Lovudkast til forslag til ældrelov, fra ældreministeren

1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
post@sm.dk
www.sm.dk
Til de på vedlagte høringsliste
anførte høringsparter
Høring over udkast til ældrelov og lov om ændringer som følge af
ældreloven, lov om ældretilsyn og lov om lokalplejehjem
Social-, Bolig- og Ældreministeriet sender hermed udkast til ældrelov og udkast
til lov om ændringer som følge af ældreloven, lov om ældretilsyn og lov om
lokalplejehjem i høring.
Udkastet til ældreloven og følgelovforslaget er en delvis udmøntning af den
politiske aftale om en reform af ældreområdet, som regeringen
(Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne,
Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og
Radikale Venstre indgik 18. april 2024.
Udkastet til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, lov om socialtilsyn og forskellige andre
love, er ændringer, som følger af forslag til ældreloven, lov om ældretilsyn og
lov om lokalplejehjem.
Det foreslås med udkastet til ældreloven at indføre en ny hovedlov for
ældrepleje og -omsorg, som tilvejebringer de overordnede og forenklede
lovgivningsmæssige rammer for fremtidens ældrepleje med fokus på få
bærende værdier. Med en ny hovedlov reguleres ældreområdet selvstændigt,
og det afgrænses som et almenområde. Hermed udskilles ældreområdet fra
det specialiserede socialområde.
I udkastet til ældreloven fastsættes krav om, at ældreplejens kerneydelser skal
tildeles i form af kommunalt fastsatte rummelige pleje- og omsorgsforløb, som
skal udgøre en ramme for hjælpen ud fra den ældres aktuelle behov og ønsker.
Frem for opdeling i standardiserede enkeltydelser vil der efter ældreloven blive
truffet afgørelse om tildeling af et forløb, hvor der er plads til løbende at justere
i hjælpen uden at skulle forbi visitationen hver gang.
Ældreloven fastsætter endvidere krav om helhedspleje, dvs. at både offentlige
og private leverandører skal kunne levere hele pleje- og omsorgsforløbet.
Formålet er at sikre en sammenhængende og koordineret hjælp med færrest
mulige forskellige hjælpere i den ældres hjem og bedre mulighed for hurtigt at
reagere på behov for justeringer i hjælpen. Med indførelsen af helhedspleje
udvides det frie valg for den ældre, så både kommunale og private
leverandører får mulighed for at levere fleksibel og sammenhængende hjælp
på lige fod.
Sagsnr.
2022 - 5024
Doknr.
894548
Dato
22-08-2024
Offentligt
ÆLU Alm.del - Bilag 62
Ældreudvalget 2023-24
2
Social-, Bolig- og Ældreministeriet tager forbehold for yderlige lovtekniske og
redaktionelle ændringer.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet skal anmode om, at eventuelle
bemærkninger er ministeriet i hænde senest den 19. september 2024.
Eventuelle bemærkninger bedes sendt til aeldretvaer@sm.dk. Ministeriet
anmoder i den forbindelse om, at bemærkninger ikke fremsendes både pr.
brevpost og pr. mail.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til souschef Louisa Helene Moestrup på mail
lohm@sm.dk.
Til orientering fremsendes tillige en fortegnelse over de myndigheder og
organisationer m.v., der høres over udkastet.
Med venlig hilsen
Louisa Helene Moestrup


1
Høringsliste til forslag til ældrelov
Advokatrådet
Alzheimerforeningen
Ankestyrelsen
BL - Danmarks Almene Boliger
Center for Sund Aldring – KU
Dansk Erhverv
Dansk Handicap Forbund
Dansk Industri
Dansk Sygeplejeråd
Danske Diakonhjem
Danske Fysioterapeuter
Danske Handicaporganisationer
Danske Patienter
Danske Regioner
Danske Seniorer
Danske SOSU-skoler
Danske Ældreråd
Datatilsynet
De sammenvirkende Menighedsplejere
DemensKoordinatorer i Danmark
Den Danske Dommerforening
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet
Det Centrale Handicapråd
Domstolsstyrelsen
EGV
Ergoterapeutforeningen
Fagbevægelsens Hovedorganisation
Faglige Seniorer
FOA
Institut for Menneskerettigheder
KA Pleje
KL
Kommunale Velfærdschefer
Kost & Ernæringsforbundet
Lægeforeningen
Nationalt Videnscenter for Demens
OK-Fonden
PLO
Røde Kors
Selveje Danmark
Socialpædagogernes Landsforbund
SUFO (Landsforeningen for ansatte i sundhedsfremmende og forebyggende
hjemmebesøg)
VIVE
Ældre Sagen
Sagsnr.
2022 - 5024
Doknr.
894548
Dato
22-08-2024
Offentligt
ÆLU Alm.del - Bilag 62
Ældreudvalget 2023-24


1
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
post@sm.dk
www.sm.dk
Folketingets Ældreudvalg
Orientering om høring over udkast til lovforslag
Vedlagt sendes til udvalgets orientering udkast til forslag om ældrelov og
udkast til lov om ændringer som følge af ældreloven, lov om ældretilsyn og lov
om lokalplejehjem.
Udkastet er i dag sendt i offentlig høring med frist d. 19. september 2024 til
parterne fra høringslisten.
Med venlig hilsen
Mette Kierkgaard
Sagsnr.
2022 - 5024
Doknr.
894548
Dato
22-08-2024
Offentligt
ÆLU Alm.del - Bilag 62
Ældreudvalget 2023-24


1
Social-, Bolig- og Ældreministeriet
Center for Ældre og Tværgående Velfærd
2022-5024
SEBU
22. august 2024
UDKAST
til
Forslag
til
ældrelov
Kapitel 1
Formål og anvendelsesområde
§ 1. Loven tilvejebringer rammerne for en ældrepleje, der med
udgangspunkt i den enkelte ældres aktuelle livssituation og behov
understøtter en alderdom, som er præget af mest mulig livsglæde,
selvhjulpenhed og tid til omsorg og nærvær.
Stk. 2. Med denne lov tilsigtes særligt at understøtte
1) den ældres selvbestemmelse,
2) tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse og
3) et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
§ 2. Loven finder anvendelse for personer, der har nået
folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, og har behov for
pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse, på grund af
nedsat funktionsevne, der er opstået i forbindelse med personens aldring, jf.
dog stk. 2 - 4.
Stk. 2. Loven finder også anvendelse for personer, der ikke har nået
folkepensionsalderen, når det efter en samlet vurdering af personens
livssituation vurderes, at behovet for pleje og omsorg til varetagelsen af den
daglige livsførelse, svarer til det behov som ældre personer over
folkepensionsalderen skal tilbydes efter denne lov, jf. stk. 1
Stk. 3. Vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt en person er omfattet af
loven efter bestemmelserne i stk. 1 og 2 foretages af kommunalbestyrelsen
i personens hjemkommune.
Offentligt
ÆLU Alm.del - Bilag 62
Ældreudvalget 2023-24
UDKAST
2
Stk. 4. Lovens § 4 finder endvidere anvendelse for ældre borgere i
kommunen, som ikke omfattes af stk. 1 og 2, men som
kommunalbestyrelsen vurderer skal omfattes af den generel forebyggende
indsats, jf. § 4.
Stk. 5. Loven finder desuden anvendelse for personer, som ikke omfattes
af stk. 1 og 2, men som omfattes af bestemmelserne i lovens kapitel 7 om
pasning af døende.
§ 3. Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter
denne lov.
Stk. 2. Ældreministeren fastsætter regler om, hvilke ydelser efter denne
lov, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet, og om
betingelserne herfor.
Stk. 3. Der kan ved aftale med andre stater eller internationale
organisationer gives kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp til
behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet til personer, som
har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet ikke har
ophold her i landet. Det samme gælder til herboende personers behandling
eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de pågældende
har særlig tilknytning.
Kapitel 2
Forebyggelse og civilsamfund
§ 4. Kommunalbestyrelsen skal med henblik på at understøtte en
alderdom med mest mulig selvstændighed i den daglige livsførelse og evne
til i videst muligt omfang at tage vare på egne behov tilvejebringe en generel
forebyggende indsats over for ældre borgere i kommunen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal som led i den generelle forebyggende
indsats, jf. stk. 1, iværksætte opsøgende indsatser, målrettet borgere, hvor
der vurderes at være et forebyggelsespotentiale.
§ 5. Hjælpen i ældreplejen, jf. §§ 10 og 11, skal gives med et
forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte.
§ 6. Kommunalbestyrelsen kan iværksætte eller give tilskud til generelle
tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. Kommunalbestyrelsen skal
fastsætte retningslinjer for hvilke persongrupper, der kan benytte
tilbuddene.
Stk. 2. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.
UDKAST
3
Stk. 3. Ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler om betaling
for tilbud efter stk. 1, herunder om beregningsgrundlaget for betalingen.
§ 7. Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med frivillige sociale
organisationer og foreninger på ældreområdet. Rammerne for arbejdet, jf. 1.
pkt., fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal årligt fastsætte et beløb til støtte af
frivilligt socialt arbejde på ældreområdet.
§ 8. Kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan tegne ansvars- og
ulykkesforsikringer for borgere, der i tilknytning til løsning af kommunale
og regionale opgaver yder en frivillig indsats i kommunen henholdsvis
regionen på ældreområdet. De tegnede forsikringer skal tegnes på samme
vilkår som forsikringer, der er tegnet af kommunen henholdsvis regionen
for borgere, der udfører frivilligt arbejde på ældreområdet.
Stk. 2. En kommunalbestyrelse eller et regionsråd, som vælger at tegne
en forsikring efter stk. 1, skal fastsætte retningslinjer for, hvilke frivillige
indsatser på ældreområdet, der skal omfattes af ansvars- og
ulykkesforsikringer.
Kapitel 3
Helhedspleje i sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb
samt almene tilbud m.v.
§ 9. Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om helhedspleje i form af
få, sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, der tilbydes i
medfør af § 10.
Stk. 2. Helhedspleje efter stk. 1 omfatter
1) personlig hjælp og pleje,
2) hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver m.v. i hjemmet
samt
3) genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom,
der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fastsætter i forbindelse med beslutningen
efter stk. 1 tillige rammerne for organisering, tilrettelæggelse og
udmøntning af pleje- og omsorgsforløbene under iagttagelse af kravene i
§§ 10 og 11.
UDKAST
4
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at oplysninger om rammerne
for og indhold af kommunens få, sammenhængende og rummelige pleje-
og omsorgsforløb, jf. stk. 1, er tilgængelige for borgerne.
§ 10. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde et sammenhængende og
rummeligt pleje- og omsorgsforløb, som muliggør en løbende tilpasning af
hjælp og støtte inden for det tildelte forløb i takt med udviklingen i
modtagerens ressourcer og behov.
Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 gives til personer, som er omfattet af § 2, stk. 1
eller 2, og som på grund af nedsat fysisk, psykisk eller social
funktionsevne har behov for hjælp og støtte i den daglige livsførelse.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen træffer en skriftlig afgørelse om tilbud
efter stk. 1. Ændrer modtagerens behov sig væsentligt, således at behovet
ikke længere vurderes at kunne rummes inden for det tildelte pleje- og
omsorgsforløb efter stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen en ny afgørelse.
Den konkrete tilrettelæggelse og udførelse af et tilbud om helhedspleje i
form af et sammenhængende og rummeligt pleje- og omsorgsforløb
§ 11. Tilbud efter § 10 skal løbende tilrettelægges og udføres på
baggrund af dialog mellem den udførende medarbejder og modtageren af
hjælpen og ud fra en faglig vurdering af modtagerens aktuelle behov og
ressourcer.
Stk. 2. Tilrettelæggelse og udførelse af tilbud efter § 10 skal gives med
et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte, jf. § 5, og skal
endvidere tage afsæt i følgende tilgang:
1) En helhedsorienteret indsats med blik på den enkelte modtagers
samlede livssituation.
2) Tværfaglighed.
3) Kontinuitet, fleksibilitet og sammenhæng i hjælpen med færrest
mulige forskellige hjælpere i hjemmet.
4) Modtagerens selvbestemmelse og løbende indflydelse på hjælpen.
§ 12. Kommunen skal ved tilrettelæggelsen af pleje og omsorg m.v.
efter § 10, for en person med en demensdiagnose så vidt muligt respektere
dennes vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til bolig,
pleje og omsorg (plejetestamente).
UDKAST
5
Madudbringning og madordning
§ 13. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde mindst ét dagligt måltid mad i
form af en hovedret bragt ud til personer, som bor i eget hjem, og som ikke
selv kan udføre madlavningen på grund af nedsat funktionsevne, der er
opstået i forbindelse med aldringen.
§ 14. Beboere i plejehjem, jf. § 43, lejere i plejeboligbebyggelser, der er
omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre eller
personer med handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet
af lov om friplejeboliger, og lejere i tilsvarende boligenheder tilbydes
madordning i form af fuld forplejning.
Robotstøvsuger
§ 15. Kommunalbestyrelsen kan yde hel eller delvis støtte til køb eller
udlån af robotstøvsugere til personer i forbindelse med et pleje- og
omsorgsforløb efter § 10.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen tilrettelægger støtten og udlån.
Kommunalbestyrelsen kan vælge at afholde udgifter til reparation og drift
af robotstøvsugeren.
Afløsning, aflastning og midlertidigt ophold
§ 16. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller aflastning til
ægtefælle, eller andre nære pårørende, der passer en person, der er omfattet
af denne lov.
§ 17. Kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold for personer, der i en
periode har særligt behov for omsorg og pleje.
Kapitel 4
Frit valg af leverandører til levering af helhedspleje og madudbringning
§ 18. Kommunalbestyrelsen skal skabe grundlag for, at modtagere af
pleje- og omsorgsforløb efter § 10 og madudbringning efter § 13 kan
vælge mellem to eller flere leverandører, hvoraf den ene leverandør kan
være kommunal.
UDKAST
6
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal for at opfylde forpligtelsen i medfør
af stk. 1 som minimum
1) indgå kontrakt med to eller flere leverandører eller
2) tilbyde modtagerne et fritvalgsbevis, som giver borgere, der er
visiteret til hjælp efter §§ 10 og 13, adgang til, at de pågældende
borgere selv indgår aftale med en cvr-registreret virksomhed om
hjælpens udførelse, jf. dog stk. 4.
Stk. 3. Leverandører af pleje- og omsorgsforløb skal tilbyde et
sammenhængende forløb efter § 10, stk. 1 og skal kunne levere alle de
elementer, der indgår i helhedspleje, jf. § 9, stk. 2.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om,
at en borger ikke kan modtage pleje- og omsorgsforløb og madudbringning
efter stk. 2, nr. 2.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal vejlede de borgere, der modtager et
fritvalgsbevis efter stk. 2, nr. 2, om ordningen.
Stk. 6. Ældreministeren fastsætter nærmere regler om leverandørernes
tilbagemeldingspligt, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, og om kommunalbestyrelsens
tilrettelæggelse af fritvalgsbeviset, jf. stk. 2, nr. 2,
§ 19. Bestemmelserne i §§ 18 og 21 omfatter ikke beboere i plejehjem
m.v., jf. § 46, lejere i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om
almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med
handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet af lov om
friplejeboliger, og lejere i tilsvarende boligenheder.
Afregning af private leverandører
§ 20. Ved tilvejebringelse af det frie leverandørvalg efter § 18, stk. 2, nr.
1 og 2, fastsætter kommunalbestyrelsen afregningspriser og værdi af
fritvalgsbeviser for pleje- og omsorgsforløb og madudbringning ud fra en
beregning af kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved
levering af et tilsvarende tilbud i følgende tilfælde:
1) Ved indgåelse af kontrakt med leverandører efter § 18, stk. 2, nr. 1,
gennem en godkendelsesordning, hvor afregningspriser fastsættes
uden priskonkurrence.
2) Ved tilbud om fritvalgsbevis efter § 18, stk. 2, nr. 2.
UDKAST
7
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen afregner med den leverandør, som
borgeren har valgt til den pris, der er beregnet efter stk. 5.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal løbende efter behov og mindst en
gang årligt i forbindelse med aflæggelse af årsregnskab foretage
efterberegning af de beregnede afregningspriser efter stk. 1.
Stk. 4. Har kommunens faktiske omkostninger ved levering af
tilsvarende tilbud været højere end den fastsatte afregningspris efter stk. 1,
skal kommunalbestyrelsen efterbetale leverandøren forskellen. Har
kommunens faktiske omkostninger ved levering af tilsvarende tilbud været
lavere end den fastsatte afregningspris efter stk. 1, skal leverandøren
efterbetale kommunalbestyrelsen forskellen.
Stk. 5. Ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om
beregningsgrundlaget for afregningspriser, regler om efterbetaling ved
brug af private leverandører og regler om beregningsgrundlaget for og
offentliggørelse af fritvalgsbevisets værdi.
Stk. 6. Ældreministeren fastsætter efter forhandling med
erhvervsministeren nærmere regler om fast overheadsats, der anvendes ved
afregningen af private leverandører af pleje- og omsorgsforløb og
madudbringning.
Selvudpeget hjælper
§ 21. En person, som er berettiget til pleje- og omsorgsforløb efter § 10
kan vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede
person skal godkendes af kommunalbestyrelsen, som herefter skal indgå
kontrakt med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne, om
leverancesikkerhed, og om betaling m.v.
Stk. 2. Den udpegede person skal alene udføre de opgaver, der indgår i
kontrakten med kommunalbestyrelsen og er ikke omfattet af kravet om
helhedspleje efter § 11.
Forebyggelse af konkurser hos private leverandører
§ 22. Kommunalbestyrelsen skal have en skriftlig beredskabsplan med
retningslinjer for, hvordan kommunalbestyrelsen håndterer konkurser hos
private leverandører af pleje- og omsorgsforløb og madudbringning, som
kommunalbestyrelsen indgår kontrakt med, jf. § 18, stk. 2, nr. 1.
UDKAST
8
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal stille krav om bankgaranti eller
tilsvarende garanti ved kontraktindgåelse med private leverandører af
personlig pleje og praktisk hjælp.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med
kontraktindgåelse med private leverandører af pleje- og omsorgsforløb og
madudbringning stille krav om følgende:
1) Den private leverandør skal inden kontraktindgåelse og en gang årligt
i kontraktperioden sende skattemæssige årsregnskaber til kommunen.
2) Den private leverandør, der i medfør af årsregnskabsloven er omfattet
af krav om at udarbejde regnskab og krav om at lade regnskabet revidere,
skal inden kontraktindgåelse og en gang årligt i kontraktperioden sende
revideret regnskab til kommunen eller henvise kommunen til, hvor
regnskabet kan findes på www.cvr.dk. Har leverandøren endnu ikke aflagt
regnskab efter årsregnskabsloven, kan kommunalbestyrelsen fastsætte krav
om anden passende dokumentation.
3) Den private leverandør skal dokumentere, at der ikke ved
kontraktindgåelse er forfalden gæld på 50.000 kr. eller derover til
offentlige myndigheder vedrørende skatter, afgifter eller bidrag til sociale
sikringsordninger i henhold til dansk lovgivning eller lovgivningen i det
land, hvor ansøgeren eller tilbudsgiveren er etableret.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde fravige kravet i
stk. 3, nr. 3.
Kapitel 5
Kommunalbestyrelsens forsyningsansvar, afgørelser samt klageadgang
m.v.
§ 23. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud
efter denne lov. Kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar efter
1. pkt. ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner,
regioner eller private tilbud.
§ 24. Kommunalbestyrelsen træffer skriftlig afgørelse om tilbud efter §§
13-14, 16-17, 18, stk. 4 samt 21. Kommunalbestyrelsen kan ved mindre,
begunstigende justeringer i hjælpen undlade at fremsende en ny skriftlig
oplysning herom.
UDKAST
9
§ 25. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 10, 13-14, 16-17, § 18,
stk. 4 og § 21 kan indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kap. 10 i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.
Stk. 2. Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse efter §§ 10, 13-14, 16-
17, § 18, stk. 4, eller § 21 over for personer omfattet af § 2, stk. 2, og over
for hvem der, før de blev omfattet af § 2, stk. 2, er truffet en retskraftig
afgørelse efter §§ 83, 83 a, 84, § 86, stk. 1, § 91, stk. 3, §§ 119 eller 122 i
lov om social service, kan personen ikke indbringe den del af
kommunalbestyrelsens afgørelse efter §§ 10, 13-14, 16-17, § 18, stk. 4, og
§ 21, som indebærer tilbagekaldelse af afgørelsen efter lov om social
service, for Ankestyrelsen.
§ 26. Kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, jf. §§ 9-9 b i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, fører tilsyn
med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i denne kommune i forhold til
den enkelte person har truffet afgørelse om efter denne lov.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, jf. §§ 9-9 b i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, skal
løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder
sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom på, om
der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud
fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.
Kapitel 6
Plejeoversigten
§ 27. Ældreministeren samler og formidler oplysninger om de kommunale
og private plejeenheder og leverandører, der er anført i stk. 2, i en
landsdækkende plejeoversigt med henblik på
1) at sikre gennemsigtighed og skabe overblik over og muliggøre
sammenligning mellem plejeenhederne og leverandørerne for
dermed at understøtte borgernes frie valg, jf. § 18 på et oplyst
grundlag, og
2) at understøtte lige konkurrence mellem private og offentlige
plejeenheder og leverandører.
Stk. 2. Plejeoversigten indeholder oplysninger om følgende enheder:
1) Kommunale og private tilbud om plejehjem, jf. § 46.
2) Plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger
m.v.
UDKAST
10
3) Plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om boliger for ældre
og personer med handicap.
4) Friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om friplejeboliger.
5) Kommunale og private leverandører, der leverer hjælp og støtte i
ældres eget hjem i medfør af § 18, stk. 2, nr. 1.
Stk. 3. Plejeoversigten omfatter ikke tilbud, hvor hjælpen og støtten til
borgerne i tilbuddet i væsentligt omfang omfatter støtte efter § 85 i lov om
social service.
Stk. 4. Enheder, som er nævnt i stk. 2, kan kun indgå i
kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 23, hvis de er registrerede i
plejeoversigten.
Stk. 5. Ældreministeren fastsætter nærmere regler om plejeoversigten,
herunder om kommunalbestyrelsernes og de private enheders pligt til at
give oplysninger til plejeoversigten, og om Sundhedsdatastyrelsens
beføjelser i den forbindelse.
Kapitel 7
Pasning af døende
§ 28. Personer, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem,
er efter ansøgning berettiget til plejevederlag som nævnt i § 29. Det er en
betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig
vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt
nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus eller ophold i
plejehjem, plejebolig el.lign. Det er endvidere en betingelse, at den syge er
indforstået med etableringen af plejeforholdet.
Stk. 2. En arbejdsgiver, der yder løn til en ansat under dennes fravær fra
arbejdet i forbindelse med pasning af en nærtstående efter stk. 1, således at
den ansatte ikke har en tabt arbejdsindtægt, er berettiget til at få udbetalt
det beløb, som den ansatte ellers ville være berettiget til i plejevederlag
efter § 28, stk. 1.
§ 29. Plejevederlag efter § 28 udgør 1,5 gange det dagpengebeløb, som
modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have ret til efter lov om
sygedagpenge, jf. dog stk. 2. Selvstændigt erhvervsdrivende, der ikke er
tilmeldt den frivillige forsikring, eller som i henhold til den frivillige
forsikring har ret til dagpenge fra tredje fraværsdag, kan få udbetalt
UDKAST
11
plejevederlag fra første fraværsdag. Plejevederlaget kan ikke overstige den
hidtidige indtægt, jf. § 47 i lov om sygedagpenge.
Stk. 2. Personer, som ikke er berettiget til plejevederlag efter stk. 1, får
udbetalt 17.633kr. (2024-niveau) månedligt i plejevederlag. Personer, som
er berettiget til plejevederlag efter stk. 1, kan vælge i stedet at få udbetalt
et plejevederlag som anført i 1. pkt. Plejevederlaget kan i dette tilfælde, jf.
1. og 2. pkt., ikke udbetales sammen med en anden offentlig
forsørgelsesydelse. Hvis flere personer deles om plejeopgaven, nedsættes
beløbet svarende til den pågældendes forholdsmæssige andel af
plejeopgaven.
Stk. 3. Hvis flere personer deles om plejeopgaven, kan det samlede
plejevederlag ikke overstige 1,5 gange det maksimale sygedagpengebeløb
efter § 50, stk. 1, i lov om sygedagpenge.
Stk. 4. I ganske særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen beslutte at
yde plejevederlag med et højere beløb end anført i stk. 1-3.
§ 30. Retten til plejevederlag ophører ved plejeforholdets afslutning.
Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14
dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes indlæggelse af kortere varighed
på sygehus eller lignende medfører ikke i sig selv bortfald af
plejevederlag.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis træffe afgørelse om
ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan
anses for hensigtsmæssig.
§ 31. Kommunalbestyrelsen kan, såfremt udgiften ikke dækkes på anden
vis, yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når
1) nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold, jf. § 28, passer
en døende,
2) kommunen varetager plejen helt eller delvist, eller
kommunalbestyrelsen yder tilskud efter § 95 i lov om social service til
hjælp, som familien selv antager, eller
3) et hospice varetager plejen.
Stk. 2. Hjælpen ydes uden hensyn til den pågældendes eller familiens
økonomiske forhold.
Kapitel 8
UDKAST
12
Betaling
§ 32. Den, der modtager hjælp efter denne lov eller sin ægtefælle, skal,
medmindre andet er bestemt i denne lov, betale for den hjælp, der
modtages.
Stk. 2. Ældreministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte regler om
opkrævning af et gebyr ved ikke rettidig betaling for ydelser efter denne
lov.
§ 33. Kommunalbestyrelsen kan ikke opkræve betaling for
omkostninger til personale i forbindelse med, at der ydes hjælp til pleje- og
omsorgsforløb efter § 10.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen opkræver betaling for
personaleomkostninger til hjælp efter §§ 13, 14, 16 og 17 hvis personen
ikke samtidigt modtager hjælp efter § 100 i serviceloven.
Stk. 3. Opgørelse af indtægtsgrundlag foretages af Skat på grundlag af
oplysninger for det senest afsluttede indkomstår. Opgørelsen anvendes
med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Stk. 4. Skatteforvaltningslovens regler om klage over afgørelser om
forskudsregistrering af indkomst finder tilsvarende anvendelse på
afgørelser om indtægtsgrundlaget.
Stk. 5. Ældreministeren fastsætter regler om betaling for tilbud efter §§
6, 10, 13, 14 og 17 og om beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen
for disse tilbud.
Stk. 6. Ældreministeren fastsætter nærmere regler om modtagerens
maksimale egenbetaling for madudbringning og madordning efter §§ 13
og 14 herunder om regulering af egenbetalingen.
Kapitel 9
Ældreråd
§ 34. I hver kommune etableres mindst ét ældreråd. Ældrerådets
medlemmer vælges ved direkte valg. Ældrerådet rådgiver
kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter
mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål,
der vedrører de ældre.
Stk. 2. Ældrerådet består af mindst 5 medlemmer, og for hvert medlem
kan vælges en stedfortræder. Der kan ikke anvendes listeopstillinger eller
indgås valgforbund i forbindelse med valg til ældreråd.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i samarbejde med ældrerådet
fastlægge de nærmere rammer for rådets virke, herunder aftale nærmere
UDKAST
13
om, hvordan og i hvilket omfang ældrerådet skal høres. Såfremt der ikke
kan opnås enighed om, hvordan og i hvilket omfang ældrerådet skal høres,
skal kommunalbestyrelsen høre ældrerådet om alle forslag, der vedrører de
ældre.
§ 35. Kommunalbestyrelsen fastsætter i samarbejde med ældrerådet
vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv sin forretningsorden.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved ældrerådets
virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker
dette.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen yder diæter, erstatning for dokumenteret
tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov
om kommunernes styrelse til ældrerådets medlemmer.
Stk. 4. Et medlem af rådet er ikke forpligtet til at modtage diæter eller
udgiftsgodtgørelse, der tilkommer den pågældende efter stk. 3.
§ 36. Kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes valg til
ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med
ældrerådet regler for, hvordan valget skal afholdes.
Stk. 2. Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år,
har valgret og er valgbare til ældrerådet.
Stk. 3. Er der ikke 4 uger før valgdagen opstillet det nødvendige antal
kandidater, kan kommunalbestyrelsen i samråd med det siddende ældreråd
beslutte at aflyse afstemningen. Alle de opstillede kandidater er i så fald
valgt.
§ 37. Ældreministeren kan efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen
give dispensation fra reglerne i §§ 34-36.
Kapitel 10
Forsøg
§ 38. For at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling på ældreområdet
kan Social-, Bolig- og Ældreministeriet efter ansøgning fra en
kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud give godkendelse
til, at lovens bestemmelser fraviges i forbindelse med et forsøg.
Godkendelse gives for en afgrænset forsøgsperiode. Det er en betingelse for
godkendelse, at forsøget evalueres.
UDKAST
14
Stk. 2. Der kan ikke gives godkendelse efter stk. 1 til:
1) Forsøg, som indebærer, at borgere stilles dårligere end efter loven.
2) Forsøg, som medfører statslige merudgifter.
3) Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn.
4) Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Stk. 3. Ældreministeren offentliggør årligt en status for anvendelsen af
forsøg på ældreområdet.
Kapitel 11
Finansiering og statsrefusion
§ 39. I de tilfælde, hvor udgifterne til hjælp og støtte efter loven for en
person under 67 år i en konkret sag overstiger 910.000 kr. årligt (2024-
niveau), refunderer staten 25 pct. af den del af kommunens udgifter, som
ligger over dette beløb. For den del af udgifterne, der overstiger 1.780.000
kr. årligt (2024-niveau), udgør statsrefusionen 50 pct. For den del af
udgifterne, der overstiger 2.250.000 kr. årligt (2024-niveau), udgør
statsrefusionen 75 pct.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for en kommunes udgifter til
hjælp og støtte efter loven til personer efter det fyldte 67. år, hvis de var
omfattet af refusionsordningen umiddelbart forud for det fyldte 67. år.
Stk. 3. Ældreministeren kan i en bekendtgørelse fastsætte nærmere
regler om statsrefusionen efter stk. 1-3.
§ 40. Staten yder forskudsrefusion af en kommunes
refusionsberettigende udgifter efter denne lov.
§ 41. Staten refunderer kommunernes udgifter til ydelser efter denne
lov, når udgiften er omfattet af EU-rettens regler om mellemstatslig
refusion, kommunen anmelder krav herom og staten modtager den
anmeldte refusion fra debitorstatens sociale sikringsmyndigheder.
Stk. 2. Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter forhandling
med ældreministeren regler om den nationale administrative
gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten.
§ 42. Staten afholder efter reglerne i stk. 2 udgifter til en udlænding, der
har fået opholdstilladelse efter
1) udlændingelovens §§ 7 eller 8,
2) udlændingelovens § 9 b,
UDKAST
15
3) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b,
4) udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 eller 2, som konsekvens af
tilknytning til en i Danmark fastboende person, når denne person selv har
fået opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3,
eller når tilknytningen kan føres tilbage til en sådan person,
5) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet til en person
over 18 år, hvis fader eller moder har fået opholdstilladelse efter en af de
bestemmelser, der er nævnt i nr. 1,
6) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en
ægtefælle til en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3,
7) udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende
udlænding,
8) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som
konsekvens af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding,
som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c,
9) udlændingelovens § 9 e,
10) lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan
har bistået danske myndigheder m.v. eller
11) lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra
Ukraine.
Stk. 2. Staten afholder en kommunes udgifter til udlændinge, som inden
2 år efter datoen for opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i døgnophold i et
tilbud efter § 46 i denne lov, i en friplejebolig efter lov om friplejeboliger
eller i en bolig eller boform, som kan sidestilles hermed, dog kun indtil
den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret sig selv.
§ 43. § 174, stk. 1-3, i lov om social service finder tilsvarende
anvendelse.
Kapitel 12
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 44. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Stk. 2. § 18, stk. 3, har virkning fra den 1. januar 2027, jf. dog § 45, stk.
6.
UDKAST
16
§ 45. Afgørelser over for personer, der er omfattet af denne lov, og over
for hvem der før den 1. juli 2025 er truffet afgørelse efter §§ 2 a, 84, § 91,
stk. 3, §§ 119 eller 122 i lov om social service, er fortsat gældende.
Stk. 2. Afgørelser over for personer, der er omfattet af denne lov, og over
for hvem der før den 1. juli 2025 er truffet afgørelse efter §§ 83, 83 a eller
§ 86, stk. 1, i lov om social service, er gældende indtil den 30. juni 2027,
jf. dog stk. 4-6.
Stk. 3. § 2, stk. 5, i lov om social service, finder ikke anvendelse for
personer omfattet af stk. 1 og 2.
Stk. 4. Ophører hjælp og støtte, der er tildelt efter en afgørelse omfattet af
stk. 2 før den 1. juli 2027, ophører afgørelsen på dette tidspunkt.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter § 10 til at tilbyde et
sammenhængende og rummeligt pleje- og omsorgsforløb finder ikke
anvendelse før den 1. juli 2027 over for personer, der er omfattet af denne
lov, og over for hvem der før den 1. juli 2025 er truffet afgørelse efter §§
83, 83 a eller § 86, stk. 1, i lov om social service, jf. dog stk. 6. Senest den
1. juli 2027 skal kommunalbestyrelsen have truffet afgørelse efter § 10
over for alle personer omfattet af 1. pkt.
Stk. 6. I det omfang en persons behov efter den 1. juli 2025 ændrer sig i et
omfang, som indebærer, at den hjælp og støtte personen er tildelt i medfør
af en afgørelse, der er omfattet af stk. 2, ikke længere imødekommer
personens behov, indtræder kommunalbestyrelsens forpligtelse til at træffe
afgørelse efter § 10 på det tidspunkt, hvor personens behov ændrer sig.
Kommunalbestyrelsen kan af egen drift vælge at træffe afgørelse efter § 10
før 1. juli 2027, uanset at en persons behov ikke har ændret sig efter den 1.
juli 2025.
Stk. 7. Borgere, der før lovens ikrafttræden har valgt en privat leverandør
eller et fritvalgsbevis i henhold til § 91, stk. 2, jf. stk. 1, i lov om social
service, og som har indgået aftale med en virksomhed om at udføre
hjælpen, kan fortsætte med denne ordning efter de hidtil gældende regler,
indtil den hjælp og støtte personen er tildelt i medfør af en afgørelse, der er
omfattet af stk. 2, ikke længere imødekommer personens behov, dog
senest indtil leverandøraftalen udløber.
Stk. 8. Borgere, der før lovens ikrafttræden har udpeget en person til at
udføre opgaver i medfør af § 94 i lov om social service kan vælge at lade
denne person fortsætte med at udføre de pågældende opgaver, indtil den
hjælp og støtte personen er tildelt i medfør af en afgørelse, der er omfattet
af stk. 2, ikke længere imødekommer personens behov, dog senest indtil
leverandøraftalen udløber.
Stk. 9. Klager over afgørelser, som kommunalbestyrelsen træffer i medfør
af stk. 5, 2. pkt. og stk. 6, behandles efter reglerne i § 25. Den del af
UDKAST
17
kommunalbestyrelsens afgørelser efter 1. pkt., som omfatter
tilbagekaldelse af tildeling af ydelser efter lov om social service, kan dog
ikke indbringes for Ankestyrelsen.
Stk. 10. Ældreråd, der er etableret efter reglerne i lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område, kan fortsætte deres virke efter de
hidtil gældende regler, indtil 4 år efter at der senest blev afholdt valg til
ældrerådet.
Bestående plejehjem
§ 46. Regionsrådet og kommunalbestyrelsen driver de bestående
plejehjem og beskyttede boliger efter de hidtil gældende regler i lov om
social bistand. Dog kan kommunen ikke opkræve betaling for den særlige
service m.v. som følge af plejehjemsopholdet. Ældreministeren fastsætter i
en bekendtgørelse regler herom, herunder regler, der er tilnærmet reglerne
for ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene boliger m.v., og
regler om beskyttelse mod ufrivillig flytning inden for et plejehjem eller en
beskyttet bolig.
§ 47. Personer, der på grund af deres aktiviteter under anden
verdenskrig modtager erstatning i henhold til lov om erstatning til
besættelsestidens ofre, kan visiteres direkte fra udlandet til et plejehjem, jf.
§ 46, der har personale med særlig ekspertise i at pleje personer, der lider
af kz-syndrom.
Stk. 2. For at kunne blive visiteret til et plejehjem efter stk. 1 skal de
pågældende
1) opfylde betingelserne for at få opholdstilladelse i Danmark og
2) opfylde de gældende betingelser for visitation til plejehjem i den
kommune, hvor plejehjemmet ligger.
Stk. 3. Ældreministeren fastsætter nærmere regler om dokumentation for,
at visitationsbetingelserne er opfyldt.
§ 48. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. § 196, stk. 2 og 3, i lov om social service finder tilsvarende
anvendelse, dog således at fastsættelse af regler efter § 196, stk. 2, sker efter
forhandling med ældreministeren.
18
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Lovforslagets baggrund og evaluering
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Lovens formål
3.1.1. Gældende ret
3.1.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.1.3. Den foreslåede ordning
3.2. Lovens anvendelsesområde
3.2.1. Gældende ret
3.2.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.2.3. Den foreslåede ordning
3.3. Forebyggelse og inddragelse af civilsamfund
3.3.1. Gældende ret
3.3.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.3.3. Den foreslåede ordning
3.4. Kommunalpolitisk beslutning om helhedspleje i få, sammenhængende
og rummelige pleje- og omsorgsforløb
3.4.1. Gældende ret
3.4.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.4.3. Den foreslåede ordning
3.5. Tildeling af et rummeligt og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb
3.5.1. Gældende ret
UDKAST
19
3.5.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.5.3. Den foreslåede ordning
3.6. Den konkrete tilrettelæggelse og udførelse af helhedspleje i form af et
sammenhængende pleje- og omsorgsforløb
3.6.1. Gældende ret
3.6.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.6.3. Den foreslåede ordning
3.7. Plejetestamenter
3.7.1. Gældende ret
3.7.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.7.3. Den foreslåede ordning
3.8. Madudbringning og madordning
3.8.1. Gældende ret
3.8.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.8.3. Den foreslåede ordning
3.9. Robotstøvsuger
3.9.1. Gældende ret
3.9.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.9.3. Den foreslåede ordning
3.10. Afløsning og aflastning samt midlertidigt ophold
3.10.1. Gældende ret
3.10.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.10.3. Den foreslåede ordning
3.11. Udvidet frit valg af leverandører til levering af helhedspleje
3.11.1. Gældende ret
UDKAST
20
3.11.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.11.3. Den foreslåede ordning
3.12. Afregning af private leverandører
3.12.1. Gældende ret
3.12.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.12.3. Den foreslåede ordning
3.13. Selvudpeget hjælper
3.13.1. Gældende ret
3.13.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.13.3. Den foreslåede ordning
3.14. Forebyggelse af konkurser på ældreområdet
3.14.1. Gældende ret
3.14.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.14.3. Den foreslåede ordning
3.15. Afgørelser
3.15.1. Gældende ret
3.15.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.15.3. Den foreslåede ordning
3.16. Klageadgang m.v.
3.16.1. Gældende ret
3.16.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.16.3. Den foreslåede ordning
3.17. Personrettet tilsyn
3.17.1. Gældende ret
UDKAST
21
3.17.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.17.3. Den foreslåede ordning
3.18. Forbedret plejeoversigt
3.18.1. Gældende ret
3.18.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.18.3. Den foreslåede ordning
3.19. Pasning af døende
3.19.1. Gældende ret
3.19.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.19.3. Den foreslåede ordning
3.20. Betaling
3.20.1. Gældende ret
3.20.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.20.3. Den foreslåede ordning
3.21. Ældreråd
3.21.1. Gældende ret
3.21.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.21.3. Den foreslåede ordning
3.22. Forsøgsbestemmelse
3.22.1. Gældende ret
3.22.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
3.22.3. Den foreslåede ordning
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
UDKAST
22
6. Administrative konsekvenser for borgerne
7. Klimamæssige konsekvenser
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
9. Forholdet til EU-retten
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
11. Sammenfattende skema
UDKAST
23
1. Indledning
Det er en naturlig del af livet at ældes. Vi lever længere, og det forventede
antal friske leveår øges. Ældre i dag er generelt friskere og mere aktive end
tidligere generationer. Vores ældrepleje skal understøtte, at vi får mulighed
for at ældes på en måde, som understøtter et liv med mest mulig livsglæde,
og at vi fortsat kan være og gøre det, vi hver især værdsætter. Når vores
formåenhed og kræfter begynder at aftage, behøver vi støtte fra vores
ældrepleje til i videst muligt omfang at opretholde vores funktionsevne og
leve et værdigt liv, med størst mulig livsglæde. Det gælder også i den
allersidste tid af vores levetid.
Dette lovforslag udmønter sammen med det samtidigt fremsatte forslag til
lov om ældretilsyn, lov om lokalplejehjemlovforslag, ændring af
friplejeboligloven og forslag til lov om ændring af lov om social service, lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om
socialtilsyn og forskellige andre love (Ændringer som følge af ældreloven,
lov om ældretilsyn og lov om lokalplejehjem) (følgelovforslaget) de
lovgivningsmæssige elementer i aftalen, som regeringen (Moderaterne,
Socialdemokratiet og Venstre), Danmarksdemokraterne, Socialistisk
Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale
Venstre indgik den 18. april 2024 om en reform på ældreområdet (herefter
aftalen om ældrereformen).
Lovforslaget tager i overensstemmelse med aftalen om ældrereformen
udgangspunkt i, at mennesker er forskellige – også når vi bliver ældre – og
at selvbestemmelse, omsorg og gode relationer derfor er afgørende for, at
man kan blive ved med at leve et liv med livsglæde i stærke fællesskaber.
Med lovforslaget lægges med indførelsen af helhedspleje op til en
omfattende frisættelse af ældreområdet, der grundlæggende forandrer den
måde, ældreplejen styres, leveres, dokumenteres og kontrolleres på.
På baggrund af aftalen om ældrereformen etableres med lovforslaget
desuden rammerne for, at medarbejdere og ledere mødes med tillid til deres
faglighed og kompetencer - det er en hjørnesten også i helhedsplejen og en
forudsætning for, at helhedsplejen kan fungere. Dette gælder også for
særligt plejekrævende ældre, herunder ældre med demens eller ældre, som
er særligt udsatte.
Dette understøttes i lovforslaget bl.a. ved forslaget om indførsel af
helhedspleje, der vil indebære, at måden hjælpen visiteres og leveres på
baseres på en grundlæggende helhedstænkning i forhold til den enkelte
borgers samlede livssituation og udviklingen heri. Det betyder konkret, at
UDKAST
24
hjælpen tildeles, tilrettelægges og udføres som et sammenhængende og
rummeligt forløb frem for i enkeltydelser. Helhedsplejen skal samtidig
bidrage til at sikre mere attraktive arbejdspladser i ældreplejen, hvor
medarbejdere og ledere mødes med tillid til deres faglighed og kompetencer,
og hvor medarbejdernes tid i højere grad bruges på plejen af og omsorgen
for de ældre, hvorfor lovforslaget også har et afbureaukratiserende sigte.
Det fremgår videre af aftalen om ældrereformen, at aftaleparterne er enige
om, at et tæt samspil med lokal- og civilsamfund er et vigtigt element i at
øge kvaliteten og styrke en forebyggende tilgang til ældrepleje. Der skal
være et tæt samspil med lokale fællesskaber og civilsamfund med respekt
for den ældres ønsker og behov.
Med lovforslaget vil den forebyggende tilgang til ældreplejen i
overensstemmelse med aftalen om ældrereformen endvidere blive styrket,
da forebyggelse og tidlig indsats vurderes væsentlig, bl.a. i forhold til
forbedring af livskvalitet, øget tryghed, bekæmpelse af ensomhed og
isolation, opretholdelse af funktionsevne m.v.
Med lovforslaget udskilles ældreplejen desuden som besluttet i aftalen om
ældrereformen fra det specialiserede socialområde, og der fastsættes en ny
hovedlov, der specifikt regulerer ældreplejen. Det er en understregning af,
at aldring og alderdom ikke er et specialiseret område, men derimod et
alment område, da alle i løbet alderdommen kan få behov for ældrepleje.
Med lovforslaget vil borgernes frie valg i overensstemmelse med aftalen om
ældrereformen blive udvidet med et forslag om, at private leverandører vil
skulle tilbyde helhedspleje. Det betyder, at alle private leverandører vil
skulle tilbyde rehabilitering og genoptræning. Den foreslåede ordning vil
medføre, at ældre borgere kan vælge mellem minimum to leverandører af
helhedspleje, hvoraf den ene kan være kommunal.
2. Lovforslagets baggrund og evaluering
Ældreplejen står over for en række udfordringer nu og i de kommende år.
Der har været en stigende oplevelse af, at ældreplejen er blevet indrettet på
en måde, hvor regler, skemaer og kontrol fylder for meget og skygger for
nærværet, plejen og omsorgen. En udvikling, hvor styring efter standarder
og regler har trængt den ældres individuelle behov i baggrunden. Tidligere
ambitioner og forsøg på forenkling og afbureaukratisering har ikke haft den
ønskede effekt. Dette lovforslag skal understøtte en mere grundlæggende
forandring af ældreplejen i Danmark med fokus på kerneopgaven, dvs.
borgernær velfærd af høj kvalitet, hvor tiden bruges sammen med borgerne.
UDKAST
25
Der vil i de kommende år ske en stor stigning i antallet af ældre. I 2024 var
knap 1.097.000 personer i alderen 67 år og derover. I 2070 forventes antallet
af ældre i alderen 67 år og derover at udgøre godt 1.567.000 personer
svarende til en stigning på 43 pct. i forhold til 2024. Stigningen ses særligt
i gruppen af ældre på 80 år og derover, som forventes at stige fra knap
320.000 personer i 2024 til knap 645.000 personer i 2070, svarende til en
stigning på 101 pct.
Ældrebefolkningen er langt fra en homogen gruppe. Ligesom det gælder for
andre befolkningsgrupper, er ældregruppen præget af mangfoldighed. I 70-
80-års alderen vil der således være en betydelig andel, der fungerer lige så
godt som de midaldrende, men også en stor gruppe, der har problemer med
helt almindelige daglige gøremål (Rockwoolfonden, 2022). Denne
heterogenitet kommer også til udtryk i ældres behov for ældrepleje. Nogle
ældre vil være ressourcestærke og ved godt helbred til langt oppe i årene,
mens andre ældre vil være afhængige af hjælp.
Generelt er brugertilfredsheden på ældreområdet samtidig høj blandt
hjemmehjælpsmodtagere. En brugertilfredshedsundersøgelse fra 2021 viser
blandt andet, at 81 pct. af hjemmehjælpsmodtagerne er meget tilfredse eller
tilfredse med den hjælp og støtte, de modtager.
Brugertilfredsundersøgelserne vedrører de borgere, som aktuelt modtager
hjælp i ældreplejen. I forhold til befolkningen som helhed viser målinger, at
andelen, der erklærer sig meget/noget utrygge for ikke at få tilstrækkelige
pleje, når de bliver gamle, steg fra ca. 40 pct. i 2009 til knap 60 pct. i 2019.
Herefter faldt andelen af utrygge brat under COVID19-pandemien. I de
senere år er andelen af utrygge begyndt at stige igen, og i 2023 var 53 pct.
af borgerne mellem 18 og 65 år meget/noget utrygge for, om de vil få
tilstrækkelig pleje i deres alderdom (Trygfonden, 2023).
Tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere er afgørende for at skabe en
ældrepleje med tid og omsorg for den enkelte ældre. Arbejdsgiverne melder
imidlertid om udfordringer med at rekruttere de social- og sundhedshjælpere
og social- og sundhedsassistenter, som de har behov for. De aktuelle
rekrutteringsudfordringer efter SOSU-uddannede medarbejdere (social- og
sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter) forventes at fortsætte.
Mekaniske fremskrivninger efter arbejdskraft på velfærdsområderne peger
på, at ændringen i efterspørgslen efter SOSU-uddannede medarbejdere
samlet set ventes at overstige ændringen i udbuddet med knap 15.000
personer i 2035 set i forhold til 2021 (Finansministeriet, 2023).
UDKAST
26
Der har igennem en årrække været en stigende erkendelse af, at ældreplejen
står over for en række udfordringer, der skal tages hånd om. Kortlægning og
drøftelse af problemets omfang og mulige løsningsforslag har været
genstand for politiske drøftelser og processer, der har omfattet en bred
inddragelse af borgere og interessenter på ældreområdet.
Der har blandt andet været afholdt to ældretopmøder, hvor Social- og
Ældreministeriet sammen med FOA, KL og Ældresagen fik sat fokus på
de mange udfordringer, der kan styrke mødet mellem borgeren og
medarbejderen og samtidig frigive ressourcer til kerneopgaven. Arbejdet
mundede ud i et fælles charter om værdig ældrepleje. Der har endvidere
været nedsat et rådgivende panel og ekspertgrupper samt afholdt en række
borgermøder, hvorefter der blev udarbejdet en fælles afrapportering: ”En
ældrepleje med tid til omsorg”. Dette arbejde kvalificerede udfordringerne
og gav en overordnet retning på mulige løsninger til at imødekomme disse,
bl.a. vedrørende rammer for mere selvbestemmelse og valgfrihed,
visitation og organisering af hjælpen, ny model for tilsyn, forebyggelse og
rehabilitering mv. Hertil kommer, at ældreministeren i løbet af 2023 og
2024 har afholdt en lang række møder med relevante videnspersoner og
implementeringseksperter med henblik på at forberede en reform af denne
størrelse bedst muligt.
Regeringen (Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre) fremlagde i
januar 2024 sit udspil til ældrereform, ”Regeringens ældrereform – du bliver
aldrig for gammel til at have det godt”. I dette udspil blev der peget på tiltag,
herunder lovgivning, som skal medvirke til, at de ældre skal modtage en
mere værdig, nærværende og fleksibel pleje, der imødekommer netop deres
behov og ønsker. Og medarbejderne skal vises en tillid, som giver rum til at
bruge deres faglige dømmekraft og kendskab til den ældre. Med henblik på
at drøfte og hente yderligere inspiration til reformen på
ældreområdet afholdte regeringen den 30. januar 2024 et stormøde ifm.
præsentationen af udspillet.
Den 18. april 2024 indgik regeringen (Moderaterne, Socialdemokratiet og
Venstre), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance,
Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre en aftale om en reform på
ældreområdet. Den lovgivningsmæssige udmøntning af aftalen sker i tre
selvstændige forslag til nye hovedlove, som fremsættes samtidig for
Folketinget. Det drejer sig foruden nærværende forslag til ældrelov om
forslag til lov om ældretilsyn og forslag til lov om lokalplejehjem. Derover
fremsættes samtidig forslag til ændring af friplejeboligloven og et
følgelovforslag, hvor der lægges op til en række konsekvensrettelser i lov
UDKAST
27
om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område og forskellige andre love som følge af de foreslåede tre hovedlove.
Det foreslås på baggrund af aftalen om ældrereformen, at ældreloven skal
udgøre en samlet, langsigtet og overordnet ramme for frisættelse af
ældreplejen, hvor kommunerne inden for lovens rammer får frihed til at
tilrettelægge ældreplejen efter lokale behov, samtidig med, at borgernes
grundlæggende ret til personlig hjælp og pleje, og nødvendige praktiske
opgaver m.v. bevares. Kommunalbestyrelsens frihed i forhold til
tilrettelæggelsen af ældreplejen følges af et forsyningsansvar, der indebærer,
at kommunalbestyrelsen som i dag vil have pligt til at sørge for, at der er de
nødvendige tilbud efter loven.
Som politisk aftalt vil helhedspleje blive et bærende princip, der betyder, at
den ældre skal kunne bestemme mere selv, og at det understøttes, at der i
højere grad end i dag vil være en mere fast gruppe af medarbejdere, der
kommer i den ældres hjem.
Det er Social, Bolig og Ældreministeriets vurdering, at der ved at samle
bestemmelser om ældrepleje i en selvstændig ældrelov skabes et tydeligere
lovgivningsmæssigt overblik over de formål, værdier og regler, som
specifikt skal gælde for ældreplejen. En særskilt lov skal dermed bl.a.
bidrage til at synlig- og tydeliggøre kommunernes ansvar for ældreplejen.
Den øgede tydelighed og dermed forudsigelighed skal endvidere bidrage til,
at der i den brede befolkning bliver en øget forståelse for, og dermed tryghed
og tillid til, at man kan få den nødvendige hjælp og omsorg i ældreplejen til
sig selv og de nærmeste, hvis der bliver behov for dette.
Samlingen af bestemmelserne om ældrepleje i ældreloven vil samtidig
indebære, at ældreplejen udskilles fra det specialiserede socialområde. Det
skal understreges, at personer med fx handicap og mennesker med særlige
sociale problemer, der ikke falder ind under ældrelovens
anvendelsesområde, ikke vil miste rettigheder i forbindelse med indførelsen
af ældreloven. Hvis disse personer har behov for hjælp til fx personlig hjælp
og pleje eller hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet,
vil de som hidtil være berettiget til hjælp efter bestemmelserne i
serviceloven, som opretholdes.
Ældrereformen (som omfatter forslag om ældreloven og de samtidigt
fremsatte forslag til lov om tilsyn med ældreomsorg og -pleje, lov om
lokalplejehjem og forslag til ændring af friplejeboligloven) evalueres efter
tre år (delevaluering) og efter fem år (endelig evaluering). Evalueringen vil
fokusere på lovenes mål om afbureaukratisering og frisættelse, samt følge
UDKAST
28
konkrete tiltag som udbredelse af faste teams, samtilsyn på plejehjem,
konsortiekonstruktioner, lokalplejehjem og flere muligheder for
friplejehjem. Evalueringen skal tilrettelægges, så dokumentationskrav
begrænses.
Der vil blive fulgt op på borgeres og medarbejderes oplevelse af
ældreplejen, ligesom der vil blive fulgt op på den strukturelle udvikling i
ældreplejen, herunder udvikling i modtagere og leverandører samt udgifter.
Der vil ligeledes blive fulgt op på centrale kvalitetsparametre bl.a. kvaliteten
af indsatsen i de forskellige typer plejehjem dels via indikatorerne for det
risikobaserede tilsyn og dels via de tilpassede kvalitetsindikatorer i
ældreplejen. Endelig vil evalueringen særligt have fokus på udbredelsen af
faste teams, og i forbindelse med delevalueringen vil der blive udarbejdet
en særskilt status herpå med henblik på en drøftelse af behovet for at
igangsætte yderligere tiltag. Delevalueringen skal ligeledes gøre status for
rekrutteringssituationen i ældreplejen og udviklingen og bredden ift.
leverandører.
3. Lovforslagets hovedpunkter
3.1. Lovens formål
3.1.1. Gældende ret
Rammen om de regler, som regulerer indsatser og forpligtelser i forhold til
hjælp og støtte til ældre borgere i Danmark, udgøres af forskellig
lovgivning, primært lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 909 af
3. juli 2024 (herefter serviceloven) og lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 25.
februar 2022, som senest ændret ved lov nr. 1769 af 28. december 2023
(herefter retssikkerhedsloven). Serviceloven er en rammelov, der overlader
fastlæggelsen af indholdet i ældreplejen til den enkelte
kommunalbestyrelse. Der er således et ganske væsentligt råderum for de
kommunalpolitiske beslutningstagere på ældreområdet – et råderum, der
forudsætter, at kommunalbestyrelserne påtager sig det myndighedsansvar,
der bl.a. ligger i beslutning om indholdet af, opfølgningen på og tilsynet
med, at de kommunale opgaver løses i overensstemmelse med lovgivningen
og med de beslutninger, den enkelte kommunalbestyrelse har vedtaget.
Serviceloven regulerer både kommunalbestyrelsens generelle forpligtelser
over for alle voksne borgere med lovligt ophold i Danmark, der har brug for
hjælp og støtte, men samtidig også de mere specifikke ydelser og
forpligtelser, der retter sig mod personer med forskellige behov for hjælp og
UDKAST
29
støtte, bl.a. ældre borgere, der har behov for personlig hjælp og pleje og
hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet m.v.
Det fremgår af § 1, stk. 1, at formålet med loven er til personer, der er fyldt
18 år, at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer, at
tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende
sigte, og at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Det fremgår af stk. 2, at formålet med hjælpen efter loven er at fremme den
enkeltes mulighed for at udvikle sig og for at klare sig selv eller at lette den
daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten. Af stk. 3 fremgår, at hjælpen
efter loven bygger på den enkeltes ansvar for sig selv og sin familie og på
den enkeltes ansvar for at udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det
omfang det er muligt for den enkelte.
Af servicelovens § 81 fremgår det overordnede formål med indsatser til
voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige
sociale problemer. Bestemmelsen i § 81 vedrører som udgangspunkt alle
grupper af voksne, der har behov for ydelser efter loven, og omfatter både
personer med funktionsnedsættelser, fx personer med handicap og ældre, og
fx udsatte voksne med sociale problemer. Servicelovens § 81 fastsætter, at
formålet med indsatsen er at: 1) forebygge, at den enkeltes problemer
forværres, 2) understøtte den enkeltes muligheder for at fastholde egne
ressourcer eller fremme øget selvstændighed samt forbedre den enkeltes
sociale og personlige funktion, 3) forbedre mulighederne for den enkeltes
livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling,
omsorg og pleje, 4) fremme inklusion i samfundet, herunder medvirke til at
øge den enkeltes mulighed for deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og
sociale relationer, og 5) sikre en helhedsorienteret støtte med tilbud afpasset
efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov
om almene boliger m.v. eller i botilbud efter serviceloven.
3.1.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Det fremgår af aftalen om en reform af ældreområdet, at der med
ældrereformen skabes de lovgivnings- og forvaltningsmæssige rammer for,
at medarbejdere og ledere i højere grad kan imødekomme den enkelte ældres
individuelle behov, så tillid, relationer og tværfaglighed bliver ensbetydende
med kvalitet. Dette gælder også for særligt plejekrævende ældre, herunder
fx ældre med demens eller ældre, som er særligt udsatte.
UDKAST
30
Det fremgår endvidere af aftalen, at aftalepartierne med ældrereformen
ønsker, at hjælpen leveres med udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker
og behov, at ældre har indflydelse på den hjælp, de modtager, at
medarbejdere og ledere mødes med tillid til deres faglighed og kompetencer,
og at lokale fællesskaber, civilsamfund og pårørende inddrages mere og
bedre. Aftalepartierne er derfor enige om, at der skal udarbejdes en ny
ældrelov med få, bærende værdier: Selvbestemmelse for den ældre, tillid til
medarbejdere og ledelse og tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber
og civilsamfund
Servicelovens formålsbestemmelser favner bredt borgere, der i forskellige
livssituationer har behov for hjælp og støtte, fx yngre personer med
handicap og udsatte voksne, hvor formålsbestemmelsen bl.a. skal
understøtte en indsats, hvor omsorg og pædagogisk støtte og træning skal
ses i sammenhæng med uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder og andre
tilbud. Med en ny ældrelov udskilles ældreplejen fra det specialiserede
socialområde. Det er efter Social-, Bolig og Ældreministeriets opfattelse en
understregning af, at aldring og alderdom ikke er et specialiseret område,
men derimod et alment område, da alle i løbet alderdommen kan få behov
for ældrepleje, hvilket også afspejles i forslaget til formålsbestemmelser.
Det er endvidere Social-, Bolig og Ældreministeriets opfattelse, at der med
udskillelsen af ældreområdet fra serviceloven og etableringen af en
selvstændig ældrelov, etableres mulighed for at målrette lovens formål og
de bærende værdier i overensstemmelse med den politiske aftale, og
målrettet ældre borgere, med behov for pleje og omsorg til varetagelsen af
den daglige livsførelse.
3.1.3. Den foreslåede ordning
Ældreloven vil med forslaget være en rammelov, hvor rammerne for den
måde hjælpen leveres på m.v. ændres. Loven skal understøtte at borgernes
behov og ønsker mødes. Kommuner gives inden for lovens rammer frihed
til at tilrettelægge efter lokale behov, samtidig med, at borgernes ret til
personlig hjælp og pleje, og nødvendige praktiske opgaver m.v. bevares.
Med bestemmelsen i § 1, stk. 1, foreslås, at formålet med loven skal være at
tilvejebringe de lovgivningsmæssige rammer for en ældrepleje, der med
udgangspunkt i den enkelte ældres aktuelle livssituation og behov
understøtter en alderdom, som er præget af mest mulig livsglæde og tid til
omsorg og nærvær.
UDKAST
31
Det foreslås, at lovens formål understøttes af følgende bærende værdier: 1)
den ældres selvbestemmelse, 2) tillid til medarbejderne og den borgernære
ledelse og 3) et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og
civilsamfund, jf. forslaget til § 1, stk. 2.
Det bemærkes, at det forudsættes, at hjælpen efter loven bygger på den
enkeltes ansvar for sig selv og sin familie og på den enkeltes ansvar for at
udvikle sig og udnytte egne potentialer, i det omfang det er muligt for den
enkelte.
Formålet og de bærende værdier sætter en overordnet retning for den måde,
ældreplejen skal styres, leveres, dokumenteres og kontrolleres, men
indebærer ikke i selv konkrete materiale rettigheder og pligter for borgere,
myndigheder og private leverandører. Lovens materielle bestemmelser skal
imidlertid ses og fortolkes i lyset af formålet og de bærende værdier.
De bærende værdier om selvbestemmelse, tillid til medarbejderne og den
borgernære ledelse og et tæt samspil mellem med pårørende, lokale
fællesskaber og civilsamfund afspejles og understøttes desuden af
forslagene til de konkrete materielle bestemmelser i loven, Det gælder bl.a.
forslaget til bestemmelser i lovens kapitel 2 om forebyggelse og
civilsamfund, hvor det bl.a. foreslås fastsat, at kommunalbestyrelsen skal
tilvejebringe en generel forebyggende indsats over for ældre borgere i
kommunen, og at hjælpen og plejen til de borgere, som behov herfor skal
gives med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. De
bærende værdier afspejles desuden i forslaget til materielle bestemmelser i
lovens kapitel 3 om helhedspleje i sammenhængende og rummelige pleje-
og omsorgsforløb samt almene tilbud m.v., der er centrale, og understøtter
borgernes selvbestemmelse og tilliden til medarbejderne og den borgernære
ledelse.
3.2. Lovens anvendelsesområde
3.2.1. Gældende ret
Det fremgår af servicelovens § 2, stk. 1, at enhver, der er fyldt 18 år og
opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter loven. Der er i enkelte
bestemmelser i serviceloven fastsat særlige aldersbetingelser tilknyttet en
bestemt ydelse. Dette gælder f.eks. servicelovens § 76, der omhandler tilbud
for unge voksne i alderen 18 til 22 år, lovens § 79 a om forebyggende
hjemmebesøg, der særligt er målrettet ældre borgere og lovens § 97 om
ledsagelse.
UDKAST
32
Serviceloven indeholder både ydelser, hvortil der ikke kræves særlig
visitation, og ydelser der er knyttet til et særligt behov hos den enkelte
modtager, og som kræver en særlig visitation.
De fleste ydelser efter serviceloven kræver dog visitation efter en individuel
vurdering, men f.eks. foretages ikke visitation efter en individuel vurdering
i forbindelse med de generelle og almene tilbud efter servicelovens § 79.
Herudover har kommunerne en forpligtelse til at varetage rådgivningen af
personer, der på grund nedsat fysisk og psykisk funktionsevne eller særlige
sociale problemer har et mere specifikt behov for rådgivning.
Både når det gælder rådgivning på grund af særlige forhold og andre tilbud
til voksne, dog fraset de almene tilbud, er det en betingelse, at den
pågældende har et behov på grund af nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer. Behovet for støtte kan
eksempelvis være at få kompenseret et nedsat syn, nedsat hørelse eller
nedsat mobilitet, støtte til at udføre de basale livsfunktioner eller støtte til at
få dagligdagen til at hænge sammen. Det er ikke en konkret diagnose, der
udløser ydelser efter serviceloven, men det er de behov for støtte, som den
enkeltes nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne eller særlige sociale
problemer afføder, der er udgangspunktet for vurderingen.
Folkepensionsalderen er reguleret i lov om social pension, jf.
lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022, som senest ændret ved lov nr.
632 af 11. juni 2024 (herefter pensionsloven). Det følger af § 1a, at
folkepensionsalderen i 2024 er 67 år. Pensionsalderen bliver gradvist
forhøjet på grund af udviklingen i levetiden. Den forhøjede
folkepensionsalder skal dog vedtages af Folketinget, før den får virkning.
Folkepensionsalderen op til 69 år gældende fra 2035 er vedtaget af
Folketinget.
3.2.2. Social- bolig og ældreministeriets overvejelser
Det anføres i aftalen om en ældrereform, at det er en helt naturlig del af
livets gang at blive ældre og få behov for hjælp, og at aftalepartierne derfor
er enige om, at ældreplejen fremover skal reguleres i en ny selvstændig
ældrelov med få bærende værdier, hvor formålet er at sikre hjælp til at
fortsætte et liv med selvbestemmelse og livsglæde.
Ældreplejen er i dag i alt overvejende grad reguleret i den sociale
lovgivning, primært i lov om social service (serviceloven) og lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
(retssikkerhedsloven).
UDKAST
33
Serviceloven regulerer både kommunalbestyrelsens generelle forpligtelser,
der gælder over for alle voksne borgere med lovligt ophold i Danmark, som
har brug for hjælp og støtte, men samtidig også de mere specifikke ydelser
og forpligtelser, der retter sig mod personer med forskellige behov for hjælp
og støtte. Berettigede til ydelser er således mennesker med nedsat fysisk
og/eller psykisk funktionsevne, dvs. borgere som i daglig tale benævnes som
mennesker med handicap, herunder mennesker med en varig sindslidelse og
mennesker med aldersbetinget nedsat funktionsevne. Berettigede til ydelser
er også mennesker med særlige sociale problemer.
Social-, bolig- og ældreministeriet foreslår i overensstemmelse med aftalen
om en ældrereform, at ældreplejen med en ny ældrelov skal udskilles fra det
specialiserede socialområde. Ældreplejen betragtes således som et alment
område. Det overordnede hensyn bag udskillelsen af ældreplejen fra det
specialiserede socialområde, er bl.a. en understregning af, at aldring og
alderdom ikke er et specialiseret område, men derimod et alment område,
da alle i løbet alderdommen kan få behov for ældrepleje.
Med henblik på tydeligt at afgrænse ældreplejen fra det specialiserede
socialområde finder Social-, Bolig og Ældreministeriet, at der er behov for,
at ældrelovens anvendelsesområde afgrænses af et relativt objektivt
kriterium. Det foreslås, at dette som det helt klare udgangspunkt udgøres af
en kombination af en realiseret alder sammen med et vurderet behov for
hjælp til opretholdelse af den daglige livsførelse, der er opstået i forbindelse
med aldringen. Med denne afgrænsning vurderes det muligt at målrette
reglerne, så de specifikt understøtter ambitionerne for fremtidens
ældrepleje, som de bl.a. kommer til udtryk i aftalen om ældrereformen.
Da aldringsprocessen for den enkelte er individuel og ikke ensartet eller
lineær, og et eventuelt behov for hjælp til opretholdelse af den daglige
livsførelse, der er opstået i forbindelse med aldringen, dermed kan variere,
indebærer den foreslåede afgrænsning af lovens personkreds, der fremgår af
stk. 1, behov for håndtering af snitflader i forhold til borgere under
folkepensionsalderen, hvor behovet for pleje og omsorg svarer til behovet
for den hjælp (helhedspleje), som ældre over folkepensionsalderen, omfattet
af ældreloven, kan modtage.
Denne undtagelsesbestemmelse skal ses i lyset af, at langt størstedelen af
ældrelovens målgruppe vil blive omfattet af ældreloven via hovedreglen i
forslaget til stk. 1. Langt størstedelen af hjemmehjælpsmodtagerne i dag er
67 år eller derover, mens knap 18 pct. er mellem 18 og 66 år. Blandt de 18-
66-årige, som modtog hjemmehjælp i eget hjem i 2022, modtog godt 20.500
UDKAST
34
personer udelukkende praktisk hjælp, mens knap 13.700 modtog både
praktisk hjælp og personlig pleje. Til sammenligning modtog
hjemmehjælpsmodtagerne i aldersgruppen 67 år eller derover oftest både
personlig pleje og praktisk hjælp i 2022
Det bemærkes, at bestemmelserne i servicelovens kapitel 16 om personlig
hjælp, omsorg og pleje m.v. opretholdes, dvs. at personer med behov for
hjælp fx på grund af et handicap og mennesker med særlige sociale
problemer, der ikke falder ind under ældrelovens anvendelsesområde med
behov for almen hjælp efter ældreloven, men som opfylder kriterierne i
serviceloven, som hidtil vil være berettiget til hjælp efter disse
bestemmelser i serviceloven. Det bemærkes desuden, at de omtalte
persongrupper heller ikke mister rettigheder efter andre bestemmelser i
serviceloven, når de når pensionsalderen, givet at de fortsat har et behov for
hjælp efter disse bestemmelser. De vil således fortsat have ret til
specialiserede ydelser, som findes i serviceloven. Personer med fx handicap
over folkepensionsalderen, der modtager specialiseret hjælp til de ydelser,
der gives efter serviceloven, vil herudover også – ligesom alle andre borgere
- kunne modtage ældrepleje efter den nye ældrelov, hvis de har behov for
hjælp, der er opstået i forbindelse med aldringen. Således vil en person med
fx handicap over folkepensionsalderen kunne modtage både specialiseret
hjælp efter serviceloven og ældrepleje, dvs. ”almen” hjælp, efter den nye
ældrelov.
Det betyder, at en borger, som er omfattet af ældreloven, eksempelvis vil
kunne modtage hjælp til personlig hjælp og pleje i form af et pleje- og
omsorgsforløb efter ældrelovens regler samtidig med, at vedkommende
modtager fx socialpædagogisk støtte eller ledsagelse efter servicelovens
regler, såfremt vedkommende opfylder betingelserne herfor.
Det bemærkes, at borgere, der opfylder betingelserne for at være omfattet af
reglerne i servicelovens § 95 (om kontant tilskud eller servicelovens) eller
§ 96 (om borgerstyret personlig assistance) vil skulle modtage hjælp efter
disse bestemmelser og ikke efter ældreloven.
3.2.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås i § 2, stk. 1, at loven finder anvendelse for personer, der har
nået folkepensionsalderen, og har behov for hjælp og støtte i den daglige
livsførelse, på grund af nedsat funktionsevne, der er opstået i forbindelse
med aldringen.
UDKAST
35
Med den foreslåede bestemmelse afgrænses loven af et alderskriterium,
kombineret med et hjælpebehov til opretholdelse af den daglige livsførelse,
der er opstået i forbindelse med aldringen.
Da aldringsprocessen for den enkelte er individuel og ikke ensartet eller
lineær, og et eventuelt behov for hjælp til opretholdelse af den daglige
livsførelse, der er opstået i forbindelse med aldringen, dermed kan variere,
indebærer den foreslåede afgrænsning af lovens personkreds, der fremgår af
stk. 1, behov for håndtering af snitflader i forhold til borgere under
folkepensionsalderen, hvor behovet for pleje og svarer til behovet for den
hjælp, som ældre over folkepensionsalderen, omfattet af ældreloven, vil
kunne modtage.
Det foreslås derfor i § 2, stk. 2, at loven også finder anvendelse for personer,
der ikke har nået folkepensionsalderen, når det efter en samlet vurdering af
personens livssituation vurderes, at behovet for pleje og omsorg til
varetagelsen af den daglige livsførelse, svarer til det behov som ældre
personer over folkepensionsalderen skal tilbydes efter denne lov, jf. stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil være en snæver undtagelsesbestemmelse,
der hjemler mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at en
person, der har behov for hjælp, skal omfattes af ældrelovens bestemmelser,
selvom vedkommende ikke opfylder alderskriteriet, jf. forslaget til stk. 1.
Ved vurderingen af, om en persons samlede livssituation via denne
undtagelsesbestemmelse skal omfattes af ældreloven, skal vedkommendes
alder tillægges betydelig vægt. Undtagelsesbestemmelsen forudsættes
således alene anvendt i forhold til personer, der med rimelighed kan
betegnes som ”ældre”, selvom de ikke har nået folkepensionsalderen. Det
kan fx være en person i halvtredserne, hvor kommunalbestyrelsen vurderer,
at vedkommendes behov for hjælp mest hensigtsmæssigt varetages i regi af
ældreplejen, fx en person, der lider af demens, der har et hjælpebehov.
Modsat vil en yngre person i fx trediverne , der lider af demens og har behov
for praktisk hjælp og personlig pleje og omsorg, ikke omfattes af
undtagelsesbestemmelsen, men i stedet skulle modtage hjælp efter
bestemmelserne i serviceloven, jf. nærmere herom nedenfor.
Det bemærkes, at bestemmelserne i servicelovens kapitel 16 om personlig
hjælp, omsorg og pleje m.v. opretholdes, dvs. at personer med nedsat
funktionsevne som følge af fx handicap og mennesker med særlige sociale
problemer, der ikke vurderes at blive omfattet af ældreloven via
bestemmelsen i forslaget til § 2, men som opfylder kriterierne i serviceloven
som hidtil vil være berettiget til hjælp efter disse bestemmelser i
UDKAST
36
serviceloven. Omvendt vil personer, der omfattes af ældreloven, fortsat
kunne modtage hjælp efter øvrige bestemmelser i serviceloven i det omfang
de opfylder kriterierne herfor i serviceloven.
Det foreslås i det samtidig fremsatte forslag til følgelov, at der indsættes et
nyt stk. 5 i § 2 i serviceloven, hvorefter personer, der kan modtage hjælp og
støtte m.v. efter forslaget til kapitel 3 i ældreloven, ikke kan modtage hjælp
og støtte efter §§ 83 serviceloven (personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte
til nødvendige praktiske opgaver i hjemme og madservice), 83 a
(kortvarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb), 84 (afløsning og
aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende) og 86
(genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af
sygdom, der ikke behandles i tilknytning til sygehusindlæggelse).
Ældrelovens kapitel 3 vil herved for så vidt angår de nævnte bestemmelser
få forrang for de nævnte bestemmelser i serviceloven.
Vurderingen af, om en person omfattes af ældreloven vil skulle foretages af
kommunalbestyrelsen i personens bopælskommune, jf. forslaget til stk. 3.
Kommunalbestyrelsens beslutning vil ikke vil kunne påklages til
Ankestyrelsen, jf. forslaget til bestemmelser om klageadgang i lovforslagets
§ 25 modsætningsvist. Personen vil kunne klage til kommunen over
kommunens administration.
Det foreslås, at målgruppen for en række bestemmelser i lovforslaget skal
være bredere end den afgrænsning, som fremgår af forslaget til § 2. Det
drejer sig om målgruppen for en generel forebyggende indsats, som også
omfatter ældre, som ikke aktuelt har et hjælpebehov, og som ikke
nødvendigvis opfylder det foreslåede alderskriterium. Det fremgår derfor af
forslaget til stk. 4, at lovens § 4, som vedrører den generelt forebyggende
indsats, endvidere finder anvendelse for ældre borgere i kommunen, som
ikke omfattes af stk. 1 og 2, men som kommunalbestyrelsen vurderer skal
omfattes af den generel forebyggende indsats, jf. § 4.
Det foreslås endvidere, at servicelovens bestemmelser om pasning af
døende overflyttes fra serviceloven til ældreloven. Der er til disse
bestemmelser ikke tilknyttet et alderskriterium. Det foreslås derfor fastsat i
stk. 5 i ældreloven, at loven finder anvendelse for personer, som ikke
omfattes af stk. 1 og 2, men som omfattes af bestemmelserne i lovens kapitel
7 om pasning af døende. Det foreslås endvidere, jf. forslaget til § 3, at det
vil være en betingelse, at personen har lovligt ophold i Danmark i
overensstemmelse med de gældende regler i serviceloven.
3.3. Forebyggelse og inddragelse af civilsamfund
UDKAST
37
3.3.1. Gældende ret
Kommunerne har i dag mulighed for at yde tilskud til private aktivitets- og
samværstilbud med et forebyggende sigte efter § 79 i serviceloven.
Tilbuddene omfatter aktivitetsprægede tilbud. Formålet med tilbuddene er
at øge og bevare brugernes muligheder for at klare sig selv, fx ved at
forebygge forringelse af den fysiske funktionsevne eller af social isolation.
Som eksempler på generelle aktiverende og forebyggende tilbud kan
nævnes aktiviteter i form af besøgsordninger, klubarbejde, undervisning,
foredrag, studiekredse, ergoterapi og ældreidræt.
Det fremgår af § 79, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte eller
give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte.
Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for, hvilke
persongrupper, der kan benytte tilbuddene.
Der er således ikke tale om en forpligtigelse, og kommunalbestyrelsen afgør
ud fra lokale forhold, om, og i hvilket omfang, den vil udnytte muligheden
for at iværksætte tilbud efter § 79.
I kraft af tradition og historikken efter § 79 er bestemmelsen primært rettet
mod ældre borgere, men bestemmelsen er ikke afgrænset til en bestemt
målgruppe. Det er kommunen, der fastsætter målgruppen for tilbuddene.
Det betyder, at kommunen kan forbeholde tilbuddene til en bestemt
persongruppe, fx borgere med demens eller en bestemt aldersgruppe. At der
er tale om generelle tilbud, betyder, at der er ikke tale om et tilbud, borgeren
visiteres til på baggrund af en konkret og individuel vurdering af behovet
for dette tilbud.
Det fremgår således af § 79, stk. 2, at afgørelser efter § 79, stk. 1 ikke kan
indbringes for anden administrativ myndighed.
Kommunalbestyrelsen afgør, hvor og hvordan tilbuddene konkret skal
tilrettelægges og udformes. Kommunen kan vælge at yde økonomisk støtte
til tilbuddene, at stille et beløb til rådighed, som brugerne selv forvalter, eller
eventuelt blot udlåne lokaler.
Det er ligeledes overladt til kommunen at bestemme, om tilbuddene skal
iværksættes ved kommunens egen foranstaltning eller overlades til
foreninger og organisationer eller til brugerne selv.
Det forudsættes derfor, at brugerne får størst muligt medansvar for og
indflydelse på udformningen og driften af tilbuddene. Tilbuddene kan
UDKAST
38
tilrettelægges i samarbejde med andre kommuner. Der henvises til rets-
sikkerhedslovens § 30, stk. 3, om høring af ældrerådet, når tilbuddene
omfatter ældre.
Det fremgår af § 79, stk. 3, at ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse
regler om betaling for tilbud efter stk. 1, herunder om beregningsgrundlaget
for taksten.
Ældreministeren har i bekendtgørelse nr. 1481 af 5. december 2023 om
betaling for generelle tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter §§
79, 83 og 84 i lov om social service, fastsat regler om betaling for generelle
tilbud med aktiverende og forebyggende sigte efter servicelovens § 79, stk.
3.
Kommunen skal i dag tilbyde forebyggende hjemmebesøg til ældre borgere
efter servicelovens § 79 a.
Ved forebyggende hjemmebesøg forstås uopfordrede, men ikke uanmeldte,
besøg i borgerens eget hjem med det formål at drøfte den pågældendes
aktuelle livssituation.
Hjemmebesøgene har til formål at hjælpe de ældre til bedre at udnytte egne
ressourcer og bevare funktionsniveauet længst muligt. Indholdet er fastsat
således, at de forebyggende hjemmebesøg blandt andet skal anvendes til at
identificere eventuelle problemer hos ældre og til at indgå i en dialog med
de ældre om eventuelle behov for støtte. Formålet er bl.a. at den
forebyggende medarbejder på baggrund af samtalen kan henvise til
forskellige forebyggende og aktiverende tilbud eksempelvis i frivilligt eller
kommunalt regi.
Det fremgår af § 79 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde mindst et
årligt forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 82 år, og som
bor i kommunen jf. dog stk. 2 og 4.
Tilbuddet om årligt tilbagevendende tilbud om forebyggende hjemmebesøg
til alle 82-årige er fastsat med henblik på at skabe rum for, at kommunerne
kan målrette de forebyggende hjemmebesøg i forhold til særlige
risikogrupper, da der er klare sociale forskelle i forekomsten og fordelingen
af sundhed og sygdom i ældrebefolkningen.
Det fremgår videre af stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, som bor i kommunen, i deres
fyldte 75. år og deres fyldte 80. år.
UDKAST
39
Tilbuddet om et forebyggende hjemmebesøg til alle 75-årige og 80-årige er
fastsat med henblik på at sikre, at svage og udsatte borgere på 75 og 80 år
får et tilbud om forebyggende hjemmebesøg med henblik på en afklaring af
behovet for fremtidige besøg frem til, at borgeren fylder 82 år, hvor
vedkommende får årlige tilbud om et forebyggende hjemmebesøg, samt at
identificere borgere med særlig behov for en forebyggende indsats.
Hjemmebesøget skal tilbydes inden for en rimelig tidsperiode, og det er op
til kommunalbestyrelsen konkret at tage stilling til, hvad der i det konkrete
tilfælde kan anses for en rimelig frist. Hjemmebesøget skal bl.a. bruges til
afklaring af behovet for fremtidige besøg og til at identificere borgere med
særlige behov for en forebyggende indsats.
Det fremgår videre af § 79 a, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde et
forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, som bor alene i kommunen, i
deres fyldte 70. år.
Tilbuddet om forebyggende hjemmebesøg til alle 70-årige er fastsat med
henblik på at opspore og på den baggrund igangsætte eventuelt nødvendige
foranstaltninger, som kan forebygge og afhjælpe eksempelvis ensomhed
blandt målgruppen. Det skal ses som en generel forebyggende indsats, da
eksempelvis overgangen fra arbejdsmarkedet til pension for nogle kan ende
i isolation og ensomhed. Formålet er derfor også at styrke opsporingen af
ældre i risiko for nedsat social, psykisk og fysisk funktionsevne – herunder
enlige ældre, som kan være i risiko for at blive ensomme, eksempelvis fordi
de ikke har nærtstående til at bistå dem i hverdagen. ”Bor alene” kan
defineres som, at en person er den eneste registreret med bopæl på
folkeregisteradressen.
Det fremgår af § 79 a, stk. 4, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
forebyggende hjemmebesøg efter behov til borgere i alderen 65 år til 81 år,
som er i særlig risiko for at få nedsat social, psykisk eller fysisk
funktionsevne, og som bor i kommunen.
Det gælder for eksempel borgere, som er i en vanskelig livssituation, eller
som har været igennem belastende livsforandrende begivenheder som for
eksempel tab af ægtefælle, borgere med et overforbrug af alkohol, borgere
der er udskrevet fra hospitalet, borgere med sansetab og borgere, der er er
isoleret i særlig grad.
Formålet er således at have fokus på borgerens samlede ressourcer og risiko
for tab af funktionsevne. Det er op til den enkelte kommune at målrette og
tilrettelægge indsatsen i forhold til de særlige risikogrupper. Desuden skal
UDKAST
40
kommunerne i deres kvalitetsstandard beskrive, hvordan de vil målrette og
tilrettelægge indsatsen i forhold til de særlige målgrupper.
Det fremgår videre af § 79 a, stk. 5, at kommunalbestyrelsen tilrettelægger
de forebyggende hjemmebesøgene efter behov, jf. dog stk. 1-3, som
beskrevet ovenfor.
Kommunalbestyrelsen kan undtage borgere, der allerede modtager hjælp fra
besøgene. Det fremgår af § 79 a, stk. 6, at kommunalbestyrelsen kan undtage
de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp efter § 83,
fra ordningen om forebyggende hjemmebesøg. Borgere, der alene modtager
enten personlig eller praktisk hjælp, har ret til at få tilbud om forebyggende
hjemmebesøg. Hvis en kommune har valgt ikke at tilbyde forebyggende
hjemmebesøg til gruppen af borgere, der modtager både personlig og
praktisk hjælp, påhviler der kommunen en særlig forpligtelse til at være
opmærksom på, om der er behov for at igangsætte særlige tiltag eller tilbyde
forebyggende hjemmebesøg til den enkelte borger i denne gruppe.
Det fremgår endeligt af § 79 a, stk. 7, at ældreministeren kan fastsætte regler
om de kommunale forpligtelser efter stk. 1-6, herunder om samordning med
de andre generelle kommunale forebyggende og aktiverende
foranstaltninger og om andre måder at gennemføre det forebyggende
hjemmebesøg på end ved besøg i hjemmet.
I henhold til servicelovens § 139, stk. 2, kan ældreministeren fastsætte regler
om, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutninger om indhold, omfang
og udførelse af tilbud til voksne efter §§ 79, 79 a, 83 ,83 a, 84, 86, 119-122
og 192 samt følge disse beslutninger op.
Ældreministeren har i bekendtgørelse nr. 716 af 07. juli 2019 om
tilrettelæggelse af samt kvalitetsstandarder for de forebyggende
hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a, fastsat regler om tilrettelæggelse
af forebyggende hjemmebesøg samt kvalitetsstandarder for de
forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a.
Efter bekendtgørelsens § 1 kan tilbuddene bestå af et tilbud om besøg i
borgerens eget hjem eller et alternativ til dette, som for eksempel et tilbud
om et kollektivt arrangement med henblik på at nå borgere, som normalt
takker nej til et forebyggende hjemmebesøg.
Efter bekendtgørelsens § 2 skal borgere, der ikke ønsker at deltage i et
alternativt tilbud, i stedet tilbydes et individuelt besøg i hjemmet.
UDKAST
41
Det fremgår videre af bekendtgørelsen, at kommunalbestyrelsen bør
sammentænke ordningen med øvrige relevante forebyggelsestiltag,
herunder blandt andet forebyggelsesindsatser efter sundhedsloven.
Derudover skal kommunalbestyrelsen mindst én gang årligt udarbejde en
kvalitetsstandard for forebyggende hjemmebesøg, som indeholde generel
serviceinformation til borgerne om formålet med samt indholdet i et
forebyggende hjemmebesøg.
Kommunalbestyrelsen er i dag forpligtiget til at samarbejde med frivillige
organisationer og foreninger på det sociale område.
Det fremgår således af § 18, at Kommunalbestyrelsen skal samarbejde med
frivillige sociale organisationer og foreninger.
Formålet med servicelovens § 18 er, at kommunalbestyrelsen skal fremme
samarbejdet med den lokale frivillige sociale sektor med henblik på at skabe
gode rammer for den frivillige indsats og sikre et bedre samspil mellem de
frivillige sociale organisationer og foreningers aktiviteter og de offentlige
sociale tilbud.
Det fremgår videre af § 18, stk. 2, at kommunalbestyrelsen årligt skal afsætte
et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde.
Som kompensation for støtten modtager kommunalbestyrelsen et tilskud fra
staten via bloktilskuddet, der årligt reguleres med pris- og lønudviklingen.
Det beløb, som kommunerne modtager som kompensation for støtten til det
frivillige sociale arbejde, er ikke øremærket. Det betyder, at det ikke i
serviceloven er fastsat, hvor stort et beløb den enkelte kommune skal afsætte
til økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde.
Ud over tilskuddet til støtten efter § 18 får kommunerne tilskud til
kompensation for de udgifter, de har i forbindelse med at administrere
støtten. Denne kompensation udgør 3 pct. af statens samlede § 18-
kompensation. Beløbet er en supplerende kompensation og skal derfor ikke
trækkes fra det beløb, kommunerne modtager til støtte af frivilligt socialt
arbejde. Bloktilskuddet, som kommunerne modtager fra staten forudsætter
generelt, at kommunerne samlet set anvender tilskuddet til det frivillige
sociale arbejde.
Det fremgår af § 18, stk. 3, at rammerne for samarbejdet fastlægges af den
enkelte kommunalbestyrelse.
UDKAST
42
Det fremgår endvidere af §18 a, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet
kan tegne ansvars- og ulykkesforsikringer for borgere, der i tilknytning til
løsning af kommunale eller regionale opgaver yder en frivillig indsats i
kommunen henholdsvis regionen.
Det fremgår af §18 a i lov om social service (serviceloven), stk. 2., at en
kommunalbestyrelse eller et regionsråd, som vælger at tegne forsikring efter
stk. 1, skal fastsætte retningslinjer for, hvilke frivillige indsatser der skal
omfattes af ansvars- og ulykkesforsikringer.
De tegnede forsikringer skal tegnes på samme vilkår som forsikringer, der
er tegnet af kommunen henholdsvis regionen for borgere, der udfører
frivilligt arbejde.
3.3.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
I takt med, at befolkningen generelt lever længere, og andelen af ældre i
befolkningen stiger, er der kommet et øget fokus på livskvalitet og helbred
i de ekstra leveår.
Med aftale om en reform af ældreområdet er aftalepartierne enige om at
styrke en forebyggende tilgang til ældreplejen, bl.a. gennem aktiviteter som
fx leg på plejehjem, cykling med ældre og lignende, samt at et tæt samspil
med lokal- og civilsamfund er et vigtigt element i at øge kvaliteten i
indsatserne.
Det fremgår videre af aftalen, at aftaleparterne er enige om, at et tæt samspil
med lokal- og civilsamfund er et vigtigt element i at øge kvaliteten og styrke
en forebyggende tilgang til ældrepleje, gennem aktiviteter som fx leg på
plejehjem, cykling med de ældre og andet. Der skal være et tæt samspil med
lokale fællesskaber og civilsamfund med respekt for den ældres ønsker og
behov.
Målet med forebyggelse på ældreområdet er, at ældre kan leve et
selvstændigt og meningsfuldt liv samt bibeholde deres funktionsevne længst
muligt forstået som personens evne til at klare dagligdagens gøremål både
fysisk, psykisk og social. Forebyggelse omhandler aktiviteter og indsatser,
der sørger for at forhindre opståen og udvikling af sygdomme, mistrivsel,
funktionsnedsættelse, psykosociale problemer og ulykker. Der er således
både tale om indsatser målrettet sociale dimensioner af livet, herunder
forebyggelse af ensomhed, samt indsatser målrettet det fysiske helbred i
forhold til funktionsniveau og velbefindende.
UDKAST
43
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at
ældreloven understøtter kommunernes forebyggende arbejde og sikrer, at
kommunerne også fremover har mulighed for at iværksætte eller give
tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte på
ældreområdet. Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder det ligeledes
hensigtsmæssigt, at kommunerne også fremover vil være forpligtet til at
samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger på
ældreområdet eksempelvis om forebyggende indsatser.
Det fremgår af den politiske aftale om en reform af ældreområdet, at der er
brug for en omfattende frisættelse af ældreområdet, der grundlæggende
forandrer den måde, ældreplejen styres, dokumenteres, kontrolleres og
leveres på. Med aftalen ændres tilgangen fra at styre efter standarder og
kontrol til i stedet at styre efter kvalitet, klare mål og værdier.
Det er derfor en del af den politiske aftale, at kravet til kommunerne om at
foretage forebyggende hjemmebesøg med udgangspunkt i specifikke
alderskriterier, jf. servicelovens § 79 a, afskaffes. Af aftalen fremgår det, at
kommunerne fortsat vil være forpligtede til at arbejde forebyggende dog i
form af en generel forebyggende indsats. Det fremgår også af aftalen, at
aftalepartierne er enige om, at det som led i den generelle forebyggende
indsats, fortsat er vigtigt at iværksætte opsøgende indsatser målrettet
borgere, hvor forebyggelsespotentialet vurderes at være relevant.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder det derfor hensigtsmæssigt, at
kommunernes pligt til at tilvejebringe en forebyggende indsats til ældre
borgere fremadrettet ikke pålægges at blive tilrettelagt og målrettet med
udgangspunkt i specifikke alderskriterier.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder det væsentligt, at kommunerne
fremover vil være i stand til at målrette og tilrettelægge de forebyggende
indsatser ud fra konkrete risikovurderinger, kendskab til borgernes
risikofaktorer og -situationer, såvel som lokale forhold og muligheder.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder det hensigtsmæssigt, at
kommunerne i højere grad frisættes til at tilrettelægge og målrette den
forebyggende indsats i overensstemmelse med aftalepartiernes ønske.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet bemærker, at kommunerne fortsat vil
have mulighed for at tilrettelægge og målrette opsøgende og forebyggende
indsatser med udgangspunkt i specifikke aldersgrupper, såfremt kommunen
vurderer, at det er den bedste metode til at tilvejebringe indsatsen.
Endvidere finder Social-, Bolig- og Ældreministeriet det i
overensstemmelse med aftalepartiernes ønske væsentligt, at kommunerne
UDKAST
44
som led i den generelle forebyggende indsats fortsat er forpligtede til at
iværksætte opsøgende indsatser, målrettet borgere, hvor der vurderes at
være et forebyggelsespotentiale. Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets
vurdering, at opsøgende indsatser er væsentlige for, at kommunerne kan
stifte kontakt til borgere, der ikke tidligere har haft kontakt med kommunen.
Endvidere kan opsøgende indsatser medvirke til at identificere eventuelle
fysiske, psykiske eller sociale udfordringer tidligt i forløbet. Det er Social-,
Bolig- og Ældreministeriets overbevisning, at tidlig indgriben,
identifikation og forebyggelse er væsentligt for bl.a. forbedring af
livskvalitet, øget tryghed, bekæmpelse af ensomhed og isolation,
opretholdelse af funktionsevne m.v.
3.3.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås at de nuværende krav om, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
forebyggende hjemmebesøg med udgangspunkt i alderskriterier, jf.
servicelovens § 79 a, afskaffes.
I stedet foreslås det med § 4, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilvejebringe
en generel forebyggende indsats over for ældre borgere i kommunen, og der
som led her i vil skulle iværksættes opsøgende indsatser, målrettet borgere,
hvor der vurderes at være et forebyggelsespotentiale.
Formålet med den generel forebyggende indsats vil skulle være, at
understøtte en alderdom med mest mulig selvstændighed i den daglige
livsførelse og evne til i videst muligt omfang at tage vare på egne behov.
Det foreslås endvidere med § 5, at hjælpen i ældreloven, jf. den foreslåede
§§ 8 og 9, vil skulle gives med et forebyggende, rehabiliterende og
vedligeholdende sigte.
Det foreslåede vil indebære, at omsorgen og plejen i mødet mellem borgeren
og medarbejderen ville skulle gives med et forebyggende perspektiv med
henblik på, at den ældre i videst muligt omfang kan opretholde sin evne til
at
Det foreslås, at servicelovens mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan
iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og
forebyggende sigte videreføres til den foreslåede § 6 med redaktionelle
ændringer.
Den foreslåede ordning vil medføre, at kommunalbestyrelsen også fremover
kan vælge at iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med
aktiverende og forebyggende sigte på ældreområdet, og at
UDKAST
45
kommunalbestyrelsens fortsat vil skulle fastsætte retningslinjer for hvilke
persongrupper, der kan benytte sig af tilbuddene.
Det foreslås videre, at kommunalbestyrelsens fortsat vil være forpligtige til
at samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger under
samme vilkår som efter servicelovens § 18 og § 18 a, som foreslås videreført
i den foreslåede § 7 og § 8 med redaktionelle ændringer.
3.4. Kommunalpolitisk beslutning om helhedspleje i få,
sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb
3.4.1. Gældende ret
Der er i dag ikke krav om, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning
om helhedspleje i form af få, sammenhængende og rummelige pleje- og
omsorgsforløb, herunder rammerne for samt den lokale tilrettelæggelse og
udmøntning af forløbene.
Det følger dog af § 139, stk. 2, i serviceloven, at ældreministeren kan
fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutninger om
indhold, omfang og udførelse af tilbud til voksne efter bl.a. §§ 83, 83 a, og
86 samt følge disse beslutninger op.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 139, stk. 2 i serviceloven, er udmøntet i
bekendtgørelse nr. 1575 af 27. december 2014 om kvalitetsstandarder for
hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb og træning efter servicelovens §§ 83, 83
a og 86.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen mindst én
gang årligt udarbejde en kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp
m.v., rehabiliteringsforløb samt kommunal genoptræning og
vedligeholdelsestræning efter servicelovens §§ 83, 83 a og 86.
Kvalitetsstandarden skal indeholde en beskrivelse af det serviceniveau,
kommunalbestyrelsen har fastsat for de pågældende ydelser. Beskrivelsen
af indhold, omfang og udførelse af hjælpen skal være præcis og skal danne
grundlag for, at der sikres sammenhæng mellem serviceniveau, de afsatte
ressourcer, afgørelserne samt levering af hjælpen. Kvalitetsstandarden skal
endvidere indeholde operationelle mål for, hvordan dette sikres, og en
beskrivelse af, hvordan der følges op på de fastsatte mål, jf.
bekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer tilbud om
hjælp og støtte til personer, som på grund af nedsat funktionsevne har behov
for hjælp til fx personlig pleje og praktiske opgaver i hjemmet.
Efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, og stk. 2, har
kommunalbestyrelsen pligt til at tilbyde personlig hjælp og pleje og hjælp
eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet til personer, som på
UDKAST
46
grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk eller særlige
sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.
Tilbud om hjælp skal efter § 83, stk. 4, bidrage dels til at vedligeholde
fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Efter § 83, stk. 5, skal kommunalbestyrelsen fastsætte individuelle mål for
hjælpen, og hjælpen skal løbende tilpasses modtagerens behov.
Forud for vurderingen af behovet for hjælp efter stk. 1 og 2, skal
kommunalbestyrelsen vurdere, om et tilbud efter § 83 a vil kunne forbedre
personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp.
Efter servicelovens § 83 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde et
korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer med
nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne
forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp
efter servicelovens § 83, stk. 1. Vurderingen skal være individuel og konkret
og tage udgangspunkt i modtagerens ressourcer og behov.
Det følger af § 83 a, stk. 2, at rehabiliteringsforløbet skal tilrettelægges og
udføres helhedsorienteret og tværfagligt, og at kommunalbestyrelsen skal
fastsætte individuelle mål for rehabiliteringsforløbet i samarbejde med den
enkelte modtager af forløbet. De fastsatte mål og tidsrammen for
rehabiliteringsforløbet skal i medfør af stk. 3 indgå i en samlet beskrivelse
af forløbet. Er der under forløbet behov for at ændre i målene, skal dette ske
i samarbejde med modtageren.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde modtageren af et rehabiliteringsforløb
den nødvendige hjælp og støtte under forløbet med henblik på at nå de
fastsatte mål. Det fremgår af § 83 a, stk. 4, hvor det tillige fremgår, at hjælp
og støtte løbende skal tilpasses udviklingen i modtagerens funktionsevne.
Hvis modtageren ikke gennemfører forløbet, skal kommunalbestyrelsen
vurdere modtagerens behov for hjælp efter § 83. Det følger af servicelovens
§ 83, stk. 6, at kommunalbestyrelsen ligeledes i forbindelse med afslutning
af et rehabiliteringsforløb efter § 83 a, skal vurdere modtagerens behov for
hjælp efter § 83.
Det følger derudover af § 86, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse
forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en
sygehusindlæggelse. Det fremgår af § 86, stk. 2, i lov om social service, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller
psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.
3.4.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Det fremgår af den politiske aftale af 18. april 2024 om en reform af
ældreområdet, at der er brug for en omfattende frisættelse af ældreområdet,
UDKAST
47
der grundlæggende forandrer den måde, ældreplejen styres, dokumenteres,
kontrolleres og leveres på. Med aftalen ændres tilgangen fra at styre efter
standarder og kontrol til i stedet at styre efter kvalitet, klare mål og værdier.
Baggrunden er et ønske om, at hjælpen i ældreplejen skal leveres med
udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og behov, at ældre har
indflydelse på den hjælp, de modtager, og at medarbejdere og ledere mødes
med tillid til deres faglighed og kompetencer.
Kommunalbestyrelsen har som den øverste politiske myndighed i
kommunen ansvaret for fastsættelse af kommunens serviceniveau og for
fastsættelse af den overordnede retning for, hvordan de lovgivningsmæssige
forpligtelser vedrørende ældreplejen skal udmønte sig lokalt i den enkelte
kommune.
Med aftalen om reform på ældreområdet foreslås grundlæggende ændringer
af de lovgivningsmæssige forpligtelser, der vedrører kommunernes styring,
tildeling og udmøntning af ældreplejen, så hjælpen i vidt omfang vil skulle
gives som helhedspleje i form af sammenhængende og rummelige pleje- og
omsorgsforløb. Aftalepartierne bag den politiske aftale er enige om, at
indførelse af helhedspleje og borgernær visitation er en forudsætning for en
ældrepleje med mere selvbestemmelse, fleksibilitet og sammenhæng.
Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering, at det er en
grundlæggende forudsætning i den politiske aftale, at det ikke er hensigten
med en ny ældrelov at ændre på selve indholdet i hjælpen, der gives til
borgerne, men at ændre i selve måden hjælpen tilrettelægges og udføres på.
Udgangspunktet for hjælpen i helhedspleje i form af sammenhængende og
rummelige pleje- og omsorgsforløb vil således skulle være de samme
kerneydelser, som efter gældende ret skal leveres efter servicelovens §§ 83,
stk. 1, nr. 1 og 2, og §§ 83 a og 86.
Det fremgår af den politiske aftale, at helhedspleje betyder, at hjælpen skal
tilbydes som et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, der gør det
muligt at tilpasse hjælpen løbende ud fra borgerens aktuelle fysiske,
psykiske og sociale behov. Dette skal i medfør af den politiske aftale ske
inden for få rummelige pleje- og omsorgsforløb og i dialog mellem
medarbejderen, den ældre samt eventuelle pårørende, således at der sikres
fleksibilitet og individuel tilpasning af hjælpen. Dette skal ifølge den
politiske aftale understøtte bevægelsen mod mere tillid til medarbejdere og
ledelse, hvor den enkelte medarbejder i ældreplejen får flere muligheder,
større ansvar og medbestemmelse.
Med indførelse af det foreslåede begreb ”helhedspleje” som et centralt
element i den nye tilgang til ældreplejen, er det – i overensstemmelse med
den politiske aftale - hensigten at tydeliggøre, at ældreplejen, og måden
hjælpen leveres på, vil skulle baseres på en grundlæggende helhedstænkning
i forhold til den enkelte borgers samlede livssituation og udviklingen heri.
Det vil indebære, at der vil skulle anlægges en generel helhedsorienteret
tilgang til indsatsen over for den enkelte borger, som vil skulle afspejles i,
UDKAST
48
at hjælpen tilrettelægges og udføres som et sammenhængende forløb frem
for levering i enkeltydelser.
Dette indebærer efter Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering et
opgør med den nuværende regulering af kommunernes forpligtelser til at
udarbejde kvalitetsstandarder for de enkelte ydelser, der indgår i
ældreplejen. I dag anvendes kvalitetsstandarden som et centralt
styringsinstrument for den enkelte kommunalbestyrelse, idet
kvalitetsstandarden skal indeholde en så præcis beskrivelse af
serviceniveauet, at der samtidig opstilles kvalitetsmål, dvs. operationelle
mål, som det efterfølgende er muligt for kommunalbestyrelsen at bedømme
den faktiske indsats efter. Kvalitetsstandarden bruges i praksis som grundlag
for den daglige indsats i kommunerne både i forbindelse med, at der træffes
afgørelser om tildeling af den konkrete hjælp opdelt i enkeltydelser og i
forbindelse med udførelse af hjælpen.
I forbindelse med den politiske aftale har aftalepartierne bl.a. haft fokus på,
at der med en ny ældrelov skal sikres kontinuitet i hjælpen til den enkelte
borger, herunder sikre færrest mulige forskellige medarbejdere i borgerens
hjem. Helhedsplejebegrebet tilsigter derfor også at understøtte, at der sikres
kontinuitet i hjælpen til den enkelte borger, herunder at det i videst muligt
omfang er de samme medarbejdere, som kender borgeren, der kommer i
borgerens hjem.
Derudover er det - med afsæt i ønsket om kontinuitet i hjælpen - et andet
centralt element i den politiske aftale, at hjælpen i de foreslåede pleje- og
omsorgsforløb vil skulle kunne leveres af én og samme leverandør –
offentlig som privat leverandør. Med én og samme leverandør, der vil få
ansvaret for at levere den samlede hjælp, vil en større sammenhæng og
kontinuitet i hjælpen kunne understøttes og ligeledes bidrage til færrest
mulige forskellige medarbejdere i borgerens hjem.
Den nye tilgang til ældreplejen vil i overensstemmelse med den politiske
aftale også indebære, at det sammenhængende pleje- og omsorgsforløb,
kommunalbestyrelsen skal tilbyde den enkelte borger, skal være så
rummeligt, at det muliggør en løbende tilpasning af hjælp og støtte inden
for det tildelte forløb i takt med udviklingen i modtagerens behov.
Aftalepartierne har været enige om, at det er væsentligt, at der er tale om få
pleje- og omsorgsforløb. Det følger således også af den politiske aftale, at
det skal fremgå af ældreloven, at kommunalbestyrelsen skal træffe
beslutning den lokale tilrettelæggelse og udmøntning af hjælpen, herunder
rammerne for de få og rummelige pleje- og omsorgsforløb. Forslaget om
fastsættelse af få forløb har netop til formål at bidrage til, at hjælp og støtte
i videst muligt omfang gives som en kontinuerlig og sammenhængende
indsats tilpasset udviklingen i den enkelte borgers behov, og at borgeren
således kan forblive i samme forløb længst muligt. Dette tilsiger, at der i
overensstemmelse med aftalepartiernes ønsker kun er få forløb, så behovet
for skift af pleje- og omsorgsforløb, som indebærer sagsbehandlingsskridt i
forbindelse med en ny forvaltningsretlig afgørelse, begrænses mest muligt.
UDKAST
49
Modsætningsvist vil kommunalbestyrelsen ikke kunne træffe beslutning om
at fastsætte mange sammenhængende og rummelige pleje- og
omsorgsforløb. Der vil efter ministeriets opfattelse være tale om en konkret
vurdering fra kommune til kommune, hvor mange forløb der vil skulle
fastsættes, men få forløb vil fx kunne udgøre et antal på 3-5.
Denne nye tilgang til ældreplejen vil efter ministeriets vurdering medføre
behov for, at kommunalbestyrelsen bl.a. vil skulle forholde sig til, hvordan
man lokalt vil organisere sig i de enkelte plejeenheder med henblik på at
sikre, at tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen understøtter såvel
ældrelovens værdier som den nye tilgang til måden at tildele og udføre
hjælpen på. Det vil fx kunne omfatte organisering i faste teams eller
lignende tværfaglige fællesskaber centreret omkring den enkelte borger, og
som understøtter kontinuitet i hjælpen, herunder færrest mulige forskellige
hjælpere i hjemmet.
Der vil efter ministeriets vurdering desuden være behov for, at
kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for en generel borgerrettet
serviceinformation om, hvilken hjælp man som borger kan forvente at få i
den pågældende kommune. Dette følger også af den politiske aftale, hvor
det fremgår, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at oplysninger om
rammerne for og indhold i de få og rummelige pleje- og omsorgsforløb, skal
gøres tilgængelige for borgerne.
3.4.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i ældrelovens § 9, stk. 1, indføres en forpligtelse for
kommunalbestyrelsen til at træffe beslutning om helhedspleje i form af få,
sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, der tilbydes i
medfør af lovforslagets § 10.
Kommunalbestyrelsens beslutninger vil således efter den foreslåede ordning
sætte en overordnet retning for, hvordan forvaltningen, herunder
visitationen, samt ledere og medarbejdere – offentlige som private – vil
skulle tilrettelægge, organisere og udføre ældreplejen lokalt.
Det, at kommunalbestyrelsens beslutning vil sætte en overordnet retning for,
hvordan forvaltning m.v. vil skulle tilrettelægge, organisere og udføre
ældreplejen lokalt, betyder, at der skal overlades et rum for såvel
visitationen som ledere og medarbejdere til den nærmere tilrettelæggelse og
udførelse. Det følger af den grundlæggende forandring, som lovforslaget
sigter på, og hvorefter den konkrete tilrettelæggelse og udførelse af den
konkrete hjælp i langt højere grad skal tage afsæt i den daglige dialog
mellem de udførende medarbejdere og den enkelte borger ud fra borgerens
aktuelle behov og ressourcer.
Dette tilsiger, at kommunalbestyrelsens beslutning om de enkelte pleje- og
omsorgsforløb ikke på forhånd definerer et detaljeret indhold i de enkelte
forløb, som visitationen, lederne og de udførende medarbejdere dermed er
bundet af.
UDKAST
50
Derudover er det væsentligt at fremhæve, at der med lovforslaget ikke er
tilsigtet ændringer i forhold til. nuværende retstilstand, hvorefter
kommunernes fastsatte serviceniveauer altid kun er vejledende og ikke står
over loven. Den enkelte borger skal have den hjælp, som vedkommende har
brug for i henhold til lovgivningen, og det er kommunernes ansvar at sikre
den nødvendige hjælp. Det følger af lovforslagets bestemmelser om
tildeling og udmøntning af de enkelte pleje- og omsorgsforløb. Det er
således – lige som i dag - den enkelte borgers behov, der er styrende ift. den
konkrete hjælp – ikke på forhånd definerede serviceniveauer, standarder
eller lignende for hjælpen.
Tilsvarende gælder, hvis kommunalbestyrelsen beslutter at fastsætte pleje-
og omsorgsforløbene ud fra fx en tids- eller udgiftsmæssig ramme, som
derfor også alene har vejledende karakter og vil skulle justeres i takt med
udviklingen i borgerens aktuelle behov og ressourcer.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle forholde sig til
antallet af pleje- og omsorgsforløb, der tilbydes i den pågældende
kommune, men det vil være en forudsætning, at der vil skulle være tale om
fastsættelse af få forløb. Forslaget om fastsættelse af få forløb har til formål
at bidrage til, at hjælp og støtte i videst muligt omfang gives som en
kontinuerlig og sammenhængende indsats tilpasset udviklingen i den
enkelte borgers behov, og at borgeren således kan forblive i samme forløb
længst muligt. Dette tilsiger, at der kun er få forløb, så behovet for skift af
pleje- og omsorgsforløb, som indebærer sagsbehandlingsskridt i forbindelse
med en ny forvaltningsretlig afgørelse, begrænses mest muligt
Kommunalbestyrelsen vil således efter forslaget ikke kunne træffe
beslutning om at fastsætte mange sammenhængende og rummelige pleje-
og omsorgsforløb, da dette alt andet lige vil kunne betyde, at modtagerens
udvikling ikke kan rummes i det enkelte forløb, og at modtageren ofte vil
skulle genvisiteres. Der vil imidlertid være tale om en konkret vurdering fra
kommune til kommune, hvor mange forløb der vil skulle fastsættes, men
efter ministeriets opfattelse vil få forløb fx være 3-5 forløb.
Kommunalbestyrelsens beslutning vil endvidere skulle forholde sig til,
hvordan de fastsatte pleje- og omsorgsforløb vil være sammensat, samt
hvilke konkrete indsatser, der kan indgå i de forskellige forløb.
Kommunerne vil i den forbindelse bl.a. have mulighed for at fastsætte de
rummelige pleje- og omsorgsforløb ud fra f.eks. en tids- eller udgiftsmæssig
ramme.
De konkrete indsatser, der vil indgå i helhedsplejen og dermed i de nye
pleje- og omsorgsforløb, er fastsat i forslagets § 9, stk. 2. Der er tale om de
samme kerneydelser, som kommunerne er forpligtet til at tilbyde efter
gældende ret i servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 86. Dvs. personlig
hjælp og pleje, fx hjælp til bad samt af- og påklædning, samt hjælp og støtte
til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, fx hjælp til rengøring. Opgaver,
der i praksis ofte benævnes ”hjemmehjælp”. Kommunalbestyrelsens pligt
UDKAST
51
efter servicelovens § 83 a til efter omstændighederne at tilbyde
rehabiliteringsforløb vil blive en integreret del af udmøntningen af den
konkret hjælp i henhold til den foreslåede § 11, stk. 2, hvor det foreslås, at
tilrettelæggelsen og udførelsen af et tilbud om helhedspleje i et rummeligt
og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, skal ske med et
forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte.
Helhedspleje vil også skulle omfatte genoptræning af fysisk
funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning
til en sygehusindlæggelse, men hvor borgeren er midlertidig svækket, fx
efter længere tids sengeleje i hjemmet pga. influenza eller lignende.
Udgangspunktet for hjælpen i helhedspleje i form af sammenhængende og
rummelige pleje- og omsorgsforløb vil således skulle være de samme
indsatser, som gælder i dag.
Samtidig foreslås det i § 9, stk. 3, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med
denne beslutning tillige vil skulle fastsætte rammerne for organisering,
tilrettelæggelse og udmøntning af pleje- og omsorgsforløbene under
iagttagelse af kravene i forslaget til ældrelovens § 11.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen bl.a. vil skulle forholde sig
til, hvordan man lokalt vil organisere sig i de enkelte plejeenheder med
henblik på at sikre, at tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen understøtter
såvel ældrelovens bærende værdier som den nye tilgang til måden at tildele
og udføre hjælpen på. Det kan fx omfatte organisering i faste teams
centreret omkring den enkelte borger, og som understøtter kontinuitet i
hjælpen, herunder færrest mulige forskellige hjælpere i hjemmet, jf.
lovforslagets §§ 10 og 11. Det kan også omfatte, hvordan man ønsker at
skabe et tættere samspil med pårørende, lokale fællesskaber og
civilsamfundet.
Det foreslås i ældrelovens § 9, stk. 4, at forpligte kommunalbestyrelsen til
at sikre, at oplysninger om rammerne for og indhold i kommunens få,
sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb vil blive gjort
tilgængelige for borgerne.
Forslaget vil indebære en pligt til, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge
for en generel borgerrettet serviceinformation om, hvilken hjælp man som
borger kan forvente at få i den pågældende kommune.
Der henvises til lovforslagets § 9 og bemærkningerne hertil, se lovforslagets
pkt. 3.4.
3.5. Tildeling af et rummeligt og sammenhængende pleje- og
omsorgsforløb
3.5.1. Gældende ret
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer tilbud om
hjælp og støtte til personer, som på grund af nedsat funktionsevne har behov
for hjælp til fx personlig pleje og praktiske opgaver i hjemmet.
UDKAST
52
Efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. og 2, har
kommunalbestyrelsen pligt til at tilbyde personlig hjælp og pleje og hjælp
eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet til personer, som på
grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk eller særlige
sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.
Tilbud om hjælp skal efter § 83, stk. 4, bidrage dels til at vedligeholde
fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Efter § 83, stk. 5, skal kommunalbestyrelsen fastsætte individuelle mål for
hjælpen, og hjælpen skal løbende tilpasses modtagerens behov.
Forud for vurderingen af behovet for hjælp efter stk. 1 og 2, skal
kommunalbestyrelsen vurdere, om et tilbud efter § 83 a vil kunne forbedre
personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp.
Efter servicelovens § 83 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde et
korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer med
nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne
forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp
efter servicelovens § 83, stk. 1. Vurderingen skal være individuel og konkret
og tage udgangspunkt i modtagerens ressourcer og behov.
Det følger af § 83 a, stk. 2, at rehabiliteringsforløbet skal tilrettelægges og
udføres helhedsorienteret og tværfagligt, og at kommunalbestyrelsen skal
fastsætte individuelle mål for rehabiliteringsforløbet i samarbejde med den
enkelte modtager af forløbet. De fastsatte mål og tidsrammen for
rehabiliteringsforløbet skal i medfør af stk. 3 indgå i en samlet beskrivelse
af forløbet. Er der under forløbet behov for at ændre i målene, skal dette ske
i samarbejde med modtageren.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde modtageren af et rehabiliteringsforløb
den nødvendige hjælp og støtte under forløbet med henblik på at nå de
fastsatte mål. Det fremgår af § 83 a, stk. 4, hvor det tillige fremgår, at hjælp
og støtte løbende skal tilpasses udviklingen i modtagerens funktionsevne.
Hvis modtageren ikke gennemfører forløbet, skal kommunalbestyrelsen
vurdere modtagerens behov for hjælp efter § 83. Det følger af servicelovens
§ 83, stk. 6, at kommunalbestyrelsen ligeledes i forbindelse med afslutning
af et rehabiliteringsforløb efter § 83 a, skal vurdere modtagerens behov for
hjælp efter § 83.
Det følger derudover af § 86, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse
forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en
sygehusindlæggelse. Det fremgår af § 86, stk. 2, i lov om social service, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller
psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.
UDKAST
53
Efter § 88, stk. 2 gives genoptræningstilbud med henblik på så vidt muligt
at bringe personen op på det funktionsniveau, som den pågældende havde
inden sygdommen. Vedligeholdelsestræning gives til personer, som har
brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde
fysiske eller psykiske færdigheder.
Servicelovens § 3, stk. 1, fastsætter, at kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om tilbud efter denne lov. Det fremgår af § 1, stk. 3, at afgørelser
efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. Det
fremgår tillige, at hjælp efter loven tilrettelægges på baggrund af en konkret
og individuel vurdering af den enkelte persons behov og forudsætninger og
i samarbejde med den enkelte.
Serviceloven stiller ikke krav om, at der skal foreligge en ansøgning fra en
borger, for at kommunen kan behandle en sag vedrørende hjælp til den
pågældende. Kommunen har generelt pligt til at reagere på
oplysninger/viden, der indikerer, at en borger kan have brug for hjælp og
støtte efter servicelovens bestemmelser. Det kan fx – udover oplysninger fra
borgeren selv eller dennes pårørende – være oplysninger fra borgerens egen
læge, viden/oplysninger, som er tilgået de forebyggende medarbejdere i
forbindelse med et forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a
eller oplysninger fra sygehuset i forbindelse med udskrivning af en borger
til eget hjem.
Den generelle bestemmelse om afgørelser om tilbud efter serviceloven er
for så vidt angår afgørelse om hjælp efter §§ 83, 83 a og 86 suppleret af
bestemmelser i servicelovens § 88, stk. 1, samt § 89. Det er således fastsat i
servicelovens § 88, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om
hjælp efter §§ 83, 83a og 86, samt at alle anmodninger om hjælp efter § 83
skal ske ved en konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp til de
opgaver, borgeren ikke selv kan udføre.
Efter § 89 i serviceloven skal ansøgeren i forbindelse med afgørelsen om
hjælp efter servicelovens kapitel 16 skriftligt oplyses om, hvilken hjælp der
er bevilget. Kommunalbestyrelsen kan ved mindre, begunstigende
justeringer i hjælpen undlade at fremsende en ny skriftlig oplysning herom
til borgeren.
Det følger endvidere af § 90, stk. 1, i serviceloven, at hjælp efter
servicelovens §§ 83 og 86 skal leveres i overensstemmelse med den
afgørelse, kommunalbestyrelsen har truffet efter lovens §§ 88 og 89.
Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den tildelte hjælp efter § 83 leveres
inden for en rimelig frist, hvis leverandører ikke kan overholde de aftaler,
der i forbindelse med afgørelsen efter § 88, stk. 1, er indgået om levering af
hjælpen. Efter § 90, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med
afgørelsen om hjælp efter § 83 oplyse modtageren af hjælpen om, hvor hos
myndigheden denne kan rette henvendelse, hvis den tildelte hjælp ikke
leveres i overensstemmelse med afgørelsen.
UDKAST
54
3.5.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Med den politiske aftale om reform på ældreområdet foreslås
grundlæggende ændringer af de lovgivningsmæssige forpligtelser, der
vedrører kommunernes styring, tildeling og udmøntning af ældreplejen, så
hjælpen i vidt omfang vil skulle gives som helhedspleje i form af
sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb. Aftalepartierne
bag den politiske aftale er enige om, at indførelse af helhedspleje og
borgernær visitation er en forudsætning for en ældrepleje med mere
selvbestemmelse, fleksibilitet og sammenhæng.
Det fremgår af den politiske aftale, at helhedspleje betyder, at hjælpen skal
tilbydes som et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, der gør det
muligt at tilpasse hjælpen løbende ud fra borgerens aktuelle fysiske,
psykiske og sociale behov. Dette skal i medfør af den politiske aftale ske
inden for få rummelige pleje- og omsorgsforløb og i dialog mellem
medarbejderen, den ældre samt eventuelle pårørende, således at der sikres
fleksibilitet og individuel tilpasning af hjælpen. Dette skal ifølge den
politiske aftale understøtte bevægelsen mod mere tillid til medarbejdere og
ledelse, hvor den enkelte medarbejder i ældreplejen får flere muligheder,
større ansvar og medbestemmelse.
Efter de gældende regler i servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. og 2, §
83 a og § 86 ydes en række af ældreplejens kerneydelser (personlig hjælp
og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet,
rehabiliteringsforløb og genoptræning) som enkeltydelser til modtageren.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet foreslår i overensstemmelse med aftalen
om en reform af ældreområdet, at ældreplejens kerneydelser fremover vil
skulle tildeles til en borger i form af et sammenhængende og rummeligt
pleje- og omsorgsforløb, som vil udgøre en ramme for hjælpen til
modtageren. Den konkrete beslutning om hjælpens udmøntning hos
modtageren vil fra gang til gang skulle træffes af de udførende medarbejdere
- inden for rammerne af det tildelte forløb - i dialog med den enkelte
modtager ud fra dennes aktuelle behov og ønsker.
Med indførelse af det foreslåede begreb ”helhedspleje” som et centralt
element i den nye tilgang til ældreplejen, er det – i overensstemmelse med
den politiske aftale - hensigten at tydeliggøre, at ældreplejen, og måden
hjælpen leveres på, vil skulle baseres på en grundlæggende helhedstænkning
i forhold til den enkelte borgers samlede livssituation og udviklingen heri.
Det vil indebære, at der vil skulle anlægges en generel helhedsorienteret
tilgang til indsatsen over for den enkelte borger, som vil skulle afspejles i,
at hjælpen tilrettelægges og udføres som et sammenhængende forløb frem
for levering i enkeltydelser.
Bag forslaget om indførelse af begrebet om helhedspleje ligger for det første
et ønske fra aftalepartierne om at tydeliggøre, at ældreplejen, og måden
hjælpen leveres på, vil skulle baseres på en grundlæggende helhedstænkning
i forhold til den enkelte borgers samlede livssituation og udviklingen heri.
UDKAST
55
Dvs. en generel helhedsorienteret tilgang i blikket på den enkelte borger, og
som vil skulle afspejles i, at hjælpen tilrettelægges og udføres som et
sammenhængende forløb frem for levering i enkeltydelse. For det andet
sigter helhedsplejebegrebet på at understøtte et ønske om at sikre kontinuitet
i hjælpen til den enkelte borger, og hvor det især er ønsket, at det er de
samme medarbejdere, som kender borgeren, der kommer i borgerens hjem.
Derfor er det også et centralt element i lovforslaget, at hjælpen i de
foreslåede pleje- og omsorgsforløb vil skulle kunne leveres af én og samme
leverandør – offentlig som privat leverandør. Ved at det er én og samme
leverandør, der vil få ansvaret for at levere den samlede hjælp, vil det
understøtte en større sammenhæng og kontinuitet i hjælpen, herunder
bidrage til færrest mulige forskellige medarbejdere i borgerens hjem.
Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering, at det er en
grundlæggende forudsætning i den politiske aftale, at det ikke er hensigten
med en ny ældrelov at ændre på selve indholdet i hjælpen, der gives til
borgerne, men at ændre i selve måden hjælpen tilrettelægges og udføres på.
Udgangspunktet for hjælpen i helhedspleje i form af sammenhængende og
rummelige pleje- og omsorgsforløb vil således skulle være de samme
kerneydelser, som efter gældende ret skal leveres efter servicelovens §§ 83,
stk. 1, nr. 1 og 2, og §§ 83 a og 86.
Det fremgår af den politiske aftale, at helhedspleje betyder, at hjælpen skal
tilbydes som et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, der gør det
muligt at tilpasse hjælpen løbende ud fra borgerens aktuelle fysiske,
psykiske og sociale behov. På den baggrund er det ministeriets vurdering,
at lovforslaget vil skulle afspejle, at tilbud om et sammenhængende og
rummeligt pleje- og omsorgsforløb vil skulle gives til personer, der dels er
omfattet af lovforslagets målgruppe [jf. § 2, stk. 1 og 2], og dels har behov
for hjælp og støtte i den daglige livsførelse på grund af nedsat fysisk,
psykisk eller social funktionsevne.
Det fremgår endvidere af den politiske aftale, at det i forbindelse med
visitationen og den forvaltningsretlige afgørelse om tildeling af et pleje- og
omsorgsforløb vil fremgå, på hvilket fagligt grundlag afgørelsen er truffet,
og hvad borgeren kan forvente af et pleje- og omsorgsforløb. Den politiske
aftale fastslår tillige, at borgeren således – i overensstemmelse med
forvaltningslovens krav til begrundelser – skal kunne se en forklaring på,
hvorfor der er tildelt det relevante forløb og hvilke hensyn og oplysninger,
der ligger bag. På den måde skal der ifølge aftalen være gennemsigtighed
for den enkelte borger.
Lovforslagets regulering af tilbud om et sammenhængende og rummeligt
pleje- og omsorgsforløb indeholder på den baggrund tillige krav om skriftlig
afgørelse, ligesom det fremhæves, at væsentlige ændringer i borgerens
behov, som ikke kan rummes inden for det tildelte forløb, indebærer, at der
skal træffes en ny forvaltningsretlig afgørelse.
3.5.3. Den foreslåede ordning
UDKAST
56
Med lovforslagets § 10, stk. 1 foreslås, at kommunalbestyrelsen vil skulle
tilbyde et rummelig og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, som vil
muliggøre en løbende tilpasning af hjælp og støtte inden for det tildelte
forløb i takt med udviklingen i modtagerens behov.
Forslaget indebærer, at ældreplejens kerneydelser vil skulle tildeles i form
af kommunalt fastsatte rummelige pleje- og omsorgsforløb, som vil udgøre
en ramme for hjælpen, og hvor den konkrete beslutning om hjælp fra gang
til gang træffes af de udførende medarbejdere i dialog med den enkelte
modtager ud fra dennes aktuelle behov og ønsker, jf. lovforslagets § 11.
Frem for opdeling i standardiserede enkeltydelser vil der efter det foreslåede
§ 10, stk. 1, skulle tildeles ét forløb, hvor der vil skulle være plads til løbende
at justere i hjælpen uden at skulle forbi visitationen hver gang. Det betyder
også, at borgeren fremover ikke længere vil skulle visiteres til en bestemt
form for hjælp, fx rengøring af badeværelse, men til et konkret forløb, fx et
forløb med hjælp til praktiske opgaver i hjemmet, og som derved kan rumme
udviklingen i modtagerens behov, uden at der skal træffes en ny
forvaltningsretlig afgørelse hver gang.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at der vil være tale om tildeling
af ét forløb. Kommunalbestyrelsen vil således ikke kunne tildele flere forløb
samtidig til samme modtager.
Målgruppen for tilbud om et rummeligt og sammenhængende pleje- og
omsorgsforløb er efter den foreslåede § 10, stk. 2, personer, som er omfattet
af ældrelovens målgruppe, jf. lovforslagets § 2, og som på grund af nedsat
fysisk, psykisk eller social funktionsevne, der er opstået i forbindelse med
aldring, har brug for hjælp og støtte i den daglige livsførelse.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil, se
lovforslagets pkt. 3.2 i de almindelige bemærkninger.
Med forslaget skelnes der ikke mellem, om der er tale om en midlertidig
eller varig funktionsnedsættelse. Det afgørende er, om der er brug for hjælp
og støtte som følge af den nedsatte funktionsevne.
Det foreslås med lovforslagets § 10, stk. 3, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen
vil skulle træffe en skriftlig afgørelse om tilbud om et pleje- og
omsorgsforløb efter stk. 1.
Forslaget vil indebære, at det er kommunalbestyrelsen – eller den
kommunale myndighed, som kommunalbestyrelsen har delegeret
kompetencen til (visitationen) – der indledningsvist vil skulle træffe en
forvaltningsretlig afgørelse om, hvorvidt borgeren vurderes at have behov
for hjælp og støtte i den daglige livsførelse.
Dette vil indebære, at kommunens afgørelse lige som efter gældende ret vil
skulle leve op til de forvaltningsretlige krav om sagens oplysning,
begrundelse samt partshøring m.v. Afgørelsen vil skulle baseres på en faglig
vurdering af borgerens aktuelle behov og ressourcer, hvilket som i dag vil
UDKAST
57
skulle ske på baggrund af de oplysninger, der vurderes at være nødvendige
og tilstrækkelige. Dette kan fx være borgerens egne og eventuelle
pårørendes oplysninger om, hvilke opgaver borgeren ikke længere kan
udføre pga. den nedsatte funktionsevne, lægefaglige vurderinger og andre
relevante oplysninger, som understøtter vurderingen af borgerens behov for
hjælp.
Forslaget om at tildele et rummeligt og sammenhængende pleje- og
omsorgsforløb som led i borgernær visitation, som vil muliggøre en løbende
tilpasning af hjælp og støtte inden for det tildelte forløb i takt med
udviklingen i modtagerens behov, vil indebære, at justeringer i hjælpen som
følge af ændringer i modtagerens behov fra gang til gang som udgangspunkt
vil skulle kunne imødekommes inden for det tildelte forløb, uden at der skal
træffes en ny afgørelse.
Skulle der opstå væsentlige ændringer i modtagerens behov, som vurderes
ikke at kunne rummes inden for det tildelte pleje- og omsorgsforløb efter
lovforslagets § 10, stk. 1, vil der i medfør af forslagets § 10, stk. 3, 2. pkt.
skulle træffes en ny forvaltningsretlig afgørelse, hvor borgerens samlede
situation vil skulle vurderes på ny med henblik på tildeling af et andet forløb,
der bedre vil kunne rumme de ændrede behov.
Det må antages, at det i mange tilfælde vil være de medarbejdere, der
kommer i borgerens hjem, eller borgeren selv og eventuelle pårørende, der
vil blive opmærksomme på, om der er væsentlige ændringer i borgerens
behov i forhold til det tildelte forløb, og derfor tager kontakt til den
kommunale myndighed (visitationen) med henblik på en samlet
genvurdering og ny forvaltningsretlig afgørelse. Derudover vil det også
kunne være via den praktiserende læge eller i forbindelse med udskrivning
fra sygehus, at det vil blive konstateret, at der er behov for en genvurdering
af hjælpen til en borger.
Ændringer i en borgers behov vil både kunne være i op- og nedadgående
retning. Dvs. at vurdering af behovet for et skift af pleje- og omsorgsforløb
fx både kan gå på, om borgeren bør tildeles et større forløb med flere typer
af indsatser, eller - modsat - et mindre forløb med færre indsatser, fordi
borgerens situation er forbedret, fx som følge af en træningsindsats.
Det vil i sidste ende være den kommunale myndighed, der har ansvaret for
at træffe afgørelsen, som på baggrund af sagens oplysning skal vurdere, om
der er tale om væsentlige ændringer i borgerens behov, som ikke kan
rummes inden for det tildelte forløb, og som på den baggrund træffer
afgørelse om, hvorvidt borgeren skal tildeles et nyt forløb eller ej. Hvis
borgeren får afslag på skift af pleje- og omsorgsforløb, vil det også være at
betragte som en afgørelse.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper om afgørelser i
skønsbaserede sager, at afgørelsen efter forslagets § 10, stk. 3, jf. stk. 1, vil
UDKAST
58
skulle træffes på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den
enkelte borgers behov og ressourcer.
Den foreslåede ordning skal endvidere ses i sammenhæng med den del af
den politiske aftale, der vedrører indførelse af et nyt tværkommunalt tilsyn,
som fremsættes i et selvstændigt lovforslag parallelt med fremsættelse af
nærværende lovforslag. Derudover skal den foreslåede ordning ses i
sammenhæng med nærværende lovforslags § 26 om det personrettede tilsyn.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 10 og bemærkningerne hertil, se
lovforslagets pkt. 3.5.
3.6. Den konkrete tilrettelæggelse og udførelse af helhedspleje i form
af et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb
3.6.1. Gældende ret
Af servicelovens § 1, stk. 3, 2. pkt., fremgår det, at hjælp efter serviceloven
tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den
enkelte persons behov og forudsætning og i samarbejde med den enkelte
borger.
Der er i dag ikke fastsat specifikke krav til, hvordan hjælpen efter
servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 (personlig hjælp og pleje) og 2 (hjælp eller
støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, og § 83 a
(rehabiliteringsforløb) og § 86 (genoptræning) skal tilrettelægges og
udføres.
Det følger dog af servicelovens § 83 a, stk. 2, at rehabiliteringsforløb skal
tilrettelægges og udføres helhedsorienteret og tværfagligt, og at
kommunalbestyrelsen skal fastsætte individuelle mål for
rehabiliteringsforløbet i samarbejde med den enkelte modtager af forløbet.
3.6.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Med aftalen om en ældrereform er aftalepartierne enige om, at der skal
indføres helhedspleje i form af sammenhængende og rummelige pleje- og
omsorgsforløb som en forudsætning for en ældrepleje med mere
selvbestemmelse, fleksibilitet og sammenhæng.
Hjælpen til ældre skal kunne tilbydes som et sammenhængende pleje- og
omsorgsforløb, der gør det muligt at tilpasse hjælpen løbende ud fra
borgerens aktuelle fysiske, psykiske og sociale behov. Det vil løbende og
fleksibelt skulle ske inden for få rummelige pleje- og omsorgsforløb og i
dialog mellem medarbejderen, den ældre og pårørende, der sikrer
fleksibilitet og individuel tilpasning.
Dette vil understøtte en bevægelsen mod mere tillid til medarbejdere og
ledelse, hvor den enkelte medarbejder i ældreplejen får flere muligheder,
UDKAST
59
større ansvar og medbestemmelse, som er i overensstemmelse med aftalen
om en ældrereform.
Social-, Bolig-, og Ældreministeriet foreslår i overensstemmelse med
aftalen om en ældrereform, at der i ældreloven fastsættes de overordnede
rammer for den nye tilgang til tilrettelæggelse og udførelse af den konkrete
hjælp til ældre.
Hjælpen vil skulle ydes til modtageren på baggrund af en dialog mellem den
udførende medarbejder og modtageren af hjælpen og ud fra en faglig
vurdering af modtagerens aktuelle behov og ressourcer.
Tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen vil desuden skulle gives med et
forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Hjælpen vil –
ligesom i dag – ikke kun skulle have sigte på at kompensere for modtagerens
nedsatte funktionsevne, men også på – der, hvor det er muligt - at understøtte
den enkelte borger/modtager af hjælp i at forblive selvhjulpne og
uafhængige af hjælp så længe som muligt (hjælp til selvhjælp).
Det er desuden centralt, at tilrettelæggelse og udførelse af det tildelte pleje-
og omsorgsforløb ude hos den enkelte vil skulle tage afsæt i en
helhedsorienteret indsats med blik på den enkelte modtagers samlede
livssituation, tværfaglighed, Kontinuitet, fleksibilitet og sammenhæng i
hjælpen med færrest mulige forskellige hjælpere i hjemmet og modtagerens
selvbestemmelse og løbende indflydelse på hjælpen.
3.6.3. Den foreslåede ordning
Med lovforslagets § 11 fastsættes de overordnede rammer for, hvordan den
konkrete hjælp og støtte i et tildelt pleje- og omsorgsforløb vil skulle
tilrettelægges og udføres. Den foreslåede bestemmelse er central i forhold
til den forandring i forhold til ældreplejens tilrettelæggelse og udførelse,
som nærværende lovforslag har til formål at tilvejebringe/understøtte.
Med fastsættelse af sådanne rammer for, hvorledes medarbejderen vil skulle
udmønte den afgørelse, der vil være blevet truffet efter den foreslåede
bestemmelse i § 8, vil der være tale om at fastsætte rammerne for den
faktiske forvaltningsvirksomhed, som medarbejderen vil skulle udøve. De
almindelige uskrevne forvaltningsretlige principper om bl.a. saglighed og
lighed og om god forvaltningsskik vil herudover skulle iagttages af
medarbejderen.
Forslaget om indførelse af helhedspleje i form af sammenhængende og
rummelige pleje- og omsorgsforløb betyder, at beslutningerne om, hvilken
hjælp, den enkelte borger har brug for fra gang til gang, bliver løbende og
fleksibelt truffet ude hos borgeren og i dialog mellem denne og den
medarbejder, der kommer i borgerens hjem. Det indebærer, at det også er i
dialogen mellem medarbejderen og den enkelte borger, at der inden for det
tildelte forløb kan ske fleksible justeringer af hjælpen – både i op- og
nedadgående retningen - fra gang til gang ud fra en vurdering af borgerens
UDKAST
60
aktuelle behov og ressourcer. Disse løbende og fleksible beslutninger vil
være at betragte som faktisk forvaltningsvirksomhed og omfattes derfor
ikke af kravet om, at der skal træffes en forvaltningsretlig afgørelse med
klageadgang til Ankestyrelsen. Er borgeren ikke tilfreds med de faglige
vurderinger vedrørende den aktuelle hjælp, har borgeren – ligesom i dag –
mulighed for at klage til kommunalbestyrelsen og borgmesteren.
Der henvises i øvrigt til lovforslag om tilsyn med ældreomsorg og pleje
Ældretilsynsloven), som fremsættes parallelt med nærværende lovforslag.
Med den foreslåede bestemmelse fastsættes de grundlæggende krav til,
hvordan hjælpen i det tildelte pleje- og omsorgsforløb vil skulle udmøntes.
Hvor den konkrete hjælp fra gang til gang løbende vil skulle besluttes ude
hos borgeren/modtageren af hjælpen på baggrund af en dialog mellem den
udførende medarbejder og modtageren af hjælpen og ud fra en faglig
vurdering af modtagerens aktuelle behov og ressourcer.
Som en grundlæggende præmis foreslås det i § 11, stk. 2, at tilrettelæggelse
og udførelse af hjælpen vil skulle gives med et forebyggende,
rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Forslaget indebærer, at hjælpen –
ligesom i dag – ikke kun vil sigte på at kompensere for borgerens nedsatte
funktionsevne, men også på – der, hvor det er muligt - at understøtte den
enkelte borger/modtager af hjælp i at forblive selvhjulpne og uafhængige af
hjælp så længe som muligt (hjælp til selvhjælp).
Derudover foreslås det, at tilrettelæggelse og udførelse af det tildelte pleje-
og omsorgsforløb ude hos den enkelte vil skulle tage afsæt i følgende
tilgang:
1) En helhedsorienteret indsats med blik for den enkelte modtagers
samlede livssituation.
2) Tværfaglighed.
3) Kontinuitet, fleksibilitet og sammenhæng i hjælpen med færrest
mulige forskellige hjælpere i hjemmet, samt
4) Modtagerens selvbestemmelse og løbende indflydelse på hjælpen.
Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med § 5 i lovforslaget,
og hvor det foreslås, at hjælpen som led i helhedspleje skal gives med et
forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Det kan bl.a. bestå
i at yde støtte, råd og vejledning, der kan hjælpe borgeren til bedre at udnytte
egne ressourcer og bevare funktionsniveauet længst muligt. Den
forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende tilgang bør derudover
bl.a. indebære, at de udførende medarbejder vil have fokus på forebyggelse
af ensomhed og social isolation og deraf afledt risiko for tab af
funktionsevne m.v. Medarbejderen vil eksempelvis kunne henlede
borgerens opmærksom på relevante tilbud om deltagelse i sociale og
meningsfulde aktiviteter og fællesskaber lokalt i regi af frivillige
organisationer m.v. Det kan tillige være relevant for borgeren at få viden om
aktiviteter og tilbud i frivilligt regi, som har fokus på fx fysisk træning og
lignende aktiviteter.
UDKAST
61
3.7. Plejetestamenter
3.7.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 83, stk. 8, skal kommunen ved tilrettelæggelsen af
pleje og omsorg m.v. for en person med en demensdiagnose så vidt muligt
respektere dennes vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til
bolig, pleje og omsorg (plejetestamenter). I et plejetestamente vil man kunne
tilkendegive, hvordan man ønsker at blive plejet for fremtiden. Et
plejetestamente kan fx indeholde oplysninger om madvaner, påklædning,
hygiejne samt dagligvaner i øvrigt.
Formålet er at understøtte muligheden for, at mennesker med en
demensdiagnose kan tage ansvar for eget liv, mens de endnu er i stand til
det.
Der er ikke et krav om, at plejetestamentet skal oprettes på en officiel
formular eller skal underskrives af en notar. Plejetestamenter vil således
også kunne fremgå af fx en lyd- eller videooptagelse.
Det følger af forarbejderne til den gældende bestemmelse, at denne
indebærer, at kommunen – i praksis ofte pleje- og omsorgspersonalet – så
vidt muligt skal tilrettelægge pleje og omsorg m.v. med respekt for de
vejledende tilkendegivelser, som en person med en demensdiagnose har
formuleret omkring fremtidige ønsker for bolig, pleje og omsorg.
Kommunen har ikke pligt til at følge tilkendegivelserne, og den person, der
har tilkendegivet sine ønsker for fremtiden vedrørende bolig, pleje og
omsorg, har heller ikke et retskrav på, at tilkendegivelserne bliver fulgt.
Tilkendegivelserne for fremtiden er vejledende. Det vil altid være
kommunen/plejepersonalet, der – i samarbejde med eventuelle pårørende –
i sidste ende afgør, hvilken hjælp der skal gives og hvordan. Eksempelvis
kan forholdene for den pågældende have ændret sig, siden ønskerne blev
formuleret, således at det vil stride imod den pågældendes tarv at følge
tilkendegivelserne i plejetestamentet. Personalet må i så fald – evt. i samråd
med pårørende – vurdere, hvad der er bedst for den pågældende person.
En person med en demensdiagnose tager som udgangspunkt selv stilling til
egne forhold i alle de situationer, hvor pågældende er i stand til det og har
forståelse for, hvad det drejer sig om. Giver den pågældende person udtryk
for sin vilje, uanset hvordan dette udmønter sig, skal dette så vidt muligt
respekteres. Det gælder også i de tilfælde, hvor den aktuelle tilkendegivelse
ikke er i overensstemmelse med en tilkendegivelse i et plejetestamente eller
i tilfælde, hvor andre er uforstående over for den pågældendes beslutning.
Et plejetestamente kan ikke bruges til, at man på forhånd tilkendegiver, at
der må bruges magt i forbindelse med fx personlig pleje. Man kan heller
ikke via et plejetestamente betinge sig ret til at blive boende hjemme eller i
UDKAST
62
et bestemt botilbud/boform, ligesom man heller ikke via et plejetestamente
kan fravige servicelovens regler om magtanvendelse i forbindelse med
flytning. Uanset hvad der står i plejetestamentet, kan kommunen flytte den
pågældende borger, hvis betingelserne om flytning uden samtykke er
opfyldt.
Endelig kan et plejetestamente heller ikke bruges til at udtrykke ønsker, der
er omfattet af regler, som regulerer livstestamente, behandlingstestamente
o.l. Fx vil et ønske om ikke at få livsforlængende behandling skulle
fremsættes efter reglerne herom i sundhedsloven.
3.7.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Kommunerne skal i dag – så vidt muligt – i medfør af servicelovens § 83,
stk. 8, tilrettelægge pleje og omsorg m.v. med respekt for de vejledende
tilkendegivelser, som en person med en demensdiagnose har formuleret
omkring fremtidige ønsker for bolig, pleje og omsorg.
Ministeriet er af den opfattelse, at denne retstilstand bør videreføres
uændret.
3.7.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås i § 12, at kommunen ved tilrettelæggelsen af pleje og omsorg
m.v. efter § 10 for en person med en demensdiagnose så vidt muligt skal
respektere dennes vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til
bolig, pleje og omsorg (plejetestamente).
Det foreslåede vil medføre, at den hidtil gældende retstilstand videreføres
uændret.
Det vil således ikke være et krav, at plejetestamentet skal oprettes på en
officiel formular eller skal underskrives af en notar. Plejetestamenter vil
således også kunne fremgå af fx en lyd- eller videooptagelse.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunen – i praksis ofte pleje- og
omsorgspersonalet – så vidt muligt skal tilrettelægge pleje og omsorg m.v.
med respekt for de vejledende tilkendegivelser, som en person med en
demensdiagnose har formuleret omkring fremtidige ønsker for bolig, pleje
og omsorg.
Kommunen vil ikke have pligt til at følge tilkendegivelserne, og den person,
der har tilkendegivet sine ønsker for fremtiden vedrørende bolig, pleje og
omsorg, vil heller ikke have et retskrav på, at tilkendegivelserne bliver fulgt.
Tilkendegivelserne for fremtiden vil være vejledende. Det vil altid være
kommunen/plejepersonalet, der – i samarbejde med eventuelle pårørende –
i sidste ende skal afgøre, hvilken hjælp der skal gives og hvordan.
Eksempelvis vil forholdene for den pågældende kunne have ændret sig,
siden ønskerne blev formuleret, således at det ville stride imod den
pågældendes tarv at følge tilkendegivelserne i plejetestamentet. Personalet
UDKAST
63
må i så fald – evt. i samråd med pårørende – skulle vurdere, hvad der vil
være bedst for den pågældende person.
En person med en demensdiagnose vil som udgangspunkt selv kunne tage
stilling til egne forhold i alle de situationer, hvor pågældende er i stand til
det og har forståelse for, hvad det drejer sig om. Hvis den pågældende
person måtte give udtryk for sin vilje, uanset hvordan dette måtte udmønte
sig, vil dette så vidt muligt skulle respekteres. Det vil også gælde i de
tilfælde, hvor den aktuelle tilkendegivelse ikke måtte være i
overensstemmelse med en tilkendegivelse i et plejetestamente eller i
tilfælde, hvor andre er uforstående over for den pågældendes beslutning.
Et plejetestamente vil ikke kunne bruges til, at man på forhånd
tilkendegiver, at der må bruges magt i forbindelse med fx personlig pleje.
En person vil heller ikke via et plejetestamente kunne betinge sig ret til at
blive boende hjemme eller i et bestemt botilbud/boform, ligesom man heller
ikke via et plejetestamente vil kunne fravige servicelovens regler om
magtanvendelse i forbindelse med flytning. Uanset hvad der står i
plejetestamentet, vil kommunen kunne flytte den pågældende borger, hvis
betingelserne om flytning uden samtykke måtte være opfyldt.
Endelig kan et plejetestamente heller ikke bruges til at udtrykke ønsker, der
er omfattet af sundhedslovens regler om fravalg af behandling eller
oprettelse af et behandlingstestamente.
3.8. Madudbringning og madordning
3.8.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1-3, skal kommunalbestyrelsen tilbyde
personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver
i hjemmet og madservice. Tilbuddene efter stk. 1 gives til personer, som på
grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver, jf.
servicelovens § 83, stk. 2.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, hvormed servicelovens §
83, stk. 1, nr. 3 blev indført, jf. Folketingstidende 2009-2010, tillæg A, L
165 som fremsat, s. 7, at det overordnede formål med madservice er, at
modtageren får tilbudt et dagligt måltid mad til en rimelig pris, tilpasset den
enkeltes behov. Det er således en central del af den borgernære service i
kommunerne, at borgere, som har vanskeligt ved at klare sig selv, kan få
tilbudt ernæringsrigtig mad.
Det fremgår derudover af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2009-
2010, tillæg A, L 165 som fremsat, s. 6, at der skelnes imellem tilbud om
madservice til henholdsvis beboere i plejeboliger mv. og til borgere i eget
hjem.
UDKAST
64
Borgere i eget hjem, der tilbydes madservice efter servicelovens § 83, stk.
1, nr. 3, er omfattet af reglerne om frit valg af leverandør af madservice. Det
frie valg betyder, at kommunalbestyrelsen har pligt til at etablere rammerne
for, at modtageren kan vælge mellem forskellige godkendte leverandører af
madservice, jf. servicelovens §§ 91 og 92. Samtidig betyder det, at området
er konkurrenceudsat. Det er hensigten, at frit leverandørvalg skal give
modtagerne mulighed for at vælge mellem både madserviceleverandører og
menuvariationer.
Tilbuddet om madservice til beboere i plejeboliger og lignende
boligenheder omfatter alle døgnets måltider. Tilbuddet er ikke omfattet af
reglerne om frit leverandørvalg jf. servicelovens § 93.
For borgere i eget hjem er en madserviceordning et tilbud, der enten
udbringes til modtagerens eget hjem, eller som modtageren kan afhente eller
indtage hos madserviceleverandøren, såsom et dagcenter, kro eller lignende.
Med hjemmel i lov om social services § 161, stk. 4, har ældreministeren
udstedt bekendtgørelse nr. 1481 af 8. december 2023 om betaling for
generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter §§
79, 83 og 84 i lov om social service, hvorefter der er fastsat regler om
modtagerens maksimale egenbetaling for madservice.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, at kommunalbestyrelsen ved
fastsættelse af betalingen højst kan medregne kommunens gennemsnitlige,
langsigtede omkostninger, der kan henføres til produktion og levering af
tilbuddet.
Det fremgår bl.a. af bekendtgørelsens § 1, sk. 2, at betaling for madservice
efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, maksimalt kan udgøre 4.113 kr. pr.
måned (2024-niveau) for fuld forplejning for beboere i plejebolig og
plejehjem, botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108 og lignende
boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med
tilhørende personale, herunder friplejeboliger. Det fremgår derudover, at
beløbet reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten.
Det fremgår af § 1, stk. 2, i bekendtgørelsen, at modtagere af madservice
efter § 83, stk. 1, nr. 3, i lov om social service, som er omfattet af frit valg
af leverandør efter § 91 i lov om social service, skal tilbydes mindst ét
dagligt måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 61 kr. (2024-niveau)
pr. måltid uanset borgerens valg blandt de leverandører, der indgås aftale
med. Beløbet reguleres en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten.
Borgeren visiteres til madservice af den kommunale myndighed på
baggrund af en konkret og individuel vurdering af behovet for denne hjælp.
Det har givet anledning til tvivl, om borgere, der kan deltage i madlavningen
med støtte i eget hjem, skal bevilges madservice efter servicelovens § 83,
UDKAST
65
stk. 1, nr. 3, eller om der i stedet skal tildeles borgeren praktisk støtte til
madlavning i hjemmet efter § 83, stk. 1, nr. 2.
I principmeddelelse 11-19 fandt Ankestyrelsen, at borgere, der kan deltage
i madlavningen med støtte, ikke skal bevilges madserviceordning, men i
stedet praktisk støtte til madlavning i hjemmet efter § 83, stk. 1, nr. 2. Det
er efter afgørelsen ikke en forudsætning, at borgeren kan deltage i alle dele
af madlavningen. Kommunalbestyrelsen kan derfor kun bevilge madservice
til borgere, som ikke kan udføre nogle dele af de nødvendige opgaver i
forbindelse med madlavning. Dette er begrundet med, at støtte efter
servicelovens bestemmelse om praktisk hjælp og personlig pleje skal gives
som hjælp til selvhjælp og kun til nødvendige opgaver i hjemmet. Personen
skal i videst muligt omfang deltage i udførelsen af de opgaver, der gives
hjælp til.
3.8.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
I dag produceres maden, der indgår i madservice til borgere i deres eget
hjem, normalt enten udenfor modtagerens hjem og bringes til modtagerens
hjem, eller maden afhentes eller indtages af modtageren hos de af
kommunalbestyrelsen godkendte madserviceleverandører. Det er
kendetegnende for udviklingen i tilbud om madserviceordninger, at hjælpen
gradvist har ændret karakter fra madlavning udført i modtagerens hjem til
at bestå i madudbringningsordninger.
Det er efter Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse hensigtsmæssigt,
at kommunalbestyrelsens forpligtigelse til at tilbyde ernæringsrigtig mad til
borgere, der har behov herfor, og som har vanskeligt at klare sig selv
tydeliggøres. Ministeriet finder derfor, at der bør være en tydelig sondring
mellem ældrelovens tilbud om madudbringning og madordning som
afspejler, hvordan området tilrettelægges i dag.
Social-, Bolig og Ældreministeriet finder det desuden væsentligt, at
kommunerne skal kunne drage nytte af, at maden kan produceres udenfor
hjemmet, og at kommunens medarbejdere dermed ikke som i dag skal kunne
forpligtes til at yde praktisk støtte til madlavning i hjemmet, for at aflaste
personalet mens de varetager andre opgaver. Det skal understøtte, at der
frigives tid til kerneopgaven.
Det foreslås med ældreloven, at der skal indføres helhedspleje. Dermed vil
retstilstanden, som fremgår af principafgørelsen, ikke længere gælde.
Det er på den anden side ministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsen
skal have frihed til at kunne vælge at tilrettelægge madordningen på en
måde, hvor maden produceres i modtagerens eget hjem. I så fald vil
madlavningen skulle betragtes som hjælp og støtte til nødvendige praktiske
UDKAST
66
opgaver i hjemmet som en del af helhedspleje efter den foreslåede § 9. Det
er derudover efter Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering behov for
at tydeliggøre, at borgere, der bor på plejehjem og lignende botilbud, skal
tilbydes en madordning, som skal kunne indeholde alle døgnets måltider.
Der vil ikke stilles krav om, at måltiderne for disse borgere, der bor på
plejehjem og lignende botilbud skal være produceret udenfor hjemmet, da
de ofte har tilknyttede fælleskøkkener, men det vil være op til det enkelte
plejehjem at tilrettelægge, hvordan forplejningen skal tilrettelægges.
3.8.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås i § 13 i ældreloven, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde
madudbringning til borgere, som bor i eget hjem, og som ikke selv kan
udføre madlavningen på grund af nedsat funktionsevne, der er opstået i
forbindelse med aldringen.
Madudbringning vil dermed være et tilbud, der enten udbringes til borgerens
eget hjem, eller som borgeren kan afhente eller indtage hos
madserviceleverandøren. Formålet med madudbringning vil fortsat være, at
borgere får tilbudt ernæringsrigtig mad til en rimelig pris. Det er med det
foreslåede hensigten, at madudbringning forsat vil skulle være omfattet af
frit leverandørvalg og egenbetaling. Hvis kommunalbestyrelsen skulle
vælge at tilrettelægge hjælpen på en måde, hvor maden produceres i
modtagerens eget hjem, vil madlavningen betragtes som hjælp og støtte til
nødvendige praktiske opgaver i hjemmet som en del af helhedspleje efter
ældrelovens § 11. Kommunalbestyrelsen kan som en del af den praktiske
hjælp lave maden i borgerens eget hjem på baggrund af en konkret og
individuel vurdering af borgerens behov for denne hjælp.
Det foreslås med § 14 i ældreloven, at kommunalbestyrelsen tilbyder
beboere i plejeboliger og lignende boligenheder madordningen som
omfatter alle døgnets måltider. Dermed videreføres retstilstanden for
madordning for plejeboliger og lignende boligenheder. Formålet med
madordningen vil fortsat være, at borgere får tilbudt mad til en rimelig pris
tilpasset den enkeltes behov. Der vil derudover fortsat være egenbetaling til
madudbringning og madordning. Med forslaget der er sket en tydeliggørelse
af ordningen på tværs af de forskellige persongrupper i overensstemmelse
med intentionerne i aftalen om reform på ældreområdet om, at loven skal
forenkles og være lettere at administrere for kommuner.
3.9. Robotstøvsuger
3.9.1. Gældende ret
Efter § 113 i serviceloven, skal kommunalbestyrelsen yde hjælp til køb af
forbrugsgoder, når betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke
UDKAST
67
ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo. Der kan
kun ydes hjælp, når udgiften er over 500 kr. og hjælpen udgør 50 pct. af
prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art. Hvis
forbrugsgodet udelukkende fungerer som et hjælpemiddel til at afhjælpe den
nedsatte funktionsevne, betaler kommunen de fulde anskaffelsesudgifter.
Det fremgår af § 112, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal
yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når hjælpemidlet 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige
følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den
daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende
kan udøve et erhverv.
Ved forbrugsgoder forstås produkter, som forhandles bredt med henblik på
sædvanligt forbrug med den almindelige befolkning som målgruppe.
Sådanne produkter er således ikke fremstillet specielt til at afhjælpe en
nedsat funktionsevne, men kan dog i en række tilfælde udgøre den
kompensation, som personer med nedsat funktionsevne har behov for. Det
gælder for eksempel situationer, hvor husholdningsredskaber,
køkkenmaskiner og andre hårde hvidevarer så som vaskemaskiner,
tørretumblere, opvaskemaskiner og lignende bevirker, at den pågældende
kan udføre dagligdags funktioner, den pågældende ellers ikke ville være i
stand til uden hjælp.
Formålet med, at hjælpen udgør 50 pct. af prisen på et
standardforbrugsgode, er at undgå overkompensation. En række
forbrugsgoder er efterhånden så almindeligt udbredt, at de normalt må
forventes at forefindes i ethvert hjem, som måtte ønske det. Da alle andre
har tilsvarende udgifter, er der således ikke merudgifter for personen med
nedsat funktionsevne forbundet med anskaffelsen.
I principmeddelelse 36-22 om forbrugsgoder fandt Ankestyrelsen, at en
robotstøvsuger skulle betragtes som et forbrugsgode, som normalt indgår i
sædvanligt indbo.
Det fremgår af principmeddelelsen, at forbrugsgoder omfatter produkter,
der bliver fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvanligt forbrug
hos befolkningen i almindelighed. Produktet er derfor ikke fremstillet
specielt til at afhjælpe en nedsat funktionsevne, som det er tilfældet med
hjælpemidler, men kan i en række tilfælde udgøre den kompensation, som
personer med nedsat funktionsevne har behov for.
Det fremgår endvidere af meddelelsen, at der ikke ydes hjælp til
forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, og som normalt
forefindes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Hvilke forbrugsgoder, der
indgår i sædvanligt indbo, bliver løbende ændret i takt med den almindelige
samfundsudvikling
Ankestyrelsen anfører i principmeddelelsen, at ved vurderingen af om et
forbrugsgode er så almindeligt, at der ikke kan ydes hjælp til anskaffelsen
UDKAST
68
efter reglerne om forbrugsgoder, må der tages hensyn til udviklingen i den
almindelige
levestandard og borgernes forbrugs- og levevaner. Derfor vil flere
forbrugsgoder med tiden blive mere almindeligt udbredt og efterhånden
blive betragtet som sædvanligt indbo.
Det følger af Ankestyrelsens praksis, at andet elektronisk udstyr i form af
vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere, mikrobølgeovne og
almindelige køkkenmaskiner er forbrugsgoder, der indgår i sædvanligt
indbo.
3.9.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriers overvejelser
Det fremgår af aftale om reform på ældreområdet, at der vil blive indført en
hjemmel, som kommunerne kan vælge at gøre brug af, hvis de ønsker at
indkøbe og tildele robotstøvsugere til ældre, der som led i et tildelt pleje- og
omsorgsforløb kan have behov herfor.
Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse, at egenbetaling for
en robotstøvsuger kan være en forholdsvis stor udgift for visse ældre
borgere, hvorfor kommunen skal kunne give støtte til køb eller udlåne
robotstøvsugere, hvis de ønsker det. Derudover finder ministeriet, at brug af
en robotstøvsuger kan bidrage til at skabe mere frihed og selvbestemmelse
i borgerens liv, da robotstøvsugeren kan bruges på andre tidspunkter, hvor
der ikke er personale til stede. Endelig er det ministeriets vurdering, at
robotstøvsugere bør introduceres på en tryg og værdig vis og tage højde for
borgerens behov.
3.9.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås som noget nyt i § 15, stk. 1, i ældreloven, at
kommunalbestyrelsen kan vælge at yde hel eller delvis støtte til køb eller
udlån af robotstøvsugere til personer, der modtager et pleje- og
omsorgsforløb og er blevet tildelt rengøring med robotstøvsuger.
Kommunen kan dermed vælge, om der skal ydes økonomisk støtte til en
robotstøvsuger, eller om kommunen selv indkøber robotstøvsugere, som de
efterfølgende udlåner til borgerne. Ved vurdering af størrelsen af støtten kan
kommunen vælge at tage udgangspunkt i prisen på en almindelig
standardrobotstøvsuger. Det forudsættes, at der ved tildeling af en
robotstøvsuger som led i et pleje- og omsorgsforløb er taget hensyn til den
enkelte persons behov og forudsætninger for at anvende en robotstøvsuger,
herunder om der, ud fra borgerens funktionsniveau, kan køre en
robotstøvsuger rundt i hjemmet og hvorvidt borgeren kan starte, tømme og
rengøre robotstøvsugeren. Det vil være frivilligt for borgeren, om
pågældende ønsker at modtage et tilbud om en robotstøvsuger. Hvis
UDKAST
69
kommunen har vurderet, at borgerens behov kan afhjælpes med
robotstøvsuger, er kommunen ikke forpligtet til at yde manuel støvsugning.
Det foreslås videre i § 15, stk. 2, i ældreloven, at kommunalbestyrelsen
tilrettelægger støtten og udlån, herunder udgifter til reparation og drift af
robotstøvsugeren. Det betyder, at det er op til kommunen at beslutte,
hvorvidt det er borgeren, der skal afholde udgifter til reparation og drift af
robotstøvsugeren, som kommunen har ydet hel eller delvis støtte til køb til.
Såfremt der er tale om udlån af en robotstøvsiger vil det i sagens natur være
kommunalbestyrelsen, der er ansvarlig for drift og reparation.
3.10. Afløsning og aflastning samt midlertidigt ophold
3.10.1. Gældende ret
Det fremgår af servicelovens § 84, at kommunalbestyrelsen har pligt til at
tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære
pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne. Det fremgår videre af §84, stk. 2, at kommunen kan tilbyde
midlertidigt ophold til personer der i en periode har et særligt behov for
omsorg og pleje.
Afløsning gives i hjemmet, mens aflastning gives uden for hjemmet, f.eks.
i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold i plejehjem eller plejebolig.
Varigheden af sådanne ophold er afhængige af formålet og kan f.eks. være
jævnligt tilbagevendende weekend-ophold, ferieophold mv., ophold af flere
måneders varighed mv. Denne form for aflastning kan udover praktisk hjælp
omfatte ydelser i form af pleje/omsorg, socialpædagogisk hjælp, optræning,
personlig ledsagelse, befordring, kost mv. Ved aflastningsophold foretages
fradrag i tilskud til personlig og praktisk hjælp, jf. principafgørelse 62-15.
Se desuden principafgørelse 3-18, der fastslår, at hjælpen kan bestå af hjælp
eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, og af personlig
hjælp, pleje og omsorg.
Formålet med bestemmelsen er at imødegå den både fysiske og psykiske
belastning det kan være at passe en plejekrævende person i hjemmet. En
familie eller person, der passer en pårørende med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne i hjemmet skal derfor efter en konkret og individuel
vurdering af behovet tilbydes afløsning eller aflastning efter §84. Denne
hjælp kan være en forudsætning for, at den plejekrævende person kan blive
boende i hjemmet.
Afløsning og aflastning kan gives uafhængigt af, om betingelserne for at få
midlertidig eller varig hjælp efter § 83 er opfyldt. Se bemærkninger til
lovforslagets pkt. 3.7.1 for yderligere beskrivelse af gældende ret for
tildelingen af midlertidig eller varig hjælp efter servicelovens §83.
Personer, der bor alene, kan komme i en situation, hvor et midlertidigt
ophold vil være den bedste løsning, hvis der skal ydes den optimale pleje og
UDKAST
70
omsorg. For eksempel kan ældre, der er udskrevet fra hospitalet efter et
hoftebrud, have behov for lidt ekstra opsyn de første par uger. Eller det kan
være en ældre med en dobbeltsidig lungebetændelse af en karakter, der ikke
nødvendiggør hospitalsindlæggelse, men hvor den ældre føler sig utryg ved
at være alene hjemme. Det kan også være en ældre, der har været udsat for
en psykisk belastning i form af overfald eller andet. Der er efter § 84, stk. 2,
alene tale om et tilbud, og borgeren kan derfor vælge ikke at tage imod
tilbuddet, men i stedet få den eventuelt fornødne hjælp i egen bolig.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er forskel på
kommunalbestyrelsens pligt efter henholdsvis stk. 1 og stk. 2.
Kommunalbestyrelsen har således ikke, som efter § 84, stk. 1, pligt til at
tilbyde et midlertidigt ophold i en almen plejebolig eller i en
plejehjemsplads.
I medfør af bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og for tilbud om
personlig og praktisk hjælp m.v. efter servicelovens §§ 79, 83 og 84
(betalingsbekendtgørelsen), jf. servicelovens § 161, kan der opkræves
egenbetaling for ydelser efter servicelovens § 84 om aflastning, afløsning
og midlertidigt ophold.
Er der imidlertid tale om kommunal sygepleje, gives dette efter
sundhedslovgivningen. Efter sundhedslovens § 138 er
kommunalbestyrelsen således ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri
kommunal sygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i
kommunen.
Efter sundhedslovens § 140, stk. 1 og 2, tilbyder kommunalbestyrelsen også
vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har
et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. sundhedslovens § 84
om genoptræningsplaner. Kommunalbestyrelsens indsats tilrettelægges i
sammenhæng med de kommunale træningstilbud m.v. i henhold til anden
lovgivning.
Se bemærkninger til lovforslagets pkt. 3.19 for yderligere beskrivelse af
opkrævning af betaling hos borgere.
Hjælp efter § 83 skal betragtes som hjælp til selvhjælp, og det er vigtigt at
være opmærksom på det aktiverende sigte, der indgår som et væsentligt
element i hjælpen. Indsatsen bør således have som primært mål at gøre
modtageren i stand til at klare sig selv. Hvis dette ikke er muligt, bør
indsatsen sigte mod at gøre modtageren i stand til selv at klare så mange
opgaver som muligt. Se bemærkninger til lovforslagets pkt. 3.7 for
beskrivelse af gældende ret for hjælp efter servicelovens § 83.
3.10.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Det er ministeriets opfattelse, at bestemmelserne i serviceloven om
afløsning og aflastning samt midlertidigt ophold med redaktionelle
ændringer bør videreføres i ældreloven.
UDKAST
71
Kammeradvokaten har i 2018 efter anmodning fra Sundhedsministeriet
foretaget en juridisk vurdering af, hvorvidt det er i overensstemmelse med
bestemmelsen i sundhedslovens § 138, der fastlægger, at kommunal
sygepleje ydes vederlagsfrit, at en række kommuner i forbindelse med
borgeres ophold på kommunale akutpladser tager betaling for kost, linned,
tøjvask m.m. eller om disse ydelser helt eller delvist kan anses for at være
reguleret i serviceloven, hvorefter kommunerne i visse situationer kan
opkræve betaling herfor.
Kammeradvokaten vurderer herefter i notat af 16. november 2018, at
reglerne om kommunal sygepleje i sundhedsloven ikke indeholder hjemmel
for kommunerne til at opkræve egenbetaling hos borgere, der modtager
kommunal sygepleje og således heller ikke hos borgere, der opholder sig på
en kommunal akutplads.
Kammeradvokaten vurderer endvidere, at det er ”svært at forestille sig”, at
den kommunale sygepleje, som led i ansvaret for at yde pleje og omsorg til
de omhandlede målgrupper, ikke tillige skulle være ansvarlige for mere
praktisk anlagte opgaver som f.eks. tilbud om kost, skift af linned og
tøjvask, der normalt må anses for at være en naturlig del af dét at yde pleje
og omsorg til patienter, når disse patienter opholder sig på en kommunal
akutplads.
Kammeradvokaten anbefaler en præcisering af, at ydelser som f.eks. kost,
linned og tøjvask ikke kan anses for ydelser, som er omfattet af anden
lovgivning, i hvert fald når de ydes til personer, der opholder sig på de
kommunale akutpladser.
Det er herefter præciseret i Indenrigs- og Sundhedsministeriets
bekendtgørelse om kommunal sygepleje, at den sygepleje, der i
overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder for
kommunale akutfunktioner i den kommunale sygepleje, leveres ved en
kommunal akutfunktion, organiseret som en kommunal akutplads, tillige
omfatter kost, linned, tøjvask o. lign., jf. § 1, stk. 3.
Kammeradvokaten forholder sig endvidere til afgrænsningen til
servicelovens § 84, stk. 2, og vurderer, at i relation til den foreliggende
problemstilling går sundhedslovens § 138 forud for servicelovens § 84, stk.
2, og regulerer således udtømmende, hvorvidt personer, der opholder sig på
kommunale akutpladser, skal betale for ydelser, som de modtager under
deres ophold. Servicelovens § 84, stk. 2, kan derfor ikke antages at hjemle
opkrævning af egenbetaling hos personer, der opholder sig på en kommunal
akutplads.
Kammeradvokaten vurderer afslutningsvist, at det er yderst tvivlsomt, om
kommunerne på ulovhjemlet grundlag kan opkræve egenbetaling hos
personer, der befinder sig på en kommunal akutplads.
Hjælp efter servicelovens § 83 omfatter således ikke ydelser efter
sundhedsloven som fx kommunal sygepleje (§ 138 i sundhedsloven) eller
øvrige sundhedsydelser såsom genoptræning efter sundhedslovens § 140.
UDKAST
72
Ministeriet finder det dermed hensigtsmæssigt, at det præciseres i
ældreloven, at der udelukkende er tale om en bestemmelse til støtte og
aflastning.
3.10.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at gældende ret videreføres med redaktionelle ændringer i
ældreloven, således at kommunen skal tilbyde afløsning og aflastning til
pårørende til, der passer en person med nedsat funktionsevne, der er opstået
i forbindelse med aldring, og kan tilbyde midlertidigt ophold til personer,
omfattet af loven, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje.
Ligeledes foreslås det at videreføre muligheden for at kommunen kan
opkræve egenbetaling for hjælpen.
For at imødegå de ovennævnte snitfladeproblematikker mod sundhedsloven
foreslås det dog også at præcisere, at der er tale en bestemmelse med fokus
på omsorg og pleje. Det er således i overensstemmelse med gældende ret en
bestemmelse målrettet borgere med et særligt behov for omsorg og pleje,
dvs. ikke en bestemmelse målrettet borgere med behov for behandling.
3.11. Udvidet frit valg af leverandører til levering af helhedspleje
3.11.1. Gældende ret
Det følger af servicelovens § 83, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske
opgaver i hjemmet samt madservice.
Det fremgår af servicelovens § 91, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal
skabe grundlag for, at modtagere af praktisk hjælp, personlig pleje og
madservice kan vælge mellem to eller flere leverandører af denne hjælp,
hvoraf den ene leverandør kan være kommunal.
Det fremgår af § 91, stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal opfylde
forpligtelsen efter stk. 1 ved enten at indgå kontrakt med to eller flere
leverandører eller ved at tilbyde modtagerne et fritvalgsbevis.
Fritvalgsbeviset giver borgere, der er visiteret til praktisk hjælp, personlig
pleje eller madservice efter servicelovens § 83, adgang til, at den
pågældende borger selv indgår aftale med en cvr-registreret virksomhed om
hjælpens udførelse.
Kommunalbestyrelsen kan dermed vælge at skabe grundlag for borgerens
frie valg ved at indgå offentlige kontrakter. Indgåelse af en offentlig
kontrakt skal ske gennem et udbud, hvorefter kommunalbestyrelsen skal
overholde udbudsreglerne.
Udbudsreglerne er ikke til hinder for, at kommunalbestyrelsen anvender en
godkendelsesmodel uden priskonkurrence, hvor den godkender alle
leverandører, der lever op til bestemte pris- og kvalitetskrav, og som
borgerne frit kan vælge imellem til udførelse af opgaver.
UDKAST
73
Kommunalbestyrelsen kan således vælge at lade muligheden for at blive
leverandør af den pågældende ydelse stå åben for alle, der opfylder de
godkendelseskriterier og accepterer de betingelser, som
kommunalbestyrelsen har fastlagt og bekendtgjort med invitation til
interesserede om at melde sig.
I dag benytter kommunalbestyrelser ofte en godkendelsesmodel uden
priskonkurrence, når de vælger at skabe grundlag for borgerens frie valg ved
at indgå kontrakter.
Med fritvalgsbeviset kan borgerne selv udvælge og indgå aftale med en
leverandør. Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, hvilke
ydelseskategorier, der skal være omfattet af fritvalgsbeviset. Et
fritvalgsbevis har karakter af en købsret til den hjælp, som
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om. Har kommunalbestyrelsen
besluttet at tilbyde borgere, der modtager hjælp efter servicelovens § 83, frit
valg af leverandør via et fritvalgsbevis, vil borgerne kunne anmode
kommunalbestyrelsen om en sådan ordning. Borgerne får med
fritvalgsbeviset ret til selv at antage en cvr-registreret virksomhed til at
udføre den visiterede hjælp, der er truffet afgørelse om. Det giver borgerne
indflydelse på, hvordan hjælpen konkret tilrettelægges. Formålet er at give
borgeren indflydelse på, hvordan hjælpen konkret kan tilrettelægges.
Borgerne kan eksempelvis aftale med sin leverandør, at det er den samme
hjælper, der skal komme hver gang, eller selv bestemme, hvor dagligvarerne
skal udbringes fra, og dermed hvor de skal indkøbes.
Kommunalbestyrelsen kan indgå kontrakter og anvende fritvalgsbeviser
samtidig. Det har til formål at styrke fleksibiliteten i kommunalbestyrelsens
tilrettelæggelse af det frie valg.
Kommunalbestyrelsen skal fortsat opfylde servicelovens og
retssikkerhedslovens forpligtelser om tilsyn, kontrol og opfølgning på
hjælpens udførelse og om hjælpen opfylder borgernes aktuelle behov -
uanset om kommunen selv udfører hjemmehjælpen eller har overladt
opgaven til en privat leverandør, eller om borgerne benytter et
fritvalgsbevis.
Efter servicelovens § 91, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde
træffe afgørelse om, at en borger ikke kan modtage hjælpen via et
fritvalgsbevis, hvis det vurderes, at den pågældende ikke vil være i stand til
at håndtere ordningen. Det kan eksempelvis være tilfældet ved borgere med
demens, udtalt svækkelse o.a., og hvor de samlede ressourcer i borgernes
hjem, såsom bistand fra ægtefælle/samlever, ikke vurderes tilstrækkelige til,
at ordningen kan håndteres forsvarligt.
Efter § 91, stk. 4, i serviceloven, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at
vejlede de borgere, der modtager et fritvalgsbevis om ordningen.
Kommunalbestyrelsen skal vejlede borgerne om at sørge for, at
UDKAST
74
aftalegrundlaget med den leverandør, som borgerne måtte vælge at antage,
afspejler den afgørelse, som kommunalbestyrelsen har truffet om hjælpen,
og den pris, der svarer til fritvalgsbevisets værdi. Formålet er, at den
kontraktlige aftale med leverandøren er tilstrækkelig til at sikre, at den
hjælp, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om, kan opfyldes
inden for det aftalte.
Ifølge § 93 i serviceloven er beboere i plejeboliger, der er omfattet af lov
om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med
handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet af lov om
friplejeboliger samt beboere i tilsvarende boligenheder ikke omfattet af frit
valg leverandører efter § 91 i serviceloven.
Baggrunden for afgrænsningen er, at beboere i disse boligformer vurderes
at have særlige plejebehov, der bedst varetages ved en samlet, koordineret
of fleksibel indsats. Det betyder, at driften af plejeboliger og lignende
boligenheder med udvidede plejefunktioner tilknyttet stiller særlige
udfordringer til tilrettelæggelsen af hjælpen, hvorfor denne gruppe af
modtagere ikke er omfattet af muligheden for frit leverandørvalg.
Det er dog ikke noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at
tilbyde denne målgruppe de samme vilkår for frit valg af leverandør, som
det gælder for de borgere, der er omfattet af retten til frit valg af leverandør.
Der er med hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i servicelovens § 91,
stk. 6, fastsat nærmere regler i bekendtgørelse nr. 344 af 26. marts 2013, om
frit valg af leverandør af hjemmehjælp og fritvalgsbevis efter servicelovens
§ 91 og om kvalitetskrav til leverandører af hjemmehjælp efter
servicelovens § 83, hvorefter kommunalbestyrelsen skal stille krav om,
hvornår leverandøren skal informere myndigheden om ændringer i
borgerens behov for hjælp og, hvornår borgeren ved brug af fritvalgsbeviset
har ret til at skifte til andre godkendte leverandører. Bekendtgørelsen
fastsætter derudover regler om beregningsgrundlaget for fritvalgsbevisets
værdi og om kvalitetskrav til leverandører af hjemmehjælp.
3.11.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Det fremgår af aftale om reform på ældreområdet, at private leverandører
skal have bedre muligheder for at byde ind på flere opgaver i ældreplejen
og dermed bidrage til at styrke kvalitet og innovation, samt de ældres frie
valg. Med aftalen ønskes derfor en udvidelse af det frie valg, så det også
omfatter rehabilitering og genoptræning efter den nuværende servicelov.
UDKAST
75
I overensstemmelse med aftale om reform på ældreområdet foreslås med
lovforslaget, at der indføres helhedspleje og borgernær visitation i
ældreplejen. Helhedsplejen betyder, at hjælpen skal tilbydes som et
sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, der gør det muligt at tilpasse
hjælpen løbende ud fra borgerens aktuelle fysiske, psykiske og sociale
behov. Der henvises til afsnit 3.4 om helhedspleje.
Helhedspleje vil endvidere indebære, at både offentlige og private
leverandører skal kunne levere hele indsatsen i alle pleje- og omsorgsforløb.
Med helhedspleje vil én leverandør have det samlede ansvar for borgerens
forløb. Dvs. at leverandøren skal kunne levere både praktisk hjælp,
personlig pleje, genoptræning, som ikke sker i tilknytning til
sygehusindlæggelse, samt rehabiliterende og forebyggende indsatser.
For understøtte, at mindre leverandører kan komme ind samt forblive på
markedet, er aftalepartierne enige om, at private leverandørers levering af
helhedspleje skal kunne indrettet således, at mindre leverandører kan indgå
i konsortier, efter gældende konkurrenceregler, eller blive
underleverandører til større leverandører, ligesom de kan i dag. Det vil
betyde, at private leverandør, som i dag eksempelvis leverer rengøring,
således fortsat har mulighed for at blive underleverandør til en
hovedleverandør, som leverer helhedspleje. Konsortier indebærer, at
virksomheder går sammen om at afgive et fælles bud på en offentlig opgave.
Det er en forudsætning for indgåelse af konsortier efter konkurrenceloven,
at det pågældende konsortium bidrager til mere konkurrence og flere bud på
en opgave. I begge tilfælde vil det stå leverandøren frit for at tilrettelægge
hjælpen, så der bliver flest mulige valgmuligheder for borgeren at vælge
team, underleverandør m.v.
3.11.3. Den foreslåede ordning
Reglerne om kommunalbestyrelsens opgaver i forbindelse med
tilvejebringelse af det frie valg foreslås videreført i § 18 i ældreloven.
Det foreslås hertil som noget nyt, at private leverandører skal tilbyde
helhedspleje. Det betyder, at private leverandører fremover også skal tilbyde
rehabilitering og genoptræning. Den foreslåede ordning vil medføre, at
ældre borgere kan vælge mellem minimum to leverandører af helhedspleje,
hvoraf den ene kan være kommunal. Mindre leverandører har mulighed for
at indgå i konsortier med henblik på at levere helhedspleje. Det vil med
ordningen være muligt for private leverandører at indgå konsortier efter
konkurrenceloven med henblik på at løse opgaven sammen for at kunne
UDKAST
76
levere helhedspleje. Det er virksomhedernes eget ansvar at overholde
konkurrencereglerne. Det er derfor virksomhederne selv, der skal vurdere,
om et samarbejde er lovligt. Dette er i overensstemmelse med aftale om
reform på ældreområdet.
Med den foreslåede ordning, vil private leverandører blive omfattet af
samme krav til levering af hjælp til ældre borgere som de offentlige
leverandører er omfattet af.
Endelig foreslås det videreført i lovens § 14, at beboere i plejehjem og
lignende boligenheder ikke omfattes af retten til frit valg af leverandør.
3.12. Afregning af private leverandører
3.12.1. Gældende ret
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, hvormed § 91 blev indført,
jf. Folketingstidende 2012-2013, tillæg A, L 121 som fremsat, s. 19, at
anvender kommunalbestyrelsen en godkendelsesordning, hvormed at prisen
fastsættes uden priskonkurrence, fastsættes afregningsprisen på
markedsvilkår i den forstand, at afregningsprisen fastsættes på baggrund af
de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, som den kommunale
leverandør har ved at producere og levere tilsvarende ydelse.
De gennemsnitlige, langsigtede omkostninger inkluderer normalt både de
direkte omkostninger, det vil sige de omkostninger, der direkte kan henføres
til det pågældende tilbud, som for eksempel råvarer, løn, køb af materialer
og tjenesteydelser mv., og de indirekte omkostninger, som for eksempel
andel af fællesomkostninger til lokaler, administration m.v. samt
afskrivning og forrentning af kapitalapparatet. De gennemsnitlige
langsigtede omkostninger er udtryk for, at udgifterne udjævnes over år. Der
kan her henvises til bekendtgørelse nr. 1051 af 15. oktober 2019 om
kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v.
Efter servicelovens § 91, stk. 5, fastsætter kommunalbestyrelsen værdien af
fritvalgsbeviset for hver af de ydelseskategorier efter servicelovens § 83,
som kommunalbestyrelsen har besluttet skal være omfattet af ordningen.
Kommunalbestyrelsen afregner med den leverandør, som borgeren har valgt
til den pris, der svarer til fritvalgsbevisets værdi.
Efter servicelovens § 92, stk. 5, skal kommunalbestyrelsen foretage
efterberegning af afregningspriser løbende efter behov og mindst én gang
årligt, hvis kommunalbestyrelser benytter en godkendelsesordning ved brug
af private leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp, hvormed prisen
UDKAST
77
fastsættes uden priskonkurrence. Efterberegningen kan fx finde sted i
forbindelse med aflæggelse af kommunens regnskab i foråret, hvormed
beregningen kan tage udgangspunkt i seneste års regnskabstal, samt løbende
hvis kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at de gennemsnitlige,
langsigtede omkostninger ikke længere stemmer overens med
afregningsprisen.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgør sammen med Konkurrencerådet
en uafhængig konkurrencemyndighed i Danmark. Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen håndhæver konkurrenceloven, og styrelsen har dermed
den faglige kompetence på det konkurrenceretlige område.
Det følger af konkurrencelovens § 11 b, at Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan undersøge, om en afregningspris, som en offentlig
myndighed måtte tilbyde private leverandører af ydelser omfattet af frit
valg, er fastsat i overensstemmelse med de pågældende regler for frit valg.
Bestemmelsen i konkurrencelovens § 11 b giver endvidere Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kompetence til at udstede påbud over for offentlige
myndigheder, der har eller skønnes at have fastsat en afregningspris, som er
lavere, end afregningsprisen burde være efter regler fastsat i anden
lovgivning om frit valg. I sådanne tilfælde kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen påbyde den offentlige myndighed, at den offentlige
myndighed skal (i) ophøre med at beregne og fastsætte afregningspriser, der
er i strid med reglerne for frit valg, (ii) anvende bestemte
beregningsgrundlag, beregningsmetoder eller afregningspriser over for
private leverandører af ydelser omfattet af frit valg og/eller (iii) efterbetale
et beløb til private leverandører af ydelser omfattet af frit valg, der svarer
til forskellen mellem den afregningspris, som myndigheden har anvendt, og
den afregningspris, som myndigheden burde have anvendt. Medmindre
andet fremgår af reglerne for den pågældende frit valg-ordning, kan påbud
om efterbetaling dog ikke angå betalinger, som ligger mere end 1 år forud
for den dag, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen påbegyndte en
undersøgelse over for den pågældende offentlige myndighed.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmel til at anvende
konkurrencelovens § 11 b omfatter bl.a. ikke, når afregningsprisen
fastsættes individuelt efter forhandling mellem parterne, eller via et udbud,
hvor de enkelte tilbudsgivere afregnes på baggrund af deres eget bud.
Ved undersøgelser efter konkurrencelovens § 11 b kan Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen anvende konkurrencelovens regler om bl.a. indhentning
af oplysninger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan behandle en sag
bl.a. af egen drift, efter anmeldelse, eller på grundlag af en klage, jf.
konkurrencelovens § 15, stk. 1. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør,
UDKAST
78
om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en
sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal
indstilles, jf. konkurrencelovens § 15, stk. 1.
Erhvervsministeren fastsætter efter forhandling med vedkommende
minister regler om, hvilke ordninger om frit valg der er omfattet af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompetence, jf. konkurrencelovens §
11 b, stk. 5. Erhvervsministeren har i medfør af konkurrencelovens § 11 b,
stk. 5, efter forhandling med ældreministeren ved bekendtgørelse nr. 2181
af 16. december 2020 om hvilke ordninger om frit valg, der er omfattet af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompetence efter konkurrencelovens
§ 11 b, fastsat, at styrelsens kompetence omfatter værdien af et
fritvalgsbevis til brug for personlig pleje, praktisk hjælp og madservice efter
servicelovens regler herom.
3.12.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Det fremgår af aftale om reform på ældreområdet, at der ønskes indført et
krav for kommunalbestyrelsen om at genberegne afregningspriserne for
hjemmepleje minimum én gang årligt i forbindelse med aflæggelse af
årsregnskab og at eventuelle afvigelser mellem pris og faktiske
omkostninger skal efterreguleres. Hensigten er at sikre korrekt beregning af
afregningspriserne for private leverandører.
Videre fremgår det af aftalen, at der ønskes indført en fast overheadsats i
beregningen af afregningsprisen af private leverandører af hjemmepleje,
hvis afregningsprisen fastsættes på baggrund af beliggenhedskommunens
gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, via godkendelsesordningen og
ved prisfastsættelse af fritvalgsbeviser.
Baggrunden for ønsket er, at overheadomkostninger kan være vanskelige at
beregne og skabe uoverensstemmelse mellem leverandører og kommuner.
Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse, at der eksempler på
private leverandører, der oplever, at kommunerne ikke medtager alle
omkostninger i afregningspriserne, hvilket resulterer i uenighed mellem
kommune og leverandør.
Det er derfor Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurderingen, at en fast
overheadsats vil kunne mindske kommunernes
administrationsomkostninger, skabe mere gennemsigtighed i
afregningspriserne og mindske konfliktpotentialet mellem kommuner og
private leverandører. Det bemærkes hertil, at overheadsatsen vil blive fastsat
på baggrund af et analysearbejde med inddragelse af Kommunernes
Landsforening, erhvervsorganisationer og relevante ministerier, som skal
pege på, hvilke indirekte omkostninger, der kan indgå i overheadsatsen.
UDKAST
79
Videre følger det af aftalen, at der ønskes indført en uafhængig
kontrolenhed, der skal understøtte korrekt beregning af afregningspriser for
private leverandører på ældreområdet. I dag har private leverandører
begrænsede klagemuligheder over kommunens beregnede afregningspriser
i tilfælde af uenighed. Det er derfor Social-, Bolig- og Ældreministeriets
vurdering, at den uafhængige kontrolenhed skal bidrage til, at kommunerne
afregner de private aktører på ældreområdet ensartet og på baggrund af en
korrekt beregning. Dette vil bidrage til en mere smidig håndtering af
uenigheder mellem kommuner og private leverandører. Det er endvidere
ministeriets vurdering, at kontrolenheden, ligesom i dag, på baggrund af
anmeldelser fra virksomheder eller af egen drift, skal kunne undersøge
afregningsprisen i tilfælde, hvor kommunen har tilbudt private leverandører
af ydelser omfattet af frit valg en afregningspris, der ikke er fastsat, herunder
efterreguleret, i overensstemmelse med relevante regler om frit valg.
Endvidere skal kontrolenheden fortsat kunne udstede påbud til kommunen.
Dette kan ske i tilfælde, hvor kommunen forventes at have fastsat
afregningsprisen for lavt. Kontrolenheden vil blive oprettet under
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
3.12.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås i § 20, stk. 1, i ældreloven, at ved tilvejebringelse af det frie
leverandørvalg, fastsætter kommunalbestyrelsen afregningspriser og værdig
af fritvalgsbeviser for pleje- og omsorgsforløb og madudbringning ud fra
en beregning af kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved
levering af et tilsvarende tilbud ved 1) indgåelse af kontrakt med
leverandører gennem en godkendelsesordning, hvor afregningspriser
fastsættes uden priskonkurrence og 2) ved tilbud om fritvalgsbesvis.
Bestemmelsen er en præcisering af de gældende regler om kommunernes
fastsættelse af afregningspriser og medfører i sig selv ingen ændringer til
kommunernes beregningsmetode for afregningspriser.
Det foreslås videreført i § 20, stk. 2, at kommunalbestyrelsen afregner med
den leverandør, som borgeren har valgt til den pris, der svarer til
fritvalgsbevisets. Bestemmelsen er en videreførelse af de gældende og
medfører i sig selv ingen ændringer til kommunernes afregningsmetoder for
leverandører, borgere har valgt gennem fritvalgsbeviser.
Det foreslås i § 20, stk. 3, at kommunalbestyrelsen foretager efterberegning
af afregningspriser løbende efter behov og mindst én gang årligt. Det
foreslås dog præciseret, at efterberegningen skal ske i forbindelse med
aflæggelse af årsregnskab. Formålet er at skabe mere forudsigelighed for
tidspunktet for genberegning.
UDKAST
80
Det foreslås som noget nyt i § 20, stk. 4, at såfremt kommunens faktiske
omkostninger ved levering af tilsvarende tilbud har været højere end den
fastsatte afregningspris skal kommunalbestyrelsen efterbetale leverandøren
forskellen. Har kommunens faktiske omkostninger ved levering af
tilsvarende tilbud været lavere end den fastsatte afregningspris skal
leverandøren efterbetale kommunalbestyrelsen forskellen. Formålet er at
sikre lige konkurrencevilkår mellem private og kommunale leverandører.
Det foreslås videreført i § 20, stk. 5, at ældreministeren på
bekendtgørelsesniveau fastsætter regler om beregningsgrundlaget for og
offentliggørelse af fritvalgsbevisets værdi. Det foreslås som noget nyt, at
ældreministeren fastsætter nærmere regler om beregningsgrundlaget for
afregningspriser. Det betyder, at beregningsgrundlag, som kommunerne i
dag følger efter cirkulære om budget- og regnskabssystem for kommuner,
jf. bekendtgørelse nr. 1051 af 15. oktober 2019 om kommunernes budget-
og regnskabsvæsen, revision m.v. skrives frem på bekendtgørelsesniveau.
Hensigten er at lette administrationen for kommunerne. Det vil dermed
udgøre det samme beregningsgrundlag, som kommunerne skal følge ved
fastsættelse af afregningspriserne. Det foreslås derudover som noget nyt, at
ældreministeren kan fastsætte regler om efterbetaling ved brug af privat
leverandør.
Det foreslås som noget nyt i § 20, stk. 6, at ældreministeren efter forhandling
med erhvervsministeren på bekendtgørelsesniveau fastsætter regler om en
fast overheadsats, der anvendes ved afregning af private leverandører af
henholdsvis pleje- og omsorgsforløb og madudbringning. Det vil betyde, at
der vil være en fast overheadsats for private leverandørers levering af pleje-
og omsorgsforløb og madudbringning, hvis afregningsprisen fastsættes på
baggrund af beliggenhedskommunens gennemsnitlige, langsigtede
omkostninger, via godkendelsesordningen og ved prisfastsættelse af
fritvalgsbeviser. Kommunerne vil fortsat skulle fastsætte prisen ud fra
kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved at levere
ydelsen, men overheadomkostningerne, beregnes som en fast procentdel af
de direkte og øvrige indirekte omkostninger. Overheadsatsen vil blive
fastsat på baggrund af et analysearbejde.
Med henblik på, at den kommende kontrolenhed under Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen kan understøtte korrekt beregning af afregningspriser for
private leverandører på ældreområdet, vil erhvervsministeren, efter
forhandling med ældreministeren, udmønte bemyndigelsesbestemmelsen i
konkurrencelovens § 11 b, stk. 5, således, at afregningspriser for pleje- og
omsorgsforløb og madudbringning for private leverandører omfattes af
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kompetence. Bekendtgørelsen vil
give Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som uafhængig
konkurrencemyndighed, kompetence til at undersøge og eventuelt udstede
UDKAST
81
påbud efter konkurrencelovens § 11 b vedrørende afregningspriser, som er
beregnet og egenhændigt fastsat af kommuner over for en privat leverandør
af pleje- og omsorgsforløb og madudbringning.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil efter konkurrenceloven kunne
behandle en sag af egen drift eller på grundlag af en klage. Når
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen undersøger og eventuelt træffer
afgørelse efter konkurrencelovens § 11 b vedrørende afregningspriser pleje-
og omsorgsforløb og madudbringning., skal Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen anvende de regler, der gælder for fastsættelse af
afregningspriser pleje- og omsorgsforløb og madudbringning].
Kontrolenheden vil dermed kunne undersøge kommunens
beregningsgrundlag, beregningsmetoder og fastsættelse af afregningspriser.
Kontrolenheden vil endvidere kunne undersøge, om kommunen ved
fastsættelsen har fulgt reglerne om frit valg i ældreloven og foretaget
beregningen og fastsættelsen i overensstemmelse hermed, således at
afregningsprisen er baseret på et retvisende billede af kommunens
omkostninger. Hvis kontrolenheden vurderer, at en afregningspris er lavere
end den pris, som kommunen skulle have anvendt efter reglerne om
beregning af afregningspriser, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
kunne udstede et påbud til kommunen.
3.13. Selvudpeget hjælper
3.13.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 94 kan en person, som er berettiget til praktisk hjælp,
personlig pleje eller madservice, vælge selv at udpege en person til at udføre
opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunalbestyrelsen,
som herefter skal indgå kontrakt med den pågældende om omfang og
indhold af opgaverne, om leverancesikkerhed og om betaling m.v. Der er
ingen begrænsninger med hensyn til, hvem modtageren kan udpege til
opgaveudførelsen, hvis vedkommende i øvrigt opfylder
kommunalbestyrelsens kvalitetskrav, f.eks. i relation til uddannelse mv. Der
kan fx være tale om en pårørende, en nabo eller en ven/bekendt. Modtageren
har ikke mulighed for at pege på et privat firma til at udføre opgaverne, idet
det er kommunalbestyrelsen, der er arbejdsgiver. Det er et krav, at der er tale
om en fysisk person.
3.13.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
I aftalen om en reform på ældreområdet, er det aftalt, at det fortsat skal være
muligt for den ældre selv at udpege en person, der kan udføre den hjælp,
den ældre har behov for. Hjælpere, der udpeges personligt, vil derfor
undtages fra kravet om helhedspleje, sådan at hjælperen alene skal kunne
UDKAST
82
levere det specifikke forløb, den ældre er visiteret til. Den udpegede hjælper
vil skulle godkendes af kommunen.
Det er efter Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse ikke udbredt, at
ældre anvender muligheden at udpege en person til at udføre opgaven om
madservice. Det er derfor Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering
ikke behov for, at madudbringning bliver omfattet af de opgaver, som ældre
kan udpege hjælpere til.
3.13.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås videreført i § 21, stk. 1, i ældreloven, at en borger kan vælge at
udpege en person til at udføre opgaverne som denne er visiteret til. Den
udpegede person skal godkendes af kommunalbestyrelsen, som herefter skal
indgå kontrakt med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne,
om leverancesikkerhed og om betaling m.v. Det foreslås dog, at der ikke vil
være muligt at udpege en person til at udføre opgaven om madudbringning.
I overensstemmelse med aftale om reform på ældreområdet foreslås det med
§ 11, at der indføres helhedspleje som vil betyde, at hjælpen skal tilbydes
som et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, der gør det muligt at
tilpasse hjælpen løbende ud fra borgerens aktuelle fysiske, psykiske og
sociale behov. Helhedspleje vil endvidere indebære, at både offentlige og
private leverandører skal kunne levere hele indsatsen i alle pleje- og
omsorgsforløb.
Med det foreslåede § 21, stk. 2, foreslås, indsættes en bestemmelse, hvor det
vil fremgå, at den selvudpegede hjælper at den selvudpegede hjælper ikke
vil skulle kunne levere alle de elementer, der indgår i helhedspleje. Dette er
i overensstemmelse med aftale om reform på ældreområdet.
3.14. Forebyggelse af konkurser på ældreområdet
3.14.1. Gældende ret
Efter servicelovens § 92 skal kommunalbestyrelsen have en skriftlig
beredskabsplan med retningslinjer for, hvordan kommunalbestyrelsen
håndterer konkurser hos private leverandører af personlig pleje og praktisk
hjælp, som kommunalbestyrelsen indgår kontrakt med. Beredskabsplanen
skal løbende efter behov opdateres, fx i forbindelse med kontraktindgåelse
med ny leverandør.
Hvis kommunalbestyrelsen tilbyder modtagerne et fritvalgsbesvis, som
giver borgere, der er visiterede til praktisk hjælp, personlig pleje og
UDKAST
83
madservice, adgang til, at de pågældende borgere selv indgår aftale med en
cvr-registreret virksomhed om hjælpens udførelse, er kommunalbestyrelsen
ikke forpligtet til at have en skriftlig beredskabsplan.
Efter servicelovens § 92, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen stille krav om
bankgaranti ved kontraktindgåelse med private leverandører af personlig
pleje og praktisk hjælp.
En bankgaranti eller tilsvarende garantistillelse skal kunne dække udgifter i
forbindelse med en eventuel konkurs, herunder til fx ekstraordinær
vikardækning, merarbejde m.v.
Kravet om bankgaranti eller tilsvarende garantistillelse efterprøver de
private leverandørers kreditværdighed og begrænser adgangen til markedet
for de leverandører, som ikke er økonomisk robuste og bidrager dermed til
at forebygge konkurser hos de private leverandører, som
kommunalbestyrelserne indgår kontrakt med.
Forpligtelsen gælder både, når kontrakten indgås på baggrund af et udbud,
en godkendelsesordning eller en kombination heraf.
Formålet er dermed at medvirke til, at kommunalbestyrelsen indgår
kontrakter med robuste leverandører.
Efter den gældende § 92, stk. 3, skal den private leverandør inden
kontraktindgåelse med kommunalbestyrelsen og én gang årligt i
kontraktperioden sende skattemæssige årsregnskaber og revideret regnskab
til kommunen samt inden kontraktindgåelsen dokumentere, er der ikke er
forfalden gæld på 50.000 kr. eller derover til offentlige myndigheder
vedrørende skatter, afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger.
Formålet med, at kommunerne skal stille en række krav til leverandørernes
økonomi i forbindelse med udbud er at tilstræbe, at de valgte leverandører
har en sund økonomi. De økonomiske krav skal - på linje med øvrige
udbudsvilkår –være proportionale med den opgave, der skal løses.
Kommunalbestyrelsen skal inden kontraktindgåelse med private
leverandører stille krav om, at leverandøren sender det seneste
skattemæssige årsregnskab med henblik på, at kommunen kan vurdere
leverandørens økonomi.
Virksomhedernes reviderede regnskaber bruges til løbende at vurdere
økonomien hos de private leverandører og dermed bidrage til at forebygge
konkurser hos de private leverandører, som kommunalbestyrelserne indgår
kontrakt med.
Efter servicelovens § 92, stk. 4, kan kommunalbestyrelsen fravige kravet
om at der ikke skal foreligge forfalden gæld.
3.14.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
UDKAST
84
Det fremgår af aftalen om en reform på ældreområdet, at
kommunalbestyrelsen fortsat vil have ansvaret for, at de nødvendige ydelser
leveres til borgere. Dette gælder også i tilfælde af, at en privat leverandør i
ældreplejen går konkurs eller lukker. Det indgår ikke i aftalen om en reform
på ældreområdet, at der skal ske ændringer i de overordnede tiltag for at
forebygge konkurser på hjemmehjælpsområdet. Ministeriet finder, at det
fortsat skal gælde, at kommunerne skal udarbejde beredskabsplaner for
håndtering af konkurser af private leverandører, stille krav til
leverandørernes økonomi samt krav om, at leverandøren sender det seneste
skattemæssige årsregnskab.
3.14.3. Den foreslåede ordning
Reglerne om kommunernes forebyggelse og håndtering af konkurser på
ældreområdet foreslås videreført i § 22 i ældreloven.
3.15. Afgørelser
3.15.1. Gældende ret
Servicelovens § 3, stk. 1, fastsætter, at kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om tilbud efter denne lov. Det fremgår af § 1, stk. 3, at afgørelser
efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn.
Servicelovens § 3, stk. 1 samt § 89 finder anvendelse i forhold til afgørelser
om tilbud efter lovens § 83 (tilbud om personlig hjælp og pleje, hjælp eller
støtte til praktiske opgaver i hjemmet samt madservice), § 83 a (tilbud om
korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb forud for vurdering af
behovet for hjælp efter § 83), § 84 (tilbud om afløsning eller aflastning til
ægtefælle, pårørende m.v., samt tilbud om midlertidigt ophold), § 86 (tilbud
om genoptræning eller vedligeholdelsestræning), samt § 91, stk. 3 (afslag
på tilbud om et fritvalgsbevis) samt § 94 (tilbud om personligt udpeget
hjælper).
Serviceloven stiller ikke krav om, at der skal foreligge en ansøgning fra en
borger, for at kommunen kan behandle en sag vedrørende hjælp til den
pågældende. Kommunen har generelt pligt til at reagere på
oplysninger/viden, der indikerer, at en borger kan have brug for hjælp og
støtte efter servicelovens bestemmelser. Det kan fx – udover oplysninger fra
borgeren selv eller dennes pårørende – være oplysninger fra borgerens egen
læge, viden/oplysninger, som er tilgået de forebyggende medarbejdere i
forbindelse med et forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a
eller oplysninger fra sygehuset i forbindelse med udskrivning af en borger
til eget hjem.
Efter § 89 i serviceloven skal ansøgeren i forbindelse med afgørelsen om
hjælp efter servicelovens kapitel 16 skriftligt oplyses om, hvilken hjælp der
er bevilget. Kommunalbestyrelsen kan ved mindre, begunstigende
UDKAST
85
justeringer i hjælpen undlade at fremsende en ny skriftlig oplysning herom
til borgeren.
3.15.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Det indgår ikke i aftalen om en reform på ældreområdet, at der skal ske
ændringer i den gældende retstilstand i forhold kommunalbestyrelsens
forpligtelser til at træffe afgørelser om tilbud vedrørende madservice,
afløsning, aflastning, midlertidigt ophold, fritvalgsbevis samt selvudpeget
hjælper.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder på den baggrund, at nærværende
lovforslag viderefører kravet om, at kommunalbestyrelsen skal træffe
skriftlige afgørelser om tilbud vedrørende afløsning, aflastning, midlertidigt
ophold, fritvalgsbevis samt selvudpeget hjælper. Tilsvarende vil gælde ift.
tilbud om madservice, som med lovforslaget er præciseret til at skulle bestå
af hhv. madudbringning og madordning.
Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering, at den nuværende
regulering i serviceloven, hvorefter afgørelser efter loven træffes på
baggrund af faglige og økonomiske hensyn, allerede følger af
kommunalbestyrelsens overordnede forpligtelser som myndighed til at
bedrive forsvarlig offentlig forvaltning.
På den baggrund er der efter ministeriets vurdering ikke behov for særskilt
at regulere, at afgørelser om tilbud efter ældreloven skal træffes på baggrund
af faglige og økonomiske hensyn.
3.15.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås med lovforslagets § 24, at kommunalbestyrelsen vil skulle
træffe skriftlig afgørelse om tilbud efter §§ 13-14 (madudbringning og
madordning), tilbud efter §§ 16-17 (afløsning eller aflastning samt
midlertidigt ophold), tilbud efter § 18, stk. 4 (afslag på fritvalgsbevis),
samt § 21 (afgørelse om personligt udpeget hjælper).
Det foreslåede er en videreførelse af gældende ret med redaktionelle
ændringer tilpasset ældrelovens målgruppe og anvendelsesområde samt den
foreslåede præcisering af tilbud om hhv. madudbringning og madordning.
3.16. Klageadgang m.v.
3.16.1. Gældende ret
Det følger af § 166, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsens
afgørelser efter denne lov, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan indbringes
for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
Ankestyrelsen er øverste administrative klageinstans for bl.a. afgørelser,
som træffes af kommunalbestyrelsen efter serviceloven, jf. § 50 i
UDKAST
86
retssikkerhedsloven og § 166, stk.1, i serviceloven. Det er kun den person,
som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen, og som således er
klageberettiget.
Inden en klage kan behandles af Ankestyrelsen, skal den myndighed, f.eks.
kommunalbestyrelsen, som har truffet den pågældende afgørelse, vurdere,
om der er grundlag for at give klageren helt eller delvist medhold
(remonstration). En klage over en afgørelse efter serviceloven vil således
skulle indgives til kommunalbestyrelsen, der skal genvurdere sagen, jf.
retssikkerhedslovens § 66, stk. 1. I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen
ikke giver personen helt eller delvist medhold i klagen, vil
kommunalbestyrelsen skulle sende klagen med begrundelse for afgørelsen
og genvurderingen til Ankestyrelsen, som vil skulle behandle klagen over
afgørelsen, jf. § 66, stk. 2, i retssikkerhedsloven.
Efter retssikkerhedslovens § 67 skal klage til Ankestyrelsen ske inden fire
uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.
Ankestyrelsen kan efter retssikkerhedslovens § 69 efterprøve retlige
spørgsmål. Det vil sige, om der er truffet en lovlig afgørelse og dermed
sikre, at myndigheden har anvendt lovregler og praksis korrekt. Det betyder,
at Ankestyrelsen efterprøver, om afgørelsen er i overensstemmelse med bl.a.
serviceloven, forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og forvaltningsretlige
grundsætninger. Den retlige prøvelse indeholder en række elementer,
herunder at undersøge om den konkrete sag er tilstrækkeligt oplyst, og om
de kriterier, der er lagt til grund, er lovlige. Også lovgivningens overordnede
formålsbestemmelser skal iagttages.
Den retlige prøvelse af skønsmæssige afgørelser omfatter tillige en prøvelse
af, om skønnet ligger inden for lovgivningens rammer for udøvelsen af
skønnet, og om skønnet er foretaget lovligt.
Ankestyrelsen efterprøver således de retlige rammer for kommunens skøn,
men ikke selve skønnet.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.1 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
3.16.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Efter de gældende regler i serviceloven kan de konkrete afgørelser over for
borgerne indbringes for Ankestyrelsen, som både træffer afgørelse i de
konkrete sager, og som på baggrund af konkrete afgørelser, der er
principielle, offentliggør principmeddelelser om, hvordan reglerne skal
fortolkes.
Forslaget om at indføre helhedspleje i ældreplejen i form af
sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, er en ændring af
de gældende regler om bevilling af ydelser efter servicelovens § 83, stk. 1,
UDKAST
87
nr. 1 og 2, § 83 a og § 86, som også har betydning for Ankestyrelsens
prøvelse af de afgørelser, der træffes, i medfør af det foreslåede § 10.
Det er op til kommunerne at fastsætte antallet af pleje- og omsorgsforløb og
beslutte detaljeringsgraden af indholdet af de enkelte forløb.
Derimod er det tanken, at selve afgørelsen om, hvilket forløb en borger får
bevilget, skal kunne indbringes for Ankestyrelsen. De konkrete afgørelser
om pleje- og omsorgsforløb efter ældreloven bygger på en vurdering af
borgerens behov for hjælp til helhedspleje (som defineret i det foreslåede §
10, stk. 1) og kommunens vurdering af, hvilket af kommunens forløb
borgeren på den baggrund skal tilbydes.
Ved Ankestyrelsens prøvelse af, om borger er bevilget et forløb, der
imødekommer et sammenhængende og rummeligt pleje- og omsorgsforløb,
skal Ankestyrelsen bl.a. påse, at kommunen har foretaget den nødvendige
og tilstrækkelige sagsoplysning af borgers konkrete behov for pleje og
omsorg.
Det er forudsat i loven, at den enkelte kommunes beskrivelse af de forløb,
der tilbydes i kommunen, ikke skal være detaljeret, og at de enkelte forløb
skal være rummelige. Kommunens vurdering af, hvilket af kommunens
forløb borger skal tilbydes bygger på et skøn. Ankestyrelsen vil derfor som
altovervejende udgangspunkt ikke kunne tilsidesætte kommunens vurdering
af dette spørgsmål.
De friere rammer for kommunerne indebærer derudover, at Ankestyrelsen
ikke vil have samme muligheder som i dag for at fastlægge og udmelde
fortolkningsbidrag til anvendelsen af reglerne, f.eks. ved offentliggørelse af
principmeddelelser, jf. også det forudgående afsnit. Ankestyrelsens
fortolkningsbidrag til § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, § 83 a og § 86 i serviceloven,
som udmeldes efter ældrelovens ikrafttræden, vil som udgangspunkt ikke
have indvirkning på fortolkningen af ældreloven.
3.16.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås med lovforslagets § 25, at kommunalbestyrelsens afgørelser
efter forslagene til §§ 10, 13-14, 16-17, § 18, stk. 4 og § 21 vil kunne
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kap. 10 i lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område.
Klagesagerne i forhold til de nævnte bestemmelser vil hermed blive omfattet
af de almindelige klageregler i retssikkerhedsloven, herunder processen for
at klage, klagefrister, genvurdering af sager m.v., hvilket betyder, at sagerne
vil skulle følge kapitel 10 i retssikkerhedsloven. Klagen vil således skulle
indgives inden fire uger efter, at den klageberettiget har fået meddelelse om
afgørelsen, jf. retssikkerhedslovens § 67.
I de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen ikke giver den klageberettigede
helt eller delvist medhold i klagen, vil kommunalbestyrelsen ligesom i dag
skulle sende sagen, herunder afgørelsen og genvurderingen, videre til
UDKAST
88
Ankestyrelsen, som vil skulle efterprøve afgørelsen og dermed behandle
klagen. Ankestyrelsen vil i medfør af de gældende regler i
retssikkerhedsloven have mulighed for at afvise, stadfæste, hjemvise,
ophæve eller ændre den kommunale afgørelse, der er klaget over.
I de tilfælde, hvor Ankestyrelsen hjemviser hele eller dele af en afgørelse,
vil kommunalbestyrelsen lige som i dag skulle foretage en fornyet
behandling og dermed afgøre sagen på ny.
Ankestyrelsen vil i medfør af gældende regler i retssikkerhedslovens § 69
kunne efterprøve retlige spørgsmål. Det vil sige, om der er truffet en lovlig
afgørelse og dermed sikre, at myndigheden har anvendt lovregler og praksis
korrekt. Det betyder, at Ankestyrelsen svarende til nuværende retstilstand
bl.a. vil efterprøve, om afgørelsen er i overensstemmelse med ældreloven,
forvaltningsloven, retssikkerhedsloven og forvaltningsretlige
grundsætninger.
Den retlige prøvelse indeholder ligesom i dag en række elementer, herunder
at undersøge om den konkrete sag er tilstrækkeligt oplyst, og om de kriterier,
der er lagt til grund, er lovlige. Også lovgivningens overordnede
formålsbestemmelser vil skulle iagttages. Formålsbestemmelserne
fastlægger ikke materielle rettigheder eller forpligtelser for henholdsvis
borgere og myndigheder, men indgår som led i fortolkningen af lovens
materielle bestemmelser.
Den retlige prøvelse af skønsmæssige afgørelser omfatter tillige en prøvelse
af, om skønnet ligger inden for lovgivningens rammer for udøvelsen af
skønnet, og om skønnet er foretaget lovligt. Ankestyrelsen efterprøver
således de retlige rammer for kommunens skøn, men ikke selve skønnet.
3.17. Personrettet tilsyn
3.17. 1. Gældende ret
Servicelovens § 148 regulerer i dag det, der i praksis betegnes som det
personrettede tilsyn.
Det følger af servicelovens § 148, stk. 1, at kommunalbestyrelsen i
borgerens handlekommune, jf. §§ 9-9b i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, fører tilsyn med de tilbud, som
kommunalbestyrelsen i denne kommune i forhold til den enkelte person har
truffet afgørelse om.
Endvidere følger det af § 148, stk. 2, at kommunalbestyrelsen i borgerens
handlekommune, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område, løbende skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at
hjælpen fortsat opfylder sit formål.
UDKAST
89
Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom på, om der er behov
for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens
forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med denne.
3.17.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Med Aftale om en reform af ældreområdet og nærværende lovforslag
foreslås en ny tilgang til ældreplejen med tildeling og udmøntning af
hjælpen i få sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, og
hvor hjælpen skal tilrettelægges og udmøntes i tæt samarbejde med den
ældre. Dette vil alt andet lige indebære færre forvaltningsretlige afgørelser.
For aftalekredsen bag ældrereformen er det derfor centralt, at tilsynet med
ældreplejen får en ny rolle, herunder også i forhold den fortsatte sikring af
borgerens retssikkerhed. Dette er således også baggrunden for det forslag til
lov om tilsyn med ældreomsorg og -pleje (Ældretilsynsloven), som
fremsættes parallelt med nærværende lovforslag, og som bl.a. har fokus på
dialog og læring som led i at understøtte plejeenhederne i at sikre kvalitet i
pleje og omsorg i ældreplejen.
Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets vurdering, at aftalepartierne med
den politiske aftale om en ældrereform er enige om samtidig at fastholde det
nuværende personrettede tilsyn efter servicelovens § 148, stk. 1 og 2,
hvorefter kommunalbestyrelsen i den kommune, der har pligt til at yde hjælp
i henhold til loven, tillige har pligt til at føre tilsyn med de tilbud, som
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om i forhold til den enkelte
borger. Tilsynsforpligtelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen løbende
skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit
formål, ligesom kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er
behov for at yde andre former for hjælp.
3.17.3. Den foreslåede ordning
Med den foreslåede § 26 videreføres gældende ret for det personrettede
tilsyn med redaktionelle ændringer tilpasset ældrelovens målgruppe og
anvendelsesområde.
Med den foreslåede § 26 får kommunalbestyrelsen i den kommune, der har
pligt til at yde hjælp i henhold til loven (handlekommunen), således pligt til
at føre tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse
om i forhold til den enkelte borger.
Tilsynsforpligtelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen løbende skal følge
de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat opfylder sit formål,
ligesom kommunalbestyrelsen skal være opmærksom på, om der er behov
for at yde andre former for hjælp.
Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt
i samarbejde med denne.
UDKAST
90
Det personrettede tilsyn omfatter lige som i dag alle typer af hjælp og støtte,
som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om efter ældreloven.
Det personrettet tilsyn har til formål at sikre, at den hjælp, der er truffet
afgørelse om at yde, fortsat opfylder sit formål.
3.18. Forbedret plejeoversigt
3.18.1. Gældende ret
Der er i dag i medfør af servicelovens § 14 a etableret en internetbaseret
plejehjemsoversigt i statsligt regi.
Den primære målgruppe for plejehjemsoversigten er kommende
plejehjemsbeboere og deres pårørende, som kan søge oplysninger om
plejehjem, plejeboligbebyggelser og friplejeboligbebyggelser i Danmark,
således at de kan træffe et informeret valg, når ældre borgere skal på
plejehjem. Dermed kan plejehjemsoversigten også tjene til at understøtte
den lige konkurrence mellem private og offentlige leverandører.
Det fremgår af servicelovens § 14 a, at ældreministeren skal samle og
formidle oplysninger om kommunale og private tilbud om plejehjem, jf.
servicelovens § 192, plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om
almene boliger m.v., plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om
boliger for ældre og personer med handicap, og friplejeboligbebyggelser,
der er omfattet af lov om friplejeboliger, i en landsdækkende
plejehjemsoversigt.
Plejehjemsoversigten omfatter ifølge servicelovens § 14 a, stk. 2, ikke
tilbud, hvor hjælpen og støtten i væsentligt omfang omfatter støtte efter
servicelovens § 85. Støtte efter servicelovens § 85 omfatter hjælp, omsorg
eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer,
der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer (socialpædagogisk bistand). I
afgrænsningen henvises der til den hjælp og støtte, der gives i tilbuddet
generelt og ikke i forhold til den enkelte beboer.
Langt hovedparten af beboerne på tilbuddene er borgere over 65 år, men der
kan også bo yngre borgere under 65 år, der er visiteret til tilbuddet i medfør
af servicelovens § 85. Dette kan eksempelvis være en yngre borger med
demens.
Kommunalbestyrelsen har pligt til at sørge for, at der er de nødvendige
tilbud efter serviceloven, jf. servicelovens § 4, stk. 1. Kommunalbestyrelsen
opfylder sit forsyningsansvar efter § 4, stk. 1 ved brug af egne tilbud og ved
samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud, jf.
servicelovens § 4, stk. 2.
UDKAST
91
Registrering i plejehjemsoversigten er efter servicelovens § 14 a, stk. 3, en
betingelse for, at plejehjem efter servicelovens § 192, plejeboligbebyggelser
fortrinsvis for ældre og friplejeboligbebyggelser fortrinsvis for ældre er en
del af en kommunalbestyrelses forsyning, jf. servicelovens § 4, stk. 2.
Ældreministeren har i medfør af bemyndigelsen i servicelovens § 14 a, stk.
4, fastsat nærmere regler om plejehjemsoversigten i bekendtgørelse nr. 1219
af 22. oktober 2018 om plejehjemsoversigten.
I bekendtgørelsens § 8 er det fastsat, at plejehjemsoversigten skal indeholde
generelle baggrundsoplysninger om hvert enkelt plejehjem,
plejeboligbebyggelse eller friplejeboligbebyggelse som fx navn, adresse,
plejehjemsleder, sygefravær, plejehjemstype mm. Der skal desuden gives
oplysninger om tilbuddets bolig og drift som fx antal
boliger/plejehjemspladser, husleje, beskrivelse af boligerne samt mulighed
for tilkøb. Herudover skal der give informationer om tilbuddets faglige
tilgang og aktiviteter som eksempelvis plejehjemmets værdigrundlag,
tilgang til pårørende, madordning, om eget dyr er tilladt, aktiviteter samt
seneste tilsynsrapporter.
For kommunale og private tilbud, der er del af den kommunale
boligforsyning, har kommunalbestyrelsen pligt til at sikre, at nye plejehjem
kommer på plejehjemsoversigten, og at oplysningerne løbende justeres, hvis
der sker ændringer, jf. bekendtgørelsens § 4. For private tilbud, der ikke er
en del af den kommunale boligforsyning, har det private tilbud pligt til at
sikre, at oplysningerne om plejehjemmet indberettes til
plejehjemsoversigten, jf. bekendtgørelsens § 5.
Ud over information om de enkelte plejehjem mv. indeholder
plejehjemsoversigten mere generel information om at flytte på plejehjem
som eksempelvis typerne af plejehjem, reglerne for visitation, det frie
plejehjemsvalg, fastsættelse af husleje mv., jf. bekendtgørelsens § 1.
Etableringen og den daglige drift af plejehjemsoversigten varetages af
Sundhedsdatastyrelsen, som fører stikprøvekontrol med, at oplysningerne er
indberettet. Sundhedsdatastyrelsen kan følge op i forhold til den
indberetningspligtige, såfremt oplysninger om tilbud ikke er indberettet,
eller oplysningerne ikke er i overensstemmelse med plejehjemsoversigtens
systematik, jf. bekendtgørelsens § 9. Sundhedsdatastyrelsen har udarbejdet
vejledninger for indrapportering til plejehjemsoversigten.
Kommuner kan selv indberette og indtaste oplysningerne på
plejehjemsoversigten. Det er op til den enkelte kommune selv at afgøre, om
kommunen eller det enkelte plejehjem indberetter oplysningerne.
3.18.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
I forbindelse med finansloven for 2024 blev det aftalt mellem regeringen og
Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det
UDKAST
92
Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet
og Nye Borgerlige at udvide plejehjemsoversigten, så den også vil omfatte
hjemmeplejen (leverandører af pleje i ældres eget hjem) baseret på allerede
eksisterende og indsamlede kvalitetsdata.
Med aftale om reform på ældreområdet ønsker aftalepartierne yderligere at
styrke frit valg, gennemsigtighed og kvalitet, og at borgere sikres bedre
adgang til at udøve deres frie valg på et oplyst grundlag. Aftaleparterne er
enige om, at arbejdet med at udvikle kvalitetsindikatorer, herunder
brugertilfredshedsundersøgelser, videreføres og offentliggøres på
plejehjemsoversigten, samt at der offentliggøres oplysninger om faste
teams og medarbejderkontinuitet. Derudover vil der for plejehjem skulle
tilføjes oplysninger om antal medarbejdere og faggrupper.
Aftaleparterne er desuden enige om, at søgefunktionen og brugerfladen på
plejeoversigten forbedres for borgere og leverandører, så borgere vil kunne
få et bedre grundlag for at anvende deres frie leverandørvalg. Initiativerne
må dog ikke medføre unødvendige administrative byrder og bureaukrati for
kommuner eller medarbejdere. Oplysningerne skal være sammenlignelige
og dækkende for alle leverandører.
3.18.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås i forlængelse af aftale i forbindelse med finansloven for 2024
og aftale om reform på ældreområdet, at oversigten over plejehjem i
servicelovens § 14 a videreføres i ældrelovens § 26, og at oversigten som
noget nyt udvides med oplysninger om leverandører af hjemmepleje. På den
baggrund foreslås det, at oversigten benævnes ”plejeoversigten” i stedet for
”plejehjemsoversigten”.
Det foreslås i det samtidig fremsatte forslag til lov om lokalplejehjem, at
kommunalbestyrelser vil få mulighed for at etablere såkaldte
lokalplejehjem. Det foreslås, at plejeoversigten også vil skulle indeholde
oplysninger om disse lokalplejehjem.
Det foreslås desuden som noget nyt i overensstemmelse med aftalen om
reform på ældreområdet, at plejeoversigten udvides med yderligere
oplysninger som vil kunne give en indikation af private og kommunale
plejehjems og plejeleverandørers kvalitet, hvilket som udgangspunkt vil
omfatte oplysninger om brugertilfredshed, faste teams, og
medarbejderkontinuitet. Derudover vil der for plejehjem blive tilføjet
oplysninger om antal medarbejdere og faggrupper. Oplysningerne vil så vidt
muligt blive baseret på eksisterende data og viden, men der vil være behov
for, at plejeleverandørerne registrerer og opdaterer oplysningerne på
plejeoversigten.
Plejeoversigten foreslås i forlængelse heraf udvidet med resultater fra den
planlagte brugertilfredshedsundersøgelse blandt hjemmehjælpsmodtagere
UDKAST
93
og plejehjemsbeboere, som gennemføres hvert andet år. Tilfredshed vil kun
blive udstillet for plejehjem/leverandører, hvor der er et tilstrækkeligt antal
besvarelser til at sikre borgernes anonymitet. Det vil indebære, at
brugertilfredshedsundersøgelsen vil blive udvidet til at blive gennemført på
alle plejehjem og blandt alle modtagere af hjemmepleje, samt at der vil blive
afsat varige midler til brugertilfredshedsundersøgelsen.
Oplysningerne vil kunne sikre borgere bedre mulighed og adgang til at
vurdere kvaliteten af plejehjem og leverandører og dermed understøtte det
frie valg. Derudover vil oplysningerne kunne anvendes af beslutningstagere
til at følge udviklingen i forlængelse af ældrereformen. Oplysningerne skal
derfor være sammenlignelige og dækkende for alle plejeleverandører.
Plejeoversigten foreslås desuden tilpasset, så de mere end 1.000 daglige
brugere af plejeoversigten får let adgang til at fremsøge relevante
oplysninger. Det vil fx blive muligt at søge på de eksisterende oplysninger
om, hvorvidt det er tilladt at medbringe kæledyr, fx hund, geografiske
søgekriterier, ligesom de nye oplysninger om plejeenhedernes kvalitet vil
kunne indgå som søgekriterie. Brugergrænsefladen vil tilsvarende kunne
forbedres, så ældre vil blive præsenteret for et overskueligt valg af plejehjem
eller plejeleverandører på baggrund af søgekriterierne. Ligeledes vil
muligheden for at indberette oplysninger til plejeoversigten skulle gøres
mere brugervenlig, så ledere, medarbejdere og kommuner let vil kunne
registrere og opdatere oplysninger på plejeoversigten.
For nærmere om plejeoversigten henvises til lovforslagets § 26 og
bemærkningerne hertil.
3.19. Pasning af døende
3.19.1. Gældende ret
Efter servicelovens §§ 119-122 kan der gives hjælp i forbindelse med
pasning af døende. Hjælpen omfatter plejevederlag og hjælp til dækning af
udgifter til sygeplejeartikler og lignende.
Det fremgår af bemærkninger til lovforslaget, hvor med plejevederlag ved
pasning af døende blev indført, jf. Folketingstidende 1989-1990, tillæg A,
L 54, side 1488, at hjælpen alene omfatter pleje af døende (terminalpleje) i
en afgrænset tidsperiode. Det karakteristiske ved terminalpleje er, at vægten
flyttes fra behandling med helbredende sigte til omsorg og lindring.
Indsatsen koncentreres således om at forbedre livskvaliteten i et afgrænset
tidsrum.
Efter servicelovens § 119, stk. 1, har personer, der passer en nærtstående,
som ønsker at dø i eget hjem, ret til, efter ansøgning, at få udbetalt en
plejevederlag. Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at
hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og
at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven
UDKAST
94
på sygehus eller ophold i plejehjem, plejebolig el.lign. Det er endvidere en
betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.
Det er således en afgørende forudsætning, at den syge og dennes pårørende
er indforstået med etablering af et plejeforløb i eget hjem. Dette
understreges i bestemmelsen ved, at der kun kan ydes plejevederlag efter
ansøgning, og at det er en udtrykkelig betingelse, at den syge giver sit
samtykke til etablering af plejeforholdet.
Med pårørende menes, jf. forarbejderne, f.eks. ægtefælle, samlever, børn,
forældre og i øvrigt andre med så nær en tilknytning til den syge, at det vil
være nærliggende, at denne person yder plejen. Der kan således ikke stilles
krav om et egentligt slægtsskabsforhold. Det er heller ikke en betingelse, at
der har været fælles bopæl forud for etablering af plejeforholdet. Det er
ligeledes uden betydning for adgangen til plejevederlag, om plejen foregår
i den syges eget hjem, eller om den syge tager ophold hos den, der varetager
plejen.
Plejevederlag ydes uden hensyn til den syges økonomiske forhold, og denne
kan ikke afkræves betaling for plejen.
Ansøgning om plejevederlag skal indgives til den kommune, som
plejeforholdet ønskes etableret i. Når plejeforholdet er etableret, er det den
kommune, hvori plejeforholdet finder sted, som skal udbetale plejevederlag
og hjælp til sygeplejeartikler. Dette fremgår af § 9 b, stk. 2, i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
Plejevederlaget kan udbetales som refusion til arbejdsgiveren. Det fremgår
således af § 119, stk. 2, at en arbejdsgiver, der yder fuld løn til en ansat under
dennes fravær fra arbejdet, således at den ansatte ikke har en tabt
arbejdsindtægt, er berettiget til at få udbetalt det beløb, som den ansatte
ellers ville være berettiget til i plejevederlag efter servicelovens § 120, stk.
1.
Lønmodtagere har efter lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af
særlige familiemæssige årsager, ret til orlov fra deres arbejdsgiver til
pasning af nærtstående døende, der ønsker at dø i eget hjem. Orlovsretten er
betinget af, at lønmodtageren har fået bevilget plejevederlag efter
servicelovens 119.
Loven anvendes dog ikke, hvis lønmodtageren er omfattet af en kollektiv
overenskomst, der giver tilsvarende rettigheder.
lønmodtageren skal varsle den påtænkte orlov overfor arbejdsgiveren senest
samtidig med indgivelse af ansøgningen om plejevederlag til kommunen.
Det skal sikre, at lønmodtageren kan starte sin plejeorlov samtidig med, at
plejevederlaget bevilges af kommunen samtidig med, at arbejdsgiveren så
tidligt som muligt bliver bekendt med lønmodtagerens ønsker om orlov til
pasning af en nærtstående døende. Længden af varslet vil derfor i de
konkrete tilfælde afhænge af den enkelte kommunes sagsbehandlingstid.
Lønmodtageren skal samtidig med varslingen af fraværet tillige oplyse om
UDKAST
95
fraværets forventede varighed. Det vil imidlertid ikke være muligt præcist
at varsle længden af orlovsperioden, men den typiske varighed på et
plejeforløb er 2-6 måneder.
Lønmodtageren skal senest 2 hverdage efter den nærtståendes død
underrette arbejdsgiveren om, hvornår arbejdet genoptages. Lønmodtageren
har pligt til at genoptage arbejdet 14 dage efter den nærtståendes død,
medmindre andet aftales med arbejdsgiveren.
I tilfælde af afbrydelse af plejeforholdet skal lønmodtageren underrette
arbejdsgiveren herom hurtigst muligt og samtidig hermed underrette
arbejdsgiveren om, hvornår arbejdet genoptages. Lønmodtageren har pligt
til at genoptage arbejdet senest 14 dage efter plejeforholdets afbrydelse,
medmindre andet aftales med arbejdsgiveren.
Det fremgår af servicelovens § 120, stk. 1, at beregningen af plejevederlaget
er efter de gældende regler knyttet til sygedagpengereglerne.
Plejevederlaget udgør et beløb, der svarer til 1,5 gange det
sygedagpengebeløb, som pågældende ville have fået i tilfælde af egen
sygdom. Plejevederlaget kan ikke overstige den hidtidige indtægt.
Selvstændigt erhvervsdrivende, der ikke er tilmeldt den frivillige forsikring,
eller som i henhold til den frivillige forsikring har ret til dagpenge fra tredje
fraværsdag, kan få udbetalt plejevederlag fra første fraværsdag.
Det fremgår videre af § 120, stk. 2, at personer, som ikke er berettiget til
plejevederlag efter stk. 1, får udbetalt 16.637 kr. (2022-niveau) månedligt i
plejevederlag. Personer, som er berettiget til plejevederlag efter stk. 1, kan
vælge i stedet at få udbetalt et plejevederlag som anført i 1. pkt.
Plejevederlaget kan i dette tilfælde, jf. 1. og 2. pkt., ikke udbetales sammen
med en anden offentlig forsørgelsesydelse. Hvis flere personer deles om
plejeopgaven, nedsættes beløbet svarende til den pågældendes
forholdsmæssige andel af plejeopgaven.
Personer, der ikke er berettiget til sygedagpenge, får således udbetalt et
plejevederlag, der svarer til minimumsbeløbet. Personer, der er berettiget til
sygedagpenge og dermed til et plejevederlag beregnet med udgangspunkt
heri, kan vælge i stedet at få udbetalt et plejevederlag, der svarer til
minimumsbeløbet. Minimumsbeløbet træder i stedet for anden offentlig
forsørgelse. Det betyder, at personer som vælger at få udbetalt plejevederlag
som minimumsbeløbet, ikke samtidigt kan få udbetalt en anden offentlig
forsørgelsesydelse.
Det fremgår videre af § 120, Stk. 3, at hvis flere personer deles om
plejeopgaven, kan det samlede plejevederlag ikke overstige 1,5 gange det
maksimale sygedagpengebeløb efter § 50, stk. 1, i lov om sygedagpenge.
Endelig følger det af § 120, stk. 4, at kommunalbestyrelsen ganske særlige
tilfælde kan beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb end anført i
stk. 1-3.
UDKAST
96
Kommunalbestyrelsen afgør efter en konkret vurdering, om der foreligger
særlige forhold. Som eksempler kan nævnes store forsørgerbyrder eller
andre høje, faste og rimelige udgifter, som ellers kunne hindre ansøgeren i
at pleje den døende.
Det fremgår af § 121, stk. 1, at retten til plejevederlag ophører ved
plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten til
plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes
indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i
sig selv bortfald af plejevederlag.
Lønmodtageren skal senest 2 hverdage efter den nærtståendes død
underrette arbejdsgiveren om, hvornår arbejdet genoptages. Lønmodtageren
har pligt til at genoptage arbejdet 14 dage efter den nærtståendes død,
medmindre andet aftales med arbejdsgiveren.
I tilfælde af afbrydelse af plejeforholdet skal lønmodtageren underrette
arbejdsgiveren herom hurtigst muligt og samtidig hermed underrette
arbejdsgiveren om, hvornår arbejdet genoptages. Lønmodtageren har pligt
til at genoptage arbejdet senest 14 dage efter plejeforholdets afbrydelse,
medmindre andet aftales med arbejdsgiveren.
Det følger videre af § 121, stk. 2, at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis
kan træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i
hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig. Bestemmelsen kan
eksempelvis tænkes anvendt, hvis det viser sig, at hjælpen i hjemmet ikke
mere er hensigtsmæssig eller tilstrækkelig.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, hvor med plejevederlag ved
pasning af døende blev indført, jf. Folketingstidende 1989-1990, tillæg A,
L 54, side 1488, at plejen i hjemmet ikke må påføre familien udgifter, som
den ikke ville have haft, hvis den havde valgt sygehusophold. Der kan derfor
efter § 122 ydes hjælp til sygeplejeartikler og lignende uden hensyn til den
døendes og familiens økonomiske forhold.
Det fremgår af § 122, at kommunalbestyrelsen kan, såfremt udgiften ikke
dækkes på anden vis, yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når
1) nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold, jf. § 119, passer
en døende,
2) kommunen varetager plejen helt eller delvis eller kommunalbestyrelsen
yder tilskud efter § 95 til hjælp, som familien selv antager, eller
3) et hospice varetager plejen.
Stk. 2. Hjælpen ydes uden hensyn til den pågældendes eller familiens
økonomiske forhold.
Det følger af forarbejderne, at hjælpen skal ydes efter en konkret, individuel
vurdering af, om betingelserne er opfyldt, herunder om hjælpen er sagligt
begrundet sammenholdt med bestemmelsens formål.
3.19.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
UDKAST
97
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder det hensigtsmæssigt, at der med
ældreloven sikres økonomisk støtte, der giver nærtstående pårørende
mulighed for at pleje, omsorg og lindring i hjemmet i den syges sidste tid.
Social,- Bolig,- og Ældreministeriets vurdering, at regler vedrørende
plejevederlag fortsat bør reguleres samlet uanset, den syges alder.
Ministeriet finder det mest hensigtsmæssigt, at reglerne fremover reguleres
i ældreloven.
3.19.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås med §§ 28-31, at gældende ret vedrørende pasning af døende
videreføres i ældreloven. Den gældende retstilstand foreslås således
videreført uændret. Det betyder, at den foreslåede bestemmelse vil kunne
anvendes uanset den døendes alder.
3.20. Betaling
3.20.1. Gældende ret
Servicelovens § 158 indeholder regler om betaling af den hjælp, der
modtages efter serviceloven. Det følger således af bestemmelsen, at den,
der modtager hjælp efter loven til sig selv eller sin ægtefælle, skal,
medmindre andet er bestemt i denne lov, betale for den hjælp, der
modtages. Social- og boligministeren har bemyndigelse til at fastsætte
regler om opkrævning af et gebyr ved ikke-rettidig betaling for ydelser
efter serviceloven eller, jf. § 158, stk. 2.
Efter den gældende § 79, stk. 3, i serviceloven fastsætter ældreministeren
nærmere regler om betaling for tilbud med aktiverende og forebyggende
sigte, herunder om beregningsgrundlaget for betalingen.
Efter den gældende § 161, stk. 1, i serviceloven, kan der opkræves betaling
for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3,
om personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til praktiske opgaver i
hjemmet samt madservice og til hjælp efter § 84 om afløsning og aflastning,
hvis borgeren ikke samtidigt modtager hjælp efter §§ 96 eller 100 i
serviceloven om personlig assistance eller dækning af nødvendige
merudgifter til den daglige livsførelse efter lov om social service eller §§ 86
eller 87 om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter og tabt
arbejdsfortjeneste i barnets lov om.
Når beboerne i plejeboliger mv. deltager i køkkenaktiviteter, herunder i
madproduktion efter servicelovens § 85 som led i socialpædagogisk bistand,
skal kommunalbestyrelsen foretage en forholdsmæssig beregning af
beboerens betaling for madservice efter servicelovens § 161.
Efter § 161, stk. 3, i serviceloven fastsætter ældreministeren regler om
betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 madservice,
UDKAST
98
rehabiliteringsforløb, midlertidigt ophold og genoptræning og om
beregnings- og indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud.
Efter § 161, stk. 4, i serviceloven fastsætter ældreministeren nærmere regler
om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice, herunder
regulering af egenbetaling
Efter servicelovens § 183 foretages opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter
bl.a. § 161 af Skat på grundlag af oplysninger for det senest afsluttede
indkomstår, og opgørelsen anvendes med virkning for det andet kalenderår
efter indkomstårets udløb. Skatteforvaltningslovens [jf lovbekendtgørelse
nr. 835 af 3. juni 202] regler om klage over afgørelser om
forskudsregistrering af indkomst finder tilsvarende anvendelse på afgørelser
om indtægtsgrundlaget.
Reglerne om modtagerens maksimale egenbetaling er udmøntede i
bekendtgørelse nr. 1481 af 8. december 2023 om betaling for generelle
tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter §§ 79, 83 og
84 i lov om social service.
Bekendtgørelsen fastsætter bl.a., at kommunalbestyrelsen ved fastsættelse
af betalingen højst kan medregne kommunens gennemsnitlige, langsigtede
omkostninger, der kan henføres til produktion og levering af tilbuddet.
Beregningen af taksten skal dermed ske med udgangspunkt i tilbuddets
gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, herunder omkostningerne ved
køb af tilbud hos private og regionale leverandører. Dette inkluderer:
Direkte omkostninger, det vil sige de omkostninger, der direkte kan
henføres til det pågældende tilbud, som for eksempel råvarer, løn, køb af
materialer og tjenesteydelser mv. og indirekte omkostninger, som for
eksempel andel af fællesomkostninger til lokaler, administration m.v. samt
afskrivning og forrentning af kapitalapparatet. De gennemsnitlige
langsigtede omkostninger er udtryk for, at udgifterne jævnes ud over år.
Taksten er dermed udtryk for tilbuddenes faktiske produktions- og
leveringsomkostninger i det enkelte år. Borgeren betaler således de reelle
omkostninger og dermed det faktiske ressourceforbrug, medmindre
kommunalbestyrelsen vælger at yde et tilskud, hvormed betalingens
størrelse nedbringes.
Bekendtgørelsen fastsætter desuden et loft over hvilket beløb
kommunalbestyrelsen maksimalt kan opkræve ved fastsættelse af
egenbetalingen for en hovedret hos modtagere for madservice, som bor i
eget hjem og for fuld forplejning for beboere i plejebolig og plejehjem,
botilbud og lignende boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og
servicefunktioner med tilhørende personale, herunder friplejeboliger.
Beløbet reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten.
Bekendtgørelsen fastsætter derudover regler for at kommunalbestyrelsen
beregner modtagerens egenbetaling for midlertidigt ophold på grundlag af
modtagerens og en eventuel ægtefælles indkomstgrundlag.
UDKAST
99
3.20.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Det indgår ikke i aftalen om en reform på ældreområdet, at der skal ske
ændringer måden kommunalbestyrelsen opgør egenbetaling for visse tilbud.
Der er efter Social, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse ikke behov for at
ændre den hidtidige retstilstand, som derfor foreslås videreført.
3.20.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at det principielle udgangspunkt om, at der skal ydes betaling
for bistand fra det offentlige til en person selv eller til familiemedlemmer,
der er omfattet af pågældendes forsørgelsespligt videreføres i ældreloven
med den foreslåede § 31.
Reglerne om egenbetaling for tilbud med aktiverende og forebyggende
sigte, madordninger og afløsning og aflastning og kommunalbestyrelsens
tilrettelæggelse heraf foreslås videreført i § 6 i ældreloven.
Bestemmelsen bliver dog justeret således, at der ikke kan opkræves betaling
for personaleomkostninger til madordninger og afløsning og aflastning, hvis
borgeren samtidigt er omfattet af reglerne om personlig assistance efter
serviceloven og om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter og tabt
arbejdsfortjeneste i barnets lov. Denne justering er en konsekvens af, at
personer, omfattet af lovforslaget, ikke også kan omfattes af barnets lov eller
har behov for specialiseret hjælp efter serviceloven.
3.21. Ældreråd
3.21.1. Gældende ret
Det fremgår af § 30, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det
sociale område (herefter retssikkerhedsloven), at der i hver kommune skal
etableres mindst ét ældreråd. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at
ældrerådet etableres og kan beslutte at oprette flere ældreråd, hvis der lokalt
skønnes at være behov for det.
Ældrerådets medlemmer vælges ved direkte valg. Direkte valg medfører, at
ældrerådsmedlemmer skal vælges som enkeltpersoner, og ikke som
repræsentanter for politiske partier, interesseorganisationer mv.
Ældrerådet skal rådgive kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål
og formidle synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om
lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre. Ældrerådet skal medvirke
til at øge borgernes medindflydelse på kommunens ældrepolitik og sikre, at
dialogen og samarbejdet mellem de ældre og kommunalbestyrelsen
fastholdes og udbygges.
Efter retssikkerhedslovens § 30, stk. 2, skal ældrerådet bestå af mindst 5
medlemmer, og for hvert medlem kan der vælges en stedfortræder. Antallet
af eventuelle stedfortrædere kan ikke overstige antallet af medlemmer. Der
UDKAST
100
kan ikke anvendes listeopstillinger eller indgås valgforbund i forbindelse
med valg til ældreråd.
Efter retssikkerhedslovens § 30, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen i
samarbejde med ældrerådet fastlægge de nærmere rammer for rådets virke
og proceduren for høringspligten. Kommunalbestyrelsen har derefter pligt
til at høre ældrerådet om de sager, der er omfattet af aftalens fastlagte
rammer. Det er dog en betingelse, at rådets formål fortsat opfyldes ved
fastlæggelsen af de nærmere rammer for rådets virke, jf.
retssikkerhedslovens § 30, stk.1. Opstår der tvivl om, hvorvidt en sag er
omfattet af aftalen, skal denne altid forelægges ældrerådet. Aftalen om
høringspligtens omfang gælder for én kommunal valgperiode. Hvis
kommunalbestyrelsen og ældrerådet ikke kan blive enige om at målrette
ældrerådets interesseområder i forhold til høringsprocessen, har
kommunalbestyrelsen pligt til at høre ældrerådet om alle spørgsmål, der
vedrører de ældre. For at sikre, at ældrerådets rådgivende funktion får reel
betydning, skal rådet høres i god tid, inden kommunalbestyrelsen træffer
endelige beslutninger.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 31, stk. 1, at kommunalbestyrelsen i
samarbejde med ældrerådet fastsætter vedtægter for rådet. Herudover
forudsættes ældrerådet at være selvstyrende. Rådet fastsætter selv sin
forretningsorden og tilrettelægger i videst muligt omfang selv arbejdet
indenfor lovens rammer og de fastsatte vedtægter.
Det fremgår af § 31, stk. 2, at udgifterne til ældrerådets virksomhed afholdes
af kommunalbestyrelsen, der også stiller lokaler og sekretariatsbistand til
rådighed, hvis ældrerådet ønsker det. Det er kommunalbestyrelsen der
beslutter, hvilke udgifter ældrerådet får dækket. Kommunalbestyrelsen kan
beslutte at dække evt. faktiske udgifter, hvis kommunalbestyrelsen vurderer,
at der er tale om udgifter ved ældrerådets virksomhed. Ældrerådet kan ikke
ansøge om midler til frivilligt arbejde.
Efter retssikkerhedslovens § 31, stk. 3, har kommunalbestyrelsen pligt til at
yde diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og
udgiftsgodtgørelse efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse til
ældrerådets medlemmer.
Det fremgår dog af § 31, stk. 4, at det enkelte medlem af ældrerådet efter
eget ønske har mulighed for at fraskrive sig de diæter og udgiftsgodtgørelse,
som kommunalbestyrelsen har pligt til at yde medlemmet for arbejdet i
ældrerådet. Det enkelte medlem kan også fraskrive sig retten til at modtage
udgiftsgodtgørelse.
Det fremgår af retssikkerhedsloven § 32, stk. 1, at kommunalbestyrelsen har
ansvaret for, at der afholdes valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år, og i
samarbejde med ældrerådet at fastsætte regler for valgets afholdelse.
Kommunalbestyrelsen skal informere om et forestående valg. Udarbejdelse
af information, der forudsættes at være neutral, kan ske i samarbejde med
ældrerådet. Kommunalbestyrelsen og ældrerådet beslutter i samarbejde,
UDKAST
101
hvor ofte (mindst hvert fjerde år), hvornår og hvordan valghandlingen rent
praktisk skal tilrettelægges i den enkelte kommune.
Selve valghandlingen kan eventuelt tilrettelægges i forbindelse med valget
til kommunalbestyrelsen. Ældrerådsvalget skal tilrettelægges på en måde,
så det ikke kan virke forstyrrende på vælgernes adgang til at stemme ved
kommunal- og regionalvalget eller på gennemførelsen af afstemningen i
øvrigt, og sådan at kommunal- og regionalvalget har første prioritet i forhold
til ældrerådsvalget. Hvervet som tilforordnet ved ældrerådsvalg er ikke et
borgerligt ombud, og man kan således frasige sig hvervet.
Det fremgår af retssikkerhedslovens § 32, stk. 2, at alle personer, der har
fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år på valgdagen, kan stemme til
valget og vælges til ældrerådet. Der kan ikke fastsættes en øvre grænse for
antallet af kandidater. Personer, der kan stemme til ældrerådsvalg, har hver
én stemme.
Efter retssikkerhedslovens § 32, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen i samråd
med det siddende ældreråd, hvis der ikke 4 uger før valgdagen er opstillet
det nødvendige antal kandidater, beslutte at aflyse afstemningen. Aflysning
af valget medfører, at alle de opstillede kandidater er valgt. Der kan
ligeledes opstå en situation, hvor det end ikke er muligt at opfylde lovens
krav om mindst 5 medlemmer, jf. retssikkerhedslovens § 30, stk. 2. I
sådanne situationer kan afstemningen også aflyses. Da ældrerådene spiller
en central rolle for den demokratiske inddragelse i kommunen, er det en
betingelse for at kunne aflyse valget, at kommunalbestyrelsen har gjort en
indsats for at skaffe kandidater til ældrerådet.
Efter retssikkerhedslovens § 33, stk. 1, kan ældreministeren efter ansøgning
fra kommunalbestyrelsen give dispensation fra reglerne om ældreråd, jf.
retssikkerhedslovens §§ 30-32. Dispensationen for reglerne kan gives, hvis
der på grund af uforudsete situationer eller lokale forhold, som
kommunalbestyrelsen ikke har indflydelse på, opstår problemer med hensyn
til at sikre lovens overholdelse. Her tænkes først og fremmest på de
processuelle regler i loven. Dispensationsbestemmelsen kan kun anvendes,
når det vurderes tvingende nødvendigt grundet utilsigtede situationer, som
bevirker, at loven ikke kan overholdes.
3.21.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Social-, Bolig og Ældreministeriet finder det hensigtsmæssigt, at ældreråd
bør være omfattet af en kommende ældrelov.
Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse, at reglerne
vedrørende ældreråd skal videreføres efter de hidtil gældende regler, og at
det ikke indgår i aftalen om en reform på ældreområdet, at der skal ske
ændringer i bestemmelserne om ældreråd. For at understøtte frisættelsen af
ældreområdet, vurderer ministeriet dog, at fortolkningen af
dispensationsbestemmelsen bør udvides.
UDKAST
102
Der er størst deltagelse i valg til ældrerådet, når de afholdes samtidig med
kommunal- og regionsrådsvalg. Danske Ældreråd har længe arbejdet for, at
valgreglerne til ældrerådsvalg bliver ændret, så det blev et krav, at
ældrerådsvalg skal afvikles hvert fjerde år som fremmødevalg i forbindelse
med kommunal- og regionsrådsvalget.
Flere ældreråd afholder i dag ældrerådsvalg året før kommunal- og
regionsrådsvalget. Social-, Bolig- og Ældreministeriet har måtte afvise
dispensationsansøgninger med henblik på midlertidigt at forlænge
ældrerådets valgperiode fra 4 til 5 år, for på den måde at opnå at
ældrerådsvalget og regionsrådsvalget opnår samtidige valgperioder.
Dispensationsansøgningerne er blevet afvist med henvisning til, at
dispensationsbestemmelsen kun kan anvendes, når det vurderes tvingende
nødvendigt grundet utilsigtede situationer.
Det er Social-, Bolig- og Ældreministeriets opfattelse, at en fast valgdato for
ældrerådsvalg samtidig med kommunal- og regionsvalg ikke vil understøtte
en frisættelse af ældreområdet. Men en udvidet fortolkning af
dispensationsbestemmelsen til at omfatte dispensation til en midlertidig
forlængelse af ældrerådets valgperiode ud over fire år, med henblik på at
opnå samtidige valgperioder med kommunal- og regionsrådsvalget, vil
understøtte frisættelsen af ældreområdet og en forventet større
valgdeltagelse til ældrerådsvalg.
3.21.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås med §§ 34-37 at, der i hver kommune etableres mindst ét
ældreråd efter direkte valg, som afholdes mindst hvert 4. år. Med det
foreslåede vil kommunen i samarbejde med ældrerådet skulle fastsætte de
nærmere rammer for rådet, herunder for rådet virke og rådets vedtægter.
Det foreslåede er således en videreførelse af gældende ret.
Med den foreslåede § 37 vil der kunne dispenseres fra ovenstående.
Dispensationsmuligheden vil kunne blive taget i anvendelse, hvis der på
grund af uforudsete situationer eller lokale forhold, som
kommunalbestyrelsen ikke har indflydelse på, opstår problemer med hensyn
til at sikre lovens overholdelse.
Den foreslåede bestemmelse vil også kunne blive taget i anvendelse, hvis
kommunalbestyrelsen ønsker midlertidigt at forlænge ældrerådets
valgperiode ud over fire år med henblik på at opnå samtidige valgperioder
med kommunal- og regionsrådsvalget.
Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets §§ 34-37.
3.22. Forsøgsbestemmelse
UDKAST
103
3.22.1. Gældende ret
Servicelovens § 184 indeholder regler om forsøg.
Det fremgår således af lovens § 184, stk. 1, at en kommunalbestyrelse, et
regionsråd eller et privat tilbud efter ansøgning vil kunne få godkendelse fra
Social-, Bolig- og Ældreministeriet til at fravige lovens bestemmelser i
forbindelse med et forsøg, for at fremme forsøgsvirksomhed og udvikling
på det sociale område.
Der kan efter bestemmelsens stk. 2 ikke gives godkendelse til forsøg, som
indebærer, at borgeren stilles dårligere end efter loven, forsøg, som
medfører statslige merudgifter, forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne
om tilsyn eller forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Efter bestemmelsens stk. 3 offentliggør social- og boligministeren årligt en
status for anvendelsen af forsøg på det sociale område.
3.22.2. Social-, Bolig- og Ældreministeriets overvejelser
Social-, Bolig- og Ældreministeriet finder, at det er hensigtsmæssigt også at
opstille regler i ældreloven om forsøg.
Det er derfor ministeriets opfattelse, at § 184 i serviceloven, som efter
gældende ret regulerer forsøg på ældreområdet, bør videreføres i ældreloven
med redaktionelle ændringer.
3.22.3. Den foreslåede ordning
Det foreslås, at der i § 37 opstilles regler om forsøg.
Det foreslås, at bestemmelsen i serviceloven videreføres med redaktionelle
ændringer i ældreloven, således at Social-, Bolig- og Ældreministeriet efter
ansøgning fra en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud
kan give godkendelse til, at den kommende lovens bestemmelser fraviges i
forbindelse med et forsøg på ældreområdet. Godkendelsen gives for en
begrænset periode, og det er en betingelse for godkendelse, at forsøget
evalueres.
Det foreslås videre, at der i § 37, at det fastsættes nærmere, hvilke forsøg på
ældreområdet, der ikke ville kunne gives godkendelse til og at det fastsættes,
at ældreministeren årligt skal offentliggøre en status for anvendelsen af
forsøg på ældreområdet.
Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret.
UDKAST
104
4. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det
offentlige
Det forventes, at der med forslaget på finansloven afsættes midler til at
understøtte et partnerskab, der skal omlægge eksisterende data på
ældreområdet som følge af lovforslaget.
Det forventes, at lovforslagets vil medføre merudgifter i kommunerne fra
2025 grundet behov for kompensation for øget administration i forbindelse
med etablering af en kontrolenhed til at sikre en korrekt afregningspris for
private leverandører. Det skyldes, at afregningsgrundlaget til udvidelse af
frit valg og leverandørstyringen bliver mere komplekst. Den endelige model
for kontrolenheden og dermed kompensationen af kommunerne udestår.
Derudover vil lovforslagets krav om årlig efterregulering af kommunernes
afregningspriser medføre merudgifter for kommunerne som følge af øget
administration. Endeligt vil udvidelsen af Plejehjemsoversigten medføre
nye registreringer og dermed øget administration i kommunerne. De
økonomiske konsekvenser skal forhandles med KL.
Der er afsat finansiering til initiativerne på i alt 14,5 mio. kr. i 2024, 25,9
mio. kr. i 2025, 27,9 mio. kr. i 2026, 26,9 mio. kr. i 2027 og fra 2028 og
varigt for 12,9 mio. kr. Det bemærkes, at størstedelen af midlerne går til
statslig finansiering af initiativerne, mens en mindre del er afsat til
kompensation af kommunerne for øget administration.
Lovforslaget berører ikke regionerne og har derfor ingen økonomiske
konsekvenser for regionerne.
Det vurderes, at lovforslaget vil medføre implementeringskonsekvenser for
kommunerne. Lovforslaget vil påvirke den kommunale sagsbehandling
således, at kommunen skal træffe afgørelse om tildeling af kommunalt
fastsatte rummelige pleje- og omsorgsforløb, som skal udgøre en ramme for
hjælpen ud fra den ældres aktuelle behov og ønsker. Dette vil erstatte
afgørelser om standardiserede enkeltydelser. Hjælpen vil således kunne
blive justeret efter den enkeltes behov, uden at det er nødvendigt med en ny
afgørelse.
Det forventes, at lovforslagets del om indførelse af en fast overheadsats, der
bruges til afregning af friplejeboligleverandører, vil have positive
administrative konsekvenser for kommunerne, der vil kunne mindske
kommunernes administrationsomkostninger.
Lovforslaget vil ikke medføre implementeringskonsekvenser for
regionerne.
UDKAST
105
Social-, Bolig- og Ældreministeriet og KL indgår i et forpligtende
implementeringssamarbejde med henblik på løbende at følge den konkrete
implementering af ældrereformen i kommunerne tæt i perioden 2024 –
2027. Omstillingen skal finansieres af kvalitetsløftet samt frigjorte midler
fra regelforenklinger.
I relation til principperne for digitaliseringsklar lovgivning opfylder
lovforslaget princippet om klare og enkle regler, men lovforslaget opfylder
ikke princippet om automatisk sagsbehandling. Dette skyldes, at det er
nødvendigt, at de involverede myndigheder behandler hver sag individuelt,
hvilket indebærer faglige skøn, hvorfor der ikke kan sagsbehandles efter
objektive kriterier. De øvrige principper for digitaliseringsklar lovgivning
er ikke relevante for lovforslaget.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes have positive økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
Lovforslagets vurderes at have positive konsekvenser for erhvervslivet, da
det med lovforslaget bliver muligt for borgere at vælge en privat leverandør
til at yde rehabilitering og genoptræning og dermed alle elementer, der
indgår i helhedspleje.
Lovforslagets indførelse af krav om helhedspleje vil betyde, at private
leverandører har mulighed for at indgå konsortier efter konkurrenceloven
med henblik på at løse opgaven sammen for at kunne levere helhedspleje.
Dette kan dog, særligt for mindre leverandører, medføre sværere adgang til
markedet, da det er virksomhedernes eget ansvar at overholde
konkurrencereglerne. Det er derfor virksomhederne selv, der skal vurdere,
om et samarbejde er lovligt mulighed for at indgå i konsortier efter gældende
konkurrenceregler.
Det forventes, at lovforslagets del om, at private leverandører skal
efterbetale kommunalbestyrelsen forskellen, hvis kommunens faktiske
omkostninger ved levering af tilsvarende tilbud har været lavere end den
fastsatte afregningspris, kan have administrative konsekvenser for private
leverandører.
Det forventes, at lovforslagets del om, at såfremt kommunens faktiske
omkostninger ved levering af tilsvarende tilbud har været højere end den
fastsatte afregningspris, skal kommunalbestyrelsen efterbetale
UDKAST
106
privatleverandøren leverandøren forskellen vil have positive økonomiske
konsekvenser for de private leverandører.
Det forventes, at lovforslagets del om indførelse af en fast overheadsats, der
bruges til afregning af friplejeboligleverandører, vil have positive
økonomiske og administrative konsekvenser for friplejeboligleverandørerne
og mindske konfliktpotentialet mellem kommuner og private leverandører.
Lovforslaget forventes medføre mindre omstillingsomkostninger til
omstilling til helhedspleje.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes at have en række positive administrative
konsekvenser for borgerne.
Med lovforslaget foreslås indførelse af helhedspleje i form af
sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, som vil betyde,
at der ikke vil skulle træffes en ny forvaltningsretlig afgørelse, hver gang
borgerens behov for hjælp ændrer sig.
Lovforslaget vil medføre, at der skal træffes forvaltningsretlige afgørelser
med klageadgang til Ankestyrelsen i forbindelse med kommunens bevilling
af pleje- og omsorgsforløbet, og hvis der er brug for at skifte til et andet
forløb, fordi borgerens behov for hjælp og har ændret sig væsentligt, og
borgerens behov dermed ikke kan dækkes indenfor det tildelte pleje- og
omsorgsforløb. Lovforslaget indfører et fleksibelt pleje- og omsorgsforløb,
hvor borgeren i dialog med den faglige medarbejder selv kan være med til
at bestemme, hvad der konkret er brug for af hjælp fra gang til gang inden
for forløbets rammer. De faglige medarbejder får således mulighed for at
justere hjælpen efter borgerens aktuelle behov.
Med lovforslaget indføres en forbedret plejeoversigt, som vil sikre borgerne
større gennemsigtighed og skabe overblik og muliggøre sammenligning
mellem plejeenhederne og leverandørerne for dermed at understøtte
borgernes frie leverandørvalg.
Lovforslaget vurderes at have en begrænset negativ administrativ
konsekvens for borgerne i forhold til klageadgangen i en situation, som
vedrører borgere omfattet af lovforslagets § 2, stk. 2, hvor det foreslås, at
loven også skal kunne finde anvendelse for personer, der ikke har nået
folkepensionsalderen, når det efter en samlet vurdering af personens
livssituation vurderes, at behovet for pleje og omsorg til varetagelsen af den
daglige livsførelse, svarer til det behov, som ældre personer over
folkepensionsalderen skal tilbydes efter denne lov.
I den forbindelse foreslås det med forslagets § 25, stk. 2, at hvis
kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter de foreslåede §§ 10, 13-14, 16-
UDKAST
107
17, § 18, stk. 4, eller § 21 i ældreloven over for personer omfattet af § 2, stk.
2, og over for hvem der, før de blev omfattet af § 2, stk. 2, er truffet en
retskraftig afgørelse efter §§ 83, 83 a, 84, § 86, stk. 1, § 91, stk. 3, §§ 119
eller 122 i serviceloven, vil personen ikke kunne indbringe den del af
kommunalbestyrelsens afgørelse efter ældrelovens §§ 10, 13-14, 16-17, §
18, stk. 4, og § 21, som indebærer tilbagekaldelse af afgørelsen efter lov om
social service for Ankestyrelsen.
Det foreslåede vurderes som nævnt at være en mindre negativ konsekvens
for de berørte borgere, som efter kommunalbestyrelsens beslutning
”overgår” fra at modtage hjælp og støtte efter servicelovens bestemmelser
til at modtage hjælp og støtte efter ældrelovens bestemmelser. Disse borgere
vil ikke kunne indbringe den del af kommunalbestyrelsens afgørelse, der
vedrører tilbagekaldelsen af den retskraftige afgørelse om tildeling af
ydelser efter serviceloven for Ankestyrelsen. Borgerne vil imidlertid kunne
indbringe afgørelsen om tildeling af hjælp og støtte efter ældreloven for
Ankestyrelsen efter den foreslåede § 25. Med ”overgangen” af tildeling af
hjælp og støtte med hjemmel i serviceloven til tildeling med hjemmel i
ældreloven er der ikke tilsigtet indholdsmæssige ændringer i den hjælp og
støtte borgeren vil modtage.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget medfører ikke klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget medfører ikke miljø- og naturmæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den … til den … været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:
[…]
UDKAST
108
11. Sammenfattende skema
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
(hvis ja, angiv omfang/Hvis
nej, anfør »Ingen«)
Negative
konsekvenser/merudgifter (hvis
ja, angiv omfang/Hvis nej,
anfør »Ingen«)
Økonomiske konsekvenser for
stat, kommuner og regioner
Ingen Forslaget forventes at indebære
merudgifter for staten og
kommunerne for samlet set
15,5 mio. kr. i 2024, 25,9 mio.
kr. i 2025, 27,9 mio. kr. i 2026,
26,9 mio. kr. i 2027 og fra 2028
og varigt for 12,9 mio. kr.
Implementeringskonsekvenser
for stat, kommuner og regioner
Lovforslaget vil påvirke den
kommunale sagsbehandling
således, at kommunen skal
træffe afgørelse om tildeling
af kommunalt fastsatte
rummelige pleje- og
omsorgsforløb, vil erstatte
afgørelser om
standardiserede
enkeltydelser. Hjælpen vil
således kunne blive justeret
efter den enkeltes behov,
uden at det er nødvendigt
med en ny afgørelse.
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslagets vurderes at
have positive konsekvenser
for erhvervslivet, da det med
lovforslaget bliver muligt for
private leverandører at
tilbyde rehabilitering og
genoptræning.
Der forventes mindre
omstillingsomkostninger til
levering af helhedspleje.
Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Ingen Lovforslagets indførelse af krav
om helhedspleje kan medføre
øgede administrative
UDKAST
109
konsekvenser for virksomheder,
der indgår i konsortier for at
levere heldhedspleje, da et er
virksomhederne ansvar at
vurdere, om et samarbejde er
lovligt efter gældende
konkurrenceregler.
Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget forventes at
medføre positive
administrative konsekvenser
for borgere, idet der ikke
skal træffes en ny
forvaltningsretlig afgørelse,
hver gang borgerens behov
for hjælp ændrer sig. som
derudover skal påklages
Ankestyrelsen, hvis borgeren
er uenig heri.
Desuden vil den forbedrede
plejeoversigt sikre borgerne
større gennemsigtighed og
skabe overblik og muliggøre
sammenligning mellem
plejeenhederne og
leverandørerne for dermed at
understøtte borgernes frie
leverandørvalg.
Lovforslaget forventes at
medføre en mindre negativ
administrativ for borgere,
omfattet af § 2, stk. 2, som efter
kommunalbestyrelsens
beslutning ”overgår” fra at
modtage hjælp og støtte efter
servicelovens bestemmelser til
at modtage hjælp og støtte efter
ældrelovens bestemmelser.
Disse borgere vil ikke kunne
indbringe den del af
kommunalbestyrelsens
afgørelse, der vedrører
tilbagekaldelsen af den
retskraftige afgørelse om
tildeling af ydelser efter
serviceloven for Ankestyrelsen.
Borgerne vil imidlertid kunne
indbringe afgørelsen om
tildeling af hjælp og støtte efter
ældreloven for Ankestyrelsen
efter den foreslåede § 25.
Klimamæssige konsekvenser Ingen Ingen
Miljø- og naturmæssige
konsekvenser
Ingen Ingen
Forholdet til EU-retten Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Er i strid med principperne for
implementering af
UDKAST
110
erhvervsrettet EU-regulering/
Går videre end minimumskrav
i EU-regulering (sæt X)
Ja Nej
X
UDKAST
111
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det fremgår af servicelovens § 1, stk. 1, at formålet med loven i forhold til
personer, der er fyldt 18 år, er at tilbyde rådgivning og støtte for at
forebygge sociale problemer, at tilbyde en række almene serviceydelser,
der også kan have et forebyggende sigte, og at tilgodese behov, der følger
af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale
problemer. Det fremgår af stk. 2, at formålet med hjælp efter loven er at
fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv eller at lette den
daglige tilværelse og forbedre livskvaliteten.
Den generelle formålsbestemmelse i lovens § 1 skal ses i sammenhæng
med de specifikke formålsbestemmelser, som fremgår af nogle af lovens
bestemmelser. Af servicelovens § 81 fremgår det overordnede formål med
indsatser til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
med særlige sociale problemer. Servicelovens § 81 fastsætter, at formålet
med indsatsen er at: 1) forebygge, at den enkeltes problemer forværres, 2)
understøtte den enkeltes muligheder for at fastholde egne ressourcer eller
fremme øget selvstændighed samt forbedre den enkeltes sociale og
personlige funktion, 3) forbedre mulighederne for den enkeltes
livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling,
omsorg og pleje, 4) fremme inklusion i samfundet, herunder medvirke til
at øge den enkeltes mulighed for deltagelse i uddannelse, beskæftigelse og
sociale relationer, og 5) sikre en helhedsorienteret støtte med tilbud
afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud
efter lov om almene boliger m.v. eller i botilbud efter serviceloven.
Det foreslås i stk. 1, at formålet med loven skal være at tilvejebringe
rammerne for en ældrepleje, der med udgangspunkt i den enkelte ældres
aktuelle livssituation og behov understøtter en alderdom, som er præget af
mest mulig livsglæde, selvhjulpenhed og tid til omsorg og nærvær.
Det foreslås i stk. 2, at det med loven tilsigtes særligt at understøtte 1) den
ældres selvbestemmelse, herunder understøtte, at den enkelte kan klare sig
selv, 2) tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse og 3) et tæt
samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
UDKAST
112
Formålet og de bærende værdier, som kommer til udtryk i stk. 2, sætter en
overordnet retning for den måde, hvorpå ældreplejen skal styres,
dokumenteres, kontrolleres og leveres, men indebærer ikke i selv konkrete
materiale rettigheder og pligter for borgere, myndigheder og private
leverandører. Lovens materielle bestemmelser skal imidlertid ses og
fortolkes i lyset af formålet og de bærende værdier. Der henvises til de
almindelige bemærkninger for en uddybning.
Til § 2
Efter de gældende regler i serviceloven retter lovens ydelser sig mod
voksne, der har behov for hjælp efter lovens bestemmelser. Af de enkelte
bestemmelser i loven fremgår de nærmere betingelser for at opnå støtte
efter bestemmelsen. Der er i enkelte bestemmelser fastsat særlige
aldersbetingelser tilknyttet en bestemt ydelse. Dette gælder fx lovens § 79
a om forebyggende hjemmebesøg, der særligt er målrettet ældre borgere.
Berettigede til ydelser efter serviceloven, efter at der er foretaget en
individuel vurdering, er mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk
funktionsevne, dvs. borgere som i daglig tale benævnes som mennesker
med handicap, herunder mennesker med en varig sindslidelse og
mennesker med aldersbetinget nedsat funktionsevne. Berettigede til
ydelser er også mennesker med særlige sociale problemer.
Det følger af § 1a i pensionsloven, at folkepensionsalderen i 2024 er 67 år.
Pensionsalderen bliver gradvist forhøjet på grund af udviklingen i
levetiden. Den forhøjede folkepensionsalder skal dog vedtages af
Folketinget, før den får virkning. Folkepensionsalderen op til 69 år
gældende fra 2035 er vedtaget af Folketinget.
Det følger af servicelovens § 2, at alene personer med lovligt ophold her i
landet har ret til at få hjælp efter serviceloven, herunder f.eks. støtte til
hjælpemidler eller foranstaltninger i form af anbringelse i døgnophold.
Kravet om, at man skal have lovligt ophold her i landet, handler både om,
at man fysisk skal opholde sig i landet, og at man skal have lovligt ophold.
Ophold her i landet omfatter både midlertidigt og fast ophold her i landet.
Midlertidigt ophold er f.eks. ferie- og studieophold, familiebesøg m.v.
Det foreslås i stk. 1, at loven finder anvendelse for personer der har nået
folkepensionsalderen, jf. § 1 a i pensionsloven, og har behov for hjælp og
støtte i den daglige livsførelse, på grund af nedsat funktionsevne, der er
opstået i forbindelse med aldringen.
UDKAST
113
Med den foreslåede bestemmelse afgrænses loven af et alderskriterium,
kombineret med et hjælpebehov til opretholdelse af den daglige
livsførelse, der er opstået i forbindelse med aldringen. Det overordnede
hensyn bag den foreslåede afgrænsning af personkredsen, og udskillelsen
af ældreplejen fra det specialiserede socialområde, er bl.a. en
understregning af, at aldring og alderdom ikke er et specialiseret område,
men derimod et alment område, da alle i løbet alderdommen kan få behov
for ældrepleje. Henvisningen til § 1a i pensionsloven i første led af stk. 1
indebærer, at en person for at være omfattet af loven skal have nået den til
enhver tid gældende folkepensionsalder, jf. dog forslaget til § 2, stk. 2.
Hensigten med denne afgrænsning af lovens anvendelsesområde er dels at
afgrænse personkredsen og overordnet afgrænse, hvilken hjælp, man kan
forvente at modtage i ældreplejen efter loven (hjælp til den daglige
livsførelse). Med fastsættelsen af det objektive alderskriterium, med
henvisning til den til enhver tid gældende folkepensionsalder, følger man
automatisk den udvikling i pensionsalderen, som er besluttet i forbindelse
med tilbagetrækningsreformen, og som er reguleret i § 1 a i pensionsloven.
Anvendelsesområdet vil udover den territoriale afgrænsning, jf. nærmere
herom under forslaget til § 3, og alderskriteriet med henvisning til
folkepensionsalderen, som begge er objektive kriterier, indeholde et
kriterium, der tilsiger, at vedkommende skal have behov for hjælp og
støtte i den daglige livsførelse, på grund af nedsat funktionsevne, der er
opstået i forbindelse med aldringen. Der kan være tale om nedsættelse af
den fysiske, psykiske og sociale funktionsevne.
Formuleringen om, at behovet for hjælp m.v. skal være opstået i
forbindelse med aldringen indebærer ikke, at behovet nødvendigvis skal
være opstået på grund af aldringen. Selv om risikoen for forekomsten af
visse tilstande og sygdomme stiger med alderen, fx demens, kræft og
hjerte-karsygdomme, kan disse sygdomme ikke nødvendigvis siges at
være opstået på grund af aldringen, da de også forekommer hos yngre
aldersgrupper. Lovens anvendelsesområde er således ikke knyttet op på
specifikke tilstande, sygdomme m.v., men hvis en person over
folkepensionsalderen fx bliver ramt af en blodprop i hjernen og i
forbindelse hermed får behov for hjælp til den daglige livsførelse, jf.
forslagene til inklussionskriterier i ældreloven, vil hjælpen skulle gives
efter ældreloven. Behovet for hjælp behøver ikke være livsvarigt.
At hjælpen og støtten skal gives til den daglige livsførelse, er en
understregning af, at det er almen hjælp til opretholdelse af den daglige
UDKAST
114
livsførelse. Det konkrete indhold i hjælpen, og måden denne leveres på,
reguleres i lovens materielle bestemmelser, jf. forslaget til bestemmelser i
kapitel 2 og 3.
Folkepensionsalderen skal være nået på tidspunktet for iværksættelsen af
hjælpen. Det er således tidspunktet for iværksættelsen af hjælpen, og ikke
tidspunktet for visitation til hjælpen, der er afgørende. Dvs., at en person,
for at være omfattet af personkredsen for ældreloven på tidspunktet, hvor
hjælpen m.v. iværksættes, skal opfylde det til enhver tid gældende
alderskriterium. De sagsforberedende skridt i forbindelse med visitationen,
og selve tildeling af hjælpen, kan imidlertid godt finde sted før
vedkommende har nået folkepensionsalderen med henblik på, at hjælpen
kan iværksættes, når vedkommende har nået folkepensionsalderen.
Da aldringsprocessen for den enkelte er individuel og ikke ensartet eller
lineær, og et eventuelt behov for hjælp til opretholdelse af den daglige
livsførelse, der er opstået i forbindelse med aldringen, dermed kan variere,
indebærer den foreslåede afgrænsning af lovens personkreds, der fremgår
af stk. 1, behov for håndtering af snitflader i forhold til borgere under
folkepensionsalderen, hvor behovet for pleje og omsorg svarer til behovet
for den hjælp (helhedspleje), som ældre over folkepensionsalderen,
omfattet af ældreloven, kan modtage.
I forslaget til stk. 2, anføres, at loven endvidere finder anvendelse for
personer, der ikke har nået folkepensionsalderen, når det vurderes, at
behovet for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse,
svarer til det behov som ældre personer over folkepensionsalderen skal
tilbydes, jf. stk. 1. Der skal således lægges vægt på, at borgere, der
omfattes af ældreloven efter stk. 2, har behov for hjælp til varetagelsen af
den daglige livsførelse, dvs. til almen hjælp efter lovens bestemmelser.
Ved vurderingen af, om en person via denne undtagelsesbestemmelse skal
omfattes af ældreloven, skal vedkommendes alder tillægges betydelig
vægt. Undtagelsesbestemmelsen forudsættes således alene anvendt i
forhold til personer, der med rimelighed kan betegnes som ”ældre”,
selvom de ikke har nået folkepensionsalderen. Det kan fx være en person i
halvtredserne, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at vedkommendes
behov for hjælp mest hensigtsmæssigt varetages i regi af ældreplejen, fx en
person, der lider af demens, der har et hjælpebehov. Modsat vil en yngre
person i fx trediverne, der lider af demens og har behov for praktisk hjælp
og personlig pleje og omsorg, ikke omfattes af undtagelsesbestemmelsen,
UDKAST
115
men i stedet skulle modtage hjælp efter bestemmelserne i serviceloven, jf.
nærmere herom nedenfor.
Ved vurderingen af, om en persons behov for hjælp svarer til den hjælp
som borgere over folkepensionsalderen kan modtage efter bestemmelserne
i lovens kapitel 2 og 3 om, men også om personen i forhold til lovens
formål og bærende værdier m.v., mest hensigtsmæssigt skal omfattes af
ældreplejen i kommunen i henhold til ældreloven.
Det foreslås, i stk. 3, at ovenstående vurdering foretages af
kommunalbestyrelsen i vedkommendes bopælskommune.
Personer, som omfattes af ældreloven, uanset om dette sker efter stk. 1
eller 2, vil som nævnt skulle have (almen) hjælp til den daglige livsførelse
efter bestemmelserne i ældreloven. Personer, der omfattes af ældreloven,
kan derudover have behov for fx specialiseret hjælp og støtte, og vil derfor
samtidig kunne modtage hjælpe efter serviceloven, hvis de har behov for
de specialiserede ydelser, som fremgår af serviceloven.
I forhold til personer med funktionsnedsættelse fx som følge af et handicap
og udsatte voksne, der hidtil har modtaget hjælp efter serviceloven,
bemærkes overordnet, at disse personer ikke mister rettigheder, når de når
folkepensionsalderen, givet at de fortsat har et specialiseret behov. De vil
således fortsat have ret til specialiserede ydelser i det omfang de opfylder
kriterierne herfor i serviceloven.
Personer med fx handicap over folkepensionsalderen, der modtager
specialiseret hjælp til de ydelser, der gives efter serviceloven, vil
herudover også – ligesom alle andre borgere - kunne modtage hjælp og
støtte efter ældreloven, hvis de har behov for hjælp, jf. stk. 1 og 2, og
opfylder kriterierne herfor i lovens materielle bestemmelser i kapitel 2 og
3. Således vil en person med fx handicap over folkepensionsalderen kunne
modtage både specialiseret hjælp efter serviceloven og ældrepleje, dvs.
”almen” hjælp, efter ældreloven.
Tilsvarende vil personer, der modtager hjælp efter ældreloven, der ikke
hidtil har haft behov for specialiserede ydelser efter serviceloven, kunne
modtage specialiseret hjælp efter serviceloven, hvis de opfylder kriterierne
herfor i serviceloven.
Det foreslås i stk. 4, at lovens § 4 endvidere finder anvendelse for ældre
borgere i kommunen, som ikke omfattes af stk. 1 og 2, men som
kommunalbestyrelsen vurderer skal omfattes af den generel forebyggende
UDKAST
116
indsats. Det fremgår af forslaget til § 4, stk. 1, at kommunalbestyrelsen
med henblik på at understøtte en alderdom med mest mulig
selvstændighed i den daglige livsførelse og evne til i videst muligt omfang
at tage vare på egne behov skal tilvejebringe en generel forebyggende
indsats over for ældre borgere i kommunen. I forslaget til § 4, stk. 2,
fremgår, at kommunalbestyrelsen som led i den generelle forebyggende
indsats, jf. stk. 1, skal iværksætte opsøgende indsatser, målrettet borgere,
hvor der vurderes at være et forebyggelsespotentiale.
Forslaget til stk. 4 indebærer, at den generelt forebyggende indsats, som
kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe i henhold til bestemmelsen i
forslaget til § 4, målrettes ældre borgere i kommunen, uanset om disse
opfylder alderskriteriet eller aktuelt har behov for pleje og omsorg til
varetagelsen af den daglige livsførelse, på grund af nedsat funktionsevne,
der er opstået i forbindelse med aldringen, jf. forslagene til § 2, stk. 1 og 2.
Til § 3
Det følger af servicelovens § 2, at alene personer med lovligt ophold her i
landet har ret til at få hjælp efter serviceloven, herunder f.eks. støtte til
hjælpemidler eller foranstaltninger i form af anbringelse i døgnophold.
Kravet om, at man skal have lovligt ophold her i landet, handler både om,
at man fysisk skal opholde sig i landet, og at man skal have lovligt ophold.
Ophold her i landet omfatter både midlertidigt og fast ophold her i landet.
Midlertidigt ophold er f.eks. ferie- og studieophold, familiebesøg m.v.
Det foreslås, at afgrænsningen af territoriale anvendelsesområde, som
fremgår af serviceloven videreføres uændret i forslaget til ældreloven.
Det foreslås i stk. 1, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret
til hjælp efter denne lov.
I stk. 2. foreslås, at ældreministeren fastsætter regler om, hvilke ydelser
efter denne lov, der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet, og
om betingelserne herfor.
I stk. 3. foreslås, at der ved aftale med andre stater eller internationale
organisationer kan gives kommunalbestyrelsen mulighed for at yde hjælp
til behandling eller pleje m.v. af længere varighed her i landet til personer,
som har særlig tilknytning til landet, men som på ansøgningstidspunktet
ikke har ophold her i landet. Det samme gælder til herboende personers
behandling eller pleje m.v., når de tager ophold i et andet land, hvortil de
pågældende har særlig tilknytning.
UDKAST
117
Til § 4
Det fremgår af servicelovens § 79 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde mindst et årligt forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er
fyldt 82 år, og som bor i kommunen. Derudover skal
kommunalbestyrelsens tilbyde alle borgere et besøg i deres 75. og 80. år i
bestemte samt borgere under 80, som er i særlig risiko for at få nedsat
social, fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 79 a, stk. 2-4.
Kommunalbestyrelsen tilrettelægger derudover besøgende efter behov, jf.
servicelovens § 79 a, stk. 5, og kommunalbestyrelsen kan vælge at undtage
de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp efter
servicelovens § 83, fra ordningen om forebyggende hjemmebesøg, jf. ser-
vicelovens § 79 a, stk. 6.
Det følger endeligt at servicelovens § 79 a, stk. 7, at ældreministeren kan
fastsætte regler om de kommunale forpligtelser efter stk. 1-6.
Med stk. 1, foreslås, at kommunalbestyrelsen med henblik på at
understøtte en alderdom med mest mulig selvstændighed i den daglige
livsførelse og evne til i videst mulig omfang at tage vare på egne behov
skal tilvejebringe en generel forebyggende indsats over for ældre borgere i
kommunen.
Det foreslåede betyder, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilvejebringe en
generel forebyggende indsats over for ældre borgere i kommunen.
Formålet med den generelle forebyggende indsats, vil med det forslåede
skulle være at understøtte en alderdom med mest mulig selvhjulpenhed.
Det betyder, at den forebyggende indsats vil skulle sætte fokus på den
pågældendes aktuelle livssituation mhp. at yde råd og vejledning og hjælpe
borgeren til bedre at udnytte egne ressourcer og bevare funktionsniveauet
længst muligt. Som led heri bør medarbejderen have fokus på forebyggelse
af sygdom og funktionsevnetab, såvel som ensomhed og social isolation
m.v. og evt. henvise til relevante tilbud. Medarbejderen vil eksempelvis
kunne henlede borgerens opmærksom på frivillige organisationer og
sociale netværk mhp. at tilskynde den ældre til bedre at udnytte egne
ressourcer, bevare funktionsniveauet længst muligt samt deltage i sociale
og meningsfulde aktiviteter og fællesskaber. Den forebyggende indsats vil
således have et helhedsorienteret fokus.
UDKAST
118
Med det foreslåede, vil det være kommunalbestyrelsen ansvar at
tilrettelægge den forebyggende indsats, herunder at sikre, at indsatsen er
målrette i forhold til særlige risikogrupper. Kommunalbestyrelsen kan
eksempelvis vælge at prioritere ressourcerne til den gruppe af ældre, som
ikke modtager helhedspleje efter den foreslåede § 10, og som kommunen
dermed ikke hyppigt er i kontakt med.
Det foreslåede betyder endvidere, at det ikke fremover vil være
lovreguleret, at den forebyggende indsats skal have form af en
hjemmebesøg, hvor ofte et sådan skal finde sted, eller at indsatsen skal
målrettes bestemte aldersgrupper.
Kommunalbestyrelsen vil kunne beslutte fortsat at gennemføre
forebyggende hjemmebesøg, såfremt kommunalbestyrelsen finder det mest
hensigtsmæssigt.
Det er vigtigt, at kommunen sikrer, at borgeren bliver bekendt med
kommunens forebyggende og sundhedsfremmende indsatser, og at
borgeren forstår, hvordan man konkret skal forholde sig til indsatserne.
Det foreslås videre med stk. 2, at kommunalbestyrelsen som led i den
generelle forebyggende indsats skal, jf. stk. 1, iværksætte opsøgende
indsatser, målrettet borgere, hvor der vurderes at være et
forebyggelsespotentiale.
Med det foreslåede vil den generelle forebyggende indsats skulle omfatte
opsøgende indsatser.
Det vil være op til kommunalbestyrelsen at beslutte, hvordan den
opsøgende indsats tilrettelægges, herunder hvor ofte den vil iværksætte
opsøgende indsatser, hvilke former for opsøgende indsatser, den vil
benytte sig af, og hvordan kommunen vil opretholde kontakten med
målgruppen eller personen for den opsøgende indsats.
Det foreslåede betyder videre, at den opsøgende indsats vil skulle
målrettes borgere, hvor der vurderes at være et forebyggelsespotentiale, jf.
sidste pkt.
Kommunalbestyrelsen vil fx kunne lægge vægt på generelle risikofaktorer
og -situationer, hvor ældre kan opleve øget risiko for at være sårbare. Der
findes ikke en entydig definition af, hvad det vil sige at være sårbar.
Sundhedsstyrelsen peger dog på en række udtalte eksempler for, hvornår
ældre er i øget risiko for at være sårbare. Det er eksempelvis ved tab af
samlever/ægtefælle, når samlever/ægtefælle flytter på plejecenter/i
UDKAST
119
plejebolig, ældre borgere uden børn, ældre borgere med fysisk, mentalt
eller socialt funktionstab, borgere som har hyppige
indlæggelser/genindlæggelser eller mange henvendelser til praktiserende
læge, borgere som er pårørende til alvorligt syg samlever/ægtefælle, der fx
modtager intensiv hjælp, har udviklet demenssygdom, borgere med
skadeligt medicinforbrug, herunder risiko for fejlmedicinering, borgere
med skadeligt alkoholforbrug, borgere med anden etnisk baggrund end
dansk.
Kommunalbestyrelsen vil endvidere kunne inddrage særlige lokale forhold
og hensyn, som gør udvalgte målgrupper relevante for den opsøgende
indsats. Det kan fx være høj andel af ældre med anden etnisk baggrund end
dansk, da der i denne gruppe kan være en højere forekomst af ældre med
begrænsede sundhedskompetencer ift. det danske sundhedsvæsen, høj
andel af ældre, der bor i udsatte boligområder med fokus på udvalgte
grupper begrundet i resultater fra nationale, regionale eller kommunale
sundhedsprofiler, fokus på forebyggelse af fald, fokus på forebyggelse af
ensomhed m.v.
Kommunalbestyrelsen vil ligeledes kunne vælge at anvende eksisterende
samarbejdsflader og systemer i kommunerne. Det kan fx være samarbejde
med civilsamfundet, lokale fællesskaber, foreninger og
frivillighedskoordinatorer, pårørende, praktiserende læger, hospitaler,
sociale viceværter m.v. med henblik på at identificere ældre borgere med
et forebyggelsespotentilale.
Videnscenter for Værdig Ældrepleje vil udarbejde vejledningsmateriale og
guide med viden om risikogrupper og metoder til identificering og
opsporing af ældre, hvor der kan være et forebyggelsespotentiale.
Materialet skal understøtte kommunerne i vurderingen af hvilke borgere,
der kan være relevante at opsøge mhp. eventuelt behov for forebyggende
og sundhedsfremmende indsatser.
Formålet med den foreslåede § 4 er at forbedre kommunernes mulighed
for at målrette og tilrettelægge den forebyggende indsats mod de borgere,
hvor der vurderes at være et forebyggelsespotentiale, og hvor der
erfaringsmæssigt ses en effekt. Endvidere er formålet at give kommunerne
større mulighed for at tilrettelægge indsatsen efter lokale behov og
muligheder samt øvrige tiltag på forebyggelsesområdet.
Til § 5
UDKAST
120
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer tilbud om
hjælp og støtte til personer, som på grund af nedsat funktionsevne har
behov for hjælp til fx personlig pleje og praktiske opgaver i hjemmet.
Tilbud om hjælp skal efter § 83 bidrage dels til at vedligeholde fysiske
eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Efter
servicelovens § 83 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde et korterevarende
og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes
at kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet
for hjælp efter servicelovens § 83. Rehabiliteringsforløbet skal
tilrettelægges og udføres helhedsorienteret og tværfagligt.
Det foreslås med stk. 1, hjælpen, jf. den foreslåede §§ 8 og 9, vil skulle
gives med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte.
Med det foreslåede vil kommunen skulle sikre, at helhedsplejen gives med
et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Hjælpen vil
således skulle sætte fokus på den pågældendes aktuelle og samlede
livssituation, herunder sociale forhold som pårørende. Formålet her med
vil skulle være at yde råd og vejledning og hjælpe borgeren til bedre at
udnytte egne ressourcer og bevare funktionsniveauet længst muligt. Som
led heri bør medarbejderen have fokus på forebyggelse af sygdom,
ensomhed og social isolation og tab af funktionsevne m.v. og evt. henvise
til relevante tilbud. Medarbejderen vil eksempelvis kunne henlede
borgerens opmærksom på frivillige organisationer og sociale netværk mhp.
at tilskynde den ældre til bedre at udnytte egne ressourcer, bevare
funktionsniveauet længst muligt samt deltage i sociale og meningsfulde
aktiviteter og fællesskaber. Den forebyggende indsats vil således have et
helhedsorienteret fokus.
Formålet med det foreslåede er tydeliggøre, at hjælpen skal gives med et
forebyggende og rehabiliterende sigte, samt at hjælpen skal være
helhedsorienteret og tage afsæt i borgerens samlede livssituation.
Til § 6
Det fremgår af servicelovens § 79, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte
eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende
sigte. Det fremgår videre, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte
retningslinjer for, hvilke persongrupper der kan benytte tilbuddene, og at
afgørelser herom ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
UDKAST
121
Endeligt fremgår det, at ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse
regler om betaling for tilbuddene
Med stk. 1, foreslås, at kommunalbestyrelsen kan vælge at iværksætte eller
give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte på
ældreområdet. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte retningslinjer for
hvilke persongrupper, der kan benytte tilbuddene.
Det foreslås videre med stk. 2, at afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
Endeligt foreslås det med stk. 3, at ældreministeren fastsætter i en
bekendtgørelse regler om betaling for tilbud efter stk. 1, herunder om
beregningsgrundlaget for betalingen.
Det foreslåede er således en videreførelse af servicelovens § 18 med
redaktionelle ændringer, således at bestemmelsen målrettes ældreområdet.
Det foreslåede stk.1, betyder, at kommunalbestyrelsen også fremover vil
have mulighed for at iværksætte eller give tilskud til uvisiterede, generelle
tilbud med aktiverende og forebyggende sigte på ældreområdet. Endvidere
betyder det foreslåede, at kommunalbestyrelsen fortsat vil skulle fastsætte
retningslinjer for hvilke persongrupper, herunder aldersgrupper, der kan
benytte tilbuddene. Kommunen vil i den sammenhæng dels skulle være
opmærksom på, at også personer under folkepensionsalderen og uden et
aktuelt behov for pleje og omsorg kan have gavn af en forebyggende
ældreindsats, og dels på, at det også fremover vil være muligt at yde støtte
til uvisterede tilbud med et aktiverende formål på socialområdet efter
serviceloven I overensstemmelse med gældende ret vil
kommunalbestyrelsens beslutning ikke kunne på klages, jf. det foreslåede
stk. 2.
Med det foreslåede ændres der ikke ved indholdet af eller formålet med
generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte. De generelle
tilbud vil således fortsat skulle bidrage til at forebygge forværring - og
sikre vedligeholdelse af målgruppens helbredstilstand og generelle trivsel i
øvrigt.
Der vil med det foreslåede ikke kunne gives tilskud til aktiviteter, som
modtager støtte efter anden lovgivning.
Til § 7
UDKAST
122
Det fremgår af § 18 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal
samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger, og at
rammerne for samarbejdet fastsættes af kommunalbestyrelsen. Det fremgår
også, at der skal afsættes midler til støtte til frivilligt socialt arbejde i
kommunen.
Bestemmelsens foreslås med redaktionelle ændringer overført til
ældreloven med henblik på at øge læsbarheden.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal samarbejde med
frivillige sociale organisationer og foreninger på ældreområdet. Rammerne
for arbejdet, jf. 1. pkt., fastlægges af den enkelte kommunalbestyrelse.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil
være forpligtet til at samarbejde med de frivillige organisationer og
foreninger på ældreområdet, og at det vil være kommunalbestyrelsens
ansvar, hvordan den vil fastlægge rammerne for dette samarbejde.
De frivillige sociale organisationer og foreningers aktiviteter på
ældreområdet kan være organiseret på forskellig vis. Nogle drives
udelukkende på basis af en frivillig indsats, andre udelukkende med lønnet
indsats, men med en frivillig, ulønnet bestyrelse. Herimellem findes der
flere organiseringsformer, der bygger på en kombination af frivillig og
lønnet indsats. Aktiviteter, der primært drives med lønnet arbejdskraft, vil
typisk være organiseret som selvejende institutioner under en frivillig
organisation.
De frivillige sociale organisationer og foreninger vil kunne tilbyde en
række forskellige konkrete aktiviteter. Disse kan fx indbefatte
kontaktsteder, besøgsvennetjenester, ledsageordning på frivilligbasis,
rådgivninger eller fx sociale caféer, væresteder og andre
samværsaktiviteter.
Samarbejdet bør sigte mod lokale sociale organisationer og foreninger på
ældreområdet, lokale afdelinger af landsorganisationer, som virker lokalt,
og andre frivillighedsinitiativer også af mindre formaliseret art.
Kommunalbestyrelsen vil dog ligeledes kunne beslutte, at samarbejde på
tværs af kommunegrænser om aktiviteter, der dækker et større geografisk
område. Kommunalbestyrelsen vil i disse situationer kunne vælge at støtte
organisationer, foreninger eller aktiviteter på ældreområdet, der ikke har
adresse i den pågældende kommune. Kommunalbestyrelsen vil tillige
kunne vælge at støtte frivillige sociale foreninger og aktiviteter, der
relaterer sig til opgaver, der er forankret i regionsregi.
UDKAST
123
Kommunalbestyrelsen bør sigte mod et bredt samarbejde med forskellige
typer af frivillige sociale organisationer og foreninger eller andre frivillige
sociale aktører på ældreområdet. Samarbejdet med den frivillige sektor vil
kunne inddrages i kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af
opgaveløsningen i forskellige sociale indsatser.
Det vil være vigtigt, at samarbejdet baseres på kendskab til og respekt for
de forskellige vilkår, der kendetegner hhv. en kommunal myndighed og en
frivillig social organisation eller forening. Respekt for den frivillige indsats
egenart og styrke og kommunalbestyrelsens myndighedsansvar for den
sociale indsats vil således være grundlæggende forudsætninger.
I den sammenhæng vil det være vigtigt, at de frivillige sociale
organisationer og foreninger er tydelige om deres værdigrundlag og formål
og om, hvordan deres frivillige sociale indsats kan gøre en forskel for
ældre borgere.
Det foreslås med stk. 2, at kommunalbestyrelsen årligt skal afsætte et
beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde på ældreområdet.
Det foreslåede er en videreførelse af servicelovens § 18, stk. 2, tilpasset
ældreloven.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil være op til den enkelte
kommunalbestyrelse at prioritere, hvilke frivillige sociale aktiviteter, der
vil modtage støtte samt omfanget af støtte. Dette i overensstemmelse med
gældende ret. Det vil sige, at det vil være kommunalbestyrelsen, som
beslutter hvilke formål og rammer, der vil skulle gøre sig gældende for
ansøgningerne til kommunens støtte til frivillige sociale organisationer og
foreninger på ældreområdet. Sigtet med bestemmelsen vil være, at også de
aktiviteter, der primært eller udelukkende drives med frivillig arbejdskraft,
inddrages i samarbejdet, og at disse støttes økonomisk. Der vil særligt
skulle lægges vægt på at støtte konkrete aktiviteter.
Den støtte, der vil blive tildelt efter bestemmelsen, vil bl.a. skulle tage
sigte på den situation, at en frivillig organisation, forening eller andre
frivillige aktører af egen drift og på eget initiativ gør en frivillig social
indsats på ældreområdet. Kommunalbestyrelsens rolle vil her være at
vurdere, om den vil støtte den pågældende aktivitet økonomisk.
Bestemmelsen vil også kunne indgå som et led i et samarbejde mellem
kommunalbestyrelsen og en frivillig social organisation eller forening om
indsatsen for en bestemt målgruppe eller om en socialt forebyggende
indsats for ældre og pårørende. Det vil være en betingelse, at den frivillige
UDKAST
124
indsats er kernen i aktiviteterne. Tilskuddet vil skulle fungere som en støtte
til den specifikke frivillige indsats.
Det vil kunne være nødvendigt med et lønnet personale til organisering af
en frivillig indsats, til supervision, til indslusning af nye frivillige, til at
sikre økonomiske midler osv. Støtten vil derfor konkret også kunne bruges
til at finansiere lønninger til ansatte osv.
Hvis en lokal frivillig social organisation eller forening er utilfreds med
forholdene for støtte efter bestemmelsen, må den gøre sin indflydelse
gældende lokalt, herunder over for kommunalbestyrelsen.
Med det foreslåede ændres der ikke på det tilskud, kommunalbestyrelsen
modtager fra staten via bloktilskuddet, som kompensation for støtten til det
frivillige sociale arbejde. Se punkt 3.3.1, for en nærmere beskrivelse af
gældende ret.
Formålet med § 7 er at sikre, at kommunalbestyrelserne - ud fra lokale
ønsker og forhold - vil arbejde på at fremme samarbejdet med den lokale
frivillige sociale sektor på ældreområdet med henblik på at skabe gode
rammer for og styrke den frivillige indsats. Formålet vil videre være at
sikre et bedre samspil mellem de frivillige sociale organisationer og
foreningers aktiviteter og de offentlige tilbud for ældre og deres pårørende.
En styrkelse af samarbejdet vil endvidere have til hensigt at gavne de
ældre og pårørende, der har brug for hjælp og støtte, og gavne det lokale
forebyggende arbejde.
Til § 8
Det fremgår af serviceloven §18 a, at kommunalbestyrelsen og
regionsrådet kan tegne ansvars- og ulykkesforsikringer for borgere, der i
tilknytning til løsning af kommunale eller regionale opgaver yder en
frivillig indsats i kommunen henholdsvis regionen. De tegnede
forsikringer skal tegnes på samme vilkår som forsikringer, der er tegnet af
kommunen henholdsvis regionen for borgere, der udfører frivilligt arbejde.
Bestemmelsens foreslås med redaktionelle ændringer overført til
ældreloven.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan tegne
ansvars- og ulykkesforsikringer for borgere, der i tilknytning til løsning af
kommunale eller regionale opgaver yder en frivillig indsats på
ældreområdet i kommunen henholdsvis regionen] De tegnede forsikringer
skal tegnes på samme vilkår som forsikringer, der er tegnet af kommunen
UDKAST
125
henholdsvis regionen for borgere, der udfører frivilligt arbejde på
ældreområdet.
Det foreslås videre med stk. 2, at en kommunalbestyrelse eller et
regionsråd, som vælger at tegne forsikring efter stk. 1, skal fastsætte
retningslinjer for, hvilke frivillige indsatser på ældreområdet der skal
omfattes af ansvars- og ulykkesforsikringer.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at en kommunalbestyrelse vil
kunne tegne ansvars- og ulykkesforsikringer for borgere, der yder en
frivillig indsats på ældreområdet. Det betyder videre, at
kommunalbestyrelsen eller et regionsråd vil skulle fastsætte lokale
retningslinjer for, hvilke frivillige indsatser på ældreområdet der skal
omfattes af ansvars- og ulykkesforsikringer, herunder om det er alle eller
kun udvalgte frivillige indsatser og aktiviteter, der skal være omfattet.
Retningslinjerne vil typisk skulle indeholde regler om, hvilke typer af
frivillige indsatser der skal være omfattet, hvilke sektorområder der skal
indgå, og om kommunalbestyrelsen eller regionsrådet vil forsikre borgere
med bopæl uden for kommunen eller regionen. Hensigten med
retningslinjerne er at skabe klarhed over, hvilken forsikringsdækning der
kan tilbydes frivillige lokalt med og uden forudgående
foreningstilknytning.
Formålet med § 8 er at ligestille borgere, der leverer en frivillig indsats på
ældreområdet, ligestilles med personer, der udfører frivilligt arbejde på
ældreområdet for kommuner og regioner, i forhold til forsikring af
tilskadekomst og skadevoldende adfærd. Det skal understøtte det
overordnede formål om, at frivillige kan bidrage til lokalsamfundet og
være med til at udvikle den lokale opgaveløsning ved at sikre, at forhold
vedrørende forsikring ikke er en barriere for kommuners og regioners
samarbejde med frivillige lokalt.
Til § 9
Der er i dag ikke krav om, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning
om få, sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, herunder
rammerne for samt den lokale tilrettelæggelse og udmøntning af forløbene.
Det følger dog af § 139, stk. 2, i serviceloven, at social- og ældreministeren
kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal træffe beslutninger
om indhold, omfang og udførelse af tilbud til voksne efter §§ 79, 79 a, 83,
83 a, 84, 86, 119-122 og 192 samt følge disse beslutninger op.
Bemyndigelsesbestemmelsen i § 139, stk. 2 i serviceloven, er udmøntet i
UDKAST
126
bekendtgørelse nr. 1575 af 27. december 2014 om kvalitetsstandarder for
hjemmehjælp, rehabiliteringsforløb og træning efter servicelovens §§ 83, 83
a og 86.
Det følger af § 83, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske
opgaver i hjemmet samt madservice.
Det følger af § 83 a, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde et korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til personer
med nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at kunne
forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for hjælp
efter § 83, stk. 1, i serviceloven. Vurderingen skal være individuel og
konkret og tage udgangspunkt i modtagerens ressourcer og behov.
Det følger derudover af § 86, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse
forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en
sygehusindlæggelse. Det fremgår af servicelovens § 86, stk. 2, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde fysiske eller
psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.
For nærmere uddybning henvises til pkt. 3.4.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger om gældende ret.
Det foreslås med § 9, stk. 1, at kommunalbestyrelsen træffer beslutning om
helhedspleje i form af få, sammenhængende og rummelige pleje- og
omsorgsforløb, der tilbydes i medfør af lovforslagets § 10.
Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle forholde sig til
antallet af pleje- og omsorgsforløb, der tilbydes i den pågældende
kommune, men det vil være en forudsætning, at der vil skulle være tale om
fastsættelse af få forløb. Forslaget om fastsættelse af få forløb har til formål
at bidrage til, at hjælp og støtte i videst muligt omfang gives som en
kontinuerlig og sammenhængende indsats tilpasset udviklingen i den
enkelte borgers behov, og at borgeren således kan forblive i samme forløb
længst muligt. Dette tilsiger, at der kun er få forløb, så behovet for skift af
pleje- og omsorgsforløb, som indebærer sagsbehandlingsskridt i forbindelse
med en ny forvaltningsretlig afgørelse, begrænses mest muligt.
Kommunalbestyrelsen vil således efter forslaget ikke kunne træffe
beslutning om at fastsætte mange sammenhængende og rummelige pleje-
og omsorgsforløb. Der vil imidlertid være tale om en konkret vurdering fra
kommune til kommune, hvor mange forløb der vil skulle fastsættes, men få
forløb kan fx være 3-5 forskellige typer af forløb afhængigt af de lokale
forhold.
UDKAST
127
En borger vil ikke skulle forblive i et og samme forløb, hvis behovene
ændres så væsentligt, at disse ikke vurderes at kunne rummes inden for det
tildelte forløb. I så fald vil borgeren skulle bevilges et nyt forløb efter
lovforslagets § 10, stk. 3.
For nærmere uddybning henvises til pkt. 3.5.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger samt bemærkningerne til § 10.
Med »helhedspleje« forstås for det første, at ældreplejen, og måden hjælpen
leveres på, baseres på en grundlæggende helhedstænkning i forhold til den
enkelte borgers samlede livssituation og udvikling heri. Det indebærer en
generel helhedsorienteret tilgang i blikket på den enkelte borger, som skal
afspejle sig i, at hjælpen tilrettelægges og udføres som et sammenhængende
forløb frem for levering af hjælpen i enkeltstående ydelser.
Dernæst indebærer begrebet »helhedspleje«, at hjælpen i det tildelte pleje-
og omsorgsforløb bliver leveret af en og samme leverandør, uanset om det
er en offentlig eller privat leverandør, der har opgaven med at levere
hjælpen. Det fremgår således af det foreslåede § 18, stk. 3, at leverandører
af pleje- og omsorgsforløb vil skulle kunne levere alle de elementer, der
indgår i helhedspleje efter den foreslåede § 9, stk. 2. For nærmere uddybning
henvises til pkt. 3.11.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger, til § 18,
stk. 3 og bemærkningerne her til.
Formålet med, at det er en og samme leverandør, der har ansvaret for at
levere den samlede hjælp, er at bidrage til større sammenhæng og
kontinuitet i hjælpen, herunder bidrage til færrest mulige forskellige
hjælpere i borgerens hjem.
Kravet om helhedspleje betyder en udvidelse af den nuværende regulering
af frit leverandørvalg. Der henvises til pkt. 3.11 i lovforslagets
bemærkninger.
Det foreslås med § 9, stk. 2, at helhedspleje efter stk. 1 omfatter: 1) personlig
hjælp og pleje, 2) hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver m.v. i
hjemmet, samt 3) genoptræning af fysisk funktionsnedsætteles forårsaget af
sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.
De nævnte indsatser i forslagets § 9, stk. 2, svarer til de nuværende indsatser,
som fremgår af servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1-2, og § 86, stk. 1.
»Personlig hjælp og pleje« kan – svarende til i dag - fx omfatte hjælp til bad,
af- og påklædning og personlig hygiejne (nuværende servicelovens § 83,
stk. 1, nr. 1).
»Hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver« i hjemmet kan –
svarende til i dag - fx omfatte hjælp til rengøring i boligen, fx hjælp til
gulvvask, aftørring af støv, rengøring af badeværelse og køkken samt skift
af sengetøj. Hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet kan fx tillige
UDKAST
128
omfatte hjælp til at lægge tøj sammen og stille varer på plads (nuværende
servicelovens § 83, stk. 1, nr. 2).
»Genoptræning uden forudgående sygehusindlæggelse« omfatter –
svarende til i dag - fx genoptræning efter længere tids sengeleje i hjemmet
fx pga. influenza eller et fald, og hvor (nuværende servicelovens § 86, stk.
1).
Ved genoptræning forstås en målrettet og tidsafgrænset samarbejdsproces
mellem en borger, eventuelle pårørende og personale. Formålet med
genoptræning er, at borgeren opnår samme grad af funktionsevne som før
sygdommen eller bedst mulig funktionsevne. Genoptræning er rettet imod
borgerens fysiske funktionsnedsættelse og gives i de tilfælde, hvor anden
form for træning, fx i form af egen træningsindsats, ikke kan bringe
borgerens funktionsniveau op.
Der er således ikke med lovforslaget tilsigtet ændringer i forhold til den
hjælp/de indsatser, der følger af nuværende retstilstand i henhold til
serviceloven. Det følger af, at formålet med ældreloven ikke er at ændre på
selve indholdet i hjælpen, der gives til borgerne, men at ændre selve måden
hjælpen tilrettelægges og udføres på.
Der er således tale om de samme kerneydelser, som kommunerne er
forpligtet til at levere efter gældende retstilstand i henhold til serviceloven.
Nærværende lovforslag viderefører således også princippet om, at den
lovgivningsmæssige regulering af området sker i form af en
rammelovgivning, som ikke nærmere/udtømmende regulerer indhold og
omfang af den konkrete hjælp til den enkelte borger, da det afhænger af den
enkeltes aktuelle behov og ressourcer.
For nærmere uddybning henvises til bemærkningerne til lovforslagets §§ 10
og 11 samt pkt. 3.5.3 og 3.6.3 i de almindelige bemærkninger.
Med § 9, stk. 3, foreslås det endvidere, at kommunalbestyrelsen i forbindelse
med beslutningen efter stk. 1 tillige fastsætter rammerne for organisering,
tilrettelæggelse og udmøntning af pleje- og omsorgsforløbene under
iagttagelse af kravene i lovforslagets §§ 10 og 11.
Med »rammerne for organisering, tilrettelæggelse og udmøntning«, jf.
lovforslagets § 9, stk. 3, forstås bl.a. indhold og sammensætning i den hjælp,
der indgår i de enkelte pleje- og omsorgsforløb. Hermed forstås fx, hvilke
former for hjælp og støtte, der ydes inden for det enkelte pleje- og
omsorgsforløb i medfør af lovforslagets § 10.
Beslutning om rammerne for pleje- og omsorgsforløb vil tillige omfatte,
hvordan den nærmere organisering, tilrettelæggelse og udmøntning af
forløbene skal være i den pågældende kommune.
UDKAST
129
Med »organisering, tilrettelæggelse og udmøntning« forstås fx, at udførelse
af hjælpen sker via faste teams centreret omkring den enkelte borger, og
som bl.a. understøtter kontinuitet i hjælpen herunder færrest mulige
forskellige hjælpere i borgerens hjem.
Forslaget vil medføre, at kommunalbestyrelsen bliver forpligtet til at
forholde sig til samt træffe politisk beslutning om fastsættelse af antallet af
få pleje- og omsorgsforløb, der tilbydes i kommunen. Samtidig forpligtes
kommunalbestyrelsen til at forholde sig til samt træffe beslutning om,
hvordan rammerne for selve organiseringen, tilrettelæggelsen og
udmøntningen af de fastsatte pleje- og omsorgsforløb skal være i den
pågældende kommune.
Formålet med forslaget er at forpligte kommunalbestyrelsen, den øverst
ansvarlige politiske myndighed i kommunen, til at udstikke de overordnede
retningslinjer for, hvordan de lovgivningsmæssige forpligtelser vedrørende
ældreplejen skal udmønte sig lokalt i den enkelte kommune.
Med § 9, stk. 4, foreslås, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at oplysninger
om rammerne for og indhold i kommunens få, sammenhængende og
rummelige pleje- og omsorgsforløb, jf. forslagets § 9, stk. 1, er tilgængelige
for borgerne. Der stilles ikke krav om, hvordan kommunalbestyrelsen skal
sikre, at oplysningerne er tilgængelige for borgerne, men det kan fx være
offentliggørelse af oplysningerne på kommunens hjemmeside. Der bør i
forbindelse med beslutningen om, hvordan oplysningerne gøres
tilgængelige for borgerne, være en opmærksomhed på, at det skal være let
for den pågældende målgruppe at tilgå oplysningerne.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at man som borger i kommunen har
mulighed for at blive bekendt med, hvilken form for hjælp og støtte man
kan forvente at få som led i et pleje- og omsorgsforløb i den pågældende
kommune.
Med »oplysninger om rammerne« forstås her generel serviceinformation om
kommunens få og rummelige pleje- og omsorgsforløb, herunder fx hvordan
hjælpen organiseres og udføres via et fast team omkring den enkelte borger,
samt på hvilken måde borgerens selvbestemmelse i forhold til den daglige
hjælp udmønter sig.
Til § 10
Der er i dag ikke krav om, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde et rummeligt
og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb.
UDKAST
130
Det følger af § 83, stk. 1, i lov om social service, at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige
praktiske opgaver i hjemmet samt madservice. Det følger af § 83, stk. 4, at
tilbuddet om hjælp efter stk. 1 skal bidrage dels til at vedligeholde fysiske
eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Det
følger endvidere af § 83, stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte
individuelle mål for hjælp efter bestemmelsens stk. 1, til den enkelte
modtager af hjælpen, samt at hjælpen løbende skal tilpasses modtagerens
behov.
Det følger af § 83 a, stk. 1, i lov om social service, at kommunalbestyrelsen
skal tilbyde et korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb til
personer med nedsat funktionsevne, hvis rehabiliteringsforløbet vurderes at
kunne forbedre personens funktionsevne og dermed nedsætte behovet for
hjælp efter § 83, stk. 1, i lov om social service. Vurderingen skal være
individuel og konkret og tage udgangspunkt i modtagerens ressourcer og
behov.
Det følger derudover af § 86, stk. 1, i lov om social service, at
kommunalbestyrelsen skal tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk
funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning
til en sygehusindlæggelse. Det fremgår af § 86, stk. 2, i lov om social
service, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp til at vedligeholde
fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov
herfor.
Efter § 88, stk. 1, i lov om social service træffes der afgørelse om hjælp efter
§§ 83, 83a og 86. Alle anmodninger om hjælp efter § 83 skal ske ved en
konkret og individuel vurdering af behovet for hjælp til de opgaver,
borgeren ikke selv kan udføre. Efter § 89 i lov om social service skal
ansøgeren i forbindelse med afgørelsen om hjælp efter §§ 83, 83a og 86
skriftligt oplyses om, hvilken hjælp der er bevilget.
Endelig følger det af § 94 a, i lov om social service, at personer, der
modtager hjælp efter § 83, kan vælge en helt eller delvis anden hjælp end
den, der er truffet afgørelse om, jf. §§ 88 og 89. En tilkendt ydelse, der
fravælges efter 1. pkt., kan ikke efterfølgende kræves leveret efter § 90.
Der henvises til pkt. 3.4.1 i lovforslagets bemærkninger om gældende ret.
Med § 10, stk. 1, foreslås det, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde et
rummeligt og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, der muliggør en
løbende tilpasning af hjælp og støtte inden for det tildelte forløb i takt med
udviklingen i modtagerens behov.
UDKAST
131
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at ældreplejens kerneydelser vil
skulle tildeles i form af kommunalt fastsatte rummelige pleje- og
omsorgsforløb, som vil udgøre en ramme for hjælpen.
Kommunalbestyrelsen – eller en kommunal forvaltningsenhed,
kommunalbestyrelsen har delegeret afgørelseskompetencen til – vil således
skulle tildele en borger ét af de forløb, som kommunalbestyrelsen har truffet
beslutning om efter forslagets § 9, hvor det foreslås, at
kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om helhedspleje i form af få,
sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb.
Med forslaget vil hjælpen ikke længere skulle gives i form af
standardiserede enkeltydelser, sådan som det sker i dag, fx hjælp til bad en
gang ugentligt, hjælp til skift af sengetøj en gang om måneden. Hjælpen vil
i stedet skulle tildeles som ét af de forløb, kommunalbestyrelsen har
besluttet efter § 7, hvor det mere overordnet vil være angivet, hvad hjælpen
vil kunne bestå af. Fx et forløb med hjælp til praktiske opgaver i hjemmet,
eller et forløb med hjælp til praktiske opgaver i hjemmet samt lettere
personlig hjælp og pleje, uden at det specifikt er angivet, hvad hjælpen
konkret vil bestå i fra gang til gang.
Ved formuleringen om, at der skal være tale om et »rummeligt og
sammenhængende pleje- og omsorgsforløb« sigtes til, at det konkrete
forløb, som en borger vil blive tildelt, skal kunne rumme udvikling i
borgerens behov, uden at der skal træffes en ny forvaltningsretlig afgørelse
hver gang, modtagerens behov ændrer sig. Det vil bero på en konkret
vurdering, hvilket forløb der med rimelighed kan forudses at kunne rumme
en borgers udvikling.
I § 10, stk. 2, foreslås det, at tilbud efter stk. 1 gives til personer, som på
grund af nedsat fysisk, psykisk eller social funktionsevne, der er opstået i
forbindelse med aldring, jf. lovforslagets § 2, har behov for hjælp og støtte
i den daglige livsførelse.
Med den foreslåede bestemmelse afgrænses målgruppen for tilbuddet efter
bestemmelsens stk. 1. Forslaget vil medføre, at kommunalbestyrelsen i
forbindelse med sagens oplysning, som vil skulle ligge til grund for
afgørelsen, skal vurdere, om borgeren omfattes af målgruppen for hjælpen.
Der stilles – lige som efter gældende retstilstand - ikke krav om, at der skal
foreligge en bestemt diagnose, for at få hjælp. Det afgørende er den enkelte
borgers behov for hjælp afledt af funktionsnedsættelsen.
Med »nedsat fysisk, psykisk eller social funktionsevne« forstås, at
borgerens funktionsevne skal forstås bredt, således at der i vurderingen både
skal være fokus på borgerens fysiske, psykiske og sociale funktionsevne.
Forslaget indebærer, at der vil skulle ses på den enkelte borgers samlede
situation og ikke kun på de forhold, som borgerens ikke selv kan klare som
følge af funktionsnedsættelsen. Eksempelvis vil borgerens fysiske
UDKAST
132
funktionsnedsættelse kunne begrænse borgerens muligheder for social
kontakt og derved påvirke borgerens psykiske eller sociale funktionsevne.
Omvendt vil en nedsat psykisk eller social funktionsevne også kunne
påvirke den fysiske funktionsevne og muligheden for at vedligeholde denne.
For nærmere uddybning af begreberne »opstået i forbindelse med aldring«
samt »behov for hjælp og støtte i den daglige livsførelse« henvises til
lovforslagets § 2 og bemærkningerne hertil, se lovforslagets pkt. 3.2.
Med § 10, stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at kommunalbestyrelsen træffer en
skriftlig afgørelse om tilbud efter stk. 1.
Formålet med bestemmelsen er at fastsætte, at det vil være
kommunalbestyrelsen eller den myndighed, som kommunalbestyrelsen har
uddelegeret kompetencen/opgaven til, der indledningsvist vil skulle træffe
en forvaltningsretlig afgørelse om, hvorvidt borgeren vurderes at have
behov for hjælp eller ej.
Dette vil indebære en faglig vurdering af borgerens aktuelle behov, hvilket
som i dag vil skulle ske på baggrund af de oplysninger, der vurderes at være
nødvendige og tilstrækkelige. Dette vil fx være borgerens og eventuelle
pårørendes egne oplysninger, lægefaglige vurderinger og andre relevante
oplysninger.
Det vil lige som i dag være en del af vurderingen af behovet, om brug af
velfærdsteknologi og hjælpemidler kan bidrage til øget selvstændighed og
selvhjulpenhed i modtagerens hverdag. Tilsvarende gælder i forhold til brug
af digitale løsninger, fx brug af skærmbesøg. Det er vigtigt, at brug af
sådanne teknologier som led i hjælpen eller som hel eller delvis erstatning
for et fysisk besøg introduceres på en tryg og værdig måde og i dialog med
den enkelte modtager. Det er i den sammenhæng også vigtigt at være
opmærksom på, om den enkelte modtager har brug for støtte eller vejledning
til at betjene teknologierne.
På dette grundlag vil den forvaltningsretlige afgørelse skulle træffes og
begrundes, hvilket vil indebære, at det vil være tydeligt, hvilke konkrete
omstændigheder omkring borgerens forhold og situation, der er tillagt vægt.
I forbindelse med den forvaltningsretlige afgørelse vil det således skulle
fremgå, på hvilket fagligt grundlag afgørelsen vil være truffet, og hvad
borgeren vil kunne forvente af et pleje- og omsorgsforløb. Borgeren vil
således – i overensstemmelse med forvaltningslovens krav til begrundelser
– kunne få en begrundelse for, hvorfor det pågældende forløb er blevet
tildelt, og hvilke hensyn og oplysninger der ligger bag.
Kommunalbestyrelsens afgørelse skal selvfølgelig lige som i dag leve op til
de forvaltningsretlige krav, herunder om sagens oplysning, begrundelse
UDKAST
133
samt partshøring, ligesom borgeren skal oplyses om, at der er tale om en
afgørelse samt informeres om klageadgang. Det følger desuden af
kommunens vejledningsforpligtelse som myndighed, at kommunen skal
vejlede om og forklare den enkelte borger, hvad borgeren kan forvente sig
af et pleje- og omsorgsforløb, herunder tydeliggøre borgerens
selvbestemmelse i forhold til den konkrete hjælp.
Med lovforslagets § 10, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at hvis modtagerens
behov ændrer sig væsentligt, således at behovet ikke længere vurderes at
kunne rummes inden for det tildelte pleje- og omsorgsforløb, træffer
kommunalbestyrelsen en ny afgørelse.
Det foreslåede vil indebære, at i det omfang en borgers behov måtte ændre
sig så meget, at behovet ikke længere vil kunne rummes i det tildelte
forløb, skal der træffes en ny afgørelse. I den forbindelse vil borgerens
samlede situation skulle vurderes på ny med henblik på tildeling af et
andet forløb, der vil kunne rumme de ændrede behov.
Det må antages, at det i mange tilfælde vil være de medarbejdere, der
kommer i borgerens hjem, eller borgeren selv og eventuelle pårørende, der
vil blive opmærksom på, om der er væsentlige ændringer i borgerens
behov i forhold til det tildelte forløb, og derfor tager kontakt til den
kommunale myndighed (visitationen) med henblik på en samlet
genvurdering og ny forvaltningsretlig afgørelse. Derudover vil det også
kunne være via den praktiserende læge eller i forbindelse med udskrivning
fra sygehus, at det vil blive konstateret, at der er behov for en
genvurdering af hjælpen til en borger.
Ændringer i en borgers behov vil både kunne være i op- og nedadgående
retning. Dvs. at vurdering af behovet for et skift af pleje- og omsorgsforløb
fx både kan gå på, om borgeren bør tildeles et større forløb med flere typer
af indsatser, eller - modsat - et mindre forløb med færre indsatser, fordi
borgerens situation er forbedret, fx som følge af en træningsindsats.
Det vil i sidste ende være den kommunale myndighed, der har ansvaret for
at træffe afgørelsen, som på baggrund af sagens oplysning skal vurdere, om
der er tale om væsentlige ændringer i borgerens behov, som ikke kan
rummes inden for det tildelte forløb, og som på den baggrund træffer
afgørelse om, hvorvidt borgeren skal tildeles et nyt forløb eller ej. Hvis
borgeren får afslag på skift af pleje- og omsorgsforløb, vil det også være at
betragte som en afgørelse.
Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at ændre i serviceniveauet, og det
ændrede serviceniveau medfører ændringer i den enkelte borgers ret til
ydelser, har borgeren – svarende til i dag - krav på en ny afgørelse baseret
på en konkret og individuel vurdering med udgangspunkt i borgerens
aktuelle behov og ressourcer. Det betyder også, at såfremt det ændrede
UDKAST
134
serviceniveau fx medfører ændringer i indhold og rammer for kommunens
pleje- og omsorgsforløb, som får betydning for den konkrete hjælp til den
enkelte borger, skal der ske en revisitation med henblik på en ny afgørelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 11
Det fremgår af servicelovens § 1, stk. 3, 2. pkt., at hjælp efter serviceloven
tilrettelægges på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den
enkelte persons behov og forudsætning og i samarbejde med den enkelte
borger.
Der er i dag ikke fastsat specifikke krav til, hvordan hjælpen efter
servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 (personlig hjælp og pleje) og 2 (hjælp eller
støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet), § 83 a
(rehabiliteringsforløb) og §86 (genoptræning) skal tilrettelægges og udføres.
Det følger dog af § 83 a, stk. 2, at rehabiliteringsforløbet skal tilrettelægges
og udføres helhedsorienteret og tværfagligt, og at kommunalbestyrelsen
skal fastsætte individuelle mål for rehabiliteringsforløbet i samarbejde med
den enkelte modtager af forløbet.
Det følger endvidere af § 90, stk. 1, i lov om social service, at hjælp efter
servicelovens §§ 83 og 86 skal leveres i overensstemmelse med den
afgørelse, kommunalbestyrelsen efter lovens §§ 88 og 89.
Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 11 er at fastsætter de nærmere
rammer for, hvorledes medarbejderen vil skulle udmønte den afgørelse, der
vil være blevet truffet efter den foreslåede bestemmelse i § 10. Forslaget om
indførelse af helhedspleje i form af sammenhængende og rummelige pleje-
og omsorgsforløb betyder, at beslutningerne om, hvilken hjælp, den enkelte
borger har brug for fra gang til gang, bliver truffet ude hos borgeren og i
dialog mellem denne og den medarbejder, der kommer i borgerens hjem.
Det indebærer, at det også er i dialogen mellem medarbejderen og den
enkelte borger, at der inden for det tildelte forløb kan ske justeringer af
hjælpen – både i op- og nedadgående retningen - fra gang til gang ud fra en
vurdering af borgerens aktuelle behov og ressourcer. Disse løbende
beslutninger vil være at betragte som faktisk forvaltningsvirksomhed og
omfattes derfor ikke af kravet om, at der skal træffes en forvaltningsretlig
afgørelse med klageadgang til Ankestyrelsen. Er borgeren ikke tilfreds med
de faglige vurderinger vedrørende den aktuelle hjælp, har borgeren –
ligesom i dag – mulighed for at klage til kommunalbestyrelsen og
borgmesteren.
Der vil således med den foreslåede § 11 være tale om at fastsætte rammerne
for den faktiske forvaltningsvirksomhed, som medarbejderen vil skulle
UDKAST
135
udøve. De almindelige uskrevne forvaltningsretlige principper om bl.a.
saglighed og lighed og om god forvaltningsskik vil skulle herudover skulle
iagttages af medarbejderen.
Med § 11, stk. 1, foreslås det, at tilbud efter § 10 i lovforslaget, løbende skal
tilrettelægges og udføres på baggrund af dialog mellem den udførende
medarbejder og modtageren af hjælpen og ud fra en faglig vurdering af
modtagerens aktuelle behov og ressourcer.
Med § 11, stk. 2, foreslås det, at hjælpen efter § 10, skal gives med et
forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte, jf. § 5, og at
hjælpen endvidere skal tage afsæt i følgende tilgang:
1) En helhedsorienteret indsats med blik på den enkelte modtagers
samlede livssituation.
2) Tværfaglighed.
3) Kontinuitet, fleksibilitet og sammenhæng i hjælpen med færrest
mulige forskellige hjælpere i hjemmet
4) Modtagerens selvbestemmelse og løbende indflydelse på hjælpen.
Der henvises til lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil, jf.
lovforslagets pkt. 3.3.3, for uddybning af, hvad der forstås med
»forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte«.
Til § 12
Efter servicelovens § 83, stk. 8, skal kommunen ved tilrettelæggelsen af
pleje og omsorg m.v. for en person med en demensdiagnose så vidt muligt
respektere dennes vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til
bolig, pleje og omsorg (plejetestamenter). Med § 12, foreslås det, at
kommunalbestyrelsen ved tilrettelæggelsen af pleje og omsorg m.v. for en
person med en demensdiagnose så vidt muligt skal respektere dennes
vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til bolig, pleje og
omsorg (plejetestamente).
Det vil ikke være et krav, at plejetestamentet skal oprettes på en officiel
formular eller skal underskrives af en notar. Plejetestamenter vil således
også kunne fremgå af fx en lyd- eller videooptagelse.
Bestemmelsen vil indebære, at kommunen – i praksis ofte pleje- og
omsorgspersonalet – så vidt muligt vil skulle tilrettelægge pleje og omsorg
m.v. med respekt for de vejledende tilkendegivelser, som en person med en
demensdiagnose har formuleret omkring fremtidige ønsker for bolig, pleje
og omsorg.
Kommunen vil ikke have pligt til at følge tilkendegivelserne, og den person,
der har tilkendegivet sine ønsker for fremtiden vedrørende bolig, pleje og
omsorg, vil heller ikke have et retskrav på, at tilkendegivelserne bliver fulgt.
Tilkendegivelserne for fremtiden vil være vejledende. Det vil altid være
kommunen/plejepersonalet, der – i samarbejde med eventuelle pårørende –
UDKAST
136
i sidste ende afgør, hvilken hjælp der vil skulle gives og hvordan.
Eksempelvis vil forholdene for den pågældende have ændret sig, siden
ønskerne blev formuleret, således at det ville stride imod den pågældendes
tarv at følge tilkendegivelserne i plejetestamentet. Personalet vil i så fald –
evt. i samråd med pårørende – skulle vurdere, hvad der er bedst for den
pågældende person.
En person med en demensdiagnose vil som udgangspunkt selv skulle tage
stilling til egne forhold i alle de situationer, hvor pågældende er i stand til
det og har forståelse for, hvad det drejer sig om. Hvis den pågældende
person skulle give udtryk for sin vilje, uanset hvordan dette måtte udmønte
sig, vil dette så vidt muligt skulle respekteres. Det gælder også i de tilfælde,
hvor den aktuelle tilkendegivelse ikke er i overensstemmelse med en
tilkendegivelse i et plejetestamente eller i tilfælde, hvor andre er uforstående
over for den pågældendes beslutning.
Et plejetestamente vil ikke kunne bruges til, at man på forhånd
tilkendegiver, at der må bruges magt i forbindelse med fx personlig pleje.
Man vil heller ikke via et plejetestamente kunne betinge sig ret til at blive
boende hjemme eller i et bestemt botilbud/boform, ligesom man heller ikke
via et plejetestamente vil kunne fravige servicelovens regler om
magtanvendelse i forbindelse med flytning. Uanset hvad der står i
plejetestamentet, vil kommunen kunne flytte den pågældende borger, hvis
betingelserne om flytning uden samtykke måtte være opfyldt.
Med forslaget videreføres den gældende retstilstand, således som den
fremgår af § 83, stk. 8, i serviceloven.
For nærmere uddybning henvises til pkt. 3.7.1 i lovforslagets
bemærkninger om gældende ret.
Til § 13
Efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, skal kommunalbestyrelsen
tilbyde madservice til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt
nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer
ikke selv kan udføre denne opgave.
Med hjemmel i lov om social services § 161, stk. 4, har ældreministeren
udstedt bekendtgørelse nr. 1481 af 8. december 2023 om betaling for
generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp m.v. efter §§
79, 83 og 84 i lov om social service, hvorefter der er fastsat regler om
modtagerens maksimale egenbetaling for madservice.
Der skelnes i bekendtgørelsen imellem tilbud om madservice til henholdsvis
borgere i eget hjem og beboere i plejeboliger mv. Borgere i eget hjem skal
tilbydes skal tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret og
beboere i plejeboliger mv. skal tilbydes madservice i form af fuld
forplejning.
UDKAST
137
Der henvises til almindelige bemærkninger afsnit 3.8 om madudbringning
og madordning.
Det foreslås i lovens § 13 at kommunalbestyrelsen skal tilbyde mindst ét
dagligt måltid mad i form af en hovedret bragt ud til personer som bor i eget
hjem, og som ikke selv kan udføre madlavningen på grund af nedsat
funktionsevne, der er opstået i forbindelse med aldringen.
Forslaget vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil blive forpligtet til at
tilbyde madudbringning til personer, som bor i eget hjem, og som ikke selv
kan udføre madlavningen på grund af nedsat funktionsevne, der er opstået i
forbindelse med aldringen.
Med forslaget vil borgere skulle tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form
af en hovedret. Det kommunale serviceniveau må gerne omfatte tilbud ud
over det lovpligtige tilbud om et dagligt måltid i form af en hovedret
Formålet med madudbringning er at sikre, at ældre borgere, som har
vanskeligt ved at klare sig selv, kan få tilbudt ernæringsrigtig mad til en
rimelig pris, tilpasset den enkeltes behov. Kommunalbestyrelsen skal
derfor, ved valg af leverandør, stille kvalitetskrav til leverandører af
madservice, der skal medvirke til at give borgerne et forskelligartet udbud
af måltider at vælge imellem. Det medfører, at der på visse områder må
stilles differentierede krav til leverandørerne. Kommunalbestyrelsen kan
derfor stille særskilte kvalitetskrav til almindelige måltider samt til
ernæringstætte menuer, det vil sige menuer med højt kalorieindhold, og
særlige diæter.
Kommunalbestyrelsen vil ligeledes fortsat tilrettelægge tilbuddene om
madudbringning i henhold til reglerne om frit valg af leverandør efter
ældrelovens § 18.
Måltidet kan enten bringes ud til borgerens i hjemmet eller være et tilbud til
modtageren om at spise på f.eks. et cafeteria, en lokal kro eller et
nærliggende plejecenter. Det er hensigten, at frit leverandørvalg skal give
borgerne mulighed for at vælge mellem både madserviceleverandører og
menuvariationer.
Ud over forpligtelsen til at tilbyde modtageren dagens hovedmåltid tilpasset
den enkeltes behov, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at borgeren skal
tilbydes valgmuligheder inden for rammerne af dette måltid.
Kommunalbestyrelsen kan eksempelvis beslutte, at alle leverandører skal
tilbyde menuer hvorfra, der kan vælges forskellige retter, således at der
tilbydes borgeren en generel variation af måltider.
Den foreslåede ordning indebærer, at såfremt kommunalbestyrelsen vælger
at tilrettelægge madordningen på en måde, hvor maden produceres i
modtagerens eget hjem, vil madlavningen betragtes som hjælp til støtte og
nødvendige praktiske opgaver i hjemmet som en del af helhedspleje.
UDKAST
138
Med det foreslåede visiteres borgere til madudbringning af den kommunale
myndighed på baggrund af en konkret og individuel vurdering af behovet
for denne hjælp.
Til § 14
Efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1-3, skal kommunalbestyrelsen tilbyde
personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver
i hjemmet og madservice. Tilbuddene efter stk. 1 gives til personer, som på
grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver, jf.
servicelovens § 83, stk. 2.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, hvormed servicelovens §
83, stk. 1, nr. 3 blev indført, jf. Folketingstidende 2009-2010, tillæg A, L
165 som fremsat, s. 7, at det overordnede formål med madservice er, at
modtageren får tilbudt et dagligt måltid mad til en rimelig pris, tilpasset den
enkeltes behov. Det er således en central del af den borgernære service i
kommunerne, at borgere, som har vanskeligt ved at klare sig selv, kan få
tilbudt ernæringsrigtig mad.
Det fremgår derudover af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2009-
2010, tillæg A, L 165 som fremsat, s. 6, at der skelnes imellem tilbud om
madservice til henholdsvis beboere i plejeboliger mv. og til borgere i eget
hjem og at tilbuddet om madservice til beboere i plejeboliger og lignende
boligenheder omfatter alle døgnets måltider.
Der henvises til gældende ret i punkt 3.8.1.
Det foreslås i lovens § 14, at beboere i plejehjem, jf. § 43, lejere i
plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller
lov om boliger for ældre eller personer med handicap, lejere og beboere i
friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger, og lejere i
tilsvarende boligenheder tilbydes madordning [i form af fuld forplejning].
Det foreslåede vil betyde, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde beboere i
plejeboliger og lignende boligenheder en madordning, som omfatter alle
døgnets måltider. Dermed videreføres retstilstanden for madordning for
plejeboliger og lignende boligenheder. Formålet med madordningen vil
fortsat være, at borgere får tilbudt mad til en rimelig pris tilpasset den
enkeltes behov. Der vil derudover fortsat være egenbetaling til
madudbringning og madordning. Med forslaget der er sket en tydeliggørelse
af ordningen på tværs af de forskellige persongrupper i overensstemmelse
med intentionerne i aftalen om reform på ældreområdet om, at loven skal
forenkles og være lettere at administrere for kommuner.
UDKAST
139
Til § 15
Efter § 113 i serviceloven, skal kommunalbestyrelsen yde hjælp til køb af
forbrugsgoder, når betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt. Der kan dog ikke
ydes hjælp til forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.
Det fremgår af § 112, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal
yde støtte til hjælpemidler til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når hjælpemidlet 1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige
følger af den nedsatte funktionsevne, 2) i væsentlig grad kan lette den
daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende
kan udøve et erhverv.
I principmeddelelse 36-22 om forbrugsgoder fandt Ankestyrelsen, at en
robotstøvsuger skulle betragtes som et forbrugsgode, som normalt indgår i
sædvanligt indbo.
Der henvises til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 3.9.1.
Det foreslås med § 15, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan yde hel eller
delvis støtte til køb eller udlån af robotstøvsugere til personer i forbindelse
med et pleje og omsorgsforløb efter § 10.
Det foreslåede betyder, at kommunalbestyrelsen kan vælge at indkøbe og
tildele robotstøvsugere til ældre, der som led i et tildelt pleje- og
omsorgsforløb kan have behov herfor. Det er kommunalbestyrelsen der
beslutter, om der skal ydes økonomisk støtte til en robotstøvsuger, eller om
kommunen selv indkøber robotstøvsugere, som de efterfølgende udlåner til
borgerne.
Ved vurdering af størrelsen af støtten kan kommunen vælge at tage
udgangspunkt i prisen på en almindelig standardrobotstøvsuger.
Bestemmelsen forudsætter, at der ved tildeling af en robotstøvsuger som led
i et pleje- og omsorgsforløb er taget hensyn til den enkelte persons behov
og forudsætninger for at anvende en robotstøvsuger, herunder om der, ud
fra borgerens funktionsniveau, kan køre en robotstøvsuger rundt i hjemmet
og hvorvidt borgeren kan starte, tømme og rengøre robotstøvsugeren.
Det vil være frivilligt for borgeren, om pågældende ønsker at modtage et
tilbud om en robotstøvsuger. Hvis kommunen har vurderet, at borgerens
behov kan afhjælpes med robotstøvsuger, er kommunen ikke forpligtet til at
yde manuel støvsugning.
Formålet med bestemmelsen er at muliggøre brug af robotstøvsugere i
ældreplejen for de kommuner, der ønsker det, da en robotstøvsuger
eksempelvis kan være med til at aflaste personalet, mens de varetager andre
opgaver og bidrage til at skabe mere frihed og selvbestemmelse i borgerens
UDKAST
140
liv, eftersom robotstøvsugere kan bruges på tidspunkter, hvor der ikke er
personale til stede.
Det foreslås med § 15, stk. 2, at kommunalbestyrelsen tilrettelægger støtten
og udlån. Kommunalbestyrelsen kan vælge at afholde udgifter til reparation
og drift af robotstøvsugeren.
Til § 16
Det fremgår af § 84 stk. 1 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal
tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære
pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne.
Bestemmelsen foreslås overført til ældreloven med redaktionelle ændringer.
Det foreslås i § 16, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde afløsning eller
aflastning til ægtefælle eller andre nære pårørende, der passer en person, der
er omfattet af denne lov.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil være forpligtet til at
tilbyde afløsning eller aflastning. Formålet med hjælp efter §X er at imødegå
den både fysiske og psykiske belastning det kan være at passe en
plejekrævende person i hjemmet. En familie eller en person, der passer en
pårørende med nedsat funktionsevne, der er opstået i forbindelse med aldrig,
i hjemmet vil derfor – efter en konkret og individuel vurdering af behovet –
skulle tilbydes afløsning eller aflastning efter den foreslåede bestemmelse.
Denne form for hjælp kan være en forudsætning for, at den plejekrævende
person kan blive boende i hjemmet.
Afløsning vil skulle gives i hjemmet, mens aflastning vil skulle gives uden
for hjemmet, f.eks. i form af tilbud om dag-, nat- eller døgnophold i
plejehjem eller plejebolig.
Til § 17
Det fremgår af § 84 stk. 2, at kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold for
personer, der i en periode har særligt behov for omsorg og pleje.
Bestemmelsen foreslås overført til ældreloven med redaktionelle ændringer.
UDKAST
141
Det foreslås i § 17, at kommunalbestyrelsen kan tilbyde midlertidigt ophold
til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje.
Bestemmelsen indebærer, at kommunalbestyrelsen vil kunne, men ikke vil
være forpligtet til, at tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode
har et særligt behov for omsorg og pleje.
Tilbud om midlertidigt ophold efter den foreslåede bestemmelse bør rettes
mod personer, der bor alene, og som midlertidigt har et særligt behov for
omsorg og pleje, og hvor et midlertidigt ophold vurderes at være den bedste
løsning, hvis der skal ydes den optimale pleje og omsorg. For eksempel kan
ældre, der er udskrevet fra hospitalet efter et hoftebrud, have behov for lidt
ekstra opsyn de første par uger. Eller det kan være en ældre med en
dobbeltsidig lungebetændelse af en karakter, der ikke nødvendiggør
hospitalsindlæggelse, men hvor den ældre føler sig utryg ved at være alene
hjemme. Det kan også være en ældre, der har været udsat for en psykisk
belastning i form af overfald eller andet. Der vil alene være tale om et tilbud,
og borgere vil derfor kunne vælge ikke at tage imod tilbuddet, men i stedet
få den eventuelt fornødne hjælp i egen bolig efter den foreslåede § 10.
Den foreslåede bestemmelse vil skulle finde anvendelse for personer
omfattet af den foreslåede lov og inden for dennes anvendelsesområde. Den
foreslåede bestemmelse har således fokus på midlertidig pleje og omsorg,
og ikke sundhedsfaglig behandling, til personer der har nået
folkepensionsalderen, jf. den foreslåede § 2.
Kommunen vil således kunne opkræve egenbetaling for midlertidige ophold
og ydelser leveret i forbindelse med midlertidige ophold, der tilbydes til
personer efter § 32 i denne lov, såsom kost, linned, tøjvask mm.
Efter sundhedslovens § 138 skal kommunal sygepleje leveres vederlagsfrit
og efter sundhedslovens § 140, stk. 1 og 2, tilbyder kommunalbestyrelsen
vederlagsfri genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har
et lægefagligt begrundet behov for genoptræning, jf. sundhedslovens § 84
om genoptræningsplaner.
Kommunen vil således ikke kunne opkræve egenbetaling for midlertidige
ophold og ydelser, der leveres i forbindelse med midlertidige ophold, der
tilbydes personer efter sundhedsloven
Til § 18
UDKAST
142
Det følger af servicelovens § 83, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver
i hjemmet samt madservice.
Det fremgår af servicelovens § 91, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal
skabe grundlag for, at modtagere af praktisk hjælp, personlig pleje og
madservice kan vælge mellem to eller flere leverandører af denne hjælp,
hvoraf den ene leverandør kan være kommunal.
Det fremgår af servicelovens § 91, stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal
opfylde forpligtelsen efter stk. 1 ved som minimum enten at indgå kontrakt
med to eller flere leverandører eller ved at tilbyde modtagerne et
fritvalgsbevis. Fritvalgsbeviset giver borgere, der er visiteret til praktisk
hjælp, personlig pleje eller madservice efter servicelovens § 83, adgang til,
at den pågældende borger selv indgår aftale med en cvr-registreret
virksomhed om hjælpens udførelse.
Kommunalbestyrelsen skal overholde udbudsreglerne ved indgåelse af
kontrakt, hvis den vælger at skabe grundlag for borgerens frie valg ved at
indgå offentlige kontrakter.
Efter servicelovens § 91, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde
træffe afgørelse om, at en borger ikke kan modtage hjælpen via et
fritvalgsbevis, hvis det vurderes, at den pågældende ikke vil være i stand til
at håndtere ordningen.
Efter § 91, stk. 4, i serviceloven, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at
vejlede de borgere, der modtager et fritvalgsbevis om ordningen
Ifølge § 93 i serviceloven er beboere i plejeboliger, der er omfattet af lov
om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med
handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet af lov om
friplejeboliger samt beboere i tilsvarende boligenheder ikke omfattet af frit
valg leverandører efter § 91 i serviceloven.
Det foreslås i § 18, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal skabe grundlag for,
at modtagere af pleje- og omsorgsforløb og madudbringning efter §§ 10 og
13 kan vælge mellem to eller flere leverandører, hvoraf den ene leverandør
kan være kommunal.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at kommunalbestyrelsen har pligt
til at sikre det frie valg gennem at stille flere leverandører af pleje- og
omsorgsforløb og madudbringning til rådighed, som borgere kan vælge
mellem. Formålet er at understøtte fleksibiliteten i den kommunale
tilrettelæggelse af hjemmehjælpen og det frie valg på baggrund af lokale
forhold og borgernes behov.
UDKAST
143
Kommunalbestyrelsens vil skulle vejlede borgere om at de har et frit valg i
overensstemmelse i med den almindelige forvaltningsretlige
vejledningsforpligtelse.
Det foreslås videre i § 18 stk. 2, nr. 1, at kommunalbestyrelsen, for at
opfylde forpligtelsen i medfør af stk. 1, som minimum skal
1) indgå kontrakt med to eller flere leverandører, eller
2) tilbyde modtagerne et fritvalgsbevis, som giver borgere, der er visiterede
til hjælp efter §§ 10 og 13, adgang til, at de pågældende borgere selv indgår
aftale med en cvr-registreret virksomhed om hjælpens udførelse, jf. dog stk.
4.
Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil skulle indgå en
kontrakt med to eller flere leverandører. Kommunalbestyrelsen kan dermed
vælge at skabe grundlag for borgerens frie valg ved at indgå offentlige
kontrakter. Hvis kommunalbestyrelsen skulle vælge at skabe grundlag for
borgernes frie valg ved at indgå offentlige kontrakter, skal den overholde
udbudsreglerne. Udbudsreglerne finder anvendelse på offentlige kontrakter,
der indgås mellem en ordregivende myndighed og en leverandør. Med
offentlig kontrakt forstås en gensidig bebyrdende aftale, hvor ordregiver
over for en leverandør indvilliger i at betale et aftalt vederlag mod at
modtage en bestemt ydelse.
Kommunalbestyrelsen kan også vælge at tilrettelægge borgernes frie valg af
leverandør ved en godkendelsesordning, hvis nærmere udformning kan
tilrettelægges efter kommunalbestyrelsens mål og rammer for det frie valg
såvel som efter de lokale markedsforhold. Udbudsreglerne er ikke til hinder
for, at kommunalbestyrelsen anvender en godkendelsesmodel, som betyder,
at kommunalbestyrelsen vil kunne godkende alle leverandører, der lever op
til bestemte pris- og kvalitetskrav, og som borgerne frit vil kunne vælge
imellem til udførelse af ydelser efter ældreloven.
Dermed kan kommunalbestyrelsen med den foreslåede bestemmelse
kommunalbestyrelsen godkende en række leverandører, som de visiterede
borgere herefter kan vælge imellem. Kommunalbestyrelsen vil skulle
udforme godkendelsesordningen og offentliggøre godkendelseskriterier og
øvrige betingelser for betaling for den udførte ydelse efter den fælles
afregningsmodel. Kommunalbestyrelsen fastlægger samhørende mål for
serviceniveau og afregningsprisen. På de givne vilkår beslutter leverandøren
selv sit udbud af ydelser indenfor godkendelsen, og konkurrerer om
markedsandele på kvalitet og service og indretter sin virksomhed efter den
forventede omsætning. Kommunalbestyrelsen kan vælge at lade
muligheden for at blive leverandør af den pågældende ydelse stå åben for
alle, der opfylder de godkendelseskriterier og accepterer de betingelser, som
kommunalbestyrelsen har fastlagt og bekendtgjort med invitation til
interesserede om at melde sig. Kommunalbestyrelsen kan også vælge at
UDKAST
144
forbeholde sig ret til selv at fastlægge, hvilke leverandører der skal indgå i
den leverandørkreds, som stilles til rådighed for borgernes frie valg.
Kommunen starter ligesom i den åbne godkendelsesordning med at
tilkendegive sit ønske om at etablere frit valg for borgerne samt at udmelde
de aktuelle krav til og betaling for ydelserne og invitere interesserede
leverandører til at byde sig til indenfor en given frist. Dette suppleres med
en klar markering af, at leverandørkredsen vil blive begrænset i antal,
hvorfor kommunen samtidigt bekendtgør sine udvælgelseskriterier og det
forventede tidspunkt for sin stillingtagen til de indkomne tilbud.
En åben godkendelse giver alle kvalificerede leverandører adgang til
markedet. Ved en begrænset godkendelse udvælger kommunen de
leverandører, som kommunen finder bedst egnede. Kommunen godkender
den leverandørkreds, som samlet set skønnes at kunne dække den forventede
efterspørgsel og samtidigt sikre den ønskede mangfoldighed og
professionalisme i betjeningen af borgerne.
Det foreslåede vil endvidere betyde, at kommunalbestyrelsen alternativt vil
kunne tilvejebringe det frie valg gennem at tilbyde borgerne et fritvalgsbevis
med det formål, at borgerne selv udvælger og indgår aftale med en
leverandør. Det foreslås videre, at det er kommunalbestyrelsen, der
beslutter, hvilken hjælp efter ældrelovens §§ 10 og 13, der skal være
omfattet af fritvalgsbeviset. Har kommunalbestyrelsen besluttet at tilbyde
borgere, der modtager hjælp efter ældrelovens §§ 9 og 10, frit valg af
leverandør via et fritvalgsbevis, vil borgerne kunne anmode
kommunalbestyrelsen om en sådan ordning. Et fritvalgsbevis har karakter
af en købsret til den hjælp, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse
om. Borgerne får med fritvalgsbeviset ret til selv at antage en cvr-registreret
virksomhed til at udføre den visiterede hjælp, der er truffet afgørelse om.
Det giver borgerne indflydelse på, hvordan hjælpen konkret tilrettelægges.
Dermed skal den leverandør, som borgerne udvælger, ikke godkendes af
kommunalbestyrelsen. Den foreslåede ordning forventes at øge borgernes
selvbestemmelse og fleksibilitet i dagligdagen. Det er
kommunalbestyrelsen, der skal afregne med den leverandør, som borgeren
har valgt, og til den pris, der svarer til fritvalgsbevisets værdi. Borgeren
modtager ikke kontante midler i forbindelse med et fritvalgsbevis, og hæfter
heller ikke over for leverandøren i forhold til betaling eller manglende
betaling. Kommunalbestyrelsen vil skulle vurdere, om borgeren kan
håndtere et fritvalgsbevis i sammenhæng med, at den træffer afgørelse om
hjælp til borgerne efter ældrelovens §§ 10 og 13 på baggrund af en konkret
og individuel vurdering af borgerens behov for denne hjælp. Det skal
bemærkes, at borgeren med fritvalgsbeviset alene kan få udført den hjælp,
der er truffet afgørelse om.
UDKAST
145
Kommunalbestyrelsen vil fortsat skulle opfylde retssikkerhedslovens
forpligtelser om tilsyn, kontrol og opfølgning på hjælpens udførelse og om
hjælpen opfylder borgernes aktuelle behov - uanset om kommunen selv yder
hjælpen eller har overladt opgaven til en privat leverandør, eller om
borgerne benytter et fritvalgsbevis. Det er fortsat en kommunal opgave at
føre tilsyn og følge op på, om borgerne får den hjælp, der er truffet afgørelse
om, og at hjælpen svarer til borgernes aktuelle behov, herunder om den
enkelte borger kan håndtere den valgte ordning.
Det foreslås i § 18, stk. 3, at leverandører af pleje- og omsorgsforløb skal
tilbyde et sammenhængende forløb efter § 10, stk. 1, og skal kunne levere
alle de elementer, der indgår i den foreslåede bestemmelse om
helhedspleje i § 9, stk. 2.
Det foreslåede vil betyde, at kommunen vil skulle stille krav om, at private
leverandører både skal kunne levere personlig hjælp og pleje, hjælp og støtte
til nødvendige praktiske opgaver m.v. i hjemmet samt genoptræning af
fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i
tilknytning til en sygehusindlæggelse, som led i helhedspleje for at
kommunen vil kunne indgå en kontrakt med private leverandører om
levering af et pleje- og omsorgsforløb. Helhedsplejen betyder, at hjælpen
skal tilbydes som et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb, der gør det
muligt at tilpasse hjælpen løbende ud fra borgerens aktuelle fysiske,
psykiske og sociale behov. Helhedspleje vil endvidere indebære, at både
offentlige og private leverandører skal kunne levere hele indsatsen i alle
pleje- og omsorgsforløb. Med helhedspleje vil én leverandør have det
samlede ansvar for borgerens forløb. Der henvises til bemærkningerne til
lovforslagets § 11. Formålet med den foreslåede ordning er at sikre, at den
ældre har flere valgmuligheder, og at private leverandører får mulighed for
at levere fleksibel og sammenhængende hjælp af høj kvalitet på lige fod med
kommunale leverandører.
Det foreslås i § 18, stk. 4, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan
træffe afgørelse om, at en borger ikke kan modtage pleje- og omsorgsforløb
og madudbringning efter stk. 2, nr. 2.
Det foreslåede vil betyde, at hvis det vurderes, at en borger ikke vil være i
stand til at håndtere ordningen, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse
om, at borgeren ikke kan modtage fritvalgsbeviset. Det kan eksempelvis
være tilfældet i forhold til borgere med demens, udtalt svækkelse, og hvor
de samlede ressourcer i borgernes hjem, såsom bistand fra
UDKAST
146
ægtefælle/samlever, ikke vurderes tilstrækkelige til, at ordningen kan
håndteres forsvarligt. I sådanne tilfælde skal den kommunalbestyrelsen give
borgeren en skriftlig begrundet afgørelse herom. Det foreslåede betyder
endvidere, at kommunalbestyrelsen kan fratage borgere retten til at modtage
hjælpen via fritvalgsbeviset, hvis borgeren efter kommunalbestyrelsens
vurdering ikke har vist sig i stand til at administrere ordningen, eksempelvis
hvis en borger gentagne gange har anmodet kommunen om levering af
erstatningshjælp, eller hvis den leverede hjælp ikke er i overensstemmelse
med afgørelsen om hjælp. I sådanne tilfælde skal den kommunale
myndighed give borgeren en skriftlig begrundet afgørelse herom. I de
tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at en borger ikke kan benytte
et fritvalgsbevis, har borgeren krav på at få hjælpen i form af et kommunalt
tilrettelagt tilbud om hjemmehjælp, idet kommunalbestyrelsen har
forsyningsforpligtelsen efter den foreslåede § 23.
Forslaget vil være en videreførelse af den gældende § 91, stk. 3.
Det foreslås i § 18, stk. 5, at kommunalbestyrelsen skal vejlede de borgere,
der modtager et fritvalgsbevis efter stk. 2, nr. 2, om ordningen.
Det foreslåede vil betyde, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at vejlede
de borgere, der modtager et fritvalgsbevis efter den foreslåede § 13, stk. 2,
nr. 2, om ordningen. Kommunalbestyrelsen vil skulle vejlede borgerne om
at sørge for, at aftalegrundlaget med den leverandør, som borgerne måtte
vælge at antage, afspejler den afgørelse, som kommunalbestyrelsen har
truffet om hjælpen, og den pris, der svarer til fritvalgsbevisets værdi.
Formålet er, at den kontraktlige aftale med leverandøren er tilstrækkelig til
at sikre, at den hjælp, som kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om,
kan opfyldes inden for det aftalte.
Forslaget er en videreførelse af den gældende § 91, stk. 3.
Det foreslås i § 13, stk. 6, ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om
leverandørernes tilbagemeldingspligt, jf. stk. 2, nr. 1 og 2, og om
kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse af fritvalgsbeviset, jf. stk. 2, nr. 2.
Den foreslåede bemyndigelse til ældreministeren vil blive benyttet til at
fastsætte regler på bekendtgørelsesniveau om, at kommunalbestyrelsen
forpligtes til at stille krav om, at leverandøren i henhold til den foreslåede §
13, stk. 2, nr. 1 og 2, skal informere den kommunale myndighed om
ændringer i modtagernes behov for hjælp samt om, hvordan denne
information fra leverandøren skal formidles. Det vil skulle understøtte, at
UDKAST
147
hjælpen efter ældrelovens §§ 9 og 11 løbende tilpasses modtagernes behov,
og at måden, hvorpå informationen videregives fra leverandøren til den
kommunale myndighed, er formaliseret. Der forventes derudover fastsat
regler om, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at stille kvalitetskrav til de
leverandører, som borgerne måtte vælge via fritvalgsbeviset.
Der forventes derudover at blive fastsat nærmere regler om, hvornår
borgerens krav på et fritvalgsbevis vil kunne indtræde. Det kan eksempelvis
være efter en afsluttet udbudsrunde, hvor kommunalbestyrelsen ikke er
lykkes med at få tilbud fra interesserede leverandører, eller efter en periode
på maksimalt tre måneder, inden for hvilken kommunalbestyrelsen ikke er
lykkes med at tilbyde borgerne et frit valg af leverandør inden for rammerne
af udbudsreglerne. Endvidere forventes der blive fastsat nærmere regler om,
hvordan borgerne skal informeres om muligheden for at anmode om et
fritvalgsbevis samt om varslingsperiodens længde, hvis
kommunalbestyrelsen benytter sin ret til at opsige borgernes fritvalgsbevis.
Varslingsperioden forventes fastsat på minimum tre måneder, da den
stemmer overens med funktionærlovens opsigelsesvarsel for ansatte med en
anciennitet på seks måneder til tre år.
Til § 19
Det følger af servicelovens § 83, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde
personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver
i hjemmet samt madservice.
Efter servicelovens § 91, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen skabe grundlag
for, at modtagere af praktisk hjælp, personlig pleje og madservice kan vælge
mellem to eller flere leverandører af denne hjælp, hvoraf den ene leverandør
kan være kommunal.
Det fremgår af servicelovens § 91, stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal
opfylde forpligtelsen ved som minimum enten at indgå kontrakt med to eller
flere leverandører eller ved at tilbyde modtagerne et fritvalgsbevis.
Fritvalgsbeviset giver borgere, der er visiteret til praktisk hjælp, personlig
pleje eller madservice efter servicelovens § 83, adgang til, at den
pågældende borger selv indgår aftale med en cvr-registreret virksomhed om
hjælpens udførelse.
Det fremgår af servicelovens § 94, at en person, som er berettiget til hjælp
eller støtte efter § 83, kan vælge selv at udpege en person til at udføre
opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunalbestyrelsen,
som herefter skal indgå kontrakt med den pågældende om omfang og
indhold af opgaverne, om leverancesikkerhed, jf. § 90, og om betaling m.v.
UDKAST
148
Det fremgår af § 93 i serviceloven, at bestemmelserne i §§ 91 og 94 ikke
omfatter beboere i plejehjem m.v., jf. § 192, lejere i plejeboligbebyggelser,
der er omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre
og personer med handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet
af lov om friplejeboliger, og lejere i tilsvarende boligenheder.
Det foreslås i § 20, at bestemmelserne i §§ 13 og 18 ikke omfatter ikke
beboere i plejehjem m.v., jf. § 43, lejere i plejeboligbebyggelser, der er
omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og
personer med handicap, lejere og beboere i friplejeboliger, der er omfattet
af lov om friplejeboliger, og lejere i tilsvarende boligenheder.
Det foreslåede betyder, at reglerne om frit valg og selvudpeget hjælper ikke
omfatter beboere i plejeboliger, der er omfattet af lov om almene boliger
m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, lejere og
beboere i friplejeboliger, der er omfattet af lov om friplejeboliger samt
beboere i tilsvarende boligenheder. Afgrænsningen forslås på baggrund af,
at beboere i disse boligformer vurderes at have særlige plejebehov, der bedst
varetages ved en samlet, koordineret og fleksibel indsats. Det betyder, at
driften af plejeboliger og lignende boligenheder med udvidede
plejefunktioner tilknyttet stiller særlige udfordringer til tilrettelæggelse af
hjælpen, hvorfor denne gruppe af modtagere ikke er omfattet af muligheden
for at vælge et servicebevis. Det skal bemærkes, at den foreslåede § 19 i
ældreloven ikke er til hinder for, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at
tilbyde denne målgruppe de samme vilkår for frit valg af leverandør, som
det gælder for de borgere, der er omfattet af retten til frit valg af leverandør.
Forslaget er en videreførelse af den gældende § 93 i serviceloven.
Til § 20
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, hvormed § 91 blev indført,
jf. Folketingstidende 2012-2013, tillæg A, L 121 som fremsat, s. 19, at
anvender kommunalbestyrelsen en godkendelsesordning, hvormed at prisen
fastsættes uden priskonkurrence, fastsættes afregningsprisen på
markedsvilkår i den forstand, at afregningsprisen fastsættes på baggrund af
de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, som den kommunale
leverandør har ved at producere og levere tilsvarende ydelse.
Efter servicelovens § 91, stk. 5, fastsætter kommunalbestyrelsen værdien af
fritvalgsbeviset for hver af de ydelseskategorier efter servicelovens § 83,
som kommunalbestyrelsen har besluttet skal være omfattet af ordningen.
Kommunalbestyrelsen afregner med den leverandør, som borgeren har valgt
til den pris, der svarer til fritvalgsbevisets værdi.
UDKAST
149
Efter servicelovens § 92, stk. 5, skal kommunalbestyrelsen foretage
efterberegning af afregningspriser løbende efter behov og mindst én gang
årligt, hvis kommunalbestyrelser benytter en godkendelsesordning ved brug
af private leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp, hvormed prisen
fastsættes uden priskonkurrence.
Det foreslås i § 20 stk. 1, at ved tilvejebringelse af det frie leverandørvalg
efter § 18, stk. 2, nr. 1 og 2, fastsætter kommunalbestyrelsen
afregningspriser og værdi af fritvalgsbeviser for pleje- og omsorgsforløb og
madudbringning ud fra en beregning af kommunens gennemsnitlige
langsigtede omkostninger ved levering af et tilsvarende tilbud i følgende
tilfælde: 1) Ved indgåelse af kontrakt med leverandører efter § 18, stk. 2, nr.
1, gennem en godkendelsesordning, hvor afregningspriser fastsættes uden
priskonkurrence. 2) Ved tilbud om fritvalgsbevis efter § 18, stk. 2, nr. 2.
Det foreslåede betyder, at kommunalbestyrelsen vil skulle fastsætte
afregningsprisen på markedsvilkår i den forstand, at afregningsprisen
fastsættes på baggrund af de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger,
som den kommunale leverandør har ved at producere og levere tilsvarende
ydelse. Kommunalbestyrelsen vil skulle sikre, at afregningsprisen justeres
løbende, når den bliver bekendt med, at omkostningerne ikke længere
stemmer overens med afregningsprisen. Kommunalbestyrelsen vil
derudover skulle fastsætte værdien af fritvalgsbeviset for pleje- og
omsorgsforløb og madudbringning ud fra en beregning af kommunens
gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved levering af et tilsvarende
tilbud.
De gennemsnitlige, langsigtede omkostninger vil normalt inkludere både de
direkte omkostninger, det vil sige de omkostninger, der direkte kan henføres
til det pågældende tilbud, som for eksempel råvarer, løn, køb af materialer
og tjenesteydelser mv., og de indirekte omkostninger, som for eksempel
andel af fællesomkostninger til lokaler, administration m.v. samt
afskrivning og forrentning af kapitalapparatet. De gennemsnitlige
langsigtede omkostninger er udtryk for, at udgifterne udjævnes over år.
For at sikre lige konkurrencevilkår, vil den kommunale og den private
leverandør, der leverer samme ydelser af samme kvalitet, med den
foreslåede ordning, skulle afregnes til samme pris. Kommunalbestyrelsen
skal derfor løbende sikre sig, at der er fuld omkostningsdækning for de
ydelser, som den kommunale leverandørvirksomhed producerer og leverer.
Vælger kommunalbestyrelsen at tilbyde modtagerne et fritvalgsbevis
samtidig med, at kommunalbestyrelsen anvender en godkendelsesordning,
UDKAST
150
har kommunalbestyrelsen pligt til at sikre, at det materiale, som danner
grundlag for leverandørernes ansøgning om godkendelse, indeholder
oplysning om, at der i kraft af fritvalgsbeviset vil være andre leverandører
om opgaven, som bliver afregnet til samme pris.
Det foreslås i § 20, stk. 2, at kommunalbestyrelsen afregner med den
leverandør, som borgeren har valgt til den pris, der er beregnet efter stk. 5.
Kommunalbestyrelsen afregner med den leverandør, som borgeren har valgt
til den pris, der svarer til fritvalgsbevisets værdi efter. den foreslåede stk. 5.
Det betyder, at kommunalbestyrelsen skal kommunalbestyrelsen fastsætte
værdien af hjælpen efter de foreslåede §§ 10 og 13, som
kommunalbestyrelsen har besluttet skal være omfattet af ordningen.
Kommunalbestyrelsen afregner med den leverandør, som borgeren har valgt
til den pris, der svarer til fritvalgsbevisets værdi.
Det foreslås i § 20, stk. 3, at kommunalbestyrelsen løbende efter behov og
mindst en gang årligt i forbindelse med aflæggelse af årsregnskab skal
foretage efterberegning af de beregnede afregningspriser efter stk. 1.
Det betyder at kommuner, der benytter en godkendelsesordning eller
fritvalgsbevis ved tilvejebringelse af det frie valg af pleje- og omsorgsforløb
og madudbringning, hvormed prisen fastsættes uden priskonkurrence, skal
foretage efterberegning af afregningspriser løbende efter behov og mindst
en gang årligt i forbindelse med årsregnskab. Efterberegningen vil som
minimum skulle finde sted i forbindelse med aflæggelse af kommunens
årsregnskab, hvormed beregningen skal tage udgangspunkt i seneste års
regnskabstal for at drive tilsvarende tilbud. Efterberegningen vil også kunne
finde sted løbende. Kommunalbestyrelsen skal justere afregningspriserne,
når kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at der er misforhold mellem
afregningspriserne og de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger.
Det foreslås i § 20 stk. 4, at hvis kommunens faktiske omkostninger ved
levering af tilsvarende tilbud har været højere end den fastsatte
afregningspris efter stk. 1, skal kommunalbestyrelsen efterbetale
leverandøren forskellen. Har kommunens faktiske omkostninger ved
levering af tilsvarende tilbud været lavere end den fastsatte afregningspris
efter stk. 1, skal leverandøren efterbetale kommunalbestyrelsen forskellen.
Det betyder, at kommunerne får pligt til at efterbetale private leverandører,
hvis afregningspriserne har været fastsat lavere end kommunens faktiske
omkostninger ved levering af tilsvarende hjælp. Kommunalbestyrelsen skal
således betale prisdifferencen til den private leverandør.
UDKAST
151
Det foreslåede betyder derudover, at den private leverandør får pligt til at
efterbetale kommunen, hvis afregningspriserne har været fastsat højere end
kommunens faktiske omkostninger ved levering af tilsvarende hjælp.
Det foreslås i § 20, stk. 5, at ældreministeren kan fastsætte nærmere regler
om beregningsgrundlaget for afregningspriser, regler om efterbetaling ved
brug af private leverandører og regler om beregningsgrundlaget for og
offentliggørelse af fritvalgsbevisets værdi. Dermed kan ældreministeren
fastsætte nærmere regler om efterbetaling, hvis det skønnes nødvendigt. Det
forventes, at der vil blive fastsat nærmere regler om, at afregningsprisen, der
anvendes til afregning af private leverandører. For at sikre gennemsigtighed
i forhold til kommunalbestyrelsens beregninger, vil der blive fastsat regler
om, at kommunalbestyrelsen skal kunne fremlægge grundlaget for
beregningerne på den private leverandørs anmodning herom.
Det forventes derudover, at der vil blive fastsat nærme regler om
beregningsgrundlaget for og offentliggørelse af fritvalgsbevisets værdi med
det formål at sikre, at fritvalgsbevisets værdi fastsættes på en måde, hvor
den cvr-registrerede virksomhed, som borgeren vælger, kan udføre den
visiterede hjælp med samme kvalitet som hvis det var den kommunale
leverandør, der udførte hjælpen. Der forventes derudover fastsat nærmere
regler om, at kommunalbestyrelsen skal justere fritvalgsbevisets værdi, når
kommunalbestyrelsen bliver bekendt med, at der er misforhold mellem
værdien og de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger. Der forventes
desuden fastsat regler om, at borgere, der ikke mener, at fritvalgsbevisets
værdi er fyldestgørende eller korrekt, kan rette henvendelse til
kommunalbestyrelsen.
Det foreslås i § 20, stk. 6, at ældreministeren efter forhandling med
erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om fast overheadsats for
private leverandører af pleje- og omsorgsforløb og madudbringning.
Der forventes, at der fastsættes nærmere regler om vil være en fast
overheadsats for private leverandører levering af pleje- og omsorgsforløb-
og helhedspleje og madudbringning, hvis afregningsprisen fastsættes på
baggrund af beliggenhedskommunens gennemsnitlige, langsigtede
omkostninger, via godkendelsesordningen og ved prisfastsættelse af
fritvalgsbeviser. Med overheadsats forstås de omkostninger forbundet med
tilbuddet, der ikke er identificeret som direkte, indirekte og
fællesomkostninger og som dermed ligger udover ældreområdet og omfatter
ældreplejens ressourcetræk på stabsfunktioner som IT, økonomi og HR samt
direktion.
UDKAST
152
Kommunerne vil fortsat skulle fastsætte prisen ud fra kommunens
gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved at levere ydelsen, men
overheadomkostningerne, beregnes som en fast procentdel af de direkte og
(øvrige) indirekte omkostninger. Overheadsatsen vil blive fastsat på
baggrund af et analysearbejde.
Til § 21
Det fremgår af den gældende § 94 i serviceloven at en person, som er
berettiget til praktisk hjælp, personlig pleje eller madservice, vælge selv at
udpege en person til at udføre opgaverne.
Der henvises til gældende ret til punkt 3.131. om gældende ret om
selvudpeget hjælper.
Det foreslås i § 21, stk. 1, at en person, som er berettiget til hjælp eller støtte
efter § 10 kan vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den
udpegede person skal godkendes af kommunalbestyrelsen, som herefter skal
indgå kontrakt med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne,
om leverancesikkerhed og om betaling m.v. Den foreslåede ordning
indebærer, at den udpegede person skal godkendes af kommunalbestyrelsen,
som herefter skal indgå kontrakt med den pågældende om omfang og
indhold af opgaverne, om leverancesikkerhed og om betaling m.v. Der vil
ikke være nogen begrænsninger med hensyn til, hvem modtageren kan
udpege til opgaveudførelsen, hvis vedkommende i øvrigt opfylder
kommunalbestyrelsens kvalitetskrav, f.eks. i relation til uddannelse mv. Der
kan fx være tale om en pårørende, en nabo eller en ven/bekendt. Modtageren
har ikke mulighed for at pege på et privat firma til at udføre opgaverne, idet
det er kommunalbestyrelsen, der er arbejdsgiver. Det er et krav, at der er tale
om en fysisk person. Med det foreslåede, skal kommunalbestyrelsen fortsat
træffe afgørelse om indhold og omfang af hjælpen, og aftalen med den
udpegede person skal være i nøje overensstemmelse med afgørelse om
hjælp. Beboere i plejehjem, plejeboliger mv. er ikke omfattet af muligheden
for selv at udpege en hjælper
Det foreslås med § 21, stk. 2, at den udpegede person skal alene udføre de
opgaver, der indgår i kontrakten med kommunalbestyrelsen og er ikke
omfattet af kravet om at helhedspleje efter § 11.
Det foreslåede betyder, der ikke stilles krav om, at den hjælper, borgeren
har udvalgt, skal kunne levere alle de elementer, der indgår i helhedspleje
efter den foreslåede § 9, stk. 2, for at kunne indgå en kontrakt med
UDKAST
153
kommunen. Det vil være kommunalbestyrelsen, der fastsætter rammerne for
betaling af den selvudpegede hjælper.
Til § 22
Servicelovens § 92 indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen
skal forebygge konsekvenserne af og håndtere konkurser hos private
leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp, som
kommunalbestyrelsen indgår kontrakt med, jf. § 91, stk. 2, nr. 1
(kontraktindgåelse med to eller flere leverandører med henblik på at
tilvejebringe frit valg).
Der henvises til gældende ret i punkt 3.14.1.
Det foreslås i § 22, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal have en skriftlig
beredskabsplan med retningslinjer for, hvordan kommunalbestyrelsen
håndterer konkurser hos private leverandører af pleje- og omsorgsforløb og
madudbringning, som kommunalbestyrelsen indgår kontrakt med, jf. § 18,
stk. 2, nr. 1.
Med den foreslåede forpligtes kommunalbestyrelsen til at have en skriftlig
beredskabsplan med retningslinjer for, hvordan kommunalbestyrelsen
håndterer konkurser hos private leverandører af personlig pleje og praktisk
hjælp, som kommunalbestyrelsen indgår kontrakt med. Beredskabsplanen
skal løbende opdateres efter behov, fx i forbindelse med kontraktindgåelse
med ny leverandør.
I tilfælde hvor kommunalbestyrelsen har opfyldt deres forpligtelse til at
tilvejebringe det frie valg ved at tilbyde modtagerne et fritvalgsbevis, som
giver borgere, der er visiteret til hjælp efter lovforslagets § 10, adgang til, at
de pågældende borgere selv indgår aftale med en cvr-registreret virksomhed
om hjælpens udførelse, vil kommunalbestyrelsen ikke være forpligtet til at
have en skriftlig beredskabsplan. Dette da, der ikke er et kontraktretligt
forhold mellem kommunalbestyrelsen og leverandøren, men alene mellem
borger og leverandør.
Det foreslås i § 22, stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal stille krav om
bankgaranti eller tilsvarende garanti ved kontraktindgåelse med private
leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp.
Med det foreslåede forpligtes kommunalbestyrelsen til at stille krav om
bankgaranti eller tilsvarende garanti ved kontraktindgåelse med private
leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp. Bankgaranti eller
tilsvarende garantistillelse skal stilles af de private leverandører, der tilsigtes
at indgå kontrakt med i forbindelse med kontraktindgåelse, og ikke i
forbindelse med fremsendelse af den private leverandørs tilbud eller
ansøgning. I forbindelse med fastsættelsen af størrelsen af bankgaranti eller
UDKAST
154
tilsvarende garantistillelse skal navnligt proportionalitetsprincippet
iagttages, så størrelsen på garantien afhænger af antallet af borgere, der
modtager hjemmehjælp fra den pågældende leverandør, og at der samtidig
skelnes mellem leverandører, der leverer henholdsvis personlig pleje og
praktisk hjælp. Tilsvarende garantistillelsen kan f.eks. være en indefrysning
af et beløb, en aftale med et vikarbureau eller lignende. Krav om bankgaranti
eller tilsvarende garantistillelse skal således skrives ind i kontrakten og
gælde for hele aftaleperioden. Størrelsen på bankgaranti eller tilsvarende
garantistillelse kan eventuelt justeres i kontraktperioden afhængig af antallet
af borgere, der modtager personlig pleje og praktisk hjælp fra den
pågældende leverandør.
Det foreslås i § 22, stk. 3, nr. 1, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med
kontraktindgåelse med private leverandører af pleje- og omsorgsforløb og
madudbringning stille krav om, at den private leverandør skal inden
kontraktindgåelse og en gang årligt i kontraktperioden sende skattemæssige
årsregnskaber til kommunen.
Med den foreslåede ordning skal kommunalbestyrelsen stille krav om, at
den private leverandør inden kontraktindgåelsen sender seneste
skattemæssige årsregnskab, samt at den private leverandør, som der indgås
kontrakt med, én gang årligt i kontraktperioden sender skattemæssigt
årsregnskab.
Det foreslås i § 22, stk. 3, nr. 2, at en private leverandør, der i medfør af
årsregnskabsloven er omfattet af krav om at udarbejde regnskab og krav om
at lade regnskabet revidere, skal inden kontraktindgåelse og en gang årligt i
kontraktperioden sende revideret regnskab til kommunen eller henvise
kommunen til, hvor regnskabet kan findes på www.cvr.dk. Har
leverandøren endnu ikke aflagt regnskab efter årsregnskabsloven, kan
kommunalbestyrelsen fastsætte krav om anden passende dokumentation.
Med den foreslåede ordning kan kommunalbestyrelsen skal stille krav om,
at den private leverandør sender seneste revideret regnskab, samt at den
private leverandør, som der indgås kontrakt med, én gang årligt i
kontraktperioden sender revideret regnskab. Den private leverandør kan
opfylde sin forpligtelse enten ved at sende det reviderede årsregnskab til
kommunen eller ved at oplyse kommunen om den URL-adresse, hvor
regnskabet er offentliggjort. Med URL-adressen menes den internetadresse,
der skal benyttes for at komme direkte til regnskabet. De foreslåede regler
stiller krav om, at virksomheder, der i henhold til årsregnskabsloven er
omfattet af pligt til at udarbejde et årsregnskab og lade dette revidere, skal
indsende virksomhedens reviderede regnskab. Herved skal forstås det
seneste reviderede regnskab, som er godkendt af virksomhedens
generalforsamling. Undtagelsen om, at leverandører, der ikke har aflagt
årsrapport er tiltænkt virksomheder, der endnu ikke har aflagt – og fået
godkendt – en årsrapport, fordi virksomheden er nystartet, skal i stedet for
UDKAST
155
indsende anden dokumentation for, at virksomheden har den fornødne
økonomiske og finansielle formåen. Leverandører som endnu ikke har aflagt
regnskab efter årsregnskabsloven kan således godtgøre sin økonomiske og
finansielle formåen ved ethvert andet dokument, som kommunalbestyrelsen
vurderer passende, hvis ansøgeren eller tilbudsgiveren af en gyldig grund
ikke er i stand til at fremlægge de dokumenter, som kommunalbestyrelsen
forlanger.
Det foreslås i § 22, stk. 3, nr. 3, at den private leverandør skal dokumentere,
at der ikke ved kontraktindgåelse er forfalden gæld på 50.000 kr. eller
derover til offentlige myndigheder vedrørende skatter, afgifter eller bidrag
til sociale sikringsordninger i henhold til dansk lovgivning eller
lovgivningen i det land, hvor ansøgeren eller tilbudsgiveren er etableret.
Det foreslås i § 22, stk. 4, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde fravige
kravet i stk. 3, nr. 3.
Med den foreslåede ordning kan kommunalbestyrelsen undlade at udelukke
en ansøger eller en tilbudsgiver, der er omfattet hvis eksempelvis følgende
forhold gør sig gældende: 1) Alle ansøgere eller tilbudsgivere er omfattet af
stk. 3, nr. 3, 2) Ansøgeren eller tilbudsgiveren stiller sikkerhed for betaling
af den del af gælden, der er på 50.000 kr. eller derover, eller 3) Ansøgeren
eller tilbudsgiveren har indgået aftale med inddrivelsesmyndigheden om en
afviklingsordning og denne ordning er overholdt.
Hvis den forfaldne gæld til det offentlige overstiger 50.000 kr., må
kommunalbestyrelsen som udgangspunkt ikke indgå kontrakt med
leverandøren. Da udelukkelse skal ske i overensstemmelse med
udbudslovens principper om ligebehandling, gennemsigtighed og
proportionalitet, vil spørgsmålet om, hvorvidt der skal ske udelukkelse
derfor bero på en konkret vurdering af det enkelte udbud eller
godkendelsesordning.
Forslaget er en videreførelse af § 92 i serviceloven.
Til § 23
Det fremgår af § 4, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsen skal
sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter loven. I forlængelse heraf
følger det af § 4, stk. 2 i serviceloven, at kommunalbestyrelsen opfylder sit
forsyningsansvar efter stk. 1 ved brug af egne tilbud og ved samarbejde
med andre kommuner, regioner eller private tilbud.
Bestemmelserne indebærer, at myndighedsansvaret, forsyningsansvaret i
forhold til borgeren, og finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter
serviceloven er samlet i kommunen. Det er herefter den enkelte
kommunalbestyrelse, der har et samlet ansvar for at træffe afgørelse om
UDKAST
156
borgerens visitation til et tilbud, ansvar for at sikre, at der er relevante
sociale tilbud til borgerne, samt ansvar for finansieringen af tilbuddene.
Kommunalbestyrelsens ansvar for at sikre, at der er sociale tilbud til
borgerne betyder, at kommunen har pligt til at sørge for, at der er de
nødvendige sociale tilbud til stede enten i form af kommunens egne tilbud,
eller ved køb af pladser i private tilbud, regionale tilbud eller tilbud i andre
kommuner.
Det foreslås med § 23, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de
nødvendige tilbud efter denne lov. Kommunalbestyrelsen opfylder sit
forsyningsansvar ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre
kommuner, regioner eller private tilbud.
Med forslaget vil det eksisterende forsyningsansvar og
finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter denne lov fortsat være
samlet i kommunen. Det vil dermed fortsat være kommunalbestyrelsen,
som har forsyningsansvaret for det nødvendige antal pladser i tilbud til
målgrupperne efter loven. Som følge heraf vil det være
kommunalbestyrelsen, som vil skulle sikre, at der er de nødvendige tilbud
efter ældreloven. Dette forsyningsansvar vil kommunalbestyrelsen fortsat
skulle opfylde ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre
kommuner, regioner eller private tilbud.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 4 stk. 1 i
serviceloven, afgrænset til målgruppen for ældreloven og tilpasset
ældreområdet.
Til § 24
Det fremgår af servicelovens § 3, stk. 1, at kommunalbestyrelsen træffer
afgørelse om tilbud efter denne lov. Det fremgår af § 1, stk. 3, at afgørelser
efter loven træffes på baggrund af faglige og økonomiske hensyn. Det følger
endvidere af servicelovens § 89, at ansøgeren i forbindelse med afgørelsen
efter lovens kap. 16 skriftligt skal oplyses om, hvilken hjælp der er bevilget.
Er der tale om mindre, begunstigende justeringer i hjælpen, kan
kommunalbestyrelsen undlade at fremsende en skriftlig oplysning herom til
borgeren.
Servicelovens § 3, stk. 1 samt § 89 finder anvendelse i forhold til afgørelser
om tilbud efter lovens § 83 (tilbud om personlig hjælp og pleje, hjælp eller
støtte til praktiske opgaver i hjemmet samt madservice), § 83 a (tilbud om
korterevarende og tidsafgrænset rehabiliteringsforløb forud for vurdering af
behovet for hjælp efter § 83), § 84 (tilbud om afløsning eller aflastning til
ægtefælle, pårørende m.v., samt tilbud om midlertidigt ophold), § 86 (tilbud
om genoptræning eller vedligeholdelsestræning), samt § 91, stk. 3 (afslag
på tilbud om et fritvalgsbevis) samt § 94 (tilbud om personligt udpeget
hjælper).
UDKAST
157
Det foreslås med lovforslagets § 24, at kommunalbestyrelsen vil skulle
træffe skriftlig afgørelse om tilbud efter §§ 13-14 (madudbringning og
madordning), tilbud efter §§ 16-17 (afløsning eller aflastning samt
midlertidigt ophold), tilbud efter § 18, stk. 4 (afslag på fritvalgsbevis), samt
§ 21 (afgørelse om personligt udpeget hjælper).
Med forslaget videreføres således gældende ret i forhold til kravet om, at
kommunalbestyrelsen skal træffe skriftlige afgørelser om tilbud vedrørende
afløsning, aflastning, midlertidigt ophold, fritvalgsbevis samt selvudpeget
hjælper. Tilsvarende vil gælde ift. tilbud om madservice, som med
lovforslaget er præciseret til at skulle bestå af hhv. madudbringning og
madordning.
Forslaget indebærer, at kommunens afgørelse lige som efter gældende ret
vil skulle leve op til de forvaltningsretlige krav om sagens oplysning,
begrundelse samt partshøring m.v. Afgørelsen vil skulle baseres på en faglig
vurdering af borgerens aktuelle behov og ressourcer, hvilket som i dag vil
skulle ske på baggrund af de oplysninger, der vurderes at være nødvendige
og tilstrækkelige. Dette kan fx være borgerens egne og eventuelle
pårørendes oplysninger om, hvilke opgaver borgeren ikke længere kan
udføre pga. den nedsatte funktionsevne, lægefaglige vurderinger og andre
relevante oplysninger, som understøtter vurderingen af borgerens behov for
hjælp.
Med forslaget videreføres tillige nuværende retstilstand i forhold til, at
ældreloven – ligesom serviceloven – ikke stiller ikke krav om, at der skal
foreligge en ansøgning fra en borger, for at kommunen kan behandle en sag
vedrørende hjælp til den pågældende. Kommunen har generelt pligt til at
reagere på oplysninger/viden, der indikerer, at en borger kan have brug for
hjælp og støtte efter servicelovens bestemmelser. Det kan fx – udover
oplysninger fra borgeren selv eller dennes pårørende – være oplysninger fra
borgerens egen læge, oplysninger fra sygehuset i forbindelse med
udskrivning af en borger til eget hjem, eller viden, som er tilgået de
forebyggende medarbejdere i forbindelse med opsøgende forebyggende
indsatser efter lovforslagets § 4, stk. 2.
Til § 25
Det følger af § 166, stk. 1, i serviceloven, at kommunalbestyrelsens
afgørelser efter denne lov, medmindre andet er fastsat i denne lov eller i
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan
indbringes for Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område.
UDKAST
158
Ankestyrelsen er øverste administrative klageinstans for bl.a. afgørelser,
som træffes af kommunalbestyrelsen efter serviceloven, jf. § 50 i
retssikkerhedsloven og § 166, stk.1, i serviceloven. Det er kun den person,
som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen, og som således er
klageberettiget.
Ankestyrelsen kan efter retssikkerhedslovens § 69 efterprøve retlige
spørgsmål. Det vil sige, om der er truffet en lovlig afgørelse og dermed
sikre, at myndigheden har anvendt lovregler og praksis korrekt. Det
betyder, at Ankestyrelsen efterprøver, om afgørelsen er i
overensstemmelse med bl.a. serviceloven, forvaltningsloven,
retssikkerhedsloven og forvaltningsretlige grundsætninger. Den retlige
prøvelse indeholder en række elementer, herunder at undersøge om den
konkrete sag er tilstrækkeligt oplyst, og om de kriterier, der er lagt til
grund, er lovlige. Også lovgivningens overordnede formålsbestemmelser
skal iagttages.
Den retlige prøvelse af skønsmæssige afgørelser omfatter tillige en
prøvelse af, om skønnet ligger inden for lovgivningens rammer for
udøvelsen af skønnet, og om skønnet er foretaget lovligt. Ankestyrelsen
efterprøver således de retlige rammer for kommunens skøn, men ikke
selve skønnet. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt.
3.16.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter forslagene
til §§ 10, 13-14, 16-17, § 18, stk. 4 og § 21 vil kunne indbringes for
Ankestyrelsen efter reglerne i kap. 10 i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at klager over afgørelser efter de
foreslåede §§ 10, 13-14, 16 – 17, § 18, stk. 4 og § 21 vil blive omfattet af
klagereglerne i retssikkerhedsloven kapitel 10, herunder processen for at
klage, klagefrister, genvurdering af sager m.v.
Forslaget om at indføre helhedspleje i ældreplejen i form af
sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, er en ændring af
de gældende regler om bevilling af ydelser efter servicelovens § 83, stk. 1,
nr. 1 og 2, § 83 a og § 86, som også har betydning for Ankestyrelsens
prøvelse af de afgørelser, der træffes, i medfør af det foreslåede § 10.
Det er op til kommunerne at fastsætte antallet af pleje- og omsorgsforløb
og beslutte detaljeringsgraden af indholdet af de enkelte forløb. Derimod
er det tanken, at selve afgørelsen om, hvilket forløb en borger får bevilget,
skal kunne indbringes for Ankestyrelsen. De konkrete afgørelser om pleje-
og omsorgsforløb efter ældreloven bygger på en vurdering af borgerens
behov for hjælp til helhedspleje (som defineret i det foreslåede § 10, stk. 1)
og kommunens vurdering af, hvilket af kommunens forløb borgeren på
den baggrund skal tilbydes.
UDKAST
159
Ved Ankestyrelsens prøvelse af, om borger er bevilget et forløb, der
imødekommer et sammenhængende og rummeligt pleje- og
omsorgsforløb, skal Ankestyrelsen bl.a. påse, at kommunen har foretaget
den nødvendige og tilstrækkelige sagsoplysning af borgers konkrete behov
for pleje og omsorg.
Det er forudsat i loven, at den enkelte kommunes beskrivelse af de forløb,
der tilbydes i kommunen, ikke skal være detaljeret, og at de enkelte forløb
skal være rummelige. Kommunens vurdering af, hvilket af kommunens
forløb borger skal tilbydes bygger på et skøn. Ankestyrelsen vil derfor som
altovervejende udgangspunkt ikke kunne tilsidesætte kommunens
vurdering af dette spørgsmål.
Det foreslås i stk. 2, at hvis kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter
§§ 10, 13-14, 16-17, § 18, stk. 4, eller § 21 over for personer omfattet af §
2, stk. 2, og over for hvem der, før de blev omfattet af § 2, stk. 2, er truffet
en retskraftig afgørelse efter §§ 83, 83 a, 84, § 86, stk. 1, § 91, stk. 3, §§
119 eller 122 i lov om social service, kan personen ikke indbringe den del
af kommunalbestyrelsens afgørelse efter §§ 10, 13-14, 16-17, § 18, stk. 4,
og § 21, som indebærer tilbagekaldelse af afgørelsen efter lov om social
service, for Ankestyrelsen.
Det foreslåede stk. 2 henviser til personer omfattet af lovforslagets forslag
til § 2, stk. 2. I forslaget til § 2. stk. 2, foreslås, at loven også vil skulle
finde anvendelse for personer, der ikke har nået folkepensionsalderen, når
det efter en samlet vurdering af personens livssituation vurderes, at
behovet for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse,
svarer til det behov som ældre personer over folkepensionsalderen skal
tilbydes efter denne lov, jf. stk. 1.
Forslaget til stk. 2 vil indebære, at hvis kommunalbestyrelsen i forhold til
ovennævnte personkreds træffer afgørelse efter §§ 10, 13-14, 16-17, § 18,
stk. 4, eller § 21, over for hvem der, før de blev omfattet af § 2, stk. 2, er
truffet en retskraftig afgørelse efter §§ 83, 83 a, 84, § 86, stk. 1, § 91, stk.
3, §§ 119 eller 122 i lov om social service, kan personen ikke indbringe
den del af kommunalbestyrelsens afgørelse efter §§ 10, 13-14, 16-17, § 18,
stk. 4, og § 21, som indebærer tilbagekaldelse af afgørelsen efter lov om
social service, for Ankestyrelsen.
Personerne vil i den nævnte situation derimod efter hovedreglen i forslaget
til § 25, stk. 1, kunne klage over kommunalbestyrelsens nye afgørelser
efter §§ 10, 13-14, 16-17, § 18, stk. 4, eller § 21.
Til § 26
UDKAST
160
Servicelovens § 148 regulerer i dag det, der i praksis betegnes som det
personrettede tilsyn.
Det følger af servicelovens § 148, stk. 1, at kommunalbestyrelsen i
borgerens handlekommune, jf. §§ 9-9b i lov om retssikkerhed og
administration på det sociale område, fører tilsyn med de tilbud, som
kommunalbestyrelsen i denne kommune i forhold til den enkelte person har
truffet afgørelse om.
Endvidere følger det af § 148, stk. 2, at kommunalbestyrelsen i borgerens
handlekommune, jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på
det sociale område, løbende skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at
hjælpen fortsat opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder
være opmærksom på, om der er behov for at yde andre former for hjælp.
Opfølgningen skal ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt
i samarbejde med denne.
Med den foreslåede § 26 videreføres gældende ret for det personrettede
tilsyn med redaktionelle ændringer tilpasset ældrelovens målgruppe og
anvendelsesområde.
Det foreslås i stk. 1, at kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune,
jf. §§ 9-9b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,
fører tilsyn med de tilbud, som kommunalbestyrelsen i denne kommune i
forhold til den enkelte person har truffet afgørelse om.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune,
jf. §§ 9-9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,
løbende skal følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen fortsat
opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom
på, om der er behov for at yde andre former for hjælp. Opfølgningen skal
ske ud fra modtagerens forudsætninger og så vidt muligt i samarbejde med
denne.
Det personrettede tilsyn omfatter lige alle typer af hjælp og støtte, som
kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse om efter ældreloven.
Det personrettet tilsyn har til formål at sikre, at den hjælp, der er truffet
afgørelse om at yde, fortsat opfylder sit formål.
Til § 27
Det fremgår af servicelovens § 14 a, at ældreministeren samler og formidler
oplysninger om kommunale og private tilbud om plejehjem, jf.
servicelovens § 192, plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om
almene boliger m.v., plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om
boliger for ældre og personer med handicap, og friplejeboligbebyggelser,
UDKAST
161
der er omfattet af lov om friplejeboliger, i en landsdækkende
plejehjemsoversigt.
Plejehjemsoversigten omfatter ifølge servicelovens § 14 a, stk. 2, ikke
tilbud, hvor hjælpen og støtten i væsentligt omfang omfatter støtte efter
servicelovens § 85. Støtte efter servicelovens § 85 omfatter hjælp, omsorg
eller støtte samt optræning og hjælp til udvikling af færdigheder til personer,
der har behov herfor på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne eller særlige sociale problemer (socialpædagogisk bistand). I
afgrænsningen henvises der til den hjælp og støtte, der gives i tilbuddet
generelt og ikke i forhold til den enkelte beboer.
Registrering i plejehjemsoversigten er efter servicelovens § 14 a, stk. 3, en
betingelse for, at plejehjem efter servicelovens § 192, plejeboligbebyggelser
fortrinsvis for ældre og friplejeboligbebyggelser fortrinsvis for ældre er en
del af en kommunalbestyrelses forsyning, jf. servicelovens § 4, stk. 2.
Kommunalbestyrelsen har pligt til at sørge for, at der er de nødvendige
tilbud efter serviceloven, jf. § 4, stk. 1. Kommunalbestyrelsen opfylder sit
forsyningsansvar efter servicelovens § 4, stk. 1, ved brug af egne tilbud og
ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private tilbud, jf. § 4,
stk. 2.
Ældreministeren har i medfør af bemyndigelsen i servicelovens § 14 a, stk.
4, fastsat nærmere regler om plejehjemsoversigten i bekendtgørelse nr. 1219
af 22. oktober 2018 om plejehjemsoversigten.
Bekendtgørelsen fastsætter bl.a. bestemmelser om, at plejehjemsoversigten
skal indeholde generelle baggrundsoplysninger om hvert enkelt plejehjem,
plejeboligbebyggelse eller friplejeboligbebyggelse som fx navn, adresse,
plejehjemsleder, sygefravær, plejehjemstype mm. Der skal desuden gives
oplysninger om tilbuddets bolig og drift som fx antal
boliger/plejehjemspladser, husleje, beskrivelse af boligerne samt mulighed
for tilkøb. Herudover skal der give informationer om tilbuddets faglige
tilgang og aktiviteter som eksempelvis plejehjemmets værdigrundlag,
tilgang til pårørende, madordning, om eget dyr er tilladt, aktiviteter samt
seneste tilsynsrapporter.
Ud over information om de enkelte plejehjem mv. indeholder
plejehjemsoversigten mere generel information om at flytte på plejehjem
som eksempelvis typerne af plejehjem, reglerne for visitation, det frie
plejehjemsvalg, fastsættelse af husleje mv.
Etableringen og den daglige drift af plejehjemsoversigten varetages af
Sundhedsdatastyrelsen, som fører stikprøvekontrol med, at oplysningerne er
indberettet. Sundhedsdatastyrelsen kan følge op i forhold til den
indberetningspligtige, såfremt oplysninger om tilbud ikke er indberettet,
eller oplysningerne ikke er i overensstemmelse med plejehjemsoversigtens
UDKAST
162
systematik, jf. bekendtgørelsens § 9. Sundhedsdatastyrelsen har udarbejdet
vejledninger for indrapportering til plejehjemsoversigten.
Det foreslås i stk. 1, at ældreministeren samler og formidler oplysninger om
de kommunale og private plejeenheder og leverandører, der er anført i stk.
2, i en landsdækkende plejeoversigt med henblik på 1) at sikre
gennemsigtighed og skabe overblik over og muliggøre sammenligning
mellem plejeenhederne og leverandørerne for dermed at understøtte
borgernes frie valg, jf. § 18 på et oplyst grundlag, og 2) at understøtte lige
konkurrence mellem private og offentlige plejeenheder og leverandører.
Med det foreslåede stk. 1 vil formålet med, at ældreministeren samler og
formidler oplysninger om de kommunale og private plejeenheder og
leverandører, der er anført i det foreslåede stk. 2, i plejeoversigten, fremgå
direkte af loven.
Det foreslås i stk. 2, at plejeoversigten indeholder oplysninger om følgende
enheder: 1) kommunale og private tilbud om plejehjem, jf. § 46, 2)
plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., 3)
plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om boliger for ældre og
personer med handicap, 4) friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov
om friplejeboliger og 5) kommunale og private leverandører, der leverer
hjælp og støtte i ældres eget hjem i medfør af § 18, stk. 2, nr. 1.
Med det foreslåede stk. 2, nr. 1-5, videreføres servicelovens § 14 a, stk. 1,
for så vidt angår kommunale og private tilbud om plejehjem,
plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v.,
plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om boliger for ældre og
personer med handicap og friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov
om friplejeboliger.
Det foreslås som noget nyt i stk. 2, nr. 6, at plejeoversigten vil skulle
indeholde oplysninger om kommunale og private leverandører, der leverer
hjælp og støtte i ældres eget hjem i medfør af de foreslåede § 18, stk. 2, nr.
1.
Det foreslås i stk. 3, at plejeoversigten ikke omfatter tilbud, hvor hjælpen og
støtten til borgerne i tilbuddet i væsentligt omfang omfatter støtte efter § 85
i lov om social service.
Det foreslåede stk. 3 er en videreførelse af gældende ret i servicelovens § 14
a, stk. 3. Det foreslåede stk. 3 vil betyde, at plejeoversigten ikke omfatter
tilbud, der i væsentligt omfang giver støtte efter servicelovens § 85. I
afgrænsningen henvises der til den hjælp og støtte, der gives i tilbuddet
generelt og ikke i forhold til den enkelte beboer.
Det foreslås i stk. 4, at enheder, som er nævnt i stk. 2, kun kan indgå i
kommunalbestyrelsens forsyning, jf. det foreslåede § 23, hvis de er
registrerede i plejeoversigten.
UDKAST
163
Det foreslåede stk. 4 vil betyde, at enheder, som er nævnt i stk. 2, og som
ikke er registreret i plejeoversigten ikke vil kunne indgå i
kommunalbestyrelsens forsyning efter det foreslåede § 23. Det foreslåede
stk. 4 er en videreførelse af den eksisterende bestemmelse i servicelovens §
14 a, stk. 4.
Det foreslås i stk. 5, at ældreministeren fastsætter nærmere regler om
plejeoversigten, herunder om kommunalbestyrelsernes og de private
enheders pligt til at give oplysninger til plejeoversigten, og om
Sundhedsdatastyrelsens beføjelser i den forbindelse.
Med den foreslåede bemyndigelse er det hensigten, at ældreministeren i en
bekendtgørelse om plejeoversigten vil fastsætte kommunalbestyrelsens
pligt til at sikre, at tilbud, der er del af den kommunale forsyning indberetter
oplysningerne til plejeoversigten. Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen
er i dialog med det enkelte tilbud om, hvilke oplysninger der indberettes til
plejeoversigten. Kommunalbestyrelsen skal særligt være opmærksom på at
inddrage selvejende institutioner og private leverandører. I bekendtgørelsen
fastsættes endvidere private tilbuds, der ikke er en del af den kommunale
boligforsyning, pligt til sikre, at tilbuddet er indberettet til plejeoversigten.
I henhold til lov om friplejeboliger § 1, stk. 1, er friplejeboliger
udlejningsboliger uden for den kommunale boligforsyning. Dog følger det
af lov om friplejeboliger § 1, stk. 2, at en friplejeboligleverandør kan indgå
aftale med kommunalbestyrelsen om, at denne får anvisningsret til en eller
flere boliger i en friplejeboligbebyggelse.
Det vil både blive muligt for kommunalbestyrelsen og det enkelte tilbud at
indberette til plejeoversigten. For tilbud, der er del af den kommunale
forsyning afgør den enkelte kommunalbestyrelse, om det enkelte tilbud eller
kommunalbestyrelsen indberetter til plejeoversigten.
Den foreslåede bemyndigelse forventes udnyttet til fastsættelse af regler
som vil videreføre de krav om oplysninger, som fremgår af bekendtgørelse
nr. 1219 af 22. oktober 2018 om plejehjemsoversigten.
På plejeoversigten vil brugerne således kunne finde generelle oplysninger
om hvert enkelt plejehjem, plejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre og
friplejeboligbebyggelse fortrinsvis for ældre som fx adresse,
plejehjemsleder, plejehjemstype mm. samt informationer om eksempelvis
plejehjemmets værdigrundlag, tilgang til pårørende, boligernes indretning,
madordning, aktiviteter, om man må have kæledyr m.m.
Som noget nyt vil brugerne på plejeoversigten kunne finde generelle
oplysninger om kommunale og private leverandører, der leverer hjælp og
støtte i eget hjem.
Herudover forventes ældreministeren som noget nyt at fastsætte krav om
oplysninger, som vil kunne give en indikation af private og kommunale
UDKAST
164
plejehjems og plejeleverandørers kvalitet, hvilket som udgangspunkt vil
omfatte oplysninger om brugertilfredshed, faste teams, og
medarbejderkontinuitet samt ældretilsynets tilsyn med plejeenheder,
herunder ældretilsynets vurdering af kvalitet i helhedsplejen i forbindelse
med seneste tilsyn og oplysninger om eventuelle sanktioner. Derudover
forventes der for plejehjem at blive tilføjet oplysninger om antal
medarbejdere og faggrupper. Oplysningerne forventes så vidt muligt at blive
baseret på eksisterende data og viden, men der vil være behov for, at
plejeleverandørerne skal registreret og opdatere oplysningerne på
plejeoversigten.
De konkrete informationer på plejehjemsoversigten forventes bl.a. at blive
fastlagt på baggrund af den planlagte brugertilfredshedsundersøgelse blandt
hjemmehjælpsmodtagere og plejehjemsbeboere, som gennemføres hvert
andet år. Tilfredshed vil kun blive udstillet for plejehjem og leverandører,
hvor der er et tilstrækkeligt antal besvarelser til at sikre borgernes
anonymitet.
Ældreministeren vil desuden benytte bemyndigelsen til at fastsætte
Sundhedsdatastyrelsens beføjelser i forhold til at sikre, at
kommunalbestyrelser, private tilbud om plejehjem og private leverandører,
der leverer hjælp og støtte til ældre i eget hjem indrapporterer til
plejeoversigten. Sundhedsdatastyrelsen forventes at få beføjelse til at kunne
følge op i forhold til kommunalbestyrelser, private tilbud om plejehjem og
private leverandører, der leverer hjælp og støtte til ældre i eget hjem, hvis
oplysningerne om et tilbud ikke er indberettet, eller oplysningerne ikke er i
overensstemmelse med plejeoversigtens systematik.
Hvis kommunalbestyrelsen eller det private tilbud ikke følger op, forventes
det fastsat, at Sundhedsdatastyrelsen kan markere manglen på
plejeoversigten i forhold til det pågældende tilbud. Markeringen vil kunne
fjernes, når indberetningen er bragt i orden.
Det er desuden hensigten, at plejeoversigten vil skulle tilpasses, så brugere
af plejeoversigten vil få let adgang til at fremsøge relevante oplysninger.
Det forventes fx, at det vil blive muligt at søge på de eksisterende
oplysninger om, hvorvidt det er tilladt at medbringe kæledyr, fx hund,
geografiske søgekriterier, ligesom de nye oplysninger om plejeenhedernes
kvalitet vil indgå som søgekriterie. Brugergrænsefladen forventes
tilsvarende forbedret, så ældre borgere bliver præsenteret for et
overskueligt valg af plejehjem eller plejeleverandører på baggrund af
søgekriterierne. Ligeledes forventes muligheden for at indberette
oplysninger til plejeoversigten at blive gjort mere brugervenlig, så ledere,
medarbejdere og kommuner let kan registrere og opdatere oplysninger på
plejeoversigten.
Der henvises i øvrigt til pkt. … i lovforslagets almindelige bemærkninger.
UDKAST
165
Til § 28
Det fremgår af servicelovens § 119, stk. 1, at personer, som passer en
nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, er efter ansøgning berettiget til
plejevederlag som nævnt i § 120. Det er en betingelse for at yde
plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses
for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør
indlæggelse eller forbliven på sygehus eller ophold i plejehjem, plejebolig
el.lign. Det er endvidere en betingelse, at den syge er indforstået med
etableringen af plejeforholdet.
Det fremgår videre af servicelovens § 119, Stk. 2, at en arbejdsgiver, der
yder løn til en ansat under dennes fravær fra arbejdet i forbindelse med
pasning af en nærtstående efter stk. 1, således at den ansatte ikke har en tabt
arbejdsindtægt, er berettiget til at få udbetalt det beløb, som den ansatte
ellers ville være berettiget til i plejevederlag efter § 120, stk. 1.
Det foreslås med stk. 1, at personer, som passer en nærtstående, der ønsker
at dø i eget hjem, er efter ansøgning berettiget til plejevederlag som nævnt
§ 29. Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling
efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand
ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus eller
ophold i plejehjem, plejebolig el.lign. Det er endvidere en betingelse, at den
syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.
Det foreslås med stk. 2, at en arbejdsgiver, der yder løn til en ansat under
dennes fravær fra arbejdet i forbindelse med pasning af en nærtstående efter
stk. 1, således at den ansatte ikke har en tabt arbejdsindtægt, er berettiget til
at få udbetalt det beløb, som den ansatte ellers ville være berettiget til i
plejevederlag efter stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med redaktionelle
ændringer af § 119 i serviceloven.
Det foreslåede stk. 1, vil indebære, at personer som yder terminalpleje af en
nærtstående pårørende, der ønsker at dø i eget hjem, i overensstemmelse
med gældende ret også fremover efter ansøgning vil være berettiget til
plejevederlag, såfremt hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering anses
for udsigtsløs, og den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse
eller forbliven på sygehus eller ophold i plejehjem, plejebolig el.lign., og
den syge i øvrigt er indforstået med etableringen af plejeforholdet.
Med det foreslåede vil der fortsat kunne søges plejevederlag uden hensyn til
syges alder i overensstemmelse med gældende. Det afgørende er, at der er
tale om terminalpleje i afgrænset periode.
Det foreslåede stk. 2, vil endvidere betyde, at en arbejdsgiver der vil yde løn
til en ansat i forbindelse med pasning af en nærtstående, således at den
ansatte ikke har en tabt arbejdsindtægt, fremover vil være berettiget til at få
udbetalt det beløb, som den ansatte ellers ville være berettiget til i
UDKAST
166
plejevederlag efter ældreloven. Dette er i overensstemmelse med gældende
ret.
Til § 29
Det fremgår af servicelovens § 120, at plejevederlag efter § 119 udgør 1,5
gange det dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville
have ret til efter lov om sygedagpenge, jf. dog stk. 2. Selvstændigt
erhvervsdrivende, der ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, eller som i
henhold til den frivillige forsikring har ret til dagpenge fra tredje fraværsdag,
kan få udbetalt plejevederlag fra første fraværsdag. Plejevederlaget kan ikke
overstige den hidtidige indtægt, jf. § 47 i lov om sygedagpenge.
Det fremgår videre af § 120, Stk. 2, at personer, som ikke er berettiget til
plejevederlag efter stk. 1, får udbetalt 16.637 kr. (2022-niveau) månedligt i
plejevederlag. Personer, som er berettiget til plejevederlag efter stk. 1, kan
vælge i stedet at få udbetalt et plejevederlag som anført i 1. pkt.
Plejevederlaget kan i dette tilfælde, jf. 1. og 2. pkt., ikke udbetales sammen
med en anden offentlig forsørgelsesydelse. Hvis flere personer deles om
plejeopgaven, nedsættes beløbet svarende til den pågældendes
forholdsmæssige andel af plejeopgaven.
Det foreslås med stk. 1, at plejevederlag efter § 28 udgør 1,5 gange det
dagpengebeløb, som modtageren i tilfælde af egen sygdom ville have ret til
efter lov om sygedagpenge, jf. dog stk. 2. Selvstændigt erhvervsdrivende,
der ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, eller som i henhold til den
frivillige forsikring har ret til dagpenge fra tredje fraværsdag, kan få udbetalt
plejevederlag fra første fraværsdag. Plejevederlaget kan ikke overstige den
hidtidige indtægt, jf. § 47 i lov om sygedagpenge.
Det foreslås med stk. 2, at personer, som ikke er berettiget til plejevederlag
efter stk. 1, får udbetalt 17.633kr. (2024-niveau) månedligt i plejevederlag.
Personer, som er berettiget til plejevederlag efter stk. 1, kan vælge i stedet
at få udbetalt et plejevederlag som anført i 1. pkt. Plejevederlaget kan i dette
tilfælde, jf. 1. og 2. pkt., ikke udbetales sammen med en anden offentlig
forsørgelsesydelse. Hvis flere personer deles om plejeopgaven, nedsættes
beløbet svarende til den pågældendes forholdsmæssige andel af
plejeopgaven.
Det foreslåede er således en videreførelse med redaktionelle ændringer af §
120, stk. 1 og stk. 2 i serviceloven.
Med det foreslåede vil plejevederlaget også fremadrettet skulle være knyttet
til sygedagpengereglerne og skulle fastlægges i overensstemmelse med de
satser og vilkår, som gælder i dag.
Det betyder, at personer, der ikke er berettiget til sygedagpenge, fortsat vil
kunne få udbetalt et plejevederlag, der svarer til et minimumsbeløbet. Men
personer, der er berettiget til sygedagpenge og dermed til et plejevederlag,
vil kunne vælge i stedet at få udbetalt et plejevederlag, der svarer til
minimumsbeløbet. Minimumsbeløbet vil fortsat træde i stedet for anden
UDKAST
167
offentlig forsørgelse, og personer som vælger at få udbetalt plejevederlag
som minimumsbeløbet, vil ikke samtidigt kunne få udbetalt en anden
offentlig forsørgelsesydelse.
Det fremgår af servicelovens § 120, Stk. 3, at hvis flere personer deles om
plejeopgaven, kan det samlede plejevederlag ikke overstige 1,5 gange det
maksimale sygedagpengebeløb efter § 50, stk. 1, i lov om sygedagpenge.
Det fremgår videre af servicelovens § 120, stk. 4, at i ganske særlige tilfælde
kan kommunalbestyrelsen beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb
end anført i stk. 1-3.
Det foreslås, med stk. 3, at hvis flere personer deles om plejeopgaven, kan
det samlede plejevederlag ikke overstige 1,5 gange det maksimale
sygedagpengebeløb efter § 50, stk. 1, i lov om sygedagpenge.
Det foreslås endeligt med stk. 4, at i ganske særlige tilfælde kan
kommunalbestyrelsen beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb end
anført i stk. 1-3.
Med det foreslåede stk. 3, vil muligheden for at plejevederlaget kan deles af
flere personer blive videreført i overensstemmelse med gældende ret.
Ligeledes i overensstemmelse med gældende ret, vil kommunen med den
foreslåede stk. 4, også fremover kunne beslutte, at et højere plejevederlag
end anført i stk. 1-3, når ganske særlige forhold taler herfor.
Til § 30
Det fremgår af servicelovens § 121, stk.1, at retten til plejevederlag ophører
ved plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten
til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes
indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i
sig selv bortfald af plejevederlag.
Det fremgår videre af § 121, stk. 2, at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis
kan træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i
hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.
Det foreslås med stk. 1, at retten til plejevederlag ophører ved
plejeforholdets afslutning. Ved den plejekrævendes død bevares retten til
plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Den plejekrævendes
indlæggelse af kortere varighed på sygehus eller lignende medfører ikke i
sig selv bortfald af plejevederlag.
Det foreslås videre med stk. 2, at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis kan
træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet
ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.
Det foreslåede stk. 1 og stk. 2, vil indebære en videreførelse af den gældende
retstilstand for ophøret af retten til plejevederlag. Retten vil således også
fremover skulle ophøre ved plejeforholdets afslutning, således at retten til
UDKAST
168
plejevederlag bevares i indtil 14 dage efter dødsfaldet ved den
plejekrævendes død, og således at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis vil
kunne træffe afgørelse om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i
hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig.
Til § 31
Det fremgår af servicelovens § 122, at kommunalbestyrelsen kan, såfremt
udgiften ikke dækkes på anden vis, yde hjælp til sygeplejeartikler og lign.,
når
1) nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold, jf. § 119, passer
en døende, 2) kommunen varetager plejen helt eller delvis eller
kommunalbestyrelsen yder tilskud efter § 95 til hjælp, som familien selv
antager, eller 3) et hospice varetager plejen.
Det fremgår videre af § 122, stk. 2, at hjælpen ydes uden hensyn til den
pågældendes eller familiens økonomiske forhold.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan, såfremt udgiften
ikke dækkes på anden vis, yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når
1) nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold, jf. § 28, passer
en døende, 2) kommunen varetager plejen helt eller delvis eller
kommunalbestyrelsen yder tilskud efter § 95 i lov om social service til
hjælp, som familien selv antager, eller 3) et hospice varetager plejen.
Det foreslås videre med stk. 2, at hjælpen ydes uden hensyn til den
pågældendes eller familiens økonomiske forhold.
Det foreslåede er således en videreførelse af servicelovens § 112 med
redaktionelle ændringer tilpasset ældreloven.
Med det foreslåede vil kommunalbestyrelsen, såfremt udgiften ikke dækkes
på anden vis, også fremadrettet uden hensyn til den pågældendes
økonomiske forhold kunne yde hjælp til sygeplejeartikler og lign., når
nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold efter den foreslåede
§ 28 passer en døende, kommunen varetager plejen helt eller delvis, eller et
hospice varetager plejen.
Til § 32
Det fremgår af § 158, stk. 1, i serviceloven, at den, der modtager hjælp efter
serviceloven til sig selv eller sin ægtefælle, skal, medmindre andet er
bestemt i serviceloven, betale for den hjælp, der modtages.
Det foreslås med stk. 1, at den, der modtager hjælp efter ældreloven til sig
selv eller sin ægtefælle, skal, medmindre andet er bestemt i ældreloven,
betale for den hjælp, der modtages.
UDKAST
169
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af
§ 158, stk. 1, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for ældreloven. Der
er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 158, foreslås det
med bestemmelsen principielt fastslået, at der skal ydes betaling for bistand
fra det offentlige til en person selv eller til familiemedlemmer, der er
omfattet af pågældendes forsørgelsespligt jf. Folketingstidende 1972-73,
tillæg A, spalte 3613. Der vil dog ligeledes i overensstemmelse med
forarbejder ikke kunne blive tale om at kræve betaling hos modtageren af
kontanthjælp og hjælp i øvrigt, der ydes under hensyn til den pågældendes
økonomiske trang. I forsørgelsespligten vil i lighed med efter gældende ret
også ligge en pligt over for det offentlige til at forsørge sin ægtefælle og
børn under 18 år.
Det vil være kommunen, der med hjemmel i den foreslåede bestemmelse,
træffer afgørelse om borgerens egenbetaling og opkræver betalingen fra
borgeren.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til § 158 i serviceloven skulle
være et yderligere retsgrundlag ud over den foreslåede § 31, stk. 1, hvis der
skal kunne ske opkrævning af betaling.
De konkrete betalingsregler vil derfor skulle fremgå af lov eller
bekendtgørelse.
Det foreslås med stk. 2, ældreministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte
regler om opkrævning af et gebyr ved ikke rettidig betaling for ydelser efter
denne lov.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fastsætte regler for betaling
af hjælp efter ældreloven. Den foreslåede bestemmelse vil således fastsætte
udgangspunktet om, at borgeren selv skal betale for den hjælp, der modtages
efter ældreloven, medmindre andet er bestemt i loven.
Til § 33
Efter den gældende § 79, stk. 3, i serviceloven fastsætter ældreministeren
nærmere regler om betaling for tilbud med aktiverende og forebyggende
sigte, herunder om beregningsgrundlaget for betalingen.
Efter den gældende § 161, stk. 1, i serviceloven, kan der opkræves betaling
for personaleomkostninger til madserviceordninger efter § 83, stk. 1, nr. 3,
og til hjælp efter § 84.
Efter § 161, stk. 3, i serviceloven fastsætter ældreministeren regler om
betaling for tilbud efter §§ 83, 83 a, 84 og 86 og om beregnings- og
indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud.
UDKAST
170
Efter § 161, stk. 4, i serviceloven fastsætter ældreministeren nærmere regler
om modtagerens maksimale egenbetaling for madservice, herunder
regulering af egenbetaling.
Det fremgår af § 183, stk. 1, i serviceloven, at opgørelsen af
indtægtsgrundlaget efter servicelovens §§ 114 og 161 foretages af Skat på
grundlag af oplysninger for det senest afsluttede indkomstår.
Der henvises til afsnit 3.20.1 om gældende ret for betaling.
Det foreslås i § 33, stk. 1, at kommunalbestyrelsen ikke kan opkræve
betaling for omkostninger til personale i forbindelse med, at der ydes hjælp
til pleje- og omsorgsforløb efter § 10.
Det betyder, at kommunalbestyrelsen ikke kan opkræve betaling for
personaleomkostninger til tidsforbrug, som medarbejdere i den kommunale
forvaltning anvender til opgaver relateret til tilbuddet. Der vil dermed skulle
skelnes mellem omkostningerne knyttet hhv. til leverandørens opgaver og
til den kommunale myndigheds opgaver i forbindelse med produktionen og
leveringen af tilbuddet til modtagerne. Omkostningerne knyttet til den
kommunale myndighed skal holdes helt ude af omkostningsberegningerne.
Det foreslås i stk. 2, at kommunalbestyrelsen opkræver betaling for
personaleomkostninger til hjælp efter §§ 13, 14 og 17.
Det betyder, at hvis beboerne i plejeboliger mv. deltager i
køkkenaktiviteter, herunder i madproduktion, som aktivitet, kan dette ske
uden, at kommunalbestyrelsen skal foretage en forholdsmæssig beregning
af beboerens betaling for madordningen efter denne foreslåede
bestemmelse. Det forudsættes, at beboeren, der på baggrund af sit
funktionsniveau er visiteret til madordning, ikke stabilt og kontinuerligt vil
kunne varetage væsentlige aktiviteter i forbindelse med madproduktionen,
herunder at beboerens deltagelse ikke kan påregnes i madproduktionen.
Det foreslåede betyder endvidere, at der kan opkræves betaling for
personaleomkostninger for hjælp i form af afløsning og aflastning efter
ældrelovens § 17. Ved midlertidigt døgnophold til personer, der i en periode
har særligt behov for omsorg og pleje, herunder aflastningsophold, skal den
samlede betaling for madudbringning og madordning efter §§ 13-14 og
aflastning efter § 17 fastsættes således, at den pågældende bevarer et beløb
til dækning af husleje andre omkostninger i forbindelse med opretholdelsen
af den hidtidige bolig. Kommunalbestyrelsen kan ikke opkræve betaling for
boligdelen ved midlertidigt døgnophold efter ældrelovens § 17 herunder
aflastningsophold. Dette gælder uanset boligform. Hvis
kommunalbestyrelsen f.eks. vælger at benytte en ældrebolig/plejebolig til
aflastningsophold, må kommunalbestyrelsen derfor afholde udgifterne til
husleje mv. Der vil kun kunne opkræves betaling for det timeforbrug, som
anvendes til udførelsen af den hjælp, borgeren modtager.
UDKAST
171
Det foreslås i stk. 3, at opgørelse af indtægtsgrundlag foretages af Skat på
grundlag af oplysninger for det senest afsluttede indkomstår. Opgørelsen
anvendes med virkning for det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i ældreloven gælde, at
indtægtsgrundlaget efter den foreslåede § 17 foretages af
skattemyndighederne på grundlag af oplysninger for det senest afsluttede
indkomstår, og at opgørelsen anvendes med virkning for det andet
kalenderår efter indkomstårets udløb.
Den foreslåede bestemmelse er indholdsmæssigt en videreførelse af den
gældende lovs § 183, stk. 1.
Det foreslås med stk. 4, at skatteforvaltningslovens regler om klage over
afgørelser om forskudsregistrering af indkomst finder tilsvarende
anvendelse på afgørelser om indtægtsgrundlaget.
Med den foreslåede bestemmelse vil det således også i ældreloven gælde, at
skatteforvaltningslovens regler om klage over afgørelser om
forskudsregistrering af indkomst finder tilsvarende anvendelse på afgørelser
om indtægtsgrundlaget.
Den foreslåede bestemmelse er indholdsmæssigt en videreførelse af den
gældende lovs § 183, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.20 om
betaling.
Det foreslås i stk. 5, at ældreministeren fastsætter regler om betaling for
tilbud efter §§ 6, 9, stk. 1, nr. 3, 13, 14, 17 og om beregnings- og
indkomstgrundlag for betalingen for disse tilbud. Med den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse forventes der at blive fastsat nærmere regler
om, at kommunalbestyrelsen træffer beslutning om betaling for tilbud for
generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte, madudbringning of
madordning og midlertidigt ophold.
Ved fastsættelsen af betalingen vil højst kunne medregnes kommunens
gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der kan henføres til produktion
og levering af tilbuddet. Det vil sige kommunalbestyrelsens omkostninger
til tilbuddet under ét efter den pågældende bestemmelse, herunder
omkostningerne ved køb af tilbud hos private og regionale leverandører.
Dette vil både inkludere direkte omkostninger, det vil sige de omkostninger,
der direkte kan henføres til det pågældende tilbud, som for eksempel råvarer,
løn køb af materialer og tjenesteydelser mv. og indirekte omkostninger, som
for eksempel andel af fællesomkostninger til lokaler, administration m.v.
samt afskrivning og forrentning af kapitalapparatet.
UDKAST
172
Derimod vil ikke det tidsforbrug, som medarbejdere i den kommunale
forvaltning anvender til opgaver relateret til tilbuddene efter generelle tilbud
med aktiverende og forebyggende sigte og madordning ikke indgå. Det skal
skelnes mellem omkostningerne knyttet hhv. til leverandørens opgaver og
til den kommunale myndigheds opgaver i forbindelse med produktionen og
leveringen af tilbuddet til modtagerne. Omkostningerne knyttet til den
kommunale myndighed skal holdes helt ude af omkostningsberegningerne.
De gennemsnitlige, langsigtede omkostninger er udtryk for, at udgifterne
jævnes ud over år. Taksten vil derfor svare til tilbuddenes faktiske
produktions- og leveringsomkostninger i det enkelte år. Borgeren kommer
således til at betale de reelle omkostninger og dermed det faktiske
ressourceforbrug, medmindre kommunalbestyrelsen vælger at yde et
tilskud, hvormed betalingens størrelse nedbringes.
Videre forventes der fastsat regler om, at kommunalbestyrelsen skal
fastsætte betalingen for tilbuddet mindst én gang årligt. Et eventuelt
overskud vil skulle indregnes som en reduktion af taksten senest 2 år efter
det år, hvor overskuddet er opstået. Kommunalbestyrelsen vil træffe
beslutning om, hvorvidt et eventuelt underskud skal indregnes som en hel
eller delvis forøgelse af taksten, eller om underskuddet ikke skal indregnes,
senest 2 år efter det år, hvor underskuddet er opstået.
Der forventes desuden fastsat regler om kommunalbestyrelsens beregning
af modtagerens egenbetaling på grundlag af modtagerens og en eventuel
ægtefælles indkomstgrundlag for midlertidigt ophold efter ældrelovens §
17.
Den foreslåede bestemmelse er indholdsmæssigt en videreførelse af den
gældende lovs § 161, stk. 3.
Det foreslås i stk. 6. at ældreministeren fastsætter nærmere regler om
modtagerens maksimale egenbetaling for madudbringning og madordning
efter §§ 13 og 14 herunder om regulering af egenbetalingen. Med det
foreslåede bemyndiges ældreministeren til at fastsætte nærmere regler om
den maksimale egenbetaling og regulering heraf for madudbringning og
madordning, som borgeren visiteres til af den kommunale myndighed efter
ældrelovens §§ 13 og 14. Der er tale om madudbringning i form af tilbud,
der enten udbringes til modtagerens eget hjem, eller som modtageren kan
afhente eller indtage hos leverandøren, såsom et dagcenter, kro eller
lignende og om madordninger for beboere på plejehjem og lignende
boligenheder.
Med forslaget forventes der fastsættes regler om, at alle borgere, der
modtager madudbringning efter ældreloven § 13, omfattes af et loft over
egenbetaling for en hovedret. Kommunalbestyrelsen forpligtes dermed til at
UDKAST
173
sikre, at modtageren uanset valg af leverandør tilbydes mindst ét dagligt
måltid mad i form af en hovedret til et maksimalt beløb udbragt til
modtagerens eget hjem. Tilsvarende skal modtageren af madservice uden
udbringning tilbydes mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret til
maksimalt samme beløb.
Kommunalbestyrelsens tilbud om madservice til borgere i eget hjem skal
som udgangspunkt udgøre et dagligt måltid mad i form af en hovedret, der
er tilpasset den enkeltes behov og har den rette næringsværdi. Tilbyder
kommunalbestyrelsen en biret ud over tilbuddet om hovedretten, kan
kommunalbestyrelsen som hidtil opkræve, hvad det koster at producere og
levere biretten i betaling hos modtagere, der tilvælger en sådan. Det vil
dermed også fremover være op til den enkelte kommunalbestyrelse at
beslutte, om hovedretten udgør tilbuddet om det daglige måltid, eller om
tilbuddet også omfatter en biret. Kommunalbestyrelsen vil fortsat kunne
beslutte at give et tilskud til madudbringning eller madordning.
Der forventes, at der fastsættes regler om den maksimale egenbetaling for
borgere, der bor plejebolig eller lignende boligenheder, hvortil der er knyttet
omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale, herunder
modtagere i friplejeboliger. Der er tale om madordninger i form af tilbud
om fuld forplejning (døgnforplejning), som modtageren er visiteret til af den
kommunale myndighed. Loftet over egenbetaling forventes fastsat på
bekendtgørelsesniveau og reguleres hvert år den 1. januar efter lov om en
satsreguleringsprocent og afrundes til nærmeste kronebeløb. Beløbet for
madordning forventes opkrævet pr. måned. Det er således ikke muligt at
opkræve mere i betaling pr. måned for fuld forplejning hos beboere, der er
visiteret til madservice i disse boformer, end denne maksimale
beløbsgrænse tilsiger.
Med det foreslåede vil det vil være kommunalbestyrelsen, der tilrettelægger
tilvalg og fravalg af enkelte måltider og forplejning hele dage, herunder
frister for borgernes afbestilling m.v., når modtagerens ophold er varigt.
Kommunalbestyrelsen kan vælge f.eks. at reducere taksten for modtagerens
betaling ved at reducere det maksimale beløb forholdsmæssigt, hvis en
modtager fravælger, herunder afbestiller, enkelte måltider og/eller fuld
forplejning på dagsbasis eller måltidsbasis.
Ved midlertidige ophold på mindre end en måneds varighed i skal
kommunalbestyrelsen fastsætte betalingen ved en forholdsmæssig
reduktion af det maksimale beløb. Der kan f.eks. være tale om
aflastningsophold efter § 17 hvor modtageren ligeledes er visiteret til
madordning efter ældrelovens § 17.
Bemyndigelsen vil blive anvendt således, at loftets størrelse fastsættes i
bekendtgørelse. Dermed indføres i betalingsbekendtgørelsen en
bestemmelse om, hvilket beløb kommunalbestyrelsen maksimalt kan
UDKAST
174
opkræve ved fastsættelsen af egenbetalingen for en hovedret hos
modtageren eller pr. måned for fuld forplejning. Dog må den kommunale
myndighed fortsat ikke opkræve mere i betaling for tilbuddet om
madudbringning eller madordning, end ydelsen koster at producere og
levere til modtageren.
Prisloftet for madudbringning og madordning vil gælde uanset
modtagerens indkomst- og formueforhold. Prisloftets beløb reguleres hvert
år den 1. januar efter lov om en satsreguleringsprocent og afrundes til
nærmeste kronebeløb. Beløbsgrænserne reguleres første gang i ældreloven
den 1. januar 2026.
Den foreslåede bestemmelse er indholdsmæssigt en videreførelse af den
gældende lovs § 161, stk. 4.
Der henvises til punkt 3.20.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger om
gældende ret for betaling.
Til § 34
Det fremgår af § 30, stk. 1 i retssikkerhedsloven, at der i hver kommune
etableres mindst ét ældreråd. Ældrerådets medlemmer vælges ved direkte
valg. Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål
og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om
lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.
Det fremgår af § 30, stk. 2 at ældrerådet består af mindst 5 fem
medlemmer, og at der for hvert medlem kan vælges en stedfortræder. Der
kan ikke anvendes listeopstillinger eller indgås valgforbund i forbindelse
med valg til ældreråd.
Det fremgår af § 30, stk. 3 at kommunalbestyrelsen i samarbejde med
ældrerådet skal fastlægge de nærmere rammer for rådets virke, herunder
aftale nærmere om, hvordan og i hvilket omfang ældrerådet skal høres.
Såfremt der ikke kan opnås enighed om, hvordan og i hvilket omfang
ældrerådet skal høres, skal kommunalbestyrelsen høre ældrerådet om alle
forslag, der vedrører de ældre.
Det foreslås med stk. 1, at der i hver kommune etableres mindst ét
ældreråd. Ældrerådets medlemmer vælges ved direkte valg. Ældrerådet
rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler
synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske
spørgsmål, der vedrører de ældre.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende § 30 stk. 1, i
retssikkerhedsloven.
UDKAST
175
Det foreslåede betyder, at kommunalbestyrelsen vil skulle sørge for, at
ældrerådet etableres. Kommunalbestyrelsen vil kunne beslutte sig for at
oprette flere ældreråd, hvis der lokalt vurderes at være et behov for det.
Hvis der etableres flere ældreråd i kommunen, vil alle ældreråd være
sideordnede i relation til kommunalbestyrelsen.
Ældrerådet vil efter den foreslåede bestemmelse ikke kunne etableres på
andre måder end ved direkte valg. Direkte valg medfører, at ældreråds-
medlemmer vil skulle vælges som enkeltpersoner, og ikke som
repræsentanter for politiske partier, interesseorganisationer mv. Ved valg
til ældrerådet er det alene de afgivne stemmer til hver enkelt kandidat, der
er afgørende for, hvem der vælges som medlemmer og evt. stedfortrædere
til rådene.
Ældrerådet vil efter den foreslåede bestemmelse skulle rådgive
kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål. Ældrerådet vil kunne
beskæftige sig med alle spørgsmål, som ældrerådet finder interessante for
ældre. Ældrerådet vil således ud over spørgsmål, der angår borgere med
behov for omsorg og pleje, også kunne beskæftige sig med alle spørgsmål,
der har betydning for personer omfattet af ældreloven, jf. den foreslåede §
2- f.eks. trafik- og boligforhold, sundhed, miljø og kultur. Ældrerådet vil
efter den foreslåede bestemmelse skulle videreformidle synspunkter
mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål,
der vedrører de ældre. Da ældrerådet vil skulle varetage alle ældres
interesser og synspunkter og tale på de ældres vegne er det af stor
betydning, at rådet opretholder en tæt kontakt til de ældre i kommunen.
Det foreslås med stk. 2, at ældrerådet består af mindst 5 fem medlemmer, og
at der for hvert medlem kan vælges en stedfortræder. Det er op til den
enkelte kommunalbestyrelse, om der skal vælges stedfortrædere og i givet
fald hvor mange. Antallet af eventuelle stedfortrædere kan ikke overstige
antallet af medlemmer.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret af § 30, stk.
2, i retssikkerhedsloven.
Der vil ikke kunne anvendes listeopstillinger eller indgås valgforbund i
forbindelse med valg til ældreråd efter det foreslåede. Ved valg til
ældrerådet vil det alene være de afgivne stemmer til hver enkelt kandidat,
der er afgørende for, hvem der vælges som medlemmer og evt.
stedfortrædere til rådene.
Det foreslås videre med stk. 3, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med
ældrerådet fastlægger de nærmere rammer for rådets virke, herunder aftale
nærmere om, hvordan og i hvilket omfang ældrerådet skal høres. Såfremt
der ikke kan opnås enighed om, hvordan og i hvilket omfang ældrerådet skal
høres, skal kommunalbestyrelsen høre ældrerådet om alle forslag, der
vedrører de ældre.
UDKAST
176
Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen, i samarbejde
med ældrerådet, i begyndelsen af en kommunal valgperiode skulle fastlægge
de nærmere rammer for rådets virke og proceduren for høringspligten.
Kommunalbestyrelsen vil derefter have pligt til at høre ældrerådet om de
sager, der er omfattet af aftalens fastlagte rammer. Det vil være en
betingelse, at rådets formål fortsat opfyldes ved fastlæggelsen af de nærmere
rammer for rådets virke, jf. den foreslåede § 34, stk.1. Opstår der tvivl om,
hvorvidt en sag er omfattet af aftalen, vil denne altid skulle forelægges
ældrerådet. Aftalen om høringspligtens omfang vil gælde for én kommunal
valgperiode.
Hvis kommunalbestyrelsen og ældrerådet ikke kan blive enige om at
målrette ældrerådets interesseområder i forhold til høringsprocessen, vil
kommunalbestyrelsen have pligt til at høre ældrerådet om alle spørgsmål,
der vedrører de ældre. Ved vurderingen af, om et spørgsmål vedrører ældre,
må kommunalbestyrelsens vurdering tage afsæt i formålet med
lovgivningen om ældreråd, dvs. at ældrerådene - på grundlag af en
demokratisk debat i ældrebefolkningen - skal rådgive kommunalbestyrelsen
i forbindelse med udformningen og tilrettelæggelsen af kommunens politik
på ældreområdet. Såfremt ældrerådet skal høres om alle sager, der vedrører
ældre, vil høringen ikke kunne indsnævres til sager, der udelukkende eller i
overvejende grad vedrører ældre. Med alle sager menes også de sager, der
behandles for lukkede døre.
Ældrerådet vil ikke kunne beskæftige sig med konkrete personsager eller
konkrete personalespørgsmål, og kommunalbestyrelsen vil ikke have pligt
til at høre ældrerådet om, hvordan den enkelte politik i kommunen
tilrettelægges administrativt. Dette i overensstemmelse med gældende ret.
Det vil kun være kommunalbestyrelsen, eller den myndighed
kommunalbestyrelsen delegerer kompetencen til, der efter den foreslåede
§34, stk. 3 vil skulle høre ældrerådet. Udvalg, der efter anden lovgivning
har en egentlig afgørelseskompetence, vil ikke være forpligtet efter den
foreslåede bestemmelse til at høre ældrerådet.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret af §30, stk.
3 i retssikkerhedsloven.
Til § 35
Det fremgår af § 31, stk. 1 i retssikkerhedsloven, at kommunalbestyrelsen i
samarbejde med ældrerådet fastsætter vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet
fastsætter selv sin forretningsorden.
Det fremgår af § 31, stk. 2, at kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved
ældrerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet
ønsker dette.
UDKAST
177
Det fremgår af § 31, stk. 3, at kommunalbestyrelsen yder diæter, erstatning
for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter regler i
§16 a i lov om kommunernes styrelse til ældrerådets medlemmer.
Det fremgår af § 31, stk. 4, at et medlem af rådet ikke er forpligtet til at
modtage diæter eller udgiftsgodtgørelse, der tilkommer den pågældende
efter stk. 3.
Det foreslås med stk. 1, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med
ældrerådet fastsætter vedtægter for ældrerådet. Ældrerådet fastsætter selv
sin forretningsorden.
Efter den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen i samarbejde
med ældrerådet skulle fastsætte vedtægterne for ældrerådet. Vedtægterne
kan f.eks. indeholde bestemmelser om de overordnede (ældrepolitiske)
målsætninger for og regler om ældrerådets arbejde, om ældrerådets
kompetence, om ændring af vedtægterne, om vedtægternes ikrafttræden og
procedurer for høringsfasen, og om hvor mange medlemmer, der skal være
i rådet. Ældrerådet vil forudsættes at være selvstyrende.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret af § 31, stk.
1 i retssikkerhedsloven.
Det foreslås i § 35, stk. 2, at kommunalbestyrelsen betaler udgifterne ved
ældrerådets virksomhed og stiller sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet
ønsker dette.
Udgifterne til ældrerådets virksomhed vil således også fremover afholdes af
kommunalbestyrelsen, der også vil skulle stille lokaler og
sekretariatsbistand til rådighed, hvis rådet ønsker det. Det vil være
kommunalbestyrelsen der, afhængigt af de lokale forhold, beslutter, hvilke
udgifter ældrerådet får dækket. Kommunalbestyrelsen kan beslutte at dække
evt. faktiske udgifter, hvis kommunalbestyrelsen vurderer, at der er tale om
udgifter ved ældrerådets virksomhed.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret af §31, stk.
2 i retssikkerhedsloven.
Det foreslås i § 35, stk. 3, at kommunalbestyrelsen yder diæter, erstatning
for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse efter regler i
§16 a i lov om kommunernes styrelse til ældrerådets medlemmer.
At være medlem af ældrerådet er et frivilligt og ulønnet hverv. Der er
således ikke tale om et borgerligt ombud. Men efter den foreslåede
bestemmelse vil kommunalbestyrelsen dog have pligt til at yde diæter,
erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse
efter reglerne i §16 a i lov om kommunernes styrelse til ældrerådets
medlemmer. Formålet med den foreslåede ordning er at styrke ældrerådene
UDKAST
178
og sikre, at der ikke eksisterer økonomiske barrierer for personer over 60 år
til at stille op til valg til ældreråd.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret af §31, stk.
3 i retssikkerhedsloven.
Det foreslås i § 35, stk. 4, at et medlem af rådet ikke er forpligtet til at
modtage diæter eller udgiftsgodtgørelse, der tilkommer den pågældende
efter stk. 3.
Den foreslåede bestemmelse vil give ældrerådets medlemmer mulighed for
efter eget ønske at fraskrive sig de diæter, som kommunalbestyrelsen har
pligt til at yde for arbejdet i ældrerådet. Baggrunden for et sådant ønske fra
et medlem kan f.eks. være, at indtægten fra diæterne påvirker størrelsen af
de sociale ydelser, som medlemmet modtager, hvorved medlemmet kan
risikere et samlet økonomisk tab.
Det enkelte medlem kan også fraskrive sig retten til at modtage
udgiftsgodtgørelse.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret af §31, stk.
4 i retssikkerhedsloven.
Til § 36
valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med
ældrerådet regler for, hvordan valget skal afholdes.
Det fremgår af § 32, stk. 2, at personer, der har fast bopæl i kommunen, og
som er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.
Det fremgår af § 32, stk. 3, at hvis der ikke 4 uger før valgdagen er opstillet
det nødvendige antal kandidater, kan kommunalbestyrelsen i samråd med
det siddende ældreråd beslutte at aflyse afstemningen. Alle de opstillede
kandidater er i så fald valgt.
Det foreslås medstk. 1, at kommunalbestyrelsen sørger for, at der afholdes
valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år, og fastsætter i samarbejde med
ældrerådet regler for, hvordan valget skal afholdes.
Efter den foreslåede bestemmelse vil der skulle afholdes valg til ældrerådet
mindst hvert fjerde år. Kommunalbestyrelsen vil skulle informere om et
forestående valg. Udarbejdelse af information, der forudsættes at være
neutral, vil kunne ske i samarbejde med ældrerådet. Kommunalbestyrelsen
vil i samarbejde med ældrerådet skulle beslutte, hvor ofte (mindst hvert
fjerde år), hvornår og hvordan valghandlingen rent praktisk skal
tilrettelægges i kommunen.
Selve valghandlingen vil eventuelt kunne tilrettelægges i forbindelse med
valget til kommunalbestyrelsen.
UDKAST
179
Det kan eksempelvis besluttes, at valghandlingen tilrettelægges i
forbindelse med valget til kommunalbestyrelsen eller at valghandlingen
foregår ved et møde, hvortil de ældre indkaldes via lokalpressen, at der
udsendes stemmesedler/valgkort til de stemmeberettigede ældre eller at
valget skal afholdes over en eller flere dage m.v.
Hvis valget afholdes samtidigt med kommunal– og regionsvalget, vil
afstemningen til ældrerådsvalget, så vidt det er muligt, skulle foregå
lokalemæssigt adskilt fra kommunalvalget, herunder med særlige
valgborde, stemmerum og stemmekasser, og så vidt muligt i adskilte
lokalermed særskilte adgangsveje til de pågældende stemmelokaler.
Ældrerådsvalget vil skulle skal r tilrettelægges på en måde, så det ikke kan
virke forstyrrende på vælgernes adgang til at stemme ved kommunal- og
regionalvalget eller på gennemførelsen af afstemningen i øvrigt, og sådan at
kommunal- og regionalvalget har første prioritet i forhold til
ældrerådsvalget.
Hvervet som tilforordnet ved ældrerådsvalg er ikke et borgerligt ombud, og
man kan således frasige sig hvervet.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret af § 32 stk.
1 i retssikkerhedsloven.
Det foreslås i § 36, stk. 2, at personer, der har fast bopæl i kommunen, og
som er fyldt 60 år, har valgret og er valgbare til ældrerådet.
Med den foreslåede bestemmelse vil det være muligt for alle personer, der
har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år på valgdagen at stemme
til valget og vælges til ældrerådet. Der vil ikke kunne fastsættes en øvre
grænse for antallet af kandidater. Personer, der vil kunne stemme til ældre-
rådsvalg, vil hver have én stemme.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret af § 32, stk.
2 i retssikkerhedsloven.
Det foreslås i § 36, stk. 3, at hvis der ikke 4 uger før valgdagen er opstillet
det nødvendige antal kandidater, kan kommunalbestyrelsen i samråd med
det siddende ældreråd beslutte at aflyse afstemningen. Alle de opstillede
kandidater er i så fald valgt.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af gældende ret af §32, stk.
3 i retssikkerhedsloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelsen i samråd med
det siddende ældreråd 4 uger før den planlagte valgdag have mulighed for
at beslutte, at der ikke afholdes valg til ældreråd, hvis valgets resultat er
givet på forhånd. Der vil i så fald være tale om en situation, hvor det ikke er
muligt at fremskaffe flere kandidater end det antal pladser i rådet, som
kommunalbestyrelsen og ældrerådet er blevet enige om, eller som er fastsat
UDKAST
180
på anden vis. Aflysning af valget vil medføre, at alle opstillede kandidater
er valgt.
Da ældrerådene spiller en central rolle for den demokratiske inddragelse i
kommunen, er det en betingelse for at kunne aflyse valget, at
kommunalbestyrelsen har gjort en indsats for at skaffe kandidater til
ældrerådet. Det er ikke hensigten med bestemmelsen, at
kommunalbestyrelsen skal kunne spekulere i, hvorvidt
kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune ønsker at afholde valg til
ældreråd eller ej. Kommunalbestyrelsen skal derfor sikre, at der i
kommunen informeres om det forestående valg, herunder om at alle, som
har fast bopæl i kommunen og er over 60 år, kan stille op.
Til § 37
Det fremgår af § 33 i retssikkerhedsloven, at ældreministeren efter
ansøgning fra kommunalbestyrelsen kan give dispensation fra reglerne i §§
30-32.
Det foreslås med § 37, at ældreministeren efter ansøgning fra
kommunalbestyrelsen kan give dispensation fra reglerne i §§ 34-36.
Med den foreslåede bestemmelse vil ældreministeren efter ansøgning fra
kommunalbestyrelsen i konkrete situationer have mulighed for at give
dispensation fra reglerne om ældreråd i ældreloven, jf. de foreslåede §§ 34-
36, hvis der på grund af uforudsete situationer eller lokale forhold, som
kommunalbestyrelsen ikke har indflydelse på, opstår problemer med hensyn
til at sikre lovens overholdelse.
Dispensationsbestemmelsen vil kun kunne anvendes i de tilfælde, hvor det
vurderes tvingende nødvendigt grundet utilsigtede situationer, som
bevirker, at loven ikke kan overholdes. Her tænkes først og fremmest på de
processuelle regler i loven. Et eksempel herpå kan f.eks. være, at der i en
given kommune ikke kan fremskaffes kandidater overhovedet til ældrerådet,
hvorfor forpligtelsen til at etablere et ældreråd efter den foreslåede § 34, stk.
1, ikke vil kunne efterleves. Et andet eksempel kan være, at ét eller flere
siddende medlemmer af ældrerådet falder fra midt i en valgperiode, hvilket
kan medføre, at der i en periode ikke vil være et fuldtalligt ældreråd i den
pågældende kommune, hvis der ikke er valgt stedfortrædere, jf. den
foreslåede § 34, stk. 2 om mindst 5 medlemmer.
Ældreministeren vil desuden med den foreslåede bestemmelse få mulighed
for at kunne give dispensation til en kommunalbestyrelse, der ansøger om
dispensation til at forlænge ældrerådets valgperiode ud over 4 år med
henblik på at opnå samtidige valgperioder med kommunal- og
regionsrådsvalget.
Formålet er at udvide fortolkningen af mulighederne for dispensation til
også at omfatte den konkrete situation, hvor en kommunalbestyrelse, efter
UDKAST
181
inddragelse af ældrerådet, ønsker at få dispensation til en midlertidig
forlængelse af ældrerådets valgperiode ud over 4 år med henblik på at opnå
samtidige valgperioder med kommunal- og regionsrådsvalget.
Til § 38
Det fremgår af § 184, stk. 1, i serviceloven, at for at fremme
forsøgsvirksomhed og udvikling på det sociale område kan Social-, Bolig-
og Ældreministeriet efter ansøgning fra en kommunalbestyrelse, et
regionsråd eller et privat tilbud give godkendelse til, at lovens bestemmelser
fraviges i forbindelse med et forsøg, jf. dog § 184, stk. 2. Godkendelse gives
for en afgrænset forsøgsperiode. Det er en betingelse for godkendelse, at
forsøget evalueres.
Det foreslås med § 37, stk. 1, 1. pkt. at for at fremme forsøgsvirksomhed og
udvikling på ældreområdet kan Social-, Bolig- og Ældreministeriet efter
ansøgning fra en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud
give godkendelse til, at lovens bestemmelser fraviges i forbindelse med et
forsøg.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af
§ 184, stk. 1, 1. pkt., i serviceloven, afgrænset til målgruppen for
ældreloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 1, 1. pkt.,
foreslås det med bestemmelsen, at Social-, Bolig- og Ældreministeriet efter
en ansøgning fra en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat tilbud
vil kunne give godkendelse til, at ansøgeren i forbindelse med et forsøg
fraviger en eller flere bestemmelser i ældreloven, jf. Folketingstidende,
2017-18, A, L 12 som fremsat, side 8 og 14.
Tilbud på ældreområdet med en privat driftsherre vil dermed i
overensstemmelse med forarbejderne kunne gennemføre forsøg med en
forsøgsgodkendelse efter bestemmelsen uden at være afhængige af et
samarbejde med en kommune.
Ved privat tilbud forstås i overensstemmelse med forarbejderne en privat
organisation, der leverer ydelser, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12
som fremsat, side 14. Tilbuddet behøver ikke være en selvstændig juridisk
enhed, men kan være ejet af andre. Begrebet "privat tilbud" omfatter bl.a.
selvejende institutioner, tilbud oprettet som fonde og tilbud, der indgår i en
koncern eller en koncernlignende konstruktion.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet vil i hvert enkelt tilfælde skulle vurdere,
om der skal gives forsøgsgodkendelse på baggrund af den indsendte
ansøgning, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf.
forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 1. Ministeriet vil skulle foretage
UDKAST
182
en vurdering af en ansøgning om forsøgsgodkendelse, herunder kvaliteten
og potentialet i det påtænkte forsøg, sammenhængen med øvrige initiativer
på området og opfyldelsen af formålet med forsøg på ældreområdet, og på
baggrund heraf vurdere, hvorvidt ministeriet ønsker at give en
forsøgsgodkendelse.
Ansøgningen vil i overensstemmelse med forarbejderne bl.a. skulle
indeholde en detaljeret beskrivelse af forsøget, angivelse af hvilke
bestemmelser i ældreloven der ønskes forsøgsgodkendelse til fravigelse af
og behovet herfor, beskrivelse af hvordan kravet om evaluering opfyldes,
og hvorledes kravene i den foreslåede bestemmelse i § 37 opfyldes, jf.
Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 14.
Forsøgsgodkendelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne skulle
indeholde en beskrivelse af det forsøg, der gives godkendelse til, herunder
hvilke bestemmelser i ældreloven der kan fraviges i medfør af godkendelsen
samt begrundelsen herfor. Af godkendelsen vil endvidere skulle fremgå
forsøgsperioden. Der vil i forsøgsgodkendelsen kunne fastsættes vilkår for
godkendelsen, herunder, men ikke udelukkende, for forsøgets indhold,
gennemførelse og evaluering. Manglende overholdelse af vilkårene for
forsøgsgodkendelsen vil efter omstændighederne kunne føre til
forsøgsgodkendelsens bortfald.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at give mulighed for
forsøgserfaringer på flere forskellige områder, som kan danne grundlag for
evaluering og vurdering med henblik på, om forsøget skal implementeres i
lovgivningen.
Det foreslås med stk. 1, 2. pkt. at godkendelse gives for en afgrænset
forsøgsperiode.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af
§ 184, stk. 1, 2. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 1, 2. pkt.,
foreslås det med bestemmelsen, at forsøgsgodkendelse kun vil kunne blive
givet for en afgrænset forsøgsperiode, jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L
12 som fremsat, side 14. Kravet vil i overensstemmelse med forarbejderne
skulle ses i sammenhæng med bestemmelsens foreslåede formål om, at
muligheden for forsøgsgodkendelse skal medvirke til at fremme
forsøgsvirksomhed og udvikling på ældreområdet. Forsøgsgodkendelse vil
dermed alene kunne blive givet til reelle forsøg og ikke til f.eks. særlige
typer af tilbud, som ønskes etableret permanent. I disse tilfælde vil hjemlen
i overensstemmelse med forarbejderne skulle etableres ved en lovændring.
Der foreslås i overensstemmelse med forarbejderne ikke indsat en fast
grænse i lovgivningen for, hvor lang en forsøgsperiode kan være. Dette vil
bero på en konkret vurdering af, bl.a. hvor lang tid implementeringen af
UDKAST
183
forsøget vil tage. Forsøgsperioden vil dog i overensstemmelse med
forarbejderne som udgangspunkt ikke kunne udstrække sig udover fire år.
Ligeledes vil der kun i helt særlige tilfælde kunne gives fornyet
forsøgsgodkendelse efter udløbet af en forsøgsperiode. Dette vil kunne være
aktuelt, hvor et forsøg ikke er blevet igangsat før sent i forsøgsperioden.
Derimod vil der ikke kunne blive givet en ny forsøgsgodkendelse efter
udløbet af forsøgsperioden til forsøg, som er forløbet og implementeret
planmæssigt.
Det foreslås med stk. 1, 3. pkt., at det er en betingelse for godkendelse, at
forsøget evalueres.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af
§ 184, stk. 1, 3. pkt., i serviceloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 1, 3. pkt.,
foreslås det med bestemmelsen, at det vil være et krav, at forsøget evalueres,
jf. Folketingstidende, 2017-18, A, L 12 som fremsat, side 14.
Formålet hermed vil i overensstemmelse med forarbejderne være at sikre, at
forsøget kan medvirke til længerevarende udvikling på ældreområdet. Der
vil ikke blive stillet specifikke krav til form eller omfang af evalueringen.
Dette vil afhænge af det konkrete forsøg. Der vil som en del af vilkårene for
forsøgsgodkendelsen kunne blive stillet specifikke krav til evalueringen af
det konkrete forsøg.
Formålet med den foreslåede stk. 1 er, således, at der også efter ældreloven
fastsættes nærmere regler om, at Social-, Bolig- og Ældreministeriet kan
give godkendelse til en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller et privat
tilbud til, at bestemmelser efter ældreloven kan fraviges i forbindelse med
et forsøg. Der er endvidere behov for at fastsætte, at forsøgsperioden kun vil
kunne være begrænset, og at det vil være en betingelse, at forsøget vil skulle
evalueres.
Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle ændringer i
forhold til gældende ret.
Det fremgår af § 184, stk. 2, i serviceloven, at der kan ikke gives
godkendelse efter stk. 1 til forsøg, som indebærer, at borgere stilles dårligere
end efter loven, forsøg om særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med
betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. §§ 32 og
36, der medfører fravigelse af de almindelige regler om forældrenes
egenbetaling, forsøg, som medfører statslige merudgifter, forsøg, som
indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn, og forsøg, som indebærer
fravigelse af reglerne om klage.
Det foreslås med stk. 2, at der ikke kan gives godkendelse efter den
foreslåede bestemmelse i stk. 1 til 1) Forsøg, som indebærer, at borgere
stilles dårligere end efter loven, 2) Forsøg, som medfører statslige
UDKAST
184
merudgifter, 3) Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn,
4) Forsøg, som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 184, stk. 2, i
serviceloven, med redaktionelle ændringer, afgrænset til målgruppen efter
ældreloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 2, findes
det hensigtsmæssigt, at det fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen, hvad der
ikke vil kunne gives forsøgsgodkendelse til.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 2, nr. 1,
foreslås det med bestemmelsen i nr. 1, at der ud fra retssikkerhedsmæssige
hensyn ikke vil kunne gives godkendelse til forsøg, som indebærer, at
borgeren omfattet af forsøget stilles dårligere end efter de almindelige regler
i ældreloven, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 12 som fremsat, side
15.
Idet der vil kunne gives forsøgsgodkendelse til fravigelse af bestemmelser i
ældreloven, findes det relevant, at hensynet til den enkelte borgers
retssikkerhed fastsættes som et krav i loven.
Kravet vil i overensstemmelse med forarbejderne bl.a. betyde, at borgeren,
der omfattes af forsøget, vil skulle have dækket sit behov for hjælp i samme
omfang, som efter de almindelige regler i ældrelov, egenbetaling må ikke
have et omfang, der overstiger, hvad der følger af de almindelige regler i
ældreloven, og der vil ikke kunne anvendes magt over for borgeren i videre
omfang, end hvad der følger af de almindelige regler i ældreloven.
Ved vurderingen af om et forsøg stiller borgeren dårligere end efter loven,
vil der skulle foretages en helhedsvurdering set fra borgerens perspektiv,
hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne til
servicelovens § 184, stk. 2. Der vil som led i helhedsvurderingen skulle
foretages en nøje vurdering af hvert enkelt element i forsøget og dets mulige
konsekvenser. Såfremt et enkelt element i forsøget indebærer, at borgeren
stilles dårligere end efter loven, vil der ikke kunne gives en
forsøgsgodkendelse. I sådanne tilfælde bør Social-, Bolig og
Ældreministeriet gå i dialog med ansøgeren om, hvorvidt forsøget vil kunne
blive etableret uden det pågældende element. Kravet vil skulle fortolkes
udvidende, således vil der i tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt et forsøg
vil stille borgeren dårligere, ikke kunne gives forsøgsgodkendelse, jf.
Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 12 som fremsat, side 15.
For forsøg med f.eks. oprettelse af nye typer af tilbud eller nye typer af
ydelser vil kravet i overensstemmelse med forarbejderne betyde, at der vil
kunne gives godkendelse til forsøg, hvor borgerens behov opfyldes i samme
omfang i den nye type tilbud eller med den nye type ydelse, som med den
type hjælp borgeren normalt vil modtage efter ældreloven.
UDKAST
185
Omvendt vil kravet om, at borgeren ikke må stilles dårligere betyde, at der
ikke vil kunne gives godkendelse til forsøg, hvor borgerens behov for støtte
og hjælp dækkes dårligere, end hvad der er tilfældet efter ældrelovens
almindelige bestemmelser. Som eksempel vil der ikke kunne gives
godkendelse til forsøg, der indebærer at beboeren i plejeboligbebyggelser
mv. ikke tilbydes madordning.
Der vil endvidere i overensstemmelse med forarbejderne ikke kunne gives
godkendelse til forsøg, hvor borgerens valgmuligheder indskrænkes. For
forsøg med sagsbehandlingsregler m.v. vil kravet om, at borgeren ikke må
stilles dårligere, betyde, at der i forsøget vil skulle tages de samme
retssikkerhedsmæssige hensyn, som sikres med de almindelige regler.
I overensstemmelse med gældende ret i servicelovens § 184, stk. 2, nr. 2, vil
der ikke med den foreslåede bestemmelse i nr. 2 kunne gives godkendelse
til forsøg, som medfører statslige merudgifter.
Med det foreslåede nr. 3 vil der ikke kunne gives godkendelse til forsøg,
som indebærer fravigelse af reglerne om tilsyn. Tilsynet er essentielt for, at
den enkelte borger modtager den nødvendige indsats i gode og sikre tilbud
af høj kvalitet. Af hensyn til den enkelte borgers retssikkerhed findes det
derfor ikke, at der bør være mulighed for at gennemføre forsøg, der vedrører
hverken det driftsorienterede eller det personrettede tilsyn.
Med det foreslåede nr. 4 vil der ikke kunne gives godkendelse til forsøg,
som indebærer fravigelse af reglerne om klage.
Adgangen til at klage og sagsbehandlingsmæssige krav knyttet hertil, som
skal sikre, at klageadgangen er reel, er grundlæggende
retssikkerhedsgarantier, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg A, L 12 som
fremsat, side 15-16. Det findes i overensstemmelse med forarbejderne til §
184, stk. 2, nr. 4, derfor ikke hensigtsmæssigt, at der etableres mulighed for
at gennemføre forsøg inden for dette område.
Bestemmelsen vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens §
184, stk. 2, nr. 4, ikke skulle fortolkes indskrænkende, men vil dække alle
regler knyttet til klageadgang, såsom bl.a. bestemmelser om hvilken
personkreds der er klageberettiget, ret til at få dækket transportudgifter ved
møder i Ankestyrelsen, ret til at kræve en afgørelse indbragt for retten og
børns ret til at klage.
Formålet med den foreslåede stk. 2 er således, at det også efter ældreloven
fastsættes nærmere, hvilke forsøg på ældreområdet, der ikke vil kunne gives
godkendelse til. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Det fremgår af § 184, stk. 3, i serviceloven, at social- og boligministeren
årligt offentliggør en status for anvendelsen af forsøg på det sociale område.
UDKAST
186
Det foreslås med stk. 3, at ældreministeren årligt offentliggør en status for
anvendelsen af forsøg på ældreområdet.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændringer af
§ 184, stk. 3, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for ældreloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk. 3, vil den
årlige statusoversigt skulle indeholde oplysninger om forsøg, der er iværksat
eller afsluttede siden offentliggørelsen af sidste status, jf. Folketingstidende
2017-18, tillæg A, L 12 som fremsat, side 16.
Der vil i overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 184, stk.
3, endvidere skulle være oplysninger om, hvordan afsluttede forsøg er
evaluerede, samt hvad evalueringerne har vist. Statusoversigten vil dermed
skulle kunne danne grundlag for en drøftelse mere generelt af
forsøgsvirksomhed på ældreområdet.
Formålet med stk. 3, er således, at det også efter ældreloven fastsættes, at
ældreministeren årligt skal offentliggøre en status for anvendelsen af forsøg
på ældreområdet. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Til § 39
Det fremgår af servicelovens § 176, stk. 1, at i de tilfælde, hvor udgifterne
til hjælp og støtte efter loven for en person under 67 år i en konkret sag
overstiger 910.000 kr. årligt (2024-niveau), refunderer staten 25 pct. af den
del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del af
udgifterne, der overstiger 1.780.000 kr. årligt (2024-niveau), udgør
statsrefusionen 50 pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.250.000
kr. årligt (2024-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct.
Fra 1. januar 2007 samledes myndighedsansvaret, forsyningsansvaret i
forhold til borgeren og finansieringsansvaret for tilbud og ydelser efter
serviceloven i kommunerne. Amtskommunerne blev nedlagt, og de nye
regioner kom til og fik i forhold til kommunerne et leverandøransvar, der
omfatter nogle af de opgaver, som amtskommunerne hidtil havde varetaget.
Som en del af den ændrede opgavefordeling, hvor kommunerne vil have det
fulde finansieringsansvar, blev der indført en central refusionsordning, der
skulle sikre kommunerne mod meget store udgifter i særligt dyre
enkeltsager.
Det fremgår af § 176, stk. 4, i serviceloven, at social- og ældreministeren
kan fastsætte nærmere regler om statsrefusion efter § 176, stk. 1-3.
UDKAST
187
Det foreslås med bestemmelsen i stk. 1, at i de tilfælde, hvor udgifterne til
hjælp og støtte efter loven for en person under 67 år i en konkret sag
overstiger 910.000 kr. årligt (2024-niveau), refunderer staten 25 pct. af den
del af kommunens udgifter, som ligger over dette beløb. For den del af
udgifterne, der overstiger 1.780.000 kr. årligt (2024-niveau), udgør
statsrefusionen 50 pct. For den del af udgifterne, der overstiger 2.250.000
kr. årligt (2024-niveau), udgør statsrefusionen 75 pct.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 176, stk. 1, i
serviceloven, med redaktionelle ændringer som følge af ældreloven.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 176, stk. 1, i lov
nr. 573 af 24. juni 2005, foreslås det med bestemmelsen indført en central
refusionsordning, der vil skulle sikre kommunerne mod meget store udgifter
i særligt dyre enkeltsager, således at der ved nærmere fastsatte
beløbsgrænser vil kunne blive refunderet 25, 50 eller 75 pct. af udgifterne,
jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 2143.
Med det foreslåede stk. 1, vil staten yde refusion efter den centrale
refusionsordning, som vil omfatte udgifter, som afholdes af kommunen efter
ældrelov i særligt dyre enkeltsager. Ordningen vil indebære, at staten
refunderer 25 pct. for den del af kommunens udgifter, som ligger over
910.000 kr. årligt (2024-niveau). For den del af udgiften, der overstiger
1.780.000 kr. årligt (2024-niveau), refunderer staten yderligere 25 pct. af
udgifterne, svarende til en samlet statsrefusion på 50 pct. For den del af
udgifterne, der overstiger 2.250.000 kr. årligt (2024-niveau), refunderer
staten yderligere 25 pct. af udgifterne, svarende til en samlet statsrefusion
på 75 pct.
Beløbsgrænserne vil blive reguleret en gang årligt den 1. januar med
satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.
Beløbsgrænserne for året vil blive afrundet til nærmeste 10.000 kr.
Det foreslås med stk. 2, at stk. 1, finder tilsvarende anvendelse for en
kommunes udgifter til hjælp og støtte efter loven til personer efter det fyldte
67. år, hvis de var omfattet af refusionsordningen umiddelbart forud for det
fyldte 67. år.
Det foreslåede stk. 2, indebærer, at staten fortsat vil yde refusion efter den
centrale refusionsordning af kommunes udgifter til hjælp og støtte efter
ældreloven til personer efter det fyldte 67. år, hvis de var omfattet af
refusionsordningen umiddelbart forud for det fyldte 67. år.
Det foreslås med stk. 3, at ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om
statsrefusion efter lovforslagets § 39, stk. 1-2.
UDKAST
188
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse af § 176, stk. 4, i
serviceloven tilpasseret ressortet for ældreloven, således at
bemyndigelseskompetencen tilfalder ældreministeren.
Bestemmelsen indebærer at ældreministeren vil kunne fastsætte nærmere
regler om statsrefusionen efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2,
herunder hvilke betingelser der skal være opfyldt for at opnå statsrefusion.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er således, at kommunerne også
efter ældreloven kan opnå refusion i særligt dyre enkeltsager, samt at der vil
blive givet bemyndigelse til ældreministeren til at fastsætte nærmere regler
om statsrefusionen. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Til § 40
Det fremgår af § 179 i serviceloven, at staten yder forskudsrefusion af en
kommunes refusionsberettigede udgifter efter serviceloven.
Det foreslås med § 40, at staten yder forskudsrefusion af en kommunes
refusionsberettigede udgifter efter denne lov.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af §
179 i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for ældreloven.
Formålet med det foreslåede er, at det også i ældreloven vil blive fastsat, at
staten yder forskudsrefusion af en kommunes refusionsberettigede udgifter
efter ældreloven. Der er ikke med den foreslåede bestemmelse tiltænkt
materielle ændringer i forhold til gældende ret.
Til § 41
Det fremgår af § 180 a, stk. 1, i serviceloven, at staten refunderer
kommunernes udgifter til ydelser efter denne lov, når udgiften er omfattet
af EU-rettens regler om mellemstatslig refusion, kommunen anmelder krav
herom, og staten modtager den anmeldte refusion fra debitorstatens sociale
sikringsmyndigheder.
Hjemlen til at opkræve mellemstatslig refusion for naturalydelser ved
sygdom har sin oprindelse i Rådets forordninger af 14. juni 1971 om
anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige
erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for
Fællesskabet, nr. 1408/71, og Rådets forordning af 21. marts 1972 om
gennemførelse af forordning nr. 1408/71, nr. 574/72. Rådets forordning nr.
1408/71 er senere ændret ved den nugældende Europa-Parlamentets og
Rådets forordning nr. 647/2005 af 13. april 2005.
UDKAST
189
Det fremgår videre af § 180 a, stk. 2, i serviceloven, at indenrigs- og
sundhedsministeren efter forhandling med social- og boligministeren
fastsætter regler om den nationale administrative gennemførelse af
mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten.
Bemyndigelsen er anvendt til udstedelse af bekendtgørelse nr. 564 af 29.
april 2015 om refusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til visse
sociale ydelser i henhold til overenskomster med stater eller til EU-retten.
Det foreslås med stk. 1, at staten refunderer kommunernes udgifter til
ydelser efter ældreloven, når udgiften er omfattet af EU-rettens regler om
mellemstatslig refusion, kommunen anmelder krav herom og staten
modtager den anmeldte refusion fra debitorstatens sociale
sikringsmyndigheder.
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse med sproglige
ændringer af § 180 a, stk. 1, i serviceloven, afgrænset til målgrupperne for
ældreloven.
Ved lov nr. 293 af 27. marts 2007 blev der indført hjemmel til, at
kommunerne kan få refusion for deres udgifter til visse sociale ydelser, som
efter EU-retten har karakter af naturalydelser ved sygdom.
I overensstemmelse med forarbejderne til servicelovens § 180 a, stk. 1, vil
enhver med lovligt ophold i Danmark have ret til ydelser efter denne lov, og
at en statsborger fra et EU/EØS-land/Schweiz under lovligt ophold i
Danmark, allerede direkte efter ældreloven vil have ret til de pågældende
(natural)ydelser.
Såfremt en person er socialt sikret i et andet medlemsland end Danmark, vil
den danske kommune kunne søge at få udgifterne til visse ydelser efter
ældreloven refunderet af den kompetente institution i det land, hvori den
pågældende er forsikret, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret.
Refusionskravet til disse ydelser vil i overensstemmelse med forarbejderne
blive behandlet på samme måde som de øvrige sundhedsydelser, og kravet
vil derfor skulle gøres gældende via Styrelsen for Patientsikkerhed,
International Sygesikring.
"Naturalydelser ved sygdom" er et fællesskabsretligt begreb, som efter EU-
domstolens praksis omfatter ydelser, der har til formål at fremme
plejekrævende personers selvstændighed, med henblik på at forbedre den
plejekrævende persons sundhedstilstand og levevilkår, hvilket ifølge
forarbejderne til lov nr. 293 af 27. marts 2007 er i overensstemmelse med
gældende ret, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 3276. Der indgår
således også visse ydelser efter ældreloven, som i EU-rettens forstand
defineres som social sikring.
UDKAST
190
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne ikke være afgørende for
bedømmelsen heraf, i hvilken lovgivning en ydelse er beskrevet, men hvilke
karakteristika den pågældende ydelse besidder. Den betegnelse, en ydelse
har i national lovgivning, vil være uden betydning for vurderingen i henhold
til EU-retten.
I overensstemmelse med forarbejderne vil EU-rettens regler udpege den
stat, en borger betragtes som socialsikret i. Når en borger midlertidigt eller
permanent opholder sig uden for den stat, hvori han eller hun er sikret, følger
det af EU-rettens principper om ligebehandling og eksport, at denne borger
har ret til at modtage naturalydelser ved sygdom på samme vilkår, som de
borgere, der er sikrede i opholdsstaten. Dette vil dog i overensstemmelse
med forarbejderne ikke gælde, hvis der er indgået aftale om at give afkald
på refusionskravene mellem to stater.
EU-retten giver hjemmel til, at de enkelte medlemsstater kan indgå aftaler
om helt eller delvist at give afkald på refusion af udgifter til naturalydelser
ved sygdom. Disse aftaler indgås for Danmarks vedkommende af
sundhedsministeren.
Refusionskravene vil i overensstemmelse med forarbejderne blive
ekspederet af medlemsstaternes nationale kontaktorgan, som i Danmark er
Sundhedsministeriet.
Kommunerne vil i overensstemmelse med forarbejderne skulle indberette
refusionskravene elektronisk til Sundhedsministeriet. Sundhedsministeriet
vil herefter sende kravene videre til den udenlandske myndighed, som er
ansvarlig for den borger, der har fået en naturalydelse ved sygdom under
ophold i Danmark. Den udenlandske myndighed vil udbetale refusionen til
Sundhedsministeriet, som herefter overfører beløbet til den kommune, der
har haft udgiften.
Regler om koordinering af sociale sikringsordninger er fastlagt i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om
koordinering af de sociale sikringsordninger - kaldet grundforordningen.
Den anvendes sammen med Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til
gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de
sociale sikringsordninger - kaldet gennemførelsesforordningen.
En række ydelser i serviceloven er omfattet af forordning (EF) 883/2004 og
kan derfor være omfattet af sikringsordningen. Dette omfatter bl.a. hjælp til
sygeplejeartikler, jf. den foreslåede § 31.
Det foreslås med stk. 2, at sundhedsministeren efter forhandling med
ældreministeren fastsætter regler om den nationale administrative
gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-retten.
UDKAST
191
Den foreslåede bestemmelse er således en videreførelse uden ændring af §
180 a, stk. 2, i serviceloven afgrænset til ældreloven.
Loven er på nuværende tidspunkt udmøntet ved bekendtgørelse nr. 564 af
29. april 2015 om refusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til
visse sociale ydelser i henhold til overenskomster med stater eller til EU-
retten.
Med den foreslåede bestemmelse vil sundhedsministeren efter forhandling
med ældreministeren kunne fastsætte de nærmere regler om den nationale
administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold til EU-
retten. Der vil kunne fastsættes regler om, hvordan der vil kunne ske
refusion af offentlige sundhedsudgifter og udgifter til visse sociale ydelser i
henhold til overenskomster med andre stater eller til EU-retten.
Formålet med § 40 er således, at det også efter ældreloven skal være muligt
at fastsætte nærmere regler om refusion af en kommunes udgifter efter
ældreloven, når udgiften er omfattet af EU-rettens regler om mellemstatslig
refusion. Det skal endvidere været muligt for sundhedsministeren efter
forhandling med ældreministeren at fastsætte nærmere regler om den
nationale administrative gennemførelse af mellemstatslig refusion i henhold
til EU-retten.
Til § 42
Efter servicelovens § 181, stk. 1, afholder staten efter reglerne i stk. 2 og 3
udgifter til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter 1)
udlændingelovens §§ 7 eller 8, 2) udlændingelovens § 9 b, 3)
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, 4) udlændingelovens § 9,
stk. 1, nr. 1 eller 2, som konsekvens af tilknytning til en i Danmark
fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en
af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres
tilbage til en sådan person, 5) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen
er givet til en person over 18 år, hvis fader eller moder har fået
opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1, 6)
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til
eller et barn af en person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3, 7)
udlændingelovens § 9 c, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende
udlænding, 8) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som
konsekvens af en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding,
som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c, 9)
udlændingelovens § 9 e, 10) lov om midlertidig opholdstilladelse til
personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v. eller 11)
lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra
Ukraine.
Efter servicelovens § 181, stk. 2, afholder staten fuldt ud udgifter til hjælp
efter §§ 96, 98 og 100 i de første 3 år efter datoen for opholdstilladelsen.
UDKAST
192
Efter servicelovens § 181, stk. 3, afholder staten uanset bestemmelserne i
stk. 2 en kommunes udgifter til udlændinge, som inden 2 år efter datoen for
opholdstilladelsen på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne anbringes i døgnophold i et tilbud efter §§ 107, 108 eller 192
i denne lov, eller § 43, stk. 1, nr. 1-4 eller 6, i barnets lov, i en friplejebolig
efter lov om friplejeboliger eller i en bolig eller boform, som kan sidestilles
hermed, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2
år har klaret sig selv.
Det foreslås i § 41, stk. 1, at staten efter reglerne i § 41, stk. 2 afholder
udgifter til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter 1)
udlændingelovens §§ 7 eller 8, 2) udlændingelovens § 9 b, 3)
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i umiddelbar forlængelse af en
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, 4) udlændingelovens § 9,
stk. 1, nr. 1 eller 2, som konsekvens af tilknytning til en i Danmark
fastboende person, når denne person selv har fået opholdstilladelse efter en
af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3, eller når tilknytningen kan føres
tilbage til en sådan person, 5) udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen
er givet til en person over 18 år, hvis fader eller moder har fået
opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1, 6)
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til en
person med opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3, 7) udlændingelovens
§ 9 c, når tilladelsen er meddelt en asylsøgende udlænding, 8)
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, når tilladelsen er givet som konsekvens af
en tilknytning til en mindreårig asylansøgende udlænding, som har fået
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 9 c, udlændingelovens
§ 9 e, 10) lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan
har bistået danske myndigheder m.v. eller 11) lov om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af servicelovens § 181, stk.
1, jf. stk. 3, dog kun for så vidt angår bestemmelser, der er relevante for
personer omfattet af ældreloven.
Med den foreslåede bestemmelse vil staten skulle afholde de udgifter, der
fremgår af den foreslåede stk. 2 til hjælp og støtte til de udenlandske
personer, der har fået opholdstilladelse efter de opregnede bestemmelser i
bestemmelsens nr. 1-9, og som samtidigt opfylder kravene i det foreslåede
stk. 2.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 indebærer, at staten vil skulle afholde
udgifterne til udenlandske personer, der er meddelt opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7 (konventionsflygtninge og udlændinge med
beskyttelsesstatus) eller § 8 (kvoteflygtninge). Det betyder, at det i
overensstemmelse med forarbejderne til bistandslovens § 134, stk. 3, der
blev afløst af servicelovens § 181, stk. 1, nr. 1, vil blive sikret, at reglen om
fuld statsrefusion kommer til at gælde for alle grupper af flygtninge, jf.
Folketingstidende 1985-86, tillæg A, spalte 1135-1136.
UDKAST
193
Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 indebærer, at staten vil skulle afholde
udgifterne til udenlandske personer, der er meddelt opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b, hvorefter der kan meddeles opholdstilladelse til
udlændinge, der uden for de i udlændingelovens § 7, stk. 1 og 2, nævnte
tilfælde, befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær
karakter afgørende taler for at imødekomme en ansøgning.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 3 indebærer, at staten vil skulle afholde
udgifterne til udenlandske personer, hvis opholdsstatus ændres til
opholdstilladelse efter § 9 c, stk. 1, fra til opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 b.
Med det foreslåede nr. 4 vil staten skulle afholde udgifterne til en
udenlandsk person, der har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens §
9, stk. 1, nr. 2, når den i Danmark fastboende person er meddelt
opholdstilladelse efter en af de bestemmelser, der er nævnt i nr. 1-3.
Ifølge bemærkningerne til lov nr. 348 af 14. maj 1992 om ændring af lov
om social bistand og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner og amtskommuner (Finansiering af udgifter efter bistandsloven
til flygtninge, tilskud til kommunerne vedrørende sociale udgifter til
flygtninge), havde udlændinge med humanitær opholdstilladelse ikke krav
på familiesammenføring i den første fase, hvor de i princippet ikke blev
betragtet som fastboende. Deres opholdstilladelse var midlertidig, men
sædvanligvis gøres den varig efter 2 år ved en ny opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, der svarer til den nugældende § 9 c, stk.
1, hvorefter de almindelige familiesammenføringsregler fandt anvendelse.
Det skete i en række tilfælde, at der blev givet opholdstilladelse til
familiemedlemmer, selv om den herboende endnu ikke har opnået
opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Men hverken disse eller de
familiesammenføringer, der gennemførtes derefter, var omfattet af
flygtningerefusionen.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at
familiesammenføringer til udlændinge med opholdstilladelse af humanitære
eller andre særlige grunde vil blive omfattet af bestemmelsen.
Med det foreslåede nr. 5 vil staten skulle afholde udgifterne til en
udenlandsk person, der har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens §
9 c, stk. 1, og den herboende person er barnets eller den unges forælder,
ægtefælle eller faste samlever og er omfattet af nr. 2 og 3.
Med det foreslåede nr. 6 vil staten skulle afholde udgifterne til en
udenlandsk person, når tilladelsen er meddelt en ægtefælle til en person med
opholdstilladelse som nævnt i nr. 2 og 3.
Den foreslåede bestemmelse i nr. 7 vil indebære, at staten vil skulle afholde
udgifterne til udenlandske personer, der har fået opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 9 c, stk. 1, på baggrund af en tilknytning til en
udlænding, som har fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller
§ 9 c.
UDKAST
194
Med det foreslåede nr. 8 vil staten skulle afholde udgifterne til en
udenlandsk person, der har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske
myndigheder m.v.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at en udenlandsk
person, der har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske
myndigheder m.v., omfattes af persongruppen i bestemmelsen.
Med det foreslåede nr. 9 vil staten skulle afholde udgifterne til en
udenlandsk person, der har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.
Med den foreslåede bestemmelse vil det blive sikret, at en udenlandsk
person, der har fået opholdstilladelse efter lov om midlertidig
opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine omfattes af
persongruppen i bestemmelsen.
Det vil alene være udgifter til de udlændinge, der er nævnt i bestemmelsen,
som kommunen vil kunne anmode om refusion for efter den foreslåede §
41, stk. 2. Bestemmelsen vil dermed ikke omfatte udlændinge, som har
opholdstilladelse efter fællesskabsretlige regler om arbejdskraftens fri
bevægelighed, eller udlændinge, som har fået opholdstilladelse efter andre
bestemmelser end dem, som er nævnt i stk. 1.
Det foreslås med stk. 2, at staten afholder en kommunes udgifter til
udlændinge, som inden 2 år efter datoen for opholdstilladelsen på grund af
betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne anbringes i
døgnophold i et tilbud efter § 44 i denne lov, i en friplejebolig efter lov om
friplejeboliger eller i en bolig eller boform, som kan sidestilles hermed, dog
kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på 2 år har klaret
sig selv.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse uden ændringer af
servicelovens § 181, stk. 3, afgrænset til målgrupperne for ældrelove.
Med det foreslåede vil staten skulle afholde en kommunes udgifter til hjælp
til en udenlandsk person, som inden 2 år efter datoen for opholdstilladelsen
på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne
anbringes i døgnophold i et tilbud efter § 43 i denne lov, i en friplejebolig
efter lov om friplejeboliger eller i en bolig eller boform, som kan sidestilles
hermed, dog kun indtil den pågældende i en sammenhængende periode på
to år har klaret sig selv.
I overensstemmelse med de gældende regler i servicelovens § 181, stk. 3,
vil det eksempelvis omfatte personer, som ved ankomsten til landet eller
kort tid herefter på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsnedsættelse må anbringes i døgnophold.
Med udtrykket »klaret sig selv« sigtes til, at pågældende er i stand til at
forsørge sig selv uden at modtage hjælp til udgifter, der står i direkte
UDKAST
195
forbindelse med det pågældende handicap. Det vil f.eks. betyde, at hvis den
pågældende får egen bolig og døgnopholdet ophører, og der vedvarende er
behov for hjælpeforanstaltninger af hensyn til afhjælpning af den nedsatte
funktionsevne, vil kommunen fortsat kunne få refusion efter denne regel.
Hjælp til et enkelt formål eller en ganske kortvarig hjælp vil ikke anses for
at afbryde toårs fristen. Modtagelse af dagpenge fra en arbejdsløshedskasse
eller dagpenge efter dagpengeloven vil heller ikke blive betragtet som hjælp
fra det offentlige.
Perioden, som kommunerne har til at afdække den enkeltes behov i forhold
til anbringelse i døgnophold efter den foreslåede § 41, vil blive fastsat til 24
måneder, hvilket er i overensstemmelse med gældende ret, jf. forarbejderne
til lov nr. 1543 af 13. december 2016 om ændring af lov om social service,
lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om
voksenansvar for anbragte børn og unge (Fremtidsfuldmagter på det sociale
område m.v.).
Det vil i overensstemmelse med forarbejderne give kommunerne tid til at
afdække den enkeltes konkrete behov og dermed medvirke til at forebygge,
at kommunerne alene for at sikre retten til refusion anbringer en person i
stedet for at afprøve mindre indgribende og billigere indsatser, hvis de efter
en konkret vurdering vil være egnede i forhold til personens behov for hjælp
og støtte.
Kommunen vil kunne anmelde de samlede udgifter til ydelser og tilbud efter
ældreloven til statsrefusion.
Formålet med § 42 er således, at staten også efter ældreloven vil skulle
afholde udgifterne til en udlænding, der har fået opholdstilladelse efter
nærmere bestemte bestemmelser i udlændingeloven. Der er i den
forbindelse behov for at fastsætte, hvilke udgifter staten afholder fuldt ud,
samt i hvilke tilfælde staten afholder udgifterne, uanset hvilke udgifter der
er tale om. Der er ikke med de foreslåede bestemmelser tiltænkt materielle
ændringer i forhold til gældende ret.
Til § 43
Efter servicelovens § 174, stk. 1, fastsætter den kommunale, regionale eller
private leverandør vejledende takster for ydelser og tilbud efter denne lov,
jf. dog stk. 3. Taksterne fastsættes på baggrund af samtlige budgetterede,
direkte og indirekte langsigtede omkostninger ved levering af ydelsen eller
drift af tilbuddet. Hvis en kommune anvender en anden kommunes eller en
regions tilbud efter denne lov, skal krav om betaling herfor på baggrund af
den beregnede takst, jf. stk. 1, være fremsat, senest 12 måneder efter at
hjælpen er ydet. Det følger af servicelovens § 174, stk. 2. Efter servicelovens
§ 174, stk. 3, fastsætter social- og boligministeren regler om
takstberegningen, herunder om grundlaget for beregningen, om hvilke
ydelser og tilbud efter loven og hvilken sundhedsfaglig indsats efter
sundhedsloven der er omfattet af stk. 1, og om, hvornår stk. 1 kan fraviges.
UDKAST
196
Det foreslås med § 43, at § 174, stk. 1-3, i lov om social service finder
tilsvarende anvendelse.
[Udbygges]
Til § 44
Det foreslås med stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Det foreslås i stk. 2, at § 18, stk. 3 har virkning fra den 1. januar 2027, jf.
dog § 45, stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at § 18, stk. 3, ikke har virkning før
den 1. januar 2027 for leverandøraftaler for pleje- og omsorgsforløb efter
den foreslåede § 18, stk. 3, hvorefter leverandører af pleje- og
omsorgsforløb skal kunne levere alle de elementer, der indgår i
helhedspleje.
Det vil betyde, at kommunerne ved lovens ikrafttræden ikke kan stille krav
til private leverandører om levering af alle elementer af helhedspleje ved
indgåelse af kontrakt. Bestemmelsen vil betyde, at kommunen fra den 1.
januar 2027 skal stille krav om levering af alle elementer af helhedspleje.
Formålet med overgangsbestemmelsen at skabe mulighed for, at private
leverandører og kommuner får mulighed at tilpasse sig de nye krav.
Det foreslås med henvisningen til undtagelsen i den foreslåede § 45, stk. 6,
at der skal være undtagelse fra, at § 18, stk. 3, har virkning fra den 1. januar
2027.
Til 45
Serviceloven danner i dag rammen om de regler, som regulerer tilbud om
hjælp og støtte til personer, der er fyldt 18 år, og som på grund af nedsat
funktionsevne har behov for hjælp til fx personlig pleje og praktiske opgaver
i hjemmet.
Efter servicelovens § 2, stk. 1, har enhver, der er fyldt 18 år og opholder sig
lovligt her i landet, ret til hjælp efter denne lov. Efter servicelovens § 2 a
kan personer, der på grund af deres aktiviteter under anden verdenskrig
modtager erstatning i henhold til lov om erstatning til besættelsestidens ofre,
dog visiteres direkte fra udlandet til et plejehjem, jf. § 192, der har personale
med særlig ekspertise i at pleje personer, der lider af kz-syndrom, hvis
personen opfylder visse nærmere betingelser, herunder betingelserne for at
få opholdstilladelse i Danmark og de gældende betingelser for visitation til
plejehjem i den kommune, hvor plejehjemmet ligger.
UDKAST
197
Efter servicelovens §§ 83, 83 a og 86 ydes personlig hjælp og pleje, hjælp
eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet, madservice,
rehabiliteringsforløb og genoptræning som enkeltydelser til modtageren.
Efter servicelovens § 84, stk. 1 og 2, skal kommunalbestyrelsen tilbyde
afløsning eller aflastning til ægtefælle, forældre eller andre nære pårørende,
der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Kommunen kan tilbyde midlertidigt ophold til personer, der i en periode har
et særligt behov for omsorg og pleje.
Det følger af servicelovens § 91, stk. 1 og 2, at kommunalbestyrelsen skal
skabe grundlag for, at modtagere af hjælp efter § 83 kan vælge mellem to
eller flere leverandører af denne hjælp, hvoraf den ene leverandør kan være
kommunal. Kommunalbestyrelsen skal for at opfylde denne forpligtelse
indgå kontrakt med to eller flere leverandører eller tilbyde modtagerne et
fritvalgsbevis, som giver borgere, der er visiteret til hjælp efter § 83, adgang
til, at de pågældende borgere selv indgår aftale med en cvr-registreret
virksomhed om hjælpens udførelse, Efter servicelovens § 91, stk. 3, kan
kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde træffe afgørelse om, at en borger
ikke kan modtage hjælpen efter stk. 2, nr. 2.
Efter servicelovens 119, stk. 1, er personer, som passer en nærtstående, der
ønsker at dø i eget hjem, efter ansøgning berettiget til plejevederlag som
nævnt i § 120. Det er en betingelse for at yde plejevederlag, at
hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og
at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven
på sygehus eller ophold i plejehjem, plejebolig el.lign. Det er endvidere en
betingelse, at den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.
Efter servicelovens § 122, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen, såfremt
udgiften ikke dækkes på anden vis, yde hjælp til sygeplejeartikler og lign.,
når 1) nærtstående i forbindelse med et etableret plejeforhold, jf. § 119,
passer en døende, 2) kommunen varetager plejen helt eller delvis eller
kommunalbestyrelsen yder tilskud efter § 95 til hjælp, som familien selv
antager, eller 3) et hospice varetager plejen. Hjælpen ydes uden hensyn til
den pågældendes eller familiens økonomiske forhold.
Med en ny ældrelov udskilles ældreplejen fra det specialiserede
socialområde, hvorved en række af ældreplejens kerneydelser, som i dag
findes i servicelovens §§ 83, 83 a, 84 og 86, vil blive reguleret i ældreloven.
Der indføres desuden en ny tilgang til ældrepleje, som bl.a. i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 10 vil indebære en forpligtelse for
kommunalbestyrelsen til at tilbyde helhedspleje i form af sammenhængende
og rummelige pleje- og omsorgsforløb til ældre personer, som på grund af
nedsat fysisk, psykisk eller social funktionsevne har behov for hjælp og
støtte i den daglige livsførelse.
I det samtidig fremsatte følgelovforslag foreslås et nyt § 2, stk. 5, hvorefter
personer, der kan modtage hjælp og støtte m.v. efter §§ 10, 13, 14, 16 og 17
UDKAST
198
i ældreloven ikke kan modtage hjælp og støtte efter §§ 83, 83 a, 84, og 86 i
denne lov.
Det foreslås med stk. 1, at afgørelser over for personer, der er omfattet af
denne lov, og over for hvem der før den 1. juli 2025 er truffet afgørelse
efter §§ 2 a. 84, § 91, stk. 3, §§ 119 eller 122 i lov om social service,
fortsat er gældende.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at der ikke er behov for, at der træffes nye
afgørelser efter servicelovens § 84, § 91. stk. 3, §§ 119 eller 122 i
forbindelse med ikrafttræden af ældrelov.
Det foreslås med stk. 2, at afgørelser over for personer, der er omfattet af
denne lov, og over for hvem der før den 1. juli 2025 er truffet afgørelse
efter §§ 83, 83 a eller § 86, stk. 1, i lov om social service, er gældende
indtil den 30. juni 2027, jf. dog stk. 4-6.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at der ikke er behov for, at der træffes nye
afgørelser efter servicelovens §§ 83, 83 a eller § 86, stk. 1, i forbindelse
med ikrafttræden af ældrelov, men at kommunalbestyrelsen senest den 1.
juli 2027 vil skulle træffe nye afgørelser efter § 10 i ældreloven.
Afgørelser truffet efter disse bestemmelser vil derfor kunne fortsætte
uændret indtil den 1. juli 2027, jf. dog stk. 4-6.
Det foreslås med stk. 3, at § 2, stk. 5, i lov om social service, ikke finder
anvendelse for personer omfattet af stk. 1 og 2.
Det foreslås med stk. 4, at ophører den hjælp og støtte, der er tildelt efter
en afgørelse omfattet af stk. 2 før den 1. juli 2027, ophører afgørelsen på
dette tidspunkt.
Bestemmelsen vil indebære, at hvis den hjælp og støtte, der er tildelt efter
en afgørelse omfattet af stk. 2, ophører før den 1. juli 2027, ophører
afgørelsen på dette tidspunkt. Det kunne f.eks. være en afgørelse om et
forløb efter servicelovens § 83 a eller om genoptræning efter § 86, som er
kendetegnet ved korterevarende og tidsafgrænsede forløb – ofte af
omkring 3 måneders varighed. Disse afgørelser vil efter den foreslåede stk.
3 ophører i overensstemmelse med den varighed, der er fastsat i
afgørelsen.
Det foreslås med stk. 5, at kommunalbestyrelsens forpligtelse efter § 10 til
at tilbyde et sammenhængende og rummeligt pleje- og omsorgsforløb ikke
finder anvendelse før den 1. juli 2027 over for personer, der er omfattet af
denne lov, og over for hvem der før den 1. juli 2025 er truffet afgørelse
efter §§ 83, 83 a eller § 86, stk. 1 i lov om social service, jf. dog stk. 6.
Senest den 1. juli 2027 skal kommunalbestyrelsen have truffet afgørelse
efter § 10 over for alle personer omfattet af 1. pkt.
UDKAST
199
Bestemmelsens 1. pkt. vil indebære, at kommunalbestyrelsens forpligtelse
efter § 10 til at tilbyde et sammenhængende og rummeligt pleje- og
omsorgsforløb ikke vil finde anvendelse før den 1. juli 2027 over for
personer, der er omfattet af denne lov, og over for hvem der før den 1. juli
2025 er truffet afgørelse efter §§ 83, 83 a eller § 86, stk. 1 i lov om social
service, jf. dog stk. 6.
Kommunalbestyrelsens forpligtelse efter § 10 til at tilbyde et
sammenhængende og rummeligt pleje- og omsorgsforløb vil således ikke
ved lovens ikrafttræden skulle finde anvendelse over for personer, der er
omfattet af denne lov, og over for hvem der før den 1. juli 2025 er truffet
afgørelse efter §§ 83, 83 a eller § 86, stk. 1 i lov om social service. Der er
dog indsat en undtagelse hertil i det foreslåede stk. 6.
Kommunalbestyrelsen vil efter det foreslåede 2. pkt. senest den 1. juli
2027 skulle have taget stilling til tilbud efter § 10. Med 1. og 2. pkt. er det
hensigten at give kommunalbestyrelsen tid til at tage stilling til tilbud efter
§ 10 til de berørte borgere, men samtidig fastsætte det seneste tidspunkt,
hvor kommunalbestyrelsen vil skulle have taget stilling til tilbud til den
pågældende personkreds.
Det foreslås med stk. 6, at i det omfang en persons behov efter lovens
ikrafttræden ændrer sig i et omfang, som indebærer, at den hjælp og støtte
personen er tildelt i medfør af en afgørelse, der er omfattet af stk. 4, ikke
længere imødekommer personens behov, indtræder kommunalbestyrelsens
forpligtelse til at træffe afgørelse efter § 10 på det tidspunkt, hvor
personens behov ændrer sig. Kommunalbestyrelsen kan af egen drift vælge
at træffe afgørelse efter § 10 før 1. juli 2027, uanset at en persons behov
ikke har ændret sig efter lovens ikrafttræden.
Bestemmelsens 1. pkt. vil indebære, at kommunalbestyrelsens forpligtelse
til at træffe afgørelse efter § 10 vil indtræffe før den 1. juli 2027, hvis en
persons behov efter lovens ikrafttræden skulle ændre sig i et omfang, som
ville indebære, at den hjælp og støtte personen er tildelt i medfør af en
afgørelse, der er omfattet af stk. 5, ikke længere ville imødekomme
personens behov. I så fald vil kommunalbestyrelsens forpligtelse til at
træffe afgørelse efter § 10 indtræde på det tidspunkt, hvor personens behov
måtte ændre sig.
Bestemmelsens 2. pkt. vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne
vælge af egen drift at træffe afgørelse efter § 10 før 1. juli 2027, uanset at
en persons behov ikke har ændret sig efter lovens ikrafttræden.
Efter servicelovens § 91, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen skabe grundlag
for, at modtagere af hjælp efter § 83 kan vælge mellem to eller flere
leverandører af denne hjælp, hvoraf den ene leverandør kan være
kommunal. Efter stk. 2 skal kommunalbestyrelsen for at opfylde
forpligtelsen i medfør af stk. 1 som minimum 1) indgå kontrakt med to eller
UDKAST
200
flere leverandører eller 2) tilbyde modtagerne et fritvalgsbevis, som giver
borgere, der er visiteret til hjælp efter § 83, adgang til, at de pågældende
borgere selv indgår aftale med en cvr-registreret virksomhed om hjælpens
udførelse.
Der foreligger ikke præcise oplysninger om, hvor længe de eksisterende
leverandøraftaler løber, men en analyse gennemført af Social-, Bolig- og
Ældreministeriet fra 2023 viser, at der i gennemsnit ikke indgås aftaler, der
rækker ud over 4-6 år.
Det foreslås med stk. 7, at borgere, der før lovens ikrafttræden har valgt en
privat leverandør eller et fritvalgsbevis i henhold til § 91, stk. 2, jf. stk. 1, i
lov om social service, og som har indgået aftale med en virksomhed om at
udføre hjælpen, kan fortsætte med denne ordning efter de hidtil gældende
regler, eller indtil den hjælp og støtte personen er tildelt i medfør af en
afgørelse, der er omfattet af stk. 2, ikke længere imødekommer personens
behov, dog senest indtil leverandøraftalen udløber.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er, at borgere, der i dag kun
modtager enkelte ydelser som fx rengøring vil kunne fortsætte med
ordningen, indtil den pågældende kontrakt måtte udløbe eller borgerens
behov skulle ændre sig og borgeren derfor skulle have tilbud om et nyt
forløb efter det foreslåede § 10. Den foreslåede bestemmelse vil både gælde
for borgere, der modtager enkelte ydelser fra en privat leverandør,
kommunen har indgået kontrakt med, og borgere, som selv har indgået en
aftale med en leverandør i medfør af fritvalgsbeviset.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at de hidtil gældende regler om
kommunalbestyrelsens fastsættelse af afregningspriser på baggrund af de
gennemsnitlige, langsigtede omkostninger som den kommunale leverandør
har ved at producere og levere tilsvarende ydelse, fortsat vil skulle anvendes.
Overgangsordningen skal derudover forhindre, at der opstår tvivl om,
hvorvidt lovændringen ud fra en konkret vurdering af de enkelte
kontraktforhold ville kunne anses for et ekspropriativt indgreb. Derudover
taler almindelige lovtekniske hensyn for, at der ikke gennem lovgivning
gribes ind i bestående kontraktforhold.
Efter servicelovens § 94, kan en person, som er berettiget til hjælp eller
støtte efter § 83, vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den
udpegede person skal godkendes af kommunalbestyrelsen, som herefter skal
indgå kontrakt med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne,
om leverancesikkerhed, jf. § 90, og om betaling m.v.
Det foreslås med stk. 8, at borgere, der før lovens ikrafttræden har udpeget
en person til at udføre opgaver i medfør af § 94 i lov om social service kan
vælge at lade denne person fortsætte med at udføre de pågældende opgaver,
indtil den hjælp og støtte personen er tildelt i medfør af en afgørelse, der er
UDKAST
201
omfattet af stk. 5, ikke længere imødekommer personens behov, dog senest
indtil leverandøraftalen udløber.
Det foreslåede vil betyde, at borgere, der før lovens ikrafttræden har udpeget
en person til at udføre opgaver i medfør af § 94 i lov om social service kan
vælge at lade denne person fortsætte med at udføre de pågældende opgaver,
indtil den hjælp og støtte personen er tildelt i medfør af en afgørelse, der er
omfattet af stk. 5, ikke længere imødekommer personens behov, dog senest
indtil leverandøraftalen udløber.
Det foreslås med stk. 9, at klager over afgørelser, som kommunalbestyrelsen
træffer i medfør af stk. 4, 2. pkt. og stk. 5, behandles efter reglerne i § 25,
dog kan kommunalbestyrelsens delafgørelser om tilbagekaldelse af ydelser
efter lov om social service, ikke indbringes for Ankestyrelsen.
Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at klager over afgørelser, som
træffer i medfør af stk. 5, 2. pkt. og stk. 6, vil skulle behandles efter reglerne
i den foreslåede § 25, dog kan kommunalbestyrelsens delafgørelser om
tilbagekaldelse af ydelser efter lov om social service, ikke indbringes for
Ankestyrelsen. Når kommunalbestyrelsen vil skulle træffe afgørelse efter de
foreslåede bestemmelser i stk. 5, 2. pkt. eller stk. 6 vil kommunalbestyrelsen
skulle træffe afgørelse om, at tildeling af ydelser efter serviceloven
tilbagekaldes, og at tildeling af ydelser fremover vil skulle ske i medfør af
ældrelovens § 10. Det foreslås, at denne tilbagekaldelse af tildeling af
ydelser efter serviceloven ikke kan påklages til Ankestyrelsen.
Efter retssikkerhedslovens § 30 skal der i hver kommune etableres mindst
ét ældreråd. Ældrerådets medlemmer vælges ved direkte valg. Ældrerådet
rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler
synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske
spørgsmål, der vedrører de ældre.
Der er fastsat nærmere bestemmelser i retssikkerhedslovens § 30-33 om
afholdelse af valg til ældreråd, sammensætning af ældreråd m.v. Af
retssikkerhedslovens § 32, stk. 2, følger, at kommunalbestyrelsen sørger for,
at der afholdes valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år, og at
kommunalbestyrelsen i samarbejde med ældrerådet fastsætter regler for,
hvordan valget skal afholdes.
Med ældrelov foreslås bestemmer om ældreråd videreført i ældreloven.
Det foreslås med stk. 10, at ældreråd, der er etableret efter reglerne i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område, kan fortsætte deres
virke efter de hidtil gældende regler, indtil 4 år efter at der senest blev
afholdt valg til ældrerådet.
Bestemmelsen vil skulle sikre, at der ikke er behov for, at der etableres nye
ældreråd i forbindelse med ikrafttræden af ældrelov. Det vil videre følge af
bestemmelsen, at der vil skulle afholdes valg til ældreråd senest 4 år efter,
UDKAST
202
at der sidst blev afholdt valg. Det vil videreføre den gældende retstilstand,
hvorefter der skal afholdes valg til ældrerådet mindst hvert fjerde år.
Til § 46
Det har siden den 1. januar 1988 ikke været muligt at opføre plejehjem og
beskyttede boliger. Bestående plejehjem og beskyttede boliger kan dog
fortsat drives efter servicelovens § 192.
Det følger af servicelovens § 192, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen
driver de bestående plejehjem og beskyttede boliger efter de hidtil gældende
regler i lov om social bistand. Dog kan kommunen ikke opkræve betaling
for den særlige service m.v. som følge af plejehjemsopholdet.
Ældreministeren fastsætter i en bekendtgørelse regler herom, herunder
regler, der er tilnærmet reglerne for ældreboliger og plejeboliger efter lov
om almene boliger m.v., og regler om beskyttelse mod ufrivillig flytning
inden for et plejehjem eller en beskyttet bolig.
Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 1996-1997,
tillæg A, side 5006, at stoppet for plejehjemsbyggeri m.v. blev indført i
forbindelse med, at ældreboligloven (nu lov om almene boliger m.v.) trådte
i kraft den 1. januar 1988. Allerede bestående plejehjem og beskyttede
boliger kunne dog fortsat drives efter bistandsloven, jf. lov om social
bistand. Som følge af nedlæggelser eller ombygning af utidssvarende
plejehjem og beskyttede boliger til plejeboliger m.v. efter lov om almene
boliger m.v. vil de bestående plejehjem og beskyttede boliger gradvist få
antalsmæssigt mindre betydning. Det kan derfor påregnes, at der inden for
en årrække ikke vil være behov for særlige regler om plejehjem og
beskyttede boliger. Derfor foreslås reglerne om botilbud og betaling herfor
i bestående plejehjem og beskyttede boliger placeret i en
overgangsbestemmelse, der indeholder en bemyndigelse til at fastsætte
regler, der svarer til de gældende regler i bistandslovens §§ 81-83 samt §§
85 og 86. Ydelser i plejehjem og beskyttede boliger ydes efter forslagets
øvrige bestemmelser for personer, der vil være omfattet heraf. For personer
der ikke vil være omfattet af forslaget vil ydelser skulle ydes efter de
relevante bestemmelser i serviceloven. Bemyndigelsen kan anvendes til at
fastsætte regler, der er tilnærmet til reglerne for lignende almindelige
boliger, dvs. ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene boliger m.v.
Bemyndigelsen vil blive brugt til at videreføre den gældende regel i
bistandslovens § 83, stk. 5. Det betyder, at en person, der ikke vil flytte fra
en institution, kun kan kræves flyttet, såfremt kravet kan støttes på en af de
opsigelsesgrunde, der er nævnt i lejelovens kapitel XIII. For at styrke
retssikkerheden vil bemyndigelsen endvidere blive anvendt til at sikre
beskyttelse mod ufrivillig flytning, hvis der er tale om flytning inden for et
plejehjem eller en beskyttet bolig. Bemyndigelsen kan også bruges til - efter
forhandling med de kommunale organisationer - at fastsætte ændrede regler
UDKAST
203
om fordeling mellem kommune og amtskommune af udgifter til plejehjem
og beskyttede boliger til personer under og over 67 år.
Ældreministeren har i medfør af bemyndigelsen i servicelovens § 192 fastsat
nærmere regler om drift og optagelse m.v. i plejehjem og beskyttede boliger
i bekendtgørelse nr. 1324 af 10. december 2014 om plejehjem og beskyttede
boliger.
Det følger af bekendtgørelsens § 1, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen
driver de bestående plejehjem og beskyttede boliger efter de hidtil gældende
regler i lov om social bistand. Dette gælder også efter istandsættelse og
mindre ombygning.
Det følger af bekendtgørelsens § 2, at kommunalbestyrelsen i den stedlige
kommune i henhold til servicelovens § 151 fører tilsyn med den daglige drift
af plejehjem og beskyttede boliger som ligger i kommunen.
Det følger af bekendtgørelsens § 3, stk. 6, at afgørelse om krav om
fraflytning af plejehjem og beskyttede boliger kun kan gennemføres, hvis
kravet støttes på forhold, der kan sidestilles med en af de opsigelsesgrunde,
der er nævnt i kapitel 14 i lov om leje af almene boliger.
Videre følger det af bekendtgørelsens § 3, stk. 7, at afgørelse om krav om
flytning inden for et plejehjem eller beskyttede boliger kun kan
gennemføres, hvis kravet støttes på forhold, der kan sidestilles med en af de
opsigelsesgrunde, der er nævnt i kapitel 14 i lov om leje af almene boliger,
eller hvis den nuværende bolig og den plejemulighed, der er knyttet hertil,
ikke længere modsvarer beboerens behov.
Det foreslås med § 46, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen driver de
bestående plejehjem og beskyttede boliger efter de hidtil gældende regler i
lov om social bistand. Dog kan kommunen ikke opkræve betaling for den
særlige service m.v. som følge af plejehjemsopholdet. Ældreministeren
fastsætter i en bekendtgørelse regler herom, herunder regler, der er
tilnærmet reglerne for ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene
boliger m.v., og regler om beskyttelse mod ufrivillig flytning inden for et
plejehjem eller en beskyttet bolig.
Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende
bestemmelse i servicelovens § 192 uden ændringer.
Den foreslåede bestemmelse vil således betyde, at de bestående plejehjem
og beskyttede boliger omfattet af den gældende § 192 i serviceloven vil
kunne videreføres efter de hidtil gældende regler.
Ydelser i plejehjem og beskyttede boliger vil i overensstemmelse med
gældende ret skulle ydes efter lovforslagets øvrige bestemmelser for
personer, der vil være omfattet af loven, hvis den vedtages. For personer der
ikke vil være omfattet af loven, hvis den vedtages, vil ydelser skulle ydes
efter de relevante bestemmelser i serviceloven.
UDKAST
204
Den foreslåede bestemmelse vil som den gældende § 192 i serviceloven
bemyndige ældreministeren til at fastsætte regler, der svarer til de gældende
regler i bistandsloven. Bemyndigelsen vil i den forbindelse kunne anvendes
til at fastsætte regler, der er tilnærmet til reglerne for lignende almindelige
boliger, dvs. ældreboliger og plejeboliger efter lov om almene boliger m.v.
Det er hensigten, at bemyndigelsen vil blive udmøntet i en bekendtgørelse,
der vil videreføre de regler, der er fastsat i medfør af servicelovens § 192 i
bekendtgørelse nr. 1324 af 10. december 2014 om plejehjem og beskyttede
boliger.
Til § 47
Det fremgår af § 2 a, stk. 1, i serviceloven, at personer, der på grund af
deres aktiviteter under anden verdenskrig modtager erstatning i henhold til
lov om erstatning til besættelsestidens ofre, kan visiteres direkte fra
udlandet til et plejehjem, jf. § 192, der har personale med særlig ekspertise
i at pleje personer, der lider af kz-syndrom.
Det fremgår af stk. 2., at de pågældende for at kunne blive visiteret til et
plejehjem efter stk. 1 skal de pågældende opfylde betingelserne for at få
opholdstilladelse i Danmark og opfylde de gældende betingelser for
visitation til plejehjem i den kommune, hvor plejehjemmet ligger.
Forslaget til bestemmelser i § 45 er en uændret videreførsel af de
eksisterende regler i servicelovens § 2 a.
Det foreslås i stk. 1, at personer, der på grund af deres aktiviteter under
anden verdenskrig modtager erstatning i henhold til lov om erstatning til
besættelsestidens ofre, kan visiteres direkte fra udlandet til et plejehjem, jf.
§ 44, der har personale med særlig ekspertise i at pleje personer, der lider
af kz-syndrom.
I Stk. 2. foreslås, at de pågældende for at kunne blive visiteret til et
plejehjem efter stk. 1 skal opfylde betingelserne for at få opholdstilladelse
i Danmark og opfylde de gældende betingelser for visitation til plejehjem i
den kommune, hvor plejehjemmet ligger.
Til § 48
Det er fastsat i servicelovens § 196, at serviceloven ikke finder anvendelse
for Færøerne og Grønland. Det er videre fastsat i servicelovens § 196, stk.
2, at social- og boligministeren efter aftale med Færøernes landsstyre og
Grønlands Naalakkersuisut fastsætter regler om visitation, betaling og
refusion, handleplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg samt
besøgsrejser m.v., når personer på foranledning af færøske eller grønlandske
UDKAST
205
sociale myndigheder eller som led i gennemførelsen af en
varetægtsfængsling eller fuldbyrdelsen af en dom afsagt af Retten på
Færøerne, af en grønlandsk ret, af Østre Landsret eller Højesteret, jf.
instansordningen i retsplejelov for Færøerne, eller af Højesteret, jf.
instansordningen i retsplejelov for Grønland får ophold i Danmark og
modtager tilbud efter denne lov. Det er videre fastsat, at der efter aftale kan
fastsættes regler for personer, der fra Danmark får ophold på Færøerne eller
i Grønland på foranledning af danske sociale myndigheder. Tilsvarende kan
der efter aftale fastsættes regler om underretningspligt mellem sociale
myndigheder i Danmark og Grønland og mellem sociale myndigheder i
Danmark og på Færøerne. Endelig er det i fastsat i servicelovens § 196, stk.
3, at uenighed mellem færøske eller grønlandske sociale myndigheder og
danske sociale myndigheder om deres forpligtelser efter disse regler afgøres
af Ankestyrelsen.
Bestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1369 af 28. november 2023
om døgnophold i tilbud i Danmark og Grønland.
Det følger af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at opholdskommunen har pligt
til at yde hjælp efter de love, der er omfattet af retssikkerhedsloven,
herunder hjælp efter serviceloven. En person har efter retssikkerhedslovens
§ 9, stk. 2, som udgangspunkt opholdskommune, hvor personen har sin
bopæl eller sædvanligvis opholder sig. Udgangspunktet er således i dag, at
en person, der har ophold i et botilbud i en dansk kommune, har ret til hjælp
efter serviceloven fra denne kommune, uanset om den pågældende er
visiteret til botilbuddet af de færøske eller grønlandske myndigheder. Regler
om finansiering fra de færøske og grønlandske myndigheder er fastsat i de
ovennævnte bekendtgørelser om besøgsrejser og ophold i Danmark eller på
Færøerne henholdsvis i Grønland i tilbud i boformer.
Det foreslås, at der fastsættes regler om den territoriale udstrækning for den
foreslåede ældrelov.
Det foreslås med stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.
Med den foreslåede stk. 1 videreføres reglerne om territorial udstrækning
uden ændringer i den foreslåede ældrelov.
Det foreslås med stk. 2, at § 196, stk. 2 og 3, i lov om social service finder
tilsvarende anvendelse, dog således at fastsættelse af regler efter § 196, stk.
2, sker efter forhandling med ældreministeren.
Med den foreslåede bestemmelse vil servicelovens § 196, stk. 2 og 3, finde
tilsvarende anvendelse dog således, at social- og boligministerens
fastsættelse af regler efter servicelovens § 196, stk. 2, aftale med Færøernes
landsstyre og Grønlands Naalakkersuisut om visitation, betaling og
refusion, handleplaner, handle- og betalingskompetence, lovvalg samt
besøgsrejser m.v., skal ske efter forhandling med ældreministeren.
UDKAST
206