Fremsat den 2. oktober 2024 af Mona Juul (KF), Helle Bonnesen (KF) og Dina Raabjerg (KF)

Tilhører sager:

Aktører:


    AX30329

    https://www.ft.dk/ripdf/samling/20241/beslutningsforslag/b4/20241_b4_som_fremsat.pdf

    Fremsat den 2. oktober 2024 af Mona Juul (KF), Helle Bonnesen (KF) og Dina Raabjerg (KF)
    Forslag til folketingsbeslutning
    om at sikre virksomheders ret til kompensation ved fremtidige epidemier
    Folketinget pålægger regeringen senest i folketingsåret
    2024-25 at fremsætte et lovforslag, der indeholder en lov-
    model, der sikrer virksomheders retsgaranti for kompensa-
    tion i tilfælde af en fremtidig epidemi.
    Lovforslaget skal indeholde bestemmelser om,
    – at erhvervsministeren pålægges at træffe beslutning om,
    hvorvidt erhvervslivet skal tilkendes kompensation ved
    indførelsen af samfundsmæssige foranstaltninger efter
    epidemilovens kapitel 6, samt at beslutninger herom skal
    godkendes af Folketingets Epidemiudvalg,
    – at der nedsættes en erhvervsepidemikommission med
    repræsentanter for regeringen og erhvervslivet, som skal
    rådgive erhvervsministeren om spørgsmål om kompen-
    sation, og
    – at hvis erhvervslivet får krav på kompensation, kan ad-
    gangen til at klage administrativt over myndighedernes
    afgørelser herom ikke afskæres.
    Beslutningsforslag nr. B 4 Folketinget 2024-25
    AX030329
    Bemærkninger til forslaget
    Den 11. marts 2020 blev Danmark lukket ned i kampen
    mod coronasmitten. Beslutningen havde store konsekvenser
    for alle danskere og herunder i den grad også for danske
    virksomhedsejere. Ifølge Danmarks Statistik var der i pe-
    rioden fra den 1. april 2020 til den 30. september 2021
    lige under 1.400 konkurser blandt de kompenserede virk-
    somheder svarende til 1,4 pct. af alle kompenserede virk-
    somheder. I samme periode var der næsten 2.400 konkurser
    blandt de øvrige aktive virksomheder, hvilket svarer til 1,0
    pct. af alle øvrige aktive virksomheder (»COVID-19 Kon-
    kurser blandt kompenserede virksomheder«, dst.dk, den 30.
    november 2021).
    Trods et hastigt og bredt samarbejde om en midlertidig
    epidemilov om kompensationer i perioden efter nedluknin-
    gen er virksomheder i dag efterladt i en situation uden
    retsgaranti for kompensation, hvis Danmark skulle havne i
    samme situation igen.
    Derfor fremsatte Det Konservative Folkeparti i oktober
    2023 beslutningsforslag nr. B 2, hvori det blev foreslået
    at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om at
    (gen)etablere og sikre virksomheders retssikkerhed ved en
    fremtidig epidemi inden udgangen af 2023.
    Erhvervsudvalget afgav den 25. januar 2024 en beretning
    over beslutningsforslaget, hvoraf det fremgår, at udvalgets
    partier var enige om, at kompensationsordninger skal anven-
    des i en epidemi, der udgør et pludseligt, midlertidigt og
    usædvanligt stød til økonomien, og som nødvendiggør ind-
    førelse af restriktioner, der i væsentligt omfang begrænser
    virksomheders aktiviteter. Partierne noterede sig, at der vil
    skulle tages stilling til niveauet for kompensation og ind-
    og udfasningsscenarier m.v. i forbindelse med udformningen
    af kompensationsordningerne. Hvis det bliver nødvendigt
    at yde støtte til virksomheder, vil regeringen derfor hurtigt
    indkalde til politiske drøftelser om eventuelle kompensati-
    onsordninger, med henblik på at der kan forelægges de
    nødvendige forslag for Folketinget. Regeringen vil i det
    tilfælde nedsætte en faglig referencegruppe, der løbende kan
    give regeringen og Folketinget skriftligt input til udarbej-
    delsen af kompensationsordningerne og den efterfølgende
    implementering i form af f.eks. bekendtgørelser og lign. Re-
    ferencegruppen skal bl.a. bestå af medlemmer fra relevante
    erhvervsorganisationer. Det vil – med udgangspunkt i de
    konkrete kompensationsordninger – blive vurderet, om der
    er behov for at give virksomheder adgang til at påklage
    en afgørelse om kompensation til en anden administrativ
    myndighed (administrativ rekurs). Hvorvidt der er tale om
    restriktioner, som virksomheder bør kompenseres for, vil
    afhænge af en konkret vurdering på baggrund af et oplæg fra
    regeringen.
    I beretningen til beslutningsforslaget konstaterede samtli-
    ge partier i udvalget uden om regeringen, nemlig SF, LA,
    DD, KF, EL, RV, DF og ALT, derudover, at det, partierne
    og regeringen nu var enige om, var en erklæring om eventu-
    elle kompensationer ved fremtidige epidemier, men at der
    fortsat udestår at blive lavet en decideret lovændring til epi-
    demiloven, som det blev aftalt i 2020. Partierne opfordrede
    derfor kraftigt regeringen til at udfærdige og fremsætte et
    lovforslag med den anførte tekst i bilag 1 til beretningen
    over beslutningsforslag nr. B 2 (folketingsåret 2023-24).
    Den foreslåede model
    Formålet med modellen er at sikre, at erhvervslivets rets-
    sikkerhed tilgodeses i epidemiloven, samtidig med at den til
    enhver tid siddende regering overlades det handlerum, som
    er nødvendigt ved håndteringen af eventuelle fremtidige ud-
    brud af både kendte og ukendte smitsomme sygdomme.
    Med forslaget til en lovmodel indføres processuelle regler,
    der skal sikre en politisk stillingtagen til konsekvenserne
    for erhvervslivet af et tvangsindgreb efter epidemilovens
    kapitel 6. Med forslaget opnår erhvervslivet væsentlige rets-
    sikkerhedsgarantier såsom forudsigelighed i retsstillingen,
    klageadgang og parlamentarisk inddragelse i alle beslutnin-
    ger om kompensation. Forslaget indeholder ingen materielle
    regler med krav om kompensation til erhvervslivet af en
    bestemt størrelse. Den parlamentariske behandling af konse-
    kvenserne af et indgreb med hjemmel i epidemiloven vil
    derfor i nogle – formentlig få – tilfælde kunne føre til, at det
    besluttes ikke at yde kompensation.
    For et udkast til de konkrete foreslåede ændringer i epide-
    miloven, som et lovforslag vil kunne tage udgangspunkt i,
    henvises til bilag 1 i beretningen over beslutningsforslag nr.
    B 2 (folketingsåret 2023-24).
    2
    Skriftlig fremsættelse
    Mona Juul (KF):
    Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved
    at fremsætte: Forslag til folketingsbeslutning om at sikre
    virksomheders ret til kompensation ved fremtidige
    epidemier.
    (Beslutningsforslag nr. B 4)
    Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
    forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
    3