INU alm. del - svar på MFU spm. 93 om man i overensstemmelse med grundloven og Danmarks internationale forpligtelser kan stille krav om dansk indfødsret for at erhverve en lejebolig ved kommunal anvisningsret

Social- og Boligminiseriet
1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
post@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Indenrigsudvalg
Folketingets Indenrigsudvalg har d. 9. august 2024 stillet følgende spørgsmål
nr. 93 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra (MFU) Nick Zimmermann (DF).
Spørgsmål nr. 93:
”Vil ministeren redegøre for, om man i overensstemmelse med grundloven og
Danmarks internationale forpligtelser kan stille krav om dansk indfødsret for at
erhverve en lejebolig ved kommunal anvisningsret? Vil ministeren endvidere
redegøre for, hvor mange dømte kriminelle udlændinge de seneste 10 år, der
har fået kommunal anvisningsret til en lejebolig i Københavns Kommune,
Aarhus Kommune og Odense Kommune i forbindelse med løsladelse fra
fængslet, og vil ministeren på baggrund heraf tilkendegive, om antallet afspejler
regeringens påståede ambition om, at kriminelle udlændinge i videst muligt
omfang skal udvises eller motiveres til at udrejse af Danmark? Vil ministeren
endelig tilkendegive, om ministeren vil støtte et beslutningsforslag fra Dansk
Folkeparti om, at dømte kriminelle udlændinge ikke skal kunne få tildelt en
lejebolig ved kommunal anvisningsret, men i stedet skal modtage vejledning fra
kommunen om repatriering ved henvendelse om boligmangel?”
Svar:
Til brug for besvarelse af den del af spørgsmålet, som vedrører, hvorvidt der
inden for rammerne af grundloven og Danmarks internationale forpligtelser kan
stilles krav om dansk indfødsret for at erhverve en lejebolig ved kommunal
anvisning, har jeg anmodet Justitsministeriet om bidrag.
Justitsministeriet oplyser som svar på anmodningen følgende:
”1. Et eventuelt krav om dansk indfødsret for at erhverve en lejebolig ved
kommunal anvisning vurderes ikke umiddelbart at rejse spørgsmål i
forhold til grundloven.
2. Et eventuelt krav om dansk indfødsret for at erhverve en lejebolig ved
kommunal anvisning vil skulle vurderes i forhold til artikel 14 i Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Det følger af
EMRK artikel 14, at nydelsen af de i konventionen anerkendte
rettigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race,
farve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller
social oprindelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold,
fødsel eller ethvert andet forhold.
EMRK artikel 14 indeholder efter Den Europæiske
Sagsnr.
2024 - 5696
Doknr.
898579
Dato
01-10-2024
Offentligt
INU Alm.del - endeligt svar på spørgsmål 93
Indenrigsudvalget 2023-24
2
Menneskerettighedsdomstols (Domstolens) praksis et forbud mod
usaglig forskelsbehandling, der indebærer, at personer i
sammenlignelige situationer som udgangspunkt skal behandles ens.
Bestemmelsen omfatter både direkte og indirekte diskrimination.
Det følger endvidere af Domstolens praksis, at en forskelsbehandling er
diskriminatorisk – og dermed i strid med artikel 14 – hvis den ikke er
objektivt og sagligt begrundet. Heri ligger omvendt, at forskelsbehandling
er lovlig, hvis den varetager et anerkendelsesværdigt formål, og der er
proportionalitet mellem det anvendte middel og det formål, der søges
realiseret. Domstolen indrømmer konventionsstaterne en vis
skønsmargin ved vurderingen af, om og i hvilket omfang
forskelsbehandling i ellers sammenlignelige situationer kan begrundes.
Som det fremgår af EMRK artikel 14, gælder forbuddet mod
diskrimination alene forskelsbehandling for så vidt angår rettigheder og
friheder, der er anerkendt efter EMRK. Det er ikke et krav, at der
foreligger en krænkelse af øvrige materielle bestemmelser i
konventionen.
Retten til at erhverve en lejebolig ved kommunal anvisning må anses for
at være omfattet af EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og
familieliv.
Det følger af Domstolens praksis, at staten ikke har en generel pligt til at
skaffe bolig til personer, men staten kan efter EMRK artikel 8 have pligt
til at sikre husly til særligt sårbare og udsatte personer, jf. Jon Fridrik
Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere,
6. udgave (2023), side 920, samt præmis 130 i dommen Yordanova m.fl.
mod Bulgarien af 24. april 2012.
Hvorvidt der inden for rammerne af EMRK artikel 14 sammenholdt med
artikel 8 i EMRK kan stilles krav om dansk indfødsret for at erhverve en
lejebolig ved kommunal anvisning vil afhænge af, om ordningen
varetager et anerkendelsesværdigt formål, og om der er proportionalitet
mellem det anvendte middel og det formål, der søges realiseret.
Det bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at
forskelsbehandling baseret udelukkende på nationalitet alene kan
begrundes i tvingende og meget vægtige hensyn, jf. bl.a. præmis 113-
114 i dommen Biao mod Danmark af 24. maj 2016 og dommen
Gaygusuz mod Østrig af 16. september 1996.
Det vurderes på den baggrund, at et krav om dansk indfødsret for at
erhverve en lejebolig ved kommunal anvisning ikke umiddelbart vil være
forenelig med EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 8.”
Til besvarelse af den del af spørgsmålet som handler om, hvor mange dømte
kriminelle udlændinge de seneste 10 år, der har fået kommunal anvisningsret
til en lejebolig i Københavns Kommune, Aarhus Kommune og Odense
Kommune i forbindelse med løsladelse fra fængslet, er der efterspurgt bidrag
fra Social- og Boligstyrelsen.
Social- og Boligstyrelsen har ikke mulighed for præcist at opgøre, hvor mange
dømte kriminelle udlændinge, der de seneste 10 år har fået kommunal
anvisningsret til en lejebolig, da styrelsen ikke for nuværende kan koble data
for kommunal anvisning med data for løsladte udlændinge.
3
Styrelsens analyse viser dog, at i perioden 2014-2022 er knap 4 pct. (290
personer) af de løsladte udlændinge, der bor i en almen familiebolig, tilflyttet
denne under 1 måned før løsladelsen. Flyttemønstret afspejler imidlertid ikke
nødvendigvis, hvorvidt der er tale om kommunal anvisning, hvorfor der ikke
foretages en fordeling heraf for de tre byer.
Til brug for besvarelse af den del af spørgsmålet, som handler om regeringens
ambition om, at kriminelle udlændinge i videst muligt omfang skal udvises eller
motiveres til at udrejse af Danmark har Udlændinge- og Integrationsministeriet
fremsendt følgende bidrag:
”Udlændinge, der misbruger deres ophold til at begå kriminalitet, har ikke
noget at gøre i Danmark. Derfor er det vigtigt for regeringen at gøre,
hvad vi kan for at få flest muligt kriminelle udlændinge udvist inden for
konventionerne. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at regeringen vil
udfordre og afsøge de rammer, som konventionerne sætter op. Begge
dele er regeringen meget opmærksom på.”
Endelig skal der som svar på den sidste del af spørgsmålet, der handler
om, hvorvidt ministeren vil støtte et beslutningsforslag fra Dansk
Folkeparti om, at dømte kriminelle udlændinge ikke skal kunne få tildelt
en lejebolig ved kommunal anvisningsret, men i stedet skal modtage
vejledning om repatriering, henvises til Justitsministeriets svarbidrag
gengivet ovenfor.
I forhold til det opfølgende spørgsmål om repatriering har det også været
forelagt Udlændinge- og Integrationsministeriet, der har fremsendt
følgende bidrag:
”Udlændinge- og Integrationsministeriet kan for så vidt angår den
kommunale vejledning om repatriering, oplyse, at repatrieringsordningen
i de seneste år er blevet styrket på flere områder, bl.a. med en mere
målrettet kommunal vejledning. Der er således blevet indført dedikerede
vejledningssamtaler med henblik på at etablere en mere virkningsfuld
vejledning om repatriering, som i højere grad fokuseres på de personer,
som på trods af et længerevarende ophold i Danmark på mere end fem
år, ikke har opnået en fastere tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvor
vejledningen derfor må forventes at have mest relevans.
Derudover vejleder kommunerne om repatriering i forbindelse med
integrationsindsatsen, hvor udlændinge omfattet af repatrieringslovens
personkreds systematisk vejledes om mulighederne for at modtage
hjælp til repatriering i forbindelse med alle samtaler, der gennemføres
som led i den løbende opfølgning på kontrakten efter integrationsloven.
Kommunerne er, udover at udøve systematisk og dedikeret vejledning,
forpligtet til at vejlede om mulighederne for at repatriere, når der i øvrigt
er anledning hertil.
For en mere uddybende beskrivelse af kommunernes vejledning om
mulighederne for at modtage hjælp til repatriering henvises til
Udlændinge- og Integrationsministeriets besvarelse af 12. august 2024
på spørgsmål nr. 329 (alm. del) fra Beskæftigelsesudvalget (2023-24).”
Med venlig hilsen
Sophie Hæstorp Andersen
Social- og boligminister