Nyhedsbrev nr. 16/2024 fra Rigsombudsmanden på Færøerne

Tilhører sager:

Aktører:


    orientering-nr-16-2024-fra-rigsombudsmanden-paa-faeroeerne

    https://www.ft.dk/samling/20241/almdel/fæu/bilag/8/2925694.pdf

    Amtmansbrekkan 6 www.rigsombudsmanden.fo Telefon: +298 201 200
    FO-100 Tórshavn E-mail: ro@fo.stm.dk
    Tórshavn, den 25. oktober 2024
    Orientering nr. 16/2024
    Landsstyrekvinde Ingilín D. Strøm træder tilbage
    Som omtalt i Orientering nr. 14/2024 kom Landsstýrismálanevndin (Lagtingsudvalg der har tilsyn med
    landsstyrets virksomhed) i september med en foreløbig konklusion på en klage over landsstyrekvinde for
    miljøanliggender Ingilín D. Strøm (Javnaðarflokkurin), som konkluderede, at hun havde givet Lagtinget
    urigtige oplysninger. I sit svar på en høring om den foreløbige konklusion, erklærede landsstyrekvinden
    sig uenig med Landsstýrismálanevndin, som, hun mener, ikke har godtgjort, at hun bevidst har givet
    Lagtinget urigtige oplysninger. Hun opfordrede udvalget til enten at frafalde sagen eller at få udpeget en
    undersøgelsesleder til at undersøge sagen.
    Et flertal i Landsstýrismálanevndin – bestående af Hans Jacob Thomsen (Javnaðarflokkurin) og Hanna
    Jensen (Framsókn) – indstillede den 22. oktober 2024 til Lagtingets formandskab, at sagen undersøges af
    en undersøgelsesleder, hvilket Lagtingets forkvinde vil være forpligtet til at iværksætte efter styrelsesloven.
    Mindretallet – bestående af Bárður á Steig Nielsen (Sambandsflokkurin) – fastholdt derimod, at Ingilín
    D. Strøm gav Lagtinget urigtige oplysninger.
    Under Lagtingets møde den 24. oktober 2024 fremsatte medlemmer af oppositionspartierne
    Sambandsflokkurin, Fólkaflokkurin og Miðflokkurin et mistillidsvotum mod Ingilín D. Strøm. Under
    behandlingen af sagen stod det klart, at to medlemmer af koalitionspartiet Tjóðveldi ikke støttede
    landsstyrekvinden, hvorfor mistillidsvotummet således ville blive vedtaget. Ingilín D. Strøm valgte på den
    baggrund at anmode lagmanden om at fritage sig fra hvervet som landsstyrekvinde.
    Lagmanden oplyste efterfølgende til KVF, at han trods sagens udfald fortsat har tillid til
    landsstyrekoalitionen, men at sagen påvirker tilliden mellem koalitionsparterne, der nu skal drøfte det
    fremadrettede samarbejde. Tilsvarende har formanden for Tjóðveldi, Høgni Hoydal tilkendegivet, at
    partiet nu må drøfte den situation, der er opstået i koalitionssamarbejdet og internt i partiet. Lagmanden
    varetager foreløbig Ingilín D. Strøms ressortområde.
    Landsstyret skal igen tage stilling til fiskeriaftale med Rusland
    Til uanmeldte spørgsmål i Lagtinget den 10. oktober 2024 blev lagmand Aksel V. Johannesen
    (Javnaðarflokkurin) spurgt om, hvornår landsstyret forventer at melde ud om landsstyrets planer om en
    mulig fornyelse af fiskeriaftalen med Rusland, når den nuværende aftale udløber den 31. december i år.
    Spørgsmålet blev stillet af tidligere lagmand Bárður á Steig Nielsen på vegne af Sambandsflokkurin. Af
    Aksel V. Johannesens svar fremgik det, at landsstyret efter planen vil drøfte sagen med Lagtingets
    Udenlandsudvalg inden for kort tid. Han påpegede, at afgørelsen kommer til at afspejle, hvad et flertal af
    Lagtinget ønsker.
    Offentligt
    FÆU Alm.del - Bilag 8
    Færøudvalget 2024-25
    Amtmansbrekkan 6 www.rigsombudsmanden.fo Telefon: +298 201 200
    FO-100 Tórshavn E-mail: ro@fo.stm.dk
    Lagtingsmedlem og medlem af Udenlandsudvalget Liljan Weihe (Tjóðveldi) sagde efterfølgende i et
    interview til KVF, at der har været ”larmende tavshed om Rusland”, og at koalitionen ikke har drøftet
    spørgsmålet siden sidste år, hvor aftalen blev forlænget. Dengang tilkendegav Liljan Weihe, at hun var et
    af de koalitionsmedlemmer, der var imod forlængelse af aftalen, og til KVF den 11. oktober i år sagde
    hun, at hendes holdning er uændret.
    Det nye fængsel på Færøerne skal ligge ved Áir i Sunda Kommune
    Justitsminister Peter Hummelgaard har efter ønske fra Færøernes landsstyre besluttet, at et nyt fængsel
    skal bygges ved Áir i Sunda Kommune. Færøernes landsstyre har på baggrund af faglige vurderinger af
    11 forskellige grunde og et analysearbejde anbefalet, at det nye fængsel placeres ved Áir i Sunda
    Kommune. Landsstyret har i den forbindelse oplyst, at placeringen anses for ideel, fordi den er centralt
    beliggende og let tilgængelig, ligesom placeringen vil tilføre flere arbejdspladser til kommunen og give
    mulighed for øget aktivitet i området. Den endelige grunderhvervelse vil være betinget af en række
    forhold, herunder vedtagelse og bekendtgørelse af byggevedtægter, relevante plan- og miljømæssige
    dispensationer samt sikring af forsynings- og infrastrukturelle forhold.
    Høgni Hoydal deltog på NATO-forsvarsministermøde
    Landsstyremand for udenrigs- og erhvervsanliggender Høgni Hoydal (Tjóðveldi) deltog den 17. oktober
    2024 i forsvarsministermøde, Northern Defence Dialogue, i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles. På
    mødet blev sikkerheds- og forsvarspolitik i den nordlige region drøftet, og deltagerne aftalte i en
    fælleserklæring at styrke samarbejdet i Arktis og Nordatlanten. Høgni Hoydal udtalte i en
    pressemeddelelse efter mødet, at: ”Vi i Færøerne har presset på for at opnå direkte deltagelse med egne repræsentanter
    i forsvars- og sikkerhedspolitik, således at vi ikke er tilskuere, men tager ansvar. Mødet i dag var en betydningsfuld lejlighed
    til at skabe opmærksomhed om færøske synspunkter, som bakker op om tættere samarbejde mellem landene, når der skal
    tages stilling til, hvordan vi håndtere fælles udfordringer.”
    Valgkampen til kommunalvalget den 12. november 2024 er i gang
    KVF har op til kommunalvalget sammen med statistik/analysevirksomheden Lóður gennemført en
    omfattende undersøgelse af færingers opfattelse af deres kommune, og hvordan kommunen løser sine
    opgaver. De færøske kommuners opgaver vedrører bl.a. ældrepleje, børnepasning, folkeskolens
    bygninger og undervisningsmaterialer, veje, vandforsyning, havne, biblioteker og idrætsanlæg.
    Undersøgelsen viser bl.a., at ældrepleje, veje, forhold for børn og unge, folkeskolen og børnepasning er
    de fem områder ud af 20 mulige, som de over 3.000 respondenter i undersøgelsen på tværs af de færøske
    kommuner mener, skal prioriteres højest. Der var frist for at aflevere kandidatlisterne til valget den 22.
    oktober 2024.
    Atlantic Airways har indgået samarbejdsaftaler med IcelandAir og Air
    Greenland
    I forbindelse med konferencen Arctic Circle Assembly i Reykjavík i oktober 2024, underskrev Atlantic
    Airways samarbejdsaftaler med henholdsvis islandske IcelandAir og grønlandske Air Greenland. Med
    aftalerne vil det blive lettere at booke flybilletter til og fra Færøerne og destinationer, som IcelandAir og
    Air Greenland opererer. Begge aftaler træder i kraft i 1. kvartal 2025.
    Amtmansbrekkan 6 www.rigsombudsmanden.fo Telefon: +298 201 200
    FO-100 Tórshavn E-mail: ro@fo.stm.dk
    MF Sjúrður Skaale vinder prisen for Årets Danske Tale
    MF Sjúrður Skaale (Javnaðarflokkurin) vinder prisen for Årets Danske Tale for sin tale om Israel-
    Palæstina-konflikten under Folketingets afslutningsdebat i maj 2024. Talen kan ses her. Prisen, der tildeles
    af den selvejende institution Danske Taler, overrækkes af Bertel Haarder den 12. november 2024 i
    København.
    Billedbogskunstneren Bárður Oskarsson vinder pris
    Billedbogskunstneren Bárður Oskarsson fik den 15. oktober 2024 White Ravens prisen fra The
    International Youth Library for billedbogen ”Bob” om kaninen Bob og hunden Hilbert. Bárður
    Oskarsson har tidligere vundet andre priser, herunder Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturspris i
    2019 for ”Træet”.