Høringssvar af 30/10-24 fra Klimabevægelsen

Tilhører sager:

Aktører:


    Fra Klimabevægelsen

    https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/l33/bilag/2/2927584.pdf

    Fra: Høring og Bekendtgørelse <hoering@klimabev.dk>
    Dato: 30. oktober 2024 kl. 07.06.45 CET
    Til: Ludvig Goldschmidt Pedersen <ludvig.goldschmidt@ft.dk>
    Cc: Mille Sofie Brandrup <mille.brandrup@ft.dk>, sandby@klimabev.dk
    Emne: Høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om klima (Nye klimamål for 2045 og 2050) L 33
    Til rette vedkommende
    Klimabevægelsen afgiver hermed høringssvar til lovforslag fremsat af Enhedslisten om ændring af klimaloven med
    skærpede klimamål, som svarer til de mål, som fremgår af regeringsgrundlaget fra 2022 for den siddende regering.
    Klimabevægelsen ønsker at tilkendegive sin fulde støtte til lovforslaget om de to nye klimamål for reduktion af
    Danmarks CO2-udledninger.
    Regeringen skriver i sit regeringsgrundlag, at den vil ”fremrykke målet om klimaneutralitet til 2045. Og sætte et nyt
    mål om 110 pct. reduktion i 2050 i forhold til 1990. Regeringen vil foreslå et ambitiøst reduktionsmål for 2035 samt
    vurdere, om reduktionsmålet i 2030 skal opjusteres yderligere.” Dette skærpede mål er et helt nødvendigt skridt for
    at imødegå den akutte klimakrise, vi står overfor.
    Danmark er i dag blandt de lande i verden med det allerhøjeste klimaaftryk, og vi gør ikke nok for at reducere dette.
    Regeringen og andre indflydelsesrige aktører formår at tegne et falsk billede af Danmark som grønt foregangsland.
    Når Danmarks ledende politikere, virksomheder og brancheforeninger taler om klimaforandringerne i dag, får man
    indtryk af, at omstillingen er i fuld gang, og at Danmark bidrager med mere end sin andel til at afværge krisen. Hører
    man derimod eksperterne, er budskabet, at vi ikke for alvor er gået i gang med den grønne omstilling, og at der er
    meget lang vej igen. Derfor er ambitiøse og juridisk bindende klimamål absolut nødvendige.
    Klimarådet konkluderer i sin seneste statusrapport, at dansk klimapolitik i høj grad drives frem af vores klimamål.
    Derimod er der stadig en betydelig risiko for, at regeringens planer ikke er tilstrækkelige til at opfylde 2030-målet.
    Dette understreger i Klimabevægelsens øjne behovet for lovmæssigt bindende klimamål, der bliver mødt med
    tilstrækkelig alvor og ambition.
    Vi har længe set klimaforandringerne meget konkret i resten af verden, og klimaforandringerne er de seneste år også
    blevet tydelige herhjemme med vildt vejr og stigende vandstande. Gentagne undersøgelser viser, at et stort flertal i
    den danske befolkning er bekymrede for klimaet og ønsker ambitiøs klimahandling. Den største udfordring er at få
    befolkningens bekymring omsat til reel politisk handling, som afspejler klimakrisens alvor.
    Vi ønsker derfor hurtigst muligt at få reduceret de menneskelige bidrag til den globale opvarmning, så ingen behøver
    frygte fremtiden. Så længe regeringens CO2-reduktionsmål ikke modsvares af bindende lovgivning og reel handling,
    er de ikke noget værd.
    Arbejdsgruppen for klimaret og høringer
    Klimabevægelsen i Danmark
    Mobil: +45 2295 4047
    Støt os og bliv medlem på www.klimabevægelsen.dk
    Offentligt
    L 33 - Bilag 2
    Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2024-25