Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

university of copenhagen
Anbefalinger til regeringen i forhold til parallelle retspraksisser i Danmark
Petersen, Jesper; Vinding, Niels Valdemar
Publication date:
2024
Citation for published version (APA):
Petersen, J., & Vinding, N. V., (2024). Anbefalinger til regeringen i forhold til parallelle retspraksisser i Danmark,
22 s.
Download date: 15. okt.. 2024
Offentligt
REU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 1519
Retsudvalget 2023-24
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
1
Anbefalinger til regeringen i forhold til parallelle retspraksisser i Danmark
Forskningsprojektet Producing Sharia in Context på Københavns Universitet har mellem 2021–2024
empirisk undersøgt islamiske, parallelle retspraksisser i Danmark.1
Ud over at have produceret en stor
mængde grundforskning i sharia i Danmark, så når projektet en række konklusioner, som har
samfundsmæssig relevans. Dette har givet anledning til 14 anbefalinger til regeringen.
I marts 2024 præsenterede vi tre anbefalinger til ændringer af straffeloven og en anbefaling om en
konsekvensrettelse af trossamfundsloven (se appendiks A):
1. Forbyd religiøst polygami.
2. Forbyd fastholdelse i religiøse ægteskaber både i teori og i praksis.
3. Forbyd religiøse tvangsægteskaber både i teori og i praksis.
4. Konsekvensret fejlantagelser i trossamfundsloven om den religiøse autoritets medvirken ved
indgåelse af islamiske ægteskabskontrakter.
Anbefaling 1–3 styrker muslimske kvinders retsstilling under dansk lov ved at regulere parallelle
retspraksisser. Særligt anbefaling 1 og 2 er centrale, hvis Folketinget ønsker at iværksætte alternativer
til islamiske skilsmisseråd og hjælpe muslimske kvinder ud af tvingende kontrol og æresmotiveret
kontrol. Hvis anbefalingerne skal have en reel effekt, er det dog nødvendigt – når lovgivning er vedtaget
– at oplyse om rettigheder og muligheder for hjælp. Desuden er det nødvendigt at efterforskere,
politianklagere og dommere videreuddannes i parallelle retspraksisser. Lovgivning alene kan ikke løse
udfordringerne.
Kvinders udfordringer med islamiseret tvingende kontrol og æresmotiveret kontrol i forbindelse med
islamisk ægteskab og islamisk skilsmisse er i andre lande blevet adresseret med en af følgende tre
modeller: A) Samarbejde med islamiske autoriteter og institutioner. B) En mobilisering af
velfærdsstaten, hvor man gennem lovgivning og sociale indsatser løser problemerne. C) En
kombination af model A og B. Det er vores vurdering, at der i Danmark kun er politisk interesse for
model B, og derfor tager vi udgangspunkt i denne, når vi nu fremsætter følgende ti anbefalinger:
5. Undersøg muligheden for at forbyde indgåelse af religiøst ægteskab uden forudgående eller
samtidig indgåelse af civilt gyldigt ægteskab.
6. Undersøg muligheden for at familieretshuset sammen med den civile skilsmisse kan nedlægge
påbud om at et religiøst ægteskab opløses af parterne med rekurs til domstolene.
7. Udskift begreberne ”negativ social kontrol” og ”psykisk vold” med begrebet ”tvingende
kontrol” i straffelovens §243.
8. Styrk fagligt forankrede tilgange til tvingende kontrol.
9. Indfør religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform i socialfaglig praksis.
10. Inkluder tvingende kontrol, post-separationsvold og helbred i kommunale handleplaner.
11. Løs fagfolkenes og myndighedernes dilemma gennem positiv politik.
12. Adresser systematisk blindhed i centraladministrationen.
13. Formuler en eksplicit virkningsteori for alle nye integrationspolitiske initiativer.
14. Lav strategiske investeringer i praksisorienteret forskning.
Fællesnævneren for anbefalingerne er, at mange politiske og juridiske initiativer indtil nu har været
overraskende ineffektive og utilstrækkelige i forhold til at håndtere problemer relateret til parallelle
retspraksisser. Blandt andet har Regeringens Strategi mod Parallelle Retsopfattelser fra 2012 ikke haft
nogen målbar effekt.2
Derfor anbefaler vi, at regeringen undersøger muligheden for at lovgive på to
1
Projektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, 0163-00070B.
2
Liversage, Anika og Jesper Petersen (2020): Etniske minoritetskvinder og skilsmisse – med fokus på muslimske
praksisser. København: Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd; Petersen, Jesper (2025): The
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
2
specifikke områder, som vil medføre, at forhold som i dag reguleres gennem parallelle retspraksisser,
fremadrettet bliver reguleret under dansk lov (5–6). Hvis dette kan lade sig gøre, så vil muslimske
kvinder få reelle rettigheder under dansk lov, som de kan anvende til at komme ud af islamiske
ægteskaber. Dernæst anbefaler vi fem konkrete ændringer af lovgivningen og socialfaglig praksis (7–
11), hvis effekt vil kunne ses inden for kort tid, og tre strategiske initiativer (12–14), som vil have en
effekt på lang sigt.
Islamic Juridical Vacuum: An Ethnographic Study of How Parallel Legal Institutions Emerged in Denmark.
Leiden: Brill.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
3
5. Undersøg muligheden for at forbyde indgåelse af religiøst ægteskab uden forudgående eller
samtidig indgåelse af civilt gyldigt ægteskab
Begrebet ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” og begrebet ”andet ægteskabslignende forhold”,
som i marts 2021 blev indført i STRFL § 260, stk. 2. (LOV nr. 415 af 13/03/2021), dækker efter vores
opfattelse alle former for indgåelse af religiøst ægteskab som ikke har gyldighed under dansk lov i
Danmark.1
Vi anbefaler, at regeringen undersøger muligheden for at forbyde indgåelse af ”andet
ægteskabslignende forhold” og ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” uden forudgående eller
samtidig indgåelse af civilt gyldigt ægteskab. Dermed vil det være ulovligt at indgå parallelretslige
ægteskaber uden samtidig at være gift i henhold til dansk lov. Det vil sige, at alle de problematiske
forhold, der er relateret til udelukkende at være gift i eksempelvis et islamisk ægteskab, vil blive
ulovliggjort.
Vores anbefaling tager udgangspunkt i hollandsk lovgivning.2
Det er vores vurdering, at begreberne
”andet ægteskabslignende forhold” og ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” i den danske straffelov
muliggør, at regeringen forholdsvis let kan udvikle en dansk pendant til den hollandske model. Vi vil
dog opfordre til at regeringen tager evalueringer af den hollandske lovgivning med i sine overvejelser,
ligesom konsekvenserne for religionsfriheden skal undersøges,3
og at regeringen aktivt tager stilling til
om begrænsningen er saglig, proportionel og nødvendig.4
Desuden er det vigtigt, at regeringen
gennemtænker konsekvenserne af det foreslåede tiltag, sådan at man eksempelvis undgår at
kriminalisere ofrene for tvangsnikah, som falder uden for STRFL § 260, stk. 2.
1
Vinding, Niels Valdemar og Jesper Petersen (2023): Regulering af islamiske ægteskabspraksisser i nyere dansk
lovgivning. Retfærd 176
2
Ministry of Justice and Security (2021): Information about Religious Marriage: Marriage, Divorce and Marital
Captivity. The Hague: Dutch Minstry of Justice and Security.
https://www.government.nl/binaries/government/documenten/leaflets/2021/10/08/leaflet-information-about-
marital-captivity-for-citizens/02073+Hecht+Verbonden_folder+burgers_ENG_WEB.pdf (tilgået 4. September
2024).
3
For kritik af den hollandske lov se eksempelvis: Moors, Annelies, Martijn de Koning, and Vanessa Vroon-
Najem (2018): Secular Rule and Islamic Ethics: Engaging with Muslim-Only Marriages in the Netherlands.
Sociology of Islam 6(3).
4
Vinding, Niels Valdemar (2024): Regulating Islam. Limitations on Freedom of Religion in Denmark. I: Hill,
Mark og Lina Papadopoulou (red.): Islam, Religious Liberty and Constitutionalism in Europe. London:
Bloomsbury Publishing.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
4
6. Undersøg muligheden for at familieretshuset sammen med den civile skilsmisse kan nedlægge
påbud om at et religiøst ægteskab opløses af parterne med rekurs til domstolene
Vi anbefaler, at regeringen undersøger muligheden for, at familieretshuset i forbindelse med den civile
skilsmisse kan nedlægge påbud om at et ”andet ægteskabslignende forhold” eller ”religiøs vielse uden
borgerlig gyldighed” opløses af parterne (med rekurs til domstolene). Denne anbefaling vil kun have en
effekt for kvinder, som har indgået et civilt gyldigt ægteskab under dansk lov.
Hvis regeringen følger anbefaling 5 og lykkes med at indføre en lov, som gør gør det obligatorisk at
indgå civilt gyldigt ægteskab forud for eller samtidig med religiøst ægteskab, så kan anbefaling 5
sammen med anbefaling 6 have en enorm effekt på muslimske kvinders faktiske rettigheder og situation
i Danmark. Den centrale problemstilling, som skal løses, er jo netop, at kvinder skal hjælpes ud af
religiøse ægteskaber, og ved at koble religiøst ægteskab med civilt ægteskab, og ved at muliggøre påbåd
om opløsning af sådanne ægteskaber, så adresseres problemstillingen direkte.
Vores anbefaling tager udgangspunkt i hollandsk lovgivning, hvor man har sat aktivt ind overfor
fastholdelse i religiøse ægteskaber (herunder nikahfastholdelse) ved at give domstolene mulighed for
at nedlægge et ”et påbud om at medvirke til annullering af en religiøs eller ideologisk forpligtelse, der
eksisterer ud over ægteskabet”.1
Der eksisterer kun ganske lidt forskning i forhold til effekten af den
hollandske lovgivning, men virkningsteorien er klar og tydelig.2
Hvis det kan lade sig gøre at indføre lovgivning i henhold til anbefaling 5 og 6, så vil det medføre, at
forhold som i dag reguleres gennem parallelle retspraksisser, fremadrettet bliver reguleret under dansk
lov. Kvinder vil dermed få langt bedre mulighed for islamisk skilsmisse med hjælp fra danske
myndigheder. Dette kan gøres uden samarbejde med islamiske autoriteter (model A).
1
Lov af 9. marts 2023 om ændring af Code of Civil Procedure, Civil Code og nogle andre love (bekæmpelse af
ægteskabelig fangenskab og nogle andre emner):
https://www.eerstekamer.nl/behandeling/20230317/publicatie_wet_3/document3/f=/vm1fh76f2tym.pdf (tilgået
den 4. september 2024)
2
Van Eijk, Esther (2019): Khulʿ Divorce in the Netherlands: Dutch Muslim Women Seeking Religious Divorce.
Islamic Law and Society 26(1-2).
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
5
7. Udskift begreberne ”negativ social kontrol” og ”psykisk vold” med begrebet ”tvingende
kontrol” i straffelovens §243
I 2015 introducerede Wales og England – som de første lande i verdenen – lovgivning, der
kriminaliserer udøvelsen af tvingende kontrol (coercive control). Siden har andre lande lavet lignende
lovgivning – herunder Danmark hvor paragraffen om psykisk vold (STRFL §243) blev indført i 2019.
Oversættelsen af den forskningsbaserede viden til juridisk konceptualisering har imidlertid vist sig at
være vanskelig i en dansk kontekst, hvor STRFL § 243 allerede blev revideret to år efter sin indførelse.
Vi anbefaler en mere omfattende revision af STRFL § 243, som vil forankre paragraffen tydeligt i den
forsknings- og praksisbaserede viden om tvingende kontrol.
Baggrund
Psykisk vold blev den 30. marts 2019 ulovliggjort med indførelsen af STRFL § 243 (LOV nr. 329 af
30/03/2019). Det fremgår af lovforarbejderne, at ”Psykisk vold er et indarbejdet begreb især på det
sociale område” men at ”Begrebet er ikke ensartet defineret” og at ”at det ikke er hensigten med den
foreslåede bestemmelse at fastsætte en almen gældende definition af begrebet ’psykisk vold’”. Fraværet
af en klar og tydelig definition efterlader således fagfolk, som skal anvende paragraffen, med en
vanskelig opgave.1
I stedet for en definition præsenterer lovforarbejderne en afgrænsning af psykisk vold (L139, 2018–
2019). Der forstås i udgangspunktet, at psykisk vold udøves ”i nære relationer”, ”hvor gerningsmanden
har en tilknytning til forurettedes husstand”, at det gælder for ”særligt sårbare”, og at det skal ”betegne
et gentaget eller kontinuerligt mønster af handlinger eller undladelser (eller begge dele), der har til
formål at kontrollere eller dominere en anden, så denne underordner sig eller nedbrydes”. Samtidigt
forklares det, at ”der kan være tale om meget forskelligartede handlinger mv., som kan rumme
forskellige typer af fysiske eller psykiske krænkelser, der begås i nære relationer”, som er defineret eller
kriminaliseret andre steder i straffeloven, men at selve kriminaliseringen af psykisk vold består i
sammenkædningen i et handlemønster, der ”omfatter adfærd, som ikke er strafbar efter gældende ret,
og adfærd, der allerede er strafbar.”.
Tvingende kontrol er den faglige betegnelse for et konkret adfærdsmønster, hvor en person anvender
en eller flere af de syv voldsformer2
– herunder psykisk vold – til at kontrollere et andet menneske. Det
skaber derfor forvirring, at man i lovforarbejderne til STRFL § 243 vælger at bruge begrebet psykisk
vold til både at betegne adfærdsmønsteret tvingende kontrol og voldsformen psykisk vold (begrebet
tvingende kontrol fremgår ingen steder i lovforarbejderne). Dermed opstår der forvirring omkring
psykisk vold som henholdsvis voldsform og adfærdsmønster. Desuden er det problematisk, at man til
trods for anerkendelsen af, at tvingende kontrol foregår i et handlemønster, ikke beskriver dette
fyldestgørende.
Det påpeges i lovforarbejderne, at dele af beskrivelsen af psykisk vold er hentet fra den engelske Serious
Crime Act 2015, hvor Section 76 omhandler ”Controlling or coercive behaviour in an intimate or family
relationship”, hvilket er omfattende beskrevet blandt andet i The Code for Crown Prosecutors. Alligevel
fremstår formuleringerne i lovforarbejderne til STRFL § 243 amputeret i forhold den udførlige
beskrivelse og kvalificerede forståelse begrebet coercive control har på engelsk (coercive control
oversættes normalt til dansk med begrebet tvingende kontrol).
Med vedtagelsen af LOV nr. 126Aaf 09/03/2021 tilføjedes sætningen ”herunder ved udøvelse af negativ
social kontrol” i STRFL §243, og i lovforarbejderne blev det nu tydeliggjort, ”at negativ social kontrol
udgør kerneområdet for bestemmelsen”, hvilket ikke var tilfældet da paragraffen blev indført. Faktisk
1
Baumbach, Trine, Linda Kjær Minke og Tine Søberg (red.) (2024): Partnervold og partnerdrab – Samfundets
blinde vinkel. København: Djøf Forlag
2
De syv voldsformer er: Fysisk, psykisk, seksualiseret, materiel, digital, økonomisk og stalking.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
6
optræder begrebet negativ social kontrol kun én gang i lovforarbejderne til den oprindelige paragraf om
psykisk vold fra 2019, mens begrebet psykisk vold optræder 88 gange (L139, 2018–2019). Det er
bemærkelsesværdigt, at noget der i 2021 beskrives som ”kerneområdet for bestemmelsen” var næsten
fraværende i samme bestemmelse, da den blev formuleret i 2019. Den ene gang begrebet negativ social
kontrol optræder i L139, 2018–2019, tager det betydningen ”og så videre”. Begrebet gives intet
materielt indhold.
Udlændinge- og integrationsministeriet tilføjer i lovforarbejderne i 2021, at ministeriet ”er opmærksom
på, at negativ social kontrol allerede er omfattet af straffelovens § 243, og at ændringen derfor ikke vil
have betydning for bestemmelsens anvendelsesområde”, men at ministeriet ønsker at ”sende et klart
signal til bl.a. ofre for negativ social kontrol om, at negativ social kontrol efter omstændighederne kan
være strafbart som psykisk vold.” Hermed defineres negativ social kontrol både som ”kerneområdet for
bestemmelsen”, men også som noget der kun ”efter de nærmere omstændigheder kan være strafbart
som psykisk vold”. Paragraffens materielle indhold er med andre ord højest uklar.
Tilføjelsen af negativ social kontrol som kerneområdet for STRFL § 243 bliver yderligere problematisk
med barnets lov, hvor det af lovforarbejderne fremgår, at ”Negativ social kontrol anvendes oftest om
handlinger, som et fællesskab anvender til at regulere og/eller sanktionere individets adfærd i henhold
til fællesskabets normer”, samt at ”Negativ social kontrol kan have en karakter eller et omfang, hvor
den falder inden for straffelovens definition på psykisk vold” (L93, 2022–2023). Dette er til trods for at
straffeloven ikke opstiller en definition af psykisk vold, og til trods for at negativ social kontrol ovenfor
refererer til ”et fællesskab”, mens psykisk vold i kontrast skal forstås i ”nære relationer” med
”tilknytning til forurettedes husstand” (L139, 2018–2019). Således optræder psykisk vold og negativ
social kontrol nu som tilsyneladende komplementære begreber, der i en cirkelslutning falder inden for
hinandens definitioner. Dette er dog uden, at der gives egentlige definitioner, afgrænsning, eller materiel
udredning af gerningsindholdet.
Det skal tilføjes, at den norske kommission ”Lovutvalget om negativ sosial kontroll”, som rapporterede
den 24. juni 2024 også har bemærket den danske enegang i forhold til at skrive negativ social kontrol
ind i lovgivningen.3
Kommissionens vurdering var i forhold til alle paragraffer, den skulle forholde sig
til, at begrebet negativ social kontrol var for upræcist et begreb, og at det derfor ikke egnede sig til
lovgivning. Derfor rådede ”Lovutvalget om negativ sosial kontroll” den norske regering til ikke at
anvende begrebet negativ social kontrol i norsk lovgivning. I stedet pegede kommissionen på en række
fagligt forankrede revisioner af norsk lovgivning.
Anbefaling
Vi anbefaler, at man i STRFL § 243 indfører en ensartet definition af tvingende kontrol (coercive
control), som kriminaliseres i stedet for det nuværende begreb psykisk vold. Det vil sige, at vi anbefaler
en sondring mellem adfærdsmønsteret tvingende kontrol og voldsformen psykisk vold. Det bør fremgå
tydeligt, at tvingende kontrol er et adfærdsmønster, som manifesterer sig i en eller flere af de syv
voldsformer4
– heriblandt men ikke udelukkende psykisk vold. Det er særligt vigtigt, at økonomisk vold
som en del af tvingende kontrol bliver udtømmende beskrevet, sådan at kvinder ikke i praksis kommer
til at hæfte for gæld, der er stiftet som en del af sikkerhedsadfærd. Samtidig anbefaler vi, at begrebet
negativ social kontrol redigeres helt ud af STRFL § 243. Det er desuden afgørende, at begrebet
”tvingende kontrol” beskrives udtømmende i lovforarbejderne til en revision af STRFL § 243, så det
ikke forveksles med begrebet ”tvang” i STRFL § 260.
3
Lovutvalget om negativ sosial kontroll (2024): Lov og frihet: Negativ sosial kontroll, æresmotivert vold,
tvangsekteskap, kjønnslemlestelse, psykisk vold og ufrivillig utenlandsopphold – juridiske problemstillinger og
forslag til regelverksendringer. Oslo: Departementenes Sikkerhets- og Serviceorganisasjon.
4
Hvis regeringen vælger at følge anbefaling 9 om at indføre religiøs vold og kontrol som den ottende
voldsform, så bør denne også skrives ind i STRFL §243.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
7
8. Styrk fagligt forankrede tilgange til tvingende kontrol
Nedenfor anbefaler vi en udfasning af begrebet negativ social kontrol på bestemte fagfelter. Vi vil dog
indledningsvis bemærke, at begrebet negativ social kontrol har haft – og i nogle sammenhænge stadig
har – en vis berettigelse. Begrebet negativ social kontrol har eksempelvis vist sig at være et godt og
brugbart begreb i dansk politik, hvor det har muliggjort diskussioner af komplekse, sociale fænomener.
Desuden har begrebet været anvendt socialfagligt på områder, hvor der har været begrænset viden, og
dermed har begrebet sat fokus på problemer, som ellers kunne være gået ubemærket hen. Vores
anbefaling angår ikke disse anvendelsesområder, hvor begrebet negativ social kontrol syntes at have en
positiv effekt.
Den udbredte, faglige kritik af begrebet negativ social kontrol angår primært, at det er uklart defineret,
det er vanskeligt at skelne det fra æresmotiveret kontrol, og at det ikke er tilstrækkeligt fagligt
forankret.1
Det primære problem med begrebet negativ social kontrol er, at det anvendes som en teknisk betegnelse
for en lang række problemer, der måske er emnemæssigt beslægtet, men ellers ikke har andre overlap.
Når alle mønstre for kontrollerende adfærd betegnes med ét begreb, bliver det yderst vanskeligt at
identificere konkrete kontrolmønstre og handle på en hensigtsmæssig måde. Eksempelvis er der stor
forskel på omsorgssvigt, overgreb mod børn, post-separationsvold og fastholdelse i religiøse
ægteskaber. Alle disse (og mange flere) fænomener kan ikke forstås ved hjælp af ét analytisk koncept,
sådan som der lægges op til med begrebet negativ social kontrol. Omsorgssvigt og overgreb mod børn
er ét fænomen, mens fastholdelse i religiøse ægteskaber og post-separationsvold er et andet fænomen,
og det er på ingen måde oplagt at behandle disse to (og mange andre) meget forskellige fænomener ud
fra samme faglige udgangspunkt.
I socialfaglig praksis er det stærkt uhensigtsmæssigt, når eksempelvis æresmotiveret kontrol og
tvingende kontrol rodes sammen, for disse adfærdsmønstre kalder på meget forskellige handlinger fra
myndighedernes side.2
Desværre er sådanne (og mange andre) sammenrodninger ikke ualmindelige,
fordi alt – herunder æresmotiveret kontrol og tvingende kontrol – anses som forskellige udtryk for
negativ social kontrol. Dette har direkte konsekvenser for vold- og kontrolofre, og det medfører at
sociale indsatser får begrænset effekt.
Vi anbefaler derfor, at man konsekvent oversætter politiske ambitioner, der er udtrykt med begrebet
negativ social kontrol til fagterminologi, når dette er muligt. Dette er afgørende for at borgere får
meningsfuld og effektiv hjælp af myndighederne, og dermed også for en optimal udnyttelse af
ressourcerne på integrationsområdet. Det vil sige, at for at kunne levere på politiske ambitioner om at
bekæmpe negativ social kontrol, så er det nødvendigt at oversætte begrebet negativ social kontrol til
problemnærværende fagterminologi.
Helt konkret anbefaler vi, at man i stedet for begreberne æresrelaterede konflikter og negativ social
kontrol fremadrettet anvender begreberne æresmotiveret kontrol og tvingende kontrol. Dette vil først
og fremmest introducere helt essentiel viden om tvingende kontrol, og det vil skabe klarhed og et
overblik over adfærdsmønstrene. Det er dog vigtigt at understrege, at det er det faglige indhold, som
ligger bag begreberne, som skal udskiftes.
Selvom begrebet tvingende kontrol ikke officielt bliver anvendt af danske myndigheder, så har det i de
senere år vundet en vis popularitet blandt fagfolk, som arbejder i myndigheder, NGO’er og
1
Petersen, Jesper (2024): En konstruktiv kritik af begrebet negativ social kontrol. RELevans 1(1).
2
Petersen, Jesper (2024): Æresmotiveret kontrol og tvingende kontrol. I: Baumbach, Trine, Linda Kjær Minke
og Tine Søberg (red.): Partnervold og partnerdrab – Samfundets blinde vinkel. København: Djøf Forlag.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
8
civilsamfundsaktører. Dette skyldes primært, at den viden, som ligger bag begrebet, er yderst
anvendelig og giver svar på mange af de forvirringer, der er forårsaget af begrebet negativ social kontrol.
Nogle fagfolk kender begrebet fra udgivelser om de otte forudsigelige skridt før drabet på en kvindelig
partner,3
mens andre kender begrebet fra den engelsksprogede litteratur om coercive control, som har
fået stor popularitet blandt fagfolk i Danmark – heriblandt særligt Jane Monckton Smiths bog In
Control: Dangerous Relationships and How They End in Murder og til dels også Evan Starks Coercive
Control: How Men Entrap Women in Personal Life. I øvrigt er både fagfolk og forskere begyndt at
udgive om tvingende kontrol på dansk.4
Tvingende kontrol afhjælper med andre ord en del af den blindhed, som begrebet negativ social kontrol
har medført. Faren ved begrebet negativ social kontrol er netop, at tvingende kontrol ikke bliver
opsporet, og at myndighederne handler uhensigtsmæssigt når borgere henvender sig med brug for hjælp
til at komme ud af tvingende kontrol. Kort sagt: Begrebet tvingende kontrol forklarer komplekse
fænomener på en let tilgængelig måde og peger på, hvordan man skal handle som fagperson.
Vi vil afslutningsvis understrege, at vores anbefaling er generel og angår således ikke kun tvingende
kontrol. Vi anbefaler, at man konsekvent oversætter politiske ambitioner, der er udtrykt med begrebet
negativ social kontrol til fagterminologi, når dette er muligt.
3
Se eksempelvis Danner: https://danner.dk/8-forudsigelige-skridt-for-drabet-pa-en-kvindelig-partner/ (tilgået
den 8. juli 2024).
4
Eksempelvis: Baumbach, Trine, Linda Kjær Minke og Tine Søberg (red.) (2024): Partnervold og partnerdrab
– Samfundets blinde vinkel. København: Djøf Forlag; Petersen, Jesper (2023) Handlevejledning for Tvingende
Kontrol: Med Særligt Fokus på Muslimske Forhold. Odense: Odense Kommune; Søberg, Tine, Sofia Kjær, Maja
Markman, Jesper Arff Rimmen (2023): Psykisk vold er alvorlig og systematisk vold, der baner vejen for andre
volds- og kriminalitetsformer – hvorfor er den så svær at få greb om? Tidsskrift for Kriminalret 160.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
9
9. Indfør religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform i socialfaglig praksis
I dansk, socialfaglig praksis arbejder man med syv voldsformer: Fysisk, psykisk, seksualiseret, materiel,
digital, økonomisk og stalking.1
Vi anbefaler at tilføje religiøs vold og kontrol som den ottende
voldsform. Baggrunden for denne anbefaling er, at religion kan spille en vigtig rolle i adfærdsmønstre
– særligt i tvingende kontrol men også i nogle sager om æresmotiveret kontrol.2
Om end dette er et
forholdsvis sjældent fænomen, så findes der sager, hvor religiøse dynamikker er de primære. Der
eksisterer i forskningen allerede begrebet religious coercive control,3
som kan inspirere udviklingen af
religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform.
At definere religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform vil bringe fokus på religiøst forankrede
problemstillinger i socialfaglig praksis, som ofte går ubemærket hen eller håndteres uhensigtsmæssigt
grundet manglende religionsfaglig viden og/eller fraværet af handlevejledninger i forhold til religiøse
problemstillinger. Der er med andre ord et fagligt tomrum, som bør udfyldes.
En fagligt forankret håndtering af religiøst funderede problemfelter vil have en lang række positive
følgevirkninger såsom færre misforståelser mellem fagfolk og borgere, bedre opsporing af religiøs vold
og kontrol og mindre berøringsangst. Desuden vil en faglig forankring håndtering af religiøse
problemstillinger i socialt arbejde reducere diskrimination på baggrund af fordomme om religiøse
minoriteter.
En fagligt forankret tilgang til religion i det socialfaglige arbejde vil reducere antallet af sager, hvor
fagfolk overser æresmotiveret kontrol og tvingende kontrol, fordi disse udtrykkes i en religiøs symbolik.
Særligt i forhold til indsatser mod parallelle retspraksisser såsom religiøse tvangsægteskaber, religiøse
vielser med mindreårige og fastholdelse i religiøse ægteskaber er det vigtigt, at fagfolk har viden om
religiøs vold og kontrol. Dette kan også gøre sig gældende for emner såsom frit partnervalg,
homoseksualitet og ufrivillige udlandsophold.
Selvom ovenstående anbefaling kun angår socialfaglig praksis, så vil vi bemærke, at nogle former for
religiøs kontrol allerede er kriminaliseret. Eksempelvis er religiøse tvangsægteskaber, fastholdelse i
religiøse ægteskaber og religiøse ægteskaber med mindreårige kriminaliseret i STRAFL § 260, stk. 24
og STRFL § 260 a. At indføre religiøs vold og kontrol som den ottende voldsform vil således også
stemme godt overens med den måde, hvorpå man i de seneste år har valgt at lovgive. Ved en revision
af STRFL § 243 i henhold til anbefaling 7, bør religiøs kontrol skrives ind som den ottende voldsform.
Indførelsen af begreberne religiøs vold og kontrol som komponenter i fagfolks arbejde med borgerne
vil kræve at relevante fagfolk videreuddannes i denne voldsform og at man opdaterer eksisterende
undervisningsmaterialer og handlevejledninger.
1
Se eksempelvis Lev Uden Vold: https://levudenvold.dk/viden-om-vold/former-for-vold/ (tilgået 8. juli 2024).
2
For et studie af Islamized coercive control se eksempelvis: Petersen, Jesper (2025): The Islamic Juridical
Vacuum: An Ethnographic Study of How Parallel Legal Institutions Emerged in Denmark. Leiden: Brill.
3
Se eksempelvis: Mulvilhill, Natasha, Nadia Aghtaie, Andrea Matolcsi, and Marianne Hester (2022): UK
Victim-Survivor Experiences of Intimate Partner Spiritual Abuse and Religious Coercive Control and
Implications for Practice. Criminology & Criminal Justice 23(5).
4
Qua anbefaling 2 og 3 så fungerer denne paragraf ikke efter hensigten.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
10
10. Inkluder tvingende kontrol, post-separationsvold og helbred i kommunale handleplaner
Serviceloven § 12 a anfører at, ”Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at borgere, der henvender sig på
grund af æresrelaterede konflikter, får mulighed for at få gratis rådgivning i henhold til [serviceloven]
§ 10”. Ideelt set vil det sige, at alle borgere i Danmark, som står i en æresmotiveret konflikt, burde have
adgang til fagligt kvalificeret rådgivning. Vi anbefaler, at denne paragraf udvides, sådan at den
fremadrettet også omfatter tvingende kontrol og post-separationsvold.
Baggrunden for anbefalingen er, at særligt tvingende kontrol og post-separationsvold udgør signifikante
problemer, som ikke omfattes af serviceloven. Det medfører, at disse problemer let overses, og at
kommunerne ikke nødvendigvis har de rette faglige kompetencer og handleplaner til at håndtere disse
problemer på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde.
Desuden anbefaler vi, at der i serviceloven § 12 a, stk. 3 tilføjes et yderligere krav til handleplaner i
form af en lægefaglig vurdering af borgerens helbredstilstand – herunder screening for PTSD med
efterfølgende udredning hvis relevant. Det er almindeligt, at personer, der har været udsat for gentagen
vold og kontrol, udvikler eksempelvis PTSD,1
og det er derfor vigtigt at foretage en systematisk
screening med efterfølgende udredning og behandling, når dette er relevant.
I øvrigt vil vi bemærke, at med vedtagelsen af LOV nr. 721 af 13/06/2023 (bedre kendt som Barnets
Lov) blev landets kommuner pålagt at ”udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og
håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og
deres familier” (§ 15, stk. 3). Flere kommuner valgte i den forbindelse at inkludere en vejledning i
forhold til æresrelaterede konflikter for voksne med reference til serviceloven § 12 a. Man kunne
overveje, om handleplaner i forhold til serviceloven § 12 a også skulle gøres obligatoriske.
1
Dokkedahl, Sarah Bøgelund og Dorte Mølgaard Christiansen (2024): Krise- og traumereaktioner hos
mennesker udsat for gentagen vold. I: Baumbach, Trine, Linda Kjær Minke og Tine Søberg (red.) (2024):
Partnervold og partnerdrab – Samfundets blinde vinkel. København: Djøf Forlag.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
11
11. Løs fagfolkenes og myndighedernes dilemma gennem positiv politik
Vi anbefaler, at både regeringen og kommunerne i tillæg til de eksisterende negative politikker, hvor
man fortæller fagfolk, hvad de ikke må gøre, systematisk formulerer positiv politik, hvor man giver
fagfolk handlemuligheder. Et godt eksempel på en udbredt negativ politik er de mange (uformelle) nul-
samarbejdspolitikker – altså at man ikke må samarbejde med imamer og andre religiøse autoriteter
omkring eksempelvis islamisk skilsmisse. En sådan negativ politik er ikke problematisk i sig selv, men
det bliver den, hvis ikke den ledsages af en positiv politik, som forklarer, hvordan problemer med
islamiske skilsmisser og andre parallelle praksisser så skal håndteres.1
Når der på et område ikke er formuleret positiv politik, efterlades fagfolk og myndigheder i alvorlige
dilemmaer. Hvis en borger eksempelvis henvender sig for at få hjælp med en islamisk skilsmisse, så har
fagfolk typisk ikke andre handlemuligheder end at afvise problemet grundet fraværet af positiv politik.
Det kan imidlertid være svært at afvise et andet menneske i nød, og derfor er det ikke ualmindeligt at
fagfolk handler uautoriseret og eksempelvis kontakter en religiøs leder for at få hjælp til at løse
problemet.
I forskningsprojektet ”Producing Sharia in Context” har vi afdækket, hvordan der i de seneste to årtier
har eksisteret uformelle samarbejder mellem danske myndigheder og islamiske autoriteter og
institutioner i forhold til parallelle retspraksisser.2
I nogle tilfælde lægger danske myndigheder endda
islamiske autoriteter og institutioner under pres for, at de skal påtage sig parallelretslige opgaver, hvilket
har været en blandt flere faktorer, som har medført en institutionalisering af parallelle retspraksisser i
Danmark. Det vil sige, at negativ politik, som har til formål at forhindre institutionaliseringen af
parallelle retspraksisser snarere fremmer denne institutionalisering.3
At føre en positiv politik kræver, at man formulerer konkrete løsninger på parallelretslige problemer,
hvilket både vil lede til en signifikant mere effektiv indsats og vil løse fagfolkenes og myndighedernes
dilemmaer. Desuden vil ressourcerne, som allerede er afsat, blive udnyttet væsentligt bedre. Med
erfaring fra udlandet kan set kan positiv politik overordnet formuleres i henhold til en af følgende tre
modeller: A) Samarbejde med islamiske autoriteter og institutioner. B) En mobilisering af
velfærdsstaten, hvor man gennem lovgivning og sociale indsatser løser problemerne. C) En
kombination af model A og B. Som nævnt på side 1, så arbejder vi udelukkende med model B.
Det er vigtigt at understrege, at negativ politik uden positiv politik har vist sig i praksis at medføre
model A. En stramning af negative politikker uden formuleringen af positiv politik kan have en
begrænset effekt på kort sigt men vil uagtet intentionerne bag højest sandsynligt føre til model A.
Samtidig vil en stramning af negative politikker hverken løse borgernes problemer eller fagpersonernes
og myndighedernes dilemmaer. Kun formuleringen af positiv politik kan i praksis føre til en effektiv
model B eller C. Vi anerkender, at formuleringen af en positiv politik til understøttelse af model B
nødvendigvis vil være innovativ, men vi mener, at det kan lade sig gøre.
Vi skal for en god ordens skyld bemærke, at de to nuværende, islamiske skilsmisseråd i Danmark begge
er grundlagt med henblik på at forbedre retstilstanden for særligt kvinder i parallelretslige praksisser.
Det er desuden væsentligt at bemærke, at der allerede eksisterer parallelle retsinstitutioner for jøder og
katolikker i Danmark, og at muslimske ledere ofte taler om at følge en lignende model.
1
Dette er også konklusionen i: Siddique, Mona, Anne-Marie Hutchinson, Sam Momtaz og Mark Hedley (2018):
The Independent Review into the Application of Sharia Law in England and Wales. London: The Home Office.
https://assets.publishing.service.gov.uk/media/5a750e8040f0b6397f35d531/6.4152_HO_CPFG_Report_into_Sh
aria_Law_in_the_UK_WEB.pdf (tilgået den 8. august 2024).
2
Petersen, Jesper (2025): The Islamic Juridical Vacuum: An Ethnographic Study of How Parallel Legal
Institutions Emerged in Denmark. Leiden: Brill.
3
Ibid.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
12
Baggrund
I 2011 udkom SFI-rapporten Parallelle Retsopfattelser, som i 2012 førte til Regeringens strategi mod
parallelle retsopfattelser – Opgør med tvang og undertrykkelse ifm. religiøse vielser. Denne strategi
bestod af fire dele: 1) Lovændringer, 2) Undervisning og styrket oplysning til religiøse trossamfund, 3)
Opkvalificering af fagfolk og offentlige myndigheder, 4) Direkte støtte til borgere med særligt fokus på
kvinder og mindreårige. Da VIVE i 2020 lavede en opfølgning på 2011 rapporten med titlen Etniske
minoritetskvinder og skilsmisse – Med fokus på muslimske praksisser, var det tydeligt, at strategien
havde fejlet. Problemer relateret til parallelle retspraksisser var ikke reduceret. Tværtimod
dokumenterer rapporten fra VIVE en begyndende institutionalisering af de parallelle retspraksisser. Vi
har i forskningsprojektet ”Producing Sharia in Context” vist, at denne institutionalisering er så
fremskreden, at der i 2024 eksisterer institutionaliserede, islamiske skilsmisseråd i Danmark.4
Udeblivelsen af en effekt af Regeringens strategi mod parallelle retsopfattelser fra 2012 skyldes
primært, at strategien byggede en lang række misforståelser af problemstillingerne, som den skulle
adressere:
1) Den grundlæggende ide bag lovændringerne – særligt STRFL § 260, stk. 2 – var god, men
desværre var den lovgivning, som blev indført, af så lav kvalitet, at den i store træk var
irrelevant i forhold til problemstillingerne (LOV nr. 434 af 01/05/2013).5
2) Parallelle retspraksisser er kun i meget lille grad reguleret ved dansk lov, og derfor er effekten
af at oplyse om dansk lovgivning også ringe.
3) Det er utilstrækkeligt at undervise fagfolk og myndigheder i problemstillinger vedrørende
parallelle retspraksisser, hvis de samme fagfolk og myndigheder ikke samtidig får nogle
handlemuligheder, sådan at de også kan handle på problemerne.
4) I store træk byggede støtteordningen på misforståelser af de problemstillinger, som den skulle
adressere. Det kan dog ikke udelukkes, at den kan have haft en begrænset effekt, selvom
ressourcerne kunne have været brugt mere effekt, hvis støtteordningen havde været bedre
fokuseret på borgernes egentlige problemer.
Da rapporten fra VIVE (se ovenfor) udkom i 2020 handlede den daværende regering på samme måde
som i 2012:
1) STRFL § 260, stk. 2 blev revideret, sådan at de mest alvorlige misforståelser fra 2011 blev
udbedret (LOV nr. 415 af 13/03/2021). I dette arbejde formulerede man desuden begrebet
”andet ægteskabslignende forhold”, som i praksis muliggør regulering af islamiske ægteskabs-
og skilsmissepraksisser under dansk lov. Dette begreb blev indskrevet i STRFL § 260, skt. 2 og
STRFL § 260 a men ikke i STRFL § 208. Desværre er der stadig inkongruens mellem STRFL
§260, stk. 2 og islamiske praksisser, hvilket gør denne paragraf irrelevant i langt størstedelen
af sager om fastholdelse i religiøst ægteskab og tvang ved indgåelse af religiøst ægteskab.6
2) Der var ingen ændringer i forhold til kurserne i dansk familielovgivning, og da parallelle
retspraksisser – som nævnt ovenfor – kun i meget lille grad er reguleret ved dansk lov, så er
effekten af at oplyse om dansk lovgivning også ringe.
3) SIRI arrangerede undervisning i parallelle retspraksisser og relevant dansk lovgivning (STRFL
§ 243) for fagfolk i hele landet med brug af eksterne undervisere.7
Man havde imidlertid ingen
løsninger på problemerne, selvom dette var et gennemgående spørgsmål fra kursister.
4
Se note 2.
5
Vinding, Niels Valdemar og Jesper Petersen (2023): Regulering af islamiske ægteskabspraksisser i nyere dansk
lovgivning. Retfærd 176.
6
Ibid.
7
Jesper Petersen forestod undervisningen i parallelle retspraksisser.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
13
Formuleringen af en positiv politik skal med andre ord gå forud for opkvalificering, for man
kan ikke forvente en effekt, hvis man ikke giver fagfolk handlemuligheder.
4) Als Research og Dansk Flygtningehjælp lavede en oplysningskampagne om rettigheder i
henhold til dansk lov på vegne af UIM. Det skal her bemærkes, at kvinderne ikke har problemer
med at få skilsmisse i henhold til dansk lov, og således havde kampagnen ikke fokus på
problemstillinger vedrørende parallelle retspraksisser.8
Eftersom tiltagene i 2020/2021 er næsten identiske med tiltagene i 2011 og samtidig byggede på en lang
række misforståelser af problemstillingerne, så er det ikke forventeligt, at de vil have den effekt, som
der politisk er forhåbninger om. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at der ikke er blevet formuleret
nogen handlevejledninger i forhold til, hvordan fagfolk skal håndtere eksempelvis borgeres
forespørgsler om hjælp til islamisk skilsmisse.
Hvis der i 2011 eller 2020 havde været formuleret en positiv politik og foretaget lovændringer, som
reelt adresserede problemstillingerne, så ville begge strategier – særligt punkt 3 og 4 – formentlig have
haft en signifikant effekt. Det vil sige, at strategien formentlig ville have været effektiv, hvis der blot
havde været formuleret en positiv politik.
8
Jesper Petersen sad i følgegruppen til denne kampagne.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
14
12. Adresser systematisk blindhed i centraladministrationen
Der er en systematisk blindhed i centraladministrationen i forhold til integrationsproblematikker og
parallelle retspraksisser. Denne blindhed opstår, når embedsmænd forveksler den egentlige sociale
virkelighed med juridiske forventninger om, hvordan den sociale virkelighed bør være. Det sidste er et
ideal, som ikke nødvendigvis svarer til virkeligheden, men vi har i forskningsprojektet ”Producing
sharia in context” demonstreret, hvordan den observerede virkelighed systematisk tilsidesættes til fordel
for idealer, der gøres gældende som social virkelighed.1
En del af blindheden er forårsaget af metodik i centraladministrationen. Eksempelvis afviste den
daværende Sundheds- og Ældreminister den 4. oktober 2016 skriftligt et spørgsmål fra Folketingets
Sundheds- og Ældreudvalg angående mulige jomfrutests udført i sundhedsvæsenet:
Til brug for min besvarelse af spørgsmålet har ministeriet indhentet et bidrag fra Styrelsen for
Patientsikkerhed. Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser bl.a. følgende:
”Styrelsen har foretaget en søgning i styrelsens ESDH-systemer, herunder i styrelsens
tilsynssager og klagesager. Der er ikke ved søgningen fremkommet oplysninger, der indikerer, at
der udføres jomfrutest i det danske sundhedsvæsen. Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke i
øvrigt kendskab til, at der udføres jomfrutest i det danske sundhedsvæsen. Endelig kan styrelsen
oplyse, at der i Sundhedsdatastyrelsen ikke er koder for registreringer af jomfrutest i de nationale
registre (i og med at det ikke er et tilbud i sundhedsvæsenet), hvorfor der ikke findes tal herom.”
Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Styrelsen for Patientsikkerhed.2
Dermed var sagen lukket. Problemet er, at svaret åbenlyst ikke er korrekt, og det ville man have vidst,
hvis man blot havde lavet en overfladisk undersøgelse af fænomenet, for flere læger havde været ude i
medierne og fortælle om de etiske dilemmaer, som de bringes i, når borgere henvender sig for at få
udført jomfrutests (se eksemplet nedenfor). Disse tilkendegivelser ville man kunne have fundet ved en
søgning på Google. Det var med andre ord let tilgængelig viden. Den 31. januar 2015 kunne man endda
læse på forsiden af Kristeligt Dagblad under overskriften ”Unge kvinder tvinges til mødomstjek” at,
Det er et anerkendt medicinsk faktum, at selv højt specialiserede gynækologer ikke med nogen
form for sikkerhed kan afgøre, hvorvidt en kvinde er jomfru eller ej. Alligevel skriver danske
læger hvert år under på, at unge kvinder med muslimsk baggrund endnu har deres mødom intakt.
Det sker, fordi lægerne vurderer, at det er vigtigt for kvinden – og i nogle tilfælde også for hendes
sikkerhed – at hun over for sin familie og kommende svigerfamilie kan fremvise et dokument,
som fastslår, at hun er jomfru. ”Jeg møder den slags kvinder et par gange om året. Og jeg foretager
hver gang en gynækologisk undersøgelse og skriver under på, at hun er jomfru. Jeg synes
selvfølgelig ikke, at det er fantastisk at foregive en undersøgelse, der medicinsk ikke er mulig.
Men jeg vurderer, at hensynet til kvinden må veje tungere end hensynet til min faglighed. Jeg
ved, at langt størstedelen af mine kolleger træffer samme valg. Kun et fåtal nægter at foretage
undersøgelsen,” siger en af landets førende gynækologer Charlotte Wilken-Jensen, der er ledende
overlæge på gynækologisk afdeling på Hvidovre Hospital.3
Til trods for denne og mange andre klare tilkendegivelser om den egentlige praksis i sundhedsvæsenet,
så er det bemærkelsesværdigt, at centraladministrationen – i dette tilfælde Sundheds- og
Ældreministeriet og Styrelsen for Patientsikkerhed – ikke indsamlede den let tilgængelig viden om
1
Jesper (2025): The Islamic Juridical Vacuum: An Ethnographic Study of How Parallel Legal Institutions
Emerged in Denmark. Leiden: Brill.
2
Sundheds- og Ældreministeriet (2016). Ministersvar til Folketingets Sundeds- og Ældreduvalg den 4. oktober.
https://www.ft.dk/samling/20151/almdel/suu/spm/926/svar/1347217/1670841/index.htm (set 8. juli 2024).
3
Jessen, Freja Bech (2015): Unge kvinder tvinges til mødomstjek. Kristeligt Dagblad den 31. januar.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
15
jomfrutests i sundhedssystemet, som var offentliggjort i danske medier. Denne form for blindhed kan
let afhjælpes gennem metodiske ændringer i embedsværkets arbejdsgange (se anbefalinger nedenfor).
Vi skal kort understrege, at vi i det ovenstående ikke forholder os til danske lægers praksis med
jomfrutests. Eksemplet har udelukkende til formål at demonstrere en bestemt type blindhed i
centraladministrationen.
Der er former for blindhed i centraladministrationen, som er væsentlig vanskeligere at adressere end
ovenstående. Blindhed kan eksempelvis være forankret i, at centraladministrationen ikke har udviklet
sine egne interne beskrivelser af integrationsproblematikker og parallelle retspraksisser, og dermed
bliver disse usynlige for centraladministrationen – endda i sager, hvor centraladministrationen bliver
præsenteret for helt tydelige sager. Eksempelvis præsenterede Tina Magaard i foråret 2009 en rapport,
hvori hun blandt andet dokumenterede islamisk polygami i Danmark, hvilket fik stor, politisk
opmærksomhed. Den 7. maj 2009 blev den daværende Minister for Flygtninge, Indvandrere og
Integration på baggrund af et samrådsspørgsmål bedt om ”en oversigt over igangsatte og påtænkte
initiativer vedrørende indsatsen mod flerkoneri”. I svaret gør embedsværket gældende at islamisk
polygami er ulovligt i Danmark:
Det følger således af straffelovens § 208, at indgår en person, som allerede er gift, nyt ægteskab,
vil forholdet være strafbart som bigami efter straffelovens § 208, hvis den pågældende har handlet
forsætligt eller groft uagtsomt.
Islamisk polygami er imidlertid ikke ulovligt i Danmark. STRFL § 208 nævner kun ”ægteskab” og
”registreret partnerskab”. Den nævner hverken ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” eller ”andet
ægteskabslignende forhold”, og derfor er det ikke ulovligt at indgå flere af disse typer af ægteskaber (et
islamisk ægteskab var dengang inkluderet i betegnelsen ”ægteskabslignende forhold”, mens det i dag
er inkluderet i betegnelsen ”andet ægteskabslignende forhold” jævnfør STRFL § 260, stk. 2)4
. Dette
faktum medfører, at den strategi, som fremlægges over de tre efterfølgende sider i svaret, ikke adresserer
det faktiske problem. I øvrigt kan vi oplyse – qua vores første anbefaling til regeringen5
– at islamisk
polygami stadig er lovligt i Danmark.
Ovenstående blindhed er systemisk forankret, og derfor er den væsentlig vanskeligere at adressere end
den blindhed, som er forårsaget af metodiske problemer. Ofte bliver blindheden dog påpeget af fagfolk
og forskere i danske medier, men sådanne problemstillinger bliver ofte afvist af centraladministrationen.
Eksempelvis påpegede vi i 2020, at nogle muslimske kvinder for at opnå islamisk skilsmisse afstår
større pengebeløb, forældremyndighed eller indgår andre urimelige aftaler.6
Nogle af disse aftaler
registreres som frivillige forlig i Familieretshuset, hvilket giver dem gyldighed under dansk lov. Da
dette blev taget op i et samråd, svarede den relevante minister efterfølgende skriftligt, at
I Danmark behandles skilsmissesager alene af Familieretshuset og domstolene [sic], og sagerne
afgøres udelukkende efter dansk ret… Det samme gælder for de spørgsmål om navnlig
forældremyndighed og børnebidrag, som ofte opstår i forbindelse med en skilsmisse. I pressen
har der været omtale af såkaldte religiøse skilsmissekontrakter, der anvendes i nogle muslimske
miljøer. Ifølge pressen indeholder disse kontakter vilkår for skilsmissen, bl.a. om selve
skilsmissen, forældremyndighed og børnebidrag. Som kontrakterne er beskrevet i pressen, er de
4
Vinding, Niels Valdemar og Jesper Petersen (2023): Regulering af islamiske ægteskabspraksisser i nyere dansk
lovgivning. Retfærd 176.
5
Petersen, Jesper og Niels Valdemar Vinding (2024): Forslag til styrkelse af gældende ret vedr. muslimske
kvinders rettigheder. København: Københavns Universitet. https://static-
curis.ku.dk/portal/files/392386607/Forslag_til_styrkelse_af_g_ldende_ret_vedr_muslimske_kvinders_rettighede
r_Petersen_Vinding_2024.pdf (tilgået den 8. juli 2024).
6
Birk, Christian (2020): Ny Bog: Offentlige myndigheder stadfæster shariakontrakter. Berlingske den 30.
september.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
16
– bortset fra enkelte elementer – ikke gyldige efter dansk ret. Dette er nærmere gennemgået i
vedlagte notat.7
Her har embedsmændene tydeligt forvekslet den sociale virkelighed i form af parallelle retspraksisser
med et ideal om, at kun dansk lov har gyldighed i Danmark. Sidstnævnte er naturligvis principielt
korrekt, men det er ikke i overensstemmelse med den sociale virkelighed, hvor parallelle retspraksisser
har gyldighed, mens dansk lov kan være mere eller mindre irrelevant. I dette tilfælde er der endda tale
om, at dansk lov i praksis bliver undergravet og anvendes til at give de parallelle retspraksisser
gyldighed under dansk lov. Det er med andre ord ikke korrekt i praksis, at ”I Danmark behandles
skilsmissesager alene af Familieretshuset og domstolene”.
Ministersvaret slutter med ”På den baggrund finder jeg ikke anledning til yderligere undersøgelse af
Familieretshusets godkendelse eller ”blåstempling” af skilsmissekontrakter som de omhandlede”, og
dermed var sagen lukket. Det er i vores øjne bemærkelsesværdigt, at centraladministrationen lukker
sagen uden at have forsøgt at indhente yderligere viden om problemet med parallelretslige praksisser.
Vi blev på intet tidspunkt kontaktet af hverken ministeriet eller familieretshuset med henblik på en
uddybning af de ret alvorlige problemer, som vi havde dokumenteret.
Historier om kvinder, der afstår rettigheder under dansk lov for at opnå islamisk skilsmisse i en
parallelretslig proces, er velkendte i forskningen, hvor de kaldes weaponized talaq. Fænomenet er også
velkendt i danske medier, hvor problemstillingen har været beskrevet af jurister8
og kvinder, der er stået
frem.9
Det vil sige, at ligesom med jomfrutests udført i det danske sundhedsvæsen så kunne
centraladministrationen have søgt på google for at finde mere info om parallelretslige praksisser, for
der er tale om let tilgængelig viden. Centraladministrationen har i øvrigt endnu ikke anerkendt
problemerne med parallelretslige praksisser (weaponized talaq), som influerer udfaldet af sager i
Familieretshuset gennem ”frivilligt” indgåede forlig.
Det er vigtigt at understrege, at blindheden i centraladministrationen er systematisk og derfor ikke
begrænser sig ovennævnte eksempler. Vi anbefaler derfor, at man ændrer arbejdsgangene i
centraladministrationen på to centrale punkter:
1) Når centraladministrationen bliver gjort opmærksom på alvorlige problemer, så er det
utilstrækkeligt at den forhører sig hos de relevante myndigheders ledelse, for ledelsen kan let
være blind i forhold til problemstillinger, der rejses af eksterne. Derfor er det essentielt, at de
personer, som påpeger problemerne, også kontaktes for en uddybning. Dette kan virke banalt,
men det er tydeligt, at dette ikke er almen praksis – formentlig på grund af tidspres, prioritering
af arbejdsopgaver og lignende. Det er imidlertid vigtigt, at høring (af dem som påpeger
problemer) bliver en fast praksis, for ellers isolerer centraladministrationen sig fra de sociale
problemer, som skal adresseres. Da indførelsen af sådan en høring som fast praksis vil medføre
mere arbejde for embedsværket, så vil det være nødvendigt at sætte en grænse for, hvilke sager
der skal høres, og hvilke der ikke skal høres. Vi anbefaler, at man som minimum hører sager,
når der er tale om samrådsspørgsmål og spørgsmål til ministre, sådan at Folketinget bliver
korrekt informeret. Det kan desuden være relevant at undersøge sådanne sager, når der er tale
om forskningsresultater eller pålidelige beretninger om systemiske problemer.
2) På integrationsområdet og i forhold til parallelle retspraksisser er det nødvendigt at forholde sig
til, at der er andre former for gyldighed end juridisk gyldighed under dansk lov. Det betyder
ikke, at man skal anerkende parallelle retspraksissers gyldighed, men man bliver nødt til at
7
Social- og Indenrigsministeriet (2020). Ministersvar til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg den 28.
oktober. https://www.ft.dk/samling/20191/almdel/sou/spm/780/svar/1705030/2268788.pdf (tilgået den 8. juli
2020).
8
Mouazan, Silvana (2016): Nydanske kvinder må afgive deres børn for at blive islamisk skilt. Alt den 2. marts.
9
Se eksempelvis BT for 20 år siden: Krog, Thomas Nørmark (2004): Imam tryner kvinder, der ønsker
skilsmisse. BT den 15. november.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
17
forholde sig til dem, for ellers ender man med at eksempelvis vende det blinde øje til, at kvinder
som en del af parallelle retspraksisser afstår rettigheder under danske lov. Kort sagt: Parallelle
retspraksisser influerer danske retspraksisser, og det er vigtigt at være opmærksom på.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
18
13. Formuler en eksplicit virkningsteori for alle nye integrationspolitiske initiativer
Integrationsområdet, det sociale område og det religionsretlige område er blandt de politiske områder,
hvor er kommet megen ny lovgivning og stramninger af eksisterende lovgivning. Formålet har
overordnet set været at styrke integrationen, sikre demokrati, friheder og rettigheder og/eller beskytte
udsatte kvinder, børn og unge. Dog er der eksempler på lovgivning, der fremsættes og vedtages uden
(eller med meget ringe) forventning om, hvordan loven konkret skal virke, implementeres eller
evalueres. Det gælder for eksempel den socialfaglige håndtering af psykisk vold (STRFL §243) og
efterforskningen af tvang (STRFL §260), som beskrevet i vores øvrige anbefalinger. Ligeledes er det
vanskeligt at følge op på, om lovgivningen har den tilsigtede effekt. Dette er især på det sociale område
og i forhold til religiøse problemstillinger. Årsagen er, at der sjældent er indlejret evaluerings-,
monitorerings- eller opfølgningsmekanismer i lovgivningen.
Vi følger i denne anbefaling de overordnede linjer i Justitias rapport om Udfordringer i
lovgivningsprocessen fra juli 2024,1
hvor der peges på væsentlige udfordringer med kvaliteten af
lovgivningsarbejdet. I tillæg til Justitias rapport, så anbefaler vi dog, at der i ny lovgivning på
integrationsområdet formuleres en social virkningsteori, som redegør for, hvilken effekt lovgivningen
forventes at have, og hvordan denne effekt opnås. Formuleringen af social virkningsteori vil føre til
grundigere gennemtænkt lovgivning med fokus på lovens funktion for borgerne, styrke den praksisnære
implementering, og den vil muliggøre reel evaluering af lovgivningen.
Konkret anbefaler vi tre skridt:
1. Vi anbefaler, at man stiller som krav til lovgivning, at der formuleres et klart formål med en
eksplicit virkningsteori, som konkret forklarer, hvordan loven tænkes at medføre den ønskede
effekt. Det vil sige, at lovforarbejder skal indeholde konkret, saglig argumentation for, hvordan
den foreslåede ordning er den bedst egnede til opfyldelsen af formålet. Dette krav til det
lovforberedende arbejde vil sikre en bedre operationalisering og en styrkelse af fagministeriets
faglige arbejde.
2. Vi anbefaler at styrke den materielle lovkvalitet ved at sikre at formålet og årsagen til at lovgive
eksplicit forpligter fagministeriet til opfølgning og evaluering. Vejledningen om lovkvalitet har
i 2023 styrket sine anbefalinger til formål (1.1.) og opfølgning (11.7.), og det er positivt, men
lovgivningen skal i højere grad forpligte fagministeriet til overvågning, revision og
kvalitetssikring – ikke blot gennem revisionsklausuler men med krav om indarbejdelse af
evalueringskriterier, der korresponderer til formålene med lovgivningen.
3. For det tredje, anbefaler vi en styrkelse af lovkvalitetskontorets kvalitetssikring af det
indholdsmæssige (mere end blot formalia og screening) og et pilotprojekt til at undersøge,
kvalificere og fortsat sikre den materielle lovkvalitet inden for det sociale område.
1
Eiriksson, Birgitte Arent, Anders Mihle og Christine Børrum (2024): Udfordringer i lovgivningsprocessen.
København: Justitia. https://justitia-int.org/rapport-udfordringer-i-lovgivningsprocessen (tilgået 8. August 2024).
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
19
14. Lav strategiske investeringer i praksisorienteret forskning
Værdien af praksisorienteret forskning bør primært måles på den værdi, den leverer til borgerne. Det
vil sige, at omsætningen af denne type forskning til praksis er essentiel. For at levere på denne
målsætning bliver praktikere ofte inkluderet i forskningsprocesser ved eksempelvis at sidde i
følgegrupper, men vi anbefaler at praktikere fremadrettet bliver involveret mere i forskningsprocesser.
Målsætningen er, at praktikere ikke blot skal udgøre informanter eller involveres i følgegrupper, men at
praktikere integreres i forskningsarbejdet. Dette vil forankre praksis i forskning og forskning i praksis.
Samtidig vil forskningsresultaterne allerede i forskningsprocessen være tilgængelig hos praktikere, som
derefter kan undervise andre praktikere – enten i stedet for eller sammen med forskere. I dag er den
mest udbredte model, at forskere (ofte med begrænset viden om fagfolks arbejdsgange) underviser
praktikere i deres forskningsresultater, hvorefter der investeres ressourcer i at forsøge at konvertere
denne viden til praksis. At lade praktikeres, som har været med til at forske, overtage denne
undervisningsopgave giver i vores øjne væsentligt bedre mening.
Vi foreslår at praktikere involveres i praksisorienteret forskning gennem to modeller:
1) Når det er muligt, så bør udbud af praksisorienteret forskning indeholde krav om at praktikere
involveres i vidensproduktionen. Ved sådanne udbud bør det desuden være en
konkurrenceparameter, hvor godt praktikere er integreret i vidensproduktionen. Målsætningen
er her, at forskere og praktikere bringer forskellige kompetencer ind i vidensproduktionen:
Forskeren bidrager med den videnskabelige metode, mens praktikeren bidrager med erfaring
og viden fra praktikerverdenen. Det vil sige viden om feltet. Begge dele er værdifulde og bør
anses for essentielle, når der skal produceres praksisorienteret forskning.
2) Udbyd forskningsopgaver som ikke er akutte og/eller tidsberammede som 3+5 ph.d.-stipendier,
som kan søges af praktikere, der minimum har en professionsbacheloruddannelse og 5 års
praksiserfaring inden for deres eget fag. Dermed øges rekrutteringen af forskere fra
praktikerverdenen. Desuden bør det være et krav, at ansøgere udfører forskningen på den
arbejdsplads, hvor de hidtil har arbejdet, eller at de på anden måde bibeholder en tæt relation
til praktikerverdenen under forskningen.
Vi foreslår at model 2 udbydes gennem de tematiske midler, der forhandles i fordelingen af
forskningsreserven og forvaltes af Danmarks Frie Forskningsfond. Vi vurderer, at der p.t. er seks
vidensbehov, der er nødvendige at få afdækket, og som kan undersøges gennem enten model 1 eller 2:
• Minoritetsmænds sårbarhed og retssikkerhed.
• Forældres og søskendes udøvelse af æresmotiveret kontrol.
• De økonomiske konsekvenser af æresmotiveret kontrol, tvingende kontrol og post-
separationsvold.
• Effekten af racisme og had mod bestemte religiøse minoriteter i mødet mellem
minoritetsborgere og myndigheder (med særligt fokus på muslimske borgere).
• Ufrivillige udlandsophold.
• Parallelretslige praksisser på strafferetsområdet.
En socialarbejder, som til dagligt arbejder med ufrivillige udlandsophold, kan eksempelvis enten
producere viden inden for rammerne af et forskningsprojekt, der er udbudt under model 1, men samme
socialarbejder kan også rekurreres som ph.d.-studerende under 3+5 ordningen (model 2).
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
20
Appendiks A: Anbefaling 1-4
Forslag til styrkelse af gældende ret vedr. muslimske kvinders rettigheder
Folketinget har i flere omgange forsøgt at give muslimske kvinder rettigheder under dansk lov –
altså at ulovliggøre parallelle retspraksisser såsom fastholdelse i islamiske ægteskaber og
indgåelse af islamiske tvangsægteskaber. Selvom tankerne bagom disse lovreformer har bygget
på gode ideer, så har ingen af paragraRerne signifikant indflydelse på muslimske kvinders reelle
retsstilling. Det skyldes at paragraRerne i høj grad misforstår de praksisser, som de forsøger at
regulere. Her gennemgår vi en række forslag, som vil medføre at lovgivningen får den eRekt, som
folketinget har ønsket, da det lovgav.
Kort baggrund
Tvang i forbindelse med ægteskab fik i særdeleshed fokus i april 2008 med indførelsen af STRFL
§ 260, stk. 2 som satte en skærpet straReramme på fængsel indtil 4 år (LOV nr 316 af
30/04/2008). Ægteskab forstås her som en borgerlig vielseshandling, der foretages af en
borgerlig eller kirkelig myndighed, jf. ÆL, § 15, stk 1. Dette er dog kun såfremt den kirkelige
myndighed har vielsesbemyndigelse, jf. trossamfundsloven, § 15.
I februar 2013 fremsatte justitsminister Morten Bødskov forslag (L 143, 2012-13) om skærpelse
af STRFL § 260, således at virkningsområdet nu i tillæg til ægteskab og vielse i civil forstand også
kom til at gælde ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed”. Hermed forstås ”ægteskabslignende
forhold under tilstedeværelse af en religiøs autoritet” (Lov nr. 434 af 01/05/2013). Endvidere blev
det forklaret, at ”omfattet af den foreslåede bestemmelse vil f.eks. være tvang udøvet i forhold
til indgåelse af et såkaldt »muslimsk ægteskab« eller »nikah-forhold«, hvorved forstås en
gensidigt forpligtende ægteskabelig kontrakt indgået i forbindelse med en religiøs vielse uden
borgerlig gyldighed” (ibid.).
Intentionen bag lovgivningen er tydelig, men eftersom en nikah (islamisk ægteskab) udgør en
civil kontrakt, som indgås mellem brud og gom (eller deres værger), så har imamen ikke nogen
formel funktion ved indgåelsen. Det vil sige, at en imam end ikke behøver at være til stede ved
indgåelsen af nikah, for den udgør ikke en vielse, sådan som dansk lovgivning forestillede sig på
daværende tidspunkt. I marts 2021 blev begrebet ”andet ægteskabslignende forhold” derfor
indskrevet i STRFL § 260 (LOV nr. 415 af 13/03/2021) efter fremsættelse af udlændinge- og
integrationsministeren Mattias Tesfaye (L 126, 2020-21). Dette forslag blev fremsat efter VIVE-
rapporten Etniske minoritetskvinder og skilsmisse fra 2020, som blandt andet påpegede, at ”en
imams tilstedeværelse eller medvirken under vielsen er ikke en forudsætning for en nikahs
gyldighed i en islamisk-juridisk optik.” Kort sagt: et islamisk ægteskab udgør ikke en ”religiøs
vielse uden borgerlig gyldighed” men en civil kontrakt uden gyldighed som ægteskab under
dansk lov. Derfor blev begrebet ”andet ægteskabslignende forhold” tilføjet til §260, med denne
definition:
Med indgåelse af et andet ægteskabslignende forhold vil skulle forstås en forbindelse
mellem to mennesker, der indgås i henhold til regler, der gælder i en bestemt gruppe, og
som indebærer, at parterne af denne gruppe vil blive anset for ægtefæller med tilhørende
rettigheder og pligter over for hinanden. Reglerne kan både være skrevne og uskrevne og
skal have taget stilling til spørgsmålet om ophævelse af det ægteskabslignende forhold.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
21
Denne betingelse vil også være opfyldt, hvis det følger af de pågældende regler, at
forholdet ikke kan ophæves. Det vil derimod ikke være en betingelse, at indgåelsen af
forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet. (FT 2020-21 tillæg A, L 126
Forslag til lov om ændring af stra8eloven, s. 9.)
Hermed udvider begrebet ”andet ægteskabslignende forhold” det, som tidligere blev kaldt
”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed”, sådan at STRFLs virkningsområde også kommer til at
dække ægteskaber, som indgås uden tilstedeværelsen af en religiøs autoritet. Det vil sige, at
STRFL indeholder et begreb (andet ægteskabslignende forhold), som kan anvendes til at
regulere nikah-praksisser - uden at tildele nikah gyldighed eller anerkende det som en
ægteskabsform med dertilhørende rettigheder.
Konkrete forslag til forbedring af gældende ret vedrørende muslimske kvinders rettigheder
1. Gør islamisk polygami ulovligt
STRFL § 208, som forbyder polygami, nævner kun ”ægteskab” og ”registreret partnerskab”. Her
er hverken ”religiøs vielse uden borgerlig gyldighed” eller ”andet ægteskabslignende forhold”
nævnt. Det vil sige, at det ikke er ulovligt at indgå flere ”andre ægteskabslignende forhold”, og
dermed er islamisk polygami ikke ulovligt i Danmark.
Vi foreslår, at ”andet ægteskabslignende forhold” tilføjes til ordlyden i STRFL § 208, sådan at
islamisk polygami bliver strafbart. Det vil medføre, at såfremt det kan påvises, at en mand har
indgået flere ”andet ægteskabslignende forhold” – enten dokumenteret gennem flere nikah-
kontrakter eller vidneudsagn om flere nikah-forhold – så vil der kunne rejses tiltale efter STRFL §
208.
Der er klar evidens for, at islamisk polygami udgør et problem for et segment af muslimske
kvinder i Danmark. Eksempelvis fastholder nogle mænd deres (eks)kone i nikah, mens de
samtidig gifter sig på ny. Hvis denne praksis ulovliggøres, så vil mænd være tvunget til at skille
sig islamisk fra deres (eks)hustru, inden de gifter sig på ny. Desuden spiller islamisk polygami en
rolle i migrationsmønstre, eftersom mænd gifter sig med kvinder i udlandet og ansøger om
familiesammenføring til Danmark, mens de allerede er i en nikah med en kvinde i Danmark.
2. Gør fastholdelse af kvinder i islamiske ægteskab ulovligt både i teori og i praksis
STRFL § 260, stk. 2 forbyder fastholdelse i nikah (andet ægteskabslignede forhold) ved hjælp af
tvang. Desværre er paragraRens materielle beskrivelse af tvang langtfra udtømmende og
paragraRen vil formentlig kun kunne bruges i et begrænset antal sager. Den tvang, som
fastholder kvinder i nikah, foregår ved at manden eller familier udøver religiøs tvingende kontrol,
som ikke er begrænset til en enkelt eller afgrænset (volds-)handling.
Vi foreslår, at der med udgangspunkt i den efterhånden omfattende forskning på området laves
en mere virkelighedsnær beskrivelse af fastholdelsestvangen. Dette kan enten gøres gennem en
ændring af selve beskrivelsen af tvang i STRFL § 260 eller ved en supplerende og mere
retvisende beskrivelse af det materielle og kriminologiske indhold i Rigsadvokatmeddelelsen til
STRFL § 260. Dermed vil mange flere kvinder kunne anmelde fastholdelse i nikah, og politi og
anklagemyndigheden vil med vidneudsagn, tekstbeskeder og lignende kunne løfte tiltalen.
Jesper Petersen (jesper.petersen@teol.ku.dk/40982529)
Niels Valdemar Vinding (nvv@teol.ku.dk/51217682)
22
Fastholdelsestvangen og de kontrollerende adfærdsmønstre er så velstuderede i en dansk
kontekst, at de kan beskrives uden utilsigtede konsekvenser.
3. Gør indgåelse af islamiske tvangsægteskab (tvangsnikah) ulovlige både i teori og i praksis
STRFL § 260, stk. 2 forbyder at man tvinger nogen til at indgå nikah (andet ægteskabslignede
forhold). Ligesom i ovenstående er paragraRens beskrivelse af tvang så virkelighedsfjern, at
paragraRen formentlig kun vil kunne bruges i et yderst begrænset antal sager. I Karnov findes
blot fire sigtelser for tvangsnikah fra 2004–2024, hvoraf der kun er faldet dom i to af sagerne.
Årsagen til det lave antal sager er, at paragraRen om tvangsnikah forudsætter fravær af
samtykke som kriterium, men næsten alle, som indgår tvangsnikah, giver i praksis samtykke.1
Dette kan lyde absurd fra et juridisk perspektiv, men det skyldes, at tvangen består i at
fremtvinge et ”frivilligt” samtykke fra den person, som indgår tvangsnikahen. Kort sagt: Det er
normativt i tvangsnikaher, at den person, som tvinges, samtykker – et samtykke som er sikret af
familien inden nikah-indgåelsen.
Den tvingende adfærd ved indgåelsen af tvangsnikah af en sådan karakter, at det sagtens kan
forekomme samtidigt med at kvinden giver eksplicit samtykke. Det vil sige, at STRFL §260, stk. 2
kun dækker en meget sjældent type tvangsnikah, mens flertallet af sager ikke dækkes af
paragraRen. Vi foreslår at STRFL §260, stk. 2 revideres sådan at den fremadrettet fokuserer på
de metoder, som familier anvender til at sikre sig samtykke til tvangsnikah. Desuden er det
nødvendigt, at anklagere og domstole instrueres i ikke at tillægge et eksplicit samtykke en sådan
betydning, at anden evidens for et tvingende og kontrollerende adfærdsmønster ikke også
indgår i afvejningen af sagen.
4. Revision af antagelserne om den religiøse autoritets medvirken
Den juridiske erkendelse bag indførelsen af ”andet ægteskabslignende forhold” – at det ikke er
”en betingelse, at indgåelsen af forholdet sker under tilstedeværelse af en religiøs autoritet”–
åbner for yderligere behov for revision af gældende ret og særligt af antagelserne bag
trossamfundsloven. Antagelsen om at imamer vier er nemlig udbredt i dansk lovgivning, men
som tidligere nævnt – og nu også erkendt med begrebet ”andet ægteskabslignende forhold” i
STFL § 260, stk. 2 – er indgåelse af nikah IKKE afhængig af imamens deltagelse.
Vi foreslår, at den juridiske erkendelse af det faktum, at et ”andet ægteskabslignende forhold”
foregår ”uden tilstedeværelse af en religiøs autoritet”, aktivt og eksplicit indarbejdes i en
revision af trossamfundsloven. De problematiske tilfælde med tvang til indgåelse og
fastholdelse i et ”andet ægteskabslignende forhold” kan foregå uden imamen eller anden
vielsesforretter, og derfor fremstår den juridiske ambition om at begrænse tvang og
fastholdelse via trossamfundsloven fundamentalt misforstået. Tværtimod vil et overfokus på
den misforståede antagelse om imamens vielse af partnere i et ”andet ægteskabslignende
forhold” være vildledende for den ønskede styrkelse af muslimske kvinders rettigheder.
1
For en uddybende forklaring af samtykke i tvangsægteskabssager se The Islamic Juridical Vacuum
kapitel 3.