Svar på spm. nr. S 1172: Hvis ministeren er enig i, at højere straffe og grænsekontrol kan være med til at sætte en stopper for den verserende bandekonflikt i København, hvorfor har ministeren så endnu ikke indledt forhandlinger om en strafreform, der kan sætte bandegrupperinger bag lås og slå, og hvorfor har ministeren ikke indført en ordentlig grænsekontrol, der reelt kontrollerer indrejsende bandekriminelle fra Sverige til Danmark?

Tilhører sager:

Aktører:


Besvarelse af spørgsmål nr. S 1172 fra medlem af Folketinget Betina Kastbjerg (DD).pdf

https://www.ft.dk/samling/20231/spoergsmaal/s1172/svar/2065420/2900141.pdf

Side 1/3
Besvarelse af spørgsmål nr. S 1172 fra medlem af Folketinget Betina
Kastbjerg (DD):
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. S 1172, som medlem af
Folketinget Betina Kastbjerg (DD) har stillet til justitsministeren den 22.
august 2024.
Peter Hummelgaard
/
Niklas V. Johansen
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
DK Danmark
Dato: 30. august 2024
Kontor: Kontoret for Organiseret
Kriminalitet
Sagsbeh: Aida Sharzad Asr
Sagsnr.: 2024-10636
Dok.: 3403954
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 7226 8400
www.justitsministeriet.dk
jm@jm.dk
Offentligt
Retsudvalget 2023-24
Side 2/3
Spørgsmål nr. S 1172 fra medlem af Folketinget Betina Kastbjerg (DD):
”Hvis ministeren er enig i, at højere straffe og grænsekontrol
kan være med til at sætte en stopper for den verserende
bandekonflikt i København, hvorfor har ministeren så endnu
ikke indledt forhandlinger om en strafreform, der kan sætte
bandegrupperinger bag lås og slå, og hvorfor har ministeren ikke
indført en ordentlig grænsekontrol, der reelt kontrollerer
indrejsende bandekriminelle fra Sverige til Danmark?”
Svar:
Jeg ser med den allerstørste alvor på de voldsomme episoder, vi har været
vidne til den seneste tid, hvor flere unge personer er mistænkt for at være
rejst fra Sverige til Danmark for mod bestilling at begå alvorlig personfarlig
kriminalitet. Vi er klar til at gøre alt, hvad der skal til for at få den helt
uacceptable udvikling standset.
Her og nu er der brug for en stærk politiindsats, så vi kan få genskabt
trygheden og stillet gerningsmændene til ansvar. Som led i den indsats har
politiet styrket indsatsen ved grænsen mod Sverige. Det betyder bl.a., at
politiet har øget tilstedeværelsen i toge, der kommer til Danmark fra
Sverige, og at der afsættes flere ressourcer i politiet til at holde øje med og
analysere på ANPG-data. Politiet har endvidere indført flere
visitationszoner i København og iværksat en styrket tryghedsskabende
indsats i de berørte områder.
Politiet gør et dygtigt stykke arbejde og har også i flere tilfælde forhindret
episoder i at udfolde sig. Det er i den forbindelse væsentligt, at politiet
kommer i besiddelse af de oplysninger, politiet har brug for, for hurtigst
muligt at kunne gribe ind. Den styrkede indsats ved grænsen lige nu handler
derfor om, at politiet har styrket fokus på grænsetrafikken, er i besiddelse af
de rigtige informationer og på den baggrund kan stoppe relevante personer.
Regeringen har i det lys taget initiativ til at styrke det gode og tætte
samarbejde med de svenske myndigheder yderligere. Det betyder bl.a., at
der fast udstationeres en dansk betjent hos svensk politi for at sikre et endnu
tættere og mere effektivt efterretningssamarbejde samtidig med, at
samarbejdet intensiveres ved udveksling af medarbejdere med svensk politi
i Sydsverige.
Side 3/3
Jeg mødtes med den svenske justitsminister den 21. august 2024. Vi blev
bl.a. enige om i fællesskab at styrke samarbejdet med de lande, hvor de
kriminelle bagmænd skjuler sig, og intensivere indsatsen mod misbrug af
digitale kanaler til organiseret kriminalitet, f.eks. rekruttering af børn og
unge.
Regeringen har endvidere taget initiativ til at se på øget brug af
ansigtsgenkendelsesteknologi, styrke politiets kapacitet på det digitale
område, herunder i forhold til krypterede tjenester, og styrke
efterforskningsindsatsen i Københavns Politi. Det er alt sammen tiltag, der
kommer oven i den omfattende bandepakke IV, som et bredt flertal i
Folketinget var med til at sikre den fornødne lovgivningsmæssige ramme til
i foråret med en lovændring, der trådte i kraft den 1. juli 2024. Med
bandepakken styrkede vi bl.a. politiets indsats mod den
grænseoverskridende kriminalitet med flere analytikere til National enhed
for Særlig Kriminalitet (NSK) med henblik på at intensivere og øge
samarbejdet med navnlig de nordiske lande, herunder indsamle og dele
efterretninger, ligesom politiets kapacitet på dekrypteringsområdet blev
styrket.
Derudover arbejder regeringen for at gennemføre en strafreform, der bl.a.
skal sikre markante strafskærpelser for alvorlig personfarlig kriminalitet.
Det er et stort og grundigt stykke arbejde, der skal gøres. En seriøs og
ansvarlig tilgang til de markante strafskærpelser kræver, at der også tages
hånd om de grundlæggende kapacitetsudfordringer i kriminalforsorgen. Jeg
forventer senere i år at kunne præsentere regeringens udspil til en
strafreform.