Fremsat den 25. oktober 2024 af klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard)

Fremsat den 25. oktober 2024 af klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af
drivhusgasser (biobrændstofloven), lov om fremme af vedvarende energi, lov
om gasforsyning og lov om elforsyning1)
(Gennemførelse af EU-regler om fremme af vedvarende energi og grønne brændstoffer m.v.)
§ 1
I lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af
drivhusgasser (biobrændstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
2167 af 29. november 2021, foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
»Lov om reduktion af drivhusgasser fra
transportsektoren m.v.«
2. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018
om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende
energikilder (omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L
328, side 82, og dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om
ændring af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU)
2018/1999 og direktiv 98/70/EF for så vidt angår frem-
me af energi fra vedvarende energikilder og om ophæ-
velse af Rådets direktiv (EU) 2015/652, EU-Tidende, L
af 31. oktober 2023.«
3. § 1 affattes således:
»§ 1. Loven har til formål at fremme anvendelsen af
grønne drivmidler, herunder elektricitet, VE-brændstoffer og
brændstoffer med et lavt drivhusgasaftryk til transport m.m.
med henblik på at integrere vedvarende energi, at reducere
vugge til grav-udledninger af drivhusgasser fra transport
m.m. og at bidrage til opfyldelsen af Danmarks nationale og
internationale klimaforpligtelser.
Stk. 2. Loven har endvidere til formål at fastsætte et kon-
trol- og sanktionssystem m.v. med henblik på at sikre over-
holdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2015/757 af 29. april 2015 om overvågning, rapportering og
verifikation af CO2-udledninger fra søtransport og om æn-
dring af direktiv 2009/16/EF med senere ændringer (MRV-
forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2023/2405 af 18. oktober 2023 om sikring af lige
konkurrencevilkår for bæredygtig lufttransport (ReFuelEU
Aviation) med senere ændringer (ReFuelEU Aviation-for-
ordningen) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2023/1805 af 13. september 2023 om anvendelsen af
vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransport og
om ændring af direktiv 2009/16/EF med senere ændringer
(FuelEU Maritime-forordningen).«
4. Overalt i loven, bortset fra i § 2, nr. 14, 1. pkt., og 18,
ændres »transport« til: »transport m.m.«
5. I § 2, nr. 10, 2. pkt., og § 3 a ændres »vejkøretøjer« til:
»transport m.m.«
6. § 2, nr. 11, affattes således:
»11) Transport m.m.: Drift af vejgående køretøjer, jernba-
ner, luftfart, søtransport og mobile ikke-vejgående
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om fremme af
anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82. Loven indeholder endvidere bestemmelser der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring af direktiv (EU) 2018/2001, forordning
(EU) 2018/1999 og direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv (EU) 2015/652,
EU-Tidende, L af 31. oktober 2023.
Lovforslag nr. L 68 Folketinget 2024-25
Klima-, Energi- og Forsyningsmin.,
Energistyrelsen, j.nr. 2023 - 6108
DB000997
maskiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vand-
veje, når de ikke er til søs, og landbrugs- og skov-
brugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til
søs.«
7. § 2, nr. 14, affattes således:
»14) Transport: Drift af vejgående køretøjer, jernbaner,
luftfart og søtransport.«
8. § 2, nr. 17, affattes således:
»17) Virksomhed:
a) En fysisk eller juridisk person, der angiver og
betaler afgift efter lov om energiafgift af mineral-
olieprodukter m.v. for det flydende brændstof, der
sælges til transport m.m.
b) En fysisk eller juridisk person, der er leverandør
af gasformige brændstoffer fra en gastankstation
eller lignende.
c) En fysisk eller juridisk person, der sælger og leve-
rer flydende eller gasformigt brændstof til brug i
luftfart og søtransport.
d) En fysisk eller juridisk person, som hverken an-
giver eller betaler energiafgift for brændstoffer,
der anvendes til transport m.m., men videresælger
brændstoffet til en fysisk eller juridisk person,
som angiver og betaler energiafgiften efter oven-
nævnte lov, og selv forbruger brændstoffet.
e) Ved en virksomhed forstås også de virksomheder,
der leverer brændstoffer eller elektricitet, der an-
vendes til transport m.m., men er undtaget afgif-
ten efter love omhandlet i litra a-d.«
9. To steder i § 3, stk. 2, 1. pkt., ændres »transportområdet«
til: »transport m.m.«, », herunder for luft- og søfart,« udgår,
og efter »krav til brændstoffer« indsættes: »og elektricitet«.
10. I § 3, stk. 4, indsættes efter »kun brændstoffer«: »og
elektricitet«.
11. I § 3, stk. 6, indsættes efter »virksomheder«: »eller leve-
randører af elektricitet eller vedvarende flydende eller gas-
formige brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse«,
efter »stk. 2 eller 3« indsættes: »eller § 4 a, stk. 1 eller 4«,
og efter »stk. 2 og 3« indsættes: »eller § 4 a, stk. 1 og 4«.
12. I § 3, stk. 7, ændres »CO2-fortrængningskrav« til:
»CO2e-fortrængningskrav og iblandingskrav«.
13. I § 3 a indsættes efter »af virksomheden«: »til transport
m.m.«
14. I § 4, stk. 1, indsættes efter »beslutninger om VE-brænd-
stoffer«: »og elektricitet« og », biobrændstoffer eller biom-
assebrændsler« udgår.
15. I § 4, stk. 2, ændres »CO2-emissioner« til: »CO2e-emis-
sioner«, »søtransport« ændres til: »luftfart og søtransport«,
og efter »MRV-forordningen« indsættes: »samt supplerende
regler til ReFuelEU Aviation-forordningen og FuelEU Mari-
time-forordningen«.
16. To steder i § 4 a, stk. 1, og i stk. 2, 1 pkt., stk. 3-5 og 7
ændres »CO2-fortrængningskrav« til: »CO2e-fortrængnings-
krav og iblandingskrav«.
17. I § 4 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »og gas«: »samt for
produktion af elektricitet«.
18. I § 4 a, stk. 5, indsættes efter »kun brændstoffer«: »og
elektricitet«.
19. Efter § 6 indsættes:
Ȥ 6 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om betaling, herunder gebyrer eller anden beta-
ling, til dækning af myndigheders omkostninger til admini-
stration og tilsyn med ReFuelEU Aviation-forordningen og
FuelEU Maritime-forordningen og af regler udstedt i medfør
af denne lov, ReFuelEU Aviation-forordningen og FuelEU
Maritime-forordningen.
Stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om yder-
ligere betaling, herunder gebyrer eller anden betaling, til
dækning af merarbejde eller andre merudgifter, herunder til
ekstern konsulentbistand, i situationer, hvor en aktør ikke
har overholdt sine forpligtelser i forordningerne eller i regler
med relation til forordningerne udstedt i medfør af loven
eller forordningerne nævnt i stk. 1.«
20. I § 8 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om straf af bøde
for overtrædelse af ReFuelEU Aviation-forordningen, Fue-
lEU Maritime-forordningen og for overtrædelse af regler
fastsat i relation hertil.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
21. I § 9, stk. 1, indsættes efter »MRV-forordningen«: », Re-
FuelEU Aviation-forordningen eller FuelEU Maritime-for-
ordningen«.
22. I § 9 a indsættes efter »på skibene«: »eller til at udføre
sine forpligtelser efter FuelEU Maritime-forordningen«.
§ 2
I lov om fremme af vedvarende energi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1031 af 6. september 2024, foretages
følgende ændringer:
1. I § 5, stk. 1, indsættes efter nummer 6 som nyt nummer:
»7) Innovativ teknologi for vedvarende energi: Teknologi
til produktion af vedvarende energi, som på mindst én
måde forbedrer en sammenlignelig avanceret teknologi
for vedvarende energi eller gør det muligt at udnytte
teknologi for vedvarende energi, der ikke kommerciali-
seres fuldt ud, eller som indebærer en klar risiko.«
Nr. 7-18 bliver herefter nr. 8-19.
2. Overskriften til kapitel 6 b affattes således:
2
»Generelle bestemmelser om VE-støtteordninger og VE-
mærkningsordninger«
3. § 56 b, stk. 1, affattes således:
»Denne bestemmelse omhandler generelle bestemmelser
om finansielle støtteordninger til fremme af vedvarende
energi samt bestemmelser om frivillige mærkningsordnin-
ger.«
4. I § 56 b indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Revision af omfang af og betingelser for finansiel
støtte til projekter for vedvarende energi må ikke ske på en
måde, så det har negative konsekvenser for de rettigheder,
som er tildelt i forbindelse med støtten, og som undergraver
den økonomiske levedygtighed af projekter, der allerede ny-
der godt af støtte. 1. pkt. er ikke til hinder for de tilpasninger
af støtteordninger, som er nødvendige for overholdelse af
EU’s statsstøtteregler.«
5. I § 56 b indsættes som stk. 7-9:
»Stk. 7. Klima-, energi- og forsyningsministeren informe-
rer om rammerne for frivillige mærkningsordninger for in-
dustriprodukter, der angives at være produceret med vedva-
rende energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af
biologisk oprindelse.
Stk. 8. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
regler om, at ved sådanne frivillige mærkningsordninger, der
henvises til i stk. 7, skal den angivne procentdel af vedva-
rende energi, der er anvendt, eller vedvarende brændstoffer,
der ikke er af biologisk oprindelse, og som er anvendt ved
anskaffelse og forbehandling, fremstilling og distribution,
beregnes på grundlag af nærmere angivne metoder.
Stk. 9. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
regler om, at nærmere angivne metoder, der henvises til i
stk. 8, ikke indføres i Lovtidende. Ministeren fastsætter i
den forbindelse regler om, hvordan oplysning om indholdet
kan fås.«
§ 3
I lov om gasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af
16. august 2023, som ændret ved § 2 i lov nr. 1787 af
28. december 2023 og § 2 i lov nr. 674 af 11. juni 2024,
foretages følgende ændringer:
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF
af 13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked
for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF,
EU-Tidende 2009, nr. L 211, side 94, som ændret ved
direktiv 2019/692/EU af 17. april 2019 om ændring
af direktiv 2009/73/EF om fælles regler for det indre
marked for naturgas, EU-Tidende 2019, nr. L 117,
side 1, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om fremme
af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder
(omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82,
dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring af direktiv
(EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og direk-
tiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra
vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets
direktiv (EU) 2015/652, EU-Tidende, L af 31. oktober
2023, EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82, og Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1513/EU af
9. september 2015 om ændring af direktiv 98/70/EF
om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring
af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af
energi fra vedvarende energikilder, EU-Tidende 2015,
nr. L 239, side 1.«
2. I § 12 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at et transmissionsselskab, en transmissi-
onssystemejer og en systemoperatør skal videregive målin-
ger efter stk. 1, nr. 2, til en EU-database og verificere indbe-
rettede målinger fra økonomiske aktører.«
3. I § 14 indsættes som stk. 10:
»Stk. 10. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan
fastsætte regler om, at et distributionsselskab skal videregive
målinger efter stk. 1, nr. 2, til en EU-database og verificere
indberettede målinger fra økonomiske aktører.«
§ 4
I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1248 af
24. oktober 2023, som ændret ved § 1 i lov nr. 1787 af 28.
december 2023, § 4 i lov nr. 640 af 11. juni 2024 og § 5 i lov
nr. 673 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter: »dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11.
december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra
vedvarende energikilder, EU-Tidende 2018, nr. L 328, side
82,«: »som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring
af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og
direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra
vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv
(EU) 2015/652, EU-Tidende, L af 31. oktober 2023,«.
2. Efter § 9 indsættes:
Ȥ 9 a. Klima, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at ejere og brugere af husholdnings- og
industribatterier, herunder tredjeparter, der med udtrykkeligt
samtykke handler på ejernes eller brugernes vegne, skal ha-
ve adgang til grundlæggende oplysninger i batteristyringssy-
stemerne, herunder om hvordan adgangen opnås.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at ejere og brugere af elkøretøjer, herunder
tredjeparter, der med udtrykkeligt samtykke handler på ejer-
nes eller brugernes vegne, skal have adgang til grundlæg-
gende oplysninger om køretøjsbatterierne og køretøjernes
placering, herunder om hvordan adgangen opnås.
3
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om tilsyn med overholdelsen af regler, der
er udstedt i henhold til stk. 1 og 2. Klima-, energi- og
forsyningsministeren kan endvidere efter forhandling med
vedkommende minister fastsætte regler om, at andre offent-
lige myndigheder bemyndiges til at føre tilsyn med overhol-
delse af regler, der er udstedt i henhold til stk. 1 og 2.«
§ 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2025, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. § 1, nr. 9-13, § 2, nr. 1-3 og 5, og § 4 træder i kraft
den 21. maj 2025.
Stk. 3. For de virksomheder inden for luftfart og søtrans-
port som omfattes af § 2, nr. 11 og 14, i lov om reduktion
af drivhusgasser fra transportsektoren m.v., som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 6 og 7, og som ved lovens ikrafttræden
omfattes af § 5, stk. 1, i lov om reduktion af drivhusgasser
fra transportsektoren m.v., får forpligtelserne i § 5, stk. 1,
først virkning fra 1. januar 2026.
4
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Biobrændstofloven udvides til også at omfatte luftfart og søtransport
2.1.1. Gældende ret
2.1.2. VE III-direktivet
2.1.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
2.1.4. Den foreslåede ordning
2.2. Supplerende bestemmelser til ReFuelEU Aviation og FuelEU Maritime
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
2.3. Hjemmel til gebyrfinansiering af tilsyn med forordninger om luftfart og søtransport
2.3.1. Gældende ret
2.3.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
2.3.3. Den foreslåede ordning
2.4. Fremme af frivillige mærkningsordninger for visse industriprodukter produceret med vedvarende energi og vedvaren-
de brændstoffer og fastsættelse af beregningsmetoder
2.4.1. Gældende ret
2.4.2. VE III-direktivet
2.4.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
2.4.4. Den foreslåede ordning
2.5. Rapportering til EU-databasen
2.5.1. Gældende ret
2.5.2. VE III-direktivet
2.5.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
2.5.4. Den foreslåede ordning
2.6. Batterioplysninger
2.6.1. Gældende ret
2.6.2. VE III-direktivet
2.6.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
2.6.4. Den foreslåede ordning
2.7. Den finansielle støttes stabilitet
2.7.1. Gældende ret
2.7.2. VE II-direktivet
2.7.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejelser
2.7.4. Den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
3.1. Implementering af EU-regler (VE III-direktivet, FuelEU Maritime og ReFuelEU Aviation) om transportbrændstoffer
3.2. Bestemmelser om frivillige mærkningsordninger for industriprodukter
3.3. Bestemmelser om batterioplysninger
3.4. Øvrige økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
4.1. Implementering af EU-regler (VE III-direktivet, FuelEU Maritime og ReFuelEU Aviation) om transportbrændstoffer
4.2. Bestemmelse om frivillige mærkningsordninger for industriprodukter
4.3. Rapportering til EU-databasen
4.4. Bemyndigelser til regler om batterioplysninger
4.5. Den finansielles støttes stabilitet
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klimamæssige konsekvenser
6.1. Implementering af EU-regler (VE III-direktivet, FuelEU Maritime og ReFuelEU Aviation) om transportbrændstoffer
6.2. Bestemmelse om frivillige mærkningsordninger for industriprodukter
5
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Det primære formål med lovforslaget er at gennemføre og
muliggøre gennemførelsen af dele af Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023
om ændring af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU)
2018/1999 og direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme
af energi fra vedvarende energikilder og om ophævelse af
Rådets direktiv (EU) 2015/652 (herefter benævnt VE III-di-
rektivet) der skal være gennemført i dansk ret senest den 21.
maj 2025.
VE III-direktivet af 18. oktober 2023 er en revidering af VE
II-direktivet (direktiv (EU) 2018/2001), og implementeres
som en del af EU’s Fit for 55-pakke. Fit for 55 er en pakke
af forslag, der skal revidere og opdatere EU-lovgivningen
og igangsætte nye initiativer med det formål at sikre, at
EU’s politikker bidrager til at opfylde EU’s overordnede
klimamål om at reducere drivhusgasemissioner med mindst
55 pct. i 2030 ift. niveauet i 1990.
Vedvarende energi (herefter VE) spiller en afgørende rolle
for opfyldelsen af EU’s overordnede klimamål, eftersom
energisektoren p.t. bidrager med over 75 pct. af de samlede
drivhusgasemissioner i EU.
Med lovforslaget foreslås det også at etablere en hjem-
mel til fastsættelse af supplerende bestemmelser til Euro-
pa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/2405 af
18. oktober 2023 om sikring af lige konkurrencevilkår for
bæredygtig lufttransport med senere ændringer (ReFuelEU
Aviation-forordningen) samt Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2023/1805 af 13. september 2023 om an-
vendelsen af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i sø-
transport og om ændring af direktiv 2009/16/EF med sene-
re ændringer (FuelEU Maritime-forordningen), der ligesom
VE III-direktivet er en del af Fit for 55-pakken. Forordnin-
gerne skal afstedkomme reduktioner af drivhusgasudlednin-
ger i luftfart og søtransport.
Lovforslaget udgør en delmængde af den samlede imple-
mentering af VE III-direktivet. Væsentlige dele af VE III-di-
rektivet gennemføres på bekendtgørelsesniveau ved brug af
eksisterende bemyndigelser og har ikke relation til nærvæ-
rende lovforslag. Den 24. april 2024 fremsatte klima-, ener-
gi- og forsyningsministeren lovforslag (L 165) om hurtige
VE-tilladelsesregler, herunder bemyndigelser til at gennem-
føre flere af VE III-direktivets bestemmelser. Lovforslaget
blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2024. Områderne
behandlet i L 165 behandles ikke i nærværende lovforslag.
Et væsentligt område i nærværende lovforslag er regule-
ring af grønne drivmidler til transportsektoren. Med VE
III-direktivet, ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritimefor-
ordningerne skal biobrændstofloven også dække sø- og
luftfart, herunder skal der fastsættes sanktionsbestemmelser
for overtrædelse af FuelEU Maritime og ReFuelEU Avia-
tion. Klima-, energi- og forsyningsministeren blev ved æn-
dring af biobrændstofloven i 2021 bemyndiget til at kunne
fastsætte forskellige krav om reduktion af drivhusgasser i
transportsektoren, der indtil VE III-direktivet kun omfatte-
de transport på land. Med lovforslaget foreslås det derfor,
at de gældende bemyndigelser i biobrændstofloven udvides
til også at omfatte luftfart og søtransport. Denne udvidelse
vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil
kunne fastsætte eller fravige krav til disse nye sektorer i
bekendtgørelser udstedt i medfør af biobrændstofloven.
For at imødegå udviklingen af nye VE-brændstoffer til
transportsektoren, foreslås det, at titlen på biobrændstoflo-
ven ændres til »Lov om reduktion af drivhusgasser fra trans-
portsektoren m.v.«, da den fremover forventes at komme
til at omfatte en bredere vifte af grønne drivmidler end
bæredygtige biobrændstoffer og biogas. Endvidere vil lov-
forslaget tilvejebringe en hjemmel til, at klima-, energi- og
forsyningsministeren får mulighed for at kunne fastsætte
regler om gebyrfinansiering af aktørers betaling til dækning
af myndigheders omkostninger til varetagelse og administra-
tion af ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-forordnin-
gen og af regler udstedt i relation hertil.
Derudover indebærer lovforslaget gennemførelse af en ræk-
ke øvrige bestemmelser fra VE III-direktivet. I lov om
fremme af vedvarende energi (VE-loven) gennemføres en
bestemmelse til fremme af frivillige mærkningsordninger
for industriprodukter, der hævdes at være produceret med
vedvarende energi og vedvarende brændstoffer, i lov om
gasforsyning (gasforsyningsloven) gennemføres en indberet-
ningsforpligtelse til at rapportere til en fælles EU-database
og i lov om elforsyning (elforsyningsloven) gennemføres
en bestemmelse om, at ejere og brugere af husholdnings-
og industribatterier og køretøjer, herunder tredjeparter, der
handler på ejernes og brugernes vegne, skal opnå realtids-
adgang til visse oplysninger for batteristyringssystemer og
køretøjsbatterier.
Foruden VE III-direktivet, indebærer lovforslaget gennem-
førelse af en enkelt bestemmelse fra VE II-direktivet. Denne
bestemmelse vedrører den finansielle støttes stabilitet og
foreslås gennemført i VE-loven. Formålet med bestemmel-
sen er at tydeliggøre, at omfanget af og betingelserne for
VE-støtteordninger ikke må revideres på en måde, som har
negative konsekvenser for de rettigheder, som er tildelt i
forbindelse med støtten. Bestemmelsen er i tråd med almin-
delige principper i dansk lovgivning og gennemføres på
baggrund af dialog med Europa-Kommissionen.
6
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Biobrændstofloven udvides til også at omfatte luft-
fart og søtransport
2.1.1. Gældende ret
Den gældende biobrændstoflov, bekendtgørelse nr. 1150 af
5. september 2023 om CO2e-fortrængningskrav og bære-
dygtighed m.v. (herefter CO2e-fortrængningsbekendtgørel-
sen) og bekendtgørelse nr. 595 af 26. maj 2023 om håndbog
om dokumentation for opfyldelse af CO2e-fortrængnings-
krav m.v. (herefter håndbogen) har alle et altovervejende
ophæng i det tidligere Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen
af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og
senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF
(herefter VE I-direktivet) og det gældende VE II-direktiv,
der nu er blevet revideret ved VE III-direktivet, der skal
implementeres i national ret senest den 21. maj 2025 i alle
medlemsstater.
VE I-direktivet og VE II-direktivet har begge kun været
gældende for den del af transportsektoren, der er foregået på
land. Det primære sigte har været at reducere drivhusgasud-
ledninger i den almindelige vejtrafik, biler, busser, lastbiler,
motorcykler samt jernbane, hvilket fremgår af den gældende
biobrændstoflov. I biobrændstoflovens § 2 defineres »land-
transport« som drift af vejgående køretøjer og jernbanedrift,
og »transport« defineres som drift af vejgående køretøjer,
jernbaner og mobile ikke-vejgående maskiner (fx landbrugs-
og entreprenørmaskiner).
Af CO2e-fortrængningsbekendtgørelsen fremgår det af § 3,
stk. 1 og 2, at forpligtelsen til at reducere drivhusgasudled-
ninger kun finder sted i forhold til den sektor, der er define-
ret som »transport«, hvilket udelukkende omfatter køretøjer
m.m., der befinder sig på land, og ikke til vands eller i
luften. Dog omfatter definitionen af transport også »fartøjer
til sejlads på indre vandveje«, men her tænkes på fartøjer,
der anvender fx floder som transportveje, hvor der transpor-
teres gods på flodpramme og lignende. Disse fartøjer er ikke
omfattet af det, der forstås ved den maritime sektor, som VE
III-direktivet omfavner.
Der har med VE II-direktivets artikel 27, stk. 2, i modsæt-
ning til VE I-direktivet, været mulighed for, at luftfart og
søtransport kunne bidrage mod transportmålene. Biobrænd-
stofloven indeholder en række bemyndigelsesbestemmelser
til klima-, energi- og forsyningsministeren, hvorefter denne
kan fastsætte nærmere regler om reduktion af drivhusga-
sudledninger fra transportsektoren. Bemyndigelserne blev
indført i biobrændstofloven med lov nr. 881 af 12. maj
2021 om ændring af biobrændstofloven og lov nr. 883 af
12. maj 2021 om ændring af lov om fremme af vedvaren-
de energi, biobrændstofloven, lov om naturgasforsyning og
forskellige andre love. Bemyndigelserne er blevet anvendt
i CO2e-fortrængningsbekendtgørelsen. Bemyndigelserne er
blandt andet blevet anvendt til fastsættelse af de gældende
CO2e-fortrængningskrav i bekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 2.
2.1.2. VE III-direktivet
VE I-direktivet og VE II-direktivet har begge kun været
gældende for den del af transportsektoren, der er foregået
på land. Med VE III-direktivet er anvendelsesområdet for
transportartiklerne, artikel 25-31 a, blevet udvidet således,
at også luftfart og søtransport skal reducere udledninger af
drivhusgasser.
VE III-direktivet indeholder ikke en nærmere beskrivelse
af, hvilke fartøjer luftfart og søtransport omfatter i VE III-
direktivet. For nærmere henvises til lovforslagets § 1 og de
specielle bemærkninger til nr. 6 for en nærmere beskrivelse
og uddybning.
2.1.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
På området for landtransport har de omfattede aktører siden
2017 typisk været defineret ved at være de brændstofleve-
randører, der betaler energiafgift efter lovbekendtgørelse
nr. 1349 af 1. september 2020 om energiafgift af mineral-
olieprodukter m.v. (herefter mineralolieafgiftsloven). Denne
konstruktion blev valgt, da de brændstofleverandører, der
betaler energiafgiften, også har det fornødne kendskab til i
hvilken sektor brændstoffet anvendes. For både luftfart og
søtransport gælder det, at der ikke betales energiafgift, eller
andre lignende afgifter for det anvendte brændstof, hvorfor
den samme definitionskonstruktion ikke kan anvendes for
disse sektorer, der ikke betaler energiafgift.
Udover at luftfart og søtransport ved implementeringen af
VE III-direktivet bliver en del af den sektor, der skal regu-
leres af biobrændstofloven, vil luftfart og søtransport også
blive reguleret af ReFuelEU Aviation-forordningen og Fue-
lEU Maritime-forordningen. Som nævnt er forordningernes
formål af reducere drivhusgasudledninger fra de to sektorer,
ligesom det bemærkes, at metoden til reduktion af drivhus-
gasudledninger i de to forordninger er forskellige, hvor man
i FuelEU Maritime-forordningen sætter krav til reduktion
af den årlige gennemsnitlige drivhusgasintensitet, og i Re-
FuelEU Aviation-forordningen sætter krav om iblanding af
bæredygtige flybrændstoffer.
Med den foreslåede udvidelse af biobrændstofloven til også
at omfatte luftfart og søtransport vil udvidelsen medføre, at
luftfart og søtransport også vil være omfattet af de bemyn-
digelsesbestemmelser til klima-, energi- og forsyningsmini-
steren, der er i den gældende biobrændstoflov. Dette vil fx
være tilfældet for biobrændstoflovens gældende § 3, stk. 2,
der giver en omfattende bemyndigelse til klima-, energi- og
forsyningsministeren til at fastsætte regler på betydningsful-
de områder i biobrændstofloven.
Med forslaget vil det f.eks. kunne være en mulighed for
klima-, energi- og forsyningsministeren at fastsætte nærme-
re regler for luft- og søtransport i relation til anvendelse
7
af og krav til brændstoffer med henblik på reduktion af
drivhusgasser og iblanding af vedvarende energi på luftfart-
og søtransportområdet, så længe det sker i overensstemmel-
se med forordningerne. Eksempelvis vil klima-, energi- og
forsyningsministeren, inden for reglerne i forordningerne,
kunne fastsætte regler om anvendelse og størrelse af driv-
husgasreduktionskrav, om iblandingskrav, om begrænsning
af anvendelse af visse typer af brændstoffer og om differen-
tierede krav til forskellige brændstofleverandører i forhold
til drivhusgasreduktionskrav og iblandingskrav
Det bemærkes dog, at begge forordninger er totalharmonise-
rede, hvorfor den enkelte medlemsstat som udgangspunkt
ikke må fastsætte andre, specifikke drivhusgasudlednings-
krav eller iblandingskrav end de i forordningerne fastsatte. I
FuelEU Maritime-forordningen er forpligtelsen til reduktion
af drivhusgasudledninger pålagt et selskab. I forordningen
defineres et selskab som: »skibsejeren eller en anden orga-
nisation eller person som f.eks. forvalteren eller bareboat-
befragteren, som har påtaget sig ansvaret for driften af
skibet for skibsejeren og har påtaget sig alle de pligter og
ansvarsområder, der pålægges ved den internationale kode
for sikker skibsdrift og forebyggelse af forurening« – heref-
ter skibsejeren. Brændstofleverandører er ikke omfattet af de
specifikke drivhusgasudledningskrav, hvorfor der vil kunne
fastsættes højere krav til disse. ¬¬I ReFuelEU Aviation-for-
ordningen er forpligtelsen til reduktion af drivhusgasudled-
ninger pålagt brændstofleverandøren, som den typisk også
er i landtransportsektoren.
At FuelEU Maritime-forordningen er totalharmoniseret in-
debærer som nævnt, at de enkelte medlemsstater ikke kan
fastsætte højere krav til skibsejerne end de, der fremgår
af forordningen. Totalharmoniseringen indebærer imidlertid
ikke, at der ikke kan stilles krav til andre maritime aktø-
rer. Der vil således være mulighed for at stille krav til de
brændstofleverandører, der leverer brændstof til skibene, og
også krav, der overstiger de drivhusgasfortrængningskrav,
der stilles til skibsejerne. Størrelsen af det krav, der eventu-
elt skal stilles til brændstofleverandører til søtransporten vil
afhænge af en række faktorer, hvoraf de vigtigste afventer
politisk afklaring.
Størrelsen af kravet vil blandt andet afhænge af, hvorledes
de gældende bemyndigelsesbestemmelser i eksisterende lov-
givning udmøntes af regeringen.
2.1.4. Den foreslåede ordning¬Det er ikke afklaret, hvorle-
des regeringen vil udmønte kravene i VE III-direktivet. Bio-
brændstofloven er en såkaldt bemyndigelseslov, hvilket in-
debærer, at det på visse nærmere afgrænsede områder er
overladt til klima-, energi- og forsyningsministeren at fast-
sætte nærmere regler. Det forventes derfor, at de eventuelle
krav, der måtte blive fremsat til de af biobrændstofloven
omfattede aktører i forbindelse med implementeringen af
VE III-direktivet vil blive fremsat i CO2e-fortrængningsbe-
kendtgørelsen.
Med den foreslåede udvidelse af biobrændstofloven til også
at omfatte luftfart og søtransport vil udvidelsen medføre, at
klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at
kunne fastsætte supplerende regler for området i en bekendt-
gørelse og foretage en smidig og rettidig administration af
området i forhold til at fastsætte supplerende bestemmelser
som anført under pkt. 2.2.
Med den foreslåede bestemmelse i nr. 6 vil det også blive
muligt for klima-, energi- og forsyningsministeren at fast-
sætte nærmere regler for luftfart og søtransport i alle andre
af biobrændstoflovens bemyndigelsesbestemmelser, og den
vil bl.a. kunne bruges til at fastsætte alle former for regler,
herunder regler om fremme af reduktion af drivhusgasser,
der har sit udspring i EU-regler, herunder også regler om
sanktioner, tilsyn og rapportering. Forslaget medfører såle-
des, at der også for luftfart og søtransport etableres en bred
og fremtidssikret hjemmel til gennemførelse af forordnin-
gerne, direktiver, andre EU-regler, men også regler, der har
et nationalt udspring.
De virksomheder, der foreslås, at blive omfattet lovgivnin-
gen, og dermed af en mulig forpligtelse til at iblande grøn-
ne drivmidler eller reducere udledningen af drivhusgasser,
foreslås at være virksomheder, der leverer flydende eller
gasformigt brændstof til brug i luftfart og søtransport. ¬¬For
søtransportens vedkommende foreslås det med implemen-
teringen af VE III-direktivet i lovforslaget, at det bliver
de virksomheder, i det omfang de pålægges krav, der ejer
brændstoffet ved leveringen af dette til maritime fartøjer,
med undtagelse af levering til krigsskibe, marinehjælpefar-
tøjer, fiskefartøjer og skibe til forarbejdning af fisk, der
omfattes af lovgivningens forpligtelse til iblanding af grøn-
ne drivmidler i det brændstof, der sælges eller leveres til
søtransporten, når brændstoffet leveres til fartøjerne inden
for den eksklusive økonomiske zone. ¬¬For luftfartens
vedkommende foreslås det med lovforslaget, at det bliver
de virksomheder, der ejer brændstoffet ved levering til luft-
fartsselskabet, der også benævnes som luftfarttøjsoperatører,
der omfattes af lovgivningens forpligtelse til iblanding af
grønne drivmidler i det brændstof, der sælges eller leveres
til luftfartsselskabet.
Omfanget af luftfart- og søtransportsektoren vil som ud-
gangspunkt følge Eurostats og Shares definitioner.
2.2. Supplerende bestemmelser til ReFuelEU Aviation og
FuelEU Maritime
2.2.1. Gældende ret
Både ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-forordnin-
gerne er nye forordninger, der ikke afløser tidligere forord-
ninger på området. Direkte regulering af reduktion af driv-
husgasser i luftfart og søtransport har ikke tidligere været
foretaget i hverken VE II-direktivet eller i dansk ret. Bio-
brændstofloven indeholder ikke hjemmel til, at klima-, ener-
gi- og forsyningsministeren kan fastsætte straf for overtræ-
delse af forordningerne.
Hovedkravene i forordningerne omkring iblanding af bære-
8
dygtigt flybrændstof og reduktion af drivhusgasser i søtrans-
porten, træder i kraft den 1. januar 2025.
Ud over iblandingsforpligtelsen for flybrændstofleverandø-
rer, pålægger ReFuelEU Aviation-forordningen også luftfar-
tøjsoperatører en optankningsforpligtelse, hvorefter den år-
lige mængde flybrændstof, der påfyldes i en given EU-luft-
havn, skal udgøre mindst 90 % af det årlige behov for fly-
brændstof. EU-lufthavnsforvaltningsorganet skal samtidig
træffe alle nødvendige foranstaltninger for at lette luftfar-
tøjsoperatørernes adgang til de bæredygtige flybrændstoffer.
FuelEU Maritime-forordningen giver medlemsstater mulig-
hed for at disse fra 2030-2034 kan beslutte at udvide kravet
om brug af landstrøm til at omfatte andre havne, end de
allerede omfattede eller andre dele af havnene.
Endvidere gives medlemsstaterne mulighed for at udvide
ovennævnte forpligtigelser til ikke kun at vedrøre skibe,
som er fortøjet ved kaj, men også at omfatte skibe beliggen-
de på ankerplads og andre dele af havnens områder.
Endvidere gives medlemsstaterne mulighed for at fastsætte
supplerende bestemmelser bl.a. i forhold til undtagelse af
specifikke færgeruter eller til udvidelse af anvendelsesområ-
det for bestemmelserne om landstrøm efter 2030 efter Fue-
lEU Maritime-forordningen eller til at opnormere mindre
lufthavne til EU-lufthavne efter ReFuelEU Aviation-forord-
ningen.
Som beskrevet i pkt. 2 og pkt. 3.1.3, hvortil der henvises,
er begge forordninger totalharmoniserede, hvorfor den en-
kelte medlemsstat, som udgangspunkt, eksempelvis ikke må
fastsætte højere, specifikke drivhusgasudledningskrav eller
iblandingskrav end de, der er fastsat i forordningerne.
Derudover pålægger begge forordninger medlemsstaterne at
fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af forpligtel-
serne i forordningerne. Særligt ReFuelEU Aviation er karak-
teriseret ved, at det ikke kan udelukkes, at bødestørrelserne
vil skulle justeres, når det konstateres, hvordan områderne
udvikler sig. Dette indikeres bl.a. ved, at der i ReFuelEU
Aviation anvendes begreber som, at »Denne bøde skal stå i
et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende
virkning og være mindst dobbelt så høj som det beløb, der
fremkommer ved at multiplicere forskellen mellem den årli-
ge gennemsnitspris for syntetisk flybrændstof og for konven-
tionelt flybrændstof pr. ton med den mængde flybrændstoffer,
for hvilken minimumsandelene, jf. artikel 4 og bilag I, ikke
er overholdt.« Det er særligt anvendelsen af ordet »mindst«,
der indikerer, at der kan blive tale om justering af bødeni-
veauet.
2.2.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
Som nævnt ovenfor er reguleringen af drivhusgasser fra luft-
fart og søtransport et nyt område. Der vil derfor kunne kom-
me justeringer af området, herunder om det ønskede indhold
til de supplerende bestemmelser, som forordningerne giver
medlemsstaterne mulighed for at fastsætte.
Med den foreslåede ændring af biobrændstofloven til også
at omfatte luftfart og søtransport vil udvidelsen som nævnt
under pkt. 2.1.3, hvortil der henvises, medføre, at luftfart og
søtransport også vil være omfattet af de bemyndigelsesbe-
stemmelser til klima-, energi- og forsyningsministeren, der
er i den gældende biobrændstoflov.
Medlemsstaterne pålægges som nævnt i pkt. 2.2.1 at fastsæt-
te et sanktionssystem for overtrædelse af henholdsvis Re-
FuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-forordningerne. Det-
te sanktionssystem vil omfatte både afgørelser i forhold til
de supplerende bestemmelser og i forhold til de øvrige be-
stemmelser i forordningerne.
Som nævnt under pkt. 2.2.1 indikerer ordet mindst i Re-
FuelEU Aviation-forordningen, at domstolene vil have mu-
lighed for at forøge bødernes størrelse i forhold til det
udgangspunkt, som forordningen lægger op til. Dette vil ek-
sempelvis kunne være tilfældet i en situation, hvor det viser
sig, at det eksisterende bødeniveau er på et sådant niveau,
at virksomheder kan spekulere i, at det, på grund af høje
priser for bæredygtigt flybrændstof kombineret med bødeni-
veauet, økonomisk kan betale sig for virksomheder at ifalde
en bøde frem for at opfylde sine forpligtelser i henhold til
forordningerne. En sådan situation vil eksempelvis kunne
opstå, hvor der ikke produceres store mængder bæredygtigt
flybrændstof, og hvor det derfor kan forventes, at priserne
på dette brændstof kan variere en del henover året. En høj
pris i en begrænset del af året vil derfor kunne incitere til,
at virksomheder kan vurdere, at det, økonomisk set, vil være
billigere at ifalde en bøde fremfor at opfylde forordningens
krav.
Bødeniveauet vil altid skulle kunne håndtere den situation
og bødeniveauet må derfor aldrig være under et niveau,
der som minimum modsvarer det dobbelte af, hvad en virk-
somhed ville have haft af brændstofudgifter til opfyldelse
af forordningernes krav, når virksomheden ikke opfylder
forordningernes krav. Dette vil skulle gælde uanset, hvornår
på året den enkelte virksomhed har indkøbt sit brændstof til
opfyldelse af forordningernes krav.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Med den foreslåede udvidelse af biobrændstofloven til også
at omfatte luftfart og søtransport vil udvidelsen medføre, at
klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at
kunne fastsætte supplerende regler for området i en bekendt-
gørelse og foretage en smidig og rettidig administration af
området i forhold til at fastsætte supplerende bestemmelser.
Det foreslås, at der laves en bestemmelse, der bemyndiger
klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte, og
efterfølgende justere, strafbestemmelserne for overtrædelse
af forordningerne og regler udstedt i medfør heraf. Den fore-
slåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og for-
9
syningsministeren har mulighed for efterfølgende at justere
strafbestemmelserne.
2.3. Hjemmel til gebyrfinansiering af tilsyn med forord-
ninger om luftfart og søtransport
2.3.1. Gældende ret
Både ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritimeforordnin-
gerne er nye forordninger. Der har ikke tidligere været for-
ordninger, der regulerer dette område. Der har ikke været
gebyrfinansiering på området tidligere, hverken i henhold
til EU-lovgivning eller dansk ret, herunder i biobrændstoflo-
ven. Der er derfor ikke noget gældende ret på området.
2.3.2. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
Med ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-forordnin-
gerne følger en række nye administrative opgaver. Det
skønnes, at forordningerne som udgangspunkt vil indebære
administrationsomkostninger for Klima-, Energi- og Forsy-
ningsministeriet i størrelsesordenen 1,8 mio. kr. årligt for
ReFuelEU Aviation-forordningen og 3 mio. kr. årligt for
FuelEU Maritime-forordningen fra 2025 og frem. Beløbs-
størrelsen angives dog med forbehold, da området er nyt,
hvorfor det er vanskeligt at angive et nøjagtigt beløb.
Den overvejede gebyrmodel har til hensigt at dække samtli-
ge omkostninger, som kan henføres til Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriets og Energistyrelsens administration af
forordningerne. Gebyrmodellen vil sikre, at gebyrerne står
i rimeligt forhold til de administrative omkostninger, der er
forbundet med det administrative arbejde. Dog vil der også
kunne tages hensyn til de udgifter af mere generel art, som
efter et rimeligt skøn medgår til administrationen af områ-
det, herunder til kontrolforanstaltninger, som skal udføres i
henhold til forordningerne.
Den overvejede model vil fx kunne indebære, at der bereg-
nes enhedsomkostninger for administration af forordningen
ved at sammenholde et administrativt budget med objektive
kriterier (eksempelvis brændstofforbrug, energimængder el-
ler drivhusgasudledninger m.v.). En model kan eksempelvis
være at hvert gebyromfattet selskab pålægges omkostninger
svarende til antallet af enheder (fx brændstofforbrug, energi-
mængder eller drivhusgasudledninger), som den pågældende
virksomhed står for. Derved vil gebyrsatserne afstemmes i
forhold til omfanget af en aktørs aktiviteter, og vil i høj
grad modsvare de administrative omkostninger, der måtte
være forbundet hermed for administrationen af forordnin-
gerne. En anden model kan være at fordele gebyrerne lige-
ligt mellem aktørerne. Ved aktør forstås der i denne sam-
menhæng enhver, der er forpligtet i henhold til forordninger-
ne.
2.3.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslaget foreslås det at indføre en hjemmel til, at
klima-, energi- og forsyningsministeren kan indføre en ge-
byrmodel, der skal dække dele af eller samtlige de omkost-
ninger som kan henføres til Klima-, Energi- og Forsynings-
ministeriet og Energistyrelsens administration af ReFuelEU
Aviation- og FuelEU Maritime-forordningerne. Det foreslås
endvidere, at gebyrsatserne skal modsvare de administrative
omkostninger, der måtte være forbundet hermed for admi-
nistrationen af forordningerne. Det skønnes, at de årlige
gebyrer vil udgøre en lille andel af rederiernes samlede om-
kostninger.
2.4. Fremme af frivillige mærkningsordninger for visse
industriprodukter produceret med vedvarende energi og
vedvarende brændstoffer og fastsættelse af beregnings-
metoder
2.4.1. Gældende ret
Der er ikke i dansk lovgivning fastsat regler om hverken fri-
villige eller obligatoriske mærkningsordninger for industri-
produkter, der hævdes at være produceret med vedvarende
energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk
oprindelse, ligesom der ikke er fastsat regler om krav til
efterlevelse af beregningsmetoder, der skal danne grundlag
for anvendelse af sådanne mærkninger. Der er således i det
store hele valgfrihed for virksomhederne m.fl. ved fastsæt-
telse af mærkningsordninger, når blot de generelle krav i
markedsføringsloven m.fl. er iagttaget.
2.4.2. VE III-direktivet
Det fremgår af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, at med-
lemsstaterne fremmer frivillige mærkningsordninger for in-
dustriprodukter, der hævdes at være produceret med vedva-
rende energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af
biologisk oprindelse. Ved sådanne frivillige mærkningsord-
ninger angives den procentdel af vedvarende energi, der
er anvendt, eller vedvarende brændstoffer, der ikke er af
biologisk oprindelse, og som er anvendt ved anskaffelse
og forbehandling, fremstilling og distribution, beregnet på
grundlag af de metoder, der er fastlagt enten i Kommission-
ens henstilling (EU) 2021/2279 eller i ISO 14067:2018.
VE III-direktivet skal være gennemført i dansk ret senest
den 21. maj 2025.
2.4.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
På EU-plan er der en stigende interesse for at fastsætte
mærkningsordninger målrettet forbrugere, herunder særligt
mærkningsordninger som kan understøtte forbrugerne i at
træffe valg for at fremme den grønne omstilling. Europa-
Parlamentet og Rådet har derfor ønsket med artikel 22 a,
stk. 2, i VE III-direktivet, at medlemsstaterne skal fremme
brugen af, samt en fælles metode for produkter, der er mær-
ket som værende produceret helt eller delvist ved anvendel-
se af vedvarende energi eller vedvarende brændstoffer, der
ikke er af biologisk oprindelse, idet der skal tages hensyn
til eksisterende EU-produktmærkningsmetoder og initiativer
vedrørende bæredygtige produkter.
10
Hensigten med mærkningsordningen er, at ordningen, forud-
sat anvendelse af den angivne metode, vil forhindre vildle-
dende praksis og øge forbrugernes tillid til produkterne. I
betragtning af forbrugernes præference for produkter, der
bidrager til miljø- og klimaændringsmålene, vil ordningen
dermed ifølge VE III-direktivet stimulere efterspørgslen på
markedet for disse produkter. For at sikre gennemsigtig-
hed, sammenlignelighed og modvirke vildledning, så er det
dog væsentlig, at der anvendes de samme beregningsmeto-
der. Med VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, er disse metoder
fastsat til enten Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279
eller i ISO 14067:2018.
I Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har der været
overvejet forskellige scenarier for at gennemføre forpligtel-
sen i artikel 22 a, stk. 2, i dansk ret. For at sikre et så velfun-
gerende marked for vedvarende brændstoffer som muligt, er
det Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets vurdering, at
de frivillige mærkningsordninger fremmes bedst via infor-
mation om muligheden for en frivillig ordning og ved at
fastsætte krav til beregningsmetoder.
Det følger af grundlovens § 22, 2. pkt., at love skal kund-
gøres, og det antages, at kundgørelseskravet ligeledes gæl-
der for bekendtgørelser. Det følger endvidere af lovtiden-
deloven, at bl.a. love og bekendtgørelser skal indføres i
Lovtidende, samt at Lovtidende er den bindende kundgørel-
sesform for de retsforskrifter, der er omfattet af lovtidende-
lovens kundgørelsesordning. Kravet om optagelse i Lovti-
dende kan fraviges ved lov, når der fastsættes en alternativ
kundgørelsesmetode.
Det fremgår af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, at en-
ten Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 eller i ISO
14067:2018 skal anvendes som beregningsmetode, såfremt
man ønsker at fastsætte en sådan mærkningsordning.
Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 er offentlig til-
gængelig på https://eur-lex.europa.eu/. ISO 14067:2018 ny-
der imidlertid ophavsretlig beskyttelse og er en detaljeret og
teknisk standard, som henvender sig til en relativ snæver
kreds af professionelle erhvervsdrivende. Den kan rekvireres
mod betaling hos Dansk Standard og andre standardiserings-
organer, der har ophavsretten. Dette medfører imidlertid, at
sædvanlig kundgørelse i Lovtidende ikke er hensigtsmæssig.
De ophavsretlige regler er imidlertid ikke til hinder for, at
der på anden måde end ved offentliggørelse i Lovtidende
gives offentligheden adgang til oplysning om indholdet af
forskrifterne, når blot der ikke sker kopiering m.v.
2.4.4. Den foreslåede ordning
VE-lovens § 56 b indeholder generelle bestemmelser om
finansielle støtteordninger til fremme af vedvarende energi,
og er en gennemførelse i dansk ret af VE II-direktivets
artikel 3, stk. 3, 2. pkt., artikel 6, stk. 3-4 samt artikel 19,
stk. 2, tredje og fjerde afsnit.
Det foreslås, at den eksisterende overskrift til § 56 b, som
lyder »Kapitel 6 b - Generelle bestemmelser om VE-støtte-
ordninger«, udvides med »og VE-mærkningsordninger«, så-
ledes at overskriften fremadrettet affattes således: »Generel-
le bestemmelser om VE-støtteordninger og VE-mærknings-
ordninger«.
Den foreslåede nyaffattelse er en konsekvens af, at VE III-
direktivets art. 22 a, stk. 2, om frivillige mærkningsordnin-
ger for industriprodukter, der hævdes at være produceret
med vedvarende energi og vedvarende brændstoffer, der
ikke er af biologisk oprindelse, gennemføres i dansk lovgiv-
ning via nyt stk. 7 til § 56 b i VE-loven, jf. nedenfor. Nyaf-
fattelsen af overskriften har ingen materielle konsekvenser.
Det foreslås endvidere, at § 56 b, stk. 1, som lyder »Denne
bestemmelse omhandler generelle bestemmelser om finan-
sielle støtteordninger til fremme af vedvarende energi«, ud-
vides ved, at der efter »vedvarende energi« indsættes », samt
bestemmelser om frivillige VE-mærkningsordninger.«.
Med den foreslåede nyaffattelse udvides bestemmelsens
anvendelsesområde til også at omfatte frivillige VE-mærk-
ningsordninger. Nyaffattelsen giver mulighed for, at VE III-
direktivets art. 22 a, stk. 2, om frivillige VE-mærkningsord-
ninger for industriprodukter, der hævdes at være produceret
med vedvarende energi og vedvarende brændstoffer, der ik-
ke er af biologisk oprindelse kan gennemføres i dansk ret
via § 56 i et nyt stk. 7. Ændringen vil medføre, at det
fremadrettet muliggøres, at der af bestemmelsen også kan
fremgå regler om frivillige VE-mærkningsordninger.
Det foreslås at indsætte et nyt § 56 b, stk. 7, hvorefter
klima-, energi- og forsyningsministeren skal informere om
rammerne for frivillige mærkningsordninger for industripro-
dukter, der angives at være produceret med vedvarende
energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk
oprindelse.
Med den foreslåede bestemmelse forpligtes klima-, energi-
og forsyningsministeren til at informere om rammerne for
frivillige mærkningsordninger f.eks. via informationsmateri-
ale til brancheforeninger eller på Klima-, Energi- og Forsy-
ningsministeriets hjemmeside.
Endvidere foreslås det at indsætte et nyt § 56 b, stk. 8,
hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
regler om, at ved sådanne frivillige mærkningsordninger, der
henvises til i stk. 7, skal den angivne procentdel af vedva-
rende energi, der er anvendt, eller vedvarende brændstoffer,
der ikke er af biologisk oprindelse, og som er anvendt ved
anskaffelse og forbehandling, fremstilling og distribution,
beregnes på grundlag af nærmere angivne metoder.
Med den foreslåede bestemmelse forpligtes klima-, energi-
og forsyningsministeren til at fastsætte regler om, hvilke
metoder som skal bruges som beregningsgrundlag ved de
i § 56, stk. 7 nævnte mærkningsordninger. Der vil således
blive fastsat regler om, at der skal anvendes enten Kommis-
sionens henstilling (EU) 2021/2279 eller ISO 14067:2018
standarden. Såfremt disse beregningsmetoder f.eks. senere
11
ændres, så vil bestemmelsen kunne anvendes til at sikre, at
en ændret version eller erstatning til disse beregningsmeto-
der skal anvendes.
Endelig foreslås det at indsætte et nyt § 56 b, stk. 9, hvoref-
ter klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler
om, at de nærmere angivne metoder, der henvises til i stk.
8, ikke indføres i Lovtidende. Ministeren fastsætter i den
forbindelse regler om, hvordan oplysning om indholdet kan
fås.
Forslaget til § 56 b, stk. 9, vil blive anvendt til at fast-
sætte regler om, at der ikke vil ske kundgørelse af ISO
14067:2018 standarden. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3
ovenfor. Det forventes i stedet, at der vil blive fastsat regler
om, at indholdet af forskriften kan fås ved gennemsyn i
Energistyrelsen.
2.5. Rapportering til EU-databasen
2.5.1. Gældende ret
Ifølge § 12, stk. 1, nr. 2, i lov om gasforsyning skal et
transmissionsselskab, en transmissionssystemejer og en sy-
stemoperatør sikre og måle kvaliteten af den gas, der leveres
fra eller til transmissionssystemet. Det fremgår af § 12,
stk. 3, i lov om gasforsyning, at klima-, energi- og forsy-
ningsministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af
bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om afgrænsning af
opgaverne, jf. dog § 23 a.
Ifølge § 14, stk. 1, nr. 2, i lov om gasforsyning skal et
distributionsselskab sikre og måle kvaliteten af den gas, der
leveres til og fra distributionssystemet i det område, hvor
selskabet varetager distributionsvirksomhed. Det fremgår af
§ 14, stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan
fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i
stk. 1, herunder regler om forbrugernes ret til at modtage
oplysningerne flere gange årligt, elektronisk, og uden at der
opkræves særskilt gebyr, regler om virksomhedernes opga-
ver og mål for de energibesparelser, som virksomhederne
samlet eller enkeltvis skal sikre bliver opnået, regler om
dokumentation, indberetning og verifikation samt regler om
afholdelse af nærmere angivne fællesomkostninger.
Gasforsyningsloven indeholder ikke i dag bestemmelser om
en EU-database indeholdende oplysninger om målinger af
den gas, der leveres fra eller til transmissionssystemet eller
til og fra distributionssystemet. Derfor indeholder gasforsy-
ningsloven heller ikke oplysninger om aktørers pligter i den
forbindelse.
2.5.2. VE III-direktivet
Europa-Kommissionen er forpligtet til at idriftsætte en EU-
database, som gør det muligt at spore flydende og gasformi-
ge vedvarende brændstoffer og genanvendte kulstofbrænd-
sler pr. 21. november 2024, ifølge artikel 31a, stk. 1, i VE
III-direktivet.
Ifølge artikel 31a, stk. 5, i VE III-direktivet sikrer medlems-
staterne inden for deres nationale retlige rammer, at nøjag-
tigheden og fuldstændigheden af de oplysninger, som de
økonomiske aktører indlæser i databasen, kontrolleres, f.eks.
ved hjælp af certificeringsorganer inden for rammerne af
frivillige eller nationale ordninger, der er anerkendt af Kom-
missionen i henhold til direktivets artikel 30, stk. 4, 5 og 6,
og som kan suppleres med en oprindelsesgarantiordning.
2.5.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
Der er behov for kontrolmekanismer for at sikre, at bære-
dygtighedsoplysninger indtastet af virksomheder i EU-data-
basen, som skal idriftsættes ifølge artikel 31a, stk. 1, i VE
III-direktivet, er korrekte. Europa-Kommissionen har oplyst,
at transmissionsselskaber og distributionsselskaber vil skulle
videregive målinger af injicering og udtagning af gas fra
gassystemet til en sådan EU-database for at sikre korrekt-
heden af virksomheders indberetning af gasproduktion og
gasforbrug.
Der er ikke i gældende ret hjemmel til at fastsætte regler
om, at et transmissionsselskab eller distributionsselskab skal
videregive gasmålinger til en EU-database og verificere ind-
berettede målinger fra økonomiske aktører. Der vurderes
derfor at være behov for at indsætte en specifik lovhjemmel
for klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte
sådanne regler.
2.5.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte hjemmel i gasforsyningsloven til, at
klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler
om, at et distributionsselskab, et transmissionsselskab, en
transmissionssystemejer eller en systemoperatør skal videre-
give gasmålinger til en EU-database og verificere indberet-
tede målinger fra økonomiske aktører.
For nærmere om forslaget henvises til lovforslagets § 3, nr.
2 og 3, og bemærkningerne hertil.
2.6. Batterioplysninger
2.6.1. Gældende ret
Efter lov om miljøbeskyttelse, § 9 u til 9 x, gælder et produ-
centansvar for batterier. Reglerne herom har til hensigt at
fremme en cirkulær produktion og genanvendelse af batteri-
er, og at sikre en effektiv forbrugerbeskyttelse. Reglerne in-
debærer en række bemyndigelser til at fastsætte oplysnings-
forpligtelser for batteriproducenter og importører. Bl.a. har
miljøministeren efter § 9 x bemyndigelse til at fastsætte
regler om producenter, importørers og forhandleres pligt til
at oplyse slutbrugere af batterier og akkumulatorer om de
potentielle virkninger for miljøet og menneskers sundhed af
de stoffer, der benyttes i batterier og akkumulatorer. Endvi-
dere kan miljøministeren fastsætte regler om producenters,
importørers og forhandleres pligt til at oplyse om betydnin-
gen af den påførte mærkning i forbindelse med markedsfø-
12
ring af batterier og akkumulatorer. Endelig kan miljømini-
steren fastsætte regler om, at producenter og importører af
batterier og bilbatterier har pligt til at afgive oplysninger
om mængde, type og kemisk sammensætning af batterier og
akkumulatorer, der er markedsført, tilbagetaget, genanvendt
eller på anden måde nyttiggjort.
Miljøministerens bemyndigelser er udmøntet i bekendtgø-
relse nr. 1453 af 7. december 2015 om batterier og akkumu-
latorer og udtjente batterier og akkumulatorer. I bekendtgø-
relsen indgår en række definitioner for batterier, herunder
for bærbare batterier, industribatterier, bilbatterier. Der er
regler om mærkning af batterier, så det kan ses, hvem der
er producent eller importør, og der er herudover regler om,
at producenter og importører skal give vejledning om de
potentielle virkninger for miljøet og menneskers sundhed af
de stoffer, der benyttes, m.m.
Reglerne, som er udstedt i henhold til lov om miljøbeskyt-
telse, vil skulle ændres som følge af ny EU-regulering,
navnlig efter vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets
Forordning (EU) nr. 2023/1542 af 12. juli 2023 om batterier
og udtjente batterier (herefter batteriforordningen). Det skyl-
des, at reglerne om producentansvar for batterier fremover
bliver reguleret i forordningen, og derfor ikke længere skal
implementeres i henhold til Europa-Parlamentet og Rådets
direktiv, nr. 2006/66/EC, af 6. september 2006, om batterier
og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer
(batteridirektivet).
Elforsyningsloven indeholder ingen regler for batterier som
sådan. Begrebet ”energilagring” er en del af elforsyningslo-
vens anvendelsesområde, og en virksomhed, der ernærer sig
ved energilagring i elektricitetssystemet, er defineret som en
elektricitetsvirksomhed. Ifølge elforsyningslovens § 9 er kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren bemyndiget til at fast-
sætte regler om VE-egenforbrugere, borgerenergifællesska-
ber, VE-fællesskaber og aggregatorvirksomheder, herunder
om deltagelse på elektricitetsmarkedet, produktion, forbrug
og lagring af elektricitet m.v. Bemyndigelsen er dog alene
rettet mod f.eks. lagringsaktiviteter, der kan iværksættes af
de nævnte grupper, fællesskaber eller virksomheder.
Der er herudover enkelte regler om, at energilagring (an-
vendelse af større batterier til f.eks. husstande) kan indgå
i de interne elektricitetsforbindelser, som elkunder og el-
producenter kan opføre bag hovedmåleren, der kan være
tilsluttet det kollektive net. Dette fremgår nærmere i be-
kendtgørelse om interne elektricitetsforbindelser. Herudover
skal netvirksomheder ifølge bekendtgørelse om varetagelse
af netvirksomhedsaktiviteter hvert andet år udarbejde netud-
viklingsplaner, hvori det blandt andet skal vurderes, hvilke
behov netvirksomhederne har for at anskaffe fleksibilitets-
ydelser. Heri indgår bl.a. en vurdering om de potentielle
lagringsaktiviteter.
Reglerne om energilagring er fastsat for at kunne implemen-
tere de tilsvarende regler i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) nr. 2019/944 af 5. juni 2019 om fælles regler
for det indre marked for elektricitet (herefter elmarkedsdi-
rektivet), som primært relaterer sig til energilagringsaktivi-
teters interaktion og værdiskabelse i det kollektive elforsy-
ningsnet.
2.6.2. VE III-direktivet
VE III-direktivets artikel 20 a indebærer nye regler om sy-
stemintegration, som skal implementeres i dansk ret.
Af artikel 20 a, stk. 3, fremgår følgende:
”Ud over kravene fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2023/1542 sikrer medlemsstaterne, at pro-
ducenter af husholdnings- og industribatterier giver batteri-
ejere og -brugere samt tredjeparter, der med udtrykkeligt
samtykke handler på ejernes og brugernes vegne, såsom
byggeenergistyringsvirksomheder og deltagere på elektrici-
tetsmarkedet, adgang til grundlæggende oplysninger om
batteristyringssystemet herunder batterikapacitet, sundheds-
tilstand, ladetilstand og strømsætpunkt, på ikkediskrimine-
rende vilkår, uden omkostninger og i overensstemmelse med
databeskyttelsesreglerne.
Medlemsstaterne vedtager foranstaltninger med henblik på
at kræve, at køretøjsfabrikanter stiller køretøjsdata om bat-
teriets sundhedstilstand, batteriets ladetilstand, batteriets
strømsætpunkt, batterikapacitet samt, hvor det er relevant,
elektriske køretøjers placering til rådighed i realtid for ejere
og brugere af elektriske køretøjer samt for tredjeparter, der
handler på ejernes og brugernes vegne, såsom deltagere på
elektricitetsmarkedet og udbydere af elektromobilitetstjene-
ster, på ikkediskriminerende vilkår og uden omkostninger, i
overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne og ud over
de yderligere krav vedrørende typegodkendelse og markeds-
overvågning, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) 2018/858. ”
Der skal således gennemføres regler i dansk ret om, at
producenter af husholdnings- og industribatterier, og elkø-
retøjsfabrikanter, skal stille grundlæggende oplysninger til
rådighed for ejere, brugere og tredjeparter, der med udtryk-
keligt samtykke handler på ejernes og brugernes vegne. Det
bemærkes, at der er en sproglig uoverensstemmelse mellem
den danske version af bestemmelsen, og den engelske ver-
sion. I den engelske version er det anført, at producenter af
husholdnings- og industribatterier skal give ”real time acces
to basic battery management system information (…)”, hvor
det alene er i forhold til elektriske køretøjer, at adgangen
skal stilles ”til rådighed i realtid” ifølge den danske oversæt-
telse. Det vurderes, at den engelske version af bestemmelsen
er tættest på bestemmelsens praktiske fortolkning, hvorfor
bestemmelsen indebærer, at der skal gives realtidsadgang til
oplysningerne, uanset hvilke producenter der er tale om.
Det følger af ovennævnte, at der skal gives realtidsadgang
til oplysninger i batteristyringssystemer, eller elkøretøjer,
herunder om batterikapacitet, sundhedstilstand, ladetilstand
og strømsætpunkt. For elkøretøjer skal der gives adgang til
oplysninger om elektriske køretøjers placering, hvor det er
13
relevant. Det fremgår ikke af bestemmelsen, hvordan denne
relevans nærmere bestemmes.
I VE III-direktivets artikel 1, nr. 1, litra d indgår flere defini-
tioner for de ovennævnte begreber.
Et husholdningsbatteri er defineret som ”et selvstændigt
genopladeligt batteri med en nominel kapacitet på over 2
kWh, som er egnet til installation og anvendelse i hushold-
ningsmiljøer”.
Et industribatteri er defineret med henvisning til den rele-
vante definition i batteriforordningens artikel 3, stk. 1, nr.
13: ”et batteri, der er specifikt designet til industrielle for-
mål, beregnet til industrielle formål efter at have været
genstand for forberedelse til formålsændring eller formåls-
ændring, eller ethvert andet batteri, der vejer over 5 kg, og
som hverken er et elkøretøjsbatteri, et LMT-batteri eller et
startbatteri. ”
Det samme gælder definitionen på et elkøretøjsbatteri i bat-
teriforordningens artikel 3, stk. 1, nr. 14: ”et batteri, der er
specifikt designet til at levere strøm til trækkraft i hybrid-
eller elkøretøjer i klasse L som fastsat i forordning (EU) nr.
168/2013, og som vejer over 25 kg, eller et batteri, der er
specifikt designet til at levere strøm til trækkraft i hybrid- el-
ler elkøretøjer i klasse M, N eller O som fastsat i forordning
(EU) 2018/858”.
”Husholdningsbatteri” er således et nyt begreb for batterier,
der referer til lagringen af elektricitet i husholdninger, med
en så tilstrækkelig kraft (over 2 kWh), at de klart adskiller
sig fra de velkendte bærbare batterier, der almindeligvis an-
vendes til forbrugsgenstande i hjemmet.
Der er herudover definitioner på de oplysninger, som der
skal gives adgang til i systemerne.
Oplysninger om ”ladetilstand” refererer til batteriforordnin-
gen artikel 3, stk. 1, nr. 27: ”den tilgængelige energi i et
batteri udtrykt som en procentdel af dets nominelle kapacitet
som oplyst af fabrikanten. ”
Oplysninger om sundhedstilstand refererer til batteriforord-
ningens artikel 3, stk. 1, nr. 28: ”et mål for et genopladeligt
batteris generelle tilstand og evne til at levere den specifice-
rede ydeevne i forhold til dets oprindelige tilstand. ”
Definitionen på ”strømsætpunkt” er dog ikke defineret i
batteriforordningen, men i VE III-direktivets artikel 1, nr. 1,
litra d, som: ”de dynamiske oplysninger, der opbevares i et
batteris styringssystem, som foreskriver de elektriske strøm-
indstillinger, som batteriet optimalt bør anvende under en
opladning eller afladning, således at dets sundhedstilstand
og operationelle anvendelse optimeres. ”
Artikel 20 a, stk. 3 i VE III-direktivet har til formål at
sikre lige forbrugsvilkår for batterier, uanset om der er tale
om husholdnings-, industri- eller elkøretøjsbatterier, således
at alle ejere, brugere og relevante tredjeparter, kan opnå
adgang til de samme oplysninger om batterierne.
Formålet er herudover at bidrage til, at tredjeparter som
handler på elmarkedet, såsom aggregatorer eller forvaltere
af bygningsenergisystemer, har de nødvendige data for at
kunne levere de fleksibilitets- og balanceringstjenester på
elmarkedet, der omfatter batterier og elkøretøjer.
Ifølge artikel 20 a, stk. 3 skal reglerne i bestemmelsen finde
anvendelse ”udover” kravene som er fastsat i batteriforord-
ningen. For så vidt angår reglerne om elkøretøjsbatterier
finder artikel 20 a, stk. 3 anvendelse udover de yderligere
krav vedrørende typegodkendelse og markedsovervågning,
der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) nr. 2018/858.
Der er derfor en sammenhæng mellem reglerne i artikel 20
a, stk. 3, og batteriforordningen. Sammenhængen vedrører
batteriforordningens artikel 14, som finder anvendelse fra
den 18. august 2024, og artikel 77, som finder anvendelse
fra den 18. februar 2027. Disse bestemmelser omhandler
ligeledes batteriproducenters- og elkøretøjsproducenters de-
ling af oplysninger om de samme typer af batterier. Formålet
med reglerne er dog at fremme en levetidsforlængelse og
genanvendelse af batterierne. Der vil være et overlap i mel-
lem reglerne, da begge bestemmelser forudsætter en deling
af bl.a. kapacitetsoplysninger og oplysninger om batteriets
sundhedstilstand, på gratis, ikkediskriminerende vilkår.
Gennemførelsen af artikel 20 a, stk. 3 vil forudsætte, at der
fastsættes et nationalt tilsyn med evt. sanktionsmuligheder,
for at sikre at reglerne overholdes.
2.6.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at artikel
20 a, stk. 3, i mangel af nationale regler om at sikre adgang
til de specifikke oplysninger, som nævnes i bestemmelsen,
skal gennemføres i dansk ret senest den 21. maj 2025. Dette
forudsætter, at reglerne kan fastsættes ved bekendtgørelse
efter nye bemyndigelser til klima-, energi- og forsyningsmi-
nisteren, om oplysningerne, om måden, adgangen til oplys-
ningerne kan opnås, og hvordan der skal føres tilsyn med
overholdelsen af reglerne.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at direk-
tivbestemmelsen kan bidrage til udviklingen af fleksibilitets-
og balanceringsydelser fra aggregering af batterier, ladestan-
dere og elbiler. Reglerne kan derfor bidrage til at lette in-
tegrationen af VE i Danmark, og give muligheder for, at
endnu flere kan agere på elmarkedet.
Regulering af batteriområdet er imidlertid nyt på Klima-,
Energi- og Forsyningsministeriets område, og forudsætter
derfor, at der i højere grad etableres et vidensgrundlag om
batteribranchen. Derfor vil Energistyrelsen igangsætte dels
en branchedialog om mulighederne for, at branchen kan ef-
14
terleve bestemmelserne, dels et øget myndighedssamarbejde
med andre ministerier på området.
På tidspunktet for høringen af dette lovforslag, har der ikke
været fuld afklaring om rækkevidden af artikel 20 a, stk.
3, hvorfor Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet ikke
har kunnet opgøre de potentielle erhvervsøkonomiske kon-
sekvenser. Konsekvenserne skal derfor vurderes nærmere i
forbindelse med udnyttelsen af de bemyndigelser, som fore-
slås.
Herudover skal tilsynsopgaven afklares nærmere i forbindel-
se med udnyttelsen af de nye bemyndigelser. Da bestemmel-
sen i artikel 20 a, stk. 3, refererer til de tilsvarende krav
om datadeling efter batteriforordning, er det afgørende for
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at der ikke opstår
parallelle tilsyn for bestemmelser, der svarer til hinanden,
og som kan omfattes af samme tilsynsprocedurer. Der skal
derfor foretages en ressortafklaring om tilsynsopgaverne. Af
denne grund bør lovforslagets bemyndigelser tage højde for,
at opgaven vil kunne placeres uden for Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet, hvor det er relevant.
2.6.4. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministeren be-
myndiges til at fastsætte regler om, at ejere og brugere af
husholdnings- og industribatterier, herunder tredjeparter, der
med udtrykkeligt samtykke handler på ejernes eller bruger-
nes vegne, skal have adgang til grundlæggende oplysninger
i batteristyringssystemerne, herunder om hvordan adgangen
skal opnås.
Det foreslås endvidere, at klima-, energi- og forsyningsmini-
steren bemyndiges til at fastsætte regler om, at ejere og bru-
gere af elkøretøjer, herunder tredjeparter, der med udtrykke-
ligt samtykke handler på ejernes eller brugernes vegne, skal
have adgang til grundlæggende oplysninger om køretøjsbat-
terierne og køretøjernes placering, herunder om hvordan ad-
gangen skal opnås.
Herudover foreslås, at klima-, energi- og forsyningsministe-
ren bemyndiges til at fastsætte regler om tilsyn med over-
holdelsen af sådanne regler, og at klima-, energi- og for-
syningsministeren efter forhandling med relevante minister
kan fastsætte regler, hvorefter andre offentlige myndigheder
bemyndiges til at føre tilsyn med overholdelse af reglerne.
Forslaget indebærer at det vil være klima-, energi- og forsy-
ningsministeren, der gennemfører VE III-direktivets artikel
20 a, stk. 3, inden for rammerne af elforsyningsloven, og
at de nødvendige tilsynsregler vil kunne fastsættes således,
at andre offentlige myndigheder bemyndiges til at udføre
tilsynet for reglerne. Reglerne for tilsynsopgaven vil dog
afhænge af nærmere ressortafklaring mellem de relevante
ministre, herunder klima-, energi- og forsyningsministeren,
miljøministeren og erhvervsministeren.
De foreslåede bestemmelser giver mulighed for flere for-
skellige implementeringsmodeller, alt afhængigt af de EU-
retlige rammer og relevante branchemæssige afklaringer.
Bestemmelserne giver f.eks. mulighed for, at klima-, energi-
og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om, at
adgangen til oplysninger for batteristyringssystemerne eller
elkøretøjerne kan sikres af andre end producenterne, hvis
dette er aftalt, eller at adgangen til oplysningerne skal stilles
til rådighed efter anmodning til en producent, importør, di-
stributør, eller andre, der handler på producentens vegne.
Forslaget indebærer, at de oplysninger, der fremgår af arti-
kel 20 a, stk. 3, herunder batterikapacitet, sundhedstilstand,
ladetilstand og strømsætpunkt, og oplysninger om elektriske
køretøjers placering, vil kunne indgå i de regler, der skal
fastsættes ved bekendtgørelse. Der vil herudover kunne fast-
sættes regler om, at der skal gives adgang til andre oplys-
ninger, såfremt de er nødvendige for at kunne gennemføre
artikel 20 a, stk. 3 i VE III-direktivet mest hensigtsmæssigt.
Forslaget indebærer, at der vil kunne fastsættes regler om,
hvordan adgangen skal opnås. Reglerne kan f.eks. udgøre
eller henvise til tekniske forskrifter for batteristyringssyste-
merne, for elkøretøjerne, eller for de databaserede syste-
mer. Det vil være nødvendigt, at der fastsættes regler om,
at oplysningerne skal stilles til rådighed i realtid.
Forslaget vil herudover indebære, at der vil kunne fastsæt-
tes regler om, at adgangen til oplysningerne skal stilles til
rådighed uden omkostninger, på ikkediskriminerende vilkår,
og i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne, som
forudsættes af artikel 20 a, stk. 3 i VE III-direktivet. Der vil
i øvrigt kunne fastsættes regler om andre vilkår for deling
af data om batterierne eller elkøretøjerne, hvor dette er nød-
vendigt af hensyn til at sikre sammenhængen med reglerne,
som fremgår i batteriforordningen, eller andre EU-regler i
øvrigt.
Endeligt indebærer forslaget, at der vil kunne fastsættes
regler om enhver form for tilsyn med reglernes overholdel-
se, herunder f.eks. om klagerettigheder og klagesagsbehand-
ling, markedsovervågning m.v., samt om, at andre offentlige
myndigheder bemyndiges til at føre tilsyn med reglerne, i
henhold til nærmere forhandling med relevante minister. De
konkrete tilsynsregler, der vil skulle udmøntes, vil dog af-
hænge af dialog med øvrige offentlige myndigheder.
De kommende bekendtgørelsesregler vil forventeligt træde i
kraft på implementeringsfristen, den 21. maj 2025.
2.7. Den finansielle støttes stabilitet
2.7.1. Gældende ret
Det overordnede hensyn i lovforslagets § 56 b, stk. 6, er
at sikre, at omfanget af og betingelserne for VE-støtteord-
ninger ikke revideres på en måde, som har negative konse-
kvenser for de rettigheder, som er tildelt i forbindelse med
støtten. Dette hensyn er sikret i både statsretten og i EU-ret-
ten.
15
2.7.2. VE II-direktivet
Artikel 6, stk. 1, har til formål at sikre modtagere af finan-
siel støtte til vedvarende energi mod negative revideringer af
støtten. Af artikel 6, stk. 1, fremgår, at omfanget af og betin-
gelserne for støtten til projekter for vedvarende energi ikke
skal revideres på en måde, som har negative konsekvenser
for de rettigheder, som er tildelt i forbindelse med støtten,
og som undergraver den økonomiske levedygtighed af pro-
jekter, der allerede nyder godt af støtte.
Det følger yderligere af bestemmelsen, at denne tilpasning
ikke vedrører tilpasninger, der er nødvendige for at overhol-
de artikel 107 og 108 i Traktat om Den Europæiske Unions
Funktionsmåde (TEUF).
I TEUF artikel 107 reguleres forbud mod statsstøtte og
undtagelser fra forbuddet, og i TEUF artikel 108 reguleres
procedure for vedtagelse af retsakter om statsstøtte og Euro-
pa-Kommissionens beføjelser.
Artikel 6, stk. 1 har ikke tidligere været gennemført direkte
i danske retsregler, men bestemmelsen har haft gyldighed
siden VE II-direktivets gennemførelsesfrist den 30. juni
2021, eftersom direktivbestemmelser er vertikalt umiddel-
bart anvendelige fra gennemførelsesfristen.
2.7.3. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets overvejel-
ser
Danmark modtog den 29. september 2022 en begrundet ud-
talelse vedrørende mangelfuld kommunikation af gennem-
førelsen af VE II-direktivet. Af den begrundede udtalelse
fremgik, at Europa-Kommissionen ikke kunne se, hvordan
Danmark havde gennemført en række bestemmelser i VE
II-direktivet herunder artikel 6, stk. 1.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har tidligere anset
artikel 6, stk.1 som en bestemmelse rettet mod offentlige
myndigheder, hvor der i det konkrete tilfælde ikke var behov
for, at gennemføre direktivbestemmelsen direkte i national
lovgivning. Bestemmelsen er umiddelbart gældende i Dan-
mark, og bestemmelsen vil - uanset om bestemmelsen er
gennemført i danske retsakter eller ej – have virkning over
for myndigheder.
Det følger dog af almindelig implementeringspraksis af EU-
direktiver, at alle bestemmelser som vedrører pligter og ret-
tigheder for private virksomheder og borgere skal gennem-
føres i danske retsregler. Europa-Kommissionen har i foråret
2024 givet udtryk for, at de mener, at artikel 6, stk. 1, udgør
en rettighed som skal gennemføres direkte i dansk ret.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer på den
baggrund, at bestemmelsen bør gennemføres direkte i dansk
lovgivning.
2.7.4. Den foreslåede ordning
Den foreslåede ordning vil indebære, at VE II-direktivets
artikel 6, stk. 1, gennemføres i VE-lovens § 56 b, hvor der
i forvejen er fastsat generelle regler om bl.a. finansielle støt-
teordninger, og hvor Danmark bl.a. har gennemført artikel
6, stk. 3-4 i VE II-direktivet. Der gøres opmærksom på, at
VE-lovens § 56 b med nærværende lovforslag udvides til
også at inkludere regler om frivillige mærkningsordninger
(se afsnit 2.4).
En gennemførelse af artikel 6, stk. 1, vil ikke have konse-
kvenser for retstilstanden i dansk ret, da danske myndighe-
der allerede er forpligtet til at efterleve bestemmelsen.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at gen-
nemførelsen af bestemmelsen i VE-loven vil bidrage til
transparens for private virksomheder og borgere. Derudover
vil gennemførelsen gøre det klarere for myndigheder, at
hensynet til støttemodtager og beskyttelsen af VE-projekters
økonomiske levedygtighed er et afgørende hensyn ved even-
tuelle justeringer af VE-støtteordninger.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
Lovforslaget indebærer økonomiske konsekvenser og imple-
menteringsmæssige konsekvenser for staten. Der er ingen
konsekvenser for kommuner og regioner. For de enkelte de-
lområder bemærker Klima-, Energi- og Forsyningsministeri-
et følgende:
3.1. Implementering af EU-regler (VE III-direktivet,
FuelEU Maritime og ReFuelEU Aviation) om transport-
brændstoffer
VE III-direktivets artikel 25, stk. 1, indeholder et kombine-
ret krav i 2025, hvor avancerede biobrændstoffer, avanceret
biogas (produceret af de råprodukter, der er opført i bilag
IX, del A, til VE III-direktivet) og vedvarende brændstoffer,
der ikke er af biologisk oprindelse skal udgøre mindst 1
pct. af den energi, der leveres til transportsektoren (2025-
kravet). VE III-direktivet giver endvidere mulighed for, at
biogas, som er injiceret i det danske gassystem og hvis
bæredygtighedsbeviser er anvendt i Danmark, kan bidrage
til opfyldelse af det kombinerede krav, uagtet faktisk forbrug
i transportsektoren.
Regeringen har besluttet, at opfylde 2025-kravet med det
nationale CO2e-fortrængningskrav og ved at medtælle bio-
gas injiceret i det danske gassystem ved indberetning til
Eurostat. Da biogassen allerede anvendes i Danmark, og
brændstofleverandørerne i forvejen er underlagt et CO2e-
fortrængningskrav, skønnes opfyldelsen af 2025-kravet ikke
at medføre yderligere økonomiske og administrative konse-
kvenser for det offentlige.
Der udestår politisk afklaring om implementering af de øvri-
ge dele af transportartiklerne i VE III-direktivet i 2030. På
den baggrund er det ikke på nuværende tidspunkt muligt
at skønne over de statsfinansielle konsekvenser ved imple-
menteringen i 2030. Den nærmere rækkevidde af implemen-
teringen af VE III-direktivet vil blive klarlagt senere, og
vil bero på en politisk aftale. Formålet med lovforslaget
16
er som udgangspunkt at sikre tilstrækkelig lovhjemmel til
at kunne implementere de konkrete regler i CO2e-fortræg-
ningsbekendtgørelsen og CO2e-håndbogen.
De enkelte medlemsstater pålægges forskellige tilsynsfor-
pligtelser i begge forordninger (FuelEU Maritime og ReFue-
lEU Aviation) som vil være forbundet med økonomiske
konsekvenser. For ReFuelEU Aviation-forordningen skøn-
nes tilsynsforpligtelserne at lede til økonomiske konsekven-
ser på ca. 1,8 mio. kr. årligt og 3 mio. kr. årligt for FuelEU
Maritime-forordningen fra 2025. Det vurderes, at det er mu-
ligt, helt eller delvist, at dække myndigheders administrati-
onsudgifter ved at pålægge gebyrer over for selskaber der er
omfattet af forordningerne.
Derudover pålægger begge forordninger medlemsstaterne at
fastsætte et sanktionssystem for de forpligtedes overtrædelse
af forordningerne. Sanktionerne vil skulle bestå af bøder
efter almindelige retsprincipper i Danmark.
Det bemærkes, at ReFuelEU Aviation forordningen skønnes
at lede til et afledt afgiftstab. Da forordningen har direkte
retsvirkning beskrives disse konsekvenser ikke yderligere i
indeværende lovforslag.
3.2. Bestemmelser om frivillige mærkningsordninger for
industriprodukter
Det må forventes, at bestemmelser om frivillige mærknings-
ordninger for industriprodukter medfører en mindre indle-
dende vejledningsindsats for Energistyrelsen, som vil inde-
bære et begrænset ressourcetræk i 2025.
3.3. Bestemmelser om batterioplysninger
De økonomiske eller implementeringsmæssige konsekven-
ser for det offentlige, kan endnu ikke fastslås, da der på
tidspunktet for lovforslagets udarbejdelse endnu ikke er res-
sortafklaring om de nødvendige tilsynsopgaver. Afklaring
herom afhænger af en helhedsbedømmelse af det tilsyn, der
skal etableres, for at gennemføre dels VE III-direktivets arti-
kel 20 a, stk. 3, og reglerne efter batteriforordningen, som
supplerer hinanden.
Tilsynet vil kunne etableres som enten et reaktivt tilsyn,
med klagemuligheder og eventuelle sanktioner, eller som et
aktivt tilsyn i form af stikprøvekontroller, m.v.
De økonomiske eller implementeringsmæssige konsekven-
ser vil blive opgjort ved fastsættelsen af regler på bekendt-
gørelsesniveau, der skal træde i kraft den 21. maj 2025.
3.4. Øvrige økonomiske konsekvenser og implemente-
ringskonsekvenser for det offentlige
Bestemmelserne relateret til EU-databasen og gennemførel-
sen af bestemmelsen om den finansielle støttes stabilitet har
ikke økonomiske og implementeringsmæssige konsekvenser
for det offentlige.
De syv principper for digitaliseringsklar lovgivning vurderes
grundlæggende iagttaget med den gældende § 58 b i lov
om fremme af vedvarende energi, § 7 a i biobrændstoflo-
ven, § 44 b i lov om gasforsyning samt § 92 b i lov om
elforsyning. Det følger heraf, at klima-, energi- og forsy-
ningsministeren kan fastsætte regler om, at kommunikation
om forhold, som er omfattet af disse love, af bestemmelser
fastsat i henhold til loven eller af EU-retsakter om forhold
omfattet af loven, skal ske digitalt. Særligt relevant for dette
lovforslag er princip 1 om enkle og klare regler, hvor Kli-
ma-, Energi- og Forsyningsministeriet generelt har tilstræbt
en simpel regulering, og implementering af VE III-direktivet
gennemføres i de samme love og bekendtgørelser, hvor VE
II-direktivet er implementereret.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslaget indebærer økonomiske og administrative kon-
sekvenser for erhvervslivet, hvoraf en stor del af konsekven-
serne først kan opgøres, når lovforslagets bemyndigelsesbe-
stemmelser udmøntes.
For de enkelte delområder bemærker Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet følgende:
4.1. Implementering af EU-regler (VE III-direktivet,
FuelEU Maritime og ReFuelEU Aviation) om transport-
brændstoffer
VE III-direktivets artikel 25, stk. 1, indeholder et kombi-
neret krav i 2025, hvor avancerede biobrændstoffer, avan-
ceret biogas og vedvarende brændstoffer, der ikke er af
biologisk oprindelse (PtX-brændstoffer) skal udgøre mindst
1 pct. af den energi, der leveres til transportsektoren (2025-
kravet). VE III-direktivet giver endvidere mulighed for, at
biogas, som er injiceret i det danske gassystem og hvis
bæredygtighedsbeviser er anvendt i Danmark, kan bidrage
til opfyldelse af det kombinerede krav, uagtet faktisk forbrug
i transportsektoren.
Regeringen har besluttet at opfylde 2025-kravet med det
nationale CO2e-fortrængningskrav og ved at medtælle bio-
gas injiceret i det danske gassystem ved indberetning til
Eurostat. Da biogassen allerede anvendes i Danmark, og
brændstofleverandørerne i forvejen er underlagt CO2e-for-
trængningskravet, skønnes opfyldelsen af 2025-kravet ikke
at medføre yderligere økonomiske og administrative konse-
kvenser for erhvervslivet m.v.
Der udestår politisk afklaring om implementering af trans-
portartiklerne i VE III-direktivet i 2030. Det er derfor ik-
ke muligt på nuværende tidspunkt at skønne over de er-
hvervsøkonomiske konsekvenser ved implementeringen i
2030. Den nærmere rækkevidde af bestemmelsen, og de der-
med forbundne erhvervsøkonomiske og administrative kon-
sekvenser vil blive klarlagt senere, og vil bero på en politisk
aftale. Formålet med lovforslaget er som udgangspunkt at
sikre tilstrækkelig lovhjemmel til at kunne implementere
17
de konkrete regler i CO2e-fortrængningsbekendtgørelsen og
CO2e-håndbogen.
Lovforslaget vil tilvejebringe en hjemmel for klima-, energi-
og forsyningsministeren til at kunne fastsætte regler om ge-
byrfinansiering af aktørers betaling til dækning af myndig-
heders omkostninger til administration af ReFuelEU Avia-
tion-forordningen og FuelEU Maritime-forordningen og af
regler udstedt i relation hertil. I forhold til ReFuelEU Avia-
tion-forordningen skønnes disse at ville udgøre 1,8 mio.
kr., og i forhold til FuelEU Maritime-forordningen skønnes
disse at ville udgøre 3 mio. kr.
4.2. Bestemmelse om frivillige mærkningsordninger for
industriprodukter
Forslaget til indsættelse af ny bestemmelse om frivillige
mærkningsordninger for industriprodukter vurderes samlet
set ikke at have økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet. Forslaget vurderes samtidig ikke direkte at medføre ad-
ministrative konsekvenser for erhvervslivet, idet der er tale
om frivillige mærkningsordninger. Der bliver således ikke
stillet offentlige krav om anvendelse af mærkninger, men
udelukkende til anvendelse af metode, hvis den enkelte virk-
somhed/interesseorganisation m.fl. selv ønsker at anvende
muligheden for mærkning.
4.3. Rapportering til EU-databasen
De to foreslåede bemyndigelser angående rapportering og
verifikation af gasmålerdata til EU-databasen for vedvaren-
de brændstoffer forventes at anvendes til at fastsætte for-
pligtelser for gastransmissionsselskaber og gasdistributions-
selskaber. Det forventes at medføre omkostninger for trans-
missionsselskab og distributionsselskab til at administrere
indberetning af målerdata til den omtalte EU-database. Det
omhandler gasmålerdata, som det vurderes, at de nævnte
selskaber indsamler i forvejen.
Der forventes ingen væsentlige negative økonomiske og ad-
ministrative konsekvenser for erhvervslivet som følge af ud-
stedelse af regler i medfør af de to bemyndigelser angående
rapportering til EU-databasen.
4.4. Bemyndigelser til regler om batterioplysninger
De økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet kan endnu ikke fastslås, da der på tidspunktet for
lovforslagets udarbejdelse endnu ikke er fuld afklaring om,
hvor langt den nationale regulering skal række, set i forhold
til batteriforordningen. Det gælder dels spørgsmålet om,
hvilke batterityper, der skal omfattes af de nationale regler,
samt hvor længe de nationale regler vil have virkning. De
økonomiske og administrative konsekvenser afhænger end-
videre af, hvordan tilsynsopgaven bliver fastlagt.
Der vil fortsat skulle indhentes vejledning og bidrag fra Eu-
ropa-Kommissionen og batteribranchen om de muligheder
der er, for at gennemføre bestemmelsen i en dansk kontekst,
og hvilke omkostninger det indebærer.
En endelig afklaring om de økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet vil af ovenstående grunde
blive fastlagt i forbindelse med processen for de kommende
bekendtgørelser.
4.5. Den finansielles støttes stabilitet
Gennemførelsen af bestemmelsen om den finansielle støttes
stabilitet har ikke økonomiske og administrative konsekven-
ser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget forventes ikke at have administrative konse-
kvenser for borgerne.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget indebærer klimamæssige konsekvenser. For
de enkelte delområder bemærker Klima-, Energi- og Forsy-
ningsministeriet følgende:
6.1. Implementering af EU-regler (VE III, FuelEU Mari-
time og ReFuelEU Aviation) om transportbrændstoffer
Regeringen har besluttet, at opfylde 2025-kravet med det
nationale CO2e-fortrængningskrav ved at medtælle biogas
injiceret i det danske gassystem ved indberetning til Euro-
stat. Da biogassen allerede anvendes i Danmark, og brænd-
stofleverandørerne i forvejen er underlagt et CO2e-fortræng-
ningskrav, skønnes opfyldelsen ikke at medføre klimamæs-
sige konsekvenser.
Der udestår politisk afklaring om implementering af trans-
portartiklerne i VE III-direktivet i 2030. Den nærmere ræk-
kevidde af bestemmelsen og de dermed forbundne klima-
mæssige konsekvenser vil blive klarlagt senere, og række-
vidden vil bero på en politisk aftale. Formålet med lovfor-
slaget er som udgangspunkt at sikre tilstrækkelig lovhjem-
mel til at kunne implementere de konkrete regler i CO2e-
fortrængningsbekendtgørelsen og CO2e-håndbogen.
De generelle klimamæssige konsekvenser ved de to forord-
ninger (ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-forord-
ningerne) er opgjort ved vedtagelsen af disse.
6.2. Bestemmelse om frivillige mærkningsordninger for
industriprodukter
Forslaget til ny bestemmelse om frivillige mærkningsord-
ninger for industriprodukter vurderes ikke at medføre direk-
te positive klimamæssige konsekvenser, idet anvendelse af
en mærkningsordning er frivillig. Den foreslående ændring
vil muligvis indirekte bidrage positivt til klimamålene, hvis
efterspørgslen på markedet for disse produkter stiger.
Lovforslagets øvrige dele vurderes ikke at have klimamæs-
sige konsekvenser.
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
18
Lovforslaget indebærer potentielt miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
Der udestår politisk afklaring om implementering af trans-
portartiklerne i VE III-direktivet. På den baggrund er det ik-
ke på nuværende tidspunkt muligt at skønne over de miljø-
og naturmæssige konsekvenser ved implementeringen. Den
nærmere rækkevidde af bestemmelsen, og de dermed for-
bundne miljø- og naturmæssige konsekvenser vil blive klar-
lagt senere, og vil bero på en politisk aftale. Formålet med
lovforslaget er som udgangspunkt at sikre tilstrækkelig lov-
hjemmel til at kunne implementere de konkrete regler i
CO2e-fortrængningsbekendtgørelsen og CO2e-håndbogen.
De generelle miljø- og naturmæssige konsekvenser ved de
to forordninger (ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-
forordningerne) er opgjort ved vedtagelsen af disse.
Lovforslagets øvrige dele vurderes ikke at have miljø- og
naturmæssige konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indebærer gennemførelse af dele af det revide-
rede direktiv om fremme af anvendelsen af energi for vedva-
rende energikilder (VE III-direktivet) samt ændringer som
følge af forordning om sikring af lige konkurrencevilkår for
bæredygtig lufttransport (ReFuel Aviation-forordningen) og
forordning om anvendelsen af vedvarende og kulstoffattige
brændstoffer i søtransport (FuelEU Maritime-forordningen).
Danmark modtog den 29. september 2022 en begrundet ud-
talelse vedrørende mangelfuld kommunikation af gennem-
førelsen af VE II-direktivet. Af den begrundede udtalelse
fremgik, at Europa-Kommissionen ikke kunne se, hvordan
Danmark havde gennemført en række bestemmelser i VE
II-direktivet herunder artikel 6, stk. 1 om den finansielle
støttes stabilitet. Europa-Kommissionen har i foråret 2024
givet udtryk for, at de mener, at artikel 6, stk. 1, udgør en
rettighed som skal gennemføres direkte i dansk ret. Lovfor-
slaget indebærer gennemførelse af artikel 6, stk. 1.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har vurderet lov-
forslaget ift. principper for implementering af erhvervsrettet
EU-regulering.
Først gennemgås vurdering af overensstemmelse med prin-
cipperne om at den nationale regulering som udgangspunkt
ikke bør gå videre end minimumskravene i EU-regulerin-
gen, at danske virksomheder ikke bør stilles dårligere i
den internationale konkurrence, hvorfor implementeringen
ikke bør være mere byrdefuld end den forventede imple-
mentering i sammenlignelige EU-lande, samt princippet om
at fleksibilitet og undtagelsesmuligheder i EU-reguleringen
bør udnyttes.
Hertil bemærker Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet,
at lovforslagets implementering af EU-regulering som ho-
vedregel ikke vil gå videre end minimumskravene i EU-re-
gulering eller reguleringen i andre lande. Flere dele af lov-
forslaget indebærer dog bemyndigelsesbestemmelser, hvor
der ikke er truffet politisk beslutning endnu.
For så vidt angår princippet om, at EU-regulering imple-
menteres gennem alternativer til regulering, så har Klima-,
Energi- og Forsyningsministeriet vurderet de enkelte delom-
råder i VE III-direktivet. For de dele af implementeringen
som er indeholdt i dette lovforslag, har Klima, - Energi og
Forsyningsministeriet vurderet, at der er behov for lovæn-
dring. Andre dele af direktivet gennemføres uden ny regule-
ring.
Sidst bemærker Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, at
lovforslaget tager højde for princippet om, at byrdefuld EU-
regulering bør træde i kraft senest muligt og under hensyn-
tagen til de fælles ikrafttrædelsesdatoer. Lovforslagets dele
om VE III-direktivet vil træde i kraft til implementeringsfri-
sten den 21. maj 2025. Lovforslagets del om rapportering
til EU-databasen træder i kraft 1. januar 2025, da der kan
komme krav om, at den omhandlede rapportering af gasmå-
linger til EU-databasen skal ske før den generelle implemen-
teringsfrist 21. maj 2025 set i lyset af, at EU-Kommissionen
skal idriftsætte den omtalte EU-database senest den 21. no-
vember 2024.
Ændringerne som følge af ReFuelEU Aviation-forordningen
og FuelEU Maritime-forordningen træder i kraft 1. januar
2025, hvor forordningerne får virkning fra.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 28. juni 2024
til den 22. august 2024 (55 dage) været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
92-Gruppen, A/S Dan-Bunkering Ltd, Accura Advokatpart-
nerselskab, ACE Denmark Akkrediteringsinstitutionen, in-
klusiv Akkrediteringsrådet, ADB(Associationen Dansk Bio-
brændsel), Advokatrådet – Advokatsamfundet, Affald Plus,
AffaldVarme Aarhus, AIR ALSIE A/S, Akademiet for de
Tekniske Videnskaber, Akademikerne, Aktiveenergiforbru-
gere, Alsie Express A/S, Altinex Oil Denmark A/S, Alu-
minium Danmark, Andel, Ankenævnet på Energiområdet,
Aquaoil, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdstilsynet,
Arcadia efuels, ARI (Affald- og ressourceindustrien under
DI), Artelia A/S, Asfaltindustrien, Atlantic Airways, Baltic
Control Certification A/S, BAT-kartellet, BattMan Energy
ApS, Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation, Better
Energy, BFI-indkøb, Bilfærgernes Rederiforening, Billund
Lufthavn, Billund Vand A/S, Biobrændselsforeningen, Bio-
Energipark Tønder, Biofos A/S, Biofuel Express, Biogas
Danmark, Biogas Express, Bopa Law, Bornholms Energi
og Forsyning (BEOF), BP Aviation A/S/Air BP, Branche-
foreningen Dansk Luftfart, Brancheforeningen for Decen-
tral Kraftvarme, Brintbranchen, Brunata, Bryggeriforenin-
gen, Bunker Holding, Bunker One, Business Danmark,
Business Region MidtVest (BRMV), Bygningssagkyndige
& Energikonsulenter, Carl Jensens Marinelager ApS, Cen-
trica Energy Trading A/S, CEPOS, Cerius, Cevea, CIP, Ci-
19
rcle K, CO-industri, Concito, COPENHAGEN AIRTAXI
A/S, Copenhagen Energy, Copenhagen Infrastructure Part-
ners, Copenhagen Merchants, COWI, Crossbridge Energy
Fredericia, Dajolka, Daka, DAKOFA, Dan Belusa, Dana Pe-
troleum, DANAK (Den Danske Akkrediteringsfond), Dan-
marks Almene Boliger (BL), Danmarks Fiskeriforening,
Danmarks Frie Autocampere, Danmarks Naturfredningsfor-
ening, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskredit,
Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Danoil Exploration
A/S, Dansk Affaldsforening, Dansk Arbejdsgiverforening
(DA), Dansk Biotek, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk
Facilities Management (DFM), Dansk Fjernvarme, Dansk
Gartneri, Dansk Gasteknisk Center (DGC), Dansk Indu-
stri, Dansk Landbrugsrådgivning, Dansk luftfart/DI, Dansk
Maskinhandlerforening, Dansk Metal, Dansk Methanolfor-
ening, Dansk Miljøteknologi, Dansk Offshore, Dansk Orni-
tologisk Forening, Dansk Producentansvarssystem, Dansk
Retursystem A/S, Dansk Skovforening, Dansk Solcellefor-
ening, Dansk Standard, Dansk Told- og Skatteforbund,
Dansk Transport og Logistik (DLTL), Danske Advokater,
Danske Commodities A/S, Danske Energiforbrugere (DEN-
FO), Danske Havne, Danske Maritime, Danske Regioner,
Danske Tegl, DanskHalm, DANVA (Dansk Vand- og Spil-
devandsforening), DANVAK, DAT A/S (DANISH AIR
TRANSPORT A/S), Dataetisk Råd, DCC, DCC & Shell
Aviation Denmark A/S, DCC Energi A/S, DCC Energi Na-
turgas, De Danske Bilimportører, Decentral Energi, DEL-
TA Dansk Elektronik, DI, DI Energi, DLG, DOF BirdLife,
Drivkraft Danmark, DS Håndværk & Industri, DTU – Myn-
dighedsbetjening, E. ON Danmark A/S, EA Energianalyse,
EBO Consult A/S, Emmelev Mølle, Energi Danmark, Ener-
gi Fyn, Energi- og Bygningsrådgivning A/S (EBAS), Ener-
giforum Danmark, Energifællesskaber, Energiklagenævnet,
Energinet, Energisammenslutningen, Energisystemer ApS,
Energitjenesten, Energycluster, Enyday, EON, Erhvervsflyv-
ningens Sammenslutning (ES-DAA), Esbjerg Lufthavn,
Esvagt A/S, European Energy, EUROPEAN GREEN CI-
TIES, Eurowind Energy A/S, Everfuel, Evida, EWE Energie
AG, Fagligt Fælles Forbund (3F), FH - Fagbevægelsens
Hovedorganisation, Fjernvarme Fyn, FLEXFLIGHT ApS,
Fonden Kraka, Forbrugerrådet Tænk, Forenede Danske El-
bilister (FDEL), Foreningen af fabrikanter og importører
af elektriske husholdningsapparater (FEHA), Foreningen
af Rådgivende Ingeniører (FRI), Foreningen Biogasbranch-
en, Foreningen Danske Kraftvarmeværker, Foreningen Dan-
ske Olieberedskabslagre, Foreningen Danske Revisorer,
Foreningen for Slutbrugere af Energi, Fors A/S, Forsikring
& Pension, Forsyningstilsynet, Fredericia Spildevand A/S,
Frederiksberg Forsyning, Fremsyn, Frie Elforbrugere, FSR
Danske revisorer, Faaborg Olie- og Skibshandel ApS, Gen-
tofte og Gladsaxe Fjernvarme, Go’on, Green Power Den-
mark, GreenGo Energy, Greenpeace, GreenTech Advisor,
Grundfos, GTS (Godkendt Teknologisk service), H2 Ener-
gy Esbjerg, Hans Christian Andersen Lufthavn (Odense),
Hanstholm Havns Olieforsyning ApS, Hededanmark, Hirts-
hals Fiskernes, Handelsselskab A.m.b.a., HK-Kommunal,
HK-Privat, HOFOR A/S, Hornsyld Købmandsgaard A/S,
Hulgaard advokater, Hveiti, Haahr benzin, Håndværksrådet,
Ineos Danmark, Ingeniørforeningen i Danmark (IDA), In-
stitut for produktudvikling (IPU), Intelligent Energi, Inve-
stering Danmark, IT-Branchen, Jettime a/s, Justitia, Kalund-
borg Rrefinery, Kjærgaard A/S, KlimaEnergi A/S, Klimarå-
det, Kommunernes Landsforening, Kooperationen (Den Ko-
operative arbejdsgiver- og interesseorganisation i Danmark),
KPI OceanConnect A/S, Kraka, København Lufthavn, Kø-
benhavns Kommune - Teknik- og Miljøforvaltningen, Kø-
benhavns Kommune – Økonomiforvaltningen, Københavns
Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landdistrikternes Fæl-
lesråd, Landsbyggefonden, Landsforeningen af Solcelleeje-
re, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Lantmän-
nen, LCA Center, Lederne Søfart, Lundsby Biogas, Maersk
Air Cargo A/S, Malik, Malik Supply AS, Maskinmestrenes
Forening, Materialeplatformen, Mellemfolkeligt Samvirke,
Midtjyllands Lufthavn, Mollerup Mølle, MONJASA A/S
Munch Oil, Maabjerg Energy Center – MEC, N1 A/S,
Nasdaq OMX Copenhagen A/S, Nationalt Center for Mil-
jø og Energi, Nature Energy, Niels Weje Nielsen, Niras,
NISA, Noah, NOAH Energi og Klima, Nordic Green, Nor-
dic Marine Oil A/S, Nordic Seaplanes A/S, Nordisk Energi-
rådgivning ApS, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Ener-
gi, Nordsøenheden, Noreco, Norlys, Norwegian Air Shuttle
ASA, Novozymes, NRGi Renewables A/S, Nævnenes Hus,
O. W. Bunker & Trading A/S, Offentlig Ansattes Organi-
sationer (OAO), OK, OK a.m.b.a., Oles Olie, Otto Kjær,
Oxfam IBIS, Partnerskabet for Bølgekraft, Peninsula Petro-
leum Limited, Plan og Projekt, Planenergi, Plastindustrien,
Plesner Advokatpartnerselskab, PwC, Q8, Q8 Danmark A/S,
Rambøll, Rederiforeningen af 2010, Ren Energi Oplysning
(REO), RenoSam, , Roskilde Lufthavn, RWE Renewables
Denmark A/S RWEH2 Energy Europe, Rønne/Bornholm
Lufthavn, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Bæredyg-
tigt Byggeri, Rådet for grøn omstilling, Samvirkende Ener-
gi- og Miljøkontorer, SASOIL Denmark A/S, Scandinavian
Airline Systems A/S, SEAS-NVE, Seges, Shell Marine Pro-
ducts AS, Siemens Gamesa, Skovgaard Energy, SMV Dan-
mark, Statoil, Stena Oil AB, SUN-AIR OF SCANDINAVIA
A/S, Sunclass Airlines ApS, Synergi, Sønderborg Lufthavn,
Sønderjysk Landboforening, TEKNIQ Arbejdsgiverne, Tek-
nologisk Institut, Thisted Lufthavn, Topoil AB, Topsoe A/S,
Total S. A., TOTALENERGIES Marketing Denmark A/S,
TREFOR/EWII, T-REGS, Trumf Bunker A/S, UNO-X, Var-
mepumpefabrikantforeningen, Vattenfall A/S, Vedvarende
Energi, Vejle Spildevand, VEKS, VELTEK, VELTEK –
VVS- og El-Tekniske Leverandørers Brancheforening, Ver-
dens Skove, Verdo Randers, Vestas Wind systems A/S, Vest-
forbrænding, Waste Plastic Upcycling (WPU), WindSpace,
World Fuel Commodities Services, WWF Verdensnaturfon-
den, YX Danmark A/S, Økologisk Landsforening, Ørsted,
Aalborg Energicenter, Aalborg Lufthavn, Aalborg Portland
A/S, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
10. Sammenfattende skema
20
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja,
angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Der vil være udgifter til administration af lov-
forslagets øvrige dele, hvor regler fortrinsvis
fastsættes på bekendtgørelsesniveau.
Implementeringskonsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Lovforslaget vil indebære udgifter til admini-
stration af regler.
Økonomiske konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Ingen Lovforslaget muliggør implementering af dele
af VE III-direktivets transportartikler.
Der udestår politisk afklaring om implemente-
ring af transportartiklerne i VE III-direktivet
i 2030. Det er derfor ikke muligt på nuværen-
de tidspunkt at skønne over de erhvervsøko-
nomiske konsekvenser ved implementeringen
i 2030. Disse vil blive klarlagt senere ved en
politisk aftale.
Lovforslaget vil tilvejebringe en hjemmel for
klima-, energi- og forsyningsministeren til
at kunne fastsætte regler om gebyrfinansie-
ring af aktørers betaling til dækning af myn-
digheders omkostninger til administration af
ReFuelEU Aviation-forordningen og FuelEU
Maritime-forordningen og af regler udstedt i
relation hertil. I forhold til ReFuelEU Aviati-
on-forordningen skønnes disse at ville udgøre
1,8 mio. kr., og i forhold til FuelEU Maritime-
forordningen skønnes disse at ville udgøre 3,0
mio. kr.
Lovforslaget indeholder en bestemmelse om
batterier. Det forventes, at oplysningspligten
for batteriproducenter medfører erhvervsmæs-
sige konsekvenser, men der udestår afklaring
om omfanget. De nærmere regler vil fastsæt-
tes på bekendtgørelsesniveau.
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Ingen Lovforslaget muliggør implementering af dele
af VE III-direktivets transportartikler.
Der udestår politisk afklaring om implemente-
ring af transportartiklerne i VE III-direktivet i
2030. Implementeringen af artiklerne vil blive
klarlagt senere ved en politisk aftale.
Det forventes, at de to foreslåede bemyndi-
gelser angående rapportering og verifikation
af gasmålerdata til EU-databasen for vedva-
rende brændstoffer anvendes til, at klima-,
energi- og forsyningsministeren fastsætter for-
pligtelser for gastransmissionsselskaber og
gasdistributionsselskaber. Dette forventes at
medføre omkostninger for transmissionssel-
skabet (Energinet) og distributionsselskabet
(Evida). De nærmere konsekvenser opgøres,
når bemyndigelserne udmøntes.
21
Lovforslaget indeholder en bestemmelse om
oplysningspligten for batteriproducenter. Det-
te vil medføre erhvervsmæssige konsekven-
ser, men der udestår afklaring om omfan-
get. De nærmere regler vil fastsættes på be-
kendtgørelsesniveau
Administrative konsekvenser for
borgerne
Ingen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Lovforslaget forventes ikke at have væ-
sentlige positive klimamæssige konsekven-
ser. De samlede klimamæssige konsekven-
ser vedr. VE III-direktivets transportartikler
afhænger af senere politiske beslutninger
om nærmere implementering.
Ingen
Miljø- og naturmæssige konse-
kvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indebærer gennemførelse af dele af det reviderede direktiv om fremme af
anvendelsen af energi for vedvarende energikilder (VE III-direktivet) samt ændringer
som følge af forordning om sikring af lige konkurrencevilkår for bæredygtig lufttransport
(ReFuel Aviation-forordningen) og forordning om anvendelsen af vedvarende og kulstof-
fattige brændstoffer i søtransport (FuelEU Maritime-forordningen).
Danmark modtog den 29. september 2022 en begrundet udtalelse vedrørende mangelfuld
kommunikation af gennemførelsen af VE II-direktivet. Af den begrundede udtalelse frem-
gik, at Europa-Kommissionen ikke kunne se, hvordan Danmark havde gennemført en
række bestemmelser i VE II-direktivet herunder artikel 6, stk. 1. Europa-Kommissionen
har i foråret 2024 givet udtryk for, at de mener, at artikel 6, stk. 1, udgør en rettighed som
skal gennemføres direkte i dansk ret. Lovforslaget indebærer gennemførelse af artikel 6,
stk. 1.
Er i strid med de fem principper
for implementering af erhvervs-
rettet EU-regulering (der i rele-
vant omfang også gælder ved im-
plementering af ikke-erhvervsret-
tet EU-regulering) (sæt X)
Ja
[]
Nej
[X]
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den gældende biobrændstoflovs titel er »lov om bæredygti-
ge biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser (bio-
brændstofloven)«. Titlen blev i sin tid udarbejdet, da den
oprindelige lovs formål var at fremme bæredygtige bio-
brændstoffer til brug i transportsektoren med henblik på at
reducere drivhusgasudledninger fra sektoren. På daværende
tidspunkt, 2009, var der ikke reelle, omkostningseffektive
alternativer til fossile brændstoffer til brug for reduktion af
drivhusgasser fra transportsektoren, særligt i forhold til vej-
transport. På den baggrund var den gældende titel på loven
dækkende for lovens hovedindhold.
Siden 2009 er markedet for alternativer til fossile brændstof-
fer vokset. Bæredygtige biobrændstoffer spiller fortsat en
stor rolle for reduktion af drivhusgasser i transportsektoren,
men andre grønne drivmidler end bæredygtige biobrænd-
stoffer kan også anvendes til at opfylde de målkrav, der er i
biobrændstofloven. Disse grønne drivmidler kan være elek-
tricitet, biogas, vedvarende brændstoffer af ikke-biologisk
oprindelse og grøn brint. Det forventes at særlig direkte
elektrificering kommer til at spille en stor rolle relativt hur-
tigt, og at PtX-brændstoffer kan komme til at spille en rolle,
hvor direkte elektrificering ikke er muligt som fx dele af
søfarten og luftfarten. Det forventes, at der derudover kan
komme yderligere grønne drivmidler.
Titlen på den gældende biobrændstoflov forekommer derfor
ikke længere dækkende for lovens hovedindhold. En fælles
nævner for alle de oven for nævnte drivmidler er, at de
fortrænger drivhusgasser fra transportsektoren, hvilket også
er hovedformålet med loven.
Det foreslås derfor at ændre lovens titel til »Lov om reduk-
tion af drivhusgasser fra transportsektoren m.v.«. Med for-
22
slaget vil titlen i højere grad afspejle lovens hovedformål,
som er at fortrænge drivhusgasser fra transportsektoren. Den
foreslåede tilføjelse af »m.v.« dækker over, at loven også in-
deholder andre elementer end direkte fortrængning af driv-
husgasser fra transportsektoren. Eksempelvis definitionsbe-
stemmelser, rapporteringsforpligtelser og strafbestemmelser.
Til nr. 2
Den gældende fodnote i biobrændstofloven indeholder en
udtømmende opremsning af de direktiver, som den gælden-
de biobrændstoflov gennemfører eller delvis gennemfører.
Den gældende biobrændstoflov gennemfører bl.a. dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001 af
11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra
vedvarende energikilder (omarbejdning) og Rådets direktiv
2015/1513/EU af 9. september 2015 om ændring af direktiv
98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om æn-
dring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af
energi fra vedvarende energikilder.
Det foreslås, at fodnoten i biobrændstofloven ændres såle-
des, at det af fodnoten vil fremgå, at biobrændstofloven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2413 af 18.
oktober 2023 om ændring af direktiv (EU) 2018/2001, for-
ordning (EU) 2018/1999 og direktiv 98/70/EF for så vidt
angår fremme af energi fra vedvarende energikilder og om
ophævelse af Rådets direktiv (EU) 2015/652.
Den foreslåede ændring vil medføre, at det af fodnoten vil
fremgå, at loven indeholder bestemmelser, som delvist gen-
nemfører dele af VE III-direktivet, som skal være gennem-
ført i dansk ret senest den 21. maj 2025.
Til nr. 3
Som beskrevet i punkt 3.1.1. beskriver § 1 i biobrændstoflo-
ven, at formålet med loven bl.a. er at fremme anvendelsen
af VE-brændstoffer, herunder bæredygtige biobrændstoffer
(biobrændstoffer der lever op til bæredygtighedskriterierne i
det til enhver tid gældende VE-direktiv) og biomassebrænd-
sler som defineret i det til enhver tid gældende VE-direktiv,
elektricitet samt brændstoffer med et lavt drivhusgasaftryk
(brændstoffer der reducerer vugge til grav-emissionerne af
drivhusgasser pr. energienhed i forhold til fossile brændstof-
fer) til transport med henblik på at integrere vedvarende
energi og reducere vugge til grav-udledninger af drivhusgas-
ser fra transport. Endvidere beskrives det, at formålet er at
fastsætte et kontrol- og sanktionssystem m.v. med henblik
på at sikre overholdelse af MRV-forordningen. Den gælden-
de biobrændstoflov omfatter primært transport, der foregår
på landjorden, og kun i meget begrænset omfang transport
til søs – fx sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs,
hvor der primært er tænkt på transport på floder o.l.
Med den foreslåede nye formålsbestemmelse vil bestemmel-
sen udvides til også at omfatte luftfart og søtransport, hvil-
ket vil ses ved, at der vil blive refereret til »transport
m.m«. i formålsbestemmelsen. »Transport m.m.« foreslås i
dette lovforslag som omfattende drift af vejgående køretøjer,
jernbane, luftfart, søtransport og mobile ikke-vejgående ma-
skiner, herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når
de ikke er til søs, og landbrugs- og skovbrugstraktorer samt
fritidsfartøjer, når de ikke er til søs.
Det foreslås endvidere, at der også fastsættes et kontrol- og
sanktionssystem for ReFuelEU Aviation-forordningen samt
FuelEU Maritime-forordningen.
Den foreslåede bestemmelse vil gøre, at de virksomheder,
der foreslås at blive omfattet af lovgivningen med lovfor-
slaget, vil være virksomheder, der leverer flydende eller
gasformigt brændstof eller elektricitet til brug i luftfart og
søtransport.
Det forventes, at de forskellige krav, der eventuelt fremsæt-
tes til de af biobrændstofloven omfattede aktører, herunder
de nye aktører, der omfattes ved nyaffattelsen, i forbindelse
med implementeringen af VE III-direktivet vil blive fremsat
i CO2e-fortrængningsbekendtgørelsen og håndbogen.
Det bemærkes, at udvidelsen af VE III-direktivets anven-
delsesområde til også at omfatte luftfart og søtransport vil
gøre det muligt at lade eventuelle bidrag fra de nationale fly-
vninger og sejlads tælle med mod Danmarks internationale
klimamål. Endvidere bemærkes det, at der vil være et over-
lap mellem bidrag fra luftfart og søtransport gennem VE
III-direktivet og gennem ReFuelEU Aviation- og FuelEU
Maritime-forordningerne. Det bemærkes videre, at begge
forordninger er totalharmoniserede, hvilket indebærer, at de
enkelte medlemsstater ikke kan fastsætte højere mål end
de i forordningerne fastsatte, men samtidigt skal man også
være opmærksom på, at de totalharmoniserede krav er rettet
mod specifikke aktører. Eksempelvis er kravet i FuelEU
Maritime-forordningen rettet mod skibsejeren og ikke mod
brændstofleverandøren, hvorfor der vil kunne sættes andre,
og højere, krav til denne, end der kan til skibsejeren.
I ReFuelEU Aviation-forordningen derimod er kravet rettet
mod brændstofleverandøren, hvorfor der ikke sættes højere
krav til denne.
Til nr. 4
Ordet transport anvendes mange steder i den gældende bio-
brændstoflov.
Det foreslås, at ordet transport ændres til »transport m.m.«
overalt i loven.
Det foreslåede er en konsekvens af nyaffattelserne af § 2, nr.
14 og 17, hvor terminologien for transport og landtransport
ændres. Der henvises til nr. 6 og 7 i de specielle bemærknin-
ger for de to bestemmelser for en nærmere uddybning.
Til nr. 5
Efter § 2, nr. 10, i den gældende biobrændstoflov er en
23
elleverandør den enhed, der er ansvarlig for ekspedition af
elektricitet gennem et punktafgiftsopkrævningssted, og som
leverer elektricitet til brug i vejkøretøjer.
§ 3 a pålægger de af loven omfattede virksomheder at rap-
portere til Energistyrelsen om drivhusgasintensiteten af de
brændstoffer og den elektricitet til brug i vejkøretøjer, der
i Danmark er blevet leveret af virksomheden efter regler
fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren.
Med den foreslåede ændring af § 2, nr. 10 og § 3 a ændres
ordet vejkøretøjer i begge bestemmelser til transport m.m.
Den foreslåede ændring vil medføre, at en elleverandør også
kommer til at omfatte levering af elektricitet til luftfart og
søtransport, hvilket kan være relevant, når der i fremtiden
kommer fly og flere skibe, der anvender elektricitet som
drivmiddel. Endvidere vil den foreslåede ændring medføre,
at også luftfart og søtransport vil blive omfattet af rapporte-
ringsbestemmelsen i § 3 a. Det bemærkes, at de nærmere
regler for rapportering er fastsat i CO2e-fortrængningsbe-
kendtgørelsen.
Til nr. 6
Ifølge den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 11, defineres
ordet landtransport som drift af vejgående køretøjer og jern-
banedrift, hvorved stort set al den motoriserede transport,
der foregår på landjorden omfattes. Denne definition omfat-
ter det, der populært kaldes for on-road sektoren, hvor ty-
peeksemplerne er biler, varevogne, busser, lastbiler, motor-
cykler og jernbane. Non-road sektoren består bl.a. af mobile
ikke-vejgående maskiner, hvilket typisk vil være forskellige
landbrugskøretøjer og entreprenørkøretøjer som fx bulldoze-
re og gravemaskiner, og derudover fartøjer til sejlads på
indre vandveje, når de ikke er til søs, og landbrugs- og
skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til søs.
Definitionen anvendes bl.a. til at sondre mellem on- og non-
road sektoren.
Denne sondring er hensigtsmæssig, da det hidtil gældende
VE II-direktiv kun gælder for on-road, hvorimod brænd-
stofkvalitetsdirektivet, hvor bestemmelserne der krævede, at
medlemsstaterne fastsatte et 6 pct. CO2e-fortrængningskrav
blev ophævet med vedtagelsen af VE III-direktivet, er gæl-
dende for både on- og non-road sektoren. I tidligere udgaver
af biobrændstofloven har der kun været forpligtelser for on-
road sektoren, men fra forpligtelserne i brændstofkvalitets-
direktivets ikrafttræden i 2020 har biobrændstofloven også
omfattet non-road sektoren, hvilket fortsat er tilfældet.
Det foreslås med nyaffattelsen af § 2, nr. 11, at transport
m.m. fortsat, og på samme måde som definitionen af land-
transport i den gældende biobrændstoflovs § 2, nr. 11, defi-
neres som drift af vejgående køretøjer, jernbane og mobile
ikke-vejgående maskiner, herunder fartøjer til sejlads på
indre vandveje, når de ikke er til søs, og landbrugs- og
skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de ikke er til
søs. Den foreslåede definition af transport m.m. i forslaget
til biobrændstoflovens § 2, nr. 11, er, bortset fra, at luftfart
og søtransport ikke er en del af definitionen, identisk med
den gældende definition i biobrændstoflovens § 2, nr. 14,
og denne del foreslås alene nyaffattet af lovtekniske årsa-
ger. Det foreslås, at søtransport og luftfart tilføjes definitio-
nen.
Den foreslåede ændring tilsigter ikke, at den foreslåede be-
stemmelse skal medføre en ændring af retstilstanden på den
oprindelige definition af området, bortset fra den foreslåe-
de tilføjelse af luftfart og søtransport til definitionen. For-
skellen på den gældende definition af landtransport og den
foreslåede definition af transport m.m. fremkommer ved til-
føjelsen af luftfart og søtransport til definitionen. Yderligere
forekommer det misvisende at fortsætte med at anvende
ordet landtransport, når luftfart og søtransport er tilføjet de-
finitionen.
Ved udvidelsen af VE III-direktivets anvendelsesområde til
luftfart og søtransport indebærer dette, at disse sektorer bli-
ver en del af transportsektoren, og derfor kan omfattes af
de målkrav m.v., der er i VE III-direktivet. Det bemærkes
at klima-, energi- og forsyningsministeren kan benytte sin
bemyndigelse til at undtage disse sektorer fra målkrav m.v.
Der henvises til punkt 2.2. herom.
VE III-direktivet indeholder ikke en nærmere beskrivelse
af, hvilke fartøjer luftfart og søtransport omfatter i VE III-
direktivet. I det følgende redegøres der for, hvilke fartøjer
luftfart og søtransport antages at omfatte i henhold til VE
III-direktivet.
I forhold til søtransporten startede arbejdet allerede i 2015
med MRV-forordningen, der bl.a. indsamler data om sø-
transportens forbrug af brændstoffer og drivhusgasudlednin-
ger. Med vedtagelsen af FuelEU Maritime-forordningen
i 2023 blev der vedtaget lovgivning, der pålægger skibs-
ejere at reducere drivhusgasudledningerne fra søtranspor-
ten. Samme år blev ReFuelEU Aviation-forordningen ved-
taget. Denne forordnings formål er ligeledes at reducere
drivhusgasudledninger fra luftfarten.
Det bemærkes, at metoden til reduktion af drivhusgasudled-
ninger i de to forordninger er forskellige. I FuelEU Mariti-
me-forordningen er der et krav om reduktion af den årlige
gennemsnitlige drivhusgasintensitet fra de anvendte brænd-
stoffer, hvor der i ReFuelEU Aviation-forordningen er et
krav om iblanding af bæredygtige flybrændstoffer i de an-
vendte brændstoffer. Essensen af begge metoder er, at for-
målet er at omstille luftfart og søtransport.
Det nævnes ikke eksplicit i VE III-direktivet, at luftfart og
søtransport omfattes af direktivet, men det fremgår implicit
af regnereglen i VE III-direktivets artikel 27, stk. 2, litra
a, der ved beregningen af nævneren omtaler mængden af
energi, der forbruges i »transportsektoren« i modsætning til
den parallelle bestemmelse i VE II-direktivet (artikel 27,
stk. 1, litra a), der omtaler energiindholdet i »vej- og jernba-
netransportbrændstoffer«. Endvidere fremgår det implicit af
24
ordlyden af præambelbetragtningerne nr. 72, 74, 75 og 78, at
luftfart og søtransport nu også omfattes af transportartikler-
ne i VE III-direktivet.
VE III-direktivets udvidede anvendelsesområde til luftfart
og søtransport indebærer, at disse sektorer nu er blevet en
del af transportsektoren, og derfor omfattes af de målkrav
m.v., der er i VE III-direktivet. Klima-, energi- og forsy-
ningsministeren er dog i biobrændstofloven bemyndiget til
at undtage særlige nationale sektorer fra alle eller dele af
kravene. Denne bemyndigelse vil også kunne anvendes til at
undtage luftfart eller søtransport fra nationale eller EU-mål-
krav.
Eurostat, der er EU’s statistiske kontor, udgiver det såkaldte
SHARES tool, der skal sikre en ensartet metode til bereg-
ning af vedvarende energi i alle medlemsstater. SHARES
er blandt andet baseret på energistatistikforordningen. Den
nuværende SHARES manual henviser til energistatistikfor-
ordningen for så vidt angår omfanget af transportsektoren og
regnes derfor som et vigtigt fortolkningsbidrag til fastlæg-
gelse af omfanget af transportsektoren.
Af SHARES fremgår det, at transportsektoren dækker over:
vej, jernbane, inden- og udenrigs luftfart og indlands sø-
transport. International søtransport er ikke omfattet af ener-
gistatistikforordningens definition af søtransport. Internatio-
nal søtransport er dog omfattet af VE III-direktivet, hvilket
blandt andet indikeres af præambelbetragtning nr. 73, der
blandt andet omtaler levering til marine bunkerstationer.
I VE III-direktivets artikel 7, stk. 4, litra a, og i regnereglen i
artikel 27, stk. 2, litra b, har man eksplicit gjort opmærksom
på, at international marine bunkering er en del af transport-
sektoren i VE III-direktivet.
VE III-direktivet definerer ikke, hvad der forstås ved inter-
national marine bunkerstation. Ved en international marine
bunkerstation forstås typisk et anlæg, flydende eller på land,
der leverer brændstof til skibe. De internationale bunker
stationer kan levere brændstof de fleste steder i og omkring
Danmark, og ofte ved Skagens Red, der er en vigtig sejlrute
for skibe, der besejler Nordsøen og dele af Østersøen.
I VE III-direktivet er det ligeledes ikke nærmere defineret,
hvad der forstås ved en medlemsstats område som der hen-
vises til i artikel 27, stk. 2, litra b.
Ved en medlemsstats området forstås normalt alle de områ-
der, herunder søterritoriet, den tilstødende og den eksklusive
økonomiske zone, som en medlemsstat typisk har jurisdik-
tion over.
Det ses ikke, at VE III-direktivet begrænser området for in-
ternationale marine bunkerstationer til landfast område eller
til søterritoriet, hvorfor det er muligt, at alle brændstoffer
leveret til internationale marine bunkerstationer inden for
alle zoner kan være omfattet af beregningsreglen i artikel
27, stk. 2, litra b, og dermed indgå i forpligtelser efter VE
III-direktivet. Det kan dog forekomme uhensigtsmæssigt, at
området er udstrakt til disse zoner, blandt andet fordi det vil
være meget vanskeligt at kontrollere, at alle skibe inden for
denne zone lever op til deres forpligtelser.
Kommissionen har tilkendegivet, at området kan være be-
grænset til brændstoffer, der fysisk har været inden over den
enkelte medlemsstats landfaste territorie. Dette indebærer,
at det typisk vil være brændstoffer, der tankes fra danske
havne eller tilsvarende optankningsfaciliteter, eller leveres
fra bunkerskibe, der har tanket deres brændstof fra danske
havne eller tilsvarende optankningsfaciliteter.
Da den helt præcise afgrænsning ikke har været mulig
at klarlægge på nuværende tidspunkt, vil de nærmere reg-
ler om afgrænsningen blive fastsat i CO2e-fortrængningsbe-
kendtgørelsen.
For både fly og skibe gælder det at omfanget af de forpligte-
de i ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-forordninger-
ne ikke er identiske med de forpligtede i VE III-direktivet. I
begge tilfælde er omfanget af de forpligtede større i VE
III-direktivet end i de to forordninger.
I direktivet er det ikke nærmere beskrevet, hvilke skibe
der omfattes af direktivet. MRV-forordningen og FuelEU
Maritime-forordningen, omfatter kun skibe over 5.000 brut-
totonnage. Denne samme begrænsning er ikke gældende
for skibe omfattet af VE III-direktivet, der således, som
udgangspunkt, omfatter alle skibe uanset bruttotonnage. På
samme måde som i MRV-forordningen er krigsskibe, mari-
nehjælpefartøjer, fiskerfartøjer og skibe til forarbejdning af
fisk undtaget FuelEU Maritime-forordningen.
De fly, og dermed det brændstof, der leveres til flyene,
som omfattes af VE III-direktivet ses heller ikke nærmere
afgrænset. På baggrund af SHARES vurderes det dog, at
anvendelsesområdet omfatter brændstoffer leveret til både
national og international luftfart og brændstof leveret til
både kommerciel, privat, landbrugsrelateret m.v. luftfart dog
med undtagelse af brændstoffer leveret til fly til militærbrug.
Endvidere formodes det, at VE III-direktivet omfatter alle
typer af flyvemaskiner, der anvender en motor, herunder
almindelige rutefly, lastfly, privatejede fly, helikoptere, er-
hvervsmæssigt anvendte droner m.v.
Da den helt præcise afgrænsning ikke har været mulig
at klarlægge på nuværende tidspunkt, vil de nærmere reg-
ler om afgrænsningen blive fastsat i CO2e-fortrængningsbe-
kendtgørelsen.
På området for landtransport har de omfattede aktører, siden
2017, typisk været defineret ved, at være de brændstofle-
verandører, der betaler energiafgift efter mineralolieafgifts-
loven. Denne afgrænsningskonstruktion blev valgt, da de
brændstofleverandører, der betaler energiafgiften, også har
det fornødne kendskab til i hvilken sektor brændstoffet an-
vendes. For både luftfart og søtransport gælder det, at der
ikke betales energiafgift, eller andre lignende afgifter for det
anvendte brændstof, hvorfor den samme afgrænsningskon-
25
struktion ikke kan anvendes i forhold til luftfart og søtrans-
port.
Til nr. 7
Ifølge den gældende definition af transport i biobrændstof-
lovens § 2, nr. 14, omfatter »transport« drift af vejgående
køretøjer, jernbaner og mobile ikkevejgående maskiner, her-
under fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er
til søs, og landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfar-
tøjer, når de ikke er til søs. Populært kaldes områderne, der
dækkes af den gældende definition for on-road og non-road
sektorerne.
Med den foreslåede ændring af definitionen af ordet trans-
port i § 2, nr. 14, foreslås det, at definitionen vil omfatte
drift af vejgående køretøjer, jernbaner samt luftfart og sø-
transport.
Den foreslåede bestemmelse vil således omfatte det samme
som definitionen af transport m.m. bortset fra non-road sek-
toren, der består af mobile ikkevejgående maskiner, herun-
der fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til
søs, og landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer,
når de ikke er til søs. Drift af vejgående køretøjer, jernbaner
samt luftfart og søtransport vil skulle forstås på samme må-
de som under definitionen af transport m.m.
Årsagen til den foreslåede ændring af de to definitionsbe-
stemmelser - § 2, nr. 11 og nr. 14 – skyldes dels, at begge
definitioner nu også foreslås at omfatte luftfart og søtrans-
port, og at det derfor forekommer misvisende at kalde en de-
finition, der indeholder luftfart og søtransport for landtrans-
port, dels, at der kan være behov for at kunne sondre mellem
on-road sektoren, inklusive luftfart og non-road sektoren,
inklusive luftfart.
Til nr. 8
Definitionen af ordet virksomhed er en central definition
i den gældende biobrændstoflov, da hovedparten af forplig-
telserne i biobrændstofloven retter sig mod virksomheder
– herunder de bestemmelser, der pålægger virksomheder
CO2e-fortrængningskrav.
Efter den gældende biobrændstoflov defineres en virksom-
hed som en virksomhed, der angiver og betaler energiafgift
efter lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. for
det flydende brændstof, der sælges til transport, en naturgas-
leverandør, der er leverandør af gasformige brændstoffer fra
en gastankstation, eller et selskab, som hverken angiver eller
betaler energiafgift for brændstoffet, men sælger brændstof-
fet til et selskab, som angiver og betaler energiafgift og
selv forbruger brændstoffet. Luftfart og søtransport er ikke
omfattet af den gældende definitionsbestemmelse, da luftfart
og søtransport ikke tidligere har skulle været omfattet af
biobrændstofloven.
For at gøre bestemmelsen mere overskuelig foreslås det,
at opdele definitionsbestemmelsen i litraer. Med den foreslå-
ede ændring af definitionen af virksomhed i forslaget til
biobrændstoflovens § 2, nr. 17, litra a-e, tilsigtes det ikke
at foretage ændringer af den gældende definition for så vidt
angår de virksomheder, der allerede er omfattet af den gæl-
dende biobrændstoflov, hvilket vil sige virksomheder der
primært leverer brændstoffer til køretøjer på landjorden og
jernbane. For så vidt angår disse allerede omfattede køretø-
jer og jernbane foretages nyaffattelsen alene af lovtekniske
årsager. Nyaffattelsen foretages for at sikre, at også virk-
somheder der leverer brændstoffer til luftfart og søtransport
tilføjes definitionen.
Det foreslås i § 2, nr. 17, litra a, at ændre definitionen
af virksomhed til »En fysisk eller juridisk person, der angi-
ver og betaler afgift efter lov om energiafgift af mineraloli-
eprodukter m.v. for det flydende brændstof, der sælges til
transport m.m.«. Med den foreslåede definition af virksom-
hed i biobrændstoflovens § 2, nr. 17, litra a, vil det fortsat
være de virksomheder, der angiver og betaler energiafgift
efter mineralolieafgiftsloven for det flydende brændstof, der
sælges til transport m.m., der omfattes af definitionen. Det
vil typisk være raffinaderiselskaber, der samtidigt ejer og
leverer brændstof til de enkelte tankstationer, der omfattes,
men det kan også være ejere af de tankstationer, hvorfra
brændstoffet sælges.
Det foreslås i § 2, nr. 17, litra b, at ændre definitionen af
virksomhed til »En fysisk eller juridisk person, der er leve-
randør af gasformige brændstoffer fra en gastankstation eller
lignende.«. Med den foreslåede definition af virksomhed, vil
bestemmelsen omhandle de, der handler med de brændstof-
fer, der ikke er flydende, fx biogas eller gasformige biomas-
sebrændsler, og de omfattede virksomheder vil blive de gas-
leverandører, der leverer gasformige brændstoffer fra en ga-
stankstation. Det foreslås endvidere, at det vil omfatte ejere
af gastankstationer, der vil være den aktør, der har det bedste
kendskab til slutanvendelsen af det gasformige brændsel,
da der ikke nødvendigvis ejermæssigt sammenfald mellem
ejeren af gastankstationen og dennes gasleverandør.
Ved tankstation forstås en optankningsfacilitet, jf. definitio-
nen i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU
af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for alter-
native brændstoffer artikel 2, nr. 8, hvor ethvert brændstof,
med undtagelse af LNG, kan tankes via et fast eller mobilt
anlæg.
Der kan forekomme tilfælde, hvor gassen leveres med tank-
vogn fra udlandet, eksempelvis til færgeruter. I disse tilfælde
vil det, på samme måde som for brændstofleverandører ba-
seret i Danmark, være det selskab, der leverer brændstoffet
til eksempelvis færgeselskaber, der vil blive omfattet af defi-
nitionen af virksomhed, og dermed af de forpligtelser der er
forbundet hermed.
Det foreslås i § 2, nr. 17, litra c, at ændre definitionen af
virksomhed til »En fysisk eller juridisk person, der sælger
og leverer flydende eller gasformigt brændstof til brug i luft-
fart og søtransport.«. Hvor der for den traditionelle on-road
26
sektor ikke som sådan sker en ændring af definitionsbestem-
melsen, er det anderledes for luftfart og søtransport, der
ikke tidligere har været omfattet af biobrændstofloven. Som
udgangspunkt er både luftfart og søtransport omfattet af
mineralolieafgiftslovens § 1, og vil derfor være omfattet
af den foreslåede § 2, nr. 17, litra a, men der sker en af-
giftsfritagelse efter mineralolieafgiftslovens § 9 for jetfuel
til brug i luftfartøjer, der anvendes erhvervsmæssigt og for
brændstoffer til brug om bord på skibe i udenrigsfart og
fiskerifartøjer med en bruttotonnage på 5 t og derover eller
en bruttoregistertonnage på 5 t og derover, dog bortset fra
lystfartøjer. Størstedelen af luftfart og søtransport er således
undtaget for energiafgift efter mineralolieafgiftsloven, men
brændstoffet har været forbi et punktafgiftsopkrævnings-
stedlignende sted desuagtet, at brændstoffet er fritaget for
afgifter efter mineralolielovens § 1. For så vidt angår jetfuel
til brug i luftfartøjer, der ikke anvendes erhvervsmæssigt og
for brændstoffer til brug om bord på skibe i udenrigsfart og
fiskerifartøjer med en bruttotonnage på under 5 t eller en
bruttoregistertonnage under 5 t og for lystfartøjer betales der
energiafgift efter mineralolieafgiftsloven § 1 og de vil derfor
være omfattet af den foreslåede § 2, nr. 17, litra a.
For at sikre, at disse afgiftfritagede virksomheder under
alle omstændigheder omfattes af virksomhedsdefinitionen
foreslås det med § 2, nr. 17, litra c, at den fysiske eller
juridiske person, der sælger og leverer flydende eller gasfor-
migt brændstof til brug i luftfart og søtransport omfattes af
virksomhedsdefinitionen uanset om der betales afgift efter
mineralolieafgiftsloven eller ej.
Denne del af den foreslåede bestemmelse sikrer i samspil
med den foreslåede § 2, nr. 17, litra a, at alle dele af luftfart
og søtransport vil blive omfattet af virksomhedsdefinitionen.
For søtransportens vedkommende foreslås det med lovfor-
slaget, at det bliver de virksomheder, der ejer brændstoffet
ved leveringen af dette til maritime fartøjer, med undtagelse
af levering til krigsskibe, marinehjælpefartøjer, fiskefartøjer
og skibe til forarbejdning af fisk, der omfattes af lovgivnin-
gens forpligtelse til iblanding af grønne drivmidler i det
brændstof, der sælges eller leveres til søtransporten, når
brændstoffet leveres til fartøjerne inden for den eksklusive
økonomiske zone.
For luftfartens vedkommende foreslås det med lovforslaget,
at det bliver de virksomheder, der ejer brændstoffet ved
levering til luftfartsselskabet, der også benævnes som luft-
farttøjsoperatører, der omfattes af lovgivningens forpligtelse
til iblanding af grønne drivmidler i det brændstof, der sælges
eller leveres til luftfartsselskabet. Det vil typisk være tradi-
tionelle brændstofleverandører, der omfattes, men det kan
også være andre selskaber, eksempelvis handelsselskaber,
såfremt disse ejer brændstoffet ved levering til luftfartssel-
skabet, og har haft en bare begrænset indflydelse på brænd-
stoffets sammensætning, eksempelvis i form af volumen el-
ler brændstoftype.
Det foreslås i §2, nr. 17, litra d, at ændre definitionen af
virksomhed til »En fysisk eller juridisk person, som hver-
ken angiver eller betaler energiafgift for brændstoffer, der
anvendes til transport m.m., men videresælger brændstof-
fet til en fysisk eller juridisk person, som angiver og beta-
ler energiafgiften efter ovennævnte lov, og selv forbruger
brændstoffet.«
Med den foreslåede § 2, nr. 17, litra d, vil bestemmelsen
være gældende for en virksomhed »som hverken angiver
eller betaler energiafgift for brændstoffer, der anvendes til
transport m.m., men videresælger brændstoffet til en fysisk
eller juridisk person, som angiver og betaler energiafgiften
efter ovennævnte lov, og selv forbruger brændstoffet«, hvor-
ved skal forstås de tilfælde, hvor et selskab sælger brændstof
til et andet selskab med henblik på, at dette selskab videre-
sælger brændstoffet til den endelige forbruger.
Der er enkelte busselskaber og transportselskaber, der selv
angiver og betaler energiafgiften for det brændstof selskabet
selv forbruger til sine køretøjer. De bus- og transportselska-
ber, der selv betaler energiafgiften og ikke videresælger til
transportsektoren, skal ikke omfattes af loven og dermed af
kravet om anvendelse af biobrændstoffer. Det vil typisk væ-
re bus eller transportselskaber, der er omfattet af skattefor-
valtningens suspensionsordning (mulighed for selv at betale
energiafgift under nærmere betingelser omkring oplagrings-
faciliteter).
De mængder brændstof, der leveres til disse bus- eller trans-
portselskaber, er ikke undtaget biobrændstoflovens krav om
fortrængning af drivhusgasser eller iblanding af biobrænd-
stoffer. Forslaget vil derfor indebære, at de virksomheder,
der leverer brændstof til de ovenfor nævnte bus- og trans-
portselskaber, også vil være omfattet af loven for de mæng-
der brændstof, de leverer til de nævnte bus- og transportsel-
skaberne.
Med undtagelse af luftfart og søtransport skaber den foreslå-
ede definition et klart grundlag for hvilke virksomheder, der
er omfattet af loven. Dette har som konsekvens, at det er
en klar afgrænsning af hvilken virksomhed, der har betalt
afgiften, og dermed klarhed over hvilken virksomhed, der er
omfattet af loven. Forslaget indebærer endvidere, at afgiften
betales så tæt på det endelige forbrug som muligt, hvilket
muliggør, at det selskab, der betaler afgiften, også har kend-
skab til, hvilken sektor brændstoffet sælges til.
Det er ikke med lovforslaget tilsigtet at ændre væsentligt
på hvilke virksomheder, der omfattes af loven. Et mindre
selskab, der ikke selv importerer eller producerer brændstof,
og som tidligere har fået leveret flydende brændstof fra et
raffinaderi i Danmark, vil fortsat være omfattet af loven,
da det typisk vil være det mindre selskab, der betaler ener-
giafgiften og dermed vil blive omfattet af den foreslåede
bestemmelse.
Såfremt den mindre virksomhed selv indberetter og betaler
sin energiafgift, vil den mindre virksomhed med lovforsla-
get også fremover være omfattet af biobrændstofloven. Det
27
er dog ikke alle mindre virksomheder, der selv indberetter
og betaler energiafgiften og derved omfattes af den foreslåe-
de definition.
Det foreslås i § 2, nr. 17, litra e, at ændre definitionen af
virksomhed til »Ved en virksomhed forstås også de virksom-
heder, der leverer brændstoffer eller elektricitet, der anven-
des til transport m.m., men er undtaget afgiften efter love
omhandlet i litra a-d.«.
Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at afgiftfrita-
gede virksomheder som omhandlet i § 2, nr. 17, litra 1-d
under alle omstændigheder omfattes af virksomhedsdefiniti-
onen. Dette kunne eksempelvis være leverandører af elektri-
citet til de elfly, der muligvis kommer i fremtiden.
Til nr. 9
Efter den gældende § 3, stk. 2, i biobrændstofloven kan
klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte nærmere
regler for transportområdet, herunder for luft- og søtrans-
port, i relation til anvendelse af og krav til brændstoffer med
henblik på reduktion af drivhusgasser og iblanding af ved-
varende energi på transportområdet, jf. dog stk. 7. Klima-,
energi- og forsyningsministeren kan herunder fastsætte reg-
ler om anvendelse og størrelse af drivhusgasreduktionskrav
og iblandingskrav, begrænsning af anvendelse af visse typer
af brændstoffer, differentierede krav til forskellige brænd-
stofleverandører i forhold til drivhusgasreduktionskrav og
iblandingskrav, begrænsning af anvendelse af UER-kreditter
og flertællingsmekanismer.
Klima-, energi- og forsyningsministeren har benyttet denne
bemyndigelse til særligt at sætte krav i henhold til nr. 1, 2, 3
og 5 i CO2e-fortrængningsbekendtgørelsen.
Med lovforslaget foreslås det dels, at »transportområdet«
ændres til »transport m.m.« to steder i § 3, stk. 2, dels, at »,
herunder for luft- og søfart,« udgår og endeligt, at der efter
»krav til brændstoffer« indsættes »og elektricitet«.
Forslaget til ændringen af ordet transportområdet er en kon-
sekvens af den foreslåede ændring af § 2, nr. 11. Ligeså
gælder for indsættelsen af ordene transport m.m. efter »af
virksomheden«. Forslaget om, at », herunder for luftfart og
søfart,« udgår er en konsekvens af, at luftfart og søtransport
fremover bliver en generel del af loven.
Med forslaget om at indsætte ordet elektricitet efter »krav
til brændstoffer« gøres det muligt for klima-, energi- og
forsyningsministeren, på samme måde som for flydende og
gasformige brændstoffer, at fastsætte nærmere krav til an-
vendelsen af elektricitet i relation til anvendelse af og krav
til brændstoffer med henblik på reduktion af drivhusgasser
og iblanding af vedvarende energi på transportområdet, jf.
dog den gældende lovs stk. 7. På denne måde ligestilles
elektricitet med brændstoffer i forhold til klima-, energi-
og forsyningsministerens mulighed for at fastsætte nærmere
krav i forhold til transport m.m.
Til nr. 10
Ifølge den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 4, er klima-,
energi- og forsyningsministeren bemyndiget til at kunne
fastsætte regler om, at kun brændstoffer, der ikke har modta-
get offentlig støtte, kan medregnes i et iblandingskrav eller
drivhusgasreduktionskrav.
Med den foreslåede ændring af § 3, stk. 4, bemyndiges
klima-, energi- og forsyningsministeren til, på samme måde
som for brændstoffer, at kunne fastsætte regler om, at kun
elektricitet, der ikke har modtaget offentlig støtte, kan med-
regnes i et iblandingskrav eller drivhusgasreduktionskrav.
Den foreslåede regel vil gøre, at klima-, energi- og forsy-
ningsministeren kan fastsætte regler om elektricitet, der
har modtaget offentlig støtte ikke kan medtælles mod det
iblandingskrav eller CO2e-fortrængningskrav, der er i den
gældende lovgivning. Med offentlig støtte skal der i denne
lovs forstand forstås støtte, der har karakter af direkte pro-
duktions- og etableringsstøtte til elektricitet. Med offentlig
støtte skal der således ikke forstås den støtte, der tidligere er
givet til eksempelvis offentligt støttede ladere, reduktion af
registreringsafgift på elbiler, el-refusionsordningen for el til
elbiler og lignende ordninger.
Der er ikke aktuelle planer om at fastsætte et sådant krav,
og forslaget skyldes udelukkende et ønske om at etablere
en hjemmel til, at klima-, energi- og forsyningsministeren
kan indføre en regel om at elektricitet, der har modtaget
offentligt støtte, ikke kan medtælles mod kravene i CO2e-
fortrængningsbekendtgørelsen, såfremt dette måtte blive ak-
tuelt.
Til nr. 11
Den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 6, fastlægger, at en
virksomhed kan opfylde sine forpligtelser efter regler fastsat
i medfør af § 3, stk. 2 eller 3, ved aftale med en eller flere
virksomheder om, at den eller de helt eller delvis opfylder
virksomhedens forpligtelser efter regler fastsat i medfør af
stk. 2 og 3.
Bestemmelsen danner grundlag for anvendelsen af det så-
kaldte ticketsystem i Danmark. Ticketsystemet gør det mu-
ligt, at virksomheder kan aftale med hinanden, at den eller
de helt eller delvist opfylder virksomhedens forpligtelser om
målopfyldelse efter regler fastsat i medfør af stk. 2 og 3,
hvilket særligt vil sige målkrav fastsat efter CO2e-fortræng-
ningsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 og 2.
Aftalerne som virksomhederne indgår med hinanden går
typisk ud på, at den ene virksomhed sælger CO2-besparelser
til den anden virksomhed. Området er i vidt omfang overladt
til aktørerne selv, men det kræves, at den årlige rapportering,
der skal finde sted til Energistyrelsen om opfyldelse af lo-
vens målkrav indeholder oplysninger om sådanne aftaler, og
at de attesteres af en uafhængig auditor, der reviderer oplys-
ningerne efter ISAE 3000 standarderne. Systemet er nærme-
28
re beskrevet i Energistyrelsens håndbog om dokumentation
for opfyldelse af CO2e-fortrængningskrav m.v. - bekendtgø-
relse nr. 595 om håndbog om dokumentation for opfyldelse
af CO2e-fortrængningskrav m.v. (HB 2023) af 26. maj 2023.
Det foreslås med ændringen af § 3, stk. 6, at der efter ordet
virksomheder indsættes »eller leverandører af elektricitet
eller vedvarende flydende eller gasformige brændstoffer, der
ikke er af biologisk oprindelse« og at der efter stk. 2 eller 3
»eller § 4 a, stk. 1 eller 4« og efter »stk. 2 og 3«: »eller § 4
a, stk. 1 og 4«.
Det foreslåede vil medføre, at det bl.a. tydeliggøres, at også
elleverandører er en del af ticketsystemet, hvilket de har
været under den gældende lovgivning. Derudover bliver det
muligt, at også leverandører af vedvarende flydende eller
gasformige brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse
kan være en del af ticketsystemet. Endeligt medfører det
foreslåede, at ticketsystemet også vil kunne anvendes til
opfyldelse af det gældende nationale fortrængningskrav i
den gældende biobrændstoflovs § 4 a. Dette vil indebære, at
virksomheder også kan anvende ticketsystemet til opfyldelse
af det nationale fortrængningskrav i § 4 a. Det bemærkes,
at eftersom biobrændstofloven udvides til også at gælde
for luftfart og søtransport, vil ticketsystemet også kunne
gælde for luftfart og søtransport. Bemyndigelsesbestemmel-
sen i CO2e-fortrængningsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, vil
i den forbindelse kunne anvendes af klima-, energi- og for-
syningsministeren til at udstede regler om hvilke virksomhe-
der, der kan være omfattet ticketsystemet.
Til nr. 12
Efter biobrændstoflovens § 3, stk. 7, kan bemyndigelsen i
lovens § 3, stk. 2, ikke anvendes til at fastsætte nationale
CO2-fortrængningskrav, der omfatter udledningerne fra de
fossile brændstoffer benzin, diesel og gas. Bestemmelsen
blev indført i 2021 og indebærer, at klima-, energi- og forsy-
ningsministeren ikke er bemyndiget til at fastsætte nationale
CO2-fortrængningskrav, der omfatter udledningerne fra de
fossile brændstoffer benzin, diesel og gas. Disse krav vil
således skulle fastsættes ved lov.
Med den forslåede ændring af § 3, stk. 7, ændres ordet CO2-
fortrængningskrav til »CO2e-fortrængningskrav og iblan-
dingskrav«. Ændringen af termen CO2-fortrængningskrav
foreslås for at sikre, at der er fokus på at fastsætte regler for
reduktion af de tre klimagasser CO2, CH4 (metan) og N2O
(lattergas), som også er de tre klimagasser som omfattes
af VE III-direktivet. Disse klimagasser benævnes også som
drivhusgasser. De tre klimagasser er, ud fra en livscyklus
vurdering, alle følger af brugen af brændstoffer.
Tilføjelsen af ordet iblandingskrav foreslås, da VE III-di-
rektivet indeholder en bestemmelse om iblandingskrav for
avancerede biobrændstoffer og vedvarende flydende eller
gasformige brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindel-
se. Ordet iblandingskrav foreslås derfor indsat for at kunne
implementere bestemmelsen i VE III-direktivet og samtidigt
følge de samme hensyn, der ligger til grund for udformnin-
gen af den gældende § 3, stk. 7, der ikke giver en bemyn-
digelse til klima-, energi- og forsyningsministeren til at fast-
sætte nærmere regler for nationale CO2-fortrængningskrav,
der omfatter udledningerne fra de fossile brændstoffer ben-
zin, diesel og gas.
Til nr. 13
Biobrændstoflovens § 3 a fastslår, at virksomheder, efter
regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren,
hvert år skal rapportere til Energistyrelsen om drivhusgasin-
tensiteten af de brændstoffer og den elektricitet til brug i
vejkøretøjer, der i Danmark er blevet leveret af virksomhe-
den.
Med forslaget til ændring af § 3 a foreslås det, at der efter
»af virksomheden« indsættes » til transport m.m.«.
Med forslaget om at indsætte »transport m.m.« efter »af
virksomheden« præciseres det, at bestemmelsen om, at kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler
om rapportering af drivhusintensitet til Energistyrelsen gæl-
der for drift af vejgående køretøjer, jernbaner, luftfart, sø-
transport og mobile ikke-vejgående maskiner, herunder far-
tøjer til sejlads på indre vandveje, når de ikke er til søs, og
landbrugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de
ikke er til søs, hvilket gør det muligt for klima-, energi- og
forsyningsministeren at fastsætte nærmere regler for rappor-
tering af drivhusgasintensiteten af de brændstoffer og elek-
tricitet, der har været leveret af virksomheden i Danmark til
de nævnte sektorer. Det er ikke med forslaget intentionen,
at ministeren nødvendigvis skal fastsætte indrapporterings-
regler om alle sektorer. Det vil således være op til klima-,
energi- og forsyningsministeren at vurdere for hvilke sekto-
rer, der skal fastsættes nærmere regler.
Til nr. 14
I henhold til den gældende § 4, stk. 1, i biobrændstoflo-
ven fastsætter klima-, energi- og forsyningsministeren regler
med henblik på at gennemføre EU-regler om forhold, der
er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver
og beslutninger om VE-brændstoffer, biobrændstoffer eller
biomassebrændsler til transport og deres bæredygtighed og
reduktion af drivhusgasser fra transport.
Det foreslås, at der indsættes ordet elektricitet efter »beslut-
ninger om VE-brændstoffer,«. Det foreslås endvidere at or-
dene biobrændstoffer eller biomassebrændsler udgår af be-
stemmelsen
Med den foreslåede ændring af § 4, stk. 1, gøres det muligt
for klima-, energi- og forsyningsministeren at fastsætte reg-
ler om elektricitet, der hidrører fra EU-regler om forhold,
der er omfattet af denne lov. Da loven samtidig udvides til
også at omfatte luftfart og søtransport, vil klima-, energi-
og forsyningsministeren, på samme måde som hidtidigt også
kunne fastsætte regler for luftfart og søtransport, herunder
29
supplerende regler om MRV-, ReFuelEU Aviation- og Fue-
lEU Maritime-forordningerne.
Endvidere vil forslaget tage højde for, at VE III-direktivet
har defineret vedvarende brændstoffer som eksempelvis
biobrændstoffer eller biomassebrændsler, hvorfor der ikke
længere er behov for at nævne biobrændstoffer og biomas-
sebrændsler efter VE-brændstoffer i bestemmelsen, der i
denne sammenhæng er det samme som vedvarende brænd-
stoffer.
Til nr. 15
Efter den gældende biobrændstoflovs § 4, stk. 2, kan klima-,
energi- og forsyningsministeren fastsætte regler med hen-
blik på at gennemføre EU-regler om fremme af reduktion
af CO2-emissioner fra søtransport, herunder regler om fast-
sættelse af et sanktionssystem for manglende opfyldelse af
overvågnings- og rapporteringsforpligtelserne i artikel 8-12 i
MRV-forordningen.
Det foreslås, at ordet CO2-emissioner i § 4, stk. 2, erstattes
med ordet CO2e-emissioner. Det foreslås endvidere med
forslaget, at ordet søtransport i § 4, stk. 2, ændres til »luft-
fart og søtransport«. Yderligere foreslås det med lovændrin-
gen, at klima-, energi- og forsyningsministeren fremover og-
så skal have bemyndigelse til at kunne fastsætte supplerende
regler til ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-forord-
ningerne.
Den foreslåede ændring af ordet CO2-emissioner til CO2e-
emissioner vil være i overensstemmelse med den gældende
ændring i hele loven fra kun at omfatte CO2-emissioner til
at omfatte de tre klimagasser i VE III-direktivet – CO2, N2O
og CH4 – der skal implementeres i Danmark.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil også indebæ-
re, at klima-, energi- og forsyningsministeren fremover vil
kunne fastsætte regler, der vedrører luftfart og søtransport
og ikke som tidligere kun vej, bane og søtransport. Klima-,
energi- og forsyningsministeren vil således også kunne fast-
sætte supplerende regler om ReFuelEU Aviation- og FuelEU
Maritime-forordningerne ligesom klima-, energi- og forsy-
ningsministeren fortsat vil kunne fastsætte regler om MRV-
forordningen.
Forslaget vil også medføre en eksplicit hjemmel til, at
klima-, energi- og forsyningsministeren, på samme måde
som hidtil på området for vej, jernbane og søtransport, kan
fastsætte nærmere regler om luftfart og søtransport. der hid-
rører fra EU-regler, herunder om sanktioner i forhold til
MRV-forordningen, tilsyn, rapportering, klageadgang, krav
til drivhusgasreduktioner m.v. De EU-regler, der omhandles
vil typisk være direktiver og forordninger, men også andre
EU-regler vil kunne være omfattet af bestemmelsen, herun-
der delegerede retsakter, beslutninger m.v.
I forhold til ReFuelEU Aviation-forordningen vil hjemlen
blandt andet kunne anvendes til, at domstolene eksempelvis
kan idømme straf af bøde til:
1) den flybrændstofleverandør, der undlader at opfylde for-
pligtelserne i artikel 4 med hensyn til minimumsandelene af
bæredygtige flybrændstoffer, jf. artikel 12, stk. 4,
2) den flybrændstofleverandør, der undlader at opfylde for-
pligtelserne i artikel 4 med hensyn til minimumsandelene af
syntetiske flybrændstoffer, og i en periode fra den 1. januar
2030 til den 31. januar 2034 de gennemsnitlige andele af
syntetiske flybrændstoffer, jf. artikel 12, stk. 5,
3) den luftfartøjsoperatør, der undlader at opfylde forpligtel-
serne i artikel 5, jf. artikel 12, stk. 2,
4) det EU-lufthavnsforvaltningsorgan, der undlader at træffe
de nødvendige foranstaltninger til at afhjælpe luftfartøjsope-
ratørers manglende adgang til flybrændstoffer, der indehol-
der minimumsandele af bæredygtige flybrændstoffer i hen-
hold til artikel 6, stk. 3, jf. artikel 12, stk. 3,
5) det EU-lufthavnsforvaltningsorgan eller anden aktør, der
undlader at opfylde forpligtelserne til at fremlægge oplys-
ninger i artikel 6, stk. 2 og 4, det EU-lufthavnsforvaltnings-
organ eller anden aktør, der undlader at overholde forpligtel-
serne om fremme af brint- og elforsyning i artikel 7,
6) den luftfartøjsoperatør, der undlader at opfylde rapporte-
ringsforpligtelserne i artikel 8,
7) den luftfartøjsoperatør, der undlader at opfylde forpligtel-
serne i artikel 9, stk. 1,
8) den flybrændstofleverandør, der undlader at opfylde rap-
porteringsforpligtelserne i artikel 10, herunder forpligtelser-
ne i denne bekendtgørelses artikel 18, stk. 2, jf. artikel 10,
andet afsnit, samt forpligtelsen til at forelægge oplysninger i
artikel 9, stk. 2 og 3, eller
9) den flybrændstofleverandør, der har afgivet vildleden-
de eller unøjagtige oplysninger om egenskaberne ved el-
ler oprindelsen af de bæredygtige flybrændstoffer, som
vedkommende har leveret i henhold til artikel 9, stk. 2, og
artikel 10, jf. artikel 12, stk. 6.
I forhold til FuelEU Maritime-forordningen vil hjemlen
blandt andet kunne anvendes til, at domstolene eksempelvis
kan idømme straf af bøde til den der:
1) undlader at opfylde forpligtelsen i artikel 4, stk. 2, jf.
artikel 23, stk. 2, om reduktion af drivhusgasintensiteten
af den energi, der bruges om bord i et skib i løbet af en
rapporteringsperiode,
2) undlader at opfylde forpligtelsen i artikel 5, stk. 3, jf.
artikel 23, stk. 2, om anvendelse af RFNBO i løbet af en
rapporteringsperiode,
3) undlader at tilslutte et skib til landstrøm i henhold til
artikel 6 jf. artikel 23, stk. 5,
30
4) ikke overholder bestemmelserne i artikel 7 om overvåg-
ning og rapportering,
5) ikke overholder bestemmelserne i artikel 8 om udarbej-
delse og forelæggelse af overvågningsplan,
6) ikke overholder bestemmelserne i artikel 9 om ændringer
af overvågningsplanen,
7) undlader at opfylde artikel 10, stk. 3 og 4, om fremlæg-
gelse af data og fravigelse af standardværdier,
8) undlader at opfylde artikel 11, stk. 1, om revidering af
overvågningsplan,
9) undlader af opfylde artikel 13, stk. 4, om at afgive yderli-
gere oplysninger og adgang til lokaler eller skibet for verifi-
katoren,
10) ikke overholder bestemmelserne i artikel 15 om over-
vågning og registrering,
11) undlader at opfylde artikel 16, stk. 3, om korrektion af
oplysninger til, og forelæggelse af, FuelEU-rapport,
12) undlader af opfylde artikel 17, stk. 2, om fremlæggelse
af oplysninger eller dokumenter og give adgang til lokaler
eller skibet for den kompetente myndighed med henblik på
yderligere kontrol,
13) Ikke overholder bestemmelsen i artikel 20, stk. 3, om
at registrere forskuddet af overensstemmelsesoverskuddet i
FuelEU-databasen,
14) ikke overholder bestemmelsen i artikel 20, stk. 4, jf.
artikel 23, stk. 3, om lån af forskud på overensstemmelses-
overskud i foregående rapporteringsperiode, eller
15) ikke overholder bestemmelsen i artikel 24, stk. 1, om
at skibe skal være i besiddelse af et overensstemmelsesdo-
kument.
Bemyndigelsen vil også kunne anvendes til at fastsætte
regler om de supplerende bestemmelser som de nationale
myndigheder har mulighed for at fastsætte efter forordnin-
gerne, eksempelvis om udvidet anvendelse af landstrøm til
skibe, undtagelse af specifikke færgeruter samt at behandle
mindre lufthavne som EU-lufthavne og klageadgang efter
ReFuelEU Aviation-forordningen.
I forhold til FuelEU Maritime-forordningen vil der også
kunne være tale om fastsættelse af regler om, at enhver
inspektion af et skib i en havn under dansk jurisdiktion,
der udføres i overensstemmelse med direktiv 2009/16/EF,
omfatter kontrol af, at skibet er i besiddelse af et gyldigt
FuelEU-overensstemmelsesdokument, ligesom der kan fast-
sættes nærmere regler om bortvisning af skibe, der ikke i
to eller flere på hinanden følgende rapporteringsperioder har
overholdt reglen i forordningens artikel 24 om at være i
besiddelse af et FuelEU-overensstemmelsesdokument.
Til nr. 16
I henhold til den gældende § 4 a i biobrændstofloven kan
klima-, energi- og forsyningsministeren bl.a. fastsætte reg-
ler om nationale CO2-fortrængningskrav, der omfatter ud-
ledningerne fra de fossile brændstoffer benzin, diesel og
gas. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan herunder
fastsætte regler om anvendelse og størrelse af nationale
CO2-fortrængningskrav. Endvidere kan klima-, energi- og
forsyningsministeren fastsætte regler om bæredygtighed, be-
grænsning af visse typer biobrændstoffer, lavere CO2-for-
trængningskrav i særlige situationer m.v.
Med den forslåede ændring af § 4 a ændres ordet CO2-for-
trængningskrav til »CO2e-fortrængningskrav og iblandings-
krav«. Ændringen af termen CO2-fortrængningskrav fore-
slås for at sikre, at der er fokus på at fastsætte regler for
reduktion af de tre klimagasser CO2, CH4 (metan) og N2O
(lattergas), og som også er de tre klimagasser som omfattes
af VE III-direktivet. Den foreslåede ændring vil samtidigt
bringe ordlyden i overensstemmelse med den hidtidige for-
ståelse af bestemmelsen. Disse klimagasser benævnes også
som drivhusgasser. De tre klimagasser er, ud fra en livscy-
klus vurdering, alle følger af brugen af brændstoffer.
Tilføjelserne af ordet iblandingskrav foreslås, da VE III-di-
rektivet indeholder en bestemmelse om iblandingskrav for
avancerede biobrændstoffer og vedvarende flydende eller
gasformige brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindel-
se. Ordet iblandingskrav foreslås derfor indsat for at kunne
implementere bestemmelsen i VE III-direktivet og samtidigt
følge de samme hensyn, der ligger til grund for udformnin-
gen af den gældende § 4 a, der giver en bemyndigelse til
klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nær-
mere regler for nationale CO2-fortrængningskrav, der omfat-
ter udledningerne fra de fossile brændstoffer benzin, diesel
og gas.
Til nr. 17
Den gældende § 4 a, stk. 1, i biobrændstofloven giver
bl.a. klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for
at fastsætte regler om nationale CO2-fortrængningskrav, der
omfatter udledningerne fra de fossile brændstoffer benzin,
diesel og gas.
Med den foreslåede ændring af § 4 a, stk. 1, foreslås det at
indsætte »samt for produktion af elektricitet« efter ordet gas.
Den foreslåede bestemmelse vil afstedkomme, at klima-,
energi- og forsyningsministeren også kan fastsætte regler
om nationale CO2e-fortrængningskrav, der omfatter udled-
ningerne fra produktion af elektricitet. Der er ikke aktuelle
planer om at fastsætte sådanne regler, og forslaget skyldes
udelukkende et ønske om at etablere en hjemmel til, at kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren, på et tidspunkt, kan
fastsætte regler om nationale CO2e-fortrængningskrav, der
31
omfatter udledningerne fra produktion af elektricitet i CO2e-
fortrængningsbekendtgørelsen.
Til nr. 18
Biobrændstoflovens fastlægger i den gældende § 4 a, stk.
5, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte
regler om, at kun brændstoffer, der ikke har modtaget offent-
lig støtte, kan medregnes i CO2-fortrængningskrav fastsat i
medfør af stk. 1.
Det foreslås med ændringen til § 4 a, stk. 5, at bemyndi-
gelsen også skal gælde for elektricitet, der har modtaget
offentlig støtte.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi-
og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler
om, at elektricitet, der har modtaget offentlig støtte ikke kan
medregnes til opfyldelse af de CO2-fortrængningskrav, der
er fastsat i medfør af biobrændstoflovens § 4 a.
Til nr. 19
Som nævnt under punkt 2.3.1. er både ReFuelEU Aviation
og FuelEU Maritime nye forordninger, der ikke afløser tid-
ligere forordninger på området. Der har ikke været gebyrfi-
nansiering på området tidligere. Der er heller ikke gebyrfi-
nansiering i den gældende biobrændstoflov. Der er derfor
ikke nogen gældende ret på området.
ReFuelEU Aviation-forordningen pålægger blandt andet
flybrændstofleverandører, der leverer flybrændstoffer til
EU-lufthavne, et iblandingskrav for bæredygtigt flybrænd-
stof. Opfyldelsen af forpligtelsen skal indberettes til en EU-
database og kontrolles af medlemsstaten, jf. forordningens
artikel 10.
Endvidere pålægger forordningen luftfartøjsoperatører en
optankningsforpligtelse, hvorefter den mængde flybrænd-
stof, der påfyldes i en given EU-lufthavn, skal udgøre en
minimumsandel af deres årlige behov for flybrændstof ved
afgange fra den pågældende EU-lufthavn. Opfyldelsen af
denne optankningsforpligtelse skal indberettes til den kom-
petente myndighed, jf. forordningens artikel 8, og er også
gældende for udenlandske luftfartøjsoperatører, der optanker
i Danmark.
Desuden pålægges EU-lufthavnsforvaltningsorganerne at
træffe nødvendige foranstaltninger for at lette luftfartøjsope-
ratørers adgang til flybrændstoffer, der indeholder de påkræ-
vede minimumsandele af bæredygtige flybrændstof. Den
kompetente myndighed skal administrere EU-lufthavnenes
eventuelle manglende overholdelse af dette krav, såfremt en
luftfartøjsoperatør gør myndigheden opmærksom herpå, jf.
forordningens artikel 6.
FuelEU Maritime-forordningen pålægger de forpligtede en
grænse for drivhusgasintensiteten af den energi, der bruges
om bord af et skib, der ankommer til, opholder sig i eller
afgår fra havne under en medlemsstats jurisdiktion og en
forpligtelse til at anvende landstrøm eller nulemissionstek-
nologi i havne under en medlemsstats jurisdiktion.
Energistyrelsen er kompetent myndighed til at håndhæve
ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-forordningerne.
Den foreslåede § 6 a bemyndiger klima-, energi- og forsy-
ningsministeren til at fastsætte regler om betaling til dæk-
ning af myndigheders omkostninger til administration af
ReFuelEU Aviation-forordningen og FuelEU Maritime-for-
ordningen og af regler udstedt i medfør af loven, ReFuelEU
Aviation-forordningen og FuelEU Maritime-forordningen.
Derudover bemyndiger den foreslåede bestemmelse i stk. 2
klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler
om yderligere betaling til dækning af andre merudgifter,
herunder udgifter til ekstern konsulentbistand, rejseudgifter
eller andre merudgifter i situationer, hvor en aktør ikke har
overholdt sine forpligtelser i relation til forordningerne.
Betalingspligten kan pålægges flybrændstofleverandører,
luftfartøjsoperatører og EU-lufthavnsforvaltningsorganer
som defineret i ReFuelEU Aviation-forordningen. Derudo-
ver kan betalingspligten pålægges skibsejere eller andre or-
ganisationer eller andre personer, som f.eks. forvalteren eller
en bareboatbefragter, som har påtaget sig alle de pligter og
ansvarsområder, der pålægges ved den internationale kode
for sikker skibsdrift og forebyggelse af forurening af skibe
med en bruttotonnage på over 5.000, der har som formål at
transportere passagerer eller fragt til kommercielle formål,
uanset hvilket flag de fører som defineret i FuelEU Mariti-
me-forordningen.
Gebyrerne, der pålægges aktørerne, skal give fuld omkost-
ningsdækning for Energistyrelsens administration af forord-
ningerne, herunder for Energistyrelsens kontrol- og tilsyns-
opgaver som følge af forordningerne. Det vil eksempelvis
være administrationsomkostninger forbundet med kontrol af
flybrændstofleverandørernes opfyldelse af deres iblandings-
forpligtelse, kontrol med luftfartøjsoperatørernes opfyldelse
af deres optankningsforpligtelse, deling af data med Europa-
Kommissionen, behandling af luftfartøjsoperatørers anmod-
ninger om undtagelse fra optankningsforpligtelsen, bistand
til andre medlemslandes vurdering af udenlandske luftfar-
tøjsoperatørers manglende optankning i danske EU-lufthav-
ne, kontrol og tilsyn med indberetninger fra ca. 250 skibe,
fysisk kontrol af opbevaring af et FuelEU-overensstemmel-
sesdokument ombord på samme, yderligere stikprøvebaseret
kontrol af verifikation-, beregnings- og rapporteringsgrund-
lag samt udarbejdelse af rapporter, m.m. Gebyrerne vil bli-
ve fastsat i overensstemmelse med Finansministeriet budget-
vejlednings punkt 2.3.1.
Udgifter til Energistyrelsens administration af bestemmel-
serne i FuelEU Maritime- og ReFuelEU Aviation-forord-
ningen forventes dækket af de aktører, som er omfattet
af forordningerne, og for hvem Danmark er at anse som
ansvarlige. For ReFuelEU Aviation-forordningen kan dette
være flybrændstofleverandører og luftfartøjsoperatører som
32
defineret i forordningens artikel 3, nr. 3 og 19, og som
falder under dansk ansvar efter reglerne i forordningens ar-
tikel 11. For FuelEU Maritime-forordningen vil det være
selskaber som disse er defineret i forordningens artikel 3,
nr. 13. Gebyrmodellerne vil skulle dække samtlige omkost-
ninger, der kan henføres til Energistyrelsens administration
af forordningerne. Gebyrerne kan eksempelvis blive fordelt
på de enkelte aktører på baggrund af deres forbrugte energi
eller pr. ton leveret brændstof og under hensynstagen til,
at alle gebyromfattede aktører skal bidrage til dækning af
Energistyrelsens udgifter, såfremt dette skønnes muligt og
hensigtsmæssigt. I forhold til ReFuelEU Aviation-forordnin-
gen kan gebyrerne f.eks. fordeles på de enkelte aktører på
baggrund af pr. ton leveret flybrændstof eller pr. ton årligt
behov for flybrændstof, jf. henholdsvis flybrændstofleveran-
dørens eller luftfartøjsoperatørens seneste verificerede rap-
portering i henhold til forordningens artikel 10 og 8. De
nævnte eksempler er ikke udtømmende, og gebyrerne kan
derfor også fordeles på andre måder, eksempelvis som et
ensartet gebyr, der betales per skib, der er omfattet af Fue-
lEU Maritime-forordningen eller på anden måde fordeles
ligeligt mellem aktørerne. Gebyrsatserne vil endvidere kun-
ne afstemmes i forhold til omfanget af en aktørs aktiviteter,
og derfor vil kunne modsvare de administrative omkostnin-
ger, der måtte være forbundet hermed for administrationen
af forordningerne. Det bemærkes, at der kan være en over-
gangsperiode eller indfasningsperiode de første år, hvor der
eksempelvis kan være behov for at fordele gebyrerne ligeligt
mellem aktørerne på grund af manglende datagrundlag, der
først kan indhentes efter forordningernes ikrafttræden.
Fastsættelsen af gebyrstørrelsen, og fordelingen på de en-
kelte aktører, foreslås at tage afsæt i de budgetterede ad-
ministrative omkostninger som Energistyrelsen forventer at
have i forbindelse med administrationen af forordningerne. I
forhold til FuelEU Maritime-forordningen vil disse omkost-
ninger som udgangspunkt blive fordelt på de aktører, som
er omfattet af Energistyrelsens administrative arbejde, her-
under kontrol og tilsyn, i henhold til forordningerne, eksem-
pelvis ud fra den mængde forbrugte energi som de enkelte
aktører er ansvarlige for. Omkostningerne vil også kunne
fordeles på anden måde som beskrevet ovenfor.
I forhold FuelEU Maritime-forordningen vil Energistyrel-
sen, i et vist omfang, skulle føre kontrol med opfyldelse
af krav til selskaberne om, for hvert skib, at overvåge og
rapportere relevante data i en rapporteringsperiode, overhol-
delse af frister, oprettelse af overvågningsplan, indsendel-
se af verifikationsrapport, overensstemmelsesdokument og
brændstofrapport, udføre kontrol med kravopfyldelse, her-
under håndtere konstaterede fejl, mangler og valid akkredi-
tering. Energistyrelsen vil endvidere skulle gennemføre kon-
trol af beregninger, kommentarer til overvågningsplaner og
rapporter, ligesom styrelsen vil skulle forestå informations-
udveksling med relevante nationale akkrediteringsorganer
i andre lande og andre medlemsstaters myndigheder, hvis
relevant.
Endvidere vil Energistyrelsen i forhold til ReFuelEU Avia-
tion-forordningen blandt andet skulle føre kontrol med
flybrændstofleverandørers opfyldelse af deres iblandingsfor-
pligtelse, jf. forordningens artikel 4 og 10, luftfartøjsope-
ratørers opfyldelse af deres optankningsforpligtelse, jf. for-
ordningens artikel 5 og 8, og EU-lufthavnsforvaltningsor-
ganernes opfyldelse af deres forpligtelser i forordningens
artikel 6 samt pålægge bøder, såfremt forpligtelserne i for-
ordningen ikke overholdes, jf. artikel 12. Energistyrelsen vil
også have andre administrative opgaver i forbindelse med
forordningen, herunder behandling af luftfartøjsoperatørers
anmodninger om undtagelse fra optankningsforpligtelsen, jf.
artikel 5, og deling af data med Europa-Kommissionen.
Det antages, at der kan være driftsfordele for Energistyrel-
sen ved at behandle flere skibe fra samme rederi, eller ved
behandlingen af skibe med et højt forbrug af energi i det det
vurderes, at der er rationaliseringsfordele ved at behandle
flere leveringer af brændstof til det samme skib eller for
samme rederi på samme tid. Eksempelvis vil det kræve min-
dre arbejde kun at skulle forholde sig til oplysninger om
eksempelvis drivhusgasreduktioner fra en enkelt verifikator
frem for en flerhed af verifikatorer, ligesom det antages, at
der vil være rationaliseringspotentiale i form af genkendel-
sesfaktorer i forhold til dokumenter og arbejdsmetoder fra
den verifikator, der er tilknyttet det samme rederi. På samme
baggrund antages det, at det vil kræve et større arbejde per
skib for Energistyrelsen at behandle skibe med et begrænset
forbrug af energi, da bekræftelse af de enkelte oplysninger
vil kræve flere arbejdstimer per mængde brændstof. Endvi-
dere kan gebyret i forhold til både ReFuelEU Aviation- og
FuelEU Maritime-forordningerne også omfatte udgifter af
mere generel art, som efter et rimeligt skøn medgår til admi-
nistrationen af området, og som har en naturlig tilknytning
til den ydelse, for hvilken gebyret er betaling.
For at sikre at gebyrerne fastsættes således, at de også er
i relation til de ressourcer, der anvendes i administrationen
af de enkelte skibe, foreslås det, at alle selskaber, der har
forpligtelser i henhold til FuelEU Maritime-forordningen,
og som kan pålægges gebyrer, skal bidrage til at dække
Energistyrelsens generelle, administrative omkostninger og-
så i de tilfælde, hvor der er et meget lavt energiforbrug på
enkelte skibe.
Det foreslås blandt andet derfor, at der i gebyrmodellen ind-
arbejdes minimums- og maksimumsgebyrer for de enkelte
skibe som rederierne skal betale til Energistyrelsen.
Endvidere kan der ved fastsættelse af et minimums- og
maksimumsgebyr opnås proportionalitet mellem de ressour-
cer, der tilgår i administrationen af de enkelte selskaber. Ge-
byrmodellen sikrer derved, at alle selskaber bidrager til at
dække omkostningerne ved administrationen uden, at der
pålægges urimelige omkostninger
Der vil også, på samme måde som ved FuelEU Maritime-
forordningen, være mulighed for at fastsætte minimums- og
maksimumsgebyrer i for ReFuelEU Aviation-forordningen,
33
ligesom der vil være mulighed for at fastsætte gebyrer, der
ligeligt fordeles mellem de omfattede aktører.
Såfremt en af de af forordningerne forpligtede ikke har ind-
sendt de data, som forordninger kræver skal indsendes til
myndigheder med henblik på, at disse kan sikre overholdel-
se af forordningerne, kan Energistyrelsen skønsmæssigt an-
sætte de værdier, der skal ligge til grund for beregningen af
gebyrernes størrelse. Det arbejde der måtte være forbundet
hermed vil være underlagt gebyrfinansieringen i bekendtgø-
relsens kapitel 5 på samme måde som Energistyrelsens øvri-
ge arbejde under forordningerne.
Bemyndigelsen omfatter administration af ReFuelEU Avia-
tion- og FuelEU Maritime-forordningen, regler udstedt i
medfør af loven, ReFuelEU Aviation-forordningen og Fue-
lEU Maritime-forordningen.
Med formuleringen myndigheders i stk. 2 skal forstås den
eller de pågældende myndigheder, som har ansvaret for at
håndhæve og administrere forordningen i Danmark.
Derudover giver bemyndigelsens stk. 2 klima-, energi- og
forsyningsministeren mulighed for at fastsætte regler om
yderligere betaling til dækning af andre udgifter i de tilfæl-
de, hvor reglerne i forordningerne er overtrådt, herunder
udgifter til ekstern konsulentbistand, rejseomkostninger som
kan henføres til administration af forordningen eller når
det vurderes, at myndighedernes administrative ressource-
forbrug på et skib eller et rederi eller på en flybrændstofle-
verandør eller luftfartøjsoperatør er uforholdsmæssigt stort.
Stk. 2 vil også kunne finde anvendelse, hvis det eksempel-
vis vurderes, at myndighedernes administrative ressource-
forbrug ved behandlingen af et skib, et rederi, en luftfar-
tøjsoperatør eller en flybrændstofleverandør, der ikke har
overholdt sine forpligtelser i relation til forordningerne har
medført et uforholdsmæssigt stort merarbejde.
Dette vil eksempelvis kunne forekomme, hvor selskabet ik-
ke aktivt medvirker til at løfte de forpligtelser selskabet har i
henhold til forordningerne, eksempelvis i forhold til rettidigt
at fremlægge oplysninger begæret af myndighederne. Så-
danne situationer vil kunne medføre yderligere arbejde for
myndighederne i forbindelse med at afsøge oplysninger hos
selskabet eller andet steds. Man vil også kunne forestille sig
situationer hvor det forhold, at eksempelvis et selskab eller
en brændstofleverandør hovedsagligt har afgivet mangelful-
de oplysninger over en længere periode vil medføre, at der
skal foretages en grundigere kontrol i forbindelse med disse
virksomheder.
Stk. 2 giver endvidere klima-, energi- og forsyningsministe-
ren mulighed for at friholde regelkonforme aktører fra mer-
omkostninger forårsaget af ikke-regelkonforme aktører. Kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren har ikke pligt til at
udnytte muligheden.
Bemyndigelsen omfatter administration af de til enhver tid
gældende forordninger, dvs. også omkostninger til admini-
stration af eventuelle ændrede eller reviderede udgaver af de
pågældende forordninger.
Da de administrative omkostninger kan ændre sig løbende
fra år til år, og da omkostningerne skal fordeles på et
varierende antal betalingspligtige, kan der ske en løbende
tilpasning af de opkrævede gebyrsatser i overensstemmelse
med Finansministeriets til enhver tid gældende regler og
vejledninger. Heraf kan det bl.a. fremgå, hvorvidt det er
tilladt at akkumulere et mindre overskud eller underskud i
enkelte år, eller hvorvidt gebyrtilpasning evt. kan undlades
i enkelte år, fordi tilpasningsbehovet er uvæsentligt. Formu-
leringen »gebyrer eller anden betaling« i bestemmelsen er i
denne sammenhæng foreslået for at markere, at den separate
opkrævning af merudgifter kan ske enten pr. gebyrtakst,
der dækker en gennemsnitspris for bestemte ekstraopgaver,
eller pr. faktura, der afregner afholdte merudgifter i konkrete
situationer. Faktureringsløsningen kan være at foretrække til
dækning af ekstraopgaver, hvor passende gebyrer er svære
at fastsætte grundet stærk varierende omkostninger fra sag
til sag, eller hvor der kan opstå behov for at viderefakturere
eksterne omkostninger, f.eks. til myndighedens antagelse af
en verifikator eller anden sagkyndig bistand.
Formuleringen »andre merudgifter« kan eksempelvis om-
fatte rejseomkostninger eller omkostninger til bistand fra
en verifikator eller anden sagkyndig bistand. Gebyret kan
både dække Energistyrelsens administrative omkostninger
som følge af forordningen samt eventuelle administrative
omkostninger for en institution under ministeriet eller anden
offentlig myndighed til hvem opgaven er bemyndiget, eller
dem som bistår Energistyrelsen med opgavevaretagelsen.
Nærmere regler vil blive fastsat i en bekendtgørelse, herun-
der relevante gebyrsatser.
Til nr. 20
Ifølge den gældende § 8, stk. 1, i biobrændstofloven straffes
forholdene, der er opremset i nr. 1-4, med bøde, medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Dette drejer
sig blandt andet om manglende opfyldelse af overvågnings-
eller rapporteringsforpligtelserne i artikel 8-12 i MRV-for-
ordningen.
Det fremgår endvidere af § 8, stk. 2, at der i regler, som
udstedes i medfør af loven, kan fastsættes bødestraf for
overtrædelse af reglerne og påbud fastsat i medfør af regler-
ne. Derudover fremgår det af stk. 3, at der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne
i straffelovens 5. kapitel.
Det foreslås, at der i § 8 indsættes stk. 2, hvoraf det frem-
går, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte
regler om straf af bøde for overtrædelse af regler fastsat
i ReFuelEU Aviation-forordningen eller FuelEU Maritime-
forordningen og for overtrædelse af regler fastsat i relation
hertil.
Bestemmelsen indebærer, at klima-, energi- og forsynings-
34
ministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om bødestraf
i situationer, hvor aktørerne ikke opfylder deres forpligtelser
i henhold til ReFuelEU Aviation- og FuelEU Maritime-for-
ordningerne. Det bemærkes, at disse regler vil blive fastsat
i en bekendtgørelse, der nærmere vil beskrive de specifikke
bestemmelser, der bødepålægges.
Ministeren vil herefter kunne fastsætte nærmere regler om
bødestraf for eksempelvis overtrædelse af ReFuelEU Aviati-
on-forordningens regler for den der
- som flybrændstofleverandør undlader at opfylde forpligtel-
serne i artikel 4 med hensyn til minimumsandelene af bære-
dygtige flybrændstoffer, jf. artikel 12, stk. 4,
- som flybrændstofleverandør undlader at opfylde forplig-
telserne i artikel 4 med hensyn til minimumsandelene af
syntetiske flybrændstoffer, og i en periode fra den 1. januar
2030 til den 31. januar 2034 de gennemsnitlige andele af
syntetiske flybrændstoffer, jf. artikel 12, stk. 5,
- som luftfartøjsoperatør undlader at opfylde forpligtelserne
i artikel 5, jf. artikel 12, stk. 2,
- som EU-lufthavnsforvaltningsorgan undlader at træffe de
nødvendige foranstaltninger til at afhjælpe luftfartøjsopera-
tørers manglende adgang til flybrændstoffer, der indeholder
minimumsandele af bæredygtige flybrændstoffer i henhold
til artikel 6, stk. 3, jf. artikel 12, stk. 3,
- som EU-lufthavnsforvaltningsorgan eller anden aktør und-
lader at opfylde forpligtelserne til at fremlægge oplysninger
i artikel 6, stk. 2 og 4,
- som EU-lufthavnsforvaltningsorgan eller anden aktør und-
lader at overholde forpligtelserne om fremme af brint- og
elforsyning i artikel 7,
- som luftfartøjsoperatør undlader at opfylde rapporterings-
forpligtelserne i artikel 8,
- som luftfartøjsoperatør undlader at opfylde forpligtelserne
i artikel 9, stk. 1,
- som flybrændstofleverandør undlader at opfylde rapporte-
ringsforpligtelserne i artikel 10, herunder forpligtelserne i
denne bekendtgørelses artikel 18, stk. 2, jf. artikel 10, andet
afsnit, samt forpligtelsen til at forelægge oplysninger i arti-
kel 9, stk. 2 og 3,
- som flybrændstofleverandør har afgivet vildledende eller
unøjagtige oplysninger om egenskaberne ved eller oprindel-
sen af de bæredygtige flybrændstoffer, som vedkommende
har leveret i henhold til artikel 9, stk. 2, og artikel 10, jf.
artikel 12, stk. 6.
I henhold til FuelEU Martime-forordningen vil ministeren
eksempelvis kunne fastsætte nærmere regler om bødestraf
for den, der
- undlader at opfylde forpligtelsen i artikel 4, stk. 2, jf.
artikel 23, stk. 2, om reduktion af drivhusgasintensiteten
af den energi, der bruges om bord i et skib i løbet af en
rapporteringsperiode,
- undlader at opfylde forpligtelsen i artikel 5, stk. 3, jf.
artikel 23, stk. 2, om anvendelse af RFNBO i løbet af en
rapporteringsperiode,
- undlader at tilslutte et skib til landstrøm i henhold til
artikel 6 jf. artikel 23, stk. 5,
- ikke overholder bestemmelserne i artikel 7 om overvåg-
ning og rapportering,
- ikke overholder bestemmelserne i artikel 8 om udarbejdel-
se og forelæggelse af overvågningsplan,
- ikke overholder bestemmelserne i artikel 9 om ændringer
af overvågningsplanen,
- undlader at opfylde artikel 10, stk. 3 og 4, om fremlæggel-
se af data og fravigelse af standardværdier,
- undlader at opfylde artikel 11, stk. 1, om revidering af
overvågningsplan,
- undlader af opfylde artikel 13, stk. 4, om at afgive yderli-
gere oplysninger og adgang til lokaler eller skibet for verifi-
katoren,
- ikke overholder bestemmelserne i artikel 15 om overvåg-
ning og registrering,
- undlader at opfylde artikel 16, stk. 3, om korrektion af
oplysninger til, og forelæggelse af, FuelEU-rapport,
- undlader af opfylde artikel 17, stk. 2, om fremlæggelse
af oplysninger eller dokumenter og give adgang til lokaler
eller skibet for den kompetente myndighed med henblik på
yderligere kontrol,
- ikke overholder bestemmelsen i artikel 20, stk. 3, om
at registrere forskuddet af overensstemmelsesoverskuddet i
FuelEU-databasen,
- ikke overholder bestemmelsen i artikel 20, stk. 4, jf. artikel
23, stk. 3, om lån af forskud på overensstemmelsesoverskud
i foregående rapporteringsperiode, eller
- ikke overholder bestemmelsen i artikel 24, stk. 1, om at
skibe skal være i besiddelse af et overensstemmelsesdoku-
ment.
Den foreslåede ændring af § 4, stk. 2, vil endvidere med-
føre, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsæt-
te supplerende regler til ReFuelEU Aviation-forordningen
og FuelEU Maritime-forordningen. Dette kan eksempelvis
være regler om øget brug af landstrøm efter FuelEU Mari-
time-forordningen eller at opnormere mindre lufthavne til
EU-lufthavne efter ReFuelEU Aviation-forordningen. Den
foreslåede § 8, stk. 2, giver ministeren hjemmel til at fast-
35
sætte strafbestemmelser for overtrædelse af de supplerende
regler, der måtte blive fastsat efter de to forordninger.
I begge forordninger er bødeniveauet for overtrædelse af
flere af forordningernes bestemmelser fastsat i selve forord-
ningerne. Bødeniveauet gennemgås overordnet nedenfor.
ReFuelEU Aviation-forordningen
Ifølge artikel 12 i ReFuel Aviation-forordningen skal med-
lemsstaterne fastsætte regler om sanktioner, der skal anven-
des i tilfælde af overtrædelse af forordningen, og træffe
alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de anven-
des. Derudover indeholder artikel 12 nærmere regler om
bødeniveau, herunder hvilke hensyn der skal lægges vægt på
ved fastsættelse af bøden. Dette bødeniveau vil blive beskre-
vet nærmere i det følgende. Det skal bemærkes, at denne
beskrivelse ikke er udtryk for en udtømmende oplistning af
forhold, der skal bødepålægges i henhold til forordningen,
men alene er en beskrivelse af det i forordningen fastsatte
bødeniveau. Der henvises i øvrigt til reglerne i ReFuel Avia-
tion-forordningen.
Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til
overtrædelsen og have afskrækkende virkning samt navnlig
tage hensyn til overtrædelsens art, varighed, tilbagevenden-
de karakter og grovhed, jf. forordningens artikel 12, stk. 1.
Med hensyn til luftfartøjsoperatører, der undlader at opfylde
forpligtelserne i forordningens artikel 5, skal bøden være
mindst dobbelt så høj som det beløb, der fremkommer ved
at multiplicere den årlige gennemsnitspris for flybrændstof
pr. ton med den samlede årlige ikketankede mængde, jf.
forordningens artikel 12, stk. 2. Luftfartøjsoperatøren kan
undtages fra at blive pålagt bøden, hvis den pågældende kan
godtgøre, at den manglende overholdelse skyldes ekstraordi-
nære og uforudsigelige omstændigheder, som den pågælden-
de ikke havde indflydelse på, og hvis konsekvenser ikke
kunne være undgået, selv om alle rimelige foranstaltninger
var blevet truffet, jf. artikel 12, stk. 2, sidste punktum.
I forhold til flybrændstofleverandører, der undlader at opfyl-
de forpligtelserne i artikel 4 med hensyn til minimumsande-
lene af bæredygtige flybrændstoffer, skal bøden være mindst
dobbelt så høj som det beløb, der fremkommer ved at mul-
tiplicere forskellen mellem den årlige gennemsnitspris for
konventionelt flybrændstof og for bæredygtigt flybrændstof
pr. ton med den mængde flybrændstoffer, for hvilken mini-
mumsandelene, jf. artikel 4 og bilag I, ikke er overholdt, jf.
artikel 12, stk. 4.
I forhold til flybrændstofleverandører, der undlader at opfyl-
de artikel 4 med hensyn til minimumsandelene af syntetiske
flybrændstoffer og i en periode fra den 1. januar 2030 til
den 31. december 2034 de gennemsnitlige andele af synte-
tiske flybrændstoffer, skal bøden være mindst dobbelt så
høj som det beløb, der fremkommer ved at multiplicere for-
skellen mellem den årlige gennemsnitspris for syntetisk fly-
brændstof og for konventionelt flybrændstof pr. ton med den
mængde flybrændstoffer, for hvilken minimumsandelene, jf.
artikel 4 og bilag I, ikke er overholdt, jf. artikel 12, stk.
5. Ved fastsættelsen af bøden vedrørende de gennemsnitlige
andele af syntetiske flybrændstoffer skal der tages hensyn til
eventuelle bøder vedrørende minimumsandelene af synteti-
ske flybrændstoffer, som flybrændstofleverandøren allerede
er pålagt for den pågældende periode, der fremgår ovenfor,
for at undgå en dobbelt sanktion, jf. artikel 12, stk. 5, sidste
punktum.
Med hensyn til en flybrændstofleverandør, som har vist sig
at have afgivet vildledende eller unøjagtige oplysninger om
egenskaberne ved eller oprindelsen af de bæredygtige fly-
brændstoffer, som vedkommende har leveret i henhold til ar-
tikel 9, stk. 2, og artikel 10, skal bøden være mindst dobbelt
så høj som det beløb, der fremkommer ved at multiplicere
forskellen mellem den årlige gennemsnitspris for konventi-
onelt flybrændstof og for bæredygtigt flybrændstof pr. ton
med den mængde flybrændstoffer, for hvilke de vildledende
eller unøjagtige oplysninger var afgivet, jf. artikel 12, stk. 6.
ReFuelEU Aviation-forordningen angiver med formulerin-
gen »mindst« et mindsteniveau for bøden. Der er således
mulighed for at gøre bøden mere end »dobbelt så høj«, jf.
artikel 12, stk. 2, 4, 5 og 6. Det vil eksempelvis være rele-
vant at pålægge en flybrændstofleverandør en højere bøde
end mindsteniveauet i tilfælde, hvor der fra flybrændstofle-
verandørens side vil kunne spekuleres i, om det økonomisk
bedre vil kunne betale sig at ifalde bøden fremfor at opfylde
forordningens iblandingskrav. Dette vil f.eks. kunne være
tilfældet i situationer, hvor brændstofpriserne varierer en del
henover året og dette får betydning for den årlige gennem-
snitspris for brændstoffet. Bødeniveauet bør derfor aldrig
være under et niveau, der som minimum modsvarer det dob-
belte af, hvad den pågældende aktør ville have haft udgifter
til opfyldelse af forordningens krav i tilfælde af manglende
opfyldelse.
Den kompetente myndighed skal redegøre for den metode,
der er anvendt til at fastsætte prisen på flybrændstof, bære-
dygtigt flybrændstof og syntetisk flybrændstof på Unionens
flybrændstofmarked, jf. artikel 12, stk. 2, 4, 5 og 6. Meto-
den skal være baseret på verificerbare og objektive kriterier,
herunder den seneste tilgængelige rapport fra Agenturet, jf.
forordningens artikel 13.
FuelEU Maritime-forordningen
Ifølge artikel 25, stk. 1, i FuelEU Maritime-forordningen
skal medlemsstaterne fastsætte regler om sanktioner, der
skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af forordningen,
og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de
anvendes.
Det fremgår af forordningens artikel 23 om FuelEU-sankti-
oner, at der skal beregnes en FuelEU-sanktion for skibe,
der har et overensstemmelsesunderskud for delmålet for
vedvarende brændstoffer af ikkebiologisk oprindelse eller et
overensstemmelsesunderskud for drivhusgasintensitet som
omhandlet i forordningens artikel 4, stk. 2. For begge sank-
36
tioner gælder det, at de skal beregnes i overensstemmelse
med formler, der er angivet i bilag IV, del B, til forordnin-
gen.
Det fremgår endvidere af artikel 20, stk. 4, at der i tilfælde
af at skib ikke har haft havneanløb i Unionen i en rappor-
teringsperiode, og har lånt et forskud af et overensstemmel-
sesoverskud i en foregående rapporteringsperiode, så skal
det pågældende selskab betale beløbet for den FuelEU-sank-
tion, der omhandlet i artikel 23, stk. 2, og som oprindeligt
blev undgået ved at låne dette forskud af overensstemmel-
sesoverskuddet, ganget med en faktor på 1,1.
Af forordningens artikel 23, stk. 5, fremgår det, at et sel-
skabs bøde for de af dets skibe, der ikke har overholdt reg-
lerne om elforbrug ved kaj skal have en bøde, der følger af
multiplikationen af 1,5 EUR med skibets fastsatte samlede
efterspørgsel efter el-effekt ved kaj og med det samlede an-
tal timer rundet op til nærmeste hele time, skibet har ligget
ved kaj i strid med kravene i artikel 6.
Yderligere følger det af forordningens artikel 23, stk. 10, at
Kommission tillægges beføjelser til at vedtage delegerede
retsakter i overensstemmelse med artikel 28 med henblik på
at ændre bilag IV for at tilpasse de faktorer, der er angivet
i bilag IV, og som anvendes i den formel, der er omhandlet
i artikel 25, stk. 1, jf. bilag IV, baseret på udviklingen i
energiomkostningerne, og med henblik på at ændre den mul-
tiplikationsfaktor, der er fastsat i nærværende artikel 25, stk.
5, baseret på indekseringen af de gennemsnitlige el-omkost-
ninger i Unionen.
Det bemærkes, at denne beskrivelse ikke er udtryk for en
udtømmende liste over forhold, der skal bødepålægges i
henhold til forordningen, men alene er en beskrivelse af
det i forordningen fastsatte bødeniveau. Der er herudover
en række bestemmelser i forordningen, for hvilke en over-
trædelse kan medføre bødestraf. Der henvises til reglerne i
FuelEU Maritime-forordningen.
Det bemærkes endvidere, at fastsættelsen af straffen fortsat
vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte
tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne
strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning,
hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller for-
mildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler
om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Til nr. 21
Efter den gældende § 9, stk. 1, i biobrændstofloven kan
klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndige en in-
stitution under ministeriet eller anden offentlig myndighed
til at udøve beføjelser, der i denne lov eller efter MRV-for-
ordningen er henlagt til klima-, energi- og forsyningsmini-
steren. For indeværende har hjemlen været benyttet til at
bemyndige Søfartsstyrelsen til at bistå med den praktiske
udførelse af tilsynet og rapporteringen efter MRV-forordnin-
gen ved kontrol af, hvorvidt der har været et såkaldt over-
ensstemmelsesdokument efter MRV-forordningen ombord,
når Søfartsstyrelsen alligevel har været om bord for at fore-
tage havnestatskontrol efter havnestatskontroldirektivet.
Med forslaget til ændring af § 9, stk. 1, foreslås det, at be-
stemmelsen udvides til også at omfatte området for ReFue-
lEU Aviation- og FuelEU Maritime-forordningerne. Klima-,
energi- og forsyningsministeren vil herefter kunne bemyndi-
ge en institution under ministeriet eller anden offentlig myn-
dighed til at udøve beføjelser efter loven, MRV-, ReFuelEU
Aviation- og FuelEU Maritime-forordningerne.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler
om, at afgørelser truffet af en institution under ministeriet
eller anden offentlig myndighed, som klima-, energi- og
forsyningsministeren i henhold til stk. 1 har henlagt sine be-
føjelser efter loven til ikke skal kunne indbringes for klima-,
energi- og forsyningsministeren.
Yderligere medfører den foreslåede bestemmelse, at klima-,
energi- og forsyningsministeren kan bemyndige et selskab,
en sagkyndig institution eller en organisation til at udøve
nærmere angivne beføjelser vedrørende tilsyn og sekretari-
atsbistand til klima-, energi- og forsyningsministeren i hen-
hold til denne lov eller regler udstedt i medfør heraf. Dette
vil kunne være tilfældet, hvor det vurderes, at der kræves
særlige kvalifikationer som klima-, energi- og forsyningsmi-
nisteren ikke er i besiddelse af til at udføre specifikke opga-
ver i henhold til forordningerne.
Til nr. 22
Efter § 9 a har klima-, energi- og forsyningsministeren uden
retskendelse og mod behørig legitimation adgang til at gå
om bord på skibe i en havn, som anløber en havn eller
ligger ved ankerplads under dansk jurisdiktion, for at udføre
sine forpligtelser efter MRV-forordningen til at kontrollere,
hvorvidt der er et gyldigt overensstemmelsesdokument om
bord på skibene.
Det foreslås, at § 9 a udvides til også at omfatte de tilfælde,
hvor klima-, energi- og forsyningsministeren, eller nogen
denne har bemyndiget til at udføre arbejde på dennes vegne
efter biobrændstoflovens § 9, har behov for at kunne udføre
de opgaver, denne er forpligtet til efter FuelEU Maritime-
forordningen.
Da skibene til tider kun opholder sig i havn eller ved anker-
plads inden for en havns område i få timer, vil adgangen til
skibet kunne foretages meget hurtigt. Det vurderes på den
baggrund, at det vil være nødvendigt, at adgangen til skibe-
ne kan ske uden retskendelse og mod behørig legitimation
for at sikre adgangen til skibet. Dette vil endvidere svare til
Søfartsstyrelsens beføjelser i forbindelse med deres inspek-
tion efter havnestatskontroldirektivet, hvor Søfartsstyrelsen
ligeledes har adgang til skibene uden retskendelse.
Til § 2
Til nr. 1
37
Innovativ teknologi for vedvarende energi er ikke i dag defi-
neret i VE-loven.
Det følger af den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 7, at der med
»innovativ teknologi for vedvarende energi« forstås teknolo-
gi til produktion af vedvarende energi, som på mindst én
måde forbedrer en sammenlignelig avanceret teknologi for
vedvarende energi eller gør det muligt at udnytte teknologi
for vedvarende energi, der ikke kommercialiseres fuldt ud,
eller som indebærer en klar risiko.
Den foreslåede ændring vil gennemføre VE III-direktivets
artikel 2, stk. 2, nr. 14 b, om definition af innovativ teknolo-
gi for vedvarende energi.
Til nr. 2
Den eksisterende overskrift til § 56 b lyder ”Kapitel 6 b -
Generelle bestemmelser om VE-støtteordninger”. Overskrif-
ten afspejler dermed, at generelle bestemmelser vedrørende
VE-støtteordninger er fastsat i § 56 b i kapitel 6 b i VE-lo-
ven.
Med forslaget udvides overskriften med »og VE-mærk-
ningsordninger«, således at overskriften til § 56 b i kapitel 6
b fremadrettet affattes således: »Generelle bestemmelser om
VE-støtteordninger og VE-mærkningsordninger«.
Det foreslås således afspejlet i overskriften til § 56 b, at der
af § 56 b fremgår regler om frivillige VE-mærkningsordnin-
ger. Den foreslåede nyaffattelse er en konsekvens som følge
af gennemførelse af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, i nyt
stk. 7 til § 56 b.
Nyaffattelsen af overskriften har ingen materielle konse-
kvenser.
Til nr. 3
Den eksisterende affattelse af § 56 b, stk. 1, lyder således
»Denne bestemmelse omhandler generelle bestemmelser om
finansielle støtteordninger til fremme af vedvarende ener-
gi«. Bestemmelsen indeholder således generelle bestemmel-
ser om finansielle støtteordninger til fremme af vedvarende
energi, og er en gennemførelse af VE II-direktivets artikel 3,
stk. 3, 2. pkt., artikel 6, stk. 3-4 samt artikel 19, stk. 2, tredje
og fjerde afsnit i kapitel 6 b i dansk ret.
Det foreslås, at der efter »vedvarende energi« indsættes
»,samt bestemmelser om frivillige VE-mærkningsordnin-
ger.«.
Med den foreslåede nyaffattelse udvides bestemmelsens
anvendelsesområde til også at omfatte frivillige VE-mærk-
ningsordninger. Baggrunden for udvidelsen af anvendelses-
området for § 56 b er, at VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2,
om frivillige VE-mærkningsordninger gennemføres i § 56 i
et nyt stk. 7-9 til bestemmelsen.
Nyaffattelsen vil medføre, at det fremadrettet muliggøres, at
der af bestemmelsen også kan fremgå regler om frivillige
VE-mærkningsordninger, og nyaffattelsen er således en for-
udsætning for, at der i samme bestemmelses stk. 7-9 kan
fastsættes nærmere regler om frivillige mærkningsordninger
for industriprodukter, der hævdes at være produceret med
vedvarende energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er
af biologisk oprindelse.
Til nr. 4
Det følger af VE II-direktivets art. 6, stk. 1, at »Uden at det-
te berører tilpasninger, der er nødvendige for at overholde
artikel 107 og 108 i TEUF, sikrer medlemsstaterne, at om-
fanget af og betingelserne for støtten til projekter for vedva-
rende energi ikke revideres på en måde, som har negative
konsekvenser for de rettigheder, som er tildelt i forbindelse
med støtten, og som undergraver den økonomiske levedyg-
tighed af projekter, der allerede nyder godt af støtte.«
Formålet med bestemmelsen i direktivet er at sikre, at om-
fanget af og betingelserne for VE-støtteordninger ikke må
revideres på en måde, som har negative konsekvenser for de
rettigheder, som er tildelt i forbindelse med støtten.
Det følger af den foreslåede § 56 b, stk. 6, 1. pkt., at om-
fang af og betingelser for finansiel støtte til projekter for
vedvarende energi ikke må revideres på en måde, som har
negative konsekvenser for de rettigheder, som er tildelt i
forbindelse med støtten, og som undergraver den økonomi-
ske levedygtighed af projekter, der allerede nyder godt af
støtte. Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse,
har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet tilstræbt en
ordlyd, der ligger tæt op ad ordlyden i artikel 6, stk. 1.
Det følger af den foreslåede § 56 b, stk. 6, 2.pkt., at bestem-
melsen ikke forhindrer de tilpasninger af støtteordninger,
som er nødvendige for overholdelse af EU’s statsstøttereg-
ler. Den foreslåede § 56 b, stk. 6, 2. pkt. har til hensigt, at
håndtere artikel 6, stk. 1’s element om, at beskyttelsen ikke
berører de tilpasninger, der er nødvendige for at overholde
artikel 107 og 108 i TEUF.
Gennemførelsen af artikel 6, stk. 1 i VE-lovens § 56 b, stk.
6, vil ikke ændre på retstillingen, da danske myndigheder
siden VE II-direktivets implementeringsfrist den 30. juni
2021, har været forpligtet til at efterleve bestemmelsen. Kli-
ma-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer dog, at gen-
nemførelsen af artikel 6, stk. 1 i VE-lovens § 56 b, stk. 6, vil
bidrage til transparens for private virksomheder og borgere.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1-2.7.4 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til nr. 5
Det følger af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, at »Med-
lemsstaterne fremmer frivillige mærkningsordninger for in-
dustriprodukter, der hævdes at være produceret med vedva-
rende energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af
biologisk oprindelse. Ved sådanne frivillige mærkningsord-
ninger angives den procentdel af vedvarende energi, der er
38
anvendt, eller vedvarende brændstoffer, der ikke er af biolo-
gisk oprindelse, og som er anvendt ved anskaffelse og forbe-
handling, fremstilling og distribution, beregnet på grundlag
af de metoder, der er fastlagt enten i Kommissionens henstil-
ling (EU) 2021/2279 eller i ISO 14067:2018«. Bestemmel-
sen skal være gennemført i dansk ret senest den 21. maj
2025.
Der er ikke i dansk lovgivning fastsat regler om hverken fri-
villige eller obligatoriske mærkningsordninger for industri-
produkter, der hævdes at være produceret med vedvarende
energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk
oprindelse, ligesom der ikke er fastsat regler om krav til
efterlevelse af beregningsmetoder, der skal danne grundlag
for anvendelse af mærkninger. Der er således i det store
hele valgfrihed for virksomhederne m.fl. ved fastsættelse
af mærkningsordninger, når blot de generelle krav i f.eks.
markedsføringsloven er iagttaget.
Det foreslås med § 56 b, stk. 7, at klima-, energi- og
forsyningsministeren informerer om rammerne for frivilli-
ge mærkningsordninger for industriprodukter, der angives
at være produceret med vedvarende energi og vedvarende
brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse.
Forslaget vil indebære, at der vil blive informeret om ram-
merne for de frivillige mærkningsordninger ved, at relevant
information, herunder krav til beregningsmetode m.v., f.eks.
lægges på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjem-
meside eller der tages kontakt til branche- og/eller forbru-
gerorganisationer med information herom.
At en ordning er »frivillig« indebærer i denne sammenhæng,
at f.eks. forbrugerorganisationer, industrisammenslutninger
eller andre kan oprette mærkningsordninger, som virksom-
heder kan deltage i, men at deltagelse alene kan ske fri-
villigt. Forskellige organisationer eller sammenslutninger
har også mulighed for at oprette hver deres frivillige mærk-
ningsordning, jf. dog nedenfor om beregningsmetode.
Forslaget til § 56 b, stk. 7, vil medvirke til at gennemføre
VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, i dansk ret.
Det foreslås med § 56 b, stk. 8, at klima-, energi- og forsy-
ningsministeren fastsætter regler om, at ved sådanne frivilli-
ge mærkningsordninger, der henvises til i stk. 7, skal den an-
givne procentdel af vedvarende energi, der er anvendt, eller
vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse,
og som er anvendt ved anskaffelse og forbehandling, frem-
stilling og distribution, beregnes på grundlag af nærmere
angivne metoder.
Forslaget vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsmini-
steren i bekendtgørelse fastsætter regler om, at der skal an-
vendes den samme beregningsmetode ved alle mærknings-
ordninger.
Af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, fremgår det, at
der skal anvendes enten Kommissionens henstilling (EU)
2021/2279 eller i ISO 14067:2018.
Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 af 15. decem-
ber 2021 om anvendelsen af miljøaftryksmetoderne til at
måle og formidle produkters og organisationers miljøpræsta-
tioner over hele deres livscyklus, anvendes inden for en
række sektorer, når der skal træffes beslutninger om miljø-
spørgsmål, og hvor det er afgørende, at der kan indhentes
pålidelige og korrekte målinger.
ISO 14067:2018 er en international standard, hvoraf der
fremgår principper, krav og retningslinjer for kvantificering
og rapportering af et produkts CO2 aftryk på en måde,
som er i overensstemmelse med internationale standarder
for livscyklusvurdering (LCA), dvs. ISO 14040 og ISO
14044. Der er også angivet krav og retningslinjer for kvanti-
ficering af et delvist CO2 aftryk.
Både Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 og i ISO
14067:2018 standarden er således egnede til at anvende
som beregningsmetode for at sikre gennemsigtighed og
sammenlignelighed på tværs af frivillige mærkningsordnin-
ger. Det vil derfor i bekendtgørelse vil blive fastsat, at der
enten skal anvendes beregningsmetoden i Kommissionens
henstilling (EU) 2021/2279 af 15. december 2021 eller ISO
14067:2018 standarden.
Ved løbende opdateringer af Kommissionens henstilling
(EU) 2021/2279 eller i ISO 14067:2018, får disse opdaterin-
ger retskraft, uden at den bekendtgørelse som udstedes efter
§ 56 b, stk. 8 opdateres.
Indholdet i både Kommissionens henstilling (EU)
2021/2279 og i ISO 14067:2018 kan blive forældet, f.eks.
såfremt der foretages nye videnskabelige eller teknologiske
fremskridt, eller hvis politiske eller samfundsmæssige for-
hold ændrer sig. I disse tilfælde kan der derfor blive behov
for, at ændre beregningsmetoderne. Forslaget til § 56 b, stk.
8, vil give mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsmi-
nisteren vil kunne ændre i bekendtgørelsen i overensstem-
melse hermed.
Forslaget til § 56 b, stk. 8, vil medvirke til at gennemføre
VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, i dansk ret.
Det foreslås med § 56 b, stk. 9, at klima-, energi- og forsy-
ningsministeren fastsætter regler om, at de nærmere angivne
metoder, der henvises til i stk. 8, ikke indføres i Lovtiden-
de. Ministeren fastsætter i den forbindelse regler om, hvor-
dan oplysning om indholdet kan fås.
Det følger af grundlovens § 22, 2. pkt., at love skal kund-
gøres, og det antages, at kundgørelseskravet ligeledes gæl-
der for bekendtgørelser. Det følger endvidere af lovtiden-
deloven, at bl.a. love og bekendtgørelser skal indføres i
Lovtidende, samt at Lovtidende er den bindende kundgørel-
sesform for de retsforskrifter, der er omfattet af lovtidende-
lovens kundgørelsesordning. Kravet om optagelse i Lovti-
dende kan fraviges ved lov, når der fastsættes en alternativ
kundgørelsesmetode.
Det fremgår af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, at en-
39
ten Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 eller i ISO
14067:2018 skal anvendes som beregningsmetode, såfremt
man ønsker at fastsætte en sådan mærkningsordning.
Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 er offentlig til-
gængelig på https://eur-lex.europa.eu/. ISO 14067:2018 ny-
der imidlertid ophavsretlig beskyttelse og er en detaljeret og
teknisk standard, som henvender sig til en relativ snæver
kreds af professionelle erhvervsdrivende. Den kan rekvireres
hos Dansk Standard og andre standardiseringsorganer, der
har ophavsretten. Dette medfører imidlertid, at sædvanlig
kundgørelse i Lovtidende ikke er hensigtsmæssig.
De ophavsretlige regler er imidlertid ikke til hinder for, at
der på anden måde end ved offentliggørelse i Lovtidende
gives offentligheden adgang til oplysning om indholdet af
forskrifterne, når blot der ikke sker kopiering m.v.
Med forslaget til § 56 b, stk. 9, vil der blive fastsat regler
om, at der ikke vil ske kundgørelse af ISO 14067:2018 stan-
darden. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 ovenfor. Det for-
ventes, at der i stedet vil blive fastsat regler om, at indholdet
af forskriften kan fås ved gennemsyn i Energistyrelsen.
Forslaget til § 56 b, stk. 9, vil medvirke til at gennemføre
VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, i dansk ret.
Til § 3
Til nr. 1
Den gældende fodnote til titlen til lov om gasforsyning inde-
holder en opregning af direktiver, som gasforsyningsloven
helt eller delvist gennemfører.
Det følger af den foreslåede nyaffattelse af fodnoten til gas-
forsyningslovens titel, at loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2023/2413/EU af 18. oktober 2023, EU-Tidende, L af 18.
oktober 2023.
Baggrunden for den foreslåede nyaffattelse af fodnoten er, at
der gives bemyndigelse til klima-, energi- og forsyningsmi-
nisteren til at fastsætte regler om rapportering af gasmåler-
data til en EU-database etableret i medfør af VE II-direktivet
og ændring til VE II-direktivet, som følger af VE III-direkti-
vet.
Den foreslåede nyaffattelse af fodnoten indebærer, at det
vil fremgå af denne, at loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direk-
tiv 2009/73/EF af 13. juli 2009 om fælles regler for det
indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv
2003/55/EF, EU-Tidende 2009, nr. L 211, side 94, som ænd-
ret ved direktiv 2019/692/EU af 17. april 2019 om ændring
af direktiv 2009/73/EF om fælles regler for det indre marked
for naturgas, EU-Tidende 2019, nr. L 117, side 1, dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af
11. december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra
vedvarende energikilder (omarbejdning), EU-Tidende 2018,
nr. L 328, side 82, dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring
af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og
direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra
vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv
(EU) 2015/652, EU-Tidende, L af 31. oktober 2023, EU-Ti-
dende 2018, nr. L 328, side 82, og Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2015/1513/EU af 9. september 2015 om
ændring af direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og
dieselolie og om ændring af direktiv 2009/28/EF om frem-
me af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder,
EU-Tidende 2015, nr. L 239, side 1.«.
Til nr. 2
Ifølge § 12, stk. 1, nr. 2, i lov om gasforsyning skal et
transmissionsselskab, en transmissionssystemejer og en sy-
stemoperatør sikre og måle kvaliteten af den gas, der leveres
til eller fra transmissionssystemet.
Det fremgår af § 12, stk. 3, pkt. 1, i lov om gasforsyning, at
klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler
om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder
regler om afgrænsning af opgaverne, jf. dog § 23 a.
Det er ikke i gasforsyningsloven hjemmel til at fastsætte
regler om, at et transmissionsselskab, en transmissionssyste-
mejer eller en systemoperatør skal videregive gasmålinger
til en EU-database og verificere indberettede målinger fra
økonomiske aktører.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 4 i § 12 i lov om gas-
forsyning. Ifølge det foreslåede stk. 4 kan klima-, energi-
og forsyningsministeren fastsætte regler om, at et transmis-
sionsselskab, en transmissionssystemejer og en systemope-
ratør skal videregive målinger efter stk. 1, nr. 2, til en EU-
database og verificere indberettede målinger fra økonomiske
aktører.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi-
og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at et trans-
missionsselskab, en transmissionssystemejer og en system-
operatør skal videregive målinger af gas, der leveres fra eller
til transmissionssystemet, til en EU-database og verificere
indberettede målinger fra økonomiske aktører.
Det forventes at klima-, energi- og forsyningsministeren vil
fastsætte regler om, at et transmissionsselskab skal videregi-
ve målinger af gas til en EU-database, som gør det muligt
at spore flydende og gasformige vedvarende brændstoffer
og genanvendte kulstofbrændsler. En sådan EU-database er
Europa-Kommissionen forpligtet til at idriftsætte pr. 21. no-
vember 2024, ifølge artikel 31a, stk. 1, i VE III-direktivet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.1-2.5.4 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til nr. 3
Det fremgår af § 3 i lov om gasforsyning, at klima-, ener-
40
gi- og forsyningsministeren inden for lovens område kan
fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Danmarks for-
pligtelser i henhold til EU-retten.
Ifølge § 14, stk. 1, nr. 2, i lov om gasforsyning skal et
distributionsselskab sikre og måle kvaliteten af den gas, der
leveres til og fra distributionssystemet i det område, hvor
selskabet varetager distributionsvirksomhed.
Det fremgår af § 14, stk. 2, pkt. 1, at klima-, energi- og
forsyningsministeren kan fastsætte regler om gennemførel-
sen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om forbru-
gernes ret til at modtage oplysningerne flere gange årligt,
elektronisk, og uden at der opkræves særskilt gebyr, regler
om virksomhedernes opgaver og mål for de energibesparel-
ser, som virksomhederne samlet eller enkeltvis skal sikre
bliver opnået, regler om dokumentation, indberetning og
verifikation samt regler om afholdelse af nærmere angivne
fællesomkostninger.
Det er ikke i gasforsyningsloven hjemmel til at fastsætte
regler om, at et distributionsselskab skal videregive gasmå-
linger til en EU-database og verificere indberettede målinger
fra økonomiske aktører.
Det foreslås at indsætte et nyt stk. 10 i § 14 i lov om gasfor-
syning. Ifølge det foreslåede stk. 10 kan klima-, energi- og
forsyningsministeren fastsætte regler om, at et distributions-
selskab skal videregive målinger efter stk. 1, nr. 2, til en
EU-database og verificere indberettede målinger fra økono-
miske aktører.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi-
og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at et distri-
butionsselskab skal videregive målinger af gas, der leveres
til eller fra et distributionssystem, til en EU-database og
verificere indberettede målinger fra økonomiske aktører.
Det forventes at klima-, energi- og forsyningsministeren vil
fastsætte regler om, at et distributionsselskab skal videregive
målinger af gas til en EU-database, som gør det muligt
at spore flydende og gasformige vedvarende brændstoffer
og genanvendte kulstofbrændsler. En sådan EU-database er
Europa-Kommissionen forpligtet til at idriftsætte pr. 21. no-
vember 2024, ifølge artikel 31a, stk. 1, i VE III-direktivet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5.1-2.5.4 i lovforslagets al-
mindelige bemærkninger.
Til § 4
Til nr. 1
Den gældende fodnote i lov om elforsyning indeholder en
udtømmende opregning af de direktiver og forordninger,
som lov om elforsyning gennemfører.
Lov om elforsyning gennemfører blandt andet dele af Eu-
ropa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11.
december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra
vedvarende energikilder.
Det følger af den foreslåede ændring, at fodnoten i lov om
elforsyning ændres, således at det af fodnoten vil fremgå, at
lov om elforsyning indeholder bestemmelser, der gennemfø-
rer dele af VE-direktivet, som ændret ved Europa-Parlamen-
tets og Rådets direktiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023
om ændring af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU)
2018/1999 og direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme
af energi fra vedvarende energikilder og om ophævelse af
Rådets direktiv (EU) 2015/652.
Den foreslåede ændring vil medføre, at fodnoten vil afspej-
le, at dele af ændringsdirektivet til VE-direktivet, gennemfø-
res i elforsyningsloven.
Til nr. 2
Elforsyningsloven indeholder ikke regler om batterier. Kli-
ma-, energi- og forsyningsministeren har alene bemyndigel-
se til at fastsætte overordnede regler for lagringsaktiviteter,
som udføres af VE-egenforbrugere, borgerenergifællesska-
ber og aggregatorvirksomheder.
Det foreslås, at der indsættes en ny § 9 a i elforsyningslo-
ven. Formålet med bestemmelsen er, at klima, energi- og
forsyningsministeren kan gennemføre artikel 20 a, stk. 3 i
VE III-direktivet, som skal gennemføres i dansk ret senest
den 21. maj 2025. Det fremgår heraf, at producenter af
husholdnings- og industribatterier, og køretøjsfabrikanter,
der producerer elkøretøjer, skal stille grundlæggende oplys-
ninger til rådighed for ejere, brugere og tredjeparter, der
med udtrykkeligt samtykke handler på ejernes og brugernes
vegne. Producenterne skal stille oplysninger om batterika-
pacitet, sundhedstilstand, ladetilstand og strømsætpunkt til
rådighed i realtid, uden omkostninger, på ikkediskrimineren-
de vilkår, og i overensstemmelse med databeskyttelsesreg-
lerne. Producenter af elkøretøjer skal endvidere stille oplys-
ninger om elkøretøjers placering til rådighed i realtid, hvor
relevant.
Efter den foreslåede § 9 a, stk. 1, kan klima, energi- og for-
syningsministeren fastsætte regler om, at ejere og brugere af
husholdnings- og industribatterier, herunder tredjeparter, der
med udtrykkeligt samtykke handler på ejernes eller bruger-
nes vegne, skal have adgang til grundlæggende oplysninger
i batteristyringssystemerne, herunder om hvordan adgangen
skal opnås.
Bestemmelsen i § 9 a, stk. 1 indebærer, at klima, energi- og
forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om,
at oplysninger, der fremgår af artikel 20 a, stk. 3, herunder
batterikapacitet, sundhedstilstand, ladetilstand og strømsæt-
punkt, skal stilles til rådighed i realtid for ejere, brugere
og tredjeparter, der med udtrykkeligt samtykke handler på
ejernes og brugernes vegne. Efter sådanne regler vil det
være batteriproducenterne, der skal stille oplysningerne til
rådighed i realtid. Bestemmelsen giver dog mulighed for, at
der kan fastsættes regler om, at adgangen til oplysninger for
batteristyringssystemerne kan sikres af andre end producen-
terne, hvis dette er aftalt, eller at adgangen til oplysningerne
41
skal stilles til rådighed efter anmodning til en producent, im-
portør, distributør, eller andre, der handler på producentens
vegne.
Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at der kan fastsættes regler
om tekniske forskrifter for batteristyringssystemerne, eller
for de tilhørende databaserede systemer, i eller uden for
batterierne.
Bestemmelsen indebærer desuden, at der vil kunne fastsæt-
tes regler om, at adgangen til oplysningerne skal stilles til
rådighed uden omkostninger, på ikkediskriminerende vilkår,
og i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne, som
forudsættes af artikel 20 a, stk. 3 i VE III-direktivet. Der
vil i øvrigt kunne fastsættes regler om andre oplysninger,
eller vilkår for deling af oplysningerne, hvis reglerne er
nødvendige for at gennemføre VE III-direktivet mest hen-
sigtsmæssigt, eller for at sikre sammenhængen med batteri-
forordningens bestemmelser om datadeling.
Efter den foreslåede § 9 a, stk. 2, kan klima-, energi- og
forsyningsministeren fastsætte regler om, at ejere og brugere
af elkøretøjer, herunder tredjeparter, der med udtrykkeligt
samtykke handler på ejernes eller brugernes vegne, skal
have adgang til grundlæggende oplysninger om køretøjsbat-
terierne og køretøjernes placering, herunder om hvordan ad-
gangen skal opnås.
Virkningen af § 9 a, stk. 2, er grundlæggende den samme,
som er beskrevet ovenfor, om virkningen af § 9 a, stk. 1,
bortset fra, at reglen vedrører elkøretøjer.
Bestemmelsen vil indebære, at klima, energi- og forsynings-
ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at oplys-
ninger, der fremgår af artikel 20 a, stk. 3, herunder batteri-
kapacitet, sundhedstilstand, ladetilstand, strømsætpunkt og,
hvor det er relevant, køretøjernes placering, skal stilles til
rådighed i realtid for ejere, brugere og tredjeparter, der med
udtrykkeligt samtykke handler på ejernes og brugernes veg-
ne. Efter sådanne regler vil det være elkøretøjsfabrikanterne,
der skal stille oplysningerne til rådighed i realtid. Bestem-
melsen giver dog mulighed for, at der kan fastsættes regler
om, at adgangen til oplysninger for batteristyringssystemer-
ne kan sikres af andre end producenterne, hvis dette er aftalt,
eller at adgangen til oplysningerne skal stilles til rådighed
efter anmodning til en producent, importør, distributør, eller
andre, der handler på producentens vegne.
Bestemmelsen vil bl.a. indebære, at der kan fastsættes regler
om tekniske forskrifter for batteristyringssystemerne, eller
for de tilhørende databaserede systemer i eller uden for el-
køretøjerne.
Bestemmelsen indebærer desuden, at der vil kunne fastsæt-
tes regler om, at adgangen til oplysningerne skal stilles til
rådighed uden omkostninger, på ikkediskriminerende vilkår,
og i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne, som
forudsættes af artikel 20 a, stk. 3 i VE III-direktivet. Der
vil i øvrigt kunne fastsættes regler om andre oplysninger,
eller vilkår for deling af oplysningerne, hvis reglerne er
nødvendige for at gennemføre VE III-direktivet mest hen-
sigtsmæssigt, eller for at sikre sammenhængen med batteri-
forordningens bestemmelser om datadeling.
Efter den foreslåede § 9 a, stk. 3, kan klima-, energi- og
forsyningsministeren fastsætte regler om tilsyn med over-
holdelsen af regler, der er udstedt i henhold til stk. 1 og
2. Herudover kan klima-, energi- og forsyningsministeren
efter forhandling med relevante minister fastsætte regler,
hvorefter andre offentlige myndigheder bemyndiges til at fø-
re tilsyn med overholdelse af regler, der er udstedt i henhold
til stk. 1 og 2.
Bestemmelsen vil indebære, at der vil kunne fastsættes reg-
ler om enhver form for tilsyn med reglernes overholdelse,
herunder f.eks. om klagerettigheder, markedsovervågning,
mv., samt om, at andre offentlige myndigheder bemyndiges
til at føre tilsyn med overholdelsen af reglerne, i henhold til
nærmere forhandling med vedkommende minister. De kon-
krete tilsynsregler, der vil skulle udmøntes, vil dog afhænge
af dialog med øvrige offentlige myndigheder.
Frem mod udmøntningen ved bekendtgørelse afklarer Kli-
ma-, Energi- og Forsyningsministeriet de mulige sammen-
hænge med øvrige regler om deling af batteridata, som føl-
ger af batteriforordningen. Det forventes, at de nødvendige
bekendtgørelsesbestemmelser vil blive udarbejdet henover
vinter 2024/2025, med henblik på ikrafttrædelse den 21. maj
2025.
Til § 5
Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. januar
2025. Dog foreslås det i stk. 2, at § 1, nr. 9-13, § 2, nr. 1-3
og 5, og § 4 først træder i kraft den 21. maj 2025.
Denne ikrafttrædelsesdato er relevant for de af de foreslåede
ændringer, der ikke vedrører den direkte implementering af
VE III-direktivet. Det drejer sig f.eks. om bestemmelsen
om den finansielle støttes stabilitet fra VE II-direktivet, nød-
vendige supplerende bestemmelser til ReFuelEU Aviation-
og FuelEU Maritime-forordningerne, og forslaget om en ny
titel til biobrændstofloven.
Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 9-13, § 2, nr. 1-3 og 5,
og § 4 dog først træder i kraft den 21. maj 2025. Dette
er på grund af koblingen til VE III-direktivets generelle
implementeringsfrist af samme dato, som bestemmelserne er
en gennemførelse af.
Det foreslås i stk. 3, at for så vidt angår luftfart og søtrans-
port finder § 5, stk. 1, i lov om bæredygtige biobrændstoffer
og om reduktion af drivhusgasser (biobrændstofloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 2167 af 29. november 2021, dog først
anvendelse fra og med 1. januar 2026. § 5, stk. 1, omhand-
ler virksomhedernes pligt til årligt at sende en rapport til
klima-, energi- og forsyningsministeren som dokumentation
for, at virksomheden det foregående kalenderår har opfyldt
særlige lovfastsatte forpligtelser.
42
De foreslåede ændringer vil i øvrigt ikke gælde for Færøer-
ne og Grønland og vil ikke kunne sættes i kraft for Færøerne
og Grønland, da hovedlovene ikke gælder og ikke vil kunne
sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
43
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af
drivhusgasser (biobrændstofloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
2167 af 29. november 2021, foretages følgende ændringer:
1. Lovens titel affattes således:
Lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af
drivhusgasser (biobrændstofloven)
»Lov om reduktion af drivhusgasser fra transportsekto-
ren m.v.«
1) Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rå-
dets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om frem-
me af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder
(omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82, Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/30/EF af 23. april
2009 om ændring af direktiv 98/70/EF for så vidt angår spe-
cifikationerne for benzin, diesel og gasolie og om indførelse
af en mekanisme for overvågning og reduktion af emissio-
nerne af drivhusgasser og om ændring af Rådets direktiv
1999/32/EF for så vidt angår specifikationerne for brænd-
stof, der benyttes i fartøjer til sejlads på indre vandveje, og
om ophævelse af direktiv 93/12/EØF, EU-Tidende 2009, nr.
L 140, side 88, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2015/1513/EU af 9. september 2015 om ændring af direktiv
98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om æn-
dring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af
energi fra vedvarende energikilder, EU-Tidende 2015 nr. L
239, side 1.
2. Fodnoten til lovens titel affattes således:
»1) Loven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om
fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikil-
der (omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82,
og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring af direktiv
(EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og direktiv
98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra vedvaren-
de energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv (EU)
2015/652, EU-Tidende, L af 31. oktober 2023. «
§ 1. Loven har til formål at fremme anvendelsen af bære-
dygtige biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport,
VE-brændstoffer og brændstoffer med et lavt drivhusgasaf-
tryk med henblik på at integrere vedvarende energi og redu-
cere vugge til grav-emissioner af drivhusgasser fra transport
og bidrage til opfyldelsen af Danmarks internationale klima-
forpligtelser. Formålet er endvidere at fastsætte et kontrol-
og sanktionssystem m.v. med henblik på at sikre overhol-
delse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2015/757 af 29. april 2015 om overvågning, rapportering
og verifikation af CO2 -emissioner fra søtransport og om
ændring af direktiv 2009/16/EF (MRV-forordningen).
3. § 1 affattes således:
»§ 1. Loven har til formål at fremme anvendelsen af
grønne drivmidler, herunder elektricitet, VE-brændstoffer og
brændstoffer med et lavt drivhusgasaftryk til transport m.m.
med henblik på at integrere vedvarende energi, at reducere
vugge til grav-udledninger af drivhusgasser fra transport
m.m. og at bidrage til opfyldelsen af Danmarks nationale
og internationale klimaforpligtelser.«
Stk. 2. Loven har endvidere til formål at fastsætte et kon-
trol- og sanktionssystem m.v. med henblik på at sikre over-
holdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
2015/757 af 29. april 2015 om overvågning, rapportering og
verifikation af CO2-udledninger fra søtransport og om æn-
dring af direktiv 2009/16/EF med senere ændringer (MRV-
forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2023/2405 af 18. oktober 2023 om sikring af lige
konkurrencevilkår for bæredygtig lufttransport (ReFuelEU
Aviation) med senere ændringer (ReFuelEU Aviation-for-
ordningen) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EU) 2023/1805 af 13. september 2023 om anvendelsen af
vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransport og
44
om ændring af direktiv 2009/16/EF med senere ændringer
(FuelEU Maritime-forordningen).«
§ 2. I denne lov forstås ved følgende:
1-9) ---
10) Elleverandør: En enhed, der er ansvarlig for ekspedition
af elektricitet gennem et punktafgiftsopkrævningssted,
og som leverer elektricitet til brug i vejkøretøjer.
5. I § 2, nr. 10, 2. pkt., og § 3 a ændres »vejkøretøjer« til:
»transport m.m.«
§ 3 a. Virksomheder skal efter regler fastsat af klima-,
energi- og forsyningsministeren hvert år rapportere til Ener-
gistyrelsen om drivhusgasintensiteten af de brændstoffer og
den elektricitet til brug i vejkøretøjer, der i Danmark er
blevet leveret af virksomheden.
§ 2. I denne lov forstås ved følgende: 6. § 2, nr. 11, affattes således:
1-10) ---
11) Landtransport: Drift af vejgående køretøjer og jernbane-
drift.
»11) Transport m.m.: Drift af vejgående køretøjer, jernbaner,
luftfart, søtransport og mobile ikke-vejgående maskiner,
herunder fartøjer til sejlads på indre vandveje, når de
ikke er til søs, og landbrugs- og skovbrugstraktorer samt
fritidsfartøjer, når de ikke er til søs.«
12-13) ---
7. § 2, nr. 14, affattes således:
14) Transport: Drift af vejgående køretøjer, jernbaner og
mobile ikkevejgående maskiner, herunder fartøjer til sej-
lads på indre vandveje, når de ikke er til søs, og land-
brugs- og skovbrugstraktorer samt fritidsfartøjer, når de
ikke er til søs.
»14) Transport: Drift af vejgående køretøjer, jernbaner, luft-
fart og søtransport.«
15-16)
8. § 2, nr. 17, affattes således:
17) Virksomhed: En virksomhed, der angiver og betaler
energiafgift efter lov om energiafgift af mineraloliepro-
dukter m.v. for det flydende brændstof, der sælges til
transport, en naturgasleverandør, der er leverandør af
gasformige brændstoffer fra en gastankstation, eller et
selskab, som hverken angiver eller betaler energiafgift
for brændstoffet, men sælger brændstoffet til et selskab,
som angiver og betaler energiafgift og selv forbruger
brændstoffet.
»17) Virksomhed:
a) En fysisk eller juridisk person, der angiver og betaler
afgift efter lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.
for det flydende brændstof, der sælges til transport m.m.
b) En fysisk eller juridisk person, der er leverandør af gas-
formige brændstoffer fra en gastankstation eller lignende.
c) En fysisk eller juridisk person, der sælger og leverer
flydende eller gasformigt brændstof til brug i luftfart og
søtransport.
d) En fysisk eller juridisk person, som hverken angiver eller
betaler energiafgift for brændstoffer, der anvendes til trans-
port m.m., men videresælger brændstoffet til en fysisk eller
juridisk person, som angiver og betaler energiafgiften efter
ovennævnte lov, og selv forbruger brændstoffet.
e) Ved en virksomhed forstås også de virksomheder, der
leverer brændstoffer eller elektricitet, der anvendes til trans-
port m.m., men er undtaget afgiften efter love omhandlet i
litra a-d.«
45
§ 3. ---
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
nærmere regler for transportområdet, herunder for luft- og
søfart, i relation til anvendelse af og krav til brændstoffer
med henblik på reduktion af drivhusgasser og iblanding af
vedvarende energi på transportområdet, jf. dog stk. 7. Mini-
steren kan herunder fastsætte regler om følgende:
9. To steder i § 3, stk. 2, 1. pkt., ændres »transportområdet«
til: »transport m.m.«, », herunder for luft- og søfart,« udgår
og efter »krav til brændstoffer« indsættes: »og elektricitet«.
1) Anvendelse og størrelse af drivhusgasreduktionskrav og
iblandingskrav.
2) Begrænsning af anvendelse af visse typer af brændstoffer.
3) Differentierede krav til forskellige brændstofleverandører
i forhold til drivhusgasreduktionskrav og iblandingskrav.
4) Begrænsning af anvendelse af UER-kreditter.
5) Flertællingsmekanismer.
§ 3.
Stk. 1-3. ---
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at kun brændstoffer, der ikke har modtaget
offentlig støtte, kan medregnes i et iblandingskrav eller driv-
husgasreduktionskrav.
10. I § 3, stk. 4, indsættes efter »kun brændstoffer«: »og
elektricitet«.
Stk. 5. ---
Stk. 6. En virksomhed kan opfylde sine forpligtelser efter
regler fastsat i medfør af stk. 2 eller 3 ved aftale med en
eller flere virksomheder om, at den eller de helt eller delvis
opfylder virksomhedens forpligtelser efter regler fastsat i
medfør af stk. 2 og 3.
11. I § 3, stk. 6, indsættes efter »virksomheder«: »eller leve-
randører af elektricitet eller vedvarende flydende eller gas-
formige brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse«,
efter »stk. 2 eller 3« indsættes: »eller § 4 a, stk. 1 eller 4«,
og efter »stk. 2 og 3« indsættes: »eller § 4 a, stk. 1 og 4«.
Stk. 7. Bemyndigelsen i stk. 2 kan ikke anvendes til at
fastsætte nationale CO2 -fortrængningskrav, der omfatter ud-
ledningerne fra de fossile brændstoffer benzin, diesel og gas.
12. I § 3, stk. 7, ændres »CO2-fortrængningskrav« til:
»CO2e-fortrængningskrav og iblandingskrav«.
§ 3 a. Virksomheder skal efter regler fastsat af klima-,
energi- og forsyningsministeren hvert år rapportere til Ener-
gistyrelsen om drivhusgasintensiteten af de brændstoffer og
den elektricitet til brug i vejkøretøjer, der i Danmark er
blevet leveret af virksomheden.
13. I § 3 a indsættes efter »af virksomheden«: »til transport
m.m.«
§ 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
regler med henblik på at gennemføre EU-regler om forhold,
der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direk-
tiver og beslutninger om VE-brændstoffer, biobrændstoffer
eller biomassebrændsler til transport og deres bæredygtighed
og reduktion af drivhusgasser fra transport.
14. I § 4, stk. 1, indsættes efter »beslutninger om VE-brænd-
stoffer«: »og elektricitet« og », biobrændstoffer eller biom-
assebrændsler« udgår.
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvi-
dere fastsætte regler med henblik på at gennemføre EU-reg-
ler om fremme af reduktion af CO2-emissioner fra søtrans-
port, herunder regler om fastsættelse af et sanktionssystem
for manglende opfyldelse af overvågnings- og rapporterings-
forpligtelserne i artikel 8-12 i MRV-forordningen.
15. I § 4, stk. 2, ændres »CO2-emissioner« til: »CO2e-emis-
sioner«, og »søtransport« ændres til: »luftfart og søtrans-
port«, og efter »MRV-forordningen« indsættes: »samt regler
i ReFuelEU Aviation-forordningen eller FuelEU Maritime-
forordningen«.
§ 4 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om nationale CO2 -fortrængningskrav, der om-
fatter udledningerne fra de fossile brændstoffer benzin, die-
sel og gas. Ministeren kan herunder fastsætte regler om an-
vendelse og størrelse af nationale CO2 -fortrængningskrav.
16. To steder i § 4 a, stk. 1, og i stk. 2, 1. pkt., stk. 3-5 og 7
ændres »CO2-fortrængningskrav« til: »CO2e-fortrængnings-
krav og iblandingskrav«.
17. I § 4 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »og gas«: »samt for
produktion af elektricitet«.
46
Stk. 2. Til opfyldelse af CO2 -fortrængningskrav, der er
fastsat i medfør af stk. 1, kan en virksomhed alene medreg-
ne biobrændstoffer og biomassebrændsler til transport, der
overholder krav til disses bæredygtighed eller drivhusgasre-
duktionskrav fastsat i medfør af § 4. Forpligtelsen skal være
opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om begrænsning af visse typer biobrændstoffer i
målopfyldelsen af det nationale CO2 -fortrængningskrav, der
kan fastsættes i medfør af stk. 1.
Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om lavere CO2 -fortrængningskrav end dem,
der er fastsat i medfør af stk. 1, såfremt særlige hensyn gør
sig gældende, herunder
1) en krise, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene,
2) at avanceret biobrændstof og biogas produceret af de
råprodukter, der er anført i bilag 1, del A, er uforholds-
mæssigt dyrt,
3) mangel på bæredygtige biobrændstoffer eller biomasse-
brændsler til transport eller
4) i tilfælde af brug af andre vedvarende energiteknologier
i transportsektoren end biobrændstoffer eller biomasse-
brændsler til transport.
Stk. 5. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at kun brændstoffer, der ikke har modtaget
offentlig støtte, kan medregnes i CO2 -fortrængningskrav
fastsat i medfør af stk. 1.
18. I § 4 a, stk. 5, indsættes efter »kun brændstoffer«: »og
elektricitet«.
Stk. 6. En virksomhed kan opfylde sine forpligtelser efter
regler fastsat i medfør af stk. 1 ved aftale med en eller flere
virksomheder om, at den eller de helt eller delvis opfylder
virksomhedens forpligtelser efter regler fastsat i medfør af
stk. 1.
Stk. 7. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at virksomheder omfattet af CO2 -fortræng-
ningskrav fastsat i medfør af stk. 1 som dokumentation for,
at virksomheden det foregående kalenderår har opfyldt for-
pligtelsen, skal indsende en rapport.
Stk. 8. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
regler om rapporteringsforpligtelsen, jf. stk. 7, herunder
regler om rapportens form, indhold og opgørelsesmetoder,
hvorledes oplysningerne skal verificeres, og frist for afleve-
ring af rapporten.
19. Efter § 6 indsættes:
Ȥ 6 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om betaling, herunder gebyrer eller anden beta-
ling, til dækning af myndigheders omkostninger til admini-
stration og tilsyn med ReFuelEU Aviation-forordningen og
FuelEU Maritime-forordningen og af regler udstedt medfør
af denne lov, ReFuelEU Aviation-forordningen og FuelEU
Maritime-forordningen.
Stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om yder-
ligere betaling, herunder gebyrer eller anden betaling, til
dækning af merarbejde eller andre merudgifter, herunder til
ekstern konsulentbistand, i situationer, hvor en aktør ikke
har overholdt sine forpligtelser i forordningerne eller i regler
47
med relation til forordningerne udstedt i medfør af loven
eller forordningerne nævnt i stk. 1.«
§ 8. --- 20. I § 8 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
Stk. 1-3. --- »Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om straf af bøde
for overtrædelse af ReFuelEU Aviation-forordningen eller
FuelEU Maritime-forordningen og for overtrædelse af regler
fastsat i relation hertil.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
§ 9. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan bemyn-
dige en institution under ministeriet eller anden offentlig
myndighed til at udøve beføjelser, der i denne lov eller efter
MRV-forordningen er henlagt til ministeren.
21. I § 9, stk. 1, indsættes efter »MRV-forordningen«:
», ReFuelEU Aviation-forordningen eller FuelEU Maritime-
forordningen«.
§ 9 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren har uden
retskendelse mod behørig legitimation adgang til at gå om
bord på skibe i en havn, som anløber en havn eller ligger
ved ankerplads under dansk jurisdiktion, for at udføre sine
forpligtelser efter MRV-forordningen til at kontrollere, hvor-
vidt der er et gyldigt overensstemmelsesdokument om bord
på skibene.
22. I § 9 a indsættes efter »på skibene«: »eller til at udføre
sine forpligtelser efter FuelEU Maritime-forordningen«.
§ 2
I lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgø-
relse nr. 132 af 6. februar 2024, foretages følgende ændrin-
ger:
§ 5. I denne lov forstås ved følgende: 1. I § 5, stk. 1, indsættes efter nummer 6 som nyt nummer:
1-6) ---
7-18) --- »7) Innovativ teknologi for vedvarende energi: teknologi
til produktion af vedvarende energi, som på mindst én
måde forbedrer en sammenlignelig avanceret teknologi
for vedvarende energi eller gør det muligt at udnytte tek-
nologi for vedvarende energi, der ikke kommercialiseres
fuldt ud, eller som indebærer en klar risiko.«
Nr. 7-18 bliver herefter nr. 8-19.
§ 56 b. Denne bestemmelse omhandler generelle bestem-
melser om finansielle støtteordninger til fremme af vedva-
rende energi.
3. § 56 b, stk. 1, affattes således:
»Denne bestemmelse omhandler generelle bestemmelser om
finansielle støtteordninger til fremme af vedvarende energi
samt bestemmelser om frivillige mærkningsordninger.«
Stk. 2-5. ---
4. I § 56 b indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Revision af omfang af og betingelser for finansiel
støtte til projekter for vedvarende energi må ikke ske på en
måde, så det har negative konsekvenser for de rettigheder,
som er tildelt i forbindelse med støtten, og som undergraver
den økonomiske levedygtighed af projekter, der allerede ny-
der godt af støtte. 1. pkt. er ikke til hinder for de tilpasninger
af støtteordninger, som er nødvendige for overholdelse af
EU’s statsstøtteregler.«
5. I § 56 b indsættes som stk. 7-9:
Stk. 7. Klima-, energi- og forsyningsministeren informerer
om rammerne for frivillige mærkningsordninger for industri-
48
produkter, der angives at være produceret med vedvarende
energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk
oprindelse.
Stk. 8. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
regler om, at ved sådanne frivillige mærkningsordninger, der
henvises til i stk. 7, skal den angivne procentdel af vedva-
rende energi, der er anvendt, eller vedvarende brændstoffer,
der ikke er af biologisk oprindelse, og som er anvendt ved
anskaffelse og forbehandling, fremstilling og distribution,
beregnes på grundlag af nærmere angivne metoder.
Stk. 9. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter
regler om, at nærmere angivne metoder, der henvises til i
stk. 8, ikke indføres i Lovtidende. Ministeren fastsætter i den
forbindelse regler om, hvordan oplysning om indholdet kan
fås.«
§ 3
I lov om gasforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af
16. august 2023, som ændret ved § 2 i lov nr. 1787 af
28. december 2023 og § 2 i lov nr. 674 af 11. juni 2024,
foretages følgende ændringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13.
juli 2009 om fælles regler for det indre marked for naturgas
og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF, EU-Tidende 2009,
nr. L 211, side 94, som ændret ved direktiv 2019/692/EU
af 17. april 2019 om ændring af direktiv 2009/73/EF om
fælles regler for det indre marked for naturgas, EU-Tidende
2019, nr. L 117, side 1, dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om
fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder
(omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82, og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1513/EU af
9. september 2015 om ændring af direktiv 98/70/EF om
kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af direktiv
2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedva-
rende energikilder, EU-Tidende 2015, nr. L 239, side 1.
1. Fodnoten til lovens titel affattes således:
» 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af
13. juli 2009 om fælles regler for det indre marked for
naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55/EF, EU-Ti-
dende 2009, nr. L 211, side 94, som ændret ved direktiv
2019/692/EU af 17. april 2019 om ændring af direktiv
2009/73/EF om fælles regler for det indre marked for natur-
gas, EU-Tidende 2019, nr. L 117, side 1, dele af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december
2018 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende
energikilder (omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 328,
side 82, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
(EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring af direktiv
(EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og direktiv
98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra vedvaren-
de energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv (EU)
2015/652, EU-Tidende, L af 31. oktober 2023, EU-Tidende
2018, nr. L 328, side 82, og Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2015/1513/EU af 9. september 2015 om ændring af
direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og
om ændring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendel-
sen af energi fra vedvarende energikilder, EU-Tidende 2015,
nr. L 239, side 1.«
§ 12. --- 2. I § 12 indsættes som stk. 4:
Stk. 1-3. --- »Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at et transmissionsselskab, en transmissi-
onssystemejer og en systemoperatør skal videregive målin-
ger efter stk. 1, nr. 2, til en EU-database og verificere indbe-
rettede målinger fra økonomiske aktører.«
§ 14. --- 3. I § 14 indsættes som stk. 10:
49
Stk. 1-9. --- »Stk. 10. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at et distributionsselskab skal videregive
målinger efter stk. 1, nr. 2, til en EU-database og verificere
indberettede målinger fra økonomiske aktører.«
§ 4
I lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1248 af 24.
oktober 2023, som ændret ved § 1 i lov nr. 1787 af 28.
december 2023, § 4 i lov nr. 640 af 11. juni 2024 og § 5 i lov
nr. 673 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:
1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU af 25.
oktober 2012 om energieffektivitet, om ændring af direktiv
2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv
2004/8/EF og 2006/32/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 315, side
1, som ændret ved Rådets direktiv 2013/12/EU af 13. maj
2013, EU-Tidende 2013, nr. L 141, side 28, ved Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2018/844/EU af 30. maj 2018,
EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 75, og ved Europa-Parla-
mentets og Rådets direktiv 2019/944/EU af 5. juni 2019,
EU-Tidende 2019, nr. L 158, side 125, dele af Europa-Par-
lamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november
2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L
20, side 7, som ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af
13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, dele
af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/944/EU af
5. juni 2019 om fælles regler for det indre marked for elek-
tricitet og om ændring af direktiv 2012/27/EU, EU-Tidende
2019, nr. L 158, side 125, dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11. december 2018 om
fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikil-
der, EU-Tidende 2018, nr. L 328, side 82, dele af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. novem-
ber 2008 om strafferetlig beskyttelse af miljøet, EU-Tiden-
de 2008, nr. L 328, side 28, og dele af Rådets direktiv
92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt
vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7,
som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13.
maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193. I loven
er der medtaget en bestemmelse fra Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 2019/943/EU af 5. juni 2019 om det indre
marked for elektricitet (omarbejdning), EU-Tidende 2019,
nr. L 158, side 54. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder
en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen
af bestemmelsen i loven er således udelukkende begrundet i
praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare
gyldighed i Danmark.
1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter: »dele af Euro-
pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/2001/EU af 11.
december 2018 om fremme af anvendelsen af energi fra
vedvarende energikilder, EU-Tidende 2018, nr. L 328, side
82,«: »som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets di-
rektiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring
af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og
direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra
vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv
(EU) 2015/652, EU-Tidende, L af 31. oktober 2023,«.
2. Efter § 9 indsættes:
Ȥ 9 a. Klima, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at ejere og brugere af husholdnings- og
industribatterier, herunder tredjeparter, der med udtrykkeligt
samtykke handler på ejernes eller brugernes vegne, skal ha-
ve adgang til grundlæggende oplysninger i batteristyringssy-
stemerne, herunder om hvordan adgangen opnås.
50
Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om, at ejere og brugere af elkøretøjer, herunder
tredjeparter, der med udtrykkeligt samtykke handler på ejer-
nes eller brugernes vegne, skal have adgang til grundlæg-
gende oplysninger om køretøjsbatterierne og køretøjernes
placering, herunder om hvordan adgangen opnås.
Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fast-
sætte regler om tilsyn med overholdelsen af regler, der
er udstedt i henhold til stk. 1 og 2. Klima-, energi- og
forsyningsministeren kan endvidere efter forhandling med
vedkommende minister fastsætte regler om, at andre offent-
lige myndigheder bemyndiges til at føre tilsyn med overhol-
delse af regler, der er udstedt i henhold til stk. 1 og 2.«
51