Fremsat den 23. oktober 2024 af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde)

Fremsat den 23. oktober 2024 af indenrigs- og sundhedsministeren (Sophie Løhde)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet og sundhedsloven
(Indførsel af forsikringspligt for privatpraktiserende tandlæger, ophævelse af oplysningspligt ved erstatningsudbetalinger i
patienterstatningssager og ændring af regler om samtykke til ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje)
§ 1
I lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 962 af 16. august
2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 24, stk. 5, 2. pkt., ændres »nr. 9 og 10« til: »nr. 10 og
11«.
2. I § 29, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., indsættes efter »jf. dog«: »nr. 8
og«.
3. I § 29, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som nyt nummer:
»8) Tandlægeklinikker herunder selvstændige privatprakti-
serende tandlæger. For den del af erstatningen, der
overstiger 1 mio. kr., afholdes udgifterne dog af den
region, hvori behandlingen er foregået.«
Nr. 8-15 bliver herefter nr. 9-16.
4. § 29, stk. 4-6, ophæves.
5. I § 30, stk. 2, 2. pkt., udgår: »og Patienterstatningen«.
§ 2
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 5.
september 2024, foretages følgende ændring:
1. I § 17, stk. 5, ændres »form og indhold« til: »form, ind-
hold, varighed og rækkevidde«.
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2. § 1 finder anvendelse for skader, der er anmeldt til
Patienterstatningen efter lovens ikrafttræden.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan
ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsi-
ger. Lovens bestemmelser kan endvidere sættes i kraft på
forskellige tidspunkter.
Lovforslag nr. L 59 Folketinget 2024-25
Indenrigs- og Sundhedsmin., j.nr. 2024-4006
DI001264
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forsikringspligt for privatpraktiserende tandlæger
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienterstatningen
2.1.1.2. Finansiering
2.1.1.3. Forsikringspligt efter klage- og erstatningsloven
2.1.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.2. Ophævelse af oplysningspligt ved erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager
2.2.1. Gældende ret
2.2.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
2.3. Forældremyndighedens indehavers samtykke til behandling af mindreårige patienter ved den kommunale tand-
pleje og sundhedsplejerske
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Informeret samtykke til behandling
2.3.1.2. Informeret samtykke til behandling af mindreårige patienter ved den kommunale tandpleje og sundhedsplejerske
2.3.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige
3.1. Økonomiske konsekvenser
3.2. Implementeringsmæssige konsekvenser
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
6. Klimamæssige konsekvenser
7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
8. Forholdet til EU-retten
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
10. Sammenfattende skema
1. Indledning
Regeringen har som led i økonomiforhandlingerne 2024
etableret et samarbejdsprogram med kommunerne og regio-
nerne med henblik på at identificere og behandle regelfo-
renklinger, som skal lette den administrative byrde i kom-
munerne og regionerne. Som led heri er parterne blevet
enige om at gennemføre en række regelforenklinger.
Lovforslaget har til formål at gennemføre nogle af disse
regelforenklinger. Lovforslaget består af tre dele, hvoraf den
første og anden del skal gennemføre regelforenklinger på
det regionale område, og den tredje del skal gennemføre en
regelforenkling på det kommunale område.
Første del af lovforslaget vedrører tandlægers erstatningsud-
betalinger, som er en udgift, der i dag ligger i regionerne. Da
tandlæger er en del af sundhedsvæsenet, og er organiseret
som liberalt erhverv, er det regeringens opfattelse, at patie-
ntskadeerstatninger på området ikke skal finansieres af det
offentlige.
Forslaget har derfor til formål at forpligte privatpraktiseren-
de tandlæger til at tegne forsikring for krav om erstatning
og godtgørelse for skader sket under behandling i deres
klinik, samt for finansiering af behandlingen af skadesager-
ne i Patienterstatningen og ankenævnet for Patienterstatnin-
gen. Regionerne friholdes dermed for tandskadeerstatninger
til og med 1 mio. kr. Besparelsen som følge af, at regionerne
ikke skal afholde administrationsudgifter til behandlingen af
tandskadeerstatninger under 1 mio. kr. indgår som en del af
samarbejdsprogrammet.
Anden del af lovforslaget drejer sig om afskaffelse af op-
lysningspligten ved erstatningsudbetalinger i patienterstat-
ningssager.
Forslaget indebærer afskaffelse af oplysningspligten ved er-
statningsudbetalinger i patienterstatningssager, når der fore-
ligger erstatningspligt over det gennemsnitlige, også be-
nævnt kritisk skadefrekvens. Det er vurderingen, at denne
oplysningspligt ikke som tiltænkt bidrager til oplysnings-
grundlaget for Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering af
risici for patientsikkerheden, og der således anvendes unødi-
ge ressourcer på opgaven.
Den tredje del af lovforslaget drejer sig om forenkling af
2
forældremyndighedsindehavers samtykke til ukomplicerede
behandlinger ved den kommunale tandpleje. Forslaget in-
debærer, at det ved bekendtgørelse bliver muligt at ændre
rækkevidden af forældremyndighedsindehaverens generelle,
udtrykkelige samtykke, så det kan udvides til at omfatte fle-
re ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandple-
je. Desuden præciseres det, som hidtil har været gældende,
at der kan fastsættes regler om varigheden af samtykket.
Forslaget vil efter KL’s vurdering betyde, at børn, som kom-
mer alene til undersøgelse ved den kommunale skoletand-
pleje, i højere grad vil kunne blive færdigbehandlet ved
samme besøg.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Forsikringspligt for privatpraktiserende tandlæger
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Patienterstatningen og Ankenævnet for Patienter-
statningen
Patienter, der kommer til skade i forbindelse med behand-
ling eller brug af et lægemiddel i det danske sundhedsvæsen,
kan søge erstatning og godtgørelse for skaden efter reglerne
i lovbekendtgørelse nr. 962 af 16. august 2024 om klage-
og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og
erstatningsloven). Det er Patienterstatningen og Ankenævnet
for Patienterstatningen, der behandler hhv. erstatningssager
og ankesager.
Der ydes erstatning og godtgørelse efter reglerne i klage-
og erstatningslovens kapitel 3 til patienter eller efterladte til
patienter, som her i landet påføres skade i forbindelse med
undersøgelse, behandling el.lign., jf. klage- og erstatningslo-
vens § 19, stk. 1 og 2.
Det er en betingelse, at skaden er sket inden for lovens
dækningsområde, jf. § 19, stk. 1 og 2, hvilket på tandområ-
det omfatter behandling af autoriserede sundhedspersoner
ansat i regionstandplejen, ved en odontologisk landsdels-
og videnscenterfunktion eller i forbindelse med levering af
de kommunale sundhedsydelser efter sundhedslovens kapi-
tel 36-41 eller på vegne af disse. Endvidere dækker klage-
og erstatningsloven tandbehandling foretaget på universite-
ternes tandlægeskoler og af privatpraktiserende autoriserede
sundhedspersoner, samt skader på værnepligtige af autorise-
rede sundhedspersoner, der udfører sundhedsfaglig behand-
ling i det militære forsvar eller redningsberedskabet og på
indsatte i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse.
Ved sundhedspersoner forstås sundhedslovens almindelige
definition herpå, dvs. personer, der er autoriserede i henhold
til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver,
og personer, der handler på disses ansvar, jf. sundhedslovens
§ 6.
Reglerne i klage- og erstatningsloven er på flere måder mere
fordelagtige for patienterne, da ansvarsgrundlaget og bevis-
reglerne er mere lempelige end i de almindelige gældende
erstatningsregler. Et ansvarsgrundlag foreligger således bl.a.
allerede, hvis blot en erfaren specialist ville have handlet
anderledes og dermed undgået skaden. I bevismæssig sam-
menhæng er det tilstrækkeligt, at der foreligger en overve-
jende sandsynlighed for, at en skade er forvoldt ved behand-
ling eller mangel på samme.
Erstatning og godtgørelse udmåles efter reglerne i lovbe-
kendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsan-
svar (erstatningsansvarsloven) samt klage- og erstatningslo-
vens § 24 og § 24 a-c. Det bemærkes dog, at erstatning
og godtgørelse for behandlingsskader, som udgangspunkt,
alene ydes, såfremt den samlet overstiger et egetbidrag på
8.596 kr. (2024-niveau). Den udbetalte erstatning er således
beløbet, efter at egetbidraget er fratrukket erstatningen eller
godtgørelsens hovedstol.
Tandskadeerstatninger er dog, helt særegent, underlagt nogle
særlige undergrænser. Det følger af klage- og erstatningslo-
vens § 24, stk. 8, nr. 1, at undergrænsen for privatpraktise-
rende tandlægers skader er på 1.000 kr. Det samme gør sig
gældende for skader forvoldt af tandlæger eller på vegne
af disse påført værnepligtige eller kontraktansatte som følge
af sundhedsfaglig behandling i det militære forsvar eller
redningsberedskabet, jf. klage- og erstatningslovens § 24,
stk. 8, nr. 2.
Derimod er skader forvoldt af tandlæger, der er ansat i re-
gionstandplejen, i børne- og ungdomstandplejen, i omsorgs-
tandplejen, i specialtandplejen, i socialtandplejen og ved de
odontologiske landsdels- og videncentre eller på vegne af
disse samt på universiteternes tandlægeskoler omfattet af en
undergrænse på 10.000 kr., jf. klage- og erstatningslovens §
24, stk. 9.
Skader påført indsatte, som følge af sundhedsfaglig behand-
ling, som den indsatte har ret til, i kriminalforsorgens fængs-
ler og arresthuse, og skader forvoldt af privatpraktiserende
kliniske tandteknikere og tandplejere er underlagt det almin-
delige egetbidrag på 8.596 kr. Endelig er tandskader forvoldt
på private sygehuse efter behandling, undersøgelse, el.lign.,
som er foretaget efter sundhedslovens § 87 (udvidet frit
sygehusvalg), eller betalt direkte uden om det offentlige
sundhedsvæsen underlagt egetbidraget på 8.596 kr.
Af klage- og erstatningslovens § 29 fremgår, hvilke myndig-
heder, institutioner m.v., der er erstatningspligtige for skader
efter lovens kapitel 3. Der henvises til pkt. 2.1.1.2 om i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det følger af lovens § 30, stk. 1, at krav om erstatning for
behandlingsskader, omfattet af klage- og erstatningslovens
kapitel 3, skal være dækket af en forsikring i et forsikrings-
selskab. Dog er staten, regionsråd og kommunalbestyrelser
undtaget fra forsikringspligten, jf. § 31, stk. 1.
Patienter eller efterladte til patienter kan, såfremt de ikke
er tilfredse med afgørelsen fra Patienterstatningen, indbringe
denne for Ankenævnet for Patienterstatningen. Afgørelsen
3
kan også påklages af staten, regioner, kommuner og forsik-
ringsselskaber.
2.1.1.2. Finansiering
Patienterstatningen, som nævnt i pkt. 2.1.1.1, er en forening,
som forsikringsselskaber, der har tegnet forsikringer omfat-
tet af klage- og erstatningslovens kapitel 3, og selvforsikren-
de regionsråd og kommunalbestyrelser har oprettet i fælles-
skab, jf. klage- og erstatningslovens § 32, stk. 1.
Udgifterne til driften af Patienterstatningen, samt udgifter,
der i øvrigt pålægges foreningen efter lovens kapitel 3, af-
holdes af forsikringsselskaberne og selvforsikrende myndig-
heder efter en fordeling som fastsættes i vedtægterne, jf.
lovens § 32, stk. 2, 2. pkt.
Vedtægterne for Patienterstatningen er fastsat ved bekendt-
gørelse nr. 613 af 23. maj 2018 om vedtægter for Patienter-
statningen, og udgifterne forbundet med behandlingen af en
sag i Patienterstatningen udgjorde 13.472 kr. i 2023.
Sager fra Patienterstatningen kan indbringes for Ankenæv-
net for Patienterstatningen, og bestemmelser vedr. drift af
ankenævnet findes i klage- og erstatningslovens § 18, jf. §
58 a, stk. 11.
Hertil er der i bekendtgørelse nr. 1335 af 20. november
2023 om finansiering af Styrelsen for Patientklager, Sund-
hedsvæsenets Disciplinærnævn, Ankenævnet for Patienter-
statningen, Tvangsbehandlingsnævnet og Det Psykiatriske
Ankenævn fastsat nærmere regler om afholdelse af udgifter-
ne til driften heraf.
Det følger af bekendtgørelsens § 4, at staten, regionsråd,
kommunalbestyrelser og forsikringsselskaber, der tegner
forsikring efter klage- og erstatningslovens § 30, stk. 1, af-
holder udgifterne til driften af Ankenævnet for Patienterstat-
ningen, herunder Styrelsen for Patientklagers sekretariatsbe-
tjening heraf. Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 10,
stk. 3, at en fælles standardtakst pr. ankesag ved Ankenæv-
net for Patienterstatningen udgør 21.453 kr. (2024-niveau).
Regionerne finansierer i dag alle erstatningsudbetalinger
over 1.000 kr. for skader sket ved privatpraktiserende tand-
læger, jf. klage- og erstatningslovens § 24, stk. 8, nr. 1, jf. §
29, stk. 1, nr. 5, 1. pkt.
Før den 1. juli 2024 var det Tandlægeforeningens udvidede
kollektive ordning der finansierede erstatninger for skader
mellem 1.000 kr. og 10.000 kr., og regionerne finansierede
erstatningsudbetalinger over 10.000 kr.
De gennemsnitlige årlige udgifter til erstatninger og godtgø-
relse på tandskadeområdet har været stigende i perioden
fra 2010-2022. I perioden 2008-2010 udgjorde regionernes
erstatningsudbetalinger ca. 12 mio. kr. årligt, mens de i pe-
rioden 2019-2022 steg til i gennemsnit at ligge på ca. 33,7
mio. kr. årligt. I 2022 var regionernes udgifter til erstatning
og godtgørelse for skader sket i privat tandlægepraksis på
ca. 45,6 mio. kr.
I dag behandles tandskadeerstatningssager ved Patienter-
statningen, men før den 1. juli 2024 blev de behandlet
ved Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning. I perioden
2019-2022 havde regionerne i gennemsnit udgifter til admi-
nistration af tandskadeerstatningssagerne på 26,7 mio. kr.
årligt.
2.1.1.3. Forsikringspligt efter klage- og erstatningsloven
Erstatninger efter klage- og erstatningsloven skal være dæk-
ket af en forsikring, jf. lovens § 30, stk. 1. Staten, regionsråd
og kommunalbestyrelser er dog undtaget fra denne regel
jf. § 31, stk. 1, og det er dermed frivilligt for offentlige
myndigheder, om de vil tegne forsikring eller være selvfor-
sikrende. Endvidere kan indenrigs- og sundhedsministeren
godkende, at regionsråd og kommunalbestyrelse overtager
forsikringspligten for private driftsansvarlige, jf. § 31, stk. 2.
Forsikringsselskaber, som indtegner en forsikringstager efter
loven, skal meddele dette til Patienterstatningen, jf. § 30,
stk. 2.
Indenrigs- og Sundhedsministeren fastsætter bestemmelser
om forsikringspligtens gennemførelse, jf. lovens § 30, stk.
5. Dette er sket med bekendtgørelse nr. 488 af 3. maj 2018
om forsikringspligtens gennemførelse.
Private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser har
selvstændig pligt til at yde erstatning efter reglerne i kla-
ge- og erstatningslovens kapitel 3. De skal yde erstatning
for skader efter behandling, undersøgelse el.lign., som er
foretaget efter sundhedslovens § 87 (det udvidede frie syge-
husvalg), eller som er betalt direkte udenom det offentlige
sundhedsvæsen (f.eks. behandlinger betalt af en sundheds-
forsikring eller af patienten selv). Dette følger af klage- og
erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 7.
Ved private sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser
forstås alle behandlingssteder, hvor der foregår lægelig pa-
tientbehandling, og som ikke fuldt ud ejes eller drives af
offentlige myndigheder. Lovens § 19, stk. 1 og 2, indeholder
en stedlig afgrænsning af patientskadeerstatningsordningens
dækningsområde.
Dette betyder, at hvis f.eks. en fysioterapeut udfører behand-
ling på et privat sygehus, og dette medfører en skade, vil
denne skade skulle erstattes af det private sygehus’ forsik-
ring, hvis patienten selv har betalt, da behandlingen er
udført på »et behandlingssted, hvor der foregår lægelig pa-
tientbehandling, og som ikke fuldt ud ejes eller drives af
offentlig myndighed«.
2.1.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Siden de privatpraktiserende tandlæger og andre private ak-
4
tører i 2004 blev omfattet af klage- og erstatningsloven, har
regionerne finansieret erstatninger og godtgørelser på tand-
skadeområdet. Udgifterne hertil har været stigende siden
indførslen.
I dag finansierer regionerne erstatninger og godtgørelser
for skader forårsaget af privatpraktiserende tandlæger samt
sagsbehandlingen heraf, hvilket årligt løber op i udgifter
på over 50 mio. kr. Generelt har udgifterne til erstatninger
været stigende på hele det private sundhedsområde, hvilket
også var en af grundene til, at de private sygehuse i 2013
blev pålagt selv at finansiere deres erstatninger.
Da tandlæger også opererer som et liberalt erhverv indenfor
sundhedsvæsenet, foreslås det, at erstatningsbeløb op til og
med 1 mio. kr. for skader sket ved praktiserende tandlæger
fremover ikke finansieres af det offentlige, men i stedet skal
finansieres af de privatpraktiserende tandlæger selv. Over-
stiger erstatningsbeløbet 1 mio. kr., finansieres den del af
erstatningen, der er over 1 mio. kr., af den region, hvori den
praktiserende tandlæge har sin praksis
For at sikre en mere retfærdig fordeling af ressourcerne og
udgifterne på sundhedsområdet foreslås det derfor at indføre
en forsikringsmodel, således at regionerne ikke skal være
fuld erstatningspligtige for skader sket i privat regi, ligesom
de ikke skal finansiere administrationsomkostningerne for-
bundet med sagsbehandlingen af sager under 1 mio. kr.
Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at ved
at give de privatpraktiserende tandlæger et økonomisk med-
ansvar for patientskadeerstatningsordningen, vil det være
med til fortsat at sikre patienterne sundhedsydelser af høj
kvalitet.
De privatpraktiserende tandlæger pålægges samtidig at del-
tage i finansieringen af Patienterstatningen, ligesom de også
vil være forpligtede til at deltage i finansieringen af Anke-
nævnet for Patienterstatning, jf. klage- og erstatningslovens
§ 32, stk. 2, 2. pkt., og § 58 a, stk. 11.
Det foreslås på den baggrund, at klage- og erstatningslo-
vens § 29, stk. 1, ændres, så tandlægeklinikker, herunder
selvstændigt privatpraktiserende tandlæger, fremover selv er
erstatningspligtige for erstatningsbeløb op til og med 1 mio.
kr. over for de patienter, som måtte få en skade i forbindelse
med undersøgelse, behandling el.lign. i klinikken eller ved
den praktiserende tandlæge.
Dette vil gælde for alle klinikker og privatpraktiserende
tandlæger, uanset om der ydes tandlægehjælp, hvortil der
ydes tilskud af regionsrådet, jf. bekendtgørelse om tilskud
til behandling hos praktiserende tandlæge, eller ej, og uan-
set om behandlingen finansieres af en privat sundhedsforsik-
ring, særlige tilskudsordninger eller anden særlovgivning.
Forsikringspligten vil gælde for alle privatpraktiserende
tandlæger. Ved privatpraktiserende tandlæger forstås såvel
tandlæger samt specialtandlæger i hhv. ortodonti og tand-,
mund- og kæbekirurg og dem, der arbejder på disses veg-
ne. Det er endvidere et krav, at tandlægen har en gyldig
autorisation.
Ved tandlægeklinik forstås alle behandlingssteder, hvor der
foregår tandlægefaglig behandling, uanset selskabsform.
Privatpraktiserende tandplejere med eget ydernummer er
undtaget fra erstatningspligten i den foreslåede § 29, stk.
1, nr. 8.
Det foreslås som følge heraf, at tandlægeklinikkerne, herun-
der de privatpraktiserende tandlæger, vil blive forpligtet til
at tegne forsikring, jf. klage- og erstatningslovens § 30, stk.
1. Forsikringen skal både dække administrationsomkostnin-
ger til behandlingen af sagerne ved Patienterstatningen og
Ankenævnet for Patienterstatningen, samt erstatningsudbe-
talinger fra 1.000 kr. og op til og med 1 mio. kr., jf. klage-
og erstatningslovens § 24, stk. 8, § 32, stk. 2, 2. pkt., og § 58
a, stk. 10.
Hvis en eller flere tandlæger arbejder under et CVR-num-
mer, skal forsikringen være tilknyttet dette. Er det ikke
tilfældet, tilfalder forsikringspligten tandlægen som privat-
person. Forsikringspligten gælder for alle tandlægeklinikker
uanset selskabsform.
Samtidig pålægges regionerne at finansiere de dele af erstat-
ningerne, som overstiger 1 mio. kr., samt de administrations-
omkostninger, der er forbundet hermed. Baggrunden herfor
er bekymring for øget pres på de regionale kæbekirurgiske
afdelinger, hvis privatpraktiserende tandlæger fravælger risi-
kofyldte behandlinger af frygt for en betydelig forhøjelse
af deres forsikringspræmie. Administrationsomkostningerne
skyldes, at der vil skulle oprettes en ny sag i Patienterstat-
ningen med regionen som part med dertilhørende partsret-
tigheder.
Afgørelser truffet af Patienterstatningen i tandlægesager kan
indbringes for Ankenævnet for Patienterstatningen. Dette
følger af lovens § 58 b, stk. 1.
Det skal bemærkes, at det ikke vurderes nødvendigt at ud-
vide sammensætningen af Ankenævnet for Patienterstatnin-
gen.
Efter lovforslagets vedtagelse vil indenrigs- og sundheds-
ministeren fastsætte nærmere regler om forsikringspligtens
gennemførelse for de privatpraktiserende tandlæger med
hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i klage- og erstat-
nings lovens § 30, stk. 5. Dette vil ske med udstedelse af en
ny bekendtgørelse om forsikringspligtens gennemførelse på
tandskadeerstatningsområdet.
Overtrædelse af lovens § 30, stk. 1, kan efter lovens § 62
straffes med bøde.
2.2. Ophævelse af oplysningspligt ved erstatningsudbeta-
linger i patienterstatningssager
2.2.1. Gældende ret
5
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, er re-
gionerne bl.a. erstatningsansvarlige for offentlige sygehuse
og den præhospitale indsats. Regionerne er desuden efter
bestemmelsens stk. 1, nr. 5, erstatningsansvarlige for privat-
praktiserende autoriserede sundhedspersoner. Regionernes
erstatningspligt gælder også efter stk. 1, nr. 6, private syge-
huse, klinikker eller speciallægepraksisser, hvis behandling
sker som en del af regionernes planlagte behandlingskapaci-
tet.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 7, er priva-
te sygehuse, klinikker og speciallægepraksisser erstatnings-
ansvarlige for skader efter behandling, undersøgelse el.lign.,
som er foretaget efter sundhedslovens § 87, det vil sige som
led i det udvidet frie sygehusvalg eller betalt direkte uden
om det offentlige sundhedsvæsen.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 2, 1. pkt., er
speciallægepraksisser med speciale i almen medicin, som
ikke virker efter overenskomst, jf. sundhedslovens § 227,
stk. 1, jf. § 60, stk. 1, erstatningsansvarlige for skader efter
behandling, undersøgelse el.lign., som er betalt direkte uden
om det offentlige sundhedsvæsen.
De erstatningsansvarliges krav skal efter lovens § 30 være
dækket af en forsikring i et forsikringsselskab, bortset fra
staten, regionsråd og kommunalbestyrelser, der efter § 31 er
undtaget fra forsikringspligten.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 4, skal et regi-
onsråd, såfremt regionsrådet har været erstatningspligtigt
efter § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, i et omfang ud over det
gennemsnitlige, oplyse Styrelsen for Patientsikkerhed herom
til brug for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 5, skal forsik-
ringsselskaber for et privat sygehus, en klinik eller en spe-
ciallægepraksis, såfremt behandlingsstedet har været erstat-
ningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 7, eller stk. 2, 1. pkt.,
i et omfang ud over det gennemsnitlige, ligeledes oplyse
Styrelsen for Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens
tilsyn efter sundhedsloven.
Indenrigs- og sundhedsministeren har efter lovens § 29, stk.
6, bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om oplys-
ningspligten efter stk. 4 og 5, herunder for optælling af
erstatningsudbetalinger og forældelse af sager.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1084 af
11. september 2015 om oplysningspligt i patienterstatnings-
sager. Bekendtgørelsen fastsætter regler om oplysningspligt
i tilfælde af en såkaldt kritisk skadesfrekvens, det vil sige,
hvis der har været erstatningspligt ud over det gennemsnit-
lige. Pligten til at indberette kritisk skadesfrekvens gælder
for så vidt angår regionerne de skader, som de efter klage-
og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, er erstatnings-
pligtige for. For så vidt angår de private forsikringsselskaber
skal der indberettes kritisk skadesfrekvens for skader, som
forsikringsselskaberne er ansvarlige for efter klage- og er-
statningslovens § 29, stk. 1, nr. 7, eller stk. 2, 1. pkt.
2.2.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Det er efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse
afgørende, at Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for sit
tilsyn med behandlingssteder efter sundhedsloven kan kom-
me i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for, at
styrelsen kan vurdere, om forhold på behandlingssteder ud-
gør eller kan udgøre en risiko for patientsikkerheden. Inden-
rigs- og Sundhedsministeriet er i den forbindelse opmærk-
som på, at styrelsen efter sundhedslovens § 213 a har mulig-
hed for at afkræve sundhedspersoner og behandlingssteder
de oplysninger, der er nødvendige som led i styrelsens til-
syn.
Oplysningspligten i klage- og erstatningsloven blev oprinde-
ligt indført i 2003 med lov nr. 430 af 10.juni 2003 i den da-
værende patientforsikringslov og har løbende været justeret
i takt med ændringerne af sundhedsvæsenets organisering
m.v. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er opmærksom på,
at reglerne afspejler et generelt ønske om at sikre, at centra-
le myndigheder bliver informeret, hvis der forekommer en
usædvanlig systematik i skadesfrekvens ved erstatningsud-
betalinger og derved sikre, at oplysningerne kan indgå i den
samlede vurdering af, om der skal iværksættes tilsynsmæs-
sige foranstaltninger ved et konkret behandlingssted. De
modtagne oplysninger må ikke anvendes til tilsynsmæssig
opfølgning over for enkelte sundhedspersoner.
Ministeriet er imidlertid også opmærksom på, at Styrelsen
for Patientsikkerhed vurderer, at erstatningsudbetalinger af
flere forskellige grunde som absolut udgangspunkt ikke er
egnet til at påvise en aktuel fremtidig fare for patientsikker-
heden. Ydermere har styrelsen oplyst, at den nuværende
indberetningsordning ikke i praksis har givet anledning til
tilsynsmæssig opfølgning. Det skyldes, at oplysningerne ik-
ke i nogen tilfælde har givet anledning til at påvise en kon-
kret aktuel fremadrettet fare for patientsikkerheden, ligesom
indberetningerne i øvrigt har haft et meget lille omfang.
Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer derfor også, at en
ophævelse af oplysningspligten ikke vil have negativ betyd-
ning for patientsikkerheden.
Patienterstatningen vurderer, at den nugældende ordning ik-
ke imødekommer bestemmelsens formål.
Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at oplys-
ningspligten og de ressourcer, der anvendes hos både regio-
nerne og Styrelsen for Patientsikkerhed i forbindelse her-
med, ikke står mål med det oprindeligt tiltænkte formål og
udbytte.
For at realisere regeringens ambitioner i økonomiforhandlin-
gerne 2024 med kommunerne og regionerne om at lette den
administrative byrde i kommunerne og regionerne, foreslås
det derfor, at oplysningspligten efter klage- og erstatningslo-
vens § 29, stk. 4-6, ophæves. Det forudsættes, at bekendtgø-
6
relse nr. 1084 af 11. september 2015 om oplysningspligt i
patienterstatningssager ophæves.
Forslaget vil medføre, at de erstatningspligtige for patienter-
statningssager ikke længere vil skulle indberette til Styrelsen
for Patientsikkerhed, når der foreligger erstatningspligt over
det gennemsnitlige, også benævnt kritisk skadefrekvens.
Det skal understreges, at Styrelsen for Patientsikkerhed uan-
set ophævelsen fortsat vil kunne oplyse tilsynssager, herun-
der indhente relevante oplysninger efter sundhedslovens §
213 a til brug for sit tilsyn.
Det skal også understreges, at de erstatningsansvarlige uan-
set ophævelse af selve indberetningspligten til Styrelsen for
Patientsikkerhed fortsat vil have en uændret online-adgang
til de samme data hos Patienterstatningen.
Endelig skal det understreges, at regionerne og øvrige drifts-
herrer som følge af det almindelige driftsherreansvar gene-
relt har en pligt til løbende at følge med i kvaliteten af
de ydelser, der leveres, herunder sikre at forhold på behand-
lingsstedet ikke er til fare for patientsikkerheden. Det inde-
bærer bl.a. også en pligt til løbende at følge op og reagere
på forhold og tendenser, f.eks. erstatningsudbetalinger ud
over det sædvanlige, som kan være udtryk for eller indikere,
at forhold kan udgøre en fare for patientsikkerheden. Heri
ligger også et ansvar for at involvere tilsynsmyndighederne i
relevant omfang.
2.3. Ændring af forældremyndighedens indehavers sam-
tykke til behandling af børn ved den kommunale tand-
pleje
2.3.1. Gældende ret
2.3.1.1. Informeret samtykke til behandling
Efter sundhedslovens § 15, stk. 1, må ingen behandling ind-
ledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke,
medmindre andet følger af lov eller bestemmelser fastsat
i henhold til lov eller af lovens §§ 17-19. Det fremgår af
sundhedslovens § 15, stk. 3, at der i sundhedsloven ved
informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på
grundlag af fyldestgørende information fra sundhedsperso-
nens side, jf. sundhedslovens § 16.
Det følger af sundhedslovens § 16, stk. 1, at en patient
har ret til at få information om sin helbredstilstand og om
behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplika-
tioner og bivirkninger. Patienten har også ret til at frabede
sig information, jf. sundhedslovens § 16, stk. 2. Det følger
endvidere af sundhedslovens § 16, stk. 3, at informationen
skal gives løbende og give en forståelig fremstilling af syg-
dommen, undersøgelsen og den påtænkte behandling. Infor-
mationen skal gives på en hensynsfuld måde og være tilpas-
set modtagerens individuelle forudsætninger med hensyn til
alder, modenhed, erfaring m.v.
Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 1, at en patient, der
er fyldt 15 år, selv kan give informereret samtykke til be-
handling. Forældremyndighedens indehaver skal tillige have
information, jf. sundhedslovens § 16, og inddrages i den
mindreåriges stillingtagen. Det fremgår af sundhedslovens
§ 17, stk. 2, at såfremt en sundhedsperson har vurderet, at
den mindreårige ikke selv er i stand til at give informeret
samtykke, så er det forældremyndighedens indehaver, som
kan give informeret samtykke.
2.3.1.2. Informeret samtykke til behandling af mindreårige
patienter ved den kommunale tandpleje og sundhedsplejer-
ske
Sundhedslovens § 17, stk. 4-7, indeholder en række bemyn-
digelsesbestemmelser vedrørende behandling af børn og un-
ge ved den kommunale tandpleje og sundhedsplejerske.
Det følger af lovens § 17, stk. 4, at indenrigs- og sundheds-
ministeren kan fastsætte nærmere regler om forældremyn-
dighedens indehavers informerede samtykke i forbindelse
med behandling af børn og unge i den undervisningspligtige
alder ved sundhedsplejerske, herunder form og indhold af
samtykket. Det følger af lovens § 17, stk. 5, at indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om for-
ældremyndighedens indehavers informerede samtykke i for-
bindelse med behandling af børn og unge ved den kommu-
nale tandpleje, herunder form og indhold af samtykket. Det
følger af lovens § 17, stk. 6, at indenrigs- og sundhedsmini-
steren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af kravet
om informeret samtykke i forbindelse med behandling af
børn og unge ved den kommunale tandpleje. Endelig følger
det af lovens § 17, stk. 7, at indenrigs- og sundhedsministe-
ren kan fastsætte regler om forudgående og efterfølgende
information til forældremyndighedens indehaver.
Sundhedslovens § 17, stk. 4-7, blev indført med lov nr.
430 af 3. marts 2017 med det formål at udmønte positive
erfaringer fra Frikommuneforsøg I, hvor der blev lempet på
gældende regler om informeret samtykke til visse former
for behandlinger af mindreårige ved den kommunale tand-
pleje og sundhedsplejerske, og den måde samtykket gives
på. Kommunerne kunne derved arbejde med en model, hvor
barnets forældre eksempelvis gav et generelt samtykke, som
dækkede behandlinger som eksempelvis undersøgelser, tan-
drensning og afpudsning. Den forsøgsvise lempelse af kra-
vene førte bl.a. til smidigere behandling af patienten og spa-
rede både børns, forældres og personalets tid. Der henvises
til lovens almindelige bemærkninger, jf. Folketingstidende
2016-17, tillæg A, L 132 som fremsat, s. 22.
Det følger af lovbemærkningerne til § 17, stk. 5, at bestem-
melsen vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at den
kommunale tandpleje på baggrund af et generelt, udtrykke-
ligt samtykke, som hviler på fyldestgørende information af
forældrene, kan foretage fluorbehandlinger og undersøgelser
med brug af røntgen i diagnostisk øjemed. Et generelt, ud-
trykkeligt samtykke indebærer, at forældremyndighedsinde-
haver på baggrund af fyldestgørende information fra den
7
kommunale tandpleje giver samtykke til, at barnet i frem-
tidige situationer kan undergives visse behandlinger uden
forudgående indhentelse af forældremyndighedsindehavers
konkrete samtykke til den aktuelle behandling. Der henvises
bemærkningerne til § 1, nr. 1, i Folketingstidende 2016-17,
tillæg A, L 132 som fremsat, s. 26.
Der er med bemyndigelse i sundhedslovens § 17, stk. 5,
fastsat regler i bekendtgørelse nr. 562 af 30. maj 2017 om
samtykke til behandling af børn og unge ved den kommuna-
le tandpleje og sundhedsplejerske. Det følger af bekendtgø-
relsens § 2, at den kommunale tandpleje på baggrund af et
generelt, udtrykkeligt samtykke fra forældremyndighedens
indehaver kan gennemføre fluorbehandlinger og røntgenun-
dersøgelser.
2.3.2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets overvejelser og
den foreslåede ordning
Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at det
vil indebære bedre brug af administrative ressourcer, og un-
derstøtte en bedre og mere effektiv hjælp til borgerne, hvis
det bliver muligt for den kommunale tandpleje at gennemfø-
re flere ukomplicerede behandlinger af børn på baggrund
af et generelt, udtrykkeligt samtykke fra forældremyndighe-
dens indehaver.
På den måde kan den kommunale tandpleje undgå at skulle
kontakte forældremyndighedsindehavere med henblik på at
indhente et konkret samtykke, hver gang der skal gennemfø-
res en behandling, der ikke er at betragte som mere indgri-
bende end fluorbehandling eller røntgenundersøgelse.
Det skal f.eks. være muligt at gennemføre fissurforsegling,
der, lige som fluorbehandlinger og røntgenundersøgelser,
kan betragtes som mindre indgribende.
Det foreslås at ændre bemyndigelsesbestemmelsen i sund-
hedslovens § 17, stk. 5, så rammerne for bemyndigelsen
udvides med henblik på at kunne fastsætte regler, hvor ræk-
kevidden af forældremyndighedens indehavers samtykke er
bredere end i dag, og om varigheden af samtykket.
Forslaget vil indebære, at der kan fastsættes regler om, at
flere ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tand-
pleje kan gennemføres på baggrund af et generelt, udtrykke-
ligt samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Det vil
betyde, at det ved bekendtgørelse kan fastsættes, hvornår
det ikke er nødvendigt at indhente konkret informeret sam-
tykke fra forældremyndighedens indehaver til iværksættelse
af mindre indgribende behandlinger, når behovet opdages
i forbindelse med et planlagt besøg. Det kan f.eks. være
fissurforsegling, der anvendes forebyggende og terapeutisk
til behandling af caries og er hensigtsmæssigt at behandle så
tidligt som muligt.
3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonse-
kvenser for det offentlige
3.1. Økonomiske konsekvenser
Lovforslagets element vedrørende forsikringspligt for pri-
vatpraktiserende tandlæger forventes at have positive øko-
nomiske konsekvenser for regionerne, som ikke fremover
vil være pligtige til at betale administrationsomkostninger
i forbindelse med behandling af tandskadeerstatningssager
under 1 mio. kr.
Ligeledes vil regionerne fremover kun være erstatningsplig-
tige for den del af en tandskadeerstatning, som overstiger 1
mio. kr. Der har de seneste år været mellem 0 og 5 sager
årligt med et erstatningsbeløb på mere end 1 mio. kr.
Lovforslagets del vedrørende ophævelsen af oplysningsplig-
ten ved erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager for-
ventes at medføre positive økonomiske konsekvenser for
regionerne som følge af de administrative lettelser.
Lovforslagets element vedrørende samtykke til ukomplice-
rede behandlinger ved den kommunale tandpleje forventes
ikke at have positive eller negative økonomiske konsekven-
ser for staten eller regionerne. For kommunerne vil lov-
ændringen have positive økonomiske konsekvenser i et be-
grænset omfang. Lovændringen vil betyde, at børn, som
kommer alene til tandlæge, i højere grad vil kunne blive
behandlet færdig samme dag, og dermed maksimeres den
kliniske ”stole-tid” ved tandplejen. Det vurderes derfor, at
lovændringen kan bidrage med en bedre og mere effektiv
hjælp til borgerne.
3.2. Implementeringsmæssige konsekvenser
Lovforslagets del vedrørende forsikringspligt for privatprak-
tiserende tandlæger forventes at indebære en mindre posi-
tiv konsekvens for regionerne, som fremover kun i begræn-
set omfang skal administrere udbetalingen af erstatninger
som følge af afgørelser fra Patienterstatningen på tandska-
deområdet. Der må forventes mindre implementeringsmæs-
sige konsekvenser for Styrelsen for Patientsikkerhed i for-
bindelse med, at der udstedes en ny bekendtgørelse om
forsikringspligtens gennemførelse på tandskadeerstatnings-
området, jf. klage- og erstatningslovens § 30, stk. 5. Med
hjemmel heri forventes det, at Styrelsen for Patientsikkerhed
fremover vil skulle føre tilsyn med forsikringspligtens gen-
nemførelse på området for privatpraktiserende tandlæger.
Lovforslagets del vedrørende ophævelsen af oplysnings-
pligten ved erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager
medfører ingen negative implementeringskonsekvenser for
det offentlige. Det medfører til gengæld positive konsekven-
ser for regionsrådene, som ikke længere skal føre kontrol
med, at behandlingssteder overstiger det gennemsnitlige er-
statningsniveau.
Lovforslagets del vedrørende samtykke til ukomplicerede
behandlinger ved den kommunale tandpleje forventes at ha-
ve positive implementeringsmæssige konsekvenser for det
offentlige. Det skyldes for det første, at den kommunale
8
tandpleje efter lovændringen ikke længere vil skulle indhen-
te konkret, informeret samtykke til hver eneste ukomplice-
rede behandling, herunder fissurforsegling, hvilket vil lette
den kommunale tandpleje for en administrativ byrde. Det
skyldes for det andet, at den kommunale tandpleje kan mak-
simere den kliniske ”stole-tid”, idet flere behandlinger kan
gennemføres samme dag.
Lovforslaget er i relevant omfang udformet i overens-
stemmelse med principperne for digitaliseringsklar lovgiv-
ning. Som udgangspunkt skal informeret samtykke til ukom-
plicerede behandlinger kunne understøttes digitalt, jf. prin-
cip nr. 2 om digital kommunikation. Dog vil der, i de tilfæl-
de, hvor det er mere hensigtsmæssigt at indhente samtykke
på anden vis, eksempelvis mundtligt, hvorefter det journal-
føres i den elektroniske patientjournal, være mulighed for, at
den kommunale tandpleje kan fravige princippet om digital
kommunikation.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslagets del om forsikringspligt for privatpraktiserende
tandlæger forventes at medføre negative økonomiske og ad-
ministrative konsekvenser for de privatpraktiserende tandlæ-
ger til forsikringsdækning, dels da de vil skulle betale præ-
mie for forsikringen, der dækker erstatnings- og administra-
tionsudgifter forbundet med tandskadeerstatninger opstået i
regi af behandlingen, dels fordi det vil kræve administration
at tegne forsikring. Den samlede udgift til udbetaling af er-
statninger som følge af skader sket ved privatpraktiserende
tandlæger har de seneste år ligget på ca. 33 mio. kr. årligt.
Forsikringsselskaberne skal endvidere dække en mindre del
af administrationsomkostningerne i Patienterstatningen og
Ankenævnet for Patienterstatningen og indbetale til den pul-
je, der etableres til at håndtere erstatning i de situationer,
hvor det ikke er afklaret, hvem der er erstatningsansvarlig.
Lovforslagets del vedrørende ophævelsen af oplysnings-
pligten ved erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager
medfører ingen negative konsekvenser for erhvervslivet. Det
medfører til gengæld positive konsekvenser for de priva-
te sundhedsaktørers forsikringsselskaber, som ikke længere
skal føre kontrol med, at behandlingssteder overstiger det
gennemsnitlige erstatningsniveau.
Lovforslagets del om ukomplicerede behandlinger ved den
kommunale tandpleje medfører ikke økonomiske og admini-
strative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslagets dele om forsikringspligt for privatpraktiseren-
de tandlæger og om ophævelse af oplysningspligten ved
erstatningsudbetalinger i patienterstatningssager medfører
hverken negative eller positive administrative konsekvenser
for borgerne. Forslaget om forsikringspligt kan have mindre
økonomiske konsekvenser for borgerne, hvis tandlægerne
overvælter forsikringsudgiften på deres takster.
Lovforslagets del om ændring af regler om samtykke til
ukomplicerede behandlinger ved den kommunale tandpleje
skønnes at have lettere, positive administrative konsekven-
ser for borgerne. Det skyldes for det første, at forældre-
myndighedsindehavere vil blive kontaktet sjældnere af den
kommunale tandpleje med henblik på indhentning af sam-
tykke til behandling af deres barn. Det skyldes for det an-
det, at nogle forældremyndighedsindehavere og børn i færre
tilfælde vil skulle forberede sig på, at barnet skal besøge
den kommunale tandpleje, idet flere behandlinger efter lov-
forslaget forventes at kunne blive gennemført på samme
dag. Det bemærkes, at de almindelige regler for informeret
samtykke fortsat gælder ved mere indgribende behandlinger
end dem der fastsættes i bekendtgørelsen.
6. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekven-
ser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 4. juli til
den 22. august (45 dage) været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer m.v.:
Aarhus Universitet, Advokatrådet, Ansatte Tandlægers Or-
ganisation, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vil-
kår, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Selskab for Al-
men Medicin, Dansk Selskab for Kvalitet i Sundhedssekto-
ren, Dansk Selskab for Oral og Maxillofacial Kirurgi, Dansk
Selskab for Patientsikkerhed, Dansk Socialrådgiverforening,
Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandsundhed, Dansk Ældreråd,
Danske Dental Laboratorier, Danske Patienter, Danske Re-
gioner, Danske Seniorer, Danske Tandplejere, Datatilsynet,
Det grønlandske sundhedsdepartement, Diabetesforeningen,
FH, FOA, Forbrugerrådet, Foreningen af Døgn- og Dag-
tilbud for udsatte børn og unge (FADD), Forsikring og
Pension, Færøernes Landsstyre, Gigtforeningen, Heilsumá-
laráðið (det færøske sundhedsministerium), Heilsustýrið
(den færøske sundhedsstyrelse), KL, Konkurrence- og For-
brugerstyrelsen, Københavns Universitet, Landsforeningen
Børn og Forældre, Landsforeningen af Kliniske Tandtekni-
kere, Lægeforeningen, Naalakkersuisut (Grønlands landssty-
re), Osteoporoseforeningen - landsforeningen mod knogle-
skørhed, Patienterstatningen, Patientforeningen, Praktiseren-
9
de Lægers Organisation, Praktiserende Tandlægers Organi-
sation, Sundhed Danmark, Tandlægeforeningen, Tandlæge-
foreningens Tandskadeerstatning og Yngre Læger.
11. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis
ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)
Negative konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/hvis nej, anfør »Ingen«)
Økonomiske kon-
sekvenser for stat,
kommuner og re-
gioner
For regionerne vil lovforslagets del om for-
sikringspligt medføre erstatningsbesparelser
på ca. 31 mio. kr. årligt, mens der vil være
en administrationsbesparelse på et sted mel-
lem 24-30 mio. kr. årligt, som regionerne
beholder som led i samarbejdsprogrammet.
For regionerne forventes lovforslagets del
om ophævelse af oplysningspligt ved erstat-
ningsudbetalinger i patienterstatningssager
at medføre positive økonomiske konsekven-
ser som følge af de administrative lettelser.
Fsva. den tredje del af lovforslaget vil
for kommunerne have positive økonomiske
konsekvenser i et begrænset omfang, da
lovændringen vurderes at kunne bidrage
med en bedre og mere effektiv hjælp til
borgerne.
Ingen.
Implementerings-
konsekvenser for
stat, kommuner og
regioner
Lovforslagets første del indebærer en min-
dre positiv konsekvens, da regionerne kun
i begrænset omfang fremover skal admini-
strere udbetalingen af erstatninger.
Lovforslagets anden del medfører positive
implementeringskonsekvenser for regioner-
ne, når de ikke længere skal anvende res-
sourcer på at administrere ordningen med
oplysningspligt i patienterstatningssager.
Den tredje del af lovforslaget vil medføre
positive implementeringskonsekvenser for
kommuner, når de ikke skal indhente kon-
kret, informeret samtykke for forældremyn-
dighedens indehaver til hver eneste ukom-
plicerede behandling, der ikke er fluorbe-
handling eller røntgenundersøgelse. Den
ændrede bemyndigelsesbestemmelse skal
udmøntes i en bekendtgørelse.
Ingen.
Økonomiske kon-
sekvenser for er-
hvervslivet m.v.
Lovforslagets del om forsikringspligt og de-
len om oplysningspligt forventes at have en
positiv økonomisk effekt for forsikringssel-
skaberne.
Lovforslagets tredje del forventes ikke at
have positive økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet.
Krav om forsikringspligt vil medføre ud-
gifter hertil for privatpraktiserende tandlæ-
ger. De skal samlet forsikres mod erstat-
ningsudgifter på ca. 31 mio. kr. årligt og
administrationsomkostninger på mellem
24 og 30 mio. kr. årligt.
Fsva. lovforslagets anden og tredje del for-
ventes der ikke negative økonomiske kon-
sekvenser for erhvervslivet.
Administrative
konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslagets første og tredje del forventes
ikke at medføre administrative konsekven-
ser for erhvervslivet.
Lovforslagets anden del vil medføre positi-
ve implementeringskonsekvenser for de pri-
Fsva. lovforslagets første del skal tandlæ-
gerne tegne forsikringer mod erstatning
og godtgørelse, som de ikke tidligere har
skulle.
Lovforslagets anden og tredje del forven-
10
vate behandlingssteders forsikringsselska-
ber, når de ikke længere skal anvende res-
sourcer på at administrere ordningen med
oplysningspligt i patienterstatningssager.
tes ikke at have negative administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Administrative
konsekvenser for
borgerne
Lovforslagets første to dele forventes ikke
at medføre administrative konsekvenser for
borgerne. Forslaget om forsikringspligt kan
have mindre økonomiske konsekvenser for
borgerne, hvis tandlægerne overvælter for-
sikringsudgiften på deres takster.
Der forventes positive administrative kon-
sekvenser for borgerne for lovforslagets del
om samtykke til ukomplicerede behandlin-
ger ved den kommunale tandpleje.
Ingen.
Klimamæssige
konsekvenser
Ingen. Ingen.
Miljø- og natur-
mæssige konse-
kvenser
Ingen. Ingen.
Forholdet til EU-
retten
Forslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.
Er i strid med de
fem principper for
implementering af
erhvervsrettet EU-
regulering (der i
relevant omfang
også gælder ved
implementering af
ikke-erhvervsrettet
EU-regulering)
(sæt X)
Ja Nej
X
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Staten yder erstatning og godtgørelse for indsatte og værne-
pligtige som nævnt i lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenets § 29, stk. 1, nr. 9 og 10, såfremt
beløbet samlet overstiger 1.000 kr., jf. klage- og erstatnings-
lovens § 24, stk. 5, 2. pkt.
Det foreslås i § 24, stk. 5, 2. pkt., at ændre »nr. 9 og 10« til:
»nr. 10 og 11«.
Det foreslåede er en konsekvensændring i lyset af at der
med lovforslagets § 1, nr. 3, foreslås indsat et nyt nummer 8
i § 29, stk. 1.
Til nr. 2
Det fremgår af klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr.
5, 1. pkt., at den region, hvor en privatpraktiserende autori-
seret sundhedsperson har sin praksis, eller hvor en læge, der
uden at være privatpraktiserende virker som vagtlæge, eller
hvor en læge, der uden at være privatpraktiserende foretager
vaccination i henhold til sundhedslovens § 18, jf. dog stk.
3, har pligt til at yde erstatning efter kapitel 3 i klage- og
erstatningsloven.
Der henvises til lovforslagets pkt. 2.1.1 for en beskrivelse af
gældende ret.
Det foreslås, at der i § 29, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., efter »jf. dog«
indsættes »nr. 8 og «.
Med den i lovforslagets § 1, nr. 3, foreslåede § 29, stk.
1, nr. 8, fastsættes, at de privatpraktiserende autoriserede
tandlæger har pligt til at yde erstatning efter kapitel 3 i
klage- og erstatningsloven. Denne ændring vil medføre, at
det som udgangspunkt ikke længere er den region, hvor den
privatpraktiserende tandlæge har sin praksis, som er erstat-
ningspligtig på vegne af tandlægen, men derimod den enkel-
te tandlægeklinik samt selvstændigt praktiserende tandlæger.
Tandlægeklinikken dækker således, gennem sin forsikring,
erstatningsbeløb op til og med en mio. kr. Overstiger erstat-
11
ningen for en skade 1 mio. kr., er den region, hvori tandlæ-
gen har sin praksis, erstatningsansvarlig for den resterende
del af beløbet. Der henvises til bemærkningerne til lovfor-
slagets § 1, nr. 3.
Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor-
efter det foreslås at indsætte et nyt nummer 8 i lovens § 29,
stk. 1.
Til nr. 3
Klage- og erstatningslovens § 29 oplister de erstatningsplig-
tige i henhold til loven. Det fremgår af § 29, stk. 1, nr. 5,
at den region, hvor en privatpraktiserende autoriseret sund-
hedsperson har sin praksis, eller hvor en læge, der uden
at være privatpraktiserende virker som vagtlæge, eller hvor
en læge, der uden at være privatpraktiserende foretager vac-
cination i henhold til sundhedslovens § 18, jf. dog stk. 3,
har pligt til at yde erstatning efter kapitel 3 i klage- og
erstatningsloven.
I dag bliver sager på tandskadeerstatningsområdet behandlet
af Patienterstatningen, og finansieringen heraf er omfattet
af klage- og erstatningslovens § 29, stk. 1, nr. 5, hvorefter
regionen, hvori tandlægen har sin praksis, er erstatningsplig-
tig.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.1 i lovforsla-
gets almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse
af gældende ret.
Det foreslås, at der i § 29, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som
nyt nummer: »8) Tandlægeklinikker herunder selvstændige
privatpraktiserende tandlæger. For den del af erstatningen,
der overstiger 1 mio. kr., afholdes udgifterne dog af den
region, hvori behandlingen er foregået.«
Med den foreslåede § 29, stk. 1, nr. 8, foreslås det, at la-
de tandlægeklinikker, herunder selvstændigt praktiserende
tandlæger, være erstatningspligtige for erstatningsbeløb op
til og med 1 mio. kr. for skader omfattet af klage- og er-
statningslovens kapitel 3, som anmeldes efter den 1. januar
2025, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.
Erstatningspligten gælder over for de patienter, som måtte
få en skade i forbindelse med undersøgelse, behandling
el.lign. i klinikken eller ved den selvstændigt privatpraktise-
rende tandlæge.
Den foreslåede erstatningspligt efter loven vil endvidere be-
tyde, at tandlægeklinikkerne, herunder selvstændigt privat-
praktiserende tandlæger, pålægges forsikringspligt for ska-
der op til og med 1 mio. kr. i overensstemmelse med § 30
i klage- og erstatningsloven, hvor det fremgår af stk. 1, at
krav om erstatning efter lovens kapitel 3 skal være dækket
af en forsikring i et forsikringsselskab.
Hvis en eller flere tandlæger arbejder under et CVR-num-
mer, skal forsikringen være tilknyttet dette. Er det ikke
tilfældet, tilfalder forsikringspligten tandlægen som privat-
person. Forsikringspligten gælder for alle tandlægeklinikker
uanset selskabsform.
Ved privatpraktiserende tandlæger forstås såvel tandlæger
samt specialtandlæger i hhv. ortodonti og tand-, mund- og
kæbekirurgi, samt de personer der arbejder på disses veg-
ne. Det er endvidere et krav, at tandlægen har en gyldig
autorisation.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter bestemmelser
om forsikringspligtens gennemførelse jf. lovens § 30, stk. 5,
og er på området for private hospitaler, klinikker og special-
lægepraksisser i dag fastsat ved bekendtgørelse nr. 488 af 3.
maj 2018 om forsikringspligtens gennemførelse. Det forud-
sættes, at der vil blive udstedt en tilsvarende bekendtgørelse
for privatpraktiserende tandlæger som følge af nærværende
lovændring.
For så vidt angår erstatninger, der overstiger 1 mio. kr. vil
den øvrige del af erstatningen skulle afholdes af den region,
hvori behandlingen har fundet sted.
Tilkendes en patient en erstatning, som følge af en skade
sket ved behandling ved en tandlægeklinik, på f.eks. 1,5
mio. kr., vil klinikken og dermed klinikkens forsikring såle-
des være ansvarlig for den første mio. kr., mens den relevan-
te region vil være erstatningspligtig for de sidste 0,5 mio. kr.
Regionerne vil samtidig skulle afholde administrationsud-
gifterne forbundet med oprettelsen en ny sag i Patienterstat-
ningen med regionen som part.
Til nr. 4
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 4, skal et regi-
onsråd, såfremt regionsrådet har været erstatningspligtigt
efter § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, i et omfang ud over det
gennemsnitlige, oplyse Styrelsen for Patientsikkerhed herom
til brug for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.
Efter klage- og erstatningslovens § 29, stk. 5, skal forsik-
ringsselskaber for et privat sygehus, en klinik eller en spe-
ciallægepraksis, såfremt behandlingsstedet har været erstat-
ningspligtigt efter lovens § 29, stk. 1, nr. 7, eller stk. 2, 1.
pkt., i et omfang ud over det gennemsnitlige, oplyse Styrel-
sen for Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn
efter sundhedsloven.
Indenrigs- og sundhedsministeren har efter lovens § 29, stk.
6, bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om oplys-
ningspligten efter stk. 4 og 5, herunder for optælling af
erstatningsudbetalinger og forældelse af sager.
Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1084 af
11. september 2015 om oplysningspligt i patienterstatnings-
sager. Bekendtgørelsen fastsætter regler om oplysningspligt
i tilfælde af en såkaldt kritisk skadesfrekvens, det vil sige
hvis der har været erstatningspligt ud over det gennemsnitli-
ge. Pligten til at indberette kritisk skadesfrekvens gælder for
så vidt angår regionerne de skader, som de efter lovens § 29,
12
stk. 1, nr. 1, 5 og 6, er erstatningspligtige for. For så vidt
angår de private forsikringsselskaber skal der indberettes
kritisk skadesfrekvens for skader, som forsikringsselskaber-
ne efter lovens § 29, stk. 1, nr. 7, eller stk. 2, 1. pkt. er
erstatningspligtige for.
Det foreslås, at lovens § 29, stk. 4-6 ophæves.
Ophævelsen af lovens § 29, stk. 4, vil betyde, at et regi-
onsråd, såfremt regionsrådet har været erstatningspligtigt
efter § 29, stk. 1, nr. 1, 5 og 6, i et omfang ud over det
gennemsnitlige, ikke længere vil skulle informere Styrelsen
for Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter
sundhedslovens § 213, mens ophævelsen af lovens § 29, stk.
5, vil betyde, at forsikringsselskaber for et privat sygehus,
en klinik eller en speciallægepraksis, såfremt behandlings-
stedet har været erstatningspligtigt efter § 29, stk. 1, nr. 7,
eller stk. 2, 1. pkt., i et omfang ud over det gennemsnitlige,
ligeledes ikke længere vil skulle informere Styrelsen for
Patientsikkerhed herom til brug for styrelsens tilsyn efter
sundhedsloven.
Ophævelsen af lovens § 29, stk. 6, vil betyde, at bemyndi-
gelsen til at fastsætte regler for oplysningspligten efter stk.
4 og 5, herunder for optælling af erstatningsudbetalinger
og forældelse af sager, ophæves, ligesom bekendtgørelse nr.
1084 af 11. september 2015 om oplysningspligt i patienter-
statningssager ophæves.
De foreslåede ophævelser vil medføre, at regionerne, de
private behandlingssteders forsikringsselskaber og Styrelsen
for Patientsikkerhed ikke længere vil skulle anvende res-
sourcer på at administrere en ordning, som ikke vurderes
egnet til at påvise en aktuel fremtidig fare for patientsikker-
heden, og som i praksis ikke har givet anledning til tilsyns-
mæssig opfølgning.
Der henvises til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige be-
mærkninger for en beskrivelse af gældende ret, Indenrigs-
og Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ord-
ning.
Til nr. 5.
Det følger af klage- og erstatningslovens § 30, stk. 2, nr.
2, at forsikringsselskaber, der, jf. § 30, stk. 2, 1. pkt., har
indtegnet forsikringer omfattet af kapitel 3, skal underrette
Styrelsen for Patientsikkerhed og Patienterstatningen, hvis
forsikringsdækningen bortfalder.
Det foreslås i § 30, stk. 2, 2. pkt., at »og Patienterstatningen«
udgår.
Det foreslåede vil indebære, at Patienterstatningen ikke
fremover vil skulle orienteres af et forsikringsselskab, når
en forsikringsdækning bortfalder.
Til § 2
Til nr. 1
Det følger af sundhedslovens § 17, stk. 5, at indenrigs-
og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om
forældremyndighedens indehavers informerede samtykke i
forbindelse med behandling af børn og unge ved den kom-
munale tandpleje, herunder form og indhold af samtykket.
Der henvises til pkt. 2.3.1 i de almindelige bemærkninger
for en beskrivelse af gældende ret.
Det foreslås i § 17, stk. 5, at ændre »form og indhold« til
»form, indhold, varighed og rækkevidde«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at der vil kunne fast-
sættes regler om rækkevidden af forældremyndighedsinde-
haverens samtykke, der er bredere end i dag. Det betyder, at
indholdet af forældremyndighedens indehavers informerede
samtykke vil kunne udvides. Det forudsættes, at indenrigs-
og sundhedsministeren vil fastsætte nærmere regler om,
hvilke former for behandlinger der vil kunne blive foretaget
på baggrund af et generelt, udtrykkeligt samtykke.
Den foreslåede ændring vil indebære, at der vil kunne fast-
sættes regler om, at den kommunale tandpleje på baggrund
af forældremyndighedens indehavers generelle, udtrykkeli-
ge samtykke kan foretage flere ukomplicerede behandlin-
ger. Som eksempel kan nævnes fissurforsegling, der, lige-
som fluorbehandlinger og røntgenundersøgelser, kan betrag-
tes som mindre indgribende.
Det forudsættes endvidere, at ministeren vil fastsætte regler
om varigheden af forældremyndighedsindehavers generelle,
udtrykkelige samtykke. Der er ved sidstnævnte tale om en
præcisering af gældende ret, idet det hidtil har kunnet fortol-
kes ind i den gældende bemyndigelse.
Det forudsættes, at bekendtgørelse nr. 562 af 30. maj 2017
om samtykke til behandling af børn og unge ved den kom-
munale tandpleje og sundhedsplejerske ophæves, samtidig
med at en ny bekendtgørelse om samtykke til behandling af
børn og unge ved den kommunale tandpleje og sundhedsple-
jerske træder i kraft samtidig med lovens ikrafttræden.
Ved udformningen af bekendtgørelsen og fastsættelsen af,
hvilke tandbehandlinger der skal være inden for rækkevid-
den af det generelt informerede samtykke fra forældremyn-
dighedens indehaver, skal der lægges vægt på indgrebets
karakter.
Der kan bl.a. lægges vægt på, om der er tale om operativ
eller nonoperativ cariesbehandling. En operativ behandling
vil være behandling, hvor der er behov for at bore i tandens
overflade for at fjerne carieret tandvæv med henblik på
fyldningsterapi. Nonoperativ cariesbehandling vil som regel
være af mindre indgribende karakter, hvilket taler for ikke
at kræve konkret, informeret samtykke fra forældremyndig-
hedens indehaver. Fissurforsegling er et eksempel på en no-
noperativ behandling af caries i emalje, hvor der med fordel
13
vil kunne fastsættes regler om, at forældremyndighedens
indehaver kan give generelt, udtrykkeligt samtykke.
Der kan desuden lægges vægt på, om der er tale om et
invasivt indgreb, dvs. om indgrebet indebærer penetration
eller kontakt til underliggende væv i f.eks. blodbanen. En
sådan behandling vil være indgribende og kræve konkret,
informeret samtykke fra forældremyndighedens indehaver.
Til § 3
Det foreslås i § 3, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar
2025.
Det foreslås endvidere i § 3, stk. 2, at § 1 ikke finder an-
vendelse for skader, der er anmeldt til Patienterstatningen
før lovens ikrafttræden. For sådanne skader finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Det foreslåede vil indebære, at privatpraktiserende tandlæ-
ger vil være erstatningspligtige for skader anmeldt efter
lovens ikrafttræden, lige som at de privatpraktiserende tand-
læger vil være forpligtede til at skaffe forsikringsdækning
for skaderne på deres område.
Skader, som er anmeldt før dette tidspunkt, vil fortsat være
dækket fuldt ud af regionerne.
Til § 4
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Det følger af § 64 i klage- og erstatningsloven, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men for Færøerne kan
sættes i kraft ved kongelig anordning med de afvigelser, som
de særlige færøske forhold tilsiger.
Det følger af sundhedslovens § 278, stk. 1, at sundhedsloven
ikke gælder for Færøerne og Grønland. Det følger endvidere
af § 279, stk. 2, at bl.a. kapitel 4-9 ved kongelig anordning
kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.
Det foreslås i § 4, at loven ikke skal gælde for Færøerne og
Grønland, men at loven ved kongelig anordning kan sættes
i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske
forhold tilsiger. Lovens bestemmelser kan endvidere sættes i
kraft på forskellige tidspunkter.
14
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering Lovforslaget
§ 1
I lov om klage- og erstatningsadgang inden
for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse
nr. 962 af 16. august 2024, foretages føl-
gende ændringer:
§ 24. ...
Stk. 2-4. ---
Stk. 5. Erstatning og godtgørelse efter stk.
1, der er tilkendt af andre private instituti-
oner end Patienterstatningen, og som sund-
hedsministeren har indgået aftale med efter
§ 19, stk. 6, eller efter skader påført i so-
cialtandplejen, jf. sundhedslovens § 134 a,
ydes på tandskadeområdet, såfremt beløbet
samlet overstiger 10.000 kr. For indsatte og
værnepligtige som nævnt i § 29, stk. 1, nr.
9 og 10, ydes erstatning og godtgørelse,
såfremt beløbet samlet overstiger 1.000 kr.
Stk. 6-9. ---
1. I § 24, stk. 5, 2. pkt., ændres »nr. 9 og
10« til: »nr. 10 og 11«.
§ 29. Pligt til at yde erstatning efter dette
kapitel har:
(1-4) ---
5) Den region, hvor en privatpraktiserende
autoriseret sundhedsperson har sin praksis,
eller hvor en læge, der uden at være pri-
vatpraktiserende virker som vagtlæge, eller
hvor en læge, der uden at være privatprakti-
serende foretager vaccination i henhold til
sundhedslovens § 158, jf. dog stk. 3. 1.
pkt. finder dog ikke anvendelse for prakti-
serende speciallæger, som ikke har specia-
le i almen medicin, medmindre der er tale
om en speciallægeundersøgelse, der udfø-
res til brug for sagsbehandling hos offentli-
ge myndigheder, forsikringsselskaber m.v.,
2. I § 29, stk. 1, nr. 5, 1. pkt., indsættes efter
»jf. dog«: »nr. 8 og«.
15
hvor der ikke er tale om en tjenesteydelse
til patienten.
§ 29. Pligt til at yde erstatning efter dette
kapitel har:
(1-7) ---
3. I § 29, stk. 1, indsættes efter nr. 7 som
nyt nummer:
»8). Tandlægeklinikker herunder selvstæn-
dige privatpraktiserende tandlæger. For den
del af erstatningen, der overstiger 1 mio.
kr., afholdes udgifterne dog af den region,
hvori behandlingen er foregået.«
Nr. 8-15 bliver herefter nr. 9-16.
§ 29. Pligt til at yde erstatning efter dette
kapitel har:
(1-15) ---
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
Stk. 4. Såfremt et regionsråd efter stk. 1, nr.
1, 5 og 6, i et omfang ud over det gennem-
snitlige har været erstatningspligtigt efter
disse bestemmelser, skal regionsrådet oply-
se Styrelsen for Patientsikkerhed herom til
brug for styrelsens tilsyn efter sundhedslo-
ven.
Stk. 5. Såfremt et privat sygehus, en kli-
nik eller en speciallægepraksis efter stk. 1,
nr. 7, eller stk. 2, 1. pkt., i et omfang ud
over det gennemsnitlige har været erstat-
ningspligtig efter disse bestemmelser, skal
pågældendes forsikringsselskab oplyse Sty-
relsen for Patientsikkerhed herom til brug
for styrelsens tilsyn efter sundhedsloven.
Stk. 6. Sundhedsministeren kan fastsætte
nærmere regler for oplysningspligten efter
stk. 4 og 5, herunder for optælling af erstat-
ningsudbetalinger og forældelse af sager.
4. § 29, stk. 4-6, ophæves.
§ 30. ...
Stk. 2. Forsikringsselskaber, der har teg-
net forsikringer omfattet af dette kapi-
5. I § 30, stk. 2, 2. pkt., udgår: »og Patie-
nterstatningen«.
16
tel, skal underrette Patienterstatningen her-
om. Forsikringsselskaber omfattet af 1. pkt.
skal underrette Styrelsen for Patientsik-
kerhed og Patienterstatningen, hvis forsik-
ringsdækningen bortfalder.
Stk. 3-7. ---
§ 2
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1015 af 5. september 2024, foretages føl-
gende ændringer:
§ 17. En patient, der er fyldt 15 år, kan
selv give informeret samtykke til behand-
ling. Forældremyndighedens indehaver skal
tillige have information, jf. § 16, og inddra-
ges i den mindreåriges stillingtagen.
Stk. 2. ---
Stk. 3. ---
Stk. 4. ---
Stk. 5. Indenrigs- og sundhedsministeren
kan fastsætte nærmere regler om foræl-
dremyndighedens indehavers informerede
samtykke i forbindelse med behandling af
børn og unge ved den kommunale tandple-
je, herunder form og indhold af samtykket.
Stk. 6. ---
Stk. 7. ---
1. I § 17, stk. 5, ændres »form og indhold«
til: »form, indhold og rækkevidde«
17