Svar på spm. nr. S 1144: Vil ministeren tage initiativ til, at staten forbyder deponering af forurenet sediment (klapning) fra havne, hvor staten har direkte indflydelse på driften, f.eks. flådehavne, og i stedet oprenser det forurenede sedimentet på land fremfor at deponere forureningen i vores pressede havmiljø?
Tilhører sager:
Aktører:
Svar på spm. nr. S 1144.pdf
https://www.ft.dk/samling/20231/spoergsmaal/s1144/svar/2063445/2896527.pdf
Miljøministeriet • Frederiksholms Kanal 26 • 1220 København K Tlf. 38 14 21 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • mim@mim.dk • www.mim.dk J.nr. 2024 - 7872 Den 20. august 2024 Folketingets Lovsekretariat Christiansborg 1240 København K Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1144 stillet den 12. august af Marianne Bigum (SF). Spørgsmål nr. S 1144 ”Vil ministeren tage initiativ til, at staten forbyder deponering af forurenet sediment (klapning) fra havne, hvor staten har direkte indflydelse på driften, f.eks. flådehavne, og i stedet oprenser det forurenede sedimentet på land fremfor at deponere forureningen i vores pressede havmiljø?” Svar Vi har det fundamentale princip, at klapning ikke må føre til, at tilstanden i vores vandområder bliver forringet. Miljøstyrelsen sikrer derfor, at alle fastsatte grænseværdier overholdes, de foretager i alle konkrete sager en grundig vurdering af de miljømæssige forhold, og de stiller krav om, at der tages prøver af materialet for at sikre, at det ikke skader havmiljøet. Hvis materiale er for forurenet, må det ikke klappes. Hvis materiale kan nyttiggøres til fx kystfodring eller i et anlægsprojekt, skal det ikke klappes. Hvis materialet ikke kan nyttiggøres, afhænger en tilladelse til klapning blandt andet af materialets grad af miljøfarlige stoffer og tilstanden i havområdet. Alt sammen for at beskytte havmiljøet mest muligt. Hvis materialet heller ikke kan klappes, skal det på deponi på land. Havne med statslig indflydelse på driften skal følge samme regler, og jeg har som miljøminister ikke planer om, at forbyde klapning fra bestemte havne. Vi har sammen med alle Folketingets partier besluttet at gennemføre en række stramninger, så vi yderligere minimerer klapningens påvirkning på havmiljøet – bl.a. med et forbud mod klapning på vanddybder under 6 meter og ved at fremme nyttiggørelse af sedimentet endnu mere, så der skal klappes mindre. Bølger og strøm flytter dagligt rundt på meget store mængder af bl.a. sand, så sejlrender og havne løbende sander til. Det er derfor nødvendigt, at havnene i Danmark kan blive ved med at holde sejlrender og havne frie, så der kan sejles. At håndtere det materiale er en bunden opgave, og alle Folketingets partier er enige om, at håndteringen i videst muligt omfang skal minimere den negative påvirkning på havmiljøet. Det er derfor også meget glædeligt, at flere kommuner beslutter sig for alternativer til klapning. Magnus Heunicke / Tone Madsen Offentligt Miljø- og Fødevareudvalget 2023-24