SUU alm. del - svar på spm. 653 om ministeren vil tage initiativ til at undersøge, om Aalborg Universitet har kapacitet til at optage flere studerende på medicinstudiet, og om et øget optag potentielt vil få flere læger til at blive i regionen og understøtte lægedækningen
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: SUU alm. del (Spørgsmål 653)
Aktører:
- Besvaret af: indenrigs- og sundhedsministeren
- Stiller: Jens Henrik Thulesen Dahl
- Adressat: indenrigs- og sundhedsministeren
SUU alm. del - svar på spm. 653.docx
https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/suu/spm/653/svar/2078234/2921790.pdf
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 653 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 25. juli 2024. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD). Spørgsmål nr. 653: ”Vil ministeren tage initiativ til at undersøge, om Aalborg Universitet har kapacitet til at optage flere studerende på medicinstudiet, og om et øget optag potentielt vil få flere læger til at blive i regionen og understøtte lægedækningen, som det foreslås i artiklen: ”Nordjylland mangler læger, men i Aalborg må man igen afvise medicinstuderende” fra dr.dk den 25. juli 2024?” Svar: For at understøtte et stærkt og nært sundhedsvæsen vil regeringen sikre, at der uddannes flere læger i de dele af landet, hvor behovet for læger er størst. Når læger skal finde arbejde, sker det nemlig ofte, at lægerne finder arbejde tæt på det universitet, hvor de blev uddannet. Målet er på lang sigt at reducere de geografiske forskelle i adgangen til almenmedicinske tilbud og løse udfordringerne med at sikre lægedækning uden for de store byer. Regeringen foreslår i udspillet ’Sundhed tæt på dig’ at øge antallet af bachelorpladser på medicinuddannelsen uden for de største byer med 140 pladser samt dertilhørende kandidatuddannelsespladser. Konkret vil regeringen øge antallet af bacheloruddannelsespladser i Aalborg med 70. For Aalborg vil det betyde, at antallet af bachelorpladser forøges med 39 pct. For at sikre, at fremtidens læger kan tage hele deres medicinuddannelse i Esbjerg, foreslår regeringen, at der oprettes en bacheloruddannelse i medicin i Esbjerg med 50 pladser. Derudover vil regeringen øge antallet af pladser på medicinuddannelsen i Køge med 20 bachelorpladser samt igangsætte initiativer til yderligere at styrke den regionale forankring af medicinuddannelsen på Sjælland. Regeringen foreslår endvidere, at der uddannes flere speciallæger i bl.a. almen medicin, samt at en større del af uddannelsesforløbene i den lægelige videreuddannelse placeres uden for de større byer. Den geografiske placering af videreuddannelsen har nemlig også betydning for efterfølgende arbejdssted. Jeg ser frem til forhandlingerne med Folketingets partier om en sundhedsreform. Med venlig hilsen Sophie Løhde Folketingets Sundhedsudvalg Slotsholmsgade 10-12 DK-1216 København K T +45 7226 9000 M sum@sum.dk W sum.dk Dato: 14-10-2024 Enhed: Sygehuspolitik Sagsbeh: ffl Sagsnr.:2024 - 10292 Dok. nr.: 216310 Offentligt SUU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 653 Sundhedsudvalget 2023-24