Fremsat den 6. november 2024 af klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard)

Fremsat den 6. november 2024 af klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard)
Forslag
til
Lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Denne lov finder anvendelse på CO2-fangstaktivite-
ter, som gennemføres på
1) kollektive varmeforsyningsanlæg, som anvender for-
brændingsprocesser til varmeproduktionen omfattet af
lov om varmeforsyning, og
2) elproduktionsanlæg, som anvender forbrændingspro-
cesser til produktionen, omfattet af lov om elforsyning.
§ 2. I denne lov forstås ved:
1) CO2-fangst: Opsamling af CO2 direkte fra forbræn-
dingsprocesser, herunder aktiviteter på anlæg til op-
samling, oprensning og komprimering af CO2.
2) CO2-fangstaktivitet: Alle dele af processen knyttet
til gennemførelse af CO2-fangst, herunder etablering,
drift, vedligeholdelse, udskiftning og afvikling af
fangstanlæg og rørledningsanlæg til transport af CO2
og midlertidig CO2-lagring, indkøb hos tredjemand af
CO2-fangst, transport og lagring af den fangede CO2,
finansiering af CO2-fangst gennem eksempelvis salg
af klimakreditter, røggas indeholdende CO2 og CO2 til
anvendelse samt kontraktuelle forpligtelser forbundet
hermed.
3) CO2-fangstvirksomhed: Et kommunalt selskab eller en
privat virksomhed, som varetager CO2-fangstaktiviteter
i et selskab eller virksomhed, som er adskilt fra en el-
eller varmeproduktionsvirksomhed eller er en del af en
el- eller varmeproduktionsvirksomhed, jf. § 3, stk. 1, 2.
pkt., og § 4.
4) Midlertidig CO2-lagring: Lagring af CO2 i et lager
placeret nær et CO2-fangstanlæg til brug for midlerti-
dig lagring af indfanget CO2 fra det pågældende CO2-
fangstanlæg med henblik på videre transport til udnyt-
telse eller permanent lagring.
5) Rørledningsanlæg: Rørledningsinfrastruktur med nær
tilknytning til et CO2-fangstanlæg til brug for videre
transport af den indfangede CO2, herunder alle hjæl-
peanlæg, der funktionelt er forbundet til transportsyste-
met.
Kapitel 2
Organisering af CO2-fangstaktiviteter
§ 3. En kommune kan alene eller sammen med andre
kommuner eller private virksomheder deltage i CO2-fangst-
aktiviteter knyttet til et el- eller varmeproduktionsanlæg,
som kommunen eller kommunerne ejer helt eller delvist, jf.
dog stk. 2. Kommunens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter
skal ske på kommercielle vilkår som kapitalejer i et kapital-
selskab, der kan være adskilt fra en el- eller varmeproduk-
tionsvirksomhed eller være en del af en el- eller varmepro-
duktionsvirksomhed.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at kommuner uanset stk. 1 kan deltage i
visse CO2-fangstaktiviteter, når disse kan medvirke til at fi-
nansiere CO2-fangsten, herunder salg af klimakreditter, CO2
til anvendelse og røggas indeholdende CO2, og regler om, at
salget skal ske på kommercelle vilkår.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at en kommune, som deltager i CO2-fangst-
aktiviteter efter stk. 1 og 2 kan deltage i anden virksomhed,
som har nær tilknytning hertil, herunder om de aktiviteter,
der kan udøves. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan
endvidere fastsætte regler om, at den tilknyttede virksomhed
skal udøves på kommercielle vilkår i et særskilt selskab med
begrænset ansvar, og regler om regnskabsmæssig og forret-
ningsmæssige forhold samt regler om tilsyn. Endelig kan
klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om
en omsætningsgrænse, når den tilknyttede aktivitet vareta-
ges af samme selskab som de øvrige CO2-fangstaktiviteter.
Lovforslag nr. L 77 Folketinget 2024-25
Klima-, Energi- og Forsyningsmin.,
Energistyrelsen, j.nr. 2024 - 1373
DB001007
§ 4. Private virksomheder, som deltager i CO2-fangstakti-
viteter, kan varetage disse aktiviteter i samme virksomhed
som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed.
§ 5. Varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab el-
ler virksomhed som en el- eller varmeproduktionsvirksom-
hed, skal CO2-fangstvirksomheden være selskabsmæssigt
adskilt fra virksomheder, som driver et anlæg til fremføring
af opvarmet vand eller damp omfattet af lov om varmeforsy-
ning.
Stk. 2. CO2-fangstaktiviteter må ikke udøves i et vandsel-
skab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller
et selskab, som er helt eller delvist og direkte eller indirekte
ejet af et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk.
1 eller 5.
Kapitel 3
Finansiering af CO2-fangstaktiviteter
§ 6. Modtager en virksomhed statslig støtte til CO2-
fangstaktiviteter på et el- eller varmeproduktionsanlæg,
hvorfra der leveres opvarmet vand og damp, skal den virk-
somhed, der ejer el- eller varmeproduktionsanlægget lægge
en værdi til priserne for levering af opvarmet vand og
damp i medfør af lov om varmeforsyning, der svarer til
de nødvendige udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og til
betaling af afgifter, som anlægget ville kunne indregne i
prisen, hvis der ved varmeproduktionen ikke var foretaget
CO2-fangst. Værdien skal indgå i beregningen af støttebelø-
bet.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
nærmere regler om værdifastsættelsen af CO2-kvoterne efter
stk. 1.
§ 7. Har en virksomhed, der ejer et el- eller varmepro-
duktionsanlæg, fået meddelelse om tildeling af et større
antal gratis CO2-kvoter, jf. lov om CO2-kvoter, end det,
som virksomheden har haft behov for til dækning af CO2-
udledningen fra varmeproduktionen, og skyldes de oversky-
dende CO2-kvoter CO2-fangst, kan virksomheden overføre
de overskydende CO2-kvoter eller værdien heraf til CO2-
fangstvirksomheden efter stk. 3.
Stk. 2. Skyldes de overskydende CO2-kvoter efter stk.
1 CO2-fangstaktiviteter, hvortil der er tildelt statslig støtte,
skal den virksomhed, der ejer el- eller varmeproduktionsan-
lægget, overføre de overskydende gratis CO2-kvoter til den
virksomhed, der tildeles statslig støtte til CO2-fangstaktivi-
teter efter stk. 3.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
nærmere regler om de overskydende CO2-kvoter, jf. stk. 1
og 2, herunder om fremgangsmåden for overførsel af CO2-
kvoterne.
§ 8. En kommune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter
efter § 3, stk. 1 og 2, kan i overensstemmelse med EU’s
statsstøtteregler stille garanti for lånoptagelse til finansiering
af etablerings- og anlægsinvesteringer og driftsaktiviteter i
forbindelse med CO2-fangstaktiviteter i en CO2-fangstvirk-
somhed, som kommunen helt eller delvist ejer, eller til fi-
nansiering af indkøb af CO2-fangst foretaget på et el- eller
varmeproduktionsanlæg, som kommunen helt eller delvist
ejer, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En kommune kan højst stille garanti efter stk. 1 for
den del af CO2-fangstvirksomheden, som kommunen ejer
eller efter garantistillelsen vil komme til at eje.
Stk. 3. Beslutning om en kommunes eller en kommunal
virksomheds garantistillelse i forbindelse med CO2-fangst-
aktiviteter skal træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.
§ 9. En kommune kan i forbindelse med kontraktindgåel-
se med staten om tildeling af støtte efter lov om fremme
af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion, og når
det er en forudsætning for kontraktindgåelsen, forpligte sig
økonomisk i forhold til
1) gennemførelse af de CO2-fangstaktiviteter, kommunen
deltager i, og
2) gennemførelse af transport, anvendelse og lagring af
den opsamlede CO2, der varetages af en tredjepart.
Stk. 2. En kommune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter
efter § 3, stk. 1 og 2, kan i forbindelse med kontraktindgåel-
ser knyttet til disse CO2-fangstaktiviteter med en på forhånd
fastsat afgrænsning forpligte sig økonomisk for forhold, der
udspringer af kontrakterne.
Stk. 3. Beslutning om en kommunes eller en kommu-
nal virksomheds økonomiske forpligtelse i forbindelse med
kontraktindgåelse skal træffes af kommunalbestyrelsen på et
møde.
§ 10. En kommune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter
efter § 3, stk. 1 og 2, kan indskyde kapital til finansiering
af etablerings- og anlægsinvesteringer og driftsaktiviteter i
forbindelse med CO2-fangstaktiviteter i en CO2-fangstvirk-
somhed, som kommunen helt eller delvist ejer, eller til fi-
nansiering af indkøb af CO2-fangst foretaget på et el- eller
varmeproduktionsanlæg, som kommunen helt eller delvist
ejer, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En kommune kan højst indskyde kapital efter stk.
1 for den del af CO2-fangstvirksomheden, som kommunen
ejer eller efter kapitalindskuddet vil komme til at eje.
Stk. 3. Beslutning om en kommunes eller en kommunal
virksomheds kapitalindskud i forbindelse med CO2-fangst-
aktiviteter skal træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.
§ 11. Varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab
eller virksomhed som en varmeproduktionsvirksomhed, skal
CO2-fangstvirksomheden sikre, at der er regnskabsmæssig
adskillelse mellem CO2-fangstaktiviteterne og varmepro-
duktionsvirksomheden omfattet af lov om varmeforsyning,
som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte
virksomheder. Det samme gælder for en varmeproduktions-
virksomhed, som indkøber CO2-fangst hos en anden CO2-
fangstvirksomhed.
Stk. 2. Forsyningstilsynet kan fastsætte nærmere regler
om krav til dokumentation og krav om revisorerklæring i
2
forbindelse med regnskaber for CO2-fangstaktiviteter efter
stk. 1, forudsat at disse krav er nødvendige for tilsynet.
Kapitel 4
Kommunal modregning m.v.
§ 12. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra og
vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der er
omfattet af § 1, eller virksomheder, der direkte eller indirek-
te ejer andele i sådanne virksomheder.
Stk. 2. Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfat-
tet af stk. 1, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejer-
andele i de virksomheder, som berøres af den selskabsmæs-
sige omstrukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindel-
se hermed end direkte eller indirekte ejerandele i samme
indbyrdes forhold i den virksomhed eller de virksomheder,
der består efter den selskabsmæssige omstrukturering. Dette
er dog betinget af, at virksomheden eller virksomhederne er
omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Registrering efter stk. 1 skal omfatte den dato, hvor
uddelingen eller vederlaget er til rådighed for kommunen
(rådighedsdatoen), og beløbets størrelse.
Stk. 4. Ved afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1 til en
fond eller anden selvejende institution anses afståelsestids-
punktet for rådighedsdatoen efter stk. 3, og der skal efter
stk. 1 registreres et vederlag, som mindst svarer til markeds-
værdien af de pågældende ejerandele.
Stk. 5. Kommuner indberetter senest den 1. februar hvert
år til Forsyningstilsynet de registreringer, som kommunen
har foretaget efter stk. 1, 3 og 4 i det foregående kalenderår,
eller afgiver erklæring om, at der ikke er foretaget sådanne
registreringer.
Stk. 6. Indberetning efter stk. 5 skal angive det samlede
beløb, der er blevet til rådighed i det foregående kalenderår
(rådighedsbeløbet), og skal ledsages af dokumentation for
størrelsen af de registrerede uddelinger og vederlag og for
de registrerede rådighedsdatoer. Endvidere skal indberetnin-
gen angive en beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra
de enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i
indberetningsåret, hvor der efter stk. 10 sker reduktion i
kommunens statstilskud efter lov om kommunal udligning
og generelle tilskud til kommuner. Rentesatsen fastsættes
til Nationalbankens diskonto den 1. januar i indberetnings-
året. Finder Forsyningstilsynet, at den ledsagende dokumen-
tation er utilstrækkelig, kan tilsynet forlange yderligere do-
kumentation.
Stk. 7. Kommuner kan ved indberetning efter stk. 5 af
vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder omfattet
af stk. 1 fratrække beløb, som i medfør af § 13, stk. 1 eller
6, har ført eller samtidig fører til reduktion i kommunernes
statstilskud i medfør af stk. 9. Kommuner kan endvidere ved
indberetning efter stk. 5 fratrække
1) et nettoprovenu og en indskudskapital, som Forsy-
ningstilsynet har godkendt eller fastsat i medfør af §
35, stk. 5, jf. stk. 1 eller stk. 9, 2. pkt., i lov om gas-
forsyning, og som for nettoprovenuets vedkommende
har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens
statstilskud i medfør af § 35, stk. 6-8, i lov om gasfor-
syning, og
2) beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i lov
om kommuners afståelse af vandselskaber har ført eller
samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud i
medfør af § 6 i lov om kommuners afståelse af vandsel-
skaber.
Stk. 8. Forsyningstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt
de indberettede rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, den bereg-
nede forrentning og eventuelle fradrag efter stk. 7 kan
godkendes. Kan Forsyningstilsynet ikke godkende disse,
fastsætter tilsynet rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet
forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag.
Stk. 9. Forsyningstilsynet giver senest den 1. maj hvert år
Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelelse om de efter
stk. 8 godkendte rådighedsbeløb inklusiv beregnet forrent-
ning og med eventuelle fradrag. Indenrigs- og Sundheds-
ministeriet reducerer herefter kommunens statstilskud efter
lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommu-
ner. Overstiger beløbet efter 2. pkt. det modregnede beløb i
det første modregningsår, beregner Indenrigs- og Sundheds-
ministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1. november
i indberetningsåret til den 1. juli i året efter indberetnings-
året. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto
den 1. januar i indberetningsåret.
§ 13. Kommuner må ikke uden tilladelse fra klima-, ener-
gi- og forsyningsministeren bevare ejerandele i virksomhe-
der omfattet af § 12, stk. 1, når der i de pågældende virk-
somheder eller i virksomheder, som de direkte eller indirek-
te ejer andele i, påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren kan stille vilkår for
meddelelse af tilladelse, herunder om afståelse af ejerandele
eller aktiviteter i en eller flere af de pågældende virksomhe-
der eller om, at midler anvendt til sådanne nye aktiviteter
skal betragtes som uddelinger efter § 12, stk. 1. Afståelse
efter 2. pkt. skal, medmindre særlige hensyn tilsiger andet,
ske snarest. Opnås tilladelse ikke, skal kommunen snarest
afhænde samtlige ejerandele i de pågældende virksomheder.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, når
der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov, lov
om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om fjernkøling
eller lov om gasforsyning eller nye aktiviteter omfattet af
vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i
medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Stk. 3. I virksomheder omfattet af stk. 1 må der ikke an-
vendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af den-
ne lov, lov om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om
fjernkøling eller lov om gasforsyning, til aktiviteter omfattet
af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndte-
ring i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Stk. 4. Aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk.
1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljø-
beskyttelse, som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1,
skal være selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af
denne lov.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 4 og § 3, stk. 1, i lov om
fjernkøling er ikke til hinder for, at servicefunktioner for
3
aktiviteter omfattet af stk. 2 varetages i et selvstændigt sel-
skab.
Stk. 6. Kommuner godtgør senest den 1. februar hvert
år over for Forsyningstilsynet ved erklæring afgivet i over-
ensstemmelse med reglerne udstedt i medfør af § 14, at
der ikke i det foregående kalenderår er anvendt midler i
strid med stk. 3. Finder Forsyningstilsynet, at en kommune
må anses for at have anvendt midler i strid med stk. 3,
betragtes de pågældende midler som uddelinger efter § 12,
stk. 1. Forsyningstilsynet fastsætter rådighedsdatoen, belø-
bets størrelse og en beregnet forrentning i medfør af § 12,
stk. 6. Kan en kommune ikke afgive erklæring i overens-
stemmelse med reglerne udstedt i medfør af § 14, giver
Forsyningstilsynet klima-, energi- og forsyningsministeren
meddelelse herom. Klima-, energi- og forsyningsministeren
træffer herefter afgørelse om hel eller delvis afståelse af
aktiviteter eller ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1.
Stk. 7. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at andre aktiviteter skal være omfattet af
stk. 2-6.
§ 14. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
regler om indberetning efter § 12, stk. 6, og om dokumenta-
tion og regnskabsføring for forhold omfattet af § 12, stk. 2
og 5, og § 13, stk. 3-6, herunder om, at der skal indhentes
erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret
revisor.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan end-
videre fastsætte regler om påbegyndelse af væsentlige nye
aktiviteter som nævnt i § 13, stk. 1, herunder om, at der
skal indhentes erklæringer fra kommunens revisor eller en
statsautoriseret revisor.
Kapitel 5
Rør og midlertidige lagre
§ 15. En kommune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter
efter § 3, stk. 1 og 2, kan ansøge klima-, energi- og forsy-
ningsministeren om tilladelse til etablering og drift af rørled-
ningsanlæg efter lov om rørført transport af CO2.
Stk. 2. En kommune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter
efter § 3, stk. 1 og 2, kan etablere og drive installationer til
midlertidig lagring af CO2, når disse ligger i tilknytning til
kommunens rørledninger.
Kapitel 6
EU-regler m.v.
§ 16. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler med henblik på at gennemføre eller supplere
internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er
omfattet af denne lov.
Kapitel 7
Tilsyn, klage og straf
§ 17. Forsyningstilsynet fører tilsyn med overholdelsen af
§ 6, stk. 1, 1. pkt., § 7, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, og §§ 12 og
13 og regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 3, § 11,
stk. 2, og § 14.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fører til-
syn med overholdelsen af § 5, stk. 1, for så vidt angår
privatejede CO2-fangstvirksomheder.
§ 18. Forsyningstilsynet og klima-, energi- og forsynings-
ministeren kan indhente oplysninger hos en virksomhed om-
fattet af loven, som er nødvendige til varetagelsen af hen-
holdsvis tilsynets eller ministerens opgaver efter denne lov
eller efter regler udstedt i medfør af loven, herunder doku-
mentation vedrørende overskydende gratis tildelte CO2-kvo-
ter, jf. § 7. 1. pkt. finder for så vidt angår Forsyningstilsynet
tilsvarende anvendelse på en virksomhed, der er koncernfor-
bundet med en virksomhed omfattet af loven, når der har
fundet en eller flere transaktioner sted mellem de nævnte
virksomheder.
Stk. 2. Forsyningstilsynet og klima-, energi- og forsy-
ningsministeren kan pålægge en virksomhed omfattet af stk.
1 inden for en bestemt frist og i en bestemt form at tilveje-
bringe de oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af
henholdsvis tilsynets eller ministerens opgaver efter denne
lov eller efter regler udstedt i medfør af loven.
§ 19. Forsyningstilsynet kan til enhver tid uden retsken-
delse mod behørig legitimation til brug for tilsynet efter §
17, stk. 1, få adgang til lokaler, der benyttes af en virksom-
hed omfattet af tilsynet i § 17, stk. 1, og på stedet gøre sig
bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder
virksomhedens regnskaber, øvrige regnskabsmaterialer, for-
retningsbøger og andre forretningspapirer, uanset om disse
oplysninger opbevares elektronisk. 1. pkt. finder tilsvarende
anvendelse på en virksomhed, der er koncernforbundet med
en virksomhed omfattet af loven, når der har fundet en eller
flere transaktioner sted mellem de nævnte virksomheder.
Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand ved udøvelsen
af beføjelserne efter stk. 1.
§ 20. Konstaterer Forsyningstilsynet i sit tilsyn efter §
17, stk. 1, at en virksomhed ikke overholder kravene i §
6, stk. 1, 1. pkt., § 7, stk. 1 eller 2, § 11, stk. 1, eller §§
12 og 13 eller regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2, §
7, stk. 3, § 11, stk. 2, eller § 14, kan Forsyningstilsynet
påbyde overholdelse af det pågældende krav inden for en
fastsat frist, og når det er relevant pålægge krav om tilbage-
betaling. Forsyningstilsynet kan endvidere ved manglende
overholdelse af § 11, stk. 1, eller regler udstedt i medfør
af § 11, stk. 2, træffe afgørelse om en anden fordeling af
indtægter og omkostninger mellem CO2-fangstregnskabet
og varmeproduktionsregnskabet.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ved
sit tilsyn efter § 17, stk. 2, ved manglende overholdelse af
§ 5, stk. 1, påbyde overholdelse af § 5, stk. 1 inden for en
fastsat frist.
§ 21. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at kommunikation om forhold, som er om-
fattet af denne lov, af bestemmelser udstedt i medfør af
loven eller af EU-retsakter om forhold omfattet af loven,
4
skal ske digitalt. Ministeren kan herunder udstede regler om
anvendelse af et bestemt digitalt system og om fritagelse for
obligatorisk anvendelse for visse virksomheder.
§ 22. Omkostninger forbundet med Forsyningstilsynets
drift og opgavevaretagelse efter § 17, stk. 1, betales af de
virksomheder, som Forsyningstilsynet fører eller kan føre
tilsyn med efter denne lov eller regler udstedt i medfør af
loven.
Stk. 2. Forsyningstilsynet fastsætter regler om betaling og
opkrævning af beløb til dækning af omkostninger efter stk.
1. Afgørelser truffet i medfør af regler udstedt i medfør af 1.
pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
§ 23. Forsyningstilsynet orienterer klima-, energi- og for-
syningsministeren om forhold, som ifølge Forsyningstilsy-
net kan have betydning for ministerens varetagelse af opga-
ver efter denne lov.
§ 24. Klima-, energi- og forsyningsministerens eller For-
syningstilsynets afgørelser efter denne lov eller efter regler
udstedt i medfør heraf kan påklages til Energiklagenævnet.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministerens eller For-
syningstilsynets afgørelser kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed end Energiklagenævnet.
Stk. 3. Klage efter stk. 1 skal være indgivet skriftligt
inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Udløber klage-
fristen på en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges klage-
fristen til den følgende hverdag.
Stk. 4. Energiklagenævnet kan hos virksomheder omfattet
af loven indhente oplysninger, som er nødvendige for vare-
tagelsen af nævnets opgaver efter denne lov eller efter regler
udstedt i medfør af loven.
§ 25. Energiklagenævnets formand kan efter nærmere af-
tale med nævnet træffe afgørelse på nævnets vegne i sager,
der behandles efter denne lov eller regler udstedt i medfør af
loven.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om Ener-
giklagenævnets sammensætning ved nævnets behandling af
afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør
af loven.
§ 26. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller
de regler, der fastsættes i medfør af loven, skal være anlagt
inden 6 måneder efter, at afgørelsen eller beslutningen er
meddelt. Er afgørelsen eller beslutningen offentliggjort, reg-
nes søgsmålsfristen dog fra offentliggørelsen.
Stk. 2. Afgørelser, der kan prøves af Energiklagenævnet,
kan ikke indbringes for domstolene, før Energiklagenævnets
afgørelse foreligger.
§ 27. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) undlader at foretage registrering efter § 12, stk. 1,
2) undlader at foretage indberetning efter § 12, stk. 5,
3) undlader at afhænde ejerandele efter § 13, stk. 1, 3.
pkt.,
4) anvender midler i strid med § 13, stk. 3,
5) undlader at afgive erklæring efter § 13, stk. 6, 1. pkt.,
6) undlader at efterkomme en afgørelse efter § 13, stk. 6,
5. pkt., § 18, stk. 2, eller § 20, stk. 1 eller 2,
7) undlader at afgive eller tilvejebringe oplysninger efter
anmodning efter § 18, stk. 1, eller § 24, stk. 4, eller
8) i forbindelse med tilsyn efter § 17, stk. 1 eller 2,
meddeler Forsyningstilsynet, Energiklagenævnet eller
klima-, energi- og forsyningsministeren urigtige eller
vildledende oplysninger.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan
der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser
i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske person-
er) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 8
Ikrafttræden
§ 28. Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Kapitel 9
Ændringer i anden lovgivning
§ 29. I lov om varmeforsyning,jf. lovbekendtgørelse nr.
124 af 2. februar 2024, som ændret ved § 4 i lov nr. 673 af
11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 2 b, stk. 3, ændres »jf. dog stk. 4-6« til: »jf. dog stk.
4-7«.
2. I § 2 b indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. En kommune kan uanset stk. 3 deltage i CO2-
fangstaktivteter i medfør af lov om CO2-fangstaktiviteter
i forsyningssektoren i samme selskab som affaldsforbræn-
dingsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
3. I § 2 b, stk. 6, som bliver stk. 7, ændres »stk. 4« til: »stk.
5«.
4. I § 20, stk. 8, ændres »kvoter efter lov om CO2-kvoter«
til: »CO2-kvoter, som klima-, energi- og forsyningsministe-
ren efter lov om CO2-kvoter har givet meddelelse om,«.
5. § 20, stk. 9, affattes således:
»Stk. 9. Har klima-, energi- og forsyningsministeren i
medfør af lov om CO2-kvoter givet meddelelse om tildeling
af et større antal gratis CO2-kvoter end det, der har været
behov for til dækning af CO2-udledningen fra varmeproduk-
tionen, skal værdien af de overskydende CO2-kvoter mod-
regnes i priserne for ydelser omfattet af stk. 1, medmindre
de overskydende CO2-kvoter er opstået som følge af CO2-
fangstaktiviteter efter lov om CO2-fangst i forsyningssekto-
ren og er overført til en CO2-fangstvirksomhed.«
6. § 20, stk. 11, affattes således:
»Stk. 11. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan
fastsætte nærmere regler om de gratis tildelte CO2-kvoter,
som er nævnt i stk. 8, og om de overskydende gratis til-
5
delte CO2-kvoter efter stk. 9, som ikke er overført til en
CO2-fangstvirksomhed, jf. lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren, og regler om administration af ordnin-
gerne. Ministeren kan herunder fastsætte bestemmelse om
værdifastsættelse af de i 1. pkt. nævnte CO2-kvoter, om
tildeling og forbrug af CO2-kvoter til varmeproduktion, om
tidspunkt og fremgangsmåde vedrørende overførsel af CO2-
kvoter i forholdet mellem varmeproduktionsenheder og var-
meaftagere ved underskud eller overskud af CO2-kvoter og
om fordeling af CO2-kvoter mellem flere varmeaftagere.«
7. Efter § 20 indsættes:
Ȥ 20 a. Har der i forbindelse med varmeproduktion
været foretaget CO2-fangst i medfør af lov om CO2-fangst-
aktiviteter i forsyningssektoren, kan kollektive varmeforsy-
ningsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, og kraftvarmeanlæg med
en eleffekt over 25 MW med henblik på finansiering af
CO2-fangstaktiviteter lægge en værdi efter regler udstedt i
medfør af stk. 3 til prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte
ydelser, der svarer til de nødvendige udgifter til erhvervelse
af CO2-kvoter og betaling af afgifter, som anlægget ville
kunne indregne i prisen efter § 20, stk. 1, hvis der ved var-
meproduktionen ikke var foretaget CO2-fangst og -lagring.
Stk. 2. En virksomhed, som driver et fremføringsanlæg
omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, kan højst samlet lægge en værdi
til prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, der svarer til
den værdi, som det kollektive varmeforsyningsanlæg eller
kraftvarmeanlægget med en eleffekt over 25 MW har tillagt
prisen efter stk. 1 eller efter regler i lov om CO2-fangstakti-
viteter i forsyningssektoren.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
nærmere regler om værdifastsættelsen af CO2-kvoterne i
stk. 1.«
8. I § 21, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§§ 20«: », 20 a«, og
i stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »§§ 20,«: »20 a,«.
9. I § 23 m, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, indsættes efter »lov om
fjernkøling«: », lov om CO2-fangstaktiviteter i forsynings-
sektoren«.
10. I § 23 m, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »lov om elfor-
syning«: », lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssekto-
ren«.
§ 30. I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1248
af 24. oktober 2023, som ændret ved § 1 i lov nr. 1787 af 28.
december 2023, § 4 i lov nr. 640 af 11. juni 2024 og § 5 i lov
nr. 673 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »stk. 9 og 10« til: »stk.
9-11«.
2. I § 4 a indsættes efter stk. 8 som nyt stykke:
»Stk. 9. En kommune kan uanset stk. 1, 1. pkt., deltage
i CO2-fangstaktiviteter i medfør af lov om CO2-fangstakti-
viteter i forsyningssektoren i samme selskab som affaldsfor-
brændingsanlæg omfattet af § 4 a, stk. 1.«
Stk. 9 og 10 bliver herefter stk. 10 og 11.
3. I § 37 a, stk. 2 og 3, indsættes efter »lov om fjernkøling«:
», lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren«.
4. I § 37 a, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »lov om varmefor-
syning«: », lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssekto-
ren«.
§ 31. I lov om fremme af effektiv energianvendelse og
drivhusgasreduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 12.
september 2024, foretages følgende ændring:
1. § 7 b ophæves.
§ 32. I lov nr. 690 af 8. juni 2018 om Forsyningstilsynet,
som ændret ved § 7 i lov nr. 923 af 18. maj 2021, § 2 i lov
nr. 898 af 21. juni 2022, § 3 i lov nr. 1557 af 12. december
2023 og § 37 i lov nr. 612 af 11. juni 2024, foretages følgen-
de ændringer:
1. I § 3, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »forsyningsområdet
for«: »CO2-fangst,«.
2. I § 11, stk. 1, indsættes efter »energiforbruget«: », § 22 i
lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren«.
§ 33. I lov om kommunal udligning og generelle tilskud
til kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar
2021, foretages følgende ændring:
1. I § 15, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »lov om elforsy-
ning«: », § 12, stk. 9, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsy-
ningssektoren«.
§ 34. I vandsektorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1693 af
16. august 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 132 af 16.
februar 2016 og § 1 i lov nr. 668 af 11. juni 2024, foretages
følgende ændring:
1. I § 19, stk. 2, indsættes efter »bestemmelse«: », § 5, stk.
2, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren«, og
efter »elforsyning,« indsættes: »lov om CO2-fangstaktivite-
ter i forsyningssektoren,«.
§ 35. I lov om kommuners afståelse af vandselskaber, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1038 af 17. september 2024, foretages
følgende ændring:
1. I § 2, stk. 1 og 2, ændres »eller § 23 l, stk. 1, eller § 23
m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning.« til: », § 23 l, stk.
1, eller § 23 m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning eller
§ 12, stk. 1, eller § 13, stk. 1 eller 6, i lov om CO2-fangstak-
tiviteter i forsyningssektoren.«
Kapitel 10
Territorialbestemmelse
§ 36. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
6
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Kommunal hjemmel til CO2-fangst
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
3.1.3. Den foreslåede ordning
3.2. Fleksibel selskabsorganisering
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
3.2.3. Den foreslåede ordning
3.3. Beskyttelse af varmeforbrugerne
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
3.3.3. Den foreslåede ordning
3.4. CO2-kvoter og afgifter
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
3.4.3. Den foreslåede ordning
3.5. Kommunal finansiering herunder modregning
3.5.1. Gældende ret
3.5.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
3.5.3. Den foreslåede ordning
3.6. Tilsyn og klageadgang
3.6.1. Gældende ret
3.6.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
3.6.3. Den foreslåede ordning
3.7. Ændringer i andre love
3.7.1. Gældende ret
3.7.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
3.7.3. Den foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
9.1. Statsstøtteretlige aspekter
9.2. Lov om tjenesteydelser i det indre marked
9.3. Øvrige EU-retlige forhold
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at skabe klare ramme-
vilkår for CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren ved at
fjerne regulatoriske barrierer, så sektorens betydelige CO2-
fangstpotentiale kan bringes i spil. Dette understøtter reali-
seringen af Danmarks CO2-reduktionsmål.
Ifølge FN’s klimapanels (IPCC) scenarier skal der globalt
lagres 730 milliarder tons CO2 frem mod 2100 for at kun-
ne indfri Parisaftalens mål. I Danmark kan CO2-fangst og
-lagring bidrage som et virkemiddel til at reducere CO2-
udledningnerne fra (kraft)varmeværker, herunder affaldsfor-
brændingsanlæg, biogasanlæg og tung industri. Danmarks
undergrund er samtidig velegnet til CO2-lagring, da de Nati-
7
onale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
(GEUS) anslår, at Danmarks undergrund har plads til i alt
12-22 milliarder tons CO2, hvilket svarer til op mod 500 års
udledninger i Danmark. Desuden kan fangst og efterfølgen-
de anvendelse (CCU) understøtte fremstilling af fx skibs-
og flybrændsler. En hurtig udvikling af markedet for CO2-
fangst og -lagring kan betyde både store investeringer og
flere grønne arbejdspladser i Danmark.
Med dette lovforslag foreslås klare og ensartede vilkår for
etablering og drift af CO2-fangst i forsyningssektoren for at
understøtte udviklingen af markedet for fangst, -lagring og
anvendelse af CO2 og understøtte, at kommunale og private
aktører i højere grad ligestilles.
Forsyningssektoren udgør en betydelig del af det danske
CO2-fangstpotentiale, hvor en stor del af potentialet findes
på kommunalt ejede anlæg. Klarhed om rammevilkår under-
støtter lige konkurrence mellem kommunalt og privatejede
selskaber og mellem forskellige sektorer i forbindelse med
det kommende udbud af CCS-puljen. Herved skabes størst
mulig konkurrence om de statslige støttemidler, hvilket øger
sandsynligheden for, at puljen bidrager med de forventede
CO2-reduktioner.
For en nærmere udfoldelse af lovforslagets baggrund henvi-
ses til nedenstående pkt. 2.
Loven sikrer en klar og tydelig hjemmel til CO2-
fangst i kommunale el- og varmeproduktionsvirksomhe-
der. Samtidig sikrer loven hjemmel til fleksibel selskabsorg-
anisering for el- og varmeproduktionsvirksomheder, således
at forskellige typer af aktører får mulighed for at deltage i
CO2-fangst.
Loven sikrer klare rammer for finansiering af CO2-fangst,
således at CO2-fangst kan finansieres af indtægter fra spa-
rede CO2-kvoter og afgifter, salg af klimakreditter, røggas
indeholdende CO2 og salg af CO2 til anvendelse. Det bliver
herved muligt at opkræve værdien af sparede CO2-kvoter og
afgifter, der skyldes CO2-fangst, sammen med varmepriser-
ne, hvilket dog som udgangspunkt ikke må medføre øgede
omkostninger for varmeforbrugerne i forhold til i dag uden
CO2-fangst.
Loven understøtter, at omkostningerne til etablering af CO2-
fangst ikke overvæltes på forbrugerne herunder ved, at CO2-
fangst skal være selskabsmæssigt adskilt fra fjernvarmenet-
tet og selskabsmæssigt eller regnskabsmæssigt adskilt fra
varmeproduktionen.
Loven giver kommunerne bedre mulighed for at understøtte
CO2-fangst på egne anlæg i form af bl.a. indskud af egenka-
pital og garanti for lån. Kommunalbestyrelsens beslutninger
bliver omfattet af et delegationsforbud og vil således ikke
kunne overlades til andre niveauer i kommunen. Det vil
dermed være transparent, hvilken risiko kommunen – og
dermed skatteborgerne – bærer.
2. Baggrund
Der blev den 7. februar 2024 indgået en bred politisk aftale
mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Modera-
terne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Kon-
servative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk
Folkeparti og Alternativet: Aftale om langsigtede ramme-
vilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren (herefter ”afta-
len”). Aftalepartierne noterede sig heri, at aftalen vil bidrage
til at fjerne væsentlige regulatoriske barrierer og styrke ram-
mevilkårene for CO2-fangst i forsyningssektoren.
Aftalepartierne ønsker med aftalen at understøtte forsy-
ningssektorens mulighed for at byde ind på den kommende
CCS-pulje og styrke rammerne for, at udrulning af fangst
af CO2 i forsyningssektoren på sigt kan blive markedsba-
seret. Ved CCS forstås Carbon Capture and Storage (CO2-
fangst og -lagring). Dette skal ske gennem forbedrede sel-
skabsøkonomiske incitamenter via bl.a. afgifter eller tilskud
og kvoter for CO2 fra fossile kilder og evt. salg af klimakre-
ditter, der skal blive de bærende økonomiske incitamenter i
markedet.
Aftalepartierne noterede sig dog, at fangst og lagring af CO2
i de kommende år fortsat forventes at være afhængig af
statslig støtte. Aftalepartierne ønskede derfor med aftalen
at skabe klarhed om rammevilkårene for forsyningssektoren
inden det første udbud af CCS-puljen i 2024.
Det er samtidig formålet med aftalen at minimere risikoen
for, at omkostningerne for CO2-fangst i forsyningssektoren
overvæltes på forbrugerne.
Med henblik på at fjerne barrierer, som identificeret i den
politiske aftale, og på at tilvejebringe klare og tydelige
rammer for CO2-fangsten, foreslås det med dette lovforslag
at skabe regulering af CO2-fangst, således at der sikres
klar kommunal hjemmel til CO2-fangst, klare og tydelige
rammer til fleksibel selskabsorganisering for forsyningssel-
skaber, tilstrækkelig beskyttelse af varmeforbrugerne, samt
klare og tydelige rammer for finansiering af CO2-fangst.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Kommunal hjemmel til CO2-fangst
3.1.1. Gældende ret
3.1.1.1. Hjemmel til CO2-fangst
En kommune kan efter kommunalfuldmagtsreglerne vareta-
ge forsyningsvirksomhed, dvs. forsyning af borgere og virk-
somheder med vand, elektricitet, varme og gas, idet det er et
af kommunalfuldmagtens traditionelle opgaveområder. Den-
ne adgang til at deltage i forsyningsvirksomhed er en und-
tagelse til udgangspunktet om, at kommuner som udgangs-
8
punkt ikke uden lovhjemmel må drive handel, håndværk,
industri eller finansiel virksomhed. Adgangen til at drive
forsyningsvirksomhed er i dag fastsat i de forskellige for-
syningssektorlove, herunder elforsyningsloven, varmeforsy-
ningsloven, vandsektorloven og gasforsyningsloven. Kom-
munernes adgang til at deltage i forsyningsvirksomhed hvi-
ler derfor nu på den skrevne lovgivning, men kan fortsat
hvile på kommunalfuldmagtsreglerne i det omfang, den
skrevne lovgivning ikke har erstattet kommunalfuldmagts-
reglerne.
CO2-fangst er erhvervsvirksomhed, som en kommune ef-
ter kommunalfuldmagtsreglerne ikke kan varetage uden sær-
skilt hjemmel.
Det følger af § 2 f, stk. 1, i lov om varmeforsyning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 124 af 2. februar 2024, som ændret
ved lov nr. 673 af 11. juni 2024, at en kommune, som
varetager varmeforsyning i kommunen, kan varetage eller
deltage i anden virksomhed, som har nær tilknytning til
varmeforsyningsvirksomheden. Efter § 2 f, stk. 2, skal den
tilknyttede virksomhed udøves på kommercielle vilkår i et
selskab med begrænset ansvar.
Det følger dog af lovens § 2 f, stk. 3, at tilknyttet virksom-
hed kan udøves i samme selskab som varmeforsyningsvirk-
somhed, hvis den tilknyttede virksomheds samlede nettoom-
sætning udgør mindre end 10 pct. af selskabets udgifter og
omkostninger, jf. nr. 1, hvis den tilknyttede virksomheds
samlede nettoomsætning ikke overstiger 10 mio. kr., jf. nr.
2, og den tilknyttede virksomhed holdes regnskabsmæssigt
adskilt fra varmeforsyningsvirksomheden, jf. nr. 3.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i medfør af
varmeforsyningslovens § 2 g, stk. 1, fastsætte nærmere reg-
ler om kriterierne i bl.a. § 2 f for kommuners deltagelse i
tilknyttet virksomhed og for garantistillelse.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni
2022 om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som
har nær tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningslo-
ven, som udmønter § 2 g, stk. 1, at en kommune kan del-
tage i CO2-fangstvirksomhed i forbindelse med varmepro-
duktions- og kraftvarmeproduktionsanlæg omfattet af egen
varmeforsyningsvirksomhed, herunder etablering af anlæg
til opsamling, oprensning og komprimering af CO2 samt
nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed.
En betingelse for kommunens deltagelse i CO2-fangstvirk-
somhed er, at virksomheden skal udspringe af varmeforsy-
ningsvirksomheden. Herudover skal CO2-fangstvirksomhe-
den være reel og ikke en aktivitet, som blot udøves for
at kunne udøve den tilknyttede aktivitet. Endelig skal CO2-
fangstvirksomheden have et væsentligt mindre arbejdsmæs-
sigt og økonomisk omfang end varmeforsyningsvirksomhe-
den og må som udgangspunkt ikke overstige halvdelen af
omsætningen for denne. Dette gælder, hvor en kommune va-
retager sine CO2-fangstaktiviteter i et selvstændigt selskab.
Det følger endvidere af § 4, stk. 2, i lov om elforsyning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1248 af 24. oktober 2023 med senere
ændringer, at en kommune kan deltage i anden virksomhed,
som har nær tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk.
1, som kommunen varetager eller deltager i. Det følger af §
4, stk. 3, at tilknyttet virksomhed skal udøves på kommerci-
elle vilkår i selskaber med begrænset ansvar.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, at en kommune kan
deltage i CO2-fangstvirkomhed i forbindelse med elproduk-
tionsanlæg omfattet af egen hovedvirksomhed, herunder eta-
blering af anlæg til opsamling, oprensning og komprimering
af CO2 samt nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed
som tilknyttet virksomhed til elproduktionsvirksomhed.
En betingelse for kommunens deltagelse i CO2-fangstvir-
komhed er, at der er en naturlig og snæver sammenhæng
mellem elproduktionsvirksomheden og den deraf udsprin-
gende CO2-fangstvirkomhed og endvidere at den tilknyttede
virksomhed skal have et væsentligt mindre arbejdsmæssigt
og økonomisk omfang end den tilsvarende hovedvirksom-
hed, og som udgangspunkt ikke må overstige halvdelen af
omsætningen for denne.
Der er således hjemmel i de gældende regler til, at kommu-
ner vil kunne deltage i CO2-fangst, men de vil være under-
lagt visse begrænsninger.
Private virksomheder, som måtte deltage i CO2-fangstak-
tiviteter, vil ikke være underlagt helt de samme begræns-
ninger. Der vil dog efter Forsyningstilsynets praksis også
være begrænsede muligheder for private til at varetage CO2-
fangst i samme virksomhed som varmeforsyning (såkaldt
sideordnet aktivitet).
3.1.1.2. Hjemmel til rør og lagre
Med lov om rørført transport af CO2, jf. lov nr. 612 af 11
juni 2024, er der mulighed for at opnå tilladelse til at etable-
re og drive rørledningsanlæg til transport af CO2. Der er
dog ikke med de gældende regler hjemmel til, at kommunalt
ejede varme- eller elproduktionsvirksomheder kan etablere
og drive rørledningsanlæg til transport af CO2.
Det følger af § 4, stk. 3, i lov om rørført transport af CO2,
at loven ikke finder anvendelse på lokale rørledninger. Det
følger af bemærkningerne til § 4, stk. 3, i lov om rørført
transport af CO2, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A,
L 117 som fremsat, side 21, at bestemmelsen, medfører,
at lokale rørledninger, der indgår som en integreret del af
et anlæg, der anvendes til f.eks. anvendelses-, mellemlagr-
ings-, eller lagringsvirksomhed, ikke vil være omfattet af
tilladelseskravet i lovens § 4. Sådanne rørledninger påregnes
9
således behandlet i forbindelse med godkendelse af anlæg-
get efter særlovgivning afhængig af typen af anlæg.
Ifølge bemærkningerne til § 4, stk. 3, finder bestemmelsen
anvendelse på interne rørledninger inden for CO2-fangst-
virksomhedens matrikel til transport af CO2 med henblik på
driften af fangsten.
3.1.1.3. Hjemmel til øvrig finansiering og tilknyttede aktivi-
teter
Der findes ikke gældende regler for kommuners salg af
klimakreditter, røggas indeholdende CO2 eller salg af CO2
til anvendelse med henblik på finansiering af CO2-fangstan-
læg.
Der findes endvidere ikke gældende regler, som bemyndiger
klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler
om tilknyttede aktiviteter i forbindelse med CO2-fangstakti-
viteter.
3.1.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
3.1.2.1. Hjemmel til CO2-fangst
Siden 2020 er der indgået en række politiske aftaler med
henblik på at sikre en markedsbaseret udrulning af CCS
i Danmark. Ved CCS forstås Carbon Capture and Storage
(CO2-fangst og -lagring). De politiske aftaler sætter over-
ordnet rammerne for CO2-fangst i forsyningssektoren. Det
er med Aftale om en køreplan for fangst, transport og lag-
ring af CO2 (Anden del af en samlet CCS-strategi) af 14.
december 2021 aftalt, at CCS skal udrulles på markedsmæs-
sige vilkår. Det følger bl.a. af denne aftale, at kommunerne,
herunder kommunalt ejede (kraft)varmeproduktionsanlæg,
skal kunne deltage i CO2-fangst, og at der så vidt muligt
skal sikres lige konkurrence mellem kommunalt og privat-
ejede virksomheder i forbindelse med de statslige CCS-ud-
bud. De overordnede rammerne for CO2-fangst i forsynings-
sektoren blev genbekræftet med Aftale om styrkede ramme-
vilkår for CCS i Danmark af 20. september 2023.
Forsyningssektoren, herunder affaldsforbrændingsanlæg,
udgør en betydelig del af det danske CO2-fangstpotentiale,
hvoraf en stor del af potentialet findes på kommunalt ejede
anlæg. Hensigten med dette lovforslag er at skabe rammer,
inden for hvilke også kommunerne vil kunne bidrage til at
indfri dette fangstpotentiale. Der henvises endvidere til pkt.
2.
Det følger således af Aftale om langsigtede rammevilkår
for CO2-fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at
kommuner skal have adgang til at deltage i CO2-fangst på
en sådan måde, at der sikres lige konkurrencevilkår mellem
kommunerne og private virksomheder i forbindelse med
deltagelse i CCS-udbuddene.
Både private virksomheder og kommuner har i dag mulig-
hed for at deltage i CO2-fangst og dermed i udbuddene. Kli-
ma-, Energi- og Forsyningsministeriet finder derfor for det
første, at der vil være behov for at sikre, at kommunerne
fortsat vil have mulighed for at deltage.
Med kommunal CO2-fangst følger der dog efter gældende
regler nogle begrænsninger. Der henvises nærmere til pkt.
3.1.1.1.
Da private virksomheder, som måtte deltage i CO2-fangst-
aktiviteter, ikke vil være underlagt helt de samme begræns-
ninger som kommuner, jf. pkt. 3.1.1.1, betyder det, at kom-
muner og private virksomheder ikke vil være konkurrence-
mæssigt ligestillede i forbindelse med tildeling af midler fra
CCS-puljen. Ministeriet vurderer derfor for det andet, at der
vil være behov for at sikre, at de begrænsninger, som alene
gælder for kommunernes deltagelse i CO2-fangst, vil blive
fjernet, herunder så der ikke længere vil være en begræns-
ning for omsætningen i CO2-fangstvirksomheder.
Det følger videre af aftalen, at det skal være muligt for
kommunerne at indgå i partnerskaber om CO2-fangstprojek-
ter med private virksomheder, hvorved kommunernes risiko
kan mindskes. Ministeriet vurderer derfor for det tredje,
at der vil være behov for at sikre, at kommunerne ikke
er udelukkede fra at indgå samarbejder med andre om
CO2-fangst. For at skabe så meget fleksibilitet som muligt
og dermed understøtte udrulningen af CO2-fangst vurderer
ministeriet, at kommunerne vil skulle have mulighed for
at indgå samarbejder med både andre kommuner og med
private virksomheder. Hermed vil muligheden for private
virksomheder til at indgå i et samarbejde med kommunerne
også blive sikret. Investeringer i CO2-fangst vil kunne være
omfattende, og det vil derfor kunne være en fordel i forhold
til at komme i mål, at flere parter går sammen om at bære
investeringen og risikoen.
Konkurrencemæssig ligestilling mellem private virksomhe-
der og kommunerne kræver dog ikke kun, at der sikres en
hjemmel til kommunerne til at deltage i CO2-fangsten, at
barrierer i form af begrænsninger i omsætningen fjernes, og
at der sikres adgang til samarbejder mellem kommuner og
andre, men også at de økonomiske fordele, som en kommu-
ne (som en skattefinansieret myndighed) bringer med sig
i konkurrencen, så vidt muligt udlignes af hensyn til de
private virksomheder.
Det vil derfor efter ministeriets vurdering for det fjerde
skulle sikres, at kommunernes deltagelse i CO2-fangst sker
på kommercielle vilkår således, at de kommunale selskaber
vil skulle drives på samme vilkår som private virksomhe-
der. Kommuners deltagelse i CO2-fangst efter de gældende
regler på varme- og elforsyningsområdet forudsætter som
udgangspunkt også, at det sker på kommercielle vilkår,
og ministeriet finder det hensigtsmæssigt, at denne forud-
sætning for kommunal deltagelse i CO2-fangst vil blive
10
videreført. Dette vil også bidrage til at understøtte aftalen,
hvorefter aftalepartierne ønsker at styrke rammerne for, at
udrulning af fangst af CO2 i forsyningssektoren på sigt kan
blive markedsbaseret. Ministeriet vurderer, at et krav om
CO2-fangst på kommercielle vilkår desuden vil understøtte,
at investeringerne er hensigtsmæssige, hvilket vil være til
gavn for borgerne i de deltagende kommuner.
Der vil fortsat være nogle ulighedspunkter, som er accepte-
ret i aftalen, idet det ikke i enhver henseende er muligt
eller findes hensigtsmæssigt helt at ligestille kommunale
selskaber og privatejede virksomheder. Der vil således fort-
sat være en geografisk begrænsning i forhold til, hvor et
kommunalt selskab vil kunne varetage CO2-fangstaktivite-
ter, idet deltagelse heri forudsætter, at CO2-fangsten foreta-
ges på et el- eller varmeproduktionsanlæg, som kommunen
eller kommunerne ejer helt eller delvist, og som vil være
placeret inden for ejerkommunens (eller ejerkommunernes)
grænse. Det vil kunne stille privatejede virksomheder stær-
kere i konkurrencen med de kommunale selskaber, idet de
private ikke er underlagt samme begrænsning. Omvendt vil
kommuner f.eks. i medfør af aftalen kunne stille garanti for
lån i et kommunalt CO2-fangstselskab, hvilket vil kunne
være en fordel, idet en kommunal garantistillelse vil kunne
opleves som mere sikker end andre garantier.
Det følger videre af aftalen, at kommunal CO2-fangst vil
skulle ske i et selskab med begrænset ansvar. Dette følger
også af de gældende regler i varme- og elforsyningslovene
som et udgangspunkt.
Med et selskab med begrænset ansvar forstås almindeligvis
kapitalselskaber, som omfattet af lov om aktie- og anparts-
selskaber (selskabsloven). Med kapitalselskaber hæfter ka-
pitalejerne kun for selskabets gæld med ejernes indskud i
selskabet. Hermed vil en kommune og dermed kommunens
borgere ved en investering i CO2-fangst højst risikere at
hæfte for et afgrænset beløb, som er besluttet af kommu-
nalbestyrelsen på forhånd. Risikoen ved investeringen vil
således blive adskilt fra kommunens øvrige økonomi. For
nærmere henvises til pkt. 3.5.
Et krav til kommuners selskabsorganisering findes også til-
svarende på andre områder. Det gælder f.eks. efter vandsek-
torlovens § 15 og for affaldsforbrændingsanlæg efter varme-
forsyningslovens § 2 b, stk. 3, og elforsyningslovens § 4
a, hvor kommuners deltagelse i den pågældende aktivitet
forudsættes at ske i et aktie- eller anpartsselskab. Hvor en
kommune varetager sine CO2-fangstaktiviteter i samme sel-
skab som f.eks. et affaldsforbrændingsanlæg, vil det således
allerede følge af de gældende regler, at det vil skulle ske i et
aktie- eller anpartsselskab. Der henvises til bemærkningerne
i pkt. 3.2 og 3.7.
Ministeriet vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at
fastsætte som forudsætning for kommunal deltagelse i CO2-
fangst, at det vil skulle ske med kommunen som kapitalejer
i et kapitalselskab omfattet af selskabsloven. Et kapitalsel-
skab vil ifølge selskabsloven (§ 5, nr. 18) kunne være et
anpartsselskab eller et aktieselskab, herunder et partnersel-
skab, og en kapitalejer vil ifølge selskabsloven være enhver
ejer af en eller flere kapitalandele (§ 5, nr. 16), dvs. aktier
eller anparter (§ 5, nr. 15). På den måde vil det blive sikret,
at kommunen alene vil kunne hæfte i selskabet med sit
indskud, ligesom reguleringen i selskabsloven vil sikre krav
til offentlighed og ledelse af selskabet m.v.
Herudover vil der kunne skabes en vis ensretning i regule-
ringen af de virksomheder, som vil være nært knyttede i for-
bindelse med CO2-fangst, f.eks. affaldsforbrændingsanlæg.
Ved en kommunal beslutning om at varetage CO2-fangstak-
tiviteter i samme selskab som en el- eller varmeproduktions-
virksomhed vil det ikke kunne udelukkes, at der vil kunne
være tilfælde, hvor virksomheden vil skulle omlægges til
et kapitalselskab, hvor det f.eks. før var etableret som et
interessentskab (I/S) eller et kommanditselskab (K/S). Hvor
en kommune ikke måtte ønske en sådan omlægning som
følge af CO2-fangst, vil kommunen i stedet kunne vælge at
varetage CO2-fangstaktiviteterne i et særskilt selskab.
For så vidt angår kommuners adgang til at deltage i finan-
sieringsaktiviteter såsom salg af klimakreditter eller CO2 til
anvendelse henvises til bemærkninger i pkt. 3.5.
Med aftalen er der lagt op til, at kommuner vil skulle have
hjemmel til at organisere CO2-fangstvirksomhed i et sær-
skilt selskab eller lade CO2-fangstaktiviteter indgå i samme
selskab som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed.
Hvor en kommune således vil skulle have mulighed for at
varetage sine CO2-fangstaktiviteter i et særskilt selskab, vil
det følge naturligt heraf, at det særskilte selskab vil levere
en ydelse til den virksomhed, der udleder den CO2, som
vil skulle fanges. Der vil i forbindelse hermed skulle ind-
gås en aftale om levering af en CO2-fangstydelse mellem
CO2-fangstvirksomheden og el- eller varmeproduktionsvirk-
somheden, og hvor el- eller varmeproduktionsvirksomheden
således køber en CO2-fangstydelse af CO2-fangstvirksom-
heden.
Det er ministeriets vurdering, at hvor en kommune gives
hjemmel til selv at deltage i CO2-fangstaktiviteter, vil det
også – som det mindre i det mere – betyde, at en kommune
vil kunne lade andre varetage CO2-fangstaktiviteterne på
kommunens el- eller varmeproduktionsanlæg.
Med dette følger også, at en kommune vil kunne benytte
forskellige finansieringsformer til betaling af indkøbet af en
CO2-fangstydelse, som hvis kommunen (gennem det kom-
munale selskab) selv havde foretaget CO2-fangsten. Et kom-
munalt ejet selskab, der driver et varmeproduktionsanlæg,
vil således kunne gøre brug af muligheden for at finansiere
CO2-fangsten gennem sparede CO2-kvoter og afgifter, gen-
nem overførsel af overskydende gratis tildelte CO2-kvoter
11
eller gennem salg af CO2 til anvendelse og klimakreditter
m.v. Hertil vil CO2-fangsten kunne finansieres ved salg af
overskudsvarme fra CO2-fangstprocessen efter de gældende
regler om overskudsvarme i medfør af varmeforsyningslo-
ven.
CO2-fangst vil ikke kunne anses som en nødvendighed for
at producere varme, og udgifter vil således ikke kunne
indregnes i varmeprisen, jf. § 20, stk. 1, i varmeforsynings-
loven. Ministeriet vurderer derfor, at regler om regnskabs-
mæssig adskillelse endvidere vil kunne være relevant for
varmeproduktionsvirksomheder, som indkøber CO2-fangst
af en anden virksomhed, idet udgifter til CO2-fangst ikke
kan indgå i det regnskab, som ligger til grund for fastsættel-
sen af varmeprisen.
Det følger af kommunalfuldmagtsreglerne, at en kommune
som udgangspunkt skal betale markedsprisen ved indkøb
af ydelser fra et selskab, herunder et kommunalt ejet sel-
skab. Dette er for at sikre mod begunstigelse af enkeltvirk-
somheder, og for at indkøbet ikke får karakter af støtte til et
selskab.
Ministeriet vurderer ikke, at der vil være et behov for at
fastsætte, at indkøb af CO2-fangst vil skulle foretages af
et kapitalselskab. Det skyldes, at der ikke vil være samme
risiko forbundet med en kommunes indkøb af CO2-fangst
fra en anden virksomhed, som der vil kunne være, hvor
kommunen selv investerer i et CO2-fangstanlæg m.v.
3.1.2.2. Hjemmel til rør og lagre
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at kommu-
ner skal have hjemmel til at eje helt lokale rørledninger
med nær tilknytning til CO2-fangsten på et givent anlæg,
så længe de lokale rør har et begrænset omfang og ligger
i umiddelbar forbindelse med fangstanlægget. Kommunerne
skal også have mulighed for at eje installationer til midlerti-
dig lagring af CO2 i tilknytning til rørledningerne. Det vil
således skulle sikres, at projekter ikke forhindres, fordi en
tredjepart ikke ønsker at etablere en kortere rørstrækning.
For at opnå formålet med denne del af aftalen vurderer Kli-
ma-, Energi- og Forsyningsministeriet, at kommuner bør ha-
ve hjemmel til at eje to typer af rørledninger. Den første type
vil være lokale rørledninger, som indgår som en integreret
del af et fangst-, lagrings- eller midlertidigt lagringsanlæg,
hvortil der vil skulle udstedes en tilladelse. Tilladelsen til
etablering af lokale rørledninger vil ske i forbindelse med
opnåelse af de påkrævede tilladelser for selve anlægget, som
rørledningerne indgår som en integreret del af. Den anden
type rørledninger vil være rørledninger efter lov om rørført
transport af CO2, som har til formål at transportere CO2 fra
f.eks. et CO2-fangstanlæg til et anlæg for midlertidig lagring
af CO2.
Når der i aftalen angives lokale rørledninger, er det mini-
steriets vurdering, at det ikke er ment som lokale rørlednin-
ger efter definitionen heraf i lov om rørført transport af
CO2. Omtalen af lokale rørledninger i aftalen henviser til,
at rørledningerne ikke må gå ud over, hvad der kan anses
for nødvendigt for at etablere en effektiv og sikker CO2-in-
frastruktur. Dette indebærer efter ministeriets vurdering, at
rørledningerne forventes at have en relativ nær tilknytning
til fangstanlægget. Det vil også kunne have betydning, hvor-
vidt det vil være mindre omkostningstungt eller mere effek-
tivt at benytte en ekstern udbyder til etablering og drift af
rørledningsanlægget.
Ministeriet vurderer, at fokus primært bør være på at be-
grænse længden af rørledningerne videst muligt, særligt
hvor der ellers kan blive tale om ekspropriation eller anden
væsentlig konsekvens for borgere, eller hvor det er min-
dre omkostningstungt eller mere effektivt at benytte en eks-
tern udbyder til etablering af eller drift af rørledningsanlæg-
get. For at afgøre, hvorvidt rørledninger har en tilstrækkelig
nær tilknytning til fangstanlægget, vil der skulle foretages
en konkret vurdering af rørledningernes omfang.
Ved nær tilknytning vil skulle forstås en nødvendig og snæ-
ver sammenhæng mellem CO2-fangstaktiviteten og formålet
med rørledningsanlægget. Der vil være tale om en konkret
vurdering, om det er tilfældet. I denne vurdering vil indgå en
række parametre, herunder aktivitetens karakter, hensynet til
at undgå værdispild, lovgivningskrav m.v., særlig ekspertise
og det forhold, at et projekt har modtaget støtte. Et formål
vil f.eks. kunne være, at det er nødvendigt at etablere en
rørledning til et nært mellemlager, for at den størst mulige
mængde af fanget CO2 vil kunne blive udnyttet eller lag-
ret. Dette vil særligt kunne være relevant, hvor der ikke kan
findes en tredjepart, som ønsker at etablere eller drive en
rørledning, eller som ikke kan etablere og drive rørlednin-
gerne tilstrækkeligt sikkert inden for det tilgængelige budget
eller den nødvendige tidsramme.
Ministeriet vurderer endvidere, at kommuner også bør have
hjemmel til at etablere og drive installationer til midlertidig
lagring af CO2 i tilknytning til kommunens rørledninger,
således at transport til en udnyttelses- eller permanent lag-
ringslokalitet muliggøres, også hvor der ikke kan findes en
tredjepart, som ønsker at etablere eller drive installationer til
midlertidig lagring i det nødvendige omfang.
3.1.2.3. Hjemmel til øvrig finansiering og tilknyttede aktivi-
teter
Ud over deltagelse i CO2-fangsten inklusiv rør og midlerti-
dige lagre, jf. pkt. 3.1.2.2, følger det af Aftale om langsigte-
de rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren (heref-
ter ”aftalen”), at kommuner og kommunale anlæg skal have
hjemmel til salg af klimakreditter og salg af CO2 til anven-
delse til finansiering af CO2-fangstanlæg som i industrisek-
toren. Dette tiltag vil medvirke til at ligestille kommunale
anlæg med private og skabe en ny finansieringskilde til
CO2-fangst og -lagring.
12
For så vidt muligt at ligestille kommunale selskaber med
private virksomheder på markedet for CO2-fangst og -lag-
ring vurderer Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at
der vil være behov for at sikre, at kommunernes hjemmel til
at deltage i CO2-fangstaktiviteter også bør omfatte disse to
finansieringskilder.
For mere om klimakreditter og CO2 til anvendelse henvises
til pkt. 3.5.2.4.
Etablering af CO2-fangst i Danmark er nyt, og området er
i udvikling. Der vil derfor også med tiden kunne vise sig
andre mulige finansieringskilder, eller der vil kunne ske æn-
dringer i betingelserne for deltagelse i allerede eksisterende
markeder. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurde-
rer derfor, at der vil være behov for en fleksibel regulering
af, hvilke former for CO2-fangstaktiviteter en kommune vil
kunne deltage i. Ministeriet finder det af den grund hensigts-
mæssigt, at der vil blive fastsat en bemyndigelse til klima-,
energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler i en
bekendtgørelse om, hvilke øvrige CO2-fangstaktiviteter en
kommune vil få hjemmel til at deltage i. På den måde vil
reglerne kunne opdateres, hvor der måtte ske ændringer i
markedet og på den måde sikre, at kommuner vil kunne
deltage i samme relevante aktiviteter som private.
Ministeriet finder det hensigtsmæssigt, at hjemlen vil blive
begrænset til alene at omfatte CO2-fangstaktiviteter, som
vil kunne bidrage til at finansiere CO2-fangst. Dette ses at
være i overensstemmelse med aftalen, hvorefter tiltaget vil
skulle ligestille kommunale anlæg med private og skabe nye
finansieringskilder. Det vil betyde, at der således ikke vil
kunne udstedes regler, som vil give kommuner hjemmel til
at deltage i andre former for CO2-fangstaktiviteter, som ikke
er relateret til et behov for at kunne sikre kommuner adgang
til en ny finansieringskilde.
Ministeriet vurderer således, at en bemyndigelse vil skulle
være begrænset, så der vil skulle være tale om en finansie-
ringskilde knyttet til en CO2-fangstaktivitet, som kommunen
i øvrigt (gennem et kommunalt selskab) vil have hjemmel til
at deltage i, og at det vil skulle være en finansieringskilde,
som private CO2-fangstaktører også vil kunne benytte sig
af. Der bør således ikke kunne udstedes regler, som vil udvi-
de kommunens mulighed for at finansiere med kommunale
midler. Ministeriet finder i øvrigt på baggrund af aftalen, at
en bemyndigelse ikke bør kunne anvendes til at fastsætte
regler, som vil give kommuner adgang til finansiering gen-
nem varmeforbrugerne.
Hvor private CO2-fangstaktører vil kunne deltage i CO2-
fangstaktiviteter og vil kunne opnå en indtægt herigennem
til at finansiere CO2-fangsten, vurderer ministeriet, at kom-
munerne også bør have mulighed for at opnå samme indtje-
ning.
For at ligestille kommunale CO2-fangstaktører og private
CO2-fangstaktører og for at imødekomme den del af aftalen,
hvoraf det fremgår, at kommuners deltagelse i CO2-fangst
skal ske på kommercielle vilkår, vurderer ministeriet, at der
vil være behov for at fastsætte, at salg af f.eks. klimakredit-
ter og CO2 til anvendelse vil skulle ske på markedsvilkår.
Efter de gældende regler i varme- og elforsyningslovene
vil kommuner kunne deltage i forskellige former for akti-
viteter, som udspringer af varme- og elforsyningen. Sådan-
ne aktiviteter vil f.eks. kunne være udnyttelse af særlig
viden opstået i forbindelse med CO2-fangstaktiviteterne el-
ler forsknings-, udviklings-, og demonstrationsvirksomhed i
forbindelse med CO2-fangstaktiviteter.
Hvor det måtte blive vurderet, at der vil være et behov for
at fastsætte en begrænsning af en kommunal aktivitet knyttet
til CO2-fangst, vurderer ministeriet, at det vil være hensigts-
mæssigt at give klima-, energi- og forsyningsministeren be-
myndigelse til at kunne fastsætte regler om kommunernes
tilknyttede aktiviteter på CO2-fangstområdet på samme må-
de, som der er fastsat regler om tilknyttet aktivitet på varme-
og elområdet.
3.1.3. Den foreslåede ordning
3.1.3.1. Hjemmel til CO2-fangst
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet foreslår med be-
stemmelsen i § 3, stk. 1, 1. pkt., at en kommune alene eller
sammen med andre kommuner eller private virksomheder
vil kunne deltage i CO2-fangstaktiviteter knyttet til et el-
eller varmeproduktionsanlæg, som kommunen eller kommu-
nerne ejer helt eller delvist, jf. dog § 3, stk. 2.
Det foreslås endvidere i § 3, stk. 1, 2. pkt., at kommunens
deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske på kommer-
cielle vilkår som kapitalejer i et kapitalselskab, der kan være
adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed eller
være en del af en el- eller varmeproduktionsvirksomhed.
I forbindelse med den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1,
forudsættes det, at der vil blive foretaget en ændring af de
to bekendtgørelser om tilknyttet virksomhed efter helholds-
vis varme- og elforsyningsloven, som i dag indeholder den
kommunale hjemmel til at deltage i CO2-fangst, således at
reglerne om CO2-fangst heri ophæves. For nærmere om de
gældende regler henvises til pkt. 3.1.1.1.
3.1.3.2. Hjemmel til rør og lagre
Det foreslås indsat i § 15, stk. 1, at en kommune, som
deltager i CO2-fangstaktiviteter efter § 3, stk. 1 og 2, vil
kunne ansøge om tilladelse til etablering og drift af rørled-
ningsanlæg efter lov om rørført transport af CO2.
Det foreslås endvidere i § 15, stk. 2, at en kommune, som
deltager i CO2-fangstaktiviteter efter § 3, stk. 1 og 2, vil
kunne etablere og drive installationer til midlertidig lagring
13
af CO2, når disse ligger i tilknytning til kommunens lokale
rørledninger.
3.1.3.3. Hjemmel til øvrig finansiering og tilknyttede aktivi-
teter
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i § 3, stk. 2, hvor-
efter klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fast-
sætte regler om, at kommuner uanset stk. 1 vil kunne deltage
i visse CO2-fangstaktiviteter, når disse vil kunne medvirke
til at finansiere CO2-fangsten, herunder salg af klimakredit-
ter, CO2 til anvendelse og røggas indeholdende CO2, og
regler om, at salget vil skulle ske på kommercielle vilkår.
Med regler udstedt i medfør af den foreslåede bestemmelse
i § 3, stk. 2, vil kommuner (gennem kommunale selskaber)
bl.a. kunne få hjemmel til at sælge klimakreditter og CO2
til anvendelse til finansiering af CO2-fangstanlæg på samme
vilkår som aktører i industrisektoren.
Bemyndigelsen vil kunne udmøntes i en bekendtgørelse
om finansiering af CO2-fangst, som vil regulere, hvilke
finansieringskilder der kan anvendes til finansiering af CO2-
fangstvirksomhed.
Det foreslås endvidere i § 3, stk. 3, at klima-, energi- og for-
syningsministeren vil kunne fastsætte regler om, at en kom-
mune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter efter § 3, stk. 1
og 2, vil kunne deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning hertil, herunder om de aktiviteter, der kan udø-
ves. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil endvidere
kunne fastsætte regler om, at den tilknyttede virksomhed vil
skulle udøves på kommercielle vilkår i et særskilt selskab
med begrænset ansvar, og regler om regnskabsmæssig og
forretningsmæssige forhold samt regler om tilsyn. Klima-,
energi- og forsyningsministeren vil endelig kunne fastsætte
regler om en omsætningsgrænse, når den tilknyttede aktivi-
tet varetages af samme selskab som de øvrige CO2-fangst-
aktiviteter.
3.2. Fleksibel selskabsorganisering
3.2.1. Gældende ret
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 1, at en
kommune, som varetager varmeforsyning i kommunen, kan
varetage eller deltage i anden virksomhed, som har nær til-
knytning til varmeforsyningsvirksomheden. Efter § 2 f, stk.
2, skal den tilknyttede virksomhed udøves på kommercielle
vilkår i et selskab med begrænset ansvar.
Det følger dog af lovens § 2 f, stk. 3, at tilknyttet virksom-
hed kan udøves i samme selskab som varmeforsyningsvirk-
somhed, hvis den tilknyttede virksomheds samlede nettoom-
sætning udgør mindre end 10 pct. af selskabets udgifter og
omkostninger, jf. nr. 1, hvis den tilknyttede virksomheds
samlede nettoomsætning ikke overstiger 10 mio. kr., jf. nr.
2, og den tilknyttede virksomhed holdes regnskabsmæssigt
adskilt fra varmeforsyningsvirksomheden, jf. nr. 3.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i medfør af
varmeforsyningslovens § 2 g, stk. 1, fastsætte nærmere reg-
ler om kriterierne i bl.a. § 2 f for kommuners deltagelse i
tilknyttet virksomhed og for garantistillelse.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni
2022 om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som
har nær tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningslo-
ven, som udmønter § 2 g, stk. 1, at en kommune kan del-
tage i CO2-fangstvirksomhed i forbindelse med varmepro-
duktions- og kraftvarmeproduktionsanlæg omfattet af egen
varmeforsyningsvirksomhed, herunder etablering af anlæg
til opsamling, oprensning og komprimering af CO2 samt
nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed.
En betingelse for kommunens deltagelse i CO2-fangstvirk-
somhed er, at virksomheden skal udspringe af varmeforsy-
ningsvirksomheden. Herudover skal CO2-fangstvirksomhe-
den være reel og ikke en aktivitet, som blot udøves for
at kunne udøve den tilknyttede aktivitet. Endelig skal CO2-
fangstvirksomheden have et væsentligt mindre arbejdsmæs-
sigt og økonomisk omfang end varmeforsyningsvirksomhe-
den og må som udgangspunkt ikke overstige halvdelen af
omsætningen for denne.
Der findes ikke i varmeforsyningsloven tilsvarende regler
om selskabsmæssig adskillelse for privatejede virksomhe-
der, og disse vil således kunne inkludere andre aktiviteter
i samme virksomhed som varmeforsyningen, hvis det sker
som en sideordnet aktivitet. Efter Forsyningstilsynets prak-
sis stilles der dog en række betingelser, som skal være op-
fyldt for, at den sideordnede aktivitet kan drives som en del
af hovedvirksomheden uden selskabsmæssig adskillelse. Det
afgørende er, at den sideordnede aktivitet ikke må påvirke
de omkostninger, som ligger til grund for varmeprisen efter
varmeforsyningslovens § 20, stk. 1. Da CO2-fangst er en
ny aktivitet, er der endnu ikke dannet en praksis hos Forsy-
ningstilsynet for så vidt angår denne form for aktivitet.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kom-
munen varetager eller deltager i. Det følger af § 4, stk. 3, at
tilknyttet virksomhed skal udøves på kommercielle vilkår i
selskaber med begrænset ansvar.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, at en kommune kan
deltage i CO2-fangstvirkomhed i forbindelse med elproduk-
tionsanlæg omfattet af egen hovedvirksomhed, herunder eta-
blering af anlæg til opsamling, oprensning og komprimering
af CO2 samt nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed
som tilknyttet virksomhed til elproduktionsvirksomhed.
En betingelse for kommunens deltagelse i CO2-fangstvir-
14
komhed er, at der er en naturlig og snæver sammenhæng
mellem elproduktionsvirksomheden og den deraf udsprin-
gende CO2-fangstvirkomhed og endvidere, at den tilknytte-
de virksomhed skal have et væsentligt mindre arbejdsmæs-
sigt og økonomisk omfang end den tilsvarende hovedvirk-
somhed og som udgangspunkt ikke må overstige halvdelen
af omsætningen for denne.
3.2.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at der vil
skulle gives hjemmel og fleksibilitet til, at både kommu-
ner og private kan organisere CO2-fangstvirksomhed i et
særskilt CO2-fangstselskab eller lade CO2-fangstvirksomhe-
den indgå i samme selskab som kraftvarme-, varmeprodukti-
ons- eller elproduktionsvirksomheden. Dermed vil de fleste
kendte projektorganiseringer kunne gennemføres. Omsæt-
ningsgrænsen på 50 pct. må endvidere ikke være en barriere
med de organiseringsformer, der gøres mulige med aftalen.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer i forlæn-
gelse heraf, at der i lovforslaget vil skulle gives fleksibilitet
og valgfrihed i forhold til, hvilken selskabsform der vil væ-
re bedst egnet i det pågældende tilfælde. Det vil således
kunne tænkes, at der vil være kommende CO2-fangstaktører,
f.eks. en kommune, som allerede ejer en el- eller varmepro-
duktionsvirksomhed, og som vil finde det mest naturligt at
varetage CO2-fangstaktiviteterne i denne virksomhed. Det
vil endvidere kunne være, at en kommune ønsker at gå
sammen med en privat virksomhed med henblik på sammen
at deltage i CO2-fangstaktiviteter, og at de i dette tilfælde
vil finde det mest praktisk at oprette et særskilt selskab til
formålet. Endelig vil det kunne være, at en privat virksom-
hed ønsker at tilbyde CO2-fangstydelser til flere forskellige
el- eller varmeproduktionsvirksomheder, og som derfor vil
oprette en CO2-fangstvirksomhed til dette formål.
Det følger af aftalen, at der vil skulle stilles krav om, at
CO2-fangst skal ske selskabsmæssigt adskilt fra fjernvar-
menettet. Ministeriet vurderer, at et sådant krav vil kunne
have betydning for en CO2-fangstvirksomheds valg om,
hvorvidt virksomheden skal være selskabsmæssigt adskilt
fra el- eller varmeproduktionsvirksomheder. En kommende
CO2-fangstaktør vil således kunne foretrække at etablere en
særskilt CO2-fangstvirksomhed frem for at udskille sit frem-
føringsanlæg i en særskilt virksomhed. Ministeriet forventer,
at de fleste virksomheder, som driver et fremføringsanlæg,
allerede har eller vil udskille dette i en særskilt virksom-
hed. Det skyldes bl.a. regler i varmeforsyningslovens § 2
b, stk. 3, hvor der stilles krav om, at kommunale affalds-
forbrændingsanlæg skal adskilles fra andre aktiviteter i et
selvstændigt selskab (fra 1. januar 2025).
For så vidt muligt at skabe en fleksibilitet for både kommu-
nerne og for de private virksomheder, finder ministeriet,
at der alene bør blive indsat begrænsninger i forhold til
valget af organisationsform (ud over selskabsformen), hvis
det følger af aftalen eller andre regler, f.eks. reglerne i
varmeforsyningsloven. Det vil f.eks. kunne dreje sig om
at undlade at fastsætte begrænsninger i forhold til sammen-
fald i ejerkredsen af en CO2-fangstvirksomhed og en varme-
produktionsvirksomhed, eller undlade at hindre, at adskilte
virksomheder vil kunne placeres inden for samme koncern.
Af hensyn til fleksibiliteten finder ministeriet endvidere, at
det vil være hensigtsmæssigt at give mulighed for at vareta-
ge CO2-fangstaktiviteterne i flere virksomheder, hvor den
pågældende ejer måtte finde dette mest hensigtsmæssigt,
ligesom det efter ministeriets vurdering bør være muligt at
varetage nogle CO2-fangstaktiviteter i en særskilt virksom-
hed og de resterende aktiviteter i el- eller varmeprodukti-
onsvirksomheden. Det vil eksempelvis kunne være hensigts-
mæssigt for nogle ejere at opdele CO2-fangsten i en virk-
somhed og de midlertidige lagre og den lokale infrastruktur
i en anden virksomhed.
Ministeriet finder endvidere ikke, at det vil skulle være ude-
lukket at varetage CO2-fangstaktiviteter i samme virksom-
hed som andre aktiviteter, hvor ikke andet er reguleret i
anden lovgivning, f.eks. elforsyningsloven eller varmeforsy-
ningsloven.
Hensigten med fleksibiliteten vil være at undgå, at der vil
være potentielle CO2-fangstaktører, som undlader at påbe-
gynde CO2-fangstaktiviteter, fordi aktøren vurderer, at der
vil være for mange hindringer f.eks. i forhold til at kunne
organisere sig som ønsket.
Hensigten vil endvidere være så vidt muligt at ligestille
kommuner og private virksomheder, som måtte ønske at
igangsætte CO2-fangst. Det betyder bl.a., at de begrænsnin-
ger, som kommuner er underlagt efter de gældende regler
for kommunal CO2-fangst i form af tilknyttet virksomhed,
ikke bør videreføres til de foreslåede regler. Det drejer sig
bl.a. om grænserne for omsætningen i det selskab, som fore-
tager CO2-fangst. Der henvises til den nærmere beskrivelse
af de gældende regler i pkt. 3.2.1.
Ministeriet vurderer dog, at det trods en tilstræbt fleksibilitet
ikke vil være muligt helt at sidestille kommuner og private
virksomheder, idet det bl.a. vil være nødvendigt at tage hen-
syn til, at kommunernes deltagelse i CO2-fangst vil kunne
medføre en økonomisk risiko for kommunens borgere. Det
følger således også af aftalen, at kommuners deltagelse i
CO2-fangst skal ske i et selskab med begrænset ansvar,
hvorfor en kommune ikke vil kunne vælge at deltage i CO2-
fangstaktiviteter i en virksomhed, hvor kommunen hæfter
med andet end sit indskud. På den måde vil kommunens
risiko blive begrænset til det, som kommunen har indskudt
af midler i selskabet. For så vidt angår mulige kommunale
selskabsformer henvises der til pkt. 3.1.2.1.
Reglerne om, at kommunerne skal registrere modtagne ud-
15
delinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virk-
somheder omfattet af bl.a. varme- og elforsyningslovene
med henblik på, at kommunernes statstilskud (bloktilskud-
det) vil blive reduceret i overensstemmelse hermed, vil også
kunne medvirke til, at kommuner og private virksomheder
ikke helt vil kunne sidestilles i forbindelse med deltagelsen
i CO2-fangst. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.5. Der
henvises herudover til pkt. 9.2.
3.2.3. Den foreslåede ordning
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet foreslår i lovfor-
slagets § 3, stk. 1, 2. pkt., at kommuner vil kunne vælge,
om de vil varetage sine CO2-fangstaktiviteter i et selskab,
der er adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed
eller er en del af en el- eller varmeproduktionsvirksomhed,
jf. dog det foreslåede § 3, stk. 2. Med lovforslagets § 4 vil
private virksomheder få samme adgang til at vælge organi-
seringsform.
Det forudsættes i forlængelse af den foreslåede bestemmelse
i § 3, stk. 1, 2. pkt., at der vil blive ændret i bekendtgørelse
nr. 795 af 2. juni 2022 om kommuners deltagelse i anden
virksomhed, som har nær tilknytning til virksomhed efter
varmeforsyningsloven, og i bekendtgørelse nr. 1133 af 27.
november 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagel-
se i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres
hovedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved
bekendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022.
Bestemmelserne i de to bekendtgørelser om kommuners del-
tagelse i tilknyttet virksomhed i form af CO2-fangst vil udgå
af bekendtgørelserne og blive erstattet af den foreslåede
bestemmelse i § 3, stk. 1.
Herudover vil det med den foreslåede bestemmelse i § 4
blive fastsat, at private virksomheder vil kunne varetage
CO2-fangstaktiviteter inden for samme virksomhed som en
el- eller varmeproduktionsvirksomhed, og disse aktiviteter
vil derfor ikke være omfattet af Forsyningstilsynets praksis
vedrørende sideordnet aktivitet. Der henvises her til pkt.
3.2.1.
3.3. Beskyttelse af varmeforbrugerne
3.3.1. Gældende ret
3.3.1.1. Udgifter til CO2-fangst
Udgifter forbundet med CO2-fangst vil ikke kunne betegnes
som en nødvendig udgift i forbindelse med produktion og
levering af varme, og de vil således ikke kunne indregnes i
varmeprisen i medfør af § 20, stk. 1, eller øvrige bestemmel-
ser i varmeforsyningsloven.
3.3.1.2. Regnskabsmæssig adskillelse
Der findes ikke regler om, at der i forbindelse med CO2-
fangst og varmeproduktion i samme virksomhed skal udar-
bejdes adskilte regnskaber for de to aktiviteter.
For så vidt angår elproduktionsvirksomheder følger det af §
85, stk. 1, i lov om elforsyning, at disse uanset ejerforhold
og juridisk status skal udarbejde årsrapporter og lade disse
revidere efter årsregnskabslovens regler for aktieselskaber,
jf. årsregnskabslovens § 7, stk. 1, nr. 2-4. Årsrapporterne
skal være offentligt tilgængelige. Af stk. 2 følger det, at
virksomhederne skal føre konsoliderede regnskaber for ik-
ke-elektricitetsrelaterede aktiviteter, som de ville skulle gø-
re, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte
selskaber, og af stk. 3 følger det, at klima-, energi- og forsy-
ningsministeren kan fastsætte nærmere regler om virksom-
hedernes regnskabsføring efter stk. 1 og 2. Bemyndigelsen i
stk. 3 har ikke været udnyttet.
Det følger endvidere af varmeforsyningslovens § 2 e, stk. 1,
1. pkt., at en kommune i overensstemmelse med EU’s stats-
støtteregler kan stille garanti for lånoptagelse til finansiering
af anlægsinvesteringer eller driftsaktiviteter i en virksom-
hed, der driver kraftvarmeanlæg med en eleffekt over 25
MW, som er omfattet af lov om elforsyning, hvis garantistil-
lelsen vedrører den del af virksomhedens lånoptagelse, der
kan henføres til investering i produktion af opvarmet vand
eller damp omfattet af § 20, stk. 1, og virksomhedens pro-
duktion af elektricitet og produktion af opvarmet vand eller
damp er regnskabsmæssigt adskilt. Af stk. 1, 2. pkt., følger
det, at der ved regnskabsmæssig adskillelse forstås, at virk-
somheden skal føre konsoliderede regnskaber for produktion
af elektricitet og produktion af opvarmet vand eller damp,
som den ville skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter
blev udført af særskilte selskaber.
Det følger endvidere af varmeforsyningslovens § 2 f, stk.
1, at en kommune, der varetager eller deltager i varmefor-
syningsvirksomhed, kan varetage eller deltage i anden virk-
somhed, som har nær tilknytning hertil. Det følger videre
af stk. 3, at tilknyttet virksomhed kan udøves i samme
selskab som varmeforsyningsvirksomheden, bl.a. hvis den
tilknyttede virksomhed holdes regnskabsmæssigt adskilt fra
varmeforsyningsvirksomheden nævnt i lovens § 2 b.
Der findes ikke regler om, at Forsyningstilsynet i forbindel-
se med regnskabsmæssig adskillelse mellem CO2-fangst og
varmeproduktion i samme virksomhed kan fastsætte regler
med krav til regnskabet for CO2-fangstaktiviteter.
Forsyningstilsynet kan dog bl.a. i medfør af varmeforsy-
ningslovens § 20, stk. 17, 3. pkt., fastsætte regler om, at
forelæggelsen af dokumentation skal ledsages af en erklæ-
ring afgivet af en registreret revisor, en statsautoriseret re-
visor eller kommunens revisor. Forsyningstilsynet kan end-
videre i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 1, 4.
pkt., fastsætte regler om, at en anmeldelse skal ledsages af
erklæring afgivet af en registreret revisor, statsautoriseret
revisor eller kommunens revisor.
Det følger af varmeforsyningsloven § 2 b, stk. 3, jf. § 2 h,
stk. 1, at fra 1. januar 2025 må en kommune kun varetage
virksomhed, der driver affaldsforbrændingsanlæg omfattet
af § 2, stk. 1, nr. 3 (varmeproduktion), hvis virksomheden
16
udøves på kommercielle vilkår i et aktie- eller anpartssel-
skab, der alene driver affaldsforbrændingsanlæg.
Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, at varme-
produktionsanlæg alene kan indregne nødvendige udgifter
til varmeproduktionen i varmeprisen. Det er Forsyningstil-
synet, som fører tilsyn med, at der alene indregnes sådanne
nødvendige udgifter.
3.3.1.3. Sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter
Der findes ikke i lov om varmeforsyning regler om, at
der hos varmeaftagere, herunder varmeforbrugere, vil kunne
opkræves betaling for sparede udgifter til erhvervelse af
CO2-kvoter og betaling af afgifter, hvor besparelsen skyldes
CO2-fangst.
Efter § 20, stk. 1, i varmeforsyningsloven vil der alene i
forbindelse med varmelevering kunne opkræves betaling for
bestemte typer af udgifter, som vurderes at have været nød-
vendige for at kunne producere og levere varmen.
Der findes endvidere i varmeforsyningsloven og i praksis
i forbindelse med prisfastsættelsen forskellige mekanismer,
som skal beskytte varmeforbrugerne. Det følger således af §
20, stk. 4, 1. pkt., i varmeforsyningsloven, at klima-, energi-
og forsyningsministeren kan fastsætte regler om et prisloft
for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg.
Der følger endvidere af praksis et såkaldt substitutionspris-
princip, hvorefter der i visse tilfælde ikke vil kunne opkræ-
ves mere for varmeleveringen, end hvad der ville kunne
leveres varme for fra en alternativ varmekilde.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.1.1.
3.3.1.4. Adskillelse fra fjernvarmenettet
Der findes ikke i varmeforsyningsloven eller i elforsynings-
loven regler om, at en virksomhed, som varetager CO2-
fangst, skal være selskabsmæssigt adskilt fra virksomheder,
som driver et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller
damp.
Det følger dog af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 1, at en
kommune, som varetager varmeforsyning i kommunen, kan
varetage eller deltage i anden virksomhed, som har nær til-
knytning til varmeforsyningsvirksomheden. Efter § 2 f, stk.
2, skal den tilknyttede virksomhed udøves på kommercielle
vilkår i et selskab med begrænset ansvar.
Det følger af lovens § 2 f, stk. 3, at tilknyttet virksomhed
kan udøves i samme selskab som varmeforsyningsvirksom-
hed, hvis visse betingelser er opfyldt.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni 2022
om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningsloven, at en
kommune kan deltage i CO2-fangstvirksomhed i forbindel-
se med varmeproduktions- og kraftvarmeproduktionsanlæg
omfattet af egen varmeforsyningsvirksomhed, herunder eta-
blering af anlæg til opsamling, oprensning og komprimering
af CO2 samt nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kom-
munen varetager eller deltager i. Det følger videre af § 4,
stk. 3, at tilknyttet virksomhed skal udøves på kommercielle
vilkår i selskaber med begrænset ansvar.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, at en kommune kan
deltage i CO2-fangstvirkomhed i forbindelse med elproduk-
tionsanlæg omfattet af egen hovedvirksomhed, herunder eta-
blering af anlæg til opsamling, oprensning og komprimering
af CO2 samt nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed
som tilknyttet virksomhed til elproduktionsvirksomhed.
3.3.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
3.3.2.1. Udgifter til CO2-fangst
Det fremgår af Aftale om en køreplan for fangst, transport
og lagring af CO2 (Anden del af en samlet CCS-strategi)
af 14. december 2021, at modellen for CO2-fangst i forsy-
ningssektoren vil skulle understøtte, at omkostninger ved
etablering af CCS ikke overvæltes på varme- og affalds-
forbrugere. Ved CCS forstås Carbon Capture and Storage
(CO2-fangst og -lagring). Dette følger også senest af Aftale
om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssek-
toren (herefter ”aftalen”), hvoraf det fremgår, at det bl.a.
er formålet med aftalen at minimere risikoen for, at omkost-
ningerne for CO2-fangst i forsyningssektoren overvæltes på
forbrugerne.
Der vil ikke være behov for at ændre på gældende regler i
varmeforsyningsloven for at sikre, at omkostninger til CO2-
fangst ikke overvæltes på varmeforbrugerne. Det skyldes, at
det allerede efter gældende regler forudsættes, at CO2-fangst
ikke vil være en nødvendig udgift i forbindelse med varme-
levering, som vil kunne indregnes i varmeprisen.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer dog, at
der vil være behov for at fastsætte regler om, at værdien af
sparede udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og betaling
af afgifter vil kunne opkræves hos varmeforbrugerne, men
sådanne regler vil som udgangspunkt ikke i sig selv medføre
øgede omkostninger for varmeforbrugerne i forhold til i
dag på grund af CO2-fangst. Der henvises nærmere til pkt.
3.3.2.3 og 3.4.2.1.
3.3.2.2. Regnskabsmæssig adskillelse
17
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at hvis CO2-
fangst sker i samme virksomhed som el- eller varmeproduk-
tion, skal der laves særskilte regnskaber for varmeprodukti-
on og øvrige aktiviteter, herunder CO2-fangst. Det har til
hensigt at sikre, at omkostninger knyttet til CO2-fangst som
udgangspunkt ikke overvæltes på varmeforbrugerne. Forsy-
ningstilsynet vil være ansvarlig for tilsynet.
Forsyningstilsynet fører tilsyn med, at der alene indregnes
sådanne nødvendige udgifter i varmeprisen. Der henvises
nærmere til pkt. 3.3.1.2.
For at Forsyningstilsynet bedst vil kunne varetage dette til-
syn i de tilfælde, hvor der bliver gennemført CO2-fangst
i samme virksomhed som varmeproduktionen, eller hvor
en varmeproduktionsvirksomhed indkøber CO2-fangst af en
anden CO2-fangstvirksomhed, vurderer Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet, at der vil være behov for en synlig-
gørelse af, hvilke udgifter og indtægter der vedrører CO2-
fangstaktiviteterne, og hvilke der relaterer sig til varmepro-
duktionen, og som vil kunne indregnes i varmeprisen. Den-
ne synliggørelse vil kunne opnås ved at fastsætte et krav om,
at der skal være regnskabsmæssig adskillelse mellem de to
aktiviteter.
Fra 1. januar 2025 må en kommune kun varetage virksom-
hed, der driver affaldsforbrændingsanlæg omfattet af varme-
produktion i et aktie- eller anpartsselskab, der alene driver
affaldsforbrændingsanlæg. Der henvises nærmere til pkt.
3.3.1.2. Der er således her tale om et selskab, som både
har en kommerciel del og en varmeproduktion.
Det følger af lovbemærkninger til § 2 b, stk. 3, jf. Folke-
tingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 115 som
fremsat, side 14, at som en konsekvens af konkurrenceu-
dsættelsen af affaldsforbrændingsanlæggene vil det eventu-
elle overskud, der opnås ved selve forbrænding af affald, ik-
ke skulle indregnes i varmeprisen. For at sikre at indtægter i
forbindelse med levering af varme og elektricitet fortsat an-
vendes til at sænke varmeprisen eller tilføres egenkapitalen,
vil der skulle ske en regnskabsmæssig adskillelse imellem
de aktiviteter, der er forbundet med selve affaldsforbrændin-
gen, og aktiviteterne i forbindelse med levering af varme og
elektricitet. Levering af varme vil fortsat skulle følge lov
om varmeforsynings øvrige regler, herunder om prisfastsæt-
telsen.
Det fremgår videre af lovbemærkningerne på side 10, at det
følger af § 20, stk. 1, i lov om varmeforsyning, at affaldsfor-
brændingsanlæg i priserne for levering af opvarmet vand el-
ler damp fra et affaldsforbrændingsanlæg alene kan indregne
de nødvendige omkostninger, der fremgår af bestemmelsen
i § 20, stk. 1. Dette gælder uanset, at anlægget er godkendt
efter lov om varmeforsyning og har tilladelse til etablering
eller væsentlige ændringer efter § 11 i lov om elforsyning og
elproduktionsbevilling efter § 10 i lov om elforsyning. Det
er Forsyningstilsynet, der i forbindelse med sit tilsyn med
varmepriserne i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk.
4, afgør, hvilke udgifter og omkostninger, der må anses for
nødvendige, og som derfor kan indregnes i priserne, herun-
der i priserne for affaldsvarme.
Endelig fremgår det af lovbemærkningerne, at klima-, ener-
gi- og forsyningsministeren i § 20, stk. 3, i lov om varme-
forsyning, har hjemmel til at fastsætte nærmere regler om
fordeling af omkostningerne til levering af ydelser omfattet
af § 20, stk. 1, og andre ydelser. Bemyndigelsen er på nuvæ-
rende tidspunkt ikke udmøntet.
Der er ikke i forbindelse med forudsætningen om regnskabs-
mæssig adskillelse imellem de aktiviteter, der er forbundet
med selve affaldsforbrændingen, og aktiviteterne i forbin-
delse med levering af varme og elektricitet, udstedt regler
om, at der skal føres konsoliderede regnskaber for de to
aktiviteter. Der findes dog i de gældende regler i elforsy-
ningsloven og i varmeforsyningsloven andre regler om regn-
skabsmæssig adskillelse, jf. pkt. 3.3.1.2. Af reglerne heri
følger det, at der vil skulle udarbejdes konsoliderede regn-
skaber på samme måde, som hvis der var tale om to adskilte
selskaber.
Ministeriet findes det derfor hensigtsmæssigt, at der fastsæt-
tes en regel om regnskabsmæssig adskillelse i forbindelse
med CO2-fangst i varmeproduktionsvirksomheder. Dette vil
medvirke til at synliggøre, hvordan omkostninger (og ind-
tægter) fordeler sig på de to aktiviteter, herunder hvordan
fælles omkostninger er fordelt, hvilket vil medvirke til at
lette Forsyningstilsynets tilsyn med, hvilke udgifter der er
henført til varmeproduktionen, og som eventuelt vil kunne
indregnes i varmeprisen. Formålet med tilsynet vil være at
beskytte varmeforbrugerne mod øgede omkostninger som
følge af CO2-fangst.
For at Forsyningstilsynet bedst vil kunne føre tilsyn med de
adskilte regnskaber, som det forudsættes i aftalen, at de vil
skulle, vurderer ministeriet, at det vil være hensigtsmæssigt
at fastsætte en bemyndigelse til at kunne udstede nærmere
regler med krav til dokumentation for de indtægter og om-
kostninger, som vil fremgå af de adskilte regnskaber, hvor
det vil have betydning for varmeregnskabet, og hvor det
vil være nødvendigt for at kunne føre et passende tilsyn. Mi-
nisteriet finder det mest nærliggende, at en sådan bemyn-
digelse vil blive givet til Forsyningstilsynet. Tilsynet har
tilsvarende bemyndigelser i varmeforsyningsloven og må
endvidere anses for at være den myndighed, som besidder
de rette kompetencer til at foretage en vurdering af nødven-
digheden og til at fastsætte sådanne regler.
3.3.2.3. Sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at der skal
gives mulighed for fortsat at opkræve værdien af sparede
afgifter og CO2-kvoter i varmepriserne med henblik på at
finansiere CO2-fangst. Dette må som udgangspunkt ikke
18
medføre øgede omkostninger for varmeforbrugerne i forhold
til i dag uden CO2-fangst.
Efter de gældende regler i varmeforsyningsloven vil en var-
meforsyningsvirksomhed kunne indregne udgifter til erhver-
velse af CO2-kvoter i medfør af lov om CO2-kvoter i varme-
prisen. Udgifter hertil betragtes som en nødvendig udgift i
forbindelse med produktion af varme, og udgifterne vil såle-
des kunne indregnes i varmeprisen. Det samme gør sig gæl-
dende vedrørende visse CO2-afgifter. Udgifter til betaling
af afgift efter lov om CO2-kvoter kan dog ikke indregnes i
varmeprisen, jf. § 20, stk. 10, i varmeforsyningsloven.
Hvor der i forbindelse med varmeproduktionen bliver fanget
CO2, vil det kunne medføre en besparelse af udgifter til
CO2-kvoter og afgifter. Dette vil samtidig betyde en bespa-
relse i varmeprisen, idet der således ikke vil skulle betales
for udgifterne til disse kvoter og afgifter.
Det følger af aftalen, at det som en del af finansieringsmu-
lighederne af CO2-fangst skal være muligt at opkræve en
betaling for de sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter,
selvom der på grund af CO2-fangsten ikke har været afholdt
faktiske udgifter hertil. Der vil således ikke være tale om,
at der vil skulle betales for en nødvendig udgift, men at der
i stedet vil skulle betales for en værdi, der svarer til den
udgift, som er sparet som følge af CO2-fangst.
En varmeproduktionsvirksomhed vil kunne opkræve beta-
ling for varmeleveringen af sin varmeaftager, f.eks. en fjern-
varmevirksomhed. Efterfølgende varmedistributører, f.eks.
en fjernvarmevirksomhed, vil herefter tilsvarende kunne op-
kræve betaling for varmeleveringen hos sine varmeaftagere
(varmeforbrugerne).
En efterfølgende varmedistributør (fjernvarmevirksomhed)
bør dog ikke efter Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets
vurdering kunne opkræve mere for sparede CO2-kvoter og
afgifter, end hvad varmeproduktionsvirksomheden eller en
anden varmedistributør har betalt for samme. Det vil betyde,
at den samlede varmepris, som en varmekunde i sidste ende
vil skulle betale for varmeleveringen, potentielt vil kunne
blive lavere, end hvis der i stedet ville skulle betales for de
faktiske udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og til afgifter,
forudsat at varmeproduktionsvirksomheden ikke har opkræ-
vet fuld betaling for de sparede udgifter.
Dette bør dog alene kunne være tilfældet, hvor der ikke er
ydet statsstøtte til CO2-fangstaktiviteterne, som er årsag til
de sparede CO2-kvoter og afgifter. I tilfælde af statsstøtte
finder ministeriet, at det vil det være nødvendigt at opkræve
den fulde værdi af besparelsen for at sikre overholdelsen af
de statsstøtteretlige regler. Der henvises nærmere til pkt. 9.1
om statsstøtteretlige aspekter.
Betaling af værdien af sparede udgifter til CO2-kvoter og
afgifter i stedet for betaling for faktiske udgifter til CO2-
kvoter og afgifter må som nævnt som udgangspunkt ikke
medføre øgede omkostninger for varmeforbrugerne i forhold
til i dag uden CO2-fangst. Ved betaling af sparede udgifter
til CO2-kvoter og afgifter vil der dog ikke være tale om
betaling af en afholdt udgift, hvor den eksakte omkostning
er kendt. Ministeriet finder derfor, at der vil være behov
for at fastsætte regler om, hvordan værdien af de sparede
udgifter til CO2-kvoter vil skulle fastsættes som en beregnet
værdi af udgiften. Til dette vurderer ministeriet, at der vil
kunne tages udgangspunkt i den metode til værdifastsættelse
af CO2-kvoter, som blev benyttet i forbindelse med tildeling
af støtte fra CCUS-puljen. Ved CCUS forstås Carbon Cap-
ture, Utilisation and Storage (CO2-fangst, -anvendelse og
-lagring). En metode til værdifastsættelse vil blive fastsat af
hensyn til varmeforbrugerne, idet der herigennem vil blive
fastsat et loft over, hvor høj en værdi af CO2-kvoterne der
vurderes at være sparet.
For så vidt angår afgifterne vurderer ministeriet, at der ikke
på samme måde vil være behov for at fastsætte særlige
regler for værdifastsættelsen af disse, idet det vil følge af
reglerne herom på skatteområdet. Der henvises nærmere til
pkt. 3.4.2.1 om sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter.
Ud over fastlæggelsen af en metode til at fastsætte værdien
af sparede udgifter til CO2-kvoter vurderer ministeriet, at
der vil være et yderligere behov for at sikre beskyttelsen af
varmeforbrugerne mod øgede omkostninger ved CO2-fangst
i forhold til i dag uden CO2-fangst, hvor værdien af de
sparede udgifter vil komme til at indgå som en del varme-
kundens samlede betaling, der ud over betaling for sparede
udgifter på grund af CO2-fangst også vil bestå af betaling
for nødvendige udgifter til varme efter regler i varmeforsy-
ningsloven. Der findes allerede i varmeforsyningsloven og
i praksis mekanismer, som skal beskytte varmeforbrugerne
mod for høje varmepriser. Det drejer sig om det affaldsvar-
meprisloft, som følger af varmeforsyningslovens § 20, stk.
4, med tilhørende bekendtgørelse og substitutionsprisprin-
cippet, som følger af praksis. Der henvises nærmere til pkt.
3.7.1.1.
For at være sikker på, at varmeforbrugerne også, hvor de
betaler for værdien af sparede udgifter til CO2-kvoter og
afgifter i stedet for faktisk afholdte udgifter hertil, opnår
samme beskyttelse i medfør af de nævnte mekanismer, fin-
der ministeriet, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at
regler om betaling af værdien for sparede udgifter til CO2-
kvoter og afgifter uden for statsstøttetilfælde vil fremgå af
varmeforsyningsloven. På den måde vil betalingen for be-
sparelsen kunne opkræves sammen med den øvrige betaling
af varmeprisen, og de nævnte mekanismer vil tilsvarende
finde anvendelse på de sparede udgifter.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.2.1.
3.3.2.4. Adskillelse fra fjernvarmenettet
19
Investeringer i CO2-fangst forventes at være i en betydelig
størrelsesorden, og samtidig er markedet for CO2-fangst i
Danmark fortsat i sin opstartsfase. Det betyder, at der kan
være en vis risiko forbundet med investeringer i CO2-fangst.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at der vil
skulle gives hjemmel og fleksibilitet til, at både kommuner
og private kan organisere CO2-fangstvirksomhed i et sær-
skilt CO2-fangstselskab eller lade CO2-fangstvirksomheden
indgå i samme selskab som kraftvarme-, varmeproduktions-
eller elproduktionsvirksomheden. Det vil således skulle væ-
re muligt for både kommuner og for private virksomheder at
varetage CO2-fangstaktiviteter i samme selskab som f.eks.
en varmeproduktionsvirksomhed. Der henvises nærmere til
pkt. 3.2.
Det er endvidere hensigten i aftalen, at omkostninger knyttet
til CO2-fangst som udgangspunkt ikke må overvæltes på
varmeforbrugerne. Hvor CO2-fangstaktiviteter varetages i
samme virksomhed som en varmeproduktionsvirksomhed,
betyder det, at omkostninger til CO2-fangstaktiviteterne ikke
må indgå i varmeregnskabet og således ikke vil kunne ind-
regnes i varmeprisen.
En forudsætning om, at omkostninger til CO2-fangst som
udgangspunkt ikke må overvæltes på varmeforbrugerne,
vil dog ikke fuldstændig beskytte dem i forhold til den
risiko, der vil være forbundet med investeringerne i CO2-
fangst. Der vil således fortsat kunne være en risiko for
forbrugerne i det tilfælde, at varmeproduktionsvirksomhe-
den, som også varetager CO2-fangstaktiviteter, måtte gå
konkurs. I sådan et tilfælde vil varmeforbrugerne kunne risi-
kere at miste deres fjernvarmeforsyning, hvis denne indgår
i konkursboet, ligesom der vil kunne være andre afledte
konsekvenser af konkursen.
For at imødegå en sådan risiko for varmeforbrugerne i til-
fælde af konkurs følger det af aftalen, at der skal stilles
krav om, at CO2-fangst skal ske selskabsmæssigt adskilt
fra fjernvarmenettet. Det vil medvirke til en beskyttelse af
varmeforbrugerne i tilfælde af konkurs forårsaget af CO2-
fangst.
Ved at stille krav om, at fjernvarmenettet ikke må ligge
i samme virksomhed som den virksomhed, der varetager
CO2-fangstaktiviteterne, afskærmes fjernvarmenettet i for-
hold til en eventuel konkurs i varmeproduktionsvirksomhe-
den. Den infrastruktur, som er knyttet til fjernvarmenettet,
vil således ikke indgå i et konkursbo. Varmeforbrugerne vil
i tilfælde af konkurs i varmeproduktionsvirksomheden miste
deres varmeforsyningskilde –medmindre virksomheden op-
købes og fortsættes af en ny ejer – men de vil ikke miste
det fjernvarmenet, som de er tilknyttet. Fjernvarmevirksom-
heden vil dog i tilfælde af konkurs i varmeproduktionsvirk-
somheden være nødsaget til at finde en alternativ varmefor-
syningskilde, hvilket også kan risikere at medføre en højere
varmepris for varmeforbrugerne.
Det følger af aftalen, at kravet om selskabsmæssig adskil-
lelse vil gælde uanset ejerskab. Det vil således ikke være
afgørende, hvordan den virksomhed, som ejer fjernvarmen-
ettet, er organiseret, eller hvem der vil være ejer af fjernvar-
mevirksomheden efter selskabsadskillelsen. Der vil således
kunne være samme ejer af både varmeproduktionsvirksom-
heden og af fjernvarmevirksomheden, og de vil kunne være
placeret inden for samme koncern. Klima-, Energi- og For-
syningsministeriet vurderer derfor, at der bør blive stillet
krav om selskabsmæssig adskillelse, men ikke ejermæssig
adskillelse.
Krav til organiseringen af den virksomhed, som vil eje fjern-
varmenettet efter selskabsadskillelsen, vil dog kunne følge
af anden regulering som lov om varmeforsyning.
Det er ministeriets vurdering, at et krav om, at der skal
være selskabsmæssig adskillelse mellem en fjernvarmevirk-
somhed og en varmeproduktionsvirksomhed ikke i høj grad
vil være et krav, som vil hæmme investeringer i CO2-
fangst. Det skyldes, at stort set alle større (kraft)varmeanlæg
samt alle affaldsforbrændingsanlæg allerede i dag eller med
lov om ny organisering af affaldsforbrændingssektoren vil
blive selskabsmæssigt adskilt fra fjernvarmenettet.
Ministeriet vurderer ikke, at det vil være nødvendigt at fast-
sætte et krav om, at der skal være selskabsmæssig adskillel-
se mellem en varmeproduktionsvirksomhed og fjernvarmen-
ettet i de tilfælde, hvor CO2-fangstaktiviteterne varetages af
en særskilt CO2-fangstvirksomhed, og hvor varmeprodukti-
onsvirksomheden f.eks. alene indkøber CO2-fangst af denne
virksomhed. Det skyldes, at der ikke vil være samme risiko
forbundet med indkøbet af CO2-fangsten som ved investe-
ringer i etableringen og driften af et CO2-fangstanlæg med
den tilknyttede lokale infrastruktur. Ministeriet vurderer, at
regnskabsmæssig adskillelse vil være tilstrækkeligt.
3.3.3. Den foreslåede ordning
3.3.3.1. Udgifter til CO2-fangst
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet foreslår, at der
ikke fastsættes regler om, at omkostninger til CO2-fangst
ikke må overvæltes på varmeforbrugerne. Dette vil allerede
følge af de gældende regler i varmeforsyningsloven, og det
foreslås ikke med lovforslaget at ændre herpå.
3.3.3.2. Regnskabsmæssig adskillelse
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet foreslår en be-
stemmelse i § 11, stk. 1, 1. pkt., hvorefter en virksomhed,
der varetager CO2-fangstaktiviteter og varmeproduktions-
virksomhed, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., eller § 4, vil skulle sikre,
at der er regnskabsmæssig adskillelse mellem CO2-fangst-
aktiviteterne og varmeproduktionsvirksomheden omfattet af
lov om varmeforsyning, som hvis de pågældende aktiviteter
20
blev udført af særskilte virksomheder. Herudover foreslår
ministeriet i stk. 1, 2. pkt., at samme krav om regnskabs-
mæssig adskillelse vil skulle gælde for en varmeprodukti-
onsvirksomhed, som indkøber CO2-fangst hos en anden
CO2-fangstvirksomhed.
Ministeriet foreslår endvidere i § 11, stk. 2, at Forsyningstil-
synet vil kunne fastsætte nærmere regler om krav til doku-
mentation og krav om revisorerklæring i forbindelse med
regnskaber for CO2-fangstaktiviteter efter stk. 1, forudsat at
disse krav er nødvendige for tilsynet.
3.3.3.3. Sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter
Ministeriet foreslår med lovforslagets § 29, nr. 7, at indsætte
en ny bestemmelse i varmeforsyningslovens § 20 a.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at har der i forbindelse med
varmeproduktion været foretaget CO2-fangst i medfør af lov
om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, vil et kollek-
tivt varmeproduktionsanlæg omfattet af varmeforsyningslo-
vens § 2, stk. 1, og kraftvarmeanlæg med en eleffekt over 25
MW med henblik på finansiering af CO2-fangstaktiviteter
kunne lægge en værdi efter regler udstedt i medfør af stk. 3
til prisen for de i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, nævnte
ydelser, der svarer til de nødvendige udgifter til erhvervelse
af CO2-kvoter og til betaling af afgifter, som anlægget ville
kunne indregne i prisen efter § 20, stk. 1, hvis der ved var-
meproduktionen ikke var foretaget CO2-fangst og -lagring.
Det foreslås videre i stk. 2, at fremføringsanlæg omfattet
af varmeforsyningslovens § 2, stk. 1, nr. 2, til prisen for
de i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, nævnte ydelser
vil kunne lægge en værdi, der svarer til den værdi, som
varmeproduktionsanlægget eller kraftvarmeanlægget med en
eleffekt over 25 MW har tillagt prisen efter stk. 1 eller efter
regler i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren.
Det foreslås i stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministe-
ren vil kunne fastsætte nærmere regler om værdifastsættel-
sen af CO2-kvoterne i det foreslåede stk. 1.
Ministeriet foreslår herudover i lovforslagets § 6, stk. 1, at
modtager en virksomhed statslig støtte til CO2-fangstaktivi-
ter på et el- eller varmeproduktionsanlæg, hvorfra der leve-
res opvarmet vand og damp i medfør af lov om varmefor-
syning, vil den virksomhed, der ejer el- eller varmeprodukti-
onsanlægget skulle lægge en værdi til priserne for levering
af opvarmet vand og damp i medfør af lov om varmeforsy-
ning, der svarer til de nødvendige udgifter til erhvervelse af
CO2-kvoter og betaling af afgifter, som anlægget ville kunne
indregne i prisen, hvis der ved varmeproduktionen ikke var
foretaget CO2-fangst og -lagring.
Det foreslås endelig i § 6, stk. 2, at klima-, energi- og for-
syningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om
værdifastsættelsen af CO2-kvoterne i stk. 1.
3.3.3.4. Adskillelse fra fjernvarmenettet
Ministeriet foreslår, at det i lovforslagets § 5, stk. 1, fastsæt-
tes, at varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller
virksomhed som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed,
vil CO2-fangstvirksomheden skulle være selskabsmæssigt
adskilt fra virksomheder, som driver et anlæg til fremføring
af opvarmet vand eller damp omfattet af lov om varmeforsy-
ning.
3.4. CO2-kvoter og afgifter
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter
Der findes ikke i lov om varmeforsyning regler om, at
der hos varmeaftagere, herunder varmeforbrugere, vil kunne
opkræves betaling for sparede udgifter til erhvervelse af
CO2-kvoter og betaling af afgifter, hvor besparelsen skyldes
CO2-fangst.
Efter § 20, stk. 1, i varmeforsyningsloven vil der alene i
forbindelse med varmelevering kunne opkræves betaling for
bestemte typer af udgifter, som vurderes at have været nød-
vendige for at kunne producere og levere varmen.
Der findes endvidere i varmeforsyningsloven og i praksis
i forbindelse med prisfastsættelsen forskellige mekanismer,
som skal beskytte varmeforbrugerne. Det følger således af §
20, stk. 4, 1. pkt., i varmeforsyningsloven, at klima-, energi-
og forsyningsministeren kan fastsætte regler om et prisloft
for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsan-
læg. I reglerne lægges vægt på at understøtte en økonomisk
og miljømæssig effektivisering af affaldssektoren og på at
sikre, at varmeforbrugerne alene skal bære de omkostninger,
der kan henføres til varmeproduktionen.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1066 af 27.
september 2024 om et prisloft og maksimalpris for opvarmet
vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg.
Det følger af § 21, stk. 4, 1. pkt., i varmeforsyningsloven, at
hvis Forsyningstilsynet finder, at tariffer, omkostningsforde-
ling på anlæg med forenet produktion eller andre betingelser
er urimelige eller i strid med bestemmelserne i bl.a. § 20,
giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gennem forhandling
kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkost-
ningsfordeling på anlæg med forenet produktion eller betin-
gelser.
Der følger af praksis et såkaldt substitutionsprisprincip,
hvorefter der i visse tilfælde ikke vil kunne opkræves mere
for varmeleveringen, end hvad der ville kunne leveres var-
me for fra en alternativ varmekilde.
3.4.1.2. Overførsel af overskydende gratis tildelte CO2-kvo-
ter
Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 9, 1. pkt.,
21
at værdien af overskydende CO2-kvoter tildelt til varmepro-
duktion i medfør af lov om CO2-kvoter modregnes i priser-
ne for ydelser omfattet af lovens § 20, stk. 1. Det følger
videre af § 20, stk. 9, 2. pkt., at værdien af overskydende
CO2-kvoter, som er opstået ved statsligt støttet CO2-fangst,
-transport, -lagring og -udnyttelse, skal overføres til CO2-
fangstenheden, som skal lade værdien indgå i beregningen
af støttebeløbet. Endelig følger det af § 20, stk. 9, 3. pkt., at
der ved overskydende kvoter forstås, at antallet af gratis til-
delte kvoter til producenten i medfør af lov om CO2-kvoter
er større end det antal, producenten faktisk har haft behov
for til dækning af CO2-udledningen fra varmeproduktionen.
I lov om CO2-kvoter, jf. lov nr. 1767 af 28. december 2023,
følger det af § 9, at klima-, energi- og forsyningsministeren
giver meddelelse til operatøren om gratis tildeling af kvoter,
i det omfang at denne har krav herpå i medfør af EU-retsak-
ter om forhold omfattet af denne lov. Ved operatør forstås
bl.a. en varmeproducent.
Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 11, at klima-,
energi- og forsyningsministeren bl.a. kan fastsætte nærme-
re regler om de overskydende CO2-kvoter efter § 20, stk.
9, og regler om administration af ordningerne. Ministeren
kan herunder fastsætte bestemmelse om værdifastsættelse
af de nævnte kvoter, om tildeling og forbrug af CO2-kvo-
ter til varmeproduktion, om tidspunkt og fremgangsmåde
vedrørende overførsel af CO2-kvoter i forholdet mellem
varmeproduktionsenheder og varmeaftagere ved underskud
eller overskud af kvoter, om fordeling af CO2-kvoter mel-
lem flere varmeaftagere og om fremgangsmåde vedrørende
overførsel af CO2-kvoter fra varmeproduktionsenheder til
CO2-fangstenheder.
Bemyndigelsen i § 20, stk. 11, er udmøntet i bekendtgørel-
se nr. 1820 af 28. december 2023 om CO2-kvoter tildelt
til varmeproduktion. I bekendtgørelsen er der bl.a. fastsat
regler om, hvordan man beregner CO2-udledningen fra var-
meproduktion, om fremgangsmåden ved modregning i var-
meprisen, og om information til varmemodtageren om om-
fanget af CO2-udledningen. Der er endvidere fastsat regler
om overførsel af overskydende gratis varmekvoter ved stats-
støttet CO2-fangst, herunder at overførslen skal ske mellem
konti i CO2-kvoteregisteret.
3.4.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
3.4.2.1. Sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at det er
ambitionen, at CO2-fangst i forsyningssektoren på sigt skal
udrulles på markedsvilkår, hvor forbedrede selskabsøkono-
miske incitamenter via bl.a. afgifter og kvoter for CO2 fra
fossile kilder skal blive nogle af de bærende økonomiske
incitamenter i markedet.
Det er i forlængelse heraf aftalt, at anlæg, der på bag-
grund af CO2-fangst og -lagring sparer omkostninger til
CO2-kvoter og afgifter, skal gives mulighed for fortsat at
opkræve værdien af de sparede udgifter til CO2-kvoter og
afgifter i varmepriserne med henblik på at finansiere CO2-
fangst. Dette må som udgangspunkt ikke medføre øgede
omkostninger for varmeforbrugerne i forhold til en situation
uden CO2-fangst.
Et varmeproduktionsanlæg vil få tildelt et bestemt antal
gratis tildelte CO2-kvoter til at dække anlæggets CO2-ud-
ledning, men hvor de gratis tildelte CO2-kvoter ikke er til-
strækkelige, vil der være behov for at erhverve yderligere
CO2-kvoter. Udgifter hertil betragtes som en nødvendig ud-
gift i forbindelse med produktion af varme, og udgifterne
vil således som udgangspunkt kunne indregnes i varmepri-
sen. Det samme gør sig gældende vedrørende visse afgifter
på skatteområdet.
Der betales i dag en række afgifter på brændsel, som bereg-
nes ud fra energiindholdet i brændslet. Der gælder særlige
regler for kraftvarmeværker, der fremstiller elektricitet og
fjernvarme. Fordelingen af forbruget af brændsler (f.eks. na-
turgas, olie eller kul) til henholdsvis el- og varmeproduktion
udgør grundlaget for kraftvarmeværkernes betaling af miljø-
og energiafgifter.
Kraftvarmeværkerne kan få tilbagebetalt hele energi- og
CO2-afgiften på brændsler, som kan henføres til elproduk-
tionen. Derimod skal der betales fuld energi- og CO2-af-
gift på brændsler, som kan henføres til fjernvarmeprodukti-
onen. For brændsler, som kan henføres til elproduktionen,
er det afgørende for tilbagebetalingen af CO2-afgiften, om
kraftvarmeværket er omfattet af CO2-kvoteordningen. Kraft-
varmeværker inden for kvotesektoren er fritaget for CO2-af-
gift af brændsler til elproduktion.
Brændbart affald betragtes i dag som et brændsel på lige fod
med fossile brændsler som f.eks. olie, kul eller gas. Afgiften
på affald, der forbrændes, er derfor fastsat med udgangs-
punkt i niveauet for de fossile brændsler. Afgiften er opdelt
i tre afgifter. For det første er der en affaldsvarmeafgift, som
er en afgift på den mængde varme, der leveres fra affaldsfor-
brændingsanlægget, og den varme, som virksomheden selv
anvender fra anlægget til rumvarme og varmt vand. For det
andet er der en tillægsafgift, som beregnes ud fra energiind-
holdet i det brændbare affald, og for det tredje er der en
CO2-afgift på ikke-bionedbrydeligt affald, som skal betales
ud fra mængden af CO2-indholdet i affaldet. Der skal desu-
den beregnes NOX-afgift og i mange tilfælde svovlafgift ved
forbrænding af affald.
Den 24. juni 2022 indgik den daværende regering (Socialde-
mokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venst-
22
re og Det Konservative Folkeparti Aftale om grøn skattere-
form for industri m.v. (herefter ”skatteaftalen”). Skatteafta-
len indebærer bl.a., at der skal indføres en høj og mere
ensartet CO2-afgift, som skal udgøre 750 kr. pr. ton udledt
CO2 for ikke-kvoteomfattede virksomheder og 375 kr. pr.
ton udledt CO2 for kvoteomfattede virksomheder. Afgiften
indfases fra 2025-2030. Områder, som i dag er fritaget for
CO2-afgift, f.eks. elproduktion omfattet af EU’s kvotehan-
delssystem, vil med aftalen blive omfattet af den nye CO2-
afgift. De nuværende energiafgifter skal samtidig reduceres,
så de aftalte afgiftsniveauer rammes.
Emissionsafgiftsloven, jf. lov nr. 619 af 11. juni 2024, og
lov om ændring af lov om kuldioxidafgift af visse energi-
produkter, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.,
lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af
stenkul, brunkul og koks m.v. og forskellige andre love, jf.
lov nr. 683 af 11. juni 2024, gennemfører dele af skatteafta-
len vedrørende omlægningen af CO2- og energiafgifter. Med
emissionsafgiftsloven indføres en ny CO2e-emissionsafgift
for kvoteomfattede sektorer, den eksisterende CO2-afgift
forhøjes, og energiafgifterne reduceres. CO2e-emissionsaf-
giften skal betales for CO2-udledninger for hvilke, der skal
returneres CO2-kvoter efter EU᾽s kvoteordning. Det følger
heraf, at CO2e-emissionsafgiften ikke skal betales for CO2,
der fanges og lagres.
Det følger som nævnt af aftalen, at det som en del af fi-
nansieringsmulighederne af CO2-fangst skal være muligt at
opkræve en betaling for de sparede udgifter til CO2-kvoter
og afgifter, selvom der på grund af CO2-fangsten ikke har
været afholdt faktiske udgifter hertil. Der vil således ikke
være tale om, at der vil skulle betales for en nødvendig
udgift, men at der vil skulle betales for en værdi, som svarer
til den udgift, som er sparet som følge af CO2-fangst. Dette
bryder med principperne bag fastsættelsen af varmeprisen,
og der vil derfor efter ministeriets vurdering være behov
for at fastsætte særlige bestemmelser om denne form for
betaling.
Behovet for at opkræve betaling for værdien af sparede
udgifter til CO2-kvoter og afgifter vil kunne opstå, hvor
der indgås en aftale mellem en el- eller varmeproduktions-
virksomhed og en CO2-fangstvirksomhed om levering af en
CO2-fangstydelselse, eller hvor det besluttes at inkludere
CO2-fangstaktiviteter i samme virksomhed som en el- eller
varmeproduktionsvirksomhed. Midlerne, som stammer fra
betaling for de sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter,
vil i den forbindelse kunne benyttes i finansieringen af CO2-
fangsten.
El- eller varmeproduktionsvirksomheden bør i så fald kun-
ne opkræve betaling for værdien af de sparede udgifter til
CO2-kvoter og afgifter hos sin varmeaftager, f.eks. en fjern-
varmevirksomhed. Efterfølgende varmedistributører, f.eks.
en fjernvarmevirksomhed, bør herefter tilsvarende kunne
opkræve betaling for de sparede udgifter CO2-kvoter og
afgifter hos sine varmeaftagere (varmeforbrugerne).
En efterfølgende varmedistributør bør dog ikke kunne op-
kræve mere for sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter,
end hvad varmeproduktionsvirksomheden eller en anden
varmedistributør har betalt for samme. Det betyder, at den
samlede varmepris, som en varmekunde i sidste ende vil
skulle betale for varmeleveringen, vil kunne blive lavere,
end hvis der i stedet ville skulle betales for faktiske udgifter
til erhvervelse af CO2-kvoter og til betaling af afgifter.
Dette bør dog efter ministeriets vurdering alene kunne være
tilfældet, hvor der ikke er ydet statsstøtte til CO2-fangstakti-
viteterne, som er årsag til de sparede udgifter til CO2-kvoter
og afgifter. I tilfælde af statsstøtte vil det være nødvendigt
at opkræve den fulde værdi af besparelsen for at sikre over-
holdelsen af de statsstøtteretlige regler. Tilsvarende hensyn
ligger bag den gældende bestemmelse i varmeforsyningslo-
vens § 20, stk. 9, hvorefter overskydende gratis tildelte
CO2-kvoter i tilfælde af statsstøtte vil skulle overføres til
CO2-fangstenheden og vil ikke som ellers blive modregnet
i varmeprisen. Der henvises nærmere til pkt. 9.1 og til pkt.
3.4.2.2.
Betaling af sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter i
stedet for betaling for faktiske udgifter til disse CO2-kvoter
og afgifter må som udgangspunkt ikke medføre øgede om-
kostninger for varmeforbrugerne i forhold til en situation
uden CO2-fangst. Ved betaling af sparede udgifter til CO2-
kvoter og afgifter vil der ikke være tale om betaling af en
afholdt udgift, hvor den eksakte omkostning er kendt. Mini-
steriet finder derfor, at der vil være behov for at fastsætte
regler om, hvordan værdien af de sparede CO2-kvoter vil
skulle fastsættes som en beregnet værdi af udgiften. Til dette
vurderer ministeriet, at der vil kunne tages udgangspunkt i
den metode til værdifastsættelse af CO2-kvoter, som blev
benyttet i forbindelse med tildeling af støtte fra CCS-pul-
jen. Ved CCUS forstås Carbon Capture, Utilisation and Stor-
age (CO2-fangst, -anvendelse og -lagring).
Regler om værdifastsættelse vil være af hensyn til varmefor-
brugerne, idet der herigennem vil kunne fastsættes et loft
over værdien af de sparede udgifter til CO2-kvoterne.
For så vidt angår afgifterne vil værdifastsættelsen følger
dette af reglerne herom på skatteområdet, jf. ovenfor.
Ud over en metode til at fastsætte værdien af sparede ud-
gifter til CO2-kvoter vurderer ministeriet, at der vil være
et yderligere behov for at sikre beskyttelsen af varmeforbru-
gerne mod øgede omkostninger i forhold til en situation
uden CO2-fangst, hvor værdien af de sparede udgifter vil
komme til at indgå som en del varmekundens samlede be-
taling, der ud over betaling for sparede udgifter på grund
af CO2-fangst også vil bestå af betaling for nødvendige
udgifter til varme efter regler i varmeforsyningsloven. Der
23
findes allerede i varmeforsyningsloven og i praksis meka-
nismer, som skal beskytte varmeforbrugerne mod for høje
varmepriser. Det drejer sig om det affaldsvarmeprisloft, som
følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, med tilhørende
bekendtgørelse og substitutionsprisprincippet, som følger af
praksis. Der henvises nærmere til pkt. 3.7.1.1.
For at være sikker på, at varmeforbrugerne også, hvor de
betaler for værdien af sparede udgifter til CO2-kvoter og
afgifter i stedet for faktisk afholdte udgifter hertil, opnår
samme beskyttelse i medfør af de nævnte mekanismer, fin-
der ministeriet, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at
regler om betaling af værdien for sparede udgifter til CO2-
kvoter og afgifter uden for statsstøttetilfælde vil fremgå af
varmeforsyningsloven. På den måde vil betalingen for be-
sparelsen kunne opkræves sammen med den øvrige betaling
af varmeprisen, og de nævnte mekanismer vil tilsvarende
finde anvendelse på de sparede udgifter.
3.4.2.2. Overførsel af overskydende gratis tildelte CO2-kvo-
ter
Det følger allerede af de gældende regler i varmeforsynings-
loven, at værdien af overskydende gratis tildelte CO2-kvo-
ter, som er opstået som følge af CO2-fangst, hvortil der er
tildelt statsstøtte, skal overføres til fangstenheden. Bestem-
melsen blev indsat i varmeforsyningsloven inden udbuddet
af den første CCUS-pulje i 2023. Ved CCUS forstås Carbon
Capture, Utilisation and Storage (CO2-fangst, -anvendelse
og -lagring). Hensigten var at give adgang til at anvende de
overskydende gratis tildelte CO2-kvoter som finansiering af
CO2-fangsten og dermed mindske behovet for statsstøtte og
samtidig sikre, at de statsstøtteretlige regler blev overholdt,
jf. også bemærkningerne til ændringen af varmeforsynings-
lovens § 20, stk. 9, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. sam-
ling), tillæg A, L 24 som fremsat, side 12 og 13.
I forlængelse af reglerne om overførsel af overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter, har klima-, energi- og forsynings-
ministeren efter de gældende regler i varmeforsyningsloven
bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om fremgangs-
måden m.v. for overførslen af disse CO2-kvoter.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet finder det hen-
sigtsmæssigt, at reglerne om overførsel af overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter og ministerens bemyndigelse til
at fastsætte nærmere regler herom vil indgå som en del af
lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren i stedet
for at indgå som en del af varmeforsyningsloven.
En varmeproduktionsvirksomhed får i medfør af CO2-kvo-
teloven tildelt gratis CO2-kvoter, som potentielt vil kunne
være tilstrækkelige til at dække den udledning af CO2,
som skyldes forbrænding af fossile brændsler som f.eks.
affald. Hvis de gratis tildelte CO2-kvoter ikke er tilstrække-
lige, vil der skulle erhverves yderligere CO2-kvoter, som der
skal betales for.
CO2-kvoter tildeles baseret på virksomhedens udled-
ning. Hvor der fanges CO2, vil der være et mindre behov
for CO2-kvoter til at dække udledningen. I første omgang
vil det medføre en besparelse af de CO2-kvoter, som skulle
erhverves ved siden af de gratis tildelte CO2-kvoter. CO2-
fangsten vil herudover yderligere kunne medføre, at der vil
være tildelt flere gratis CO2-kvoter til varmeproducenten,
end hvad denne har behov for, og at der på den måde
opstår et overskud af de gratis tildelte CO2-kvoter. Disse
overskydende gratis tildelte CO2-kvoter udgør en værdi for
varmeproducenten, idet disse kan sælges på markedet. En
CO2-kvote svarer til et ton CO2.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at denne
værdi skal kunne gå til at finansiere CO2-fangstaktivite-
ter. Dette vil allerede være tilfældet efter de gældende regler
i varmeforsyningsloven for så vidt angår de CO2-kvoter,
som er kommet i overskud som følge af statsstøttet CO2-
fangst. Dette vil ifølge aftalen skulle fortsætte. Det bety-
der, at de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, hvor de
anvendes til at finansiere CO2-fangst, ikke vil komme var-
meforbrugerne til gode. Varmeprisen vil således ikke blive
lavere for varmeforbrugerne, men vil forblive den samme,
som hvis der ikke havde været foretaget CO2-fangst. Over-
skydende gratis tildelte CO2-kvoter, som ikke skyldes CO2-
fangst, vil fortsat medvirke til en lavere varmepris efter
reglerne i varmeforsyningsloven.
Der henvises endvidere til pkt. 9.1 vedrørende statsstøtteret-
lige aspekter.
Ministeriet vurderer, at der ved fastsættelsen af reglerne i
dette lovforslag bør tages højde for, at de statsstøtteretlige
regler fortsat overholdes, idet der fortsat forventes at være
behov for at tildele støtte til CO2-fangst. Det bør således bli-
ve sikret, at overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, som er
opstået som følge af statsstøttede CO2-fangstaktiviteter, ikke
anvendes til at finansiere en modregning i varmeprisen og
dermed bidrage til en lavere varmepris. I stedet bør værdien
af overskydende gratis tildelte CO2-kvoter skulle gå til at
nedsætte støttebeløbet.
Ministeriet vurderer derfor, at der vil være behov for at stille
krav om, at CO2-kvoter, som er kommet i overskud som
følge af CO2-fangst, som har modtaget statsstøtte, vil skulle
overføres til CO2-fangstvirksomheden, men vurderer ikke,
at samme krav vil skulle stilles, hvor der ikke er statsstøtte
involveret. Hvor der ikke sker overførsel af overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter, vil værdien af de overskydende
CO2-kvoter uden for statsstøttetilfælde kunne modregnes i
varmeprisen.
Ministeriet finder endvidere, at der vil være behov for, at der
vil blive taget hensyn til den fleksibilitet i selskabsorganise-
ringen, som følger af aftalen. Der vil således kunne være
24
flere måder til praktisk at gennemføre en overførsel af over-
skydende gratis tildelte CO2-kvoter, som vil kunne tænkes at
være forskellig afhængig af, om overførslen sker mellem to
adskilte virksomheder eller inden for samme virksomhed.
I nogle tilfælde vil det f.eks. kunne være relevant at lade den
enhed, som skal overføre CO2-kvoterne, realisere værdien
af de gratis tildelte CO2-kvoter (sælge dem) og herefter
overføre værdien til den enhed, som har foretaget CO2-fang-
sten. Dette kan særligt være relevant, hvor der tale om, at
CO2-fangsten foretages inden for samme virksomhed som
varmeproduktionen. I andre tilfælde kan det være relevant i
stedet at overføre de overskydende CO2-kvoter fra en konto
i CO2-kvoteregisteret til en anden. Det vil herefter være
op til den modtagende part, dvs. den som har foretaget CO2-
fangsten, at realisere værdien af de modtagne CO2-kvoter
og anvende den i finansieringen af CO2-fangstaktiviteter-
ne. Ministeriet vurderer, at dette særligt vil kunne være rele-
vant i tilfælde, hvor overførslen sker mellem to forskellige
virksomheder. Valgfrihed for så vidt angår overførselsmeto-
de vil også kunne være relevant at indføre, således at det
vil stå frit for mellem to parter nærmere at aftale, hvordan
overførslen skal finde sted.
Finansiering vil kunne ske ved at sælge de overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter. CO2-kvoter er et finansielt instru-
ment og har en værdi. De kan sælges på CO2-kvotehandels-
markedet som et finansielt aktiv. En gratis tildelt CO2-kvote
er en almindelig CO2-kvote, som virksomheden blot har fået
tildelt gratis. Hvis CO2-fangstvirksomheden, der har fået
CO2-kvoten tildelt, ikke selv skal bruge den, så vil virksom-
heden kunne sælge CO2-kvoten på kvotemarkedet.
Ministeriet vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt, at kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren vil få bemyndigelse
til at fastsætte detaljerede regler om fremgangsmåden for
overførsel af overskydende gratis tildelte CO2-kvoter. På
denne måde gøres det bl.a. mere smidigt om nødvendigt at
tilpasse reglerne til de aktuelle omstændigheder i markedet
for CO2-fangst og finansieringen heraf, som de gratis tildel-
te CO2-kvoter er en del af.
3.4.3. Den foreslåede ordning
3.4.3.1. Sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter
Ministeriet foreslår med lovforslagets § 29, nr. 7, at indsætte
en ny bestemmelse i varmeforsyningslovens § 20 a.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at har der i forbindelse med
varmeproduktion været foretaget CO2-fangst i medfør af lov
om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, vil et kol-
lektivt varmeforsyningsanlæg omfattet af varmeforsynings-
lovens § 2, stk. 1, og et kraftvarmeanlæg med en eleffekt
over 25 MW med henblik på finansiering af CO2-fangstakti-
viteter kunne lægge en værdi efter regler udstedt i medfør
af stk. 3 til prisen for de i varmeforsyningslovens § 20, stk.
1, nævnte ydelser, der svarer til de nødvendige udgifter til
erhvervelse af CO2-kvoter og til betaling af afgifter, som
anlægget ville kunne indregne i prisen efter § 20, stk. 1, hvis
der ved varmeproduktionen ikke var foretaget CO2-fangst
og -lagring.
Det foreslås videre i stk. 2, at fremføringsanlæg omfattet
af varmeforsyningslovens § 2, stk. 1, nr. 2, til prisen for
de i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, nævnte ydelser
vil kunne lægge en værdi, der svarer til den værdi, som
varmeproduktionsanlægget eller kraftvarmeanlægget med en
eleffekt over 25 MW har tillagt prisen efter stk. 1 eller efter
regler i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren.
Det foreslås i stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministe-
ren vil kunne fastsætte nærmere regler om værdifastsættel-
sen af CO2-kvoterne i det foreslåede stk. 1.
Ministeriet foreslår herudover i § 6, stk. 1, at modtager en
virksomhed statslig støtte til CO2-fangstaktivitet på et el-
eller varmeproduktionsanlæg, hvorfra der leveres opvarmet
vand og damp i medfør af lov om varmeforsyning, vil den
virksomhed, der ejer el- eller varmeproduktionsanlægget
skulle lægge en værdi til priserne for levering af opvarmet
vand og damp i medfør af lov om varmeforsyning, der sva-
rer til de nødvendige udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter
og til betaling af afgifter, som anlægget ville kunne indregne
i prisen, hvis der ved varmeproduktionen ikke var foretaget
CO2-fangst og -lagring. Værdien vil skulle indgå i beregnin-
gen af støttebeløbet.
Det foreslås endelig i § 6, stk. 2, at klima-, energi- og for-
syningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om
værdifastsættelsen af CO2-kvoterne i det foreslåede stk. 1.
3.4.3.2. Overførsel af overskydende gratis tildelte CO2-kvo-
ter
Ministeriet foreslår, at det i lovforslagets § 7, stk. 1, fastsæt-
tes, at har en virksomhed, der ejer et el- eller varmeproduk-
tionsanlæg, fået meddelelse om tildeling af et større antal
gratis CO2-kvoter, jf. lov om CO2-kvoter, end det, som
virksomheden har haft behov for til dækning af CO2-udled-
ningen fra varmeproduktionen, og skyldes de overskydende
CO2-kvoter CO2-fangst, vil virksomheden kunne overføre
de overskydende CO2-kvoter eller værdien heraf til CO2-
fangstvirksomheden efter regler udstedt i medfør af det fore-
slåede stk. 3.
Samtidig foreslås den gældende bestemmelse i varmeforsy-
ningslovens § 20, stk. 9, ændret således, at det ikke længere
af bestemmelsen vil fremgå, at overskydende gratis tildelte
CO2-kvoter som følge af statsstøttet CO2-fangst vil skulle
overføres til CO2-fangstvirksomheden, jf. lovforslagets §
29, nr. 5. De udvidede regler foreslås i stedet indsat i denne
lov.
25
Der henvises endvidere til pkt. 3.7.3.1.
Herudover foreslår ministeriet med lovforslagets § 7, stk.
2, at skyldes de overskydende CO2-kvoter efter stk. 1 CO2-
fangstaktiviteter, hvortil der er tildelt statslig støtte, vil den
virksomhed, der ejer el- eller varmeproduktionsanlægget,
skulle overføre de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter
til den virksomhed, der tildeles statslig støtte til CO2-fangst-
aktiviteter efter det foreslåede stk. 3.
Endelig foreslår ministeriet med lovforslagets § 7, stk. 3,
at klima-, energi- og forsyningsministeren vil få bemyndi-
gelse til at fastsætte de nærmere regler for overførslen af
de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, herunder de,
som skyldes støttet CO2-fangst. Bemyndigelsen vil bl.a. om-
fatte regler om fremgangsmåden for overførslen, hvor der
vil kunne tages hensyn til de enkelte selskabsorganiserin-
ger. Bemyndigelsen vil endvidere kunne omfatte regler om
værdifastsættelse af de gratis tildelte CO2-kvoter og regler
om tidspunktet for overførslen.
Ministeren har efter de gældende regler i varmeforsynings-
lovens § 20, stk. 11, bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler for de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, som
skyldes støttet CO2-fangst. Med lovforslagets § 7, stk. 3,
foreslås denne bemyndigelse overført til dette lovforslag, jf.
lovforslagets § 29, nr. 6.
Det forventes, at regler, som vil blive udmøntet i medfør af
det foreslåede § 7, stk. 3, vil blive indsat i bekendtgørelsen
om CO2-kvoter tildelt til varmeproduktion, som indeholder
de gældende regler om bl.a. overførsel af overskydende gra-
tis tildelte CO2-kvoter til en CO2-fangstvirksomhed.
3.5. Kommunal finansiering herunder modregning
3.5.1. Gældende ret
3.5.1.1. Kommunal garanti
Kommuner kan i visse tilfælde stille garanti for låneoptagel-
se i KommuneKredit og private kreditinstitutioner. På de
områder, hvor muligheden for garantistillelse ikke er regule-
ret i særlovgivningen, vil spørgsmålet skulle afgøres efter
kommunalfuldmagtsreglerne.
Kommunale garantier og anden sikkerhedsstillelse skal føl-
ge bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 1714 af 13. decem-
ber 2023 om kommunernes låntagning og meddelelse af
garantier m.v. for så vidt angår spørgsmålet om henregning
af garantier til kommunens låntagning, samt hvilke lånevil-
kår, der skal overholdes, når en kommune stiller garanti. Det
bemærkes dog, at kommercielle aktiviteter ikke vil skulle
henregnes til kommunens låneramme, og at låntagningen i
disse tilfælde ikke skal opfylde de i bekendtgørelsen fastsat-
te krav til låntagning, som der stilles en kommunal garanti
for.
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 1, at en
kommune, som varetager varmeforsyning i kommunen, kan
varetage eller deltage i anden virksomhed, som har nær til-
knytning til varmeforsyningsvirksomheden. Klima-, energi-
og forsyningsministeren kan i medfør af varmeforsyningslo-
vens § 2 g, stk. 1, fastsætte nærmere regler om kriterierne i
bl.a. § 2 f for kommuners deltagelse i tilknyttet virksomhed
og for garantistillelse.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni
2022 om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som
har nær tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningslo-
ven, som udmønter § 2 g, stk. 1, at en kommune kan del-
tage i CO2-fangstvirksomhed i forbindelse med varmepro-
duktions- og kraftvarmeproduktionsanlæg omfattet af egen
varmeforsyningsvirksomhed, herunder etablering af anlæg
til opsamling, oprensning og komprimering af CO2 samt
nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed.
Af § 2 f, stk. 4, i varmeforsyningsloven fremgår det, at
en kommune ikke kan yde tilskud til eller stille garanti for
tilknyttet virksomhed. Der er således i reglerne i varmefor-
syningsloven taget stilling til, at en kommune ikke kan stille
garanti for CO2-fangst.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kom-
munen varetager eller deltager i.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, at en kommune kan
deltage i CO2-fangstvirkomhed i forbindelse med elproduk-
tionsanlæg omfattet af egen hovedvirksomhed, herunder eta-
blering af anlæg til opsamling, oprensning og komprimering
af CO2 samt nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed
som tilknyttet virksomhed til elproduktionsvirksomhed.
Der findes ikke i elforsyningsloven bestemmelser om kom-
muners garantistillelse i forbindelse med CO2-fangst som
tilknyttet aktivitet.
Det følger implicit af de kommunale hjemmelsbestemmelser
i elforsyningsloven, at en kommune kan investere i aktivite-
terne.
Elforsyningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., giver kommuner
hjemmel til at varetage elproduktion ved forbrænding af
affald og efter 2. pkt. at deltage i aktiviteter omfattet af §
2, stk. 1, hvilket er produktion, transport, handel og levering
af elektricitet samt aggregering og energilagring. Kommuner
kan som følge af deres mulighed for at deltage i aktiviteter-
ne investere i aktiviteterne under hensyn til statsstøtteregler-
ne. Kommunen kan f.eks. stille garanti for de selskaber, som
deres elproduktionsvirksomhed drives i.
Der findes ikke gældende regler om, at kommunalbestyrel-
26
sen skal træffe beslutning om kommuners eller kommunale
virksomheders garantistillelse.
3.5.1.2. Kommunal økonomisk forpligtelse
Det følger af § 7 b, stk. 1, i lov om fremme af effektiv ener-
gianvendelse og drivhusgasreduktion, jf. lovbekendtgørelse
nr. 296 af 17. marts 2023, at en kommune, der deltager i
CO2-fangst, i forbindelse med kontraktindgåelse med staten
om tildeling af støtte efter lovens § 7 a, og i det omfang det
er en forudsætning for kontraktindgåelsen, kan forpligte sig
økonomisk i forhold til gennemførelse af den CO2-fangst,
kommunen deltager i, jf. nr. 1, og til gennemførelse af
transport, anvendelse og lagring af den opsamlede CO2, der
varetages af en tredjepart, jf. nr. 2.
Det følger videre af lovens § 7 b, stk. 2, at kommunens
beslutning om at forpligte sig økonomisk, jf. stk. 1, skal
træffes af kommunalbestyrelsen i et møde.
Der findes ikke gældende regler om kommunal økonomisk
forpligtelse i forbindelse med indgåelse af kontrakter knyttet
til CO2-fangstaktiviteter eller om kommunalbestyrelsens be-
slutning i den forbindelse.
Der findes endvidere ikke gældende regler om, at kommu-
nalbestyrelsen skal træffe beslutning om kommunale virk-
somheders økonomiske forpligtelse ved kontrakter.
3.5.1.3. Kommunalt kapitalindskud
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 1, at en
kommune, som varetager varmeforsyning i kommunen, kan
varetage eller deltage i anden virksomhed, som har nær til-
knytning til varmeforsyningsvirksomheden. Klima-, energi-
og forsyningsministeren kan i medfør af varmeforsyningslo-
vens § 2 g, stk. 1, fastsætte nærmere regler om kriterierne i
bl.a. § 2 f for kommuners deltagelse i tilknyttet virksomhed
og for garantistillelse.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni
2022 om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som
har nær tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningslo-
ven, som udmønter § 2 g, stk. 1, at en kommune kan del-
tage i CO2-fangstvirksomhed i forbindelse med varmepro-
duktions- og kraftvarmeproduktionsanlæg omfattet af egen
varmeforsyningsvirksomhed, herunder etablering af anlæg
til opsamling, oprensning og komprimering af CO2 samt
nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed.
Af § 2 f, stk. 4, i varmeforsyningsloven fremgår det, at
en kommune ikke kan yde tilskud til eller stille garanti for
tilknyttet virksomhed. Der er således i reglerne i varmefor-
syningsloven taget stilling til, hvorvidt en kommune kan yde
tilskud til CO2-fangst, hvilket ikke er tilfældet.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kom-
munen varetager eller deltager i.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, at en kommune kan
deltage i CO2-fangstvirkomhed i forbindelse med elproduk-
tionsanlæg omfattet af egen hovedvirksomhed, herunder eta-
blering af anlæg til opsamling, oprensning og komprimering
af CO2 samt nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed
som tilknyttet virksomhed til elproduktionsvirksomhed.
Der findes ikke i elforsyningsloven bestemmelser om kom-
muners indskud af kapital til CO2-fangst som tilknyttet akti-
vitet.
Elforsyningslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., giver kommuner
hjemmel til at varetage elproduktion ved forbrænding af
affald, og efter 2. pkt., at deltage i aktiviteter omfattet af §
2, stk. 1, hvilket er produktion, transport, handel og levering
af elektricitet samt aggregering og energilagring. Kommuner
kan som følge af deres mulighed for at deltage i aktiviteter-
ne, investere i aktiviteterne under hensyn til statsstøttereg-
lerne. Finansieringen kan være i form af indskud af kapital,
lån eller garantistillelse for optagelse af lån og vil skulle
optages på de almindelige finansielle markeder på markeds-
vilkår. Der er i lov om elforsyning ikke taget stilling til, om
der er grænser for de kommunale investeringer.
Der findes ikke gældende regler om, at kommunalbestyrel-
sen skal træffe beslutning om kommuners eller kommunale
virksomheders kapitalindskud.
3.5.1.4. Øvrig kommunal finansiering af CO2-fangstaktivite-
ter
Det findes ikke efter de gældende regler bestemmelser,
som regulerer, hvordan kommuner vil kunne finansiere
CO2-fangstaktiviteter.
3.5.1.5. Modregning i bloktilskud og væsentlige nye aktivite-
ter
Der er i dag ikke gældende regler for kommunal modreg-
ning af CO2-fangstaktiviteter, når aktiviteten varetages i et
særskilt virksomhed, der alene varetager CO2-fangstaktivi-
tet, og som desuden ikke er i koncern med andre forsynings-
virksomheder, herunder aktiviteter omfattet af elforsynings-
loven og varmeforsyningsloven.
Såfremt CO2-fangstaktiviteter sker i samme virksomhed
som elproduktion, varmeproduktion eller affaldsforbræn-
ding, eller sker i en særskilt virksomhed i koncern med akti-
viteter omfattet af elforsyningsloven og varmeforsyningslo-
ven, vurderes det, at de kommunale modregningsregler i de
respektive sektorlove finder anvendelse.
27
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 1, at kommuner
registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afstå-
else af ejerandele i virksomheder, der er eller i perioden
efter den 20. februar 2003 har været omfattet af § 2, stk.
1, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller i
perioden efter den 20. februar 2003 har ejet andele i sådanne
virksomheder. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens
§ 23 l, stk. 1.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 2, at selska-
bsmæssige omstruktureringer ikke er omfattet af stk. 1, når
de ejere, der direkte eller indirekte har ejet ejerandele i
virksomheder, der berøres af den selskabsmæssige omstruk-
turering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed end
direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes forhold
i den virksomhed eller de virksomheder, der består efter den
selskabsmæssige omstrukturering. Dette er dog betinget af,
at virksomheden eller virksomhederne er omfattet af stk. 1
eller, hvis det er en spaltning, § 2, stk. 1-3, i lov om kommu-
ners afståelse af vandselskaber. Hvis en spaltning fører til,
at en eller flere virksomheder alene bliver omfattet af § 2,
stk. 1-3, i lov om kommuners afståelse af vandselskaber, er
det yderligere en betingelse, at der i de udspaltede virksom-
heder ikke er anvendt eller medfulgt midler, som stammer
fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning,
lov om fjernkøling eller lov om gasforsyning. Kommunen
afgiver i forbindelse med spaltninger omfattet af 3. pkt.
en erklæring til Forsyningstilsynet i overensstemmelse med
regler udstedt i medfør af § 37 b om, at der ikke i de udspal-
tede virksomheder er anvendt eller medfuldt midler i strid
med 3. pkt. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens §
23 l, stk. 2.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 3, at registrerin-
gen skal omfatte den dato, hvor uddelingen eller vederlaget
er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og beløbets
størrelse. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23
l, stk. 3. Det følger dog endvidere af varmeforsyningslovens
§ 23 l, stk. 3, at ved registreringen opgøres uddelinger, der
hidrører fra forrentning af indskudskapital, der er indregnet
i medfør af regler udstedt efter § 20, stk. 2, på en særskilt
konto. Ved registreringen opgøres vederlag ved afståelse af
ejerandele i virksomheder, der hidrører fra forrentning af
indskudskapital, der kan indregnes i medfør af regler udstedt
efter § 20, stk. 2, på en særskilt konto.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 4, at ved afståelse
af ejerandele omfattet af stk. 1 til en fond eller anden selve-
jende institution anses afståelsestidspunktet for rådighedsda-
to efter stk. 3, og der skal efter stk. 1 registreres et vederlag
som mindst svarer til markedsværdien af de pågældende
ejerandele. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens §
23 l, stk. 4.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 5, at kommuner
senest den 1. februar hvert år indberetter til Forsyningstilsy-
net de registreringer, som kommunen har foretaget efter stk.
1, 3 og 4 i det foregående kalenderår, eller afgiver erklæring
om, at der ikke er foretaget sådanne registreringer. Tilsva-
rende følger af varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 5.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 6, at indberetnin-
gen skal angive det samlede beløb, der er blevet til rådig-
hed i det foregående kalenderår (rådighedsbeløbet), og skal
ledsages af dokumentation for størrelsen af de registrerede
uddelinger og vederlag og for de registrerede rådighedsda-
toer. Endvidere skal indberetningen angive en beregnet for-
retning af rådighedsbeløbet fra de enkelte rådighedsdatoer
og frem til den 1. november i indberetningsåret, hvor der
efter stk. 10 sker reduktion i kommunens statstilskud efter
lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommu-
ner. Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den
1. januar i indberetningsåret. Finder tilsynet, at den ledsa-
gende dokumentation er utilstrækkelig, kan tilsynet forlange
yderligere dokumentation. Tilsvarende følger af varmeforsy-
ningslovens § 23 l, stk. 6.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 8, at kommuner
ved indberetning efter stk. 5 af vederlag ved afståelse af
ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1 kan fratrække
beløb, som i medfør af § 37 a, stk. 1 eller 6, har ført eller
samtidig fører til reduktion i kommunens statstilskud i med-
før af stk. 10. Kommuner kan endvidere ved indberetning
efter stk. 5 fratrække 1) et nettoprovenu og en indskudska-
pital, som Forsyningstilsynet har godkendt eller udstedt i
medfør af § 35, stk. 5, jf. stk. 1 eller stk. 9, 2. pkt., i lov
om gasforsyning, og som nettoprovenuets vedkommende
har ført eller samtidig fører til reduktion af kommunens
statstilskud i medfør af § 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning,
og 2) beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i lov om
kommuners afståelse af vandselskaber har ført eller samtidig
fører til reduktion af kommunens statstilskud i medfør af § 6
i lov om kommuners afståelse af vandselskaber. Tilsvarende
følger af varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 8.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 9, at Forsynings-
tilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt de indberettede rådig-
hedsbeløb, rådighedsdatoer, den beregnede forrentning og
eventuelle fradrag efter stk. 8 kan godkendes. Kan Forsy-
ningstilsynet ikke godkende disse, fastsætter tilsynet rådig-
hedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrel-
sen af eventuelle fradrag. Tilsvarende følger af varmeforsy-
ningslovens § 23 l, stk. 9.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 10, at Forsy-
ningstilsynet senest den 1. maj hvert år giver Erhvervsmini-
steriet (nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet) meddelelse
om de efter stk. 9 godkendte rådighedsbeløb inkl. beregnet
forrentning og med eventuelle fradrag. Erhvervsministeriet
(nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet) reducerer herefter
kommunens statstilskud efter bestemmelserne i § 15, stk.
1, 2, 4 og 5, i lov om kommunal udligning og generelle
tilskud til kommuner. Hvis beløbet efter 2. pkt. overstiger
det modregnede beløb i det første modregningsår, beregner
Erhvervsministeriet (nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet)
en forrentning af restbeløbet fra den 1. november i indberet-
ningsåret til den 1. juli i året efter indberetningsåret. Rente-
28
satsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1. januar i
indberetningsåret. Tilsvarende følger af varmeforsyningslo-
vens § 23 l, stk. 10.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 1, at kommuner
ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministe-
ren må bevare ejerandele i virksomheder omfattet af § 37,
stk. 1, såfremt der i de pågældende virksomheder eller i
virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i,
påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-, energi- og
forsyningsministeren kan stille vilkår for meddelelse af tilla-
delse, herunder om afståelse af ejerandele eller aktiviteter i
en eller flere af de pågældende virksomheder eller om, at
midler anvendt til sådanne nye aktiviteter skal betragtes som
uddelinger efter § 37, stk. 1. Afståelse efter 2. pkt. skal,
medmindre særlige hensyn tilsiger det, ske snarest. Dersom
tilladelse ikke opnås, skal kommunen snarest afhænde samt-
lige ejerandele i de pågældende virksomheder. Tilsvarende
følger af varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 1.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 2, at bestem-
melsen i stk. 1 ikke finder anvendelse, i det omfang der
påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov, lov om
varmeforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsy-
ning eller nye aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2,
stk. 1 eller 5 eller affaldshåndtering i medfør af lov om mil-
jøbeskyttelse. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens
§ 23 m, stk. 2.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 3, at i virksom-
heder omfattet af stk. 1 må der ikke anvendes midler, som
stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varme-
forsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsyning,
til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller
5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttel-
se. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 m, stk.
3.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 4, at aktiviteter
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse, som udøves
i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være selskabsmæs-
sigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om
varmeforsyning eller lov om gasforsyning. Virksomheder,
der producerer elektricitet ved afbrænding af affald, kan dog
udøve aktiviteter forbundet med affaldshåndtering omfattet
af lov om miljøbeskyttelse uden selskabsmæssig adskillel-
se. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 m, stk.
4.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 5, at bestem-
melsen i stk. 4 og § 3, stk. 1, i lov om fjernkøling ikke er
til hinder for, at servicefunktioner for aktiviteter omfattet af
stk. 2 varetages i et selvstændigt selskab. Tilsvarende følger
af varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 5.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 6, at kommuner
senest den 1. februar hvert år over for Forsyningstilsynet
ved erklæring afgivet i overensstemmelse med reglerne ud-
stedt i medfør af § 37 b, godtgør, at der ikke i det foregåen-
de kalenderår er anvendt midler i strid med stk. 3. Finder
Forsyningstilsynet, at en kommune må anses for at have
anvendt midler i strid med stk. 3, betragtes de pågældende
midler som uddelinger efter § 37, stk. 1. Forsyningstilsynet
fastsætter rådighedsdatoen, beløbets størrelse og en beregnet
forrentning i medfør af § 37, stk. 6. Kan en kommune ikke
afgive erklæring i overensstemmelse med reglerne udstedt i
medfør af § 37 b, giver Forsyningstilsynet klima-, energi- og
forsyningsministeren meddelelse herom. Klima- energi- og
forsyningsministeren træffer herefter afgørelse om hel eller
delvis afståelse af aktiviteter eller ejerandele i virksomheder
omfattet af stk. 1. Tilsvarende følger af varmeforsyningslo-
vens § 23 m, stk. 6.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 7, at klima-,
energi- og forsyningsministeren kan bestemme eller fastsæt-
te regler om, at andre aktiviteter skal være omfattet af stk.
2-6. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 m,
stk. 7.
Det følger af elforsyningslovens § 37 b, stk. 1, at klima-,
energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indbe-
retning efter § 37, stk. 5, og om dokumentation og regn-
skabsføring for forhold omfattet af § 37, stk. 2 og 5, og
§ 37 a, stk. 3-6, herunder om, at der skal indhentes erklæ-
ringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret revi-
sor. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 n, stk.
1. Disse regler er udmøntet i bekendtgørelse om kommuners
indberetninger og erklæringer efter elforsyningslovens §§ 37
og 37 a og varmeforsyningslovens §§ 23 l og 23 m.
Det følger af elforsyningslovens § 37 b, stk. 2, at klima-,
energi-, og forsyningsministeren endvidere kan fastsætte
regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter som
nævnt i § 37 a, stk. 1, herunder om, at der skal indhentes
erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret
revisor. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 n,
stk. 2.
3.5.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
3.5.2.1. Kommunal garanti
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at kommu-
nernes eksisterende muligheder for at bære finansiel risiko
for CO2-fangst på egne anlæg skal udvides til anlæg med
en eleffekt på 25 MW eller derunder og ikke længere skal
begrænses til anlæg på over 25 MW. Herefter skal kommu-
nerne kunne bære risiko uanset anlæggets størrelse i form af
garanti for lån i fangstanlægget. Kommunerne skal også ha-
ve mulighed for at stille garanti for investeringer i installati-
oner til fordråbning, pumper, lokale rør og andre lignende
anlæg med nær tilknytning til CO2-fangstaktiviteten.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forudsætter, at
kommunens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske
29
på kommercielle vilkår. Der henvises endvidere til pkt.
3.1. Det betyder, at de kommunale CO2-fangstselskaber vil
kunne deltage i CO2-fangstaktiviteter på markedsvilkår og
vil skulle konkurrere mod andre CO2-fangstvirksomheder,
herunder privatejede virksomheder.
Ved etablering af et CO2-fangstanlæg og ved drift af CO2-
fangstaktiviteter vil der kunne være behov for at optage
lån. Dette gælder også for de kommunalt ejede selska-
ber. Det kan dog vise sig svært for kommunalt ejede selska-
ber at optage lån på markedet uden kommunal garantistillel-
se på lånet.
En kommune må som udgangspunkt ikke efter kommunal-
fuldmagtsreglerne drive handel, håndværk, industri eller fi-
nansiel virksomhed. En sådan adgang vil kræve en lovhjem-
mel. En kommune må endvidere ikke inden for rammerne af
kommunalfuldmagten yde erhvervsstøtte, som f.eks. at stille
garanti for lån, herunder til kommunalt ejede selskaber. Det
vil således være nødvendigt at fastsætte regler i denne lov
om, at kommuner må stille garanti for selskaber, som delta-
ger i CO2-fangst.
Der er ikke efter de gældende regler om varme- og elforsy-
ningsvirksomheders deltagelse i CO2-fangst mulighed for
at stille garanti for lånoptagelse i forbindelse med CO2-
fangst. Ministeriet finder derfor, at det vil være nødvendigt
for at imødekomme aftalen at give kommuner adgang til
at stille garanti for lån i forbindelse med CO2-fangst, som
udøves på kommercielle vilkår.
Når kommunen stiller garanti for kommercielle aktiviteter
som f.eks. elproduktion og affaldsforbrænding, vil det være
nødvendigt for at sikre overensstemmelse med statsstøtte-
reglerne at modvirke fordelen ved garantistillelsen ved at
opkræve en markedsmæssig garantiprovision for garantistil-
lelsen.
Ejer kommunen alene en kapitalandel i et selskab, vil kom-
munen kun kunne stille garanti med samme forholdsmæssi-
ge andel af den samlede ejerkreds’ deltagelse i finansierin-
gen, som kommunernes kapitalandel udgør af den samlede
kapital. Der er derfor ikke hjemmel i lov om elforsyning til,
at en kommune kan stille garanti over for tredjemand.
Det antages efter praksis, at kommuner med hjemmel i
elforsyningsloven kan yde garanti for elforsyningsvirksom-
hed. Elforsyningsloven kræver, at elproduktion udøves på
kommercielle vilkår i selskaber med begrænset ansvar. Ga-
rantistillelse for lånoptagelse til finansiering af eksempelvis
anlægsinvesteringer i kraftvarmeanlæg omfattet af elforsy-
ningsloven vil således normalt vedrøre eldelen i et kraftvar-
meanlæg, som ejes af et kommunalt selskab.
Der lægges med aftalen op til, at kommunernes eksisterende
muligheder for at stille garanti skal udvides til anlæg med
en eleffekt på 25 MW eller derunder. De eksisterende regler
for anlæg med en eleffekt på mere end 25 MW findes i el-
forsyningsloven, og det vil således være reglerne fra elforsy-
ningsloven, som vil kunne danne grundlag for de foreslåede
bestemmelser om kommunal garantistillelse i denne lov. Det
betyder, at en kommune alene vil kunne stille garanti sva-
rende til kommunens ejerandel i CO2-fangstvirksomheden.
I forlængelse heraf vurderer ministeriet, at kommunen bør
have adgang til at stille garanti for finansiering af etabler-
ings- og anlægsinvesteringer og driftsaktiviteter. Adgangen
bør være begrænset til alene at gælde kommunens egne
selskaber, og hvis kommunen ejer eller vil eje selskabet
sammen med andre, bør adgangen til at stille garanti skulle
begrænses svarende til kommunens egen ejerandel.
Kommunens garantistillelse skulle overholde EU’s statsstøt-
teregler. Det vil være kommunens ansvar at sikre, at disse
overholdes. EU’s statsstøttebegreb defineres i art. 107, stk.
1, i EUF-Traktaten, der indeholder en række betingelser, der
alle skal være opfyldt, før der er tale om statsstøtte. Det
er bl.a. en betingelse, at støtten skal begunstige visse virk-
somheder eller produktioner, hvilket vil sige, at støtten skal
udgøre en økonomisk fordel, som ikke vil kunne opnås
under normale markedsmæssige vilkår. Efter Kommission-
ens meddelelse af 20. juni 2008 (2008/C 155/02) om stats-
støtte i form af garantier, indebærer en garanti ikke en øko-
nomisk fordel, når virksomheden, der optager det lån, der
garanteres for, betaler en garantiprovision, der svarer til det,
som en privat garant, der opererer under markedsøkonomi-
ske forhold, vil kræve under de tilsvarende betingelser.
Det betyder, at den kommunale garanti, hvor der kunne
være tale om statsstøtte, vil skulle stilles på markedsvilkår. I
tilfælde, der ikke måtte være omfattet af statsstøttereglerne,
bør kommunen tilsvarende skulle stille en kommunal garanti
på markedsvilkår i overensstemmelse med principperne i
statsstøttereglerne. En kommune vil således skulle opkræve
en garantiprovision på markedsmæssige vilkår, som svarer
til den provision, som en privat garantistiller vil forlange,
samt stille de betingelser, som en privat garantistiller vil
stille.
Ministeriet vurderer, at det ikke vil være nødvendigt at
angive direkte, at kommunal garantistillelse vil skulle ske
på markedsvilkår, da dette, hvor det er relevant, allerede
vil være gældende. Dette følger også af de overvejelser,
som lå til grund i betænkning over forslaget til loven ved-
rørende ny organisering af affaldsforbrændingssektoren og
konkurrenceudsættelse af forbrændingsegnet affald, jf. Fol-
ketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg B, L 115 som
fremsat i betænkning over forslag til lov om ændring af lov
om miljøbeskyttelse, lov om varmeforsyning, lov om elfor-
syning og selskabsskatteloven, side 6 og 7. Det følger af
denne betænkning, at det blev foreslået, at ”markedsvilkår”
skulle udgå af det fremsatte lovforslag og dermed ikke ville
komme til at fremgå af bestemmelsernes ordlyd i varmefor-
syningslovens § 2 d, stk. 1, og § 2 e, stk. 1, 1. pkt. Det følger
af betænkningen, at uanset at kravet om markedsvilkår med
ændringsforslaget ikke ville komme til at fremgå direkte af
ordlyden, vil det fortsat være gældende ret, at kommunen
skal opkræve en markedsmæssig garantiprovision.
30
Det blev på den baggrund besluttet ikke i ordlyden af be-
stemmelserne i varmeforsyningslovens § 2 d, stk. 1, og § 2
e, stk. 1, 1. pkt., direkte at indsætte, at garanti skal stilles på
markedsvilkår, hvilket også vil blive fulgt i denne lov.
Efter kommunalfuldmagtsreglerne vil garantistillelse skulle
ske på markedsvilkår for at undgå begunstigelse af enkelt-
selskaber.
Den foreslåede regulering af kommunernes hjemmel til stil-
le garanti for lånoptagelse for CO2-fangstaktiviteter bygger
videre på de principper, der er fastlagt i kommunalfuld-
magtsreglerne og i medfør af elforsyningsloven.
Den kommunale garanti vil således skulle stilles på mar-
kedsvilkår i alle tilfælde, uanset om statsstøttereglerne fin-
der anvendelse.
En kommune skal endvidere inden for rammerne af kommu-
nalfuldmagtsreglerne handle økonomisk ansvarligt, idet den
forvalter kommunens skatteindtægter. Dette vil således også
gælde i forbindelse med en kommunes beslutning om at
stille garanti.
Af aftalen følger det, at en kommune som udgangspunkt
kun må bære risici, som kommunalbestyrelsen eksplicit har
besluttet. Beslutninger om at påtage sig risici vil blive om-
fattet af et delegationsforbud, således at det kun vil være
kun kommunalbestyrelsen, der kan beslutte at bære risici
uanset den valgte organisationsform.
Da der kan være tale om, at kommunen eller en kommunal
virksomhed vil kunne stille garanti for et lån af en betydelig
størrelse i forbindelse med investeringer i CO2-fangst, og
da der i de tilfælde, hvor en garanti aktiveres, kan være en
ikke ubetydelig risiko for kommunens økonomi og hermed
ultimativt kommunens borgere, vurderer ministeriet, at det
vil være hensigtsmæssigt at udvide det gældende krav om
kommunalbestyrelsens beslutning fra reglerne om hæftelse i
forbindelse med statsstøtte til CO2-fangst til også at omfatte
garantistillelse for lån i forbindelse med CO2-fangst. På den
måde vil det blive sikret, at en sådan beslutning af en even-
tuelt større karakter vil blive behandlet i kommunens øver-
ste folkevalgte organ, og at beslutningen om garantistillelse
således ikke vil kunne uddelegeres inden for kommunen
(udvalg og forvaltningen).
3.5.2.2. Kommunal økonomisk forpligtelse
Bestemmelsen i § 7 b i lov om fremme af effektiv energian-
vendelse og drivhusgasreduktion blev fastsat i forbindelse
med det første udbud af CCUS-puljen i foråret 2023, idet
der var behov for, at vinderen skulle stille en række økono-
miske garantier og hæftelser som en forudsætning for at
kunne indgå en kontrakt med staten. Ved CCUS forstås Car-
bon Capture, Utilisation and Storage (CO2-fangst, -anven-
delse og -lagring). For at sikre, at kommunalt ejede anlæg
ville kunne deltage i udbuddet og eventuelle fremtidige ud-
bud, var der behov for en klar lovhjemmel til, at kommuner
kunne påtage sig sådanne økonomiske forpligtelser i forbin-
delse med en eventuel kontrakt med staten. Bestemmelsen
trådte i kraft den 1. januar 2023.
Der planlægges åbnet for udbud af kommende CCS-pulje i
2024, og det forventes, at det også i den forbindelse vil blive
krævet af vinderen af udbuddet, at denne stiller sådanne
garantier og hæftelser. Ministeriet vurderer derfor, at der
fortsat vil være behov for en hjemmel til kommunerne til at
kunne påtage sig en økonomisk forpligtelse, hvis kommuner
skal kunne deltage i udbuddene på lige fod med privatejede
virksomheder.
Det følger således også af Aftale om langsigtede rammevil-
kår for CO2-fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”),
at det fortsat skal være muligt for kommunerne at stille
garanti for støttebod i forbindelse med udbud af CCS-pul-
jer svarende til de gældende regler. Dette vil bidrage til at
sikre lige konkurrence mellem kommunalt og privatejede
virksomheder i forbindelse med udbud af CCS-puljen.
Kommuners påtagelse af økonomiske forpligtelser i forbin-
delse med statslig støtte til fangst, transport, anvendelse og
lagring af CO2 vil afhænge af den konkrete udmøntning af
de enkelte støtteordninger. Det skyldes, at de økonomiske
forpligtelser vil skulle bidrage til at sikre, at vinderen eller
vinderne af udbuddene af støtte kan garantere, at de CO2-
reduktioner, der er indgået kontrakt omkring, opnås. De
økonomiske forpligtelser vil derfor kunne variere alt efter
omfanget af de CO2-reduktioner, der forudsættes i de enkel-
te støtteordninger. En række af de økonomiske forpligtelser
vil fremgå af den enkelte kontrakt, der indgås med vinderen
af det pågældende udbud.
Kontrakten om tildeling af støtte i medfør af en CCS-pulje
vil betyde, at staten vil kunne rejse krav mod vinderen eller
vinderne af støtten, såfremt betingelserne i kontrakten ikke
opfyldes. Staten vil endvidere kunne rejse krav mod andre
virksomheder, der hæfter solidarisk med vinderen eller vin-
derne eller har stillet garanti for opfyldelse af kontrakten.
Det vil betyde, at staten vil kunne rejse krav mod en kom-
mune, som har påtaget sig de økonomiske forpligtelser,
som fremgår af den kontrakt, som den vindende kommu-
nalt ejede virksomhed indgår med staten om tildeling af
støtte. Kontraktens vilkår vil være genstand for forhandling
under udbudsprocessen, og det er ikke givet, at alle vilkår
vil være de samme for de enkelte tildelingsprocesser.
Hvor en kommune beslutter sig for at forpligte sig økono-
misk i forbindelse med et udbud af CCS-puljen, vil der være
tale om en forpligtelse i en størrelsesorden af en vis betyd-
ning, hvorfor det vurderes, at en sådan beslutning vil forud-
sætte politisk behandling. Dette skal særligt ses i lyset af, at
det ultimativt vil være kommunens borgere, som ville skulle
hæfte for forpligtelsen, samtidig med de risici, der i øvrigt
følger af karakteren af deltagelsen i CCUS-aktiviteter. Det
samme gælder for kommunale virksomheders forpligtelser.
31
Det følger således også af aftalen, at kommunen som ud-
gangspunkt kun må bære risici, som kommunalbestyrelsen
eksplicit har påtaget sig, hvilket også følger af de gældende
regler om kommuners økonomiske forpligtelse.
Udover at forpligte sig økonomisk i forbindelse kontrakter
med staten, vil det endvidere kunne være hensigtsmæssigt,
at en kommune kan forpligte sig økonomisk for kontrakter
med andre i forbindelse med CO2-fangstaktiviteter. En kom-
munal hæftelse eller garanti for f.eks. en bod i en kontrakt,
som et kommunalt selskab har indgået med en anden part,
vil kunne være en forudsætning for, at kontrakten vil kun-
ne indgås, eller være et alternativ til, at en anden part vil
stille kapitalkrav til det kommunale selskab i forbindelse
med kontrakten. Ministeriet vurderer derfor, at det vil kunne
medvirke til at fremme kontraktsindgåelser, som knytter sig
til CO2-fangstaktiviteter, at kommunen har mulighed for at
hæfte for eller garantere for forpligtelser, som følger af en
sådan kontrakt.
Da en sådan økonomisk forpligtelse vil kunne indebære en
risiko for kommunens borgere, hvis forpligtelsen skal ind-
fries, finder ministeriet det for det første hensigtsmæssigt,
hvis der stilles krav om en afgræsning af rækkevidden af
den økonomiske forpligtelse i form af f.eks. et bestemt
beløb eller et loft. Herudover finder ministeriet det hensigts-
mæssigt, hvis en beslutning herom træffes af kommunalbe-
styrelsen på et møde på samme måde, som kommunalbesty-
relsen vil skulle træffe beslutning om en kommunes økono-
miske forpligtelse for kontrakter med staten i forbindelse
med CCS-puljerne.
En kommune vil skulle opkræve en garantiprovision på mar-
kedsmæssige vilkår, som svarer til den provision, som en
privat garantistiller vil forlange, samt stille de betingelser,
som en privat garantistiller vil stille. Dette er bl.a. af hen-
syn til EU’s statsstøtteregler. Der henvises nærmere til pkt.
3.5.2.1 og 9.1.
3.5.2.3. Kommunalt kapitalindskud
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forudsætter, at
kommunens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske
på kommercielle vilkår. Der henvises endvidere til pkt.
3.1. Det betyder, at de kommunale CO2-fangstselskaber vil
kunne deltage i CO2-fangstaktiviteter på markedsvilkår og
vil skulle konkurrere mod andre CO2-fangstvirksomheder,
herunder privatejede virksomheder. Kommuners deltagelse i
CO2-fangstaktiviteter skal ske igennem et kapitalselskab.
Ved etablering af et selskab eller et CO2-fangstanlæg og
ved drift af CO2-fangstaktiviteter kan der være behov for, at
kommunen indskyder kapital i CO2-fangstselskabet.
I forlængelse heraf følger det af Aftale om langsigtede ram-
mevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren (herefter ”af-
talen”), at kommunerne skal kunne bære risiko i form af
indskud af egenkapital i fangstanlægget. Kommunerne skal
også have mulighed for at indskyde egenkapital for investe-
ringer i installationer til fordråbning, pumper, lokale rør og
andre lignende anlæg med nær tilknytning til CO2-fangstak-
tiviteten.
Der lægges med aftalen op til, at kommunernes eksisterende
muligheder for at indskyde kapital udvides til anlæg med en
eleffekt på 25 MW eller derunder. Anlæg med en eleffekt
på mere end 25 MW er omfattet af elforsyningsloven, og
det er således ministeriets vurdering, at det vil være reglerne
fra elforsyningsloven, som vil skulle danne grundlag for
de foreslåede bestemmelser om kommunalt kapitalindskud
i denne lov. Det betyder, at en kommune alene vil kunne
indskyde kapital svarende til kommunens ejerandel i CO2-
fangstvirksomheden.
Der er ikke efter de gældende regler i varme- og elforsy-
ningslovene om CO2-fangst som tilknyttet aktivitet mulig-
hed for en kommune til at yde tilskud til CO2-fangstvirk-
somheden.
I forlængelse heraf vurderer ministeriet, at kommunen vil
skulle gives adgang til at indskyde kapital til finansiering
af etablerings- og anlægsinvesteringer eller driftsaktivite-
ter. Det vurderes endvidere, at en sådan adgang vil skulle
begrænses til alene at gælde kommunens egne selskaber, og
hvis kommunen ejer selskabet sammen med andre, til højst
at gælde indskud af kapital svarende til kommunens egen
ejerandel, som den vil være efter kapitalindskuddet.
Behovet for kapital kan både forekomme i forbindelse med
etableringen af et selskab og et CO2-fangstanlæg og efter-
følgende i forbindelse med anlæggets drift. Der kan i forbin-
delse hermed kunne opstå behov for en omfattende vedlige-
holdelse af anlægget eller en udvidelse eller udskiftning af
anlægget, og hvor selskabets økonomi ikke giver mulighed
for at dække sådanne omkostninger, vil det kunne være nød-
vendigt, at ejerne tilfører kapital til selskabet.
Det følger ikke direkte af aftalen, at kommuner skal kunne
indskyde kapital i forbindelse med selskabsovertagelse.
Det følger dog af aftalen, at kommuner skal have hjemmel
til at deltage i CO2-fangst, og der lægges i aftalen vægt på
en fleksibilitet til at kunne organisere sig, som det passer
den pågældende aktør bedst. Det er således ministeriets vur-
dering, at en tilsvarende adgang for kommuner til at indsky-
de kapital til finansiering i forbindelse med overtagelse af
et eksisterende CO2-fangstselskab, herunder til erhvervelse
af aktier i selskabet, vil være relevant for kommunerne,
og ministeriet finder, at dette hænger sammen med hensig-
ten i aftalen om at give kommuner adgang til at deltage
i CO2-fangst for derigennem at medvirke til at indfri det
fangstpotentiale, som bl.a. findes i kommunale varme- og
elforsyningsvirksomheder.
En kommune skal inden for rammerne af kommunalfuld-
magtsreglerne handle økonomisk ansvarligt, idet den forval-
ter kommunens skatteindtægter. Dette vil således også gælde
32
i forbindelse med en kommunes beslutning om at indskyde
kapital i et CO2-fangstselskab. Det vil bl.a. kunne indgå i
kommunens beslutning, at kommunen ikke efterfølgende,
hvor de f.eks. måtte opstå et overskud i selskabet eventuelt
i forlængelse af det kommunale indskud, vil kunne udtage
midler fra selskabet uden at blive omfattet af regler om
modregning i kommunens statstilskud. Det vil også gælde
kommunens indskud i selskabet. Der henvises nærmere til
pkt. 3.5.2.5. En kommune vil endvidere som alternativ til
et indskud i et selskab kunne stille garanti for lånoptagelse
til finansiering i selskabet. Det henvises til pkt. 3.5.2.1 og
3.5.3.1.
Særligt i forbindelse med etableringen af et CO2-fangstan-
læg vil der kunne være behov for et kommunalt indskud af
en vis størrelse. I forlængelse heraf følger det af aftalen, at
en kommune som udgangspunkt kun må bære risici, som
kommunalbestyrelsen eksplicit har påtaget sig. Beslutninger
om at påtage sig risici vil blive omfattet af et delegations-
forbud, således at kun kommunalbestyrelsen kan beslutte at
bære risici uanset den valgte organisationsform. Der henvi-
ses til pkt. 3.5.1.2 og 3.5.2.2. Ministeriet vurderer derfor, at
kommunalbestyrelsen bør træffe beslutning om et kommu-
nalt kapitalindskud i forbindelse med CO2-fangst. Samme
risiko ses at kunne gøre sig gældende for kommunale virk-
somheders kapitalindskud, og ministeriet vurderer, at disse
også bør omfattes af et tilsvarende krav.
På den måde vil det blive sikret, at en beslutning af en
eventuelt større karakter vil blive behandlet politisk, og at en
beslutning om kapitalindskud således ikke vil kunne uddele-
geres inden for kommunen (udvalg og forvaltningen).
3.5.2.4. Øvrig kommunal finansiering af CO2-fangstaktivite-
ter
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at kommu-
ner og kommunale anlæg ikke har samme muligheder for
at sælge klimakreditter og CO2 til anvendelse som finansie-
ring af CO2-fangstanlæg, som private aktører i industrisek-
toren. Kommunale anlæg er på nuværende tidspunkt stillet
dårligere i forhold til finansieringsmuligheder end private
aktører ved ikke at kunne indgå aftaler om salg af klima-
kreditter og CO2 til anvendelse, hvilket kan medføre, at
kommunale anlæg vil være mindre konkurrencedygtige med
hensyn til at opnå midler fra CCS-puljer.
Frivillige klimakreditter er kulstoffjernelse gennem et kli-
matiltag med en angivet effekt, der kan handles. Disse kan
også kaldes f.eks. frivillige karbonkreditter eller frivillige
CO2-kreditter. Der findes ikke én central reguleret handels-
plads for frivillige klimakreditter. Derfor handles klimakre-
ditter decentralt gennem fortrinsvis private platforme eller
direkte mellem to parter. Dog findes der i dag både national
og international regulering for markedsføring på baggrund
af køb af klimakreditter, og der er yderligere regulering
heraf på vej.
For at understøtte en mere ensartet opgørelse af de kommu-
nale klimaregnskaber, har Energistyrelsen udviklet Energi-
og CO2-regnskabet, som er et værktøj, hvor kommunerne
årligt kan få opgjort deres drivhusgasudledning på en enkel
måde. Der tages dog ikke højde for købte og solgte klima-
kreditter i det kommunale drivhusgasregnskab.
Kommunerne er ikke som selvstændig myndighed omfattet
af internationale eller nationale klimaregnskaber eller klima-
mål. Derudover foreligger der ikke nationale eller interna-
tionale krav til, hvordan kommuner skal opgøre deres driv-
husgasudledninger. Kommunerne har derfor på nuværende
tidspunkt metodefrihed i forhold til at opgøre deres klima-
regnskab og anvendelsen af klimakreditter.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer ikke, at
det vil være i overensstemmelse med gældende ret, herunder
kommunalfuldmagtsreglerne, hvis kommuner eller kommu-
nale selskaber deltager i et marked med salg af klimakredit-
ter. Som følge heraf – og endvidere i overensstemmelse med
aftalen – vurderer ministeriet derfor, at der med lovforslaget
bør gives kommunerne adgang til at kunne deltage i marke-
det og derved få mulighed for at skaffe finansiering til et
CO2-fangstprojekt ved salg af klimakreditter.
Det fremgår endvidere af aftalen, at kommuner og kommu-
nale anlæg skal have hjemmel til salg af CO2 til anvendelse
til finansiering af CO2-fangstanlæg som i industrisektoren.
I dag har CO2 en kommerciel og industriel anvendelse i
flere brancher. I stedet for at lagre CO2´en vil kulstoffet
(C) fra denne i stedet kunne anvendes, og CO2 forventes
at blive en værdifuld ressource. Kulstof kan anvendes til
forskellige formål som f.eks. at producere kemikalier eller
grønne brændstoffer i power-to-X-processer. Det er derfor
forventningen, at CO2 til anvendelse fremover vil kunne
udgøre en finansieringskilde til CO2-fangst.
På samme måde som med klimakreditter vurderer ministeri-
et, at kommuner ikke i medfør af gældende ret, herunder
kommunalfuldmagten, har mulighed for at deltage i marke-
det for salg af CO2 til anvendelse. Ministeriet vurderer der-
for i forlængelse af aftalen, at kommunale selskaber med
lovforslaget skal gives adgang til at sælge CO2 til anvendel-
se, så eventuelle indtægter herfra vil kunne anvendes til at
finansiere CO2-fangstprojekter.
3.5.2.5. Modregning i bloktilskud og væsentlige nye aktivite-
ter
I elforsyningsloven og varmeforsyningsloven eksisterer der
i dag detaljerede regler, som beskriver forudsætningerne for
kommunal modregning ved afståelse af ejerandele og mod-
tagelse af uddelinger, og i hvilke situationer og hvordan
virksomhederne kan påbegynde væsentlige nye aktiviteter i
virksomhederne. Ministeriet vurderer, at CO2-fangstaktivite-
ter, når de udføres i en eksisterende el- eller varmeprodukti-
onsvirksomhed, eller hvis CO2-fangstaktiviteten udføres i en
33
særskilt virksomhed i koncern med virksomheder omfattet
af el- og varmeforsyningslovene, vil være omfattet af de
eksisterende regler om modregning og påbegyndelse af væ-
sentlige nye aktiviteter i elforsyningsloven og varmeforsy-
ningsloven. Ved modregning forstås, at værdien af uddelin-
ger og vederlag, som stammer fra kommunens afståelse af
ejerandele i en forsyningsvirksomhed, vil blive modregnet i
kommunens statsstilskud (bloktilskud).
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at der på
trods af det eksisterende regelsæt på el- og varmeområdet
alligevel vil kunne opstå situationer, hvor en CO2-fangst-
virksomhed ikke vil være omfattet af de eksisterende reg-
ler, herunder når CO2-fangstvirksomheden alene varetager
CO2-fangstaktiviteter samt ikke er i koncern med enten
en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. Dette, vurderer
ministeriet, vil være uhensigtsmæssigt i forhold til den ek-
sisterende regulering vedrørende kommunal deltagelse på
forsyningsområdet på baggrund af hensynene bag modreg-
ningsreglerne og reglerne om påbegyndelse af væsentlige
nye aktiviteter. Det har ikke været et ønske, at kommuner
skulle kunne benytte deres forsyningsvirksomheder, herun-
der de kommercielle, til at generere midler, som kommunen
herefter vil kunne anvende i de kommunale økonomier til
f.eks. velfærdsydelser, uden at der sker modregning.
Det er ministeriets vurdering, at heller ikke midler, som
stammer fra CO2-fangstaktiviteter, vil skulle kunne anven-
des til andre kommunale aktiviteter uden modregning. CO2-
fangst er en kommerciel aktivitet, som en kommune i med-
før af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst
i forsyningssektoren vil kunne deltage i på forskellige må-
der. Ministeriet vurderer ikke, at hensigten med at give kom-
munerne mulighed for at deltage på CO2-fangstmarkedet vil
være, at de vil skulle kunne anvende et overskud herfra til
f.eks. kommunale velfærdsopgaver uden modregning. Vil en
kommune ønske at udtage midler optjent i en CO2-fangst-
virksomhed, finder ministeriet, at det vil være hensigtsmæs-
sigt, at sådanne beløb ville blive modregnet efter samme
principper og metoder, som det i dag sker efter elforsynings-
loven og varmeforsyningsloven, og at disse principper og
metoder således vil blive videreført. Ministeriet vurderer,
at det vil skabe ensartethed i forsyningssektoren, lette admi-
nistrative byrder og skabe lighed mellem forsyningsarter,
således at det ikke vil have nogen betydning, hvilke mod-
regningsregler en uddeling eller vederlag ved afståelse af
ejerandele skal bedømmes ud fra. På den måde vil også
spekulation i selskabskonstruktion og koncernkonstruktion
på CO2-fangstområdet kunne undgås.
Det er således ministeriets vurdering, at tilstedeværelsen af
modregningsreglerne, som de fremstår i elforsyningsloven
og varmeforsyningsloven, begrunder en tilsvarende videre-
førelse i denne lov.
3.5.3. Den foreslåede ordning
3.5.3.1. Kommunal garanti
Ministeriet foreslår, at en kommune, som deltager i CO2-
fangstaktiviteter efter de foreslåede § 3, stk. 1 og 2, i med-
før af lovforslagets § 8, stk. 1, vil kunne stille garanti for
lånoptagelse til finansiering af etablerings- og anlægsinve-
steringer og driftsaktiviteter i forbindelse med CO2-fangst-
aktiviteter i en CO2-fangstvirksomhed, som kommunen helt
eller delvist ejer, eller til finansiering af indkøb af CO2-
fangst foretaget på et el- eller varmeproduktionsanlæg, som
kommunen helt eller delvist ejer. Garantistillelsen vil skulle
overholde EU’s statsstøtteregler, hvilket bl.a. vil sige, at
garantien skal udstedes på markedsvilkår.
Med bestemmelsen i § 8, stk. 2, foreslår ministeriet, at en
kommune højst vil kunne stille garanti efter det foreslåede
stk. 1 for den del af CO2-fangstvirksomheden, som kommu-
nen ejer eller med garantistillelsen vil komme til at eje.
Ministeriet foreslår endelig med lovforslagets § 8, stk. 3,
at beslutning om en kommunes eller en kommunal virksom-
heds garantistillelse i forbindelse med CO2-fangstaktiviteter
vil skulle træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.
3.5.3.2. Kommunal økonomisk forpligtelse
Det foreslås, at en kommune, som deltager i CO2-fangstak-
tiviteter efter § 3, stk. 1 og 2, i forbindelse med kontraktind-
gåelse med staten om tildeling af støtte, jf. § 7 a i lov om
fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasredukti-
on, og når det er en forudsætning for kontraktindgåelsen
med staten, fortsat vil kunne forpligte sig økonomisk i for-
hold til gennemførelse af de CO2-fangstaktiviteter, kommu-
nen deltager i, samt i forhold til gennemførelse af transport
og lagring eller anvendelse af den opsamlede CO2, der vare-
tages af en tredjepart.
Herudover foreslås det i § 9, stk. 2, at en kommune, som
deltager i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåede § 3,
stk. 1 og 2, i forbindelse med kontraktindgåelser knyttet
til disse CO2-fangstaktiviteter med en på forhånd fastsat
afgrænsning vil kunne forpligte sig økonomisk for forhold,
der udspringer af kontrakterne.
Det foreslås videre i § 9, stk. 3, at beslutning om en kommu-
nes eller en kommunal virksomheds økonomiske forpligtel-
se i forbindelse med kontraktindgåelse vil skulle træffes af
kommunalbestyrelsen på et møde.
Som en konsekvens heraf foreslår ministeriet at ophæve den
gældende bestemmelse i § 7 b i lov om fremme af effektiv
energianvendelse og drivhusgasreduktion, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 31, nr. 1.
3.5.3.3. Kommunalt kapitalindskud
Ministeriet foreslår i lovforslagets § 10, stk. 1, at en kom-
mune, som deltager i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåe-
de § 3, stk. 1 og 2, vil kunne indskyde kapital til finansiering
af etablerings- og anlægsinvesteringer og driftsaktiviteter i
34
forbindelse med CO2-fangstaktiviteter i en CO2-fangstvirk-
somhed, som kommunen helt eller delvist ejer, eller til fi-
nansiering af indkøb af CO2-fangst foretaget på et el- eller
varmeproduktionsanlæg, som kommunen helt eller delvist
ejer, jf. dog det foreslåede stk. 2.
Herudover foreslår ministeriet i § 10, stk. 2, at en kommune
højst vil kunne indskyde kapital efter det foreslåede stk.
1 for den del af CO2-fangstvirksomheden, som kommunen
ejer eller efter kapitalindskuddet vil komme til at eje.
Endelig foreslår ministeriet i lovforslagets § 10, stk. 3, at be-
slutning om en kommunes eller en kommunal virksomheds
kapitalindskud i forbindelse med CO2-fangstaktiviteter vil
skulle træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.
3.5.3.4. Øvrig kommunal finansiering af CO2-fangstaktivite-
ter
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i § 3, stk. 2,
hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne
fastsætte regler om, at kommuner med henblik på finansie-
ring af CO2-fangstaktiviteter eller indkøb af CO2-fangst vil
kunne deltage i visse CO2-fangstaktiviteter som efter det
foreslåede stk. 1, herunder salg af klimakreditter, CO2 til
anvendelse og røggas indeholdende CO2, og regler om, at
salget vil skulle ske på markedsvilkår.
3.5.3.5. Modregning i bloktilskud og væsentlige nye aktivite-
ter
Med bestemmelsen i § 12, stk. 1, foreslår ministeriet, at
kommuner vil skulle registrere modtagne uddelinger fra og
vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der er
omfattet af § 1, eller virksomheder, der direkte eller indi-
rekte ejer andele i sådanne virksomheder. Bestemmelsen
medfører, at også en virksomhed, som alene varetager CO2-
fangstaktiviteter, og som samtidig ikke er i koncern med
enten en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, fortsat vil
skulle registrere uddelinger og vederlag ved afståelse af
ejerandele i disse virksomheder med henblik på reduktion
af statstilskuddet jf. det foreslåede § 12, stk. 9.
Med bestemmelsen i § 12, stk. 2, foreslår ministeriet, at
der indsættes en undtagelse til stk. 1 i de tilfælde, hvor
en selskabsmæssig omstrukturering medfører, at ejeren eller
ejere af den eller de virksomheder, som berøres af omstruk-
tureringen, ikke vil opnå andet vederlag end direkte eller
indirekte ejerandele i samme indbyrdes forhold i den eller
de virksomheder, som består efter den selskabsmæssige om-
strukturering. Det vil medføre, at selskabsmæssige omstruk-
tureringer, som reelt ikke medfører ændringer i ejerskabet
af ejerandele, ikke vil føre til, at der sker reduktion i statstil-
skuddet.
Med bestemmelsen i § 12, stk. 3, foreslår ministeriet, at
registreringen vil skulle omfatte den dato, hvor uddelingen
eller vederlaget vil være til rådighed for kommunen, og be-
løbets størrelse. Bestemmelsen vil indeholde retningslinjer
for, hvad registreringen efter stk. 1 vil skulle leve op til.
Med bestemmelsen i § 12, stk. 4, foreslår ministeriet, at
når der sker afståelse efter stk. 1 til en fond eller anden
selvejende institution, vil afståelsestidspunktet blive anset
for rådighedsdato efter stk. 3, og der vil efter stk. 1 skulle
registreres et vederlag, som mindst svarer til markedsværdi-
en af de pågældende ejerandele. Bestemmelsen vil fastsætte
retstilstanden, når der sker afståelse til en fond eller anden
selvejende institution.
Med bestemmelsen i § 12, stk. 5, foreslår ministeriet, at
kommuner senest den 1. februar hvert år til Forsyningstilsy-
net vil skulle indberette de registreringer, som kommunen
har foretaget efter stk. 1, 3 og 4 i det foregående kalenderår,
eller afgive erklæring om, at der ikke er foretaget nogle
registreringer. Bestemmelsen vil medføre, at Forsyningstil-
synet vil blive gjort bekendt med de relevante registrerin-
ger, en kommune måtte have noteret, med henblik på, at
Forsyningstilsynet vil kunne træffe afgørelse om, hvorvidt
registreringerne vil kunne godkendes efter det foreslåede
stk. 8.
Med bestemmelsen i § 12, stk. 6, foreslår ministeriet, at
indberetningen vil skulle angive det samlede beløb, der er
blevet til rådighed i det foregående kalenderår, og den vil
skulle ledsages af dokumentation for størrelsen og de regi-
strerede uddelinger og vederlag ved afståelse af ejerandele
for de registrerede datoer. Indberetningen vil desuden skul-
le angive en beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra
de enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i
indberetningsåret, hvor reduktionen efter det foreslåede stk.
9 vil ske. Rentesatsen vil være Nationalbankens diskonto
den 1. januar i indberetningsåret. Derudover vil tilsynet
kunne forlange yderligere dokumentation, hvis de finder
dokumentationen utilstrækkelig. Bestemmelsen vil angive
retningslinjer for, hvad indberetningen til Forsyningstilsynet
vil skulle indeholde, herunder en beregnet forrentning af rå-
dighedsbeløbet, og at tilsynet vil kunne forlange yderligere
dokumentation.
Med bestemmelsen i § 12, stk. 7, foreslår ministeriet, at
kommuner ved indberetning efter det foreslåede stk. 5, vil
kunne fratrække visse beløb, som allerede har ført til reduk-
tion i statstilskuddet. Bestemmelsen vil medføre, at kommu-
ner ikke vil blive modregnet dobbelt.
Med bestemmelsen § 12, stk. 8, foreslår ministeriet, at For-
syningstilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt de indberette-
de beløb, datoer, den beregnede forrentning og eventuelle
fradrag kan godkendes. Hvis tilsynet ikke kan godkende
disse, fastsætter tilsynet beløbene, datoerne, forrentningen
samt eventuelle fradrag. Bestemmelsen medfører at Forsy-
ningstilsynet fører tilsyn med kommunernes indberetninger,
og endeligt kan vurdere hvorvidt de kan godkendes.
Med bestemmelsen § 12, stk. 9, foreslår ministeriet, at For-
syningstilsynet senest den 1. maj hvert år vil meddele Inden-
35
rigs- og Sundhedsministeriet om de efter stk. 8 godkendte
rådighedsbeløb, hvorefter Indenrigs- og Sundhedsministeriet
vil reducere kommunens statstilskud efter lov om kommunal
udligning og generelle tilskud til kommuner. Bestemmelsen
vil medføre, at Forsyningstilsynet videregiver oplysninger
til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som er grundlaget for
reduktionen i statstilskuddet.
Med bestemmelsen i § 13, stk. 1, foreslår ministeriet, at
kommuner ikke må bevare ejerandele i virksomheder, som
de skal registrere uddelinger og vederlag ved afståelse af
ejerandele i, hvis de påbegynder væsentlige nye aktiviteter
i disse virksomheder eller andre virksomheder, de direkte el-
ler indirekte har ejerandele i, uden forudgående tilladelse fra
klima-, energi- og forsyningsministeren. Klima-, energi- og
forsyningsministeren vil kunne stille vilkår for meddelelse
af tilladelse. Bestemmelsen vil medføre at væsentlige nye
aktiviteter i kommunalt ejede virksomheder efter loven, vil
kræve tilladelse.
Med bestemmelsen i § 13, stk. 2, foreslår ministeriet, at
der indsættes en undtagelse til stk. 1 i tilfælde, hvor der
påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov, lov om
elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om fjernkøling
eller lov om gasforsyning eller nye aktiviteter omfattet af
vandsektorloven eller affaldshåndtering efter lov om miljø-
beskyttelse. Der vil således ikke være krav om tilladelse,
hvis de nye aktiviteter er omfattet af disse love, idet der er
synergifordele ved fysisk samplacering af de omfattede for-
syningsarter i samme virksomhed. Bestemmelsen vil handle
om fysisk at udøve aktiviteterne det samme sted og vil såle-
des ikke handle om den juridiske selskabsmæssige adskillel-
se af aktiviteterne.
Med bestemmelsen i § 13, stk. 3, foreslår ministeriet, at der
i virksomheder omfattet af stk. 1 ikke må kunne anvendes
midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov,
lov om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om fjern-
køling eller lov om gasforsyning, til aktiviteter omfattet af
vandsektorloven eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse. Bestemmelsen vil sikre, at midler fra visse
forsyningsaktiviteter ikke vil kunne sammenblandes med
eller bruges til at finansiere aktiviteter efter vandsektorloven
eller affaldshåndtering efter lov om miljøbeskyttelse.
Med bestemmelsen i § 13, stk. 4, foreslår ministeriet, at ak-
tiviteter omfattet af vandsektorloven eller affaldshåndtering
i medfør af lov om miljøbeskyttelse, som udøves i virksom-
heder omfattet af stk. 1, vil skulle holdes selskabsmæssigt
adskilt fra virksomheder omfattet af denne lov. Det er be-
grundet i et ønske om en klar juridisk adskillelse af visse
forsyningsarter, selvom aktiviteterne måtte være udøvet fy-
sisk i den samme virksomhed.
Med bestemmelsen i § 13, stk. 5, foreslår ministeriet, at
bestemmelsen i stk. 4 og lov om fjernkøling ikke vil være
til hinder for, at servicefunktioner for aktiviteter omfattet
af stk. 2 varetages i et selvstændigt selskab. Det vil medfø-
re, at krav om selskabsmæssig adskillelse ikke hindrer, at
servicefunktionerne, som knytter sig til disse selskaber, kan
varetages samlet i ét serviceselskab.
Med bestemmelsen i § 13, stk. 6, foreslår ministeriet, at
kommuner senest den 1. februar hvert år over for Forsy-
ningstilsynet vil skulle godtgøre, at der ikke i det foregåen-
de kalenderår er anvendt midler i strid med stk. 3. Anser
Forsyningstilsynet de pågældende midler for at have været
anvendt i strid med stk. 3, betragtes midlerne som uddelin-
ger efter § 12, stk. 1. Forsyningstilsynet vil derefter fastsæt-
te rådighedsdato, beløbets størrelse og en beregnet forrent-
ning. Giver en kommune ikke Forsyningstilsynet erklæring i
overensstemmelse med reglerne, vil Forsyningstilsynet give
klima-, energi- og forsyningsministeren meddelelse herom,
hvorefter ministeren træffer afgørelse om hel eller delvis
afståelse. Bestemmelsen vil give kommunerne en pligt til at
afgive oplysninger til Forsyningstilsynet om overholdelse af
visse regler, samt sanktioner såfremt reglerne ikke iagttages.
Med bestemmelsen i § 13, stk. 7, foreslår ministeriet, at
klima-, energi- og forsyningsministeren vil få hjemmel til
at udvide området af aktiviteter omfattet af stk. 2-6. Det vil
medføre at reglerne bliver fremtidssikrede.
Med bestemmelsen i § 14, stk. 1, foreslår ministeriet, at
klima-, energi-, og forsyningsministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om indberetning efter § 12, stk. 5, og om
dokumentation og regnskabsføring for forskellige forhold
omfattet af §§ 12 og 13.
Med bestemmelsen i § 14, stk. 2, foreslår ministeriet, at
klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktivite-
ter som nævnt i § 13, stk. 1.
De relevante love og bekendtgørelser foreslås konsekvens-
rettet som følge heraf, herunder lov om kommunal udligning
og generelle tilskud til kommuner, jf. bemærkningerne til §
33, nr. 1.
3.6. Tilsyn og klageadgang
3.6.1. Gældende ret
3.6.1.1. Forsyningstilsynet
Efter gældende ret varetager Forsyningstilsynet opgaver og
beføjelser i medfør af lov om Forsyningstilsynet inden for
sektorlovgivningen, herunder lov om elforsyning og lov om
varmeforsyning.
Det følger af § 3, stk. 1, i lov om Forsyningstilsynet, at
Forsyningstilsynet varetager opgaver og beføjelser i medfør
af denne lov og sektorlovgivningen, hvorved der menes for-
syningsområdet for el, gas, varme og affald.. Forsyningstil-
synet varetager endvidere opgaver og beføjelser i medfør af
EU-regulering.
Det følger af § 76 i elforsyningsloven, at de kollektive
elforsyningsvirksomheder til Forsyningstilsynet skal anmel-
de priser, tariffer og betingelser for ydelser, dokumentation
36
for regnskabsmæssig adskillelse af aktiviteter, regnskaber
og andre oplysninger efter Forsyningstilsynets nærmere be-
stemmelse.
Finder Forsyningstilsynet, at priser og leveringsbetingelser
må anses for at være i strid med bestemmelserne i elforsy-
ningsloven, kan tilsynet give pålæg om ændring af priser og
betingelser, jf. § 77, stk. 1, i elforsyningsloven.
Det følger af § 84 i elforsyningsloven, at Forsyningstilsynet
i forbindelse med behandling af en klage, udøvelse af tilsyn
eller overvågning af markedet kan indhente oplysninger,
som er nødvendige for varetagelsen af disse opgaver, hos
elektricitetsvirksomheder og Energinet samt disses koncer-
nforbundne eller vertikalt integrerede virksomheder og inte-
resseforbundne selskaber, det regionale koordinationscenter,
berørte elforbruger og andre købere af elektricitet.
Efter § 85 d, stk. 1, i elforsyningsloven kan Forsyningstil-
synet påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod
regler udstedt i medfør af loven eller forordningen eller
afgørelser truffet i medfør af nævnte regler, bringes i orden
straks eller inden en nærmere angivet frist.
Forsyningstilsynets tilsyn med varmeforsyningsvirksomhe-
der er reguleret i varmeforsyningsloven. Efter § 21, stk. 1,
1. pkt., skal varmeforsyningsvirksomheder anmelde tariffer,
omkostningsfordeling på anlæg med forenet produktion og
andre betingelser for ydelser omfattet af §§ 20 eller 20 b til
Forsyningstilsynet med angivelse af grundlaget herfor efter
regler udstedt af tilsynet.
Det følger af § 21, stk. 4, 1. pkt., at Forsyningstilsynet giver
pålæg, hvis tilsynet finder, at tariffer, omkostningsfordeling
på anlæg med forenet produktion eller andre betingelser er
urimelige eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 b
eller 20 c, § 28 b, stk. 4, eller regler udstedt i medfør af
loven.
Det fremgår af § 23 b, stk. 5, i varmeforsyningsloven, at
Forsyningstilsynet hos en virksomhed, som ejer anlæg om-
fattet af loven, eller hos en virksomhed, som er koncernfor-
bundet med denne virksomhed, kan indhente de oplysninger,
som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opgaver efter
denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven. I
tilfælde af, at oplysninger ikke bliver indsendt rettidigt, har
Forsyningstilsynet mulighed for at meddele påbud om udle-
vering af oplysninger.
Forsyningstilsynet er gebyrfinansieret. Det fremgår af § 23
c i lov om varmeforsyning, at Forsyningstilsynet opkræver
et gebyr hos selskaber til dækning af omkostninger til For-
syningstilsynets drift og opgavevaretagelse efter varmefor-
syningsloven eller regler udstedt i medfør af loven.
Det fremgår af § 78 i elforsyningsloven, at omkostninger,
som er forbundet med Forsyningstilsynets drift og opgave-
varetagelse efter denne lov eller regler udstedt i medfør af
loven betales af de virksomheder, som Forsyningstilsynet
fører tilsyn med.
Vedrørende de gældende regler for tilsyn med modregnings-
reglerne i el- og varmeforsyningslovene henvises til pkt.
3.5.1.5.
3.6.1.2. Ankestyrelsen
Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrel-
se, at tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber
varetages af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsmi-
nisteriet som overordnet tilsynsmyndighed. Ankestyrelsen
fører tilsyn med, at kommunerne og kommunale fællesska-
ber overholder den lovgivning, der særligt gælder for offent-
lige myndigheder. Ankestyrelsen beslutter som kommunal
tilsynsmyndighed selv, om der er tilstrækkelig anledning til
at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a i lov om kommunernes
styrelse.
Ankestyrelsen fører efter kommunestyrelseslovens § 47 til-
syn med kommunerne og kommunale fællesskaber. Virk-
somhed, der drives i privatretligt organisationsform, og som
er helt eller delvist kommunalt ejet, er ikke omfattet af
Ankestyrelsens kompetence, medmindre der er tale om et
kommunalt fællesskab omfattet af kommunestyrelseslovens
§ 60.
Kommunale fællesskaber er et formaliseret samarbejde mel-
lem kommuner, som samtidig medfører indskrænkning i
kommunalbestyrelsernes beføjelser på fællesskabernes om-
råde. De kommunale fællesskaber, der er omfattet af § 60
i lov om kommunernes styrelse skal godkendes af tilsyns-
myndigheden, der varetages af Ankestyrelsen med Inden-
rigs- og Sundhedsministeriet som overordnet tilsynsmyndig-
hed.
Det betyder, at Ankestyrelsen ikke fører tilsyn med kommu-
nale selskaber, men med kommunale fællesskaber.
Ankestyrelsen fører heller ikke tilsyn i det omfang, særlige
klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den på-
gældende sag, jf. § 48, stk. 3, i kommunestyrelsesloven.
Efter kommunestyrelseslovens § 50 kan Ankestyrelsen afgi-
ve en vejledende udtalelse om indholdet af gældende ret og
om lovligheden af en kommunal disposition eller undladel-
se.
Det fremgår af § 50 a, stk. 1, at Ankestyrelsen kan sætte be-
slutningen ud af kraft, hvis kommunalbestyrelsen har truffet
en beslutning, der klart strider mod lovgivningen.
Efter kommunestyrelseslovens § 50 b, stk. 1, kan Ankesty-
relsen, hvis kommunalbestyrelsen undlader at udføre en for-
anstaltning, som kommunalbestyrelsen efter lovgivningen
har pligt til at udføre, pålægge de medlemmer af kommu-
nalbestyrelsen, der er ansvarlige for undladelsen, tvangsbø-
der. Tvangsbøder er daglige eller ugentlige bøder, som på-
lægges for at fremtvinge opfyldelsen af en handlepligt, der
påhviler kommunalbestyrelsen.
Anvendelsen af tvangsbøder som reaktionsmulighed forud-
37
sætter endvidere, at ulovligheden af kommunalbestyrelsens
undladelse af at udføre en foranstaltning, der efter lovgiv-
ning er pligt til at udføre, fremtræder med den fornødne
klarhed, dvs. at der ikke er rimelig tvivl om, at lovgivningen
er tilsidesat. Tvangsbøder er en mulig reaktionsmulighed,
hvis andre mindre indgribende reaktioner ikke kan fremtvin-
ge lovliggørelsen.
Nægter en kommune at følge en afgørelse fra en rekursin-
stans, kan der rettes en henvendelse til den kommunale
tilsynsmyndighed med henblik på gennemtvingelse af afgø-
relsen om nødvendigt ved tvangsbøder (tilsynets fogedfunk-
tion).
3.6.1.3. Energiklagenævnet
Det fremgår af § 26 i lov om varmeforsyning og § 89 i
lov om elforsyning, at Energiklagenævnet behandler klager
over afgørelser truffet af kommunen, klima-, energi- og for-
syningsministeren, Forsyningstilsynet eller andre statslige
myndigheder efter sektorlovgivningen eller regler udstedt i
medfør af lovene. Disse afgørelser kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed end Energiklagenævnet.
Det følger af bestemmelserne, at klage skal være indgi-
vet skriftligt inden fire uger efter, at afgørelsen er med-
delt. Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energik-
lagenævnet efter lovene eller de regler, der udstedes efter
lovene, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
Der fremgår af § 26 a i varmeforsyningsloven, at klima-,
energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om ad-
gangen til at klage over afgørelser, der efter loven eller efter
regler udstedt i medfør af loven træffes af kommunalbesty-
relsen, klima-, energi- og forsyningsministeren eller Forsy-
ningstilsynet, herunder at visse afgørelser ikke skal kunne
indbringes for Energiklagenævnet, og at afgørelser truffet
af en institution under Klima-, Energi- og Forsyningsmini-
steriet, Forsyningstilsynet eller anden statslig myndighed i
medfør af en bemyndigelse ikke skal kunne indbringes for
klima-, energi- og forsyningsministeren. Ministeren kan og-
så fastsætte regler om betaling af gebyr ved indbringelse af
en klage for Energiklagenævnet.
Efter elforsyningslovens § 90 kan klima-, energi- og forsy-
ningsministeren fastsætte regler om adgangen til at klage
over afgørelser, der efter loven eller regler udstedt i medfør
af loven træffes af klima-, energi- og forsyningsministeren
eller af Forsyningstilsynet, herunder at visse afgørelser ikke
skal kunne indbringes for Energiklagenævnet, samt at afgø-
relser truffet af en kollektiv elforsyningsvirksomhed som
nævnt i § 68 a, stk. 2, eller en institution under Klima-,
Energi- og Forsyningsministeriet eller anden myndighed,
som ministeren i medfør af § 92 har henlagt sine beføjelser
efter loven til, ikke skal kunne indbringes for klima-, energi-
og forsyningsministeren, samt betaling af gebyr ved indbrin-
gelse af en klage for Energiklagenævnet.
Det fremgår af § 27 i varmeforsyningsloven, at klima-, ener-
gi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om
Energiklagenævnets sammensætning ved nævnets behand-
ling af afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i
medfør af loven.
Det fremgår af § 91 i lov om elforsyning, at ved afgørelser
efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven er-
stattes repræsentanter i Energiklagenævnet, som er udpeget
efter indstilling fra Dansk Industri og Landbrug & Fødeva-
rer, af 2 medlemmer med særlig økonomisk eller teknisk
sagkundskab inden for elforsyning, som udpeges af klima-,
energi- og forsyningsministeren.
3.6.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
3.6.2.1. Fordeling af tilsynsopgaver
Der lægges med Aftale om langsigtede rammevilkår for
CO2-fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”) op til, at
der vil skulle fastsættes regler om både kommuners og pri-
vate virksomheders deltagelse i CO2-fangstaktiviteter. Kli-
ma-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at der vil
være behov for at fastlægge, hvordan tilsynet med krav
og begrænsninger i lovforslaget vil skulle gennemføres og
af hvem. Tilsynsmyndigheden i forsyningssektoren er For-
syningstilsynet, og tilsyn med forsyningsvirksomhedernes
drift m.v. i forbindelse med CO2-fangst vil efter ministeriets
vurdering mest naturligt henhøre under Forsyningstilsynet.
Forsyningstilsynet er et tilsyn, der er nedsat af klima-, ener-
gi- og forsyningsministeren. Efter lov om Forsyningstilsy-
net har tilsynet til opgave at varetage administrationen af
reguleringen og tilsynet med forsyningssektorerne i overens-
stemmelse med sektorlovgivningen, herunder elforsynings-
loven og varmeforsyningsloven. Forsyningstilsynet er såle-
des den kompetente myndighed på området og fører et øko-
nomisk tilsyn med selskaber.
Ankestyrelsen fører tilsyn med kommunerne og kommunale
fællesskaber. Ankestyrelsen fører ikke tilsyn, i det omfang
særlige klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til
den pågældende sag. Det betyder, at Ankestyrelsen ikke
kan føre tilsyn med de bestemmelser, som ligger under
Forsyningstilsynets kompetence. Virksomhed, der drives i
privatretligt organisationsform, og som er helt eller delvist
kommunalt ejet, er ikke omfattet af Ankestyrelsens kompe-
tence, medmindre der er tale om et kommunalt fællesskab
omfattet af kommunestyrelseslovens § 60.
For så vidt angår det krav, som følger af aftalen, om, at
der vil skulle være selskabsmæssig adskillelse fra fjernvar-
mevirksomheder, hvis der varetages CO2-fangstaktiviteter i
samme virksomhed som el- eller varmeproduktion, vurderer
ministeriet, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at det – for
så vidt det drejer sig om privatejede virksomheder – vil være
klima-, energi- og forsyningsministeren, som vil føre tilsyn
med overholdelsen heraf. Det skyldes, at tilsynet med et
sådan krav efter ministeriets vurdering ikke naturligt falder
38
under Forsyningstilsynets tilsynsområde, ligesom det heller
ikke falder under Ankestyrelsens område, hvor der er tale
om private virksomheder.
Hvor der er tale om kommunernes etablering og organise-
ring af kommunalt ejede selskaber, vurderer ministeriet, at
tilsynet vil henhøre under Ankestyrelsens tilsyn. Der henvi-
ses til pkt. 3.6.2.1.1.
3.6.2.1.1. Ankestyrelsen
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at kommu-
ners deltagelse i CO2-fangstaktiviteter skal ske i et selskab
med begrænset ansvar. Da der vil være tale om en kommu-
nes deltagelse i CO2-fangstaktiviteter, vurderer ministeriet,
at det vil være retligt, at Ankestyrelsen vil skulle føre tilsyn
hermed.
Det følger af aftalen, at en CO2-fangstvirksomhed skal væ-
re selskabsmæssigt adskilt fra fjernvarmenettet. Hensynet
bag kravet er beskyttelse af varmeforbrugerne i tilfælde af
konkurs forårsaget af investeringer m.v. i CO2-fangstaktivi-
ter. Stort set alle større (kraft)varmeanlæg samt stort set alle
affaldsforbrændingsanlæg er allerede i dag – eller vil med
lov om ny organisering af affaldsforbrændingssektoren –
blive selskabsmæssigt adskilt fra fjernvarmenet, medmindre
der er givet dispensation fra kravet om selskabsadskillelse.
Kravet i aftalen vil bl.a. vedrøre kommunerne, idet det
vil være en betingelse for kommunernes deltagelse i CO2-
fangstaktiviteter, hvor dette vil skulle ske i samme selskab
som en el- eller varmeforsyningsvirksomhed, at denne virk-
somhed ikke samtidig driver et fremføringsanlæg. Hensynet
bag kravet er som nævnt at beskytte varmeforbrugerne, hvil-
ket sædvanligvis henhører under Forsyningstilsynet, men
hvor det vil være kommunen, som vil skulle sikre overhol-
delsen af kravet i forbindelse med den selskabsmæssige
placering af CO2-fangstaktiviteterne, vurderer ministeriet, at
det vil være mest naturligt, at tilsynet med overholdelsen
af et sådant krav vil skulle være underlagt det almindelige
kommunale tilsyn i Ankestyrelsen. Der henvises til pkt.
3.6.1.1.
Det er ikke ministeriets vurdering, at Ankestyrelsen vil skul-
le føre tilsyn med den el- eller varmeforsyningsvirksomhed,
som eventuelt vil skulle spaltes med en udskillelse af aktivi-
teter forbundet med fremføringsanlægget, idet det forventes,
at dette vil skulle være gennemført senest samtidig med,
at el- eller varmeforsyningsvirksomheden påbegynder sine
CO2-fangstaktiviteter.
Ministeriet vurderer, at risikoen ved manglende overholdel-
se af kravet om selskabsmæssig adskillelse vil være begræn-
set, idet stort set alle større (kraft)varmeanlæg samt stort
set alle affaldsforbrændingsanlæg som nævnt allerede i dag
er eller med lov om ny organisering af affaldsforbrændings-
sektoren vil blive selskabsmæssigt adskilt fra fjernvarme-
net. Der henvises nærmere til pkt. 3.3.2.4.
Det følger endvidere af aftalen, at en kommune skal kunne
stille garanti for lånoptagelse i forbindelse med CO2-fangst-
aktiviteter. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.1. En kom-
mune skal endvidere i medfør af aftalen kunne hæfte økono-
misk i tilfælde af statsstøtte til CO2-fangst. Der henvises
nærmere til pkt. 3.5.2.2. Endelig skal en kommune i medfør
af aftalen kunne indskyde kapital i en CO2-fangstvirksom-
hed. Der henvises her nærmere til pkt. 3.5.2.3.
Der er her tale om krav og begrænsninger, som alle vil
vedrøre en kommunes virke. Ministeriet vurderer derfor, at
Ankestyrelsen vil være den kompetente tilsynsmyndighed i
forhold til at føre tilsyn med, at kommunerne overholder de
pågældende krav eller begrænsninger fra aftalen, hvor de
foreslås fastsat i de foreslåede bestemmelser.
Flere steder i aftalen følger det, at de omfattede økonomiske
beslutninger ikke skal kunne uddelegeres til andre kommu-
nale organer eller forvaltningen. Denne indskrænkning vil
kunne kontrolleres af Ankestyrelsen.
3.6.2.1.2. Forsyningstilsynet
Med Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i
forsyningssektoren (herefter ”aftalen”) vil en varmeproduk-
tionsvirksomhed kunne varetage CO2-fangstaktiviteter in-
den for samme virksomhed som varmeproduktionen, hvilket
vil være en ny aktivitet, da der ikke efter gældende regler
er direkte hjemmel til at kunne varetage CO2-fangstaktivite-
ter i samme virksomhed som varmeproduktionen. Dette vil
kunne medføre en risiko for, at omkostninger, som egentlig
stammer fra CO2-fangstaktiviteter, vil blive medregnet i de
nødvendige udgifter, som efter varmeforsyningslovens § 20,
stk. 1, ligger til grund for varmeprisen, hvorved varmeprisen
vil kunne blive højere.
Det følger således af aftalen, at der vil skulle fastsættes
et krav om regnskabsmæssig adskillelse. Der henvises nær-
mere til pkt. 3.3.2.2. Den regnskabsmæssige adskillelse vil
skulle medvirke til at gøre det gennemsigtigt, hvilke udgif-
ter der udspringer af varmeproduktionen, og som vil kunne
indregnes i varmeprisen. I forlængelse heraf finder ministe-
riet det hensigtsmæssigt at give mulighed for at fastsætte
nærmere regler om dokumentationen m.v., som er knyttet til
den regnskabsmæssige adskillelse.
Forsyningstilsynet vil ifølge aftalen skulle føre tilsyn med,
at kravet om regnskabsmæssig adskillelse er gennemført
korrekt. Det er i forlængelse heraf ministeriets vurdering, at
det vil være tilsynsmyndigheden, som er nærmest til at vide,
hvad der vil være behov for af dokumentation for at kunne
varetage et passende tilsyn, og ministeriet finder derfor, at
regler om dokumentationskrav bør kunne fastsættes af For-
syningstilsynet.
Som en del af regnskabet for CO2-fangstaktiviteter vil og-
så kunne indgå indtægter fra overskydende gratis tildelte
CO2-kvoter og værdien af sparede udgifter til CO2-kvoter
39
og afgifter som omfattet af aftalen. For så vidt angår vær-
dien af udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og afgifter,
vurderer ministeriet, at et tilsyn hermed vil være relateret
til det almindelige priseftersyn i varmeforsyningsloven. Der
henvises nærmere til pkt. 3.4.2 og 3.7.2.1.
Der vil således være behov for, at der bliver ført tilsyn med
opkrævning af værdien af sparede udgifter til CO2-kvoter
og afgifter, og at værdien videreføres til CO2-fangstselska-
bet. Herudover vil der være behov, at der bliver ført tilsyn
med, at overskydende gratis tildelte CO2-kvoter ikke mod-
regnes i varmeprisen, hvor det vil være relevant, og at de
overføres til CO2-fangstselskabet, jf. aftalen.
Det følger af den gældende § 20, stk. 9, i lov om varme-
forsyning, at værdien af overskydende gratis CO2-kvoter
tildelt til varmeproduktion i medfør af lov om CO2-kvoter
modregnes i priserne for ydelser omfattet af stk. 1. Værdien
af overskydende CO2-kvoter, som er opstået ved statsligt
støttet CO2-fangst, -transport, -lagring og -udnyttelse, skal
dog overføres til CO2-fangstenheden, som skal lade værdien
indgå i beregningen af støttebeløbet. Ved overskydende gra-
tis CO2-kvoter forstås, at antallet af gratis tildelte CO2-kvo-
ter til producenten i medfør af lov om CO2-kvoter er større
end det antal, producenten faktisk har haft behov for til
dækning af CO2-udledningen fra varmeproduktionen. For-
syningstilsynet fører i dag tilsyn med prisbestemmelsen i
varmeforsyningslovens § 20.
Det er forventningen, at der vil kunne være behov for,
at de involverede selskaber og virksomheder skal kunne
fremlægge nye former for dokumentation i forbindelse med
opkrævningen af sparede udgifter m.v. Herudover vil flere
selskaber og virksomheder blive omfattet af behovet for
f.eks. at kunne dokumentere, hvorvidt overskydende gratis
tildelte CO2-kvoter er opstået som følge af CO2-fangst.
Ministeriet vurderer endvidere, at der vil være behov for at
fastsætte et krav om modregning, og at dette bør svare til
de gældende bestemmelser om modregning i el- og varme-
forsyningslovene. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.5. Det
vil indebære, at kommuner hvert år vil skulle indberette
de registreringer til Forsyningstilsynet, som kommunen vil
have foretaget i det foregående kalenderår, eller vil skulle
afgive erklæring om, at der ikke er foretaget sådanne regi-
streringer. Ministeriet finder det i den forbindelse hensigts-
mæssigt, at Forsyningstilsynet vil kunne træffe afgørelser og
føre tilsyn med overholdelse af kravet om modregning, som
tilsynet i dag på tilsvarende vis fører efter regler i el- og
varmeforsyningslovene.
I de tilsvarende bestemmelser i el- og varmeforsyningslove-
ne er det Forsyningstilsynet, som træffer afgørelser vedrø-
rende modregningsbestemmelserne, og ministeriet vurderer,
at det af hensyn til ensretningen af modregningsreglerne på
de forskellige forsyningsområder vil være hensigtsmæssigt,
at samme model for tilsynet vil følge af modregningsregler-
ne i denne lov.
Ministeriet vurderer endvidere, at der vil være behov for at
tillægge Forsyningstilsynet en række beføjelser til varetagel-
se af tilsynet. Det drejer sig om adgangen til at indhente
oplysninger og adgang til lokaler. Herudover drejer det sig
om adgangen til at træffe afgørelser ved manglende over-
holdelse af de bestemmelser, som Forsyningstilsynet fører
tilsyn med.
Ministeriet forventer, at tilsynet med regler i denne lov vil
medføre øgede omkostninger hos Forsyningstilsynet. I den
forbindelse vurderer ministeriet, at de vil skulle betales af de
virksomheder, som tilsynet fører eller vil kunne føre tilsyn
med, frem for at f.eks. alle el- og varmeproduktionsvirksom-
heder vil skulle betale for et tilsyn, som de eventuelt ikke
ville være en del af. Dette vil svare til reglerne i lov om
rørført transport af CO2, hvori der i § 15 foreslås en tilsva-
rende bestemmelse. Det vil endvidere følge principperne
på de andre forsyningsområder, hvor det også vil være de
virksomheder, som der føres (eller vil kunne føres) tilsyn
med, der vil skulle betale for omkostningerne hertil.
Forsyningstilsynet vil bl.a. afhængig af omfanget af tilsyns-
sager kunne foretage de nødvendige prioriteringer i tilsynet
med regler efter denne lov og med regler udstedt i medfør
heraf og vil f.eks. kunne tage udgangspunkt i et risikobase-
ret tilsyn, stikprøvekontroller, reaktivt tilsyn eller efter en
anden tilsynsstrategi, som Forsyningstilsynet måtte vedtage.
Det vil være nødvendigt at ændre i lov om Forsyningstilsy-
net. Ministeriet vurderer, at det i den forbindelse vil være
nødvendigt heri at tilføje CO2-fangst som en del af tilsyns-
områderne. Tilføjelsen vil medføre, at Forsyningstilsynet vil
få hjemmel til at varetage opgaver efter denne lov, herunder
tilsynsopgaver med regnskabsmæssig adskillelse af omkost-
ninger ikke knyttet til varmeproduktion.
3.6.2.2. Energiklagenævnet
Ministeriet vurderer, at Forsyningstilsynets afgørelser som
efter den øvrige sektorlovgivning bør kunne påklages til
Energiklagenævnet. Dette vil ensrette reguleringen af dette
lovforslag med reguleringen i den øvrige sektorlovgivning.
Ordningen vil medføre, at der på linje med den øvrige
sektorlovgivning indføres regler om, at Forsyningstilsynets
afgørelser vil kunne påklages til Energiklagenævnet.
3.6.3. Den foreslåede ordning
3.6.3.1. Forsyningstilsynet og Ankestyrelsen
Ministeriet foreslår i lovforslagets § 17, stk. 1, at Forsy-
ningstilsynet vil føre tilsyn med overholdelsen § 6, stk. 1, 1.
pkt., § 7, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, og §§ 12 og 13 og regler
udstedt i medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 3, § 11, stk. 2, og §
14.
40
Ministeriet foreslår endvidere, at lov om Forsyningstilsynet
tilpasses, så CO2-fangst vil blive omfattet af Forsyningstil-
synets tilsynsområde, jf. lovforslagets § 32, nr. 1.
Hvor der ikke foreslås bestemmelser om Forsyningstilsynets
tilsyn i § 17, stk. 1, vil de foreslåede bestemmelser for
kommunernes vedkommende være omfattet af Ankestyrel-
sens almindelige tilsyn. Det foreslås dog, at klima-, energi-
og forsyningsministeren vil føre tilsyn med overholdelsen
af kravet om selskabsmæssig adskillelse mellem en CO2-
fangstvirksomhed og et fjernvarmenet i den foreslåede be-
stemmelse i § 5, stk. 1, for så vidt angår private virksomhe-
der, som ikke vil være omfattet af Ankestyrelsens tilsyn.
Det foreslås herudover i § 18, stk. 1, at Forsyningstilsynet
og klima-, energi- og forsyningsministeren hos en virksom-
hed omfattet af loven, herunder koncernforbundne virksom-
heder, vil kunne indhente de oplysninger, som er nødvendi-
ge for varetagelsen af tilsynets eller ministerens opgaver
efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven,
herunder dokumentation vedrørende overskydende gratis til-
delte CO2-kvoter, jf. den foreslåede § 7.
Efter det foreslåede § 18, stk. 2, vil Forsyningstilsynet og
klima-, energi- og forsyningsministeren kunne pålægge en
virksomhed om i en bestemt form og inden for en bestemt
frist at tilvejebringe oplysningerne.
Herudover foreslås der med bestemmelsen i § 19, stk. 1, at
Forsyningstilsynet til enhver tid uden retskendelse mod be-
hørig legitimation til brug for tilsynet efter loven vil kunne
få adgang til lokaler, der benyttes af en virksomhed omfattet
af § 17, stk. 1, og på stedet gøre sig bekendt med og tage
kopi af enhver oplysning, herunder virksomhedens regnska-
ber, øvrige regnskabsmaterialer, forretningsbøger og andre
forretningspapirer, uanset om disse oplysninger opbevares
elektronisk.
Med den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 1, 1. pkt., fore-
slås det, at konstaterer Forsyningstilsynet i sit tilsyn efter §
17, stk. 1, at en virksomhed ikke overholder kravene i § 6,
stk. 1, 1. pkt., § 7, stk. 1 eller 2, § 11, stk. 1, eller §§ 12
og13 eller regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 3,
§ 11, stk. 2, eller § 14, vil Forsyningstilsynet kunne påbyde
overholdelse af det pågældende krav inden for en fastsat
frist, og når det er relevant krav om tilbagebetaling. Det
foreslås herudover i stk. 1, 2. pkt., at Forsyningstilsynet ved
manglende overholdelse af § 11, stk. 1, eller regler udstedt
i medfør af § 11, stk. 2, vil kunne træffe afgørelse om en
anden fordeling af indtægter og omkostninger mellem CO2-
fangstregnskabet og varmeproduktionsregnskabet.
Endvidere foreslås det i § 20, stk. 2, at klima-, energi- og
forsyningsministeren ved sit tilsyn efter det foreslåede § 17,
stk. 2, ved manglende overholdelse af § 5, stk. 1, vil kunne
påbyde overholdelse af § 5, stk. 1, inden for en fastsat frist.
Endelig foreslås det med bestemmelsen i § 22, at omkost-
ninger forbundet med Forsyningstilsynets drift og opgaveva-
retagelse efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf,
vil skulle betales af de virksomheder, som Forsyningstilsy-
net fører eller vil kunne føre tilsyn med efter det foreslåede
§ 17, stk. 1.
Med bestemmelsen i § 32, nr. 1, foreslår ministeriet, at der
i lov om Forsyningstilsynets § 3, stk. 1, 1.pkt, tilføjes, at
loven også vil omfatte CO2-fangst.
Med bestemmelsen i § 32, nr. 2, foreslår ministeriet, at
der i lov om Forsyningstilsynets § 11, stk. 1, tilføjes, at
omkostninger forbundet med Forsyningstilsynets etablering,
drift og opgavevaretagelse efter denne lov og regler udstedt
i medfør heraf betales af de virksomheder, som betaler for
Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse efter lov om
CO2-fangstaktiviteter.
3.6.3.2. Energiklagenævnet
Det foreslås med bestemmelsen i § 24, stk. 1, at klima-,
energi- og forsyningsministerens eller Forsyningstilsynets
afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør
heraf vil kunne påklages til Energiklagenævnet.
Med § 24, stk. 2, foreslås det, at klima-, energi- og for-
syningsministerens eller Forsyningstilsynets afgørelser ikke
vil kunne indbringes for anden administrativ myndighed end
Energiklagenævnet.
Det foreslås videre med § 24, stk. 3, at en klage efter det
foreslåede stk. 1 vil skulle være indgivet skriftligt inden 4
uger efter, at afgørelsen er meddelt. Udløber klagefristen
på en lørdag, søndag eller helligdag, vil klagefristen blive
forlænget til den følgende hverdag.
Med § 24, stk. 4, foreslås det, at Energiklagenævnet hos
virksomheder omfattet af loven vil kunne indhente oplysnin-
ger, som er nødvendige for varetagelsen af nævnets opgaver
efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør heraf.
Med bestemmelsen i § 25, stk. 1, foreslås det, at Energik-
lagenævnets formand efter nærmere aftale med nævnet vil
kunne træffe afgørelse på nævnets vegne i sager, der be-
handles efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.
Herudover foreslås det med bestemmelsen i § 25, stk. 2,
at Erhvervsministeren vil kunne fastsætte regler om Ener-
giklagenævnets sammensætning ved nævnets behandling af
afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør
heraf.
Med bestemmelsen i § 26, stk. 1, 1. pkt., foreslås det, at
søgsmål til prøvelse af afgørelser efter loven eller de reg-
ler, der fastsættes i medfør af loven, vil skulle være anlagt
inden 6 måneder efter, at afgørelsen eller beslutningen er
meddelt. Med stk. 1, 2. pkt. foreslås det, at er afgørelsen el-
ler beslutningen offentliggjort, vil søgsmålsfristen dog blive
regnet fra offentliggørelsen.
Endelig foreslås det med bestemmelsen i § 26, stk. 2, at
41
afgørelser, der kan prøves af Energiklagenævnet, ikke vil
kunne indbringes for domstolene, før Energiklagenævnets
afgørelse foreligger.
3.7. Ændringer i forsyningslove
3.7.1. Gældende ret
3.7.1.1. Lov om varmeforsyning
Vedrørende CO2-fangst på affaldsforbrændingsanlæg følger
det af § 2, stk. 1, nr. 3, i varmeforsyningsloven, at der ved
kollektive varmeforsyningsanlæg forstås virksomhed, der
driver et varmeproduktionsanlæg, herunder solvarmeanlæg,
affaldsforbrændingsanlæg m.v. og varmepumper til kombi-
neret produktion af varme og køling, samt kraftvarmeanlæg
med en eleffekt på 25 MW eller derunder med det formål at
levere energi til bygningers opvarmning og forsyning med
varmt vand.
Det følger af § 2 b, stk. 3, i lov om varmeforsyning, at
en kommune kun må varetage virksomhed, der driver af-
faldsforbrændingsanlæg omfattet § 2, stk. 1, nr. 3, hvis virk-
somheden udøves på kommercielle vilkår i et aktie- eller
anpartsselskab, der alene driver affaldsforbrændingsanlæg,
jf. dog stk. 4-6 og §§ 2 h og 2 i.
Vedrørende CO2-kvoter og afgifter følger det af § 20, stk. 9,
i varmeforsyningsloven, at værdien af overskydende CO2-
kvoter tildelt til varmeproduktion i medfør af lov om CO2-
kvoter modregnes i priserne for ydelser omfattet af stk.
1. Værdien af overskydende CO2-kvoter, som er opstået
ved statsligt støttet CO2-fangst, -transport, -lagring og -ud-
nyttelse, skal dog overføres til CO2-fangstenheden, som skal
lade værdien indgå i beregningen af støttebeløbet. Ved over-
skydende CO2-kvoter forstås, at antallet af gratis tildelte
CO2-kvoter til producenten i medfør af lov om CO2-kvoter
er større end det antal, producenten faktisk har haft behov
for til dækning af CO2-udledningen fra varmeproduktionen.
Herudover følger det af varmeforsyningslovens § 20, stk.
11, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om de CO2-kvoter, som er nævnt i stk. 8,
og om de overskydende CO2-kvoter efter stk. 9 og regler
om administration af ordningerne. Ministeren kan herunder
fastsætte bestemmelse om værdifastsættelse af de i 1. pkt.
nævnte CO2-kvoter, om tildeling og forbrug af CO2-kvoter
til varmeproduktion, om tidspunkt og fremgangsmåde ved-
rørende overførsel af CO2-kvoter i forholdet mellem varme-
produktionsenheder og varmeaftagere ved underskud eller
overskud af CO2-kvoter, om fordeling af CO2-kvoter mel-
lem flere varmeaftagere og om fremgangsmåde vedrørende
overførsel af CO2-kvoter fra varmeproduktionsenheder til
CO2-fangstenheder, jf. stk. 9, 2. pkt.
Der findes ikke i lov om varmeforsyning regler om, at
der hos varmeaftagere, herunder varmeforbrugere, vil kunne
opkræves betaling for sparede udgifter til erhvervelse af
CO2-kvoter og sparede afgifter, hvor besparelsen skyldes
CO2-fangst.
Efter § 20, stk. 1, i varmeforsyningsloven vil der alene i
forbindelse med varmelevering kunne opkræves betaling for
bestemte typer af udgifter, som vurderes at have været nød-
vendige for at kunne producere og levere varmen.
Der findes endvidere i varmeforsyningsloven og i praksis
i forbindelse med prisfastsættelsen forskellige mekanismer,
som skal beskytte varmeforbrugerne. Det følger således af §
20, stk. 4, 1. pkt., i varmeforsyningsloven, at klima-, energi-
og forsyningsministeren kan fastsætte regler om et prisloft
for opvarmet vand eller damp fra affaldsforbrændingsanlæg.
Der følger endvidere af praksis et såkaldt substitutionspris-
princip, hvorefter der i visse tilfælde ikke vil kunne opkræ-
ves mere for varmeleveringen, end hvad der ville kunne
leveres varme for fra en alternativ varmekilde.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.1.1.
Vedrørende Forsyningstilsynets tilsyn følger det bl.a. af var-
meforsyningslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., at tariffer, omkost-
ningsfordeling på anlæg med forenet produktion og andre
betingelser for ydelser omfattet af §§ 20 eller 20 b skal
anmeldes til et tilsyn, der er nedsat af klima-, energi- og
forsyningsministeren (Forsyningstilsynet), med angivelse af
grundlaget herfor efter regler udstedt af tilsynet.
Det følger endvidere af § 21, stk. 4, 1. pkt., at finder For-
syningstilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling på anlæg
med forenet produktion eller andre betingelser er urimelige
eller i strid med bestemmelserne i §§ 20, 20 b eller 20
c, § 28 b, stk. 4, eller regler udstedt i medfør af loven,
giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gennem forhandling
kan bringes til ophør, pålæg om ændring af tariffer, omkost-
ningsfordeling på anlæg med forenet produktion eller betin-
gelser, jf. dog stk. 6 og 7.
Vedrørende kommuner og væsentlige nye aktiviteter følger
det af § 23 m, stk. 1, i varmeforsyningsloven, at kommuner
ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministe-
ren må bevare ejerandele i virksomheder omfattet af § 23
l, stk. 1, såfremt der i de pågældende virksomheder eller i
virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i,
påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-, energi- og
forsyningsministeren kan stille vilkår for meddelelse af tilla-
delse, herunder om afståelse af ejerandele eller aktiviteter i
en eller flere af de pågældende virksomheder eller om, at
midler anvendt til sådanne nye aktiviteter skal betragtes som
uddelinger efter § 23 l, stk. 1. Afståelse efter 2. pkt. skal,
medmindre særlige hensyn tilsiger andet, ske snarest. Der-
som tilladelse ikke opnås, skal kommunen snarest afhænde
samtlige ejerandele i de pågældende virksomheder.
Det følger af § 23 m, stk. 2, i varmeforsyningsloven, at
bestemmelsen i § 23 m, stk. 1, ikke finder anvendelse, i
det omfang der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne
lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gas-
42
forsyning eller nye aktiviteter omfattet af vandsektorlovens
§ 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov
om miljøbeskyttelse. Tilsvarende finder bestemmelsen i stk.
1 ikke anvendelse, i det omfang aktiviteten vedrører indvin-
ding af geotermisk energi omfattet af lov om anvendelse af
Danmarks undergrund.
Det følger endvidere af varmeforsyningslovens § 23 m, stk.
3, at der ikke i virksomheder omfattet af § 23 m, stk. 1,
må anvendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af
denne lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov
om gasforsyning, til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens
§ 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse.
Herudover følger det af varmeforsyningslovens § 23 m, stk.
4, at aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller
5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttel-
se, som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være
selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov,
lov om elforsyning eller lov om gasforsyning. Affaldsfor-
brændingsanlæg kan dog udøve aktiviteter forbundet med
affaldshåndtering omfattet af lov om miljøbeskyttelse uden
selskabsmæssig adskillelse.
3.7.1.2. Lov om elforsyning
Vedrørende CO2-fangst på affaldsforbrændingsanlæg følger
det af § 4 a, stk. 1, i lov om elforsyning, at en kommune
kun må varetage eller deltage i virksomhed, der producerer
elektricitet ved forbrænding af affald, hvis virksomheden
udøves i et aktie- eller anpartsselskab, der alene driver af-
faldsforbrændingsanlæg, jf. dog 2. pkt. og stk. 9 og 10.
Vedrørende kommuner og væsentlige nye aktiviteter følger
det af § 37 a, stk. 1, i lov om elforsyning, at kommuner
ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministe-
ren må bevare ejerandele i virksomheder omfattet af § 37,
stk. 1, såfremt der i de pågældende virksomheder eller i
virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i,
påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-, energi- og
forsyningsministeren kan stille vilkår for meddelelse af tilla-
delse, herunder om afståelse af ejerandele eller aktiviteter i
en eller flere af de pågældende virksomheder eller om, at
midler anvendt til sådanne nye aktiviteter skal betragtes som
uddelinger efter § 37, stk. 1. Afståelse efter 2. pkt. skal,
medmindre særlige hensyn tilsiger andet, ske snarest. Der-
som tilladelse ikke opnås, skal kommunen snarest afhænde
samtlige ejerandele i de pågældende virksomheder.
Det følger af § 37 a, stk. 2, i lov om elforsyning, at bestem-
melsen i § 37 a, stk. 1, ikke finder anvendelse, i det omfang
der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov, lov om
elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsyning
eller nye aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk.
1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbe-
skyttelse.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 37 a, stk. 3,
at der ikke i virksomheder omfattet af § 37 a, stk. 1, må
anvendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af
denne lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov
om gasforsyning, til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens
§ 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse.
Herudover følger det af elforsyningsloven § 37 a, stk. 4, at
aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5,
eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse,
som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være
selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov,
lov om elforsyning eller lov om gasforsyning. Affaldsfor-
brændingsanlæg kan dog udøve aktiviteter forbundet med
affaldshåndtering omfattet af lov om miljøbeskyttelse uden
selskabsmæssig adskillelse.
3.7.1.3. Lov om vandsektorens organisering og økonomiske
forhold
Et vandselskab er ifølge vandsektorlovens § 2, stk. 8, nr.
1, et selskab, der udøver vand- eller spildevandsforsynings-
aktiviteter mod betaling. Vandforsyningsaktivitet er ifølge
vandsektorlovens § 2, stk. 8, nr. 3, indvinding, behandling,
transport eller levering af drikkevand mod betaling, og spil-
devandsforsyningsaktivitet er ifølge vandsektorlovens § 2,
stk. 8, nr. 4, transport, behandling eller afledning af spilde-
vand mod betaling.
Vandselskaber er ud over vandsektorloven bl.a. omfattet af
regler om takster m.v. i lov om vandforsyning m.v. (for
vandforsyning) og lov om betalingsregler for spildevands-
forsyningsselskaber m.v. (for spildevandsforsyning). Det
følger bl.a. heraf, at vandselskaber er underlagt et hvile i
sig selv-princip, hvorefter alene udgifter, der er nødvendige
i forhold til selskabets almindelige forsyningsaktiviteter, kan
indregnes i taksterne.
Det følger af vandsektorlovens § 18, stk. 1, at vandselskaber
som hovedregel kun kan deltage i anden virksomhed, når
denne har nær tilknytning til forsyningsvirksomheden, og
når den udøves på kommercielle vilkår i et selvstændigt
selskab med begrænset ansvar.
Efter vandsektorlovens § 18, stk. 5, fastsætter klima-, ener-
gi- og forsyningsministeren regler om den i vandsektorlo-
vens § 18, stk. 1, nævnte virksomhed.
I medfør af den nævnte bemyndigelse er der udstedt en
bekendtgørelse nr. 793 om vandselskabers deltagelse i til-
knyttet virksomhed af 21. juni 2024, som regulerer, hvilke
typer af tilknyttet virksomhed et vandselskab må udøve, og
på hvilke nærmere betingelser. Bekendtgørelsen indeholder
desuden i § 1, stk. 2, en ikke udtømmende liste over akti-
viteter, som vandselskaber må udøve som en del af deres
hovedvirksomhed. Herunder er i § 1, stk. 2, nr. 1, nævnt
salg af vandselskabets rest-, overskuds- eller biprodukter, og
i § 1, stk. nr. 3, nævnt udnyttelse eller salg af energi, der
hidrører fra vandselskabets hovedvirksomhed.
43
CO2-fangstaktiviteter kan ikke på nuværende tidspunkt be-
tragtes som en del af et vandselskabs vand- eller spilde-
vandsforsyningsaktivitet (hovedvirksomhed), og herunder
kan de ikke antages at være omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1 eller
3, i bekendtgørelse om vandselskabers deltagelse i tilknyttet
virksomhed og kan heller ikke betragtes som en nødvendig
udgift for vandselskaberne i forbindelse med vandforsyning
eller spildevandsforsyning. Dette gælder, uanset hvilket led
i processen vedrørende vand- eller spildevandsforsyning,
der er tale om, herunder f.eks. også eventuel forbrænding
af spildevandsslam eller vandselskabets udnyttelse af egne
energiressourcer. Det gælder også, uanset om der er tale om
et kommunalt ejet vandselskab eller ej.
Der er heller ikke hjemmel i bekendtgørelse om vandselska-
bers deltagelse i tilknyttet virksomhed til, at et vandselskab
kan udøve CO2-fangstaktiviteter som tilknyttet virksomhed,
da denne aktivitet ikke er opført på den udtømmende liste
i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, over aktiviteter, som et vand-
selskab må udøve som tilknyttet virksomhed.
Et vandselskab må således efter gældende ret hverken udfø-
re CO2-fangstaktiviteter eller indregne udgifter hertil i tak-
sterne.
Dette forhindrer ikke, at et vandselskab kan tillade, at andre
for egen regning opstiller anlæg til CO2-fangstaktiviteter
på vandselskabets anlæg, forudsat at vandselskabet ikke har
udgifter i den forbindelse og herudover indgår aftalen på
markedsmæssige vilkår, jf. vandsektorlovens § 19, stk. 4.
I det omfang et vandselskab lovligt kan udføre aktiviteter
forbundet med affaldshåndtering i medfør af lov om miljø-
beskyttelse og aktiviteter omfattet af lov om elforsyning,
lov om varmeforsyning og lov om gasforsyning, indeholder
vandsektorlovens § 19, stk. 1, et generelt krav om regn-
skabsmæssig adskillelse mellem på den ene side aktiviteter
forbundet med vand- og spildevandsforsyning og på den
anden side aktiviteter forbundet med affaldshåndtering i
medfør af lov om miljøbeskyttelse samt aktiviteter omfattet
af lov om elforsyning, lov om varmeforsyning og lov om
gasforsyning.
I medfør af vandsektorlovens § 19, stk. 2, kan servicefunk-
tioner for vandselskaber varetages i et selvstændigt service-
selskab i koncernen. Efter bestemmelsen er vandsektorlo-
vens § 19, stk. 1, og § 3 i lov om kommunal fjernkøling ikke
til hinder for, at servicefunktioner varetages i et selvstændigt
selskab, som også varetager servicefunktioner i forhold til
opgaver forbundet med affaldshåndtering efter lov om mil-
jøbeskyttelse samt opgaver omfattet af lov om elforsyning,
lov om varmeforsyning og lov om gasforsyning.
Ved servicefunktioner forstås anvendelse af fælles tegne-
stue, projekteringsafdeling, maskinpark, it-systemer, drifts-
personale, biler, opkrævningsfunktioner og andre admini-
strative funktioner og lignende, herunder de administrations-
bygninger som er nødvendige for at udøve serviceaktiviteter.
§ 19, stk. 2, i vandsektorloven gør det således muligt at
udnytte synergieffekter ved at placere f.eks. administrativt
personale i et selvstændigt selskab, som betjener koncer-
nforbundne forsyningsselskaber.
Det fremgår af vandsektorlovens § 19, stk. 3, at det service-
rende selskab skal holde de enkelte vandselskaber og aktivi-
teter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning i det
enkelte vandselskab regnskabsmæssigt adskilt. Bestemmel-
sen indebærer bl.a., at serviceselskabet skal holde service-
aktiviteter i forbindelse med de enkelte vandselskaber regn-
skabsmæssigt adskilt fra serviceselskabets øvrige aktiviteter.
3.7.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
3.7.2.1. Lov om varmeforsyning
I medfør af varmeforsyningslovens § 2 b, stk. 3, er det en
forudsætning, at kommunale affaldsforbrændingsselskaber
alene driver affaldsforbrændingsanlæg.
Det følger af bemærkningerne til varmeforsyningslovens § 2
b, stk. 3, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg
A, L 115 som fremsat, side 54, at det alene er kommunale
opgaver, som i forvejen varetages som del af affaldsforbræn-
dingsaktiviteten, der skal udskilles. Det drejer sig om den
type af virksomhed, der naturligt ligger i at forbrænde af-
fald, og som fremgår af regler udstedt i medfør af lov om
miljøbeskyttelse.
Det følger endvidere af bemærkningerne, at det selska-
bsgjorte affaldsforbrændingsanlæg kan udøve de opgaver,
der er nødvendige for at drive et affaldsforbrændingsanlæg,
herunder varetage opgaver med selve forbrændingen af af-
fald og opgaver, der er en naturlig del af opgaven med at
forbrænde affald.
CO2-fangst ses ikke at være en opgave, som er forbundet
med selve forbrændingen af affald, eller en opgave, som er
en naturlig del af opgaven med at forbrænde affald. Klima-,
Energi- og Forsyningsministeriet vurderer derfor, at det vil
være nødvendigt at ændre i bestemmelserne i § 2 b, hvis det
skal være muligt for kommuner at varetage CO2-fangstakti-
viteter i samme selskab som affaldsforbrændingsanlæg.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at forsy-
ningssektoren, herunder affaldsforbrændingsanlæg, udgør
ca. to tredjedele af det danske CO2-fangstpotentiale, hvoraf
en stor del af potentialet kommer fra kommunalt ejede an-
læg. Det følger endvidere af aftalen, at der skal gives hjem-
mel og fleksibilitet til, at både kommuner og private kan
organisere CO2-fangst i et særskilt CO2-fangstselskab eller
lade CO2-fangsten indgå i samme selskab som kraftvarme-,
varmeproduktions- eller elproduktionsvirksomheden.
I forlængelse heraf finder ministeriet, at det vil være nød-
vendigt at ændre i lov om varmeforsyning for at sikre, at og-
44
så kommunale affaldsforbrændingsanlæg vil kunne varetage
CO2-fangst i samme selskab som et affaldsforbrændingsan-
læg for at opnå den aftalte fleksibilitet og for derigennem
at kunne bidrage til at nå det forventede fangstpotentiale i
forsyningssektoren.
Det følger af § 20, stk. 9, i varmeforsyningsloven, at værdi-
en af overskydende CO2-kvoter, som er opstået ved statsligt
støttet CO2-fangst, -transport, -lagring og -udnyttelse, skal
overføres til CO2-fangstenheden, som skal lade værdien ind-
gå i beregningen af støttebeløbet. Det følger endvidere af
bestemmelsen, at der ved overskydende CO2-kvoter forstås,
at antallet af gratis tildelte CO2-kvoter til producenten i
medfør af lov om CO2-kvoter er større end det antal, produ-
centen faktisk har haft behov for til dækning af CO2-udled-
ningen fra varmeproduktionen.
Det følger videre af § 20, stk. 11, i varmeforsyningsloven, at
klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nær-
mere regler om fremgangsmåde vedrørende overførsel af
CO2-kvoter fra varmeproduktionsenheder til CO2-fangsten-
heder.
Da det er hensigten med dette lovforslag at fastsætte regler
for CO2-fangst i forsyningssektoren (på el- eller varmepro-
duktionsanlæg), finder ministeriet der mest hensigtsmæssigt,
at reglerne i § 20, stk. 9 og 11, i varmeforsyningsloven om
overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, som skyldes CO2-
fangst, og ministerens bemyndigelse til at fastsætte regler
herom vil udgå af varmeforsyningsloven, og at regler om
dette i stedet vil blive indsat i denne lov.
Der henvises endvidere til pkt. 3.4.2.
Det følger af aftalen, at anlæg, der på baggrund af CO2-
fangst og -lagring sparer udgifter til CO2-kvoter og afgifter,
skal gives mulighed for fortsat at opkræve værdien af de
sparede udgifter til disse afgifter og kvoter i varmepriserne
med henblik på at finansiere CO2-fangst. Dette må dog som
udgangspunkt ikke medføre øgede omkostninger for varme-
forbrugerne i forhold til en situation uden CO2-fangst.
Efter de gældende regler i varmeforsyningsloven vil et kol-
lektivt varmeforsyningsanlæg kunne indregne udgifter til
erhvervelse af CO2-kvoter i medfør af lov om CO2-kvoter i
varmeprisen, idet udgifter hertil betragtes som en nødvendig
udgift i forbindelse med produktion af varme. Det samme
gør sig gældende vedrørende visse afgifter.
Hvor der i forbindelse med varmeproduktionen bliver fanget
CO2, vil det medføre en besparelse af udgifter til CO2-kvo-
ter og afgifter. Dette vil medføre en besparelse i varmepri-
sen, idet der således ikke vil skulle betales for udgifterne til
CO2-kvoterne og afgifterne.
Det følger af aftalen, at det som en del af finansieringsmu-
lighederne af CO2-fangst skal være muligt at opkræve en
betaling for de sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter,
selvom der på grund af CO2-fangsten ikke har været afholdt
faktiske udgifter hertil. Der vil således ikke være tale om,
at der vil skulle betales for en nødvendig udgift, men at der
vil skulle betales for en værdi, som svarer til den udgift,
som er sparet som følge af CO2-fangst. Dette vil bryde med
principperne bag fastsættelsen af varmeprisen, og ministeri-
et vurderer derfor, at der vil være behov for at fastsætte
særlige bestemmelser om denne form for betaling.
For så vidt angår afgifterne bemærker ministeriet, at værdi-
fastsættelsen heraf vil følge af reglerne herom på skatteom-
rådet. Der henvises nærmere til pkt. 3.4.2.1.
I forlængelse heraf vurderer ministeriet, at der vil være be-
hov for at sikre, at Forsyningstilsynet vil kunne føre tilsyn
med tillægget til varmeprisen af sparede udgifter til CO2-
kvoter og afgifter.
Ud over fastlæggelsen af regler om fastsættelse af værdien
af sparede CO2-kvoter vurderer ministeriet, at der vil være
et yderligere behov for at sikre beskyttelsen af varmeforbru-
gerne mod øgede omkostninger i forhold til en situation
uden CO2-fangst. Der findes allerede i varmeforsyningslo-
ven og i praksis mekanismer, som skal beskytte varmefor-
brugerne mod for høje varmepriser. Det drejer sig om det
affaldsvarmeprisloft, som følger af varmeforsyningslovens
§ 20, stk. 4, med tilhørende bekendtgørelse og af substituti-
onsprisprincippet, som følger af praksis. Der henvises nær-
mere til pkt. 3.7.1.1.
For at være sikker på, at varmeforbrugerne også, hvor de
betaler for værdien af sparede udgifter til CO2-kvoter og
afgifter i stedet for faktisk afholdte udgifter hertil, opnår
samme beskyttelse i medfør af de nævnte mekanismer, fore-
slår ministeriet, at bestemmelsen om betaling af værdien
for sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter indsættes i
varmeforsyningsloven. På den måde vil betalingen for be-
sparelsen kunne opkræves sammen med den øvrige betaling
af varmeprisen og vil kunne opnå samme beskyttelse som
den øvrige del af varmeprisen.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.2.1. om sparede udgifter
til CO2-kvoter og afgifter.
Bestemmelsen i § 23 m, stk. 1, blev indsat i varmeforsy-
ningsloven med lov nr. 452 af 10. juni 2003 som § 23 e, stk.
10, og blev ved lov nr. 520 af 7. juni 2006 ændret til § 23 m,
stk. 1.
Det følger af lovbemærkningerne til ændringsloven i 2003,
jf. Folketingstidende 2002-03, tillæg A, side 4153-4154, at
en kommune ikke uden tilladelse fra ministeren må deltage
i koncerner eller enkeltvirksomheder, hvis der i disse på-
begyndes væsentlige nye aktiviteter. Formålet med bestem-
melsen er at undgå, at der i helt eller delvist kommunalt
ejede virksomheder opsamles kapital, der stammer fra el-
eller varmeforsyningsvirksomhed, som derefter anvendes til
45
andre kommunale aktiviteter, uden at der sker reduktion i til-
skud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud
til kommuner.
Bestemmelsen i § 23 m, stk. 2, blev indsat i varmeforsy-
ningsloven med lov nr. 452 af 10. juni 2003 som § 23 e, stk.
11, og blev ved lov nr. 520 af 7. juni 2006 ændret til § 23 m,
stk. 2.
Det følger af bemærkninger til § 23 e, stk. 11, jf. Folketings-
tidende 2002-03, tillæg B, L 162 som fremsat i betænkning
over forslag til lov om ændring af lov om elforsyning,
lov om tilskud til elproduktion, lov om varmeforsyning
og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner og amtskommuner, side 1343 og 1344, at den
foreslåede bestemmelse sikrer, at kommuner kan udøve for-
syningsvirksomhed omfattet af elforsyningsloven, varmefor-
syningsloven og naturgasforsyningsloven, uden at de ved
påbegyndelsen af sådanne aktiviteter vil skulle opnå tilladel-
se. Dette gælder uanset aktiviteternes omfang. Baggrunden
herfor er, at de pågældende aktiviteter har en naturlig sam-
menhæng med eller samme karakter som de aktiviteter, som
har resulteret i, at der er oparbejdet værdier i de omfattede
virksomheder. Da det ikke er hensigten med den foreslåede
bestemmelse, at kommuner skal være forhindret i at deltage
i eller udvide eksisterende forsyningsaktiviteter omfattet af
de nævnte love, er det fundet hensigtsmæssigt at indsætte
en udtrykkelig undtagelse fra bestemmelsen, således at kom-
munerne ikke skal indhente tilladelse til udøvelse af disse
former for aktiviteter. Også aktiviteter, som kommuner kan
udøve som sideordnede aktiviteter, skal anses for aktiviteter
omfattet af loven. Sådanne aktiviteter vil altså kunne påbe-
gyndes eller udvides uden opnåelse af tilladelse.
Af bemærkningerne til ændringsloven fra 2006, jf. Folke-
tingstidende 2005-06, tillæg A, side 4833 og 4834, følger
det videre, at § 23 m, stk. 2, erstatter og udvider den gælden-
de § 23 e, stk. 11. Ifølge forslaget finder stk. 1 ikke anven-
delse i det omfang, der påbegyndes nye aktiviteter omfattet
af denne lov, lov om elforsyning eller lov om naturgasforsy-
ning, eller aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i
medfør af lov om vandforsyning eller aktiviteter forbundet
med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af
lov om miljøbeskyttelse.
Lovene nævnt i bestemmelserne er efterfølgende blevet
ændret.
Det følger videre af bemærkningerne til ændringsloven fra
2006, at udvidelsen af stk. 2 skal ses i sammenhæng med
stk. 3. Efter forslaget vil kommuner ikke længere skulle
søge om tilladelse til væsentlige nye aktiviteter – herunder
væsentlige udvidelser af bestående aktiviteter – inden for
de i stk. 3 nævnte aktiviteter. Kommuner vil således kun-
ne etablere sådanne aktiviteter i en koncern, hvori indgår
aktiviteter omfattet af varme-, el- eller naturgasforsyningslo-
ven. Undtagelsen i stk. 2 foreslås alene udvidet til at gælde
aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af
lov om vandforsyning eller aktiviteter forbundet med spil-
devandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse. Det skyldes, at det typisk er disse aktivite-
ter, som der er synergifordele ved at placere i en forsynings-
koncern sammen med varme- og elforsyning. Alle andre
aktiviteter vil fortsat skulle vurderes efter stk. 1.
Af bemærkningerne fremgår det endvidere, at det skal un-
derstreges, at aktiviteter, der placeres i en koncernstruktur
sammen med bl.a. aktiviteter omfattet af varmeforsynings-
loven, fortsat vil blive omfattet af kravet om modregning
ved uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i
virksomhederne, jf. § 23 l, stk. 1, som viderefører § 23 e,
stk. 1.
Bestemmelsen i § 23 m, stk. 3, blev indsat i varmeforsy-
ningsloven med lov nr. 7. juni 2006.
Af bemærkningerne til ændringsloven fra 2006, jf. Folke-
tingstidende 2005-06, tillæg A, side 4834 og 4835, følger
det, at der hverken direkte eller indirekte må anvendes
midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af varme-, el-
og naturgasforsyningslovene til aktiviteter forbundet med
vandforsyningsanlæg i medfør af lov om vandforsyning el-
ler aktiviteter forbundet med spildevandsanlæg eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse, når disse
udøves i virksomheder omfattet af stk. 1. Kravet er generelt
og gælder uanset, om der måtte påbegyndes nye aktiviteter
eller ej i en af virksomhederne. Det er tilstedeværelsen af
aktiviteterne, som er afgørende i forhold til stk. 3. Der skal
således ikke foretages en vurdering af, hvorvidt der er tale
om en væsentlig ny aktivitet eller ej.
Det følger videre af bemærkningerne, at der ved midler, som
stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elfor-
syning eller lov om naturgasforsyning, forstås enhver form
for midler, uanset hvor de måtte ligge i koncernen (herunder
delvist ejede virksomheder). Det betyder, at bestemmelsen
også omfatter midler, som er varetaget i et selskab, som ikke
har udøvet aktiviteter omfattet af de nævnte love. Undtaget
herfra er midler, som kommunen kan dokumentere har været
gjort til genstand for modregning. Stk. 3 vedrører alene
aktiviteter, som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1.
Det følger af aftalen, at det vil skulle være muligt for en
kommune at varetage CO2-fangstaktiviteter i et selskab,
som er adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed,
eller i samme selskab som en el- eller varmeproduktions-
virksomhed. Uanset placeringen af CO2-fangstaktiviteterne
vil disse blive gennemført hos en el- eller varmeprodukti-
onsvirksomhed, og der vil således at være en tæt sammen-
hæng mellem varme- og elproduktionen og CO2-fangsten.
Af bemærkningerne i betænkningen, jf. ovenfor, fremgår
det, at baggrunden for indsættelsen af undtagelsen i stk. 2
til kravet om tilladelse efter § 23 m, stk. 1, bl.a. er, at de
pågældende aktiviteter har en naturlig sammenhæng med
eller samme karakter som de aktiviteter, som har resulteret
i, at der er oparbejdet værdier i de omfattede virksomhe-
der. Der er endvidere ikke er hensigten, at kommuner skal
46
være forhindret i at deltage i eller udvide eksisterende for-
syningsaktiviteter omfattet af de nævnte love, og det er af
den grund fundet hensigtsmæssigt at indsætte en udtrykkelig
undtagelse fra bestemmelsen, således at kommunerne ikke
skal indhente tilladelse til udøvelse af disse former for akti-
viteter.
Ministeriet vurderer, at samme hensyn som nævnt i bemærk-
ningerne fra betænkningen vil gøre sig gældende ved CO2-
fangst, og ministeriet finder af den grund, at det vil være
hensigtsmæssigt at inkludere loven omfattet af dette lovfor-
slag i varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 2.
Ministeriet finder endvidere, at CO2-fangstaktiviteterne bør
sidestilles med de øvrige aktiviteter omfattet af § 23 m, stk.
3, således at der ikke kan anvendes midler, som stammer fra
aktiviteter omfattet af denne lov, til aktiviteter omfattet af
vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i
medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.5.
Varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 4, indeholder et gene-
relt krav om selskabsmæssig adskillelse mellem på den ene
side aktiviteter omfattet af varmeforsyningsloven, elforsy-
ningsloven eller gasforsyningsloven og på den anden side
aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5,
eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Med aftalen skal det være muligt for en kommune at vare-
tage CO2-fangstaktiviteter i et selskab, som er adskilt fra
en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, eller i samme sel-
skab som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. Uanset
placeringen af CO2-fangstaktiviteterne vil disse blive gen-
nemført hos en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, og
der vil således at være en tæt sammenhæng mellem varme-
og elproduktionen og CO2-fangsten, og det vil være muligt,
at en CO2-fangstvirksomhed vil blive placeret inden for
samme koncern som f.eks. en varmeproduktionsvirksomhed.
Ministeriet finder af den grund, at det vil være hensigtsmæs-
sigt at tilføje CO2-fangstaktiviteter til de øvrige forsynings-
aktiviteter i varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 4.
Ved at tilføje lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssek-
toren vil det følge af § 23 m, stk. 4, i varmeforsyningsloven,
at der vil skulle være selskabsmæssig adskillelse mellem
CO2-fangst og aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2,
stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse på samme måde, som det gælder for varme,
el og gas. For så vidt angå fjernkøling følger dette allerede
af lov om fjernkøling, at kommuners udøvelse af fjernkø-
lingsvirksomhed skal ske i selvstændige selskaber, hvori der
ikke må udøves andre aktiviteter end fjernkøling.
Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.5.
3.7.2.2. Lov om elforsyning
I medfør af elforsyningslovens § 4 a, stk. 1, er det en forud-
sætning, at kommunale affaldsforbrændingsselskaber alene
driver affaldsforbrændingsanlæg.
Det følger af bemærkningerne til elforsyningslovens § 4 a,
stk. 1, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A,
L 115 som fremsat, side 62, at det alene er kommunale
opgaver, som i forvejen varetages som del af affaldsforbræn-
dingsaktiviteten, der skal udskilles. Det drejer sig om den
type af virksomhed, der naturligt ligger i at forbrænde af-
fald, og som fremgår af regler udstedt i medfør af lov om
miljøbeskyttelse.
Det følger endvidere af bemærkningerne, at det selska-
bsgjorte affaldsforbrændingsanlæg kan udøve de opgaver,
der er nødvendige for at drive et affaldsforbrændingsanlæg,
herunder varetage opgaver med selve forbrændingen af af-
fald og opgaver, der er en naturlig del af opgaven med at
forbrænde affald.
CO2-fangstaktiviteter ses ikke at være en opgave, som er
forbundet med selve forbrændingen af affald, eller en opga-
ve, som er en naturlig del af opgaven med at forbrænde
affald. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer
derfor, at det vil være nødvendigt at ændre i bestemmelserne
i § 4 a, hvis det skal være muligt for kommuner at varetage
CO2-fangstaktiviteter i samme selskab som affaldsforbræn-
dingsanlæg.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at forsy-
ningssektoren, herunder affaldsforbrændingsanlæg, udgør
ca. to tredjedele af det danske CO2-fangstpotentiale, hvor-
af en stor del af potentialet kommer fra kommunalt ejede
anlæg. Det følger endvidere af aftalen, at der vil skulle
gives hjemmel og fleksibilitet til, at både kommuner og
private kan organisere CO2-fangstvirksomhed i en særskilt
CO2-fangstvirksomhed eller lade CO2-fangstvirksomheden
indgå i samme virksomhed som kraftvarme-, varmeproduk-
tions- eller elproduktionsvirksomheden.
I forlængelse heraf finder ministeriet, at det vil være nød-
vendigt at ændre i lov om elforsyning for at sikre, at også
kommunale affaldsforbrændingsanlæg vil kunne deltage i
CO2-fangst i samme selskab som et affaldsforbrændingsan-
læg for at opnå den aftalte fleksibilitet og for derigennem
at kunne bidrage til at nå det forventede fangstpotentiale i
forsyningssektoren.
Bestemmelsen i § 37 a, stk. 1, blev indsat i elforsyningslo-
ven med lov nr. 452 af 10. juni 2003 som § 37, stk. 10, og
blev ved lov nr. 520 af 7. juni 2006 ændret til § 37 a, stk. 1.
Det følger af lovbemærkningerne til ændringsloven i 2006,
jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 4806-4810, at
en kommune ikke uden tilladelse fra ministeren må deltage
i koncerner eller enkeltvirksomheder, hvis der i disse på-
begyndes væsentlige nye aktiviteter. Formålet med bestem-
melsen er at undgå, at der i helt eller delvist kommunalt
47
ejede virksomheder opsamles kapital, der stammer fra el-
eller varmeforsyningsvirksomhed, som derefter anvendes til
andre kommunale aktiviteter, uden at der sker reduktion i til-
skud efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud
til kommuner.
Bestemmelsen i § 37 a, stk. 2, blev indsat i elforsyningslo-
ven med lov nr. 452 af 10. juni 2003 som § 37, stk. 11, og
blev ved lov nr. 520 af 7. juni 2006 ændret til § 37 a, stk. 2.
Det følger af bemærkninger til § 37, stk. 11, jf. Folketingsti-
dende 2002-03, tillæg B, L 162, som fremsat i betænkning
over forslag til lov om ændring af lov om elforsyning,
lov om tilskud til elproduktion, lov om varmeforsyning
og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner og amtskommuner, side 1343 og 1344, at den
foreslåede bestemmelse sikrer, at kommuner kan udøve for-
syningsvirksomhed omfattet af elforsyningsloven, varmefor-
syningsloven og naturgasforsyningsloven, uden at de ved
påbegyndelsen af sådanne aktiviteter vil skulle opnå tilladel-
se. Dette gælder uanset aktiviteternes omfang. Baggrunden
herfor er, at de pågældende aktiviteter har en naturlig sam-
menhæng med eller samme karakter som de aktiviteter, som
har resulteret i, at der er oparbejdet værdier i de omfattede
virksomheder. Da det ikke er hensigten med den foreslåede
bestemmelse, at kommuner skal være forhindret i at deltage
i eller udvide eksisterende forsyningsaktiviteter omfattet af
de nævnte love, er det fundet hensigtsmæssigt at indsætte
en udtrykkelig undtagelse fra bestemmelsen, således at kom-
munerne ikke skal indhente tilladelse til udøvelse af disse
former for aktiviteter. Også aktiviteter, som kommuner kan
udøve som sideordnede aktiviteter, skal anses for aktiviteter
omfattet af loven. Sådanne aktiviteter vil altså kunne påbe-
gyndes eller udvides uden opnåelse af tilladelse.
Af bemærkningerne til ændringsloven fra 2006, jf. Folke-
tingstidende 2005-06, tillæg A, side 4807, følger det videre,
at § 37 a, stk. 2, erstatter og udvider den gældende § 37, stk.
11. Ifølge forslaget finder stk. 1 ikke anvendelse i det om-
fang, der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov,
lov om varmeforsyning eller lov om naturgasforsyning, eller
aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af
lov om vandforsyning eller aktiviteter forbundet med spilde-
vandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om mil-
jøbeskyttelse. Ifølge forslaget finder stk. 1 ikke anvendelse
i det omfang, der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af
denne lov, lov om varmeforsyning eller lov om naturgasfor-
syning, eller aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg
i medfør af lov om vandforsyning eller aktiviteter forbundet
med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af
lov om miljøbeskyttelse.
Lovene nævnt i bestemmelserne er efterfølgende blevet
ændret.
Det følger videre af bemærkningerne til ændringsloven fra
2006, at udvidelsen af stk. 2, skal ses i sammenhæng med
stk. 3. Efter forslaget vil kommuner ikke længere skulle
søge om tilladelse til væsentlige nye aktiviteter – herunder
væsentlige udvidelser af bestående aktiviteter – inden for
de i stk. 3 nævnte aktiviteter. Kommuner vil således kun-
ne etablere sådanne aktiviteter i en koncern, hvori indgår
aktiviteter omfattet af varme-, el- eller naturgasforsyningslo-
ven. Undtagelsen i stk. 2, foreslås alene udvidet til at gælde
aktiviteter forbundet med vandforsyningsanlæg i medfør af
lov om vandforsyning eller aktiviteter forbundet med spil-
devandsanlæg eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse. Det skyldes, at det typisk er disse aktivite-
ter, som der er synergifordele ved at placere i en forsynings-
koncern sammen med varme- og elforsyning. Alle andre
aktiviteter vil fortsat skulle vurderes efter stk. 1.
Af bemærkningerne fremgår det endvidere, at det skal un-
derstreges, at aktiviteter, der placeres i en koncernstruktur
sammen med bl.a. aktiviteter omfattet af elforsyningsloven,
fortsat vil blive omfattet af kravet om modregning ved udde-
linger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksom-
hederne, jf. § 37, stk. 1.
Bestemmelsen i § 37 a, stk. 3, blev indsat i elforsyningslo-
ven med lov nr. 520 af 7. juni 2006.
Af bemærkningerne til ændringsloven fra 2006, jf. Folke-
tingstidende 2005-06, tillæg A, side 4808, følger det, at
der hverken direkte eller indirekte må anvendes midler,
som stammer fra aktiviteter omfattet af varme, el- og natur-
gasforsyningslovene til aktiviteter forbundet med vandforsy-
ningsanlæg i medfør af lov om vandforsyning eller aktivite-
ter forbundet med spildevandsanlæg eller affaldshåndtering
i medfør af lov om miljøbeskyttelse, når disse udøves i virk-
somheder omfattet af stk. 1. Kravet er generelt og gælder
uanset, om der måtte påbegyndes nye aktiviteter eller ej i en
af virksomhederne. Det er tilstedeværelsen af aktiviteterne,
som er afgørende i forhold til stk. 3. Der skal således ikke
foretages en vurdering af, hvorvidt der er tale om en væsent-
lig ny aktivitet eller ej.
Det følger videre af bemærkningerne, at der ved midler,
som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om
varmeforsyning eller lov om naturgasforsyning, forstås en-
hver form for midler, uanset hvor de måtte ligge i koncer-
nen (herunder delvist ejede virksomheder). Det betyder, at
bestemmelsen også omfatter midler, som er placeret i et sel-
skab, som ikke har udøvet aktiviteter omfattet af de nævnte
love. Undtaget herfra er midler, som kommunen kan doku-
mentere har været gjort til genstand for modregning. Stk.
3 vedrører alene aktiviteter, som udøves i virksomheder om-
fattet af stk. 1.
Med aftalen vil det skulle være muligt for en kommune at
varetage CO2-fangstaktiviteter i et selskab, som er adskilt
fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, eller i samme
selskab som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. Uan-
set placeringen af CO2-fangstaktiviteterne vil disse blive
gennemført hos el- eller varmeproduktionsvirksomhed, og
der vil således at være en tæt sammenhæng mellem varme-
og elproduktionen og CO2-fangsten.
48
Af bemærkningerne i betænkningen, jf. ovenfor, fremgår
det, at baggrunden for indsættelsen af undtagelsen i stk. 2,
til kravet om tilladelse efter § 37 a, stk. 1, bl.a. er, at de
pågældende aktiviteter har en naturlig sammenhæng med
eller samme karakter som de aktiviteter, som har resulteret
i, at der er oparbejdet værdier i de omfattede virksomhe-
der. Det er endvidere ikke hensigten, at kommuner skal
være forhindret i at deltage i eller udvide eksisterende for-
syningsaktiviteter omfattet af de nævnte love, og det er af
den grund fundet hensigtsmæssigt at indsætte en udtrykkelig
undtagelse fra bestemmelsen, således at kommunerne ikke
skal indhente tilladelse til udøvelse af disse former for akti-
viteter.
Samme hensyn som nævnt i bemærkningerne fra betænknin-
gen vurderes at gøre sig gældende ved CO2-fangst, hvorfor
det foreslås at inkludere lov om CO2-fangstaktiviteter i for-
syningssektoren i elforsyningslovens § 37 a, stk. 2.
Ministeriet vurderer endvidere, at CO2-fangstaktiviteterne
vil skulle sidestilles med de øvrige aktiviteter omfattet af §
37 a, stk. 3, således at der ikke kan anvendes midler, som
stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, til aktiviteter
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.5.
Elforsyningslovens § 37 a, stk. 4, indeholder et generelt krav
om selskabsmæssig adskillelse mellem på den ene side akti-
viteter omfattet af varmeforsyningsloven, elforsyningsloven
eller gasforsyningsloven og på den anden side aktiviteter
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Med aftalen vil det som nævnt skulle være muligt for en
kommune at varetage CO2-fangstaktiviteter i et selskab,
som er adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed,
eller i samme selskab som en el- eller varmeproduktions-
virksomhed. Uanset placeringen af CO2-fangstaktiviteterne
vil disse blive gennemført hos en el- eller varmeprodukti-
onsvirksomhed, og der vil således at være en tæt sammen-
hæng mellem varme- og elproduktionen og CO2-fangsten,
og det vil være muligt, at en CO2-fangstvirksomhed vil
blive placeret inden for samme koncern som f.eks. et elpro-
duktionsanlæg.
Ministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt at tilføje CO2-
fangstaktiviteter til de øvrige forsyningsaktiviteter i elforsy-
ningslovens § 37 a, stk. 4.
Ved at tilføje lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssek-
toren vil det følge af § 37 a, stk. 4, i lov om elforsyning,
at der vil skulle være selskabsmæssig adskillelse mellem
CO2-fangst og aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2,
stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse på samme måde, som det gælder for varme,
el og gas. For så vidt angå fjernkøling følger dette allerede
af lov om fjernkøling, at kommuners udøvelse af fjernkø-
lingsvirksomhed skal ske i selvstændige selskaber, hvori der
ikke må udøves andre aktiviteter end fjernkøling.
Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.5.
3.7.2.3. Lov om vandsektorens organisering og økonomiske
forhold
På nuværende tidspunkt er der ikke truffet politisk beslut-
ning om, at vandselskaber skal kunne udføre CO2-fangstak-
tiviteter. De foreslåede regler vedrørende CO2-fangstaktivi-
teter i forsyningssektoren skal derfor ikke gælde for vand-
selskaber. Dette er begrundet i, at de mængder af CO2,
der i dag kan udledes fra forbrænding i forbindelse med
vandaktiviteter, f.eks. afbrænding af spildevandsslam, ikke
på nuværende tidspunkt har et omfang, der står mål med de
omkostninger, der er forbundet med at etablere anlæg, der
kan håndtere CO2-fangstaktiviteter. Såfremt den teknologi-
ske udvikling inden for udnyttelse af CO2-fangst giver nye
muligheder på dette område, kan det overvejes, om vandsel-
skaber skal kunne deltage heri og på hvilke betingelser.
På denne baggrund vurderes det, at der indtil videre ikke bør
gives mulighed for, at vandselskaber kan udføre eller finan-
siere CO2-fangstaktiviteter, hverken som hovedvirksomhed
eller tilknyttet virksomhed. For at undgå tvivl, bør der fast-
sættes en udtrykkelig regel, hvorefter CO2-fangstaktiviteter
ikke må udøves i et vandselskab omfattet af vandsektorlo-
vens § 2, stk. 1 eller 5, eller et selskab, som er helt eller
delvist og direkte eller indirekte ejet af et vandselskab om-
fattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5.
Desuden bør det præciseres i bekendtgørelse om vandsel-
skabers deltagelse i tilknyttet virksomhed, at vandselskabets
aktiviteter vedrørende salg af vandselskabets rest-, over-
skuds- eller biprodukter og udnyttelse eller salg af energi,
der hidrører fra vandselskabets hovedvirksomhed, ikke om-
fatter CO2-fangstaktiviteter.
Det vurderes, at der ikke bør være noget til hinder for, at
et serviceselskab i en forsyningskoncern, som servicerer et
eller flere vandselskaber, også servicerer et selskab med
CO2-fangstaktiviteter i samme koncern, forudsat at service-
selskabet holder aktiviteter vedrørende CO2-fangstaktivite-
ter regnskabsmæssigt adskilt fra serviceaktiviteterne, der ud-
føres for vandselskabet.
3.7.3. Den foreslåede ordning
3.7.3.1. Lov om varmeforsyning
For så vidt angår affaldsforbrændingsanlæg med CO2-fangst
foreslår ministeriet med bestemmelsen i § 29, nr. 1 og 2, at
tilføje et nyt stk. 4 til varmeforsyningslovens § 2 b, hvoref-
ter en kommune vil kunne varetage CO2-fangstaktiviteter i
samme selskab som affaldsforbrænding. Dette vil medføre
49
en konsekvensrettelse i varmeforsyningslovens § 2 b, stk. 6,
jf. den foreslåede bestemmelse i § 29, nr. 3.
For så vidt angår CO2-kvoter i forbindelse med CO2-fangst
foreslår ministeriet med bestemmelsen i § 29, nr. 5, at lade
det udgå af bestemmelsen i varmeforsyningslovens § 20,
stk. 9, at værdien af overskydende CO2-kvoter, som er op-
stået ved statsligt støttet CO2-fangst, -transport, -lagring og
-udnyttelse, skal overføres til CO2-fangstenheden, som skal
lade værdien indgå i beregningen af støttebeløbet. Ved over-
skydende CO2-kvoter forstås, at antallet af gratis tildelte
CO2-kvoter til producenten i medfør af lov om CO2-kvoter
er større end det antal, producenten faktisk har haft behov
for til dækning af CO2-udledningen fra varmeproduktionen.
Ministeriet foreslår i stedet at indsætte en bestemmelse om
overførsel af overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, som
skyldes CO2-fangst, i lovforslagets § 7, stk. 1.
Det foreslås endvidere, at formuleringen af varmeforsy-
ningslovens § 20, stk. 9, tilpasses formuleringen vedrørende
gratis tildelte CO2-kvoter i lov om CO2-kvoter.
Ministeriet foreslår herudover med bestemmelsen i § 29,
nr. 6, at lade det udgå af bestemmelsen i varmeforsyningslo-
vens § 20, stk. 11, at klima-, energi- og forsyningsministeren
kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåde vedrøren-
de overførsel af CO2-kvoter fra varmeproduktionsenheder til
CO2-fangstenheder.
Det foreslås i stedet med lovforslagets § 7, stk. 2, at indsætte
en tilsvarende bemyndigelse til ministeren.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.3.2.
Ministeriet foreslår endvidere med lovforslagets § 29, nr. 7,
at indsætte en ny bestemmelse i varmeforsyningslovens § 20
a.
Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at har der i forbindelse med
varmeproduktion været foretaget CO2-fangst i medfør af
denne lov, vil et kollektivt varmeforsyningsanlæg omfattet
af varmeforsyningslovens § 2, stk. 1, og et kraftvarmeanlæg
med en eleffekt over 25 MW med henblik på finansiering
af CO2-fangstaktiviteter kunne lægge en værdi efter regler
udstedt i medfør af det foreslåede stk. 3 til prisen for de i
varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, nævnte ydelser, der sva-
rer til de nødvendige udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter
og til betaling af afgifter, som anlægget ville kunne indregne
i prisen efter § 20, stk. 1, hvis der ved varmeproduktionen
ikke var foretaget CO2-fangst og -lagring.
Det foreslås videre i stk. 2, at en virksomhed, som driver
et fremføringsanlæg omfattet af varmeforsyningslovens § 2,
stk. 1, nr. 2, højst samlet vil kunne lægge en værdi til prisen
for de i varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, nævnte ydelser,
der svarer til den værdi, som varmeproduktionsanlægget el-
ler kraftvarmeanlægget med en eleffekt over 25 MW har
tillagt prisen efter stk. 1 eller efter regler i denne lov.
Det foreslås herudover i stk. 3, at klima-, energi- og forsy-
ningsministeren vil fastsætte nærmere regler om værdifast-
sættelsen af CO2-kvoterne i det foreslåede stk. 1.
I forlængelse af indsættelsen af en ny § 20 a i varmeforsy-
ningsloven, jf. lovforslagets § 29. nr. 7, forslås bestemmel-
sen i § 20 a omfattet af varmeforsyningslovens tilsynsbe-
stemmelse i § 21, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt., jf. § 29, nr.
8.
Det vil således for det første heraf, at tariffer, omkostnings-
fordeling på anlæg med forenet produktion og andre betin-
gelser for ydelser omfattet af §§ 20, 20 a eller 20 b vil skulle
anmeldes til et tilsyn, der er nedsat af klima-, energi- og
forsyningsministeren (Forsyningstilsynet), med angivelse af
grundlaget herfor efter regler udstedt af tilsynet.
For det andet vil det følge heraf, at finder Forsyningstilsy-
net, at tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet
produktion eller andre betingelser er urimelige eller i strid
med bestemmelserne i §§ 20, 20 a, 20 b eller 20 c, § 28
b, stk. 4, eller regler udstedt i medfør af loven, vil tilsynet,
såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til
ophør, give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsforde-
ling på anlæg med forenet produktion eller betingelser, jf.
dog stk. 6 og 7.
Med bestemmelsen i § 29, nr. 9, foreslår ministeriet, at det i
varmeforsyningslovens § 23 m stk. 2, tilføjes, at bestemmel-
sen i § 23 m, stk. 1, ikke finder anvendelse, i det omfang
der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov. Kom-
muner vil således efter stk. 1 kunne påbegynde sådanne akti-
viteter og bevare ejerandele i virksomheden uden tilladelse
fra klima-, energi- og forsyningsministeren, selvom der fore-
tages CO2-fangst i varmeforsyningsvirksomheden.
Med bestemmelsen foreslås det endvidere, at der i virksom-
heder omfattet af stk. 1 ikke må anvendes midler, som
stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, til aktiviteter
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Med bestemmelsen i § 29, nr. 10, foreslås det endelig, at
det i varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 4, tilføjes, at ak-
tiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5,
eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse,
som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være
selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov.
Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.5 om modregning.
3.7.3.2. Lov om elforsyning
For så vidt angår affaldsforbrændingsanlæg med CO2-fangst
foreslår ministeriet med bestemmelsen i § 30, nr. 2, at tilfø-
je et nyt stk. 9 til elforsyningslovens § 4 a, hvorefter en
kommune uanset kravet i stk. 1 om, at en kommune kun må
50
drive et affaldsforbrændingsanlæg på kommercielle vilkår
i et aktie- eller anpartsselskab, som alene omfatter affalds-
forbrændingen, vil kunne varetage CO2-fangstaktiviteter i
samme selskab som affaldsforbrændingen.
Med bestemmelsen i § 30, nr. 3, foreslår ministeriet, at der
i opremsningen af forsyningssektorlove i elforsyningslovens
§ 37 a, stk. 2 og 3, tilføjes lov om CO2-fangstaktiviteter
i forsyningssektoren. For så vidt angår tilføjelsen til stk. 2
medfører det, at bestemmelsen i § 37 a, stk. 1, ikke finder
anvendelse, i det omfang der påbegyndes nye aktiviteter
omfattet af dette lovforslag. Kommuner vil således efter
stk. 1 kunne påbegynde sådanne aktiviteter og bevare ejer-
andele i virksomheden uden tilladelse fra klima-, energi-
og forsyningsministeren, selvom der foretages CO2-fangst i
elforsyningsvirksomheden. For så vidt angår tilføjelsen til
stk. 3, medfører det, at der i virksomheder omfattet af elfor-
syningslovens § 37 a, stk. 1, ikke må anvendes midler, som
stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, til aktiviteter
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Med bestemmelsen i § 30, nr. 4, foreslår ministeriet ende-
lig, at det i elforsyningslovens, § 37 a, stk. 4, tilføjes, at
aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5,
eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse,
som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være
selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov.
3.7.3.3. Lov om vandsektorens organisering og økonomiske
forhold
Der foreslås ikke nogen ændringer af, hvilke aktiviteter et
vandselskab kan udføre eller takstfinansiere. Lovforslaget
vil således ikke ændre på, at et vandselskab hverken må
udføre CO2-fangstaktiviteter eller indregne udgifter hertil i
taksterne.
Det foreslås dog for at undgå tvivl, at der indsættes en
udtrykkelig regel, hvorefter CO2-fangstaktiviteter ikke må
udøves i et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2,
stk. 1 eller 5, eller et selskab, som er helt eller delvist
og direkte eller indirekte ejet af et vandselskab omfattet
af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, jf. den foreslåede
bestemmelse i lovforslagets § 5, stk. 2. Dermed vil vandsel-
skaber ikke kunne udføre CO2-fangst, f.eks. i forbindelse
med forbrænding af spildevandsslam eller direkte eller in-
direkte eje eller være medejer af et selskab, som udfører
CO2-fangstaktiviteter.
Det er hensigten med hjemlen i den gældende bemyndigelse
i vandsektorlovens § 18, stk. 5, at præcisere i bekendtgørel-
se om vandselskabers deltagelse i tilknyttet virksomhed, at
vandselskabets aktiviteter vedrørende salg af vandselskabets
rest-, overskuds- eller biprodukter, jf. bekendtgørelsens § 1,
stk. 2, nr. 1, og udnyttelse eller salg af energi, der hidrører
fra vandselskabets hovedvirksomhed, jf. bekendtgørelsens §
1, stk. 2, nr. 3, ikke omfatter CO2-fangstaktiviteter.
Lovforslaget ændrer heller ikke på, at et vandselskab kan til-
lade, at andre for egen regning opstiller anlæg til CO2-fangst
på et vandselskabets anlæg, forudsat at vandselskabet ikke
har udgifter i den forbindelse og herudover indgår aftalen på
markedsmæssige vilkår, jf. vandsektorlovens § 19, stk. 4.
Det foreslås i forhold til serviceselskaber i forsyningskon-
cerner, at opgaver omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren indsættes i vandsektorlovens § 19, stk. 2,
på linje med affaldshåndtering efter lov om miljøbeskyttelse
og opgaver omfattet af lov om elforsyning, lov om varme-
forsyning og lov om gasforsyning.
Ændringen vil sikre, at vandsektorloven ikke er til hinder
for, at et fælles serviceselskab i en forsyningskoncern, som
varetager servicefunktioner i forhold til et vandselskab, også
kan varetage servicefunktioner i forhold til opgaver omfattet
af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren.
Den gældende bestemmelse i vandsektorlovens § 19, stk. 3,
hvorefter det servicerende selskab bl.a. skal holde de enkelte
vandselskaber regnskabsmæssigt adskilt, vil finde anvendel-
se, således at de opgaver, som serviceselskabet udfører for
et vandselskab skal være regnskabsmæssigt adskilt fra opga-
ver, serviceselskabet udfører for andre, herunder opgaver,
der udføres for at selskab, der udfører opgaver omfattet af
denne lov.
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget forventes at have begrænsede negative økono-
miske konsekvenser for Klima-, Energi- og Forsyningsmi-
nisteriet, herunder navnlig Energistyrelsen, som følge af
forventet øget behov for vejledning af forsyningsselskaber,
der ønsker at etablere CO2-fangst. Desuden forventes øget
ressourcebehov til tilsyn med reglerne i Forsyningstilsynet
og med eventuelle klager i Energiklagenævnet. Ressource-
behovet til Energistyrelsens vejledning er estimeret til 1,2
mio. kr. pr. år fra 2025, hvilket afholdes inden for Energisty-
relsens ramme.
Sagsbehandling efter miljøvurderingsloven vedrørende eta-
blering af CO2-fangstanlæg og CO2-rørledninger foretages
af kommunerne. Kommuner kan gebyrfinansiere udgifter til
sagsbehandling af etablering af CO2-rør, mens sagsbehand-
ling vedrørende etablering af CO2-fangstanlæg er finansieret
via bloktilskud. Forslaget forventes ikke at føre til etablering
af flere CO2-fangstanlæg og dermed heller ikke at føre til et
øget ressourcebehov til sagsbehandling i kommunerne.
Lovforslaget har ikke økonomiske konsekvenser for regio-
nerne.
Med lovforslaget tillægges Forsyningstilsynet nye opga-
ver. Forsyningstilsynet vil fortsat skulle føre tilsyn efter
varmeforsyningsloven med, at priserne er rimelige, at kra-
vet om regnskabsmæssige adskillelse og aftalernes markeds-
mæssighed er opfyldt, men tilsynet bliver udvidet med akti-
51
viteter knyttet til CO2-fangstselskaber, herunder i forbindel-
se med CO2-kvoter og afgifter. Formålet med tilsynet er at
sikre, at omkostningerne knyttet til CO2-fangst ikke vil blive
overvæltet på varmeforbrugerne, da de ikke skal betale for
CO2-fangst.
I forlængelse heraf kan Forsyningstilsynet påbyde begrun-
dede ændringer i priser og vilkår, såfremt disse vurderes
urimelige, eller hvis priser indeholder omkostninger knyttet
til CO2-fangst.
Der forventes endvidere udstedt en bekendtgørelse, der nær-
mere vil regulere kilder til finansiering af CO2-fangstaktivi-
teter.
Denne udvidelse af Forsyningstilsynets opgaver vil tillige
afspejle sig i øgede udgifter til sagsbehandling. Omfanget
heraf kan dog ikke siges med sikkerhed. Det foreslås, at
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil foretage en
evaluering af gebyrsatser og ressourcebehovet hos Energi-
styrelsen og Forsyningstilsynet vedrørende deres respektive
myndighedsbehandling i 2028, når der er mere erfaring med
det kommende marked for CO2-fangst.
Energiklagenævnet er i dag generel klageinstans for afgørel-
ser truffet efter varmeforsyningsloven og elforsyningsloven,
herunder i forhold til varmepriser. Energiklagenævnets rol-
le som klageinstans foreslås indsat i den nye lov om CO2-
fangst. Der kan klages over afgørelser, som Energistyrelsen,
Forsyningstilsynet eller andre myndigheder (kommunerne)
træffer efter loven og regler udstedt i medfør af loven. For
nuværende vurderes omkostningerne at være små, da der
ikke forventes mange klagesager på baggrund af lovforsla-
gets klageadgang. Vurderingen er dog undergivet betydelig
usikkerhed, da Forsyningstilsynet endnu ikke har truffet
afgørelse efter gældende bestemmelse om de indberettede
rådighedsbeløb m.v., jf. det foreslåede § 12, stk. 8, og Ener-
gistyrelsen ikke har meddelt tilladelse til kommuner om at
bevare ejerandele i virksomheder, jf. de foreslåede § 13, stk.
1 og 2.
Da omkostninger til Energiklagenævnet ikke efter vanlig
praksis gebyrfinansieres, foreslås det, at de potentielle mer-
omkostninger, der vil følge af dette lovforslag, vil blive
afregnet mellem Energistyrelsen og Nævnenes Hus kvartal-
vis på medgåede timer. Finansieringen af potentielle merom-
kostninger til Energiklagenævnet tages op til revision, når
markedet er modnet, og der er kommet indikationer på an-
tallet af klagesager.
Ankestyrelsen varetager tilsyn med kommunerne og kom-
munale fællesskaber efter lov om kommunernes styrel-
se. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommunerne overhol-
der den gældende lovgivning. Ankestyrelsen fører dog ikke
tilsyn i det omfang, særlige klage- eller tilsynsmyndighe-
der kan tage stilling i den pågældende sag. Ankestyrelsen
varetager opgaverne af egen drift eller på baggrund af en
henvendelse. Det betyder, at i sager hvor Forsyningstilsynet
eller Energiklagenævnet er den kompetente myndighed, vil
Ankestyrelsen ikke varetage opgaver. Det foreslås i lovfor-
slaget, at kommunerne (og kommunal virksomheder og sel-
skaber) skal kunne træffe en række beslutninger, som kan
træffes af kommunalbestyrelsen på et møde. Der er tale
om beslutning om garanti, om at kommunen kan forpligte
sig økonomisk i forhold til gennemførelse af CO2-fangstak-
tiviteter og om indskud af kapital til finansiering af anlægs-
investeringer eller driftsaktiviteter i forbindelse med CO2-
fangstaktiviteter i en CO2-fangstvirksomhed, som kommu-
nen helt eller delvist ejer.
Lovforslaget vurderes potentielt at have økonomiske konse-
kvenser for kommunerne, da de får hjemmel til at forpligte
sig økonomisk for CO2-fangstaktiviteter ud over de gælden-
de muligheder. Således udvides kommuners mulighed for at
stille garanti for lånoptagelse i medfør af det foreslåede § 8,
stk. 1, og mulighed for indskud af kapital efter det foreslåe-
de § 10, stk. 1, til finansiering af CO2-fangstaktiviteter samt
mulighed for at forpligte sig økonomisk for kontrakter, jf.
det foreslåede § 9, stk. 2.
Markedet for CO2-fangst er stadig under udvikling, idet en
samlet værdikæde for fangst, transport og lagring af CO2
endnu ikke er velafprøvet i Danmark i fuld skala. Herudover
vil området være nyt for kommunerne. Det bidrager til at
øge den risiko, som kommunerne i medfør af de udvidede
muligheder for at stille garanti, påtage sig økonomiske for-
pligtelser ved kontrakter og indskyde kapital vil komme til
påtage sig ved anvendelse af bestemmelserne i § 8, stk. 1,
§ 9, stk. 1 og 2, og § 10, stk. 1. En kommunal lånegaranti
eller indskud af kapital kan medføre et økonomisk tab, hvis
investeringer i CO2-fangstaktiviteter viser sig ikke at være
rentable, hvilket kan have økonomiske konsekvenser for en
kommune og i sidste ende kommunens borgere.
Forslaget er en hjemmel for kommunerne, og de enkelte
kommuner vil selv kunne vælge, hvorvidt de udnytter hjem-
len og påtager sig – og deres borgere – en potentiel økono-
misk risiko.
Det er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets vurdering,
at lovforslaget ikke bør medføre DUT-forhandlinger om
bloktilskud. Lovforslaget har været sendt i høring ved Kom-
munernes Landsforening i overensstemmelse med Det Ud-
videde Totalbalanceprincip (DUT-princip). Kommunernes
Landsforening var i sit høringssvar enig i, at der ikke er
behov for en DUT-kompensation.
Digitaliseringsklar lovgivning
Det er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets vurdering,
at lovforslaget overholder principperne for digitaliserings-
klar lovgivning.
Lovforslaget vurderes at være i overensstemmelse med prin-
cip 1 om enkle og klare regler. Regler og begreber vurde-
res formuleret på en klar, enkel, entydig og konsistent må-
52
de. Det fremgår tillige tydeligt, hvilke aktører de enkelte
bestemmelser retter sig mod.
For så vidt angår princip 2 om digital kommunikation inde-
holder lovforslaget en bestemmelse i § 21, hvorefter klima-,
energi- og forsyningsministeren vil kunne udstede regler
om, at kommunikation om forhold, bestemmelser eller EU-
retsakter, som er omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter
i forsyningssektoren, skal ske digitalt. Bestemmelsen er tek-
nologineutral.
I overensstemmelse med princip 4 om sammenhæng på
tværs er begreber og retssubjekter m.v. så vidt muligt ens-
rettede med de reguleringsområder, som har særlig relevans
for denne lov. Det drejer sig om el- og varmeforsyningsom-
råderne, men også termer fra selskabsloven er anvendt i lov-
forslaget. Derudover ensrettes reguleringen, da lovforslaget
genbruger eksisterende lovgivning fra de øvrige forsynings-
områder om bl.a. regler for modregning.
De øvrige principper for digitaliseringsklar lovgivning vur-
deres ikke relevante.
Lovforslaget medfører ikke i øvrigt implementeringskonse-
kvenser for det offentlige.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget forventes at medføre begrænsede positive og
begrænsede negative økonomiske konsekvenser for de pri-
vate el- og varmeproduktionsvirksomheder.
De positive konsekvenser følger af, at lovforslaget fjerner
regulatoriske barrierer for etablering af CO2-fangst, herun-
der særligt ved at forbedre de private forsyningsselskabers
mulighed for at finansiere CO2-fangst gennem sparede CO2-
kvoter og afgifter.
Lovforslaget forventes at have begrænsede negative økono-
miske konsekvenser for de virksomheder, der etablerer CO2-
fangst, da der indføres et tilsyn med dem. Tilsynet varetages
af Forsyningstilsynet og gebyrfinansieres. Det bemærkes
dog, at tilsynet hænger sammen med den eksisterende øko-
nomiske regulering af varmesektoren og hensynet til at be-
skytte varmeforbrugere, samt at det er frivilligt at etablere
CO2-fangst.
Det forventes, at forslaget vil medføre mindre løbende ad-
ministrative konsekvenser for de virksomheder, som benyt-
ter sig af muligheden for at etablere CO2-fangst, navnlig ved
udarbejdelse af dokumentationskrav til tilsynet. Omfanget af
de administrative konsekvenser er usikkert, men forventes
ikke at overstige 4 mio. kr. pr. år for erhvervslivet.
Der vurderes ikke at være øvrige efterlevelsesomkostninger
for erhvervslivet. Lovforslaget pålægger ikke erhvervslivet
nogle pligter, da det er frivilligt og ikke et krav at etablere
CO2-fangst.
Innovations- og Iværksættertjekket vurderes ikke at være
relevant, da lovforslaget ikke påvirker virksomheders eller
iværksætteres muligheder for at teste, udvikle og anvende
nye teknologier og innovation.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vil tilvejebringe hjemmel til, at kommuner
kan etablere korte rørledninger med nær tilknytning til CO2-
fangstanlægget efter lov om rørført transport af CO2. Lov
om rørført transport af CO2 indeholder mulighed for, at kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren om nødvendigt kan til-
lade igangsættelse af ekspropriation ved etablering af CO2-
infrastruktur.
Der er derfor mulighed for, at borgere kan blive berørt af
nye ekspropriationsforhold ved etablering af nye, korte rør-
ledninger i forbindelse med nye infrastrukturprojekter hos
kommunale el- og varmeproduktionsvirksomheder, hvilket
kan medføre såvel økonomiske som administrative konse-
kvenser for berørte borgere.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke i sig selv direkte klimamæssige konse-
kvenser.
Lovforslaget fjerner regulatoriske barrierer for CO2-fangst
i forsyningssektoren og understøtter dermed udviklingen af
CO2-fangst i Danmark, der har stort reduktionspotentiale.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen direkte miljø- og naturmæssige kon-
sekvenser.
Lovforslaget indebærer ikke i sig selv etablering af nye
CO2-fangstanlæg eller ændring af regler om vurdering af
miljø- og naturmæssige konsekvenser ved etablering af så-
danne anlæg. Eventuelle tilladelser til konkrete projekter
med hjemmel i lovforslaget vil kunne medføre negative mil-
jø- og naturmæssige konsekvenser, og der skal derfor foreta-
ges en miljøkonsekvensvurdering (VVM), som vil indgå i
beslutningsgrundlaget i forhold til meddelelse af tilladelse
til et givent projekt.
9. Forholdet til EU-retten
9.1. Statsstøtteretlige aspekter
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at har en
varmeproduktionsvirksomhed fået meddelelse, jf. lov om
CO2-kvoter, om tildeling af et større antal gratis tildelte
CO2-kvoter end det, som virksomheden faktisk har haft
behov for til dækning af CO2-udledningen fra varmepro-
duktionen, og skyldes de overskydende CO2-kvoter CO2-
fangst, vil virksomheden kunne overføre de overskydende
CO2-kvoter eller værdien heraf til CO2-fangstvirksomheden.
53
Hvis der er tale om statsstøttede CO2-fangstaktiviteter, vur-
derer Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, det det bør
være et krav, at de overskydende gratis tildelte CO2-kvo-
ter, som skyldes CO2-fangsten, vil skulle overføres til CO2-
fangstvirksomheden.
Ved statsstøtte eller statslig støtte forstås al støtte, der er om-
fattet af EU’s statsstøttebegreb, som det er defineret i Trak-
taten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)
art. 107, stk. 1, herunder statsstøtte fra staten og kommuner
m.v.
Hvor de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter skyldes
statsstøttet CO2-fangst, vil en overførsel af de gratis tildelte
CO2-kvoter til CO2-fangstvirksomheden betyde en indtægt
for denne virksomhed, som vil medføre en nedsættelse af
støttebeløbet.
Det følger allerede af de gældende regler i varmeforsynings-
loven, at værdien af overskydende gratis tildelte CO2-kvo-
ter, som er opstået som følge af CO2-fangst, hvortil der
tildelt statsstøtte, skal overføres til fangstenheden. Bestem-
melsen blev indsat i varmeforsyningsloven inden det første
CCS-udbud i 2023. Hensigten var at give adgang til at
anvende de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter som
finansiering af CO2-fangsten og dermed mindske behovet
for statsstøtte og samtidig sikre, at de statsstøtteretlige regler
blev overholdt, jf. også bemærkningerne til ændringen af
varmeforsyningslovens § 20, stk. 9, jf. Folketingstidende
2022-23 (2. samling), tillæg A, L 24 som fremsat, side 12 og
13.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.2.2 om overførsel af gratis
tildelte CO2-kvoter.
Det følger som en konsekvens af aftalen, at overskyden-
de gratis tildelte CO2-kvoter, som skyldes statsstøttet CO2-
fangst, fortsat ikke bør blive modregnet i varmeprisen, hvor-
ved risiko for indirekte statsstøtte fortsat undgås.
Modtager en CO2-fangstvirksomhed statslig støtte til CO2-
fangst, vurderer ministeriet, at el- eller varmeproduktions-
virksomheden, hvorpå CO2-fangsten foretages, vil skulle
tillægge en værdi til priserne for levering af opvarmet vand
og damp i medfør af lov om varmeforsyning, der svarer
til de nødvendige udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og
til betaling af afgifter, som anlægget ville kunne indregne i
prisen, hvis der ved varmeproduktionen ikke var foretaget
CO2-fangst og -lagring. Værdien bør indgå i beregningen af
støttebeløbet.
Kravet vil skulle varetage samme statsstøtteretlige hensyn
som ved overførsel af overskydende gratis tildelte CO2-kvo-
ter i tilfælde af statsstøtte. Ministeriet vurderer, at det såle-
des også her vil skulle sikres, at statsstøttet CO2-fangst ikke
vil medføre færre omkostninger for varmeforbrugerne, som
vil kunne udgøre indirekte statsstøtte.
Det følger videre af aftalen, at en kommune (i overensstem-
melse med EU’s statsstøtteregler) skal kunne stille garanti
for lånoptagelse til finansiering af anlægsinvesteringer eller
driftsaktiviteter i forbindelse med CO2-fangstaktiviteter i en
CO2-fangstvirksomhed, som kommunen helt eller delvist
ejer, eller til finansiering af indkøb af CO2-fangst foretaget
på et el- eller varmeproduktionsanlæg, som kommunen helt
eller delvist ejer.
Hvor en kommune stiller en garanti for lånoptagelse i for-
bindelse med CO2-fangstaktiviteter, vil kommunen skulle
sikre, at denne overholder EU’s statsstøtteregler. EU’s stats-
støttebegreb defineres i art. 107, stk. 1, i EUF-Traktaten, der
indeholder en række betingelser, der alle skal være opfyldt,
før der er tale om statsstøtte. Det er bl.a. en betingelse, at
støtten skal begunstige visse virksomheder eller produktio-
ner, hvilket vil sige, at støtten skal udgøre en økonomisk
fordel, som ikke vil kunne opnås under normale markeds-
mæssige vilkår. Efter Kommissionens meddelelse af 20. juni
2008 (2008/C 155/02) om statsstøtte i form af garantier,
indebærer en garanti ikke en økonomisk fordel, når virk-
somheden, der optager det lån, der garanteres for, betaler
en garantiprovision, der svarer til det, som en privat garant,
der opererer under markedsøkonomiske forhold, vil kræve
under de tilsvarende betingelser.
Det betyder, at den kommunale garanti vil skulle stilles på
markedsvilkår.
Ministeriet finder, at det vil være hensigtsmæssigt, at det vil
følge direkte af lovforslaget, at garantistillelsen vil skulle
ske under overholdelse af EU’s statsstøtteregler. Henvisnin-
gen vil dog ikke have nogen retlig betydning, da statsstøtte-
reglerne også uden henvisningen vil være gældende. Formå-
let med tilføjelsen vil alene være at skabe klarhed om, at
garantistillelse vil skulle være i overensstemmelse med EU’s
statsstøtteregler. Kommunerne vil selv have ansvaret for at
sikre sig, at garantistillelsen er forenelig med statsstøttereg-
lerne.
Det følger af aftalen, at en kommune, som deltager i CO2-
fangstaktiviteter, i forbindelse med kontraktindgåelse med
staten om tildeling af støtte efter lov om fremme af effektiv
energianvendelse og drivhusgasreduktion, og i det omfang
det er en forudsætning for kontraktindgåelsen, skal kunne
forpligte sig økonomisk i forhold til gennemførelse af den
CO2-fangstaktivitet, kommunen deltager i, og til gennemfø-
relse af transport, anvendelse og lagring af den opsamlede
CO2, der varetages af en tredjepart. Tilsvarende foreslås at
gælde for så vidt angår kontraktuelle forpligtelser med andre
end staten.
Ministeriet vurderer i den forbindelse, at det vil være hen-
sigtsmæssigt at ophæve den gældende bestemmelse om
kommuners hæftelse i forbindelse med statsstøtte til CO2-
fangst i § 7 b i lov om fremme af effektiv energianvendelse
og drivhusgasreduktion og i stedet indsætte en tilsvarende
bestemmelse i lovforslaget.
54
9.2. Lov om tjenesteydelser i det indre marked
Lov nr. 384 af 25. maj 2009 om tjenesteydelser i det indre
marked implementerer Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydel-
ser i det indre marked (herefter ”servicedirektivet”).
Loven finder anvendelse på tjenesteydere, der er statsborge-
re eller etableret i et EU/EØS-land, og som ønsker at etable-
re sig eller allerede er etableret i Danmark, og tjenesteydere,
der er etableret i et andet EU/EØS-land, og som ønsker
midlertidigt at levere tjenesteydelser i Danmark, eller som
midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark.
Ved tjenesteyder forstås i loven bl.a. enhver juridisk per-
son, der er etableret i et EU/EØS-land, og som udbyder
en tjenesteydelse. Ved tjenesteydelse forstås i loven enhver
selvstændig erhvervsvirksomhed, som normalt udføres mod
betaling.
Klima-, energi- og forsyningsministeriet vurderer ikke, at
CO2-fangst vil være omfattet af de undtagelser til lovens
anvendelsesområde, som er nævnt i lovens § 1, hvorfor
CO2-fangst som en tjenesteydelse vil være omfattet af lo-
vens bestemmelser.
Lovens § 9, stk. 1, fastsætter, at tjenesteydere har ret til at
etablere sig i Danmark. Det følger videre af § 10, stk. 1, nr.
3, at en kompetent myndighed ikke over for en tjenesteyder
må stille krav, som medfører en begrænsning af tjenestey-
derens frihed til at vælge, om den pågældende ønsker at
etablere sig her i landet med et hovedforretningssted, sekun-
dært forretningssted, agentur, filial eller datterselskab m.v.
Ved etablering forstås tjenesteyderes faktiske udøvelse af
erhvervsvirksomhed i et ikke nærmere angivet tidsrum fra
et fast forretningssted, hvorfra aktiviteten med levering af
tjenesteydelser udføres.
I medfør af lovens § 15 forpligtes kompetente myndighe-
der endvidere til at meddele Kommissionen, hvis de ind-
fører nye krav til tjenesteydere, samt begrundelsen herfor,
hvis kravet indgår på listen over de såkaldte ”gråzonekrav”
nævnt i servicedirektivets artikel 15, stk. 2. Disse krav om-
fatter bl.a. krav om, at tjenesteyderen skal have en bestemt
retlig form og krav om minimums- eller maksimumspriser,
som tjenesteyderen skal overholde. Kommissionen meddeler
herefter de fremsendte krav til de andre EU/EØS-lande.
Ministeriet vurderer, at eventuelle regler om, at tilknyttede
aktiviteter vil skulle ske i et særskilt selskab, krav om sel-
skabsmæssig adskillelse fra fjernvarmenettet og regler om
betaling for sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter vil
være relevante at vurdere i forhold til loven og servicedirek-
tivet.
En regel om, at kommuner vil kunne deltage i tilknyttede
aktiviteter, hvis det sker på kommercielle vilkår i et selskab
med begrænset ansvar vil alene vedrøre kommuner og vil
således ikke have grænseoverskridende aspekter, idet den
ikke vil hindre CO2-fangstvirksomheder fra andre EU- eller
EØS-land i at etablere sig i Danmark, og idet kommuner
som udgangspunkt ikke må etablere selskaber i andre lan-
de. Det er er ikke med servicedirektivet udelukket, at krav,
som alene vedrører rent interne forhold, er omfattet af di-
rektivet, hvis direktivets formål undermineres, dvs. den fri
bevægelighed for tjenesteydelser.
Ministeriet vurderer ikke, at der med en sådan bestemmelse
vil blive fastsat krav, som medfører en begrænsning af tjene-
steyderens frihed til at vælge, om den pågældende ønsker
at etablere sig her i landet med et hovedforretningssted,
sekundært forretningssted, agentur, filial eller datterselskab
m.v., som omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr. 3, idet der alene
fastsættes krav om, at kommunens deltagelse i tilknyttet
virksomhed skal ske på kommercielle vilkår i et selskab
med begrænset ansvar.
Det følger af servicedirektivets artikel 15, stk. 2, jf. lovens §
15, at et af de krav, som vil skulle meddeles Kommissionen,
er, at tjenesteyderen skal have en bestemt retlig form. Mini-
steriet vurderer, at en bestemmelse om tilknyttede aktiviteter
i et særskilt selskab med begrænset ansvar vil indeholde et
krav om en bestemt retlig form, idet en kommune ikke vil
have frit valg mellem alle virksomhedstyper i forbindelse
med tilknyttede aktiviteter.
Det vil således i forbindelse med en meddelelse til Kommis-
sionen om en sådan bestemmelse skulle godtgøres, hvorfor
der vil være behov for det pågældende krav, og at det vil
blive sikret, at betingelserne i direktivets artikel 15, stk. 3,
er opfyldt. Betingelserne heri er for det første, at kravet
hverken direkte eller indirekte er diskriminerende på grund-
lag af nationalitet eller, for selskabers vedkommende, det
vedtægtsmæssige hjemsteds beliggenhed. For det andet skal
kravet være begrundet i et tvingende alment hensyn. Endelig
skal det sikres, at kravet er proportionalt. Det betyder, at
kravet skal sikre opfyldelsen af det tilsigtede mål, at det ikke
går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, og
at dette mål ikke kan nås gennem andre, mindre indgribende
foranstaltninger.
Hensigten med at stille krav om, at kommune vil kunne del-
tage i tilknyttede aktiviteter, hvis det sker på kommercielle
vilkår i et selskab med begrænset ansvar, er, at risikoen i
forbindelse med kommunens investeringer heri vil være be-
grænset til de midler, som kommunen har lagt i selskabet. I
tilfælde af selskabets konkurs vil kommunen således ikke
miste andet end sin indskudte investering. Hermed beskyttes
kommunens borgere mod, at kommunen mister midler, som
i stedet ville kunne anvendes på andre aktiviteter i kommu-
nen, herunder velfærdsydelser.
Servicedirektivet angiver i betragtning 40 en række hensyn,
som er udviklet gennem Domstolens praksis, og som vil
kunne anses som værende et hensyn, som det vil være legi-
timt at varetage med et krav om en bestemt retlig form. Det
drejer sig bl.a. om offentlig sundhed, socialpolitiske mål,
opretholdelse af den økonomiske balance i det sociale sik-
55
ringssystem, beskyttelse af bymiljøet og trafiksikkerhed. Det
er ministeriets vurdering, at et krav, som har til hensigt til
i en vis grad at beskytte skatteborgerne i en kommune mod
tab af skattemidler, som alternativt ville kunne anvendes til
andre aktiviteter i kommunen, udgør et alment tvingende
hensyn, der vil kunne legitimere kravet.
Ministeriet vurderer endvidere ikke, at der vil være andre
mindre indgribende måder til at sikre, at midler, som kom-
muner investerer i tilknyttede aktiviteter, begrænses til det
indskudte beløb. Ministeriet vurderer derfor, at kravet er
nødvendigt og dermed proportionalt.
Endelig vurderer ministeriet ikke, at kravet diskriminerer på
grundlag af nationalitet eller det vedtægtsmæssige hjemsteds
beliggenhed. Alle, som ønsker at drive en virksomhed med
tilknyttede aktiviteter vil, hvor de ovenfor nævnte hensyn
gør sig gældende, skulle drives på kommercielle vilkår i et
selskab med begrænset ansvar.
Det følger endvidere af aftalen, at en CO2-fangstvirksom-
hed, som er i samme virksomhed som en el- eller varmepro-
duktionsvirksomhed, vil skulle være selskabsmæssigt adskilt
fra virksomheder, som driver et anlæg til fremføring af op-
varmet vand eller damp.
Ministeriet vurderer ikke, at der hermed vil blive fastsat
krav, som vil medføre en begrænsning af tjenesteyderens
frihed til at vælge, om den pågældende ønsker at etablere
sig her i landet med et hovedforretningssted, sekundært
forretningssted, agentur, filial eller datterselskab m.v., som
omfattet af lovens § 10, stk. 1, nr. 3, idet den foreslåede
bestemmelse ikke stiller krav herom.
Herudover vurderer ministeriet ikke, at der vil være behov
for at give meddelelse til Kommissionen om en bestemmel-
se herom, idet den ikke vil indeholde et krav om en bestemt
retlig form, som angivet servicedirektivets artikel 15, stk.
2. Der vil således ikke være begrænsninger i eller krav til,
hvilken selskabs- eller virksomhedstype det adskilte fremfø-
ringsanlæg vil kunne eller skulle drives i. Af den grund
vil der ikke være behov for at vurdere, om betingelserne i
direktivets artikel 15, stk. 3, er opfyldte.
Det følger endvidere af aftalen, at en varmeforsyningsvirk-
somhed ikke hos varmeforbrugerne må opkræve en højere
betaling for sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter end
med en værdi, som svarer til mere det, der er sparet som føl-
ge af CO2-fangst i forbindelse med varmeproduktionen. Der
henvises nærmere til pkt. 3.4.2.1.
En sådan begrænsning vil kunne være omfattet af kravet
om minimums- eller maksimumspriser i servicedirektivets
artikel 15, stk. 2, og som der i medfør af lovens § 15 vil
skulle gives meddelelse om til Kommissionen. Ministeriet
vurderer dog, at direktivbestemmelsen ikke vil være relevant
for en bestemmelse herom, idet der ikke hermed vil blive
fastsat begrænsninger i, hvad en CO2-fangstvirksomhed vil
kunne kræve af betaling for sin CO2-fangstydelse. Begræns-
ningen vil angå, hvad en varmeforsyningsvirksomhed vil
kunne opkræve af betaling fra sin varmeaftager i forbindelse
med den CO2-fangst, som er forbundet med den pågældende
varmeleverance.
Det er således ministeriets vurdering, at der i medfør af
lovens § 15 vil være behov for at give Kommissionen med-
delelse om en bestemmelse om opkrævning af værdien af
sparede CO2-kvoter og afgifter med tilhørende begrundel-
se. Det er endvidere ministeriets vurdering, at de øvrige
bestemmelser ses at leve op til loven og servicedirektivet.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 31. maj 2024
til den 28. juni 2024 (29 dage) været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatrådet – Advokatsamfundet, Affaldplus, Albertslund
Kommune, Allerød Kommune, Ankenævnet på Energio-
mrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdstilsynet,
ARC, Argo, Assens Kommune, Axcelfuture, Ballerup Kom-
mune, Beredskabsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet, Bil-
lund Kommune, Biofos A/S, Bornholms Regionskommune,
Brøndby Kommune, Brønderslev Kommune, Bygningssty-
relsen, C4 – Carbon Capture Cluster Copenhagen, Cen-
tralkommunernes Transmissionsselskab I/S, CEPOS, Cirku-
lær, CO-industri, Concito, Copenhagen Infrastructure Part-
ners, COWI, Crossbridge Energy Fredericia, Danmarks
Naturfredningsforening, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvar-
me, Dansk Industri, Danske Vandværker, DANVA, Dra-
gør Kommune, Egedal Kommune, Energinet, Energnist,
Erhvervsministeriet, Erhvervsstyrelsen, Esbjerg Kommune,
Evida, Fanø Kommune, Favrskov Kommune, Faxe Kommu-
ne, Finansministeriet, Fjernvarme Fyn, Fjernvarme Horsens,
Forbrugerrådet Tænk, Fors, Forsvarsministeriet, Forsynings-
tilsynet, Fortum, Fredensborg Kommune, Fredericia Kom-
mune, Frederiksberg Kommune, Frederikshavn Kommune,
Frederikssund Kommune, Furesø Kommune, Faaborg-Midt-
fyn Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune,
Glostrup Kommune, Green Power Denmark, Greenpea-
ce, Greve Kommune, Gribskov Kommune, Guldborgsund
Kommune, Haderslev Kommune, Halsnæs Kommune, He-
densted Kommune, Helsingør Kommune, Herlev Kommu-
ne, Herning Kommune, Hillerød Kommune, Hjørring Kom-
mune, Hofor, Holbæk Kommune, Holstebro Kommune,
Horsens Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup
Kommune, Hørsholm Kommune, Ikast-Brande Kommune,
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ishøj Kommune, Jam-
merbugt Kommune, Justitsministeriet, Kalundborg Kom-
mune, Kerteminde Kommune, Kolding Kommune, Kom-
muneKredit, Kommunernes Landsforening (KL), Kraftvar-
meværk Thisted, Kredsløb, Kystdirektoratet, Københavns
Kommune, Køge Kommune, Langeland Kommune, Lejre
Kommune, Lemvig Kommune, Lolland Kommune, Lyngby-
Taarbæk Kommune, Læsø Kommune, Mariagerfjord Kom-
mune, Middelfart Kommune, Miljøministeriet, Miljøstyrel-
sen, Morsø Kommune, Maabjerg Energy Center, Natursty-
relsen, NOAH, Norddjurs Kommune, Nordfyns Kommu-
56
ne, Nordsøenheden, Nordværk, Norfors, Nyborg Kommu-
ne, Næstved Kommune, Nævnenes Hus, Odder Kommune,
Odense Kommune, Odsherred Kommune, Plan- og Landdi-
striktsstyrelsen, Rambøll, Randers Kommune, Rebild Kom-
mune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringsted Kommune,
Roskilde Kommune, Rudersdal Kommune, Rødovre Kom-
mune, Rådet for Grøn Omstilling, Samsø Kommune, Sik-
kerhedsstyrelsen, Silkeborg Kommune, Skanderborg Kom-
mune, Skive Kommune, Slagelse Kommune, Solrød Kom-
mune, Sorø Kommune, Stevns Kommune, Struer Kommu-
ne, Svendborg Kommune, Syddjurs Kommune, Sønderborg
Kommune, Thisted Kommune, Tønder Kommune, Tårnby
Kommune, Vallensbæk Kommune, Varde Kommune, Vejen
Kommune, Vejle Kommune, VEKS, Verdens Skove, Ver-
do, Vestforbrænding, Vesthimmerlands Kommune, Viborg
Kommune, Vordingborg Kommune, Ærø Kommune, Ørsted,
Aabenraa Kommune, Aalborg Kommune, Aalborg Portland
A/S og Aarhus Kommune.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »In-
gen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget forventes at have begrænsede
økonomiske konsekvenser for staten herun-
der særligt Energistyrelsen, som følge af
øget behov for vejledning af forsyningssel-
skaber. Ressourcebehovet til Energistyrelsens
vejledning er estimeret til 1,2 mio. kr. pr.
år fra 2025, hvilket afholdes inden for Ener-
gistyrelsens ramme. Desuden forventes øget
ressourcebehov til tilsyn med reglerne i For-
syningstilsynet og med eventuelle klager i
Energiklagenævnet.
Omkostninger til Forsyningstilsynets tilsyn
foreslås finansieret gennem gebyrbetaling.
Lovforslaget forventes ikke at føre til et øget
ressourcebehov i kommunerne eller i regio-
nerne.
Lovforslaget vurderes potentielt at have øko-
nomiske konsekvenser for kommunerne, da
de får hjemmel til at forpligte sig økonomisk
for CO2-fangstaktiviteter ud over de gælden-
de muligheder.
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget fjerner regulatoriske barrierer
for etablering af CO2-fangst, hvilket for-
ventes at have positive økonomiske kon-
sekvenser for erhvervslivet særligt ved at
forbedre muligheden for at finansiere CO2-
fangst gennem sparede CO2-kvoter og af-
gifter.
Lovforslaget forventes at have begrænsede
negative økonomiske konsekvenser for de
virksomheder, der etablerer CO2-fangst, da
Forsyningstilsynets tilsyn gebyrfinansieres.
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Ingen Det vurderes, at lovforslaget vil medføre min-
dre løbende administrative konsekvenser for
erhvervslivet som følge af dokumentations-
krav til tilsynet. Samlet vurderes de admini-
strative omkostninger at være under 4 mio. kr.
pr. år for erhvervslivet.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Lovforslaget giver kommuner hjemmel til at
etablere korte CO2-rørledninger, hvor der om
nødvendigt kan gives tilladelse til ekspropri-
ation. Lovforslaget indeholder derfor mulig-
57
hed for, at borgere kan blive berørt af nye
ekspropriationsforhold ved etablering af CO2-
rørledninger, hvilket kan medføre administra-
tive konsekvenser for berørte borgere.
Klimamæssige konsekvenser Lovforslaget har ikke i sig selv direkte kli-
mamæssige konsekvenser.
Lovforslaget fjerner regulatoriske barrierer
for CO2-fangst i forsyningssektoren og
understøtter dermed udviklingen af CO2-
fangst i Danmark, der har stort reduktions-
potentiale.
Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Lovforslaget indebærer ikke i sig selv etable-
ring af nye CO2-fangstanlæg eller ændring
af regler om vurdering af miljø- og naturmæs-
sige konsekvenser ved etablering af sådanne
anlæg. Eventuelle tilladelser til konkrete pro-
jekter med hjemmel i lovforslaget vil kun-
ne medføre negative miljø- og naturmæssige
konsekvenser, og der skal derfor foretages
en miljø-konsekvensvurdering (VVM), som
vil indgå i beslutningsgrundlaget i forhold til
meddelelse af tilladelse til et givent projekt.
Forholdet til EU-retten For så vidt angår statsstøtteretlige aspekter vil der i lovforslagets § 6, stk. 1, og §
7, stk. 2, blive stillet som et krav, at værdien af sparede CO2-kvoter og afgifter og
overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, vil der skulle henholdsvis opkræves og overføres
til CO2-fangstvirksomheden. Hensynet er at sikre mod eventuel indirekte statsstøtte. Det
foreslås endvidere at fastsætte i lovforslagets § 8, stk. 1, at kommuners garantistillelse for
lån vil skulle ske under overholdelse af EU-retten.
Lovforslagets bestemmelser er endvidere holdt op imod kravene i om tjenesteydelser i det
indre marked, og ministeriet vurderer, at kravene heri er overholdt med dette lovforslag.
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervs-
rettet EU-regulering (der i rele-
vant omfang også gælder ved im-
plementering af ikkeerhvervsrettet
EU-regulering) (sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Der findes ikke gældende regler vedrørende lovforslagets
anvendelsesområdet, da der er tale om et forslag til en ny
lov og et nyt lovområde.
Det foreslås med bestemmelsen i § 1, nr. 1, at loven vil
finde anvendelse på CO2-fangstaktiviteter, som gennemfø-
res på kollektive varmeforsyningsanlæg, som anvender for-
brændingsprocesser til varmeproduktionen omfattet af lov
om varmeforsyning.
Det foreslås endvidere med bestemmelsen i § 1, nr. 2, at
loven vil finde anvendelse på CO2-fangstaktiviteter, som
gennemføres på elproduktionsanlæg, som anvender forbræn-
dingsprocesser til produktionen omfattet af lov om elforsy-
ning.
Lovforslagets anvendelsesområde foreslås således fastsat
med bestemmelsen i § 1.
Lovforslaget vil fastsætte reglerne for, hvordan kommuner
og private virksomheder vil kunne deltage i CO2-fangstakti-
viteter. Der foreslås i forlængelse heraf fastsat bestemmel-
ser om, at kommuners deltagelse i CO2-fangstaktiviteter
vil skulle ske på kommercielle vilkår som kapitalejer i et
kapitalselskab. Der foreslås endvidere udstedt regler om,
hvordan det kan være muligt at finansiere CO2-fangstaktivi-
teter, herunder gennem salg af CO2 til anvendelse og klima-
kreditter, gennem sparede CO2-kvoter og afgifter, gennem
58
overskydende gratis tildelte CO2-kvoter og gennem kommu-
nalt indskud eller garantistillelse. Herudover foreslås der ud-
stedt regler om organiseringen af CO2-fangstvirksomheder,
herunder at fremføringsanlæg vil skulle være selskabsmæs-
sigt adskilt fra en varmeproduktionsvirksomhed, hvis CO2-
fangstaktiviteterne varetages i denne virksomhed.
CO2-fangstaktiviteter omfattet af denne lov vil alene vedrø-
re den form for CO2-fangst, som handler om rensning af
røg, som opstår i forbindelse med forbrændingsprocesser i
produktionen af varme eller el.
På den baggrund foreslås det, at loven vil finde anvendel-
se på CO2-fangstaktiviteter, som gennemføres på kollektive
varmeforsyningsanlæg, herunder affaldsforbrændingsanlæg
og kraftvarmeanlæg med en eleffekt på 25 MW eller der-
under, som er omfattet af § 2, stk. 1, i varmeforsynings-
loven. Varmeforsyningsanlæg omfattet af denne bestemmel-
se i varmeforsyningsloven, som ikke anvender en forbræn-
dingsproces til varmeproduktionen, vil ikke være omfattet af
dette lovforslag, som f.eks. solvarmeanlæg.
Der findes varmeproduktionsanlæg med en varmekapacitet
på under 0,25 MW, som ikke er omfattet af varmeforsy-
ningsloven. Sådanne små anlæg foreslås heller ikke omfattet
af dette lovforslag.
Anlæg omfattet af lov om vandsektorens organisering og
økonomiske forhold (vandsektorloven), som forbrænder
f.eks. spildevandsslam, og som eventuelt også måtte blive
omfattet af varmeforsyningsloven, vil heller ikke være om-
fattet af dette lovforslag.
Vandselskaber må ikke i dag udføre CO2-fangstaktiviteter,
da sådanne aktiviteter ikke efter gældende ret kan betragtes
som en del af et vandselskabs vand- eller spildevandsforsy-
ningsaktivitet (hovedvirksomhed) og heller ikke kan betrag-
tes som en nødvendig udgift for vandselskaberne i forbin-
delse med vandforsyning eller spildevandsforsyning, jf. de
almindelige bemærkninger pkt. 3.7.1.3. Dette lovforslag gi-
ver ikke vandselskaber mulighed for fremadrettet at udføre
CO2-fangstaktiviteter.
Herudover foreslås det, at lovforslaget finder anvendelse
på elproduktionsanlæg som er omfattet af § 2, stk. 1, i
elforsyningsloven. En elproduktionsvirksomhed er nærme-
re defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
631/2016/EU af 14. april 2016 om fastsættelse af netregler
om krav til nettilslutning for produktionsanlæg artikel 2,
stk. 1, nr. 5, som en enhed eller en samling af enheder, der
producerer elektricitet, som ikke er synkront tilsluttet nettet
eller er tilsluttet ved hjælp af effektelektronik, og som også
har ét fælles tilslutningspunkt til et transmissionssystem, et
distributionssystem, herunder lukkede distributionssystemer,
eller et HVDC-system.
Disse anlæg omfatter efter elforsyningslovens § 2, stk. 1,
ethvert anlæg, som producerer elektricitet, og som følge
heraf er omfattet af elforsyningsloven.
Kraftvarmeanlæg, det vil sige anlæg, som både producerer
varme og elektricitet med en eleffekt på mere end 25 MW,
vil ikke være omfattet af varmeforsyningsloven, men af el-
forsyningsloven, og de foreslås omfattet af dette lovforslag.
Loven vil udmønte Aftale om langsigtede rammevilkår for
CO2-fangst i forsyningssektoren, hvormed der skal fastsæt-
tes et regelsæt, som skal medvirke til at realisere CO2-
fangstpotentialet på (kraft)varmeanlæg. Den CO2, som udle-
des på sådanne anlæg, vil ske gennem forbrænding af f.eks.
affald. Ved at inkludere anlæg omfattet af varme- og elforsy-
ningslovene sikres det, at lovens regler vil finde anvendelse
herpå, og lovforslaget vil på den måde imødekomme hensig-
ten i aftalen.
Til § 2
I § 2, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni 2022 om
kommuners deltagelse i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningsloven, og i
§ 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022 om æn-
dring af bekendtgørelse om kommuners og Energinet.dk᾽s
deltagelse i anden virksomhed, som har nær tilknytning til
deres hovedvirksomhed efter elforsyningsloven, er det fast-
sat, at CO2-fangst bl.a. også omfatter etablering af anlæg
til opsamling, oprensning og komprimering af CO2 samt
nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed.
Det foreslås med bestemmelsen i § 2, nr. 1, at CO2-fangst
vil blive defineret som opsamling af CO2 direkte fra for-
brændingsprocesser, herunder aktiviteter på anlæg til op-
samling, oprensning og komprimering af CO2.
Dette vil bl.a. omfatte CO2-fangst ved behandling af røggas
med væske. CO2-fangst vil dække over fangst ved hjælp af
et CO2-fangstanlæg, men vil ikke dække over reducering af
CO2 i atmosfæren ved hjælp af eksempelvis beplantning.
Med forbrændingsproces, som er er nævnt i den foreslåede
definition, forstås den forbrænding, som benyttes i forbin-
delse med produktion af varme eller el, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 1 om lovens anvendelsesområde.
Den foreslåede definition vil følge den måde, som begrebet
CO2-fangst er reguleret i de to nævnte bekendtgørelser, og
som fastsætter de gældende regler for kommuners deltagelse
i CO2-fangst. Det foreslås ikke at tilføje til bestemmelsen,
at CO2-fangst også vil omfatte den nødvendige infrastruktur
i forbindelse med CO2-fangsten som efter de gældende reg-
ler. Det skyldes, at dette vil blive omfattet af definitionen af
CO2-fangstaktivitet, jf. den foreslåede bestemmelse i nr. 2.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive fastlagt, hvad
der i dette lovforslag vil skulle forstås ved CO2-fangst, hvor
dette begreb er anvendt i lovforslagets bestemmelser og be-
mærkninger.
59
Der findes ikke gældende regler, som definerer begrebet
CO2-fangstaktivitet, som det anvendes i dette lovforslag.
Det foreslås med bestemmelsen i § 2, nr. 2, at CO2-fangstak-
tivitet vil blive defineret som alle dele af processen knyttet
til gennemførelse af CO2-fangst, herunder etablering, drift,
vedligeholdelse, udskiftning og afvikling af fangstanlæg og
rørledningsanlæg til transport af CO2 og midlertidig CO2-
lagring, indkøb hos tredjemand af CO2-fangst, transport og
lagring af den fangede CO2, finansiering af CO2-fangst gen-
nem eksempelvis salg af klimakreditter, røggas indeholden-
de CO2 og CO2 til anvendelse samt kontraktuelle forpligtel-
ser forbundet hermed.
CO2-fangstaktiviteter efter denne lov vil for det første om-
fatte CO2-fangst, som foretages på el- eller varmeprodukti-
onsanlæg omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 1 om
lovens anvendelsesområde.
Den foreslåede definition af CO2-fangstaktiviteter er bre-
dere end den foreslåede definition af CO2-fangst, jf. det
foreslåede nr. 1, og CO2-fangst vil indgå som en del af
CO2-fangstaktiviteterne.
CO2-fangstaktiviteter vil ud over CO2-fangst omfatte aktivi-
teter, som er knyttet til CO2-fangst, men ikke nødvendigvis
indgår som en del af den fysiske proces med selve CO2-
fangsten. CO2-fangstaktiviteter vil således strække sig fra de
indledende beslutninger om etablering af et CO2-fangstan-
læg, til det pågældende anlæg måtte blive afviklet igen. Det
bredere begreb CO2-fangstaktiviteter anvendes af den grund
også i lovforslagets titel for at omfatte alle bestemmelserne i
lovforslaget.
CO2-fangstaktiviteter vil herudover kunne omfatte aktivite-
ter forbundet med etableringen af et anlæg og den tilknytte-
de infrastruktur som midlertidige lagre og rørledningsanlæg
som defineret i de foreslåede nr. 5 og 6. CO2-fangstaktivite-
ter vil endvidere kunne omfatte aktiviteter forbundet med
driften, vedligeholdelse og udskiftning af et CO2-fangstan-
læg, og de vil kunne omfatte afviklingen af CO2-fangstan-
læg og den tilknyttede infrastruktur, herunder nedtagning af
anlægget og fjernelse af midlertidige lagre og rørlednings-
anlæg. Endvidere vil CO2-fangstaktiviteter kunne omfatte
indkøb hos tredjemand af CO2-fangst, transport og lagring
af den fangede CO2. Tredjemand vil her f.eks. kunne være
en anden virksomhed placeret inden for samme koncern.
Herudover vil CO2-fangstaktiviteter kunne omfatte finansie-
ring af CO2-fangst gennem eksempelvis salg af klimakredit-
ter, røggas indeholdende CO2 og CO2 til anvendelse. Det vil
dog for så vidt angår denne del for kommuners og kommu-
nale selskabers vedkommende være en forudsætning, at der
er udstedt regler i medfør af den foreslåede bestemmelse i
§ 3, stk. 2, om, hvilke finansieringsaktiviteter kommunerne
vil kunne deltage i. Kommunernes hjemmel til at deltage i
CO2-fangstaktiviteter omfatter således ikke finansieringsde-
len, medmindre der er udstedt regler herom.
Endelig vil CO2-fangstaktiviteter omfatte kontraktuelle for-
pligtelser, som følger af deltagelsen i CO2-fangstaktiviteter,
f.eks. hvor der indgås en aftale om indkøb af CO2-fangst
mellem varmeproduktionsvirksomheden og CO2-fangstsel-
skabet.
Det foreslås, at listen over, hvad der kan betragtes som
værende en CO2-fangstaktivitet, ikke vil være udtømmen-
de. Det skyldes, at der vil kunne tænkes at være andre
former for aktiviteter, som ikke nødvendigvis vil være om-
fattet af de i bestemmelsen oplistede aktiviteter, men som
alligevel må anses som en naturlig del af det at drive en
CO2-fangstvirksomhed og fange CO2.
Det afgørende for, at en aktivitet kan anses som være en
naturlig del af processen i forbindelse med CO2-fangst, fi-
nansieringen heraf eller indkøbet af CO2-fangst, transport
og lagring, fra beslutningen om etableringen af CO2-fangst
træffes, til anlægget eventuelt afvikles.
CO2-fangstaktiviteter vil ikke omfatte beplantning eller lig-
nende, som er sat for at binde CO2, selvom dette måtte
foregå inden for anlæggenes område. Det skyldes, at sådan-
ne ikke aktiviteter ikke være omfattet af definitionen af
CO2-fangst, jf. også den foreslåede definition i CO2-fangst
i nr. 1, og ikke vil være en aktivitet, som er knyttet til
CO2-fangsten.
Deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil i øvrigt typisk kræve,
at der er opnået nødvendige og lovbestemte tilladelser, f.eks.
miljøgodkendelser efter Miljøvurderingsloven m.v.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive fastlagt, hvad
der i denne lov vil skulle forstås ved CO2-fangstaktivitet,
hvor dette begreb er anvendt i lovforslagets bestemmelser
og bemærkninger.
Der findes ikke gældende regler, som definerer begrebet
CO2-fangstvirksomhed, som det anvendes i dette lovforslag.
Det foreslås med bestemmelsen i § 2, nr. 3, at CO2-fangst-
virksomhed vil blive defineret som et kommunalt selskab
eller en privat virksomhed, som varetager CO2-fangstaktivi-
teter i et selskab eller virksomhed, som er adskilt fra en el-
eller varmeproduktionsvirksomhed eller er en del af en el-
eller varmeproduktionsvirksomhed, jf. § 3, stk. 1, 2. pkt., og
§ 4.
Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 2. pkt., vil give
kommuner mulighed for at vælge, om de ønsker at vareta-
ge sine CO2-fangstaktiviteter i et særskilt selskab eller i
samme virksomhed som en el- eller varmeproduktionsvirk-
60
somhed. Bestemmelsen i § 4 vil give private virksomheder
samme mulighed.
En CO2-fangstvirksomhed vil således for det første kunne
være et kommunalt CO2-fangstselskab, som er adskilt fra
en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. Det vil endvidere
kunne være en privat CO2-fangstvirksomhed eller et privat
CO2-fangstselskab, som er adskilt fra en el- eller varmepro-
duktionsvirksomhed. Endelig vil det kunne være et selskab
eller en virksomhed, som både omfatter en CO2-fangstdel
og en el- eller varmeproduktionsdel.
Det foreslås med definitionen i nr. 3, at CO2-fangstvirksom-
hed vil kunne benyttes som en fælles betegnelse for alle ty-
per af selskabsorganiseringer. Dette vil medvirke til kortere
lovbestemmelser og vil bl.a. lette læsningen af de tilknyttede
bemærkninger. Hvor det er relevant for sammenhængen, vil
kommunale CO2-fangstselskaber dog også bliver omtalt i
bemærkningerne.
Der findes ikke gældende regler, som definerer begrebet
midlertidig CO2-lagring, som det anvendes i dette lovfor-
slag.
Det foreslås med bestemmelsen i § 2, nr. 4, at en midlertidig
CO2-lagring vil blive defineret som lagring af CO2 i et lager
placeret nær et CO2-fangstanlæg til brug for midlertidig lag-
ring af indfanget CO2 fra et CO2-fangstanlæg med henblik
på videre transport til udnyttelse eller permanent lagring.
Midlertidig lagring vil eksempelvis ske i lagertanke og er
typisk nødvendig, hvor der ikke er mulighed for at transpor-
tere CO2 direkte fra fangstanlægget til et permanent lager,
eller hvor der er behov for at skifte transportmetode. Dette
vil typisk være tilfældet, når der ikke løber en eller flere
forbundene rørledninger direkte fra fangstanlægget til et
permanent lager.
Midlertidig lagring vil også være relevant, hvor udnyttelse
af CO2’en ikke sker i direkte forbindelse med fangsten.
Der foreslås ikke fastsat en tidsbegrænsning i, hvor længe
CO2’en vil kunne blive midlertidigt lagret. Det afgørende vil
være, at lagringen ikke vil få karakter af permanent lagring.
Den foreslåede bestemmelse vil alene have relevans for
kommunale CO2-fangstselskaber, idet definitionen vil være
med til at indhegne, hvor langt kommuners hjemmel til at
deltage i CO2-fangstaktiviteter, jf. den foreslåede bestem-
melse i § 3, stk. 1 og 2, strækker sig.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive fastlagt, hvad
der i denne lov vil skulle forstås ved midlertidig CO2-lag-
ring, hvor dette begreb er anvendt i lovforslagets bestem-
melser og bemærkninger.
Der findes ikke gældende regler, som definerer begrebet
rørledningsanlæg, som det anvendes i dette lovforslag.
Det foreslås med bestemmelsen i § 2, nr. 5, at rørlednings-
anlæg vil blive defineret som rørledningsinfrastruktur med
nær tilknytning til et CO2-fangstanlæg til brug for videre
transport af den indfangede CO2, herunder alle hjælpeanlæg,
der funktionelt er forbundet til transportsystemet.
Der vil med den foreslåede bestemmelse være tale om rør-
ledningsinfrastruktur, som er placeret i nærheden af et CO2-
fangstanlæg. Rørledningsanlæg omfattet af den foreslåede
definition adskiller sig fra lokale rørledningsanlæg, der ind-
går som en integreret del af fangstanlægget.
Formålet med de pågældende rørledningsanlæg vil være at
transportere den fangede CO2 til eller fra et midlertidigt
CO2-lager og videre til et permanent lager, eller hvor der vil
være behov for at skifte transportmetode.
Ud over rørledningsinfrastrukturen foreslås også hjælpean-
læg at være omfattet af den foreslåede definition. Sådanne
hjælpeanlæg vil f.eks. kunne være kompressorer, målestatio-
ner, pumper, modtagefaciliteter m.v. Det skal hertil præcise-
res, at hjælpeanlæg vil skulle forstås isoleret til anlæg, der er
nødvendige for driften af den rørførte transport af CO2.
En modtagefacilitet ved rørledningens slutpunkt (eksempel-
vis en lagringsfacilitet, en mellemlagringsfacilitet eller en
anvendelsesfacilitet), hvor formålet med modtagefaciliteten
er overdragelse af CO2’en til lageroperatøren eller anvendel-
sesvirksomheden, vil ikke være omfattet af lovens afgræns-
ning af hjælpeanlæg. En modtagefacilitet ved rørledningens
startpunkt (eller øvrige tilslutningspunkter på rørføringen),
hvor formålet med modtagefaciliteten er overdragelse af
CO2’en til rørledningsoperatøren, vil dog være omfattet af
lovens afgrænsning af hjælpeanlæg.
Den foreslåede bestemmelse vil alene have relevans for
kommunale CO2-fangstselskaber, idet definitionen vil være
med til at indhegne, hvor langt kommuners hjemmel til at
deltage i CO2-fangstaktiviteter, jf. den foreslåede bestem-
melse i § 3, stk. 1 og 2, strækker sig.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive fastlagt, hvad
der i denne lov vil skulle forstås ved rørledningsanlæg, hvor
dette begreb er anvendt i lovforslagets bestemmelser og be-
mærkninger.
Til § 3
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 1, at en
kommune, som varetager varmeforsyning i kommunen, kan
varetage eller deltage i anden virksomhed, som har nær til-
knytning til varmeforsyningsvirksomheden. Efter § 2 f, stk.
2, skal den tilknyttede virksomhed udøves på kommercielle
vilkår i et selskab med begrænset ansvar.
Det følger dog af lovens § 2 f, stk. 3, at tilknyttet virksom-
hed kan udøves i samme selskab som varmeforsyningsvirk-
somhed, hvis visse betingelser er opfyldt.
61
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni 2022
om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningsloven, at en
kommune kan deltage i CO2-fangstvirksomhed i forbindel-
se med varmeproduktions- og kraftvarmeproduktionsanlæg
omfattet af egen varmeforsyningsvirksomhed.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kom-
munen varetager eller deltager i. Det følger videre af § 4,
stk. 3, at tilknyttet virksomhed skal udøves på kommercielle
vilkår i selskaber med begrænset ansvar.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, at en kommune kan
deltage i CO2-fangstvirkomhed i forbindelse med elproduk-
tionsanlæg omfattet af egen hovedvirksomhed.
Der henvises endvidere til pkt. 3.1.1 om gældende ret i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i § 3, stk. 1, 1. pkt., foreslås det, at
en kommune alene eller sammen med andre kommuner el-
ler private virksomheder vil kunne deltage i CO2-fangstakti-
viteter knyttet til et el- eller varmeproduktionsanlæg, som
kommunen eller kommunerne ejer helt eller delvist, jf. dog
stk. 2.
Ved CO2-fangstaktiviteter forstås aktiviteter som omfattet af
den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 2.
En kommune vil med bestemmelsen have adgang til at del-
tage i alle led af processen i forbindelse med CO2-fangst,
dvs. etablere et CO2-fangstanlæg med tilhørende midlerti-
dige lagre og lokal rørinfrastruktur og drive, vedligeholde
og udskifte anlægget. Kommunens deltagelse i visse CO2-
fangstaktiviteter vil dog forudsætte, at der i medfør af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil blive udstedt regler her-
om. Det drejer sig om kommuners adgang til at deltage i
aktiviteter, der relaterer sig til finansieringen af CO2-fang-
sten, f.eks. salg af røggas indeholdende CO2 eller CO2 til
anvendelse.
Kommunen vil ikke med bestemmelsen have adgang til at
deltage i de led i værdikæden, som følger efter CO2-fang-
sten, dvs. transporten, lagringen eller anvendelsen, men
kommunen vil kunne betale en tredjemand for at transpor-
tere eller lagre den fangede CO2.
En kommune må alene varetage CO2-fangstaktiviteter på
egne el- eller varmeforsyningsvirksomheder. Det betyder, at
kommunens CO2-fangstselskab, jf. det foreslåede 2. pkt., vil
skulle være placeret i kommunen. Det samme vil gøre sig
gældende vedrørende de midlertidige lagre og den lokale
rørinfrastruktur.
Varetager en kommune varmeforsyningsvirksomhed i en an-
den kommune efter § 2 b, stk. 2, i varmeforsyningsloven,
vil kommunen dog også her kunne deltage i CO2-fangstakti-
viteter.
En kommune vil kunne deltage i CO2-fangstaktiviteter sam-
men med andre. Det kan både være andre kommuner eller
andre private virksomheder. En kommune vil således f.eks.
kunne indgå i et samarbejde med andre kommuner efter
§ 60 i kommunestyrelsesloven og oprette et CO2-fangstsel-
skab under forudsætning af, at betingelserne for kommuners
deltagelse i CO2-fangstaktiviteter fortsat vil kunne overhol-
des. Det vil f.eks. sige, at kommunalbestyrelsen i de samar-
bejdende kommuner fortsat vil skulle træffe beslutning ved
garantistillelse, økonomisk forpligtelser ved kontrakter og
indskud af kapital, jf. de foreslåede bestemmelser i § 8, stk.
3, § 9, stk. 3, og § 10, stk. 3.
Hvor kommuner indgår i et samarbejde med andre kommu-
ner og eksempelvis opretter et fælles CO2-fangstselskab, vil
disse kommuner også kunne deltage i CO2-fangstaktiviteter
uden for sin egen kommunegrænse, men fortsat inden for
kommunegrænserne i de kommuner, som der er indgået et
samarbejde med.
Det vil være en forudsætning, at der alene vil blive fanget
CO2 på kommunens på el- eller varmeproduktionsanlæg,
som kommunen eller kommunerne ejer helt eller delvist.
Hvis en eller flere kommuner indgår i et samarbejde med
private virksomheder, vil de forudsætninger, som gælder for
kommunerne fortsat finde anvendelse uanset kommunens
ejerandel af et fælles CO2-fangstselskab. Det vil f.eks. være
en forudsætning, at CO2-fangstvirksomheden oprettes som
et kapitalselskab, jf. det foreslåede 2. pkt.
Muligheden for at indgå i partnerskaber vil kunne medvir-
ke til at formindske den risiko, som en kommune vil påta-
ge sig ved at investere i CO2-fangst på kommunalt ejede
(kraft)varmeanlæg.
Der henvises endvidere til pkt. 3.1.2 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Det forudsættes med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at
en kommune, som helt eller delvist ejer en el- eller varme-
produktionsvirksomhed, som en del af hjemlen til at kunne
deltage i CO2-fangstaktiviteter også vil kunne indkøbe en
CO2-fangstydelse af en anden virksomhed. Kommunen vil
således kunne betale en anden virksomhed for at fange den
CO2, som stammer fra produktionen af el eller varme i
virksomheden, og fjerne den fra virksomheden (transport og
lagring). Ved indkøb af CO2-fangst forstås også indkøb af
transport og lagring af den fangede CO2.
62
Den kommunale el- eller varmeproduktionsvirksomhed vil
kunne indgå en aftale med CO2-fangstvirksomheden, som
hvis der blev indgået en aftale om enhver anden levering af
en ydelse til virksomheden, herunder hvordan ydelsen skal
finansieres, og hvor længe aftalen skal løbe. Den kommu-
nale el- eller varmeproduktionsvirksomhed vil f.eks. kunne
finansiere indkøbet af CO2-fangsten ved at give CO2-fangst-
virksomheden adgang til at benytte den CO2, som selskabet
fanger hos el- eller varmeproduktionsvirksomheden, hvoref-
ter selskabet vil kunne videresælge denne og den vej vil
have mulighed for at opnå en fortjeneste. Virksomheden vil
endvidere kunne give virksomheden en ret til at sælge kli-
makreditter baseret på den CO2, som virksomheden fanger.
Herudover vil en varmeproduktionsvirksomhed have mulig-
hed for hos sin varmeaftager, f.eks. et fjernvarmeselskab, at
opkræve en betaling svarende til den værdi, som er sparet på
indkøb af CO2-kvoter og på afgifter, jf. den foreslåede be-
stemmelse i varmeforsyningsloven § 20 a, jf. lovforslagets §
29, nr. 7. Fjernvarmeselskabet vil have samme mulighed for
at opkræve værdien hos sine varmeaftagere (varmeforbruge-
re). Denne betaling vil kunne benyttes til finansieringen af
indkøbet af CO2-fangst hos den anden CO2-fangstvirksom-
hed.
Hvor der som følge af CO2-fangsten opstår overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter, vil disse også kunne anvendes til
at finansiere CO2-fangst, jf. den foreslåede bestemmelse i §
7, stk. 1. De nærmere regler for, hvordan de gratis tildelte
CO2-kvoter kan overføres m.v. vil følge af regler udstedt i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2.
Udgifter til CO2-fangst anses ikke for at være en nødvendig
omkostning i forbindelse med levering af varme, jf. § 20,
stk. 1, i varmeforsyningsloven. Finansieringen af indkøbet
af CO2-fangst hos en anden CO2-fangstvirksomhed vil såle-
des ikke kunne ske gennem varmeprisen. Af den grund vil
det være nødvendigt for varmeproduktionsvirksomheden at
sikre, at der er adskillelse mellem varmeregnskabet, som lig-
ger til grund for fastsættelsen af varmeprisen, og regnskabet
som vedrører CO2-fangsten. Med lovforslagets § 11, stk.
1, foreslås der fastsat et krav om regnskabsmæssig adskillel-
se mellem CO2-fangstaktiviteter og produktion af opvarmet
vand eller damp. Der henvises nærmere til pkt. 3.3.2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse vil imødekomme dele af Aftale
om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssek-
toren (herefter ”aftalen”). Det følger således af aftalen, at
der skal gives hjemmel til, at kommuner kan organisere
CO2-fangst i et særskilt CO2-fangstselskab eller lade CO2-
fangsten indgå i samme selskab som kraftvarme-, varmepro-
duktions- eller elproduktionsvirksomheden.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommuner få hjemmel
til at deltage i CO2-fangstaktivteter uden at være omfattet af
de betingelser, som gælder for kommuners deltagelse i virk-
somhed med nær tilknytning til en el- eller varmeprodukti-
onsvirksomhed i medfør af varme- og elforsyningslovene,
herunder at CO2-fangstvirksomheden skal have et væsent-
ligt mindre arbejdsmæssigt og økonomisk omfang end el-
eller varmeproduktionsvirksomheden, og som udgangspunkt
ikke må overstige halvdelen af omsætningen for denne. Her-
med fjernes en barriere for kommuners deltagelse i CO2-
fangst, hvorefter antallet af potentielle fangstaktører forøges.
Ud over CO2-fangst vil kommuner med aftalen få hjemmel
til at eje rørledninger med nær tilknytning til CO2-fangsten
på et givent anlæg, så længe rørene har et begrænset omfang
og ligger i umiddelbar forbindelse til fangstanlægget, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1. Kommunerne vil
endvidere få mulighed for at eje installationer til midlertidig
lagring af CO2 i tilknytning til rørledningerne, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 15, stk. 2.
Ved, at kommunerne som en del af CO2-fangstaktiviteterne
får mulighed for at eje infrastruktur inklusiv midlertidig
lagring, sikres det, at projekter ikke forhindres, fordi en tred-
jepart ikke måtte ønske at etablere en kortere rørstrækning i
forbindelse med et kommunalt ejet CO2-fangstanlæg.
Med bestemmelsen i § 3, stk. 1, 2. pkt., foreslås det, at
kommunens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske
på kommercielle vilkår som kapitalejer i et kapitalselskab,
der vil kunne være adskilt fra en el- eller varmeproduktions-
virksomhed eller være en del af en el- eller varmeprodukti-
onsvirksomhed.
Det vil således for det første som en forudsætning for
kommuners deltagelse i CO2-fangstaktiviteter, at det sker
på kommercielle vilkår. Det vil sige, at kommunens CO2-
fangstselskab vil skulle drives som ethvert andet privatejet
selskab, og kommunen vil kunne optjene et overskud i sel-
skabet. Kommuner vil dog, hvis de modtager uddelinger fra
og vederlag ved afståelse af ejerandele i en CO2-fangstvirk-
somhed, skulle registrere disse med henblik på reducering af
kommunens statstilskud, jf. den foreslåede bestemmelse i §
12.
Det vil endvidere være en forudsætning, at kommunens
varetagelse af CO2-fangstaktiviteter vil ske ved, at kommu-
nen vil være kapitalejer i et kapitalselskab. Det betyder, at
etableringen og driften m.v. af det kommunale CO2-fangst-
selskab vil være omfattet af reglerne i selskabsloven, som
fastsætter reglerne for kapitalselskaber.
Det følger af selskabslovens § 5, nr. 18, at et kapitalselskab
vil kunne være et anpartsselskab eller et aktieselskab, herun-
der et partnerselskab. En kommune vil således kunne vælge
en af de tre organisationsformer til sit CO2-fangstselskab.
Det følger videre af selskabslovens § 5, nr. 16, at en kapi-
talejer vil være enhver ejer af en eller flere kapitalandele,
og at kapitalandele, jf. lovens § 5, nr. 15, vil være en aktie
eller anpart. At kommunen vil skulle optræde som kapitale-
63
jer i selskabet betyder således, at kommunen vil alene vil
kunne være aktionær eller anpartshaver og dermed alene vil
kunne hæfte med sit indskud i selskabet. Hvor der måtte
blive etableret et partnerselskab (P/S) til varetagelse af CO2-
fangstaktiviteterne, vil kommunen kun kunne optræde som
kommanditist og ikke som komplementar, jf. § 2, stk. 2,
i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, medmindre
den kommunale selskabsorganisering sikrer, at kommunen
fortsat alene vil hæfte med sit indskud.
Det vil ikke være en forudsætning, at kommunen selv opret-
ter et kapitalselskab, men kommunen vil også f.eks. kunne
indtræde i et eksisterende selskab. Det kan f.eks. ske gen-
nem et kommunalt holdingselskab.
Hvor en kommune indgår i et samarbejde med eksempelvis
en privat virksomhed, vil det følge af den foreslåede bestem-
melse, at det fælles selskab vil skulle være etableret som et
kapitalselskab uanset kommunens ejerandel.
Det foreslås endelig med bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt.,
at kommuner, som deltager i CO2-fangstaktiviteter, enten
vil kunne varetage disse aktiviteter i et selskab eller flere
selskaber, og som er adskilt fra en el- eller varmeproduk-
tionsvirksomhed, eller i samme selskab som en el- eller
varmeproduktionsvirksomhed.
En kommune vil således kunne vælge at varetage sine CO2-
fangstaktiviteter i et selskab eller flere selskaber, som er
adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. En
kommune vil kunne oprette et særskilt selskab til at varetage
alle CO2-fangstaktiviteter, eller kommunen vil kunne vælge
at opdele CO2-fangstaktivteterne i flere selskaber. Ved CO2-
fangstaktiviteter forstås aktiviteter som omfattet af den fore-
slåede bestemmelse i § 2, nr. 2. Kommunen vil f.eks. kunne
vælge at oprette et selskab, som varetager selve CO2-fang-
sten, og et andet selskab som står for de midlertidige lagre
og rørledningsanlæg. Opdeling i to adskilte selskaber vil
kunne være relevant, hvor kommunen indgår i et samarbejde
med en anden virksomhed om dele af CO2-fangstaktiviteter-
ne.
Kommunen vil også kunne varetage sine CO2-fangstaktivi-
teter i et eventuelt allerede eksisterende selskab, hvor kom-
munen varetager andre aktiviteter, forudsat at der ikke efter
andre regler måtte være noget til hinder herfor. Hvis en del
af det pågældende selskabs formål er eller bliver at varetage
CO2-fangstaktiviteter, vil det betyde, at der vil være tale
om et CO2-fangstselskab, som vil være omfattet af reglerne
i dette lovforslag, herunder kravet til selskabsformen. Det-
te vil også være tilfældet, selv om omkostninger til eller
indtægter fra andre aktiviteter overstiger omkostninger og
indtægter fra CO2-fangst, og hvor CO2-fangst således ikke
vil kunne siges at være selskabets hovedformål.
Det vil dog være muligt at udskille visse funktioner relate-
ret til CO2-fangstaktiviteter i et særskilt selskab, uden at
dette selskab vil blive betegnet som en CO2-fangstvirksom-
hed. Det vil f.eks. være muligt at have et særskilt selskab,
som varetager serviceringen af flere af kommunens forsy-
ningsselskaber, herunder CO2-fangstvirksomheden, uden at
serviceselskabet hermed vil blive betragtet som en CO2-
fangstvirksomhed.
Det vil ikke være en forudsætning, at CO2-fangstselskabet
organisatorisk er placeret direkte under kommunen. Selska-
bet vil således kunne placeres i en koncern sammen med
andre selskaber og virksomheder, f.eks. i samme koncern
som andre af kommunens virksomheder, f.eks. en varmepro-
duktionsvirksomhed, eller det vil kunne være placeret som
et datterselskab til et andet selskab eller virksomhed. Hvor
kommunen placerer CO2-fangstselskabet i samme koncern
som en varmeproduktionsvirksomhed, vil det dog bl.a. skul-
le sikres, at leveringen af ydelser mellem de to enheder sker
på markedsvilkår af hensyn til fastsættelsen af den pris, som
varmeforbrugerne vil skulle betale for varmeleveringen fra
den pågældende varmeproduktionsvirksomhed.
Hvor el- eller varmeproduktionsvirksomheden ikke i forve-
jen er oprettet som et kapitalselskab, vil virksomheden skul-
le etableres som et sådan i de tilfælde, hvor kommunen
vælger at varetage sine CO2-fangstaktiviteter i denne virk-
somhed.
For bl.a. affaldsforbrændingsanlæg følger det af varmeforsy-
ningslovens § 2 b, stk. 3, at disse fra den 1. januar 2025 vil
skulle drives i et aktie- eller anpartsselskab. Det følger end-
videre af lovforslagets § 29, nr. 2, at der i varmeforsynings-
lovens § 2 b indsættes et nyt stk. 4, hvorefter en kommune
vil kunne varetage CO2-fangstaktiviteter i samme selskab
som et affaldsforbrændingsanlæg.
Det vil som nævnt være et krav for kommuners deltagel-
se i CO2-fangstaktiviteter, at det sker på kommercielle vil-
kår. Hvor kommunen vælger at varetage sine CO2-fangst-
aktiviteter i samme selskab eller virksomhed som varme-
produktionen, vil dette dog ikke betyde, at også varmepro-
duktionen skal drives på kommercielle vilkår. Det vil dog
være en forudsætning, at omkostninger, som udspringer af
CO2-fangstaktiviteterne, f.eks. omkostninger til etablering
og drift af anlægget og de tilknyttede rørledningsanlæg og
midlertidige lokale lagre, ikke vil blive indregnet i de nød-
vendige udgifter, som ligger til grund for den pris, som
varmeforbrugerne vil skulle betale for varmeleveringen, jf.
varmeforsyningslovens § 20, stk. 1.
Der henvises nærmere til reglerne om regnskabsmæssig ad-
skillelse i lovforslagets § 11.
Det vil være en forudsætning for kommunens mulighed for
at varetage sine CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller
virksomhed som varme- eller elproduktion, at selskabet i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, er sel-
skabsmæssigt adskilt fra selskaber eller virksomheder, som
driver et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp,
jf. lov om varmeforsyning. Bestemmelsen i § 5, stk. 1, vil
64
dog ikke udelukke, at de adskilte selskaber eller virksomhe-
der placeres inden for samme koncern forudsat, at levering
af ydelser mellem de to enheder sker inden for rammerne af
varmeforsyningsloven, herunder reglerne om indregning af
nødvendige udgifter i prisen for varmelevering efter varme-
forsyningslovens § 20, stk. 1.
Der henvises endvidere til pkt. 3.3.2.4 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at
tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber vareta-
ges af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet
som overordnet tilsynsmyndighed, jf. lov om kommunernes
styrelse § 53. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommuner-
ne og kommunale fællesskaber overholder den lovgivning,
der særligt gælder for offentlige myndigheder. Ankestyrel-
sen beslutter som kommunal tilsynsmyndighed selv, om der
er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a
i lov om kommunernes styrelse.
Ankestyrelsen fører ikke tilsyn med kommunale selskaber,
og Ankestyrelsen fører heller ikke tilsyn i det omfang, særli-
ge klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den
pågældende sag, jf. § 48, stk. 3, i lov om kommunernes
styrelse.
Den foreslåede bestemmelse vil imødekomme dele af afta-
len. Det følger således heraf, at kommunal CO2-fangst skal
ske i selskab med begrænset ansvar. Dette imødekommes
ved, at kommunale CO2-fangstselskaber vil skulle organi-
seres som et kapitalselskab. Hermed vil den økonomiske
risiko, som en kommune, og dermed kommunens borgere,
løber i forbindelse med en investering i CO2-fangst, blive
begrænset til kommunens indskud i selskabet.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere imødekomme de-
le af Aftale om en køreplan for fangst, transport og lagring
af CO2 (Anden del af en samlet CCS-strategi) af 14. de-
cember 2021, hvor det er aftalt, at CCS skal udrulles på
markedsmæssige vilkår. Ved CCS forstås Carbon Capture
and Storage (CO2-fangst og -lagring). Det følger bl.a. af
denne aftale, at kommunerne, herunder kommunalt ejede
(kraft)varmeværker, skal kunne deltage i CO2-fangst, og at
der skal sikres lige konkurrence mellem kommunalt og pri-
vat ejede selskaber i forbindelse med udbud af CCS-puljen.
Der henvises herudover til pkt. 3.1.2 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 1, at en
kommune, som varetager varmeforsyning i kommunen, kan
varetage eller deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til varmeforsyningsvirksomheden.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni 2022
om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningsloven, at en
kommune kan deltage i CO2-fangstvirksomhed i forbindel-
se med varmeproduktions- og kraftvarmeproduktionsanlæg
omfattet af egen varmeforsyningsvirksomhed, herunder eta-
blering af anlæg til opsamling, oprensning og komprimering
af CO2 samt nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kom-
munen varetager eller deltager i.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, at en kommune kan
deltage i CO2-fangstvirkomhed i forbindelse med elproduk-
tionsanlæg omfattet af egen hovedvirksomhed, herunder eta-
blering af anlæg til opsamling, oprensning og komprimering
af CO2 samt nødvendig infrastruktur i forbindelse hermed
som tilknyttet virksomhed til elproduktionsvirksomhed.
Med bestemmelsen i § 3, stk. 2, foreslås det, at klima-,
energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler
om, at kommuner uanset stk. 1 vil kunne deltage i visse
CO2-fangstaktiviteter, når disse vil kunne medvirke til at fi-
nansiere CO2-fangsten, herunder salg af klimakreditter, CO2
til anvendelse og røggas indeholdende CO2, og regler om, at
salget skal ske på kommercielle vilkår.
Det følger af aftalen, at kommuner og kommunale anlæg
skal have hjemmel til salg af klimakreditter og salg af CO2
til anvendelse til finansiering af CO2-fangstanlæg som i in-
dustrisektoren. Dette tiltag vil ligestille kommunale anlæg
med private og skabe en ny finansieringskilde til CO2-fangst
og -lagring.
Etablering af CO2-fangst i Danmark er nyt, og området er i
udvikling, og der ses derfor ikke på nuværende tidspunkt at
være et marked for at sælge klimakreditter eller CO2 til an-
vendelse. I forlængelse af aftalen og for at sikre, at kommu-
nerne vil kunne benytte eventuelle indtægter gennem bl.a.
salg af klimakreditter og CO2 til anvendelse, foreslås det
at give klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndigel-
se til at fastsætte regler om, at kommuner og kommunale
selskaber også vil kunne deltage i den type CO2-fangstakti-
viteter.
Der følger af kommunalfuldmagtsreglerne, at kommuner
som udgangspunkt er afskåret fra alene eller i samarbejde
med andre at drive handel, industri eller finansiel virksom-
hed, medmindre der foreligger lovhjemmel hertil.
Ved en klimakredit forstås et elektronisk dokument, som do-
kumenterer, at en vis mængde CO2 er indfanget, og mæng-
den kan fratrækkes i en virksomheds klimaregnskaber.
Ved CO2 til anvendelse (CCU) forstås indfangelse og an-
vendelse af den indfangede CO2 til forskellige formål, her-
65
under plastmaterialer og kulstofholdige Power-to-X-brænd-
sler og brændstoffer til luft- og skibsfarten ved at blande
det fangede kulstof med brint produceret af grøn elektrici-
tet (Power-to-X-teknologier). Der henvises nærmere til pkt.
3.5.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det vil i reglerne blive forudsat, at det vil være den kom-
munale el- eller varmeproduktionsvirksomhed, som udleder
CO2’en, der vil have rettigheden hertil, og at den kommu-
nale virksomhed således i forbindelse med CO2-fangst vil
kunne benytte adgangen til de dertilhørende klimakreditter
eller adgangen til den indfangede CO2 som en del af aftalen
om CO2-fangst.
Der vil også med tiden kunne vise sig andre mulige finansie-
ringskilder, eller der vil kunne ske ændringer i betingelserne
for deltagelse i allerede eksisterende markeder. Det foreslås
derfor, at reglerne fastsættes som en bemyndigelse til kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler
i bekendtgørelse om, hvilke øvrige CO2-fangstaktiviteter en
kommune vil skulle have hjemmel til at deltage i. På den
måde vil reglerne kunne opdateres, hvor der måtte ske æn-
dringer i markedet og på den måde sikre, at kommuner vil
kunne deltage i samme aktiviteter som private.
Det foreslås, at hjemlen vil være begrænset til alene at om-
fatte aktiviteter, som kan bidrage til at finansiere CO2-fang-
sten. Det vil betyde, at der ikke med den foreslåede bemyn-
digelse vil kunne udstedes regler, som vil give kommuner
hjemmel til at deltage i andre former for CO2-fangstaktivite-
ter, som ikke er relateret til et behov for at kunne sikre kom-
muner adgang til en ny finansieringskilde. Der vil således
f.eks. ikke kunne udstedes regler, som vil give kommuner
adgang til at deltage i andre led i CCS-værdien som f.eks.
transporten af den fangede CO2.
Bemyndigelsen vil endvidere være begrænset således, at der
vil skulle være tale om en finansieringskilde knyttet til CO2-
fangstaktiviteter, som kommunen gennem de kommunale
selskaber i øvrigt vil have hjemmel til at deltage i, og det vil
skulle være en finansieringskilde, som private CO2-fangst-
aktører også vil kunne benytte. Der vil således ikke med
bemyndigelsen kunne udstedes regler, som vil udvide kom-
munens mulighed for at finansiere med kommunale midler
på anden måde end i de foreslåede bestemmelser i §§ 8, 9
og 10. Bemyndigelsen vil endvidere ikke kunne anvendes
til at fastsætte regler, som vil give kommuner (gennem de
kommunale selskaber) adgang til finansiering gennem var-
meforbrugerne på andre måder end de, som allerede følger
af lovforslaget, herunder den foreslåede bestemmelse i § 29,
nr. 7.
Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at give kommuner
(gennem kommunale selskaber) hjemmel til at deltage i akti-
viteter, som ellers på andre forsyningsområder vil kunne be-
tegnes som tilknyttede aktiviteter. Efter de gældende regler
i varme- og elforsyningslovene vil kommuner f.eks. kunne
deltage i forskellige former for aktiviteter, som udspringer
af varme- og elforsyningen. Sådanne aktiviteter vil eksem-
pelvis kunne være udnyttelse af særlig viden opstået i for-
bindelse med CO2-fangstaktiviteterne eller forsknings-, ud-
viklings-, og demonstrationsvirksomhed i forbindelse med
CO2-fangstaktiviteter.
Hvor private CO2-fangstaktører vil kunne deltage i sådanne
aktiviteter og herigennem vil kunne opnå en indtægt til at
finansiere CO2-fangsten, foreslås det, at kommunerne også
vil skulle have mulighed for at opnå samme indtjening. Der
vil ikke – som det ellers vil være tilfældet ved kommuners
deltagelse i tilknyttede aktiviteter – være en grænse for, hvor
stor en omsætning der må være på aktiviteten.
En betingelse for kommunal deltagelse i de omfattede fi-
nansieringsaktiviteter vil være, at det vil skulle ske på kom-
mercielle vilkår. Det betyder, at kommunernes handel med
klimakreditter eller CO2 til anvendelse m.v. vil skulle foregå
på det frie marked. Prisdannelsen ved salg af klimakreditter
eller CO2 vil dannes på markedsvilkår, herunder gennem
udbud og efterspørgsel.
Det forventes på nuværende tidspunkt, at der vil blive ud-
stedt en bekendtgørelse, som vil udmønte denne bemyndi-
gelse, og der som minimum vil give kommuner (gennem de
kommunale selskaber) hjemmel til at sælge klimakreditter,
CO2 til anvendelse eller røggas indeholdende CO2.
Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at
tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber vareta-
ges af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet
som overordnet tilsynsmyndighed, jf. lov om kommunernes
styrelse § 53. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommuner-
ne og kommunale fællesskaber overholder den lovgivning,
der særligt gælder for offentlige myndigheder. Ankestyrel-
sen beslutter som kommunal tilsynsmyndighed selv, om der
er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a
i lov om kommunernes styrelse.
Ankestyrelsen fører ikke tilsyn med kommunale selskaber,
og Ankestyrelsen fører heller ikke tilsyn i det omfang, særli-
ge klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den
pågældende sag, jf. § 48, stk. 3, i lov om kommunernes
styrelse.
Formålet med bestemmelsen er at sikre en bred bemyndigel-
se til fastsættelse af regler om kommunale finansieringskil-
der, som skal sikre, at kommunerne (gennem de kommunale
selskaber) ikke vil være afskåret fra deltagelse i andre ak-
tiviteter med henblik på finansiering af CO2-fangst, hvor
dette måtte vise sig relevant.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunale anlæg
blive ligestillet med private virksomheder i forhold til ad-
gangen til kunne benytte klimakreditter og CO2 til anven-
delse m.v. som en finansieringskilde af CO2-fangstaktivite-
ter. Dette vil endvidere bidrage til at fastholde de økono-
66
miske incitamenter for alle aktører i markedet, som skal
bidrage til en fortsat CO2-fangst.
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 1, at en
kommune, som varetager varmeforsyning i kommunen, kan
varetage eller deltage i anden virksomhed, som har nær til-
knytning til varmeforsyningsvirksomheden. Efter § 2 f, stk.
2, skal den tilknyttede virksomhed udøves på kommercielle
vilkår i et selskab med begrænset ansvar.
Det følger dog af lovens § 2 f, stk. 3, at tilknyttet virksom-
hed kan udøves i samme selskab som varmeforsyningsvirk-
somhed, hvis den tilknyttede virksomheds samlede nettoom-
sætning udgør mindre end 10 pct. af selskabets udgifter og
omkostninger, jf. nr. 1, hvis den tilknyttede virksomheds
samlede nettoomsætning ikke overstiger 10 mio. kr., jf. nr.
2, og den tilknyttede virksomhed holdes regnskabsmæssigt
adskilt fra varmeforsyningsvirksomheden, jf. nr. 3.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni 2022
om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningsloven, hvil-
ke opgaver en kommune vil kunne deltage i som tilknyttet
virksomhed.
En betingelse for kommunens deltagelse i tilknyttet virk-
somhed er, at virksomheden skal udspringe af varmefor-
syningsvirksomheden (hovedvirksomheden). Kravet om ho-
vedvirksomheden betyder, at virksomheden omfattet af var-
meforsyningsloven skal være reel og ikke en aktivitet,
som blot udøves for at kunne udøve den tilknyttede aktivi-
tet. Herudover skal den tilknyttede virksomhed have et væ-
sentligt mindre arbejdsmæssigt og økonomisk omfang end
varmeforsyningsvirksomheden og må som udgangspunkt ik-
ke overstige halvdelen af omsætningen for denne.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kom-
munen varetager eller deltager i. Det følger videre af § 4,
stk. 3, at tilknyttet virksomhed skal udøves på kommercielle
vilkår i selskaber med begrænset ansvar.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, hvilke opgaver en
kommune vil kunne deltage i som tilknyttet virksomhed.
Det er en betingelse for kommunens deltagelse i den tilknyt-
tede virksomhed, at der er en naturlig og snæver sammen-
hæng mellem virksomhed omfattet elforsyningslovens § 2,
stk. 1, og den deraf udspringende tilknyttede virksomhed
og endvidere, at den tilknyttede virksomhed skal have et
væsentligt mindre arbejdsmæssigt og økonomisk omfang
end den tilsvarende hovedvirksomhed og som udgangspunkt
ikke må overstige halvdelen af omsætningen for denne.
Med bestemmelsen i § 3, stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at
klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte
regler om, at en kommune, som deltager i CO2-fangstakti-
viteter efter de foreslåede stk. 1 og 2, vil kunne deltage i
anden virksomhed, som har nær tilknytning hertil, herunder
om de aktiviteter, der kan udøves.
Et kommunalt ejet CO2-fangstselskab vil med en udmønt-
ning af den foreslåede bemyndigelse få mulighed for at del-
tage i aktiviteter, som udspringer af CO2-fangstaktiviteten,
og som har nær tilknytning hertil. Reglerne vil både kunne
omfatte de tilfælde, hvor den tilknyttede aktivitet udøves
et særskilt selskab, og hvor aktiviteten udøves inden for
samme selskab som de øvrige CO2-fangstaktiviteter. Reg-
lerne om tilknyttet virksomhed har sammenhæng med de
foreslåede modregningsregler i §§ 12 og 13, da en kommu-
nalt ejet virksomhed kan anvende midler, som stammer fra
aktiviteter omfattet af loven, på aktiviteter omfattet af stk.
3, uden at der vil skulle ske modregning i kommunernes
bloktilskud.
Ved nær tilknytning forstås en naturlig og snæver sammen-
hæng mellem CO2-fangstaktiviteten og den tilknyttede akti-
vitet. Der er tale om en konkret vurdering, om det er tilfæl-
det. I denne vurdering indgår en række parametre, herunder
aktivitetens karakter. Omfattes der om flere aktiviteter, vil
aktiviteterne skulle vurderes separat.
Det er ikke en forudsætning ved vurderingen af den nære
tilknytning, at den tilknyttede aktivitet vil skulle foranstaltes
med henblik på finansiering af CO2-fangst, som det beskri-
ves i det foreslåede stk. 2. Aktiviteterne vil f.eks. kunne
være hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcer, uden at de
tilknyttede aktiviteter udøves med henblik på at finansiere
CO2-fangstaktiviteten.
Der vil kunne være et overlap i, hvilke former for aktiviteter
som vil kunne være omfattet af denne bemyndigelse og
af den foreslåede bemyndigelser i stk. 2. I vurderingen af,
om der vil skulle fastsættes regler om en bestemt aktivitet
efter det foreslåede stk. 2 eller 3, vil således indgå en vurde-
ring af, hvorvidt der vil være behov for at begrænse den
kommunale aktivitet. I så fald vil ministeren kunne benytte
bemyndigelsen i stk. 3.
Deltagelsen i CO2-fangstaktiviteter omfattet af det foreslåe-
de stk. 1 vil skulle være den primære virksomhed eller ho-
vedvirksomheden i forhold til den tilknyttede aktivitet. Kra-
vet om hovedvirksomhed betyder, at virksomheden vil skul-
le være reel og ikke en aktivitet, som blot udøves for at
kunne udøve den tilknyttede aktivitet. Den tilknyttede virk-
somhed vil skulle have et væsentligt mindre arbejdsmæssigt
og økonomisk omfang end hovedvirksomheden. Deltager
en kommune i flere tilknyttede aktiviteter i forhold til den
samme hovedvirksomhed, vil den samlede tilknyttede virk-
somhed også skulle have et væsentligt mindre arbejdsmæs-
sigt og økonomisk omfang end hovedvirksomheden, bereg-
net ud fra samme parametre.
67
Med bestemmelsen i stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at klima-,
energi- og forsyningsministeren endvidere vil kunne fastsæt-
te regler om, at den tilknyttede virksomhed vil skulle udøves
på kommercielle vilkår i et særskilt selskab med begrænset
ansvar, og regler om regnskabsmæssig og forretningsmæssi-
ge forhold samt regler om tilsyn.
Det foreslås endvidere efter stk. 3, 3. pkt., at klima-, energi-
og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om en
omsætningsgrænse, når den tilknyttede aktivitet varetages af
samme selskab som de øvrige CO2-fangstaktiviteter.
Hvor det måtte blive vurderet, at der vil være et behov
for at fastsætte en begrænsning af en kommunal aktivitet
knyttet til CO2-fangst, foreslås det, at klima-, energi- og
forsyningsministeren vil få bemyndigelse til at fastsætte
nærmere regler om kommunernes tilknyttede aktiviteter på
CO2-fangstområdet på samme måde, som der er regler om
tilknyttet aktivitet på varme- og elområdet.
Med den foreslåede bestemmelse vil klima-, energi- og for-
syningsministeren for det første kunne fastsætte krav om, at
den tilknyttede aktivitet vil skulle udøves i selskaber med
begrænset ansvar. Det vil medføre, at tilknyttede aktiviteter
ikke vil kunne varetages i kommunen, men vil skulle holdes
selskabsmæssigt adskilt fra kommunen. Hensigten hermed
er at afskærme kommunen fra eventuelle risici, som måtte
være forbundet med den tilknyttede aktivitet, idet risikoen
holdes inden for selskabets økonomi.
Ministeren vil endvidere med den foreslåede bemyndigelse
kunne fastsætte regler om, at kommuner ikke skal kunne
indskyde kapital eller stille garanti for den tilknyttede virk-
somhed.
Ministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om, at den
tilknyttede aktivitet vil skulle udøves på kommercielle vil-
kår. Et krav om, at den tilknyttede aktivitet vil skulle udøves
på kommercielle vilkår, skal ses i sammenhæng med, at
det efter EU’s regler om statsstøtte kræves, at investering
i aktiviteterne og den efterfølgende drift vil skulle ske på
kommercielle vilkår og vil skulle vurderes på grundlag af
det markedsøkonomiske investorprincip. Det betyder, at der
ikke vil være tale om statsstøtte, hvis kommunen handler
som en normal markedsinvestor, der søger et normalt udbyt-
te.
Den tilknyttede aktivitet vil skulle have et væsentligt mindre
arbejdsmæssigt og økonomisk omfang end den hovedvirk-
somhed, den knytter sig til. Klima-, energi- og forsynings-
ministeren vil i den forbindelse kunne fastsætte regler, som
vil gælde i de tilfælde, hvor det vil være muligt, at den
tilknyttede aktivitet varetages i samme selskab, som de øvri-
ge CO2-fangstaktiviteter. Det vil kunne være regler om en
omsætningsgrænse som den, der følger af § 2 f, stk. 3, i
varmeforsyningsloven. Ministeren vil endvidere her kunne
fastsætte et krav om regnskabsmæssig adskillelse.
Der vil være tale om en konkret vurdering, men som ud-
gangspunkt vil omsætningen for de tilknyttede aktiviteter
skulle være mindre end halvdelen af omsætningen for ho-
vedvirksomheden svarende til de gældende regler på el- og
varmeforsyningsområdet. Ved omsætning forstås salgsvær-
dien af produkter og tjenesteydelser m.v. fratrukket prisned-
slag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet
med salget, jf. bilag 1 til årsregnskabsloven. Omsætnings-
grænsen vil løbende kunne reguleres.
Hvis en tilknyttet virksomhed bliver af en sådan størrelses-
orden, at den ikke længere måtte have et væsentligt mindre
arbejdsmæssigt og økonomisk omfang end hovedvirksom-
heden, vil kommunen ikke længere have hjemmel til akti-
viteten efter stk. 3. Kommunen vil herefter alene kunne
fortsætte aktiviteten, såfremt den har hjemmel i anden lov-
givning. Når aktiviteten udøves i en virksomhed omfattet
af de foreslåede §§ 12 og 13, vil aktiviteten herudover fra
det øjeblik, den ikke længere kan anses for tilknyttet, være
omfattet af § 13, stk. 1, hvorefter der kræves tilladelse til
bevarelse af ejerandele, hvis der påbegyndes væsentlige nye
aktiviteter.
Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at
tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber vareta-
ges af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet
som overordnet tilsynsmyndighed, jf. lov om kommunernes
styrelse § 53. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommuner-
ne og kommunale fællesskaber overholder den lovgivning,
der særligt gælder for offentlige myndigheder. Ankestyrel-
sen beslutter som kommunal tilsynsmyndighed selv, om der
er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a
i lov om kommunernes styrelse.
Ankestyrelsen fører ikke tilsyn med kommunale selskaber,
og Ankestyrelsen fører heller ikke tilsyn i det omfang, særli-
ge klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den
pågældende sag, jf. § 48, stk. 3, i lov om kommunernes
styrelse.
Det foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil
kunne fastsætte nærmere regler om tilsynet med de tilknytte-
de aktiviteter, hvor der måtte blive udstedt regler herom. Der
vil således kunne fastsættes regler om, at Forsyningstilsynet
vil være tilsynsmyndighed i de tilfælde, hvor tilsynet ikke er
omfattet af Ankestyrelsens tilsyn
Det følger ikke af Aftale om langsigtede rammevilkår for
CO2-fangst i forsyningssektoren, at kommuner skal kunne
deltage i tilknyttede aktiviteter som på varme- og elområ-
det, men det vurderes at være hensigtsmæssigt også på
CO2-fangstområdet at give kommunerne denne adgang for
ikke at miste potentialet i noget, som kommunen vil kunne
tilbyde, og som potentielt vil kunne bidrage til yderligere
CO2-fangst og andet klimarelateret gennem f.eks. videns-
deling. Herudover vil hensynet være at mindske potentielt
værdispild.
Til § 4
68
Der findes ikke i varmeforsyningsloven en regel om sel-
skabsmæssig adskillelse for privatejede virksomheder, og
disse vil således kunne inkludere andre aktiviteter i samme
virksomhed som varmeforsyningen, hvis det sker som en
såkaldt sideordnet aktivitet. Der henvises nærmere til pkt.
3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i § 4 foreslås det, at private virksomhe-
der, som deltager i CO2-fangstaktiviteter, vil kunne varetage
disse aktiviteter i samme virksomhed som en el- eller var-
meproduktionsvirksomhed.
Med den foreslåede bestemmelse vil en privat virksomhed
således kunne vælge at varetage sine aktiviteter knyttet til
CO2-fangst i samme virksomhed som en el- eller varme-
produktionsvirksomhed. Der stilles ikke i den foreslåede
bestemmelse krav til selskabsformen.
Ved private virksomheder forstås alle typer virksomheder,
som ikke er kommunalt ejede. Virksomheder, som er helt
eller delvist kommunalt ejede, vil være omfattet af den fore-
slåede bestemmelse i § 3, stk. 1.
Den privatejede CO2-fangstvirksomhed vil ikke inden for
rammerne af denne lov kunne varetage CO2-fangstaktivite-
ter i andre typer virksomheder end el- eller varmeprodukti-
onsvirksomheder.
Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke, at en privat
virksomhed vil kunne vælge at varetage sine CO2-fangstak-
tiviteter i en virksomhed, som er adskilt fra en el- eller
varmeproduktionsvirksomhed.
En privat virksomhed (eller en privatperson) vil således
kunne oprette en særskilt virksomhed til at varetage CO2-
fangstaktiviteter. Ved CO2-fangstaktiviteter forstås aktivite-
ter som omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 2, nr.
2. Den private virksomhed vil også kunne varetage sine
CO2-fangstaktiviteter i en eventuelt allerede eksisterende
virksomhed, hvor der varetages andre aktiviteter, forudsat
at der ikke efter andre regler måtte være noget til hinder her-
for. Det vil afhænge af denne virksomheds formål, hvorvidt
det vil blive betegnet som en CO2-fangstvirksomhed.
Den private virksomhed vil endvidere f.eks. kunne vælge at
opdele sine CO2-fangstaktiviteter mellem en el- eller varme-
produktionsvirksomhed og en særskilt virksomhed.
En privat virksomhed vil kunne eje en CO2-fangstvirksom-
hed sammen en eller flere kommuner, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 3, stk. 1, 1. pkt.
Hvor den private virksomhed har placeret sin CO2-fangst-
virksomhed i samme koncern som en varmeproduktions-
virksomhed, vil det bl.a. skulle sikres, at leveringen af ydel-
ser mellem de to enheder sker på markedsvilkår af hensyn
til fastsættelsen af den pris, som varmeforbrugerne vil skulle
betale for varmeleveringen fra den pågældende varmepro-
duktionsvirksomhed.
Hvor den private virksomhed varetager sine CO2-fangstakti-
viteter i samme virksomhed som en varmeproduktionsvirk-
somhed, vil det være en forudsætning, at omkostninger, som
udspringer af CO2-fangstaktiviteterne, f.eks. omkostninger
til etablering og drift af anlægget og de tilknyttede rør og
midlertidige lokale lagre, ikke vil blive indregnet i de nød-
vendige udgifter, som ligger til grund for den pris, som
varmeforbrugerne vil skulle betale for varmeleveringen, jf.
varmeforsyningslovens § 20, stk. 1.
Der henvises nærmere til reglerne om regnskabsmæssig ad-
skillelse i lovforslagets § 11.
Det vil være en forudsætning for den private virksomheds
mulighed for at varetage sine aktiviteter knyttet til CO2-
fangst i samme virksomhed som varme- eller elproduktion,
at virksomheden i medfør af den foreslåede bestemmelse i §
5, stk. 1, er selskabsmæssigt adskilt fra virksomheder, som
driver et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller damp
omfattet af lov om varmeforsyning. Bestemmelsen i § 5,
stk. 1, vil dog ikke udelukke, at de adskilte virksomheder
placeres inden for samme koncern, forudsat at levering af
ydelser mellem de to enheder sker inden for rammerne af
varmeforsyningsloven, herunder reglerne om indregning af
nødvendige udgifter i prisen for varmelevering efter varme-
forsyningslovens § 20, stk. 1.
Forsyningstilsynet vil for så vidt angår det økonomiske for-
hold mellem CO2-fangstdelen og varmeproduktionsdelen af
en virksomhed efter den foreslåede bestemmelse føre tilsyn
hermed i medfør af regler i varmeforsyningsloven og den
foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil imødekomme dele af Aftale
om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssek-
toren. Det følger således af aftalen, at der skal gives hjem-
mel og fleksibilitet til, at både kommuner og private kan
organisere CO2-fangst i en særskilt CO2-fangstvirksomhed
eller lade CO2-fangsten indgå i samme virksomhed som
kraftvarme-, varmeproduktions- eller elproduktionsvirksom-
heden.
Ved at sikre en fleksibilitet i valget af selskabsorganisering
gives der mulighed for, at de fleste kendte projektorganise-
ringer vil kunne gennemføres, og at potentielle CO2-fangst-
projekter ikke må opgives, fordi der ikke er mulighed for
at gennemføre projektet i den selskabskonstruktion, som de
pågældende kommuner eller private virksomheder måtte fo-
retrække.
Til § 5
Der findes ikke i varmeforsyningsloven eller i elforsynings-
loven regler om, at en virksomhed, som varetager CO2-
fangst skal være selskabsmæssigt adskilt fra selskaber,
som driver et anlæg til fremføring af opvarmet vand eller
69
damp. Der henvises nærmere til pkt. 3.3.1 om gældende ret i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 5, stk. 1, at varetages
CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller virksomhed
som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, vil denne
CO2-fangstvirksomhed skulle være selskabsmæssigt adskilt
fra virksomheder, som driver et anlæg til fremføring af op-
varmet vand eller damp omfattet af lov om varmeforsyning.
Ved fremføringsanlæg forstås de anlæg, som er omfattet af §
2, stk. 1, nr. 2, i lov om varmeforsyning. Det vil sige, at både
distributions- og transmissionsnet (fjernvarmenet) vil være
omfattede af den foreslåede bestemmelse.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at der skal
stilles krav om, at CO2-fangst skal ske selskabsmæssigt ad-
skilt fra fjernvarmenettet. Det vil gælde uanset ejerskab.
Investeringer i CO2-fangst forventes at være af en vis stør-
relsesorden, og samtidig er markedet for CO2-fangst i Dan-
mark fortsat i sin opstartsfase. Det betyder, at der kan være
en vis risiko forbundet med investeringer i CO2-fangst.
Det følger endvidere af aftalen, at der skal gives hjemmel
og fleksibilitet til, at både kommuner og private kan orga-
nisere CO2-fangstvirksomhed i en særskilt CO2-fangstvirk-
somhed eller lade CO2-fangstvirksomheden indgå i samme
virksomhed som kraftvarme-, varmeproduktions- eller el-
produktionsvirksomheden. Det vil således være muligt for
både kommuner og for private virksomheder at varetage
CO2-fangstaktiviteter i samme virksomhed som f.eks. en
varmeproduktionsvirksomhed. Der henvises nærmere til pkt.
3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det er hensigten i aftalen, at omkostninger knyttet til CO2-
fangst som udgangspunkt ikke må overvæltes på varmefor-
brugerne. Hvor CO2-fangstaktiviteter varetages i samme
virksomhed som en varmeproduktionsvirksomhed, betyder
det, at omkostninger til CO2-fangstaktiviteterne ikke må
indgå i varmeregnskabet og således ikke vil kunne indregnes
i varmeprisen.
En forudsætning om, at omkostninger til CO2-fangst som
udgangspunkt ikke må overvæltes på varmeforbrugerne,
vil dog ikke fuldstændig beskytte dem i forhold til den
risiko, der vil være forbundet med investeringerne i CO2-
fangst. Der vil således fortsat kunne være en risiko for
forbrugerne i det tilfælde, at varmeproduktionsvirksomhe-
den, som også varetager CO2-fangstaktiviteter, måtte gå
konkurs. I sådan et tilfælde vil varmeforbrugerene kunne
risikere at miste sin fjernvarmeforsyning, ligesom det er vil
kunne være andre afledte konsekvenser af konkursen.
Ved at stille krav, at fjernvarmenettet ikke må ligge i
samme virksomhed som den virksomhed, som varetager
CO2-fangstaktiviteterne, afskærmes fjernvarmenettet i for-
hold til en eventuel konkurs i varmeproduktionsvirksomhe-
den.
Det følger således af den foreslåede bestemmelse, at en
kommune eller en privat virksomhed, som varetager CO2-
fangstaktiviteter i samme virksomhed som en el- eller var-
meproduktionsvirksomhed, vil skulle sikre, at denne virk-
somhed er selskabsmæssigt adskilt fra fremføringsanlæg,
som aftager varme fra den pågældende varmeproduktions-
virksomhed.
Der vil ikke i forbindelse med den foreslåede bestemmel-
se blive stillet krav til, hvordan den virksomhed, som ejer
fjernvarmenettet efter selskabsudskillelsen, vil skulle være
organiseret. Der vil således f.eks. både kunne være tale om
et aktie- eller anpartsselskab eller et interessentskab.
Der vil endvidere ikke blive fastsat begrænsninger i, hvem
der vil kunne eje det pågældende fjernvarmenet. Det vil
således f.eks. kunne være ejet af forbrugerne, eller det vil
kunne være ejet af samme ejer som varmeproduktionsvirk-
somheden, f.eks. kommunen. Det vil endvidere være muligt
at placere fjernvarmevirksomheden i samme koncern som
varmeproduktionsvirksomheden.
Fjernvarmevirksomheden vil være omfattet af reglerne i
varmeforsyningsloven, og det vil således skulle overholde
de på ethvert tidspunkt gældende regler. Det vil bl.a. sige
regler, som måtte fastsætte krav til eller begrænsninger i,
hvordan virksomheden kan organiseres, eller hvem der kan
være ejer af virksomheden.
Den selskabsmæssige adskillelse af fjernvarmenettet fra var-
meproduktionsvirksomheden skal være gennemført, inden
der investeres i CO2-fangst i virksomheden. Det vil sige,
at fjernvarmevirksomheden vil skulle være stiftet, inden
varmeproduktionsvirksomheden påbegynder CO2-fangstak-
tiviteter. Det vil f.eks. betyde, at der i virksomheden vil
kunne træffes beslutning om at ville investere i CO2-fangst,
men at virksomheden ikke vil kunne indgå aftaler om eta-
blering eller drift af et CO2-fangstanlæg med tilhørende
rørledningsanlæg, mellemlager m.v., før der er oprettet en
virksomhed til fjernvarmenettet. For kommunale affaldsfor-
brændingsanlæg, som i medfør af § 2 b, stk. 3, og §§ 2 h-i,
skal udskilles i sit eget aktie- eller anpartsselskab, og som i
medfør af § 29, nr. 2, i dette lovforslag, vil kunne deltage i
CO2-fangstaktiviteter, vil det være det tidspunkt, hvor aktie-
eller anpartsselskabet med affaldsforbrændingsanlægget er
stiftet, som har betydning for, hvornår virksomheden vil
kunne påbegynde CO2-fangstaktiviteter.
Det afgørende er, at den risiko, som er forbundet med inve-
steringen i CO2-fangst, skal være adskilt fra fjernvarmenet-
tet, således at fjernvarmenettet ikke i tilfælde af en konkurs
i varmeproduktionsvirksomheden vil kunne indgå i dennes
konkursbo. Der henvises nærmere til af pkt. 3.3.2. i lovfor-
slagets almindelige bemærkninger.
Kravet om selskabsmæssig adskillelse mellem fjernvarmen-
70
ettet og varmeproduktionsvirksomheden, som også vareta-
ger CO2-fangstaktiviteter, medfører ikke, at de ikke må
varetages andre aktiviteter i samme virksomhed som fjern-
varmenettet, hvis ikke anden regulering er til hinder herfor.
Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at
tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber vareta-
ges af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet
som overordnet tilsynsmyndighed, jf. lov om kommunernes
styrelse § 53. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommuner-
ne og kommunale fællesskaber overholder den lovgivning,
der særligt gælder for offentlige myndigheder. Ankestyrel-
sen beslutter som kommunal tilsynsmyndighed selv, om der
er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a
i lov om kommunernes styrelse.
Ankestyrelsen fører ikke tilsyn med kommunale selskaber,
og Ankestyrelsen fører heller ikke tilsyn i det omfang, særli-
ge klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage stilling til den
pågældende sag, jf. § 48, stk. 3, i lov om kommunernes sty-
relse. Ankestyrelsen vil således ikke føre tilsyn med den el-
eller varmeforsyningsvirksomhed, som eventuelt vil skulle
spaltes med en udskillelse af aktiviteter forbundet med frem-
føringsanlægget.
Med den foreslåede bestemmelse vil en varmeproduktions-
virksomhed, som varetager CO2-fangstaktiviteter, og et
fjernvarmenet være selskabsmæssigt adskilt, og de varme-
forbrugere, som er tilknyttet fjernvarmenettet, vil på den
måde være afskærmet fra den risiko, der kan følge af en
investering i CO2-fangst f.eks. i forbindelse med en konkurs
i varmeproduktionsvirksomheden. I sådan et tilfælde vil
varmeforbrugerne miste en kilde til varme, som vil skulle
erstattes, men de vil ikke miste det fjernvarmenet, som de er
tilknyttet.
Der henvises endvidere pkt. 3.3.2 om beskyttelse af varme-
forbrugerne og pkt. 9.2 vedrørende lov om tjenesteydelser i
det indre marked i lovforslagets almindelige bemærkninger.
CO2-fangstaktiviteter kan efter gældende ret ikke betragtes
som en del af et vandselskabs vand- eller spildevandsforsy-
ningsaktivitet (hovedvirksomhed) og kan heller ikke betrag-
tes som en nødvendig udgift for vandselskaberne i forbin-
delse med vandforsyning eller spildevandsforsyning. Der er
heller ikke hjemmel i bekendtgørelse nr. 793 om vandsel-
skabers deltagelse i tilknyttet virksomhed af 21. juni 2024
til, at et vandselskab kan udøve CO2-fangstaktiviteter som
tilknyttet virksomhed, da denne aktivitet ikke er opført på
den udtømmende liste i bekendtgørelsens § 2, stk. 2, over
aktiviteter, som et vandselskab må udøve som tilknyttet
virksomhed. Et vandselskab må således efter gældende ret
hverken udføre CO2-fangstaktiviteter eller indregne udgifter
hertil i taksterne. Der findes imidlertid ikke udtrykkelige
regler om, at vandselskaber ikke må udøve CO2-fangstak-
tiviteter. Der henvises til pkt. 3.7.1.3 om gældende ret i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 5, stk. 2, at CO2-fangst-
aktiviteter ikke må udøves i et vandselskab omfattet af
vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller et selskab, som
er helt eller delvist og direkte eller indirekte ejet af et vand-
selskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5.
Der foreslås ikke hermed nogen ændringer af, hvilke aktivi-
teter et vandselskab kan udføre eller takstfinansiere, da det
allerede følger af gældende ret, at et vandselskab ikke må
udføre eller takstfinansiere CO2-fangstaktiviteter, men det
foreslås, for at undgå tvivl, at fastsætte en udtrykkelig be-
stemmelse herom, som også omfatter selskaber, som er helt
eller delvist og direkte eller indirekte ejet af et vandselskab
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5.
Dermed bliver det klart, at vandselskaber omfattet af vand-
sektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, ikke kan udføre CO2-fangst,
f.eks. i forbindelse med forbrænding af spildevandsslam,
eller direkte eller indirekte eje eller være medejer af et sel-
skab, som udfører CO2-fangstaktiviteter.
Forslaget ændrer ikke på, at et vandselskab kan tillade, at
andre for egen regning opstiller anlæg til CO2-fangst på
et vandselskabs anlæg, forudsat at vandselskabet ikke har
udgifter i den forbindelse, og herudover indgår aftalen på
markedsmæssige vilkår, jf. vandsektorlovens § 19, stk. 4.
Desuden er det hensigten, at det præciseres i § 1, stk. 2,
i bekendtgørelse om vandselskabers deltagelse i tilknyttet
virksomhed, at vandselskabets aktiviteter vedrørende salg
af vandselskabets rest-, overskuds- eller biprodukter og ud-
nyttelse eller salg af energi, der hidrører fra vandselskabets
hovedvirksomhed, ikke omfatter CO2-fangstaktiviteter.
Til § 6
Der findes ikke regler om, at en el- eller varmeproduktions-
virksomhed i tilfælde af statsstøttet CO2-fangst vil skulle til-
lægge en værdi af sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter
til varmeprisen.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.1.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 6, stk. 1, 1. pkt., at mod-
tager en virksomhed statslig støtte til CO2-fangstaktiviter
på et el- eller varmeproduktionsanlæg, hvorfra der leveres
opvarmet vand og damp i medfør af lov om varmeforsyning,
vil den virksomhed, der ejer el- eller varmeproduktionsan-
lægget skulle lægge en værdi til priserne for levering af
opvarmet vand og damp i medfør af lov om varmeforsyning,
der svarer til de nødvendige udgifter til erhvervelse af CO2-
kvoter og til betaling af afgifter, som anlægget ville kunne
indregne i prisen, hvis der ved varmeproduktionen ikke var
foretaget CO2-fangst og -lagring. Efter det foreslåede 2.
pkt., vil værdien, jf. 1. pkt., skulle indgå i beregningen af
støttebeløbet.
Det foreslås med lovforslagets § 29, nr. 7, at der i varme-
71
forsyningslovens § 20 a indsættes en ny bestemmelse, hvor-
efter kollektive varmeforsyningsanlæg og kraftvarmeanlæg
med en eleffekt over 25 MW ved CO2-fangst vil kunne
lægge en værdi til varmeprisen efter varmeforsyningslovens
§ 20, stk. 1, som svarer til de udgifter til erhvervelse af CO2-
kvoter og til betaling af afgifter, som disse ville kunne ind-
regne i varmeprisen, hvis der ikke var foretaget CO2-fangst
og -lagring i forbindelse med varmeproduktionen. Der vil
ikke i medfør af den foreslåede bestemmelse være et krav
om at skulle tillægge værdien til varmeprisen.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 1. pkt., vil der
i modsætning til den foreslåede bestemmelse i § 20 a i var-
meforsyningsloven, jf. lovforslagets § 29, nr. 7, blive stillet
krav om, at en el- eller varmeproduktionsvirksomhed vil
skulle tillægge den fulde værdi af besparelsen i de tilfælde,
hvor der er tildelt statsstøtte til de CO2-fangstaktiviteter,
som er årsag til besparelsen.
Det vil alene være de afgifter, som ville kunne indregnes i
varmeprisen efter varmeforsyningslovens § 20, stk. 1, hvis
der ikke var foretaget CO2-fangst og -lagring, som vil være
omfattet af bestemmelsen. Afgifter efter CO2-kvoteloven
vil f.eks. ikke være omfattet, jf. § 20, stk. 10, i varmeforsy-
ningsloven. Det prisloft, som der kan fastsættes regler om
efter varmeforsyningslovens § 20, stk. 4, vil kunne have
betydning for, hvorvidt en udgift ville kunne indregnes i var-
meprisen og dermed, om værdien heraf vil kunne tillægges i
medfør af den foreslåede bestemmelse. Der henvises endvi-
dere til pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger.
Det vil ikke have betydning for den foreslåede bestemmelse,
hvorvidt besparelsen i udgifter til betaling af afgifter skyl-
des, at de pågældende afgifter som følge af CO2-fangst ikke
opkræves, eller om afgifterne som følge af CO2-fangst kan
søges tilbagebetalt.
Ved statsstøtte eller statslig støtte forstås al støtte, der er om-
fattet af EU’s statsstøttebegreb, som det er defineret i Trak-
taten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF)
art. 107, stk. 1, herunder støtte fra staten og kommuner m.v.
I stk. 1, 2. pkt., foreslås det fastsat, at værdien omfattet af 1.
pkt. vil skulle indgå i beregningen af støttebeløbet. Det be-
tyder, at el- eller varmeproduktionsvirksomheden enten vil
skulle overføre værdien af de sparede udgifter til CO2-kvo-
ter og afgifter til den adskilte CO2-fangstvirksomhed eller
CO2-fangstdelen af virksomheden, jf. de foreslåede bestem-
melser i § 3, stk. 1, 2. pkt., og § 4. CO2-fangstvirksomheden
vil herefter være forpligtet til i forbindelse med tildeling af
statsstøtte til CO2-fangsten at angive værdien af de sparede
udgifter til CO2-kvoter og afgifter som en indtægt, der vil
skulle modregnes i støttebeløbet.
Dette svarer til den gældende regel i § 20, stk. 9, i varme-
forsyningsloven, hvorefter overskydende gratis CO2-kvoter,
som skyldes statsstøttet CO2-fangst, skal overføres til CO2-
fangstenhenden, som skal lade værdien indgå i beregningen
af støttebeløbet. Bestemmelsen i § 20, stk. 9, foreslås indsat
i dette lovforslag med de foreslåede bestemmelser i § 7, stk.
1, og § 29, nr. 5. Der henvises nærmere til pkt. 3.4.2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1, vil være nødven-
dig for at sikre, at de statsstøtteretlige regler er overholdt,
jf. også pkt. 9.1 om statsstøtteretlige aspekter i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med overholdelsen af be-
stemmelsen i overensstemmelse med regler udstedt i medfør
af det foreslåede stk. 3. Forsyningstilsynet vil i medfør af
den foreslåede bestemmelse i § 18 kunne indhente oplys-
ninger til brug for dette tilsyn, herunder oplysninger, som
dokumenterer varmeproduktionsvirksomhedens vurdering af
de sparede udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og til beta-
ling af afgifter og værdifastsættelsen heraf. Herudover kan
Forsyningstilsynet indhente oplysninger om overførsel af
værdien.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6.2.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Der findes ikke regler om, at klima-, energi- og forsynings-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om tillæg af vær-
dien af sparede CO2-kvoterne, herunder om værdifastsættel-
sen af CO2-kvoterne.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.1.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 6, stk. 2, at klima-,
energi- og forsyningsministeren vil fastsætte nærmere regler
om værdifastsættelsen af CO2-kvoterne efter det foreslåede
stk. 1.
Betaling af sparede CO2-kvoter og afgifter må ifølge Aftale
om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssek-
toren ikke medføre øgede omkostninger for varmeforbruger-
ne end ved betaling for faktiske udgifter til disse kvoter og
afgifter. Ved betaling af sparede udgifter til CO2-kvoter og
afgifter vil der dog ikke være tale om betaling af en afholdt
udgift, hvor den eksakte omkostning er kendt. Der vil derfor
være behov for at fastsætte regler om, hvordan værdien af
de sparede udgifter CO2-kvoter vil skulle fastsættes som
en beregnet værdi af udgiften. Værdifastsættelsen vil være
relevant for så vidt angår CO2-kvoterne, idet der kan være
forskel på, hvad disse kvoter vil kunne erhverves for.
For så vidt angår afgifterne vil værdifastsættelsen heraf føl-
ge af reglerne herom på skatteområdet. Der henvises nær-
mere til pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærknin-
ger.
Med bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse i stk. 2
vil klima-, energi- og forsyningsministeren skulle fastsætte
72
regler om, hvordan værdien af sparede CO2-kvoter skal fast-
sættes.
Ved fastsættelsen af reglerne vil der kunne blive taget ud-
gangspunkt i den metode til værdifastsættelse af CO2-kvo-
ter, som blev benyttet i forbindelse med tildeling af støtte fra
CCUS-puljen. Ved CCUS forstås Carbon Capture, Utilisati-
on and Storage (CO2-fangst, -anvendelse og -lagring).
Det vil være et krav, at den fulde værdi af CO2-kvoterne
bliver tillagt til varmeprisen for at sikre overholdelsen af de
statsstøtteretlige regler.
Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med overholdelsen af reg-
ler udstedt i medfør af stk. 2. Forsyningstilsynet vil i medfør
af den foreslåede bestemmelse i § 18 kunne indhente oplys-
ninger til brug for dette tilsyn, herunder oplysninger, som
dokumenterer varmeproduktionsvirksomhedens vurdering af
de sparede udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og til beta-
ling af afgifter og værdifastsættelsen heraf.
Regler om værdifastsættelse vil være af hensyn til varmefor-
brugerne, idet der herigennem vil kunne fastsættes et loft
over værdien af de sparede udgifter til CO2-kvoterne. Reg-
lerne vil endvidere medvirke til at sikre overholdelsen af
de statsstøtteretlige regler. Der henvises nærmere til pkt.
9.1 om statsstøtteretlige aspekter i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 7
Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 9, 2. pkt.,
at værdien af overskydende CO2-kvoter, som er opstået ved
statsligt støttet CO2-fangst, -transport, -lagring og -udnyttel-
se, skal overføres til CO2-fangstenheden, som skal lade vær-
dien indgå i beregningen af støttebeløbet.
Det følger videre af § 20, stk. 9, 3. pkt., at der ved oversky-
dende kvoter forstås, at antallet af gratis tildelte kvoter til
producenten i medfør af lov om CO2-kvoter er større end
det antal, producenten faktisk har haft behov for til dækning
af CO2-udledningen fra varmeproduktionen.
Der henvises endvidere til pkt. 3.4.1.2 under lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 1, foreslås det, at har en
virksomhed, der ejer et el- eller varmeproduktionsanlæg fået
meddelelse, jf. lov om CO2-kvoter, om tildeling af et større
antal gratis CO2-kvoter end det, som virksomheden har haft
behov for til dækning af CO2-udledningen fra varmepro-
duktionen, og skyldes de overskydende CO2-kvoter CO2-
fangst, vil virksomheden kunne overføre de overskydende
CO2-kvoter eller værdien heraf til CO2-fangstvirksomheden
efter det foreslåede stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter reglerne for de til-
fælde, hvor antallet af gratis tildelte CO2-kvoter, som var-
meproduktionsvirksomheden i medfør af § 9 i lov om CO2-
kvoter har fået meddelelse om, er større end det antal, som
anlægget har haft behov for til dækning af CO2-udlednin-
gen fra varmeproduktionen, og hvor dette overskud skyldes
CO2-fangstaktiviteter.
De overskydende gratis tildelte CO2-kvoter vil i medfør af
den foreslåede bestemmelse kunne overføres til den, som
har varetaget CO2-fangstaktiviteterne. Der vil være to må-
der at overføre de overskydende CO2-kvoter på. Hvilken
måde, der vil være relevant at benytte, vil afhænge af, om
CO2-fangstaktiviteterne varetages af en virksomhed, som er
adskilt fra varmeproduktionsvirksomheden, eller om aktivi-
teterne er varetaget i samme virksomhed som varmeproduk-
tionsvirksomheden.
Hvis CO2-fangstaktiviteterne varetages af en virksomhed,
som er adskilt fra varmeproduktionsvirksomheden, hvorfra
der fanges CO2, vil de overskydende gratis tildelte CO2-
kvoter kunne overføres til denne virksomhed. Hvis CO2-
fangstaktiviteterne varetages af den samme virksomhed som
varmeproduktionsvirksomheden, hvorfra der fanges CO2,
vil overførslen af CO2-kvoterne kunne ske inden for samme
virksomhed. De overskydende CO2-kvoter vil således kunne
overføres fra varmeproduktionsdelen af virksomheden til
CO2-fangstdelen. Det vil ikke være muligt at overføre CO2-
kvoterne til en anden end den virksomhed, som har vareta-
get de CO2-fangstaktiviteter, som har bevirket overskuddet
af de gratis tildelte CO2-kvoter. Varmeproduktionsvirksom-
heden vil ikke selv kunne vælge at beholde de overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter. De vil i så fald skulle modregnes
i varmeprisen i medfør af § 20, stk. 9, i varmeforsyningslo-
ven.
Overførslen vil enten kunne ske ved en overførsel af CO2-
kvoterne til en konto i CO2-kvoteregisteret tilhørende CO2-
fangstvirksomheden, eller der vil kunne ske en overførsel af
værdien af de overskydende CO2-kvoter. Hvilken metode til
overførsel, der vil kunne benyttes, vil følge af de nærmere
regler, som vil blive udstedt i medfør af den foreslåede
bestemmelse i stk. 3.
Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 1 indsættes i denne
lov i stedet for i varmeforsyningsloven, idet denne lov vil
fastsætte reglerne om CO2-fangstaktiviteter, herunder regler
om finansieringen, som de overskydende gratis tildelte CO2-
kvoter anses som værende en del af.
Den foreslåede bestemmelse er i formuleringen tilpasset
formuleringen af § 9 i CO2-kvoteloven, som fastsætter, at
klima-, energi- og forsyningsministeren giver meddelelse til
operatøren om gratis tildeling af kvoter i det omfang, at
denne har krav herpå i medfør af EU-retsakter om forhold
omfattet af CO2-kvoteloven. Det følger af bemærkningerne
til § 9, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L 81 som
fremsat, side 43, at formuleringen, hvorefter ministeren ”gi-
73
ver meddelelse til operatøren” erstatter den hidtil gældende
formulering i § 19, stk. 1, hvorefter ministeren ”tildeler”
kvoter. Ændringen er uden indholdsmæssig betydning, men
skal tydeliggøre, at gratis tildeling af kvoter er EU-støtte,
der tildeles af Kommissionen til den enkelte virksomhed,
hvorfor ministerens meddelelser herom til operatøren ikke
nødvendigvis har karakter af en forvaltningsretlig afgørelse.
Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med overholdelsen af den
foreslåede bestemmelse i stk. 1, jf. den foreslåede bestem-
melse i § 17, stk. 1, og efter reglerne i varmeforsyningslo-
ven. Tilsynet vil skulle fastlægge, om der er sket overførsel
af CO2-kvoter, herunder om alle er overført. Hvis det ikke er
tilfældet, vil de overskydende CO2-kvoter skulle modregnes
i varmeprisen efter § 20, stk. 9, i varmeforsyningsloven, og
tilsynet hermed vil følge af tilsynet med prisreguleringen i
varmeforsyningsloven.
Forsyningstilsynet vil kunne benytte beføjelsen i den fore-
slåede bestemmelse i § 18 til at anmode varmeprodukti-
onsvirksomheden om oplysninger om, hvilke overskydende
CO2-kvoter der anses for at være opstået som følge af CO2-
fangst, og hvilke der eventuelt er overført til CO2-fangst-
virksomheden.
Der henvises endvidere til pkt. 3.4.2.2, 3.4.3.2 og 3.6 under
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil imødekomme de-
le af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i
forsyningssektoren, hvoraf det bl.a. følger, at overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter som følge af CO2-fangst skal kun-
ne overføres til fangstvirksomheden i stedet for at tilgå var-
meforbrugerne. Det vil medføre, at gratis tildelte CO2-kvo-
ter vil kunne bidrage til at finansiere CO2-fangst og -lagring,
hvilket svarer til rammevilkår i industrisektoren.
Hensigten med i den foreslåede bestemmelse at fastsætte,
at de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter eller værdien
heraf vil kunne overføres til CO2-fangstvirksomheden er at
sikre, at CO2-kvoterne i overensstemmelse med aftalen vil
kunne medvirke til at finansiere CO2-fangstaktiviteter.
Finansiering vil kunne ske ved at sælge de overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter. CO2-kvoter er et finansielt instru-
ment og har en værdi, som vil kunne sælges på CO2-kvote-
handelsmarkedet ligesom et finansielt aktiv. En gratis tildelt
CO2-kvote er en almindelig CO2-kvote, som anlægget blot
har fået gratis. Salget foregår på samme måde, som hvis
anlægget ejer børsnoterede aktier, der kan sælges på bør-
sen. Hvis CO2-fangstvirksomheden, der har fået CO2-kvo-
ten tildelt, ikke selv skal bruge den, så vil anlægget kunne
sælge CO2-kvoten på kvotemarkedet.
Den foreslåede bestemmelse vil på baggrund af aftalen blive
udvidet i forhold til den gældende bestemmelse om overfør-
sel af overskydende gratis tildelte CO2-kvoter i forbindelse
med CO2-fangst i varmeforsyningslovens § 20, stk. 9, 2.
pkt., idet det foreslåede stk. 1 også vil omfatte gratis tildelte
CO2-kvoter, som er opstået som følge af ikke-støttede CO2-
fangstaktiviteter, i modsætning til varmeforsyningslovens
bestemmelse, som alene omfatter støttet CO2-fangst. Det
foreslåede stk. 1 vil erstatte bestemmelsen i varmeforsy-
ningslovens § 20, stk. 9, 2. og 3. pkt., jf. den foreslåede
bestemmelse i § 29, nr. 5.
Det vil endvidere medføre, at værdien af overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter, som er opstået som følge af
ikke-støtte CO2-fangst på samme måde som ved støttet
CO2-fangst ikke med den foreslåede bestemmelse vil bli-
ve modregnet i priserne for ydelser omfattet af varmeforsy-
ningslovens § 20, stk. 1, medmindre varmeproduktionsvirk-
somheden, hvor CO2-fangsten er gennemført, ikke vælger at
overføre CO2-kvoterne. Overskydende gratis tildelte CO2-
kvoter, som ikke er opstået som følge af CO2-fangstaktivite-
ter, vil fortsat blive modregnet i priserne, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 29, nr. 5.
Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 9, 2. pkt.,
at værdien af overskydende CO2-kvoter, som er opstået ved
statsligt støttet CO2-fangst, -transport, -lagring og -udnyttel-
se, skal overføres til CO2-fangstenheden, som skal lade vær-
dien indgå i beregningen af støttebeløbet.
Der henvises endvidere til pkt. 3.4.1.2 under lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 2, foreslås det, at skyldes de
overskydende CO2-kvoter efter det foreslåede stk. 1 CO2-
fangstaktiviteter, hvortil der er tildelt statslig støtte, vil den
virksomhed, der ejer el- eller varmeproduktionsanlægget,
skulle overføre de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter
til den virksomhed, der tildeles statslig støtte til CO2-fangst-
aktiviteten efter det foreslåede stk. 3.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive fastsat, at i de
tilfælde, hvor der er tildelt statsstøtte til CO2-fangstaktivite-
ter, og hvor den pågældende CO2-fangst har ført til, at der
i en varmeproduktionsvirksomhed er opstået et overskud af
gratis tildelte CO2-kvoter, vil disse kvoter skulle overføres
til CO2-fangstvirksomheden. Det vil således ikke som efter
det foreslåede stk. 1 være en mulighed at undlade at overfø-
re de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter.
De overskydende gratis tildelte CO2-kvoter vil i medfør af
den foreslåede bestemmelse skulle overføres til den, som
har varetaget de statsstøttede CO2-fangstaktiviteter. Det vil
følge nærmere af de regler, som vil blive udstedt i medfør af
det foreslåede stk. 3, hvordan overførslen kan eller vil skulle
foregå.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil imødekomme de-
le af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i
74
forsyningssektoren, hvoraf det bl.a. følger, at overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter som følge af CO2-fangst skal kun-
ne overføres til fangstvirksomheden i stedet for at tilgå var-
meforbrugerne. Det vil medføre, at gratis tildelte CO2-kvo-
ter vil kunne bidrage til at finansiere CO2-fangst og -lagring,
hvilket svarer til rammevilkår i industrisektoren.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at de
statsstøtteretlige regler bliver overholdt, og en overførsel af
de gratis tildelte CO2-kvoter til den CO2-fangstvirksomhed,
som har modtaget statsstøtte, vil betyde en indtægt for denne
virksomhed, som igen vil medføre en nedsættelse af støtte-
beløbet.
At overskydende gratis tildelte CO2-kvoter i tilfælde af
statsstøtte vil skulle overføres til CO2-fangstvirksomheden
vil betyde, at disse ikke som efter de gældende regler i
varmeforsyningslovens § 20, stk. 9, vil blive modregnet i
varmeprisen.
Der henvises endvidere til pkt. 3.4.2.2, 3.4.3.2 og 3.6 under
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Forsyningstilsynet vil i medfør af den foreslåede bestem-
melse i § 17, stk. 1, føre tilsyn med overholdelsen af regler
udstedt i medfør af det foreslåede stk. 2. Tilsynet vil skulle
fastlægge, om der er sket overførsel af CO2-kvoter, herunder
om alle er overført, fra varmeproduktionsvirksomheden i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af det fore-
slåede stk. 3.
Forsyningstilsynet vil kunne benytte beføjelsen i den fore-
slåede bestemmelse i § 18 til at anmode varmeprodukti-
onsvirksomheden om oplysninger om, hvilke overskydende
CO2-kvoter der anses for at være opstået som følge af støttet
CO2-fangst, og at disse er overført efter reglerne i det fore-
slåede stk. 3.
Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 11, at klima-,
energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere reg-
ler om de kvoter, som er nævnt i § 20, stk. 8, og om de
overskydende CO2-kvoter efter § 20, stk. 9, og regler om
administration af ordningerne.
Der henvises endvidere til pkt. 3.4.1.2 under lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Med bestemmelsen i § 7, stk. 3, foreslås det, at klima-,
energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte nærmere
regler om de overskydende CO2-kvoter, jf. de foreslåede
stk. 1 og 2, herunder om fremgangsmåden for overførsel af
CO2-kvoterne.
Klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den fore-
slåede bestemmelse få bemyndigelse til at fastsætte regler
om fremgangsmåden for overførsel af CO2-kvoterne, jf. de
foreslåede stk. 1 og 2. Det vil bl.a. i reglerne blive fastsat, i
hvilke tilfælde der vil skulle ske overførsel af gratis tildelte
CO2-kvoter mellem konti i CO2-kvoteregisteret, og i hvilke
tilfælde værdien af de overskydende CO2-kvoter eventuelt
vil skulle overføres.
Overførsel mellem konti vil kunne være relevant i de tilfæl-
de, hvor de overskydende CO2-kvoter overføres fra varme-
produktionsvirksomheden, hvor der fanges den CO2, som
har bevirket et overskud i CO2-kvoterne, og den særskilte
CO2-fangstvirksomhed, som varetager CO2-fangstaktivite-
terne. Det vil i dette tilfælde være overladt til CO2-fangst-
virksomheden at realisere værdien af de modtagne gratis
tildelte CO2-kvoter.
Overførsel af værdien af overskydende CO2-kvoter vil kun-
ne være relevant, hvor overførslen af CO2-kvoterne vil
ske inden for samme virksomhed i de tilfælde, hvor varme-
produktionsvirksomheden også varetager CO2-fangstaktivi-
teterne. Her vil der kunne fastsættes regler om, at værdien
vil skulle overføres mellem regnskabet for varmeproduktion
og CO2-fangstaktiviteterne. Der vil endvidere i den forbin-
delse kunne fastsættes regler om, at varmeproduktionsvirk-
somheden vil skulle realisere værdien af de overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter, inden den realiserede værdi over-
føres til regnskabet for CO2-fangstaktiviteterne.
Der vil i medfør af den foreslåede bestemmelse endvidere
kunne fastsættes regler om valgfrihed mellem metoderne for
overførsel. Det vil i så fald følge af reglerne, at parterne
vil kunne aftale, om der vil skulle ske en overførsel af
CO2-kvoterne mellem konti i CO2-kvoteregisteret, om der
skal ske overførsel af en beregnet værdi af CO2-kvoterne,
eller om det i stedet skal være en realiseret værdi af CO2-
kvoterne. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at
valgfriheden alene vil gælde i visse tilfælde som f.eks. ved
overførsel mellem adskilte virksomheder.
Regler om fremgangsmåden vil endvidere kunne omfat-
te, på hvilke tidspunkter de overskydende CO2-kvoter vil
skulle overføres til CO2-fangstvirksomheden eller -regnska-
bet. Hensynet til at fastsætte sådanne regler vil være at
sikre, at der ikke vil blive overført gratis tildelte CO2-kvo-
ter til CO2-fangstvirksomheden, før CO2-kvoterne reelt er
kommet i overskud som følge af CO2-fangsten. Tilsvarende
regler om tidspunktet for opgørelsen af overskydende gratis
tildelte CO2-kvoter i medfør af varmeforsyningslovens § 20,
stk. 9, er fast i bekendtgørelse nr. 1820 af 28. december
2023 om CO2-kvoter tildelt til varmeproduktion.
Regler om værdifastsættelse vil være relevant i de tilfælde,
hvor der ikke er tale om overførsel af gratis tildelte CO2-
kvoter mellem konti i CO2-kvoteregisteret, men hvor der
i stedet sker en overførsel af værdien af de overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter.
Regler om værdifastsættelse vil tage udgangspunkt i den
metode til værdifastsættelse af CO2-kvoter, som blev be-
75
nyttet i forbindelse med tildeling af støtte fra CCUS-pul-
jen. Ved CCUS forstås Carbon Capture, Utilisation and Stor-
age (CO2-fangst, -anvendelse og -lagring).
Det foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil
få hjemmel til at fastsætte de nævnte regler, idet der vil
være tale om mere detaljerede regler, og idet det på den
måde bl.a. vil gøre det mere smidigt om nødvendigt at til-
passe reglerne til de aktuelle omstændigheder i markedet for
CO2-fangst og finansieringen heraf, som de gratis tildelte
CO2-kvoter vi en del af.
Forsyningstilsynet vil i medfør af den foreslåede bestem-
melse i § 17, stk. 1, føre tilsyn med overholdelsen af regler
udstedt i medfør af det foreslåede stk. 3. Tilsynet vil skulle
fastlægge, om der er sket overførsel af CO2-kvoter, herunder
om alle er overført, fra varmeproduktionsvirksomheden i
overensstemmelse med regler udstedt i medfør af det fore-
slåede stk. 3.
Forsyningstilsynet vil kunne benytte beføjelsen i den fore-
slåede bestemmelse i § 18 til at anmode varmeprodukti-
onsvirksomheden om oplysninger om, hvilke overskydende
CO2-kvoter der anses for at være opstået som følge CO2-
fangst, og at disse er overført efter reglerne i det foreslåede
stk. 3.
Der henvises endvidere til pkt. 3.4.2.2, 3.4.3.2 og 3.6 under
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 vil imødekomme de-
le af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i
forsyningssektoren, hvoraf det bl.a. følger, at overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter som følge af CO2-fangst skal
overføres til fangstvirksomheden i stedet for at tilgå varme-
forbrugerne. Det vil medføre, at gratis tildelte CO2-kvoter
vil kunne bidrage til at finansiere CO2-fangst og -lagring,
hvilket svarer til rammevilkår i industrisektoren.
Det foreslåede stk. 3 vil medføre, at der som efter den gæl-
dende bestemmelse i varmeforsyningslovens § 20, stk. 9, jf.
også den foreslåede bestemmelse i § 29, stk. 5, ikke vil ske
modregning i varmeprisen i varmeforsyningslovens § 20,
stk. 1.
Til § 8
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 1, at en
kommune, som varetager varmeforsyning i kommunen, kan
varetage eller deltage i anden virksomhed, som har nær til-
knytning til varmeforsyningsvirksomheden. Klima-, energi-
og forsyningsministeren kan i medfør af varmeforsyningslo-
vens § 2 g, stk. 1, fastsætte nærmere regler om kriterierne i
bl.a. § 2 f for kommuners deltagelse i tilknyttet virksomhed
og for garantistillelse.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni 2022
om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningsloven, som
udmønter § 2 g, stk. 1, at en kommune kan deltage i CO2-
fangstvirksomhed i forbindelse med varmeproduktions- og
kraftvarmeproduktionsanlæg omfattet af egen varmeforsy-
ningsvirksomhed.
Af § 2 f, stk. 4, i varmeforsyningsloven fremgår det, at
en kommune ikke kan yde tilskud til eller stille garanti for
tilknyttet virksomhed. Der er således i reglerne i varmefor-
syningsloven taget stilling til, hvorvidt en kommune kan
stille garanti for CO2-fangst, hvilket ikke er tilfældet.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kom-
munen varetager eller deltager i.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, at en kommune kan
deltage i CO2-fangstvirkomhed i forbindelse med elproduk-
tionsanlæg omfattet af egen hovedvirksomhed.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har
nær tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som
kommunen varetager eller deltager i. Det følger nærmere af
bekendtgørelse nr. 1133 af 27. november 2008 om kommu-
ners og Energinet.dk’s deltagelse i anden virksomhed, som
har nær tilknytning til deres hovedvirksomhed efter elforsy-
ningsloven som ændret ved bekendtgørelse nr. 800 af 2. juni
2022, at en kommune kan deltage i CO2-fangstvirkomhed.
Der findes ikke i elforsyningsloven bestemmelser om kom-
muners garantistillelse i forbindelse med CO2-fangst som
tilknyttet aktivitet.
Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslås i § 8, stk. 1, at en kommune, som deltager
i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåede § 3, stk. 1 og
2, i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler vil kun-
ne stille garanti for lånoptagelse til finansiering af etabler-
ings- og anlægsinvesteringer og driftsaktiviteter i forbindel-
se med CO2-fangstaktiviteter i en CO2-fangstvirksomhed,
som kommunen helt eller delvist ejer, eller til finansiering af
indkøb af CO2-fangst foretaget på et el- eller varmeproduk-
tionsanlæg, som kommunen helt eller delvist ejer, jf. dog det
foreslåede stk. 2.
CO2-fangstvirskomheden vil organisatorisk kunne være pla-
ceret direkte under kommunen eller vil kunne være placeret
under et en anden kommunal virksomhed, f.eks. et holding-
selskab, eller som et datterselskab.
Ved kommuner forstås i den foreslåede bestemmelse også
76
såkaldte særkommuner oprettet efter § 60 i kommunestyrel-
sesloven.
Det foreslås med bestemmelsen i § 3, stk. 1, 1. pkt., at
kommuner vil få hjemmel til at deltage i CO2-fangstakti-
viteter. Med dette forstås bl.a. fangst af CO2, midlertidig
lagring og ejerskab af rørledningsanlæg m.v. og indkøb af
CO2-fangst hos tredjemand og kontraktuelle forpligtelser
forbundet med CO2-fangstaktiviteterne, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 2, nr. 2. Kommunens hjemmel til at deltage
i CO2-fangst omfatter ikke transporten af den fangede CO2,
herunder via rør eller lastbiler, og den omfatter ikke anven-
delsen af den fangede CO2. Kommuner vil skulle deltage i
CO2-fangstaktiviteterne på kommercielle vilkår.
Det foreslås med bestemmelsen i § 3, stk. 1, 2. pkt., at
kommunens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske
på kommercielle vilkår som kapitalejer i et kapitalselskab,
der kan være adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirk-
somhed eller være en del af en el- eller varmeproduktions-
virksomhed. Der vil således her være tale om et CO2-fangst-
selskab, og denne term benyttes i bemærkningerne.
Hvor der vil være behov for at optage lån for f.eks. at etable-
re et CO2-fangstanlæg, kan det vise sig at være svært for
kommunalt ejede selskaber at optage lån på markedet uden
kommunal garantistillelse på lånet.
I forlængelse heraf følger det af Aftale om langsigtede ram-
mevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren (herefter ”afta-
len”), at kommunernes eksisterende muligheder for at bære
finansiel risiko for CO2-fangst på egne anlæg skal udvides
til anlæg med en eleffekt på 25 MW eller derunder og skal
ikke længere begrænses til anlæg på over 25 MW. Herefter
skal kommunerne kunne bære risiko uanset anlæggets stør-
relse i form af garanti for lån i fangstanlægget. Kommuner-
ne skal også have mulighed for at stille garanti for investe-
ringer i installationer til fordråbning, pumper, lokale rør og
andre lignende anlæg med nær tilknytning til CO2-fangstak-
tiviteten. Endelig følger det af aftalen, at en kommune som
udgangspunkt kun må bære risici, som kommunalbestyrel-
sen eksplicit har påtaget sig. Beslutninger om at påtage sig
risici vil blive omfattet af et delegationsforbud, således at
kun kommunalbestyrelsen kan beslutte at bære risici uanset
den valgte organisationsform.
En kommune må som udgangspunkt ikke efter kommunal-
fuldmagtsreglerne drive handel, håndværk, industri eller fi-
nansiel virksomhed. En sådan adgang vil kræve en lovhjem-
mel. En kommune må endvidere ikke i medfør af kommu-
nalfuldmagtsreglerne yde erhvervsstøtte, som f.eks. at stille
garanti for lån, herunder til kommunalt ejede selskaber. Det
vil således være nødvendigt at fastsætte regler i denne lov
om, at kommuner må stille garanti for selskaber, som delta-
ger i CO2-fangst.
Med den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1, vil en kom-
mune, som planlægger at deltage i CO2-fangstaktiviteter,
kunne stille garanti for anlægsinvesteringer i forbindelse
med etableringen af et CO2-fangstanlæg, som omfattet af
kommunens hjemmel. Ved anlægsinvesteringer forstås de
investeringer, som knytter sig til etableringen af et fangstan-
læg med installationer til fordråbning, pumper, rørlednings-
anlæg og midlertidige lagre. Hvor det er relevant, vil kom-
munen også kunne stille garanti for lån i forbindelse med
etableringen af et CO2-fangstselskab eller garanti i forbin-
delse med overtagelse af en eksisterende CO2-fangstvirk-
somhed, f.eks. til erhvervelse af aktier svarende til § 2 e, stk.
3, i varmeforsyningsloven, hvorefter en kommune kan stille
garanti for lånoptagelse til finansiering af erhvervelse af
aktier i en virksomhed, der driver kraft-varme-anlæg med en
eleffekt over 25 MW, som er omfattet af lov om elforsyning.
Kommunen vil kunne stille garanti, uanset om etablering af
CO2-fangst sker i et særskilt selskab, eller om det etableres
inden for samme selskab som en el- eller varmeproduktions-
virksomhed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 2.
pkt.
En kommune, som allerede har etableret et CO2-fangstan-
læg, og som planlægger at udskifte eller udvide anlægget
eller den tilknyttede infrastruktur, vil endvidere med den
foreslåede bestemmelse kunne stille garanti for lånoptagelse
til investeringer heri. Herudover vil kommunen kunne stille
garanti for lånoptagelse til investeringer i driftsaktiviteter,
herunder investeringer forbundet med anlæggets eller den
lokale infrastrukturs vedligeholdelse.
Den foreslåede bestemmelse giver ikke kommuner adgang
til, i de tilfælde hvor kommunen varetager CO2-fangstakti-
viteter i samme selskab, som en el- eller varmeproduktions-
virksomhed, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1,
2. pkt., at stille garanti for lånoptagelse af anlægsinveste-
ringer eller driftsaktiviteter vedrørende andre aktiviteter i
selskaber. Kommunens adgang til at stille garanti for disse
aktiviteter vil følge af reglerne i varmeforsyningsloven eller
elforsyningsloven.
Kommunen vil også kunne stille garanti for lånoptagelse
til finansiering af lån i forbindelse med en hel eller delvis
overtagelse af et selskab, som er adskilt fra en el- eller
varmeproduktionsvirksomhed og ved hel eller delvis overta-
gelse af CO2-fangstdelen i en CO2-fangstvirksomhed, hvor
CO2-fangsten er varetaget sammen med varme- eller elpro-
duktionen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 2.
pkt.
En kommune vil således kunne overtage en ejerandel, som
tilhører en anden kommune, hvis der f.eks. er tale om et
CO2-fangstselskab, som er ejet af flere kommuner. En kom-
mune vil endvidere helt eller delvist kunne overtage en
privatejet CO2-fangstvirksomhed. Det vil fortsat være en
forudsætning for overtagelse, at betingelserne for kommu-
nens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter er opfyldt. Det vil
77
f.eks. sige, at aktiviteterne skal varetages inden for kommu-
negrænsen.
Forudsætningerne for en kommunes garantistillelse ved sel-
skabsovertagelse vil være de samme som ved anden garanti-
stillelse. Det vil sige, at kommunen alene vil kunne stille
garanti for lån til finansiering af en selskabsovertagelse,
hvor kommunen eller et kommunalt selskab efterfølgende
vil være selskabets ejer. Kommunen vil således ikke kunne
stille garanti for finansiering af tredjemands overtagelse af
en CO2-fangstvirksomhed.
En kommunens garanti for lån ved en hel eller delvis overta-
gelse af en CO2-fangstvirksomhed vil alene kunne stilles for
den del af selskabet, herunder aktie- eller anpartsandelen,
som kommunen vil komme til at eje efter overtagelsen, jf.
det foreslåede stk. 2.
En kommune vil endvidere kunne stille garanti for lånopta-
gelse med henblik på indkøb af en CO2-fangst hos en anden
CO2-fangstvirksomhed. Ved indkøb af CO2-fangst forstås
også indkøb af transport og lagring af den fangede CO2.
Det vil ikke være en forudsætning for kommunens garanti-
stillelse, at lånet optages af CO2-fangstselskabet selv. Et
moderselskab vil således f.eks. kunne optage et lån på vegne
af et datterselskab. Det vil dog være en forudsætning, at
lånet er med henblik på at gennemføre CO2-fangstaktiviteter
i det andet selskab. Det vil endvidere være en forudsætning,
at der alene stilles garanti for den del af CO2-fangstselska-
bet, som kommunen ejer eller vil komme til at eje, jf. det
foreslåede stk. 2. Hvor der er tale om, at en kommunalt
ejet varmeforsyningsvirksomhed optager lånet, vil det være
en forudsætning, at der sikres regnskabsmæssig adskillelse
mellem lånoptagelsen og varmedelen, jf. den foreslåede be-
stemmelse i § 11.
Hvor en kommune stiller en garanti for lånoptagelse i for-
bindelse med CO2-fangstaktiviteter, vil kommunen skulle
sikre, at denne overholder EU’s statsstøtteregler. EU’s stats-
støttebegreb defineres i art. 107, stk. 1, i EUF-Traktaten, der
indeholder en række betingelser, der alle skal være opfyldt,
før der er tale om statsstøtte. Det er bl.a. en betingelse, at
støtten skal begunstige visse virksomheder eller produktio-
ner, hvilket vil sige, at støtten skal udgøre en økonomisk
fordel, som ikke vil kunne opnås under normale markeds-
mæssige vilkår. Efter Kommissionens meddelelse af 20. juni
2008 (2008/C 155/02) om statsstøtte i form af garantier,
indebærer en garanti ikke en økonomisk fordel, når virk-
somheden, der optager det lån, der garanteres for, betaler
en garantiprovision, der svarer til det, som en privat garant,
der opererer under markedsøkonomiske forhold, vil kræve
under de tilsvarende betingelser.
Det betyder, at den kommunale garanti, hvor der vil kun-
ne være tale om statsstøtte, vil skulle stilles på markeds-
vilkår. En kommune vil således skulle opkræve en garan-
tiprovision på markedsmæssige vilkår, som svarer til den
provision, som en privat garantistiller vil forlange, samt stil-
le de betingelser, som en privat garantistiller vil stille. En
kommune vil ikke kunne forlange en mindre provision eller
lempeligere betingelser, end hvad en anden aktør i markedet
ville forlange.
Det vil ikke have betydning for EU’s statsstøtteretlige reg-
ler, hvis kommunen måtte forlange en højere provision,
end hvad der svarer til markedsvilkårene, idet en højere
provision ikke vil medføre en fordel for lånemodtageren i
forhold til dennes konkurrenter. Det må dog anses for at
stride mod kommunalfuldmagtsreglerne, herunder hvile i sig
selv princippet, hvis en kommune benytter adgangen til at
stille garanti til at opnå en fortjeneste ud over markedsprisen
på bekostning af et kommunalt selskab.
Herudover vil CO2-fangstaktiviteterne skulle varetages i et
kapitalselskab omfattet af selskabsloven, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 3, stk. 1, 2. pkt., og selskabet vil således
skulle drives som ethvert andet kapitalselskab, herunder
med et eventuelt ansvar for selskabets bestyrelse ved indgå-
else af en aftale med kommunen om garantistillelse med
en garantiprovision, som er højere, end hvad der vurderes
at gælde på markedsvilkår. Der henvises endvidere til pkt.
3.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Kommu-
nen må derfor ikke forlange en højere provision end mar-
kedsprisen.
Det foreslås at lade det fremgå direkte af bestemmelsen i
stk. 1, at garantistillelsen vil skulle ske under overholdelse
af EU’s statsstøtteregler. Henvisningen har dog ikke i sig
selv en retlig betydning, da statsstøttereglerne også uden
henvisningen er gældende. Formålet med tilføjelsen er alene
at skabe klarhed om, at garantistillelse skal være i overens-
stemmelse med EU’s statsstøtteregler. Kommunerne har selv
ansvaret for at sikre sig, at garantistillelsen er forenelig med
statsstøttereglerne.
I tilfælde hvor statsstøttereglerne ikke finder anvendelse,
vil der også skulle opkræves garantiprovision på markeds-
mæssige vilkår. Lovforslaget regulerer således udtømmende
kommunernes adgang til at stille garanti for CO2-fangst.
En kommune kan med den foreslåede bestemmelse alene
stille garanti for CO2-fangstanlæg m.v., som kommunen
selv helt eller delvist ejer i overensstemmelsen med den
foreslåede bestemmelse i § 3. Det vil sige, at kommune ikke
vil kunne stille garanti for andre CO2-fangstanlæg m.v., hel-
ler ikke selvom om garantien vil blive stillet på markedsvil-
kår. Dette afviger fra kommuners adgang til at stille garanti
efter reglerne i varmeforsyningsloven, som i visse tilfælde
giver kommuner adgang til at stille garanti for anlæg, som
ikke er kommunalt ejede, men svarer til den adgang til kom-
muners garantistillelse, som gælder på elforsyningsområdet.
Hvis en kommune ejer et CO2-fangstanlæg m.v. sammen
med andre, f.eks. en anden kommune eller en privat virk-
somhed, vil kommunen alene kunne stille en garanti, som
78
svarer til kommunens ejerandel af selskabet, jf. det foreslåe-
de stk. 2.
Kommunale selskaber vil på samme måde som en kommune
kunne stille garanti, hvis det er i overensstemmelse med
eventuel anden regulering, som selskabet måtte være omfat-
tet af. Det betyder bl.a., at beslutningen om garanti vil skulle
træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, jf. det foreslåede
stk. 3.
Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at
tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber vareta-
ges af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet
som overordnet tilsynsmyndighed, jf. lov om kommunernes
styrelse § 53. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommuner-
ne og kommunale fællesskaber overholder den lovgivning,
der særligt gælder for offentlige myndigheder. Ankestyrel-
sen beslutter som kommunal tilsynsmyndighed selv, om der
er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a
i lov om kommunernes styrelse.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse vil en kommune have mu-
lighed for at stille garanti for et lån, som vil skulle anvendes
til at varetage CO2-fangstaktiviteter.
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 4, i varme-
forsyningsloven, at en kommune ikke kan yde tilskud til
eller stille garanti for tilknyttet virksomhed. Der er således
i reglerne i varmeforsyningsloven taget stilling til, hvorvidt
en kommune kan stille garanti for CO2-fangst, herunder ved
overtagelse af et selskab, hvilket ikke er tilfældet.
Der findes ikke i elforsyningsloven bestemmelser om kom-
muners garantistillelse i forbindelse med CO2-fangst som
tilknyttet aktivitet, herunder ved overtagelse af et selskab.
Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 8, stk. 2, at en kommune
højst vil kunne stille garanti efter det foreslåede stk. 1 for
den del af CO2-fangstvirksomheden, som kommunen ejer
eller efter garantistillelsen vil komme til at eje.
Det foreslås med bestemmelsen i § 3, stk. 1, 2. pkt., at
kommunens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske
på kommercielle vilkår som kapitalejer i et kapitalselskab,
der kan være adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirk-
somhed eller være en del af en el- eller varmeproduktions-
virksomhed. Der vil således her være tale om et CO2-fangst-
selskab, og denne term benyttes i bemærkningerne.
Den foreslåede bestemmelse vedrører både en kommunes
garantistillelse for lånoptagelse til finansiering af etabler-
ings- og anlægsinvesteringer og driftsaktiviteter i forbindel-
se med CO2-fangstaktiviteter i et CO2-fangstselskab, som
kommunen helt eller delvist ejer, og finansiering af indkøb
af CO2-fangst foretaget på et el- eller varmeproduktionsan-
læg, som kommunen helt eller delvist ejer, jf. det foreslåede
stk. 1.
I begge tilfælde vil kommunen alene kunne stille garanti
for den del af CO2-fangstselskabet, som kommunen ejer,
eller for den del af en CO2-fangstselskabet, som kommunen
i forbindelse med lånoptagelsen vil komme til at eje. Be-
stemmelsen vil være relevant i de tilfælde, hvor kommunen
ejer et CO2-fangstselskab sammen med en eller flere andre
kommuner eller private virksomheder. Hvor der er tale om
et kommunalt fællesskab efter § 60 i lov om kommunernes
styrelse, vil det afhænge af den indbyrdes ejerfordeling mel-
lem kommunerne, om hver kommune i fællesskabet vil lige
have adgang til at stille garanti for lånefinansieringen ved
det kommunale fællesskabs deltagelse i CO2-fangstaktivite-
ter eller ved overtagelse af en eksisterende CO2-fangstvirk-
somhed.
Ved en kommunes ejerandel forstås også tilsvarende et kom-
munalt selskabs ejerandel, f.eks. et holdingselskabs ejeran-
del, eller hvor CO2-fangstselskabet er organiseret som et
datterselskab til et kommunalt selskab.
Adgangen for en kommune til højst at kunne stille garanti
for sin egen ejerandel svarer til kommuners adgang til at
stille garanti på elforsyningsområdet.
Ankestyrelsen vil på tilsvarende vis som efter stk. 1 kunne
føre tilsyn med, at den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 2,
overholdes.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Den foreslåede bestemmelse begrænser således rækkevid-
den af det foreslåede stk. 1. Ved at begrænse kommuners
adgang til at stille garanti til, hvad der forholdsmæssigt sva-
rer til kommunens egen ejerandel af et CO2-fangstselskab,
ensrettes reglerne med det, som gælder på elforsyningsom-
rådet, og hvor der også er er tale om kommunal deltagelse i
aktiviteter på kommercielle vilkår.
Det følger af § 32 i lov om kommunernes styrelse, at garan-
tiforpligtelser skal underskrives af kommunalbestyrelsens
formand eller næstformand (næstformænd) og en person,
der er bemyndiget dertil af kommunalbestyrelsen.
Det følger endvidere af § 7 b, stk. 1, i lov om fremme
af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion, at en
kommune, der deltager i CO2-fangst, i forbindelse med kon-
traktindgåelse med staten om tildeling af støtte efter § 7 a,
og i det omfang det er en forudsætning for kontraktindgåel-
sen, kan forpligte sig økonomisk i forhold til gennemførelse
af den CO2-fangst, kommunen deltager i, og gennemførelse
79
af transport, anvendelse og lagring af den opsamlede CO2,
der varetages af en tredjepart. Det følger videre af § 7 b, stk.
2, at kommunens beslutning om at forpligte sig økonomisk,
jf. stk. 1, skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde.
Det foreslås med bestemmelsen i § 8, stk. 3, at beslutning
om en kommunes eller en kommunal virksomheds garanti-
stillelse i forbindelse med CO2-fangstaktiviteter vil skulle
træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at en kom-
mune som udgangspunkt kun må bære risici, som kommu-
nalbestyrelsen eksplicit har påtaget sig. Beslutninger om at
påtage sig risici vil blive omfattet af et delegationsforbud,
således at kun kommunalbestyrelsen kan beslutte at bære
risici uanset den valgte organisationsform.
Det vil med den foreslåede bestemmelse være en forudsæt-
ning for, at en kommune eller en kommunal virksomhed
vil kunne stille garanti for lånoptagelse til finansiering af
etablerings- og anlægsinvesteringer eller driftsaktiviteter i
forbindelse med CO2-fangstaktiviteter m.v., at beslutningen
om en sådan garanti træffes af kommunalbestyrelsen på et
møde.
Det betyder, at en kommunes beslutning om at stille garanti
uanset størrelsesordenen af den pågældende garanti ikke vil
kunne uddelegeres til f.eks. kommunens forvaltning.
Det følger endvidere af kommunalfuldmagtsreglerne, at
en kommune inden for visse rammer skal handle økono-
misk ansvarligt, idet den forvalter kommunens skatteindtæg-
ter. Dette vil således også gælde i forbindelse med en kom-
munes beslutning om at stille garanti. Det vil derfor også
være afgørende, at kommunalbestyrelsen ved sin beslutning
om at stille garanti er fuldt oplyst om garantiens rækkevid-
de.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte kommunale
virksomheders garantistillelse. Ved virksomheder forstås og-
så selskaber, hvorfor f.eks. kommunale aktieselskaber (A/S),
anpartsselskaber (ApS) og interessentskaber (I/S) vil være
omfattede. Bestemmelsen vil omfatte alle kommunale virk-
somheder. Det vil således også her være en forudsætning,
at kommunalbestyrelsen forinden garantistillelsen har truffet
beslutning herom på et møde.
Ankestyrelsen vil på tilsvarende vis som efter stk. 1 kunne
føre tilsyn med, at den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 3,
overholdes.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Da lån til investeringer i CO2-fangst vil kunne have en
betydelig størrelse, vil kommunen på vegne af det selskab,
som optager lånet, med en garanti således også kunne påtage
sig en risiko af en betydelig størrelse. I de tilfælde, hvor en
garanti, herunder en garanti stillet af en kommunal virksom-
hed, aktiveres, kan der være en risiko for kommunens øko-
nomi og hermed ultimativt for kommunens borgere. Med et
krav om, at en beslutning om garantier skal træffes af kom-
munalbestyrelsen, sikres det, at beslutningen om at påtage
sig denne risiko, vil blive politisk behandlet af kommunal-
bestyrelsen.
Forslaget har den konsekvens, at der ved lov foretages en
indskrænkning af kommunalbestyrelsens adgang til delega-
tion inden for den kommunale organisation.
Den foreslåede bestemmelse vil delvist svare til den gælden-
de bestemmelse i § 7 b, stk. 2, i lov om fremme af effektiv
energianvendelse og drivhusgasreduktion om, at en kommu-
nes beslutning om at forpligte sig økonomisk i forbindelses
med statsstøtte til CO2-fangst, skal træffes af kommunalbe-
styrelsen i et møde. Bestemmelsen i § 7 b, stk. 2, foreslås
indsat i denne lov i stedet for i lov om fremme af effektiv
energianvendelse og drivhusgasreduktion, jf. de foreslåede
bestemmelser i § 9, stk. 3, og § 31, nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil imødekomme den del af
aftalen, som handler om, at en kommune som udgangspunkt
kun må bære risici, som kommunalbestyrelsen eksplicit har
påtaget sig.
Til § 9
Det følger af § 7 b, stk. 1, i lov om fremme af effektiv ener-
gianvendelse og drivhusgasreduktion, at en kommune, der
deltager i CO2-fangst, i forbindelse med kontraktindgåelse
med staten om tildeling af støtte efter lovens § 7 a, og i det
omfang det er en forudsætning for kontraktindgåelsen, kan
forpligte sig økonomisk i forhold til gennemførelse af den
CO2-fangst, kommunen deltager i, jf. nr. 1, og til gennemfø-
relse af transport, anvendelse og lagring af den opsamlede
CO2, der varetages af en tredjepart, jf. nr. 2.
Det foreslås med bestemmelsen i § 9, stk. 1, at en kommune
i forbindelse med kontraktindgåelse med staten om tildeling
af støtte efter lov om fremme af effektiv energianvendelse
og drivhusgasreduktion, og når det er en forudsætning for
kontraktindgåelsen, vil kunne forpligte sig økonomisk i for-
hold til gennemførelse af de CO2-fangstaktiviteter, kommu-
nen deltager i, jf. det foreslåede nr. 1, og til gennemførelse
af transport, anvendelse og lagring af den opsamlede CO2,
der varetages af en tredjepart, jf. det foreslåede nr. 2.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at det fortsat
skal være muligt for kommunerne at stille garanti for støt-
tebod i forbindelse med udbud af CCS-puljer svarende til
de gældende regler. Ved CCS forstås Carbon Capture and
Storage (CO2-fangst og -lagring).
Med lovforslagets § 31, nr. 1, foreslås det at ophæve den
gældende bestemmelse om kommuners hæftelse i forbindel-
se med statsstøtte til CO2-fangst i § 7 b i lov om fremme af
80
effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion og i stedet
indsætte en tilsvarende bestemmelse i lovforslagets § 9.
Med den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, vil en kom-
mune, herunder en kommunalt ejet virksomhed, kunne påta-
ge sig økonomiske forpligtelser for at sikre gennemførelse
af CO2-fangsten samt gennemførelse af transport og lagring
eller anvendelse af den indfangede CO2, der varetages af
tredjepart, som kommunen eller kommunerne indgår kon-
trakt med. Mens det vil være den kommunalt ejede virk-
somhed, der vil indgå kontrakten med staten, vil de heraf
følgende økonomiske forpligtelser dog i sidste ende påhvile
kommunen, hvis denne udnytter den foreslåede hjemmel.
Ved kommuner forstås i den foreslåede bestemmelse også
såkaldte særkommuner oprettet efter § 60 i kommunestyrel-
sesloven.
Den konkrete rækkevidde af de økonomiske forpligtelser,
som en kommune med lovforslaget vil få hjemmel til at
påtage sig, vil afhænge af de forpligtelser, som den kommu-
nalt ejede virksomhed vil skulle påtage sig i forbindelse
med kontraktindgåelse med staten om tildeling af statslige
støttemidler til fangst, transport, anvendelse og lagring af
CO2.
Det afgørende vil være, at indgåelsen af kontrakt med staten
om tildeling af midler forudsætter, at en kommunalt ejet
virksomhed, der lovligt deltager i CO2-fangst, og i forlæn-
gelse heraf ejerkommunen eller ejerkommunerne, påtager
sig den eller de økonomiske forpligtelser.
Uanset organiseringen af den virksomhed, der indgår kon-
trakt med staten om tildeling af statslige støttemidler til
fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2 og dermed
påtager sig de økonomiske forpligtelser til sikring af gen-
nemførelse af fangst, transport, anvendelse og lagring af
CO2, vil den ultimative hæftelse for indfrielse af disse
økonomiske forpligtelser i medfør af den foreslåede bestem-
melse påhvile den eller de kommuner, som deltager i den
virksomhed, der indgår kontrakten med staten om tildeling
af støtte i medfør af § 7 a i lov om fremme af effektiv ener-
gianvendelse og drivhusgasreduktion, og som har påtaget
sig forpligtelsen.
Det skal dog understreges, at den foreslåede bestemmelse
alene er en hjemmel til, at en kommune kan forpligte sig
økonomisk i forbindelse med, at en virksomhed, som kom-
munen helt eller delvist ejer, eventuelt i fællesskab med
andre kommuner indgår kontrakt med staten om tildeling
af støtte. Det er ikke med den foreslåede bestemmelse regu-
leret, om alle ejerkommuner vil skulle påtage sig den øko-
nomiske forpligtelse som beskrevet, eller om alle ejerkom-
muner vil skulle være enige i at påtage sig de økonomiske
forpligtelser.
Hvor en kommune forpligter sig økonomisk i forbindelse
med CO2-fangstaktiviteter, vil kommunen skulle sikre, at
denne overholder EU’s statsstøtteregler. Det betyder, at den
kommunale økonomiske forpligtelse, hvor der vil kunne væ-
re tale om statsstøtte, vil skulle stilles på markedsvilkår. En
kommune vil således skulle opkræve en provision på mar-
kedsmæssige vilkår, som svarer til den provision, som en
privat garantistiller vil forlange, samt stille de betingelser,
som en privat garantistiller vil stille. En kommune vil ik-
ke kunne forlange en mindre provision eller lempeligere
betingelser, end hvad en anden aktør i markedet ville forlan-
ge. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.2 og 9.1.
Kommunerne vil med den foreslåede bestemmelse være un-
derlagt det almindelige tilsyn med kommuner og kommuna-
le fællesskaber af Ankestyrelsen i medfør af den kommunale
styrelseslov.
Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.2 og 3.5.3.2 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
De udvidede økonomiske forpligtelser, som kommunerne
vil få hjemmel til at påtage sig vil indebære en økonomisk
risiko for de berørte kommuners borgere samtidig med, at
fangst, transport, anvendelse og lagring af CO2 for såvel
kommuner som deres samarbejdsparter er en ny aktivitet,
der spiller ind på tværs af de forskellige forsyningslovgiv-
ninger.
Med de foreslåede bestemmelser i § 31, nr. 1, og § 9, stk.
1, vil bestemmelsen om kommuners hæftelse i forbindelse
tildeling af statsstøtte til CO2-fangst blive flyttet fra lov om
fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion
til denne lov. Det skyldes, at hensigten med dette lovforslag
er at samle bestemmelserne om CO2-fangstaktiviteter i el-
eller varmeproduktionsvirksomheder i en ny hovedlov, hvil-
ket omfatter en bestemmelse om kommuners økonomiske
forpligtelse ved statsstøtte. Samtidig imødekommes dele af
aftalen med de to foreslåede bestemmelser.
Den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 1, vil være en ind-
holdsmæssig videreførelse af bestemmelsen i § 7 b, stk. 1, i
lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgas-
reduktion.
Der findes ikke gældende regler om, at kommuner vil kunne
forpligte sig økonomisk for forhold, der udspringer af kon-
trakter knyttet til CO2-fangstaktiviteter.
Det foreslås med § 9, stk. 2, at en kommune, som deltager
i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåede § 3, stk. 1 og 2,
i forbindelse med kontraktindgåelser knyttet til disse CO2-
fangstaktiviteter med en på forhånd fastsat afgrænsning vil
kunne forpligte sig økonomisk for forhold, der udspringer af
kontrakterne.
Ved kommuner forstås i den foreslåede bestemmelse også
såkaldte særkommuner oprettet efter § 60 i kommunestyrel-
sesloven.
En kommune vil med den foreslåede bestemmelse således
kunne påtage sig at hæfte eller stille garanti for en forpligtel-
81
se, som indgår som en del af en kontrakt, som knytter sig til
en CO2-fangstaktivitet. Det vil f.eks. kunne være for en bod
eller en økonomisk erstatning, som det kommunale CO2-
fangstselskab vil skulle yde over for en anden kontraktspart
i tilfælde, hvor CO2-fangstselskabet ikke lever op til en
forpligtelse, som selskabet har påtaget sig i forbindelse med
kontraktsindgåelsen. Det vil endvidere kunne være for en
forpligtelse i en kontrakt, som en varmeforsyningsvirksom-
hed har indgået med et CO2-fangstselskab i forbindelse med
indkøb af en CO2-fangstydelse. Ved indkøb af CO2-fangst
forstås også indkøb af transport og lagring af den fangede
CO2.
Det vil være en forudsætning for kommunens økonomiske
forpligtelse, at der er tale om en kontrakt, som knytter sig til
en CO2-fangstaktivitet, f.eks. levering af røggas indeholden-
de CO2 eller CO2 til anvendelse.
Det følger af kommunalfuldmagtsreglerne, at en kommune
inden for visse rammer skal handle økonomisk ansvarligt,
idet den forvalter kommunens skatteindtægter. Dette vil så-
ledes også gælde i forbindelse med en kommunes beslutning
om at forpligte sig økonomisk. Det vil derfor endvidere
være en forudsætning for den økonomiske forpligtelse, at
rækkevidden af forpligtelsen på forhånd er afgrænset. Det
vil sige, at kommunen f.eks. vil kunne påtage sig at hæfte
for eller stille garanti for et bestemt beløb eller for et be-
løb inden for et nærmere fastsat loft, men kommunen vil
ikke kunne påtage sig en økonomisk forpligtelse med en
ubegrænset rækkevidde.
Hvor en kommune forpligter sig økonomisk i forbindelse
med CO2-fangstaktiviteter, vil kommunen skulle sikre, at
denne overholder EU’s statsstøtteregler. Det betyder, at den
kommunale økonomiske forpligtelse, hvor der vil kunne væ-
re tale om statsstøtte, vil skulle stilles på markedsvilkår. En
kommune vil således skulle opkræve en provision på mar-
kedsmæssige vilkår, som svarer til den provision, som en
privat garantistiller vil forlange, samt stille de betingelser,
som en privat garantistiller vil stille. En kommune vil ik-
ke kunne forlange en mindre provision eller lempeligere
betingelser, end hvad en anden aktør i markedet ville forlan-
ge. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.2 og 9.1.
Det vil ikke have betydning for EU’s statsstøtteretlige reg-
ler, hvis kommunen måtte forlange en højere provision,
end hvad der svarer til markedsvilkårene, idet en højere
provision ikke vil medføre en fordel for den pågældende
virksomhed i forhold til dennes konkurrenter. Det må dog
anses for at stride mod kommunalfuldmagtsreglerne, herun-
der hvile i sig selv princippet, hvis en kommune benytter
adgangen til at påtage sig en økonomisk forpligtelse til at
opnå en fortjeneste ud over markedsprisen på bekostning af
et kommunalt selskab.
Herudover vil CO2-fangstaktiviteterne skulle varetages i et
kapitalselskab omfattet af selskabsloven, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 3, stk. 1, 2. pkt., og selskabet vil således
skulle drives som ethvert andet kapitalselskab, herunder
med et eventuelt ansvar for selskabets bestyrelse ved indgå-
else af en aftale med kommunen om en økonomisk forplig-
telse med en provision, som er højere, end hvad der vurderes
at gælde på markedsvilkår. Der henvises endvidere til pkt.
3.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Kommu-
nen må derfor ikke forlange en højere provision end mar-
kedsprisen.
I tilfælde hvor statsstøttereglerne ikke finder anvendelse,
vil der også skulle opkræves garantiprovision på markeds-
mæssige vilkår. Lovforslaget regulerer således udtømmende
kommunernes adgang til at stille garanti for CO2-fangst.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede stk. 3 skulle
træffe beslutning på et møde om at påtage sig sådan en
økonomisk forpligtelse.
Med den foreslåede bestemmelse får en kommune mulighed
for at sikre det kommunale CO2-fangstselskab i forbindelse
med selskabets CO2-fangstkontrakter, hvilket i sidste ende
vil kunne være en forudsætning for, at den pågældende kon-
trakt vil kunne indgås. Herudover vil det med kravet om en
afgrænsning af rækkevidden af den økonomiske forpligtelse
blive sikret, at det vil være tydeligt for kommunen, hvilken
risiko denne maksimalt måtte påtage sig ved den økonomi-
ske forpligtelse.
Af § 7 b, stk. 2, i lov om fremme af effektiv energianvendel-
se og drivhusgasreduktion følger det, at kommunens beslut-
ning om at forpligte sig økonomisk, jf. § 7 b, stk. 1, skal
træffes af kommunalbestyrelsen i et møde.
Det foreslås i § 9, stk. 3, at beslutning om en kommunes
eller en kommunal virksomheds økonomiske forpligtelse i
forbindelse med kontraktindgåelse vil skulle træffes af kom-
munalbestyrelsen på et møde.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren, at kommunen som udgangs-
punkt kun må bære risici, som kommunalbestyrelsen ekspli-
cit har påtaget sig. Beslutninger om at påtage sig risici
skal være omfattet af et delegationsforbud, således at kun
kommunalbestyrelsen kan beslutte at bære risici uanset valgt
organisationsform.
Den foreslåede bestemmelse om, at en kommunes eller
kommunal virksomheds beslutning om at forpligte sig øko-
nomisk vil skulle træffes af kommunalbestyrelsen på et
møde, skal sikre, at beslutningen behandles politisk i kom-
munen. Dette skal særligt ses i lyset af størrelsesordenen
af den økonomiske forpligtelse, som kommunens borgere
ultimativt ville skulle hæfte for, samtidig med de risici, der
i øvrigt følger af karakteren af deltagelsen i CO2-fangstakti-
viteter. Det vil derfor også være afgørende, at kommunalbe-
styrelsen ved sin beslutning om at forpligte sig økonomisk
i forbindelse med CO2-fangstkontrakter er fuldt oplyst om
forpligtelsens rækkevidde.
82
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte kommunale
virksomheders økonomiske forpligtelse. Ved virksomheder
forstås også selskaber, hvorfor f.eks. kommunale aktiesel-
skaber (A/S), anpartsselskaber (ApS) og interessentskaber
(I/S) vil være omfattede. Bestemmelsen vil omfatte alle
kommunale virksomheder. Det vil således også her være en
forudsætning, at kommunalbestyrelsen, forinden der påtages
en økonomisk forpligtelse, har truffet beslutning herom på et
møde.
Ankestyrelsen vil på tilsvarende vis som efter stk. 1 og 2
kunne føre tilsyn med, at den foreslåede bestemmelse i § 9,
stk. 3, overholdes.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Forslaget har den konsekvens, at der ved lov foretages en
indskrænkning af kommunalbestyrelsens adgang til delega-
tion inden for den kommunale organisation.
Med de foreslåede bestemmelser i § 31, nr. 1, og § 9, vil
bestemmelsen om kommuners hæftelse i forbindelse tilde-
ling af statsstøtte til CO2-fangst blive flyttet fra lov om
fremme af effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion
til denne lov. Det skyldes, at hensigten med dette lovforslag
er at samle bestemmelserne om CO2-fangstaktiviteter i el-
eller varmeproduktionsvirksomheder i en ny hovedlov, hvil-
ket omfatter en bestemmelse om kommuners hæftelse ved
statsstøtte. Samtidig imødekommes dele af aftalen med de to
foreslåede bestemmelser.
Til § 10
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 1, at en
kommune, som varetager varmeforsyning i kommunen, kan
varetage eller deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til varmeforsyningsvirksomheden.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 795 af 2. juni 2022
om kommuners deltagelse i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed efter varmeforsyningsloven, at en
kommune kan deltage i CO2-fangstvirksomhed i forbindel-
se med varmeproduktions- og kraftvarmeproduktionsanlæg
omfattet af egen varmeforsyningsvirksomhed.
Af § 2 f, stk. 4, i varmeforsyningsloven fremgår det, at
en kommune ikke kan yde tilskud til eller stille garanti for
tilknyttet virksomhed. Der er således i reglerne i varmefor-
syningsloven taget stilling til, hvorvidt en kommune kan yde
tilskud til CO2-fangst, hvilket ikke er tilfældet.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 4, stk. 2, at
en kommune kan deltage i anden virksomhed, som har nær
tilknytning til virksomhed omfattet af § 2, stk. 1, som kom-
munen varetager eller deltager i.
Det følger nærmere af bekendtgørelse nr. 1133 af 27. no-
vember 2008 om kommuners og Energinet.dk’s deltagelse
i anden virksomhed, som har nær tilknytning til deres ho-
vedvirksomhed efter elforsyningsloven som ændret ved be-
kendtgørelse nr. 800 af 2. juni 2022, at en kommune kan
deltage i CO2-fangstvirkomhed i forbindelse med elproduk-
tionsanlæg omfattet af egen hovedvirksomhed.
Der findes ikke i elforsyningsloven bestemmelser om kom-
muners tilskud til CO2-fangst som tilknyttet aktivitet.
Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.3 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslås i § 10, stk. 1, at en kommune, som delta-
ger i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåede § 3, stk. 1
og 2, vil kunne indskyde kapital til finansiering af etabler-
ings- og anlægsinvesteringer og driftsaktiviteter i forbindel-
se med CO2-fangstaktiviteter i en CO2-fangstvirksomhed,
som kommunen helt eller delvist ejer, eller til finansiering af
indkøb af CO2-fangst foretaget på et el- eller varmeproduk-
tionsanlæg, som kommunen helt eller delvist ejer, jf. dog det
foreslåede stk. 2.
CO2-fangstvirksomheden vil kunne være organisatorisk pla-
ceret direkte under kommunen eller vil kunne være placeret
under et andet kommunalt selskab, f.eks. et holdingselskab,
eller som et datterselskab.
Ved kommuner forstås i den foreslåede bestemmelse også
såkaldte særkommuner oprettet efter § 60 i kommunestyrel-
sesloven.
Det foreslås med bestemmelsen i § 3, stk. 1, 2. pkt., at
kommunens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske
på kommercielle vilkår som kapitalejer i et kapitalselskab,
der kan være adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirk-
somhed eller være en del af en el- eller varmeproduktions-
virksomhed. Der vil således her være tale om et CO2-fangst-
selskab, og denne term benyttes i bemærkningerne.
Kommunens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter skal ske på
kommercielle vilkår og gennem et kapitalselskab, jf. lov-
forslagets § 3, stk. 1, 2. pkt. Der henvises til pkt. 3.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger. Det betyder, at de
kommunale CO2-fangstselskaber vil kunne deltage i CO2-
fangstaktiviteter på markedsvilkår og vil skulle konkurrere
mod andre CO2-fangstvirksomheder, herunder privatejede
virksomheder.
Med den foreslåede bestemmelse vil en kommune have mu-
lighed for at indskyde kapital i et CO2-fangstselskab. Be-
hovet for kapital kan både forekomme i forbindelse med
etableringen af et selskab eller et CO2-fangstanlæg og efter-
følgende i forbindelse med anlæggets drift. Der kan f.eks.
opstå behov for en omfattende vedligeholdelse af anlægget
eller en udvidelse eller udskiftning af anlægget, og hvor sel-
skabets økonomi ikke giver mulighed for at dække sådanne
omkostninger, vil det kunne være nødvendigt, at ejerne tilfø-
rer kapital til selskabet. Behovet kan være kendt på forhånd,
f.eks. en planlagt udvidelse af CO2-fangstkapaciteten, eller
83
der kan være tale om et mere akut behov, som f.eks. behovet
for udskiftning af dele af CO2-fangstanlægget.
Bestemmelsen om kommunalt kapitalindskud vil ikke kun
være relevant i forbindelse med etableringen og driften af et
CO2-fangstanlæg m.v., men vil også kunne være relevant i
de tilfælde, hvor kommunen helt eller delvist indtræder som
ejer i en eksisterende CO2-fangstvirksomhed.
Kommunen vil også kunne indskyde kapital til finansiering
af en hel eller delvis overtagelse af et selskab, som er ad-
skilt fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed og ved hel
eller delvis overtagelse af CO2-fangstdelen i en CO2-fangst-
virksomhed, hvor CO2-fangsten er varetaget sammen med
varme- eller elproduktionen, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 3, stk. 1, 2. pkt.
En kommune vil således kunne overtage en ejerandel, som
tilhører en anden kommune, hvis der f.eks. er tale om et
CO2-fangstselskab, som er ejet af flere kommuner. En kom-
mune vil endvidere helt eller delvist kunne overtage en pri-
vatejet CO2-fangstvirksomhed. Det vil fortsat være en for-
udsætning for overtagelse, at betingelserne for kommunens
deltagelse i CO2-fangstaktiviteterne er opfyldt. Det vil f.eks.
sige, at aktiviteterne skal varetages på et el- eller varmefor-
syningsanlæg, som kommunen ejer helt eller delvist.
Kommuners indskud af kapital i et CO2-fangstselskab vil
skulle ske i overensstemmelsen med reglerne i selskabslo-
ven. Hvor kommunen ejer CO2-fangstselskabet sammen
med en anden privat virksomhed eller en anden kommune,
vil kapitalindskuddet medføre, at ejerandelene i selskabet
ændres, hvorefter den indskydende kommunes ejerandele vil
blive forøget.
I de tilfælde, hvor kommunen indskyder kapital i et CO2-
fangstselskab, hvor CO2-fangsten er varetaget sammen med
en varmeproduktionsvirksomhed, jf. den foreslåede bestem-
melse i § 3, stk. 1, 2. pkt., eller hvor kapitalindskuddet er
med henblik på finansiering af CO2-fangst, transport og lag-
ring af den indfangede CO2 foretaget af et andet selskab, vil
det i medfør af varmeforsyningsloven være nødvendigt, at
udgifter i forbindelse med varmeproduktionen holdes adskilt
fra andre udgifter, idet det alene vil være de nødvendige
udgifter til leveringen af varme, som vil kunne indregnes i
varmeprisen, jf. § 20, stk. 1, i varmeforsyningsloven.
Hvor en kommune således indskyder kapital til finansiering
af CO2-fangst, vil dette indskud skulle holdes adskilt fra
den del af selskabet, som vedrører varmeproduktionen. Det
foreslås i den forbindelse med lovforslagets § 11, stk. 1, at
der fastsættes krav om regnskabsmæssig adskillelse mellem
CO2-fangstaktiviteter og produktion af opvarmet vand eller
damp i medfør af lov om varmeforsyning.
En kommune vil alene i medfør af den foreslåede bestem-
melse kunne indskyde kapital i et CO2-fangstselskab, som
kommunen helt eller delvist ejer, jf. det foreslåede stk. 2.
En kommune skal inden for rammerne af kommunalfuld-
magtsreglerne handle økonomisk ansvarligt, idet den forval-
ter kommunens skatteindtægter. Dette vil således også gælde
i forbindelse med en kommunes beslutning om at indskyde
kapital. En kommune skal endvidere ved indskud af kapital
sikre, at indskuddet ikke kommer til at udgøre en form for
støtte til selskabet. Det vil ikke være i overensstemmelse
med kommunalfuldmagten, idet en kommune ikke må be-
gunstige et enkelt selskab. Det vil endvidere ikke være i
overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler, hvis en kom-
mune indskyder kapital på mere favorable vilkår.
Kommunale selskaber vil på samme måde som en kommune
kunne indskyde kapital, hvis det er i overensstemmelse med
eventuel anden regulering, som selskabet måtte være omfat-
tet af. Det betyder bl.a., at beslutningen om garanti vil skulle
træffes af kommunalbestyrelsen i et møde, jf. det foreslåede
stk. 3.
Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at
tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber vareta-
ges af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet
som overordnet tilsynsmyndighed, jf. lov om kommunernes
styrelse § 53. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommuner-
ne og kommunale fællesskaber overholder den lovgivning,
der særligt gælder for offentlige myndigheder. Ankestyrel-
sen beslutter som kommunal tilsynsmyndighed selv, om der
er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a
i lov om kommunernes styrelse.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren, at kommunerne skal kunne bæ-
re risiko i form af indskud af egenkapital i fangstanlæg-
get. Kommunerne skal også have mulighed for at indskyde
egenkapital for investeringer i installationer til fordråbning,
pumper, lokale rør og andre lignende anlæg med nær tilknyt-
ning til CO2-fangstaktiviteten.
Med den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 1, sikres det, at
kommuner vil have adgang til at bære en risiko som nævnt
i aftalen både i forbindelse med kommunens egen etablering
af et CO2-fangstselskab og driften heraf.
Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.3 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det følger af varmeforsyningslovens § 2 f, stk. 4, i varme-
forsyningsloven, at en kommune ikke kan yde tilskud til
eller stille garanti for tilknyttet virksomhed. Der er således
i reglerne i varmeforsyningsloven taget stilling til, hvorvidt
en kommune kan indskyde kapital til CO2-fangst, hvilket
ikke er tilfældet.
84
Der findes ikke i elforsyningsloven bestemmelser om kom-
muners indskud af kapital i forbindelse med CO2-fangst
som tilknyttet aktivitet.
Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.3 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 10, stk. 2, at en kommu-
ne højst vil kunne indskyde kapital efter det foreslåede stk.
1 for den del af CO2-fangstvirksomheden, som kommunen
ejer eller efter kapitalindskuddet vil komme til at eje.
Den foreslåede bestemmelse vedrører en kommunes indskud
af kapital til finansiering af etablerings- og anlægsinveste-
ringer og driftsaktiviteter i forbindelse med CO2-fangstak-
tiviteter i en CO2-fangstvirksomhed, som kommunen helt
eller delvist ejer.
Det foreslås med bestemmelsen i § 3, stk. 1, 2. pkt., at
kommunens deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske
på kommercielle vilkår som kapitalejer i et kapitalselskab,
der kan være adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirk-
somhed eller være en del af en el- eller varmeproduktions-
virksomhed. Der vil således her være tale om et CO2-fangst-
selskab, og denne term benyttes i bemærkningerne.
Kommunen vil højst kunne indskyde kapital for den del af
CO2-fangstselskabet, som kommunen ejer. Medfører kapita-
lindskuddet en forhøjelse af kommunens ejerandele i selska-
bet, vil der her blive taget udgangspunkt i den ejerandel,
som kommunen vil have efter kapitalindskuddet. Bestem-
melsen vil kunne være relevant i de tilfælde, hvor kommu-
nen ejer et CO2-fangstselskab sammen med en eller flere
andre kommuner eller private virksomheder. Adgangen for
en kommune til højst at kunne indskyde kapital for sin egen
ejerandel svarer til kommuners adgang til at indskyde kapi-
tal på elforsyningsområdet.
Ved en kommunes ejerandel forstås også tilsvarende et kom-
munalt selskabs ejerandel, f.eks. et holdingselskabs ejeran-
del, eller hvor CO2-fangstselskabet er organiseret som et
datterselskab til et kommunalt selskab.
Ankestyrelsen vil på tilsvarende vis som efter stk. 1 kunne
føre tilsyn med, at den foreslåede bestemmelse i stk. 2,
overholdes.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Der findes ikke gældende bestemmelser, som fastsætter at
en kommunes beslutning om indskud i forbindelse med
CO2-fangst skal træffes af kommunalbestyrelsen.
Det følger dog af § 7 b, stk. 1, i lov om fremme af effektiv
energianvendelse og drivhusgasreduktion, at en kommune,
der deltager i CO2-fangst, i forbindelse med kontraktindgå-
else med staten om tildeling af støtte efter § 7 a, og i
det omfang det er en forudsætning for kontraktindgåelsen,
kan forpligte sig økonomisk i forhold til gennemførelse af
den CO2-fangst, kommunen deltager i, og gennemførelse af
transport, anvendelse og lagring af den opsamlede CO2, der
varetages af en tredjepart. Det følger videre af § 7 b, stk. 2,
at kommunens beslutning om at forpligte sig økonomisk, jf.
stk. 1, skal træffes af kommunalbestyrelsen i et møde.
Det foreslås i bestemmelsen i § 10, stk. 3, at beslutning
om en kommunes eller en kommunal virksomheds kapita-
lindskud i forbindelse med CO2-fangstaktiviteter vil skulle
træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.
Det vil med den foreslåede bestemmelse således være
en forudsætning for, at en kommune eller en kommunal
virksomhed vil kunne indskyde kapital til finansiering af
etablerings- og anlægsinvesteringer og driftsaktiviteter i for-
bindelse med CO2-fangstaktiviteter, at beslutningen herom
træffes af kommunalbestyrelsen i et møde.
Det betyder, at beslutning om at indskyde kapital uanset
størrelsesordenen heraf ikke vil kunne uddelegeres til et
andet af kommunens organer eller forvaltningen.
Den foreslåede bestemmelse vil også omfatte kommunale
virksomheders kapitalindskud. Ved virksomheder forstås og-
så selskaber, hvor f.eks. kommunale aktieselskaber (A/S),
anpartsselskaber (ApS) og interessentskaber (I/S) vil være
omfattede. Bestemmelsen vil omfatte alle kommunale virk-
somheder. Det vil således også her være en forudsætning, at
kommunalbestyrelsen forinden kapitalindskuddet har truffet
beslutning herom på et møde.
En kommune skal inden for rammerne af kommunalfuld-
magtsreglerne handle økonomisk ansvarligt, idet den forval-
ter kommunens skatteindtægter. Dette vil således også gælde
i forbindelse med en kommunes beslutning om at indskyde
kapital i et CO2-fangstselskab. Det vil bl.a. kunne indgå i
kommunens beslutning, at kommunen ikke efterfølgende,
hvor de f.eks. måtte opstå et overskud i selskabet eventuelt
i forlængelse af det kommunale indskud, vil kunne udtage
midler fra selskabet uden at blive omfattet af reglerne om
modregning i kommunens statstilskud. Det vil også gælde
kommunens indskud i selskabet. Der henvises nærmere til
den foreslåede § 12 og til pkt. 3.5.2.5. En kommune vil
endvidere som alternativ til et indskud i et selskab kunne
stille garanti for lånoptagelse til finansiering i selskabet. Det
henvises til den foreslåede § 8 og til pkt. 3.5.2.1 og 3.5.3.1.
Ankestyrelsen vil på tilsvarende vis som efter stk. 1 kunne
føre tilsyn med, at den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 3,
overholdes.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Særligt i forbindelse med etableringen af et CO2-fangstan-
læg kan den være behov for et kommunalt indskud af en vis
størrelse. I forlængelse heraf følger det af Aftale om langsig-
tede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssektoren (her-
85
efter ”aftalen”), at en kommune som udgangspunkt kun må
bære risici, som kommunalbestyrelsen eksplicit har påtaget
sig. Beslutninger om at påtage sig risici vil blive omfattet af
et delegationsforbud, således at kun kommunalbestyrelsen
kan beslutte at bære risici uanset den valgte organisations-
form.
Dette følger allerede af den gældende regler for kommu-
ners hæftelse i forbindelse med statsstøtte til CO2-fangst,
jf. § 7 b i lov om fremme af effektiv energianvendelse og
drivhusgasreduktion. Der henvises til pkt. 3.5.1.2, 3.5.2.2
og 3.5.3.2. Den foreslåede bestemmelse vil svare til den
gældende bestemmelse i § 7 b, stk. 2, i lov om fremme af
effektiv energianvendelse og drivhusgasreduktion.
Da investeringer i CO2-fangst vil kunne have en betydelig
størrelse, vil kommunen, herunder en kommunal virksom-
hed, med et kapitalindskud kunne påtage sig en risiko af
en betydelig størrelse for kommunens økonomi og hermed
ultimativt for kommunens borgere. Med et krav om, at en
beslutning om kapitalindskud skal træffes af kommunalbe-
styrelsen, sikres det, at beslutningen om at påtage sig den-
ne risiko, vil blive politisk behandlet af kommunalbestyrel-
sen. Det betyder også, at beslutningen om kapitalindskud
således ikke vil kunne uddelegeres inden for kommunen
(udvalg og forvaltningen).
Forslaget har den konsekvens, at der ved lov foretages en
indskrænkning af kommunalbestyrelsens adgang til delega-
tion inden for den kommunale organisation.
Den foreslåede bestemmelse vil imødekomme den del af
aftalen, som handler om, at en kommune som udgangspunkt
kun må bære risici, som kommunalbestyrelsen eksplicit har
påtaget sig.
Der henvises nærmere til pkt. 3.5.2.3 og 3.5.3.3 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Til § 11
Der findes ikke regler om, at der i forbindelse med CO2-
fangst og varmeproduktion i samme virksomhed skal udar-
bejdes adskilte regnskaber for de to aktiviteter.
For så vidt angår elproduktionsvirksomheder følger det af
§ 85, stk. 2, at virksomhederne skal føre konsoliderede regn-
skaber for ikkeelektricitetsrelaterede aktiviteter, som de ville
skulle gøre, såfremt de pågældende aktiviteter blev udført af
særskilte selskaber.
Det følger endvidere af varmeforsyningslovens § 2 e, stk.
1, 2. pkt., at der ved regnskabsmæssig adskillelse forstås,
at virksomheden skal føre konsoliderede regnskaber for pro-
duktion af elektricitet og produktion af opvarmet vand eller
damp, som den ville skulle gøre, såfremt de pågældende
aktiviteter blev udført af særskilte selskaber.
Der henvises nærmere til pkt. 3.3.1.2 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 11, stk. 1, 1. pkt., at vare-
tages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller virksom-
hed som en varmeproduktionsvirksomhed, vil CO2-fangst-
virksomheden skulle sikre, at der er regnskabsmæssig ad-
skillelse mellem CO2-fangstaktiviteterne og varmeprodukti-
onsvirksomheden omfattet af lov om varmeforsyning, som
hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte virk-
somheder.
Det foreslås endvidere i stk. 1, 2. pkt., at det samme vil gæl-
de for en varmeproduktionsvirksomhed, som indkøber CO2-
fangst hos en anden CO2-fangstvirksomhed. Ved indkøb af
CO2-fangst forstås også indkøb af transport og lagring af
den fangede CO2.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren, at hvis CO2-fangst sker i samme
virksomhed som el- eller varmeproduktion, skal der laves
særskilte regnskaber for varmeproduktion og øvrige aktivi-
teter, herunder CO2-fangst. Det har til hensigt at sikre, at
omkostninger knyttet til CO2-fangst som udgangspunkt ikke
overvæltes på varmeforbrugerne. Forsyningstilsynet vil væ-
re ansvarlig for tilsynet.
Det er således hensigten med et krav om regnskabsmæssig
adskillelse at beskytte varmeforbrugerne mod, at omkostnin-
ger til CO2-fangst bliver indregnet i prisen for varme. Be-
skyttelsen ligger i Forsyningstilsynets tilsyn.
Den foreslåede bestemmelse vil omfatte de tilfælde, hvor
en CO2-fangstvirksomhed varetager CO2-fangstaktiviteter i
samme virksomhed som en varmeproduktionsvirksomhed.
Både kommunale selskaber, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 3, stk. 1, 2. pkt., og private virksomheder, jf. den foreslå-
ede bestemmelse i § 4 vil være omfattede af den foreslåede
bestemmelse. Bestemmelsen vil endvidere omfatte de tilfæl-
de, hvor en el- eller varmeproduktionsvirksomhed indkøber
CO2-fangsten af en anden virksomhed uden selv at varetage
CO2-fangstaktiviteterne. Ved indkøb af CO2-fangst forstås
også indkøb af transport og lagring af den fangede CO2. Ved
CO2-fangstaktiviteter forstås de aktiviteter, som er angivet
i den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 2, herunder finansie-
ring af CO2-fangst. En CO2-fangstvirksomhed vil med den
foreslåede således skulle sikre, at omkostninger og indtæg-
ter, som relaterer sig til CO2-fangstaktiviteterne, vil indgå i
et særskilt regnskab, som er adskilt fra varmeregnskabet.
Omkostninger i CO2-fangstregnskabet vil bl.a. omfatte de
særlige omkostninger, som knytter sig til etableringen el-
ler udvidelsen af et fangstanlæg med tilhørende lokal in-
frastruktur. Afskrivninger på anlæg m.v., som alene er til-
knyttet CO2-fangstaktiviteterne vil endvidere være en om-
kostning, som vil skulle indgå i CO2-fangstregnskabet. Om-
kostningerne vil endvidere omfatte de omkostninger, som
alene relaterer sig til driften, herunder energi fra varme- og
86
eldelen af selskabet, og vedligeholdelsen af CO2-fangstan-
lægget og den lokale infrastruktur, herunder de midlertidige
lagre. For så vidt angår eldelen indsættes omkostningerne
hertil, som hvis elektriciteten var købt til spotpris. Også
omkostninger til en eventuel afvikling af anlægget vil skulle
indgå i CO2-fangstregnskabet. Endelig vil omkostningerne
kunne omfatte indkøb af CO2-fangst hos en anden CO2-
fangstvirksomhed. Ved indkøb af CO2-fangst forstås også
indkøb af transport og lagring af den fangede CO2.
Indtægter i CO2-fangstregnskabet vil bl.a. kunne omfatte en
overførsel fra varmeproduktionsdelen af overskydende gra-
tis tildelte CO2-kvoter, jf. den foreslåede § 7, stk. 1, værdien
af sparede CO2-kvoter og afgifter, jf. den foreslåede § 6,
stk. 1, og varmeforsyningslovens § 20 a, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 29, nr. 7, og salg af CO2 til anvendelse, jf.
regler udstedt i medfør af lovforslagets § 3, stk. 2.
Hvor der er tale om en omkostning, som ikke kan siges
at være en særomkostning, som alene relaterer sig til CO2-
fangstaktiviteterne, vil denne skulle fordeles på de relevante
regnskaber ud fra CO2-fangstvirksomhedens vurdering af,
hvilken andel der retteligt bør henføres til hvilket regnskab.
Interne transaktioner, herunder af energi, mellem CO2-
fangst- og varmeproduktionsdelen af selskabet eller virk-
somheden vil skulle overholde regler i varmeforsyningslo-
ven om, at disse vil skulle ske på markedsvilkår som f.eks.
ved transaktioner mellem to adskilte virksomheder uden
sammenfald i ejerkredsen.
Formålet med kravet om regnskabsmæssig adskillelse i
medfør af den foreslåede bestemmelse er at synliggøre for-
delingen af CO2-fangstvirksomhedens omkostninger mel-
lem CO2-fangstaktiviteter og varmeproduktion, som heref-
ter kan danne grundlag for Forsyningstilsynets tilsyn her-
med. Dette tilsyn skal medvirke til at beskytte varmeforbru-
gerne mod, at omkostninger til CO2-fangst som udgangs-
punkt ikke overvæltes på disse ved, at omkostningerne
indregnes i varmeprisen i medfør af § 20, stk. 1, i varmefor-
syningsloven.
Reglerne for regnskabsføring for den samlede CO2-fangst-
virksomhed vil fortsat skulle overholde reglerne i årsregn-
skabsloven.
Der findes ikke regler om, at Forsyningstilsynet i forbindel-
se med regnskabsmæssig adskillelse mellem CO2-fangst og
varmeproduktion i samme virksomhed, kan fastsætte regler
med krav til regnskabet for CO2-fangstaktiviteter.
Forsyningstilsynet kan dog bl.a. i medfør af varmeforsy-
ningslovens § 20, stk. 17, 3. pkt., fastsætte regler om, at
forelæggelsen af dokumentation skal ledsages af en erklæ-
ring afgivet af en registreret revisor, en statsautoriseret re-
visor eller kommunens revisor. Forsyningstilsynet kan end-
videre i medfør af varmeforsyningslovens § 21, stk. 1, 4.
pkt., fastsætte regler om, at en anmeldelse skal ledsages af
erklæring afgivet af en registreret revisor, statsautoriseret
revisor eller kommunens revisor.
Det foreslås med bestemmelsen i § 11, stk. 2, at Forsynings-
tilsynet vil kunne fastsætte nærmere regler om krav til doku-
mentation og krav om revisorerklæring i forbindelse med
regnskaber for CO2-fangstaktiviteter efter stk. 1, forudsat at
disse krav er nødvendige for tilsynet.
Reglerne vil kunne omfatte, hvordan CO2-fangstvirksomhe-
den vil skulle dokumentere omkostninger i forbindelse med
varetagelsen af CO2-fangstaktiviteterne, herunder dokumen-
tation af relation til fordelingen af omkostninger, som både
vedrører CO2-fangstaktiviteter og varmeproduktion.
Reglerne vil endvidere kunne omfatte krav til dokumenta-
tion vedrørende de indtægter, som indgår i CO2-fangstregn-
skabet, hvor disse måtte have en afledt betydning for var-
meproduktionsregnskabet. Det vil f.eks. kunne være doku-
mentation vedrørende overførte overskydende gratis tildelte
CO2-kvoter, jf. den foreslåede bestemmelse i § 7, eller ind-
tægter, som stammer fra tillæg til varmeprisen af sparede
udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter eller betaling af afgif-
ter, jf. den foreslåede bestemmelse i § 6.
Reglerne vil herudover kunne indeholde et krav om, at CO2-
fangstregnskabet vil skulle vedlægges en revisorerklæring.
Reglerne vil ikke kunne fastsætte, hvilke omkostninger som
vil vedrøre CO2-fangstaktiviteter og hvilke, som vil vedrøre
varmeproduktion, men der vil kunne fastsættes regler om
krav til dokumentationen for, at omkostningen er tildelt den
ene eller anden aktivitet.
Forsyningstilsynet vil på baggrund af den modtagne doku-
mentation m.v. herefter i medfør af den foreslåede bestem-
melse i § 20, stk. 1, kunne træffe afgørelse om fordelingen
af omkostninger og indtægter mellem CO2-fangstaktiviteter
og varmeproduktion.
Det vil være en forudsætning for fastsættelsen af regler efter
den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at reglerne er nødvendi-
ge af hensyn til gennemførelsen af Forsyningstilsynets tilsyn
i forbindelse med den regnskabsmæssige adskillelse efter
det foreslåede stk. 1 for herigennem at sikre, at der ikke
vil indgå omkostninger, som stammer fra CO2-fangstaktivi-
teterne, i regnskabet vedrørende varmeproduktionen. Dette
har til formål at sikre, at alene de nødvendige udgifter i
forbindelse med varmeproduktionen og ikke CO2-fangstak-
tiviteterne indregnes i varmeprisen efter § 20, stk. 1, i var-
meforsyningsloven.
Hvis Forsyningstilsynet ikke fastsætter regler i medfør af
den foreslåede bestemmelse, vil Forsyningstilsynet i stedet
fra sag til sag kunne benytte adgangen til at anmode om
oplysninger fra den virksomhed, som der føres tilsyn med
i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18. Denne be-
87
stemmelse vil endvidere kunne benyttes som supplement til
eventuelle regler, som måtte være udstedt i medfør af den
foreslåede bestemmelse i stk. 2.
Til § 12
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 1, at kommuner
registrerer modtagne uddelinger fra og vederlag ved afståel-
se af ejerandele i virksomheder, der direkte eller indirekte
ejer eller har ejet andele i sådanne virksomheder. Tilsvaren-
de følger af varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 1. Der henvi-
ses nærmere til pkt. 3.5.1.5 i de almindelige bemærkninger.
Modregningsreglerne i elforsyningsloven og varmeforsy-
ningsloven gælder også på virksomheder i en koncern med
aktiviteter omfattet af disse love. En CO2-fangstvirksomhed
i koncern med en elproduktionsvirksomhed eller varmepro-
duktionsvirksomhed eller i samme virksomhed som sådanne
virksomheder vil derfor i dag være omfattet af elforsynings-
loven og varmeforsyningslovens modregningsregler.
Modregningsreglerne i elforsyningsloven og varmeforsy-
ningsloven regulerer imidlertid ikke de tilfælde, hvor
en virksomhed alene varetager CO2-fangstaktiviteter og
samtidig ikke er i koncern med enten en virksomhed omfat-
tet af elforsyningsloven eller varmeforsyningsloven.
Med bestemmelsen i § 12, stk. 1, foreslås det, at kommuner
vil skulle registrere modtagne uddelinger fra og vederlag
ved afståelse af ejerandele i virksomheder omfattet af denne
lov, eller virksomheder, der direkte eller indirekte ejer eller
har ejet andele i sådanne virksomheder.
Kommuner vil ved modtagelse af uddelinger fra og vederlag
ved afståelse af ejerandele i virksomheder omfattet af denne
lov skulle registrere sådanne uddelinger fra og vederlag ved
afståelse af ejerandele.
Uddelinger og vederlag ved afståelse vil omfatte enhver
form for vederlag, der tilflyder kommuner, herunder også i
form af kapitalandele (f.eks. aktier), udbytte eller udlodning
ved kapitalnedsættelse. Uddelinger og vederlag ved afståel-
se vil kunne bestå i kontante beløb, men de vil også kun-
ne bestå i fysiske aktiver, serviceydelser eller rettigheder,
eksempelvis fordringer, herunder konvertible obligationer
m.v., og støtte til aktiviteter, som kommunen selv lovligt vil
kunne støtte.
Hvis den økonomiske værdi består i andet end kontante
beløb, vil der skulle foretages en ansættelse af markedsvær-
dien af de pågældende uddelinger eller vederlag pr. rådig-
hedsdatoen. Der vil ikke kunne fradrages ved uddelinger
og vederlag ved afståelse, dvs. at f.eks. sædvanlige handels-
omkostninger (udgifter til eksterne rådgivere, tingslysnings-
afgift m.v.) ikke vil kunne fradrages.
Bestemmelsen vil også gælde, hvis sælgeren eller overdra-
geren er en virksomhed, som kommunen direkte eller indi-
rekte har en kapitalandel i, eller hvis kommunen opnår et
provenu gennem salg eller overdragelse m.v. af en virksom-
hed, der ejer kapitalandele i en CO2-fangstvirksomhed. Re-
gistreringspligten vil omfatte alle de virksomheder, som
kommunerne direkte eller indirekte har ejerandele i, og som
indgår i en koncernstruktur med virksomheder, der udøver
eller i perioden efter lovens ikrafttræden har udøvet aktivite-
ter omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssek-
toren, lov om elforsyning eller lov om varmeforsyning. Plig-
ten vil derfor kunne omfatte virksomheder, hvis aktiviteter
ikke er omfattet af denne lov eller el- og varmeforsyningslo-
vene, som f.eks. vand, gas, biogas og affald.
Det antages, at der ikke i en hel eller delvis kommunalt
ejet koncernstruktur findes virksomheder, som udøver an-
dre aktiviteter end disse øvrige forsyningsaktiviteter, som
enten oprindeligt udsprang af aktiviteter reguleret af denne
lov eller af el- og varmeforsyningslovene, eller er aktivite-
ter omfattet af kommunalfuldmagten og dermed underlagt
hvile i sig selv-princippet. I det omfang der i koncerner
måtte findes virksomheder, der driver andre aktiviteter end
de nævnte, må det tilsvarende antages, at disse oprindeligt
er udsprunget af aktiviteter reguleret af denne lov eller af
el- og varmeforsyningslovene eller er aktiviteter omfattet
af kommunalfuldmagten. Der vil derfor ikke blive fastsat
undtagelser for uddelinger og vederlag, som måtte kunne
henføres til sådanne aktiviteter.
Bestemmelsens omfang er tilsvarende den gældende mod-
regningsordning på el- og varmeområdet efter disse love og
lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommu-
ner.
De registrerede uddelinger fra og vederlag ved afståelsen af
ejerandele udgør grundlaget for beregningen af modregning
i statstilskuddet.
Modregningsreglerne i elforsyningsloven og varmeforsy-
ningsloven regulerer som nævnt ikke de tilfælde, hvor
en virksomhed alene varetager CO2-fangstaktiviteter og
samtidig ikke er i koncern med en virksomhed omfattet af
disse love.
De indsatte modregningsregler i denne lov vil blandt andet
dække de tilfælde, således at der ikke vil være en kommune,
som på grund af en bestemt selskabsorganisering vil falde
uden for modregningsreglerne. Formålet med modregnings-
reglerne opnås således, nemlig at der ikke må anvendes
midler, som stammer fra forsyningssektoren, på kommunale
opgaver uden modregning. CO2-fangst er en kommerciel
aktivitet, som en kommune alene vil kunne deltage i som
følge af hjemlen i den foreslåede § 3. Det er ikke hensigten,
at værdi fra denne virksomhed vil skulle kunne føres tilbage
til kommunen og anvendes på kommunale kerneopgaver
uden modregning. Der henvises til pkt. 3.5.2.5 for en nær-
mere beskrivelse af overvejelserne.
Bestemmelsen vil således medføre, at kommuner, der ejer
CO2-fangstvirksomheder, og som modtager uddelinger eller
vederlag fra afståelse af ejerandele fra virksomheder i en
koncern med en CO2-fangstvirksomhed, vil blive pålagt at
88
registrere dem, så registreringen som følge af den foreslåede
§ 12, stk. 9, vil kunne gøres til genstand for modregning i
statstilskuddet.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 2, 1. pkt., at sel-
skabsmæssige omstruktureringer ikke er omfattet af stk. 1,
når de ejere, der direkte eller indirekte har ejet ejerandele i
virksomheder, der berøres af den selskabsmæssige omstruk-
turering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse hermed end
direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes forhold
i den virksomhed eller de virksomheder, der består efter
den selskabsmæssige omstrukturering. Tilsvarende følger af
varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 2. Der henvises nærmere
til pkt. 3.5.1.5 i de almindelige bemærkninger.
Der er ikke i dag gældende regler for, hvordan selskabsmæs-
sige omstruktureringer omfattet af fusionsskattelovens reg-
ler skal håndteres for virksomheder, der alene varetager
CO2-fangstaktiviteter, og som samtidig ikke er i koncern
med enten en el- eller varmeproduktionsvirksomhed.
Med bestemmelsen § 12, stk. 2, foreslås det, at selska-
bsmæssige omstruktureringer ikke vil være omfattet af stk.
1, når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i de
virksomheder, der berøres af den selskabsmæssige omstruk-
turering, ikke vil opnå andet vederlag i forbindelse hermed
end direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes
forhold i den virksomhed eller de virksomheder, der består
af den selskabsmæssige omstrukturering. Dette vil dog være
betinget af, at virksomheden eller virksomhederne er omfat-
tet af det foreslåede stk. 1.
Det følger således af den foreslåede bestemmelse, at kom-
muner ikke i visse tilfælde af selskabsomstruktureringer vil
skulle registrere uddelinger eller vederlag efter det foreslåe-
de stk. 1.
Det vil dog være en forudsætning, at kommunen alene i
forbindelse med omstruktureringen vil opnå ejerandele i
samme indbyrdes forhold i den virksomhed eller de virk-
somheder, der består af den selskabsmæssige omstrukture-
ring. Hvis en kommune ved en selskabsmæssig omstrukture-
ring opnår en mindre ejerandel end før omstruktureringen,
vil det blive betragtet som en afståelse af ejerandele, og de
overskydende ejerandele vil skulle registreres, jf. det fore-
slåede stk. 1.
Det vil i øvrigt kun i det omfang, hvor de vederlag, som
kommunen opnår som led i den selskabsmæssige omstruktu-
rering, alene vil bestå i ejerandele i virksomheder omfattet
af stk. 1, at registreringspligten ikke vil blive udløst.
En senere realisering af de værdier, som kommunen har i
form af ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1, vil
medføre registreringspligt. Pligten vil således indtræde på
det tidspunkt, hvor kommunen faktisk oppebærer de pågæl-
dende værdier.
Hvis der er tale om en selskabsmæssig omstrukturering,
hvor dele af vederlaget ikke består i ejerandele i virksomhe-
der omfattet af stk. 1, vil der for disse deles vedkommende
være realiseret et afståelsesvederlag, der er omfattet af stk.
1.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at en
kommune ikke i de nævnte tilfælde af selskabsomstrukture-
ringer vil skulle registrere uddelinger eller vederlag efter det
foreslåede stk. 1, idet selskabsmæssige omstruktureringer
ikke vil blive betragtet som afståelse af ejerandele, der vil
kunne føre til modregning i kommunens statstilskud (blok-
tilskud) i medfør af det foreslåede stk. 9.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 3, at registre-
ringen, jf. stk. 1, skal omfatte den dato, hvor uddelingen
eller vederlaget er til rådighed for kommunen (rådighedsda-
toen), og beløbets størrelse. Tilsvarende følger af varmefor-
syningslovens § 23 l, stk. 3. Der henvises nærmere til pkt.
3.5.1.5 i de almindelige bemærkninger.
Der er i dag ikke gældende regler for, hvad registreringen
af uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele
i virksomheder, der alene varetager CO2-fangstaktiviteter,
og som samtidig ikke er i koncern med enten en el- eller
varmeproduktionsvirksomhed, skal omfatte.
Med bestemmelsen § 12, stk. 3, foreslås det, at registrerin-
gen vil skulle omfatte den dato, hvor uddelingen eller veder-
laget er til rådighed for kommunen (rådighedsdatoen), og
beløbets størrelse.
Bestemmelsen fastsætter de nærmere forudsætninger for,
hvad registrering af uddelinger og vederlag ved afståelse af
ejerandele i CO2-fangstvirksomhederne vil skulle indebæ-
re. Det vil således af registreringen skulle fremgå, hvilken
dato uddelingen eller vederlaget har været til rådighed for
kommunen, og herudover vil beløbsstørrelsen på uddelingen
eller vederlaget skulle fremgå.
Rådighedsdatoen vil være det tidspunkt, hvor kommunen
har haft rådighed over uddelingen eller vederlaget ved af-
ståelse af ejerandele. Tidspunktet for rådigheden vil være
relevant for de foreslåede § 12, stk. 4-6, samt stk. 8 og 9.
Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at reduktion i statstil-
skuddet (bloktilskuddet) først vil ske, når udlodningen er
til rådighed for kommunen. Hermed vil det blive sikret,
at der ikke vil blive foretaget modregning i kommunens
bloktilskud, før kommunen har oppebåret den værdi, som
stammer fra uddelingerne eller vederlaget.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 4, at ved afståelse
af ejerandele omfattet af stk. 1 til en fond eller anden selve-
jende institution anses afståelsestidspunktet for rådighedsda-
to efter stk. 3, og der skal efter stk. 1 registreres et vederlag,
som mindst svarer til markedsværdien af de pågældende
ejerandele. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens §
23 l, stk. 4.
Der er i dag ikke gældende regler for afståelsestidspunktet
af uddelinger eller vederlag ved afståelse af ejerandele i
89
virksomheder, der alene varetager CO2-fangstaktiviteter, og
som ikke samtidig er i koncern med en el- eller varmepro-
duktionsvirksomhed, til fonde eller andre selvejende institu-
tioner.
Med bestemmelsen § 12, stk. 4, foreslås det, at ved afståelse
af ejerandele omfattet af det foreslåede stk. 1 til en fond
eller anden selvejende institution vil afståelsestidspunktet
blive anset for rådighedsdato efter det foreslåede stk. 3, og
der vil efter stk. 1 skulle registreres et vederlag, som mindst
svarer til markedsværdien af de pågældende ejerandele.
Bestemmelsen vil skulle modvirke tvivl om rækkevidden af
de foreslåede stk. 1 og 3 i relation til overdragelser til fonde
eller anden selvejende institution. Efter det foreslåede stk.
1 vil der skulle ske registrering af modtagne uddelinger og
vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder omfattet
af denne lov eller virksomheder, der direkte eller indirekte
har ejet andele i sådanne virksomheder.
Uddelinger og vederlag ved afståelse omfatter enhver form
for vederlag, der tilflyder kommuner, herunder også i form
af kapitalandele (f.eks. aktier), udbytte eller udlodning ved
kapitalnedsættelse. Uddelinger og vederlag ved afståelse vil
kunne bestå i kontante beløb, men de vil også kunne bestå i
fysiske aktiver, serviceydelser eller rettigheder, eksempelvis
fordringer, herunder konvertible obligationer m.v., og støtte
til aktiviteter, som kommunen selv lovligt vil kunne støtte.
Hvis den økonomiske værdi består i andet end kontante
beløb, vil der skulle foretages en ansættelse af markedsvær-
dien af de pågældende uddelinger eller vederlag pr. rådig-
hedsdatoen jf. det foreslåede stk. 3.
I det omfang vederlaget ved overdragelse af ejerandele til
en fond eller anden selvejende institution består i, at fonden
efter sit formål løbende også vil skulle varetage kommunale
aktiviteter, må rådighedsdatoen allerede fastsættes til tids-
punktet for kommunens afståelse af ejerandelene til fonden,
og vederlaget vil svare til markedsværdien af de pågældende
ejerandele. Det skyldes, at den fulde værdi af ejerandelene
efter overdragelsen vil være til fri rådighed for aktiviteter
uden for denne lov.
Hvis overdragelsen til en fond eller anden selvejende insti-
tution sker vederlagsfrit, og fonden efter sit formål udeluk-
kende vil skulle varetage aktiviteter omfattet af denne lov,
kunne der argumenteres for, at kommunen ikke i relation til
det foreslåede stk. 1 vil opnå noget vederlag umiddelbart i
forbindelse med overdragelsen, idet kommunen ikke herved
vil opnå nogen udvidet rådighed over værdien af de pågæl-
dende ejerandele.
Vil der imidlertid senere ske en ændring af fondens formål
(permutation), eller måtte midlerne ved fondens opløsning
helt eller delvis komme kommunen til gode, vil der på dette
tidspunkt skulle opgøres og registreres et vederlag for kom-
munen efter stk. 1. Det samme gælder, hvis det i fondens
formål indgår, at denne løbende vil kunne uddele midler
eller på anden måde støtte kommunale aktiviteter uden for
fondens egen virksomhed. I så fald vil vederlaget løbende
skulle opgøres og registreres i forbindelse med ydelsen af
støtten. Dette anses dog ikke for en hensigtsmæssig retstil-
stand.
Overdragelser til kommunale fonde og andre selvejende in-
stitutioner vil således medføre, at der vil skulle føres tilsyn
med fondens vedtægter og virksomhed ikke alene ved afstå-
else af de pågældende ejerandele, men i hele fondens leve-
tid. Da kommunen typisk vil være stifter eller medstifter af
den pågældende fond eller den anden selvejende institution,
som efter sit vedtægtsmæssige formål vil varetage nærmere
angivne kommunale interesser, er det fundet rimeligt, at
kommunen ved overdragelsen til fonden anses for at have
rådet over værdien af ejerandelene med den virkning, at der
på afståelsestidspunktet vil skulle ske modregning i kommu-
nens statstilskud (registrering af vederlag efter stk. 1).
Endvidere er det fundet rimeligt, at denne modregning vil
ske på grundlag af et vederlag, som mindst svarer til mar-
kedsværdien af de ejerandele, som kommunen har rådet
over, uanset om kommunen måtte indskyde eller overdrage
de pågældende ejerandele vederlagsfrit til fonden.
Det følger af det anførte, at afståelsestidspunktet vil blive
anset for rådighedstidspunkt for det samlede vederlag, selv
om kommunen på afståelsestidspunktet ikke modtager no-
gen del af vederlaget, idet dette først vil skulle betales på et
senere tidspunkt, f.eks. i rater over en flerårig periode, eller
når bestemte forudsætninger måtte blive opfyldt. Derved
vil fastsættelsen af rådighedsdatoen efter det foreslåede stk.
4 afvige fra fastsættelsen af rådighedsdatoen efter stk. 3,
hvor rådighedsdatoen vil være det eller de tidspunkter, hvor
vederlaget stilles til disposition for kommunen.
Selv om det senere måtte vise sig, at kommunen samlet har
modtaget et vederlag, som overstiger den på afståelsestids-
punktet opgjorte markedsværdi, vil der ikke komme noget
yderligere beløb til modregning, idet afregningen er sket en
gang for alle.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 5, at kommuner
senest den 1. februar hvert år til Forsyningstilsynet indberet-
ter de registreringer, som kommunen har foretaget efter stk.
1, 3 og 4 i det foregående kalenderår, eller afgiver erklæring
om, at der ikke er foretaget sådanne registreringer. Tilsva-
rende følger af varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 5.
Der er i dag ikke gældende regler for tidspunktet for kom-
muners indberetning til Forsyningstilsynet angående regi-
streringer af uddelinger fra eller vederlag ved afståelse af
ejerandele i virksomheder, der alene varetager CO2-fangst-
aktiviteter, og som samtidig ikke er i koncern med enten en
el- eller varmeproduktionsvirksomhed.
Med bestemmelsen § 12, stk. 5, foreslås det, at kommuner
senest den 1. februar hvert år til Forsyningstilsynet vil skulle
indberette de registreringer, som kommunen har foretaget
90
efter de foreslåede stk. 1, 3 og 4 i det foregående kalenderår,
eller afgive erklæring om, at der ikke er foretaget sådanne
registreringer.
Den foreslåede bestemmelse vil rette sig mod de kommu-
ner, som varetager eller direkte eller indirekte deltager i
virksomhed omfattet af det foreslåede stk. 1.
Kommunen vil skulle indberette de registreringer, som er
foretaget i det foregående kalenderår, det vil sige fra den
1. januar til den 31. december. Kommunen vil derudover,
såfremt der ikke er foretaget registreringer i den nævnte pe-
riode, skulle afgive erklæring herom. Bestemmelsen skal ses
i sammenhæng med den foreslåede § 14, hvorefter der bl.a.
vil blive udstedt regler om dokumentation og regnskabsfø-
ring for forhold, der er omfattet af stk. 5.
Formålet er dels at lette kommunernes arbejde med at sikre,
at de lever op til kravene i den foreslåede bestemmelse i
§ 12, og dels at lette tilsynet med, at de nødvendige regi-
streringer foretages og indberettes. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til den foreslåede § 14.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 6, at indberetnin-
gen skal angive det samlede beløb, der er blevet til rådig-
hed i det foregående kalenderår (rådighedsbeløbet), og skal
ledsages af dokumentation. Endvidere skal indberetningen
angive en beregnet forretning af rådighedsbeløbet fra de
enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i indbe-
retningsåret, hvor der sker reduktion efter stk. 10. Finder
tilsynet, at den ledsagende dokumentation er utilstrækkelig,
kan tilsynet forlange yderligere dokumentation. Tilsvarende
følger af varmeforsyningslovens § 23 l, stk. 6. Der henvises
nærmere til pkt. 3.5.1.5 i de almindelige bemærkninger.
Der findes ikke gældende regler for, hvad indberetningen
af uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele
i virksomheder, der alene varetager CO2-fangstaktiviteter,
og som samtidig ikke er i koncern med enten en el- eller
varmeproduktionsvirksomhed, nærmere skal omfatte.
Det foreslås med bestemmelsen i § 12, stk. 6, at indberet-
ningen vil skulle angive det samlede beløb, der er blevet
til rådighed i det foregående kalenderår (rådighedsbeløbet),
og vil skulle ledsages af dokumentation for størrelsen af
de registrerede uddelinger og vederlag og for de registre-
rede rådighedsdatoer. Endvidere vil indberetningen skulle
angive en beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra de
enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i ind-
beretningsåret, hvor der efter det foreslåede stk. 9 vil ske
reduktion i kommunens statstilskud efter lov om kommunal
udligning og generelle tilskud til kommuner. Rentesatsen
vil blive fastsat til Nationalbankens diskonto den 1. januar
i indberetningsåret. Finder Forsyningstilsynet, at den ledsa-
gende dokumentation er utilstrækkelig, vil tilsynet kunne
forlange yderligere dokumentation.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
det foreslåede stk. 5, hvorefter kommuner indberetter de
registrerede uddelinger og vederlag efter det foreslåede stk.
1 til Forsyningstilsynet. Bestemmelsen vil endvidere skulle
ses i sammenhæng med det foreslåede stk. 3, som beskriver,
at registreringen efter stk. 1 vil skulle omfatte rådighedsda-
toen samt beløbets størrelse.
Bestemmelsen har sammenhæng med lov om kommunal ud-
ligning og generelle tilskud til kommuner, idet den vil følge
forrentningsbestemmelsen til den fremrykkede modregning
i statstilskuddet, således at der alene vil blive beregnet for-
rentning af rådighedsbeløbet frem til den 1. november i det
år, hvor den fremrykkede modregning foretages, dvs. medio
i den 3-måneders afregningsperiode fra begyndelsen af ok-
tober måned til begyndelsen af december måned i året efter
modtagelsen af rådighedsbeløbet, for de kommuner, hvor
modregningen fuldt ud gennemføres i det første år.
For øvrige kommuner, hvor modregningen strækker sig ud
over det første år, vil forrentningen blive beregnet indtil 1.
juli i det efterfølgende år, således at forrentningsperioden for
disse kommuner vil være uændret i forhold til den gældende
forrentningsbestemmelse.
De berørte kommuner vil beregne forrentningen af rå-
dighedsbeløbet frem til den 1. november i indberetnings-
året. Herefter vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet beregne
forrentningen af det ved årets udgang resterende modreg-
ningsbeløb fra 1. november i indberetningsåret til 1. juli i
året efter indberetningsåret. I praksis vil denne forrentning
kunne beregnes, når størrelsen af det midtvejsregulerede
statstilskud kendes.
Renteberegningen vil navnlig have til formål at modvirke
spekulation i periodisering af rådighedsbeløbene.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 8, at kommuner
ved indberetning efter stk. 5 af vederlag ved afståelse af
ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1 kan fratrække
forskellige beløb. Tilsvarende følger af varmeforsyningslo-
vens § 23 l, stk. 8. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.5 i de
almindelige bemærkninger.
Der er ikke i dag gældende regler for kommuners mulighed
for ved indberetning af registrerede uddelinger fra og veder-
lag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der alene
varetager CO2-fangstaktiviteter, og som samtidig ikke er
i koncern med enten en el- eller varmeproduktionsvirksom-
hed, at fradrage visse beløb ved indberetningen.
Med bestemmelsen § 12, stk. 7, foreslås det, at kommuner
ved indberetning efter det foreslåede stk. 5 af vederlag ved
afståelse af ejerandele i virksomheder omfattet af stk. 1
vil kunne fratrække beløb, som i medfør af de foreslåede
§ 13, stk. 1 eller 6, har ført eller samtidig fører til reduk-
tion i kommunens statstilskud i medfør af det foreslåede
stk. 9. Kommuner vil endvidere ved indberetning efter stk.
5 kunne fratrække 1) et nettoprovenu og en indskudskapi-
tal, som Forsyningstilsynet har godkendt eller fastsat i med-
før af lov om gasforsyning, og som for nettoprovenuets
91
vedkommende har ført eller samtidig fører til reduktion af
kommunens statstilskud i medfør af lov om gasforsyning,
og 2) beløb, som i medfør af lov om kommuners afståelse
af vandselskaber har ført eller samtidig fører til reduktion
af kommunens statstilskud i medfør af lov om kommuners
afståelse af vandselskaber.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med
de foreslåede § 13, stk. 1 og 6, hvorefter en økonomisk
disposition blandt virksomheder omfattet af § 13, stk. 1, vil
kunne føre til reduktion af kommunens statstilskud. Såfremt
en kommune har fået reduceret statstilskuddet på baggrund
af afgørelser truffet i medfør af de foreslåede § 13, stk. 1
og 6, og efterfølgende ønsker at sælge sin virksomhed, vil
det beløb, der har givet anledning til modregning, kunne
fratrækkes. I modsat fald ville kommunen blive modregnet
to gange for det samme beløb.
Nr. 1 er foreslået indsat for at undgå, at samme beløb vil
kunne føre til reduktion af statstilskuddet både efter gasfor-
syningsloven § 35 og det foreslåede stk. 1. Det vil indebære,
at der både vil kunne ske fradrag for nettoprovenu og for
indskudskapital, som er blevet godkendt af Forsyningstilsy-
net, da indskudskapitalen ellers vil blive modregnet efter
denne lovs regler. Et nettoprovenu og en indskudskapital,
som Forsyningstilsynet har godkend eller fastsat i medfør
af gasforsyningslovens § 35, stk. 5, jf. stk. 1, eller stk. 9,
2. pkt., og som for nettoprovenuets vedkommende har ført
eller samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud
i medfør af § 35, stk. 6-8, i gasforsyningsloven, vil kommu-
nen således ved indberetning efter stk. 5 kunne fratrække.
Nr. 2 er foreslået indsat for at undgå, at samme beløb vil
kunne føre til en reduktion af kommunens statstilskud efter
begge de nævnte love. Det vil medføre, at kommuner i
forbindelse med indberetningen efter denne lov vil kunne
fratrække beløb, der har ført eller samtidig fører til reduk-
tion af kommunens statstilskud i medfør af § 6 i lov om
kommuners afståelse af vandforsyninger og spildevandsfor-
syninger. Beløb, som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i
lov om kommuners afståelse af vandselskaber har ført el-
ler samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud
i medfør af § 6 i lov om kommuners afståelse af vandsel-
skaber, vil kommunen således ved indberetning efter stk. 5
kunne fratrække.
I bestemmelsen fremgår formuleringen ”har ført eller
samtidig fører til reduktion af kommunens statstilskud”. Der
er således to scenarier, der kan føre til, at et forhold er
omfattet af bestemmelsen. Dels vil forhold, som allerede
har ført til en reduktion være omfattet, eller med andre ord
en reduktion, som er sket på et tidligere tidspunkt. Den
anden situation er, når en reduktion samtidig vil føre til en
reduktion efter andre regler. Her er der tale om et scenarie,
hvor en reduktion kan falde ind under to regelsæt samtidig. I
det tilfælde, hvor det andet regelsæt ikke har en tilsvarende
fradragsmulighed for registreringer omfattet af § 12, stk. 1,
eller § 13, stk. 1 eller 6, vil det være det andet regelsæt, hvor
registreringen skal ske efter, og fradraget kan ske efter § 12,
stk. 7. I det tilfælde, hvor det andet regelsæt har en tilsva-
rende fradragsmulighed for registreringer omfattet af § 12,
stk. 1, eller § 13, stk. 1 eller 6, vil der for kommunen være
valgfrihed mellem fradragsreglerne i de to regelsæt. Det
medfører således ikke dobbelt fradrag, at et forhold efter to
regelsæt kan fradrages ved registrering, men i stedet, at der
er valgfrihed mellem regelsættene.
Bestemmelsens formål er at undgå, at en kommune vil blive
modregnet dobbelt.
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 9, at Forsynings-
tilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt de indberettede rådig-
hedsbeløb, rådighedsdatoer, den beregnede forrentning og
eventuelle fradrag efter stk. 8 kan godkendes. Kan Forsy-
ningstilsynet ikke godkende disse, fastsætter tilsynet rådig-
hedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrel-
sen af eventuelle fradrag. Tilsvarende følger af varmeforsy-
ningslovens § 23 l, stk. 9.
Der findes i dag ikke gældende regler for afgørelser om,
hvorvidt indberettede rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, den
beregnede forrentning og eventuelle fradrag kan godkendes,
og om hvem der kan træffe afgørelse i disse henseende.
Med bestemmelsen § 12, stk. 8, foreslås det, at Forsynings-
tilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt det indberettede rå-
dighedsbeløb, rådighedsdatoer, den beregnede forrentning
og eventuelle fradrag efter det foreslåede stk. 7 vil kunne
godkendes. Kan Forsyningstilsynet ikke godkende disse, vil
tilsynet fastsætte rådighedsbeløb, rådighedsdatoer, beregnet
forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag.
De registreringer, som vil skulle indsendes til Forsynings-
tilsynet efter forslagets stk. 5, vil skulle godkendes af For-
syningstilsynet. Forsyningstilsynet må vurdere, om de ind-
sendte registreringer er i overensstemmelse denne lov. Fin-
der Forsyningstilsynet, at det ikke er tilfældet, vil Forsy-
ningstilsynet kunne foretage ændringer i opgørelsen, før den
godkendes.
Forsyningstilsynets afgørelser vil blive truffet efter alminde-
lige forvaltningsretlige regler for bevis- og værdiskøn. For-
syningstilsynets afgørelse vil kunne påklages til Energikla-
genævnet i overensstemmelse med den foreslåede bestem-
melse i § 24.
Vil en klage føre til en ændret afgørelse, vil Forsyningstilsy-
net i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i
stk. 9 skulle indberette det til Indenrigs- og Sundhedsmini-
steriet. Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil herefter ved
tilskudsberegningen tage højde for den ændrede afgørelse.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således blive sikret,
at Forsyningstilsynet vil have beføjelse til at træffe afgørelse
om godkendelse af kommunernes indberetninger, og at For-
syningstilsynet, hvor dette ikke vurderes at være tilfældet,
vil have beføjelse til at kunne fastsætte andre rådighedsbe-
løb m.v.
92
Det følger af elforsyningslovens § 37, stk. 10, at Forsynings-
tilsynet senest den 1. maj hvert år giver Erhvervsministeri-
et (nu Indenrigs- og Sundhedsministeriet) meddelelse om
de efter stk. 9 godkendte rådighedsbeløb inkl. beregnet for-
rentning og med eventuelle fradrag. Erhvervsministeriet (nu
Indenrigs- og Sundhedsministeriet) reducerer herefter kom-
munens statstilskud. Tilsvarende følger af varmeforsynings-
lovens § 23 l, stk. 10. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.5 i
de almindelige bemærkninger.
Der findes ikke i dag gældende regler om Forsyningstilsy-
nets meddelelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet om de
efter stk. 8 godkendte rådighedsbeløb med forrentning og
eventuelt fradrag og Indenrigs- og Sundhedsministeriets re-
duktion af kommunens statstilskud efter lov om kommunal
udligning m.v.
Med bestemmelsen § 12, stk. 9, foreslås det, at Forsynings-
tilsynet senest den 1. maj hvert år vil skulle give Indenrigs-
og Sundhedsministeriet meddelelse om de efter stk. 8 god-
kendte rådighedsbeløb inkl. beregnet forrentning og med
eventuelle fradrag. Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil
herefter reducere kommunens statstilskud efter lov om kom-
munal udligning og generelle tilskud til kommuner. Hvis
beløbet efter 2. pkt. overstiger det modregnede beløb i det
første modregningsår, vil Indenrigs- og Sundhedsministeriet
beregne en forrentning af restbeløbet fra den 1. november
i indberetningsåret til den 1. juli i året efter indberetnings-
året. Rentesatsen vil blive fastsat til Nationalbankens dis-
konto den 1. januar i indberetningsåret.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kommunes
statstilskud vil blive reduceret svarende til det nettoprovenu,
kommunen har opnået som følge af modtagne uddelinger
eller vederlag ved afståelse af ejerandele. Det vil være for-
udsat, at et eventuelt nettotab ikke vil medføre regulering af
statstilskuddet.
Der vil i reduktionen endvidere blive taget højde for
den rentefordel, som salget vil give kommunen mulighed
for. Reduktionen vil efter loven ikke kunne finde sted i
statstilskud, hvortil der allerede er givet tilsagn af Indenrigs-
og Sundhedsministeriet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil således af hensyn til
tilskuds- og udligningsberegningen skulle have modtaget
meddelelse om, at der vil skulle ske reduktion inden 1. juni
i et år, for at reduktionen vil kunne finde sted i det følgende
år. I praksis vil forretningen kunne beregnes, når den samle-
de størrelse og tidsfølgen af den eller de statstilskudsredukti-
oner, der skal foregå, foreligger.
Forrentningen vil skulle beregnes fra det tidspunkt, hvor
kommunen har haft rådighed over beløbet i overensstem-
melse med stk. 3. Den periode, for hvilken renten vil skulle
beregnes, vil afhænge af, hvornår reduktionen eller reduk-
tionerne finder sted. I det omfang tilskudsreduktionen over-
stiger kommunens samlede statstilskud for et år, vil der ske
en reduktion for det beregnede rentebeløb. Der vil her skulle
beregnes en rente af det nettoprovenu, som statstilskuddet
vil skulle reduceres med dog med fradrag af de reduktioner,
der allerede har fundet sted.
For det beløb, som indgår i den første reduktion af statstil-
skuddet, vil der således skulle beregnes en forretning fra
det tidspunkt, hvor kommunen har rådighed over beløbet
til 1. juli det år, hvor reduktionen finder sted. Kommunens
rådighed over beløbet vil således blive anset for – som en
gennemsnitsbetragtning – at være ophørt pr. 1. juli i året.
Hvis det fulde beløb ikke vil kunne reduceres i statstilskud-
det det første år, vil der endvidere af det resterende beløb
skulle beregnes den forrentning i endnu et år osv. Der vil
ikke blive beregnet ’rentes-rente’.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at For-
syningstilsynet vil give meddelelse til Indenrigs- og Sund-
hedsministeriet om de rådighedsbeløb, som tilsynet har god-
kendt. Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil herefter kunne
benytte oplysningerne med henblik på at reducere de pågæl-
dende kommuners statsstilskud (bloktilskud).
Til § 13
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 1, at kommuner
ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministe-
ren må bevare ejerandele i virksomheder omfattet af § 37,
stk. 1, såfremt der i de pågældende virksomheder eller i
virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i,
påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-, energi- og
forsyningsministeren kan stille vilkår for meddelelse af tilla-
delse. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 m,
stk. 1. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.5 i de almindelige
bemærkninger.
Modregningsreglerne i elforsyningsloven og varmeforsy-
ningsloven gælder også for virksomhed i koncern med ak-
tiviteter omfattet af disse love.
Modregningsreglerne i elforsyningsloven og varmeforsy-
ningsloven regulerer imidlertid ikke de tilfælde, hvor en
virksomhed, som alene varetager CO2-fangstaktiviteter, og
som samtidig ikke er i koncern med enten en virksom-
hed omfattet af elforsyningsloven eller varmeforsyningslo-
ven. Der er således i dag ikke gældende regler for påbegyn-
delse af væsentlige nye aktiviteter i virksomheder, der alene
varetager CO2-fangstaktiviteter, og som samtidig ikke er
i koncern med enten en el- eller varmeproduktionsvirksom-
hed.
Med bestemmelsen § 13, stk. 1, foreslås det, at kommuner
ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministe-
ren må bevare ejerandele i virksomheder omfattet af § 12,
stk. 1, såfremt der i de pågældende virksomheder eller i
virksomheder, som de direkte eller indirekte ejer andele i,
påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-, energi- og
forsyningsministeren vil kunne stille vilkår for meddelelse
af tilladelse, herunder om afståelse af ejerandele eller aktivi-
teter i en eller flere af de pågældende virksomheder eller
93
om, at midler anvendt til sådanne nye aktiviteter vil skulle
betragtes som uddelinger efter § 12, stk. 1. Afståelse efter
2. pkt. vil, medmindre særlige hensyn tilsiger andet, skulle
ske snarest. Dersom tilladelse ikke opnås, vil kommunen
snarest skulle afhænde samtlige ejerandele i de pågældende
virksomheder.
Den foreslåede bestemmelse vedrører virksomheder, som er
omfattet af denne lovs § 1, dvs. virksomheder, der beskæfti-
ger sig med CO2-fangstaktiviteter, som defineret i den fore-
slåede bestemmelse i § 2, nr. 2, virksomheder, der direkte
eller indirekte ejer andele i sådanne virksomheder, og virk-
somheder, som sådanne virksomheder direkte eller indirekte
ejer andele i.
Bestemmelsen vil omfatte både helt og delvist kommunalt
ejede virksomheder. Virksomhederne vil derfor blive omfat-
tet af bestemmelsen, uanset størrelsen af kommunens ejeran-
del. En forbrugerejet andelsvirksomhed vil dog ikke blive
anset for delvist kommunalt ejet, blot fordi en kommune
er tilsluttet som forbruger og i kraft af dette er andelsha-
ver. Andelshaverstatus vil i disse tilfælde knytte sig direkte
til det have rådighed over en eller flere installationer.
Det vil endvidere være uden betydning, i hvilken type helt
eller delvist kommunalt ejede virksomhed den nye aktivitet
finder sted. Både en væsentlig ny aktivitet i f.eks. en var-
meforsyningsvirksomhed, en elproduktionsvirksomhed, en
vandforsyningsvirksomhed eller et moderselskab vil kræve
tilladelse efter dette lovforslags § 13, stk. 1. Det bemærkes,
at bestemmelsen vil skulle læses sammen med den foreslå-
ede undtagelsesbestemmelse i § 13, stk. 2, hvor nye aktivi-
teter alligevel vil kunne påbegyndes uden tilladelse, hvis
de er omfattet af denne lov, elforsyningsloven, varmeforsy-
ningsloven, fjernkølingsloven, gasforsyningsloven eller nye
aktiviteter omfattet af vandsektorloven eller affaldshåndte-
ring i medfør af lov om miljøbeskyttelse. Der henvises til
bemærkningerne herom.
Det skal understreges, at den foreslåede § 13 ikke i sig selv
vil give hjemmel til at udføre aktiviteter. En kommune vil
således altid skulle have hjemmel til at varetage eller deltage
i en aktivitet andetsteds. Er den pågældende aktivitet ikke
omfattet af denne lov, vil aktiviteten skulle have hjemmel i
anden lovgivning, herunder kommunalfuldmagtsreglerne.
Det skal endvidere understreges, at der vil skulle foretages
en vurdering af, om en selskabsmæssig omstrukturering
medfører aktivitetsændringer, som vil kræve tilladelse efter
stk. 1, medmindre aktiviteten vil være omfattet af undtagel-
sesbestemmelsen i det foreslåede stk. 2. Dette gælder uan-
set, om omstruktureringen blive anset for omfattet af det
foreslåede § 12, stk. 2, hvorefter der vil være mulighed
for at gennemføre visse selskabsmæssige omstruktureringer,
uden at dette vil blive betragtet som afståelse af ejerandele
efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1. Det bemær-
kes herudover, at § 12, stk. 2, f.eks. vil indebære, at der ikke
vil blive anset at foreligge en afståelse af ejerandele efter
§ 12, stk. 1, såfremt kommunale CO2-fangstselskaber ved
en omstrukturering, der begrebsmæssigt falder ind under fu-
sionsskattelovens definition på en tilførsel af aktiver, tilfører
servicefunktioner til et fælles serviceselskab.
Såvel væsentlige nye aktivitetsområder som væsentlige ud-
videlser af eksisterende aktivitetsområder vil være omfattet
af bestemmelsen. Der er ikke i dag i de gældende regler i el-
og varmeforsyningslovene fastsat nogen fast beløbsgrænse
for, hvornår en aktivitet anses for at indebære en væsentlig
aktivitetsudvidelse. Dette må afhænge af, om der er tale om
investeringer m.v., der ligger inden for de naturlige rammer
for den hidtil drevne virksomhed. Af den grund foreslås der
heller ikke i denne bestemmelse at blive fastsat en beløbs-
grænse.
Som eksempel på nye aktiviteter, som vil blive betragtet
som væsentlige, kan nævnes aktiviteter, som forudsætter
ændringer af virksomhedens vedtægtsmæssige formål. En
væsentlig ny aktivitet vil også kunne opstå ved en sel-
skabsmæssig omstrukturering. Dette gælder f.eks. ved fusi-
oner. Det vil i den forbindelse være uden betydning, om
omstruktureringen vil udløse modregning i bloktilskuddet
eller ej.
Ren formueforvaltning vil ikke blive anset for at være en
væsentlig ny aktivitet, idet det ikke vil stride mod bestem-
melsens formål. Formueforvaltning vil i denne forbindelse
blive fortolket i overensstemmelse med kommunestyrelses-
lovens § 44, hvorefter en kommunes midler, som ikke af
hensyn til de daglige forretninger skal foreligge kontant,
skal indsættes i pengeinstitut eller anbringes i obligationer
eller investeringsbeviser, i hvilke fondes midler kan anbrin-
ges. Herudover vil nye aktiviteter omfattet af denne lov og
el-, varme- og gasforsyningslovene generelt være undtaget
fra kravet om tilladelse i det foreslåede stk. 1.
Tilladelse kan som udgangspunkt kun blive meddelt, hvis
der foreligger særlige omstændigheder, herunder tilfælde,
hvor kommunen godtgør, at iværksættelsen af den nye akti-
vitet ikke vil være i strid med formålet med det foreslåede
stk. 1. Det vil endvidere kunne være tilfældet, hvis kommu-
nen godtgør, at aktiviteten ikke er finansieret af virksomhed
omfattet af denne lov eller el- eller varmeforsyningslove-
ne. Det vil også kunne være tilfældet, hvis der opstår en
situation, hvor forpligtelsen til at afhænde ejerandele vil
ramme en kommune særligt hårdt.
Hvis tilladelse efter 1. pkt. ikke opnås, vil kommunen sna-
rest efter 4. pkt. skulle afhænde samtlige ejerandele i de
pågældende virksomheder. Hvis der er tale om en koncern,
afstås ejerandele i øverste holding- eller moderselskab og
derved afstås også ejerandelene i de indirekte helt eller del-
vist ejede virksomheder. Hvis der kun er tale om en enkelt-
virksomhed, afstås ejerandelene i denne. Alle ejerandele vil
skulle afstås, selv om den nye væsentlige aktivitet ligger
i en virksomhed, som kun er delvist og indirekte ejet af
kommunen.
Modregningsreglerne i elforsyningsloven og varmeforsy-
94
ningsloven regulerer som nævnt ikke de tilfælde, hvor
en virksomhed alene varetager CO2-fangstaktiviteter og
samtidig ikke er i koncern med enten en virksomhed omfat-
tet af elforsyningsloven eller varmeforsyningsloven. De ind-
satte modregningsregler i denne lov vil blandt andet dække
de tilfælde, således at en kommune ikke via selskabsorgani-
seringen vil falde uden for modregningsreglerne. Formålet
med modregningsreglerne vil således blive opnået, nemlig at
der ikke må anvendes midler, som stammer fra forsynings-
sektoren på kommunale opgaver. CO2-fangst vil være en
kommerciel aktivitet, som en kommune alene vil deltage
i som følge af hjemlen i den foreslåede bestemmelse i §
3. Det er ikke meningen, at overskud fra denne virksomhed
vil skulle kunne føres tilbage til kommunen og anvendes
på kommunale kerneopgaver. Der henvises til de generelle
bemærkninger for en nærmere beskrivelse i pkt. 3.5.2.5 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1,
vil således være at undgå, at der i helt eller delvist kommu-
nalt ejede virksomheder opsamles kapital, der stammer fra
CO2-fangstvirksomheder, som derefter anvendes til andre
kommunale aktiviteter, uden at der reduceres i tilskud efter
lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommu-
ner.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 2, at bestem-
melsen i stk. 1 ikke finder anvendelse i det omfang, der
påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov, lov om
varmeforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsy-
ning eller nye aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2,
stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om mil-
jøbeskyttelse. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens
§ 23 m, stk. 2.
Der er i dag ikke gældende regler for undtagelse til kravet
om, at påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter i virksom-
heder, der alene varetager CO2-fangstaktiviteter, og som
samtidig ikke er i koncern med enten en el- eller varmepro-
duktionsvirksomhed, kræver tilladelse.
Med lovforslagets § 29, nr. 9, samt § 30, nr. 3, foreslås
lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren imidlertid
tilføjet i elforsyningslovens § 37 a, stk. 2, og i varmeforsy-
ningslovens § 23 m, stk. 2. Det vil medføre, at der i en
koncernstruktur med henholdsvis elforsyning og varmefor-
syning vil eksistere regler for undtagelse til kravet om, at
påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter omfattet af denne
lov vil kræve tilladelse i virksomhed omfattet af henholdsvis
§ 37, stk. 1, og § 23 l, stk. 1.
Med bestemmelsen § 13, stk. 2, foreslås det, at bestemmel-
sen i det foreslåede stk. 1 ikke vil finde anvendelse i det
omfang, der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne
lov, lov om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov om
fjernkøling, lov om gasforsyning eller nye aktiviteter omfat-
tet af vandsektorloven eller affaldshåndtering i medfør af
lov om miljøbeskyttelses.
Ifølge forslaget vil stk. 1 ikke finde anvendelse i det om-
fang, der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne lov,
lov om elforsyning, lov om varmeforsyning eller lov om
gasforsyning eller aktiviteter omfattet af vandsektorloven
eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttel-
se. De relevante bestemmelser i vandsektorloven er § 2, stk.
1 eller 5.
Håndtering af affald i medfør af lov om miljøbeskyttelse
dækker begrebsmæssigt alle de aktiviteter, kommuner kan
varetage i relation til affald. Eksempelvis kan nævnes plan-
lægning, etablering, administration og drift af affaldsordnin-
ger samt planlægning, etablering, administration og drift af
anlæg for bortskaffelse og nyttiggørelse af affald.
Det foreslåede stk. 2 skal ses i sammenhæng med forslagets
stk. 3, hvorefter der vil blive stillet krav om, at der hverken
direkte eller indirekte må anvendes midler, som stammer fra
aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om
varmeforsyning eller lov om gasforsyning til aktiviteter om-
fattet af vandsektorlovens eller affaldshåndtering i medfør af
lov om miljøbeskyttelse.
Kommuner vil ikke skulle søge om tilladelse til væsentlige
nye aktiviteter – herunder væsentlige udvidelser af beståen-
de aktiviteter – inden for de i stk. 3 nævnte aktiviteter. Kom-
muner vil således kunne etablere sådanne aktiviteter i en
koncern, hvori indgår aktiviteter omfattet af denne lov
samt el-, varme-, og gasforsyningslovene og fjernkølingslo-
ven. Det vil medføre en væsentlig administrativ lettelse for
kommuner.
Undtagelsen i stk. 2 foreslås også at gælde aktiviteter om-
fattet af vandsektorloven eller affaldshåndtering i medfør
af lov om miljøbeskyttelse. Det skyldes, at der typisk vil
være synergifordele ved at placere disse aktiviteter i en
forsyningskoncern med el- og varmeforsyning, og fordi for-
slaget vil finde anvendelse på CO2-fangstaktiviteter, som
gennemføres på varmeproduktionsanlæg og elproduktions-
anlæg, som det beskrives i den foreslåede § 1. Alle andre
aktiviteter vil fortsat skulle vurderes efter stk. 1. Det foreslås
imidlertid i stk. 7, at ministeren vil kunne udvide anvendel-
sesområdet for stk. 3. Der henvises til bemærkningerne til
stk. 7.
Såfremt en kommune af historiske årsager i en koncer-
nstruktur måtte have andre aktiviteter, som ligger uden for
denne lov, el-, varme- og gasforsyningslovene og de i stk.
3 nævnte aktiviteter, vil disse aktiviteter være omfattet af
forslaget til § 13, stk. 1.
Det skal understreges, at aktiviteter, der placeres i en kon-
cernstruktur sammen med bl.a. aktiviteter omfattet af denne
lov, fortsat vil blive omfattet af kravet om modregning ved
uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virk-
somhederne, jf. den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelses forhold til elforsyningslovens
§ 37 a, stk. 2, og varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 2,
95
vil medføre et delvist overlap. Hvor den foreslåede bestem-
melse i § 13, stk. 2, adskiller sig vil være i tilfælde, hvor
en CO2-fangstvirksomhed, som alene varetager CO2-fangst,
og som samtidig ikke er i koncern med en el- eller varme-
produktionsvirksomhed, agter at påbegynde væsentlige nye
aktiviteter i virksomhed omfattet af lov om elforsyning,
lov om varmeforsyning, lov om gasforsyning, lov om fjern-
køling eller aktiviteter omfattet af vandsektorloven eller af-
faldshåndtering efter lov om miljøbeskyttelse.
Påbegyndelse af sådanne nye aktiviteter vil skulle ske i
overensstemmelse med de foreslåede § 12, stk. 3 og 4, og
vil kunne føre til et koncernforhold mellem CO2-fangstvirk-
somheden og den nye aktivitet, idet visse aktiviteter vil skul-
le holdes selskabsmæssigt adskilt fra CO2-fangstvirksomhe-
den, jf. det foreslåede stk. 4. Ved etablering af et koncernfor-
hold mellem en eksisterende CO2-fangstvirksomhed og en
ny elproduktionsvirksomhed eller varmeforsyningsvirksom-
hed, vil de foreslåede § 12, stk. 2-4, således finde anvendel-
se.
Eksisterer der et koncernforhold mellem CO2-fangstvirk-
somheden og enten en elproduktionsvirksomhed eller en
varmeforsyningsvirksomhed, vil de foreslåede § 12, stk.
2-4, samt elforsyningslovens § 37 a, stk. 2-4, og varmefor-
syningslovens § 23 m, stk. 2-4, finde anvendelse.
Det foreslåede stk. 2 vil også omfatte aktiviteter omfattet
af vandsektorloven eller affaldshåndtering i medfør af lov
om miljøbeskyttelse, hvilket ikke vil indebære en ligestilling
med aktiviteter omfattet af denne lov eller el-, varme- og
gasforsyningslovene.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 3, at i virksom-
heder omfattet af stk. 1 må der ikke anvendes midler, som
stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varme-
forsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsyning,
til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller
5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttel-
se. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 m, stk.
3.
Der er i dag ikke gældende regler for forbud mod anven-
delse af midler, som stammer fra CO2-fangstaktiviteter, el-
forsyning, varmeforsyning, fjernkøling eller gasforsyning til
aktiviteter omfattet af vandsektorloven eller affaldshåndte-
ring i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Med lovforslagets § 29, nr. 9, samt § 30, nr. 4, foreslås
lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren tilføjet i
elforsyningslovens § 37 a, stk. 3, og varmeforsyningslovens
§ 23 m, stk. 3. Det vil medføre, at der i en koncernstruktur
med henholdsvis elforsyning og varmeforsyning ikke må
anvendes midler, som stammer fra virksomhed efter denne
lov på aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1
eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbe-
skyttelse.
Det foreslås med § 13, stk. 3, at der hverken direkte eller
indirekte må anvendes midler, som stammer fra aktiviteter
omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om varmefor-
syning og lov gasforsyning til aktiviteter omfattet af vand-
sektorloven eller affaldshåndtering i medfør af lov om mil-
jøbeskyttelse, når disse udøves i virksomheder omfattet af
det foreslåede stk. 1.
De relevante bestemmelser i vandsektorloven vil være § 2,
stk. 1 eller 5.
Kravet i den foreslåede bestemmelse vil være generelt og
gælde uanset, om der måtte påbegyndes nye aktiviteter eller
ej i en af virksomhederne. Det vil være tilstedeværelsen af
aktiviteterne, som vil være afgørende i forhold til stk. 3. Der
vil således ikke skulle foretages en vurdering af, hvorvidt
der er tale om en væsentlig ny aktivitet eller ej.
Ved anvendelse af midler forstås enhver anvendelse, herun-
der kapitalindskud, udlån, garanti eller sikkerhedsstillelse til
fordel for de omhandlede virksomheder og aktiviteter. Et lø-
bende mellemværende opstået mellem virksomhederne som
led i et sædvanligt samhandelsforhold må forudsættes udlig-
net løbende, for at dette ikke vil få karakter af et lånemel-
lemværende.
Ved anvendelse af midler forstås også aftaler, der ikke ind-
gås på markedsbestemte vilkår, men til fordel for de i stk. 2
nævnte aktiviteter omfattet af vandsektorloven eller lov om
miljøbeskyttelse.
Ved midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne
lov, lov om elforsyning, lov om varmeforsyning eller lov om
gasforsyning, forstås enhver form for midler, uanset hvor de
måtte ligge i koncernen (herunder delvist ejede virksomhe-
der). Det betyder, at bestemmelsen også vil omfatte midler,
som er placeret i et selskab, som ikke har udøvet aktivite-
ter omfattet af de nævnte love. Undtaget herfra vil være
midler, som kommunen kan dokumentere har været gjort til
genstand for modregning.
Det foreslåede stk. 3 vil alene vedrøre aktiviteter, som udø-
ves i virksomheder omfattet af det foreslåede stk. 1. Det
bemærkes, at virksomheder omfattet af stk. 1 heller ikke frit
vil kunne anvende midler på aktiviteter, som ligger uden for
de omfattede virksomheder. Dette følger af den foreslåede
bestemmelse i § 12, stk. 1, hvorefter kommunen vil skulle
registrere uddelinger fra og vederlag ved afståelse af ejeran-
dele i virksomhederne, samt af den foreslåede bestemmelse
i § 13, stk. 1, hvorefter klima-, energi- og forsyningsmini-
steren vil skulle give tilladelse, såfremt der påbegyndes væ-
sentlige nye aktiviteter.
Kommuner, som fortsat varetager forsyningsaktiviteter som
en del af den kommunale forvaltning, forudsættes endvidere
at holde den enkelte forsyningsaktivitet regnskabsmæssigt
adskilt fra kommunens øvrige aktiviteter. En overførelse af
midler fra f.eks. en kommunal CO2-fangstvirksomhed til
en kommunal vandforsyningsvirksomhed vil således alene
96
kunne finde sted, såfremt der er sket registrering i medfør af
den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelses forhold til elforsyningslovens
§ 37 a, stk. 3, og varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 3,
vil medføre et delvist overlap. Den foreslåede bestemmelse
adskiller sig ved også at omfatte en CO2-fangstvirksomhed,
som alene varetager CO2-fangst, og som samtidig ikke er i
koncern med en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. Dis-
se virksomheder vil med den foreslåede bestemmelse ikke
kunne anvende midler, som stammer fra CO2-fangstvirk-
somhed på aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk.
1 eller 5, og affaldshåndtering efter lov om miljøbeskyttelse.
Efterlevelse af bestemmelsen vil skulle ske i overensstem-
melse med de foreslåede § 13, stk. 2 og 4. Påbegyndelse
af væsentlige nye aktiviteter, som vil kunne påbegyndes
uden tilladelse efter det foreslåede stk. 2 vil kunne føre
til et koncernforhold mellem CO2-fangstvirksomheden og
den nye aktivitet, idet visse aktiviteter vil skulle holdes
selskabsmæssig adskilt fra CO2-fangstvirksomheden, jf. det
foreslåede stk. 4. Ved etablering af et koncernforhold mel-
lem en eksisterende CO2-fangstvirksomhed og en ny elpro-
duktionsvirksomhed eller varmeforsyningsvirksomhed, vil
de foreslåede § 13, stk. 2-4, således finde anvendelse.
Eksisterer der et koncernforhold mellem CO2-fangstvirk-
somheden og enten en elproduktionsvirksomhed eller en
varmeforsyningsvirksomhed, vil de foreslåede § 13, stk.
2-4, samt elforsyningslovens § 37 a, stk. 2-4, og varmefor-
syningslovens § 23 m, stk. 2-4, finde anvendelse.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 4, at aktiviteter
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse, som udøves
i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være selskabsmæs-
sigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om
varmeforsyning eller lov om gasforsyning. Tilsvarende føl-
ger af varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 4. Der henvises
nærmere til pkt. 3.5.1.5 i de almindelige bemærkninger. Det
bemærkes, at der i elforsyningslovens § 2, stk. 4, er en
bemyndigelsesadgang for ministeren til at udstede regler om
undtagelse fra kravet om selskabsmæssig adskillelse, hvilket
blandt andet er udnyttet med bekendtgørelse om vandselska-
bers udnyttelse af egne energiressourcer. Tilsvarende er der i
varmeforsyningsloven en dispensationsadgang.
Der er i dag ikke gældende regler for selskabsmæssig ad-
skillelse af aktiviteter omfattet af vandsektorloven og af-
faldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse i forbin-
delse med påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter, som
kan påbegyndes uden tilladelse i CO2-fangstvirksomheder,
som alene varetager CO2-fangstvirksomhed, og som ikke er
i koncern med enten en elproduktionsvirksomhed eller en
varmeproduktionsvirksomhed.
Det følger af det foreslåede § 3, stk. 1, 2. pkt., hvordan en
kommune selskabsmæssigt vil kunne organisere sig ved del-
tagelse i CO2-fangstaktiviteter. Af bestemmelsen følger det,
at kommuner vil kunne organisere sig enten i et eller flere
selskaber, som kommunen helt eller delvist ejer, og som er
adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, eller
i samme selskab som en el- eller varmeproduktionsvirksom-
hed, som kommunen helt eller delvist ejer.
Den foreslåede bestemmelse udelukker ikke en selskabsorg-
anisering, hvor kommunal CO2-fangstvirksomhed ved dets
etablering placeres i selskab med andre kommunale aktivi-
teter end elproduktion og varmeproduktion, medmindre et
forbud mod dette vil følge af anden lovgivning vedrørende
de pågældende aktiviteter.
Med bestemmelsen § 13, stk. 4, foreslås det, at aktiviteter
omfattet af vandsektorloven eller affaldshåndtering i medfør
af lov om miljøbeskyttelse, som udøves i virksomheder om-
fattet af det foreslåede stk. 1, vil skulle være selskabsmæs-
sigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov.
I stk. 4 foreslås indsat et generelt krav om selskabsmæssig
adskillelse mellem på den ene side aktiviteter omfattet af
denne lov og på den anden side aktiviteter omfattet af vand-
sektorloven eller affaldshåndtering i medfør af lov om mil-
jøbeskyttelse. De relevante bestemmelser i vandsektorloven
vil være § 2, stk. 1 eller 5.
Den selskabsmæssige adskillelse vil skulle sikre overholdel-
sen af det foreslåede stk. 3. Da kravet om selskabsmæssig
adskillelse alene vil gælde i forhold til aktiviteter omfattet af
vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering
i medfør af lov om miljøbeskyttelse, som udøves i virksom-
heder omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1,
vil bestemmelsen ikke stille krav om selskabsmæssig adskil-
lelse for forsyningsaktiviteter, som udøves som dele af den
kommunale forvaltning.
Den foreslåede bestemmelses forhold til elforsyningslovens
§ 37 a, stk. 4, og varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 4, vil
medføre et delvist overlap. Hvor den foreslåede bestemmel-
se i § 13, stk. 4, adskiller sig vil være, at en CO2-fangstvirk-
somhed, som alene varetager CO2-fangst, og som samtidig
ikke er i koncern med en el- eller varmeproduktionsvirk-
somhed, vil skulle holde sine aktiviteter selskabsmæssigt
adskilt fra aktiviteter omfattet af vandsektorloven eller af-
faldshåndtering efter miljøbeskyttelsesloven. Det vil skulle
ses i sammenhæng med, at disse virksomheder ikke må
anvende midler, som stammer fra CO2-fangstvirksomhed
på aktiviteter omfattet af vandsektorloven og affaldshåndte-
ring efter lov om miljøbeskyttelse. Aktiviteter omfattet af
vandsektorloven og affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse vil således blive indkapslet økonomisk og
selskabsmæssigt med henblik på at undgå krydssubsidiering
og omgåelse af modregningsreglerne.
Efterlevelse af den foreslåede bestemmelse vil skulle ske i
overensstemmelse med de foreslåede § 13, stk. 2 og 3. Påbe-
gyndelse af væsentlige nye aktiviteter, som vil kunne påbe-
gyndes uden tilladelse efter det foreslåede stk. 2, vil kunne
97
føre til et koncernforhold mellem CO2-fangstvirksomheden
og den nye aktivitet, idet visse aktiviteter vil skulle holdes
selskabsmæssigt adskilt fra CO2-fangstvirksomheden, jf. det
foreslåede stk. 4. Ved etablering af et koncernforhold mel-
lem en eksisterende CO2-fangstvirksomhed og en ny elpro-
duktionsvirksomhed eller varmeproduktionsvirksomhed, vil
de foreslåede § 13, stk. 2-4, således finde anvendelse.
Eksisterer der et koncernforhold mellem CO2-fangstvirk-
somheden og enten en elproduktionsvirksomhed eller en
varmeforsyningsvirksomhed, vil de foreslåede § 13, stk.
2-4, samt elforsyningslovens § 37 a, stk. 2-4, og varmefor-
syningslovens § 23 m, stk. 2-4, finde anvendelse.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 5, at bestem-
melsen i stk. 4 og § 3, stk. 1, i lov om fjernkøling ikke er
til hinder for, at servicefunktioner for aktiviteter omfattet af
stk. 2 varetages i et selvstændigt selskab. Tilsvarende følger
af varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 5.
Det er i dag ikke regler om, at visse krav om selskabsmæs-
sig adskillelse af forskellige forsyningsaktiviteter ikke er til
hinder for, at servicefunktioner for aktiviteterne kan vareta-
ges i et selvstændigt selskab for så vidt angår virksomheder,
som ikke er i koncern med enten el- eller varmeforsyning.
Er der i en koncernstruktur en virksomhed omfattet af el-
forsyningsloven eller varmeforsyningsloven, vil det blive
forudsat, at henholdsvis § 37 a, stk. 5, og § 23 m, stk. 5, vil
finde anvendelse.
Med bestemmelsen § 13, stk. 5, foreslås det, at bestemmel-
sen i det foreslåede stk. 4 og lov om fjernkøling ikke vil væ-
re til hinder for, at servicefunktioner for aktiviteter omfattet
af det foreslåede stk. 2 varetages i et selvstændigt selskab.
Den relevante bestemmelse i fjernkølingsloven vil være § 3.
I stk. 5 foreslås indsat en undtagelse fra kravet om selskabs-
mæssig adskillelse for så vidt angår servicefunktioner, som
udøves i et selvstændigt selskab i koncernen. Ved service-
funktioner forstås anvendelse af fælles tegnestue, projekte-
ringsafdeling, maskinpark, it-systemer, driftspersonale, biler,
opkrævningsfunktioner og andre administrative funktioner
og lignende, herunder de administrationsbygninger, som er
nødvendige for at udøve serviceaktiviteter.
Det vil således være muligt at udnytte synergieffekter ved
at placere f.eks. administrativt personale i et selvstændigt
selskab, som betjener de forsyningsvirksomheder, som kom-
munen ejer i eller gennem koncernen.
Det skal understreges, at det alene vil være servicefunktio-
ner, som selskabet vil kunne udføre for virksomhederne. De
præcise grænser for, hvor stor en del af virksomhedens
opgaver, der vil skulle udføres af virksomhedens eget per-
sonale, vil i øvrigt afhænge af virksomhedens størrelse og
opgavernes omfang og karakter.
Den foreslåede undtagelse vedrører alene kravet om sel-
skabsmæssig adskillelse. Dette betyder, at det foreslåede
stk. 3 også vil finde anvendelse på servicefunktionerne. For-
syningsvirksomhederne vil skulle henføre aktiver og passi-
ver til den forsyningsart, som de er naturligt knyttet til,
ligesom forsyningsarterne vil skulle betale for deres faktiske
ressourcetræk på servicefunktionerne, hvilket vil sige, at af-
regningen vil skulle ske på markedsbestemte vilkår. Da der
hverken vil blive stillet krav om selskabsmæssig eller regn-
skabsmæssig adskillelse i den virksomhed, som varetager
fælles aktiviteter, vil der blive stillet skærpede kontrolkrav
i regnskabs- og revisionsinstruksen, jf. bemærkningerne til
den foreslåede bestemmelse i § 14.
Det bemærkes i øvrigt, at de foreslåede stk. 3-5 alene vil
vedrøre virksomheder omfattet af det foreslåede stk. 1. Det
følger heraf, at en kommune, som f.eks. måtte ønske at udø-
ve servicefunktioner for virksomheder, som ikke er omfattet
heraf, vil skulle søge om tilladelse til bevarelse af ejerande-
le i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1,
såfremt aktiviteten er væsentlig.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 6, at kommuner
senest den 1. februar hvert år over for Forsyningstilsynet
ved erklæring afgivet i overensstemmelse med reglerne ud-
stedt i medfør af § 37 b, godtgør, at der ikke i det foregåen-
de kalenderår er anvendt midler i strid med stk. 3. Finder
Forsyningstilsynet, at en kommune må anses for at have
anvendt midler i strid med stk. 3, betragtes de pågældende
midler som uddelinger efter § 37, stk. 1. Tilsvarende følger
af varmeforsyningslovens § 23 m, stk. 6. Der henvises nær-
mere til pkt. 3.5.1.5 i de almindelige bemærkninger.
Der er i dag ikke gældende regler for kommuners årlige
erklæring til Forsyningstilsynet om, at de ikke har anvendt
midler fra virksomhed, som alene varetager CO2-fangstak-
tiviteter, og som samtidig ikke er i koncern med en elpro-
duktionsvirksomhed eller en varmeproduktionsvirksomhed,
til aktiviteter omfattet af vandsektorloven eller affaldshånd-
tering efter lov om miljøbeskyttelse.
Det foreslås med bestemmelsen § 13, stk. 6, at kommuner
senest den 1. februar hvert år til Forsyningstilsynet ved er-
klæring afgivet i overensstemmelse med reglerne udstedt
i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 14 vil skulle
godtgøre, at der ikke i det foregående kalenderår er anvendt
midler i strid med det foreslåede stk. 3. Finder Forsynings-
tilsynet, at en kommune må anses for at have anvendt midler
i strid med stk. 3, vil de pågældende midler blive betragtet
som uddelinger efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk.
1. Forsyningstilsynet vil fastsætte rådighedsdatoen, beløbets
størrelse og en beregnet forrentning i medfør af den foreslå-
ede bestemmelse i § 12, stk. 6. Vil en kommune ikke kunne
afgive erklæring i overensstemmelse med reglerne udstedt
i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 14, vil Forsy-
ningstilsynet give klima-, energi- og forsyningsministeren
meddelelse herom. Klima-, energi- og forsyningsministeren
vil herefter træffe afgørelse om hel eller delvis afståelse af
aktiviteter eller ejerandele i virksomheder omfattet stk. 1.
98
De relevante bestemmelser i vandsektorloven vil være § 2,
stk. 1 eller 5.
Forslaget til stk. 6 vil indebære, at kommuner senest den
1. februar hvert år vil skulle godtgøre over for Forsynings-
tilsynet, at der ikke i det foregående kalenderår er anvendt
midler i strid med det foreslåede stk. 3. Ved forslaget vil
det blive sikret, at kommuner i deres administration til sta-
dighed er opmærksomme på bestemmelsen i stk. 3. Bestem-
melsen vil alene have relevans for de kommuner, som har en
ejerstruktur omfattet af de pågældende bestemmelser.
De forhold, som kommunen vil skulle afgive erklæring om,
vil primært vedrøre aktiviteter i virksomheder, som er sel-
skabsmæssigt udskilt. Det vil derfor være nødvendigt, at
kommunen pålægger disse virksomheder at afgive de nød-
vendige oplysninger til kommunen.
Kommuner vil om nødvendigt kunne fremtvinge de nødven-
dige oplysninger, når det drejer sig om virksomheder, hvor
kommunen alene eller sammen med andre har bestemmende
indflydelse. I de virksomheder, hvor kommunen ikke har
bestemmende indflydelse, må der indgås en aftale med virk-
somheden om at afgive oplysningerne. Såfremt en kommune
ikke vil kunne fremkomme med tilstrækkelig dokumentation
for delvist ejede virksomheder, vil kommunen i realiteten
have mistet kontrollen med, at midlerne ikke anvendes til
aktiviteter, der vil medføre krav om modregning.
Finder Forsyningstilsynet, at en kommune må anses for at
have anvendt midler i strid med det foreslåede stk. 3, vil
de anvendte midler blive betragtet som uddelinger efter den
foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 1. Det vil således væ-
re kommunen, der vil skulle dokumentere, at der ikke har
været anvendt midler i strid med stk. 3. Forsyningstilsynet
vil fastsætte rådighedsdatoen, beløbets størrelse samt en be-
regnet forrentning i medfør af den foreslåede bestemmelse
i § 12, stk. 6. Dette vil også gælde for de delvist ejede
virksomheder som nævnt ovenfor.
Det kan ikke udelukkes, at der vil kunne opstå en situation,
hvor en kommune ikke vil være i stand til at afgive en er-
klæring, der er i overensstemmelse med de specifikke krav,
der vil blive stillet i regler udstedt i medfør af den foreslå-
ede § 14. Det kunne eksempelvis være tilfældet, hvor kom-
munen ikke vil kunne tilvejebringe det oplysningsgrundlag,
som er nødvendigt for at opnå den eller de fornødne reviso-
rerklæringer. I sådanne tilfælde vil kommunen have sat sig
i en position, hvor den ikke længere vil kunne overholde
bestemmelsen, og der må stilles krav om hel eller delvis
afståelse af aktiviteter eller ejerandele i virksomhederne. Et
sådant krav om afståelse vil dog kunne opfyldes ved, at
kommunen udskiller de pågældende aktiviteter eller ejeran-
dele til direkte kommunalt ejerskab eller til kommunale
virksomheder, der ikke hverken helt eller delvist, direkte
eller indirekte er ejet af virksomheder omfattet af den fore-
slåede bestemmelse i § 12, stk. 1. Afgørelse om pligt til
afståelse vil blive truffet af klima-, energi- og forsyningsmi-
nisteren.
Bestemmelsen vil herudover være selvstændigt strafsanktio-
neret. Der henvises til § 27, stk. 1, nr. 5.
Det følger af elforsyningslovens § 37 a, stk. 7, at klima-,
energi- og forsyningsministeren kan bestemme eller fastsæt-
te regler om, at andre aktiviteter skal være omfattet af stk.
2-6. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 m,
stk. 7.
Der er i dag ikke gældende regler om, at klima-, energi-
og forsyningsministeren kan bestemme eller fastsætte regler
om, at andre aktiviteter skal være omfattet af stk. 2-6 for
så vidt angår virksomhed, som alene varetager CO2-fangst-
aktiviteter, og som samtidig ikke er i koncern med enten en
elproduktionsvirksomhed eller en varmeforsyningsvirksom-
hed.
Med bestemmelsen § 13, stk. 7, foreslås det, at klima-, ener-
gi-, og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om,
at andre aktiviteter vil skulle være omfattet af de foreslåede
stk. 2-6.
Det foreslåede stk. 7 vil give klima-, energi- og forsynings-
ministeren mulighed for at udvide undtagelsesbestemmelsen
i det foreslåede stk. 3, således at kommuner vil kunne udøve
andre aktiviteter i deres forsyningskoncerner, når der hver-
ken direkte eller indirekte anvendes midler, som stammer fra
aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om
varmeforsyning eller lov om gasforsyning til aktiviteterne.
En udvidelse vil kunne blive aktuel, hvis der vil være andre
aktiviteter, som det viser sig naturligt at udføre inden for
en forsyningskoncern, og hvor dette administrativt vil kunne
ske uden krav om forudgående tilladelse.
Til § 14
Det følger af elforsyningslovens § 37 b, stk. 1, at klima-,
energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om indbe-
retning efter § 37, stk. 5, og om dokumentation og regn-
skabsføring for forhold omfattet af § 37, stk. 2 og 5, og §
37 a, stk. 3-6. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens
§ 23 n, stk. 1. Der henvises nærmere til pkt. 3.5.1.5 i de
almindelige bemærkninger.
Der er i dag ikke gældende regler om, at klima-, energi-
og forsyningsministeren fastsætter regler om indberetning,
om dokumentation og regnskabsføring samt indhentning af
erklæringer i forhold til en virksomhed, som alene varetager
CO2-fangstaktiviteter, og som samtidig ikke er i koncern
med enten en elproduktionsvirksomhed eller en varmeforsy-
ningsvirksomhed.
Med bestemmelsen i § 14, stk. 1, foreslås det, at klima-,
energi- og forsyningsministeren vil fastsætte regler om ind-
beretning efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 5, og
om dokumentation og regnskabsføring for forhold omfattet
af de foreslåede § 12, stk. 2 og 5, og § 13, stk. 3-6, herunder
om, at der vil skulle indhentes erklæringer fra kommunes
revisor eller en statsautoriseret revisor.
99
I medfør af den foreslåede bestemmelse vil der blive fastsat
regler om dokumentation og regnskabsføring for forhold,
der vil være omfattet af de foreslåede § 12, stk. 5, og § 13,
stk. 3-6. Der vil herunder blive udarbejdet én eller flere stan-
darderklæringer, som kommunen vil skulle anvende. Der
vil endvidere blive udarbejdet en regnskabs- og revisionsin-
struks, som bl.a. vil fastsætte kravene til den dokumentation,
der vil skulle ledsage de årlige erklæringer efter § 12, stk. 5,
eller § 13, stk. 6, herunder revisorerklæringer.
Regnskabs- og revisionsinstruksen vil have en sådan ud-
formning, at Forsyningstilsynets tilsyn med overholdelsen af
den foreslåede bestemmelse i § 12, stk. 5, primært vil kunne
baseres på en konstatering af, at revisor har konstateret til-
stedeværelsen af den forudsatte dokumentation, samt at der
ikke er konstateret forhold, som burde have givet anledning
til registreringer. På samme måde vil tilsynet med overhol-
delsen af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3, kunne
baseres på en konstatering af, at revisor har erklæret, at der
ikke er anvendt midler i strid med stk. 3. Under hensyn til
karakteren af bestemmelserne vil det dog blive forudsat, at
der periodevis vil blive foretaget en stikprøvekontrol, hvis
nærmere indhold og omfang vil afhænge af de konkrete
omstændigheder.
Det følger af elforsyningslovens § 37 b, stk. 2, at klima-,
energi-, og forsyningsministeren endvidere kan fastsætte
regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter som
nævnt i § 37 a, stk. 1, herunder om, at der skal indhentes
erklæringer fra kommunens revisor eller en statsautoriseret
revisor. Tilsvarende følger af varmeforsyningslovens § 23 n,
stk. 2.
Der er i dag ikke gældende regler for, at klima-, energi-
og forsyningsministeren kan fastsætte regler om påbegyn-
delse af væsentlige nye aktiviteter, herunder om indhentning
af erklæringer for virksomheder, som alene varetager CO2-
fangst, og som samtidig ikke er i koncern med en elproduk-
tionsvirksomhed eller en varmeforsyningsvirksomhed.
Med bestemmelsen § 14, stk. 2, foreslås det, at klima-, ener-
gi- og forsyningsministeren endvidere vil kunne fastsætte
regler om påbegyndelse af væsentlige nye aktiviteter som
nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, herunder
om, at der vil skulle indhentes erklæringer fra kommunens
revisor eller en statsautoriseret revisor.
Med det foreslåede stk. 2 vil der bl.a. kunne fastsættes faste
økonomiske grænser for, hvornår en ny aktivitet eller en ak-
tivitetsudvidelse vil blive anset for væsentlig. Udgangspunk-
tet for vurderingen vil være omfanget af den nye aktivitet
i forhold til de aktiviteter, som virksomheden eller virksom-
hederne i øvrigt udøver.
Der vil dog være en øvre grænse for, hvor langt dette kriteri-
um vil kunne strækkes. Dette betyder, at alle nye aktiviteter,
hvortil der er anvendt eller vil skulle anvendes midler af
en vis størrelse, vil blive betragtet som væsentlige. Under
henvisning til, at bestemmelsens formål vil være at undgå,
at der i helt eller delvist kommunalt ejede virksomheder
opsamles kapital, der stammer fra CO2-fangstvirksomhed,
som herefter anvendes til andre aktiviteter, uden at der sker
reduktion i tilskud efter lov om kommunal udligning og ge-
nerelle tilskud til kommuner, vil den absolutte øvre grænse
være lav.
Til § 15
CO2-transport i rørledninger er reguleret i henholdsvis lov
om rørført transport af CO2 og lov om anvendelse af
Danmarks undergrund (undergrundsloven). Lov om rørført
transport af CO2 finder ikke anvendelse på lokale rørlednin-
ger, jf. § 3, stk. 3, i lov om rørført transport af CO2.
Med bestemmelsen § 15, stk. 1, foreslås det, at en kommu-
ne, som deltager i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåede
§ 3, stk. 1 og 2, vil kunne ansøge om tilladelse til etablering
og drift af rørledningsanlæg efter lov om rørført transport af
CO2.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 1, 1.
pkt., at kommuner vil have hjemmel til at deltage i CO2-
fangstaktiviteter. CO2-fangstaktiviteter vil også omfatte eta-
blering af rørledningsanlæg, jf. den foreslåede bestemmelse
i § 2, nr. 2. For visse typer af rørledningsanlæg vil det
dog være nødvendigt, at kommunen opnår tilladelse til eta-
blering og drift af rørledningsanlæg efter lov om rørført
transport af CO2, jf. denne lovs § 4. Der henvises nærmere
til pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af bemærkningerne til § 4, stk. 3, i lov om rørført
transport af CO2, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg A, L
117 som fremsat, side 20, at lokale rørledninger, der indgår
som en integreret del af anlæg, der anvendes til eksempel-
vis anvendelses-, mellemlagrings- eller lagringsvirksomhed,
ikke vil være omfattet af tilladelseskravet i lovens § 4. Så-
danne rørledninger påregnes behandlet i forbindelse med de
nødvendige og lovbestemte tilladelser for sådan fangstvirk-
somhed efter særlovgivning afhængigt af typen af anlæg.
Der er ikke i lov om rørført transport af CO2 direkte hjem-
mel til, at kommunalt ejede varme- eller elproduktionsvirk-
somheder kan etablere og drive rørledningsanlæg til trans-
port af CO2. Den foreslåede bestemmelse vil give kommu-
nerne en sådan adgang til at søge en tilladelse.
Bestemmelsen vil ikke omfatte lokale rørledninger, der ind-
går som en integreret del af fangstanlægget, da disse be-
handles i forbindelse med opnåelse af de nødvendige og
lovbestemte tilladelser for og godkendelser af selve fangst-
anlægget, herunder eks. efter miljøvurderingsloven.
Rørledninger efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 vil
skulle være korte, hvilket indebærer, at de ikke må gå ud
over, hvad der kan anses for nødvendigt for at etablere en
effektiv og sikker CO2-infrastruktur. Dette indebærer, at rør-
ledningerne forventes at have en relativ nær tilknytning til
100
fangstanlægget. Længden af rørledningerne vil således så
vidt muligt skulle begrænses, særligt hvor der ellers vil kun-
ne blive tale om ekspropriation, eller hvor det vil medføre
en anden væsentlig konsekvens for borgere.
For at afgøre, hvorvidt rørledninger vil have en tilstrækkelig
nær tilknytning til fangstanlægget, vil der skulle foretages
en konkret vurdering af rørledningernes omfang. Ved nær
tilknytning vil skulle forstås en nødvendig og snæver sam-
menhæng mellem CO2-fangstaktiviteten og formålet med
rørledningsanlægget. I vurderingen vil indgå en række para-
metre, herunder aktivitetens karakter, hensynet til at undgå
værdispild, lovgivningskrav m.v., særlig ekspertise og det
forhold, at et projekt eventuelt har modtaget støtte. Et for-
mål vil f.eks. kunne være, at det er nødvendigt at etablere en
rørledning til en nær midlertidig lagringslokalitet, for at den
størst mulige mængde af fanget CO2 kan blive udnyttet eller
lagret.
Vurderingen vil blive foretaget i forbindelse med udstedel-
sen af tilladelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil imødekomme den del af
Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsy-
ningssektoren, hvorefter kommuner skal have hjemmel til
at eje helt lokale rørledninger med nær tilknytning til CO2-
fangsten på et givent anlæg, så længe de lokale rør har et
begrænset omfang og ligger i umiddelbar forbindelse med
fangstanlægget.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommuner få adgang
til at søge om tilladelser til rørledningsanlæg til transport af
CO2 efter lov om rørført transport af CO2. Det vil medvirke
til at sikre, at projekter ikke vil blive forhindret, fordi der
ikke vil kunne findes en tredjepart, der ønsker at etablere
og drive det pågældende rørledningsanlæg, eller fordi denne
tredjepart ikke vil kunne etablere og drive rørledningsanlæg-
get tilstrækkeligt sikkert inden for det tilgængelige budget
eller den nødvendige tidsramme.
Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at kommunerne
vil kunne få tredjepart til at etablere og drive rørledningsan-
læg, som kommunen selv ville kunne have fået tilladelse til.
Der findes ingen gældende regulering af installationer til
midlertidig lagring, der ikke indgår som en del af en CO2-
lagringslokalitet. En CO2-lagringslokalitet defineres i under-
grundslovens § 23 e, stk. 2, nr. 2, som et bestemt område
med tilhørende volumen inden for en geologisk formation,
der anvendes til geologisk lagring af CO2, og tilhørende
anlæg på jordoverfladen og injektionsanlæg.
Installationer til midlertidig lagring, der ikke tilhører en del
af en geologisk formation, der anvendes til geologisk lag-
ring af CO2, er derfor ikke reguleret i undergrundsloven.
Der findes ikke gældende regler, som fastsætter, at en kom-
mune kan etablere et midlertidigt lager til fanget CO2.
Med bestemmelsen § 15, stk. 2, foreslås det, at en kommu-
ne, som deltager i CO2-fangstaktiviteter efter de foreslåede
§ 3, stk. 1 og 2, vil kunne etablere og drive installationer til
midlertidig lagring af CO2, når disse ligger i tilknytning til
kommunens rørledninger.
Det vil være en forudsætning for, at en kommune kan eta-
blere et midlertidigt lager, at dette er tilknyttet kommunens
rørledningsanlæg, jf. det foreslåede stk. 1. Kommunen vil
derfor udelukkende hjemmel få til at etablere midlertidige
lagre, der har til formål at skulle tilkobles deres rørlednings-
anlæg, og drive dem, så længe de er koblet hertil. Det vil
sige, at kommunens beføjelse til at etablere og drive midler-
tidige lagre følger kommunens tilladelse til at etablere og
drive rørledningsanlæg, herunder vilkår udstedt af klima-,
energi- og forsyningsministeren.
Midlertidig lagring vil eksempelvis kunne ske i lagertanke
og vil typisk være nødvendig, hvor der ikke er mulighed
for at transportere CO2 direkte fra fangstanlægget til et
permanent lager, eller hvor der vil være behov for at skifte
transportmetode eksempelvis på en havn. Dette vil typisk
være tilfældet, når der ikke løber en eller flere forbundene
rørledninger direkte fra fangstanlægget til et permanent la-
ger. Midlertidig lagring kan også være relevant, hvor udnyt-
telse af CO2’en ikke sker i direkte forbindelse med fangsten.
Der skelnes i lovforslaget mellem installationer til midlerti-
dig lagring af CO2, jf. det foreslåede § 15, stk. 2, og midler-
tidig CO2-lagring jf. § 2, nr. 4. Installationer til midlertidig
lagring af CO2, jf. § 15, stk. 2, har til formål at agere mod-
tagefacilitet for enden af det rørledningsanlæg, der går fra
CO2-fangstanlægget, og der gælder derfor ikke samme krav
om, at installationen skal være placeret nær et CO2-fang-
tsanlæg som efter § 2, nr. 4. Midlertidig CO2-lagring jf. § 2,
nr. 4, har til formål at lagre CO2 nær fangstanlægget indtil
videre transport, hvor installationer til midlertidig lagring
af CO2, jf. § 15, stk. 2, skal muliggøre videre transport
af CO2 efter transport gennem kommunens rørledningsan-
læg. Dette kan eksempelvis være, hvor CO2 transporteres
via rørledningsanlæg fra CO2-fangsanlægget til en installa-
tion til midlertidig lagring af CO2 på en havn, hvorefter CO2
transporteres med skib til en offshore lagringsfacilitet.
Kommunens hjemmel til at etablere og drive installationer
til midlertidig lagring af CO2 vil medvirke til at sikre, at
projekter ikke vil blive forhindret, fordi en tredjepart ikke
ønsker at etablere de nødvendige installationer.
Bestemmelsen vil ikke være til hinder for, at kommunerne
vil kunne få en tredjepart til at etablere og drive installatio-
ner til midlertidig lagring, eller at kommunerne vil kunne
indgå aftale med en tredjepart om at benytte deres allerede
eksisterende installationer til midlertidig lagring af CO2.
Det følger af § 47, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, at
tilsynet med kommuner og kommunale fællesskaber vareta-
101
ges af Ankestyrelsen med Indenrigs- og Sundhedsministeriet
som overordnet tilsynsmyndighed, jf. lov om kommunernes
styrelse § 53. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at kommuner-
ne og kommunale fællesskaber overholder den lovgivning,
der særligt gælder for offentlige myndigheder. Ankestyrel-
sen beslutter som kommunal tilsynsmyndighed selv, om der
er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag, jf. § 48 a
i lov om kommunernes styrelse.
Til § 16
Der findes ikke gældende regler om, at klima-, energi- og
forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på
at gennemføre eller anvende internationale konventioner og
EU-regler om CO2-fangst, der er omfattet af dette lovfor-
slag.
Det følger dog af varmeforsyningslovens § 2 a, at klima-,
energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler eller
træffe bestemmelser med henblik på at gennemføre eller an-
vende internationale konventioner og EU-regler om forhold,
der er omfattet af varmeforsyningsloven.
Det følger endvidere af elforsyningslovens § 2 a, at klima-,
energi- og forsyningsministeren fastsætter regler eller træf-
fer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anven-
de internationale konventioner og EU-regler om forhold, der
er omfattet af elforsyningsloven, herunder forordninger, di-
rektiver og beslutninger om naturbeskyttelse på søterritoriet
og i den eksklusive økonomiske zone.
Det foreslås med bestemmelsen i § 16, at klima-, energi- og
forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler med henblik
på at gennemføre eller supplere internationale konventioner
og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov.
Der findes i varmeforsyningsloven og elforsyningsloven be-
myndigelser til klima-, energi- og forsyningsministeren til
at fastsætte regler, som vedrører internationale forhold. Det
foreslås at fastsætte en tilsvarende bestemmelse i denne lov.
Med bemyndigelsen i denne bestemmelse vil ministeren så-
ledes kunne fastsætte regler, som vedrører forhold vedrøren-
de CO2-fangst, som er omfattet af denne lovs anvendelses-
område, jf. den foreslåede bestemmelse i § 1.
Der vil f.eks. kunne være tale om regler, som vedrører im-
plementering af EU-direktiver, eller der vil kunne være tale
om regler, som er nødvendige for at tilpasse eller supplere
reglerne på CO2-fangstområdet til en EU-forordning. Prin-
cipperne for EU-retlig implementering, herunder kravet om
minimumsimplementering, vil skulle følges.
Hvor der dog i en EU-retsakt måtte blive fastsat bestem-
melser vedrørende obligatorisk digital kommunikation, som
kræver en dansk implementering eller tilpasning, vil klima-,
energi- og forsyningsministeren dog i stedet kunne benytte
bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse i § 21, stk. 1.
Bemyndigelsen vil endvidere benyttes på andre internatio-
nale områder uden for EU-retten, hvor Danmark måtte for-
pligte sig på en sådan måde, at der vil være behov for at
fastsætte regler i dansk ret for at leve op til den pågældende
forpligtelse. Det vil fortsat være en forudsætning for mini-
sterens udstedelse af regler, at der er tale om regler, som
falder ind under denne lovs anvendelsesområde.
Det forudsættes, at bemyndigelsen hovedsageligt vil blive
anvendt, hvor der er tale om ændringer, som vil supplere be-
stemmelserne i denne lov, eller som kun i mindre omfang vil
ændre i bestemmelserne, f.eks. ved for specifikke tilfælde at
indsætte undtagelser til bestemmelserne. Hvor der tale om
større eller mere indgribende ændringer i forhold til bestem-
melserne i lovforslaget, vil der dog kunne være behov for at
foretage en lovændring.
Med den foreslåede bemyndigelse sikres det, at der vil kun-
ne udstedes regler, som sikrer opfyldelsen af Danmarks in-
ternationale forpligtelser, uden at der samtidig i alle tilfælde
vil skulle ændres i loven.
Til § 17
Efter gældende ret varetager Forsyningstilsynet opgaver og
beføjelser i medfør af lov om Forsyningstilsynet inden for
sektorlovgivningen, herunder lov om elforsyning og lov om
varmeforsyning.
Forsyningstilsynets tilsyn med elforsyningsvirksomheder er
reguleret i lov om elforsyning, og Forsyningstilsynets tilsyn
med varmeforsyningsvirksomheder er reguleret i lov om
varmeforsyning.
Der henvises nærmere til pkt. 3.6.1 i lovforslagets alminde-
lige bemærkninger.
Med bestemmelsen i § 17, stk. 1, foreslås det, at Forsynings-
tilsynet vil føre tilsyn med overholdelsen af § 6, stk. 1, 1.
pkt., § 7, stk. 1 og 2, § 11, stk. 1, og §§ 12 og 13 og regler
udstedt i medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 3, § 11, stk. 2, og §
14.
Forsyningstilsynet vil således for det første føre tilsyn med
overholdelse af forpligtelser i denne lov, som følger af de
foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 1, 1. pkt., om, at der i
tilfælde af statsstøtte vil skulle lægges en værdi til varmepri-
sen, der svarer til de nødvendige udgifter til erhvervelse af
CO2-kvoter eller til betaling af afgifter, herunder at værdien
af CO2-kvoterne følger regler udstedt i medfør af den fore-
slåede bestemmelse i § 6, stk. 2.
Forsyningstilsynet vil herudover føre tilsyn med den foreslå-
ede bestemmelse i § 7, stk. 1, om, at overskydende gratis til-
delte CO2-kvoter, som skyldes CO2-fangst, vil kunne over-
føres til en CO2-fangstvirksomhed. Med tilsynet med denne
bestemmelse vil det skulle undersøges, at om en overførsel
mellem varmeproduktionsvirksomheden og CO2-fangstvirk-
somheden har fundet sted. Tilsynet vil i så fald ikke omfatte
indholdet af en eventuel aftale mellem varmeproduktions-
102
virksomheden og CO2-fangstvirksomheden, hvor der i med-
før af den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, måtte blive
udstedt regler herom. Hvor der ikke er sket (fuld) overførsel
af CO2-kvoterne til CO2-fangstvirksomheden, vil der skulle
ske modregning i varmeprisen i medfør af varmeforsynings-
lovens § 20, stk. 9, jf. lovforslagets § 29, nr. 5. Tilsynet
hermed vil følge reglerne i varmeforsyningsloven.
Forsyningstilsynet vil endvidere føre tilsyn med den foreslå-
ede bestemmelse i § 7, stk. 2, om, at overskydende gratis
tildelte CO2-kvoter i tilfælde af statsstøtte vil skulle overfø-
res til CO2-fangstvirksomheden. Med bestemmelsen følger
det, at sådanne overskydende gratis tildelte CO2-kvoter ik-
ke, som det ellers ville være tilfældet efter § 20, stk. 9, i
varmeforsyningsloven, jf. lovforslagets § 29, nr. 5, vil blive
modregnet i varmeprisen. Tilsynet med den foreslåede be-
stemmelse vil skulle sikre, at værdien af overskydende gra-
tis tildelte CO2-kvoter ikke modregnes i varmeprisen. Tilsy-
net vil endvidere skulle sikre, at CO2-kvoterne er overført til
CO2-fangstvirksomheden.
Herudover vil Forsyningstilsynet føre tilsyn med, at kravet i
den foreslåede § 11, stk. 1, om regnskabsmæssig adskillelse
er opfyldt, og at regnskabet for CO2-fangstaktiviteterne, her-
under indkøb af CO2-fangst hos en anden CO2-fangstvirk-
somhed, overholder eventuelle regler udstedt i medfør af det
foreslåede § 11, stk. 2.
Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med, at kravet om regn-
skabsmæssig adskillelse er gennemført korrekt, hvor alle
transaktioner foretages, som om de var mellem selvstændi-
ge selskaber. Dette flugter med den gældende praksis for
kraftvarmeanlæg (der både producerer el og fjernvarme),
hvor der skal være regnskabsmæssig adskillelse, og hvor
der dermed vil skulle ske en omkostningsfordeling mellem
varmeproduktionen og øvrig aktivitet, som ikke hører under
varmeproduktion, f.eks. elproduktion. Ved omkostningsfor-
deling forstås, hvordan omkostninger, som er relevante for
flere aktiviteter i selskabet (såkaldte fællesomkostninger)
skal fordeles mellem varmeproduktion og øvrigt aktivitet.
Forsyningstilsynets tilsyn vil skulle sikre, at virksomhedens
regnskabsmæssig adskillelse er transparent, herunder at om-
kostninger, som hører under CO2-fangstaktiviteter, er adskilt
fra varmeomkostninger og opdelt korrekt.
Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med håndteringen af kom-
munale indberetninger efter de foreslåede modregningsreg-
ler i §§ 12 og 13 samt regler udstedt i medfør af § 14. For-
syningstilsynets tilsynsopgave er reguleret i bekendtgørelse
om kommuners indberetninger og erklæringer efter lov om
elforsynings §§ 37 og 37 a og lov om varmeforsynings §§
23 l og 23 m.
I medfør af den foreslåede § 12, stk. 5, skal kommunerne
hvert år indberette de registreringer, som kommunen har
foretaget efter stk. 1, 3 og 4. Kommunerne skal godtgø-
re ved erklæring til Forsyningstilsynet, at der ikke er an-
vendt el-, varme-, gas- eller CO2-fangstmidler til vandforsy-
nings-, spildevands- eller affaldsaktiviteter. Pligten gælder
kommuner med virksomheder og koncernstrukturer, hvori
der udøves CO2-fangstaktiviteter, hvor der produceres elek-
tricitet, eller hvorfra der sker varmelevering sammen med
vandforsyning eller spildevandsaktiviteter eller affaldshånd-
tering. Forsyningstilsynet vil på baggrund af indberetninger-
ne og erklæringerne træffe afgørelse om godkendelse af
eventuelle indberettede rådighedsbeløb m.v. i medfør af det
foreslåede § 12, stk. 8. Forsyningstilsynet vil herefter hvert
år senest den 1. maj skulle give Indenrigs- og Sundheds-
ministeriet meddelelse om eventuelle rådighedsbeløb inklu-
siv renter, som en eller flere kommuner måtte have modta-
get. Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil herefter reducere
kommunens statstilskud, jf. det foreslåede § 12, stk. 9.
Hvert år den 1. september vil kommunerne på CO2-fangst-
samt el- og varmeområdet skulle indsende revisorerklæring
om rigtigheden og fuldstændigheden af kommunens indbe-
retning og erklæring indsendt den 1. februar. Forsyningstil-
synet vil udtage et antal revisorerklæringer til stikprøvekon-
trol hvert år med bistand fra et revisionsfirma. Formålet med
opgaven er en vurdering af, om der skal ske modregning
i kommunens statstilskud. Forsyningstilsynet vil godkende
indberetningerne m.v. og foretage stikprøver på området.
Forsyningstilsynet vil med den foreslåede bestemmelse i §
18, stk. 1, kunne indhente oplysninger, som er nødvendige
til varetagelsen af tilsynets opgaver efter denne lov eller
efter regler udstedt i medfør af loven. Det vil f.eks. kunne
være dokumentation for værdien af sparede udgifter efter
§ 6, stk. 1, eller dokumentation for overførsel af oversky-
dende gratis tildelte CO2-kvoter. Forsyningstilsynet vil have
adgang til lokaler i forbindelse med sit tilsyn i medfør den
foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1.
Forsyningstilsynet vil endvidere med den foreslåede bestem-
melse i § 11, stk. 2, kunne fastsætte nærmere regler for do-
kumentation i forbindelse med kravet om regnskabsmæssig
adskillelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1.
Det foreslåede § 17, stk. 1, vil således give Forsyningstilsy-
net hjemmel til at føre tilsyn med forpligtelser i medfør af
lov om CO2-fangstaktiviteter, hvorved det sikres, at der vil
kunne føres tilsyn med de omfattes forpligtelser i loven,
hvilket vil bidrage til at sikre overholdelsen heraf.
Der findes ikke gældende regler om, at klima-, energi- og
forsyningsministeren fører tilsyn med selskabsmæssig ad-
skillelse mellem en CO2-fangstvirksomhed og en fjernvar-
mevirksomhed.
Det foreslås med bestemmelse i § 17, stk. 2, at klima-,
energi- og forsyningsministeren vil føre tilsyn med overhol-
delsen af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, for så vidt
angår privatejede CO2-fangstvirksomheder.
Med den foreslåede vil tilsynsopgaven med overholdelsen af
den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1, for så vidt angår
103
privatejede CO2-fangstvirksomheder henhøre under klima-,
energi- og forsyningsministeren.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1,
at varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller
virksomhed som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed,
vil CO2-fangstvirksomheden skulle være selskabsmæssigt
adskilt fra virksomheder, som driver et anlæg til fremføring
af opvarmet vand eller damp omfattet af lov om varmeforsy-
ning. Denne bestemmelse vil både omfatte kommunalt ejede
selskaber og privatejede virksomheder.
Klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den fore-
slåede bestemmelse i § 18, stk. 1, kunne indhente oplysnin-
ger, som er nødvendige til varetagelsen af ministerens opga-
ver efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør heraf.
Hvor der er tale om kommunalt ejede selskaber, vil tilsynet
henhøre under Ankestyrelsens tilsyn. Der henvises nærmere
til pkt. 3.6.2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslåede stk. 2 vil afvige fra de øvrige tilsynsopgaver
efter det foreslåede stk. 1, som foreslås varetaget af Forsy-
ningstilsynet, idet der ikke vil være tale om et tilsyn, som re-
laterer sig til økonomien i forbindelse med varmeforsyning,
herunder i relation til varmeprisen, som sædvanligvis er den
type opgaver, der varetages i Forsyningstilsynet. Tilsynet
med at sikre, at der er selskabsmæssig adskillelse fra en
fjernvarmevirksomhed for så vidt, der er tale om en privat-
ejet CO2-fangstvirksomhed foreslås derfor at ligge under
klima-, energi- og forsyningsministeren.
Klima-, energi- og forsyningsministeren vil, hvis det konsta-
teres, at der ikke har været foretaget selskabsmæssig adskil-
lelse som påkrævet i § 5, stk. 1, kunne træffe afgørelse om
påbud efter den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 2.
Til § 18
Det fremgår af § 23 b, stk. 5, i varmeforsyningsloven og
af § 84, stk. 1, 1. pkt., i elforsyningsloven, at Forsyningstil-
synet kan indhente oplysninger til brug for sit tilsyn. Der
henvises nærmere til pkt. 3.6.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Med den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, 1. pkt., vil
det blive fastsat, at Forsyningstilsynet og klima-, energi- og
forsyningsministeren vil kunne indhente de oplysninger hos
en virksomhed omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren, som er nødvendige til varetagelsen af
henholdsvis tilsynets og ministerens opgaver efter loven el-
ler efter regler udstedt i medfør heraf, herunder dokumenta-
tion vedrørende overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, jf.
den foreslåede § 7.
Det foreslås videre i § 18, stk. 1, 2. pkt., at 1. pkt. for så vidt
angår Forsyningstilsynet vil finde tilsvarende anvendelse på
en virksomhed, der er koncernforbundet med en virksomhed
omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssekto-
ren, når der har fundet en eller flere transaktioner sted mel-
lem de nævnte virksomheder.
De foreslåede bestemmelser i stk. 1 vil medføre, at Forsy-
ningstilsynet og klima-, energi- og forsyningsministeren vil
få beføjelse til hos en virksomhed omfattet af lov om CO2-
fangstaktiviteter i forsyningssektoren, herunder en koncer-
nforbundet virksomhed at indhente de oplysninger, som For-
syningstilsynet eller ministeren vurderer vil være nødvendi-
ge til varetagelsen af henholdsvis tilsynets og ministerens
opgaver efter den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1. Det
vil f.eks. kunne være oplysninger, som dokumenterer, hvor-
vidt overskydende gratis tildelte CO2-kvoter er opstået som
følge af CO2-fangst, og hvorvidt der er sket overførsel til en
CO2-fangstvirksomhed af disse overskydende CO2-kvoter,
jf. den foreslåede bestemmelser i § 7. Det vil endvidere
kunne være oplysninger om dokumentation for fastsættelsen
af værdien af sparede udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter
eller til betaling af afgifter, jf. den foreslåede § 6.
Forsyningstilsynet vil med den foreslåede bestemmelse i §
11, stk. 2, kunne fastsætte regler vedrørende dokumentation
m.v. i forbindelse med kravet om regnskabsmæssig adskil-
lelse. Indhentning af oplysninger om denne dokumentation
vil kunne ske i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 18,
stk. 1.
Forsyningstilsynets og ministerens indhentning af oplysnin-
ger vil alene kunne ske hos virksomheder, som er omfattede
af tilsynet efter den foreslåede bestemmelse i § 17, stk.
1. Det drejer sig for det første om en virksomhed, som ejer
et el- eller varmeproduktionsanlæg, hvor der vil blive fan-
get CO2, hvortil der er tildelt statsstøtte, jf. den foreslåede
bestemmelse i § 6. Herudover drejer det sig om en virksom-
hed, som ejer et el- eller varmeproduktionsanlæg, hvor der
som følge af statsstøttet CO2-fangst vil blive sparet udgifter
til erhvervelse af CO2-kvoter og til betaling af afgifter, jf.
den foreslåede bestemmelse i § 7.
Indhentningen af oplysninger vil skulle ske med henblik på
at gennemføre et tilsyn og eventuelt træffe afgørelse efter
den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 1.
Forsyningstilsynets beføjelse vil dog ikke være begrænset til
virksomheder omfattet af loven, men også til virksomheder,
der er koncernforbundne med en virksomhed omfattet af lov
om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, og som virk-
somheden har eller har haft transaktioner med. Når der ikke
har været transaktioner mellem den virksomhed omfattet af
loven og den koncernforbundne virksomhed, vil Forsynings-
tilsynet ikke med hjemmel i § 18, stk. 1, kunne indhente
oplysninger hos den koncernforbundne virksomhed.
Hvis kriteriet om, at der har været en transaktion mellem
virksomhederne, er opfyldt, vil Forsyningstilsynet desuden
kun kunne få adgang til oplysninger med det formål at
kontrollere den pågældende transaktion. Den foreslåede be-
stemmelse i § 18, stk. 1, vil nemlig kun tillade indhentning
104
af de oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af
Forsyningstilsynets opgaver efter loven eller regler udstedt i
medfør af loven.
Forsyningstilsynet har til opgave at føre tilsyn med virk-
somheder omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsy-
ningssektoren. Dette indebærer, at Forsyningstilsynet, når
beføjelsen anvendes i forhold til en koncernforbundet virk-
somhed, kun må indhente oplysninger, der vil kunne give
indsigt i de omkostninger, der har dannet grundlag for den
transaktion, der er foretaget med virksomheden. Bestemmel-
sen giver således ikke mulighed for, at Forsyningstilsynet
vil kunne indhente andre oplysninger, som den koncernfor-
bundne virksomhed kan have.
Forsyningstilsynet og klima-, energi- og forsyningsministe-
ren vil alene kunne anmode om oplysninger, som er til virk-
somhedernes rådighed eller bør være til virksomhedernes
rådighed, f.eks. i medfør af andre regelsæt, eller oplysnin-
ger, som virksomhederne uden større besvær eller større
omkostninger vil kunne indhente hos andre. Dette udelukker
dog ikke, at der i visse tilfælde vil kunne være behov for,
at de pågældende virksomheder samler og sammenstiller de
pågældende oplysninger på en sådan måde, at de vil kunne
anvendes i tilsynet, jf. det foreslåede stk. 2. Det drejer sig
f.eks. om oplysninger, som dokumenterer, hvorvidt en over-
skydende gratis tildelt CO2-kvote skyldes CO2-fangst eller
andre forhold.
Udøvelsen af beføjelsen efter § 18, stk. 1, vil skulle ske
inden for grænserne af retssikkerhedsloven, jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysnings-
pligt. Det vil bl.a. medføre, at beføjelsen til at indhente op-
lysninger vil skulle udøves proportionelt, dvs. at indgrebet
kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger
ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt for-
hold til formålet med indgrebet.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at For-
syningstilsynet og klima-, energi- og forsyningsministeren
til have adgang til de oplysninger, som vil være nødvendige
for at sikre, at Forsyningstilsynet og ministeren bedst muligt
vil kunne løse sin tilsynsopgave.
Efter § 23 b, stk. 6, 1. pkt., i lov om varmeforsyning kan
Forsyningstilsynet pålægge en virksomhed at tilvejebringe
de oplysninger, herunder at tilvejebringe dem i en bestemt
form, som er nødvendige til varetagelsen af tilsynets opga-
ver efter disse lov eller efter regler udstedt i medfør af
lovene.
Det foreslås med bestemmelsen i § 18, stk. 2, at Forsynings-
tilsynet og klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne
pålægge en virksomhed omfattet af det foreslåede stk. 1
inden for en bestemt frist og i en bestemt form at tilvejebrin-
ge de oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af
henholdsvis tilsynets og ministerens opgaver efter denne lov
eller efter regler udstedt i medfør af loven.
Ved ”tilvejebringe” forstås fremskaffelse af eksisterende op-
lysninger, men også tilvejebringelse af disse oplysninger i
en bestemt form. Det giver Forsyningstilsynet og ministeren
mulighed for at få de nødvendige oplysninger i den form,
tilsynet og ministeren har brug for til varetagelse af tilsyns-
opgaverne f.eks. til sammenligning med andre virksomhe-
der. Der vil dog alene være tale om oplysninger, som er
til den pågældende virksomheds rådighed, eller som denne
uden større besvær eller uden større omkostninger vil kunne
indhente hos andre. Dette udelukker dog ikke, at der i visse
tilfælde vil kunne være behov for, at de pågældende virk-
somheder samler og sammenstiller de pågældende oplysnin-
ger på en sådan måde, at de vil kunne anvendes i tilsynet,
hvor Forsyningstilsynet eller ministeren vurderer, at det vil
være nødvendigt for tilsynet. Det drejer sig f.eks. om oplys-
ninger, som dokumenterer, hvorvidt en overskydende gratis
tildelt CO2-kvote skyldes CO2-fangst eller andre forhold
Forsyningstilsynet kan – ligesom det gælder for tilsynets an-
dre beføjelser efter loven – anvende beføjelsen i forhold til
den koncernforbundne virksomhed, såfremt der har fundet
en eller flere transaktioner sted mellem denne virksomhed
og virksomheden omfattet af loven.
Forsyningstilsynet og ministeren vil kunne fastsætte en frist
for modtagelsen af de oplysninger, som der er anmodet
om. Modtager Forsyningstilsynet eller ministeren ikke op-
lysningerne inden for fristen, vil det kunne betragtes det som
en undladelse af at tilvejebringe oplysningerne.
Også udøvelsen af beføjelsen efter forslaget til § 18, stk. 2,
vil skulle ske inden for grænserne af retssikkerhedsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om rets-
sikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb
og oplysningspligt. Det vil bl.a. medføre, at beføjelsen til
at give påbud om tilvejebringelse af oplysninger vil skulle
udøves proportionelt, dvs. at indgrebet kun må anvendes,
hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrække-
lige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet
med indgrebet.
Et pålæg om at tilvejebringe oplysninger til brug for Forsy-
ningstilsynets eller ministerens tilsyn i medfør at det foreslå-
ede stk. 2, 1. pkt., vil være en afgørelse, som vil kunne på-
klage til Energiklagenævnet jf. den foreslåede bestemmelse
i § 24, stk. 1. Det vil endvidere kunne straffes med bøde at
give urigtige eller vildledende oplysninger eller at undlade
at give oplysninger, jf. den foreslåede bestemmelser i § 27,
stk. 1, nr. 8.
Til § 19
Det følger af § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om varmeforsyning
og § 81, stk. 1, 1. pkt., i lov om elforsyning, at Forsy-
ningstilsynet til enhver tid uden retskendelse mod behørig
legitimation til brug for tilsynet efter loven kan få adgang
til lokaler, der benyttes af en virksomhed, som ejer anlæg
omfattet af loven, og på stedet gøre sig bekendt med og tage
kopi af enhver oplysning, herunder virksomhedens regnska-
105
ber, øvrige regnskabsmaterialer, forretningsbøger og andre
forretningspapirer, uanset om disse oplysninger opbevares
elektronisk.
Det følger videre af § 23, stk. 1, 2. pkt., i lov om varme-
forsyning og § 81, stk. 1, 2. pkt., i lov om elforsyning, at
bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en
virksomhed, der er koncernforbundet med en virksomhed,
som ejer anlæg omfattet af loven, såfremt der har fundet en
eller flere transaktioner sted mellem de nævnte virksomhe-
der.
Med bestemmelsen i § 19, stk. 1, 1. pkt., foreslås det, at For-
syningstilsynet til enhver tid uden retskendelse mod behørig
legitimation til brug for tilsynet efter det foreslåede § 17,
stk. 1, vil kunne få adgang til lokaler, der benyttes af en
virksomhed omfattet af tilsynet i § 17, stk. 1, og på stedet
gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning,
herunder virksomhedens regnskaber, øvrige regnskabsmate-
rialer, forretningsbøger og andre forretningspapirer, uanset
om disse oplysninger opbevares elektronisk.
Med bestemmelsen i § 19, stk. 1, 2. pkt., foreslås det videre,
at 1. pkt. vil finde tilsvarende anvendelse på virksomheder,
som er koncernforbundet med en virksomhed omfattet af
loven, når der har fundet en eller flere transaktioner sted
mellem de nævnte selskaber.
Forsyningstilsynet vil med den foreslåede bestemmelse kun-
ne få adgang til lokaler, som benyttes af de virksomheder,
som Forsyningstilsynet i medfør af den foreslåede bestem-
melse i § 17, stk. 1, vil føre tilsyn med. Det drejer sig
således om el- eller varmeproduktionsvirksomheder. Med
lokaler forstås sædvanligvis virksomhedens administrations-
lokaler, uanset om de er beliggende i forbindelse med virk-
somhedens anlæg, men der vil også kunne være tale om an-
dre lokaler, hvis de oplysninger, som Forsyningstilsynet vur-
derer at have brug for i forbindelse med sit tilsyn, befinder
sig på en anden lokalitet tilhørende virksomheden. Der vil
skulle være tale om erhvervslokaler. Forsyningstilsynet vil
således ikke med den foreslåede bestemmelse have adgang
til private hjem, medmindre disse også benyttes til erhverv
knyttet til den virksomhed, som der føres tilsyn med.
Forsyningstilsynet vil på stedet kunne gøre sig bekendt med
og tage kopi af enhver oplysning, herunder virksomhedens
regnskaber, øvrige regnskabsmaterialer, forretningsbøger og
andre forretningspapirer, uanset om disse oplysninger opbe-
vares elektronisk. Forsyningstilsynet vil således ikke kunne
medtage materiale fra stedet, men alene kopier her.
Det vil være en forudsætning for Forsyningstilsynets adgang
til lokalerne, at de legitimerer sig inden adgangen. I modsat
fald vil virksomheden kunne afvise at give Forsyningstilsy-
net adgang.
Forsyningstilsynet vil have adgang uden retskendelse i over-
ensstemmelse med retssikkerhedsloven. Hvis der før gen-
nemførelsen af kontrolbesøget foreligger mistanke om et
strafbart forhold, må der dog ikke skaffes adgang uden rets-
kendelse.
Det forudsættes, at Forsyningstilsynet alene vil gøre brug
af muligheden i den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1,
hvis Forsyningstilsynet ikke vil kunne skaffe de nødvendige
oplysninger på anden måde, f.eks. ved brug af bestemmel-
sen om oplysningspligt i den foreslåede bestemmelse i §
18, stk. 1. Det vil også kunne være, hvis Forsyningstilsynet
har en begrundet mistanke om, tilsynet ikke vil få udleveret
fyldestgørende eller vil få udleveret misvisende oplysninger
gennem bruger af § 18, stk. 1. Der gælder således her et
proportionalitetsprincip.
Samme adgang til lokaler og under samme forudsætninger
vil Forsyningstilsynet have i forhold til virksomheder, som
er koncernforbundne med virksomheder, som er omfattet af
Forsyningstilsynets tilsyn efter den foreslåede bestemmelse i
§ 17, stk. 1.
Forsyningstilsynet vil således kunne anvende beføjelsen i
forhold til den koncernforbundne virksomhed også i tilfæl-
det af, at der kun har været én transaktion mellem virksom-
heden omfattet af loven og den koncernforbundne virksom-
hed.
Formålet med bestemmelsen er at tilvejebringe Forsynings-
tilsynet hjemmel til at få adgang til en virksomheds ejendom
og til de lokaliteter på ejendommen, hvor de oplysninger,
der er nødvendige for tilsynets varetagelse af sine opgaver,
findes.
Det følger af § 23 a, stk. 2, i varmeforsyningsloven, og § 81,
stk. 1, i elforsyningsloven, at politiet om nødvendigt yder
bistand ved udøvelsen af beføjelserne efter stk. 1.
Det foreslås med bestemmelsen i § 19, stk. 2, at politiet om
nødvendigt vil kunne yde bistand ved udøvelsen af beføjel-
serne efter stk. 1.
Med den foreslåede bestemmelse vil Forsyningstilsynet kun-
ne anmode politiet om hjælp til at få adgang til en virksom-
heds lokaliteter, hvor virksomheden ikke måtte have givet
Forsyningstilsynet tilladelse til at få adgang. Det forudsættes
enten, at Forsyningstilsynet forinden selv vil have haft an-
modet om adgangen, men hvor dette er blevet afvist, eller at
Forsyningstilsynet har en begrundet mistanke om, at de ved
anmodning om adgang til lokaliteterne vil blive afvist. Det-
te kan eventuelt være baseret på tidligere erfaringer med
samme virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse vil være med til at sikre, at
Forsyningstilsynet vil kunne benytte sig af de beføjelser,
som er tillagt Forsyningstilsynet til gennemførelsen af tilsy-
net.
Til § 20
Der findes ikke gældende regler om, at Forsyningstilsynet
vil kunne træffe afgørelse om påbud for manglende overhol-
106
delse af krav, som er fastsat i bestemmelser omfattet af
denne lov.
Det foreslås med bestemmelsen i § 20, stk. 1, 1. pkt., at
konstaterer Forsyningstilsynet i sit tilsyn efter § 17, stk. 1,
at en virksomhed ikke overholder kravene i § 6, stk. 1, 1.
pkt., § 7, stk. 1 eller 2, § 11, stk. 1, eller §§ 12 og 13 eller
regler udstedt i medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 3, § 11, stk. 2,
eller § 14, vil Forsyningstilsynet kunne påbyde overholdelse
det pågældende krav inden for en fastsat frist, og når det er
relevant pålægge krav om tilbagebetaling.
Det foreslås i § 20, stk. 1, 2. pkt., at Forsyningstilsynet end-
videre ved manglende overholdelse af § 11, stk. 1, eller reg-
ler udstedt i medfør af § 11, stk. 2, vil kunne træffe afgørelse
om en anden fordeling af indtægter og omkostninger mellem
CO2-fangstregnskabet og varmeproduktionsregnskabet.
Hvis Forsyningstilsynet således konstaterer, at en el- eller
varmeproduktionsvirksomhed ikke i tilfælde af statsstøtte til
CO2-fangst har tillagt en værdi, der svarer til de nødvendi-
ge udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og til betaling af
afgifter, som anlægget ville kunne indregne i prisen, hvis
der ved varmeproduktionen ikke var foretaget CO2-fangst
og -lagring, jf. den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 1,
vil Forsyningstilsynet kunne påbyde el- eller varmeproduk-
tionsvirksomheden at gennemføre tillægget og at sikre, at
værdien vil blive overført til den CO2-fangstvirksomhed,
som har modtaget statsstøtten.
Hvis el- eller varmeproduktionsvirksomheden har tillagt en
anden værdi end den, som er fastsat i medfør af regler
udstedt efter den foreslåede bestemmelse i § 6, stk. 3, vil
Forsyningstilsynet kunne påbyde virksomheden enten af til-
lægge det resterende nødvendige beløb eller at tilbagebetale
det overskydende beløb. Forsyningstilsynet vil i forbindelse
med sit påbud kunne fastsætte en rente af det omfattede
beløb i medfør af reglerne i renteloven.
Hvis Forsyningstilsynet konstaterer, at en varmeprodukti-
onsvirksomhed ikke i tilfælde af statsstøtte til CO2-fangst
har overført overskydende gratis tildelte CO2-kvoter til
CO2-fangstselskabet, jf. de foreslåede bestemmelser i § 7,
stk. 1 eller 2, vil Forsyningstilsynet kunne påbyde varme-
produktionsvirksomheden at foretage den pågældende over-
førsel i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af
den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3.
Hvis Forsyningstilsynet herudover konstaterer, at en CO2-
fangstvirksomhed ikke har sikret regnskabsmæssig adskil-
lelse mellem CO2-fangstaktiviteterne og varmeproduktions-
virksomheden, jf. den foreslåede bestemmelse i § 11, stk.
1, eller ikke har overholdt et krav fastsat i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, f.eks. et krav om
revisorerklæring, vil Forsyningstilsynet kunne påbyde CO2-
fangstvirkomheden at overholde det pågældende krav.
For så vidt angår afgørelser i forbindelse med modregnings-
bestemmelserne i de foreslåede §§ 12 og 13 vil adgangen til
at træffe afgørelser følge af de foreslåede bestemmelser i §
12, stk. 8, og § 13, stk. 6, og regler udstedt i medfør af § 14.
Forsyningstilsynet vil i sine afgørelser kunne fastsætte en
frist for efterkommelsen af påbuddet.
Manglende efterkommelse af et påbud vil kunne straffes
med bøde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 1, nr.
6.
Forsyningstilsynet vil i forbindelse med sit tilsyn med over-
holdelsen af § 11, stk. 1, 2. pkt., eller regler udstedt i medfør
af § 11, stk. 2, kunne træffe afgørelse om en anden fordeling
af indtægter og udgifter mellem de to aktiviteter. Det vil
bl.a. kunne være tilfældet, hvor CO2-fangstvirksomheden
ikke har kunnet dokumentere baggrunden for fordelingen
af omkostninger og indtægter i medfør af regler udstedt i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2.
Forsyningstilsynet vil ikke med den foreslåede bestemmelse
i stk. 1 i forbindelse med sit tilsyn med § 11 kunne træf-
fe afgørelse om, hvorvidt de omkostninger, som er fordelt
til varmeproduktionsregnskabet, vil kunne udgøre nødvendi-
ge udgifter i medfør af § 20, stk. 1, i varmeforsyningslo-
ven. Afgørelse herom vil skulle træffes i medfør af reglerne
i varmeforsyningsloven.
Med den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 1, vil der blive
givet Forsyningstilsynet en adgang til at kunne træffe afgø-
relser, hvilket vil kunne medvirke til at sikre, at de bestem-
melser, som Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med efter den
foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, vil blive overholdt,
hvilket vil føre til en øget beskyttelse af varmeforbrugerne.
Det foreslås med bestemmelsen i § 20, stk. 2, at klima-,
energi- og forsyningsministeren ved sit tilsyn efter den fore-
slåede bestemmelse i § 17, stk. 2, ved manglende overhol-
delse af § 5, stk. 1, vil kunne træffe afgørelse om påbud om
at overholde den foreslåede § 5, stk. 1 inden for en fastsat
frist.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 5, stk. 1,
at varetages CO2-fangstaktiviteter i samme selskab eller
virksomhed som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed,
vil CO2-fangstvirksomheden skulle være selskabsmæssigt
adskilt fra virksomheder, som driver et anlæg til fremføring
af opvarmet vand eller damp omfattet af lov om varmeforsy-
ning. Denne bestemmelse vil både omfatte kommunalt ejede
selskaber og privatejede virksomheder.
Hvor der er tale om privatejede CO2-fangstvirksomheder,
vil klima-, energi- og forsyningsministeren efter den foreslå-
ede bestemmelse i § 17, stk. 2, føre tilsyn med overholdel-
sen af kravet om selskabsmæssig adskillelse i § 5, stk. 1.
Med det foreslåede stk. 2 vil klima-, energi- og forsynings-
ministeren ved manglende selskabsmæssig adskillelse kun-
ne træffe afgørelse om et påbud om, at den pågældende
107
CO2-fangstvirksomhed enten vil skulle sikre, at CO2-fangst-
virksomheden adskilles fra fjernvarmevirksomheden eller
-virksomhederne, eller at CO2-fangstdelen af CO2-fangst-
virksomheden udskilles i en virksomhed, som er adskilt fra
el- eller varmeproduktionsvirksomheden.
Ministeren vil kunne fastsætte en frist for efterkommelse af
påbuddet.
Manglende overholdelse af en afgørelse truffet af klima-,
energi- og forsyningsministeren vil kunne straffe med bøde i
medfør af den foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 1, nr. 6.
Til § 21
Det følger af § 25 a, stk. 1, i varmeforsyningsloven, at
klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler
om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af var-
meforsyningsloven, bestemmelser fastsat i medfør af loven
eller EU-retsakter om forhold omfattet af varmeforsynings-
loven, skal ske digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om obligatorisk anvendelse af et bestemt digitalt sy-
stem og om fritagelse for anvendelse for visse personer. Ef-
ter stk. 2 følger det, at en digital meddelelse anses for at
være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for
meddelelsen.
Tilsvarende følger det af § 92 b, stk. 1, i elforsyningsloven,
at klima-, energi- og forsyningsministeren kan udstede reg-
ler om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af
elforsyningsloven, af bestemmelser fastsat i medfør af loven
eller af EU-retsakter om forhold omfattet af elforsynings-
loven, skal ske digitalt. Ministeren kan herunder udstede
regler om anvendelse af et bestemt digitalt system og om
fritagelse for obligatorisk anvendelse for visse personer og
virksomheder. Det følger videre af stk. 2, at en digital an-
søgning anses for at være kommet frem, når den er tilgæn-
gelig for myndigheden.
Med bestemmelsen i § 21, 1. pkt., foreslås det, at klima-,
energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler
om, at kommunikation om forhold, som er omfattet af denne
lov, af bestemmelser udstedt i medfør af loven eller af EU-
retsakter om forhold omfattet af loven, skal ske digitalt.
Det foreslås endvidere i 2. pkt., at ministeren herunder vil
kunne udstede regler om anvendelse af et bestemt digitalt
system og om fritagelse for obligatorisk anvendelse for visse
selskaber eller virksomheder.
For at kunne pålægge selskaber og virksomheder pligt til
at kommunikere digitalt med myndigheder skal dette være
hjemlet i lov.
Folketingets partier indgik i januar 2018 en aftale om digita-
liseringsklar lovgivning, som skal sikre et mere enkelt og
klart lovgrundlag, som er let at forstå og omsætte til sikre og
brugervenlige digitale løsninger.
Som følge af den politiske aftale foreslås der i denne lov
givet en bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsmini-
steren til at fastsætte regler vedrørende obligatorisk digital
kommunikation.
Med den foreslåede bestemmelse i 1. pkt., vil der ved be-
kendtgørelse kunne fastsættes regler om, at virksomheder
har pligt til at kommunikere digitalt med den ansvarlige
myndighed efter denne lov, herunder via bestemte digitale
systemer, som f.eks. via almindelig e-mail ved f.eks. fore-
spørgsler og indberetninger, og at svaret fra myndigheden
sendes digitalt. Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser,
som er rettet mod borgere.
Bemyndigelsen indebærer, at ministeren vil kunne fastsætte
nærmere regler om, hvordan den digitale kommunikation
skal foregå herunder om, hvornår en meddelelse anses for
modtaget gennem et digitalt system. Det vil være relevant
i tilfælde, hvor der er endelige frister for kontakten til myn-
digheden eller andre bemyndigede, f.eks. ved klage eller
lignende.
Med digitalt system menes, at der kan laves regler om
brug af bestemte digitale systemer, en digital signatur eller
lignende. De ansvarlige vil være de myndigheder, som er
tillagt kompetencer efter denne lov. Det drejer om Energi-
styrelsen (efter delegation fra klima-, energi- og forsynings-
ministeren i medfør af delegationsbekendtgørelsen), Forsy-
ningstilsynet eller Energiklagenævnet.
Det vil endvidere kunne være myndigheder, som er bemyn-
diget til at udøve beføjelser, som er tillagt klima-, energi-
og forsyningsministeren efter denne lov i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 24.
Ministeren vil med bemyndigelsen endvidere kunne fastsæt-
te generelle regler om, i hvilke tilfælde kravet om digital
kommunikation ikke vil være påkrævet, f.eks. at andre kom-
munikationsformer vil kunne benyttes i krisetilfælde, hvor
adgangen til digital kommunikation i en periode måtte være
afbrudt.
Bemyndigelsen foreslås også at omfatte ministerens svar
på henvendelser vedrørende forhold omfattet af dette lovfor-
slag.
Hvor der i EU-retsakter, som vedrører forhold omfattet af
denne lov, måtte blive fastsat bestemmelser fastsat om ob-
ligatorisk digital kommunikation, som medfører en imple-
menteringsforpligtelse for Danmark, f.eks. i et EU-direktiv,
eller hvor der måtte være behov for tilpasning af reglerne
som følge af en EU-forordning, vil ministeren kunne benytte
den foreslåede bemyndigelse til fastsættelsen af de påkræve-
de regler.
2. pkt. indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren
vil kunne fastsætte regler om anvendelse af et bestemt di-
gitalt system og om fritagelse for obligatorisk anvendelse
for visse virksomheder. I sidstnævnte tilfælde vil der skulle
være tale om helt særlige forhold, idet der ikke ses at være
samme adgang til at fritage for obligatorisk digital kommu-
108
nikation for virksomheder som for borgere, hvor der kan
være hensyn at tage til f.eks. handicap.
En udmøntning af bemyndigelsen vil f.eks. kunne ske i for-
bindelse med udmøntning af andre bemyndigelser i loven,
og hvor en bestemmelse om obligatorisk digital kommuni-
kation alene vil knytte sig til de pågældende regler. En
udmøntning vil endvidere kunne ske i en generel bekendtgø-
relse med regler om obligatorisk digital kommunikation. Det
forventes ikke på nuværende tidspunkt, at bemyndigelsen i
den foreslåede bestemmelse vil blive udnyttet.
Generelt gælder det for den foreslåede bestemmelse, at kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte
regler om, at en forespørgsel eller klage m.v. fra virksom-
heder til myndigheder eller andre bemyndigede, som ikke
indgives digitalt, vil skulle afvises, dog efter behørig vejled-
ning efter forvaltningsloven.
Det er her hensigten i videst muligt omfang at anvende
e-boks til brug for meddelelser m.v. fra myndigheder.
Det foreslås ikke med bestemmelsen at ændre på virksomhe-
dernes rettigheder efter anden lovgivning eller efter denne
lov. Det er alene måden, hvorpå disse vil skulle indberette
m.v., der foreslås som digital kommunikation, i det omfang
ministeren udnytter bemyndigelsen. Det betyder f.eks., at
forvaltningsloven og anden datareguleringen gælder fuldt
ud.
Til § 22
Der findes ikke gældende regler om betaling for Forsynings-
tilsynets tilsyn med bestemmelser omfattet af denne lov.
Omkostninger forbundet med Forsyningstilsynets drift og
opgavevaretagelse efter sektorlovgivningen betales af de
virksomheder, som Forsyningstilsynet fører tilsyn med, jf.
bl.a. § 44 i lov om gasforsyning, § 78 i lov om elforsyning
og § 23 c i lov om varmeforsyning.
Det følger dog af § 15, stk. 1, i lov om rørført transport
af CO2, at omkostninger forbundet med Forsyningstilsynets
drift og opgavevaretagelse efter denne lov eller regler ud-
stedt i medfør af loven, betales af de virksomheder, som
Forsyningstilsynet fører tilsyn med efter denne lov eller reg-
ler udstedt i medfør af loven.
En tilsvarende finansieringsordning foreslås indført med
lovforslagets § 22, stk. 1, hvorefter omkostninger forbundet
med Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse efter det
foreslåede § 17, stk. 1, vil skulle betales af de virksomheder,
som Forsyningstilsynet vil føre eller vil kunne føre tilsyn
med efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af
loven.
Det pågældende gebyr skal således dække de nødvendige
omkostninger, som er forbundet med Forsyningstilsynets
drift og opgavevaretagelse omfattet af denne lov. Gebyrerne
vil løbende blive justeret for at sikre balance mellem geby-
rindtægter og udgifter til tilsyn m.v.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ikke andre virk-
somheder end de, som der konkret vil blive ført tilsyn med,
eller som der potentielt vil kunne blive ført tilsyn med, vil
skulle betale for omkostningerne til tilsynet.
Der henvises endvidere til pkt. 3.6.2.1.2 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Det følger af § 15, stk. 1, i lov om rørført transport af
CO2, at Forsyningstilsynet fastsætter regler om betaling og
opkrævning af beløb til dækning af omkostninger efter stk.
1. Afgørelser truffet i medfør af regler fastsat i medfør af 1.
pkt. kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Det følger af den foreslåede § 22, stk. 2, 1. pkt., at Forsy-
ningstilsynet vil fastsætte regler om betaling og opkrævning
af beløb til dækning af omkostningerne efter det foreslåede
stk. 1.
Det findes mest hensigtsmæssigt, at Forsyningstilsynet til-
lægges beføjelsen til at fastsætte sådanne regler, da de har
størst kendskab til karakteren og omfanget af deres opgaver.
Det forventes, at Forsyningstilsynet vil fastsætte regler,
hvorefter betalingen af beløbet efter det foreslåede stk. 1
til Forsyningstilsynet vil afspejle den konkrete kreds af
ydelsesmodtagere og være baseret på gebyrer for generelle
grundbeløb, hvor opgaverne omfatter modydelser i brede-
re forstand. Det vil bl.a. indebære, at der vil kunne blive
udstedt regler om fordelingen af omkostninger mellem de
relevante virksomheder, betalingskadencer og opkrævning
til tilsynet. Forsyningstilsynets driftsomkostninger og andre
opgaver, som ikke direkte vil kunne henføres til en bestemt
virksomhedskategori, herunder bl.a. aktindsigtssager, vil bli-
ve fordelt forholdsmæssigt mellem CO2-fangstvirksomhe-
derne.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at retstilstanden i
den sædvanlige rammesætning af Forsyningstilsynets finan-
sieringsordning kendt fra sektorlovgivning i øvrigt tillige vil
være gældende i medfør af denne lov.
Efter det foreslåede stk. 2, 2. pkt., vil afgørelser truffet i
medfør af regler udstedt i medfør af 1. pkt. ikke kunne
påklages til anden administrativ myndighed.
Afgørelser om opkrævning vil typisk have karakter af faktu-
raer, som er udstedt på baggrund af reglerne herom udstedt
efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt. Spørgsmålet om afgørel-
sens lovlighed og rigtighed vil derfor typisk være et spørgs-
mål om, hvorvidt beregningen, der ligger til grund for opgø-
relsen af det opkrævede beløb, er korrekt. Sådanne spørgs-
mål ligger ikke oplagt inden for Energiklagenævnets særlige
kompetenceområde, hvorfor rekursordningens effektivitet i
denne forbindelse vil være begrænset. Forsyningstilsynets
afgørelser om opkrævning vil kunne prøves ved domstolene
109
ligesom alle andre myndighedsafgørelser, jf. grundlovens §
63.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Forsyningstil-
synets afgørelser truffet i medfør af regler om betaling og
opkrævning af beløb til dækning af omkostningerne forbun-
det med Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse vil
være endelige i administrativ henseende.
Afskæringen af rekurs vurderes ikke at være retssikkerheds-
mæssigt betænkelig, da afgørelser om opkrævning af beløb
ikke vurderes egnede til at blive gjort til genstand for prø-
velse ved Energiklagenævnet, som er klageinstansen for
bl.a. Forsyningstilsynets afgørelser efter denne lov og regler
udstedt i medfør heraf, jf. lovforslagets § 24, stk. 1.
Til § 23
Det følger af § 23 b, stk. 8, i varmeforsyningsloven, at
Forsyningstilsynet gør klima-, energi- og forsyningsministe-
ren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have
betydning for ministerens varetagelse af opgaver efter denne
lov.
Det følger endvidere af § 85, stk. 1, i elforsyningsloven, at
Forsyningstilsynet gør klima-, energi- og forsyningsministe-
ren opmærksom på forhold, som tilsynet mener kan have
betydning for løsningen af opgaverne med bl.a. udstedelse,
ændring og kontrol med bevillinger.
Det foreslås med bestemmelsen i § 23, at Forsyningstilsynet
vil orientere klima-, energi- og forsyningsministeren om for-
hold, som ifølge Forsyningstilsynet kan have betydning for
ministerens varetagelse af opgaver efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til de gældende be-
stemmelser i varme- og elforsyningslovene, og med bestem-
melsen vil Forsyningstilsynet blive forpligtet til at orientere
ministeren om relevante forhold, som kan have betydning
for ministerens opgavevaretagelse. Det vil f.eks. kunne væ-
re, hvor Forsyningstilsynet bliver opmærksom på forhold,
hvor den gældende regulering ikke længere vurderes at være
tilstrækkelig i forhold til de aktuelle forhold på CO2-fangst-
området i forhold til de hensyn, som vil skulle varetages
med denne lov. Det vil f.eks. være hensynet til varmeforbru-
gerne. Et opmærksomhedspunkt vil også kunne være, hvis
tilsynet ikke vurderer at kunne gennemføre et passende til-
syn under de gældende regler, f.eks. fordi tilsynet mangler
de rette beføjelser.
Det vil være Forsyningstilsynets vurdering, hvornår det vil
være relevant at orientere ministeren, og orienteringen vil
kunne ske af egen drift eller efter forespørgsel fra ministe-
ren.
Den foreslåede bestemmelse har på samme måde som de
gældende bestemmelser i varme- og elforsyningslovene til
formål at sikre, at der er et tæt samarbejde mellem Forsy-
ningstilsynet og klima-, energi- og forsyningsministeren.
Den foreslåede bestemmelse vil ikke påvirke Forsyningstil-
synets uafhængighed.
Til § 24
Det følger af § 26, stk. 1, i varmeforsyningsloven, at Ener-
giklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af
kommunen, klima-, energi- og forsyningsministeren, Forsy-
ningstilsynet eller andre statslige myndigheder efter denne
lov eller efter regler udstedt i medfør af loven. Det følger
endvidere af § 89, stk. 1, 1. pkt., i elforsyningsloven, at
Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet
af klima-, energi- og forsyningsministeren eller af Forsy-
ningstilsynet efter denne lov eller regler udstedt i medfør af
loven.
Med bestemmelsen i § 24, stk. 1, foreslås det, at klima-,
energi- og forsyningsministerens eller Forsyningstilsynets
afgørelser efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør
heraf vil kunne påklages til Energiklagenævnet.
Energiklagenævnet vil for det første kunne behandle klager
over afgørelser truffet af klima-, energi- og forsyningsmini-
steren i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2,
hvorefter ministeren vil kunne give en kommune tilladelse
til etablering og drift af installationer til midlertidig lagring
af CO2, for så vidt disse ligger i nær tilknytning til kommu-
nens lokale rørledninger.
Herudover vil Energiklagenævnet kunne behandle klager
over afgørelser truffet i medfør af de foreslåede bestemmel-
ser i § 12, stk. 8, og § 13, stk. 5.
Endelig vil nævnet kunne behandle klager over afgørelser
truffet i af Forsyningstilsynet medfør af den foreslåede be-
stemmelse i § 20, stk. 1 og af klima-, energi- og forsynings-
ministeren i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 20,
stk. 2.
Energiklagenævnet vil som rekursinstans som udgangspunkt
foretage en fuldstændig prøvelse af afgørelsen. Efterprøvel-
sen vil omfatte sagens faktum som alle retlige spørgsmål, jf.
Energiklagenævnets afgørelse af 19. december 2006 (j. nr.
97-2301-0019). Energiklagenævnet vil behandle klager efter
bekendtgørelse nr. 664 af 19. juni 2006 om forretningsorden
for Energiklagenævnet.
Under Energiklagenævnets behandling af klagen vil der ik-
ke kunne rejses nye spørgsmål. Nye spørgsmål vil først
kunne behandles i 1. instans for at sikre en reel to-instans
prøvelse. Klager vil dog kunne fremsætte nye synspunkter,
og Energiklagenævnet vil, jf. officialprincippet, også kunne
inddrage nye synspunkter i sagen, herunder synspunkter,
der ikke er gjort gældende af parterne. Hvis der fremkom-
mer nye faktiske oplysninger under klagesagens behandling,
vil Energiklagenævnet kunne hjemvise sagen til fornyet be-
handling. Dermed vil 1. instansmyndigheden få mulighed
for at genoptage sagen.
En klage vil ikke automatisk have opsættende virk-
110
ning. Energiklagenævnet vil dog efter almindelige forvalt-
ningsretlige regler kunne tillægge en konkret klage opsæt-
tende virkning, hvor der ikke er modstridende interesser.
Energiklagenævnet vil kunne træffe en 1. instansafgørel-
se, ophæve afgørelsen eller afvise klagen. Ved ophævelse
vil Energiklagenævnet typisk hjemvise sagen til fornyet be-
handling, men Energiklagenævnet vil også have kompetence
til selv at træffe ny afgørelse.
Energiklagenævnet vil kun behandle klager, der afgives af
en klageberettiget juridisk person. Retten til at klage be-
stemmes ud fra forvaltningslovgivningens almindelige reg-
ler. Klageberettiget er den, der er part i sagen. Retten til
at klage vil derfor kræve, at klager har en væsentlig og
individuel interesse i sagen.
Forbrugere tillægges i almindelighed ikke partsstatus, jf.
Energiklagenævnets afgørelse af 24. februar 2010 (j.nr.
1021-256). De vil sjældent være særligt berørt i forhold til
andre forbrugere og vil derfor mangle individuel interesse
i sagen. Det vil f.eks. dreje sig om varmeforbrugere. Om
storforbrugeres partsstatus henvises til Forsyningstilsynets
afgørelse af 26. august 2020 (j.nr. 20/03273).
Der vil kunne klages over afgørelser, men ikke processuelle
beslutninger, da disse ikke er afgørelser, jf. Energiklagenæv-
nets afgørelse af 7. november 2017 (j.nr. 1021-17-20), som
vedrører en kommunens beslutning om at forlænge hørings-
perioden. Ved afgørelser forstås en retsakt, der går ud på
at fastslå, hvad der er eller skal være ret i det foreliggende
tilfælde.
Det følger af § 26, stk. 2, i varmeforsyningsloven, at
kommunens, klima-, energi- og forsyningsministerens, For-
syningstilsynets og andre statslige myndigheders afgørelser
ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed end
det i stk. 1 nævnte Energiklagenævn. Tilsvarende gælder
efter § 89, stk. 2, i elforsyningsloven.
Med bestemmelsen i § 24, stk. 2, foreslås det, at klima-,
energi- og forsyningsministerens eller Forsyningstilsynets
afgørelser ikke vil kunne indbringes for anden administrativ
myndighed end Energiklagenævnet.
Det vil således med den foreslåede bestemmelse blive fast-
sat, at klager over klima-, energi- og forsyningsministerens
eller Forsyningstilsynets afgørelser alene vil kunne indbrin-
ges for Energiklagenævnet.
Fordi Energiklagenævnet er den eneste og sidste klagemyn-
dighed, vil det som regel være Energiklagenævnets afgørel-
ser, som indbringes for domstolene. Domstolene vil ikke
kun afvise at behandle sager, hvis der fortsat vil være mulig-
hed for at klage til Energiklagenævnet, men også sager, der
slet ikke har været forelagt energimyndighederne. Domsto-
lene vil dog kunne behandle spørgsmål, som førsteinstans-
myndigheden har afvist at realitetsbehandle eller kun har
villet afgive en vejledende udtalelse om. Det samme vil gæl-
de, hvis der ikke er klagemulighed til Energiklagenævnet,
f.eks. fordi klageren ikke er klageberettiget.
Med den foreslåede bestemmelse afskæres muligheden for
at klage over en afgørelse truffet af Forsyningstilsynet an-
dre steder end hos Energiklagenævnet, og adgangen til at
indbringe sagen for domstolene vil endvidere blive afskåret,
indtil Energiklagenævnets afgørelse foreligger, jf. den fore-
slåede bestemmelse i § 26, stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til de gældende regler
herom i varme- og elforsyningslovene.
Det følger af § 26, stk. 3, i varmeforsyningsloven, at en
klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt. Tilsvarende gælder efter § 89, stk. 4, i
elforsyningsloven.
Med bestemmelsen i § 24, stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at
en klage efter det foreslåede stk. 1 vil skulle være indgivet
skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Det
foreslås videre i 2. pkt., at udløber klagefristen på en lørdag,
søndag eller helligdag, vil klagefristen blive forlænget til
den følgende hverdag.
Den foreslåede bestemmelse fastsætter således en endelig
frist for, hvornår Energiklagenævnet vil skulle have modta-
get en klage over en afgørelse truffet af Forsyningstilsynet.
Efter § 7 i bekendtgørelse nr. 664 af 19. juni 2006 om for-
retningsorden for Energiklagenævnet skal en klage indgives
skriftligt til Energiklagenævnet med angivelse af de syns-
punkter, som klagen støttes på. Klagen skal være kommet
frem til Energiklagenævnet senest ved kontortids ophør på
den dag, hvor klagefristen udløber.
Klagefristen udløber den samme ugedag, som afgørelsen er
kommet frem, 4 uger senere. Hvis klagefristens sidste dag
falder på en lørdag, søndag eller helligdag, vil fristen blive
forlænget til den følgende hverdag.
Overskridelse af fristen med enkelte dage vil ikke medføre
afvisning, hvis det vil kunne godtgøres, at overskridelsen
er undskyldelig. Der vil på baggrund af uskrevne forvalt-
ningsretlige regler kunne ses bort fra fristoverskridelse (op-
rejsningsbevilling), hvis der foreligger særlige forhold.
I forhold til klageberettigede, der vil have krav på individuel
afgørelse, regnes klagefristen fra det tidspunkt, afgørelsen
er kommet frem. Har klageberettigede krav på offentlig be-
kendtgørelse, regnes klagefristen fra den offentlige bekendt-
gørelse.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til de gældende regler
herom i varme- og elforsyningslovene.
Det følger af § 27, stk. 3, i varmeforsyningsloven, at Ener-
giklagenævnet hos de af loven omfattede anlæg kan ind-
hente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af
nævnets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt
111
i medfør af loven. Tilsvarende gælder efter § 84, stk. 1, i
elforsyningsloven.
Med § 24, stk. 4, foreslås det, at Energiklagenævnet hos
virksomheder omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren vil kunne indhente oplysninger, som vil
være nødvendige for varetagelsen af nævnets opgaver efter
loven eller efter regler udstedt i medfør heraf.
Ved oplysninger forstås regnskaber, regnskabsmateriale, ud-
skrift af bøger, andre forretningspapirer og elektroniske lag-
rede data. Det vil være en forudsætning for nævnets indhen-
telse af oplysninger, at de vil være nødvendige for nævnets
sagsbehandling. Der gælder således her et proportionalitets-
princip.
Oplysningerne vil kunne indhentes hos de virksomheder,
som er omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsy-
ningssektoren. Energiklagenævnet vil dog i modsætning til
Forsyningstilsynet ikke kunne indhente oplysninger fra kon-
cernforbundne selskaber, jf. den foreslåede bestemmelse i §
18, stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil svare til de gældende regler
herom i varme- og elforsyningslovene.
Til § 25
Det følger af § 27, stk. 2, i varmeforsyningsloven og § 89,
stk. 5, i elforsyningsloven, at Energiklagenævnets formand
efter nærmere aftale med nævnet kan træffe afgørelse på
nævnets vegne i sager, der behandles efter denne lov eller
regler udstedt i medfør af loven.
Med § 25, stk. 1, foreslås det, at Energiklagenævnets for-
mand efter nærmere aftale med nævnet vil kunne træffe
afgørelse på nævnets vegne i sager, der vil blive behandlet
efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af loven.
Med den foreslåede bestemmelse gives der mulighed for, at
Energiklagenævnet vil kunne delegere sin kompetence til at
træffe afgørelser til nævnets formand.
Den foreslåede bemyndigelse vil svare til de gældende reg-
ler herom i varme- og elforsyningslovene.
Det følger af § 27, stk. 3, i varmeforsyningsloven, at Ener-
giklagenævnet hos de af loven omfattede anlæg kan ind-
hente oplysninger, som er nødvendige til varetagelsen af
nævnets opgaver efter denne lov eller efter regler udstedt
i medfør af loven. Tilsvarende gælder efter § 84, stk. 1, i
elforsyningsloven.
Det følger af § 27, stk. 1, i varmeforsyningsloven, at klima-,
energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte nærmere
regler om Energiklagenævnets sammensætning ved nævnets
behandling af afgørelser efter denne lov eller efter regler
udstedt i henhold hertil.
Med § 25, stk. 2, foreslås det, at erhvervsministeren vil kun-
ne fastsætte regler om Energiklagenævnets sammensætning
ved nævnets behandling af afgørelser efter denne lov eller
efter regler udstedt i medfør af loven.
Bemyndigelsen til fastsættelse af regler vedrørende Energik-
lagenævnet foreslås tillagt erhvervsministeren, da ressortan-
svaret for Energiklagenævnet er tillagt erhvervsministeren,
jf. kongelig resolution af 8. juni 2016.
Den tilsvarende bemyndigelse i varmeforsyningsloven er
udmøntet i bekendtgørelse nr. 664 af 19. juni 2006 om for-
retningsorden for Energiklagenævnet.
Med den foreslåede bemyndigelse vil erhvervsministeren på
tilsvarende måde have bemyndigelse til at fastsætte regler
Energiklagenævnets sammensætning ved behandlinger af
klager efter denne lov, jf. den foreslåede bestemmelse i §
24, stk. 1.
Til § 26
Det følger af § 26, stk. 4, 1. pkt., i varmeforsyningsloven,
at søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklage-
nævnet efter loven eller de regler, der udstedes efter loven,
skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen er
meddelt den pågældende. Af 2. pkt. følger det, at er afgø-
relsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra
bekendtgørelsen. Tilsvarende gælder efter § 89, stk. 6, i
elforsyningsloven.
Med § 26, stk. 1, 1. pkt., foreslås, at søgsmål til prøvelse af
afgørelser efter loven eller de regler, der fastsættes i medfør
af loven, vil skulle være anlagt inden 6 måneder efter, at af-
gørelsen eller beslutningen er meddelt. Det foreslås i 2. pkt.,
at er afgørelsen offentliggjort, vil fristen dog blive regnet fra
offentliggørelsen.
Bestemmelsen vil gælde sager, hvor Energiklagenævnets af-
gørelser indbringes for domstolene. Fristen gælder ikke for
tvister med andre end Energiklagenævnet. De almindelige
forældelsesfrister vil gælde.
Loven indeholder ikke regler om, hvem der kan indbringe
Energiklagenævnets afgørelser for domstolene.
Det følger af § 26, stk. 2, i varmeforsyningsloven, at af-
gørelserne ikke vil kunne indbringes for domstolene, før
den endelige administrative afgørelse foreligger. Tilsvarende
gælder efter § 89, stk. 2, i elforsyningsloven.
Det foreslås i § 26, stk. 2, at afgørelser, der kan prøves af
Energiklagenævnet, ikke vil kunne indbringes for domstole-
ne, før Energiklagenævnets afgørelse foreligger.
Med den foreslåede bestemmelse afskæres adgangen til at
indbringe en sag for domstolene således, indtil Energiklage-
nævnets afgørelse foreligger.
Forslaget vil indebære, at Forsyningstilsynets afgørelser
truffet i medfør af regler i loven eller regler udstedt i med-
før heraf, der kan prøves af Energiklagenævnet, ikke kan
112
indbringes for domstolene, inden den administrative rekurs
er udtømt.
Til § 27
Der findes i varmeforsyningslovens § 34, stk. 1, og i elfor-
syningslovens § 87, stk. 1 og 2, § 87 a, stk. 1, § 87 b,
stk. 1, § 87 c, stk. 1, og § 88, stk. 1, regler om, at visse
overtrædelser af loven straffes med bøde.
Med bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 1, foreslås det, at
medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
vil den, der undlader at foretage registrering efter § 12, stk.
1, kunne straffes med bøde.
Kommuner vil efter den foreslåede bestemmelse i § 12, stk.
1, have pligt til at registrere modtagne uddelinger fra og
vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der er
omfattet af lovforslagets § 1, eller virksomheder, der direkte
eller indirekte ejer andele i sådanne virksomheder. Undlader
en kommune at foretage en sådan registrering, vil det kunne
straffes med bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, foreslås det, at medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der
undlader at foretage indberetning efter § 12, stk. 5, kunne
straffes med bøde.
Kommuner vil efter den foreslåede bestemmelse i § 12,
stk. 5, have pligt til senest den 1. februar hvert år til Forsy-
ningstilsynet at indberette de registreringer, som kommunen
har foretaget efter de foreslåede § 12, stk. 1, 3 og 4 i det
foregående kalenderår, eller afgive erklæring om, at der ikke
er foretaget sådanne registreringer. Undlader en kommune at
foretage en sådan indberetning, vil det kunne straffes med
bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, foreslås det, at medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der
undlader at afhænde ejerandele efter § 13, stk. 1, 3. pkt.,
kunne straffes med bøde.
Kommuner må efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk.
1, ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsmi-
nisteren bevare ejerandele i virksomheder omfattet af det
foreslåede § 12, stk. 1, når der i de pågældende virksom-
heder eller i virksomheder, som de direkte eller indirekte
ejer andele i, påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-,
energi- og forsyningsministeren vil kunne stille vilkår for
meddelelse af tilladelse, herunder om afståelse af ejerandele
eller aktiviteter i en eller flere af de pågældende virksomhe-
der eller om, at midler anvendt til sådanne nye aktiviteter
skal betragtes som uddelinger efter § 12, stk. 1. Afståelse
efter 2. pkt. vil, medmindre særlige hensyn tilsiger andet,
skulle ske snarest. Opnås tilladelse ikke, vil kommunen sna-
rest skulle afhænde samtlige ejerandele i de pågældende
virksomheder.
Undlader en kommune at afhænde ejerandelene, vil det kun-
ne straffes med bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, foreslås det, at medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der
anvender midler i strid med § 13, stk. 3, kunne straffes med
bøde.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 3, at i
virksomheder omfattet af det foreslåede § 13, stk. 1, må der
ikke anvendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet
af loven i dette lovforslag, lov om elforsyning, lov om var-
meforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsyning,
til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller
5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttel-
se. Anvender virksomheden midler i strid hermed, vil det
kunne straffes med bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 5, foreslås det, at medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der
undlader at afgive erklæring efter § 13, stk. 6, 1. pkt., kunne
straffes med bøde.
Kommuner vil efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk.
6, 1. pkt., have pligt til senest den 1. februar hvert år over
for Forsyningstilsynet ved erklæring afgivet i overensstem-
melse med reglerne udstedt i medfør af den foreslåede §
14 at godtgøre, at der ikke i det foregående kalenderår har
været anvendt midler i strid med stk. 3. Undlader en kom-
mune at afgive en sådan erklæring, vil det kunne straffes
med bøde.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 6, foreslås det, at medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den,
der undlader at efterkomme en afgørelse efter de foreslåede
bestemmelser i § 13, stk. 6, 5. pkt., § 18, stk. 2, eller § 20,
stk. 1 eller 2, kunne straffes med bøde.
Forsyningstilsynet vil efter den foreslåede bestemmelse i §
13, stk. 6, 5. pkt., træffe afgørelse om hel eller delvis afståel-
se af aktiviteter eller ejerandele i virksomheder omfattet af
det foreslåede § 13, stk. 1.
Kommuner må efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk.
1, ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsmi-
nisteren bevare ejerandele i virksomheder omfattet af det
foreslåede § 12, stk. 1, når der i de pågældende virksom-
heder eller i virksomheder, som de direkte eller indirekte
ejer andele i, påbegyndes væsentlige nye aktiviteter. Klima-,
energi- og forsyningsministeren vil kunne stille vilkår for
meddelelse af tilladelse, herunder om afståelse af ejerandele
eller aktiviteter i en eller flere af de pågældende virksomhe-
der eller om, at midler anvendt til sådanne nye aktiviteter
skal betragtes som uddelinger efter § 12, stk. 1. Afståelse
efter 2. pkt. vil, medmindre særlige hensyn tilsiger andet,
skulle ske snarest. Opnås tilladelse ikke, vil kommunen sna-
rest skulle afhænde samtlige ejerandele i de pågældende
virksomheder.
Undlader en kommune at efterkomme en afgørelse om afstå-
else af ejendele efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk.
6, 5. pkt., vil det kunne straffes med bøde.
113
Forsyningstilsynet og klima-, energi- og forsyningsministe-
ren vil efter den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 2,
kunne pålægge en virksomhed omfattet af stk. 1 inden for
en bestemt frist og i en bestemt form at tilvejebringe de
oplysninger, som vil være nødvendige til varetagelsen af
tilsynets eller ministerens opgaver efter denne lov eller efter
regler udstedt i medfør heraf.
Undlader virksomheden at efterkomme et påbud om at til-
vejebringe oplysninger i den form eller inden for det frist,
som er angivet af Forsyningstilsynet eller klima-, energi- og
forsyningsministeren, vil det kunne straffes med bøde.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 1, vil Forsy-
ningstilsynet, hvis det i sit tilsyn efter det foreslåede § 17,
stk. 1, konstaterer, at en virksomhed ikke overholder krave-
ne i de foreslåede bestemmelser i § 6, stk. 1, 1. pkt., § 7,
stk. 1 eller 2, § 11, stk. 1, eller §§ 12 og 13 eller regler
udstedt i medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 3, § 11, stk. 2, eller §
14, vil Forsyningstilsynet kunne påbyde overholdelse af det
pågældende krav inden for en fastsat frist, og når det er rele-
vant pålægge krav om tilbagebetaling. Forsyningstilsynet vil
endvidere ved manglende overholdelse af § 11, stk. 1, eller
regler udstedt i medfør af § 11, stk. 2, kunne træffe afgørelse
om en anden fordeling af indtægter og omkostninger mellem
CO2-fangstregnskabet og varmeproduktionsregnskabet.
Disse bestemmelser omfatter virksomheder, som ejer et el-
eller varmeproduktionsanlæg og CO2-fangstvirksomheder.
Undlader en virksomhed at efterkomme et påbud udstedt
af Forsyningstilsynet om at overholde kravet i en af de
angivne bestemmelser i § det foreslåede 20, stk. 1, 1. pkt.,
eller undlader en virksomhed at efterkomme et krav om
tilbagebetaling, eller undlader en virksomhed at efterkomme
en afgørelse om at foretage en anden fordeling af indtægter
og omkostninger mellem CO2-fangstregnskabet og varme-
produktionsregnskabet, vil det kunne straffes med bøde.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 2, vil klima-,
energi- og forsyningsministeren ved sit tilsyn efter det fore-
slåede § 17, stk. 2, ved manglende overholdelse af det fore-
slåede § 5, stk. 1, kunne påbyde overholdelse af § 5, stk. 1,
inden for en fastsat frist.
Undlader virksomheden at efterkomme klima-, energi- og
forsyningsministerens afgørelse inden for den fastsatte frist,
vil det kunne straffes med bøde.
Der vil endvidere kunne straffes med bøde samtidig med, at
der træffe afgørelse i forbindelse med den samme overtræ-
delse.
Med den foreslåede bestemmelse vil klima-, energi- og for-
syningsministeren, Forsyningstilsynet eller Energiklagenæv-
net, hvis de konstaterer en overtrædelse af bestemmelser
omfattet af loven i forbindelse med tilsynet eller klagebe-
handlingen, kunne melde den, som har overtrådt bestemmel-
sen, til politiet med henblik på bødestraf.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 7, foreslås det, at medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den,
der undlader at afgive eller tilvejebringe oplysninger efter
anmodning efter § 18, stk. 1, eller § 24, stk. 4, kunne straffes
med bøde.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, 1. pkt., vil
Forsyningstilsynet og klima-, energi- og forsyningsministe-
ren kunne indhente oplysninger hos en virksomhed omfattet
af loven, som vil være nødvendige til varetagelsen af tilsy-
nets eller ministerens opgaver efter loven eller efter regler
udstedt i medfør heraf, herunder dokumentation vedrørende
overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, jf. den foreslåede §
7.
Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 18, stk. 1, 2. pkt., vil
1. pkt. for så vidt angår Forsyningstilsynet finde tilsvarende
anvendelse på en virksomhed, der er koncernforbundet med
en virksomhed omfattet af loven, når der har fundet en eller
flere transaktioner sted mellem de nævnte virksomheder.
Det følger af den foreslåede bestemmelse § 24, stk. 4, at
Energiklagenævnet hos virksomheder omfattet af loven vil
kunne indhente oplysninger, som er nødvendige for vareta-
gelsen af nævnets opgaver efter loven eller efter regler ud-
stedt i medfør heraf.
Undlader en kommune eller en virksomhed at afgive oplys-
ninger til Forsyningstilsynet, klima-, energi- og forsynings-
ministeren eller Energiklagenævnet, vil det kunne straffes
med bøde.
Det vil ikke være en forudsætning for at kunne straffes
for manglende efterkommelse af oplysningspligten, at der
forinden er truffet afgørelse om et påbud om at afgive op-
lysningerne. Manglende efterkommelse vil i sig selv kunne
straffes med bøde efter det foreslåede stk. 1, nr. 7.
Med bestemmelsen i stk. 1, nr. 8, foreslås det, at medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, vil den, der
i forbindelse med tilsyn efter § 17, stk. 1 eller 2, meddeler
Forsyningstilsynet, Energiklagenævnet eller klima-, energi-
og forsyningsministeren urigtige eller vildledende oplysnin-
ger, kunne straffes med bøde.
Den foreslåede bestemmelse vil både omfatte oplysninger,
som afgives efter anmodning efter den foreslåede bestem-
melse i § 18, stk. 1, eller som afgives til Forsyningstilsynet,
Energiklagenævnet eller klima-, energi- og forsyningsmini-
steren af egen drift i forbindelse med tilsyn efter de foreslå-
ede bestemmelser i § 17, stk. 1 eller 2. Det vil ikke have
betydning, om de urigtige eller vildledende oplysninger har
haft konkret betydning for gennemførelsen af det pågælden-
de tilsyn og for en eventuel afgørelse truffet i forlængelse
heraf efter de foreslåede bestemmelser i § 20, stk. 1 og
2, men det vil kunne tillægges vægt ved fastsættelsen af
bødestørrelsen.
Der findes i varmeforsyningslovens § 34, stk. 2, regler om,
at der i forskrifter, der udfærdiges i medfør af loven, kan
114
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i
forskrifterne.
Det foreslås med bestemmelsen i § 27, stk. 2, at i forskrifter,
der udfærdiges i medfør af loven, vil der kunne fastsættes
straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifter-
ne.
Der vil således i bekendtgørelser, som udmønter bemyndi-
gelser omfattet af denne lov kunne fastsættes regler om
bødestraf, hvor der måtte være behov herfor. Dette vil sva-
rende til de gældende regler på varmeforsyningsområdet.
Der vil kunne straffes med bøde samtidig med, at der træffe
afgørelse i forbindelse med den samme overtrædelse.
Det følger af § 34, stk. 3, i varmeforsyningsloven, og §
87, stk. 3, § 87 a, stk. 3, § 87 b, stk. 3, § 87 c, stk. 2,
og § 88, stk. 2, i elforsyningsloven, at der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne
i straffelovens 5. kapitel.
Det foreslås med bestemmelsen i § 27, stk. 3, at der vil kun-
ne pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar
efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Lovforslaget fastsætter regler, som retter sig mod virksom-
heder og kommuner, men ikke mod borgere. Det vil derfor
være nødvendigt i forbindelse med bestemmelser om bøde-
straf, at det det fastsættes, at juridiske personer vil kunne
blive pålagt strafansvar. De juridiske personer vil bl.a. være
el- og varmeproduktionsvirksomheder.
Den foreslåede bestemmelse svarer til bestemmelser i var-
meforsynings- og elforsyningslovene.
Til § 28
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2025.
Til § 29
Til nr. 1
Det følger af § 2 b, stk. 3, i varmeforsyningsloven, at en
kommune kun må varetage virksomhed, der driver affalds-
forbrændingsanlæg omfattet af varmeforsyningslovens § 2,
stk. 1, nr. 3, hvis virksomheden udøves på kommercielle
vilkår i et aktie- eller anpartsselskab, der alene driver af-
faldsforbrændingsanlæg, jf. dog stk. 4-6 og § 2 i.
Det foreslås, at i § 2 b, stk. 3, ændres »jf. dog stk. 4-6« til:
»jf. dog stk. 4-7«.
Henvisningen foreslås ændret, idet der i medfør af den fore-
slåede bestemmelse i § 29, nr. 2, vil blive indsat et nyt stk. 4
i varmeforsyningslovens § 2 b, som indeholder en undtagel-
se til bestemmelsen i stk. 3, om, at en kommune uanset stk.
3 vil kunne varetage CO2-fangstaktiviteter i medfør af lov
om CO2-fangst på el- og varmeproduktionsvirksomheder i
samme selskab som affaldsforbrændingsanlæg omfattet af
varmeforsyningslovens § 2, stk. 1, nr. 3.
De gældende bestemmelser i varmeforsyningslovens § 2 b,
stk. 4-6 rykker med forslaget om indsættelse af et stk. 4 i
medfør af § 29, nr. 2, til stk. 5-7.
Med den foreslåede ændring sikres det, at det foreslåede nye
stk. 4 inkluderes i henvisningen til undtagelser nævnt i stk.
3, og at henvisningen til de øvrige stykker nævnt i stk. 3
konsekvensrettes som følge af forslaget i § 29, nr. 2.
Til nr. 2
Det følger af § 2 b, stk. 3, i varmeforsyningsloven, at en
kommune kun må varetage virksomhed, der driver affalds-
forbrændingsanlæg omfattet af varmeforsyningslovens § 2,
stk. 1, nr. 3, hvis virksomheden udøves på kommercielle
vilkår i et aktie- eller anpartsselskab, der alene driver af-
faldsforbrændingsanlæg, jf. dog stk. 4-6 og § 2 i.
Det foreslås i § 2 b at indsætte som stk. 4: »Stk. 4. En
kommune kan uanset stk. 3 deltage i CO2-fangstaktivteter i
medfør af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren
i samme selskab som affaldsforbrændingsanlæg omfattet af
§ 2, stk. 1, nr. 3.«
Med bestemmelsen foreslås det, at der i § 2 b indsættes
en bestemmelse om, at en kommune uanset § 2 b, stk. 3,
vil kunne deltage i CO2-fangstaktivteter i medfør af lov om
CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren i samme selskab
som affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3.
Det vil følge af § 2 b, stk. 4, at kravene i § 2 b, stk. 3, ikke
finder anvendelse, hvor kommunalbestyrelsen inden den 1.
januar 2025 har godkendt et projektforslag for lukning af af-
faldsforbrændingsanlæg i medfør af varmeforsyningslovens
§ 4, og lukningen gennemføres senest 3 år efter godkendel-
sen.
I medfør af § 2 b, stk. 3, er der fastsat et krav om, at
en kommune som udgangspunkt kun må varetage affaldsfor-
brændingsvirksomhed, hvis det sker på kommercielle vilkår
i et aktie- eller anpartsselskab. Det er endvidere en forudsæt-
ning, at selskabet alene driver affaldsforbrændingsanlæg.
Det følger af bemærkningerne til § 2 b, stk. 3, jf. Folketings-
tidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 115 som fremsat,
side 54, at det alene er kommunale opgaver, som i forvejen
varetages som del af affaldsforbrændingsaktiviteten, der skal
udskilles, og som fremadrettet skal udøves på kommercielle
vilkår i et aktie- eller anpartsselskab. Det drejer sig om
den type af virksomhed, der naturligt ligger i at forbrænde
affald, og som fremgår af regler udstedt i medfør af lov om
miljøbeskyttelse.
Det følger endvidere af bemærkningerne, at det selska-
bsgjorte affaldsforbrændingsanlæg kan udøve de opgaver,
der er nødvendige for at drive et affaldsforbrændingsanlæg,
herunder varetage opgaver med selve forbrændingen af af-
115
fald og opgaver, der er en naturlig del af opgaven med at
forbrænde affald.
Endelig følger det af bemærkningerne, at aktiviteter, som
en kommune ikke må deltage i, herunder eksempelvis akti-
viteter vedrørende materialenyttiggørelse efter lov om mil-
jøbeskyttelses § 49 b, stk. 1, ikke kan udøves i det aktie-
eller anpartsselskab, der forbrænder affald, da disse aktivi-
teter ikke er en del af affaldsforbrændingsydelsen. Andre
aktiviteter på affaldsområdet, som kommunerne er ansvarlig
for, herunder eksempelvis indsamling, omlastning, transport
af affald til anlægget og deponi, kan ligeledes ikke udøves
i det aktie- eller anpartsselskab, der forbrænder affald, da
disse aktiviteter ikke er en del af affaldsforbrændingsakti-
viteten. Disse aktiviteter skal derfor varetages uden for af-
faldsforbrændingsvirksomheden.
CO2-fangstaktiviteter ses ikke at være en opgave, som er
forbundet med selve forbrændingen af affald, eller en opga-
ve, som er en naturlig del af opgaven med at forbrænde
affald. Det vil derfor være nødvendigt at ændre i bestem-
melserne i § 2 b, hvis det skal være muligt for kommuner
at varetage CO2-fangstaktiviteter i samme selskab som et
affaldsforbrændingsanlæg.
Med den foreslåede bestemmelse i § 2 b, stk. 4, vil en kom-
mune uanset stk. 3 kunne deltage i CO2-fangstaktiviteter
i samme selskab som et affaldsforbrændingsanlæg. Der vil
være tale om CO2-fangstaktiviteter, som en kommune vil
kunne deltage i medfør af de foreslåede § 3, stk. 1 og 2, og
regler udstedt i medfør heraf.
Det er i lovforslagets § 3, stk. 1, 1. pkt., et krav, at en
kommunes deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske
på kommercielle vilkår. Det er endvidere i det foreslåede §
3, stk. 1, 2. pkt., et krav, at en kommunes deltagelse i CO2-
fangstaktiviteter skal ske som kapitalejer i et kapitalselskab.
De øvrige bestemmelser i lovforslaget vedrørende kommu-
ners deltagelse i CO2-fangstaktiviteter såsom kommuners
adgang til at stille garanti efter den foreslåede § 8, og kom-
munens adgang til at indskyde kapital efter den foreslåede §
10, vil fortsat finde anvendelse.
Til nr. 3
Det følger af § 2 b, stk. 6, i varmeforsyningsloven, at kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren i særlige tilfælde kan
forlænge fristerne i § 2 b, stk. 5.
Det foreslås i § 2 b, stk. 6, som bliver stk. 7, at ændre »stk.
4« til: »stk. 5«.
Henvisningen foreslås ændret, idet der i medfør af den fore-
slåede bestemmelse vil blive indsat et nyt stk. 4 i § 2 b,
som indeholder en undtagelse til bestemmelsen i stk. 3, om,
at en kommune uanset stk. 3 vil kunne varetage CO2-fangst-
aktiviteter i medfør af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsy-
ningssektoren i samme selskab som affaldsforbrændingsan-
læg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3.
De gældende bestemmelser i § 2 b, stk. 4-6, rykker med
forslaget om indsættelse af stk. 4 i medfør af § 29, nr. 2, til
stk. 5-7, jf. det foreslåede § 29, nr. 1.
Med den foreslåede ændring sikres det, at der henvises til §
2 b, stk. 5, i stedet for stk. 4.
Til nr. 4
Det følger af § 20, stk. 8, i varmeforsyningsloven, at udgif-
ter til erhvervelse af kvoter til varmeproduktion først må
indregnes i priserne for ydelser omfattet af stk. 1, når de
gratis tildelte kvoter efter lov om CO2-kvoter ikke er til-
strækkelige til at dække CO2-udledningen fra varmeproduk-
tionen.
Det foreslås i § 20, stk. 8, at ændre »kvoter efter lov om
CO2-kvoter« til: »CO2-kvoter, som klima-, energi- og forsy-
ningsministeren efter lov om CO2-kvoter har givet medde-
lelse om,«.
Med bestemmelsen foreslås det, at det i § 20, stk. 8, fastsæt-
tes, at udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter til varmepro-
duktion må først indregnes i priserne for ydelser omfattet af
§ 20, stk. 1, når de gratis tildelte CO2-kvoter, som klima-,
energi- og forsyningsministeren efter lov om CO2-kvoter
har givet meddelelse om, ikke er tilstrækkelige til at dække
CO2-udledningen fra varmeproduktionen.
Udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter i forbindelse med
produktionen af varme vil kunne indregnes i varmeprisen
i medfør af § 20, stk. 1. Udgifterne hertil vil dog først i
medfør af den foreslåede bestemmelse kunne indregnes i
varmeprisen, hvis de gratis tildelte CO2-kvoter, som klima-,
energi- og forsyningsministeren hr givet meddelelse om ef-
ter lov om CO2-kvoter, ikke er tilstrækkelige til at dække
kvotebehovet.
Den foreslåede bestemmelse er i formuleringen tilpasset
formuleringen af § 9 i CO2-kvoteloven, jf. lov nr. 1767
af 28. december 2023, som fastsætter, at klima-, energi-
og forsyningsministeren giver meddelelse til operatøren om
gratis tildeling af kvoter i det omfang, at denne har krav
herpå i medfør af EU-retsakter om forhold omfattet af CO2-
kvoteloven. Det følger af bemærkningerne til § 9, jf. Folke-
tingstidende 2023-24, tillæg A, L 81 som fremsat, side 43,
at formuleringen, hvorefter ministeren ”giver meddelelse til
operatøren” erstatter den hidtil gældende formulering i § 19,
stk. 1, hvorefter ministeren ”tildeler” kvoter. Ændringen er
uden indholdsmæssig betydning, men skal tydeliggøre, at
gratis tildeling af kvoter er EU-støtte, der tildeles af Kom-
missionen til den enkelte virksomhed, hvorfor ministerens
meddelelser herom til operatøren ikke nødvendigvis har ka-
rakter af en forvaltningsretlig afgørelse.
116
Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre indholdsmæs-
sigt i § 20, stk. 8, men vil alene blive tilpasset den ændrede
formulering i CO2-kvoteloven.
Til nr. 5
Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 9, 1. pkt.,
at værdien af overskydende CO2-kvoter tildelt til varmepro-
duktion i medfør af lov om CO2-kvoter modregnes i priser-
ne for ydelser omfattet af lovens § 20, stk. 1.
Det følger videre af § 20, stk. 9, 2. pkt., at værdien af over-
skydende CO2-kvoter, som er opstået ved statsligt støttet
CO2-fangst, -transport, -lagring og -udnyttelse, skal overfø-
res til CO2-fangstenheden, som skal lade værdien indgå i
beregningen af støttebeløbet.
Endelig følger det af § 20, stk. 9, 3. pkt., at der ved oversky-
dende kvoter forstås, at antallet af gratis tildelte kvoter til
producenten i medfør af lov om CO2-kvoter er større end
det antal, producenten faktisk har haft behov for til dækning
af CO2-udledningen fra varmeproduktionen.
Det foreslås, at § 20, stk. 9, affattes således: »Stk. 9. Har
klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af lov om
CO2-kvoter givet meddelelse om tildeling af et større antal
gratis CO2-kvoter end det, der faktisk har været behov for til
dækning af CO2-udledningen fra varmeproduktionen, skal
værdien af de overskydende CO2-kvoter modregnes i priser-
ne for ydelser omfattet af stk. 1, medmindre de overskyden-
de CO2-kvoter er opstået som følge af CO2-fangstaktiviteter
efter lov om CO2-fangst i forsyningssektoren og er overført
til en CO2-fangstvirksomhed.«
Med bestemmelsen foreslås det således, at det fortsat vil føl-
ge af § 20, stk. 9, at værdien af overskydende gratis tildelte
CO2-kvoter vil skulle modregnes i priserne for ydelser om-
fattet af § 20, stk. 1. Efter § 20, stk. 1, kan bl.a. kollektive
varmeforsyningsanlæg og kraftvarmeanlæg med en eleffekt
over 25 MW indregne nødvendige udgifter forbundet med
varmeleveringen i varmepriserne, og den økonomiske værdi
af de overskydende CO2-kvoter vil skulle modregnes i pri-
sen.
Det foreslås dog i modsætning til den gældende bestemmel-
se i § 20, stk. 9, fastsat som en forudsætning for modreg-
ning af de overskydende CO2-kvoter, at de ikke må være
opstået som følge af CO2-fangstaktiviteter og være overført
til en CO2-fangstvirksomhed efter denne lov, jf. de fore-
slåede bestemmelser i § 7, stk. 1 og 2. Hvor der er en
årsagssammenhæng mellem overskuddet af de gratis tildelte
CO2-kvoter og de CO2-fangstaktiviteter, som er gennemført
på varmeproduktionsanlægget, og hvor varmeproduktions-
virksomheden har overført de overskydende CO2-kvoter til
CO2-fangstvirksomheden, vil der således ikke ske modreg-
ning i varmeprisen.
Det foreslås at ophæve 2. pkt. i § 20, stk. 9, om, at værdien
af overskydende CO2-kvoter, som er opstået ved statsligt
støttet CO2-fangst, -transport, -lagring og -udnyttelse, skal
overføres til CO2-fangstenheden, som skal lade værdien ind-
gå i beregningen af støttebeløbet.
Med bestemmelsen i lovforslagets § 7, stk. 2, foreslås det,
at hvis de overskydende CO2-kvoter skyldes CO2-fangst-
aktiviteter, hvortil der er tildelt statslig støtte, vil varme-
produktionsvirksomheden skulle overføre de overskydende
CO2-kvoter til CO2-fangstvirksomheden. Det vil i medfør af
regler udstedt efter den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3,
følge, hvordan denne overførsel af CO2-kvoter nærmere vil
kunne eller skulle finde sted.
Herudover er den foreslåede nye formulering af § 20, stk.
9, tilpasset formuleringen af § 9 i CO2-kvoteloven, som
fastsætter, at klima-, energi- og forsyningsministeren giver
meddelelse til operatøren om gratis tildeling af kvoter i det
omfang, at denne har krav herpå i medfør af EU-retsakter
om forhold omfattet af CO2-kvoteloven. Det følger af be-
mærkningerne til § 9, jf. Folketingstidende 2023-24, tillæg
A, L 81 som fremsat, side 43, at formuleringen, hvorefter
ministeren ”giver meddelelse til operatøren” erstatter den
hidtil gældende formulering i § 19, stk. 1, hvorefter ministe-
ren ”tildeler” kvoter. Ændringen er uden indholdsmæssig
betydning, men skal tydeliggøre, at gratis tildeling af kvoter
er EU-støtte, der tildeles af Kommissionen til den enkelte
virksomhed, hvorfor ministerens meddelelser herom til ope-
ratøren ikke nødvendigvis har karakter af en forvaltningsret-
lig afgørelse.
Det foreslås, at bestemmelsen om overførsel af overskyden-
de gratis tildelte CO2-kvoter og værdien heraf, hvor over-
skuddet skyldes CO2-fangstaktiviteter, indsættes i lov om
CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren i stedet for i var-
meforsyningsloven, idet forslaget til denne lov vil fastsætte
regler om CO2-fangst, herunder regler om finansiering af
CO2-fangst, som overskydende gratis tildelte CO2-kvoter
anses som værende en del af.
Den foreslåede bestemmelse er en konsekvens af Aftale om
langsigtede rammevilkår for CO2-fangst i forsyningssekto-
ren af 7. februar 2024, hvoraf det følger, at overskydende
gratis tildelte CO2-kvoter som følge af CO2-fangst skal
kunne overføres til fangstvirksomheden i stedet for at tilgå
varmeforbrugerne. Det vil medføre, at gratis CO2-kvoter
vil kunne bidrage til at finansiere CO2-fangst og -lagring,
hvilket svarer til rammevilkår i industrisektoren.
Hvor der er tale om overskydende gratis tildelte CO2-kvoter,
som ikke er opstået som følge af CO2-fangst, vil værdien
heraf fortsat komme varmeforbrugerne til gode som efter
de gældende regler. Det samme vil være tilfældet, hvor de
overskydende CO2-kvoter skyldes CO2-fangst, men hvor
117
varmeproduktionsvirksomheden ikke har valgt at overføre
(alle) CO2-kvoterne til CO2-fangstvirksomheden.
Hvor der er tale om, at de overskydende gratis tildelte CO2-
kvoter skyldes statsstøttede CO2-fangstaktiviteter, vil værdi-
en af de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter medvirke
til at finansiere CO2-fangstaktiviteterne og vil således ikke
blive modregnet i varmeprisen.
De foreslåede bestemmelser i § 7, stk. 2 og 3, og regler
udstedt i medfør heraf vil erstatte bestemmelsen i § 20, stk.
9, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets
§ 7, stk. 2 og 3, og til pkt. 3.4.2.2 og 3.4.3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 6
Det følger af varmeforsyningslovens § 20, stk. 11, at kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere
regler om de kvoter, som er nævnt i § 20, stk. 8, og om
de overskydende CO2-kvoter efter § 20, stk. 9, og regler
om administration af ordningerne. Ministeren kan herunder
fastsætte bestemmelse om værdifastsættelse af kvoterne,
om tildeling og forbrug af CO2-kvoter til varmeproduktion,
om tidspunkt og fremgangsmåde vedrørende overførsel af
CO2-kvoter i forholdet mellem varmeproduktionsenheder
og varmeaftagere ved underskud eller overskud af kvoter,
om fordeling af CO2-kvoter mellem flere varmeaftagere og
om fremgangsmåde vedrørende overførsel af CO2-kvoter fra
varmeproduktionsenheder til CO2-fangstenheder, jf. § 20,
stk. 9, 2. pkt.
Reglerne er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1820 af 28. de-
cember 2023 om CO2-kvoter tildelt til varmeproduktion.
Det foreslås, at § 20, stk. 11, affattes således: »Stk. 11. Kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere
regler om de gratis tildelte CO2-kvoter, som er nævnt i stk.
8, og om de overskydende gratis tildelte CO2-kvoter efter
stk. 9, som ikke er overført til en CO2-fangstvirksomhed, jf.
lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, og regler
om administration af ordningerne. Ministeren kan herunder
fastsætte bestemmelse om værdifastsættelse af de i 1. pkt.
nævnte CO2-kvoter, om tildeling og forbrug af CO2-kvoter
til varmeproduktion, om tidspunkt og fremgangsmåde ved-
rørende overførsel af CO2-kvoter i forholdet mellem varme-
produktionsenheder og varmeaftagere ved underskud eller
overskud af CO2-kvoter og om fordeling af CO2-kvoter
mellem flere varmeaftagere.«
Det foreslås indsat i bestemmelsen, at klima-, energi- og
forsyningsministerens hjemmel til at fastsætte regler om
overskydende gratis tildelte CO2-kvoter efter § 20, stk. 9, vil
omfatte de gratis tildelte CO2-kvoter, som ikke er overført
til en CO2-fangstvirksomhed i medfør af denne lov.
Det foreslås endvidere, at den sidste del af § 20, stk. 11,
hvorefter klima-, energi- og forsyningsministerens bemyndi-
gelse til at fastsætte regler om fremgangsmåden vedrørende
overførsel af CO2-kvoter fra varmeproduktionsenheder til
CO2-fangstenheder, jf. § 20, stk. 9, 2. pkt., udgår.
Det følger af lovforslagets § 7, stk. 3, at klima-, energi-
og forsyningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler
om de overskydende CO2-kvoter, herunder om fremgangs-
måden for overførsel af CO2-kvoterneog om overførselstids-
punkt. Den foreslåede bemyndigelse i § 7, stk. 3, vil i det
hele svare til den del af varmeforsyningslovens § 20, stk. 11,
som foreslås at udgå.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk.
3, og til pkt. 3.4.2.2 og 3.4.3.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Klima-, energi- og forsyningsministeren vil fortsat efter §
20, stk. 11, have bemyndigelse til at fastsætte regler om de
CO2-kvoter, som er nævnt i § 20, stk. 8, og om de oversky-
dende CO2-kvoter efter stk. 9 og regler om administration af
ordningerne. Ministeren vil herunder fortsat kunne fastsæt-
te regler om værdifastsættelse af de i nævnte CO2-kvoter,
om tildeling og forbrug af CO2-kvoter til varmeproduktion,
om tidspunkt og fremgangsmåde vedrørende overførsel af
CO2-kvoter i forholdet mellem varmeproduktionsenheder og
varmeaftagere ved underskud eller overskud af CO2-kvoter
og om fordeling af CO2-kvoter mellem flere varmeaftagere.
Det foreslås, at bemyndigelsen til at fastsætte regler om
overskydende gratis tildelte CO2-kvoter, som er opstået
som følge af statsstøttet CO2-fangst, indsættes i lov om
CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren i stedet for i var-
meforsyningsloven, idet lovforslaget vil fastsætte regler om
CO2-fangst, herunder regler om finansiering af CO2-fangst,
som overskydende gratis tildelte CO2-kvoter anses som væ-
rende en del af. Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 3, vil
således erstatte den slettede del af varmeforsyningslovens §
20, stk. 11.
Klima-, energi- og forsyningsministeren vil fortsat have
hjemmel til at fastsætte regler om de overskydende gra-
tis tildelte CO2-kvoter, som ikke er opstået som følge af
CO2-fangst, eller overskydende CO2, som ikke er skyldes
statsstøttet CO2-fangst, og som ikke er overført til en CO2-
fangstvirksomhed, jf. den foreslåede bestemmelse i varme-
forsyningslovens § 20, stk. 9.
Til nr. 7
Der findes ikke i varmeforsyningsloven regler om, at der
hos varmeaftagere, herunder varmeforbrugere, vil kunne
opkræves betaling for sparede udgifter til erhvervelse af
CO2-kvoter og sparede udgifter til afgifter, hvor besparelsen
skyldes CO2-fangst.
Efter § 20, stk. 1, vil der alene i forbindelse med varmeleve-
118
ring kunne opkræves betaling for bestemte typer af udgifter,
som vurderes at have været nødvendige for at kunne produ-
cere og levere varmen.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.1.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det foreslås efter § 20 at indsætte:
»§ 20 a. Har der i forbindelse med varmeproduktion været
foretaget CO2-fangst i medfør af lov om CO2-fangstaktivi-
teter i forsyningssektoren, kan kollektive varmeforsynings-
anlæg omfattet af § 2, stk. 1, og kraftvarmeanlæg med
en eleffekt over 25 MW med henblik på finansiering af
CO2-fangstaktiviteter lægge en værdi efter regler udstedt i
medfør af stk. 3 til prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte
ydelser, der svarer til de nødvendige udgifter til erhvervelse
af CO2-kvoter og betaling af afgifter, som anlægget ville
kunne indregne i prisen efter § 20, stk. 1, hvis der ved var-
meproduktionen ikke var foretaget CO2-fangst og -lagring.
Stk. 2. En virksomhed, som driver et fremføringsanlæg om-
fattet af § 2, stk. 1, nr. 2, kan højst samlet lægge en værdi
til prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, der svarer til
den værdi, som det kollektive varmeforsyningsanlæg eller
kraftvarmeanlægget med en eleffekt over 25 MW har tillagt
prisen efter stk. 1 eller efter regler i lov om CO2-fangstakti-
viteter i forsyningssektoren.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
nærmere regler om værdifastsættelsen af CO2-kvoterne i
stk. 1.«
Det foreslås i § 20 a, stk. 1, at har der i forbindelse med
varmeproduktion været foretaget CO2-fangst i medfør af
lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, vil et
kollektivt varmeforsyningsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, og
et kraftvarmeanlæg med en eleffekt over 25 MW med hen-
blik på finansiering af CO2-fangstaktiviteter kunne lægge en
værdi efter regler udstedt i medfør af stk. 3 til prisen for de
i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, der svarer til de nødvendige
udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og betaling af afgifter,
som anlægget ville kunne indregne i prisen efter § 20, stk.
1, hvis der ved varmeproduktionen ikke var foretaget CO2-
fangst og -lagring.
Det vil ikke have betydning for den foreslåede bestemmelse,
hvorvidt besparelsen i udgifter til betaling af afgifter skyl-
des, at de pågældende afgifter som følge af CO2-fangst ikke
opkræves, eller om afgifterne som følge af CO2-fangst kan
søges tilbagebetalt.
Det foreslås videre i stk. 2, at en virksomhed, som driver et
fremføringsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, højst samlet
vil kunne lægge en værdi til prisen for de i § 20, stk. 1,
nævnte ydelser, der svarer til den værdi, som det kollektive
varmeforsyningsanlæg eller kraftvarmeanlægget med en el-
effekt over 25 MW har tillagt prisen efter stk. 1 eller efter
regler i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren.
Endelig foreslås det i stk. 3, at klima-, energi- og forsynings-
ministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om værdifast-
sættelsen af CO2-kvoterne i det foreslåede stk. 1.
Hvor der i forbindelse med varmeproduktionen bliver fan-
get CO2, vil det kunne medføre en besparelse af udgifter
til CO2-kvoter og afgifter. Dette vil betyde en besparelse
i varmeprisen, idet der således ikke vil skulle betales for
udgifterne til CO2-kvoterne og afgifterne.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at det som
en del af finansieringsmulighederne af CO2-fangst skal være
muligt med henblik på at finansiere CO2-fangst at opkræve
en betaling for de sparede udgifter til CO2-kvoter og afgif-
ter, selvom der på grund af CO2-fangsten ikke reelt har
været afholdt udgifter hertil. Der vil således ikke være tale
om, at der vil skulle betales for en nødvendig udgift, men
at der vil skulle betales for en værdi, som svarer til den
udgift, som er sparet som følge af CO2-fangst. Dette må
som udgangspunkt ikke medføre øgede omkostninger for
varmeforbrugerne i forhold til en situation uden CO2-fangst.
Det foreslås i forlængelse af aftalen at indsætte en ny be-
stemmelse i § 20 a, som vil give varmeproduktionsvirksom-
heder, elproduktionsvirksomheder og virksomheder, som
ejer fremføringsanlæg (kollektive varmeforsyningsanlæg og
kraftvarmeanlæg med en eleffekt over 25 MW), mulighed
for at opkræve betaling for værdien af de CO2-kvoter og
afgifter, som spares i udgifterne til varmeproduktionen, når
der fanges CO2.
El- eller varmeproduktionsvirksomheden, jf. det foreslåede
stk. 1, vil således i forbindelse med indgåelse af en afta-
le med en CO2-fangstvirksomhed om levering af en CO2-
fangstydelse kunne tage højde for, at en del af finansieringen
af CO2-fangsten vil kunne bestå af midler, som anlægget vil
kunne indhente hos sin varmeaftager, f.eks. en fjernvarme-
virksomhed. Hvor CO2-fangst varetages i samme virksom-
hed som en varmeproduktionsvirksomhed, vil midler fra be-
talingen af sparede udgifter til CO2-kvoter og afgifter også
kunne indgå i finansieringen af anlægget.
Ved CO2-kvoter forstås CO2-kvoter omfattet af lov om
CO2-kvoter og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel
med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om æn-
dring af Rådets direktiv 96/61/EF.
Ved afgifter forstås de afgifter, som knytter sig til CO2-ud-
ledningen, og som i de tilfælde, hvor der ikke blev foretaget
CO2-fangst, ville kunne indregnes i varmeprisen efter § 20,
stk. 1. Udgifter til betaling af afgift efter lov om CO2-kvoter
119
kan ikke indregnes i varmeprisen, jf. § 20, stk. 10, hvorfor
værdien af denne afgift heller i tilfælde af CO2-fangst vil
kunne tillægges varmeprisen i medfør af den foreslåede be-
stemmelse.
Hvilke afgifter, hvoraf værdien vil kunne tillægges varme-
prisen efter den foreslåede bestemmelse, vil kunne variere
over tid. Det afgørende vil være, hvorvidt CO2-afgiften
uden CO2-fangst vil kunne indregnes i varmeprisen, og
hvorvidt denne afgift vil blive sparet som følge af CO2-
fangst. Det prisloft, som der kan fastsættes regler om efter §
20, stk. 4, vil kunne have betydning for, hvorvidt en udgift
ville kunne indregnes i varmeprisen og dermed, om værdien
heraf vil kunne tillægges i medfør af den foreslåede bestem-
melse.
Der henvises nærmere til pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Det vil ikke med den foreslåede bestemmelse være hensig-
ten, at varmeforsyningsvirksomheden skal kunne opnå en
fortjeneste ved at benytte den foreslåede bestemmelse. Det
forudsættes derfor, at den værdi for sparede udgifter, som
tillægges i medfør af den foreslåede bestemmelse, vil skulle
videreføres til CO2-fangstvirksomheden med henblik på at
finansiere CO2-fangstaktiviteter.
En virksomhed, som ejer et fremføringsanlæg, jf. det fore-
slåede stk. 2, vil endvidere for så vidt angår sine varmeafta-
gere kunne lægge værdien af sparede udgifter til CO2-kvoter
og afgifter til varmeprisen. Varmeaftagerne vil både kunne
være et andet fremføringsanlæg, eller det vil kunne være
varmeforbrugerne.
Det vil ikke være virksomheden, som ejer fremføringsan-
lægget, der indgår en aftale om levering af en CO2-fangst-
ydelse i medfør af reglerne i dette lovforslag. Det vil ale-
ne være el- eller varmeproduktionsvirksomheden, som vil
indgå sådanne aftaler, herunder om finansieringen af CO2-
fangsten, da fangsten vil gennemført på disse anlæg. Det
vil således være i el- eller varmeproduktionsvirksomheden,
at størrelsen af det beløb, som vil blive tillagt for sparede
udgifter til CO2-kvoter og afgifter, vil blive fastsat.
Dette vil være i overensstemmelse med de principper for
prisfastsættelse, som følger af § 20, stk. 1, hvorefter det
alene vil være muligt at indregne nødvendige (afholdte) ud-
gifter i varmeprisen.
Hvis el- eller varmeproduktionsvirksomheden har tillagt en
lavere værdi til varmeprisen, end hvad der svarer til den
fulde værdi af de sparede udgifter til CO2-kvoter og afgif-
ter, vil det betyde, at de samlede omkostninger, som en
varmekunde i sidste ende vil skulle afholde for varme, vil
kunne blive lavere, end hvis der i stedet ville skulle betales
for de faktiske udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og til
afgifter. En virksomhed, som driver et fremføringsanlæg vil
således ikke kunne lægge mere for sparede udgifter til CO2-
kvoter og afgifter til varmeprisen, end hvad virksomheden
selv vil skulle betale til el- eller varmeproduktionsvirksom-
heden herfor. På den måde vil det blive sikret, at den even-
tuelle lavere varmebetaling i sidste ende vil kunne komme
varmeforbrugerne til gode.
Det forudsættes med de foreslåede bestemmelser, at de me-
kanismer til beskyttelse af varmeforbrugerne mod en for høj
varmepris, som allerede findes i varmeforsyningsloven og i
praksis også vil omfatte betalingen omfattet af de foreslåede
bestemmelser i varmeforsyningslovens § 20 a. Det drejer sig
om, hvor det er relevant, det affaldsvarmeprisloft, som føl-
ger af § 20, stk. 4, med tilhørende bekendtgørelse og substi-
tutionsprisprincippet, som følger af praksis. Betalingen for
de sparede udgifter vil således skulle behandles på samme
måde, som hvis der var tale om faktisk afholdte udgifter til
erhvervelse af CO2-kvoter og til betaling af afgifter, som
ville kunne indregnes i varmeprisen i medfør af § 20, stk.
1, i varmeforsyningsloven. Der henvises nærmere til pkt.
3.7.1.1.
Der vil dog kunne være tilfælde, hvor det uanset hvad vil
være nødvendigt at lægge den fulde værdi af de sparede ud-
gifter til CO2-kvoter og afgifter til varmeprisen. Det drejer
sig om de tilfælde, hvor der er tildelt statslig støtte til de
CO2-fangstaktiviteter, som har været årsag til besparelsen i
udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og afgifter. Det følger
således af den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 6,
stk. 1, at modtager en CO2-fangstvirksomhed statslig støtte
til CO2-fangst, vil virksomheden med det el- eller varmepro-
duktionsanlæg, hvorpå CO2-fangsten foretages, skulle lægge
en værdi til priserne for levering af opvarmet vand og damp
i medfør af lov om varmeforsyning, der svarer til de nød-
vendige udgifter til erhvervelse af CO2-kvoter og til betaling
af afgifter, som anlægget ville kunne indregne i prisen, hvis
der ved varmeproduktionen ikke var foretaget CO2-fangst
og -lagring. Værdien vil skulle indgå i beregningen af støtte-
beløbet.
Der henvises nærmere til de specielle bemærkninger til lov-
forslagets § 6, stk. 1, og til pkt. 3.4.2.1 i lovforslagets almin-
delige bemærkninger.
Betaling af værdien af sparede udgifter til CO2-kvoter og
afgifter må som udgangspunkt ikke medføre øgede om-
kostninger for varmeforbrugerne i forhold til en situation
uden CO2-fangst. Ved betaling af sparede udgifter til CO2-
kvoter og afgifter vil den eksakte omkostning ikke være
kendt. Med bestemmelsen i § 20 a, stk. 3, foreslås det
derfor, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne
fastsætte nærmere regler om værdifastsættelsen af CO2-kvo-
terne. Reglerne vil indeholde en metode til at fastsætte en
beregnet værdi af de sparede udgifter til CO2-kvoter. Regler
om værdifastsættelse vil være af hensyn til varmeforbruger-
ne, idet der herigennem vil kunne fastsættes et loft over
værdien af de sparede udgifter til CO2-kvoterne.
120
Det vil ikke i tilfælde omfattet af denne bestemmelse, som
vedrører sparede udgifter til CO2-kvoter som følge af CO2-
fangst, hvortil der ikke er tildelt statsstøtte, være et krav, at
den fulde værdi af de sparede CO2-kvoter tillægges varme-
prisen. Det vil således i modsætning til den foreslåede be-
stemmelse i lovforslagets § 6, stk. 1, være muligt at tillægge
en værdi, som lavere end den værdi, som vil være fastsat i
reglerne.
Forsyningstilsynet vil føre tilsyn med overholdelsen af den
foreslåede bestemmelse efter de almindelige regler for tilsyn
med varmeprisen i varmeforsyningsloven. Det vil sige, at
der vil kunne føres tilsyn med, at der ikke til varmeprisen
vil blive tillagt en højere værdi af sparede udgifter til CO2-
kvoter og afgifter, end hvad der ville kunne indregnes i
varmeprisen for faktisk afholdte udgifter hertil i tilfælde
uden CO2-fangst. Forsyningstilsynet vil i forbindelse med
sit tilsyn kunne gøre brug af de gældende beføjelser, som
følger af varmeforsyningsloven, herunder mulighed for ind-
hentning af oplysninger og adgang til lokaler.
De foreslåede bestemmelser i § 20 a vil imødekomme dele
af aftalen og vil gøre det muligt at opkræve værdien af
udgifter til CO2-kvoter og afgifter, som spares som følge
af CO2-fangst. Hermed vil disse midler kunne bidrage til at
finansiere CO2-fangstaktiviteterne.
Den tidligere bestemmelse i § 20 a blev ophævet ved lov nr.
1677 af 26. december 2017 om ændring af lov om varmefor-
syning, jf. § 1, nr. 5, og fastsatte regler om indtægtsrammer
for priser omfattet af lovens § 20, stk. 1. Da der ikke er
indholdsmæssigt sammenfald mellem den tidligere bestem-
melse i § 20 a og den foreslåede nye bestemmelse i § 20 a,
og henset til, at der er forløbet syv år fra ophævelsen af den
tidligere § 20 a, foreslås det igen at benytte dette paragraf-
nummer. På den måde vil den foreslåede bestemmelse om
tillæg til varmeprisen af sparede udgifter til CO2-kvoter og
afgifter være placeret i umiddelbar forlængelse af bestem-
melsen om varmepriser i § 20, med hvilken den foreslåede
nye bestemmelse i § 20 a har en naturlig sammenhæng.
Til nr. 8
Det følger af § 21, stk. 1, 1. pkt., i varmeforsyningsloven,
at tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet pro-
duktion og andre betingelser for ydelser omfattet af §§ 20
eller 20 b skal anmeldes til et tilsyn, der er nedsat af klima-,
energi- og forsyningsministeren (Forsyningstilsynet), med
angivelse af grundlaget herfor efter regler udstedt af tilsynet.
Det følger endvidere af § 21, stk. 4, 1. pkt., i varmeforsy-
ningsloven, at finder Forsyningstilsynet, at tariffer, omkost-
ningsfordeling på anlæg med forenet produktion eller andre
betingelser er urimelige eller i strid med bestemmelserne i
§§ 20, 20 b eller 20 c, § 28 b, stk. 4, eller regler udstedt
i medfør af loven, giver tilsynet, såfremt forholdet ikke gen-
nem forhandling kan bringes til ophør, pålæg om ændring af
tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet produk-
tion eller betingelser, jf. dog stk. 6 og 7.
Det foreslås i § 21, stk. 1, 1. pkt., efter »§§ 20« at indsætte:
», 20 a«, og i stk. 4, 1. pkt., efter »§§ 20,« at indsætte: »20
a,«.
Med bestemmelsen foreslås det, at den foreslåede nye be-
stemmelse i § 20 a, jf. lovforslagets § 29, nr. 7, indsættes
i opremsningen af paragraffer i de to bestemmelser i varme-
forsyningslovens § 21.
Det vil herefter følge af § 21, stk. 1, 1. pkt., at tariffer,
omkostningsfordeling på anlæg med forenet produktion og
andre betingelser for ydelser omfattet af den foreslåede § 20
a, jf. lovforslagets § 29, nr. 7, på samme måde som med §§
20 og 20 b vil skulle anmeldes til Forsyningstilsynet med
angivelse af grundlaget herfor efter regler udstedt af tilsynet.
Forsyningstilsynet har udstedt nærmere regler herom i be-
kendtgørelse nr. 951 af 22. juni 2022 om anmeldelse af
tariffer, omkostningsfordelinger og andre betingelser for le-
vering af fjernvarme samt varmeproduktionsomkostninger
til brug for fastsættelse af prisloft m.v.
Det vil herefter endvidere følge af § 21, stk. 4, 1. pkt., at
finder Forsyningstilsynet, at tariffer, omkostningsfordeling
på anlæg med forenet produktion eller andre betingelser er
urimelige eller i strid med den foreslåede § 20 a på samme
måde som med bestemmelserne i §§ 20, 20 b eller 20 c, § 28
b, stk. 4, eller regler udstedt i medfør af loven, vil tilsynet,
såfremt forholdet ikke gennem forhandling kan bringes til
ophør, give pålæg om ændring af tariffer, omkostningsforde-
ling på anlæg med forenet produktion eller betingelser.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at Forsynings-
tilsynet vil have samme beføjelser til at gennemføre sit til-
syn med den foreslåede § 20 a, som fastsætter regler om
tillæg til varmeprisen af værdien af sparede udgifter til er-
hvervelse af CO2-kvoter og til betaling af afgifter i tilfælde
af CO2-fangst, som tilsynet har ved tilsyn med prisbestem-
melser efter varmeforsyningsloven.
Manglende efterkommelse af et påbud meddelt af Forsy-
ningstilsynet efter § 21, stk. 1 eller 4, vil kunne straffes med
bøde efter § 33, stk. 1.
Til nr. 9
Det følger af § 23 m, stk. 1, 1. pkt., i varmeforsyningsloven,
at kommuner ikke uden tilladelse fra klima-, energi- og
forsyningsministeren må bevare ejerandele i virksomheder
omfattet af lovens § 23 l, stk. 1, såfremt der i de pågælden-
de virksomheder eller i virksomheder, som de direkte eller
indirekte ejer andele i, påbegyndes væsentlige nye aktivite-
ter. Det følger videre af 4. pkt., at dersom tilladelse ikke
opnås, skal kommunen snarest afhænde samtlige ejerandele
i de pågældende virksomheder.
Af § 23 m, stk. 2, følger det, at bestemmelsen i stk. 1
121
ikke finder anvendelse, i det omfang der påbegyndes nye
aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om
fjernkøling eller lov om gasforsyning eller nye aktiviteter
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse. Tilsvarende
finder bestemmelsen i stk. 1 ikke anvendelse, i det omfang
aktiviteten vedrører indvinding af geotermisk energi omfat-
tet af lov om anvendelse af Danmarks undergrund.s
Endelig følger af § 23 m, stk. 3, at der i virksomheder
omfattet af stk. 1 ikke må anvendes midler, som stammer fra
aktiviteter omfattet af denne lov, lov om elforsyning, lov om
fjernkøling eller lov om gasforsyning, til aktiviteter omfattet
af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndte-
ring i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Det foreslås i § 23 m, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, efter »lov om
fjernkøling« at indsætte: », lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren«.
Med bestemmelsen foreslås det at ændre i § 23 m, stk. 2,
1. pkt., ved at tilføje lov om CO2-fangstaktiviteter i forsy-
ningssektoren til opremsningen af love i bestemmelsen. Det
foreslås således, at det i § 23 m, stk. 2, 1. pkt., vil blive fast-
sat, at bestemmelsen i § 23 m, stk. 1, ikke vil finde anven-
delse, i det omfang der påbegyndes nye aktiviteter omfattet
af denne lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling, lov om
CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren eller lov om gas-
forsyning eller nye aktiviteter omfattet af vandsektorlovens
§ 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse.
Ifølge § 23 m, stk. 2, må en kommune ikke uden tilladelse
fra klima-, energi- og forsyningsministeren deltage i koncer-
ner eller enkeltvirksomheder, hvis der i disse påbegyndes
væsentlige nye aktiviteter. Formålet med bestemmelsen er
at undgå, at der i helt eller delvist kommunalt ejede virk-
somheder opsamles kapital, der stammer fra el- eller var-
meforsyningsvirksomhed, som derefter anvendes til andre
kommunale aktiviteter, uden at der sker reduktion i tilskud
efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner.
Bestemmelsen skal sikre, at kommuner kan udøve for-
syningsvirksomhed omfattet af elforsyningsloven, fjernkø-
lingsloven eller gasforsyningsloven eller nye aktiviteter om-
fattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse, uden at de
ved påbegyndelsen af sådanne aktiviteter vil skulle opnå
tilladelse fra ministeren. Dette gælder uanset aktiviteternes
omfang.
Baggrunden herfor er, at de pågældende aktiviteter har en
naturlig sammenhæng med eller samme karakter som de
aktiviteter, som har resulteret i, at der er oparbejdet værdier
i de omfattede virksomheder. Da det ikke er hensigten med
den foreslåede bestemmelse, at kommuner skal være forhin-
dret i at deltage i eller udvide eksisterende forsyningsaktivi-
teter omfattet af de nævnte love, er det fundet hensigtsmæs-
sigt at indsætte en udtrykkelig undtagelse fra bestemmelsen,
således at kommunerne ikke skal indhente tilladelse til udø-
velse af disse former for aktiviteter.
Kommuner vil således kunne etablere sådanne aktiviteter i
en koncern, hvori indgår aktiviteter omfattet af de nævnte
love. Aktiviteter, der varetages i en koncernstruktur sammen
med bl.a. aktiviteter omfattet af varmeforsyningsloven, vil
fortsat blive omfattet af kravet om modregning ved uddelin-
ger fra og vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomhe-
derne, jf. § 23 l, stk. 1.
Med den foreslåede bestemmelse vil det følge, at lov om
CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren inkluderes i be-
stemmelsen. Det betyder, at en kommune vil kunne påbe-
gynde væsentlige nye aktiviteter omfattet af loven uden
forinden at have opnået tilladelse hertil fra klima-, energi-
og forsyningsministeren, jf. § 23 m, stk. 1.
Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3,
stk. 1, 2. pkt., hvorefter det vil være muligt for en kommune
at varetage CO2-fangstaktiviteter i et selskab, som er adskilt
fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, eller i samme
selskab som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. Uan-
set placeringen af CO2-fangstaktiviteterne vil disse blive
gennemført hos en el- eller varmeproduktionsvirksomhed,
og der vil således at være en tæt sammenhæng mellem var-
me- og elproduktionen og CO2-fangsten.
Hensigten med undtagelsen til kravet om tilladelse efter §
23 m, stk. 1, er bl.a., at de pågældende aktiviteter har en
naturlig sammenhæng med eller samme karakter som de
aktiviteter, som har resulteret i, at der er oparbejdet værdi-
er i de omfattede virksomheder. Der er endvidere ikke er
hensigten, at kommuner skal være forhindret i at deltage i
eller udvide eksisterende forsyningsaktiviteter omfattet af de
nævnte love.
Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.5 og 3.7.2.1 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Det foreslås endvidere ændre i § 23 m, stk. 3, ved at til-
føje lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren til
opremsningen af love i bestemmelsen. Det foreslås således,
at det i § 23 m, stk. 3, vil blive fastsat, at der i virksomheder
omfattet af stk. 1 ikke må anvendes midler, som stammer
fra aktiviteter omfattet af varmeforsyningsloven, lov om el-
forsyning, lov om fjernkøling, lov om CO2-fangstaktiviteter
i forsyningssektoren eller lov om gasforsyning, til aktiviteter
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Efter § 23 m, stk. 3, må der hverken direkte eller indirekte
anvendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af
varmeforsyningsloven, elforsyningsloven, fjernkølingsloven
eller gasforsyningsloven, til aktiviteter omfattet af vandsek-
torlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør
af lov om miljøbeskyttelse, når disse udøves i virksomheder
omfattet af stk. 1. Kravet er generelt og gælder uanset, om
122
der måtte påbegyndes nye aktiviteter eller ej i en af virk-
somhederne. Det er tilstedeværelsen af aktiviteterne, som er
afgørende i forhold til stk. 3.
Ved midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af de
nævnte love, forstås enhver form for midler, uanset hvor
de måtte ligge i koncernen (herunder delvist ejede virksom-
heder). Det betyder, at bestemmelsen også omfatter midler,
som er placeret i et selskab, som ikke har udøvet aktiviteter
omfattet af de nævnte love. Undtaget herfra er midler, som
kommunen kan dokumentere har været gjort til genstand for
modregning. Stk. 3 vedrører alene aktiviteter, som udøves i
virksomheder omfattet af stk. 1.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive fastsat, at lov
om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren inkluderes i §
23 m, stk. 3. Det betyder, at der i virksomheder omfattet af
§ 23 m, stk. 1, ikke må anvendes midler, som stammer fra
aktiviteter omfattet af loven omfattet af dette lovforslag.
Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3,
stk. 1, 2. pkt., hvorefter det vil være muligt for en kommune
at varetage CO2-fangstaktiviteter i et selskab, som er adskilt
fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, eller i samme
selskab som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. Uan-
set placeringen af CO2-fangstaktiviteterne vil disse blive
gennemført hos en el- eller varmeproduktionsvirksomhed,
og der vil således at være en tæt sammenhæng mellem
varme- og elproduktionen og CO2-fangsten, og det vil væ-
re muligt, at en CO2-fangstvirksomhed vil blive placeret
inden for samme koncern som f.eks. en varmeproduktions-
virksomhed.
CO2-fangstaktiviteter, som udøves i en koncernstruktur om-
fattet af §§ 23 l og 23 m, vil blive omfattet af reglerne om
modregning i kommuners bloktilskud.
CO2-fangstaktiviteterne foreslås i koncernstrukturen side-
stillet med de øvrige aktiviteter omfattet af stk. 3, således
at der ikke kan anvendes midler, som stammer fra aktiviteter
omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssekto-
ren, til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1
eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbe-
skyttelse.
Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.5 og 3.7.2.1 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Til nr. 10
Det følger af § 23 m, stk. 4, 1. pkt., i varmeforsyningsloven,
at aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5,
eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse,
som udøves i virksomheder omfattet af § 23 m, stk. 1, skal
være selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af den-
ne lov, lov om elforsyning eller lov om gasforsyning.
Det foreslås i § 23 m, stk. 4, 1. pkt., efter »lov om elforsy-
ning« at indsætte: », lov om CO2-fangstaktiviteter i forsy-
ningssektoren«.
Med bestemmelsen vil det følge, at lov om CO2-fangstakti-
viteter i forsyningssektoren tilføjes opremsningen af love i
§ 23 m, stk. 4, således at det vil følge af stk. 4, 1. pkt., at
aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5,
eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse,
som udøves i virksomheder omfattet af § 23 m, stk. 1, vil
skulle være selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet
af varmeforsyningsloven, lov om elforsyning, lov om CO2-
fangstaktiviteter i forsyningssektoren eller lov om gasforsy-
ning.
§ 23 m, stk. 4, indeholder et generelt krav om selskabsmæs-
sig adskillelse mellem på den ene side aktiviteter omfattet
af varmeforsyningsloven, lov om elforsyning eller lov om
gasforsyning og på den anden side aktiviteter omfattet af
vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i
medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Ved at tilføje lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssek-
toren vil det følge, at der vil skulle være selskabsmæssig
adskillelse mellem CO2-fangst og aktiviteter omfattet af
vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i
medfør af lov om miljøbeskyttelse på samme måde, som det
gælder for varme, el og gas.
Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3,
stk. 1, 2. pkt., hvorefter det vil være muligt for en kommune
at varetage CO2-fangstaktiviteter i et selskab, som er adskilt
fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, eller i samme
selskab som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. Uan-
set placeringen af CO2-fangstaktiviteterne vil disse blive
gennemført hos en el- eller varmeproduktionsvirksomhed,
og der vil således at være en tæt sammenhæng mellem
varme- og elproduktionen og CO2-fangsten, og det vil væ-
re muligt, at en CO2-fangstvirksomhed vil blive placeret
inden for samme koncern som f.eks. en varmeproduktions-
virksomhed.
Det foreslås derfor at tilføje CO2-fangstaktiviteter til de øv-
rige forsyningsaktiviteter i § 23 m, stk. 4.
Der henvises endvidere til pkt. 3.5.2.5 og 3.7.2.1 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger.
Til § 30
Til nr. 1
Det følger af § 4, stk. 1, 1. pkt., i lov om elforsyning,
at en kommune kan varetage produktion af elektricitet ved
afbrænding af affald, jf. dog § 4 a.
Det følger af § 4 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om elforsyning, at
en kommune kun må varetage eller deltage i virksomhed,
der producerer elektricitet ved forbrænding af affald, hvis
virksomheden udøves i et aktie- eller anpartsselskab, der
123
alene driver affaldsforbrænding, jf. dog. 2. pkt. og stk. 9 og
10.
Det foreslås i § 4 a, stk. 1, 1. pkt., at ændre »stk. 9 og stk.
10« til: »stk. 9-11«.
Henvisningen foreslås ændret, idet der i medfør af den fore-
slåede bestemmelse i § 30, nr. 2, vil blive indsat et nyt stk.
9 i elforsyningslovens § 4 a, som indeholder en undtagelse
til stk. 1, 1. pkt., om, at en kommune uanset stk. 1 vil kun-
ne varetage CO2-fangstaktiviteter i medfør af lov om CO2-
fangstaktiviteter i forsyningssektoren i samme selskab som
affaldsforbrændingsanlæg omfattet af elforsyningslovens § 4
a.
De gældende bestemmelser i elforsyningslovens § 4 a, stk.
9 og 10, rykker med forslaget om indsættelse af stk. 9 i
medfør af § 30, nr. 2, til stk. 10 og 11.
Med den foreslåede ændring sikres det, at det foreslåede nye
stk. 9 inkluderes i henvisningen til undtagelser nævnt i stk.
1, 1. pkt., og at henvisningen til de øvrige stykker nævnt i
stk. 1 konsekvensrettes som følge af forslaget i § 30, nr. 2.
Til nr. 2
Det følger af § 4 a, stk. 1, i lov om elforsyning, at en
kommune kun må varetage eller deltage i virksomhed, der
producerer elektricitet ved forbrænding af affald, hvis virk-
somheden udøves i et aktie- eller anpartsselskab, der alene
driver affaldsforbrænding, jf. dog 2. pkt. og stk. 9 og 10.
Det følger af § 4 a, stk. 9, at stk. 1 ikke finder anvendelse,
hvor klima-, energi- og forsyningsministeren inden den 1.
januar 2025 har meddelt tilladelse til lukning af affaldsfor-
brændingsanlægget som en væsentlig ændring i medfør af §
11, og lukningen gennemføres senest 3 år efter, at tilladelsen
er meddelt.
Det følger af § 4 a, stk. 10, at klima-, energi- og forsynings-
ministeren i helt særlige tilfælde kan forlænge fristerne i stk.
9.
Det foreslås i § 4 a efter stk. 8 at indsætte som nyt stykke:
»Stk. 9. En kommune kan uanset stk. 1, 1. pkt., deltage i
CO2-fangstaktiviteter i medfør af lov om CO2-fangstaktivi-
teter i forsyningssektoren i samme selskab som affaldsfor-
brændingsanlæg omfattet af elforsyningslovens § 4 a, stk.
1.«
I medfør af elforsyningslovens § 4 a, stk. 1, er der fastsat
et krav om, at en kommune som udgangspunkt kun må
deltage i affaldsforbrændingsvirksomhed, hvis det sker på
kommercielle vilkår i et aktie- eller anpartsselskab. Det er
endvidere en forudsætning, at selskabet alene driver affalds-
forbrænding.
Det følger af bemærkningerne til elforsyningslovens § 4
a, stk. 1, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg
A, L 115 som fremsat, side 62, at det alene vil være kom-
munale opgaver, som i forvejen varetages som en del af
affaldsforbrændingsaktiviteten, der vil skulle udskilles, og
som fremadrettet vil skulle udøves i et aktie- eller anparts-
selskab. Det drejer sig om den type af virksomhed, der
naturligt ligger i at forbrænde affald, og som fremgår af
regler udstedt i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Det følger endvidere af bemærkningerne, at det selska-
bsgjorte affaldsforbrændingsanlæg, der producerer elektrici-
tet, således vil kunne udøve de opgaver, der er nødvendige
for at drive et affaldsforbrændingsanlæg, herunder varetage
opgaver med selve forbrændingen af affald og opgaver, der
er en naturlig del af opgaven med at forbrænde affald.
Endelig følger det af bemærkningerne, at aktiviteter, som en
kommune ikke må deltage i, herunder eksempelvis aktivite-
ter vedrørende materialenyttiggørelse efter lov om miljøbe-
skyttelse § 49 b, stk. 1, ikke kan udøves i det aktie- eller an-
partsselskab, der forbrænder affald, da disse aktiviteter ikke
er en del af affaldsforbrændingsydelsen. Andre aktiviteter på
affaldsområdet, som kommunerne er ansvarlig for, herunder
eksempelvis indsamling, omlastning, transport af affald til
anlægget og deponi, vil ligeledes ikke kunne udøves i det
aktie- eller anpartsselskab, der forbrænder affald, da disse
aktiviteter ikke er en del af affaldsforbrændingsaktiviteten
og derfor vil skulle varetages uden for affaldsforbrændings-
virksomheden.
CO2-fangstaktiviteter ses ikke at være en opgave, som er
forbundet med selve forbrændingen af affald, eller en opga-
ve, som er en naturlig del af opgaven med at forbrænde
affald. Det vil derfor være nødvendigt at ændre bestemmel-
serne i § 4 a, hvis det skal være muligt for kommuner at
varetage CO2-fangstaktiviteter i samme selskab som affalds-
forbrændingsanlæg.
Med den foreslåede bestemmelse i elforsyningslovens § 4 a,
stk. 9, vil en kommune som en undtagelse til stk. 1 kunne
varetage CO2-fangstaktiviteter i samme selskab som affalds-
forbrændingsanlæg. Der vil være tale om CO2-fangstaktivi-
teter, som en kommune vil kunne deltage i medfør af det
foreslåede § 3, stk. 1 og 2, i denne lov og regler udstedt i
medfør heraf.
Det er i det foreslåede § 3, stk. 1, 1. pkt., et krav, at en
kommunes deltagelse i CO2-fangstaktiviteter vil skulle ske
på kommercielle vilkår. Det er endvidere i det foreslåede §
3, stk. 1, 2. pkt., et krav, at en kommunes deltagelse i CO2-
fangstaktiviteter skal ske som kapitalejer i et kapitalselskab.
De øvrige bestemmelser i lovforslaget vedrørende kommu-
ners deltagelse i CO2-fangstaktiviteter såsom kommuners
adgang til at stille garanti, jf. den foreslåede § 8, og kommu-
nens adgang til at indskyde kapital, jf. den foreslåede § 10,
vil fortsat finde anvendelse.
Til nr. 3
Det følger af § 37 a, stk. 1, i lov om elforsyning, at kommu-
124
ner ikke uden tilladelse må bevare ejerandele i virksomhe-
der omfattet af § 37, stk. 1, såfremt der i de pågældende
virksomheder eller i virksomheder, som de direkte eller
indirekte har ejerandele i, påbegyndes væsentlige nye akti-
viteter. Virksomheder omfattet af § 37, stk. 1, i lov om
elforsyning, er virksomheder, der efter den 20. februar 2003
har været omfattet af § 2, stk. 1, og som kommunen har
ejerandele i. Lov om elforsynings § 2, stk. 1, beskriver lo-
vens anvendelsesområde, som er produktion, transport, han-
del og levering af elektricitet samt aggregering og energilag-
ring. Virksomhederne beskrevet i § 37 a, stk. 1, i lov om
elforsyning, er virksomheder, som kommunen har ejerandele
i, der beskæftiger sig med produktion, transport, handel og
levering af elektricitet samt aggregering og energilagring.
Det følger af § 37 a, stk. 2, i lov om elforsyning, at stk.
1 ikke finder anvendelse, i det omfang der påbegyndes nye
aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmeforsyning,
lov om fjernkøling eller lov om gasforsyning eller nye akti-
viteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller
affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse.
Det følger af § 37 a, stk. 3, i lov om elforsyning, at der i
virksomheder omfattet af stk. 1 ikke må anvendes midler,
som stammer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om
varmeforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gasforsy-
ning, til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1
eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbe-
skyttelse.
Det foreslås i § 37 a, stk. 2 og 3, at der efter »lov om
fjernkøling« indsættes: », lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren«.
Med forslaget til lov om CO2-fangstaktiviteter i forsy-
ningssektoren vil elproduktionsvirksomheder kunne vareta-
ge CO2-fangstaktiviteter inden for samme virksomhed som
elproduktionsvirksomheden, jf. lovforslagets § 3, stk. 1, 2.
pkt., eller § 4, hvilket vil være en ny aktivitet. De kom-
munalt ejede elproduktionsvirksomheder vil efter gældende
regler skulle have en tilladelse fra klima-, energi- og forsy-
ningsministeren til at bevare ejerandele i virksomheden ved
påbegyndelse af væsentligt nye aktiviteter, herunder CO2-
fangst. En sådan retstilstand vil være uhensigtsmæssig, idet
kommuner i medfør af lovforslagets § 3, stk. 1, 2. pkt.,
vil kunne varetage CO2-fangstaktiviteter i samme selskab
som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed. Det bemær-
kes, at den tilladelse som § 37 a, stk. 1, henviser til, ikke
må forveksles med elforsyningslovens § 11, hvorefter et
elproduktionsanlæg kun må foretage væsentlige ændringer i
et bestående anlæg efter forudgående tilladelse fra klima-,
energi- og forsyningsministeren. Enhver elproduktionsvirk-
somhed, kommunalt ejet eller ej, vil skulle have tilladelse til
væsentlig ændring af et bestående anlæg, jf. § 11.
Kommuner, som har ejerandele i virksomheder omfattet af
§ 37, stk. 1, som siden den 20. februar 2003 har været
omfattet af § 2, stk. 1, i lov om elforsyning, vil ikke skulle
have tilladelse til at påbegynde væsentlige nye aktiviteter,
hvis aktiviteterne er omfattet af lov om CO2-fangstaktivite-
ter på el- og varmeproduktionsvirksomheder. Det skal ses i
sammenhæng med den nye hjemmel, som kommunerne får
i medfør af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssekto-
ren, hvorefter en kommune kan deltage i CO2-fangstaktivi-
teter, hvis det sker på kommercielle vilkår som kapitalejer i
et kapitalselskab. Kommunen har i medfør af lovforslagets §
3, stk. 1, 2. pkt., frihed til at vælge imellem to selskabskon-
struktioner; den ene hvor CO2-fangstaktiviteten varetages i
et selskab, som kommunen helt eller delvist ejer, og som
er selskabsmæssigt adskilt fra en el- eller varmeproduktions-
virksomhed, den anden hvor CO2-fangstaktiviteterne kan
varetages i samme selskab som en el- eller varmeprodukti-
onsvirksomhed.
Ændringen i § 37 a, stk. 2, vil således fjerne en uhensigts-
mæssig barriere for kommunalt ejede elproduktionsvirksom-
heder, som ønsker at deltage i CO2-fangstaktiviteter ved
at varetage aktiviteterne i det samme selskab. Kommunen
vil ikke skulle indhente en tilladelse for at påbegynde CO2-
fangstaktiviteter i en eksisterende elproduktionsvirksomhed.
Den foreslåede ændring til § 37 a, stk. 2, indebærer, at
en kommune, som har ejerandele i virksomheder omfattet
af § 37, stk. 1, kan påbegynde CO2-fangstaktiviteter uden
tilladelse. En kommunalt ejet elproduktionsvirksomhed vil
således ikke være hindret i at udøve den mulighed, der gives
i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, som
konsekvens af reglerne i elforsyningsloven.
Reglerne i elforsyningsloven og lov om CO2-fangstaktivite-
ter i forsyningssektoren harmoniseres således.
I medfør af elforsyningslovens § 37 a, stk. 3, er der et gene-
relt krav om, at der i virksomheder omfattet af stk. 1 ikke
må anvendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af
elforsyningsloven, varmeforsyningsloven, fjernkølingsloven
eller gasforsyningsloven til aktiviteter omfattet af vandsek-
torlovens § 2, stk. 1, eller 5, eller affaldshåndtering i medfør
af lov om miljøbeskyttelse.
Kravet er generelt og gælder, uanset om der måtte påbegyn-
des nye aktiviteter eller ej, idet det er tilstedeværelsen af
aktiviteterne, som er afgørende.
Det følger endvidere af bemærkningerne til stk. 3, jf. Fol-
ketingstidende 2005-06, L 156 som fremsat, at virksomhe-
der heller ikke frit vil kunne anvende midler på aktiviteter,
som ligger uden for de omfattede virksomheder, idet det
allerede følger af § 37, stk. 1. Kommuner, som varetager
forsyningsaktiviteter som en del af den kommunale forvalt-
ning, forudsættes at holde den enkelte forsyningsaktivitet
regnskabsmæssigt adskilt fra kommunens øvrige aktiviteter.
Bemærkningerne beskriver endelig, at ved midler som stam-
mer fra aktiviteter omfattet af denne lov, lov om varmefor-
syning, lov om gasforsyning eller lov om fjernkøling, skal
125
forstås enhver form for midler, uanset hvor de måtte ligge
i koncernen. Bestemmelsen omfatter derfor også midler i
et selskab, som ikke har udøvet aktiviteter omfattet af de
nævnte love.
Den foreslåede ændring til § 37 a, stk. 3, vil medføre, at
midler, som stammer fra CO2-fangstaktiviteter i en virksom-
hed omfattet af § 37, stk. 1, ikke kan anvendes på aktiviteter
omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse. Det skal ses
i sammenhæng med den nye hjemmel, som kommunerne vil
få i medfør af § 3, stk. 1 og 2, i lov om CO2-fangstaktivite-
ter i forsyningssektoren, hvorefter en kommune vil kunne
deltage i CO2-fangstaktiviteter, hvis det sker på kommerci-
elle vilkår som kapitalejer i et kapitalselskab. Kommunen
har i medfør af lovforslagets § 3, stk. 1, 2. pkt., frihed til
at vælge imellem to selskabskonstruktioner; den ene hvor
CO2-fangstaktiviteten varetages i et selskab, som kommu-
nen helt eller delvist ejer, og som er selskabsmæssigt adskilt
fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, den anden
hvor CO2-fangstaktiviteterne kan varetages i samme selskab
som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed.
Ændringen til stk. 3 medfører, at midler der er optjent i en
virksomhed omfattet af elforsyningslovens § 37, stk. 1, og
som stammer fra CO2-fangstaktiviteter, ikke kan anvendes
på aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 og
5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttel-
se. Dette skal ses i sammenhæng med, at CO2-fangstaktivi-
teter vil blive en fuldt ud konkurrenceudsat aktivitet på lige
fod med f.eks. elproduktion, hvor aktiviteten vil blive udført
på kommercielle vilkår.
Virkningen vil blive, at en kommunalt ejet elproduktions-
virksomhed, som også deltager i CO2-fangstaktiviteter, ikke
som følge af manglende inkludering af CO2-fangstaktivite-
ten i elforsyningsloven, vil kunne omgå reglerne i § 37 a.
Til nr. 4
Det følger af § 37 a, stk. 1, i lov om elforsyning, at kommu-
ner ikke uden tilladelse må bevare ejerandele i virksomhe-
der omfattet af § 37, stk. 1, såfremt der i de pågældende
virksomheder eller i virksomheder, som de direkte eller
indirekte har ejerandele i, påbegyndes væsentlige nye akti-
viteter. Virksomheder omfattet af § 37, stk. 1, i lov om
elforsyning, er virksomheder, der efter den 20. februar 2003
har været omfattet af § 2, stk. 1, og som kommunen har
ejerandele i. Lov om elforsynings § 2, stk. 1, beskriver lo-
vens anvendelsesområde, som er produktion, transport, han-
del og levering af elektricitet samt aggregering og energilag-
ring. Virksomhederne beskrevet i § 37 a, stk. 1, i lov om
elforsyning, er virksomheder, som kommunen har ejerandele
i, der beskæftiger sig med produktion, transport, handel og
levering af elektricitet samt aggregering og energilagring.
Det følger af § 37 a, stk. 4, i lov om elforsyning, at ak-
tiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5,
eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse,
som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1, skal være
selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af denne lov,
lov om varmeforsyning eller lov om gasforsyning. Virksom-
heder, der producerer elektricitet ved afbrænding af affald,
kan dog udøve aktiviteter forbundet med affaldshåndtering
omfattet af lov om miljøbeskyttelse uden selskabsmæssig
adskillelse.
Det foreslås i § 37 a, stk. 4, at der efter »lov om varmefor-
syning« indsættes: », lov om CO2-fangstaktiviteter i forsy-
ningssektoren«.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at aktiviteter om-
fattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affalds-
håndtering i medfør af lov om miljøbeskyttelse, som udøves
i virksomheder omfattet af stk. 1, vil skulle selskabsmæssigt
adskilles fra aktiviteter omfattet af lov om CO2-fangstaktivi-
teter i forsyningssektoren.
Det skal ses i sammenhæng med den nye hjemmel, som
kommunerne får i medfør af § 3, stk. 1 og 2, i lov om CO2-
fangstaktiviteter i forsyningssektoren, hvorefter en kommu-
ne kan deltage i CO2-fangstaktiviteter, hvis det sker på kom-
mercielle vilkår som kapitalejer i et kapitalselskab. Kom-
munen har i medfør af lovforslagets § 3, stk. 1, 2. pkt.,
frihed til at vælge imellem to selskabskonstruktioner; den
ene hvor CO2-fangstaktiviteten varetages i et selskab, som
kommunen helt eller delvist ejer, og som er selskabsmæssigt
adskilt fra en el- eller varmeproduktionsvirksomhed, den
anden hvor CO2-fangstaktiviteterne kan varetages i samme
selskab som en el- eller varmeproduktionsvirksomhed.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 30, nr. 3, vedrørende
ændringen til stk. 2, behøver virksomheder omfattet af §
37 a, stk. 1, ikke at indhente tilladelse til påbegyndelse af
væsentlige nye aktiviteter, hvis aktiviteten er omfattet af
lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, hvilket
spiller sammen med ændringen til stk. 3 i den foreslåede §
30, nr. 3.
Muligheden for at påbegynde nye aktiviteter uden tilladelse
gælder denne lov, lov om varmeforsyning, lov om fjernkø-
ling, lov om gasforsyning, lov om CO2-fangstaktiviteterne i
forsyningssektoren eller nye aktiviteter omfattet af vandsek-
torlovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør
af lov om miljøbeskyttelse. Aktiviteterne vil således kunne
påbegyndes i en virksomhed omfattet af denne lovs § 37,
stk. 1, som vedrører kommunalt ejede virksomheder omfat-
tet af § 2, stk. 1. Aktiviteterne omfattet af vandsektorlovens
§ 2, stk. 1 og 5 samt affaldshåndtering efter lov om miljø-
beskyttelse vil skulle holdes selskabsmæssigt adskilt fra de
øvrige aktiviteter, og det vil også skulle omfatte CO2-fangst-
aktiviteter.
Aktiviteter omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i for-
syningssektoren vil således skulle holdes selskabsmæssigt
adskilt fra aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk.
126
1 eller 5, og affaldshåndtering i medfør af lov om miljøbe-
skyttelse. Det har sammenhæng med elforsyningslovens §
4 a, stk. 1, hvorefter en kommune kun må varetage eller
deltage i virksomhed, som producerer elektricitet ved for-
brænding af affald i et aktie- eller anpartsselskab, der alene
driver affaldsforbrænding, hvor der efter § 30, nr. 2, forslås
en undtagelse, som medfører, at en kommune alligevel vil
kunne varetage CO2-fangstaktiviteter i samme selskab som
en virksomhed, der producerer elektricitet ved forbrænding
af affald.
Bestemmelsens formål er at holde CO2-fangstaktiviteter,
som er en kommerciel aktivitet, selskabsmæssigt adskilt fra
aktiviteter efter dels vandsektorloven, idet vandselskaber er
underlagt en indtægtsrammeregulering som følge af deres
status som naturlige monopoler samt affaldshåndtering som
følge af lov om miljøbeskyttelse. Bestemmelsen tjener såle-
des som et værn mod krydssubsidiering.
Til § 31
Til nr. 1
Det følger af § 7 b, stk. 1, i lov om fremme af effektiv ener-
gianvendelse og drivhusgasreduktion, at en kommune, der
deltager i CO2-fangst, i forbindelse med kontraktindgåelse
med staten om tildeling af støtte efter lovens § 7 a, og i det
omfang det er en forudsætning for kontraktindgåelsen, kan
forpligte sig økonomisk i forhold til gennemførelse af den
CO2-fangst, kommunen deltager i, jf. nr. 1, og til gennemfø-
relse af transport, anvendelse og lagring af den opsamlede
CO2, der varetages af en tredjepart, jf. nr. 2.
Det følger videre af lovens § 7 b, stk. 2, at kommunens
beslutning om at forpligte sig økonomisk, jf. stk. 1, skal
træffes af kommunalbestyrelsen i et møde.
Med bestemmelsen i § 31, nr. 1, foreslås det at ophæve
bestemmelsen i § 7 b i lov om fremme af effektiv energian-
vendelse og drivhusgasreduktion.
Det følger af Aftale om langsigtede rammevilkår for CO2-
fangst i forsyningssektoren (herefter ”aftalen”), at det fortsat
skal være muligt for kommunerne at stille garanti for støt-
tebod i forbindelse med udbud af CCS-puljer svarende til
de gældende regler. Ved CCS forstås Carbon Capture and
Storage (CO2-fangst og -lagring). Det følger endvidere af
aftalen, at kommunen som udgangspunkt kun må bære risi-
ci, som kommunalbestyrelsen eksplicit har påtaget sig. Be-
slutninger om at påtage sig risici skal omfattet af et delegati-
onsforbud, således at kun kommunalbestyrelsen kan beslutte
at bære risici uanset den valgte organisationsform.
Med de foreslåede bestemmelser i § 31, nr. 1, og § 9,
stk. 1 og 3, vil bestemmelsen om kommuners hæftelse i
forbindelse tildeling af statsstøtte til CO2-fangst blive flyttet
fra lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhus-
gasreduktion til lov om CO2-fangstaktiviteter i forsynings-
sektoren. Det skyldes, at hensigten med dette lovforslag
er at samle bestemmelserne om CO2-fangstaktiviteter i el-
eller varmeproduktionsvirksomheder i en ny hovedlov, hvil-
ket omfatter en bestemmelse om kommuners hæftelse ved
statsstøtte. Samtidig imødekommes dele af aftale med de to
foreslåede bestemmelser.
Til § 32
Til nr. 1
Det følger af § 3, stk. 1, 1. pkt., i lov om Forsyningstilsy-
net, at Forsyningstilsynet varetager opgaver og beføjelser i
medfør af loven og sektorlovgivningen, hvorved der menes
forsyningsområdet for el, gas, varme og affald.
Det foreslås i § 3, stk. 1, 1. pkt., efter »forsyningsområdet
for« at indsætte: »CO2-fangst,«.
Ændringen af bestemmelsen vil medføre, at sektorlovgiv-
ningen vil også omfatte forsyningsområdet CO2-fangst. Det
vil således betyde, at der tilvejebringes hjemmel til, at For-
syningstilsynet vil kunne varetage opgaver, behandle og af-
gøre sager efter lov om CO2-fangstaktiviteter, jf. den fore-
slåede tilsynsbestemmelse i § 17, stk. 1.
Til nr. 2
Det følger af § 11, stk. 1, i lov om Forsyningstilsynet, at
omkostninger forbundet med Forsyningstilsynets etablering,
drift og opgavevaretagelse efter denne lov og regler udstedt
i medfør heraf betales af de kommuner, som betaler for
Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse efter § 48 g,
stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse, og de virksomheder, som
betaler for Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse
efter § 78, stk. 1, i lov om elforsyning, § 44, stk. 1, i lov om
naturgasforsyning, § 23 c, stk. 1, i lov om varmeforsyning, §
65, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende energi, og § 18,
stk. 3, i lov om fremme af besparelser i energiforbruget og §
15, stk. 1, i lov om rørført transport af CO2.
Det foreslås i § 11, stk. 1, efter »energiforbruget« at indsæt-
te: », § 22 i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssekto-
ren«.
Ændringen af bestemmelsen vil tilvejebringe hjemmel til, at
Forsyningstilsynets omkostninger forbundet med opgaveva-
retagelse efter lov om CO2-fangsaktiviteter vil blive betalt
af de virksomheder, som betaler for Forsyningstilsynets op-
gavevaretagelse efter § 22 i lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren.
Til § 33
Til nr. 1
Det følger af § 15, stk. 1, i lov om kommunal udligning
og generelle tilskud til kommuner, at de efter § 14 opgjorte
tilskud for den enkelte kommune reduceres med et beløb
svarende til 40 pct. af det af Forsyningstilsynet meddelte
127
rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning, jf. § 37, stk.
10, i lov om elforsyning og § 23 l, stk. 10, i lov om var-
meforsyning, jf. dog stk. 3, hvis kommunen deponerer et
beløb svarende til rådighedsbeløbet inklusive beregnet for-
rentning fratrukket tilskudsreduktionen. Deponeringen sker
ved anbringelse af beløbet i overensstemmelse med reglerne
i § 44 i lov om kommunernes styrelse. Frigivelse af depotet
sker efter stk. 4. Denne bestemmelse gælder tilsvarende for
rådighedsbeløbet inklusive beregnet forrentning, jf. § 6 i lov
om kommuners afståelse af vandselskaber.
Det foreslås, i § 15, stk. 1, 1. pkt., efter »lov om elforsy-
ning« at indsætte: », § 12, stk. 9, i lov om CO2-fangstaktivi-
teter i forsyningssektoren«.
Ændringen skal ses i sammenhæng med, at der vil blive ind-
ført tilsvarende modregningsregler på virksomhed omfattet
af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren, som
på el- og varmeområdet, idet kommunerne med denne lov
vil få hjemmel til at deltage i CO2-fangst på kommercielle
vilkår som kapitalejer i et kapitalselskab, jf. lovforslagets §
3, stk. 1 og 2.
Til § 34
Til nr. 1
I medfør af vandsektorlovens § 19, stk. 2, kan servicefunk-
tioner for vandselskaber varetages i et selvstændigt service-
selskab i koncernen. Efter bestemmelsen er vandsektorlo-
vens § 19, stk. 1, og § 3 i lov om kommunal fjernkøling ikke
til hinder for, at servicefunktioner varetages i et selvstændigt
selskab, som også varetager servicefunktioner i forhold til
opgaver forbundet med affaldshåndtering efter lov om mil-
jøbeskyttelse samt opgaver omfattet af lov om elforsyning,
lov om varmeforsyning og lov om gasforsyning.
Ved servicefunktioner forstås anvendelse af fælles tegne-
stue, projekteringsafdeling, maskinpark, it-systemer, drifts-
personale, biler, opkrævningsfunktioner og andre admini-
strative funktioner og lignende, herunder de administrations-
bygninger, som er nødvendige for at udøve serviceaktivite-
ter.
§ 19, stk. 2, i vandsektorloven gør det således muligt at
udnytte synergieffekter ved at placere f.eks. administrativt
personale i et selvstændigt selskab, som betjener koncer-
nforbundne forsyningsselskaber.
Det fremgår af vandsektorlovens § 19, stk. 3, at det service-
rende selskab skal holde de enkelte vandselskaber og aktivi-
teter forbundet med vand- eller spildevandsforsyning i det
enkelte vandselskab regnskabsmæssigt adskilt. Bestemmel-
sen indebærer bl.a., at serviceaktiviteter i forbindelse med
vand- eller spildevandsforsyning skal holdes regnskabsmæs-
sigt adskilt fra andre typer forsyningsvirksomhed.
Det foreslås med bestemmelsen i § 34, nr. 1, i vandsektorlo-
vens § 19, stk. 2, at indsætte efter »bestemmelse«: », § 5,
stk. 2, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren«,
og efter »elforsyning,« at indsætte: »lov om CO2-fangstakti-
viteter i forsyningssektoren,«.
Ændringen af § 19, stk. 2, i vandsektorloven skal ses i sam-
menhæng med den foreslåede lov om CO2-fangstaktiviteter
i forsyningssektoren.
Ændringen af § 19, stk. 2, i vandsektorloven skal sikre, at
vandsektorloven og den foreslåede § 5, stk. 2, i lov om CO2-
fangstaktiviteter i forsyningssektoren ikke er til hinder for,
at et fælles serviceselskab i en forsyningskoncern, som vare-
tager servicefunktioner i forhold til et vandselskab, også kan
varetage servicefunktioner i forhold til opgaver omfattet af
lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren. Det bety-
der, at et vandselskab vil kunne få varetaget servicefunktio-
ner i et serviceselskab, der også varetager servicefunktioner
i forhold til opgaver omfattet af lov om CO2-fangstaktivite-
ter i forsyningssektoren.
Den gældende bestemmelse i vandsektorlovens § 19, stk. 3,
hvorefter det servicerende selskab bl.a. skal holde de enkel-
te vandselskaber regnskabsmæssigt adskilt, vil finde anven-
delse, således at de opgaver, som serviceselskabet udfører
for et vandselskab skal være regnskabsmæssigt adskilt fra
opgaver, der udføres i serviceselskabet for andre forsynings-
virksomheder, herunder opgaver, der udføres for at selskab
omfattet af lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssekto-
ren.
Til § 35
Lov om kommuners afståelse af vandselskaber, jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 862 af 23. august 2019, som ændret ved §
5 i lov nr. 132 af 16. februar 2016 og § 4 i lov nr. 668 af
11. juni 2024, regulerer reduktion af kommuners statstilskud
i forbindelsen med kommuners afståelse af vandselskaber
og i forbindelse med uddelinger fra kommunalt ejede vand-
selskaber og i visse tilfælde også andre selskaber, der er i
koncern med et vandselskab. Kommuner skal derfor efter
lovens § 2, stk. 1-3, registrere uddelinger, som er omfattet af
lovens regler om reduktion af statstilskud.
Da der kan forekomme uddelinger, som er omfattet af re-
gistreringspligt både efter lov om kommuners afståelse af
vandselskaber og lov om elforsyning eller lov om varmefor-
syning er det i § 2, stk. 1 og 2, i lov om kommuners afståel-
se af vandselskaber fastsat, at der ikke skal ske registrering
af en uddeling, som er registreret eller samtidig registreres i
medfør af § 37, stk. 1, eller § 37 a, stk. 1 eller 6, i lov om
elforsyning eller § 23 l, stk. 1, eller § 23 m, stk. 1 eller 6, i
lov om varmeforsyning.
Det foreslås, at foretage ændring af § 2, stk. 1 og 2, i
lov om kommuners afståelse af vandselskaber, således at
»eller § 23 l, stk. 1, eller § 23 m, stk. 1 eller 6, i lov om
varmeforsyning.« ændres til: », § 23 l, stk. 1, eller § 23 m,
stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning eller § 12, stk. 1,
eller § 13, stk. 1 eller 6, i lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren.«
128
Forslaget skyldes, at der med nærværende lovforslag fore-
slås indført nye regler om reduktion af kommuners statstil-
skud, jf. lovforslagets §§ 12 og 13. Med forslaget til æn-
dring af lov om kommuners afståelse af vandselskaber tages
højde for den situation, at en konkret uddeling skal registre-
res efter både disse foreslåede bestemmelser og efter lov om
afståelse af vandselskaber. Forslaget skal ses i sammenhæng
med det foreslåede § 12, stk. 7, nr. 2. Disse forslag vil til
sammen medføre, at den samme uddeling ikke vil kunne
medføre reduktion i statstilskud efter begge de nævnte love.
I øvrigt henvises til bemærkningerne til det foreslåede § 12,
stk. 7, nr. 2.
Til § 36
Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grøn-
land.
De hovedlove, der ændres i kapitel 8, gælder ikke for Fær-
øerne og Grønland og kan ikke ved kongelig anordning
sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
129
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 29
I lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af
2. februar 2024, som ændret ved § 4 i lov nr. 673 af 11. juni
2024, foretages følgende ændringer:
§ 2 b. ---
Stk. 3. En kommune må kun varetage virksomhed, der driver
affaldsforbrændingsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3, hvis
virksomheden udøves på kommercielle vilkår i et aktie- eller
anpartsselskab, der alene driver affaldsforbrændingsanlæg,
jf. dog stk. 4-6 og §§ 2 h og 2 i.
1. I § 2 b, stk. 3, ændres »jf. dog stk. 4-6« til: »jf. dog stk.
4-7«.
---
§ 2 b. --- 2. I § 2 b indsættes som stk. 4:
Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse, hvor kommunalbe-
styrelsen inden den 1. januar 2025 har godkendt et projekt-
forslag for lukning af affaldsforbrændingsanlæg i medfør af
§ 4 og lukningen gennemføres senest 3 år efter godkendel-
sen.
»Stk. 4. En kommune kan uanset stk. 3 deltage i CO2-
fangstaktivteter i medfør af lov om CO2-fangstaktiviteter
i forsyningssektoren i samme selskab som affaldsforbræn-
dingsanlæg omfattet af § 2, stk. 1, nr. 3.«
Stk. 5. Stk. 3 finder ikke anvendelse på affaldsforbræn-
dingsanlæg placeret på en ø uden fast broforbindelse, når
anlægget den 1. juli 2023 er helt eller delvis ejet af en
kommune.
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.
Stk. 6. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i sær-
lige tilfælde forlænge fristerne i stk. 4.
§ 2 b. ---
Stk. 6. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i sær-
lige tilfælde forlænge fristerne i stk. 4.
3. I § 2 b, stk. 6, som bliver stk. 7, ændres »stk. 4« til: »stk.
5«.
§ 20. ---
Stk. 8. Udgifter til erhvervelse af kvoter til varmeproduk-
tion må først indregnes i priserne for ydelser omfattet af
stk. 1, når de gratis tildelte kvoter efter lov om CO2-kvoter
ikke er tilstrækkelige til at dække CO2-udledningen fra var-
meproduktionen.
4. I § 20, stk. 8, ændres »tildelte kvoter efter lov om CO2-
kvoter« til: »gratis tildelte CO2-kvoter, som klima-, energi-
og forsyningsministeren efter lov om CO2-kvoter har givet
meddelelse om,«.
---
§ 20. ---
Stk. 9. Værdien af overskydende CO2-kvoter tildelt til
varmeproduktion i medfør af lov om CO2-kvoter modregnes
i priserne for ydelser omfattet af stk. 1. Værdien af oversky-
dende CO2-kvoter, som er opstået ved statsligt støttet CO2-
fangst, -transport, -lagring og -udnyttelse, skal dog overføres
til CO2-fangstenheden, som skal lade værdien indgå i bereg-
ningen af støttebeløbet. Ved overskydende kvoter forstås,
at antallet af gratis tildelte kvoter til producenten i medfør
af lov om CO2-kvoter er større end det antal, producenten
5. § 20, stk. 9, affattes således:
»Stk. 9. Har klima-, energi- og forsyningsministeren i
medfør af lov om CO2-kvoter givet meddelelse om tildeling
af et større antal gratis CO2-kvoter end det, der faktisk har
været behov for til dækning af CO2-udledningen fra varme-
produktionen, skal værdien af de overskydende CO2-kvoter
modregnes i priserne for ydelser omfattet af stk. 1, medmin-
dre de overskydende CO2-kvoter er opstået som følge af
CO2-fangstaktiviteter efter lov om CO2-fangst i forsynings-
sektoren og er overført til en CO2-fangstvirksomhed.«
130
faktisk har haft behov for til dækning af CO2-udledningen
fra varmeproduktionen.
---
§ 20. ---
Stk. 11. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte nærmere regler om de kvoter, som er nævnt i stk. 8,
og om de overskydende CO2-kvoter efter stk. 9 og regler
om administration af ordningerne. Ministeren kan herunder
fastsætte bestemmelse om værdifastsættelse af de i 1. pkt.
nævnte kvoter, om tildeling og forbrug af CO2-kvoter til
varmeproduktion, om tidspunkt og fremgangsmåde vedrø-
rende overførsel af CO2-kvoter i forholdet mellem varme-
produktionsenheder og varmeaftagere ved underskud eller
overskud af kvoter, om fordeling af CO2-kvoter mellem
flere varmeaftagere og om fremgangsmåde vedrørende over-
førsel af CO2-kvoter fra varmeproduktionsenheder til CO2-
fangstenheder, jf. stk. 9, 2. pkt.
6. I § 20, stk. 11, affattes således:
»Stk. 11. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan
fastsætte nærmere regler om de gratis tildelte CO2-kvoter,
som er nævnt i stk. 8, og om de overskydende gratis til-
delte CO2-kvoter efter stk. 9, som ikke er overført til en
CO2-fangstvirksomhed, jf. lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren, og regler om administration af ordnin-
gerne. Ministeren kan herunder fastsætte bestemmelse om
værdifastsættelse af de i 1. pkt. nævnte CO2-kvoter, om
tildeling og forbrug af CO2-kvoter til varmeproduktion, om
tidspunkt og fremgangsmåde vedrørende overførsel af CO2-
kvoter i forholdet mellem varmeproduktionsenheder og var-
meaftagere ved underskud eller overskud af CO2-kvoter og
om fordeling af CO2-kvoter mellem flere varmeaftagere.«
§ 20 a. (Ophævet) 7. Efter § 20 indsættes:
»§ 20 a. Har der i forbindelse med varmeproduktion været
foretaget CO2-fangst i medfør af lov om CO2-fangstaktivite-
ter i forsyningssektoren, kan kollektive varmeforsyningsan-
læg omfattet af § 2, stk. 1, og kraftvarmeanlæg med en
eleffekt over 25 MW med henblik på finansiering af CO2-
fangstaktiviteter lægge en værdi efter regler udstedt i medfør
af stk. 3 til prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, der
svarer til de nødvendige udgifter til erhvervelse af CO2-kvo-
ter og betaling af afgifter, som anlægget ville kunne indreg-
ne i prisen efter § 20, stk. 1, hvis der ved varmeproduktionen
ikke var foretaget CO2-fangst og -lagring.
Stk. 2. En virksomhed, som driver et fremføringsanlæg
omfattet af § 2, stk. 1, nr. 2, kan højst samlet lægge en værdi
til prisen for de i § 20, stk. 1, nævnte ydelser, der svarer
til den værdi, som det kollektive varmeforsyningsanlæg eller
kraftvarmeanlægget med en eleffekt over 25 MW har tillagt
prisen efter stk. 1 eller efter regler i lov om CO2-fangstakti-
viteter i forsyningssektoren.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
nærmere regler om værdifastsættelsen af CO2-kvoterne i stk.
1.«
§ 21. Tariffer, omkostningsfordeling på anlæg med forenet
produktion og andre betingelser for ydelser omfattet af §§
20 eller 20 b skal anmeldes til et tilsyn, der er nedsat af kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren (Forsyningstilsynet),
med angivelse af grundlaget herfor efter regler fastsat af
tilsynet. ---
8. I § 21, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§§ 20«: », 20 a«, og
i stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »§§ 20,«: »20 a,«.
---
§ 23 m.
---
131
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, i
det omfang der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne
lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om gas-
forsyning eller nye aktiviteter omfattet af vandsektorlovens
§ 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov
om miljøbeskyttelse. Tilsvarende finder bestemmelsen i stk.
1 ikke anvendelse, i det omfang aktiviteten vedrører indvin-
ding af geotermisk energi omfattet af lov om anvendelse af
Danmarks undergrund.
9. I § 23 m, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, indsættes efter »lov om
fjernkøling«: », lov om CO2-fangstaktiviteter i forsynings-
sektoren«.
Stk. 3. I virksomheder omfattet af stk. 1 må der ikke an-
vendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne
lov, lov om elforsyning, lov om fjernkøling eller lov om
gasforsyning, til aktiviteter omfattet af vandsektorlovens §
2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse.
---
§ 23 m.
---
Stk. 4. Aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk.
1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljø-
beskyttelse, som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1,
skal være selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet af
denne lov, lov om elforsyning eller lov om gasforsyning. Af-
faldsforbrændingsanlæg kan dog udøve aktiviteter forbundet
med affaldshåndtering omfattet af lov om miljøbeskyttelse
uden selskabsmæssig adskillelse.
10. I § 23 m, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »lov om elfor-
syning«: », lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssekto-
ren«.
---
§ 30
I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1248 af 24.
oktober 2023, som ændret ved § 1 i lov nr. 1787 af 28.
december 2023, § 4 i lov nr. 640 af 11. juni 2024 og § 5 i lov
nr. 673 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
§ 4 a. En kommune må kun varetage eller deltage i
virksomhed, der producerer elektricitet ved forbrænding af
affald, hvis virksomheden udøves i et aktie- eller anpartssel-
skab, der alene driver affaldsforbrændingsanlæg, jf. dog 2.
pkt. og stk. 9 og 10. For affaldsforbrændingsanlæg, der var
helt eller delvis kommunalt ejede den 1. juli 2023, skal 1.
pkt. være opfyldt senest den 1. januar 2025, jf. dog stk. 4-6.
1. I § 4 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »stk. 9 og 10« til: »stk.
9-11«.
---
§ 4 a.
--- 2. I § 4 a indsættes efter stk. 8 som nyt stykke:
Stk. 9. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvor klima-, ener-
gi- og forsyningsministeren inden den 1. januar 2025 har
meddelt tilladelse til lukning af affaldsforbrændingsanlæg
som en væsentlig ændring i medfør af § 11 og lukningen
gennemføres, senest 3 år efter at tilladelsen er meddelt.
»Stk. 9. En kommune kan uanset stk. 1, 1. pkt., deltage
i CO2-fangstaktiviteter i medfør af lov om CO2-fangstakti-
viteter i forsyningssektoren i samme selskab som affaldsfor-
brændingsanlæg omfattet af § 4 a, stk. 1.«
Stk. 10. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i sær-
lige tilfælde forlænge fristerne i stk. 9.
Stk. 9 og 10 bliver herefter stk. 10 og 11.
§ 37 a.
---
132
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, i
det omfang der påbegyndes nye aktiviteter omfattet af denne
lov, lov om varmeforsyning, lov om fjernkøling eller lov
om gasforsyning eller nye aktiviteter omfattet af vandsektor-
lovens § 2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af
lov om miljøbeskyttelse.
3. I § 37 a, stk. 2 og 3, indsættes efter »lov om fjernkøling«:
», lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren«.
Stk. 3. I virksomheder omfattet af stk. 1 må der ikke an-
vendes midler, som stammer fra aktiviteter omfattet af denne
lov, lov om varmeforsyning, lov om fjernkøling eller lov
om gasforsyning, til aktiviteter omfattet vandsektorlovens §
2, stk. 1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om
miljøbeskyttelse.
---
§ 37 a.
---
Stk. 4. Aktiviteter omfattet af vandsektorlovens § 2, stk.
1 eller 5, eller affaldshåndtering i medfør af lov om miljø-
beskyttelse, som udøves i virksomheder omfattet af stk. 1,
skal være selskabsmæssigt adskilt fra aktiviteter omfattet
af denne lov, lov om varmeforsyning eller lov om gasforsy-
ning. Virksomheder, der producerer elektricitet ved afbræn-
ding af affald, kan dog udøve aktiviteter forbundet med
affaldshåndtering omfattet af lov om miljøbeskyttelse uden
selskabsmæssig adskillelse.
4. I § 37 a, stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »lov om varmefor-
syning«: », lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssekto-
ren«.
---
§ 31
I lov om fremme af effektiv energianvendelse og drivhus-
gasreduktion, jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 12. septem-
ber 2024, foretages følgende ændring:
§ 7 b. En kommune, der deltager i CO2-fangst, kan i
forbindelse med kontraktindgåelse med staten om tildeling
af støtte efter § 7 a, og i det omfang det er en forudsætning
for kontraktindgåelsen, forpligte sig økonomisk i forhold til
1. § 7 b ophæves.
1) gennemførelse af den CO2-fangst, kommunen deltager i,
og
2) gennemførelse af transport, anvendelse og lagring af den
opsamlede CO2, der varetages af en tredjepart.
Stk. 2. Kommunens beslutning om at forpligte sig økono-
misk, jf. stk. 1, skal træffes af kommunalbestyrelsen i et
møde.
§ 32
I lov nr. 690 af 8. juni 2018 om Forsyningstilsynet, som
ændret ved § 7 i lov nr. 923 af 18. maj 2021, § 2 i lov nr.
898 af 21. juni 2022, § 3 i lov nr. 1557 af 12. december 2023
og § 37 i lov nr. 612 af 11. juni 2024, foretages følgende
ændringer:
§ 3. Forsyningstilsynet varetager opgaver og beføjelser
i medfør af denne lov og sektorlovgivningen, hvorved der
menes forsyningsområdet for el, gas, varme og affald. For-
1. I § 3, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »forsyningsområdet
for«: »CO2-fangst,«.
133
syningstilsynet varetager endvidere opgaver og beføjelser i
medfør af EU-regulering. ---
---
§ 11. Omkostninger forbundet med Forsyningstilsynets
etablering, drift og opgavevaretagelse efter denne lov og
regler udstedt i medfør heraf betales af de kommuner, som
betaler for Forsyningstilsynets drift og opgavevaretagelse
efter § 48 g, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse, og de virk-
somheder, som betaler for Forsyningstilsynets drift og opga-
vevaretagelse efter § 78, stk. 1, i lov om elforsyning, § 44,
stk. 1, i lov om naturgasforsyning, § 23 c, stk. 1, i lov om
varmeforsyning, § 65, stk. 1, i lov om fremme af vedvarende
energi, og § 18, stk. 3, i lov om fremme af besparelser i
energiforbruget og § 15, stk. 1, i lov om rørført transport af
CO2.
2. I § 11, stk. 1, indsættes efter »lov om fremme af ved-
varende energi«: », § 22 i lov om CO2-fangstaktiviteter i
forsyningssektoren«.
---
§ 33.
I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar 2021,
foretages følgende ændring:
§ 15. De efter § 14 opgjorte tilskud for den enkelte kom-
mune reduceres med et beløb svarende til 40 pct. af det af
Forsyningstilsynet meddelte rådighedsbeløb inklusive bereg-
net forrentning, jf. § 37, stk. 10, i lov om elforsyning og
§ 23 l, stk. 10, i lov om varmeforsyning, jf. dog stk. 3,
hvis kommunen deponerer et beløb svarende til rådigheds-
beløbet inklusive beregnet forrentning fratrukket tilskudsre-
duktionen. Deponeringen sker ved anbringelse af beløbet i
overensstemmelse med reglerne i § 44 i lov om kommuner-
nes styrelse. Frigivelse af depotet sker efter stk. 4. Denne
bestemmelse gælder tilsvarende for rådighedsbeløbet inklu-
sive beregnet forrentning, jf. § 6 i lov om kommuners afstå-
else af vandselskaber.
1. I § 15, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »lov om elforsyning«:
», § 12, stk. 9, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsynings-
sektoren«.
---
§ 34
I vandsektorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1693 af 16.
august 2021, som ændret ved § 1 i lov nr. 132 af 16. februar
2016 og § 1 i lov nr. 668 af 11. juni 2024, foretages følgende
ændring:
§ 19. ---
Stk. 2. Stk. 1 i denne bestemmelse og § 3 i lov om kom-
munal fjernkøling er ikke til hinder for, at servicefunktioner
varetages i et selvstændigt selskab, som også varetager ser-
vicefunktioner i forhold til opgaver forbundet med affalds-
håndtering efter lov om miljøbeskyttelse samt opgaver om-
fattet af lov om elforsyning, lov om varmeforsyning og lov
om gasforsyning.
1. I § 19, stk. 2, ændres »varmeforsyning og« til: »varmefor-
syning,« og efter »naturgasforsyning« indsættes: »og lov om
CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren«.
§ 35
134
I lov om kommuners afståelse af vandselskaber, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 1038 af 17. september 2024, foretages
følgende ændring:
§ 2. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra og ve-
derlag ved afståelse af ejerandele i forsyningsvirksomheder,
der er eller i perioden efter den 1. februar 2007 har været
omfattet af § 1, medmindre uddelingen eller vederlaget er
registreret eller samtidig registreres i medfør af § 37, stk. 1,
eller § 37 a, stk. 1 eller 6, i lov om elforsyning eller § 23 l,
stk. 1, eller § 23 m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning.
1. I § 2, stk. 1 og 2, ændres »eller § 23 l, stk. 1, eller § 23
m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning.« til: », § 23 l, stk.
1, eller § 23 m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning eller
§ 12, stk. 1, eller § 13, stk. 1 eller 6, i lov om CO2-fangstak-
tiviteter i forsyningssektoren.«
Stk. 2. Kommuner registrerer modtagne uddelinger fra og
vederlag ved afståelse af ejerandele i virksomheder, der di-
rekte eller indirekte ejer eller i perioden efter den 1. februar
2007 har ejet ejerandele i forsyningsvirksomheder, der er
eller i perioden efter den 1. februar 2007 har været omfattet
af § 1, medmindre uddelingen eller vederlaget er registreret
eller samtidig registreres i medfør af § 37, stk. 1, eller § 37
a, stk. 1 eller 6, i lov om elforsyning eller § 23 l, stk. 1, eller
§ 23 m, stk. 1 eller 6, i lov om varmeforsyning.
---
135