Skriftlig fremsættelse (7. november 2024)

Tilhører sager:

Aktører:


    DH2145

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20241/lovforslag/l87/20241_l87_fremsaettelsestale.pdf

    Skriftlig fremsættelse (7. november 2024)
    Social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen):
    Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
    Forslag til lov om ændring af barnets lov og lov om
    retssikkerhed og administration på det sociale område
    (Ændring af underretningsbestemmelse og præcisering af
    målgruppe for hjælp og støtte til børn og unge med nedsat
    funktionsevne m.v.)
    (Lovforslag nr. L 87)
    Lovforslaget indeholder forslag om rettelse af fejl og
    ændring af reglerne i barnets lov og lov om retssikkerhed og
    administration på det sociale område (retssikkerhedsloven),
    som har til formål at tydeliggøre reglerne for støtte til børn
    og unge i udsatte positioner og for børn og unge med funkti-
    onsnedsættelse.
    Det foreslås blandt andet at tydeliggøre kommunernes
    hjemmel til at træffe afgørelse om, at samvær mellem barnet
    eller den unge og netværket skal støttes ved, at barnets eller
    den unges støtteperson er til stede, når barnet eller den unge
    har anmodet herom.
    Lovforslaget indeholder derudover forslag om rettelse af
    fejl i reglerne vedrørende kommunernes behandling af un-
    derretninger og i reglerne om børne- og ungeudvalgets god-
    kendelse af foreløbige afgørelser. Samtidig er der foretaget
    ensretning af sprogbrugen i bestemmelserne om merudgifter
    og tabt arbejdsfortjeneste.
    Lovforslaget omfatter derudover justeringer i barnets lov
    og retssikkerhedsloven, der indebærer ændringer i forhold til
    gældende retstilstand.
    Det foreslås at sidestille barnets rettigheder i sager om
    social stofmisbrugsbehandling med andre sager om støtten-
    de indsatser efter barnets lov ved at give børn og unge,
    der er fyldt 10 år, selvstændig partsstatus og klageadgang i
    denne type sager. Det foreslås også at udvide kommunernes
    muligheder i barnets lov for at yde økonomisk dækning
    af forældres udgifter til transport i forbindelse med møder
    om anbringelse eller støttende indsatser for barnet eller den
    unge. Videre foreslås en ændring i reglerne i barnets lov
    om muligheden for at underrette myndighederne i Grønland
    og på Færøerne om et barn eller en ung, hvis forhold giver
    anledning til bekymring. Endelig foreslås i retssikkerheds-
    loven fastsat særlige regler om handlekommune for hjælp
    efter barnets lov til forældre til et ufødt barn.
    Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
    bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det
    Høje Tings velvillige behandling.
    Til lovforslag nr. L 87 Folketinget 2024-25
    Social- og Boligmin., j.nr. 2024-3330
    DH002145