REU alm. del - svar på spm. 1560 om ministeren vil kommentere på kronikken ”Pårørende til drab er også ofre og skal have samfundets hjælp”, Kristeligt Dagblad, den 21. september 2024?
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: REU alm. del (Spørgsmål 1560)
Aktører:
Besvarelse af spørgsmål nr. 1560 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.pdf
https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/reu/bilag/0/2926367.pdf
Side 1/3 Besvarelse af spørgsmål nr. 1560 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1560 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 30. september 2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF). Peter Hummelgaard / Morten Holland Heide Folketinget Retsudvalget Christiansborg 1240 København K DK Danmark Dato: 28. oktober 2024 Kontor: Strafferetskontoret Sagsbeh: Mie Hedengran Helander Sagsnr.: 2024-12600 Dok.: 3458542 Slotsholmsgade 10 1216 København K. T +45 7226 8400 www.justitsministeriet.dk jm@jm.dk Offentligt REU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 1560 Retsudvalget 2023-24 Side 2/3 Spørgsmål nr. 1560 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg: ”Vil ministeren kommentere på kronikken ”Pårørende til drab er også ofre og skal have samfundets hjælp”, Kristeligt Dagblad, den 21. september 2024, herunder i særdeles kommentere to forslag, der angives i artiklen?” Svar: Drab er den ultimativt værste forbrydelse, som et menneske kan begå, og jeg har stor sympati med ofrene og deres pårørende, som efterlades i en helt ubærlig situation. Pårørende til forurettede i drabssager har en række rettigheder i forbindelse med behandlingen af straffesagen. Det følger således bl.a. af retsplejelovens § 741 a, stk. 6, at retten efter anmodning i drabssager kan beskikke en bistandsadvokat for den forurettedes nære pårørende, når særlige hensyn taler for det. Politiet har ifølge § 741 b, stk. 1, 1. pkt., pligt til at vejlede den forurettedes nære pårørende i drabssager om reglerne om beskikkelse af en bistandsadvokat. Politiet og anklagemyndigheden skal endvidere i fornødent omfang vejlede forurettedes nære pårørende om vedkommendes retsstilling, sagens forventede forløb og sagens gang, jf. retsplejelovens § 741 e, stk. 1. Er der beskikket en bistandsadvokat, vil vejledningspligten i vidt omfang påhvile denne. Bistandsadvokatens rolle er i den forbindelse bl.a. at yde støtte og vejledning til den forurettedes nære pårørende under straffesagen, f.eks. om særlige hjælpemuligheder, herunder mulighederne for at søge støtte i en offerrådgivning, og hjælpe med fremsættelse af eventuelle erstatningskrav m.v. For så vidt angår forslaget om tilbud om et konfliktråd eller udrednings- og forsoningsmøder kan Justitsministeriet oplyse, at det følger af § 1 i lov om konfliktråd i anledning af en strafbar handling, at der i hver politikreds er etableret konfliktråd, hvor forurettede og gerningspersoner sammen med en neutral mægler kan mødes i anledning af en strafbar handling, og at mægleren kan tillade, at andre personer end forurettede og gerningspersonen deltager i konfliktrådet. Side 3/3 Deltagelse fra andre personer end forurettede og gerningspersonen vil f.eks. kunne være relevant i tilfælde, hvor den forurettede er afgået ved døden, og hvor den forurettedes nære pårørende efter omstændighederne vil kunne deltage i konfliktrådet. Det er dog en forudsætning for, at mægling i konfliktråd kan finde sted, at parterne samtykker i at deltage i konfliktrådet, jf. lovens § 2, stk. 1. Det kan oplyses, at Justitsministeriet i foråret 2023, som en del af den kommende strafreform, har anmodet Straffelovrådet om at foretage et gennemsyn af reglerne om sanktionsformer i dansk ret, herunder at se på alternative strafformer. Arbejdet forventes afsluttet i 2. halvår af 2025. Det kan i øvrigt oplyses, at reglerne om sociale hjælpeforanstaltninger og om psykologhjælp m.v. hører under Social- og Boligministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Når alt det er sagt, så er det vigtigt, at vi som samfund gør, hvad vi kan for at hjælpe og støtte de efterladte, og derfor er jeg også åben over for forslag, der på mit område kan være med til at forbedre retsstillingen for pårørende til drabsofre.