Henvendelse af 20/8-24 fra Venstre i Viborg Kommune om hospicepladser
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: SUU alm. del (Bilag 375)
Aktører:
Folketingets Sundhedsudvalg hospice - en værdig død.pdf
https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/suu/bilag/375/2898397.pdf
Folketingets Sundhedsudvalg En værdig død – flere hospicepladser – flere private initiativer Kære formand og næstformand for Folketingets sundhedsudvalg, Rasmus Lund-Nielsen og Mathilde Powers Lige som så mange andre steder i landet, er der et stort privat og politisk ønske om at få hospice- plader til Viborg. Arbejdsgrupper har gennem årene taget initiativer og gjort et stort arbejde. Aktuelt arbejder en forening struktureret og ihærdigt på at etablere et hospice med 7 pladser i Viborg. Der er lavet økonomiske beregninger, og dele af det lokale erhvervsliv har givet tilsagn om delvis finansiering. En smuk opbakning, vi som lokalt valgte politikere deler og hilser med glæde. Vi ved imidlertid godt, at hver eneste hospiceplads udgør en udgift for staten, hvorfor det er staten, som beslutter og finansierer et bestemt antal hospicepladser, hvorefter regionen bestemmer, hvor disse pladser specifikt skal ligge. En række rapporter viser imidlertid, at der på landsplan er stort ønske om flere hospicepladser generelt, og det er en bred opfattelse lokalt, at der absolut også er grundlag for et hospice i Viborg. Det kræver med den nuværende lovgivning, at der tildeles flere pladser fra staten, ligesom regionen skal overbevises om, at Viborg skal frem i køen. Men måske behøver det slet ikke at være sådan? Måske kunne vi fremme det private og frie initiativ, også når det gælder en værdig død. Vi vil gerne opfordre regeringen og Folketingets sundhedsudvalg til at overveje en opdatering af lovgivningen, der sidestiller hospice med friskoler, fribørnehaver og friplejehjem. På den måde kan man lokalt i hele landet selv bane vejen for det selvstændige initiativ, tage et større lokalt ansvar og bidrage med bred støtte til, at der kan oprettes flere hospicepladser. Ovenstående skal blot være ét forslag, som kunne imødekomme de lokale behov for flere hospicepladser. Vi er selvfølgelig klar til både at drøfte og gå konstruktivt ind i at forvalte andre modeller, som regering og Folketing måtte nå frem til. Det afgørende for os er at kunne få lidt mere frie rammer til at finansiere og imødekomme et stort ønske hos vores borgere, uden at vi dermed skal skære andre områder yderligere ind til benet. Vi håber, at Sundhedsudvalget, ordførerne og regeringen vil se med velvilje på vores forslag. Dette brev er også sendt til ministeren. Med venlig hilsen Katrine Fusager Rohde Ib Bjerregaard Borgmesterkandidat for Venstre Regionsrådsmedlem for Venstre i Viborg Region Midt Offentligt SUU Alm.del - Bilag 375 Sundhedsudvalget 2023-24