L 22 - svar på spm. 9 om, hvordan dette lovforslag konkret hjælper børnene i "Bom-sagen" med deres gæld

Side 1/2
Besvarelse af spørgsmål nr. 9 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende
forslag til lov om ændring af retsplejeloven, lov om skifte af dødsboer,
arveloven og databeskyttelsesloven (Forhøjelse af antallet af dommere,
revision af reglerne om Advokatsamfundets organer, udvidelse af
adgangen til at opnå møderet for landsret, værgers betaling af
sagsomkostninger, digital behandling af sager om skifte af dødsboer og
ophævelse af krav om tilladelse fra Datatilsynet til visse behandlinger)
(L 22)
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 9 vedrørende forslag til lov om
ændring af retsplejeloven, lov om skifte af dødsboer, arveloven og
databeskyttelsesloven (Forhøjelse af antallet af dommere, revision af
reglerne om Advokatsamfundets organer, udvidelse af adgangen til at opnå
møderet for landsret, værgers betaling af sagsomkostninger, digital
behandling af sager om skifte af dødsboer og ophævelse af krav om
tilladelse fra Datatilsynet til visse behandlinger) (L 22), som Folketingets
Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 22. oktober 2024.
Peter Hummelgaard
/
Niels Dam Dengsøe Petersen
Folketinget
Retsudvalget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 7. november 2024
Kontor: Proces- og
Insolvensretskontoret
Sagsbeh: Astrid Knigge
Sagsnr.: 2024-13740
Dok.: 3486707
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
L 22 - endeligt svar på spørgsmål 9
Retsudvalget 2024-25
Side 2/2
Spørgsmål nr. 9 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov
om Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, lov om skifte af
dødsboer, arveloven og databeskyttelsesloven (Forhøjelse af antallet af
dommere, revision af reglerne om Advokatsamfundets organer,
udvidelse af adgangen til at opnå møderet for landsret, værgers
betaling af sagsomkostninger, digital behandling af sager om skifte af
dødsboer og ophævelse af krav om tilladelse fra Datatilsynet til visse
behandlinger) (L 22):
”Vil ministeren redegøre for, hvordan dette lovforslag konkret
hjælper børnene i "Bom-sagen" med deres gæld? Ministeren
bedes desuden redegøre for, hvilke initiativer der vil blive taget
for at hjælpe mindreårige, der allerede står med en gæld for
sagsomkostninger.”
Svar:
Jeg er som justitsminister af principielle årsager tilbageholdende med at
udtale mig om sager, der verserer eller har verseret ved domstolene.
Det forslås ved indsættelsen af § 319 a i retsplejeloven, at retten kan beslutte,
at den, der som værge for en mindreårig part har anlagt eller appelleret en
sag, helt eller delvis skal betale de sagsomkostninger, som det ellers ville
påhvile den mindreårige part at betale.
Bestemmelsen knytter ikke retsvirkninger til sager, der er afsluttet før lovens
ikrafttræden.
Hovedreglen efter gældende ret er, at den tabende part skal erstatte
modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, dog at udgifter til
advokatbistand erstattes med et passende, dvs. standardiseret, beløb, der kan
være lavere end modpartens faktiske udgift til advokatbistand.
Hvis den sag, som den umyndige er part i, er anlagt mod eller af en offentlig
myndighed, vil det som udgangspunkt være den pågældende offentlige
myndighed, der ud fra de relevante regler og grundsætninger vil tage stilling
til, om og hvordan kravet søges inddrevet.
Der henvises til afsnit 5 i Justitsministeriets redegørelse af 21. december
2023 om umyndiges betaling af sagsomkostninger i civile retssager af (REU
2023-24, Alm. del – bilag 89).


Offentligt
L 22 - endeligt svar på spørgsmål 9
Retsudvalget 2024-25


Side 1/22
Redegørelse om umyndiges betaling af sagsomkostninger i
civile retssager
1. Indledning
1.1. Retsudvalgets beretning
Det fremgår af beretning over forslag til folketingsbeslutning om at forbedre
retstilstanden for mindreårige i retssager anlagt af barnets værge (B 96), som
er afgivet af Retsudvalget den 23. maj 2023, at et flertal i udvalget (udvalget
med undtagelse af SIU) anerkender det problem, der i dag består i, at
umyndige – herunder børn – kan blive pålagt at betale sagsomkostninger i
retssager anlagt af deres værge. Der kan ifølge beretningen være tale om
sager, som den umyndige ikke har tilstrækkelig indsigt i og i øvrigt slet ikke
kan overskue de økonomiske konsekvenser af, i tilfælde af at sagen tabes,
f.eks. sagsomkostninger til modparten og omkostninger til egen advokat.
Det fremgår videre, at flertallet samtidig anerkender den helt
grundlæggende regel i retsplejelovens § 312, hvorefter vinderen som
udgangspunkt skal tilkendes sagsomkostninger fra taberen til hel eller delvis
dækning af de med retssagen forbundne udgifter.
Flertallet opfordrer i beretningen regeringen til inden udgangen af 2023 at
fremlægge en redegørelse med forslag til, hvordan det fremover kan undgås,
at umyndige, herunder børn og unge, i retssager, som er anlagt af en værge
på den umyndiges vegne, ender med at skulle betale sagsomkostningerne.
Redegørelsen skal ifølge beretningen herunder forholde sig til den situation,
hvor f.eks. et barn pålægges at betale sagsomkostningerne i en sag, som er
anlagt af en værge på barnets vegne, og som helt eller delvist tabes eller
hæves, og hvor værgen ikke evner eller ønsker at betale sagsomkostningerne
for barnet. I redegørelsen ønskes derudover medtaget samspillet mellem
Dato: 21. december 2023
Kontor: Proces- og
Insolvensretskontoret
Sagsbeh: Anders Svane Restorff
Caspersen
Sagsnr.: 2022-409-0010
Dok.: 2955280
Offentligt
REU Alm.del - Bilag 89
Retsudvalget 2023-24
Offentligt
L 22 - endeligt svar på spørgsmål 9
Retsudvalget 2024-25
Side 2/22
værgen, Familieretshuset og de myndigheder, der bevilger fri proces,
eksempelvis således at velbegrundede ansøgninger om fri proces fra en
værge i højere grad end i dag kan udløse bevilling til fri proces og dermed
fritage den umyndige fra eventuelle procesomkostninger. Herudover skal
redegørelsen adressere, om familier i tilstrækkelig grad informeres om
mulighederne for fri proces, særlig i tilfælde, hvor de økonomiske
betingelser ikke på forhånd er opfyldt, så det sikres, at familier ikke ender
med at føre civile retssager for egen regning i tilfælde, hvor fri proces havde
været en mulighed.
Justitsministeren har i sin besvarelse af 28. juni 2023 af spørgsmål nr. 828
(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg tilkendegivet, at ministeren forventer
at kunne fremlægge en sådan redegørelse inden udgangen af 2023.
1.2. Centrale begreber
Begrebet ”umyndig” omfatter to persongrupper. Den første gruppe er
omfattet af reglerne i værgemålslovens kapitel 1 og består af børn og unge
under 18 år. Disse børn og unge er ifølge værgemålslovens § 1 mindreårige
og dermed umyndige. Det fremgår af samme bestemmelse, at mindreårige
ikke selv kan forpligte sig ved retshandler eller råde over deres formue,
medmindre andet er bestemt, og at værgerne som udgangspunkt handler på
den mindreåriges vegne i økonomiske anliggender. Det klare udgangspunkt
er, at indehaveren eller indehaverne af forældremyndigheden er værger, jf.
lovens § 2. Det fremgår af Danmarks Statistiks statistikbank, at der den 1.
juli 2023 var ca. 1,15 mio. børn og unge under 18 år.
Den anden gruppe af umyndige består af voksne, der er under værgemål
med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens §§ 5 og 6.
Iværksættelse af værgemål for en voksen person medfører ikke i sig selv, at
den voksne person bliver umyndig. Det er alene, hvis personen i tilknytning
til værgemålet fratages sin retlige handleevne, at vedkommende bliver
umyndig. Umyndige voksne kan ikke selv forpligte sig ved retshandler eller
råde over deres formue, medmindre andet er bestemt. I 2019 blev
værgemålsloven ændret, således at værgemål med fratagelse af den retlige
handleevne kan begrænses, så fratagelsen alene er delvis. Personer, der kun
delvist er frataget den retlige handleevne, er fortsat myndige. Indenrigs- og
Sundhedsministeriet har oplyst, at der den 22. maj 2023 i CPR var registreret
2.017 personer med fuld fratagelse af den retlige handleevne.
Side 3/22
Der er ingen faste udgangspunkter for, hvem der udpeges som værge for en
voksen. Når der udpeges en værge for en voksen, er udgangspunktet, at der
beskikkes en værge blandt de pårørende, medmindre ingen ønsker at være
værge, eller omstændighederne i øvrigt taler imod dette. Er dette tilfældet,
beskikkes en såkaldt fast værge, der er værge for flere, og som ikke har en
personlig relation til den person, der er under værgemål.
1.3. Redegørelsens indhold
Redegørelsen angår umyndige, der er parter i almindelige civile retssager,
herunder småsager. Redegørelsen vedrører ikke umyndiges stilling i
offentlige straffesager. Det bemærkes, at en umyndig tiltalt, som findes
skyldig i en offentlig straffesag, kan pålægges at betale sagsomkostninger
til staten, men at andre parter – f.eks. en forurettet, der har fremsat krav om
erstatning mod tiltalte – ikke pålægges at betale sagsomkostninger under
straffesagen, uanset om den pågældende er umyndig eller ej. Umyndige kan
som parter i civile retssager være både sagsøger og sagsøgt. Modparten
(eller modparterne) i sagen kan være såvel en offentlig myndighed som
andre private borgere eller virksomheder.
Redegørelsen omfatter de sager, hvor de almindelige regler om
sagsomkostninger finder anvendelse, jf. nedenfor i afsnit 3. Redegørelsen
angår ikke de civile retssager, hvor der gælder særlige regler om
advokatbeskikkelse på statens regning, og hvor det klare udgangspunkt er,
at en part uanset sagens udfald ikke skal betale sagsomkostninger til
modparten. De særlige regler gælder bl.a. i familieretlige sager og sager om
prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse, herunder sager om
prøvelse af en afgørelse om tvangsanbringelse af et barn, hvor modparten er
en offentlig myndighed, og hvor der er en særlig let adgang til at få
efterprøvet myndighedens afgørelse.
I afsnit 2 redegøres for reglerne om anlæg af civile retssager på vegne af
umyndige, herunder hvilke dispositioner der kræver Familieretshusets
godkendelse. I afsnit 3 beskrives reglerne om fordeling af sagsomkostninger
i civile retssager. I afsnit 4 beskrives muligheden for at få fri proces til at
føre civile retssager, og hvordan der informeres om denne mulighed. Afsnit
5 indeholder en beskrivelse af inddrivelse hos mindreårige af krav på
sagsomkostninger. Afsnit 6 og 7 indeholder Justitsministeriets overvejelser
og forslag til forbedring af retstilstanden for umyndige, der er parter i civile
retssager.
Side 4/22
2. Anlæg af civil retssag på vegne af umyndige
Det følger af retsplejelovens § 257, stk. 1, at en umyndig ikke kan optræde
på egen hånd i retssager. Det er værgen, der optræder på den umyndiges
vegne.
Det fremgår af værgemålslovens § 24, at værgen inden for hvervets omfang
skal varetage interesserne for den, der er under værgemål. Værgen kan som
udgangspunkt anlægge retssag og træffe beslutninger under sagen uden at
indhente samtykke til sagsanlægget eller beslutningen hos den umyndige
eller offentlige myndigheder, jf. dog nedenfor om sager, der kræver den
umyndiges godkendelse, og om dispositioner, der kræver Familieretshusets
godkendelse.
2.1. Samtykke fra den umyndige
Visse typer af sager kan efter retsplejelovens § 257, stk. 2, ikke anlægges
uden samtykke fra den, der er umyndig. Værgen kan således ikke uden
samtykke anlægge retssag, der angår formuerettigheder, hvorover den
pågældende har rådigheden, eller som vedrører en aftale, som den
pågældende gyldigt har indgået på egen hånd. Værgen kan heller ikke uden
samtykke fra den, der er under værgemål med fratagelse af den retlige
handleevne, jf. værgemålslovens § 6, anlægge retssag, der vedrører en
legemskrænkelse eller en freds- og æreskrænkelse, der er tilføjet den
pågældende, medmindre den, der er under værgemål, som følge af
manglende forståelse for sagens betydning ikke kan tage stilling hertil.
Anlægger værgen en retssag på den umyndiges vegne, er det den umyndige
selv, der er part i sagen. Under sagen udøver værgen på egen hånd
partsbeføjelserne, mens proceshandlinger, der måtte blive foretaget af den
umyndige selv, er uden betydning. Det er f.eks. værgen, der træffer
beslutning om, hvilken påstand der skal nedlægges i sagen, hvilken
bevisførelse der skal begæres ført, og om sagen eller spørgsmål i sagen skal
ankes eller kæres.
2.2. Familieretshusets godkendelse
De fleste sager om værgemål behandles i Familieretshuset. Det drejer sig
bl.a. om de fleste sager om iværksættelse af værgemål for voksne samt
godkendelse af og tilsyn med værgernes dispositioner.
Side 5/22
Værgens anlæg af retssag på vegne af en umyndig kræver ikke i sig selv
Familieretshusets godkendelse. Visse af de dispositioner, der er knyttet til
et sagsanlæg, kan dog forudsætte Familieretshusets godkendelse.
Hvis anlæg af retssag nødvendiggør forbrug af formue tilhørende personen
under værgemål, eksempelvis til dækning af advokatudgifter mv., vil dette
skulle godkendes af Familieretshuset, jf. værgemålslovens § 39.
Medfører sagsanlægget gældsstiftelse eller en usædvanlig økonomisk
disposition, herunder usædvanligt indtægtsforbrug, vil også dette skulle
godkendes af Familieretshuset, jf. bekendtgørelse nr. 1444 af 13. december
2013 om værgemål (værgemålsbekendtgørelsen) §§ 7 og 10, stk. 1.
Det fremgår af Civilstyrelsens værgevejledning, at det ikke er muligt
udtømmende at opregne, hvad der er så usædvanligt, at det kræver
Familieretshusets godkendelse. Værgen kan f.eks. ifølge vejledningen ikke
indgå forlig med et forsikringsselskab på den pågældendes vegne uden
Familieretshusets godkendelse. Videre fremgår det, at køb og salg af løsøre
kan være en så usædvanlig disposition, at det undtagelsesvis kræver
Familieretshusets godkendelse.1 I hvilke tilfælde anlæg af retssag anses for
en usædvanlig disposition, ses hverken at være nærmere beskrevet i
litteraturen eller i trykt retspraksis at have været genstand for prøvelse.2
Det fremgår af justitsministerens besvarelse af 29. juni 2022 af spørgsmål
nr. 465 (Alm. del) fra Folketingets Social- og Ældreudvalg, at
Familieretshuset har oplyst bl.a. følgende:
”Inden Familieretshusets stillingtagen til værgens ansøgning om
godkendelse, vil Familieretshuset anmode værgen om at
undersøge, om det er muligt at få fri proces, eller om man via
forsikring har retshjælpsdækning.”
Familieretshuset har derudover til brug for denne redegørelse oplyst, at
såfremt en umyndig bliver sagsøgt, vil Familieretshuset normalt ikke få
kendskab til sagen, medmindre der skal indgås et udenretligt forlig, eller der
skal bruges af den umyndiges formue til at betale erstatning eller
sagsomkostninger mv.
1 Civilstyrelsen: Værgevejledning – en orientering for værger, februar 2012, side 12.
2 Se f.eks. Danielsen, Svend; Thoustrup Sørensen, Rie: Værgemålsloven med kommentarer,
2. udgave (2017), side 486-492.
Side 6/22
2.3. Antallet af civile sager, hvor umyndige er parter
Justitsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger om, hvor ofte det
forekommer, at umyndige er parter i civile retssager. Hvad angår antallet af
civile sager, hvor mindreårige er parter, har Domstolsstyrelsen på baggrund
af bidrag fra Retten i Glostrup, Københavns Byret, Retten i Aalborg og
Retten i Aarhus oplyst følgende:
”Overordnet set bemærker retterne, at det er sjældent
forekommende, at mindreårige er involverede i civile sager som
parter. Retten i Odense har oplyst, at det måske drejer sig om
1-2 sager om året – oftest sager om erstatning, hvor barnet (ved
værge) er sagsøger. Hvis barnet taber en sådan sag, kan der blive
et spørgsmål om sagsomkostninger.
Børn er dog meget ofte parter i familieretssager,
tvangsfjernelsessager, adoptionssager mv. I sådanne sager vil
det i praksis være statskassen, der afholder
sagsomkostningerne.”
Familieretshuset har om antallet af sager, der omhandler spørgsmål om
anlæg af retssag på vegne af eller mod en mindreårig, oplyst følgende:
”Familieretshuset registrerer ikke ansøgninger og afgørelser på
en sådan måde, at det er muligt i vores sagsbehandlingssystem
at trække en præcis opgørelse over antallet af sager
omhandlende spørgsmål om anlæggelse af retssag på vegne af
eller mod en mindreårig. En præcis opgørelse vil forudsætte en
manuel gennemgang af mange tusinde sager. Skønsmæssigt er
det Familieretshusets vurdering, at der er tale om ganske få
tilfælde om året, formentlig 2-3 stk. Det er typisk sager, hvor det
kan komme på tale at anlægge sag på vegne af en mindreårig
livsarving for at få en begunstigelse af en anden – typisk
forældremyndighedsindehaveren for den mindreårige –
tilsidesat, jf. forsikringsaftalelovens § 104.
Familieretshuset har heller ikke her mulighed for i
sagsbehandlingssystemet at trække en præcis opgørelse over
antallet af sager med spørgsmål om betaling eller modtagelse af
sagsomkostninger eller andre beløb som følge af en retssag
anlagt på vegne af eller mod et barn. Der er skønsmæssigt tale
om forsvindende få sager, formentlig mindre end én sag om året.
Familieretshuset kan oplyse, at såfremt den mindreårige bliver
sagsøgt, vil Familieretshuset normalt ikke blive involveret,
medmindre der skal indgås et udenretligt forlig eller der skal
bruges af den mindreåriges formue (omfattet af værgemålet) til
at betale erstatning, sagsomkostninger mv.”
Side 7/22
Efter Justitsministeriets opfattelse må det på den baggrund antages at være
meget sjældent forekommende, at mindreårige er parter i retssager, hvor der
er risiko for, at den mindreårige kan ende med at betale sagsomkostninger.
3. Retsplejelovens regler om sagsomkostninger i civile sager
Civile retssager påfører typisk parterne en række udgifter. I de fleste sager
skal der betales retsafgift til staten. I mange sager antager parterne hver en
advokat, som modtager betaling for sin bistand. Mange former for
bevisførelse medfører udgifter, eksempelvis syn og skøn. Endvidere kan en
part have udgifter til transport i forbindelse med møder i retten eller
skønsforretninger mv., og i samme forbindelse kan der være tabt
arbejdsfortjeneste (eller udgifter til afløser). Endelig kan der være
forskellige – normalt mindre – udgifter forbundet med retssagen,
eksempelvis til kopiering, porto og telefon.
Reglerne om fordeling og betaling af sagsomkostninger er fastsat i
retsplejelovens kapitel 30. Det følger heraf bl.a., at den tabende part skal
erstatte modparten de udgifter, retssagen har påført modparten, medmindre
parterne har aftalt andet. Når en part får medhold i en retssag, pålægges
modparten således som udgangspunkt at betale et beløb til dækning af den
vindende parts sagsomkostninger. Hvis en sag afvises, betragtes den som
tabt af sagsøgeren.
Hvis en sag hæves af en af parterne, kan retten pålægge en af parterne at
betale fulde eller delvise sagsomkostninger til modparten eller bestemme, at
ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til modparten. Det følger af
forarbejderne til bestemmelsen, at bestemmelsen skal forstås på den måde,
at rettens valg mellem disse muligheder skal ske efter principperne for
fordeling af sagsomkostninger, herunder hovedreglen om, at den tabende
part skal erstatte modpartens udgifter. Det fremgår videre, at hvis sagen
hæves, fordi sagsøgte har opfyldt kravet, eller situationen i øvrigt kan
sidestilles med, at sagsøgeren har fået fuldt medhold, skal sagsøgte som
udgangspunkt betale fulde sagsomkostninger til sagsøgeren. Det fremgår
samtidig, at hvis sagen hæves, fordi sagsøgeren har opgivet kravet, eller
situationen i øvrigt kan sidestilles med, at sagsøgte har fået fuldt medhold,
skal sagsøgeren som udgangspunkt betale fulde sagsomkostninger til
sagsøgte.3
3 Folketingstidende 2004-2005 (2. samling), tillæg A, side 5553.
Side 8/22
Med hensyn til opgørelsen af sagsomkostningerne bemærkes det, at udgifter
til advokatbistand mv. erstattes med et passende beløb, og øvrige udgifter
erstattes fuldt ud. Det beløb, der tilkendes som erstatning for udgifter til
advokatbistand, fastsættes som udgangspunkt ud fra landsretternes
vejledende takster herom,4 hvilket ikke nødvendigvis svarer til det salær,
parten har aftalt med sin advokat.
Hensynet bag reglerne om sagsomkostninger er bl.a. at sikre, at borgere og
virksomheder har adgang til domstolene. Den vindende part, der med rette
har anlagt en sag, kan således få sagsomkostningerne dækket af modparten.
Samtidig medvirker risikoen for at skulle betale sagens omkostninger til, at
der ikke indbringes uberettigede sager for domstolene. Retsplejelovens
regler om sagsomkostninger har med andre ord til formål at sikre en rimelig
fordeling af de omkostninger, der i alle tilfælde er forbundet med civile
retssager.
Retsplejelovens kapitel 30 indeholder også en række regler, der modificerer
udgangspunktet om, at den tabende part skal betale sagens omkostninger.
Det fremgår således f.eks. af retsplejelovens § 312, stk. 5, at retten kan
bestemme, at den tabende part ikke eller kun delvis skal erstatte modparten
de påførte udgifter, hvis særlige grunde taler for det. Af forarbejderne til
bestemmelsen fremgår, at relevante faktorer, som kan indgå i en samlet
vurdering af, om den tabende part helt eller delvis bør fritages for at betale
sagsomkostninger til den vindende part, kan være, om sagen har principiel
karakter eller videregående betydning. Videre fremgår det, at navnlig hvor
dette er tilfældet, kan der også tages hensyn til, om en af parterne er en
offentlig myndighed, en stor erhvervsvirksomhed eller (repræsenteret af) en
interesseorganisation eller lignende.5
Det fremgår af retsplejelovens § 319, at advokater og andre
rettergangsfuldmægtige ifølge modpartens påstand under sagen kan
pålægges at bære de omkostninger, som de ved pligtstridig opførsel har
forårsaget. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at advokater og
andre rettergangsfuldmægtige kan pålægges at betale sagsomkostninger til
modparten efter denne regel, uanset om den part, de repræsenterer, også
4 Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret: Notat om sagsomkostninger i civile sager,
10. december 2019.
5 Folketingstidende 2004-2005 (2. samling), tillæg A, side 5552.
Side 9/22
pålægges at betale sagsomkostninger. Det fremgår videre, at i givet fald
hæfter de pågældende solidarisk, og der kan i afgørelsen tages stilling til den
indbyrdes hæftelse (regres).6
Det er antaget i den juridiske litteratur på området, at værgen formentlig
efter en analogi af retsplejelovens § 319 kan dømmes til at erstatte de særlige
omkostninger, som vedkommende ved pligtstridig opførsel måtte have
forårsaget.7 Det vil sige, at retten efter påstand herom fra modparten
formentlig kan pålægge en værge at betale omkostninger, der er forårsaget
af pligtstridig opførsel fra værgens side.
Retten træffer bestemmelse om sagsomkostninger, uanset om parterne har
nedlagt påstand herom. Byrettens beslutning om sagsomkostninger kan
kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kærefristen,
der regnes fra den dag, beslutningen er truffet, er 2 uger. Er
sagsomkostningerne fastsat til højst 20.000 kr., kan kære kun ske med
tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.
Der er ingen særlige regler om sagsomkostninger i forhold til umyndige
parter. Retten vil således træffe beslutning om sagsomkostninger ud fra de
ovenfor beskrevne regler, uanset om en eller flere parter i sagen er
umyndige.
Dømmes en umyndig til at betale sagsomkostninger i en sag, som er anlagt
af værgen på den umyndiges vegne, og hvor værgen f.eks. allerede fra
sagsanlægget har været bekendt med, at sagen er udsigtsløs, vil den
umyndige efter omstændighederne kunne rette et erstatningskrav mod
værgen, jf. værgemålslovens § 31. Det fremgår således af denne
bestemmelse, at hvis værgen tilsidesætter sine forpligtelser, er værgen
erstatningsansvarlig over for den, der er under værgemål, for skade, der
forvoldes ved forsætligt eller uagtsomt forhold.
4. Fri proces til umyndige
4.1. Retsplejelovens regler om fri proces
Reglerne om fri proces findes i retsplejelovens kapitel 31. Fri proces
indebærer, at staten betaler for omkostningerne i forbindelse med en retssag.
6 Folketingstidende 2004-2005 (2. samling), tillæg A, side 5555.
7 Gomard, Bernhard; Kistrup, Michael: Civilprocessen, 8. udgave (2020), side 352, og
Møller, Jens; Talevski, Oliver; Thønnings, Peter; Rammeskow Bang-Pedersen, Ulrik
(red.): Kommenteret Retsplejelov, Bruxelles 1-forordning, 10. udgave (2018), side 729.
Side 10/22
En værge kan søge om fri proces på vegne af en umyndig, der er part i en
retssag.
Det fremgår af retsplejelovens § 325, stk. 1, at der efter ansøgning kan
meddeles fri proces efter reglerne i retsplejelovens §§ 327 og 328 til
personer, der opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, og som ikke
har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker
omkostningerne ved sagen. Efter § 1, stk. 3, 1. pkt., i bekendtgørelse nr.
1521 af 8. december 2023 om fri proces kan fri proces meddeles, hvis
ansøgerens indtægtsgrundlag er 371.000 kr. eller mindre, når ansøgeren ikke
lever i et samlivsforhold. Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at der tillige
kan tages hensyn til forældrenes økonomiske forhold, hvis ansøgeren er
under 18 år.
I retsplejelovens § 327 er opregnet en række sagstyper, hvor der som
udgangspunkt kan gives fri proces i 1. instans, hvis ansøgeren opfylder
betingelserne i § 325. Det drejer sig bl.a. om sager om forældremyndighed,
barnets bopæl, samvær, separation, skilsmisse mv., sager om tilbagebetaling
af pengeydelser, som er omfattet af et påbud efter markedsføringsloven, og
sager om opfyldelse af afgørelser fra bestemte klagenævn. Fri proces efter
§ 327 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan indbringes
for.
Af retsplejelovens § 328, stk. 1, fremgår, at der – uden for de tilfælde, der
er nævnt i § 327 – kan meddeles fri proces, hvis ansøgeren opfylder
betingelserne i § 325 og skønnes at have rimelig grund til at føre proces. I
vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, indgår
bl.a. sagens betydning for ansøgeren, udsigten til at ansøgeren vil få
medhold i sagen, sagsgenstandens størrelse, størrelsen af de forventede
omkostninger og muligheden for at få sagen afgjort ved et administrativt
nævn eller et godkendt privat klage- eller ankenævn, jf. retsplejelovens §
328, stk. 2, nr. 1-5. Det fremgår af bestemmelsens stk. 3, at i sager i 1. instans
om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold eller
om personskade anses henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte for
at have rimelig grund til at føre proces, medmindre forhold som nævnt i stk.
2, nr. 2-5, klart taler imod.
Det fremgår af retsplejelovens § 329, at fri proces efter ansøgning kan
meddeles, når særlige grunde taler for det, selv om betingelserne i
retsplejelovens §§ 325 og 328 ikke er opfyldt. Det gælder navnlig i sager,
Side 11/22
som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som
har væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige
situation. Det tillægges i denne forbindelse også betydning, om der er udsigt
til at få medhold i sagen.
Ansøgningssager om fri proces efter retsplejelovens §§ 328 og 329
behandles af Civilstyrelsen. Afslag på fri proces efter disse bestemmelser
kan påklages til Procesbevillingsnævnet, jf. retsplejelovens § 328, stk. 6, 2.
pkt., og § 329, 3. pkt.
Bevilges der fri proces til at føre en sag, medfører det efter retsplejelovens
§ 331 bl.a. fritagelse for at betale retsafgift, beskikkelse af en advokat mod
vederlag fra statskassen, godtgørelse for udgifter, der med føje er afholdt i
forbindelse med sagen, og fritagelse for at erstatte modparten sagens
omkostninger.
Bortset fra muligheden for efter § 3 i bekendtgørelse om fri proces at tage
hensyn til forældrenes økonomiske forhold ved behandling af en
mindreårigs ansøgning om fri proces, er betingelserne for at meddele fri
proces de samme for mindreårige og andre umyndige som for myndige.
4.2. Information om fri proces
Borgere kan finde oplysninger om muligheden for at søge fri proces
forskellige steder. Oplysninger om ansøgningsmuligheder og betingelserne
for at få fri proces fremgår således bl.a. af domstolenes, Civilstyrelsens og
Advokatsamfundets hjemmesider samt af borger.dk.
Som nævnt under afsnit 2.1 anmoder Familieretshuset værgen om at
undersøge, om det er muligt at få fri proces, eller om der via en forsikring
er retshjælpsdækning, inden Familieretshusets tager stilling til en
ansøgning, der angår forbrug af midler i forbindelse med en retssag.
Til at føre en civil retssag vil parterne i de fleste tilfælde antage en advokat.
Advokater er forpligtede til på eget initiativ at vejlede klienten om
mulighederne for fri proces og retshjælpsdækning.8
8 De advokatetiske reglers artikel 22.
Side 12/22
4.3. Omfanget og karakteren af de ansøgninger om fri proces, der behandles
af Civilstyrelsen, hvor en part er mindreårig
Civilstyrelsen har oplyst, at det ikke er muligt at opgøre, i hvor mange af de
sager, der behandles af styrelsen, mindst én af parterne i sagen er under 18
år. Det er imidlertid styrelsens vurdering, at der årligt behandles under 10
ansøgningssager om fri proces i civile sager, hvor mindst en af parterne i
sagen er under 18 år.
Civilstyrelsen har endvidere oplyst, at de væsentligste sagskategorier, hvor
personer under 18 år er sagsøger, er følgende:
- Personskadesager, typisk sager hvor den mindreårige anlægger
retssag mod et forsikringsselskab med påstand om, at
forsikringsselskabet skal anerkende en skade eller udbetale et beløb.
- Arvesager, typisk sager om fordeling af midler efter en forælders
død, og hvor den mindreåriges interesser varetages af en
skifteværge.
- Dødsformodningssager, dvs. sager, hvor en bortebleven person,
typisk en forælder til den mindreårige, søges anset for afgået ved
døden.
- Godtgørelses- eller erstatningssager mod kommuner eller andre
myndigheder på grund af sagsbehandlingsfejl.
Civilstyrelsen har samtidig oplyst, at de sagskategorier, hvor personer under
18 år oftest optræder som sagsøgt, er følgende:
- Sager, hvor staten efter reglerne i offererstatningsloven sagsøger en
mindreårig med påstand om betaling af et beløb, som staten har
udbetalt til den forurettede for en strafbar handling, som den
mindreårige har begået.
- Arvesager, hvor en mindreårig arving sagsøges vedrørende fordeling
af en arv.
5. Betaling og inddrivelse af krav på sagsomkostninger
Anlægger en værge retssag på vegne af en umyndig, er det som beskrevet i
afsnit 2 og 3 den umyndige selv, der er part i sagen, og det er derfor også
som udgangspunkt den umyndige, der dømmes til at betale
sagsomkostningerne til modparten, hvis sagen tabes.
Side 13/22
Hvorvidt tilkendte sagsomkostninger rent faktisk søges indkrævet hos den
umyndige, afhænger af forskellige forhold, herunder om den umyndige er
mindreårig eller voksen, og om modparten er en offentlig myndighed,
hvilket er nærmere beskrevet i det følgende.
5.1.Værgens betaling af krav på sagsomkostninger på den mindreåriges
vegne
Hvad angår mindreårige, skal betalingen af sagsomkostninger ses i
sammenhæng med, at barnets værge eller værger helt overvejende samtidig
vil være indehaveren eller indehaverne af forældremyndigheden over den
mindreårige.
Hvis indehaveren eller indehaverne af forældremyndigheden selv betaler
sagsomkostningerne på den mindreåriges vegne, vil der ikke kunne rettes
krav mod eller ske inddrivelse af kravet hos den mindreårige.
Skatteministeriet har på baggrund af bidrag fra Skattestyrelsen oplyst
følgende om værgers betaling af krav mod et barn:
”Der er ikke specifikke regler eller praksis om forældres mv.
betaling af børns retssagsomkostninger. Forældres betaling af
barnets gæld er skattemæssigt en indkomst for barnet.
Mindreårige er principielt selvstændigt skattepligtige af deres
indkomst, men hertil gælder dog en række ganske væsentlige
undtagelser. Det drejer sig navnlig om tilfælde, hvor barnets
indkomst kommer fra forældrene i form af gaver eller ydet
underhold.
Gaver, der er givet inden for en familiekreds omfattet af afsnit
II i boafgiftsloven, skal ikke henregnes til den skattepligtige
indkomst. Der skal i stedet betales gaveafgift, i det omfang
barnet i samme år har modtaget gaver udover grundbeløbet for
afgiftspligtige gaver (”gavegrænsen”) på 71.500 kr. (2023) pr.
forælder. Hvis årets gaver er under gavegrænsen, er de
afgiftsfrie, jf. boafgiftslovens § 22.
Endvidere gælder, at forældres underhold af deres barn er
skattefrit for barnet efter kildeskattelovens § 5, stk. 4. Skattefrit
underhold efter kildeskattelovens § 5, stk. 4, omfatter i
udgangspunktet kost, logi og almindelige leveomkostninger, jf.
Den juridiske vejledning, afsnit C.A.9.4. Dog findes der ikke
mere præcise retningslinjer for, hvad der kan anses for skattefrit
underhold, ligesom der ikke er taget stilling til spørgsmålet i
praksis, og det er derfor ikke på forhånd muligt at konkludere
håndfast, hvordan en sådan betaling af børns sagsomkostninger
Side 14/22
vil skulle behandles skattemæssigt. Vurderingen heraf vil bero
på en samlet afvejning af, under hvilke forhold den nævnte
betaling af barnets gæld sker, herunder overordnet om
betalingen i den pågældende situation kan anses for omfattet af
det skattefrie underhold, eller om der er tale om en afgiftspligtig
gave.”
5.2.Det offentliges inddrivelse hos umyndige af krav på sagsomkostninger
Hvis den sag, som den umyndige er part i, er anlagt mod eller af en offentlig
myndighed, vil det som udgangspunkt være den pågældende offentlige
myndighed, der ud fra de relevante regler og grundsætninger vil tage stilling
til, om og hvordan kravet søges inddrevet.
Hvad angår kommunernes inddrivelse af tilgodehavender fremgår følgende
af indenrigs- og sundhedsministerens besvarelse af 10. marts 2023 af
spørgsmål nr. 121 (Alm. del) fra Folketingets Socialudvalg:
”Efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om
kommuners opgavevaretagelse antages at gælde en helt generel
pligt for kommuner til i alle deres forhold at handle økonomisk
forsvarligt. Dette indebærer, at en kommune skal søge at
inddrive sine tilgodehavender så effektivt som muligt.
Kommunalbestyrelsen skal derfor i hvert enkelt tilfælde
foretage et samlet skøn over mulighederne for at få inddrevet en
fordring uden urimelige store omkostninger i forhold til
fordringens størrelse.
En beslutning om at eftergive og afskrive en fordring må alene
være begrundet i hensynet til kommunes økonomi og ikke i et
hensyn til skyldneren, medmindre der er hjemmel til, at
kommunen kan begunstige skyldneren.
Hvorvidt der foreligger sådanne omstændigheder, at der efter
lovgivningen er grundlag for, at en kommune lovligt kan
eftergive en fordring, beror på en konkret vurdering.
Såfremt denne vurdering fører frem til, at der må antages ikke
at være grundlag for at eftergive en fordring, er kommunen
således forpligtet til at søge sin fordring indfriet.”
Den myndighed, der har et krav på sagsomkostninger, kan overdrage kravet
til inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Skatteministeriet har på baggrund af
bidrag fra Gældsstyrelsen oplyst følgende om inddrivelse af
sagsomkostninger og inddrivelse af krav mod mindreårige:
Side 15/22
”Gældsstyrelsen inddrivelse af sagsomkostninger
Inddrivelse af fordringer, der opkræves og inddrives af det
offentlige, sker efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 6 af 7.
januar 2022 om inddrivelse af gæld til det offentlige
(gældsinddrivelsesloven).
Det er restanceinddrivelsesmyndigheden (Gældsstyrelsen), der
forestår inddrivelse af fordringer, jf. gældsinddrivelseslovens §
1, stk. 1 og 2, jf. § 2, stk. 1, og
gældsinddrivelsesbekendtgørelsens (nr. 188 af 9. marts 2020) §
2, stk. 1.
Sagsomkostninger pålagt i retssager kan inddrives efter reglerne
i gældsinddrivelsesloven, når sagsomkostningerne tilkommer
og opkræves af ”det offentlige”, jf. gældsinddrivelseslovens § 1,
stk. 1. F.eks. vil sagsomkostninger, der tilkommer det offentlige
som følge af, at kommunen vinder en retssag, kunne overdrages
til inddrivelse i Gældsstyrelsen.
Det er den offentlige fordringshaver for kravet på
sagsomkostninger, f.eks. kommunen eller politiet, der
overdrager sagsomkostningerne til inddrivelse. Kravet på
sagsomkostninger kan overdrages til inddrivelse, når sidste
rettidige betalingsdato er overskredet, og sædvanlig
rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf.
gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2 og 3.
Gældsstyrelsen kan derfor inddrive det offentliges krav på
sagsomkostninger, når kravet på sagsomkostninger er
overdraget til inddrivelse.
Inddrivelse af krav mod mindreårige
Der er ikke fastsat særlige regler i gældsinddrivelsesloven om
inddrivelse af gæld til det offentlige hos mindreårige.
Gældsstyrelsen lægger fordringshavers vurdering af, om barnet
kan påtage sig en gældsforpligtelse, til grund og inddriver
således gæld til det offentlige hos den mindreårige, når
fordringshaver har overdraget kravet til inddrivelse med
oplysning om den mindreårige som skyldner.
Gældsstyrelsen kan inddrive det offentliges krav hos
mindreårige efter reglerne i gældsinddrivelsesloven.
Efter gældsinddrivelsesloven kan Gældsstyrelsen inddrive gæld
ved frivillige betalinger fra skyldner, påkrav og modregning i
udbetalinger fra det offentlige, jf. § 3, stk. 1, og
afdragsordninger, jf. § 3, stk. 3. Efter gældsinddrivelsesloven
kan Gældsstyrelsen tvangsinddrive gæld ved lønindeholdelse
(indeholdelse i skyldners A-indkomst via skattekortet), jf. § 10,
og udlæg, jf. § 11.
Side 16/22
I praksis anvender Gældsstyrelsen ikke lønindeholdelse til at
inddrive hos børn under 15 år, jf. afsnit G.A.3.1.2.7 i Den
juridiske vejledning, 2023-1.
Hvilke inddrivelsesmidler, Gældsstyrelsen konkret vurderer, er
egnet til at inddrive gæld hos den mindreårige, vil afhænge af
den mindreåriges økonomiske forhold.”
Gældsstyrelsens mulighed for at eftergive gæld er nærmere beskrevet i
justitsministerens besvarelse af 28. juni 2023 af spørgsmål nr. 827 (Alm.
del) fra Folketingets Retsudvalg, hvori Gældsstyrelsen har oplyst følgende:
”Gældsstyrelsen kan helt eller delvist eftergive gæld til det
offentlige efter reglerne i gældsinddrivelsesloven, hvis skyldner
anmoder herom. Eftergivelse forudsætter som udgangspunkt, at
skyldner godtgør ikke at ville kunne indfri gælden inden for de
nærmeste år, og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en
varig forbedring af skyldners økonomiske forhold.
Herudover kan eftergivelse også gives, hvis sociale eller andre
forhold i særlig grad taler herfor. Gældens beskaffenhed og
omstændighederne ved gældens tilblivelse er forhold, der kan
tale for eftergivelse, hvis der er tale om en situation, der i højere
grad end for andre, lignende tilfælde afviger fra det sædvanlige.
Det vil bero på en samlet vurdering af alle relevante forhold, om
gælden kan eftergives.”
5.3.Omfanget af krav på sagsomkostninger, der inddrives hos mindreårige
Skatteministeriet har på baggrund af bidrag fra Gældsstyrelsen oplyst
følgende om det aktuelle omfang af krav på sagsomkostninger, der søges
inddrevet hos mindreårige:
”Gældsstyrelsen har alene tal for gæld vedrørende krav på
sagsomkostninger, der er under inddrivelse hos Gældsstyrelsen.
Der kan således være krav på sagsomkostninger, der ikke er
medtaget i tabellen nedenfor, fordi kravene ikke er til
inddrivelse, fx fordi kravene endnu ikke er oversendt til
inddrivelse, eller fordi kravene er indfriet.
Tabel 1
Sagsomkostninger til inddrivelse fra civilretlige retssager mv. hos skyldnere under 18 år
Fordringstype Skyldners alder Antal skyldnere Antal fordringer
Gældens størrelse
(tusind kr.)
Civilretlige sager Under 18 år 2 2 110
Side 17/22
Anm. 1: Udsøgning foretaget den 30. juni 2023. Fordringer afrundet til hele 100
Kilde: Gældsstyrelsen
Af tabellen fremgår, at Gældsstyrelsen i perioden fra den 31.
maj 2020 til den 31. maj 2023 har modtaget sagsomkostninger
fra civilretlige retssager mv. til inddrivelse hos 2 skyldnere, der
var under 18 år på det af fordringshaver oplyste
stiftelsestidspunkt for gælden. Gældens størrelse er opgjort pr.
30. juni 2023. Inden for ovennævnte periode har 2 skyldnere
gæld til inddrivelse vedr. krav på sagsomkostninger vedrørende
civilretlige sager. De 2 skyldnere var under 18 år, da kravene
blev stiftet. Ovennævnte tal omfatter gæld vedr. krav på
sagsomkostninger, der er overdraget til inddrivelse hos
Gældsstyrelsen, hvor fordringshaver har anvendt en
fordringstype, hvor ordet sagsomkostninger indgår.
Gældsstyrelsen har ikke nærmere oplysninger om grundlaget for
de enkelte krav, ligesom krav på sagsomkostninger vedr.
retssager kan være overdraget til inddrivelse ved
fordringshavers anvendelse af en anden fordringstype.
Sidstnævnte vil særligt kunne være tilfældet for krav, der er
overdraget til inddrivelse i inddrivelsessystemet DMI.
Kommuners og regioners krav på sagsomkostninger, der er
overdraget til inddrivelse i inddrivelsessystemet DMI, er ikke
overdraget som særskilte krav, men som en del af andre typer
krav. Det er derfor ikke muligt at udsøge krav på civilretlige
sagsomkostninger, der er under inddrivelse i
inddrivelsessystemet DMI.”
6. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet har overvejet, i hvilket omfang de regler, der er beskrevet
i afsnit 2-5 ovenfor, kan føre til, at umyndige skal betale sagsomkostninger
i retssager, som er anlagt af værgen på dennes vegne.
Umyndige kan som tidligere nævnt ikke optræde på egen hånd i retssager.
For at en umyndig kan føre en retssag, skal sagen således anlægges af
værgen på den umyndiges vegne. Det er som udgangspunkt også værgen,
som – ud fra reglen om, at værgen skal varetage interesserne for den, der er
under værgemål – træffer beslutning om bl.a., hvilke påstande der skal
nedlægges i sagen, og hvordan sagen i øvrigt skal føres.
Værgen kan som tidligere nævnt som udgangspunkt anlægge sag på vegne
af en umyndig uden at skulle indhente Familieretshusets tilladelse. Dog skal
værgen have Familieretshusets tilladelse til forbrug af formue, der er
omfattet af et værgemål, samt hvis sagsanlægget medfører gældsstiftelse
eller i øvrigt må anses at udgøre en usædvanlig økonomisk disposition.
Side 18/22
Når værgen har anlagt sag på vegne af en umyndig, er det den umyndige –
ikke værgen – der er part i sagen. Hvis den umyndige får medhold i sagen,
vil det være den umyndige, der f.eks. får tilkendt et beløb hos modparten
eller anerkendt en bestemt ret. Hvis den umyndige får medhold, vil det
ligeledes være den umyndige, der får tilkendt erstatning for de
omkostninger, der har været forbundet med at føre sagen. Omvendt vil det
af samme grund være den umyndige, der dømmes til at betale eventuelle
sagsomkostninger til modparten, hvis sagen tabes, afvises eller hæves i
forbindelse med en opgivelse af kravet.
Retsplejelovens regler om sagsomkostninger varetager bl.a. et tungtvejende
hensyn til, at der ikke føres sager uden rimelig grund. Reglerne indeholder
forskellige undtagelser og modifikationer, som er med til at sikre, at
sagsomkostningerne fordeles rimeligt i forhold til sagens udfald og
omstændighederne i øvrigt. Det kan nævnes, at der blandt disse regler som
tidligere nævnt antages at gælde en regel om, at en værge efter modpartens
påstand kan dømmes til at betale sagsomkostninger, som værgen har
forårsaget ved pligtstridig adfærd.
Umyndige kan bevilges fri proces efter samme betingelser som myndige.
Fri proces medfører, at staten betaler sagens omkostninger. Reglerne om fri
proces har til formål at sikre bl.a., at ansøgere har mulighed for at føre sager
ved domstolene, selv om ansøgeren har lav eller slet ingen indkomst, hvis
der er rimelig grund til at føre sagen.
Justitsministeriet finder på den baggrund, at de gældende regler tager
tilstrækkeligt hensyn til umyndiges tarv, bl.a. ved at værgen optræder på den
umyndiges vegne i retssager, at visse af værgens dispositioner forudsætter
Familieretshusets godkendelse, samt at umyndige kan bevilges fri proces.
Det er dog samtidig Justitsministeriets vurdering, at det med de eksisterende
regler ikke fuldt ud kan undgås, at en umyndig skal betale sagsomkostninger
i en sag, som er anlagt af en værge på den umyndiges vegne, og som tabes
eller hæves i forbindelse med en opgivelse af kravet, hvis værgen ikke evner
eller ønsker at afholde udgiften for den umyndige.
I den nævnte situation vil der om muligt ske inddrivelse af kravet på
sagsomkostninger hos den umyndige. Dette udfald må efter
Justitsministeriets opfattelse i nogle tilfælde kunne opfattes som rimeligt.
Side 19/22
Der kan f.eks. være tilfældet, hvis der er tale om en mindreårig over 15 år,
der har fået værgens og Familieretshusets tilladelse til at drive
erhvervsmæssig virksomhed efter værgemålslovens § 43, og ønsker at
anlægge og føre en retssag, der vedrører virksomhedens forhold. I denne
situation forekommer det således efter ministeriets opfattelse rigtigst, at
sagsomkostningerne fordeles efter de almindelige regler, sådan at den
mindreårige erhvervsdrivende skal betale, hvis sagen tabes.
I andre tilfælde vil det forhold, at den umyndige pålægges at betale
sagsomkostninger, efter Justitsministeriets opfattelse kunne anses som
mindre rimeligt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er tale om, at en
mindreårig ikke har haft indflydelse på sagsanlægget eller de beslutninger,
der er truffet om sagens førelse, eller hvor der er tale om børn under 15 år.
Justitsministeriet har derfor overvejet, hvordan reglerne kan ændres, sådan
at sådanne situationer undgås.
Det må på det foreliggende grundlag antages, at det i praksis kun ganske
sjældent forekommer, at en umyndig pålægges at betale sagsomkostninger
i en sag, som er anlagt af værgen på den umyndiges vegne. Justitsministeriet
finder derfor, at en eventuel ændring af reglerne bør afgrænses sådan, at
ændringen alene vil få betydning i forhold til umyndiges betaling af
sagsomkostninger i civile sager og ikke mere generelt vil berøre de
beskrevne ordninger vedrørende sagsanlæg og fri proces mv.
Justitsministeriet har på den baggrund for det første overvejet, om det
generelt bør kræve Familieretshusets godkendelse at anlægge retssag på
vegne af umyndige. En sådan ændring må imidlertid forventes at indebære
mere omfattende konsekvenser, end hvad der er nødvendigt for at undgå
situationer som beskrevet ovenfor. Hvis der f.eks. er opnået fri proces til at
føre en sag, vil sagen som udgangspunkt kunne føres, uden at den umyndige
risikerer at skulle betale sagsomkostninger. Indførelsen af krav om
Familieretshusets forudgående godkendelse kan desuden ikke fuldstændig
sikre umyndige mod at blive dømt til at betale sagsomkostninger. En
udvidelse af Familieretshusets opgaver må derudover forventes at have
negative økonomiske konsekvenser for det offentlige og begrænse værgens
muligheder for selvstændigt at varetage hensynet til den umyndige.
Justitsministeriet har for det andet overvejet, om der i højere grad end i dag
bør kunne bevilges fri proces til at føre retssag på vegne af en umyndig, idet
Side 20/22
fri proces som det klare udgangspunkt vil medføre, at en umyndig ikke ender
med at skulle betale sagens omkostninger. En sådan ændring må for det
første antages at have negative økonomiske konsekvenser for det offentlige,
idet det må antages, at der vil skulle gives fri proces i flere sager end i dag.
Der er for det andet et væsentligt hensyn at tage til, at en sådan ændring kan
risikere at medføre, at der anlægges flere sager uden rimelig grund. Som
beskrevet i afsnit 4 kan der bevilges fri proces, hvis de økonomiske
betingelser er opfyldt, og der er rimelig grund til at føre proces. Hvis der i
højere grad ville skulle meddeles fri proces til sager, hvor umyndige er
parter, vil det medføre, at kriterierne for, hvornår der bevilges fri proces,
lempes. Af hensyn til bl.a. de konsekvenser, en sådan ændring kan få for
modparterne i de pågældende sager, finder ministeriet det ikke
hensigtsmæssigt generelt at lempe adgangen til, at umyndige kan bevilges
fri proces.
Justitsministeriet har i tilknytning hertil overvejet, om værger i tilstrækkelig
grad informeres om mulighederne for at søge om fri proces. Navnlig fordi
civile retssager almindeligvis føres for parterne af advokater, finder
ministeriet, at værger må antages at blive rådgivet om muligheden for at
søge fri proces, i hvert fald når sagens karakter og den umyndiges
indkomstforhold opfylder betingelserne herfor.
Justitsministeriet finder det på baggrund af ovenstående overvejelser mest
hensigtsmæssigt, at retsplejelovens regler om sagsomkostninger ændres, så
retten i forbindelse med afgørelsen om sagsomkostninger kan tage højde for
situationer, hvor en mindreårig har haft ringe eller ingen indflydelse på
sagsanlægget og sagens førelse, eller hvor barnets eller den unges alder taler
imod, at vedkommende skal betale sagsomkostninger i en sag, som er anlagt
af værgen på den mindreåriges vegne. Det bør således efter ministeriets
opfattelse være muligt for retten at bestemme, at værgen – og ikke den
mindreårige part – skal betale sagens omkostninger.
Særligt hvad angår voksne umyndige finder Justitsministeriet det mest
hensigtsmæssig, at sagens omkostninger bæres af den umyndige selv, hvis
sagen tabes eller afsluttes på en måde, der må ligestilles hermed. En regel,
hvorefter sagens omkostninger kan kræves betalt af værgen, kan efter
ministeriets opfattelse risikere at medføre, at værger på grund af en øget
procesrisiko undlader at føre sager på vegne af umyndige, som burde have
været ført. Hertil kommer, at voksne umyndige generelt må antages at have
bedre økonomiske forhold end mindreårige. Endvidere er værgen for en
Side 21/22
mindreårig i langt de fleste tilfælde samtidig den mindreåriges forælder og
har i kraft heraf forsørgelsespligt over for den mindreårige. Noget
tilsvarende forekommer ikke med hensyn til voksne umyndige. Der bør på
den baggrund efter ministeriets opfattelse ikke ændres i retstilstanden få så
vidt angår voksne umyndige.
7. Justitsministeriets forslag til forbedring af retstilstanden for
umyndige, der er part i civile retssager
Justitsministeriet finder, at retsplejelovens regler i sjældne tilfælde kan føre
til mindre rimelige resultater, hvor en mindreårig pålægges at betale
sagsomkostningerne i en sag, som er anlagt af en værge på den mindreåriges
vegne, hvor værgen ikke evner eller ønsker at betale sagsomkostningerne
for den mindreårige.
Justitsministeriet foreslår derfor, at der indføres en ny regel i retsplejeloven,
hvorefter retten kan bestemme, at værgen for en mindreårig part, der har
anlagt retssag på den mindreåriges vegne, skal betale de sagsomkostninger,
som det ellers ville påhvile den mindreårige part at betale.
En sådan regel vil give retten mulighed for af egen drift at pålægge værgen
for en mindreårig at betale sagsomkostninger til modparten i stedet for, at
den mindreårige, der er part i sagen, skal betale dem.
Reglen bør efter Justitsministeriets opfattelse finde anvendelse, når sagens
omkostninger ikke er dækket af en bevilling af fri proces eller en
retshjælpsforsikring. Der vil alene kunne træffes bestemmelse efter den
foreslåede regel, hvis en mindreårig part ellers helt eller delvist ville skulle
betale sagsomkostninger. Det vil således også være en betingelse for reglens
anvendelse, at den mindreårige helt eller delvis taber sagen, eller sagens
udfald må anses ligestillet hermed, f.eks. hvis sagen hæves af en mindreårig
sagsøger i forbindelse med opgivelsen af det pågældende krav.
Reglen vil alene gælde i sager, der anlægges af værgen på den mindreåriges
vegne.9
Retten vil ved afgørelsen af, hvorvidt sagsomkostningerne bør betales af
værgen, skulle lægge vægt på sagens karakter og den mindreåriges og
værgens økonomiske forhold. Det vil efter Justitsministeriets opfattelse som
9 Sidestillet hermed vil være tilfælde, hvor sagen er anlagt mod den mindreårige, men hvor
værgen på den mindreåriges vegne fremsætter et modkrav til selvstændig dom.
Side 22/22
udgangspunkt skulle tale imod at pålægge værgen at betale sagens
omkostninger, hvis en sag angår den mindreåriges selvstændige
virksomhed, eller hvis den mindreårige efter sine økonomiske forhold uden
at lide afsavn vil kunne betale sagsomkostningerne.
Retten vil derudover kunne lægge vægt på den mindreåriges alder. Det vil
tale for at pålægge værgen at betale sagsomkostningerne, at den mindreårige
er under 15 år.
Retten vil efter Justitsministeriets opfattelse af egen drift eller efter
opfordring fra en part skulle tage stilling til, om sagsomkostningerne skal
bæres af den mindreårige selv eller af dennes værge eller værger. Rettens
bestemmelse vil skulle træffes ud fra de oplysninger om sagen og den
mindreårige part, der fremgår af sagens dokumenter, eller som i øvrigt er
kommet frem for retten.
Bliver den mindreårige myndig, mens retssagen verserer, vil den tidligere
værge, som har anlagt sagen på vegne af den mindreårige, i givet fald efter
rettens skøn kunne pålægges at betale den del af sagsomkostningerne, som
vedrører tiden, før den mindreårige blev myndig.