Henvendelse af 15/5 fra 3F
Tilhører sager:
- Hovedtilknytning: Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Øget fleksibilitet i forbindelse med ophold efter fasttrackordningens korttidsspor, udvidelse af jobskiftereglen og ændring af kravet om dansk bankkonto). (Bilag 11)
- Hovedtilknytning: Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Øget fleksibilitet i forbindelse med ophold efter fasttrackordningens korttidsspor, udvidelse af jobskiftereglen og ændring af kravet om dansk bankkonto). (Bilag 11)
Aktører:
Analyse. Hvor lang tid tager det for udenlandske medarbejdere at få opre....pdf
https://www.ft.dk/samling/20231/lovforslag/l147/bilag/11/2867993.pdf
1 Analyse: Hvor lang tid tager det for udenlandske medarbejdere at få oprettet en dansk bankkonto? Regeringen vil fjerne kravet om dansk bankkonto for udlændinge fra tredjelande på en række erhvervsopholdsordninger. Hvis lovforslaget vedtages, kan udlændinge på disse ordninger få udbetalt lønnen på en udenlandsk bankkonto. Regeringen foreslår desuden, at tidsfristen for at oprette en dansk bankkonto forlænges fra 90 til 180 dage. Det vil sige, at udlændinge på de øvrige erhvervsordninger, som stadig skal have dansk bankkonto, fremover vil få op til et halvt år til at oprette den danske bankkonto. I denne periode kan lønnen blive udbetalt til en udenlandsk bankkonto. Regeringen henviser i lovforslaget til, at ”erhvervslivet har tilkendegivet, at de oplever udfordringer med lange sagsbehandlingstider i bankerne, hvilket kan gøre det svært at opfylde kravet om dansk bankkonto inden for tidsfristen på 90 dage.” Lovforslaget er fremsat uden nogen form for dokumentation for, at det skulle være et problem at opfylde kravet om dansk bankkonto inden for tidsfristen på 90 dage. Derfor har 3F undersøgt, hvor lang tid det samlet set tager for udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, at få oprettet en dansk bankkonto. Der er allerede i dag krav om, at det maksimalt må tage 10 dage at oprette en basal betalingskonto efter modtagelsen af fuldstændig ansøgning. Udlændinge, der skal have en dansk bankkonto, skal først CPR-registreres via deres bopælskommune. Derfor er det både undersøgt, hvor lang tid det tager for en udlænding at blive CPR-registreret, og hvor lang tid det derefter tager at få oprettet en dansk bankkonto (en basal betalingskonto). 3F har først undersøgt dette selv og har desuden fået et uvildigt konsulentfirma til at gennemføre en undersøgelse for at få bekræftet resultaterne. Samlede konklusioner på undersøgelserne • Samlet set viser de gennemførte undersøgelser, at det langt fra tager 90 dage at få oprettet et cpr- nummer og en dansk bankkonto. • Sammenlagt tager det mellem 18-20 dage at oprette både cpr-nummer og bankkonto. • Selv hvis der opstår udfordringer i processen, fx i form af manglende oplysninger eller dokumenter, er der således ca. 60 dage til at få styr på disse udfordringer. • Det bør derfor være muligt for udenlandske arbejdstagere at få oprettet en dansk bankkonto inden for den nuværende tidsfrist på 90 dage. Offentligt L 147 - Bilag 11 Udlændinge- og Integrationsudvalget 2023-24 2 Undersøgelsens resultater viser således, at det ikke er nødvendigt hverken at fjerne kravet om dansk bankkonto for udvalgte erhvervsordninger for arbejdskraft fra tredjelande eller udvide tidsfristen på de øvrige ordninger til 180 dage. Uddybede resultater fra undersøgelserne 3F foretog allerede en mindre undersøgelse blandt udvalgte banker og kommuner i sommeren 2023. Undersøgelsen viste følgende: • Det tager sammenlagt omkring 18 dage at oprette både cpr-nummer og bankkonto. • Den gennemsnitlige tid for at få oprettet et cpr-nummer er 3-4 dage. • Den gennemsnitlige tid for at få oprettet en bankkonto er 10-14 dage. Tallene er indhentet af 3F i juni 2023 og er baseret på svar fra 5 pengeinstitutter og 4 kommuner. For at få bekræftet disse resultater, har 3F ligeledes bedt et uvildigt konsulentfirma om også at undersøge, hvor lang tid det tager for udlændinge, der kommer til landet, at få oprettet en dansk bankkonto. Den uvildige undersøgelse viser følgende: • Det tager sammenlangt omkring 20 dage at oprette både cpr-nummer og bankkonto. • Den gennemsnitlige tid for at få oprettet en bankkonto er 5-10 arbejdsdage. Oftest i den høje ende. • Den gennemsnitlige tid for at blive cpr-registreret er omkring 10 arbejdsdage. • Både banker og kommuner rapporterer, at den gennemgående årsag til forsinkelser er manglende oplysninger eller manglende dokumenter. Tallene er indhentet af konsulentfirmaet Ploug Niemann i perioden fra d. 1. til 7. februar 2024 og er baseret på svar fra 8 pengeinstitutter og 9 kommuner. 3 Konsekvenser af at fjerne kravet om dansk bankkonto Overordnet set vurderer 3F, at lovforslaget vil få følgende konsekvenser: • Lempelser i kravet om dansk bankkonto vil medføre øget risiko for snyd og dermed øget misbrug af udenlandsk arbejdskraft og social dumping. • Det bliver sværere for myndighederne at føre kontrol med, om udenlandske arbejdstagere får løn, der er sædvanlig efter danske forhold, og som fremgår af ansættelseskontrakten. • Udlændinge fra tredjelande vil kunne arbejde i Danmark i årevis uden at lønnen betales til en dansk bankkonto. Og selvom der fx er tale om udlændinge med en høj indtægt eller lang uddannelse, vil det stadig åbne op for snyd og misbrug. • Det bliver markant nemmere at udøve returkommission. Samtidig vil det blive betydeligt sværere for myndighederne at føre kontrol med og afsløre snyd ift. udbetalinger af løn og returkommission. • Det vil blive markant nemmere at foretage hvidvaskning af penge og finansiering af narko. • Det vil øge risikoen for systematiseret terrorfinansiering. • Korruption vil blive lettere at udøve og vanskeligere at afsløre. • Det bliver vanskeligt at kontrollere, om den udenlandske bankkonto reelt er lønmodtagerens, eller om det er tredjemand (mellemmand), der råder over kontoen. Derved øges risikoen også for, at virksomhederne medvirker til bl.a. menneskehandel og menneskeudnyttelse. • I stedet for at lempe på kravene for dansk bankkonto, bør Regeringen i stedet gennemføre tiltag, der sikrer, at udenlandske arbejdstagere kan få en dansk bankkonto inden for den frist på 10 dage, der allerede gælder.
Brev om lempelse af krav til dansk bankkonto til udvalget. Søren Heisel, 3F.pdf
https://www.ft.dk/samling/20231/lovforslag/l147/bilag/11/2867991.pdf
Til medlemmer af Udlændinge- og Integrationsudvalget 13. maj 2024 Afskaffelse af krav om dansk bankkonto Som bekendt er Folketinget i fuld gang med at behandle et lovforslag fra Re- geringen om at lempe kravet om, at udlændinges løn skal udbetales til en dansk bankkonto (L147). Det er nu ikke kun førende forskere, der i uimodståelige vendinger advarer mod lovforslaget. I løbet af de seneste dage har de offentlige myndigheder, der skal kontrollere og efterforske sager om bl.a. terrorfinansiering, økono- misk- og arbejdskriminalitet også over for Folketinget udtalt sig om de kriti- ske konsekvenser, ovennævnte lovforslag vil medføre. Både Politiets Efterretningstjeneste, Rigspolitiet, National Enhed for Særlig Kriminalitet og Hvidvasksekretariatet vurderer, at lovforslaget vil gøre det sværere for politiet at opdage, efterforske og straffor- følge sager om hvidvask, terrorfinansiering, korruption og anden økonomisk kriminalitet samt menneskehandel. I 3F har vi særdeles vanskeligt ved at forstå, hvis Folketinget kan sidde disse myndigheds- og ekspertvurderinger overhøring, specielt når det gælder noget så alvorligt som bekæmpelse af hvidvask, terrorfinansiering, menneskehan- del samt andre former for økonomisk- og arbejdskriminalitet. Helt uforståeligt bliver det, når forslaget fremsættes uden skyggen af doku- mentation for, at det skulle være vanskeligt at oprette en bankkonto inden for de nuværende 90 dage. Blandt andet påpeger Rigspolitiet og National Enhed for Særlig Kriminalitet, at det vil være sværere for politiet og Anklagemyndigheden at efterforske og straffe i sager om hvidvask, terrorfinansiering mv., hvis lønnen er udbetalt til et udenlandsk pengeinstitut (Link): ”Rigspolitiet kan oplyse, at det vil kunne have en betydning for politiets og dermed også anklagemyndighedens muligheder for at efterforske og strafforfølge sager m hvidvask, terrorfinansiering mv., såfremt der skal indhentes oplysninger om kontoforhold i et udenlandsk pengeinstitut.” Derudover påpeger de, at det vil være sværere for Hvidvasksekretariatet at opdage hvidvask: ”Rigspolitiet kan endvidere oplyse, at NSK vurderer, at det vil være van- skeligere for Hvidvasksekretariatet at identificere mulig hvidvask, så- fremt pengeoverførsler, som eksempelvis udbetaling af løn, til udenland- ske arbejdstagere fra tredjelande sker til et udenlandsk pengeinstitut.” Offentligt L 147 - Bilag 11 Udlændinge- og Integrationsudvalget 2023-24 - 2 - Politiets Efterretningstjeneste (PET) advarer derudover om, at det kan være sværere at efterforske terrorfinansiering, hvis virksomheder får lov at udbe- tale løn til udenlandske medarbejdere til et udenlandsk pengeinstitut (Link): ”Helt generelt er det Politiets Efterretningstjenestes erfaring, at efter- forskning rettet mod visse udenlandske bankkonti kan være forbundet med flere praktiske og juridiske udfordringer end efterforskning af dan- ske bankkonti.” ”Det kan være vanskeligt at dokumentere, og dermed bevise, de finan- sielle spor gennem eller til jurisdiktioner langt uden for Danmark, lige- som det direkte forsæt til terrorfinansiering også kan være vanskeligt at bevise.” Konstateringerne fra PET, Rigspolitiet, National Enhed for Særlig Kriminalitet og Hvidvasksekretariatet er entydigt, at lovforslaget vil medføre, at det bliver nemmere for kriminelle at vaske deres penge hvide og anvende dem til at fi- nansiere terroraktiviteter. Og det vil blive meget sværere for de danske myn- digheder at opdage, efterforske og straffe de kriminelle herfor. De brancher, hvor der er risiko for, at kriminelle udnytter virksomheder til hvidvask, er også de samme brancher, hvor der er stor risiko for social dum- ping. Det fremgår af Den nationale risikovurdering af hvidvask (s. 51 og 58). Det fremgår desuden af risikovurderingen, at både danskejede og uden- landskejede virksomheder misbruger tvangsarbejdere via menneskehandel i risikobrancherne. Risikovurderingen henviser bl.a. til, at bagmændene anven- der beløbsordningen til at ansætte tvangsarbejdere via opdigtede stillinger og falske kontrakter, samt at lønnen og udlændinges bankkonti kontrolleres af bagmændene (s. 65). For at afbøde de værste konsekvenser af forslaget, kan 3F derfor støtte SF’s fremsatte ændringsforslag om, at der stadig skal være et krav om dansk bankkonto for udlændinge, der ansættes inden for de foreslåede og i andre lovsammenhænge kendte risikobrancher på fast track-ordningens beløbsspor samt at tidsfristen for at oprette en dansk bankkonto fastholdes på 90 dage. Hvis du har behov for yderligere dokumentation, eller andet baggrundsmate- riale, stiller vi os naturligvis gerne til rådighed. Venlig hilsen Søren Heisel Forbundssekretær, 3F
Brev om lempelse af krav til dansk bankkonto til udlændinge og integrationsudvalget, 14-05-2024.pdf
https://www.ft.dk/samling/20231/lovforslag/l147/bilag/11/2868068.pdf
Til medlemmerne af Udlændinge- og Integrationsudvalget 14. maj 2024 Folketinget er i fuld gang med at behandle et lovforslag fra Regeringen om at lempe kravet om udlændinges løn skal udbetales til en dansk bankkonto (L147). I den forbindelse har Udlændinge- og Integrationsministeren flere gange henvist til, at der ifølge SIRI er høj regelefterlevelse blandt fast track- certificerede virksomheder, og at det derfor skulle være uproblematisk at fjerne kravet om dansk bankkonto på disse virksomheder. SIRI’s opgørelser viser derimod kun de tilfælde, hvor myndighederne har fundet og dokumenteret snyd. Det er dog vores klare overbevisning, at SIRI’s kontrol er både mangelfuld og overfladisk, hvorfor deres opgørelser har et massivt mørketal. Der er således intet der tyder på, at en fast track-certificering i sig selv sikrer, at virksomheden har ordnede forhold, og certificeringen er derfor ikke et værn imod misbrug. Eksempelvis har 3F’s Byggegruppe ført og vundet sager om underbetaling af udenlandsk arbejdskraft på en lang række af de fast track-certificerede virksomheder. 3F’s Byggegruppe har ført eller har igangværende sager mod 19 af de fast track-certificerede virksomheder og endnu flere afsluttede sager mod en lang række af underentreprenørerne til andre certificerede virksomheder. I alt er der ca. 50 fast track-certificerede virksomheder inden for byggebranchen. I disse sager snydes udenlandske medarbejdere for den løn, de er berettiget til. Det samme gælder i 3F’s andre brancher med høj risiko for social dumping, hvor der også er utallige eksempler på underbetaling af udenlandsk arbejdskraft. Vores erfaringer viser således et ganske andet billede af vilkårene for udlændinge på mange fast track-certificerede virksomheder, end det der tegnes af SIRI’s tal og ministerens udtalelser om, at det kun drejer sig om hæderkronede virksomheder. Hvis regeringens lovforslag vedtages, får virksomheder, der vil snyde, endnu nemmere ved at skjule underbetalingen, da SIRI’s og fagbevægelsens kontrolmuligheder svækkes betydeligt. Derfor kan 3F støtte op om SF’s fremsatte ændringsforslag om, at der stadig skal være et krav om dansk bankkonto for udlændinge, der ansættes inden for risikobrancher såsom bygge- og anlægsbranchen. Der er ingen grund til at gøre det nemmere at snyde med lønnen for udenlandsk arbejdskraft. Offentligt L 147 - Bilag 11 Udlændinge- og Integrationsudvalget 2023-24 - 2 - Vi ved at mekanismen med at udpege risikobrancher fungerer rigtig godt på andre områder. Og vi kan fuldt ud bakke op om, at de nævnte brancher defineres som risikobrancher, da både vi i 3F og myndighederne ser mange problemer med udenlandsk arbejdskraft inden for disse brancher. Endelig er lovforslaget fremlagt uden nogen dokumentation for, at der skulle være et problem med at få oprettet en dansk bankkonto inden for 90 dage. Faktisk viser seneste uvildige undersøgelse, at det kan gøres på 18 til 20 arbejdsdage. Lovforslaget øger risikoen for hvidvask og terrorfinansiering Til slut vil vi gøre opmærksom på, at både PET, Rigspolitiet, National Enhed for Særlig Kriminalitet og Hvidvasksekretariatet over for Folketinget vurderer, at lovforslaget vil gøre det sværere for politiet at opdage, efterforske og strafforfølge sager om hvidvask, terrorfinansiering mv. (Link og Link). Således vil lovforslaget medføre, at det bliver nemmere for kriminelle at vaske deres penge hvide og anvende dem til at finansiere terroraktiviteter – fx under dække af, at det er udbetalinger af løn til udenlandske medarbejdere. Og det vil blive meget sværere for de danske myndigheder at opdage, efterforske og straffe de kriminelle herfor. Og PET og Hvidvasksekretariatet vurderer, at der allerede nu er stor risiko for, at kriminelle udnytter lovlige virksomhedskonstruktioner til at udføre hvidvask og terrorfinansiering. Det vil blive meget lettere for kriminelle, hvis virksomheder fremover får mulighed for at udbetale udlændinges løn til en udenlandsk bankkonto. Vi håber og tror, at Regeringen kommer på andre tanker, når de bliver klar over de negative konsekvenser, dette lovforslag vil få. Så vi i stedet kan indlede en ordentlig og konstruktiv drøftelse om, hvordan vi kan skabe de bedste vilkår for at hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark, uden at dette medfører unødvendige risici for mere hvidvask, terrorfinansiering og arbejdskriminalitet. Hvis du har behov for yderligere dokumentation, eller andet baggrunds- materiale, stiller vi os naturligvis gerne til rådighed. Venlig hilsen Søren Heisel Forbundssekretær, 3F Claus Von Elling Gruppeformand, Byggegruppen