behandling af sager efter regler
udstedt i medfør af denne bestemmelse.
Stk. 4. I regler udstedt efter stk. 1, kan miljøministeren
fastsætte krav om, at ansøger for egen regning lader foreta-
ge analyser, risikovurderinger, overvågningsprogrammer og
peer reviews af ansøgningen.«
§ 34 b. Miljøministeren udarbejder efter forhandling med
forsvarsministeren og under inddragelse af den ansvarlige
for driften og, hvis det er relevant, rettighedshaveren en
ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af olie- og kemika-
lieforurening af havet fra platforme og tilsluttede rørled-
ningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen, som
anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller
transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kon-
tinentalsokkelområde.
10. I § 34 b, stk. 1, ændres »Miljøministeren udarbejder ef-
ter forhandling med forsvarsministeren og« til: »Ministeren
for samfundssikkerhed og beredskab udarbejder«, og »plat-
forme og tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden
for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efter-
forskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde« ændres til:
»olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer
beliggende inden for sikkerhedszonen, havvindmøller og øv-
rige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme.«
Stk. 2. –
§ 45 d. --
Stk. 2. Bringes det ulovlige forhold, jf. stk. 1, ikke til
ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde fortsat drift af en
platform og tilsluttet rørledningssystem beliggende inden
for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efter-
forskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde.
11. I § 45 d, stk. 2, ændres »en platform og tilsluttet rør-
ledningssystem beliggende inden for sikkerhedszonen, som
anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion el-
ler transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde« til: »olie- og gasplatforme samt
tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden for sikker-
hedszonen, havvindmøller og øvrige offshore platforme,
herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme«.
§ 47 b. --
Stk. 4. Ved den ansvarlige for at undersøge, forebygge
og afhjælpe en miljøskade eller en overhængende fare for
miljøskade, der hidrører fra efterforskning, produktion eller
transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kon-
tinentalsokkelområde, forstås den ansvarlige for driften.
12. I § 47 b, stk. 4, udgår »der hidrører fra efterforskning,
produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterrito-
rium og dansk kontinentalsokkelområde,«, og efter »driften«
indsættes: », når en skade eller overhængende fare for en
skade hidrører fra olie- og gasplatforme samt tilsluttede rør-
ledningssystemer, havvindmøller og øvrige offshore platfor-
me, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme«.
Stk. 5. Ved den ansvarlige for at afholde alle omkostninger
ved undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskade
og overhængende fare for miljøskade, der hidrører fra efter-
forskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk
søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, herunder
stille sikkerhed og dække administrationsomkostninger efter
miljøskadeloven og afholde udgifter efter §§ 47 e og 47 g,
forstås rettighedshaveren.
13. I § 47 b, stk. 5, udgår »der hidrører fra efterforskning,
produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterrito-
rium og dansk kontinentalsokkelområde,«, og efter »rettig-
hedshaveren« indsættes: », når en skade eller overhængende
fare for en skade hidrører fra olie- og gasplatforme samt
tilsluttede rørledningssystemer, havvindmøller og øvrige off-
shore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-
platforme«.
§ 49. Afgørelser efter denne lov meddeles skriftligt til
adressaten. Afgørelser efter § 26 og § 34 a, stk. 3, samt
afgørelser truffet i medfør af regler, der er fastsat med hjem-
14. I § 49, stk. 1, 2. pkt., § 50, nr. 2, og § 51, stk. 1, nr. 3,
indsættes efter »§ 33, stk. 2 og 4,«: »§ 33 b, stk. 1-2,«.
59
mel i § 19 b, stk. 3, og § 30, stk. 1, § 33, stk. 2 og 4, og § 34
a, stk. 3, meddeles tillige klageberettigede personer, organi-
sationer og myndigheder, jf. § 52, og de myndigheder, der i
øvrigt har været inddraget i sagens behandling. Afgørelser
skal dog alene meddeles de landsdækkende foreninger og
organisationer, der er nævnt i § 52, stk. 2, nr. 3 og 4, når
de har anmodet miljøministeren om at modtage underretning
om afgørelserne, jf. § 49, stk. 4 og 5.
Stk. 2. –
Stk. 3. Lokale foreninger og organisationer, der har be-
skyttelse af natur og miljø som hovedformål, kan meddele
miljøministeren, at de ønsker underretning om afgørelser
efter § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a eller i medfør af
regler, der er fastsat med hjemmel i § 19 b, stk. 3, og § 30,
stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3, jf. § 52, stk. 2. En
lokal forening eller organisation skal samtidig fremsende
vedtægter, der dokumenterer, at den er lokalt organiseret, og
at dens hovedformål er beskyttelse af natur og miljø. Tilsva-
rende gælder lokale foreninger og organisationer, der efter
deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når
afgørelserne berører sådanne interesser.
Stk. 4. Landsdækkende foreninger og organisationer, der
efter deres vedtægter har beskyttelse af natur og miljø som
hovedformål, kan meddele ministeren, at foreningen eller
organisationen ønsker underretning om afgørelser efter §
26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a eller i medfør af regler, der
er fastsat med hjemmel i § 19 b, stk. 3, og § 30, stk. 1, § 33,
stk. 2, og § 34 a, stk. 3.
15. I § 49, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 og § 53 a, stk. 1, nr. 2,
indsættes efter »§ 33, stk. 2,«: »§ 33 b, stk. 1-2,«.
Stk. 5-6. –
§ 50. nr. 1. –
Nr. 2. At klage over afgørelser, der er truffet i medfør af §
26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a eller i henhold til regler,
der er fastsat med hjemmel i § 30, stk. 1, § 33, stk. 2 og 4, og
§ 34 a, stk. 3, skal indgives til miljøministeren, mens klager
over afgørelser, der er truffet i medfør af § 43 og § 43 c, skal
indgives til det i medfør af lov om sikkerhed til søs nedsatte
Ankenævn for Søfartsforhold, og
Nr. 3. –
§ 51, Stk. 1, nr. 1-2. –
Nr. 3. Afgørelser efter § 34 a, stk. 3, og afgørelser truffet
efter regler fastsat med hjemmel i § 30, stk. 1, § 33, stk. 2 og
4, og § 34 a, stk. 3.
Nr. 4. Afgørelser efter kapitel 14 a.
16. I § 51, stk. 1, indsættes som nr. 5:
»5) Påbud efter § 27, stk. 2.«
60
Stk. 2-7 --
§ 52. Afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a
samt afgørelser truffet efter regler, der er fastsat i medfør af
19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3, kan
påklages af
1) enhver, der må antages at have en individuel væsent-
lig interesse i sagens udfald,
2) kommunalbestyrelsen,
3) Sundhedsstyrelsen,
4) Forbrugerrådet,
5) Danmarks Fiskeriforening,
6) Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,
7) Danmarks Rederiforening,
8) Bilfærgernes Rederiforening,
9) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
10) Danske Havne,
11) Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) og
12) Olie Gas Danmark.
17. § 52, stk. 1, affattes således:
»Afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a samt
afgørelser truffet efter regler, udstedt i medfør af § 19 b, stk.
3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b og § 34 a, stk. 3, kan
påklages af
1) afgørelsens adressat og
2) enhver, der må antages at have en individuel, væsentlig
interesse i sagens udfald.«
Stk. 2-4. –
Stk. 5. Et forbud eller påbud efter § 42 a, § 43 eller § 43 c,
stk. 1 eller 2, kan påklages af afgørelsens adressat
18. I § 52, stk. 5, indsættes efter »Et forbud eller påbud
efter«: »§ 27, stk. 2,«.
Stk. 6. Afgørelser truffet efter regler udstedt i medfør af
§ 33, stk. 4, kan påklages af afgørelsens adressat og de
personer, som er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 1.
29. I § 52, stk. 6, ændres »de personer, som er nævnt i §
52, stk. 1, nr. 1« til: »enhver, der må antages at have en
individuel væsentlig interesse i sagens udfald«.
20. I § 52 indsættes som stk. 8:
»Stk. 8. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
klageberettigelse for afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og
kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter regler, der er fastsat
i medfør af § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b
og § 34 a, stk. 3, for lokale samt landsdækkende foreninger
og organisationer samt myndigheder, som ikke er omfattet af
stk. 2.«
§ 53 a. stk. 1 nr. 1 –
Nr. 2 Påbud efter § 34 a, stk. 3, og godkendelser og tilladel-
ser meddelt i medfør af regler, der er fastsat med hjemmel i
§ 30, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk.
Stk. 2. –
§ 54. stk. 1. –
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kan kun gives i
konkret foreliggende enkelttilfælde eller under særlige om-
stændigheder for en nærmere angivet periode. Tilladelsen
skal angive, hvilke stoffer eller materialer der omfattes af
tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om opbevaring,
udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning.
21. I § 54, stk. 2, 1. pkt., udgår »kun«, og efter »særlige om-
stændigheder« indsættes: », som forhåndstilladelse til flere
mulige forureningshændelser«, og i 2. pkt., indsættes efter
»skal angive,«: »i hvilke tilfælde tilladelsen vil kunne finde
anvendelse, samt«.
61
§ 55. Stk. 1-2. –
Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om pligt for ejeren
eller den ansvarlige for driften af en platform og et tilslut-
tet rørledningssystem beliggende inden for sikkerhedszonen,
som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion
eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk
kontinentalsokkelområde, til vederlagsfrit at stille transport
til og fra et anlæg, herunder overførsel af udstyr, og kost og
logi og andre fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndig-
heden i forbindelse med tilsynsvirksomhed på anlægget efter
loven eller regler udstedt i medfør af loven.
22. I § 55, stk. 3, indsættes efter »driften af en«: »offshore«,
og »efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter
på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde«
ændres til: »offshoreaktiviteter, herunder fra olie- og gas-
platforme og CO2-lagringsplatforme«.
§ 55 a.
Miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilken form op-
lysninger, som kan kræves i medfør af denne lov og de for-
skrifter, der udstedes i henhold til loven, skal indsendes.
23. § 55 a affattes således:
»Miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilken form
oplysninger, og øvrige informationer til brug for administra-
tion af regler, som kan kræves i medfør af denne lov og de
forskrifter, der udstedes i medfør af loven eller af internatio-
nale og EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov, skal
indsendes, herunder at det udelukkende skal foregå digitalt.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om digital kom-
munikation, herunder om anvendelse af bestemte it-syste-
mer, særlige digitale formater, skemaer og den til enhver tid
gældende, nationale eID-løsning eller lignende.
Stk. 3. En digital meddelelse anses efter denne lov for at
være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.«
§ 59 stk. 1, nr. 1-2. –
Nr. 3. undlader at efterkomme et forbud eller påbud efter §
42 a eller § 43, stk. 1 og 2, forbud efter § 43 c, stk. 1 og 2,
eller § 45 d, stk. 2, eller påbud efter § 34 a, stk. 2 og 3, eller
§ 47 e,
24. I § 59, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »eller § 45 d, stk. 2,
eller påbud efter«: »§ 27, stk. 2,«.
Nr. 4-7. –
Stk. 2-4. --
§ 60. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for over-
trædelser m.v. som omhandlet i § 59, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6,
samt for overtrædelser af regler udstedt i medfør af § 11, stk.
3, §§ 14, 18 og 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3, § 23,
stk. 2, § 24, stk. 3, § 30, stk. 1, § 31, stk. 4, § 32, stk. 1 og 2,
§ 33, stk. 1, § 39, stk. 1, §§ 40 og 41 og § 58 a, stk. 1.
25. I § 60 indsættes efter »§ 24, stk. 3,«: »§ 29 b,«, og efter
»§ 33, stk. 1,« indsættes: »§ 33 b,«.
§ 61, stk. 1
I regler, der udstedes i henhold til § 11, stk. 3, §§ 14 og
17-19, § 19 b, stk. 2-5, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3,
§ 23, stk. 2, § 24, §§ 28 og 30, § 31, stk. 4, §§ 32 og 33, §
34 a, stk. 3, §§ 39-41 og 47, § 47 g, stk. 2, § 55, stk. 2 og 3,
§ 55 a og § 58 a, kan der fastsættes straf af bøde. Det kan
endvidere fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil
2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i § 59,
stk. 3. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe kan
det dog alene fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i
26. I § 61, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »28«: », 29 b«, og
»§§ 32, og 33« ændres til: »§§ 32, 33 og 33 b«.
62
indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i §
59, stk. 4.
Stk. 2. --
Bilag 1. Forhold, der skal vurderes i forbindelse med be-
handling af en ansøgning om tilladelse til klapning:
27. I overskriften til bilag 1 ændres »til klapning« til:
»dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
63
Bilag 2
RESOLUTION LP. 4(8)
ON THE AMENDMENT TO THE LONDON PROTOCOL TO REGULATE THE PLACEMENT
OF MATTER FOR OCEAN FERTILIZATION AND OTHER MARINE GEOENGIENERING
ACTIVITIES
(Adopted on 18 October 2013)
THE EIGHTH MEETING OF CONTRACTING PARTIES TO THE 1996 PROTOCOL TO THE
CONVENTION ON THE PREVENTION OF MARINE POLLUTION BY DUMPING OF WA-
STES AND OTHER MATTER 1972
RECALLING the objectives of the 1996 Protocol to the London Convention ("London Protocol") that
include the protection and preservation of the marine environment from all sources of pollution,
RECALLING that, in implementing the London Protocol, Contracting Parties are obliged to apply a
precautionary approach to environmental protection,
RECOGNIZING the importance of the conservation and sustainable use of the oceans and seas and of
their resources for sustainable development and that oceans, seas and coastal areas form an integrated and
essential component of the Earth´s ecosystem and are critical to sustaining it,
NOTING the ongoing work on geoengineering within the context of the Intergovernmental Panel on
Climate Change (IPCC) and the relevant parts of the IPCC Fifth Assessment Report as well as the
outcomes of the IPCC expert meeting on geoengineering (Lima, Peru, 2011),
NOTING United Nations General Assembly resolution A/RES/67/78 on “Oceans and the law of the
sea” which recalled the importance of marine scientific research for understanding and conserving the
world´s marine environment and resources; and United Nations General Assembly resolution 62/215,
concerning “Oceans and the law of the sea”, adopted on 22 December 2007, which in its paragraph
98 “encourages States to support the further study and enhance understanding of ocean iron fertilization”,
RECALLING resolution LC-LP. 1(2008) that agreed that the scope of the London Convention and the
London Protocol includes ocean fertilization activities,
REITERATING ongoing concerns about the potential environmental impacts of ocean fertilization and
noting the concerns about ocean fertilization expressed by, inter alia, the United Nations General Assem-
bly, the United Nations Conference on Sustainable Development, the Conference of the Parties to the
Convention on Biological Diversity and the Intergovernmental Oceanographic Commission of UNESCO,
RECALLING resolution LC-LP. 2(2010) which affirmed that the London Convention and the London
Protocol should continue to work towards providing a global, transparent and effective control and
regulatory mechanism for ocean fertilization and other activities that fall within the scope of the London
Convention and the London Protocol and have the potential to cause harm to the marine environment,
64
CONCERNED about the potential widespread, long-lasting or severe impacts on the marine environment
of the placement of matter from unregulated ocean fertilization activities and other proposed marine
geoengineering techniques, and determined to put in place a science based, global, transparent and
effective control and regulatory mechanism for such activities,
NOTING decisions X/33 and XI/20 of the Conference of the Parties to the Convention on Biological
Diversity which invited Parties to ensure, in accordance with the precautionary approach, that no clima-
te-related geoengineering activities take place "in the absence of science based, global, transparent and
effective control and regulatory mechanisms for geoengineering and that the Eleventh Conference of
the Parties to the Convention on Biological Diversity concluded "that there is no single geoengineering
approach that currently meets basic criteria for effectiveness, safety and affordability and that approaches
may prove difficult to deploy or govern",
EMPHASIZING that ocean fertilization and other types of marine geoengineering should not be conside-
red as a substitute for mitigation measures to reduce carbon dioxide emissions,
1 ADOPTS the following amendments to the London Protocol, in accordance with Article 21 of the
Protocol, as set out in the annex to this resolution;
2 REAFFIRMS that resolutions LC-LP. 1(2008) and LC-LP. 2(2010) continue to apply for all Contracting
Parties, pending the entry into force of the amendments to the London Protocol set out in the annex to this
resolution for those Contracting Parties that accept them;
3 CONFIRMS that the Assessment Framework for Scientific Research involving Ocean Fertilization
adopted by the Contracting Parties to the London Convention and the London Protocol in 2010 is the
relevant specific assessment framework referred to in annex 4 for ocean fertilization and should continue
to be used to determine, with utmost caution, whether a proposed ocean fertilization activity constitutes
legitimate scientific research that is not contrary to the aims of the London Protocol;
4 REAFFIRMS that new and relevant scientific information and knowledge on ocean fertilization and
other marine geoengineering activities should continue to be reviewed by the Contracting Parties to the
London Protocol in the context of the amendments; and
5 DECIDES that the Contracting Parties to the London Protocol should continue to develop guidance for
listing additional marine geoengineering1 activities in annex 4 that includes a multi-stakeholder approach
consistent with article 21;
6 DECIDES ALSO that Contracting Parties to the London Protocol should undertake further work to
develop the arrangements for seeking independent expert advice referred to in paragraph 12 of annex 5.
ANNEX
AMENDMENTS TO ARTICLE 1 AND NEW ARTICLE 6BIS AND NEW ANNEXES 4 AND 5
Article 1
65
DEFINITIONS
Add new paragraph, as follows:
"5bis "Marine geoengineering" means a deliberate intervention in the marine environment to manipulate
natural processes, including to counteract anthropogenic climate change and/or its impacts, and that has
the potential to result in deleterious effects, especially where those effects may be widespread, long
lasting or severe."
Add new article, as follows:
"Article 6bis
MARINE GEOENGINEERING ACTIVITIES
1 Contracting Parties shall not allow the placement of matter into the sea from vessels, aircraft, platforms
or other man-made structures at sea for marine geoengineering activities listed in annex 4, unless the
listing provides that the activity or the subcategory of an activity may be authorized under a permit.
2 Contracting Parties shall adopt administrative or legislative measures to ensure that the issuance of
permits and permit conditions comply with provisions of annex 5 and takes into account any Specific
Assessment Framework developed for an activity and adopted by the Meeting of the Contracting Par-
ties. A permit shall only be issued after the activity has undergone assessment which has determined that
pollution of the marine environment from the proposed activity is, as far as practicable, prevented or
reduced to a minimum. A permit shall only be issued if the outcome of the assessment is that the activity
is not contrary to the aims of the Protocol.
3 Article 4 does not apply to activities listed in annex 4.
" Add new annex, as follows:
"Annex 4
MARINE GEOENGINEERING ACTIVITIES
1 OCEAN FERTILIZATION
. 1 Ocean fertilization is any activity undertaken by humans with the principal intention of stimulating
primary productivity in the oceans. Ocean fertilization does not include conventional aquaculture, or
mariculture, or the creation of artificial reefs.
. 2 All ocean fertilization activities other than those referred to in paragraph . 3 shall not be permitted.
66
. 3 An ocean fertilization activity may only be considered for a permit if it is assessed as constituting
legitimate scientific research taking into account any specific placement assessment framework."
Add new annex, as follows:
"Annex 5 ASSESSMENT FRAMEWORK FOR MATTER THAT MAY BE CONSIDERED FOR PLA-
CEMENT UNDER ANNEX 4
GENERAL
1 The purpose of this Framework is:
. 1 to assess placement activities listed in annex 4; and
. 2 to be the basis for developing Specific Assessment Frameworks for placement activities listed in annex
4.
2 Specific Assessment Frameworks developed for placement activities listed in annex 4 shall meet the
requirements of this annex and may provide further guidance for assessing and issuing permits.
3 Parties meeting the terms of any Specific Assessment Framework that has been adopted by the Parties
shall be deemed to be in compliance with this annex.
DESCRIPTION OF ACTIVITY
4 It first has to be determined whether the proposed activity is an activity covered by the listing in annex
4 and may be permitted in accordance with that annex. The determination requires a full description of
the proposed placement activity, including its purpose and covering all stages. It furthermore requires a
description of both the working practices during the different stages and the wastes produced (if any) in
the relevant stage.
5 The proposal shall demonstrate that:
– the proposed activity is for a purpose other than mere disposal;
– it is designed to fulfil its purpose;
– the rationale, goals, methods, scale, timings and locations as well as predicted benefits and risks are
stated as a clear justification for the proposal;
– the proposed activity has the financial resources available to fulfil the programme of work before it
commences.
6 A detailed description and characterization of the placement and all its constituents is an essential
precondition for the assessment of the proposed activity and the basis for a decision as to whether a
permit may be issued. If the proposed activity is so poorly characterized that proper assessment cannot be
made a permit shall not be issued.
Marine Scientific Research related to Marine Geoengineering
67
7 Potential marine geoengineering techniques may require specific marine scientific research in order to,
inter alia:
– better understand the natural processes which will be affected;
– understand their potential impacts on the marine environment;
– understand their potential efficacy for geoengineering purposes; and
– be able to effectively apply the assessment framework(s) to proposals for marine geoengineering
8 In case of such a specific marine scientific research activity, the following considerations apply:
– the proposed activity is designed to answer questions that will add to scientific knowledge. Proposals
should state their rationale, research goals, scientific hypotheses and methods, scale, timings, duration
and locations with clear justification for why the expected outcomes cannot reasonably be achieved by
other methods.
– the research methodology to be applied should be appropriate and based on best available scientific
knowledge and technology. The methodology should be described in sufficient detail to allow a peer
review.
– the proposed activity is subject to scientific peer review at appropriate stages in the assessment
process.
– economic interests do not influence the design, conduct and/or outcomes of the proposed activity. The-
re should not be any financial and/or economic gain arising directly from the experiment or its
outcomes. This does not preclude payment for services rendered in support of the experiment or future
financial impacts of patented technology.
– the proponents of the proposed activity make a commitment to publish the results in peer reviewed
scientific publications and include a plan in the proposal to make the data and outcomes publicly
available in an appropriate and specified time frame.
– the proposed activity has the financial resources available before the work commences to fulfil the
program of work.
9 Paragraphs 4 and 6 above also apply to marine scientific research.
CONSULTATION
10 Where the placement activity proposed for consideration by a Contracting Party may have any effect
in any area of the sea in which another State is entitled to exercise jurisdiction in accordance with
international law or in any area of the sea beyond the jurisdiction of any State, potentially affected
countries and relevant regional intergovernmental agreements and arrangements should be identified and
notified and a plan should be developed for ongoing consultations on the potential impacts, and to
encourage scientific cooperation.
11 Contracting Parties should encourage proponents of listed activities to initiate early consultations
with stakeholders so that they can address any issues prior to submitting proposals. Contracting Parties
shall establish a consultation process with all relevant stakeholders nationally or internationally when a
proposal is submitted. This consultation process shall be carried out during the assessment process and
before a final permit decision is made. Consent should be sought from all countries with jurisdiction or
interests in the region of potential impact without prejudice to international law. Where the placement
activity has the potential to have any effects on an area subject to a regional intergovernmental agreement
or arrangement, the process should include consultation with the relevant regional organization, with a
view to ensuring consistency with applicable regional objectives and requirements.
68
12 Contracting Parties should consider any advice on proposals for activities listed in annex 4 from
independent international experts or an independent international advisory group of experts, especially in
situations where paragraph 10 applies. The advice could address scientific, technical, social or economic
aspects of the proposal. It shall, as appropriate, include a peer review of the information and data
provided by the proponent with regard to its scientific and technical quality. In situations where paragraph
10 applies, potentially affected countries could seek such advice from independent international experts or
an independent international advisory group of experts.
INFORMATION FOR ASSESSMENT
13 A common set of information is required for each of the assessment elements of the framework below,
namely:
– Placement site selection
– Assessment of matter to be placed into the marine environment
– Assessment of potential effects including the Impact Hypothesis
– Risk management
– Monitoring including the environmental baseline
PLACEMENT SITE SELECTION
14 In order to address placement site selection, Contracting Parties shall require the following informa-
tion, as appropriate, to evaluate and to justify the selection of the site(s):
– the physical, geological, chemical, and biological conditions at the proposed site and the area of
potential impact, and the uncertainties in these conditions in relation to the proposed activity;
– the impact on amenities, values and other uses of the sea at the proposed site and in the area of
potential impacts;
– any constituent fluxes associated with the activity in relation to existing fluxes of substances in the
marine environment; and
– economic and operational feasibility.
ASSESSMENT OF MATTER TO BE PLACED INTO THE MARINE ENVIRONMENT
15 Characterization and assessment of matter proposed to be placed into the marine environment, inclu-
ding its constituents shall take into account as appropriate:
. 1 origin, total amount, form and average composition and fate;
. 2 properties: physical, chemical, biochemical and biological;
. 3 toxicity;
. 4 persistence: physical, chemical and biological; and
. 5 accumulation and biotransformation in biological materials or sediments.
ASSESSMENT OF POTENTIAL EFFECTS
69
16 Assessment of potential effects shall lead to the "Impact Hypothesis", a concise statement of the
expected consequences of the placement activity within the area of the activity and within the area of
potential impacts, including transboundary effects. It provides a basis for deciding whether to approve,
reject or suggest revisions to the proposed placement activity and for defining risk management and
mitigation measures and environmental monitoring requirements.
17 The assessment of potential effects should integrate information on the characteristics of the proposed
placement activity, conditions at the proposed site(s), any relevant fluxes, and any proposed construction
techniques. The assessment shall specify the potential effects on human health, on marine ecosystem
structure and dynamics including sensitivity of species, populations, communities, habitats and processes,
amenities and other legitimate uses of the sea. It shall define the nature, temporal and spatial scales and
duration of expected impacts based on reasonably conservative assumptions.
18 An analysis of the proposed placement activity should be considered in the light of an assessment
of the following concerns: human health risks, environmental costs, hazards, (including accidents), eco-
nomics and exclusion of future uses. Cumulative impacts from repeated activities or from other activities
may also be a relevant consideration. If this assessment reveals that adequate information is not available
to determine the likely effects of the proposed placement activity then this activity shall not be considered
further.
19 Each assessment of potential effects shall conclude with a statement supporting a decision to approve,
reject or suggest revisions to a proposed placement activity.
RISK MANAGEMENT
20 Risk Management procedures are necessary to ensure that, as far as practicable, environmental risks
are minimized, inter alia, through mitigation and contingency planning, and the benefits maximized and
that a precautionary approach is applied.
21 Strategies to manage or mitigate risks need to be appropriate for the risks under consideration. They
may be imposed as additional conditions by a Contracting Party or included as an intrinsic part of the
proposal. The strategies may include temporal, spatial or operational restrictions.
22 Contingency planning will also need to be considered for responding to monitoring in cases where the
Impact Hypothesis is found to be incorrect. This may include the cessation of placement activities.
MONITORING
23 A well-designed monitoring regime is necessary and should consider both short and long-term impacts
and, where possible, determine whether the activity has achieved its purpose.
24 The purpose of monitoring is to verify that permit conditions are met – compliance monitoring – and
that the assumptions made during the permit review and site selection process were correct and sufficient
to protect the environment and human health – field monitoring. It is essential that such monitoring
programmes have clearly defined objectives. The type, frequency and extent of monitoring will depend
on the Impact Hypothesis as well as on predicted local and regional consequences.
70
25 Monitoring is also used to determine the area of impact and to ascertain that changes are within the
range of those predicted. The establishment of baseline conditions prior to a placement activity as well as
monitoring of control sites is essential for ongoing monitoring and the detection of any impacts beyond
those predicted.
PERMIT AND PERMIT CONDITIONS
26 A decision to issue a permit shall only be made if:
. 1 the assessment has been satisfactorily completed and has shown that the proposed activity is an
activity covered by the listing in annex 4 and may be permitted in accordance with that annex;
. 2 the activity is designed to fulfil its purpose. It has to be demonstrated that the proposed activity has the
financial resources available before it commences to fulfil the programme of work including any permit
conditions requiring e.g. mitigation, contingency planning and monitoring;
. 3 all impact evaluations are satisfactorily completed;
. 4 the risk management and monitoring requirements have been determined;
. 5 conditions are in place to ensure that, as far as practicable, environmental disturbance and detriment
would be minimized and the benefits maximized;
. 6 the consultation requirements are fulfilled pursuant to paragraphs 10, 11 and 12;
. 7 it is determined that pollution of the marine environment from the proposed activity is, as far as
practicable, prevented or reduced to a minimum, therefore not contrary to the aims of the Protocol.
27 In case that adequate information is not available to make the determinations in paragraph 26, the
permitting authority shall request additional information before taking a decision or shall not issue a
permit.
28 The provisions of the permit shall ensure, as far as practicable, that risks for human health and the
marine environment are avoided, environmental disturbance and detriment are minimized and the benefits
maximized. Any permit issued shall contain conditions specifying among others:
. 1 the types and sources of matter to be placed;
. 2 the location of the placement site(s);
. 3 the methods to be used in achieving the placement activity;
. 4 risk management, monitoring and reporting requirements; and
. 5 removal and/or disposal/reuse/recycling of items, as appropriate, at the end of placement activity.
29 Permits should be reviewed at regular intervals, taking into account the results of monitoring, the
objectives of monitoring programmes and relevant research. Review of monitoring results will indicate
whether field programmes need to be continued, revised or terminated and will contribute to informed
decisions regarding the continuance, modification or revocation of permits. Monitoring provides an
71
important feedback mechanism into future permitting decisions for the protection of human health and the
marine environment.
REPORTING
30 The outcomes of any assessment and documentation of any permit issued shall be reported to the
Secretariat and shall be made publicly available at or shortly after the time the decision is made. The
Secretariat should then inform Contracting Parties."
72
Bilag 3
RESOLUTION LP. 4(8)
OM ÆNDRING AF LONDON-PROTOKOLLEN FOR AT REGULERE ANBRINGELSE AF
STOFFER OG MATERIALER VED OCEAN FERTILIZATION OG ANDRE MARIN GEOEN-
GINEERING-AKTIVITETER.
(Vedtaget den 18. oktober 2013)
DET OTTENDE MØDE MELLEM DE DELTAGENDE PARTER I 1996-PROTOKOLLEN TIL KON-
VENTIONEN OM FORHINDRING AF HAVFORURENING VED DUMPNING AF AFFALD OG
ANDRE STOFFER FRA 1972
ERINDRER OM målsætningen i protokollen af 1996 til London-konventionen ("London-protokollen"),
der omfatter beskyttelse og bevarelse af havmiljøet mod alle forureningskilder,
ERINDRER OM, at de deltagende parter som led i implementeringen af London-protokollen er forpligtet
til at anvende et forsigtighedsprincip i tilgangen til miljøbeskyttelse,
ANERKENDER betydningen af bevarelse og bæredygtig udnyttelse af havene og søerne og af deres
ressourcer med henblik på at opnå en bæredygtig udvikling og af at havene, søerne og kystområderne
udgør en integreret og væsentlig del af Jordens økosystem og er afgørende for at opretholde det,
BEMÆRKER det igangværende arbejde med geoengineering inden for de rammer, som FN᾽s klimapanel
(IPCC) har etableret, og de relevante dele af IPCC᾽s femte vurderingsrapport samt resultaterne af IPCC᾽s
ekspertmøde om geoengineering (Lima, Peru, 2011),
BEMÆRKER FN᾽s Generalforsamlings resolution A/RES/67/78 om havene og havets love ("Oceans and
the law of the sea"), der erindrede om betydningen af havforskning med det formål at forstå og bevare
verdens havmiljø og -ressourcer, og FN᾽s Generalforsamlings resolution 62/215 om havene og havets
love ("Oceans and the law of the sea"), vedtaget den 22. december 2007, der i afsnit 98 opfordrer staterne
til at støtte yderligere op om undersøgelser samt forbedre forståelsen af jerngødning af havet,
ERINDRER OM resolution LC-LP. 1(2008), hvorved det aftaltes at London-konventionens og London-
protokollens anvendelsesområde også omfatter havgødningsaktiviteter,
GENTAGER den vedvarende bekymring over de potentielle miljømæssige konsekvenser af havgødning,
og bemærker den bekymring over havgødning, som blandt andre FN᾽s Generalforsamling, FN᾽s kon-
ference om bæredygtig udvikling, partskonferencen under Biodiversitetskonventionen og UNESCO᾽s
mellemstatslige oceanografiske kommission har givet udtryk for,
ERINDRER OM resolution LC-LP. 2(2010), der bekræftede, at London-konventionen og London-proto-
kollen fortsat bør arbejde på at tilvejebringe en global, gennemsigtig og effektiv kontrol- og regulerings-
mekanisme i forbindelse med havgødning og andre aktiviteter, der falder inden for London-konventio-
nens og London-protokollens anvendelsesområde, og som potentielt kan skade havmiljøet,
73
ER BEKYMRET over de potentielt udbredte, langvarige eller alvorlige virkninger på havmiljøet forår-
saget af anbringelse af stof fra uregulerede havgødningsaktiviteter og andre foreslåede geoengineering-
teknikker til anvendelse i havmiljøet og fast besluttet på at indføre en videnskabeligt baseret, global,
gennemsigtig og effektiv kontrol- og reguleringsmekanisme for sådanne aktiviteter,
BEMÆRKER beslutningerne X/33 og XI/20 fra partskonferencen under Biodiversitetskonventionen,
som opfordrede parterne til, i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, at sikre, at ingen klimarela-
terede geoengineering-aktiviteter finder sted i mangel på videnskabeligt baserede, globale, gennemsigtige
og effektive kontrol- og reguleringsmekanismer for geoengineering, og at den 11. partskonference under
Biodiversitetskonventionen konkluderede, at der endnu ikke findes én enkel geoengineering-metode, der
opfylder grundlæggende kriterier for effektivitet, sikkerhed og økonomisk overkommelighed, og at visse
fremgangsmåder kan vise sig at være vanskelige at implementere eller styre",
UNDERSTREGER, at ocean fertilization og andre former for marin geoengineering ikke bør betragtes
som en erstatning for afværgeforanstaltninger, hvis formål det er at reducere udledningen af CO2,
1 VEDTAGER følgende ændringer i London-protokollen i overensstemmelse med protokollens artikel
21, som anført i bilaget til denne resolution,
2 BEKRÆFTER PÅ NY, at resolutionerne LC-LP. 1(2008) og LC-LP. 2(2010) fortsat gælder for alle
deltagende parter, indtil ændringerne af London-protokollen, der er anført i bilaget til denne resolution,
træder i kraft for de deltagende parter, der accepterer dem,
3 BEKRÆFTER, at vurderingsrammen for videnskabelig forskning i ocean fertilization, der blev ved-
taget af de deltagende parter i London-konventionen og London-protokollen i 2010, er den relevante
og specifikke vurderingsramme, der henvises til i bilag 4 vedrørende ocean fertilization, og at den
fortsat bør anvendes til at afgøre, med yderste forsigtighed, om en foreslået ocean fertilizationsaktivitet
udgør legitim videnskabelig forskning, der ikke er i strid med London-protokollens mål,
4 BEKRÆFTER PÅ NY, at nye og relevante videnskabelige oplysninger samt viden om ocean ferti-
lization og andre marin geoengineering-aktiviteter fortsat bør gennemgås af de deltagende parter i
London-protokollen i forbindelse med ændringerne, og
5 BESLUTTER, at de deltagende parter i London-protokollen skal fortsætte med at udarbejde retnings-
linjer for angivelse af flere marin geoengineering-aktiviteter i bilag 41), der omfatter en tilgang med
inddragelse af mange interessenter i overensstemmelse med artikel 21,
6 BESLUTTER OGSÅ, at de deltagende parter i London-protokollen skal arbejde videre med at
udvikle de ordninger, der er behov for i forbindelse med at søge den uafhængige ekspertrådgivning,
der er nævnt i afsnit 12 i bilag 5.
BILAG
ÆNDRINGER AF ARTIKEL 1 OG NY ARTIKEL 6BIS
SAMT NYE BILAG 4 OG 5
ARTIKEL 1
74
DEFINITIONER
Tilføj nyt afsnit, som følger:
"5bis "Marin geoengineering" betyder et bevidst indgreb i havmiljøet med henblik på at manipulere
naturlige processer, herunder for at modvirke menneskeskabte klimaændringer og/eller deres virkninger,
og som har potentiale til at resultere i skadelige påvirkninger, særligt hvor disse påvirkninger kan være
udbredte, langvarige eller alvorlige."
Tilføj ny artikel, som følger:
"Artikel 6bis
MARIN GEOENGINEERING-AKTIVITETER
1 De deltagende parter må ikke tillade anbringelse af stoffer og materialer i havet fra skibe, fly, platforme
eller andre menneskeskabte strukturer på havet, med henblik på marin geoengineering-aktiviteter, som
er anført i bilag 4, medmindre det er anført, at aktiviteten eller underkategorien af en aktivitet er blevet
godkendt med en tilladelse.
2 De deltagende parter skal træffe administrative eller lovmæssige foranstaltninger for at sikre, at udste-
delsen af tilladelser og de forhold, tilladelsen er givet under, overholder bestemmelserne i bilag 5 og tager
hensyn til alle specifikke vurderingsrammer, der er udviklet med henblik på en aktivitet og vedtaget af
mødet mellem de deltagende parter. En tilladelse må først udstedes, når aktiviteten har gennemgået en
vurdering, der har fastslået, at forurening af havmiljøet forårsaget af den foreslåede aktivitet, forhindres
eller reduceres til et minimum, så vidt det er praktisk muligt. En tilladelse må kun udstedes, hvis resultatet
af vurderingen er, at aktiviteten ikke er i strid med protokollens mål.
3 Artikel 4 finder ikke anvendelse i forbindelse med de aktiviteter, der er anført i bilag 4."
Tilføj nyt bilag, som følger:
"BILAG 4
MARIN GEOENGINEERING-AKTIVITETER
2 OCEAN FERTILIZATION
. 1 Ocean Fertilization betyder enhver aktivitet, der udføres af mennesker, der har det hovedformål at sti-
mulere den primære produktivitet i havene. Ocean fertilization omfatter ikke konventionel akvakultur,
marikultur eller etablering af kunstige rev.
. 2 Ingen andre ocean fertilizationsaktiviteter, end dem der er nævnt i afsnit . 3, er tilladt.
. 3 En ocean fertilizationsaktivitet kan kun komme i betragtning til at få udstedt en tilladelse, hvis den
vurderes at udføre legitim videnskabelig forskning under hensyntagen til enhver specifik vurderings-
ramme for anbringelse."
75
Tilføj nyt bilag, som følger:
"BILAG 5
VURDERINGSRAMME FOR STOFFER, DER KAN KOMME I BETRAGTNING
TIL ANBRINGELSE I HENHOLD TIL BILAG 4
GENERELT
1 Formålet med denne vurderingsramme er:
. 1 at vurdere de anbringelsesaktiviteter, der er anført i bilag 4, og
. 2 at danne grundlag for udvikling af specifikke vurderingsrammer i forhold til anbringelsesaktiviteter,
der er anført i bilag 4.
2 Specifikke vurderingsrammer, der er udviklet til anbringelsesaktiviteter anført i bilag 4, skal opfylde
kravene i nærværende bilag og kan være en kilde til yderligere vejledning i forbindelse med vurdering og
udstedelse af tilladelser.
3 Parter, der opfylder betingelserne i enhver specifik vurderingsramme, som er blevet vedtaget af parter-
ne, anses for at overholde bestemmelserne i nærværende bilag.
BESKRIVELSE AF AKTIVITET
4 Det skal først afgøres, om den foreslåede aktivitet er omfattet af listen i bilag 4, og om den kan
godkendes i henhold til bilag 4. Afgørelsen kræver en fyldestgørende beskrivelse af den foreslåede
anbringelsesaktivitet, hvilket omfatter dens formål og samtlige af dens faser. Det kræver desuden en
beskrivelse af både arbejdsmetoderne i de forskellige faser og det affald, der produceres (hvis der
produceres noget affald) i den relevante fase.
5 Forslaget skal vise, at:
• den foreslåede aktivitet har et andet formål end blot bortskaffelse,
• aktiviteten er udviklet til at opfylde sit formål,
• rationalet, målene, metoderne, omfanget, tidspunkterne og stederne samt de forventede fordele og
risici er angivet som klare begrundelser for forslaget,
• den foreslåede aktivitet har tilstrækkelige økonomiske ressourcer til rådighed til at kunne dække hele
arbejdsplanen, før arbejdet påbegyndes.
6 En detaljeret beskrivelse og karakteristik af anbringelsen og alle dens bestanddele er en afgørende
forudsætning for vurderingen af den foreslåede aktivitet og beslutningsgrundlaget for, hvorvidt der kan
udstedes en tilladelse. Hvis den foreslåede aktivitet er så ringe beskrevet, at der ikke kan foretages en
egentlig vurdering, kan der ikke udstedes en tilladelse.
Videnskabelig havforskning relateret til marin geoengineering
76
7 Potentielle marin geoengineering-teknikker kræver muligvis specifik videnskabelig havforskning for
bl.a. at:
• opnå en bedre forståelse af de naturlige processer, som vil blive påvirket,
• opnå en forståelse af deres potentielle indvirkning på havmiljøet,
• opnå en forståelse af deres potentielle effektivitet i forbindelse med at opnå geoengineering-formål,
og
• være i stand til effektivt at anvende vurderingsrammerne på forslag til marin geoengineering
8 I tilfælde af sådanne specifikke, videnskabelige havforskningsaktiviteter gælder følgende overvejelser:
• Den foreslåede aktivitet er udviklet til at besvare spørgsmål og på den måde bidrage til videnskabelig
viden. Forslagene bør angive deres rationale, forskningsmål, videnskabelige hypoteser og metoder,
omfang, tidspunkter, varighed og steder med en klar begrundelse for, hvorfor de forventede resulta-
ter ikke med rimelighed kan opnås ved at benytte andre metoder.
• Den forskningsmetode, der skal anvendes, skal være passende og baseret på den bedste videnskabe-
lige viden og teknologi, der er til rådighed. Metoden skal beskrives tilstrækkeligt detaljeret til at
muliggøre et peer review (fagfællevurdering).
• Den foreslåede aktivitet kan gøres til genstand for videnskabelig peer review på passende stadier i
vurderingsprocessen.
• Økonomiske interesser må ikke påvirke udformningen, gennemførelsen og/eller resultaterne af den
foreslåede aktivitet. Der bør ikke være nogen finansiel og/eller økonomisk gevinst, der hidrører
direkte fra eksperimentet eller dets resultater. Dette udelukker ikke betaling for tjenester, der ydes til
støtte for eksperimentet eller fremtidige økonomiske virkninger af patenteret teknologi.
• Fortaleren for den foreslåede aktivitet forpligter sig til at offentliggøre resultaterne i peer reviewed,
videnskabelige publikationer samt til at inkludere en plan i forslaget om at gøre data og resultater
offentligt tilgængelige inden for en passende og nærmere defineret tidsramme.
• Inden arbejdet påbegyndes, skal den foreslåede aktivitet have tilstrækkelige økonomiske ressourcer
til rådighed til at arbejdet kan færdiggøres.
9 Afsnit 4 og 6 ovenfor gælder også videnskabelig havforskning.
HØRING
10 Hvis den anbringelsesaktivitet, der foreslås overvejet af en deltagende part, kan påvirke et havområde,
som hører under en anden stats jurisdiktion i henhold til folkeretten, eller et havområde, som ikke hører
under nogen stats jurisdiktion, bør potentielt berørte lande og relevante regionale, mellemstatslige aftaler
og ordninger identificeres og underrettes, og der bør udarbejdes en plan for løbende høringer om de
potentielle virkninger og for at tilskynde til videnskabeligt samarbejde.
11 De deltagende parter bør opfordre fortalere for anførte aktiviteter til at indlede tidlige høringer af
interessenter, så de kan løse eventuelle problemer, inden de indsender forslag. De deltagende parter skal
etablere en høringsproces, hvori alle relevante interessenter nationalt eller internationalt kan deltage, når
et forslag fremsættes. Denne høringsproces skal gennemføres under vurderingsprocessen, og inden der
træffes en endelig beslutning om tilladelse. Der bør indhentes samtykke fra alle lande med jurisdiktion
eller interesser i den region, der potentielt påvirkes, med forbehold af folkeretten. Hvis anbringelsesakti-
viteten har potentiale til at påvirke et område, der er omfattet af en regional mellemstatslig aftale eller
77
ordning, bør processen omfatte høring af den relevante regionale organisation med henblik på at sikre
overensstemmelse med gældende regionale målsætninger og krav.
12 De deltagende parter bør overveje enhver rådgivning vedrørende forslag til aktiviteter, der er anført
i bilag 4, fra uafhængige internationale eksperter eller en uafhængig international rådgivende ekspertgrup-
pe, især i situationer, hvor afsnit 10 finder anvendelse. Rådgivningen kan indbefatte videnskabelige,
tekniske, sociale eller økonomiske aspekter af forslaget. Den skal, hvor det er relevant, omfatte et peer
review af de oplysninger og data, som forslagsstilleren har fremlagt, med hensyn til disses videnskabelige
og tekniske kvalitet. I situationer, hvor afsnit 10 finder anvendelse, kan potentielt berørte lande søge råd
fra uafhængige internationale eksperter eller en uafhængig international rådgivende ekspertgruppe.
VURDERINGENS OPLYSNINGER
13 Et fælles sæt oplysninger er påkrævet for hvert af vurderingselementerne i nedenstående ramme,
nemlig:
• Valg af anbringelsessted
• Vurdering af stof, der skal anbringes i havmiljøet
• Vurdering af potentielle virkninger, herunder en "effekthypotese" (the Impact Hypothesis)
• Risikostyring
• Kontrol, herunder den miljømæssige baseline
VALG AF ANBRINGELSESSTED
14 Med henblik på valg af anbringelsessted skal de deltagende parter kræve følgende oplysninger, alt
efter hvad der er relevant, for at kunne evaluere og begrunde valget af sted(er):
• de fysiske, geologiske, kemiske og biologiske forhold på det foreslåede sted og i det område,
der potentielt påvirkes, samt graden af usikkerhed i disse forhold set i relation til den foreslåede
aktivitet,
• påvirkningen på faciliteter, værdier og andre former for anvendelse af havet på det foreslåede sted og
i området, der potentielt påvirkes.
• alle flusmidlers bestanddele, der er forbundet med aktiviteten i forhold til eksisterende flusmidler i
stoffer, som findes i havmiljøet og
• den økonomiske og driftsmæssige gennemførlighed
VURDERING AF STOFFER OG MATERIALER, DER SKAL ANBRINGES I HAVMILJØET
15 Ved karakterisering og vurdering af stof, der foreslås anbragt i havmiljøet, herunder dets bestanddele,
skal der tages hensyn til følgende, hvor det er relevant:
. 1 oprindelse, samlet mængde, form samt gennemsnitlig sammensætning og skæbne,
. 2 egenskaber: fysiske, kemiske, biokemiske og biologiske,
. 3 toksicitet,
. 4 persistens: fysisk, kemisk, biokemisk og biologisk, og
. 5 akkumulering og biologisk omdannelse i biologiske materialer eller sedimenter.
78
VURDERING AF POTENTIELLE VIRKNINGER
16 Vurdering af potentielle virkninger skal føre til en effekthypotese (the Impact Hypothesis), en kortfat-
tet redegørelse for de forventede konsekvenser af anbringelsesaktiviteten inden for aktivitetens område
og inden for området, der potentielt påvirkes, herunder grænseoverskridende virkninger. Dette danner
grundlag for enten at godkende, afvise eller foreslå ændringer af en foreslået anbringelsesaktivitet og for
at definere risikostyring, afværgeforanstaltninger og krav til miljøkontrol.
17 Vurderingen af potentielle virkninger bør indeholde oplysninger om kendetegn ved den foreslåede
anbringelsesaktivitet, forholdene på det/de foreslåede sted(er), eventuelle relevante flusmidler og eventu-
elle foreslåede konstruktionsteknikker. Vurderingen skal angive potentielle indvirkninger på menneskers
sundhed, på marine økosystemers struktur og dynamik, herunder følsomhed hos arter, populationer,
samfund, habitater og processer, faciliteter og andre former for legitim anvendelse af havene. Den skal
definere arten, de tidsmæssige og geografiske omfang og varigheden af de forventede indvirkninger
baseret på forholdsvist forsigtige antagelser.
18 En analyse af den foreslåede anbringelsesaktivitet bør overvejes i lyset af en vurdering af følgende for-
hold: Sundhedsrisici for mennesker, miljøomkostninger, farer (heriblandt ulykker), økonomi og udeluk-
kelse af fremtidig anvendelse. Kumulative indvirkninger forårsaget af gentagne aktiviteter eller fra andre
aktiviteter kan også være en relevant overvejelse. Hvis denne vurdering viser, at der ikke er tilstrækkelige
oplysninger til rådighed til at fastslå, hvilke sandsynlige virkninger den foreslåede anbringelsesaktivitet
har, skal denne aktivitet ikke overvejes yderligere.
19 Hver vurdering af potentielle virkninger skal afsluttes med en erklæring, der understøtter en beslutning
om at godkende, afvise eller foreslå ændringer af en foreslået anbringelsesaktivitet.
RISIKOSTYRING
20 Risikostyringsprocedurer er nødvendige for at sikre, at miljørisici minimeres, så vidt det er praktisk
muligt, bl.a. gennem forebyggelse og beredskabsplanlægning, således at fordelene maksimeres, og at der
anvendes et forsigtighedsprincip.
21 Strategier, der anvendes til at styre eller afbøde risici, skal være passende i forhold til de foreliggende
risici. Disse kan pålægges som yderligere betingelser af en deltagende part eller indgå som en integreret
del af forslaget. Strategierne kan omfatte tidsmæssige, geografiske eller operationelle begrænsninger.
22 Det vil også være nødvendigt at overveje beredskabsplanlægning for at kunne reagere på overvågnin-
gen i tilfælde, hvor effekthypotesen viser sig at være fejlbehæftet. Dette kan blandt andet omfatte ophør af
anbringelsesaktiviteterne.
KONTROL
23 Et veludtænkt kontrolsystem er nødvendigt og bør tage højde for både kort- og langsigtede virkninger
og afgøre, hvor det er muligt, om aktiviteten har opfyldt sit formål.
79
24 Kontrol bruges til at bekræfte, at betingelserne for tilladelsen er opfyldt – kontrol af overholdelse – og
at de antagelser, der blev lagt til grund for gennemgangen af tilladelsen og valget af pladsen er korrekte
og tilstrækkelige til at beskytte miljøet og menneskers sundhed – kontrol i felten. Det er afgørende, at
sådanne kontrolordninger har klart definerede mål. Kontrollens type, hyppighed og omfang afhænger af
effekthypotesen samt af de forventede lokale og regionale konsekvenser.
25 Kontrol bruges også til at bestemme påvirkningsområdet og til at sikre, at ændringerne ligger inden
for det forventede omfang. Oprettelse af baseline-forhold før en anbringelsesaktivitet samt overvågning
af kontrolsteder er afgørende for løbende kontrol og påvisning af eventuelle virkninger, der ikke kunne
forudsiges.
TILLADELSE OG TILLADELSESBETINGELSER
26 En beslutning om at udstede en tilladelse må kun træffes, hvis:
. 1 Vurderingen er udført tilfredsstillende og har vist, at den foreslåede aktivitet er anført på listen i bilag 4
og kan godkendes i henhold til bilaget.
. 2 Aktiviteten er udviklet til at opfylde sit formål. Det skal bevises, at den foreslåede aktivitet har de
økonomiske ressourcer til rådighed til at opfylde arbejdsprogrammet, før det påbegyndes, herunder alle
tilladelsesbetingelser, der f.eks. kræver forebyggelse, beredskabsplanlægning og kontrol.
. 3 Alle effektevalueringer er gennemført på tilfredsstillende vis.
. 4 Kravene til risikostyring og overvågning er blevet fastlagt.
. 5 Betingelser er på plads for at sikre, at miljømæssige forstyrrelser og skader minimeres så vidt muligt
og at fordelene maksimeres.
. 6 Høringskravene er opfyldt i henhold til afsnit 10, 11 og 12.
. 7 Det er fastslået, at forurening af havmiljøet forårsaget af den foreslåede aktivitet så vidt muligt er
blevet forhindret eller reduceret til et minimum, og derfor ikke strider imod protokollens mål.
27 Hvis der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger til at træffe afgørelserne i overensstemmelse med
afsnit 26, skal godkendelsesmyndigheden anmode om yderligere oplysninger, før den træffer en afgørelse,
og ellers må den ikke udstede en tilladelse.
28 Bestemmelserne for tilladelsen skal i det omfang det er praktisk muligt sikre, at risici for menne-
skers helbred og havmiljøet undgås, miljøforstyrrelsen og miljøskaden minimeres, og fordelene maksime-
res. Enhver tilladelse, der udstedes, skal indeholde følgende betingelser, som blandt andet angiver:
. 1 typerne og kilderne til det stof, der skal anbringes,
. 2 placeringen af anbringelsesstedet/-stederne,
. 3 de metoder, der skal bruges til at gennemføre anbringelsesaktiviteten,
. 4 risikostyring, kontrol, indberetningskrav, og
. 5 fjernelse og/eller bortskaffelse/genbrug/genanvendelse af genstande alt efter hvad der er hensigtsmæs-
sigt ved afslutningen af anbringelsesaktiviteten.
29 Tilladelser skal gennemses regelmæssigt, idet der tages højde for kontrolresultater, målene med
kontrolordningerne og relevant forskning. Gennemgangen af kontrolresultaterne angiver, hvilke feltord-
ninger der skal fortsættes, ændres eller lukkes, og skal skabe grundlag for informerede beslutninger om
80
fortsættelse, ændring eller tilbagekaldelse af tilladelser. Kontrol udgør en vigtig feedbackfunktion til brug
ved fremtidige beslutninger om tilladelser, der vedrører beskyttelse af menneskers sundhed og havmiljøet.
INDBERETNING
30 Resultaterne af alle vurderinger og dokumentation af alle udstedte tilladelser skal indberettes til
sekretariatet og gøres offentligt tilgængelige på eller kort efter det tidspunkt, hvor beslutningen træf-
fes. Sekretariatet bør derefter informere de deltagende parter."
BEKRÆFTET KOPI af teksten vedrørende ændringerne af artikel 1, ny artikel 6bis og de nye bilag 4 og
5 i London-protokollen, vedtaget den 18. oktober 2013 af det ottende møde mellem de deltagende parter
i 1996-protokollen til konventionen om forhindring af havforurening ved dumpning af affald og andre
stoffer fra 1972, som angivet i bilaget tilhørende resolution LP. 4(8), hvis oprindelige tekst er deponeret
hos Generalsekretæren for Den Internationale Søfartsorganisation.
P.v.a. Generalsekretæren for Den Internationale Søfartsorganisation: [Underskrevet]
London, [7. april 2018]
81
1) Se også den forklarende tekst i rapporten fra mødet mellem de deltagende parter, afsnit 4.12.
82