Fremsat den 24. oktober 2024 af social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen)

Fremsat den 24. oktober 2024 af social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen)
Forslag
til
Lov om ændring af forældreansvarsloven og lov om Familieretshuset
(Styrkelse af barnets ret til begge forældre, herunder barnets bedste ved samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse, samt
forældreansvar for forældre, der er dømt for gentagen vold i nære relationer)
§ 1
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af
30. november 2020, som ændret ved lov nr. 2215 af 29.
december 2020, § 6 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, § 3 i lov
nr. 1794 af 28. december 2023 og § 4 i lov nr. 329 af 9. april
2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Familieretshuset og familieretten skal ved vur-
deringen af barnets bedste, jf. stk. 1, endvidere inddrage
hensynet til barnets ret til begge forældre og i den forbin-
delse konsekvenserne af samarbejdschikane, herunder foræl-
drefremmedgørelse.«
2. I § 4 a, stk. 1, ændres »eller af §§ 237, 245, 245 a, 246
eller 262 a« til: », § 237, § 244, stk. 2, eller §§ 245-246 eller
262 a«.
3. I § 29 a, 1. pkt., ændres »3 uger« til: »4 uger«, og »en
midlertidig« udgår.
4. I § 29 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Afslår Familieretshuset at fastsætte kontaktbeva-
rende samvær efter stk. 1, skal Familieretshuset træffe afgø-
relse om midlertidigt samvær efter § 29 hurtigst muligt og
senest 4 måneder efter modtagelsen af anmodningen om
fastsættelse af samvær. 1. pkt. gælder ikke, hvis anmodnin-
gen om fastsættelse af samvær ikke er omfattet af stk. 1,
eller den forælder, der har anmodet om fastsættelse af sam-
vær, meddeler Familieretshuset, at midlertidigt samvær ikke
ønskes fastsat.«
§ 2
I lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af
7. august 2019, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 754 af
13. juni 2023, foretages følgende ændring:
1. I § 6, stk. 2, nr. 3, udgår »midlertidigt«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold til-
siger. Lovens bestemmelser kan sættes i kraft for Grønland
på forskellige tidspunkter.
Lovforslag nr. L 66 Folketinget 2024-25
Social, og Boligmin., j.nr. 2024-2132
DH002075
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Styrkelse af barnets ret til begge forældre
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Barnets bedste og betydningen af samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse
2.1.1.2. Kontaktbevarende samvær
2.1.2. Social- og Boligministeriets overvejelser
2.1.2.1. Betydningen af samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse
2.1.2.2. Kontaktbevarende samvær
2.1.3. Den foreslåede ordning
2.2. Forældreansvar og forældre, der er dømt for gentagen vold i nære relationer
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Formodningsreglen i § 4 a i forældreansvarsloven
2.2.1.2. Anvendelse af formodningsreglen i § 4 a i forældreansvarsloven
2.2.1.3. Behandlingen af sager om forældreansvar
2.2.2. Social- og Boligministeriets overvejelser
2.2.3. Den foreslåede ordning
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
3.1. FN’s konvention om barnets rettigheder (børnekonventionen)
3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)
4. Konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål
5. Ligestillingsmæssige konsekvenser
6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
9. Klimamæssige konsekvenser
10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
11. Forholdet til EU-retten
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
13. Sammenfattende skema
1. Indledning
Lovforslaget udmønter Aftale om et forbedret familieretligt
system, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Mo-
deraterne) og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokrater-
ne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enheds-
listen, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og
Nye Borgerlige indgik den 30. november 2023.
Med aftalen ønsker partierne at fastholde den familieretlige
reforms fokus på barnets bedste og barnets trivsel i brudsi-
tuationer og at fortsætte arbejdet med forbedringer set fra
barnets perspektiv. Aftalen skal således styrke barnets ret
til begge forældre og understrege forældrenes ansvar for at
skærme barnet mod deres indbyrdes konflikter.
Det fremgår af aftalen, at det er forældrenes pligt at sikre, at
barnet ikke gøres til et våben i relationen mellem dem. Der-
for skal samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgø-
relse, i forældreansvarssager i højere grad end i dag stop-
pes. Det er afgørende, at der så tidligt som muligt sættes ind
over for samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgø-
relse, og med aftalen iværksættes der derfor en række fore-
byggende initiativer, herunder navnlig efteruddannelse og
udarbejdelse af en faglig guideline, der skal sætte Familier-
etshuset i stand til så tidligt i forløbet som muligt at afdæk-
ke problematikkerne omkring samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse. I sammenhæng hermed følger det
af aftalen, at anvendelsen af børnesagkyndige erklæringer i
alle sager om forældreansvar skal udbygges for at få afdæk-
ket en forælders eller forældrenes forudsætninger for at tage
vare på barnet og samarbejde med den anden forælder om
barnet. Det skal efter aftalen også afdækkes, om der som et
supplement til de eksisterende børnesagkyndige undersøgel-
ser kan udvikles en mindre omfattende undersøgelsesform,
der fortsat skal leve op til den nødvendige faglige kvalitet.
På den baggrund fremgår det af aftalen, at samarbejdschi-
kane, herunder forældrefremmedgørelse, skal have en helt
fremtrædende plads i forældreansvarsloven, bl.a. ved at be-
grebet forældrefremmedgørelse introduceres i loven. Videre
2
fremgår det af aftalen, at konsekvens af chikane skal gøres
til et af lovens helt grundlæggende principper. Dette må dog
ikke betyde, at en forælder, som har reelle grunde til at
afbryde barnets kontakt med den anden forælder, afholder
sig fra at gøre det af frygt for at blive beskyldt for samar-
bejdschikane eller forældrefremmedgørelse. Alle afgørelser
efter forældreansvarsloven skal således fortsat træffes ud
fra, hvad der er bedst for barnet.
Aftalen er således udtryk for en balance mellem på den ene
side hensynet til effektivt at sikre barnets ret til begge foræl-
dre og på den anden side at sikre, at alle afgørelser efter for-
ældreansvarsloven fortsat træffes ud fra en konkret vurde-
ring af barnets bedste således, at reaktioner og konsekvenser
i forhold til forældrefremmedgørelse ikke anvendes uden øje
for barnets samlede situation. I de omhandlede situationer
varetages barnets bedste ved at foretage en nøje afvejning
af det meget vigtige hensyn til, at barnet fortsat har kontakt
med begge forældre, over for de øvrige hensyn, der måtte
være i forhold til det konkret barn, herunder at beskytte bar-
net mod vold. Med aftalen skærpes fokus på barnets trivsel
og på det forebyggende arbejde med forældrene, bl.a. ved at
afholde børnegrupper, børnesamtaler og overvåget samvær
i barnets nærmiljø, ved at styrke Familieretshusets konflikt-
nedtrappende tilbud og ved at tilbyde en tidlig forebyggende
indsats til familier i form af parrådgivning til forældre, der
endnu ikke har truffet endelig beslutning om at bryde med
hinanden.
For at styrke forældrenes retssikkerhed følger det af aftalen,
at fristen for at træffe afgørelse om kontaktbevarende sam-
vær udvides fra tre uger til fire uger for at sikre rimelige
frister for partshøring. Samtidigt er det vigtigt, at barnet
ikke unødigt mister sin kontakt med den ene forælder under
behandlingen af sagen. Derfor skal Familieretshuset i sager,
hvor der er tvivl om, hvorvidt der kan fastsættes kontakt-
bevarende samvær, hurtigst muligt og inden fire måneder
træffe afgørelse om midlertidigt samvær.
Med lovforslaget gennemføres de dele af aftalen, der vedrø-
rer samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse,
samt afgørelse om kontaktbevarende samvær, idet gennem-
førelse af de øvrige dele af aftalen ikke kræver lovgivning.
Endelig udmønter lovforslaget tiltaget i regeringspublikatio-
nen Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab fra juni
2022 om styrkelse af beskyttelsen af børn i forhold til for-
ældremyndighed og samvær gennem udvidelse af anvendel-
sesområdet for formodningsreglen i § 4 a i forældreansvars-
loven til også at omfatte forældre, der er idømt ubetinget
fængselsstraf m.v. efter § 244, stk. 2, i straffeloven for gen-
tagne gange at have udøvet vold i nære relationer.
Forslagene ændrer ikke forældreansvarslovens udgangs-
punkt om, at der ved alle afgørelser efter loven skal foreta-
ges en konkret vurdering af, hvad der er bedst for barnet.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Styrkelse af barnets ret til begge forældre
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Barnets bedste og betydningen af samarbejdschika-
ne og forældrefremmedgørelse
Det er det klare udgangspunkt i forældreansvarsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1768 af 30. november 2020, at barnet
har ret til kontakt med begge sine forældre.
Det fremgår således af lovens § 19, stk. 1, at barnets forbin-
delse med begge forældre søges bevaret ved, at barnet har
ret til samvær med den forælder, som det ikke har bopæl
hos. Det fremgår endvidere af bestemmelsens stk. 2, at for-
ældrene har et fælles ansvar for, at barnet har samvær med
den forælder, som det ikke har bopæl hos. Efter lovens § 21
kan der træffes afgørelse om samvær, hvis der er uenighed
om omfanget og udøvelsen af samvær, og efter lovens §
22 kan der træffes afgørelse om anden kontakt end samvær
mellem barnet og en forælder.
Forældreansvarsloven bygger således på en generel formod-
ning om, at det er bedst for et barn at have kontakt med
begge sine forældre. Der skal dog altid foretages en konkret
vurdering af barnets bedste i den enkelte sag, og der kan
således f.eks. træffes afgørelse om at afslå eller ophæve
samvær, herunder ved en midlertidig afgørelse, hvis der er
omstændigheder, som gør, at det er bedst for barnet ikke at
have kontakt med den ene forælder.
Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter lovens § 4
træffes ud fra hvad, der er bedst for barnet. Efter bestemmel-
sen skal Familieretshuset og familieretten have fokus på,
at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og
beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der udsæt-
ter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til
vold. Det fremgår endvidere af lovens § 1, at i alle forhold,
som er omfattet af loven, skal hensynet til barnets bedste og
barnets ret til trivsel og beskyttelse komme i første række.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste inde-
holder § 4 a i forældreansvarsloven en klar formodning for,
at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt
ubetinget fængselsstraf m.v. for personfarlig kriminalitet af
grovere karakter eller for terrorhandlinger m.v., ikke mod
den anden forælders ønske har forældremyndighed over bar-
net, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller
anden kontakt med denne forælder. Bestemmelsen gælder
dog ikke, hvis det anses for bedst for barnet at have kontakt
m.v. med den anden forælder. Om bestemmelsen henvises til
punkt 2.2.1.
Ved vurderingen af barnets bedste foretages altid en hel-
hedsvurdering, hvor der skal tages hensyn til alle relevante
forhold. Kriteriet ”bedst for barnet” skal til enhver tid tolkes
som den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn, og
vurderingen af barnets bedste skal altid foretages ud fra en
individuel vurdering af det enkelte barns forhold. Vurderin-
gen bygger på oplysninger om barnet, herunder oplysninger
fra eventuelle børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndi-
ge erklæringer, og på barnets perspektiv og egne synspunk-
3
ter, alt efter barnets alder og modenhed. Der henvises til §§
33 og 34 i forældreansvarsloven.
I vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages
hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven om, at
barnet har ret til to forældre, og at forældrene skal tage an-
svar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved
at samarbejde om væsentlige beslutninger om barnet. Dette
ansvar kommer også til udtryk ved, at begge forældre skal
være med til at sikre, at samværet med den forælder, som
barnet ikke bor sammen med, virkeliggøres, jf. lovens § 19,
stk. 2. Det indgår derfor som en vigtig del af vurderingen
af barnets bedste, om den ene forælder uden rimelig grund
hindrer barnets kontakt med den anden forælder.
Forældrenes evne til at samarbejde omkring barnet er såle-
des et vigtigt element i vurderingen af barnets bedste og der-
for et forhold, der tillægges betydelig vægt ved afgørelser
om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.
Samarbejdschikane kan udøves af begge forældre, og et
manglende samarbejde kan således bero på både bopælsfor-
ælderens og samværsforælderens forhold.
Samarbejdschikane fra bopælsforælderens side kan f.eks.
komme til udtryk i form af samværschikane, f.eks. ved
at bopælsforælderen uden påviselig grund forsøger at hin-
dre barnets kontakt med den anden forælder eller bevidst
inddrager barnet i forældrenes konflikter. Dette kan skade
barnet og kan derfor få betydning for afgørelser om foræl-
dremyndighed eller om barnets bopæl. Dette skyldes, at
der ved afgørelser efter forældreansvarsloven anlægges et
fremtidsorienteret perspektiv, og at det i den forbindelse må
tillægges stor betydning, hvem af forældrene der har bedst
evne til at samarbejde og dermed på længere sigt bedst kan
sikre barnets kontakt med den anden forælder.
Det samme gør sig gældende i relation til samarbejdschi-
kane fra samværsforælderens side. En samværsforælders
manglende samarbejde med bopælsforælderen eller chikane
af bopælsforælderen og dennes familie kan komme til ud-
tryk i form af vedvarende trusler om vold m.v. Der kan
også være tale om, at samværsforælderen konstant opsøger
eller kontakter bopælsforælderen, eventuelt på trods af et
tilhold. Samarbejdschikane kan f.eks. også komme til udtryk
ved, at samværsforælderen hindrer forældrenes samarbejde
ved vedvarende og uden rimelig grund at rette henvendel-
se til Familieretshuset, kommunen eller andre myndigheder
med ubegrundede anmodninger eller anmeldelser mod den
anden forælder, eller ved gennem uberettigede tilbagehol-
delser af barnet efter endt samvær medvirker til, at forældre-
nes samarbejde lider skade på en sådan måde, at det går ud
over barnet.
Dette er forhold, der kan indgå i vurderingen af, hvem af
forældrene der må anses for at være bedst til at samarbejde
omkring barnet.
Familieretshuset skal i sager, hvor der foreligger samar-
bejdschikane, gribe hurtigt ind over for denne chikane, da
det kan være en stor belastning for barnet, hvis den ene
forælder konstant hindrer barnets kontakt med den anden
forælder eller vanskeliggør et samarbejde om barnet. Det
er endvidere afgørende, at Familieretshuset under behand-
lingen af en sag, hvor der er samarbejdschikane, har fokus
på barnet og dets trivsel. Barnet kan under sagens forløb
støttes gennem tilbuddene i Familieretshusets Børneenhed.
Det fremgår af § 11 i forældreansvarsloven, at hvis foræl-
dre, der har fælles forældremyndighed, og som ikke lever
sammen, ikke er enige om forældremyndigheden, kan der
træffes afgørelse om, hvorvidt den fælles forældremyndig-
hed skal fortsætte, eller om en af dem skal have forældre-
myndigheden alene. Den fælles forældremyndighed kan kun
ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at foræl-
drene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets
bedste. Dette gælder dog ikke i sager omfattet af lovens § 4
a.
Efter lovens § 14, stk. 1, kan der træffes afgørelse om, at der
skal være fælles forældremyndighed, eller at forældremyn-
digheden skal overføres fra den ene forælder til den anden,
og det fremgår af lovens § 17, stk. 1, at hvis forældre,
der har fælles forældremyndighed, ikke er enige om barnets
bopæl, kan der træffes afgørelse om, hos hvilken forælder
barnet har bopæl.
2.1.1.2. Kontaktbevarende samvær
Sager om samvær begynder i Familieretshuset, og afgørelser
om samvær, herunder midlertidige afgørelser herom, træffes
af enten Familieretshuset eller familieretten. Der henvises til
§§ 30 a og 31 i forældreansvarsloven.
Uanset om det er Familieretshuset eller familieretten, der
træffer afgørelse om samvær, er det Familieretshuset, der
har ansvaret for at oplyse sagen, inden Familieretshuset
træffer afgørelse om samværet eller indbringer sagen for
familieretten til afgørelse, jf. §§ 26, 27 og 32 i lov om Fami-
lieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 7. august 2019
(herefter Familieretshusloven). Oplysningen af sagen skal
tage udgangspunkt i barnets perspektiv, og der skal tilveje-
bringes tilstrækkeligt grundlag for at træffe den afgørelse,
der er til barnets bedste. Familieretshusets sagsbehandling er
i øvrigt bl.a. reguleret af forvaltningsloven, herunder lovens
regler om partshøring.
Efter § 29, stk. 1, i forældreansvarsloven kan der under be-
handlingen af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl
eller samvær efter anmodning træffes afgørelse om midler-
tidigt samvær. Afgørelsen træffes af den myndighed, der
behandler sagen, dvs. Familieretshuset eller familieretten.
Efter § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 299 af 20. marts 2019
om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. (her-
efter forældreansvarsbekendtgørelsen) skal Familieretshuset
træffe en midlertidig afgørelse om samvær efter § 29 i
forældreansvarsloven hurtigst muligt efter, at anmodningen
herom er modtaget.
4
Efter § 29, stk. 2, i forældreansvarsloven gælder en afgørel-
se om midlertidigt samvær efter bestemmelsens stk. 1 under
en sag om samvær, indtil der foreligger en endelig afgørelse
om samvær, der kan fuldbyrdes, en aftale om samværet eller
en afgørelse eller aftale om anden kontakt. Efter bestemmel-
sens stk. 3 bliver en afgørelse om midlertidigt samvær efter
stk. 1 under en sag om forældremyndighed eller barnets
bopæl endelig, når der foreligger en endelig afgørelse om
forældremyndigheden eller barnets bopæl, der kan fuldbyr-
des, eller en aftale om forældremyndigheden eller barnets
bopæl.
Det følger af § 29 a i forældreansvarsloven, at hvis bar-
net ikke har samvær med den forælder, der anmoder om
samvær, skal Familieretshuset hurtigst muligt og inden 3
uger efter modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af
samvær træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevaren-
de samvær. Familieretshuset skal i disse situationer enten
fastsætte kontaktbevarende samvær eller afslå at fastsætte
kontaktbevarende samvær.
§ 29 a finder anvendelse i situationer, hvor der ikke er
kontakt på ansøgningstidspunktet, og hvor samlivet mellem
forældrene enten lige er ophævet, eller der indtil for nylig
har været samvær mellem barnet og samværsforælderen ef-
ter en aftale, som ikke kan fuldbyrdes. Bestemmelsen finder
således ikke anvendelse, hvis der gennem længere tid inden
anmodningen ikke har været samvær, eller hvis der aldrig
har været samvær.
Bestemmelsen finder ligeledes ikke anvendelse, når der er
kontakt i et eller andet omfang, og der derfor ikke er behov
for kontaktbevarende samvær. I disse situationer kan den,
der anmoder om samvær, også anmode om, at der under
behandlingen af sagen fastsættes midlertidigt samvær efter
§ 29 i forældreansvarsloven i større omfang end det eksister-
ende samvær.
Det fremgår af § 8, stk. 1, i forældreansvarsbekendtgørelsen,
at Familieretshuset skal træffe en midlertidig afgørelse om
kontaktbevarende samvær efter § 29 a i forældreansvarslo-
ven, medmindre den, der anmoder om samvær, meddeler
Familieretshuset, at kontaktbevarende samvær ikke ønskes
fastsat, eller der er begrundet tvivl om, at samvær er bedst
for barnet.
Dette indebærer, at når der ved anmodning om fastsættelse
af samvær ikke er kontakt mellem barnet og samværsforæl-
deren, skal Familieretshusets sagsbehandling tilrettelægges
sådan, at forældrene med det samme vejledes om processen
for behandlingen af sagen, herunder at der hurtigt kan fast-
sættes kontaktbevarende samvær, hvis der ikke er begrun-
det tvivl om, at dette er bedst for barnet. Fastsættelse af
kontaktbevarende samvær kræver således ikke en særskilt
anmodning.
Når der skal fastsættes kontaktbevarende samvær, fastsættes
det efter § 8, stk. 2 og 3, i forældreansvarsbekendtgørelsen
som et standardiseret minimumssamvær under hensyn til
barnets alder.
Med kontaktbevarende samvær sikres barnet et minimum
af kontakt med samværsforælderen, indtil der træffes en
endelig afgørelse om samvær. Hensigten med fastsættelse
af kontaktbevarende samvær er således at sikre en hurtig
genoprettelse af kontakten mellem barnet og samværsforæl-
deren.
Når der opstår spørgsmål om fastsættelse af kontaktbeva-
rende samvær, skal Familieretshuset foretage den sagsoplys-
ning, der vurderes at være nødvendig for at træffe afgørelse
om kontaktbevarende samvær inden for fristen på 3 uger i §
29 a i forældreansvarsloven.
Familieretshuset afslår at fastsætte kontaktbevarende sam-
vær, hvis betingelserne herfor ikke er opfyldt. Afslag på
kontaktbevarende samvær kan efter praksis f.eks. være be-
grundet i, at sagen indeholder faktorer som vold, misbrug
m.v. Sådanne faktorer kan medføre, at der er behov for at
foretage en grundigere sagsoplysning, end der kan gennem-
føres inden for den lovbestemte frist.
Når der er truffet afgørelse om kontaktbevarende samvær,
skal Familieretshuset fortsætte behandlingen af sagen med
henblik på, at Familieretshuset træffer endelig afgørelse om
samvær eller indbringer samværssagen for familieretten til
afgørelse.
Under den fortsatte behandling af sagen kan en afgørelse
om kontaktbevarende samvær ændres ved en midlertidig
afgørelse efter § 29 i forældreansvarsloven.
I situationer, hvor Familieretshuset afslår at fastsætte kon-
taktbevarende samvær, skal Familieretshuset efter anmod-
ning fra samværsforælderen træffe afgørelse om midlertidigt
samvær efter lovens § 29.
Familieretshusets afgørelse om midlertidigt samvær og om
kontaktbevarende samvær kan indbringes for familieretten
til prøvelse efter § 39 i Familieretshusloven. Anmodning om
domstolsprøvelse har ikke betydning for Familieretshusets
fortsatte behandling og oplysning af sagen.
En afgørelse om kontaktbevarende samvær efter § 29 a i
forældreansvarsloven, som er truffet under en sag om sam-
vær, gælder efter bestemmelsens 2. pkt., indtil der foreligger
en endelig afgørelse om samvær, der kan fuldbyrdes, en
aftale om samværet eller en afgørelse eller aftale om anden
kontakt.
2.1.2. Social- og Boligministeriets overvejelser
2.1.2.1. Betydningen af samarbejdschikane, herunder foræl-
drefremmedgørelse
Barnets ret til begge forældre bør efter Social- og Boligmi-
nisteriets opfattelse styrkes, ligesom det er vigtigt at under-
strege forældrenes ansvar for at skærme barnet mod deres
indbyrdes konflikter og behovet for at kunne beskytte barnet
5
mod den anden forælder i de tilfælde, hvor det måtte være
nødvendigt.
Barnets ret til to forældre er et hovedprincip i forældrean-
svarsloven. Dette hovedprincip bør lovfæstes således, at det
tydeligt fremgår af loven, at barnets ret til begge forældre
skal indgå i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet.
Der er situationer, hvor forældre ikke kan samarbejde om
deres barn, heller ikke om at sikre barnets kontakt med
begge forældre. Det kommer eksempelvis til udtryk ved,
at den ene forælder chikanerer samarbejdet med den anden
forælder, eller at en forælder bevidst manipulerer barnet i
forhold til anden forælder med det sigte, at den anden for-
ælder mister kontakt med barnet. Sådan samarbejdschikane
og forældrefremmedgørelse kan være skadeligt for barnet,
dels fordi det kan være en stor belastning for barnet at blive
inddraget i forældrenes konflikt, dels fordi barnets kontakt
med den ene forælder kan blive svækket eller afbrudt. Dette
gælder særligt i de få sager, hvor chikanen betyder, at den
ene forælder fremstår som fremmed for barnet, og den chi-
kanerende forælder uden rimelig grund afbryder kontakten
mellem barnet og den anden forælder.
Efter ministeriets opfattelse bør det derfor tydeligt fremgå
af forældreansvarsloven, at Familieretshuset og familieretten
ved vurderingen af barnets bedste skal inddrage hensynet
til barnets ret til begge forældre og i den forbindelse kon-
sekvenserne af samarbejdschikane, herunder forældrefrem-
medgørelse.
På den måde vil der efter ministeriets opfattelse ikke være
tvivl om, at samarbejdschikane, herunder forældrefremmed-
gørelse vil kunne få konsekvenser for den forælder, som
udøver samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørel-
se, eksempelvis ved at forældremyndigheden tillægges den
anden forælder alene, at barnets bopæl flyttes til den anden
forælder, eller at samværet begrænses eller ophæves.
Det bør dog være en forudsætning for at drage sådanne
konsekvenser af samarbejdschikane, herunder forældrefrem-
medgørelse, at afgørelsen konkret vurderes at være bedst
for barnet. Barnets bedste er forældreansvarslovens bærende
princip, og afgørelser efter loven vil fortsat altid skulle træf-
fes ud fra dette princip, også selvom en forælder udøver
samarbejdschikane eller forældrefremmedgørelse. Barnets
perspektiv og egne synspunkter vil fortsat skulle indgå i
vurderingen af barnets bedste, alt efter barnets alder og mo-
denhed.
Familieretshuset og familieretten vil endvidere fortsat skulle
have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets
trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling,
der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være
vidne til vold.
Endelig bør styrkelsen af barnets bedste i relation til sam-
arbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, ikke be-
tyde, at en forælder, som har reelle grunde til at afbryde
barnets kontakt med den anden forælder, afholder sig fra at
gøre det af frygt for at blive beskyldt for samarbejdschikane,
herunder forældrefremmedgørelse.
2.1.2.2. Kontaktbevarende samvær
Afgørelser efter forældreansvarsloven kan være indgribende
for både barnet og forældrene. Det er derfor til stadighed
vigtigt at have opmærksomhed på forældrenes retssikkerhed
og muligheder for at styrke deres retssikkerhed. Forældrenes
ret til partshøring er helt central i forhold til deres retssik-
kerhed, og dette gælder også deres adgang til at lade sig
repræsentere og rådgive af andre. Det er således vigtigt, at
tilrettelæggelse af sagsbehandlingen skaber reel mulighed
for at udnytte disse partsrettigheder, hvilket den nuværen-
de tilrettelæggelse af forløbet i sager om kontaktbevarende
samvær ikke fuldt ud understøtter.
Partshøringerne, som i sager om kontaktbevarende samvær
på grund af disse sagers hastende karakter har meget korte
svarfrister, bør ikke placeres henover weekender og hellig-
dage, hvor det kan være vanskeligt for forældre at benytte
sig af professionel rådgivning, f.eks. fra en advokat. Derfor
bør den lovbestemte frist for at træffe afgørelse om kontakt-
bevarende samvær forlænges sådan, at forældrene sikres en
reel mulighed for at søge rådgivning, hvis de ønsker det. So-
cial- og Boligministeriet finder på den baggrund, at fristen
for at træffe afgørelse om kontaktbevarende samvær bør
udvides fra 3 uger til 4 uger.
Når Familieretshuset modtager en anmodning om fastsættel-
se af samvær, hvor der ikke er samvær mellem barnet og
samværsforælderen, skal Familieretshuset af egen drift træf-
fe afgørelse om kontaktbevarende samvær, medmindre sam-
værsforælderen ikke ønsker et sådant samvær fastsat. Afslår
Familieretshuset at fastsætte kontaktbevarende samvær, skal
Familieretshuset tage stilling til, om der er grundlag for at
fastsætte midlertidigt samvær efter § 29 i forældreansvarslo-
ven, hvis samværsforælderen anmoder herom.
I sager, hvor Familieretshuset har afslået at fastsætte kon-
taktbevarende samvær, har Familieretshuset ikke pligt til af
egen drift at træffe afgørelse om, hvorvidt der kan fastsæt-
tes midlertidigt samvær. Og der gælder ikke en lovbestemt
frist for, hvornår der skal træffes afgørelse om midlertidigt
samvær. Med henblik på at sikre, at der i disse situationer
hurtigst muligt træffes afgørelse om midlertidigt samvær,
bør Familieretshuset uden anmodning fra samværsforælde-
ren skulle træffe afgørelse om, hvorvidt der kan fastsættes
midlertidigt samvær, og der bør indføres en lovbestemt frist,
hvorefter Familieretshuset skal træffe afgørelse om midler-
tidigt samvær hurtigst muligt og senest 4 måneder efter
modtagelsen af anmodningen om fastsættelse af samvær.
Formålet hermed er at sikre, at barnets forbindelse med sam-
værsforælderen hurtigst muligt kan bevares eller genetable-
res under behandlingen af sagen.
En sådan ordning bør dog ikke medføre fravigelse af kravet
i forældreansvarsloven om, at alle afgørelser efter loven skal
træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet.
6
2.1.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 4 i forældreansvarsloven som stk. 2
indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset og fa-
milieretten ved vurderingen af barnets bedste skal inddrage
hensynet til barnets ret til begge forældre og i den forbin-
delse konsekvenserne af samarbejdschikane, herunder foræl-
drefremmedgørelse.
Dette forslag vil betyde, at Familieretshuset og familieretten
ved vurderingen af barnets bedste vil skulle inddrage hensy-
net til barnets ret til begge forældre og i den forbindelse
konsekvenserne af samarbejdschikane, herunder forældre-
fremmedgørelse. Forslaget vil således tydeliggøre, at samar-
bejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse er centrale
elementer ved vurderingen af barnets bedste, og at udøvel-
se af samarbejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse,
vil kunne få konsekvenser for den pågældende forælder.
Det foreslås endvidere, at fristen i § 29 a i forældreansvars-
loven for, hvornår Familieretshuset skal træffe afgørelse om
kontaktbevarende samvær, forlænges fra 3 uger til 4 uger.
Dette forslag vil betyde, at Familieretshuset vil få længere
tid til behandlingen af sager om kontaktbevarende samvær
således, at der vil kunne sikres rimelige frister for besvarelse
af partshøringer og bedre muligheder for at lade sig repræ-
sentere og rådgive af andre i relation til spørgsmålet om
kontaktbevarende samvær.
Endvidere foreslås det, at der i § 29 a i forældreansvarslo-
ven som stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvoraf det følger,
at når Familieretshuset afslår at fastsætte kontaktbevarende
samvær, skal Familieretshuset træffe afgørelse om midlerti-
digt samvær efter § 29 i forældreansvarsloven hurtigst mu-
ligt og senest 4 måneder efter modtagelsen af anmodningen
om fastsættelse af samvær.
Dette forslag vil betyde, at Familieretshuset i disse sager vil
skulle træffe afgørelse om midlertidigt samvær hurtigst mu-
ligt og senest 4 måneder efter modtagelsen af anmodningen
om fastsættelse af samvær. Herved vil det blive sikret, at
der inden for en lovbestemt frist vil skulle tages stilling til,
om det er bedst for barnet, at barnets forbindelse med sam-
værsforælderen bevares eller genetableres under den videre
behandling af samværssagen.
Det vil fortsat være en betingelse for at fastsætte midlerti-
digt samvær, at samværet i den konkrete situation er bedst
for barnet.
Uanset fristerne vil afgørelser om kontaktbevarende samvær
og midlertidigt samvær fortsat altid skulle træffes hurtigst
muligt.
For en nærmere beskrivelse af de tre forslag henvises til
lovforslagets § 1, nr. 1, 3 og 4, og bemærkningerne hertil.
2.2. Forældreansvar og forældre der er dømt for gentagen
vold i nære relationer
2.2.1. Gældende ret
2.2.1.1. Formodningsreglen i § 4 a i forældreansvarsloven
Forældreansvarsloven vedrører navnlig spørgsmål om for-
ældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kon-
takt. Dette betegnes under ét som sager om forældreansvar.
Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter lovens § 4
træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Der henvises til
beskrivelsen af barnets bedste og barnets ret til to forældre i
punkt 2.1.1.1.
En forældremyndighedsindehaver skal drage omsorg for
barnet og kan træffe afgørelse om barnets personlige for-
hold ud fra barnets interesser og behov. Har forældrene
fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger
vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Den
af forældrene, som barnet har bopæl hos, kan dog uanset
fælles forældremyndighed selvstændigt træffe afgørelse om
overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i
landet bopælen skal være. Der henvises til §§ 2 og 3 i
forældreansvarsloven.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste følger
det af lovens § 4 a, stk. 1, at er en part idømt ubetinget
fængselsstraf eller dømt til anbringelse efter straffelovens §
68, 2. pkt., eller § 69 i straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
434 af 25. april 2024, eller til forvaring efter straffelovens §
70 for overtrædelse af straffelovens §§ 101 a eller 114-114
j, § 136, stk. 2, § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse
af handlinger omfattet af straffelovens §§ 114-114 j, § 210,
kapitel 24 bortset fra § 228 eller af §§ 237, 245, 245 a, 246
eller 262 a, kan der ikke, medmindre det er bedst for barnet,
træffes afgørelse om følgende:
1) At parten har forældremyndigheden eller del i forældre-
myndigheden over barnet efter § 11, § 13, stk. 2, § 14, § 15,
stk. 2 eller 3, eller §§ 15 a eller 26-28.
2) At barnet har bopæl hos parten efter § 17, stk. 1, eller §
26.
3) At barnet har samvær eller anden kontakt med parten
efter §§ 20-21, 22, 29 eller 29 a.
§ 4 a blev indsat i forældreansvarsloven ved lov nr. 202 af
5. marts 2019 om ændring af forældreansvarsloven (Foræl-
dremyndighed, barnets bopæl og samvær for forældre, der
er dømt for visse former for kriminalitet af grovere karak-
ter), og bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 2215 af 29.
december 2020 om ændring af forældreansvarsloven (For-
ældremyndighed, barnets bopæl og samvær for forældre,
der er dømt for overtrædelse af straffelovens terrorbestem-
melser). Om bestemmelsen henvises til Folketingstidende
2018-19, tillæg A, L 137 som fremsat, og Folketingstidende
2020-21, tillæg A, L 15 som fremsat.
§ 4 a i forældreansvarsloven finder tilsvarende anvendelse,
hvis en forælder ved en straffedom afsagt af domstolene i
7
Grønland eller på Færøerne eller ved en udenlandsk straffe-
dom er idømt ubetinget fængsel eller en retsfølge svarende
til anbringelse eller forvaring efter § 68, 2. pkt., § 69 eller
§ 70 i straffeloven for handlinger med tilsvarende gernings-
indhold som i de straffelovsbestemmelser, der er nævnt i § 4
a. Der tages dog ikke hensyn til en udenlandsk straffedom,
hvis anerkendelse af dommen vil være åbenbart uforenelig
med grundlæggende danske retsprincipper (ordre public),
f.eks. fordi den dømte ikke har haft mulighed for at forsvare
sig i sagen.
§ 4 a omfatter også dom for forsøg, jf. § 21 i straffeloven,
eller medvirken, jf. § 23 i straffeloven, til overtrædelser af
de omhandlede straffelovsovertrædelser.
Hvis en forælder ved samme dom er idømt en samlet straf
i form af ubetinget fængsel, anbringelse eller forvaring for
flere lovovertrædelser, vil det bero på en konkret vurdering,
om straffen er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven. Det
vil i den forbindelse være afgørende, hvilken straf den
pågældende ville være blevet idømt, hvis de af § 4 a i
forældreansvarsloven omfattede straffelovsovertrædelser var
blevet pådømt særskilt.
Idømmelse af straf, anbringelse eller forvaring for kriminali-
tet, navnlig personfarlig kriminalitet, der ikke er omfattet af
§ 4 a i forældreansvarsloven, indgår i vurderingen af, hvad
der er bedst for barnet efter § 4 i forældreansvarsloven. Det-
te gælder også, hvis en forælder ikke er idømt ubetinget
fængselsstraf m.v., men eksempelvis betinget frihedsstraf el-
ler bøde, for kriminalitet omfattet af § 4 a i forældreansvars-
loven, eller hvis en forælder i udlandet har begået handlin-
ger, der er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, men
som ikke er strafbare der. Sådanne straffelovsovertrædelser
og handlinger vil imidlertid indgå i vurderingen af, hvad der
er bedst for barnet, men kun hvis der er tale om handlinger,
der skaber tvivl om, hvorvidt den pågældende er egnet til
at drage omsorg for et barn. Det er navnlig tilfældet ved
handlinger, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade
andre mennesker.
Formålet med § 4 a i forældreansvarsloven er at sikre, at
der i forældreansvarssager ikke opstår tvivl om, at hensynet
til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse
altid sættes over andre hensyn, herunder over hensynet til
en forælder, der er dømt for at have begået de nævnte straf-
felovsovertrædelser.
2.2.1.2. Anvendelse af formodningsreglen i § 4 a i foræl-
dreansvarsloven
§ 4 a i forældreansvarsloven indeholder en klar formodning
for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt
ubetinget fængselsstraf m.v. for personfarlig kriminalitet af
grovere karakter m.v., ikke mod den anden forælders ønske
har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har
bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne for-
ælder.
Efter bestemmelsen finder denne formodningsregel ikke an-
vendelse, hvis det er bedst for barnet, at den dømte foræl-
der har forældremyndighed over barnet, eller at barnet har
bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne
forælder. Der er tale om en snæver undtagelse, der alene
finder anvendelse, når det på grundlag af en dybdegående og
tværfaglig undersøgelse efter en konkret vurdering findes at
være det bedste for det enkelte barn.
I vurderingen af, hvad der er til barnets bedste i sager omfat-
tet af § 4 a i forældreansvarsloven, skal først og fremmest
indgå barnets relation til den pågældende forælder og bar-
nets interesse i at have kontakt med denne. Hensynet til
den dømte forælder kan aldrig føre til, at der træffes en
afgørelse, som ikke vurderes at være til barnets bedste.
I vurderingen af barnets bedste skal endvidere indgå den
nærmere karakter af forbrydelsen og omstændighederne om-
kring den samt den tid, der er forløbet, siden forbrydelsen
blev begået. Det forhold, at der foreligger særlige omstæn-
digheder, såsom at forælderen var meget ung, da forbrydel-
sen blev begået, eller at der er gået lang tid siden forælde-
rens løsladelse fra strafafsoning m.v., kan ikke i sig selv
føre til, at undtagelsen finder anvendelse. Sådanne forhold
kan dog være relevante for den samlede vurdering af barnets
bedste, herunder bl.a. vurderingen af forælderens aktuelle
evne til at drage omsorg for barnet.
Det skal indgå med vægt i vurderingen af, om samvær m.v.
ikke vil være til barnets bedste, hvis forældrenes samlivsop-
hævelse og/eller den aktuelle forældreansvarssag helt eller
delvist blev udløst af den ene forælders kriminalitet. Lige-
ledes skal det indgå i vurderingen, hvis forældrene har op-
retholdt samlivet eller kontakten med barnet i en længere
periode, hvor den anden forælder har været vidende om
kriminaliteten, og det ikke har givet anledning til bekym-
ring for den dømte forælders omsorgsevne. Der skal dog i
denne sammenhæng være fokus på forældrenes relation til
hinanden, herunder om den ene forælder har været tilbage-
holdende med at opløse samlivsforholdet og/eller rejse en
forældreansvarssag, f.eks. på grund af frygt for den dømte
forælder.
I vurderingen af barnets bedste skal også inddrages de for-
hold, der er lagt vægt på i straffedommen. Særligt grovhe-
den af forbrydelsen og betydningen heraf for strafudmålin-
gen, herunder om retten har fundet, at der forelå formildende
eller skærpende omstændigheder, vil have betydning for
vurderingen af barnets bedste. Det skal samtidigt undersø-
ges, om dommen indeholder oplysninger i relation til foræl-
dreansvarslovens fokus på forældrenes pligt til at skærme
barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet
for skade eller fare, herunder om den pågældende forælders
deltagelse i de kriminelle aktiviteter har kunnet udsætte bar-
net for skade eller fare.
Vurderingen af barnets bedste, barnets trivsel og beskyttel-
sen af barnet skal i sager omfattet af § 4 a i forældreansvars-
loven være baseret på en dybdegående og tværfaglig under-
søgelse. Der bør således altid foretages en børnesagkyndig
8
undersøgelse og som klart udgangspunkt ligeledes en belys-
ning af forælderens personlige egenskaber og evne til at
drage omsorg for barnet. Det vil i de fleste sager endvidere
være relevant at indhente oplysninger efter bestemmelserne
herom i kapitel 10 i Familieretshusloven, fra den kommune,
der er forpligtet til at yde støtte til barnet efter barnets lov, jf.
lovbekendtgørelse nr. 890 af 19. juli 2024.
Der skal som led i oplysningen af sagen som udgangspunkt
også afholdes en børnesamtale. Barnets egne synspunkter
skal tillægges vægt alt efter barnets alder og modenhed. Det
skal dog understreges, at barnets synspunkter ikke kan stå
alene, da der kan være situationer, hvor barnet ikke kan
overskue konsekvenserne af sine udtalelser. Der henvises til
§§ 5 og 34 i forældreansvarsloven.
Endelig tages der ved afgørelsen også hensyn til, hvilke
forhold efter forældreansvarsloven den enkelte sag drejer
sig om. Der kan således efter en konkret vurdering være
situationer, hvor der ikke er noget til hinder for at bestemme,
at et barn har samvær med en forælder, der er dømt for
overtrædelse af straffelovsbestemmelser, der er omfattet af §
4 a i forældreansvarsloven, men at den pågældende forælder
ikke bør have del i forældremyndigheden over barnet. Det er
dog en forudsætning herfor, at denne løsning i den konkrete
situation anses for bedst for barnet.
Undtagelsesbestemmelsen er også relevant, hvis begge for-
ældre er dømt for kriminalitet omfattet af § 4 a i forældrean-
svarsloven.
Ved afgørelserne om undtagelse fra formodningsreglen i §
4 a i forældreansvarsloven skal det sikres, at Danmarks for-
pligtelser i forhold til barnets bedste og respekt for retten
til familieliv efter FN’s konvention om barnets rettigheder
(herefter børnekonventionen) og Den Europæiske Menne-
skerettighedskonvention (herefter EMRK) overholdes. Om
disse forpligtelser henvises til punkt 3.
2.2.1.3. Behandlingen af sager om forældreansvar
I det følgende gennemgås de afgørelser efter forældrean-
svarsloven, hvor lovens § 4 a finder anvendelse.
Det drejer sig for det første om afgørelse om forældremyn-
dighed, der træffes efter kapitel 2 i forældreansvarsloven.
Det fremgår af lovens § 11, at hvis forældre med fælles
forældremyndighed ikke er enige om forældremyndigheden,
kan der træffes afgørelse om, hvorvidt den fælles forældre-
myndighed skal fortsætte, eller om en af dem skal have
forældremyndigheden alene. Den fælles forældremyndighed
kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage,
at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til
barnets bedste. Dette gælder dog ikke i sager omfattet af
lovens § 4 a.
Efter lovens § 14, stk. 1, kan der træffes afgørelse om, at
der skal være fælles forældremyndighed, eller at forældre-
myndigheden skal overføres fra den ene forælder til den
anden. Endvidere kan der efter lovens §§ 15 og 15 a træffes
afgørelse om forældremyndighed efter dødsfald.
Efter lovens § 13, stk. 2, kan forældremyndigheden ved afta-
le godkendt af Familieretshuset eller familieretten overføres
til andre end barnets forældre.
For det andet drejer det sig om afgørelse om barnets bopæl,
der træffes efter kapitel 3 i forældreansvarsloven. Det frem-
går af lovens § 17, stk. 1, at hvis forældre, der har fælles
forældremyndighed, ikke er enige om barnets bopæl, kan
der træffes afgørelse om, hos hvilken forælder barnet skal
have bopæl.
For det tredje drejer det sig om afgørelse om samvær og
anden kontakt, der træffes efter kapitel 4 i forældreansvars-
loven. Hvis der er uenighed om omfanget og udøvelsen af
samvær, kan der efter lovens § 21 træffes afgørelse herom,
og efter lovens § 22 kan der træffes afgørelse om anden
kontakt end samvær mellem barnet og en forælder.
Efter lovens § 20 kan der fastsættes samvær med barnets
nærmeste pårørende, som barnet er knyttet til. Endvidere
kan der efter lovens § 20 a fastsættes samvær eller anden
form for kontakt med barnets oprindelige slægtninge, hvis
barnet er adopteret.
Endelig indeholder forældreansvarsloven i kapitel 5 bestem-
melser om midlertidige afgørelser om forældremyndighed,
barnets bopæl, samvær og anden kontakt under behandlin-
gen af en sag efter forældreansvarsloven. Der henvises til
punkt 2.1.1.
Er indehaveren eller begge indehavere af forældremyndig-
heden forhindret i at træffe bestemmelse om barnets per-
sonlige forhold, skal der efter § 28 i forældreansvarsloven
træffes afgørelse om, hvem forældremyndigheden skal til-
komme, så længe forhindringen varer. Endelig kan der efter
lovens § 27 træffes en midlertidig afgørelse om forældre-
myndighed, hvis forældrene har fælles forældremyndighed,
og der er risiko for, at barnet bortføres ud af landet.
De nævnte sager efter forældreansvarsloven vedrører hoved-
sageligt situationer, hvor forældre er uenige om forældre-
myndigheden over deres børn, om barnets bopæl, om sam-
vær eller om anden kontakt, og en forælder anmoder om, at
der træffes en afgørelse herom.
Sager efter forældreansvarsloven er dog ikke altid uenig-
hedssager. I sager om udpegning af en forældremyndigheds-
indehaver efter en forælders død eller om udpegning af
en midlertidig forældremyndighedsindehaver efter § 28 i
forældreansvarsloven er der ofte kun én ansøger. Denne
ansøger udpeges som forældremyndighedsindehaver, hvis
det er til barnets bedste. Tilsvarende er der ikke tale om
en uenighedssag, hvis forældrene er enige om at overføre
forældremyndighed til tredjemand, der er indforstået med at
få forældremyndigheden. En sådan aftale godkendes, hvis
den er til barnets bedste. § 4 a i forældreansvarsloven finder
også anvendelse i sådanne sager.
9
Det følger af bestemmelserne i kapitel 2 og 8-10 i Familier-
etshusloven, at familieretten træffer afgørelse i alle sager
om forældremyndighed, bortset fra sager om forældremyn-
dighed efter en forælders død, i alle sager om barnets bopæl
samt i sager om samvær, hvor afgørelsen har indgribende
betydning for barnet. Familieretshuset træffer afgørelse i
de øvrige samværssager. I sager om forældremyndighed ef-
ter en forælders død træffes afgørelsen af Familieretshuset,
medmindre der er tale om en kompleks sag omfattet af
§ 7 i Familieretshusloven eller en sag, der indeholder kom-
plicerede faktiske eller juridiske problemstillinger. I disse
situationer skal afgørelsen træffes af familieretten.
Midlertidig afgørelse under behandlingen af en sag efter
forældreansvarsloven træffes af den myndighed, der behand-
ler sagen, dvs. af enten Familieretshuset eller familieret-
ten. Midlertidige afgørelser om forældremyndighed efter §
28 i forældreansvarsloven træffes dog alene af Familierets-
huset, og midlertidige afgørelser om forældremyndighed ef-
ter lovens § 27 træffes af social- og boligministeren.
Familieretshusets afgørelser efter forældreansvarsloven kan
efter § 39 i Familieretshusloven indbringes for familieretten
til prøvelse.
Uanset om en afgørelse om forældreansvar træffes af Fami-
lieretshuset eller familieretten, er det Familieretshuset, der
efter §§ 26 og 32 i Familieretshusloven varetager oplysnin-
gen af sagen. Til brug for sagsoplysningen har Familierets-
huset efter § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven mulighed
for uden samtykke fra den pågældende forælder at indhen-
te relevante oplysninger om straffedomme fra Det Centra-
le Kriminalregister (Kriminalregisteret), hvis der foreligger
mistanke om, at en forælder er idømt ubetinget fængselsstraf
m.v. for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk. 1, i forældrean-
svarsloven. Mistanken vil i de fleste tilfælde basere sig på
udtalelser fra den anden forælder. Mistanken kan dog også
bygge på oplysninger, som Familieretshuset modtager fra
andre myndigheder, herunder de sociale myndigheder.
Reglerne om deling af oplysninger fra Kriminalregisteret
findes i bekendtgørelse nr. 1860 af 23. september 2021 om
behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalre-
gister (Kriminalregisteret) med senere ændringer.
Cirkulære nr. 9755 af 29. september 2021 om registrering
mv. af oplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Krimi-
nalregisteret) indeholder bl.a. regler om, hvornår oplysnin-
ger slettes fra Kriminalregisteret. Slettereglerne indebærer,
at der vil kunne være situationer, hvor en forælder har begå-
et kriminalitet omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, men
hvor oplysningerne om kriminaliteten ikke længere fremgår
af Kriminalregisteret. I sådanne situationer vil Familierets-
huset ikke kunne oplyse den del af sagen, der vedrører
kriminalitet, ved indhentning af oplysninger fra Kriminalre-
gisteret. I så fald beror det på en konkret vurdering, hvordan
sagen oplyses.
2.2.2. Social- og Boligministeriets overvejelser
Regeringspublikationen Handlingsplan mod partnervold og
partnerdrab fra juni 2022 indeholder en række tiltag, der
har til formål at styrke indsatsen mod vold i nære relationer
og partnerdrab. Handlingsplanen har bl.a. fokus på børn, der
vokser op med vold i hjemmet. I planen understreges det, at
det er samfundets ansvar at sikre børns ret til at være børn
uden vold, og at børn svigtes, når samfundet lukker øjnene
over for vold mod børn, eller lader børnene være kastebold i
det system, der er sat i verden for at beskytte dem.
Blandt tiltagene i handlingsplanen er styrkelse af beskyttelse
af børn i forhold til forældremyndighed og samvær gennem
udvidelse af anvendelsesområdet for § 4 a i forældreansvars-
loven til også at omfatte forældre, der er idømt ubetinget
fængselsstraf m.v. efter § 244, stk. 2, i straffeloven.
Det fremgår af § 244, stk. 1, i straffeloven, at den, som øver
vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme,
straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det følger af
bestemmelsens stk. 2, at begås forhold, som er nævnt i stk.
1, gentagne gange over en periode af en person i eller nært
knyttet til den forurettedes husstand, uden at forholdet er
omfattet af § 245, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år.
Det fremgår af bemærkningerne til § 244, stk. 2, i straffelo-
ven, at den bl.a. finder anvendelse på vold begået af person-
er i den forurettedes husstand, f.eks. forældres vold mod
deres børn eller stedbørn og vold mellem samlevende. End-
videre finder bestemmelsen anvendelse på vold begået af
personer med en nær tilknytning til husstanden, f.eks. tidli-
gere ægtefæller, der stadig jævnligt kommer i forurettedes
husstand, f.eks. fordi deres fællesbørn har bopæl der. Der
henvises til Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 223 som
fremsat, side 5.
Det omhandlede tiltag skal ses i lyset af, at den generelle
bestemmelse i § 4 i forældreansvarsloven om, at afgørelser
efter loven skal være til barnets bedste, suppleres af bestem-
melsen i lovens § 4 a, hvorefter der er en klar formodning
for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt
ubetinget fængselsstraf m.v. for personfarlig kriminalitet af
grovere karakter, såsom manddrab, seksualforbrydelser og
grov vold, eller for terrorhandlinger m.v., ikke har forældre-
myndighed over et barn, og at barnet ikke har bopæl hos
eller samvær eller anden kontakt med denne forælder. For-
målet med denne bestemmelse er at sikre, at der ikke opstår
tvivl om pligten til at beskytte barnet og til at sætte barnets
bedste højest i sager efter forældreansvarsloven, når en for-
ælder er idømt ubetinget fængsel for personfarlig kriminali-
tet af grovere karakter eller for terrorhandlinger m.v.
På den baggrund finder Social- og Boligministeriet, at an-
vendelsesområdet for formodningsreglen i § 4 a i foræl-
dreansvarsloven bør udvides til også at omfatte situationer,
hvor en forælder er idømt ubetinget fængselsstraf m.v. for
overtrædelse af § 244, stk. 2, i straffeloven. Der bør således
være en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at
en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf m.v. efter §
244, stk. 2, i straffeloven ikke har forældremyndighed over
10
barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller
anden kontakt med denne forælder.
Begrundelsen for denne udvidelse af anvendelsesområdet
for formodningsreglen er, at der er tale om straf for handlin-
ger, der i lighed med de handlinger, der er omfattet af den
gældende formodningsregel, skaber tvivl om, hvorvidt den
pågældende forælder er egnet til at drage omsorg for et barn,
og dermed om det er bedst for barnet at have kontakt med
den pågældende forælder.
2.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at formodningsreglen i § 4 a, stk. 1, i foræl-
dreansvarsloven udvides til også at omfatte straf for over-
trædelse af § 244, stk. 2, i straffeloven. Dette vil betyde,
at når en forælder er idømt ubetinget fængselsstraf m.v. for
overtrædelse af § 244, stk. 2, i straffeloven, vil der være
en klar formodning for, at det er bedst for barnet, at den på-
gældende forælder ikke har forældremyndighed over barnet,
og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden
kontakt med denne forælder.
I lighed med den gældende formodningsregel vil der også
i forhold til den foreslåede udvidelse af anvendelsesområ-
det for formodningsreglen helt undtagelsesvist kunne være
situationer, hvor det på grundlag af en dybdegående og
tværfaglig undersøgelse efter en konkret vurdering findes
at være det bedste for det enkelte barn, at barnet har kontakt
med en forælder, der er dømt for overtrædelse af § 244, stk.
2, i straffeloven.
For en nærmere beskrivelse af forslaget henvises til lovfor-
slagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil. Der henvises
endvidere til punkt 3 om forholdet til Danmarks internatio-
nale forpligtelser.
3. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser
3.1. FN’s konvention om barnets rettigheder (børnekonventi-
onen)
Børnekonventionen indeholder regulering af børns rettighe-
der på alle samfundsområder. Det grundlæggende hensyn
til barnets bedste fastslås i konventionens artikel 3, stk.
1. Det følger af denne bestemmelse, at i alle foranstaltnin-
ger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige
eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, for-
valtningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets
bedste komme i første række.
Som supplement til bestemmelsen i artikel 3, stk. 1, fremgår
det af konventionens artikel 19, at deltagerstaterne skal træf-
fe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, socia-
le og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse af
barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold, skade
eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling, mis-
handling eller udnyttelse, herunder seksuelt misbrug, mens
barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers vare-
tægt.
Endvidere fremgår det af konventionens artikel 9, stk. 1,
at deltagerstaterne skal sikre, at barnet ikke adskilles fra
sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompetente
myndigheder, hvis afgørelser er undergivet retlig prøvelse,
i overensstemmelse med gældende lov og praksis bestem-
mer, at en sådan adskillelse er nødvendig af hensyn til
barnets bedste. En sådan beslutning kan være nødvendig i
særlige tilfælde, f.eks. ved forældres misbrug eller vanrøgt
af barnet, eller hvor forældrene lever adskilt, og der skal
træffes beslutning om barnets bopæl. Videre følger det af
bestemmelsens stk. 2, at i behandlingen af enhver sag ef-
ter stk. 1 skal alle interesserede parter gives mulighed for
at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres synspunk-
ter. Efter bestemmelsens stk. 3 skal deltagerstaterne respek-
tere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge
forældre, til at opretholde regelmæssig personlig forbindel-
se og direkte kontakt med begge forældre, undtagen hvis
dette strider mod barnets bedste. Denne ret og hensynet til
barnets bedste skal ses i sammenhæng med konventionens
artikel 19. Efter denne bestemmelse skal deltagerstaterne
træffe alle passende lovgivningsmæssige, administrative, so-
ciale og uddannelsesmæssige forholdsregler til beskyttelse
af barnet mod alle former for fysisk eller psykisk vold,
skade eller misbrug, vanrøgt eller forsømmelig behandling,
mishandling eller udnyttelse, herunder seksuel misbrug, me-
dens barnet er i forældrenes, værgens eller andre personers
varetægt.
3.2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
(EMRK)
Ved indførelsen af en formodningsregel i § 4 a i forældrean-
svarsloven i 2019 blev det overvejet, om formodningsreglen
kunne gennemføres inden for rammerne af EMRK artikel
8, hvorefter enhver har ret til respekt for bl.a. sit familieliv,
jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 137 som fremsat,
side 6-7. Det blev vurderet, at ordningen efter § 4 a udgør et
indgreb i EMRK artikel 8, stk. 1, men at indgrebet varetager
et anerkendelsesværdigt hensyn efter artikel 8, stk. 2, henset
til, at indgrebet er begrundet i at beskytte barnet mod vold
og overgreb.
Det blev endvidere vurderet, at indgrebet ikke går videre
end nødvendigt, og at § 4 a derfor kunne indføres inden for
rammerne af EMRK artikel 8. Der blev i den forbindelse
bl.a. lagt vægt på, at barnets interesse i at bevare kontakten
til den dømte forælder skal indgå i vurderingen af barnets
bedste.
Det er Social- og Boligministeriets vurdering, at den foreslå-
ede udvidelse af anvendelsesområdet for § 4 a, jf. lovforsla-
gets § 1, nr. 2, hvorefter formodningsreglen i § 4 a, stk. 1,
i forældreansvarsloven udvides til også at omfatte straf for
overtrædelse af § 244, stk. 2, i straffeloven, ikke ændrer den
vurdering, der blev lavet ved indførelsen af bestemmelsen i
forældreansvarslovens § 4 a. Det bemærkes i den forbindel-
se, at der fortsat vil skulle foretages en konkret vurdering i
hver enkelt sag af, om det er bedst for barnet at have kontakt
med den dømte forælder.
11
Det er på denne baggrund ministeriets vurdering, at den
foreslåede ordning vil kunne gennemføres inden for ram-
merne af EMRK artikel 8.
4. Konsekvenser for opfyldelsen af FN’s verdensmål
Danmark har tilsluttet sig FN’s 17 verdensmål for bæredyg-
tig udvikling, herunder verdensmål 16 om fred, retfærdighed
og stærke institutioner. Efter delmål 16.2 skal mishandling,
udnyttelse og menneskehandel og alle former for vold og
tortur mod børn stoppes. Forslaget om udvidelse af anven-
delsesområdet for § 4 a i forældreansvarsloven til også at
omfatte forældre, der er dømt for gentagen vold i nære
relationer, vil medvirke til opfyldelse af delmål 16.2, og
det vurderes derfor, at lovforslaget vil kunne have positive
konsekvenser for Danmarks opfyldelse af verdensmål 16.
5. Ligestillingsmæssige konsekvenser
Uanset at skilsmissebørn i stigende omfang gennem såkaldte
deleordninger bor lige meget eller næsten lige meget hos de-
res mor og far, viser statistikken, at det hovedsageligt er bar-
nets mor, der er barnets bopælsforælder, hvilket indebærer,
at anmodninger om fastsættelse af samvær hovedsageligt
indgives af barnets far.
Med forslaget forbedres tilrettelæggelsen af sagsbehandlin-
gen i sager, hvor en samværsforælder har fået afslag på
fastsættelse af kontaktbevarende samvær, med henblik på
hurtigere at kunne fastsætte midlertidigt samvær. Da sam-
værsforældre hovedsageligt er fædre, vil forslaget bidrage til
at øge ligestillingen mellem mænd og kvinder i relation til
kontakten med deres børn.
6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekven-
ser for det offentlige
Det vurderes, at forslaget om, at der i sager, hvor Familier-
etshuset har afslået at fastsætte kontaktbevarende samvær,
vil skulle træffes afgørelse om midlertidigt samvær inden
4 måneder fra modtagelsen af anmodningen, vil medføre
merudgifter for staten i relation til Familieretshuset på 2,4
mio. kr. årligt fra og med 2025 (2024-pl).
Forslaget vil ikke have økonomiske konsekvenser for kom-
muner og regioner.
Da lovforslaget alene vil indeholde justeringer af allerede
eksisterende ordninger, vil det ikke have implementerings-
konsekvenser af betydning for de involverede myndigheder,
og det vil heller ikke have digitaliseringsrelaterede konse-
kvenser.
I relation til principperne for digitaliseringsklar lovgivning
vil lovforslaget opfylde princippet om klare og enkle regler,
men lovforslaget vil ikke opfylde princippet om automatisk
sagsbehandling. Dette skyldes, at det vil være nødvendigt
for de involverede myndigheder at behandle hver sag indivi-
duelt, hvilket vil indebære faglige skøn, hvorfor der ikke
vil kunne sagsbehandles efter objektive kriterier. De øvrige
principper for digitaliseringsklar lovgivning er ikke relevan-
te for lovforslaget.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervs-
livet m.v.
Lovforslaget har ikke konsekvenser for erhvervslivet m.v.
8. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borger-
ne.
9. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
10. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekven-
ser.
11. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
12. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 17. juni 2024
til den 22. august 2024 (37 dage) været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.:
Advokatsamfundet, Amnesty International, byretterne, Bør-
nerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Danner,
Dansk Kvindesamfund, Dansk Psykolog Foreningen, Dan-
ske Advokater, Danske Familieadvokater, Den Danske
Dommerforening, Departement for Sociale Anliggender,
Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender (Grøn-
land), Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjene-
stemandsforening, Domstolsstyrelsen, Familieretshuset, For-
eningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen
Far til Støtte for Børn og Forældre, HK Landsklubben Dan-
marks Domstole, HOME-START, Institut for Menneskeret-
tigheder, Justitsministeriet (Færøerne), Kvinderådet, Køben-
havns Universitet (Det Juridiske Fakultet), Landsforeningen
Børn og Samvær, Lev uden Vold, LOKK, Mandecenteret,
Manderådets Udvalg for Familieret, Mødrehjælpen, Rigs-
ombudsmanden i Grønland, Retspolitisk forening, Syddansk
Universitet (Juridisk Institut), Vestre Landsret, Østre Lands-
ret, Aalborg Universitet (Juridisk Institut) og Aarhus Uni-
versitet (Juridisk Institut).
13. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør »Ingen«)
12
(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, anfør
»Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for stat, kom-
muner og regioner
Ingen Forslaget om, at afgørelser om midlerti-
digt kontaktbevarende samvær skal træf-
fes inden 4 måneder fra modtagelsen af
anmodningen, vil medføre merudgifter
for staten til Familieretshuset på 2,4 mio.
kr. årligt fra og med 2025 (2024-pl).
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner
Ingen Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervsli-
vet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for er-
hvervslivet
Ingen Ingen
Administrative konsekvenser for borgerneIngen Ingen
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige konsekvenser Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de fem principper for im-
plementering af erhvervsrettet EU-regule-
ring (der i relevant omfang også gælder
ved implementering af ikkeerhvervsrettet
EUregulering)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær
og anden kontakt træffes efter forældreansvarsloven. Afgø-
relser efter forældreansvarsloven skal efter lovens § 4 træf-
fes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Efter bestemmelsen
skal Familieretshuset og familieretten have fokus på, at af-
gørelser skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte
barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet
for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.
Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der
tages hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven
om, at barnet har ret til to forældre, og at forældrene skal
tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet,
dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger om bar-
net. Dette ansvar kommer også til udtryk ved, at begge
forældre skal være med til at sikre, at samværet med den
forælder, som barnet ikke bor sammen med, virkeliggøres,
jf. lovens § 19, stk. 2. Det indgår derfor som en vigtig
del af vurderingen af barnets bedste, om den ene forælder
uden rimelig grund hindrer barnets kontakt med den anden
forælder.
Forældreansvarsloven bygger således på en generel formod-
ning om, at det er bedst for barnet at have kontakt med
begge sine forældre. Der skal dog altid foretages en konkret
vurdering af barnets bedste i den enkelte sag, og der kan
således f.eks. træffes afgørelse om at afslå eller ophæve
samvær, herunder ved en midlertidig afgørelse, hvis der er
omstændigheder, som gør, at det er bedst for barnet ikke at
have kontakt med den ene forælder.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1.1.
Det foreslås, at der i § 4 i forældreansvarsloven som stk. 2
indsættes en bestemmelse, hvorefter Familieretshuset og fa-
milieretten ved vurderingen af barnets bedste, jf. stk. 1, skal
inddrage hensynet til barnets ret til begge forældre og i den
forbindelse konsekvenserne af samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse.
Forslaget vil betyde, at hensynet til barnets ret til begge for-
ældre og betydningen af eventuel samarbejdschikane, herun-
der forældrefremmedgørelse, altid vil skulle inddrages ved
vurderingen af barnets bedste i sager efter forældreansvars-
loven.
Det bemærkes, at i aftalen om et forbedret familieretligt
system, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 1, define-
res forældrefremmedgørelse således: ”En forælders bevidste
brug og manipulation af barnet i forhold til anden forælder
med det sigte, at den anden forælder mister kontakt med
barnet. Forældrene har pligt til at sikre, at barnet ikke gøres
til et våben i relationen mellem dem og skærme barnet mod
forældrenes konflikter”.
Som det fremgår af definitionen, er der tale om et faktabase-
ret baseret begreb, der drejer sig om, hvorvidt en forælder
bevidst og ubegrundet har søgt at afskære barnet fra at have
kontakt med den anden forælder. Det er således ikke tale om
et psykologisk begreb.
13
Med forslaget vil forældrefremmedgørelse være et selvstæn-
digt begreb ved siden af samarbejdschikane, der omfatter en
forælders chikane af samarbejdet med den anden forældre
om barnet, og som kan udøves af både en bopælsforælder og
en samværsforælder.
Forslaget vil navnlig være møntet på sager, hvor forældrene
ikke kan samarbejde om deres barn, heller ikke om at sikre
barnets kontakt med begge forældre. Der kan eksempelvis
være tale om situationer, hvor den ene forælder chikanerer
samarbejdet med den anden forælder, eller hvor en forælder
bevidst manipulerer barnet i forhold til den anden forælder
med det sigte, at den anden forælder mister kontakt med
barnet. Sådan samarbejdschikane og forældrefremmedgørel-
se kan være skadeligt for barnet, dels fordi det kan være en
stor belastning for barnet at blive inddraget i forældrenes
konflikt, herunder ved at den ene forælder aktivt bruger
barnet i en kamp mod den anden forælder, dels fordi bar-
nets kontakt med den ene forælder kan blive svækket eller
afbrudt. Dette gælder særligt i de få sager, hvor samværschi-
kane, herunder forældrefremmedgørelse, betyder, at den ene
forælder ender med at fremstå som fremmed for barnet,
og den chikanerende forælder uden rimelig grund afbryder
kontakten mellem barnet og den anden forælder.
I sådanne situationer vil forslaget betyde, at ved udøvelse
af samarbejdschikane eller forældrefremmedgørelse vil det
altid skulle overvejes, om chikanen eller forældrefremmed-
gørelsen skal have konsekvenser, navnlig i form af, at foræl-
dremyndigheden tillægges den anden forælder alene, eller at
barnets bopæl flyttes til den anden forælder.
En sådan afgørelse om ændring af forældremyndighed eller
barnets bopæl vil dog kun kunne træffes, når afgørelsen
konkret vurderes at være bedst for barnet. Denne vurdering
bør som i andre sager om ændring af forældremyndighed
eller barnets bopæl bygge på grundige undersøgelser, herun-
der afdækning af barnets perspektiv og egne synspunkter, alt
efter barnets alder og modenhed.
Der vil endvidere skulle lægges vægt på, om ændring af for-
ældremyndighed eller barnets bopæl reelt vil sikre barnets
ret til begge forældre. Ændringen bør således kun gennem-
føres, hvis den forælder, der f.eks. bliver barnets bopælsfor-
ælder, vil kunne sikre barnets fortsatte kontakt med den
anden forælder.
Forslaget vil således ikke betyde, at den omstændighed,
at en forælder har udøvet samarbejdschikane eller forældre-
fremmedgørelse, automatisk vil medføre ændring af foræl-
dremyndighed, barnets bopæl eller samvær.
Forslaget vil heller ikke have betydning for sager, hvor der
er eller kan være reelle grunde til, at en forælder afbryder
barnets kontakt med den anden forælder for at beskytte bar-
net. At beskytte barnet mod den anden forælder kan være
berettiget, eksempelvis hvis der er vold, herunder psykisk
vold, i relationen mellem forældrene, eller der er vold mod
barnet. Det kan også være berettiget at afbryde barnets
kontakt med den anden forælder, hvis udøvelse af samvær
betyder, at den pågældende forælders sikkerhed bringes i
fare. Det kan også være berettiget for en forælder at beskytte
barnet mod den anden forælder, hvis der er begrundet mis-
tanke om, at den anden forælder ikke kan tage sig af barnet
på grund af psykisk sygdom eller misbrugsproblemer m.v.
Derimod vil almindelig uenighed eller højt konfliktniveau
mellem forældrene ikke i sig selv kunne begrunde, at en
forælder helt holder barnet væk fra den anden forælder. Det
samme gælder ved grundlæggende uenigheder om barnets
forhold i relation til opdragelse, skolegang, kost, helbred.
De forhold, der kan begrunde, at det er berettiget, at en for-
ælder beskytter barnet mod den anden forælder, bør så vidt
muligt understøttes af politianmeldelser, skadestuerapporter,
lægelige erklæringer m.v. Den omstændighed, at disse for-
hold ikke kan underbygges, f.eks. at den anden forælder
frifindes for en voldsanklage, vil imidlertid ikke nødvendig-
vis betyde, at der er tale om udøvelse af samarbejdschikane
eller forældrefremmedgørelse. Dette skal ses i lyset af, at
forslaget ikke må betyde, at en forælder, som har reelle
grunde til at afbryde barnets kontakt med den anden foræl-
der, afholder sig fra at gøre det af frygt for at blive beskyldt
for samarbejdschikane eller forældrefremmedgørelse.
For at undgå, at et barn på grund af samværschikane eller
forældrefremmedgørelse mister kontakten med den ene for-
ælder sådan, at det bliver svært at genetablere kontakten,
er det vigtigt, at sager, hvori der indgår samarbejdschikane
eller forældrefremmedgørelse, identificeres hurtigst muligt
sådan, at der kan sættes ind over for det. For at understøtte
dette fremgår det af aftalen om et forbedret familieretligt
system, at der skal udarbejdes en faglig guideline, der skal
sætte Familieretshusets medarbejdere i stand til at afdæk-
ke problematikkerne omkring samarbejdschikane, herunder
forældrefremmedgørelse, og balancere kompleksiteten heri
med afsæt i barnets perspektiv. Guidelinen udarbejdes af
børnesagkyndige psykologer. Formålet med guidelinen er at
højne fagligheden og hurtigere kunne afdække, hvorfor et
barn har modstand mod samvær for på den måde at kunne
arbejde med familien, inden situationen bliver mere kom-
pleks og fastlåst. Samtidig skal det gennem efteruddannelse
sikres, at Familieretshuset har de nødvendige faglige forud-
sætninger for at kunne identificere psykisk vold og forældre-
fremmedgørelse samt for at støtte forældrene i at håndtere
de udfordringer, psykisk vold medfører for familiens relati-
oner og for barnet. Det følger også af aftalen, at der skal
ske en forøgelse og udbygning af anvendelsen af sagkyndig
erklæring for ved mistanke om forældrefremmedgørelse at
få afdækket en forælders eller forældrenes forudsætninger
for at tage vare på barnet, herunder i forhold til at kunne
samarbejde om barnet med den anden forælder.
I de omhandlede situationer bør det overvejes at fastsætte
midlertidigt samvær, eventuelt under overvågning, hvis dette
er til barnets bedste. På den måde kan kontakten mellem
14
barnet og den pågældende forælder genoptages hurtigst mu-
ligt, og risikoen for forældrefremmedgørelse kan imødegås.
Samtidig styrker aftalen Familieretshusets konfliktnedtrap-
pende tilbud til familierne og udbygger anvendelsen af
børnesagkyndige undersøgelser gennem Familieretshusets
hjemtagelse af denne opgave i en periode.
Er der tale om samarbejdschikane udøvet af en samværsfor-
ælder, jf. beskrivelsen i de almindelige bemærkninger, punkt
2.1.1.1, kan konsekvensen være, at samværet begrænses el-
ler ophæves.
Afslutningsvist bemærkes, at den foreslåede bestemmelse
også vil finde anvendelse ved kontaktbevarende samvær og
midlertidige afgørelser om forældremyndighed, barnets bo-
pæl og samvær.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1.
Til nr. 2
Afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær
og anden kontakt træffes efter forældreansvarsloven. Afgø-
relser efter loven skal efter lovens § 4 træffes ud fra, hvad
der er bedst for barnet. Efter bestemmelsen skal Familierets-
huset og familieretten endvidere have fokus på, at afgørelser
skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet
mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for
skade eller fare, herunder at være vidne til vold. Ved vurde-
ringen af barnets bedste foretages altid en helhedsvurdering,
hvor der skal tages hensyn til alle relevante forhold.
Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste følger
det af lovens § 4 a, stk. 1, at er en part idømt ubetinget
fængselsstraf eller dømt til anbringelse efter straffelovens §
68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens §
70 for overtrædelse af straffelovens §§ 101 a eller 114-114
j, § 136, stk. 2, § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse
af handlinger omfattet af straffelovens §§ 114-114 j, § 210,
kapitel 24 bortset fra § 228 eller af §§ 237, 245, 245 a, 246
eller 262 a, kan der ikke, medmindre det er bedst for barnet,
træffes afgørelse om følgende:
1) At parten har forældremyndigheden eller del i forældre-
myndigheden over barnet efter § 11, § 13, stk. 2, § 14, § 15,
stk. 2 eller 3, eller §§ 15 a eller 26-28.
2) At barnet har bopæl hos parten efter § 17, stk. 1, eller §
26.
3) At barnet har samvær eller anden kontakt med parten
efter §§ 20-21, 22, 29 eller 29 a.
Som det fremgår af bestemmelsen, finder den ikke anven-
delse, hvis det er bedst for barnet, at den dømte forælder
har forældremyndighed over barnet, eller at barnet har bo-
pæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne foræl-
der. Der er tale om en snæver undtagelse, der alene finder
anvendelse, hvis det på grundlag af en dybdegående og
tværfaglig undersøgelse efter en konkret vurdering findes
at være det bedste for det enkelte barn.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 2.2.1.
Det foreslås, at i § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven ændres
»eller af §§ 237, 245, 245 a, 246 eller 262 a« til », § 237, §
244, stk. 2, eller §§ 245-246 eller 262 a«.
Forslaget vil indebære, at anvendelsesområdet for § 4 a, stk.
1, i forældreansvarsloven vil blive udvidet til også at omfat-
te straf for overtrædelse af § 244, stk. 2, i straffeloven. Dette
vil betyde, at der vil blive indført en klar formodning for,
at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt
ubetinget fængselsstraf eller dømt til anbringelse eller til
forvaring for overtrædelse af § 244, stk. 2, i straffeloven,
ikke har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke
har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne
forælder.
Det fremgår af § 244, stk. 1, i straffeloven, at den, som øver
vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme,
straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det følger af
bestemmelsens stk. 2, at begås forhold, som er nævnt i stk.
1, gentagne gange over en periode af en person i eller nært
knyttet til den forurettedes husstand, uden at forholdet er
omfattet af § 245, kan straffen stige til fængsel indtil 6 år.
I lighed med den gældende formodningsregel vil der også
i forhold til den foreslåede udvidelse af anvendelsesområ-
det for formodningsreglen helt undtagelsesvist kunne være
situationer, hvor det på grundlag af en dybdegående og
tværfaglig undersøgelse efter en konkret vurdering findes
at være det bedste for det enkelte barn, at barnet har kontakt
med en forælder, der er idømt en ubetinget fængselsstraf
m.v. efter § 244, stk. 2, i straffeloven. Ved denne vurdering
af barnets bedste vil der bl.a. skulle lægges vægt på barnets
hidtidige relation til den pågældende forælder, barnets inte-
resse i at have kontakt med denne forælder, den nærmere
karakter af forbrydelsen og omstændighederne ved den samt
den tid, der er forløbet siden forbrydelsen. Der vil også skul-
le tages hensyn til, hvilke forhold efter forældreansvarsloven
den enkelte sag drejer sig om, herunder om der er tale om
placering af forældremyndighed eller barnets bopæl mellem
forældrene, eller om der er tale om mere indgribende ind-
greb så som afbrydelse af enhver kontakt mellem barnet og
den pågældende forælder.
Samtidig vil forslaget betyde, at der ikke vil kunne træffes
afgørelse om afslag på eller ophævelse af samvær, hvis hen-
synet til barnets bedste i den konkrete situation kan vareta-
ges ved anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger,
eksempelvis begrænsning i omfanget af samværet eller vil-
kår om, at samværet skal foregå under overvågning.
Ved afgørelser efter § 4 a i forældreansvarsloven vil det
skulle sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets
bedste og respekt for retten til familieliv efter børnekonven-
15
tionen og EMRK overholdes, jf. de almindelige bemærknin-
ger, punkt 3.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af § 29 a, 1. pkt., i forældreansvarsloven, at
hvis barnet ikke har samvær med den forælder, der anmoder
om samvær, skal Familieretshuset hurtigst muligt og inden 3
uger efter modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af
samvær træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevaren-
de samvær.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1.2.
Det foreslås, at i § 29 a, 1. pkt., i forældreansvarsloven
ændres »3 uger« til »4 uger«, og »en midlertidig« udgår.
Den første del af forslaget vil betyde, at fristen i § 29 a i for-
ældreansvarsloven for, hvornår Familieretshuset skal træffe
afgørelse om kontaktbevarende samvær, vil blive forlænget
fra 3 uger til 4 uger.
Dette vil indebære, at Familieretshuset vil få yderligere tid
til behandlingen af sager om kontaktbevarende samvær såle-
des, at der kan sikres rimelige frister for partshøring m.v.
under behandlingen af sagerne, hvilket også vil sikre foræl-
drene en mere reel mulighed for at lade sig repræsentere og
søge rådgivning, hvis de ønsker det.
Uanset fristforlængelsen vil afgørelser om kontaktbevarende
samvær fortsat altid skulle træffes hurtigst muligt.
Den anden del af forslaget vil betyde, at midlertidige af-
gørelser om kontaktbevarende samvær fremover alene vil
skulle betegnes som afgørelser om kontaktbevarende sam-
vær. Begrundelsen for forslaget er sprogligt at tydeliggøre,
om der er tale om en afgørelse om midlertidigt samvær
efter lovens § 29 eller en afgørelse om kontaktbevarende
samvær efter lovens § 29 a. Der er således med forslaget
ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer af § 29 a.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1.
Til nr. 4
Efter § 29, stk. 1, i forældreansvarsloven kan der under be-
handlingen af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl
eller samvær efter anmodning træffes afgørelse om midler-
tidigt samvær. Afgørelsen træffes af den myndighed, der
behandler sagen, dvs. af Familieretshuset eller familieretten.
Det fremgår af § 7, stk. 2, i forældreansvarsbekendtgørelsen,
at Familieretshuset skal træffe en midlertidig afgørelse om
samvær eller anden kontakt efter § 29 i forældreansvarslo-
ven hurtigst muligt efter, at anmodningen herom er modta-
get.
Efter § 29, stk. 2, i forældreansvarsloven gælder en afgørel-
se om midlertidigt samvær efter bestemmelsens stk. 1 under
en sag om samvær, indtil der foreligger en endelig afgørelse
om samvær, der kan fuldbyrdes, en aftale om samværet eller
en afgørelse eller aftale om anden kontakt. Efter bestemmel-
sens stk. 3 bliver en afgørelse om midlertidigt samvær efter
stk. 1 under en sag om forældremyndighed eller barnets
bopæl endelig, når der foreligger en endelig afgørelse om
forældremyndigheden eller barnets bopæl, der kan fuldbyr-
des, eller en aftale om forældremyndigheden eller barnets
bopæl.
Det følger af lovens § 29 a, at hvis barnet ikke har samvær
med den forælder, der anmoder om samvær, skal Familier-
etshuset hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelsen af
en anmodning om fastsættelse af samvær træffe en midlerti-
dig afgørelse om kontaktbevarende samvær.
Efter § 8, stk. 1, i forældreansvarsbekendtgørelsen, skal
Familieretshuset træffe en midlertidig afgørelse om kontakt-
bevarende samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven, med-
mindre den, der anmoder om samvær, meddeler Familierets-
huset, at kontaktbevarende samvær ikke ønskes fastsat, eller
der er begrundet tvivl om, at samvær er bedst for barnet.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de
almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1.2.
Det foreslås, at der i § 29 a i forældreansvarsloven som stk.
2 indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at afslår
Familieretshuset at fastsætte kontaktbevarende samvær efter
stk. 1, skal Familieretshuset træffe afgørelse om midlertidigt
samvær efter § 29 hurtigst muligt og senest 4 måneder efter
modtagelsen af anmodningen om fastsættelse af samvær. 1.
pkt. gælder ikke, hvis anmodningen om fastsættelse af sam-
vær ikke er omfattet af stk. 1, eller den forælder, der har
anmodet om fastsættelse af samvær, meddeler Familierets-
huset, at midlertidigt samvær ikke ønskes fastsat.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., vil betyde,
at i sager, hvor Familieretshuset har afslået at fastsætte kon-
taktbevarende samvær, vil Familieretshuset uden anmodning
fra samværsforælderen skulle træffe afgørelse om, hvorvidt
der kan fastsættes midlertidigt samvær, og afgørelsen her-
om vil skulle træffes hurtigst muligt og senest 4 måneder
efter modtagelsen af anmodningen om fastsættelse af sam-
vær. Dette vil dog ikke gælde, hvis samværsforælderen med-
deler Familieretshuset, at midlertidigt samvær ikke ønskes
fastsat. Der vil således blive indført en lovbestemt frist for,
hvornår Familieretshuset skal træffe afgørelse om midlerti-
digt samvær i sager, hvor Familieretshuset har afslået at
fastsætte kontaktbevarende samvær.
Afgørelse om det midlertidige samvær vil i de omhandle-
de situationer skulle træffes efter § 29 i forældreansvarslo-
ven. Det vil således fortsat være en betingelse for at fastsæt-
te midlertidigt samvær efter den foreslåede bestemmelse, at
samværet i den konkrete situation er bedst for barnet. Der
16
henvises til beskrivelsen af vurderingen af barnets bedste i
de almindelige bemærkninger, punkt 2.1.1.1.
Den foreslåede frist vil i lighed med fristen for at træffe
afgørelse om kontaktbevarende samvær skulle regnes fra det
tidspunkt, hvor Familieretshuset modtog anmodningen om
fastsættelse af samvær.
I lyset af den foreslåede frist vil Familieretshuset i sager,
hvor det fra starten er usikkert, om der vil kunne fastsættes
kontaktbevarende samvær, skulle tilrettelægge sagsbehand-
lingen sådan, at der hurtigst mulig efter et afslag på kontakt-
bevarende samvær og inden 4 måneder fra modtagelsen af
anmodningen om fastsættelse af samvær kan træffes afgørel-
se om midlertidigt samvær.
Familieretshuset vil i den forbindelse skulle foretage den
sagsoplysning, der vurderes at være nødvendig for at træffe
afgørelse om midlertidigt samvær efter § 29 inden for den
foreslåede frist.
Indbringer Familieretshuset sagen om fastsættelse af sam-
vær for familieretten til afgørelse inden udløbet af den fore-
slåede frist, vil Familieretshuset senest i forbindelse med
indbringelsen skulle træffe afgørelse om midlertidigt sam-
vær.
Som det fremgår af bestemmelsen, vil indledning af en sag
om fastsættelse af midlertidigt samvær i de omhandlede
situationer ikke kræve en særskilt anmodning fra samvær-
sforælderen herom, men Familieretshuset vil ikke kunne
fastsætte samværet uden en dialog med samværsforælderen,
herunder om samværets ønskede placering.
Uanset fristen vil afgørelser om midlertidigt samvær efter
afslag på kontaktbevarende samvær fortsat altid skulle træf-
fes hurtigst muligt.
Familieretshusets afgørelser om midlertidigt samvær i de
omhandlede situationer vil lige som andre afgørelser om
midlertidigt samvær kunne indbringes for familieretten til
prøvelse efter § 39 i Familieretshusloven.
Endelig bemærkes, at henvisningen i den foreslåede bestem-
melse i § 29 a, stk. 2, 1. pkt., i forældreansvarsloven til,
at det midlertidige samvær fastsættes efter lovens § 29, vil
indebære, at § 29, stk. 2 og 3, også vil finde anvendelse
for de foreslåede afgørelser om midlertidigt samvær. Disse
bestemmelser vil således fastlægge, hvor længe de foreslåe-
de afgørelser om midlertidigt samvær vil gælde, henholdsvis
hvornår de vil blive endelige.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 2. pkt., vil betyde, at
den foreslåede bestemmelse i § 29 a, stk. 2, 1. pkt., ikke vil
finde anvendelse, hvis anmodningen om fastsættelse af sam-
vær ikke er omfattet af stk. 1, eller hvis samværsforælderen
meddeler Familieretshuset, at midlertidigt samvær ikke øns-
kes fastsat.
Henvisningen i det foreslåede stk. 2, 2. pkt., til situationer,
hvor anmodningen om fastsættelse af samvær ikke er omfat-
tet af § 29 a, stk. 1, vil betyde, at den foreslåede frist på
4 måneder til at træffe afgørelse om midlertidigt samvær,
når Familieretshuset har meddelt afslag på kontaktbevarende
samvær, alene vil finde anvendelse for sager, der er omfattet
af den gældende bestemmelse i § 29 a om kontaktbevarende
samvær, dvs. sager hvor barnet ikke har samvær med den
forælder, der anmoder om fastsættelse af samvær. Derimod
vil bestemmelsen ikke finde anvendelse i situationer, hvor
samværsforælderen anmoder om, at der fastsættes kontakt-
bevarende samvær, og hvor Familieretshuset afslår anmod-
ningen under henvisning til, at sagen falder uden for anven-
delsesområdet for kontaktbevarende samvær, navnlig fordi
der allerede er samvær mellem barnet og samværsforælde-
ren.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger,
punkt 2.1.
Til § 2
Til nr. 1
Efter § 6, stk. 2, i Familieretshusloven afgøres en række
sager af Familieretshuset. Efter bestemmelsens nr. 3 drejer
det sig bl.a. om sager om midlertidigt kontaktbevarende
samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven. Bestemmelsen
indebærer, at Familieretshuset ikke kan indbringe en sag om
midlertidigt kontaktbevarende samvær for familieretten til
afgørelse.
Det foreslås, at i § 6, stk. 2, nr. 3, i Familieretshusloven
udgår »midlertidigt«.
Forslaget er en konsekvens af de ved lovforslagets § 1, nr. 3
og 4, foreslåede ændringer af § 29 a i forældreansvarsloven,
hvorved det bl.a. foreslås at anvende kontaktbevarende sam-
vær i stedet for midlertidigt kontaktbevarende samvær.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Den foreslåede ikrafttrædelsesbestemmelse vil indebære, at
de foreslåede om ændringer af §§ 4 og 4 a i forældrean-
svarsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, også vil finde
anvendelse for sager efter forældreansvarsloven, som Fami-
lieretshuset og familieretten har under behandling ved lo-
vens ikrafttræden, og som afgøres efter ikrafttrædelsestids-
punktet. Disse bestemmelser, der har til formål at styrke bar-
nets bedste, vil således finde anvendelse for alle afgørelser
om forældreansvar, der træffes efter ikrafttrædelsestidspunk-
tet.
Samtidig vil ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære, at de
foreslåede ændringer af §§ 4 og 4 a i forældreansvarsloven
også vil finde anvendelse for handlinger, der er foretaget
før ikrafttrædelsestidspunktet, og for straffedomme, der er
afsagt før ikrafttrædelsestidspunktet.
Endvidere vil ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære, at den
17
ved lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede forlængelse af fristen
i § 29 a, stk. 1, 1. pkt., i forældreansvarsloven for at skulle
træffe afgørelse om kontaktbevarende samvær også vil fin-
de anvendelse for samværssager, som Familieretshuset har
under behandlingen ved lovens ikrafttræden.
Endelig vil ikrafttrædelsesbestemmelsen indebære, at den
foreslåede nye bestemmelse i § 29 a, stk. 2, i forældrean-
svarsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, hvorefter Familierets-
huset inden 4 måneder skal træffe afgørelse om midlertidigt
samvær, når Familieretshuset afslår at fastsætte kontaktbe-
varende samvær, også vil finde anvendelse for samværssa-
ger, som Familieretshuset har under behandlingen ved lo-
vens ikrafttræden. Dette skal ses i sammenhæng med, at
Familieretshuset ved aftalen om et forbedret familieretligt
system, jf. de almindelige bemærkninger, punkt 1, fik mid-
ler til i 2024 inden for en ulovbestemt frist på 4 måneder
at træffe afgørelser om midlertidigt samvær i sager, hvor
Familieretshuset har afslået at fastsætte kontaktbevarende
samvær. For sager om fastsættelse af samvær, som Familier-
etshuset har under behandling ved lovens ikrafttræden, vil
sagsbehandlingen således allerede være tilrettelagt sådan,
at en eventuel afgørelse om midlertidigt samvær vil kunne
træffes inden 4 måneder.
Til § 4
Det foreslås med 1. pkt., at loven ikke gælder for Færøerne
og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis
kan sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
Det bemærkes, at loven ikke kan sættes i kraft for Færøer-
ne, da de færøske myndigheder har overtaget sagsområdet
person-, familie- og arveret, herunder lovgivningen om for-
ældreansvar.
Med 2. pkt. foreslås det, at lovens bestemmelser kan sættes i
kraft for Grønland på forskellige tidspunkter.
Forslaget vil eksempelvis betyde, at den foreslåede nye be-
stemmelse i § 4, stk. 2, i forældreansvarsloven om samar-
bejdschikane, herunder forældrefremmedgørelse, vil kunne
sættes i kraft for Grønland, uden at de andre foreslåede
ændringer af forældreansvarsloven sættes i kraft samtidigt,
men at disse ændringer vil kunne sættes i kraft på senere
tidspunkter.
18
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1768 af
30. november 2020, som ændret ved lov nr. 2215 af 29.
december 2020, § 6 i lov nr. 753 af 13. juni 2023, § 3 i lov
nr. 1794 af 28. december 2023 og § 4 i lov nr. 329 af 9. april
2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 4 indsættes som stk. 2:
§ 4. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der
er bedst for barnet. Familieretshuset og familieretten skal
have fokus på, at afgørelser skal medvirke til at sikre barnets
trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling,
der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være
vidne til vold.
»Stk. 2. Familieretshuset og familieretten skal ved vur-
deringen af barnets bedste, jf. stk. 1, endvidere inddrage
hensynet til barnets ret til begge forældre og i den forbindel-
se konsekvenserne af samarbejdschikane, herunder forældre-
fremmedgørelse.«
§ 4 a. Er en part idømt ubetinget fængselsstraf eller dømt
til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69
eller til forvaring efter straffelovens § 70 for overtrædelse af
straffelovens §§ 101 a eller 114-114 j, § 136, stk. 2, § 136,
stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af
straffelovens §§ 114-114 j, § 210, kapitel 24 bortset fra §
228 eller af §§ 237, 245, 245 a, 246 eller 262 a, kan der
ikke, medmindre det er bedst for barnet, træffes afgørelse
om følgende:
2. I § 4 a, stk. 1, ændres »eller af §§ 237, 245, 245 a, 246
eller 262 a« til: », § 237, § 244, stk. 2, eller §§ 245-246 eller
262 a«.
1) At parten har forældremyndigheden eller del i forældre-
myndigheden over barnet efter § 11, § 13, stk. 2, § 14, § 15,
stk. 2 eller 3, eller §§ 15 a eller 26-28.
2) At barnet har bopæl hos parten efter § 17, stk. 1, eller §
26.
3) At barnet har samvær eller anden kontakt med parten
efter §§ 20-21, 22, 29 eller 29 a.
Stk. 2. ---
§ 29 a. Har barnet ikke samvær med den forælder, der
anmoder om samvær, skal Familieretshuset hurtigst muligt
og inden 3 uger efter modtagelsen af en anmodning om
fastsættelse af samvær træffe en midlertidig afgørelse om
kontaktbevarende samvær. § 29, stk. 2 og 3, finder tilsvaren-
de anvendelse.
3. I § 29 a, 1. pkt., ændres »3 uger« til: »4 uger«, og »en
midlertidig« udgår.
4. I § 29 a indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Afslår Familieretshuset at fastsætte kontaktbeva-
rende samvær efter stk. 1, skal Familieretshuset træffe afgø-
relse om midlertidigt samvær efter § 29 hurtigst muligt og
senest 4 måneder efter modtagelsen af anmodningen om
fastsættelse af samvær. 1. pkt. gælder ikke, hvis anmodnin-
gen om fastsættelse af samvær ikke er omfattet af stk. 1,
eller den forælder, der har anmodet om fastsættelse af sam-
vær, meddeler Familieretshuset, at midlertidigt samvær ikke
ønskes fastsat.«
§ 2
19
I lov om Familieretshuset, jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af
7. august 2019, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 754 af
13. juni 2023, foretages følgende ændring:
§ 6. Mindre enkle sager visiteres til behandling efter be-
stemmelserne i kapitel 9. Sager omfattet af denne bestem-
melse betegnes i loven som § 6-sager.
1. I § 6, stk. 2, nr. 3, udgår »midlertidigt«.
Stk. 2. Følgende sager behandles altid som § 6-sager, der
afgøres af Familieretshuset efter § 26:
1-2) ---
3) Sager om midlertidigt kontaktbevarende samvær efter §
29 a i forældreansvarsloven.
4-12) ---
20